Kartoffelmarkerne tømmes. (Efterskrift til Politivennen)

Den ventede Frost sætter Fart i Arbejdet.

De smaa Fingre yder værdifuld Hjælp.

Endnu er Konstruktørerne af Landbruget tekniske Hjælpemidler ikke naaet til at fremstille Maskiner, der selv kan pille Kartoflerne op af Jorden og putte dem i Sække. Men de har forlængst erstattet Plovens og Gravgrebens Brug i Kartoffelrækkerne med udmærket arbejdende Kartoffeloptagere, der baade henter knoldene frem, ryster Jorden af dem og spreder dem pænt ud over de jævnede Rækker.

Naar Maskinerne har indledet Optagningen, er det altsaa Menneskene, der maa fortsætte, og her yder Børnene en særdele værdifuld Hjælp. Det kan nok værre de smaa Fingre kan rappe sig, og en lille Dreng eller Pige med lidt øvelse faar ofte Spanden fuld før en voksen Person. Almindeligvis faar Optageren hver niende Spandfuld af kartofler som Betaling for Arbejdet, saa i Kartoffelmarkerne kan Børnerigdom for en Gangs skyld være en Fordel. Men Kartoffelhøsten varer jo kun saa kort, og Børnearbejdet er - heldigvis - forlængst begrænset til saadanne ekstraordinære Sæsonbegivenheder.

(Aftenbladet (København) 21. oktober 1929).

Sundhedsfarlige Forhold ved kongens Enghave. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Paa Kongens Enghave mellem Statens Værksteder og Frederiksholms Havn strækker sig et hyggeligt, veltilvokset Havekvarter. Havelejerne er her Arbejdere, de efter endt Daggerning søger Hvile ved at pusle om og hyggeliggøre denne lille Plet Jord for dem og deres Familier.

Opholdet i disse Haver er nu i den bedste Del af Sommeren indtil Dato gjort uudholdeligt for de mange Arbejderfamilier paa Grund af den Stank, som den i Nærheden liggende Kødfoderfabrik udsender. Fabriken har altid været en Plage for Havekvarteret, og man troede, at i Sommer skulde man endelig være den kvit, da den er nedbrændt; men det er blevet det modsatte Forhold. Fabriken har nemlig lige før og efter Branden faaet tilkørt Hundredvis af Tønder raadne Kartofler, som ikke alene opfylder Fabrikspladsen, men ogsaa, hvor utænkelig det end lyder, den halve Bredde af Vejen langs Fabriken, som Havelejerne skal passere. Da Fabriken ligger stille, faar disse Hundreder af Tønder Kartofler midt i Sommerens Hede Lov til uden videre at raadne op, mens Bunkerne for hver Dag synker sammen, og den raadne Kartoffelsaft løber ud paa Vejen. - Man behøver vist ikke at udvikle, hvor forfærdelig en Stank denne Pestbunke, som Tusindvis af Fluer og Masser af Rotter tumler rundt i, udsender over dette Havekvarter. Hvor er Sundhedspolitiet henne?

Her tyer Arbejderen med sin Familie uden for Byen for at indaande en Smule frisk Luft, og her skulde hans Børn, som i Sommerferien ikke kan komme paa Landet, opholde sig; men denne forpestede og med Fluerne sygdomsbefængte Atmosfære forhindrer alt dette. Derfor stiller disse mange Arbejderfamilier dette Krav: Fjærn disse sygdomsbefængte, raadne Kartoffelbunker, at vi Havelejere dog Resten af Sommeren kan nyde vore Haver.

En Havelejer
i Haveforeningen "D. S. B."

(Social-Demokraten 1. juli 1919).

Dyrtiden - Uroligheder foråret 1847. (Efterskrift til Politivennen)

I foråret 1847 var der kornmangel. I den grad at man i visse dele af rigerne sultede, og visse steder kom det til uroligheder. Især når bønderne forsøgte at udnytte situationen til deres egen økonomiske fordel. Hvordan det foregik, kunne man læse et par eksempler på i Kjøbenhavnsposten:

(Vest-Sjællandske Avis). Ifølge en privat meddelelse fra Kalundborg har der i lørdags fundet en lille urolighed sted i anledning af en udskibning af kartofler. Da politimesteren dagen før havde fået underretning om sagen, lod han næste dag borgerne træde under gevær og søgte at formå de urolige der havde forsamlet sig ved havnen, til at skilles ad, hvilket også lykkedes efter at han havde formået kartoflernes ejer til at bringe disse på torvet og sælge dem her. Ved en rådstuesamling næste dag besluttede købmændene at åbne et magasin hvor trængende 2 gange ugentlig får rug til 7 mark skæppen. I Korsør har en lignende emeute fundet sted, idet man der tvang en bonde, der førte kartofler til udskibning, til at sælge disse på torvet.

(Kjøbenhavnsposten, 7. maj 1847)

Angående de af "Fædrelandet" omtalte uroligheder i Odense hvorved samme blad fandt sig foranlediget at beklage at autoriteterne måske ikke havde vist lignende fasthed som i sin tid i København på Lille Købmagergade - beretter Ov. Thoms.'s Avis:

"Af hvad der under gemytternes spænding som forårsagedes ved dyrtiden og den vist nok alt for store fygt for virkelig mangel, forefaldt disse aftener her i byen, kan intet med føje henregnes ti l"egentlig excesser eller voldsomheder", som også "Fædrelandet" ytrer. Lørdag eftermiddag den 1. maj havde en stor del borgere samlet sig på torvet for at foretage et lovligt skridt for om muligt at tilvejebringe en nedsættelse i den høje brødpris, ved nemlig at henvende sig til Magistraten desangående. Da derefter af denne fastsættes en almindelig borgerforsamling til om mandagen, skiltes forsamlingen roligt ad. Ved udspredte rygter om at uroligheder om aftenen på gaderne skulle bryde ud, færdedes en del mennesker, est nysgerrige om aftenen på gaderne. Men en mild og jævnt faldende regn gjorde snart gaderne tomme. Længere ud på natten blev nogle ruder slået ind hos to købmænd, men dette skete ikke i et opløb af mange, men sikkert kun af en enkelt. 

Søndag eftermiddag ankom Berlingske Tidende som bragte efterretning om den resolution hvorved hs. maj. kongen kommer købstæderne til hjælp med 50.000 rbd. Denne efterretning blev straks af kommunalbestyrelsen ved trommeslag foranstalte bekendtgjort i byen. Om aftenen var der atter en mængde mennesker på benene, men intet foruroligende forefaldt. Resultatet af borgerforsamlingen om mandagen har vi refereret allerede. Dette er i korthed en fremstilling af det forefaldne. At autoriteterne og politiet viste mådehold og humanitet ved disse småopløb, tror vi snarere fortjener tak og påskønnelse, end dadel, og det er ikke godt at indse hvori den af brevskriveren omtalte formentlige mangel på fasthed og konduite skulle bestå. Om det for øvrigt udviser konduite at meddele en sådan mening offentlig, før man har modtaget "pålidelige og fuldstændige efterretninger", som "Fædrelandet" selv ytrer endnu at mangle, vil vi lade dette agtede organ selv bedømme".

(Kjøbenhavnsposten, 8. maj 1847)

Mens kommunen her har nægtet de "trængende" der bor uden for stadens porte, brødtegn, har derimod vedkommende autoriteter ikke taget i betænkning at tilbyde postbude og politibetjente disse milde gaver til svar på deres ansøgning om et tillæg i deres løn i anledning af dyrtiden. Hvad postbudene angår skal man endog først have søgt ved eftersyn i deres boliger at forvisse sig om hvorvidt de var virkelige, eller måske, som "Fædrelandet" siger, "værdige" trængende. Atter et bevis på nationalvelstandens store forøgelse i den senere tid.

(Kjøbenhavnsposten, 11. maj 1847).

I Flensborg har i forrige uge også været dyrtidsuroligheder. For en derværende købmands regning var ankommet et parti med kartofler som ejeren første dag lod falbyde til alle og enhver for 9 mark s. tønden. Men da ikke mange blev solgt til denne pris, afhændede han resten underhånden til en brændevinsbrænder for 5 mark s. tønden. Da dette rygtedes, samlede sig en talrig folkemængde i havnen og modsatte sig kartoflernes afhændelse til brændevinsbrænderen. Købmanden forlangte politiets assistance, men politimesteren nægtede at vise en fasthed som "Fædrelandet" i sådanne tilfælde kræver af autoriteterne til fordel for spekulationen i levnedsmidler, og kendte derimod for ret at købmanden først skulle falholde sine kartofler til samme pris som fødemiddel med en lille opgæld af dem der købte i skæppevis. Hermed var mængden straks beroliget, og kartoflerne var snart udsolgt.

(Kjøbenhavnsposten, 17, maj 1847).

Havnekaptajn Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

- Havnecapitain Eskildsen er en mægtig Mand, og der er Ingen, som kan over ham, over hans Færgebaade og hans lille flydende Landingsbro. Naar han siger gak til sine røde Baade, saa gaaer de, og naar han siger til dem hent mig mine Kartofler fra mine Besiddelser ved Strandveien, saa komme de svingende fulde af den ædle Frugt, og lægge tæt op til Flydebroen, og lodse der den ene Ladning efter den anden, vedblivende saaledes Dag ud og Dag ind, til Havnecapitainen engang monne sige, see, der er Kartofler nok! Og de Reisende, der skulle stige iland paa den lille Flydebro, undre sig over Capitainens store Magt og vige til Side for hans Kartoflers Mangfoldighed, og der er ingen, hverken af de Bortgaaende eller de Ankommende, som ikke gjerne gjør det; thi hans Væbnere, de som føre hans Baade og bære hans Kartofler til og fra Flydebroen, raabe Varsko til enhver af dem og giver dem med det samme et Pup med de af Kartofler fyldte Kurve. Og den Reisende viger end mere til Side, og hvis han ikke derved falder i Vandet oplader han sin Mund og taler om plump Behandling, men i sit Hjerte nødes han dog til at erkjende Havnecapitainens store Magt over Menneskeheden og Kartofler. - See! dette er en Kjendsgjerning, vi her berette Verden, og Enhver, der siden i Fredags har besøgt Toldboden, vil kunne bevidne den Sandhed, saaledes som den disse Dage har tildraget sig der. - Og den fremmede Reisendes Forestilling om Kjøbenhavn og dets Øvrighed bliver saare vidunderlig, men en danske Reisende, der længe har savnet sit Fødelands kjære Sæder og Skikke, føler strax at han igjen er kommen hjem. 

(Kjøbenhavnsposten, 29. april 1845)

Naar nu Kongen af Preussen er kommen hertil, naar han er stegen iland paa Toldboden en Dag, da Capt. Eskildsen heldigviis ikke benytter den lille flydende Landingsbro til at losse Kartofler ..

(Kjøbenhavnsposten den 6. juni 1845)

Kartoffelmel m.v. (Efterskrift til Politivennen)

Ladeby, boende i Gothersgaden No. 16, som nu i nogen Tid har forfærdiget Mel og Gryn af Kartofler, samt udsolgt Rugbrød med en Blanding af det grovere, og Hvedebrød med en Blanding af det finere Kartoffelmel, har vel hidtil havt temmelig Afsætning deraf, men dog ikke i den Grad, at han kan indkøbe de fornødne Naturalier fra første Haand og i stor Kvantiteter. Han indbyder derfor nu dem, der interessere sig for denne Sag, at understøtte sig med smaa Forskudde, ikke under 5 Rdlr., som han vil tilbagebetale Kontant, eller med Fabrikens Udsalgsartikler. Til betryggelse for de Tilskydende, at Pengene vorde anvendte overensstemmende med det angivne Øjenmed, modtager han dem ikke selv, men de betales til Hr. Prof. iborg eller Hr. Bankokommissær Collon. Til Anlæggets Begyndelse erholdt han fra Økonomi- og Kommersekollegiet 200 Rd. Det er befundet, at det Vand, hvori Kartoflerne males, er i alle Henseender ligesaa tjenligt til at vaske i, som Sæbevand. Ved at bruge dette Vand, maa det først godt varmes, hvori maa ikke bruges Sæbe. Enhver vil derved vinde betydeligt, da det tager snavset af Tøjet og lader samme beholde sin forhen havte Kulør, om den endog er uægte. Dette Vand sælges daglig for 3 sk. Spand fuld. Hr. Ladeby modtager ogsaa Vask i sin Bolig til Tvætning for billig Pris. 

(Dagen 5. juni 1807)

(Gothersgade 16 (i dag 36) er fra 1849)

Om Dyrtiden.

I nr. 36 af de i Altona læsende lister over de varer om ankommer i Hamborg, læses at skipper Jessen fra Aalborg har bragt 200 tønder havre derhen. Formodentlig vil fra Aalborg toldsted godtgøres at dette kvantum lovligt var tilladt at blive udført. Videre var den 13. september ankommet skipper P. Vinter, skipper Lauritsen og skipper J. Vinter, alle tre fra Ringkøbing med 836 tønder smør. Videre er fra Assens nylig med tre fartøjer ført mellem 840 og 850 tønder smør til Lybeck. Endvidere til Stettin fra Fåborg 600 tønder smør. Dette er, blot fra disse tre stæder, 2240 tønder smør bortført til udlandet. Hvad er ikke blevet, og vil ikke endnu blive bortført fra København? Og hvor uendelig høj vil ikke prisen i denne sidste stad (alt koster tønden 76 rigsdaler hos fynboerne, og bliver daglig dyrere) blive hvis ikke regeringen straks (hvis det ikke allerede er for sent) forbyder udførsel af smørret?

Kartofler som vi for en halv snes år siden vragede, vil herefter blive den føde som ikke blot den fattige, men middelstandsmanden må sætte i stedet for brød og til dels for sulet med. Men det kan allerede kendes at de samme årsager som fordyrer de ædleste fødemidler, landprang, opkøb og udførsel, ikke forsmår at udstrække sig til kartoflen. Bør københavneren give 20 til 24 mark for en tønde kartofler? og kan man vente andet end at en kartoffel til sidst vil komme til at koste 1 til 2 skilling hvis ikke regeringen griber til det nødmiddel også at forbyde kartoflernes udførsel til fremmede.

Landprangerne vedbliver ustraffede at drive deres kunster. Mange af disse er tillige opkøbere for større prangere. Snart vil de alle blive det, og altså vil torvene der allerede i stedet for bønder kun besøges af landprangere eller ordre, snart endog blottes for dem. Det er allerede sket at disse landprangere ved byhorn sammenruder folk i byerne for at afkøbe deres fødevarer. Så længe købstandsmanden *) skal købe sine levnedsmidler på anden eller tredje hånd, så længe han skal føde denne vrimmel af igler, vil hans tilstands stedse forværres, og først ved hans fuldkomne ødelæggelse, vil dette onde hæves - med mindre regeringen strengt forbyder al landprang!

Når endelig de formodede bønder, men egentlig landprangerne, kører til torvs, mødes de allerede uden for byen ved portene, i Frederiksberggade og på Vestergade af alle slags hørkræmmerdrenge og karle, spækhøkere o. lignende som bortkaprer dem før de når det Gammeltorv der i sig selv meget for lille til stadens akseltorv, nu hver torvedag kan ses at være meget for stort. Dette er højst uretfærdigt mod alle de mange medborgere der ikke har tid til at løbe således om, men i tillid til regerings, magistrats, politiets årvågenhed, sender deres tyende til torvet.

*) Også den embedsmand eller ikke-landbruger der bor på landet, sultes af disse blodsugende landprangere. Ja, deres kør skal på visse steder næsten være mere beklagelig end købstadsmandens. Mon ikke alle disse mange forurettede må anråbe regeringen om streng fremgangsmåde mod forkøb.

Endelig bidrager også udførslen uendelig til at forhøje priserne. Så billig fri udførsel er, når priserne i landet er tålelige, eller dette ved offentlige magasiner er sikret for dyrtid, så nødvendig er udførselsforbud i nødens tid. Dette har vores regering følt og tak være den! Men allevegne fra provinserne hører man alligevel klage over at udførslen sker hele tiden i smug. Oh, at vores gode regering ville gribe de kraftigste midler til at hindre enhver overtrædelse af forbuddet mod kornudførslen.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 133. 8 November 1800, s 2113-2117)