Vognmagergade rømmes: Flyttedag April 1909. (Efterskrift til Politivennen)

Det dødsdømte København.

Beboerne bliver i pesthulerne til de rives ned over hovedet på dem.
150 år gamle rønnner.

Straks efter flyttedag begynder kommunen det store nedrivningsarbejde af det mørkeste og usundeste kvarter i byen, kvarteret omkring Vognmagergade og Brøndstræderne. Man tager dog ikke det hele på en gang, men nøjes med foreløbig at rømme den firkant af gamle rønner som ligger mellem Møntergade, Vognmagergade, Store Brøndstræde og Gothersgade.

De fleste af lejerne bliver hængende der til den alleryderste frist, og en del har svoret på at vil man have dem ud af ejendommene, må man lade fogdens folk bære indboet ned på gaden for dem - så sparer man altid sig selv for nogen ulejlighed.

Lejerne i den øvrige del af det dødsdømte kvarter, altså mellem Store Brøndstræde, Vognmagergade, Landemærket og Gothersgade bliver først opsagte nu, for nedrivningen af disse ejendomme skal først foretages efter oktober flyttedag. Lille Brøndstræde bliver således stående endnu i et halvt års tid.

Gård i Vognmagergade.

Hele det dødsdømte kvarter omfatter i alt over 60 ejendomme på et areal af omkring 29.000 kvadratalen, og ejendommene er vurderet til over 2½ million kroner. En betydelig del af arealet, ca. 8.150 kvadratalen, vil medgå til nye gader og gadeudvidelser - Vognmagergade skal således udvides til 25 alens, og de andre gader til 20 alens bredde.

Ved erhvervelsen og bebyggelsen af disse grunde sættes godt 5 millioner kroner i cirkulation. Hvilket jo betyder ikke så lidt i disse forretningsløse tider. Der bliver her arbejde for mange ledige hænder.

De gamle rønner som nu skal jævnes med jorden, er opført efter den store ildebrand i 1728, da 1.670 huse, mere end to femtedele af staden, ødelagdes. De fleste af husene i Vognmagergade og Brøndstræderne er opført i årene 1754-56 og er altså over halvandet hundrede år gamle.

Gård i Brøndstræde. 

Enkelte af ejendommene har efter den tids fordringer været ret komfortable, men det overvejende antal blev bygget for fattigfolk, og partiet mellem Vognmagergade og Lille Brøndstræde er da også noget af det mest sammenpakkede og brøstfældigste man kan finde. En hønsestige fører op til etagerne, gårdene er netop så store at der er plads til et par små huse med hjertedøre og en skarnkasse. Svalegange hænger adskillige steder ud over gårdsrummet og før dette mørkt som i en kælder. 

Vi skal i en følgende artikel fortælle lidt om kvarteret veteraner og dets berygtede brændevinsknejper.

(Folkets Avis, 14. april 1909)

Farvel, du gamle Vognmagergade.

Den side af Vognmagergade der nu skal nedrives.

Endelig, efter mange års talen om Vognmagergades og Brøndstrædes nedrivning, kommer nu det øjeblik da der tages det første, ordentlige haps i det gamle kvarters mure.

Beboerne på den side i Vognmagergade der vender ad Gothersgade til, er flyttet ud til flyttedagen og derefter går det løs med nedrivningen.

Mange københavnere vil med en slags vemod sige farvel til de gamle huse. Man kan nok så meget glæde sig over at der renses ud i en sundhedsfarlig bydel, og man kan glæde sig over de nye, statelige bygninger der skyder op. Men de mere modne københavnere vil alligevel føle et savn. Og de mange mennesker der i tidens løb har boet her, vil føle dette savn endnu mere. Det går her som med den maleriske hytte: den kan være hyggelig indvendig, men udadtil er den en idyl for hvilken en stenkolos på fire etager bliver en jammerlig erstatning. Overfor en ny gade står byens beboere gerne fremmed en længere tid.

(Aftenbladet (København), 19. april 1909)

Det dødsdømte kvarter

I gyder og gårde

Motiv fra Lille Brøndstræde. - En af de gamle rønner foreviges.

Det er flyttedag.

Nede i Vognmagergade-kvarteret holder de flyttedag, så det forslår noget. I de sidste dage er der ordentlig rømmet ud i de gamle rønner. Og i dag er det egentlig sidste frist. Måske vil høvlen endnu gå en dags tid eller to i de skumle baghuses snedkerværkstede, skomageren i kælderen vil, kan hænde, endnu flikke et par sko, og der bliver sagtens også tid til at kræve en sidste rest af omgange for de små beværtningers stamgæster. Vognmagergades gamle garde viger ikke pladsen, før det er strengt nødvendigt. Men af sted må de, både snedker og skoflikker og vært og stamgæster. Om få dage bliver husene revet ned.

Det gælder den første af de to karréer mellem Møntergade og Landemærket, den, der begrænses af Møntergade, Vognmagergade, Store Brøndstræde og Gothersgade. Tredive ejendomme står foreløbig for fald. I næste omgang tager man den anden karré. Den samlede erhvervelse vil stå kommunen i 2 ½ a 3 millioner kroner. Så rejser man et stort hus for belysningsvæsenet, men hvad der videre skal ske - det henstår endnu uafgjort. Der foreligger stadig ikke noget resultat af forhandlingerne mellem kommunen og det tidligere omtalte private konsortium

Hvor bliver de af, de folk, som drives ud af de gamle hytter? En del af beboerne tyer ud til Vester- og Nørrebros sidegader. Adskillige af de mange småhandlende søger sig butikker andet steds i nærheden - i andre gamle huse, hvis tilværelse er højst usikker, fordi også de en dag rammes af ombygningsplanerne Der er derfor mange butiksfolk, som straks søger ud i byens fjernere kvarterer, hvor der er mere lys og luft, og hvor lejen er forholdsvis billig. For disse småhandlende kan der selvfølgelig ikke være tale om at betale den dyre leje i de nye huse, der har trængt sig frem i den gamle bys indre kvarterer.

Der var opbruddets stemning i går over det gamle kvarter. I de "bedre" ejendomme - i Møntergade og i Gothersgade - tumlede tungt belastede flyttefolk op og nedad de snævre trapper. Men i de to andre gader klarede man selv flytningen pr. trækvogn. Der bliv endda, oven i læsset, plads til den pjuskede kanariefugl, der fandt trøst for verdens omskiftelighed i det ikke ganske rene stykke sukker, som en venlig hånd havde anbragt mellem burets tremmer. Midt i al travlheden bevarede kvarterets faste gadefigurer en urokkelig ro. De stod og drev ved hjørnet eller i en eller anden port, disse ludende skikkelser, som helst optræder flokkevis. Hænderne dybt begravet i bukselommerne og kasketten på snur over den en enlige pandelok og over øjnene, der det ene øjeblik stirrer sløvt for i næste sekund at spejde underfundig arrogant.

På en førstesal ved et hjørne i en malerisk rønne, ligger det gamle gæstgiveri med de "varme retter hele dagen". Der dufter af karbonade og klipfisk. Gulvet er strøet med sand. Der er en papegøje i et af vinduerne. Der er silhoutter på en af væggene - et helt portrætgalleri af de mere celebre gæster. Her lugter ligefrem af det gamle København. Dette er Møntergade uforfalsket. Det er et gæstgiveri med traditioner. Der er på dette sted stegt og fortæret en ren karbonadernes uendelighed a 40 øre. Spørg den bedagede, hvidhårede opvarter med morgenstien. Han vil fortælle, at her er der drevet gæstgiveri i de sidste halvhundrede år. "Ork ja", føjer han eftertænksomt til - "i hundrede år måske."

Nu må gæstgiveriet finde sig et andet sted. Det deler skæbne med "Skrædderkroen" og med Brøndstræde-restauranten "Det lille Apotek", hvor der indvendig er ståltrådsgitter for ruderne, at ikke disse skal komme noget til i bevægede stunder når apotekets medicin begynder at virke. 

Alle sammen må de bort. Det gælder marskandiseren, som endnu har gamle dyner og madrasser opstablede i vinduerne - så man ligesom får krybende fornemmelser. Man færdes i det hele taget ikke ret længe i disse krinkelkroge, for man gribes af den følelse, at dette vistnok er en studievandring, fra hvilken man i altfor bogstavelig forstand tager noget med sig hjem. De må bort alle sammen, også manden med boden, hvor man kan sikre sig blanketter til festtelegrammer og gadens nyeste vise. I vinduet har han konfirmations-lykønsknings-blanketter med billeder af knælende engle, som holder en døbefont op imod en ærværdig præstemand og en bævende bleg konfirmandinde med hvid pibestrimmel i halsen - side om side med "grinagtige" viser og "humoristiske" kort, hvis humor i alle måder er af tvivlsom beskaffenhed. Der er noget for enhver tilbøjelighed også for den sentimentale, som sikkert vil finde hvile i den smukke lille sang om den syge lille pige, der stadig håbede på at komme hjem fra hospitalet til sin egen lille mor - og "Det var en lørdag aften" som tillæg.

De gamle rønner står for fald. Den, der vil sige dem farvel, må skynde sig. Går han ind gennem porten i Møntergade 31, vil han opdage en lang smal gyde, som løber helt ud til Brøndstræde. Den forfaldne husrække på venstre hånd er "De fattiges Sjæleboder" endnu for halvandet hundred år siden et hospital, en mild stiftelse, der senere som adskillige andre milde stiftelser gik op i "Almindeligt Hospital". Det er hvad man kalder "et morsomt interiør", og af dem er der adskillige. Men sandt at sige, der lugter ikke altid godt i disse Interiører. Det er mare ikke rent vand - som han siger, Holbergs Arv.

Nå, man kan jo holde lommetørklædet for næsen, og øjnene kan man bruge frit. Der er nok at se, fuldt op af fremspringende trapper med skæve gelændere, af underlige trin og kroge og fordybninger, hvor man mindst venter det. Mørkt er der mange steder. Det kan hænde, at en solstråle i hastigt blink smutter ned ad en snavset mur. Det er gydens poesi - den smule solstråle og så, derhenne i et af vinduerne i en rømmet lejlighed, to blanke pinseliljer, der kigger op af en flaskehals, forundrede over, at man har glemt dem.

Cac.

(Dagens Nyheder, 20. april 1909. En lignende artikel stod i Nationaltidende, 20. april 1909)

Vognmagergade-Kvarterets nedrivning.

I dag begynder udflytningen.

Gammel Mønt nr. 22.

Som bekendt er Vogmagergadekvarteret dødsdømt. Alle de gamle smadrekasser skal rives ned, og i dag sker udflytningen.

Den dødsdømte karre begrænses af Møntergade, Vognmagergade, St. Brøndstræde og Gothersgade og omfatter ialt ca. 30 ejendomme der for længst har været uskikket til gode menneskeboliger. Der er overflod af gårdbrønde, krinkelkroge, trappegange og værelser så lavloftede at man skulle synes det var stridende med byggeloven, eftersom en velvoksen mand næppe nok kan stå oprejst. Rummene er uhyggelig små, dårlig luft undergraver beboernes sundhed.

Nu gør kommunen med rask hånd en ende på det. Det er et areal på omtrent 2 tønder land der her bliver frigjort og forhåbentlig prydet med en samling smukke og dekorativt virkende moderne ejendomme. Det er foreslået at kommunen lægger for med opførelse af en stor bygning hvor belysningsvæsnets administration skal være til huse. De snævre gyder vil nu forsvinde, og i stedet anlægges brede, flotte passager og asfalterede gader der stråler i elektrisk belysning.

I dag flytter altså beboerne ud. Der er i de sidste dage sket henvendelser til stadens økonomikontor fra forskellige af beboerne, der anmodede om at få tilladelse til at blive boende nogle dage efter flyttedagen. Småfamilierne begrundede anmodningen med at de ikke endnu havde fået en ny lejlighed, og nogle forretningsdrivende  beklagede sig over at de forretningslokaler som de havde lejet, endnu ikke var i stand til indflytning.

I alt er der sket et halvt hundrede af den slags anmodninger. Magistraten har svaret at fra dens side var der intet i vejen. Men nedrivningen står jo lige for døren - og så gælder der ikke længere nogen pardon.

Nedbrydningsarbejdet.

Magistraten har i den forløbne uge udbudt hele karreen til nedrivning.

Af praktiske hensyn er karreen delt i 4 partier, således at arbejdet udbydes i licitation til fire forskellige entreprenører. Man har ment at en sådan ordning var den heldigste da en mand vanskeligt kan overkomme ledelsen af nedbrydningsarbejdet på 30 ejendomme.

Fristen for tilbudenes indlevering udløb i går. Efter hvad vi i aftes erfarede, var der i alt indleveret 40 tilbud.

Tilbudene skal nu prøves. For så vidt de er acceptable, sker approbationen en af de sidste dage i denne uge, således at nedbrydningen antagelig kan påbegyndes på lørdag.

Nedbrydningen skal være tilendebragt senest 10 uger fra den dag at regne, da tilbudene er blevet antaget - altså i de første dage af juli.

Der vil her allerede for nedbrydningens vedkommende blive beskæftigelse for en mængde arbejdere. I det hele taget sættes flere milioner kroner i cirkulation til gavn for byen og dens befolkning. 

(Social-Demokraten 20. april 1909).

Udrykningen fra Vognmagergade-kvarteret.

Parti fra Vognmagergade i går.

Der var travlt i går blandt de dødsdømte Vognmagergadekvarter, og udflytningen gik rask fra hånden. Blandt de enkelte store flyttelæs fra de forretningsdrivende, som har lokaler særlig i Gothersgade- og Møntergade-ejendommene, sås lange rækker af små trækkevogne med de fattige og beskedne stykker bohave fra kvarterets småfolk.

Det var ganske vist flyttedag over hele byen. Men i så stor stil som i Vognmagergadekvarteret skete flytningen dog ikke i de øvrige bydele.

I det dødsdømte kvarter var der liv.

Fra alle gyder og gårde rykkedes der ud. Småfamilier med gustne og blege ansigter for travlt frem og tilbage: nogle bar på en lampe, et skilderi eller et lettere stykke møbel, som de under armen eller på ryggen førte af sted til den nye lejlighed - for de flestes vedkommende sikkert et langt stykke vej ud til en af forstædernes smålejligheder. Hist og her bemærkedes blandt de flyttende mænd, kvinder og børn af et fremmedartet udseende, med mørke, slaviske ansigtstræk, kulsorte øjne og hår. Det var medlemmerne af russerkolonien, af hvilke flere har haft til huse i dette kvarter, og som nu ligeledes var under opbrud for at søge nye bostæder.

Et stort antal er allerede tidligere flyttet ud, og udrykningen går derfor rask for hånden. Da det glider hen på eftermiddagstimerne, tyndede det mere og mere ud i de flyttendes rækker. Lejlighederne tømmes, disse usle, sorte rum af hvilke mange næppe opfyldte sundhedens og hygiejnens fordringer til en ordentlig menneskebolig.

*

En mængde københavnere benytter lejligheden til at aflægge en hastig visit i det dødsdømte kvarter. De damer der vover sig derind, forsvinder dog hastig! Sceneriet er nemlig lidt for krast. Udenfor stamknejperne har de faste mandlige og kvindelige gæster samlet sig for at fotograferes. De tager opstilling ude på fortovet, midt i en sværm børn. En fotograf tager en plade af de to kendte beværtninger "Guldgruben" og "Det lille Apotek", af hvilke den sidstnævnte nu synger på sit sidste vers, og stamgæsterne får en plads med på billedet, sammen med gadens to håndfaste politibetjente. Det er saftige ord der veksles mellem stamgæsterne, mens pladen tages - usminkede udtryk fra gadesproget, der opfanges af småbørnene, men absolut ikke egner sig for dameøren. Intet under, at de videbegærlige damer, der var lokket til af dette originale gadeinteriør med den ambulante fotograf, hurtigt vender om og forsvinder ud i Gothersgade, hvor livet pulserer under mere normale former.

I Lille Brøndstræde har en maler opstillet sit staffeli midt i gyden, omsværmet af børnene, der med forbavselse iagttager, hvorledes han på lærredet fremtryller en i deres øjne vidunderlig gengivelse af indgangen til "De gamle Sjæleboder" ved porten nr. 12 i Store Brøndstræde.

"De gamle Sjæleboder" er den gamle gyde, der fra ejendommen nr. 31 i Møntergade strækker sig helt op til Brøndstræde. "Sjæleboderne", Lille Brøndstræde, Lille Regnegade og Ny Adelgade danner på stadens kort en passage i samme linie og har i sin tid dannet en sammenhængende gade eller smøge fra Kongens Nytorv til Volden.

"Sjæle-boderne" i Brøndstræde hørte for øvrigt for ti par århundreder siden ind under byens fattigstiftelser, men blev solgt til murermestrene og blev deres lavshus.

"Sjælebodernes" oprindelse kan spores så langt tilbage som året 1550, da de under navnet "Boder fra St. Clare" stiftedes af borgmester Albert van Gochs enke og gav anledning til gadenavnet "Klareboderne". Efter branden 1728 genopførtes "Sjæleboderne" på samme sted, hvor de nu ligger, i smøgen ud til Møntergade 31, der den gang hed "Bag Østervold". De mærkelige gamle huse, med trappe op til indgangsdørene over en høj kælder, er vistnok en nøjagtig kopi af de oprindelige boder fra 1550.

Disse huse, hvor altså i middelalderen fromme mænd og kvinder afleverede milde gaver til Sankta Claras ære og til gavn for de fattige som her fik fribolig, var altså efterhånden ved omskiftningen af byens fysiognomi kommet til at ligge midt i "det mørke København". Fra et par århundreder siden, da "Sjæleboderne" ophævedes som stiftelse og overgik til byens murermester organisation, har det sandsynligvis i disse lokaler været afholdt mange flotte lavsgilder, hvor der ikke sparedes på mosten. Ved tidens omskiftning har det fordums lavshus nu kommet til at ligge som genbo til småknejper af "det lille Apotek"s kaliber hvor drikkevarerne også har flydt i strømme, men næppe en drue af den art som gamle, rige murermestre serverede.

Nu står som sagt maleren og foreviger de gamle sjæleboder under hvis mure der er udspillet så mange vekslende scener og som nu i løbet af kort tid forsvinder.

R.-B.

(Social-Demokraten, 21. april 1909).

Brøndstræde og Vognmagergade inden Nedrivningen, 1908-1909. (Efterskrift til Politivennen).

Kvarteret omkring Brøndstræderne i København blev i starten af 1900-tallet af flere aviser betegnet som en ghetto. Jødeforfølgelserne i Rusland 1905 førte til at ca. 3.000 russiske jøder flygtede til København hvor de fortrinsvis levede i de fattigste kvarterer som skomagere og skræddere. Særlig mange levede i kvarteret omkring Lille og Store Brøndstræde, et område der et lille årti forinden havde været kendt og berygtet for prostitution. Fx voldsomme udbrud af kopper i 1908. Især østeuropæere søgte området: russere og polakker.

Store Brøndstræde 12. Fotograf Fritz Theodor Benzen. Københavns Museum. Public Domain.

Danmarks første socialdemokratiske borgmester, Jens Jensen (1859-1928) blev interviewet 16. oktober 1908. Jens Jensen var finansborgmester i København 1903-24. En af de vigtigste borgmesterposter i Magistraten. I hans borgmestertid blev meget af nutidens København etableret: Fælledparken, Bispebjerg Hospital, socialt boligbyggeri mm.

Brøndstrædekvarterets ombygning.

Der udgik i går meddelelser til husejerne mellem Møntergade og St. Brøndstræde om at opsige lejerne.
Borgmester Jensen udtaler sig om ombygningsplanen.

Som meddelt i vort nummer i går, har finansministeren stillet det titnævnte beløb 2½ million kroner til rådighed for Københavns Kommune gennem en ratevis udbetaling og yderligere erklæret sig villig til, mod finansårets slutning at forhandle med kommunen om en udbetaling af resten - 1½ million - fs det ved lov fastsatte lånebeløb, for så vidt den ikke forinden er tilsagt en eller flere købstadkommuner til ombygning af usunde bydele.

Vi har i går spurgt borgmester Jensen, om alle vanskeligheder nu efter hans opfattelse var fjernede, og borgmesteren svarede, at der efter hans mening ikke længere var nogen vanskelighed på dette punkt. Der forelå ham bekendt, intet om, at nogen købstadkommune tænkte på at benytte sig af loven af 27. maj 1908, og selv om der mod forventning skulle blive disponeret over fx en halv million til en anden kommune, så lykkedes det vel nok at komme over den ting.

Der vil, fortsatte borgmesteren, i alt fald nu blive taget fat på forberedelserne til ombygningsplanens gennemførelse. Man tager dog ikke det hele på en gang. 

Økonomikontoret meddeler i dag husejerne i kvarteret mellem Møntergade, Vognmagergade, Gothersgade og Store Brøndstræde, at man vil skride til ekspropriation af de pågældende ejendomme, således at ejerne, hvis de ikke vil risikere at ifalde erstatningsansvar overfor lejerne, må opsige disse nu til flyttedagen. For butikkernes vedkommende gælder det vel gennemgående, at der kræves et halvt års varsel for opsigelsen, og til april flyttedag overtager kommunen ejendommene mellem Møntergade og Store Brøndstræde til nedrivning. Planen er da denne, at lejerne i den øvrige del af kvarteret, altså mellem Store Brøndstræde, Vognmagergade, Landemærket og Gothersgade opsiges ved april flyttedag, for at disse ejendomme kan blive revet ned i efteråret 1909. Lille Brøndstræde bliver således stående endnu et år.

Vi spørger borgmester Jensen hvor højt han skønsmæssigt anslår kommunens udgifter til planen gennemførelse. Han nævner ikke nogen bestemt sum. Vognmagergade skal udvides til 25 alens og de andre gader til 20 alens bredde, og kommunen må jo bære det tab, som er forbundet med afgivelsen af areal til gadeudvidelser. Han mener, at forskellen mellem den sum, som grunderhvervelsen koster kommunen, og det beløb, der kan indbringes ved salg af grundene, vil blive holdt indenfor rimelige grænser.

Vi har tidligere fremhævet, at det er tvivl underkastet, om formen og tidspunktet for planens gennemførelse er heldigt valgt. Borgmester Jensen sammenfatter sine betragtninger angående det spørgsmål i følgende udtalelser:

"Hvis man siger, at det ikke er kommunens opgave at gribe ind i bebyggelsen - nuvel, så er det et standpunkt, ud fra hvilket man kan kritisere planen. Men dette standpunkt er for længst forladt både her og andet steds af alle partier. Der er enighed om, at der foreligger en kommunal opgave. Under den almindelige depression trækker den enkelte sig ind i sit sneglehus og lader uvejret drive over. De offentlige organer kan ikke bære sig således ad. Ved erhvervelsen og bebyggelsen af disse grunde sættes godt fem millioner kroner i cirkulation. Det spiller dog en rolle i forretningsløse og arbejdsløse tider. Jeg finder derfor, at der netop nu er grund for kommunen til at gribe ind - frem for at vente, indtil der atter er kommet gang i forretningslivet. Og forholdet er jo ikke det, at vi herhjemme har mistet evnen til at leve videre som økonomisk samfund. Der er spekuleret. Man har skruet værdierne for højt op, og nu må de revideres. Man kan gerne sige, at vi i øjeblikket sidder dårligt i det allesammen. Der er dog ingen grund til at tro, at København har kulmineret, og at vi nu står ved begyndelsen til en almindelig deroute. Hvis kommunen ikke havde nogen kredit, hvis dens hjælpekilder var sluppet op - det var en anden sag. Men nu kan vi jo netop til ombygningen få de fire millioner hos staten på fire år, og vi behøver altså ikke henvende os til pengemarkedet i den anledning."

Borgmester Jensen udtaler derefter sin fortrøstning til, at det ikke vil volde større vanskeligheder at få lejet ud i det nye kvarter. Vi berører den af "Social-Demokraten" stærkt fremhævede mulighed, at kommunen selv bliver nødt til at bygge. Borgmester Jensen svarer: "Lad os nu først se! Der er bestræbelser fremme fra privat side. Mere kan jeg ikke sige om den ting i øjeblikket.

Cac

(Dagens Nyheder, fredag den 16. oktober 1908).

Lille Brøndstræde. Fotograf Fritz Thedor Benzen. Københavns Museum. Public Domain.

Knivdrama i Brøndstræde.

En forhenværende prostitueret kvinde ved navn Johanne Jensen, kaldet "Parykken", boende i Lille Brøndstræde, blev søndag aften i gangdøren til sin bopæl, stukket i ryggen med en skomagerkniv af en af kvarterets løse eksistenser Nikolaj Nikolajsen, kaldet "den lille Cohn".

Hun transporteredes livløs af blodtabet til Kommunehospitalet, mens voldsmanden arresteredes.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 3. november 1908).

Lille Brøndstræde 12. Porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

Stadslæge Hoff om polakkvarteret.

Vi har flere gange her i bladet skildret de frygtelige tilstande der hersker i Lille Brøndstræde og Pilestræde i de ejendomme hvor polakkerne bor. I nogle rædselsfulde hummere, uden luft eller lys, klemt inde mellem nogle snævre, stinkende gårde, bor der ofte over en halv snes mennesker - kvinder, mænd og børn mellem hinanden - pakket sammen i et eneste skiddent rum. 

For at høre hvorledes sundhedskommissionen stiller sig til disse forhold, havde vi i går en samtale med stadslæge Hoff der udtalte sig således:

"Ja, de forhold hvorunder disse mennesker lever, er jo grufulde. Jeg har selv adskillige gange set dem og kan derfor tale med derom. De er ikke blot menneskeligt set demoraliserende, men tillige i højeste grad sundhedsfarlige, og under en epidemi ville de indeholde en smittekilde som vi vanskelig ville kunne komme til livs. Det er derfor en selvfølge at sundhedsautoriteterne allerede for længe siden har haft deres opmærksomhed henvendt derpå og mange gange har foretaget inspektioner af kvarteret.

Den eneste bestemmelse vi imidlertid kan avende, er sundhedsvedtægtens § 44 om overbefolkning. Særlige krav i henseende til renlighed kan vi ikke stille, da det jo er private folk det drejer sig om. Og bestemmelsen om overbefolkning er ikke let anvendelig, da beboerne skifter fra dag til dag. De fleste bor her kun kortere tid ad gangen, og det værelse vi har fundet overfyldt den ene dag, er måske omtrent tomt den næste og omvendt. At give tilhold el. lign. vil derfor omtrent være betydningsløst.

Først og fremmest har vi derfor haft vor opmærksomhed henvendt på at forebygge udbruddet af epidemier. Navnlig koppeepidemier. Mange af de russere og polakker der ankommer hertil, er slet ikke vaccinerede, og vi har i den anledning allerede for længe siden henvendt os til den russiske-jødiske hjælpekomite, gennem hvilken der er uddelt trykte sedler i kvarteret med opfordring til beboerne om at lade sig vaccinere. Dette har også haft nogen virkning - hvor stor ved jeg ikke - men adskillige polakker og russere har i hvert fald efterkommet opfordringen.

Nogen gennemgribende og hurtig ordning af beboelsesforholdene anser jeg for næsten ugørlig. Så længe disse frygtelige huler endnu består, vil der jo altid findes forkomne og fattige mennesker der må ty til dem for dog at have tag over hovedet. Heldigvis varer det jo nu ikke længe, for størstedelen af kvarteret bliver revet ned, og selv om beboernes livsvilkår til den tid rimeligvis ikke bliver bedre, vl de i hvert fald være nødt til at flytte hen til ejendomme hvor der er mere plads, og mere luft og mere lys."

(Social-Demokraten 22. november 1908).

De fattiges Sjæleboder. Gård i fortsættelsen af Lille Brøndstræde mellem Store Brøndstræde og Møntergade. Set fra Store Brøndstræde 12. 8. oktober 1908. Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain. 

En letsindig maler.

Købh. tirsdag.

Det er den gamle historie vi her har at fortælle om. En yngre malermester fra Herning der havde tjent godt i sommer, var kommet til hovedstaden for at ordne nogle forretninger og få tegnebogen luftet lidt på en anden måde.

I aftes nåede han at få den således udluftet at en støvsuger ikke kunne gøre det bedre. I Vognmagergade kom han i selskab med kvarteret kendte navne, og her festedes til langt ud på morgenen, indtil den letsindige maler havnede i en rendesten uden ur og penge,

Sådan fandt politiet ham - og sendte ham hjem til den lille hedekøbstad hvor livets fristelser ikke er så vanskelige at modstå.

Kat.

(Holbæk Amts Venstreblad, 3. december 1908).

En sindssyg i  Vognmagergade.

En i Vognmagergade 15 boede arbejdsmand Carl Hansen fik i går eftermiddags pludselig et anfald af sindsforvirring. Da manden var farlig for sine omgivelser, tilkaldtes politiet, og den sindssyge blev under bevogtning af to betjent bragt til Kommunehospitalet i en droske og indlagdes på 6. afdeling.

(Social-Demokraten, 9. december 1908).

Udvandring af russere og polakker.

Politiets fremfærd mod de herværende russere og polakker har bevirket at disse har påbegyndt en almindelig udvandring fra landet.

I går forlod ikke mindre end en snes familier af disse mennesker København, og blandt dem der rejste bort, var den logivært i Pilestræde hos hvem Wolkoff blev pågrebet. 

Et par stykker der manglede rejsepenge, skjulte sig om bord på en damper som "blinde passagerer", men blev opdagede og sendt i land. En af dem havde dog gemt sig så godt at man først opdagede ham da damperen kom til Helsingør. Der blev han så sat af.

Det forlyder at assessor Meyer ved 1. kriminalkammer om nogle få dage vil løslade de 6 russere som blev arresterede efter razziaen i Blegdamskvarteret. I russerkredse frygter man meget for at opdagelsespolitiet derefter skal sende de pågældende tilbage til Rusland hvor de er døden vis. Det er nemlig politiske flygtninge.

(Aftenbladet (København), 9. december 1908).

Røveri på åben gade.

En tidligere straffet person overfaldt i går i Vognmagergade i København en ældre mand hvem han tilføjede et par kraftige slag i hovedet for derefter at frarøve ham hans ur og kæde. Fyren blev kort efter anholdt af politiet.

(Viborg Stifts-Tidende, 19. december 1908).

Originalen og viktualiehandleren.

En 85-årig pensioneret kopist, Erik Petersen der var kendt som original - "Fortovsmanden" - og som boede i stor elendighed på kvisten i vognmagergade 28 i København, havde i flere dage ikke ladet sig se.

I går blev døren til hans lejlighed sprængt, og den gamle fandtes liggende døende på gulvet.

Politiet besørgede ham indlagt på Kommunehospitalet.

I lørdags fandt man detajlhandler Petersen der havde forretning i Eskildsgade 7 i København, liggende hjælpeløs i sin lejlighed.

Han blev indbragt på hospitalet hvor han døde få timer efter.

(Horsens Social-Demokrat, 12. januar 1909).

Et stort tyvekomplot afsløret.

I en beværtning i Vognmagergade anholdtes forleden dag en ung fyr der havde undladt at melde sig til politiets protokol over ofte straffede personer. Ved anholdelsen satte han sig kraftigt til modværge, overfaldt betjenten med spark og slag, men blev til sidst overmandet og bragt på stationen. Her fik man snart oplyst at han var gerningsmand til en del indbrudstyverier i den indre by.

Imidlertid var man samtidig klar over at han ikke kunne have udført tyverierne alene, og i nat anholdtes da tre af hans kammerater. De har endnu ikke tilstået, men øjensynlig står politiet her overfor et større tyvekomplot.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 16. januar 1909).

En dansetyv.

I en beværtning i Vognmagergade i København opererede en såkaldt dansetyv, der mens han svinger folk omkring, stjæler fra dem, forleden med afgjort held.

Under dansen med et af sine ofre stjal han således 60 kr. Den entreprenante tyv havde imidlertid i går det uheld at han blev anholdt af politiet.

(Roskilde Avis, 22. januar 1909).

Storbyens bærme.

En forvalter Sørensen blev for en uges tid siden lokket ned i en beværtning i Vognmagergade.

Sørensen traf her sammen med et par alfonser, Sophus Jørgensen og August Mau; disse to fyre i forening udplyndrede forvalteren. Men da denne senere blev ædru, meldte han sagen til politiet.

Den unge, dygtige assessor Heide-Jørgensen ved 3. kriminalkammer fik sagen til behandling.

De to alfonser blev anholdt hos deres kærester i Lille Brøndstræde og nægtede først alt, men assessoren tog derpå en del af kvarterets piger i forhør, og de fremkom med fældende vidnesbyrd.

Tre af disse kvinder forklarede at det var den almindelige forretningsgang i kvarteret at pigerne slæbte "ofrene" ned i den pågældende beværtning hvor det blev udplyndrede, og pigerne opgav navnene på 5 andre røveralfonser hvoraf de tre straks blev anholdte, nemlig Axel Andersen, Carl Hansen og Amandus Jensen. De to andre, Christian Nifinger og Anders Christensen leder politiet endnu efter.

I de anholdtes logis fandt man fuldt op af gamle tegnebøger, portemonnæer og lånesedler på ure. 

(Folkets Avis - København, 26. januar 1909).

Tiggerskens død,

I et uhyggeligt lille hummer oppe under loftsbjælkerne i en af Vognmagergades gamle rønner har i det sidste års tid boet en 60-årig enlig kvinde som on dagen tiggede de få øre sammen hun brugte til sin mad og til husleje. Det loftsrum hun beboede, var mørkt og koldt, for nogen kakkelovn fandtes her ikke, og lige akkurat så stort at hun kunne ligge udstrakt på sit af gamle sække og lift halm bestående leje,

Husbeboerne åbnede i aftes døren ind til hendes loftsrum. En frygtelig stank trængte ud, og på gulvet begravet i klude og halm, lå den gamle tiggerske død.

Så vidt man kunne se, havde hun været død allerede i flere dage. Synet af hende som hun lå der på sit elendige og svinske leje, var noget af det uhyggeligste vi længe har set. Hun var skindmager, huden var gusten og gul og bedækket med snavs, munden var ganske fordrejet og øjnene trådte frem i deres huler.

Og dog, skønt døden her så så hæslig ud, så er den dog kommet som en befrier til dette stakkels menneskevrag.

(Folkets Avis - København, 4. februar 1909).

I Folketinget blev polakkernes situation diskuteret den 13. februar 1909 i form af førstebehandling af et lovforslag om ændring af Polakloven. Klaus Berntsen (1844-1927), var dengang indenrigsminister (Venstre) 1908-1909. Han var 1910 konseilspræsident og forsvarsminister, 1920-1922 forsvarsminister, 1922-1924 minister uden portefølje:

Forandringer i Polakloven.

Det socialdemokratiske forslag om en forandret affattelse af polakloven kom herefter til 1. behandling.

Stavning udtalte, at hensigten med forslaget var at udvide beskyttelsen for de udenlandske arbejdere. Han troede, at hvis der sikredes dem en bedre behandling her i landet, ville det bidrage til at man slap for sådanne tilfælde som det morderiske overfald på Højbjerggård, idet de fremmede arbejdere, kvinder som mænd, ofte bliver meget slet behandlede. Han fremdrog forskellige eksempler herpå.

Forslagsstillerne ønsker bl. a ny og for arbejderne gunstigere kontraktbestemmelser: de foreslår at arbejdslønnen for de fremmede arbejdere ikke må være lavere, end den i faget gældende tarif fastsætter, eller den ellers er på egnen; at arbejdstiden ligeledes skal være den tarifmæssige, eller som det er stemmende med egnens skik. Der foreslås ny regler for de udenlandske arbejderes boligforhold, for politiets optræden i tilfælde af tvist mellem arbejdere og arbejdsgivere, for tilsynet med overholdelse af de sanitære forholdsregler osv.

Indenrigsminister Kl. Berntsen mindede om, at det endnu ikke var et år siden der blev vedtaget en lov om disse forhold; den vedtoges med tilslutning også fra Socialdemokraterne, og det bestemtes, at den skulle revideres 1911. Det forekom ham derfor mærkeligt, at socialdemokraterne stillede forslag til forandringer af en lov der endnu ikke er trådt i kraft. Det forekom dog ministeren naturligt, at man ventede og så hvorledes loven virkede, inden man ændrede den. Han havde for nylig udsendt cirkulærer til de pågældende myndigheder hvori det indskærpes, at det er hensigten med loven, at der skal skabes betryggende retssikkerhed for de udenlandske arbejdere og forsvarlige levevilkår, også med hensyn til boligernes indretning. Han havde sørget for, at den vedtagne lov var blevet oversat i det polske sprog, og at dens vigtigste bestemmelser blev optrykte i kontrakterne, ligeledes på polsk. Disse kontrakters bestemmelser vil i alle tilfælde blive skærpede.

Flere af de foreslåede bestemmelser anså ministeren for absolut uheldige Således når det foreslås, at kontrakterne skal kunne opsiges med 8 dages opsigelse. Landet vil ikke kunne være tjent med så løse arbejdsforhold, som en sådan bestemmelse ville give anledning til. Andre bestemmelser anså han for ganske overflødige, og atter andre ville kunne indføres administrativt, om det gjordes ønskeligt. Som minister skulle han vide at hævde de i den vedtagne lov fastsatte bestemmelser l deres fulde omfang.

Th. Larsen sluttede sig til de af ministeren fremsatte udtalelser. Flertallet finder den forelagte lov overflødig. Vi vil afvente, hvorledes den vedtagne lov virker, og ikke gå med til forandringer, før de indvundne erfaringer har gjort det ønskeligt. Men det så jo ud som om socialdemokraterne nærmest havde til hensigt at få vedtaget et forbud mod indførsel af fremmed arbejdskraft. I så fald burde de hellere have sagt det lige ud.

Stauning forsvarede endnu en gang forslaget. Det glædede ham at ministeren ikke ville lægge fingrene imellem ved lovens gennemførelse, men han kunne selvfølgelig ikke indrømme berettigelsen af de fremsatte indvendinger.

Ministeren mindede endnu en gang Stauning om at han i fjor havde stemt for polakloven, efter at have opgivet sine ændringer. Det er da ret ubegribeligt, at han nu er så ivrig i at få den forandret, inden man endnu har set hvordan den vil virke.

Th. Larsen gjorde opmærksom på at de polske arbejdere her i landet opnår en løn, som er meget større, end den de kan opnå hjemme. Det turde da ikke være så påkrævet at træffe farlige bestemmelser for lønforholdenes regulering.

Stauning har været med til at stille forslaget, fordi han tænkte sig, at Ballotti-affæren måske havde blødgjort sindene, så man kunne komme videre i år, og mulig derved hindre ny forbrydelser.

Ministeren: Det er meget naivt af Stauning at tro at man kan hindre forbrydelser ved at vedtage nogle lovændringer.

Lovforslaget henvistes til et 15-mands udvalg.

(Bornholms Tidende, 15. februar 1909).

Udsnit af kort fra 1896 som viser placeringen af de nu forsvundne gader, Lille og Store Brøndstræde. Lille Brøndstræde i den nordlige del blev bebygget med Gutenberghus 1912-1914. Nu Det Danske Filminstitut og Cinemateket. 

Kort over samme område fra 1847 som samtidig angiver belysningsvæsnets placering. Begge kort fra Københavns Stadsarkiv. Det ses at to nye gader opstod: Lønporten, opkaldt efter en port som angiveligt skal have været i den vold som blev nedlagt 1647, og Sjæleboderne, opkaldt efter småhuse for fattige. Se også artiklerne.

Kommunens oprydning af Brøndstrædekvarteret.

Stor utilfredshed blandt ejere og lejere.
Der har hidtil ikke meldt sig lysthavende til grundene.

Siden ejerne af ejendommene i karreen Vognmagergade, Møntergade, Gothersgade og Brøndstræde i oktober indsendte - således som de var anmodede om - priser på deres ejendomme til kommunen, har de ikke senere hørt et eneste muk fra de kommunale autoriteter. Ejendomsbesidderre i karreen er med rette indignerede over denne hensynsløse behandling og mener, at de nok efter så lang tid kunne have fået svar på hvorvidt deres priser var accepterede eller ej. For de fleste af dem er det jo af største betydning at få at vide så snart som muligt, hvad de kan få for deres steder, af hensyn til de dispositioner de må træffe vedrørende deres fremtidige eksistens og virksomheder.

Det forlyder ganske vist at Magistraten nu vil ekspropriere ejendommene, men nogen bekræftelse på dette forlydende har hverken ejerne eller andre fået.

At kommunen er kommet i en klemme ved dette projekt, er sikkert. De dårlige tider har bevirket, at der ikke - som til Møntergade-kvarteret - har meldt sig noget privat byggekonsortium. Den omstændighed, at den ene og lidet flatterende side af Vognmagergade skal blive stående, gør heller ikke planens realisation lettere.

Det er i øvrigt i den sidste tid blevet en stor del ledige lejligheder på sidst omtalte side af gaden. Den forestående nedrivning på den anden side gør udlejningen mere end vanskelig. Ejerne af disse gamle ejendomme må derfor også være utilfredse.

Trods alle ugunstige forhold påtænker kommunen at få raseret til april flyttedag 1910 karre nr. 2 i kvarteret, nemlig den der afgrænses af Vognmagergade, Landemærket, Gothersgade og Brøndstræde. Til en del af grunden i denne karre søger Magistraten at få en statsinstitution som lejer, og man har efer forlydende plejet underhandlinger herom i den sidste tid.

(Dannebrog (København), 23. februar 1909).

Knivsstik i øjet.

En gammel, arbejdsløsbager Larson, Vognmagergade 31, 1 o. g. blev i aftes ved 6-tiden overfaldet i Landemærket på hjørnet af Gothersgade af en ham ubekendt mandsperson. Vedkommende tilføjede Larson et knivstik i øjet, hvorpå han forsvandt. Larson transporteredes  stærkt lidende til Kommunehospitalet hvor han blev forbundet. Politiet har fået underretning om sagen og søger nu voldsmanden.

(Aftenbladet, 11. marts 1909)

Russer-slagsmål.

Sent torsdag aften opstod der i Vognmagergade i København et voldsomt og uhyggeligt slagsmål mellem to russere. Den ene kastede en flaske i hovedet på modstanderen og bibragte ham derved så farligt et sår at han måtte føres på hospitalet. Voldsmanden tog politiet sig af. 

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis. 13. marts 1909).

Muligvis er der tale om samme episode som denne:

Et blodigt overfald i Vognmagergade.

Politiet har i går arresteret en polsk stukkatør, Kajtska der under en uenighed med en kammerat, Wassilow, i Vognmagergade har overfaldet ham og tildelt ham et frygteligt slag i hovedet med en fyldt halvflaske. Den overfaldne fik et dybt sår fra issen hen til højre øre og måtte føres til Frederiks Hospital. Her ligger han endnu i en sådan tilstand at lægerne mener at hans liv ikke står til at redde.

(Folkets Avis - København, 15. marts 1909).

"Krateret"

"Den frie Scene"s næste forestilling bliver et socialt drama af den unge forfatter J. J. Kronstrøm.

Hr. Kronstrøm fortæller os at grundakten i stykket er varsel om den sociale revolution der en gang efter hr. Kronstrøms mening, må komme.

Handlingen er hentet fra det store gravrøveri i Roskilde. Kronstrøm forsøger navnlig at udvirke medlidenhed for Wernikewitz der med de mange kostbarheder i sin varetægt, dog måtte sulte og lide nød.

Typerne i stykket er russiske revolutionære og scenen foregår i Vognmagergadekvarteret.

Hen henblik på hr. Kronstrøms tidligere arbejder, navnlig hans udmærkede digtsamling "Fra fattiggården", har man al god grund til at vente sig et virkelig godt socialt drama. 

(Folkets Avis - København, 21. marts 1909).

Jens Johannes Kronstrøm (1878-1933), journalist og bibliotekar. Stykket blev opført to dage, 29. og 30. marts 1909 på Den fri Scene.

"Krateret"

Socialt skuespil af J. J. Kronstrøm
Den fri Scene i aften

Den fri Scene møder i aften med et nyt stykke af en ung dansk forfatter - hr. J. J. Kronstrøms sociale skuespil "Krateret".

Hr. Kronstrøm har søgt sit motiv i omgivelser som sikkert i sig selv frembyder megen interesse, nemlig blandt medlemmerne af den russisk-jødiske koloni som efter revolutionens skibbrud i hjemlandet er forslåede her til byen. Hans stykke foregår i Vognmagergadekvarteret hvor de fremmede flygtninge lever mellem det københavnske pjalteproletariat, og hans skildring går ud på at vise hvorledes den fælles ulykke blander de mest forskelligartede mennesker mellem hverandre. Fattigdommens kludemølle maler godt sammen med ondt, den rene idealisme med fordærvelse og forbrydelse.

Der er fire russiske jøder i stykket. Den gamle patriarkalske og godhjertede Apschekow, de to søskende Abraham og Tekla, hvis far er myrdet af den "sorte bande", og godsejersønnen Iwan som ligeledes har mistet alt hvad han ejede. De håber alle på den kommende omvæltning, men mens Iwan er socialdemokrat og sætter sin lid til arbejdernes organisation, har sult og fortvivlelse drevet Abraham ud i en vild anarkisme. Han er parat til alt. 

I denne desperate sindsstemning bliver han et let bytte for sønnen af den værtinde hos hvem de bor. Det er en rå krabat ved navn Ferdinand som lige er sluppet ud af tugthuset. Han overtaler Abraham til at deltage i et indbrudstyveri hos en juveler, men da tyveriet har fundet sted, flygter han selv ud af landet og lader Abraham i stikken. Politiet kommer hurtigt på spor efter tyvene, og Abraham som har givet sin søster en pakke med diamanter til opbevaring, vender efter nogle dages rådvild omflakken i stykkets tredje og sidste akt tilbage til det usle logi hvor Iwan og Tekla i mellemtiden har betroet hinanden deres kærlighed.

Politiet kommer, Abraham overrumples og lægges i håndjern, men da betjentene også vil føre Iwan med sig, sætter denne sig til modværge. Under den kamp som derved opstår, dræbes Iwan af et revolverskud, betjenten slæber af med Tekla, og tæppet falder.

Hr. Kronstrøms stykke vil utvivlsomt blive fulgt med opmærksomhed ved forestillingen i aften, som skal vise hvor meget scenisk virkning der bor i det

(Social-Demokraten, 29. marts 1909).

"Den dovne Dreng" (2): Politiet begynder at slå hårdt til. (Efterskrift til Politivennen)

2. del af artikelserie som består af tre dele om August Peder Jensen, også kaldet "Den dovne Dreng": Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, nedenstående som omfatter perioden ca. 1900-1905 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier. 

Kort tid efter han var kommet ud af Horsens Tugthus, skete følgende:

Den dovne Dreng.

August Peder Jensen, der nytårsnat blev anholdt for overfald på et par kolleger i Vognmagergade, blev i går løsladt i retten uden videre tiltale. "Drengen" havde nægtet sig skyldig i overfaldet, og de overfaldnes vidnesbyrd var ikke så pålidlelige at retten turde indlade sig på at dømme Jensen.

(Aftenbladet (København), 21. januar 1902).

Tilskadekommen kreaturfører.

Da en kreaturfører i går eftermiddag kom trækkende med en drift kvæg fra horsens-damperen over broen ved Nyhavn, blev kreaturerne pludselig urolige og stædige og tilredte føreren, en 43-årig mand, August Peter Jensen fra Helsingørsgade nr. 7, så slemt under hans forsøg på at få overtaget over dyrene, at han måtte indlægges på Frederiks Hospital.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 6. august 1903).

Prygl.

Hvad Københavns bøller mener om sagen.
Bræddestabelen udtaler sig.

Det var i Farvergades berygtede logihus "Blodkoppen" 

Menneskevragene stod og stirrede stille hen for sig med sløve fortinnede øjne, af og til løftende snapseglasset mekanisk til munden

Ved et bord for sig sad den havarerede artist Olchansky og klimprede på en guitar han har lavet af en cigarkasse, mens han med snøvlende, drøvelig stemme kvad:

"Jeg sidder  bag fæng-se-lets mure
og stirrer mod him-me-lens blå
mens stjernerne går deres tu-u-ure,
og månen på him-me-len står."

-   -   -

Ved et andet bord træffer vi spidserne blandt gadens bærme-voldsmændene. De holder sig i sluttet selskab og ser ned på vagabonder og tiggere som en lavere stående kaste, Nogle drikkevarer skaffer os indpas i selskabet hvis mest fremtrædende medlem vi straks giver os i lag med. Det er den berygtede "Bræddestabel", men vi forbavses over det spagfærdige indtryk, han gør 

- Prygl, siger han og skutter skuldrene, som følte han allerede krabasken på sin ryg, - Ja oprigtig talt kniber jeg helst uden om dem - ikke fordi at jeg er bange for dem, fortsætter han med et undskyldende blik til "kammeraterne'', men man er jo ikke så ung som man var for en snes år siden. Jeg har stået for mangfoldige høvl i min tid - og mange gange har jeg ikke fortjent dem - men nu er jeg over de 45 år og er blevet mere sagtmodig af naturen. Naturlig, sluttede "Stablen", der til vor overraskelse viser sig at være en spinkel mand og hvis borgerlige navn er Julius Johansen, ta'r jeg mine klø, når ieg ska' ha' dem, men ingen kan fortænke mig i at gøre gengæld, når lejlighed byder sig, og så stak han atter næsen i glasset,

Vi får senere at vide, at "Stablen", selv om hans stjerne i bølleverdenen er for nedgang, er en af de mest uberegnelige voldsmænd idet han ofte i fredeligt lag og selv tilsyneladende rolig pludselig og uden advarsel aldeles rasende kan kaste sig over et medmenneske og gøre de mest velmente forsøg paa at slaa dette halvt ihjel.

Den dovne Dreng.

Ved siden af "Stablen" sidder en stor svær, dunhaget mand, de kalder ham Alfred Emil men vi får straks efter at vide, at det er den så sørgelig bekendte "dovne Dreng".

- Hvad mener De om Prygleloven, spørger vi,

- Hold kæft, svarer han og fylder sit glas mens han skuler ondskabsfuld til os.

- Bryd dig ikke om ham makker, siger "Rive Niels", som sidder tæt ved os, han er ond i sulet i dag, og saå har han en væmmelig tilbøjelighed til at fla' - han har'et med at sparke i skridtet, når han er fuld, som ædru er han det skikkeligste menneske på Guds grønne jord - Og Niels som trods sin unge alder - 24 år - har været straffet fjorten gange for vold giver nu sit besyv med i laget.

- De kalder os bøller, og vi er bøller, indrømmer han, men vi er det ikke af vores gode vilje; havde min mor levet, sad jeg ikke her nu, men da hun kreperede, måtte jeg gå for lud og koldt vand, og nu sidder jeg her sagde han og slog ud med en beklagende håndbevægelse 

Mange gange er jeg på stationen blevet banket sådan igennem at jeg var sort og blå over hele kroppen. Jeg er'beder ellers som ålefisker ude i Kalveboderne. En nat da kæntrede båden og jeg måtte med mit halstørklæde binde mig til masten Jeg sad der omtrent 24 timer og da jeg kom i land på Enghaven og lå omtrent halvdød, kom et par betjente og tampede løs på mig - bare fordi de kendte mig. 

Kan De så fortænke en i, at man bliver ond på samfundet? Nej, sluttede han, slår de mig, gir de mig en gang laks (bøllernes udtryk for prygl), slår jeg igen, når jeg kan komme afsted med det.

Og med rynkede bryn og knyttede næver lænede han sig tilbage mod væggen.

-  -  -

Vi talte senere med adskillige af vor bølleverdens mest fremtrædende repræsentanter, og hovedsummen af deres meninger gik ud på; Verden har handlet uretfærdig mod os. vi vil handle på samme måde mod den, Slår de os, slår vi igen når vi kan.

Vi stiller disse historiske aktstykker til hr. Albertis disposition.

(Aftenbladet (København), 30. januar 1905).

En opvarter fra "Guldgruben"

- en kælderbeværtning der ligger på hjørnet af Lille og Store Brøndstræde i København - blev - fortæller "Sorø Amtstid." - engang indlagt på hospitalet, og overlægen spurgte ham her hvor meget han drak om dagen. Uden betænkning svarede opvarteren: En otting øl, dvs. 88 glas øl af de såkaldte "runde" der er dobbelt så store som en "spids". Han måtte drikke med gæsterne, og for nemheds skyld havde han så en otting øl liggende ved siden af sig og tappede deraf, efterhånden som han skulle klinke med Bræddestabelen eller "Den dovne Dreng". Han indså dog nnu at han måtte søge en mindre udsat post.

(Viborg Stifts Folkeblad, 25. september 1905)

"Bræddestablen": Bølle, Voldsmand. (Efterskrift til Politivennen)

Et par slemme brødre.

I Vognmagergade-kvarteret i København gik det ifølge Aftenbladet, lørdag aften usædvanlig livligt til. Det var de to berygtede slagsbrødre Carl Ludvig Johansen og Adolf Julius Johansen, almindelig kendt under navnene "Bræddestablen" og "Fløjtedrengen" der var på krigsstien.

Excesserne begyndte med at de i Vognmagergade forfulgte to mænd som de forgæves havde opfordret til at prøve kræfter. I Aabenraa indhentede de dem, og begge brødrene vendte sig nu i mod den ene og slog ham nogle skaller, så at han faldt til jorden og blev liggende. Tililende folk fik ham hjulpet op, og han skyndte sig ind i en gård i nærheden for at få blodet vasket af sig.

Imidlertid var politiet kommet til stede og anholdt "Bræddestabelen" der endnu stod på valpladsen. Under stor deltagelse blev han transporteret til Pilestrædes politistation hvor han foreløbig blev taget i forvaring.

Men da politiet havde absenteret sig, med "Bræddestabelen" kom "Fløjtedrengen" frem fra sit skjul og lidt efter var der i Ole Nifingers berygtede beværtning i Vognmagergade et frygteligt Halloh, ved hvilket han var den anførende. Politiet skred in og anholdt også ham, men under transporten til og på stationen opførte han sig så brutalt at det var nødvendigt at baste ham og køre ham op i arresten.

Mærkeligt nok fandt man her anledning til søndag morgen at slippe fyren ud igen, hvilket havde til følge at han ikke en time efter på ny var på spil, denne gang oppe hos sin kæreste i Pilestræde, som han sædvanlig mørbankede. Han blev så anholdt på ny.

(Randers Dagblad og Folketidende, 12. april 1894).

"Bræddestablen" på ny anholdt.

Brøndstrædekvarterets bekendte voldsmand populært kaldet "Bræddestablen", blev i går formiddags da han kom spadserende i Vognmagergade, anholdt af den patruljerende betjent. "Bræddestablen" havde for et par nætter siden brudt ind hos sin kæreste og stjålet hendes penge.

(København, 26. oktober 1895).

"Bræddestablen" i forbedringshuset.

Københavns mest berygtede voldsmand, Adolf Julius Johansen, kaldet "Bræddestablen" blev i går af kriminalretten idømt et års forbedringshusarbejde for vold. Hans sidste bedrift bestod i at han i Frelsens Hærs herberge i Ryesgade af pur ondskab slog et menneske til krøbling.

(Dannebrog (København), 26,. juli 1896).

"Bræddestabelen" dømt.

I tirsdags pådømte kriminalretten en for vold anlagt sag mod den berygtede, mange gange straffede voldsmand Adolf Julius Johansen, populært kaldet "Bræddestablen". Han der tidligere har været idømt forbedringshusarbejde, slap denne gang med tvangsarbejde i 120 dage.

(Thisted Amts Tidende, 14. oktober 1897).

"Bræddestablen" anholdt.

Voldsmanden Adolf Julius Johansen, kaldet "Bræddestablen", overfaldt i mandags aftes i Landemærket i København en mand fordi denne ikke ville give ham penge til nattelogis. Den overfaldne fik ifølge "V. L." ansigtet slemt skamferet, og måtte køres til hospitalet for at komme under lægebehandling. "Bræddestablen" blev sat fast.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 10. marts 1898).

Han fik 180 dages tvangsarbejde for dette overfald. Januar 1899 overfaldt han atter i Landemærket en kvinde og blev arresteret.

Landemærket over 100 år senere. Bygningsstilen minder lidt om den på gamle fotoer. Men snavset og forfaldet er væk: Brøndstræderne og Vognmagergade er for længst revet ned. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Igen en "menneskeæder"

I Brøndstræde var der natten til i går et syndigt leben. Den berømte bølle Adolf Julius Johansen var kommet på krigsstien og truede enhver der kom ham nær, med døden.

Efter at have raset en tid på gaden, fandt Johansen alias "Bræddestablen" på at aflægge sin kæreste en visit. Om det nu var på grund af hans berusede tilstand, eller fordi visitten fandt sted i så sen en nattetime - nok er det, skønjomfruen modtog temmelig unådig sin kavaler. Det var imidlertid uforsigtigt at hende, "Bræddestablen" er ikke til at spøge med, og i næste nu lå fruentimmeret på gulvet med et blåt øje og diverse andre prydelser i ansigtet, bl.a. en flænge i kinden, som hidrørte fra bøllens tænder. Han har nemlig taget lære efter "Menneskeæderen".

Naturligvis hvinede kvindfolket i vilden sky, og skrigene gav genlyd i den stille gade og lokkede et par af kvarterets betjente til. Men der måtte som sædvanlig grov konfekt til, "Bræddestablen" følger aldrig godvillig med, først da han var bundet på hænder og fødder lykkedes det at få ham transporteret til stationen i Pilestræde.

Nu bliver det igen en længere tur på "Gården".

(København, 27. april 1899).

Bræddestablens kæreste.

Den berygtede "Bræddestabel" sad onsdag aften på Københavns Kvæsthusbro og spillede terninger. Under spillet kom "Røde Ane" hen til ham og bebrejdede ham at han havde forladt hende, således at hun sad alene med skændslen. "Røde Ane" er Bræddestablens tidligere kæreste som han har sveget for en anden kvinde. Hun bor i Vognmagergade og er et meget ilde anset fruentimmer.

Da "Røde Ane" ikke kunne komme nogen vegne med ham, sprang hun i vandet med råbet: "Julius, jeg kan ikke undvære dig!" Men Julius eller Bræddestablen blev siddende ganske rolig og rørte ikke en finger til hendes redning.

Imidlertid havde kaptajnen og styrmanden på "H. P. Prior" set "Røde Anes" dødsspring. Uden at betænke sig sprang de begge i vandet efter hende, men hun gjorde så rasende modstand at de ikke var i stand til at redde hende. Første da havneforvalter Lykke havde sat en båd ud og var kommet de to mænd til hjælp, lykkedes det at få "Røde Ane" på det tørre.

Da hun øjensynlig var ganske gal, blev hun i en droske kørt til sjette afeling. "Bræddestablen havde med ophøjet ro været vidne til hele scenen uden at en muskel rørte sig i hans ansigt. 

(Købehhavn, 17. august 1899 - Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 18. august 1899).

Bræddestablen og de "8"

Ved femte kriminalkammer sidder for tiden en fyr arresteret for at have stjålet en trækvogn. Tyven havde et horn i siden på "Bræddestablen", den bekendte bølle fra Vognmagergade, og for at hævne sig på ham, fortalte han i retten at "Bræddestablen" havde været med til at stjæle vognen.

Bræddestablen følte sin bølleære i allerhøjeste grad krænket over en sådan infam beskyldning, og fik lov til at skaffe vidner på sin uskyldighed.

I går troppede 8 af hans allerfineste venner op i retten og svor og bandede på at Bræddestablen var en gentleman og at tyven var en sjuft, der skulle få alle sine ribben knækkede hvis han nogensinde satte sine ben i "Vognmageren".

Dommeren, assessor Schou, morede sig kostelig over hele scenen, og gav dem alle sammen hver 1 kr i vidnesgodtgørelse.

Med Bræddestablen i spidsen drog hele banden ned i "Blodkoppen", der den dag bogstavelig talt svømmede i det bare brændevin.

(Folkets Avis - København, 19. maj 1901).

"Bræddestablen" generer kronprinsen.

Da kronprinsen for et par dage siden spadserede gennem Amaliegade, blev han i følge "Vort Land" tiltalt af den bekendte bølle, Adolf Julius Johansen, der er bedst kendt under sit "nom de guerre" "Bræddestablen".

På en meget nærgående måde blev kronprinsen anmodet om en skærv, og da hans kongelige højhed ikke ville høre på Johansens prellerier, fulgte bøllen efter ham ned ad Amaliegade.

Tilfældigvis lagde nogle folk mærke til bøllens påtrængenhed, og de gjorde derfor politiet opmærksom på hans adfærd. Johansen blev så anholdt og ført op i arresten, og i går holdt assessor Finsen forhør i sagen.

I den anledning mødte kronprinsens adjudant i retten for at give en fremstilling af det passerede.

(Østsjællands Avis (Køge), 15. marts 1902, 2. udgave).

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

"Kan du huske" siger en til en af opdagerne, "da du tog mig og Bræddestabelen nede ved Nørrevold? Du var s'gu nobel imod mig, det ved Gud du var. Du tog mig ned på en beværtning og gav mig labskovs og øl, og bagefter stak du mig et par flade. Du har altid våren en stadsmand, det skal jeg attestere."

Politimanden og den gamle forbryder fordyber sid med tydelig erindringsglæde i de fælles oplevelser, og med rørelse mindes man Bræddestabelen, hvilken celebre bølle allerede i nogle år ikke mere har tilhørt lavet, men ernæret sig ved mere borgerlige og mindre berømmelige sysler. "Ak ja, stavlen!" sukker hans fordums værkfælle. "Han var en svend fra fad! Det var i det hele taget anderledes tider dengang end som det er nu"

Syng med, københavner!

"Bræddestablens" jubilæum.

Efter forlydende har "Stablen" i går holdt sit 25 års jubilæum som "Bræddestabel" i København.

Mel.: I skoven skulle være gilde osv.

I Lersøen, ih du milde,

De dypped' snabelen

For der blev lavet gilde

For "Bræddestabelen"

Han fik en rædsom masse

Og så en tak-adresse

Fra byens bøller - tænk på vers

En ca. 60-70;

De fleste vers var for så vidt

Det allerværste skidt.

En komite gik sammen

Til Bræddestablens skur

Det var 3 urostiftere

Og bøllefrø med fru'r

De talte først især om

Det sjældne jubilæum,

Og så gav jubilaren frit

2 flasker akvavit,

Foruden "takadressen" som

Vi nu skal synge om.

Det første vers der fandtes,

var fra "Jens "Spittegøg",

En vældig "tak" fra "Karen Spids"

Samt 4 linjer spøg,

"Jens Fut" fra "Badskærsgangen",

Skriv bare - "Tak for sangen"!

Og Bræddestablens omgangskreds,

Vel nok en lille snes,

De skrev 2 linjer hver

Som ej kan skrives her.

"Den skallede Sofie"

Og "Tullemo'er fra Berren"

Forærede "Stabelen" et nyt

Og kraftigt brækkejern,

"Den dovne Dreng" en kikkert,

En fin present, der sikkert

Blir efterlyst som tyveri

Af byens politi.

Det som en "brander" lyder rent

At den var "ærlig ment"

Og aftenen blev fejret

På ægte bøllevis

12 elverpi'r fra Vesterbro

Gik som i "Paradis";

Og "Aben" slog på "Strengen",

Så sveden sprang af drengen

Og pluds'lig hele banden sprang

I en bersærkergang,

Så blev der hentet pansere

Til festens dansere.

Nu hviler Bræddestablen

Alt på sin laurbærkrans,

Sålunde lyder fablen

Forbi er glædens dans,

I morgen kan vi læse

Den velbekendte pjece,

"Da ej jeg takke kan enhver"

"Så modtag "takken" her",

"Tak! hver veninde og hver ven",

"Fra Bræddestabelen".

Robert Schønfeld.

(offentlig foredrag uden forfatterens tilladelse forbydes.)

(Aftenbladet 5. maj 1907).