Kattetyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Kattetyveri. En Tømmersvend indfandt sig Fredagen den 25de Januar om Aftenen Kl. 6 paa Politidirecteurens Bopæl, medbringende den bekjendte Kattetyv, Hans Christiansen Dysted, om hvem han forklarede, at da han kort iforveien passerede Regentsen, havde han bemærket ham inde i Kredsen af en Mængde Smaadrenge, holdende under Armen en stor, kulsort Kat, som Drengene paastode at han havde kvalt i Conditorens Port i Skindergaden. Af den Grund havde Anmelderen afleveret ham til Politiet, og tilføiede han, at Dysted paa Veien gjennem Landemærket øiensynlig gjorde Forsøg paa, yderligere at kvæle Katten ved at tage den om Halsen, hvilket Anmelderen hindrede ham i, idet han kunde see, at der endnu var Liv i Katten, da den rørte Halen. Dysted vedblev undervejs at forsikkre, at det var en død Kat, som en Kone havde leveret ham, for at kaste den bort, og lod flere Gange Katten glide ned mellem Hænderne, enten for at lade den falde fra sig, eller for at faae fat om Halsen paa den, hvilket Tømmersvenden ogsaa havde forekommet. 

Den af Dysted til Politikjælderen medbragte Kat var tilsyneladende død, men efterat den havde ligget noget paa Gulvet, kom den tillive og blev snart saa vel, at den kunde gaae.

Dysted, der ved den hos ham foretagne Visitation fandtes i Besiddelse af en Snor, en Æske med Fidt og noget smaat, stegt Lever, forklarede nu, at han i Conditorens Port havde modtaget Katten af en temmelig før Kone paa ca. 40 Aar, med Anmodning om at skaffe hende af med den. Af hvad Aarsag meldte hun ikke, men han formodede, at den maatte være tyveagtig. Efter at have faaet 4 sk for Ulejligheden, begav han sig med Katten ud paa Gaden, for at bringe den udenfor Stadens Porte, hvor han vilde kaste den fra sig, men i dette Forehavende blev han hindret af en Mængde Smaadrenge, der vedbleve at stimle om ham.

Under den paa Dysteds Bolig anstillede Undersøgelse traf Politiet en Person, hvis Signalement passede i Et og Alt paa den Sjover, der var seet i Skindergade i Følge med Dysted. Han blev anholdt og medbragt til Politikammeret. Det var Peter Christian Falck, der efter nogen Nægten afgav følgende Tilstaaelse. Da han bemeldte Fredag Eftermiddag drev om i Gaderne med Dysted uden nogen Hensigt, bemærkede de en Kat i en Gadedør i Skindergade, om hvilken Dysted yttrede, at naar man kunde fange den, kunde man altid faae en 3 Mk. for Skindet, men dengang gik de forbi, formodentlig fordi Dysted ikke turde bemægtige sig Dyret, saalænge det var lyst, men efter at de atter havde drevet om, indtil Mørket faldt paa, aftalte de at gaae tilbage til det samme Sted, for at Dysted kunde see at bemægtige sig Katten. Ankommen til Stedet med Dysted, saae han, at denne gik op i Gadedøren og tog Katten, som han derefter holdt inde under sin Frakke, men, paa Grund af Mørket , kunde han ikke bemærke, om Dysted forsøgte paa at qvæle den. Da det Omforklarede blev bemærket af nogle Drenge, der legede paa Gaden, og disse begyndte at forfølge dem, forlod han Dysted og begav sig hjem i deres fælles Logi i Amagergade Nr. 318, paa Qvisten. 

Arrestanten Dysted afgav den 23de Februar en med Falck i det Væsentlige overeensstemmende Tilstaaelse angaaende Tyveriet af den nævnte Kat, som han strax havde givet sig ifærd med at qvæle, i den Hensigt at trætte Skindet af den og sælge dette, og ledede den criminelle Undersøgelse i det Hele til det Resultat, at Arrestanterne, i den Hensigt at gjøre sig Fordeel ved Salget af Skindene, i Vinterens Løb havde stjaalet 3 Katte, vurderede tilsammen til 3 Rd. 3 Mk. , og tilhørende resp. en snedkersvend, en Arbeidsmand og en Grønthandler. Ved Criminal- og Politivrettens Dom af 8de April bleve Arrestanterne, der tidligere have været straffede og af hvilke Dysted er 56 og Falck 27 Aar gammel, ansete med Forbedringshuuusarbeide, den Første i 4, den Anden i 1 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. juni 1856)

I Københavns Politis forbryderalbum optræder Peder Christian Falck med følgende brskrivelse: "“Peter Christian Falck, født i Kjøbenhavn 28/11 28, opdraget under Fattigvæsenet og er Arbeidsmand; straffet sidst med 4 Aars Forbedringshuusarbeide; stjæler Brænde og Katte. 70”. [1864]"

Falck (f. 1828) var 17. november 1855 blevet dømt for at have stjålet 4 favnestykker fyrrebrænde fra bagermester S. F. Hansen. Han blev dengang dømt til fængsel på vand og brød i 2 gange 5 dage. Falck havde i 1871 tvangsophold på Ladegården. Han havde da været i forbedringshuset. Ved en udgangstilladelse havde han sammen med en anden besluttet at bryde ind på inspektørens kontor i Ladegården for at stjæle 500 Rdl. De blev imidlertid opdaget, og de forsøgte da at lade som om de var faldet i søvn. Falck blev for indbruddet idømt 3 års tugthusarbejde.

Tyvenes tilholdssted, på kvisten af Amagergade 318 blev i 1859 til Amagergade 15. (Den røde bygning på højre side). Huset er opført før 1760. Bygningen blev landskendt gennem serien "Huset på Christianshavn", som lå overfor værtshuset "Rottehullet" (til venstre). 

En Fare paa det Kongelige Theater.

I sidste nummer af dette blad findes en rimelig anke over at man et sted i parkettet i det Kongelige Teater er udsat for at få slemme rifter i sine klæder. Det vil man have pålagt inspektøren at forebygge. Dette er nu i sandhed helt i sin orden da det er højst ubehageligt at få sine kæder sønderrevet, især for sådanne der som den officer vel har kredit hos kirurgen, men ikke hos skrædderen. 

Imidlertid mener indsenderen at man nu om stunder i teatret er udsat for endnu være rifter, end de der er omtalt i den artikel. Det har nemlig flere gange behaget teatrets kat at indfinde sig på scenen under forestillingen, og forebyggelsen heraf synes en ikke mindre værdig genstand for hr. inspektørens udstrakte virksomhed. For vi ved jo alle at katten er et træsk dyr, og det er ikke uden gru at indsenderen har set denne frigænger skue ud over teatret som om den kunne have lyst til at tage plads i parkettet eller i 1. etage hvor den ville være meget uvelkommen for mange damer, ja vel også som vi kunne se hos vores udødelige Baggesen for en eller anden herre. 

Man vil ikke her omtale at det forstyrrer al illusion og det komiske der ligger i at se denne person der ikke er foreskrevet af forfatteren, optræde ganske roligt på scenen under en helts eller heltindes tragiske deklamation, til hvilken den synes at lytte opmærksomt. For vi har jo dog tit nok anledning til at græde i teatret. Men skulle nu Mons virkelig have den ovenfor påpegede lyst og engang give efter for den, hvem kan vel da beregne følgerne? For de optrædende er faren for et angreb dog meget større. For mens parkettet er forskanset bag det velbevæbnede orkester der rimeligvis ville forsøge på at modsætte sig en overgang over dets territorium, står den optrædende, især damen som oftest helt uden våben i en tynd påklædning udsat for det listige dyrs angreb. 

Vil man nu tænke sig et sådant rettet mod en fru Heiberg, en jomfru Grahn eller nogen anden af teatret åndfulde, yndige, zefyr - let hensvævende etc. etc. gratier og hvilke unaturlige rifter der ville blive så godt som uundgåelige følger af det, så behøver vi ikke at tilføje et ord for videre at dokumentere nødvendigheden af at teatrets missekat - eller katte, for man har også set dame Mons som en god moder der ved at det skal tidligt krøges som god krog skal blive, har ført sine poder ind på scenen for at lade dem deltage i en aftenunderholdning - sættes under hr. inspektørens særdeles inspektion, og at den eller de formenes adgang til gratis komedie. Hvortil hr. inspektøren bør indrømmes anvendelsen af de midler han bedst ved, vil og kan. Man indvender i øvrigt ikke hvad vi ret gerne ville tro, at teaterkissen er et særdeles vel opdraget eksemplar af misser. For en kat er - et kat, en kat har kattenatur, og "naturam si tu pellas ex, hun kommer dog igen, den her". 

(Politivennen nr. 1213, Løverdagen, den 30de Marts 1839. Side 204-206)

Oprørende Kattejagt paa Østergade.

Søndag formiddag den 12. december varanmelderen i et ærinde i gården nr. 13 på Østergade, og så at en karl der er i tjeneste hos værten i samme gård, med en jernspade slog en kat for panden således at denne tumlede en 10 til 12 gange omkring i gården og endelig i kraftløs tilstand retirerede ned i en kælder. Opbragt ved skuet af denne barbariske scene, bebrejdede han karlen hans grusomme fremfærd, hvortil svaredes: "at det angik ikke anmelderen." Dog man forundrer sig ikke over at en rå eller udannet karl ikke kender sine pligter mod dyrene, når man erfarer at karlens husbond da han blev underrettet om det passerede, ikke alene billigede karlens adfærd, men erklærede endog at han havde givet ham lov til at ihjelslå alt? hvad der kom i gården. Men hensyn til sådan tænkemåde må gårdens beboere prise sig lykkelige ved at leve i et land hvis retfærdige love ikke alene betrygger menneskers liv og ejendom, men endog hævner uskyldige kreaturers mishandling, hvilke så ofte ustraffet finder sted i banditternes hjem. Skulle det være kattens pæne sorte skind denne barbar eftertragtede, kunne man dog med rimelighed ønske at han havde dræbt den på en mindre oprørende måde ligesom som også at husbonden for eftertiden ville give ham en mere indskrænket ordre i så henseende.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 818-820) 

Kattejagt i S. T. Herr' Knirsch's Have i Hotel d'Angleterre

Indsenderen af disse linjer og flere beboere fra de huse der støder op til hr. Knirsch' have har med harme og uvilje gentagne gange set hvorledes nogle kåde, rå og ufølsomme umennesker har bidraget deres del til at martre kattene, disse for mennesket så nyttige og uundværlige husdyr, ved at de med et par store hunde har jaget dem om i haven. 

Mandag formiddag var til en sådan forlystelse forsamlet fem af disse umennesker som posterede sig omkring i haven og forholdt sig rolige indtil en kat lod sig se. Så begyndte en klapjagt som varede til de havde fået drevet katten ind på en lille plet hvor de lod en hund angribe den. Det var en temmelig stor kat som værgede sig således at hunden ville forlade den efter at være blevet grundigt forrevet. Men da disse umennesker endnu ikke havde fået deres rå, umenneskelige lyst styret, sparkede en af disse katten så den tumlede omkring mens en anden opmuntrede hunden til på ny at angribe den. Og det skønt beboerne i et tilstødende hus anmodede dem om at løslade katten da det var deres. Efter at katten nu var blevet forbidt og var døende, tog en af disse følelsesløse herrer den i halen og daskede den mod et plankeværk indtil den havde udåndet, for at give den til rov for hundene hvis mod ved kattens glubende modstand var svækket. 

En lignende scene passerede for ikke lang tid siden i samme have hvor en kat blev jaget ned af et træ af disse herrer og prisgivet for to hunde som dræbte og åd den. Idet man forventer at det er havens humane og følsomme ejermand imod at sådanne ublu og for menneskeheden nedværdigende scener finder sted i hans have, henledes det til hans opmærksomhed igennem dette blad, i håb om at han for at skåne sine omkringboende medborgere for flere lignende tyranniske optrin, vil forbyde de herrer der frekventerer haven at ophøre med sådanne jagtforlystelser.

(Politivennen nr. 674. Løverdagen den 29de November 1828, s. 802-804)

Slem Kattejagt paa Christianshavn.

I nogen tid har der på Christianshavn været holdt slem jagt efter katte. I den senere tid har man hver morgen set nogle ligge flåede på gaderne, men endnu ikke så mange som den 11. februar da der i gaden ved Langebro lå 15, skriver femten stykker flåede katte som gadedrengene havde deres spas med, og lagde i rader udenfor brandkorpsets depothus. mange husejere på Christianshavn savner deres katte, og skal denne jagt vedvare, bliver der nok ikke en tilbage, så at utøjet vil få overhånd. Ønskeligt var det derfor om denne jagt kunne blive noget indskrænket, hvilket formentlig kunne ske dels når vægterne ville have strengt tilsyn med de personer der om aftenen silde driver omkring på gaderne, dels at vedkommende ville afholde sig fra at købe katteskind af enhver der sælger samme.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 101).

Katteslagterie i Gothersgaden.

Indsenderen har flere gange set flere 5 til 6 dræbte og afhudede katte ligge til skue i Gothersgade omtrent udenfor Brøndstræde. At det just ikke er noget behageligt, men et i sandhed ækelt syn især i en af hovedstadens skønneste gader at træffe disse så nyttige dyr i denne forfatning, vil vel enhver indrømme. For vedkommende må dette katteslagteri formodentlig være en finansoperation, men i strid mod god orden er det dog unægtelig. Ønskeligt derfor at man ved en passende straf afholdt vedkommende for gentagelsen af denne uskik.

(Politivennen nr. 265. Løverdagen den 27de Januari 1821, s. 4265-4266).

Utilbørlig Kattejagt

For nogen tid siden sås 5 flåede katte liggende bag posten i nichen ved Trinitatis kirkemur. For omtrent 8 dage siden sås 3 sådanne katte på en renovationsvogn i Adelgade og til samme tid fandtes 2 indkastede i gården nr. 361 i Amaliegade. I sidstnævnte gård fandtes samme dag en kat hvis rygrad var overskåret og hovedet beskadiget, således at man for at ende dyrets pinsler måtte aflive det. Dette viser nok så meget at en utilbørlig jagt efter disse kreaturer igen finder sted. Men da disse dyr er højst nødvendige for dem der plages af utøj, da mange mænd der ejer en god kat, ikke ville miste den endog for mange penge, så var det ønskeligt om man kunne opdage en sådan kattetyv. 

De herrer buntmagere til hvem sådanne skind falbydes, gøres herved opmærksom på at de handler urigtigt når de køber disse, om de endog gør nok så godt et marked. For det er tredje mands ejendom hvortil sælgeren ingen ret har. De handler derimod mere i overensstemmelse med ret og pligt når de anholdt de falbudte varer og angiver falbydere til politiet. Herved ville kattetyvene blive opdaget, kattejagten forebygget, og hver mand beholde sin kat i fred.

(Politivennen nr. 217. Løverdagen den 26de Februar 1820, s. 3477-3479)

"For nogen tid siden fandtes 2 indkastede i gården nr. 361 i Amaliegade. I sidstnævnte gård fandtes samme dag en kat hvis rygrad var overskåret og hovedet beskadiget, således at man for at ende dyrets pinsler måtte aflive det." (Amaliegade. Redacteuren har ikke kunnet lokalisere nr. 361. Eget foto).

Utilbørlig Kattejagt i Kronprindsessegaden.

(Indsendt)

Da anmelderen tirsdag den 3. august passerede igennem Kronprinsessegade, hørte han idet han kom uden for gården nr. 397 at et musketskud blev løsnet, og såvit han kunne skønne, forekom det ham som at lyden kom fra samme sted. I begyndelsen troede han at det var et menneske som på denne måde havde taget sig selv af dage, men siden har han hørt at det var en i samme gård boende person som på høloftet skød efter en kat, hvilken han vel ramte, men ikke således at den blev dødelig såret. Da flere personer har set manden med bøssen i hånden forfølge katten ned af trapperne og ud i gården, så tvivler anmelderen ingenlunde om beretningens sandhed. Han kan derfor ikke undlade at gøre vedkommende opmærksom på at sådan jagt er aldeles utilladelig, og at man aldeles ikke må skyde i gårde eller huse, endnu mindre på et høloft, skønt hans egen fornuft måtte kunne sige ham hvilke ulykkelige følger en så uforsigtig adfærd måtte kunne have.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3051-3052)

Et Vink til Commandanten i Nyeboder og Advarsel til dem der passere derigjennem

Jeg har aldrig nogensinde personlig kendt den fordums, men nu afdøde kommandant kapt. v. Lytken i Nyboder. Jeg kan heller ikke vurdere hans fortjenester for staten. Men jeg har kun tilfældigvis flere gange haft lejlighed til at være øjenvidne til de mange forskellige uordener som fandt sted der, før han tiltrådte denne post, og som han næsten ganske fik afskaffet og udryddet ved sin ufortrødne tjenstivrighed i at anvende de nødvendige strenge midler og skarpsindige forholdsregler, således at enhver af stadens indbyggere og uden frygt kunne passere igennem og forbi Nyboder ved aftenstid i mørke når deres lovlige kald og forretninger gjorde dem det til nødvendighed uden at frygte følgerne af det onde, som såvel kunne forårsages af kådhed, som selv af ondskab og andre flere hensigter. Men at hr. kaptain v. Lytken derved har oprejst sig et æresminde i enhver retsindig borgers hjerte, det er uden tvivl vist og kan kun betvivles af dem som selv finder behag i kåde og ondskabsfulde optøjer.

Det ville være ønskeligt hvis hans virksomme bestræbelser til den almindelige sikkerhed måtte komme til at gå i arv til hans efterfølger. Selv om jeg ikke kender ham, må jeg dog formode han som embedsmand i så vigtigt et kald vil gøre sig flid for at hæmme de uordener hvorom han nu muligvis er uvidende, når han bliver gjort opmærksom på dem ved et venskabeligt vink. Hertil tjener blandt andet følgende tildragelse til behagelig efterretning.

Da jeg onsdag aften den 7. i denne måned kl. halv elleve med min familie i forening med en anden familie i en wienervogn kom kørende ind af Østerport, og omtrent var midtvejs til Toldbodvej, blev en temmelig stor kattekilling af en del hos hinanden stående matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat, som til dels blev beskadiget, men faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen. Jeg fik hurtigst muligt revet kattekillingen der hængte sig fast med sine klør i barnets kjole, løs og kastede den ud på gaden. Men da vi under denne beskæftigelse allerede var kørt et godt stykke frem og jeg tillige observerede at matroserne ilede bort den modsatte vej, så så jeg mig nødsaget til i øjeblikket at lade dem fare, såsom jeg indså at deres pågribelse ville være umulig.

"Omtrent midtvejs til Toldbodvej blev en temmelig stor kattekilling af en del matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat og faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen". (Toldbodvej)

Jeg tror mig på grund af det beføjet til at spørge enhver fornuftig og tænkende mand og følende moder om ikke muligvis denne kåde og ondskabsfulde handling kunne have haft de græsseligste følger, dersom enten katten var faldet på en frugtsommelig kone eller dens køer havde beskadiget barnets øjne. For slet ikke at tale om den forskrækkelse som et sådant dyr der på sådan måde kastes på folk, muligvis kan bevirke og hvis følger er uberegnelige, ja måske uerstattelige. Tanken herom er det der offentligt bevæger mig til at bekendtgøre denne tildragelse, såvel til advarsel for enhver især som også for at opvække den i Nyboder ansatte kommandants opmærksomhed på sådan uorden, der vist ved en foranstaltet virksom patruljering og hensigtsmæssig tvangsmidler med at holde matroserne i deres boliger til rette tid, må kunne hæmmes.

(Politivennen nr. 185, Løverdagen den 17de Juli 1819, s. 2978-2981)

Redacteurens Anmærkning

Nyboder var næsten dobbelt så stor på Politivennens tid. Mod syd gik bydelen helt ned til Klerkegade. Adelgade drejede stik mod nord (en rest ses stadig mellem nuværende Fredericiagade og St. Pauls gade). Her var gader opkaldt efter krydderurter og dyr. Dette område blev nedrevet i 1860'erne.

Skønlitterære skildringer af Nyboder har intet eller meget lidt med såvel bygninger som beboernes vilkår at gøre. En mere realistisk skildring kan ses i Annette Vasström: Holmens by : Nyboder og dets beboere - især i nyere tid. 1985. fx side 28-29.

Om Kattenes hyppige Bortranen fra Huuse og Gaarde i Kjøbenhavn

Det er bekendt nok at politiet i fjor efterår fik fat på en hoben drenge der havde gjort kattetyveri til en næringsvej, fordi de fandt købere til disse nyttige og nødvendige huskreaturers skind. Der er vist ingen tvivl om at gerningsmændene blev straffet. Imidlertid er hverken straffen blevet bekendt. Heller ikke kan man formode denne har været af den beskaffenhed at den har afskrækket disse tyveknægte fra at fortsætte deres begyndte håndværk fordi klagen nu er så almindelig over fjernelse af kattene at adskillige huse har mistet flere på en gang.

Kan man endda se gennem fingrene med tyvene selv, der enten af nød eller andre årsager har søgt en slags næring i at stjæle katte, så må man af hjertet foragte de håndlangere og hælere der ved at opkøbe tyvendes skind, opmuntrer disse i at drive sådant skammelig næringsvej. Man kan og bør ikke antage at nogen mand der har mindste følelse af borgerære kan stå i forbindelse med disse lumpne tyve. Men ønskeligt var det at såvel hælerne som tyven måtte opspores og afstraffes på det føleligste. En offentlig gabestokstraf synes mest hensigtsmæssig og afskrækkende for sådan hæler. For pøbelen ville vist ikke efterlade at hædre denne med et karakteristisk navn som kunne udmærke ham hans hele liv igennem, og dette var det ringeste han fortjente som den der havde rakt hånden til at medborger berøvedes så nyttige og nødvendige husdyr.

(Politivennen nr. 51, Løverdagen den  21. december 1816, s. 793-798)

Uorden.

1) I Grønnegade, Antonigade og Sværtegade, også skønt mindre bemærket i andre gader, er i disse tider set en mængde, ja hele knipper af flåede katte henslængt hver morgen. En ækelhed for de tidlige fodgængere der forøgedes ved at se vognkørselen knuse dem. Man indser vel at denne uorden for at den er det kan vil ikke nægtes, ikke ligefrem lader sig tøjle, men var der noget middel at udfinde derimod, da måtte det højligt ønskes udfundet. 

(Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10017)

Om Ådsler på Gaderne

At man ser døde dyr såvel katte som hunde liggende på gaderne og det endog flere dage, har anmelderen ofte været vidne til. I Ny Vestergade lå for nogle uger siden en stinkende kat i 4 dage.

Der spørges altså i den anledning om sådanne dyr ikke efter anordningen bør fjernes af renovationsvognene, og hvis det er pligt, hvad bøde kørerne af samme er underlagt når de i den henseende viser forsømmelighed?

Gadekommissionerne må vide hvilke karle og vogne der skal renholde gaderne i deres kvarter. Og det var altså en let sag for dem at komme efter årsagen til en uorden, som både er væmmelig og skadelig i en så stor by, hvor man desværre ikke har mangel på ting som gør luften usund.

Overalt synes den anordningen, at folk ikke må kaste urenligheder fra deres huse og gårde på gaden, men vente til renovationsvognen kommer og signalet med skralden bliver givet, ikke så nøje overholdes som den burde. Dens hensigt er meget prisværdig, men de mange bunker af snavs som bliver liggende især i Peder Hvitfeldts Stræde, indtil de ganske udjævnes, er et bevis på, at den bliver gammel og støvet på hylden.

Vedkommende ville fortjene tak og agtelse om de tog den ned, børstede den af og i fremtiden nøje vågede såvel over denne som flere nyttige politianordningers efterlevelse.

(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s. 1115-1117)

Redacteurens Anmærkning

Vigantsgade var datidens navn på Ny Vestergade. Her stod en bygning opført af rigmanden og handelsmanden Gysberth Wygant Michelbecker der var ansat hos Christian 6.