Hvorfor holdes Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard lukket, spørger Pastor Paul Nedergaard.Et Svar fra Kirkegaardens Inspektør.
I et netop udkommet Nr. af Præsteforeningens Blad retter Redaktøren, Pastor Paul Hedegaard ved Eliaskirken, et skarpt Angreb paa Begravelsesvæsnet og forskellige Forhold paa de københavnske Kirkegaarde, specielt Vestre Kirkegaard.
Han berører paany Begravelsesvæsnets Priser, der er betegnede som "Eventyrpriser", beklager Episoden paa Bispebjerg Kirkegaard, da Politibilen nylig rekvireredes til en overarbejdende Gartner, men vender sig derpaa særlig mod Administrationen af Vestre Kirkegaard.
Det lukkede Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard.
Her kan kun Søndre Kapel og Nordre Kapel med det ene af dettes to Sidekapeller for Tiden benyttes, idet Østre Kapel holdes fuldstændig lukket. Resultatet er blevet en Overbelastning; det kan f. Eks. ske, at Søndre Kapel allerede Onsdag Formiddag er fuldt optaget til den følgende Søndag. For det store Nordre Kapel skal der betales 10 Kr. ekstra, og det mindre Kapel ved Siden af kan vanskeligt bruges samtidig med, at der er Begravelse i det store. Pastor Nedergaard siger videre, at Nordre Kapels uheldige Beliggenhed bevirker, at Følget undertiden maa gaa 1-2 km i al Slags Vejr og Føre, forbi det optagne Søndre Kapel, maaske ogsaa forbi det lukkede Østre Kapel; og kræver dette sidste Kapel genaabnet, især da Søndre Kapel en Tid skal lukkes paa Grund af Reparationer.
Vi har bedt Kirkegaardens Inspektør, Hr. Skrydstrup, om at udtale sig om dette Spørgsmaal.
Et Svar paa Angrebene.
Østre Kapel genaabnes.
- Det er Sparebestræbelser, siger Inspektør Skrydstrup, der har bevirket, at Østre Kapel har staaet lukket; der spares paa Opsyn, Varme m. m., en halv Snes Tusinde Kroner aarlig. Og Lukningen har kunnet lade sig gøre, fordi Liniebegravelserne ikke mere laa i Kapellets Nærhed. Kapellet skal imidlertid nu restaureres med Indlægning af Centralvarme m. m., og det il derefter blive taget i Brug paany; først naar Østre Kapel er genaabnet, gaar vi i Gang med Reataureringen af Søndre Kapel.
Forøvrigt, siger Inspektøren, er Kirkegaardens længste Linie 1 km, saa der maa fra Kapellerne til Graven altid blive under denne Afstand.
Hvordan behandles Ligresterne?
Pastor Nedergaard ironiserer i sin Artikel over de kasserede Gravstenes "Hvil i Fred" og paataler. at man, hvor der før har været en Grav, kan finde Benstumper og Kisterester fra denne ved den nygravede Grav. Hvorledes forholder det sig hermed, spørger vi Kirkegaardsinspektøren.
- Arbejderne paa Vestre Kirkegaard har Kurve, og det er Afskedigelsesgrund, hvis de ikke samler alle Benrester heri og. saa snart den nye Grav er færdig, graver dem ned i denne under den Plads, paa hvilken den nye Kiste skal staa. Ufortærede Rester af den gamle Kiste kan man ikke have i Graven; men de samles og fjernes ufortøvet.
Søndagsarbejdet paa Kirkegaarden.
Endnu en Paatale findes der i Pastor Nedergaards Artikel. Søndagsarbejde, siger han, kan jo ikke undgaas paa Kirkegaardene; men han har Søndag Formiddag set et Arbejdshold i Færd med at kulegrave og planere en helt ny Afdeling paa Vestre Kirkegaard.
- Ja, det er rigtigt, siger Inspektør Skrydstrup, og det er noget nyt. Arbejderne - vi har 40 Mand - forlangte i Foraaret Turnusfridage, saa de vidste, naar Fridagene faldt, og dette har kun kunnet lade sig gøre ved Indførelse af faste Arbejdshold ogsaa om Søndagen med fuldt Arbejde. At dette fra kirkelig Side kan tage sig noget mærkeligt ud. føjer Inspektøren til, vil jeg ikke benægte.
Dette sidste fører over til Pastor Nedergaards Slutbemærkning: at Kirken bør være repræsenteret i Kirkegaardenes Ledelse. For den almindelige Bevidsthed vil alt, hvad der har med Kirkegaarde at gøre staa som noget kirkeligt, og Kirken vil faa Ansvaret for Forhold, paa hvilke den under den nu gældende Ordning ingen Indflydelse kan have.
-t
(Nationaltidende 30. maj 1931).
Københavns Kirkegaarde og deres Administration.
Et Svar fra Direktoratet for Københavns Begravelsesvæsen til Præsteforeningens Blad.
Vi har fra Direktøren for Københavns Begravelsesvæsen modtaget:
Hr. Redaktør!
I Dagens Nyheder Nationaltidende for 30. Maj er refereret et af Pastor P. Nedergaard i sidste Nummer af Præsteforeningens Blad rettet Angreb paa Københavns Begravelsesvæsen for Eventyrpriser og uheldig Administration.
Det kan maaske tillades mig i Korthed at gøre nogle Bemærkninger hertil.
Begravelsesvæsenets Økonomi kan holdes i Ligevægt paa to Maader. Enten kan man have lave og for alle ensartede Takster saaledes, at Underskudet dækkes af samtlige Borgere ved Tilskud fra Kommunen, hvilket atter vil sige ved Skattepaalæg, eller man kan gaa den Vej, at Økonomien hviler i sig selv, saaledes at man ved passende Takster faar de Indtægter ind, som er nødvendige for at holde Institutionen i Drift. Kommunalbestyrelsen har valgt at gaa den sidste Vej og paa den Maade, at de mere velhavende, som ønsker større og smukkere Gravsteder baade gennem Betalingen for disse og ved de øvrige Ydelser, som kræves, saasom ved Bestilling af stærkere Belysning, udvidet Sang, Stampning af Jorden, Udsmykning af Graven, maa betale en Overpris, hvorved mindrebemidlede kan faa en smuk og stemningsfuld Begravelse for en rimelig Pris. Det er derfor, at en Grav paa 3 m2 i 1. Takstklasse koster 120 Kr., i 2. Klasse 60 Kr. og i Liniejord 30 Kr., og at de øvrige Takster, selv Vedligeholdelsen af Gravsteder, varieres paa tilsvarende Maade. Naar der derfor tales om Begavelsesvæsenets høje Priser, maa disse Forhold tages i Betragtning, idet enhver kan faa en ordentlig Begravelse med Jord, Gravning og Ligbærere for 68 Kr.. saafremt han ikke fordrer særlig Udsmykning eller andet deslige.
Det er selvfølgelig urigtigt, at Ordet "Hvil i Fred", som Kirkegaardene maa gøre til sit, er ensbetydende med, at man i al Fremtid skal bevare enhver Grav urørt, det vilde i al Fald være et ganske nyt og overordentligt kostbart Princip, som derved indførtes, thi fra Oldtiden og Indtil vore Dage har man undtagen hos Jøderne kun bevaret en Grav urørt, saalænge Indtil det nedsatte Lig var opløst, og man har aldrig forstaaet det som en Krænkelse af Gravfreden, at man i de foregaaende Slægtleds Gravsteder nedsatte Ligene af næste Slægt.
Naar Præsteforeningens Blad gør det Angreb til sit, som for nogen Tid siden rejstes i Dagspressen, fordi en Gartner blev udvist af Kirkegaarden ved Politiets Hjælp, tør det maaske være mig tilladt at oplyse følgende:
For 23 Aar siden vedtog Kommunalbestyrelsen at udkøbe de private Gartnere, som drev Erhverv paa Kirkegaardene, og som til stor Ulempe for de Besøgende plagede disse med Anmodninger om at overtage Gravens Vedligeholdelse. Der blev ydet dem en rigelig kontant Erstatning og samtidig blev det bestemt, at fremtidig maatte ingen søge Erhverv paa Kirkegaardene ved direkte Opfordring til Publikum. Denne rimelige Bestemmelse har været overholdt siden, men den har ikke den Betydning, at kun Begravelsesvæsenet kan holde Gravsteder i Orden. Tværtimod. For Tiden har ikke færre end 57 Gartnere Arbejde med Pasning af Gravsteder, og der har gennemgaaende intet været at sige paa deres Optræden, indtil en Gartner i Fjor optog en virksom Agitation for sit Arbejde. Saa længe han holdt sig udenfor Kirkegaardene og ved sine Forbindelser med andre skaffede sig Kunder, var hertil for saa vidt intet at sige, om end det maatte betegnes som en Omgaaelse af Kommunalbestyrelsens Ønske og han blev behandlet ganske som alle de andre private Gartnere, men da han nægtede at efterkomme de Bestemmelser, som i Publikums velforstaaede Interesse var givet for at hindre Uorden, fik han to Gange skriftlig Meddelelse om, at han. ligesom sine Kolleger maatte overholde de givne Bestemmelser. Da han saa paany nægtede at efterkomme Inspektørens lovlige Ordre, og ej heller vilde forlade Kirkegaarden, blev han udsat af Politiet, men rigtignok ikke under Opløb eller Sammenstimlen, idet der næppe opholdt sig en halv Snes Besøgende paa hele den Afdeling af Kirkegaarden, hvor han var.
Endelig kan jeg oplyse, at indtil 1926 styredes Begravelsesvæsenet af en Kommission, hvori to Provster havde Sæde, men det er denne Kommission, der har taget Bestemmelse om den foreløbige Lukning af Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard, ligesom det er samme Kommission, der har givet de ovenomtalte Bestemmelser om private Gartneres Arbejde og øvrige Færden paa Kirkegaardene.
Det er saaledes under fuld gejstlig Medvirken, at disse Afgørelser er truffet, og at Kommunalbestyrelsen nu skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardens Ledelse, er næppe sandsynligt. Derimod vil vi til enhver Tid tage Hensyn til Ønsker fra Præsternes Side. Men vil det ikke være rimeligt, om de fremsættes paa solidere Grundlag og i venlig Form?
August Nielsen
(Nationaltidende 3. juni 1931).
Københavns Kirkegaarde.
Svar til Direktør A. Nielsen af Pastor Paul Nedergaard.
Begravelsesvæsenets Direktør har her i Bladet 3. Juni fremsat nogle Bemærkninger i Anledning af en Artikel, som jeg har skrevet i "Præsteforeningens Blad", og som senere er refereret her og kommenteret af Inspektør Skrydstrup, Vestre Kirkegaard.
Da Spørgsmaalet om vore Kirkegaarde har almindelig Interesse, (før eller senere faar vi jo allesammen Forbindelse med Begravelsesvæsenet), og da Direktør A. Nielsen antyder, at Grundlaget for mine Udtalelser kunde være solidere og Formen kunde være venligere, tør jeg maaske bede om Plads til et Gensvar. Direktør N.s Slutningsbemærkning om "venlig Form" giver mig Haab om, at man ogsaa i Begravelsesvæsenet vil læse disse Linier med Venlighed.
Vi er jo alle interesseret i, at der kan være et godt Forhold mellem Institutionerne, der skal tjene os og Befolkningen, der lader sig betjene af Institutionerne. Min Artikel bestod da heller ikke blot af "Uvenligheder", tværtimod betegnede jeg de fremførte Anker som "Smaating"; jeg udtalte min Anerkendelse af de smukke Kirkegaarde, vi har. Jeg anser f. Eks Vestre Kirkegaard for at være et af de mest velholdte og skønneste Parkanlæg i Danmark. Jeg udtalte tillige min Glæde over Klrkegaardsfunktionærernes Hjælpsomhed, Venlighed o. s. v.
Grundlaget for mine Udtalelser lader sig ikke saadan dokumentere i et Dagblad. Men jeg overlader til Læserne at lædømme dette ud fra deres egne Erfaringer.
Spørgsmaalet om Kirkegaardene har 2 Sider; En, der vender mod Befolkningen, og en, der vedrører Kirken og dens Indflydelse paa Begravelsesvæsnet . M. H. T. den Side, der vender ud mod Befolkningen, og som bør følges med største Interesse, maa jeg i al Venlighed fastholde de nævnte Punkter:
1. Begravelsesvæsnets Priser er høje. Enhver, der har ordnet en Begravelse, ved, hvorledes Summerne løber op. Grundlaget for denne Paastand kan enhver eftergaa i Begravelvæsnets PristabeIler. Dette Punkt, har været drøftet saa ofte i Dagspressen at jeg ikke skal trætte med at gaa nærmere ind derpaa. I min Artikel var ogsaa kun nævnt i forbigaaende.
2 Gravfreden respekteres for lidt. Inskriptionen "Hvil i Fred" lyser ganske ironisk fra de kasserede Gravstene. Gravene graves op. Kisterester hugges i Stykker, og Ligrester tumles om, indtil de graves ned i Bunden af den nye Grav. Skønt Inspektør Skrydstrup meddeler, at det er Afskedigelsesgrund, naar Graver-mandskabet ikke fjerner Resterne af den opgravne Kiste m. m , har jeg gentagne Gange set disse uhyggelige Rester ligge i Jordbunken ved Siden af den nye Grav. ligesom man ved Liniebegravelser ser mindre hyggelige Ting i Gravene ved Siden af den, hvor der i Øjeblikket er Begravelse. Gravene her graves jo paa Række, og Præsten og de Paarørende kan frit se ned i de tilstødende Grave. Men selv om de opgravede Rester skjules for Folks Øjne, borttages ikke den Kendsgerning, at Gravfreden respekteres for lidt, ikke blot her i København, men i hele Landet. Som Jordbundsforholdene er de fleste Steder, er 20 Aar for kort rn Tid til, at et Lig fuldstændigt kan opløses, saa Graven kan graves op Det er selvfølgeligt mere kostbart at værne Gravfreden i 30-40 Aar end i 20 Aar. Men i et Kulturfolk som det danske burde der være saa megen Pietetsfølelse over for de Døde, at vi fik Raad til al lade dem hvile I Fred. Sagen har ogsaa et socialt Moment: De fattige der ikke har Raad til at betale deres Gravsteders Fornyelse, niaa finde sig i, at deres Kære graves op efter 20 Aar Forløb, medens de, der har Rand til at forny Gravstederne, beholder deres Gravpladser uantastet.
3. Politibilen paa Bispebjerg Kirkeaaard er blevet tilstrækkelig kommenteret i Dagspressen. Al Ære og Hepekt for Regulativerne. Men den Sag kunde nu nok være blevet ordnet paa en venligere Maade, saa man havde undgået Politibilen paa den denne Kirkegaard.
4. Østre kapels Lukning paa Vestre Kirkegaard var en fejl. Og det glæder mig af Inspektør Skrydstrups Udtalelser at se, at det nu lukkes op igen. Det var virkelig hensynsløst at byde Folk al skulle gaa i al Slags Vejr og Føre fra Nordre Kapel til Gravene paa Kirkegaardens sydlige Afdelinger, naar Søndre Kapel er optaget, og at forlange 10 Kr. ekstra for Benyttelse af det store Kapel, fordi Søndre Kapel var besat og Østre Kapel lukket. Det er maaske rigtigt, at de største Afstande paa Kirkegaarden er ca. 1 km - NB. i Fugleflugtslinje! Men man gaar nu ikke i Fugleflugt linie fra Kapel til Grav, og Følget skal jo ogsaa gaa tilbage fra Graven til Kirkegaardens Udgang, og 2-3 km er en lang Afstand at gaa for ældre Folk, tilmed naar man ved, at hvis Østre Kapel havde været aabent, vilde man ofte haft betydeligt kortere Distance at gaa. Men nu lukker Kapellet forhaabentlig op. Saa skal disse Klager forstumme.
Jeg ved nok, at Kapellet blev lukket, medens de 2 Provster endnu sad i Begravelsesvæsnets Bestyrelse. I min Artikel, der faldt i 2 Dele (en om Østre Kapel, en om "Smaatingene") er mine Ord om Kirkens Repræsentation sat under den sidste Del.
Hermed er jeg ved Spørgsmaalet om Kirkens forhold til Kirkegaardene. Jeg tror, at en Del af de fornævnte "Smaating" kunde ændres, hvis Kirken havde haft et Ord med at sige, ligesom det paafaldende Søndagsarbejde, der nylig er indført, kunde undgaas. Lidt "uvenlig" synes mig Tonen at være i Direktør N.s Udtalelse om. al det næppe er sandsynligt., at man "skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardenes Ledelse". Herom kan kun Kommunalbestyrelsen og næppe Begravelsesvæsnets Administration udtale sig.
Ulykken er, at Kirken i København er blevet udelukket fra al reeI Indflydelse paa Byens Kirkegaarde.
Her maa det ikke glemmes, at Kirkegaarden er folkekirkens, ikke Magistratens, ikke heller Indenrigsministeriets. Det er Kirkeministeriet, der har de endelige Afgørelser i sin Haand.
Den Ændring, der skete 1925 i Bestyrelsesforholdet af Københavns Kirkegaarde (da Kirken blev udelukket), fandt Sted paa en saadan Maade, at den nok kan falde en og anden for Brystet. Og da dette maaske ikke er videre kendt, skal jeg ordret citere Stiftsprovst, Dr. Henry Ussings Redegørelse i Præsteforeningens Blad. 1927, Side 185):
"Fra Borgerrepræsentationens Side gik man i 1921 uden om Bestyrelseskommissionen hvor Provsten havde Sædet, direkte til Ministeren (Dahl). Denne forelagde heller ikke Spørgmaalet for Begravelsesvæsnets Bestyrelssskommission. Borgerrepræsentationen behandlede Sagen i Oktbr. 1921. Da den saa fra Kommunen tilsendtes Ministeriet spurgte dette Sjællands Biskop og han de to Provster, der sad i Bestyrelseskommissionen. Og at her i alt Fald den enes Erklæring ret indgaaende betonede Hensynet til Kirkens Tarv, er sikkert nok. Men det synes ikke, at disse Erklæringer er kommet videre end til Ministeriet. Antagelig har Ministeren uden yderligere Forhandling forelagt Kongen sin allerunderdanigste Forestilling, der blev underskrevet 9 Marts 1925. Det var da næppe dem, der var nærmest til at være Kirkens Talsmænd, der svigtede her, men det var selve Kirkens øverste Værge, der ikke havde Øje for, at dette Spørgsmaal virkelig havde en alvorlig kirkelig Side. Men har Ministeriet saaledes berøvet sig sine kirkelige Hjælpere her. ligger Ansvaret for Kirkens Tarv paa vore Kirkegaarde, des tungere paa Ministeriet selv "
Ansvaret for Kirkens Udelukkelse fra Indflydelse paa Kirkegaardene maa saaledes forlægges en Del højere op end til Administrationen. Sket er sket, og del lader sig næppe ændre Fra Kirkens Side maa det nu forlanges, at der bliver en fast kirkelig Instans, som Ministeriet forelægger de Kirkegaardssager, der skal afgøres (f. Eks. Stadens Provster eller Provsteudvalgene). For Øjeblikket er der ingen saadan kirkelig Instans; man nøjes vist med en Gang Imellem at raadføre sig med Formanden for Københavns Præstekonvent. I hvert Fald kan del næppe synes urimeligt, al Kirken har en vis Indflydelse paa Kirkegaardene, ikke alene fordi de hedder Kirkegaarde. men ogsaa fordi langt de fleste Begravelser forrettes kirkeligt, og vi Præster skal hjælpe Folk til Rette med at ordne Begravelserne.
(Nationaltidende 8. juni 1931).
Pastor Neergaards lidt bitre kommentar til kirkeministeren, Niels Peter Lorentsen Dahl (1869-1936), skyldes måske at denne sognepræst, politiker og kirkeminister var valgt til Folketinget for Socialdemokratiet (i Præstø) 1913-1918 og Landstinget 1918-1936. Han var kirkeminister bl.a. i ministeriet Thorvald Stauning 1924-1926.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar