Georg Friedrich Nicolai (1874-1964) i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Under 1. verdenskrig, i juni 1918 flygtede en kontroversiel tysk professor til Danmark: Georg Friedrich Nicolai.

Han var en fremtrædende hjertespecialist og professor i fysiologi ved Humboldt Universitetet i Berlin da 1. verdenskrig brød ud. I 1914 havde Nicolai sammen med Albert Einstein og Vilh. Förster udgivet en modappel "Aufruf an die Europäer" mod 93 tyske militaristiske intellektuelles appel "Manifest fra den civiliserede verden" fra oktober 1914, Blandt disse var bl.a. Ehrlich, Röntgen og von Behring . 

Nicolai havde i 1915 lavet et kursus på Berlin Universitet i 1915 med titlen krig som en biologisk faktor i den menneskelige udvikling, hvilket bragte ham på konfrontationskurs med det preussiske militær. Han blev forflyttet fra det militærhospital som han ledede, til en inferiør stilling, og var sygemeldt i 6 måneder 1915-1916. Nicolai havde nægtet at lave bomber med kolera- og pestbakterier og injektere russiske fanger med bakterier. Desuden skal han have ytret sig imod bruddet på Belgiens neutralitet og sænkning af handelsskibe.

Da han i april 1916 vendte tilbage, nægtede han at aflægge ed til flaget ved østfronten, hvilket i øvrigt heller ingen andre læger havde måttet gøre. Han blev degraderet til Landsturm, og skrev så "Die Biologie des Krieges" (1917).  Bogen blev publiceret i Schweiz i 1917 efter et manuskript der blev smuglet ud af Tyskland. I bogen afviste han at krigen efter darwinistisk syn kunne opfattes som et naturligt og nødvendigt fænomen ("the survival of the fittest"), og mente i stedet at krig var en menneskelig opfindelse som kunne og måtte stoppes. Han mente at krig ingen biologisk værdi havde overhovedet. 

Anonym/ukendt: Foto taget i København 1918. Optrykt i Wolf William Zuelzer: Der Fall Nicolai. Societäts-Verlag, Frankfurt/M. 1981. Public domain.

E. D. Morel og Lloyd George.

I

I Tyskland og i England har Myndighederne fældet hver sin Straffedom, der tydeligt og lige tydeligt viser, paa hvilket Dannelsestrin Europa for Tiden staar. Paa de to Domme kan det maales, hvor vi holder.

I Danzig er en Professor Nicolai, Forfatter til en i Zürich udkommet Bog Krigens Biologi, blevet dømt til fem Maaneders Fængfelsstraf. Intet tysk Blad har omtalt Dommen: man kender derfor ikke, hvorledes den er begrundet.

Men efter Sigende er Nicolai blevet dømt. fordi han har undladt at søge om Tilladelse til Udgivelsen af en Bog, noget, hvortil enhver Militærperson er forpligtet. Fem Maaneders Fængsel med denne Motivering er altsaa en Straf, der under de nuværende Forhold anses for retfærdig.

Rimeligvis har dog Bogens Aand bidraget sit. Skriftet indeholder et Afsnit, kaldet Den evropæiske Patriotismes Kulturideal, hvori det paavises, at vore Dages Fædrelandekærlighed (right or wrong, my country) er en i tidligere Tider ukendt. I Oldtiden, i Middelalderen, ja helt ind i det 19. Aarhundrede, var Patriotisme en vidt forskellig Sag. Fordum elskede man en Ide, eller, dersom man ikke havde Ideer, visse Fordele, som Fædrelandet i Ens øjne repræsenterede, eller som man søgte at virkeliggøre i Fædrelandet. Det var da ikke Fædrelandet i og for sig, men Landet som LegemliggøreIse af visse Grundtanker, man elskede, og for hvilket man kæmpede og ofrede sig. Svarede Ens Land derimod ikke til Ens Ideal, saa trak Manden sig tilbage fra Landet eller kæmpede endog imod det. I vore Dage synes en Holdning som Coriolans overfor Rom, Moreau's overfor Frankrig, Byrons overfor England, Heines overfor Tyskland, Ibsens overfor Norge, os næsten ufattelig. Invidet er blevet Statsborger og har givet Afkald paa Selvbestemmelse. Man kræver for fuldt Alvor, at enhver uden Hensyn til sit Ideal skal anse det Land, i hvilket han er født, og dets Indretninger, Sæder og Skikke, for det højeste i Verden. Og Masserne er ikke blot villige dertil: de gaar ind derpaa med Begejstring. Om denne Form af Fædrelandskærlighed siger imidlertid Nicolai, at den ikke er menneskeværdig, ikke mere værd end en Myrefloks dyriske Kærlighed til Reden eller en Bisværms dyriske Kærlighed til Kuben. 

Slige Tanker gaar det ikke an at udtale i vore Dages Tyskland. De modsiges kun tilsyneladende, naar vi ser Czecker paa russisk Side bekæmpe Østrig, eller Polakker paa østrigsk Side bekæmpe Rusland eller Irer under Krigen gøre Oprør mod Storbitannien; thi ingen af disse ser deres Fædreland i den Magt, de bekæmper; de er böhmiske, polske, irske Patrioter.

Selvfølgelig har Professor Nicolai ikke selv ment, at han optraadte imod det tydske Rige. Han mente omvendt ved sin Kritik at forøge sit Fædrelands Civilisation. Han har prøvet paa at bekæmpe den Sjælesygdom hos Masserne, der sløver Tankeevnen og nedbryder al personlig Selvegenhed. Nu bøder han derfor.

Man var imidlertid forberedt paa stram politisk Disciplin i det tyske Rige. Den stemmer med Tysklands gamle Traditioner og vækker ingen Forundring.

- - -

Georg Brandes

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 7. november 1917).

Som nævnt af Brandes blev Nicolai arresteret og med udsigten til 10 måneders fængsel efterfulgt af tvungen militærtjeneste lykkedes det ham at flygte til Danmark den 20. juni 1918 med bl.a. Einsteins hjælp i et fly fra Spartacus League fløjet af et medlem af denne. Det var en skolemaskine som piloten feldwebel Stahlschmidt havde en vis brugsret over. Maskinen startede fra Neu Ruppin kl. 4.15 torsdag morgen og kom ud af kurs. Det opdagede man nord for Elben. Maskinen kom ind i et frygteligt haglvejr. Den nødlandede på Femern hvor en lokal klejnsmed udbedre en mindre motorskade, samt fik fyldt benzin på. 

Efter den vellykkede flugt underrettede han Einstein. Dette forblev en hemmelighed indtil efter 2. verdenskrig. Landingen blev naturligvis bredt dækket af de danske medier. Se Valby Tidende maj-juni 1918 for disse.

"Den landede flyvemaskine fotograferet i morges ved Valby Gasværk." Foto fra Aftenbladet 20. juni 1918. 

Den tyske Videnskabsmand, der flygtede hertil pr. Flyvemaskine

Professor Nicolai

Vi meddelte i Morges, at den ene af Passagererne i den tyske Flyvemaskine, der i Gaar landede ved Valby, antagelig var en tysk Professor Nicolai, der forrige Aar udsendte en Bog "Krigens Psykologi", som vakte betydelig Opsigt ogsaa udenfor Tyskland, men som skaffede Forfatteren en Fængselsstraf for Disciplinbrud.

Bogen hed imidlertid "Krigens Biologi" og udkom paa Orell Füsslis Forlag i Berlin.

Georg Friedrich Nicolai er Privatdocent i Fysiologi ved Universitetet i Berlin; allerede det, at en tysk Videnskabsmand tyede ned til Schweiz med en Publikation, røbede paa Forhaand, at der var noget ekstra paa Færde. Og "Die Biologie des Krieges", der indeholder et veltalende Indlæg for Verdensfred og et glødende Angreb paa Militarisme overhovedet, fik ogsaa øjeblikkelig den Skæbne, der kunde forudses: at blive beslaglagt i Tyskland. Og som vi meddelte i Gaar Aftes: Forfatteren blev dømt og efter en Appel straffet med simpelt Fængsel.

"Krigens Biologi", der ogsaa naaede her til Danmark i en Del Eksemplarer, blev modtaget med megen Opmærksomhed og læses efter Sigende i vide tyske Kredse. At den paa nogle Hold mødte stærk Protest eller kold Kritik, siger sig selv, og vi kan i saa Henseende anføre, hvad Sociologen, Professor Alfred Vierkandt skriver i den konservative "Deutsche Literaturzeitung"; den 20de April i Aar, altsaa længe efter Bogens Fremkomst.

En tysk Bedømmelse al Professor Nicolais Bog.

"Bogen viser sig at være det, man paa Forhaand maatte frygte af dens Titel og Undertitel, nemlig dilettantisk. (Undertitlen er: En tysk Naturforskers Betragtninger).

Forfatteren gaar løs paa Krigens og Statslivets Problemer med væsensfremmede Begreber, han henter fra et helt andet Erfaringsomraade, i Stedet for med Begreber og Anskuelser, der er taget fra Emnet. Naturligvis bliver han derved uretfærdig.

Saaledes forekommer Krig ham som noget unaturligt, som noget, der oprindeligt er Menneskene fremmed og først opstaar under senere Besiddelseskampe, fordi intet Dyr bekæmper sin egen Art!

Den menneskelige Slægts Ejendommelighed, at formidle Kamp og Fællesskab intimt med hinanden og at føre Kamp i regelbundne Former, omtales ikke med et Ord.

Hjemstavnskærlighed gælder for Forfatteren at være Mangel paa Tilpasning til andet Milieu eud det medfødte og er derfor en Levning fra vor Dyretilstand. I hele det Kapitel, der handler om Patriotismens Grundlag, er der ikke Tale om Ting som kollektiv Magtvillie, national Ærgerrighed og national Idealisme.

Hvor ubevægelig og kunstlet er han desuden ikke, naar han vil bruge den for Tiden saa kendte Stræben efter at overvinde Krigen til Fordel for Solidaritetsforboldene i Samklang med Verdensorganismens Begreb.

Man ser altsaa, at Forfatteren ikke tager Del i den sædvanlige naturalistiske Forherligelse af Krigen. Langt snarere stiller han sig ved Siden af Mænd som Kuropatkin og Novicow, idet han først og sidst betoner Menneskelivets Samliv og Solidaritet. Hans Standpunkts bredtanlagte Begrundelse bringer næppe noget nyt".

(Herefter citeres den ovenstående artikel af Brandes).

(Nationaltidende 21. juni 1918, 2. udgave)

I Skandinavien fandt han snart mange tilhængere til sine ideer. Han publicerede i København "Das verdende Europa" i hvis redaktion også sad Brandes, Nansen, kemikeren Svante Arrhenius, Lindhagen og den feministiske forfatter Ellen Key, og fik tilskyndet af Georg Brandes igangsat en oversættelse af sin bog. Den blev også oversat til svensk og norsk (ved Samtidens redaktør Gerhard Gran.

Otte Gelsted (1888-1968),  før han for alvor slog igennem som digter og forfatter, skrev nedenstående introduktion til "Die Biologie des Krieges":

Prof. Nicolais Bog om Krigen

Af Forfatteren Otto Gelsted.

Ved sin dristige Flugt pr. Flyvemaskine fra Tyskland til København har Professor Nicolai skabt sig en Sensationstberømmelse herhjemme, der for saa vidt vil være af det gode, som den kan tænkes at vække Interesse ogsaa for det betydningsfulde Værk, han har udgivet om "Krigens Biologi" - det Værk, der har indbragt ham de Forfølgelser, han nu lykkelig har unddraget sig.

F. G. Nicolai var ved Krigens Udbrud Professor i Physiologi ved Universitetet i Berlin og kendt som en fremragende Specialist i Hjertesygdomme - lejlighedsvis tilkaldt ogsaa til det tyske Kejserhus. Samtidig er han, som hans Bog viser, velbevandret i Literatur og Filosofi, og ovenikøbet har han fundet Tid til lange Studierejser, der har ført ham fra Laplands Ødemarker til kinesiske og malajiske Havnebyer.

At han ogsaa er en modig Mand, beviser Udgivelsen af "Krigens Biologi" (Zürich 1917). Han har ikke blot været tilstrækkelig klar og selvstændig til at holde sig udenfor den Massesuggestion, der i 1914 forvandlede liberale, Socialdemokrater og Fredsvenner til glødende Militarister. Han har ogsaa haft Mod til at sige sin Mening med fuld Bevidsthed om, at han satte sin sociale Stilling over Styr, ødelagde mangeaarige Venskabsforhold, tørnede sammen med Mililiærautoriteterne og blev en hjemløs, vanæret og forfulgt i sit Fædreland.

I

Det er først og fremmest som Naturvidenskabsmand, Prof. Nicolai gør Krigen til Genstand for Undersøgelse. Er Krigen andet end et særligt Tilfælde af den almindelige Kamp for Tilværelsen? Gennem Kamp skrider jo den levende Verden frem, og hvad der ikke formaar at hævde sig, maa vige Pladsen for bedre udrustede Organismer.

Hertil maa siges, at Kampen for Tilværelsen, er en Kamp om Næring. For Menneskeslægtens Vedkommende maa den bestaa i en intensivere Dyrkning af Jorden og i Oprindelsen af stadig bedre Metoder til at frugtbargøre den Energi, der fra Solen strømmer ned til os.

Betænker man den Hungersnød, Krigen har bragt over store Dele af Europa, maa man indrømme, at Krigen vanskeligt lader sig forsvare som et Udslag af Kampen for Tilværelsen - Formaalet for Tilværelseskampen var jo netop at forøge Næringstilførslen!

Man har sagt, at Krigen var som et stort Sold, der skilte Hveden fra Avnerne: de stærke og dygtige Folk sejrer, de uduelige gaar til Grunde. Krigen skulde - ligesom Tilværelseskampen - virke udvælgende og saaledes arbejde Fremskridtet i Hænde.

Det lader sig imidlertid ikke nægte, at Krigen netop i første Række dræber de stærkeste og dueligste, idet jo Børn, Oldinge og Invalider ikke sendes til Fronten, og idet de dygtig Soldater gerne vil blive anvendt til det farligste Arbejde.

Og hvad vil det sige, at det er det dygtigste Folk, der sejrer? Spartanerne og senere Makedonerne var Grækenlands mest krigerske Folk og samtidig et Par af de kulturfattigste. Er det endvidere saa sikkert, at det. Folk, der "sejrer" i en Krig, ogsaa sejrer i Tilværelseskampen?

Hvor er den ubesejrede Alexander, den ubesejrede Tamerlans Riger? Hvad nyttede Erobringen af Europa Napoleon?

II

Et andet Spørgsmaal, hvis Betydning for Krigsproblemet, Prof. Nicolai tager op til Undersøgelse, er Racespørgsmaalet.

Man ved, hvilke fanatiske Forsøg der fra altysk Side er blevet gjort paa at hævde den rene germanske Race som Fremskridtets Bærer og Europas naturlige Herre. H. S. Chamberlain erklærede i sin berygtede Bog om "Det 19. Aarhundredes Grundlag" alle Verdenshistoriens betydelige Mænd - Kristus ikke undtagen - for Germanere. Under Krigen har en Franskmand, Paul Souday, gjort Gengæld og paastaaet, at saa at sige alle fremragende Tyskere stammer fra det gammelkeltiske Sydtyskland og rettelig bør anses for Keltere. Af de faa geniale Nordtyskere er Nietzsche af slavisk Afstamning og Kants Familie er indvandret fra Skotland (egentlig hed han Cant).

Hvordan forholder det sig nu i Virkeligheden med Begrebet "den germanske Race"? Gaar man ud fra den almindelige Antagelse, at Hjerneskallens Form, Haar- og Hudfarven og Højdøn er afgørende Racekendemærker, viser Tyskland sig beboet af et broget Racevirvar: Slaver, Kelter, Iberer osv., mens de blonde og langskallede "Germaner" snarere maa søges blandt Svenskerne, Nederlænderne og Englænderne end i Tyskland.

Den rene Race er i Evropa, hvor de forskelligste Folkeslag atter og atter er blevet, rystet sammen, et tomt, Begreb. Hvem garanterer iøvrigt for, at den rene Race er værdifuldere end Blandingsracen? En Hund af ren Race er naturligvis værdifuldere end en Køter, fordi Racehunden med bevidst Omhu er opdrættet i et, bestemt Formaals Tjeneste - Grævlingehunden til Jagt i Huler, Mynden til Harejagt o. s. v. Enhver af disse rene Racer har bestemte for Mennesket værdifulde Egenskaber, mens andre til Gengæld er mindre godt udviklede: Mynden kan ikke godt lugte. Grævlingehunden ikke lystre osv.

Det ses let, at det er en Misforstaaelse, at begge det fra Dyrene kendte Begreb "ren Race" til Grund for en Vurdering af menneskelige Racer. Ren Race har blot Betydning, hvor det gælder at opdrætte et Dyr til et eller andet stærkt begrænset Formaal - f. Eks. en Hest til Væddeløb. I alle andre Tilfælde er netop Forædling ved passende Blodblanding et af Opdrætningens Hovedformaal.

Mener Professor Nicolai altsaa ikke, at der lader sig finde noget naturligt Grundlag for Krigen, saa finder han i den moderne Arvelighedslære - som den herhjemme hævdes af Professor Johansen - Grundlaget, for en almenmenneskelig Samfølelse, i hvis Lys Krigen staar som en fortidig Rædsel i Lighed med Kannibalisme og Slaveri.

Vi véd, at Kimplasmaet er udødeligt, for saa vidt det lever videre fra Slægt til Slægt, Menneskeheden er en sammenhængende Organisme, og enhver Krig bliver at betragte som en Sygdom i Menneskeslægten,

I en følgenge Artikel skal vi fremhæve endnu nogle Hovedpunkter af Professor Nicolas Bog

Otto Gelsted

(Fyns Venstreblad 13. juli 1918)

Professor Nicolais Bog om Krigen.

Af Forfatteren Otto Gelsted.

IIl

Stærkt vender Prof. Nicolai sig mod Forsøgene paa at tage Videnskabsmænd og Digtere til Indtægt for Krigen. De tyske Videnskabsmænds berømte Opraab til Kulturverdenen i Oktober 1914 betegner Nicolai med Rette som et Udslag af Krigssuggestionen. Med hvilken rørende Enighed har franske og engelske Forskere været klare over Ententens retfærdige Sag, tyske Forskere over Centralmagternes Ret. Aabenbart har enhver videnskabelig Upartiskhed svigtet, og de mest udmærkede Tænkere og Kunstnere har ladet sig trække som Faar ud i Krigsraseriet.

Man vil forgæves lede efter nogen stor Aand, fra hvilken Tid det skal være, der har gjort sig til Talsmand for Krigen. Allerede Homer kaldte Krigen "en blodplettet Menneskeslagter", og Herodot antager, da Krig ellers er uforklarlig, at den maa skyldes onde Aander.

Vender vi os til Filosofferne, da er det i Tyskland navnlig Nitzsche, Militaristerne har ment at kunne støtte sig til. Men den Krig Nitzche prædikede, var en Krig uden Krudt og Damp og lemlæstelser. "Krigen duer kun for syge Folkeslag", siger han et Sted, "et sundt Folk trænger ikke til Krig". Og han udtaler Haabet om, at der endelig maa komme et Folk, der frivillig vil bryde Sværdet og hellere vil gaa til Grunde end lade sig hade og frygte!

Men selv de store Soldater har ikke lovsunget Krigen. Garibaldi mente, det var Europas første Opgave at umuliggøre enhver Krig. Mærkelig og gribende er Napoleons Udtalelse; "Jeg hader og elsker Krigen". Den store tyske Soldaterkonge, Frederik II kalder i en Ode Krigen for "Uhyret med Jernpanden, det blodbegærlige Utyske, hvis hele Tragten er ØdelæggeIse". Og et andet Sted skriver han: "Hvis mine Soldater begyndte at tænke, blev der ikke en eneste tilbage i Rækkerne".

Fra tysk Side er det især Moltke, hvis Autoritet benyttes i krigsvenligt Øjemed "Den evige Fred er en Drøm", skriver Moltke, "og ikke engang en smuk Drøm. Krigen er et Led i Guds Verdensorden. I den udfolder sig de"ædIeste Dyder: Mod og Opofrelse, Pligttroskab og Dødsforagt. Uden Krigen vilde Verden forsumpe i Materialisme".

Med denne Udtalelse af Moltke, der stammer fra Tiden før den fransk-tyske Krig, kan der imidlertid sættes andre Udtalelser af ham, der viser, at hans Syn paa Krigen tidligere har været et ganske andet. Han skriver, at "en fredelig Forøgeelse af Velstanden er bedre end krigeriske Erobringer", og han haaber, "det maa lykkes at formindske de staaende Hære i Europa og i Stedet for nyttiggøre de umaadelige Kræfter". Endelig siger han: "Vi bekender os til den ofte spottede Ide om en almindelig europæisk Folkefred. Er ikke Verdenshistoriens Gang en Tilnærmelse mod en saadan Fred?"

IV

Men, kunde man indvinde: i alt Fald en Forsvarskrig er da retfærdig? Ja, hvis man blot ikke lader sig skuffe af en Frase! Ethvert Folk vil altid tro, det er de andre, der egentlig har begyndt. Hvem skal iøvrig gælde som Angriber: den, der affyrer det første Skud, eller den, der begynder at mobilisere og stiIler det afgørende Ultimatum?

Da Gu-tav Adolf drog over Østersøen for at erobre Tyskland, var det aldeles ikke som Angriber, det var om defensor fidei, som Forsvarer for den rene Lære.

Hvad kan man ikke allesammen forsvare? Serbien forsvarer sig mod at opsluges af Østrig. Rusland og Montenegro forsvarer deres Stammefælle Serbien. Østrig sin "Prestige" paa Balkan. Tyskland sin Troskab mod Østrig og sin Plads i Solen, Frankrig fører en Befrielseskrig og vil forsvare de annekterede Provinser mod Erobreren. England forsvarer de Neutrales Ret. Japan den mongolske Tanke i Østen, mens det ikke er helt klart, hvad Tyrkiet egentlig forsvarer - og Belgien er til syvende og sidst ene om at forsvare selve Landet, fører altsaa i virkelig ægte Forstand en Forsvarskrig.

De engelske Fredsvenner dysser deres Samvittighed i Søvn med, at det gælder at forsvare Europas Kultur mod den tyske Militarisme, og deres Meningsfæller i Tyskland anser det for nødvendigt, at forsvare tysk Idealisme mod engelsk Hykleri og Kræmmeraand.

Resultatet bliver, at der næppe er nogen Krig, der ikke med lidt god Vilje og Fingerfærdighed kan fremstiIles som en Forsvarskrig. Enhver Krig, man selv fører, er god, enhver Krig, der føres mod en selv, er perfid barbarisk, afskyelig.

- - Prof. Nicolais Bog er saa omfattende og gør saa mange Synspunketer gældende, at der her kun har kunnet være Tale om at fremhæve et Par Hovedpunkter. Hans Bog er præget af en videnskabelig Aand og en human Idealisme, der nu under Krigen virker halvt som et Minde om bedre Tider, halvt som Skæret af en lysere Fremtid.

Otto Gelsted

(Fyns Venstreblad (Odense) 14. juli 1918).

Brandes spillede dobbeltspil over for Nicolai hvilket fremgår af hans breve til datteren, hvori han i august 1918 skriver: "Nicolai er jo en fantast". Brandes vil ikke have med ham at gøre, men er dog blevet overtalt til at skrive et forord. "Nicolai keder og plager mig og vil stadig bruge mit navn til sine formål, en trættendeherre, skønt der er gjort ham uret." "Nicolai er en skrækkeligesvøbe for mig. Naturligvis er han utilfreds med mit forord og plager mig om forskellige ændringer. Af alt på jorden sky mest martyerer og profeter!" Omvendt skrev i marts 1919 Romain Rolland om Brandes (G) og forholdet til Nicolai: "I Danmark så han G, som udviklede sin sædvanlige barnlige forfængelighed og tømte sin sæk af smålige og altid en smule ondskabsfulde anekdoter ud over alle store mænd..."

Professor Nicolai og hans Bog.

"Krigens Biologi" i Oversættelse.

---

 Et af de Kapitler, der klarest belyser Forfatterens Tankegang, handler om Franktirørerne, Friskarerne. Han henviser til den tyste, patriotiske Begejstring over Schills Frikorps fra 1807, Lützows i 1813 osv. og spørger, om disse Korps skal betegnes paa samme Maade, som Kejser Wilhelm under Verdenskrigen betegnede de belgiske Friskarer, da Kejseren i sin Henvendelse til Præsident Wilson taler om, at han maa gribe til de skarpeste Midler for at afskrække den blodtørstige Befolkning fra at fortsætte med sine skammelige Mordgerninger og Skændigheder.

Prof. N. spørger, om nogen Tysker vilde tale nedsættende om den østprøjsiske Bonde, der under Russernes Indfald greb sin rustne Bøsse for at forsvare sin Jord? Han udtaler bl. a.:

"Hvis det, at forsvare Fædrelandet ved Fælleshær, er en hellig Sag, saa bliver den det ogsaa, selv om man ikke bærer Uniform.

Længere hen siger han :

"Særlig er disse Beskyldninger mod Belgien skammelige. Belgien ligger slagen og kan ikke forsvare sig. Dets Presse er undertrykt, dets Borgere gjort umyndige, saavidt de endnu lever indenfor deres eget Lands Grænser, dets Arkiver staar Erobreren aabne. Vi forlanger for Tiden næppe endnu af Sejrherren, at han skal være ædelmodig, men hvorfor oven i Købet gaa ud paa at bagvaske de Forsvarsløse".

Bogen er helt igennem baaret oppe af en lys Optimisme, der ser meget tillidsfuldt paa Fremtiden.

Det danske Publikum vil nu snart faa Lejlighed til ved Selvsyn at sætte sig ind i Prof. N.s interessante Tankegang.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse 8. august 1918. Uddrag)

En længere omtale af bogen på dansk stod i Nordjyllands Social-Demokrat 23. og 24. september 1918)

Hvorfor Professor Nicolai flygtede til Danmark.

Et Opraab til det tyske Folk.

Han ville kæmpe en Kamp for Fornyelsen af Tysklands "Storhed" mod den tyske Militarisme.

London. 30te September RB

"Times" offentliggør første Afsnit af et Opraab til det tyske Folk af Professor G. F. Nicolai, den lyske Læge og Professor i Medicin ved Berlins Universitet, der, som bekendt, flygtede til Danmark i en Flyvemaskine, efter at han var bleven degraderet som Officer for de Anskuelser, han havde udtrvkt i sin Bog "Krigens Biologi". Nicolai skriver "Mit Formaal med at overskride Grænsen var at finde et Sled, hvorfra jeg kunde kæmpe min Kamp i Frihed, for at Tysklands "Storhed", saaledes som jeg forstaar den, kunde blive fornyet. Netop fordi jeg er Tysker, tror jeg, at det er min Pligt at tilbagevinde for os Tyskere vor retmæssige, særlige Plads i Nationernes Raad og at forsvare den imod disse Øjeblikkets Diktatorer, der i deres Lyst eller Magt har vildledet Goethes og Kants Efterkommere og bragt dem til at forfølge en skamløs Politik, der kun sømmer sig for Tartarer.

Jeg har Ret - ikke blot som Individ men fra et almindeligt Synspunkt - til at gøre Oprør mod dem, der for Øjeblikket repræsenterer Magten i Tyskland Jeg ved, at Tusinder, ja, Millioner af de bedste af mine Landsmænd deler mine Følelser. Jeg ved at der ikke er noget i hele Verden, de ønsker saa brændende, som at det der for Øiebliket hersker over Tysklands Skæbne, ikke maa faa nogen varig Magt og at vort MIlilærparti maa se sig berøvet sin skæbnesvangre Sejr baade hjemme og ude. 

Nicolaj fortsætter med at forklare, at der ikke i hans eget Land findes nogen konstitutionel Maade der kan give Udtryk for hans Villie, fordi Tyskland ikke længere er nogen konstitutionel stat. "Over hele Tyskland har den konstitutionelle lovmæssige Ret givet Plads for den vilkaarlige Magt. Der er ingen Paragraf i Loven der kan retfærdiggøre det uhyrlige Tryk som en samvittighedsløs og taabelig Censur udøver over Artikler og Taler ved offentlige Møder, men det værste af det hele er , at den konstitutionelle, lovmæssige Regering i Riget i Almindelighed og som Helhed er berøvet al yderligere Kontrol med Sagerne. Magten udøves alene af Sværdet, der holdes af en pansret Næve og ingen ved med Sikkerhed, hvem der i Øjeblikket er Sværdets Bærer. Tyskland er derfor de facto ikke længere nogen konstitutionel Stat. Da det imidlertid de jure skulde være en konstitutionel Stat har man en utvivlsom Ret til at gøre Oprør mod denne Sagernes Stilling. Den ulykkelige Sandhed er, at vor Militærregering udover en enorm Magt over Folkets Sind ved at appellere til den aabenbart uundgaaelige Fejghed hos det store Flertal af Folket. Denne Korruptionens Proces spreder sig nedefter. Jeg kender Medlemmer af det "kejserlige" Socialdemokrati, der ikke giver sig til Kende som dets Tilhængere af Frygt for at miste deres Stillinger."

Nicolai tilføjer, at enhver, der forsøgte at holde fast ved sin Overbevisning snart blev bragt til Tavshed, "saaledes gaar det til, at vort offentlige Liv mangler alle Mænd af Karakter og Særpræg, og at ethvert Blad stereotypt gentager Regeringens Fraser."

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. oktober 1918)

Et af de få billeder af Nicolai, fra Nordjyllands Social-Demokrat 18. marts 1919 i anledning af at bogens danske oversættelse var udkommet.

Da han vendte tilbage til Berlin, kom han straks i problemer for sin anti-militarisme og anklaget for forræderi og antisemitisme. Einstein skrev et forsvarsskrift, men hans forelæsninger var allerede blevet ødelagt af ekstreme nationalister. Den 10. marts 1920 meddelte Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov at professor Nicolat have fået frataget sit professorat ved universitetet. Han flygtede fra Berlin i 1922 til Argentina hvor han fik prestigefyldte poster ved universiteter. I 1932 flyttede han til Chile. Den chilenske forfatter Fernando Alegria sammenlignede ham med Robert J. Oppenheimer og Linus Pauling. Han han døde her i 1964.

I midten af 1930erne skrev han et upubliceret manuskript "Das Natzenbuch" hvori han betegnede den nationalsocialistiske bevægelse i Tyskland som "en af de største, sandsynligvis den største, fare for den fremtidige udvikling af den menneskelige race".

"Krigens biologi" er udkommet på flere sprog og genoptrykkes til stadighed på tysk og engelsk. Der findes ligeledes en del litteratur om G. F. Nicolai på internettet som antyder at hans synspunkter stadig er aktuelle.

Percy Howard Hansen - og andre Victoria-Korsmodtagere. (Efterskrift til Politivennen)

Percy Howard Hansen (1890-1951). Født i Durban eller Dresden. I London 1900. 1914 kaptajn, adjudant ved 6. bataljon. Han deltog sommeren 1915 ved Gallipolli, august 1915 ved Yilghin Bumu. Udnævnt til brigademajor, 170th Lancashire brigade. Efter krigen var han under den palæstinensiske opstand 4 måneder der i 1936. Under 2. verdenskrig forfremmet flere gang. Trak sig tilbage i 1946.

Kaptajn Percy Hansens deltagelse ved Gallipolli var en del af det berømte slag ved Gallipolli som stod på fra februar 1915 til januar 1916. Målet var at erobre Konstantinopel (Istanbul). Det mislykkedes, og 131.000 soldater døde, mens 262.000 blev såret. Slaget var blevet indledt 19. februar 1915 med flådeangreb. Dette blev opgivet 18. marts 1915. Fra april var taktikken at knuse det tyrkiske artilleri for at fremføre minestrygere. Et angreb startede 25. april 1915. Krigen udviklede sig herefter indtil august til en skyttegravskrig med adskillige slag. 6 august 1915 forsøgte englænderne en ny taktik, og forsøgte en landgang ved Suvla for at sikre sig nogle højdedrag. Også det mislykkedes endeligt ved et omfattende slag 21. august. I oktober 1915 besluttede englænderne at evakuere. Den 9. januar havde englænderne trukket sig helt ud. 

Kortet viser Gallipolli-halvøen ved indsejlingen til Marmarahavet, med Istanbul helt til højre,øverst.

To andre danskfødte fik  victoriakorset i 1. verdenskrig: Korporal Jørgen Christian Jensen (1891-1922), april 1917 og Løjtnant Thomas Dinesen (1892-1979). august 1918.

Kaptajn Percy Hansen, V. C.

En ung dansk-engelsk officer, kaptajn Percy Howard Hansen har, som omtalt, for få dage siden fået den højt værdsatte militærdekoration victoriakorset.

Kaptajn Percy Howard Hansen - der er søn af den kendte storkøbmand Ed. Hansen, tidligere i Sydafrika - for for tiden tjeneste som adjudant ved et Lincolnshire-regiment på Gallipolli-halvøen. I de officielle engelske beretninger fremhæves hans modige forhold på følgende måde:

Efter for anden gang at have stormet og taget "den grønne knold" ved Yilghin Burnu den 9. august, blev kaptajn Percy Hansens bataljon tvunget til at gå tilbage og måtte efterlade nogle sårede som man ikke kunne få med på grund af den voldsomme hede fra budskadset der var stukket i brand. 

Da delingen var ført tilbage, løb kaptajn Hansen efter egen tilskyndelse sammen med 3-4 frivillige flere gange 3-400 alen frem over åbent terræn og under voldsom ild, løb ind i buskadset og reddede ikke færre end 6 sårede engelske soldater som ellers uundgåeligt ville have lidt døden i flammerne

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. oktober 1915, 2. udgave).

Mr. Viggo Hansen og frue, f. Been, er i disse dage rejst hjem til London for at være sammen med deres ældste søn, kaptajn i den engelske hær Percy Hansen, der har fået 3 måneders orlov for i London at komme til kræfter efter det anfald af dysenteri han har pådraget sig under ekspeditionen til Dardanellerne.

Det er mr. Viggo Hansen og frues hensigt senere på vinteren at vende tilbage hertil, hvor deres yngste søn, mr. Edgar Hansen, forbliver boende, da han har modtaget en ansættelse under den herværende negelske generalkonsulat.

(Nationaltidende, 30. oktober 1915).

Suvla Bay area, Gallipolli, august 1915. Mænd fra den brittiske hær Scottishh Horse forsamlet på stranden efter landing fra transportskibe. Australien War Memorial. Public Domain.

Kaptajn Percy Hansen fortæller.

Den unge dansk-engelske officer der fik victoriakorset.
Endnu en dristig dåd.

Den unge engelske officer, kaptajn Percy Hansen, søn af den danske storkøbmand Viggo Hansen - modtog, som tidligere omtalt, for nogen tid siden den høje militære udmærkelse Victoria-korset for glimrende tapperhed, udvist den 3. august ved Yilghei Bunu på Gallipoll-halvøen. Kaptajn Hansen er nu som såret kommet hjem til London, hvor han på "Royal Free Hospital" har fortalt en medarbejder ved "Times" om sine oplevelser.

Tre dage efter at kaptajn Hansen ved 6. bataljon af Lincolnshire-regimentet var kommet til land ved Suvla-bugten, var han med ved englændernes andet forsøg på at tage den såkaldte "Green Knoll", toppen af højen kunne de Ikke holde på grund af den voldsomme hede fra buskadset der var stukket i brand, og efter at de var gået tilbage, løb kaptajn Hansen flere gange sammen med 3-4 frivillige over fuldstændigt åbent terræn ind i det brændende buskads og reddede flere engelske sårede fra døden i flammerne,

"Der er såmænd ikke så meget at fortælle," sagde kaptajn Hansen, "og jeg ved knap nok nu, hvad der er foregået." Men af hans nøgterne beretning fremgik alligevel at det havde været en frygtelig kamp under en glødende sol, og at den dåd der havde skaffet den unge officer den højt skattede udmærkelse, vel var denne værd.

"Green Knoll" er en lille med tornebuske bevokset høj, som måtte tages, forinden man kunne føre angrebet videre frem mod det højere terræn længere tilbage. Et forsøg den 8. august på at besætte højen, var ikke lykkedes, og derfor fik den følgende dag kl. 2 om morgenen 33. brigade - hvortil Lincolnshire-regimentet hører - ordre til i mørket at gå frem fra strandbredden og gøre et nyt forsøg. Kl 5 begyndte stormangrebet, og i løbet af et kvarter havde englænderne besat toppen af højen, hvorefter der fulgte en fortvivlet kamp for at holde den. Alt som man kom længere op på dagen blev heden mere og mere utålelig, og der manglede vand.

Tyrkerne beskød de engelske afdelinger med granater og vedligeholdt en uafbrudt geværild mod dem. Ved middagstid tændte en granat ild i buskadset og det tørre bregne- og tjørnekrat brændte så voldsomt.

En 30 fod høj væg af ild

flammede i vejret og løb ned over siden af højen. Nu var det umuligt at gå længere frem, og snart efter viste det sig også nødvendigt at gå tilbage, hvorpå englænderne satte sig fast i en skyttegrav 400 alen nedenfor højen.

Lincolnshire-regimentet var på 700 mand da det rykkede frem, men der var kun 120, da det gik tilbage De der nåede skyttegraven, vidste, at der lå hundreder af deres kammerater ude i det åbne terræn prisgivne til døden i flammerne. Kaptajn Percy Hansen gjorde sig det da straks klart, at der måtte gøres noget for at søge at redde nogle af dem, og spurgte folkene om der var nogen der frivillig ville hjælpe ham. Der meldte sig straks tre, og sammen med dem krøb kaptajn Hansen op af skyttegraven og løb frem mod det brændende buskads. En efter en fik de 6 sårede hentede ned ad højen. Kuglerne peb dem om ørene og slog ustandselig i jorden omkring dem. men først da flammevæggen nåede stedet, opgav de uforfærdede redningsmænd yderligere forsøg. 

Det decimerede regiment holdt så skyttegraven indtil mørket og gik derefter længere tilbage.

Om landingen ved Suvla

fortæller kaptajn Hansen, at hans division var den første der kom i land her. Landgangen foregik under ringe modstand fra tyrkernes side. Mod Lincolnshire-regimentet blev der ikke fyret et eneste skud, og i begyndelsen gik alting udmærket. Først da englænderne var kommet 3 mil frem, blev tyrkernes modstand effektiv. Om tyrkerne som soldater har Kaptajn Hansen kun rosende ord. De var "clean fighters" og anvendte ikke giftgas eller andre lidet soldatermæssige kneb. "Det var en ren fornøjelse at slås med dem. De behandlede riflerne udmærket,  men deres granatskydning var nærmest farceagtig

Selvfølgelig sled det på soldaterne bestandig at være i ilden, men folkene på Gallipolli-halvøen har dog efter kaptajn H.s mening holdt modet oppe i forbavsende grad. Ånden i den franske styrke er glimrende og forholdet mellem de allierede fortrinligt.

- Efter tildragelsen den 9. august har kaptajn Hansen i øvrigt udført en ny dåd, der har skaffet ham endnu en udmærkelse. Den 9. september foretog han en meget farefuld rekognoscering langs kysten af Suvla bugten. Han klædte sig fuldstændig nøgen af, og kun udstyret med en revolver og et tæppe tilbagelagde han en lang strækning, dels ved at svømme, dels ved at kravle over klippestykkerne langs bredderne. En gang var en tyrkisk patrulje på 15 mand lige ved ham uden at se ham, en anden gang stødte han på en enlig tyrk, som han skød ned. Det lykkedes på denne tur kaptajn Hansen at stedfæste en højst generende tyrkisk kanons position og at skaffe yderligere værdifulde oplysninger.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 18. november 1915).

Den tapre dansker.

Major Percy Hansen

Denne 25-årige dansk-englænder, hvis ualmindelig hurtige karriere vor korrespondent i London forleden omtalte i et telegram, er født i Dresden, hvor hans danske forældre - købmanden Viggo Hansen og hustru (f. Elisabeth Been, søster til rentier Julius B. og den afdøde kunsthistoriker Charles B.) - dengang var bosiddende. Efter at forældrene var flyttede til London, kom Percy Hansen sammen med sin yngre bror Edgar (der nu er knyttet til det engelske konsulat her i København) på Eton College; senere gennemgik han Sandhurst Militærskolen, blev løjtnant i Lincolnshire-regimentet, som han stadig tilhører, og lå i 2 år ved Gibraltar; derefter gjorde han tjeneste et par år på Bermudas-øerne, og han opholdt sig netop med en 3 måneders orlov på besøg hos sine forældre her i landet, da krigen brød ud forrige sommer; han skyndte sig da tilbage til England for at indtage sin plads i hæren.

Indtil et godt stykke indeværende år måtte han imidlertid nøjes med at uddanne rekrutter hjemme i Syd-England, men omsider kom han da af sted til kamppladsen, og han beordredes til at deltage i Gallipoli- Affæren. Hvorledes han der udmærkede sig ved tapperhed og uforfærdethed og for sin dødsforagt belønnedes med selve "Victoriakorset", - hvorledes han lå syg i Alexandria, kom tilbage til London for at tilbringe rekonvalescens-tiden der, hvorledes han, der nylig var blevet udnævnt til kaptajn, nu i en enestående ung alder er blevet yderligere forfremmet til major, er allerede meddelt; derimod er det næppe bekendt, at major Percy Hansen, så snart hans helbred vil tillade ham det, vil vende tilbage til krigsskuepladsen ved Dardanellerne, men denne gang som medlem af generalstaben.

Alle danske - ikke mindst familierne Beens og Hansens mange personlige venner - vil med glæde have modtaget efterretningerne om de udmærkelser og de avancementer, der er blevet den unge sympatiske Percy Hansen til del fra den engelske hærledelses side.

(Nationaltidende, 24. november 1915

Hos Percy Howard Hansen

Et interview med den tapre dansk-engelske major
- Fra vor korrespondent -

London, 16. november 1915.

Det var hertugen af Wellington som sagde at slaget ved Waterloo blev vundet først på legepladserne i Eton.

Deroppe på den berømte skole nær Windsor Slot har i århundreder Englands bedste ungdom fået den træning, den harmoniske udvikling af legeme og sjæl, af åndens gaver og af moralske egenskaber som har skaffet England ikke blot mange af dets største statsmænd, men også dets berømteste soldater og generaler.

Og i denne store krig er The Eton Boys repræsenteret kanske mere talrig end i nogen anden af de talløse krige som England har haft at kæmpe, og når krigen engang er over, og Eton College skal optage fortegnelse over dem af dets sønner hvis bedrifter har kastet den største glans over den berømte skole, vil sikkert major Percy Howard Hansens navn blive nævnt blandt dem som mest har hædret den gamle opdragelsesanstalt for landets aristokratiske ungdom.

Percy Howard Hansen er ikke blot en Eton Boy og en engelsk gentleman, men han er også dansk af afstamning og hans danske blod fornægter sig ikke i hans dybe sympati for Danmarks folk og land. Både hans far og mor er danske, og en bror er ansat ved det britiske generalkonsulat i København. Faderen er den velkendte danske storkøbmand hr. Viggo Hansen der drev store forretninger nede i Britisk Sydafrika, i Port Elizabeth og som nu er bosat i London.

Jeg traf kaptajn Percy Hansen oppe i "Royal Free Hospital" i Grey's End Road. Det var udenfor hospitalets besøgstid, og major Hansen sad på sengekanten i et af de store sygeværelser og fortalte. Som alle der har udrettet noget stort i denne verden, er også major Hansen en af de fåmælte. Først mange spørgsmål får hans tunge på gled, skønt man vanskelig vil kunne træffe en mere elskværdig, ligefrem og beskeden mand end denne unge officer.

"Jeg lå oppe i Skodsborg da krigen brød ud," fortalte major Hansen. "Jeg var rejst derop for at genvinde mit helbred efter et blodforgiftningstilfælde som jeg havde pådraget mig nede i Bermudas, hvor jeg havde været i militærtjeneste efter at have været ved garnisonen i Gibraltar. Og jeg kom først  til England, to dage efter at krigen var erklæret. Jeg havde dengang endnu ikke tilstrækkeligt genvundet mit helbred til straks at drage i felten og måtte derfor til at begynde med nøjes med at træne de unge mandskaber for lord Kitcheners arme, så det var først i juli at jeg drog ned til Dardanellerne."

Og det var da derned at major Hansen vandt de to højeste udmærkelser som en engelsk militær kan vinde, først Victoriakorset den 9. august og akkurat en måned senere "The Military Cross".

"It was an extraordinary luck," sagde major Hansen smilende, "at jeg fik det militære kors, for det var et par dage før in forfremmelse til major fandt sted, skønt jeg personlig først nu de sidste dage har fået nys derom. Sagen er nemlig den at The Military Cross er forbeholdt løjtnanter og kaptajner, så hvis min forfremmelse til major havde været kendt, ville jeg ifølge ordenens statutter ikke kunnet få det. The Military Cross som rangerer nærmest efter victoriakorset, blev oprettet af kong George efter krigens udbrud, og i hele den britiske arme er der så vidt jeg ved, foruden mig kun en officer til som har fået både Victoriakorset og militærkorset.

Major Hansen viste mig de to udmærkelsestegn. Victoriakorset er ubetinget det smukkeste; det bæres i purpurrødt bånd og er af bronze, af samme form som det såkaldte malteserkors, med den britiske løve i den øvre del af korset, med kronen i korsets midte og under står der skrevet: "For Valour". Der kan næppe tænkes noget mere enkelt end dette lille kors som hverken hofgunst eller millioner kan købe, Victoriakorset er demokratisk, for så vidt som den simpleste soldat kan vinde det på ærens mark, men alligevel sætter selv en feltmarskal sin højeste ære i at bære det. Lord Roberts som var overhængt med ordener fra alverdens fyrster, satte sit enkle victoriakors højest af alt. The military Cross er i sølv, også ganske enkelt, men en krone i hver af krosets fire ender. Det er, forekommer det mig ikke så smukt som Victoriakorset, og har da heller ikke dets lange ærefulde historie med traditionens glans over sig." 

Jeg spurgte major Hansen hvor han var blevet såret.

"I was not wounded at all," sagde majoren. Jeg fik dysenteri og blev derfor sendt hjem. Først kom jeg til det store militærhospital i Alexandria hvor jeg var en måned, og derfra vendte jeg for et par uger siden hjem med et hospitalsskib, sørejsen har haft en gavnlig virkning på mit helbred så jeg håber inden et par dage at kunne forlade hospitalet, og om jeg da får en længere ferie, agter jeg, om det blot er muligt, at rejse over til Danmark, - bare jeg ikke undervejs skulle risikere at blive fanget af tyskerne," tilføjede majoren med et smil. Ingen skulle heller så på major Hansen at han har været syg. Han måler sine seks fod og har den slanske,, elegante holdning som man så ofte finder hos engelske gentlemen der alle elsker det frie, ubundne sportsliv.

Fra Eton College kom major Hansen til Sandhurst, den bekendte kadetskole, og han er ikke alene en udmærket officer, men også en dygtig sprogmand, hvilket vel vil komme ham til gode, efter at han ved sin forfremmelse til major er blevet ansat i generalstaben. Han taler lige flydende fransk og tysk, og dansk er jo så at sige ved siden af engelsk hans modersmål. Major Hansen har gjort en karriére, som kun meget få kan se tilbage på. I 1911 blev han løjtnant, og nu, kun 25 år gammel, er han allerede major med generalstabsofficers rang.

Det var den 9. september, at major Hansen vandt sit Military Cross, og jeg vil hidsætte en oversættelse af hvad "Times" ved den anledning skrev, fordi det i al sin militære ordknaphed er så meget sigende. Det hedder: "Kaptajn Percy Howard Hansen, V. C., adjudant ved den sjette bataljon, Lincolnshire Regiment. For glimrende tapperhed i Suvla Bay den niende september 1915. Han foretog en rekognoscering langs kysten efter at have kastet af sig de fleste klæder, så han havde blot en blankets og en revolver. Han svømmede og klatrede over klipper, hvorunder han fik mange alvorlige skrammer og sår, men det lykkedes ham dog at erholde meget værdifulde oplysninger, ligesom han kunne konstatere den nøjagtige position af en kanon, som havde forvoldt os store tab. Hans foretagende var meget voveligt. Ved en lejlighed mødte han en patrulje på tolv tyrkiske soldater som imidlertid ikke så ham. Senere stødte han på en enkelt tyrkisk soldat som han dræbte. Han vendte tilbage til vor arme, stærkt medtager af de store strabadser han havde udstået."

De bedrifter som vandt for major Percy Hansen Victoria-korset, vil vist nok i store træk allerede være bekendt. Det var under en træfning ved Yilghin Burnu i Gallipolli. Major Hansen var et par dage i forvejen landet ved Suvla Bay sammen med sjette bataljon af Lincolnshire Regiment. Landingen var foregået med forholdsvis lethed idet ikke et skud blev løsnet mod The Lincolnshires, som avancerede næsten tre engelske mil før tyrkerners modstand blev blev virkelig effektiv. Det lykkedes regimentet at erobre den såkaldte "Chokolade-Højde" uden at lide større tab. Major Hansen er for øvrigt begejstret over de tyrkiske soldaters mod og deres militære opførsel. De er som han siger, Clean Fighters, og de er særlig dygtige til at bruge riflen, skønt deres granatild var nærmest en farce.

Det gjaldt om at erobre en lille højde, kaldet "The green Knoll". Den måtte komme i de engelske besiddelse for at de kunne have udsigt til at besætte en højde af stor militær betydning. Klokken 2 om morgenen den 9. august satte den treogtredivte brigade hvoraf The Lincolnshire udgjorde en del, sig i bevægelse for at gøre et angreb på de tyrkiske linjer... Angrebet begyndte ved femtiden om morgenen, og i løbet af et karter var toppen af højden i englændernes hænder. Men efterhånden som timerne gik, tiltog kampen i heftighed, så vi var udsat for en kontinuerlig granat- og geværild fra tyrkernes side, og ved middagstiden var hele buskadset i fuldt fyr og flammerne steg op til tredive meter i luften. Det var derfor umuligt at avancere, så vi havde intet andet at gøre end at trække os tilbage til vore løbegrave, 400 meter nedenfor højden. Vi var syv hundrede af Lincolnshireregimentet som gik i kampen, og kun 120 vendte tilbage. Men vi vidste at der lå hundreder af sårede mellem vore linjer og tyrkerne. Da var det at major Hansen, ledsaget af tre tapre mænd, besluttede sig til at gøre alt for at frelse de sårede kammerater, og til trods for at kuglerne hvislede dem om ørene og flammerne slog højt i vejret, lykkedes det majoren og hans mænd at frelse seks soldater som de var på deres ryg tilbage til løbegravene hvor de holdt sig, indtil mørket faldt på da de kunne trække sig tilbage.

"Vi led svære tab", sagde major Hansen, "Men tyrkerne led endnu værre, for fire a fem tusind af deres mænd satte ved den lejlighed livet til."

Major Hansen blev ikke træt af at rose sine soldaters mod og deres gode humør, og forholdet mellem de britiske og franske soldater var den hele tid det mest udmærkede. Franskmændene sendte englænderne deres røde vin, og englænderne forærede franskmændene cigaretter og tobak. Uheldigvis var der i Suvla Bay intet marketenderi, hvad soldaterne svært savnede, da intet kunne fås hverken for guld eller grønne skove. Den som havde haft noget at sælge der, ville kunne have tjent en pæn lille formue, sagde majoren.

--

Der stod i en engelsk avis forleden at da major Hansen tog farvel med sin sekretær, så sagde han: "If ever I have half a chance of doing anything, I mean doing it."

Major Hansen har holdt sit løfte, og det har skaffet ham Victoria-korset og det Militære Kors, en majorstitel og en stilling i generalstaben. Og hvad mere er, hans navn vil stadig mindes blandt dem som i verdenshistoriens største krig har øvet en heltedåd som sent vil glemmes.

(Nationaltidende, 25. november 1915).

En helt fra Gallipolli

Hvorledes kaptajn Percy Hansen, son af den danske direktør Viggo Hansen vandt Victoria-korset og militærkorset.
Reddet sårede fra at blive dræbt.
Et interview.
(Eftertryk er ikke tilladt).

London, 12. novbr.

Kaptajn Percy Hansen, søn af den kendte forretningsmand, direktør Viggo Hansen i London, som vandt Victoria-korset for fremtrædende tapperhed den 9. August ved Yilghin Burnu på Gallipolli-halvøen, er nu ankommet til London og opholder sig på Royal Free Hospital, Grays Inn-road, London.

Han deltog med 6. (Service) Bataljon af Lincolnshire-Regimentet i landingen ved Suvla Bay og var tre dage senere med, da Green Knoll blev taget for anden gang. Denne højde kunne ikke holdes på grund af den frygtelige hede fra krattet, som tyrkerne havde skudt i brand, og efter at et tilbagetog var blevet iværksat, løb han og tre frivillige adskillige gange frem og tilbage over den åbne grund, udsat for den forfærdeligste beskydning, og det lykkedes derved at redde ikke mindre end seks sårede folk fra den uundgåelige død i flammerne.

Kaptajn Hansens skildring. 

"Der er ikke meget at fortælle," sagde Kaptajn Hansen til en af "Times"' medarbejdere, som besøgte ham på hospitalet og stillede en række spørgsmål for at få en sammenhængende beretning om denne skrækkelige dag, hvor britterne kæmpede under en svidende sol, og hvor den dåd blev udført, der vandt den eftertragtede dekoration til denne unge, tapre officer. "Jeg har aldrig været så bange i mit liv," sagde han med et smil, "og jeg vidste knap nok, hvad der hændte."

"The Green Knoll" var efter Kaptajn Hansens beskrivelse en lille med gyvel bevokset højde som måtte stormes, før angrebet mod det højere land kunne forsøges. Det første angreb, der fandt sted den 8. august, havde ikke været heldigt, og klokken to om morgenen den 9. begav den 33. brigade, hvortil også Lincolnshire-regimentet hørte, sig på vej fra kysten i bælgmørke for at gøre et nyt angreb på de tyrkiske linier. Angrebet begyndte klokken fem om morgenen, og i løbet af et kvarter var bakketoppen vundet. Derefter fulgte en desperat kamp for at holde fast ved det vundne terræn. Efterhånden som solen kom højere på himlen, blev varmen værre og værre, og den føltes så meget desto mere, fordi der ikke var særlig meget vand at få. Tyrkerne bombarderede den angribende styrke og vedligeholdt en uophørlig Ild. Ved middagstid stak en eksploderende granat krattet i brand, og de knastørre gyvelbuske fængede så villigt, at der snart rejste sig en formelig mur af flammer, som i en højde af 30 fod rullede frem, nedover bakkeskrænten. Ikke blot var al videre fremrykning umulig, men tropperne blev tvunget til at opgive højden og falde tilbage til en skyttegrav, 400 fod længere nede.

Af 700 var kun 120 tilbage.

Lincolnshire-regimentet gik i kamp med 700 mand. Da det trak trak sig ud af kampen, var kun 120 mand tilbage, og de, der nåede sikkerhed i skyttegravene, vidste at hundreder af deres kammerater lå sårede ude i det åbne terræn og prisgivet de grådige luer. Kaptajn Hansen besluttede da at så mange som muligt skulle bringes tilbage i sikkerhed. Han bad om frivillige til at hjælpe sig med at bringe de hjælpeløse ind. Tre tapre mænd var villige til at risikere eventyret, og med kaptajnen i spidsen klatrede de ud af skyttegraven og styrtede sig ind i krattet. Hvinende og fløjtende susede projektilerne dem om ørene, og flammerne stormede frem imod dem og udsendte en utålelig hede. Men de nåede frem til de sårede, og det lykkedes dem at bringe seks mand ind, en efter en, i sikkerhed. Hidtil havde kuglerne ikke formået at standse dem; men hvad kuglerne ikke kunde, det udrettede flammerne. Til sidst var det umuligt at holde stand længere ....

Den splittede styrke holdt ud i skyttegraven, indtil mørket faldt på og gjorde det muligt for dem at falde tilbage. De tyrkiske tab var meget store. "De gjorde det af med os," sagde kaptajn Hansen, men til gengæld gjorde vi det af med fire-fem tusinde af fjenden."

Kaptajn Hansen roser de tyrkiske soldater. 

Idet han talte i al almindelighed om Gallipoli-kampagnen, sagde kaptajn Hansen, at hans division var den første til at lande ved Suvla Bay. Landingen foregik med meget lille modstand. Ikke et skud blev affyret imod Lincolnshire-regimentet og til at begynde med gik alting udmærket. Man vandt tre miles frem, før tyrkernes modstand blev effektiv, og "Chocolate Hill" blev taget med forholdsvis små tab.

Tyrkerne, sagde han, var ærlige krigere. De brugte ikke gas og gjorde sig ikke skyldige i uærlige kampmåder. "Det er virkelig en fornøjelse at slås med dem," bemærkede han. Om fjendens færdighed i riffelskydning talte han med respekt, derimod beskrev han tyrkernes artilleriild som farcemæssig. Naturligvis var det en prøvelse for soldaterne bestandig at være under Ild, men der var i virkeligheden ikke noget at blive særlig nervøs over.

Kammeratskabet imellem de allierede.

Tropperne ned på halvøen holdt på en glimrende måde humøret oppe. Kaptajn Hansen sagde: "Forholdet til franskmændene var aldeles udmærket, og der eksisterede et absolut kammeratskab mellem de allierede tropper. Det var ganske almindeligt, at en fransk oberst sendte en spand rødvin over til britterne, og disse forsynede så til gengæld franskmændene med cigaretter. Folkene, tilføjede han, savnede dog maketutten. Det var umuligt at give en penny ud i land og hvem som helst havde kunnet tjene en formue ved at forsyne tropperne med de små luksusartikler, de længtes sådan efter.

Kaptajn Hansens sidste ord var, at det, til trods for alle strabadser og skuffelser på Gallipoli, var det bedste i verden at være en britisk soldat.

Militærkorset.

Som det vil vides, vandt kaptajn Hansen Militærkorset (the Military Cross) for fremtrædende tapperhed ved Suvla Bay den 9. september 1915. Han foretog den gang en rekognoscering langs .Kysten . Han tog afsted efter at have afført sig sine klæder og medbragte kun et tæppe til at forklæde sig i samt en tjenesterevolver. Han svømmede en betydelig afstand og måtte klatre op mellem skarpe klipper, hvorved han blev slemt forslået og skåret. Men han skaffede værdifulde oplysninger og lokaliserede en kanon, der havde voldt megen ødelæggeise. På denne tur traf han 12 tyrkere som ikke så ham, og senere en som han dræbte. Yderst udmattet nåede han tilbage til de britiske linjer.

(Aarhuus Stifts-Tidende, 2. december 1915).

En engelsk-dansk major.

Den unge engelske major Percy Hansen ved Lincolnshire-regimentet, søn af den kendte dansk-englænder hr. Viggo Hansen og frue, opholder sig i disse dage her i landet hos sine forældre. Den unge major der kun er 28 år gammel, har indlagt sig stor hæder under verdenskrigen og er dekoreret med mangfoldige tapperhedstegn. Hans forældre vil i morgen fejre hans hjemkomst ved et større bal på Hotel d'Angleterre.

(B. T. 22. januar 1919)

Percy Hansen er begravet på familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. Hans navn står nederst. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jørgen Christian Jensen:

En jyde der tog 50 tyskere til fange.

En 26-årig jysk sømand fra Løgstør-egnen der i nogle år har opholdt sig i Australien, gik ved krigens begyndelse med på australsk side. Han har ifølge København for sjælden tapperhed og omtanke fået Victoria-korset og er udnævnt til sergent. Dette kors er i de tre første krigsår kun uddelt til 306, og det giver efter krigen 18 kr. om ugen i pension. Jørgen Christian Jensens bedrift var også ualmindelig. Af egen drift stormede han under en kamp over i fjendens stilling, betvang ved håndgranater (mens kuglerne susede over ham) en hel skyttegravs besætning og tog alene 50 tyskere til fange. Da kong Georg overrakte ham korset, talte kongen dansk til ham.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 15. september 1918).

I Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 5. december 1918 og Jyllands-Posten 1. december 1918 fortalte maskinarbejder Leo Winstrup Fischer fra Slagelse om en lignende episode, hvor udøveren var en Hans Nielsen fra Jerne ved Esbjerg. Her noteres at han blev indstillet til Victoria-korset. Om der er tale om samme person, og Fischer ikke har husket navnet korrekt, kan ikke konstateres.

Mens Percy Hansen altså blev særdeles omtalt i aviserne, gik det anderles med Jørgen Christian Jensen (1891-1922). Han emigrerede til Australien i 1909, statsborger her i 1914. Han meldte sig frivillig til den australske hær hvor han gjorde tjeneste 1915-18 ved 50th Battalion of the Australian Imperial Force. Han blev dekoreret 1917 Victoria Cross for tapperhed fordi han sammen med fem kammerater angreb en barrikade, bag hvilken 45 fjendtlige soldater med et maskingevær havde forskanset sig. En af kammeraterne skød maskingeværskytten, medens menig Jensen stormede barrikaden og smed en håndgranat. Derefter, med en håndgranat i hver hånd, truede menig Jensen resten af de fjendtlige soldater til at overgive sig. Han sendte en af sine fanger til en anden fjendtlig gruppe, med ordre til at de også skulle overgive sig, hvilket de gjorde. Men så begyndte hans egne at beskyde gruppen, som havde overgivet sig, hvorefter menig Jensen, trods faren sprang op på barrikaden svingende sin hjelm, hvorefter beskydningen stoppede. Han sendte herefter sine fanger tilbage til egne linjer.

Han døde alkoholiseret i Australien og blev begravet med militær honnør.

En avisartikel henviser også til en John Nyegaard som angiveligt også skulle have fået Victoria-korset. Hvilket ikke umiddelbart kan verificeres, da han ikke står på listen over modtagere:

En dansker i krigen

"Han var engelsk matros, og han bar det danske navn John Nyegaard..."

Han var matros i den engelske flåde. han bar det danske navn John Nyegaard, og han stod foran en amerikansk domstol anklaget for at have stjålet en banjo.

Han nægtede ikke at have taget den og dommeren skulle lige til at afsige straffen, da hs. juridiske velbårenhed fik øje på et kors, som matrosen bar på brystet.

"Hvad betyder det kors?" spurgte hs. velbårenhed.

"Det er Victoria-Korset!" svarede matrosen.

Da Victoria-Korset frelste Nyegaard.

Så rettede dommeren sig i sædet, og der blev bevægelse i retslokalet, for enhver amerikaner ved at det engelske tapperhedskors er den vanskeligst opnåelige af alle militære udmærkelser og kun uddeles til mænd, der har udført usædvanlige bedrifter.

Dommeren underkastede sagen en ny undersøgelse og fik opklaret, at Nyegaard havde været fuld og i drukkenskab havde taget den omtalte banjo. Men den dansk-engelske matros var ellers kendt som en fuldt ud hæderlig mand, og da der blev telefoneret til det engelske konsulat, sagde konsulen god for ham, så dommeren suspenderede straffen, og Nyegaard forlod retten som en fri mand.

*

Jakob Nyegaards Livs r o m a n.

Men forinden fortalte han sin historie. Han var født i Danmark, 23 år gammel og gift. 1 september 1914 havde han meldt sig som frivillig til den engelske hær og var i general Frenchs lille armé, da denne hjalp til at standse tyskerne ved Marne. Han var med i alle de følgende kampe og forblev usåret indtil juli 1915, da han blev sendt til et hospital.

*

En flugt fra den tyske fangelejr.

Efter en måneds sygeophold korn han tilbage til sit regiment og var med ved Ypres, hvor han blev taget til fange. Han blev sendt til en tysk fangelejr og led der sådanne kvaler, at han besluttede at gøre et desperat forsøg paa at flygte.

Sammen med en anden englænder bragte han planen til udførelse. De dræbte en aften to tyske fangevogtere, iførte sig tyskernes uniformer og begav sig på vej til grænsen. Efter fire dages og fire nætters vandring var de i sikkerhed og blev sendt til London.

Medtagne af fangenskabets lidelser blev de to mænd afskedigede fra hæren med pension; men så snart han var kommet til hægterne igen, gik Nyegaard som frivillig ind i den engelske flåde.

Til Søs!

Hermod var hans prøvelser imidlertid ikke til ende. Det skib, han kom om bord på "Columbia", blev torpederet, men blandt de reddede var Nyegaard. Senere gjorde han tjeneste på en minetrawler i Kanalen, og også dette skib gik det galt, idet det stødte på en mine og sprang i luften. Kun 8 mand slap fra det med livet, blandt dem Nyegaard.

Det var ved denne lejlighed, han udførte den bedrift, som forskaffede ham Victoria-Korset; men herom ville Nyegaard ifølge gammel engelsk tradition ikke udtale sig.

*

Kong Georg hylder den unge dansker.

Han fortalte kun. at han efter ulykken måtte på et hospital, og at han her fik besøg af selve kong Georg, som udtalte, at hvis alle var så tro i tjenesten som Nyegaard, ville krigen snart være forbi.

Så snart han var kommet sig efter chocket, meldte Nyegaard sig til aktiv tjeneste igen, og det var under et besøg i Amerika om bord på et engelsk krigsskib, at han havde fået for meget af de våde varer.

"Men fra nu af er jeg afholdsmand", sagde John Nyegaard, da han forlod retslokalet i New York. Og dommeren nikkede opmuntrende.

G. E. V. R.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 16. november 1918. Viborg Stifts-Tidende, 16. november 1918).

Til gengæld fik Karen Blixens bror, Thomas Dinesen korset:

Blandt de danske der har udmærket sig i verdenskrigen, er den unge Thomas Dinesen, en søn af afdøde kaptajn W. Dinesen til Rungstedgård. Han tog til Canada, indtrådte som frivillig i det canadiske kontingent til den engelske hær og fik Victoriakorset (der kun er uddelt til ca. 300) efter en fægtning under hvilken han fem timer  træk alene stormede frem og uskadeliggjorde fjendtlige maskingeværer idet han gjorde det af med ikke mindre end 12 tyskere.

Dinesen der siden er blevet udnævnt til premierløjtnant, skriver i brevene til sine pårørende her, at han "kæmper for Sønderjylland og Danmark".

(Nationaltidende, 25. november 1918).

Thomas Fasti Dinesen (1892 – 1979, Vejle) forfatter, soldat og civilingeniør, søn af Wilhelm Dinesen og bror til Karen Blixen. Han blev som menig i et canadisk regiment (Quebec Regiment – Royal Highlanders of Canada) sendt til vestfronten i Frankrig. Her blev han tildelt det engelske Victoria Kors den 12. august 1918 ved Parvillers for tapperhed. Han blev også dekoreret med den fornemme franske orden Croix de Guerre. Han blev senere udnævnt til løjtnant.