Episoder fra Pedermadsens Gang. (Efterskrift til Politivennen).

Et frækt Tyveri. En paa St. Kjøbmagergade boende Handlende bemærkede igaar Middags, medens han sad i sil Kontor, der ligger umiddelbart op til Boutiken, at Boutiksdøren sagte aabnedes, og han saa derpaa en Drengearm med et hurtigt Greb nappe to Kasser med engelske Biscuits, som stod lige indenfor Døren. Da den Handlende i Øieblikket var ene, kunde han ikke strax forfølge den dristige Tyv, men da hans Medhjælperske kort efter kom hjem, begav han sig ufortøvet ud paa en Opdagelsesrejse, og neppe var ban kommen en halvhundrede Alen bort fra sin Boutik, førend han fik Øie paa en Sværm Drenge, der ganske gemytlig drev af med de nu aabnede Kasser og fortærede Bicuits af al Magt. Saasnart de saa den Handlende, spredtes de ad som Avner for Vinden, efterladende Krigsbyttet paa Gaden; men Manden satte efter den af Drengene, der havde baaret Kasserne, og det lykkedes at opløbe ham i Antoniestræde. Der havde imidlertid naturligvis samlet sig et stort Opløb, og vedkommende Handlende blev af den forsamlede Mængde tvungen til at lade "den stakkels Dreng gaa. da det var Synd og Skam at bringe ham paa Kamret" Sagen blev nu anmeldt til Stationen i Pilestræde, og ved Hjælp af de andre Drenge Ivkkedes det en Betjent at faa fat i Tyven, der viste sig at være den af Skjæbnen i den senere Tid saa haardt forfulgte, "stakkels Dreng", der bærer Hædersnavnet "Sildehovedet", og som tilligemed sin Kammerat "Byldefugeren" r de sidste fjorten Dage har været tre Gange tiltalt for Tyveri ved den offenlige Politiret. - I Anledning af, hvad vi ovenfor berørte, at den forsamlede Mængde tvang den bestjaalne Handlende til at opgive sin Forfølgelse af Tyven, skulle vi ikke undlade at udtale vor Forundring over. at det store Publikum ikke snart kan blive vænnet af med den, mildest talt, ilde anbragte Barmhjertighed, der leder det til at hjælpe Forbryderen, istedenfor den af ham Forurettede. 

(Dagens Nyheder 7. december 1869)

Tyveri, udført af Drenge. De tre af de unge Syndere, der, som tidligere af os meddelt, havde gjort sig skyldige i Tyveri af en Kasse Kiks hos en Delikatessehandler paa st. Kjøbmagergade, stod igaar for Skranken i den offenlige Politiret. Den Fjerde var ikke mødt, da han ifølge Faderens Sigende var afleveret til Fattigvæsenet. De tre Drenge benægtede imidlertid igaar deres til Rapporten afgivne Tilstaaelse, som de erklærede kun at have afgivet af Frygt for Mishandling af en Overbetjent. Under disse Omstændigheder fandt Dommeren, Assessor Walich det rigtigst at lade dem sætte under Anholdelse.

(Dagens Nyheder 14. december 1869).

Tyveri, udøvet af Drenge. De fire af os tidligere omtalte Drenge, der havde gjort sig skyldig i Tyveri af en Kasse Kiks hos en paa St. Kjøbmagergade boende Delikatessehandler, vare igaar paany fremstillede i den offenlige Politiret og vedgik nu, at de to af dem havde udøvet Tyveriet, medens de to andre vare vidende om dette og meddelagtige i dets Udbytte. Da de tre af Drengene alt tidligere have gjort sig skyldig i Tyverier, var der egenlig ingen Anledning til at fritage dem for Straf denne Gang, men Dommeren, Assessor Wallick, fandt dog en Undskyldning for Børnenes Fordærvelse i de Forhold, hvorunder de leve hos deres Forældre i Peder Madsens Gang og som vare aldeles ødelæggende for Børn. De slap derfor for Straf, men i Henhold til Forordningen af 11te Mai 1810, der tillader Øvrigheden at overgive løsladte Børn, hvem det ansees for betænkeligt at udlevere til deres Forældre, til Pleieforældre, bleve Drengene afleverede til Politiet, for at dette kunde træffe de fornødne Foranstaltninger i faa Henseende.

(Dagens Nyheder 16. december 1869)

Fra den offenlige Politiret. Politiet havde igaar foranlediget en Sag imod Eieren af Ejendommene Nr. 3, 6 og 7 i Pedermadsensgang, Brændevinsbrænder Haslund, eller rettere imod hans Vicevært, Høker Sandgaard, som mødte i Retten og erkjendte, at Ansvaret for det paaklagede Forhold paahvilede ham. Han havde nemlig uden Eierens Vidende udleiet lil Beboelse et i nævnte Eiendom værende Rum, der ikke maa benyttes til Beboelse, fordi del ligger ovenover en Kostald. Efter vedkommende Distriktslæges Erklæring er det et usselt Rum, 3 Alen høit og henved 6 Alen i Kvadral , og ved den senest foretagne Undersøgelse fandt han det beboet at 3 fruentimmer og en lille Pige paa 9 à 10 Aar. I de sidste Par Maaneder har han havt under Behandling der en Dreng, Søn af et al Fruentimmerne, hvilket Barn for Skarlagensfeber og Diphteritis indlagdes paa kommunehospitalet, hvor det døde, og senere Drengens Moder og et af de andre fruentimmer, der indlagdes paa samme Hospital for Vandrosen. Hvorvidt disse sørgelige Resultater udelukkende ere en følge af Lokalets Usundhed, vil blive undersøgt og næmere oplyst; men der er neppe Tvivl om, at Lokalets Beliggenhed og daarlige Beskaffenhed for en stor Del er Skyld deri, og denne Sag afgiver saaledes nyt Bevis paa, at det hele Kvarter i Pedermadsensgang kunde trænge til, at der træffes alvorlige og omfattende foranstaltninger til at faa Tilstanden sammesteds undersøgt og forandret 

(Fædrelandet 21. december 1869)

Sandgaard blev senere idømt en mulkt på 30 rigsdaler. Det synes imidlertid ikke at have afholdt Haslund for at fortsætte:

Mere fra Peder Madsens Gang. Politiet anholdt forleden Dag en Tiggerske, der opgav sin Bolig som Nr. 5 i Peder Madsens Gang. Ved at se efter fandt man umiddelbart op til en Stald ligeoverfor 3 Retirader et snevert Rum med Komfur, hvor Konen tilligemed sit Barn havde sit leje paa et Stengulv mellem nogle Klude. Dette Opholdssted gav hun 3 Mk. i leje af ugenlig. I en Stue ved Siden af boede hendes Værtinde med 3 Børn og en anden Kone med 3 Børn, saa at et lille Værelse med Køkken, hvortil man kommer op gennem en Stald, tiener til Opholdssted for 3 Koner og 7 Børn. Hvad Følgerne heraf er og kan blive, er det overflødigt at antyde. Sundhedspolitiet maa have en meget daarlig Hukommelse, hvis det har glemt de Børn, der for et Par Aar siden behandledes paa Hospitalet for væmmelige Sygdomme. Brændevinsbrænder Haslund, som ejer det omtalte og Nabostedet, maa staa sig godt ved at udleje sine Huler, da han i Efteraaret bødede 30 Rd. for sine Ejendommes uforsvarlige Tilstand. Ordenspolitiet havde for ikke lang Tid siden jævnlig Anledning til at stride ind mod en Bande smaa Tyve, som havde deres Tilhold i denne uhumske Smøge. Men Peder Madsens Gang vedbliver at være det samme Opbevaringssted for legemligt Smuds og moralsk Smitte. Vil Magistraten ikke i Menneskelighedens Navn jævne dette Sodoma med Jorden, saa var det vist ikke vanskeligt med Tal at bevise, at det koster København flere Summer at bevare denne Planteskole for Usundhed og Usædelighed end at ødelægge den.

(Folkets Avis - København 27. maj 1870)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 23. december 1869. Måske rigtig nok, men den kan lige så godt være et forsøg på bedrag.

En Familiescene fra Peders madsens Gang. I den offentlige Politiret foretoges igaar en Sag, der gav rettighed til at gjøre et nyt Indblik i de Forhold, hvorunder Beboerne af denne Kjøbenhavns Skamplet leve. Mad. Knudsen, der er en gammel Bekjendt i den offentlige Politiret, hvor hun har mødt flere Gange, dels paa egne Vegne som tiltalt for Gadeuorden, dels paa hendes "fordærvelige" Søns Løgne, som havde været delagtig i flere Tyverier, mødte atter igaar, idet hun og hendes Mand, hvilken Sidste ikke havde behaget at give Møde, vare tiltalte for at have været i en saadan Kiv og Strid med hinanden, at "Gangens" Beboere, der dog vistnok ellers ikke ere uvante til det Slags Scener, havde fundet sig foranledigede til at lade Politiet hente. Ved Betjentenes Ankomst fandt disse Manden tilligemed et Par af Børnene spadserende paa Gaden, idet de ikke vovede at gaa ind i Huset, hvorfra Md. Knudsen i et Anfald af Raseri, ved hvilket ogsaa et Par Vinduesruder var gaaet i Løbet, havde fordrevet dem, idet hun truede Manden med en Kniv, som hendes ophidsede Tilstand ogsaa gjorde det sandsynligt, at hun vilde bruge. Mad. Knudsens Forklaring, der var i hot Grad forvirret, idet hun snart fortalte vidt og bredt om, at Manden bankede hende, snart atter paastod, at hun ikke vilde blotte sin Mand, og hentydede til indre ægteskabelige Forhold, som skulde retfærdiggjort hendes Forhold til Manden, hvem det forøvrigt ved en Kjendelse af Overpræsidenten er forbudt at komme til hende, gik derimod ud paa, at Manden var Skyld i hele Ulykken. Hendes Adfærd saavel ved denne som ved flere tidligere Leiligheder bestyrkede imidlertid Dommeren i hans Mening om, at det ikke stod rigtig til i hendes Hoved, saa at der, naar baade hun og Manden, hvad der nok af og til skal være Tilfældet, have drukket en lille Taar over Tørsten, let kan opstås Strid imellem dem. Dommeren ønskede imidlertid ikke at foretage Videre ved Sagen, forinden ogsaa Manden var bleven hørt, og den blev derfor udsat. Som et yderligere Bidrag til Oplysning om Tilstanden i Pedermadsens Gang kan det fremhæves, at i det Værelse, hvor det her omtalte Ægtepar og 8 Børn opholdt sig, boer der ogsaa to Fruentimmer, som have deres Sovepladser hver i sit Hjørne af Værelset, naturligvis uden Sengested eller Sengklæder, og at det ene af disse erklærede "aldrig nogensinde at have været i et saadant Hus", skjøndt hun vel ikke har været forvænt i saa Henseende.

(Dags-Telegraphen (København) 30. december 1869)

Skandaler i Pedermadsensgang.

Skønt ovennævnte gang danner en bekvem gennemgang mellem to meget besøgte gader, ser man dog yderst sjældent ordentlige folk benytte sig af dem. Grunden til det må vist nok søges i al den smudsighed som øje og øre her må døje fra alle kanter af de forbigående. 

For nogle dage siden skulle indsenderen i en hast føre sin fader og søster fra Østergade til Grønnegade, og lod sig uheldigvis overtale til at benytte denne genvej. Men bittert måtte han fortryde det, da der fra de fleste vinduer og kælderhalse vankede en sådan mængde liderligheder og smudsigheder at man ikke uden væmmelse kunne høre på det. Vores driftige politi anmodes ærbødigst om at afvænne visse dybt sunkne skabninger med denne uskik der så vidt vi ved før i tiden kun går i svang ved højlys dag i nævnte stræde og i den berygtede Holmensgade.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 686)

Et berømt foto fra Niels Ludvig Mariboes billedsamling af Peder Madsensgang. (Københavns Museum)

Varsko for en glubsk Hund i Pedermadsensgang.

Ved for nogle dage siden at gå gennem Peder Madsensgang, blev anmelderen overfaldet af en glubsk hvid puddelund der tilhører en spækhøker i huset nr. 294-95 i nævnte gang, fra hvilket den for ud imod mig, med sådan raseri at jeg for ikke at blive skambidt, så mig nødsaget til at stå stille af frygt for dette glubske dyr. Uagtet først ejerens datter og dernæst hans søn gjorde sig al umage for at kalde hunden til sig, lykkedes dette dem ikke før efter nogle minutter forløb, i hvilken tid anmelderen måtte udholde den angst som dette uvane dyr forårsagede ham. En del af beboerne i oven nævnte gang forsikrede anmelderen at det ofte er sket af forbigående er blevet overfaldet af denne hund. Man håber og forventer at ejeren enten holder sin bidske hund fra gaden eller også pålægger den en mundkurv, så at den bliver uskadelig for de forbigående, eller at han i manglende fald, af høje vedkommende pålægges denne pligt. Den allerede nævnte hund var ikke forsynet med polititegn.

(Politivennen nr. 701, Løverdagen den 6te Juni 1829, s. 384-385)

Kobbersmeden i store Grønnegade.

Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren, men også beboerne i Lille Grønnegade, Peder Madsens Gang, Didrik Badskjærs Gang, Regnegade, Gothersgade og foran i Borgergade lider ved hans spektakel.

Forunderligt er det at et menneske har tilladelse til at plage så mange af sine medborgere. Denne plage er mere mærkbar om sommeren (da man på grund af heden har vinduerne åbne) end om vinteren. Men dette er kobbersmeden ligegyldigt. Han hamrer og vil blive ved med at hamre, skønt hans medborgeres ører lider derved. Han hamrer skønt den syge og trætte ønsker et øjebliks hvile for at samle nye kræfter. Han spærrer gaden og hamrer skønt det første er forbudt ved anordningerne og det sidste forårsager at heste der nødvendigt skulle passere gaden let kan blive løbske. Han hamrer skønt de talrige handlende råber ak og ve, for hvor mange har vel lyst til at købslå i en butik når denne er i nærheden af en så frygtelig larm. Og endelig, han hamrer skønt husejerne lider ved det idet de for at blive deres lejligheder kvit må leje samme bort til uhørt billige priser. 

Indsenderen gør i samtlige beboeres navn de høje ansvarlige hvem det altid var om orden at gøre, opmærksom på denne uorden idet han foreslår at kobbersmeden måtte påbydes enten at flytte til værksted til en mindre befærdet gade (som ved volden), eller i det mindste at hamre i vognmandens gård hvis han med denne nabo kunne træffe aftale om det.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 503-505)

"Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren." (Grønnegade år 2015. Her har billarmen erstattet kobbersmeden. Eget foto).

Forslag til den Maade, hvorpaa de saa smalle Gader, der endnu ere til her i Staden, ere at udvide overeensstemmende med den i Rescriptet af 26de April 1754 tilkjendegivne Hensigt.

Reskript til Københavns Magistrat af 26. april 1754 har en forestilling om at der fandtes en del stræder der var så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand. På grund af det indstillede den om det ikke måtte være den tilladt, ligesom det allerede var sket med nogle steder i så smalle stræder hvor husene er indrykkede og i overensstemmelse med forordning af 27. februar 1683, 8. post, der befaler daværende magistrat med matematiker og stadsbygmesteren at efterse de smalle gader og stræder i staden og derefter indgive betænkning og forslag om og hvorvidt samme enten aldeles skal afskaffes eller udvides - efterhånden som nogen melder sig for at nedrive de gamle huse og igen opbygge nye, i de nævnte gader. Blandt disse befinder sig endnu især Peder Madsens Gang, Kristen Bernikowsstræde, Halmstræde og Gåsegade. 

 "Der findes en del stræder der er så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand". (Man kan få et indtryk af hvor smalle disse stræder var i Pistolstræde, som også er omtalt i artiklen. Eget foto, 2015)

Ydermere at fastsætte hvor meget af grunden der skulle udlægges til gade mod at grundens ejer fik rimelig betaling for det som han mistede, efter uvildige mænds taksering, således at alle sådanne gader og stræder med tiden kunne blive udvidet og passable. Det blev vedtaget så at det blev magistraten tilladt efterhånden som nogen melder sig at nedrive de gamle huse og igen at opbygge nye i de omtalte gader og stræder, at fastsætte hvor meget af grunden til gadens udvidelse skal udlægges, imod at grundens ejer som før nævnt nyder betaling for det som mistes efter uvildige mænds taksering.

Denne vigtige forordning der efter dens formål bør betragtes som mere end blot en tilladende lov, synes i denne tid at være helt tilsidesat.

Vel frembyder måske ingen i de omtalte smalle gader og stræder, til hvilke kan regnes Integade, Pistolstræde og Prammandens Gang sig til at nedrive gamle huse, for igen at opbygge nye. Og et sådant foretagende ville heller ikke føde andet end tab af sig, hvor der ikke som på hjørnet af Store Købmagergade og Amagertorv - på hvilket sted der i år (dog ikke for indryknings skyld) er rejst en ligeså smuk som stærk bygning i stedet for den hytte som stod der før - beliggenheden med tiden kan tilbagegive bekostningen.

Men på det seneste er der ved auktion solgt flere ejendomme i Peder Madsens Gang, hvori blandt for nyligt nr. 283 og 293, den første på hjørnet af Store Grønnegade, og ligeledes en på hjørnet af Integade og Østergade.

Spørgsmålet bliver derfor om ikke de ansvarlige, nemlig enten stadens magistrat eller kommissionen for gadernes udvidelse, ved egne eller hjælp af andre midler burde købe sådanne ejendomme når til udbydes til salg.

Denne måde at blive ejer eller besidder af alle en gades bygninger er den eneste der er for hånden når ingen melder sig til at nedrive og ingen ildebrand indtræffer. Og den er så meget mere anbefalelsesværdig som fast ejendomme i særdeleshed i smalle gader for tiden ikke er i nogen høj pris, men derimod forrenter sig godt. Efter at en således købt ejendom i nogle år var blevet bortlejet, kunne den sælges enten til nedbrydning og indrykning, i hvilket tilfælde endog den tilsagte erstatning for indrykningen blev, om den ikke helt blev sparet på det mest nøjagtige bestemt eller hvor grunden var af for lille dybde til at indrykning kunne finde sted, til aldeles fjernelse, hvorefter ejeren af den inden for værende grund eller bygning kunne enten mod at betale for det eller uden det, få adgang til at bygge forside til den således udvidede gade efter den linje som var afstukket.

Spørgsmålet er således formentligt at besvare bekræftende, fordi formålet med efterhånden at udvide de farlige, usunde smalle gader derved opnåedes. Og man tager sig derfor den frihed herved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på denne vigtige genstand.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10007-10011)

Redacteurens Anmærkning

Der skulle gå mange årtier før skribentens ønsker blev opfyldt. Nogle gange blev helt nedlagt og enten bebygget eller udvidet så meget at de blev til nye gader. Det gælder Peder Madsens Gang som blev bortsaneret i 1870'erne, Prammandens Gang i 1874, Integade foran magasin i ca. 1930, og Halmstræde blev i 1894 en del af Nikolaj Plads (fra Vingårdsstræde til Østergade). Andre gader bestod, men blev stærkt udvidet. Det gælder Kristen Bernikowsstræde og Gåsegade.Kun en enkelt gade består stadig, nemlig Pistolstræde - som altså er det eneste sted man i stærkt moderniseret form kan få et indtryk af boligforholdene i Københavns daværende slumkvarterer.

Spørgsmaal i Peder Madsensgang.

Er det en bygherres pligt at lade tilkaste og dække de huller i brolægningen som fremkommer når et plankeværk opsættes for en opførende eller reparerende bygning? Besvares dette spørgsmål bekræftende, så vil man ønske at vedkommende ville lade tilkaste de huller i Peter Madsens Gang som nu har ligget åbne siden i sommer. Sådanne huller er altid farlige, men bliver det endnu mere i denne smalle, mørke gade der gennemskæres af en bred rendesten, og efterlader kun lidt plads for fodgængere. Forleden faldt en spækhøker i et af disse huller og foruden at han fik et betydeligt stød i faldet, spildte han en hel kurv hvedebrød i skarnet.

(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4306-4307).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 268. 17. februar 1821 oplystes at hullerne var kastet til, men de blev ikke stampet tilstrækkeligt.

Forslag i Pedermadsens Gang.

Ved forleden dag at passere Peter Madsens Gang så anmelderen at to vogne var kommet ind i gaden fra forskellige sider, og da ingen vogn kan vinde i denne small gang eller to vogne passere hinanden forbi, kan man slutte sig til at det ikke har måttet koste ringe umage at få den ene ud af gaden igen. Men da sådant ubelejligt møde af 2 vogne ikke alene forårsager tidsspilde, men også kan have andre ubehageligheder til følge, så kunne det vist ikke være af vejen om det blev påbudt at enhver vogn som ville passere denne gang, skulle være forbundet til at køre ind fra Østergade og ud af gangen til Grønnegade, og at passagen fra modsat vej skulle være aldeles forbudt, for således ville al kollision af vogne gøres umulig.

(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2662-2663)

Et Spørgsmål i Permadsens Gang

I Peter Madsens Gang i huset nr. 267 har værten indlejet beboere under det åbne tag, på et værelse hvor der hverken er køkken eller kakkelovn. Om aftenen kan man se, at der er lyst hos disse folk. Man spørger dem, som herpå kan give svar, om ikke herved måske er farlighed.

Thomas Nielsen
Arbejdsmand
boende sammesteds

(Politivennen nr. 445, 1. november 1806, side 7078-7079)

Redacteurens Anmærkning

Denne lille notits er opsigtsvækkende af mindst to årsager: Det er et af de få indslag som er skrevet af en navngiven arbejdsmand, altså en mand af lav klasse, modsat hvad der ellers er gængs i Politivennen. Desuden beskæftiger den sig med et sted som ikke beskrives særlig meget, nemlig Peter Madsens Gang, som var det værste slum i datidens København.

En Fiskebløder-Uskik.

En fiskebløder i Peder Madsensgang eller også i nærheden af samme, har nogle somre i træk endog på de hedeste dage vist den uforskammethed at udkaste sit rådne vand på gaden om aftenen, og det før kl. 10, ja undertiden inden 8, og vedbliver endnu med dette forhold. Ikke alene er dette til største ulejlighed og ækelhed for dem som enten til fornøjelse eller i nødvendigt ærinde passerer de i nærheden værende gader, men endog de der omkring boende kan næppe opholde sig i deres værelser på grund af denne onde stank. Skulle der ikke findes nogen anordning som forbyder en sådan person der viser så lidt agt for sine medmenneskers sundhed og velbefindende at udkaste sit vand så tidlig? I så fald håber man at denne anmeldelse ikke vil være sket uden nytte.

*   *   *

Det lader som om man med god føje kunne ønske at det medicinske politi engang ved forestillinger om skadeligheden for Københavns indbyggeres helbred af den ustraffethed hvormed slagtere, garvere, fiskeblødere opfylder hele gader med stanken af deres udskyl og hvormed brændevinsbrændere for at spare renovationspenge blander menneskeskarn med komøg, og enten udskyller blandingen med postevand på gaderne eller lader den endog om dagen læsse på vogne - ville skaffe os anordninger enten om en anden udførselsmåde af disse ækelheder eller om sådanne næringsdriveres forflytning ud af staden eller tæt på dens kanaler!

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 126. 20 September 1800, s 2013-2015)

Uorden med Gadernes Navne.

Den underlighed her i byen at en gade ikke sjældent har to kontrasterende navne, må forekomme enhver fremmed lige så besynderlig som fortrædelig. Går man fx på Nørregade og søger Skidenstræde, så finder han rigtig denne gade, da navnet er malet på dens hjørne. Men søger han den fra Fiolstræde, så finder han Krystalgade. Bredgade hedder også på nogle af dens hjørner Norgesgade, og således med flere gader.

At visse mennesker ofte af en eller anden årsag ikke kan bruge deres gamle navne, er begribeligt. Men hvorfor gaderne også uden årsag skal delagtiggøres i sådan forandring, begriber man ikke. Er navnene på adskillige gader ikke smukke nok, og man af den årsag vil have dem omdøbte, nuvel! så kalder man Ulkegade Souvenirgade, Peer Madsens Gang Numsegade, Sqvaldergaarden Soldens Gade og lille Helliggeistesstræde Sladderrækken, osv. Men NB. hver gade må have et navn og ikke blot omdøbes i den ene ende som Skidenstræde der tillige så dejligt hedder Krystalgade.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 74, den 21 September 1799, s 1181-1182)