Moden skifter. (Efterskrift til Politivennen)

Krinolinen har nu endelig modtaget Dødstøddet i vore høiere Selskabssale. Ved den  forrige Uge afholdte Hofsoiré viste nemlig alle de indbudte Damer sig uden dette Klædningsstykke, som saa længe har vidst at holde sig paa Modens Omraade. Derimod vare Damekjolerne forsynede med meget lange Slæb, medens de korte Kjoleliv, som nu synes at optages efter Moden i det franske Keiserdømmes første Periode, vare i høi Grad nedringede. Ligeledes viste sig hos det smukke Kjøn en svag Tendens til at lade den mere end hæslige Haarprydelse, der gaaer under Navnet Chignon, give Plads for mere eller mindre naturlige Krøller.

(Dags-Telegraphen (København) 5. februar 1867)

Chignon ("nakke") er opsat nakkehår. Den var på mode på forskellige tidspunkter, fx i tiden omkring 1760. Og som nævnt i artiklen også omkring 1860 - hertil benyttedes altid fremmed hår.

Svar paa det i Politivennen no. 165 indførte Stykke Hovedets og Pungens ønske

At bekostningen af det værktøj som barberer og hårskærere bruger, er ubetydelig er vel en sandhed, men at der gives mange andre håndværkere hvis værktøj heller ikke koster dem mere, kan let bevises, da de for en stor del kan forfærdiges af disse selv. Hvad lokalet angår, er det nødvendigt at have det bekvemt og anstændigt og følgelig må der betales undertiden dyrere end mange andres, som vel behøver større plads, men kan behjælpe dem med side- og bagværelser. Det bliver altid en fejl at forklippe håret, men dette kan ske for enhver betaling da den erlægges efter klipningen og er ubestemt. At der gives de der bestemmer prisen for denne opvartning er muligt, men i en tid af nogle og tyve år i hvilken jeg har befattet mig dermed, kan vist ingen sige at jeg har krævet en bestemt betaling, men altid været tilfreds med hvad man efter rimelighed betalte mig, og således agter jeg at vedblive. 

Pålægges det mig derimod af vedkommende at bestemme betalingen, tror jeg at det er rimeligere at tage 2 til 3 mark for at klippe et hår, end at tage 4 skilling for at aftage et skæg. For når man regner med at det sidste sker 2 til 3 gange ugentligt og det første derimod kun 4 til 6 gange årligt, så bliver hårskærernes fortjeneste næppe det halve af barberernes. Dog dersom jeg kunne være så lykkelig at få så mange af disse små sølvbække, hvormed jeg kunne fylde blot en lille å, er jeg villig til at lade mig nøje med 16 rigsbankskilling R. B. og derved vil den ulejlighed forebygges som brøken vil forårsage ved at betale i sølvmarker, hvilke kun få for øjeblikket ejer.

Som følge heraf tager jeg mig den frihed at anbefale mig til hårklipning, frisering, al salgs hårarbejde for damer og mandfolk samt med at forfærdige lokker og anden hårpynt af aftjente hår i min bopæl på hjørnet af Store og Lille Regnegade første sal. Min bestræbelse skal altid være ved reelt arbejde og rimelig behandling at vinde enhvers agtelse og tillid.

Hendr. Hoppensach
Parykmagermester og frisør

(Politivennen nr. 168, Løverdagen den 20de Marts 1819, s. 2716-2718)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er svar på Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664, som også besvaredes af en barber i Politivennen nr. 166, 6. marts 1819, s. 2702-2703.

Svar fra en Barber

Indsenderen af et stykke i nr. 165 klager over at barbererne lader sig deres arbejde betale for dyrt. Men han har undladt at anmærke at her næppe findes nogen barberstue hvor man har krævet nogen vis bestemt betaling, men at man derimod har ladet sig nøje med hvad enhver efter behag ville lægge. Rigtig nok har mængden betalt 8 til 12 skilling for at blive barberet. Men tager man blot hensyn til at en stuelejlighed som en barber jo altid må bebo, nu betales med 150 til 200 rigsbankdaler, mens før samme lejlighed kun gaves 30 til 40 rigsbankdaler, at livets fornødenheder er dyre og slet ikke står i forhold til de forbedrede penge, så vil man vel ikke finde at 6 til 8 skilling kunne være mere en passende betaling for det som indsenderen kalder et øjebliks tjeneste. En arbejder siger man er jo sin løn værd, og i denne næringsvej må man i sit ansigts sved søge at erhverve brødet der ofte er knap nok skåret. Kunne man blot opvise en eneste der ved barberkniven havde erhvervet sig over det fornødne, eller havde til overflod, da vil anmelderen intet have imod at denne næringsvej bliver den første hvis indtægter formindskes.

(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 6de Marts 1819, s. 2702-2703)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er svar på Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664. Denne artikel blev besvaret i Politivennen nr. 168, 20. marts 1819, s. 2716-2718

Hovedets og Pungens Ønske

Når det spørgsmål blev fremsat: Hvem af håndværkerne her i staden bruger det mindst bekostelige værktøj og mindste plads, da ville vist med god grund kunne svares: Barbererne og hårskærerne. Årsagen til at dette spørgsmål kastes frem vil enhver let kunne gætte og især de der har et hurtigt voksende skæg eller de som vansires eller generes af et langt hovedhår. Får går man til de første (barbererne) da må man for at blive ordentlig behandlet i ansigtet mindst give 8 til 12 skilling, ja også 1 mark for dette øjebliks opvartning som man før i tiden kun betalte med 2 til 4 skilling. Går man til de sidste da må man for ikke at blive vansiret eller skaldet give 2 til 3 mark som de endog ved forespørgsel selv begærer, det være af en kavaler eller læredreng, da man dog for nogle år siden kun gav 8 til 16 skilling for samme tjeneste. Da tidsomstændighederne kræver indskrænkning i enhver stand og alder var det et ønske at d'herrer barberer og hårskærere ville fastsætte nogenlunde moderat pris såsom at for at aftage skægget 16 skilling sølv, hvilket man tror kunne være en passende erkendtlighed for deres tjeneste da ordsproget siger: Mange bække små gør en stor å.

(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664)

Rekonstrueret barberstue fra 1800-tallet. Barberstuerne blev også brugt til kirurgiske formål, hvad der fremgår af flere artikler i Politivennen. (Fra Håndværkerstat). 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af en barber i Politivennen nr. 166, 6. marts 1819, s. 2702-2703, og igen i Politivennen nr. 168, 20. marts 1819, s. 2716-2718.

Noget mere om pudderets brug

(Efter indsendt)

I forrige nummer er indrykket et stykke under titlen: "Parterrets puddersvin", som har ærgret mand af bladets læsere, herunder mig.

Man kan endda acceptere, at udgiveren eller den der har tilsendt ham dette angreb, er fjender af pudder og pomade, og kalder pudder og pomade for snavs. Men det er dog en grovhed i flæng at slå om sig med (ord som) pudderhelte, pudderlapse o.lign. Er enhver anstændig mand der bruger pudder og pomade,da  en laps? Eller har en anstændig mand ikke lov til at gå på parterret friseret, uden at blive skældt ud for puddersvin? Og hvis ellers den strenge fortaler tillader at stå på parterret uden hat, vil denne så garantere ham sikkerhed for den hat der er hængt udenfor. Det sker jo ofte, at hatte som er udleveret til forvaring udenfor, ja selv overtøj, bliver stjålet.

***Udgiveren har ikke modsat sig at trykke så meget af det tilsendte, skønt det ikke er skrevet i den bedste tone. Som svar kunne det være nok at henvise til det her fordømte stykke i nr. 368, der koldsindigt gennemlæst bedst gendriver det ovenstående. Da udgiveren imidlertid har hørt flere tale heftigt mod dette stykke, efter hvad de har hørt af andre, uden selv at have læst bladet, og nogle deriblandt ikke holder det, vil han blot anmærke, at han kun har brugt ordet puddersvin om de unge pudrede personer, der opfører sig usømmeligt på parterret, ved at trænge sig ind blandt folk, holde hattene vendt udad med den nederste del, lægge det pudrede hoved op til de omstående, osv. Ikke med et ord er omtalt aldrende mænd, eller endog yngre mænd, når disse viser anstændig opførsel. Men det forstår sig selv, at hvis en gammel mand går på parterret, og der vender den pudrede side af sin hat mod andres klæder, så bliver han grisen lige så fuldt som den unge. 

Skal man da vende hattens pudderside mod sine egne klæder, har nogle spurgt? Ja, hvad ellers, svarer jeg. Det er dog unægtelig ikke så hårdt at blive tilsølet af sit eget kære pudder, som at blive det af andres.

(Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5868-5871)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybede en artikel i Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5849-5851.

Parterrets Puddersvin

(Efter indsendt)

Indsenderen er lige så uenig med de der påstår at et hoved pyntet med pudder og pomade røber pedanteri, koketteri, aristokratisme, som de der finder at rundt upudret hår vidner om råhed og frækhed. Desuagtet kan han dog ikke nægte, at han inderlig glæder sig over at pudderperioden er forbi, og at alle bestræbelser indtil videre har været frugtesløse, hvormed adskillige indskrænkede hjerner har forsøgt at bringe alle hoveder under pudderpusteren og pomadekrukken igen. At få alle hatte tilsmurte og på ny at få alle gader til at vrimle med en mængde mennesker der uden at være medborgerne til nytte, tvinger dem til omhyggeligt at vogte sig for al berøring af deres tilpudrede kjoler. 

Hvem ville have noget imod at en mand som ældre oplevede den tid, hvor den desværre kun sjældent klogt bydende mode tillod at bære håret rent og frit, vedbliver at lade sig frisere når ingen derved lider? Men når unge pudrede lapser borer sig ind på parterret, og uden hensyn tilsmører og fordærver de renligere parterregængeres klæder med deres tilsølede hoveder, klæder og hatte, og tilmed morer sig med at se hvor ængstelige disse bliver ved deres naboskab, så kan man næppe bare sig for harme eller for det ønske, at ingen teaterpolitilov kunne stoppe sådan virkelig fornærmende adfærd.

I det mindste burde disse pudderhelte have den bevidsthed at lade deres hatte blive hængende udenfor. For at påbyde dette, kan det vil heller ikke tvivles på at en kongelig teaterdirektion ville være berettiget. Så meget desto mere som bygningen er så uforholdsmæssig lille, og parterret der propper og stuver sig så fuldt.

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5849-5851 (Fejlagtigt angivet som 5854))   

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybedes i Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5868-5871.

Parterre

I Gyldendals Teaterleksikon står der om parterre: "tilskuerpladserne på gulvet bagest i en teatersal. P bruges både som betegnelse for det fysiske sted i bygningen samt om det publikum, som hører til der. P udgjorde oprindelig hele gulvet fra scenen til logerne. I siden var der bænke (sideparterre) og i midten ståpladser (ståparterre). På Det Kongelige Teater kunne der fra 1778 ved udsolgte forestillinger indsættes to parketbænke helt forrest ved orkestergraven, hvilket gav anledning til endnu mere puffen og skubben i P. Parterrepladserne var billigere end logepladserne, men dyrere end galleriet øverst oppe. På ståparterret, i det kritiske parterre, fandt man ofte studenterne, og det var vigtigt for skuespillere og forfattere at få P med sig, da de blev opfattet som meningsdannere. Kvinder så man ingen af i P; de fine fruer sad i logerne og enkelte mindre fine på galleriet" 

Højre side af parterret var reserveret til håndværksmestre, handlende, folk ansat i staten på lavere poster, mens venstre side var reserveret til yngre embedsmænd, studenter, litterater, intellektuelle og kunstkyndige. Råb, hyssen, trampen ja endog deciderede slagsmål mellem tilhængere og modstandere af en forestilling var almindelig. Ved visse lejligheder måtte justitsminister F. J. Kaas i spidsen for soldater med opplantede bajonetter gribe ind for at skaffe ro.

Noget om Haarfrisur

(Efter tilsendt)

Rien n'est beau que le vrai
Intet i verden er skønt som fødtes af moder Dårskab

Mere end en gang har Politivennen opløftet sin stemme mod en skik der er lige så unaturlig som skadelig for sundheden og strider mod ethvert begreb af sand renlighed. En skik der, hvor meget den end er i aftagende, dog endnu ikke har kunnet fortrænges, og stadig samler sine døende kræfter for om muligt at vedligeholde sig eller vel endog at sætte sig igen i besiddelse af sit forrige herredømme. Her tales om den skik at belægge sit hovedhår med pomade, smørelser og med mel. En mode der af alle europæernes skikke mest opvakte kinesernes forundring (se Macartneys rejse) og som denne Hyder Aly ikke vidste at forklare på anden måde end at det var for at se gammel og ærrværdig ud.

Der er næsten ingen læge der i de nyere tider har givet regler for sundhed, der ikke også har bestridt denne besynderlige skik. Frank har i sit fortræffelige og bekendte værk a) endog troet at dens afskaffelse burde betragtes som genstand for medicinalpolitiet. Og vor Tode har i samme henseede talt sundhedens, renlighedens og bekvemhedens sag, med en harme og eftertryk som viser hvor vigtig den genstand er forkommet ham. b)

Også de som i senere tider har skrevet om soldaters klædedragt har næsten alle ivret mod den tvang, tidsspilde og skade som frisuren volder og tilrådet den størst mulige simpelhed og bekvemhed: "Håret", siger Colombier i hans Code de Medecine Militaire c) "er soldaten mere til hinder end gavn. Da han ikke altid kan have tid til at pleje det, så sætter der sig let utøj, sved osv., tilstopper porerne og danner et skadelig lag. Det skulle være mere nyttigt, om soldaten havde håret ganske kort afklippet, derved skulle hovedet altid være rent, i det mindste let kunne renses".

Kejser Leo tænkte ligeså, og Maizeroy i sine bemærkninger til ham tager heraf anledning til at bekæmpe den europæiske soldaterfrisure, af hvilken også den berømte marskal af Saksen var så stor en fjende, at han ville have man i stedet for skulle indføre meget kort afskårne hår d). En nyere skribent går endog så vidt at han regner stivheden og pedanteriet ved de østrigske soldateres frisure med blandt årsagerne til de østrigske hæres slette lykke i sidste krig. e).

Det ville være aldeles urigtig om man ville nægte at så mange oplyste lægers, pædagogers og krigeres forenede stemmer ingen indflydelse skulle have haft. Næsten i alle opdragelsesanstalter er frisur, hvad allerede Filangieri drev på f) for længst afskaffet g). Blandt de samtlige studerende i København er der måske næppe 3 tilbage som endnu holder ved den gamle skik. Måske fordi de ikke ville modsætte sig deres forældres fordomme. Alle unge søofficerer og artilleriofficerer har afskediget den, og den danske regering, altid den første til at give eksempel på fordomsfrihed, har som bekendt fritaget den danske soldat fra denne unyttige tvang, som den preussiske og østrigske etc. end stedse må lide h)! De svenske har allerede efterlignet os heri (se Hamb. Korrespondent for 7. dec. 1804) og det kan ikke fejle at jo flere nationer vil gøre det samme i).

Så meget er der da som taler imod en skik der på engang er unaturlig, skadelig og ubekvem. Så aldeles intet er der som taler til dens forsvar. For ikke engang det kan siges at den klæder bedre. Hvem finder ikke at den ædle simpelhed klæder overalt bedre end den stive kunst! Har ikke alle fundet at det korte hår klæder vores børn vores studenter, vores soldater langt bedre end fordum fronter og bukler og piske? Hvem holder da endnu så mange ved det, som så stærke grunde råder til at forkaste? Hvem forblander man endnu så ganske begrebet om renlighed og puds, på hvis forskel en af vore egne landsmænd, og just i selvsamme anledning, dog for længst har gjort opmærksom på k)? Vi kalder os oplyste og fornuftige, g kunne dog ikke sejre over en mode som vi selv erkender for tåbelig og ufornuftig!

a) System einer voldständ. medec. Polizey 3 B. p. 742 f. (ed. 1783)b) Prosaisk Skrift 4 D. p. 162-170c) T. i. p. 42d) S. Neue Kriegsbibliothek 5 St. p. 93 f. 1e) Darstellung der Ursachen, welche di Unfälle der oestreichischer Armee etc. nach sich gezogen haben 1801f) Scienca della legislazione, Libr. IV, P. I. C. g.g) Den Wiener Hoftidende fortalte engang i sommer at elegancen kom nu alt mere og mere ind igen i Frankrig, og at man derfor også igen havde indført frisur i alle offentlige skoler. Dette er aldeles urigtigt. Hverken i sekundærskolerne eller lyceerne ser man eleverne uden med kort afskåret hår eller såkaldt la Tituts. Des mere friserede er eleverne i Theresianum i Wien.h) Når man ser de preussiske soldaters alenlange piske, så kan man slet ikke opdage den bekvemmelighed og lethed i deres antog, som Keist så meget beundrer i hans skrift om den preussiske soldats sofrtrin. Ingen østriigsk soldat tør komme på vagt uden at være pudret.i) Kejser Napoleons guider og vicepræsidenten Melzis livgarde bærer også kort afskåret hår. Man ved at den romerske soldat har det på samme måde.k) S. Grev Schmettovs afhandling "Putz und Reinlicheit sind sehr wesentlich verschieden, i hans kleine Schriften 2te Th, p. 360 f.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 347, 15. december 1804, s. 5516-5521)

Meels Forbrug til Pudder.

Der er så ofte ivret mod det raseri at bruge et næringsmiddel til en overflødig prydelse i sit hår. Imidlertid vedligeholdes denne uskik som forfædrene ikke kendte til, og som formodentlig først er opfundet af en forfængelig person hvis forstand var yngre end hans hår for at skjule tidens virkninger. Moden synes nu på et par år at have udrettet mere imod pudderets brug end alle fornuftens påmindelser. Dette er godt nok. men moden kan måske snart forandre sig igen, og en skadende dårskabs udryddelse eller tæmning bør ikke alene overlades til så lunefuld en forbedrer som moden. Man foreslår derfor at anvende mod pudder det samme som er anvendt mod kortspil. Nemlig at pålægge en så betydelig afgift til staten at brugen formindskedes og at de som vedblev med den, gjorde dog nogen nytte ved deres dårlighed.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2537-2538)

Theaterpoliti.

Det er en erfaring af pudder især hvis det er blandet med fedt, talg eller pomade er en ruin for klæder. Dette skulle man imidlertid ikke tro de pudderhelte var overbevist om der med deres indsmurte hatte indfinder sig på parterret og ved at vende pullen mod dem selv ødelægger deres formænds eller sidemands klæder. Da disse folk har to midler til at undgå at fornærme deres medtilskuere, det ene at holde tærklædet mellem hatten og deres egne klæder, det andet at aflevere hatten udenfor før de går ind, og de desuagtet vedbliver deres unode, burde det da ikke påbydes dem som bruger pudder, at gå ind uden hat og var det ikke godt at dette tryktes med på hver komedieplakat til fornøden advarsel?

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1325)