Danmarksmonumentet. (Efterskrift til Politivennen)

Danmarksmonumentet.

Det er alt nu længe siden, Kunstmusæet aabnede sine Porte, og det er vel det meste af et Aar siden, det store Danmarksmonument, som pranger paa Pladsen foran dets Portal, rejstes paa sin brede Sokkel.

Omhyggeligt indhyllet i graat Sækkelærred anbragtes den mægtige Broncegruppe foran Musæet, og man ventede Maaned efter Maaned paa, at den højtidelige Afsløring skulde finde Sted.

Man ventede stadig forgjæves, og Ingen forstod, hvorfor man ikke maatte faa Kunstværket at se. Der begyndte at danne sig den Opfattelse, at det vistnok var faldet mindre heldigt ud, at det havde Skavanker, som man nødig vilde aabenbare; derfor skød man stadig Tidspunktet for Afsløringen ud.

Naturligvis kunde Kunstneren, som havde formet Monumentet. Billedhugger Hasselriis, ikke være tjent med, at en saadan Opfattelse fik Tid at fæstne sig, og han anmodede derfor meget indtrængende Komitéen, hvis Førstemand er Kammerherre Meldahl, om snarest at lade Afsløringen finde Sted. Men han fik efter Forlydende kun undvigende Svar.

Atter gik lang Tid hen. og nu hed det sig, at kun den Omstændighed, at Billedhugger Hasselriis nu var i Udlandet, var Aarsagen til, at man maatte vente med Afsløringen. Da Hr. Hasselriis hørte dette, rejste han strax til Kjøbenhavn. Det var i Fjor Efteraar.

Men saa var det saa uheldigt, at Kammerherre Meldahl skulde foretage en Udenlandsrejse, og naturligvis var ogsaa hans Nærværelse nødvendig!

Nu er der igjen gaaet mere end et halvt Aar, og Kjøbenhavnernes Undren over den i Sæk og Aske bestandig indhyllede Gjenstand foran Musæet har været i stadig Stigen. Nu og da har Blæsten revet Flænger i Sækkelærredet, som indhyller Monumentet, - her tittede et bistert Løvehoved frem, hist fik man Lejlighed til at beundre en Løves lumsk logrende Hale, en anden Gang strakte selve Danmarksskikkelsen Haanden lige som manende frem gjennem Dækket. Men hurtigt blev baade Hale, Hoved og Haand atter omhyggeligt skjult.

Efterhaanden vænnede de lattermilde Kjøbenhavnere sig til at se paa denne evigt indhyllede Statue som paa en humoristisk Apparition, og nu i de sidste Dage er et Par Blade begyndt at sige Vittigheder om den eller fremkomme med direkte Spørgsmaal om, hvorfor Afsløringen bestandig udsættes.

Endelig i Forgaars Aftes kom der en officiel Meddelelse om, at Afsløringen nu vil finde Sted i den kommende Uge. 

Hvorfor man da har tøvet saa længe? Hvad den egentlige Aarsag hertil er? Skulde der gives fyldestgjørende Svar paa dette Spørgsmaal, vilde det vistnok blive nødvendigt at foretage visse "Privatlivs"-Afsløringer, som maaske vilde være en Smule malplacerede i et Øjeblik, hvor de rette Vedkommende netop har besluttet sig til - Afsløringen af Monumentet.

Brieux

(Slagelse-Posten 22. maj 1897).

Danmarksmonumentet som det fremstår i dag i Østre Anlæg. Som det ses er det om sommeren godt pakket ind i træer og trækroner. Hvilket også var et ønske fra flere sider at det blev. "Moder Danmark" på toppen er tydeligt inspireret af Elisabeth Jerichau Baumanns billede fra 1851. Ikke den eneste gang dette er sket. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Parade for Danmark!

En Afsløringsfest - og en skandale.

"Dyb Hengivenhed og sand Kærlighed rejste dette Mindesmærke i Anledning af Kong Christian IX og Dronning Louises Guldbryllup den 26. Maj 1892."

Lad os sige det straks.

"Monument-Komiteens Forretningsudvalg" har ikke Ære af den Afsløringsfest, der foretoges i Gaar Middags i Anledning af, at Tæppet faldt fra Hasselriis's store Monument, "Danmark", der nu, utilsløret, rejser sig frit paa Pladsen foran det ny Kunstgalleri ved Sølvgadens Kaserne.

Maaske er det ikke Forretningsudvalgets Skyld.

Maaske det Altsammen falder tilbage paa den ene Mand, hvis Gerninger i denne Sag har været saa omdisputerede - Kammerherre Meldahl. - Maaske?

Hvad man kunde have ventet af denne Fest, var da allermindst dette: at en Mand af Komiteen havde rejst sig og holdt en Tale til den store Forsamling, hvori han havde skildret Tanken med dette Monument saavelsom dets Historie, og at derefter Sløret var faldet.

Hvad der skete, var dette: at en stor Forsamling af alle Rangklasser trommedes sammen en god halv Time før "Festen"s Begyndelse, og at "Festen" saa kom til at bestaa deri, at Kammerherre Meldal, rent privatim, overrakte Kongen og Dronningen en Adresse - hvorefter Sløret faldt ... og "Festen" var forbi.

En mærkeligere "Fest" har vi aldrig overværet.

Her Referatet.

Foran Kunstmusæet.

El langt Telt, i hvilket der er indrettet Loger, er bygget paa Pladsen foran Monumentet.

Der er ingen synlig Dekorering. Kun nogle Flagstanger hist og her, med Flag, der lystig smælder i den friske Blæst.

Omkring den indhegnede Plads har allerede ved Ettiden en stor Menneskemængde samlet sig. Mest Damer. Ventetiden er lang og streng. Varmen er slem, og Solen staar glødende ned over de Tusinder os Hoveder.

Henad Halvtotlden begynder de indbudte Skarer at komme.

Men, at opregne alle disse Honoratiores - det er næppe værd. De er der Allesammen.

Overpræsident Klein,

Byen Københavns øverste Repræsentant, er en af de først Ankomne. Vi bemærker, at han har faaet en meget afsides Plads - endog længere borte fra de Kongeliges Pladser, end - Referenterne. Hvorfor? 

Hr. Klein bliver forfærdet, da han hører, at han skal vente over en halv Time, inden de Kongelige kommer.

- "Er det ikke forræderisk"; udbryder han, "at vi jages herud Kl. 1½, naar det først begynder Kl. 2?"

Hvorpaa han sætter sig og lader Solen bage sit ærværdige Ansigt ...

En efter En, 

til Fods eller i Ekvipage, ankommer nu alle de sine Herrer og Damer: Sorte Kjoler, hvide Sltps, gyldne Uniformer, vajende Fjerbuske.

- - "Der er jo Konseilspræsident Ralli!" hører vi En udbryde ved Siden af os. - Vi ser nysgærrtgt frem, men opdager, at Sidemanden kun er vittig - det er Restavratør Kehlet med Frue, der kører over Pladsen for at søge en beskeden Plads bag Indhegningen. Hr. Kehlet har virkelig en svag Lighed med den græske Konsejlspræsident.

Medens alle de sine Folk ankommer, morer Tilskuerne sig kosteligt over Professor Henrik Schmidt, der udfolder kæmpemæssige Anstrengelser for at jage to smaa Hunde bort fra Pladsen. De gøer ad Professoren. Uro. Endelig faar han dem væk. Stærkt Bifald.

Ministrene

møder alle som En - undtagen Landbrugsminister Hage. Udenrigsminister Ravn gør mest Lykke. Han ler over hele Ansigtet, da han træder ind i de udenlandske Diplomaters Loge og forsøger sig i del franske Sprog, hvilket sikkert mislykkes.

Kultusminister Sthyr er i Præstekjole. - Skal han tale? spørge. Folk. - Gud fri os!

Men, Rigsdagsmændene?

Vi er forbavsede over, at vi ikke ser nogen Rigsdagsmand - med Undtagelse af Formændene, d'Herrer Høgsbro og Matzen. Er det en Demonstration fra Lovgivernes Side? - Nej. Vi erfarer, at Komiteen, der har indbudt i Flok og Flæng en ugudelig Masse Mennesker, ikke har inviteret Rigsdagens Medlemmer. - Hvem veed? Kammerherre Meldahl synes maaske ikke om Rigsdagsmænd.

Endelig, - 

Kl. 9 ankommer den første kongelige Bogn med Kronprinsen, Kronprinsessen, Print Christian og Prinsesse Ingeborg. Musik og Hurra.

I næste Vogn kommer Prins Harald og Prinsesse Thyra. - Hverken Musik eller Hurra.

Konseilspræsident Hørring underholder sig meget længe med Kronprinsessen. 

Der er Tid til det. Det varer endnu længe, inden Kongen kommer. I Mellemtiden kommer Estrup og Kongens Kabinetssekretær, Rosenstand, i samme Vogn. Estrup ser meget gammel og meget svag ud. - Har det virkelig kunnet tage saa stærkt paa ham at vælte Reedtz-Thott ?

Kl. er 10 Minuter over 9, da Kongen og Dronningen kommer, i Vogn sammen med Prins og Prinsesse Valdemar.

Festen!

Og nu er det altsaa, man saar denne mærkelige Fest, der gaar saadan for sig : 

Efter at de Kongelige har taget Plads, afsynges der en Sang af et lille Herrekor.

Saa gaar Kammerherre Meldahl, med et Par Mapper i Favnen, hen til de Kongelige. To Skridt fra dem staar han og fortæller dem Noget, som intet Menneske, selv i den største Nærhed, kan høre.

Vi vilde derfor ikke være i Stand til at meddele, hvad Kammerherren har sagt, dersom han ikke bagefter havde givet Referenterne et Skriftstykke, hvori hvori hans Ord er anførte. Efter dette Skriftstykke har hans Udtalelser lydt omtrent saaledes: 

"Allernaadigste Konge og tvronnmg. Vi er komne i Dag for at indvie et Monument til Minde om Deres Majestæters Guldbryllupsfest, der blev en sand Landefest. Vi hyldede den Gang ikke alene det Kongepar, der i en Tredjedel Aarhundrede havde beklædt Danmarks Trone, men ogsaa det Herskerpar, som i Modgangs og Medgangstider fuldtud ved klog Færd har vundet Folkets Kærlighed mere og mere ... Vi beder Deres Majestæter og Alle se paa dette Minde om nogle i Kongehusets og Folkets Liv saa lykkelige Dage."

Vi tilstaar, at vi har strøget flere Sætninger i dette Referat. De er alle ens, lige interessante eller uinteressante.

Da Kammerherren er færdig, strækker han Pegefingeren op mod Solen, og i det Samme falder Sløret for Monumentet.

Professor Schmidt, der nu er færdig med Hundene, raaber:

- Danmark leve!

Og efter at dette Leve har faaet sine Hurra, kører Vognene frem igen - Festen er forbi.

Under fornyede Hurraraab før de Kongelige forlader disse Festpladsen, og et Par Minuter efter har Forsamlingen spredt sig.

Og nu Monumentet?

Her skal ikke udtales nogen Dom over det Monument, der nu staar afsløret foran Kunstmusæet. Dertil savner vi Kompetence.

Kun saa meget tør vi sige, at Monumentet syntes ikke at vække Bifald hos det Publikum, der var derude i Gaar. Overalt lød nedsættende Bemærkninger. Man fandt, det var for klodset. Man fandt Løverne grimme og unaturlige osv. osv.

En Fejl er det, at Monumentet er omgivet af en stor fredhelliget Græsplæne. Man er altsaa tvungen til at betragte Monumentet paa længere Afstand, end godt er, hvis man f. Eks. vil tyde Inskriptionerne. En af disse har vi sat i Spidsen af dette Referat ....

Pax.

(København 27. maj 1897).

Danmarksmonumentet foran Statens Museum for Kunst. Foto fra Bornholms Tidende 22. januar 1919, altså kort før det blev flyttet til Pücklers Bastion i Østre Anlæg.

Statens Museum for Kunst har produceret en podcast om monumentet. Den varer lidt over ½ time.

Det København, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Skærmet af Nørrevold, værnet af Fæstningens Nørreport laa i det attende Aarhundredes Midtpunkt og Slutning en gammel rød og statelig Gaard, som knejste over alle de andre, der var af Bindingsværk og kun Smaabygninger; det var Konferensraad Bornemanns, og han havde købt den af nogle gamle Købmænd; saa langt som til 1701 rækker Skøderne tilbage.

Og saa skete det i 1794, at en Bondedreng, som kom fra Rødding og var kommet I Hørkræmmerlære her i Byen, havde arbejdet sig op fra at gaa med Trækvognen i Byen til aelv at blive Hørkræmmer, fik Raad og Evne til at købe den Del af Gaarden, hvor det morsomme gamle Pakhus ligger, til sin Forretning. Og den kaldte han med sit Fødenavn: Thøger From.

Siden købte han i 1810 Resten, hele Hjørnet med, og den gamle, kønne Købmandsgaard husede i over et Aarhundrede Slægten; thi da gamle Thøger From døde, tog hans Søn Bertram Jacob From i 1831 Gaarden i Arv, og da han i 1857 gik til sine Fædre, blev det Dattersønnen Johannes M. Holm, der saa at sige genrejste Forretningen, overtog gamle Thøger Froms Traditioner, og om han end ikke blev deputeret Borger, som man den Gang kaldte Byens 32 Mænd, blev han dog af dem, der ved deres Virke gavnede vort Land ved sit Borgersind.

Og medens Tiderne skred, vekslede Slægtens Sorger og Glæder Indenfor de gamle Mure; og vi andre, som gik forbi, saa den store Gaard, der beherskede Kvarteret, blive lille, vi saa Voldene falde og Nørreport blive sløjfet; men vi kom til at holde af Gaarden; den gav Hjørnet af Frederiksborggade og Rosenborggade Karakter. Det vil blive svært at undvære den.

Men Tiden har sine ubarmhjertige Krav; den 11. August døde Johs. Holm, ingen af hans Arvinger vil bevare Gaarden; og nu skal den sælges; i Løbet af 1913 hører den sagtens til det København, som kun vi, der holdt af den, mindes, og et stort nyt Forretningshus vil rejse sig paa dens Tomt.

Vor Tid ejer jo desværre ingen Stil!

Qvidam.

(København 12. december 1912).

Rosenborggade 1, hjørnet af Frederiksborggade set fra Kultorvet. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder.

Fotoet forestiller Rosenborggade nederst mod højre, mens Frederiksborggade snitter nederste venstre hjørne. Bygningen blev schalburgteret den 22. juni 1944. 

Anker Vilhelm Frederik Bornemann (1763–1854) var blevet geheimekonferensråd i 1828. Han var søn af Vilhelm Bornemann (1731-1801). 

Købmand Thøger Dyssel From, (1744-1831). Begravet Assistenskirkegården. 1794 etablerede From sig i en købmandsgård i Rosenborggade. Formand for hørkræmmerlavet og sad i flere år i de 32 mænds forsamling.

Byggeriet paa de tidligere Volde. (Efterskrift til Politivennen)

Sammenstyrtet Bygning. Iformiddags er et fire Etages høit Huus, som var under Opførelse paa det tidligere Fæstningsterrain ved Nørrevoldgade mellem Gothersgadens og Frederiksborggadens Forlængelse, styrtet sammmen, dog heldigviis uden at noget Menneske kom tilskade derved. Den paagjældende Bygning var ført op til Taget, og der havde igaar været Rejsegilde. Kl. henved 9 iformiddags gik alle Arbeiderne til Frokost i Nærheden med Undtagelse af en Tømmersvend og en Lærling. Den Førstnævnte, der arbeidede i den ud til Gaarden vendende Deel af Bygningen, sendte Drengen og paa Loftet efter en Øxe. Drengen gik derop og var lige ved at tage det nævnte Arbeidsredskab, da han følte Gulvet vakle under sig. Han havde Aandsnærværelse nok til at gribe fat i en af Bjælkerne, som holdt, medens to Fag af Bygningens For- og Mellemmuur med Tømmerværk styrtede ned under ham. Fra den Bjælke, han havde klamret sig til, lykkedes det Drengen at komme over i den Deel af Bygningen, som var bleven staaende, og saavel han som svenden slap uskadte derfra. Politiet kom hurtigt tilstede og sendte Bud efter Bygningsinspecteuren, Professor Petersen, for at han kunde bestemme, hvad der skulde gjøres. Den paagjældende Entrepreneur, Muurmester I. C. Sørensen (Bygningen opførtes for Candidat Skovgaard) kom ogsaa tilstede og vilde begive sig ind i Bygningen med Folk for at forsøge paa at afstive de hældende Mure, men Opholdet derinde blev ham forbudt af politiet til stort Held, thi umiddelbart efter, ligesom Bygningsinspecteuren var ankommen, styrtede hele Resten af Facaden og det Meste af Mellemmurene med Bjælkelag sammen; kun Gavlen mod Øst (mod Vest støtte Bygningen umiddelbart op til Nabohuset) blev staaende. Det Hele dannede et stort Chaos. Efter Alt, hvad der foreligger, maa det antages, at Aarsagen til Sammenstyrtningen laa i, at de Piller, hvorpaa de øverste Etager hvilede, ikke vare førte ned til Jorden, men hvilede paa de over Stueetagens Vinduer anbragte Buer, som saavel i og for sig som paa Grund af en for stor Radius ikke have ham tilstrækkelig Bæreevne. Muligviis have ogsaa de ugunstige Veirforhold, under hvilke Bygningen er bleven opført, bidraget noget til Sammenstyrtningen,

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1875).

Få dage efter skete det samme i Petersens Passage på Vesterbro. Det skyldtes ifølge tømmermester H. Christensen at man havde udgravet grunden ved siden af uden at bygmesteren var blevet underret så han kunne afstive gavlen. Udover bygningerne på Nørrebros Boulevard og Petersens Passage meldtes også om tilfælde i et lille hus i Valby i nærheden af asylet og på Utterslev mark og Alexandravejen.

Sankt Jørgens Allé. Hjørnet af Vesterbrogade. Også kaldet Petersens Passage. Husrækken længst væk fra Byen, ned mod Søerne. Det er formentlig ikke de omtalte bygninger, men giver måske et indtryk af scenariet. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder. 

Forespørgsel til Magistraten i Anledning af de nedstyrtede Huse. I Borgerrepræsentanternes Møde i Aftes foretoges med Forsamlingens Tilladelse en Forespørgsel om, hvad der fra Magistratens Side er foretaget i Anledning af de i den nye Voldgade og paa Vesterbro forefaldne Tilfælde. Prokurator Herforth, der i Forening med Professor Thomsen var Stiller af Forespørgslen, havde søgt de bedst mulige Oplysninger om de indtrukne Tilfælde og, efter hvad han havde erfaret, forelaa der ingen Overtrædelse af Byggeloven. Med Hensyn til Ejendommen i Voldgaden var det sagt ham, at Tredjedelen af Facaden havde været Murværk, saaledes som Loven tilsagde. Ikke desto mindre antages det, at Grunden til Nedstyrtningen laa i, at Buerne over Port og Vinduer vare for svage til at ære de Piller, som hvilede paa dem. I Petersens Passage paa Vesterbro havde Ejeren af den Grund, der ligger op til den nedstyrtede Gavl, udgravet Grunden, og den almindelige Mening gik ud paa, at Skylden til Nedstyrtningen laa heri, men andre Oplysninger gik ud paa at Gavlen forinden havde vist sig svag. Disse Begivenheder vare af den Betydning, at Forsamlingen burde forhandle om dem. Han havde indbragt Forespørgslen samme Dag, den første Sammenstyrtning havde sundet Sted, for at Publikum kunde se, at Forsamlingen var paa sin Post. Saadanne Tilfælde, som de foreliggende burde undgaas, i saa vidt det stod i menneskelig Magt. De nævnte Tilfælde vare jo ikke de eneste, og der var saaledes Anledning til at undersøge, hvorvidt Byggeloven gav fornøden Betryggelse. At der er begaaet Fejl er utvivlsomt, naar denne ikke ligger i Konstrutionen, maa den søges i Materialerne, eller i at Arbejdet er slet udført. Borgmester Ehlers havde søgt Oplysninger hos Bygningsinspektørerne og Bygningskommissionen og havde derefter givet Sagen i Politiets Haand til nærmere Undersøgelse. Den sandsynlige Grund til Nedstyrtningen i Voldgade laa efter Inspektørens Erklæring i de uheldige Vejrforhold, der forhindrede Kalken i at forbinde sig med Murstenene og ikke i Konstruktionen. Materialierne havde været af god Beskaffenhed. Med Hensyn til Tilfældet paa Vesterbro var Skylden efter Bygningsinspektørens Mening ene at søge i, at Nabogrunden blev udgraven. Ejeren var i rette Tid underrettet om, at dette vilde ske, men havde forsømt at træffe de fornødne Sikringsforanstaltninger. Herforth havde ventet en Erklæring fra Borgmesteren om, hvad Magistraten videre agtede at foretage i den omhandlede Anledning, men var bleven skuffet. Borgmesteren støttede sig alene til Inspektørernes Erklæringer, men dette var uheldigt, da Inspektørerne vare interesserede som medansvarlige. Naar Borgmesteren havde sagt, at Skylden laa i Vejrforholdene, da undskyldte dette paa ingen Maade de tilsynshavende, der naturligvis ogsaa burde paase, at der ikke arbejdedes under absolut ugunstige Vejrforhold. Allerede af Svaret fremgik det, at Tilsynet ikke var tilstrækkeligt, thi hvorledes kunde vedkommende Ejer undgaa at træffe Sikringsforanstaltninger? Hvis Inspektørerne vare overbebyrdede burde der ske en Forandring. Fabrikant Heymann beklagede, at Forsamlingen ikke var bleven enig øm en fuldstændig Revision af Bygningsloven. Erfaringen havde nu godtgjort dens Nødvendighed. I den senere Tid havde en Mængde nye Bygninger rejst sig, opførte af Byggespekulanter, der skynde sig med Arbejdet for at kunne optage betydelige Laan og derefter sælge Ejendommene. Disse Bygninger ere gjennemgaaende meget slette, hvilket man kunde overbevise sig om ved at gaa ud i Blaagaardskvarteret, hvor flere nyopførte Huse allerede havde store Revner. Vi maatte snarest muligt søge udvirket et Forbud imod at bygge i Frostvejr, hvilket efter sagkyndiges Mening var meget farligt. I de foreliggende Tilfælde var han enig med Herforth i, at søge Fejlen hos Bygningsinspektørerne og Bygningskommissionen. Hvis han fandt nogen Støtte i Forsamlingen vilde han fremkomme med et Forslag om at opfordre Magistraten til at udnævne kyndige Mænd til at undersøge de Bygninger, der vare under Opførelse, eller som vare opførte i de senere Aar. Oberst Lehmann modsagde, at Vejret i Aar havde været ugunstigt for Byggearbejder; tværtimod havde Vejret i Oktober, November og første Halvdel af December Maaned været særlig egnet dertil. Efter hans Mening maatte Fejlen søges deri, at Materialierne vare saa yderlig slette. Det var ikke Tømmer, der anvendtes i Bygningerne, men Pindeværk, Sten, Kalk og Træ var af den sletteste Art; han havde overbevist sig om ved Undersøgelse paa Stedet, at der ikke fandtes et eneste Jernanker i den sammenstyrtede Bygning i Voldgaden. Hvis man ikke traf energiske Forholdsregler imod det hele Byggeuvæsen, vilde Kjøbenhavn snart afgive et afskrækkende Exempel paa en By, hvor Husene styrte ned over Hovederne paa Beboerne. Bygningen i Voldgaden var, efter hvad han havde hørt, bestemt til Skole for 300 Børn; han bad Forsamlingen tænke sig Katastrofen, hvis Bygningen havde været fuldendt og taget i Brug, da Sammenstyrtningen skete. Bille troede, at Heymann ikke havde vundet fornøden Ro til at se paa Forholdene med uhildet Blik, og forsvarede Autoriteterne overfor de forskjellige Angreb. Inspektørerne kunde umuligt føre en saa gjennemgribende Kontrol, som vilde være nødvendig, hvis man skulde være sikker paa, at Materialier og Arbejde i alle dets Details var forsvarlig. De vare henviste til at sinde deres Hovederhværv ved privat Virksomhed og kunde saaledes ikke afse deres hele Tid til Kontrollen. Det var vel muligt, at Skylden lar hos dem eller hos Bygningskommissionen, men Hovedansvaret vor hos de byggende, og de stærkeste Angreb vare ogsaa rettede mod disse, men navnlig de to sidste Taleres Angreb vare næppe alle vel begrundede. Det var ogsaa at give Maleriet et noget grelt Udseende at føre Tanken hen paa, hvorledes det vilde stille sig, naar Bygningerne vare beboede. Hvis Arbejdet ikke havde været saa friskt, vilde Ulykken  næppe være sket. Han fraraadede at ende Sagen med en Beslutning og vilde foreslaa, at man afventede Undersøgelsens Slutning. Kayser fandt ligeledes flere af de faldne Udtalelser temmelig vidtgaaende, men heldede til den Anskuelse, at Bygningsinspektørerne bare Ansvaret for det skete. Han tiltraadte imidlertid Billes Forslag om at afvente Undersøgelsens Slutnings Professor Meldahl saa den egenlige Grund til de slette Byggeforhold i de uheldige Arbejderforhold. De dygtige Arbejdere bleve færre og færre. Det vanskelige Arbejde, det, der krævede Omtanke og Indsigt, vilde ingen befatte sig med; Arbejderne søgte det lettere Arbejde (i Rhabarberkvarteret), der gav en god Fortjeneste, men ikke udkrævede nogen Dygtighed. Taleren havde selv været Murerarbejder, men i hans Tid var det en Skam at arbejde for en Mester, der brugte for meget Sand i Kalken, og det var en Skam at mure over Haanden eller bruge tykke Fuger, nu saa man hele Bygninger opførte paa denne Maade; man kjendte nu ikke Forskjellen paa godt og slet Arbejde. Det maatte være Opgaven at faa Arbejderne bedre oplærte i deres Fag. Forespørgslen endte med korte afsluttende Bemærkningen af Forespørgerne samt af Arkitekt Herholdt.

(Morgenbladet (København) 19. januar 1875).

Sammenstyrtning af Huset Nr. 8  ved den nye Boulevard (tv.). Sammenstyrkning af en Gavl i Petersens Passage. Illustreret Tidende nr. 800, 24. januar 1875).

En skribent i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1875 mente at grunden fortrinsvist skyldtes at man byggede fundamenter og mure midt om vinteren hvor de ikke kunne tørre.

De nedstyrtede Bygninger og Haandværker- Fagdannelsen. De i den sidste Tid forefaldne Nedstyrtninger af Bygninger, den ene ved Boulevarden, den anden i Vesterbros Passage, have ogsaa været under Forhandling i Borgerrepræsentationen, hvor d'Hrr. Overretsprokurator Herforth og Oberst Lehmann gave i Oplysninger om de Mangler ved bemeldte Bygninger, som have foranlediget Nedstyrtningen. Etatsraad Meldahl, der er en bekjendt Avtoritet i Bygningsfaget, indrømmede de paaviste Manglers Rigtighed, men gjorde gjældende, at der var en "dybere Mangel" til Stede, nemlig den, at vore Bygningshaandværkere ikke havde Fagdannelse, hvorpaa der dog ester hans i Mening kunde raades Bod ved Oprettelsen af Fagskoler. Den Mand, der i en alvorlig Forsamling, hvor en højst vigtig Sag forhandles, kan udtale slige Meninger, rober enten en sjælden Dristighed eller et utilgivelig ringe Kjendskab til vore Bygningshaandværkere.

De storartede Bygninger, der i den sidste Snes Aar ere opførte i Hovedstaden, vil kunne overbevise enhver, der blot har det mindste Kjendskab til Bygningsarbejder, om, at de usolide Bygninger, der i de sidste Aar opføres udenfor det gamle Kjøbenhavn ved Hjælp af Prokuratorpenge og paa Spekulation, ikke bør søges i vore Bygningshaandværkeres Mangel paa Fagdannelse, men ene og alene i en højst utilladelig Besparelse af Materialist - altsaa i Mangel paa Ærlighed, og hvorledes denne kan erhværves i Haandværksskolen, maa jeg bede Hr. Etatsraaden om "dybere" at besvare. Jeg er af den ufravigelige Mening, at vore Bygningsinspektører, hvoraf de fleste mere end vore Bygningshaandværkere trænge til et Par Aars Kursus i en Haandværksskole, bære Skylden for, at der baade spares paa Materialiæ og Arbejde ved de nymodens Dampbygninger. For nogle og tyve Aar siden ejede Kjøbenhavn ingen Bygningsinspektører, men saa vi den Gang nogen Bygning blive opført paa en saa uforsvarlig Maade som nu? Hvad Dom vilde man ikke have fældet over en Murmester, som i de Tider havde brugt 100 Dele fint Sand, blandet med Leer, til een Del Kalk, og kunde det den Gang have faldet nogen Murmester ind at opføre en Bygning paa 4 a 5 Etager op til en anden Bygning uden at forsyne den med en Gavl? Blev der i de Tider opført nogen Bygning, uden at hver eller i det mindste hver anden Bjælke blev forsynet med et solidt Jernanker? Har Etatsraaden for 20 a 30 Aar siden, da vi hverken havde Bygningsinspektører eller "Fagdannelsesskoler", set en Bygning blive opført saa uforsvarlig og bedragerisk som den nedstyrtede paa "Ringen"? Jeg har aldrig i de Tider set det Syn, og derfor tør jeg dristig sige: Førend enten alle vore Bygningsinspektører blive afskedigede eller faa et strængt Tilhold om at udrette lidt mere Arbejde for Lønnen end blot at underskrive en Tegning med "Antaget", naar den kun har den i Byggeloven befalede Stentykkelse for hver Etage, saa vi ikke den "dybere Mangel", som Etatsraaden behager at kalde Fagdannelse, men jeg tillader mig at kalde Ærlighed, indpodet i vore Bygningsspekulanter.

P. A. Thorning.

(Morgenbladet (København) 28. januar 1875).

Fra København. Om en Bygning, der blandt de sidste Par Aars Nybygninger i Hovedstaden er bleven omfattet med større Interesse, nemlig det ved den vestre Indgang til Byen overfor Industriudstillingsbygningen liggende store og smukke saakaldte "Axelhus", hedder det i flere Blade, at der skal være en Del Fare for, at Bygningen ikke vil holde sig. Dette skal dog næppe være begrundet i Bygningsmaaden, men derimod i Grundens Beskaffenhed, idet den overordenlig store Bygning er opført paa en Del af den forrige Stadsgrav. Der blev vistnok gjort overordenlig Meget for at gøre Jordopfyldninqen saa fast som mulig, og Bjælke ved Siden af Bjælke blev med Dampkraft nedrammet, men det er dog et Spørgsmaal, om der ikke burde være hengaaet længere Tid, inden et Hus, tilmed af saa store Dimensioner, blev opført paa den opfyldte Grund. Under Opførelsen slog Muren paa flere Steder Revner, og det viste sig da nødvendigt at anbringe forskellige Jernpiller, afdele større Lokaler i mindre Rum, hvad der ikke fra først af var paatænkt. - Efter Forlydende er alle Lejligheder opsagte af Ejeren til førstkommende Flyttedag, for at en Undersøgelse og Forbedring kan ske.

(Social-Demokraten 6. marts 1875).

Fra den offenlige Politiret. Smedemester P. Miede havde til Bygningskommissionen indgivet et Andragende om Tilladelse til at maatte opføre en 5 Etages Beboelses- og Værkstedsbygning med Kælder paa Grunden, Matr.-Nr. 91 i Nørrevold Kvarter, udlagt Gade mellem Vester Farimagsvej og Nørre-Søgade. Paa dette Andragende meddelte Kommissionen ifølge Berl. Tid. under 7de Decbr. f. A. sit Svar og tilføjede sin Skrivelse en Slutningsbemærkning, saalydende: "at den eftersom Ejendommen kommer til at omsatte 16 Beboelseslejligheder foruden Værksteder og Butiker, opføres fire Retirader, og at det dertil fornødne Gaardsrum tilvejebringes ved, at Hovedbygningen gøres saa meget mindre." Ved Opførelsen af Ejendommen blev der imidlertid ikke taget tilbørligt Hensyn til de saaledes stillede Betingelse, idet Hovedbygningen ikke blev anlagt saa meget mindre som nødvendigt, og uagtet saavel vedkommende Murpolerer som Murmesteren blev gjorte opmærksomme paa denne Fejl, og skønt der den 16de Februar blev givet Smedemester Miede Paalæg i samme Retning, og derpaa den 19de f. M. skriftlig Paalæg om uopholdelig at stanse med Arbejdet, indtil Sagen var kommen i Orden, blev Mangelen dog ikke rettet, men Arbejdet tvertimod fremmet, ligesom heller ikke en af Bygningsinspektøren for 2det Distrikt stillet Fordring om at ommure nogle Piller i den bageste Del af Fløjen imellem Gaarden blev efterkommet. Paa Foranledning af Stadsbygmesteren blev der derefter under 25de Februar af Politiet givet Smedemester Miede Tilhold om, uopholdelig at stanse med de under Sagen ommeldte Byggearbejder, idet det tillige blev ham betydet, at han i modsat Fald vilde udsætte sig for, at Arbejdet direkte blev forhindret. Ifølge dette Tilhold blev Arbejdet stanset i nogen Tid, men den 3die Marts indberettedes, at Miede uden Tilladelse havde ladet Murarbejdet paa Ejendommens Forbygning fortsætte, og han erkendte ogsaa paa Forehold af Politiet Rigtigheden af Indberetningen, men bemærkede, at det Skete hidrørte fra en egenraadig Fremgangsmaade af Entreprenøren for Byggearbejdet, og at det i havde fundet Sted uden Miedes Vidende og Villie, hvorfor han havde foranlediget, at Arbejdet den 3die Marts atter var stanset. Miede blev under 4de Marts gjort ansvarlig for, at Arbejdet ikke genoptoges, men under 9de Marts indberettedes det atter, at Murarbejdet var i fuld Gang paa Bygningen, og der blev nu anlagt Sag mod Miede, fordi han uanset det fornyede Tilhold af 4de Marts havde fortsat Arbejdet, uden at have erhvervet den fornødne Tilladelse dertil af Bygningsvæsenet. Sagen forhandledes i Forgaars i den offenlige Politiret hvortil den var henvist, men da Bøden for den begaaede Forseelse efter Bygningsloven af 21de November 1871 skønnedes at maatte blive mindst 40 Kroner, blev Sagen, i Medfør af bemeldte Lovs § 84, sluttet med Henvisning til den samlede Ret.

(Social-Demokraten 17. marts 1875).

Overretten frifandt den 6. august 1875 husejeren på Alexandravej i Utterslev for ulykken den 18. og 19. januar 1875 da der ikke var basis i lovgivningen for straf. Han skulle dog betale sagens omkostninger.

Murermesteren til det sammenstyrtede hus på Boulevarden mellem Gothersgade og Frederiksborggades forlængelseer fik i oktober 1875 en bøde på 200 kr.  

Voldene. (Efterskrift til Politivennen)

Opsætsighed mod Politiet. Vi meddelte for et Par Dage siden paa et andet Sted i Bladet, at Politiet nu med Kraft vil gjøre en Ende paa det forargelige Uvæsen paa Voldene, at Børn der skulle have aldeles fri Tumleplads til stor Ulempe for andre Spadserende og til stor Skade for voldpromenadens smukke Udseende, idet derved Grønsværet paa Skraaningerne ødelægges og disse selv blive tildels demolerede. Der gaaer nu næsten ikke en Dag, uden at der anholdes Drengebørn, som have giort sig skyldige i disse Uordener, og denne skæbne har ogsaa rammet flere velklædte Børn. Som bekjendt, plejer der altid ved saadanne Anholdelser at være Folk tilstede, som sætte sig op med Politiet og søge at bevæge det til at lade de Anholdte slippe, ja ofte gaaer det endog saavidt, at de befri de Anholdte. Det er ofte i Bladene blevet paatalt, at Sligt er skeet, men, som det synes, forgæves; det er derfor ret heldigt, at de, som forsøge Sligt, blive kjendte, saa at de senere kunne bøde for deres utidige og lovstridige Indskriden mod Politimagtens Udøvere. Noget Saadant skete i Mandags, da en Dreng blev anholdt for Uordener af den ovenfor omtalte Slags paa Volden. Den Betjent, som havde anholdt ham, førte ham ned ad Stokhusgade for at komme til Politistationen. Drengen græd og bad for sig, og dette bevægede en Mand, der kom dem imøde, til at søge at bevæge Betjenten til al lade Drengen qaa. Dette vilde Betjenten ikke, men Manden stillede sig iveien for ham og samlede ved sin Adfærd snart endel Folk, som sluttede sig til ham og ved at trænge ind paa Betjenten tvang denne til at lade Drengen løbe. Til alt Held var imidlertid den Ubesindige, som saaledes havde sat sig op imod Politiet og foranlediget Andre til det Samme, kjendt; han blev derfor afhentet af Politiet , og der blev taget Forklaring af ham. Efter al Rimelighed vil han blive fremstillet for den offentlige Politiret, og vi antage, at han for sin Opførsel ved Rettens Dom vil faa en saadan Straf, at det kan tjene ikke alene ham, men ogsaa Andre til alvorlig Advarsel.

(Dags-Telegraphen (København) 27. april 1865).

Ønske med Hensyn til de nye Spadseregang paa Vestervold.. (Efterskrift til Politivennen)

Anlæget af de nye Spadseregange paa Brystværnet af Volden fra Langebro til den første Bastion paa den anden Side af Vesterport har vistnok ikke mindre imødekommet et længe næret Ønske hos mange af Kjøbenhavns Beboere, end allerede vundet velfortjent almindelig Paaskiønnelse. I Erkjendelsen af at Alt ved denne Foranstaltning kun synes beregnet paa at skaffe Publikum en Behagelighed, der forhaabes at ville vinde i Omfang ord at de paabegyndte Anlæg, saasnart Forholdene tillade det, fortsættes ud over de nærmest paafølgende Bastioner, muligen indtil Nørreport, tør man saameget sikkrere gjøre Regning paa vedkommende Autoritets velvillige Opmærksomhed for det Ønske, at de Trapper, der føre op til de anlagte Fodstier, maatte blive forsynede med Rækværk. Trapperne selv ere nemlig meget steile og naar Frosten tilmed gjør dem glatte, er deres Benyttelss, navnligen for Ældre, forbunden med en ikke ringe Fare. Allerede er det Tilfælde truffet, at en Spadserende styrtede ned af en af Trapperne og kun ved et Lykketræf undgik de Følger, som Faldet saa letteligen kunde have medført. For ar see deslige Tilfælde saavidt muligt forebyggede for Fremtiden tillader man sig at udtale hint Ønske, som gaaer ud paa en Foranstaltning, der dog kun vil fordre en forholdsviis ringe Udgift i Sammenligning med de Omkostninger, som den færdige Deel af de skjønne, for Hovedstadens Beboere saa kjærkomne og behagelige Anlæg allerede have krævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. januar 1850, 2. udgave).

Hovedstadens Volde og dens Ødelæggere. (Efterskrift til Politivennen).

Et par artikler beskriver Københavns volde flere årtier før det blev endeligt besluttet at de skulle sløjfes. Heraf fremgår at forfaldet allerede var i gang. Voldene havde ellers været forbeholdt folk med voldtegn, og vagter mm sørgede for at kun disse blev lukket ind. Politivennen beskrev at forbuddet ikke strengt blev overholdt, men dog ikke i en så massiv grad som Kjøbenhavnsposten i tre artikler berettede. 

En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold


Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).

Christianshavns Vold er nok det nærmeste man kommer til noget der ligner voldene i 1840'erne, selv om rester også findes i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Dette skal gøre sig ud for at ligne Kirsebærgangen, der lå på ydersiden af volden, mens Filosofgangen lå på indersiden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc. 

Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne. 

Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede. 

Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne.  Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast. 

De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed. 

De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde. 

De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . . 

Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel. 
- h -

*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk

(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)

Hvad vi ikke i dag kan forestille os, er de enorme møller som lå i alle bastionerne på voldene. Lille Mølle var en af de mindste, og kun "understellet" er bevaret, men giver et indtryk af at selv Lille Mølle var ganske stor. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020).

At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).

Dampmølle paa Christianshavn (Efterskrift til Politivennen)

Som man erfarer, nedlægger hr. borgerrepræsentant og brændevinsbrænder Olsen sit på Christianshavn beliggende brænderi og lader i dettes sted indrette en oliemølle. Når et sådant anlæg indenfor stadens volde ikke forårsager de omboende tab og ubehageligheder, kan herom intet være at sige. Dette bliver imidlertid ikke tilfældet med dette hr. Olsens nye anlæg, hvis samme forsynes med de i oliemøller udenfor stadens porte brugelige stamper. 

Enhver, som kender et sådant værks gang, må indrømme, at dette anlagt på et meget befolket sted, således som tilfældet er i Store Torvegade, i højeste grad generer de omkringboende, da det arbejder både tidligt og sent med stor larm, som familier gerne søger at undgå. Dette har de offentlige autoriteter indset og nægtet tilladelse til sådanne fabrikkers anlæg indenfor statens volde. 

Undertegnede tillader sig derfor at henstille til vedkommende autoriteter, som skulle anbefale eller meddele tilladelse til dette værks anlæg, om det ikke synes hensigtsmæssigt, at det forsynes med hydrauliske presser, hvilke ikke forårsager den larm som stamperne. Kun på dette vilkår er det tidligere tilladt de herrer grossererne Jacob Holm, Beck og agent Riis at anlægge førnævnte dampmøller indenfor stadens volde. Undertegnede og vistnok flere omboende, kan derfor ikke tro, hvad der fortælles, at hr. borgerrepræsentanten søger tilladelse til at forsyne sin dampmølle med stamper, da opnåelsen heraf ville forringe de omliggende ejendommes værdi, og genere naboer og genboer.

En Christianshavner.

(Kjøbenhavnsposten 17. februar 1847)

Oliemøllen står på et lugtekort over stinkende virksomheder i København angivet som Torvegade nr. 382. Torvegade 382 blev i 1901 til Torvegade 49, 1906 henlagt til Dronningensgade 54/Torvegade 49, og endelig i 1934 udlagt til offentlig gade. Med andre ord, offer for Torvegades nordsides udvidelse. Dampmøllen lå formentlig på modsat side af Dronningensgade overfor Lagkagehuset.

Dampmøllen må have ligget på hjørnet over for Lagkagehuset, altså helt til højre i fotoet, ved skiltet for venstresving forbudt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jakob Holm havde i 1825 løst privilegium på en oliemølle der lå på Holms Plads på Christianshavn og blev drevet af en dampmaskine. Hans oliemøller blev nedlagt 1925.

Om Passagen paa Volden. (Efterskrift til Politivennen)

Om Passagen paa Volden. Kjøbenhavns Gouvernement har for nogle Aar siden udvidet Tilladelsen til Spadseren paa Fæstningens Hovedvold saaledes, at Passagen er fri til Kl. 11 i Maanederne Juni og Juli og til Kl. 10 i August. Med Hensyn til det Publikum, som efter denne Tid kunde ønske at passere Volden ved at gaae hjem fra Tivoli og Frederiksberg og paa Grund af at Aftenerne i August og September Maaneder er den behageligste Spadseretid paa hele Aaret, kunde man ønske en yderligere Udvidelse af den omtalte Tilladelse. Herimod kan neppe gjøres grundede Indvendinger, da Vagternes Styrke ingen Forøgelse behøvede i denne Anledning ligesaalidt som Toldvæsenets Tilsyn behøvede at vedblive naar Bommene bleve lukkede til sadvanlig Tid. Nu seer man Publikum blive nedviist fra Volden til de anførte Tider, men kort efter kan man let overtyde sig om at Bestemmelserne dog ikke overholdes; idet ikke Faa overtræde den upaatalt, naar Posterne ere indtrukne og Patrouillerne ere vendte tilbage. Ved forskjellige Leiligheder har man seet at Mængden ikke ved de sædvanlige Poster kan holdes borte fra Volden og det synes ubilligt uden Nødvendighed at berøve det dannede Publikum den omtalte Behagelighed. Man betvivler ikke at den humane Commandant, General von Hagen, med Glæde vilde gjøre en Forandring i denne Henseende, men muligen kunde dette have sine Vanskeligheder i H. D. Gouverneurens Fraværelse, derimod antager man, at det ved directe at henvende sig tit H. M. Kongen vilde være let for Commandanten at udvirke en staaende Befaling, hvor ved det tillades Publikum at passere Volden til Kl. 12 i Maanederne Mai, Juni, Juli, August og September, hvorved alle Vanskeligheder for Fremtiden vilde bortfalde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1846, 2 udgave).

Frue Arbejdshus. (Efterskift til Politivennen)

De Spadserende og Gaaende ved Nørrevold uden for No. 227, standses ofte paa en behagelig Maade i deres Gang, ved en af Smaapigerne i Frue Arbeidshuus af og det der, mellem dem selv indbyrdes anstillet, saare skiøn Vocalmusik. De have vakre Stemmer, og maaskee kunde deres Foresatte ved at lade dem høre et Par Timer af og til i disse Sommeraftener fra 8 en halv til 10 en halv, skaffe disse med saa megen Anlæg til Sang og Musik begavende unge Piger en ikke liden Indtægt, naar Indgang for ubestemt Priis tillodes, da Kiøbenhavnerne, som man veed, rundeligen giver, naar det gielder om at opmuntre Talent, Konst og Flid.

Dagen 25. juni 1813.

Bøn til Kjøbenhavns Gouvernement.

Med sand taknemmelighed påskønnes de senere års foranstaltninger til forskønnelse af hovedstadens omegn. Hvori blandt den smukke gang neden om volden fra Rysensteens til Holcks Bastion, til bekvemmelighed for de som besøger badene, indtager en fortrinlig plads. Men den mere sædelige del af publikum må med lige så stor harme se hvorledes denne skønne promenadeplads bliver behandlet af alskens pøbel, som den ofte vrimler af. 

Governementet har ved at forunde enkelte familier adgang og meddeler disse tegn til promenade i nævnte gang og Kirsebærgangen tilkendegivet at denne gang kun er for dem som har fået adgangskort og på hvis sædelige opførsel man stoler. Ligesom der ikke alene også er oprejst tavler med indskrift der forbyder at gå udenfor de almindelige veje, bestige brystværnet eller afbryde grene, men også ved Vester- og Nørreport er placeret skildvagter for at afkræve enhver indpasserende tegn. Ved en låge der er anbragt på volden ved Holcks Bastion, findes derimod en gammel udlevet olding, og ved den låge som vender ud til tømmerpladsvejen, en sælgerkone, som begge har nøgler til lågerne. Og ved disse to indgangssteder indlades formodentlig uvedkommende. Disse to personer kan vel ikke bemyndiges til at afkræve nogen tegn, heller ikke kan de bedømme om man går til eller fra badehusene. Men man ser daglig hele klynger af børn i smudsige, forrevne og lasede klæder, håndværksdrenge og lazaroner bestige volden og i flokke nedstyrte sig i gangene hvor de ikke alene besværer den sædeligere del af publikum som det er tilladt at besøge stedet, men endog fornærmer de gående og - dette bør ikke finde sted.

Anmelderen blev således for nogle dage siden formelig bortjaget fra den bænk som er under volden ved Gyldenløves Bastion idet man fra det øverste af volden fordrev ham med nedkastede græstorv og sten. Denne sidstnævnte bastion, Holcks og Rysensteens bastioner, er i særdeleshed de steder hvor dette uvæsen drives, og man kan ved højlys dag se flere skarer af sådanne personer og børn forsamlede oven på brystværnet. Nede i gangen bliver ikke alene svære grene brækket af, men endog træer afsavede og træer som står nede ved graven, rokket fra den ene til den anden side så længe, indtil de brydes enten ind i gangen eller styrtes i graven da rødderne kun er svage. Møllerne eller de som har forpagtet græsningen, og som med besværlighed afmejer græsset og opsætter høet i stakke, får dette splittet ad over volden og gangen. Og de kan umuligt få den fred som deres forpagtning dog synes at burde hjemle dem. For omtrent 14 dage siden sad ikke mindre end 5 lasede drenge i et stort træ formodentlig et kirsebærtræ - som står bagved Holcks Bastion, og afrev og nedkastede alle de grønne bær de kunne nå . En sådan skadefryd fortjente dog i sandhed en alvorlig revselse.

Anmelderen som kan erindre at skildvagterne før var anderledes placeret på voldene end de er nu, så dengang aldrig sådanne overtrædelser. Og han tillader sig derfor at bede om at skildvagterne om sommeren må posteres således at de kan sørge for ordens overholdelse i Kirsebærgangen. Ligesom det også ville være ønskeligt om flere patruljer til ubestemte tider af dagen blev udsendt af vagterne for at holde orden, afkræve enhver tegn, og uden persons anseelse arrestere enhver som fandtes ad ulovlige vejen at have skaffet sig adgang til disse steder, der foretog sig nogen krænkende handling for den offentlige ro eller velanstændighed, eller endog modvillige gjorde skade. Det kan måske også pålægges skildvagterne ved de almindelige indgange at nægte adgang for de skarnsbørn der nu almindeligvis slutter sig en queue til en indpasserede barnepige for siden at sprede sig over gangene og drive et stygt uvæsen der. Endelig tillader man sig at foreslå at der på hvert adgangskort blev anført det højeste antal af personer som derved fik adgang til promenade.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 496-499)

Redacteurens Anmærkning

Rysensteens Bastion var den sydligste på Københavnssiden af volden. Lidt nord for lå Holcks Bastion mellem Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard omtrent mellem Ny Vestergade og Ny Kongensgade. Altså der hvor Rådhuset og Rådhuspladsen ligger i dag.

Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)