Stiftsprovst Ussing (1855-1943). (Efterskrift til Politivennen)

Biskoppens Farvel til Kirkesagens Forkæmper, 

Smuk begravelseshøjtidelighed i Ussings gamle sognekirke

Mens klokkerne ringede fra Det københavnske Kirkefonds 37 kirker, blev stiftsprovst Henry Ussings båre i går ført fra hans gamle sognekirke, Jesuskirken i Valby, til Vestre Kirkegård efter en meget smuk højtidelighed, hvorunder den danske kirkes primas, biskop, dr. theol. Dan Fuglsang Damgaard i sin tale bevæget havde taget afsked med den københavnske kirkesags store gamle mand. Jesuskirken hvis første sognepræst Henry Ussing blev, efter at brygger Jacobsen havde skænket kirken i 1891, var fyldt til sidste plads allerede længe inden højtideligheden skulle begynde. oppe i koret sad en meget stor repræsentation af den københavnske gejstlighed, og foran det stod den hvide kiste, næsten skjult af blomster i efterårets brogede farver. Ned langs midtergangen lå et væld af signerede kranse. Side om side med små beskedne buketter, som Henry Ussings gamle sognebørn stille lagde, da de kom ind i kirken.

De mange kranse

Øverst oppe ved kisten lå en stor laurbærkrans fra kongen, og derefter fulgte signerede kranse fra Det københavnske Kirkefond, kirkeministeriet, Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark, Kirkelig Forening for Indre Mission i København, Dansk Bibelskole. Det danske Bibelselskab, Carlsberg Bryggerierne, Det danske Missionsselskab, Det danske Missionsforbund, Jesuskirkens Menighedsråd, Den danske Diakonissestiftelse, Ungdommens Kirke, Missionskurstedet Nyborg Strand, Kirkesagens Venner, Foreningen til Opførelse af smaa Kirker, Frelsens Hærs Hovedkvarter, St. Lukas Stiftelsen, Apostelkirkens Menighed. Evangelisk Alliance, Menighedskonventet i København af 1888, Carl Allers Etablissement, Dansk Pathan Mission, Kirkeligt Forbund og Baptistmenigheden l København.

Det store Følge

Blandt de mange præster i følget bemærkede man de tre sognepræster, der siden Ussing har været ved Jesuskirken, nemlig biskop Oldenburg, stiftsprovst, dr. theol. Paul Brodersen og pastor Glahn, der i dag er kirkens sognepræst, endvidere så man universitetets rektor, professor, dr. theol. Nørregaard, professor J. Oskar Andersen, professor, dr. theol. Flemming Hvidberg, kirkeminister Holbøll, generalmajor Ramm, professor, dr. theol. Torm, professor H. Paludan, pastor Nicolet fra den fransk-reformerte Kirke. Pastor Kr. Jensen, der for fjorten dage siden afløste Ussing som formand for Det Københavnske Kirkefonds Repræsentantskab, formanden for Kirkefondets bestyrelse, kontorchef Carl Rasmussen, fondets tidligere generalsekretær, pastor H. P. Honoré, den nuværende generalsekretær, pastor Erik Jensen, overlæge Johannessen fra Diakonissestiftelsen, forstanderinde for Diakonissestiftelsen, søster Kirstine Bardenflet, formanden for Københavns Indre MIssion, pastor Charles Nielsen, dr. theol L. J. Koch, Diakonissestiftelsen, højesteretssagfører Bülow, kontorchef Sivertsen, Magistraten, retspræsident Hvidt, fhv. domprovst Skovgaard-Petersen og landssekretæren for Indre MIssion i Danmark, J. Sørensen.

"Den uforfærdede Stridsmand"

Under salmen "At sige Verden ret Farvel", trådte biskop Fuglsang Damgaard fra det blomstersmykkede alter, hvorover en række levende lys strålede, hen foran kisten. Biskoppen udtalte blandt andet:

-Vi, der har set den gamle stiftsprovst med det snehvide hår derude i "Sarepta"s stille stuer - vi, der har set ind i hans gode, klare og kærlige øjne - vi mindes den gamle Simeon der tog Jesusbarnet i sine arme og sagde: "Herre, nu lade du din tjener fare i fred", men vi ser også for os billedet af den uforfærdede stridsmand mod tidens vantro. Vi der bevarer mindet om ham som vor elskede præst, til hvem vi så op med ubegrænset tillid, vi tyr til hebræerbrevets ord, når vi tænker på, hvad vi oplevede under hans prædikestol: "Guds ord er kraftigere og skarpere end noget tveægget sværd". Vi der har fået den uforglemmelige og skelsættende oplevelse at se Ussing som den kyndige sjælesørger, vi hører frelseren tale til os: "Kommer til mig, alle I, der lider møje, jeg vil give eder hvile".

En høvdinge-skikkelse i dansk kirke

Med et forklaret blik, fortsatte biskoppen, og med hænderne opløftet i tilbedelse stod han foran forhænget. Han så den store hvide flok. Han så den hvide rytter komme sprængende. Stiftsprovst Ussing var altid i virksomhed, aldrig træt, altid fuld af smittende glæde, aldrig stillestående, altid rede til nye tjenester for Gud og mennesker. Han var udrustet med nådegaver som få. Han var klarttænkende, i en sjælden grad kyndig i alle kirkens spørgsmål, han var den sande fædrelandsven, fra sit hjem havde han den dybe kultur - alt dette gjorde ham til en høvdingeskikkelse i den danske kirke. Livets strøm flød fra hans forkyndelse herude i Jesuskirken og i vort lands hovedkirke, Vor Frue Kirke. Tusinder har gennem årene oplevet sandheden i hans forkyndelse.

En rig og velsignet arbejdsdag er til ende

Stiftsprovst Ussing havde åndens klarhed og troens vovemod til at sætte ind på de rigtige steder og afgørende punkter. Han ville slå bro mellem kirken og de små i samfundet, og han blev den københavnske kirkes leder, men hans blik gik videre ud over vor kirkes grænse, så han kunne række broderhånd til andre kirker.

En rig og velsignet arbejdsdag er nu til ende, men vi kan ikke tage afsked med dette livsværk uden at takke det menneske, hvem det næst Gud skyldtes, at værket lykkedes: Det er stiftsprovst Ussings hustru. Jeg har ikke selv haft den glæde at kende hende, men jeg har læst, hvad han sagde da hendes kiste for tyve år siden stod, hvor hans står i dag. 

“Som sol går ned bag

Biskoppen vendte sig nu mod stiftsprovst Ussings søn:

- Kære professor Ussing. Mange har elsket Deres Fader. For mig var han som en kærlig fader. Større end sorgen og savnet er dog takken for alt, hvad Gud gav os gennem Deres fader.

Stille lukkede den gamle stiftsprovst sine øjne i døden

"Som sol går ned bag lunden
I havet lyseblåt,
mens fugle kvidrer småt
så går den sjæl til hvile,
som føler i sit ord
hos os vor herre bor."

Efter at følget havde sunget "Den signede dag med fryd vi ser", bragte biskoppen Københavns Kirkefonds sidste hilsen til dens stifter, og til tonerne af "Jesus, hvor du bange stred" blev kisten båret ud af kirken af otte præster.

Selve begravelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, hvortil alle præsterne og så godt som hele følget fulgte med. Jordpåkastelsen blev forrettet af biskoppen, og til slut sang man "Jesu dyrebare navn".

(Nationaltidende, 4. november 1943).

Henry Braem Ussings gravsted på Vestre Kirkegård. Det ligger i det nordvestlige hjørne i striben ud mod Vigerslev Alle, lige når man kommer op fra terrasserne. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Skarpt Angreb paa Byens Kirkegaardsforhold. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorfor holdes Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard lukket, spørger Pastor Paul Nedergaard.

Et Svar fra Kirkegaardens Inspektør.

I et netop udkommet Nr. af Præsteforeningens Blad retter Redaktøren, Pastor Paul Hedegaard ved Eliaskirken, et skarpt Angreb paa Begravelsesvæsnet og forskellige Forhold paa de københavnske Kirkegaarde, specielt Vestre Kirkegaard.

Pastor Paul Nedergaard.

Han berører paany Begravelsesvæsnets Priser, der er betegnede som "Eventyrpriser", beklager Episoden paa Bispebjerg Kirkegaard, da Politibilen nylig rekvireredes til en overarbejdende Gartner, men vender sig derpaa særlig mod Administrationen af Vestre Kirkegaard.

Det lukkede Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Her kan kun Søndre Kapel og Nordre Kapel med det ene af dettes to Sidekapeller for Tiden benyttes, idet Østre Kapel holdes fuldstændig lukket. Resultatet er blevet en Overbelastning; det kan f. Eks. ske, at Søndre Kapel allerede Onsdag Formiddag er fuldt optaget til den følgende Søndag. For det store Nordre Kapel skal der betales 10 Kr. ekstra, og det mindre Kapel ved Siden af kan vanskeligt bruges samtidig med, at der er Begravelse i det store. Pastor Nedergaard siger videre, at Nordre Kapels uheldige Beliggenhed bevirker, at Følget undertiden maa gaa 1-2 km i al Slags Vejr og Føre, forbi det optagne Søndre Kapel, maaske ogsaa forbi det lukkede Østre Kapel; og kræver dette sidste Kapel genaabnet, især da Søndre Kapel en Tid skal lukkes paa Grund af Reparationer.

Vi har bedt Kirkegaardens Inspektør, Hr. Skrydstrup, om at udtale sig om dette Spørgsmaal.

Et Svar paa Angrebene.

Østre Kapel genaabnes.

- Det er Sparebestræbelser, siger Inspektør Skrydstrup, der har bevirket, at Østre Kapel har staaet lukket; der spares paa Opsyn, Varme m. m., en halv Snes Tusinde Kroner aarlig. Og Lukningen har kunnet lade sig gøre, fordi Liniebegravelserne ikke mere laa i Kapellets Nærhed. Kapellet skal imidlertid nu restaureres med Indlægning af Centralvarme m. m., og det il derefter blive taget i Brug paany; først naar Østre Kapel er genaabnet, gaar vi i Gang med Reataureringen af Søndre Kapel.

Forøvrigt, siger Inspektøren, er Kirkegaardens længste Linie 1 km, saa der maa fra Kapellerne til Graven altid blive under denne Afstand.

Hvordan behandles Ligresterne?

Pastor Nedergaard ironiserer i sin Artikel over de kasserede Gravstenes "Hvil i Fred" og paataler. at man, hvor der før har været en Grav, kan finde Benstumper og Kisterester fra denne ved den nygravede Grav. Hvorledes forholder det sig hermed, spørger vi Kirkegaardsinspektøren.

- Arbejderne paa Vestre Kirkegaard har Kurve, og det er Afskedigelsesgrund, hvis de ikke samler alle Benrester heri og. saa snart den nye Grav er færdig, graver dem ned i denne under den Plads, paa hvilken den nye Kiste skal staa. Ufortærede Rester af den gamle Kiste kan man ikke have i Graven; men de samles og fjernes ufortøvet.

Søndagsarbejdet paa Kirkegaarden.

Endnu en Paatale findes der i Pastor Nedergaards Artikel. Søndagsarbejde, siger han, kan jo ikke undgaas paa Kirkegaardene; men han har Søndag Formiddag set et Arbejdshold i Færd med at kulegrave og planere en helt ny Afdeling paa Vestre Kirkegaard.

- Ja, det er rigtigt, siger Inspektør Skrydstrup, og det er noget nyt. Arbejderne - vi har 40 Mand - forlangte i Foraaret Turnusfridage, saa de vidste, naar Fridagene faldt, og dette har kun kunnet lade sig gøre ved Indførelse af faste Arbejdshold ogsaa om Søndagen med fuldt Arbejde. At dette fra kirkelig Side kan tage sig noget mærkeligt ud. føjer Inspektøren til, vil jeg ikke benægte.

Dette sidste fører over til Pastor Nedergaards Slutbemærkning: at Kirken bør være repræsenteret i Kirkegaardenes Ledelse. For den almindelige Bevidsthed vil alt, hvad der har med Kirkegaarde at gøre staa som noget kirkeligt, og Kirken vil faa Ansvaret for Forhold, paa hvilke den under den nu gældende Ordning ingen Indflydelse kan have. 

-t

(Nationaltidende 30. maj 1931).

Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Kapellet ligger længst mod syd, mens Søndre Kapel ligger cirka midt på kirkegården. Navneforvirringen skyldes at Søndre Kapel blev opført før Østre Kapel, og navnet "Søndre" var således allerede taget. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavns Kirkegaarde og deres Administration.

Et Svar fra Direktoratet for Københavns Begravelsesvæsen til Præsteforeningens Blad.

Vi har fra Direktøren for Københavns Begravelsesvæsen modtaget:

Hr. Redaktør!

I Dagens Nyheder Nationaltidende for 30. Maj er refereret et af Pastor P. Nedergaard i sidste Nummer af Præsteforeningens Blad rettet Angreb paa Københavns Begravelsesvæsen for Eventyrpriser og uheldig Administration.

Det kan maaske tillades mig i Korthed at gøre nogle Bemærkninger hertil.

Begravelsesvæsenets Økonomi kan holdes i Ligevægt paa to Maader. Enten kan man have lave og for alle ensartede Takster saaledes, at Underskudet dækkes af samtlige Borgere ved Tilskud fra Kommunen, hvilket atter vil sige ved Skattepaalæg, eller man kan gaa den Vej, at Økonomien hviler i sig selv, saaledes at man ved passende Takster faar de Indtægter ind, som er nødvendige for at holde Institutionen i Drift. Kommunalbestyrelsen har valgt at gaa den sidste Vej og paa den Maade, at de mere velhavende, som ønsker større og smukkere Gravsteder baade gennem Betalingen for disse og ved de øvrige Ydelser, som kræves, saasom ved Bestilling af stærkere Belysning, udvidet Sang, Stampning af Jorden, Udsmykning af Graven, maa betale en Overpris, hvorved mindrebemidlede kan faa en smuk og stemningsfuld Begravelse for en rimelig Pris. Det er derfor, at en Grav paa 3 m2 i 1. Takstklasse koster 120 Kr., i 2. Klasse 60 Kr. og i Liniejord 30 Kr., og at de øvrige Takster, selv Vedligeholdelsen af Gravsteder, varieres paa tilsvarende Maade. Naar der derfor tales om Begavelsesvæsenets høje Priser, maa disse Forhold tages i Betragtning, idet enhver kan faa en ordentlig Begravelse med Jord, Gravning og Ligbærere for 68 Kr.. saafremt han ikke fordrer særlig Udsmykning eller andet deslige.

Det er selvfølgelig urigtigt, at Ordet "Hvil i Fred", som Kirkegaardene maa gøre til sit, er ensbetydende med, at man i al Fremtid skal bevare enhver Grav urørt, det vilde i al Fald være et ganske nyt og overordentligt kostbart Princip, som derved indførtes, thi fra Oldtiden og Indtil vore Dage har man undtagen hos Jøderne kun bevaret en Grav urørt, saalænge Indtil det nedsatte Lig var opløst, og man har aldrig forstaaet det som en Krænkelse af Gravfreden, at man i de foregaaende Slægtleds Gravsteder nedsatte Ligene af næste Slægt.

Naar Præsteforeningens Blad gør det Angreb til sit, som for nogen Tid siden rejstes i Dagspressen, fordi en Gartner blev udvist af Kirkegaarden ved Politiets Hjælp, tør det maaske være mig tilladt at oplyse følgende:

For 23 Aar siden vedtog Kommunalbestyrelsen at udkøbe de private Gartnere, som drev Erhverv paa Kirkegaardene, og som til stor Ulempe for de Besøgende plagede disse med Anmodninger om at overtage Gravens Vedligeholdelse. Der blev ydet dem en rigelig kontant Erstatning og samtidig blev det bestemt, at fremtidig maatte ingen søge Erhverv paa Kirkegaardene ved direkte Opfordring til Publikum. Denne rimelige Bestemmelse har været overholdt siden, men den har ikke den Betydning, at kun Begravelsesvæsenet kan holde Gravsteder i Orden. Tværtimod. For Tiden har ikke færre end 57 Gartnere Arbejde med Pasning af Gravsteder, og der har gennemgaaende intet været at sige paa deres Optræden, indtil en Gartner i Fjor optog en virksom Agitation for sit Arbejde. Saa længe han holdt sig udenfor Kirkegaardene og ved sine Forbindelser med andre skaffede sig Kunder, var hertil for saa vidt intet at sige, om end det maatte betegnes som en Omgaaelse af Kommunalbestyrelsens Ønske og han blev behandlet ganske som alle de andre private Gartnere, men da han nægtede at efterkomme de Bestemmelser, som i Publikums velforstaaede Interesse var givet for at hindre Uorden, fik han to Gange skriftlig Meddelelse om, at han. ligesom sine Kolleger maatte overholde de givne Bestemmelser. Da han saa paany nægtede at efterkomme Inspektørens lovlige Ordre, og ej heller vilde forlade Kirkegaarden, blev han udsat af Politiet, men rigtignok ikke under Opløb eller Sammenstimlen, idet der næppe opholdt sig en halv Snes Besøgende paa hele den Afdeling af Kirkegaarden, hvor han var.

Endelig kan jeg oplyse, at indtil 1926 styredes Begravelsesvæsenet af en Kommission, hvori to Provster havde Sæde, men det er denne Kommission, der har taget Bestemmelse om den foreløbige Lukning af Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard, ligesom det er samme Kommission, der har givet de ovenomtalte Bestemmelser om private Gartneres Arbejde og øvrige Færden paa Kirkegaardene.

Det er saaledes under fuld gejstlig Medvirken, at disse Afgørelser er truffet, og at Kommunalbestyrelsen nu skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardens Ledelse, er næppe sandsynligt. Derimod vil vi til enhver Tid tage Hensyn til Ønsker fra Præsternes Side. Men vil det ikke være rimeligt, om de fremsættes paa solidere Grundlag og i venlig Form?

August Nielsen

(Nationaltidende 3. juni 1931).

Københavns Kirkegaarde.

Svar til Direktør A. Nielsen af Pastor Paul Nedergaard.

Begravelsesvæsenets Direktør har her i Bladet 3. Juni fremsat nogle Bemærkninger i Anledning af en Artikel, som jeg har skrevet i "Præsteforeningens Blad", og som senere er refereret her og kommenteret af Inspektør Skrydstrup, Vestre Kirkegaard.

Da Spørgsmaalet om vore Kirkegaarde har almindelig Interesse, (før eller senere faar vi jo allesammen Forbindelse med Begravelsesvæsenet), og da Direktør A. Nielsen antyder, at Grundlaget for mine Udtalelser kunde være solidere og Formen kunde være venligere, tør jeg maaske bede om Plads til et Gensvar. Direktør N.s Slutningsbemærkning om "venlig Form" giver mig Haab om, at man ogsaa i Begravelsesvæsenet vil læse disse Linier med Venlighed.

Vi er jo alle interesseret i, at der kan være et godt Forhold mellem Institutionerne, der skal tjene os og Befolkningen, der lader sig betjene af Institutionerne. Min Artikel bestod da heller ikke blot af "Uvenligheder", tværtimod betegnede jeg de fremførte Anker som "Smaating"; jeg udtalte min Anerkendelse af de smukke Kirkegaarde, vi har. Jeg anser f. Eks Vestre Kirkegaard for at være et af de mest velholdte og skønneste Parkanlæg i Danmark. Jeg udtalte tillige min Glæde over Klrkegaardsfunktionærernes Hjælpsomhed, Venlighed o. s. v.

Grundlaget for mine Udtalelser lader sig ikke saadan dokumentere i et Dagblad. Men jeg overlader til Læserne at lædømme dette ud fra deres egne Erfaringer.

Spørgsmaalet om Kirkegaardene har 2 Sider; En, der vender mod Befolkningen, og en, der vedrører Kirken og dens Indflydelse paa Begravelsesvæsnet . M. H. T. den Side, der vender ud mod Befolkningen, og som bør følges med største Interesse, maa jeg i al Venlighed fastholde de nævnte Punkter:

1. Begravelsesvæsnets Priser er høje. Enhver, der har ordnet en Begravelse, ved, hvorledes Summerne løber op. Grundlaget for denne Paastand kan enhver eftergaa i Begravelvæsnets PristabeIler. Dette Punkt, har været drøftet saa ofte i Dagspressen at jeg ikke skal trætte med at gaa nærmere ind derpaa. I min Artikel var ogsaa kun nævnt i forbigaaende.

2 Gravfreden respekteres for lidt. Inskriptionen "Hvil i Fred" lyser ganske ironisk fra de kasserede Gravstene. Gravene graves op. Kisterester hugges i Stykker, og Ligrester tumles om, indtil de graves ned i Bunden af den nye Grav. Skønt Inspektør Skrydstrup meddeler, at det er Afskedigelsesgrund, naar Graver-mandskabet ikke fjerner Resterne af den opgravne Kiste m. m , har jeg gentagne Gange set disse uhyggelige Rester ligge i Jordbunken ved Siden af den nye Grav. ligesom man ved Liniebegravelser ser mindre hyggelige Ting i Gravene ved Siden af den, hvor der i Øjeblikket er Begravelse. Gravene her graves jo paa Række, og Præsten og de Paarørende kan frit se ned i de tilstødende Grave. Men selv om de opgravede Rester skjules for Folks Øjne, borttages ikke den Kendsgerning, at Gravfreden respekteres for lidt, ikke blot her i København, men i hele Landet. Som Jordbundsforholdene er de fleste Steder, er 20 Aar for kort rn Tid til, at et Lig fuldstændigt kan opløses, saa Graven kan graves op Det er selvfølgeligt mere kostbart at værne Gravfreden i 30-40 Aar end i 20 Aar. Men i et Kulturfolk som det danske burde der være saa megen Pietetsfølelse over for de Døde, at vi fik Raad til al lade dem hvile I Fred. Sagen har ogsaa et socialt Moment: De fattige der ikke har Raad til at betale deres Gravsteders Fornyelse, niaa finde sig i, at deres Kære graves op efter 20 Aar Forløb, medens de, der har Rand til at forny Gravstederne, beholder deres Gravpladser uantastet.

3. Politibilen paa Bispebjerg Kirkeaaard er blevet tilstrækkelig kommenteret i Dagspressen. Al Ære og Hepekt for Regulativerne. Men den Sag kunde nu nok være blevet ordnet paa en venligere Maade, saa man havde undgået Politibilen paa den denne Kirkegaard.

4. Østre kapels Lukning paa Vestre Kirkegaard var en fejl. Og det glæder mig af Inspektør Skrydstrups Udtalelser at se, at det nu lukkes op igen. Det var virkelig hensynsløst at byde Folk al skulle gaa i al Slags Vejr og Føre fra Nordre Kapel til Gravene paa Kirkegaardens sydlige Afdelinger, naar Søndre Kapel er optaget, og at forlange 10 Kr. ekstra for Benyttelse af det store Kapel, fordi Søndre Kapel var besat og Østre Kapel lukket. Det er maaske rigtigt, at de største Afstande paa Kirkegaarden er ca. 1 km - NB. i Fugleflugtslinje! Men man gaar nu ikke i Fugleflugt linie fra Kapel til Grav, og Følget skal jo ogsaa gaa tilbage fra Graven til Kirkegaardens Udgang, og 2-3 km er en lang Afstand at gaa for ældre Folk, tilmed naar man ved, at hvis Østre Kapel havde været aabent, vilde man ofte haft betydeligt kortere Distance at gaa. Men nu lukker Kapellet forhaabentlig op. Saa skal disse Klager forstumme.

Jeg ved nok, at Kapellet blev lukket, medens de 2 Provster endnu sad i Begravelsesvæsnets Bestyrelse. I min Artikel, der faldt i 2 Dele (en om Østre Kapel, en om "Smaatingene") er mine Ord om Kirkens Repræsentation sat under den sidste Del.

Hermed er jeg ved Spørgsmaalet om Kirkens forhold til Kirkegaardene. Jeg tror, at en Del af de fornævnte "Smaating" kunde ændres, hvis Kirken havde haft et Ord med at sige, ligesom det paafaldende Søndagsarbejde, der nylig er indført, kunde undgaas. Lidt "uvenlig" synes mig Tonen at være i Direktør N.s Udtalelse om. al det næppe er sandsynligt., at man "skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardenes Ledelse". Herom kan kun Kommunalbestyrelsen og næppe Begravelsesvæsnets Administration udtale sig.

Ulykken er, at Kirken i København er blevet udelukket fra al reeI Indflydelse paa Byens Kirkegaarde.

Her maa det ikke glemmes, at Kirkegaarden er folkekirkens, ikke Magistratens, ikke heller Indenrigsministeriets. Det er Kirkeministeriet, der har de endelige Afgørelser i sin Haand.

Den Ændring, der skete 1925 i Bestyrelsesforholdet af Københavns Kirkegaarde (da Kirken blev udelukket), fandt Sted paa en saadan Maade, at den nok kan falde en og anden for Brystet. Og da dette maaske ikke er videre kendt, skal jeg ordret citere Stiftsprovst, Dr. Henry Ussings Redegørelse i Præsteforeningens Blad. 1927, Side 185):

"Fra Borgerrepræsentationens Side gik man i 1921 uden om Bestyrelseskommissionen hvor Provsten havde Sædet, direkte til Ministeren (Dahl). Denne forelagde heller ikke Spørgmaalet for Begravelsesvæsnets Bestyrelssskommission. Borgerrepræsentationen behandlede Sagen i Oktbr. 1921. Da den saa fra Kommunen tilsendtes Ministeriet spurgte dette Sjællands Biskop og han de to Provster, der sad i Bestyrelseskommissionen. Og at her i alt Fald den enes Erklæring ret indgaaende betonede Hensynet til Kirkens Tarv, er sikkert nok. Men det synes ikke, at disse Erklæringer er kommet videre end til Ministeriet. Antagelig har Ministeren uden yderligere Forhandling forelagt Kongen sin allerunderdanigste Forestilling, der blev underskrevet 9 Marts 1925. Det var da næppe dem, der var nærmest til at være Kirkens Talsmænd, der svigtede her, men det var selve Kirkens øverste Værge, der ikke havde Øje for, at dette Spørgsmaal virkelig havde en alvorlig kirkelig Side. Men har Ministeriet saaledes berøvet sig sine kirkelige Hjælpere her. ligger Ansvaret for Kirkens Tarv paa vore Kirkegaarde, des tungere paa Ministeriet selv "

Ansvaret for Kirkens Udelukkelse fra Indflydelse paa Kirkegaardene maa saaledes forlægges en Del højere op end til Administrationen. Sket er sket, og del lader sig næppe ændre Fra Kirkens Side maa det nu forlanges, at der bliver en fast kirkelig Instans, som Ministeriet forelægger de Kirkegaardssager, der skal afgøres (f. Eks. Stadens Provster eller Provsteudvalgene). For Øjeblikket er der ingen saadan kirkelig Instans; man nøjes vist med en Gang Imellem at raadføre sig med Formanden for Københavns Præstekonvent. I hvert Fald kan del næppe synes urimeligt, al Kirken har en vis Indflydelse paa Kirkegaardene, ikke alene fordi de hedder Kirkegaarde. men ogsaa fordi langt de fleste Begravelser forrettes kirkeligt, og vi Præster skal hjælpe Folk til Rette med at ordne Begravelserne.

(Nationaltidende 8. juni 1931).

Pastor Neergaards lidt bitre kommentar til kirkeministeren, Niels Peter Lorentsen Dahl (1869-1936), skyldes måske at denne sognepræst, politiker og kirkeminister var valgt til Folketinget for Socialdemokratiet (i Præstø) 1913-1918 og Landstinget 1918-1936. Han var kirkeminister bl.a. i ministeriet Thorvald Stauning 1924-1926.

Pastor Hansen-Lavind. (Efterskrift til Politivennen)

En alvorlig Anklage mod Pastor Hansen-Lavind, Aagerup.

"Social-Demokraten" bringer i Dag en Sag frem, som i længere Tid har været kendt Mand og Mand imellem, og hvis ene Hovedperson er Pastor Hansen-Lavind, Aagerup-Kirkerup.

Sagens Forhistorie er kort fortalt denne: I Sommer søgte en gammel Dame i Sognet, den 89-aarige Enkefru Birthe Willumsen, Aldersrente. I Ansøgningen var der skrevet, at hun kun havde en Formue paa ca. 2000 Kr., og denne, som de andre Oplysninger i Skemaet, var attesteret af Sognets Præst, Pastor Hansen-Lavind og Sogneraadsmedlem, Gaardejer Oluf Petersen.

Da Sogneraadet blev bekendt med gamle Dame ofte sultede, og da de opfaldt i Forundring over, at den gamle Dame kun havde en saa ringe Formue. Almindeligvis blev Fru Willumsen betragtet som en efter Forholdene velstillet gammel Dame.

Da det imidlertid blev fortalt, at den gamle Dame ofte sultede og da de Oplysninger, der var givet i Skemaet, var attesteret af Præsten og et Sogneraadsmedlem, blev man enige om, at bevilge hende Aldersrente.

Resultatet af en Undersøgelse, foretaget af Gaardejer Olaf Petersen, Aagerup, blev det opsigtvækkende, at Enkefru Willumsen havde forklaret ham, at hun havde givet Pastor Hansen-Lavind en Sparekassebog, hvorpaa der indestod 12,000 Kr. Disse Penge havde Præsten faaet mod at forsørge den gamle Dame hele Resten af hendes Liv.

Endvidere oplyste Olaf Petersen, at den gamle Dame var blevet meget forundret, da hun første Gang havde faaet udbetalt Aldersrente. Da hun havde skrevet under paa Ansøgningen, havde Præsten nemlig ikke gjort hende bekendt med, at det var en Ansøgning om Aldersrente, hun skulde sætte sit Navn under.

Endelig havde den gamle Dame meddelt Olaf Petersen, at hun meget ofte var gaaet sulten i Seng.

Pastor Hansen-Lavind havde saaledes ikke overholdt den Overenskomst, han var gaaet ind paa, at sørge for den gamle Dame for Resten af hendes Liv.

Sogneraadets Undersøgelse.

Herefter gav Sogneraadsformand, Gaardejer Nørhave sig paa Sogneraadets Vegne til at undersøge Sagen, og der kom meget overraskende Ting frem.

Pastor Hansen-Lavind har nemlig overfor Sogneraadsformanden tilstaaet ikke blot, at han har faaet de 12,000 Kr. for at sørge for den gamle Dame, men ogsaa at han tidligere har modtaget store Laan af hende. I 1920 har Pastor Hansen-Lavind saaledes laant 4200 Kr. til en Bil og senere har han laant 1100 Kr. til en Udenlandsrejse.

Disse Penge er ikke blevet betalt tilbage. Præsten har end ikke betalt Renter deraf, og da han udfyldte Skemaet om Aldersrenten, har han "glemt" at opgive den gamle Dames Tilgodehavende hos sig selv - til Trods for, at dette Tilgodehavende skal paaføres Skemaet som Formue.

Under Forhandlingerne mellem Sogneraadsformanden og Præsten om denne Sag havde Pastor Hansen-Lavind ved en enkelt Lejlighed den omstridte Sparekassebog med, men han vilde ikke give nogen som helst Oplysning om, hvor mange Penge, der endnu indestod paa Sparekassebogen.

Det vilde ellers være rart at faa at vide, om der er hævet nogle af disse 12,000 Kr., hvem der har hævet dem - og hvad Pengene i saa Fald er brugt til, skriver Bladet.

Under en Forhandling med Sogneraadsformanden, sagde Pastoren: Naar der skal være saa meget Vrøvl om denne Sag, skal jeg hilse fra Enken og sige, at hun ikke længere ønsker at faa Aldersrente!

Sogneraadet, der har faaet alle de Oplysninger, vedtog selvfølgelig at inddrage Aldersrenten til Birthe Willumsen og vedtog samtidig at meddele hende Grunden til, at Aldersrenten blev inddraget.

Paa Egnen er der ualmindelig Sympati for den 89-aarige Fru Willumsen, Men samtidig med, at der er Sympati for den gamle Kvinde, er der, skriver "Social-Demokraten" Harme mod Pastor Hansen-Lavind.

Interview med Sogneraadsformand Nørhave.

En Bebrejdelse mod Pastor Hansen-Lavind.

Ved en Henvendelse til Sogneraadsformand Nørhave, udtaler denne: Sagen er ordnet mellem den gamle Kone og Sogneraadet. Det forholder sig saadan, at vi i August Maaned fik Enkefru Willumsens Anmodning om Aldersrente, som Pastor Hansen-Lavind havde hjulpet hende med at udfylde; men senere kom det Sogneraadet for Øre, at hun, da hendes Mand døde for 14 Aar siden, ejede Ejendommen, hvor hun boede, og havde en 10-12,000 Kr. endda.

Pastor Hansen-Lavind har ikke tilstaaet noget overfor mig om de 12,000 Kr., men derimod er det rigtigt, at han har laant 4200 Kr. til en Bil og faaet Penge som Gave. Kendsgerningen er, at hendes Kapital er smuldret hen.

Pastoren har oplyst, at Fru Willumsen selv tilbød at betale et Sygehusophold for Fru Hansen-Lavind og ligeledes selv tilbød Pengene til en Pariserrejse for Hr. Hansen-Lavind og Frue- Det var for 2-3 Aar siden. Rejsepengene var en Gave, hævder Pastoren meget bestemt, ligesom han erklærer at have haft Bemyndigelse til at hæve paa den gamle Kones Sparekassebog.

Sagen er ordnet paa den Maade, at Pastor Hansen-Lavind paa Enkens Vegne har indgaaet paa snarest at betale den Aldersrente tilbage, hun har faaet.

- Jeg synes, slutter Sogneraadsformand Nørhave, at man kan bebrejde Pastor Hansen-Lavind, at han har gjort Forsøg paa at faa det offentlige til at yde Enkefru Willumsen Understøttelse, efter at han selv har faaet Penge til Laans - og til Gave - af hende.

Pastor Hansen-Lavind tilbageviser Angrebet

"B. T." har haft en Samtale med Pastor Hansen-Lavind. Pastoren, der endnu ikke var bekendt med det voldsomme Angreb, der er rettet mod ham, bliver yderst bestyrtet ved at erfare derom.

- Hvorledes stiller De Dem over for de Beskyldninger, der rettes imod Dem?

- Jeg er aldeles stum over for den Artikel, som De her har skitseret for mig. Jeg fatter slet ikke noget af det hele.

- Hvorledes forholder det sig med de 12,000 Kr.?

- Jeg kender intet til de 12,000 Kr. Jeg har ikke laant de Penge af den gamle Enke.

- Vil De da tilbagevise det hele?

- Jeg kan ikke udtale mig i Detailler, før jeg har nøje gennemlæst de Beskyldninger, der rettes imod mig. Jeg stod paa en overordentlig god Fod med den gamle Dame og jeg skal ikke lægge Skjul paa, at hun i sin Tid laante mig 4000 Kr. til en Bil. Hun har bedt mig om at være sig behjælpelig med forskellige Ting, og det har jeg været.

- De vil ikke foretage Dem noget i Sagen?

- Nej, det maa jeg lade andre om. Jeg vil roligt afvente Begivenhederne Udvikling.

- Det paastaas, at Enken nærmest har sultet de sidste Aar?

- Det er rent hen i Vejret.

(Roskilde Avis 14. december 1929)

Pastor Hans Peder Hansen-Lavind (1885-1964). Foto fra Social-Demokraten 17. december 1929. .

Mærkelig Præsteaffære ved Roskilde.

Pastor Hansen-Lavind i ejendommelig Belysning.

Laan eller Gave?

I Aagerup-Kirkerup Sogn ved Roskilde er man I disse Dage optaget af en Aflære, der kaster et mindre flatterende Lys over Sognepræsten den landskendte Foredragsholder Hansen-Lavind.

I Sommer søgte den 89-aarige Enkefru Birthe Willumsen Aldersrente. Hun var anset for at være velsitueret, men i Ansøgningen opgav hun kun at eje en Formue paa ca 2000 kr. Oplysningerne om hendes pekuniære Forhold var attesteret al Sognepræsten og et Sogneraadsmedlem.

Imidlertid kom det frem, at den gamle Dame ofte sultede, og efter en Del Forhandling bevilgede Sognerandet hende Aldersrente.

Men nu gav et af Sogneraadets Medlemmer sig til at undersøge, hvordan det egentlig forholdt sig med Birthe Willumsens Formueforhold. og han kom til det Resultat, at Sogneraadet var blevet ført bag Lyset.

Pastorens Opfordring.

Enkefru Willumsen forklarede ham, at hun ikke anede, at det var en Ansøgning om Aldersrente, hun havde skrevet under paa. Præsten havde lagt Papiret for hende og opfordret hende til at skrive under, uden at gøre hende bekendt med, hvad Skrivelsen drejede sig om. 

Hun fortalte endvidere, at hun tidligere havde givet Pastor Hansen-Lavind 12.000 kr.. mod at han forpligtede sig til at forsørge hende Resten af hendes Liv.

Siden har Pastor Hansen-Lavind overfor Sogneraadsformanden tilstaaet. at han ikke blot har faaet de 12,000 kr.. men i 1920 tillige 4200 Kr til en Bil og senere 1100 Kr. til en Udenlandsrejse.

Disse Penge har Præsten hverken betalt tilbage eller forrentet, og i den gamle Dames Ansøgning om Aldersrente har han undladt at opføre dem, skønt de naturligvis skulde have været nævnt som Tilgodehavende, svarende til Formue.

Sogneraaadsformand Nørhave om Sagen.

Præsten vil nu betale Pengene tilbage.

Under en Samtale i Morges med Formanden for Aagerup-KirkerupSogneraad, Gaardejer Nørhave, udtaler denne til os, at Præsten overfor Sogneraadet har erklæret, at han snarest vilde betale Pengene tilbage.

Og samtidig har han paa den gamle Dames Vegne trukket Ansøgningen om Aldersrente tilbage ... Og saa er Sogneraadet jo ikke interesseret i Sagen mere.

Præsten opbevarede Fru Willumsens Penge.

Sogneraadsformanden fortæller endvidere, at Præsten havde været Birthe Willumsens Raadgiver og opbevaret hendes Penge, siden hendes Mand for en halv Snes Aar siden døde.

- Hvordan er Præstens Forhold til Befolkningen? spørger vi.

- Han er ret afholdt. Han har været her i 14 Aar ... Jo, man kan godt sige, at Folk her syntes om ham. Men man har længe snakket om, at han brugte Birthes Penge. For Resten er Præsten jo en landskendt Mand. Foruden at være Foredragsholder, har han optraadt som Forfatter. En af hans Bøger hedder "De Gamles Ønsker og de Unges Maal".

- Hvor gammel er Pastor Hansen-Lavind ?

- Omkring de 43.

Den angrebne Præst nægter at udtale sig.

"Jeg agter intet at foretage mig!"

Vod Redaktionens Slutning i Formiddags lykkedes det os at faa Telefonforbindelae med den angrebne Sognepræst.

Pastor Hansen-Lavind syntes meget pinlig berørt over Sagens Fremkomst. men var iøvrigt stærkt utilbøjelig til at udtale aig.

- Vil De afkræfte, at De har modtaget Pengene?

- Nej!

 Hvad agter De at foretage Dem i Sagen? spørger vi.

- Intet, svarer Sognepræsten. Alle, som kender mig, véd. at den almindelige Fremstilling af Sagen er ganske ved Siden af.

- Sender De ikke Ministeriet en Redegørelse ?

- Nej!

- Er det rigtigt, at De har været den gamle Dames økonomiske Raadgiver?

- Nej.

Trods Pastorens Ordknaphed kan man dog vist med Sikkerhed gaa ud fra, at denne mere end mærkelige Affære ikke hermed er afsluttet, idet Ministeriet selvfølgelig vil forlange en Indberetning.

(Aftenbladet (København) 14. december 1929).

Menighedsrådets næstformand, gårdejer Søren Jensen forsvarede pastoren:

Birthe Willumsen og Pastor Hansen-Lavind.

Til Karl Petersen.

Det glæder mig at se Karl Petersens Underskrift saa véd man da, hvem man skriver til. Jeg tænkte det nok, men var ikke helt sikker; men kom bare, jeg skal nok besvare.

Jeg skrev for at give en Forklaring af de Forhold, da jeg kunde se, at du ikke vidste rigtig Besked. Birthe Villumsen har personlig takket mig for Artiklen, at den var rigtig; saa maa din Artikel altsaa være gal. For hvad der angaar Præstens Forsørgelsespligt, saa har jeg i Dag set i Testamentet, at han ingen har. Du skriver, at efter den Livsførelse, den gamle Birthe brugte, kunde Renterne godt slaa til. Det vilde være helt umuligt i Krigsaarene og vel ogsaa siden

Du kaster den første Sten. Men du kommer udenfor dette og tror, du kan plette mit Navn ved at skrive, at jeg ogsaa har forsørget og arvet en gammel Kone (Birthe Karls). Hertil skal jeg svare, at det er rigtigt, at jeg fik Lov til tildels at sørge for hende, da det gik galt med Bondestandens Sparekasse, og hun blev af med 5000 Kr., for ellers vilde hun have faaet brugt alle Pengene, saa der ikke var blevet noget at give til de 13 Søskendebørn. Men jeg indgav det hele til Roskilde Skifteret, da hun var død, og den delte Arven. Saa hvis du tror, der er noget galt, saa henvend dig dér; jeg tænker nok, den klarer sig.

Men da du er saa klog, hvorfor brugte du saa ikke din Klogskab, da du reviderede Sygekassens Regnskab og underskrev det som rigtigt, endskønt der bagefter blev konstateret Fejl for over 1000 Kr. Er dit Navn saa lige godt? Du skulde have skrevet: "Ovenstaaende Regnskab har jeg ingen Forstand paa. Karl Petersen." Saa tror jeg, dit Navn vilde have haft en bedre Klang.

Jeg har givet dig et Raad før, da du blokerede mig, da jeg var Formand for Dampmaskinen. Det var: Pas dig selv, for vi skal nok passe os! Dette har du ikke rettet dig efter. Men jeg vil alligevel give dig et Raad til, som jeg selv har brugt og bruger endnu. Det var, da jeg kom ud over Lømmelalderen, af jeg vilde gøre alle Folk de Tjenester, jeg kunde, og skade dem saa lidt som muligt. Om jeg har naaet dette, vil jeg lade andre bedømme.

Aagerup, den 17. december 1929.

Søren Jensen.

(Roskilde Avis 18. november 1929)

Kendsgerningerne i Pastor Hansen-Lavind-Affæren

Det er ikke Enken, der har ønsket Aldersrente. - Præstens modstridende Udtalelser og Erklæringer. - Oplysningerne i Sogneraadet

Som vi skrev i Gaar, er Præstemanden fra Aagerup ved at blive Indfiltret I et saadant Væv af Erklæringer, at Sagens Realitet et ved at komme lidt i Baggrunden, men de mange Erklæringer har to utvlvlsomme Fordele, nemlig 

1) at de ikke har rokket en Tøddel ved de Angreb, vi har rettet mod Præsten,

2) at Præstens Udtalelser og Erklæringer staar i Indbyrdes Modstrid. 

Og det er ikke svært at paapege denne Uoverensstemmelse i Præstens Erklæringer.

Straks efter, at vore Angreb kom frem, udtalte han:

- Jeg kender intet til de 12,000 Kr.!

Efter at have faaet refereret vort Angreb, spørges Præsten direkte:

- Vil De afkræfte, at De har modtaget Pengene?

Hertil svarer Præsten:

- Nej!

Og paa Spørgsrnaalet, om det er rigtigt, at han har været den gamle Dames økonomiske Raadgiver, svarer han ligeledes:

- Nej!

Endelig blev Pastor Hansen-Lavind i Lørdags spurgt om, hvor meget han har laant af den gamle Dame, og hertil svarer Præsten:

- Det husker jeg ikke!

Efter at have fremsat det første Virvar af Udtalelser skrev Præsten 2 Erklæringer.

I den første hævder han, at den udbetalte Aldersrente var blevet betalt tilbage - og denne Erklæring blev omgaaende dementeret af Sogneraadsformand, Gaardejer Jacob Nørlund.

I den anden Erklæring gaar Præsten ind paa vore Angreb, men hævder, at det "kun" drejer sig om 10,26 Kr. 48 Øre og ikke som vi skrev: ca. 12,000 Kr., og han indrømmer, at han har givet falske Oplysninger i Aldersrenteskeamet, men han undskylder sig med - Tankeløshed.

- - - 

Saaledes er Udviklingen af Præstens Stilling.

Sagen udvikler sig stadig. Den er Genstand for en embedsmæssig Undersøgelse - og den vil forhaabentlig for alle Parter snart være tilendebragt.

Men for at vende tilbage til Sagen om Præsten og hans Erklæringer er det maaske tilstrækkeligt - særligt med Henblik paa Prajstens Erklæring om, at det er den 89-aarige Enke, der er kommet til ham og har bedt ham om at sørge for, at hun fik Aidersrente - at slaa fast, at det i Sogneraadet er blevet oplyst:

1) at Birthe Willumsen ikke vidste, det var en Aldersrentebegæring, hun havde skrevet under paa,

2) at Birthe Willumsen i det hele taget ikke vidste, at hun skulde have Aldersrente, før Præsten gjorde hende opmærksom derpaa.

Det vilde være rart, om enhver, der yderligere beskæftiger sig med Sagen - og ganske specielt for Præsten - at holde sig disse Kendsgerninger efterrettelige!

(Social-Demokraten 19. december 1929)

Biskop Fonnesbech-Wulff besluttede i januar 1930 at indsende hele materialet som fremkom under undersøgelser, til Kirkeministeriet. Den 6. marts mødte pastor Hansen-Lavind hos Kirkeminister Dahl for at indgive sin ansøgning om orlov indtil 1. september, eller afsked hvis han da ikke havde fået et nyt job. Det blev straks bevilliget. Pastoren havde da været præst i 15 år i sognet. I august 1930 blev han sognepræst i Enderslev-Vraaby (Roskilde), indtil 31 august 1939. Så blev han afskediget med pension på grund af svagelighed. Allerede året efter blev han sognepræst i Snøde på Langeland, og døde marts 1964, 78 år gammel.

Dommedags-Begravelsestale paa Lolland. (Efterskrift til Politivennen)

Dommedagstorden ved Ligbaaren.

En Præst, der har forløbet sig.

Paa Lolland-Falster er Sindene i disse Dage stærkt optaget af en af disse desværre ikke ukendte, uhyggelige Episoder, hvor en Præst benytter en Begravelse, hvor mange Mennesker, som han ellers ikke kan faa i Tale, er til Stede, til at give en, - lad os kalde det: fanatiske Harme - Luft, og derved skyder fuldstændig over Maalet og kun opnaar at vække offentlig Forargelse.

Sagen har faaet et ret opsigtvækkende Forløb, idet man i flere af de Lolland- Falsterske Blade forleden saa en saalydende Annonce:

Hjertelig Tak

undtagen til Pastor Leibølle for al den venlige Deltagelse. der er vist mig under min Hustrus lange Sygdom, Død og Begravelse.

Sæddinge. 12. Oktober 1929.
J. P. Jørgensen.

Det er en af Rødby-Egnens mest kendte og agtede Mænd, fhv. Sognefoged Jørgensen, der har indrykket denne Annonce, der et Par Dage efter suppleredes véd et "Aabent Brev".

Til Hr. Pastor Leibølle.

Nebbelunde.

Da De ikke endnu har givet mig en Undskyldning eller spurgt mig om Grunden til min mærkelige Tak i Bladene, gaar jeg ud tra, at De helst vil tie det ihjel. Just saa let gaar det nu ikke, Hr. Pastor.

Naar De Ikke skammer Dem ved at rette et saa ondartet Angreb paa hele Deres Menighed, og bruger det som Ligtale, saa vil jeg ikke betænke mig paa at stemple Talen som et aandsforladt Produkt, i højeste Grad sårende.

Ikke engang Velsignelsen kunde De unde os. hverken i Kirken eller ved Greven.

Sorgen over min afdøde Hustru kommer jeg nok over ved Guds Hjælp; men den Bitterhed og Trods, De ved Deres Ord har bragt ind i mit Sind, er saa uhyre vanskelig at blive kvit..

Sæddinge. 18. Oktober 1921).
J. P. Jørgensen.

Man faar ved at læse disse Linier absolut det Indtryk, at dette er en Mand, der er alvorlig krænket og haardt ramt i sine ømmeste Følelser, og samtidig faar man den Opfattelse, at det maa være en Mand, der næppe kan give Anledning til offentlige Revselsesprædikener. Dette Indtryk har vi faaet bekræftet ved telefonisk Samtale med en kendt Mand paa Egnen, der siger:

- Jørgensen og hans afdøde Hustru hører til Egnens mest afholdte og agtede Folk, og det var den største Begravelse, her har været i umindelige Tider. Hele Følget følte sig meget ilde berørt af Præstens Tale. Han sagde bl. a.: Jeg føler stor Angst, naar jeg tænker paa den Afdødes evige Fremtid! - Og derefter tordnede han mod "den verdslige Selskabelighed, der holder Menneskene borte fra Guds Rige", Ord, som ingen af de Tilstedeværende fandt, der var Spor af Grund til at bruge. Vi er alle enige med Jørgensen, naar han offentlig har bebrejdet Præsten hans Optræden, og Harmen her paa Egnen er almindelig.

(Aftenbladet 18. oktober 1929).

Den lollandske Begravelsestale.

Pastor Leibølle fortæller om hvad han sagde.

"Natt." har i Fortsættelse af Diskussionen om den pinlige Begravelsestale paa Lolland spurgt Pastor Leibølle, hvad der skete ved Begravelsen, og som har givet Anledning til Hr. Jørgensens opsigtsvækkende Skridt.

- Fhv. Sognefoged Jørgensen, siger Pastor Leibølle, maa regnes blandt Egnens kendte Mænd, og hans Hustrus Begravelse var den største i mange Aar... I min Tale ved Kisten karakteriserede jeg den afdøde i venlige Ord, men sagde til Slut: "Selv staar jeg med stor Angst i min Sjæl, naar jeg tænker paa den afdødes evige Fremtid".

- Hvorfor brugte De disse Ord?

- Fordi den afdøde, saa vidt jeg kan se, aldrig har villet søge Guds Rige.

- Mærkede De straks Misstemning hos dem, der hørte Talen?

- Nej. Iøvrigt tror jeg, at det heller ikke saa meget var dette Afsnit af Talen, som nogle efterfølgende Bemærkninger om den verdslige Selskabelighed, der har givet Anledning til "Misstemningen" ... Jeg sagde, at jeg i verdslig Selskabelighed ser en Fare for Mennesker, fordi den holder dem borte fra Guds Rige.

- Hvad er Grunden til, at De tog dette Spørgsmaal op netop ved denne Lejlighed?

- Jeg anser det for enhver Præsts Pligt at advare Mennesker mod alt, hvad der kan holde dem tilbage fra Guds Rige. Er det ikke Grund nok?

- Er Selskabeligheden større paa Deres Egn, end mange andre Steder?

- Den er større end godt er, og det har jeg sagt, fordi jeg er Præst.

*

Saa vidt Pastor Leibølle.

Om han har Ret i sine Synspunkter med Hensyn til den "verdslige Selskabelighed" forekommer os ikke at være det afgørende i denne Sag. Derom kan  der være delte Meninger, og Præsten har som enhver anden Lov til at hævde sin Mening.

Men hvad der maa paatales, og med Rette er bleven paatalt, er den utrolige Anmasselse, at Præsten giver sig til at holde moraliserende Foredrag af denne Art ved en Begravelse. Det kan han gøre ved et Møde i Forsamlingshuset, eventuelt i en Prædiken. I et Tilfælde som det foreliggende maa hans Optræden af alle honette Mennesker stemples som malplaceret.

Og at Præsten herved saa langt fra at gavne netop skader den Sag, han vilde tjene, føler vi os ganske overbevist om.

Pastor Leibølle forsvarer sig.

Han kræver Ret til at tale, som han vil, ogsaa ved Begravelser.

I de lollandske Blade har Pastor Leibølle nu offentliggjort et Svar, der i sin Helhed lyder saaledes:

LIGTALER.

I Anledning af Hr. fhv. Sognefoged  Jørgensens "aabne Brev" skal jeg tillade mig at gøre følgende Bemærkninger:

Naar Hr. Jørgensen skriver, at jeg ikke engang kunde unde de tilstedeværende Velsignelsen, skal jeg kun dertil oplyse, at jeg aldrig ved nogen Begravelse har brugt Velsignelsen, hverken i Kirken eller ved Graven, hvad man heller ikke er pligtig til.

Af Artiklen synes det iøvrigt at fremgaa, at det, jeg særlig skal have Bebrejdelser for, er ikke, at jeg i og for sig har sagt, hvad jeg har; men at det er sket i en Ligtale. Den Tankegang, som ligger bagved, er altsaa denne: "Ved Gudstjenester og Moder kan Præsten jo endda have Lov at sige Sandheden og advare mod Synd, thi det kan vi saa dejligt komme uden om ved at holde os borte fra Kirken. Men naar vi møder op i Kirken til en Begravelse, saa har Præsten at holde sin Mund med den Slags; vi vil ikke ved den Lejlighed høre noget, som kan ramme vor Samvittighed." - Men en saadan Tankegang kan jeg ikke billige; dertil er det hele for alvorligt. Dette Liv bærer for enhver af os enten hen imod en evig Tilværelse hos Gud eller imod en evig Tilværelse fra Gud. og jeg føler det som min Pligt baade ved Gudstjeneste og Begravelse at advare Mennesker mod at leve saadan, at de skubber Herrens klare Ord til Side: "Søg først Guds Rige og hans Retfærdighed".

At en saadan Advarsel af nogle opfattes paa den Maade, at man derved vil Mennesker noget ondt, er beklageligt; jeg haaber, at der maa blive set paa denne Artikel paa en anden Maade.

Talen "var af alt andet end opbyggelig Art", har Hr. Jørgensen udtalt til "Social-Demokraten". - Ja, det var den for nogle Deles Vedkommende; men jeg ønskede heller ikke, at alt i den skulde være "opbyggeligt". Hvis der paa en Plads skal opføres en Bygning, men Pladsen i Forvejen er optaget af en anden Bygning, maa man jo først rive den gamle Bygning ned. - Naar Mennesker lever saaledes, at de er optaget af verdslig Selskabelighed, naar man i den Grad er hengivet til Kortspil og lignende, at det atter og atter bliver foretrukket for de Ting, som hører til Guds Rige, saa er der i saadanne Menneskers Hjerte noget, som maa brydes ned. Der maa af Herren selv lægges en ny Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud. (Hebræerbrevet 6-1). Naar den Forudsætning er til Stede, er "opbyggelig" Tale paa sin Plads.

Naar der er Ild i et Hus, og dets Beboere ligger og sover og er i yderste Fare for at indebrænde, saa har det dog ikke hidtil været regnet for nogen særlig forkastelig Gerning at prøve paa at faa dem vækket og reddet. - Naar der nu er Tale om det, der er værre, ikke at indebrænde levende; men at gaa evig fortabt - skulde det saa være rent galt at sige, saa det kan høres: "Vend dig fra den verdslige Selskabelighed og til den levende Gud!"

Nebbelunde Præstegaard pr. Rødby
Den 18. oktober 1929
J. Leibølle.

(Ærø Venstreblad 21.oktober 1929)

Pastor J. Leibølle, foto fra Thisted Amtsavis 17. februar 1936, i anledning af at han indstilledes som sognepræst i Gamtofte. Han havde da virket siden 1932 i Hvidbjerg-Lyngs. 1921-1932 i Nebbelunde-Sæddinge.