Mordersæd. (Efterskrift til Politivennen)

Marjownas sørgelige Historie i Danmark. - Danske Forpagtere og Proprietærer og polske Trælle. - En Skæbne, der ogsaa rammer mange danske, fattige Piger.

Straks, da Bulotti og hans Bande forøvede deres grufulde Udaad i Nordsjælland, begyndte vore Modstanderes Blade, baade af Højre og Venstre, at raabe op mod Socialismen og Socialdemokratiet. Man var ikke langt fra at skylde os for at være Ugerningens Ophavsmænd, og der taltes mange og haarde Ord om "Socialismens Dragesæd" osv.

Vi søgte at slaa koldt Vand i Blodet paa vore hidsige Modstandere og lagde i Stedet en Part af Ansvaret paa de daarlige Arbejdsgivere indenfor Landbruget. Paa de Knaldproprietærer, Godsejere og Forpagtere, der behandler deres Folk paa en Maade, saa danske Arbejdere skyr dem og de nødsages til at importere udenlandsk Arbejdskraft, som de behandler usselt og i mange Tilfælde snyder for Lønnen. Derfra, paaviste vi, udsaaedes Dragesæden, og der burde Ansvaret for Bulottis Ugerning til dels lægges.

Men Ord og Fornuftgrunde var spildte. Af den blodige Ugerning søgte vore Modstandere at drage Spor, som satte Had mod Socialdemokratiet.  Og det er ikke bare de sjællandske Proprietærer, der driver de fattige Polakker faa langt, at det kan blive til Forbrydelse. Vi skal i Dag fortælle 

Marjownas Historie! Danmark.

Den er fra Vendsyssel, og den er autentisk.

Ude paa Herregaardens vidtstrakte Roemark, under den bagende Sol, paa en ophedet Jord, gik det sædvanlige Korps af polske Piger, hagende og lugende mellem Herremandens Roer. De var alle af den sædvanlige Type - uformelige af Legeme, ombyldtede som tilfældigt med de første de bedste Klædningsstykker, grove i de hærjede Ansigter, barkede i de slidte Næver, tunge og - prægede af Trældom.

Alle - -?

Nej! Der var en, som stak besynderligt af mod de andre. Hun var vel nok den yngste af dem alle. Hendes Legeme var en Ungpiges, velformet og ikke ombyttet med Klædningsstykker som de andres, men paaklædt naturligt og enkelt. Ansigtets Lød var næsten brun. Haaret tungt, tæt og sort, og under en højhvælvet Pande og skarpskaarne stærke Bryn sad et Par Øjne af det sorteste Kul i det hvideste hvide. Oftest var Laagene med deres lange Vipper sænket over disse Øjne, men løftedes de, aabenbarede de en Ild fra et indre, som syntes hvert Øjeblik at kunne komme til Udbrud.

Marjowna hed hun, Marjowna Wassik, og hun var smuk, helt afstikkende mod den sædvanlige Polaktype. 

Aufsheren havde allerede flere Gange hvisket hende i Øret, at hvis hun blot sluttede sig lidt til ham, skulde han nok sørge for, at hun blev skaanet - hendes fine Legeme var jo slet ikke til det strænge Arbejde i Roemarken.

Hun havde tilbagevist ethvert Tilbud i den Retning - havde oven i Købet en Dag givet ham et Haandslag i Ansigtet.

Da var Aufsheren kommen i Tanke om, at hun med sin Ungdom netop egnede sig til det strenge Arbejde, og derfor syntes han, at det var hans naturlige Pligt at lade hende arbejde næsten dobbelt med de andre. Og Marjowna adlød - uden Ord.

Denne Dag, hvor Varmen var laa stærk, var det ved at blive hende for strængt. En Gang imellem stjal hun sig til at knuge Hænderne ind mod det gispende Bryst. Hendes Øjenlaage løftede sig da, og for en Stund afspejlede de de sorte Pupillers Trods, der luede som tændt af en hellig Ild.

Marjowna bed Læberne til Blods, for at de skulde tie, og hun arbejdede Videre.

Forpagteren af Godset havde allerede i nogen Tid mere end sædvanlig inspiceret Arbejdet i Roemarken. Ogsaa denne Dag kom han for at se, hvorledes Arbejdet gik frem. Særlig syntes han at følge Arbejdet fra den Side, hvor Marjowna var, og han fik pludselig en Gang, han mærkede, hun stønnede under Anstrengelsen og Heden, Tanker om, at det Arbejde var for strængt for den unge Pige, og der kom en Medlidenhedsfølelse over ham.

Han gik hjem fra Marken uden at sige noget, men han tænkte Dagen over paa en Udvej til at mildne Kaarene for Marjowna Wassik.

Om Aftenen lod han hende kalde ind til sig, spurgte, om hun var stærk nok til Markarbejdet, om hun ikke hellere vilde være i Køkkenet, han manglede netop en Pige der.

Marjowna vidste knap, hvad hun skulde svare - tav nølende.

"Du faar saa den samme Løn og den samme Kost som de andre Piger. Og du skal faa dit eget Værelse. Du vil maaske ikke synes om at bo sammen med de andre Piger ?"

Marjowna tav endnu - dette kom saa uventet, hun kæmpede med sig selv - dette var vist at forlade Kammeraterne - men bedre Kost og - navnlig - eget Værelse. Hvor havde hun ikke tit ønsket sig bort fra Fælleslivet der nede paa Kasernen, ikke saaledes, at hun havde noget mod Kammeraterne - de var jo hendes Landssøstre, men de sagde undertiden Ting der lød stygt i Hendes Øren, og i deres Maade at være paa var der tit noget, der fik hende til saa inderligt at Ønske, at hun kunde løbe derfra.

Hun faa op. - Ilden i de sorte Øjne var som helt slukt.

"Ja ... . jeg tror, jeg gerne vil det".

"Vel, lille Marjowna! Saa møder du her oppe i Køkkenet i Morgen, naar de andre gaar i Roemarken. Jeg skal give Aufsheren Besked.

Helt glad gik Marjowna ned til Kolonien - nu skulde hun kun sove der denne ene Nat til - og hun gik med Tanken om rigtig at være venlig mod Kammeraterne denne Aften, og om rigtigt tit at besøge dem senere hen - nu fik hun det jo saa langt bedre end de.

- - -

En Dag hen paa Efteraaret - en Lørdag Eftermiddag, ved den Tid, Køkkenpigerne paa Herregaarden havde lidt Hviletid, kom Marjowna Wassik styrtende ud fru sit Værelse. Hendes Haar var halvt opløst, nogle Knapper i Kjolelivet oprevet, Hendes Kinder blussede, og Øjnene brændte vildt. Ned ad Trapper og gennem Gange løb hun og over Gaardspladsen og over Marken hen til Huset, hvor Kammeraterne boede.

Kommen ind der, efter at have revet Døren op, lød der hende en undertrykt Fnisen i Møde - den blev snart til Latter - hævnende Latter, og den nærmeste grinede hurtigt, ringeagtende frem - med en klukkende arrig Lyd:

"Forpagterens Pige!"

Marjowna stod stivnet. Stirrede fast mod den, der havde sagt det - gik i to-tre Skridt tæt mod hende:

"Hvad var det, du sagde?"

"Hvor kommer ellers det Haar fra og Livet opknappet?"

Marjowna var hende nu saa nær, at hendes Aande brændte mod Hendes Ansigt.

"Marjowna Wassik har aldrig været nogen til Villie - heller aldrig nogen til Haan!"

Den, der havde talt til Marjowna, tumlede bagover - hendes kinder blussede efter Slaget af Marjownas Haand, og hun knugede og knugede mod Kinden for at dulme Svien. Marjowna havde slaaet haardt - slaaet af hele sit saarede Sind.

Der blev Røre mod hende - som til et fælles Overfald - Misundelsen, Kammeraterne havde næret mod hende, Iyste af deres Øjne og Miner. Marjowna saa fast paa dem - en efteren - hele hendes Legeme sitrede; men hun tav, og ingen af dem syntes at turde vove sig nærmere til hende. Saa vendte Marjowna sig mod Døren og gik, uden at nogen rørte hende.

Marjowna kom ikke i Køkkenet senere den Dag, og ingen saa hende.

- - -

Næste Morgen, da Aufseheren kom ned til Kolonien for at kalde til Arbejde, sad Marjowna paa en Bænk der uden for.

Aufsheren gik hen til hende.

"Du skal med i Markarbejdet i Dag."

"Jeg er fritaget for Markarbejde."

"Fra i Dag skal du igen i Arbejde i Marken sammen med de andre."

"Det er Søndag i Dag - er det Fridag."

"Det var Fridag i Gaar i Stedet for i Dag - I skal allesammen i Marken."

"Jeg har ingen Fridag haft i Gaar. Jeg gaar i Kirken."

"Jeg har bestemt Besked paa, at du skal med i Marken."

Marjowna lo.

"Ha!"

Hendes Øjne lyste af Harme.

"Fordi jeg ikke vilde være ham til Villie !"

Hun spændte hele sit Legeme, knugede Hænderne :

"Gaa I i Marken. Jeg gaar i Kirken."

Saa gik hun bort over Pladsen, ud ad Vejen ad Byen til.

Dagen efter fik Majowna Wassik sin Afsked.

Hun hørte paa det hele maaløs - det forstod hun ikke. Først plaget af Aufsheren - jaget til stærkere og stærkere Arbejde - kun for ikke at ville høre paa krænkende Tilbud, saa saaret, voldelig saaret af Forpagteren, og flygtet fra ham - haanet, grint ud af Kammeraterne, og nu - nu afskediget. Nej, Marjowna forstod ikke, det kunde være rigtigt.

Hun tænkte hver Dag efter, fra den Dag, han kom, og til nu - - nej, der var ikke en Dag imellem, undtagen hun havde gjort sin Pligt. Bebrejdelser for sit Arbejde havde hun jo da heller aldrig faaet. Og nu afskediget - uden at hun maatte faa den Løn, hun havde til gode, endnu mindre den Løn, hun skulde have for de 2-3 Uger, der var tilbage af Tjenestetiden, og uden at maatte faa de Penge, der af den Løn, hun allerede havde modtaget, var bleven holdt tilbage til Bestridelse af Udgiften til Hendes Hjemrejse.

Marjowna tænkte og tænkte - nej, hun begreb det ikke. Det var ikke langt fra, at Taarerne var ved at trænge sig ud over Øjenvipperne.

Saa bed Marjowna pludselig Læberne sammen. Nej, hun vilde ikke gruble mere over det - hun maatte have Ret. Det kunde ikke være saaledes, at hun efter den Tid, der var gaaet, skulde gaa tomhændet bort.

Og Marjowna gik til Retskontoret.

- - -

Der blev udtaget en Klage mod Forpagteren, hvori Marjowna forlangte ham dømt til at betale hende, hvad hun mente, hun maatte tilkomme. Det var Løn for en Uge, som var fortjent, og Løn for 3 Uger, som endnu var tilbage of Tjenestetiden - hun maatte jo anse sig afskediget uden Grund - og det var yderligere 27 Kr., der med 1 Kr. for hver Uge var holdt tilbage af Lønnen til Omkostninger ved Hendes Hjemrejse.

Saa blev der Rettergang, og der blev ført Vidner. Hvad der kunde bevises var, at Marjowna Wassik uden Tilladelse havde forladt Gaarden Søndag Eftermiddag, at hun havde slaaet en af de andre polske Piger i Ansigtet, og at hun havde nægtet at gaa med til Markarbejdet om Søndagen og i Stedet for var gaaet i Kirke.

Alle disse Ting var hver for sig gyldige Afskedigelsesgrunde efter Kontrakten, og Forpagteren blev frifundet for Marjownas Tiltale - ikke en Gang de 27 Kr., der var holdt tilbage af Hendes alt fortjente og ellers oppebaarne Løn kunde hun faa - de var fortabte i et Tilfælde som dette -saaledes var Kontraktens Ord.

Hvad der ikke kunde bevises var, at Ausseheren først havde krænket hende ved Tilnærmelser, derefter paalagt hende Arbejde - mere end hun næsten havde Kræfter til at kunne udrette, ja, mere end hun skulde udrette. Og hvad der ikke kunde bevises, var, at Forpagteren af Medlidenhedsfølelse med hende helt havde fritaget hende for Markarbejde og i Stedet antaget hende som Køkkenpige, og at han havde benyttet sig af hendes Ophold paa det Eneværelse, han havde givet hende, til - endda voldelige - Tilnærmelser overfor hende. Og hvad der videre ikke kunde bevises var, at det slag, hun havde givet en af Kammeraterne, var foranlediget ved dennes saarende Ord om hende.

Forpagteren blev frifunden.

- - -

Marjowna stod i et fremmed Land uden Tilholdssted, uden Penge til Ophold, uden Penge til at rejse tilbage til sit Hjemland for.

Saa meldte Marjowna sig ti! Politiet og bad om at blive sendt hjem. Om Eftermiddagen gik hun til Godset for at hente sine sparsomme Ejendele. Hun indrettede det saa, at hun kom der paa en Tid, hvor hun vidste, Kammrraterne var i Marken alle sammen. Hun vilde ikke se dem. De var jo nok, som der kom lidt af Graad i Halsen ved Tanken om, at hun skulde tage fra dem uden at hiIse paa dem - uden et Afskedsord med paa Vejen fra nogen af dem. Men - - nej, de havde ikke været rigtige imod hende - de vidste godt, hun havde ingen Skyld i alt dette.

- - -

Hun havde faaet sine Ting pakket sammen og skulde just forlade Gaarden. Da stod Forpagteren foran hende. Marjowna vilde vige udenom. Han stillede sig i Vejen. - Det kunde du have undgaaet, Matjevna. Det er din egen Skyld.

Marjowna saa op. Hendes stolte Trods var der igen.

- Det er jer Skyld, som har Magten til at handle, som I vil.

"Det kan forandres endnu, Marjowna. Du kan vedblive at være i Køkkenet, og Afskedigelsen og Sagen slaaer vi en Streg over."

"Jeg kunde blive endnu . . . ?"

Forpagteren tog let paa hendes Skulder - hans Ansigt var tæt ved hendes:

"Paa en Betingelse . .."

Marjowna rev sig et Skridt fra ham. Hendes stemme dirrede :

"Paa . . .?"

.... en Betingelse" gentog han.

Da var Marjowna igen ved at slaa, men hun betvang sig - nøjedes med at skære Neglene ind i Haandfladerne, til Blodet kom.

Holdende alle Kræfter, der vilde hævne tilbage, kom det frem, skærende mellem tænderne - det var ikke fri for at Forpagteren bleg af Angst ved tilbage:

"Nej!"

- - -

Dagen efter rejste Marjowna Wassik til Grænsen af sit Hjemland - paa offenlig Bekostning.

Og det skete i Vendsyssel i Danmark i Efteraaret 1908.

(Horsens Social-Demokrat 8. februar 1909.)

Se også indslaget om polske landarbejdere på Børglum Kloster her på bloggen.

Polske Arbejdere paa Børglum Kloster. (Efterskrift til Politivennen)

Slaveliv i Vendsyssel

Et Besøg paa Børglum Kloster.

Urimelige Kontrakter - De polske Kvinder sulter - Forpagteren bruger Ridepisken - Bønderne harmes.

De fleste kender det historist ærværdige Børglum Kloster, hvor i den katolske Tid den Børglum Bisp havde sit Sæde og brugte sin Magt og Vælde baade paa det verdslige og religiøse Omraade. Endnu hører man Sagn fra den Tid, da de Børglum Munke gravede underjordiske Løngange helt ned til Vrejlev Kloster for uhindret at kunne besøge Nonnerne der.

Mangt og meget har forandret sig der til Lands siden hine Dage. Men de fleste gamle Munke- og Herresæder har kun i ringe Grad ladet sig paavirke af den nyere Tids Udvikling med Hensyn til Forholdet overfor deres undergivne. Før var det Bønderne, som tyranniseredes derfra, nu er det Husmandene og Arbejderne - det er hele Forstellen.

Til Trods for visse Personers Paastande om, at alle Landboere har fælles Interesser, fælles Opdragelse og fælles Udvikling, og at der paa Landet i Vendsyssel ikke findes Klasseforskel, men at alle har det godt, er der dog paa Børglum Kloster Mennesker, der sulter, Mennesker, der er indforskrevne fra det fjærne Polen hertil for at hindre Arbejdslønnens Stigning paa Herregaardene.

- Paa given Foranledning tog en af vore Medarbejdere forleden en Tur ud til Børglum Kloster for paa nært Hold at iagttage Arbejdsforholdene paa dette Herresæde.

Nogle Arbejdere, som han talte med, meddelte, at de for at faa Arbejde paa Gaarden maatte underskrive en ren Slavekontrakt, hvorved de paadrager sig en skønne Hoben Forpligtelser og samtidig fraskriver sig snart sagt næsten enhver Ret.

Disse Kontrakter gælder for 1 Aar med 3 Maaneders Opsigelse for begge Parter. Hvis der ingen Opsigelse finder Sted, fornyes Kontrakterne aldrig. 

Arbejderne forpligter sig til at bo i Klosterets Huse for en aarlig Leje af 30 Kr. enten forud eller med ugentlige Afdrag af op til 2 Kr. De forpligter sig desuden til at arbejde paa Gaarden hver Dag, Søndag undtagen, 11 Timer daglig om Sommeren og 9 Timer om Vinteren for en Dagløn af 150 Øre de 6 Sommermaaneder og 100 Øre de 3 Vintermaaneder. Hvis de ønsker den meget tarvelige Kost, der serveres paa Gaarden, skal de erlægge 50 Øre daglig derfor. Kun i Sygdomstilfælde har de Lov til at udeblive fra Arbejdet.

Kvinderne forpligter sig til at malke for 60 Øre pr. Dag.

Hvis Arbejderne begaar et eller andet, som Forpagteren finder Anledning til at henregne til Forbrydelse mod ham selv eller de i hans Sted optrædende Arbejdsledere, kan de jages ud af Husene med 2 Ugers Barsel, - uden at erholde betalt Husleje godtgjort. Det samme er Tilfældet, hvis Arbejderne forlader Gaarden, inden Kontrakten er udløben. De skal aflevere Husene i samme Stand, hvori de har modtaget dem

Det er, som man ser, yderst haarde Vilkaar, disse Arbejdere lever under. Og Forpagterens og Forvalterens Optræden stal, efter hvad der forlyder, ikke være egnet til at forsone dem med disse Vilkaar.

- Ja, det er jo dumt af os at underskrive saadanne Kontrakter - bemærkede en af Husmændene som Svar paa et Spørgsmaal, vor Medarbejder stillede til ham - men hvad skal vi gøre ?

- I skal organisere Eder, svarede vor Medarbejder.

- Ja, sagde Husmanden, saadan gør man jo i Købstæderne; men saa bliver vi jo regnet for Socialister, og de taales ikke her!

- Efter en Tid lang at have talt med Husmanden, besøgte vor Medarbejder, ledsaget af en af Gaardens tidligere Arbejdere, en i Klosterets umiddelbare Nærhed liggende Kaserne, hvor der opholdt sig 8 polske Piger.

Kasernen opførtes i sin Tid af "Klostrets" Ejer, Hr. I. Rottbøll. Den skulde være Opholdssted for Polakker. Hr. Rottbøll indforskrev en Sommer for en Del Aar siden 50 polske Arbejdere, men da de ikke kunde udføre Arbejdet til hans Tilfredshed, beskæftigede han senere ingen Polakker.

Efter at den nuværende Forpagter, Hr. Ulrich, for nogle Aar siden kom til Gaarden, tog den pemanente Polakimport sin Begyndelse. I Begyndelsen antog Hr. Ulrich Mandfolk, men i Tidens Løb blev disse for fordringsfulde. Hr. Ulrich kunde ikke jage med dem efter eget Forgodtbefindende. Og da Kvinderne som Regel er mere føjelige, har han i de senere Aar lagt sig efter udelukkende at beskæftige polske Kvinder.

Ved vor Medarbejders Indtræden i Kasernen laa der 8 Kvinder i Aldre fra 20 til 40 Aar i noget, som man paa Børglum kloster kalder Senge, 2 Trækasser med Halmmadrasser og 2 Tæpper til hver Seng.

Det var Søndag, og Kvinderne, der er meget religiøse, laa og læste i deres Bønnebøger. Da de saa de to fremmede Mænd, fo'r de op og saa frem for sig med sky og forlegne Blikke. Deres Udseende vidnede om, at de hele deres Liv havde levet i Trældom, Nød og Underkuelse.

Vor Medarbejder tiltalte dem paa tysk, og først efter at de havde forvisset sig om, at han intet ondt vilde gøre dem, og at de med deres sparsomme Kendskab til det tyske Sprog kunde gøre sig forstaaelig for ham, blev de meddelsomme.

De fortalte, at de i dette Foraar var komne hertil i den Tro, at de ved at udføre almindeligt Karlearbejde kunde tjene mere her end hjemme i Polen. Men hidtil havde de kun mødt Skuffelser. De er fragtede hertil af "Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget", Nordre Frihavnsvej 94, København Ø., og har maattet underskrive en paa polsk og tysk affattet Kontrakt, der forpligter dem til at være Forpagter Ulrick og dennes Forvalter underdanige og at udføre det Arbejde omhyggeligt, som disse finder Anledning til at paalægge dem, saavel pr. Dagløn som pr. Akkord.

Arbejdslønnen overstiger ikke 1 Kr. 28 Øre daglig. Arbejdstiden er fra 5 Morgen til 7 Aften med 2 Timers Spiseophold. De polske Kvinder skal have fri Rejse og Naturalier, saasom Brød, Fedt, Kød, Ærter, Ris, Kartofler og Mælk eller fri Kost. Men de faar kun Kartofler og Mælk udleveret. Hvis Folkene ikke efter Herskabets Mening er "genøttigt Leute", saa nytter det ikke at tale om fri Rejse. Iøvrigt skal de underkaste sig Tyendelovens Bestemmelser.

Disse stakkels forkuede Kvinder har i dette kolde Foraar med deres tynde Beklædning paa deres bare, af Kulde ophovnede Fødder maattet færdes i Mark og Gaard, dels paa Børglum Kloster og dels paa Hjortnæs, hvortil de for et Tidsrum var udlaant. Man har fodret dem med Kartofler og Mælk og fordret, at de skulde arbejde efter et saadant Traktement! Nogen videre Arbejdsløn har de vist ikke faaet udbetalt endnu; thi af Tøj havde de næsten intet, og udover 3 Rugbrød, som de havde købt for deres Spareskillinger, fandtes der ikke Fødemidler i Huset. Drevne af Hunger marscherede de alle for en Tid siden i sluttet Trop til Gaarden og bad om Brød eller Tilladelse til at rejse bort. Men Forpagteren jog dem ud af Gaarden med sin Ridepisk. Hvilken Skændsel for et saakaldt civiliseret og kristent Samfund!

Hr. Ulrick er da ogsaa langtfra steget i Anseelse hos Omegnens Befolkning i Anledning af den Behandling, hans polske Arbejdersker faar. Gaardmænd saavel som Husmænd og Arbejdere er grebne af den dybeste Medlidenhed med disse ulykkelige Kvinder. Der paastaas endog, at et Par Sogneraadsmedlemmer har henvendt sig direkte til Hr. Ulrick og anmodet denne om at skaffe Polakkerne Mad. Han gav dem da ogsaa Kød og Brød i nogenTid, men nu er det atter ophørt.

- - -

Agrarpressen klager over, at Arbejderne drager til Byerne og til Amerika. Men er det uden Grund, at Landarbejderne rejser? Er det ikke de patentpatrioliske Storagrarer og Jorddrotter selv, der fordriver den danske Landarbejder ved at byde ham faa elendige Vilkaar, at det er umuligt at leve derunder, og ved at benytte sig af udsultede polske Vandrearbejdere til at drive Arbejdsvilkaarene endnu lavere ned.

Overfor denne Storagrarernes hensynsløse Adfærd er der kun to Udveje for Landarbejderne. De maa enten opgive Ævret eller slutte sig til Socialdemokratiet, hvis Program anviser de bedste og sikreste Midlet til det hjærteløse hartkornsvældes Overvindelse. Naar vi faar alle Landarbejderne med i vore Rækker, er Befrielsen nær.

(Nordjyllands Arbejderblad 23. maj 1902)

Også danske piger blev forsøgt behandlet på denne måde. Den 24. juli 1903 havde 4 piger ladet sig fæste som roe- og høstpiger til 1 november for 70 kr., hhv 85 kr. De blev bortjaget af Ulrich og deres løn (ca. 500 kr.) tilbageholdt, efter at Ulrich havde behandlet dem brutalt, og de havde klaget over den ringe kost. Speyer havde jaget dem på marken uden morgenmad fordi de kom for sent. Da en af pigerne blev syg, blev det for meget for Ulrich som smed dem på porten. De klagede til herredsfogden, Vilhelm Flensborg, men han foretog sig trods løftet ikke noget. De blev i stedet henvist til fattiggården og da de nægtede at lade sig indskrive her, bortvist. De 4 piger fik dog i stedet arbejde på Høngård og Søndergård.

I 1903 slog Speyer den ene arm i stykker på gårdens forkarl da han havde optrådt i beruset tilstand. Om vinteren fik en 60-årig ugift arbejder smadret hørelsen på det ene øre pga. lussinger. En udebleven arbejder blev opsøgt af Speyer og gennempryglet foran kone og børn. Og disse historier er langt fra de eneste.

"Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget" var stiftet 1901 af godsejere som ikke ville betale landarbejdere ordentlig løn, og i stedet skaffe udenlandsk - især polsk - arbejdskraft til Danmark. De skaffede også polske kvinder til andre herregårde, fx i 1903 Wilhelmsborg og Cederfeldt de Simonsens herresæde Søndergaarde pr. Erholm, hvor de også blev behandlet meget dårligt. I foreningen sad bl.a. E. Sehested, Franz Lange, stamhusbesidder Chr. Barner til Løwenborg (formand), G. L. Grandjean (Vennerslund), Grevenkop-Castenskjold til Hagestedgaard og godsejer Pontoppidan (Constantinsborg). Forretningsfører var Chr. Kongsted, som også optræder i nedenstående annonce:

Ordvalgt "levere" leder unægtelig tanken hen på en vare, og ikke mennesker. Annonce i Jyllandsposten 17. februar 1905, 2. udgave. Foreningen fortsatte altså sit arbejde i mange år efter kritikken i medierne. I 1907 annoncerede den med at kunne levere russisk tyende. Det gik imidlertid ikke så godt, idet leverancerne var yderst små. Foreningen fortsatte sit virke til midt i 1. verdenskrig.

Som modvægt begyndte enkeltpersoner at opsnappe polske kvinder på Hovedbanegården og skaffede dem mad, husly mm. 

I august 1904 mishandlede forpagter Ulrich og forvalter Speyer to polakker der havde besøgt to danske håndværkere på klostret. De blev herefter gennempryglet, mistænkt for at hverve polske arbejdere, på trods af at de danske håndværkere forsøgte at gribe ind.  

Raa Mishandling.

Forpagteren Ulrich paa Børglum Kloster og hans Forvalter prygler to Polakker. - De mishandlede mister Uhr og Penge. - Beboerne i Vraa klager til Politiet.

Paa Herregaarden Børglumkloster, en Miils Vej fra Vraa Station, er forleden Aften foregaaet en Scene, som i Retning af Raahed og Brutalitet vistnok er uden Sidestykke, og som sammen med de mangfoldige tidligere fremdragne Exempler afgiver et talende Vidnesbyrd om, hvilken oprørende og umenneskelig Behandling der ofte bliver de stakkels fattige og uvidende polske Arbejdere til Del omkring paa vore Herregaarde.

Forleden Aften ved 8-Tiden ankom til Børglumkloster to polske Arbejdere; den ene er fra Galizien og 21 Aar gl., den anden fra Vestprøjsen og 22 Aar gl. De har indtil for et Par Uger siden arbejdet paa Gaarden. I Mellemtiden havde han tilligemed sin Kammerat været i Sverig, hvor de under den herskende Landarbejderstrejke havde faaet Arbejde paa en større Gaard. Saa snart de blev bekendt med Forholdene, forlod de imidlertid strax deres Pladser og fik af de svenske Arbejdere 

Rejsepenge til deres Hjemstavn.

Forinden Afrejsen her fra Landet vilde den paagældende Arbejder imidlertid afhente sine Papirer, som endnu henlaa paa Børglumkloster, og i dette Øjemed indfandt han sig da tilligemed sin Kammerat paa Gaarden, hvor de strax gik ind i den for Polakkerne reserverede Hytte.

Deres Ankomst var imidlertid aldrig saa snart observeret af Gaardens polske Slavevogter, før denne ilede op og gjorde Anmeldelse til Forpagteren, den fra tidligere Tyendeaffærer bekendte Hr. Ulrich. Sammen med Forvalteren, en Herre ved Navn Speier, og forsynede med tykke Egespir begav disse sig saa øjeblikkelig tillige med Aufseheren ned til den paagældende Hytte.

Udenfor stod Forpagter Ulrich med 12 Mand fra Gaarden, alle

bevæbnede med Stokke og Forke.

Da Forvalteren var kommen ind ad Døren, gik han uden at sige noget løs paa den Yngste og gav ham to Lussinger.

Polakken forlod da Stuen og løb ud, efterfulgt af Forvalteren, der uafladelig lod Stokkestag hagle ned overdelt Ulykkeliges Ryg.

Staklen faldt imidlertid til jorden, og hvor utroligt det end lyder, vedblev Forvalteren at prygle løs paa ham med mange Slag.

Forpagter Ulrich var nærværende og overværede dette Skuespil.

En Tømrer fra Gaarden, der ogsaa var nærværende, opfordrede Forpagteren til at lade Mishandlingen ophøre, men hertil svarede Ulrich, at Fyren havde godt af den Behandling. Forpagteren kunde jo risikere, at de kom for at forlede de øvrige Polakker til at forlade deres Plads.

Imidlertid tog Polakformanden Galizieren og førte ham op tit Gaarden. Samtidig tog Ulrich og Forvalter Speier fat i den mishandlede yngste Polak. der næppe kunde staa efter den frygtelige Medfart, og førte ogsaa ham op til Gaarden, hvor han tillige med den anden Kammerat blev smidt ind i et nærliggende Halvtagsstur. Her fik de saa atter en Omgang, blev bastet og bundet og sluttelig lukket inde i et Rum, som almindeligvis benyttes til Opholdssted for Gaardens syge Heste.

Imidlertid var der blevet spændt for en Vogn. Forvalteren, der er bomstærk, greb dem og smed dem som Slagtesvin bag op i Vognen, i hvis Bund de laa, indtil Befordringen naaede Vraa Station.

Den ældste af Polakkerne tog fat i Tømmen og spurgte, hvorfor de var blevne kørte hertil.

Som svar tilføjede Forvalteren ham med sin tykke Stok et Slag, der efterlod et stort Hul i Hovedet. Derefter fulgte endnu et Slag, saa at den ramte

styrtede ned mod Stenbroen.

Paa Stationen købte Hr. Ulrich to Billetter til Sindal, og det maa altsaa have været Meningen, at Staklerne skulde sendes dertil og paa den Maade skaffes af Vejen.

Denne Plan mislykkedes imidlertid, thi da Toget kom, nægtede Polakkerne at køre med, og endskønt de af Forvalteren ligefrem blev smidt paa Hovedet ind i Jærnbanevognen, saa kom de dog ved Togførerens ret bestemte og energiske Mellemkomst atter ud paa Perronen, og Toget kørte videre.

Der blev sendt Bud til Sognefogden i Børglum, men denne erklærede, at det var en kedelig Sag, som han ikke vilde blande sig i.

Karetmager Andersen, Vraa, der var kommet til Stede paa Banegaarden, tog dem med sig hjem og indrettede Natteleje til dem i sit Værksted.

Om Morgenen fik han dem hen paa Afholdshjemmet, hvor de blev plejede. Og samme Formiddag indsendte 7-8 Borgere fra Vraa følgende

Klage til Politikamret:

"Der opholder sig for Tiden to Polakker her i Vraa uden Penge, men med gennempryglede Legemer. De blev i Aftes ved 10-Tiden med Magt kørt fra Børglumkloster til Stationen, for herfra igen at blive sendt til Hjørring Politi.

Undertegnede anmoder herved den ærede Ovrighed om at tage sig af disse to stakkels Mennesker, som af en tilsyneladende følelsesløs Husbond tilligemed en bølleagtig Forvalter med Stød og Stokkeslag er blevne beherskede. Man taaler ikke her i Vraa at være Vidne til slig Mishandling, selv om Polakkerne paa en eller anden Maade har forset sig imod Loven".

- - -

De ilde mishandlede Mand ser naturligvis ret forknytte ud, men de synes ellers at være meget pæne Mennesker.

Den ældste har et stort gabende Saar i Hovedet, og den yngre klager over Smærter i Brystet og har paa Kroppen 6-7 Mærker af Slag.

Desuden har de efter deres opgivende mistet alt, hvad de havde paa sig; den ældste ca. 40 Kr. og et Uhr, den yngste 20 Kr.

Politiet vil uden Tvivl undersøge Sagen grundigt, saa at den eller de Skyldige uden Persons Anseelse kan blive alvorligt afklapsede.

Arbejderne paa Børglumkloster,

som havde været Øjevidner til Mishandlingerne, troede, da de saa, at Polakkerne blev kørt bort, at de skulde afleveres til Politiet, og for at de ikke, hvis saadant skete, skulde staa uden Forsvar, rejste Tømrer Nielsen resolut Dagen efter til Hjørring for at anmelde, hvad der var passeret. Hvor uendelig højt staar ikke denne Arbejder over Forpagteren og hans Forvalter, der raat mishandler et Par værgeløse Mennesker, og Sognefogderne, der nægter de Mishandlede deres Bistand.

Harmen over Uretten 

og Medfølelsen med de to ham fuldstændig ubekendte Mennesker driver ham til at tale deres Sag, skønt han ved at ved, at han tiden Tvivl derved afskærer sig selv fra mere at faa Arbejde hos Forpagter Ulrich.

Forhaabentlig vil de to Voldsmand denne Gang ikke undgaa deres Straf, og hertil har Tømrer Nielsens resolute og korrekte Optræden bidraget ikke faa lidt.

Som Regel gaar den Slags Voldshandlinger jo upaatalte hen. To Mennesker gaar nok endnu omkring som Invalider, ude af Stand til at arbejde som Følge af Vold fra Forvalter Speiers Side for nogen Tid siden. Der vilde i det hele taget vare god Grund til al undersøge denne Herres tidligere Forhold, thi er der nogen, der fortjener at komme ind under Bølleloven, saa er det aabenbart ham.

(Social-Demokraten Esbjerg 31. august 1904.)

Rygtet om løjtnant Speyer var åbenbart vidt udbredt, for i september 1904 gik han løs på nogle fiskere fra Løkken som havde kaldt ham "Polakpineren" med en ridepisk. Han blev jaget på flugt med stenkast. 

Voldsepisoderne fortsatte: I Social-Demokraten 28. september 1904, 2. udgave berettedes at forvalteren Speyer havde afstraffet 4 polske syge arbejdere for ikke at møde på arbejde. Den ene havde en dyb flænge i hånden, en anden stærkt forkølet, en tredje brystsyg og lægekrævende. Speyer uddelte herefter lussinger og gennempryglede den med en stok. Herefter blev de jaget på arbejde. 

Sagen blev indbragt for retten hvor de to voldsmænd mod at betale 1.100 kr gik straffri - selv om bødestørrelsen dog må anses som betydelig. Sognefogden blev trods løfter fra herredsfogden ikke retsforfulgt. Straffen hjalp dog ikke: 1-2 år efter skiftede Speyer til Nordruplund hvor han fortsatte sine pryglerier af arbejdere. Her forlod efter sigende af samme grund 50-60 mennesker gården.

I august 1905 blev der på 2 polske kvinder på Sejlstrupgaard, ejet af godsejer Segelcke forøvet lignende overgreb.

I maj 1910 blev herregården af den daværende ejer, godsejer Jørgen Rottbøll, solgt til landstingsmand for Højre Christian Rottbøll (1854-1928), Christiansdal. I 1917 blev han ekskluderet og var derefter i valggruppe med Venstre. Samme år blev det afsløret at Rottbøll underhånden støttede det stærkt anti-tyske blad, Kolding Avis sammen med andre kendte Højremænd.

Se også indslaget om den polske landarbejder Marjowna her på bloggen. 

Løkken. (Efterskrift til Politivennen)

I Dags-Telegraphen (København) 26. oktober 1868) havde en person fremsat nogle påstande i forbindelse med etableringen af et apotek i Løkken. Det blev besvaret i Dags-Telegraphen (København) 23. november 1868. I et afsluttende indlæg blev der også givet nogle mere generelle betragtninger som gengives i følgende artikel:

De medicinale forhold i Løkken. Fra Løkken skrives til os under 26de f. M.: Hr. Redaktør! Dersom det ikke var en Kjendsgjerning, at kun en meget lille Del af Publikum har Kjendskab til Forholdene paa Jyllands Nordkyst, skulde jeg ikke med et Ord have omtalt eller imødegaaet Hr. F's Svar paa mine Bemærkninger i "Dags-Telegraphen" angaaende de herværende Medicinalforhold; thi hele hans Fremstilling er saa skæv og selvmodsigende, ja den røber endog en saa komplet Mangel paa Kjendskab til de Forhold, han skriver om, og hans Argumentation er derfor saa løs og uholdbar, et den ikke kan vildlede noget eneste forstandigt Menneske, der kjender Forholdenes sande Skikkelse, men kun staaer som et talende Vidnesbyrd om, hvor lidt der i Grunden kan siges til Fordel for Opretholdelsen af den nuværende Ordning af Medicinalforholdene her. Publikums store Flerhed kjender imidlertid, som sagt, ikke synderlig til Tilstanden paa Jyllands Nordkyst - der er fra det første Øieblik, man her begyndte at røre sig for at skaffe Byen en Læge og et Apothek, baade privat og officielt reist en saa decideret Modstand derimod fra deres Side, hvis Interesser trues derved, og Hr. F's Bestræbelser sigte saa aldeles iøjnefaldende til det samme Maal, at det vilde være uforsvarligt at lade hans Fremstilling henstaa uimodsagt; et Oieblik, da man af Mangel paa en bedre Ordning søger at formaa en Læge til at etablere sig her paa Pladsen, og hans saakaldte "Oplysninger" altsaa let kunde virke til - hvad de vel ogsaa ere beregnede paa - at afskrække Lægerne fra at befatte sig dermed. Hr. F. begynder med en ironisk Bemærkning om, al det maa have overrasket "Dags-Telegrafens" Læsere at erfare, at der existerer en saa betydelig Handelsplads paa Jyllands Nordkyst som den, Løkken efter min Beskrivelse er, men da han formodentlig strax er kommen i Tanke om, at der til Bedømmelsen af dette Forhold foreligger Offentligheden aldeles uforkastelige Data i Form af Handels- og Skibsfarts-Statistiken, er han dog saa god strax efter at indrømme, at dette forholder sig rigtig, idet Byen, som han siger, "har 6 a 7 dygtige og virksomme Kjøbmænd, der med Smaaskibe drive en betydelig og indbringende Handel paa Norge". Men selv denne Hr. F.s Indrømmelse er kun "Sandhed med Modifikation", og han synes desuden strax at have fortrudt den, thi strax efter, og ligesom for at udslette Virkningen deraf, debiterer han den haandgribetige Usandhed, at næsten alle de øvrige Beboere ere ubemidlede eller fattige Folk, ja at Byen endog hverken har Kirke eller Skole. Stakkels Løkken, der saaledes pludselig er skudt udenfor Civilisationens Omraade! Men til Beroligelse for Publikum glæder det mig dog at kunne meddele, at ogsaa denne Hr. F.'s Relation er "Sandhed med Modifikation". Løkken har naturligvis baade Kirke og Skole, der begge ligge udenfor Byen, fordi de ere fælles for den og Landsbyen Furreby. Hvad nu Byens Handel og Skibsfart angaaer, da skal jeg for at spare mange Bemærkninger med et Par statistiske Oplysninger bevise Hr. F. og Publikum Usandheden og Upaalideligheden af hans Fremstilling deraf; thi da disse Forhold maa betragtes som de egentlige Grundlag for hans Paastand om, at et Apothek og en Læge ikke her skulle kunne bestaa, maa denne Paastand jo hovedsagelig staa og falde med deres Beskaffenhed. Foruden den Exporthandel, Pladsen driver indirekte paa Udlandet, nemlig med Dampskibene over Aalborg, Kjøbenhavn og Frederikshavn, og foruden hele den indenlandske Trafik, exporterer Løkken ifølge det statistiske Tabelværk aarlig direkte til Udlandet ca. 100 Skibsladninger, bestaaende af Korn og Fødevarer, til en Værdi af imellem 3 a 400,000 Rd. Denne Handel drives ikke, som Hr. F. bemærker, med Smaaskibe paa Norge, men den drives her som andensteds med større og mindre Skibe ogsaa til andre Markedspladsen, f. Ex. England, Holland og Belgien, eftersom Konjunkturerne medføre Handelens Gang. Importhandelen lader sig vel ikke fuldtud oplyse ved statistiske Data, fordi hele Kolonialhandelen gaaer over Aalborg og Kjøbenhavn; men jeg kan dog give en Antydning af dens Omfang ved at fremhæve, at der af Artikler som Trælast, Kul , Salt og Jern ligeledes efter Tabelværket aarlig indføres direkte fra Udlandet henimod 100 Skibsladninger, og jeg tør antage, at dette vel tilstrækkelig betegner, at ogsaa Omfanget af Importhandelen er al Ære værd. Byens Handelsflaade bestaaer af 15 Skibe, hvis samlede Drægtighed udgjør noget over 660 Tons, og dersom Hr. F. havde gjort sig den Uleilighed blot at kaste et Blik i Merkantilkalenderen, vilde han deraf have seet, at ingenlunde alle disse Skibe falde ind under Begrebet "Smaafartøier", idet de 6 af dem have en Drægtighed af imellem 40 og 140 Tons, men jeg kan endogsaa glæde Hr. F. med den yderligere Oplysning, at det sølle Løkken endog har et Skib, der gaaer i oversøisk Fragtfart. Ja, siger Hr. F., men Løkkens Handel er ikke lige stærk hele Aaret (!), Byen har ingen Havn (!), og naar Jernbanen kommer istand, er det at befrygte, at Byen vil tabe sin Betydning som Udskibningssted og Handelsplads. Det er virkelig komisk at se Hr. F. "overraske" Publikum med disse værdifulde Oplysninger. Troer Hr. F. maaske, at der i hele Verden findes en eneste Handelsplads, hvor Handelen hele Aaret er lige stærk, eller troer han, at Nogen vil betragte Savnet af en Havn som en Mangel ved Løkken, naar det er en Kjendsgjerning, at denne Mangel er fælles for alle Handelspladser paa Jyllands Nord- og Vestkyst? Af de foran meddelte statistiske Oplysninger fremgaaer det vel tilstrækkelig tydelig, at man ogsaa uden Savn kan drive en meget livlig Handel og Skibsfart her, og savner man end stundom den Sikkerhed og Bekvemmelighed ved Skibningsarbeidet , som haves i en Havn, er man ogsaa til Gjengjæld ikke alene fri for Byrderne deraf i Form af Lods- og Havneafgifter, men, hvad der er af størst Betydning, man har aabent Farvand hele Aaret rundt, saa at man kan benytte enhver heldig Konjunktur, naar Havnestaderne ved Kattegattet, Sundet og Belterne ere afspærrede ved Vinteren. Nei! Løkkens Betydning som Handelsplads trues hverken ved Havne- eller Jernbaneanlæg: thi det er ikke dem alene, der skabe Handelspladser. Løkken har et godt og veldyrket Opland, som ovenikjøbet ikke berøres af Jernbanen, dets Skibsfart er fri for den besværlige Seilads omkring Skagen og i Kattegattet, og saa længe det har en dygtig, driftig og med Kapital tilstrækkelig forsynet Handelsstand, kan det rolig møde enhver Konkurrence med Østkystens Havnesteder. Hvad nu Befolkningens Livsstilling angaaer, da er Hr. F.'s Fremstilling ikke mindre grundfalsk end hans forannævnte Oplysninger. Foruden de af ham omtalte 6 a 7 Handlende, hvoraf de fleste have store Etablissementer, har Løkken nemlig et stort Dampbrænderi med tilhørende Spritfabrik, endvidere 1 Jernstøberi, 2 Garverier, 2 Farverier, 4 Bagerier og 2 Reberbaner foruden endel Skibsførere, mindre Handlende og Haandværkere af alle Slags, der ingenlunde kunne henføres under Begrebet Fattigfolk, men hvoraf Flere endog ere meget velstaaende Folk. Maa jeg nu spørge Hr. F., om han efter disse uforkastelige Data, og navnlig naar han sammenholder dem med den Kjendsgjerning, et en saadan Virksomhed ikke lod sig tænke paa Jyllands Nordkyst, medmindre Pladsen, hvor den findes, er omgiven af et udmærket godt og veldyrket Opland, drister sig til at paastaa, at Løkken i noget eneste andet Punkt udstiller sig fra Kjøbstæderne end derved, at Byen ikke har Kjøbstadsret, og maa jeg saa anmode Hr. F. om selv at oplyse, hvad Værdi der efter disse Data skal tillægges hele hans paafølgende Argumentation for, at der ikke i Løkken skulde kunne bestaa en Læge og et Apothek. Han faaer vist ikke mange forstandige Folk til at vedkjende sig den Mening, at det ikke her skulde være fuldt saa god en Entreprise som i de fleste Smaakjøbstæder, og han faaer vist endnu færre Meningsfæller i sin Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt Løkken efter de foreliggende Oplysninger, og efter hvad jeg tidligere har godtgjort i min første Artikel, har berettiget Adkomst til at faa baade Læge og Apothek. Ja! men saa vil Apotheket i Saltum faa en farlig Konkurrent, siger Hr. F., og fornuftigvis vilde der da kun vore Tale om at flytte dette Apothek til Løkken, men da Regjeringen ogsaa for en Snes Aar siden i Saltum har oprettet et Distriktslogeembede, saa vilde dette være en Uretfærdighed mod Befolkningen i denne Egn - og hvorfor siger Hr. F. det ikke ligefrem, thi det er naturligvis ogsaa hans Mening - ligeledes imod Distriktslægen. Men fordi Regjeringen for en Snes Aar siden har gjort sig skyldig i et Misgreb ved for det Første at dele det nordlige Jylland i altfor store Lægekredse og dernæst ved at henlægge Apothekerne og Lægestationerne til Steder, lige uheldig valgte for disse og for Befolkningen, er det derfor Hr. F.'s Mening, at der ikke bør gjøres nogen Forandring deri? Jeg skal gierne indrømme ham, at Apotheket i Saltum vilde blive en Umulighed, og at de derværende to Læger vilde faa nogen Afgang i deres Praxis, hvis man i Løkken oprettede et Apothek, hvad der aldeles utvivlsomt vilde være synonymt med, at Byen fik en Læge. Men naar det nu er temmelig klart, at Apotheket i Saltum ikke vil kunne opretholdes, enten Løkken saa faaer Apothek eller ikke, fordi den Købmandshandel, der kan drives der, ikke er et tilstrækkeligt Hjælpemiddel, saa at man som Supplement har maattet tilføie et Slags Monopol paa Brændevinshandelen i Sognet, som nu meget snart gaaer tabt, hvorfor tage saa ikke Medicinalautoriteterne og navnlig de stedlige selv Initiativet til den Omordning af Forholdene, som dog ikke længe lader sig forhindre, nemlig at flytte Apotheket enten med eller uden Distrikts, Lægen til Løkken, hvor Apothekeren kan bestaa, hvis han er i Besiddelse af den fornødne Handelsdygtighed og Driftskapital, og derimod at ansætte en Distriktslæge med Ret til Medicinalhandel for Hvetbo Lægedistrikt i den sydlige Del af Jetsmark Sogn, hvor der vel ligesaalidt som i Saltum kan bestaae et Apothek. Det er den Ordning, man allerede burde have truffet, da man bestemte sig til Oprettelsen af et Apothek for Nordkysten, og det er den, der sandsynligvis dog tilsidst bliver Resultatet af den reiste Bevægelse, hvad enten det skeer tidlig eller sent. Det er nok muligt, at det for en Tid kan lykkes Hr. F, og Meningsfæller at forhindre det, men det vil ganske utvivlsomt naaes, thi det er ikke, som Hr. F. behager at ytre, en Snes eller en halv Snes Personer, hos hvem der føles Trang dertil; det er Løkkens hele Befolkning, som finder den nuværende Tingenes Tilstand utaalelig, og som enstemmig har andraget om en Forandring deri. Af Hr. F.s Anvisning paa Saltum Læger og Apothek som dem, hos hvem man her med Besparelse af Tid og Vognleie kan faa hurtigere Hjælp end Hjørring, skulde man tro, at jeg har undladt at omtale dette i min første Artikel. Dette er imidlertid en ejendommelig Maade at omgaaes Sandheden paa, thi jeg har jo udtrykkelig oplyst, at dette sjelden kan nytte, fordi Veien mellem Løkken og Saltum den halve Del af Aaret næsten er ufarbar, medens der til Hjørring er en ordentlig anlagt Vei. Betalingen for en Vogn til Hjørring og til Saltum er vist omtrent den samme, og naar Veien er slet, kjører man hurtigere til det første end til det sidstnævnte Sted. Hr. F s Bemærkninger til Bedste for Apotheteriets Opretholdelse i Almindelighed, synes mig temmelig umotiverede overfor en Udtalelse, der tværtimod at befatte sig med dette Stridsspørgsmaal netop gaaer ud paa at vise Nødvendigheden af, at Løkken faaer et Apothek, og i det Hele taget troer jeg ikke, at det er klogt af Medicinalautoriteter for Tiden at pukke paa Betydningen af deres Kontrol med Apothekervæsenet, thi der er Mange, som nære stor Tvivl om, at det hele Væsen opveier Byrderne, det medfører for Almenheden, men iøvrigt er ogsaa dette jo Noget, jeg aldeles ikke har indladt mig paa. At man nu, som Hr. F. synes at antyde, vil tolerere det Udsalg i Løkken af Haandkjøbs-Medicinalvarer fra Hjørring Apothek, som man for et Par Aar siden har forbudt, vil vist glæde Mange, hvis det bekræfter sig, da det i Mangel af stedlig Læge og Apothek dog altid vil kunne afhjælpe noget af Trangen; men det er vel tvivlsomt, om vedkommende Handlende tør stole paa Hr. F.s Authenticitet, - ialtfald veed jeg ikke bedre, end at han hidtil har holdt sig Forbudet efterrettelig. - Og hermed troer jeg tilstrækkelig at have gjort Afregning med Hr. F. Kan han ikke fremføre bedre Beviser for sin Mening, staaer min Paastand lige usvækket, nemlig at Løkken er fuldt berettiget til at faa baade Læge og Apothek, at begge her vilde vore heldigere stillede end i de fleste Smaakjøbstæder, og at Medicinalautoriteternes Modstand mod Befolkningen« Krav i saa Henseende kun er grundet i uberettigede og ovenikjøbet forfejlede Hensyn til Enkeltmands Interesse og kun skikket til at opelske og udvikle Nordjyllands Kvatsalveri. - n.

Hermed maa Diskussionen om denne Sag være afsluttet i "Dags-Telegraphen". Red.

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1868)

Løkken var siden 1600-tallet Vendsyssels største ladeplads som fra 1678 begyndte at blive befolket med fastboende. Under Englandskrigen voksede Løkkens betydning yderligere så byen fik købstadspræg. 1860-1894 var Løkken endvidere toldsted. Skudehandelen var da ved at blive overtaget af lokalt fiskeri. Jernbanen 1913 betød opblomstring i turisme. 

Løkken fik først et apotek i 1884: et hjælpeapotek under Saltum Apotek. Det blev selvstændigt i 1895, men var dog 1907-1916 hjælpeapotek for Vraa. Saltum havde fået distriktslæge 1849, apotek 1857. November 1876 blev apoteket desuden "brevsamlings-sted"og købmandshandel samt opslagstavle med avisnyheder. I 1915 noterede visitationen at "Lokalerne og størstedelen af inventaret er i meget ringe grad tidssvarende". 1919 åbnede et nyt apotek. 

Skagen. (Efterskrift til Politivennen)

Af samtlige Kjøbstæder i Danmark er ingen, endog blot tilnærmelsesvis, saa uheldig stillet som Skagen. I Landets ufrugtbareste Egn ligge Husene spredte imellem Klittterne i en Udstrækning af 1/3 Mil. Agerbruget indskrænker sig til større og mindre Stykker dyrkeligt Sand imellem Klitterne, og der kan ikke fødes saa mange Køer, at Beboerne blot paa det Allertarveligste kunne forsynes med Mælk, som hører til Livets første Forødenheder. Handelen er for Intet at regne og bestaar mest i Høker- og Brændevinshandel. Haandværksdrift er ligesaa indskrænket, og derfor formes Snedker-, Murer-, Tømrer-, Maler- og Glarmesterhaandværket hos en Mand; den almindelige Dagløn for en saadan mangesidig Haandværker er 4 a 5 Mk. paa egen Kost. Den langt overveiende Del af Byens 16-1700 Beboere udgjøre Fiskerne. Deres Vilkaar ere selvfølgelig høist forskjellige; meget faa er efter Stedets Forhold velstaaende, endel flere komme taalelig igjennem, men de Allerfleste ere yderlig fattige og savne under ugunstige Forhold ofte det tørre Brød til sig selv og deres Familier. Og saadanne ugunstige Forhold have været tilstede nu i 1½ Aar saagodtsom uafbrudt. Fiskeriet har i Mands Minde ikke været saa slet som i dette Tidsrum; der har været Uger, ja Maaneder, hvor der ikke er fisket, hvad Fiskerfamilierne selv kunde spise, og Nøden har derfor været og er utaalelig; mangen en Fisker af Middelklassen, af dem, der pleie at betale 12-16 Rd aarlig i Kommuneskat, har sidste Vinter oftere lagt sig paa sit usle Leie med Kone og Børn hungrig end mættet. Hvad det har bidraget ikke Lidet til at forøge Nøden, er den betydelige Formindskelse af Bjergelodder, som de senere Aar have medført, dels derved at Gieåndingernes Antal har været faire, dels betød at der er flottet Akkord om Understøttelse i Strandingernes Antal har været Færre, dels derved at der er sluttet Akkord om Understøttelse i Strandingstilfælde af et Damskib, hvortil Bjergerne skulle afgive Halvdelen af Biergelønnen. Endelig er Kartoffelavlen, som de fleste Fiskere søge om en lille Plet til imellem Klitterne, i de senere Aar næsten ganske mislykket, og, i hvor ringe Udstrækning denne end drives af de Allerfleste, faaer den dog stor Betydning; thi nogle Tønder Kartofler bøde svært paa Brødet, som altid maa skaffes for rede Penge, og 1 Pd. Brød er dertil i Almindelighed 1 Sk. dyrere end paa andre Steder paa Grund af Omkostningerne ved Tilførselen af Kornvarer langveisfra, ofte fra Kjøbenhavn, thi Skagen har aldeles intet Opland. Landboerne kunne i Reglen ikke føde sig selv af deres Avl i den nærmeste Omegn, og de fjernere Landboere, som kunne sælge Noget, have lettere ved at føre deres Produkter til Frederikshavn eller Hjørring, hvortil de have gode Veie, medens Veiene til Skagen kun føre igjennem de uveibare Klitter eller tildels ad den ofte ufremkommelige Strandbred. Saaledes er Tilstanden med fuld Sandhed, og Vidnesbyrdet herfor ligget i den Kjendsgjerning, at Kæmnerkassen i de sidste 2-3 Har har paadraget sig en Underbalance af 2 a 3000 Rd., fordi Beboerne ikke have været istand til at udrede saa store Skatter, som udfordres til Byens Nødtørft, ca. 5000 Rd. aarlig, som for Størstedelen opsluges af Fattigvæsenet og et meget dyrt Skolevæsen. Der er saaledes de sørgeligste Udsigter til, at Byen vil fra en Kjøbstad blive til et stort Fattigvæsen, som da maa ty til Statens Forsorg. For dog at holde imod saalænge som mulig, staaer Borgerrepræsentationen i Begreb med at andrage hos Regjering og Rigsdag om at faa Byen til at overgaa fra at være Kjøbstad til et Fiskerleie; thi Andet er Byen ikke hverken i Indvortes eller Udvortes, den har ikke fjerneste Lighed med eller Egenskab af en Kjøbstad, uden forsaavidt den som saadan maa udrede ca. 800 Rd. mere i aarlig Skat, end den vilde lomme til at paahvile den som Fiskerleie eller Landsby. Men, ihvorvel der er en ikke ringe sandsynlighed for, at Statsmagterne paa denne Maade ville rebbe Byen for Undergang, saa vil der dog i gunstigste Tilfælde medgaa længere Tid hermed, og efter Forlydende agter Borgerrepræsentationen derfor midlertidig at søge Regjeringen om Eftergivelse af de kongelige Skatter, ca. 450 Rd. aarlig. for 2 Aar for mulig derved at bidrage Noget til at raade Bod paa der almindelige Nød, som begyndte for over et Aar siden, stedse tiltager og synes at skulle antage forfærdelige Dimensioner i den tilstundende Vinter, naar extraordinær Bistand ikke maatte tilflyde den saa betrængte Kommunes forarmede Beboere. K. J.

(Dags-Telegraphen (København) 26. august 1868).

Skagen havde fået købstadsprivilegier i 1413 og var da en ret stor by pga. fiskeeksporten. Fra midten af 1500-tallet var der nedgang i fiskeriet, ingen oplandshandel og overlevede af fiskeri i indtægt fra strandingsgods. I 1870'erne tiltrak Skagens afsondrethed en kunstnerkoloni og efterhånden også turisme. I slutningen af 1900-tallet fik byen præg af købstad med fiskeri som hovederhverv - på sit højeste 150 fiskerbåde.

Jylland. Afmarch fra Aarhuus. 25de til 31te Oktober 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Thisted, den 25de Oktober. Da Kammerherre Rosenkrantz efter over 2 Maaneders Fraværelse vendte i Begyndelsen af September tilbage til det ham "anbetroede Amt", var der dem, som mente, at han vilde for Alvor til at tage fat paa Embedsforretningerne, men man tog feil. Efter 14 Dages Ophold, under hvilket han dog præsiderede i sit troe Amtsraad, begav han sig paa en ny Udflugt, hvorfra han nu efter 5 Ugers Forløb er retourneret. Naar det fortælles, at denne sidste Reise var en nødvendig Rekreation for hans Rigsraadsvirksomhed, er dette naturligvis en Spøg, og Amtets Beboere have atter fuld Føie til at besvære sig saavel over Fraværelsen som over Konstitueringen af en Embedsmand, som derved bliver sin egen Overinstants. Vi vide imidlertid meget vel, at enhver Klage over hans Embedsvirksomhed og hvad dermed staaer i Forbindelse vil lyde forgjæves, saalænge der ved Roret er et Ministerium, der henregner ham blandt sine Fuldtroe i politisk Retning, men det er ogsaa netop den Kjendsgjerning, hvorpaa vi ønske at henlede Opmærksomheden, at han ingensinde har været saa hyppigt eller saa længe fraværende som nu, da han paa høiere Steder er bleven en velseet Personlighed. Naar man seer, at Thisted Amtmand, der oppebærer en maanedlig Gage af 438 Rd. foruden Fribolig o. a. M., kan tilbringe en Tredjedel af Aaret langt borte fra sit Amt, udenat Regjeringen har Noget at indvende derimod, er der Grund til at spørge, om det herefter skal være Principet i Administrationen, at Embedsmændene ikke ere til for Folkets Skyld men omvendt. Det er under alle Omstændigheder et sørgeligt Tidens Tegn, at Sligt taales.

(Thisted Amtsavis 25. oktober 1864).

Ogsaa i Aarhuus forsikkres, efter Byens Av., og det fra Tydskerne selv, at der er kommet Ordre til at Alt skal holdes beredt til Afmarsch i den nærmeste Tid; navnlig skulle Lazaretherne rømmes saa hurtigt som muligt. For nogle Dage siden kom endeel Syge dertil fra Randers og befordredes sydpaa, for det Første til Haderslev. Et andet og tredie Hold ventes om nogle Dage dertil fra Viborg og Aalborg. Det hed i Aarhuus igaar, at ifølge en dertil indtruffen Depeche skulle Preusserne rømme Jylland inden 6 Uger fra den 10de October. - Derimod fortælle Rejsende hertil idag fra Randers, at derfra er afgaaet et Commando for i Haderslev at hente nye Uniformer til de i Randers liggende Tropper, hvilket just ikke tyder paa nogen nær forestaaende Udrykning, eller maaskee snarest at Occupationstropperne ere lige forberedte paa at blive og paa at marschere med korteste Varsel, eftersom - Sagernes Gang fører det med sig.

Til Nykjøbing paa Morsø ankomme, efter Byens Av., jævnligt med Dampskibet "Aalborg" lystreisende preussiske Officerer, hvis Ophold dog kun er kortvarigt, idet de benytte den halve Time, Dampstibet bruger for at losse og lade, - til at see dem lidt om der i Byen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. oktober 1864).

Wiener-freden 30. oktober 1864 betød at den danske konge afstod Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Holsten stod imidlertid stadig under det tyske forbunds administration (Nieper, Könneritz og Hake), hvilket skabte en ejendommelig situation i Forbundsdagen. Det løste Østrig og Preussen ved den 1. december 1864 at få Forbundsdagen til at opløse eksekutionen, hvorefter kommissærer og militær blev trukket tilbage fra Holsten. Da Preussen i begyndelsen af 1867 helt indlemmede Slesvig-Holsten i Preussen, var også Friedrich VIIIs rolle endegyldigt udspillet.

På Århuswiki findes denne beskrivelse af en indkvartering under besættelsen af Jylland:

Besættelsen af Aarhus forløb forholdsvist fredeligt, og der var ikke nogen videre sammenstød mellem aarhusianerne og de tyske tropper. Flere samtidsberetninger beskriver endog ofte enkeltpersoner meget positivt, som forfatteren Sophus Gustav Bauditz (1850-1915) (1850-1915) i sine erindringer, om én af familiens indkvarteringer:

– Den første, min Moder fik i Indkvartering, var en ung Prins af Ahrensberg – Rytterofficer – og hans Adjutant. Inde i "Salen", hvor der var redt til Prinsen, hang i Daguerreotypi et Gruppebillede af mine Forældre og mig – min Fader selvfølgelig i Uniform. Et Øjeblik efter at min Moder havde vist de ubudne Gæster ind i deres Værelser, bankede det paa Døren, og der stod Prinsen. Han havde aabenbart straks kendt min Moder, paa Billedet set, at hendes Mand maatte være dansk Officer, og kom nu for i en deltagende, underlig bevæget Tone for at spørge, om hun nylig havde haft gode Efterretninger fra ham.

– Nej, vi var i lange Tider uden Efterretninger.

Om han ikke havde været med ved Dybbøl?

– Nej, han var ved General Hegermanns Korps.

Prinsen følte sig synlig lettet, men spurgte saa, om da ikke andre af Slægten havde været med ved Dybbøl.

– Jo, to af min Faders Brødre, og den ene af dem – det var Major Bauditz – vidste vi var bleven haardt saaret og fanget den 17. Marts.

Saa forklarede Prinsen, at hans Adjutant havde ligget paa Johannitterlazarettet i Flensborg sammen med min nævnte Onkel, og at det havde berørt ham, Prinsen, i højeste Grad pinligt at være, som han først havde troet, indkvarteret hos den saarede danske Officers Hustru. Nu tilbød han venligt at ville skrive til Grevinde Stolberg, der ledede Sygeplejen paa Johannitterlazarettet, for at vi gennem hende kunde faa Efterretning om min Onkel; det gjorde han, og nogen Tid efter fik vi ogsaa Brev fra hende – det meldte desværre kun Død.

Men Prinsen vilde ikke som Fjende volde en dansk Officers Hustru Uro eller Ulejlighed, sagde han, han skulde nok selv skaffe sig et andet Logis, og næste Morgen ganske tidligt saa' vi ham ride bort, høfligt hilsende til Vinduet – den hvide Rytterkappe flagrede efter ham, da han drejede om ad Guldsmedgade.

"Den ridderlige Prins" gjorde et stort indtryk på den unge Bauditz, der senere brugte ham som inspiration til to af personerne i sin roman Krøniker fra Garnisonsbyen (1892).

Den slesvigholstenske "Nordd. Z." i Flensborg for 17de tilstaaer selv meget naivt, at Gjenudgivelsen af den dansksindede "Freia" i Aabenraa gjør opmærksom paa det utvivlsomme Misgreb, som "Apenrader Nachrichten" (det nye tydske og tydsksindede Blad) begik derved, at Bladet (i en langt overvejende dansk By med en reent dansk Omegn) udkommer udelukkende paa Tydsk; et idet mindste tildeels (!) paa dansk skrevet Blad er for Omegnens Landbefolkning endnu c: inden den blev fortydsket en Fornødenhed; at Landboerne for "Apenrader Nachrichtens" Skyld skulde lægge sig efter at lære Tydsk, var vel for Meget at forlange. Heller ikke kan man fortænke Aabenraas Omegn deri, at den hellere læser et dansk jog loyalt! Lokalblad, end den i Haderslev udkommende [tydsksindede] "Nordslesvigske Tidende".

Fra det østlige Slesvig lader det sandhedskjærlige "Hb. Nachr." sig tilskrive Følgende: Man har ikke lagt de afsatte Præster i Nord- og Mellemslesvig fjerneste Hindring iveien, naar de i deres Prædiken vilde tage Afsked med deres Menigheder. Som det var at vente af de Vedkommendes fanatiske Charakteer", er denne Skaansel næsten overalt bleven misbrugt, idet de Herrer Præster anvendte den sidste Time, de havde at tilbringe paa Prædikestolen, til at indpode i deres Tilhørere Had og Foragt mod det nuværende Regime og Haabet paa at Danmark snart igjen vil vinde sit gamle Herredømme. En af de saaledes afskedigede Præster, og dertil en af de meest fanatiske, den "berygtede" Mørk Hansen i Felsted, har endog fornylig udgivet sin Afskedsprædiken i Trykken. Næsten med rene Ord prædikes her Oprør mod den bestaaende Orden, hvorfor ogsaa Politiet i Haderslev beslaglagte et Parti af nævnte Piece.

Den bekjendte "Kirkeraad" Bolquards ventes nu, ligesom adskillige andre oprørske Embedsmænd. tilbage til Slesvigholsten, hvor han, ifølge "Nordd. Z.", skal beklæde sit tidligere Embede som Præst ved Johanneskirken i Flensborg og Provst for Flensborg Provsti. Ifølge s. Bl. er den nye const. Herredsfoged i Tyrstrup Herred, forhenv. preussisk Divisionsaud. Andersen, nu definitivt entlediget af preussisk Tjeneste, med Titel af Justitsraad, for at tage fast Ansættelse i Slesvig.

Efter "Fl. Nordd. Z." er Herredsfoged. Kammerjunker v. Berger i Glucksborg afskediget og i hans Sted kommen en Hr. v. Ahlefeldt, tidligere Kredsdommer i det Preussiske. 

Endeel patriotiske (!) Damer i Haderslev have tilstillet General Wrangel en broderet Sophapude med Slesvigs og Holstens Vaaben, til derpaa at helde sit trætte Hoved efter Befrielseskampen. (A. Av.)

- - -

Aalborg, den 25te Octbr. Hertil idag ankomne Reisende fra Randers fortælle, at derfra er afgaaet et Commando for i Haderslev at hente nye Uniformer til de i Randers liggende Tropper, hvilket just ikke tyder paa nogen nær forestaaende Udrykning, eller maaskee snarest at Occupationstropperne ere lige forberedte paa at blive og paa at marschere med korteste Varsel, eftersom Sagernes Gang fører det med sig. (Ab. Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 26. oktober 1864)

- Fra Skive tilskrives der os den 26de Oktober: I de sidste 3 Uger have vi her i Skive havt preussisk Indkvartering. Den første Uge havde vi een Bataillon, men da forøgedes Byrden, idet vi fik 2 Batailloner, som synes her at have taget stadigt Vinterkvarter. Den ene Bataillon er af 10de, den anden af 52de preussiske Infanteri-Regiment. Uagtet Skolen, Klubben, Raadhuset og en ledigstaaende privat Bygning med stor Bekostning for Kommunen ere omdannede til Kaserner, var Byen dog i den Grad overfyldt med Militair, at Preusserne selv fandt det rigtigt af sanitaire Hensyn at sende 2 Kompagnier paa Landet, hvoraf det ene blev indkvarteret i Høm, det andet i Resen. Byens Embedsmænd, Kjøbmænd og Haandværkere, ja endogsaa Daglejerne have Indkvartering og føle vistnok Alle denne trykkende Byrde. Imidlertid kunne vi dog ikke sige, at Tropperne forøge Trykket ved deres Adfærd. De opføre sig i det Hele taget godt og længes Alle efter at komme hjem ligesaa meget, som vi længes ester at blive dem kvit. De eneste Symptomer paa en nær forestaaende Afmarch ere, at Preusserne have forøget Vognparken fra 24 til 80 Vogne, og at de have bestilt Forpleining til 4 Dage forud.

(Dagbladet (København) 31. oktober 1864).

General Kommando des IIten kombinierten Armee Corps in Jütland. Falkenstein, General. Hohenlohe, Østrigsk Oberst. Oestr. Exi. Abele. Hardenberg, Greve. Grossmann, R., Ind. Wartensleben, Greve. Falkenstein II, I. R. Igel v., Løjtnant. Richthofen, v., Løjtnant. Sänger, v., Oberstløjtnant. Scheibert, Løjtnant. Malischewsky, v., Løjtnant. Lork, v., Løjtnant. Hayde, Løjtnant. Falkenstein I, v., Løjtnant. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Af en senere artikel fra 1865 fremgår følgende:

Sindssygeanstalten ved Aarhuus. Aarhuus, den 3die August. ( Aarhuus Av.) Af en Beretning om sindssygeanstalten her ved Byen erfares, at Antallet at Mandfolk vedbliver deri at være større end Antallet af Fruentimmer, og at det derfor kan befrygtes, at den nørrejydske Anstalt allerede i en ikke meget fjern Fremtid vil vise sig af utilstrækkeligt Omfang for mandlige Patienters Vedkommende. Meget paafaldende er det forøvrigt, at denne Overvægt af Mandfolk egentlig kun skyldes Vendsyssel og Thy, der har 35 Mandfolk og 2 Fruentimmer i Anstalten, medens den Deel af Jylland, som ligger Syd for Limfjorden, har 128 Mandfolk og 126 Fruentimmer. Denne betydelige Overvægt af Mandfolk i Anstalten fra den nordenfjordske Deel af Jylland er saameget mærkeligere, som Sindssygetællingen i 1860, der i det Hele havde flere sindssyge Fruentimmer end Mandfolk i Jylland, netop udviste et betydelig større Overvægt af Fruentimmer i Hjørring og Thisted Amter end enten i de øvrige 8 Amter tilsammen eller i hele det samlede Jylland. Paa forbigaaende Omstændigheder kan dette ikke beroe, thi saalænge Anstalten har bestaaet, har der været en uforholdsmæssig Overvægt af Mandfolk over Fruentimmer fra Vendsyssel og Thy. - Occupationen hidførte ikke Ulemper af Betydning for Anstalten, skjøndt den idelig omsvævedes af preussiske Militaire, og det lykkedes den at undgaae enhver officiel Berøring med Fjenden, indtil General Falkenstein den 27de October lod en temmelig grundig Undersøgelse af dens Lokaliteter anstille ved den preussiske Armees Overintendant, med det angivne Formaal, at gjøre sig bekjendt med Bygningernes Indretning, for i fornødent Fald at kunne disponere derover, hvilken Demonstration dog ikke havde videre Skridt til Følge.

(Flyveposten 7. august 1865)