Patruljebåd V 701 Forlis 21. Oktober 1939. (Efterskrift til Politivennen)

Tyskerne udlagde efter udbruddet af 2. verdenskrig 1. september 1939 miner for at forhindre englænderne i at gå ind i Østersøen. Minerne begyndte at drive rundt, og drev bl. a. i land på Møn. Den 21. oktober 1939 ramte den tysk patruljebåd V 701 (en tidligere fiskerbåd ved navn "Este") en af minerne. Måske tyskernes første skibstab i krigen. Af besætningen på 55 mand reddede en sig selv, mens 4 blev reddet af danske vandfly og skibe. 28 blev fundet omkomne og 23 savnet. 

En af de omkomne var i følge en internetside "Estes" oprindelige kaptajn, Karl Mewes (1895-1939, Vestre Kirkegård B 434-433) som var ombord som matros:

Hej, jeg er meget overrasket og rørt over at finde så meget om "Este" her. Min bedstefar, Karl Martin Hinrich Mewes, som jeg desværre aldrig nåede at møde, var blandt ofrene. Jeg vil gerne bemærke, at han i fredstid var kaptajn på trawleren "Este". I besætningslisten er Karl Mewes opført som matros. Uanset hvad, død er død.

Han efterlod sin kone Marie Mewes og 9! børn, 7 piger og 2 drenge - den næstældste er min mor Edith (født 1922). Min mor døde i november 2018 i en alder af 96 år. Jeg kan sige, at det indtil hendes død (og i stigende grad i hendes alderdom) generede min mor meget at hendes far måtte forlade dem så tidligt. Endnu i sommeren 1939? fik hun lov til at tage på fisketur med en veninde som hun ofte fortalte mig om. Kvinder var faktisk tabu om bord. Det bringer ulykke! Ja, hvad kan man sige...

Jeg vil gerne lave en lille rettelse - min bedstefar er ikke født i Puttgarden, men på Elben-øen Finkenwerder (som sagt den 11. november 1895).

Det er tragisk at hans far, kaptajn Kai Johannes Hinrich Mewes, døde på samme måde i Første Verdenskrig. Den 2. juli 1917 ramte han også en mine med sin trawler "Altona". Intet medlem af besætningen overlevede. Han efterlod sin kone og 11! børn.

Fra nutidens perspektiv er det ikke overraskende at min mor, der dengang ofte som et mantra for os unge, blev ved med at sige: Aldrig mere krig! I dag vil jeg gerne gentage min mors ord af hele mit hjerte. Jeg ville elske at have mødt min bedstefar!

Desværre kan jeg ikke sige noget om andre medlemmer af Estes besætning. Jeg kan godt forstå, at børnebørn gerne vil vide mere om deres bedstefars skæbne. Da hun blev pensioneret, lavede min mor en masse slægtsforskning og efterlod os meget præcise slægtsbøger. Det takker jeg min mor for!

Hallo, ich bin ganz überrascht und gerührt hier soviel über die "Este" zu finden. Mein Großvater, Karl Martin Hinrich Mewes, den ich leider nie kennenlernen durfte, war unter den Opfern. Anmerken möchte ich, dass er in Friedenszeiten Kapitän des Fischdampfers "Este" war. Hier in der Liste der Besatzung wird Karl Mewes als Matrose aufgeführt. Was soll's, tot ist tot.

Er hinterließ seine Frau Marie Mewes und 9! Kinder, 7 Mädchen und 2 Jungen - als zweitälteste meine Mutter Edith (geb. 1922). Meine Mutter verstarb im November 2018 im Alter von 96 Jahren. Ich kann sagen, dass es meine Mutter bis zu ihrem Tod (und im hohen Alter zunehmend) sehr beschäftigt hat, dass ihr Vater so früh von ihnen gehen musste. Noch im Sommer des Jahres 1939? durfte sie mit einer Freundin an einer Fangreise teilnehmen, von der sie mir oft erzählt hat. Eigentlich waren Frauen an Bord ein Tabu. Das bringt Unglück! Ja, was soll man da sagen...

Ich möchte noch eine kleine Korrektur anbringen - mein Großvater ist nicht in Puttgarden geboren, sondern auf der Elbinsel Finkenwerder (am11.11.1895 wie angegeben).

Tragisch ist, dass sein Vater, Kapitän Kai Johannes Hinrich Mewes im ersten Weltkrieg auf gleiche Weise ums Leben kam. Am 02.07.1917 lief er mit seinem Fischdampfer "Altona" ebenfalls auf eine Mine. Kein Mitglied der Besatzung überlebte.Er hinterließ seine Frau und 11! Kinder.

Aus jetziger Sicht nicht verwunderlich, dass meine Mutter, für uns Junge damals oft gebetsmühlenhaft, immer wieder sagte : Nie wieder Krieg! Heute möchte ich mich den Worten meiner Mutter aus vollem Herzen anschließen. Sehr gerne hätte ich meinen Großvater noch kennengelernt!

Zu anderen Mitgliedern der Besatzung der Este kann ich leider nichts sagen. Ich kann gut nachvollziehen, dass Enkel mehr über das Schicksal ihres Großvaters erfahren möchten. Meine Mutter hat sich im Rentenalter sehr mit Ahnenforschung beschäftigt und uns sehr genaue Ahnentafeln hinterlassen. Ich danke meiner Mutter dafür!

Skibet var en del af 7. Vorpostenflottille som var blevet dannet 22. september 1939. Den bestod af 8 tidligere fiskerdampere. Dens første chef var korvettenkapitän Erich Schuster (1888-1939) som omkom under ulykken (Vestre Kirkegård B 461-462). Flotillen blev opløst i september 1944. 

Kaptajn på V 701 var kaptajnløjtnant Bruno Wilhelm Ferdinand Kindt (1896-1939). Han deltog i 1. verdenskrig som officer på torpedobådene S18 og V1. I mellemkrigstiden tog han PhD i kemi, og blev i 1930erne en højtstående person i Vereinigte Lausitzer Glaswerke AG (VLG). Hans villa var tegnet af den berømte arkitekt Ernst Neufert - selskabets interne arkitekt. Neufert var fra Bauhaus-skolen og assistent for Walter Gropius. Nazisterne forfulgte Bauhausfolkene og lukkede højskolen. Neufert fortsatte i en privat skole der blev tvunget til at lukke 1934, og blev samme år han arkitekt for VLG:

Flere glasværker, en porcelænsfabrik og et brunkulsudvindingsanlæg forblev i Weisswasser. Designekspertisen kom også fra AEG. Efter 1933 byggedes under ledelse af dr. Bruno Kindt i samarbejde med forskellige kunstnere som Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz en moderne industrifacilitet med en forskningsfacilitet, centrallager og det stadig eksisterende hjem for dr. Kindt med farvede glasvinduer af Crodel som er tegnet af Ernst Neufert, VLGs fabriksarkitekt. Indtil udbruddet af 2. Verdenskrig var Vereinigte Lausitzer Glaswerke den største producent af bægerglas i Tyskland. I 1935 ansatte bestyrelsen Karl Mey Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) som virksomhedens kunstneriske leder. Han havde stor indflydelse på udformningen af ​​produkterne i de følgende år. Det skete gennem hans egne designs og ved at bestille eksterne designere, men frem for alt gennem tæt samarbejde med de glaspustere og glasmagere, der motiverede Wagenfeld til at opnå toppræstationer.

Fra 1936 til 1944 var Ernst Neufert VLGs interne arkitekt. Han tegnede direktørboligen Dr. Kindt (med farvet glas af Charles Crodel) overtog design og byggeledelse af bosættelser, kontorbygninger og fabrikker i Weißwasser, Tschernitz og Kamenz. Bogen Building Design Theory udsprang også fra denne aktivitet. En håndbog for byggespecialister, bygherrer, lærere og studerende fra 15. marts 1936, som stadig er et standardværk.

In Weisswasser verblieben mehrere Glaswerke, eine Porzellanmanufaktur und ein Werk zum Abbau von Braunkohle. Von der AEG stammte auch die Designkompetenz. Nach 1933 entstand unter der Leitung von Dr. Bruno Kindt in Zusammenarbeit mit verschiedenen Künstlern wie Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz[3] eine moderne Industrieanlage mit Forschungsstätte, Zentrallager und dem erhaltenen Wohnhaus Dr. Kindt mit Farbglasfenstern von Crodel, die von Ernst Neufert als Werksarchitekt der VLG entworfen wurden.[4] Bis zum Ausbruch des Zweiten Weltkrieges waren die Vereinigten Lausitzer Glaswerke der größte Kelchglasproduzent in Deutschland. Aufsichtsrat Karl Mey[5][6] stellte 1935 Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) als künstlerischen Leiter der Firma ein, der das Design der Produkte in den folgenden Jahren maßgeblich prägte. Dies geschah durch eigene Entwürfe und durch Beauftragung externer Gestalter, vor allem aber durch enge Kooperation mit den ausführenden Glasbläsern und Glasmachern, die Wagenfeld zu Höchstleistungen motivierte.

Von 1936 bis 1944 war Ernst Neufert Hausarchitekt der VLG. Er entwarf das Direktorenwohnhaus Dr. Kindt (mit Farbglas von Charles Crodel), übernahm den Entwurf und Bauleitung von Siedlungen, Bürohäusern und Fabrikanlagen in Weißwasser, Tschernitz und Kamenz. Aus dieser Tätigkeit ging auch das Buch Bauentwurfslehre. Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden vom 15. März 1936 hervor, das bis heute als Standardwerk.

Indtil i dag betragtes den berømte "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38. udgave, 2005) af den tyske arkitekt Ernst Neufert, blot kaldet "The Neufert", som benchmark for tysk arkitektur. Ernst Neufert var også arkitekten bag Kindt-huset. Han studerede på Bauhaus-universitetet, arbejdede i den berømte Walter Gropius' studie og var lærer ved akademiet Bauhochschule Weimar. Hans arbejde i Øvre Lausitz er dog langt mindre kendt. I 1930'erne blev Neufert fast arkitekt for glasværket i Weißwasser, hvor han arbejdede sammen med glasdesigneren Wilhelm Wagenfeld. De to kendte hinanden fra deres dage på Bauhaus. I 1936 tegnede Neufert det private hjem for direktøren for fabrikken, dr. Bruno Kindt. Huset er ret simpelt i stilen, men det var oprindeligt udstyret med nogle ret sofistikerede detaljer, såsom de udtrækbare vinduer i stuen. Det er et eksempel på hr. Neuferts udvikling af yderst teknisk og funktionel arkitektur. Under nationalsocialismens æra blev han udnævnt til "kommissær for standardisering ved den generelle bygningsinspektør for rigshovedstaden Albert Speer". Efter krigen tegnede Neufert postordrelageret Quelle i Nürnberg (1955) blandt andre meget andet.

Up to the present day, the famous "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38th edition, 2005) by the German architect Ernst Neufert, simply called "The Neufert", is considered the benchmark of German architecture. Ernst Neufert was also the architect of the Kindt House. He studied at the Bauhaus university, worked in the studio of the famous Walter Gropius, and was a teacher at the academy Bauhochschule Weimar. His work in Upper Lusatia, however, is far less known. In the 1930s, Neufert became the resident architect for the glassworks in Weißwasser, where he worked together with the glass designer Wilhelm Wagenfeld. The two knew each other from their days at Bauhaus. In 1936, Neufert designed the private home for the director of the factory, Dr. Bruno Kindt. The house is rather simple in style, yet it was originally equipped with some rather sophisticated details, such as the retractable windows in the living room. It is an example of Mr. Neufert's development of highly technical and functional architecture. During the era of National Socialism he was appointed as »Commissioner for Standardization at the General Building Inspector for the Reich Capital Albert Speer«. After the war, Neufert designed the Quelle mail order warehouse in Nürnberg (1955) among other many others.

Neufert lod sig i 1938 hyre som rådgiver af Hitlers "byplanlægger" Albert Speer og udtænkte standarder som under krigen blev brugt til at anlægge byer for den "ariske" befolkning, bl.a. i de besatte områder. Omkring 25.000 boliger blev opført efter disse. Han blev dog ikke stillet til ansvar for disse projekter.

Kindt blev ansat på I. G. Farben som var blevet etableret i 1925 og hurtigt blev verdens førende kemikoncern og Tysklands største virksomhed. I 1933 knyttede selskabet tætte bånd med nazisterne, bl.a. blev alle jødiske funktionærer afskediget.  En kilde antyder at Kindt var involveret i nazistisk virksomhed. Om rigsdagsbranden 27. februar 1933:

Eksistensen af ​​et SA-brandhold, der udførte brandattentater ved hjælp af en meget brandfarlig væske et stykke tid før Rigsdagsbranden, er bevist af andre hidtil ukendte kilder og vidneudsagn. Forfatternes forskning understøtter mistanken o, at den daværende SA-leder Hans Georg Gewehr, en ven af ​​Berlin SA-gruppelederen Karl Ernst som blev skudt den 30. juni 1934, også tilhørte denne kommando. Gewehr blev i 1946 nævnt af den tidligere Gestapo-medarbejder og senere medsammensvorne af 20. juli 1944, Hans Bernd Gisevius, som teknisk leder af ildspåsættelsen. Ifølge hans egne udsagn (som blev overleveret af den kendte Bauhaus-designer prof. Wilhelm Wagenfeld) var den senere leder af Vereinigte Lausitzer Glaswerke (VLG), dr. Bruno Kindt involveret i forberedelserne. Den kvalificerede kemiker krediterede Wagenfeld for korrekt at have beregnet den nødvendige mængde brandmateriale.

Die Existenz eines SA-Brandstifterkommandos, das einige Zeit vor dem Reichstagsbrand Brandanschläge mittels einer leichtentzündlichen Flüssigkeit durchgeführt hatte, wird durch weitere bisher unbekannte Quellen und Zeugenaussagen belegt. Recherchen der Autoren stützen den Verdacht, daß zu diesem Kommando auch der damalige SA-Führer Hans Georg Gewehr gehörte, ein Freund des am 30. Juni 1934 erschossenen Berliner SA-Gruppenführers Karl Ernst. Gewehr war 1946 von dem früheren Gestapo-Mitarbeiter und späteren Mitverschwörer des 20. Juli 1944 Hans Bernd Gisevius als technischer Leiter der Brandstiftung genannt worden. In die Vorbereitungen der Brandstiftung verwickelt war nach seinen eigenen Aussagen (die von dem bekannten Bauhaus-Designer Prof. Wilhelm Wagenfeld überliefert wurden) auch der spätere Betriebsführer der Vereinigten Lausitzer Glaswerke (VLG) Dr. Bruno Kindt. Der studierte Chemiker rechnete es sich gegenüber Wagenfeld als Verdienst an, die benötigte Menge an Brandmaterial richtig vorausberechnet zu haben.

Han omtales  af Otto Riesser (1882-1949), en tysk farmakolog af jødisk afstamning som i 1934 blev afskediget efter Nürnberglovene. Han emigrerede først til Schweiz, i 1939 til Holland. Efter krigen vendte han tilbage til sin familie i Tyskland. I Riessers erindringer omtaltes Kindt således:

Riesser mødte doktor i kemi Bruno Kindt (1896-1939) og beskrev ham som en "særlig behagelig og respekteret medarbejder". Han var en uorganisk videnskabsmand der arbejdede sammen med ham på instituttet fra 1926 til 1927 og primært undersøgte silicametabolismens fysiologi. Efter et par vellykkede studier flyttede Kindt til Osram glasværk i Weißwasser, hvor han overtog ledelsen af ​​værkerne som direktør: "Hans energiske, klare natur, hans organisatoriske talent og hans evner forudbestemte ham til en lederstilling." Ved krigsudbrud meldte Kindt der allerede havde været løjtnant til søs under 1. Verdenskrig, sig frivilligt til flåden og blev dræbt i en af ​​sine første missioner: ”Jeg ville have givet meget for igen at stå ansigt til ansigt med denne fremragende mand som jeg kun så igen en gang efter tiden i Greifswald.” Samtidig med Pels-Leusden og Kindt kom også kemikerne Fritz Lehmann og Walter Stamm der havde doktorgrader, til hans laboratorium. Ingen af ​​dem blev længe, ​​og mens Lehmann flyttede til Sächsische Serumwerke i Dresden, blev Stamm ansat hos I.G. Farben.

Mens Riesser skrev disse linjer, vidste han allerede om Kindts død. Ifølge oplysninger fra "det tyske kontor for underretning af pårørende til faldne soldater fra den tidligere tyske Wehrmacht" døde Kindt som kaptajnløjtnant og besætningsmedlem på forpostbåden "Vp 701", da den sank i Nordsøen i oktober 21, 1939. En måned senere blev hans lig skyllet i land ud for Atlandshage, Danmark.

Als einen "besonders angenehmen und geachteten Mitarbeiter“ lernte Riesser den promovierten Chemiker Bruno Kindt (1896-1939) kennen. Dieser war Anorganiker, arbeitete von 1926 bis 1927 bei ihm am Institut und untersuchte vor allem die Physiologie des Kieselsäure-Stoffwechsels. Nach einigen erfolgreichen Studien wechselte Kindt zu den Osram-Glaswerken nach Weißwasser, wo er als Direktor die Leitung der Werke übernahm: „Seine energische, klare Art, sein Organisationstalent und sein Können prädestinierten ihn zu einer leitenden Stellung.“ Mit dem Ausbruch des Krieges meldete sich Kindt, der schon im Ersten Weltkrieg Leutnant zur See war, freiwillig bei der Marine und er fiel direkt bei einem seiner ersten Einsätze: „Ich hätte viel drum gegeben, diesem trefflichen Mann, den ich nach der Greifswalder Zeit nur einmal noch wiedersah, nochmals in die Augen zu sehen.“ Zum gleichen Zeitraum wie Pels-Leusden und Kindt kamen in sein Labor noch die promovierten Chemiker Fritz Lehmann und Walter Stamm hinzu. Beide blieben aber nicht lange und während Lehmann zu den Sächsischen Serumwerken nach Dresden wechselte, wurde Stamm bei der I.G. Farbenindustrie tätig. 

---

Während Riesser diese Zeilen schrieb, wusste er bereits von Kindt’s Tod. Laut Auskunft der „Deutschen Dienststelle für die Benachrichtigung der nächsten Angehörigen von Gefallenen der ehemaligen deutschen Wehrmacht“ fiel Kindt als Kapitänleutnant und Besatzungsangehöriger des Vorpostenbootes „Vp 701“ bei dessen Untergang in der Nordsee am 21.10.1939. Einen Monat später wurde sein Leichnam vor Atlandshage (Dänemark) ans Land getrieben.

(Biographie des Pharmakologen Otto Riesser. Aus dem Universitätsklinikum Münster Institut für Ethik, Geschichte und Theorie der Medizin-Direktor: s. 42)

Som nævnt meldte Kindt sig ved krigsudbruddet som frivillig og blev kaptajn på patruljebåden V 701 (et tidligere fiskerfartøj med navnet "Este"). 

Bruno Kindts gravsted på Vestre Kirkegård. Han skyllede senere i land ved Amagers Aflandshage. Kindts gravsten står på Vestre Kirkegård (B 378). Bag ham ud mod Sjælør Boulevard ligger stort set resten af besætningen, se listen nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under krigen profiterede I. G. Farben på sprængstoffer og fremstillede bl.a. giftgassen Zyklon som blev benyttet til massedrab af jøder og andre koncentrationslejrfanger.

Fra begravelsen i Stege af de fundne omkomne efter V 701's forlis ud for Møn.

Danske aviser skrev en del om ulykke, ligesom der blev optaget en film om begravelsen af 28 af de døde. Wiki. med dramatisk underlægningsmusik. Til stede var også gesandt von Renthe-Finck. "Hele Stege fulgte ligtoget til den store fællesgrav". Tyske flag med hagekors vajer sammen med dannebrog på kirkegården og på kransene, og de fire overlevende tyskere viste nazihilsen ved gravens rand. 28 af de fundne besætningsmedlemmer blev begravet i Stege. De blev i juli 1944 flyttet til Vestre Kirkegård i København (se listen nederst).

Foto taget fra begravelsen af 28 af de omkomne i Stege, 29. oktober 1939: "8 deutsche Seeleute in dänischer Erde bestattet. Associated Press (1846-) amerikansk nyhedsbureau. Unser Bild zeigt vier der Geretteten (in Regenmänteln) mit der Besatzung des dänischen Flugzeuges, die diese Vier retteten, während der Beisetzungsfeierlichkeit. 29.10.39". Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Der findes endnu et par fotoer på Det kongelige Bibliotek.

En polsk side giver nogle oplysninger (i bearbejdet Google Translates udgave):

- Oplysningerne om forliset af det lille tyske patruljeskib V 701 den 21. oktober 1939 i Østersøen spredte sig næsten over hele verden. Den opmærksomhed i datidens aviser som denne i det væsentlige mindre hændelse, skyldtes utvivlsomt det store antal ofre og en vis grad af mystik omstændigheder, og især det danske kongehofs involvering i det efterfølgende begivenhedsforløb. 

***

Patruljefartøj ("Vorpostenboot") V 701 blev bygget i 1934 som dampfisketrawler med navnet "Este", 426 BRT og en længde på 48 meter. Det blev armeret i august 1939 med en 88 mm kanon og antiluftskytskanoner i lille kaliber artillerivåben (20 og 40 mm) og maskingeværer. Patruljeringen begyndte den 22. september 1939 i 7. "Vorpostenbootflotille" med base i Kiel. Flotillen bestod af seks tidligere trawlere hvis opgave var at patruljere Øresund og de omkringliggende farvande hver dag med tilsyn defensive minefelter placeret der og detonering af løsrevne ankerminer.

Krigsmarinekommandoen meddelte den 22. oktober 1939 at patruljefartøjet V 701 var forsvundet i Østersøen, idet den ikke var vendt tilbage til basen til den dato. Senere kom nyheder fra Danmark om en kæmpeeksplosion på havet nær Møn den 21. oktober 1939. Et dansk Heinkel HE8-vandfly fra basen på Amager lykkedes trods meget dårlige vejrforhold at finde en tømmerflåde der drev i det barske hav. Piloten trodsede faren fra de høje bølge, og landede ved siden af ​​flåden som fire overlevende desperat klamrede sig til. De blev herefter overflyttet til flyets flydere. En anden Heinkel ledte en redningsenhed til dette sted som fik de overlevende op af vandet ti timer efter eksplosionen. 

Et andet overlevende medlem af V 701-besætningen nåede den danske kyst på egen hånd og i en tilstand af ekstrem udmattelse. Dagen efter at danske fiskere de fiskede syv lig af tyske sømænd ud. Den 24. september blev der fundet yderligere 50 lig på strandene.

Af de 76 besætning overlevede kun 5. Ofrenes begravelse fandt sted i Danmark under overværelse af regeringsrepræsentanter dansk og ambassadør for Det Tredje Rige. De faldne blev begravet i en fælles grav, og deres minde blev hædret med et monument. Begge vandflyvepiloter modtog rosende breve fra kongen af ​​Danmark, Christian X.

Kommandanten for den uheldige V 701 var en erfaren søofficer, kaptajnløjtnant dr. Bruno Kindt (født 1896). Under 1. Verdenskrig han gjorde tjeneste med rang af søløjtnant som vagtofficer på torpedobådene S 18 og V 1. Han trak sig tilbage til det civile liv den 31. marts 1919 og afsluttede derefter sine studier universitet og opnåede en doktorgrad i kemiske videnskaber. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde han en direktørstilling i virksomheden OSRAM, men meldte sig frivilligt til at tjene i Krigsmarinen. Hans lig blev fundet en måned efter katastrofen, skyllet ud af havet Amagers sydlige bred.

Tyskerne gav den officielle årsag til sænkningen af ​​V 701 som at gå ind i deres eget minefelt. Danskerne antydede uofficielt, at eksplosionen var meget kraftig tydede tydeligt på en mineeksplosion om bord på fartøjet.

Lister over øvrige døde og savnede udover Mewes og Kindt.

Først de 27 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Det er formentlig dem (og Mewes) som oprindelig blev begravet på Stege Kirkegård. De øvrige ligs skæbne har jeg ikke oplysninger om:

Martin Helmut Schütze. Matrose der reserve. 5.1.1915-21.10.1939 B 432-431.  Erich (Georg Walter) Helmecke. Matrose der Reserve. 26.5.1906-21.10.1939. B 317-318. Richard Barnekow. Matrose der Reserve. 28.1.1900-21.10.1939 B 488-487. Kurt Oskar Hilpmann. Signalgefreiter. 7.12.1898-21.10.1939. B 436-435. Wilhelm (Karl Fritz) Teske. Matrose der Reserve. 8.10.1914-21.10.1939. B 405-406. Johann Klein. Ober-Schreibfeldwebel. 9.6.1898-21.10.1939. B 486-485. Gustav Schulze. Matrosen-Obergefreiter. 16.12.1914-21.10.1939. B 459-460. Uwe (Peter Saul) Erichsen. Maat. 26.6.1913-21.10.1939. B 407-408. Johannes Janzen. Matrose der reserve. 24.10.1910-21.10.1939. B 490-489. Leopold Frischmann. Matrosen-Gefreier. 13.11.1900-21.10.1939 B 492-491. Gustav Werber Kühnau. Maschinen-Gefreiter der Reserve. 25.3.1915-21.10.1939 B 432-431. Walter Bresslein. Matrose der Reserve. 4.12.1915-21.10.1939. B 403-404. Willi Erdmann. Obergefreiter der Reserve. 26.11.1897-21-10.1939. B 317-318. Johann Gusek. Matrosen-Hauptgefreiter der Reserve. 20.10.1910-21.10.1939. Vestre: Obergefreiter.  B 519-520. Richard (Benne) Trenkler. Signalmeister (der Reserve). 30.10.1897-21.10.1939. B 403-404. Johannes Heinrich Plath. Matrose. 21.6.1895-21.10.1939. B 380-379. Willy (Walter Hans) Selow. Matrosen-Hauptfegreiter. 11.2.1905-21.10.1939. B 457-458. Wilhelm Vierboom. Bootmannsmaat der Reserve. 16.2.1907-21.10.1939.  B 463-464. Hans-Joachim Kettler. Leutnant zur See. 9.6.1914-21.10.1939. B 459-460. Karl Heringslake. Maschinist. 30.9.1905-21.10.1939. B 405-406. Emil Hinkfuss. Funkgefreiter. 25.5.1909-21.10.1939. B 490-489. Johann Linden. Maschinen-Hauptgefreiter. 22.1.1915-21.10.1939. B 513-514. Karl Johann Wenzel Hoffmann. Mechannikermaat. 31.5.1898-21.10.1939. B 434-433. Erwin Willi Drewes. Matrose. 20.1.1917-21.10.1939. B 515-516. Rudolf Heinrich Friedrich Stephan. Oberfunkmaat. 5.5.1913-21.10.1939 B 488-487. Konrad Fiedler. Maat. 30.8.1901-21.10.1939 B 461-462. Helmuth Peters. Gefreiter. 9.9.1904-21.10.1939 B 515-516.

Yderligere 18 (udover Schuster) som ikke er begravet på Vestre Kirkegård:

Wilhelm Anton Ochmann. Matrose der Reserve. 18.4.1917-21.10.1939. Peter Lutzebeck. Matrose der Reserve. 25.8.1914-21.10.1939. Paul Gustav Olle. Matrosen-Hauptgefreiter. 26.12.1913-21.10.1939. Hermann Sembrowski. Leutnant zur See. 31.12.1889-21.10.1939. Heinrich Friedrich. Matrose der Reserve. 6.4.1913-21.10.1939. Horst-Siegfried Jänicke. Leutnant der Reserve. 1.1.1906-21.10.1939. Peter Bauer. Matrosen-Stabsgefreitet. 19.9.1905-21.10.1939. Heinrich Wilhelm Scharnetzky. Matrose deer Reserve. 4.1.1915-21.10.1939. Erich Karl Wilhelm Rogowski. Stabsmatrose. 31.12.1913-21.10.1939. Albert Tesch. Matrose der Reserve. 28.2.1888-21.10.1939. Richard Grabzinsky. Matrose der Reserve. 19.8.1913-21.10.1939. Heinrich Urban. Overleutnant zur See. 10.1.1895-21.10.1939. Hermann Gottlieb Graaf. Matrose-Gefreiter. 23.5.1914-21.10.1939. Alfred Wohlert. Matrose. 7.3.1900-21.10.1939. Karl Eberhard. Maschinen-Hauptgefreiter. 5.6.1903-21.10.1939. Willi Otto Berger. Matrosen Hauptgefreiter. 27.10.1914-21.10.1939. Karl Hartig. Matrose der Reserve. 4.7.1914-21.10.1939. Ewald Hans Werner Wittford. Matrose-Hauptgefreiter der Reserve. 20.12.1916-21.10.1939. 

Joachim Hans Wilhelm Briegleb 1905-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Joachim Hans Wilhelm Briegleb var søn af en ældre søster (Edelgard Seraphine Maria Hanna von Leyser) til Ernst Ulrich Hans von Leyser (1889-1962) - en højtstående tysk officer. Edelgard var gift med Hans Carl Wilhelm Oswald Wolfgang Briegleb som var af en officersfamilie. Joachim Briegleb blev gift 1934 med den næsten 5 år yngre Hella Albertine Alma Minna Käthe von Graevemeyer

Hans militære karriere forløb således: 1. april 1934 løjtnant, 1. marts 1934 Oberleutnant, 1. marts 1938 ritmester. 15. maj 1940 taktiklærer ved Kavallerieschule, 16. september 1940 lærer ved Heeresreit- und Fachschule. 7. marts 1941 kommandant for Aufkläringsabteilung 102. 18. januar 1942 major med EDA fra 1. januar 1942. I april 1942 var han med til at organisere operation "Seydlitz": nedkæmpelsen af en sovjetiske hærstyrke i det sumpede og skovbevokset område ved Kholm-Jirkovski mellem 2. og 13. juli 1942. Efter ødelæggelsen vendte han tilbage som leder af Schnellen-Abteilung 102.1. august 1942 kommandant for "schnellen Abteilung".

Han blev såret 20. december 1942 og tildelt 9. cykel-afdeling. 3. marts 1943. kommanderede han 6. Lehrgang för höhere Adjutanten. 24. marts 1943 ved Armeafdeling Kempf. 1. maj 1943 ved XXXXVIII panserkorps' stab. 1. september 1943 adjudant ved XXXXVIII panserkorps. 1. oktober 1943 oberstløjnant. 25. marts kommandør for Lehrgruppe II ved Aufklärungs- und Kavallerischule Bromberg. 12. december 1944 kommandant for 10. Radfahrjägerbrigade.

Den var blevet oprettet januar 1945 og resterne af den indgik i 28. Jägerdivision 31. marts 1945. Han deltog i det sovjetiske omringelsesslag ("kedelslag") ved Heiligenbeil - Mamonovo - i Østpreussen 26. januar 1945 til 24. marts 1845. Grundet den kaotiske situation var tabstal meget usikre. Sovjet erklærede 93.000 fjender døde og 46.488 tilfangetagne.

Tæt på lå en af koncentrationslejren Stutthofs udearbejdslejre Heiligenbeil som var blevet oprettet september 1944. Lejren rummede 1.064 jødiske kvinder og 93 mænd ved evakueringen (dødsmarch) den 20.-21. januar 1945 til Stutthof. Ved anden fase af evakueringen fra Stutthof besluttedes at myrde dem alle. Fangerne - hvis tal nu var nået op på omkring 4.000 - blev drevet mod kysten og tvunget til at enten begå selvmord eller blive skudt. Omkring 200 lykkedes det at flygte, hvoraf kun 15 overlevede krigen.

Ingen fundne kilder nævner hvordan Briegleb havnede i Danmark hvor han opgives til at være død i Korsør. 20. eller 21. maj 1945. Men scenariet generelt var at 232.700 tyske soldater marcherede hjem i maj og frem til 6. juni 1945. De resterende ca. 54.000 tog hjem indtil 1949. Et gæt kan være at han efter befrielsen 5. maj 1945 blev sendt på march til Tyskland fra fx København hvor han nåede til Korsør. 

Se fx DRs dokumentar "Flødeskumsfronten. Den sidste March".

Ubekendt fotograf: Tyske soldater drager hjem, Holmens Kanal, København, maj 1945. Det kongelige Bibliotek. Briegleb kan have været med i en sådan kolonne efter at være ankommet til København fra Østfronten, måske slut marts/begyndelsen af april 1945.

Korsør spillede (sammen med fx Gedser) efter tyskernes kapitulation en stor rolle som det sted hvor 65.000 soldater blev afvæbnet på deres vej til Tyskland, overvåget af 100 engelske faldskærmssoldater samt lokale frihedskæmpere og politifolk. Alt materiel, heste, gods og penge (ca. 6 mill. kr.) blev konfiskeret og opbevaret i byen. Soldaterne overnattede imens i telte og bivuak - og pavillon Sommerlyst. Kilderne nævner ikke dødsårsagen.

Svigerfar von Leyser blev taget i amerikansk fangenskab efter krigen og ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg 1947 idømt 10 års fængsel, bl. a. for at have slæbt kroater til tvangsarbejde i Tyskland samt for og folkeretsstridige henrettelser. Han blev løsladt i begyndelsen af 1951. 

Joachim (Hans Wilhelm) Briegleb, Oberstleutnant 23.11.1905-21.5.1945. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 75/76. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

Tysk Ubaad sænket i Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Den 3. maj 1945 blev den tyske ubåd U-2503 sænket i Storebælt. Ubåden var blevet søsat 29. juni 1944. Besætningen var normalt 5 officerer og 52 besætningsmedlemmer. Den 3. maj 1945 var den på vej nord på gennem Storebælt med kurs mod Norge. Tæt ved Omø Fyr blev den angrebet af fly fra Royal Airforce (RAF) Bristol Beaufighters. Kommandotårnet blev ramt, og flere besætningsmedlemmer dræbt, bl.a. kaptajnløjtnant Karl-Jürg Wächter. Ubåden blev glødende og af en mindre motorbåd slæbt til Nordfyns kyst. De overlevende (59?) gik i land her. Ubådens ledende ingeniør Oskar Curio sænkede den næste morgen 4. maj kl. 5.12 med sprængstof på position 55°09′N 11°08′E.

Chefen for eskorten til de fly der nedskød ubåden, major Arne Austeen (1911-1945) blev i sin Mustang ramt af flak, formentlig fra ubåden U-155 den 4. maj 1945 over Flensborg Fjord. Flyet eksploderede og Austeen omkom. Han se dog ikke at have været med i selve nedskydningen af U-2503. Han havde nedskudt 5 fly og beskadiget 3 andre.

Kaptajnløjtnant Wächter var kommandant på ubåden siden 22. november 1944. Han var startet som søkadet 10. september 1936 og var herefter steget i graderne til 1. oktober 1940 at blive Oberleutnant zur See, 1. juni 1943 kaptajnløjtnant. I starten af krigen var han i Luftwaffe, men blev i 1941-1942 uddannet til ubådsflåden. 6. juni 1942 - 12. januar 1944 var han kommandant for U 223 som sejlede i Nordatlanten og ved sydøstlige Grønland. Her sænkede han 2 skibe. Senere på året yderligere 2 skibe. Den 12. november 1944 blev han kommandant på 2503 (XXI). Den havde bl. a. været i Swinemünde, Gotenhafen, Hela, Travemünde og sejlet 30 flygtninge fra Østpreussen dertil. Den 3. maj 1945 afsejlede den fra Kiel mod Norge. 

Karljürg Wächter. Kapitänleutnant. 2.5.1916-3.5.1945. Wächter havde kommandoen på ubåden, mens Erwin Christophersen var med som passager på vej mod Norge for at overtage kommandoen over en båd der. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 49/50. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

På båden befandt sig endvidere kaptajnløjtnant Erwin Christophersen som skulle til Norge for at overtage kommandoen over en ny båd. Hans karriere var var startet i 1935 i marinen og forløb fra december 1940 på følgende ubåde:

På træningsbåden U-753 var han 18. juni 1941 til 30. november 1941 som 1. udkik. Det må være på dette tidspunkt han var med på båden. Båden blev senere indsat og sænkede den 20. maj 1942 et amerikansk handelsskib, beskadigede den 22. maj 1942 et britisk sejlskib, samt den 25. maj 1942 en norsk tanker. Den 27. maj 1942 sænkede den den norske tanker Hamlet. Den 5. maj 1943 blev den sænket og alle 47 besætningsmedlemmer omkom.

U-228 blev søsat 30. juli 1942 og var i starten til træning. Den udførte seks patruljer mellem 1. marts 1943 til 5. oktober 1944 uden at få sænket et skib, men fik nedskudt to fly. Den blev beskadiget i Bergen 5. oktober 1944 og skrottet.

U-3028 blev søsat 22. december 1944 under kommando af kaptajnløjtnant Erwin Christophersen fra 27. januar 1945. Den kom aldrig i aktiv tjeneste og han forlod den 3. maj 1945, samme dag som han var ombord på U-2503 som passager for at overtage en ubåd i Norge, men døde under angrebet. Vraget blev senere hævet og skrottet.

Heinrich Gissel. Oberleutnant. 5.2.1913-3.5.1945. Døde ifølge kilder sammen med Erwin Christophersen. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 51/52. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

Tyskere dræbt ved bombardementet på Shell-Huset 21. marts 1945. (Efterskrift til Politivennen)

Under bombardementet af Shell-huset i København 21. marts 1945 døde en række tyskere og danskere. Nedenstående et lille indblik i hvad slags folk der var tale om.

Friedrich Bossen, Kriminalsekretär. 16.6.1905-21.3.1945. Døde under det engelske luftangreb på Gestapos hovedkvarter. (Shell-huset).

Karl Döhrbeck. Kriminalsekretär. 6.10.1901-21.3.1945. Er starb während einem Britischen Luftangriff auf die Dänische Gestapo Zentrale in Kopenhagen. Shellhuset.

Ludwig Huf. Kriminaloverassistent. 21.12.1908-21.3.1945. Tysk medlem af Petergruppen. SS-Hauptscharführer Ludwig Huf (født 21. december 1908, omkom ved luftangrebet 21. marts 1945 på Shellhuset. Begravet på Vestre Kirkegård, København).

Gunnar Alvang 26.3.1922. Dansk frivillig i Waffen-SS. Fra sommeren 1944 Gestapo i København. En anden dansker var Herbert Christiansen. 

Til dette indslag er bl. a. brugt "Daglige beretninger om begivenheder under den tyske besættelse" (1946)

Fritz Renner, Kriminalassistent. 10.8.1912-21.3.1945. SS-Oberscharführer. Kom til Danmark i november 1940 fra Gestapo i Saarbrücken. Han skal have lært at tale udmærket dansk. I sommeren 1944 fulgte han som en af Gestapo-vagt med Røde Kors-udsendinge og danske embedsmænd til Theresienstadt. Renner blev dræbt under RAF-luftangrebet på Shellhuset 21. marts 1945.

Omtalt i Peter Øvig Knudsen: Birkedal (s. 151-152). Her beskrives indgående Renners torturmetoder mod lægen Aage Grut som læremester for Birkedal.

Fritz Renner var en af Hans Hermannsens nærmeste medarbejdere og medlem af Gestapo i Saarbrücken, før han kom til Danmark den 23. november 1940. Hans hovedopgave ser ud til at have været at registrere jøderne i Danmark. Tidligere forskning har præsenteret os for et udførligt eksempel på Renners arbejde som Heinrich Himmler havde beordret arrestationen af den formodede dansk-jødiske professor Walter Thalbitzer. Thalbitzer, ekspert i inuitkultur, skulle arbejde i koncentrationslejren Dachau på de forfærdelige medicinske fryseeksperimenter. Kanstein skulle finde på de passende årsager til Thalbitzers arrestation, og Fritz Renner skulle undersøge Thalbitzers arv via offentliggjorte genealogiske værker. I en fire-siders rapport optrevlede Renner Thalbitzers familiehistorie kun for at konkludere, at han ikke var jøde. Da spørgsmålet kom direkte fra Himmler, må hans overordnede have stolet på Renners evner, og han kendte tydeligvis sine kilder. Fritz Renner var en af de få personer, der ville blive tildelt arbejde i det officielle Gestapo-kontor for jødiske anliggender IV-4-B, som det blev etableret i september 1943. Han er også kendt for sine forsøg på at fange flygtende jøder i oktober 1943. Det gjorde han sammen med Paul Hennig (se afsnit 5.3.1) og under et skyderi i Tårbæk dræbte Renner eller Hennig Claus Christian Heilesen, der hjalp jøder med at flygte. En af Renners medarbejdere til at indsamle efterretninger om jøder var Gustav Oehlerking, om Gustav Oehlerking vi ved meget lidt. Han kom til Danmark i januar 1943 som en af de femten nye tyske politibetjente, der blev indsat ved den tyske legation. Han var 53 år gammel, da han ankom til Danmark fra Hannover med titlen Kriminalobersekretär – en mellemrang.

Fritz Renner was one of Hans Hermannsen’s closest associates and member of the Gestapo in Saarbrücken before coming to Denmark on November 23rd, 1940. His main task seems to have been registering the Jews in Denmark. Previous research has presented us with one elaborate example of Renner’s work as Heinrich Himmler had ordered the arrest of the presumed DanishJewish professor Walter Thalbitzer. Thalbitzer, an expert on Inuit culture, was to work in the concentration camp Dachau on the horrible medical freezing experiments.470 Kanstein was to concoct the appropriate reasons for Thalbitzer’s arrest and Fritz Renner was to examine Thalbitzer’s heritage via published genealogical works. In a four-page report Renner unraveled Thalbitzer’s family history only to conclude he was not Jewish. 471 As the question came directly from Himmler, his superiors must have trusted Renner’s skills, and he clearly knew his sources. Fritz Renner was one of the few persons who would be assigned work in the official Gestapo office for Jewish affairs IV-4-B as it was established in September 1943.472 He is also known for his attempts to catch fleeing Jews during October 1943. He did so along with Paul Hennig (see section 5.3.1) and during a shoot-out in Tårbæk Renner or Hennig killed Claus Christian Heilesen who assisted in helping Jews escape.473 One of Renner’s associates in gathering intelligence on Jews was Gustav Oehlerking, of whom we know very little. He came to Denmark in January 1943 as one of the fifteen new German police officers who were instated at the German Legation. He was 53 years old when he arrived in Denmark from Hannover with the title of Kriminalobersekretär – a middle rank. 474. (Flere citater om Renner i dokumentet. PDF-dokument downloaded: JødereDK.)

(Jacob Halvas Bjerre: Excluding the Jews. The Aryanization of Danish-German Trade and German Anti-Jewish policy in Denmark 1937-1943. (2018).)

Fritz Renners gravsten på Vestre Kirkegårds tyske afdeling (D/1140-1139). Foto Erik Nicolaisen Høy.

På Vestre Kirkegårds tyske afdeling ligger nedenstående personer døde den 21. marts 1945. Det er ikke verificeret at de døde under bombardementet, kun at de døde sammen dag:

Dyveke Hilden 6.3.1899-21.3.1945. Gustav Adolfsgade 3, 2. sal. Ifølge Bovrup-kartoteket indmeldt i DNSAP 14. oktober 1940.
Martin König, Kriminaloverassistent. 12.9.1913-21.3.1945. Jensen
Dr. Walter Gregor. Oberstarzt. 17.8.1898-21.3.1945.
Adolf Wagner. Kapitänleutnant. 30.4.1885-21.3.1945.
Albert Malik. Polizeimeister. 20.11.1901-21.3.1945. Berlin, den 19. Juli 1950. Der Meister der Schutzpolizei, Albert Malik, wohnhaft in Litzmannstadt, Scharnhorststraße 18, ist am 24. März 1945, um 23.25 Uhr, in Kopenhagen/Dänemark, verstorben. Der Verstorbene war geboren am 20. November 1901 in Helbra, Mansfelder Seekreis. Der Verstorbene war verheiratet mit Gertrud, Margarete, Klara Malik, geborenen Malig.
Otto Rissmann. Kriminalsekretär. 27.12.1899-21.3.1945
Leopold Kröpel. Kriminalsekretär. 18.8.1909-21.3.1945
Erich Bostelmann. Kriminalassistent. 3.2.1911-21.3.1945.
Willibald Wiedemann. Polizeiinspektorenanwärter. 10.4.1909-21.3.1945
Rudolf Hammerich. Oberscharführer. 12.1.1913-21.3.1945

Bombeangrebet på Gestapos Hovedkvarter i Aarhus, 31. Oktober 1944. (Efterskrift til Politivennen)

Den tyske SS-sturmbannführer Eugen Schwitzgebel (1900–1944) var øverstbefalende for Gestapo i Aarhus. Han kom fra en lille landsby i Saarland. Før nazisternes magtovertagelse var han startet på en karriere indenfor politiet og nåede at blive Kriminalrat (senioropdager, en mellemhøj rang i kriminalpolitiet). Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 meldte han sig frivilligt til Sicherheitsdienst (SD) og var da medlem af nazistpartiet (NSDAP). Så han må have haft nazisympatier allerede dengang. Der vides ikke meget om hans aktiviteter ellers før krigen. Han arbejdede også for Gestapo og opnåede rang af SS-Sturmbannführer (svarer til major i den tyske hær). Hvilket normalt betød at han havde aflagt troskabsed til Hitler og hans racistiske og ideologiske principper. 

Da han både var i Gestapo og Kriminalrat kunne han nemt overflyttes til opgaver i de besatte områder: Han blev udnævnt til leder af Gestapos afdeling i Århus i december 1943. Her samarbejdede han med Sicherheitsdienst i bekæmpelse af modstandsbevægelsen der. Hovedkvarteret lå på Aarhus Universitet. Han fik bl.a. arresteret den britiske faldskærmsman Jakob Jensen 13. december 1943 som afslørede lokale modstandsceller. Schwitzgebels aktiviteter var brutalt effektive. 

Han overværede bl. a. den 3. december 1943 henrettelse af 5 sabotører på Skæring Hede. De blev hemmeligt begravet nær Oksbøl. Den 31. december 1943 blev modstandsmanden Alf Toldboe Jensen henrettet. Dernæst optrævledes to større modstandsgrupper i Århus og Randers i begyndelsen af november 1943. Han ledede personligt en aktion mod modstandsmanden Leo Kæraas i Risskov hvorunder konen Doris blev dræbt for øjnene af sine børn. Leo Kæraas blev deporteret til kz-lejren Neuengamme og kom hjem med de hvide busser til Sverige 26. april 1945. Efter Langåbroernes sabotering blev 5 modstandsfolk arresteret og henrettet den 2. december 1943.

Efter mordet på Kaj Munk den 4. januar 1944, kørte morderne til Aarhus og blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Schwitzgebels strategi var at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus. Han  stod også bag afsløringen og arrestationen af Hvidstengruppen 11. marts 1944. 

Schwitzgebel rådede over 40-50 Gestapofolk og satte især ind over for kurerer, bl. a. ved hjælp af lokale kollaboratører, Resultatet var et højt antal arresterede modstandfolk og sabotører og fik efterhånden næsten stoppet for modstandsaktiviteterne i løbet af første halvår af 1944. Modstandsbevægelsen var kommet undervejrs med at Gestapo planlagde et altødelæggende slag mod modstandsbevægelsen og advarede den 15. oktober 1944 London og bad om at intervenere. Dette skete med et angreb af RAF den 31 October 1944. Raidet ødelagde Gestapos arkiver, dræbte Schwitzgebel og 38 andre agenter, 20 tyske soldater, samt - udenfor hensigten - omkring 10 danske civile. 

Dræbt blev også SS-Obersturmführer Lonechun fra Sicherheitsdienst og mindst 27 andre Gestapo officers, 39 Gestapofolk og 18 soldater. De undgik derfor efterkrigstidens retsforfølgelser.

Aktionen blev en succes i den fortand at det eliminerede Gestapo i Århus. Men fik senere repressalier. Det varede dog lidt som følge af det vakuum der opstod for Gestapo efter bombardementet. 

(Efter: Grokipedia)

Erdmann Mulach, Oberscharführer 23.8.1913-31.10.1944. Eugen Schwitzgebel, Sturmbannführer 1.10.1900-31.10.1944. Vestre Kirkegård tysk afdeling B/666-665. Se nederst en liste over andre som blev dræbt ved angrebet den 31. oktober 1944. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Tirsdag den 31. oktober 1944 blev Gestapos hovedkvarter i Århus bombet af engelske flyvere. Nedenfor nogle samtidige kilder:

Onsdag den 1. November 1944.

Luftangrebet paa Aarhus. Tirsdag Formiddag Kl. 11,41 rettede en Snes engelske Maskiner et Bombeangreb paa Aarhus Universitetsby. Af Maskinerne var dog kun 6-8 bombeførende. Der dræbtes herunder ifølge Opgivelse fra den tyske Presseofficer ca. 110 Tyskere, hvoraf 90 er identificerede. Antallet af saarede kendes ikke, men har efter Ambulanceudrykningerne at dømme været stort. Tyskerne var netop forsamlede til Spisning, da Angrebet fandt Sted.

De dræbte Danskere er efter den foreløbige Opgivelse følgende: Tømrersvend Christian Jeremias Laursen, Falstersgade 7, Ewald Aabenhus, Adresse ukendt, Fru Installatør Paaske Petersen, Murer Anton Marius Andersen, Samsøgade 21, Tømrer Svend Jeppesen, Lundbyesgade, Kontorist Kalle Sørensen, Balagervej 70, Viby, Repræsentant Poul Helmer Jensen, Solsortvej 6. Desuden er der dræbt to uidentificerede Kvinder.

Der opgives endvidere at være 15 haardtsaarede Danske og et lignende Antal lettere saarede. En Del har kunnet føres til deres Hjem.

Fra Udenrigsministeriet foreligger i Dag følgende samlede Oversigt over Begivenhederne:

Kl. 11,41 blev der varslet Alarmtilstand, og knap to Minutter efter hørtes voldsom Motorlarm. Endnu inden Folk havde gjort sig klart, at det drejede sig om allierede Maskiner, lød de første Detonatianer. Der udspillede sig i den vestlige og nordlige Bydel ret panikagtige Scener, medens Mødrene fik deres Børn ind fra Legepladser og Gaarde.

Det opgives, at ca. en Snes Maskiner deltog i Angrebet, men det menes, at kun 6-8 har været bombeførende. Angrebet fandt Sted i tre Bølger, og der opgives ialt at være kastet 24 Bomber, deraf flere - maaske alle - 500 Pounds. Disse Bomber fordelte sig saaledes: I Universitetets Hovedbygning 6 Bomber (plus én Forsager), i Kollegium Nr. 1 og 2 en Bombe hvert Sted, i Kollegium Nr. 4, to Bomber, i Kollegium Nr. 5 en Bombe. I Langelandsgades Kaserne fem Bomber og to Forsagere, i en Villa paa C. F. Richsvej Nr. 5 en Bombe og i Villakvarteret Palludan Müllersvej-Chr. Wintersvej en Bombe. Endelig faldt to Forsagere i Universitetsparken.

Universitetets Hovedbygning er endnu under Opførelse, og der befandt sig en Del Arbejdere og tre Arkitekter i Bygningen, deriblandt Universitetets Arkitekt, C. F. Møller. Arkitekten og en Del Arbejdere befandt sig i Kantinen, da de første Bomber faldt og sprængte Aulaen. De løb mod Beskyttelsesrummet, og nogle af dem var naaet derned, da den næste Fuldtræffer kom; denne ramte lige ved eller i Beskyttelsesrummet. To Arbejdere, der sad sammen med Arkitekten, blev dræbt. Selv kom Arkitekten i Klemme under nogle Bjælker. Han var imidlertid ved Bevidsthed og kunde gøre sig bemærket, da den første Hjælp kom. Da man fik ham befriet, viste det sig, at han bl. a. havde faaet det ene Ben brækket. Han var imidlertid ualmindelig koldblodig, og gav nøgternt Redningsmandskabet sine Ordrer og Besked om, hvor andre laa begravet. De to andre Arkitekter, Carl Windelef og Max Boye Rasmussen blev saaret. Den sidste har dog atter kunnet udskrives. Der arbejdede mange Arbejdere paa Universitetet i disse Dage, men man ved ikke, hvor mange der var til Stede under Angrebet. Ambulancer kørte de saarede og dræbte over til det kun 100 Meter borte liggende Ortopædiske Hospital. Efter ca. 1 1/2 Times Arbejde maatte man regne med ikke at kunne finde flere i Live, hvorfor Arbejdet blev afbrudt, da der var Fare for, at en Del af Forsagerne var tidsindstillede; efter at disse var demonteret, blev Arbejdet fortsat. Under Demonteringen maatte et større Omraade evakueres, og Socialtjenesten oprettede Luftværnskvarter paa Skovvangsskolen, medens Hospitalets Patienter maatte forblive i Beskyttelsesrummene.

Kollegierne Nr. 4 og 5 var Hovedkvarter for Gestapo i Jylland. Disse Bygninger blev fuldstændig ødelagt. Det opgives, at Chefen for Gestapo i Jylland, Schwitzgibel, er dræbt, ligesom hans Næstkommanderende skal være omkommet. Det meddeles, at Bombardementet fandt Sted kort efter, at samtlige danske Fanger var ført til deres Fængsler for at spise, saaledes at der ikke skulde befinde sig danske Fanger i de sammenstyrtede Kollegier. Ogsaa Kollegierne Nr. 1 og 2 blev stærkt ødelagt.

Langelandsgades Kaserne benyttedes af den tyske Værnemagt. Hele Kasernen er ødelagt, værst er det gaaet ud over Officersfløjen og et Depot mod Gaarden. Man regner med, at der ikke var mange Mennesker i denne Kaserne, da Bombardementet fandt Sted.

Der faldt en Bombe i en lille Villa C. F. Richsvej 5, tilhørende Elektriker Paaske Petersen. Han selv laa paa Kommunehospitalet, og hans lille Søn var i Skole, saa Fru Petersen var alene gaaet ned i Beskyttelsesrummet. Huset fik en Fuldtræffer, og Fru Petersen blev dræbt under Ruinerne. En anden Bombe faldt i Villakvarteret tæt ved, hvor der anrettedes stor Ravage, men ingen Mennesker synes dræbt ved dette Bombe nedslag.

En af de engelske Maskiner blev ramt af Antiluftskytset og kom ned i Aarhusbugten. Besætningens Skæbne er ukendt.

Samtlige andre Bygninger i Universitetsparken og de omliggende Kvarterer led større eller mindre Skader, hovedsagelig blev Tage og Vinduer ødelagt.

Torsdag den 2. November 1944.

Antallet af dræbte Danskere ved Luftangrebet paa Aarhus er nu opgjort til 17, desuden er der paa Kommunehospitalet indlagt 25 saarede. Af de dræbte er yderligere identificeret: Ellen Hansen, Møllevej 39 (eller Møllevangsvej 34); Elly Jensen, Silkeborgvej 19, Murer Anders Kristian Jørgensen, Peder Skramsgade 42, Murer Harald Jørgensen, Stadionallé 9, Knud K. Olesen, Arbejdsmand Søren Marius Sørensen, Guldbergsgade 141, Else Johanne Johansen, Klostergade 70, Elektriker Evald Severin Sørensen, Borupsgade 18.

Det er godtgjort, at Gestapochefen for Jylland, Schwitzgibel, er dræbt, idet man Onsdag Formiddag har fremdraget hans Lig blandt Ruinerne. Ogsaa hans Næstkommanderende, Rothenburg, er dræbt. Fra tysk Side bevares Tavshed med Hensyn til Antallet af dræbte, ligesom der intet foreligger oplyst om dræbte Danskere i Kollegium 4 og 5. Dels har der her opholdt sig en Del Danskere i tysk Tjeneste, dels formenes der ogsaa at have været nogle danske Fanger.

Fredag den 3. november 1944

Luftangrebet paa Aarhus Universitetsby. Blandt de saarede Danske ved Luftangrebet er ogsaa Kjeld Helweg Larsen, der har været ansat ved "Fædrelandet".

Det oplyses, at der stadig arbejdes med Udgravningsarbejde i Ruinerne af Kollegierne 4 og 5, hvor man i Løbet af Onsdagen skal have fremdraget Ligene af 15 Danskere. Luftangrebet har krævet sit 18. Offer blandt Aarhusianerne, idet Tømrer Hilmer Michael Ancher, Gertrud Rasks Vej 1, er død af sine Kvæstelser. De øvrige saarede med Undtagelse af en enkelt befinder sig efter Omstændighederne godt.

(Daglige Beretninger om begivenheder under den tyske besættelse).

Hvad angår de dræbte danskere, står på Mindetavlen på Aarhus Universitet:

Murerformand Harald Jørgensen, Stadion Alle 9.
Murer Anders Chr. Jørgensen, Peder Skramsgade 42.
Murer Chr. Andersen Krogh, Falstersgade 5.
Tømrer Hilmer Mikael Ancher, Gertrud Raskvej 4.
Tømrer Carl Emil Jeppesen.
Tømrer Svend Jeppesen, Lundbyesggade.
Tømrersvend Jeremias Chr. Laursen, Falstersgade 7.
Elektriker Ivan Severin Sørensen, Borupsgade 18.
Gartner Marinus Sørensen.
Marketenderske på universitetet, frk. Lilli Laursen, Chr. Wærumsgade 5.

En kilde (Kolding Folkeblad 3. november 1944) nævner yderligere:

Else Johanne Johansen, Klostergade 70.
Knud K. Olesen, Aarhus.
Ellen Hansen, Møllevangs Alle 39.
Elly Jensen, Silkeborgvej 19.
Fru Paaske Petersen, Palludan Müllersvej.
Murer Anton Marius Andersen, Samsøgade 21.
Arbejdsmand Søren Marius Sørensen, Høegh Guldbergsgade 41.
Kontorist Palle Sørensen, Balagervej 70, Viby.
Repræsentant Poul Helmer Jensen, Solsortevej 6.

På den liste er også en som samarbejdede med tyskerne (se nedenfor):

Ewald Aabenhus, Aarhus.

På Vestre Kirkegård findes et område med 29 personer der døde den 31. 0ktober 1944 eller dagene efter: 14 er nævnt døde i kilder under bombardementet. De er forsynet med: RAF. De andre 15 er formentlig også iblandt de dræbte.

Paul Bauer, Sturmscharführer 1.11.1896-31.10.1944. RAF. B/ 664-663

Erich Kössling, Hauptwachtmeister der Polizei 6.4.1906-31.10.1944. RAF. B/ 664-663

Erdmann Mulach, Oberscharführer 23.8.1913-31.10.1944. B/666-665

Eugen Schwitzgebel, Sturmbannführer 1.10.1900-31.10.1944. RAF. B/666-665

Vagn Oest, Unterscharführer 24.12.1920-31.10.1944. B/668-667

Arthur Schulz, Scharführer 28.6.1902-31.10.1944. RAF. B/668-667

Hans Raeder, Sturmmann 10.10.1916-31.10.1944 B/670-669

Gustav Johannesson, Unterscharführer 17.10.1912-31.10.1944. B/670-669

Ingeborg Siebers 7.9.1914-31.10.1944. B/ 672-671

Willi Oestergreen, Wachtmeister 2.9.1921-1.11.1944. B/ 672-671

Paul Jensen, Rottenführer 16.1.1924-31.10.1944. RAF. Dansker. B/691-692

Werner Kniesa, Unteroffizier. 28.10.1901-31.10.1944. B/691-692

Ernst Wassersteiner, Hauptscharführer 18.6.1913-31.10.1944. RAF. B/693-694

Heinrich Völker, Oberscharführer 7.12.1912-31.10.1944. RAF. B/693-694

Richard Falck, Rottenführer 3.8.1904-31.10.1944. RAF. B/695-696.

Hans Werner, Sturmscharführer 22.10.1902-31.10.1944. RAF. B/695-696

Heinrich Lönneker, Obersturmführer, 17.12.1909-31.10.1944. RAF. B/697-698

Heinrich Lessmeister, Obersturmführer 26.8.1904-31.10.1944. RAF. B/697-698

Ewald Aabenhus 21.5.1909-31.10.1944. Dansker. RAF. B/699-700.

Ernst Schlaphoff, Oberwachtmeister. 21.9.1895-6.11.1944. B/699-700.

Hermann Heinrich Anton Rothenberg 25.1.1906-31.10.1944, SS-Hauptscharführer, Gestapo. RAF. B/720-719

Adolf Lutz SS-Unterscharführer. Krim. Angestellter Stapoleitstelle Hamburg. RAF. 10.6.1884-31.10.1944. B/720-719

Ernst Bluhm, Untersturmführer 4.6.1903-31.10.1944. B/722-721

Günther Loose, (SS) Hauptstürmführer 25.10.1907-31.10.1944. B/722-721

Paul Wettemann, Unterscharführer 29.6.1907-31.10.1944. B/724-723

Heinrich Decker, Oberscharführer 5.9.1910-31.10.1944. B/724-723

Kamal Alijew, Soldat 20.3.1920-31.10.1944. B/726-725

Peter Neisser, Soldat 29.4.1917-31.10.1944. B/726-725

Hans Mücke, Polizei-Assistent 15.12.1912-31.10.1944. B/727.

Politimester Eugen Herb. (Efterskrift til Politivennen)

Der skete i Gaar to Drab i København. - - - . Kl 19,55 blev en Hauptwachtmeister i det tyske Sikkerhedspoliti, den 42 aarige Eugen Herb, dræbt af flere Skud, affyret imod ham af tre Cyklister, der passerede ham ved Enghave Plads nær Mathæusgade. Ingen saa Episoden. En ukendt Mand underrettede Politiet. Man er tilbøjelig til at tro, at det var en af Gerningsmændene, som ringede. Til almindelig Forundring ønskede tysk Politi ikke Sagen. 

(Information nr. 238, 1. august 1944.)

Lidt senere paa Dagen kom to Mænd ind i Kaffebaren Istedgade 98, tilhørende Bartender Einar Frederiksen, en meget populær Mand i Kvarteret. Han sad bag Disken og spillede Skak med en Kunde. Mændene gik hen til Disken og skød ham ned. Da en Gæst, en Tjener Sauerberg, rejste sig for at søge Dækning i Køkkenet, skød de ogsaa paa ham, men kun mod Benene. Han fik to Skud i Laaret. De flygtede derefter og undslap. Frederiksen døde i Nat. Mordet er at betragte som Gengældelse for Drabet paa Hauptwachtmeister Eugen Herb. 

(Information nr. 239, 1. august 1944.)

Eugen Herb. Polizeimeister 1.6.1901-31.7.1944. Heinrich Pläsier. Heizer. 10.7.1924-8.9.1944. Vestre kirkegård tyske afdeling. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

Attentat mod Statsbanernes Kullosningsbane. (Efterskrift til Politivennen)

Et Attentat mod Statsbanerne.

En tysk Montør anholdt.

For et Par Dage siden opdagede man, at nogle Afbrydere var fjernede paa den store nye elektriske Luftbane, der tjener til at føre Kul fra Gasværkshavnens Skibe til Statsbanernes Depoter. Man opdagede Mærværket saa betids, at enhver Ulykke blev afværget. I værste Tilfælde kunde det have hændt, at en af Tipvognene var styrtet ned paa den stærkt trafikerede Dybbølsgade.

Forskellige Mennesker havde set en tysk Montør, der havde været beskæftiget ved Broens Opførelse, luske om paa Strækningen over Dybbølsgade, hvor han nn intet havde at gøre. Montøren, der hedder Heinrich Schmidt, havde i Vidners Overværelse fortalt, at han følte sig krænket paa Statsbanerne, fordi han ikke havde opnaaet Ansættelse og at han nok skulde forstaa at hævne sig.

Disse sammenstødende Omstændigheder gjorde, at Maskinbestyreren i første Maskinkreds indgav Politianmeldelse paa Montør Schmidt. Denne er bleven anholdt og taget i Foriiør, men nægter foreløbig enhver Forbindelse med Hærværket.

Fjernelsen af de elektriske Afbrydere paa Luftbanen har ikke foraarsaget nogen egentlig Skade, da Statsbanerne selv var i Stand til at erstatte dem med interimistiske Anordninger. Der er derfor ikke sket noget Afbræk i Driften paa Grund af det uhyggelige Tyveri.'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. august 1913).

Georg Friedrich Nicolai (1874-1964) i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Under 1. verdenskrig, i juni 1918 flygtede en kontroversiel tysk professor til Danmark: Georg Friedrich Nicolai.

Han var en fremtrædende hjertespecialist og professor i fysiologi ved Humboldt Universitetet i Berlin da 1. verdenskrig brød ud. I 1914 havde Nicolai sammen med Albert Einstein og Vilh. Förster udgivet en modappel "Aufruf an die Europäer" mod 93 tyske militaristiske intellektuelles appel "Manifest fra den civiliserede verden" fra oktober 1914, Blandt disse var bl.a. Ehrlich, Röntgen og von Behring . 

Nicolai havde i 1915 lavet et kursus på Berlin Universitet i 1915 med titlen krig som en biologisk faktor i den menneskelige udvikling, hvilket bragte ham på konfrontationskurs med det preussiske militær. Han blev forflyttet fra det militærhospital som han ledede, til en inferiør stilling, og var sygemeldt i 6 måneder 1915-1916. Nicolai havde nægtet at lave bomber med kolera- og pestbakterier og injektere russiske fanger med bakterier. Desuden skal han have ytret sig imod bruddet på Belgiens neutralitet og sænkning af handelsskibe.

Da han i april 1916 vendte tilbage, nægtede han at aflægge ed til flaget ved østfronten, hvilket i øvrigt heller ingen andre læger havde måttet gøre. Han blev degraderet til Landsturm, og skrev så "Die Biologie des Krieges" (1917).  Bogen blev publiceret i Schweiz i 1917 efter et manuskript der blev smuglet ud af Tyskland. I bogen afviste han at krigen efter darwinistisk syn kunne opfattes som et naturligt og nødvendigt fænomen ("the survival of the fittest"), og mente i stedet at krig var en menneskelig opfindelse som kunne og måtte stoppes. Han mente at krig ingen biologisk værdi havde overhovedet. 

Anonym/ukendt: Foto taget i København 1918. Optrykt i Wolf William Zuelzer: Der Fall Nicolai. Societäts-Verlag, Frankfurt/M. 1981. Public domain.

E. D. Morel og Lloyd George.

I

I Tyskland og i England har Myndighederne fældet hver sin Straffedom, der tydeligt og lige tydeligt viser, paa hvilket Dannelsestrin Europa for Tiden staar. Paa de to Domme kan det maales, hvor vi holder.

I Danzig er en Professor Nicolai, Forfatter til en i Zürich udkommet Bog Krigens Biologi, blevet dømt til fem Maaneders Fængfelsstraf. Intet tysk Blad har omtalt Dommen: man kender derfor ikke, hvorledes den er begrundet.

Men efter Sigende er Nicolai blevet dømt. fordi han har undladt at søge om Tilladelse til Udgivelsen af en Bog, noget, hvortil enhver Militærperson er forpligtet. Fem Maaneders Fængsel med denne Motivering er altsaa en Straf, der under de nuværende Forhold anses for retfærdig.

Rimeligvis har dog Bogens Aand bidraget sit. Skriftet indeholder et Afsnit, kaldet Den evropæiske Patriotismes Kulturideal, hvori det paavises, at vore Dages Fædrelandekærlighed (right or wrong, my country) er en i tidligere Tider ukendt. I Oldtiden, i Middelalderen, ja helt ind i det 19. Aarhundrede, var Patriotisme en vidt forskellig Sag. Fordum elskede man en Ide, eller, dersom man ikke havde Ideer, visse Fordele, som Fædrelandet i Ens øjne repræsenterede, eller som man søgte at virkeliggøre i Fædrelandet. Det var da ikke Fædrelandet i og for sig, men Landet som LegemliggøreIse af visse Grundtanker, man elskede, og for hvilket man kæmpede og ofrede sig. Svarede Ens Land derimod ikke til Ens Ideal, saa trak Manden sig tilbage fra Landet eller kæmpede endog imod det. I vore Dage synes en Holdning som Coriolans overfor Rom, Moreau's overfor Frankrig, Byrons overfor England, Heines overfor Tyskland, Ibsens overfor Norge, os næsten ufattelig. Invidet er blevet Statsborger og har givet Afkald paa Selvbestemmelse. Man kræver for fuldt Alvor, at enhver uden Hensyn til sit Ideal skal anse det Land, i hvilket han er født, og dets Indretninger, Sæder og Skikke, for det højeste i Verden. Og Masserne er ikke blot villige dertil: de gaar ind derpaa med Begejstring. Om denne Form af Fædrelandskærlighed siger imidlertid Nicolai, at den ikke er menneskeværdig, ikke mere værd end en Myrefloks dyriske Kærlighed til Reden eller en Bisværms dyriske Kærlighed til Kuben. 

Slige Tanker gaar det ikke an at udtale i vore Dages Tyskland. De modsiges kun tilsyneladende, naar vi ser Czecker paa russisk Side bekæmpe Østrig, eller Polakker paa østrigsk Side bekæmpe Rusland eller Irer under Krigen gøre Oprør mod Storbitannien; thi ingen af disse ser deres Fædreland i den Magt, de bekæmper; de er böhmiske, polske, irske Patrioter.

Selvfølgelig har Professor Nicolai ikke selv ment, at han optraadte imod det tydske Rige. Han mente omvendt ved sin Kritik at forøge sit Fædrelands Civilisation. Han har prøvet paa at bekæmpe den Sjælesygdom hos Masserne, der sløver Tankeevnen og nedbryder al personlig Selvegenhed. Nu bøder han derfor.

Man var imidlertid forberedt paa stram politisk Disciplin i det tyske Rige. Den stemmer med Tysklands gamle Traditioner og vækker ingen Forundring.

- - -

Georg Brandes

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 7. november 1917).

Som nævnt af Brandes blev Nicolai arresteret og med udsigten til 10 måneders fængsel efterfulgt af tvungen militærtjeneste lykkedes det ham at flygte til Danmark den 20. juni 1918 med bl.a. Einsteins hjælp i et fly fra Spartacus League fløjet af et medlem af denne. Det var en skolemaskine som piloten feldwebel Stahlschmidt havde en vis brugsret over. Maskinen startede fra Neu Ruppin kl. 4.15 torsdag morgen og kom ud af kurs. Det opdagede man nord for Elben. Maskinen kom ind i et frygteligt haglvejr. Den nødlandede på Femern hvor en lokal klejnsmed udbedre en mindre motorskade, samt fik fyldt benzin på. 

Efter den vellykkede flugt underrettede han Einstein. Dette forblev en hemmelighed indtil efter 2. verdenskrig. Landingen blev naturligvis bredt dækket af de danske medier. Se Valby Tidende maj-juni 1918 for disse.

"Den landede flyvemaskine fotograferet i morges ved Valby Gasværk." Foto fra Aftenbladet 20. juni 1918. 

Den tyske Videnskabsmand, der flygtede hertil pr. Flyvemaskine

Professor Nicolai

Vi meddelte i Morges, at den ene af Passagererne i den tyske Flyvemaskine, der i Gaar landede ved Valby, antagelig var en tysk Professor Nicolai, der forrige Aar udsendte en Bog "Krigens Psykologi", som vakte betydelig Opsigt ogsaa udenfor Tyskland, men som skaffede Forfatteren en Fængselsstraf for Disciplinbrud.

Bogen hed imidlertid "Krigens Biologi" og udkom paa Orell Füsslis Forlag i Berlin.

Georg Friedrich Nicolai er Privatdocent i Fysiologi ved Universitetet i Berlin; allerede det, at en tysk Videnskabsmand tyede ned til Schweiz med en Publikation, røbede paa Forhaand, at der var noget ekstra paa Færde. Og "Die Biologie des Krieges", der indeholder et veltalende Indlæg for Verdensfred og et glødende Angreb paa Militarisme overhovedet, fik ogsaa øjeblikkelig den Skæbne, der kunde forudses: at blive beslaglagt i Tyskland. Og som vi meddelte i Gaar Aftes: Forfatteren blev dømt og efter en Appel straffet med simpelt Fængsel.

"Krigens Biologi", der ogsaa naaede her til Danmark i en Del Eksemplarer, blev modtaget med megen Opmærksomhed og læses efter Sigende i vide tyske Kredse. At den paa nogle Hold mødte stærk Protest eller kold Kritik, siger sig selv, og vi kan i saa Henseende anføre, hvad Sociologen, Professor Alfred Vierkandt skriver i den konservative "Deutsche Literaturzeitung"; den 20de April i Aar, altsaa længe efter Bogens Fremkomst.

En tysk Bedømmelse al Professor Nicolais Bog.

"Bogen viser sig at være det, man paa Forhaand maatte frygte af dens Titel og Undertitel, nemlig dilettantisk. (Undertitlen er: En tysk Naturforskers Betragtninger).

Forfatteren gaar løs paa Krigens og Statslivets Problemer med væsensfremmede Begreber, han henter fra et helt andet Erfaringsomraade, i Stedet for med Begreber og Anskuelser, der er taget fra Emnet. Naturligvis bliver han derved uretfærdig.

Saaledes forekommer Krig ham som noget unaturligt, som noget, der oprindeligt er Menneskene fremmed og først opstaar under senere Besiddelseskampe, fordi intet Dyr bekæmper sin egen Art!

Den menneskelige Slægts Ejendommelighed, at formidle Kamp og Fællesskab intimt med hinanden og at føre Kamp i regelbundne Former, omtales ikke med et Ord.

Hjemstavnskærlighed gælder for Forfatteren at være Mangel paa Tilpasning til andet Milieu eud det medfødte og er derfor en Levning fra vor Dyretilstand. I hele det Kapitel, der handler om Patriotismens Grundlag, er der ikke Tale om Ting som kollektiv Magtvillie, national Ærgerrighed og national Idealisme.

Hvor ubevægelig og kunstlet er han desuden ikke, naar han vil bruge den for Tiden saa kendte Stræben efter at overvinde Krigen til Fordel for Solidaritetsforboldene i Samklang med Verdensorganismens Begreb.

Man ser altsaa, at Forfatteren ikke tager Del i den sædvanlige naturalistiske Forherligelse af Krigen. Langt snarere stiller han sig ved Siden af Mænd som Kuropatkin og Novicow, idet han først og sidst betoner Menneskelivets Samliv og Solidaritet. Hans Standpunkts bredtanlagte Begrundelse bringer næppe noget nyt".

(Herefter citeres den ovenstående artikel af Brandes).

(Nationaltidende 21. juni 1918, 2. udgave)

I Skandinavien fandt han snart mange tilhængere til sine ideer. Han publicerede i København "Das verdende Europa" i hvis redaktion også sad Brandes, Nansen, kemikeren Svante Arrhenius, Lindhagen og den feministiske forfatter Ellen Key, og fik tilskyndet af Georg Brandes igangsat en oversættelse af sin bog. Den blev også oversat til svensk og norsk (ved Samtidens redaktør Gerhard Gran.

Otte Gelsted (1888-1968),  før han for alvor slog igennem som digter og forfatter, skrev nedenstående introduktion til "Die Biologie des Krieges":

Prof. Nicolais Bog om Krigen

Af Forfatteren Otto Gelsted.

Ved sin dristige Flugt pr. Flyvemaskine fra Tyskland til København har Professor Nicolai skabt sig en Sensationstberømmelse herhjemme, der for saa vidt vil være af det gode, som den kan tænkes at vække Interesse ogsaa for det betydningsfulde Værk, han har udgivet om "Krigens Biologi" - det Værk, der har indbragt ham de Forfølgelser, han nu lykkelig har unddraget sig.

F. G. Nicolai var ved Krigens Udbrud Professor i Physiologi ved Universitetet i Berlin og kendt som en fremragende Specialist i Hjertesygdomme - lejlighedsvis tilkaldt ogsaa til det tyske Kejserhus. Samtidig er han, som hans Bog viser, velbevandret i Literatur og Filosofi, og ovenikøbet har han fundet Tid til lange Studierejser, der har ført ham fra Laplands Ødemarker til kinesiske og malajiske Havnebyer.

At han ogsaa er en modig Mand, beviser Udgivelsen af "Krigens Biologi" (Zürich 1917). Han har ikke blot været tilstrækkelig klar og selvstændig til at holde sig udenfor den Massesuggestion, der i 1914 forvandlede liberale, Socialdemokrater og Fredsvenner til glødende Militarister. Han har ogsaa haft Mod til at sige sin Mening med fuld Bevidsthed om, at han satte sin sociale Stilling over Styr, ødelagde mangeaarige Venskabsforhold, tørnede sammen med Mililiærautoriteterne og blev en hjemløs, vanæret og forfulgt i sit Fædreland.

I

Det er først og fremmest som Naturvidenskabsmand, Prof. Nicolai gør Krigen til Genstand for Undersøgelse. Er Krigen andet end et særligt Tilfælde af den almindelige Kamp for Tilværelsen? Gennem Kamp skrider jo den levende Verden frem, og hvad der ikke formaar at hævde sig, maa vige Pladsen for bedre udrustede Organismer.

Hertil maa siges, at Kampen for Tilværelsen, er en Kamp om Næring. For Menneskeslægtens Vedkommende maa den bestaa i en intensivere Dyrkning af Jorden og i Oprindelsen af stadig bedre Metoder til at frugtbargøre den Energi, der fra Solen strømmer ned til os.

Betænker man den Hungersnød, Krigen har bragt over store Dele af Europa, maa man indrømme, at Krigen vanskeligt lader sig forsvare som et Udslag af Kampen for Tilværelsen - Formaalet for Tilværelseskampen var jo netop at forøge Næringstilførslen!

Man har sagt, at Krigen var som et stort Sold, der skilte Hveden fra Avnerne: de stærke og dygtige Folk sejrer, de uduelige gaar til Grunde. Krigen skulde - ligesom Tilværelseskampen - virke udvælgende og saaledes arbejde Fremskridtet i Hænde.

Det lader sig imidlertid ikke nægte, at Krigen netop i første Række dræber de stærkeste og dueligste, idet jo Børn, Oldinge og Invalider ikke sendes til Fronten, og idet de dygtig Soldater gerne vil blive anvendt til det farligste Arbejde.

Og hvad vil det sige, at det er det dygtigste Folk, der sejrer? Spartanerne og senere Makedonerne var Grækenlands mest krigerske Folk og samtidig et Par af de kulturfattigste. Er det endvidere saa sikkert, at det. Folk, der "sejrer" i en Krig, ogsaa sejrer i Tilværelseskampen?

Hvor er den ubesejrede Alexander, den ubesejrede Tamerlans Riger? Hvad nyttede Erobringen af Europa Napoleon?

II

Et andet Spørgsmaal, hvis Betydning for Krigsproblemet, Prof. Nicolai tager op til Undersøgelse, er Racespørgsmaalet.

Man ved, hvilke fanatiske Forsøg der fra altysk Side er blevet gjort paa at hævde den rene germanske Race som Fremskridtets Bærer og Europas naturlige Herre. H. S. Chamberlain erklærede i sin berygtede Bog om "Det 19. Aarhundredes Grundlag" alle Verdenshistoriens betydelige Mænd - Kristus ikke undtagen - for Germanere. Under Krigen har en Franskmand, Paul Souday, gjort Gengæld og paastaaet, at saa at sige alle fremragende Tyskere stammer fra det gammelkeltiske Sydtyskland og rettelig bør anses for Keltere. Af de faa geniale Nordtyskere er Nietzsche af slavisk Afstamning og Kants Familie er indvandret fra Skotland (egentlig hed han Cant).

Hvordan forholder det sig nu i Virkeligheden med Begrebet "den germanske Race"? Gaar man ud fra den almindelige Antagelse, at Hjerneskallens Form, Haar- og Hudfarven og Højdøn er afgørende Racekendemærker, viser Tyskland sig beboet af et broget Racevirvar: Slaver, Kelter, Iberer osv., mens de blonde og langskallede "Germaner" snarere maa søges blandt Svenskerne, Nederlænderne og Englænderne end i Tyskland.

Den rene Race er i Evropa, hvor de forskelligste Folkeslag atter og atter er blevet, rystet sammen, et tomt, Begreb. Hvem garanterer iøvrigt for, at den rene Race er værdifuldere end Blandingsracen? En Hund af ren Race er naturligvis værdifuldere end en Køter, fordi Racehunden med bevidst Omhu er opdrættet i et, bestemt Formaals Tjeneste - Grævlingehunden til Jagt i Huler, Mynden til Harejagt o. s. v. Enhver af disse rene Racer har bestemte for Mennesket værdifulde Egenskaber, mens andre til Gengæld er mindre godt udviklede: Mynden kan ikke godt lugte. Grævlingehunden ikke lystre osv.

Det ses let, at det er en Misforstaaelse, at begge det fra Dyrene kendte Begreb "ren Race" til Grund for en Vurdering af menneskelige Racer. Ren Race har blot Betydning, hvor det gælder at opdrætte et Dyr til et eller andet stærkt begrænset Formaal - f. Eks. en Hest til Væddeløb. I alle andre Tilfælde er netop Forædling ved passende Blodblanding et af Opdrætningens Hovedformaal.

Mener Professor Nicolai altsaa ikke, at der lader sig finde noget naturligt Grundlag for Krigen, saa finder han i den moderne Arvelighedslære - som den herhjemme hævdes af Professor Johansen - Grundlaget, for en almenmenneskelig Samfølelse, i hvis Lys Krigen staar som en fortidig Rædsel i Lighed med Kannibalisme og Slaveri.

Vi véd, at Kimplasmaet er udødeligt, for saa vidt det lever videre fra Slægt til Slægt, Menneskeheden er en sammenhængende Organisme, og enhver Krig bliver at betragte som en Sygdom i Menneskeslægten,

I en følgenge Artikel skal vi fremhæve endnu nogle Hovedpunkter af Professor Nicolas Bog

Otto Gelsted

(Fyns Venstreblad 13. juli 1918)

Professor Nicolais Bog om Krigen.

Af Forfatteren Otto Gelsted.

IIl

Stærkt vender Prof. Nicolai sig mod Forsøgene paa at tage Videnskabsmænd og Digtere til Indtægt for Krigen. De tyske Videnskabsmænds berømte Opraab til Kulturverdenen i Oktober 1914 betegner Nicolai med Rette som et Udslag af Krigssuggestionen. Med hvilken rørende Enighed har franske og engelske Forskere været klare over Ententens retfærdige Sag, tyske Forskere over Centralmagternes Ret. Aabenbart har enhver videnskabelig Upartiskhed svigtet, og de mest udmærkede Tænkere og Kunstnere har ladet sig trække som Faar ud i Krigsraseriet.

Man vil forgæves lede efter nogen stor Aand, fra hvilken Tid det skal være, der har gjort sig til Talsmand for Krigen. Allerede Homer kaldte Krigen "en blodplettet Menneskeslagter", og Herodot antager, da Krig ellers er uforklarlig, at den maa skyldes onde Aander.

Vender vi os til Filosofferne, da er det i Tyskland navnlig Nitzsche, Militaristerne har ment at kunne støtte sig til. Men den Krig Nitzche prædikede, var en Krig uden Krudt og Damp og lemlæstelser. "Krigen duer kun for syge Folkeslag", siger han et Sted, "et sundt Folk trænger ikke til Krig". Og han udtaler Haabet om, at der endelig maa komme et Folk, der frivillig vil bryde Sværdet og hellere vil gaa til Grunde end lade sig hade og frygte!

Men selv de store Soldater har ikke lovsunget Krigen. Garibaldi mente, det var Europas første Opgave at umuliggøre enhver Krig. Mærkelig og gribende er Napoleons Udtalelse; "Jeg hader og elsker Krigen". Den store tyske Soldaterkonge, Frederik II kalder i en Ode Krigen for "Uhyret med Jernpanden, det blodbegærlige Utyske, hvis hele Tragten er ØdelæggeIse". Og et andet Sted skriver han: "Hvis mine Soldater begyndte at tænke, blev der ikke en eneste tilbage i Rækkerne".

Fra tysk Side er det især Moltke, hvis Autoritet benyttes i krigsvenligt Øjemed "Den evige Fred er en Drøm", skriver Moltke, "og ikke engang en smuk Drøm. Krigen er et Led i Guds Verdensorden. I den udfolder sig de"ædIeste Dyder: Mod og Opofrelse, Pligttroskab og Dødsforagt. Uden Krigen vilde Verden forsumpe i Materialisme".

Med denne Udtalelse af Moltke, der stammer fra Tiden før den fransk-tyske Krig, kan der imidlertid sættes andre Udtalelser af ham, der viser, at hans Syn paa Krigen tidligere har været et ganske andet. Han skriver, at "en fredelig Forøgeelse af Velstanden er bedre end krigeriske Erobringer", og han haaber, "det maa lykkes at formindske de staaende Hære i Europa og i Stedet for nyttiggøre de umaadelige Kræfter". Endelig siger han: "Vi bekender os til den ofte spottede Ide om en almindelig europæisk Folkefred. Er ikke Verdenshistoriens Gang en Tilnærmelse mod en saadan Fred?"

IV

Men, kunde man indvinde: i alt Fald en Forsvarskrig er da retfærdig? Ja, hvis man blot ikke lader sig skuffe af en Frase! Ethvert Folk vil altid tro, det er de andre, der egentlig har begyndt. Hvem skal iøvrig gælde som Angriber: den, der affyrer det første Skud, eller den, der begynder at mobilisere og stiIler det afgørende Ultimatum?

Da Gu-tav Adolf drog over Østersøen for at erobre Tyskland, var det aldeles ikke som Angriber, det var om defensor fidei, som Forsvarer for den rene Lære.

Hvad kan man ikke allesammen forsvare? Serbien forsvarer sig mod at opsluges af Østrig. Rusland og Montenegro forsvarer deres Stammefælle Serbien. Østrig sin "Prestige" paa Balkan. Tyskland sin Troskab mod Østrig og sin Plads i Solen, Frankrig fører en Befrielseskrig og vil forsvare de annekterede Provinser mod Erobreren. England forsvarer de Neutrales Ret. Japan den mongolske Tanke i Østen, mens det ikke er helt klart, hvad Tyrkiet egentlig forsvarer - og Belgien er til syvende og sidst ene om at forsvare selve Landet, fører altsaa i virkelig ægte Forstand en Forsvarskrig.

De engelske Fredsvenner dysser deres Samvittighed i Søvn med, at det gælder at forsvare Europas Kultur mod den tyske Militarisme, og deres Meningsfæller i Tyskland anser det for nødvendigt, at forsvare tysk Idealisme mod engelsk Hykleri og Kræmmeraand.

Resultatet bliver, at der næppe er nogen Krig, der ikke med lidt god Vilje og Fingerfærdighed kan fremstiIles som en Forsvarskrig. Enhver Krig, man selv fører, er god, enhver Krig, der føres mod en selv, er perfid barbarisk, afskyelig.

- - Prof. Nicolais Bog er saa omfattende og gør saa mange Synspunketer gældende, at der her kun har kunnet være Tale om at fremhæve et Par Hovedpunkter. Hans Bog er præget af en videnskabelig Aand og en human Idealisme, der nu under Krigen virker halvt som et Minde om bedre Tider, halvt som Skæret af en lysere Fremtid.

Otto Gelsted

(Fyns Venstreblad (Odense) 14. juli 1918).

Brandes spillede dobbeltspil over for Nicolai hvilket fremgår af hans breve til datteren, hvori han i august 1918 skriver: "Nicolai er jo en fantast". Brandes vil ikke have med ham at gøre, men er dog blevet overtalt til at skrive et forord. "Nicolai keder og plager mig og vil stadig bruge mit navn til sine formål, en trættendeherre, skønt der er gjort ham uret." "Nicolai er en skrækkeligesvøbe for mig. Naturligvis er han utilfreds med mit forord og plager mig om forskellige ændringer. Af alt på jorden sky mest martyerer og profeter!" Omvendt skrev i marts 1919 Romain Rolland om Brandes (G) og forholdet til Nicolai: "I Danmark så han G, som udviklede sin sædvanlige barnlige forfængelighed og tømte sin sæk af smålige og altid en smule ondskabsfulde anekdoter ud over alle store mænd..."

Professor Nicolai og hans Bog.

"Krigens Biologi" i Oversættelse.

---

 Et af de Kapitler, der klarest belyser Forfatterens Tankegang, handler om Franktirørerne, Friskarerne. Han henviser til den tyste, patriotiske Begejstring over Schills Frikorps fra 1807, Lützows i 1813 osv. og spørger, om disse Korps skal betegnes paa samme Maade, som Kejser Wilhelm under Verdenskrigen betegnede de belgiske Friskarer, da Kejseren i sin Henvendelse til Præsident Wilson taler om, at han maa gribe til de skarpeste Midler for at afskrække den blodtørstige Befolkning fra at fortsætte med sine skammelige Mordgerninger og Skændigheder.

Prof. N. spørger, om nogen Tysker vilde tale nedsættende om den østprøjsiske Bonde, der under Russernes Indfald greb sin rustne Bøsse for at forsvare sin Jord? Han udtaler bl. a.:

"Hvis det, at forsvare Fædrelandet ved Fælleshær, er en hellig Sag, saa bliver den det ogsaa, selv om man ikke bærer Uniform.

Længere hen siger han :

"Særlig er disse Beskyldninger mod Belgien skammelige. Belgien ligger slagen og kan ikke forsvare sig. Dets Presse er undertrykt, dets Borgere gjort umyndige, saavidt de endnu lever indenfor deres eget Lands Grænser, dets Arkiver staar Erobreren aabne. Vi forlanger for Tiden næppe endnu af Sejrherren, at han skal være ædelmodig, men hvorfor oven i Købet gaa ud paa at bagvaske de Forsvarsløse".

Bogen er helt igennem baaret oppe af en lys Optimisme, der ser meget tillidsfuldt paa Fremtiden.

Det danske Publikum vil nu snart faa Lejlighed til ved Selvsyn at sætte sig ind i Prof. N.s interessante Tankegang.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse 8. august 1918. Uddrag)

En længere omtale af bogen på dansk stod i Nordjyllands Social-Demokrat 23. og 24. september 1918)

Hvorfor Professor Nicolai flygtede til Danmark.

Et Opraab til det tyske Folk.

Han ville kæmpe en Kamp for Fornyelsen af Tysklands "Storhed" mod den tyske Militarisme.

London. 30te September RB

"Times" offentliggør første Afsnit af et Opraab til det tyske Folk af Professor G. F. Nicolai, den lyske Læge og Professor i Medicin ved Berlins Universitet, der, som bekendt, flygtede til Danmark i en Flyvemaskine, efter at han var bleven degraderet som Officer for de Anskuelser, han havde udtrvkt i sin Bog "Krigens Biologi". Nicolai skriver "Mit Formaal med at overskride Grænsen var at finde et Sled, hvorfra jeg kunde kæmpe min Kamp i Frihed, for at Tysklands "Storhed", saaledes som jeg forstaar den, kunde blive fornyet. Netop fordi jeg er Tysker, tror jeg, at det er min Pligt at tilbagevinde for os Tyskere vor retmæssige, særlige Plads i Nationernes Raad og at forsvare den imod disse Øjeblikkets Diktatorer, der i deres Lyst eller Magt har vildledet Goethes og Kants Efterkommere og bragt dem til at forfølge en skamløs Politik, der kun sømmer sig for Tartarer.

Jeg har Ret - ikke blot som Individ men fra et almindeligt Synspunkt - til at gøre Oprør mod dem, der for Øjeblikket repræsenterer Magten i Tyskland Jeg ved, at Tusinder, ja, Millioner af de bedste af mine Landsmænd deler mine Følelser. Jeg ved at der ikke er noget i hele Verden, de ønsker saa brændende, som at det der for Øiebliket hersker over Tysklands Skæbne, ikke maa faa nogen varig Magt og at vort MIlilærparti maa se sig berøvet sin skæbnesvangre Sejr baade hjemme og ude. 

Nicolaj fortsætter med at forklare, at der ikke i hans eget Land findes nogen konstitutionel Maade der kan give Udtryk for hans Villie, fordi Tyskland ikke længere er nogen konstitutionel stat. "Over hele Tyskland har den konstitutionelle lovmæssige Ret givet Plads for den vilkaarlige Magt. Der er ingen Paragraf i Loven der kan retfærdiggøre det uhyrlige Tryk som en samvittighedsløs og taabelig Censur udøver over Artikler og Taler ved offentlige Møder, men det værste af det hele er , at den konstitutionelle, lovmæssige Regering i Riget i Almindelighed og som Helhed er berøvet al yderligere Kontrol med Sagerne. Magten udøves alene af Sværdet, der holdes af en pansret Næve og ingen ved med Sikkerhed, hvem der i Øjeblikket er Sværdets Bærer. Tyskland er derfor de facto ikke længere nogen konstitutionel Stat. Da det imidlertid de jure skulde være en konstitutionel Stat har man en utvivlsom Ret til at gøre Oprør mod denne Sagernes Stilling. Den ulykkelige Sandhed er, at vor Militærregering udover en enorm Magt over Folkets Sind ved at appellere til den aabenbart uundgaaelige Fejghed hos det store Flertal af Folket. Denne Korruptionens Proces spreder sig nedefter. Jeg kender Medlemmer af det "kejserlige" Socialdemokrati, der ikke giver sig til Kende som dets Tilhængere af Frygt for at miste deres Stillinger."

Nicolai tilføjer, at enhver, der forsøgte at holde fast ved sin Overbevisning snart blev bragt til Tavshed, "saaledes gaar det til, at vort offentlige Liv mangler alle Mænd af Karakter og Særpræg, og at ethvert Blad stereotypt gentager Regeringens Fraser."

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. oktober 1918)

Et af de få billeder af Nicolai, fra Nordjyllands Social-Demokrat 18. marts 1919 i anledning af at bogens danske oversættelse var udkommet.

Da han vendte tilbage til Berlin, kom han straks i problemer for sin anti-militarisme og anklaget for forræderi og antisemitisme. Einstein skrev et forsvarsskrift, men hans forelæsninger var allerede blevet ødelagt af ekstreme nationalister. Den 10. marts 1920 meddelte Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov at professor Nicolat have fået frataget sit professorat ved universitetet. Han flygtede fra Berlin i 1922 til Argentina hvor han fik prestigefyldte poster ved universiteter. I 1932 flyttede han til Chile. Den chilenske forfatter Fernando Alegria sammenlignede ham med Robert J. Oppenheimer og Linus Pauling. Han han døde her i 1964.

I midten af 1930erne skrev han et upubliceret manuskript "Das Natzenbuch" hvori han betegnede den nationalsocialistiske bevægelse i Tyskland som "en af de største, sandsynligvis den største, fare for den fremtidige udvikling af den menneskelige race".

"Krigens biologi" er udkommet på flere sprog og genoptrykkes til stadighed på tysk og engelsk. Der findes ligeledes en del litteratur om G. F. Nicolai på internettet som antyder at hans synspunkter stadig er aktuelle.