I anledning af slagtermester Henningsens i Politivennen nr. 338 indførte betræffende bestyrelsen af Saltholm, har jeg fordi jeg vedhans fejlagtige og usande udladelser har fundet mig fornærmet, mod ham anhængiggjort sag, hvilket foreløbig bekendtgøres.
Løjtegård på Amager den 25. juni 1821.
Christensen
(Politivennen nr. 340. Løverdagen den 6te Julii 1822, s. 5495).
Ved denne vigtig genstands undersøgelse bliver det især hr. Christensen man får med at bestille. Men det er i høj grad beklageligt at dette spørgsmål foreløbig - og med fuld hjemmel - må besvares med et nej. - Sidste vinter blev Saltholm overskyllet med havvand, der naturligvis fyldte alle der på stedet værende vandhuller som således - i den stand - ikke længere kunne svare til bestemmelsen. - Det blev altså en uimodsigelig pligt for de herrer bestyrere så hastigt omstændighederne tillod det at foranstalte alle sådanne huller hensigtsmæssigt renset. Men desværre, kun et af mange blev taget i sådan betragtning, hvilket - i nærværende tørke - har forårsaget at 10 til 1200 høveder som græsses på denne ø, har lidt næsten total mangel på uskadeligt vand, uden hvis nydelse kreaturet må tilsætte livet eller i det mindste i sådan grad svækkes at ejeren taber dets værd. Måske den skade bestyrernes utilgivelige efterladenhed og ligegyldighed i denne henseende foranlediger, beløber til en ikke ubetydelig sum og dens erstatning af dem på hvis fornuftige eller idiotiske administration nævnte ø - i flere henseender - beror, kan vel ingen med sund sans tvivle.
Hr. Christensen hvis befalinger - efter sigende - skal gælde mest, måske blot fordi han frem for de andre bestyrere muligvis fører et utidigt magtsprog, og derhos - ligeledes muligt -har geni til at vække blind ærbødighed for sit betydelige eller ubetydelige jeg - har sandsynlig ikke villet reflektere på medbestyrernes gavnlige råd så meget mindre som han skal have bortfejet hele sin græsningsret på øen, og - som følge deraf - formodentlig viser den med hans individuelle karakter overensstemmende humanitet mod fremmedes efter vand sukkende ulykkelige kreaturer! Det er også virkelig en uomstødelig sandhed at da de andre bestyrere - i rette tid- gjorde forslag til de nødvendige foranstaltninger der burde føjes til vands anskaffelse på nævnte Saltholm, svarede han ligegyldig "at han vel tydelig indså denne absolutte nødvendighed, men hans tid og lejlighed tillod ham ikke at befatte sig med det." Og dette sindelag - som jeg må overlade til publikum ret at karakterisere - har han siden fuldkommen legitimeret til stor forsmædelse for kreaturerne, og betydeligt tab for sammes ejere.
Dette subjekt af hvis meninger - i dette tilfælde - muligt de andre bestyrere er blevet et ekko, på grund af en eller anden årsag, skønt man ikke bør nægte at disse er mænd der ikke behøver at frygte for at komme bort fra deres egen vej, idet de ville vise andre til rette, og som ved ved uheldige omstændigheder at finde nyttige midler hvorhos man må fritage dem for at de ikke søger morskab i at bruge andre mennesker som deres dukker - bør formentlig ingenlunde vedblive sin post, qva bestyrer, længere, da man jo - øjensynlig - ikke af ham kan vente mindste interesse for sagen. Men en mand der er besjælet af iver for medborgeres gavns fremme og fra hvem egennytte, dorskhed, ligegyldighed og efterladenhed aldeles var jernet, burde træde i hans sted, og det så snart som muligt, for det er endnu meget tilbage af sommeren. - Men en klar selvforståelse bliver det jo - under alle omstændigheder - at det ansvar hr. Chistensen - rimeligvis mere end de andre bestyrere - har pådraget sig, absolut må være reserveret fra alle vedkommendes side. - I øvrigt glæder det mig at kunne melde at der nu er truffet kraftige foranstaltninger til øens forsyning med vand, og disse vil vist ikke ophøre før øjemedet ganske er opnået, ligesom enhver også kan være fuldkommen betrygget for at ingen sygdom blandt kreaturerne finder sted der, for ved hr. professor Wiborgs nærværelse på øen søndag den 16. dennes, lod jeg en af mine køer slagte og efter at have nøje undersøgt kødet, erklærede han det for frisk og sundt i alle måder.
Ligesom hr. professoren dertil forsikrede at den svaghed kreaturerne for tiden er underkastet, alene må tilskrives den længe eksisterende mangel på vand. - Man kan altså nære tilfredsstillende håb om at dette skrækkelige onde for dette år bliver hævet, om ikke aldeles, så dog for en del, og man bør ikke drage det mindste i tvivl at de herrer bestyrere i fremtiden vil gøre sig ære af på muligste måde at våge over at Saltholm ikke oftere på grund af forsømmelser eller ligegyldighed kommer i sådan ulykkelig tilstand.
E. Henningsen
Borger og slagtermester.
(Politivennen nr. 338. Løverdagen den 22de Juni 1822, s. 5449-5454).
(Indsendt).
Udgiverne af Politivennen bedes at indrykke følgende faktum i Deres blad. Vel ved jeg ikke så lige hvorledes uordener af den slags kan forebygges, men vedkommende, tænker jeg, må vide det, da der ellers måtte kunne siges til dem hvad Jeppe på Bjerget siger til sin ladefoged: Hvorfor giver jeg din hund kost og løn? Så vidt jeg ved hører Saltholm under Amagers øvrighed.
Første pinsedag fik jeg og nogle venner i sinde, i stedet for at drive i kongens skyggeløse have, eller omkring på de støvede og af stillestående forrådnet vand afskyeligt stinkende veje omkring byen, at ære Gud ved at bese hans grønne Saltholm. Og i sandhed æren for Saltholm er hans alene, for mennesker har endnu aldrig udstrakt en hånd for at forskønne og dyrke den. Københavns henliggende fælleder er ikke engang så styg en kontrast til den på Jyllands heder anvendte bekostning, som at 3.000 tønder land ikke bruges til andet end et hundrede køers og hestes sommerføring. Dog disse betragtninger står vel her på uret plads. Vi landede ved øens nordre ende og blev straks hentet i land af en vogn som en marketender kom ud til os med. Denne første saltholmer var også den første snyder. Han benyttede sig af vor uvidenhed til at indbilde os at vandet snart ville falde således at båden ikke igen kunne komme ud, da vi dog på vores afrejse fandt vandet ikke så lidt højere end ved ankomsten. Af denne mand måtte vi nu for at læske os på en drik urent amagermælk lade os køre til den sydlige pynt af landet. Her fandt vi huset ligesom hos vor kusk fuld af svirende stenbrækkere.
På tilbagevejen som de voksne blandt os gjorde til fods, kørte kusken på vor anmodning forbi Kastrup Stenbrud. Her opmuntrede han før vi kom til, vores yngre rejsefæller ved sit eksempel til at dreje de arkimediske vandskruer, hvorved vandet hver dag må tømmes af stenkulerne. Hvad dette førte med sig, erfarede vi da vi ville køre ud til båden igen. 6 til 8 halvfulde stenbrækkere lagde med støj og trusler hånd på vognen, og forlangte erstatning for den skade vi skulle have tilføjet deres møller. Her hjalp ingen fornuftsgrunde. Vi kalkbrækkere råder her, lød magtsproget, og vi indså gyldigheden så klart at vi straks pungede den afkrævede rigsdaler ud. Men dermed var sagen ikke klar. Kusken der kunne forstå et par stavelser der slap fra os, at vi anså ham som disse voldsmænds håndlanger, slog straks rækkerne fra skaglerne, og påstod ikke alene 3 mark for sin umage udbetalt straks, som vi endda ikke fandt så meget urimeligt, men også den erklæring at vi ikke anså ham som medskyldig. Kun på disse vilkår nåede vi igen vores båd, og skyndte os da af alle kræfter bort fra dette andet Anholt.
