Der hvor det foregaar. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Radiolytteren sidder med Telefonen for Ørene, danner han sig uvilkaarlig i Fantasien et Billede af den, hvis Tale han hører, af Orkesteret, hvis Toner fylder hans Øre, og den Tanke paatvinger sig de fleste: Hvordan mon der egentlig ser ud, der hvor det foregaar. 

Vi har aflagt et lille Besøg i selve Radiofoniens "Værksted" og er i Stand til at løfte lidt af Sløret. Paa Købmagergade Nr. 37, i Statstelegrafens Bygninger, har Københavns Radiofonistation oppe i Tagetagen sine nye udmærkede Lokaler, der først for et Par Maaneder siden er taget i Brug. Selve Lokalet, hvor Optagelserne sker, er et stort, rummeligt Lokale, 15 Meter langt og 6 Meter bredt, monteret med stilfulde. enkle Møbler og svirre, forskelige Drapperler langs alle Vægge. Det hele er holdt i en smuk, lyseblaa Farve. Den ene Ende af Salen, hvor der staar et Par Flygler og Pianoer, Stole og Nodestole til Musikerne, er forbeholdt de Optrædende, Orkester, Kor eller Solister. I Salens anden Ende staar Lydfangerne, Mikrofonerne - som sender Lyden videre ind i det bagved liggende Værelse, Kontrolrummet. Her foregaar det tekniske, alt det man har saa vanskeligt ved at fatte, naar man ikke er Fagmand. Her slaar 6 Forstærkere, der giver Mikrofonstrømmen den nødvendige Styrke, før den bliver sendt tid i Æteren, og Fordelingsapparater, der besørger Forbindelsen ud til de andre Stationer, Hjørring, Odense o.s.v.

Endelig er der et smagfuldt udstyret Opholdsværelse, hvor de optrædende Kunstnere kan opholde sig i Ventetiden. Det Hele gør et uhyre tiltalende Indtryk, og selv om den danske Radiofoni i sine første Aar har maattet Iade sig nøje med meget indskrænkede Omgivelser, har man nu endelig opnaaet at faa Lokaler, der staar paa Højde med Udlandets bedste.

(Aftenbladet 18. januar 1929)

Kjøbenhavns Offentlige Politiret, 5te og 23de december 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Tirsdagen den 5te December.'

- Paa Hiørnet af lille Kjøbmagergade og Krystalgade har Grosserer J L. Kieldsen et stort Ostelager. Der er baade frisk, ældre og gammel Ost. Noget af Varelageret lugter ikke, andet deraf skal lugte og efter nogle Husbeboeres Klage endogsaa udbrede en for den offentlige Sundhed farlig Stank. Denne Stank skal genere ikke alene Husbeboerne men Forbigaaende samt Naboer og Gjenboer - fra Regentsens Beboere ligeoverfor foreligger der dog ingen Klage - og Grosserer Kieldsen har derfor ved Politidirektørens Protokol modtaget et Tilhold om at indskrænke sit Ostelager til det mindst mulige Kvantum. Han har derfor etableret et Hovedoplagssted for sine Oste ude paa Nørrebro, men de tilbageblevne gamle og nye Oste skulle dog endnu tydelig kunne mærkes paa Hjørnet af lille Kiøbmager- og Krystalgade. Dernæst afsendtes der to af Sundhedspolitiets Betjente for at efterse hans Lager, men Grossereren negtede at lade dem foretage en Optælling af Ostene, da han ikke ansaa sig forpligtet til at lade dem undersøge hans Lager. En af den konstituerede Inspekteur for Sundhedspolitiet senere foretagen Undersøgelse gik ifølge Rapporten ud paa, at Tilholdet var overtraadt, og at Ostene udbredte en Stank, der i høi Grad maatte genere alle Husbeboere. For Retten protesterede Grosserer Kjeldsen mod det ham givne Tilhold, idet han først fremførte, at en Erklæring fra Stadslægen gik ud paa, at Lugten af Ost ikke kan siges at være absolut skadelig for den offentligt Sundhed, oq dernæst erklærede, at han ansaa det ham givne Tilhold for aldeles ulovligt, hvorfor han vilde søge at faa dette ulovlige Tilhold ophævet, samt endelig bemærkede, at der ikke i Tilholdet trods hans Anmodning var givet ham nærmere Regler for, hvorledes han skulde drive sin Forretning. Da Grossereren dernæst forlangte Sagens Udsættelse, for at han kunde konferere med en Sagfører, udsattes Sagen i 14 Dage.

- Flødekudskene Niels Hansen og Seidelin maatte afse 4 Mark, fordi de paa en Søndag vare komne forsilde ud af Byen med deres Flødevogne.

- Fra "Valhalla" lød der Sang efter Midnat. Politiet kom ind i Pavillonen og fandt 5 Personer, der drak en Flaske Vin i Kompagni med Værten, Restauratør Hartvig. Det var jo Nattesæde, men Hr. Hartvig bemærkede for Skranken, at da Klokken den vedkommende Nat var slaael 12, kom to af de 5 Personer hen til ham og fortalte, at de vare Kunstnere, der nok kunde have Lyst til at debutere paa hans Tribune. Det var der Intet iveien for, men man maatte dog først høre deres Stemmer, ogsaa sang de af fuld Hals, saa at Betientene fra Vesterbro stimlede til for at beundre Klangen. Værten gav en Flaske Vin, og saa kom Politiet ind til ham og saa Nattegjæsterne. Da Værten ikke kunde opgive Navnene paa Sangerne, som han ikke har seet siden deres Debut i den sildige Midnatstime, kunde han ikke undgaa den lovbefalede Advarsel mod Nattesæde.

- Sluttelig indbetalte Skuespiller Sichlau i Mindelighed 2 Rd. for Vandspild, som havde fundet Sted i hans Eiendom i Amagergade.

(Dags-Telegraphen 6. december 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret. 

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Lørdagen den 23de December.

- Endelig faldt der idag Dom i Sagen mod Ostehandler Jesper Kieldsen, som var sigtet for at have overtraadt et ham af Sundhedspolitiet givet tilhold om hans Ostehandel. Dommen lød paa, at Retten vel maatte anerkiende Sundhedspolitiets Kompetence til at give den Tiltalte et Tilhold om at indskrænke Ostelageret. men at Grosserer Kjeldsen dog vilde være at frifinde for Tiltale, da Tilholdet var givet uden bestemte Regler for, hvorledes han maatte drive sin Forretning. 

- Hos Værtshusholder Andersen i lille Torvegade gik det varmt til. Peter Svendsen, Formeren, slog i Bordet, saa Flasker og Glas klirrede, de skrøbelige Sager tumlede ned paa Gulvet, og Andersens Inventarium blev forringet i Værdi for 10 Mark. Derpaa sprang Formeren op, drak en Uven en af de gamle, nationale Skaller, saa at  Blodet stod ud af Offerets Næse og Mund, og Staklen faldt om paa Andersens Kon, som blev beskadiget paa anden Haand ved Skallen. Politiet kom til, kastede Formeren ud af Kjælderen og bragte ham paa Stationen, hvor han vovede at fornærme en Betjent ved at kalde ham "Bybud", og Resultatet af denne Strid blev for Formeren to Marks Erstatning til Andersen og 2 Rd's Mulkt til Fattigkassen.

- Da Kudsk Hans Hansen fandt, at det var "uforskammet", at han skulle betale 1 Rd. for uforsvarlig Kjørsel, blev Sagen paadømt, og Hans Hansen tilpligtet at udrede 2 Rd. i Mulkt til Kommunens Kasse.

- Hans Hansen Glumsøe, som paa Amalienborg havde været i en saa blodig Bataille med 2 Venner, at Vagten forskrækket styrtede ud og anholdt ham, slap med en Advarsel, da der intet Gadeopløb havde fundet Sted.

- En Sag mod Arbejdsmand Lars Christoffersen, som var sigtet for at have slaaet en Mand i Regnegade med en Ølflaske, udsattes indtil videre.

- Ligeledes udsattes en Helligbrødesag mod Murmester Fussings Murpolerer, som havde ladet Arbeide udføre om Søndagen paa Fabriken Rabeshave.

- - -

(Dags-Telegraphen 24. december 1865)

Lygteglas. (Efterskrift til Politivenen)

For at afbøde det Savn, som føles paa engelsk Lygtehorn, tilbyder Hr. Irgens at krumme Glas saaledes, at de kunne bruges til Lygteruder, og ere da langt bedre end hine af Horn. Hans Priis er 10 til 12 Rd. naar de bestilles hundredevis og 10 til 12 Sk stykket i dusinvis. Foruden den udmærkelse Hr. Irgens har nydt af Landhuusholdningsselskabet for sin Kyndighed i at bøje Glas, behøver man blot at gaae forbi hans Bod paa store Kiøbmagergade og betragte sammes Vinduer, for at overbevise sig om, at han besidder den Kunst han anmælder.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. december 1809.

Kjøbenhavns Bombardement 1807. (Eftereskrift til Politivennen)

Muurmester Schabers Gaard paa lille Kjøbmagergaden, som aldeles blev lagt i Aske under Bombardementet, kan betragtes som een af de ulykkeligste blandt de afbrændte Bygninger. Ikke en eneste af Husets Beboere fik noget af sin Eiendom reddet, og Hr. Schaber selv mistede en anseelig Samling Malerier og Konstsager.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 102, 3 October 1807)

Paa Amalienborg, hvor de kongelige Palæer ere, skal kun være falden een Bombe; men den dræbte Generaladjutant Lindholms eneste Barn.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. september 1807)

Under Bombardementet har man havt Prøver paa Aandsnærværelse og Uforsagthed, hvoraf ikke faa fortjene offentlig Bekjendtgjørelse. Blandt andre er følgende især mærkelig: Medens Oversprøjtemester Damborg var 8 Dage paa Vagt i Citadellet, forskaanedes hans Huus i lille Larsbjørnsstræde for Bomber. Men uagtet dette Huus havde 22 Beboere, var dog ikke en eneste af dem tilstede, for i paakommende Ildebrandstilfælde at kunne hjelpe at slukke. Endog hans Drenge, som han havde bedet om at blive ved Huset, vare gaaede ned i Kjelderen, hvor 30 Mennesker vare samlede. Den tredie Nat kom en Bombe og slog Gavlen og qvisten af Huset itu, hvorved Gangen blev spærret. Damborgs uforsagte Kone, som forgjeves havde anmodet Folk om at staae hende bi, arbeidede sig nu igjennem den trange og af søndersplittede Bræder spærrede Vei med en Spand Vand i Haanden, og slukkede Bomben, som netop var sprrungen og havde tændt Ild i en Seng. Nu løb hun ned for hurtigt at faae nogle Folk til Hjelp, og var saa lykkelig at træffe en brav Mand, som ilede med hende op paa Loftet, men i det samme de kom derop sprang atter en Bombe. Dog, det skrækkede hende ikke; hun slukkede ligesaa uforsagt denne som den forrige Bombe.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 1, 14 October 1807)

(Red.:Vejviseren angiver en snedker, R. P. Damborg, lille Larsbjørnstræde 181 (i dag Lars Bjørnsstræde 19. Huset er fra 1797)

Bestyreren for Døvstummes Institut i Kjøbenhavn har under 26de f. M. indberettet, at han, efterat have saa meget som mueligt betrygget eet af Skoleværelserne mod Bomber, opholdt sig tillligemed alle Instituttets Elever, under den første Nat af Bombardementet i dette Værelse. Bomberne regnede fra Begyndelsen af i Gaden, saavelsom i Stiftelsens Hauge som i Nabohuse. Imellem Kl. 1 og 2 kom en Bombe ned i hans Etage, gik igjennem hans Chatoul og sprang, i det den passerede ned i Skoleværelset, hvor de alle opholdt sig og Bestyreren blev saaret. Da Bomben tændte overalt, maatte han med sin Familie og eleverne forlade Huset, af hvis Vinduer Ilden nu stod ud, men som ved Brandfolkenes Hjelp blev slukket inden ½ Time. Den anden Nat var han med Børnene paa Christianshavn. Men allerede den første Nat var der kommen saadan en Skræk i Børnene, at de zittrede hver Gang de saae en Bombe springe i Luften. Han tog derefter til Amager med dem, hvor han forblev i 12 Dage, indtil Værelserne i Institutet bleve satte nogenlunde istand igjen. Den 17de f. M. begyndte Undervisningen igjen, efterat have været standset fra midt i August.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 2, 17 October 1807)

Den i Provstegaardens Kjelder brændte store og sttærke Jern-Stiftskiste vedkom allene Stiftsprovstiet og indeholdt mange af dets Protokoller og Documenter. Dog bleve dette Embedes betydeligste Pengepapirer og enkelte af dets Protokoller reddede i en brandfri Kjelder paa Nørregade ved Hr. Conferetsraad Holtermans Godhed. Stiftsarkivet, som ogsaa i gamle Dage kaldtes Stiftskisten, og findes hos Biskoppen, er i Behold. 

(Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)

Iblandt flere partikulaire Efterretninger læses i Provindsialaviser ogsaa af et Fruentimmer fra Kjøbenhavn en beskuelig Beskrivelse af Tilstanden i den ulykkelige Stad, under Bombardementet. "Hvilke skrækkelige Dage vi have oplevet - hedder det - mangler jeg Ord til at udtrykke, og kan Ingen, uden den, som har været nærværende, gjøre sig noget rigtigt Begreb om. I nyere Tid haves vel ei heller noget Exempel paa, at en Stad har lidt saa meget ved et 4 Dages Bombardement, som denne, fordi man ved Fienden Overlegenhed, Trods al Garnisonens og det brave Jægerkorps's Anstrængelse, ikke havde kundet forhindre, at jo Fienden opkastede sine Forskandsninger tæt uden for Staden, hans Bomber kunde altsaa bestride hele Staden og lovede ham uden stort Tab fra sin Side en vis Seier. Resten er blot bekjendte Begivenheder. Til Slutning maler Forfattersken, hvorledes hun ved Bombernes Skin, som oplyste Mørket, forlod med sit spæde Barn paa Armen, sin Mand og Ammen Huset. "Døden var for og bag og paa alle Sider af os. Ikke langt fra Slotspladsen slaaer en Bombe ned. Skildvagten raaber til os, at vi skulde kaste os ned paa Jorden, ellers bleve vi dræbte. Jeg trykker mit Barn tæt til mig og ventede saaledes paa den kommende Død. Men S..... trækker os over paa den anden Side af Gaden; Bomben falder 10 Skridt fra os i Sidegaden ved Billes Palats, som beskyttede os for de omspringende Stykker" o.s.v.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)

Gråbrødretorv, med Ulfeldts skamstøtte til højre og tårnene fra Frue Kirke og Sankt Petri kirke bagest. (Det kongelige Bibliotek).

Næst Frue Kirke har ingen Kirke liidt mere ved Bombardementet end St. Petri. Den ødelæggelse, som indvendig er anrettet, overgaaer al Forestilling. Hele Alteret, endeel af Orgelværket og mange af Stolene ere aldeles sønderslåaaede. Bomberne ere gaaede lige ned i de dybeste Hvælvinger, og have sønderslaaet Ligkisterne. Igjennem de splittede Kister kan man endog see Ligene. Blandt Gravmælerne i Capellet have de Schulinske og Fiedlerske liidt meest. Et kostbart Malerie af Krok, forestillende Christi Opstandelse, som Menigheden har været budet 1000 Rdlr. for, og Altertavlen af samme Mester, ere aldeles sønderrevne. Man regner, at der ialt er faldet over 500 Bomber, foruden Brandraquetter etc. ned i denne Kirke, som maa have været en bestemt Sigtepunkt for Fienden. I Capelhvelvingerne ligge mangfoldige Bomber og Kugler af hvert Slags. Alting ligger forstyrret imellem hinanden. Anmelderen stødte med Foden paa den berømte Jomfru Bihls Ligplade, der formodentlig er bleven kastet i Veiret, da en Bombe faldt ned i Capellet og sønderslog hendes Ligkiste. Det besynderligste er, at denne Kirke, trods denne Bomberegn, dog blev sparet for Luerne; vel opkom der Ild indvendig, men den blev strax slukket igjen. Der er kun svag Udsigt til at denne gamle og i mange Henseender smykke Bygning kan blive istandsat igjen. Man har beregnet, at dens Istandsættelse vilde koste imellem 30 og 40,000 Rdlr. Desuden er ogsaa St. Petri og Thyms Pleiehuus i Larsleistræde afbrændt. Lemmerne have nu faaet Plads i det Peltiske Hospital, som lykkeligviis undgik Ødelæggelse. - Paa Kirkegaarden er der ligeledes faldet en Mængde Bomber og Kugler, som deels have sønderslaaet Ligstene, deels boret sig ned i Jorden.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 8, 7 November, 1807)

Een af de offentlige Bygninger, som baade i den store Ildebrand og under Bombardementet har undgaaet den truende Fare, at blive ødelagt, er det Kongelige Skuespilhuus. Endskjønt Bomberne regnede ned i Gjethuset, faldt der dog kun et eneste Bombestykke i Theaterbygningen, og foraarsagede ingen synderlig Skade.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 8, 7 November, 1807)

I det forrige dramatiske Selskabs Værelser i store Kongensgade have Bomberne især anrettet stor Ødelæggelse. I alt faldt der 18 Bomber, af hvilke een faldt i et Værelse, hvor ti Mennesker befandt sig, uden dog at tilføie nogen af dem nogen Skade. Det er nu anden Gang, at dette Selskab har maattet friste en saa haard Skjebne. I den store Ildebrand 1795 bleve deres Værelser i Frederiksberggaden ødelagte. Det er nu opløst, efterat det i en Række af 25 Aar har havt første Rang blandt alle Hovedstadens dramatiske Selskaber, og leveret den Kongelige Skueplads adskillige gode Subjecter.

H. H. Prinds Christian og Gemalinde er ankommen i Gaar til Kjøbenhavn. Hs. Hds. Palais er bleven istandsat. En svær Bombe var faldet i Hovedgangen, og anrettet betydelig Skade. En anden, som var faldet i Bibliotheket, havde kastet adskillige Hylder omkuld og beskadiget endeel Bøger.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 10, 14 November, 1807)

Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

(Tredje skrivelse.)

(Indsendt)

Vel parfumeret og omskabt til en gentil københavner træder du ud af hr. Ebbesens frisørstue og vi begiver os nu på en vandring op ad Købmagergade og Vimmelskaftet hvor jeg da min vejvisning vist nok trætter dig, nu vil så kort som muligt udpege dig de vigtigste mærkværdigste udsalgssteder på denne tur. De første silke- og klædehandlere på Store Købmagergade er de herrer Westrup, Collin, Kirkegaards efterfølger Hvalsøe, Flensborg, Melbye, Gammeltoft og flere. Deres butikker kan tåle sammenligning med de skønneste på Østergade. Her viser jeg dig den skandinaviske boghandel der drives af en virksom svensker, hr. Jæger. At den svenske litteraturs frembringelser kan finde afsætning i København, hører til tidernes tegn. Du må vide at de fleste danske sværmer for en åndelig forening mellem de tre nordiske nationer. Jeg selv hører til dette parti og derfor er følgende linjer af H. C. Andersen ligesom taget ud af mit indre:

Vi er et folk, vi kaldes skandinaver,
I trende riger er vor hjemstavn delt
Men mellem nutids store himmelgaver
er den: vort hjerte vokser til et helt!
Lad være glemt, hvis os en uret skete!
Tidsånden, som en lutret Margarethe,
foreninger os, den trefoldig kraft forlener.
Selv sproget os forener.
På fjeld, i skov og ved det matblå hav,
Jeg jubler højt: Jeg er en skandinav!

Der ser du isenkræmmer Dohlers smukke butik. En af vores mindre købstæders beboere har intet begreb om de skønne sager her er udstillet. Når du bosætter dig her i København, vil du jo være løjtnant ved borgerskabet, her hos guldtrækker Cohens efterfølger kan du få epauletter og skærf som hænger der i vinduet. Stop lidt, vi vil gå op i naboens, hr. juveler Peines smukke velassorterede guldtøjsudsalg. Din kone holder meget af guldsmykker, og det gør da i grunden alle kvinder, her må du derfor købe en armbracelet eller broche med moderne udskærme stene til hende. Arbejdet er skønt og solidt, og butikkens ejer en yderst forekommende mand.

Udsalg af Galanteri-og Isenkramvare.Formedelst Ophævelse af Handelen efter afgange Isenkræmmer Dohler udsælges Resten af Lagerret til særdeles billige Priser. Endnu forefindes mange smukke og nyttige Gjenstande og deriblandt en Deel passende til Foræringer.

Isenkræmmer Dohler optrådte i aviserne i forbindelse med afvikling af konkursforretninger. Den 25. februar 1854 fremgik det imidlertid af Berlingske Tidende at han var afgået ved døden og hans isenkræmmerbutik sat til salg.

Vi drejer nu om hjørnet af Amagertorv, hvor vi straks støder på to butikker hvis vinduer begynder lige nede ved jorden, og er næsten seks alen høje. Ruderne er mere end en alen i længden. Udenfor den ene butik, en modehandlers, vil du altid se en hel mængde damer stå og betragte de skønne pariserhatte. Mange koner føler sig ulykkelig fordi hendes mand ikke kan forære hende en sådan. Hos hr. Volquartz finder du udhængt de prægtigste gulv-, bord- og sengetæpper som findes i København. 

I Gaarden paa Amagertorv Nr. 2, 2den Sal bliver til Octoberflyttetid tilleie: 5 Værelser, Kjökken og Brændekjælder hos C. H. Volquartz.

Volquartz udlejede også værelser, inklusiv køkken og brændekælder! Som det fremgår af Adresseavisen, 22. juni 1848. 

Det er nok på tide at spise frokost. Vi står her som et æsel mellem to bunker hø. Her på den ene side ligger nr. 4, hr. Madsens beværtningssted hvor man får ypperlige kolde spiser og der lige overfor på den anden side af torvet er Richards restauration hvor man får udmærket varme ditto. Man siger at den berømte Æder Kofs har for en del lagt grunden til denne restauratørs velstand. Han frister nemlig her hver middag og aften to portioner af alle de retter som fandtes på spisesedlen om også disse udgjorde mere end en snes. Vi foretrækker en varm for en kold frokost, og begiver os derpå videre på vores mønstring. 

Vi gør et sving herind i Valkendorfsgade, hvor jeg vil vise dig et hus der er malet i antik eller pompeiansk smag. Man kan sige det er malet i en ædel stil, ikke denne overlæsning af brogede, barokmalede zirater som findes ved flere huse her i byen iblandt hvilke et vist meget bekendt hus i Springgade i særdeleshed udmærker sig. Formodentlig for at tilkendegive at dets indre også er udmærket. Dette her tilhører jernstøber Lunde, en driftig mand der besiddende sine medborgeres tillig og agtelse tillige er borgerrepræsentant og stænderdeputeret. Et skønnere udsalgssted af ovne og støbegods har du vist aldrig set på dine rejser i udlandet. Om aftenen ved belysning skal du se det for at få et begreb om dets udseende. 

"Vi gør et sving herind i Valkendorfsgade, hvor jeg vil vise dig et hus der er malet i antik eller pompeiansk smag." (Adresseangivelsen kan være forkert. Lunde holdt formentlig til i nutidens Niels Hemmingsens Gade 3, der blev bygget 1785 for skibskaptajn Andreas Hammer og ombygget før 1810. Det passer i hvert fald på beskrivelsen. Eget foto 2016)

Efter denne lille afstikker fortsætter vi vores vandring op ad Amagertorv og Vimmelskaftet. Her ser du hofkunstdrejer Bangs og urmager Petersens skønne butikker. Der  bor en hel række marskandisere. Mens det er forment den fattige håndværker at drive sin lærte profession for han ikke er eller an blive mester, finder du hos disse fremstillet snedkerens, stolemagerens, guldsmedens, kobbersmedes, kort sagt utallige håndværkeres produktioner og størstedelen nyt. Må ikke den fattige håndværker harmes fordi det tillades marskandiserne for det mest forhenværende bønderkarle, at sælge det som er hans hænders arbejde, og som det er forment ham efter en række af sure læreår. Finder man sådanne kontraster i udlandet, gode ven? Jeg tror det ikke. Her er en vid mark for reflektioner. Da man imidlertid kan håbe at Ussing med sit gode sværd vil bringe laugssagen i orden, vil jeg ikke opholde mig videre ved denne genstand. 

Skomager Bang, Vimmelskaftet 137, udsælger formedelst Boutikarrangement endeel smukt og solid Dame og Herrearbeide til nedsatt Priser.

Annonce for skomager Bang i Adresseavisen 28. marts 1845.

Havde jeg ikke rekommanderet dig hofskomager Trane, ville jeg have anbefalet dig skomagermester Bang der midt i Vimmelskaftet. Røde Saffians mandstøvler, parriser damesko står indbydende i vinduet. Ser du lygten med det røde glad udenfor hans nabo, konditor Nissen. Om aftenen når det er antændt, ligner den set fra Amagertorv Skagens fyr. Sådanne ting må der nu til for at trække søgning. 

Der oppe til højre i den halv røde, halv gule gård bor Hjorth, stadens første nålemager , det vil sige hvad formue angår. Anse ikke mere en knappenål for en bagatel, du har her et bevis for hvad mængden af dem giver af sig. I forbigående viser jeg dig her konditor Kromayers butik. Faderen som du kendte, lagde ved sin gode og billige varer grunden til sin og sønnens velstand. Hos juveler Niedlich er alt nydeligt, i særdeleshed den skønne blomstervase i vinduet. Hos vinhandler Hagen der nylig har etableret sig på hjørnet af Nytorv vil vi gå ind. Der  får man et glas vin der står ved siden af Waagepetersens. I særdeleshed er madeiraen udmærket. I denne kulde kan den opvarme blodet. Herfra har vi udsigt til den bolig hvorover der står: For almen sikkerhed, nemlig slutteriet. Mange købmænd ha her tilbragt hele år fordi han har spillet stormand i sin tid.

Politivennen nr. 1470. Fredagen, den 1 Marts 1844. Side 129-134).

Redacteurens Anmærkning.

Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

Henvisningen om en artikel til Dannevirke er denne:

- (Fra s. Haand.) "Politivennen" vil vide som sikkert, at Negerne paa Havannah rulle Cigarerne paa deres bare Laar, og bemærker derhos, til behagelig Efterretning for de Herrer Cigarrygere, at disse Negere gjerne have slemme Hudsygdomme. Hvorvidt nu denne Efterretning er sand eller ei, maa vi lade "Politivennen" være ansvarlig for; men vi ville gjerne troe, at Cigarrulningen ikke bliver dreven paa den appetitligste Maade. Kunde ellers denne Efterretning bidrage Noget til at formindske Røgningen af Cigarer, saa havde den stiftet megen Gavn; thi den Sum, der nu for Tiden dampes op i Cigarer om Aaret, maa være ganske forbavsende. Bønderne ere ogsaa komne med, og man møder næsten ikke en Bondedreng paa Kjøbenhavns Gader, uden at han har sin Cigar i Munden. 

Nyt Leiebibliothek.

Hr. boghandler Nielsen på Store Købmagergade nr. 50 har i disse dage åbnet et lejebibliotek bestående af danske og tyske bøger af de for tiden mest yndede forfattere. Bøgerne er alle nye og propert indbundne, hvilket meget sjældent er tilfældet på lejebiblioteker. Med hensyn hertil og når samlingen der vel nu kun er lille, efterhånden forøges med ny udkommende læseværdige skrifter, vil det undskyldes at den månedlige leje af bøgerne er 1 rigsbankmark større end i de gamle lejebiblioteker.

(Politivennen nr. 1254, Løverdagen, den 11te Januar 1840. Side 32) 

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge vejviseren er Store Købmagergade 50 nutidens Købmagergade 43.

Claus Anton Kølle (1827-1872): Folkeliv i Købmagergade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En skammelig Lapsestreg af tre velklædte Personer.

En aldrende enke der bor her i byen, havde af sin familie fået en billet til forestillingen på Det Kongelige Teater fredag den 19. december. Hun blev ledsaget derhen af sin voksne søn, der lovede at afhente hende, når forestillingen var forbi. Men da han rettede sig efter det klokkeslæt der var anført på plakaten, og stykket var fordi længe før den angivne tid, kom han for sent, hvorfor moderen måtte gå ene hjem. På Østergade blev hun opmærksom på at tre velklædte mandspersoner omringede et fruentimmer som de brødes med og fratog en paraply. Men hun fortsatte roligt sin vej op gennem Købmagergade. Men på hjørnet af denne gade og Silkegade kom disse tre personer hen til hende og uden at tale et ord slog den ene, en meget høj person, sin arm om halsen på hende således at hans hånd holdt for hendes mund så hun hverken kunne tale eller råbe om hjælp, og i denne stilling trak han hende langs gaden til henimod Kronprinsensgade hvor han, ked af denne fortræffelige spas, slap hende og gav hende et skub så hun faldt i rendestenen. 

Da man ikke kender disse tre personer, vil man dog gennem dette blad lade dem, og især angriberne, vide at følgen af denne smukke handling har været at nævnte gamle enke i 4 dage har måttet holde sengen og endnu ikke helt har forvundet den skræk hun blev indjaget eller de læsioner som blev tilføjet hende ved faldet. Den dag da nævnte ugerning blev begået, har i almanakken navnet "Nemesis". Man vil ikke ønske at denne gudinde efter sin bekendte retfærdighed vil hjemsøge disse herrer efter fortjeneste, men ved denne bemærkning bringe dem til eftertanke at de for eftertiden lader sådanne utidige lapsestreger fare, der ofte kan have de sørgeligste følger især når de i deres letsindighed traf på et frugtsommeligt fruentimmer.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 900-902)  

"På hjørnet af Købmagergade og Silkegade kom tre personer hen til hende og uden at tale et ord slog den ene sin arm om halsen på hende." (Købmagergade. Silkegade går ind til venstre under det nærmeste røde hjerte, mens Kronprinsensgade går ind til venstre foran det røde hus i venstre side. Eget foto, 2015.)

Knald og Skræk paa Kjøbmagergade.

Da det 2. livregiment onsdag aften marcherede ind fra præsentationen på Fælleden, hørte man et geværskud på Købmagergade og et ditto i Løvstræde, hvorved mange i nærheden blev forskrækket. Så vidt vides har det altid været skik og brug hos de militære at afskyde ladningen af deres våben på øvelsespladsen og ikke bringe disse ladte ind i staden, hvorved der let kan afstedkomme skade. At denne gode gamle skik blev opretholdt ville vist nok være ønskeligt, om end endog ikke hidrørte fra nogen parolebefaling, hvorom anmelderen er uvidende. 

Men at skikken er gammel, tror han at finde et bevis på i følgende anekdote. "Ved slutningen af en manøvre og før indmarchen fandtes i batterierne nogle ladte kanoner som ikke kunne affyres under manøvren. Den kommanderende kaptajn henvendte sig derfor til den øverstbefalende med spørgsmålet om han måtte lade de ladte kanoner blive affyret. Men svaret blev Nej! Kaptajnen tav, men da han efter et øjebliks ophold gentog sin anmodning og tilføjede at det altid havde været skik at de ladte, men under manøvren ikke affyrede kanoner før indmarchen blev afskudt, fordi ladningens udtagelse siden forårsagede mere ulejlighed end krudtet der af fugtighed og slam var ødelagt, turde være værd, svarede befalingsmanden: "Ja, so machen Sie es, nur aber so leise als möglich!"

(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 677-678)  

Efterlysning.

Natten mellem den 25. og 26. juli har to niddinger borttaget mit skilt med ruller. Ved forsøget på at anholde dem, undkom de og tilbagelod skiltet på en rolle nær der bortranedes. Så vidt det kunne skønnes af personernes klædedragt er gerningen formodentlig foretaget af kådhed og ondskab.

Da det imidlertid er magtpåliggende for borger- og ejendomssikkerheden at få sådanne niddinger opdaget til undgældelse, så anmoder jeg herved enhver der kan give nogen som helst til opdagelse ledende oplysning, om at henvende sig til mig.

B. Løbelthon.
Tobaksfabrikant.
Købmagergade nr. 50.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 536)

Jehus Fart paa Kjøbmagergade.

I forrige uge kom en karet farende gennem Købmagergade i fuld fart, så at kusken uden at ænse fodgængerne, kørte på en af Trinitatis Sogns præster der skred over gaden for at gå i embedsforretning. Hans velærværdighed der faldt om på gaden, fik foruden et slemt stød, sin embedsdragt således tilsølet at han måtte ty ind til en familie i nabolaget hvorfra han fik sendt bud hjem efter andre klæder. Kusken greb till det sædvanlige middel, nemlig at køre endnu stærkere for at komme ud af syne, mens de to herrer som sad i vognen, og hvoraf den ene var en læge, viste sig så ligegyldige ved det skete at de ikke lod holde, for at erfare om ulykke var sket. Man kan i denne anledning ikke undlade at fremsætte det ønske der før i dette blad har været ytret at kareter, wienervogne osv. måtte forsynes med nummer og ejerens navn på bagsiden for at disse endog i flugten kunne kendes.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 874-875)

Farlige Glidebaner paa Store Kjøbmagergades Fortouge.

Hvor uforskammede de københavnske gadedrenge er, beviser til fulde det at de har oprettet glidebaner adskillige steder langs på fortovene på Store Købmagergade som dog er en af Stadens hovedgader. Dette er i særdeleshed tilfældet udenfor Regensen, hvor fortovet består af flere glidebaner. Men lige så meget man må forundre sig over denne drengenes hardiesse, lige så meget må man forundre sig over at dette fortov som næsten ikke er at passere, og disse Glidebaner der allerede have eksisteret næsten i mere end tre uger, ikke er blevet hugget op.

Da dette fortov er meget farligt for fodgængere om dagen, for ikke at tale om aften, og da der ingen time går uden at jo nogen falder på det, så anmoder man de ansvarlige om at det må hugges op.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 93)

De omtalte glidebaner må have været nogenlunde her. Regensen til højre, og Rundetårn til venstre. Købmagergade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Nyanlagte Møddinger paa store Kjøbmagergades Fortouge.

Det er underligt at folk som af politianordningerne er blevet pålagt at holde fortovene rene og som man om morgenen virkelig også ser bortfejer al urenlighed, endog den nyfaldne, fine hvide sne, at disse folk, siger jeg, kan bilde sig ind at det på nogen måde kan være tilladt på de samme fortove at udbære og henlægge den mest urenlige af al urenlighed, den hvoraf al anden låner sit kraftigste navn - gødning fra kreaturer. Og dog ser man hyppigt på Købmagergade og formodentlig også på mange andre gader at rendestensbrædderne er valgt til møddingesteder. 

I landsbyer (hvor NB en stor mødding er den bedste skat) har møddingen rigtig nok som oftest sin plads ud mod gaden. Men her i staden vil det dog vel næppe tåles. Især er de små møgbunker som ligger tværs over fortovene, meget farlige for fodgængerne der ikke har så megen dansemesterraskhed at de ved et par kunstfærdige bukkespring - som for resten er komiske nok at se på når der ikke sker skade - kan genvinde den balance de har tabt, ved at snuble over det uformodede anstød. Når disse bunker er hvide af sne, kan de ikke ses i tusmørke og ved lygteskinnet, selvom endog temmelig gode øjne ser sig for. Og når det falder i tø, kommer man på sådanne steder til at vade i en møddingepøl.

Man kan vist nok håbe at vores årvågne politi vil sørge for at afskaffe denne uskik.

(Politivennen nr. 731, Løverdagen den 2den Januar 1830, s. 4-5)

Købmagergade. Hvor der åbenbart var mange møddinger. Bemærk udtrykket "dansemesterraskhed", et selvkonstrueret, men også selvinstruerende ord. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Den franske Svineslagter.

På Købmagergade i hr. Cassadabans gård har en franskmand åbnet et udsalg af svinekød der tidrager sig mængdens opmærksomhed i høj grad. Daglig ser man en del drenge og pøbel gennem vinduerne betragte hvorledes danske svin kan tilberedes og sælges på fransk måde. Denne sammenstimlen der endog har forårsaget et par ruder indtrykning, kunne man ønske adspredt, ti dels også for at give plads for dem af vore slagtere der vil se hvor propert og renligt fødevarer her, ligesom på fremmede stæder, behandles og derefter muligvis følge et så prisværdigt eksempel.

(Politivennen nr. 637, Løverdagen den 15de Marts 1828, s.183-184).

Uventet Fornærmelse paa Kjøbmagergade.

Torsdag den 17. januar dette år da indsenderens datter ville gå hjem, efter at have været til religionsoverhøring, faldt hendes vej over Købmagergade hvor et ungt, velklædt menneske af skadefryd tog fingrene ind i hendes filees tørklæde som hun havde for ansigtet for at værne lidt mod den barske kulde, og rev det itu. Efter at dette var sket, vedblev han endog at udstøde forhånelse imod barnet som måske kunne udarte til skældsord dersom ikke en mand af bedre tænkemåde der følte det slette i sådanne handlinger, havde advaret ham derom.

Indsenderen har ved denne bekendtgørelse blot til hensigt at advare dette unge menneske om for fremtiden at vogte sig for sådanne pøbelagtigheder da han ellers kunne påregne sig mærkbare ubehageligheder.

(Politivennen nr. 630, Løverdagen den 26de Januar 1828, s.54-55).

Forslag til den Maade, hvorpaa de saa smalle Gader, der endnu ere til her i Staden, ere at udvide overeensstemmende med den i Rescriptet af 26de April 1754 tilkjendegivne Hensigt.

Reskript til Københavns Magistrat af 26. april 1754 har en forestilling om at der fandtes en del stræder der var så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand. På grund af det indstillede den om det ikke måtte være den tilladt, ligesom det allerede var sket med nogle steder i så smalle stræder hvor husene er indrykkede og i overensstemmelse med forordning af 27. februar 1683, 8. post, der befaler daværende magistrat med matematiker og stadsbygmesteren at efterse de smalle gader og stræder i staden og derefter indgive betænkning og forslag om og hvorvidt samme enten aldeles skal afskaffes eller udvides - efterhånden som nogen melder sig for at nedrive de gamle huse og igen opbygge nye, i de nævnte gader. Blandt disse befinder sig endnu især Peder Madsens Gang, Kristen Bernikowsstræde, Halmstræde og Gåsegade. 

 "Der findes en del stræder der er så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand". (Man kan få et indtryk af hvor smalle disse stræder var i Pistolstræde, som også er omtalt i artiklen. Eget foto, 2015)

Ydermere at fastsætte hvor meget af grunden der skulle udlægges til gade mod at grundens ejer fik rimelig betaling for det som han mistede, efter uvildige mænds taksering, således at alle sådanne gader og stræder med tiden kunne blive udvidet og passable. Det blev vedtaget så at det blev magistraten tilladt efterhånden som nogen melder sig at nedrive de gamle huse og igen at opbygge nye i de omtalte gader og stræder, at fastsætte hvor meget af grunden til gadens udvidelse skal udlægges, imod at grundens ejer som før nævnt nyder betaling for det som mistes efter uvildige mænds taksering.

Denne vigtige forordning der efter dens formål bør betragtes som mere end blot en tilladende lov, synes i denne tid at være helt tilsidesat.

Vel frembyder måske ingen i de omtalte smalle gader og stræder, til hvilke kan regnes Integade, Pistolstræde og Prammandens Gang sig til at nedrive gamle huse, for igen at opbygge nye. Og et sådant foretagende ville heller ikke føde andet end tab af sig, hvor der ikke som på hjørnet af Store Købmagergade og Amagertorv - på hvilket sted der i år (dog ikke for indryknings skyld) er rejst en ligeså smuk som stærk bygning i stedet for den hytte som stod der før - beliggenheden med tiden kan tilbagegive bekostningen.

Men på det seneste er der ved auktion solgt flere ejendomme i Peder Madsens Gang, hvori blandt for nyligt nr. 283 og 293, den første på hjørnet af Store Grønnegade, og ligeledes en på hjørnet af Integade og Østergade.

Spørgsmålet bliver derfor om ikke de ansvarlige, nemlig enten stadens magistrat eller kommissionen for gadernes udvidelse, ved egne eller hjælp af andre midler burde købe sådanne ejendomme når til udbydes til salg.

Denne måde at blive ejer eller besidder af alle en gades bygninger er den eneste der er for hånden når ingen melder sig til at nedrive og ingen ildebrand indtræffer. Og den er så meget mere anbefalelsesværdig som fast ejendomme i særdeleshed i smalle gader for tiden ikke er i nogen høj pris, men derimod forrenter sig godt. Efter at en således købt ejendom i nogle år var blevet bortlejet, kunne den sælges enten til nedbrydning og indrykning, i hvilket tilfælde endog den tilsagte erstatning for indrykningen blev, om den ikke helt blev sparet på det mest nøjagtige bestemt eller hvor grunden var af for lille dybde til at indrykning kunne finde sted, til aldeles fjernelse, hvorefter ejeren af den inden for værende grund eller bygning kunne enten mod at betale for det eller uden det, få adgang til at bygge forside til den således udvidede gade efter den linje som var afstukket.

Spørgsmålet er således formentligt at besvare bekræftende, fordi formålet med efterhånden at udvide de farlige, usunde smalle gader derved opnåedes. Og man tager sig derfor den frihed herved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på denne vigtige genstand.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10007-10011)

Redacteurens Anmærkning

Der skulle gå mange årtier før skribentens ønsker blev opfyldt. Nogle gange blev helt nedlagt og enten bebygget eller udvidet så meget at de blev til nye gader. Det gælder Peder Madsens Gang som blev bortsaneret i 1870'erne, Prammandens Gang i 1874, Integade foran magasin i ca. 1930, og Halmstræde blev i 1894 en del af Nikolaj Plads (fra Vingårdsstræde til Østergade). Andre gader bestod, men blev stærkt udvidet. Det gælder Kristen Bernikowsstræde og Gåsegade.Kun en enkelt gade består stadig, nemlig Pistolstræde - som altså er det eneste sted man i stærkt moderniseret form kan få et indtryk af boligforholdene i Københavns daværende slumkvarterer.

Et Par Ord om Gavers Anvendelse.

I en gård i Købmagergadekvarteret er der gennem lang tid ofte i et vindue ved trappen lagt en del skåret rugbrød, hvoriblandt der er stykker med smør og ost på, hvedebrødsstumper etc. Sidste lørdag den 14. i denne måned blev der fundet en halv snes skårne smørrebrød med forskellige slags ost på, indsvøbt i flere stykker papir og henlagt i nævnte vindue. Og søndagen derefter fandtes der atter en hel del skårne rugbrødsstykker blandet med smørrebrød af samme beskaffenhed med ovennævnte.

Formodentlig er det en eller anden tigger der på denne uværdige måde skiller sig ved velmenende menneskers gave, som han foragter når denne ikke består af penge. Og skønt det ikke endnu er lykkedes indsenderen at opdage hvem det er, der således hele tiden tømmer sin tiggerpose i hans vindue, har han dog formodning om at det er en kælling han engang fandt siddende i nævnte vindue. Her ragede hun i sit forklæde mellem forskellige fødevarer, hvoriblandt kogt fisk, hvis ben mm. hun kastede omkring sig. Indsenderens nærværelse hindrede hende formodentligt den gang fra at udtømme sit forråd i hans vindue. Imidlertid vidnede hendes udseende og hele adfærd om at hun elskede brændevin højere end brød.

"Oprørende er det at se den hån hvormed de kan foragte sådanne guds og menneskenes gaver som af mange husarme, og virkelig trængende ville modtages med tak og velsignelse".(Siddende tigger med hund, Christoffer Wilhelm Eckersberg. Statens Museum for Kunst).  

Hensigten med denne bekendtgørelse er at henlede godgørende menneskers opmærksomhed på de personer, de gør til genstand for deres velgørenhed. For den er meget ofte dårlig anvendt på frække omløbende tryglere, og oprørende er det at se den hån hvormed de kan foragte sådanne guds og menneskenes gaver som af mange husarme, og virkelig trængende ville modtages med tak og velsignelse. Indsenderen heraf erklærer at han for sin del ikke skal klage over mangel, så længe forsynet skænker ham så meget han behøver til sig og sine af sådant brød som det efter udvortes anseelse er der så ofte findes foragtelig henslængt og trådt under fødder i hans trappegang.

Lovene fastsætter vel ingen straf for sådan fremfærd. Men at enhver med god følelse kunne ønske den revset der med fremkunstlet jammersang tiltrygler sig gode menneskers gaver, blot for hånligt at bortkaste dem, kan der vel ingen tvivl være om. Og den mildeste straf er dog vel at nægte sådanne uværdige (når man har opdaget dem, hvilket jeg tor er enhvers pligt at stræbe efter) den dem hidtil udviste godhed for at vise den mod sande trængende. Og det tror jeg man i mange, måske de fleste, tilfælde ikke bør kalde den omløbende tigger hvis trang man med temmelig sikkerhed kan antage at stå i omvendt forhold til hans påtrængenhed.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9719-9721)

Uordener.

1) Da Købmagergade for et par år siden blev brolagt på ny, så man rendestensbrædter over rendestenen uden for hver port hvortil var indkørsel, såvel som til enhver dør hvortil der var indgang. Men nu mangler der adskillige rendestensbrædter, især på Lille Købmagergade hvor de især er nødvendige for fodgængere der undertiden må retirere for de mange bøndervogne der kører til og fra Kultorvet. Manglen af et sådant bræt er især mærkbart udenfor nr. 85 hvor man ofte har set vogne køre ned i rendestenen og indjage fodgængerne på fortorvet skræk ved vognenes vælten at blive skamslåede.

2) Nu er atter møddingebunken på grunden nr. 234 og 235 på Nørregade steget til betydelig størrelse, så at den hvis den længere skal blive liggende, vil være til megen ubehagelighed for d ei nærheden boende. Det var at ønske at ejeren i denne henseende ville tænke på sin næste eller politiet på ham.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9501-9502)

Om Værelser for fattige Folk.

Ved Københavns brand i året 1795 brændte 1.000 huse, og allerede efter 3 års forløb var den største del af disse opbygget igen. Ved Københavns bombardement i året 1807 afbrændte ikke halvdelen af det nævnte antal, og efter 16 års forløb ligger en stor del af dem endnu som tomter. Krigen, mangel på erhverv, pengevæsenets forandring, ejendommenes lave pris, har frataget byggelysten, og det vil have lange udsigter inden vi får at se at København atter fuldkommen har rejst sig af sine ruiner.

Ved branden i 1795 ødelagdes en del bygninger der indholdt smålejligheder for fattige folk. Ved genopbygningen blev en del mindre grunde slået sammen, og der blev altså kun bygget for den velhavende og rige. For huse egentlig bygget for lav husleje således som den fattige må formodes at kunne betale, blev slet ikke opført. De få som blev bygget efter bombardementet, har også enten haft til formål at tjene store indtægter ved at indrette værelser for formuende og rige, eller for at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse. Af sidstnævnte ses flere sådanne et-etagesbygninger på Kultorvet, Lille Købmagergade, Landemærket, ved volden, i Skindergade og flere andre steder. 

"De få som blev bygget efter bombardementet, har haft til formål at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse fx i Skindergade og flere andre steder". (Skindergade 37-41 i midten af billedet efter den røde murstensbygning er eksempler på byggerier 1798-1828. Eget foto, 2015).

Sådanne bygninger kunne vel tillades at opføres straks efter foregående ildebrand, da bygningsmaterialer og arbejdsløn falder dyrere end til andre tider. Men burde næppe for altid forblive uden flere etagers tilfæstning, da de både vansirer en hovedstad, og enkelte familier således ene optager en stor del af det rum der skal deles mellem flere tusind. De bygninger som således blev opført på slotspladsen efter branden i 1795 blev, da byen nogenlunde havde rejst sig af sin aske, solgt ved offentlig auktion. Afdøde brandmajor Kirkerup købte en del, som blev opsat i Amaliegade, og udlejet til mange fattige familier der for et par år siden måtte rømme dem, da de blev solgt til det almindelige fattigvæsen.

Vel er huslejen dog ikke af frydelige grunde, faldet noget. Nogle har ved at dele deres etager som før beboedes af en familie, gjort plads for 2 eller 3 familier, men lejen for sådanne lejligheder udgør dog altid 50 rigsbankdaler og derover. Den fattige som ikke engang kan udrede det halve af denne su, hvor får han husly?

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9237-9239)

Redacteurens Anmærkning

Om skadeserstatningerne (eller mangel på samme) som følge af bombardementet, se bl.a Politivennen nr. 714, lørdag den 5. september 1829, s. 577-582: "Videre Spørgsmaal, de Qvæstedes Fond og de dertil indkomne milde Gaver betræffende." af Maren Sophie Reinbold, født Bornemann. Se endvidere indlægget i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn i Redacteurens Anmærkning her. 

Et eksempel på sådanne byggerier: Soldins Stiftelse kendes denne bygning mest som. Men oprindelig hed den Trøstens Bolig og var for mindre håndværkere. Bygningen fortsætter på Dyrkøb. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ønske til Gadecommissairerne.

Når der indtræffer en stærk regn, ser man ofte rendestenbrætterne tages af og lægges på gaden for at skaffe vandet friere løb. Men undertiden bliver disse brætter liggende længe efter at det er blevet mørkt, ja en gang imellem natten over. Og dette kan let forårsage ulempe for mennesker og kreaturer. Således var rendestensbrættet for Skindergades østre ende afskaffet under den stærke regn som faldt fredag den 24. f. m. En bonde som da det var mørkt, ikke kunne se det, ville køre ind på KØbmagergade, men blev siddende med begge forhjulene i den dybe rendesten eller kiste uden at hestene formåede at trække vognen op. Kun da flere mennesker havde forsamlet sig, lykkedes det ders forenede kræfter at lette vognen derover. I al den tid dette tod, var Købmagergade som på dette sted er smalt, aldeles spærret for al passage. Man kan derfor ikke undlade at ønske at gadekommissærerne som sådant synes nærmest at pålægge, gennemvandrer deres distrikt og påser at de afkastede brætter igen lægges på deres sted.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9203-9204)

Marschandiser Unoder.

Det var ønskeligt at enhver i sit fag ville komme autoriteterne til hjælp hvad angår ordens opretholdelse på ethvert sted og især i hovedstaden som bør være mønster for andre steder. Men desværre er dette langt fra ikke tilfældet. Så mange hoveder, så mange sind, heriblandt en stor del som ikke alene undlader at gøre det gode, men finder fornøjelse i at gøre det modsatte når de derved blot får blot det fjerneste hån om at vinde. Man ler ad orden og gode skikke, ja endog trodser og handler lige imod love og befalinger givet af regenten og øvrigheden når man finder den allermindste lejlighed til det og tror sig unddraget fra vægten af den svøbe som altid bør svinges over dem som ikke selv besidder følelse for orden og lovenes efterlevelse.

Eksempler herpå er mange. Og her vil jeg blot henvise til Adelgade, Borgergade, på lille og store Købmagergade og flere steder i hovedstaden hvor nogle af d'herrer marskandisere ikke alene vansirer de bygninger som de bor i ved at hænge alskens smudsige ting ud hvoraf man meget let kan få et godt klædemon ødelagt, men de opfylder endog fortovet med alle mulige skrammel således at disse til dels hindrer passagen.

Dersom såvel ovennævnte handlende som flere næringsdrivende der også fører samme uskik, ville vedblive at forøge samme i den grad som de i den senere tid har begyndt, så vil vist mange af hovedstadens gader få et helt underligt udseende der just ikke vil være anbefalelsesværdigt, og hele fortovene til sidst spærres for fodgængere og tjene til oplagspladser for mange slags produkter. At disse lovovertrædere muligvis undskylder sig med at de ikke kender lovenes bestemmelse, kunne man for et øjeblik låne øre til, især når lovbestemmelserne var noget gamle. Men da det som herimod er anordnet såvel ved kabinetsresolutionen af 15. oktober 1771 som plakaten af 14. februar 1810, så viseligt er gentaget ved plakaten af 22. september 1815, så gælder en sådan undskyldning intet, og så meget desto mindre som enhver er pligtig at kende og adlyde lovens bestemmelse.
 
Hertil kommer at der i alle samtlige marskandisere meddelte borgerbrev og borgerattester udtrykkeligt er anført at de ikke må udhænge deres varer uden på de huse hvor de bor, naturligvis af den gode grund for derved at forebygge den vansir og ulempe som i almindelighed afstedkommes ved det, og nu på forannævnte steder som meldt forvolder ulempe og er til betydelig vansir i en hovedstad når kun dens prydelser stemmer overens med lovene vedligeholdes.

Da anmelderen længe med væmmelse har set denne uskik der næsten hver dag synes at tiltage, så har man for at få dette onde fjernes ikke villet undlade at gælde de ansvarlige opmærksom på det.

(Politivennen nr. 440. Løverdagen den 5te Juni 1824, s. 8005-8008)

(Sidetallet springer fra 7099 til 8000, dvs. siderne 7100-7999 mangler)