Snekørsel paa Kongens Nytorv. (Efterskrift til Politivennen)

De 3 Trækkevogne paa Rad.

Det var en Smule parodisk med den ene Trækkevogn, der kørte Sne paa Kongens Nytorv til at begynde med. Man kunde regne ud, at den ene Mand kunde vel naa at faa Bunkerne væk til Sommersolen kom. Men nu er der tre, og det hjælper jo dog altid noget. Da Sneen kun skal køres lige over Torvet til den Brønd, hvori den kastes, vilde det naturligvis være meningsløst at benytte Hestekøretøj eller Lastbil, men en lille Smule Fart er det jo ingen Skade til at anvende naar endelig den mest trafikerede Plads i København skal befries for Sneen.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1924).

Redning ved Vordingborg. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags i forrige Uge om Eftermiddagen Mellem Kl. l og 2, mærkede ifølge "Vordingborg Av." nogle ved Kallehave Færgebro værende Folk, at en Mandsperson begav sig ud paa Isen fra Koster Færgegaard for at gaae over til Kallehave, mellem hvilke tvende Færgesteder der er iset en Rende til Seilads for den daglige Færgefart. Det var langs med denne Rende, maaskee 7-8 Fod fjernet fra Siden af den, at Fodgængeren saaes, og det gav strax Anledning til Tvivl hos de tilstedeværende, som fra Kallehave Færgebro iagttog ham. om han kunde naae ovet, da Isen, i den Side-Afstand fra den aabne Rende, paa hvilken han bevægede sig, var meget svækket ved Gjennemskjæringen. 

Tilskuerne ventede dog ikke ledige paa Resultatet, men Færgekarl Peder Bendsen, som var blandt dem, det iagttog ham, satte strax Færgebaaden istand og begav sig tilligemed 3 eller i andre Tilstedeværende i denne ud i Renden, hvor de da strax saae, at deres Frygt havde bekræftet sig, idet Vandringsmanden var forsvunden, hvorimod de omtrent midt imellem Koster og Kallehave bemærkede Hovedet og Armene af et Menneske, som bevægede sig over Isen, medens det øvrige Legeme var under Isen. Det var en kritisk Stilling for den Ulykkelige, som under kraftige Raab og Opmuntringer fra de tililende Redningsmænd ikkun ved idelig Bevægelse med Benene var istand til at holde sig oppe, med Armene rigtignok støttede paa den ham omgivende Iis, der imidlertid hvert Øieblik brast itu. Baaden var vel nu i Renden og omtrent lige for den Forulykkede, men den kunde først ved at hugge sig 7-8 Fod gjennem Isen paatværs af Renden naae Manden, og det var mere end tvivlsomt, om Stakkelen kunne holde sig saa længe, til det skete. Den flinke Færgekarl Peder Bendsen sprang da ud paa Isen, og idet han klyngede sig fast til Baaden med den ene Haand, brugte han den anden til saagodtsom at hugge Isen bort under Fødderne af sig, for at bane Vei for Baaden, efterat denne var dreiet af fra den isede Hovedrende. Med en Ro og Sindighed, som gjorde denne behjertede unge Mand den største Ære, ledede han dette ingenlunde farefrie Forsøg, idet han afrettende med høi og kraftig Stemme commanderede sine Medhiælpere og opmuntrede den Stakkel, der endnu laa i Vandet og ved paa Isen med ikkun Hovedet og Armene oppe. Og endelig lykkedes deres kraftige Anstrengelser; de naaede hen til Stedet og fik den Forulykkede, Hattemagersvend August Giere, 28 Aar gammel og født i Kjøbenhavn, trukken op i Baaden, medens der endnu var Liv i ham, og her fortsattes den Kiærlighedsgjerning, der allerede var viist ham, idet Peder Bendsen nemlig trak sine egne Beenklæder af, hvilke han byttede med den næsten Omkomne; de Andre i Baaden fulgte Exemplet, og hver især skilte sig ved et af deres varme, tørre Klædningsstykker, som de iførte det næsten bevidstløse Menneske, idet de skilte ham ved det vaade, frosne Tøi. Disse kjærlige Bestræbelse efterfulgtes af en omhyggelig Pleie, som Giæstgiveren i Kallehave Færgegaard, Jens Hansen, ved hensigtsmæssig og kjærlig Behandling i høi Grad lod ham tilflyde, hvilket da ogsaa havde de glædelige Følger, at det stakkels Menneske allerede om Aftenen kom til sig selv. Han forblev derpaa under Gjæstgiver Hansens udmærkede og uegennyttige Forplejning til Torsdag, da han var fuldkommen restitueret.

Det skal iøvrigt ikke være første Gang, at Færgekarl Peder Bendsen (af Taarbæk) har havt Lejlighed til at vise, at han er en behjertet, rask og energisk ung Mand, som med Tilsidesættelse af Fare for eget Liv og Helbred har frelst Medmenneskers Liv, eg det er derfor her en dobbelt Pligt at fremhæve hans bestemte og modige Optræden i dette Tilfælde, hvor han ligefrem har frelst et Menneskeliv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1868. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Jackson Haines. (Efterskrift til Politivennen)

Jackson Haines (1838-1875) betragtes som skaber af moderne kunstskøjteløb og rulleskøjteløb. Han var uddannet balletdanser. I modsætning til den dengang gængse "engelske" skøjtestil der var stiv og formel, var Haines elegant og yndefuld, og optrådte til musik. Han forlod USA under borgerkrigen og tog til Europa. Han opfandt adskillige nye spins. I USA blev hans stil først populær efter hans død, især efter 1914. Han omtaltes i danske aviser så tidligt som januar 1865 hvor han optrådte i Berlin. Hvor selv kongen overværede en af hans forestillinger. I april optrådte han i Stockholm med isdanse (vals, marsch, polka og mazurka). Ved industriudstillingen i Stockholm var der anlagt en speciel skjøteløberbane af Jackson Haines til publikum. I oktober 1866 blev han engageret til en forestilling i Casino.

Annonce for Jacksom Haines første optræden i Danmark, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. oktober 1866. Han optrådte på et glat, oliemalet sejldugstæppe på rulleskøjter. Han optrådte herefter næsten hver dag indtil den 21. november 1866.

Jackson Haines tog derefter til Stockholm hvor  han gav forestillinger og undervisning i skøjteløb - for begge køn, idet hans søster Lidy Haines også var ankommet fra USA. Imens annoncerede Alhambra med at maskeraden i marts havde skøjteløb a la Jackson Haines. Den 17. marts 1867 ankom Jackson Haines "himself" for at optræde udendørs ved Kastellet ved Smedelinien. På dette tidspunkt havde Haines erklæret at han ville bruge alle sine intellektuelle og fysiske kræfter til at skaffe skøjteløb en plads blandt de skønne kunster.

Skøiteløberkongen Jackson Haines gav igaar Eftermiddagd paa en for Sne befriet Isflade paa Kastelsgraven ved Smedelinien en Forestilling, der havde samlet en Tilskuermasse af vistnok flere Tusinder Mennesker, hvoriblandt en Mængde Damer. Skøiteløberkongen var her ganske anderledes paa sit rette Element end paa Kasinos Scene og tumlede sig paa en saa smuk og behændig Maade paa dette, at selv den dygtigste af vore Skøiteløbere neppe vil frakjende ham Retten til at føre den Titel, hvormed han fremstiller sig. I sit elegante Løb gjør han de smukkeste og vanskeligste Vendinger og Kast med en beundringsværdig Sikkerhed, og i den stærkeste Fart standser han pludselig for dandse paa Taaspidserne eller for med den ene Fod at beskrive Kredse med Taaspidsen paa den anden som Centrum. Navnlig forekom os imidlertid hand Baglænsløb og Drejninger at udmærke sig ved en Elegance og Præcision, som neppe kan overtræffes af Nogen. Det er en Selvfølge, at Hr. Jackson Haines høstede hyppigt og stærke Bifald, ja selv ikke en Fremkaldelse manglede. - Idag Kl. 2 giver Hr. Haines en anden Forestilling og imorgen den sidste. Vi tro neppe, at Nogen vil fortryde en Timestid at trodse lidt Kulde for at se den virkelig smukke Dands paa Isen.

(Dags-Telegraphen (København) 18. marts 1867).

Billetterne kostede 24 sk. og der blev solgt mellem 4 og 5.000 - altså i alt omkring 1.200 Rdr. som var et betragteligt beløb dengang. Fra København rejste Haines videre til Lübeck, hvor han var så uheldig at beskadige sin ene hånd ved at ramme prosceniumslamperne. Hans optræden skabte et stort opsving i sporten, hvilket viste sig vinteren 1867(1868 på fx Peblingesøen som på søndage var besøgt af flere tusinde skøjteløbere, heriblandt kvinder. Imens fortsatte Jacksom Heines med at optræde i udlandet.

I Sverige havde Jackson Haines mødt den svenske skøjteløber Frida Segerdahl-Nordström (1845-1900). Hun var selvlært ved Vänern hvor hendes far var direktør for det svenske skovinstitut. Siden 1858 havde hun lært sig selv at skøjte. I 1864 begyndte ejeren af det første kvindelige skøjtebadehus i Stockholm Nancy Fredrika Augusta Edberg at tilbyde skøjteundervisning til kvinder. Som i Danmark var dette anset for uværdigt for kvinder, men da dronning Lovisa begyndte på det, faldt muren. Da Jackson Haines for første gang kom til Sverige i 1866, Jackson Haines inddrog han dem. Frida blev Haines' partner ved flere af hans forestillinger i Stockholm, hvorfor hun fik en guldbroche af prins Oscar II. Frida blev efter sin død anerkendt som den første kvinde der optrådte offentligt for et publikum.  

I 1869 optrådte Jackson Haines med den wienske korpige og danser, Leopoldine Adacker som også fulgte med til Danmark senere. Kvindernes gennembrud som skøjteløbere fik dog senere i 1800-tallet et tilbageslag, og først senere blev de anerkendt som skøjtepionerer. I 1869 optrådte han sammen med skøjteløberdronningen Leopoldine Adacker. Fædrelandet advarede i den anledning Casinos bestyrer om at publikum i det hele ikke kunne sige sig fri for at komme det slette publikums slette sans alt for meget i møde.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1869. I strid med disse landets sæder optrådte parret med en can-can. Det vakte nogen forargelse, men kunne dog ikke forhindre en overvældende applaus. Parret rejste rundt i Danmark og var bl.a. på Århus Teater.

Han fortsatte i de følgende år med at optræde sammen med Leopoldine Adacker. Jackson Haines optrådte i hvertfald så sent som 1874 på Casino. Han døde af lungebetændelse den 23. juni 1875 i den finske by Gamla Karleby. Han ønskede at blive begravet i Stockholm.

Snekastning og Rejseforsinkelser. (Efterskrift til Politivennen)

Uforsvarlig Forsømmeligked ved Sneekastning. Det er bekjendt, ar Hamborgerposten den 9de ds. og jydske Post, som ankom hertil i Tirsdags Kl. 2, var ikke mindre end 36 Timer underveis fra Roeskilde til Kjøbenhavn. Aarsagen til denne fabelagtige Forsinkelse maa søges i den store og uforsvarlige Malkonduite, som Vedkommende, der have med Sneekastningen at bestille, udviste ved denne Leilighed, og som fortjener streng Dadel. Vi have derom erfaret Følgende: Postillonen, som kjørte Posten fra Roeskilde, var Mandag Eftermiddag Kl. 1½ ankommen til Roeskildekro, og da han saae, at Veien fra Kroen og ned til Bommen var belagt med Snee af c. 5 Alens Høide og saaledes ufremkommelig isærdeleshed for en firehjulet Fjedervogn, henvendte han sig strax til Sognefogden saavel som til Formanden for Sogneforstanderskabet i Vridsløselille med Anmodning om Hjælp, hvilken blev ham lovet, men istedetfor at opfylde dette Løfte underrettede Sognefogden ham om Eftermiddagen Kl. 4-5 om, at han ikke kunde beordre Mandskab ud til Sneekastning efter Solens Nedgang, men at han imorgen tidlig skulde faae den fornødne Assistance; ja, Formanden skal - efter hvad der fortælles - endog have givet Postillonen en som det rigtignok synes overflødig skriftlig Underretning om, at han var nødt til at blive i Roeskildekro, til Sneen blev kastet. Først næste Dags Formiddag Kl. 10 kom enkelte Mænd med Skuffer ud og faae paa Sneen, men det egentlige Arbeide for at gjøre Veien passabel begyndte først ved Middagstid, efterat en af Postvæsenets Embedsmænd i Forening med en Politiofficiant vare ankomne til Stedet, og efterat man iforveien ved tilkaldt Hjælp havde maattet bære Posten paa Lægter og Stænger ind over Marken ned til Bommen, hvor Veien kunde passeres. Naar man nu veed, at det Stykke, hvorom der var Tale, neppe er en Strækning paa 150 Alen, saa vil det indsees, at en øieblikkelig og kraftig Assistance af en Snees Mand vilde have bevirket, at Posten kunde være ankommen hertil næsten fire og tyve Timer tidligere, end det nu var Tilfældet. At Vedkommende fra Generalpostdirectionens Side bør kræves til Ansvar, maa vel ansees som givet.

(Flyveposten 15. februar 1861).

Reisefataliteter. For de Reisende, 41 i Tallet, som isøndags ankom med Hamborger Posten til Roeskilde, hvor Jernbanetoget som bekjendt maatte standse, har denne Tour frembudt ikke faa Fataliteter. Dertil hører blandt Andet, at de maatte overnatte, Herrer og Damer péle-méle, i Banegaardens store Sal samt andetsteds, hver de kunde finde Tilhold, og dernæst at der næsten ikke var at opdrive nogen Befordring til at komme videre, uagtet det dog vistnok havde været Banebestyrelsens Sag at sørge derfor. Endeel af de Reisende kom endelig afsted med Posten og naaede Mandag Middag Roeskildekro, men da Postvognen paa Grund af den i Gaarsnumeret omtalte uforsvarlige Ligegyldighed med Hensyn til Veiens Ryddeliggjørelse ikke kunde komme videre, besluttede 6 af de Reisende, 4 Udlændinge og 2 Danske at begive sig videre tilfods. Gjennem tykt Sneefog kæmpede de sig frem til Glostrup, hvor de ankom i Mørkningen og søgte hen til Fogden, for at faae en Slæde. Fogden var borte med Hestene og ventedes hjem om kort Tid. De Reisende besluttede nu at oppebie hans Tilbagekomst, men istedelfor at bydes indenfor, maatte de vente paa ham i Gaardsrummet. Efter en halv Times Forløb kom han, men gav de forkomne Reisende den lidet trøstelige Underretning, at han ikke kunde skaffe dem nogen Slæde, da hans Heste vare altfor trætte, og at  han ligesaa lidet kunde give dem Huusly, eiheller vidste Nogen, der vilde bære deres Bagage og vise dem Veien. Et Forsøg, der af en Reisende gjordes hos Præsten i Glostrup, havde et lignende Resultat, og tvivlende om at finde nogen barmhjertig Samaritan i hele Glostrup, begave de Reisende sig atter paa Vandring. Men ligesom de vare ifærd dermed, bleve de anraabte af en Mand. Han havde hørt, hvor betrængte de vare, og tilbød dem sit Huus til at overnatte i. Det var en Indsidder Christensen. Med den største Hjertelighed modtog han de Reisende, bespiste dem og gav dem Natteleje, og da de den næste Morgen vilde betale ham derfor, var det kun med Nød og næppe, at han lod sig overtale til at modtage en lille Sum, der ialfald ikke stod i Forhold til den store Tjeneste, han havde ydet dem. Sin store Forekommenhed satte han Kronen paa ved med stor Umage at skaffe dem en Slæde, og saaledes skete det, at de i god Behold ankom hertil Kjøbenhavn en Tid før Posten. - Denne Fremstilling er givet os af en af vedkommende Reisende, og vi efterkomme gjerne hans Opfordring, at bringe Indsidder Christensen hans og hans Reisefællers Tak for en Opførsel, der afgiver en mærkelig Modsætning til den hensynsløse Ugjæstfrihed, der vistes dem fra andre Sider, man man mindst skulde vente den.

(Flyveposten 16. februar 1861)

Vinteren. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren synes at skulle blive en streng Herre, og der er al Udsigt til, at det gamle Ord om strenge Herrer, der kan regjere kort, dennegang neppe vil vise sig sandt. Fra Vesten melder Telegraphen: "skarp Frost", og fra Østen, fra St. Petersborg, hedder det: To og tyve Grader Kulde. Vi maae ialfald forberede os paa nogle Maaneders Vinter og de dermed følgende Misligheder og Ubehageligheder, samt den deraf flydende Nød og Elendighed for en ikke lille Deel af Hovedstadens Indvaanere. Skibsfarten og Handelen standser; Mange, der have deres gode Udkomme, saalænge Søen er aaben og Forretningerne gaae deres vante Gang, ville nu komme til at lide Savn; og de, for hvem det før var knapt, ville nedsynke i den dybeste Elendighed. Det gjælder her om at komme til Hjælp saa hurtigt som muligt og paa den hensigtsmæssigste Maade. Bespisningsforeningerne have allerede begyndt deres Virksomhed, og det vil neppe komme til at mangle dem paa Midler til at fortsætte og udvide den; Børnepleieforeningen har igaar i dette Blad til Hovedstadens Indvaanere henvendt en Opfordring, der vistnok vil finde et villigt Øre, og en af dere Kolleger har erindret om, at der for flere Aar siden, under en lignende streng Kulde, blev paa forskjellige Steder her i Staden aabnet Varmestuer, hvor Fattige frit kunde faae Lys og Varme samt tildeels varme Drikke cg Fødemidler, og anbefalet Oprettelsen af saadanne. Det maa være os tilladt at slutte os til denne Anbefaling; der vil, derom ere vi overbeviste, kun behøves en Opfordring til Publikum, og de fornødne Midler ville sikkert i den kortest mulige Tid blive tilveiebragte.

Men om det end er de Uformuende og Fattige, der fremfor Alle lide under Vinterens Barskhed og fremfor Alle have have Krav paa Hiælp og Understøttelse, saa kan man dog ikke forbigaae ved denne rettighed at lægge et godt Ord ind hos de Vedkommende for den i økonomisk Henseende mere begunstigede Deel af Hovedstadens Befolkning, der vel ikke er udsat for at fryse eller sulte ihjel, men som ligesaameget som den Fattige er udsat for at miste Liv og Lemmer paa de til Glidebaner forvandlede Fortouge. Man behøver blot en Dag eller helst en Aftenstund en halv Times Tid at gaae gjennem Stadens mere befærdede Gader, og man vil kunne tælle en god Deel Faldne og sikkert ikke faa Saarede. Er det ikke tænkeligt, at der kunde gjøres Noget for den ikke ringe Deel Mænd og Qvinder, der ikke besidde Ekvipager, og som ere nødte til at besørge deres Ærinder tilfods? Er det aldeles nødvendigt, at en Spadseretour fra Toldboden til Frederiksberggade skal være forbundet med Livsfare? Og er det ikke overkommeligt at raade Bod paa denne Tingenes Tilstand? Vi tror, at der kan skee idetmindste Noget i denne Retning. Først og fremmest maa Politiet, og hvor det ikke er eller kan komme tilstede, Folk selv forhindre, at der laves Glidebaner paa Fortougene. Vi vide vel, at det kjøbenhavnske Publikum har en vis Faible for Gadedrengene, og at det undertiden bliver meget vred, naar en Politibetjent eller nogen Anden forstyrrer den opvoxende Ungdom i dens Fornøielser; men der er virkelig Nødvendighed tilstede, og Fornøielsen kan i dette Tilfælde langtfra kaldes uskyldig. Dernæst vilde det være meget hensigtsmæssigt, om Politiet foranledigede, at der jevnligt blev strøet Aske, Sand eller Kulstøv paa samtlige Trottoirer; og hvid det ikke staaer i Politiets Magt at fremtvinge en saadan Foranstaltning, da er det vor indstændige Anmodning til Huuseierne og Huusbeboere, paa egen Haand og uden Opfordring fra Autoritetens Side at gjøre det i denne Henseende Fornødne, der hverken er forbundet med stor Uleilighed eller Bekostning. Endeligt turde det være hensigtsmæssigt, ikke at lade al Sneen feie bort fra Fortougene, men at lade et lille Lag blive liggende, navnlig paa Fliserne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1861).

Vinter 1850. Krigen 1848-1851. (Efterskrift til Politivennen)

 København den 14. januar 1850.

- Vinterens strenghed har nu standset forbindelsen mellem Danmarks hovedstad og provinserne hinsides bæltet, og det er nu kun ved magre telegraf-efterretninger man her får nogen underretning om hvad der sker i den øvrige verden, derunder indbefattet Slesvig-Holsten. Hvad dette sidste land angår, så har man naturligvis fra dansk side forberedt sig på at en sådan afbrydelse kunne indtræde, og dersom det derfor skulle falde fjenden ind at benytte sig deraf, således som der oftere har været truet med, vil han sikkert blive modtaget med tilbørligt eftertryk. Men på den anden side vil det heller ikke være muligt under denne afbrydelse at understøtte fredsværket, og udførelsen deraf må derfor så længe ganske overlades til de kræfter og midler, som til den hensigt allerede befinder sig på fastlandet. Diplomaliske forespørgsler og underhandlinger kan ikke godt besørges ved telegrafen. Heller ikke vil den forventede ankomst af de længe omtalte tillidsmænd kunne finde sted så længe isen forhindrer den frie fart over bæltet. 

De sidste efterretninger lader rigtignok formode, at den hele sendelse er opgivet, hvilket dog turde anses for beklageligt, såfremt det ikke er andet end formaliteter der har forhindret denne tilnærmelse, hvorved der muligvis dog kunne være vundet et fast tilknytningspunkt. Tilbøjeligheden til en forsonende politik stiger og falder hos det herskende parti i Holsten alt eftersom udsigterne til en eller anden slags tysk enhed, om der også kun er en preussisk bundesstat, forøges eller formindskes, og der er i så henseende den mindst pålidelige del af folket, med hvem man kan underhandle. Demokraternes fordringer kunne måske for tiden være større, nærmest vel fordi de er mere oprigtige, men det had de nærer til Preussen og den tyske reaktion, måtte snarere, hvis de skulle få overmagt i Holsten, kunne benyttes af en klog dansk politik til opnåelsen af en fredelig afgørelse, især når man fra dansk side ville opgive noget af den formelle strenghed. Hvor stærk det demokratiske parti i øvrigt er, fremgår tydeligt mok af valget i Rendsborg. Begge partierne står lige over for hinanden i skarpe modsætninger; det er kun mod Danmark de foreløbig er enige, og det er kun den ukloge danske politik der kan befæste denne enighed. Men det demokratiske parti i hertugdømmerne knytter sine forhåbninger ikke så meget til en tysk enhedspolitik som til en ny europæisk revolution, hvori demokratiet måtte sejre. Enhver efterretning om et nyt udbrud vil opflamme det, først mod dets eget reaktionsparti og dernæst mod Danmark. At det slesvig-holstenske demokrati ser en fjende i Danmark, hvor dog de demokratiske grundsætninger har vundet sejr i grundloven, er da nærmest en sørgelig følge af den i en række af år fra begge sider nærede og ansporede nationalitetssyge.

Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1850.

Isvinteren Marts 1844. (Efterskrift til Politivennen)

Isen. I "Hels. Av." af 29de Febr. hedder det: I Søndags Aftes kom Isen i Nivaabugt i Drift, og skruede sig pludseligt ind deels ved Humlebek, hvor den gik over Havnemolen og fyldte Basinet, deels ved Esbergærde og imellem Skotterup og Snekkersteen, hvor den skruede op over Kjøreveien og lagde sig flere Strækninger 2 a 3 Al. høie. Flere Fiskerhuse bleve truede med den største Fare, saa at Beboerne i al Hast maatte rømme den; og kun med den største Anstrængelse bleve de langs Stranden liggende Baade reddede ved at trækkes længer op paa Land. Ved regvireret Mandskab er Veien imidlertid igjen giort passabel. - Farvandet er endnu aabent midtsunds imellem Helsingør og Helsingborg, men syd efter øines intet aabent Vande. I "Fædrelandet" for i Tirsdag berettes Følgende: Østerstormen Natten imellem sidste Søndag og Mandag har ført Isen op paa den sjællandske Kyst. I Torbek have Isflader af uhyre Omfang skudt sig op et Par Hundrede Alen fra Bredden; hvor der var Modstand, har Isen sammenskruet sig i maleriske Dynger, høie som Huse, frembydende et Skue, som vel sjeiden haves hertillands, og som seet under en gunstig Belysning, lønner en Tour derud. Men desværre har Ulykken ogsaa her bidraget til at gjøre Phænomenet mere interessant. I et Par Huse har den fremskydende Masse trykket Væggene ind, bogstavelig fyldt Husene med Is og optaarnet sig omkring dem; en stor Baad er løftet op mod Taget af et tredie, og har ved halvt at indtrykkes i Gavlen, frelst det fra Indstyrtning. Indbruddet skete med en saadan Voldsomhed og Hurtighed, at Beboerne maatte flygte halv paaklædte, og først Dagen efter lykkedes det dem at redde Stumper af deres Bohave. Intet Menneske er kommet til Skade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1844).

Isen. Under Dags Dato er en preussisk Brig, kommende fra Pillau, ladet med Hør og Hamp, sat ind i Isen omtrent 1 Miil Sønden for Dragø med Signal for Lods. Lodserne ere med en lille Jolle gaaede over Isen til ham og vare heldige nok, efter megen Anstrengelse og Besværlighed, at komme til Briggen forinden Middag. Om Ladningen kan der naturligviis ei være Tale saalænge Briggen sidder fast i Isen. Endeel af de unge Lodser, som fulgte med Jollen, bleve ombord i Briggen for at yde Assistance. Hele Farvandet N. og S. for Dragø er tillagt med Iis. Der hvor Briggen sidder fast i Isen, har Strømmen saamegen Magt, at den sætter denne noget N.og Ø. efter, men den presses med Seil for at komme vestligere i Farvandet for at undgaae Holmetunge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. marts 1844).

Isen. Red. har modtaget følgende Efterretning fra Helsingør af 2den ds.: I Aftes mellem Kl. 10 og 11 satte Isen med frisk Kuling af S. O. saa heftigt ind paa Land, at den paa tre Steder omstyrtede Bolværket ved den søndre Arm, og endeel deraf gled jevnt og langsomt ned i selve Havnen her, dog uden at gjøre synderlig anden Skade; men Dampskibet laa temmelig farligt med Hensyn til det ene Sted, hvor den skjød ind, ved Færgelaugets Flagstang. Det har i Dag ladet ise et Stykke og er forhalet lidt fra dets sædvanlige Liggeplads. De to andre Steder, hvor Isen gik over, vare ved Lodseriets Flagstand, og noget udenfor det lille Træskuur, der staaer ligefor den saakaldte Prindsesseklap. Man er idag ifærd med at rydde Broarmen for den opskruede Is, og den frie Passage var alt i Middags tilveiebragt. Isen ligger over hele Farvandet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1844).

Skibsefterretning. Den i vor Nr. 60 omhandlede Skonnertbrig er ikke den man har formodet, men derimod er det Skonnert "Birthe Ulla", af og fra Rostock, 58½ norske Com.-Læster drægtig, ført af Skipper H. C. Peters, kommende fra Trondhjem, lastet med Tran og saltet Sild. Denne Skonnert har henligget i Iis deels ved Hunnested og deels paa det almindelige Sætteri ved Spodsbjerg, indtil den 3die Marts, da Spodsbjerg Lodse og Fiskere fik Skonnerten indiset og bragt i Havn i Skadsekrogen i Nærheden af Toldstedet ved Rørvig. Skibsbesætningen bestod af 7 Mand, Skipperen iberegnet, samt 1 Passager, der alle ere bjergede. Skipperen havde paa Touren til Rørvig mistet sit Storanker paa den svenske Kyst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende nr. 63, 6. marts 1844).

Veiret. Om de besværlige Reiser i Slutningen af forrige Uge paa Grund af den stærke Sneefald, hedder det i "O.TH. Av." af4. d.M: Af Reisende, som i forrigelige færdedes paa Veien hertil fra Kjøbenhavn, have vi modtaget forskjellige Beretninger om Besværligheder, hvormed de paa Grund af den faldne Sneemasse i Forbindelse med Frosten og Stormen, have havt at kæmpe. Saaledes naaede f. Ex. Personposten, som i Mandags Aftes Kl. 9 afgik fra Kjøbenhavn, først Roeskilde Kl. 4 næste Dags Eftermiddag. Diligencen var kørt fast i Sneen, Hestene bleve spændte fra, og Passagererne, hvoriblandt en høit frugtsommelig Dame og smaae Børn, maatte sidde i Diligencen fra Kl. 11 om Aftenen til Kl. 10 næste Formiddag uden at kunne komme ud igiennem Sneen. En Bivogn var væltet i Sneen imellem Damhuset og Røde Veirmøllekro. Fire af Passagererne, hvoriblandt en ung Dame fra Fyen, begave sig uden nogen Veiviser om Natten paa Veien til bemeldte Kro, som de endeligen naaede efter 4 Timers høist besværlige Vandring i Mørket den dybe Snee. Saaledes fortsattes Reisen med stor Besværlighed, tildeels paa Slæder, og i Bivogne igjennem Sjælland. En Passageer fra Odense kunde ikke udholde Besværlighederne og maatte blive tilbage i Slagelse, Andre forbleve i Korsør. (Passagererne vare især utilfredse med at man havde ladet Posten afgaae fra Kjøbenhavn uden forud at erkyndige sig om Veien var fremkommelig). Fra Halskov naaede man endelig Torsdag Aften til Sprogø, hvor der overnattedes. (General Krusenstern havde da allerede været der i fire Døgn tilligemed en Handelsreisende fra Lübeck). De Reisende kunne, som sædvanligt, ikke noksom rose den ypperlige og billige Beværtning og den yderst forekommende Behandling paa Sprogø, samt Søfolkenes Liv, Mod og Conduite ved Transporten med Iisbaadene. Efter en besværlig Overfart fra Sprogø, - man var dreven med Isen heelt ned under Kjerteminde, - naaede man endeligen Fyen Fredag Aften og kom i Land ved Stjerneskandsen i Nærheden af Nyborg. Iisbaadene fra denne Side havde ogsaa havt en farlig Overfart. Isen og Strømmen havde drevet de heelt ud imod Kattegattet, da tillykke Vind og Strøm forandrede sig og de naaede lykkeligen over.

Paa Reisen hertil havde bemeldte Personpost mødt Pakkeposten fra Hamborg, der ligeledes havde havt en yderst besværlig Reise igjennem Sjælland. Fra Kl. 11 om Aftenen den 25te til Kl. 3 om Morgenen havde den naaet de to Miil fra Sorøe til Ringsted. En Vogn som var væltet, maatte efterlades paa Landeveien og Godset fordeles paa de øvrige Vogne. Først Kl. 9 Formiddag kunde man forlade Ringsted; i ti Timer avanceredes med største Besværlighed 3 Miil, men nu kunde Hestene at Mathed ikke gaae længere. De ser Vogne maatte kjøre sammen ved et Bomhuus, hvor alle Passagererne maatte opholde sig hele Natten, og Postføreren maatte holde Vagt ved Vognene fra Kl. 7 om Aftenen til Kl. 9 om Morgenen. Tirsdag Aften Kl. 9½ (d. 27.) naaedes endeligen Kjøbenhavn.

- Fra Frederikshavn hedder det under 29de Febr. i "Aalb. Av."af 4.d.M.: Havisen har nu desværre i de senere Dage lagt sig saa langt ud tilsøes som man kan øine fra Landet, og saaledes er Søfarten for Syd og Nordgaaende op til vor Havn for det Første aldeles ophørt, og Gud veed, hvor længe det vil vare, inden man igjen vil faae aaben Vand at see og komme i Berørelse med Søfarten, thi Frosten vedbliver at være overordentlig streng. Isen er endog saa stærk, at fra Øen Hirtsholmen, 1 Miil herfra tilsøes, ere igaar og idag Beboere komne gaaende hertil og ere gaaede tilbage, efter at have forsynet sig med Fødemidler.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. marts 1844).

Isen lettede i slutningen af marts, men avisen vedblev dog at melde om vanskeligheder enkelte steder i landet.

Heltedaad ved Dragør. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Isens pludselige Opbrud i Fredags Formiddags kom endeel Mennesker, der herfra Staden og fra Amager havde begivet sig ud paa Vildandejagt udenfor Dragøe, i den største Livsfare. Som sædvanligt bebudedes Opbruddet, som indtraf med Nordenvande, ved en huul Drønen og Bragen, og i det næste Øieblik vare over 20 Menneskker paa forskjellige løsrevne store Isstykker afskaarne fra Landet, og dreve med Strømmen. De, der kunde svømme, søgte at redde sig paa denne Maade; men af de Øvrige vilde sandsynligviis Flere have tilsat Livet, hvis ei en Lods fra Dragøe, der var bleven afskaaren paa Isen tilligemed de Andre, ved strax, fra Iisstykke til Iisstykke, at svømme i Land, og med den største Hurtighed og Anstrængelse at skaffe Baade ud over Isen, havde frelst dem. Tretten Mennesker skylde denne brave Mands Raskhed og ufortrødne Iver deres Redning. Faa Øieblikke sildigere vilde maaskee den tiltagende Strøm, der allerede havde bortført dem en Strækning, have drevet dem saa langt ud, at de neppe mere kunde have haabet Frelse. Lodsens Navn er Hans Wass.

(Kjøbenhavnsposten 17. februar 1829)

Om den i Tirsdagsnummeret af dette Blad ommeldte Tildragelse ved Isens Opbrud udenfor Dragøe, har Udg. modtaget følgende detaillerede Beretning, som det er ham en Fornøielse her at kunne meddele: "Fredagen den 13de dennes vare 4 Personer, de 2de boesiddende paa Christianshavn og de 2de paa Amager, gaaede fra Dragøe Bye ud paa Isen, deels for at more sig ved Touren, og deels for at skyde Vildænder. Iblandt disse befandt sig en Søn af Skipper Ole Wass paa Dragøe, ved Navn Hans Wass, som, efter at de vare komne noget over 1/4 Miil fra Land, først bemærkede, at der var Nordenvande, hvorfor de besluttede at vende tilbage; men da de i Nærheden bleve nogle Vildænder vaer, som opholdt sigi en Vaage, gik de derhen, i den hensigt at skyde nogle af disse, og strax derpaa at gaae i Land, da i det samme Isen, ved Strømmens Voldsomhed, skiltes ad, og saavel de som en stor Deel Andre, der vare gaaede i Forveien, og formedelst den tykke og taagede Luft vare ude af Sigte, stode Fare for at bortdrive med Strømmen. Hans Wass, som den nærmeste ved det Sted, hvor isen adskiltes, indsaae den øieblikkelige Fare, der truede saa mange Menneskers Liv, kastede sig derfor uforfærdet og uden Betænkning i Vandet, svømmede til den landfaste Iis, og med stor Møie og Besværlighed, lykkedes det ham, at opklavre paa de opkastede, circa 6 a 8 Alen høie Skraaser, og saaledes, uagtet den tykke Taage, mat og forfrossen at naae Dragøe, hvis brave Indbyggere, strax efter at være underrettede om det passerede, ilede med Wass til Strandbredden, begave sig ud paa Isen med Baade, forsynede med de nødvendige Redningsredskaber, saavelsom Compas og Raabere, for at signalisere de længst ude på Isen værende Mennesker, ikke at bortfjerne sig længere. De andre 3 Personer, som vare i Følge med Hans Wass, havde forinden Baadenes Ankomst fulgt hans Exempel og reddet sig, de 2de ved Svømning og anstrængt Opklavring paa de opkastede Iisskraaser, og den 3die ved at flyde paa et Iisstykke, som han ved Hjelp af en medhavende Baadshage, styrde lykkeligviis til det faste Iis. De ovennævnte længere ude paa Isen værende Mennesker, 10  i Tallet, der, da de ved den tykke og taagede Luft med V. S. V. Vind, ei kunde sees fra Land, efter al sandsynlighed ellers vilde være blevne et Rovefor Havet, bleve saaledes frelste ved Hans Wass' uforsagthed og Dragøeboernes Beredvillighed, Mod og Standhaftighed i at trodse Farer for at redde Mennskers Liv. - Det bør ved denne Leilighed ikke lades ubemærket, at det ei er første Gang den brave Hans Wass (der vel er Søemand, men ei, som i f. No. af dette Blad anført, Lods) har frelst Mennesker, fra den meest overhængende Livsfare. Endnu Dagen iforveien reddede han saaledes en kongelig Lods, der var falden i en Vaage, og , uden hans Hjelp, sikkerligen der vilde have tilsat Livet. Hans Navn har derfor dobbelt Krav paa at optegnes og mindes blandt de danske Søemænds, der have gjort sig fortjente ved ædel Daad."

(Kjøbenhavnsposten 19. februar 1829, side 118)

I folketællingen for 1850 og andre slægtssider på nettet er omtalt en skipper (og foged) Hans Ole(sen) Wass, 1801-1860, boende i Søgade 6/Strandstræde 41 og søn af Ole Hansen Wass (1768-1829) og Kirsten Mogens Olsen Mallings (1734-1811). Faderen døde i øvrigt måneden efter, 30. marts. 

Varsko for Dem, som ville gaae over Isen til Christianshavn.

En familie som bor i Sankt Annæ Kvarteret, ville i disse dage aflægge et besøg på Christianshavn og valgte for at undgå den længere vej om ad Knippelsbro at spadsere på isen over strømmen.

Samme dags middag forvissede man sig om at dette kunne ske uden fare, for vel var der kun udlagt en planke såvel fra færgestedet ved Nyhavns Hoved som på Christianshavnssiden. Men da denne tillige var forsynet med en holdestang, afgav den endog om aftenen en sikker ned- og opgang. På selve strømmen var der banet vej og ikke nogen våge eller revne at se.

Familien begav sig altså om aftenen på vejen, kom meget godt ned af planken ved Nyhavns Hoved og spadserede i smukt klart vejr over strømmen, uden at ane nogen fare da alle omliggende genstande tydelig var at se. Ved ankomsten til Christianshavn så manden at planken ved færgestedets trappe var taget bort, og fuldkommen bekendt med at der ofte på sådanne steder er revner som skyldes vandets stigen og falden, går han forud for at undersøge opgangen og isen, bemærker straks et hul på det sted hvor planken har været, tror ved en af siderne at have fundet fast is, men bliver bedraget af nogle isstumper og synker ned. Til held havde han taget fat i tovet som hænger ved siden af trappen, og slap således med at blive våd til bæltestedet.

Ved nærmere at undersøge isen blev det opdaget at denne var hugget op nedenfor trappen. Hvis dette er sket med overlæg, da er en mere overlagt og mere utilgivelig ondskab hvis følger er uberegnelige, vel næppe tænkelig.

Anmelderen ved ikke hvem der udlægger de nævnte planker, men formoder at det er nogle af færgelaugets folk, hvorfor han håber at vedkommende entreprenør for fremtiden vil anse det for sin pligt dagligt at lade sine folks handlinger efterse, så at der ikke foretages noget hvorved medborgeres liv kan sættes i fare.

Ved andre færgeløb er det ved islag pligt for vedkommende at udlægge en temmelig bred og lang træbro med rækværk og betegne alle de våger der er der omkring, med isstykker, opsat på kanten. Men af alt dette ses her intet.

 (Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 14-15)

Redacteurens Anmærkning.

Vintrene må have været hårde i de år, for året efter berettede Kjøbenhavnsposten den 8. februar 1838 at Øresund var frosset til:

Det er nu omtrent 9 Aar siden, at Sundet var saa stærkt tillagt midtstrøms, at man kunde passere Isen lige over til Helsingborg. I disse Dage har man atter denne Sjeldenhed, som bringer et for Aarstiden ualmindeligt Liv og Munterhed paa Gaderne ved de mange af Skaanes Beboere, som dagligen gjeste Byen. Efter officiel Opgave vare disse Gjesters Antal i Søndags 100, i Mandags 296 og igaar 452. (Dette oxtraordinaire Samqvem med Skaane giver ogsaa Anledning til en Product Afsætning af mindre betydende, men curiøs Art. Skaaningerne ere saa indtagne af vore - Kommenskringler, at de kjøbe dem i snesevviis, og bringe dem, trukne i en Snor og hængte om Halsen, tilbage med sig til Hjemmet.)

Beskedent Ønske i Anledning af en af vore offentlige Promenader.

Hensigten med at anlægge spadsereveje langs ferskvandssøerne har uden tvivl været hensyn til fodgængerne. Det modsatte bemærkes imidlertid i disse dage da man næppe kan komme frem for vogne på den sti som går langs Sortedamssøen fra Nørre- til Østerbro, og langt værre vil det som erfaring i flere år har vist, blive når tøvejr indtræffer, da kørslen efter is plejer at vedblive så længe det er muligt at få den, hvorved den omtalte spadseresti til sidst bliver aldeles ufremkommelig. De ansvarlige anmodes derfor om at sørge for at den omtalte kørsel må få en ende inden tøvejr indtræffer, så meget som der i år har været tid nok til at enhver har kunnet skaffe sig det behørige isforråd. Det synes heller ikke at være nogen overdreven forsigtighed om stien ryddeliggjordes for de på samme adspredte isstumper. Et fald over dem i mørke vil næppe, selv under heldige omstændigheder, være behageligt, og dog måtte man betragte det som lykke om man ikke med hovedet styrtede mod de kunstigt opstablede isbjerge.

(Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 3-4)

Ønske om Opsigt med Iisning og ved Iislæsning paa offentlig Vei.

Hvis den uorden at holde læsseplads for is på Ladegårdsvejen ved Søerne, hvilket sker hvert år, og nu ved tiltagende frost sandsynligvis snart kan ventes atter at ske, ikke ganske kan forbydes, da forventes dog at noget opsyn må sættes derved for at indskrænke denne uorden, hvoraf opstår at færdslen gøres vanskelig, ja undertiden spærres af isvognene da kuskene ikke synderligt ænser de kørendes beden og råben om plads. At heste som skulle der forbi, skræmmes ved kastning med isstykkerne og ved at se de store isstabler som undertiden opstilles der. At betydelige levninger af is ofte bliver liggende på vejen til de smelter bort, og i den tid spærrer den for gående bedste del af vejen. Samt hvad der er noget af det værste, ved en mange dage varende vandflod på vejen skader denne særdeles meget. Endelig kan let ske hvad indsenderen engang har set ved dagslys, at ridende om natten kan styrte med hesten over de isklumper som er tabt og bliver liggende på vejen, indtil de smelter bort eller køres i stykker.

Politivennen nr. 837. Løverdagen den 14de Januari 1832, s. 27-28.

Om Skøiteløben paa Færskvandssøerne.

Næppe har en kulde af nogle få grader belagt ferskvandssøerne uden for staden med et tyndt lag is før man ser skøjteløbere der i mængde. Og ligesom døden der årligt vælger sig flere ofre, er der allerede i år mens vi kun har haft en kulde på 2 til 3 grader faldet et, nemlig et ungt menneske på 21 år og flere er heldigt optaget af vandet. Det synes besynderligt at mens der om sommeren fredes så meget over disse søer, så at ingen uden tilladelse må angle ved deres bredder, de om vinteren så aldeles er overladt til enhvers afbenyttelse. Således så man i den sidste alvorlige vinter vi havde, søerne vrimle af skøjteløbere, spadserende, drenge og sælgekoner, ja der fandtes endog et slags forfriskningsbutikker hvori man gjorde ild. At en sådan færdsel må medføre en mængde urenligheder der ved indtræffende tøvejr synker til bunds og opfylder søerne, er vist let at indse. Men vil øvrigheden ikke desuagtet formene ungdommen den fornøjelse som skøjteløben yder, var det dog ønskeligt om den ville sætte ubesindigheden grænser ved at foranstalte at ingen måtte betræde Søerne før det havde frosset så stærkt og vedholdende at man var sikker på at isen kunne bære. Dette mener man kan ske ved et forbud mod at betræde nogen af disse søer før isens styrke af tilforordnede tilbørligt var prøvet, og tilladelse til at betræde samme var givet ved en offentlig bekendtgørelse omtrent sålydende: "Fra i morgen tillades skøjteløben på Skt. Jørgens Sø, Sortedams- og Peblingesøen." Ligesom det også burde bekendtgøres når sådan tilladelse ved indtræffende tøvejr blev ophævet. 

At de som handlede mod forbuddet straffedes med en klækkelig mulkt der måske kunne tilfalde opsigtsbetjentene for at gøre disse endnu mere påpassende, eller efter omstændigheder med korporlig straf, er en selvfølge. Uden tvivl ville en sådan foranstaltning tjene til at redde mange ubesindige unge menneskers liv og berolige mange familier som har sønner eller myndlige der føler uimodståelig lyst til skøjteløben, ligesom den også ville forebygge at Søerne opfyldtes af den mængde sten som drengene dagligt kaster deri for at prøve isens styrke. Kun en vinter ville noget opsyn være nødvendigt, for når det blev bekendt at dette førtes alvorligt, ville det siden være overflødigt og ingen ville indfinde sig der hvor han ikke havde tilladelse til at komme. 

Politivennen nr. 836. Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 12-14.

Sortedammen. Med Dronning Louises Bro i baggrunden. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Farlige Glidebaner paa Store Kjøbmagergades Fortouge.

Hvor uforskammede de københavnske gadedrenge er, beviser til fulde det at de har oprettet glidebaner adskillige steder langs på fortovene på Store Købmagergade som dog er en af Stadens hovedgader. Dette er i særdeleshed tilfældet udenfor Regensen, hvor fortovet består af flere glidebaner. Men lige så meget man må forundre sig over denne drengenes hardiesse, lige så meget må man forundre sig over at dette fortov som næsten ikke er at passere, og disse Glidebaner der allerede have eksisteret næsten i mere end tre uger, ikke er blevet hugget op.

Da dette fortov er meget farligt for fodgængere om dagen, for ikke at tale om aften, og da der ingen time går uden at jo nogen falder på det, så anmoder man de ansvarlige om at det må hugges op.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 93)

De omtalte glidebaner må have været nogenlunde her. Regensen til højre, og Rundetårn til venstre. Købmagergade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Om Kanekjørsel.

Af alle anordninger er der vist næppe nogen som bliver mindre overholdt end den der byder at hestene for alle kaner og slæder skal have bjælder på. Dagligt ser man bønder komme her til hovedstaden med slæder for hvilke hestene aldeles ingen bjælder har. Hvis bønderne som kører disse slæder, altid i tide råbte varsko når fodgængere var nær foran hesten, gik det endda. Men da de ofte er meget efterladne hvad det angår, så må man ønske at de blev tilholdt at have de befalede bjælder på deres heste.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 84-85)

Anmodning til Politiet.

Politiet har gennem dette blad været gjort opmærksom på det uvæsen som drives på Kongens Nytorv med de såkaldte skillingskaner uden at dette uvæsen er blevet standset. Passagen over dette torv har virkelig i de to sidste måneder fra middag af indtil sent ud på aftenen været forbundet med livsfare, selvom ethvert individ i en vel organiseret stat kan kræve sig sikret ved politiforanstaltninger. Indsenderen af dette hvis embedsvej daglig fører frem og tilbage ad dette strøg, har ofte med harme været vidne til hvorledes aldrende og svage folk ter sig for at undgå at blive kørt over eller for at undgå piskesnert af drengene som krydser torvet i alle retninger med kanerne. Og vover nogen at påtale denne fremfærd, så overøses han med grovheder af det pak som holder ved kanerne, og enden bliver altid: Politiet tillader kørselen, så kommer den ingen anden ved. 

Indsenderen tror ikke at standsning af dette uvæsen ville være indgreb i nogens næringsvej, men tværtimod et gode, hvorfor mange folk ville yde politiet sin varmeste tak. Halvvoksne drenge af hvilke man hører de frygteligste eder, og lurvede karle udlejer disse kaner; det forspændte elendige forsultne dyr, hvis lidelser ingen ænser, og som hverken nyder vådt eller tørt, drives torvet omkring snesevis af gange med frygtelige piskeslag for at tjene hvad dets bøddel som oftest svirer bort eller tilsætter på andre liderlige måder. Hvem benytter den slags køretøj? Skolebørn, læredrenge, matrosdrenge og deslige der vel ikke altid kommer på rigtig måde til pengene som bortkøres. Moralen vinder sikkert ikke herved.

Jeg håber at politiet vil værdige denne genstand opmærksomhed og at man herefter - som det var tilfældet for en del år siden - også om vinteren vil kunne passere hovedstadens smukkeste plads uden fare for lemlæstelser, og uden at se bøddelscener der oprører ethvert retsindet menneske følelser.

Kunne den umanerlige jagen med kaner gennem gaderne og den uforskammede piskesmælden forbydes, så skete derved vist en stor del af publikum en ikke lille tjeneste.

(Politivennen nr. 733, Løverdagen den 16de Januar 1830, Side 46-48).

Om Skillingskanerne paa Kongens Nytorv.

Det uvæsen med skillingskanerne på Kongens Nytorv har vel fundet sted i flere år, men ikke i den grad som i dette. Næppe var den første ubetydelige sne som ikke engang dækkede brostenene, faldet før man så dem indfinde sig på deres holdesplads. Her udlejes de af børn og drenge,  hvoraf man ofte ser 4 til 5 på en kane, samt en der løber ved siden af med piskeslag tvinger den trætte eller afkræftede hest til at løbe. Ja, der gives endog drenge som selv er ejere eller i det mindste udlejere af kaner. Således har anmelderen lagt mærke til en plump dannet, grønmalet kane med en lille uanselig brun hest der bestandig køres af en så vidt skønnes, halvvoksen læredreng. Den har formodentlig hjemme i Adelgade, for derfra kommer den hver formiddag og holder på torvet til kl. over 11 over aftenen. 

Anmelderen har med medynk og harme set hvorledes den lille uanselige hest, der er forspændt samme, er blevet tyranniseret når den afkræftet og udsultet ikke har formået at løbe drengene til fornøjelse. Jeg har en middagsstund set den pustende og dampende stå nogle minutter i en 8 til 9 graders kulde, og derpå igen ved piskeslag sat i gang når drenge harindfundet sig for at leje den. Tænker man sig en sådan daglig behandling fra tidligt på formiddagen til sent om aftenen, og muligt knapt foder om natten, har man vel årsag til at sukke over dyrets lidelser, og ønsker at ansvarlige der ellers så strengt iagttager reglerne for befordringsvæsnet i almindelighed, ville søge at formene sådanne utidige og skadelige indgreb i hyrekuskenes og hesteudlejernes rettigheder.

Den ringe betaling der her kan køres for, nemlig 1 skilling for hver person en gang torvet rundt, forårsager at disse kaner mest benyttes af drenge, og det endog af den laveste klasse. Man ser dem derfor i hele flokke opholde sig omkring på torvet og ved kanerne. At de her ikke lærer noget godt, er vel troligt, ligesom også at de penge de betaler for denne forlystelse, ikke altid er tilvejebragt på den mest reelle måde. Anmelderen hørte for nogle dage siden en kaneudlejer svare en person der spurgte ham hvorledes det gik med fortjenesten: i dag er det gået ganske godt, men det vil gå bedre når det bliver mørkt, for så kommer kræmmerdrengene, og de er ikke så prutne på det.

At drenge som er aldeles ukyndige i at styre en hest og kane, tillades at køre selv, er en uskik som burde aldeles afskaffes. For den kan afstedkomme ulykker. I det mindste har passagen over Kongens Nytorv i disse tågede dage og aftener været meget usikker. Søndag aften blev anmelderen midt på torvet omringet af 3 kaner som krydsede hinanden, og han undgik med nød og næppe at blive kørt over. Han har flere gange set at fodgængere er blevet kør over ende, idet de i kørekunsten uerfarne drenge har styret hestene lige mod dem, ja for nogle dage siden kørte en dreng lige ind på et par karetheste der kom ham i møde, og han ville vist ikke være sluppet så godt derfra hvis hesten ikke havde været tålelige. Også forsikrer folk der bor på torvet, at der ingen dag eller aften går uden at en eller flere uordner forårsages ved denne drengekørsel.

Det ville derfor være ønskeligt om denne sag måtte tildrage sig de ansvarliges opmærksomhed således at det alvorligt bliver forbudt kaneudlejerne at køre for børn eller drenge der ikke var i følge med ældre personer, ligesom også at de ikke måtte betro tømme og pisk til sådanne der var aldeles uvante til at køre. For herved ville en del af ovennævnte uordener forebygges, og passagen over torvet blive mindre udsat for fare. 

(Politivennen nr. 732, Løverdagen den 9de Januar 1830, s. 17-21)

Kongens Nytorv i dag. Kun statuen midt på pladsen var der også på Politivennens tid. Hverken Det Kongelige Teater eller Magasin havde den skikkelse de har i dag. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Nyanlagte Møddinger paa store Kjøbmagergades Fortouge.

Det er underligt at folk som af politianordningerne er blevet pålagt at holde fortovene rene og som man om morgenen virkelig også ser bortfejer al urenlighed, endog den nyfaldne, fine hvide sne, at disse folk, siger jeg, kan bilde sig ind at det på nogen måde kan være tilladt på de samme fortove at udbære og henlægge den mest urenlige af al urenlighed, den hvoraf al anden låner sit kraftigste navn - gødning fra kreaturer. Og dog ser man hyppigt på Købmagergade og formodentlig også på mange andre gader at rendestensbrædderne er valgt til møddingesteder. 

I landsbyer (hvor NB en stor mødding er den bedste skat) har møddingen rigtig nok som oftest sin plads ud mod gaden. Men her i staden vil det dog vel næppe tåles. Især er de små møgbunker som ligger tværs over fortovene, meget farlige for fodgængerne der ikke har så megen dansemesterraskhed at de ved et par kunstfærdige bukkespring - som for resten er komiske nok at se på når der ikke sker skade - kan genvinde den balance de har tabt, ved at snuble over det uformodede anstød. Når disse bunker er hvide af sne, kan de ikke ses i tusmørke og ved lygteskinnet, selvom endog temmelig gode øjne ser sig for. Og når det falder i tø, kommer man på sådanne steder til at vade i en møddingepøl.

Man kan vist nok håbe at vores årvågne politi vil sørge for at afskaffe denne uskik.

(Politivennen nr. 731, Løverdagen den 2den Januar 1830, s. 4-5)

Købmagergade. Hvor der åbenbart var mange møddinger. Bemærk udtrykket "dansemesterraskhed", et selvkonstrueret, men også selvinstruerende ord. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Uberettigede Restaurationer paa Peblingesøen.

Blandt de fornøjelser der om vinteren bliver det mandlige køn til del, er unægtelig skøjteløb. Men det er ligeledes at der også her kan finde såvel uorden som andre politiovertrædelser sted. Indsenderen heraf tror således at det må være ham en behagelig pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at en uskik finder sted på isen, især på Peblingesøen, da mange koner og mænd uden nogen som helst given tilladelse, opsætter dækkede borde med en anretning der absolut må falde såvel ynglingen som manden i øjnene og hvorved den unge uerfarne yngling der er overladt til sig selv, let forledes til drik hvorved ikke alene hans moralske karakter let fordærves, men han bliver også uskikket til i sin tid at fremme menneskeheld på jorden. For ikke at tale om at de traktører og værtshusholdere der bor i nærheden, taber i deres næringsvej, hvorved der gøres skår i deres borgerret, og det derved opnåede borgerbrev som de ved så megen bekostning har erhvervet sig. Det ville være en lav misundelse hvis man klagede over at krøblingen med en kurv på armen søgte sin fortjeneste på denne måde. Men at folk der er aldeles uberettigede til en sådan erhvervsgren søger deres undertiden ikke ubetydeligt fortjeneste på en sådan måde, forekommer indsenderen ikke tilladeligt.

Skulle dette hensigtsmæssige vink vække de ansvarliges opmærksomhed, da ville det glæde indsenderen at have nedskrevet disse linjer.

(Politivennen nr. 729, Løverdagen den 19te December 1829, s. 819-821)

Spørgsmaal.

Det er et medynkvækkende syn når man passerer Kongens nytorv at se den medfart de usle, forsultne heste for de såkaldte skillingskaner må lide. Hele dagen holder de på torvet til tjeneste for enhver dreng der for et par skilling vil tage dem i brug. De får intet ordentligt foder, må løbe uophørligt til langt ud på natten og piskes ubarmhjertigt. Man har ofte set to store drenge i og på en kane mens en tredie løb ved siden af hesten og med gruelige piskerap søgte at få den til at anspænde sin sidste kraft. Kan sådant barbari ikke hæmmes uden at gøre brug på ejendomsretten?

(Politivennen nr. 685, Løverdagen den 14de Februar 1829, s. 110-111)

Om Pidskeknald af Drenge.

I en så usædvanlig snevinter som denne er det ikke at undres over at kanefartelskerne jo vil nyde den fornøjelse denne kørsel afgiver. At dertil bestandigt er en knaldepisk nødvendig, er en gammel skik, og måske nødvendig for at opmuntre hestene og oplive gemytterne når kun disse piskesnerte ikke er af den længde at en stakkels fortovsgænger kan få et drag over næse og øjne. Men det er vel højst utilladeligt at enhver omløbende dreng må have en knaldepisk således som mangfoldige gadedrenge denne vinter har haft. Man beder politiet uden skånsel at borttage disse. Den skade de forårsager, er let at indse, de gør heste løbske, og passagen usikker både på gade og fortov, for ikke at tale om hvor skadeligt det er at give børn piske i hænde der indbyder så stærkt til tyranni. Men denne moralske hensigt er vel for dyb for detteblad og dets læsere.

Man anmoder derfor at piskene uden barmhjertighed må tages fra pogene, for mange gange står en pog ubevægelig på et sted og smækker uafladeligt, i stedet for en forbifarende kanejunker kun smækker en gang og derpå kører sin tur.

Det var tillige at ønske at piskesnertene måtte være af et vist mål. For så store som de nnu findes, kan ingen mand på en gade være sikker for dem.

(Politivennen nr. 685, Løverdagen den 14de Februar 1829, s. 102-103)