Under 1. verdenskrig, i juni 1918 flygtede en kontroversiel tysk professor til Danmark: Georg Friedrich Nicolai.
Han var en fremtrædende hjertespecialist og professor i fysiologi ved Humboldt Universitetet i Berlin da 1. verdenskrig brød ud. I 1914 havde Nicolai sammen med Albert Einstein og Vilh. Förster udgivet en modappel "Aufruf an die Europäer" mod 93 tyske militaristiske intellektuelles appel "Manifest fra den civiliserede verden" fra oktober 1914, Blandt disse var bl.a. Ehrlich, Röntgen og von Behring .
Nicolai havde i 1915 lavet et kursus på Berlin Universitet i 1915 med titlen krig som en biologisk faktor i den menneskelige udvikling, hvilket bragte ham på konfrontationskurs med det preussiske militær. Han blev forflyttet fra det militærhospital som han ledede, til en inferiør stilling, og var sygemeldt i 6 måneder 1915-1916. Nicolai havde nægtet at lave bomber med kolera- og pestbakterier og injektere russiske fanger med bakterier. Desuden skal han have ytret sig imod bruddet på Belgiens neutralitet og sænkning af handelsskibe.
Da han i april 1916 vendte tilbage, nægtede han at aflægge ed til flaget ved østfronten, hvilket i øvrigt heller ingen andre læger havde måttet gøre. Han blev degraderet til Landsturm, og skrev så "Die Biologie des Krieges" (1917). Bogen blev publiceret i Schweiz i 1917 efter et manuskript der blev smuglet ud af Tyskland. I bogen afviste han at krigen efter darwinistisk syn kunne opfattes som et naturligt og nødvendigt fænomen ("the survival of the fittest"), og mente i stedet at krig var en menneskelig opfindelse som kunne og måtte stoppes. Han mente at krig ingen biologisk værdi havde overhovedet.
Anonym/ukendt: Foto taget i København 1918. Optrykt i Wolf William Zuelzer: Der Fall Nicolai. Societäts-Verlag, Frankfurt/M. 1981. Public domain.
E. D. Morel og Lloyd George.
I
I Tyskland og i England har Myndighederne fældet hver sin Straffedom, der tydeligt og lige tydeligt viser, paa hvilket Dannelsestrin Europa for Tiden staar. Paa de to Domme kan det maales, hvor vi holder.
I Danzig er en Professor Nicolai, Forfatter til en i Zürich udkommet Bog Krigens Biologi, blevet dømt til fem Maaneders Fængfelsstraf. Intet tysk Blad har omtalt Dommen: man kender derfor ikke, hvorledes den er begrundet.
Men efter Sigende er Nicolai blevet dømt. fordi han har undladt at søge om Tilladelse til Udgivelsen af en Bog, noget, hvortil enhver Militærperson er forpligtet. Fem Maaneders Fængsel med denne Motivering er altsaa en Straf, der under de nuværende Forhold anses for retfærdig.
Rimeligvis har dog Bogens Aand bidraget sit. Skriftet indeholder et Afsnit, kaldet Den evropæiske Patriotismes Kulturideal, hvori det paavises, at vore Dages Fædrelandekærlighed (right or wrong, my country) er en i tidligere Tider ukendt. I Oldtiden, i Middelalderen, ja helt ind i det 19. Aarhundrede, var Patriotisme en vidt forskellig Sag. Fordum elskede man en Ide, eller, dersom man ikke havde Ideer, visse Fordele, som Fædrelandet i Ens øjne repræsenterede, eller som man søgte at virkeliggøre i Fædrelandet. Det var da ikke Fædrelandet i og for sig, men Landet som LegemliggøreIse af visse Grundtanker, man elskede, og for hvilket man kæmpede og ofrede sig. Svarede Ens Land derimod ikke til Ens Ideal, saa trak Manden sig tilbage fra Landet eller kæmpede endog imod det. I vore Dage synes en Holdning som Coriolans overfor Rom, Moreau's overfor Frankrig, Byrons overfor England, Heines overfor Tyskland, Ibsens overfor Norge, os næsten ufattelig. Invidet er blevet Statsborger og har givet Afkald paa Selvbestemmelse. Man kræver for fuldt Alvor, at enhver uden Hensyn til sit Ideal skal anse det Land, i hvilket han er født, og dets Indretninger, Sæder og Skikke, for det højeste i Verden. Og Masserne er ikke blot villige dertil: de gaar ind derpaa med Begejstring. Om denne Form af Fædrelandskærlighed siger imidlertid Nicolai, at den ikke er menneskeværdig, ikke mere værd end en Myrefloks dyriske Kærlighed til Reden eller en Bisværms dyriske Kærlighed til Kuben.
Slige Tanker gaar det ikke an at udtale i vore Dages Tyskland. De modsiges kun tilsyneladende, naar vi ser Czecker paa russisk Side bekæmpe Østrig, eller Polakker paa østrigsk Side bekæmpe Rusland eller Irer under Krigen gøre Oprør mod Storbitannien; thi ingen af disse ser deres Fædreland i den Magt, de bekæmper; de er böhmiske, polske, irske Patrioter.
Selvfølgelig har Professor Nicolai ikke selv ment, at han optraadte imod det tydske Rige. Han mente omvendt ved sin Kritik at forøge sit Fædrelands Civilisation. Han har prøvet paa at bekæmpe den Sjælesygdom hos Masserne, der sløver Tankeevnen og nedbryder al personlig Selvegenhed. Nu bøder han derfor.
Man var imidlertid forberedt paa stram politisk Disciplin i det tyske Rige. Den stemmer med Tysklands gamle Traditioner og vækker ingen Forundring.
- - -
Georg Brandes
(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 7. november 1917).
Som nævnt af Brandes blev Nicolai arresteret og med udsigten til 10 måneders fængsel efterfulgt af tvungen militærtjeneste lykkedes det ham at flygte til Danmark den 20. juni 1918 med bl.a. Einsteins hjælp i et fly fra Spartacus League fløjet af et medlem af denne. Det var en skolemaskine som piloten feldwebel Stahlschmidt havde en vis brugsret over. Maskinen startede fra Neu Ruppin kl. 4.15 torsdag morgen og kom ud af kurs. Det opdagede man nord for Elben. Maskinen kom ind i et frygteligt haglvejr. Den nødlandede på Femern hvor en lokal klejnsmed udbedre en mindre motorskade, samt fik fyldt benzin på.
Efter den vellykkede flugt underrettede han Einstein. Dette forblev en hemmelighed indtil efter 2. verdenskrig. Landingen blev naturligvis bredt dækket af de danske medier. Se Valby Tidende maj-juni 1918 for disse.
"Den landede flyvemaskine fotograferet i morges ved Valby Gasværk." Foto fra Aftenbladet 20. juni 1918.
Den tyske Videnskabsmand, der flygtede hertil pr. Flyvemaskine
Professor Nicolai
Vi meddelte i Morges, at den ene af Passagererne i den tyske Flyvemaskine, der i Gaar landede ved Valby, antagelig var en tysk Professor Nicolai, der forrige Aar udsendte en Bog "Krigens Psykologi", som vakte betydelig Opsigt ogsaa udenfor Tyskland, men som skaffede Forfatteren en Fængselsstraf for Disciplinbrud.
Bogen hed imidlertid "Krigens Biologi" og udkom paa Orell Füsslis Forlag i Berlin.
Georg Friedrich Nicolai er Privatdocent i Fysiologi ved Universitetet i Berlin; allerede det, at en tysk Videnskabsmand tyede ned til Schweiz med en Publikation, røbede paa Forhaand, at der var noget ekstra paa Færde. Og "Die Biologie des Krieges", der indeholder et veltalende Indlæg for Verdensfred og et glødende Angreb paa Militarisme overhovedet, fik ogsaa øjeblikkelig den Skæbne, der kunde forudses: at blive beslaglagt i Tyskland. Og som vi meddelte i Gaar Aftes: Forfatteren blev dømt og efter en Appel straffet med simpelt Fængsel.
"Krigens Biologi", der ogsaa naaede her til Danmark i en Del Eksemplarer, blev modtaget med megen Opmærksomhed og læses efter Sigende i vide tyske Kredse. At den paa nogle Hold mødte stærk Protest eller kold Kritik, siger sig selv, og vi kan i saa Henseende anføre, hvad Sociologen, Professor Alfred Vierkandt skriver i den konservative "Deutsche Literaturzeitung"; den 20de April i Aar, altsaa længe efter Bogens Fremkomst.
En tysk Bedømmelse al Professor Nicolais Bog.
"Bogen viser sig at være det, man paa Forhaand maatte frygte af dens Titel og Undertitel, nemlig dilettantisk. (Undertitlen er: En tysk Naturforskers Betragtninger).
Forfatteren gaar løs paa Krigens og Statslivets Problemer med væsensfremmede Begreber, han henter fra et helt andet Erfaringsomraade, i Stedet for med Begreber og Anskuelser, der er taget fra Emnet. Naturligvis bliver han derved uretfærdig.
Saaledes forekommer Krig ham som noget unaturligt, som noget, der oprindeligt er Menneskene fremmed og først opstaar under senere Besiddelseskampe, fordi intet Dyr bekæmper sin egen Art!
Den menneskelige Slægts Ejendommelighed, at formidle Kamp og Fællesskab intimt med hinanden og at føre Kamp i regelbundne Former, omtales ikke med et Ord.
Hjemstavnskærlighed gælder for Forfatteren at være Mangel paa Tilpasning til andet Milieu eud det medfødte og er derfor en Levning fra vor Dyretilstand. I hele det Kapitel, der handler om Patriotismens Grundlag, er der ikke Tale om Ting som kollektiv Magtvillie, national Ærgerrighed og national Idealisme.
Hvor ubevægelig og kunstlet er han desuden ikke, naar han vil bruge den for Tiden saa kendte Stræben efter at overvinde Krigen til Fordel for Solidaritetsforboldene i Samklang med Verdensorganismens Begreb.
Man ser altsaa, at Forfatteren ikke tager Del i den sædvanlige naturalistiske Forherligelse af Krigen. Langt snarere stiller han sig ved Siden af Mænd som Kuropatkin og Novicow, idet han først og sidst betoner Menneskelivets Samliv og Solidaritet. Hans Standpunkts bredtanlagte Begrundelse bringer næppe noget nyt".
(Herefter citeres den ovenstående artikel af Brandes).
(Nationaltidende 21. juni 1918, 2. udgave)
I Skandinavien fandt han snart mange tilhængere til sine ideer. Han publicerede i København "Das verdende Europa" i hvis redaktion også sad Brandes, Nansen, kemikeren Svante Arrhenius, Lindhagen og den feministiske forfatter Ellen Key, og fik tilskyndet af Georg Brandes igangsat en oversættelse af sin bog. Den blev også oversat til svensk og norsk (ved Samtidens redaktør Gerhard Gran.
Otte Gelsted (1888-1968), før han for alvor slog igennem som digter og forfatter, skrev nedenstående introduktion til "Die Biologie des Krieges":
Prof. Nicolais Bog om Krigen
Af Forfatteren Otto Gelsted.
Ved sin dristige Flugt pr. Flyvemaskine fra Tyskland til København har Professor Nicolai skabt sig en Sensationstberømmelse herhjemme, der for saa vidt vil være af det gode, som den kan tænkes at vække Interesse ogsaa for det betydningsfulde Værk, han har udgivet om "Krigens Biologi" - det Værk, der har indbragt ham de Forfølgelser, han nu lykkelig har unddraget sig.
F. G. Nicolai var ved Krigens Udbrud Professor i Physiologi ved Universitetet i Berlin og kendt som en fremragende Specialist i Hjertesygdomme - lejlighedsvis tilkaldt ogsaa til det tyske Kejserhus. Samtidig er han, som hans Bog viser, velbevandret i Literatur og Filosofi, og ovenikøbet har han fundet Tid til lange Studierejser, der har ført ham fra Laplands Ødemarker til kinesiske og malajiske Havnebyer.
At han ogsaa er en modig Mand, beviser Udgivelsen af "Krigens Biologi" (Zürich 1917). Han har ikke blot været tilstrækkelig klar og selvstændig til at holde sig udenfor den Massesuggestion, der i 1914 forvandlede liberale, Socialdemokrater og Fredsvenner til glødende Militarister. Han har ogsaa haft Mod til at sige sin Mening med fuld Bevidsthed om, at han satte sin sociale Stilling over Styr, ødelagde mangeaarige Venskabsforhold, tørnede sammen med Mililiærautoriteterne og blev en hjemløs, vanæret og forfulgt i sit Fædreland.
I
Det er først og fremmest som Naturvidenskabsmand, Prof. Nicolai gør Krigen til Genstand for Undersøgelse. Er Krigen andet end et særligt Tilfælde af den almindelige Kamp for Tilværelsen? Gennem Kamp skrider jo den levende Verden frem, og hvad der ikke formaar at hævde sig, maa vige Pladsen for bedre udrustede Organismer.
Hertil maa siges, at Kampen for Tilværelsen, er en Kamp om Næring. For Menneskeslægtens Vedkommende maa den bestaa i en intensivere Dyrkning af Jorden og i Oprindelsen af stadig bedre Metoder til at frugtbargøre den Energi, der fra Solen strømmer ned til os.
Betænker man den Hungersnød, Krigen har bragt over store Dele af Europa, maa man indrømme, at Krigen vanskeligt lader sig forsvare som et Udslag af Kampen for Tilværelsen - Formaalet for Tilværelseskampen var jo netop at forøge Næringstilførslen!
Man har sagt, at Krigen var som et stort Sold, der skilte Hveden fra Avnerne: de stærke og dygtige Folk sejrer, de uduelige gaar til Grunde. Krigen skulde - ligesom Tilværelseskampen - virke udvælgende og saaledes arbejde Fremskridtet i Hænde.
Det lader sig imidlertid ikke nægte, at Krigen netop i første Række dræber de stærkeste og dueligste, idet jo Børn, Oldinge og Invalider ikke sendes til Fronten, og idet de dygtig Soldater gerne vil blive anvendt til det farligste Arbejde.
Og hvad vil det sige, at det er det dygtigste Folk, der sejrer? Spartanerne og senere Makedonerne var Grækenlands mest krigerske Folk og samtidig et Par af de kulturfattigste. Er det endvidere saa sikkert, at det. Folk, der "sejrer" i en Krig, ogsaa sejrer i Tilværelseskampen?
Hvor er den ubesejrede Alexander, den ubesejrede Tamerlans Riger? Hvad nyttede Erobringen af Europa Napoleon?
II
Et andet Spørgsmaal, hvis Betydning for Krigsproblemet, Prof. Nicolai tager op til Undersøgelse, er Racespørgsmaalet.
Man ved, hvilke fanatiske Forsøg der fra altysk Side er blevet gjort paa at hævde den rene germanske Race som Fremskridtets Bærer og Europas naturlige Herre. H. S. Chamberlain erklærede i sin berygtede Bog om "Det 19. Aarhundredes Grundlag" alle Verdenshistoriens betydelige Mænd - Kristus ikke undtagen - for Germanere. Under Krigen har en Franskmand, Paul Souday, gjort Gengæld og paastaaet, at saa at sige alle fremragende Tyskere stammer fra det gammelkeltiske Sydtyskland og rettelig bør anses for Keltere. Af de faa geniale Nordtyskere er Nietzsche af slavisk Afstamning og Kants Familie er indvandret fra Skotland (egentlig hed han Cant).
Hvordan forholder det sig nu i Virkeligheden med Begrebet "den germanske Race"? Gaar man ud fra den almindelige Antagelse, at Hjerneskallens Form, Haar- og Hudfarven og Højdøn er afgørende Racekendemærker, viser Tyskland sig beboet af et broget Racevirvar: Slaver, Kelter, Iberer osv., mens de blonde og langskallede "Germaner" snarere maa søges blandt Svenskerne, Nederlænderne og Englænderne end i Tyskland.
Den rene Race er i Evropa, hvor de forskelligste Folkeslag atter og atter er blevet, rystet sammen, et tomt, Begreb. Hvem garanterer iøvrigt for, at den rene Race er værdifuldere end Blandingsracen? En Hund af ren Race er naturligvis værdifuldere end en Køter, fordi Racehunden med bevidst Omhu er opdrættet i et, bestemt Formaals Tjeneste - Grævlingehunden til Jagt i Huler, Mynden til Harejagt o. s. v. Enhver af disse rene Racer har bestemte for Mennesket værdifulde Egenskaber, mens andre til Gengæld er mindre godt udviklede: Mynden kan ikke godt lugte. Grævlingehunden ikke lystre osv.
Det ses let, at det er en Misforstaaelse, at begge det fra Dyrene kendte Begreb "ren Race" til Grund for en Vurdering af menneskelige Racer. Ren Race har blot Betydning, hvor det gælder at opdrætte et Dyr til et eller andet stærkt begrænset Formaal - f. Eks. en Hest til Væddeløb. I alle andre Tilfælde er netop Forædling ved passende Blodblanding et af Opdrætningens Hovedformaal.
Mener Professor Nicolai altsaa ikke, at der lader sig finde noget naturligt Grundlag for Krigen, saa finder han i den moderne Arvelighedslære - som den herhjemme hævdes af Professor Johansen - Grundlaget, for en almenmenneskelig Samfølelse, i hvis Lys Krigen staar som en fortidig Rædsel i Lighed med Kannibalisme og Slaveri.
Vi véd, at Kimplasmaet er udødeligt, for saa vidt det lever videre fra Slægt til Slægt, Menneskeheden er en sammenhængende Organisme, og enhver Krig bliver at betragte som en Sygdom i Menneskeslægten,
I en følgenge Artikel skal vi fremhæve endnu nogle Hovedpunkter af Professor Nicolas Bog
Otto Gelsted
(Fyns Venstreblad 13. juli 1918)
Professor Nicolais Bog om Krigen.
Af Forfatteren Otto Gelsted.
IIl
Stærkt vender Prof. Nicolai sig mod Forsøgene paa at tage Videnskabsmænd og Digtere til Indtægt for Krigen. De tyske Videnskabsmænds berømte Opraab til Kulturverdenen i Oktober 1914 betegner Nicolai med Rette som et Udslag af Krigssuggestionen. Med hvilken rørende Enighed har franske og engelske Forskere været klare over Ententens retfærdige Sag, tyske Forskere over Centralmagternes Ret. Aabenbart har enhver videnskabelig Upartiskhed svigtet, og de mest udmærkede Tænkere og Kunstnere har ladet sig trække som Faar ud i Krigsraseriet.
Man vil forgæves lede efter nogen stor Aand, fra hvilken Tid det skal være, der har gjort sig til Talsmand for Krigen. Allerede Homer kaldte Krigen "en blodplettet Menneskeslagter", og Herodot antager, da Krig ellers er uforklarlig, at den maa skyldes onde Aander.
Vender vi os til Filosofferne, da er det i Tyskland navnlig Nitzsche, Militaristerne har ment at kunne støtte sig til. Men den Krig Nitzche prædikede, var en Krig uden Krudt og Damp og lemlæstelser. "Krigen duer kun for syge Folkeslag", siger han et Sted, "et sundt Folk trænger ikke til Krig". Og han udtaler Haabet om, at der endelig maa komme et Folk, der frivillig vil bryde Sværdet og hellere vil gaa til Grunde end lade sig hade og frygte!
Men selv de store Soldater har ikke lovsunget Krigen. Garibaldi mente, det var Europas første Opgave at umuliggøre enhver Krig. Mærkelig og gribende er Napoleons Udtalelse; "Jeg hader og elsker Krigen". Den store tyske Soldaterkonge, Frederik II kalder i en Ode Krigen for "Uhyret med Jernpanden, det blodbegærlige Utyske, hvis hele Tragten er ØdelæggeIse". Og et andet Sted skriver han: "Hvis mine Soldater begyndte at tænke, blev der ikke en eneste tilbage i Rækkerne".
Fra tysk Side er det især Moltke, hvis Autoritet benyttes i krigsvenligt Øjemed "Den evige Fred er en Drøm", skriver Moltke, "og ikke engang en smuk Drøm. Krigen er et Led i Guds Verdensorden. I den udfolder sig de"ædIeste Dyder: Mod og Opofrelse, Pligttroskab og Dødsforagt. Uden Krigen vilde Verden forsumpe i Materialisme".
Med denne Udtalelse af Moltke, der stammer fra Tiden før den fransk-tyske Krig, kan der imidlertid sættes andre Udtalelser af ham, der viser, at hans Syn paa Krigen tidligere har været et ganske andet. Han skriver, at "en fredelig Forøgeelse af Velstanden er bedre end krigeriske Erobringer", og han haaber, "det maa lykkes at formindske de staaende Hære i Europa og i Stedet for nyttiggøre de umaadelige Kræfter". Endelig siger han: "Vi bekender os til den ofte spottede Ide om en almindelig europæisk Folkefred. Er ikke Verdenshistoriens Gang en Tilnærmelse mod en saadan Fred?"
IV
Men, kunde man indvinde: i alt Fald en Forsvarskrig er da retfærdig? Ja, hvis man blot ikke lader sig skuffe af en Frase! Ethvert Folk vil altid tro, det er de andre, der egentlig har begyndt. Hvem skal iøvrig gælde som Angriber: den, der affyrer det første Skud, eller den, der begynder at mobilisere og stiIler det afgørende Ultimatum?
Da Gu-tav Adolf drog over Østersøen for at erobre Tyskland, var det aldeles ikke som Angriber, det var om defensor fidei, som Forsvarer for den rene Lære.
Hvad kan man ikke allesammen forsvare? Serbien forsvarer sig mod at opsluges af Østrig. Rusland og Montenegro forsvarer deres Stammefælle Serbien. Østrig sin "Prestige" paa Balkan. Tyskland sin Troskab mod Østrig og sin Plads i Solen, Frankrig fører en Befrielseskrig og vil forsvare de annekterede Provinser mod Erobreren. England forsvarer de Neutrales Ret. Japan den mongolske Tanke i Østen, mens det ikke er helt klart, hvad Tyrkiet egentlig forsvarer - og Belgien er til syvende og sidst ene om at forsvare selve Landet, fører altsaa i virkelig ægte Forstand en Forsvarskrig.
De engelske Fredsvenner dysser deres Samvittighed i Søvn med, at det gælder at forsvare Europas Kultur mod den tyske Militarisme, og deres Meningsfæller i Tyskland anser det for nødvendigt, at forsvare tysk Idealisme mod engelsk Hykleri og Kræmmeraand.
Resultatet bliver, at der næppe er nogen Krig, der ikke med lidt god Vilje og Fingerfærdighed kan fremstiIles som en Forsvarskrig. Enhver Krig, man selv fører, er god, enhver Krig, der føres mod en selv, er perfid barbarisk, afskyelig.
- - Prof. Nicolais Bog er saa omfattende og gør saa mange Synspunketer gældende, at der her kun har kunnet være Tale om at fremhæve et Par Hovedpunkter. Hans Bog er præget af en videnskabelig Aand og en human Idealisme, der nu under Krigen virker halvt som et Minde om bedre Tider, halvt som Skæret af en lysere Fremtid.
Otto Gelsted
(Fyns Venstreblad (Odense) 14. juli 1918).
Brandes spillede dobbeltspil over for Nicolai hvilket fremgår af hans breve til datteren, hvori han i august 1918 skriver: "Nicolai er jo en fantast". Brandes vil ikke have med ham at gøre, men er dog blevet overtalt til at skrive et forord. "Nicolai keder og plager mig og vil stadig bruge mit navn til sine formål, en trættendeherre, skønt der er gjort ham uret." "Nicolai er en skrækkeligesvøbe for mig. Naturligvis er han utilfreds med mit forord og plager mig om forskellige ændringer. Af alt på jorden sky mest martyerer og profeter!" Omvendt skrev i marts 1919 Romain Rolland om Brandes (G) og forholdet til Nicolai: "I Danmark så han G, som udviklede sin sædvanlige barnlige forfængelighed og tømte sin sæk af smålige og altid en smule ondskabsfulde anekdoter ud over alle store mænd..."
Professor Nicolai og hans Bog.
"Krigens Biologi" i Oversættelse.
---
Et af de Kapitler, der klarest belyser Forfatterens Tankegang, handler om Franktirørerne, Friskarerne. Han henviser til den tyste, patriotiske Begejstring over Schills Frikorps fra 1807, Lützows i 1813 osv. og spørger, om disse Korps skal betegnes paa samme Maade, som Kejser Wilhelm under Verdenskrigen betegnede de belgiske Friskarer, da Kejseren i sin Henvendelse til Præsident Wilson taler om, at han maa gribe til de skarpeste Midler for at afskrække den blodtørstige Befolkning fra at fortsætte med sine skammelige Mordgerninger og Skændigheder.
Prof. N. spørger, om nogen Tysker vilde tale nedsættende om den østprøjsiske Bonde, der under Russernes Indfald greb sin rustne Bøsse for at forsvare sin Jord? Han udtaler bl. a.:
"Hvis det, at forsvare Fædrelandet ved Fælleshær, er en hellig Sag, saa bliver den det ogsaa, selv om man ikke bærer Uniform.
Længere hen siger han :
"Særlig er disse Beskyldninger mod Belgien skammelige. Belgien ligger slagen og kan ikke forsvare sig. Dets Presse er undertrykt, dets Borgere gjort umyndige, saavidt de endnu lever indenfor deres eget Lands Grænser, dets Arkiver staar Erobreren aabne. Vi forlanger for Tiden næppe endnu af Sejrherren, at han skal være ædelmodig, men hvorfor oven i Købet gaa ud paa at bagvaske de Forsvarsløse".
Bogen er helt igennem baaret oppe af en lys Optimisme, der ser meget tillidsfuldt paa Fremtiden.
Det danske Publikum vil nu snart faa Lejlighed til ved Selvsyn at sætte sig ind i Prof. N.s interessante Tankegang.
(Sorø Amts Dagblad - Slagelse 8. august 1918. Uddrag)
En længere omtale af bogen på dansk stod i Nordjyllands Social-Demokrat 23. og 24. september 1918)
Hvorfor Professor Nicolai flygtede til Danmark.
Et Opraab til det tyske Folk.
Han ville kæmpe en Kamp for Fornyelsen af Tysklands "Storhed" mod den tyske Militarisme.
London. 30te September RB
"Times" offentliggør første Afsnit af et Opraab til det tyske Folk af Professor G. F. Nicolai, den lyske Læge og Professor i Medicin ved Berlins Universitet, der, som bekendt, flygtede til Danmark i en Flyvemaskine, efter at han var bleven degraderet som Officer for de Anskuelser, han havde udtrvkt i sin Bog "Krigens Biologi". Nicolai skriver "Mit Formaal med at overskride Grænsen var at finde et Sled, hvorfra jeg kunde kæmpe min Kamp i Frihed, for at Tysklands "Storhed", saaledes som jeg forstaar den, kunde blive fornyet. Netop fordi jeg er Tysker, tror jeg, at det er min Pligt at tilbagevinde for os Tyskere vor retmæssige, særlige Plads i Nationernes Raad og at forsvare den imod disse Øjeblikkets Diktatorer, der i deres Lyst eller Magt har vildledet Goethes og Kants Efterkommere og bragt dem til at forfølge en skamløs Politik, der kun sømmer sig for Tartarer.
Jeg har Ret - ikke blot som Individ men fra et almindeligt Synspunkt - til at gøre Oprør mod dem, der for Øjeblikket repræsenterer Magten i Tyskland Jeg ved, at Tusinder, ja, Millioner af de bedste af mine Landsmænd deler mine Følelser. Jeg ved at der ikke er noget i hele Verden, de ønsker saa brændende, som at det der for Øiebliket hersker over Tysklands Skæbne, ikke maa faa nogen varig Magt og at vort MIlilærparti maa se sig berøvet sin skæbnesvangre Sejr baade hjemme og ude.
Nicolaj fortsætter med at forklare, at der ikke i hans eget Land findes nogen konstitutionel Maade der kan give Udtryk for hans Villie, fordi Tyskland ikke længere er nogen konstitutionel stat. "Over hele Tyskland har den konstitutionelle lovmæssige Ret givet Plads for den vilkaarlige Magt. Der er ingen Paragraf i Loven der kan retfærdiggøre det uhyrlige Tryk som en samvittighedsløs og taabelig Censur udøver over Artikler og Taler ved offentlige Møder, men det værste af det hele er , at den konstitutionelle, lovmæssige Regering i Riget i Almindelighed og som Helhed er berøvet al yderligere Kontrol med Sagerne. Magten udøves alene af Sværdet, der holdes af en pansret Næve og ingen ved med Sikkerhed, hvem der i Øjeblikket er Sværdets Bærer. Tyskland er derfor de facto ikke længere nogen konstitutionel Stat. Da det imidlertid de jure skulde være en konstitutionel Stat har man en utvivlsom Ret til at gøre Oprør mod denne Sagernes Stilling. Den ulykkelige Sandhed er, at vor Militærregering udover en enorm Magt over Folkets Sind ved at appellere til den aabenbart uundgaaelige Fejghed hos det store Flertal af Folket. Denne Korruptionens Proces spreder sig nedefter. Jeg kender Medlemmer af det "kejserlige" Socialdemokrati, der ikke giver sig til Kende som dets Tilhængere af Frygt for at miste deres Stillinger."
Nicolai tilføjer, at enhver, der forsøgte at holde fast ved sin Overbevisning snart blev bragt til Tavshed, "saaledes gaar det til, at vort offentlige Liv mangler alle Mænd af Karakter og Særpræg, og at ethvert Blad stereotypt gentager Regeringens Fraser."
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. oktober 1918)
Et af de få billeder af Nicolai, fra Nordjyllands Social-Demokrat 18. marts 1919 i anledning af at bogens danske oversættelse var udkommet.
Da han vendte tilbage til Berlin, kom han straks i problemer for sin anti-militarisme og anklaget for forræderi og antisemitisme. Einstein skrev et forsvarsskrift, men hans forelæsninger var allerede blevet ødelagt af ekstreme nationalister. Den 10. marts 1920 meddelte Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov at professor Nicolat have fået frataget sit professorat ved universitetet. Han flygtede fra Berlin i 1922 til Argentina hvor han fik prestigefyldte poster ved universiteter. I 1932 flyttede han til Chile. Den chilenske forfatter Fernando Alegria sammenlignede ham med Robert J. Oppenheimer og Linus Pauling. Han han døde her i 1964.
I midten af 1930erne skrev han et upubliceret manuskript "Das Natzenbuch" hvori han betegnede den nationalsocialistiske bevægelse i Tyskland som "en af de største, sandsynligvis den største, fare for den fremtidige udvikling af den menneskelige race".
"Krigens biologi" er udkommet på flere sprog og genoptrykkes til stadighed på tysk og engelsk. Der findes ligeledes en del litteratur om G. F. Nicolai på internettet som antyder at hans synspunkter stadig er aktuelle.
