Ulrik om Peder Madsens Gang. (Efterskrift til Politivennen)

- - - 

I det sidst udkomne Hefte af "Hygieiniske Meddelelser" - 7de Binds 1ste Hefte - har Hr. Ulrik behandlet et Æmne, som han tidligere har søgt al vække kommunalbestyrelsens Interesse for, nemlig "Peder Madsens Gang", idet han drøfter det Spørgsmaal, om denne Gade kan betragtes som et Brændpunkt for Sygdom her i Byen. Han besvarer det ved en Sammenstilling af omhyggelig indsamlede kjendsgjerninger, hvoraf de væsenligste her skulle gjengives.

Peder Madsens Gang er 180 Alen lang og for den største Del kun 5 Alen bred. Gjennem en Port paa Østergade og langs 2 af denne Gades Sidehuse (60 og 70 Alen) gaar man ind i den, og den udmunder i Grønnegade mellem 2 høje Huse. I dens nordlige Del (40 Alen fra Grønnegade) udgaar fra Peder Madsens Gang en anden lille ligeledes 6 Alen bred, men kun 40 Alen lang Gyde mod Vest, Pistolstræde, der ender paa en uregelmæssig Plads, 22 Alen lang og 12 bred, tildels omgiven af ubeboede Huse, tildels af Baghuse til Grønnegade. Gjennem Peder Madsens Gang fører en aaben Rendesten, der foruden Spildevandet skal bortføre Afløbet fra en kostald i Baghuset til Nr. 7, hvor 22 til 26 køer opfødes med tilført Bærme, og hvorfra disses Gjødning regelmæssig udskylles. Med Undtagelse af 2 Huse ere de øvrige 3 til 4 Etager høje med beboede kvister, men i Reglen ere Etagerne lave (3 Alen). Flere af Husene ere meget forfaldne og forsømte, navnlig 3, som tilhøre Koholderen, og som mest udmærke sig ved Svineri. Hele det bebyggede Jordsmon i Peder Madsens Gang er 4409 Kvadratalen, og Gaardsrummene udgjøre deraf omtr. 540 Alen , altsaa neppe 1/8. Der er 11 Gaardsrum, som kun ere fra 5 til 20 Kvadratalen store, de øvrige 9 ere noget større, men intet over 70 Kvadratalen. "Hvor er det muligt," udbryder Hr. U., "at Luft og Lys, ikke at tale om Solskin, skal kunne naa ned til de stakkels Beboere, der ere henviste til et saadant Hjem? Gaarden er i de varme Sommerdage altid fugtig, og paa Grund af Mørket er Alting overdraget med en klæbrig Skorpe af Smuds. Luften i denne Skorsten, thi Andet er det, bogstavelig talt, ikke, er stillestaaende og forpestet ved Uddunstningerne fra Retiraden, den fugtige Gaard og Rendestenene, fra de omliggende Boliger og i Reglen fra en fælles Vadsk, der for hver Etages Beboere er anbragt ude ved Svalen ved den aabne Trappegang, og som paa Grund af Fællesskabet ofte findes fyldt til Randen med Spildevand og Uhumskheder." Ifjor Sommer udgjorde Befolkningen 739 Individer, altsaa 16,7 pr. 100 kvadratalen,, medens der i den ældste Del af Staden ikke findes 11 Beboere paa 100 Kvadratalen; men de ere højst ulige fordelte. Et Hus har 39 Beboere paa 100 Kvadratalen, et andet 34, et 21,3 og et 20,7. Ved en af Sundhedspolitiet ligeledes ifjor foretagen Undersøgelse fandtes i et Hus (Nr. 4) af 13 Lejligheder de 10 overbefolkede; af Husets 63 Beboere havde 44 kun fra 100 til 200 Kubikfod Luft, 10 havde højst 230. Paa et Tagkammer i samme Hus, 430 Kubikfod stort, fandtes i dette Foraar en gammel Kone med 2 Børnebørn og 2 kvindelige Logerende; hver havde altsaa 86 Kubikfod Luft ; 2 Personer førtes derfra til Hospitalet med exanthematisk Tyfus. I et andet Hus (Nr. 8) fandtes af 10 Lejligheder 2 overbefolkede, een var aldeles ubeboelig. I et tredie Hus (Nr. 10) vare af 8 Lejligheder 2 overbefolkede, i et 4de (Nr. 12) af 7 Lejligheder 4; i et Kvistværelse fandtes 6 Personer med 83 Kubikfod Luft til hver; i et 5te Hus (Nr. 18) vare af 8 Lejligheder 5 overbefolkede; 17 Personer havde under 200 Kubikfod Luft hver. I Koholderens Huse (3, 5, 7) fandtes 38 Lejligheder, hvoraf 8 overbefolkede; i disse boede 60 Personer, hvoraf de fleste havde under 200 kubikfod Luft. lalt fandtes ved Eftersynet ifjor 34 overbefolkede Lejligheder og 150 Personer, der ikke havde 200 Kubikfod Luft.*) Overbefolkningen er tiltagen, siden Skøgerne i Foraaret 1869 bortflyttedes fra Gaden. Fattige ere denne Gades Beboere saa at sige Alle; i 1870 nød 68 Voxne og 81 Børn, ialt 139, fast Almisse, og 26 Voxne og 28 Børn, ialt 63, tilstedes der midlertidig Hjælp; samtidig understøttede Helliggejstes Sogns Understøttelsesforening 8 Enker med 11 Børn og 21 Familier med 47 Børn, ialt altsaa 107 Personer, som ikke fik Fattighjælp af det Offenlige. Følgelig behøve omtr. 300 Personer af Gadens Befolkning eller 40,6 pCt. offenlig eller privat Bistand for at existere. 

"Det er en Selvfølge", fortsætter Hr. U., "at en saadan Befolkning i høj Grad maa være hjemsøgt af Sygdomme; thi Armod og Nød, en haard Kamp for Opholdet og dertil et overfyldt, usselt Hjem i en fordærvet Atmosfære svækker i høj Grad Individets Modstandsevne, saa de fleste mere eller mindre ligge under for de skadelige Paavirkninger, som de Alle ere udsatte for." Af meddelte Lister, der ere uddragne af den af ham som Distriktslæge førte Dagbog, ses, at af kroniske Sygdomme, hvortil saadanne, som væsenlig hidrøre fra Overfylding, slet Luft og daarlige Forhold, medregnes, var det samlede Antal 64 i 1868, 90 i 1869 og 101 i 1870. De epidemiske Sygdommes Antal har i de samme tre Aar været følgende: 90 i 1868, 123 i 1869 og 150 i 1870. Totalantallet af de for offenlig Regning behandlede Sygdomme har været 286 i 1868, 341 for 1869 og 433 for 1870, altsaa i det sidste Aar 58,5 for hvert Hundrede af Befolkningen. Medens denne siden fra 1868 er tiltagen med 19,8 Procent, er Sygdommenes Antal steget med 34 pCt. Men det er ikke alle Syge, som tages under Behandling for Fattigregning, der betroes Distriktslægen, en stor Del udlægges paa Hospitalerne af disses Visitatorer, uden Fattiglægens Medvirkning. Ved Fattigbestyrelsens og Hospitalsforstandernes Bistand er Hr. U. istand til at oplyse, at der i de samme 3 Aar er indlagt følgende Antal Syge fra denne Gade paa Hospitalerne: 99 i 1868, 113 i 1869 og 144 i 1870. Ved Uddrag af Kjøbenhavns Dødstabeller er det endelig udfundet, at der i denne Gade i de sidste 6 Aar 1865-70 er død 168 Personer, det er: i Gjennemsnit 28 aarlig, hvilket giver 40 pro Mille, nemlig 31 i 1866, 26 i 1866, 17 i 1867, 24 i 1868, 26 i 1869 45 i 1870; i det sidste Aar er der død 1 af 16 Levende, medens der tidligere dog kun døde 1 af 26, og denne store Dødelighed i 1870 er saameget mere betegnende, som Dødsfaldenes Antal i dette Aar var meget gunstigt for Kjøbenhavns Vedkommende. Især for de smaa Børn, der fødes i P. M. G., er Tilstanden ugunstig; af  4 fødte lever efter 6 Aars Forløb kun 1. "En Befolkning, der i en Række af Aar har havt omtrent 80 Procent Syge i Hjemmet og i Hospitalet, der i samme Tid aarlig har mistet 40 pro Mille ved Døden, maa selvfølgelig i en ganske særdeles Grad kaldes et Fokus, et Arnested for Sygdomme." Hr. Ulrik slutter sin sørgelige Undersøgelse med følgende Yttringer, som vi underskrive og anbefale til almindelig Opmærksomhed:

"Her i Hovedstaden er man glad, naar man blot selv ejer sine Klæder og sit Indbo; aT eje sit Hus, sit eget Hjem, den Fordring have end ikke de Velhavende; man bor ikke her, man logerer og flytter halvaarsvis, de Fattige maaneds- , ja ugevis. Under saadanne Forhold bliver det, at besidde Huse og leje dem ud, en Næringsvej, og, naar den misbruges til hensynsløs Vinding, da er det sandelig en meget skadelig, højst fordærvelig Næringsvej, og det er derlor fuldkomment beretliget, at det Offenlige har Tilsyn med dens Udøvelse. Ved det ifjor givne Tillæg til Sundhedsvedtægten, er der ogsaa givet Sundhedspolitiet en Myndighed, som, naar den med Udholdenhed benyttes, vil kunne udrette overordenlig meget. Men en samvittighedsløs og vindesyg Vært maa staa under stadigt Polititilsyn, naar Bestemmelserne skulle faa noget varigt Udbytte.

For en saadan fordærvelig Uskik, som den i Peder Madsens Gang Nr. 7, hvor der under saa usle Forhold holdes imellem 20 og 26 Køer og hvor der samles den til deres Føde fornødne Bærme, paa samme Tid som Værten overbefolker Bygningerne med henved 40 Familier, yder Sundhedsvedtægten derimod desværre intet tilstrækkeligt Værn, selv om, som i dette Tilfælde kan paavises, det derved vedligeholdte uundgaaelige Svineri medfører betænkelige Følger for de mange Beboeres Sundhed. Anderledes stillede Sagen sig, ifald der existerede en Expropriationslov af Sundbeds-Hensyn. Uden en saadan maa man overalt ikke vente at kunne fjerne dette fordærvelige Forhold, der maaske mest af alt giver dette Kvarter dets ejendommelige karakter; thi det betaler sig desværre altfor godt. At rørlægge Gaden og give den en god Brolægning, vil vel fremme og lette dens Renholdelse, men saalænge den store Kostald under slige uheldige stedlige Forhold vedligeholdes, vil i det mindste Rørlægningens Nytte være meget tvivlsom. Thi ved vore Rørledningers ringe Fald, paa Grund af det flade Terræn  hvorpaa Hovedstaden ligger, ville de neppe i Længden taale saa massive Udskylninger, som en saa stor kreaturbesætning tilfører dem, saameget mindre, som her ikke findes noget Brænderi og derfor ikke den rigelige Udskyldning med Svalevandet.

Forsaavidt endelig Aarsagen til de slette Forhold maa søges i mange af de derboende Individers elendige Kaar, usle Levemaade, Drikfældighed og alskens Udskejelser, da kunne vi i den Henseende kun sætte vor Lid til vore Samfundsforholds gradvise Fremgang til det Bedre. At bidrage til at løfte den Del af Samfundet , hvis ulykkelige Vrag hine ere, bør være Enhvers Opgave, der ej vil paadrage sig Beskyldningen for at medvirke til en rædsom Kuldkastelse af Alt. Ved at give Almisse har Samfundet sandelig ej frigjort sig for sin Pligt.

Naar de smaa Folkeslags Berettigelse til selvstændig Beslaaen maa søges i disses større Opmærksombed for Individernes aandelige og legemlige Velfærd, da staar der endnu meget tilbage for os at udrette, for at vi ikke skulle paadrage os Beskyldningen for at svigte vor Opgave."

*) Hr U minder om, at efter Indenrigsministerens Paabud af 3die Decbr 1856 skulle Fattiglemmer i Fattighuse have hver 5-600 Kubikfod Luft, og Arrestanter skulle have 7-800 Kubikfod.

(Fædrelandet 30. august 1871. Uddrag - indledningen er udeladt)

Peder Madsens Gang. (Efterskrift til Politivennen)

"Dagbladet" for idag indeholder en Artikel, med hvilken vi fuldstændig kunne samstemme. Den har det priisværdige Formaal at paavise Nødvendigheden af en Regulering af Peder Madsens Gang og det nærmest tilgrændsende Qvarteer. Efter de Erfaringer, som man gjorde i det ulykkelige Choleraaar og efter de stærke Opfordringer, der dengang i saa Henseende fremkom, navnlig fra Pressen, blev der strax i det følgende Aar taget alvorlig fat paa at skaffe Hovedstadens Arbejderbefolkning bedre og sundere Boliger. Den private Velgjørenhed og Foretagelsesaand har paa dette Omraade udviklet en betydelig, vi kunne næsten sige beundringsværdig Virksomhed, som ogsaa allerede har baaret og i en lang Aarrække vil kunne bære gode Frugter. Men hermed er ikke Alt gjort. Foruden den Klasse, som denne Virksomhed navnlig er kommen tilgode, findes der i vor, som i enhver anden større Hovedstad en meget lavere staaende Befolkning, der i hygieinisk Henseende lever under Forhold, som man neppe kan gjøre sig nogen Forestilling om. Særlig gjælder dette om deres Beboelseslejligheder, som ofte ere af den Beskaffenhed, at man neppe skulde troe, at noget Menneske kunde opholde sig der, og dog finder man her den ene talrige Familie ophobet ved Siden af den anden, uden at der kan være Tale om en Tilfredsstillelse end ikke af de tarveligste Fordringer i Henseende til Lys og Luft. Sundhedspolitiet, hvem det særlig paaligger at varetage det Slags Forhold, har ikke været uvirksomt i saa Henseende og har navnlig kunnet udrette en Deel, efterat dets Vedtægter have givet det Ret til overordentlige Foranstaltninger mod saadanne overbefolkede usunde Bygninger. Intetsteds have Forholdene imidlertid været saa vanskelige som i Peder Madsens Gang, deels fordi der her ikke blot findes et enkelt Huus, men saagodtsom alle Bygninger henhøre til den næsten ubeboelige og dog overbefolkede Slags, og deels fordi Beboerne for en stor Deel netop bestaae af den Klasse Folk, som heller ikke i andre Henseender vise Agtelse mod Hygieinens almindeligste Forskrifter og Fordringer, og hele Levemaade i det Hele ikke blot er fattig, men for Størstedelens Vedkommende ligefrem ussel.

Disse uheldige Forhold have selvfølgelig alt for længe siden tildraget sig den offentlige Opmærksomhed, og det er vist allerede over en Snees Aar siden, at en Privatmand fremsatte et Project om at faae det uhyggelige Qvarteer omdannet til en smuk Passage. Siden den Tid har Spørgsmaalet imidlertid hvilet, og kun af og til er Offentligheden ved Retsager etc., der kom til dens Kundskab, bleven mindet om disse Usselhedens og Lastens Boliger midt i et af Stadens bedste Qoarterer. Af og til er der skeet en lille Indsamling til Bedste for Beboerne og gjort Et og Andet for dem, men endnu er man ikke kommen saavidt, at der er blevet taget en kraftig Beslutning om at rykke Ondet op med Rode, om paa en eller anden Maade at faae hele Gaden og nødvendigviis det tilgrændsende Pistolstræde og Pistoltorv fuldstændig ryddede. Naar Sagen nu atter bringes paa Bane, saa er Grunden hertil den, at der, hvad vi tidligere have havt Lejlighed til at omtale, netop for Tiden er udbrudt en farlig Typhussygdom i dette Qvarteer, som alt har fundet Vei til andre Dele af Byen, og som, hvis det ikke lykkes itide at sætte en Stopper for dens videre Udbredelse, let kan fremkalde en heel Epidemi. Heldigviis har vor Lægestand taget kraftigt fat paa at standse den; men alene i den truende Udsigt bør der vare tilstrækkelig Opfordring for Communens Bestyrelse til nu at gjøre Alvor af Sagen og med eet Slag at befrie Hovedstaden for dm stadige Fare for at see smitsomme Sygdomme finde et frodigt Arnested i dette Qvarteer, og derfra udbrede sig videre. 

Der kan jo gaaes to Veie til dette Formaals Opnaaelse, idet en saadan Forandring enten kan skee ved privat Overeenskomst eller ved Expropriation. "Dagbl." foretrækker den førstnævnte Vei med Benyttelse af Communens Grunde fra Fæstningsværkerne som Magelæg, da det frygtes for, at Expropriation vil blive for kostbar. Dette er meget muligt, men fremfor Alt er der et andet Moment, som ikke der lades ude af Betragtning, og det er Hurtigheden. Det vil ingenlunde være let, ja maaskee næsten uoverkommeligt at slutte saadanne private Arrangementer med Huuseierne, navnlig da det jo slet ikke er givet, at de efter et saadant salg ville have Eiendomme paany eller have Lyst til at opføre der« eventuelle nye Eiendomme paa den omtalte Grund. Ved en Expropriation vil Alt kunne gjøres med en ganske anden Hurtighed, og der er jo Intet tilhinder for, at Communen endda ved Siden af kan arrangere sig med de Eiere, der ville kjøbe Byggegrunde af den, om at yde dem deres endelige Betaling ved saadanne. Det var jo ogsaa maaskee muligt, at privat Overeenskomst i Virkeligheden vil skaffe Communen billigere Vilkaar end Expropriation. Det vil neppe heller falde vanskeligt for Communen atter at afhænde Grunden til de tilstødende Ejendomme, hvis man ikke skulde ville foretrække paa en eller anden Maade at benytte det gamle Project om en Passage, f. Ex. i Lighed med den saakaldte Basargang, der i Hamborg fra Jungfernstieg fører til en parallelt med samme løbende Baggade. Alle saadanne Spørgsmaal tilhøre jo imidlertid et senere Standpunkt; for Øieblikket er der kun Tale om at rette en kraftig Opfordring til Communalbestyrelsen om for Alvor at tage fat paa Sagen og ikke vente paa yderligere Tilskyndelser end dem, der allerede findes i tilstrækkelig Grad. Da der sidst i Borgerrepræsentationen hævede sig en Røst for Peter Madsens Gangs Udrydning, lød den forgjæves; naar Sagen, som vi vente, nu atter bliver bragt frem, haabe vi, at den ikke vil savne den kraftige Understøttelse, som er nødvendig til dens hurtige Realisation.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1871. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Peder Madsens Gang. Hr. Redakteur! "Dagbladet"s Artikel af 6te Juli om Peder Madsens Gang er visselig et godt Ord i rette Tid om en Sag, der maa ligge enhver Kjøbenhavner alvorlig paa Sinde. Naar samme imidlertid som umiddelbart praktisk Formaal tilsigter aldeles at faae denne afskyelige Gade ryddet af Veien, er den vistnok kun en Røst i Ørkenen overfor vor velvise Kommunalbestyrelse. Der maatte en ganske anden Epidemi til end den nuværende for at drive den til saadanne, efter deres Opfattelse extravagante Foretagender. Der gives imidlertid et andet Middel, som vistnok er langt svagere i sine Virkninger, men paa den anden Side ganske anderledes let at iværksætte, nemlig at gjennemføre et energisk Polititilsyn med disse Huler, at foreskrive strenge Regler for deres Benyttelse og alvorlig at paasee sammes Overholdelse. Det er en velbekjendt Sag, hvilken Reform der i denne Retning er skeet i London med de offenlige Logishuse, og Indsenderen, der som saa mange Andre har havt Leilighed til en Nattevandring gjennem Londons "Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger", har snarere været forundret over den gode, sunde og reenlige Tilstand, hvori han fandt dem, end over det Modsatte. Om nu end maaskee vedkommende Politiembedsmand helst ønskede at vise Fremmede bedre Indretninger, kan der dog ingen Tvivl være om, at overordenlige Forbedringer ere opnaaede, hvad han ogsaa sterilt fremhævede, og det var mærkeligt at see, hvilken Tillid og Velvillie han, en forhenværende Detective, var Gjenstand for hos den af Vagabonder og Forbrydere bestaaende Befolkning. Det synes klart, at man ved saadanne Foranstaltninger kunde afhjælpe de mest fremtrædende Onder ved den nuværende Tilstand. Men dette Forslag vilde ogsaa kunne bane Veien for den endelige Ordning, dette Kvarteers fuldstændige Udrømning, som jeg erkjender bør være Formaalet. Adskillige Huse vilde muligviis blive erklærede for aldeles uskikkede til Beboelse, og Magistraten kunde da erhverve dem enten, ved Mageskifte med udenbyes Grunde eller ved Kjøb og derefter lade dem nedrive. Men selv, hvor dette ikke blev Tilfældet, vilde vedkommende Huse dog tabe Meget i deres nuværende ublue Værdi, naar det blev paalagt Eierne at bringe dem i fuldkomment beboelig Stand og for Fremtiden kun at udleie dem overensstemmende med Sundhedens og Menneskelighedens Fordringer. Medens den nu tilstræbte Løsning af Fæsteforholdet ved at plage Godseierne ud af det, vistnok har sine store Misligheder, turde det derimod være aldeles tilladeligt at paalægge Huuseierne i disse Kvarterer deslige Byrder, som Samfundets Tarv kræver, og som overfor den nuværende "frie Naturstand" kunde gjøre dem tilbøjelige til at opgive deres Standpunkt imod et rimeligt Vederlag. Den tidligere Indvending, at en slet Bolig er bedre end slet ingen Bolig, kan ikke længere reises, efterat Staden har erhvervet de store Grunde, men nogen Tvang maa der vistnok til, og det ikke alene ligeoverfor Huusværterne, men ogsaa imod de ulykkelige og demoraliserede Beboere, Emnet til vor fremtidige "Kommune". - r. 

(Dagbladet (København) 8. juli 1871).

Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger. (Efterskrift til Politivennen)

Under en Sag, som i Onsdags foretoges i den offentlige Politiret i Kjøbenhavn mod et ugift Fruentimmer, Henriette Jensen, for Betleri, fremkom der Oplysninger om Tiltaltes Forhold i Hjemmet, som give et grelt Billede af Tilstanden i Kjøbenhavns meget for talrige Fattiggyder. Hun boer i Bagstuen i et af de bekjendte Steder i Pedermadsensgang, der saa ofte have været omtalte for deres elendige og smudsige Tilstand. Ifølge en Rapport, som Dommeren oplæste, har Tiltalte tilligemed sit Barn, der er 2 Aar gammelt, sit Leie i en Bunke Klude, der ere spredte paa Steengulvet i et lille, smalt Rum, hvor der er anbragt et Ildsted. Dette Rum er fælles Kjøkken for hende og en Kone, af hvem hun faaer Tilladelse til at opholde sig der for en Betaling af 3 Mk. ugenlig. Denne Kone har 3 Børn hjemme, og i en til Kjøkkenet stødende lille Stue er der endvidere et andet Fruentimmer med 3 Børn, og der er saaledes 3 Voxne og 7 Børn, som have Natteophold i disse 2 Rum. Dertil kommer, at der umiddelbart op til Stuen ligger en Stald, ligesom der udenfor Vinduerne i Gaarden er anbragt 3 Retirader, og man vil da let kunne gjøre sig en Forestilling om, hvorledes den Atmosphære er beskaffen, som de arme Beboere af det nævnte Lokale er nødsagede til at leve i. Dommeren sørgede for, at Tilstanden i den omtalte Eiendom, kom til Politiets Kundskab, og en i Retten tilstedeværende ved Sundhedspolitiet ansat paalidelig Overbetjent erklærede at ville indgive Rapport om Forholdene, men bemærkede iøvrigt, at disse ikke ere Politiet ubekjendte, men at der hidtil har stillet sig saa store Hindringer i Veien, at det endnu ikke har varet muligt at tilveieberinge den Forandring, som ganske vist maa ansees for paatrængende nødvendig saavel i den omtalte Eiendom som i Naboeiendommen. (Dgbl.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 30. maj 1870)

Episoder fra Pedermadsens Gang. (Efterskrift til Politivennen).

Et frækt Tyveri. En paa St. Kjøbmagergade boende Handlende bemærkede igaar Middags, medens han sad i sil Kontor, der ligger umiddelbart op til Boutiken, at Boutiksdøren sagte aabnedes, og han saa derpaa en Drengearm med et hurtigt Greb nappe to Kasser med engelske Biscuits, som stod lige indenfor Døren. Da den Handlende i Øieblikket var ene, kunde han ikke strax forfølge den dristige Tyv, men da hans Medhjælperske kort efter kom hjem, begav han sig ufortøvet ud paa en Opdagelsesrejse, og neppe var ban kommen en halvhundrede Alen bort fra sin Boutik, førend han fik Øie paa en Sværm Drenge, der ganske gemytlig drev af med de nu aabnede Kasser og fortærede Bicuits af al Magt. Saasnart de saa den Handlende, spredtes de ad som Avner for Vinden, efterladende Krigsbyttet paa Gaden; men Manden satte efter den af Drengene, der havde baaret Kasserne, og det lykkedes at opløbe ham i Antoniestræde. Der havde imidlertid naturligvis samlet sig et stort Opløb, og vedkommende Handlende blev af den forsamlede Mængde tvungen til at lade "den stakkels Dreng gaa. da det var Synd og Skam at bringe ham paa Kamret" Sagen blev nu anmeldt til Stationen i Pilestræde, og ved Hjælp af de andre Drenge Ivkkedes det en Betjent at faa fat i Tyven, der viste sig at være den af Skjæbnen i den senere Tid saa haardt forfulgte, "stakkels Dreng", der bærer Hædersnavnet "Sildehovedet", og som tilligemed sin Kammerat "Byldefugeren" r de sidste fjorten Dage har været tre Gange tiltalt for Tyveri ved den offenlige Politiret. - I Anledning af, hvad vi ovenfor berørte, at den forsamlede Mængde tvang den bestjaalne Handlende til at opgive sin Forfølgelse af Tyven, skulle vi ikke undlade at udtale vor Forundring over. at det store Publikum ikke snart kan blive vænnet af med den, mildest talt, ilde anbragte Barmhjertighed, der leder det til at hjælpe Forbryderen, istedenfor den af ham Forurettede. 

(Dagens Nyheder 7. december 1869)

Tyveri, udført af Drenge. De tre af de unge Syndere, der, som tidligere af os meddelt, havde gjort sig skyldige i Tyveri af en Kasse Kiks hos en Delikatessehandler paa st. Kjøbmagergade, stod igaar for Skranken i den offenlige Politiret. Den Fjerde var ikke mødt, da han ifølge Faderens Sigende var afleveret til Fattigvæsenet. De tre Drenge benægtede imidlertid igaar deres til Rapporten afgivne Tilstaaelse, som de erklærede kun at have afgivet af Frygt for Mishandling af en Overbetjent. Under disse Omstændigheder fandt Dommeren, Assessor Walich det rigtigst at lade dem sætte under Anholdelse.

(Dagens Nyheder 14. december 1869).

Tyveri, udøvet af Drenge. De fire af os tidligere omtalte Drenge, der havde gjort sig skyldig i Tyveri af en Kasse Kiks hos en paa St. Kjøbmagergade boende Delikatessehandler, vare igaar paany fremstillede i den offenlige Politiret og vedgik nu, at de to af dem havde udøvet Tyveriet, medens de to andre vare vidende om dette og meddelagtige i dets Udbytte. Da de tre af Drengene alt tidligere have gjort sig skyldig i Tyverier, var der egenlig ingen Anledning til at fritage dem for Straf denne Gang, men Dommeren, Assessor Wallick, fandt dog en Undskyldning for Børnenes Fordærvelse i de Forhold, hvorunder de leve hos deres Forældre i Peder Madsens Gang og som vare aldeles ødelæggende for Børn. De slap derfor for Straf, men i Henhold til Forordningen af 11te Mai 1810, der tillader Øvrigheden at overgive løsladte Børn, hvem det ansees for betænkeligt at udlevere til deres Forældre, til Pleieforældre, bleve Drengene afleverede til Politiet, for at dette kunde træffe de fornødne Foranstaltninger i faa Henseende.

(Dagens Nyheder 16. december 1869)

Fra den offenlige Politiret. Politiet havde igaar foranlediget en Sag imod Eieren af Ejendommene Nr. 3, 6 og 7 i Pedermadsensgang, Brændevinsbrænder Haslund, eller rettere imod hans Vicevært, Høker Sandgaard, som mødte i Retten og erkjendte, at Ansvaret for det paaklagede Forhold paahvilede ham. Han havde nemlig uden Eierens Vidende udleiet lil Beboelse et i nævnte Eiendom værende Rum, der ikke maa benyttes til Beboelse, fordi del ligger ovenover en Kostald. Efter vedkommende Distriktslæges Erklæring er det et usselt Rum, 3 Alen høit og henved 6 Alen i Kvadral , og ved den senest foretagne Undersøgelse fandt han det beboet at 3 fruentimmer og en lille Pige paa 9 à 10 Aar. I de sidste Par Maaneder har han havt under Behandling der en Dreng, Søn af et al Fruentimmerne, hvilket Barn for Skarlagensfeber og Diphteritis indlagdes paa kommunehospitalet, hvor det døde, og senere Drengens Moder og et af de andre fruentimmer, der indlagdes paa samme Hospital for Vandrosen. Hvorvidt disse sørgelige Resultater udelukkende ere en følge af Lokalets Usundhed, vil blive undersøgt og næmere oplyst; men der er neppe Tvivl om, at Lokalets Beliggenhed og daarlige Beskaffenhed for en stor Del er Skyld deri, og denne Sag afgiver saaledes nyt Bevis paa, at det hele Kvarter i Pedermadsensgang kunde trænge til, at der træffes alvorlige og omfattende foranstaltninger til at faa Tilstanden sammesteds undersøgt og forandret 

(Fædrelandet 21. december 1869)

Sandgaard blev senere idømt en mulkt på 30 rigsdaler. Det synes imidlertid ikke at have afholdt Haslund for at fortsætte:

Mere fra Peder Madsens Gang. Politiet anholdt forleden Dag en Tiggerske, der opgav sin Bolig som Nr. 5 i Peder Madsens Gang. Ved at se efter fandt man umiddelbart op til en Stald ligeoverfor 3 Retirader et snevert Rum med Komfur, hvor Konen tilligemed sit Barn havde sit leje paa et Stengulv mellem nogle Klude. Dette Opholdssted gav hun 3 Mk. i leje af ugenlig. I en Stue ved Siden af boede hendes Værtinde med 3 Børn og en anden Kone med 3 Børn, saa at et lille Værelse med Køkken, hvortil man kommer op gennem en Stald, tiener til Opholdssted for 3 Koner og 7 Børn. Hvad Følgerne heraf er og kan blive, er det overflødigt at antyde. Sundhedspolitiet maa have en meget daarlig Hukommelse, hvis det har glemt de Børn, der for et Par Aar siden behandledes paa Hospitalet for væmmelige Sygdomme. Brændevinsbrænder Haslund, som ejer det omtalte og Nabostedet, maa staa sig godt ved at udleje sine Huler, da han i Efteraaret bødede 30 Rd. for sine Ejendommes uforsvarlige Tilstand. Ordenspolitiet havde for ikke lang Tid siden jævnlig Anledning til at stride ind mod en Bande smaa Tyve, som havde deres Tilhold i denne uhumske Smøge. Men Peder Madsens Gang vedbliver at være det samme Opbevaringssted for legemligt Smuds og moralsk Smitte. Vil Magistraten ikke i Menneskelighedens Navn jævne dette Sodoma med Jorden, saa var det vist ikke vanskeligt med Tal at bevise, at det koster København flere Summer at bevare denne Planteskole for Usundhed og Usædelighed end at ødelægge den.

(Folkets Avis - København 27. maj 1870)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 23. december 1869. Måske rigtig nok, men den kan lige så godt være et forsøg på bedrag.

En Familiescene fra Peders madsens Gang. I den offentlige Politiret foretoges igaar en Sag, der gav rettighed til at gjøre et nyt Indblik i de Forhold, hvorunder Beboerne af denne Kjøbenhavns Skamplet leve. Mad. Knudsen, der er en gammel Bekjendt i den offentlige Politiret, hvor hun har mødt flere Gange, dels paa egne Vegne som tiltalt for Gadeuorden, dels paa hendes "fordærvelige" Søns Løgne, som havde været delagtig i flere Tyverier, mødte atter igaar, idet hun og hendes Mand, hvilken Sidste ikke havde behaget at give Møde, vare tiltalte for at have været i en saadan Kiv og Strid med hinanden, at "Gangens" Beboere, der dog vistnok ellers ikke ere uvante til det Slags Scener, havde fundet sig foranledigede til at lade Politiet hente. Ved Betjentenes Ankomst fandt disse Manden tilligemed et Par af Børnene spadserende paa Gaden, idet de ikke vovede at gaa ind i Huset, hvorfra Md. Knudsen i et Anfald af Raseri, ved hvilket ogsaa et Par Vinduesruder var gaaet i Løbet, havde fordrevet dem, idet hun truede Manden med en Kniv, som hendes ophidsede Tilstand ogsaa gjorde det sandsynligt, at hun vilde bruge. Mad. Knudsens Forklaring, der var i hot Grad forvirret, idet hun snart fortalte vidt og bredt om, at Manden bankede hende, snart atter paastod, at hun ikke vilde blotte sin Mand, og hentydede til indre ægteskabelige Forhold, som skulde retfærdiggjort hendes Forhold til Manden, hvem det forøvrigt ved en Kjendelse af Overpræsidenten er forbudt at komme til hende, gik derimod ud paa, at Manden var Skyld i hele Ulykken. Hendes Adfærd saavel ved denne som ved flere tidligere Leiligheder bestyrkede imidlertid Dommeren i hans Mening om, at det ikke stod rigtig til i hendes Hoved, saa at der, naar baade hun og Manden, hvad der nok af og til skal være Tilfældet, have drukket en lille Taar over Tørsten, let kan opstås Strid imellem dem. Dommeren ønskede imidlertid ikke at foretage Videre ved Sagen, forinden ogsaa Manden var bleven hørt, og den blev derfor udsat. Som et yderligere Bidrag til Oplysning om Tilstanden i Pedermadsens Gang kan det fremhæves, at i det Værelse, hvor det her omtalte Ægtepar og 8 Børn opholdt sig, boer der ogsaa to Fruentimmer, som have deres Sovepladser hver i sit Hjørne af Værelset, naturligvis uden Sengested eller Sengklæder, og at det ene af disse erklærede "aldrig nogensinde at have været i et saadant Hus", skjøndt hun vel ikke har været forvænt i saa Henseende.

(Dags-Telegraphen (København) 30. december 1869)

Peder Madsens Gang set fra Grønnegade ca. 1870. Kildetekst: Nedrevet Aar 1873. Ny Østergade førtes ind over det dermed indvundne store Areal. Peder Madsens Gang! Hvilke sørgelige Tanker forbindes ikke med dette Hjemsted for Bærmen af vort Proletariat hedder det i et Jammerskrig over denne Kjøbenhavns Skændsel. Dette Arnested for alt Smitsot, dette Hjem for Lasten og Elendigheden i dens værste Skikkelser. Det føltes som en virkelig Glæde da Det Kjøbenhavnske Byggeselskab erhvervede Koncession til Peder Madsens Gangs Ombygning. Den gik ud paa en Ombygning af Hotel d'Angleterre, tilintetgørelse af den berygtede Prammandens Gang, der gjennem en lav Gadedør mundede ud i Ny Adelgade, og Anlæget af en ny bred Gade (Ny Østergade) paa Ruinerne af Peder Madsens Gang og enkelte andre tilstødende Eiendomme.Lader ethvert Haab ude, I som træder herind burde man i sin Tid have skrevet over den port, som fra Østergade førte ind til Gyden. Gangen var opkaldt efter Kræmmer og Brygger Peder Madsen, som omkring Aar 1615, var byens Kæmner. Paa et af Gadens fineste Huse, No. 6, som var ret pænt at se til, var anbragt en Medallon med Hovedet af en Mand, der var prydet med Rundskæg og Baret. Det er Peder Madsen, sagde Folk i Gaden, idet de beundrende betragtede den store Mands Billede. Men de gode Folk var paa Vildspor. Medaillonen skulde vistnok forestille Kong Christian d. 3die den Mand efter hvem Gaden er opkaldt, har intet som helst Krav paa at blive mindet. Fra Peder Madsens Gang udgik Store og Lille Pistolstræde, to meget smalle og korte Gyder, som for øvrigt endnu fandtes ved Aar 1914. (Mariboe). Kbhbilleder.

Skandaler i Pedermadsensgang.

Skønt ovennævnte gang danner en bekvem gennemgang mellem to meget besøgte gader, ser man dog yderst sjældent ordentlige folk benytte sig af dem. Grunden til det må vist nok søges i al den smudsighed som øje og øre her må døje fra alle kanter af de forbigående. 

For nogle dage siden skulle indsenderen i en hast føre sin fader og søster fra Østergade til Grønnegade, og lod sig uheldigvis overtale til at benytte denne genvej. Men bittert måtte han fortryde det, da der fra de fleste vinduer og kælderhalse vankede en sådan mængde liderligheder og smudsigheder at man ikke uden væmmelse kunne høre på det. Vores driftige politi anmodes ærbødigst om at afvænne visse dybt sunkne skabninger med denne uskik der så vidt vi ved før i tiden kun går i svang ved højlys dag i nævnte stræde og i den berygtede Holmensgade.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 686)

Et berømt foto fra Niels Ludvig Mariboes billedsamling af Peder Madsensgang. (Københavns Museum)

Varsko for en glubsk Hund i Pedermadsensgang.

Ved for nogle dage siden at gå gennem Peder Madsensgang, blev anmelderen overfaldet af en glubsk hvid puddelund der tilhører en spækhøker i huset nr. 294-95 i nævnte gang, fra hvilket den for ud imod mig, med sådan raseri at jeg for ikke at blive skambidt, så mig nødsaget til at stå stille af frygt for dette glubske dyr. Uagtet først ejerens datter og dernæst hans søn gjorde sig al umage for at kalde hunden til sig, lykkedes dette dem ikke før efter nogle minutter forløb, i hvilken tid anmelderen måtte udholde den angst som dette uvane dyr forårsagede ham. En del af beboerne i oven nævnte gang forsikrede anmelderen at det ofte er sket af forbigående er blevet overfaldet af denne hund. Man håber og forventer at ejeren enten holder sin bidske hund fra gaden eller også pålægger den en mundkurv, så at den bliver uskadelig for de forbigående, eller at han i manglende fald, af høje vedkommende pålægges denne pligt. Den allerede nævnte hund var ikke forsynet med polititegn.

(Politivennen nr. 701, Løverdagen den 6te Juni 1829, s. 384-385)

Kobbersmeden i store Grønnegade.

Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren, men også beboerne i Lille Grønnegade, Peder Madsens Gang, Didrik Badskjærs Gang, Regnegade, Gothersgade og foran i Borgergade lider ved hans spektakel.

Forunderligt er det at et menneske har tilladelse til at plage så mange af sine medborgere. Denne plage er mere mærkbar om sommeren (da man på grund af heden har vinduerne åbne) end om vinteren. Men dette er kobbersmeden ligegyldigt. Han hamrer og vil blive ved med at hamre, skønt hans medborgeres ører lider derved. Han hamrer skønt den syge og trætte ønsker et øjebliks hvile for at samle nye kræfter. Han spærrer gaden og hamrer skønt det første er forbudt ved anordningerne og det sidste forårsager at heste der nødvendigt skulle passere gaden let kan blive løbske. Han hamrer skønt de talrige handlende råber ak og ve, for hvor mange har vel lyst til at købslå i en butik når denne er i nærheden af en så frygtelig larm. Og endelig, han hamrer skønt husejerne lider ved det idet de for at blive deres lejligheder kvit må leje samme bort til uhørt billige priser. 

Indsenderen gør i samtlige beboeres navn de høje ansvarlige hvem det altid var om orden at gøre, opmærksom på denne uorden idet han foreslår at kobbersmeden måtte påbydes enten at flytte til værksted til en mindre befærdet gade (som ved volden), eller i det mindste at hamre i vognmandens gård hvis han med denne nabo kunne træffe aftale om det.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 503-505)

"Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren." (Grønnegade år 2015. Her har billarmen erstattet kobbersmeden. Eget foto).

Forslag til den Maade, hvorpaa de saa smalle Gader, der endnu ere til her i Staden, ere at udvide overeensstemmende med den i Rescriptet af 26de April 1754 tilkjendegivne Hensigt.

Reskript til Københavns Magistrat af 26. april 1754 har en forestilling om at der fandtes en del stræder der var så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand. På grund af det indstillede den om det ikke måtte være den tilladt, ligesom det allerede var sket med nogle steder i så smalle stræder hvor husene er indrykkede og i overensstemmelse med forordning af 27. februar 1683, 8. post, der befaler daværende magistrat med matematiker og stadsbygmesteren at efterse de smalle gader og stræder i staden og derefter indgive betænkning og forslag om og hvorvidt samme enten aldeles skal afskaffes eller udvides - efterhånden som nogen melder sig for at nedrive de gamle huse og igen opbygge nye, i de nævnte gader. Blandt disse befinder sig endnu især Peder Madsens Gang, Kristen Bernikowsstræde, Halmstræde og Gåsegade. 

 "Der findes en del stræder der er så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand". (Man kan få et indtryk af hvor smalle disse stræder var i Pistolstræde, som også er omtalt i artiklen. Eget foto, 2015)

Ydermere at fastsætte hvor meget af grunden der skulle udlægges til gade mod at grundens ejer fik rimelig betaling for det som han mistede, efter uvildige mænds taksering, således at alle sådanne gader og stræder med tiden kunne blive udvidet og passable. Det blev vedtaget så at det blev magistraten tilladt efterhånden som nogen melder sig at nedrive de gamle huse og igen at opbygge nye i de omtalte gader og stræder, at fastsætte hvor meget af grunden til gadens udvidelse skal udlægges, imod at grundens ejer som før nævnt nyder betaling for det som mistes efter uvildige mænds taksering.

Denne vigtige forordning der efter dens formål bør betragtes som mere end blot en tilladende lov, synes i denne tid at være helt tilsidesat.

Vel frembyder måske ingen i de omtalte smalle gader og stræder, til hvilke kan regnes Integade, Pistolstræde og Prammandens Gang sig til at nedrive gamle huse, for igen at opbygge nye. Og et sådant foretagende ville heller ikke føde andet end tab af sig, hvor der ikke som på hjørnet af Store Købmagergade og Amagertorv - på hvilket sted der i år (dog ikke for indryknings skyld) er rejst en ligeså smuk som stærk bygning i stedet for den hytte som stod der før - beliggenheden med tiden kan tilbagegive bekostningen.

Men på det seneste er der ved auktion solgt flere ejendomme i Peder Madsens Gang, hvori blandt for nyligt nr. 283 og 293, den første på hjørnet af Store Grønnegade, og ligeledes en på hjørnet af Integade og Østergade.

Spørgsmålet bliver derfor om ikke de ansvarlige, nemlig enten stadens magistrat eller kommissionen for gadernes udvidelse, ved egne eller hjælp af andre midler burde købe sådanne ejendomme når til udbydes til salg.

Denne måde at blive ejer eller besidder af alle en gades bygninger er den eneste der er for hånden når ingen melder sig til at nedrive og ingen ildebrand indtræffer. Og den er så meget mere anbefalelsesværdig som fast ejendomme i særdeleshed i smalle gader for tiden ikke er i nogen høj pris, men derimod forrenter sig godt. Efter at en således købt ejendom i nogle år var blevet bortlejet, kunne den sælges enten til nedbrydning og indrykning, i hvilket tilfælde endog den tilsagte erstatning for indrykningen blev, om den ikke helt blev sparet på det mest nøjagtige bestemt eller hvor grunden var af for lille dybde til at indrykning kunne finde sted, til aldeles fjernelse, hvorefter ejeren af den inden for værende grund eller bygning kunne enten mod at betale for det eller uden det, få adgang til at bygge forside til den således udvidede gade efter den linje som var afstukket.

Spørgsmålet er således formentligt at besvare bekræftende, fordi formålet med efterhånden at udvide de farlige, usunde smalle gader derved opnåedes. Og man tager sig derfor den frihed herved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på denne vigtige genstand.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10007-10011)

Redacteurens Anmærkning

Der skulle gå mange årtier før skribentens ønsker blev opfyldt. Nogle gange blev helt nedlagt og enten bebygget eller udvidet så meget at de blev til nye gader. Det gælder Peder Madsens Gang som blev bortsaneret i 1870'erne, Prammandens Gang i 1874, Integade foran magasin i ca. 1930, og Halmstræde blev i 1894 en del af Nikolaj Plads (fra Vingårdsstræde til Østergade). Andre gader bestod, men blev stærkt udvidet. Det gælder Kristen Bernikowsstræde og Gåsegade.Kun en enkelt gade består stadig, nemlig Pistolstræde - som altså er det eneste sted man i stærkt moderniseret form kan få et indtryk af boligforholdene i Københavns daværende slumkvarterer.

Spørgsmaal i Peder Madsensgang.

Er det en bygherres pligt at lade tilkaste og dække de huller i brolægningen som fremkommer når et plankeværk opsættes for en opførende eller reparerende bygning? Besvares dette spørgsmål bekræftende, så vil man ønske at vedkommende ville lade tilkaste de huller i Peter Madsens Gang som nu har ligget åbne siden i sommer. Sådanne huller er altid farlige, men bliver det endnu mere i denne smalle, mørke gade der gennemskæres af en bred rendesten, og efterlader kun lidt plads for fodgængere. Forleden faldt en spækhøker i et af disse huller og foruden at han fik et betydeligt stød i faldet, spildte han en hel kurv hvedebrød i skarnet.

(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4306-4307).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 268. 17. februar 1821 oplystes at hullerne var kastet til, men de blev ikke stampet tilstrækkeligt.

Forslag i Pedermadsens Gang.

Ved forleden dag at passere Peter Madsens Gang så anmelderen at to vogne var kommet ind i gaden fra forskellige sider, og da ingen vogn kan vinde i denne small gang eller to vogne passere hinanden forbi, kan man slutte sig til at det ikke har måttet koste ringe umage at få den ene ud af gaden igen. Men da sådant ubelejligt møde af 2 vogne ikke alene forårsager tidsspilde, men også kan have andre ubehageligheder til følge, så kunne det vist ikke være af vejen om det blev påbudt at enhver vogn som ville passere denne gang, skulle være forbundet til at køre ind fra Østergade og ud af gangen til Grønnegade, og at passagen fra modsat vej skulle være aldeles forbudt, for således ville al kollision af vogne gøres umulig.

(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2662-2663)

Et Spørgsmål i Permadsens Gang

I Peter Madsens Gang i huset nr. 267 har værten indlejet beboere under det åbne tag, på et værelse hvor der hverken er køkken eller kakkelovn. Om aftenen kan man se, at der er lyst hos disse folk. Man spørger dem, som herpå kan give svar, om ikke herved måske er farlighed.

Thomas Nielsen
Arbejdsmand
boende sammesteds

(Politivennen nr. 445, 1. november 1806, side 7078-7079)

Redacteurens Anmærkning

Denne lille notits er opsigtsvækkende af mindst to årsager: Det er et af de få indslag som er skrevet af en navngiven arbejdsmand, altså en mand af lav klasse, modsat hvad der ellers er gængs i Politivennen. Desuden beskæftiger den sig med et sted som ikke beskrives særlig meget, nemlig Peter Madsens Gang, som var det værste slum i datidens København.

En Fiskebløder-Uskik.

En fiskebløder i Peder Madsensgang eller også i nærheden af samme, har nogle somre i træk endog på de hedeste dage vist den uforskammethed at udkaste sit rådne vand på gaden om aftenen, og det før kl. 10, ja undertiden inden 8, og vedbliver endnu med dette forhold. Ikke alene er dette til største ulejlighed og ækelhed for dem som enten til fornøjelse eller i nødvendigt ærinde passerer de i nærheden værende gader, men endog de der omkring boende kan næppe opholde sig i deres værelser på grund af denne onde stank. Skulle der ikke findes nogen anordning som forbyder en sådan person der viser så lidt agt for sine medmenneskers sundhed og velbefindende at udkaste sit vand så tidlig? I så fald håber man at denne anmeldelse ikke vil være sket uden nytte.

*   *   *

Det lader som om man med god føje kunne ønske at det medicinske politi engang ved forestillinger om skadeligheden for Københavns indbyggeres helbred af den ustraffethed hvormed slagtere, garvere, fiskeblødere opfylder hele gader med stanken af deres udskyl og hvormed brændevinsbrændere for at spare renovationspenge blander menneskeskarn med komøg, og enten udskyller blandingen med postevand på gaderne eller lader den endog om dagen læsse på vogne - ville skaffe os anordninger enten om en anden udførselsmåde af disse ækelheder eller om sådanne næringsdriveres forflytning ud af staden eller tæt på dens kanaler!

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 126. 20 September 1800, s 2013-2015)

Uorden med Gadernes Navne.

Den underlighed her i byen at en gade ikke sjældent har to kontrasterende navne, må forekomme enhver fremmed lige så besynderlig som fortrædelig. Går man fx på Nørregade og søger Skidenstræde, så finder han rigtig denne gade, da navnet er malet på dens hjørne. Men søger han den fra Fiolstræde, så finder han Krystalgade. Bredgade hedder også på nogle af dens hjørner Norgesgade, og således med flere gader.

At visse mennesker ofte af en eller anden årsag ikke kan bruge deres gamle navne, er begribeligt. Men hvorfor gaderne også uden årsag skal delagtiggøres i sådan forandring, begriber man ikke. Er navnene på adskillige gader ikke smukke nok, og man af den årsag vil have dem omdøbte, nuvel! så kalder man Ulkegade Souvenirgade, Peer Madsens Gang Numsegade, Sqvaldergaarden Soldens Gade og lille Helliggeistesstræde Sladderrækken, osv. Men NB. hver gade må have et navn og ikke blot omdøbes i den ene ende som Skidenstræde der tillige så dejligt hedder Krystalgade.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 74, den 21 September 1799, s 1181-1182)