Ønsker for Nørrejylland II.

Der er flere gange fremsat det forslag at de sager som henhører under amtmanden som overpolitiretsdommer skulle sortere under landsoverretten fordi det dog er meget let tænkeligt at amtmanden kan være mere eller mindre hildet i sine anskuelser om en sag, især hvis han står i venskabeligt forhold til underdommeren, da han let påvirkes af denne. Det vil ikke falde vanskeligt for den som har noget bekendtskab til provinserne at tænke sig eksempler herpå. For andre læsere som mangler denne kundskab, skal forfatteren dog anføre et sådant. For 3 år siden blev to fæstegårdsmænd af deres herskab indkaldt for en politiret fordi de havde undslået sig for at præstere en affordret køreægt på grund af at turen ikke kunne tilkomme dem eftersom flere af godsets bønder havde kørt langt færre ægter end de. Bønderne vidste meget vel at de ville blive mulkterede for udeblivelsen, men havde alene nægtet at møde fordi de netop ikke ville stævne herskabet at stande til rette for den uorden som fandt sted i hoveriets tid, men selv ønskede sig af herskabet indkaldte for at oplyse denne sag. Uagtet der nu i hoveriforordningen med klare og rene ord findes den bestemmelse at der ved ethvert hoveri skal uddeles billetter til de hoverigørende hver hovdag, og uagtet det under processens gang blev bevist af bønderne at der ingen billetter blev uddelt på dette gods, blev herskabet dog ikke idømt den mulkt som er fastsat for efterladelsen af det nævnte bud. Endvidere! Bønderne blev mulkterede for deres udeblivelse, men herskabet mod al bevislighedernes evidens ganske frikendt, uagtet dog underdommeren i domspræmisserne stadfæstede alle vederpartens påstande. Denne dom stadfæstedes af stedets amtmand.

Dette eksempel har sikkert en utallig mængde analogier som alle mere eller mindre viser nødvendigheden eller dog gavnligheden af en forandring i landpolitiretten der i sin nuværende skikkelse synes vel meget at bære præg af en nutiden fremmed fortidsånd da regeringen mere end tilbørligt stolede på personligheden. Man stolede på de respektive amtmænd, deres relationer til kollegierne blev af disse antaget som trosartikler, og deres fuldmagt blev givet hen i det vage og ubestemte så at de fik adgang til at indblande sig i alle anliggender. Hertil kom at disse amtmænd som oftest var ganske uduelige og uvidende adelsmænd. Hvor skadelig denne amtmandsmyndighed har været, kan man slutte sig til af det liv og den interesse der gav borgerne et værn mod den blotte egensindighed og vilkårlighed hos overøvrigheden, er opstået alle vegne i provinserne. Denne interesse har naturligvis hidtil været sløvet ved deen erkendelse at det ville være unyttigt for den enkelte mand at sætte sig til modværge, da han altid ville savne den fornødne understøttelse hos sine frygtsomme medborgere. Selv den største energi formåede intet mod amtmandens uindskrænkede fuldmagt.

I årene 1800-1806 blev i en provinsstad af amtmanden besluttet anlægget af en ny udkørsel fra byen i en strækning af 1/8 mil, og man fandt for godt for at lette arbejdet og omkostningerne som det hed, at forlænge dette stykke vej ved en krumning så at linjen i alt blev dobbelt så lang, uden dog at strække sig længere fra byen. Alle de indsigelser som blev fremført mod det tåbelige påfund, hjalp ikke. Byen fik en ligeså stor bekostning og desuden vejen gjort dobbelt så lang som ellers, samt tabte tillige den vakre indsigt i byen som den lige vej ville have skaffet. Når man regner at vejen årlig befares af 8.000 vogne eller af 4.000 vogne ud og ind, byens egne iberegnede, så gør dette i 35 år en strækning af 35.000 mil, hvilket vistnok uden at regne de passerendes tidsspilde, kreaturernes tab af mælk osv. alene på vognhjulenes mere slid mange gange for forøget den sum som kunne være medgået til at sætte den vanskeligere, men kortere vej i stand.

Og dog var dette og lignende tilfælde ikke just af de mest slående beviser for egenrådigheden. Man har endog eksempel på at en amtmand har pålagt en byskat til at dække en kæmners kassemangel, dog uden at favorisere denne. Overalt hvor dette og lignende har fundet sted, vil man derfor være så meget mere skønsom for og benytte regeringens sidste kommunallov, og det er ikke at undres over at der allevegne spores en kraftigere borgerånd og større selvstændighed end omstændighederne ellers synes skikkede til at fremkalde. For efter enhver stor og lang slappelse kommer der des kraftigere liv og bevægelse når først vækkelsen er sket. Det må derfor erkendes at det ikke blot er ønskeligt at amtmanden ophører at være politiretsdommer, men at hans ubestemte fuldmagt må få sine mere skarpt afstukne grænser, samt at den gamle skik at besætte disse embeder med adelige måtte ganske tabe sig tilligemed de respektive præliminærer dertil, auscultantvæsenet. Især ville det være heldbringende for Jylland som en fjernere provins der nu er mere overladt til tilfældet en selve regeringen kan ønske. For tilfælde kan man i almindelighed kaldet det om en bby får en dueelig og samvittighedsfuld amtmand, da de personer som får disse embeder, jo som oftest går over fra en stilling som er ganske heterogen for deres nye virksomhed. Det mest hensigtsmæssige ville vist være at justitsråd Ræders (i Horsens) forslag om en overadministration for Nørrejylland oprettedes i analogi med den som eksisterer for hertugdømmerne.

En sådan overadministration ville især have det fortrin at kunne overse hele provinsens anliggender og tarv og måtte derfor også være skikket til at have øje med samme i en langt højere grad end det nu kan finde sted hos et fjernere kollegium, af hvis medlemmer få eller måske ingen af erfaring kender noget væsentligt til Jyllands sande forfatning. I mange bestyrelsesgrene er lokalkundskaben aldeles uundværlig, nemlig især i post- og befordringsvæsen, vejvæsen, toldvæsen og handel osv. At denne lokalkundskab kan fås både hurtigere og mere pålideligt af et provinsialkollegium end af et i København, derom kan ingen tvivle, som har en anelse om hvor let det er i en skriftlig fremstilling og beskrivelse af en sag at gøre hovedsagen til en bisag og at fremføre ubetydelige ting som afgørende omstændigheder. Både i vejvæsen og toldvæsen hersker nu den største dissonans. På flere steder er vejene istandsat, nye afsatte osv. , mens de i de tilstødende amter er i mådelig forfatning hvilket især gælder den sydlige del af Jylland hvor man snart kører på et stykke chausse, snart på en sandvej. Får en amtmand det indfald at sætte vejen i stand, så har hans kollega i det tilgrænsende amt måske i sin visdom fundet at det ikke bør være således, enten fordi han vil forskåne landmændene for den besværlige kørsel, eller fordi han nu engang har sat sig det i hovedet athan ikke vil. Ikke mindre savnes en sådan overadministration i henseende til toldvæsen og handelen.

Jyllands handel lider et uhyre afbræk ved Holstens større forrettigheder og det smugleri som derved foranlediges. Efter omtrentlig angivelse skal der findes 400 landkræmmere hvis forretning består i at smugle udenlandske manufakturvarer over den jyske grænse og siden med sækken på ryggen at gennemvandre hele Jylland lige fra Kongeåen til Skagen. Den forskellige grad af strenghed, hvormed disse landkræmmere efterspores, gør det umuligt for den egentlige købstadhandel at komme i vejret, da kræmmerne kender alle krogveje over marker og gennem skove, hvor de med en tyvs ængstelighed og snedighed ved at undgå landevejen. De har desuden et sikkert tilhold hos bønderne som indbilder sig at de står sig vel ved at handle med dem, skønt de dog som oftest lokkede af den lette pris, bliver bedraget med dårlige varer. Så vidt vides har generaltoldkommeret været betænkt på at anlægge en strengere spærring ved grænsen af Slesvig hvorfra smugleriet sker og i dette øjemed indhentet lokalautoriteternes betænkning, men uden at der i de siden forløbne 10 år er foretaget noget væsentligt derved.

En af de erklærende embedsmænd foreslog at kantonnere et par kavallerieskadroner der. Dette forslag havde fortjent at tages til følge som et sikkert, i det mindste dog som det sikreste middel til at opnå øjemedet. Det ville heller ikke være forbundet med vanskeligheder da der på en strækning af 12 mil er to kavalleriregimenter indkvarteret, så at der i alt kunne haves 8 eskadroner at skifte med. At grænsens særring ville være af uberegnelig gavnlige følger både for Jyllands handel i almindelighed og den københavnske handel på Jylland i særdeleshed, er indlysende. For at Hanborg og de holstenske stæder høster den megen fordel af Jylland, ligger for en stor del i smugleriet. Fandt dette ikke sted, ville varernes pris ikke være højere fra København end fra Holsten. Men især ville de jyske brænderier vinde, mens de under de bestående forhold er dybt sunkne. Brænderierne er i Slesvig afgiftsfri, og som følge deraf er brændevinen langt billigere. Der indsmugles derfor en overordentlig del brændevin til Jylland, mest fra Flensborg.

(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 1ste Mai 1841. Side 337-344). 

Redacteurens Anmærkning.

Del I blev bragt i Politivennen nr. 1323, side 289-295. Denne del er ikke medtaget her på bloggen.

Auscultanter (assessores auscultantes) i Højeresteret var blevet indført ved reskript af 5. september 1738. Hensigten var at den daglige øvelse ved at sidde i Højesteret at uddane personer til med tiden at blive dygtige overdommere mm. Kun sekretærer i kancellitet, assessorer i hofretten og kammer- og hofjunkere kunne blive auscultanter. Fra 1760 var der nedgang i kandidater, og ordningen blev afskattet i 1771 i en kort periode. Se Sophus Vedel: "Den Dansk-Norske Høiesterets Historiee under Enevælden fra 1661 indtil 1790". 1888.

Anmodning til Interessentskabet for Paquetfarten imellem Kjøbenhavn og Aarhus.

Det er til stor behagelighed og gavn for Jyllands og Sjællands beboere at der er oprettet en stadig og mindre bekostelig samfærdsel mellem disse steder ved paketskibene nr. 1 og nr. 2. At der er mange som foretrækker rejsen til søs mellem disse steder frem for en mere bekostelig og mere trættende over land, beviser det store store antal af endog konditionerede rejsende som i år har benyttet denne befordring. Det er derfor interessentskabets pligt såvel som det gavn at sørge for at alt indrettes så fuldkomment vel som muligt til passagernes bekvemmelighed og tilfredshed. Man tvivler ikke på at dette også er dets ønske, og man tillader sig derfor at gøre det opmærksom på en mangel som bør afhjælpes.

Anmelderen tog for nogen tid siden fra København til Århus med paketten nr. 1 der føres af kaptajn Michelsen. Dette skib er en fortrinlig sejler, og kaptajnen en dristig og kyndig sømand der såvel som skibets øvrige mandskab viser al mulig omhu og opmærksomhed mod passagerne. Men en mangel findes på skibet som det ikke står til ham at afhjælpe, og det er mangel af en retirade for mandlige passagerer. Vel står der til fornøden brug en slags kasse i forenden af skibet. Men denne kan man ikke afbenytte i stærk søgang uden at blive dyndvåd. Desuden skjules denne kasse kun af et stykke gammelt sort sejldug som ved den mindste blæst flyver til side, så at den der vil benytte stedet, nødes til at vise alle ombordværende en usømmelighed man ellers søger at undgå, og som ved en formedelst modvind eller stille længerevarende rejse oftere må gentages. Da der på alle skibe som er bestemt til at overføre passagerer, er indrettet lukkede retirader for begge køn, så håber man det ærede interessentskab vil afhjælpe denne mangel på paketskibet nr. 1 såvel som på nr. 2 om den også finder sted, hvilket anmelderen ikke er underrettet om.

Til slut kan anmelderen ikke undlade at fremsætte et ønske som det nærmest tilkommer føreren at påse opfyldt, nemlig at samtlige madrasser og køjeklæder i kahytterne efter hver fuldført rejse må udbankes og afbørstes da det jo let kan hænde at der blandt de forskellige passagerer som bruger denne befordring, kan findes en eller anden der var hjemsøgt af et vist slags påtrængende smådyr der er højst ubehagelig at modtage i indkvartering af folk som ikke ellers ikke er vant til sådant selskab.

(Politivennen nr. 1190, Løverdagen, den 20de October 1838. Side 665-667)

Redacteurens Anmærkning

Paketskibene transporterede stykgods, post og passagerer i regelmæssig rutefart. Ordet dækker mest over småskibe på indenlandske fragtruter. Paketskibe var havets fragtmænd.

Steam ferry-boat - Great Belt. The Illustrated London News, 26. april 1850.

Et Par Ord om Sædelighedstilstanden i Aalborg By.

Om denne større danske købstad har man i anførte henseende tidligere hørt ufordelagtige beretninger. Men dog næppe på prent set en sådan som den der er indflettet i stiftprovst Halds, i stænderforsamlingen oplæste forslag om midler til at forebygge løsagtighed. Forslaget selv der i øvrigt næppe stemmer med tidens erfaringer og anskuelser, synes næsten ganske at skylde sædelighedstilstanden på proponentens opholdssted sin tilværelse. Når det i en by på 7.000 mennesker er kommet så vidt med løsagtigheden at bordellerne afgiver tilflugtssteder for farlige forbrydere, at værterne der tjener til hælere for visse osv. osv., så er det vist nok på høje tid at den verdslige arm sætter skranker for sådant uvæsen og gådefuldt tillige at sådant ikke er sket hidtil. Dersom man tror at bordeller er et nødvendigt onde, hvori man må finde sig i en søstad som Aalborg, da tager man mærkeligt fejl. 

Det bedste bevis herimod er Helsingør hvor år for år vel 10 gange så mange søfolk opholder sig som i Aalborg. Der har man i de sidste år aldeles intet kendt til bordeller, og man holder de enkelte logerende fruentimmer så meget i skranker at de ikke forstyrrer den offentlige ro eller giver for megen skandale. Selv i København der naturligvis som hovedstad må i denne henseende underkastes en mildere bedømmelse, har politiet i den senere tid anvendt sin myndighed for at bringe det der vist nok til en vis grad nødvendige, onde inden visse grænser og hvis man skal slutte fra det som hidtil er udrettet, vil forargelse opvækkende løsagtighed til sidst blive ganske udryddet der. Men lader sådant sig realisere i Helsingør og København, så må det så meget lettere kunne ske i Aalborg når der kun lægges alvorligt hånd på værket. Hvis altså som indsenderen næsten befrygter, stiftsprovst Halds forslag i andre henseender ikke findes antagelige, så vil dog hans gode vilje i det mindste have den tilfredsstillelse at højere autoriteter lægger mere mærke til det om sig gribende onde i Aalborg og pålægge de ansvarlige at modarbejde samme med energi og sindighed.

(Politivennen nr. 1181, Løverdagen, den 18de August 1838. Side 517-519)

Sct. Olai Gade i Helsingør. Den har Politivennens ord for at der ingen bordeller var her dengang. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

P. T. Hald (1802-1964) var 1833 blevet residerende kapellan ved Budolfi Kirke i Aalborg, samme år sognepræst ved Frue Kirke, 1837 sognepræst ved Budolfi Kirke og stiftsprovst. I 1838 og 1840 var han kongevalgt medlem af de nørrejyske provinsialstænder. Hans ellers liberale holdninger afholdt ham ikke fra at optræde kraftigt mod baptismen.

Om vore Dages Separatister.

Historien lærer at der til alle tider har været mennesker der dels af sværmeri, dels i andre hensigter har adskilt sig fra den herskende kirke. Også i nutiden som dog glæder sig ved en større grad af oplysning, er langt fra at være fri for separatistiske konventikler. På mange steder i Jylland og Fyn såvel som på Sjælland findes der folk som har afsondret sig fra den offentlige gudstjeneste og stiftet hemmelige forsamlinger hvori bønder, fiskere og skræddere giver sig af med at forklare bibelen og med at prædike. Så uskyldigt end sådant synes, kan det dog have højst sørgelige følger. For får sådanne mennesker det i hovedet at gudstjeneste bedre og mere bekvemt kan holdes i deres egen stue, og at en fiskers eller skrædders snak kan opbygge mere end præstens tale, så behandler de snart den offentlige gudstjeneste med koldsindighed og foragt og satte omsider mistanke til læren selv. Men løsnes først et bånd som binder dem til staten, vil attrå efter at løsne flere vist nok snart opstå. Allerede giver disse personer sig navn af "troende" og "opvakte", mens de kalder andre som ikke er af deres parti, vantroende eller folk af den nymodens tro hvilke de af alle kræfter søger at omvende.

Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.

Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.

Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt. 

"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed." 

Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fulgtes op af "Mere om separatistiske Forsamlinger" som citerer en artikel fra Dresden fra 14. november. Politivennen nr. 1144, lørdag den 2. december 1837, side 754-756.

Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.

Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:

På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.

Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.

Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.

Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.

Blind Allarm.

Om eftermiddagen den 15. september dette år mellem kl.6 og 7 hørtes såvel i Ballerup som Måløv kirkesogne klokkernes klemten, det sædvanlige signal til ildsvåde. Af den grund ilede folk fra hele egnen hen imod Smørum Nedre og Edelgave, fra hvilken kant en temmelig stærk røg sås stige op. Men hvor forundredes og harmedes man da alt var blind alarm og en røg som blot var forårsaget ved en betydelig del rapshalms afbrænding. Når man nu betænker hvor mange sprøjter, både fra Herlev, Ballerup, Måløv, Jonstrup og flere steder, hvor mange vogne med vandtønder der sattes i bevægelse og den mængde mennesker der forsømte deres arbejde for at komme til hjælp ved den formentlige ildebrand, så kunne vist nok det ønske opstå at sådan afbrænding forud måtte blive bekendtgjort og foretaget til anden tid, hvilket måske også kunne have medhold i lovbestemmelserne desangående. At måtte spilde tiden og løbe som nar i sådanne anledninger, synes at være vel hårdt.Tilmed er følgen heraf den at folk let bliver hjemme en anden gang når ildløs virkelig finder sted. 

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 653-654).

Nutidigt landskab ved Smørum Ovre  

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i nr. 1032, 10. oktober 1835. Kjøbenhavnsposten indberettede jævnligt om større brande i landsbyer, fx denne fra 24. juli 1834:

Ved en Natten imellem Løverdag og Søndag i Bondebyen Sandberg (imellem Søllerød og Hirschholm, opkommen Ildsvaade ere, i den korte Tid af 1½ Time, 4 Bøndergaarde blevne lagte i Aske.

Der kan have været en grund til den store opstandelse. Året forinden havde en storbrand hærget i Hillerød natten mellem den 10. og 11. maj 1834. Branden er behandlet i et efterskrift. Den medførte at man endelig udstedte forbud mod stråtage i købstæderne. Det blev derfor den sidste storbrand som følge af de brandbare tage.

Bøn for Jydlands Handel.

Det ville vist nok være sand fordel og nytte for landet hvis der kunne findes kraftige midler for at forebygge eller forhindre to fordærvelige uskikke der går i svang i Jylland, især på Vestkysten, nemlig:

1) Den ulovlige brændevinsbrænden i landsbyerne der er fordærvelig såvel for kongen som for landet. Landmanden selv forsømmer derved ofte sine nødvendige forretninger, og gives ikke sjældent anledning til svir og deraf følgende dårligheder. Der siges af mange landmænd at de uden at brænde brændevin ikke ser sig i stand til at svare de påbudte skatter og afgifter. Men denne påstand mener man at være ubegrundet. For på andre steder i Danmark hvor sådan ulovlig brænden ikke finder sted, ser man dog at landmanden slår sig hel vel igennem og kan svare det han bør. Vel er det sandt at Jyllands årvågne toldvæsen og øvrighed har stræbt at hæmme denne uskik. Men endnu har det vist nok langt fra lykkedes dem at afskaffe den da den har fæstet så dybe rødder som det vil være vanskeligt at udrydde, hvis ikke dertil anvendes en endnu større kraft.

2) Den så almindelige og næsten overalt drevne landprang og ulovlig kræmmerhandel, hvormed næsten hele Jylland er opfyldt. Mange borgerlige og lovlige handlende i købstæderne underkues og nedtrykkes for sådanne kræmmere og landprangere der endog drager ind i købstæderne og sælger deres varer, omrejser og handler i hele landet, ja vil måske i tiden danne sig til en fri korporation. Det vil vist nok være vanskeligt ganske for forebygge sådan ulovlig handel der allerede har fået stærk fremgang og har så mange deltager og beskyttere, dog vil den venteligt ved ufortrøden opmærksomhed for en stor del kunne standses og derved var dog meget vundet, hvor iblandt at mange som nu hengiver sig til leddiggang, ville nødes til arbejde og passe det kald hvortil de engang var bestemt, og overlade handlen til de borgere der har opofret deres ungdomsår på at lære den, og som nu derved skal ernære sig selv og familie. Måtte disse par bemærkninger vække højere vedkommendes opmærksomhed for at der kan findes midler til at forebygge ovennævte  uskikke, ville det glæde enhver rettænkende landmand, men især indsenderen.

En jysk handelsbetjent.

(Politivennen nr. 1015, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 388-390)

Bøn i Aarhus.

Så behageligt det er såvel for indbyggerne i Århus som for de mange rejsende der kommer og afgår med smakker og dampskibet, at havnebroen sidste sommer er sat i så god stand, lige så ubehageligt er det derimod for nys nævnte og enhver at vade i det dynd og søleføre som begynder der hvor broen slipper og vedbliver lige til den nærmeste gade. Man beder derfor de ansvarlige om at sørge for at dette stykke bliver renset og og brolagt eller i det mindste påfyldt med grus.

(Politivennen nr. 774, Løverdagen den 30te October 1830, s. 700-701) 

Om Dampskibet Dania.

Det held som dampskibene Caledonia og Prinsesse Wilhelmine altid fuldendte deres rejser til deres bestemmelsessteder, fremkaldte ønsket om at en lignende fart måtte komme istand mellem Århus og København. En hr. L. Oppert begyndte derfor denne fart med dampskibet Jydland. Men dels var dette skib ikke indrettet således at det kunne svare til hensigten, dels var også entreprenørens utidige sparsommelighed skyld i at de med samme skib foretagne rejser løb uheldigt af, så at denne befordringsmåde til Jylland og København snart ophørte. 

Med glæde modtog man derfor den efterretning at hr. kaptajn Christensen i England havde købt et dampskib som han ville fortsætte farten mellem Århus og København. Den mængde passagerer der tegnede sig for at tage med samme, vidnede nok så meget om hvor stor tillid man havde til entreprenøren, samt hvor meget man yndede denne befordringsmåde frem for den sædvanlige. Anmelderen heraf er heller ikke vidende om at dette skib har haft synderlige uheld på dets rejser og det var ham derfor desto mere påfaldende i Aalborg Stiftstidende nr. 154 at læse følgende.

"Dampskibet Dania"

"Dette dampskib må sikkert ligesom også dets værdige forgænger Jylland, alias Dandy være løbet af stabelen under de mest uheldbringende konstellationer og ondskabsfulde planeter og det har til fulde vist sig at det var intet godt tegn at det just begyndte sine jyllandsfarter under krebsens tegn. Det har således jævnligt været forfulgt af de uheldigste tilskikkelser af en ublid skæbne. Såsom snart at få modvind og derfor måttet overligge under Hesselø indtil vinden løjede så meget af at det med kuldebesparelse kunne fortsætte rejsen. Snart går klistringen af et damprør og de medrejsende bliver halvkogte i køjerne. Snart er der anden skade på maskineriet som der skal tid til at få skiftet. Nu er Helgenæs så uartig at det ikke vil gå af vejen. Men den slemmeste rejse der endnu er gjort, var den fra Århus til Købehavn i forrige uge. Efter en i Århus Avis indført "tilforladelig" beretning afgik Dania fra Århus om tirsdag formiddag kl. 10. Alt gik overmåde vel, til om aftenen kl. 11, da skibet ved uforsigtighed af skipperen som antog Sjællands kyst for Sveriges (hvilket da var en allerhelvedes bommert og synes moxen utrolig, men efterretningen er jo tilforladelig) kom på grund på en sandrevle i Hornbækbugten omtrent to bøsseskud fra land. Om søvnen også nu har sat sig på Anders Styrmands næse ligesom i Peder Paars' tid, melder beretningen intet. De fik virksom hjælp af en del fiskere fra Hornbæk - hvori den bestod siges ikke - men måtte blive stående på grunden og oppebie vandets stigen som først begyndte onsdag aften kl. 8. Og efter at alt vægtige såsom kufferter (formodentlig fyldt med specier) etc. var i for vejen bragt udenbords i både, lykkedes det at bringe Dania flot klokken 9, hvilket kostede kaptajn Christensen 150 rigsbankdaler til fiskerne. Disse må herefter at dømme være meget lidt drevne i t hjælpe strandede skibe til rette, for havde det været på Læsø, hvor man bedre kender rummelen, da havde man ikke talt om mindre end dobbelt så mange pund sterling i overensstemmelse med priskuranten på bjærgeløn af 11. marts 1827. Torsdag morgen kl. 3 afgik Dania derfra og de rejsende fulgte med. kl. 8 formiddag  ankrede imellem Hven og Rungsted på Sjælland fordi en luftpumpe i maskineriet var kommet i ulave - atter fortræd - Til at hjælpe på det måtte smeden i Vedbæk besøges, og det var en lykke at man kunne finde en sådan artist undervejs i sin vånde, men det gik her som det så ofte går: Når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Ved denne kunstners bistand blev skaden restaureret. Men denne restauration medtog næsten 11 timer. Kl. henimod 7 om aftenen afgik det derfra og kl. 10 ankrede det på Københavns Red. Kaptajn Christensen overtog selv kommandoen fr det øjeblik skibet strandede. (Dette burde han mere rigtigt have gjort før det strandede, for at betro så mange menneskers liv i en skippers hænder som i Hornbækbugten kan antage Sjællands kyst for Sveriges, er temmelig vel meget). Skibet har ingen skade taget og afgik i lørdags kl. 2 til Fredericia, ligeledes under ejerens egen kommando"

Ved at anføre ovenstående er det anmelderens ønske at skibets ejer, hr. kaptajn Christensen i et offentligt svar ville erklære om det anførte er i overensstemmelse med sandheden, eller muligvis kun et foster af den misundelse som gerne plejer at følge ethvert nyt og gavnligt foretagende når dette støder an mod andres interesse.

(Politivennen nr. 617 Løverdagen den 27de October 1827, s. 680-684).

Redacteurens Anmærkning

Det 31 meter lange hjuldampskib Dania blev bygget 1823 i Leith, England. Det kom til Danmark i 1827. Skibet blev ophugget i 1841. Kraks Vejviser fra 1830 oplyser følgende:

3) imellem Kiøbenhavn og Jylland.

Dania afgaaer (fra 1 Mai til ultimo September) hver Mandag Middag Kl. 1 præcise fra Kiøbenhavn til Aarhuus og Fredericia, (undtagen Mandagen den 5 Juli, 3 August og 7 September, formedelst anden Bestemmelse disse 3de Gange) den anløber Striib og medtager Passagerer til alle 3de Steder saavelsom til Helsingør; og afgaaer fra Fredericia hver Torsdag Morgen Kl. 6, anløber Striib, og fra Aarhuus Kl. 6 samme Dags Aften til Kiøbenhavn (undtagen Torsdagen d. 9 Juli, 6 August og 10 September) og vil sædvanlig ankomme Fredag Middag.

De Reisende indskrives paa Dampskibets Contoir i Nyehavn høire Side No. 282, i Stuen, hvor nærmere Underretning erholdes; Breve til Aarhuus og Fredericia indleveres paa det danske Brevpostcontoir.

At rygterne i Aalborg Stiftstidende ikke var korrekte, fremgår måske mest af at skibet sejlede længe på ruten. Fx sejlede H. C. Andersen med det mandag den 31. maj 1830 fra København til Aarhus.

I Politivennen nr. 822, lørdag den 8. oktober 1831, s. 687-690 i artiklen "Dampskibet Dania", s. 687-690 berettes om en mislykkes rejse til Fyn og Jylland fra København. En af konklusionerne i artiklen "Noget om Befordringsvæsenet i Danmark", nr. 895 den 23. februar 1833 er: "Fri os for dampskibet Dania! Heller Prindsesse Wilhelmiine som jo nu er til salg." Dette gendrives dog af rederiet i artiklen "Bekendtgjørelse fra Dampskibet Danias Rhederi", nr. 896, lørdag den 2. marts 1833, s. 154-155. Hvorefter den oprindelige skribent, maskinmester John Wright, Toldbodgade nr. 46, svarer rederiet i artiklen "Til Dampskibet Danias Rhederie.", nr. 898, 16. marts, s. 196-198.

(Politivennen springer nr. 616 over, men sidetallene antyder ikke at der  eksistere et nummer overhovedet)

En Røst fra Vendsyssel.

Da anmelderen i forrige måned foretog en embedsrejse i Vendsyssel og passerede Sæby, erfaredes den uorden som man tror de højere vedkommende autoriteter bør gøres opmærksomme på. Den nemlig at broen ved Sæby på landevejen endnu den 25. maj ikke var repareret efter at den i vinter ved vandets stigning blev beskadiget. Ja, der fandtes ikke engang nogen temporær bro, derimod måtte man lade vognen køres igennem åen til hvilken nedkørslen er overmåde brat så at der kræves stærke og tålmodige heste, en behændig kusk og megen lykke dersom man ikke skal miste heste og vogn.

Vel risikeres mindre når kufferten m.m. ikke kan tåle vand - ved at tage den af vognen og lade den bæres over den bro der er lagt for gående, eller også når man er kendt i omegnen og har tid og lejlighed, da at køre en halv miles omvej over Sæbygård. - Men da det i alle tilfælde vil være nødvendigt for fremmede rejsendes skyld og en stor lettelse for alle omegnens beboere - for ikke at tale om at det er et rimeligt krav - at en landevej er passabel, så synes denne anke at være så rimelig at den bør bringes til offentlig kundskab især da den herredsfoged under hvis jurisdiktion den omtalte bro efter sigende skal ligge, kun bor ca. 50 skridt fra samme.

(Politivennen nr. 600. Løverdagen den 30de Juni 1827, s. 403-404).

Svar til Anmælderen af Stykket i Politievennen Nr. 553, angaaende Reisen med Dampbaaden Jydland.

Lige så tåbeligt det er at indlade sig i fejde om ethvert begrundet eller ubegrundet ondskabsfuldt eller ligegyldigt avisangreb, lige så vist er det også at det under visse omstændigheder er pligt ikke at tie. Og dette er netop tilfældet med den i Politivennen nr. 553 indrykkede beskrivelse over rejsen med dampbåden Jydland.

Jeg giver her en simpel relation om det forefaldne. Tirsdag den 25. juli henimod kl. halv et afgik dampbåden ført af kaptajn Steffensen til Århus. Viden var nordøst. Allerede på højde med Skovshoved drejede vinden sig til nord-nord-vest og det luftede frisk. Klokken halv seks nåede vi Helsingør. Passagererne til denne plads blev sat i land. Og dersom det varede en time, da er det en omstændighed som er uundgåelig. Dog kom her allerede mange upassende ytringer af utålmodighed og utilfredshed fra nogle enkelte som man imidlertid modtog og gendrev på en beroligende måde. 

Imidlertid kom kaptajnen igen ombord og skibet sattes i gang. Vinden blev nu mere vestlig med tiltagende kuling, og så snart vi havde passeret Hammermøllen, blev vi modtaget af en vældig sø som i forening med strømmen hindrede skibets fremgang betydeligt. Klokken 10 til halv elleve var vi først tværs af Hornbæk, og allerede der ytrede en aldrende meget fornuftig mand at vi med hensyn til den høje sø og den ringe distance vi havde tilbagelagt, ikke burde friste skib og maskineri længere, men søge ankerplads og vente til vind og vejr stilnede lidt af. Jeg var personligt af samme mening. Men da det er princip hos mig aldrig at gøre min mening gældende ombord mod skipperens, end ikke på eget skib, så lod jeg kaptajnen handle efter eget skøn. 

Vi pinte derfor atter fartøjet i 2 timer og havde klokken halv to passeret Nakkehoved-fyrene, hvor sø og blæst tiltog i den grad at skipperen selv fandt det urimeligt at gå til søs med sådan en lejlighed. Han holdt nærmere til land for at søge ankerplads. Men da vinden var på langs med landet, så var søen overalt lige høj og de var ingen sikker ankerplads før på Helsingørs red, på hvilken vi ankom kl. 3 om morgenen. Her så vi at møllerne på bakken gik for svikkede sejl, og skibene som holdt ind ad sundet havde for det meste bramsejlene fast. Dette anføres for at give kyndige en målestok for kulingens grad.

Imidlertid vågnede den største del af passagerne, som hidtil havde ligget i tryg søvn. Og jeg kan ikke fortænke dem i at de var lidt ubehageligt overraskede ved at se sig ført tilbage til Helsingørs red, da de under mindre ugunstige omstændigheder kunne have været i sigte af Jylland. De fleste fandt sig imidlertid fornuftigt i skæbnen. Kun nogle enkelte som opkastede sig til ordførere, ytrede en del urimeligheder. Min stemning var ved denne fortrædelige venderejse blevet meget irritable, og da jeg kender mig selv nok til at vide ikke længe tavs at kunne høre på sådanne ytringer. Og da jeg fandt det imod min fornuft og min interesse at indlade mig i diskussion om ting som ikke står til at forandre, så anså jeg det for at undgå ubehagelige sammenstød for klogest at forlade skibet og gik i land om morgenen kl. 5 med den beslutning ikke at gøre rejsen til Århus. Jeg ytrede mig om det til skibsfolkene og forhørte mig forinden om kulbeholdningens tilstand. Svaret var at der var brændt 10 til 11 tønder. Resten som bestod af 22 til 24 tønder ville under almindelige omstændigheder have været mere end tilstrækkeligt til at forsyne ilden til Århus. 

Dog, for at have noget i baghånden, sendte jeg en af folkene til min sædvanlige kulleverandør for at rekvirere 8 til 10 tønder til. Men styrmanden kom tilbage med den besked at vi ikke kunne få kul på grund af mangel på arbejdsfolk, som samtlige var beskæftigede med havne- og andet arbejde, på grund af mangel på heste og vogn, og ejerens mangel på tid. Jeg gik derfor personligt til manden. Men fik samme svar hvorpå jeg sagde til styrmanden at kaptajnen da måtte handle efter egen konduite, hvorved jeg naturligvis pålagde ham at skønne hvorvidt flere kul absolut var nødvendige til rejsens fuldendelse, og dersom dette var tilfældet, da at bruge ethvert middel til at få samme ombord, hvortil han i nødstilfælde kunne have beordret skibets hele besætning. Herved må jeg endnu bemærke at der både i kaptajnens og maskinmesterens instruks er en meget positiv artikel hvorefter de ikke må gå til søs uden at have det behørige kvantum kul ombord.

Idet jeg ville forføje mig derfra, blev jeg på gaden angrebet af en af passagerne, en madame B. Denne dame havde allerede dagen i forvejen vist et meget beslutsomt væsen. Jeg måtte slutte af nogle af hendes ord at hun boede i nærheden af Nyboder, men fik siden efter at vide at det var i nærheden af Gammelstrand. Denne bemeldte madame B. protesterede imod det ophold som indtagelse af flere kul ville forårsage, og drog mig på en så fornærmelig måde til ansvar at jeg undser mig ved at nedskrive det. Alt hvad jeg svarede hende erindrer jeg ikke så nøje. Det er muligt at jeg også sagde der var kul nok ombord. Men hvem vil forlange at jeg skal aflægge et nøjagtigt regnskab til en arrig kvinde som just er oplagt til at skændes.

Det var altså den passager som anmelderen i Politivennen fortæller skal have erindret mig om anskaffelse af flere kul. Jeg ikke havde lyst til at udsætte mig for flere af disse optrin og de forårsagede desuden at jeg uden videre tidsspilde lod mig indskrive for at tage med posten tilbage til København. Så meget desto mere som mit tilsyn var lige så lidt nødvendigt ved denne som ved flere foregående rejser. Personalet ombord var instrueret. Det hører som før er sagt til dets pligter at forsyne sig med kul inden skibet forlader havn. Og dersom skipperen og mandskabet siden hen viste nogen utilfredshed med deres reder, så er det en omstændighed jeg ganske alvorligt kunne drage dem til ansvar for. Når denne tro skipper i stedet for at nedsætte sin reder mod hvilken han endda havde nogle taknemmelighedspligter, havde passet sin dont bedre, da havde han ikke mistet sin ansættelse. At ville undskylde eget fejlgreb ved at laste andre, er en dårlig udvej. Og et fejltrin var det sikkert at gå så utidigt og så uforberedt til søs.

"Jeg ikke havde lyst til at udsætte mig for flere af disse optrin og de forårsagede desuden at jeg uden videre tidsspilde lod mig indskrive for at tage med posten tilbage til København." (Tidlig sommermorgen på Helsingørs red, Carl Frederik Sørensen, 1860. Statens Museum for Kunst.)

Men måske er også han at undskylde. For knap var jeg afsted før der begyndte en så overdreven pukken og passagerne gik kaptajnen så uafladeligt til livs for at komme afsted, at han i et slags fortvivlelse mod al fornuft stod til søs under omstændigheder som for få timer siden havde nødt ham til at vende om igen. Fra nu af synes det som om han ikke videre har bekymret sig om det hele, ikke om kullene, ikke om passagerne, af hvilke der blev nogle tilbage i Helsingør. Han har kun betænkt på at få sine plageånder fra halsen. 

Følgerne af denne svaghed viste sig snart. Han tilbragte med forceret fyring 5 til 6 timer inden han nåede Nakkehoved. Og da han havde nået det, så han sig atter ikke i stand til at overkomme den oprørte sø, men nu skammede han sig ved at vende om igen, og gik til ankers på et sted hvor ingen skipper som ikke vil tabe anker og tov lægger sig med nordvestlig vind. Det varede heller ikke længe før ankerkæden sprang. Og nu var han nødt til at gå til søs mod sin egen vilje og overbevisning. I det oprørte hav arbejdede skibet sig læk, uden at pumpen skal have været i behørig stand. Vandet fordærvede tillige brændematerialet og skyllede det til dels bort. Og således forvoldte denne for tidlige afrejse, den idelige forcering med ild og damp, fortøjets arbejden og ustadige gang, at han efter at have passeret Hesselø blev tvivlsom om kullene ville slå til, og holdt ind i Isefjorden, hvorved omstændighederne tog den af anmelderen omtalte vending. 

Når vi altså overser det hele med upartiske øjne, så er her med undtagelse af kaptajnens eftergivenhed ingen ting at laste. Kontrære omstændigheder i forening med flere rejsendes urimelige, ja selv højst strafværdige petulance har forvoldt det utidige udløb til søs, har forvoldt de mange ubehageligheder og ophold for de roligere rejsende og forårsaget mig et tab af flere hundrede daler. Onsdag eftermiddag hen ad kl. 6 artede vejret sig. Hvilket aldrig plejer at udeblive længe om sommeren. Ja vinden blev som anmelderen siger, føjelig. Havde fartøjet forholdt sig roligt til denne tid, da ville det have været torsdag formiddag i Århus. Men de unge og gamle herrer (hvorimellem formodentlig også anmelderen var) som ville gøre deres mening gældende imod en sømands praktiske anskuelse, har vi at takke tingenes uheldige vending for.

Befandt nu anmelderen sig også derimellem, da kan jeg med rette spørge ham: hvorledes han turde driste sig til uden erfaring og omdømme i navigationsfaget at influere på en beslutning på hvis rigtighed et halvt hundrede menneskers liv og en betydelig kapital beroede, og det under kritiske omstændigheder? Sandelig! En højst strafværdig anmasselse. Det er skibsføreren der skal kende fartøjets kapacitet og de modstridende elementers virkning, kun med denne forudsætning lader en fornuftig føring sig tænke. Men ingen lægmand skal forfuske tingene. Dampbåden Jydland er ikke dampskibet Entreprise som gik til Ostindien. Havde vi haft dette, så havde vi ikke ladet os kujonere af en nordvestvind. Men da vi her til lands hverken har store kapitalister som sætter så betydelige summer i et skib, og ikke heller ostindiske nabobs der rejser mellem København og Jylland, og som kunne holde entreprenøren skadesløs for større ofre, så er det vores sag at benytte det fornuftigt hvad man offentligt ejer og har, og ikke just begære det til en fuldkommenhed som rigere og vældigere folk har det. Den fattige skal ikke blev ked af sin hytte fordi den rige bor i et pompøst palads. 

Vi tør derfor gerne tilstå at en vis grad af vind og sø svækker maskinens virkning og gør fremkomme umulig. Men dette hører til sjældenhederne. Og hvor dette tilfælde virkelig indtræffer, der må man være fri for at blive behandlet på en så krænkende måde. Der er ingen forbrydelse, ja ikke engang en forseelse sket fra rederens side. At han går i land uden at fremsætte sine motiver for enhver, det har han dog vel frihed til. At rederen sørger for kul på et dampskib, er en selvfølge. Men derfor vil han dog ikke stå til ansvar for enhver ubeføjet spørger. Der var fra begyndelsen så mange kul ombord som der kunne rummes inden for dækket. På dækket kunne der ikke lægges flere, for ikke at optage pladsen for de ualmindeligt mange rejsende som dengang havde indfundet sig. Og så er 32 til 34 tønder kul, selv i dårligt vejr, mere end nok. Men ved føring hvor passagerne tager kommandoen fra kaptajnen, er der ingen kalkule at gøre.

Jeg vil ikke kede mine læsere med fortællingen af flere excesser som er begået ombord. Men disse i forening med avischikaner bestemmer mig til at opgive et foretagende på hvilket jeg har opofret arbejde, tid og penge. Siden jeg ikke kan tilfredsstille publikum med de få midler som står til min disposition, siden man ikke vil tage farvandets vanskeligheder i betragtning, da er det bedst at jeg forlader denne tur for at en mindre sparsommelig reder kan bedre tilfredsstille min anonyme anmelder.

Dette er alt hvad jeg har at sige om denne genstand. Jeg har intet at tilføje, selv om gentagne angreb skulle blive rettet imod mig.

Louis Oppert.

(Politivennen nr. 555. Løverdagen den 5te August 1826, s. 531-543)

Redacteurens Anmærkning.

Artikelserie: Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 495-498, Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 531-543, Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 562-567 og Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 570-574.

Tragikomisk Reise til Aarhuus ved Dampbaaden Jydland.

Den 25. juli 1826 steg jeg med 41 andre rejsende ombord på dampskibet Jydland for at sejle til Århus. Efter 6 timers forløb nåede vi Helsingør hvor vi måtte vente en stiv time for at afsætte en del af passagerne. Da denne time var gået, lettede vi atter og fortsatte rejsen indtil midnat da en kraftig kuling tvang skibets fører eller reder til at sejle tilbage til Helsingør. 

Næste dags formiddag gik rederen hr. Oppert i land for som han sagde at hente kul. Hvortil maskinmesteren erklærede "vi havde mangel ifald vi atter på vores udrejse skulle få en lignende kuling eller modvind." Men i stedet for at komme med kul, om hvis nødvendighed dog flere passagerer mindede ham om i byen hvor de var landsat sammen med ham, lod han skibsbåden gå tom tilbage og rejste selv over land til København og svarede dem som erindrede ham: "Der er mere end kul nok i skibet".

Denne Opperts adfærd opvakte alles utilfredshed, endog skipperens og mandskabets. Og i sandhed, havde denne ligeså underlige som uventede adfærd til følge at vi efter at vi i forvejen havde mistet vores anker under storm, måtte anløbe Rørvig i Isefjorden for at hente kul i Nykøbing. Og således give slip på den føjelige vind vi havde som kunne have bragt os til Århus den 28. juli om formiddagen. 

Vi måtte nu friste den hårde skæbne den 3. nat at overnatte på stranden ved Sjællands Odde hvor vi atter af mangel på kul måtte købe flere læs tørv. Med disse tørv i forening med brænde som måtte tages af skibets skillerum, kulkasser, lukafer mm. slap vi ved hjælp af et lykkeligt vindstille fra Sjællands Odde hvor vi kede og trætte af dette sørgelige liv forlod skibet for at gå over land, og kom da endelig med frelst liv til Århus fredag den 28. juli 1826.

Til slut må jeg bemærke at 1) at skibets betydelige læk borttog alle kullene som nu ved skuffer måtte fiskes op over hele skibets bund, ja selv i de syge damers kahyt. 2) at folkene arbejdede ufortrødent endog over deres kræfter som til sidst aftog og svækkedes derved at skibet bestandig måtte føres på pumpen, der desuden var i næsten helt ubrugelig tilstand.

Bekvemmeligheden på skibet Jydland med så mange mennesker samlet er helt mådelig. Og før dette skib får en hovedreparation, vil det ikke kunne modstå søens magt og brud. Kort sagt, før det får en ny indretning og en mindre sparsommelig reder, vil jeg ikke råde nogen at rejse med samme uden i havblik.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 495-498)

" Vi fortsatte rejsen indtil midnat da en kraftig kuling tvang skibets fører eller reder til at sejle tilbage til Helsingør." (I mangel af billeder af Jydland og af Kattegat ses her "Et dampskib i en storm i Atlanterhavet", Carl Bille 1863. Statens Museum for Kunst).

Redacteurens Anmærkning.

Artikelserie: Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 495-498, Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 531-543, Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 562-567 og Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 570-574.

En kilde på internettet bekræfter at Louis Oppert stoppede med sin dampbåd ved samme lejlighed, se følgende oplysning: 

Jylland/Jydland/Jülland. Dampskib/hjulskib. Måske bygget i Newcastle, England omdøbt fra Dandy. Registreret i København. Indfl. 1825 til grosserer Louis Oppert, København, ankom 1825-09-14, og navneændring til Jylland. Sat i rutefart over Kattegat 1825-09-30. Ruteændring 1826 til Elben under navnet Dandy af Altona. Reder H. P. Ohlsen, Altona (MerC. 1843). (Fred)(Plan) p. 13 + 22. I forbindelse med problemer med kulleverancer på en rejse fra Kbh til Århus forsvandt Louis Oppert ud af billedet.