til en Ven paa Landet.
Din sidste venskabelige Skrivelse indeholder saa mange Spørgsmaal, at jeg for denne Stund ikke kan besvare dem alle. Jeg vil derfor udpille de vigtigste og gjøre Rede for dem efter bedste Evne. Synes Du da at være fornyet med denne Prøve, kan Du vente at see dine andre Spørgsmaal besvarede ved Lejlighed. Da Du holder Københavnsposten i Fælledsskab med Omegnens Geistlighed, vil jeg tale til Dig igjennem dette Blad, for at befrie os begge for Brev-Portoen.
1) Hestevæddeløb. Herom er nu Talen baade Nat og Dag og den endes ikke uden med bitter Satire, Latter og Raillerier. Hvorvidt nu dette er rigtigt, henstiller jeg til dine egne Anskuelser, og forholder mig kun som en tro Skildrer af hvad jeg har seet og hørt. Altsaa til Sproget.
Skjøndt jeg ikke har nogen Receptivitet for at løbe efter Comoedier, Tragoedier, Halsbrækken og andre Optrin, foretog jeg mig dog - alene for din Skyld - Aftenen før Vedddeløbet en Udvandring til Nørrefælled, hvor jeg fandt et Plankeværk af en Omkreds af 1/4 Miil. Indenfor dette, var Rendebanen afstukken med Lægter og i visse Distancer opreist Pæle med paamalede Afstande. De fleste Arbeidere herved syntes mig at være Slaver, Folk, der nuomstunder bruges til flere private Arbeider. Om disse jernbeslagne Syndere bør - udenfor Kongens Tjeneste - tage Brødet fra mangen brav Daglønner, der under den største Armod med en stor Familie maa hendøse sin Tid, fordi han ikke kan faae Arbeide, indseer Du som Ordets Forkynder vel bedre end jeg, men det veed jeg, at dette Forhold er een Grund mere til den nathansonske Lyksalighed og et Opmuntringsmiddel for den Svage til at begaae Forbrydelser, hvorved de blive visse paa at beholde Alt undtagen Æren, om hvilken jeg har hørt flere Daglønnere sige, at den forslaaer kun lidet i Maven. Medens jeg skuede rundt omkring mig og betragtede det nydelige Kongetelt med der ligeoverfor ophøiede Dommersæde for Væddeløbet, kom jeg i Samtale med tvende fattige, men, som det lød, vakkre Daglønnere, der begge som Familiefædre beklagede sig over, at de ved saadant sieldent og vidt omstrakt Arbeide maatte med lomme Hænder betragte Slaverne, som nedrammede Pæle, hvilket de meente, de kunde giøre ligesaa godt og vel ogsaa bedre havde fortjent. Det har altid været mig en Fornøielse at tale med Folk af den simpleste Classe , fordi man derved erholder megen Menneskekundskab og lærer at kjende saadanne Folks gode og svage Sider, især naar man er ukjendt. Derfor kom jeg heller ikke fra hiin Samtale, førend det var bælmørkt.
At dette Væddeløb dog maatte være af stor Vigtighed, bevises bedst deraf, at Skolerne vare lukkede to hele Dage og Confirmations-Underviisningen blev afbrudt. At Skolelærerne ere fornuftige og duelige Mænd, behøver jeg vel ikke at fortælle Dig, og endnu mindre tvivler Du om, at min Præst - altsaa din Hr. Broder - heller ikke er til at kaste bag af en Vogn. Der maa altsaa ligge en Vigtighed i dette Væddeløb af en Fjerdingvej, der gaaer langt ud over en Lægmands Forstand og dybt ind i Præstens, altsaa ogsaa i din.
Allerede om Morgenen Kl. 9 paa den første Dag, var Plankeværket udenom garneret med levende Broderier; ogsaa jeg maatte skynde mig at faae en fri Plads og var saa heldig, umiddelbart at blive en Plankeværks-Gjæst, og saae ligesaa godt som en Tilskuer paa Rigsdalers Bænken. En staaende Plads indenfor Skrankerne kostede ikke mere end 2 V, men det er dog Penge, som nuomstunder falde temmeligen i det Fine. Efterat jeg havde staaet mig træt i nogle Timer, skulde da Løbene begynde; jeg saae nogle Dyr løbe en Gang rundt i faa Minutter, men noget Overordentligt derved fandt jeg ikke, maaskee fordi jeg som Ukyndig havde forestillet mig Tingen langt anderledes. En Matros, som stod ved Siden af mig, svor paa, at han omkap med eet af disse Dyr vilde løbe Banen to Gange rundt; men han tilstod, at Dyret vilde vinde den første Omgang, hvorimod han, uden Viindrikken, skulde vinde den anden. Han paastod, at en Hest ikke i Længden kan holde Ud med ham. Heri var vel noget Brouterie, men jeg hørte Mange sige, at saadan en Sviptour ikke beviser en Hests Styrke og Udholdenhed. Derfor kan jeg godt lide nogle Nørrejyders Forslag om et Ridt hele Landet igjennem; thi da vilde man saae at see, hvilke Grimacer Petronella, Fenella og Brøndums graa Vallak - hvis den ellers ikke er bleven bovlam - vilde gjøre mod Heste af den jydske Race. Imedens man ansaae disse Ridt for noget Legeværk og ventede paa, at det egentlige Ridt ret snart skulde begynde, studsede man pludseligen ved at høre, at Væddeløbet for den Dag var forbi. "Ja, ja", raabte man, "saa begynde vi i Morgen igjen." Deels slukørede og deels under Latter hørte jeg velklædte Damer sige: "Det er en Skam at narre os April i September Maaned."
Morgenen efter læste man i Adresseavisen en Taksigelse fra Veddeløbs - Committeen for den Orden, Folket havde holdt, ret ligesom det danske Folk pleide at søge Lejlighed til at begaae Excesser. Jeg troer tvætimod Andres Anskuelser, at forstaae Taksigelsen, som om Committeen fandt sig smigret med et - intet mindre end - lovprisende Omdømme. Det være nu med Taksigelsen, som det vil: den syntes anden Dagen at have gydet Olie i Ilden.
Paa den anden Væddeløbs-Dag syntes Folkets Raptus eller Manie at være noget kjølnet, thi Hastværket med at tage Plads var meget maadeligt, og af betalende Tilskuere vare der langt fra ikke saa mange som Dagen tilforn. Denne Dag var Majestæten med det hele kongelige Huus tilstede, og denne høie Nærværelse anseer jeg som en væsentlig Aarsag til, at Pluraliteten indfandt sig ved Væddeløbet anden Gang. At Folket henvender sig til den Kant, hvor Kongen opholder sig, finder jeg at være en god gammel Skik; der ligger noget Betydningsfuldt i denne Nærmelse til Kongehuset. - Løbet begyndte nu ved Klokkens anden Lyd; Dyrene rendte, som om de vare gale, hvilket ikke er saa underligt, naar man betænker, at en Flaske Madera nok kan oplive Geisten; Flere paastode, at Rytterne ogsaa vare halvfulde, thi de sadde ikke som Ryttere; men skjøde Ryg som Aborrer; dog maaskee den Stilling hører til Løbet, for at befrie Dyrene for noget Vindfang. Løbet fortsattes noget længere end Dagen tilforn, og Resultatet af det Hele blev, at, til Exempel, Petronella vandt 1300 Rd r. S, hvilke hun vist vilde have tabt, hvis hun skulde have rendt Jydland igjennem, eller trukket 20 Tdr. Hvede fra Odense til Svendborg. Her maa man sande Ordsproget, som siger, at "den Hest, som trækker meest, faaer mindst af Havren." Om Petronella kan man istemme Peter Syvs Ordsprog, at "hvor Traaden er svagest, der brister den": derfor tør den ikke vove et Løb med de jydske Heste. Samme Forfatter siger ogsaa, at "det er ingen Skam, at den Ringere viger den Mægtigere"; dette skulde Petronelas Eier smukt betænke og efter en Gevinst af 3,000 Rd ved nogle Sviptoure - en sand Levevej! - lade Bæstet nyde Ro i sine svage Dage. Jeg siger "svage Dage", fordi Petronella har Ord for at have Spat, hvilket hos Heste vel maa ansees som Podagra, og formodentlig kommer af Vinen, en Drik, som maaskee burde forbydes ved alle Væddeløb, og som de gode Jyder vel ikke ville taale. Under Løbet skeete ingen Uordener, da Politiebetjente og Husarer havde det nysgjerrige Publicum i Kikkerten - naar undtages at en Deel Bræder og Lægter bleve frarevne, hvorved det blev lettere for Uberettigede at tage Plads paa Rigsdalers - Bænkene. En Husar var fuld, formodentligen af Glæde over det nydelige Skue, og en Politiebetjent fik en alvorlig Kindhest formedelst sin Iver. Hvem Dommeren var under dette Løb, veed jeg ikke vist; Nogle sagde, at det var Petronellas Eier, Andre, at det var dens Leier; men jeg har ladet mig sige, at det var Hertugen af Augustenborg. Gevinsterne bleve hentede ved Dommersædet, hvor, som sagt, Petronella indkasserede 1300 Rd r. S. for et umaadeligt Spring. Nu er da den Stads forbi for i Aar; til næste Aar faaer man vel noget Lignende, hvis der ellers ikke kommer en Kurre paa Traaden. For Petronella er jeg nu ikke mere bange. Hvad disse Væddeløb have beviist, gad jeg dog gjerne vide; thi som Ukyndig kan jeg ikke øine den mindste væsentlige Nytte.
(Kjøbenhavnsposten, 20. september 1832)
