Et moderne Garageanlæg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Efterhaanden har der jo omkring i Byens ydre Dele rejst sig store Garagekomplekser. Et af de største er i disse Dage blevet fuldført ude paa Hjørnet af Enghavevej og Matthæusgade, hvor en Række lave Butiker danner Rammen om et helt lille Garage-Gadeanlæg.

Indkørslen sker lige paa Hjørnet gennem et stort Benzintankanlæg, og inde i Gaarden straaler der 3 brede Gader ud med Garager paa begge Sider. For Enden af Gaderne ligger en meget stor Vaskehal med Vaskemaskiner, hvor 20 Automobiler paa én Gang kan renses. Garagerne har Plads til ca. 100 Autoer. 

Naturligvis er der ogsaa et Reparationsværksted, og overhovedet findes der overalt de mest moderne Indretninger og Bekvemmeligheder. 

Komplekset er opført af Murmestrene Kr. Kristensen og Martin Olsen efter Tegninger af Arkitekt Jens Jørgensen.

(Aftenbladet (København) 19. januar 1927).

Den gamle Flaskekro skal rives ned. (Efterskrift til Politivennen)

De gamle, straatækte Krobygninger ved Harrestrup Aa, som nu skal nedrives.

Inden det endnu er endelig afgjort, hvornaar man kan blive enige om den nye Køge Strandvejs Retning, har Københavns Kommune taget fat paa at udvide sin Del af den gamle Landevejschaussé, der i nogle Slægtled var glemt, men som nu gaar en stor Fremtid imøde.

Arbejderne er allerede i fuld Gang lige fra Broen over Jernbanen ved Valby Station, ud til "Friheden" paa Grænsen af Hvidovre Kommune, en Kilometer paa den anden Side Harrestrup-Aaen. Ved denne Aa danner den gamle Vej, som mange vil vide, et for Færdselen meget farligt Sving, for at komme uden om den gamle Flaskekros straatækte og mosgroede Rejselade, og dette Knæk kan man ikke have paa den nye Vej. Derfor maa Flaskekroens maleriske, gamle Bindingsværks-Huse nu falde for den moderne Tids Krav om mere Plads til Færdselen.

Københavns Kommune har eksproprieret alle Kroens gamle Bygninger for at kunne rette Vejen ud, og i Løbet af faa Dage begynder man at rive det gamle Hus paa den østlige Side af Vejen, samt Rejseladen paa den modsatte Side ned.

Selve Krobygningen faar Lov til at ligge en Tid endnu, men ogsaa den skal fjernes.

Ejeren, Hr. Jørgensen, lover, at der nok skal komme en smuk og stilfuld Erstatning for den kgl. priviligerede Kros gamle Bygninger, der menes at være mindst 200 Aar gamle. Kroens Privilegier er flere Hundrede Aar gamle, og Flaskekroen var i sin Tid en af Landets mest kendte og største Landevejskroer. Bjerringgaard, der ligger oppe ved Vejknækket ved "Friheden", hørte ind til for nogle Aar siden under Kroen. Til Gaarden hørte henved 100 Tdr. Land, som nu er udstykket til Parcelbebyggelse.

(B. T. 15. maj 1926).

Jernbeton paa Roskildevej: Der bliver lagt Jernbeton paa Roskildevej i denne Tid. Ovenfor ses Maskinen, der glatter Betonen. I Arbejde, nedenfor ser man Jernkonstruktionen, før den fyldes med Beton. Fotoer fra B. T. 18. maj 1926.

Ford i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Fords nye Fabrik i København

Fabriksanlæget i Sydhavnen

Ford Motor Company indvier i Dag sin nye Fabrik i Københavns Sydhavn, ved hvilken Lejlighed Statsministeren og Københavns Overpræsident m. fl. vil komme til Stede.

Det er det mest moderne Fabriksanlæg i hele Skandinavien - ja maaske i Europa. Alle de nyeste Fabrikationsmetoder og Hjælpemidler, der er saa karakteristiske for moderne Automobilindustrier, er her udnyttet.

Fabriksanlæget er bygget paa selve Sydhavnsarealet ved Kongens Enghave og er omgivet af Vand paa de to Sider. Fords private Kaj maaler 110 m, medens 78 m Kaj paa den anden Side staar til Virksomhedens Disposition. Her findes ogsaa en dobbeltsporet Jernbanelinje, som staar i direkte Forbindelse med Landets Jernbanenet.

Fabrikens Hovedbygninger bestaar af en 2-Etagers Jernbetonbygning, forbundet med to Kranhaller af murtstenspud￾t Staalkonstruktion samt en murstensbygget Kraftstation. I Midten mellem Jernbetonbygningen og Kranhallerne er der en stor 1-Etages Monteringshal, hvor Vognene samles. Denne Hal er af Staalkonstruktion med moderne Ovenlys, hvorved der sikres Arbejderne rigelig Lys og Luft

Fabriksbygningerne er saaledes anlagt, at "lige Linje" Produktion er mulig, d. v. s., at alt indkommende Materiale - efter at være udlosset ved Kajen og udpakket i Lagerafdelingen - følger en lige Linje gennem Bygningerne til den modsatte Ende, hvor de færdige og prøvede Vogne kører ud for at videresendes til Forhandlerne.

Den nye Fabrik repræsenterer indbefattet Grundareal, Bygning og Maskiner, en Værdi af ca. 5 Mill. Kr., hvoraf 75 Procent falder paa danske Materialer og dansk Arbejdskraft.

Ford Motor Company Akties, grundlagde sin Virksomhed i København i Sommeren 1919 en Aktiekapital paa ½ Mill. Kr.

Produktionen tog sin Begyndelse i Oktober 1919 i lejede Lokaler i Heimdalsgade 28 og 42, 44, og den højeste Produktion, som den Gang opnaaedes pr. Dag, var 14 Vogne. Der var ansat 148 Arbejdere og 12 Funktionærer.

Virksomheden er siden betydelig udvidet.

Foruden de ca. 600 Arbejdere og ca. 100 Funktionærer, som lønnes direkte af Selskabet, findes i Danmark ca. 85 autoris. Forhandlere og henved 300 autoriserede Reparatører samt disse Forhandleres og Reparatørers Personale, bestaaende af Repræsentanter, Kontormedhjælpere, Lagerekspedienter og Mekanikere saavel som disses Familier - eller ialt sa. 12-15,000 Mennesker, hvis Eksistens er afhængig af Ford Motor Company Aktieselskabs Virksomhed.

Af Ford Motor Company Aktieselskabs samlede Produktion i de første 8 Maaneder af 1924 er der eksporteret ca. 75 Procent, medens Resten er solgt gennem danske Forhandlere.

(Bornholms Social-Demokrat 15. november 1924)

Det er København: En Plet, der ikke kendes af ret mange: Gadekæret bagved det nye store Kvarter paa Sydhavnsarealerne, hvor Gæs og Ænder boltrer sig i frit og ubundet Liv. B. T. 30. september 1925.

Lystturen i Rustvognen. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg, d. v. s. det meste af vor skattede Naboby har Natten til i Gaar været skuepladsen for en vist temmelig enestaaende Automobilkørsel, der paa de Folk, der var saa uheldige eller heldige at komme ud for et Møde med den maa have virket noget nær pa samme Vis som Mødet med "Den flyvende Hollænder" virker paa Havets fredeligt farende Sømænd.

Den flyvende BiI var Ligvognen Rustvogn k. 10717, der tilhører Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade Nr. 14. Vognmanden har en Chauffør, Viggo Thorsen hedder han, og han boer privat i Tømrergade Nr. 1 - der til daglig har det Hverv at køre døde Mænd til Kirkegaardenes Kapeller i den pæne bil, hvori der som man véd, yderligere er Plads til en enkelt eller to af den Dødes nærmeste Efterladte, der ønsker at være ham nær paa den sidste triste Køretur, for Graven tager ham.

Ved 11-Tiden i Forgaars Aftes da Dagens Transporter var til Ende, fik Viggo Thorsen Besked om at køre Bilen hen i Garagen paa dan gamle Ladegaards Terræn hvor den plejer at staa opstaldet. Han kørte imidlertid ikke direkte til Ladegaarden, idet han havde lovet at køre en Kammerat, der ogsaa er ansat hos Vognmand Jørgensen, ud til hans Bolig paa Peter Bangsvej.

Dette har Thorsen ogsaa gjort. Men hermed glipper ogsaa det officielle Kendskab til hans Gøren og Laden i de nærmest følgende Timer. Man har, trods ihærdige Undersøgelser fra Politiets Side, kun kunnet fremskaffe højst mangelfulde og ufuldstændige Oplysninger om hans Færden i de stille Nattetimer Men disse Oplysninger viser ham ogsaa jagende rundt paa det ganske Frederiksberg, ligesom den flyvende Hollænder ude paa det vildene Hav.

Han har omkring Ettiden været ved "Aahuset" med et levende Lig i Vognen, d. v. s. med en aabenbart ganske tilfældig Mand, han havde samlet op et eller andet Sled og faaet anbragt inde i Bilen paa den Efterladtes Plads. Lidt senere har han været ved en Café paa Fasanvejen, og endnu senere ved "Raadhuscaféen" i Falkoneralléen. hvor han forgæves har tryglet Jørgen Bras om at komme ind og faa sig en Tuborg sammen med sin Passager i Ligvognen.

Kl 1½ præcis er Dødsbilen set ude i Godthaabskrydset, hvor den jog tværs over Gaden i en rasende Fart men dog ikke værre end, at det gennem Bilens Glas tydeligt kunde ses at det ene levende Lig var bleven til en hel Bunke. Deri sad, siger fuldgode Vidner, paa dette Tidspunkt mindst seks Personer, to Damer og fire Herrer, inde i Bilen, et Selskab der ganske aabenbart var i alt andet end Begravelsesstemning, at dømme efter den Sang og støjende Adfærd, der lød inde fra Vognens Dyb.

Saa gaar der en halv eller en hel Time, hvor Havet eller de frederiksbergske Sideveje har slugt den flyvende Hollænders Spor. Men da Klokken slog 2½, dukkede den frem igen i Natten.

Da kom Chauffør Thorsen kørende med sin Rustvogn henad Grundtvigsvej - fuld sped, alt hvad den stønnende Motor kunde orke, køre fremad, lige ind paa den lille Grundtvigs Plads som en Krigstankbus paa Gitteret og Hækken, der omgiver den lille kønne Græsplæne, saa Gærdestavene knækkede som Tændstikker og Hækkens Blade og Kviste sank, som var de mejede ned under en Kæmpe-Le eller trampede til Døde under en Kæmpetromle.

Paa dette Tidspunkt var der, siger de forskrækkede Beboere, der kaldtes til alle de omliggende Vinduer ved Larmen, da Bilen vendte Næsen mod det gamle Træ midt paa Plænen, to Mennesker i Rustvognen. En Mand og Kvinde inde paa den Dødes Plads, tæt omslyngede i svimmel Kærlighedsrus, øjensynligt slet ikke opfyldt af Tanken paa Døden eller alt det, der dens er.

Tværtimod.

Saa kom Politiet. Men da tog Fa'en ved de to Elskende - ud af Ligvognen ned i Grønsværet og væk - bort i Natten, mens Pigebarnet hulkede, saa det var en Ynk at høre, og Manden sang: "Giv mig et Kys og lad det være glemt - "!

Tilbage var kun den molesterede Rustvogn, der nu var tømt for baade Levende og Døde, og saa to Chauffører, af hvilke den ene ædru og ganske sagesløs, og den anden gnistrende fuld. Den anden var Viggo Thorsen, og da han var Foretagendets ansvarshavende Redaktør, halede Politiet ham ud af Plæneanlægets Ruiner og kørte ham op paa Politistationen, hvor man, mere for en Forms Skyld end fordi det skønnedes paakrævet, lod ham underkaste den obligate Spiritusprøve.

Han dumpede med Glans - Ug mod Kryds og Slange - og fik som Følge deraf Æresbolig paa Stationen for Resten af Natten, medens der blev telefoneret efter Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade, for at han kunde komme ud og hente sin Ligvogn og faa den gjort ren efter den vildsomme Nattefærd.

- Sikket Held, sagde han, da han trillede af med Omnibussen: Sikket Held, at der ikke var et rigtigt Lig i den, da Thorsen startede i Aftes. For ellers var han vel endt paa Kirkegaarden med baade den Døde og alle sine levende Gæster!

Og Hr. Thorsen havde aabenbart ikke været bange for nogetsomhelst.

Svip.

(Aftenbladet (København) 2. juni 1924)

Ford eksporterer Vogne til Rusland fra Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Fordfabriken i Sydhavnen skal forsyne Sovjet-Rusland med Fordvogne

Leverancen omfatter 18,000 Vogne om Aaret til en Værdi af ca. 50 Mili. Kr.

PARIS, Søndag

(R. B.)

Paa et Søndag afholdt Møde, hvori deltog Direktørerne Harrington og Carlsen, Ford-Fabrikerne, Dr. Hammer, Moskva, og Direktør Harald Langkjær, Aktieselskabet "Cyklone", København, blev det vedtaget, at hele Fordfabrikernes Eksport til Rusland fremtidig skal foregaa fra København

I Anledning af dette Telegram har vi haft en Samtale med Kontorchef Brøndum fra Fordfabriken i Heimdalsgade, og han gav os følgende yderligere Oplysninger om Sagen, der iøvrigt har været forberedt de sidste 4-5 Maaneder:

- Allerede i Sommer begyndte vi Forberedelserne til at oprette Salgscentraler i Rusland; men paa Grund af de politiske Forhold har der været mange Vanskeligheder at kæmpe med. 

Den nye, store Samlerfabrik 1 Sydhavnen er, som De véd, anlagt med det Formaal for Øje at kunne forsyne Norden, Østersøprovinserne, Tyskland og Stor-Rusland med vore forskellige Fabrikata, og da vi er klar til at begynde derude i April, kommer den i Paris nu afsluttede Kontrakt yderst kærkomment.

- Hvem er Mr. Harrington ?

- Det er Fords Generaldirektør i Europa, fortsætter Hr. Brøndum. Han kom hertil for ca. 4 Aar siden og har sit Hovedkvarter i Paris.

Dr. Hammer er en stor russisk Forretningsmand, som Direktør Harald Langkjær, der kom hjem fra sin Ruslandsrejse for 14 Dage siden, har plejet Forhandlinger med i Moskva.

Direktør Carlsen leder, som De véd, Fabriken her i København, og Direktør Langkjær fra Aktieselskabet "Cyklone" vil selvfølgelig blive knyttet til denne nye, mægtige Side af vor Virksomhed.

- Kan De tilfredsstille Efterspørgslen fra Rusland?

- Ja, det kan vi magelig! For Tiden laver vi her i Hejmdalsgade 100 nye Vogne om Dagen, og i Sydhavnen regner vi med at skulle kunne fabrikere 200 Vogne pr. Dag.

Men - faar vi travlt, kan vi bringe Fabrikationen i Sydhavnen op paa 600 Vogne pr. Døgn, idet vi saa vil arbejde med 3 Hold Arbejdere Døgnet rundt, hvert Hold i 8 Timer.

- Og Betalingen fra Rusland?

- Ja, med den har der hidtil været nogen Vanskelighed; men ogsaa dette Spørgsmaal maa have faaet sin løsning, siden der er udsendt et Telegram som det Ritzau har bragt, løvrigt, sluttede Hr. Brøndum, véd jeg jo intet om selve Enkelthederne. Forhandlingerne har nemlig været ført af Direktør Carlsen, og han vender først tilbage fra Paris i Aften

Rusland kan bruge 18,000 Vogne om Aaret.

Den nye Ruslands-Eksport af Fordvogne vil sikkert, om den virkelig kommer i Stand under tilfredsstillende Forhold, antage meget imponerende Former, skønt Rusland som Helhed vel ikke netop er anlagt for en Import af Fordvogne for Tiden.

Man regner imidlertid med en aarlig Eksport af 18,000 Vogne, der repræsenterer en Værdi af ca. 50 Mill. Kr.

Da den Arbejdsløn, som lægges her i Landet, andrager ca. 100 Kr. pr. Vogn, vil de 18,000 Vogne altsaa lægge 1,8 Mill. Kr. i Løn til de danske Arbejdere.

Motor-car.

(København 29. januar 1924)

Direktør Carlsen vendte tilbage fra Paris og bekræftede aftalen, men kunne ikke sige meget mere end det. Fabrikken beskæftigede ca. 600 og ville i tilfælde af aftalen komme op på 3.000 arbejdere. Fabrikken kunne lave 35 vogne daglig på 8 timer af samme arbejdsstyrke, mens andre steder højst 31 til 32 vogne. I februar 1924 cirkulerede rygter om at Ford lå i underhandlinger med tyske automobilfabrikker som skulle danne en automobiltrust omfattende Tyskland, Rusland og hele Østeuropa. Konkurrenterne, bl.a. Krupp og Stinnes skulle modarbejde en sådan trust. Fords nye monteringshal i Sydhavnen til 5 mill. kr. kunne producere 200 vogne dagligt til at forsyne Dannmark, Norge, Sverige, Tyskland, Polen, randstaterne og Rusland..

Fra en annonce i Fyns Venstreblad (Odense) 11. april 1924.

Frederik August Vilhelm Bagge (6: Automobilloven1908). (Efterskrift til Politivennen)

 Automobilloven.

Hvad en Automobilist mener om den.

Interview med Hr bogtrykker Bagge.

En af de mange Love, der gjordes færdige paa Slutningen af denne Rigsdagssamling, var Lov om Kørsel med Automobiler. Som man vil have set af Rigsdagsreferaterne, fremsattes der i Tingene mange bitre Udtalelser mod Automobilerne og den hensynsløse Brug, der undertiden gøres af dem. Vi har ment, at det som Modsætning hertil kunde have sin Interesse at høre, hvad Automobilisterne mener om den ny Lov, og har derfor henvendt os til en af de bedst kendte, nemlig Hofbogtrykker Bagge, hvis Udtalelser vi her gengiver uden Kommentarer, idet vi dog tilføjer at Sagen ganske naturligt kan ses fra to Synspunkter.

"Min Mening om Automobilloven," siger Hr. Bagge, "er, at den er umulig. Den er næsten i alle Henseender bleven skærpet, skønt, Guderne skal vide, den var streng nok i Forvejen. Der er særlig een Paragraf, som synes mig haard. Det er den, der lyder saaledes: "Sker der ved Sammenstød Med Automobilen eller derved, at vejfarendes Heste bliver sky for Automobilen, Skade paa Person eller Gods, er den for Automobilen ansvarlige pligtig at erstatte Skaden, medmindre det oplyses, at den skadelidte selv forsætlig eller ved grov Uagtsomhed har hidført Skaden, eller det fremgaar af Omstændighederne, at denne ikke skyldes Automobilens Tilstedeværelse." Det vil i Virkeligheden sige, at i de 99 af 100 Tilfælde kommer Automobilisten til at betale, thi selvfølgelig vil det kun yderst sjældent kunne bevises, at Kusken med Villie eller ved grov Forsømmelighed selv har hidført Ulykken. Landstingsmand Jørgen Pedersen sagde i Landstinget, at han vilde stemme imod Loven, fordi han fandt den slet; som Bevis herpaa nævnede han følgende Eksempel: Hvis en Kusk møder en Automobil og, stolende paa, at han nok kan styre Hestene, undlader at række Pisken i Vejret, vil Automobilejeren, hvis Kussen alligevel ikke kan magte Hestene og kører i Grøften, komme til at betale Skaden, skønt Fejlen ligger hos Kusken. Er det ikke absurd? Paragraffen er affattet saaledes, at man hver Gang, man kører ud, maa være belavet paa at vende hjem som dobbelt Familieforsørger. Og den sætter i Virkeligheden en Præmie paa den hensynsløse Kørsel, idet den ikke skelner mellem de samvittighedsfulde Automobilister og dem, der blot lader staa til.

Jeg har naturligvis mange andre Anker at anføre imod Loven. At Bøderne er satte op, synes mig af mindre Interesse; de, der ikke har Raad til at betale, kan jo lade være at køre. Derimod synes jeg, det er kedeligt, vi ikke maa køre paa Sognevejene; det er jo tidt en ren Tilfældighed, om Vejene er Sognets eller Amtets. En Kendsgerning er det ogsaa, at Hestene ved Amtsvejene er meget mindre bange for Automobilerne end Hestene ved Sognevejene, hvor vi ikke maa køre.

Fik vi Lov til at køre alle Vegne og baade Dag og Nat - nu maa vi de 9 Maaneder af Aaret kun køre fra Solopgang til Solnedgang - vilde Hestene hurtigt blive vænnede til os. Jeg kan allerede se en stor Forandring paa dem i de 8 Aar, jeg har kørt.

Sidste Aar foretog jeg en 28 Dages Automobiltur gennem Tyskland, Svejts og Østrig, hvor man har Lov til at køre alle Vegne, til alle Tider og med saa stor Fart man vil, undtagen i Byerne, Og paa denne lange Rejse hændte det ikke en eneste Gang, at en Hest blev bange for min Automobil..."

(Slagelse-Posten 2. juni 1908)

En urimelig Dom.

Den kendte automobilist, Hofbogtrykker Bagge, har if. Politiken maattet betale en Mulkt paa 20 Kroner for at have kørt paa Biveje med sin Bil. Bladet oplyser om den nærmere Sammenhæng følgende:

En Vogn væltede forleden Dag i Hareskov, hvorved en Mand var saa uheldig at brække Benet. Samtidig med Lægen, Distriktslæge Mønster, kom Hr. Bagge til Stede, og han indvilgede da i at køre den forulykkede paa et Hospital. Han foreslog da at køre ind til København, men Distriktslægen ønskede, da Benbrudet var farligt og en Koldbrand at befrygte, at han skulde køre til det nærved beliggende Hospital i Lyngby - skønt denne Vej ikke maa befares af Biler. Saa kørte Hr. Bagge Manden kom paa Hospitalet og er uden for al Fare.

Paa Vejen fra Hospitalet blev Bagge skrevet, og i Gaar maatte han betale tyve Kroner.

- - -

Efter hvad der meddeles os, var det Distriktslæge Hansted, Nykøbing - som har holdt Ferie ved Hareskov - der tilsaa den Forulykkede og det var denne selv, der absolut ville til Hospitalet i Lyngby.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 6. august 1908).

Frederik August Vilhelm Bagge (4: 1904-1907 Automobil). Efterskrift til Politivennen)

Frederik Bagge udskiftede efter sigende sin vogn hvert år. Tidsskriftet "Bilen" skrev bl.a.: "Han kører som en ægte sportsmand en smule hensynsløst stærkt, men dog påfaldende sikkert." Han kom både i Klods Hans, Blæksprutten og Svikmøllen. Frederik Bagges første bil var en sjælden model der kun blev fremstillet i 1902. Den 1-cylindrede motor på kun 700 cc lå over baghjulene. Oprindelig har den antagelig haft store, tynde trådhjul og smalle dæk. (Bilhistorisk Tidsskrift nr 115, 1993 s. 3)

Maler og tegner Fritz Christian August Kraul (1863-1935): F. Bagge (1861-1928). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Automobilruter Danmark over.

Dansk Automobilselskab sikret.

Et Foregangsforetagende.

Interview med Bogtrykker Fr. Bagge.

Kbhvn., Onsdag.

Saa er da endelig det ny Led i Befordringsvæsenets Tjeneste blevet til Alvor, som paa de forskellige Steder er blevet imødeseet med Følelser, der spænder over den største Forventning, den totaleste Mistillid og den dybeste Bekymring for Landevejsfreden - i Gaar er nemlig "Dansk Automobilselskab" løbet af Stabelen . . .

Overalt i Landet vil denne Start blive et af de Spørgsmaal, der melder sig med Aktualitetens hele Interesse. Selskabet vil nemlig - som det allerede fremgaar af Navnet - spænde over alle Dele af Landet - fra Skagen til Gedser.

Vi søgte derfor i Gaar et af Selskabets Bedyrelse medlemmer og dets egentlige Motor om vi saa maa sige uden at blive beskyldt for at fremsætte en daarlig Brander Hr. Bogtrykker Fr. Bagge. Han gav os beredvilligt følgende Oplysninger, som vi lader gaa videre til vore Læsere :

- Som De ved, og som De allerede for længst har meddelt Deres Læsere, har der længe været arbejdet paa Starten af dette Selskab. Det vanskelige har ikke været at faa Pengene rejst, det vilde vi saa at sige straks have kunnet - den projekterede Aktiekapitalen har for længst været overtegnet. Men vi har, forinden vi startede, ønsket at faa Vished for, om Postvæsenet vilde entrere med os, saaledes at de enkelte Ruter kunde blive Postruter og derved faa deres særlige Præg. Foreløbig har vi sat København-Slangerup-Ruten i Scene; paa denne prøver vi, om vi kan tilfredsstille de Fordringer. Postvæsenet stiller til os. Vi sætter her 4 Vogne i Gang.

Der er til os rettet mange Opfordringer om allerede nu at aabne et stort Antal Ruter, men vi har som sagt begyndt i det smaa.

De 300,000 Kr.. som udgør vor Aktiekapital, er tegnet dels i Propinsen - særlig Esbjerg har været med - , dels i København, men ogsaa en enkelt i Udlandet bosat Dansker, Generalkonsul P. M. Wessel i Bremen, har ydet værdifuld personlig og pekuniær Assistance.

- Hvor agter Selskabet at anlægge Ruter, hvis Slangerup-Eksperimentet lykkes?

- Herom kan i Øjeblikket intet siges med Bestemthed. Automobil-Nettet vil spænde over det ganske Land. og flere af de alt eksisterende eller planlagte Ruter vil antagelig Tid efter anden blive inddragne under Selskabet.

- Hvor købes Vognene?

- Vi køber dem naturligvis helst her i Landet, men vi maa nøje sikre os gode Vogne med meget faa Reparationer. Her er særlig de franske, der koster ca. 20,000 Kr. pr. Stk., gode. Der er Eksempler paa, at de kan køre indtil 5 Aar uden Istandsæltelse. Det, det gælder om, er at præstere tre Forbindelser og regelmæssig Fart - til Trods for Vejr og Vejforhold. Vi skal have svære Vogne.

- Er De ikke bange for, at Hestene i Landsbyerne skal blive ængstelige?

- Nej, det er jeg ikke. Jeg har selv i flere Aar kørt paa Automobil og forsikrer - altsaa af personlig Erfaring - at Hestene hurtigt vænner sig til dem. Skal jeg give Landboerne et Raad, saa er det - erfaringsmæssigt gentager jeg dette: Forser ikke Forsøgene paa at vænne Hestene til Automobilerne. Lad dem roligt komme hen til dem, naar de staar stille, og lad dem snuse lidt til dem. Det vil da gaa med Automobilerne - Fremtidens festlige Befordringsmiddel - som med Cyklerne. Hvad sagde man ikke dengang, de kom op?

Sluttelig udtalte Hr. Bagge:

- Det nu oprettede Selskab er ikke dannet efter udenlandsk Mønster. Der har man kun Selskaber, der spænder om enkelte Ruter. Det er altsaa et Foregangsforetagende, som det er vort Haab, at ikke alene vi. der har startet det. men ogsaa - og navnlig - Provinsens Publikum  paa de Egne, hvor Jernbanen ikte letter Samfærdselen, vil faa Glæde og Nytte af.

Det er en af Tidens Opgaver, som her er løst. Det er at haabe, at den maa møde tilstrækkelig Fordomsfrihed og Forstaaelse.

- - -

Saa vidt Hr. Bagge.

Veritas

(Kalundborg Avis 1. september 1904).

Henover sommeren og efteråret indledtes der forsøg med disse postvogne. I 1903 var der registeret 57 biler, i 1907 231 og i 1910 nærmede tallet sig 1.000. Bilen var fortrinsvis et legetøj for de rige, greverne og grossererne. 

Frederik Bagge havde i 1906 vundet Amatørsejlklubbens vandrepokal 2 gange ved kapsejladser i Svanemøllebugten. Han var allerede da kendt for at køre automobil - hurtigt. 

Hr. Bagges Avtomobil-Kørsel.

Sammenstød ved Espergærde. For ca. 14 Tage siden kom en ung Dame, Frøken Koppel her fra Byen, kørende fra en Sidevej ved Espergærde over Strandvejen. I det samme kom en Automobil susende i stærk Fart fra Helsingør og paakørte hende, saa hun styrtede om og slog sig saa slemt, at hun maatte bæres til en Læge.

Der sad tre Herrer i Automobilen, men de bilede videre i vild Fart uden at bekymre sig om den paakørte Dame.

Senere er det oplyst, at Automobilen tilhørte Bogtrykker Fr. Bagge, der sammen med Direktør Herforth og en tredie Herre var paa Vej hjem fra en bedre Middag paa "Marienlyst". Frøken Koppel indgav Klage til Politiet, og hun har mødt paa Birkekontoret i Fredensborg og afgivet Forklaring.

Hr. Bagge, med hvem vi talte i Gaar, erklærer, at Skylden for Sammenstødet er Damens. Forinden hun kørte ind paa Strandvejen, burde hun have overbevist sig om, at Vejen var fri. Yderligt forklarede Hr. B., at han havde set Frøken K., gjorde en stor Bue med Avtomobilen, saa Sammenstødet var saa ringe, at Damen først faldt efter at Automobilen havde passeret hende.

Med Hensyn til, at han ikke standsede, forklarede han, at han spurgte Direktør Herforth, der sad bag i Vognen, om Damen var kommen til Skade, og Herforth gav et benægtende Svar. Denne Undskyldning er ganske taabelig, thi Direktør kunde selvfølgelig ikke vide, hvo stor Skade der var sket.

Det er noget for hensynsløst, at de tre Herrer fortsætter deres Kørsel, efter at de har set en Dame styrte om paa Vejen, og der har, saa vidt vi erindrer, tidligere været klaget over Hr. Bagges Avtomobilbedrifter.

(Social-Demokraten 10. september 1904).

Der kan være tale om Carl Bernhard Ferdinand Herforth (1866-1937) som på daværende tidspunkt var direktør for Kreditforeningen af Grundejere i Kjøbenhavn og Omegn. Han var en af de rigeste personer i Danmark.

Socialdemokraten den 14. september skrev at Bagges hensynsløse kørsel ofte sås på befærdede gader som Vesterbrogade og Værnedamsvej. Men at han pga. sine penge ofte slap om ved at stå til ansvar. I givet fald var dette også tilfældet her: Bagge betalte cyklisten en bøde på 100 kr og 25 kr. i skadeserstatning.

I januar 1905 blev bogtrykker Frederik Bagge til kongelig Hof-Bogtrykker. 

Hr. Bagges Avtomobilkørsel.

Hr. Redaktør!

Det har glædet mig meget, at Bogtrykker Bagge gentagne Gange er taget under Behandling i Deres ærede Blad paa Grund af hans uforsvarlige Avtomobilkørsel. Utallige Gange har jeg set ham stryge ned ad Frederiksberg Alle og Vesterbrogade med en ganske utilladelig Fart og lige saa ofte har jeg undret mig over, at der ikke af rette Vedkommende blev sat en Stopper derfor. Hvor man træffer ham, ser man Folk stoppe op paa Fortovet for at se, om det dog ogsaa kan gaa godt.

Jeg har været saa gal i Hovedet paa denne Mand som nogen, skiøndt jeg forøvrigt ikke kender det ringeste til ham; og jeg skal indrømme, at jeg har ladet denne Vrede gaa videre til ogsaa at omfatte de Lovbestemmelser og Avtoriteter, der tillader ganske faa Velhavere at gøre vore Gader og Veje usikre paa alle andres Bekostning. Jeg kan ikke forstaa, at disse Gader og Veje, hver Gang der bliver opfundet et nyt Befordringsmiddel, straks skal overlades dette til Tumleplads, selv om Faren for alle os andre, der ogsaa maa benytte Gaderne, forøges nok saa meget derved. Lad blot de nye Maskiner komme og lad dem ogsaa køre paa vore Gader, men vel at mærke paa en saadan Mande, at man ikke behøver at risikere Livet ved at gaa fra det ene Fortov til det andet, fordi en Hr. Bagge behager at bruge vor Asfalt til Væddeløbsbane.

Jeg ser, at han nu er idømt en Bøde paa 100 Kr. Man kan vel nok ret snart blive enig om, at dette er ganske latterligt. En Mand, der har Raad til at købe en Avtomobil, er sikkert saadan situeret, at 100 Kr spiller en ganske forsvindende Rolle for ham; at idømme en saadan Mand 100 Kr. virker ganske paa samme Mande som ingen Bøde at idømme ham. Nej, lad de Herrer saa en ganske anderledes klækkelig Mulkt, en, de kan mærke og hvis det ikke hjælper, lad saa Køretilladelsen blive frataget dem. Naar de risikerer dette og foruden Mulkten en dygtig Skadeserstatning til Ofret, saa skal de nok vide at tage sig ivare.

Med Tak for Optagelsen

Ærbødigst

L. B.

(Social-Demokraten 15. september 1904).

Frederiksborg Amts Avis 23. september 1904 meddelte at Bagge havde fået en bøde på 10 kr for at køre gennem Herlev i uforsvarlig fart.

Fotograf G, W. Alexandersen: Elisa Lissa Amalie Christiane (f. Bagge). 1857-1918. Gift med hofbogtrykker Frederik Bagge (1861-1928). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Dansk Motorcykleklub", "Dansk Automobilklub" og "Motorindustriforeningen" arrangerede i juni/juli 1905 "1. nordiske Automobil-Uge 1905". Det bestod i en automobiltur fra Aalborg til København med under 4 mil i timen. 13 biler og 3 motorcykler deltog. Ved Fredericia måtte skibsreder Johnsen udgå pga. at bilen væltede og beskadigedes. 2 blev indlagt på sygehuset i Fredericia. Bagge deltog med en stor fransk kalechevogn ("Clement") med 20 heste. Grev Ahlefeldts bil væltede ved Ullerslev da en ring sprang af et hjul. 

1905 blev han kongelig hofbogtrykker. Han arbejdede også for Gyldendal. Bagge indførte nye systemer og maskiner, og var aktiv i de københavnske bogtrykkeres organisationer.

Efter Automobil løbet.

En Samtale med Fr. Bagge.

Kiøbenhavn, 1. Juli.

Lørdag Formiddag søgte vi den ivrige Sportsmand og Automobilist, Hofbogtrykker Fr. Bagge og bad ham fortælle os lidt om Udbyttet af Turen osv.

"Jo", sagde Hr. Bagge, "det var jo vor Hensigt at vække Interesse for Automobilsporten, og jeg haaber, det til Dels er lykkes os. De Uheld, der skete, ere naturligvis et Skaar i Glæden over Farten igjennem det dejlige Land og over al den Elskværdighed, der vistes os, hvor vi kom frem. Men Uheld er Uheld. Man kan vælte med Hest og Vogn, og lige faa godt kan man have Lov til at vælte med et Automobil. De to Slags Kjøretøjer ere lige farlige".

"Er det Deres Alvor?" spørge vi lidt tvivlende.

"Vist er det saa. Der fordres en sikker Kusk til et hvilket som helst Kjøretøj, og saa kan der endda ske en Ulykke. Apropos, Hestene; de synes ikke at være meget bange for vore Automobiler; jeg saa ikke en, der løb løbsk. De studsede kun - som i sin Tid over en Cykle - og det saa ud, som om de havde paa Fornemmelsen, at her kom en farlig Konkurrent

Vi maa have flere af den Slags lange Ture arrangerede, hvis Automobilerne virkelig skulle kunne vinde Terræn. Begyndelsen er gjort; nu faa vi se, hvorledes Dommen lyder fra de forskjellige Steder, vi have gjæstet".

"Det var vel ikke en billig Tur?"

"Aah jo. De større Vogne have antagelig kun brugt for 30-40 Kr. Benzin; det er da ikke meget".

"Og Sliddet paa Maskinerne? En Automobilist fortalte os forleden, at der vilde slides for adskillige Kr.".

"Nej, det er kun ubetydeligt; en 20-35 Kr., det maa være det hele. Et Sæt Ringe koster 400 Kr., men de skulde da gjerne vare et helt Aar. Naturligvis kunne dog de Maskiner, der ere komne op i Skjærvelægninger og lignende, nok faa sig en extra Udgift. Grev Ahlefeldts Automobil har lidt saa megen Skade, at det næppe bliver til Automobil mere, og det er rigtig slemt, eftersom det har kostet 14,000 Kr."

"Hvor hurtigt kjørte De?"

"Kun 3-4 Mil i Timen. Der var saamænd intet at blive forskrækket over hverken for Dyr eller Mennesker. De skal se, vi (Automobilerne) have Fremtiden for os".

Hr. Bagge ser saa bestemt ud, at vi ikke tør modsige ham.

Fix.

(Automobilløbet udgik fra Aalborg den 27. Juni Kl. 9 Form. med 12 Automobiler og fortsattes derfra gjennem Jylland og over Øerne til Kjøbenhavn, hvortil de ankom Fredag Aften Kl. 8).

(Bornholms Tidende 3. juli 1905)

På kbh-billeder findes et foto fra 1905 af familien Bagge foran Ny Bakkegaard som de købte i 1902. Fotoet er beskyttet af ophavsret. På fotoet ses Frederik August Vilhelm Bagge (1861-1928), konen Elisa (Lissa) Amalie Christiane Møller (1857-1918), børnene Else Gudrun (f.1885) Sven-Aage Bagge (f.1887), Bodil Bagge, Bodil - gift med Angelo Bagge (1918), Inger (1892-1910) og Erling Bagge død 26 år gammel.

I 1906 vandt Bogtrykkerfirmaet Fr. Bagge i "Bogtrykkerfagets kollegiale Ret" en sag over firmaet Brødt. Hornum om overtrædelse af Bogtrykkerforeningens vedtægter §5 om ufin konkurrence. Sidstnævnte havde givet et lavt tilbud på trykning af bladet "Dit og Dat".

En Autombilpaakørsel. Hofbogtrykker Fr. Bagge, der er en ivrig Automobilist, kom forleden Dag for Skade at paakøre en Dame, da han med sit store Automobil kom kørende i stærk Fart gennem den nye Grønningboulevard i København, Damen blev kastet hen ad Vejen, fik sit Tøj ødelagt og slap naturligvis heller ikke uden forskellige Skrammer. Hofbogtrykkeren blev noteret, og i Gaar er Sagen bleven afgjort i Kriminal- og Politiretten ved et mindeligt Forlig; dette gaar ud paa at Bagge skal betale Damen 300 Kr. i Erstatning for Tøjet og Svie og Smerte samt endvidere erlægge en Bøde af 50 Kr. for Overtrædelse af Kørselsreglementet.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 3. juli 1906).

Automobiltur til Fredensborg.

Bogtrykker Bagges Uheld.

Automobilklubben holdt i Gaar Udflugt til Fredensborg og satte den fredelige Kongeby paa den anden Ende. Turen forløb heldigt og fornøjeligt for alle Deltagere undtagen for Hofbogtrykker Fr. Bagge og hans Selskab. Midt imellem Hørsholm og Fredensborg kørte han nemlig mod en stor Træstamme, der laa paa Vejkanten. Han selv og Direktør Christiansen sad paa Forsædet. De klamrede sig fast og blev siddende i Vognen. De andre Passagerer, Direktør Aug. Bagge og hans Hustru (Wessels Datter) samt Kaptajn Bloch blev slynget ud af Vognen, og navnlig Fru Bagge fik nogle slemme Knubs. Hun blev straks efter af unge Hegel kørt til Byen og taget under Lægebehandling.

Uheldet skyldes efter Hr. bagges Forklaring Landevejens elendige Forfatning.

(Folkets Avis - København 4. februar 1907).

- Automobiluheld:

Naturligvis Hofbogtrykker Bagge igen.

Hr. Bagge kom forleden Formiddag susende med sin Automobil gennem Gothersgade i København. Chauffeuren vil dreje ind i Port, kluderer med Styringen og tørner mod en Sporvogn i fuld Fart.

Sporvognens Ruder knustes alle. Flere af Passagererne fik lettere Skrammer og Automobilen masedes fuldstændig. Hr. Bagge selv blev saaret og matte tages under Lægebehandling. 

Øjenvidner paastaa, at Skylden for Ulykken maa sees hos Automobilisten, der kørte altfor uforsvarlig hurtigt.

Skulde Nemesis endelig en Gang have ramt Hr. Bagge? Forhaabentlig drager han den Lære af Ulykken at sætte sin vanvittige Fart noget ned.

(Kalundborg 5. februar 1907).

Hofbogtrykker Bagge i København paakørte i Gaar Eftermiddags en Cyklist med sit Automobil. Bagge kom kørende bagefter Cyklisten ad Strandvejen ind mod Byen. Cyklisten maa være bleven nervøs ved Hornets Tuden, thi han holdt til Venstre i Stedet for at forblive paa højre Side af Vejen. Med voldsom Kraft tørnede Automobilet imod ham, saa han sammen med Maskinen blev hængende mellem Forskærmen og Forhjulene. Cyklisten havde taget alvorlig Skade. Han var bevidstløs og havde flere Saar i Ansigtet. Bagge kørte ham til Kommunehospitalet. Af Papirerne, han havde hos sig, fremgik, at han hed Warburg og var Søn af Grosserer Warburg, Frederiksborggade 52.

(Horsens Folkeblad 23. september 1907).

Ulykken skete på Østerbrogade ud for Slagelsegade. Det var kontorist Karl Warburg, og Bagge fik en bøde på 100 kr. for uforsvarlig kørsel. Grunden til den lave bøde var at cyklisten kørte i den forkert bane, men omvendt kørte Bagge hurtigere end tilladt.

Ogsaa en Adresse. Paa Østerbro i Kjøbenhavn er der i disse Dage sat en Adresse i Gang, der opfordrer rette Vedkommende til at inddrage den bekendte Automobilist, Hofbogtrykker Bagges, Køretilladelse.

Hr. Bagge har i de sidste Par Aar kørt 4-5 Mennesker, flere Vogne og et Pars Lygtepæle over, og Beboerne mener derfor, det foreløbig kan være nok.

(Lemvig Folkeblad 2. oktober 1907).

Hofbogtrykkeren dømt.

For et par Maaneder siden paakørte den bekendte Hof-Bogtrykker Frederik Bagge i sit Automobil paa Nørrebrogade en ung Cyklist, en Søn af Grosserer Alexander Warburg i Frederiksborggade.

Cyklisten blev revet omkuld og paadrog sig meget haarde kvæstelser, nanvlig i Hovedet.

Bogtrykker Bagge kørte ham selv til Kommunehospitalet og anmeldte det skete til Politiet.

Under Retssagen er det blevet oplyst, at Cyklisten til Dels selv var Skyld i Ulykken, men Bogtrykker Bagge havde haft stærkere Fart paa end man har Lov til, og dette blev Retten nødt til at taksere til en Bøde paa 100 Kr.

(Folkets Avis (København) 15. december 1907).

Alberti syslede fra 1902 med automobillove som skulle sætte hastighedsgrænser på 30 km på landevej og 15 km. i byerne. Biler var på det tidspunkt mest brugt af velhavere til fornøjelsesture. Det blev på sæt og vis bekræftet på et besøg i Berlin i december 1907 da Bagge fortalte om lovene til prins Heinrich, som skal have udbrudt: "Det er jo vanvid, går da virkelig det danske kongehus ikke i spidsen for automobilsporten?" Blandt de ivrigste modstandere af de nye love var grev Eigil Knuth, ingeniør Schmitto, grosserer A. C. Illum, konsul Ludvigsen, tandlæge Boberg, kaptajn Bloch, overretssagfører Meyring  - og Bagge.

Carl Christian Frederik Sørensen: "Sorte Carl". (Efterskrift til Politivennen)

I begyndelsen af februar begyndte anholdelserne af en juveltyveribande. Anholdelserne var nået op på 15. 10 februar 1920 meddelte B.T. at Sorte Carl var anholdt. Forhør er refereret i Social-Demokraten 19. marts 1920. Den 20. februar forsøgte Lothard Jensen, en af de anholdte i Schkollar-sagen at begå selvmord ved løbe panden mod en mur i sin celle. Han overlevede dog. For at få Schkollar (en jøde) til at tilstå, udsendte assessor Krenckel i februar et billede af en af hælerbrødrene Jensen, H. P. , Borgergade 138. PÅ daværende tidspunkt var der deponeret tyvekoster til over en million kroner. 

H. P. Jensen - den ene af hælerne i sagen. Foto fra Folkets Avis - København, 16. februar 1920.

Stort forhør over juveltyvene.

De anholdte vakler i deres forklaringer.

I går fortsatte dommer Sinding i flere timer forhøret over de Arresterede i juveltyve- og hæleribanderne. Forhøret overværedes af politiinspektør Hakon Jørgensen.

Den første, der blev fremstillet, var en 17 årig knægt, Svend S., der har gjort sig skyldig i hæleri i mindre omfang. Da hans sag er fuldt opklaret, har anklagemyndighederne henstillet til Justitsministeriet, at han afsluttes allerede nu, imod at den vildledte Knægt sendes til værgerådets forsorg. Denne ordning har ministerielt nu godkendt.

En håbløs benægtelse.

Næste mand foran skranken var Johan Herman Jensen, der sigtes tor tyverier l Skjoldsgade, Kastelsvej, Willemoesgade og hos Antikvitetshandler Heuser i Bredgade.

Jensen benægtede bestemt, at han havde deltaget i disse tyverier. Selv den omstændighed, at han er fundet i besiddelse af tyvekosterne fra alle fire indbrud, kan ikke rokke hans forklaring. Som endnu mere fældende indicium har politiet et brækjern, som Jensen vedkender sig. Dette brækjern er anvendt ved indbrudene, og mærkerne af det regnes for lige så gode som fingeraftryk. Mærker er fundet iblandt andre steder i Heusers dagligstue og soveværelse.

Overbetjent Christoffersen fra politiskolen demonstrerede foran dommeren det kriminelle brækjerns anvendelse på nogle af Heusers skuffer, der var hentede op i retten.

Men trods alle indicier nægtede Johan Herman Jensen stadigt. Han fik derfor meddelelse om, at hans sag nu sendes til Landsretten, hvor den vil blive afgjort af nævningetinget i begyndelsen af maj måned.

En lille fortalelse.

"Røde Evenius", som er døbt Evenius Hansen, blev derpå fremstillet. Han havde heller ikke lyst til at tilstå noget. Dette skyldte - sagde han - at han var så dybt oprørt over, at han var blevet anholdt, at politiet virkelig ikke måtte vente nogen villighed fra hans side.

- Vil De så Ikke forklare os, hvorledes indbruddet var, være begået? spurgte dommeren.

- Jo, det kan jeg godt. Der kom en dag en mand og spurgte, om jeg ville købe nogle ure, som var stjålet fra urforretninger, i St. Kongensgade 3. Jeg sagde: Nej, Herholdt. 

Straks, da denne udtalelse faldt, greb Evenius sig til hovedet: Han var klar over, at han havde forløbet sig. Herholdt Hansen sidder nemlig som ihærdig benægter arresteret i samme sag. Men dommeren rejste sig og gik hen til Evenius, idet han sagde:

- Nå, det er alsaa Herholdt, der er tyven?

- Jeg har ikke nævnt Herholdt, svarede Evenius fræk.

- Nå, ikke det. Er der Ikke andre, der har hørt det?

- Jo, det har jeg, svarede både politiassessor Krenchel og protokolfører Andersen.

Herholdt Hansen blev derpå ført ind, men han benægtede, at han havde forøvet indbrudet.

- Det siger Evenius, sagde dommeren.

- Det er løgn i hans hals. Det er Evenius og Sorte Carl, der er tyvene, råbte Herholdt rasende.

De tidligere kammerater gerådede nu i et skænderi, der dog hurtigt blev afbrudt af opdagerne, der førte forbryderne tilbage til cellerne.

Dernæst fremførtes arrestanterne Bjørkquist og den 50-årige Chr. Holm. Den første har tilstået, at han har stjålet 11 guldure fra en forretning i Nørrebrogade 70. Disse er alle solgte til Hansen-Elly. der endnu sidder arresteret i Hamborg.

Da der mangler flere ure fra det pågældende tyveri, ønskede dommeren nye oplysninger. Men selv da en anden arrestant, "Sækkeslæberen", påstod, at han havde købt ure af Bjørkquist, stod denne fast på sin første forklaring.

Chr. Holm, der tidligere er straffet for ægteskabssvindel, er nu for hæleri.

Endeligt afhørtes et par kvindelige vidner, der imidlertid intet kunne fortælle, og der blev givet officiel meddelelse om, at hovedmanden Carl August Lorentzen, der efter flugten fra domhuset meldte sig frivilligt i Hobro, har gjort sig skyldig i 3 tyverier under sin frihedsperiode. Disse tyverier er dog ret betydningsløse, idet de kun skaffede ham et sæt kvindeklæder og nogle penge til at leve for.

Efter at dette var protokolleret, blev forhøret afbrudt.

(Social-Demokraten, 24. marts 1920).

Atter i går afholdt dommer Sinding et større forhør i den omfattende tyverisag, hvori Schkollar er den interessanteste af hovedfigurerne.

Evenus Hansen kaldet Røde Venus og Carl Sørensen, Sorte Carl, fik deres sag sluttet og henvist til landsretten.

(København, 13. maj 1920).

Hvem stjal den engelske ministers bil?

"Røde Evenus" og "Sorte Carl" laver panik i retten.

En aften i marts måned forsvandt den engelske minister sir Marlings bil på en ganske mystisk måde. Først et par dage senere blev den fundet i en udgravning ved Hellerup. Her var den henstillet, da dens passagerer og føreren en dag blev taget i generende øjesyn af en årvågen Hellerup-betjent. De to mænd tog flugten og overlod politiet bilen og chaufførens uniformsfrakke, som den en af de flygtende kastede fra sig under flugten. Hvem de to personer var, har man ikke kunnet få klart bevist, men at det er to af de implicerede i juvelsagen, Evenus Hansen og Carl Sørensen, kaldet "Røde Evenus med den pragtfulde kæreste" og "Sorte Carl", derom synes der ikke at herske tvivl. Tilmed har Evenus på et tidligere tidspunkt tilstået tyveriet, men denne tilståelse har han taget tilbage, da han hørte, at Sorte Carl nægtede alt.

For at få spørgsmålet endeligt klaret fremstillede politiassessor Krenchel i går de to kammersjukker for dommer Sinding i 2. kriminalkammer, og her kom det til nogle meget bevægede optrin. Som vidne mødte den politibetjent fra Hellerup, Vagnsøe, som var skyld i, at de to forbrydere tog flugten. Betjenten erklærede straks, at det var de to mænd, han havde set. Herover gerådede Evenus Hansen i et frygteligt raseri Han skældte og smældte, så det gamle domhus' ærværdige mure skælvede i deres grundmur, og den sarte dommer Sinding gøs i sit dommersæde, medens protokolfører Djurhus, der er vant til stilheden i pennen sprutte med dobbelt fart.

Da dommeren kom til sig selv, var opdagerne, overbetjent Ericksen og Strømmen indviklede i en heftig boksekamp med Evenius, som de ville iføre den fundne chaufførfrakke. Ved et velrettet uppercut blev Evenus slået ud, og han lod sig iklæde den famøse frakke, der sad som støbt om ham.

Som næstsidste rest af heltekraften udslyngede Evenus ordene "Her skal man s'gu nok blive idiot oppe." Den sidste kraftanstrengelse gik ud over Hellerup-betjenten, som Evenus, da han tog frakken på, ganske tilfældigt "kom til" at sende et nævestød i maven. Samtidig advarede han denne mod at aflægge ed, det kunne nemt komme til at gå ham galt.

Edsaflæggelsen blev betjenten også fri for denne gang, da han bar højre arm i bind og således Ikke kunne række tre af højre hånds fingre i vejret

Hansen Elly ankommet til Danmark.

Om de to tyves andre forbindelser oplystes det i øvrigt, at hovmester Hansen-Elly, der i længere tid har siddet arresteret i Hamborg, nu efter omstændelige diplomatiske forhandlinger er blevet udleveret. Opdagelsesbetjent Strømmen har afhentet ham i Hamborg, og i går morges ankom de til København.

Ved denne mands nærværelse mener man, at hele denne omfattende sag kan få sin endelige afslutning, idet han sidder inde med de sidste oplysninger i sagen.

Det eneste, der nu kan forlænge den, er muligheden af at Hansen kan give sådanne oplysninger, at endnu flere personer bliver Implicerede

(Social-Demokraten, 16. juni 1920).

Slagsmålsscenen blev også refereret i Jyllandsposten, 17. juni 1920. Den 19. juni undslap Herholdt Hansen fra domhuset da han var på vej til forhør ved at give den gamle fængselsbetjent et slag i maven. Han flygtede ad Kattesundet.

Den store Schollar-Svindel,

Hælerne dømt i går.

Schollar fik 2 års forbedringshus.

Hos dommer Sinding i 2. kr. afd. behandledes i går en del at de under den Schollar'ske svindelaffære hørende sager, og disse paadømtes.

Arrestanterne, hvis sag har været behandlet ved 11. undersøgelseskammer, fremførtes af overbetjent Eriksen og Henchel, der mødte for politiet.

- Niels P. Hansen, kaldet "Todtenschlägeren" tilstod sig skyldig i hæleri for et beløb af 1.400 kr. af de fra "Cosmopolite"s ejendom i Gothersgade stjålne guldure.

Han idømtes 1 års forbedringshus, hvilket må siges at være en mild dom i betragtning af, at han er straffet før.

Hansen Elly, som man havde måttet hente hertil fra Hamborg, hvorhen han var flygtet, havde købt nogle guldure af Carl Sørensen, også kaldet "Sorte Carl". Denne uforsigtighed indbragte ham 120 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

Hovedmanden, Schollar, blev derefter fremført. Han tilstod sig skyldig i hæleri for et beløb af 23.000 kr., hvilket tyvekosterne var vurderet til. Schollar, der ikke før har været straffet, bad bønligt om så blid en straf som muligt.

Det lovede dommeren - og det blev 2 års forbedringshus.. Da Schollar er udlænding, vil han antagelig efter afsoningen af denne straf blive udvist.

Den sidste, der fremførtes, var Mottkoff Schajer, der driver skrædderforretning en gros. Han fremlagde 10 modtagne ordrer på klædninger og bad grædende om at få lov at slippe med en bøde da hans forretning ville lide under hans fraværelse, hvis han idømtes fængselsstraf. Hans brøde bestod i køb af 3 af de stjålne guldure.

Dommeren gjorde ham opmærksom på det farlige i at være hæler og kunne i øvrigt ikke efterkomme hans anmodning om bøde. Men han ville ikke komme til at afsone med det samme. "Så kan De jo udføre ordrerne først og derpå lukke forretningen, til straffen er afsonet."

Dommen blev 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

Af Schollar-banden er der nu 3 herrer tilbage: Evenus Hansen, kaldet "Røde Evenus", Carl Sørensen "Sorte Carl" og den flygtede Herholdt Hansen.

Disse tre har i fællesskab begået indbruddet og efter at have tilstået sig skyldige deri atter nægtet det.

- Man håber nu at få fingre i den flygtede Herh. Hansen, før deres fælles sag går til landsretten.

(Arbejdet. Organ for Danmarks venstresocialistiske Parti, 2. juli 1920).

I Social-Demokraten omtales hæleren A. P. Hansen, kaldet "Sækkeslæberen". Det gør han også i København, dog er A skiftet ud med Niels. I flere aviser staves Schkollar.

Den gik ikke!

en af Schollar-banden vil flygte.

Hælerforbryderen Herholdt-Hansens vellykkede flugt fra domhusets arrestantskab og den kendsgerning, at han stadig befinder sig på fri fod, har åbenbart givet enkelte af Schollar-bandens øvrige medlemmer blod på tanden.

I går begærede en af de endnu siddende arrestanter, Carl Hansen, kaldet "Sorte Carl", sig fremstillet for dommer Sinding i byrettens 2. afdeling under foregivende af, at han havde en tilståelse at afgive.

Politiet passer imidlertid efter Herholdts flugt paa med dobbelt årvågenhed. Og da Carl Hansen kom kørende ind fra Vestre Fængsel i salat-autoen, blev han i domhusets gård modtaget af ikke mindre end to opdagere, der fulgte ham på hver side, nøje overvågende, at han ikke kom noget til undervejs gennem domhuset.

Hr. Hansen var en smule forundret over den megen opmærksomhed. At denne ikke har været helt overflødig, viste sig imidlertid, da han kom frem for Dommer Sinding, og det viste sig at al den "tilståelse", han havde paa hjerte, var en forespørgsel, om hvornår hans sag kunne blive sluttet, da han nu snart var ked af at sidde i varetægtsarresten!

"Sorte Carl" fik efter få minutters konference igen omstigningsbillet til Vestre Fængsel. Og han havde også en opdager i hver hånd, da han vandrede tilbage til omnibussen.

Den gik altså ikke med at stikke a' ...!

(Aftenbladet (København 7. juli 1920).

Herholdt-Hansen blev opsporet af opdageren Faaborg-Petersen i en villa ved Hareskoven hvor han havde indlogeret sig som pensionær.

Den store juveltyveri-affære afsluttet ved byretten.

Pudsige sammenstød mellem benægterne der gensidig sigter hinanden,

Herholdt Hansen på eventyr.

I går fik den store juveltyveri- og hæleri-affære, som i et halvt år har beskæftiget 11. undersøgelseskammer, politiassessor Krenchel, og dommer Sinding i 2. kriminalafdeling, sin endelige afslutning ved Byretten, idet de tre sidste arrestanter, Carl Sørensen (Sorte Carl), Evenius Hansen (Røde Evenius) og Herholdt Hansen, fik deres sag henvist til Landsretten.

Inden dette skete, fremstilledes de alle tre for dommer Sinding, der tog dem i et afsluttende forhør. Først fremstilledes "Sorte Carl" og Herholdt Hansen, Herholdt fortalte da, at de to havde planlagt en ekspedition til Næstved, hvor Carl skulle begå et indbrud og Herholdt skaffe det stjålne af vejen. Derfra skulle de til Kolding, hvor Carl mente, at der var noget at gøre. Da de imidlertid ombord på færgen bemærkede, at en opdager var med, vendte de tilbage.

Carl indrømmede det væsentlige heraf, men han benægtede, at deres egentlige hensigt med besøget i Næstved var at stjæle. De skulle derimod ned at besøge en "dejlig kvinde", som Herholdt kendte, og som han boede sammen med dernede.

Hvad siger Olga?

Hvorledes den sorthårede Olga Kornmod, der har betalt Herholdts ophold under hans flugt, vil tage på dette besøg hos en rivalinde, fik man ikke at se, men da hun er af et stærkt kolerisk temperament, vil hun sikkert ikke tage venligt imod ham, når han en gang kommer ud fra forbedringshuset.

At hendes temperament tillader hende adskilligt, fik de opdagere, der afhentede Herholdt i Farum, et indtryk af. Hun æreskændte dem paa det frygteligste. Betegnede dem som menneskedyr, der savnede følelse for andre, hjerteløse mennesker, der spolerede et hyggelig familieliv, og hvad andet stærkt, hun i øjeblikket kunne finde på.

Når hun nu erfarer, at Herholdt har besøgt en "dejlig kvinde" i Næstved, kan det jo være, at hendes vrede vender sig imod ham. En trøst for ham er det naturligvis, at der ikke foreløbigt bliver lejlighed til indgående samtaler mellem dem.

Trekløveret i indbyrdes strid

Da Sorte Carl havde fået den "dejlige kvinde" protokolleret, blev Evenius Hansen kaldt ind.

Dommeren spurgte ham straks:

- Nå, Evenius. hvem tror De, der har begået tyveriet hos urmager Vester i Store Kongensgade?

Evenius: Jeg har en anelse om at det er Herhold Hansen og "Tyske Alfred".

Herholdt: Det kan da også kun være en svag anelse.

Dommeren: Hvem tror De, Herholdt, der har begået tyveriet?

Herholdt: Det har Evenius og Sorte Carl.

Som bevis herfor anførte han, at Tyske Carl har talt om tyveriet.

Evenius brød nu ind med følgende:

- Kan Du da ikke selv mærke, hvorledes Du står og lyver, Herholdt?

Dette kunne Herholdt Imidlertid ikke.

Dommeren spurgte derfor Herholdt om, hvem der havde solgt ham de stjålne ure, og han svarede omgående, at det havde Evenius.

Denne, der gennem hele forhøret bevarede en logisk tænkning i alle sine svar, udbrød straks:

- Så måtte jeg jo ogsaa have begået tyveriet. Du Herholdt kan jo sagtens spille vigtig. Nu har Du holdt "ferie" (han har været undveget i 3 uger) og haft lejlighed til at tale med vidnerne, medens vi andre har siddet og svedt i arresten.

Dommeren spurgte indtrængende Evenius, om ikke det var ham der havde købt urene af Herholdt Hansen, men han benægtede det med den meget korrekte bemærkning, at han ikke kunne tænke sig at købe ting, som han med mindre risiko kunne stjæle selv.

Efter denne erklæring mødte urmager Vester i retten og aflagde ed på, at det betydelige lager af guldure, der var fremlagt i retten, tilhørte ham.

Samtidig mødte en agent H., der i sin tid blev idømt 4 års forbedringshusarbejde for tyverier. Han havde købt et af de stjålne ure; men han var uvidende om, at dette var stjålet, påstod han.

Det mest bemærkelsesværdige var, at han kun hviskende til dommeren ville indrømme, at han var velkendt på "Vridsløselille". Dommeren derimod tog ganske forretningsmæssigt på forholdet og dikterede med høj røst, at vidnet havde været straffri for tyveri.

Endelig fremstilledes Hansen-Elby, der allerede er begyndt på at afsone sin straf. Hans vidnesbyrd betød dog intet udover, at han fastholdt, at han havde købt urene af "Tyske Alfred" og solgt et af dem til agent H.

Komedien skal fortsættes for Landsretten.

Inden dommeren afsluttede sagen og sendte dem til Landsrettens pådømmelse, flk Evenius og Herholdt lejlighed til at veksle et par karakteristiske repliker.

Evenius: Det er vel ikke meningen, at vi skal begynde igen for Landsretten?

Herholdt: Det er da meget muligt.

Evenius: Hvis du har mere at sige, må du hellere sig det her.

Herholdt: Nej, nu vil vi slutte her,

Evenius: Nå, ja, jeg er s'gu ligeglad.

Efter disse bemærkninger blev sagen oversendt til Landsretten.

Herholdt er blevet dækket tidligere, men nu går den Ikke længere.

Et interessant punkt ved sagen er Herholdt Hansens forhold. Han gør indtryk af at være en typisk forbryder, der hidtil har forstået at dække sig, og som hidtil er blevet dækket af kammeraterne. Nu vil disse ikke dække ham mere. De vil ganske naturligt, at også han skal have sin straf. Dette forstår Herholdt ikke. Derfor protesterer han stadigt. forholdet er imidlertid efter politiets opfattelse det, at de tre forbrydere har været fælles om en lang række tyverier, som "Sorte Carl" og Evenius intet vil tilstå om, før de får Herholdt med i suppedasen. Så længe han benægter, benægter de også.

Nu bliver det jo imidlertid Landsrettens Sag at finde ud af Sagen.

(Social-Demokraten, 23. juli 1920)

Et mislykket flugtforsøg for Schoklar-bandens hovedmænd.

Herholdt Hansen og "Sorte Carls" telegrafi blev opdaget og flugtforsøget mislykkedes.

To af Sckolar-bandens Hovedmænd Herholdt Hansen og Carl Sørensen, kaldet "Sorte Carl", hensidder for tiden i Vestre Fængsel og venter på deres dom. Herholdt Hansen har som bekendt været stukket af fra politiet og blev først for en måneds tid siden anholdt en villa i Hareskoven.

Efter sin anholdelse blev han afleveret til Vestre Fængsel og var så heldig at få celle dør om dør med sin arbejdsfælle Carl Sørensen. Der udspandt sig hurtigt en livlig banketelegrafi mellem de to arrestanter, og i den anledning blev et par opsynsmænd sat til at passe på og høre efter, hvad det var, de to stortyve talte om.

Det viste sig hurtigt, at den sikkerhedsforanstaltning fuldt ud var på sin plads, for en dag hørte opsynet, at de to talte om at lave et flugtforsøg. De skulle begære sig fremstillet for dommeren og under transporten søge at stikke al.

Mange dage varede det heller Ikke, førend de bad om at komme i nyt forhør. De havde en hel del på hjertet, som var af vigtighed for deres dom.

Dette ønske fik de opfyldt, men der blev givet ordre til domhuset om at passe på dem, idet man vldste, at de ville forsøge at stikke af.

Da fængselsvognen ankom til domhuset, gik to opdagere ned i den og fulgte de to arrestanter ind i retten. Der spurgte dommeren, hvad de havde på hjertet, men "Sorte Carl" svarede, at det hele beroede på en fejltagelse.

- Ja, svarede Herholdt Hansen, det var en "fejler", vi ville blot hilse på dommeren.

Så blev de ført tilbage til vognen og kørt hjem til "Vestre" igen. Friheden nåede de ikke denne gang

(Klokken 5 (København), 20 september 1920).

"De sidste soldater" af Schollarbanden blev i morges fra arresten på Nytorv under bevogtning af seks opdagere ført ud i landsretten hvor deres sag i dag skal behandles og pådømmes.

Der er tre, nemlig hæleren Herholt Hansen - hvis eventyrlige flugt og senere anholdelse ude i Villa "Mon Plaisir" ved Kulhusene endnu vil være i frisk erindring, - og de to tyve Carl Chr. Sørensen, kaldet "Sorte Carl", og evenius Hansen.

(Aftenbladet (København), 12. oktober 1920).

"Sorte Carl" og hans hjælpere, Herholdt Iversen Hansen og Evenius Hansen fik i forgårs deres dom ved Østre Landsret. Carl Sørensen fik 4 års tugthus, Herholdt Hansen 2 års forbedringshus og Evenius Hansen samme straf i 3 år. Deres tyverier androg værdier for op imod 50.000 kr.

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1920).

"Sorte Carl" som pengeskabstyv.

Har har angivet sin kammerat; kammeraten nægter, men bliver dog anholdt.

For et par nætter siden blev der forøvet indbrud i arbejderforeningens ejendom, Nørrevold 92 hvor to pengeskabstyve havde skrællet pengeskabet hos grosserer V. P. Jacobsen der har kontor i ejendommen. Udbyttet svarede ikke til anstrengelserne, idet der ikke var penge i skabet og tyvene fik kun 60 kr.

En af natkompagniets vægtere overraskede tyvene, hvoraf den ene blev pågrebet og efter hvad der oplystes i dommervagten i går, er det den berygtede forbryder "Sorte Carl" hvis fulde navn er Carl Christian Frederik Sørensen.

"Sorte Carl" har overfor politiet opgivet at han var sammen med en kammerat Evenius Bernhard Carl Hansen der nu er anholdt og i går eftermiddags blev fremstillet for dommer Carstens. Evenius afviste "Sorte Carls" udsagn som urigtige og henviste til at en kammerat Valdemar Larsen der bor i Saxogade, kan bevise hans alibi, idet han den pågældende aften var i besøg der.

Evenius har et meget plettet generalieblad. Han har været straffet med 3, 4 og 5 års forbedringshus, og han var ikke helt sikker i sin optræden. Dommeren tog da heller i betænkning at fængsle ham i 14 dage.

(Dagbladet (København), 2. maj 1925).

"Sorte Carl" dømt.

Den berygtede tyv Carl Sørensen, "Sorte Carl" som for nogen tid siden brød ind i en cigarforretning på Nørrevold i København og forsøgte at sprænge pengeskabet, er nu blevet idømt 3 års tugthus. Hans kammerat, kaldet "Røde Venus" får sin dom en af de nærmeste dage.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 2. juni 1925).

Betegnelsen "Sorte Carl" blev brugt om fuldt lovlige personer som bokseren Carl Frederiksen, der skal have haft en lynsnar og hård højrehånd som han maltrakterede modstanderne med.  En af Lillerøds originaler blev kaldt "Sorte Carl". Han begik selvmord i januar 1920. "Sorte Carl" var endelig en figur i teaterstykket "En Vesterbrodreng" af Chr. Gjerløw, hvor han var alfons. Vesterbrodrengen spilledes af Knud Almar som gik så meget op i rollen at han under et slagsmål brækkede et ben.