Det København, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Skærmet af Nørrevold, værnet af Fæstningens Nørreport laa i det attende Aarhundredes Midtpunkt og Slutning en gammel rød og statelig Gaard, som knejste over alle de andre, der var af Bindingsværk og kun Smaabygninger; det var Konferensraad Bornemanns, og han havde købt den af nogle gamle Købmænd; saa langt som til 1701 rækker Skøderne tilbage.

Og saa skete det i 1794, at en Bondedreng, som kom fra Rødding og var kommet I Hørkræmmerlære her i Byen, havde arbejdet sig op fra at gaa med Trækvognen i Byen til aelv at blive Hørkræmmer, fik Raad og Evne til at købe den Del af Gaarden, hvor det morsomme gamle Pakhus ligger, til sin Forretning. Og den kaldte han med sit Fødenavn: Thøger From.

Siden købte han i 1810 Resten, hele Hjørnet med, og den gamle, kønne Købmandsgaard husede i over et Aarhundrede Slægten; thi da gamle Thøger From døde, tog hans Søn Bertram Jacob From i 1831 Gaarden i Arv, og da han i 1857 gik til sine Fædre, blev det Dattersønnen Johannes M. Holm, der saa at sige genrejste Forretningen, overtog gamle Thøger Froms Traditioner, og om han end ikke blev deputeret Borger, som man den Gang kaldte Byens 32 Mænd, blev han dog af dem, der ved deres Virke gavnede vort Land ved sit Borgersind.

Og medens Tiderne skred, vekslede Slægtens Sorger og Glæder Indenfor de gamle Mure; og vi andre, som gik forbi, saa den store Gaard, der beherskede Kvarteret, blive lille, vi saa Voldene falde og Nørreport blive sløjfet; men vi kom til at holde af Gaarden; den gav Hjørnet af Frederiksborggade og Rosenborggade Karakter. Det vil blive svært at undvære den.

Men Tiden har sine ubarmhjertige Krav; den 11. August døde Johs. Holm, ingen af hans Arvinger vil bevare Gaarden; og nu skal den sælges; i Løbet af 1913 hører den sagtens til det København, som kun vi, der holdt af den, mindes, og et stort nyt Forretningshus vil rejse sig paa dens Tomt.

Vor Tid ejer jo desværre ingen Stil!

Qvidam.

(København 12. december 1912).

Rosenborggade 1, hjørnet af Frederiksborggade set fra Kultorvet. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder.

Fotoet forestiller Rosenborggade nederst mod højre, mens Frederiksborggade snitter nederste venstre hjørne. Bygningen blev schalburgteret den 22. juni 1944. 

Anker Vilhelm Frederik Bornemann (1763–1854) var blevet geheimekonferensråd i 1828. Han var søn af Vilhelm Bornemann (1731-1801). 

Købmand Thøger Dyssel From, (1744-1831). Begravet Assistenskirkegården. 1794 etablerede From sig i en købmandsgård i Rosenborggade. Formand for hørkræmmerlavet og sad i flere år i de 32 mænds forsamling.

Danmarksmonumentet. (Efterskrift til Politivennen)

Danmarksmonumentet.

Det er alt nu længe siden, Kunstmusæet aabnede sine Porte, og det er vel det meste af et Aar siden, det store Danmarksmonument, som pranger paa Pladsen foran dets Portal, rejstes paa sin brede Sokkel.

Omhyggeligt indhyllet i graat Sækkelærred anbragtes den mægtige Broncegruppe foran Musæet, og man ventede Maaned efter Maaned paa, at den højtidelige Afsløring skulde finde Sted.

Man ventede stadig forgjæves, og Ingen forstod, hvorfor man ikke maatte faa Kunstværket at se. Der begyndte at danne sig den Opfattelse, at det vistnok var faldet mindre heldigt ud, at det havde Skavanker, som man nødig vilde aabenbare; derfor skød man stadig Tidspunktet for Afsløringen ud.

Naturligvis kunde Kunstneren, som havde formet Monumentet. Billedhugger Hasselriis, ikke være tjent med, at en saadan Opfattelse fik Tid at fæstne sig, og han anmodede derfor meget indtrængende Komitéen, hvis Førstemand er Kammerherre Meldahl, om snarest at lade Afsløringen finde Sted. Men han fik efter Forlydende kun undvigende Svar.

Atter gik lang Tid hen. og nu hed det sig, at kun den Omstændighed, at Billedhugger Hasselriis nu var i Udlandet, var Aarsagen til, at man maatte vente med Afsløringen. Da Hr. Hasselriis hørte dette, rejste han strax til Kjøbenhavn. Det var i Fjor Efteraar.

Men saa var det saa uheldigt, at Kammerherre Meldahl skulde foretage en Udenlandsrejse, og naturligvis var ogsaa hans Nærværelse nødvendig!

Nu er der igjen gaaet mere end et halvt Aar, og Kjøbenhavnernes Undren over den i Sæk og Aske bestandig indhyllede Gjenstand foran Musæet har været i stadig Stigen. Nu og da har Blæsten revet Flænger i Sækkelærredet, som indhyller Monumentet, - her tittede et bistert Løvehoved frem, hist fik man Lejlighed til at beundre en Løves lumsk logrende Hale, en anden Gang strakte selve Danmarksskikkelsen Haanden lige som manende frem gjennem Dækket. Men hurtigt blev baade Hale, Hoved og Haand atter omhyggeligt skjult.

Efterhaanden vænnede de lattermilde Kjøbenhavnere sig til at se paa denne evigt indhyllede Statue som paa en humoristisk Apparition, og nu i de sidste Dage er et Par Blade begyndt at sige Vittigheder om den eller fremkomme med direkte Spørgsmaal om, hvorfor Afsløringen bestandig udsættes.

Endelig i Forgaars Aftes kom der en officiel Meddelelse om, at Afsløringen nu vil finde Sted i den kommende Uge. 

Hvorfor man da har tøvet saa længe? Hvad den egentlige Aarsag hertil er? Skulde der gives fyldestgjørende Svar paa dette Spørgsmaal, vilde det vistnok blive nødvendigt at foretage visse "Privatlivs"-Afsløringer, som maaske vilde være en Smule malplacerede i et Øjeblik, hvor de rette Vedkommende netop har besluttet sig til - Afsløringen af Monumentet.

Brieux

(Slagelse-Posten 22. maj 1897).

Danmarksmonumentet som det fremstår i dag i Østre Anlæg. Som det ses er det om sommeren godt pakket ind i træer og trækroner. Hvilket også var et ønske fra flere sider at det blev. "Moder Danmark" på toppen er tydeligt inspireret af Elisabeth Jerichau Baumanns billede fra 1851. Ikke den eneste gang dette er sket. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Parade for Danmark!

En Afsløringsfest - og en skandale.

"Dyb Hengivenhed og sand Kærlighed rejste dette Mindesmærke i Anledning af Kong Christian IX og Dronning Louises Guldbryllup den 26. Maj 1892."

Lad os sige det straks.

"Monument-Komiteens Forretningsudvalg" har ikke Ære af den Afsløringsfest, der foretoges i Gaar Middags i Anledning af, at Tæppet faldt fra Hasselriis's store Monument, "Danmark", der nu, utilsløret, rejser sig frit paa Pladsen foran det ny Kunstgalleri ved Sølvgadens Kaserne.

Maaske er det ikke Forretningsudvalgets Skyld.

Maaske det Altsammen falder tilbage paa den ene Mand, hvis Gerninger i denne Sag har været saa omdisputerede - Kammerherre Meldahl. - Maaske?

Hvad man kunde have ventet af denne Fest, var da allermindst dette: at en Mand af Komiteen havde rejst sig og holdt en Tale til den store Forsamling, hvori han havde skildret Tanken med dette Monument saavelsom dets Historie, og at derefter Sløret var faldet.

Hvad der skete, var dette: at en stor Forsamling af alle Rangklasser trommedes sammen en god halv Time før "Festen"s Begyndelse, og at "Festen" saa kom til at bestaa deri, at Kammerherre Meldal, rent privatim, overrakte Kongen og Dronningen en Adresse - hvorefter Sløret faldt ... og "Festen" var forbi.

En mærkeligere "Fest" har vi aldrig overværet.

Her Referatet.

Foran Kunstmusæet.

El langt Telt, i hvilket der er indrettet Loger, er bygget paa Pladsen foran Monumentet.

Der er ingen synlig Dekorering. Kun nogle Flagstanger hist og her, med Flag, der lystig smælder i den friske Blæst.

Omkring den indhegnede Plads har allerede ved Ettiden en stor Menneskemængde samlet sig. Mest Damer. Ventetiden er lang og streng. Varmen er slem, og Solen staar glødende ned over de Tusinder os Hoveder.

Henad Halvtotlden begynder de indbudte Skarer at komme.

Men, at opregne alle disse Honoratiores - det er næppe værd. De er der Allesammen.

Overpræsident Klein,

Byen Københavns øverste Repræsentant, er en af de først Ankomne. Vi bemærker, at han har faaet en meget afsides Plads - endog længere borte fra de Kongeliges Pladser, end - Referenterne. Hvorfor? 

Hr. Klein bliver forfærdet, da han hører, at han skal vente over en halv Time, inden de Kongelige kommer.

- "Er det ikke forræderisk"; udbryder han, "at vi jages herud Kl. 1½, naar det først begynder Kl. 2?"

Hvorpaa han sætter sig og lader Solen bage sit ærværdige Ansigt ...

En efter En, 

til Fods eller i Ekvipage, ankommer nu alle de sine Herrer og Damer: Sorte Kjoler, hvide Sltps, gyldne Uniformer, vajende Fjerbuske.

- - "Der er jo Konseilspræsident Ralli!" hører vi En udbryde ved Siden af os. - Vi ser nysgærrtgt frem, men opdager, at Sidemanden kun er vittig - det er Restavratør Kehlet med Frue, der kører over Pladsen for at søge en beskeden Plads bag Indhegningen. Hr. Kehlet har virkelig en svag Lighed med den græske Konsejlspræsident.

Medens alle de sine Folk ankommer, morer Tilskuerne sig kosteligt over Professor Henrik Schmidt, der udfolder kæmpemæssige Anstrengelser for at jage to smaa Hunde bort fra Pladsen. De gøer ad Professoren. Uro. Endelig faar han dem væk. Stærkt Bifald.

Ministrene

møder alle som En - undtagen Landbrugsminister Hage. Udenrigsminister Ravn gør mest Lykke. Han ler over hele Ansigtet, da han træder ind i de udenlandske Diplomaters Loge og forsøger sig i del franske Sprog, hvilket sikkert mislykkes.

Kultusminister Sthyr er i Præstekjole. - Skal han tale? spørge. Folk. - Gud fri os!

Men, Rigsdagsmændene?

Vi er forbavsede over, at vi ikke ser nogen Rigsdagsmand - med Undtagelse af Formændene, d'Herrer Høgsbro og Matzen. Er det en Demonstration fra Lovgivernes Side? - Nej. Vi erfarer, at Komiteen, der har indbudt i Flok og Flæng en ugudelig Masse Mennesker, ikke har inviteret Rigsdagens Medlemmer. - Hvem veed? Kammerherre Meldahl synes maaske ikke om Rigsdagsmænd.

Endelig, - 

Kl. 9 ankommer den første kongelige Bogn med Kronprinsen, Kronprinsessen, Print Christian og Prinsesse Ingeborg. Musik og Hurra.

I næste Vogn kommer Prins Harald og Prinsesse Thyra. - Hverken Musik eller Hurra.

Konseilspræsident Hørring underholder sig meget længe med Kronprinsessen. 

Der er Tid til det. Det varer endnu længe, inden Kongen kommer. I Mellemtiden kommer Estrup og Kongens Kabinetssekretær, Rosenstand, i samme Vogn. Estrup ser meget gammel og meget svag ud. - Har det virkelig kunnet tage saa stærkt paa ham at vælte Reedtz-Thott ?

Kl. er 10 Minuter over 9, da Kongen og Dronningen kommer, i Vogn sammen med Prins og Prinsesse Valdemar.

Festen!

Og nu er det altsaa, man saar denne mærkelige Fest, der gaar saadan for sig : 

Efter at de Kongelige har taget Plads, afsynges der en Sang af et lille Herrekor.

Saa gaar Kammerherre Meldahl, med et Par Mapper i Favnen, hen til de Kongelige. To Skridt fra dem staar han og fortæller dem Noget, som intet Menneske, selv i den største Nærhed, kan høre.

Vi vilde derfor ikke være i Stand til at meddele, hvad Kammerherren har sagt, dersom han ikke bagefter havde givet Referenterne et Skriftstykke, hvori hvori hans Ord er anførte. Efter dette Skriftstykke har hans Udtalelser lydt omtrent saaledes: 

"Allernaadigste Konge og tvronnmg. Vi er komne i Dag for at indvie et Monument til Minde om Deres Majestæters Guldbryllupsfest, der blev en sand Landefest. Vi hyldede den Gang ikke alene det Kongepar, der i en Tredjedel Aarhundrede havde beklædt Danmarks Trone, men ogsaa det Herskerpar, som i Modgangs og Medgangstider fuldtud ved klog Færd har vundet Folkets Kærlighed mere og mere ... Vi beder Deres Majestæter og Alle se paa dette Minde om nogle i Kongehusets og Folkets Liv saa lykkelige Dage."

Vi tilstaar, at vi har strøget flere Sætninger i dette Referat. De er alle ens, lige interessante eller uinteressante.

Da Kammerherren er færdig, strækker han Pegefingeren op mod Solen, og i det Samme falder Sløret for Monumentet.

Professor Schmidt, der nu er færdig med Hundene, raaber:

- Danmark leve!

Og efter at dette Leve har faaet sine Hurra, kører Vognene frem igen - Festen er forbi.

Under fornyede Hurraraab før de Kongelige forlader disse Festpladsen, og et Par Minuter efter har Forsamlingen spredt sig.

Og nu Monumentet?

Her skal ikke udtales nogen Dom over det Monument, der nu staar afsløret foran Kunstmusæet. Dertil savner vi Kompetence.

Kun saa meget tør vi sige, at Monumentet syntes ikke at vække Bifald hos det Publikum, der var derude i Gaar. Overalt lød nedsættende Bemærkninger. Man fandt, det var for klodset. Man fandt Løverne grimme og unaturlige osv. osv.

En Fejl er det, at Monumentet er omgivet af en stor fredhelliget Græsplæne. Man er altsaa tvungen til at betragte Monumentet paa længere Afstand, end godt er, hvis man f. Eks. vil tyde Inskriptionerne. En af disse har vi sat i Spidsen af dette Referat ....

Pax.

(København 27. maj 1897).

Danmarksmonumentet foran Statens Museum for Kunst. Foto fra Bornholms Tidende 22. januar 1919, altså kort før det blev flyttet til Pücklers Bastion i Østre Anlæg.

Statens Museum for Kunst har produceret en podcast om monumentet. Den varer lidt over ½ time.

Ønske med Hensyn til de nye Spadseregang paa Vestervold.. (Efterskrift til Politivennen)

Anlæget af de nye Spadseregange paa Brystværnet af Volden fra Langebro til den første Bastion paa den anden Side af Vesterport har vistnok ikke mindre imødekommet et længe næret Ønske hos mange af Kjøbenhavns Beboere, end allerede vundet velfortjent almindelig Paaskiønnelse. I Erkjendelsen af at Alt ved denne Foranstaltning kun synes beregnet paa at skaffe Publikum en Behagelighed, der forhaabes at ville vinde i Omfang ord at de paabegyndte Anlæg, saasnart Forholdene tillade det, fortsættes ud over de nærmest paafølgende Bastioner, muligen indtil Nørreport, tør man saameget sikkrere gjøre Regning paa vedkommende Autoritets velvillige Opmærksomhed for det Ønske, at de Trapper, der føre op til de anlagte Fodstier, maatte blive forsynede med Rækværk. Trapperne selv ere nemlig meget steile og naar Frosten tilmed gjør dem glatte, er deres Benyttelss, navnligen for Ældre, forbunden med en ikke ringe Fare. Allerede er det Tilfælde truffet, at en Spadserende styrtede ned af en af Trapperne og kun ved et Lykketræf undgik de Følger, som Faldet saa letteligen kunde have medført. For ar see deslige Tilfælde saavidt muligt forebyggede for Fremtiden tillader man sig at udtale hint Ønske, som gaaer ud paa en Foranstaltning, der dog kun vil fordre en forholdsviis ringe Udgift i Sammenligning med de Omkostninger, som den færdige Deel af de skjønne, for Hovedstadens Beboere saa kjærkomne og behagelige Anlæg allerede have krævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. januar 1850, 2. udgave).

Hovedstadens Volde og dens Ødelæggere. (Efterskrift til Politivennen).

Et par artikler beskriver Københavns volde flere årtier før det blev endeligt besluttet at de skulle sløjfes. Heraf fremgår at forfaldet allerede var i gang. Voldene havde ellers været forbeholdt folk med voldtegn, og vagter mm sørgede for at kun disse blev lukket ind. Politivennen beskrev at forbuddet ikke strengt blev overholdt, men dog ikke i en så massiv grad som Kjøbenhavnsposten i tre artikler berettede. 

En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold


Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).

Christianshavns Vold er nok det nærmeste man kommer til noget der ligner voldene i 1840'erne, selv om rester også findes i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Dette skal gøre sig ud for at ligne Kirsebærgangen, der lå på ydersiden af volden, mens Filosofgangen lå på indersiden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc. 

Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne. 

Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede. 

Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne.  Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast. 

De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed. 

De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde. 

De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . . 

Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel. 
- h -

*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk

(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)

Hvad vi ikke i dag kan forestille os, er de enorme møller som lå i alle bastionerne på voldene. Lille Mølle var en af de mindste, og kun "understellet" er bevaret, men giver et indtryk af at selv Lille Mølle var ganske stor. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020).

At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).

Dampmølle paa Christianshavn (Efterskrift til Politivennen)

Som man erfarer, nedlægger hr. borgerrepræsentant og brændevinsbrænder Olsen sit på Christianshavn beliggende brænderi og lader i dettes sted indrette en oliemølle. Når et sådant anlæg indenfor stadens volde ikke forårsager de omboende tab og ubehageligheder, kan herom intet være at sige. Dette bliver imidlertid ikke tilfældet med dette hr. Olsens nye anlæg, hvis samme forsynes med de i oliemøller udenfor stadens porte brugelige stamper. 

Enhver, som kender et sådant værks gang, må indrømme, at dette anlagt på et meget befolket sted, således som tilfældet er i Store Torvegade, i højeste grad generer de omkringboende, da det arbejder både tidligt og sent med stor larm, som familier gerne søger at undgå. Dette har de offentlige autoriteter indset og nægtet tilladelse til sådanne fabrikkers anlæg indenfor statens volde. 

Undertegnede tillader sig derfor at henstille til vedkommende autoriteter, som skulle anbefale eller meddele tilladelse til dette værks anlæg, om det ikke synes hensigtsmæssigt, at det forsynes med hydrauliske presser, hvilke ikke forårsager den larm som stamperne. Kun på dette vilkår er det tidligere tilladt de herrer grossererne Jacob Holm, Beck og agent Riis at anlægge førnævnte dampmøller indenfor stadens volde. Undertegnede og vistnok flere omboende, kan derfor ikke tro, hvad der fortælles, at hr. borgerrepræsentanten søger tilladelse til at forsyne sin dampmølle med stamper, da opnåelsen heraf ville forringe de omliggende ejendommes værdi, og genere naboer og genboer.

En Christianshavner.

(Kjøbenhavnsposten 17. februar 1847)

Oliemøllen står på et lugtekort over stinkende virksomheder i København angivet som Torvegade nr. 382. Torvegade 382 blev i 1901 til Torvegade 49, 1906 henlagt til Dronningensgade 54/Torvegade 49, og endelig i 1934 udlagt til offentlig gade. Med andre ord, offer for Torvegades nordsides udvidelse. Dampmøllen lå formentlig på modsat side af Dronningensgade overfor Lagkagehuset.

Dampmøllen må have ligget på hjørnet over for Lagkagehuset, altså helt til højre i fotoet, ved skiltet for venstresving forbudt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jakob Holm havde i 1825 løst privilegium på en oliemølle der lå på Holms Plads på Christianshavn og blev drevet af en dampmaskine. Hans oliemøller blev nedlagt 1925.

Om Passagen paa Volden. (Efterskrift til Politivennen)

Om Passagen paa Volden. Kjøbenhavns Gouvernement har for nogle Aar siden udvidet Tilladelsen til Spadseren paa Fæstningens Hovedvold saaledes, at Passagen er fri til Kl. 11 i Maanederne Juni og Juli og til Kl. 10 i August. Med Hensyn til det Publikum, som efter denne Tid kunde ønske at passere Volden ved at gaae hjem fra Tivoli og Frederiksberg og paa Grund af at Aftenerne i August og September Maaneder er den behageligste Spadseretid paa hele Aaret, kunde man ønske en yderligere Udvidelse af den omtalte Tilladelse. Herimod kan neppe gjøres grundede Indvendinger, da Vagternes Styrke ingen Forøgelse behøvede i denne Anledning ligesaalidt som Toldvæsenets Tilsyn behøvede at vedblive naar Bommene bleve lukkede til sadvanlig Tid. Nu seer man Publikum blive nedviist fra Volden til de anførte Tider, men kort efter kan man let overtyde sig om at Bestemmelserne dog ikke overholdes; idet ikke Faa overtræde den upaatalt, naar Posterne ere indtrukne og Patrouillerne ere vendte tilbage. Ved forskjellige Leiligheder har man seet at Mængden ikke ved de sædvanlige Poster kan holdes borte fra Volden og det synes ubilligt uden Nødvendighed at berøve det dannede Publikum den omtalte Behagelighed. Man betvivler ikke at den humane Commandant, General von Hagen, med Glæde vilde gjøre en Forandring i denne Henseende, men muligen kunde dette have sine Vanskeligheder i H. D. Gouverneurens Fraværelse, derimod antager man, at det ved directe at henvende sig tit H. M. Kongen vilde være let for Commandanten at udvirke en staaende Befaling, hvor ved det tillades Publikum at passere Volden til Kl. 12 i Maanederne Mai, Juni, Juli, August og September, hvorved alle Vanskeligheder for Fremtiden vilde bortfalde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1846, 2 udgave).

Frue Arbejdshus. (Efterskift til Politivennen)

De Spadserende og Gaaende ved Nørrevold uden for No. 227, standses ofte paa en behagelig Maade i deres Gang, ved en af Smaapigerne i Frue Arbeidshuus af og det der, mellem dem selv indbyrdes anstillet, saare skiøn Vocalmusik. De have vakre Stemmer, og maaskee kunde deres Foresatte ved at lade dem høre et Par Timer af og til i disse Sommeraftener fra 8 en halv til 10 en halv, skaffe disse med saa megen Anlæg til Sang og Musik begavende unge Piger en ikke liden Indtægt, naar Indgang for ubestemt Priis tillodes, da Kiøbenhavnerne, som man veed, rundeligen giver, naar det gielder om at opmuntre Talent, Konst og Flid.

Dagen 25. juni 1813.

Bøn til Kjøbenhavns Gouvernement.

Med sand taknemmelighed påskønnes de senere års foranstaltninger til forskønnelse af hovedstadens omegn. Hvori blandt den smukke gang neden om volden fra Rysensteens til Holcks Bastion, til bekvemmelighed for de som besøger badene, indtager en fortrinlig plads. Men den mere sædelige del af publikum må med lige så stor harme se hvorledes denne skønne promenadeplads bliver behandlet af alskens pøbel, som den ofte vrimler af. 

Governementet har ved at forunde enkelte familier adgang og meddeler disse tegn til promenade i nævnte gang og Kirsebærgangen tilkendegivet at denne gang kun er for dem som har fået adgangskort og på hvis sædelige opførsel man stoler. Ligesom der ikke alene også er oprejst tavler med indskrift der forbyder at gå udenfor de almindelige veje, bestige brystværnet eller afbryde grene, men også ved Vester- og Nørreport er placeret skildvagter for at afkræve enhver indpasserende tegn. Ved en låge der er anbragt på volden ved Holcks Bastion, findes derimod en gammel udlevet olding, og ved den låge som vender ud til tømmerpladsvejen, en sælgerkone, som begge har nøgler til lågerne. Og ved disse to indgangssteder indlades formodentlig uvedkommende. Disse to personer kan vel ikke bemyndiges til at afkræve nogen tegn, heller ikke kan de bedømme om man går til eller fra badehusene. Men man ser daglig hele klynger af børn i smudsige, forrevne og lasede klæder, håndværksdrenge og lazaroner bestige volden og i flokke nedstyrte sig i gangene hvor de ikke alene besværer den sædeligere del af publikum som det er tilladt at besøge stedet, men endog fornærmer de gående og - dette bør ikke finde sted.

Anmelderen blev således for nogle dage siden formelig bortjaget fra den bænk som er under volden ved Gyldenløves Bastion idet man fra det øverste af volden fordrev ham med nedkastede græstorv og sten. Denne sidstnævnte bastion, Holcks og Rysensteens bastioner, er i særdeleshed de steder hvor dette uvæsen drives, og man kan ved højlys dag se flere skarer af sådanne personer og børn forsamlede oven på brystværnet. Nede i gangen bliver ikke alene svære grene brækket af, men endog træer afsavede og træer som står nede ved graven, rokket fra den ene til den anden side så længe, indtil de brydes enten ind i gangen eller styrtes i graven da rødderne kun er svage. Møllerne eller de som har forpagtet græsningen, og som med besværlighed afmejer græsset og opsætter høet i stakke, får dette splittet ad over volden og gangen. Og de kan umuligt få den fred som deres forpagtning dog synes at burde hjemle dem. For omtrent 14 dage siden sad ikke mindre end 5 lasede drenge i et stort træ formodentlig et kirsebærtræ - som står bagved Holcks Bastion, og afrev og nedkastede alle de grønne bær de kunne nå . En sådan skadefryd fortjente dog i sandhed en alvorlig revselse.

Anmelderen som kan erindre at skildvagterne før var anderledes placeret på voldene end de er nu, så dengang aldrig sådanne overtrædelser. Og han tillader sig derfor at bede om at skildvagterne om sommeren må posteres således at de kan sørge for ordens overholdelse i Kirsebærgangen. Ligesom det også ville være ønskeligt om flere patruljer til ubestemte tider af dagen blev udsendt af vagterne for at holde orden, afkræve enhver tegn, og uden persons anseelse arrestere enhver som fandtes ad ulovlige vejen at have skaffet sig adgang til disse steder, der foretog sig nogen krænkende handling for den offentlige ro eller velanstændighed, eller endog modvillige gjorde skade. Det kan måske også pålægges skildvagterne ved de almindelige indgange at nægte adgang for de skarnsbørn der nu almindeligvis slutter sig en queue til en indpasserede barnepige for siden at sprede sig over gangene og drive et stygt uvæsen der. Endelig tillader man sig at foreslå at der på hvert adgangskort blev anført det højeste antal af personer som derved fik adgang til promenade.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 496-499)

Redacteurens Anmærkning

Rysensteens Bastion var den sydligste på Københavnssiden af volden. Lidt nord for lå Holcks Bastion mellem Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard omtrent mellem Ny Vestergade og Ny Kongensgade. Altså der hvor Rådhuset og Rådhuspladsen ligger i dag.

Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)

Varsko

Da anmelderen i selskab med flere søndag aften kl. 11 passerede hjørnet af Nørrevold og Skidentorvet, blev fra den øverste etage i hjørnehuset hvor hørbod er i kælderen, udkastet en stor slump væske af en mindre vellugtende slags. Selskabet var dog så heldigt at slippe med at få enkelte stænk på klæderne der sikkert var blevet aldeles ødelagt hvis man havde fået hele salven. Man kan derfor ikke undlade at anmode husets ejer at underrette vedkommende tjenestetyende om at sådan udskaffen på gaden er ulovlig, og at pålægge dem at afholde sig fra sådant for fremtiden. Dersom man havde fået sine klæder ødelagt af den udkastede væske, havde måske den pågældende næppe kunnet erstatte skaden, hvad man dog havde været berettiget til at kræve. Og det er i øvrigt meget ubehageligt uventet at få et sådant styrtebad af en ukendt og efter omstændighederne meget mistænkelig væske.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 443-444)

Til Vedkommende.

Man har hidtil været af den opfattelse at hunde ikke måtte komme på volden, og er endnu mere bestyrket deri da det ikke er mange år siden at voldskytten gik på jagt efter og skød løsgående hunde som indfandt sig der. Man undres derfor over nu dagligt især om morgenen at se en stor flok hunde af alle arter, store og små, ave deres tumleplads i Schacks Bastion ved Vesterport, og hvoraf nogle forfølger folk der passerer volden. De fleste af disse hunde har intet polititegn, og da frygt for at angribes af disse dyr er vakt ved den for kort tid siden indtrufne gruelige begivenhed, håber man at disse hunde optages og ejerne indskærpes at forsyne dem med polititegn.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 111) 

En afbrudt Vandring til Amager.

Hr. udgiver!

Det var at ønske at De engang ville behage at komme herud for at tage broens og den til samme stødende vejs beskaffenhed i øjesyn. De ville da få anledning til i Deres blad at bede den ansvarlige råde bod på disse steders store mangler. Beboerne herude er i sandhed virkelig at beklage, da de så nær hovedstaden ligesom er afskåret fra samkvem med samme, på grund af broens skidenhed og den dårlige vejs skyld. Skal man have et bud derind, da må dette betales dyrt, og ingen fra staden bekymrer sig om at komme herud, så at vores næring lider betydeligt under det. en af mine venner som bor på Sjælland, havde lovet at besøge mig når han kom til staden. Han var der nogle damen kom ikke til mig af ovennævnte grund. Jeg lader hans brev følge hermed, for hvis de tror det kan have gavnlige følger at De kan gøre brug af det efter behag.

___________________________________________

De ville, højstærede, venskabeligt undskylde at jeg ikke trods løfte har indfundet mig hos Dem. For jeg er nu færdig med mine forretninger her i staden, og må i dag tilbage til mit hjem hvor min nærværelse er højst nødvendig. imidlertid har jeg dog været på vejen til Dem, men hvorfor jeg ikke kunne fortsætte min vandring, vil jeg fortælle:

Torsdag formiddag besluttede jeg at benytte det smukke vejr og at gå ud til Dem. Jeg gik gennem Christianshavn, hvis gader jeg fandt temmelig rene ligesom gaderne i København. Men næppe havde jeg sat foden uden for Amagerport, før jeg trådte i dynd og skarn op over anklerne. Dog, i håb om at vejen skulle blive bedre, fortsatte jeg min gang til den yderste barriere. Her aftørrede jeg så godt det ville lade sig gøre, noget af det skarn der hængte ved mine støvler og benklæder på noget græs og ukrudt der stod ved indgangen til Fælleden. Under dette arbejde spurgte jeg en soldat som var posteret der, om denne bro ikke ligesom de andre, imellemstunder blev fejet? "Det gør den vel ikke", svarede han "den kunne ellers nok ikke være så skiden." Jeg bemærkede at det i så fald var underligt at der ikke var mangel på slaver, hvortil han svarede: "Nej, dem har vi nok af, og vil hele tiden få flere." På mit spørgsmål hvorfor han mente dette, gav han til svar: "Fordi de har for gode dage og intet at sørge for. Hvor mange husmænd eller inderster på landet som må slide fra morgen til aften hver dag, Gud lader skabe, og næppe kan tjene til tørre brød til sig og sine tror De vel vil anse det for en stor straf at være i slaveriet?" 

På dette kort fra 1814 kan man se hvor anderledes Amagerbro så ud: Christianshavns rudeformede gader ses øverst til venstre. Midt i billedet stadsgraven med broen, og nederst til højre Sundbyerne. Det var formentlig her artiklens forfatter var på vej hen. (Københavns Stadsarkiv.)

Jeg ønskede ikke at fortsætte denne samtale, gav derfor intet svar, men begav mig på vejen igen. Jeg gik atter, eller rettere sagt gled på denne slibrige vej et godt stykke fremad, og undgik kun at falde ved at støtte mig til de der plantede træer. Håbet om snart at træffe en ophøjet fodsti opretholdt mit mod. Men da jeg endelig kom til fodstien på højre side, fandt jeg den så opkørt og så upassabel, at jeg ikke ville betræde den, for ikke aldeles at ødelægge det eneste par støvler jeg havde med fra hjemmet, hvilke havde lidt nok på den vej jag havde gået og nu skulle gå tilbage. Jeg fandt virkelig også tilbagevejen værre end udvejen. For dels var jeg ved ethvert skridt udsat for at falde, da sålernes fugtighed forøgede gangens slibrighed, dels også fordi jeg måtte gå denne vej forgæves og se min forventning, at besøge Dem og kære familie skuffet.

Jeg håber at højtærede ikke anser mig for en forkælet landmand fordi jeg ikke har brudt mig om at vandre i sådant pøl. Men jeg er ikke vant til det, såsom vor amtmand lader det sig være magtpåliggende at vejene holdes i tilbørlig stand, og indtræffer der regnvejr i nogle dage, så at vejene på nogle steder bliver sølede, betjener man sig af træsko, hvilket jo ikke er skik og brug i hovedstaden eller i dens nærhed. Men, selv om jeg havde benyttet mig af sådanne, ville jeg på vejen til Dem dog være blevet udsat for at få dem fyldt med dynd, hvorfor jeg dog nu slap, ved at samme satte sig uden på mine københavnske støvler. I sandhed, jeg beklager de fattige beboere på Amager som dagligt 2 gange må vandre denne vej for ved en lille handel med deres produkter at vinde et højst tarveligt livsophold.

Men min forbavselse over vejens slethed steg endnu højere da jeg kom indenfor Amagerport og ville, til en forandring gå uden om Christianshavn langs med volden. For her, i byen selv, var føret om muligt endnu værre end udenfor porten. Jeg gik nogle skridt fremad, men sank i til over anklerne, og desuden var der så opfyldt med menneskeekskrementer at man skulle antage stedet for et langstrakt lokum. Jeg vendte derfor tilbage og gik op på volden, hvor jeg som man siger, havde det på det tørre. Her kunne jeg ved at passere samme og bestandig have skuet af det fæle føre nedenunder mig, ikke andet end gøre mig følgende spørgsmål: Hvor er vejen neden for disse volde så skiden fremfor de der begrænser Københavns volde? Bor ikke her i den tilstødende bygninger borgere der betaler skatter og afgifter til kommunen? Kan sådant uføre om det endda tørres ved sommerens varme, dog ikke have en meget skadelig indflydelse på denne bys sundhedstilstand? Vil kolera, hvis den nærmer sig, ikke først angribe et sted hvor sådant svineri tåles? Den føromtalte skildvagts ord at vi har slaver nok, faldt mig ind, og jeg spurgte da mig selv, kunne nogle af disse ikke engang for alvor beordres til her at foretage en renselsesfest, og siden let forebygge at snavset, så at sige, ikke vokser dem over hovedet? Dog jeg bliver vel for vidtløftig i min undskyldning for mit ikkebesøg, og vil da afbryde med løfte om at jeg når jeg næste gang kommer til staden, virkelig skal komme til Dem, men - til hest.

(Politivennen nr. 1090, Løverdagen, den 19de November 1836. Side 748-753) 

Bemærkning paa en Spadseretour.

Da jeg en af disse dage passerede volden, bemærkede jeg en stor mængde af forskellige slags, såsom halve mursten og brokker, grus, forkullet ved og tøndestaver, udbrændt stenkul og sammenbrændt malt osv. formodentlig fra sidste ildebrand. Det lå i bastionen lige for Gothersgade og i den lige for enden af Nørregade, hvor nogle slaver var beskæftiget med at harpe og sortere samme. På forespørgsel blev jeg underrettet om at den finere del af disse sager skulle tjene til voldgangens belægning og den grovere del bortkøres til opfyldning på glaciserne eller andetsteds, hvor sådant var fornødent. 

Jeg vil ikke indlade mig på at bedømme om volden efter den reparation den fik forrige år nu er i en sådan tilstand at den trænger til udbedring. Men jeg mener at man vel ikke kunne have valgt dårligere materiale til det. For når kullene og maltet trædes i stykker, vil det i regnvejr afgive et sort pludder og i sommerens dage forårsage et støv der må være til stor ulempe, ikke alene for de familier der har bolig på volden, men for enhver der passerer samme især til hest eller til vogns. Da der bygges på flere steder her i byen, er der vist næppe mangel på murgrus. Og så vidt jeg erindrer, tilbydes noget i denne uge i Adresseavisen, ja endog frit tilkørt. 

Jeg mener også at man ikke har tænkt på økonomien ved først at køre denne store masse op på volden, og siden transportere den største del af samme til andre steder. Det er besynderligt at man ikke til voldens udbedring har betjent sig af strandgrus, da erfaring har lært at dette materiale holder både en vej tør og giver den varighed. Nyborgs og Fredericias befæstningers volde såvel som adskillige veje og stier udenfor staden er belagt med strandgrus, og de er også straks tørre endog efter et par dages vedholdende regn. Strandgrus må heller ikke være vanskeligt at få i en stad der på flere sider er omgivet af strand. Og vil man spare udgifter for kørsel, kunne det jo besørges optaget og transporteret af slaver, hvoraf vi allerede har alt for mange, og desværre kan vente flere. Deres underhold koster staten betydeligt, og hvad er da mere rimeligt end at de beskæftiges på enhver måde, hvorved staten kan spare andre udgifter.

De, hr. Udgiver, og flere ville vel synes at denne ide er noget barok. Men det er den aldeles ikke. Har De set vores slaver trække blokvogne med jernankre, sten eller andre svære masser, så vil De vel ikke studse ved at se dem trække en vogn med strandgrus. Meget kan udrettes ved menneskekraft. Egypternes pyramider og romernes beundrede akvædukter er frugter af slavers arbejde, og disse slaver var ikke livstidsforbrydere, kun krigsfanger.
Dog, jeg bliver Dem vel for vidtløftig, må derfor afbryde, men sender en prøve af det sammenbrændte malt som De vil finde lader sig trykke til støv ved en ringe berøring og altså er meget skikket til at forårsage den ulempe som er omtalt ovenfor.


Deres D. C.

(Politivennen nr. 1086, Løverdagen, den 22de October 1836. Side 687-689) 

Den omtalte Adresseavisen (populært navn for Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger) udkom hver dag med alskens nyheder. En gennemlæsning af nogle tilfældige numre giver et godt indtryk af dagligdagen i datidens København. Pga omfanget af bladet er det ikke lykkedes at lokalisere den omtalte annonce for salg af murgrus.

Ønske om en Opsynsmand paa Christianshavns Vold.

Så behagelig som den nylig givne tilladelse til at måtte passere Christianshavns volde er, især for Christianshavns indbyggere der ikke har noget andet spadserested så harmeligt er det for disse at se en mængde lurvet klædte drenge og piger så at sige have bemægtiget sig en del af volden og valgt den til deres tumleplads. På voldens indvendige dossering er mange og store huller hvorfra de har gjort sig egne opgange fra gaden. Forleden dag så anmelderen dem gribe fat i og rokke de der plantede træer og bestige de der stående avertissementstavler for at kunne komme op på skuldrene af hinanden. Ja, på en af disse tavler er endog allerede enkelte ord bortskårne med knive. Pøbelen driver her sit uvæsen uforstyrret da ingen spadserende vover at indlade sig med de uvorne, og der ingen skildvagt er i nærheden. For de to poster ved møllerne er fjernet så langt fra hinanden at de ikke kan observere hvad der foregår på den strækning der ligger mellem dem. Men selv om de var nærmere, ville de intet kunne udrette for at forebygge denne uorden da de kun tør fjerne sig en kort afstand fra deres poster. Det var derimod ønskeligt om der ansattes en mand til at have opsyn med volden, og når denne blot i nogen tid med en god svøbe holdt disse drenge i ave og fjernede dem fra volden, ville meget arbejde og megen bekostning ved voldens hyppigere reparation spares og vedbørlig orden tilvejebringes.

(Politivennen nr. 1011, Løverdagen den 16de Mai 1835, s. 318-319)

Bekjendtgjørelse.

Københavns guvernement har under 4. maj ladet bekendtgøre: "Da Christianshavns hovedvold fra Kalvebod Bastion til Amagerport nu er istandsat, beplantet med højtstammede træer og givet en banet vej, lig Københavns vold, tillades det stadens indbyggere til fods at passere oven nævnte vold, i overensstemmelse med de på samme anbragte avertissementstavler." Ved denne tilladelse er et i dette blad flere gange fremsat ønske blevet opfyldt, hvilket vist påskønnet af Københavns og især af Christianshavns indbyggere.

(Politivennen nr. 1010, Løverdagen den 9de Mai 1835, s. 306)

Kaade Drenge beskadige Volden ved Østerport.

Det er et harmeligt skue at se hvorledes en del af Nyboders drenge huserer på den indvendige dossering af den del af volden som ligger mellem krudttårnet og de to materialhuset henimod Østerport. her føres ordentlige træfninger, under hvilke dosseringen bestiges og jorden nedtrædes, hvorved stadige reparationer bliver nødvendige. Det omhandlede stykke ser ud som om det havde været udsat for kanonskud. Da den skildvagt som har sin post ved den der på volden liggende mølle, ikke kan afværge voldens beskadigelse på nævnte sted, ville det vist være hensigtsmæssigt når skaden er istandsat at lade et par mand for Østerports vagt undertiden patruljere der forbi for at bortjage drengene som vist nok når de ser sig forstyrrede i deres leg, ville vælge en anden tumleplads.

(Politivennen nr. 1004, Løverdagen den 28de Marts 1835, s. 200-201)