Ellen Reumert (1866-1934). (Efterskrift til Politivennen).

Ellen Marie Sophie Reumert (1866 - 1934) var forfatterinde med stor succes i sin samtid. I samtiden var hun mest kendt for et meget omfattende forfatterskab. Et indtryk af hvad hun skrev og hvordan det blev modtaget får man af nedenstående artikler. Ellen Reumerts far var 61 år gammel, da hun blev født. Hendes moder var betydeligt yngre. Noget hun beskrev i erindringsbogen "To lykkelige Hjem" (1919). Hun blev undervist hjemme. Efter faderens død flyttede familien til København, hvor Ellen uddannede sig inden for musik og underviste i klaver. Hun blev 1890 gift med sin fætter Alexander Reumert (1856-1912), inspektør på Carlsberg. Hun var i familie med Poul Reumert. 

Senere startede hun sit forfatterskab, som hun som ung havde startet under pseudonymet Knud Hagen i 1892: "Novelletter". Hun udsendte dog nu bøger i eget navn. Hendes skue- og syngespil, "Tvillinger" blev opført 1904 på Folketeatret. "Sofaen" opførtes samme sted 1913. "Aflad" gik på Casino 1908. "Firkløveret" på Det Ny Teater 1912. "Jul" på Blancheteatret i Stockholm 1916. 

Kasino

Aflad - Gerda Krum.

Historien om den pæne mand der forlader sin fattige elskerinde så snart hun er med barn, for at gøre et rigt parti, er jo ikke nogen ny historie. Den er heller ikke behandlet på nogen ny måde af fru Ellen Reumert i det stykke, Kasino spillede i aftes. Fru Reumert hamrer ufortrødent løs på de sentimentale strenge som emnet frembyder, og som sjældent forfejler deres virkning. Og hun har tilsat en slutningensscene hvor den barnløse bourgeoisifrue mødes med den fattige pige som har slidt sig til døde for sin lille dreng, og hvor de to kvinder måler deres livs lykke med hinanden. Denne scene som i øvrigt blev spillet smukt af fru Marie Dinesen og frk. Dietrich, gjorde det af med resten af publikums modstandskraft.

Men der er ingen grund til at tage fortrydelse af fru Reumerts stykke, velment som det utvivlsomt er, med en passende spot mod de fine fruers hovmodige selvretfærdighed.

(Social-Demokraten, 7. marts 1908, 2. udgave)

En af hendes bøger blev anmeldt af A. C. Meyer i Social-Demokraten:

Ellen Reumer:

"Lænker".

Fortællinger. (Udkommet på I. L. Lybeckers Forlag.)

Forfatterinden Ellen Reumert har i den foreliggende bog samlet tre fortællinger og en lille dramatisk skitse. Af fortællingerne er bogens første, som bærer titlen "Gerda", ubetinget den bedste.

"Gerda", der fremtræder som en brevveksling, handler om en ung pige. som skal giftes med en præst. Han har just overtaget sit embede, der lægger meget beslag på hans tid. Imens er Gerda omsværmet af glade fætre, og en af dem attrår den unge. ubefæstede pige. Ulykken kommer over hende en dag, da hun er på cykleudflugt med fætteren. Hun giver sig hen til ham, skønt hun elsker sin præst, og først bagefter former det skete sig for hende som en forbrydelse, på hvilken hun ingen forklaring kan give.

Den tilsyneladende mærkværdighed, at en kvinde elsker en mand og giver sig hen til en anden, lader sig psykologisk forklare af Gerdas flagrende uskyld, der kender sit mål, men ikke kan nå det og i en tilstand af omtåget længsel kaster sig i fætterens arme. Forfatterinden har ikke gjort forføreren til en usympatisk person, beskæftiger sig overhovedet ikke med ham udover det der bringer Gerda i ulykke. Fortællingen refererer, hvorledes forholdet bliver åbenbart for alverden fordi Gerda skal være moder. Hun er vel blevet gift med præsten, men fødslen vil falde seks måneder efter vielsen. Hun oprives af en frygtelig sjælekamp, men ender med at betro sig til Præsten. Det kommer til en voldsom scene. Han slår hende, løber sin vej som en gal mand og vender om for at tilgive sin hustru, tids nok til at frelse hende fra at blive begravet i søen i hvis tavse vande hun ville ende sin tilværelse. 

Præsten beslutter at tage sit kors på sig, at trodse sine sognebørns kritik og foragt og sejre eller falde med hustruen ved sin side. For ingen uden hans gamle moder, hvem han har betroet alt, har anelse om, at det er en anden end netop præsten som har ejet hendes elskov i utide.

Denne Konflikt er udmærket smukt fortalt. Gerda offeret for et øjebliks svaghed, føres billedlig talt tornekranset og lænkebunden frem for den strenge dommer, hvis navn er kristelig moral. Hun får et dødfødt barn, men da hun første gang efter fødslen besøger kirken, viger folk til side for hende og straffende øjekast hudfletter synderinden. 

Men Præsten taler om kristelig kærlighed og tilgivelse, og han tvinger den hårde dommer til Mildhed. Og atter synes solen at smile til de to mennesker. Gerda bliver atter Moder. Dog - skæbnen synes ikke at unde hende nogen lykke. Hun dør fra mand og barn, den stakkels

lille Gerda, som måtte bøde så bitterlig hårdt for et øjebliks letsind.

Har Fru Ellen Reumert i denne fortælling villet andet og mere end give en ung kvindes tragiske skæbne? Løftes dette smertens ris ikke mod selve dommeren, som sidder gusten og marmorkold i sit dommersæde? Så smukt og rørende denne historie er fortalt, fører den læserens sympati helt og holdent på den unge kvindes side.

Den digteriske facon i fortællingen kan der for så vidt indvendes noget imod, som brevvekslingen kun i ringe grad præges af hver brevskrivers individualitet. Det er forfatterinden, som taler gennem hver af personerne, og hun gør utvivlsomt præsten noget for kvindagtig. 

Den næststørste af bogens fortællinger bærer titlen "Af Dr. Holmers Praksis", men er ikke noget sammenhængende hele. Den virker mere som en moralsk afhandling over visse forhold, som fx drankerens ret til at hundse sin kone uden at denne har lovens hjælp til at fordre ham anbragt på en helbredelsesanstalt.

Ved en fremstilling af denne art føres man lige ind i debatten om drankerloven, og hvad man end kan sige om den - litterær er den ikke.

Derfor kan man jo godt have glæde af at læse en novellistisk fremstilling af sygelige tilstande i samfundet, og fru Ellen Reumert er Gud ske lov aldrig kedelig.

Man lægger da heller ikke "Lænker" fra sig uden at have fået et dybt og varigt Indtryk af en ualmindelig kvindes forfatterpersonlighed. 

A. C. Meyer

(Social-Demokraten 15. juli 1910.)

Forfatteren Ellen Reumert som viser tre af sine værker. Fotograf: Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Et eftermiddagsbesøg

hos

fru Ellen Reumert.

Aldrig før i mit liv har jeg set et par så mægtige kopper eftermiddagskaffe som dem fru Ellen Reumert og hendes mand, driftsinspektøren på Carlsberg, satte til livs, da jeg i går eftermiddags aflagde et besøg hos "Andedammen"s forfatterinde i hendes arbejds- og musikværelse. Man må være meget sund og ligevægtig for at kunne stå for en sådan dosis koffein!

Men hvad havde ikke en dame i forvejen sagt til mig, da hun havde fået et benægtende svar på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kendte fru Reumert: "Det er kedeligt fer Dem! Ellers ville De have været sammen med et af byens elskværdigste mennesker, sund og god og ligefrem, en dame med et udmærket humør og et fortræffeligt hjerte, en ypperlig pianistinde, moder og husmoder, og som forfatterinde . . . men det ved De dog måske?"

Jo, det vidste jeg dog. Jeg huskede både "Tvillinger", der gik på Folketeatret. "Aflad" fra Kasino, hendes bog "Lænker", der kom sidste år, og som gjorde megen lykke, og adskilligt andet af fruens snart ikke ringe forfatterskab.

Nu sad jeg overfor fru Reumert, og vi talte om fortid og nutid og fremtid, og jo mere, vi talte sammen, kom jeg til at tro på den karakteristik, der var givet mig, inden jeg kom derud.

Der var først den uforbeholdne anerkendelse af andres arbejde.

"Johannes Nielsen er ligefrem genial i sin iscenesættelse. Det første og utaknemmelige slid tog hr. Normann, medens Nielsen var syg; men nu går det jo bedre med helbredet, og som han kan arbejde! Det er ikke nogen blid omgang, - han tordner bravt, og man er efter disse lange prøver som en klud, men man lærer, lærer så uendelig meget af det. Man ser, hvor stor forskellen er på det, man har tænkt sig sådan eller sådan, og så på, hvorledes det ganske nødvendigvis må blive, når scenens krav melder sig. Om det så er skikkelserne, får de jo undertiden anden form. ... ja, der bliver såmænd ofte af replikker, man ikke har tænkt sig noget videre forbundet med, ting der aldrig er faldet en ind . . ."

Fruen ler med sin inderlige kluklatter, og så fortæller hun om den gode rollebesætning, der er

givet "Andedammen".

"Hovedpersonen, adjunkt Brasens kone, et menneske der traver lige ind i alle hjerter og som ordner alt til det bedste i den jydske, sladrende andegård, er fru Neiiendam. Jeg synes hun bliver god - hun sprudler jo af talent, og så er hun opfindsom . . . ellers spiller med Nelleman, fru Orlamundt, frk. Thorberg Sommer, Vewer, Albrecht Schmidt, fru Dinesen og frk. Kranse, så jeg kan ikke klage. 

Oprindelig skulle "Andedammen" have været oppe tidligere men så gik det jo så godt med "Karen, Maren og Mette", nu får vi se hvorledes det går mig! Om der er dialekt? Nej, absolut ikke. Den holdes alligevel ikke stykket igennem, og forøvrigt kunne handlingen lige så godt foregå i en anden landsdel end Jylland."

En gang imellem får vi et lille stikord fra hr. Reumert, der med rette beundrer sin frues energi, og de oplysninger, som disse stikreplikker giver anledning til, er bl. a., at "Andedammen" oprindeligt var i fire akter, men nu er skrevet ned til tre, (det var et slemt arbejde at plukke det hele fra hinanden! Trøst Dem. Frue! In der Begrenzung zeigt sich erst der Meister !), at Kasino med kyshånd har taget mod lystspillet "Gaflen", der skal op næste år med Sophus Neumann i hovedrollen, og at der om kort tid på Lübeckers Forlag kommer et alvorligt skuespil af fruen. "Solhøj".

"Det er mit yndlingsarbejde ... jeg har skrevet på det i flere år - og det venter jeg mig en del af. Det kan selvfølgeligt være meget tilfredsstillende at skrive en novelle, en bog, en roman . . . men skuespillet, den dramatiske produktion er dog den, der står mit hjerte nærmest. At se sine skikkelser vokse frem, høre dem sige de ord, man har givet dem - det er alligevel noget andet."

"Hvornår var det "Tvillinger" kom op?'

"Det var - jeg må se efter, for årstal kan jeg ikke med - det var den 4. december 1904 og det var ikke meningen, at det skulle være gået mere end til jul. Men så havde de jo mere livskraft, disse tvillinger, end vi havde tænkt, og de væltede endogså juleforestillingen "Maria Theresia" med Betty Nansen og spilledes - til sidst som eftermiddagsforestilling - til 16. maj. For "Aflad" der kom frem på Cafino for vistnok treår siden, fik jeg egentlig meget bedre anmeldelser, men det var sat op sammen med "Den lille pige med svovlstikkerne" - og to Dødsfald på samme aften, det var for drøveligt, så det gik ikke særlig længe."

"Andedammen" er jo et lystspil?"

"Jo. decideret lystspil!"

"Det er ikke satirisk i udpræget grad?"

"Ikke ud over det, der jo ligefrem ligger i titlen ... nej. sådan rigtig satirisk ... jeg tror, jeg er for godmodig anlagt til dertil!"

Hr. Reumert ser på sin frue og smiler - og siger uden at sige det - "det tror jeg med"

Crayon

(Nationaltidende, 24. marts 1911.)

Da Alexander døde 1912, ophørte forfatterskabet i en periode, men hun skrev mere end 40 bøger med fortællinger for både børn og voksne samt skrev og fik opført flere skuespil. Som børnebogsforfatter opnåede hun at blive meget læst, mens hendes succes som voksenforfatter var knap så stor.

Hos Fru Ellen Reumert

Et Interview med Forfatterinden, som om faa Dage udsender to nye Bøger.

Fru Ellen Reumert i sit hyggelige Hjem ved Nørrevold, fotograferet til "Natonaltidende".

I vor Tid, da Ordet Nivelering staar med usynlig Skrift som Motto for Folk og fæ i alle Livets forskellige Forhold og Foreteelser, hvor alle Særprægsskel helst maa glide ud i een stor Udvisket - er det velsignet at træffe et Menneske, der er noget for sig, og som har mod til at vedkende sig at være det. 

Et saadant Menneske er Ellen Reumert.

Et godt Hoved, et stort, varmt Hjerte og udpræget Retfærdighedssans, medfødt Humør og kunstneriske Anlæg har været de Ingredienser, der - vel brug[] - har skabt hende et Navn, man []mer med som Menneske og som Forfatterinde. - Og saa er Fru Reumert myreflittig. Hendes Arbejdskraft er ukuelig. Det hænder, at man med Sorg hører, at nu er Fru Reumert daarlig af Lugebetændelse - meget medtaget af Gigt, har smaa, ubehagelige Mus i Knæene eller anden Daarligdom - og saa et Par Dage efter læser man [] af hendes gode, menneskelige Kronikker i De Ferslewske Blade, læser, at hun er ved at lægge sidste Haand paa en Bog, at en anden udkommer i Vers, og at hun overværer de sidste Prøver paa Teatret, hvor et af hendes dramatiske Arbejder skal frem.

- Men, siger Fru Reumert - vi sidder i hendes hyggelige Hjem og snakker om "Arbejdskraften" - husk, jeg har ikke andet end mit Arbejde, har hverken Mand eller Barn at passe og derfor Tid og Ro dertil. Og altid var Arbejdet den bedste Trøst i min Ensomhed. Uden det var jeg næppe heller kommet igennem de mange store Sorger, som Livet []ndte mig. Jeg tror, at naar jeg en Gang ikke mere kan arbejde, er Livet forbi for mig. Derfor føler jeg ogsaa, at mine mange Venner hilser ethvert Livategn fra mig, stort eller lille, skrevet for Gamle eller Unge, med Glæde. Jeg selv ved, at hvad enten dette bliver venligt eller uvenligt modtaget, er der altid noget af mit Hjerteblod blandt Linierne.

- Ja, og heldigvis ogsaa noget af Deres dejlige Humor, indskyder jeg. - Det maa da ogsaa have hjulpet Dem.

- Ja, siger Fru Reumert.- Sans for Humor er en god Forbundsfælle. Men saa let i Humor, som det kunde synes, er jeg nu slet ikke af Naturen. Her, som alle Steder, har Selvtræningen meget at sige. Der er altid blevet forlangt af mig, at jeg skulde være opmuntrende. Muligvis det slider, det er vel en større Lettelse at kunne give efter for vekslende Stemninger, men man lærer at beherske sig. I Skelby Præstegaard, mit Barndomshjem, var min Far 79. da jeg var 19. Han var en retfærdig, men meget streng og alvorlig Mand. Jeg husker ham sidde for Enden af Bordet og se ud over Børn og Unge. Selv lo han aldrig, fordi "Kristus ikke lo". - Det staar nu for Resten et Steds i Bibelen, at Kristus lo, siger Fru Reumert med en af sine morsomme Overgange fra Alvor til Munterhed. - Men det gjaldt altsaa om selv at være i godt Humør ... ogsaa naar den skævbenede Lars, Præstegaardskarlen, altid kom for at hente mig paa et Tidspunkt, da det morsomme lige skulde til at begynde.

Mor derimod havde et ukueligt Humør og var rædsom grinagtig. Alle Sorger gled af hende, ogsaa det at miste en Mængde smaa Børn, og hun var den, der var Midtpunktet for alle de Unge. som i Ferien samledes i den gamle Præstegaard - en af de rigtig gamle, helt fra det 16. Aarhundrede. Hun var ogsaa den, der kunde faa Fader glad og faa den gode, Kloge Mand til at glemme - i hvert Fald for en Tid - al den Alvor. der havde været i hans Liv.

Vi Børn gyste, naar vi hørte, at Fader, da han rejste op til Færøerne, hvor han var Præst i 10 Aar, var i Havsnød, og at hans Haar blev hvidt paa en eneste Nat Men jeg lærte af Mor. Det kom mig til Gode i mit Ægteskab med min Fætter Alexander Reumert, for alle vi Reumerter er hidsige og impulsive. saa det var jo godt, at en af os havde lært at beherske sig, ler Fru Reumert. - Tænk, vi blev for Resten forlovede paa Lammefælleden, min Mand og jeg! Naa, jeg kender et Par. som blev forlovet i en Hestestald - Stedet har ogsaa mindre at sige. l i blev i hvert Fald meget lykkelige.

Uvilkaarligt kommer man til at tænke paa Alex. og Ellen Reumerts dejlige Hjem paa Carlsberg, hvor to Mennesker havde en sjælden Evne til at gøre det til en Fest at komme. Og videre gaar Tankerne til Fru Reumerts smukke Bog om de "To lykkelige Hjem" - Barndomshjemmet og Hjemmet sammen med hendes Mand. Foran mig staar en henrivende Tegning af den gamle Præstegaard, og jeg ved, at Fru Reumert er Mester for den.

- Ja, siger hun og følger mit Blik - der var mange, som undrede sig over, at jeg kunde skrive den Bog; de at hente mig paa et Tidspunkt, da det syntes, det var at udlevere sig selv og - sit eget. Men hvorfor egentligt? Naar man har været saa lykkelig, set og levet i saa meget smukt og ejendommeligt, hvorfor saa ikke give andre Del deri og muligt meddele dem en Glæde. Nu er min Bog kommet i 4. Oplag, saa nogle maa dog have glædet sig derover.

Pludseligt kommer jeg til at smile. En enkelt af de mange Smaahistorier fra Bogen rinder mig i Hu, den om den lille, tungnemme Mads, som daværende Ellen Kaarsberg skulde forsøge at lære Bibelhistorie. Efter en tids Forløb syntes den unge Lærerinde, at Drengen havde gjort Fremskridt, og hun indbød sin Moder til at overvære Eksaminationen. Det første Spørgsmaal kom værdigt: "Naa, lille Mads - hvem tror du saa paa?"

Mads saa op med sine store, blaa Øjne og svarede uden Betænkning: "Ælen - jæ - trour paa dej!"

Talen glider over paa Fru Reumerts Bondetyper, og jeg spørger, om hun i sin nye Ungpigebog, "En god Kammerat", ogsaa har haft levende Modeller.

- Noget af det. man har oplevet sammen med Mennesker, præger vel altid, hvad man skriver, og Begyndelsen af Bogen, som er henlagt til Præstegaarden. er selvfølgelig min egen Barndoms Ramme - ligesom jeg vel næppe kan sige mig fri for, at min Broder, afdøde Professor Kaarsberg. har været i mine Tanker, da jeg skrev om "Store Bror". Ellers har jeg væsentligst gennem den lille Fortælling gerne villet vise den Ungdom, som jeg elsker, hvori tit Børn saarer, ikke af Ondskab, men af Tankeløshed, hvor svært det er al være fattig, og hvor let det er at glæde den, der er det, fordi de er saa nøjsomme.

Jeg har haft meget med Børn og Unge at gøre. Efter min Faders Død gennemgik jeg Konservatoriet, spillede med Professor Neruda og begyndte saa for Alvor at undervise i Musik. Ogsaa senere, da min Datter voksede op, kom der mange Unge i vort Hjem.

- Og Deres nye Bog for Voksne? "To Fruer" er en god Titel .... fortæl lidt om den.

- Den handler - siger Fru Reumert - om den forskellige Maade, hvorpaa to Kvinder tager Deres Mands Utroskab. Den ene, en lille Kunstnerfrue, gaar efterhaanden paa Akkord med Livet, som det nu en Gang er, og trøster sig med. at hun, trods alt, ejer sin Mands Hjerte. Den anden faar sit Grundskud. Bogen er en Blanding af Lys og Skygge som selve Tilværelsen, og jeg haaber, at et Par Kapitler fra et lille, forstyrret Kunstnerhjem vil sætte mine Læsere i godt Humør.

- - -

Og saa gaar jeg - standser et Øjeblik udenfor Døren og ser den lille, firkantede Gaard med Vogne og Heste, et gammelt, københavnsk Gaardinteriør, der sammen med den gammeldags Port med Glasruderne skaber en morsom og egenartet Ramme om dens lige saa morsomme og egenartede Beboerske.

Ing. T.

(Nationaltidende 11. november 1925, 2. udgave).

Syngespillet "Synge-Jens" (1927) blev en eklatant fiasko. Hun udgav flere selvbiografiske bøger, "Mit Hjem paa Nørrevold" (1932). Hun døde af influenza og lungebetændelse.

Af alle danske forfatterinden er der ingen, der overgår fru Ellen Reumert i harmonisk menneskelighed. Det sociale spørgsmål eksisterer ikke for hende. Men hun skildrer en krans af skæbner ud fra sin rige erfaring og sin sanddru menneskelighed - der næsten er rigere og ægtere for hvert år der går ... (Har. B.)

(Social-Demokraten, 15. januar 1932)

Alexander og Ellen Reumerts gravsted på Vestre Kirkegård. Helt i tidens ånd er det Alexander som har fået et relief på gravstenen, ikke Ellen Reumert, selv om det måske er hende som mest fortjente det. Foto Erik Nicolaisen Høy.