11 december 2015

Lidt om Madam Lassens Kurer.

I bladet Telegraphen nr. 44 har en ven og velynder af madam Lassen ved en meget skøn ensidig lovtale fundet for godt at anbefale denne kloge madames kure. Men det lader til at manden desværre ikke har haft synderlig kundskab om den ting han har villet bedømme, så hele hans lovprisning bortfalder og frembringer meget mere den modsatte virkning hos det fornuftige publikum. 

Forfatteren ville næppe have udbredt en sådan lovtale dersom han vidste at et kronisk lokaltilfælde ikke er den virkelige sygdom selv, men alene et symptom på en indvortes fejl i organismen, ved hvilket naturen søger på en for legemet mindre skadelig måde at afhjælpe eller formilde den indvendige fejl i et af de ædlere og til livet nødvendige organer. At dette udvendige sygdomssymptom ikke kan fjernes med udvendige midler uden at forværre den indvendige sygdom og afkorte livet. At ville fjerne et sådant lokaltilfælde med udvortes midler alene, er at sætte livet på spil. Og da madam Lassen ikke betjener sig af andre indvendige midler end brændevin i store doser, så vil enhver der betror sig til hende, indse hvad de vover. 


"Alt hvad hun anvender består alene i hede omslag i stor masse, og dette kan enhver uden mindste begreb om lægekunst ligeledes eftergøre." (Mangors Landapotek, 1803 var en populærmedicinsk bog som var meget anvendt).

Man påberåber sig godt nok attester, hun har fra helbredte patienter. Men hvorledes er de helbredt? Dermed tier man. Hvad er følgen blevet af det? Dersom naturen ikke er stærk nok, som sjældent er tilfældet, til på anden måde at befri sig fra hovedsygdommen, enten ved efter kortere eller længere tid at frembringe de samme eller lignende lokaltilfælde igen, er det gerne ude med livet. En patient der iler fornøjet hjem med sine lægte sår, sørger og beklager sin uvidenhed og den ham tidligere eller senere forestående fare. Hvor mange er ikke draget bort fra hendes lazaret uden at deres lokaltilfælde er blevet helbredt, hvilket i grunden er en lykke for dem, ja mange er endog blevet meget værre end de var.

Alt hvad hun anvender, består alene i hede omslag i stor masse. Og det kan enhver uden mindste begreb om lægekunst ligeledes gøre efter. Hovedsagen er varmestoffet som smertestillende, de fugtige dunster, som blødgørende og fordelende, tilligemed luftens frahold. Og ved udvortes midler at læge et sår, vil vist nok enhver kirurg kunne gøre når han har samvittighed til at vove det. Det vil imidlertid altid blive et særsyn i medicinalhistoriens annaler at der midt i hovedstaden hvor de mest duelige læger findes, skal gives sådanne kvindelige subjekter til at udøve lægekunsten. Hvad mod efterverdenen vil tro om lægevidenskabens forfatning i vore tider!

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 385. Løverdagen den 17de Mai 1823, s. 6239-6244.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar