Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. (Efterskrift til Politivennen)

Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. I en fra Kronborg østre Birks Extraret indanket Sag, hvorunder Husmændene Peter Frederiksen og Niels Christian Slangerup af Grønholt samt Husmand Søren Andersen af Karlebo Overdrev tiltaltes for paa en tumultuarisk Maade at have forstyrret Asminderød-Grønholt Sogneforstanderskabs Møde den 8de Januar d. A., afsagde Extraretten den 27te d. M. Dom. De nærmere Omstændigheder under Sagen vare følgende; Ved det ommeldte Møde, der afholdtes i Asminderød Kro, fandt en Bortlicitering Sted af Sten til Kommunens Veie, og Licitationen foretoges i den Stue, hvor Forstanderskabet holdt sit Møde. Blandt de Tilstedeværende var der endel Husmænd og Arbeidsfolk, fra hvis Side der, inden Forhandlingen eller Licitationen var forbi, rettedes en Anmodning til Sogneforstanderskabet om, at Istandsættelsen af Grønholt Gade ogsaa maatte bortliciteres - hvilket havde været Tilfældet i de nærmest foregaaende Aar - og da de fik det Svar, at den saaledes begjærede Licitation ikke kunde ske iaar, da Grønholt Gade var bortakkorderet, opstod der en saadan Tumult, at Sogneforstanderskabets Formand fandt sig foranlediget til, forinden Forhandlingerne vare blevne afsluttede, ved Underskrift i Forhandlingsprotokollen at erklære Mødet for hævet. Det maatte, som meldt, ansees for oplyst i Sagen, at den omhandlede Anmodning om Licitation af Grønholt Gades Istandsættelse var, - om end ikke fra de Tiltaltes Side - fremkommen, førend Forhandlingsprotokollen var afsluttet, hvorimod endel af de under Forhørene afgivne Forklaringer gik ud paa, at, endskjøndt nogen Støi tidligere havde fundet Sted, den egentlige Tumult ikke begyndte, før efterat Formanden havde lukket Forhandlingsprotokollen med en Yttring, der af de Tilstedeværende kunde forstaaes, som om Forhandlingerne vare tilende, medens dog andre af de afhørte Personer have udsagt, at det var vist, at Mødet blev hævet paa Grund af det opstaaede Spektakel. Hvad dernæst angik de Tiltaltes Deltagelse i Tumulten, var det ved flere Tilstedeværendes beedigede Forklaringer bevist om den Tiltalte Frederiksen, at han var den, der førte Ordet, at han, medens han talte, slog i Bordet med Haand og Stok eller dog med sin Stok bankede paa Bordet, hvorved Sogneforstanderskabet havde Sæde, at han til eller dog om Sogneforstanderskabet fremførte den fonærmelige Yttring, at det handlede lumpent, eller at det var et lumpent Sogneforstanderskab, samt at han i det Øieblik, Mødet erklæredes for hævet, udbragte et Hurra for Grønholdt Gade. Ligeledes var det ved de under Sagen afgivne Vidnesbyrd godtgjort, at de tvende andre Tiltalte understøttede Frederiksen saavel ved at udtrykke deres Bifald til de af ham brugte fornærmelige Udladelser mod Sogneforstanderskabet som ved at istemme det af ham udbragte Hurra. For denne af de Tiltalte udviste tumultuariske Adfærd idømtes de alle Tre i Henhold til Straffelovens 101 jvft. § 98, 3die Led, simpelt Fængsel, for Peder Frederiksens Vedkommende i 14 Dage og for hver af de andre Tiltaltes i 8 Dage, hvorhos de tilpligtedes at udrede alle af Aktionen flydende Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1866).

Asminderup Kro som den så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dødsstraf efter den nye Straffelov. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har i Fredags faldet den forste Dødsdom efter den nye Straffelov, og det er ganske vist, at den Forbrydelse, hvorfor den er faldet, er af en saa oprørende Beskaffenhed, at Dødsstraffen synes at maatte være den eneste Straf, hvorved den menneskelige Retfærdighed kan tilfredsstilles overfor slige Forbrydere. En Huusmand Peder Jensen, som for nogle Aar siden kjøbte et Huusmand Lars Pedersen i Sneglerup, Dragholm Birk, tilhørende Huus, for en Sum Penge og en Aftægt, saae sig ikke istand til at betale Afdragene paa Kjøbesummen og Aftægten. Da han nu blev truet med Stævning, fattede han den Beslutning at dræbe den gamle Mand, der boede i Huset sammen med ham, og efter at han forgjæves havde søgt at bevæge en anden Mand til at udføre Gjerningen, besluttede han den 29de Decbr. f. A. selv at gjøre det. Den anden Mand, Niels Nielsen, var da i hans Huus og lovede ham at være ham behjælpelig. Da den gamle Pedersen gik ud i Stalden for at malke en Ko, sneg Jensen sig efter ham paa Hosesokker og tog en Øxe, med hvis Bagside han bibragte ham et saadant Slag i Hovedet, at han strax faldt død om; men desuagtet gav han ham endnu endeel Slag med Øxen, for at han kunde blive fuldstændigt af med Livet. Liget lagde Forbryderne derpaa i Loen til om Natten, da de stod op, og ved Hjælp af Steen sænkede det i en Tørvegrav. Jensen blev, som ovenfor anført, dømt fra Livet, imedens Nielsen dømtes til 8 Aars Tugthuusarbeide. Efter den gamle Lovgivning vare de ved Underretten dømte; Jensen til at have sit Liv forbrudt og "Hovedet at sættes paa en Stage", Nielsen  til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. august 1866)

Højesteretsdom nr. 255, 30. oktober 1866 stadfæstede dommene. Dødsstraffen blev i december 1866 benådet til livsvarigt tugthus:

Justitssag

Ved Høiesterets Dom af 30te October, der stadfæster Lands over- samt Hof. og Stadsrettens Dom af 27de Juli d. A., er Arrestanten Peder Jensen for overlagt Drab tilfunden at straffes paa Livet.

De nærmere Omstændigheder ved denne Sag have, efter den af Protokolsekretærerne i Høiesteret affattede Relation, i det Væsentlige været følgende:

Den 2den Januar d. A. anmeldte Huusmand Peder Jensen af Sneglerup for Sognefogden, at hans Aftægtsmand Lars Pedersen ikke havde været hjemme siden Fredagen den 29de December, og den 4de næstefter anmeldte han, at Aftægtsmanden endnu ikke var kommen hjem. Sognefogeden anstillede da samme Dag Undersøgelse i Aftægtsmandens Leilighed og i de nærmeste Tørvegrave, men uden at dette ledede til noget Resultat. Dagen efter anstillede Lars Pedersens Slægtninge imidlertid en ny Undersøgelse, som ledede til at hans Liig blev fundet i en Tørvegrav Christen Andersens Lod i Taarndrup med tydelige Tegn paa at han var kommen af Dage paa en voldsom Maade, idet han i hovedet havde flere Saar og der var bundet ham en Steen om Halsen og ligeledes en om Benene.

I Anledning heraf blev Dragsholm Birks Politiret den 6te Januar sat paa Peder Jensens Bopæl, hvorhen Liget var bragt og hvor en Synsfor retning strax blev foretaget af Distriktslægen. Det constateredes derved at den Afdøde maatte være dræbt og derefter kastet i Tørvegraven, idet раа hans Hoved forefandtes flere meget betydelige Saar, som antoges af være tilføiede deels med et stumpt og deels med et skarpt Redskab.

Da en af den Afdødes Slægtninge anmeldte, at der af hans Eiendele manglede nogle Sække med Korn, som han for nylig havde været i Besiddelse af, blev der anstillet Visitation paa Peder Jensens Bopæl, men uden at der fandies Noget, som havde tilhørt L. Pedersen, ligesom baade Peder Jensen og hans Hustru under Forhøret udsagde, at de ingen Oplysning kunde give om Forbrydelsen. Mistanken vendte sig derfor i Begyndelsen mod Andre, og fra den 6te til den 16de Januar blev der optaget Forhør over en stor Mængde Personer, uden at dog noget Mistænkeligt blev oplyst, men paa den sidstnævnte Dag blev det anmeldt for Dommeren, at Peder Jensen havde bragt forskjellige Gjenstande, som antoges at have tilhørt den Dræbte, hen til Parcellist Anders Larsen af Aastofte, og at han ved denne Leilighed til A. Larsens Hustru havde brugt Yttringer, hvorefter det maatte antages, at han havde dræbt L. Pedersen. Foranlediget heraf lod Dommeren samme Dag foretage en ny Ransagning paa Peder Jensens Bopæl, og i en Leergrav tæt ved Huset fandtes der 3 Sække med Sæd, ligesom der paa et Skillerum mellem Loen og Fæhuset fandtes Pletter, som skjønnedes at kunne være af Blod. Peder Jensen blev da anholdt og næste Dag stillet for et Forhør, hvorunder han tilstod at have myrdet Lars Pedersen og bagefter tilvendt sig adskillige af hans Eiendele. Ifølge denne Tilstaaelse, som han senere stadig har fastholdt, samt det iøvrigt Oplyste er det med de nævnte Forbrydelsers Udførelse gaaet til paa følgende Maade:

Arrestanten Peder Jensen kjøbte for nogle Aar siden Lars Pedersens Huus og Jordlod i Sneglerup for 675 Rd., hvoraf 300 Rd. betaltes contant og 50 Rd. skulde afdrages med 10 Rd. om Aaret, medens Resten var prioriteret i Huset til Statskassen, samt en aarlig Aftægt. Arrestanten saae sig imidlertid ikke istand til at betale de ommeldte Afdrag paa Kjøbesummen, ligesom han ogsaa stod til Rest med hele Aftægten for 1865, som skulde have været betalt til 1ste November. Da nu denne Gjeld trykkede ham haardt, og han ingen Udvei saae til at faae den betalt, og Lars Pedersen, som oftere te sin Misfornøielse med at han ikke fik sin Aftægt, truede med at lade ham stevne, begyndte Arrestanten allerede i afvigte Høst at tænke over, at naar Aftægtsmanden var død, vilde han maaskee nok kunne komme ud af det, og ialtfald sælge Stedet med Fordeel, da det, naar Aftægten faldt bort, vilde faae en forøget Værdi. Tanken herom blev ved at gjære hos ham, uden at han kunde blive den qvit, og efterhaanden opstod hos ham Ønsket om at faae L. Pedersen ryddet afveien paa en eller anden Maade.

Da han imidlertid følte, at han ikke selv havde Mod til at udføre Gjerningen, besluttede han at betroe sig til en omreisende Uldhandler, Medtiltalte Niels Nielsen Frenderup, der paa sine Vandringer oftere kom i hans Huus. Denne nægtede imidlertid at ville have med Sagen at gjøre eller at ville lægge Haand paa L. Pedersen, og afslog Arrestantens gjentagne Opfordringer til ham i saa Henseende. Den 29de December f. A. var han atter Gjæst i Arrestantens Huus, og da dennes Hustru og Børn den Dag vare tagne bort for at besøge nogle Slægtninge, og de saaledes vare allene, kom Sagen paany paa Tale mellem dem. Da Arrestanten nu yttrede, at han selv vilde tage sig Sagen paa, hvis N. N. Frenderup vilde hjælpe ham med at faae Liget bort, erklærede denne sig villig dertil, naar Arrestanten derfor vilde give ham 5 Rd., og herom blev da Aftale sluttet mellem dem. Det er sandsynligt, at den Omstændighed, at Lars Pedersen netop i de Dage havde omtalt til Flere, at han tænkte paa at berøve sig selv Livet, fordi han havde mistet nogle Penge, bragte Arrestanten til at troe, at Mordet kunde gaae upaatalt hen, naar Liget blev skaffet tilside.

Efterat de derpaa havde spiist Midaften og nydt noget Brændeviin, hvorved Peder Jensen efter sin Forklaring dog aldeles ikke blev beruset, idet han kun nød en enkelt Snaps, saae de L. Pedersen, der havde sin Aftægtsleilighed i den ene Ende af Huset, komme forbi Vinduerne i den Stue, hvor de nød deres Maaltid, og gaae hen i Stalden for at malke en Ko, og i Henhold til en tidligere Yttring om at Gjerningen bedst kunde udføres, naar Lars Pedersen var beskjæftiget hermed, reiste Arrestanten sig nu op for at udføre den, idet han dog, som han har udtrykt sig, "nødigt drog til det" og trykkede sig derved", men blev opmuntret af Medtiltalte, hvilket denne dog bestemt har benægtet, idet han tvertimod da vil have fraraadet Udførelsen. Arrestanten tog nu sine Træskoe af, for at L. Pedersen ikke skulde høre hans komme, gik paa Hosesokkerne ud i Kjøkkenet, derfra gjennem en aabentstaaende Dør ind i Loen, som stødte til Stalden, og tog en her henstaaende langskaftet Øre. Med Bagsiden af denne bibragte han derpaa, idet han stod bag det 1% Alen høie Leerstillerum mellem Loen og Stalden, Lars Pedersen, der med Ryggen vendt imod ham sad paa„Hug i Stalden og malkede, et stærkt Slag oven i Hovedet, som bevirkede, at han uden at give en Lyd fra sig faldt om paa Siden, hvorefter Arrestanten, medens han laae i denne Stilling, gav ham flere Slag med Øxen, uden at han dog kan erindre om det var med Skarpen eller Bagen, i Hovedet, for at L. Pedersen, hvis han ei skulde være rigtig død ved det første Slag, kunde blive af med Livet. Liget slæbte han ind i Loen og vendte derefter tilbage til Stuen, hvor han nu aftalte med N. N. Frenderup, at da hans Familie snart funde ventes tilbage, skulde Liget først om Natten bringes bort og da bæres ud i en Tørvegrav i Nærheden.

Omtrent Kl. 8 kom Arrestantens Kone og Børn hjem og kort efter gik de Alle tilsengs, idet N. N. Frenderup fik Lov til at ligge paa en Slagbank. Ud paa Natten reiste Peder Jensen sig, uden at hans Kone mærkede det, og kaldte paa den Anden, hvorpaa de gik ud i Loen, fik Liget lagt paa en Stige og bare det i Forening ud til Chr. Andersens Tørvegrav, der ligger i en Afstand af 6-700 Skridt fra Huset. Her kastede de Liget, efterat have bundet Steen saavel ved Hovedet som ved Benene, ud i Graven, men da Liget ikke var kommet heelt under Vandet, hentede Arrestanten en Rive og stødte det med den længere ud, saa at det kom heelt under Band. Da han kom tilbage og atter gik iseng, vaagnede hans Hustru og spurgte ham, hvor han havde været, hvortil han svarede, at han havde været ude i et naturligt Ærinde.

Den næste Morgen gik Arrestanten op paa L. Pedersens Loft, der kun ved nogle Knipper Halm var adskilt fra hans eget, og satte sig der i Besiddelse af nogle Sække med Sæd, som han med N. N. Frenderups Hjælp bar ind paa fit eget Loft, ligesom han ogsaa bemægtigede sig noget Flesk, der hang i Skorstenen, og noget Lærred m. m., der laae i Aftægtsmandens Kiste, foruden nogle andre Gjenstande, ialt vurderet til 19 Rd. 20 f. Lars Pedersens Hue af Plyds, som var falden paa Jorden under Overfaldet, og hans Træskoe, som de havde taget af ham, forinden de bare ham bort, tilintetgjorde han derefter ved at brænde dem, og Øxen laante han, efterat have vasket Blodet af den, til Huusmand Peder Andersen i Asnæs, da han nødig vilde have den i Huset af Frygt for at den skulde vække Mistanke. Han gjentog sit Løfte til den medskyldige N. N. Frenderup om de 5 Rd., hvorpaa denne forlod Stedet. Efterat han var gaaet, sagde Arrestanten, som ikke formaaede at bære det hos sig allene hvad der var skeet, til sin Hustru, at det var forbi med Lars Pedersen, hvorpaa hun udbrød: „Du har vel aldrig slaaet ham ihjel!", og da han hertil svarede: „Ikke allene“, sagde hun: Naa, saa være Gud Din Sjæl naadig!", hvorefter hun græd og jamrede sig over hvad der var skect. Arrestanten paalagde hende paa det Indstændigste at tie med hvad han havde betroet hende, da ellers hans Liv var fortabt, og efter hans Paalæg forklarede hun i det første Forhør, ligesom han selv, at hun ingen Oplysning kunde give, men at hun den omhandlede Dag havde hørt Aftægtsmanden bevæge sig i sin Stue, efterat hun var gaaet iseng. Arrestanten betroede tillige sin Kone, at han havde tilvendt sig nogle Sække Korn samt noget Flesk og Lærred L. Pedersen tilhørende, men da Konen med Bestemthed erklærede, at hun Intet deraf vilde have og ikke vilde taale, at det blev i deres Huus, bar han Sækkene ud i en Leergrav paa hans Mark, efterat han først havde taget nogle Skjepper Korn ud af dem. Disse Skjepper bar han over til Parcellist Anders Larsen, hvem han skyldte noget Rug, tilligemed en Pose, hvori han havde lagt de andre stjaalne Gjenstande, og som han bad maatte blive staaende der indtil videre. Da A. Larsens Kone, som var ene hjemme, undrede sig over at han saa snart kunde tilbagebetale den laante Rug, sagde han, at det var Rug, som han skulde have leveret til Aftægtsmanden, men tilføiede han "nu er det forbi med den Gamle, jeg har slaaet ham ihjel med en Øre ude i Loen." Konen yttrede hertil, at det kunde da vel aldrig være sandt, at han kunde gjøre en saadan Gjerning; men han gjentog det og paalagde hende derhos at tie stille med hvad han havde sagt. Da Arrestanten under Forhøret blev adspurgt om, hvorfor han saaledes havde aabenbaret sin Misgjerning for A. Larsens Kone og derved selv bevirket, at Mistanken blev ledet hen paa ham, svarede han, at han ikke kunde forklare Andet, end at der var Noget indeni ham, der drev ham til at sige hvad han havde gjort, og at det vel maatte være saaledes tilskikket for at Gjerningen ikke skulde blive skjult.

Ifølge den af Physicus og Distriktslægen den 8de Januar foretagne Obductionsforretning er L. Pedersens Baghoved formelig blevet knuust ved Slagene af Øren der er befunden at veie 5% ũ og store Beenstykker fundne nedtrykkede i Hjernesubstantsen, ligesom Obducenterne have udtalt, at den mod ham udøvede Vold maa have medført hans øieblikkelige Død.

Arrestanten er født den 18de August 1821 i Hørve af Forældrene Huusmand Jens Larsen og Hustru Mette Madsdatter. Efterat være udskreven af Skolen med Charakteren maadelig" for Kundskab og være confirmeret, har han tient paa forskjellige Steder og faaet gode Vidnesbyrd for fit Forhold. For omtrent 6 Aar siden blev han gift med sin Hustru, der hensad som Enke med 4 Børn, og med hvem han har et Barn. Han har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Sognefoged R. Jensen, som har kjendt Arrestanten fra Dreng af, har forklaret, at han var temmelig enfoldig, men stille og godmodig i sin Færd, og Sognefogeden har aldrig hørt noget Uskikkeligt om ham. Arrestantens Hustru har udsagt, at hun vel oftere har hørt ham udtale et Ønske om at Aftægtsmanden maatte døe, men dog aldrig paa en saadan Maade, som om han nærede nogen Tanke om enten selv at ville gjøre en Ulykke paa L. Pedersen eller at ville forsøge at formaae Andre til at gjøre det. Hun har derhos aldrig kunnet tænke sig Muligheden af at hendes Mand, der ingenlunde har noget ondt eller heftigt Sind og som altid har vist et godt Forhold mod hende og hendes Børn, kunde faae sig til at udøve en slig gruelig Gjerning. Den fortrykte Tilstand, hvori de befandt sig, var tildeels en Følge af den ringe Høst, de havde havt paa deres lille Lod, saa at de ikke kunde klare Aftægten, og deels en Følge af at Manden i denne Vinter intet Arbeide havde kunnet faae ved Tærskning, saa at de, uagtet han aldrig drak Brændeviin og Intet forødte, ikke havde Midler til at skaffe det Nødvendige tilveie og maatte gjøre Gjeld. Forhørsdommeren har til Protokollen bemærket, at Arrestanten, der var tilstede saavel ved den første Synsforretning som senere ved den legale Obductionsforretning, og paa forskjellige Maader assisterede ved Ligets Afklædning og ved at holde Lyset for Obducenterne, bevarede den største Rolighed og Besindighed, uden at det var at spore, at nogen indre Bevægelse rørte sig hos ham, men at han derimod i Forhøret den 17de Januar, da han afgav sin Bekjendelse, oftere var meget bevæget, faldt i heftig Graad og udtalte sin Anger. Sognepræst Budde-Lund har afgivet følgende Erklæring om Arrestanten: "Peder Jensen er af meget indskrænkede Forstandsevner og kun i Besiddelse af yderst ringe Kundskaber; han kan hverken læse eller skrive, ligesom hans Indsigt i den christelige Religions Lærdomme er i høi Grad mangelfuld. Han forekommer mig at være af en meget svag Charakteer, der let giver efter for enhver Paavirkning, og uagtet den afskyelige Forbrydelse, han har begaaet, tør jeg dog med fuld Overbeviisning sige, at han ikke er nogen forhærdet Forbryder. Visheden om ikke at kunne svare den stipulerede Afgift til L. Pedersen, navnlig efterat hans Høst i afvigte Sommer var aldeles mislykket, Frygten for den sørgelige Lod, der forestod ham og hans Familie ved at komme under Sognets Fattigvæsen, og endelig L. Pedersens hyppigt brutale og urimelige Opførsel, naar han var i beruset Tilstand, som ofte skal have været Tilfældet, have i Forening virket ind paa den baade legemlig og aandelig svage Mand og været Motiverne til hans Forbrydelse. Fortiden nærer han en dyb og inderlig Anger og er i høieste Grad nedslagen, og naar Straffens Øiemed skal være at forbedre, da tør jeg efter min fuldeste Overbeviisning sige, at et langvarigt Fængsel under christelig Veiledning i dette Tilfælde vilde naae sin Hensigt og under Guds Naade frelse hans Sjæl fra Fortabelse." Forhørsdommeren har bemærket, at han efter Arrestantens Forhold under Forhørerne og Udtalelser om sin Anger og Fortrydelse kan tiltræde denne Erklæring af Stedets Præst. Endelig findes der paa flere Steder i Forhørerne Udtalelser af Arrestanten selv om hans Anger, idet han saaledes om sin Tilstand den første Nat efter Mordet har udtalt, at han ei kunde falde isøvn, da han var urolig og nedtrykt i Sindet og bitterlig angrede hvad han havde gjort, samt med Hensyn til fine Yttringer til A. Larsens Kone, at han allerede dengang bittert angrede sin Gjerning og ingen Ro havde i sit Sind hverken Dag eller Nat.

Efter det saaledes Oplyste maatte Høiesteret billige, at Arrestanten ved den indankede Landsoverretsdom, som den, der med Overlæg har skilt Lars Pedersen ved Livet, i Medfør af Straffelovens § 306 er dømt efter § 190 til at straffes paa Livet, hvorved i Medfør af § 62, 1ste Led, den Straf, han endvidere har forskyldt for Tyveri efter § 228, absorberes; og bemeldte Dom blev derfor af Høiesteret stadfæstet.

Men skjøndt Arrestanten saaledes ikke kunde undgaae at ansees efter de citerede Bestemmelser, formeente dog 9 af de 10 Voterende at burde indstille ham til ved Hans Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, i hvilken Henseende blev anført:

1) at Domfældte, forinden hans slette oekonomiske Forfatning bevægede ham til at begaae Forbrydelsen, saavidt oplyst har ført en ustraffelig Vandel;

2) at hans Aandsevner ere meget svage, og

3) at han efter Gjerningens Udførelse maa antages at have angret den. Paa disse Grunde indstillede de 9 Tilforordnede, at Livsstraffen maatte eftergives Arrestanten, mod at han henfattes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

Da ogsaa Justitsministeriet maatte være af den Formening, at der i Henhold til de anførte Omstændigheder turde være Anledning for Hand Majestæt til allernaadigst at eftergive Domfældte den ham idømte Livsstraf, og da Ministeriet maatte ansee den af Majoriteten af Høiesterets Tilforordnede foreslaaede Straf af Tugthuusarbeide paa Livstid for passende, nedlagde Ministeriet i Overensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling.

Sagen har derpaa været foretaget i Statsraadet, og ved allerhøieste Resolution af 26de November har det behaget Hans Majestæt allernaadigst at eftergive Peder Jensen den ham idømte Livsstraf, mod at han hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Departementstidenden nr. 78, 15. december 1866)

Mishandling af Stedbarn. (Efterskrift til Politivennen)

For ved Mishandling at have foraarsaget sit Stedbarns Død er Huusmand Chr. Christensen Bolvig i Ringkjøbing Amt ved Bølling-Nørre Herreders Extraretsdom af 24de Marts d. A. idømt Forbedringshuusarbeide i fire Aar.

De nærmere Omstændigheder ved Sagen ere, ifølge Berl. Td., følgende: Efter at Afdøde, der var 13 Aar gl. og en uægte Datter af Domfældtes Kone, var hjemkommen fra sin Sommertjeneste, blev hun den 5te November f. A. sat til at samle Steen af en opdrættet Hedelod, med udtrykkeligt Forbud imod at gaae ind paa en til Samme stødende Rugmark. Da hun imidlertid overtraadte Forbudet, besluttede Domfældte at tildele hende en Revselse for hendes Ulydighed og tog han i den Hensigt et som Bæresele til en Trillebør benyttet treløbet 3/8 T. tykt Stykke Reeb, som han lagde dobbelt i en Længde af ca. 1½ Al. og dernæst forsynede med en Knude for at sammenholde Enderne. Med dette Reeb tildeelte han derpaa Barnet, efter at dette af hans Kone var klædt ganske nøgent af og ført ud i Kostalden, en betydelig Deel Slag over Ryggen og Lænderne, imedens han med sin venstre Haand holdt hende bøiet ned imod sin venstre Hofte, og efter at han var vedbleven hermed en Tidlang, tog hans Kone fat, hvorpaa han atter, da hun ophørte med Slagene, slog Barnet indtil de mærkede, at Skindet paa flere Steder var itu. For efter Sigende at læge Saarene hurtigere vadskede nu den Domfældte og Kone Barnet i Saltlage, som havde været benyttet til Kjødlage, men da hun under denne Vadskning besvimede, blev hun bragt tilsengs og døde her efter nogle Timers Forløb. 

Uhyret har stadigt benægtet at have havt til Hensigt at ombringe Barnet, ligesom saadant ikke heller efter det under Forhørene oplyste har kunnet antages at være Tilfældet. Barnets Moder hængte sig strax efter Fængslingen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. april 1866).

Husmand Lyngbye vs. Provst Deichmann. (Efterskrift til Politivennen)

En "pennefejde" mellem en husmand og en provst fortæller om forholdet mellem klasserne i 1862:

(Forlangt indrykket.)

Da det er mig bekjendt, at Flere af Ferslev Pastorats saavelsom Omegns Beboere ere opmærksomme paa den Stilling, jeg, som Medbestyrer for nævnte Pastorats "de Fattiges Kasse", er kommen i, saa er det vel ikke urigtigt offentligt at fremstille Sagen, især da jeg har yttret at ville fore Klage over den af mine Medbestyrere brugte Fremgangsmaade. Jeg skal da, for at Læserne kunne danne sig en selvstændig Mening derom, først ordret anføre de herhenhørende Skrivelser og dernæst tilføie mine Bemærkninger. Jeg anfører da den af mig til Regnskabet for de Fattiges Kasse nedlagte Protest:

"Den 18de Januar 1862 blev Regnskabet for de Fattiges Kasse for Aaret 1861 af Hs. Høiærværdighed Hr. Provst Deichmann i Ferslev fremlagt for mig med Tilkendegivelse af, at han derpaa skulde have min Underskrift. Da jeg, efter at være valgt til Medlem af Bestyrelsen for den nævnte Kasse fra 1ste April 1861 at regne, ikke af den øvrige Bestyrelse har været tilkaldt, eller har deeltaget i nogensomhelst Forhandling eller Beslutning desangaaende, nægtede jeg dengang at underskrive. Jeg finder mig derfor beføiet til herved at nedlægge Protest imod den af mine Medbestyrere brugte Fremgangsmaade, og henstiller til det ærede Sogneforstanderskab, om det ikke maatte finde Anledning til at foranstalte, at Lovgivningen om de Fattiges Kasse skeer Fyldest, saavel ved Bestyrelsesmaaden som ved de til Indtægt for den omtalte Kasse bestemte Tavlepenges Opsamling i Bøsser. I Mangel af saadan Foranstaltning seer jeg mig nødsaget til paa andet Sted at føre Klage over den brugte Fremgangsmaade. 

Volsted, den 1ste Marts 1862, 

I. A. Lyngbye." 

Dernæst den fra Ferslev Pastorats Sogneforstanderskab modtagne Skrivelse, tilligemed den dermed fremsendte Erklæring fra Hs. Høiærværdighed Hr. Provst Deichmann i Ferslev:

"I Anledning af den, fra I. A. Lyngbye i Volsted, til Regnskabet for de Fattiges Kasse nedlagte Protest, har Sogneforstanderskabet fra Hr. Provst Deichmann modtaget hoslagte Erklæring, som herved fremsendes til behagelig Efterretning.

Ferslev, den 21de Marts 1862.

G. E Thomsen,

p t. Formand. 

Til

Huusmand Jens Andreas Lyngbye i Volsted."

* * *

"Det ærede Sogneforstanderskab har tilstillet mig til Erklæring en Klage af 1ste Marts d. A. imod Bestyrelsen af den frie Fattigforsørgelse for Ferslev, Dall og Volsted fra Medbestyreren, Huusmand I. A. Lyngbye i Volsted. Da Forstanderskabet formeenlig ikke har videre hermed at giøre end at vælge Bestyrelsen, lade sig Regnskabet forelægge og overbevise sig om Sammes Rigtighed, hvilket er skeet; saa vedkommer denne Klage neppe Forstanderskabet.

Men da I. A. Lyngbye, som han sluttelig bemærker, just af den Grund vil see sig nødsaget til at føre Klage andetsteds, og jeg da maa afgive Erklæring. kan det lige saa godt skee strax. - Hidtil har ingen Bestyrelsesmøder været holdte om denne Kasses ubetydelige Indtægter. Derimod har jeg medtaget Protocollen til Kirkerne, hvor de andre Bestyrere da mødte og aftalte med mig, hvordan Pengene skulde fordeles, hvorefter Protocollen underskreves, og saaledes er det gaaet af uden ufornøden Vidtløftighed. Da nu I. A. Lyngbye saare sjeldent kommer til Kirke, sendte jeg, inden Fordeling skeete, Bud til ham om at møde mig der. Budet traf ham ikke, men sagde mundtligt sit Æriinde til Familien. Jeg antog da, at han vilde komme til mig, men da dette ikke skeete og de Fattige trængte til Pengene, aftalte jeg med den anden Medbestyrer, Gaardeier Anders Sørensen i Dall, hvordan Fordelingen skulde skee, og vi underskreve da Protollen i Forventning at Lyngbye, som ikke havde ladet høre fra sig, ikke kunde have noget derimod. Det sees dog nu, at vi meget feilede deri. og at denne Fremgangsmaade er bleven meget ilde optaget af ham. Hermed er denne Sag forklaret.

Hvad nu angaaer at Tavlepengene ikke ere samlede i Bøsser, og at der endnu ikke er anskaffet Bøsse til Volsted Kirke, da har det sin Grund deri, deels at Bøsserne have viist sig at være meget usikkre Gjemmesteder, deels, hvad der maaskee endog er en saa lovkyndig Mand ubekjendt, at det ikke, for Loven om Kirkesyn af 19de Febr. s. A. udkom, med Lovskraft kunde paalægges Kirkeeierne at skaffe Bøsser tilveie. Men at dette ved første Syn derefter er blevet Kirkeeierne i Volsted paalagt, vil Lyngbye kunne erfare hos Kirkeværgen.

Imidlertid stal jeg ikke lægge Skjul paa, at jeg i de Fattiges Interesse ansaae det for ønskeligere , at en eller anden aldre Mand, der nød meer Anseelse i Menigheden, end Lyngbye formeentlig endnu har opnaaet, var bleven valgt til Medbestyrer. Forøvrigt skal der nok efter Lyngbyes Ønske aarligt vorde holdt et Bestyressesmøde for at stille ham tilfreds.

Ferslev Præstegaard, den 14de Marts 1862.

R S. Deichmann.

Til

Sogneforstanderskabet for Ferslev, Dall og Volsted."

Det Indtryk, jeg har faaet af denne høiærværdige Erklæring er: at Embedsmyndigheden saaledes er ledet af med Provsten, at han ikke engang vil vide af, at han er Landets Love underkastede, hvorved han er kommen til at vise et forbavsende Tungnemme i Forstaaelsen af Loven af 8de Marts 1856 om fri Fattigunderstøttelse, samt at han har tilsidesat det Velanstændige og derved kommet til at steie udenfor Sagen, og nedladt sig til personlige Sigtelser.

Med min eenfoldige Huusmands-Forstand mener jeg, ikke som Provsten, at Sogneforstanderskabet, men at alle de Sognebeboere, der kunne deeltage i Valg af den mindre Halvdeel af Sogneforstandersk. Medlemmer, ere berettigede til at vælge Bestyrere for de Fattiges Kasse. Det er heller ikke Sogneforstandersk., for hvem Regnskabet skal forelægges, men alle Sognebeboere, og jeg mener, hvilket jeg ogsaa veed er skeet enkelte Steder, at Sogneforstandersk. slet ikke behøvede at have hermed at gjøre. Der hører nok ogsaa meer end almindelig Menneskeforstand til at fatte Provstens Mening, thi naar han gjør det til Pligt for Sogneforstandersk. at lade sig Regnskabet forelægge og at overbevise sig om Sammes Rigtighed, saa skulde man dog ogsaa troe, at det maatte være Sogneforstandersk. Pligt at drøfte en indkommen Protest imod Bestyrelsesmaaden; men Provsten yttrer jo, i tilsyneladende Modstrid til sit ovenfor Anførte, "at Protesten neppe vedkommer Sogneforstanderskabet". At Sogneforstandersk. her skulde have overbeviist sig om Regnskabets Rigtighed, derom kan der være forskjellige Meninger; det har ikke engang gjort nogen Bemærkning om at min Underskrift manglede. Jeg har ikke, som Provsten mener, til Sogneforstanderst. indgivet Klage mod Bestyrelsen for de Fattiges Kasse, thi da jeg selv er en Deel af Bestyrelsen, havde jeg jo derved fort Klage mod mig selv, men maaskee Provsten mener alene at være den rette Bestyrelse og at vi Andre kun ere noget besværligt Paahæng. Jeg har til Regnskabet imedens det var fremlagt til Eftersyn vedlagt en Protest, hvori jeg henstillede til Sogneforstandersk., som allerede havde faaet med Regnskabets Fremlæggelse at gjøre, om det godvilligt vilde tage sig af Sagen. Den af Provsten forklarede Forretningsgang synes mig næsten ubrugelig. Da der nu hidtil ingen Bestyrelsesmøder have været holdte, kunde man spørge, hvordan han saa er bleven Formand; han har dog saavidt jeg veed stadigt udøvet den Bestilling siden de Fattiges Kasse er bleven stiftet. Jeg veed, at siden jeg er valgt til Bestyrer har jeg ikke været med at vælge Formand, skjøndt jeg dertil vilde have stemt paa Provsten. Aftale ved Kirken har nok ikke stort at betyde, især da Provsten var tilfreds naar Anders Sørensen fra Dall og jeg mødte hver ved sin Sognekirke, hvorimellem der er en Afstand af 1 Miil.

Det kunde maaskee synes, at det ikke havde været min Ære for nær, at jeg, som nyvalgt Medlem var gaaet til Provsten og havde samtalet med ham om hvad der var at gjøre, men jeg maa tilstaae at have mindre Tilbøielighed til uden Nødvendighed at komme til saadanne høifornemme Folk; thi det er undertiden hændet mig, at jeg i lignende Tilfalde er bleven afviist som paatrængende; jeg meente ogsaa, at Provsten, som var i Besiddelse af Kassens Midler, Regnskabsprotocol m. m., var pligtig at tilkalde mig. Jeg skal nu fremstille hvordan det er tilgaaet. Søndagen den 5te Januar, imedens Provsten prædikede i Volsted Kirke, var hans Kudsk hos min Familie med Bud fra Provsten, at jeg skulde møde ham efter Prædiken. Jeg var den Dag ikke hjemme, heller ikke nævnte Kudsken hvad jeg skulde gjøre, eller at jeg senere skulde komme til Provsten, han kunde altsaa ikke vente mig efter dette Bud, hvad han vist heller ikke gjorde. Jeg antager ogsaa, at Regnskabet den Dag var sindigt og at jeg bare skulde underskrive; thi, hvis jeg ikke er feil underrettet, blev samme Dag efter Prædiken Understøttelsen til Volsted Sogns Trængende udbetalt; der Hører altsaa en stærk Tro til at antage, at Provsten, efter forgjæves at have sendt Bud efter mig, skulde have aftalt noget med den anden Medbestyrer, da der var circa 1 Miil imellem dem.

Den paafølgende 13de Januar, da Provsten og jeg traf sammen ved en Liigbegjængelse, sagde han til mig, at jeg kunde komme op til ham med det Første, da han havde noget jeg skulde underskrive. Jeg gik derop den 18de næstefter, hvor da, som i min Protest antydet, det Samme "skulde møde"mig. Jeg yttrede, at jeg havde ventet at blive tilkaldt til et Bestyrelsesmøde. Provsten spurgte "hvor dette skulde været holdt", og vedblev: "Jeg kan jo aldrig træffe Dig ved Kirken, og at gaae i Kirken er Pligt for hver oprigtig Christen." Efter et Ophold vedblev han: "At jeg henvender mig til Anders Sørensen, som er en meget flink og villig Mand, istedetfor til Dig, følger af sig selv, og hvad vilde Du vel have gjort, da vi andre To ere enige?" Jeg: "Og da jeg nu heller intet har gjort ønsker jeg at være fri for at staae til Ansvar for hvad Andre have gjort." Provsten: "Vil Du da ikke underskrive?" Jeg: "Nei." Provsten: "Saa kan Du lade være." Denne Sætning udtalte Provsten med en Tordenrøst og i en Tone, som langt overgik en almindelig Provstetone, saa at jeg ikke har Lyst til oftere under fire Øine at blive skriftet af ham, hverken for min Kirkegang eller som Medbestyrer for de Fattiges Kasse. Det er da min Underskrift, som Provsten mener jeg kunde givet uden Vidtløftighed, og det var jo ogsaa meest mageligt at være fri for alt det Øvrige; men som valgt til Medbestyrer af en communal Indretning mener jeg ikke, for mine Medborgere at kunne forsvare, saaledes at lade mig gjøre umyndig. Men hvad har min Kirkegang vel med denne Sag at gjøre? Jeg skjønner ikke rettere, end at Provsten ved at dømme mig som Ikkechristen har villet nedsætte mig i mine Medborgeres Omdømme, men derfor er jeg dog ikke saa bange; man er dog nu for en stor Deel, ja meer end Provsten maaskee ønskede, kommen til den Erkjendelse, at Kirkegang og Christendom ikke paa hvert Sted er Eet og det Samme.

Angaaende de befalede Bøsser, da er Provsten atter i Vildfarelse; de skulle jo ikke være Gjemmesteder, men Opsamlingssteder, og dertil kunne de dog være lige saa sikkre som Tavler. Jeg kunde fristes til at benævne Provsten med "en saa ulovkyndig Mand", til Gjengjæld fordi han spottende kalder mig "en saa lovkyndig Mand", hvilken Charakteer jeg er langt fra at fortjene. Jeg lægger mig kun noget efter at kjende mine borgerlige Pligter og Rettigheder, og Provsten kan dog ikke ønske, at saadanne Folk som jeg vare aldeles uvidende om, hvad vor selvstændige Pligt er. At Loven af 8de Marts 1856 om fri Fattigunderstøttelse ikke kunde, hvad Bøsser angaae, lade sig gjennemføre for Loven om Kirkesyn 19de Februar forr. A. udkom, maa jeg betvivle. Ialtfald var der da intet iveien, naar Kirkeeierne ikke modsatte sig. Der er da heller ingen af Omegnens mig bekjendte Kirker, hvor der jo for lange siden er anskaffet Bøsser; det kan nok være at man har varet villig dertil; her var man ogsaa villig, men Provsten meente, at det ikke var værd, da han antog, at der indkom flere Penge, naar man ikke havde Bøsser. Nu faae vi dem da endelig. Den væsentligste Grund, hvorfor jeg fremførte dette Spørgsmaal, er Provstens Raadighed over Tavlepengene. Disse ere for Aaret 1861 for Volsted Sogn opførte i Regnskabet med 5 Rd. 12 st. Jeg veed, at der 2den Juledag 1861 indkom i Tavlen over 5 Rd. og at disse Penge, eller dog flere deraf, ikke ere regnede selve de Fattiges Kasse til Indtægt. Vel veed jeg, at Provsten har uddeelt af Tavlepengene til Trængende, men uden at det er opført i Kassens Udgift. Det er dog vel Lovens Hensigt, at de til denne Kasses Indlagt henlagte Tavlepenge skulle opføres i dens Regnskab.

Nu komme vi til Provstens Slutningsbemærkninger. Disse kunne man passende ligne ved Rosinen i Pølsens Ende. Det er jo et meget brugeligt Fif, ved en Anretning dygtigt at kryddre den sidste Mundfuld, for at man længe skal beholde Smagen deraf. Skade kun, at Krydderierne her ere Sagen aldeles uvedkommende Ting; men det gjør maaskee ikke noget, naar de bare kunne pirre dygtigt. Provsten har, "i de Fattiges Interesse", saa meget at udsætte paa min Person, men da man ikke faaer at vide, hvad jeg har gjort imod de Fattiges Interesse, saa er det vel kun et letfærdigt Ordspil af ham. Han ønsker "en ældre Mand"; han tykkes altsaa, at jeg endnu ikke er kommen ud over Drengealderen. Vil Gud, jeg lever til førstkommende 19de April, bliver jeg i saa Fald en Dreng paa 46 Aar. Og nu min Anseelse i Menigheden, den synes Provsten ogsaa er altfor liden, men man faaer ikke at vide, hvori Manglen stikker. Maaskee er det fordi jeg kun er Huusmand. Vel maa jeg med Bedrøvelse tilstaae, at jeg hos Provsten ingen Anseelse har, og maaskee han mener, at Menigheden absolut maa tænke som han, men dette er vel neppe Tilfældet, ellers var jeg vist ikke bleven valgt. Det forekommer mig ellers, at jeg indtil videre kan flyde alle disse ubegrundede Sigtelser over paa mine Vælgere og lade dem bære Ansvaret for at de have valgt mig som jeg er. Jeg antager ellers, at jeg er valgt, fordi man vidste, at jeg ikke er af de "meget flinke og villige Mand", som Provsten kan saa godt lide og som han kan faae til at sige ja og Amen til hvad det skal være. Til Slutning maa jeg tilføie, at jeg er overbeviist om, at Provsten ikke vil holde Bestyrelsesmøder for at stille mig tilfreds, hvad jeg jo heller ikke har forlangt; jeg har kun forlangt, at Lovgivningen skeer Fyldest. Forøvrigt var det ønskeligt, om man til saadanne Møder kunde faae nogle Dages Varsel; Provsten veed jo, hvor jeg boer, og har et sikkert Bud i sin Kudsk, som sædvanligt, imedens Provsten prædiker i Kirken, maa forrette Ærinder i Byen, f. Ex. tilsige Huusfolkene til Høstdag.

Volsted, den 15de April 1862

J. A. Lyngbye.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. april 1862. 2. udgave).

- Hr. Provst Deichmann har i "Aalborg Ststd." bebudet at ville anlægqe Sag imod I. A. Lyngbye, paa Grund af dennes Oplysninger om "de Fattiges Kasse" i Ferslev Pastoral. "Aalb. StiftSt." indeholder et nyt Indlæg i samme Sag, hvilke sikkerligt vil interessere vore Læsere, og som lyder saaledes:

I "Aalborg Stiftstidende" Nr. 97 for d. A., har I. A. Lyngbye af Volsted ladet indrykke en Fremstilling angaaende Provst i Ferslev R. S. Deichmanns Forhold som Medbestyrer af "de Fattiges Kasse" i Pastoratet. Vi undertegnede Beboere af Ferslev Pastorat finde det ganske i sin Orden, at den af Provsten brugte Fremgangsmaade bliver imødegaaet, hvortil der flere Gange har været grundet Anledning; men den Ene kan ikke, den Anden tør ikke; Lyngbye bruger nu ikke denne Skik. Den af ham for Offentligheden bragte Sag ville vi overlade til ham selv at forsvare som han bedst kan og veed; men de til ham af Provsten henkastede Sigtelser kunne vi ikke undlade nærmere at belyse.

Beskyldningen om den sjeldne Kirkegang rammer desuden ogsaa os og vistnok Flere af Menigheden, saa det her er vor Pligt at hjælpe Lyngbye at bære den. Efter Provstens Udtryk er Lyngbye "en saa lovkyndig Mand"; men Lyngbye vil jo ikke selv tage mod denne Titel. Vi agte Lyngbyes Bestræbelser for at kjende sine Pligter og Rettigheder; men det synes rigtignok ikke, at det er paa denne Maade man erhverver sig Provstens høiærværdige Tilfredshed. Angaaende det besynderlige Ønske om "en ældre Mand", da turde Provsten maaske endog have været tilfreds med en meget yngre Mand end Lyngbye, naar denne ellers havde været efter hans Ønske. Paa Lyngbyes "Anseelse" - for udsat at derved menes det Samme som Agtværdighed - have vi Intet at udsætte.

Vi ville slutteligt anføre en Omstændighed, som fortiden giver megen Anledning til Omtale. I Ferslev døde for kort Tid siden en gammel Pige, der, saavidt vi veed, har nydt Understøttelse af "de Fattiges Kasse" i flere Aar og maaske bestandigt siden denne blev stiftet. Efter et Rygte, hvis Sandhed vi ikke have havt Grund til at betvivle, beløb hendes Efterladenskaber sig til en Værdi af over 270 Rd., deriblandt en Sparekassebog paa 154 Rd. og 32 Rd. i rede Penge. Hun havde testamenteret 100 Rd. til sin Begravelse og det Øvrige til Familie og Venner. Var nu denne Pige en virkelig Trængende? Om Nogen skulde se sig istand og være villig til at give paalidelige Oplysninger om, i hvor mange Aar hun har nydt Understøttelse af "de Fattiges Kasse" og til hvilket Beløb samt om der ellers skulde være nogen Urigtighed i vor Angivelse af hendes Efterladenskaber og Testamente, saa ønske vi gjerne disse Oplysninger. Man kunde da spørge, hvem der fortjener den større Tillid, Provsten og de af ham ønskede "ældre Mænd" eller Lyngbye, som ved at nægte at underskrive et af Andre opgjort Regnskab vilde fri sig for Ansvar af en saadan Understøttelsesmaade, og man vilde da se, at den rette Brug af "de Fattiges Kasse" ikke er nogen ligegyldig Sag for Beboerne, som maa have Tillid til Anvendelsen af disse Midler, imedens det ikke er selve Summens Størrelse, hvorpaa det her kommer an.

Jacob Larsen. Søren Peter Jensen.

Chr. Juel. Laust Lundsgaard.

Christen Thorup. Niels Peter Nielsen.

Poul Chr. Jensen. Peder Pedersen Kjær.

Christen Nielsen, Smed. Lars Jensen, Snedker. S. Christensen, Smed. 

Chr. L. Nørgaard. Søren Vestergaard.

(Jyllands-Posten 7. maj 1862).

Annonce i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. maj 1863.

Aalborg, den 30te Mai.

Af det af Huusmand Jens Lyngbye i Volsted udgivne Skrift: "Uraad i "Fattigkasseraadet", de communale Bestyrelsers Afmagt over, for embedsmandig Selvraadighed. En actmæssig Fremstilling af en Underretssag imellem Provst Deichmann af Ferslev og I. A. Lyngbye af Volsted, udgivet af Sidstnævnte. 10½-Ark 8vo." indeholder "Nørrejydske Tidende" følg. Anmeldelse:

"Der er udkommet en Bog (den nysnævnte), som vist vil more mangen en simpel Mand, der har havt for Skade, at komme i Bryderi med en selvraadig Øvrighed *). Bogen er udgiven af en jordløs Huusmand, en Skolelærersøn, der med sin gamle Moder lever i Landsbyen Volsted og ernærer sig iblandt Andet ved at spille for Folk, naar de holde Gilde. Hans Navn er Jens Lyngbye, en stille, beskeden og renlig Mand over de 40 Aar, der med Lyst har lagt sig efter at skrive godt for sig og har last med Forstand mange gudelige og verdslige Bøger, meest dog dem, der angaae vort frie Folkeliv og Menigmands Vel. Da nu de nye Fattigkasser bleve oprettede, valgte hans Byesbørn ham til Medlem af Bestyrelsen. Men i denne Bestyrelse var man, som saa ofte skeer, ubetænksom nok til at indvælge Stedets Gejstlige, Provst Deichmann, der tidligere har skrevet meget bittert imod folkelige Talsmand. Provsten afgjorte nu Kassens Sager saaledes, at naar han kom til Kirken, lod han sin Kudsk tilsige Bestyrelsens Medlemmer hvert for sig til at underskrive Protocollen. Men da I. Lyngbye ikke havde deeltaget i det, han skulde underskrive, nægtede han sin Underskrift og meddeelte Sogneforstanderskabet, at han paa andet Sted vilde føre Klage over den brugte Fremgangsmaade. Saa kom Provsten med et Svar, hvori han stiklede paa, at L. "saare sjeldent kommer i Kirke og ansaae det for ønskeligere, at en anden ældre Mand, der nød meer Anseelse i Menigheden, end L. formeentlig endnu har opnaaet, var bleven valgt til Medbestyrer". Det var jo Provsten, der havde feilet som Medlem af Bestyrelsen, men i Stedet for at undskylde sine Feil, satte han sig paa sin høie Embedshest og endte sin Erklæring med de henkastede Ord om hvad der var hans Pligt og Skyldighed: "Forøvrigt skal der nok efter L.'s Ønske aarligt vorde holdt et Bestyrelsesmøde for at stille ham tilfreds". Men. L. var ikke af den Slags Folk, der indenfor fire Vægge lade sig skræmme. Han følte sig i sin gode Ret, og da han ikke paa anden Maade kunde faae Sagen frem, lod han den heelt og holden indrykke i Bladet, hvor han da skrev: "Det Indtryk, jeg har faaet af denne høiærværdige Erklæring er, at Embedsmyndigheden saaledes er løben af med Provsten, at han ikke engang vil vide af, at han er Landets Love underkastet", samt "at han har tilsidesat det Velanstændige og derved er kommen til at fieie udenfor Sagen og har nedladt sig til personlige Sigtelser". Man kan tænke sig, at Lyngbyes Svar blev læst af hans Sognebeboere, og da Provsten nu ikke havde andet Vaaben, saa lod han sin tilsidesatte Medbestyrer af Kassen stævne. Ved Forligsprøven mødte Provsten ikke **), og her kan Justitsmin. faae et Begreb om, hvorledes man omgaaes ved Forligsvæsenet. Hvad Forligsklagen lød paa, vilde Lyngbye gjerne see mindeligt jævnet, thi i Klagen vare Ordene ikke fuldstændigt gjengivne og gave derfor en Mening, som Lyngbye ikke havde tilsigtet. Sagen skulde altsaa blive en Proces. Provsten tog nu en Procurator, og denne udtog nu især hine Yttringer om Embedsmyndigheden og Velanstændigheden, som han vilde have straffede efter Lovens fulde Strænghed. Lyngbye havde ikke Raad til at tage en Procurator, men svarede paa Procuratorstilen hele 3 Gange. Men endskjøndt han udmærket har værget sig Punct for Punct, saa kom Dommen af Herredsfogden dog til at lyde paa, at Lyngbye ikke kunde undgaae at vorde dragen til Ansvar, fordi hine Yttringer ere utilbørlige, "navnlig naar hensees til, at Citanten er gejstlig Embedsmand". Til denne Deel af Dommen gjør Lyngbye endeel vist ikke uberettigede Anmærkninger. Men Dommen frifinder forøvrigt Lyngbye netop for de Yttringer, som Provsten ansaae for de meest graverende, nemlig om selve hans Omgang med Kassen. Lyngbye blev idømt Presselovens mindste Bøde 10 Rd. og lige saa meget i Sagsomkostninger. Han ansøgte nu om fri Proces ved Omretten, men Svaret blev, "at det Ansøgte ikke kunde bevilges". Saa lod Lyngbye Appellen falde og lod det beroe ved Underretsdommen. Men nu har han udgivet hele Sagen i Trykken i den Tro, at mangen En vil ved at kjøbe Bogen lette ham hans Udgifter, og det kan man nok, thi af Bogen lærer man, hvordan Menigmand selv kan forsvare sig, men hvor vanskeligt det er at bryde hele den privilegerede Stand, der har den geistlige og verdslige Magt i sin Haand og som besørger saavel Sagføringen som Domskjendelsen efter Regler, som Menigmand endnu ikke veed fuldt Besked om og derfor ofte løber sig en Staver i Livet."

*) Det maa bemærkes, at i nærv. Tilfælde var det ikke Strid med en Øvrighed, men med en Medbestyrer. (Red.)

**) Havde dog, saavidt vides, meldt Forfald. (Red).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. maj 1863)

En nogenlunde enslydende anmeldelse stod i Jyllands-Posten, og tilføjet nedenstående:

- - -

Foranstaaende Linier findes i "Nørrej. Td." Nr. 39. Idet vi fuldkomment kunne tiltræde, hvad her er lagt om det nævnte Skrift, som vi paa det Bedste anbefale vore Læsere, skulle vi nævne et lille Træk af Hr. Provst Deichmann, som Skriftet meddeler, og som paa en særdeles træffende Maade betegner Hs. Højærværdighed som en barmhjertig Samaritan. Det mangler naturligvis ligesaalidt i Provstens Sogn som andetsteds paa Folk, som tage Parti for de Store, naar det gjælder om at bekæmpe de Smaa. En Flok villige Personer derfra Sognet, anbefalede saaledes i sin Tid Provsten paa det Varmeste i "Aalb. Stftd." for at dække ham saa godt som muligt mod Lyngbyes Angreb, og navnlig berømmede man i høje Tonen hans "private Gavmildhed" mod de Fattige, der navnlig paa en straalende Maade skal være kommet tilsyne derved, at han i "mange Aar" især under "høje Kornpriser" har overladt "betydelige Partier af Rug" til "meget nedsatte Priser" til trængende Familier. Hvem, der kjender noget til Præsternes sædvanlige Gavmildhed mod Trængende, vil vistnok undre sig over, at noget saadant kan siges offentligt om en Mand som Hr. Provst Deichmann, og endmere vil man forundres ved at høre, at Hr. Deichmann virkeligt - om end kun i enkelte Aar - har solgt nogle smaa Partier Rug paa den nævnte Maade. Lyngbye giver imidlertid en hel naturlig Forklaring af denne Hr. Provstens gaadefulde Handlemaade. Rygtet fortæller nemlig, at Provsten et Efteraar havde solgt sin Tienderug til den daværende Pris, at levere af Yderne hen paa Vinteren til en Kjøbmand i Aalborg. I Vinterens Løb steg Prisen paa Rug imidlertid betydeligt, og Provsten fik derfor Kjøbmandens Samtykke til al tilbageholde endel af Rugen for at sælge denne til Smaafolk i hans Sogn. Disse fik ogsaa Rugen under den gangbare Pris, men Provsten skal dog ifølge Rygtet have gjort en god Handel, idet han fik mere for denne Rug end han efter Akkorden skulde have havt hos Kjøbmanden. Hvis Rygtet derfor taler Sandhed gjorde Hs. Højærværdighed ikke blot en Kjærlighedens Gjerning imod Sognets Smaafolk, men ogsaa mod deres herlige Sjælehyrde, medens Kjøbmanden, der maatte betale Gildet, aabenbart kan have den glade Bevidsthed at have gjort vel baade imod Store og Smaa. - Vi anbefale som sagt det nævnte lille Arbejde, der er særdeles velskrevet, paa det Bedste til vore Læseres Opmærksomhed.

(Jyllands-Posten 24. juli 1863)

Provst Rasmus Severin Deichmann, Ferslev pr. Svenstrup, gift m. Dorthea Marie Deichmann, født Bruun. Rasmus Severin, født 17-03-1798, død 27-11-1879.1825 kapellan i Taarnby, 1828 præst i Lihme, 1838 præst i Ferslev, provst for Ferslev, Dall og Volsted. Boede som pensionist i Klokkestøbergade i Aalborg.

Rasmus Severin Deichmann var med til at uddanne sin nevø, Jacob Severin Deichmann Branth (1831-) da hans mor døde da han var to år gammel. Faderen sendte ham til sin morbror, sognepræsten i Ferslev, Rasmus Severin Deichmann (1798-1879). Den unge Branth havde sin opvækst hos morbroderen R.S. Deichmann, som også underviste ham. Branth voksede op med en dyb respekt for sin morbrødre. Det var også hos pastor Deichmann, at den unge Branth fik inspiration til fremtiden som præst. Rasmus Deichmann tilhørte en af de danske præsteslægter, som i lige linje talte fem generationer af præster. Deichmann var gift med Dorthea Marie Bruun, som ligeledes var fra præstefamilie. Ægteskabet var barnløst, så det var en stor glæde for Deichmann at få sin unge nevø ind. Det betød også, at den teologiske arv kunne blive videreført med den unge Branth. Hjemmet var konservativt og ikke vild med de grundtvigianske idealer. Alligevel gav pastor Deichmann den unge Branth mange frie tøjler, og opdragede ham med ideen om ”frihed under ansvar”. Branth flyttede, da han i 1844 blev optaget på Aalborg Katedralskole. Han blev student i 1849, og afsluttede universitetet i 1857 som cand.theol. Ved siden af teologistudiet havde den unge Branth også studeret naturvidenskab.

Husmand udsat. (Efterskrift til Politivennen)

En Huusmand Chr. Hansen, som har et Huus i Leie, der hører til Keirupgaard ved Kjerteminde, er af Gaardens Eier, Hr. Petersen, efter Mil. Av., bleven behandlet med en Haardhed og Raahed, der omtales saaledes: Chr. Hansen, som i fire Aar har havt det nævnte Huus i Leie og altid har betalt Lejeafgiften (15 Rd. om Aaret) i rette Tid, og om hvem et Vidnesbyrd fra en af Egnens anseete Mand siger, at han "er af Alle bekjendt som en retsindig og fredselskende Mand", fik i Marts d. A. Underretning af Hr. P. om, at denne vilde dele Huset og leie det ud til To, hvorhos han blev adspurgt, om han vilde indlade sig herpaa. Chr. H., som ikke gjerne vilde flytte fra Gaarden, hvor han havde sit meste Erhverv, og som antog det for en Selvfølge, at Afgiften vilde blive forholdsviis nedsat, svarede Ja. I Juni kom Hr. P. og forelagde ham en Leiecontract; men da denne forekom Chr. H. altfor stræng, kunde han ikke underskrive den. Han blev da stævnet til at underskrive (for at han ikke, ved at sidde 6 Maaneder i Huset uden Contract, skulde faae Lovsformodning for at have faaet det i Fæste), men nægtede atter for Forligscommissionen at underskrive. Otte Dage derefter, den 14de Juli, kom Hr. P. tilligemed Hr. Nissen fra Ladby samt en Karl, tog alle Vinduer og Dørre af Huset og kjørte bort med dem op til Gaarden. Chr. Hansen har siden den Tid med Hustrue og Børn maattet ligge for aabne Vinduer og Dørre; endog Dørren imellem Stuen og Sengkammeret blev taget bort saa at Blæst og Regn frit kan fare heelt igjennem Huset. Men ikke nok hermed: den 19de ds om Morgenen kom Hr. P., atter ledsaget af Hr. N., og slog Væggene ind, for at Huusmanden ikke skulde beholde den Smule Ly tilbage, som de smalle Muurstykker imellem Stolperne og under Vinduerne dog endnu ydede ham. Det var under alt dette en Lykke, at intet af Børnene kom til Skade ved de indstyrtede Muurstykker. Vi troe, siger Bladet, at en saadan Opførsel af Hr Petersen vil blive strængt fordømt, selv om han i sin Uenighed med Huusmanden ang. Leiecontracten havde den soleklareste Ret. Men endnu værre stiller Sagen sig, naar man betragter den Contract, som han vilde tvinge Chr. H. til at underskrive. Denne er nemlig ikke alene ubillig, idet den fastsætter samme Lejeafgift for det halve Huus, som der hidtil var givet for det hele; men den er tilmed ligefrem lovstridig, idet der deri betinges Dagarbejde ved Siden af Pengeafgiften, samt fastsættes, at Udeblivelse fra Arbeide skal have øieblikkelig Fortabelse af Huset uden Tilbagebetaling af nogen Deel af Leien tilfølge (jvf. Frd. 27de Mai 1848 §§ 5 og 6 6te og 7de Led).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1861).

Justitssagen mod Ane Rasmusdatter. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavnsposten bragte 30. juli - 1. august 1836 en længere artikelserie om en retssag mod Ane Rasmusdatter, Haarsløv. Hun tilstod at hun i 1828 skulle have dræbt sin 3 uger gamle datter. Hun blev dømt til døden i underretten, men frikendt ved Højesteret. Retsagen i sig selv er opsigtsvækkende da den afgør at det er præsters ansvar at have forledt Ane til at angive sig selv. Men udover det beskriver retssakterne også husmandskonen og forholdene for husmænd generelt, refereres dele af retsakterne som de blev offentliggjort i Kjøbenhavnsposten:

Ane Rasmusdatter er født den 30te Mai 1800 af Bondeforældre; hendes Fader var Tjenestekarl. Hun var hjemme hos Forældrene indtil sin Confirmation, i Aaret 1815, ved hvilken hun i Attesten tillægges Characteren "godt" for Kundskaber og Opførsel. Hun kom nu i Tjeneste hos sildigere afdøde Peder Nielsen i Taarnmark, hos hvem, saavelsom dennes Enke, Sophie Sørensdatter, hun tjente uafbrudt i henved 10 Aar, indtil hun derfra blev gift, og har benævnte Enke forklaret, at hun i den Tid "var sund og frisk og Intet manglede paa Forstanden", hvorhos Dep. "ansaa hende ikke for saa meget indskrænket eller eenfoldig." I 1825 traadte hun i ægteskabelig Forbindelse med Huusmand Peder Nielsen i Spjellerup, med hvem hun var gift indtil hans Død, i Marts 1829. Med ham havde hun to Børn, af hvilke det ene, en Dreng, døde i sit 3die Aar, det andet, en Pige var det Barn, hvis Drab tre Uger efter dets Fødsel Tiltalte i Aar aabenbarede for Præsten. Saavel efter hendes egen, som efter flere afhørte Vidners Forklaring var hendes Ægteskab med Peder Nielsen høist ulykkeligt; denne var nemlig meget hengiven til Drik og saa doven, at han almindelig var tillagt Navn af "Doven-Peer"; han brød sig ikke om at sørge, hverken for Kone eller Børn, og de hensank mere og mere i Armod og lede ofte Mangel selv paa det Nødvendigste. Peder Nielsen havde været gift en Gang tilforn og havde to Børn af dette sit første Ægteskab, der imidlertid vare hos Mandens Familie og saaledes ikke faldt dem til Byrde. Ved P. Nielsens Død skiftede hun med Stedbørnene; Boets samtlige Eiendele udgjorde kun et Beløb af 41 Rbd. 3 Mk., af hvilke Beholdningen ved Repartitionen, efter alle Udgifters Fradrag, blev 21 Rbd. 1 Mk 7 Sk. Enken fik da de 10 Rbd. 3 Mk. 11½ Sk., og hun tog nu et par Aars Tid igjen Tjeneste paa flere forskjellige Steder, indtil hun atter blev gift. Tvende Personer, hos hvilke hun i dette Tidsløb har tjent, har samstemmende bevidnet hendes Troskab, Skikkelighed og upaaklagelige Forhold. Smeden Niels Pedersen, hos hvem hun tjente 3/4 Aar strax efter P. NIelsens Død, har derhos forklaret, at hun, da hun tiltraadte Tjenesten, "var meget daarlig af Udseende, mager, afkræftet og havde hovne Been, som hun angav at være Følgerne af en foregaaende stor Sygdom og Barselseng," samt at hun "undertiden var meget tungsindig", og Mad. Luplau, hos hvem hun tjente 1 Aar før hun giftede sig paa ny, fandt hende "meget indskrænket og eenfoldig" og forklarede, at hun ikke havde nogensomhelst Sygdom i hendes Tjeneste, men "saae altid forknyt og modfalden ud." Hun blev anden Gang gift med Huusmand Hans Hansen, der døde efter 2½ Aars Forløb og med hvem hun havde en Datter, der endnu lever og omtrent er 3 Aar gammel. Efter hendes egen Forklaring var heller ikke dette hendes andet Ægteskab lykkeligt, da "Hans Hansen var gjerrig, saa at hun ei kunde fortjene ham nok og hun blev derfor enkelte Gange slaaet." Kort efter Hans Hansens Død blev hun tredie Gang gift med sin nuværende Mand, Huusmand Ole Bertelsen, med hvem hun har et Pigebarn i en alder af omtrent 2 Aar.

Efter disse Oplysninger om Sagens generalia gaae vi over til at følge dens Gang for Retten. 

Den 13de Februar d. A. indløb til Birkedommer Klüver en Skrivelse fra Præsten Mau i Haarslev, af følgende Indhold:

"En Sag af høieste Vigtighed for mig som Præst og Sjælesørger tillader jeg mig herved at bringe til Hr. Birkedommerens Kundskab. Ved Huusbesøg i forrige Uge hos Huusmand Ole Bertelsen har dennes Konge Ane Rasmusdatter, rørt af sin Samvittighed, aabenbaret en Forbrydelse, der i 6 à 7 Aar har været skjult. Skjøndt hun tilforn slet ikke har viist Lyst til Guds Ord, og ikke besøgte Kirken, er der dog nu foregaaet en mærkelig Forandring hos hende. Sagen har tilforn været ubekjendt for Manden, til hvem hun har yttret, "det gjør mig ondt, naar jeg skal forlade Dig og mine smaa Børn", uden at Meningen hermed var ham forstaaelig. Plaget af Samvittigheden har hun endelig igaar Nat aabenbaret sig for Manden, og igaar Middag kom hun til mig, som hendes Sjælesørger, og gav sit beklemte Hjerte Luft. Efter hendes Fortælling har hendes første Mand, der skal have været et grueligt Menneske, forført hende til at dræbe deres 3 Uger gamle Barn, i Fortvivlelse over, hvad de skulde faae til deres og Barnets Underholdning. Første Gang han omtalte dette, gyste hun derved, og vægrede sig, men, tilsidst seirede hans Ondskab over hendes Hjerte. Sin Bekjendelse aflagde hun aldeles frivillig, "og hvad de borgerlige Følger angaaer, behøvede hun jo slet ikke at have aabenbaret Sagen"; den borgerlige Straf, erklærede hun, at hun gjerne vilde lide, naar hun blot kunde faae Fred med Gud og sin Sjæl frelst. Hun har, foruden for sin Mand og mig, aabenbaret sig for sin anden Sjælesørger Pastor Rønne. Med Hensyn til Forhør og Fængsling bedes hun behandlet med størst mulige Skaansomhed; thi hun er af en yderst svagelig Characteer, baade legemlig og aandelig, og alle udvortes Omstændigheder kunne have saare megen Indflydelse paa hendes Sjæls Tilstand og hendes Forhold til Gud."

Pastor Mau tilføiede derhos den Forespørgsel om han maatte besøge Konen i Fængslet; det tilkom vel og Lic. Holm; men hun havde vel mest Tillid til Brevskriveren og Pastor Rønne. Slutteligen var til Brevet føiet følgende P. S.: "Efterat jeg har skrevet Ovenstaaende, har Konen af sig selv tilstaaet, at hun ved nøiere Overveielse troer selv at have fattet den første Tanke om hiin Ugjerning, hvilket jeg bemærker til Berigtigelse. Mau."

Tilligemed det ovenmeldte Brev bragte Manden Ole Bertelsen, som han udtrykker sig, efter Pastor Maus Befaling, selv sin Kone til Tinget, hvor hun medbragte en Skrivelse af f. D. fra Præsten Rønne i Høve til Birkedommeren, hvori Pastor Rønne "begjærte, at Arrestantinden i sin Arrest maatte blive behandlet med muligst Mildhed." Dreven af Guds Ords Magt of for sin Sjæls Frelses Skyld havde hun frit bekjendt sin Udaad, der var skjult for hele Verden, og ikke kunde overbevises hende af Mennesker, og nu overgav hun sig frivillig til Øvrigheden - hun var villig til at lide sin Straf, men hun havde et saare svagt Legeme, leed af Krampeslag og skulde nu tillige afvænne et Barn, som var ved Brystet."

(Fortsættes).

Kjøbenhavnsposten 30. juli 1836.

Den 13de Februar holdtes Politiret paa Grevskabet Holsteinborg, for hvilken Ane Rasmusdatter fremstillede sig frivillig og erklærede at ville sige Sandhed og at have en gruelig Misgjerning at bekjende. I 1825 blev hun gift med Huusmand Peder Nielsen, der døde i Marts 1829, med ham havde hun to Børn, en Søn Hans, der døde i 1829 af Vattersot, og en Datter, som hun fødte i Novbr. 1828, blev ikke døbt og opnaaede kun en Alder af 3 Uger. Peder Nielsen havde Huus i Spjellerup, men tilsatte Alt ved Spil og Drik; derved kom de i den yderste Armod, og, da han ikke vilde arbeide eller fortjene Noget, saa saae hun ingen Udvei til at ernære sig og 2 Børn. I denne Trang faldt Dep. paa den gruelige Beslutning at aflive sit lille Pigebarn, og foreslog dette en Morgen for sin Mand. Peder Nielsen svarede blot "Du kan jo putte et Tørklæde i Halsen", hvorpaa han gik og blev borte hele Formiddagen. en halv Time efter at han var gaaet, besluttede hun at udføre sin Ugjerning efter hans Forslag. Hun tog derpaa Enden af det Tørklæde, som hun havde om Halsen og beholdt paa, vreed den sammen i en Klump, og lagde sig over Barnet, som laae i deres Seng, og stoppede det sammenvredne Tørklæde i Barnets Mund, saa langt hun kunde faae det, og blev liggende over Barnet, til hun saae, at det var død. - Hun var syg og laae i 9 Uger før hun fødte Barnet, og i de 3 Uger efter at hun havde født det, og hun laae syg i Sengen, da hun gjorde sin Mand Forslaget, og saaledes laae hun med Barnet i Armen, da hun dræbte det. I sin syge Tilstand havde hun ingen Die til Barnet, og hendes Mand var uvillig til at gaae i Byen og skaffe noget Mælk, saa at hun var næsten færdig at døe af Sult, og Barnet havde hele Natten forud skreget af Sult. Da Peder Nielsen kom hjem, sagde hun til ham "nu er Barnet forbi"; hvad han svarede, erindrer hun ikke, men han føiede Anstalt til at faae det begravet. - Forhøret blev udsat paa Grund af Dep. heftige Sindsbevægelse over hendes Udaad, der ei tillod hende at fremføre nogen sammenhængende Forklaring.

Den 14de Februar fortsattes Forhøret paa Holsteinborg. Ane Rasmusdatter befandt sig noget mere rolig og ratihaberede sin Forklaring fra igaar. Der er ikke videre talt mellem Dep. og Peder Nielsen om Barnemordet, end hvad hun allerede har forklaret, men nogen Tid efter, da hun, naget af Samvittigheden, en Nat beklagede sig derover, forklarede han hende, at hun skulde tie stille; de havde Læs nok alligevel; naar denne Samtale faldt, erindrer hun ikke. Det lod ikke til som Peder Nielsen enten fortrød Drabet, eller følte Samvittighedsnag derover. Da Barnet var død, stod Dep. op og tilkaldte Nabokonen Ellen, hvorefter hun igjen, som syg, lagde sig i Sengen. Ellen tilkaldte Konen Karen, som nu er død, og disse lagde Barnet i en Klædekurv i Dep.'s Kiste. Da Konerne kom, var Barnet formodentlig endnu varmt, og der fandt ingen Samtale Sted angaaende Dødsmaaden. Dep. hørte, at den ene af Konerne yttrede "saa sort det Barn er paa Brystet", hun saae ei Barnets Bryst, men kun dets Ansigt, der var blegt. Barnet sprellede ikke under Aflivelsen. Nu udsiger Dep., at , efterat hun havde puttet Tørklædet i Munden og Halsen, og ligget noget ved Barnet, følte hun paa dets Hænder, og da disse faldt ned, som om Livet var borte, saa udtog hun Tørklædet, men, da Barnet gav et Skrig fra sig, stoppede hun igjen Tørklædet i Barnets Mund og Hals, og lod dette nu blive siddende, indtil hun tydelig kunde see, at Barnet var død. Operationen medtog omtrent 1/4 Time. Dep. følte derunder ikke det Urigtige i sit Forhold eller noget Nag derover; hun var ufølsom, kold og ligegyldig. - Forhøret blev igjen udsat paa Grund af Dep.'s heftige Bevægelse over sin Misgjerning og hendes vaklende Forklaring.

Under den d. 15de. Febr. skeete Fortsættelse af Forhøret forklarede Ane Rasmusdatter rolig, at hun laae syg i 4 à 6 Uger, efterat hun havde dræbt Barnet. Siden Drabet har hun stedse følt Samvittighedsnag derover men ikke før yttret sig i den Anledning, end Natten mellem sidste Torsdag og Fredag, da hun sagde til Ole Bertelsen, at det gjorde hende saa ondt, at forlade ham og Børn. Da Ole spurgte, hvorfor hun skulde forlade ham, fortalte hun ham Sagen, og næste Dag, i Mandens Fraværelse, gik hun til Præsten Mau, forlangt at tale med ham, og da hun blev indladt i hans Stue, hvor hans Kone ogsaa var, fortalte Dep. at hun havde Noget som hun ville bekjende for ham. Da Præsten derpaa spurgte, hvad det var, fortalte hun ligeledes ham, hvad hun foran har forklaret. Da hendes Mand kom hjem, sagde hun til ham, at hun havde været hos Præsten, hvorpaa ogsaa han gik derhen, og strax efter kom de begge tilbage. Præsten blev omtrent 1 Time hos hende og formanede hende til Sagtmodighed og Rolighed. I Løverdags Formiddag var han atter hos hende og trøstede hende, og om Eftermmiddagen kom han igjen, leverede hendes Mand et Brev til Birkedommeren, og sagde, at hun skulde føres til Tinget.

Samme Dag fremstod for Retten hendes Mand, Huusmand Ole Bertelsen, og afgav følgende Forklaring: Han har først kjendt sin Kone fra Mai 1833. I Novbr. f. A. holdt de Bryllup, og havde levet et lykkeligt Ægteskab, under hvilket de have avlet en Datter sammen. Han har ikke før mærket til, at hans Kone har været modfalden, grublet eller viist Samvittighedsnag, end Natten mellem sidste Torsdag og Fredag, da hun sukkede og græd i Sengen, tog Comparenten i Favn, fortalte ham, at hun var en grov Synder, yttrede, at detgjorde hende ondt, at hun skulde forlade ham og Børn, spurgte, om hun maatte aabenbare ham sin Synd, og da han svarede Ja! fortalte at hun havde dræbt et 3 Ugers Pigebarn, medens hun var gift med Peder Nielsen, ved at stoppe et Tørklæde i Munden paa det. Dep. beklagede hende, og yttrede, at hun skulde slaae sig til Ro, samt det skulde dølges for det første; men hans Kone svarede hertil, at det kunde hun ikke, da hendes Samvittighed ikke tillod hende det. Da han i Fredags gik bort, syntes han at Tiltalte havde fattet sig meget; men, da han kom hjem, var hun borte; noget efter kom hun, sigende, at hun havde været hos Præsten og meldt sin Forbrydelse. Dep. gik derpaa ogsaa til Præsten og talte om Sagen, og Præsten yttrede, at han ikke ret vidste, hvorledes han skulde forholde sig. Sidste Løverdag kom Præsten med et Brev til Birkedommeren, og befalede Dep. at bringe sin Kone til Tinget, som han strax efterkom.

Den 16de Februar var Tiltalte i Arresten betagen af stærkt Krampetilfælde. Hun blev bragt frem i Retten; men var meget forvildet, talte ikke om Andet end om religiøse Gjenstande og kunde saledes ingen Forklaring afgive. Der fremlagdes Lægeattest om Krampen, hvori det tillige hed at "længere Ophold i Arresten vilde forøge Tiltaltes forvirrede Sindstilstand og være til Hinder for hendes Helbredelse." Fra Pastor Mau indløb Andragende om Arrestens Relaxation paa Grund af Tiltaltes Sygdom; Præsten og hendes Mand vilde indestaae for hendes Tilstedeblivelse. Dommeren bemærkede: at Tilt. under hendes Ophold i Arresten har viist sig mere og mindre forvildet og urolig i sindet, samt at hendes Tale i denne Tilstand stede er gaaet ud paa religiøse Gjenstande. Han antaget, at hendes forvildede Tilstand hidrører fra religiøse Sværmerier, saa eget mere, som hun siden igaar, efter en Samtale med hendes Sjælesørger Mau har været mere urolig og i større Sværmeri. hun medbragte i Arresten ""Troens rare klenodie" og "evangeliske Fortællinger", hvilke Bøger hun bestandig vilde have hos sig, og var urolig naar man forlangte dem af hende.

I Betragtning af Krampetilfældene, der oftere have angrebet hende i Arresten, og paa Grund af Hr. Pastor Maus Skrivelse, ophævedes Arresten, for at forsøge, hvorvidt dette kunne bevirke hendes Bedring, og stille hendes Sind i Ro.

De den 16de og 17de Febr. afgivne Vidneforklaringer, sex i Tallet, stemme alle overens i Henseende til den Armod, hvori Tiltalte havde levet under sit Ægteskab med Peder Nielsen, de fem tillige i, at Grunden dertil var Mandens Dovenskab, og de tre aflagde Stadfæstelse paa, at hun under sit Ægteskab med Peder Nielsen havde ligget i en svær Sygdom; hvorimod det var Ingen af Vidnerne vitterligt, at hun den Tid havde Krampetilfælde eller manglede noget paa Forstanden. Ligeledes oplystes det, at de tre Koner, der skulde være komne der i Huset under hendes svære Sygdom og have klædt Barnet, alle siden vare døde. Et af Vidnerne, Kirkesanger Jensen i Spjellerup, forklarede derhos, at "Ane Rasmusdatter medens hun var gift med Peder Nielsen var en skikkelig og arbeidsom Kone og ved sin Flid og sit Arbeide erhvervede det, hvoraf hun og Manden levede; hun var fornuftig, sund og frisk, men lod til at være meget indskrænket og eenfoldig. Deres Armod var saa stor, at hun ofte kom og bad om Brød til den i 1829 bortdøde Søn."

Den 17de f. M. fortsattes Forhørene over Tiltalte i Haarsløv. Hun viste sig rolig og ved god Sindsstemning. Foruden nogle Oplysninger ad generalia forklarede hun, at hun havde første Gang Krampe ved Pindsedagstid f. A. hun fødte den myrdede Pige i Nov.; den paafølgende Sommer (1828) havde hun det 2-3 Gange. Om hun havde Krampe under Sygdommen før hendes Nedkomst, veed hun ikke, men hun var yderst svækket, og kunde lang Tid saavel før, som efter Barselen, ikke uden Hjelp komme af eller i Seng. Om Barnets Død m.m. vedblev hun sit Forrige, efterat være foreholdt sin Forklaring om Barnets Drab og Dødsmaade.

Samme Dag fremlagdes i Retten en Erklæring fra Districtschirurg Goellrich i Skjelskjør, der efter Dommerens Anmodning havde undersøgt Tiltaltes Tilstand med Hensyn til Krampetilfældene og Sindet. Ifølge de af Tiltalte og Mand afgivne Symptomer antager Districtschirurgen, at hun er betagen af Krampe, men ikke Krampeslag, thi hun skal falde i Besvimelse efter Tilfældene, hvilket skal vedvare omtrent 1 Qvarteer. Dersom nu disse Tilfælde have været tilstede paa den Tid, hun foregiver at have dræbt Barnet, ledsaget med Besvimelse, kan det tænkes muligt, at hun uafvidende kan have qvalt Barnet, ved enten at ligge paa det, eller derved, at Barnet kan have faaet en Stilling ved hende, saaledes at det ikke har kunnet trække Veiret. Har hun ligget syg i 9 Uger fr og 3 Uger efter Barselsengen, selv ingen tilbørlig Pleie erholdt, og uden at kunne yde Barnet Andet, end hvad Brystet afgav, saa er der megen Grund til at antage, at Barnet har været svagt, og antageligt, at det kunne ligge og hendøe ved Moderens Side, hende uafvidende. "Jeg antager ei", hedder det videre "at hun er berøvet Fornuftens Brug eiheller sindssvag, men hun befandt sig i en urolig Sindsstemning, hvortil religiøse Grublerier synes at være Grunden. Jeg antager, at der, med Hensyn til hendes urolige Sind, hendes indskrænkede og eenfoldige Begreb ikke sikkert kan bygges paa hendes Udsagn om sig selv."

Den 18de og 19de Febr. afhørtes 3de Vidner. De 2de vare Personer, hos hvilke Tiltalte havde tjent; deres Forklaring, der ogsaa gik ud paa, at hun ikke havde havt Krampe eller manglede noget paa Forstanden, er ommeldt i de foranførte generelle Bemærkninger. Den Tredie var et Fruentimmer, Lisbeth Pedersdatter, der forhen havde været gift med afdøde Anders Nielsen, en Broder til Peder Nielsen. Om denne vidste hun forresten kun, at han levede i Fattigdom. Ogsaa erindrede hun, at Tiltale for 7 Aar siden fødte et Barn, og forinden hun fødte dette Barn, laae længe og meget syg, og da Comp. en Dag bragt hende Mad, klagede over at være hoven i Kroppen og Benene. Den dag, det ommeldte Barnblev begravet, var Dep. vel der  Huset, men hun saae ikke Barnet, da Kisten ved hendes Ankomst var slaaet til. Tiltalte laae da meget syg, og en gammel Kone, som nu er død, passede Huset; hun var ikke forvildet eller modfalden eller bekymret, men saae meget bleg, afkræftet og elendig ud. Dep. vidste ei, hvorlænge Tilt. endnu laae syg, thi hun kom først igjen i Huset til Peder Nielsens Begravelse.

Den 20de fremlagdes en Skrivelse fra Præsten Rønne i Høve. Han har, melder han deri, meget vel kjendt Tiltalte, der endog i Naadsensaaret ved hans Ansættelse tjente i Præstegaarden; hun besad sund Samling og Forstand men hørte dog ikke til de bedre Oplyste. Hun har til forskjellige Tider kjendelig været meget nedbøiet og lidende, og har, saavidt vides, lidt af Krampe. Hendes Helbred har været svagelig, men hendes Forhold ordentlig og skikkeligt, og med Taalmod har hun baaret adskillige Besværligheder i hendes andet Ægteskab, hvilke sidste Pastoren antog som Aarsag til hendes ofte nedbøiede Sindsforfatning. Hendes oekonomiske Forfatning har under hendes Ægteskaber været trykkende, undtagen da hun tjente.

Den 20de og 21: Skrivelse fra Præsten Monrad om at Fattigvæsenet ingen Oplysning kan give om Tiltaltes Sygdom i 1828, dog herskede der dengang en epidemisk Feber i Sognet, og efter 1827 bleve de Syge nok ikke i Almindelighed tagne under Lægebehandling af Fattigvæsenet"; og en Attest fra Apothekeren i Nestved, at der i 1828 ingen Medicin findes at være ordineret for Tiltalte.

Den 21 stedtes Tiltalte paa ny i Forhør. Retten fandt hende rolig og ved Fornuftens fulde Brug. Hun retihaberede sit Forrige. Tiltalte blev ikke betjent af nogen Gjordemoder; hendes afdøde Mand kjørte efter 2,men de vare andetsteds henne, hvorimod de forhen omtalte gamle Koner strax efter kom til. Hun laae syg i 6 Uger efter Barnets Død, og var ei oppe ved Begravelsen. Barnet erholdt fra dets Fødsel til dets Død ingen anden Næring, end fra hendes svage Bryster, hvilken var saare ringe; det var derfor meget lidet, og, efter hvad hun antager, stedse sygeligt, og vilde formeentlig i dets usle Tilstand ikke have kunnet leve. Peder Nielsen passede eller pleiede ikke hende eller Barnet; han gik bort om Morgenen,og kom først hjem, naar han om Aftenen gik i Seng, saa at hun havde ligget og kreperet af Sult,naar Byens Folk ikke havde givet hende Mad, og de omtalte gamle Koner pleiet hende. Der var under hele hendes Sygdom ingen Doctor hos hende (undtagen den Dag, da hendes Søn Hans blev begraven i 1829), og hun erholdt følgelig heller ingen Medicin. Aarsagen til, at hun for Præsten Mau først sagde, at det var hendes Mand, og senere at det var hende selv, der fattede Beslutningen at dræbe Barnet, var, at hun var saa fortvivlet og urolig, at hun ikke vidste hvad hun sagde, men efterat Præsten havde trøstet hende noget, fattede hun sig. Hun kan nu ikke bestemt sige, om hun vilde have meldt sin Ugjerning for Politiet, men hun troer dog, hun havde gjort det; men hun troede, at, naar hun havde meldt det for Præsten, blev det nok meldt for Politiet, dersom det skulde meldes. Hun har i de mange Aar ofte tænkt over sin Udaad, men Samvittigheden har aldrig i den Grad vaagnet, at hun vilde anmelde sig eller gjøre Nogen bekjendt dermed, førend Pastor Mau ved Læsning med hende rørte hendes Samvittighed. En Søster til Tiltalte, Bodil Rasmusdatter, stedtes til Vidneforklaring og oplyste, at hun i 1828 boede ved Slagelse og Intet vidste om Søsten, da hun ei kom til denne.

Ole Bertelsen forklarede, at hans Kone ikke havde havt Krampe siden den 16de d. M. da hun kom hjem, og havde imidlertid passet Huset, hun havde stedse været modfalden siden Anmeldelsen for Præsten.

(slutn. følger)

Kjøbenhavnsposten 31. juli 1836.

Lehnsbesidderen, afdøde Grev Holstein, var imidlertid gaaet ind med Forestilling til det Kongl. danske Cancelli om at Sagen maatte blive afgjort arbitrairt ved kongelig Resolution. Cancelliet svarede herpaa, at det, efter Omstændighederne, fandt, at der burde gaae Dom i Sagen. Under 2den Marts communicerede Lehnsbesidderen Dommeren denne Cancelliets Resolution og samme Dag udstedtes Actions-Ordre i Sagen.

Ved et d. 4de Marts afholdt Forhør blev Tiltalte forelæst Ordren. Ole Bertelsen forklarede, at Fredagen d. 12te Febr., samme Dag hans Kone havde bekjendt, om Eftermiddagen Kl. 5, kom Præsterne Mau og Rønne ind til dem. De yttrede, at Tilt. maatte henvende sig til Gud og bede om Forladelse for sin begangne Misgjerning, da hun saa kunde vente Tilgivelse og Mau spurgte, om hun vilde lide den borgerlige Straf, hvortil hun svarede, at det vilde hun gjerne. Mau vedblev, at det heller ikke kunde blive anderledes, end at hun maatte bringes til Birkedommeren, og spurgte, om hun den følgende Morgen kunde gaae til Tinget. Tilt. svarede hertil Intet, men Comp. sagde, at hun ikke kunde gaae, fordi hun var daarlig, og hun maatte desuden have nogle Sengeklæder med, hvorpaa Mau tilbød ham sine Heste og sin Vogn. Om Løverdagen Formiddag kom Mau igjen, og yttrede, at det var bedst at der blev gjort Ende derpaa, nemlig at Tilt. tog til Birkedommeren. Deps. Kone laae i Sengen og svarede Intet, men han selv yttrede, at, naar det ikke kunde være anderledes, var det bedst, at det skeete inden Aften, han fik derpaa Løfte om Præstens Heste Kl. 2, og da han hentede dem, modtog hantillige Brevet til Birkedommeren. Derpaa kjørte han til sit Huus, satte sin Kone paa Vognen og kjørte til Tinghuset.

Ane Rasmusdatter, der var rolig og ved Fornuftens fulde Brug, blev foreholdt forestaaende hendes Mands Forklaring og ratihaberede den. Hun var stedse tilstede ved de omforklarede Samtaler, undtagen den Gang hendes Mand hentede Befordringen og modtog Brevet. Da hun atter foreholdtes sin i Forhøret gjentagne Tilstaaelse og Bekjendelse om Drabet af Drabsmaaden, vedblev hun endnu samme, og erklærede, at hun deri, Sandheden tro, ikke kan gjøre nogensomhelst Forandring. Tilt. har siden sin Løsladelse af Arresten, ikke været betagen af eller lidt af Krampe.

Den 6te Marts indløb til Retten en Skrivelse fra Ole Bertelsen om at hans Kone maatte blive frifunden, fordi der ei er Beviis imod hende, men kun egen Anklage for, hvad der ikke er beviist at være skeet, og fordi hun ikke bør bøde, fordi Præsterne urigtigen have overgivet hende til Retten i Anledning af hvad hemmelig var dem betroet.

Underet den 7de Marts afholdt Forhør forklarede Mad. Mau, at Fredagen d. 12te Febr. Kl. 12-1 kom Tiltalte ind til Depon. og hendes Mand, og i en Bestyrtelse, der grændsede til Fortvivlelse, ytterede, at hun var Ole Bertelsens Konge, og i en meget klagende Tone, rystende med Hovedet, sagde, at hun var en stor Synder, og maatte aabenbare det. Da Konen havde talt disse Ord, gik Comparentinden bort, og hørte ei Samtalen med hendes Mand, hvis Indhold hun derimod senere har erfaret. Tiltalte bemærkede derved, at saavidt hun erindrer, gik Mad. Mau ud af Stuen, medens Dep. talte med hendes Mand, og hun troer saaledes ikke, at hun har hørt hendes Bekjendelse. Pastor Mau vedgik Ole Bertelsens Forklaring af 4de d. M., dog at Comp. ikke har sagt, at det ei kunde være anderledes, end at Tilt. maatte føres til Birkedommeren, eller spurgt, om hun kunde gaae til Tinget. Ole Bertelsen forklarede i den Anledning, at det vel er muligt, at Ordene ikke ere faldne just saaledes, som han har anført dem, men talen gik dog ud paa, at hans Kone skulde føres til Tinget. Pastor Rønne vedgik ligeledes den omqvæstionerede Forklaring, dog med de samme Erindringer derimod som Pastor Mau. Dep. erindrede derimod, at der blev talt om, at der intet andet var at gjøre med Sagen end at bringe Tilt. til Birkedommeren, men af hvem disse Ord bleve talte erindrede han ikke. 

Den 10de Marts afgav Tiltalte, rolig og fornuftig, for Retten den yderligere Forklaring, at medens hun var svanger med det titnævnte Pigebarn, raadede Peder Nielsen hende engang at gaae til en Mølle og faae noget Møllefedt for at tage ind til dermed at fordrive Forsteret; men det afslog hun. Sin Forklaring om Barnets Drab vedblev hun derhos som forrhen.

Den 14de fremlagdes i Retten erklæring fra Præsterne Mau og Rønne, der gik ud paa, at da det syntes at have vundet almindelig Tiltro, at Tanken om Angivelse først er opstaaet hos dem, saa modsiges Saadant, da det fra først af baade forekom Tiltale og Mand at hun maatte gjennemgaae en timelig Straf, men denne Anskuelse havde de bestyrket.

I en d. 15de, efter Fremlæggelsen af Actors Indlæg, afholden Extrarets-Session bemærkede Dommeren, at han modtog den første Kundskab om Sagen ved Maus Skrivelse af 13.de Februar, hvilket ikke kunde ansees som privat. Ane Rasmusdatter forklarede, at hun ikke veed Mere at anføre til sit Forsvar, uden at hun paa den Tid hun udøvede Forbrydelse, længere Tid i Forveien havde været og endnu var meget syg og betagen af Krampe. Hun kunde ikke huske, om hun selv og uden Anledning har yttret tiil Præsterne at vlle og maatte gjennemgaae den timelige Straf. Ole Bertelsen: at hverken han eller Kone har yttret noget til Præsterne om timelig Straf eller Anmeldelse for Politiet; men dette blev omtalt af en af Præsterne. Hun var iaftes i et Concilium af Præsterne Mau, Rønne, Holm og Fenger, hvor hun vilde overtyde ham om, at han var den første, der havde omtalt den borgerlige Straf for hans Kone, hvilket han negtede.

Den 17de tilsenddte Ole Bertelsen Defensor i Sagen en Skrivelse, hvori han urgerede paa, at Præstens Angivelse var ulovlig; han burde have fortiet den ham af Tiltalte betroede Hemmelighed; og bad, at Præsten maatte bive dragen tl Ansvar.

Den 21de femlagdes Defensors Indlæg, til hvilket Tiltalte i den afholdte Extrarets-Session henholdt sig.

Retten fandt sig, efterat samtlige Acter i Sagen saaledes vare blevne den forelagte, foranlediget til at indhente det kongl. Sundheds-Collegiums Betænkning. Denne, dateret d. 23de April, indløb med en Skrivelse fra Lehnbesidderen af 26de f. M., og var af følgende væsentlige Indhold: At Tiltale havde Krampe under sin 12 Ugers Sygdom er ikke tilfulde oplyst, men i lang Tid før Fødselen og i Barselssengen havde hun været syg og sengeliggende og lidt Nød, og hun kan derfor antages at have været i en saadan Fortvivlelses- og Ligegyldigheds-Tilstand, at Evnen til at bestemme sig efter Fornuftsgrunde maa frakjendes hende dengang hun - efter egen Forklaring - dræbte Barnet, hvilket desuden rimeligviis vilde være død af Mangel paa Næring, da Moderen ei kunde give det tilstrækkeligt Die, eller formedelst Sygdom og Svækkelse yde det fornøden Pleie. Flere Punkter i Sagen synes at tale for, at Tilt. lider af et religieust Vanvid, i hvilket hun maaskee kun indbildte sig at have dræbt Barnet.

Den 27de April fremlagdes en Skrivelse fra Pastor Mau, hvori Tiltaltes Forhold som "Ægtefælle, Moder og Medlem af Menigheden" skildres som "aldeles upaaklagelligt." "Mod Børnene viser hun megen Omhu og moderlig Kjærlighed."

I en d. 30te april afholden Extrarets-Session blev slutteligen Tiltalte forelæst Betænkningen fra Sundheds-Collegiet, i hvilken Anledning hun vedblev sin tidligere Forklaring saavel angaaende Drabet som Drabsmaaden. 

Kjøbenhavnsposten, 1. august 1836