Rudolph Hanisch: Domme i 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er anden del af en serie om Rudoph Hanisch som falder i tre dele: Dom for kvaksalveri 1860, dom for kvaksalveri og dispensation af lægemidler 1864 og tiden derefter indtil udrejsen til Sverige 1867.

Kvaksalveri. Under en fra Sorø Birks Extraret til Overretten indanket Justitssag var Forpagter Rudolph Hanisch tiltalt for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler, og var han overbevist om at have taget en Mængde Personer i Kuur og leveret dem Lægemidler, for hvilket sidste han i Reglen forlangte Betaling, hvorimod han for selve Kurene Intet forlangte, men vel i flere Tilfælde havde modtaget Betaling, deels i Penge, deels i Varer. En Deel af de under denne Sag oplyste Tilfælde faldt nn vel tidligere end hans seneste Domfældelse sov te samme Forseelser, for hvilke han nu var aktioneret, og da de, hvis de forinden havde været oplyste, ikke fandtes at ville kunne have bevirket en Forøgelse af den ham tidligere idømte Straf, kunde de ikke komme i videre Betragtning; men en Deel af Tilfældene vare senere end det nysomhandlede Tidspunkt.

Forsaavidt nu Tiltalte med Hensyn til det ham imputerede Ovalsalveri havde villet gjøre gjældende, at han kun havde taget Personer under Kuur, der vare opgivne af Læger, eller i længere Tid uden Nytte havde konsuleret Læger, da kunde dette allerede af den Grund ikke komme i Betragtning, at det ikke nud Hensyn til nogen af de af Tiltalte behandlede Personer var oplyst, at disse havde været opgivne af Læger, og at det kun for en enkelts Vedkommende var sikkert, at denne uden Nytte i længere Tid havde konsuleret en Læge. Tiltalte, der ikke havde Tilladelse til at praktisere som Læge, kunde derfor ikke undgaae at dømmes efter Loven af 3die Marts 1854 jfr. Fdg. 5te Septbr. 1794 § 5; da han adskillige Gange tidligere havde været straffet for lignende Forseelser, blev han ved Overrettens Dom anseet for 4de Gang begaaet Qvaksalveri med Straf af simpelt Fængsel i 1 Maaned. hvorved bemærkedes, at det ikke var oplyst, at hans Kure i noget Tilfælde havde medført Skade for de Vedkommende. For den ulovlige Dispensation af Lægemidler tilpligtedes han endvidere i Henhold til Fdg. 4 Decbr. 1672 § 30 at betale en Mulkt af 100 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1864).

Forpagter Hanisch. (Fdl.) Af de i det nye Straffelovudkast omhandlede Forbrydelser er der en, med Hensyn til hvilken det vistnok vilde være ønskeligt, om Rigsdagen gjorde en Undtagelse fra den Regel om at henholde sig til gamle Begrebsbestemmelser, som ellers med Rette er fulgt i Udkastet. Denne Forbrydelse er Qvaksalveri. Hvis Staten nemlig overhovedet vil gjøre Indskrænkninger i Borgernes Frihed til at søge Raad mod legemlige Onder hos hvem de selv have Tillid til, burde den i alt Fald ikke straffe stige Raadgivere, medmindre de ere Fuskere i Lægekunsten og beviislig gjøre Skade ved at spekulere i Menigmands Lettroenhed og anvende urigtige Midler. Dette er vel ogsaa den sprogrigtige Betydning af Ordet "Qvaksalver". Men efter den bestaaende Lovgivning begaaes denne Forbrydelse af Enhver, som for Betaling tager Syge i Kuur, uden dertil at være berettiget og uden at have taget den almindelige Lægeexamen ved Universitetet. Om Vedkommende forstaaer sig paa at kurere eller ikke, er derimod ganske ligegyldigt, og deraf følger, at om han end har gjort mange af sine Medborgere væsenlige Tjenester ved at helbrede dem for Sygdomme, som de examinerede Læger ikke havde kunnet helbrede dem for, bliver han ligefuldt at straffe med Bøder eller endog med Fængsel, naar Lægerne anklage ham for at have gjort Indgreb i det til Fordeel for dem bestaaende Monopol. Vi skulle idag dvæle ved en mærkelig Sag i denne Retning, der i Tirsdags blev paakjendt i Høiesteret. Under denne tiltaltes Forpagter Hanisch af Tersløsegaard for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler, og da det under Sagen tilfulde var oplyst, at han havde taget en Mængde Personer under Kuur og leveret dem Lægemidler, for hvilke sidste han i Reglen forlangte Betaling, hvorimod han for selve Kuren ikke forlangte, men vel i flere Tilfælde har modtaget Betaling i Penge eller Varer, samt da han flere Gange tidligere havde været straffet for Qvaksalveri, blev Overrettens Dom af 10de Mai d. A., hvorved han var dømt til 1 Maaneds Fængsel og for Uddelingen af Lægemidler til en Bøde af 100 Rdl., stadfæstet. At denne Mand nyder en særdeles stor Tillid hos Befolkningen i Sorø og Holbek Amter, og det ingenlunde blot hos Smaafolk, samt at denne Tillid ikke er ufortjent, blev til Overmaal godtgjort ved de under Sagen optagne Vidneforklaringer, af hvilke vi her skulle meddele nogle i Uddrag.

Gaardmand L. P.: I forrige Vinter var hans Hustru syg, og efterat han i 21 Uger havde hentet Doktor N. N., uden at nogen Forbedring var at spore, blev han raadet til at henvende sig til Hanisch. Delte gjorde han ogsaa, Hanisch kom til ham, foreskrev Medicin og paa 14 Dage var hans Kone bedre og bedredes bestandig.

Kjøbmand Th.s Kone: Forrige Vinter var hun meget syg og havde til Læge Doktor N. N. Da Hanisch en Dag kom til dem, gav han hende et Raad, som hjalp.

Forvalter B.: Han har to Gange lidt af Hæmorrhoider og er begge Gange bleven kureret af Hanisch. Da hans Kone for flere Aar siden leed af Smerter i Munden, og denne Sygdom, uagtet hun blev behandlet af Distriktslægen i et heelt Aar, ikke forandrede sig, tog han med hende til Hanisch, som derpaa tog hende under Knur og gav hende nogle Piller og Pulvere, der hævede Sygdommen efter et Aars Forløb. Ogsaa hans Datter har Hanisch helbredet for en Sygdom, efterat hun havde været undergiven Lægebehandling, først af en Læge paa Landet i 2 Aar, derefter i 1/3 Aar af en Distriktslæge og senere paa Almindeligt Hospital i Kjøbenhavn.

Skolelærer Th.: Hans Kone har flere Gange søgt Hjælp hos Hanisch for Modersyge og Smerter i Hovedet, og har han da givet hende nogle Draaber, som have lindret.

Værtshuusholder P.: Han var forrige Vinter syg af Edder og Koldbrand i den høire Haand og Arm, og efterat han i 3-4 Uger havde været under Distriktslæge N. N.s Kuur, uden at han følte nogen Lindring, henvendte han sig til Hanisch, der forordnede forskjellige Ting, hvorved Smerterne lindredes og han kureredes, saaledes at kun 2 Led af den ene Finger gik bort.

Fiskehandler B.: Han havde i lang Tid lidt af Feber og Udslet i Ansigtet; efterat han i 7 Uger havde været under Kuur hos praktiserende Læge N. N. og Sygdommen blev værre, fik han at høre, at andre Personer vare blevne helbredede af Hanisch, hvorfor han henvendte sig til denne og fik nogle Piller og en Salve, der kurerede ham efter 3 Ugers Forløb.

Forpagter S.'s Enke: Hun har i 13 Aar lidt af Blodopspytning , og hendes Helbred var saa ødelagt, at hun ikke kunde foretage sig selv ubetydeligt Arbeide, uagtet hun bestandig var under Lægebehandling af Doktor N. N. Efterat hun havde givet sig under Kuur hos Hanisch, forbedredes hendes Tilstand saaledes, at hun kunde foretage sig selv anstrængende Arbeider.

Fabrikeier N.: Efterat hans Datter havde været under Kuur hos Doktor N. N. for Krampetilfælde i 4-5 Uger, uden nogetsomhelst gunstigt Resultat, henvendte han sig til Hanisch, der ordinerede en Medicin, og siden gik Helbredelsen stadig fremad.

Kammerraad K.: Hans Datter har været under Hanischs Behandling for Blegsot, efterat hun i længere Tid havde varet under Lægebehandling af forskjellige Læger, uden at Sygdommen hævedes, hvorimod hun ved Hanischs Behandling sporede betydelig Lindring. 

Gaardeier J.s Hustru: Hun leed af en Knude i det venstre Bryst, og var i lang Tid bleven behandlet af Doktor N. N., men da denne Læges Midler ikke hjalp hende, henvendte hun sig til Hanisch, og ved Anvendelsen af de af ham brugte Midler varede det kun nogle Uger, inden hun var helbredet.

Bundtmager T.: Efterat hans Broderdatter havde været under Distriktslægens Kuur for Krampehikke, uden at nogen Virkning sporedes, fik hun af Hanisch 2 Flasker Medicin, og blev efter 4-5 Dages Forløb aldeles fri for denne Sygdom.

Gaardfæster J. Th.s Hustru: Efterat hun i en 3 Ugers Tid var bleven behandlet af Doktor N. N. for heftige Underlivssmerter, uden at hendes Tilstand bedredes, hentede hendes Mand Hanisch, og ved Hjalp af de af denne ordinerede Midler kom hun sig ganske.

Skovfoged R.: Han var under Distriktslæge N. N.s Behandling for Steensmerter, men da Kuren ikke hjalp, fik han Medicin hos Hanisch, og kom sig derpaa efterhaanden.

Endnu en 4-5 Personer afgave aldeles lignende Forklaringer, og mod Rigtigheden af alle disse Udsagn er aldeles Intet fremkommet. Kun i eet Tilfælde forelaae der under Sagen en Erklæring fra en authoriseret Læge om, at den af Hanisch brugte Behandling (af en Brystbetændelse) var feilagtig, og det var netop i dette Tilfælde, at Distriktslægen i Sorø indgav Klage, og saaledes nødte Justitien til at skride ind.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 31. oktober 1864).

Højesteretsdom nr. 193 24. oktober 1864 stadfæstede Lands-Over samt Hof- og Stadsrettens dom på hensættelse i simpelt fængsel i 2 måneder og en mulkt til Holbæk amts fattigkasse på 100 Rd.

- I "Fædrelandets" Nr. 253 for 29de October d. A. fandtes meddelt en af Højesteret paakjendt Sag, der var anlagt af det Offenlige mod Forpagter Hanisch af Tersløsegaard ved Sorø for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler. I de tilføiede Bemærkninger var yttret det Ønske, at Rigsdagen ved Behandlingen af den nye Straffelov vilde indskrænke Begrebet Qvaksalveri saaledes, at for Fremtiden kun den lkke-Læge, der havde speculeret i Lettroenhed og tilføiet et andet Menneske Skade ved at give ham urigtige eller skadelige Lægemidler, skulde kunne straffes, men derimod ikke den, som havde givet Andre Raad eller Lægemidler, hvoraf de troede at have havt Nytte eller i hvert Fald ingen Skade. Det Sidste er nemlig skeet i den paakjendte Sag. Det er oplyst under denne, at Forpagter Hanisch har taget en Mængde Personer under Cur og givet dem Lægemidler - for hvilke han i Reglen forlangte Betaling, men ikke for selve Curen - og at en stor Mængde Personer troe at have havt megen Nytte af disse Lægemidler. Da imidlertid Districtslægen i Sorø fandt den af ham brugte Behandling fejlagtig i eet Tilfælde, indgav han en Klage og bevirkede Sagens Anlæg, og ved Overrettens af Høiesteret stadfæstede Dom dømtes Hanisch, da han tidligere har været straffet for Qvaksalveri, til en Maaneds Fængsel og en Bøde af 100 Rdl., uagtet en stor Mængde under Sagen afgivne Vidneforklaringer oplyse, at han nyder stor Tillid blandt den omboende Befolkning i en vid Kreds. Denne har ogsaa kundgjort sig derved, at efter denne Saga Paakjendelse have 69 Mænd af Slagelse By og Omegn, hvoraf de fleste staae over Almueclassen, indgivet en allernaadigst Adresse til Hs. Maj., om der maa forundes Hanisch Ret til at practisere, hvortil denne selv har knyttet en Ansøgning om at fritages for den ham idømte Straf. Over disse Andragender har etter Justitsministeriets Foranstaltning Holbeks Amt affordret Landphysikus i det nordre sjællandske Physikat hans Erklæring, og da Ur. Landphysikus Uldall har ment, at Offenliggjørelsen af denne vilde tjene til at berigtige den det gode Forhold mellem Publicum og Lægestanden modvirkende Forestilling at det er af Brødnid Lægerne staae Qvaksalverne imod, saa har han sendt den til Redactionen for "Ugeskrift for Læger", i hvis Nr. 24 for 24de Decbr. den findes trykt. Da Erklæringen er meget vel skrevet og i det Hele oplysende, skulle vi saameget desto hellere optage den her, som vi ønske at tilføie en Bemærkning.

"Idet jeg skal besvare Deres høivelbaarenheds ærede Skrivelse af 24de f. M., maa jeg først, uden særligt Hensyn til den foreliggende Ansøgning om jus practicandi for Forpagter Hanisch, udbede mig Opmærksomhed for følgende almindelige Betragtninger:

Medens Lægfolk ganske sædvanligen ansee det for en let Sag at gjøre erfaring om et Lægemiddel og en Læges mere eller mindre heldige Indbydelse, har Lægestanden vel til enhver Tid været sig bevidst den store Vanskelighed ved at skjelne mellem "post hoc" og "propter hoc". Medens den mere verdenskloge end ærlige Læge glatvæk kan tage til Indtægt for sig den heldige Vending i de hans Forsorg anbetroede Patienters Befindende, er hans mere oprigtige Collega villig til at indrømme, at saare ofte Naturens helbredende Kraft (vis medieatriv naturæ) er rette Vedkommende, hvem største Delen tilkommer af den Ros, som Ukyndighed saa godt som alene tillægger ham selv. Hvor hyppigt det end er, at en Læge uforskyldt miskjendes, fordi han ikke han beherske Naturen, er hin vrange Bedømmelse i Lægestandens Faveur unegtelig endnu langt almindeligere, og, medens den egenlige Lægevidenskab kun langsomt er skreden frem til sit nuværende Standpunkt under enorme Fremskridt af dens Hjælpediscipliner, ere vel uddannede Læger nutildags ganske almindelige tilbøielige til blot at vurdere den praktiske Nytte af Medicamentbruget lavt. Vi behøve ikke at søge udenlands for at træffe Exempel paa, at netop en af vor Tids udmærkede Læger er gaaet til yderlighed i denne til Ydmygelse grændsende Beskedenhed i at vurdere den helbredende Indflydelse af Lægehjælp overhovedet mod de indvendige Sygdomme.

Til denne saa fordringsløse Bekjendelse af Mænd, hvis Livs Hovedopgave Lægevidenskabens Studium og Udøvelse har været, danner det ganske vist en paafaldende skarp Modsætning, at Lægfolk antage sig skikkede til al bedømme Prisværdigheden af Sygebehandling, at i nærværende Tilfælde en Mængde Mænd i de forskjelligste Livsstillinger have forenet sig om al bevidne, at Hr. Hanisch har cureret Mange, som autoriserede Læger ikke have kunnet helbrede eller endog have erklæret for uhelbredelige.

Inden herom dømmes, maa det være mig tilladt endnu at indføie el Par almindelige Bemærkninger:

Medens Læger, - fornemligen de ældre og mere erfarne blandt dem, - ofte tilraade Syge uden fortsat Medicamentbrug at see Tiden an samt at sætte deres bedste Haab til denne og til Naturens egne Kræfter (methodus exspectativa), er det ganske almindeligt, i Særdeleshed, - men ingenlunde alene - i Bondestanden, al Folk langt udover Mulighedens Grændser kræve hurtig iøinefaldende Bedring ved Lægens Ordinationer. Naar en efter sin Natur langsomt forløbende Sygdom ikke er hævet ved eet eller nogle faa Sygebesøg, henvender man sig ikkun altfor ofte til en 2den og 3die Læge, og Kvaksalveren bliver - om end ikke altid - dog oftest den sidste i Tallet, hos hvem man søger Raad mod det endnu fortvarende Onde. Just herpaa maa jeg lægge Vægt; thi naar omsider Tidens Fylde er forhaanden, og Naturens egen helbredende Kraft faaer Overhaand over Sygdommen, da er det let forstandigt, at Vedkommende (om end med nok saa liden virkelig Grund) er mest tilbøielig til at betragte den sidst gjennemførte - altsaa oftest Kvaksalverens - Cur som Aarsag til det lykkelige Omsving , navnlig naar dette i Tiden slutter sig nogenlunde nær til Curen, hvad stundom maa indtræffe for den Mand, der faaer mangfoldige Syge i Behandling. For Qvaksalveren er da Lejligheden forhaanden til at forsyne sig med en anbefalende Attest.

Blandt de Feil, som Læger (tildels vistnok formedelst Ulyst til et langvarigt, trættende og rimeligvis i ingen Henseende lønnende Arbeide) - unegtelig ikke ganske sjeldent begaae, er den, uforsigtigvis at erklære en Patient for uhelbredelig eller endog redningsløs. Nys har Sundhedscollegiets Senior, Hr. Conferensraad Bang, idet han i sine "therapeutiske Supplementer, Kbhvn 1864" (S. 65) lovpriser Auskultationen Fortrinlighed til Brystsygdommenes erkjendelse, - ikke desto mindre kunnet tilføie "Jeg har seet Personer, dømte til en snarlig Død af Tuberculose, leve 20 Aar efter uden synderligt Brud paa deres Helbred, og dog vare Auskultatorerne dygtige og øvede Læger". Om hine Personer mulig have været under Forpagter Hanischs Cur, derom erfares Intet; men det Nysanførte oplyser, at der ikke kan lægges afgjørende Vægt paa, at en "anerkjendt dygtig Læge" i Slagelse havde betegnet som lidende af uhelbredelig Brystsyge den i Hr. Jernstøber Nielsens Beretning af 11te October omhandlede Patient, hvem Sidstnævnte angiver senere helbredet af Hr. Hanisch. At Helbredelsen er skeet under og efter Hanischs Behandling, skal ingenlunde drages i Tvivl; men hvorvidt den i Virkeligheden tillige er skeet ved hans Cur (ikke blot "post hoc", men ogsaa "propter hoc"), dette er, overensstemmende med mit Ovenanførte, et høist tvivlsomt Spørgsmaal, til hvis Bedømmelse Jernstøber Nielsen aldeles ikke er competent. Som Sidestykke til denne Begivenhed, hvoraf der er tilflydt Hanisch saa overmaade megen Ros, vilde jeg saare let kunne paavise, hvorlunde en med Rette særdeles vel anseet Læge først har opgivet Patienter som redningsløse og senere har seet dem komme sig uden Lægehjælp af nogensomhelst Anden end ham selv. Ved uforsigtige Yttringer om tvivlsomme Tilfælde have Læger vel befordret Hanisch's Renommée, men neppe nogensinde hans virkelige Ære.

Jeg har valgt Jernstøber Nielsens Beretning af 11te Octbr. til særlig Omtale, fordi den blandt alle i nærværende Sags Bilag foreliggende Helbredelsesattester er den eneste nogenlunde udførlig skildrede. Alle de øvrige og navnlig de i "Fædrelandet" for 29de Octbr. sidst), optagne mangle end mere den til sagkyndig Bedømmelse nødvendige Udførlighed, hvorfor jeg i Henseende til dem blot henholder mig til ovenstaaende min Fremstilling af Grunde til i Almindelighed at frakjende deslige af Lægfolk "bona fide" udfærdigede Helbredelsesattester stor Tilforladelighed. Denne min Paastand involverer forresten slet ikke Benegtelsen af, at jo nok Henvendelsen til en Qvaksalver hvor ukyndig han endog maatte være, alligevel nu og da kan fremlede et gunstigt Resultat. Deslige Folk fremtræde ofte med stor Suffisance samt Fiffighed; et Ordsprog taler jo ikke uden Grund om, at man gjælder for, hvad man udgiver sig for at være, og det Oplivende i den blotte Tanke om at befinde sig i "Mirakeldoctorens" Hænder, kan ikke frakjendes Indflydelse.

Om jeg nu end forudsætter, at man vil erkjende Gyldigheden af foranstaaende mine Betragtninger, maa jeg dog forudsee følgende Indvending: Jo villigere (vil man sige) Lægestanden nutildags selv erkjender den utilfredsstillende Begrændsning i vor Videnskabs sande Udbytte i praktisk Retning, desto mindre Anledning er der til at kaste Vrag paa de (saa at sige) helbredende Guldkorn, som denne eller hin Lægmand heldigvis maatte være truffen paa Dette skal gjerne indrømmes; men ligesaa sikken er det, at der er den største Anledning til Varsomhed i at fæste Lid til Angivelsen om saadant heldigt Fund, og, naar Talen er ikke om et enkelt, men om mange deslige Guldkorn, fundne af een og samme Lægmand, kan der ikke levnes nogen Tvivl om, at en Fejltagelse finder Sted; thi, om end "ogsaa en blind Høne kan finde el Korn", bliver den dog aldrig fed ved at finde mange.

Disse Ord kunne tilvisse anvendes ved nærværende Leilighed, da det i Modsætning til, at Kvaksalvere ellers oftest blot angives kyndige i visse enkelte udvendige eller indvendige Sygdommes Behandling, - hedder i Ansøgningen fra de 59 Mænd i Slagelseegnen, at Hanisch "i mange, mange vanskelige Tilfælde har reddet en stor Mængde Mennesker fra Døden eller Lemlæstelse" - - - "at Hanisch har hjulpet i usigelig mange Tilfælde", og (tilføie Dhrr. Ansøgere) - det er ikke bekjendt, at han nogensinde har været uheldig". I 2 af de foreliggende Attester, nemlig den ovenfor omtalte af Jernstøber Nielsen og i Mariane Blytmanns, men ikke heller flere, finde angivet Exempel paa, at hver Gang en (og ikkun een) Læge skal have erklæret, for uhelbredelig en af Hanisch senere helbredet Patient. De 59 Ansøgere have saaledes aldeles ikke ved denne Sags Bilag godtgjort, hvad de yttre til forhøjet Lovprisning af Hanischs formentlige Redningskure, at "ofte endog flere autoriserede Læger for enkelt Mand have udsagt, at der ingen Redning var". At overhovedet deslige Angivelser ikke bør tages gyldige, uden at de paagjældende Læger faae Leilighed til at yttre sig derom, er en Selvfølge.

Jeg antager ikke just, at alle de Helbredelser, for hvilke Hanisch lovprises saa høit, i Virkeligheden alene burde tilskrives Naturens egen helbredende Kraft, og skjønt den Sætning: "Ved Troen kan man flytte Bjerge", ogsaa her har sin store Betydning, mener jeg dog ikke heller, at hele "Mirakeldoctoriets" Tryllekraft har sin Oprindelse fra Troen og dens oplivende Indflydelse. Hvad monne det da være, hvormed Hanisch vej stundom virkelige helbreder? At han electriserer ved det saakaldte Inductionsapparat, har jeg oftere bragt i Erfaring, og jeg betvivler ikke, at han undertiden derved heldigen bekæmper nerveuse, rheumatiske og deslige Tilfælde; men det gjælder forresten om Electricitet som om Lægemidler overhovedet, at den, anvendt ved upassende Lejligheder, ogsaa kan skade, og saaledes haves Høiesteretspræjudical af 2den Oct. 1843 for, at Anordning samt Anvendelse deraf til Syge ved Ikke-Læger er at betragte som Qvaksalveri.

Naar jeg dels ved tidligere Retssager imod Hr. Hanisch, dels i egen privat Praxis har havt Leilighed til at see hans Medicamenter, har jeg kun truffet daarlig Tillavning af velbekjendte ordinaire Lægemidler. Chroniske uhelbredelige Patienter, som forgjæves havde søgt Hanischs Hjælp, have stundom senere henvendt sig til mig, og den sidste af disse, en i August d. A. afdød Gaardmand i Iglesø, havde af sin Tour til Hanisch ikkun det Udbytte foruden Udgifterne til denne at paadrage sig et frugtesløst Offer af 24 Rdl. Den syge Menigmand fatter lettest Tillid til Midler, som stærkt paavirke Sandserne, og da nu Hanisch ogsaa havde electriseret denne af gammel Leverforhærdelse lidende Mand, vilde Familien endelige have en "Maskine" til fortsat Brug, og, uimodtagelig for mine bestemte Forsikkringer om Frugtesløsheden deraf, anskaffede den da ogsaa et Inductionsapparat faa Uger før Mandens Død.

Med den Beskedenhed, som gjerne ledsager sand Dygtighed, har Forpagter Hanisch i sin allerunderdanigste Ansøgning benævnt sig og sine Lige "virkelig Læge" i Modsætning til de autoriserede Læger, hvis "mulige Uvidenhed eller Forsømmelse er lovmedholdelig". Ja vel kan det skorte paa Kyndighed ogsaa hos autoriserede Læger; men naar end ikke det mangeaarige Studium, som betinger Examen, er tilstrækkeligt til at sikkre herimod, hvorledes skulde det da være muligt for den aldeles ustuderte saakaldte "lægekyndige" Prakticus - at undgaae idelig at begaae grove Feil?

Naar det undertiden hedder i Hanischs Ansøgning til Kongen, at det er en ifølge guddommelige Love uimodstaaelig Trang for ham at virke til Lindring af Medmenneskers Lidelser, - at dette Motiv, og ikke Egennytte, har været hans Drivefjeder, da lyder dette jo i og for sig smukt nok, men det er det samme Paaskud, hvorved saa godt som alle Qvaksalvere søge at besmykke deres Færd. Af den under 25de Oct. sidstl. Hanisch overgaaede Høiesteretsdom, som udgjør et af nærværende Sags Bilag, sees det vel, at han ikke har forlangt, men i flere Tilfælde har modtaget Betaling for selve sine Kure, og hertil kommer som Hovedsag, at han selv leverer Patienterne Medicamenter, "for hvilke sidste han i Reglen forlangte Betaling". Just denne Forholdsmaade er et almindeligt Qvaksalverfif; men - hvo er vel troskyldig nok til at antage, at Qvaksalvere, idet de selv tillave deres Medicin, indskrænke sig til at tage Godtgjørelse for deres i Almindelighed ubetydelige Udlæg til eget Indkjøb? At overbevise dem om det Modsatte maa falde vanskeligere end at constatere, at der ligefrem er forlangt Betaling for kuren, og saaledes er det let forstaaeligt, at Honoraret pleier at tilsløres paa betegnet Maade. Hvad nu i denne Henseende særlig angaaer Hanisch, kan det, saa vidt jeg veed, ei heller vel antages, at han kan leve med Familie af den ham overladte lille Forpagtning.

Jeg haaber nu tilstrækkelig at have motiveret, at jeg ikke kan anbefale Ansøgningen om uden videre at indrømme Hanisch "jus practicandi"; men der foreligger en anden mere antagelig Udvei til vi afvende det i og for sig lidet tiltalende Skue af en Udlænding, som hist nedefra, hvor "die dummen Dänen" er gangbar Benævnelse af vor Nation, er indvandret hertil for at ernære sig her ved idelig Lovovertrædelse. Ifølge Justitsministeriets Skrivelse til Sundhedscollegiet af 20de Mai 1853 vil det staae Hanisch frit at ansøge om Tilladelse til at underkaste sig Tentamen ved det lægevidenskabelige Facultet. Da hans almindelige moralske Forhold er vel attesteret af Præst og Sogneforstanderskab, antager jeg efter de øvrige føre liggende Omstændigheder sandsynligt, at Adgangen til Tentamen ikke vil blive ham negtet, og dersom de 69 Ansøgeres varme Anprisning af ham ikke mangler al objectiv Begrundelse, er del vel rimeligt, at Udfaldet kan komme til at svare til hans Ønsker. I alt Fald ville vel hverken Ansøgerne eller Hanisch selv betvivle, at han ved Tentamen, som selvfølgelig indskrænkes til del rent Praktiske, kan gjøre Regning paa Retfærdighed og Billighed.

Saadan Forholdsmaade ved Ledigheder som den her paagjældende er uden Tvivl meget bifaldsværdigere end den tidligere omkvæstionerede Ophævelse af Qvaksalverilovgivningen. Til at ophæve denne vilde efter min Overbevisning del mindst uholdbare Motiv ikkun ligge i den gamle Sætning: "Mundus vult decipi, ergo decipiatur" *)! At gaae nærmere ind paa dette Spørgsmaal, dertil er det naturligvis ikke her Stedet; men da jeg i et af nærværende Sags Bilag, nemlig i "Fædrelandet" for 29de Octbr. d A. finder Qvaksalverilovgivningen betegnet som et "til Fordel for Lægerne bestaaende Monopol", kan jeg ikke undlade at indvende, at der neppe nogetsteds findes Spor af saadan Lovgiverens Hensigt til Gunst for Lægestanden. Ligesom det er ved jf 5 af Frdn. 5te Seplbr. 1794, at Qvaksalveriels Strafbarhed er statueret, saaledes er det i samme Forordnings § 1, at det eneste Motiv dertil er udtalt, nemlig "det Uheld, de paadrage sig, der overlade sig til uvidende Qvaksalvere".

Nordre sjællandske Physikat, Holbæk d. 6te Decbr. 1864. 

Ærbødigst

Uldall.«

Hvad Lovgiveren nærmest har havt til Hensigt med Qvaksalverilovgivningen, enten at give den autoriserede Lægestand et Monopol, eller at øve en faderlig Omsorg for den uoplyste Almue, derom skulle vi ikke disputere med Hr. Landphysicus Uldall; men ligesom den første Hensigt dog særdeles vel lod sig forene med Fortidens laugsmæssige Begreber og Indretninger, saaledes er det i hvert Fald ganske naturligt, at ingenlunde blot Almuen, men ogsaa Mange blandt det dannede Publicum nu opfatte denne Lovgivning saaledes. Thi medens det er en aldeles afgjort og ubestridelig Sag, at mange ikke-lægekyndige Personer give Andre Raad og Lægemidler i Sygdomstilfælde, har man næsten aldrig hørt, at Sag er blevet reist mod Andre, end mod dem, som tog Betaling derfor; om for Raadet eller Lægemidlerne, har Ur. Uldall Ret i, kommer omtrent ud paa Eet. Men for at kunne tage Betaling for Saadant, er en vis Tillid og et vist Tilløb nødvendigt, og saaledes seer Tilfældet da ud, ganske som naar Skomagerlauget har anlagt Sag mod Kjøbmændene, fordi de solgte udenlandske Støvler o. desl. Og netop derfor paastaae vi, at Qvaksalverilovgivningen, som den bestaaer, og som den udøves, gjør Lægestanden Skade og forhindrer den fra at vinde Tillid i Befolkningen, i Stedet for at understøtte dens menneskekærlige Bestræbelser, medens derimod Ophævelsen deraf maaskee nok i den første Tid vilde bevirke, at flere Ikke-Læger befattede sig med Cure, men ogsaa at Almuen snart ad Erfaringens Vei vilde lære, at nogen Kundskab dog i Reglen er bedre end ingen. Heller ikke maa det ganske lades ude af Betragtning, at Læge-kundskab kun er den ene Side af Læge-Dygtighed, og at den anden Side, det praktiske Blik og det lykkelige Instinct, vel ofte vækkes og udvikles ved kundskabens Erhvervelse, men ingenlunde er nogen nødvendig Følge af denne. Heraf følger da igjen, at selv den kundskabsrigeste Læge kan være en klodrian, der ofte ikke seer det, som ligger lige for Næsen af ham, ligesom det kan hændes - og hændes saare ofte - at den meget sysselsatte Læge ikke seer eller spørger sig rigtig for. Hvem vil nu kunne negte, at der kan gives - og virkelig gives - i det mindste Enkelte, Qvinder som Mænd, der af Naturen have faaet, hvad den autoriserede Læge ofte mangler, et skarpt Øie til at opdage kilden til Andres Lidelser og et lykkeligt Instinct til at gjætte, hvad intet menneskeligt Øie kan see, og at denne Gavn kan udvikles og skærpes ved Livets Erfaringer, saaledes at den opvejer megen kundskab, ja stundom er nyttigere end denne. Hvorfor skulle nu saadanne kræfter ikke turde anvendes til Bedste for deres Medmennesker? For ikke at gjøre Skade? Men gjør den autoriserede Læge ikke ogsaa tidt Skade, uden at vide og uden at ville det? Det være langt fra os, at kaste nogen Skygge paa vor Lægestand; vi troe den fuldkomment kan udholde Sammenligning med den øvrige civiliserede Verdens; men netop derfor behøver den ingen kunstig Beskyttelse i sin velgjørende Virksomhed; den vil tvertimod vinde ved at undvære den. Det stemmer hverken med vor politiske Frihed eller med vor Næringsfrihed, at det skal paadrage Nogen Straf, at give Andre Raad og Lægemidler, med mindre det kan bevises, at der er øvet Bedrageri, eller tilføjet Skade paa Liv og Lemmer, i dette Tilfælde bør den ikke lægekyndige Raadgiver straffes, hvad enten han har taget Betaling eller ikke, og ovenikjøbet betale en klækkelig Erstatning til den eller dem, han har tilføiet Skade. Hertil bør Qvaksalveribegrebet indskrænkes.

Hval Hr. Hanisch paa Tersløsegaard angaaer, da gjør han Indtrykket af at være en dannet Mand. Han er eller egen Angivelse ikke Tydsker, men Polak, og udsiger at have student Lægevidenskaben 2 Aar i Besancon. Hvis han saae sig istand til at godtgjøre dette, vilde der formentlig ikke være nogen Grund til at kræve en Prøve af ham, som dog umulig kan have nogen stor Betydning.

*) "Folk ville holdes for Nar; saa lad dem blive det"!

(Fædrelandet 30. december 1864).

Rudolph Hanisch: Dom 1860 for Kvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

Rudolph Hanisch (?-1893) praktiserede i 1860'erne kure for syge som affødte dom for kvaksalveri. Ved Højesteretsdom nr. 317 af 11. december 1860 blev Rudolph Hanisch dømt for kvaksalveri og ulovlig dispensation af medicin. Dommen lød på mulkter af 80 Rdl og 50 Rdl og konfiskation af medikamenter. 

Materialet om Rudolph Hanisch falder i tre dele: denne første del om en dom for kvaksalveri 1860, dom for kvaksalveri og dispensation af lægemidler 1864 og tiden derefter indtil udrejsen til Sverige 1867.

I 192 udbad Justitsministeriet sig Kollegiets Betænkning over et Andragende, hvori en Deel Beboere af Sorø og Præstø Amter anholdt deels om, at der maatte blive meddeelt Chemiker N. Hanisch i Alsted Tilladelse til at praktisere som Læge her i Riget, deels om, at en inden Sorø Birks Politiret mod ham indledet Undersøgelse, betræffende uberettiget Lægepraxis, maatte bortfalde.

Foranlediget ved samtidige Anmeldelser fra Dhrr. Landphysici Guldberg og Uldall om, at en Udlænding ved Navn Hanisch reiste omkring i Sjelland og drev udbredt Qvaksalveri, ́blev der i Februar Maaned 1860 indledet retslig Undersøgelse mod ham, som da opholdt sig i Alsted i Sorø Amt. Han tilstod under de afholdte Forhør, at han havde taget en stor Mængde Patienter under Behandling, skjøndt han var vidende om, at han dertil ikke havde Tilladelse, samt at han til disse havde dispenseret Medicin, som han havde forskrevet deels fra Frankrig, deels fra en Materialist i Kjøbenhavn. Hans Trafik i sidstberørte Henseende sees at have været meget stor, idet der er opgivet, at der i Løbet af 14 Dage pr. Jernbane skal være sendt omtrent 650 Pund Medicinalvarer til ham fra en af Kjøbenhavns Materialister, og det af Retten under nærværende Sag hos ham konfiskerede Forraad af Medikamenter, hvorover en Liste medfulgte Akterne, var anslaget til en Værdi af c. 100 Rdlr. Bemeldte Rudolph Hanisch, der kalder sig Dr. medicinæ et chemiæ, er af Fødsel en Polak. Ifølge hans egne Udsagn, for hvis Rigtighed han dog ingen Beviisligheder har fremlagt, har han studeret Medicin i Besançon i 3 Aar og der taget Examen, derefter i 3 Aar studeret Chemi hos Wöhler i Göttingen og ligeledes der taget Examen; derefter har han tjent i 2 Aar som Læge ved den fransk afrikanske Armee og i 4 Aar i den ungarske Armee; forviist fra de østerrigske Stater, opholdt han sig paa forskjellige Steder i Tyskland og Frankrig og kom i 1852 til Danmark, hvor han i Førstningen har havt Beskæftigelse som Techniker ved Fabrikanlæg o. desl. og i de sidste 3 Aar levet af Qvaksalveri, som han har drevet i stor Maalestok, idet han er reist omkring til forskjellige Steder i Sjelland, i de offenlige Tidender har averteret om sin Ankomst, og paa hvilke Tider han var at træffe, og overalt har havt stort Tilløb. Han har taget alle Slags Patienter under Behandling (han anfører saaledes selv 14 Typhus-Patienter) og roser sig af, at alle hans Syge ere blevne fuldkomment helbredede. Han har for Retten angivet, at han har en Loupe, hvormed han ved udvortes Besigtelse af de Mennesker, som lide af Brystsyge, kan opdage Sygdommens sande Natur, og navnligen om den er helbredelig eller uhel bredelig, ligesom han ogsaa ved Besigtigelse af Saar kan see "den indvendige Side af disse“. Under Sagens Gang har han indgivet en Ansøgning til Kongen om Tilladelse til at udøve Lægepraxis i Omegnen af Alsted i de Sygdomstilfælde, hvor andre Læger forgjeves have været søgte, og om at den mod ham paabegyndt Retssag maatte bortfalde. Senere har en Deel Beboere af Sorø og Præstø Amter ausøgt om, at der maatte gives ham Bevilling til at praktisere som Læge her i Riget, samt om at den mod ham anlagte Sag for uberettiget Lægepraxis maatte blive hævet. Sidstnævnte Ansøgning er ledsaget af Vidnesbyrd fra Ansøgerne, der fremhæve hans Kures Fortrinlighed.

Landphysikus, Justitsraad Guldberg har i sin over Sagen afgivne Betænkning erklæret, at han maa gjøre Paastand paa Lovens Overholdelse; bemeldte Hanisch er hjemfalden til Straf, fordi han har drevet ulovlig Medikamenthandel og trodset Loven af 5te September 1794 og 3die Marts 1854. Ligesaa lidt kan Physikus anbefale Ansøgningen om, at der maa tilstaaes ham jus practicandi. For saa vidt Hanisch har ansøgt om Tilladelse til i Omegnen af Alsted at tage de Sygdomstilfælde i Behandling, hvor andre Læger forgjeves have været søgte, bemærker Physikus, hvad Spørgsmaalet i sin Almindelighed angaaer, i Overeensstemmelse med Sundhedskollegiets Yttringer ved en anden Leilighed (see Aarsberetn. for 1858 S. 211), at, for at tilveiebringe den tilbørlige Garanti mod Misbrug fra uautoriserede Personers Side, maatte det deels forud ved paalidelige Vidnesbyrd og ikke alene ved den Syges Udsagn være godtgjort, at han af Læger og Lægeanstalter er opgiven som uhelbredelig, deels forud de Midler angives, som skulde bringes i Anvendelse, og hvad Spørgsmaalets Anvendeliggjørelse paa Hanisch angaaer, finder han dobbelt Betænkelighed. Hanisch staaer for ham som en temmelig upaalidelig Qvaksalver, der har Routine, Dristighed og Kundskaber nok til at mystificere sit lettroende Publikum, men til hvis Ordholdenhed Sundhedspolitiet ingen Tillid kan have, og hvem dette derfor ikke vilde kunne tilraade Indrømmelsen af en nok saa begrændset jus practicandi. Amtmanden over Sorø Amt betvivler, at Hanisch kan fritages for Tiltale, og mener, at der vel neppe heller vil findes Anledning til at meddele ham den ansøgte Tilladelse til at udøve Lægepraxis.

Kollegiet svarede i Skrivelse af 1ste Mai, at det paa det bestemteste maa fraraade baade, at der meddeles Hanisch jus practicandi, og at den mod ham anlagte Sag hæves, i hvilken Henseende Kollegiet skal henholde sig til den af Landphysikus, Justitsraad Guldberg afgivne Erklæring, og navnligen udhæve, at Hanisch, skiøndt han havde al Foranledning dertil, ikke i mindste Maade er fremkommen med Noget, som understøtter hans Angivende om at have studeret Lægevidenskaben og underkastet sig Examen deri i Frankrig og siden havt Ansættelse som Militærlæge i den franske Armee."

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1860 (1861), s. 154-157)

Der er formentlig tale om Præstø Sygehus lægelige chef der var landfysikus for det søndre sjællandske fysikat, embedslæge 1837-69 dr. med. Ove Christoffer Høegh-Guldberg (1805-1869). Han førte opsyn med distrikslægens arbejde og ind- og udskrev patenter. Han havde bl.a. været medlem af Kommissionen ang. Sundhedspolitiet i Danmark. 

Frederik Adolph Uldall (1806- 1873) var 1843-1871 landfysikus i Sjællands nordre fysikat.

Mdm. Stutterheim (Efterskrift til Politivennen)

Ved slutningen af 1800-tallet havde den akademiske medicin som følge af systematisk forskning udviklet de behandlingsmetoder som vi forbinder lægevidenskab med i dag. En masse virkningsløse og skadelige behandlingsmetoder var afprøvet og kasseret. Men inden da, florerede folkemedicin, gamle husråd, kloge folk, trolddom og naturlæger som ganske almindeligt søgte midler for sygdomme. Med nogen grund, for lægevidenskaben i Guldalderen byggede hovedsagelig på den oldgamle græske sygdomsopfattelse, ofte ikke mere effektiv end den underskov af helbredsmetoder som var baseret på andre teorier. 

Nedenfor tre eksempler på sådanne: Frau Stutterheim fik stor succes selv om hun i samtiden blev stemplet af lægevidenskaben som kvaksalver. En københavnsk pendant til Frau Stutterheim fru Lassen som er udførligt behandlet i Politivennen. Og endelig fyrst v. Hohenlohe. Der var dog afgørende forskelle mellem dem, selvom deres virkemidler er ikke helt offentlige. Frau Stutterheims  fremstår endog næsten hemmelige: "Sympatimidler" byggede på en hundredår gammel tankegang om forbindelsen mellem immaterielle og materielle væsner, onde ånder og dæmoner. Stjernerne og det guddommelige liv kunne kurere. 

I Salmonsens Konversationsleksikon omtales Sympatimidler. Lægemidler, hvis virkning skal bero ikke på deres fysikalske egenskaber, men på en formodet, overnaturlig egenskab, der står i  "sympatisk" forhold til vedk. patient og derfor hos denne fremkalder betydelige virkninger, særlig på nervesystemet.

Madame Lassen virkede i København, og er behandlet i artikler i Politivennen som jeg har forsynet med supplerede noter og materiale:  27. maj 1823. 18 november 1826. 25. november 1826. Hun påstod dog modsat Frau Stutterheim aldrig at kunne kurere alle sygdomme. Begge blev undersøgt af statslige læger. Madam Stutterheim blev erklæret for kvaksalver, mens madam Lassen delvis blev anerkendt. Imod Sundhedskollegiets vilje, men overtrumfet af kongen. Og set med nutidens øjne havde mad. Lassen måske bare tilfældigvis stødt på desinfektion: Hun kogte plastre og behandlede patienter enkeltvis. På hospitalerne betød snavs og sammenstuvning af patienter ofte at lægerne ikke fik en chance.

Madam Lassen opnåede at være kendt og anvendt lang tid efter sin død. I "Slægten Grøn-Müller-Klein" (1905) omtales fra midten af 1800-tallet (og andre lignende beretninger findes):

I Bedsteforældrenes Hus var i mange Aar kommet en Kone til Vask; hun hed Babette. Nu var hun bleven ældre og kunde ikke taale det strenge Arbejde. Bedstemoder fik derfor den Ide at lære hende sine sympatetiske Kure og Midler. Der var imidlertid et aber ved at lære dette fra sig, nemlig at en Kvinde kun kunde lære en Mand det og omvendt. Der maatte derfor gaas Omveje; Bedstemoder lærte sin ældste Søn, Onkel Louis, det, og han igen Babette det. Hun boede i Borgergade og fik i Tidens Løb ikke ringe Indtægt ved dette sit nye Erhverv. En velstaaende og kendt Grosserer her i Byen viste sin Taknemmelighed overfor hende, da hun havde kureret ham, efter at han havde forsøgt alt andet, ved saa længe hun levede at betale hendes Husleje. Samme Babette strejfede forresten engang ind paa Faders Territorium angaaende en Patient med Rosen; dog fik han det aldrig at vide. Først for kort Tid siden har jeg tilfældig truffet Patienten, som ved at høre, at jeg nedskrev Erindringer fra tidligere Tid, fortalte mig, at de havde søgt Babette samtidig med, at Fader, som var Huslæge, kurerede paa hende, fordi de syntes, at Helbredelsen trak saa længe ud. Man hældte efter Babettes Raad lidt efter lidt den Medicin bort, som Fader havde ordineret; thi ikke for alt i Verden vilde hun støde eller fornærme sin Velgørerindes Svigersøn, og Fader var i den Formening, at hans Kur hjalp. Dette var naturligvis Uret, og hun fortalte, at hendes Fader— hun selv var den Gang en lille Pige — havde sagt: »Jeg smider den Kælling ned ad Trapperne, hvis jeg ser hendel Det er en Skam mod Dr. Grøn...."

Retssager mod behandling ved sympatimidler kendes Danmark så sent som i 1872 i Bjerge-Aasum Herred. 200 år efter lever deres behandlingsmetoder stadig videre i forskellige afarter. Et eksempel på en Sympatikur som kan illustrere nogle af de nedenstående tekster, er et "probat Middel imod Tungsindighed." Her indgår tallene 3 og 9, tavshed, nat:

Gaa Sant-Hansdags Aften paa Kirkegaarden og pluk stiltiende imellem familiernes Grave Kl. 9 9 Slags Blomster, om de er der at finde, ellers tag Blade og Knopper af hvad  som findes, indtil Tallet 9 bliver fuldt, kog deraf en The, drik den i 3 Aftener i Rad og hold saa op 3 Aftener, drik atter i 3 og atter hold op i 3, og saa drik igjen i 3 Aftener, bliver i alt 9 Aftener. Denne simple Middel har hjulpet mange Mennesker. Jeg har lært den·af en Kone født i Norge. A- U K. Ug 1858 i Juni A. u. Ulfborg. 

Nu til artiklerne om mad. Stutterheim. De blev publiceret i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. juli 1819 (nænsomt omskrevet til nutidigt sprog), og iøvrigt i en lettere forkortet version i Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende , 26. juli 1819:

Kvaksalversken Stutterheim i Holsten.

I tidsskriftet Originalien for maj måned d. å. læses fire breve fra det holstenske angående en kone ved navn madam Stutterheim, der på grund af sine kure, har gjort stor opsigt der i landet og er blevet draget til ansvar. Vi leverer her et udtog af disse brev.

Første brev.

Du ønsker, bedste ven nogle nærmere efterretninger om den gamle kone som er indbragt hos os i lænker. Vores formodning at hun måtte være en farlig forbryderske, retfærdiggøres rigtig nok ved den måde hvorpå hun indbragtes. Men hun er hverken brandstiftersken fra Neustadt, eller en morderske, men en spåkone, en menneske- og kvægdoktorinde, der har udøvet sine forretninger hemmeligt på forskellige steder i landet. Hun har fået endnu flere tilhængere end hun nogensinde havde før, da de mest ansete mænd interesserer sig for hende, så tiltager interessen for hende i den grad, at man allerede ret almindeligt taler om hende som om et vidunder. Hendes ry var også allerede draget med hende fra sted til sted ved hendes kuske og ledsagere. Hun skal have helbredt mennesker som lægerne ikke har kunnet hjælpe, og - du må længe nok le af det - uden medicin, ved Sympati, nogle urter og deslige. 

Af en troværdig ven har jeg erfaret følgende om hendes kure på et sted hvor hun før opholdt sig. Blandt 22 patienter var også en bondekone som havde almindelig krampe. For denne kogte hun selv en drik af tidsler og andre hensigtsmæssige urter i en kedel, under uforståelige sprog, og derpå siede hun dem gennem en bestemt særk, fx af et pigebarn. Om natten da det var stjerneklart, skød hun den syge med begge hænder lagt om hofterne, foran sig omkring i fri luft, lod denne se op til en bestemt stjerne, strøg, efter højtidligt lønsprog, hendes legeme, slog derpå begge hænder hvæsende op mod himlen, og ville forjage den lidendes onde til stjernen, ligesom visse folk sædvanligvis plejer at gøre det med høns. Tre aftner blev dette gentaget, og således kørte den syge, efter at hun havde tømt drikken og igen tilbørligt opkastet den, dernæst betalt 2 mark for denne og 6 mark for kuren, betydeligt bedre hjem igen. Ganske udmattet ankom patientinden nu til sine slægtning, som straks måtte sende bud efter en læge.

Andet brev.

Vort vidunder kommer, ganske imod dine spådomme og fornuftsberegninger, mere og mere til ære. Ikke alene adskillige af vores fornemste indbyggere, for ikke at tale om borgere, bønder og tiggere, går til hende. Men også to læger har besøgt hende og taler ingenlunde ufordelagtigt om hende. Du spotter over overtro. Vil du fremdeles tænke således når jeg forsikrer sig, at en lærd præst ikke alene skal have søgt råd hos hende for et medlem af sin familie, men endog for andre syge? Kan du endnu spotte over menigmands og gamle kællingers lettroenhed? Det vil være mange af os ubegribeligt hvorledes en mand skal have fortæret 9 stykker l... på smørrebrød som et middel for gulsot, hvilket middel blev ham tilrådet som Sympati. Skade at det lige så lidt ville hjælpe hos en syg som en afdød, og at disse små dyr må samles af tre brødre, hvilket er noget misligt, og så meget mindre kan anbefales som probat. 

Madam Stutterheim er født i en saksisk landsby, hvor hendes far skal have været stabslæge. 1813 kom hun i land med de sorte husarer ved hvilke hendes mand skal have tjent som fanesmed. Men han skal være død i slaget ved Sehstedt - og på denne måde kunne hun let besidde en skat af kundskaber. Upåtivleligt ville hun underkaste sig en tilbørlig prøvelse, dersom hun ikke havde bragt det så vidt, ganske hurtigt at kurere alle tilfælde på en hidtil fra alle bekendte lægemetoder afvigende måde - ved Sympati - bestående i befølen, bestrygen og stjernekiggeri! Hvilket fakultet havde nu heri bragt det så vidt at hun kunne holdet et kollokvium der? Heraf forfølgelsen af uindviede og vanføre. Også i vores stad har hun under sit ophold her fundet blandet andre en bestemt mod stander i en læge, der tillige allerede har klaget over hendes kureren, men det er hidtil ikke lykkedes ham at overbevise hendes tilhængere, trods alle de af ham anførte grunde om den overtro og det kvaksalveri som herved befordres, og den åbenbare skade som er en følge af de salver, skarpe vand og pulvere hun giver øjensyge og andre patienter. Man anser tværtimod hans utilfredshed for brødnid, da hans andre kolleger intet har foretaget mod hende. 

Ingen time på dagen har den gode gamle fred. Om aftenen vandres, haltes, og bæres hen til hende. Gerne ville jeg underrette dig noget om de kure der er lykkedes hende, om det var mig muligt, hvor almindeligt det end siges og fortælles. Ingen af de syge tør tale om sympatisøren, da det ville forhindre helbredelsen. Derhos blæser og regner det nu stærkt, og på sådan en tid kan hun ikke virke. Alle syge gives fortrøstning på lyse nætter og vindstille som fortrinligt skulle lette gigtsyges kur. Desuden må den syge mere eller mindre klæde sig af i fri luft, selv i den mest bidende frost, og holde de lidende dele mod stjernene. 

Et tilfælde kan jeg fortælle dig, hvilket gjorde almindelig opsigt. En skomager klager sin nød til hende, at han har en ko som ikke vil give mælk om dagen, hvorfor hans ægtefælle må malke den om natten. Madamen råder ham til at udspejde hvem der er hans arrigste fjende. Denne havde tre gange strøget koen mod hårene. Ifald samme igen ville stryge dem tilbage, så ville det onde være hævet. Manden drager med sin gjorte opdagelse tilfreds hjem, fortæller hvor han har været, at den kloge kone havde sagt ham alting, og at han nu nok skulle få fat på den slette karl. Den fredselskende ægtemage bliver bange, tror i hans tale at finde en hentydning på en soldat som hun kender, og som ganske fredeligt ind imellem havde holdt lyset for hende og gjort hende selskab når hun malkede Fra det øjeblik af giver koen igen mælk om dagen og ensstemmigt roser mand og kone den vidunderlige kur. 

Tredje brev.

Madam Stutterheim skal i tugthuset og derpå forvises ud af landet. Men hendes venner har tilbudt en betydelig kaution. Vogne fulde med krøblinge på ånd og legeme ankommer, ja selv skibe med sådanne folk ombord, letter anker. Det vrimler af folk der søger hjælp. Udenlands må hendes ry allerede genlyde. Fra det hannoverske ankom for nogle uger siden en possemyntmager med sin kone og et barn der kun endnu havde lighed med et menneske. Han anholdt om tilladelse til at opholde sig der i te dage, i hvilken tid hans barn skulle være helbredt. Men de gode folk måtte straks igen tiltræde deres tilbagerejse. 

Hvem hendes kure hidtil har hjulpet, vides ikke. Derudover hviler et hemmelighedsslør. Mange syge føler sig efter sigende allerede bedre ved hendes nærværelse - dog synes ingen at turde tale om sin helbredelsesmåde. 

Megen alarm gør nogle syge fra Hamborg der er helbredt ved Sympati. Men du kan ikke tro det, skønt du ikke er i stand til at modsige det. Jeg priser den af dig anførte gigtsyge spiseværts fikse tro. 

Vores distriktsfysikus ankom her for nogen tid siden efter højere befaling for ikke alene på embeds vegne at undersøge det fortsatte kvaksalveri, men tillige de derved forårsagede forfuskelser. Mennesker med benedder fandt man belagte med plastre, blinde havde man strøet pulver i øjnene og forårsaget dem derved unyttig smerte og hævelse. Seks slags medikamenter havde hos en lille pige af et lille bensår gjort en benhævelse med mange sår osv. Det vigtigste tilfælde ved undersøgelsen var en betydelig hævelse en fattig kone der var sendt herhen fra nabodistriktet, havde på fodballen. Sympatien skulle anvendes, ifald den kloge kone ville påtage sig at kurere hende. I modsat fald skulle den syge overgives en herværende læge til operation. Ligesom madam Stutterheim overalt antager alle syge, således antog hun også denne kone, og lovede at kurere hende. Ja, hun erklærede endog at den syge ufejlbarligt måtte dø når nogen læge opererede skaden. Men den syge blev, denne forjættelse uagtet, dagligt værre, og efter et par ugers forløb var hendes lidelser steget til den højeste grad. Endelig blev der tilkaldt en læge som tog sig af den syge, men på ny opbragt over sådan frækhed, anmeldte det på vedkommende sted. En af kvaksalversken givet spiritus med kamfer havde bevirket og forøget betændelsen i foden på sådan måde at benet måtte afsættes den syge lige ved hoften, i stedet for at ved en anden behandling eller når hævelsen tidligere var blevet skåret, foden havde kunnet være reddet. 

Nu er alle foranstaltninger føjet til at ingen mere skal komme til at lide ved kvaksalverskens Sympati og fuskeri. På højere befaling sidder hun nu under utilgængelig bevogtning og man venter den allerhøjeste stadfæstelse af den over hende afsagte dom. 

_____________________

I nr. 61 af samme tidsskrift læses under overskriften: "Bidrag til en historie om den vidunderlige kone i Holsten", følgende svar på disse breve: "Det er bekendt at denne kone har befriet adskillige mennesker for sygdomme, som ingen læge kunne kurere. Også mænd der beklæder embeder og hædersposter har talt med stor agtelse og berømmelse om hendes Sympati-kunst. Når man ikke mere vil tro sådanne mænd, så ophører jo al tillid til menneskeheden! Men vi har her selv en agtværdig borger der i en del år har været plaget af de skrækkeligste stensmerter, og som hverken de mest duelige læger kunne hjælpe eller ved brugen af mange bade har fundet lindring. Denne mand rejst til Itzehoe og takker endnu denne time Gud for at han gik til denne kone. For han er nu fuldkommen befriet for dette onde. Der kunne også indtræffe tilfælde der ikke altid kronedes med det lykkeligste udfald, men dette kan også finde sted hos de mest duelige læger uden at de er skyld i det. Den fornuftigt dømmende vil ikke straks fordømme lægen eller nægte ham kundskab og indsigt. For lægen er altid dog kun et menneske. - Ligeledes anfører brevenes forfatter en mand fra Hamborg der har været hos denne kone for at bruge denne kur. Dette har sin rigtighed. Denne mand har denne kone at takke for en stor del af sin generhvervede sundhed.

I Abend-Zeitung (Dresden), 12. april 1820 kaldes hun for "Die magnetische Wunderfrau i Warmbeck", 78 år gammel, sund og kraftig, enkel og from. Avisen fastslår at hun har kureret flere uhelbredeligt syge. Mere indgående blev hun beskrevet i "Kieler Beyträge", hrsg. von e. Gesellschaft Kieler Professoren, Bind 2. Taubstummen Inst., 1821, s. 427-449. Heri:  VI Erinnerung an die Frau Stutterheim Zunächst veranlasst durch das Archiv für den thierischen Magnetismus. Von C. H. Pfaff in Kiel.

I indledningen forklarer forfatteren grunden til at tage dette emne op igen flere år efter afgørelsen: nemlig at der vedbliver at fremkomme lignende teorier og behandlingsmetoder, og at disse derfor er værd at beskæftige sig med. Han refererer til et essay af professor Grohmann - daværende specialist i psykologi - som i et tidsskrift (u)frivilligt agiterede for "forkerte forfølgelse af usædvanlige magiske årsagsforbindelser og astrologiens entusiasme og beslægtede dårskab." Ligeledes at excorcisten Gassner endog er anerkendt af en professor Eschenmeyer. Artiklen opgiver også nogle informationer om hvem Frau Stutterheim var:

”Ms. Stutterheim blev født i en saksisk landsby, hvor hendes far var læge, skulle hun gifte sig med en flagsmeder til det prøyssiske regiment af de sorte husarer, og ledsagede ham til Holstein i 1813, hvor han blev ved mødet med Sehestedt og hans enke, undertiden som en spåmand, undertiden som en kvæg- og menneskelig læge fik et stort ry o. s. v . "

Jeg kan ikke afgøre, om de første omstændigheder er fuldstændigt funderet. Fru Stutterheim siger intet mere om sig selv i et fortroligt manuskript end at hun blev ført til Holstein af krigsforfølgelserne og bragt kunsten at helbrede mennesker og kvægsygdomme, der blev lært af hendes bedstefar, en saksisk militærlæge, for at komme væk. Selv foregiver hun at være kun 76 år gammel, sandsynligvis (i det mindste efter sit omdømme) meget ældre for at vække deltagelse, end hun virkelig er. 

Endelig et sidste eksempel på mirakeldoktorer fra Tyskland, fra Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 20. juli 1821:

T y d s k l a n d. Hvo der har den Ulykke at være blind, døv, stum eller halt, gjør nu bedst i at reise til Würtzburg, hvor der er opstaaet en halv gejstlig, halv verdslig Mirakeldoktor, som kuperer Alt hvad inkurabelt er og det endog uden nogen Slags Magnetisme. Man behøver blot at medbringe en ret fast Troe paa J e s u G u d do m. (ved hvilket ene Ord den gode Mand strax dokumentere hvis Udsending han er) og kunne aabne Munden til et Ja, naar han forespørger sig derom (Af de Stumme tager han vel i al Fald tiltakke med et Nik). I en Haandevending er da Miraklet skeet. Denne Profet er ingen anden end Domherren, Fyrst. v. Hohenlohe/Schillingsfürst, som prædiker i Kirken der fra Morgen til Aften, og har i en egen Skrivelse villet gjøre Borgemester og Raad vils paa, at Velsignelsen af hans durchlauchtige Mund virkelig kan udrette saa store Ting. Hvad de Vantroense angaaer, ih nu! til deres Omvendelse raabe alt 30 H j u l p n e (Rygtet lægger med sædvanlig Tjenstagtighed endnu et Nul til) med høi Røst: Probatum est! og den bayerske Statstidende (!) fortæller desuden, at Kronprindsen derved er bleven sin tunge Hørelse qvit. Hvad, have vi. da, yderligere Vidnesbyrd behov?

Den 5. november 1821 kunne Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende dog meddele at Hohenlohe ikke pt kunne helbrede noget, pga sit eget svage helbred. Han blev dog rask igen, for Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 13. december 1823 meldte om at han var i Prag, "hvor hans Mirakelkurer skaffer ham stort Tilløb." Den 19. februar 1825 meldt Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende at han var blevet domherre i Grosswardein i Ungarn. Han vedblev med at udføre mirakler langt op i 1820'erne og 1830'erne. I 1836 vedkendte han sig at være jesuit.

Svar paa forestaaende Stykke om Mad. Larsens (ikke Lassens) Curer

Forfatteren af forestående har virkelig ret når han siger: "Det er et særsyn i medicinalvæsnets annaler *) at der i Danmarks hovedstad skal gives et kvindeligt subjekt til at udøve lægekunsten". Men man vil ikke være så uartig som forfatteren og påstå at hovedstadens læger er uvidende eller uduelige. Derimod er det nok en afgjort sag at de fleste må besidde en dygtig portion gensidighed og egensindighed når de ser at madame Larsens lægemåde har reddet så mange syge som deres egen metode ikke var i stand til at hjælpe, og dog hårdnakket forsmår at anvende hendes, af den usle grund at den kommer fra en ulærd. 

Men var de da andet end ulærde, alle disse mænd og kvinder i lægekunstens tidligste tidsalder, hvis erfaringer eftertidens mere lærde læger benyttede og til dels forøgede? Vi bærer den dybeste højagtelse for al videnskab og kunst, følelig også for lægekunsten når dens dyrkere med deres bogstudium hele tiden forbinder naturens studium og lytter til erfaringens ufravigelige resultater. Forsømmer eller foragter de den sidste, da vil menneskeheden trods alle de nye systemer som lægerne hele tiden skiftevis bygger og kuldkaster, fremdeles nødes til at sukke over ulægelige svagheder, som endog simple mennesker i Indien og Arabien i umindelige tider har forstået at helbrede og om hvis lægemåde måske Spaniens klosterbiblioteker siden maurernes tid har opbevaret mange vink. At opsøge og benytte disse, ville vist være menneskeheden til lige så stort gavn som at aftegne græske billedstøtter eller opmåle Egyptens pyramider. 

At i øvrigt madame Larsen ikke læger noget sår uden først ved hensigtsmæssige lægemidler at have uddraget det onde der indtil den tid har gjort såret ulægeligt, ikke heller har forværret nogens onde. At "samvittigheden" ikke altid tilbageholder læger fra at læge sådanne sår, viser blandt flere andre krigsrådinde L.s eksempel, hvis ben adskillige gange blev lægt af vores mest berømte læger, men som altid brød op igen, indtil hun efter 15 års lidelser betroede sig til madame Larsen som på få uger kurerede hende. Og siden har hun i en tid af 6½ år uafbrudt nydt en blomstrende sundhed. Var madame Larsens kur så let at eftergøre som nogle mener, da er det jo et sandt mirakel i vores næringsløse tid at ingen, hverken blandt hendes patienter eller andre, søger at efterligne hende og at skaffe sig en lige så udstrakt kongelig bevilling som den hun er i besiddelse af. Næppe var denne bevilling blevet meddelt hende hvis hendes lægemåde forkortede menneskenes liv eller satte det på spil. Det er endog ubegribeligt hvorledes man tør fremføre sådanne om den er autoritet og altså forud tilstrækkelig prøvet.

*) Ikke i "medicinhistoriens annaler", for dette er med forfatterens tilladelse en tautologi.

(Politivennen nr. 385. Løverdagen den 17de Mai 1823, s. 6241-6244).

Redacteurens Anmærkning.

Madame Lassen (1768?-1833) hed egentlig Anna Larsen Jacobsdatter og var fra Overdråby ved Jægerspris. I Historiske Meddelelser om København 1, V, findes s. 27-65 en artikel "En københavnsk kvaksalverske i tiden 1810-30" om hende. Artiklen fortæller at hun i 1804 var uddannet jordemoder, hvilket dengang var et usselt job. I 1811 blev hun første gang indberettet til politimesteren og fik en bøde. Klog af skade forsøgte hun herefter at få en tilladelse. 

Herefter udviklede hendes karriere sig mellem Sundhedskollegiet som ikke kunne godkende hendes metoder, et stort antal patienter som blev kureret, og Kancelliet som på trods af Sundhedskollegiet bestandig gav hende flere og flere tilladelser. Sundhedskollegiet gav hende i 1814 lov til at kurere åbne sår og benskader. Og udtrykte også en vis interesse i at lære hendes metoder at kende. Kancelliet anså hende for i besiddelse af kundskaber i at kurere benskader som læger forgæves ikke havde kunnet gøre noget ved. Mad. Lassen opretholdt sin praksis ikke bare med benskader, men også lammelser efter apopleksi, underlivstilfælde, hudsygdomme, menstruationsforstyrrelser mm. Hendes mislykkede forsøg gjorde Sundhedskollegiet uden stort held opmærksom på. Efter datterens dramatiske død ophørte hun næsten med sin praksis, i 1828 var der kun 2 patienter. 

Mad. Lassen døde i 1833, se Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhus Stiftstidende, 12. december 1833:

Madame Lassen, bekjendt over hele Landet under Navn af den kloge Kone i Kjøbenhavn, der i sin virksomme Tid har reddet saa manget Liv, givet saa mangen af Lægerne for uhelbredelig erklæret, Helbred og Sundhed igjen, er nu død, som man seer af Raketten. Hun havde, som bekjendt, den store Sorg, for nogle Aar siden at miste en Datter paa en høist sørgelig Maade, ved at en Spiritusflaske sprang, og den omkringstrømmende Spiritus antændtes af Lyset, og forbrændte hende saaledes, at da Moderen havde baaret hende ned til Posten, for at slukke Ilden i Klæderne, var hun allerede død. Ved denne Leilighed fik Mad. Lassen et Knæk paa sin Sundhed, der nu har lagt hende i Graven. Hendes frelsende Kunst er gaaet med hende i Graven. En lille simpel Gravhøi dækker Liget af denne Kone. At leve, gjøre godt i Verden, døe og forglemmes, er det almindelige i Menneskelivet. Den samme Forglemmelse, der hviler over hendes Erindring, har ogsaa fulgt hendes frelsende Kunst, der er gaaet i Graven med Hende. Ingen kjender hendes Methode eller Midlerne. De levende Døttre vare komne ind i en heel anden Kreds, der var ganske forskjellig fra den sygelige Tilværelse der omgav den gamle kyndige Moder, hvor hun stod som en frelsende Genius; de havde andet at tænke paa, end at koge Salver og Plastre; og en Veninde af Huset, hvem hun tilbød at lære sin Kunst, var grusom nok mod sine Medmennesker til at undslaae sig derfor.  

Mad. Lassen havde tilsyneladende lært fra sig I Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 14. august 1841 stod: 

Til Lægeverdenens Nyheder hører, at den bekjendte Mad. Lassen i Nyboder, der curerede for al udvortes Sygdom, har faaet en Efterfølgerske i Mad. Jensen, der med kgl. Tilladelse har nedsat sig som Doctorske i Lyngby, og ny trækker en Mængde Syge dertil. Hun skal især være heldig med Gigtpatienter. (Aarh. Av.)

Og i Fyens Stifts Kongelig eneprivilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 30. juli 1845 stod følgende at læse (i uddrag):

(Indsendt) Naar en Mand, af Tilskikkelsen eller Tilfældet, bliver kastet ind i et eller andet Hverv eller Forhold, og han rygter samme med Duelighed og Redelighed til alle Omgivendes Tilfredshed; rammes han i saadant Hverv af Skjebnens Slag, der uventet kommer over hans Hoved, som et Lyn fra den klare Himmel, da finder han dog alle oplyste og billigtænkende Menneskers Deeltagelse og Medlidenhed, og dette er Tilfældet med Boelsmand Christian Nielsen Rold.

Vistnok i Aarhundrede har hans Forfædre været i Besiddelse af en Videnskab til at helbrede Beenbrud og friske Saar, hvis Lige maaskee sieldent finder Mage. Skjøndt en talrig Familie, har dog ikke uden een (saavidt mig bekjendt) paa en og samme Tid været indviet i eller dyrket denne Kunst til Fuldkommenhed. Christian Nielsen blev opdraget af en gammel Tante, der havde lært denne Kunst eller Videnskab af sin Fader, og som lig en anden Mad. Lassen hjalp Folk i hundredviis til deres sunde og førlige Lemmer, og hvis Kurer vistnok sielden eller aldrig mislykkedes. Opdraget af denne Kone blev han saa at sige oplært i denne Videnskab uden sit eget Vidende, den han hjalp til at udøve i hendes Alderdom, og alene udøvede under hendes Veiledning i hendes Svaghed. Hun indsatte ham til Arving af hans nuværende Bopæl paa Rold. 

Christian Nielsen søgte bevilling om at kurere benbrud, men fik kun tilladelse til at forbinde benbrud når der ikke har tilkaldt læge.  Da han imidlertid opfattede dette som om han også måtte kurere, blev han sagsøgt og dømt. 

Spørgsmaal til Lægerne

(Indsendt)

Tør en doktor, sæt endog han er tysk, tillade sig den frihed at skrive recepter på kompositioner som ingen andre kender end den apoteker som de med ængstelig charletaneri er betroede? Udsætter sådan en doktor sig ikke for den mistanke at han enten frygter for at være sin behandlingsmåde af sygdommen bekendt, bruger Arcana, eller vil tvinge folk til hver gang at søge hjælp hos sig eller udgift for recepten. For da sådan recept alene kan tillaves på det apotek som er afhængig af sådan uskik og hverken findes i de danske farmakopeer der er at anse som lovbøger for medikamenternes sammensætning, når den på recepten ikke angives, kan et fremmed steds apoteker ikke tillave sådan en recept som ejeren tror at besidde som en stat? 

Hvilken apoteker kender fx Pulv: resolv: nova, Extract: compos: Mixtur: catharal: Ol: thereb. mixt: Spirit: aramot: hvad enten der er tilføjet et mihi comp: eller ikke, stundom findes de vel tilfældig i en tysk farmakope. Men der kan apotekeren ikke søge dem. Kan en sådan anført recept ikke takseres, ifald den ingen tid forordningsmæssig bliver det, efter apotekerens eget behag da bestanddelenes opskrift ængstelig hver gang forvares, når recepten er tillavet og i påkomne tilfælde omskrives, eller efter omstændighederne indrettes? Tør en apoteker nægte en recepts udlevering. Sæt endog en læge er naragtig nok til at forlange det, uden at handle imod forordningen? Disse spørgsmål bedes af en kyndig besvarer i dette eller et andet offentligt blad.

(Politivennen nr. 87, Løverdagen den 30de August 1817, s. 1451-1453)

Om et Apothek i Ringsted

Efterhånden som vores medicinalvæsen kommer på bedre og bedre fod, bliver det og mere nødvendigt med samme ihærdighed og under overvågning af uberettiget salg af lægemidler, markskrigerbedragerier, kloge mænd og koner, at lette adgangen til at få gode og lovlige lægemidler hos velforsynede og kyndige apotekere på hver egn.

Det ligger i sagens natur, at man ikke kan have en god apoteker i enhver købstad, med mindre der er rimelighed for, at han kan leve der. Men det er vel lige så naturligt at steder, der før ikke kunne ernære et apotek, i tidens løb kan blive i stand til det, når omegnen opdyrkes bedre.

Ringsted har som følge af forbedringer indenfor landbruget brug for en rigtig apoteker (Erich Pontoppidan: Det Danske Atlas, Tomus 3, 1767). 

Ringsted kan ikke andet end regnes for et sådant tilfælde. Det tiltagende landbrug har også  forøget folkemængden her i Sjællands frugtbare midte. De nærmeste apoteker er på den ene side i Sorø og på den anden side i Roskilde. På de to andre kanter er apotekerne endnu længere væk. Dette havde også bevæget den nu afdøde distriktskirurg Walbohm til at have den mest nødvendige medicin klar i sit hus. Men så nyttigt det end var, ligeså let kan enhver vel være enig i, at dette ikke er den måde, som man i almindelighed kunne ønske en stad og dens omegn forsynet med de nødvendige lægemidler. En god apotekers og en god kirurgs eller læges videnskaber er forskellige, og de fordrer hver for sig sin mand. For ikke at nævne andre årsager, som ikke indbefatter at lade lægen profitere ved at patienten forbruger mange og kostbare lægemidler.

Man udtaler altså det ønske, som er hele Ringsteds bys og dens omegns attrå, at et "apotek" måtte tillades og oprettes i "Ringsted". Den indsigelse at de 4 nærmeste apoteker alle ville lide et lille tab, tror man ikke vil hindre vores omsorgsfulde regering fra at råde bod på det her fremstillede savn. De vil desuden ved landbrugets vækst i deres omegne også snart blive holdt skadesløse.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5829-5831)

Redacteurens Anmærkning

Ringsted Apotek

Ringsted fik vitterligt et apotek tre år senere, i 1808. Først som en filial af Sorø Apotek. Fra 1867 havde det til huse i Apotekergården Nørregade 12.

Til det medicinske Polities Foresatte.

Hyppigt ser man i vores aviser anmeldes, i vores boglader falholdes og af publikum opkøbes en art af skrifter der lige så fuldt som rottekrudt eller andre gifte burde være forbudt at sælge da de endog er skadeligere end disse varer. Sådanne er gynæologier, anvisninger til børneavl, metoder til at kurere sig selv for disse afskyelige sygdomme der vel alle henhører under veneriske, efterretning om manddommens genoprettelse og lignende. Indsenderen tilstår rent ud at han ikke kan rime disse farlige skrifters ustraffede udbredelse med et årvågent og et samvittighedsfuldt medicinalvæsen. Eller skulle det måske ikke være skændigt at en boghandler søgte fordel ved at forføre en mængde unge ukyndige og undselige mennesker til at forsøge selvkure som enten straks eller efter en tids forløb pådrager dem den rædsomste af alle sygdomme hvorpå man desværre dagligt ser eksempler. I sandhed trænger en trykkefrihed nogensinde højlig til grænser, så er det her. Intet stridsskrift, ingen fræk politisk pamflet, intet skændskrift kan stifte så meget elendighed som et eneste af disse giftskrifter hvoraf vi allerede har så mange. Hvor utrættet dette slags forfatterskab er, ser man deraf at hr. Pelt nylig har villet hjælpe på dem der ikke har råd til at købe et så kostbart liderlighedsværk som gynæologien ved at gøre en kraftekstrakt deraf der sælges for nogle få skillinger og sikkert vil ødelægge manges uskyldighed, sundhed og lykke!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 241, [4 December 1802], s. 3849-3850)

Redacteurens Anmærkning

Der er sandsynligvis tale om den tyske læge og apoteker Christian Gottfried Flittner (1770-1828) som skrev om seksualoplysning, bl.a. 20-bindsværket "Gynaeologie oder Das Geschlectsleben in seinem ganzen Umfange", i dansk oversættelse "Gynæologie eller over Mødom, Samleie og Ægteskab", København 1798-1802 i 13 bind.