Ønsker for Nørrejylland II.

Der er flere gange fremsat det forslag at de sager som henhører under amtmanden som overpolitiretsdommer skulle sortere under landsoverretten fordi det dog er meget let tænkeligt at amtmanden kan være mere eller mindre hildet i sine anskuelser om en sag, især hvis han står i venskabeligt forhold til underdommeren, da han let påvirkes af denne. Det vil ikke falde vanskeligt for den som har noget bekendtskab til provinserne at tænke sig eksempler herpå. For andre læsere som mangler denne kundskab, skal forfatteren dog anføre et sådant. For 3 år siden blev to fæstegårdsmænd af deres herskab indkaldt for en politiret fordi de havde undslået sig for at præstere en affordret køreægt på grund af at turen ikke kunne tilkomme dem eftersom flere af godsets bønder havde kørt langt færre ægter end de. Bønderne vidste meget vel at de ville blive mulkterede for udeblivelsen, men havde alene nægtet at møde fordi de netop ikke ville stævne herskabet at stande til rette for den uorden som fandt sted i hoveriets tid, men selv ønskede sig af herskabet indkaldte for at oplyse denne sag. Uagtet der nu i hoveriforordningen med klare og rene ord findes den bestemmelse at der ved ethvert hoveri skal uddeles billetter til de hoverigørende hver hovdag, og uagtet det under processens gang blev bevist af bønderne at der ingen billetter blev uddelt på dette gods, blev herskabet dog ikke idømt den mulkt som er fastsat for efterladelsen af det nævnte bud. Endvidere! Bønderne blev mulkterede for deres udeblivelse, men herskabet mod al bevislighedernes evidens ganske frikendt, uagtet dog underdommeren i domspræmisserne stadfæstede alle vederpartens påstande. Denne dom stadfæstedes af stedets amtmand.

Dette eksempel har sikkert en utallig mængde analogier som alle mere eller mindre viser nødvendigheden eller dog gavnligheden af en forandring i landpolitiretten der i sin nuværende skikkelse synes vel meget at bære præg af en nutiden fremmed fortidsånd da regeringen mere end tilbørligt stolede på personligheden. Man stolede på de respektive amtmænd, deres relationer til kollegierne blev af disse antaget som trosartikler, og deres fuldmagt blev givet hen i det vage og ubestemte så at de fik adgang til at indblande sig i alle anliggender. Hertil kom at disse amtmænd som oftest var ganske uduelige og uvidende adelsmænd. Hvor skadelig denne amtmandsmyndighed har været, kan man slutte sig til af det liv og den interesse der gav borgerne et værn mod den blotte egensindighed og vilkårlighed hos overøvrigheden, er opstået alle vegne i provinserne. Denne interesse har naturligvis hidtil været sløvet ved deen erkendelse at det ville være unyttigt for den enkelte mand at sætte sig til modværge, da han altid ville savne den fornødne understøttelse hos sine frygtsomme medborgere. Selv den største energi formåede intet mod amtmandens uindskrænkede fuldmagt.

I årene 1800-1806 blev i en provinsstad af amtmanden besluttet anlægget af en ny udkørsel fra byen i en strækning af 1/8 mil, og man fandt for godt for at lette arbejdet og omkostningerne som det hed, at forlænge dette stykke vej ved en krumning så at linjen i alt blev dobbelt så lang, uden dog at strække sig længere fra byen. Alle de indsigelser som blev fremført mod det tåbelige påfund, hjalp ikke. Byen fik en ligeså stor bekostning og desuden vejen gjort dobbelt så lang som ellers, samt tabte tillige den vakre indsigt i byen som den lige vej ville have skaffet. Når man regner at vejen årlig befares af 8.000 vogne eller af 4.000 vogne ud og ind, byens egne iberegnede, så gør dette i 35 år en strækning af 35.000 mil, hvilket vistnok uden at regne de passerendes tidsspilde, kreaturernes tab af mælk osv. alene på vognhjulenes mere slid mange gange for forøget den sum som kunne være medgået til at sætte den vanskeligere, men kortere vej i stand.

Og dog var dette og lignende tilfælde ikke just af de mest slående beviser for egenrådigheden. Man har endog eksempel på at en amtmand har pålagt en byskat til at dække en kæmners kassemangel, dog uden at favorisere denne. Overalt hvor dette og lignende har fundet sted, vil man derfor være så meget mere skønsom for og benytte regeringens sidste kommunallov, og det er ikke at undres over at der allevegne spores en kraftigere borgerånd og større selvstændighed end omstændighederne ellers synes skikkede til at fremkalde. For efter enhver stor og lang slappelse kommer der des kraftigere liv og bevægelse når først vækkelsen er sket. Det må derfor erkendes at det ikke blot er ønskeligt at amtmanden ophører at være politiretsdommer, men at hans ubestemte fuldmagt må få sine mere skarpt afstukne grænser, samt at den gamle skik at besætte disse embeder med adelige måtte ganske tabe sig tilligemed de respektive præliminærer dertil, auscultantvæsenet. Især ville det være heldbringende for Jylland som en fjernere provins der nu er mere overladt til tilfældet en selve regeringen kan ønske. For tilfælde kan man i almindelighed kaldet det om en bby får en dueelig og samvittighedsfuld amtmand, da de personer som får disse embeder, jo som oftest går over fra en stilling som er ganske heterogen for deres nye virksomhed. Det mest hensigtsmæssige ville vist være at justitsråd Ræders (i Horsens) forslag om en overadministration for Nørrejylland oprettedes i analogi med den som eksisterer for hertugdømmerne.

En sådan overadministration ville især have det fortrin at kunne overse hele provinsens anliggender og tarv og måtte derfor også være skikket til at have øje med samme i en langt højere grad end det nu kan finde sted hos et fjernere kollegium, af hvis medlemmer få eller måske ingen af erfaring kender noget væsentligt til Jyllands sande forfatning. I mange bestyrelsesgrene er lokalkundskaben aldeles uundværlig, nemlig især i post- og befordringsvæsen, vejvæsen, toldvæsen og handel osv. At denne lokalkundskab kan fås både hurtigere og mere pålideligt af et provinsialkollegium end af et i København, derom kan ingen tvivle, som har en anelse om hvor let det er i en skriftlig fremstilling og beskrivelse af en sag at gøre hovedsagen til en bisag og at fremføre ubetydelige ting som afgørende omstændigheder. Både i vejvæsen og toldvæsen hersker nu den største dissonans. På flere steder er vejene istandsat, nye afsatte osv. , mens de i de tilstødende amter er i mådelig forfatning hvilket især gælder den sydlige del af Jylland hvor man snart kører på et stykke chausse, snart på en sandvej. Får en amtmand det indfald at sætte vejen i stand, så har hans kollega i det tilgrænsende amt måske i sin visdom fundet at det ikke bør være således, enten fordi han vil forskåne landmændene for den besværlige kørsel, eller fordi han nu engang har sat sig det i hovedet athan ikke vil. Ikke mindre savnes en sådan overadministration i henseende til toldvæsen og handelen.

Jyllands handel lider et uhyre afbræk ved Holstens større forrettigheder og det smugleri som derved foranlediges. Efter omtrentlig angivelse skal der findes 400 landkræmmere hvis forretning består i at smugle udenlandske manufakturvarer over den jyske grænse og siden med sækken på ryggen at gennemvandre hele Jylland lige fra Kongeåen til Skagen. Den forskellige grad af strenghed, hvormed disse landkræmmere efterspores, gør det umuligt for den egentlige købstadhandel at komme i vejret, da kræmmerne kender alle krogveje over marker og gennem skove, hvor de med en tyvs ængstelighed og snedighed ved at undgå landevejen. De har desuden et sikkert tilhold hos bønderne som indbilder sig at de står sig vel ved at handle med dem, skønt de dog som oftest lokkede af den lette pris, bliver bedraget med dårlige varer. Så vidt vides har generaltoldkommeret været betænkt på at anlægge en strengere spærring ved grænsen af Slesvig hvorfra smugleriet sker og i dette øjemed indhentet lokalautoriteternes betænkning, men uden at der i de siden forløbne 10 år er foretaget noget væsentligt derved.

En af de erklærende embedsmænd foreslog at kantonnere et par kavallerieskadroner der. Dette forslag havde fortjent at tages til følge som et sikkert, i det mindste dog som det sikreste middel til at opnå øjemedet. Det ville heller ikke være forbundet med vanskeligheder da der på en strækning af 12 mil er to kavalleriregimenter indkvarteret, så at der i alt kunne haves 8 eskadroner at skifte med. At grænsens særring ville være af uberegnelig gavnlige følger både for Jyllands handel i almindelighed og den københavnske handel på Jylland i særdeleshed, er indlysende. For at Hanborg og de holstenske stæder høster den megen fordel af Jylland, ligger for en stor del i smugleriet. Fandt dette ikke sted, ville varernes pris ikke være højere fra København end fra Holsten. Men især ville de jyske brænderier vinde, mens de under de bestående forhold er dybt sunkne. Brænderierne er i Slesvig afgiftsfri, og som følge deraf er brændevinen langt billigere. Der indsmugles derfor en overordentlig del brændevin til Jylland, mest fra Flensborg.

(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 1ste Mai 1841. Side 337-344). 

Redacteurens Anmærkning.

Del I blev bragt i Politivennen nr. 1323, side 289-295. Denne del er ikke medtaget her på bloggen.

Auscultanter (assessores auscultantes) i Højeresteret var blevet indført ved reskript af 5. september 1738. Hensigten var at den daglige øvelse ved at sidde i Højesteret at uddane personer til med tiden at blive dygtige overdommere mm. Kun sekretærer i kancellitet, assessorer i hofretten og kammer- og hofjunkere kunne blive auscultanter. Fra 1760 var der nedgang i kandidater, og ordningen blev afskattet i 1771 i en kort periode. Se Sophus Vedel: "Den Dansk-Norske Høiesterets Historiee under Enevælden fra 1661 indtil 1790". 1888.