Selvmord i Vartou. (Efterskrift til Politivennen)

Selvmord. Igaar fandtes Liget af en aldrende Mandsperson i Canalen i Frederiksberghave. I hans Lomme fandtes et Brev, hvoraf det viste sig, at han var Vartouslem, og at han havde taget Livet af sig selv af Fortvivlelse over at han og hans gamle Ægtefælle manglede det Nødvendige til Livets Ophold.

(Flyveposten 2. juni 1847).

Om det aflivede Vartouslem. I "Flyveposten" Nr. 124 for den 2den dennes findes indrykket, at der hos et Vartouslem, som den 31te f. M. havde druknet sig, var blevet fundet et Brev, hvoraf det viste sig, at han havde taget Livet af sig selv af Fortvivlelse over, at han og hans Ægtefælle manglede det Nødvendige til Livets Ophold; hvilket Inserat derefter er blevet optaget i et andet Blad. Det Usande i dette Referat om Auledningen til det begaaede Selvmord vil være indlysende af nedenstaaende efter førnæocrvnte Vartouslem forefundne Brev, dateret Dagen før Selvmordet, der er meddeelt Red. i Gjenpart, med Udeladelse af nogle Familieanliggender, som ikke egne sig til Offentliggjørelss.

Brevet lyder saaledes:

"Kjøbenhavn den 30te Mai 1847.

Kjære Datter!

Med disse Linier siger jeg Dig mit sidste Levvel; jeg beder Dig, at Du ikke sørger for meget over, at jeg har forladt denne Verden. Wartou har været mig et ubehageligt Opholdssted, der er ikke andet end Bagtalelse og Misundelse. De sidste 2 Maaneder har jeg aldeles været sygelig, og saa mange Ubehageligheder. N. N. og N. N. (2 navngivne Vartouslemmer) de 2 har været mine bittreste Fjender. Jeg har Haft mangen bitter Time i Borgestuen med Spidser og Gloser. Jeg har længe havt i Sinde at gjøre Ende paa min ulykkelige Tilværelse; jeg er kommen i Misforstaaelse med N. N., saa at den Smule Arbeide er holdt op for mig hos ham; det slog nu Hovedet paa Sømmet, da jeg ingen fortrolig Sjæl har og kan raadføre mig med i min fortvivlede Stilling, jeg vandrer immer eensom og forladt omkring, for at forslaae min Tungsindighed. Hermed sender jeg Dig 1 Rbd. i Anledning af Din Geburtsdag; anvend den vel. Jeg har havt den fra April; et Par Gange har jeg været nødt til at hytte den, men jeg redder den heel. Dette er nu den sidste GeburtsdagSgave at jeg giver Dig. - Hils Moder og siig hende, at hun ikke maa tale om at jeg har havt det Par Skilling, hun har ligeledes 1 Rbd., faaer De det at vide forlange De dem. - Bed Moder at hun vil give Dig min Pengepung med min lille 4 sk., der er inden i. Vær hilset mange Gange fra Din Fader. Levvel."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1847).

Om det aflivede Vartouslem. "Berl. Tid." har atter taget ind paa at berigtige og "Flyvep." er alter Offeret for denne usalige Lyst. Denne Gang er det en lille Beretning om et Vartouslems Selvmord i vort Nr. 124, det gaaer ud over, og navnlig sigtes vi her for Usan hed, fordi vel ved nævnte Lejlighed blev fortalt, at der hos den Druknede var fundet et Brev, hvoraf det viste sig, at han havde taget Livet af sig selv af Fortvivlelse over, at han og hans Ægtefælle manglede det Nødvendige til Livets Ophold. For saaledes at oplyse det Usande heri meddeler "B. T." Fragmenter af det forefundne Brev; men skjøndt det kun er Fragmenter beviser det netop, at vort Referat har varet aldeles rigtigt, og det undrer os i Sandhed, at "den B. T.s" Redacteur ikke selv har kunnet indsee delte. Manden klager nemlig i Brevet over, "at det Smule Arbeide er holdt op for ham", og desuden kalder han sin Stilling "aldeles fortvivlet", formodentlig fordi han uden Arbeide ikke kan ernære sig og Ægtefælle af 4 Mk. 8 sk ugentlig. At han sender sin Datter 1 Rbd.til hendes Fødselsdag taler vistnok næppe for, at han ikke har lidt Nød; thi hvo som kjender Almuesfolk og deres Følelser, veed ogsaa, at de stundom negte sig selv det Nødvendigste, for at berede deres Kjære en lille Glæde. Desuden siger han selv, at han har havt denne Rigsbankdaler siden April, men at han et Par Gange har varer nødt til at bytte den - formodentlig for at friste Livet. - Naar nu til de ovenomtalte Yttringer kommer, at der af Brevet er udeladt nogle Familieanliggender, som muligen yderligere tale for vort Referats Rigtighed, saa kan man ikke komme til noget anset Resultat, end at "B. T.S" Berigtigeste er uden mindste Betydning, og at den alene synes at vane et Foster af et vist Vigtigmageri, der ikke har noget Sted hjemme, og som let kan nedkalde Latteren over Den, der bærer samme til Skue

(Flyveposten 8. juni 1847).

Svar paa det i Skillingsbladet Nr. 17 indførte, om Vartou, for saavidt det vedkommer Undertegnede.

Den anonyme forfatter begynder med: "Man har påstået at der spises biligere og bedre på forskellige simple restaurationer, fx hos Almind i Gothersgade." Jeg har hos nævnte ladet hente en portion ærter og flæsk og betalt samme med 8 skilling. Hos mig derimod fik lemmerne i Vartov samme dag en portion ærter og flæsk for 6 skilling. Denne pris er uændret alle 7 dage i ugen, og hver dag laves forandring på middagsmad. Det er ofte tilfældet at jeg kan have 20 til 30 portioner mad til overs og alligevel skal jeg næste dag have frisk mad. Jeg kan ifølge min instruks ikke opvarme den tiloversblevne mad fra gårsdagen. Urtekramhandelen består i kaffe cikorie og sukker, heraf sælges 1 til 2 lod ad gangen. Høkervarer sælges ligeledes i meget små partier. Forfatteren synes ikke at være vidende om at lemmerne nu for tiden har 4 mark 5½ skilling ugentlig for at anskaffe sig alle fornødenheder. At jeg har fri bolig i stiftelsen, er vel en nødvendighed og har været fra den tid Vartov blev indrettet til et asyl for gamle, svage mennesker.

Mine øvrige tilfældige indtægter er efter hvad jeg er vidende om, de samme som mine forgængere har haft, og de ville vel næppe interessere almenheden. Min forgænger havde ikke samlet sig rigdom, men derimod forlod han stiftelsen i den yderste fattigdom. Om jeg kan samle mig meget til den gamle mand, vil tiden vise. Imidlertid kan den dyrebare hr. Ubekendt være overbevist om at mine høje foresatte, direktionen for Københavns Fattigvæsen, såvel som forstanderen i Vartov der alle daglig er til stede, vist ville have rettet og påtalt det fejlfulde i min vandel, dersom noget sådant havde fundet sted. Så meget mere som enhver af lemmerne i Vartov uforment kan klage hos deres foresatte. Imidlertid ville hr. Ubekendt glæde mig meget ved personligt at ulejlige sig til mig i Vartov mellem klokken 11 og 12 om middagen for at spise en portion mad, hvilken dag han lyster, og endvidere at være til stede hos mig fra kl. 4 om morgenen til kl. 10 om aftenen for at iagttage kvantiteterne jeg sælger, disses kvalitet og om de er for dyre.

Endvidere er den ubekendte vist ikke vidende om at stiftelsen lemmer er frie mennesker som kan gå ud når de lyster, som ofte spiser flere dage ude, bringer mad ind fra familier, selv koger mad og gør indkøb af fødemidler i byen som de kan få hos mig lige så billigt og måske billigere.

Jeg tvivler ingenlunde om at den rede forfatter modtager min invitation. Dog, skal han ikke have lyst til at indfinde sig, så udbeder jeg mig at han for fremtiden ikke blander sig i det han ikke kender.

Jacobsen
Plejefar i Vartov. 

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 502-504)  

Vartov 2016. I baggrunden Rådhuset. Her forløb på Politivennens tid Vestervold og Filosofgangen. (Eget foto)

Daglig Uorden af Gadedrenge udenfor Gymnastikhuset ved Varto.

Næsten daglig på den tid da kirkeskolernes ungdom efter befaling øves i gymnastik, forsamler sig en stor hob gadedrenge som ved skrigen og skrålen samt ved at banke på gymnastiksalens vinduer, foruroliger og forstyrrer undervisningen. Det nytter kun lidt at en af de tilstedeværende lærere går ud for at formane dem til orden. For de  fjerner de sig godt nok et øjeblik mens de piber i fingrene og spotter ham, men indfinder sig straks igen og begynder deres uvæsen med forøget kraft. Anmelderen har lagt mærke til at denne uorden især foregår om tirsdagen fra kl. 1 til halv tre og om lørdagen fra klokken halv tre til fire. Og den ville sikkert blive hævet hvis et par betjente nogle gange indfandt sig der og på eftertrykkelig måde bortjog drengene.

(Politivennen nr. 905, Løverdagen den 4de Maii 1833, s. 318) 

Redacteurens Anmærkning

Gymnastikhuset lå i bastionen uden for Vartov, omtrent ud for Farvergade omtrent hvor Rådhushaven i dag befinder sig. Det havde matrikelnummer 266 og udgik af matriklen i 1858 i forbindelse med sløjfningen af voldene.

Politivennen nr. 906, 11. maj 1833, s. 342 bekendtgjorde, at "Siden anken i sidste Politivennen har man ikke mærket noget til gadedrengenes optøjer ved gymnastikhuset ved Vartov, hvorimod man vil have bemærket at en politibetjent har opholdt sig der i nærheden."

I Politivennen 951, 22. marts 1834, s. 203-204 berettedes imidlertid at den var gal igen: over 50 drenge var på færde, trods lærernes indgriben. Også denne gang indfandt der sig 2 betjente som genoprettede ro og orden, ifølge Politivennen nr. 955, 19. juli 1834.

En ikke ønskelig Udstilling

I to dage, nemlig tirsdag den 27. og onsdag den 28. maj har man set at der har fundet hoppebedækning sted i bastionen lige for Farvergade. Dersom vedkommende hoppers ejere tror at Vartovs gamle beboere ikke finder noget usømmeligt eller forargeligt i at sådant foretages offentligt, så må de dog betænke at denne bastion kan overskues af en stor del af Halmtorvets beboere og beboerinder, såvel som af en mængde spadserende i Filosofgangen og på volden og at mange af disse ville finde et sådant skue uanstændigt. Sådant synes så meget mindre at burde tillades på dette sted, som gardernes rideplads i nærheden er indhegnet med et højt plankeværk, og tilladelse til at afbenytte den i denne henseende ville vist ikke blive nægtet.

(Politivennen nr. 648, Løverdagen den 31te Maj 1828, s. 353-354)

Atter noget om Kirken i Opfostringshuuset

(Indsendt)

Indsenderen af dette og vist nok flere med ham undrer sig over spørgsmålet i Politivennen nr. 87 om ikke Opfostringshuskirken kunne benyttes til offentlig gudstjeneste. I den kant af byen er der jo ikke mindste trang i denne henseende da der i samme haves adskillige kirker fjern og nær med gudstjeneste til forskellige tider, fx Citadellet, Almindelig Hospital, Abel Cathrines Stiftelse, Stokhuset, Garnisonskirken hvis nærværende 3 religionslærere med føje søges af at talrigt antal tilhørere. 

Men var der end virkelig trang til Opfostringshuskirken blev åbnet til gudstjeneste, hvem skulle da forrette den? Hvorfra udredes løn til den som forrettede den.? Der var en tid da de 4 lærere på Opfostringshuset skiftevis prædikede i nævnte kirke. Men det var snarere at anse som en kabinetsprædiken for stiftelsens betjente, vist ikke nødvendig for børnene, da disse måtte under en lærers tilsyn bivåne gudstjenesten i Almindelig Hospital kl. 11. Så vidt vides er kun den ene af de 2 derværende lærere berettiget til at prædike. Besynderligt er det ellers at denne i flere år ikke benyttede kirke nyligt er blevet oppudset om der end herefter ligesom i år skal holdes tale på stiftelsesdagen, mens kirken i Vartov der henhører under samme bestyrelse, mere og mere forfalder, så at den uden en hastig reparation snart må blive ubrugelig. To gange på et par års tid er stykker af gipsen fra loftet faldet ned under gudstjenesten og om ikke just forvoldt skade dog indjaget adskillige skræk. Kirken i sig selv mørk bliver det endnu mere da vinduesruderne næsten er som overtrukket med en fernis af urenlighed. Indsenderen selv som i denne sommer i nogenlunde klart vejr overværede gudstjenesten i nævnte kirke kunne næppe se at læse og synge sin salmebog uagtet han dog havde briller. At dette er tilfældet med flere er bekendt. Af hædersmændenes Münters og Clausens årvågenhed og utrættede iver for religionens, dens gode sags, ventes det vist ikke forgæves at foranstaltning til denne kirkes reparation og oppudsning snart vil blive gjort.

"Kirken i Vartov forfalder mere og mere forfalder, så at den uden en hastig reparation snart må blive ubrugelig. To gange på et par års tid er stykker af gipsen fra loftet faldet ned under gudstjenesten og om ikke just forvoldt skade dog indjaget adskillige skræk. Kirken i sig selv mørk bliver det endnu mere da vinduesruderne næsten er som overtrukket med en fernis af urenlighed. (Vartov Kirke. Eget foto).

Ønsker man da endelig så meget at kirken i Opfostringshuset blev benyttet til gudstjeneste, så vover anmelderen at foreslå at betjente og rekonvalescenter fra Frederiks Hospital bliver anvist denne kirke i stedet for den til sådant brug højst upassende og modbydelige operationsstue. Herved opnåede man endog at de svage til bens undgik at gå op af en trappe da kirken på dette sted er lige ned jorden. Udvej til en indgang fra Bredgade kunne der vel findes. Vel er Frederiks Hospitals præst ikke strikt forpligtet til at prædike. Hvad der i denne henseende findes i hans instruks er mere at anse som et råd et ønske, opmuntring til fortsat øvelse end egentlig befaling. Men det er vist at formode at hverken den nylig kaldede præst eller nogen af hans efterfølgere ville undslå sig for at holde gudstjeneste på nævnte sted, lige så lidt som den for hospitalets vel så virksomme direktion jo nok vil vide at gengælde religionslærerne dette forøgede arbejde.

Måtte dog såvel i dette som i flere lignende tilfælde lægges på hjerte hvad den ædle med rette yndede biskops Pavels sagde da han fra prædikestolen i Helligåndskirken så skønt opmuntrede sin menighed til at yde frivillige bidrag til genopbyggelsen af det ærværdige tempel uden for hvis mure findes - under jorden, kød af mennesker og ovenover kødet af slagtede kreaturer "Enhver kirke der nedbrydes, enhver gudstjeneste der hæves, er en triumf mere for vantro og laster." Såvel dette som det af indsenderen her anførte er vel ikke efter hver mands smag. Men det er dog sandhed.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1486-1490)

Bøn til Directionen for Fattigvæsenet

(Indsendt)

Indsenderen, hvis vej engang i de strenge vinterdage faldt forbi Vartov, fik da han gik forbi det indfald at se sig om inden for porten. Og ved indgangen på venstre hånd fandt han en mængde fattige, svage og halvnøgne børn, der efter tur ventede på at blive indkaldt af buddet for efter tilsigelse af forstanderen at indstilles for direktionen. Udmattede af hunger og kulde måtte disse ulykkelige solicitanter stå på en snæver trappegang for en åben dør der går ud til porten hvorfra kom en farlig træk. Og således med længsel vente på det gunstige øjeblik når deres navn blev råbt op.

Man tør håbe at direktionen med streng retfærdighed også forener menneskekærlighed og medlidenhed mod disse stakler og i fremtiden vil sørge for at et værelse bliver anvist til dem hvor de kan opholde sig i det mellemrum fra de kommer til de bliver råbt op. Om end og ikke værelset var opvarmet måtte det være det samme, når det kun var lunt og forsynet med nogle bænke hvorpå de kunne sidde.

(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 177-178)

Redacteurens Anmærkning

H. C. Andersen skrev i 1846 et eventyr der står i stærk kontrast til denne beskrivelse af de fattige børn, eventyret "Fra et vindu i Vartou". Heri hedder det bl.a.

De fattige små, hvor lykkeligt de leger! hvilke røde kinder, hvilke velsignede øjne, men hverken sko eller strømper har de på! de danser på den grønne vold ---Lystigt leger de fattige små.

Et Bidrag til Københavns Bombardements Historie

(Efter indsendt)

Det bør ikke forblive ubekendt for de som føler glæde ved ulykkelige medborgeres lindring, at hr. vinhandler Bech få timer efter bombardementets ophør, gik omkring ved voldene og i Kongens Have hvor han [formedede] brandlidte liggende under åben himmel og uden at vide nogen tilflugt. Og i samarbejde med hr. brandmajor Kirkerup fik sørget for at 47 mænd, 77 kvinder og 82 børn kom under tag i sprøjtehuset i Gothersgade, og der bekostede nogle afdelinger til deres bekvemmere leje, indtil de formedelst dette huses egentlige bestemmelse blev henvist til Christiansborgs ridehus og det borgerlige eksercerhus. Af de mange, som i det da indfaldende kolde og våde vejrlig lå endnu tilbage i lige jammer, blev også en anden del af hr. konferensråd Malling indlagte i forbemeldt andet steds, samt i Vartov Kirke.

Vartov Kirke i midten i Løngangsstræde (de fem fag med de høje buede vinduer) var og er en udvidelse fra 1755 af Vartov Hospital, som blev opført 1725. Det var her Grundtvig langt senere, fra 1939 var præst. (Eget foto). 

De som blev lagt på disse tredje steder, samt i Rundetårn og den tidligere reberbane ved Østerport, udgør noget over 200 grupper, der med børn iberegnede kan skønnes til omkring 500 personer.

Det er ynkeligt at en del af disse fuldstændig har mistet både linned og sengeklæder, så de nu stadig på tredje uge ligger i Ridehuset på den bare jord, ligesom nogle i Rundetårn på det bare stengulv. I det borgerlige eksercerhus er nogle forsynede med halm fra hr. statsråd Haagen.

Desuden har en driftig embedsmand, som på grund af sin stilling og formedelst en særdeles vigtig mands pludselige tilstødte sygdom, så sig forpligtiget til at sørge for de elendigste de andre steder, allerede for cirka 14 dage siden foranstaltede 60 halmdyner færdigsyede. Men der blev uventet fra en anden kant lagt hindringer i vejen for den gode hensigt, så disse 60 halmdyner stadig ligger uanvendt, og de omtaltes leje findes endnu som før. Den som har lagt denne ugrundede hindring, må forsvare den for de lidende.

København den 25. september 1807

(Politivennen nr. 491, 26. september 1807, s. 7902-7904)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 494, 17. oktober 1807, s. 7951-7952.

Rundetårn var ifølge Dagen den 29. april 1806 ellers blevet oppudset året før:

Det er i endeel Blade bebudet, at den saa længe ønskte Oppudsning udvendig og indvendig af Rundetaarn vil skee i Sommer. Saameget dette vil glæde enhver god Kbhavner, saa herligt vil det være, om den i Toppen boende Portner flyttes ned, for, som andre Portnere, at boe ved den Port, han hører til, og ved Indgangen til Rundekirkegang var Plads nok til en Bolig for ham. 

En meddelelse om et fjer-udsalg stof i Kiøbenhavns Kongelig Alene priviligerede Adresse-Coontoirs Efterretninger, 14. august 1807:

Fjær-Udsalget til det militaire og Damer, som hidtil var paa Rundetaarn, er nu i Gothersgaden 25 ved Siden af Viinhandler Hagen i en guul Gaard paa højre Haand strax fra Kongens Nyetorv, hvor nu som tilforn bekommes Fjær til forskiellig Priis saavel til det Kongl. og borgerlige Militaire, som til Landeværnet og Studenter-Corpset. For at spare dem, som endnu ofte foruleilige sig op paa Rundetaarn, den Umage og Tidsspilde, bekiendtgiøres endnu denne Forandring af Boepæl.

Tilsvarende notits stod i De til Forsendelse med Posten allene priviligerede Kiøbenhavnske Tidender, 26. oktober 1807, denne gang underskrevet "Simonsen". Rundetårn blev behandlet af Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 102, 3. oktober 1807, spalte 1538:

Efter Anmodning af Hr. Generalmajor Peymann, bleve paa det astronomiske Observatorium de fiendtlige Troppers Stillinger, Bevægelser, Opkastning af Skandser og Batterier, med Observatoriets betydelig forstørrende Kikkerter, bestandig iagttaget deels af Hr. Adjutant Hofmann, og deels af Observatorerne Bugge og Søeberg. Man har saaledes derfra erholdt flere nyttige og vigtige Efterretninger. En Husarordinants holdt hele Dagen ved det astronomiske Taarns Port, for at overbringe Rapporterne til Hovedqvarteret. Hr. Generalmajor Peymann kom ofte selv paa Observatoriet, for at recognosere Fienden.

Det astronomiske Taarn og den tilgrændsende Kirke have været et sandt Maal for de Engelske Bomber, og i det mindste ere 500 til 600 Bomber kastede allene efter dette Punct; dog have ikkun 5 af disse tørnet an paa Taarnet, men ei formaaet at tilføie dets tykke Muur nogen betydelig Skade. Paa Taarnets Plateform ere ikke en eneste heel Bombe, men 3 Bombestykker, faldne. I Trinitatis Kirke og Universitetsbibliothekets Bogsal, der, som bekjendt, er ovenover Kirken, ere omtrent 20 Bomber faldne. Bibliothekssalen er vel temmelig beskadiget, men af Bøgerne ere ikkuns nogle hundrede blevne fordærvede, Manuskripterne og den nylig anlagte Antiqvitetssamling, vare iforveien, ved Hr. Prof. Nyerups Omhu, bragte i Sikkerhed.

I anledning af Ræders Krigshistorie 1807, var der i Corsaren 25. april 1845 denne tegning af hvordan Rundetårn blev benyttet.

Instrumenterne var blevet sikret, omend lidt ærgerligt da man så ikke præcis kunne bestemme en komet et par måneder senere, De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 5. oktober 1807:

1807 den 2den October Kl. 7, 45 om Aftenen blev observeret en Comet omtrent 20 grader over den vestlige Deel af Horizonten. Dens Hoved var temmelig lyst, omtrent af Glands som Saturnus og 1 Minut i Diameter. Halen var tydelig sigtbar for det blotte Øie, og dens Længde 34 Minutter, og altsaa lidt større end Solens eller Maanens Diamenter. Dens Dannelse var vifteformig, og i den øverste Ende 6 Minutter bred. Cometens Frastand fra den klare Stierne i den nordlige Krone var 40 Grader 30 Minutter, og fra Acturns 27 Grader 2 Minutter. - Disse Distancer ere ikkuns maalte med Hadleys Sextant og det er meget vanskeligt at bringe saa smaae og svagtlysende Legemer til nøiagtig Bedækning. Af denne Aarsag kan man af saadanne Observationer ikke forvente den høieste Grad af Nøiagtighed, da alle Observatoriets Instrumenter ere nedtagne og i bombefri Gevælvter bevarede, paa det at de ei ved Bombardementet skulde vorde beskadigede, og da disse ei saa hastig kan blive opstillede og tilbørligen verificerede, saa har man ikke været istand til ved nøiagtigere Observationer og bedre Methoder at bestemme denne Comets Sted. Det Kongelige Observatorium den 2den October 1807. Thomas Bugge. 

Overfald på Gaden

Mandag den 14. kl. 11 om formiddagen i denne måned havde jeg den ubehagelige oplevelse at blive udsat for et overfald, og det på følgende måde:

Jeg kom fra volden og ville gå ned ad Studiestræde, da 5 matroser, som jeg havde set stå uden for en kælderdør, pludselig samlede sig omkring mig, viste mig deres knapper, som de havde i tøjet, og spurgte om jeg ville købe sølv? Jeg svarede nej. Så fejede de forbi mig. Kom senere tilbage, omringede mig igen og spurgte om jeg ville købe sølvknapper? Jeg svarede nej. Hvorpå de begyndte at skubbe mig mellem sig, fra den ene til den anden. Jeg bad dem om at lade mig i fred, og sagde at det var for galt at man ikke kunne gå på gaden i fred. Så tog en af dem fat i min stok, som jeg holdt temmelig godt fast i. Men alligevel vred de den ud af hånden på mig, og løb så deres vej ned ad Larsbjørnsstræde, og gik ned i kælderen. Jeg forfulgte dem i det håb at møde enten nogle betjente eller politi, for at få i det mindste en af dem arresteret. 

Omtrent på dette sted på Studiestræde blev skribenten passet op af fem matroser, efter at komme fra volden længst væk, lige foran Palads Bio. Skumle kældre som under kafe The Log Lady (Twin Peaks) præger området. Fotoet er taget i krydset ved Larsbjørnstræde. Matroserne stak derefter af bag om fotografen og op mod højre, hvor også Teglgårdsstræde støder til. De fleste af husene på fotoet eksisterede også i den skikkelse i 1805. De var da forholdsvis nyopført af forskellige håndværksmestre.

Fra den omtalte kælder kom de straks op og gik ned i en anden kælder i Teglgårdsstræde, hvor der er et rulleskilt over døren. Der stod de i nogen tid og opfordrede mig til at komme ned, så skulle jeg få min stok. En mod fem turde jeg ikke. Jeg opsøgte i stedet en bekendt der bor i gaden, som uheldigvis ikke var hjemme. Jeg holdt imidlertid øje med disse matroser, forfulgte dem i det håb at møde en eller anden jeg kunne alliere mig med. Men da de mærkede dette, forsøgte de da de kom til Vestergade at sprede sig mellem vognene. Dog beholdt jeg to i syne, heriblandt ham som havde taget stokken og holdt den under sin jakke. 

Forfulgte dem op ad Vestergade til volden. Men da de kom nær volden, begyndte de at løbe og jeg tabte dem af syne. Jeg passede dog nøje på overalt og opdagede dem igen nede ved Vartov Hospital. Opsøgte to politibetjente der boede i nærheden, men forgæves. Og så endelig disse to matroser gå ned i en kælder i Prindsensgade, hvor de forblev. 

Da min umage for at få fat i disse karle således var forgæves, og da jeg ikke kender dem, heller ikke kan få dem afstraffet, så vil jeg for den offentlige ordens skyld ønske, at dette bliver offentliggjort til advarsel for andre. Stokken bekymrer mig ikke så meget, men den forskrækkelse jeg fik i det øjeblik har taget på mit helbred.

København den 15. januar 1805
Mathias Mejer
Magstræde nr. 28

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5589-5592)

Redakteurens Anmærkninger

Matroser

Der var et betydeligt antal matroser på Politivennens tid. Ifølge Callisen (s. 525) var 5.953 mandfolk og 4.235 kvindfolk matroser, ud af en samlet befolkning på knap 101.000 altså omkring 10% af Københavns befolkning. Matrosernes udfordrende opførsel viser ringe respekt for spidsborgerne. Måske et udslag af de revolutionære stemninger siden den franske revolution? Måske ment som en trussel om at i flok kunne de godt afvæbne borgeren. Men dog også tilpas bange for at gøre alvor af deres trusler.

Politivennens skribenter - der må formodes at være fra Københavns finere spidsborgerskab - omtaler med jævne mellemrum matroser. Altid i flok og som regel truende, anmassende og i gang med et eller andet halvkriminelt. Fx som billethajer der maser sig foran i køen for at opkøber teaterbilletter.

Prindsensgade 

Der kan være tale om Ny Kongensgade, som dog allerede optræder med dette navn på Geddes Kort fra 1761 hvorfor det er mærkeligt at artiklen stadig skulle bruger det gamle navn. Om en lille forbindelsesgade mellem Borgergade og Adelgade. Eller Prinsessegade på Christianshavn, som hed Prindsensgade indtil 1859. 

Vognene i Vestergade

Vestergade førte som Nørregade og Østergade mod byens port fra byens centrum Gammel- og Nytorv. For Vestergades vedkomende til Vesterport (nu Rådhuspladsen). Her var tit trafikprop af vogne som skulle ud eller ind af porten.

Før ordenspolitiets tid

Politimester Hans Haagens politistyrke bestod på dette tidspunkt af 3 assessorer, 6 fuldmægtige, 3 kopister, 1 adjudant, 1 torvemester, 1 fyrbøder, 30 politibetjente inden for volden, 6 politibetjente på broerne og 1 politibetjent med speciale i fremmede jøder. Til en befolkning på over 100.000. Vægterkorpsets knap 300 vagter synes Politivennens skribenter ikke at have haft særlig stor tiltro til.