Et moderne Garageanlæg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Efterhaanden har der jo omkring i Byens ydre Dele rejst sig store Garagekomplekser. Et af de største er i disse Dage blevet fuldført ude paa Hjørnet af Enghavevej og Matthæusgade, hvor en Række lave Butiker danner Rammen om et helt lille Garage-Gadeanlæg.

Indkørslen sker lige paa Hjørnet gennem et stort Benzintankanlæg, og inde i Gaarden straaler der 3 brede Gader ud med Garager paa begge Sider. For Enden af Gaderne ligger en meget stor Vaskehal med Vaskemaskiner, hvor 20 Automobiler paa én Gang kan renses. Garagerne har Plads til ca. 100 Autoer. 

Naturligvis er der ogsaa et Reparationsværksted, og overhovedet findes der overalt de mest moderne Indretninger og Bekvemmeligheder. 

Komplekset er opført af Murmestrene Kr. Kristensen og Martin Olsen efter Tegninger af Arkitekt Jens Jørgensen.

(Aftenbladet (København) 19. januar 1927).

Den gamle Flaskekro skal rives ned. (Efterskrift til Politivennen)

De gamle, straatækte Krobygninger ved Harrestrup Aa, som nu skal nedrives.

Inden det endnu er endelig afgjort, hvornaar man kan blive enige om den nye Køge Strandvejs Retning, har Københavns Kommune taget fat paa at udvide sin Del af den gamle Landevejschaussé, der i nogle Slægtled var glemt, men som nu gaar en stor Fremtid imøde.

Arbejderne er allerede i fuld Gang lige fra Broen over Jernbanen ved Valby Station, ud til "Friheden" paa Grænsen af Hvidovre Kommune, en Kilometer paa den anden Side Harrestrup-Aaen. Ved denne Aa danner den gamle Vej, som mange vil vide, et for Færdselen meget farligt Sving, for at komme uden om den gamle Flaskekros straatækte og mosgroede Rejselade, og dette Knæk kan man ikke have paa den nye Vej. Derfor maa Flaskekroens maleriske, gamle Bindingsværks-Huse nu falde for den moderne Tids Krav om mere Plads til Færdselen.

Københavns Kommune har eksproprieret alle Kroens gamle Bygninger for at kunne rette Vejen ud, og i Løbet af faa Dage begynder man at rive det gamle Hus paa den østlige Side af Vejen, samt Rejseladen paa den modsatte Side ned.

Selve Krobygningen faar Lov til at ligge en Tid endnu, men ogsaa den skal fjernes.

Ejeren, Hr. Jørgensen, lover, at der nok skal komme en smuk og stilfuld Erstatning for den kgl. priviligerede Kros gamle Bygninger, der menes at være mindst 200 Aar gamle. Kroens Privilegier er flere Hundrede Aar gamle, og Flaskekroen var i sin Tid en af Landets mest kendte og største Landevejskroer. Bjerringgaard, der ligger oppe ved Vejknækket ved "Friheden", hørte ind til for nogle Aar siden under Kroen. Til Gaarden hørte henved 100 Tdr. Land, som nu er udstykket til Parcelbebyggelse.

(B. T. 15. maj 1926).

Jernbeton paa Roskildevej: Der bliver lagt Jernbeton paa Roskildevej i denne Tid. Ovenfor ses Maskinen, der glatter Betonen. I Arbejde, nedenfor ser man Jernkonstruktionen, før den fyldes med Beton. Fotoer fra B. T. 18. maj 1926.

Ford i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Fords nye Fabrik i København

Fabriksanlæget i Sydhavnen

Ford Motor Company indvier i Dag sin nye Fabrik i Københavns Sydhavn, ved hvilken Lejlighed Statsministeren og Københavns Overpræsident m. fl. vil komme til Stede.

Det er det mest moderne Fabriksanlæg i hele Skandinavien - ja maaske i Europa. Alle de nyeste Fabrikationsmetoder og Hjælpemidler, der er saa karakteristiske for moderne Automobilindustrier, er her udnyttet.

Fabriksanlæget er bygget paa selve Sydhavnsarealet ved Kongens Enghave og er omgivet af Vand paa de to Sider. Fords private Kaj maaler 110 m, medens 78 m Kaj paa den anden Side staar til Virksomhedens Disposition. Her findes ogsaa en dobbeltsporet Jernbanelinje, som staar i direkte Forbindelse med Landets Jernbanenet.

Fabrikens Hovedbygninger bestaar af en 2-Etagers Jernbetonbygning, forbundet med to Kranhaller af murtstenspud￾t Staalkonstruktion samt en murstensbygget Kraftstation. I Midten mellem Jernbetonbygningen og Kranhallerne er der en stor 1-Etages Monteringshal, hvor Vognene samles. Denne Hal er af Staalkonstruktion med moderne Ovenlys, hvorved der sikres Arbejderne rigelig Lys og Luft

Fabriksbygningerne er saaledes anlagt, at "lige Linje" Produktion er mulig, d. v. s., at alt indkommende Materiale - efter at være udlosset ved Kajen og udpakket i Lagerafdelingen - følger en lige Linje gennem Bygningerne til den modsatte Ende, hvor de færdige og prøvede Vogne kører ud for at videresendes til Forhandlerne.

Den nye Fabrik repræsenterer indbefattet Grundareal, Bygning og Maskiner, en Værdi af ca. 5 Mill. Kr., hvoraf 75 Procent falder paa danske Materialer og dansk Arbejdskraft.

Ford Motor Company Akties, grundlagde sin Virksomhed i København i Sommeren 1919 en Aktiekapital paa ½ Mill. Kr.

Produktionen tog sin Begyndelse i Oktober 1919 i lejede Lokaler i Heimdalsgade 28 og 42, 44, og den højeste Produktion, som den Gang opnaaedes pr. Dag, var 14 Vogne. Der var ansat 148 Arbejdere og 12 Funktionærer.

Virksomheden er siden betydelig udvidet.

Foruden de ca. 600 Arbejdere og ca. 100 Funktionærer, som lønnes direkte af Selskabet, findes i Danmark ca. 85 autoris. Forhandlere og henved 300 autoriserede Reparatører samt disse Forhandleres og Reparatørers Personale, bestaaende af Repræsentanter, Kontormedhjælpere, Lagerekspedienter og Mekanikere saavel som disses Familier - eller ialt sa. 12-15,000 Mennesker, hvis Eksistens er afhængig af Ford Motor Company Aktieselskabs Virksomhed.

Af Ford Motor Company Aktieselskabs samlede Produktion i de første 8 Maaneder af 1924 er der eksporteret ca. 75 Procent, medens Resten er solgt gennem danske Forhandlere.

(Bornholms Social-Demokrat 15. november 1924)

Det er København: En Plet, der ikke kendes af ret mange: Gadekæret bagved det nye store Kvarter paa Sydhavnsarealerne, hvor Gæs og Ænder boltrer sig i frit og ubundet Liv. B. T. 30. september 1925.

Lystturen i Rustvognen. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg, d. v. s. det meste af vor skattede Naboby har Natten til i Gaar været skuepladsen for en vist temmelig enestaaende Automobilkørsel, der paa de Folk, der var saa uheldige eller heldige at komme ud for et Møde med den maa have virket noget nær pa samme Vis som Mødet med "Den flyvende Hollænder" virker paa Havets fredeligt farende Sømænd.

Den flyvende BiI var Ligvognen Rustvogn k. 10717, der tilhører Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade Nr. 14. Vognmanden har en Chauffør, Viggo Thorsen hedder han, og han boer privat i Tømrergade Nr. 1 - der til daglig har det Hverv at køre døde Mænd til Kirkegaardenes Kapeller i den pæne bil, hvori der som man véd, yderligere er Plads til en enkelt eller to af den Dødes nærmeste Efterladte, der ønsker at være ham nær paa den sidste triste Køretur, for Graven tager ham.

Ved 11-Tiden i Forgaars Aftes da Dagens Transporter var til Ende, fik Viggo Thorsen Besked om at køre Bilen hen i Garagen paa dan gamle Ladegaards Terræn hvor den plejer at staa opstaldet. Han kørte imidlertid ikke direkte til Ladegaarden, idet han havde lovet at køre en Kammerat, der ogsaa er ansat hos Vognmand Jørgensen, ud til hans Bolig paa Peter Bangsvej.

Dette har Thorsen ogsaa gjort. Men hermed glipper ogsaa det officielle Kendskab til hans Gøren og Laden i de nærmest følgende Timer. Man har, trods ihærdige Undersøgelser fra Politiets Side, kun kunnet fremskaffe højst mangelfulde og ufuldstændige Oplysninger om hans Færden i de stille Nattetimer Men disse Oplysninger viser ham ogsaa jagende rundt paa det ganske Frederiksberg, ligesom den flyvende Hollænder ude paa det vildene Hav.

Han har omkring Ettiden været ved "Aahuset" med et levende Lig i Vognen, d. v. s. med en aabenbart ganske tilfældig Mand, han havde samlet op et eller andet Sled og faaet anbragt inde i Bilen paa den Efterladtes Plads. Lidt senere har han været ved en Café paa Fasanvejen, og endnu senere ved "Raadhuscaféen" i Falkoneralléen. hvor han forgæves har tryglet Jørgen Bras om at komme ind og faa sig en Tuborg sammen med sin Passager i Ligvognen.

Kl 1½ præcis er Dødsbilen set ude i Godthaabskrydset, hvor den jog tværs over Gaden i en rasende Fart men dog ikke værre end, at det gennem Bilens Glas tydeligt kunde ses at det ene levende Lig var bleven til en hel Bunke. Deri sad, siger fuldgode Vidner, paa dette Tidspunkt mindst seks Personer, to Damer og fire Herrer, inde i Bilen, et Selskab der ganske aabenbart var i alt andet end Begravelsesstemning, at dømme efter den Sang og støjende Adfærd, der lød inde fra Vognens Dyb.

Saa gaar der en halv eller en hel Time, hvor Havet eller de frederiksbergske Sideveje har slugt den flyvende Hollænders Spor. Men da Klokken slog 2½, dukkede den frem igen i Natten.

Da kom Chauffør Thorsen kørende med sin Rustvogn henad Grundtvigsvej - fuld sped, alt hvad den stønnende Motor kunde orke, køre fremad, lige ind paa den lille Grundtvigs Plads som en Krigstankbus paa Gitteret og Hækken, der omgiver den lille kønne Græsplæne, saa Gærdestavene knækkede som Tændstikker og Hækkens Blade og Kviste sank, som var de mejede ned under en Kæmpe-Le eller trampede til Døde under en Kæmpetromle.

Paa dette Tidspunkt var der, siger de forskrækkede Beboere, der kaldtes til alle de omliggende Vinduer ved Larmen, da Bilen vendte Næsen mod det gamle Træ midt paa Plænen, to Mennesker i Rustvognen. En Mand og Kvinde inde paa den Dødes Plads, tæt omslyngede i svimmel Kærlighedsrus, øjensynligt slet ikke opfyldt af Tanken paa Døden eller alt det, der dens er.

Tværtimod.

Saa kom Politiet. Men da tog Fa'en ved de to Elskende - ud af Ligvognen ned i Grønsværet og væk - bort i Natten, mens Pigebarnet hulkede, saa det var en Ynk at høre, og Manden sang: "Giv mig et Kys og lad det være glemt - "!

Tilbage var kun den molesterede Rustvogn, der nu var tømt for baade Levende og Døde, og saa to Chauffører, af hvilke den ene ædru og ganske sagesløs, og den anden gnistrende fuld. Den anden var Viggo Thorsen, og da han var Foretagendets ansvarshavende Redaktør, halede Politiet ham ud af Plæneanlægets Ruiner og kørte ham op paa Politistationen, hvor man, mere for en Forms Skyld end fordi det skønnedes paakrævet, lod ham underkaste den obligate Spiritusprøve.

Han dumpede med Glans - Ug mod Kryds og Slange - og fik som Følge deraf Æresbolig paa Stationen for Resten af Natten, medens der blev telefoneret efter Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade, for at han kunde komme ud og hente sin Ligvogn og faa den gjort ren efter den vildsomme Nattefærd.

- Sikket Held, sagde han, da han trillede af med Omnibussen: Sikket Held, at der ikke var et rigtigt Lig i den, da Thorsen startede i Aftes. For ellers var han vel endt paa Kirkegaarden med baade den Døde og alle sine levende Gæster!

Og Hr. Thorsen havde aabenbart ikke været bange for nogetsomhelst.

Svip.

(Aftenbladet (København) 2. juni 1924)

Ford eksporterer Vogne til Rusland fra Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Fordfabriken i Sydhavnen skal forsyne Sovjet-Rusland med Fordvogne

Leverancen omfatter 18,000 Vogne om Aaret til en Værdi af ca. 50 Mili. Kr.

PARIS, Søndag

(R. B.)

Paa et Søndag afholdt Møde, hvori deltog Direktørerne Harrington og Carlsen, Ford-Fabrikerne, Dr. Hammer, Moskva, og Direktør Harald Langkjær, Aktieselskabet "Cyklone", København, blev det vedtaget, at hele Fordfabrikernes Eksport til Rusland fremtidig skal foregaa fra København

I Anledning af dette Telegram har vi haft en Samtale med Kontorchef Brøndum fra Fordfabriken i Heimdalsgade, og han gav os følgende yderligere Oplysninger om Sagen, der iøvrigt har været forberedt de sidste 4-5 Maaneder:

- Allerede i Sommer begyndte vi Forberedelserne til at oprette Salgscentraler i Rusland; men paa Grund af de politiske Forhold har der været mange Vanskeligheder at kæmpe med. 

Den nye, store Samlerfabrik 1 Sydhavnen er, som De véd, anlagt med det Formaal for Øje at kunne forsyne Norden, Østersøprovinserne, Tyskland og Stor-Rusland med vore forskellige Fabrikata, og da vi er klar til at begynde derude i April, kommer den i Paris nu afsluttede Kontrakt yderst kærkomment.

- Hvem er Mr. Harrington ?

- Det er Fords Generaldirektør i Europa, fortsætter Hr. Brøndum. Han kom hertil for ca. 4 Aar siden og har sit Hovedkvarter i Paris.

Dr. Hammer er en stor russisk Forretningsmand, som Direktør Harald Langkjær, der kom hjem fra sin Ruslandsrejse for 14 Dage siden, har plejet Forhandlinger med i Moskva.

Direktør Carlsen leder, som De véd, Fabriken her i København, og Direktør Langkjær fra Aktieselskabet "Cyklone" vil selvfølgelig blive knyttet til denne nye, mægtige Side af vor Virksomhed.

- Kan De tilfredsstille Efterspørgslen fra Rusland?

- Ja, det kan vi magelig! For Tiden laver vi her i Hejmdalsgade 100 nye Vogne om Dagen, og i Sydhavnen regner vi med at skulle kunne fabrikere 200 Vogne pr. Dag.

Men - faar vi travlt, kan vi bringe Fabrikationen i Sydhavnen op paa 600 Vogne pr. Døgn, idet vi saa vil arbejde med 3 Hold Arbejdere Døgnet rundt, hvert Hold i 8 Timer.

- Og Betalingen fra Rusland?

- Ja, med den har der hidtil været nogen Vanskelighed; men ogsaa dette Spørgsmaal maa have faaet sin løsning, siden der er udsendt et Telegram som det Ritzau har bragt, løvrigt, sluttede Hr. Brøndum, véd jeg jo intet om selve Enkelthederne. Forhandlingerne har nemlig været ført af Direktør Carlsen, og han vender først tilbage fra Paris i Aften

Rusland kan bruge 18,000 Vogne om Aaret.

Den nye Ruslands-Eksport af Fordvogne vil sikkert, om den virkelig kommer i Stand under tilfredsstillende Forhold, antage meget imponerende Former, skønt Rusland som Helhed vel ikke netop er anlagt for en Import af Fordvogne for Tiden.

Man regner imidlertid med en aarlig Eksport af 18,000 Vogne, der repræsenterer en Værdi af ca. 50 Mill. Kr.

Da den Arbejdsløn, som lægges her i Landet, andrager ca. 100 Kr. pr. Vogn, vil de 18,000 Vogne altsaa lægge 1,8 Mill. Kr. i Løn til de danske Arbejdere.

Motor-car.

(København 29. januar 1924)

Direktør Carlsen vendte tilbage fra Paris og bekræftede aftalen, men kunne ikke sige meget mere end det. Fabrikken beskæftigede ca. 600 og ville i tilfælde af aftalen komme op på 3.000 arbejdere. Fabrikken kunne lave 35 vogne daglig på 8 timer af samme arbejdsstyrke, mens andre steder højst 31 til 32 vogne. I februar 1924 cirkulerede rygter om at Ford lå i underhandlinger med tyske automobilfabrikker som skulle danne en automobiltrust omfattende Tyskland, Rusland og hele Østeuropa. Konkurrenterne, bl.a. Krupp og Stinnes skulle modarbejde en sådan trust. Fords nye monteringshal i Sydhavnen til 5 mill. kr. kunne producere 200 vogne dagligt til at forsyne Dannmark, Norge, Sverige, Tyskland, Polen, randstaterne og Rusland..

Fra en annonce i Fyns Venstreblad (Odense) 11. april 1924.

Carl Christian Frederik Sørensen: "Sorte Carl". (Efterskrift til Politivennen)

I begyndelsen af februar begyndte anholdelserne af en juveltyveribande. Anholdelserne var nået op på 15. 10 februar 1920 meddelte B.T. at Sorte Carl var anholdt. Forhør er refereret i Social-Demokraten 19. marts 1920. Den 20. februar forsøgte Lothard Jensen, en af de anholdte i Schkollar-sagen at begå selvmord ved løbe panden mod en mur i sin celle. Han overlevede dog. For at få Schkollar (en jøde) til at tilstå, udsendte assessor Krenckel i februar et billede af en af hælerbrødrene Jensen, H. P. , Borgergade 138. PÅ daværende tidspunkt var der deponeret tyvekoster til over en million kroner. 

H. P. Jensen - den ene af hælerne i sagen. Foto fra Folkets Avis - København, 16. februar 1920.

Stort forhør over juveltyvene.

De anholdte vakler i deres forklaringer.

I går fortsatte dommer Sinding i flere timer forhøret over de Arresterede i juveltyve- og hæleribanderne. Forhøret overværedes af politiinspektør Hakon Jørgensen.

Den første, der blev fremstillet, var en 17 årig knægt, Svend S., der har gjort sig skyldig i hæleri i mindre omfang. Da hans sag er fuldt opklaret, har anklagemyndighederne henstillet til Justitsministeriet, at han afsluttes allerede nu, imod at den vildledte Knægt sendes til værgerådets forsorg. Denne ordning har ministerielt nu godkendt.

En håbløs benægtelse.

Næste mand foran skranken var Johan Herman Jensen, der sigtes tor tyverier l Skjoldsgade, Kastelsvej, Willemoesgade og hos Antikvitetshandler Heuser i Bredgade.

Jensen benægtede bestemt, at han havde deltaget i disse tyverier. Selv den omstændighed, at han er fundet i besiddelse af tyvekosterne fra alle fire indbrud, kan ikke rokke hans forklaring. Som endnu mere fældende indicium har politiet et brækjern, som Jensen vedkender sig. Dette brækjern er anvendt ved indbrudene, og mærkerne af det regnes for lige så gode som fingeraftryk. Mærker er fundet iblandt andre steder i Heusers dagligstue og soveværelse.

Overbetjent Christoffersen fra politiskolen demonstrerede foran dommeren det kriminelle brækjerns anvendelse på nogle af Heusers skuffer, der var hentede op i retten.

Men trods alle indicier nægtede Johan Herman Jensen stadigt. Han fik derfor meddelelse om, at hans sag nu sendes til Landsretten, hvor den vil blive afgjort af nævningetinget i begyndelsen af maj måned.

En lille fortalelse.

"Røde Evenius", som er døbt Evenius Hansen, blev derpå fremstillet. Han havde heller ikke lyst til at tilstå noget. Dette skyldte - sagde han - at han var så dybt oprørt over, at han var blevet anholdt, at politiet virkelig ikke måtte vente nogen villighed fra hans side.

- Vil De så Ikke forklare os, hvorledes indbruddet var, være begået? spurgte dommeren.

- Jo, det kan jeg godt. Der kom en dag en mand og spurgte, om jeg ville købe nogle ure, som var stjålet fra urforretninger, i St. Kongensgade 3. Jeg sagde: Nej, Herholdt. 

Straks, da denne udtalelse faldt, greb Evenius sig til hovedet: Han var klar over, at han havde forløbet sig. Herholdt Hansen sidder nemlig som ihærdig benægter arresteret i samme sag. Men dommeren rejste sig og gik hen til Evenius, idet han sagde:

- Nå, det er alsaa Herholdt, der er tyven?

- Jeg har ikke nævnt Herholdt, svarede Evenius fræk.

- Nå, ikke det. Er der Ikke andre, der har hørt det?

- Jo, det har jeg, svarede både politiassessor Krenchel og protokolfører Andersen.

Herholdt Hansen blev derpå ført ind, men han benægtede, at han havde forøvet indbrudet.

- Det siger Evenius, sagde dommeren.

- Det er løgn i hans hals. Det er Evenius og Sorte Carl, der er tyvene, råbte Herholdt rasende.

De tidligere kammerater gerådede nu i et skænderi, der dog hurtigt blev afbrudt af opdagerne, der førte forbryderne tilbage til cellerne.

Dernæst fremførtes arrestanterne Bjørkquist og den 50-årige Chr. Holm. Den første har tilstået, at han har stjålet 11 guldure fra en forretning i Nørrebrogade 70. Disse er alle solgte til Hansen-Elly. der endnu sidder arresteret i Hamborg.

Da der mangler flere ure fra det pågældende tyveri, ønskede dommeren nye oplysninger. Men selv da en anden arrestant, "Sækkeslæberen", påstod, at han havde købt ure af Bjørkquist, stod denne fast på sin første forklaring.

Chr. Holm, der tidligere er straffet for ægteskabssvindel, er nu for hæleri.

Endeligt afhørtes et par kvindelige vidner, der imidlertid intet kunne fortælle, og der blev givet officiel meddelelse om, at hovedmanden Carl August Lorentzen, der efter flugten fra domhuset meldte sig frivilligt i Hobro, har gjort sig skyldig i 3 tyverier under sin frihedsperiode. Disse tyverier er dog ret betydningsløse, idet de kun skaffede ham et sæt kvindeklæder og nogle penge til at leve for.

Efter at dette var protokolleret, blev forhøret afbrudt.

(Social-Demokraten, 24. marts 1920).

Atter i går afholdt dommer Sinding et større forhør i den omfattende tyverisag, hvori Schkollar er den interessanteste af hovedfigurerne.

Evenus Hansen kaldet Røde Venus og Carl Sørensen, Sorte Carl, fik deres sag sluttet og henvist til landsretten.

(København, 13. maj 1920).

Hvem stjal den engelske ministers bil?

"Røde Evenus" og "Sorte Carl" laver panik i retten.

En aften i marts måned forsvandt den engelske minister sir Marlings bil på en ganske mystisk måde. Først et par dage senere blev den fundet i en udgravning ved Hellerup. Her var den henstillet, da dens passagerer og føreren en dag blev taget i generende øjesyn af en årvågen Hellerup-betjent. De to mænd tog flugten og overlod politiet bilen og chaufførens uniformsfrakke, som den en af de flygtende kastede fra sig under flugten. Hvem de to personer var, har man ikke kunnet få klart bevist, men at det er to af de implicerede i juvelsagen, Evenus Hansen og Carl Sørensen, kaldet "Røde Evenus med den pragtfulde kæreste" og "Sorte Carl", derom synes der ikke at herske tvivl. Tilmed har Evenus på et tidligere tidspunkt tilstået tyveriet, men denne tilståelse har han taget tilbage, da han hørte, at Sorte Carl nægtede alt.

For at få spørgsmålet endeligt klaret fremstillede politiassessor Krenchel i går de to kammersjukker for dommer Sinding i 2. kriminalkammer, og her kom det til nogle meget bevægede optrin. Som vidne mødte den politibetjent fra Hellerup, Vagnsøe, som var skyld i, at de to forbrydere tog flugten. Betjenten erklærede straks, at det var de to mænd, han havde set. Herover gerådede Evenus Hansen i et frygteligt raseri Han skældte og smældte, så det gamle domhus' ærværdige mure skælvede i deres grundmur, og den sarte dommer Sinding gøs i sit dommersæde, medens protokolfører Djurhus, der er vant til stilheden i pennen sprutte med dobbelt fart.

Da dommeren kom til sig selv, var opdagerne, overbetjent Ericksen og Strømmen indviklede i en heftig boksekamp med Evenius, som de ville iføre den fundne chaufførfrakke. Ved et velrettet uppercut blev Evenus slået ud, og han lod sig iklæde den famøse frakke, der sad som støbt om ham.

Som næstsidste rest af heltekraften udslyngede Evenus ordene "Her skal man s'gu nok blive idiot oppe." Den sidste kraftanstrengelse gik ud over Hellerup-betjenten, som Evenus, da han tog frakken på, ganske tilfældigt "kom til" at sende et nævestød i maven. Samtidig advarede han denne mod at aflægge ed, det kunne nemt komme til at gå ham galt.

Edsaflæggelsen blev betjenten også fri for denne gang, da han bar højre arm i bind og således Ikke kunne række tre af højre hånds fingre i vejret

Hansen Elly ankommet til Danmark.

Om de to tyves andre forbindelser oplystes det i øvrigt, at hovmester Hansen-Elly, der i længere tid har siddet arresteret i Hamborg, nu efter omstændelige diplomatiske forhandlinger er blevet udleveret. Opdagelsesbetjent Strømmen har afhentet ham i Hamborg, og i går morges ankom de til København.

Ved denne mands nærværelse mener man, at hele denne omfattende sag kan få sin endelige afslutning, idet han sidder inde med de sidste oplysninger i sagen.

Det eneste, der nu kan forlænge den, er muligheden af at Hansen kan give sådanne oplysninger, at endnu flere personer bliver Implicerede

(Social-Demokraten, 16. juni 1920).

Slagsmålsscenen blev også refereret i Jyllandsposten, 17. juni 1920. Den 19. juni undslap Herholdt Hansen fra domhuset da han var på vej til forhør ved at give den gamle fængselsbetjent et slag i maven. Han flygtede ad Kattesundet.

Den store Schollar-Svindel,

Hælerne dømt i går.

Schollar fik 2 års forbedringshus.

Hos dommer Sinding i 2. kr. afd. behandledes i går en del at de under den Schollar'ske svindelaffære hørende sager, og disse paadømtes.

Arrestanterne, hvis sag har været behandlet ved 11. undersøgelseskammer, fremførtes af overbetjent Eriksen og Henchel, der mødte for politiet.

- Niels P. Hansen, kaldet "Todtenschlägeren" tilstod sig skyldig i hæleri for et beløb af 1.400 kr. af de fra "Cosmopolite"s ejendom i Gothersgade stjålne guldure.

Han idømtes 1 års forbedringshus, hvilket må siges at være en mild dom i betragtning af, at han er straffet før.

Hansen Elly, som man havde måttet hente hertil fra Hamborg, hvorhen han var flygtet, havde købt nogle guldure af Carl Sørensen, også kaldet "Sorte Carl". Denne uforsigtighed indbragte ham 120 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

Hovedmanden, Schollar, blev derefter fremført. Han tilstod sig skyldig i hæleri for et beløb af 23.000 kr., hvilket tyvekosterne var vurderet til. Schollar, der ikke før har været straffet, bad bønligt om så blid en straf som muligt.

Det lovede dommeren - og det blev 2 års forbedringshus.. Da Schollar er udlænding, vil han antagelig efter afsoningen af denne straf blive udvist.

Den sidste, der fremførtes, var Mottkoff Schajer, der driver skrædderforretning en gros. Han fremlagde 10 modtagne ordrer på klædninger og bad grædende om at få lov at slippe med en bøde da hans forretning ville lide under hans fraværelse, hvis han idømtes fængselsstraf. Hans brøde bestod i køb af 3 af de stjålne guldure.

Dommeren gjorde ham opmærksom på det farlige i at være hæler og kunne i øvrigt ikke efterkomme hans anmodning om bøde. Men han ville ikke komme til at afsone med det samme. "Så kan De jo udføre ordrerne først og derpå lukke forretningen, til straffen er afsonet."

Dommen blev 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

Af Schollar-banden er der nu 3 herrer tilbage: Evenus Hansen, kaldet "Røde Evenus", Carl Sørensen "Sorte Carl" og den flygtede Herholdt Hansen.

Disse tre har i fællesskab begået indbruddet og efter at have tilstået sig skyldige deri atter nægtet det.

- Man håber nu at få fingre i den flygtede Herh. Hansen, før deres fælles sag går til landsretten.

(Arbejdet. Organ for Danmarks venstresocialistiske Parti, 2. juli 1920).

I Social-Demokraten omtales hæleren A. P. Hansen, kaldet "Sækkeslæberen". Det gør han også i København, dog er A skiftet ud med Niels. I flere aviser staves Schkollar.

Den gik ikke!

en af Schollar-banden vil flygte.

Hælerforbryderen Herholdt-Hansens vellykkede flugt fra domhusets arrestantskab og den kendsgerning, at han stadig befinder sig på fri fod, har åbenbart givet enkelte af Schollar-bandens øvrige medlemmer blod på tanden.

I går begærede en af de endnu siddende arrestanter, Carl Hansen, kaldet "Sorte Carl", sig fremstillet for dommer Sinding i byrettens 2. afdeling under foregivende af, at han havde en tilståelse at afgive.

Politiet passer imidlertid efter Herholdts flugt paa med dobbelt årvågenhed. Og da Carl Hansen kom kørende ind fra Vestre Fængsel i salat-autoen, blev han i domhusets gård modtaget af ikke mindre end to opdagere, der fulgte ham på hver side, nøje overvågende, at han ikke kom noget til undervejs gennem domhuset.

Hr. Hansen var en smule forundret over den megen opmærksomhed. At denne ikke har været helt overflødig, viste sig imidlertid, da han kom frem for Dommer Sinding, og det viste sig at al den "tilståelse", han havde paa hjerte, var en forespørgsel, om hvornår hans sag kunne blive sluttet, da han nu snart var ked af at sidde i varetægtsarresten!

"Sorte Carl" fik efter få minutters konference igen omstigningsbillet til Vestre Fængsel. Og han havde også en opdager i hver hånd, da han vandrede tilbage til omnibussen.

Den gik altså ikke med at stikke a' ...!

(Aftenbladet (København 7. juli 1920).

Herholdt-Hansen blev opsporet af opdageren Faaborg-Petersen i en villa ved Hareskoven hvor han havde indlogeret sig som pensionær.

Den store juveltyveri-affære afsluttet ved byretten.

Pudsige sammenstød mellem benægterne der gensidig sigter hinanden,

Herholdt Hansen på eventyr.

I går fik den store juveltyveri- og hæleri-affære, som i et halvt år har beskæftiget 11. undersøgelseskammer, politiassessor Krenchel, og dommer Sinding i 2. kriminalafdeling, sin endelige afslutning ved Byretten, idet de tre sidste arrestanter, Carl Sørensen (Sorte Carl), Evenius Hansen (Røde Evenius) og Herholdt Hansen, fik deres sag henvist til Landsretten.

Inden dette skete, fremstilledes de alle tre for dommer Sinding, der tog dem i et afsluttende forhør. Først fremstilledes "Sorte Carl" og Herholdt Hansen, Herholdt fortalte da, at de to havde planlagt en ekspedition til Næstved, hvor Carl skulle begå et indbrud og Herholdt skaffe det stjålne af vejen. Derfra skulle de til Kolding, hvor Carl mente, at der var noget at gøre. Da de imidlertid ombord på færgen bemærkede, at en opdager var med, vendte de tilbage.

Carl indrømmede det væsentlige heraf, men han benægtede, at deres egentlige hensigt med besøget i Næstved var at stjæle. De skulle derimod ned at besøge en "dejlig kvinde", som Herholdt kendte, og som han boede sammen med dernede.

Hvad siger Olga?

Hvorledes den sorthårede Olga Kornmod, der har betalt Herholdts ophold under hans flugt, vil tage på dette besøg hos en rivalinde, fik man ikke at se, men da hun er af et stærkt kolerisk temperament, vil hun sikkert ikke tage venligt imod ham, når han en gang kommer ud fra forbedringshuset.

At hendes temperament tillader hende adskilligt, fik de opdagere, der afhentede Herholdt i Farum, et indtryk af. Hun æreskændte dem paa det frygteligste. Betegnede dem som menneskedyr, der savnede følelse for andre, hjerteløse mennesker, der spolerede et hyggelig familieliv, og hvad andet stærkt, hun i øjeblikket kunne finde på.

Når hun nu erfarer, at Herholdt har besøgt en "dejlig kvinde" i Næstved, kan det jo være, at hendes vrede vender sig imod ham. En trøst for ham er det naturligvis, at der ikke foreløbigt bliver lejlighed til indgående samtaler mellem dem.

Trekløveret i indbyrdes strid

Da Sorte Carl havde fået den "dejlige kvinde" protokolleret, blev Evenius Hansen kaldt ind.

Dommeren spurgte ham straks:

- Nå, Evenius. hvem tror De, der har begået tyveriet hos urmager Vester i Store Kongensgade?

Evenius: Jeg har en anelse om at det er Herhold Hansen og "Tyske Alfred".

Herholdt: Det kan da også kun være en svag anelse.

Dommeren: Hvem tror De, Herholdt, der har begået tyveriet?

Herholdt: Det har Evenius og Sorte Carl.

Som bevis herfor anførte han, at Tyske Carl har talt om tyveriet.

Evenius brød nu ind med følgende:

- Kan Du da ikke selv mærke, hvorledes Du står og lyver, Herholdt?

Dette kunne Herholdt Imidlertid ikke.

Dommeren spurgte derfor Herholdt om, hvem der havde solgt ham de stjålne ure, og han svarede omgående, at det havde Evenius.

Denne, der gennem hele forhøret bevarede en logisk tænkning i alle sine svar, udbrød straks:

- Så måtte jeg jo ogsaa have begået tyveriet. Du Herholdt kan jo sagtens spille vigtig. Nu har Du holdt "ferie" (han har været undveget i 3 uger) og haft lejlighed til at tale med vidnerne, medens vi andre har siddet og svedt i arresten.

Dommeren spurgte indtrængende Evenius, om ikke det var ham der havde købt urene af Herholdt Hansen, men han benægtede det med den meget korrekte bemærkning, at han ikke kunne tænke sig at købe ting, som han med mindre risiko kunne stjæle selv.

Efter denne erklæring mødte urmager Vester i retten og aflagde ed på, at det betydelige lager af guldure, der var fremlagt i retten, tilhørte ham.

Samtidig mødte en agent H., der i sin tid blev idømt 4 års forbedringshusarbejde for tyverier. Han havde købt et af de stjålne ure; men han var uvidende om, at dette var stjålet, påstod han.

Det mest bemærkelsesværdige var, at han kun hviskende til dommeren ville indrømme, at han var velkendt på "Vridsløselille". Dommeren derimod tog ganske forretningsmæssigt på forholdet og dikterede med høj røst, at vidnet havde været straffri for tyveri.

Endelig fremstilledes Hansen-Elby, der allerede er begyndt på at afsone sin straf. Hans vidnesbyrd betød dog intet udover, at han fastholdt, at han havde købt urene af "Tyske Alfred" og solgt et af dem til agent H.

Komedien skal fortsættes for Landsretten.

Inden dommeren afsluttede sagen og sendte dem til Landsrettens pådømmelse, flk Evenius og Herholdt lejlighed til at veksle et par karakteristiske repliker.

Evenius: Det er vel ikke meningen, at vi skal begynde igen for Landsretten?

Herholdt: Det er da meget muligt.

Evenius: Hvis du har mere at sige, må du hellere sig det her.

Herholdt: Nej, nu vil vi slutte her,

Evenius: Nå, ja, jeg er s'gu ligeglad.

Efter disse bemærkninger blev sagen oversendt til Landsretten.

Herholdt er blevet dækket tidligere, men nu går den Ikke længere.

Et interessant punkt ved sagen er Herholdt Hansens forhold. Han gør indtryk af at være en typisk forbryder, der hidtil har forstået at dække sig, og som hidtil er blevet dækket af kammeraterne. Nu vil disse ikke dække ham mere. De vil ganske naturligt, at også han skal have sin straf. Dette forstår Herholdt ikke. Derfor protesterer han stadigt. forholdet er imidlertid efter politiets opfattelse det, at de tre forbrydere har været fælles om en lang række tyverier, som "Sorte Carl" og Evenius intet vil tilstå om, før de får Herholdt med i suppedasen. Så længe han benægter, benægter de også.

Nu bliver det jo imidlertid Landsrettens Sag at finde ud af Sagen.

(Social-Demokraten, 23. juli 1920)

Et mislykket flugtforsøg for Schoklar-bandens hovedmænd.

Herholdt Hansen og "Sorte Carls" telegrafi blev opdaget og flugtforsøget mislykkedes.

To af Sckolar-bandens Hovedmænd Herholdt Hansen og Carl Sørensen, kaldet "Sorte Carl", hensidder for tiden i Vestre Fængsel og venter på deres dom. Herholdt Hansen har som bekendt været stukket af fra politiet og blev først for en måneds tid siden anholdt en villa i Hareskoven.

Efter sin anholdelse blev han afleveret til Vestre Fængsel og var så heldig at få celle dør om dør med sin arbejdsfælle Carl Sørensen. Der udspandt sig hurtigt en livlig banketelegrafi mellem de to arrestanter, og i den anledning blev et par opsynsmænd sat til at passe på og høre efter, hvad det var, de to stortyve talte om.

Det viste sig hurtigt, at den sikkerhedsforanstaltning fuldt ud var på sin plads, for en dag hørte opsynet, at de to talte om at lave et flugtforsøg. De skulle begære sig fremstillet for dommeren og under transporten søge at stikke al.

Mange dage varede det heller Ikke, førend de bad om at komme i nyt forhør. De havde en hel del på hjertet, som var af vigtighed for deres dom.

Dette ønske fik de opfyldt, men der blev givet ordre til domhuset om at passe på dem, idet man vldste, at de ville forsøge at stikke af.

Da fængselsvognen ankom til domhuset, gik to opdagere ned i den og fulgte de to arrestanter ind i retten. Der spurgte dommeren, hvad de havde på hjertet, men "Sorte Carl" svarede, at det hele beroede på en fejltagelse.

- Ja, svarede Herholdt Hansen, det var en "fejler", vi ville blot hilse på dommeren.

Så blev de ført tilbage til vognen og kørt hjem til "Vestre" igen. Friheden nåede de ikke denne gang

(Klokken 5 (København), 20 september 1920).

"De sidste soldater" af Schollarbanden blev i morges fra arresten på Nytorv under bevogtning af seks opdagere ført ud i landsretten hvor deres sag i dag skal behandles og pådømmes.

Der er tre, nemlig hæleren Herholt Hansen - hvis eventyrlige flugt og senere anholdelse ude i Villa "Mon Plaisir" ved Kulhusene endnu vil være i frisk erindring, - og de to tyve Carl Chr. Sørensen, kaldet "Sorte Carl", og evenius Hansen.

(Aftenbladet (København), 12. oktober 1920).

"Sorte Carl" og hans hjælpere, Herholdt Iversen Hansen og Evenius Hansen fik i forgårs deres dom ved Østre Landsret. Carl Sørensen fik 4 års tugthus, Herholdt Hansen 2 års forbedringshus og Evenius Hansen samme straf i 3 år. Deres tyverier androg værdier for op imod 50.000 kr.

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1920).

"Sorte Carl" som pengeskabstyv.

Har har angivet sin kammerat; kammeraten nægter, men bliver dog anholdt.

For et par nætter siden blev der forøvet indbrud i arbejderforeningens ejendom, Nørrevold 92 hvor to pengeskabstyve havde skrællet pengeskabet hos grosserer V. P. Jacobsen der har kontor i ejendommen. Udbyttet svarede ikke til anstrengelserne, idet der ikke var penge i skabet og tyvene fik kun 60 kr.

En af natkompagniets vægtere overraskede tyvene, hvoraf den ene blev pågrebet og efter hvad der oplystes i dommervagten i går, er det den berygtede forbryder "Sorte Carl" hvis fulde navn er Carl Christian Frederik Sørensen.

"Sorte Carl" har overfor politiet opgivet at han var sammen med en kammerat Evenius Bernhard Carl Hansen der nu er anholdt og i går eftermiddags blev fremstillet for dommer Carstens. Evenius afviste "Sorte Carls" udsagn som urigtige og henviste til at en kammerat Valdemar Larsen der bor i Saxogade, kan bevise hans alibi, idet han den pågældende aften var i besøg der.

Evenius har et meget plettet generalieblad. Han har været straffet med 3, 4 og 5 års forbedringshus, og han var ikke helt sikker i sin optræden. Dommeren tog da heller i betænkning at fængsle ham i 14 dage.

(Dagbladet (København), 2. maj 1925).

"Sorte Carl" dømt.

Den berygtede tyv Carl Sørensen, "Sorte Carl" som for nogen tid siden brød ind i en cigarforretning på Nørrevold i København og forsøgte at sprænge pengeskabet, er nu blevet idømt 3 års tugthus. Hans kammerat, kaldet "Røde Venus" får sin dom en af de nærmeste dage.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 2. juni 1925).

Betegnelsen "Sorte Carl" blev brugt om fuldt lovlige personer som bokseren Carl Frederiksen, der skal have haft en lynsnar og hård højrehånd som han maltrakterede modstanderne med.  En af Lillerøds originaler blev kaldt "Sorte Carl". Han begik selvmord i januar 1920. "Sorte Carl" var endelig en figur i teaterstykket "En Vesterbrodreng" af Chr. Gjerløw, hvor han var alfons. Vesterbrodrengen spilledes af Knud Almar som gik så meget op i rollen at han under et slagsmål brækkede et ben.

Frederik August Vilhelm Bagge (9: Sidste år 1915-1928). (Efterskrift til Politivennen)

 Hofbogtrykker Bagge frifundet.

Medens Hofbogtrykker Fr. Bugge forrige Efteraar var paa en Rejse i Syden, udspilledes der en uhyggelig Drengefilm paa hans Villa, RahbeksaIle Nr. 34.

Hans halvvoksne Søn og en jævnaldrende Skolekammerat af ham Poul Nielsen, en Søn af Skuespiller ved Dagmarteatret Peter Nielsen legede sammen i Haven.

Under lægen paastaar Poul, at den unge Bagge trak en Revolver frem og skød efter Poul, der flygtede op Huset. Her spærrede unge Bagge Kammeraten inde i et lille Rum i Tagetagen vel Siden af sit Værelse og affyrede atter nogle Browning-Revolverskud.

Den unge Poul Nielsen, der var meget forskrækket over Indespærringen og Revolverskudene, afstrøg en Tændstik for at orientere sig i Mørket og tændte sig en Cigaret for at berolige sine Nerver.

Tændstikken kastede han hen i en Krog, hvor der laa nogle Ruller Film, der anvendtes til et Stuefilmsforevisnings-Apparat, og det brændbare Materiale stod straks i lys Lue, der antændte Rummet og den ulykkelige Drengs Klæder.

Poul raabte Brand og om Hjælp; men paastaar, at den unge Bagge alligevel, undlod at aabne Døren, før længe efter.

Brandvæsenet blev tilkaldt og Ilden hurtigt slukket, men Poul Nielsen maatte bringes paa Sct. Josephs Hospital, hvorfra han kom ud i Foraaret frygteligt vansiret i Ansigtet af Brandarrene og med den højre Haand lemlæstet, idet Scener og Muskler var brændt over.

Poul Nielsens Fader, Skuespiller Peter Nielsen, anlagde nu Sag til Erstatning for Hospitalsophold og Massagebehandling mod Bogtrykker Bagge som Fader og Værge og bebudede senere yderligere Erstatningskrav for senere Massagebehandling, Lægehjælp, for Svie og Smerter, Lyde og Vansir.

Sagen verserede ved Frederiksberg Birk, og der er ført mange Vidner baade der og i København; men det blev ikke fuldt oplyst, at Bogtrykker Bagges Søn havde skudt ej heller at han havde nægtet at aabne Døren, da Branden brød ud.

Skuespiller Peter Nielsen skal endda betale Sagens Omkostninger med 25 Kroner.

Imidlertid bliver Sagen sikkert appelleret til Overretten.

Sagen er for Hofbogtrykkeren ført af hans Svigersøn, Overretssagfører Angelo, for Skuespilleren af Overretssagfører Frederik Winther.

(Folkets Avis - København 30. september 1915).

Hofbogtrykker Bagges Automobilsag.

Københavns Overret har paakendt den fra Frederiksberg Birk indankede Sag, hvorunder Hofbogtrykker Bagge var sat under Tiltale for Overtrædelse af § 37 i Politivedtægten for Frederiksberg. Nævnte Paragraf bestemmer: "Kørende og Ridende skal holde sig til den Side af offentlig Gade eller Vei, der er paa deres høire Haand, og maa ikke, naar Vejen er fri, køre eller ride midt ad denne. Paa de i offentlig Gade eller Vej nedlagte Sporvejsskinner maa der ikke uden Nødvendighed køres ....

Kørende og Ridende skal derhos paa Sporveje altid vige til Side for Sporvogne, hvad enten disse moder dem eller kører i samme Retning." I Vedtægtens § 61 hedder det dernæst, "at paa Gader eller Veje, hvor Sporvejsspor er anbragt i den ene Side. er de Cyklekørende ikke pligtige til at køre mellem Skinnerne".

I Pilealléen er der et Dobbeltspor; Afstanden fra det Spor, der ligger længst ude, til det ene Fortov er 5,40 Meter og til det andet 4,86 Meter. Den Del af Kørebanen, i hvilken der ikke er Spor, er saa bred, at to Køretøjer af almindelig Bredde kan passere hinanden.

Bogtrykker Bagge kørte en Aften i Maj i Fjor sit Automobil fra Falkonerallé gennem Pilealléen og overkørte der et Barn som fra Fortovet løb ud paa Gaden, hvorved Barnet kom alvorligt til Skade. Bagge kørte saaledes, at han havde det Spor, som findes 5,40 Meter fra det Fortov, han havde paa venstre Haand, tæt opad sin højre Side, altsaa omtrent midt i Gaden. Han gjorde under Sagen gældende, at han havde forstaaet Politivedtægten saaledes, at det er forbudt Kørende at færdes i den Del af Gaden, hvor Sporvejsskinnerne er, at Kørebanen følgelig kun kunde omfatte den 6.40 Meter brede, for Sporvejsfærdsel frie Del af Gaden, og at han ved under de foreliggende Forhold at holde sig tæt til Højre i denne Del af Gaden havde handlet overensstemmende med Vedtægtens Paabud.

Overretten fandt imidlertid, at Ordene i Politivedtægtens § 37 maa forstaas saaledes, at de kun forbyder uden Nødvendighed at køre paa selve Sporvejsskinnen, men ikke forbyder Vognfærdsel i den Del af Gaden, over hvilken Skinnerne er lagt, hvorved kan henvises til Bestemmelsen om, at Kørende og Ridende "paa Sporveje" altid skal vige til Side for Sporvognen. En i § 56 indeholdt Bestemmelse om Anvendelsen af Reglen om Cyklekørsel (§ 51) paa Automobilkørsel forstaas naturligt som efter Reglen i § 37 med Hensyn til kun sigtende til Kørsel med Motorcykler, hvorefter Reglen i § 87 med Hensyn til egentlige Automobiler (Motorvogne) maa antages i et Tilfælde som det foreliggende at foreskrive Kørsel i højre Side af den hele Kørebane, heri indbefattet den Del, hvori Skinner er nedlagte. Bagge har heller ikke godtgjort, at Frederiksberg Politi, som af ham paastaaet, tidligere havde hævdet en anden Forstaaelse.

Herefter billigede Overretten, at Bogtrykker Bagge var idømt Bøde ved Politiretsdommen. Men Bøden, der var fastsat til 20 Kr., forhøjedes af Overretten til 100 Kr.

(Nationaltidende 31. januar 1916, 2. udgave)

Erstatning for Paakørsel. København, Lørdag. Hofbogtrykker Fr. Bagge, der for et Aars Tid siden paakørte en lille Dreng i Pilealléen saa han blev Krøbling, er i Dag ved Frederiksberg Birks Ekstraret dømt til at betale en Erstatning paa 6000 Kr. samt i Sagsomkostninger 50 Kr. og i Lægehonorar 85 Kr.

(Ribe Stifts-Tidende 6. maj 1916)

Dommen blev stadfæstet i september 1916 ved Overretten. Bøden blev forhøjet i overretten til 100 kr. Ulykken skete den 24. maj 1915 på hjørnet af Jacobys Alle og Pilealle da folk gik hjem efter en tur i Søndermarken. Den 4-årige dreng løb ud foran bilen og fik foden kvæstet så den måtte amputeres.

Trafiken paa Strøget.

En Automobilist.

For at høre en typisk Automobilists Mening om Strøgfærdselen har vi henvendt os til Hofbogtrykker Fr. Bagge.

- Først og fremmest mener jeg, at Autobusserne bør fjernes fra Strøget, siger Hofbogtrykkeren. Det er store, uhandlelige Kasser, som ikke hører hjemme der.

- Mener De, at Automobilkørselen bør indskrænkes?

- Det er ikke nødvendigt, blot Kørselshastigheden bliver sat ned paa Strøget. Den nugældende bliver endda ikke altid overholdt. Jeg er tilhænger af, at ingen Vogn holder paa Strøget. Det er jo f. Eks. rent galt paa det smalle Sted ud for Boghandler Gad. Og jeg mener ikke det bør tillades at køre uden om. 

- Cyklister paa Strøget?

- Det bør forbydes at trække med Cykel.

- Og den ene Kørselsretning, der har været Tale om.

- Ja, hvilken Retning skulde det være. Jeg mener ikke, at der behøves nogen Indskrænkning her, hvis blot de Forbud gennemførtes, som jeg har nævnt.

Hofbogtrykkeren slutter med at sige, at Automobilisterne maa give Afkald paa nogle Rettigheder for at bevare Kørselen paa Strøget.

(Nationaltidende 29. juni 1919).

Den 30. juli 1919 brændte Gothersgade 14 og 8. Nr. 14 bestod da af  hele 5 mellembygninger. Ilden opstod i Bagges lager. Foruden et meget stort beløb mistede Bagge også nogle manuskripter der var uerstattelige. Den 30. september 1919 var den igen gal, denne gang i kælderen i Gothersgade 14.  

En "Kilometersluger" bremset i 2 Aar.

For en Maaned siden kom Hofbogtrykker Bagges 22aarige Søn, Erling Frederik Bagge, kjørende paa Motorcykle med en Passager paa Bagsædet ad Jagtvejen mod Nørrebros Runddel i Kjøbenhavn. Hans Fart var ganske vanvittig, antagelig 75 Km., og Følgen blev da ogsaa, at Motorcyklen slog en helt Saltomortale i Svinget. Mærkeligt nok skete der ikke nogen Ulykke. Sagen har været til Behandling hos Dommer Olufsen, der spurgte den unge Bagge, om han var fuld, "Nej, men jeg havde været til Bal og skulde skynde mig hjem."

Efter den Forklaring faldt der i Følge "Berl. Tid." en Bøde paa 300 Kr., og Kjøretilladelsen blev frataget Bagge i 2 Aar.

(Jyllandsposten 30. juli 1920).

Bagge appellerede til Østre Landsret der nedsatte bøden til 200 kr. samt frakendelse af køretilladelse til 6 måneder.

I august 1922 købte Bagge en Rolls Royce af generalkonsul Glückstadt.

Bogtrykker Frederik Bagge er traadt ud af sit Firma Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri. Dette fortsættes uforandret af den hidtidige Deltager, Hr. Sven Aage Bagge.

(Nationaltidende 1. november 1922, 2. udgave)

 I 1920 overtog sønnen Send Aage der siden 1914 havde arbejdet i trykkeriet, firmaet efter ham.

Den 1. juli 1923 støtte Bagge ind i en lillebil på Lyngbyvejen. Begge biler blev stærkt beskadiget, men ingen mennesker kom til skade.

Frederik Bagge's Kgl. Hofbogtrykkeri ApS blev opløst efter konkurs i 1993.

Bagges gravsted på Vestre Kirkegård. På stenen er angivet følgende navne: Frederik Bagge, Lissa Bagge, Inger Bagge, Erling Bagge, Emilie Bagge, Else Bagge, Sven Aage Bagge (sidstnævnte overtog overtog firmaet i 1920) og Carl Bagge. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Frederik August Vilhelm Bagge (8: 1910-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Juni 1910 tog Bagge på automobiludflugt til Paris sammen med forlagsdirektør Ernst Bojesen, kammersanger Helge Nissen og fabrikant Rothenborg. 

Flyvningerne ved Rheims. Den bekendte Hof-Bogtrykker Fr. Bagge har sammen med et Par Venner, hvoriblandt Kammersanger Helge Nissen, i Auto ræret en Tur til Flyvningen paa Betheny Sletten ved Rheims.

Fr. Bagge, der er en af vore mest ivrige Automobilister. skildrer overfor "Politiken" sine Indtryk af Stævnet saaledes:

Tænk Dem en kæmpemæssig Grønsværsflade, fem kilometer i Omkres, der afmærkes af 4 høie Taarne, I den ene Udkant store pragtfulde Tribuner, foran hvilke en Sadelplads, hvor Tusinder promenerer. I Forbindelse med Tribunerne Restaurationer med Udsigt over den herlige Fælled. Ved Siden af Tribunerne 70 - 80 Hangarer, midt paa Grønsværsstaden et Taarn, hvor Dommerkomitéen har Stade, og oppe i Luften 20-30 med store hvide Numre forsynede Maskiner, nogle et Tusind Meter oppe, andre i sagte Fart ½ Alen over Græsset, en sydende og kogende Fuglesværm bestraalet af stærk Sol. Entréen er 20 Franks, men da dette Syn udfoldede sig for os, snappede vi efter Vejret og syntes, at aldrig havde vi anvendt Penge saa godt.

Særlig saa det glimrende ud, naar Flyverne gik brat ned fra en Højde af 1000 Meter. Man havde Indtrykket af en Bil, der kom susende fra Himlen med Næsen nedad. Først naar Maskinen var nogle faa Alen over Jorden, vendtes Rorene, og Planet hoppede over Grønsværet let som en Fugl. I et saadantd Øjeblik udløste der sig fra Tribunerne en Begejstring, der steg til Rus.

(Aalborg Amtstidende 14. juli 1910).

Bagge lagde i oktober 1910 bil til at køre Book Washington rundt i København, i øvrigt sammen med Elna Munch.

50 Aar

Hofbogtrykker Frederik Bagge

Hofbogtrykker Frederik Bagge bliver i dag 50 Aar. En smuk Alder, og dog vil man, naar man ser Hr. Bagge, tro, han er noget yngre. Alle Københavnere kender Hr. Bagge. Og de faa, der ikke har set ham personlig, har i hvert Fald foran i utallige Bøger set hans Navn: Trykt hos Hofbogtrykker Fr. Bagge.

Om Hofbogtrykkeren ikke er kendt for andet, saa er han kendt for sin Avtomobil. Han var en af de første, der kørte gennem Københavns Gader i Avtomobil. Og hvilken Opsigt rakte det ikke!

Det er slet ikke saa længe siden, og selv ganske unge Mennesker kan endnu huske de Dage, da Hr. Bagges Selvejeravtomobil fik os alle til at standse og vende os om.

Og hvor fjerne synes hine Tider alligevel ikke at være, nu da vi ikke er langt fra at vende os forbavsede om efter en Karet eller Droske med Heste for - eller en Køddroske, som man siger. Nu da Avtomobiler farer gennem alle Gader, og vi ikke kunde tænke os at bruge Kødhestekraft, forstaar vi ikke ret, at det ikke er mere end 6-8 Aar siden, at Hofbogtrykker Bagge med et Slag gjorde sit Navn berømt ved at køre i en almindelig Avtomobil, da alle Byens Betjente med vredladne Ansigter saa efter den første Avtomobilist og tog Noterbogen frem, da Hr. Bagge hvert Øjeblik mødte i den offentlige Politiret, og Assessorerne dikterede ham store Bøder for ureglementeret Kørsel og Hundeoverkørsler.

Og den Avtomobil, Hr. Bagge den Gang kørte i, vilde rimeligvis nu vække vor allerstørste Medynk med sin hvæsende forkølede Motor og sit uartikulerede Truthorn. Det var nemlig en af de gamle Vogne, som nu anses for saa klodsede, at de end ikke kan bruges til Drosker. Hvis man saa Hr. Bagges Avtomobil fra den Gang, vilde man vende sig om efter det og sige: Hvad er det dog for et forældet Køretøj det dér. Stakkels Mand!

Saadan skrider Udviklingen langsomt frem. Nu kan Hofbogtrykkeren i Avtomobil med Lysekrone i Loftet og Telefon til Chaufføren og en lille Bordklap og indlagt Varme. Og vi vender os knap om efter den paa Gaden. Men desværre ogsaa kun knap. Thi større er vi dog ikke endnu, end at en Avtomobil uden Taksamotor vækker vor Nysgerrighed og i vore Øjne giver sin Ejermand et Skær af Glans og Rigdom.

Ja, og større er vi heller ikke, end at vi i et af Nordens største Blade kan skrive saa meget om en Mand, fordi han har en Vogn uden Heste. Men vi trøster os - om tyve Aar sidder vores kære Søn maaske og skriver ligesaa meget om en Mand, fordi han har en Vogn med Heste.

Iøvrigt er Hofbogtrykker Bagge jo en saa anset og afholdt Mand, at man kunde skrive meget andet smukt om ham, men vi har valgt hans Avtomobil, fordi den er saa kendt af alle.

Jules.

(Riget (København) 2. marts 1911).

Da Tidsskrift for Hesteavl gik ind.

Man vil sikkert erindre, at der i en længere Aarrække har eksisteret et Blad ved Navn "Tidskrift for Hesteavl". En skønne Dag hørte det imidlertid pludselig op med at udkomme, uden at Abonnenterne havde faaet den fjerneste Meddelelse derom.

Bag ved denne mærkelige Afslutning paa Bladets Tilværelse ligger en bitter Strid mellem Udgiverne og deres Bogtrykker, Hr. Fr. Bagge, og netop i disse Dage er Striden paa ny blusset op, idet Hr. Bagge t et Dagblad beskylder Modparten for ikke at ville betale Tidsskriftets Giæld til ham.

Vi har under en Samtale med den kendte Dyrlæge Svend Larsen, der har været blandt Tidskriftets ledende Mænd, faaet følgende Fremstilling af den ejendommelige Sag:

"Bogtrykker Bagge er den eneste Mand, der har tjent ved Udgivelsen af "Tidsskrift for Hesteavl". Ritmester Schwartz-Nielsen var Redaktør. og han har, lige saa vel som de øvrige Interessenter, kun haft Tab. Til sidst besluttede vi at høre op, og i det sidste Nummer, vi lod gaa i Trykken, skrev Ritmester Schwartz-Nielsen en Artikel, hvori han bebudede Bladets Standsning. Men saa skete der det, at Ritmesteren straks efter Afleveringen af Manuskriptet tog ud at rejse, - og Bogtrykker Bagge benyttede da Lejligheden til - slet ikke at udsende Nummeret!

Som Grund for sin ejendommelige Optræden angav han, at Intessentskabet i Forvejen skyldte ham et saa stort Beløb, at han ikke havde Lyst til at give Kredit længer!

Han havde nogle Penge til gode - dog ikke saa mange, som hans Regning lød paa, - og der var ikke eet Menneske, der havde tænkt paa at snyde ham. Forhandlinger med ham nyttede imidlertid ikke; og han anlagde derfor Sag ved Underretten. Den Sag tabte han, eftersom Retten erklærede, at han havde sit Tilgodehavende hos Interessentskabet som saadant, men da dette var opløst, var der intet at faa. Efter denne Afgørelse tilbød vi at betale ham et passende Beløb til fuld Afgørelse, men han stillede sig sige saa stejlt som før. Sagen gik derpaa til Overretten, og først da han tabte ogsaa der, foreslog han os at forhandle. Nu er vi imidlertid bleven ked af Historien og overlader ham frit at angribe os, som han vil; vi stoler paa, at ingen vil kaste Skygge hverken paa Ritmester Schwartz-Rielsens eller mit Navn; og nu faar han ingen Penge, før han giver os en Undskyldning for sin Opførsel!"

(Roskilde Dagblad 27. juni 1911).

Politiken havde i efteråret 1911 lavet en afstemning om hvem der var den mest kendte københavner. Brygger Jacobsen var nr. 1, skarpt forfulgt af kong Frederik. Bagge var også med, men fik under 300 stemmer og langt uden for top 20.

Injuriesager.

Hof- og Stadsretten har paakendt en Sag der var anlagt af Hofbogtrykker imod Bogtrykker Ejnar Levison i følgende Anledning: I Decbr. 1911 udsendte Citanten til Medlemmerne af Københavns Bogtrykkerforening, Dansk Provinsbogtrykkerforening og Organisationen af Bladudgivere i Provinserne et Cirkulære, hvori han fremsatte forskellige Beklagelser i Anledning af, at Bogtrykker Levison var bleven valgt ind i Bestyrelsen for "Københavns Bogtrykkerforening", og bl. a. udtalte, at det var "den samme Hr. Levison, der fornylig havde den uheldige Affære ved den kollegiale Æresret, hvor han indklagede en Kollega for Ukollegialitet, og hvor Dommen kom til at lyde paa Frifindelse af den indklagede, medens Klageren, altsaa Hr. Levison, selv blev stemplet som ukollegial i sin Optræden."

I forskellige Artikler i Bogtrykkerbladet udtalte Bogtrykker Levison derefter bl. a.: "at den kgl. Hofbogtrykker ikke har anset det for at være under sin Værdighed at udsende den af moralske Grunde - som det foregives i Cirkulæret - fremkomne Redegørelse foruden til Bogtrykkere - hvor det udelukkende hører hjemme - ogsaa til nogle af mine Kunder og til mine private Omgangsfæller, denne karakteriserer jeg som unfair og Fuldstændighedens Skyld oplyse, at det kun har baadet Hr. Bagge lidet, idet flere af Adressaterne har udtalt, at slig Optræden var sjofel og stemplede sin Mand". Skønt Bagge benægtede at have udsendt Cirkulæret til andre end Bogtrykkere, fastholdt Levison sin Paastand og udtalte: "Hr. kgl. Hofbogtrykker Fr. Bagge, Ridder af Dannebroge, har herved stemplet sig selv som en fejg og lav Karakter, der ikke en Gang gør staa ved de ufine Midler, han anvender i en Kamp, der meget veel kunde være ført, som det sømmer sig for Gentlemen."

Disse og forskellige andre Udtalelser paastod Bagge mortificerede som fornærmelige og sig tilkendt Erstatning og Sagens Omkostninger. Da det ikke var bevist, at han havde udsendt Cirkulæret til andre end Medlemmerne af de ovennævnte Foreninger, og da Levisons Udtalelser heller ikke kunde anses som berettiget Retorsion, blev Fornærmelserne mortificerede og Levison ikendt en Bøde paa 100 Kr., subsidiært simpelt Fængsel i 10 Dage, samt tilpligtet at betale Sagens Omkostninger med 80 Kr.

(Nationaltidende 17. juni 1912).

Den 10. juni 1914 nedbrændte Bagges villa i Rahbeks Alle. Branden skyldes at Bagges søn sammen med skuespiller Peter Nielsen 15 årige søn havde eksperimenteret med en film og noget magnesium.