Hvis det ikke har været galt før, saa er det blevet det nu. Kongen har hjemsendt Folketinget, som ikke samstemmende med hans Raadgivere, og ny Valg ere udskrevne til den 14de Novbr. Det er under disse Omstændigheder naturligt, at hele Storborgerpartiet, navnlig Høirepressen, skummer i det vildeste Had og Raseri mod Modpartiet, Smaaborgerne, men især mod disses Ledere. Hvad har da Ministeriet gjort, spørges der om! Der kan svares, at det i visse Retninger har gjort meget for meget, i andre meget for lidt. Der sidder endnu Mand i Kongens Raad, som Enhver, der elsker sit Fædreland og sin Konge, oprigtig maatte ønske vare blevne fjernede derfra for godt 10 Aar siden. Hvad der er udrettet af disse Mænd og deres Tilhængere, det skal Historiens Aarbøger nok vide at opbevare til de sildigste Tider i sørgelig ihukommelse. Men hvad har Flertallet af Rigsdagens Medlemmer da gjort, spørges det ogsaa Slet ikke Andet, end at dette Flertal endelig har besluttet, at ville gjøre Ende paa det Parties Regimente, der - som sagt - har paaført os mere end nok af Ulykker. Men Allarmen og Spektaklen, som Vedkommende gjøre for at holde sig, er ogsaa frygtelig. Det, der nu er sket, bedrives af Storborgerpartiet som Begyndelsen til Oprør, ja næsten som et Saadant. Jeg troer, at dersom alle Helvedes Djævle vare løsladte, kunde det ikke afmales gaæere. Der har været talt om raa Pøbel, om Socialister, Kjæltringer og uopdragne og tølperagtige Slyngler af Arbeiderklassen. Men man maa rigtignok tilstaa, at den "fine Pøbel" i disse Dage overgaar langt den grove do. i Henseende til personlig Udskjælden og nederdrægtig Løgn og Bagvaskelse imod Modstanderne, eller dem, som de ikke kunne bruge for deres Planer. Og blandt dem, som heromkring maa holde allerhaardest for, er Skoleforstander Bjørnbak i Viby, Og hvorfor! Fordi han blotter Kjæltringestregerne hvor han finder dem, og fordi han ved sin sjeldne Fasthed og ufortrødne Arbejdsomhed virkelig er Partiets allerfarligste Fjende. Vore to andre her udkommende Blade hyle og skraale forfærdelig over Bjørnbak, saa at endog Folk, som før have sagt, at Bj. var alt for grov i sit Blad, nu selv indrømme, at Hine er langt grovere, end han nogensinde har været. De ere blevne i den Grad grove, at hvis Beskyldningerne virkelig vare sande, maatte B. for længe siden have siddet i Tugthuset.
Hvem har da mon den virkelige Skyld for, at Folketinget blev stædigt og vilde raade sig selv lige med Et! Den rette Skyldige er naturligvis - Bjørnbak. Ja hvorfor ikke! Han har Skyld i Alting; at en Tønde Land Jordsmaal i de sidste Aar er steget med et Par hundrede Daler, at en Hest, en Ko, 1 p Smør, Kjød. Flæsk, Mælk, Kasse, Brændevin, Klæder og Sko osv. osv., er steget l/3 imod før, det har B. Skyld i. At en Karl, Pige, en "sølle Husmand" osv. vil have høiere Løn for at arbeide, det har B. Skyld i. At der stiftedes Foreninger i Udlandet af Arbeiderne, fremkaldt af Selvopholdelsesdriften og Nødvendigheden for ikke at sulte at ihjel, og at denne Bevægelse tilsidst ogsaa naaede hertil, kort sagt Alt skrives paa Regning. Jeg ved ikke, hvad man mest skal forundre sig over, enten over den frække Løgnagtighed, der fortæller sligt, eller den Dumhed, som troer det. Hvorfor rase vore Fjender med Løgn og Æreskænderi mod de Mænd, som have vakt os, og som gjøre Alt for at holde os vaagen? Fordi Hine helst selv vilde beholde al Magt. Saa raabes der i Kor, at nu vil man Kongen tillivs. Lutter Løgn - Kongen har ligesaa mange og lige saa tro Undersaatter iblandt os, som iblandt Storborgerpartiet. At slutte sig til os, den talrigste Del af Folket, tager Kongen visselig ingen Skade af. Der skraales om Brud paa Forfatningen. Ligeledes Løgn. Det er Storborgerpartiet selv, som truer denne. Dernæst vil man skræmme med Tilstanden i Spanien, med Kommunen i Paris, den røde Republik, Socialismen, Internationale. Løgn det Hele! Kort, man raaber i et forvirret Raab om Bismark, Bjørnbak, Socialisten, Aarhus Amtstidende, Skjærsliberen, Tugthuskandidater, Husmænd og Dagleiere, og underligt, om ikke Djævelen selv ogsaa bliver stilt op til ydermere Skræk, Men vi kan være overbevist om, at jo høiere Partiet skraaler des tættere er Kniven det for Struben,
Et lille Raad vil jeg give mine Meningsfæller, som ere svage i Troen: I skulle ikke tro et eneste Ord af alt Dette, Sandheden er, at der er slet ingen Fare paafærde. Møder for Alting Alle paa Valgdagen, hvor Enhver skal give Møde, og rend ikke andre Steder hen. Og skulde Nogen være i Tvivl om, hvem han skal give sin Stemme, da kan Vedkommende nemt hjælpes ud af den Forlegenhed. Vi skal stemme paa den Mand, eller de Mænd, som det Parti, jeg ovenfor har beskreven, rakker allerstærkest ned paa, og skjælder allerstærkest ud; saa tage vi virkelig ikke feil. Og et Raad endnu til dem af mine Læsere, som ville stemme paa en Venstremand, En, der siger Nei til Finantsloven! Faar først at vide til Visse, om Eders Navne ere paa Valglisten, inden I opgive, hvem I stemme paa. Det kunde ellers let hænde, at naar I først have nævnet Kandidaten, Eders Navn da ikke er til at finde af den Vedkommende. Derimod kan en Høirekandidats Vælgeres Navne langt lettere findes, især i Aarhus Amts 2den Valgkreds; vi lode os godt tage ved Næsen i 1866. Det maa vi for Guds Skyld ikke gjøre mere.
E, Sk. Hr. Gaardeier og Sognefoged Jens Andersen Gott i Faarup har igjen for nylig udgydt af sin Visdomspose i Jyllandsposten Nr. 252. Jens Andersen bliver vel snart, tænker jeg, for Jyllandsposten, hvad Konsul Mørk nu er for Stiftstidenden. Hr. Hoffmeyer behøver virkelig ikke at sjenere sig derved, for siden Vorherre kaldte Propr Folsach til Ristrup heden, kan Hr. I. A. G. i Faarup godt betragtes som første Storborger i Faarup og Sabro Sogne. Onde Tunger sige rigtignok, at det ikke er Hr. A. selv, som skriver disse gyldne Ord, hvorunder hans Navn pranger, og man nævner iblandt Flere ogsaa en vis Amtstuefuldmægtig. Men jeg har bandet paa, at dette Rygte vistnok farer med Usandhed. En Amtstuefuldmægtig, der tillige indtager andre betroede Stillinger, maa absolut være en skrivekyndig Mand, og af en saadan Mand maatte man jo altsaa kunne vente en langt bedre Stil. Imod at Skribenten skulde være Hr. J. A. G. selv har man anført, at den som paatager sig saa rørende og ukaldet at præke Fred, Fordragelighed, Forsoning, Dyd og Moral, ja i Sommer i Hundedagene gav gode Raad, Altsammen især for Bjørnbak, jo maatte have saa særdeles pænt Mel i sin Pose i alle de anførte Hensender.
(Aarhus Amtstidende 12. november 1873).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar