22 januar 2015

Parterrets Puddersvin

(Efter indsendt)

Indsenderen er lige så uenig med de der påstår at et hoved pyntet med pudder og pomade røber pedanteri, koketteri, aristokratisme, som de der finder at rundt upudret hår vidner om råhed og frækhed. Desuagtet kan han dog ikke nægte, at han inderlig glæder sig over at pudderperioden er forbi, og at alle bestræbelser indtil videre har været frugtesløse, hvormed adskillige indskrænkede hjerner har forsøgt at bringe alle hoveder under pudderpusteren og pomadekrukken igen. At få alle hatte tilsmurte og på ny at få alle gader til at vrimle med en mængde mennesker der uden at være medborgerne til nytte, tvinger dem til omhyggeligt at vogte sig for al berøring af deres tilpudrede kjoler. 

Hvem ville have noget imod at en mand som ældre oplevede den tid, hvor den desværre kun sjældent klogt bydende mode tillod at bære håret rent og frit, vedbliver at lade sig frisere når ingen derved lider? Men når unge pudrede lapser borer sig ind på parterret, og uden hensyn tilsmører og fordærver de renligere parterregængeres klæder med deres tilsølede hoveder, klæder og hatte, og tilmed morer sig med at se hvor ængstelige disse bliver ved deres naboskab, så kan man næppe bare sig for harme eller for det ønske, at ingen teaterpolitilov kunne stoppe sådan virkelig fornærmende adfærd.

I det mindste burde disse pudderhelte have den bevidsthed at lade deres hatte blive hængende udenfor. For at påbyde dette, kan det vil heller ikke tvivles på at en kongelig teaterdirektion ville være berettiget. Så meget desto mere som bygningen er så uforholdsmæssig lille, og parterret der propper og stuver sig så fuldt.

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5849-5851 (Fejlagtigt angivet som 5854))   


Noget mere om pudderets brug

(Efter indsendt)

I forrige nummer er indrykket et stykke under titlen: "Parterrets puddersvin", som har ærgret mand af bladets læsere, herunder mig.

Man kan endda acceptere, at udgiveren eller den der har tilsendt ham dette angreb, er fjender af pudder og pomade, og kalder pudder og pomade for snavs. Men det er dog en grovhed i flæng at slå om sig med (ord som) pudderhelte, pudderlapse o.lign. Er enhver anstændig mand der bruger pudder og pomade,da  en laps? Eller har en anstændig mand ikke lov til at gå på parterret friseret, uden at blive skældt ud for puddersvin? Og hvis ellers den strenge fortaler tillader at stå på parterret uden hat, vil denne så garantere ham sikkerhed for den hat der er hængt udenfor. Det sker jo ofte, at hatte som er udleveret til forvaring udenfor, ja selv overtøj, bliver stjålet.

***
Udgiveren har ikke modsat sig at trykke så meget af det tilsendte, skønt det ikke er skrevet i den bedste tone. Som svar kunne det være nok at henvise til det her fordømte stykke i nr. 368, der koldsindigt gennemlæst bedst gendriver det ovenstående. Da udgiveren imidlertid har hørt flere tale heftigt mod dette stykke, efter hvad de har hørt af andre, uden selv at have læst bladet, og nogle deriblandt ikke holder det, vil han blot anmærke, at han kun har brugt ordet puddersvin om de unge pudrede personer, der opfører sig usømmeligt på parterret, ved at trænge sig ind blandt folk, holde hattene vendt udad med den nederste del, lægge det pudrede hoved op til de omstående, osv. Ikke med et ord er omtalt aldrende mænd, eller endog yngre mænd, når disse viser anstændig opførsel. Men det forstår sig selv, at hvis en gammel mand går på parterret, og der vender den pudrede side af sin hat mod andres klæder, så bliver han grisen lige så fuldt som den unge. 

Skal man da vende hattens pudderside mod sine egne klæder, har nogle spurgt? Ja, hvad ellers, svarer jeg. Det er dog unægtelig ikke så hårdt at blive tilsølet af sit eget kære pudder, som at blive det af andres.


(Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5868-5871)

Redacteurens Anmærkning

Parterre

I Gyldendals Teaterleksikon står der om parterre: "tilskuerpladserne på gulvet bagest i en teatersal. P bruges både som betegnelse for det fysiske sted i bygningen samt om det publikum, som hører til der. P udgjorde oprindelig hele gulvet fra scenen til logerne. I siden var der bænke (sideparterre) og i midten ståpladser (ståparterre). På Det Kongelige Teater kunne der fra 1778 ved udsolgte forestillinger indsættes to parketbænke helt forrest ved orkestergraven, hvilket gav anledning til endnu mere puffen og skubben i P. Parterrepladserne var billigere end logepladserne, men dyrere end galleriet øverst oppe. På ståparterret, i det kritiske parterre, fandt man ofte studenterne, og det var vigtigt for skuespillere og forfattere at få P med sig, da de blev opfattet som meningsdannere. Kvinder så man ingen af i P; de fine fruer sad i logerne og enkelte mindre fine på galleriet" 

Højre side af parterret var reserveret til håndværksmestre, handlende, folk ansat i staten på lavere poster, mens venstre side var reserveret til yngre embedsmænd, studenter, litterater, intellektuelle og kunstkyndige. Råb, hyssen, trampen ja endog deciderede slagsmål mellem tilhængere og modstandere af en forestilling var almindelig. Ved visse lejligheder måtte justitsminister F. J. Kaas i spidsen for soldater med opplantede bajonetter gribe ind for at skaffe ro.