Den gamle Livfange fra Horsens Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

Han var benaadet, men bad om at komme tilbage.

Den gamle Fange fra Horsens Tugthus Søren Mathiassen, om hvis benaadning vi i Gaar fortalte havde efter hvad der nu oplyses, været benaadet en Gang før. Det var ved Aarhundredskiftet at han blev løsladt, men efter faa Dages Forløb meldte han sig igen i Tugthuset og bad om at blive "optaget" Igen. Slægt havde han ikke, og han kunde slet ikke klare sig paa egen Haand. Han fik sit Ønske opfyldt, og har siden gaaet "udenfor Nummer" og nydt delvis Frihed, betragtet som en lidt aandssløv , men ganske uskadelig Original. Han beskæftigede sig med lidt Arbejde i Have og Mark, men skønt ingen lagde ham Hindringer i Vejen, gik han aldrig udenfor Tugthusets Omraade. Der vil derfor ikke blive stor Forandring i hans Livsvilkaar, efter at han nu bliver overført til Aarhus Sindssygehospital

Hvorfor Søren Mathiassen blev dømt.

Mordet paa den gamle Pengeudlaaner i Saaderup.

Sven Langes "En Forbryder" i det virkelige Liv.

Den Forbrydelse, for hvilke Søren Mathiasen blev idømt livsvarigt Strafarbejde, forøvede han i landsbyen Saaderup ved Nyborg. Natten til den 17. September 1875.

Mathiassen var den Gang 24 Aar gammel og Boelsmand. Den Myrdede var Gaardejer og Hestehandler Niels Rasmussen, Bøgelund ved Odense. Søren skyldte ham nogle Penge, fordi han et Par Aar i Forvejen havde bedt Rasmussen skaffe ham en velstaaende Pige til Kone.

Rasmussen, der drev forskellige lyssky Forretninger, havde i den Anledning faaet et Gældsbevis af Søren, lydende paa et temmelig betydeligt Beløb, et Beløb, der snart ved høje Renter og Laan blev bragt op til en saadan Højde, at den arme Boelsmand ikke saa sig i Stand til at betale.

Det gik ham saa, som det gaar den ulykkelige Bogholder i Sven Langes gribende Drama "En forbryder": I sin Fortvivlelse over Udsigten til at blive drevret fra Hus og Hjem, besluttede han at ryste sin Plageaand af sig og aflagde ham i den Anledning et Besøg.

De fulgtes ud fra Niels Rasmussens Hjem. Men - Hestehandleren vendte ikke tilbage. Familien henvendte sig næste Dag hos Søren Mathiassen, og da han ikke gav nogen Oplysning - til Sognefogden.

Faa Dage senere blev Søren Anholdt og ført til Vindinge Herredskontor.

Under Afhøringen her saa han Lejlighed til at flygte. Han blev forfulgt og anholdt, men slap gentagne Gange fri igen, indtil det dog tilsidst lykkedes ham helt at slippe væk fra sine Forfølgere.

Sent om Aftenen kom han tilbage til sit Hjem, hvor han forsynede sig med Penge, aabenbart i den Hensigt at flygte ud af Landet. Men han naaede ikke længere end til Kerteminde, hvor han endnu samme Aften blev anholdt i et Værtshus.

Samtidigt fandt Politiet Liget af den myrdede Hestehandler paa en Brakmark i Saaderup, hvor Morderen havde henkastet det.

Et Par Dage efter gik Niels Mathiassen til Bekendelse. Han fortalte, at han havde købt en Revolver inde i Odense og med den havde affyret fem skud mod sit Offer, medens de i Aftenens Mørke gik sammen over Brakmarken.

De fem Revolverkugler havde imidlertid ikke mægtet at tage Livet af Niels Rasmussen, og Søren havde kvalt ham ved at holde ham for Næse og Mund.

- - -

Søren Mathiassen blev, som nævnt dømt til livsvarigt Tugthus. Og først nu, over 49 Aar efter, aabnes Porten for Alvor for ham og endda kun for Vejen ind bag Sindssygehospitalets Mure.

(Aftenbladet (København) 12. januar 1926).

Søren Mathiasen blev straffet internt 7 gange i tugthuset bl.a. pga. adfærd overfor fængselsbetjentene og fængselsinspektøren. Han var tit til læge og fik ekstra forplejning (sigtebrød, mælk og øl). Han blev indlagt to gange på Vordingborg sindssygeanstalt. Hver gang mellem 1 og 2 år. Den første i 1884. Den anden i 1891-1892 hvor han blev udskrevet med diagnose: Vanvid. Han blev den 23. december 1925 indlagt på Statshospitalet i Risskov med diagnosen Paranoia. 

Herefter blev han sendt tilbage til Horsens hvor han den 20. november 1926 ved kongelig resolution blev løsladt. Han blev indstillet til en plads på Dalstrup Plejecentral ved Grenå. Han havde da den opfattelse at det var ham der styrede Horsens Tugthus, men blev overtalt til at tage til Dalstrup af en funktionær som fortalte at han nu skulle lede en meget større anstalt. Han døde her i maj 1931. Hans gravsten er stadig bevaret på den mindelund der er tilknyttet Dalstrup.

Jule-Aften. (Efterskrift til Politivennen)

I Aften fejres Jul. Overalt i den ganske Verden, hvor Kristendommen har fundet Indpas, foregaar et mere udpræget Liv i Aften. Det er en almindelig Festaften for Store som Smaa, Ung og Gammel, Rig og Fattig, hedder det, og for saa vidt er der etableret en almindelig Lighed for Alle. Vi føres Alle gennem denne Tid: "Juleaften", vi ved Alle den passerer, men saa hører ogsaa det Fælles op.

Naar vi kunde aflægge et lille Besøg i hver julefestholdende Familje, hvor forskellige Billeder vilde vi da ikke saa at se? Blot indenfor vort Lands Grændser, blot et Besøg hos hver Stand.

Hos den smækfede Gaardejer med lidt rigeligt Hartkorn finder vi Gæsterne lejrede om et halvt, stegt Svin eller diverse Gæs, medens kradsende Rompunsch og Æbleskiver saa store som halve Sigtebrød falder af til Dessert; til Slutning et gemytligt Slag Kort, hvor den selvtillidsfulde og selvfølende Hartkornsmand, trods den store Andagt, han stemmede sig op til under den nys endte Salmesang, slaar i Bordet og søger at drikke Kollegaen paa Pelsen i den uforlignelige Kaffeknægt, der stadig køres op med.

Hos Husmanden har Mutter tilberedt Hvidkaal med Flæsk og sat en lille Flaske hos med et Par Snapse af den bekendte banlyste Drik, der Landet over nydes i Miljoner Potter, og som Ministrene er saa glade ved, fordi Brændevinsafgiften fylder saa godt i Statskassen. Fatter er nylig kommet hjem fra Tærskning hos Gaardmanden; han tager sit Overtøj af: "Islænderen", sætter sine Træsko til Tørre oppe paa Kisten ved Siden af sig selv, og nu sidder han der i sin Festdragt: Skjorteærmer og Hosesokker, fejrende den hellige Juleaften med sin Kone og sine Børn. Dessert har han ogsaa; han fik nemlig nogle Æbleskiver derhenne hos Gaardmanden; de pilles ud af Madtørklædet, han bar dem i, og glindsende fidtede, som de er, nydes de uden stødt Melis strøt paa med en sølvforgyldt Strøske. - Ja, saaledes er Husmandens Jul. Indersten holder ingen eller faar sig en Dram paa Kroen. Sognets Fattige sejrer Jul paa "Stolpegaarden" ved varmt Øl. Greverne, Baronerne, Provsterne i de lune Præstegaarde, og andre Embedsmænd har det naturligvis komfortabelt, leger Juleleg og Panteleg som i Hovedstadens højere og højeste Lag.

Og nu Boligerne. Inderstens snævre beklumrede Bagstue, hvis Gulv er en Brolægning mere benbrækkende end Nyboders Gader; og paa den anden Side Grevens lyse luftige Riddersal tavlbelagt paa Gul vet saa afslebet som et Kunstmøbel; hvilken Forskæl. --

Fra Landet aflægger vi en Visit i Byerne. Lad os se Hovedstadslivet en Juleaften.

Paa 1ste Sal brænder Lysekronen med de 24 Lys, foruden at et Juletræ paa ti Alens Højde pranger med talrige Vokskærter og en Vrimmel af Pakker med dyre Sager som Presenter til Børn og Forældre, Tanter og Onkler osv. Der er Guldstads og Sølvtøj, Silketøj og Flor og - 5 Kvarter Hvergan til et Forklæde til Pigen. Ved Bordet blev serveret med spækket Karpun. Fasaner eller et Par delikate Bagfjerdinger af et "Dyr". Flødesauce og russiske Grønærter gaar om med, og det Hele skylles ned med Rhinskvin eller Sauterne. Naturligvis er der en Hoben andre Rariteter paa Bordet, hvilket vi alle springe over lige fra det røgede Gaasebryst til Postejerne. Som Efterretter vanker Is og Kager med diverse Vine eller disse interessante Blandinger: Kardinal og Biskop.

Lad os forlade det "fine" Selskab, medens det synger Julesange til Fortepianoets Toner, og kravle op ad Bagtrappen til 5te Salskvisten henne i Smaagaden. Der sidder en Proletar med sin Familje. Han har intet Arbejde havt i de sidste seks Uger; de Ejendele han besidder, ejer de "billige" Laanekontorer, og i Stedet for at nyde Nytten af sine Ejendele maa han erlægge Laanekontorerne dyre Procenter, forbi de har dem i Besiddelse. Hans Sengested er plyndret til det Sidste, saa Talemaaden, "at komme fra Dynen og i Halmen" just ikke er en Talemaade hos ham, men den nøgne Virkelighed. Der er ingen Lys og Varme i den arbejdsløse Proletars Julestue; alt hans Lys er en sølle Petroleumslampe med et knækket Glas, og al hans Varme den Røg, som udvikler sig os nogle vaade Spaaner. Holder han da ikke Festmaaltid? Nej, i Gaar Lille-Juleaften eller i Dag Middag nød han sin eneste festlige Beværtning. Den offenlige og private Godgørenhed serverede. Paa Ladegaarden, Politistationerne eller andre "goddædige" Anstalter fik han, eller rettere hans Kone - ti Proletaren har dog trods sin Fattigdom lidt Stolthed, hos hans Kone derimod raader mest Kærligheden til Børnene - anvist Julemad: Sød Suppe kogt paa Øl Eddike, et Stykke halvstegt Flæskesteg med fire Kartofler, saaledes er i Reglen Portionen. Der gives vel hist og her Variationer, men Risengrøden, Julegrøden, er dog ved at gaa af Mode, fordi - man, Anretterne, altid kom til at svidde den.

Hvor er dette Billede trist; men hver, som, har set en arbejdsløs Proletars Kvist Vaaning en Midvinter-Aften. han vil finde i det naturtro.

Vi vil ikke skildre "den bedre Klasses", det er Mellemstandens Juleaften; den Flotte gives ofte der, fordi man vil være "fin", dog Flotheden faar ofte sit kedelige Tilbageslag, naar Aarsafviklingerne løber ud i Januar.

Julen er fælles for Alle, men hvor umaadelige Forskælle gør sig ikke gældende mellem de Enkeltes Kaar og Stilling. Kaster man denne Aften er Tanke-Blik ud gennem Samfundets Perspektiv, hvilket grufuld forvirret Billede ruller da ikke op, et Billede, der har en virkelig Virkelighed bag ved sig, og en Virkelighed af følende Væsner som vi selv. Kun Billedet ser vi, men nu al denne Smærte, al dette lidende Liv, som gemmes i de Fattiges og Forladtes Bryst, ses ikke. Hvilken Floskel, hvilken Tomhed dette Ønske "Glædelig Jul," nej hjælp til Alle og Enhver, bring et "lykkeligt Samfund"!

(Social-Demokraten 24. december 1879).

Hvorledes Kvinden beskyttes i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte forleden, hvorledes Kvinden beskyttes i Amerika; der idømmes Fængselsstraf eller høj Bøde for blot et Kys med Vold. Her i Danmark er Forholdene anderledes, hvad efterstaaende Dom ved Morsø Herreds Ret udviser. Forbrydelsen er, som det fremgaar af følgende efter "Morsø Av." tagne Gengivelse af Dommen, saa dyrisk raa, at man dog maa tro, at Overretten vil komme til et andet Resultat. Ved Morsø Herreds Rets Dom af 26de Novbr. er nemlig Husmand Sejer Pedersen af Nykøbing Landsogn for at have mishandlet sin Hustru idømt 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød samt tilpligtet at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger. Under Forhørerne er det oplyst, at Anledningen til Mishandlingen var, at han havde drukket sine to smaa Børn i en Alder af 3 og 4 Aar fulde i Brændevin, det Ene i den Grad, at det var aldeles bevidstløst. Dette var sket, medens Konen var fraværende, sg da hun var kommen til Stede og saa, hvad der var sket, vilde hun give Børnene Mælk som Modgift, og herover var det, at den Tiltalte blev rasende. Mishandlingen bestod bl. A. i, at han havde slaaet sin Hustru blodig samt sort og blaa i Ansigtet, og da hun forsøgte at undfly og var kom men lidt fra Huset, indhentede han hende, mishandlede hende yderligere, idet han trak hende tilbage i Haaret, hvilket han afrev, saa at der fandtes store bare Pletter i hendes Hoved. Konens Skrig kunde høres i lang Afstand, og da Naboerne kom til Stede, fandtes han siddende paa en Stol med blodige Hænder og afrevne Haar paa sine Benklæder. Den Tiltalte, der desuden oftere har forurettet sin Hustru, har ogsaa mishandlet hende, naar hun var frugtsommelig. Det er forklaret at en Pige, der var i Huset et halvt Aars Tid (det eneste Tyende de har havt), at han en Gang, da hans Hustru befandt sig i ovennævnte Omstændigheder, i ca. en halv Time mishandlede hende og tumlede om med hende, indtil hun tabte Bevidstheden, hvorpaa han kastede hende paa Sengen; da Pigen derefter vilde se til hendt, jagede han hende bort og forbød hende at være Konen til Hjælp; ligeledes har han oftere truet Konen med en Kniv.

(Social-Demokraten 12. december 1879).

Domme mod Husmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme.

Onsdagen den 28de November.

Nr. 56. Huusmændene Anders Christensen m. Fl. (efter Befaling Brock) mod Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa nævnte Præstekalds Vegne (Levinsen), bekræftende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastoral hørende Sogne, at erlægge en aarlig Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 6te Marts 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmændene Anders Christiansen. Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Huusmand Jens Jensen af Kybe samt Huusmand Jens Thøgersen af Nautrup, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild. Halvdelen deraf at erlægge for Nytaar vg Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og, Een for Alle og Alle for Een, til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand Pastor Conradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild, at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20de Juli 1871, indtil Betaling skeer, m. M. Ved Salling Herreders Rets Dom af 28de Novbr. 1873 vare Citanterne frifundne for Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

Nr. 57. Huusmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningensen Boel m. Fl. (efter Befaling Brock) contra Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne ved det Formand og Skolelærer M. Sørensen paa Vile Skolelærerembeders Vegne (Levinsen), betræffende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra fornævnte Sogne, at erlægge en Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 21de Februar 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmand Niels Berthelsen, Huusmand Villads Svenningsen Boel, Huusmand Christen Jensen Nygaard, Huusmand Peder Christian Laugesen, Huusmand Peder Laursen, Huusmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Huusmand Peder Jacobsen og Huusmand Niels Christian Ssrensen, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf al erlægge for Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og Een for Alle og Alle for Een til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 2½ Ol Sild, at levere før Nytaar 1871, og 2½ Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 5 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 pCt. aarlig fra den 11te Mai 1871, indtil Betaling skeer. Ved Salling Herreders Rets Dom af 23de Januar 1871 ere Citanterne frifundne for de Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Solarium for Høiesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. december 1877, 2. udgave).

Sildefiskeriet var Sæbys vigtigste erhverv på daværende tidspunkt idet ca. en tredjedel af indbyggerne levede af det. 

Højesteretsdom

Jørgen Sørensen m. Fl. (Adv. Brock)

contra

Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder Pastor Barfoed paa nævnte Præstekalds Vegne (Adv.  Levinsen). 

(Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Præstekald som aarlig Afgift 10 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk. 

Viborg Landsoverrets Dom af 6 Marts 1876 er saalydende:

Under denne Sag har daværende Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Konradsen under Paaberaabelse af, at hans Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastorat hørende Sogne, af 10 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hver Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Anders Christensen og Jørgen Sørensen, eller in solidun dels at betale Erstatning for den nævnte ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 8 Rd. 2 Mk. eller efter uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Præstekaldet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifundne for Pastor Konradsens Tiltale og Citanten, Pastor Barfoed, der imidlertid har afløst Pastor Konradsen som Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, har nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har paastaaet Underretsdommen forandret i Overensstemmelse med de af hans Formand i 1ste Instans nedlagte Paastande. De Indstævnte procedere derimod til Underretsdommens Stadfæstelse.

Efter Sagens Oplysninger findes i liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Sogne for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, og denne Tiende, der atter nævnes i liber daticus ved Aaret 1833, hvor det bemærkes, at den ofte maatte erhverves ved Udpantning, findes derefter medregnet blandt Præstekaldets Indtægter i de for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 affattede Vakanceberetninger, idet den ogsaa i disse Beretninger angives at bestaa af 10 Ol Sild af hvert Vaad, 5 om Efteraaret og 5 om Foraaret, ligesom dens Størrelse opgives paa samme Maade i et af Fiskerne i Nautrup, Sæby og Vile Sogne i Aaret 1865 til Justitsministeriet indgivet Andragende om Lettelse i samme. Provst Mygind, der var Sognepræst i Nautrup Pastorat fra 1832 til 1839, har derhos edelig forklaret, at han i sin Embedstid og efter hvad der er ham bekjendt ogsaa hans to Formænd i deres Embedstid, der maa antages at omfatte Tidsrummet fra 1809 til 1832, have oppebaaret en Sildetiende af 10 Ol Sild af hvert Sildevaad, som en Præsten tilkommende Rettighed, og at han vel erindrer, at der undertiden, især i knappe Fiskeaar, var Tale mellem Fiskerne om, at Fiskene kun ydedes som en Gave, men at han, saavidt han erindrer, altid fik Fiskene eller Erstatning i Penge, idet det dog forekommer ham, at Fiskerne i et enkelt Aar først betalte Tienden, efter at han havde begjært Udpantningsordre og underrettet dem derom. Ligeledes have to Mænd, der efter hinanden vare Sognepræster i Nautrup Pastorat i Tiden fra 1839 til 1863, edelig udsagt, at en Sildetiende af den ovennævnte Størrelse ogsaa er ydet dem i deres Embedstid, og at den dengang saavel af Fiskerne som af Præsten betragtedes som en denne tilkommende Rettighed, hvortil det ene Vidne navnlig har føjet, at han antoges at have en ubestridelig Ret til, naar Sildene eller Vederlag derfor efter den gængse Pris ikke ydedes i rette Tid, at inddrive samme ved Udpantning. Endelig have flere Beboere af Nautrup Pastorat, hvis Forklaringer tildels omfatte et Tidsrum af 60 Aar eller derover, edelig forklaret, at der i den af Vidnerne omforklarede Tid som det maa antages uden væsentlige Afbrydelser, idet navnlig et Vidne, der kan erindre, at Tienden er bleven ydet siden 1807, ikke har kunnet opgive mere end 1 Aar, hvori Præsten ikke har faaet Sild er blevet ydet Sildetiende til Sognepræsten, hvorhos enkelte Vidner have tilføjet, at de ogsaa have hørt Tiendens Ydelse omtale af ældre Folk, og vel have nogle af disse Vidner udsagt, at Præsten ikke hvert Aar har faaet det samme Kvantum Sild, samt at Sildene, efter Sigende eller saavidt Vidnerne vidste, kun vare en Gave, men dette er i bestemt Strid med Sagens øvrige Oplysninger, og navnlig er det aldeles uantageligt, at den ommeldte Tiende, der som meldt i officielle Beretninger om Kaldet er opført som en dette tilliggende Indtægt, og som, efter hvad der ovenfor er bemærket, maa antages oftere at være inddrevet ved Udpantning, skulde, som af Vidnerne forment, være en Villighedspræstation, for hvis Ydelse Fiskerne efter Godtbefindende kunde unddrage sig.

Det findes herefter at maatte anses godtgjort, at Nautrup Præstekald har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, idet Retten til at oppebære samme dog efter Proceduren maa gjøres afhængig af, at der ligesom hidtil af Præsten ydes en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Pastoratet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenmeldte Modpræstation in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at den skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citantens Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte, der ikke særlig have protesteret imod Citantens Berettigelse til paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne at indtale den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift, in solidum være at tilpligte at betale Værdien af denne Afgift med 4 p. c. aarlige Renter heraf fra Forligsklagens Dato den 26 Juli 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog at det ikke kommer til at overstige det af Citanten fordrede Beløb af 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

(Fortsættes)

(Ugeskrift for Retsvæsen 2. februar 1878)

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge Citantens befalede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Pastor Konradsen beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter, har intet Ophold, der vil bevirke Ansvar fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen anden Stempelovertrædelse end den i Underretsdommen ommeldte, at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peder Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup bør, som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 5 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20 Juli 1871, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges Citantens beskikkede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr., samt de for Pastor Konradsen til Optagelse af forskjellige Thingsvidner beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Nautrup, Sæby og Vile Præstekald har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 10 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

- - -

Sagen Nr. 57/1877. Husmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel m. Fl. (Adv.Brock)

contra

Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogneraad ved dets Formand, og Skolelærer Sørensen paa Vile Skolelærerembedes Vegne (Adv. Levinsen). 

Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Skolelærerembede som aarlig Afgift 5 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk.

Viborg Landsoverrets Dom af 21 Febr. 1876 er saalydende:

Under denne Sag have Citanterne, Sogneraadet for Nautrup Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa Vile Skolelærerembedes Vegne, idet de have gjort gjældende, at bemeldte Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, af 5 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hvert Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen i Vile, Husmand Villads Svenningsen Boel sammesteds, Husmand Christen Jensen Nygaard sammesteds, Husmand Peder Chr. Laugesen i Kybe, Husmand Peder Laursen sammesteds, Husmand Niels Andreas Madsen sammesteds, Fisker og Snedker Mikkel Andersen i Nautrup eller nu i Fredsø, Husmand Peder Jacobsen i Nautrup og Husmand Niels Chr. Sørensen i Harre, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift, i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel, eller in solidum dels at betale Erstatning for den nævnte, ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 4 Rd. 1 Mk. eller efter uvillige Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Skolelærerembedet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifuhdne for Citanternes Tiltale, og disse have nu indanket Sagen for Overretten, hvor de have gjentaget deres ovenanførte Paastande, medens de Indstævnte derimod procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

De Indstævnte maa anses at have erkjendt, at der i en længere Aarrække er af de Sildevaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet erlagt en Ydelse af Sild til Skolelæreren eller efter at hvert af de tre Sogne efterhaanden har faaet sin særskilte Lærer, da til enhver af disse af de Vaad, der dreves i det paagjældende Sogn saavelsom ogsaa til Præsten, men de have gjort gjældende, at saadant ikke har fundet Sted ifølge nogen Fiskerne paahvilende Forpligtelse, men alene som en frivillig Gave, hvorhos de have benægtet, at Ydelsen, ialfald forsaavidt den har været udredet til Læreren i Vile hvor en selvstændig Lærer maa antages først at være bleven ansat i Aaret 1836 har været erlagt uafbrudt hvert Aar med det af Citanterne opgivne Kvantum, idet der efter deres Anbringende vel aldrig er leveret Mere, men undertiden Mindre, ligesom de endelig have paaberaabt sig, at Ydelsen har været betinget af en Modpræstation fra Lærerens Side af Mad og Brændevin, i hvilken sidste Henseende Citanterne iøvrigt have erklæret, at der Intet haves at erindre imod, at Forpligtelsen gjøres afhængig af en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Ved flere Vidners edelige Forklaringer maa det imidlertid anses godtgjort, at den ommeldte Ydelse til Skolelæreren det navnlig efter Vidnernes Forklaringer maa antages med de af Citanterne opgivne Kvantiteter henholdsvis før Nytaar og om Foraaret er bleven erlagt af hvert Sildevaad i et Tidsrum af mindst 40 Aar uden væsentlige Afbrydelser, idet der dog efter et Vidnes Forklaring var et Aar, i hvilket Skolelæreren ingen Sild fik, hvilket navnlig var begrundet i, at han paa Grund af det daarlige Fiskeri ingen forlangte, og vel gaa de paagjældende Vidners Forklaringer tillige ud paa, at Ydelsen efter Sigende eller efter hvad man antog, skulde være en Gave, men herpaa kan der, efter det lange Tidsrum og den Regelmæssighed i Henseende til Omfang og Leveringstid, hvormed den efter Vidnernes eget Udsagn er bleven erlagt, saa meget mindre lægges afgjørende Vægt, som de edelige Vidnesbyrd, der ere afgivne af 4 Mænd, der i det paagjældende Tidsrum have været Skolelærere i Pastoratet, gaa ud paa, at Ydelsen blev erlagt som en Skolelærerembedet tilkommende Rettighed, i hvilken Henseende navnlig tre af de Paagjældende have forklaret, at vedkommende Fiskere undertiden betalte dem Penge istedetfor Sild, hvilket navnlig efter den Enes Udsagn hændte, naar de havde opsat Ydelsen saa længe, at de ikke kunde præstere den.

Ligeledes have tre Mænd, der have været. Sognepræster i det nævnte Pastorat efter hinanden i Tiden fra 1832 til 1863, edelig forklaret, at der i deres Embedstid er af hvert Vaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet leveret 5 ΟΙ Sild til Skolelæreren eller Skolelærerne, hvorhos to af disse Mænds Forklaringer særlig gaa ud paa, at denne Ydelse var en Læreren tilkommende Rettighed paa samme Maade, som en lignende Ydelse af 10 Ol Sild, der aarlig til de samme Tider erlagdes til Præsten, var en Ret for Præsteembedet.

I liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Pastorat, findes ogsaa for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder til 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, hvilken Indtægt ligeledes er opført for Aaret 1833 med Bemærkning, at denne Indtægt ofte maatte erhverves ved Udpantning ligesom det ifølge en i Gjenpart fremlagt Optegnelse af, hvad der i de modtagne Vakanceberetninger fra 1809 til 1863 indeholdes om Sildetienden til Præsteembedet i Nautrup, maa antages, at den ommeldte Indtægt for Præsteembedet stadigt i Vakanceberetningerne for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 er anført som 10 Ol Sild af hvert Vaad. De sidstommeldte Oplysninger angaa nu vel alene Præstekaldets Ret til den til samme erlagte saakaldte Sildetiende, men da der iøvrigt er Føje til at antage, at Afgiften til Skolelæreren altid har været betragtet som staaende i et vist Forhold til den Afgift, der udrededes til Præsten hvorved bemærkes, at den hele Ydelse i et af Fiskerne i Aaret 1865 til vedkommende Ministerium indgivet Andragende om Lettelse i samme, betegnes som en Fisketiende, der var bleven udredet i mange Aar og som bestod af 15 Ol Sild af hvert Sildevaad, 10 Ol til Sognepræsten og 5 Ol til Skolelæreren findes de ommeldte Oplysninger dog i ikke ringe Grad at bestyrke den Antagelse, at Afgiften til Skolelæreren er bleven erlagt i et endnu langt længere Tisrum end i de c. 40 Aar, som de ovenommeldte Vidner have omforklaret og det saa meget mere som de Indstævnte end ikke have paaberaabt sig, at Afgiften til Præsten skulde have et andet eller bedre retsligt Grundlag end Afgiften til Skolelæreren.

Det findes herefter at maatte anses tilstrækkeligt godtgjort, at Skolelærerembedet har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenanførte Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at Afgiften skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citanternes Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte in solidum være at tilpligte at betale Værdien af den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift tilligemed Renter deraf 4 p. c. aarlig fra Forligsklagens Dato den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige inden Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog saaledes at det ikke kommer til at overstige det af Citanterne fordrede Beløb af 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen, der tillige har været beskikket for dem til Optagelsen af et Thingsvidne for Underretten, i Salær 70 Kr., samt deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten for Citanterne beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salaær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet Ophold, som vil bevirke Ansvar, fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen Stempelovertrædelse at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen, Husmand Villads Svenningsen Boel, Husmand Christen Jensen Nygaard, Husmand Peder Chr. Laugesen, Husmand Peder Laursen, Husmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Husmand Peder Jacobsen og Husmand Niels Chr. Sørensen bør som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige, inden Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 21,9 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 21/2 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 p. c. aarlig fra den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen i Salær 70 Kr. og deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr., samt de for Citanterne til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Vile Skolelærerembede har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 5 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter de Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det de Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kroner. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Ugeskrift for Retsvæsen 9. februar 1878)

Attenteret Drab og Mishandling af Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den herværende Overret paakjendte i Fredags en fra Falsters vestre Herreds Extraret indanket Sag mod Arrestanten Peder Andersen af Taaderup, der var tiltalt for ovennævnte Forbrydelser. Arrestanten har med Hensyn til den første Forbrydelse afgivet en Forklaring af følgende Indhold: Da han Natten imellem den 28de og 29de Juni d. A. paa Grund af sit ene Barns Graad ikke kunde sove, stod han omtr. Kl. 1 op i den Hensigt at hyppe Kartofler, hvad hans Kone havde bedet ham om ved Lejlighed at gjøre, men da han kom uden for Huset, faldt den Tanke ham ind, at gaa over til Husmand Rasmus Pedersen, der boede i Nærheden, slaa Manden og Konen ihjel og tage deres Penge. Ankommen til Stedet, hvor han var nøje kjendt med Lokaliteterne, opbrød han den aflaasede Yderdør og kom ind i Dagligstuen, hvor de gamle Folk sov. Med et "Hængetræ" som han havde medbragt, slog han strax løs paa Konen, der laa yderst i Sengen, og da hun efter at have faaet nogle Slag lod sig falde ud af Sengen og løb skrigende ud af Huset, trak han Manden ud af Sengen og slog ham med Træet flere Gange i Hovedet. Da Rasmus Pedersen gav sig ynkeligt, kunde Arrestanten, forklarer han videre, ikke fuldbyrde sit Forsæt; da han derhos frygtede, at Konen skulde kalde Folk til, løb han bort, uden at tilvende sig noget i Huset og vendte ad en længere Omvej hjem. Denne Forklaring af Overfaldet stemmer ganske overens med, hvad Rasmus Pedersen og Hustru selv have udtalt. Med Hensyn til den anden Forbrydelse har Arrestantens Hustru forklaret, at han siden 1872, da hans Moder, der boede hos ham, døde, meget ofte har mishandlet hende. Da hun saaledes for 1½ Aar siden gik svanger med deres yngste Barn, sparkede han hende i Hoften, saa hun faldt om og endnu føler Virkninger af Mishandlingen, og for et Aar siden slog han hende i Næse og Mund, saa Blodet stod. Arrestanten, der har erkjendt denne Forklaring for rigtig, angiver som Bevæggrund til Mishandlingen, at Konen ikke udrettede nok i Huset. Ved Underretsdommen blev Arrestanten, der er født den 23de Mai 1847, og ej forhen bar været tiltalt eller straffet, anset efter Straffelovens § 190 kfr. § 46 og § 229 Nr. 4, 2. Punktum, ligeledes sammenholdt med 46, samt § 202 med Straf af 8 Aars Tugthusarbejde. Denne Dom stadfæstedes af Overretten.

(Morgenposten (København) 23. oktober 1877).

Valg i Sorø. (Efterskrift til Politivennen)

En Godsejer og hans Husmænd. Husmand Hans Jensen af Hesselby skriver i "Sorø Amtst.":

Nogle Dage for Folketingsvalget den 25. April mødte Avlsforvalter Nielsen paa Gjerdrup for at tilsige os at stemme paa Grev Holstein. Der var flere end mig, der ikke adlød, men det er kommet til at gaa ud over mig. Forvalterens Ord lød saaledes: "Jeg har en Hilsen fra Herren (Godsejer B. E. Qvistgaard), om Du vil møde paa Tirsdag og stemme paa Greven." Dertil svarede jeg høflig: "Det passer ikke mig, Hr. Forvalter." "Hvad Fanden passer da Dig?" "Det passer mig enten at stemme paa Feldthusen eller lade rent være, men jeg vil ikke have noget." Da siger Forvalteren: "Sæt nu, Hans Jensen, dersom Feldthusen og Tauber bliver valgt og Venstre faar Magten, saa skal vi se, saa har vi Tyskerne her inden ret længe." Da kom jeg til at le højt oq sagde: "Nu maa De ikke kyse mig, for dem har jeg set før, og det har De vist ikke, Hr. Forvalter." "Men - siger han - hvem vil det komme til at gaa ud over? Naturligvis over os alle". Da svarede jeg; "Det tror jeg ikke. Det kan gerne knibe for Herremandene og Bønderne, som har Noget, men mig og Dem, Hr. Forvalter, kan det ikke gøre Meget, for vi har ikke Noget, de kan tage." - Jeg er nu udsagt af mit Hus, som jeg har beboet i 26 Aar, og véd ingen Grund dertil, da jeg har opfyldt alle de Betingelser, Herren har paalagt mig, ja endog Hoveri. Vi faar namlig Ordre til at møde hos Godsforvalteren sidst i Oktober for at underskrive paa, at vi vil høste til næste Aar i Stedet for at betale de Penge, som er anført i Kontrakten. Den, der ikke vil underskrive, vil straks blive udsagt. Saaledes staar det til her i den sydlige Kant af Sjælland. Det vilde være ønskeligt, om Regeringen vilde tage sig lidt af de Smaa, der bliver saa undertrykt ved en Omgaaen af Loven.

(Social-Demokraten 10. januar 1877).

Lensgreve, konseilspræsident Ludvig Henrik Carl Herman Holstein (1815-1892) politiske karriere startede i Roskilde stænder hvortil han blev valgt 1847. I 1848 var han betænkelig ved almindelig valgret og var medstifter af Den patriotiske Forening der mente at grundlovsforslaget ville undergrave monarkiet og kaste landet ud u enten despoti eller anarki. Han forsvarede godsejerne. I 1865 blev han valgt til rigsrådets folketing og 1866 til rigsdagens folketing. Han var tro støtte af Estrup. Han tabte til Venstre i Skelskørkredsen 1876, vandt i 1879, tabte 1881 og vandt i 1887. I 1890 trak han sig.

Ved valget i starten af 1879 vandt ved kåring Feldthusen over Holstein, men denne krævede skriftlig afstemning der faldt ud til hans fordel. Feldthusen klagede efterfølgende over de talrige eksempler hvor husmænd bl. a. var blevet bedt om at blive hjemme på valgdagen, ellers blev de truet med at blive jaget ud af deres huse. (Se fx Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. februar 1879). I februar vedtog folketinget med 58 stemmer imod 25 at udsætte godkendelsen af valget pga. denne klage.

Johannes Feldthusen blev valgt for det Forenede Venstre i Skelskørkredsen til Folketinget 1876-1879. Ved valget i 1876 havde han vundet over grev Holstein. Højre havde 26 mandater mens Venstre 76. Husmand Hans Jensen i Hesselby var ligeledes blevet opsagt, og på baggrund af det startede Johannes Feldthusen en indsamling til fordel for disse politiske forfulgte. Han sad i Folketinget med en enkelt afbrydelse indtil 1887.

Chefredaktør (for Sorø Amtstidende) Johannes Tauber (1827-1892) var valgt for Venstre til Folketinget i 1869 og 1872. Han tilhørte Hørupfløjen i partiet.

Fensmark Tegl- og Kalkværk (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret paakjendt Justitssag vare 14 tiltalte Huusmænd, som havde besørget Kjørselen af Kalk fra Fensmark Tegl- og Kalkværk til dettes Kunder, overbeviste om, at de, naar de for en accordmæssig Betaling tilkjørte Værkets Kunder den Kalk, som disse havde bestilt hos Værket, til deres egen Fordeel undervejs deels i de Kjøbstæder, de passerede, deels omkring paa Landet, navnlig i Kroerne, sædvanlig solgte et større eller mindre Qvantum af Kalken, og at flere af de Tiltalte oftere aflæssede Kalken, de saaledes tilvendte sig, enten ved deres Boliger eller andetsteds, tildeels til eget Brug, men hovedsagelig for senere at forhandle den eller efterkomme Bestillinger, som de iforvejen paa egen Haand havde forskaffet sig. Ved disse Foretagender understøttede de Tiltalte hverandre paa forskjellig Maade, saasom ved at sælge til den af dem, der havde en større Bestilling, end han selv kunde præstere, ved at give Plads i deres Huse til den af de Andre midlertidig aflæssede Kalk, ved at dække hverandres Undermaal og ved at sælge i Compagni, navnlig, naar som ofte var Tilfældet, vare endeel Kalkkjørere i Følgeskab, idet de da endog havde afhændet et heelt Læs for fælles Regning. Iøvrigt stolede de Tiltalte under denne Trafik paa, at det rigelige Maal, der altid medgaves dem fra Kalkværket, i Forbindelse med, at de undervejs med Hammere huggede den store Kalk i Stykker, forat den bedre skulde fylde i Maalet, og at de ved Eftermaalingen ved Kalkens Aflevering sørgede for, at Maalet blev givet, saa knapt som muligt vilde forhindre, at der viste sig Undermaal, eller ogsaa satte de deres Lid til, at Eftermaaling ikke, hvad tidt hændte, foretoges ved Modtagelsen. 

Ved de foregaaende Instantsers Domme vare de Tiltalte ansete med Straf deels af Fængsel paa Vand og Brød henholdsviis i 2 Gange 5 Dage og 5 Dage, deels forsaavidt de vare over 60 Aar gamle, med Fængsel paa sædvanlig Fangekost Henholdsviis i 40 og 20 Dage. Ved Høiesterets igaar afsagte Dom bleve Straffene for fire af de Tiltaltes Vedkommende nedsatte, for tvende Tiltaltes Vedkommende fra Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 til 5 Dage og for tvende Tiltaltes Vedkommende fra Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage til simpelt Fængsel i henholdsviis 14 og 8 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1876. 2. udgave)

Fensmark tegl-og kalkværk eksisterede1834-1910 ved den østlige side af Fensmark Skov. Teglværket producerede i de mest produktive år 700.000-800.000 mursten og tagsten. I 1874 ophørte produktionen af teglsten hvorefter det kun fremstillede sten som var nødvendige for kalkbrændingen. Denne fortsatte indtil værket lukkede i 1910. Kalken blev hentet i Faxe.

Mere Oprør! (Efterskrift til Politivennen)

Hvis det ikke har været galt før, saa er det blevet det nu. Kongen har hjemsendt Folketinget, som ikke samstemmende med hans Raadgivere, og ny Valg ere udskrevne til den 14de Novbr. Det er under disse Omstændigheder naturligt, at hele Storborgerpartiet, navnlig Høirepressen, skummer i det vildeste Had og Raseri mod Modpartiet, Smaaborgerne, men især mod disses Ledere. Hvad har da Ministeriet gjort, spørges der om! Der kan svares, at det i visse Retninger har gjort meget for meget, i andre meget for lidt. Der sidder endnu Mand i Kongens Raad, som Enhver, der elsker sit Fædreland og sin Konge, oprigtig maatte ønske vare blevne fjernede derfra for godt 10 Aar siden. Hvad der er udrettet af disse Mænd og deres Tilhængere, det skal Historiens Aarbøger nok vide at opbevare til de sildigste Tider i sørgelig ihukommelse. Men hvad har Flertallet af Rigsdagens Medlemmer da gjort, spørges det ogsaa Slet ikke Andet, end at dette Flertal endelig har besluttet, at ville gjøre Ende paa det Parties Regimente, der - som sagt - har paaført os mere end nok af Ulykker. Men Allarmen og Spektaklen, som Vedkommende gjøre for at holde sig, er ogsaa frygtelig. Det, der nu er sket, bedrives af Storborgerpartiet som Begyndelsen til Oprør, ja næsten som et Saadant. Jeg troer, at dersom alle Helvedes Djævle vare løsladte, kunde det ikke afmales gaæere. Der har været talt om raa Pøbel, om Socialister, Kjæltringer og uopdragne og tølperagtige Slyngler af Arbeiderklassen. Men man maa rigtignok tilstaa, at den "fine Pøbel" i disse Dage overgaar langt den grove do. i Henseende til personlig Udskjælden og nederdrægtig Løgn og Bagvaskelse imod Modstanderne, eller dem, som de ikke kunne bruge for deres Planer. Og blandt dem, som heromkring maa holde allerhaardest for, er Skoleforstander Bjørnbak i Viby, Og hvorfor! Fordi han blotter Kjæltringestregerne hvor han finder dem, og fordi han ved sin sjeldne Fasthed og ufortrødne Arbejdsomhed virkelig er Partiets allerfarligste Fjende. Vore to andre her udkommende Blade hyle og skraale forfærdelig over Bjørnbak, saa at endog Folk, som før have sagt, at Bj. var alt for grov i sit Blad, nu selv indrømme, at Hine er langt grovere, end han nogensinde har været. De ere blevne i den Grad grove, at hvis Beskyldningerne virkelig vare sande, maatte B. for længe siden have siddet i Tugthuset. 

Hvem har da mon den virkelige Skyld for, at Folketinget blev stædigt og vilde raade sig selv lige med Et! Den rette Skyldige er naturligvis - Bjørnbak. Ja hvorfor ikke! Han har Skyld i Alting; at en Tønde Land Jordsmaal i de sidste Aar er steget med et Par hundrede Daler, at en Hest, en Ko, 1 p Smør, Kjød. Flæsk, Mælk, Kasse, Brændevin, Klæder og Sko osv. osv., er steget l/3 imod før, det har B. Skyld i. At en Karl, Pige, en "sølle Husmand" osv. vil have høiere Løn for at arbeide, det har B. Skyld i. At der stiftedes Foreninger i Udlandet af Arbeiderne, fremkaldt af Selvopholdelsesdriften og Nødvendigheden for ikke at sulte at ihjel, og at denne Bevægelse tilsidst ogsaa naaede hertil, kort sagt Alt skrives paa Regning. Jeg ved ikke, hvad man mest skal forundre sig over, enten over den frække Løgnagtighed, der fortæller sligt, eller den Dumhed, som troer det. Hvorfor rase vore Fjender med Løgn og Æreskænderi mod de Mænd, som have vakt os, og som gjøre Alt for at holde os vaagen? Fordi Hine helst selv vilde beholde al Magt. Saa raabes der i Kor, at nu vil man Kongen tillivs. Lutter Løgn - Kongen har ligesaa mange og lige saa tro Undersaatter iblandt os, som iblandt Storborgerpartiet. At slutte sig til os, den talrigste Del af Folket, tager Kongen visselig ingen Skade af. Der skraales om Brud paa Forfatningen. Ligeledes Løgn. Det er Storborgerpartiet selv, som truer denne. Dernæst vil man skræmme med Tilstanden i Spanien, med Kommunen i Paris, den røde Republik, Socialismen, Internationale. Løgn det Hele! Kort, man raaber i et forvirret Raab om Bismark, Bjørnbak, Socialisten, Aarhus Amtstidende, Skjærsliberen, Tugthuskandidater, Husmænd og Dagleiere, og underligt, om ikke Djævelen selv ogsaa bliver stilt op til ydermere Skræk, Men vi kan være overbevist om, at jo høiere Partiet skraaler des tættere er Kniven det for Struben, 

Et lille Raad vil jeg give mine Meningsfæller, som ere svage i Troen: I skulle ikke tro et eneste Ord af alt Dette, Sandheden er, at der er slet ingen Fare paafærde. Møder for Alting Alle paa Valgdagen, hvor Enhver skal give Møde, og rend ikke andre Steder hen. Og skulde Nogen være i Tvivl om, hvem han skal give sin Stemme, da kan Vedkommende nemt hjælpes ud af den Forlegenhed. Vi skal stemme paa den Mand, eller de Mænd, som det Parti, jeg ovenfor har beskreven, rakker allerstærkest ned paa, og skjælder allerstærkest ud; saa tage vi virkelig ikke feil. Og et Raad endnu til dem af mine Læsere, som ville stemme paa en Venstremand, En, der siger Nei til Finantsloven! Faar først at vide til Visse, om Eders Navne ere paa Valglisten, inden I opgive, hvem I stemme paa. Det kunde ellers let hænde, at naar I først have nævnet Kandidaten, Eders Navn da ikke er til at finde af den Vedkommende. Derimod kan en Høirekandidats Vælgeres Navne langt lettere findes, især i Aarhus Amts 2den Valgkreds; vi lode os godt tage ved Næsen i 1866. Det maa vi for Guds Skyld ikke gjøre mere.

E, Sk. Hr. Gaardeier og Sognefoged Jens Andersen Gott i Faarup har igjen for nylig udgydt af sin Visdomspose i Jyllandsposten Nr. 252. Jens Andersen bliver vel snart, tænker jeg, for Jyllandsposten, hvad Konsul Mørk nu er for Stiftstidenden. Hr. Hoffmeyer behøver virkelig ikke at sjenere sig derved, for siden Vorherre kaldte Propr Folsach til Ristrup heden, kan Hr. I. A. G. i Faarup godt betragtes som første Storborger i Faarup og Sabro Sogne. Onde Tunger sige rigtignok, at det ikke er Hr. A. selv, som skriver disse gyldne Ord, hvorunder hans Navn pranger, og man nævner iblandt Flere ogsaa en vis Amtstuefuldmægtig. Men jeg har bandet paa, at dette Rygte vistnok farer med Usandhed. En Amtstuefuldmægtig, der tillige indtager andre betroede Stillinger, maa absolut være en skrivekyndig Mand, og af en saadan Mand maatte man jo altsaa kunne vente en langt bedre Stil. Imod at Skribenten skulde være Hr. J. A. G. selv har man anført, at den som paatager sig saa rørende og ukaldet at præke Fred, Fordragelighed, Forsoning, Dyd og Moral, ja i Sommer i Hundedagene gav gode Raad, Altsammen især for Bjørnbak, jo maatte have saa særdeles pænt Mel i sin Pose i alle de anførte Hensender.

Brabrand Mark, den 4de November 1873.

Niels Pedersen Nørgaard.

Husmand.

(Aarhus Amtstidende 12. november 1873).

Om Arbejderne paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Det har nærmest været Arbejdernes Stilling i de større Byer, hvormed Deres ærede Blad har beskæftiget sig, og omendskønt Arbejderne her, hvad Danmark angaar, ere i afgjort Minoritet med deres Brødre paa Landet, har der til Dato ikke løftet sig noget Banner, hævet sig nogen Røst for den forkuede jordløse Husmands og Indsidders sag.

Fabrikarbeiderne og Haandværkerne ere slet, meget slet stillede under vore nuværende sociale Forhold, men er dette i en ringere Grad Tilfældet med den store Arbejderbefolkning paa Landet? Nej, den jordløse Husmand og Indsidderen er næsten endnu mere ulykkelig stillet end hans Brødre i Købstaden. Jeg skal saa kortfattet som muligt, forsøge at give Dem et lille Billede af en Indsidders Vilkaar. Emnet er rigt, og jeg kunde have megen Lyst til at udvikle det mere detailleret; her findes en rig Kilde, som imidlertid Ingen har turdet røre ved. Et almindeligt Ramaskrig, saavel fra Godsejerne som fra Gaardmændene, fra de Reaktionære som fra den doktrinære Lejr vilde have forfulgt den ulykkelige Forfatter, som havde vovet at afsløre de Lænker af Raadenskab, Egoisme og Sneverhjærtethed, hvormed Proletariet paa Landet "holdes i Tømme".

Indsidderen paa Landet er i Reglen søn af en Indsidder eller jordløs Husmand. Fra Barndommen af har han været vant til Forsømmelse og Ligegyldighed. Forældrene have maattet arbejde haardt for at bjerge Føden, der altid er af den tarveligste Beskaffenhed, og Barnet har da lige fra Fødselen lært at taale og undvære paa ethvert Punkt. I en Alder af 6 Aar kommer han i skole, men da Forældrene sjælden have noget at undvære til at "fornøje" Læreren med, gør denne sig som oftest ingen Ulejlighed med at lære Barnet mere, end det strængt taget behøver for at slippe igennem til Konfirmationen. Samtidig med Skolegangen sendes den Lille ud for at "vogte". I ondt Vejr, storm og slud, Regn og Kulde har Forfatteren af disse Linier truffet Børn, der i flere Timer have været udsatte for det barske Vejrligs Paavirkning, og det skønt Koldfeberen endnu knugede de smaa Lemmer, eller med spor af Mæslinger og Skarlagensfeber i de kolde næsten forstenede Ansigter; hvad bryder Husbonden sig om den Fattiges Barn; han kan sagtens faa det erstattet, og Sogneraadet vil ej heller tage sig Tabet af et saadant videre nær. Barnet bliver endelig konfirmeret og faar sig en Tjeneste; den tarvelige Løn er næppe tilstrækkelig til de nødvendige Klæder og paa en uskyldig Fornøjelse er der ikke at tænke. Følgen heraf bliver da, at den unge Karl, naar han endelig faar Plads som saadan, med Ungdommens hele Glæde søger Erstatning for den glædeløse Barndom ved hyppigt at deltage i Legestuer, gæste Markederne og prøve Lykke i Kortspil. Den ringe Løn tillader ham selvfølgelig ikke at lægge Penge op. Gaardmanden, i hvis Familie for næppe tredive Aar siden Tjenestefolkene var optagne, har nu aldeles hævet det daglige patriarkalske samliv, som knyttede Husbond og Tyendet sammen; hin ser nu med en utaalelig stolthed ned paa de slaver, hvis slid erhverver ham hans Rigdomme, et saa meget mere uberetiget Hovmod, som Husbonden i aandelig Henseende, Dygtighed og Flid tit staar under Karlen, der pløjer hans Mark og tærsker hans Hvede.

Efter kortere eller længere Tids Tjeneste gifter Karlen sig og drager som Indsidder ind i en tarvelig Hytte, hvor et elendigt Kammer, med Murstensgulv, smudsige Vægge og Utøj, skal være det Sted, hvor han og hans Kone efter det daglige Slid maa trælle sig tilbage, for at faa den knap tilmaalte, højst fornødne Hvile. Med Kraft og Lyst tage ægtefolkene i Begyndelsen fat paa Arbejdet; man haaber med Tiden at kunne erhverve en vis Selvstændighed; men i ikke et af tusende Tilfælde naas Maalet. Fattigfolks Rigdom er Børn, og af dem indfinder der sig som oftest en sand Velsignelse, Sygdom slaar sig til, og Familiens Haab og Lykke er ødelagt for stedse. Kraften er brudt, en dump sløv Resignation afløser det frejdige Mod, hvormed man før saa Livet og Fremtiden imøde. Hvad er nu Skyld i disse ulykkelige Forhold? Den Karrighed og smaalige Egoisme, hvormed Arbejdet betales. En Dagløn af tre Mark, i visse Egne kun to (!) Mark er Maksimum for en Daglejers Fortjeneste -- hans Kone maa være glad for en Dagløn af 24 Skilling - og derfor maa der slides fra Morgen tidlig til Aften sildig, og Anmodninger om en bedre Betaling besvares altid med et haardt "Saa søg Dig Arbejde andetsteds, her faar Du ikke mere, der er nok at faa". Vi tale om den stigende Velstand her i Danmark, brovte af den Velsignelse, Grundloven af 5te Juni 1849 har forskaffet os; men hvem nyder Godt af den stigende Velstand, hvem nyder Godt af Grundlovens Velsignelse? Ikke Arbejderen, men udelukkende de velstaaende, de saakaldte dannede Individer i samfundet. For tredive Aar siden var Daglønnen ligesaa høj, - som den nu er, men betragt engang det uhyre Misforhold mellem Priserne paa Livsfornødenhederne da og nu, mellem dengang da f. Eks. et Pund Smør kostede 24 Skilling, et Pund Ost 8 Skilling og nu da Priserne er det dobbelte. Er dette Fremskridt? Nej, en Tilbagegang for Landets Kærne, for det egentlige Folk, som ikke har høstet Gavn af den saa meget lovpriste Frihed. Hvem er den fattige Landarbejdsmands værste Fjende. Ikke Godsejeren, ikke Herremanden, ikke Proprietæren. Nej det er Gaardmanden, Kød af hans Kød, Blod af hans Blod, der gør Alt for at holde de Fattige, Trældyrene under Aaget, det er ham, som paa enhver Maade søger at berøve Arbejderen politisk og social Selvstændighed og hans Middel er Berøvelsen af Arbejde og Brød. Det er den rige Bonde, som torterer de Fattige, og de vide det godt uden dog at have Mod til at afryste Aaget eller Tillid til at det vil lykkes dem. Fremtræder der blandt det undertrykte Proletariat en dygtig og begavet Mand, der har Mod til at udtale sig offentlig om sin stands ulykkelige Stilling, da forsøger man først ved Forfølgelse at bringe ham til Tavshed, og formaar han alligevel at skaffe sig Gehør, gør man ham til Gaardmand eller Rigsdagsmand og i Reglen paa samme Tid til Renegat.

Efter et Liv, tilbragt i slid og slæb, bliver Indsidderen tidlig gammel og udslidt; han formaar ikke at arbejde, og han kommer "paa Sognet"c: under Fattigvæsenets faderlige Omsorg. Den stræbsomme og flittige Arbejder faar Ordre til at møde, naar Sogneraadet er samlet, han tiltales med "Du" af de opblæste Gaardmænd og maa gøre Rede og Regnskab for Alt indtil den mindste Detail; han maa taale haarde og umilde Ord for endelig som en Naadegave at blive tilkastet den ringe, vrangvillige Hjælp, som Sogneraadet finder for godt at give ham. Jeg har derfor truffet paa Folk, som have valgt den sørgelige Udvej at ende Livet i en Mergelgrav eller ved en Hampestrikke, fremfor at henleve de sidste Dage paa en saa tung, ærekrænkende Maade.

Mennesket er forpligtet til at arbejde; men tror de strænge Herrer, der nu regerer Verden, at det er Menneskets oprindelige Bestemmelse at slide sig op, at være en Træl for sin bedre stillede Medborger? Sikkert ikke. Det er umuligt at naa den upaatvivlelig høje aandelige Bestemmelse, hvorfor Menneskeaanden er bestemt, naar Kampen for det daglige Brød saa fuldstændig udfylder Tilværelsen, at "den bedre Del" bliver en Biting, som kun den Rige formaar at naa. Hvor forunderlig det end synes i vore Dage, er jeg dog overbevist om at Socialismens Modstandere, de Mægtige og de Rige, naar de ville være oprigtige, i Hjærtet er fuldt overbeviste om, at den Sjæl, hvormed "den Fattige og Forladte" er udrustet, i Virkeligheden er af et langt grovere Stof end den, hvormed de selv er begavede.

Tandem.

(Socialisten 2. september 1871).

Artiklen medførte at Aarhus Amtstidende der i starten havde taget godt imod Socialisten, anklagede "Socialisten" for at støde gårdmændene som Bondevennerne repræsenterede, fra sig. Socialisten besvarede dette med at husmændene godt nok var nødt til at lade sig repræsentere ved gårdmænd med hvem de kun havde det til fælles at de også boede på landet, men at deres interesser ikke blev varetaget af Bondevennerne - løsningen måtte være at de dannede deres eget parti.

Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. (Efterskrift til Politivennen)

Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. I en fra Kronborg østre Birks Extraret indanket Sag, hvorunder Husmændene Peter Frederiksen og Niels Christian Slangerup af Grønholt samt Husmand Søren Andersen af Karlebo Overdrev tiltaltes for paa en tumultuarisk Maade at have forstyrret Asminderød-Grønholt Sogneforstanderskabs Møde den 8de Januar d. A., afsagde Extraretten den 27te d. M. Dom. De nærmere Omstændigheder under Sagen vare følgende; Ved det ommeldte Møde, der afholdtes i Asminderød Kro, fandt en Bortlicitering Sted af Sten til Kommunens Veie, og Licitationen foretoges i den Stue, hvor Forstanderskabet holdt sit Møde. Blandt de Tilstedeværende var der endel Husmænd og Arbeidsfolk, fra hvis Side der, inden Forhandlingen eller Licitationen var forbi, rettedes en Anmodning til Sogneforstanderskabet om, at Istandsættelsen af Grønholt Gade ogsaa maatte bortliciteres - hvilket havde været Tilfældet i de nærmest foregaaende Aar - og da de fik det Svar, at den saaledes begjærede Licitation ikke kunde ske iaar, da Grønholt Gade var bortakkorderet, opstod der en saadan Tumult, at Sogneforstanderskabets Formand fandt sig foranlediget til, forinden Forhandlingerne vare blevne afsluttede, ved Underskrift i Forhandlingsprotokollen at erklære Mødet for hævet. Det maatte, som meldt, ansees for oplyst i Sagen, at den omhandlede Anmodning om Licitation af Grønholt Gades Istandsættelse var, - om end ikke fra de Tiltaltes Side - fremkommen, førend Forhandlingsprotokollen var afsluttet, hvorimod endel af de under Forhørene afgivne Forklaringer gik ud paa, at, endskjøndt nogen Støi tidligere havde fundet Sted, den egentlige Tumult ikke begyndte, før efterat Formanden havde lukket Forhandlingsprotokollen med en Yttring, der af de Tilstedeværende kunde forstaaes, som om Forhandlingerne vare tilende, medens dog andre af de afhørte Personer have udsagt, at det var vist, at Mødet blev hævet paa Grund af det opstaaede Spektakel. Hvad dernæst angik de Tiltaltes Deltagelse i Tumulten, var det ved flere Tilstedeværendes beedigede Forklaringer bevist om den Tiltalte Frederiksen, at han var den, der førte Ordet, at han, medens han talte, slog i Bordet med Haand og Stok eller dog med sin Stok bankede paa Bordet, hvorved Sogneforstanderskabet havde Sæde, at han til eller dog om Sogneforstanderskabet fremførte den fonærmelige Yttring, at det handlede lumpent, eller at det var et lumpent Sogneforstanderskab, samt at han i det Øieblik, Mødet erklæredes for hævet, udbragte et Hurra for Grønholdt Gade. Ligeledes var det ved de under Sagen afgivne Vidnesbyrd godtgjort, at de tvende andre Tiltalte understøttede Frederiksen saavel ved at udtrykke deres Bifald til de af ham brugte fornærmelige Udladelser mod Sogneforstanderskabet som ved at istemme det af ham udbragte Hurra. For denne af de Tiltalte udviste tumultuariske Adfærd idømtes de alle Tre i Henhold til Straffelovens 101 jvft. § 98, 3die Led, simpelt Fængsel, for Peder Frederiksens Vedkommende i 14 Dage og for hver af de andre Tiltaltes i 8 Dage, hvorhos de tilpligtedes at udrede alle af Aktionen flydende Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1866).

Asminderup Kro som den så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dødsstraf efter den nye Straffelov. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har i Fredags faldet den første Dødsdom efter den nye Straffelov, og det er ganske vist, at den Forbrydelse, hvorfor den er faldet, er af en saa oprørende Beskaffenhed, at Dødsstraffen synes at maatte være den eneste Straf, hvorved den menneskelige Retfærdighed kan tilfredsstilles overfor slige Forbrydere. En Huusmand Peder Jensen, som for nogle Aar siden kjøbte et Huusmand Lars Pedersen i Sneglerup, Dragholm Birk, tilhørende Huus, for en Sum Penge og en Aftægt, saae sig ikke istand til at betale Afdragene paa Kjøbesummen og Aftægten. Da han nu blev truet med Stævning, fattede han den Beslutning at dræbe den gamle Mand, der boede i Huset sammen med ham, og efter at han forgjæves havde søgt at bevæge en anden Mand til at udføre Gjerningen, besluttede han den 29de Decbr. f. A. selv at gjøre det. Den anden Mand, Niels Nielsen, var da i hans Huus og lovede ham at være ham behjælpelig. Da den gamle Pedersen gik ud i Stalden for at malke en Ko, sneg Jensen sig efter ham paa Hosesokker og tog en Øxe, med hvis Bagside han bibragte ham et saadant Slag i Hovedet, at han strax faldt død om; men desuagtet gav han ham endnu endeel Slag med Øxen, for at han kunde blive fuldstændigt af med Livet. Liget lagde Forbryderne derpaa i Loen til om Natten, da de stod op, og ved Hjælp af Steen sænkede det i en Tørvegrav. Jensen blev, som ovenfor anført, dømt fra Livet, imedens Nielsen dømtes til 8 Aars Tugthuusarbeide. Efter den gamle Lovgivning vare de ved Underretten dømte; Jensen til at have sit Liv forbrudt og "Hovedet at sættes paa en Stage", Nielsen  til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. august 1866)

Højesteretsdom nr. 255, 30. oktober 1866 stadfæstede dommene. Dødsstraffen blev i december 1866 benådet til livsvarigt tugthus:

Justitssag

Ved Høiesterets Dom af 30te October, der stadfæster Lands over- samt Hof. og Stadsrettens Dom af 27de Juli d. A., er Arrestanten Peder Jensen for overlagt Drab tilfunden at straffes paa Livet.

De nærmere Omstændigheder ved denne Sag have, efter den af Protokolsekretærerne i Høiesteret affattede Relation, i det Væsentlige været følgende:

Den 2den Januar d. A. anmeldte Huusmand Peder Jensen af Sneglerup for Sognefogden, at hans Aftægtsmand Lars Pedersen ikke havde været hjemme siden Fredagen den 29de December, og den 4de næstefter anmeldte han, at Aftægtsmanden endnu ikke var kommen hjem. Sognefogeden anstillede da samme Dag Undersøgelse i Aftægtsmandens Leilighed og i de nærmeste Tørvegrave, men uden at dette ledede til noget Resultat. Dagen efter anstillede Lars Pedersens Slægtninge imidlertid en ny Undersøgelse, som ledede til at hans Liig blev fundet i en Tørvegrav Christen Andersens Lod i Taarndrup med tydelige Tegn paa at han var kommen af Dage paa en voldsom Maade, idet han i hovedet havde flere Saar og der var bundet ham en Steen om Halsen og ligeledes en om Benene.

I Anledning heraf blev Dragsholm Birks Politiret den 6te Januar sat paa Peder Jensens Bopæl, hvorhen Liget var bragt og hvor en Synsfor retning strax blev foretaget af Distriktslægen. Det constateredes derved at den Afdøde maatte være dræbt og derefter kastet i Tørvegraven, idet раа hans Hoved forefandtes flere meget betydelige Saar, som antoges af være tilføiede deels med et stumpt og deels med et skarpt Redskab.

Da en af den Afdødes Slægtninge anmeldte, at der af hans Eiendele manglede nogle Sække med Korn, som han for nylig havde været i Besiddelse af, blev der anstillet Visitation paa Peder Jensens Bopæl, men uden at der fandies Noget, som havde tilhørt L. Pedersen, ligesom baade Peder Jensen og hans Hustru under Forhøret udsagde, at de ingen Oplysning kunde give om Forbrydelsen. Mistanken vendte sig derfor i Begyndelsen mod Andre, og fra den 6te til den 16de Januar blev der optaget Forhør over en stor Mængde Personer, uden at dog noget Mistænkeligt blev oplyst, men paa den sidstnævnte Dag blev det anmeldt for Dommeren, at Peder Jensen havde bragt forskjellige Gjenstande, som antoges at have tilhørt den Dræbte, hen til Parcellist Anders Larsen af Aastofte, og at han ved denne Leilighed til A. Larsens Hustru havde brugt Yttringer, hvorefter det maatte antages, at han havde dræbt L. Pedersen. Foranlediget heraf lod Dommeren samme Dag foretage en ny Ransagning paa Peder Jensens Bopæl, og i en Leergrav tæt ved Huset fandtes der 3 Sække med Sæd, ligesom der paa et Skillerum mellem Loen og Fæhuset fandtes Pletter, som skjønnedes at kunne være af Blod. Peder Jensen blev da anholdt og næste Dag stillet for et Forhør, hvorunder han tilstod at have myrdet Lars Pedersen og bagefter tilvendt sig adskillige af hans Eiendele. Ifølge denne Tilstaaelse, som han senere stadig har fastholdt, samt det iøvrigt Oplyste er det med de nævnte Forbrydelsers Udførelse gaaet til paa følgende Maade:

Arrestanten Peder Jensen kjøbte for nogle Aar siden Lars Pedersens Huus og Jordlod i Sneglerup for 675 Rd., hvoraf 300 Rd. betaltes contant og 50 Rd. skulde afdrages med 10 Rd. om Aaret, medens Resten var prioriteret i Huset til Statskassen, samt en aarlig Aftægt. Arrestanten saae sig imidlertid ikke istand til at betale de ommeldte Afdrag paa Kjøbesummen, ligesom han ogsaa stod til Rest med hele Aftægten for 1865, som skulde have været betalt til 1ste November. Da nu denne Gjeld trykkede ham haardt, og han ingen Udvei saae til at faae den betalt, og Lars Pedersen, som oftere te sin Misfornøielse med at han ikke fik sin Aftægt, truede med at lade ham stevne, begyndte Arrestanten allerede i afvigte Høst at tænke over, at naar Aftægtsmanden var død, vilde han maaskee nok kunne komme ud af det, og ialtfald sælge Stedet med Fordeel, da det, naar Aftægten faldt bort, vilde faae en forøget Værdi. Tanken herom blev ved at gjære hos ham, uden at han kunde blive den qvit, og efterhaanden opstod hos ham Ønsket om at faae L. Pedersen ryddet afveien paa en eller anden Maade.

Da han imidlertid følte, at han ikke selv havde Mod til at udføre Gjerningen, besluttede han at betroe sig til en omreisende Uldhandler, Medtiltalte Niels Nielsen Frenderup, der paa sine Vandringer oftere kom i hans Huus. Denne nægtede imidlertid at ville have med Sagen at gjøre eller at ville lægge Haand paa L. Pedersen, og afslog Arrestantens gjentagne Opfordringer til ham i saa Henseende. Den 29de December f. A. var han atter Gjæst i Arrestantens Huus, og da dennes Hustru og Børn den Dag vare tagne bort for at besøge nogle Slægtninge, og de saaledes vare allene, kom Sagen paany paa Tale mellem dem. Da Arrestanten nu yttrede, at han selv vilde tage sig Sagen paa, hvis N. N. Frenderup vilde hjælpe ham med at faae Liget bort, erklærede denne sig villig dertil, naar Arrestanten derfor vilde give ham 5 Rd., og herom blev da Aftale sluttet mellem dem. Det er sandsynligt, at den Omstændighed, at Lars Pedersen netop i de Dage havde omtalt til Flere, at han tænkte paa at berøve sig selv Livet, fordi han havde mistet nogle Penge, bragte Arrestanten til at troe, at Mordet kunde gaae upaatalt hen, naar Liget blev skaffet tilside.

Efterat de derpaa havde spiist Midaften og nydt noget Brændeviin, hvorved Peder Jensen efter sin Forklaring dog aldeles ikke blev beruset, idet han kun nød en enkelt Snaps, saae de L. Pedersen, der havde sin Aftægtsleilighed i den ene Ende af Huset, komme forbi Vinduerne i den Stue, hvor de nød deres Maaltid, og gaae hen i Stalden for at malke en Ko, og i Henhold til en tidligere Yttring om at Gjerningen bedst kunde udføres, naar Lars Pedersen var beskjæftiget hermed, reiste Arrestanten sig nu op for at udføre den, idet han dog, som han har udtrykt sig, "nødigt drog til det" og trykkede sig derved", men blev opmuntret af Medtiltalte, hvilket denne dog bestemt har benægtet, idet han tvertimod da vil have fraraadet Udførelsen. Arrestanten tog nu sine Træskoe af, for at L. Pedersen ikke skulde høre hans komme, gik paa Hosesokkerne ud i Kjøkkenet, derfra gjennem en aabentstaaende Dør ind i Loen, som stødte til Stalden, og tog en her henstaaende langskaftet Øre. Med Bagsiden af denne bibragte han derpaa, idet han stod bag det 1% Alen høie Leerstillerum mellem Loen og Stalden, Lars Pedersen, der med Ryggen vendt imod ham sad paa„Hug i Stalden og malkede, et stærkt Slag oven i Hovedet, som bevirkede, at han uden at give en Lyd fra sig faldt om paa Siden, hvorefter Arrestanten, medens han laae i denne Stilling, gav ham flere Slag med Øxen, uden at han dog kan erindre om det var med Skarpen eller Bagen, i Hovedet, for at L. Pedersen, hvis han ei skulde være rigtig død ved det første Slag, kunde blive af med Livet. Liget slæbte han ind i Loen og vendte derefter tilbage til Stuen, hvor han nu aftalte med N. N. Frenderup, at da hans Familie snart funde ventes tilbage, skulde Liget først om Natten bringes bort og da bæres ud i en Tørvegrav i Nærheden.

Omtrent Kl. 8 kom Arrestantens Kone og Børn hjem og kort efter gik de Alle tilsengs, idet N. N. Frenderup fik Lov til at ligge paa en Slagbank. Ud paa Natten reiste Peder Jensen sig, uden at hans Kone mærkede det, og kaldte paa den Anden, hvorpaa de gik ud i Loen, fik Liget lagt paa en Stige og bare det i Forening ud til Chr. Andersens Tørvegrav, der ligger i en Afstand af 6-700 Skridt fra Huset. Her kastede de Liget, efterat have bundet Steen saavel ved Hovedet som ved Benene, ud i Graven, men da Liget ikke var kommet heelt under Vandet, hentede Arrestanten en Rive og stødte det med den længere ud, saa at det kom heelt under Band. Da han kom tilbage og atter gik iseng, vaagnede hans Hustru og spurgte ham, hvor han havde været, hvortil han svarede, at han havde været ude i et naturligt Ærinde.

Den næste Morgen gik Arrestanten op paa L. Pedersens Loft, der kun ved nogle Knipper Halm var adskilt fra hans eget, og satte sig der i Besiddelse af nogle Sække med Sæd, som han med N. N. Frenderups Hjælp bar ind paa fit eget Loft, ligesom han ogsaa bemægtigede sig noget Flesk, der hang i Skorstenen, og noget Lærred m. m., der laae i Aftægtsmandens Kiste, foruden nogle andre Gjenstande, ialt vurderet til 19 Rd. 20 f. Lars Pedersens Hue af Plyds, som var falden paa Jorden under Overfaldet, og hans Træskoe, som de havde taget af ham, forinden de bare ham bort, tilintetgjorde han derefter ved at brænde dem, og Øxen laante han, efterat have vasket Blodet af den, til Huusmand Peder Andersen i Asnæs, da han nødig vilde have den i Huset af Frygt for at den skulde vække Mistanke. Han gjentog sit Løfte til den medskyldige N. N. Frenderup om de 5 Rd., hvorpaa denne forlod Stedet. Efterat han var gaaet, sagde Arrestanten, som ikke formaaede at bære det hos sig allene hvad der var skeet, til sin Hustru, at det var forbi med Lars Pedersen, hvorpaa hun udbrød: „Du har vel aldrig slaaet ham ihjel!", og da han hertil svarede: „Ikke allene“, sagde hun: Naa, saa være Gud Din Sjæl naadig!", hvorefter hun græd og jamrede sig over hvad der var skect. Arrestanten paalagde hende paa det Indstændigste at tie med hvad han havde betroet hende, da ellers hans Liv var fortabt, og efter hans Paalæg forklarede hun i det første Forhør, ligesom han selv, at hun ingen Oplysning kunde give, men at hun den omhandlede Dag havde hørt Aftægtsmanden bevæge sig i sin Stue, efterat hun var gaaet iseng. Arrestanten betroede tillige sin Kone, at han havde tilvendt sig nogle Sække Korn samt noget Flesk og Lærred L. Pedersen tilhørende, men da Konen med Bestemthed erklærede, at hun Intet deraf vilde have og ikke vilde taale, at det blev i deres Huus, bar han Sækkene ud i en Leergrav paa hans Mark, efterat han først havde taget nogle Skjepper Korn ud af dem. Disse Skjepper bar han over til Parcellist Anders Larsen, hvem han skyldte noget Rug, tilligemed en Pose, hvori han havde lagt de andre stjaalne Gjenstande, og som han bad maatte blive staaende der indtil videre. Da A. Larsens Kone, som var ene hjemme, undrede sig over at han saa snart kunde tilbagebetale den laante Rug, sagde han, at det var Rug, som han skulde have leveret til Aftægtsmanden, men tilføiede han "nu er det forbi med den Gamle, jeg har slaaet ham ihjel med en Øre ude i Loen." Konen yttrede hertil, at det kunde da vel aldrig være sandt, at han kunde gjøre en saadan Gjerning; men han gjentog det og paalagde hende derhos at tie stille med hvad han havde sagt. Da Arrestanten under Forhøret blev adspurgt om, hvorfor han saaledes havde aabenbaret sin Misgjerning for A. Larsens Kone og derved selv bevirket, at Mistanken blev ledet hen paa ham, svarede han, at han ikke kunde forklare Andet, end at der var Noget indeni ham, der drev ham til at sige hvad han havde gjort, og at det vel maatte være saaledes tilskikket for at Gjerningen ikke skulde blive skjult.

Ifølge den af Physicus og Distriktslægen den 8de Januar foretagne Obductionsforretning er L. Pedersens Baghoved formelig blevet knuust ved Slagene af Øren der er befunden at veie 5% ũ og store Beenstykker fundne nedtrykkede i Hjernesubstantsen, ligesom Obducenterne have udtalt, at den mod ham udøvede Vold maa have medført hans øieblikkelige Død.

Arrestanten er født den 18de August 1821 i Hørve af Forældrene Huusmand Jens Larsen og Hustru Mette Madsdatter. Efterat være udskreven af Skolen med Charakteren maadelig" for Kundskab og være confirmeret, har han tient paa forskjellige Steder og faaet gode Vidnesbyrd for fit Forhold. For omtrent 6 Aar siden blev han gift med sin Hustru, der hensad som Enke med 4 Børn, og med hvem han har et Barn. Han har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Sognefoged R. Jensen, som har kjendt Arrestanten fra Dreng af, har forklaret, at han var temmelig enfoldig, men stille og godmodig i sin Færd, og Sognefogeden har aldrig hørt noget Uskikkeligt om ham. Arrestantens Hustru har udsagt, at hun vel oftere har hørt ham udtale et Ønske om at Aftægtsmanden maatte døe, men dog aldrig paa en saadan Maade, som om han nærede nogen Tanke om enten selv at ville gjøre en Ulykke paa L. Pedersen eller at ville forsøge at formaae Andre til at gjøre det. Hun har derhos aldrig kunnet tænke sig Muligheden af at hendes Mand, der ingenlunde har noget ondt eller heftigt Sind og som altid har vist et godt Forhold mod hende og hendes Børn, kunde faae sig til at udøve en slig gruelig Gjerning. Den fortrykte Tilstand, hvori de befandt sig, var tildeels en Følge af den ringe Høst, de havde havt paa deres lille Lod, saa at de ikke kunde klare Aftægten, og deels en Følge af at Manden i denne Vinter intet Arbeide havde kunnet faae ved Tærskning, saa at de, uagtet han aldrig drak Brændeviin og Intet forødte, ikke havde Midler til at skaffe det Nødvendige tilveie og maatte gjøre Gjeld. Forhørsdommeren har til Protokollen bemærket, at Arrestanten, der var tilstede saavel ved den første Synsforretning som senere ved den legale Obductionsforretning, og paa forskjellige Maader assisterede ved Ligets Afklædning og ved at holde Lyset for Obducenterne, bevarede den største Rolighed og Besindighed, uden at det var at spore, at nogen indre Bevægelse rørte sig hos ham, men at han derimod i Forhøret den 17de Januar, da han afgav sin Bekjendelse, oftere var meget bevæget, faldt i heftig Graad og udtalte sin Anger. Sognepræst Budde-Lund har afgivet følgende Erklæring om Arrestanten: "Peder Jensen er af meget indskrænkede Forstandsevner og kun i Besiddelse af yderst ringe Kundskaber; han kan hverken læse eller skrive, ligesom hans Indsigt i den christelige Religions Lærdomme er i høi Grad mangelfuld. Han forekommer mig at være af en meget svag Charakteer, der let giver efter for enhver Paavirkning, og uagtet den afskyelige Forbrydelse, han har begaaet, tør jeg dog med fuld Overbeviisning sige, at han ikke er nogen forhærdet Forbryder. Visheden om ikke at kunne svare den stipulerede Afgift til L. Pedersen, navnlig efterat hans Høst i afvigte Sommer var aldeles mislykket, Frygten for den sørgelige Lod, der forestod ham og hans Familie ved at komme under Sognets Fattigvæsen, og endelig L. Pedersens hyppigt brutale og urimelige Opførsel, naar han var i beruset Tilstand, som ofte skal have været Tilfældet, have i Forening virket ind paa den baade legemlig og aandelig svage Mand og været Motiverne til hans Forbrydelse. Fortiden nærer han en dyb og inderlig Anger og er i høieste Grad nedslagen, og naar Straffens Øiemed skal være at forbedre, da tør jeg efter min fuldeste Overbeviisning sige, at et langvarigt Fængsel under christelig Veiledning i dette Tilfælde vilde naae sin Hensigt og under Guds Naade frelse hans Sjæl fra Fortabelse." Forhørsdommeren har bemærket, at han efter Arrestantens Forhold under Forhørerne og Udtalelser om sin Anger og Fortrydelse kan tiltræde denne Erklæring af Stedets Præst. Endelig findes der paa flere Steder i Forhørerne Udtalelser af Arrestanten selv om hans Anger, idet han saaledes om sin Tilstand den første Nat efter Mordet har udtalt, at han ei kunde falde isøvn, da han var urolig og nedtrykt i Sindet og bitterlig angrede hvad han havde gjort, samt med Hensyn til fine Yttringer til A. Larsens Kone, at han allerede dengang bittert angrede sin Gjerning og ingen Ro havde i sit Sind hverken Dag eller Nat.

Efter det saaledes Oplyste maatte Høiesteret billige, at Arrestanten ved den indankede Landsoverretsdom, som den, der med Overlæg har skilt Lars Pedersen ved Livet, i Medfør af Straffelovens § 306 er dømt efter § 190 til at straffes paa Livet, hvorved i Medfør af § 62, 1ste Led, den Straf, han endvidere har forskyldt for Tyveri efter § 228, absorberes; og bemeldte Dom blev derfor af Høiesteret stadfæstet.

Men skjøndt Arrestanten saaledes ikke kunde undgaae at ansees efter de citerede Bestemmelser, formeente dog 9 af de 10 Voterende at burde indstille ham til ved Hans Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, i hvilken Henseende blev anført:

1) at Domfældte, forinden hans slette oekonomiske Forfatning bevægede ham til at begaae Forbrydelsen, saavidt oplyst har ført en ustraffelig Vandel;

2) at hans Aandsevner ere meget svage, og

3) at han efter Gjerningens Udførelse maa antages at have angret den. Paa disse Grunde indstillede de 9 Tilforordnede, at Livsstraffen maatte eftergives Arrestanten, mod at han henfattes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

Da ogsaa Justitsministeriet maatte være af den Formening, at der i Henhold til de anførte Omstændigheder turde være Anledning for Hand Majestæt til allernaadigst at eftergive Domfældte den ham idømte Livsstraf, og da Ministeriet maatte ansee den af Majoriteten af Høiesterets Tilforordnede foreslaaede Straf af Tugthuusarbeide paa Livstid for passende, nedlagde Ministeriet i Overensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling.

Sagen har derpaa været foretaget i Statsraadet, og ved allerhøieste Resolution af 26de November har det behaget Hans Majestæt allernaadigst at eftergive Peder Jensen den ham idømte Livsstraf, mod at han hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid.

(Departementstidenden nr. 78, 15. december 1866)

Mishandling af Stedbarn. (Efterskrift til Politivennen)

For ved Mishandling at have foraarsaget sit Stedbarns Død er Huusmand Chr. Christensen Bolvig i Ringkjøbing Amt ved Bølling-Nørre Herreders Extraretsdom af 24de Marts d. A. idømt Forbedringshuusarbeide i fire Aar.

De nærmere Omstændigheder ved Sagen ere, ifølge Berl. Td., følgende: Efter at Afdøde, der var 13 Aar gl. og en uægte Datter af Domfældtes Kone, var hjemkommen fra sin Sommertjeneste, blev hun den 5te November f. A. sat til at samle Steen af en opdrættet Hedelod, med udtrykkeligt Forbud imod at gaae ind paa en til Samme stødende Rugmark. Da hun imidlertid overtraadte Forbudet, besluttede Domfældte at tildele hende en Revselse for hendes Ulydighed og tog han i den Hensigt et som Bæresele til en Trillebør benyttet treløbet 3/8 T. tykt Stykke Reeb, som han lagde dobbelt i en Længde af ca. 1½ Al. og dernæst forsynede med en Knude for at sammenholde Enderne. Med dette Reeb tildeelte han derpaa Barnet, efter at dette af hans Kone var klædt ganske nøgent af og ført ud i Kostalden, en betydelig Deel Slag over Ryggen og Lænderne, imedens han med sin venstre Haand holdt hende bøiet ned imod sin venstre Hofte, og efter at han var vedbleven hermed en Tidlang, tog hans Kone fat, hvorpaa han atter, da hun ophørte med Slagene, slog Barnet indtil de mærkede, at Skindet paa flere Steder var itu. For efter Sigende at læge Saarene hurtigere vadskede nu den Domfældte og Kone Barnet i Saltlage, som havde været benyttet til Kjødlage, men da hun under denne Vadskning besvimede, blev hun bragt tilsengs og døde her efter nogle Timers Forløb. 

Uhyret har stadigt benægtet at have havt til Hensigt at ombringe Barnet, ligesom saadant ikke heller efter det under Forhørene oplyste har kunnet antages at være Tilfældet. Barnets Moder hængte sig strax efter Fængslingen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. april 1866).