Et par artikler beskriver Københavns volde flere årtier før det blev endeligt besluttet at de skulle sløjfes. Heraf fremgår at forfaldet allerede var i gang. Voldene havde ellers været forbeholdt folk med voldtegn, og vagter mm sørgede for at kun disse blev lukket ind. Politivennen beskrev at forbuddet ikke strengt blev overholdt, men dog ikke i en så massiv grad som Kjøbenhavnsposten i tre artikler berettede.
En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold
Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.
(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).
Christianshavns Vold er nok det nærmeste man kommer til noget der ligner voldene i 1840'erne, selv om rester også findes i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Dette skal gøre sig ud for at ligne Kirsebærgangen, der lå på ydersiden af volden, mens Filosofgangen lå på indersiden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.
Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc.
Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne.
Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede.
Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne. Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast.
De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed.
De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde.
De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . .
Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel.
- h -
*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk
(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)
Hvad vi ikke i dag kan forestille os, er de enorme møller som lå i alle bastionerne på voldene. Lille Mølle var en af de mindste, og kun "understellet" er bevaret, men giver et indtryk af at selv Lille Mølle var ganske stor. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020).
At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.
(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).
En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold
Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.
(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).
Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc.
Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne.
Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede.
Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne. Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast.
De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed.
De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde.
De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . .
Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel.
- h -
*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk
(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)
At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.
(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar