En Kongesøn paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

En Ætling af Frederik den Sjette.

Ude i en af Sidegaderne paa Nørrebro bor der en meget gammel Mand, der blandt sine nærmeste Omgivelser gaar under Titlen "Hans Højhed". Han fører en prunkløs Tilværelse, og dog er han af kongelig Byrd; han hævder nemlig med Bestemthed, at han er en Søn af højsalig Kong Frederik den Sjette.

At Manden taler Sandhed, derom er de, der kender ham, ikke i ringeste Tvivl. Hans Lighed med de Billeder, der er bevarede af den afdøde Konge, er saa paafaldende, at han næppe er til at skælne fra dem. Men han har andre og gyldigere Beviser sfr sin Herkomst; i en Pakke gamle Papirer, som Tiden forlængst har gulnet, findes de Dokumenter, der skal vidne for Efterverdenen, hvem han var. Forresten bærer han Kongenavnet Frederik og nævnes sjældent ved andet Navn.

Han stammer fra Holsten, hvor Frederik den Sjette laa med den danske Hær i Aarhundredets Begyndelse. Kongen kastede her sine Øine paa en ung, smuk Bondepige, og hun fødte ham en Son. Senere blev hun gift med en Skovfoged, som Kongen gav et godt Embede; men da den lille Frederik var vokset op, drog han tilsøs og besøgte fremmede Riger og Lande. Tilsidst kom han ogsaa til sin Faders By, "Kongens København", hvor han slog sig til Ro. Han havde tabt Lysten til Søen og ønskede at opholde sig i sin Familjes Nærhed. Ikke fordi han ventede sig noget i Retning af en Kongekrone, skønt han vel vidste, at han var en af de Nærmeste, om Alting gik til, som det burde; men det kunde dog aldrig skade at være paa Pladsen og varetage sine Interesser, hvis der skulde hænde Et eller Andet.

Hs. Højhed gamle Frederik har nu levet her i mange Aar, men hidtil har han ikke opnaaet Synderligt. Han har ved en og anden Lejlighed ladet sig forlyde med, at han har 

en Fordring paa flere Millioner paa Statskassen,

men det synes ikke at skulle lykkes ham at faa den honoreret. Det ser ud, som om Frederik den Sjettes efterladte Formue er kommen paa ganske andre Hænder; bl. A. er jo de kongelige Slotte og Regalier ved Enevoldsmagtens Afskaffelse gaaet over til Staten. Det Eneste, der er forbeholdt Frederik, er, saa vidt vides, en lille Pension; hvor han henter den, har altid været en stor Hemmelighed, og i det Hele hviler der et mystisk Slør over Mangt og Meget, vedrørende Frederiks Forhold og Forbindelser.

I sit daglige Liv er Frederik gavmild og vennesæl, fuld af Omhu for de Smaa i Samfundet og optaget af Arbejdet for deres Vel. Fuldstændig fri for alle Fordomme og kemisk ren for den Stoltheds- og Hovmodsfølelse, der skæmmer saa Mange af langt ringere Afstamning, tager han ikke i Betænkning at gaa personlig omkring og indsamle milde Gaver, som han saa bagefter uddeler til de Fattige i sit Kvarter. Han er ved denne menneskekærlige Færd bleven i høj Grad populær; men som han saaledes stadig har Folkets Vel for Øje, forstaar han paa den anden Side med sand kongelig Anstand at værne om sin Værdighed og holde sig paatrængrnde fortrolige Tilnærmelser tre Skridt fra Livet.

Hs. Højhed Frederik er nu en Mand op imod de Halvfems. Om han nogensinde vil opleve at saa sin Erstatningsfordring paa Statskassen anerkendt, er vel tvivlsomt; men sikkert er det, at de bedste Ønsker følger ham.

(København 21. maj 1896)

Datter af Frederik 6. (Efterskrift til Politivennen)

Middelfart Bys ældste Borgerinde døde i F. Middels. Av i Onsdags. Det var Edel Margrethe Jørgensen, Enke efter den i 1848 afdøde Sømand Hans Strib, hvorfor hun i daglig Tale lod sig kalde Grethe Strib. Hun var født den 12te Oktober 1797 i Fredericia, hvor hendes Moder tjente hos en Konsul Brun, hvis Hus daværende Kronprins Frederik (Kong Frederik den 6te) almindeligvis tog ind, naar han paa sine Rejser til Holsten kom igjennem denne By, og de er bleven fortalt, at Kronprinsen paa en af disse Rejser skulde have forelsket sig i den smukke Pige, som blev Edel Margrethes Moder. Den nu afdøde Enke var ikke i Tvivl om, at hun var Datter af Kronprinsen. Hun fortalte herom, hvad hendes Moder havde sagt, Kronprinsen interesserede sig for hende (Moderen), der samme Aar, som Barnet var født, fik Plads som Amme for en adelig Familie paa Kolding Slot. Selv mindedes hun, at Kongen senere naar han kom til Fredericia, havde kaldt hende til sig og betænkt hende med Gaver til Glæder osv. Der var selvfølgelig ikke Spor af Bevis for den gamle Kones Fortælling, men der var ikke lidet i hendes skarpe Ansigtstræk, der mindede om afdøde Kong Frederik den 6te. Hun var dertil lille og spinkel af Bygning, ligesom Kongen, og meget livlig (det er ikkun nogle faa Maaneder, siden hun fortalte om sin Ungdom og viste, at hun endnu kunde træde en Vals, om det skulde være). Forøvrigt har den gamle Kvinde altid levet et stille, tarveligt Liv; hun har ikke haft Børn, der kunde bistaa hende. Hun sled sig igjennem med det lidet, hendes Mand havde efterladt hende; men dette var nu næsten opbrugt, og det vilde helt være medgaaet, dersom ikke gode Mennesker i den sidste Tid havde taget sig af hende og plejet hende.

(Morgenbladet (København) 19. juli 1889).

Louise Frederikke Dannemand 1810-1888. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik d. 6tes Datter, Louise Frederikke, født Dannemand, Enke efter afdøde Kaptajn Zacharia, er afgaaet ved Døden.

Hun var som meddelt en Datter af Frederik den 6te. Denne Monark, der som bekjendt var ualmindelig borgerlig i sine Tilbøjeligheder, havde i sin Tid fattet Venskab for en Vaskerkone, et Venskab, der afsatte sig Spor i flere Børn, af hvilke det ene var afdøde Grev Dannemand, det andet nys afdøde Fru Zacharia.

Den afdøde var ogsaa Søster til Fru Brockdorff og Svigermoder til Greve, Folkethingsmand Scheel til Nygaard. 

(Folketidenden - Ringsted 31. december 1888).

Folketidendes meddelelse er en af de længere. De fleste andre aviser bragte en kort notits i listen af afdøde. I Højreaviserne fx Dagbladet blev hun kort omtalt som enkefrue.

Fotograferne Carl Edvard Emil Rye (1820-1890) og Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901): Louise Frederikke Zachariae f. Dannemand (16.4.1810-28.12.1888). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Prinsesse.

Nogle Blade bragte forleden en kort Notits om, at der var død en Datter af Frederik den Sjette - Louise Frederikke, født Dannemand, Enke efter en Kaptajn Zachariæ.

Skønt denne gamle Dame var Halvsøster til den endnu levende Prinsesse Wilhelmine Marie og saaledes i nær Slægt med Kongefamilien, har "Berlingske Tidende" - saa vidt vi ved - fuldstændig ignoreret Dødsfaldet. Og dog var den Paagældende intet mindre end Datter af en danske Konge, ganske som Dagmar, Alexandra og Thyra.

Moderen hed Bente Rafsted. Hun var født 1790 af fattige Forældre. Kun ca. 18 Aar gammel blev hun Frederik den Sjettes Elskerinde og i den Anledning optaget i den danske Adel under Navnet Grevinde Frederikke Dannemand. Hun fødte ham to Sønner og to Døtre; den ene Søn døde tidlig, den anden var først i Fjor afdøde Grev Dannemand til Aastrup; en af Døtrene lever endnu og er gift ind i Familien Brockdorff, og det fjerde Barn var endelig den her omtalte Louise Frederikke Zacharia. Moderen døde i 1862; er der mange, som endnu erindrer den fine gamle Dame, hvis Væsen ikke vilde have gjort noget Hof til Skamme, men som dog ikke hos fine højtstaaende Slægtninge naaede den Anerkendelse, der til Eksempel blev Grevinde Danner, født Rasmussen, til Del - i alt Fald officielt.

Naar vi har ment at burde erindre om den forglemte Kongedatter Louise Frederikke, nu ved hendes Død, er det bl. a. fordi vi finder, at Frederik den Sjette, der dog gjorde Moderen til Grevinde, handlede nok saa kønt som dem, der nu nogle Menneskealdre senere tier stille om disse Skud af den oldenborgske Kongestamme. Hvad skal nemlig det til? Enhver véd jo dog alligevel, at en Mængde borgerlige og adelige Familier har "Kongeblod" i sine Aarer. Det gælder ikke blot for Dannemanderne. Danneskjolderne og de andre adlede Efterkommere, men sikkert ogsaa for en Bunke Sørensener og Hansener, kun at Stamtræet ikke er omhyggelig ført. For nogle Aar siden kunde man - og man kan maaske endnu - paa Valdemars Slot paa Taasinge se Portrætter af 19 af Christian den Fjerdes Elskerinder. Han havde ganske vist flere, men hvor mange af os hører blot gennem disse 19 til "Oldenborgerne"? I svage Sjæle maa denne Tanke styrke Lighedsfølelsen - fornuftige Folk vil naturligvis bryde sig lidt om slige fine Forbindelser og føle Ligheden alligevel.

Omvendt kan det hænde, at en og anden regnes til Kongestammen, skønt der i alt Fald er Tvivl om Fadderskabet. Det mest bekendte Eksempel her er Frederik den Syvende, om hvem det i hans Ungdom almindelig hed, at han slet ikke var Søn af Kristian den Ottende. Hans Moder, Charlotte Frederikke af Mecklenburg, holdt vitterlig Elskere, hvoraf den mest bekendte var Komponisten til "Ungdom og Galskab", den franskfødte Dupuis, der paa Grund af sit Forhold til den vordende Dronning blev landsforvist. Resultatet den Gang svarede ganske vist samtidig med, at hun selv forvistes til Palæet i Horsens. Det var imidlertid ikke ham, der af Hoffet og Befolkningen udlagdes som Frederik den Syvendes Fader; derimod nævnte man temmelig højrøstet en Grev Blücker af Familien Blücker-Altona. Vist er det, at Frederik den Syvende havde meget saa Karaktertræk og ydre Træk til Fælles med Kristian den Ottende - Ligheden med Charlotte Frederikke var uimiskendelig nok. Der er altsaa en Mulighed for, at Danmark i Frederik den Syvende har havt en Konge, som slet ikke har hørt til den oldenborgske Stamme. I saa Fald har en Del Børn, der menes at nedstamme fra Kristian den Ottendes forskelligartede "Jagt" ture i Nordsjælland, været Tronen adskilligt nærmere.

Nekrologen over Frederik den Sjettes nu afdøde Datter er maaske hermed bleven lovlig lang. Men den har da til Gengæld vist, at Livets Gang ofte skyder Skud paa Kongestammerne uden Hensyn til Hof- og Statskalenderne.

(Social-Demokraten 3. januar 1889).

Frederik den Sjettes Datter, Louise Frederikke Dannemand, blev begravet i Gaar fra Garnisons Kirke.

Hoffet havde, saa vidt man kunde se, ikke vist den afdøde Kongedatter nogen som helst Æresbevisning. Derimod saas i det lille Følge Repræsentanter for de Adelsfamiljer, med hvilke hun tillige var i Slægt, og Kisten var rigt prydet. Hos adskillige af dem, der gik den nærmest, var Frederik den Sjettes Træk ret tydelig nedarvede.

Præsten vovede ikke at berøre den nære Forbindelse med Kongehuset. Hans Tale bestod kun i en lang Bøn, i hvilken den Afdøde lige nævntes.

(Social-Demokraten 4. januar 1889)

Se også Benedicte Rafsted: Oberstinde Frederikke von Dannemand 1790-1862. (Efterskrift til Politivennen) samt om Frederik 7.s mor: Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin 1784-1840. (Efterskrift til Politivennen)

Dannemandfamiliens anlæg på Garnisonskirkegård: Oberstinde Dannemand hviler for enden af gangen: "Fru Benthe Frederikke v. Dannemand, født Ravsted. Født 6te august 1893, død d. 23de december 1862.". Ved foden af stenen ved blomsterne ligger stenen med "F. W. v. Dannemand. Fød d. 6. januar 1819. Død d. 4. marts 1835" og "C. M. A. v. Brockdortff. fød v. Dannemand. Fød d. 24. januar 1812. Død d. 29. februar 1844". Til venstre på fotoet, gravstenen (der hælder slemt til siden) for kaptajn Vilhelm Zachariae (1807-1871) og Lovise Frederikke Zachariae, født Dannemand (1810-1888). Til højre kammerherre major Adolph Fred. Schack v. Brockdorff (1810-1859), chef for Livgarden til hest. Han var gift med Caroline Augusta Dannemand (1812-1844). Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted) (1790-1862) fik ved kongeligt reskript af 9. december 1829 rang med oberstinder, samtidig med, at hendes børn ophøjedes i adelstanden (adelspatentet udfærdigedes 4. februar 1830) med navnet Dannemand. 

Hun og Frederik 6. fik følgende børn: 

1. Louise Frederikke Dannemand (16. april 1810 i København - 28. december 1888 sammesteds), gift med kaptajn Wilhelm Zachariæ (1807-1871). 

2. Caroline Augusta Dannemand (24. januar 1812 i København - 29. februar 1844 sammesteds), gift med major Adolph Frederik Schack von Brockdorff (1810-1859). 

3. Frederik Wilhelm Dannemand (20. juni 1813 i København - 12. marts 1888 på Aastrup). Frederik Wilhelm Dannemand var gift tre gange, men døde alligevel barnløs: 1. 28. april 1840 med Francisca von Scholten (6. juni 1821 i København - 9. februar 1844 i København) 2. 13. juni 1845 i København med Christiane Louise komtesse Schulin (5. december 1815 på Frederiksdal - 11. juli 1884 i Vichy), datter af lensgreve Sigismund Ludvig Schulin. 3. 18. oktober 1884 med Regine Vilhelmine Margrethe Laursen (15. september 1840 - 5. september 1886 på Øresundshøj). Han blev den sidste officielle efterkommer og mandlige bærer af navnet Dannemand. Slægten uddøde derfor 1888 med Louise Frederikke Dannemand.

4. Frederik Waldemar Dannemand (6. januar 1819 i København - 4. marts 1835 sammesteds). 

Capitain Vilhelm Zachariae f. 1. juni 1807 d. 16. aug. 1871. Lovise Frederikke Zachariae født Dannemand f. 16. april 1810 d. 28 dcbr. 1888. Gravsten på Garnisons Kirkegård på et større anlæg for Dannemand-familien. Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Arveprinsesse Caroline (4: Boet gøres op). Efterskrift til Politivennen)

Den 19. April.

Til det Kjøbenhavn, som forsvinder, hørte "Arveprinsessen", der i Tirsdags Aftes kjørtes ud til Kongegravene i Roskilde. Man havde rigtignok vænnet sig til at betragte hende som forsvunden for længe siden, thi man saa hende jo aldrig færdes i Gaderne og Promenaderne saaledes som i Prins Ferdinands Dage; men medens hun laa paa sit Yderste kom mangt et gammelt og glemt Træk af hendes Liv atter paa Omtale og hertil knyttede sig nogle ny hentede fra Sottesengen. Her stal kun nævnes et Par Exempler. Prinsessen besøgte jevnlig Teatrene med sin Gemal, skjønt hun ikke skal have havt megen Sans for Skuespil. En Gang - fortælles der - fik hun sig et lille Blund under Forestillingen. Det var i et af Sekondteatrene, hvor der netop den Aften opførtes "Orfeus i Underverdenen." Da Frederik Madsen traadte ind som Hans Styx og som sædvanlig modtoges med Jubel og Latter vaagnede Prinsessen, og gjort bekjendt med, at den agerende Skuespiller, sit ynkelige Udvortes uagtet, er en fordums Prins, skal hun have udbrudt: "Saa, det er en Prins, ja saa maa vi jo se paa ham." Da man meddelte hende Enkedronningens Død stal hun have ment, at Dronningen havde vist sig for eftergivende overfor Døden. "Hun kunde godt have stredet imod lidt endnu" - skal hun have sagt. Paa sit Yderste skal hun ikke have vist megen Uro, og der fortælles om den Kulde, hvormed hun modtog Biskop Martensens Trøst. Men i intet af alt, hvad der fortælles, er der noget, der taler ufordelagtigt om hendes Karakter. Som det var naturligt efter Hendes Stilling og Alder nærede hun afgjort Utilbøjelighed for det ny, men Hendes Kjærlighed til det gamle var ikke blandet med den uædle Konservatisme, der med Misundelse iagttager, at meget af det, der hidtil har ligget goldt og øde, i et Folk faar Livskraft og Fremvæxt. Om hendes oprigtige Hengivenhed for Land og Folk er der ingen Tvivl. Et smukt Vidnesbyrd i saa Henseende var det jo, at hun i Koleraaaret troligt delte Faren med den Befolkning, med hvilken hun hidtil havde delt Livets Omskiftelser. De Pøbeloptøjer, som fandt Sted, da hendes Lig førtes ud af Byen, vare derfor saa ubeføjede som tænkes kunde; men desværre synes den afskyelige Skik, at støje og larme, saa snart der er det mindste Usædvanlige paa Færde, at høre til det Kjøbenhavn, der ikke forsvinder.

(Aarhus Amtstidende 20. april 1881).

Den 9. april 1881 fyldte Christian 9. 63 år, og flagning og fejring foregik som vanligt. Den 13. april 1881 blev hun bisat i Roskilde domkirke. Arveprinsessens jordefærd kostede statskassen 16.428 kr. Herefter var det tid til at gøre boet op efter arveprins Ferdinand.

Bredgade 42. Bernstorff Palæ. Hvor Caroline og Ferdinand boede, tæt på Amalienborg.

- Det hedder, at den engelske Legation skal være Liebhaver til Arveprinsesse Carolines Palais i Bredgade, naar dette bliver stillet til Auktion, hvilket sandsynligvis først vil ske om nogen Tid, idet der er opstaaet Uenighed mellem Bolt og Statskassen, som Ejer af Christian den Syvendes Palais om Ejendomsretten til en Del af Arveprinsessens Have, et Stridsspørgsmaal, der ikke har saa ringe Betydning for Ejendommens Værdi i det Hele, idet denne meget vil afhænge af Grundens Udstrækning, Arealet er i de til Arveprinsens Creditorer udstedte Obligationer angivet til 10,500 Kvadratalen, hvilket i Byens fornemste Kvarter, og for sig repræsenterer en betydelig Kapital. Den i Privatbanken deponerede Hovedobligation, som Arveprinsessen udstedte til Dækning af sin Gemals Gjæld, er dateret den 8de Februar 1865 og lyder paa 400,000 Kr. med Pant i det hende af Frederik den Sjette ved hendes Ægtepagt af 27de Juli 1829, thinglæst 3die Marts 1856. skjænkede "Palais med tilhørende Husgeraad, Meubler og Inventarium, samt andre Effekter, derunder oqsaa Juveler og Pretiosa". Obligationerne have oprykkende Panteret etter Bankheftelsen (der udgjør 9000 Kr.) og 200,000 Kr.. som skyldes til Østifternes Kreditforening. Bygningerne ere assurerede for 252,000 Kr., og hele Palaiset med Grund blev i 1864 vurderet 450.000 Kr. Meubler, Juveler etc. bleve vurderede til 246,000 Kr., og de ere assurerede for 250.000 Kr. Ihændehaveren af de for Hovedobligationerne udstedte Partialobligationer have saaledes god Udsigt til at faa hele deres Tilgodehavende udbetalt, af hvilket de siden 1865 have saaet 5 pCt. i Rente. Disse Kreditorers Obligationer have Mærket A, men der ere ogsaa Obligationer af Litr. B, som først senere komme i Betragtning, naar de andre ere fyldestgjorte. Hvorvidt disse ville saa Dækning, vil bero paa, om Boet vil give noget Overskud ved Afhændelser udenfor det Pantsatte. Ved Pantsætningen har Arveprinsessen udtrykkelig indtaget de Gjenstande, hun vilde testamentere bort som Gaver, til Erindring om hende og hendes Gemal.

(Slagelse-Posten 30. april 1881).

- Det er et ejendommeligt Indblik, man gjennem den i disse Dage afholdte Auktion efter Arveprinsesse Caroline faar i en forsvunden Tids Levnedssæt. Da den enevældige Konge udstyrede sin Datter til hendes Bryllup med Prins Fredrik Ferdinand, da var det først og fremmest de ydre Tegn paa Kongemagtens Pomp og Glans, han tænkte paa at forsyne hende med. Der findes saaledes endog i Palæet en Tronstol, betrukken med rød falmet Silke, men tydeligst træder Tendensen dog frem i det store Sølvservice med de mange Sølvtallerkener, som nu have været til Auktion. Tallerknerne ere fri for enhver kunstnerisk Prydelse med Undtagelse af det kongelige Vaaben; thi det var ikke paa det Kunstneriske, Vægten blev lagt, men paa det Imponerende og Massive. Derfor træffer man heller ikke egenlige Kunstsager i Palæet; naar Porcellænet eller Broncesagerne nu have faaet Kunstværdi, er det, fordi Tiden har ført det med sig, og ikke, fordi de ere blevne anskaffede af Hensyn hertil. Derimod er det interessant at se, hvorledes næst efter Hensynet til Hoffets Pragt ogsaa hos "Borger-kongen" Hensynet til det Nyttige har gjort sig gjældende. Der er en hel Afdeling af Prinsessens Efterladenskaber, som endnu ikke er kommen til Auktion, men som paa sin Vis er ikke mindre karakteristisk end dem, der nu ere til Auktion. Det er hendes Kjøkkensager. Disses Antal er legio; Prinsessen skulde være godt forsynet, og hun er bleven velsignet med Fade, Pader, Gryder, Krukker og Potter efter en storartet Maalestok. Alt dette Kjøkkentøj er desuden helt forskjelligt fra det moderne; Metalgenstandene ere af Kobber og have en ikke ringe Værdi, og dernæst repræsenterer Stenkrukker, Jydepotter og Lign. vore Dages Jern- og Fajancekar. Denne Samling vil sikkert, naar den henad Efteraaret kommer til Auktion, ogsaa vække megen Interesse, om end naturligvis ikke saamegen som den nu bortauktionerede, der stadig foraarsager Trængsel i Palæet. Kataloget, der var trykt i et betydeligt Antal Exemplarer, har endog, hvad der er noget Enestaaende ved et Auktionskatalog, maattet trykkes i 2det Oplag.

(Viborg Stifts-Tidende 27. juni 1881).

Det er almindelig kendt, at den i 1870 afdøde Prins Ferdinand havde en meget betydelig Gæld, der hovedsagelig var kommen paa mindre heldige Hænder. Den Maade, hvorpaa den nu afdøde Arveprinsesse Caroline overtog og forvaltede sin Gemals Gæld, var et smukt Vidnesbyrd om Prinsessens Karakter. De i sin Tid udstedte "Partialobligationer" vare ved Prinsessens Død væsentlig bleve samlede paa en enkelt meget bekjendt Kjøbenhavnsk Forretningsmands Haand, og denne har if. en Korrespondent gjort en - pekuniært taget - glimrende Forretning, idet hele Gælden ved Salget af Prinsessens Efterladenskaber bliver dækket.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 16. august 1881).

Flere auktioner fulgte. Den i oktober 1881 indbragte 126.800 kr. Palæet i Bredgade blev overdraget til kong Georg af Grækenland, som brugte det når han en sjælden gang kom på besøg, indtil han blev myrdet i 1913. Trods det uhyre beløb der kom ud af auktionerne - 827.000 kr - var det ikke nok til at dække hele den gæld som parret havde oparbejdet, især pga Ferdinands ødsle levevis.

Arveprinsesse Caroline (3: Begravelse). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline boede i 18 år alene i et stort hus i Bredgade. Fire af hendes søskende var døde som spæde. Selv blev hun 88 år. De sidste 18 år tilbragte hun stort set på Bredgade og Amalienborg. Med undtagelse når hun en gang imellem besøgte svigerinden, enkedronning Caroline Amalie på Sorgenfri, eller var til middag hos Christian 9. på Fredensborg. Kongen skal have sagt til hende: "Naturen må have taget fejl af dig. Du var bestemt til at være mand og ikke kvinde." Og hentydede dermed til hendes ydre. Hun døde 31. marts 1881. 3 uger efter enkedronning Caroline Amalie døde. Hendes sarkofag står i Roskilde Domkirke ved siden af arveprins Ferdinands. Bisættelsen skete 13. april 1881. (Bo Bramsen: Ferdinand og Caroline. Politiken 1969)

Hds. kgl. Højhed Arveprindsesse Caroline. Illustreret Tidende nr. 1124, 10. april 1881. 

Uorden fra oven og fra neden.

Saa blev da Prinsesse Caroline kørt ud af Byen i Tirsdags Aftes, og dermed har saaledes tre kongelige Festligheder faaet deres Afslutning; først bisattes den gamle Enkedronning, saa kom Kongens Fødselsdag, og nu endelig er den tredje Begivenhed overstaaet.

Hvorledes det gik under den første ligkørsel er Alle i frisk Minde. De hyperciviliserede Organer "Dagbladet" og "de Ferslewske" vare yderst forbitrede over, at Enkedronningens Lig blev ført udenom Byen, ad Jagtvejen osv.; man gav Politidirektøren en Snært for hans illoyale Optræden, det var en Skandale med denne Køren uden om, Københavns Borgere havde Krav paa at bevidne deres Loyalitet overfor Kongehuset ved at se hin Rustvogn med Husarerne om rumle afsted. Politidirektøren, der ved, at han siden Politiinspektor Hertzs Tid, ikke mere har det store Ry paa sig for at være et saa lyst og snildt Hoved, var imidlertid i det heldige Tilfælde, at Hofmarskallatet maatte bære Skylden for Fadæsen med denne Tur ad Jagtvejen. Hofmarskallatet paa sin Side optraadte derpaa med den største Sufficance erklærende, at det alene havde med den Slags Ting som Bisættelser etc. at gøre, og Crone havde ikke en Døjt der at lave, han var kun Politiets Chef i København, men Marskallatet var Hofmarskallatet.

Saa døde Arveprinsessen, og nu var der en velkommen Lejlighed for Ceremonielskabet til at byde Københavnerne, hvad der forglemtes ved Enkedronningens Begravelse, et ekstra Skue bestaaende i en Ligfærd midt gennem Byen. Københavnerne var paa Benene, de vilde vise den Loyalitet, de saa skændigt var blevet snydt for første Gang. Alle Gader var fulde af Mennesker, "Aftenposten"s Meddelelse om Ligtogets Vej var studeret ypperligt, der var ingen Løben hid og did med lange Roser. Men enhver Rose har sine Torne, og Loyaliteten viste da ogsaa sine i Tirsdags Aftes. De fleste Hovedstadsblade fortæller vel, at Alt gik saa roligt til; men "de Ferslewske" beretter om "Gadeuordener". Lad os aftrykke hvad "Nationaltidende" fortæller:

Da Toget med Arveprinsesse Karolines Ligvogn havde passeret Dronningens Tværgade under Publikums agtelsesfulde Tavshed, begyndte Pøbelen bagude at blive noget højrøstet; den fulgte forstærket fra Sidegaderne og stadig voksende, efter Toget og begyndte i Kronprinsessegade at pirre ved Faklerne. Fra uskadelig Kaadhed gik den snart over til fuldstændig brutal Raahed. I Løb og under Piben og Skraalen trængte den de ordenlige Tilskuere til Side, puffende og trækkende i Begfaklerne. Gnister og brændende Tovstumper fløj rundt eller laa brændende paa Gaden; men værre blev det, da Sværmen naaede Gotersgade. Her stod der pakket en tæt Tilskuerskare paa det smalle, østlige Fortov, og uden mindste Hensyn til den væltede Pøbelen Faklerne over paa Tilskuerne. Af de Fakler, som stod opstillede langs Eksercerpladsens og Garder-Kasernens Terræn, blev et meget betydeligt Antal væltet. Langs Boulevarden var der dels bedre Plads, dels havde den rolige Del af Publikum Overvægten, saa at her i alt Fald medens Toget drog fordi, ikke forefaldt nogen Uorden. Paa Vesterbrogade blev Pøblen næsten ustyrlig, under Skraalen, Piben og Syngen - mest af socialistiske Viser - drog Pøbelmassen lige bag efter Eskorten, og først ved Amerikavej tog Politiet den fornuftige Beslutning at afspærre Gaden hvilket det lange forinden burde have gjort. Den københavnske Janhagel har altsaa i Aftes optraadt i sin fulde, modbydelige Raahed, og Politiet har desvære vist sig aldeles ude af Stand til at løse sin Del af Aftenens Opgave.

Man ser flere Ting af dette udførlige Referat. For det første at "Nationaltidendes" Referent har fulgt godt med Pøbelhoben lige som Føllet efter Hoppen; for det andet at Politidirektøren atter faar sig en Overhaling, og for det tredje at "Nationaltidende" bekender, at Loyaliteten just ikke er saa meget inderlig her i Kongens gamle København.

Vi skal slet ikke opholde os ved, at "Nationaltidendes" Referent var med i Pøbelhoben, eller at Politidirektøren faar en Schnautzer; med Hensyn til Politichefen ved Alle, at Takt just ikke er et videre Begreb paa hans Omraade, men det bliver bedst forstaaet, naar den slaas paa Folks Rygstykker. Kærnen i Optøjerne skal vi derimod se lidt nojere paa.

"Nationaltidende" viser Afsky "for Pøbelhoben", men hvis er Skylden, at en saadan eksisterer? Vi ser godt, at Skylden skal være vor, ti der staar nok saa perfid indskudt i "Nationaltidende": "mest af socialistiske Viser". Men vi skal erindre "Nationaltidende" om, at naar Socialdemokraterne herhjemme har optraadt selv i de største Masser, og der var Vished for, at de Tilstedeværende kun var Socialdemokrater, da har der aldrig været Optøjer. Paa Grundlovsdagene, naar en Procession af Socialdemokrater i saa lang Række, at det har taget mere end en Time at marschere forbi Frederik den Syvendes Statue, bevægede sig ud mod Banegaarden, har der aldrig fundet nogensomhelst Art Uorden Sted. Ved socialdemokratiske Sammenkomster, naar der ikke har været fremmede Elementer indblandede, har det aldrig været Politiet, der har haft Opmærksomhed med at passe paa Socialdemokraterne, men derimod disse, som har givet den største Agt paa, at ikke det ringeste skulde indtræffe, der kunde give Ordenshaandhæverne Lejlighed til at gøre Forstyrrelse. Vi ved ikke, hvad "de Ferslewske" forstaar ved det de kalder "socialistiske Viser", men vi vil blot spørge om, hvad det da var for Viser, Pøbelen afsang, da de Nationalliberale under Grevinde Danner Fejden og senere ved Dannevirkes Rømning kommanderede: Avancer! henholdsvis mod Kristiansborg og Amalienborg.

At der eksisterer Noget, der virkelig hedder Pøbel, indrømmer vi saa gerne, og vi skal endnu tilføje, at der eksisterer en Pøbel saavel for oven som for neden i Samfundet. Pøbelen for neden er den ubevidste Hob, som blindt render med til alle Skandaler; Pøbelen for oven er den bevidste Flok, som kun har sat sig det til Opgave at udsuge Samfundets Blod og Marv, og som ved alle mulige skændige Midler stænger dem ude, der vil reformere til Fordel for Folk og Stat, medens al Slags Gøgl og Pirringsmiddel til Skandale sattes i Scene for at have Pøbelen fra neden med sig.

Naar man læser omstaaende Stykke om Kristian den Ottendes Kroning, hvem udbryder i vor Tid da ikke: Gøgl, forfærdelig Gøgl! Naar en Menneskealder atter er forløbet, hvad mon man da vil sige om den megen Hurlumhej i Anledning af et Par saa alderstegne Kvinders Ligfærd som de tvende Caroliners? Hvor man jo næsten tilmode, som om man læste: saas Blæst maa man vente at høste Storm; hvor man giver Anledning til Spektakler og Skandale, maa man vente disse, dette skulde "Nationaltidende" have husket, da Organet ved Enkedronningens Bisættelse foer i Harnisk for Forsømmelighederne overfor Loyaliteten. Naar der bydes saadanne Adspredelser som Begfakler og et Optog, maa man vente, at et Publikum, hvis Smag ligger i samme Niveau kommer paa Benene, og man maa vente, at dette Publikum ogsaa faar Lyst til at præstere lidt; denne Piben, Hujen, Syngen og Omstyrten af Begfaklerne, var Tributen fra Pøbelen for neden, det var dens Skærv til Ydelserne fra oven. Og vi ser ikke Harmonien forstyrret derved; tvertimod, det var lutter Amklang og Genklang. Kan man finde det kønt at opstille paa ru Lægter en Række osende Begfakler, der tilsmudser Alt og Alle, der kommer dem tyve Skridt nær, der udbreder en Stank af brændt Tovværk, som er modbydelig, saa maa man finde det yderligre kønt, at de bliver ruskede, saa Beg og Gnister endnu galere fyger om. Det er en mærkværdig Smag med disse Fakler, der dog har sit Sidestykke i Urimelighed og Modbydelighed mærkelig nok paa et lige modsat Omraade. Paa Kongens Fødselsdag sættes Springvandet i Gang paa Gl. Torv, og naar denne Begivenhed foregaar, svømmer hele Torvet, saa man maa søge Omveje, hvis man ikke just vil vade. Staar en Post hos en Privatmand ved en Forglemmelse aaben, saa Vandet blot nogle Minutter løber i Gaarden, mulkteres Vedkommende for Vandspild; men paa Gl. Torv søles paa Kongens Fødselsdag til almindelig Gene for de Passerende Hundreder Tønder Vand bort, der gør ikke alene Ingenting, men det er for Stads Skyld. Det eneste Morsomme ved det Hele er, at Københavns Borgere den ene Dag serverees med koldt Fodbad og den anden Gang til behagelig Afveksling med Begos og Gnister om Ørene.

Davon soll man sich freilich nichts machen,
Nein abur nur lachen, nein aber nur lachen.

(Social-Demokraten 14. april 1881).

Det har ikke været muligt at identificere de "socialistiske viser" som de nationalliberale aviser omtalte. Den eneste som nævnes, er "På'n igen" som absolut ikke var en socialistisk vise, men en slagsang, oprindelig til en sportsbegivenhed i 1839. (Se kommentaren andetsteds i dette indslag).

Amerikavej på Vesterbro blev anlagt omkring 1854 af den amerikanske konsul John Murray Forbes efter hans lystejendom "Amerika". Den blev navngivet 1863. Her lå indtil 1884 også en mølle som blev nedrevet 1882. Møllehuset blev ombygget til Kjøbenhavns Arbejderhjem "Nain" i 1884. 

- Et staaende Thema for Hovedstads-Konversationen er i disse Dage af Mangel virkelige Begivenheder, der ellers kunne give Stof, Spørgsmaalet om, hvem der egenlig havde Skyld i, at Enkedronningens Lig ved Bortkjørslen blev ført udenom Byen, og hvorfor man dog førte Arveprinsessens Lig gjennem Byen samt, hvorvidt Politiet ved denne Lejlighed har gjort sin Pligt eller ikke. Fra flere Sider paastaas det, at Hofmarskallatet havde bestemt, at Enkedronningens Ligkondukt skulde gaa gjennem Byen, men at Politidirektøren, da dette kom til hans Kundskab, af Frygt for Excesser fraraadede dette i saa bestemte Udtryk, at man deraf fandt sig foranlediget til at ændre de givne Ordrer saaledes, at kun meget Faa bleve vidende om Tiden for Bortkjørslen, og den Vej, der blev valgt helt udenom Hovedstaden til stor Skuffelse for de Menneskemasser, der havde samlet sig overalt, hvor man havde ventet Toget, og for dem. der havde truffet Forberedelser til Illumination og Belysning med Fakler. Der kom derfor megen Misfornøjelse for Dagen mod Politidirektøren, men Etatsraad Crone fralagde sig bestemt Ansvaret for at have blandet sig direkte i Sagen. En skurrende Efterklang var der imidlertid fremkommet efter den højtidelige Bisættelse og vel for at undgaa en Gjentagelse tog man saa den Beslutning at lade Arveprinsessens Kondukt passere gjennem Staden. I Ceremoniellet hed det. at Bortkjørslen skulde ske "i al Stilhed", men i Virkeligheden blev det et larmende, støjende Optog, hvis Udskejelser efterhaanden som man narmede sig Vesterbro, antog større og større Dimensioner. Jeg skal beskrive Kondukten saadan som jeg saa den i en af de første Gader, den passerede, inden Vildskaben var sluppen rigtig løs. Først hørtes Støj i det Fjerne, saa dukkede der frem en Skare paa vistnok et Par Tusinde Lære- og Skoledrenge, der som en Flok Dyr bleve drevne frem af Politiet og som bevægede sig i Luntetrav, stadig gjørende Forsøg paa at istemme den bekjendte Opsang "Paa'n, paa'n igjen," hvormed den kjøbenhavnske Gadeungdom, der voxer som op af Jorden ved enhver extraordinar Lejlighed, altid ledsager Spøjterne, naar de kjøre til et Brandsted. Mellem denne Skare og selve Konduiten var det lykkedes en talrig Politistyrke til Fods og til Hest at holde en aaben Plads, men lige efter Husarerne myldrede der atter en larmende Hob paa adskillige Tusinder frem. I Trængslen blev en Begfakkel reven om, saa at Gnisterne fløj langt om, og dette Tilfælde gav Signalet til, at Pøbelen vedblev at rive Begfakler om og kaste Stumper af de brændende Kranse ud mellem Mængden, heldigvis dog uden der forvoldtes anden Skade, end al en Del Klæder bleve ødelagte. Den stærkeste Spektakel skal have fundet Sted ved Jernbanen og foran paa Vesterbrogade, hvor Kaadheden bl. A. skaffede sig Luft ved Afsyngelsen af Marseillaisen. Destoværre hører man af god Kilde, at der blandt de værste Tumultuanter har været unge Studenter, som ikke have skammet sig ved at tage Del i slige skandaløse Optøjer, men ogsaa paa Stedet bleven alvorlig irettesatte derfor. Overfor saadan Mængde, som her var paa Benene, formaaede Politiet, der stadig maatte bevæge sig fremad med Kondukten og koncentrere sin Opmærksomhed paa at skaffe denne uhindret Passage, hvad ogsaa tilfulde lykkedes, Intet. Kun en Opstilling af Militær en haye langs hele Vejen, som da Frederik den Syvendes Lig førtes gjennem Byens Hovedgader, og ved at lade Bortkjørslen ske om Dagen, vil kunne forhindre slige uhyggelige Excesser som dem, man i Tirsdags var Vidne til.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. april 1881)

Vedr. opsangen: "På'n igen": Den 15.august 1839 kæmpede den franske mesterbryder Jean Depuis imod den stærke vesterbroske slagter Ferdinand Ludvigsen. Han tabte, på trods af publikums opildnende tilråb: "På’n, på’n, på’n igen lille Ferdinand Ludvigsen!" (Carolines mand hed også Ferdinand). Heppekoret var kendt på Vesterbro, også af børn. Det blev senere brugt i andre sammenhænge, fx når der var ildebrand:"På’n, på’n, på’n igen, nu kør’vi med sprøjten hjem" når hestebrandsprøjten kørte ud fra bydelens første brandvagt på Gasværksvej. (Bent Zinglersen: Vesterbros passage. Samleren 1978.) Brandvagten på Gasværksvej 11 blev i 1874 flyttet til Absalonsgade nr. 25. 1882 flyttede den til en nyopført ejendom mellem Svendsgade og Absalonsgade 9.

Kjøbenhavn, den 14. April.

Ude af Øje, ude af Sind, siger man; ikke et Menneske tænker i disse Dage paa vore Lovgivere, de have saaet Ferie i Publikums Tanker; derimod drejer Samtalen sig om Kjøbenhavns Pøbel, der forleden Aften gjorde store Skandaler, da Arveprinsessens Lig førtes ud af Byen. Under lignende Omstændigheder vilde slige Excesser ikke være skete i Berlin, Wien eller andre europæiske Hovedstæder, om ogsaa Pøblen der, naar Liget var ude af Syne og en stor Mængde daarlige Subjekter nu engang vare samlede, ikke vilde have undladt at manifestere, at den var tilstede.

Kjøbenhavns Pøbel har altsaa ladet høre fra sig, og Politiet har ikke vist sig stærkt nok til al beskytte de fredelige Beboere mod denne Pøbel. Dette Politi blev dannet under ganske andre Forudsætninger end dem, som nu ere tilstede; den Gang kunde det beskytte den fredelige Borger, den Gang havde Louis Pio & Komp. ikke demoraliseret en Del af vor Almue. Nu tiltager ved Kjøbenhavns Udvidelse Pøblen Aar for Aar, medens Kommunen er saare karrig med Bevillinger til sit Politi. I ældre Tid havde Kjøbenhavn et ganske godt Politikorps i den gamle Borgervæbning, for ikke at tale om Livjægerne; Kjøbenhavns Væbning kan ikke i paakommende Tilfælde benyttes som Politikorps, fordi Væbningens Vaaben opbevares paa Fredericiagadens Kaserne; den er altsaa vaabenløs undtagen i de 15 Dage, den er inde til Øvelse. Jeg fristes derfor til at sige, at Kjøbenhavns indre Sikkerhed lader en Del tilbage at ønske.

Dersom man oprettede den tidligere Vægterinstitution og bevæbnede Mandskabet paa tidssvarende Maade, havde Politidirektøren her et Korps ved Haanden, som han hurtigt kunde disponere over. Man bør qjøre Noget i Tide; thi Ingen kan i vor Tid beregne, hvad der vil kunne ske. Det er forsildigt at kaste Brønden til, naar Barnet først er druknet.

Denne Pøbel forarbejdes af vore røde Socialister paa offentlige Møder og ved Blade som "Herolden" og "Brix's Ravn"; at Politidirektøren ikke forlængst er skredet ind mod disse Blade, undre Mange, og endnu forunderligere er det, at vor større Presse slet ikke synes at kjende Tilværelsen af Blade, som Dag for Dag faa flere Læsere blandt det lavere Publikum, eller af Møder, hvorpaa man angriber Gud og Kristendommen. Autoriteterne og Pressen synes at bære sig ad som Strudsen, der stikker Hovedel ind i en Busk, og Busten er her en fornem Ringeagt, som ikke Samfundsødelæggerne lægge Mærke til.

Man taler, som sagt, meget om de Optøjer, som fandt Sted iforgaars, og hvorved sandsynligvis mange fredelige Folk fik deres Tøj ødelagt. En Procession gjennem Kjøbenhavns Gader synes herefter al være en Umulighed, naar det da ikke er en socialistisk Procession. Saavidt ere vi altsaa komne?

De Ældre tænke med et Suk tilbage paa vor Uskyldighedstilstand i Frihedens første Tid; da kunde man endogsaa i Kjøbenhavn holde offentlige Møder, som løb roligt af. Nu lader Sligt sig næppe gjøre.

(Slagelse-Posten 16. april 1881).

Gadeuordener. Da Toget med Arveprinsesse Karolines Ligvogn i Tirsdags Aften havde passeret Dronningens Tværgade under Publikums agtelsesfulde Taushed, begyndte ifølge "N-T." Pøbelen bagude at blive noget højrøstet; den fulgte, forstærket fra Sidegaderne og stadig voxende, efter Toget og begyndte at pirre ved Faklerne. Fra uskadelig Kaadhed gik den snart over til fuldstændig brutal Raahed. I Løb og under Piben og Skraalen trængte den de ordentlige Tilskuere til Side, puffende og trækkende i Begfaklerne. Gnister og brændende Tovstumper fløj rundt eller laa brændende paa Gaden; men værre blev det, da Sværmen naaede Gothersgade. Her stod der pakket en tæt Tilskuerskare paa det smalle, østlige Fortov, og uden mindste Hensyn til den, væltede Pøbelen Faklerne over paa Tilskuerne. Af de Fakler, som stode opståede langs Exercerpladsens og Garder Kasernens Terræn, blev et meget betydeligt Antal væltet. Langs Boulevarden var der dels bedre Plads, dels havde den rolige Del af Publikum Overvægten, saa at her, i alt Fald medens Toget drog forbi, ikke forefaldt nogen Uorden. Paa Vesterbrogade blev Pøblen næsten ustyrlig, under Skraalen, Piben og Syngen - mest af socialistiske Viser - drog Pøbelmassen lige bag efter Eskorten, og først ved Amerikavej tog Politiet den fornuftige Beslutning at afspærre Gaden, hvilket det længe forinden burde have gjort.

(Slagelse-Posten 16. april 1881).

Fra Arveprinsessens Ligfærd. Under Bortkjørselen af Arveprinsessens Lig Tirsdagen den 13de d. M. forefaldt der som bekjendt hist og her Excesser, idet navnlig paa forskjellige Steder de anbragte Fakler bleve revne omkuld og brændende Begkranse kastede ind i Menneskesværmen. Noget saadant fandt saaledes Sted paa Farimagsvejen udfor Jernbanens Terræn, hvor et Par civilklædte Betjente vare blevne opmærksomme paa et ungt Menneske, der altid var til Stede, hvor en Fakkel var bleven revet om. De iagttoge ham derfor nøjere, og det lykkedes dem tilsidst at gribe ham i samme Øjeblik han var i Færd med at vælte en af de ved Indkjørselen til Jernbanegarden anbragte Fakler. Det viste sig at være en hos en Viktualiehandler her i Byen tjenende Karl Anton Peter Bøgh. Han vilde ikke erkjende at have revet flere end denne ene Fakkel om. Han havde handlet af Kaadhed og ikke haft til Hensigt at tilføje Folk Skade derved, og han paastod, at da han væltede Faklen, var der intet Menneske i Nærheden, paa hvem den kunde falde. Han erkjendte endvidere med Foden at have sparket til brændende Begkranse, der laa paa Jorden, men paastod, aldrig at have sparket dem ind i Menneskesværmen, men derimod ud af den. Det kunde ikke oplyses, at Tiltalte havde haft større Andel i de begaaede Excesser end af ham indrømmet, og i Henhold til hans Forklaring i saa Henseende vedtog han i den offenlige Politiret at erlægge en Bøde paa 40 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1881. Morgenbladet (København) 3. maj 1881).

Arveprinsesse Caroline (2: Død). (Efterskrift til Politivennen)

Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline er i Følge Telegram til os fra Ritz. Bur. i Formiddag Kl. 9½ afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, 87½ Aar gl. Efterretningen om hendes Død kommer ikke uventet, da den betænkelige Vending, den højt bedagede Prinsesses Sygdom havde taget, maatte fjerne enhver Sandsynlighed for Helbredelse.

Den afdøde Arveprinsesse Caroline, der var ældste Datter af Kong Frederik den Sjette og Dronning Marie, blev født paa Christiansborg Slot den 28. Oktober 1793 og havde den 1. August 1829 Bryllup paa Frederiksberg Slot med den 1 Aar ældre Arveprins Frederik Ferdinand. som døde den 29. Juni 1863 i Kjøbenhavn efter et barnløst Ægteskab.

Det faldt ikke i den afdøde Prinsesses Lod at komme til at indtage nogen større Plads i Danmarks offenlige Liv, men hun havde Navn som en ædel og godgjørende Kvinde, der med rund Haand har hjulpet mange Trængende.

(Viborg Stifts-Tidende 31. marts 1881).

Hendes kgl. Højhed Arveprinsesse Caroline er ifølge et igaar Middag modtaget Telegram til os afgaaet ved Døden igaar Formiddags. Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline havde trods sin høje Alderdom nydt en god Helbred indtil for et Par Maaneder siden. Den 25. Januar havde Prinsessen det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, dog som det efter Lægens omhyggelige Undersøgelser viste sig, uden at have taget Skade. Imidlertid havde dette Fald dog en mindre gunstig Indflydelse paa Forløbet af et let Ildebefindende, hvoraf Hendes kongelige Højhed den Gang led. Lægen fandt det derfor raadeligt, at Prinsessen holdt sig hjemme, og efter et Par Dages Forløb maatte Højstsamme ty til Sengen. Sygdommen antog dog ikke nogen egentlig faretruende Karakter, medens Kræfterne dog paa Grund af Prinsessens høje Alderdom aftog en Del. Imidlertid var Prinsessen dog i Løbet af Marts Maaned bleven saa vel, at hun kunde tilbringe den største Del af Dagen oven Senge, havde god Appetit og Søvn. Natten til den 21. Marts, hendes højsalige Moders Dødsdag, indtraadte der en mindre gunstig Vending i Sygdommen, forbunden med Ophidselse og Angst. De som en Følge hendes stærkt svundne Kræfter vare dog begyndte at restitueres, da der i de sidste Dage viste sig Symptomer paa et nær forestaaende Endeligt. Efter den sidste, i Tirsdags Aftes udstedte Bulletin, havde Prinsessen dog en taalelig Nat. Igaar Formiddags befandt hun sig saa vel, at hun ønskede at nyde sin sædvanlige Morgendrik. Efter at have nydt denne, lagde Hendes kongelige Højhed sig tilbage paa Puden, og næsten umærkeligt for de Omstaaende drog hun stille og uden Dødskamp sit sidste Suk. Prinsessen var i Dødstimen omgiven af sin Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdame Frk. Bluhme og Livlæge, Etatsraad Schytz, der i længere Tid har tilbragt Nætterne i Palaiet, samt hendes trofaste Sygeplejerske. 

Dødsbudskabet blev strax meddelt Kongefamilien, som under Arveprinsessens sidste Sygdom flere Gange om Dagen har besøgt, den højt skattede og afholdte Patient og i Onsdags Eftermiddag, da Tilstanden en  Stund var meget foruroligende, længe havde opholdt sig ved hendes Sygeleje. Umiddelbart efter at Budskabet var naaet til Amalienborg, indfandt Ds. Maj. Kongen og Dronningen, Ds. kgl. Højh. Kronprinsessen og Prins Valdemar samt Ds. H. Prinserne Vilhelm og Hans sig i Palæet i Bredgade for at dvæle nogle Øjeblikke ved den alderstegne Arveprinsesses Dødsleje.

I Folkethingets Gaarsmøde udtalte Formanden, Krabbe: Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten, har jeg modtaget Meddelelse om, at Hendes Kongelige Højhed. Arveprinsese Caroline i dag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for Hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade Hendes ærværdige Personlighed og Hendes Stilling som Medlem af Kongehuset. Medlemmerne hørte staaende paa denne Udtalelse af Formanden.

Efterretningen om Prinsessens Død udbredte sig i Følge "B. T." hurtig i Hovedstaden, hvor der derefter fra offentlige og private Bygninger samt fra skibene flagedes paa halv Stang.

(Fredericia Dagblad 1. april 1881).

Kjøbenhavn, den 31. Marts.

Kongehusets ældste Medlem, Hds. kgl. H. Arveprinsesse Caroline er i Formiddags Kl. 9½, afgaaet ved Døden i sit Palais i Bredgade, henimod 87½, Aar gammel. Denne Begivenhed omtales idag i "Berlingske Tidende" i følgende smukke og sande Artikel, der fremhæver de mest karakteristiske Træk af Prinsessen og hendes Liv:

"Med den idag hensovede Arveprinsesse Caroline er der atter svundet et af de levende Minder fra en Periode i vor Historie, som omfatter Størstedelen af et Aarhundrede. 

Arveprinsessen, der var født den 28de Oktober 1793, var Kong Frederik den Sjettes tredie Barn - hun fulgte efter en kun kort levende Broder og Søster - og hilsedes med Glæde af Folket, skjøndt hun var en Kronprinsesse, og ikke en Kronprins. Hendes Fødsel faldt i den for Danmark hæderlige og lykkelige Tid, hvormed Hendes Fader tiltraadte sit Regentskab og dermed indviede en ny Æra. Til Lærer fik hun i Aarene 1803-10 den danske Patriot Frederik Høegh Guldberg, og saavel hendes kongelige Fader som denne Lærer skyldes det, at hun ingensinde under Hoffets Ophold i det tyske Kiel fra 1805-10 glemte sin Herkomst som dansk Prinsesse; thi dansk i Sjæl og Sind var og forblev hun til det Sidste.

Da der efter hendes Konfirmation blev Tale om en Formæling, faldt Valget paa Hendes Morbroder, Prins Christian af Hessen. Dennes Sygdom og Død samt Sønderrivelsen af Forbindelsen med Norge i Aaret 1814 svarede imidlertid kun lidet til de lykkelige Udsigter, med hvilke Frederik den Sjettes Tidsalder var begyndt. Der kom dog snart roligere Dage. Prinsesse Caroline levede hos sine høje Forældre i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, og det blev af hele Folket bemærket, hvorledes hun mere og mere udviklede sig efter sin Faders Forbillede og efter ham arvede de Egenskaber, som selv under de for Landet tungeste Prøvelser gjorde ham saa elsket og afholdt. Det var den samme ejendommelige Ligefremhed, den samme ukunstlede Naturlighed, den samme jævne Ærlighed i Sind og Væsen.

Atter i denne Periode var der Tale om Prinsessens Formæling, og der meldes endog om ærefulde Tilbud fra Udlandet; men den Afdøde, som elskede Fædrelandet og Fædrehuset over alt Andet, forblev her, hvor hun var sødt og baaren, og formælede sig den 1ste August 1829 med Prins Ferdinand, for hvem hun ved sin Besindighed og faste Karakter blev en god og trofast Støtte. Hvor højagtet den Afdøde var ogsaa af dem, der ikke hørte til Kongehusets Venner, f. Ex. Prinsen af Noer, er senere bleven bekjendt af et Brev fra ham til Broderen.

Den ophøjede Stilling, hun hidtil havde indtaget som Kronprinsesse, maatte selvfølgelig undergaa en Forandring ved Hendes kongelige Faders Død den 3die December 1839. Kong Christian den Ottendes Søn blev nu Kronprins og hans Gemalinde Kronprinsesse. Men den afdøde forstod med en saadan Værdighed at træde tilbage til en lavere Rang, at hun snarere vandt end tabte derved i den offentlige Mening. Ogsaa de Prøvelser, som fulgte efter Kong Christian den Ottendes Død, forstod hun at bære med Værdighed, navnlig Tabet af sin dyrebare Moder, som hensov i Aaret 1852. 

Men Prøvelsens Dage vare endnu ikke tilende. Ved Prins Ferdinands Død den 29de Juni 1863 blev Prinsesse Caroline Enke og arvede som saadan Byrder, hun ikke vilde unddrage sig, og som der udfordredes en ikke ringe Selvfornægtelse til at bære.

Men selv i den høje Alder, som den Afdøde nu havde naaet, svigtede Karakterens Fasthed hende ikke. Da store og tunge Ulykker brød ind over Folk og Land kort efter Kong Frederik den Syvendes uventede Død, havde Prinsessen nylig fyldt "Støvets Aar", og Sandsernes, navnlig Hørelsens Svækkelse mindede hende stærkt derom. Men trods Alt, hvad der personlig tyngede paa hende, forstod hun med Kraft at bære, hvad der ikke kunde være anderledes. Paa den anden Side glædedes hendes milde Hjærte ved at se det foryngede Kongehus skyde nye og kraftigt Skud og træde i nær Forbindelse med mægtige Throner. og denne velgjørende Følelse bestyrkedes yderligere ved den udmærkede Højagtelse og Hengivenhed, som det nye Kongehus aldrig undlod at lægge for Dagen for den alderstegne Arveprinsesse.

Saaledes tilbragte den Afdøde en næsten attenaarig Enkestand.

Den i sin Tid saa elskede Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik den Fjerdes Datter, blev 76 Aar og bevarede Mindet om fire Konger; men Arveprinsesse Caroline opnaaede en Alder af henved 88 Aar, og med hende hensov det levende Minde om fem danske Konger."

Prinsessen, der endnu for et Par Maaneder siden var ved god Helbred, havde henimod Slutningen af Januar dette Aar det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, og denne Omstændighed i Forbindelse med en Forkjølelse nødte hende en Tid lang til at holde Sengen, men derefter kom hun atter til Kræfter, indtil der pludselig paa hendes Moders Dødsdag den 21de Marts indtraf et stærkt Tilbagefald. I Formiddags havde Prinsessen imidlertid med god Appetit drukket sin Morgenkaffe og havde netop forlangt endnu en Kop, da hun pludselig sank tilbage i Sengen og drog sit sidste Suk uden nogen Dødskamp, saa at det næsten var umærkeligt for de Omstaaende. Foruden Prinsessens Sygeplejerske vare tilstede Hendes Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdamen Frk. Bluhme og Livlægen, Etatsraad Schytz Den kongelige Familie, som strax fik Underretning om Prinsessens Død, indfandt sig kort efter og dvælede nogle Øjeblikke ved hendes Dødsleje. Begivenheden omtaltes i Folkethingets Dagsmøde med følgende smukke Ord af Formanden, Borgmester Krabbe: "Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten har jeg modtaget Meddelelse om, at HdS. kgl. H. Arveprinsesse Caroline idag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade hendes ærværdige Personlighed og hendes Stilling som Medlem as Kongehuset." Medlemmerne viste deres Tilslutning til Formandens Ord ved at rejse sig under hans Udtalelse, og en lignende Meddelelse kan ventes fra Landsthingets Formand, naar dette Thing holder Møde imorgen. Efterretningen om Prinsessens Død kom hurtigt ud i Byen, og der flages idag paa halv Stang fra de offentlige og en stor Mængde private Bygninger samt fra Skibene, ligesom endvidere det kongelige Theater holdes lukket. Da Prins Ferdinand døde i 1363, blev der iøvrigt kun udstedt Forbud mod offentlige Forlystelser paa selve Bisættelsesdagen, hvorhos der blev paabudt Ringning med Kirkeklokkerne rundt om i hele Landet en Time daglig, indtil Bisættelsen havde sundet Sted, og lignende Foranstaltninger ville formodentlig blive trufne ved denne Lejlighed. Til de Oplysninger, som "B. T." bringer om Prinsessen« Liv, skulle vi endnu føje nogle enkelte Notitser. Prinsesse Caroline blev, som ovenfor nævnt, født den 28de Oktober 1793, hvorom "Berl. Tid." samme Dag indeholdt følgende Meddelelse: "Idag Morgen Kl. 4'½ Slet blev HdS. kgl. H. Kronprinsesse Marie Sophia Friderica lykkelig forløst med en Prinsesse, hvilket derefter Kl. 7 Slet blev fra Tøjhusbatteriet, Kjøbenhavns og Christianshavns Volde bekjendtgjort med 27 Kanonskud fra hvert Sted. Kl. 8 blev opført Musique paa Slots-Altanen ud til Ridebanen af Pauker og Trompere ved Garden til Hest og Hautboisterne af Garden til Fods, om Eftermiddagen var Gratulations-Kur hos Hs. kgl. H. Kronprinsen." Prinsessens Forældre boede den Gang, som det vil ses af Ovenstaaende, ligesom Christian den Syvende paa Christiansborg, hvor de endnu havde Bolig, da Slottet brændte den 26de Februar 1794. Det lille Barn var den Gang nær ved at indebrænde, idet man under Flugten fra det brændende Slot i Forvirringens første Øjeblik havde glemt hende. I Aaret 1830 havde Prinsessen et slemt Uheld, idet hun en Aften kom for nær til et Lys, hvorved der kom Ild i hendes Kappe, saa at hun blev forbrændt i Ansigtet, hvilket efterlod flere vansirende Ar. Hendes Apanage af Statskassen udgjorde, saa vidt vi erindre, 116,000 Kr., og desuden oppebar Prinsessen efter sin Faders Død en efterhaanden stigende aarlig Indtægt af en Tantine, en Livsforsikringsanstalt, i hvilken Renterne af de indskudte Kapitaler bleve fordelte til de Indskrevne, saa at disse kom til at oppebære større og større Indtægter, efterhaanden som deres Antal indskrænkedes ved dødelig Afgang iblandt de Indskrevne. For nogle saa Aar siden var Antallet af de i denne Tantine indskrevne Personer sunket ned til nogle ganske saa (saavidt vi vide 16), og i Overensstemmelse med Tantinens Statuter blev den hele Kapital da delt imellem disse, hvorved der tilfaldt Prinsesse Caroline en ikke ubetydelig Sum, der vistnok ikke kan komme hendes Mands Kreditorer tilgode. Efter Prins Ferdinands Død har Prinsesse Caroline aarlig betalt Renter og et vist Beløb til Amortisation af hans Gjæld, og efter det ved Prinsens Død trufne Arrangement vil Palaiet i Bredgade og Størstedelen af hendes Indbo nu tilfalde Prinsens Kreditorer.

(Slagelse-Posten 1. april 1881).

Arveprinsesse Caroline. I disse Dage fortælles følgende Anekdote i Kjøbenhavn: Da Biskop Martensen for nogen Tid siden aflagde den gamle Arveprinsesse et Besøg ved hendes Sygeleje, spurgte hun, om Biskoppen troede, hun kunde blive salig. Dette var han i Stand til at kunne forsikre Hendes kongelige Højhed. Arveprinsessen spurgte da videre, om hun nu ogsaa kunde være sikker paa at træffe sin afdøde Mand, Prins Ferdinand, men da Hans Højærværdighed ikke med samme Vished turde afgive Forsikring herom, blev Hds. kgl. Højhed meget fornærmet, kaldte paa Kammerfrøkenen og udbrød hidsigt: "Hent mig Pastor Pauli, Martensen skal gaa, Martensen skal gaa!" (Fs. Td.)

(Vendsyssel Tidende 6. april 1881).

Tegningen viser et parti af Bredgade set fra overfor Landkadetakademiet. Man kan se den russiske-ortodokse kirkes spir og Marmorkirkens kuppel. Sidstnævnte lå overfor arveprinssesens palæ i Bredgade/Frederiksgade. Illustreret TIdende nr. 1275, 2. marts 1884.

Arveprinsesse Caroline (1: Som ældre). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline (28. oktober 1793 - 31. marts 1881) var ældste datter af kong Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikke. Hun var først kronprinsesse (kongens ældste ugifte datter). Ifølge Nationaltidende skal kejser Napoleon have været interesseret i at få hende gift med den svenske tronfølger, prins Carl August af Augustenborg. Frederik 6. var imod dette, og det hele løste sig af sig selv, idet Carl August døde maj 1810. Herefter var hun gift med sin onkel, prins Christian af Hessen til hans død i 1814. Heller ikke et giftetibud med hertugen af Clarence (den senere Vilhelm 4.) blev til noget, angiveligt pga Frederik 6.

I 1829 var hun ikke længere kronprinsesse, da hun blev gift med den senere arveprins Ferdinand (1792-1863). Hvorefter hun gik som arveprinsesse Caroline. Parret boede i et palæ i Bredgade 42, opført 1756 på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Det var tegnet af arkitekt J. G. Rosenberg. I palæet befandt sig bl.a. fire gobeliner med motiver af Francois Boucher, og det øvrige interiør fra 1830 af G. F. Hetsch. De blev solgt af kong Georg af Grækenland, og ingen kender i dag deres skæbne. I 1921 overtog forsikringsselskabet Baltica bygningen.

Efter Ferdinands død gik en mindre del af tiden med at modtage inden- og udenlandske royale, fyrstelige og adelige personer, herunder lillesøsteren hertuginde Vilhelmine af Glücksborg, og besøg hos gæster i det kongelige palæ. En større del med folk der ville bede hende om penge. Hun skænkede lidt penge til forskellige velgørende formål. Bl.a. overtog hun efter sin mor protektoratet over frøkenklostret Vallø Stift i 1852.

Hun opnåede også at nogen lavede et digt om hende da hun blev 80 år:

Hendes kongelige Høihed

Arveprinsesse Caroline

d. 28de October 1873

Syvti Aa er Støvets Dage -
Otti ere Nordens Aar!
Nordens Aar, til Livets Dage,
Trylle en fornyet Vaar.

Fortids kjære Minder, alle,
Blomstre i dete dybe Sind -
Og de ere alle, alle.
Præntet dybt i Hjertet ind.

Og Kong Fred'rik Sjettes Datter
Har saa rigt et Hjertehjem,
At det ogsaa ømt omfatter
Hvad som gaaer mod Fremtid frem.

Fortid kommer her til Orde:
Fremtid være lys og ny!
Og den længste Aften vorde,
Som et venligt Morgengry!

Sophie Bohnhoff.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. oktober 1873).

Caroline lagde navn til det stadig eksisterende "Arveprinsesse Carolines Børneasyl" i Århus i 1836. Det var oprettet på initiativ af biskop Jens Paludan-Müller, og fik tilladelse til at bruge hendes navn, samt 550 rigsdaler til indretning og drift fra arveprinsessen. Asylet modtog herefter årligt 640 kr. fra arveprinsessen, der bortfaldt ved hendes død. Asylet måtte herefter ud at bede om penge, 15-1600 kr. årligt. 

Måske Københavns ældste, stadig eksisterende hundekirkegård: Den består af en enkelt grav, den barnløse prinsesse Carolines hund Tello, som døde i 1865. Ifølge Bo Bramsen skal hun være gået rundt og rundt i haven så ofte vejret tillod til, indtil hun kunne sige at "nu er jeg gået Frederiksberg Alle igennem".

(Dannevirke, 6. juli 1878).

Hds. kgl. højh. hertuginde Vilhelmine af Glückborg forlod i fredags hovedstaden, ledsaget til Banegården af hele den kongelige familie. Den alderstegne hertuginde har efter hvad der meddeles os, haft megen fornøjelse af sit fire ugers ophold her i Danmark hos sin søster arveprinsesse Caroline, et besøg hun længe havde glædet sig til. Hendes kærestes udflugt her var en køretur til Frederiksberg Have med arveprinsessen.

(Nationaltidende, 3. august 1878, 2. udgave).

Besøget gentog sig i øvrigt årene efter.

Breve fra hovedstaden.

København den 23. juli

Arveprinsesse Caroline der nu er 86 år gammel, har i disse dage været medlem af det kjøbenhavnske Skydeselskab i 70 år, hvilket sjældne jubilæum naturligvis ikke er forblevet upåagtet. I næste uge er der imidlertid en anden mærkedag i prinsessens liv som har større betydning for hendes selv. Den 1. august oprinder nemlig hendes guldbryllupsdag, idet det var den 1. august 1829 at "kronprinsesse" Caroline ægtede prins Frederik Ferdinand, med hvem hun forundtes at leve sammen indtil 1863 eller i alt i 34 år. Hun havde tidligere (1812) været forlovet med sin 16 år ældre morbror (!) prins Christian af Hessen-Cassel, men han døde allerede i 1814. Da hun blev gift med prins Ferdinand, var hun 36  gammel. 

(Folketidenden, 24. juli 1879).

Fotograf E. Lange: Arveprinsesse Caroline (1793-1881). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1879 var hendes apanage 100.000 kr. Hun betalte 400 kr i indkomstskat.

At en hofintendant er konservativ har man set før, men fænomenet har måske sjældent vist sig i en så hjemlig skikkelse som i den allersidste tid. Denne bemærkning gør "Mrgbl." i anledning af en lille begivenhed ved arveprinsesse Carolines hof. Arveprinsessen er som bekendt et godt stykke oppe i firserne. Det er derfor let forståeligt at ledelsen af hendes lille hofholdning fuldstændig er overladt til andre. Således er det finansielle betroet prinsessens intendant, etatsråd Lindberg, om hvis vita ante acta kun vides at han tidligere har været på Liebes kontor, mens det henstår som en gisning at han oprindelig har været en opadstræbende dansk jurist. Derimod er intet vissere end at etatsråden i disse dage er blevet udnævnt til dannebrogsmand. Det almindelige personale ved arveprinsessens hof har kun meget små lønninger, 50 kr. månedlig på egen kost. I slutningen af 1879 fremsatte personalet et ærbødigt ønske om en lønningsforhøjelse. En af betjentene blev mistænkt for at være ophavsmand til oprøret og blev sagt ud af bestillingen, efter etatsrådens egne ytringer som følge af hans fri, for forholdene upassende anskuelser. Vedkommende var nemlig - abonnent på "Morgenbladet".

(Roskilde Dagblad, 10. februar 1880).

Oberstinde Frederikke von Dannemand 1790-1862. (Efterskrift til Politivennen)

Frederikke Benedicte (Bente) Dannemand (1790-1862) hed Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted). Hun var datter af de ugifte forældre, borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted (ca. 1752-1821) og Malene Gregersdatter (død tidligst 1821). Hun voksede op i Nyboder. I 1808 blev hun af generaladjudant F.C. v. Bülow præsenteret for Frederik VI (1768-1839), der da var overgået fra kronprins til konge. Deres forhold varede  med en enkelt afbrydelse hele resten af kongens liv. Han opholdt sig hos hende når han havde tid, i det hus der blev købt og indrettet til hende på Toldbodvej, nu Esplanaden. Hun fik undervisning i tegning og ridning. De fik sammen to piger og to drenge.

Esplanaden 36, 34 og 32. Dengang toldbodvej. Fru Dannemand boede både i nr. 32 (fra 1821) og nr. 34 (1810-1821). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den nævnte afbrydelse var da Frederik 6. opholdt sig ni måneder i Wien til Wienerkongressen. Hun havde været utro (det havde han i øvrigt da også), og han forviste han hende fra hovedstaden. Den 27.3.1816 fødte hun i Christiansfeld en søn der blev overgivet en af søstrene i menigheden. Faderen var formodentlig en svensk købmand. I 1818 blev hun taget til nåde af kongen og vendte tilbage til sin bolig i København, og året efter fødte hun sit fjerde barn med Frederik VI.

Forholdet var kendt, af dronningen og andre, endog "pøbelen". Ordet "Dannemand" optræder for første gang i et brev Frederik 6 sendte da hun havde født deres første barn, 16. april 1810:

Evigt elskede R. jeg mangler ord at beskrive dig min glæde, Gud give jeg kunne favne dig og vores glut. Kan du se at jeg sagde dig rigtig at du fik en pige, jeg er glad at alt er overstået og længes blot efter at slutte dig, og vor lille i mine arme. Nu beder jeg blot om at skåne dig og for alt hvad helligt er, ikke at skrive mig i de første dage da dette kunne skade sig og give dig hovedpine. Den kval og angst jeg har udstået for dig, kan du ikke tro, men Gud ske lov at alt er overstået. Guldberg som berettede mig dette glade budskab i dag, var jeg ikke i stand til at tale ret med, hun må have anset mig for konfus i hovedet, men dette kom blot af min overgang fra angst til glæde. Gud velsigne dig, min guddommelige R. Gud velsigne den lille Frederikke Danneman. Jeg kysser tusindgange dine hænder i tankerne. F.

Det er dog uvist om det bare er en generel betegnelse. Helt sikkert er at hun 1829 blev optaget i rangforordningen under navnet fru Frederikke Dannemand. Kort før sin død meddelte Frederik 6. officielt at fru Dannemand, og ikke kun hendes børn, var adelige, det gjaldt også hendes adoptivdatter. Den ældste søn Frederik Vilhelm (1813-88) blev greve 1839 og oprettede 1857 det grevelige Dannermandske stift på Åstrup. 

Da Frederik 6. døde 3. december 1839, besøgte fru Dannemand ham formiddag og aften den foregående dag. Dette er dog ikke opført i den officielle hofførers protokol. 

I 1849 blev hun efter egen ansøgning sat under administration da hun ikke var særlig god til at forvalte sin økonomi. Ved samme lejlighed solgte hun sin lejlighed på Toldbodvej og flyttede til sin død ind i nabolejligheden:

At undertegnede, ifølge kongeligt Commissorium af 26de f. M. have overtaget Ordningen af Fru Frederikke von Dannemands Pengeanliggender med alt deraf Flydende, og at som Følge deraf hendes Pengeaffairer derefter afgjøres af os, bringes herved til almindeligt Kundskab.

Arrangements-Commissionen for Ordningen af Frue Frederikke von Dannemands Pengeanliggender, den 5te jui 1849.

Bræstrup. Frederik v. Dannemand. R. Wolff.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. juli 1849, 2. udgave) 

Frederik 6. har formodentlig taget turen op ad Amaliegade, smuttet ind i en gård og på denne måde arriveret til sin maitresses lejlighed ad denne baggård. Den gule bygning er nr. 34, den hvide til venstre nr. 32. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Modviljen i hof- og borgerkredse var i starten stor mod fru Dannemand. Men det blev senere vendt, bl.a. fordi det kom hende til gode at hun aldrig havde forsøgt at vinde politisk indflydelse på den efterhånden upopulære enevoldskonge. Fra hendes sidste år foreligger der vidnesbyrd om hende som et venligt og godgørende menneske med meget af sin tidligere skønhed i behold. Hun blev Danmarkshistoriens sidste officielle maitresse.

Af notitserne i anledning af hendes død her et par udvalgt:

Frederikke Dannemand, stod i mange år i fortroligt forhold til Frederik den Sjette, med hvem hun havde flere børn. Almindelig agtet for sin hæderlige karakter, savnet af de mange hungavmildt understøttede. (Folkets Avis - København, 2. januar 1863).

Fru Frederikke Dannemand der i mange år stod i et meget fortroligt forhold til kong Frederik VI, ved hvem hun havde flere børn, afholdt og agtet især for sin store godgørenhed og for det stille husliv hun førte. Af hendes efterladte formue er en del bestemt til veldædigt øjemed og til legater, hun skal være født i Nyboder 1786. (Fyens Stiftstidende, 19. januar 1863).

Oberstinde Dannemand hviler for enden af gangen med sine efterkommeres grave foran sig i et ganske stort anlæg på Garnisons Kirkegård. På den oprejste sten står der "Fru Benthe Frederikke v. Dannemand, født Ravsted. Født 6te august 1893, død d. 23de december 1862.". Ved foden af denne sten ved blomsterne ligger stenen med "F. W. v. Dannemand. Fød d. 6. januar 1819. Død d. 4. marts 1835" og "C. M. A. v. Brockdortff. fød v. Dannemand. Fød d. 24. januar 1812. Død d. 29. februar 1844". Til venstre på fotoet, gravstenen for kaptajn Vilhelm Zachariae (1807-1871) og Lovise Frederikke Zachariae, født Dannemand (1810-1888). Til højre kammerherre major Adolph Fred. Schack v. Brockdorff (1810-1859), chef for Livgarden til hest. Han var gift med Caroline Augusta Dannemand (1812-1844). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Grevinde Dannemand.

Frederik den 6.s Maitresse.

Bente Frederikke Dannemand, født 1790, død 1862, var datter af borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted og Malene Gregersdatter. Frederik den 6. gjorde 1809 vendes bekendtskab gennem sin generaladjudant Frantz Bulow. 1829 fik hun rang som oberstinde og 1830 blev hendes og kongens fire børn ophøjet i adelsstanden. Hendes ejendom lå på Toldbodvej, nuværende nr. 26. I et brev til Bülow på Sanderumgård af juni måned 1812, skrevet i Roskilde, hedder det:

I går var jeg i København, og her har De noget af det nyt, jeg har samlet. Det hus, som general Bülow har købt, er til kongen, da madam Dannemand skal bo deri. Hun skal have ekvipage og kører nu med Topper. Det skal være en tosset person af ingen opdragelse eller kultur. To børn har hun allerede, som skal ligne kongen meget, siges der. Det skal være to piger; for disse skal der købes en lille ejendom, at de i tide kan blive selvstændige. Tre gange om ugen kommer kongen til byen (fra Frederiksberg) og tilbringer den største del af natten hos hende. Fru Dannemand lærer nu at ride af berider Schiött i Ridehuset, bygget for dronningen. Hun rider offentlig på gaden med berideren. Hendes to pigebørn har hvide hår (hvad, som bekendt, kong Frederik også havde). Gården ved Toldbodvejen er den samme, som madam Winge, Kong Frederik den 5. frille, beboede. Heste og vogn har hun fået. På vognen har hun ladet sætte en krone.

Midt i dette tidspunkt, hvor der udstedes hyrdebreve om tarvelighed og huslighed, er der en ækel luksus ved hoffet med fløjl, tyl, kniplinger og alt, hvad kostbart er . . .

Man taler højt om, at når kongen daglig med sin datter spadserer forbi fru Dannemand, kysser han på fingrene og hilser til hende, hvilket umuligt kan undgå datterens opmærksomhed, som altså ventelig ikke er uvidende om hemmeligheden, som nu enhver gadedreng ved. Prægtige fordringer har hun. Man påstår at hun siger: Jeg har lovet min Frederik ikke at blande mig i politiske affærer, som klinger noget paradoks af en mad. Dannemands mund, og af nåde afsiger sin formentlige ret til at give sin stemme til at afslutte krig og fred, bortgive vigtige statsembeder osv. Dronningen, som man tror ved alt, skal være yderst opbragt på de personer, hun ved, der er hjælpere, som Friboe, Fr. Bülow, Romeling og hvad de flere hedder.

Fru Dannemand, siges der, tager mod besøg, især militære. Hun kaldes den lille dronning. Hun skal være ærgerlig over, at hun har for få piger. Hendes frænder skaffer hun penge og fordringer og roses for nedladenhed og godgørenhed.

I et brev af 14. juli 1812 hedder det;

I Søndags var jeg i Dyrehaven, hvor fru Dannemand var ridende som en amazone; hun er ganske køn, ikke stor, buttet osv. Denne jagen efter at vise sig offentlig er hverken forsigtigt eller rosværdigt.

Om tingen selv kan man sige meget til undskyldning.

Af et senere brev uden dato:

Om fru Dannemand tales i selskaber med ringeagt og latter. Således hørte jeg i går, at hun en søndag var i Dyrehaven ridende, men stod af og spadserede med de hvidhårede børn, hvoraf det sidste, som hun i egen person giver die, blev båret af Goldammen. Nu begyndte pøbelen og andre folk af middelstanden i deres enfoldighed og uhøviske sprog at opholde dem over hende og børn, at lade falde et og andet uartigt skældsord, at sige højt: Her skal vi pines med de grusomste og mest blodsugende skatter og byrder, for at sådan en . .. kan stadse med sine h...unger, køre i karet, ride osv. - Hvad sådanne ubehøvlede folk kan finde på

(Lolland-Falsters Social-Demokrat, 14. april 1906)

I en artikelserie om Frederik VII påstås at han mistede respekten både for sin far og Frederik VI:

Når kongen og prins Christian ikke fra Frederiks side mødte den ærefrygt de ifølge deres stilling kunne gøre krav på, lå det i deres private perssonlige forhold, hvorved de svækkede deres moralske autoritet. Frederik VI levede vitterligt i et intimt forhold til oberstinde Dannemand og havde børn med hende. Prins Christian var en tilbeder af det smukke køn og havde flere kærlighedsforståelser. Men sin korrespondance i den retning var han dog klog nok til at brænde. Prins Ferdinand havde ligeledes et par maitresser. Prins Frederik så altså sin svigerfar, far og onkel leve i ægteskabsbrud, og han var derfor tilbøjelig til at besvare de moralske formaninger, de to første gav ham, med et ironisk smil. Deet er, som forhen berørt, betegnende for forholdet mellem svigersønnen og svigerfaderen, at hin ved separationen bad sidstnævnte om at sørge for hans elskerinde, jomfru Weiner. Kongen nægtede det idet han i dette anliggende henviste prinsen til faderen! Rantzau Breitenburg skjuler ikke sin uvilje over at faderen derefter gjorde sig til Postillon d'amour for sønnen og ikke formåede at se det uværdige i sin handlemåde! For jævne, borgerlige folk ville nu alt det uanstændige og upassende heri straks have stået klart. Men for kongelige personer gjaldt den gang en særskilt moralsk målestok, og de var fritaget for hensyn som almindelige dødelige var bundne af!

I fremmede historikeres, især tyskes, skildringer af det danske hofs personligheder i Frederik VIs og Christian VIIIs regeringstid fremtræder i reglen prins Frederik som et i moralsk henseende forfaldent subjekt, som et uopdragent og uvidende menneske, som en politisk umulighed, hvorimod kongehusets øvrige medlemmer omtales med respekt, og enhver lysside hos den fremdragees, for at manglerne kan træde i skyggen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. maj 1907, uddrag).

Romaner om Dannemand

Under 1. verdenskrig udkom der hele 2 romanføljetoner om oberstinde Dannemand.

Under pseudonymet Klaus Kolding udkom i 1915 en romanserie om Dannemand i Folkets Avis: "En Nyboderpoges Roman". Klavs Kolding skrev en mængde meget lange og indviklede spalteføljetoner 1911-1916. Bag navnet skjulte sig forfatteren Harald Tandrup (1874-1964). Han er ikke særlig kendt i dag, for på grund af hans nazistiske agitation under besættelsen blev han ekskluderet af Dansk Forfatterforening. Artiklerne var naturligvis fri fantasi, og ledsaget af nogle ligeledes frit fantaserede tegninger:

Ak, sagde kongen og greb bentes hånd. Det er jo mit eget liv du udmaler. (Folkets Avis 3. september 1915)

En anden roman "Fru Dannemand" af Theodor Ewald udkom som føljeton i "Aftenbladet" april-juli 1918, ligeledes illustreret med fantasifulde tegninger:

Tys, sagde fru Dannemand, nu ringer det! Aftenblade, København. 25. juli 1918.

Jøsses nej, sagde madam Raftsted og slog med nakken. (Aftenbladet, København. 27. juli 1918)

Hun stod med panden mod ruden og græd. Aftenbladet, 29. juli 1918.