Snekørsel paa Kongens Nytorv. (Efterskrift til Politivennen)

De 3 Trækkevogne paa Rad.

Det var en Smule parodisk med den ene Trækkevogn, der kørte Sne paa Kongens Nytorv til at begynde med. Man kunde regne ud, at den ene Mand kunde vel naa at faa Bunkerne væk til Sommersolen kom. Men nu er der tre, og det hjælper jo dog altid noget. Da Sneen kun skal køres lige over Torvet til den Brønd, hvori den kastes, vilde det naturligvis være meningsløst at benytte Hestekøretøj eller Lastbil, men en lille Smule Fart er det jo ingen Skade til at anvende naar endelig den mest trafikerede Plads i København skal befries for Sneen.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1924).

Iissituationen i Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Korsør skrives til os den 26de Febr. Aften. Postdampskibet "Fyen" afgik imorges Kl. 6 fra Korsør med Passagerer og Kjøbenhavns Aftenpost af 25de dennes, som lykkelig landsattes ved Iisbaad fra den faste Iiskant til Knudshoved omtrent Kl. 8 Formiddag, hvorpaa Skibet retournerede til Korsør omtrent Kl. 11 Form. med Hamborger og jydsk-fyensk Brevpost samt enkelte Passagerer. Kl. 10 1/4 Form. afgik "Esbern Snare" fra Korsør med Kjøbenhavns Morgenpost og ca. 50 Passagerer. Skibet mødte megen Iis, navnlig paa Vesterrenden, men naaede dog ind til den faste Iiskant ved Knudshoved. Før Landsætning imidlertid var paabegyndt, pressede Isen ved stormende Kuling af OSO, og haardt Søndenvande saa voldsomt paa Land, at det var nødvendigt iilsomt at retirere med Skibet for ikke at blive skruet iland paa Knudshoved, og det var ikke senere i Løbet af Dagen, trods mellem Kl 11 og 3 adskillige Forsøg gjordes, muligt atter at komme Land saa nær, at Communication med dette kunde tilvejebringes. Isen var ved haardt Søndenvande i voldsom Gang nordpaa, og skruedes ikke alene op paa Landgrunden, men laa Kl. 3, da alle yderligere Forsøg maatte ansees for frugtesløse, saa tæt pakket til midt paa Vesterrenden, at "Esbern Snare" kun med største Besvær atter naaede aabent Vande, og efter at have maattet retirere Nord om Sprogø for en meget svær, fast Iisflage, der kom drivende sydfra, omtrent Kl. 4 1/4 Eftm. naaede tilbage til Korsør med Posten og de skuffede Passagerer. "Fyen", der anden Gang var afgaaet fra Korsør med de Kl. 1 dertil ankomne Reisende og nogen Post, maatte ligeledes med uforrettet Sag gjøre Vendereise Nord om Sprogø og indkom i Havn omtrent samtidig med "Esbern Snare". Iistilstanden i Aften var, som alt pr. Telegram meddelet, saaledes: Vesterrenden aldeles fyldt med tildeels svær Skrueiis; paa Østerrenden endeel Sjapiis. Megen og tilsyneladende svær Iis i Anmarche sydfra, haard østlig Kuling med 3 Gr. Frost, stærkt Søndenvande.

En dansk Skonnert observeredes igaar Morges paa Vesterrenden i Beltet Nord for Sprogø, styrende mellem Isen sydefter. Da senere Isen kom ned paa den, saaes den vende og styre nordpaa, rimeligviis for Kallundborg, da den ikke kunde naar Korsør, der endnu er saa godt som iisfri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. februar 1875).

Postdampskibe over Storebælt blev indsat i 1828.

Carl Neumann (1833-1891): Pantserskonnerten "Esbern Snare" ved Eckernförde. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Postforbindelsen over Store Belt. Hr. Redaktør! Tillad mig giennem Deres ærede Blad at henlede Opmærksomheden paa deu hensynsløse Maade, hvorpaa det rejsende Publikum behandles under de nuværende vanskelige Overfartsforhold i Beltet. Skylden maa vel navnlig paahvile Hr. Tobiesen, som den der leder Postvæsenets Anliggender, og som altsaa maa kunne træffe extraordinære Foranstaltninger, men ogsaa antagelig bør give Publikum fornøden Underretning i Tide.

I Fredags Aftes Kl. 7 skulde en Slægtning af mig tiltræde en Rejse til Jylland. Da det nu ikke er hver Mands Sag at foretage en forgæves og kostbar Rejse til Korsør for personlig at saa Besked om Beltets Tilstand, søgte vi Kl. 5 efter det lovede Opslag paa Kjøbenhavns Banegaards Afgangsstations. Her fandtes imidlertid intet offenliggjort ved den Tid, og kun ved at henvende os i Postkontoret fik vi underhaanden udleveret et Telegram til Gennemlæsning, som var afsendt Kl. 1,5 Min. Efterm. fra Korsør. Hvorfor var nu dette Telegram ikke opslaaet flere Timer tidligere, saa at de Rejsende derefter kunde tage deres Bestemmelse? Telegrammet indeholdt den Oplysning, at "Esbern Snare" var afgaaet Kl 8 3/4 Morgen med Brevposten og 55 Passagerer og havde med Besvær ilandsat Brevposterne ved Knudshoved. Hvorvidt de 55 Rejsende vare komne i Land omtaltes ikke. Dampskibet "Fyen" var afgaaet Kl. 11 med ca. 30 Rejsende og Brevposterne fra Morgentoget, men der meldtes intet om, hvorvidt Landstigningen var lykkedes. Af Morgenaviserne for i Lørdags erfarede man først, at "Esbern Snare" allerede var returneret til Korsør Kl. 3½ Efterm. med Rejsende og Poster fra Fyensiden, altsaa maatte de 55 Passagerer jo være komne i Land, men hvorfor blev dette ikke strax telegraferet til Kjøbenhavn? Saadanne Meddelelser ere netop af Betydning for de Rejsende, da Hotellerne under Forhold som de nuværende ofte ere overfyldte, og den Rejsende saaledes er udsat for den dobbelte Ubehagelighed, at være hindret i sin Rejse og at have Vanskelighed ved at komme under Tag. Af sidstnævnte Telegram erfarede man endvidere, at "Fyen" var returneret til Korsør Kl. 5 med de 30 Rejsende, og alle disse Ting, der væsenlig have Betydning for den Rejsende, som skal afsted Kl. 7, blive først telegraferede hertil Kl. 6 1/4. Min Slægtning rejste, uvis om han kunde faa Plads i Hotellet, og uvis om han kunde slippe over Beltet. Af et Privatteleqram, som indtraf samtidig med det ovenfor omtalte og meddeltes i Bladene, fik man at vide, at Ruten Aarhus-Kallundborg i Fredags var i regelmæssig Gang, medens "Fyen" forgæves sejlede omkring i Store Belt for at landsætte sine 30 Rejsende. Hvorfor blev det nu ikke øjeblikkelig bekjendtgjort af Postbestyrelsen, at denne Rute var aaben, og hvorfor dirigeres der ikke en Dampbaad til Kollundborg for at assistere "Malmø"?

Publikum er vant til at døje en Del af Embedsmændene og er ogsaa godt vænnet til at finde sig i meget, men at der aldeles ikke i Tide gives Publikum den fornødne Oplysning, og ikke foretages nogetsomhelst tilfredsstillende i saadanne extraordinære Tilfælde, er en Hensynsløshed, der søger sin Lige. -x-.

(Morgenbladet (København) 2. marts 1875).

Berlingske rapporterede hver dag i den følgende tid om issituationen. Nedenfor bringes nogle af disse rapporter.

Fra Korsør skrives den 3die Marts til os: Iistilstanden i Beltet er ikke undergaaet nogen væsentlig Forandring siden Igaar. Vesterrenden er fremdeles pakket fuld af Iis, der henimod Aften har begyndt at tage Gang for Nordenvande, og "Fyen" sidder endnu fast paa samme Sled som igaarmorges. Paa Østerrenden var imorges betydelig Natiis, men iaften synes den største Deel af samme at være borte, og Passagen mellem her og Sprogø er saa nogenlunde fri, at Iisbaadene uden Gene have kunnet udføre denne Deel af deres Fart. 

6 Joller afgik imorges fra Knudshoved med jydsk-fyenske og hamborgske Post af 28de Febr. og 1ste og 2den ds. og ere iaften naaede iland ved Halskov, hvorfra Brevsækkene strax førtes ind her til Byen. Ingen Reisende medfulgte. Den største Deel af Vesterrenden tilbagelagde Baadene over Isen der var fast nok til at bære dem paa retkjøl; da de nærmede sig Vesterrevet paa Sprogø, fandtes Isen mere ufarbar, men fra Øen og til Halssov seilede de i næsten heelt aabent Vand. Fra Halskov blev saavel Aften- som Morgenposten uden Besvær i Løbet af Formiddagen overført til Sprogø, men de Forsøg, der fra Øen gjordes paa at bringe dem samt samtlige der sig befindende Poster og Reisende videre, mislykkedes, og efter flere Timers Arbeide i Isen ud for Vesterrevet maatte Baadene Kl. 3 opgive Forsøgene for idag og retournere. Der henligger nu paa Sprogø henimod 40 Rejsende og samtlige kjøbenhavnske og svensk-norske Poster, der ere ankomne til Korsør siden den lste om Morgenen. Her i Byen vente circa 60-70 Reisende paa at befordres videre, og Antallet paa den fyenske Side er sikkert ikke stort mindre.

Der gjordes igaar Forsøg paa at frie Postdampskibet "Fyen" ud af den Iis, i hvilken den sidder sammenskruet, ved Hjælp af undersøiske Miner, der anbragtes i forskjellig Afstand fra Skibet med det Maal at sprænge Islaget, men uagtet Sprængningen foretoges med stor Præcision og Dygtighed - ledet af Lieutn. Bardenfleth - opnaaedes intet tilfredsstillende Resultat, da Skibet sidder i favnetykke Opskruninger. Dets Stilling er imidlertid fremdeles nogenlunde farefri, og kan der gjøres Noget for paany at bringe det i aabent Vand kan man være overbeviist om, at Skibets energiske Fører, Capt. Elmqvist, der alene af Pligtiver for at bringe Post og Reisende frem, er kommen i Klemme, ikke vil undlade noget Middel, der kan give Haab om gunstigt Resultat. 

"Esbern Snare" har ikke været ude idag. Som alt berørt i et af mine tidligere Breve, fik det forleden under Forsøgene paa - efterat have landsat Post - atter at arbeide sig gjennem den svære Iis, et mindre Havari paa Skruen, og under Arbeidet igaar med at komme "Fyen" til Undsætning blev Skaden yderligere forøget. Stor synes den ikke - den bestod nemlig kun i, at Bladene paa den svære Metalskrue vare blevne noget bøiede og Spidsen af den ene Flig gaaet tabt - men den var dog meget følelig, eftersom den reducerede Skibets Kraft med næsten 1/3, og det var derfor sikkert i Publicums velforstaaede Interesse, at man idag lod Skibet ligge stille for at faae Skruen udbedret. Jeg har netop nu været nede at see til Skibet, der i den korte Tid, det har været i Tjeneste hernede, er blevet Publikums, og særlig de Reisendes, erklærede Yndling, og jeg troer at kunne give al ønskelig Garanti for, at det imorgen tidlig, maaske endog før Daggry, vil være klart til atter at optage sine Farter. Efter hvad Føreren har meddeelt mig, skal det arbeide fortrinligt i Isen, men, som jeg alt igaar tilskrev Dem, den Ils, som Strømmen her i Beltet kan pakke sammen, kan være formeget selv for det kraftigste Pandserskib, endsige da for en forholdsviis lille Baad som "Esbern Snare".

Vinden er iaften falden mere nordlig end de foregaaende Dage, og Strømmen er stiftet. Muligviis giver dette en Forandring til det Bedre i Iistilstanden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1875).

Fra Korsør skrives til os den 5te Marts: Tæt Taage forhindrede imorges "Esbern Snare" fra at afgaae til bestemt Klokkeslet; thi naar Taage, denne Hindring for al Seilads, træder i Forbindelse med et solidt Islag, gjør den ligefrem al fornuftig Navigering til en Umulighed, eftersom man under disse Omstændigheder hverken kan beregne sin Plads ved Loddet eller ved Skibets Fart, de to Factorer, hos hvilke Sømanden ellers siges at søge Trøst, naar han, paa Grund uf Tykning, ikke kan see at finde Vei. Da "Esbern Snare" altsaa ikke var disponibel, blev man nødt til at tage sin Tilflugt til Isbaadene, for hvilke Farvandets Dybde ikke spiller nogen Rolle, og op ad Formiddagen afgik herfor en halv Snees Baade og Joller, medhavende Post og et ikke ringe Antal Passagerer, fra begge Sider. De fyenske Baade vare saa heldige at finde Sprogø og derfra henimod Aften at naae Halskov; Baadene fra Sjælland gik det derimod ikke saa godt; de flakkede længe omkring i Taagen og vare sluttelig glade ved at kunne naae tilbage til deres Udgangssted, fra hvilket saa "Esbern Snare", da Luften henimod Kl. 2 blev noget opklarende, afhentede dem og tog dem paa Slæb, for først at slippe dem efter sikkert og vel at have fat dem fast i Landisen under Knudshoved Til dette Punkt, som man kom paa 1/9 Qvartmiil nær lossede "Esbern Snare" sin Post og omtrent 50 Passagerer, og fra dette retournerede Skibet atter til Korsør henimod Kl 6, medbringende c. 25 Reisende og endeel Post. Da de 8 Baade, som afgik fra Halskov, medbragte en betydelig Pakkepost og de 10 fyenske Baade ligeledes vare godt tilladede, blev der altsaa udvexlet idag et ikke ringe Qvantum Gods mellem de forskjellige Stationer, og ville Forholdene imorgen og iovermorgen ikke være altfor ugunstige, er der grundet Haab om, at man vil kunne komme à jour med al den Post, der ved de sidste Dages uheldige Isforhold er bleven opbunket paa begge Isbaadsfartens Endestationer. Veiret har idag, naar undtaget Taagen, været særdeles smukt og godt. Det har været fuld- kommen Stille, og Strømmen har været gunstig for Spredningen af Isen, der idag aldeles ikke har frembudt nogen Hindring for Landsætning paa den fyenske Kyst, da den har været "staaende", det vil sige fast til ½ til 1 Qvartmil fra Land. Der findes vel endnu betydelig Driviis paa Vesterrenden, og den første østlige Vind vil atter pakke de tilstedeværende Masser op mod Landet og besværliggjøre Sejladsen, men paa den anden Side kan man jo nu med lige saa megen Grund vente, at Kulingen vil falde vestlig, og i saa Fald vil Isen i Beltet snart have ophørt at spille en Rolle. Paa Østerrenden saaes imorges en betydelig Mængde Natiis, der generede Iisbaadene i ikke ringe Grad, men henimod Aften var den, efter Forlydende, aftagen betydelig i Styrke, og da Kulden iaften kun er ringe (- 2 Gr.), vil der forhaabentlig ikke danne sig meget mere til imorgen. "Fyen" sidder vedvarende indeklemt i Isen, men ifølge Meddelelser fra Knudshoved skal denne dog være lindet endeel omkring Skibet, saa at Udsigterne til snarlig Forløsning synes at være tiltagne.

Der er nu ombord 170 Mand daglig til Tjeneste ved Iisbaadene og Jollerne her paa Stationen. Da hver Mand lønnes med 6 Kroner om Pagen (Jolleføreren og Togførerne have endda mere) og extra Douceur for hver lykkelig fuldført Tour, vil man kunne indsee, hvor bekosteligt et Apparat den hele Iisbaadefart er for Postvæsenet, og maa end enhver Reisende betale 8 Kroner for at komme fra Knudshoved til Halskov eller omvendt, saa vil det dog være indlysende, at ved den nuværende Fart spinder Staten ingen Silke, saameget mere som den, foruden de omtalte 170 Mand, endvidere maae bekoste Udgifterne til Postdampskibene osv. osv. Det er derfor et Held for Postkassen, at vi ikke hver Vinter have Iistransport, og hvad de Reisende angaaer, - ja, da troer jeg ogsaa at kunne sige, at det er et Held for dem; thi om end en Iistransport for een Gangs Skyld kan være ret interessant, behagelig er den sandelig som Regel ikke.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1875).

Den 10. marts 1875 forsvandt isen meget hurtigt fra Storebælt og overfarten blev normal igen. De første storebæltsfærger H/F Korsør og H/F Nyborg blev indsat 1. december 1883.

Isskrueningen i Taarbæk Havn den 6te Marts 1875. Efter en Skizze af Premierlieutenant G. E. Fugl. Illustreret Tidende nr. 807, 14. marts 1875.

Istransporten over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- I Anledning af Istransportens Ophør indeholder "Korsør Avis" nogle Bemærkninger, hvori det hedder: Spørger man nu, hvilken Erfaring man har indvunden i denne lange og besværlige Isvinter med Hensyn til vor nye Isbryder "Fyen", - thi det er først iaar, at man har havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Dampskibets Lyder og Dyder, da "Fyen" saagodtsom hele forrige Vinter laa indefrosset i Slipshavn, - saa kunne vi hertil svare, at skjøndt "Fyen" ved mange Lejligheder har gjort god Nytte, saa er det alle Sagkyndiges Mening, at "Fyen" i ingen Henseender har kunnet magte Forholdene, og at en Isbryder med større Styrke, under de nuværende Forhold, er paatrængende nødvendig. Et saadant Skib med f. Ex. den dobbelte Hestekraft ("Fyen" har som bekjendt kun 60 Hestes Kraft) vil vanskelig kunne undværes under Forhold som i indeværende Vinter. Men skulde Rigsdagen ikke ville bevilge de nødvendige Penge til et saadant Skib, lad da en af Marinens Pandserskonnerter, hvori der er Drøn, og som har den nødvendige Styrke, tage Station hernede om Efteraaret; vi have jo tidligere havt Marinens Skibe i Postfart. Et saadant Skib vilde i Forbindelse med "Fyen" kunne udrette Alt, hvad der i en Isvinter kan udrettes med Dampskibe. Et andet Punkt, der ligeledes har været meget omtalt, er Mangelen af et tilstrækkeligt Antal lettere Joller, idet man har idet man har villet paastaa, at et større Antal end det, Postvæsenet for Øieblikket er i Besiddelse af. ved flere Lejligheder under Istransporten kunde have udrettet langt mere, navnlig ved Befordring af Brevposten. Hvad der ogsaa har vakt de Rejsendes billige Mishag, er den lidet sømmelige Maade, hvorpaa der er sørget for Bekvemmelighed med Hensyn til Beværtningslokaler; thi de mørke Huller, der bydes de Reisende paa Halskov Rev, hvor de ofte maa opholde sig i flere Timer, har langt mere Lighed med en Smugkro paa Landet end et anstændigt Lokale for Reisende. Trangen til et større Gjæstgiveri, hvor den Rejsende under ugunstige Vejrforhold ogsaa kunde tilbringe Natten, er et Savn, der bidrager sit til at gjøre en Reise paa en saa ublid Aarstid høist besværlig, og det er en Pligt for Postvæsenet ved indtrædende Tilfælde at søge at raade Bod herpaa.

(Aarhus Amtstidende 6. marts 1871).

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Halvtredie Døgn i Isen. Hvor besværlig og farefuld Isbaadsseiladsen over Storebelt kan være - melder "Bgs. Av " - derpaa faaer man et Beviis i de 4 Baades Skjæbne, som forrige Søndag Morgen afgik fra Halskov med Kjøbenhavnsposterne af 3die og 4de. Efter om Formiddagen Kl 10 3/4 at være komne forbi Sprogø, bleve de siddende fast i Isen mellem denne Ø og Fyen, uden at kunne arbeide sig ind til Land, og i denne Stilling maatte de tilbringe Natten imellem Søndag og Mandag. Mandag Formiddag Kl. 11 bleve de endnu sete fra den fyenske Kyst, arbeidende ind mod Land, men med en Sydøst-Storm bleve de om Eftermiddagen med Isen ud i Kattegattet; da Vinden om Natten vendte sig til Nordøst, dreve de igjen ind imod Fyens Nordkyst, og Tirsdag Morgen fik man dem isigte paa Isen mellem Æbelø og Bogense. For om muligt at yde dem Bistand afgik der Tirsdag Formiddag tre Baade fra Bogense over Isen, og Flere kjørte over Land til Æbelø for at bringe de Reisende Levnetsmidler og Lægehjælp. Imidlertid lykkedes det Iisbaadenes Mandskab ved egen Hjælp at naae tæt ind til Æbelø. Selve Øen naaede Jollerne omtrent Kl. 4½ Eftermiddag, netop paa samme Tid som den fra Bogense afsendte Bistand ankom til Øen. De Restende, 12 i Tallet, saavelsom den af 21 Mand bestaaende Jollebesætning, vare naturligviis i en noget forkommen Tilstand. Jollerne havde kun været forsynede med Levnetsmidler for halvanden Dag, og det endda kun for Besætningens Vedkommende; de Restende vare endnu daarligere forsynede. I det sidste Døgn havde man næsten Intet. Et Slags Vederkvægelse søgte man ved at spise Isen, der i den strenge Kulde dannede sig paa Jollernes Master. Søvn havde næsten Ingen nydt i de 55-56 Timer, denne farefulde Reise havde varet. - Strax ved Landstigningen overraktes der de udhungrede Mennesker Forfriskninger af det fra Bogense ankomne Forraad, og en Læge der fra Byen undersøgte hver Enkelts Tilstand. Mange havde ophovnede Hænder og Fødder, men lykkeligviis vare de Fleste slupne fri for Koldbrand; 5-6 vare dog mere eller mindre angrebne deraf. Værst medtagne vare en Underofficeer af 20de Bataillon og en stakkels Haandværkssvend, som var hjemskreven til Odense fra Slagelse Commune, og som var afgivet til Iistransport i en ussel tynd Paaklædning, hvilken en betænksom Postembedsmand dog havde forøget med en rød Kappe. Efterat Levnets- og Lægemidler havde bragt lidt Liv i de forfrosne Lemmer, kom baade Restende og Mandskab i Huus hos Øens Beboere, som paa egne og Øbesidderen, Grev Petersdorffs, Vegne ydede Alle den største Gjæstfrihed og den bedst mulige Pleie. De fra Bogense ankomne Søfolk trak Jollerne i Land og lossede Godset som bestod af 17 Postsække samt endeel Kufferter og andet Reisegods. Saavel Reisende og Mandskab som Gods forblev Natten over paa Øen. Det holdt haardt at skaffe passende Natteleie til den store Befolkning, som den lille Ø saa uventet havde medtaget; men ved de faa Øboeres mageløse Forekommenhed lykkedes det dog paa en efter Omstændighederne meget heldig Maade. Onsdag Formiddag bleve først Postsagerne og siden de Reisende kjørte over til Jersøre og derfra videre til Bogense, hvor Ankomsten skete noget over Middag. Postsækkene bleve uden Ophold befordrede til Aarup Jernbanestation. De Rejsende toge ind paa Gjæstgivergaarden eller bleve anbragte hos Byens Indbyggere; de to ovennævnte haardest medtagne Reisende maatte indlægges paa Byens Sygehuus, hvor muligviis ogsaa en Tredie, der har Koldbrand i Fødderne, bliver nødsaget til at tage foreløbigt Ophold. De fire Joller er det Meningen at føre over Land paa Vogne til Nyborg. Befalingen over Jollerne paa denne besværlige Tour havde Skibsfører Lund, hvem de Reisende ere enige om at rose. Paa hele Reisen havde man kun havt aabent Vand, da Jollerne kom Æbelø ganske nær, ellers bestandig Sjap og Grødiis. Land havde man ofte troet at see, men det var som oftest en Skuffelse; man veed, at trælle og forhungrede Mennesker ofte have slige Syner. Den aabne Rende, ad hvilken Jollerne slap ind til Øen, lukkedes strax efter Landsætningen af Isen. Var dette skeet forinden, vilde de mange Menneskers Ophold i Jollerne paa Isen efter al Sandsynlighed være blevet yderligere forlænget, maaskee saa meget, at det Værste kunde være hændet.

Man maa indrømme, slutter "Bogense Avis", at den nærmest vedkommende Myndighed ikke har været ligegyldig for Jollernes Skjæbne. Tvertimod har Chefen for Istransportvæsenet, Capt. Lund, udviklet en stor Virksomhed for at opdage dem og at komme dem til Hjælp. Saaledes have Dampskibene "Fyen" og "Hermod" været ude at søge efter Jollerne; "Fyen" var i Tirsdags kommen Æbelø et Par Miil nær. Speidere udsendtes langs Kysten lige til Fyenshoved. Til Kjerteminde blev der telegrapheret om at sende Baade med Mandskab til Romsø, idet man tænkte sig Muligheden af at bringe Jollerne Undsætning fra dette Punkt. Ogsaa til Samsø blev der sendt Telegram om at holde Øie med Kyststrækningen. Til Sorg og Fortvivlelse for de Mange, der i ængstelig Spænding ventede Underretning om de bortdrevne Joller, bleve alle disse Bestræbelser frugtesløse. Man kan forstaae, at der blev Glæde, da Telegraphen i Tirsdags meldte fra Bogense, først at Jollerne vare iagttagne og senere, at de vare komne til Land. - De to Restende, som maatte indlægges paa Sygehuset, ere i god Bedring.

Af de Reisende have dHrr. Skolelærer Jensen af Middelfart, J. C. Aggersborg af Aalborg. Otto Devulff, B. Voigt, E. T. Reehoff og T. H. Lunøe, Alle af Kjøbenhavn, Aug. Jønsson og H. J. Fr. Høgquist, begge fra Sverig, Julius Iklee og J. Goldschmidt, begge af Hamborg, i "Bogense Av." for i Torsdags bragt Bogense Indbyggere og de fremmede Søfolk, der ligeledes vare behjælpelige, deres dybtfølte, inderlige Taksigelse for deres venlige Imødekommenhed, deres personlige Opoffrelser og levende Interesse for dem. Endelig takkes Redacteur Pagh, der selv personlig var saa opoffrende virksom.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. februar 1871)

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- Fra en af de Rejsende, der har gjort den besværlige Reise fra Knudshoved til Halskov, som varede fra forrige Fredag Morgen til Mandag Aften har "Fs. St." modtaget følgende Brev:

I Fredags stod jeg da op Kl. 5. og efter at have indtaget min Kaffe og forsynet mig med lidt Proviant i Hotellet kjørte jeg ud til Knudshoved. Her samlede sig efterhaanden 40- 50 Passagerer, hvoriblandt jeg kun traf 3 Bekjendte, Resten var ubekjendte Størrelser, mest Svenskere og endel Tydskere. Kl. 8 begyndte Overfarten, der i Begyndelsen gik meget langsomt, da Baadene, 8 i Tallet, stadig gik "i Blød", men opad Dagen naaede vi endel fast Is og et Par aabne Vaager, som hjalp os over den halve Vei, saa at der ikke var Tale om at vende tilbage til Knudshoved; men efterat vi saaledes havde "brændt vore Skibe" eller for at bruge en anden mere nærliggende Lignelse, "kastet Broen af efter os", begyndte vore Gjenvordigheder. Skjøndt vi havde en mageløs flink Fører i Kapitain Weidemann, og Folkene vare utrættelige, vilde det dog slet ikke gaa fremad. Vi kom blandt Andet i en Vaage, der var fuld af en tæt Vælling, som skruede sig sammen om Baadene, saa at vi i mere end 2 Timer maatte arbeide paa at komme ud af den Suppe. Henimod Aften kom vi udfor Sprogø, men vel en Fjerding vei ude i Søen mod Syd, og da det i den sidste Timestid var gaaet godt, og Veiret var deiligt klart og stille, bleve mange af Passagererne fulde af Forhaabninger og henstillede til Kapitainen, om det ikke lod sig gjøre at gaa lige til Halskov. Dette afviste han dog meget bestemt, idet han yttrede, at han vilde være meget lykkelig ved at naa ind til Øen inden Mørket faldt paa, og han havde Ret, thi vi vare vistnok 6-8 Timer om at tilbagelægge den Fjerdingvej. Tænk, at vi havde en Dame med paa denne yderst anstrengende og kedsommelige Reise, som er af den Art, at Damer ikke bør indlade sig paa at forsøge den. Denne Dame var en Englænderinde, gift med en svensk Grosserer, og hun holdt tilvisse ud trods Nogen af os; men jeg fatter knap, hvorledes hun kunde dette. Hun fik da ogsaa med Rette det Vidnesbyrd af os Alle, at hun gjorde sine Sager mesterligt og gjorde det uden at være en af disse emanciperede Englænderinder, som man undertiden seer paa Reiser, saa at vi Alle kom til at synes godt om den lille Kone og undte hende det, da hun ved Sprogø slap lidt heldigere end vi Andre, idet hendes Baad naaede til Land Kl. 12 om Natten, medens vi Andre, der fulgte hende i Hælene, pludselig befandt os i den os fra tidligere Erfaringer saa velbekjendte Skrueis, hvori det var næsten umuligt at komme frem. Klokken var over 2 om Natten, da vi Alle, dygtig udmattede og forkomne, landede paa Sprogø. Saavel den tørre som den flydende Proviant havde alt længe været fortæret, saa De begriber at vi som graadige Ulve styrtede til det opdækkede Bord. 4 a 5 Timer for os var der kommet 4 Baade fra Sjælland til Øen, hvor der allerede i et Par Dage havde ligget 3 Baade med ialt 140 Passagerer og Mandskab, og disse Mennesker havde ogsaa været sultne, hvorfor vi maatte tage tiltakke med Levningerne; men Hungeren gjorde os mindre vanskelige, og en god varm Suppe, 2 til 3 Portioner pr. Mand, gjorde en ypperlig Virkning i Forening med en ikke saa ganske ringe Kvantitet Vin. Der findes paa Sprogø det ret anstændige Antal af 60 Senge, men det forslog jo ikke meget til 220 Personer; dog var jeg saa heldig at saa en Seng, hvori jeg sov som en Sten, skjøndt den baade var haard og kold. Løverdag Morgen bleve vi purrede ud Kl. 8, efter 4 Timers Hvile, men det viste sig snart, at vore Folk vare saa udmattede efter Gaarsdagen. at vi roligt maatte blive paa Øen; desuden var det nok heller ikke muligt af andre Grunde at komme derfra. De 11 sjællandske Baade gik imidlertid ad Fyen til, og det gav Luft i Værtshuset. En af mine Bekjendte og jeg opnaaede at faa et Værelse med to Senge - Natten forud havde vi sovet i en stor Sovesal paa Loftet - , fik lagt i Kakkelovnen, og jeg krøb i Sengen med alle Klæderne paa under Dynen, uden dog at kunne faa Kulden, som jeg følte i hele Kroppen, til at vige; da stod jeg op, tog min Pelts paa og gik mig en dygtig Tour omkring Øen i en bidende Østenvind, fik derefter en rigtig god Middagsmad og krøb saa atter i Sengen, hvor jeg sov fortræffeligt. I Søndags gjorde vi om Formiddagen et Forsøg paa at gaa over til Halskov, men efterat vi havde arbeidet i Isen et Par Timer, maatte Forsøget opgives paa Grund af den stærke Modvind. Vi drev Dagen hen med at sove og spise, og om Aftenen bleve vi rigtig gemytlige, fik Bollen paa Bordet og Sangen igang; saa kom de bekjendte "Isbjørne" -et Optog af Søfolk i Forklædning, der morede meget og indbragte Skuespillerne endel Drikkepenge, som bleve punschede op, og dermed var denne Dag tilende. Mandag maatte vi atter tidlig ud, og Kapitainen havde svoret, at nu vilde han over til Sjælland, det koste, hvad det vilde. Han holdt Ord; dog naaede jeg, der var blandt de forreste Baade, først Land Kl. 6 om Eftermiddagen, medens 4 af Baadene og med dem vor lille Frue, først kom ind Kl. 12 om Natten. Jeg fik mit Tøi for seent til at kunne benytte Aftentoget til Kjøbenhavn, blev derfor i Korsør i Nat og tog ind med Morgentoget, hilste Godmorgen paa "vor lille Frue", der lod som om hun slet ikke havde været med paa Isen Dagen forud - og dermed var min Isfart tilende.

(Aarhus Amtstidende 23. februar 1870).

Redning ved Vordingborg. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags i forrige Uge om Eftermiddagen Mellem Kl. l og 2, mærkede ifølge "Vordingborg Av." nogle ved Kallehave Færgebro værende Folk, at en Mandsperson begav sig ud paa Isen fra Koster Færgegaard for at gaae over til Kallehave, mellem hvilke tvende Færgesteder der er iset en Rende til Seilads for den daglige Færgefart. Det var langs med denne Rende, maaskee 7-8 Fod fjernet fra Siden af den, at Fodgængeren saaes, og det gav strax Anledning til Tvivl hos de tilstedeværende, som fra Kallehave Færgebro iagttog ham. om han kunde naae ovet, da Isen, i den Side-Afstand fra den aabne Rende, paa hvilken han bevægede sig, var meget svækket ved Gjennemskjæringen. 

Tilskuerne ventede dog ikke ledige paa Resultatet, men Færgekarl Peder Bendsen, som var blandt dem, det iagttog ham, satte strax Færgebaaden istand og begav sig tilligemed 3 eller i andre Tilstedeværende i denne ud i Renden, hvor de da strax saae, at deres Frygt havde bekræftet sig, idet Vandringsmanden var forsvunden, hvorimod de omtrent midt imellem Koster og Kallehave bemærkede Hovedet og Armene af et Menneske, som bevægede sig over Isen, medens det øvrige Legeme var under Isen. Det var en kritisk Stilling for den Ulykkelige, som under kraftige Raab og Opmuntringer fra de tililende Redningsmænd ikkun ved idelig Bevægelse med Benene var istand til at holde sig oppe, med Armene rigtignok støttede paa den ham omgivende Iis, der imidlertid hvert Øieblik brast itu. Baaden var vel nu i Renden og omtrent lige for den Forulykkede, men den kunde først ved at hugge sig 7-8 Fod gjennem Isen paatværs af Renden naae Manden, og det var mere end tvivlsomt, om Stakkelen kunne holde sig saa længe, til det skete. Den flinke Færgekarl Peder Bendsen sprang da ud paa Isen, og idet han klyngede sig fast til Baaden med den ene Haand, brugte han den anden til saagodtsom at hugge Isen bort under Fødderne af sig, for at bane Vei for Baaden, efterat denne var dreiet af fra den isede Hovedrende. Med en Ro og Sindighed, som gjorde denne behjertede unge Mand den største Ære, ledede han dette ingenlunde farefrie Forsøg, idet han afrettende med høi og kraftig Stemme commanderede sine Medhiælpere og opmuntrede den Stakkel, der endnu laa i Vandet og ved paa Isen med ikkun Hovedet og Armene oppe. Og endelig lykkedes deres kraftige Anstrengelser; de naaede hen til Stedet og fik den Forulykkede, Hattemagersvend August Giere, 28 Aar gammel og født i Kjøbenhavn, trukken op i Baaden, medens der endnu var Liv i ham, og her fortsattes den Kiærlighedsgjerning, der allerede var viist ham, idet Peder Bendsen nemlig trak sine egne Beenklæder af, hvilke han byttede med den næsten Omkomne; de Andre i Baaden fulgte Exemplet, og hver især skilte sig ved et af deres varme, tørre Klædningsstykker, som de iførte det næsten bevidstløse Menneske, idet de skilte ham ved det vaade, frosne Tøi. Disse kjærlige Bestræbelse efterfulgtes af en omhyggelig Pleie, som Giæstgiveren i Kallehave Færgegaard, Jens Hansen, ved hensigtsmæssig og kjærlig Behandling i høi Grad lod ham tilflyde, hvilket da ogsaa havde de glædelige Følger, at det stakkels Menneske allerede om Aftenen kom til sig selv. Han forblev derpaa under Gjæstgiver Hansens udmærkede og uegennyttige Forplejning til Torsdag, da han var fuldkommen restitueret.

Det skal iøvrigt ikke være første Gang, at Færgekarl Peder Bendsen (af Taarbæk) har havt Lejlighed til at vise, at han er en behjertet, rask og energisk ung Mand, som med Tilsidesættelse af Fare for eget Liv og Helbred har frelst Medmenneskers Liv, eg det er derfor her en dobbelt Pligt at fremhæve hans bestemte og modige Optræden i dette Tilfælde, hvor han ligefrem har frelst et Menneskeliv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1868. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Jackson Haines. (Efterskrift til Politivennen)

Jackson Haines (1838-1875) betragtes som skaber af moderne kunstskøjteløb og rulleskøjteløb. Han var uddannet balletdanser. I modsætning til den dengang gængse "engelske" skøjtestil der var stiv og formel, var Haines elegant og yndefuld, og optrådte til musik. Han forlod USA under borgerkrigen og tog til Europa. Han opfandt adskillige nye spins. I USA blev hans stil først populær efter hans død, især efter 1914. Han omtaltes i danske aviser så tidligt som januar 1865 hvor han optrådte i Berlin. Hvor selv kongen overværede en af hans forestillinger. I april optrådte han i Stockholm med isdanse (vals, marsch, polka og mazurka). Ved industriudstillingen i Stockholm var der anlagt en speciel skjøteløberbane af Jackson Haines til publikum. I oktober 1866 blev han engageret til en forestilling i Casino.

Annonce for Jacksom Haines første optræden i Danmark, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. oktober 1866. Han optrådte på et glat, oliemalet sejldugstæppe på rulleskøjter. Han optrådte herefter næsten hver dag indtil den 21. november 1866.

Jackson Haines tog derefter til Stockholm hvor  han gav forestillinger og undervisning i skøjteløb - for begge køn, idet hans søster Lidy Haines også var ankommet fra USA. Imens annoncerede Alhambra med at maskeraden i marts havde skøjteløb a la Jackson Haines. Den 17. marts 1867 ankom Jackson Haines "himself" for at optræde udendørs ved Kastellet ved Smedelinien. På dette tidspunkt havde Haines erklæret at han ville bruge alle sine intellektuelle og fysiske kræfter til at skaffe skøjteløb en plads blandt de skønne kunster.

Skøiteløberkongen Jackson Haines gav igaar Eftermiddagd paa en for Sne befriet Isflade paa Kastelsgraven ved Smedelinien en Forestilling, der havde samlet en Tilskuermasse af vistnok flere Tusinder Mennesker, hvoriblandt en Mængde Damer. Skøiteløberkongen var her ganske anderledes paa sit rette Element end paa Kasinos Scene og tumlede sig paa en saa smuk og behændig Maade paa dette, at selv den dygtigste af vore Skøiteløbere neppe vil frakjende ham Retten til at føre den Titel, hvormed han fremstiller sig. I sit elegante Løb gjør han de smukkeste og vanskeligste Vendinger og Kast med en beundringsværdig Sikkerhed, og i den stærkeste Fart standser han pludselig for dandse paa Taaspidserne eller for med den ene Fod at beskrive Kredse med Taaspidsen paa den anden som Centrum. Navnlig forekom os imidlertid hand Baglænsløb og Drejninger at udmærke sig ved en Elegance og Præcision, som neppe kan overtræffes af Nogen. Det er en Selvfølge, at Hr. Jackson Haines høstede hyppigt og stærke Bifald, ja selv ikke en Fremkaldelse manglede. - Idag Kl. 2 giver Hr. Haines en anden Forestilling og imorgen den sidste. Vi tro neppe, at Nogen vil fortryde en Timestid at trodse lidt Kulde for at se den virkelig smukke Dands paa Isen.

(Dags-Telegraphen (København) 18. marts 1867).

Billetterne kostede 24 sk. og der blev solgt mellem 4 og 5.000 - altså i alt omkring 1.200 Rdr. som var et betragteligt beløb dengang. Fra København rejste Haines videre til Lübeck, hvor han var så uheldig at beskadige sin ene hånd ved at ramme prosceniumslamperne. Hans optræden skabte et stort opsving i sporten, hvilket viste sig vinteren 1867(1868 på fx Peblingesøen som på søndage var besøgt af flere tusinde skøjteløbere, heriblandt kvinder. Imens fortsatte Jacksom Heines med at optræde i udlandet.

På C. W.s tegning fra Sortedamssøen i Illustreret Tidende nr. 544, 1870 ses en række situationer vedr. skøjteløb som kunne pege på at Jackson Haines havde et stort publikum.

I Sverige havde Jackson Haines mødt den svenske skøjteløber Frida Segerdahl-Nordström (1845-1900). Hun var selvlært ved Vänern hvor hendes far var direktør for det svenske skovinstitut. Siden 1858 havde hun lært sig selv at skøjte. I 1864 begyndte ejeren af det første kvindelige skøjtebadehus i Stockholm Nancy Fredrika Augusta Edberg at tilbyde skøjteundervisning til kvinder. Som i Danmark var dette anset for uværdigt for kvinder, men da dronning Lovisa begyndte på det, faldt muren. Da Jackson Haines for første gang kom til Sverige i 1866, Jackson Haines inddrog han dem. Frida blev Haines' partner ved flere af hans forestillinger i Stockholm, hvorfor hun fik en guldbroche af prins Oscar II. Frida blev efter sin død anerkendt som den første kvinde der optrådte offentligt for et publikum.  

I 1869 optrådte Jackson Haines med den wienske korpige og danser, Leopoldine Adacker som også fulgte med til Danmark senere. Kvindernes gennembrud som skøjteløbere fik dog senere i 1800-tallet et tilbageslag, og først senere blev de anerkendt som skøjtepionerer. I 1869 optrådte han sammen med skøjteløberdronningen Leopoldine Adacker. Fædrelandet advarede i den anledning Casinos bestyrer om at publikum i det hele ikke kunne sige sig fri for at komme det slette publikums slette sans alt for meget i møde.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1869. I strid med disse landets sæder optrådte parret med en can-can. Det vakte nogen forargelse, men kunne dog ikke forhindre en overvældende applaus. Parret rejste rundt i Danmark og var bl.a. på Århus Teater.

Han fortsatte i de følgende år med at optræde sammen med Leopoldine Adacker. Jackson Haines optrådte i hvertfald så sent som 1874 på Casino. Han døde af lungebetændelse den 23. juni 1875 i den finske by Gamla Karleby. Han ønskede at blive begravet i Stockholm.

Snekastning og Rejseforsinkelser. (Efterskrift til Politivennen)

Uforsvarlig Forsømmeligked ved Sneekastning. Det er bekjendt, ar Hamborgerposten den 9de ds. og jydske Post, som ankom hertil i Tirsdags Kl. 2, var ikke mindre end 36 Timer underveis fra Roeskilde til Kjøbenhavn. Aarsagen til denne fabelagtige Forsinkelse maa søges i den store og uforsvarlige Malkonduite, som Vedkommende, der have med Sneekastningen at bestille, udviste ved denne Leilighed, og som fortjener streng Dadel. Vi have derom erfaret Følgende: Postillonen, som kjørte Posten fra Roeskilde, var Mandag Eftermiddag Kl. 1½ ankommen til Roeskildekro, og da han saae, at Veien fra Kroen og ned til Bommen var belagt med Snee af c. 5 Alens Høide og saaledes ufremkommelig isærdeleshed for en firehjulet Fjedervogn, henvendte han sig strax til Sognefogden saavel som til Formanden for Sogneforstanderskabet i Vridsløselille med Anmodning om Hjælp, hvilken blev ham lovet, men istedetfor at opfylde dette Løfte underrettede Sognefogden ham om Eftermiddagen Kl. 4-5 om, at han ikke kunde beordre Mandskab ud til Sneekastning efter Solens Nedgang, men at han imorgen tidlig skulde faae den fornødne Assistance; ja, Formanden skal - efter hvad der fortælles - endog have givet Postillonen en som det rigtignok synes overflødig skriftlig Underretning om, at han var nødt til at blive i Roeskildekro, til Sneen blev kastet. Først næste Dags Formiddag Kl. 10 kom enkelte Mænd med Skuffer ud og faae paa Sneen, men det egentlige Arbeide for at gjøre Veien passabel begyndte først ved Middagstid, efterat en af Postvæsenets Embedsmænd i Forening med en Politiofficiant vare ankomne til Stedet, og efterat man iforveien ved tilkaldt Hjælp havde maattet bære Posten paa Lægter og Stænger ind over Marken ned til Bommen, hvor Veien kunde passeres. Naar man nu veed, at det Stykke, hvorom der var Tale, neppe er en Strækning paa 150 Alen, saa vil det indsees, at en øieblikkelig og kraftig Assistance af en Snees Mand vilde have bevirket, at Posten kunde være ankommen hertil næsten fire og tyve Timer tidligere, end det nu var Tilfældet. At Vedkommende fra Generalpostdirectionens Side bør kræves til Ansvar, maa vel ansees som givet.

(Flyveposten 15. februar 1861).

Reisefataliteter. For de Reisende, 41 i Tallet, som isøndags ankom med Hamborger Posten til Roeskilde, hvor Jernbanetoget som bekjendt maatte standse, har denne Tour frembudt ikke faa Fataliteter. Dertil hører blandt Andet, at de maatte overnatte, Herrer og Damer péle-méle, i Banegaardens store Sal samt andetsteds, hver de kunde finde Tilhold, og dernæst at der næsten ikke var at opdrive nogen Befordring til at komme videre, uagtet det dog vistnok havde været Banebestyrelsens Sag at sørge derfor. Endeel af de Reisende kom endelig afsted med Posten og naaede Mandag Middag Roeskildekro, men da Postvognen paa Grund af den i Gaarsnumeret omtalte uforsvarlige Ligegyldighed med Hensyn til Veiens Ryddeliggjørelse ikke kunde komme videre, besluttede 6 af de Reisende, 4 Udlændinge og 2 Danske at begive sig videre tilfods. Gjennem tykt Sneefog kæmpede de sig frem til Glostrup, hvor de ankom i Mørkningen og søgte hen til Fogden, for at faae en Slæde. Fogden var borte med Hestene og ventedes hjem om kort Tid. De Reisende besluttede nu at oppebie hans Tilbagekomst, men istedelfor at bydes indenfor, maatte de vente paa ham i Gaardsrummet. Efter en halv Times Forløb kom han, men gav de forkomne Reisende den lidet trøstelige Underretning, at han ikke kunde skaffe dem nogen Slæde, da hans Heste vare altfor trætte, og at  han ligesaa lidet kunde give dem Huusly, eiheller vidste Nogen, der vilde bære deres Bagage og vise dem Veien. Et Forsøg, der af en Reisende gjordes hos Præsten i Glostrup, havde et lignende Resultat, og tvivlende om at finde nogen barmhjertig Samaritan i hele Glostrup, begave de Reisende sig atter paa Vandring. Men ligesom de vare ifærd dermed, bleve de anraabte af en Mand. Han havde hørt, hvor betrængte de vare, og tilbød dem sit Huus til at overnatte i. Det var en Indsidder Christensen. Med den største Hjertelighed modtog han de Reisende, bespiste dem og gav dem Natteleje, og da de den næste Morgen vilde betale ham derfor, var det kun med Nød og næppe, at han lod sig overtale til at modtage en lille Sum, der ialfald ikke stod i Forhold til den store Tjeneste, han havde ydet dem. Sin store Forekommenhed satte han Kronen paa ved med stor Umage at skaffe dem en Slæde, og saaledes skete det, at de i god Behold ankom hertil Kjøbenhavn en Tid før Posten. - Denne Fremstilling er givet os af en af vedkommende Reisende, og vi efterkomme gjerne hans Opfordring, at bringe Indsidder Christensen hans og hans Reisefællers Tak for en Opførsel, der afgiver en mærkelig Modsætning til den hensynsløse Ugjæstfrihed, der vistes dem fra andre Sider, man man mindst skulde vente den.

(Flyveposten 16. februar 1861)

Vinteren. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren synes at skulle blive en streng Herre, og der er al Udsigt til, at det gamle Ord om strenge Herrer, der kan regjere kort, dennegang neppe vil vise sig sandt. Fra Vesten melder Telegraphen: "skarp Frost", og fra Østen, fra St. Petersborg, hedder det: To og tyve Grader Kulde. Vi maae ialfald forberede os paa nogle Maaneders Vinter og de dermed følgende Misligheder og Ubehageligheder, samt den deraf flydende Nød og Elendighed for en ikke lille Deel af Hovedstadens Indvaanere. Skibsfarten og Handelen standser; Mange, der have deres gode Udkomme, saalænge Søen er aaben og Forretningerne gaae deres vante Gang, ville nu komme til at lide Savn; og de, for hvem det før var knapt, ville nedsynke i den dybeste Elendighed. Det gjælder her om at komme til Hjælp saa hurtigt som muligt og paa den hensigtsmæssigste Maade. Bespisningsforeningerne have allerede begyndt deres Virksomhed, og det vil neppe komme til at mangle dem paa Midler til at fortsætte og udvide den; Børnepleieforeningen har igaar i dette Blad til Hovedstadens Indvaanere henvendt en Opfordring, der vistnok vil finde et villigt Øre, og en af dere Kolleger har erindret om, at der for flere Aar siden, under en lignende streng Kulde, blev paa forskjellige Steder her i Staden aabnet Varmestuer, hvor Fattige frit kunde faae Lys og Varme samt tildeels varme Drikke cg Fødemidler, og anbefalet Oprettelsen af saadanne. Det maa være os tilladt at slutte os til denne Anbefaling; der vil, derom ere vi overbeviste, kun behøves en Opfordring til Publikum, og de fornødne Midler ville sikkert i den kortest mulige Tid blive tilveiebragte.

Men om det end er de Uformuende og Fattige, der fremfor Alle lide under Vinterens Barskhed og fremfor Alle have have Krav paa Hiælp og Understøttelse, saa kan man dog ikke forbigaae ved denne rettighed at lægge et godt Ord ind hos de Vedkommende for den i økonomisk Henseende mere begunstigede Deel af Hovedstadens Befolkning, der vel ikke er udsat for at fryse eller sulte ihjel, men som ligesaameget som den Fattige er udsat for at miste Liv og Lemmer paa de til Glidebaner forvandlede Fortouge. Man behøver blot en Dag eller helst en Aftenstund en halv Times Tid at gaae gjennem Stadens mere befærdede Gader, og man vil kunne tælle en god Deel Faldne og sikkert ikke faa Saarede. Er det ikke tænkeligt, at der kunde gjøres Noget for den ikke ringe Deel Mænd og Qvinder, der ikke besidde Ekvipager, og som ere nødte til at besørge deres Ærinder tilfods? Er det aldeles nødvendigt, at en Spadseretour fra Toldboden til Frederiksberggade skal være forbundet med Livsfare? Og er det ikke overkommeligt at raade Bod paa denne Tingenes Tilstand? Vi tror, at der kan skee idetmindste Noget i denne Retning. Først og fremmest maa Politiet, og hvor det ikke er eller kan komme tilstede, Folk selv forhindre, at der laves Glidebaner paa Fortougene. Vi vide vel, at det kjøbenhavnske Publikum har en vis Faible for Gadedrengene, og at det undertiden bliver meget vred, naar en Politibetjent eller nogen Anden forstyrrer den opvoxende Ungdom i dens Fornøielser; men der er virkelig Nødvendighed tilstede, og Fornøielsen kan i dette Tilfælde langtfra kaldes uskyldig. Dernæst vilde det være meget hensigtsmæssigt, om Politiet foranledigede, at der jevnligt blev strøet Aske, Sand eller Kulstøv paa samtlige Trottoirer; og hvid det ikke staaer i Politiets Magt at fremtvinge en saadan Foranstaltning, da er det vor indstændige Anmodning til Huuseierne og Huusbeboere, paa egen Haand og uden Opfordring fra Autoritetens Side at gjøre det i denne Henseende Fornødne, der hverken er forbundet med stor Uleilighed eller Bekostning. Endeligt turde det være hensigtsmæssigt, ikke at lade al Sneen feie bort fra Fortougene, men at lade et lille Lag blive liggende, navnlig paa Fliserne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1861).

Iis paa Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposterne fra Onsdag og Torsdag ankom endelig i Fredags Aftes til Odense. Onsdagsposten havde liggel 48 Timer over paa Sprogø og Torsdagsposten 24 Timer. Overfarten fra Korsor til Sprogø har hidtil ikke været forbunden med Vanskelighed, Farvandet er aabent og selv Korsørs Havn er næsten ganske fri for Is. Aarsagen til, at den vestlige Rende er saa ufremkommelig, er den stærke Søndenstrøm, som har sat al Isen ind imod den fyenske Kyst. I Torsdags havde Posten og de Reisende godt Haab om at naa Fyen, men da de vare en Fjerdingvei fra Knudshoved, bleve de standsede af Isen, som drev dem nordpaa op imod Kjerteminde. Tilsidst bleve de sex Baade helt indesluttede af Isen, og der behøvedes hele den Aandsnærværelse og Dygtighed, hvorved vore Isbaadsmatroser udmærke sig, for at skaffe dem fri. Alle Søfolkene gik frem i den forreste Baad, de andre bleve fortøiede til denne, og nu stod man tilbage til Sprogø. Her vare i Torsdags Aftes omtrent 40 Rejsende samlede, som efter at have indtaget et fortræffeligt Maaltid fik Whistbordene frem og sloge Tiden ihjel paa den gemytligste Maade. Fra Søfolkene, hvem de Rejsende havde sendt tre Boller Punsch, fik de senere paa Aftenen en Indbydelse til ar komme ned og tage Del i Lystigheden. Opholdet paa Sprogø skildres som billigt og komfortabelt; navnlig i Billighed staaer det langt over "Postgaarden" i Nyborg. Paa Øen findes en Mængde Harer, som de Rejfende morede sig med at jage efter, men at skyde dem er forbudt, da de skulle tjene til Reserve, dersom Kjøkkenforraadet skulde slippe op. I den strænge Vinter 1855 skal der kun have været 5 Harer tilbage paa Øen. - Overfarten i Fredags fra Sprogø til Knudshoved gik for sig paa 4 Timer; omtrent Kl. 12 ½ stege Isbaadpassagererne iland paa fyensk Grund. (Fyens A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. marts 1858).

Farefuld Postfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nykjøbing paa Falster hedder det under 16. Jan. i Byens Av. Den fra Kjøbenhavn i Løverdags Aftes udgaaede lollandske Pakkepost afgik fra Vordingborg i Søndags Middags Kl. 12 over Masnedø med 4 Reisende og endel Gods og forlod Masnedø omtrent Kl. 1 paa 4 Isbaade, i klart Veier og med vestlig Vind. Da Baadene vare komne en Fjerdingvej ud i Strømmen, blev den ene af dem skaaren istykker af Drivisen, saa den strax fyldtes med Vand og maatte forlades, efterat det med Møie var lykkedes at redde Postgodset i meer eller mindre vaad Tilstand, paa en Komode nær, som tilhørte en af Passagererne. Senere Kl. 4 a 5 reiste sig en stærk Blæst, og Skrueningen af Drivisen tiltog, saaledes at en anden Baad blev læk og trods den flittigste Øsning tilsidst blev saa opfyldt med Vand, at ogsaa den maatte forlades med alt deriværende Postgods, da de to tilbageværende Baade ikke yderligere turde overlæsses; dog blev den først trukken op paa et Isstykke, saa at det dog er muligt, at den kan være dreven iland etsteds med Isen. De to andre Baade vare udsatte for den største Fare i Drivisen, og det saae flere Gange ud til, at Alt skulde gaa tabt; men omsider Kl. 11 om Aftenen, naaede man Falster udfor Havnsø, hvor 4 Vogne strax rekvireredes til Postens Befordring til Gaabense Færgegaard. Færgefolkene fortjene al mulig Roes for den Iver og Udholdenhed, hvormed de, under Dampskibsfører Hansens ledelse, udførte deres Hverv; thi havde ikke disse Mænd arbeidet saa ufortrødent, vilde sandsynligviis hverken Passagererne eller Resten af Postgodset været i Behold.

(Ribe Stifts-Tidende 22. januar 1856).

Den tidligere omtalte Baad med Pakkepostgods, som ved  Overfarten fra Vordigborg til Gaabense nylig maatte forlades, er senere inddreven paa Baagø, hvorfra Godset, ialt 26 Stkr., blev bjerget og nu er ankommet til Nykjøbing. Det Bjergede er dog Alt i mere elller mindre vaad Tilstand og det vil saaledes være et temmelig føleligt Tab for Mange, hvis Hs. Exc. Generalpostdirektøren ikke maatte finde sig foranlediget til at tilstaae vedkommende Eiere Erstatning, hvorom man dog - støttende sig paa dennes bekjendte Liberalitet - nærer Haab. (Loll.-Falst. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 29. januar 1856).

Over Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

(I Marts 1853).

Hos Schalburg i Nyborg var Alt i travl Bevægelse; tre Poster vare ankomne sydfra, og man

ventede endnu flere; Telegraph-Efterretningerne fra Knudshoved løde alt andet end gunstige og i Gæstestuen gik Rigsdagsmænd og Præster, Officerer og Læger, Kjøbmænd og Probenreutere imellem hverandre. Alle saae de yderst kjedsommelige ud, Alle gik de og ventede, og talte de med hverandre, da var det om Isen i Beltet, om Iistransporten, om de strenge Vintre, om hvor mange Dage Den og Den havde ligget paa Sprogø, og hvad han havde døiet paa Overfarten. 

Pludselig lyder et Posthorn; det er Diligencen fra Odense - den tydske Deligence, som den kaldes, fordi den medbringer den udenlandske Post - man farer til Vinduerne, man troer det er Posten fra Kjøbenhavn, der er kommen over Beltet, Opvartningspigen fortæller, at den kommer ikke fra den Kant, og man trækker sig slukøret tilbage, varmer sig ved Kakkelovnen og bestiller i sin Fortvivlelse et Glas Arrakspunsch "med dobbelt Væge", idet man griber den sidste "Nyborg Avis", der fra Begyndelsen til Enden er fyldt med Artikler mod Gomard ....

Nye Reisende i Ulve-, Bjørne- og Lammeskind-Pelse, med lodne Huer, røde Næser og store Sælskindstøvler, træde ind.

"Kan jeg faae et Værelse.'" brøle de Alle i Munden paa hverandre.

"Alt er besat!" lyder Svaret; "her er ingen Værelser at faae!"

Men der er redt 42 Senge paa Gulvet i den store Sal; Hentydninger falde om, at man endnu samme aften venter den jydske Diligence; det hjalp, og nu bliver der Abonnement paa Sengene paa Gulvet i den store Sal. De fleste Nysankomne storme op ad Trapperne, erholde deres respective Leie anviist og komme igien ned i Gjæstestuen. Lusene er imidlertid blevne tændte, Spillebordene arrangeres og man samler sig i forskjellige Grupper og begynder at politisere. Her støder en af de "45" sammen med en Halvtredser; man maaler ham og gaaer afveien; hist ere Adskillige samlede, den Ene af dem har en "Kjøbenhavnspost" i Haanden, den Anden undrer sig over, at han læser "det Blad", og saa ere de To i Toppen paa hinanden; i Sophaen sidder Fyens værdige Stiftamtmand tilligemed et Par Landsthingsmænd; de faae sig en luun Passiar, men det er neppe om Politik, at dømme efter den hjertelige Latter, der ledsager deres Samtale.

Da Klokken var henved 8 kom en Stafet fra Knudshoved; Posten fra Kjøbenhavn og nogle Passagerer vare endelig slupne igjennem Drivisen og arriverede i bedste Velgaaende paa den Fyenske Jordbund. 

"Men hvor er Aviserne?" .... "Faae vi dem i Aften?"

Jo, mon fik dem, og sloges næsten om dem. Alting var i Orden i Hovedstaden, Rigsdagen var bleven aabnet ... "Gomards Valg er kjendt gyldigt!" udbrød en af de "45" og nu er der Stilhed i Stuen, idetmindste indtil Aviserne ere læste . . . Men senere opstod det Spørgsmaal hos Mange: Skal man vove sig ud i Morgen? . . . Man overveier, man betænker sig, man er ikke rigtig paa det Rene med sig selv og allermindst de, der kun kjende Iistransportens Besværligheder og Farer fra Andres Beretninger . . Tilsidst , efter at have faaet et godt Aftensmaaltid, komme de fleste imidlertid til det Resultat, at det vist, det Første, er bedst at sove paa den Ting til næste Morgen, saa kan man altid tage en Bestemmelse. "Veiret maa afgjøre det!" udbrød Nogle. Andre meente, at det var bedst at vente til Dampskibet begynder sine Farter, og atter Andre have slet intet imod at tage afsted øieblikkeligt, hvis det lod sig gjøre.

Klokken henved elleve er Gjæstestuen, paa et Spilleparti nær, tom, og Schalburg kan hiin Nat ikke klage over Mangel paa Reisende.

Næste Morgen, da Klokken var lidt over otte, kom Tjeneren og spurgte, om vi vilde med; der var telegrapheret fra Knudshoved, og man haabede at komme over Beltet uden stor Vanskelighed.

De fleste af de Rejsende, som havde ligget paa den store Sal, (hvilken in parenthesi en saadan Nat indbringer Eieren Renten af eet Tusinde Rigsbankdaler) bestemte sig til at gaae over; Resten, hvoriblandt min Ringhed befandt sig, forblev. Dagen gik hen paa samme dovne Maade som den foregaaende, Posterne kom og gik, det sneede og det blæste, og vi vare hjertelige kjede af det. Næste Morgen vare de Fleste endnu ikke enige med sig selv, om hvad de skulde gjøre, men et Dusin af os bestemte os dog endelig til at tage afsted. 

Det var taaget, men ikke videre koldt, og Kl. 9 rullede vi fra Nyborg ad en jammerlig Vei til Knudshoved. Syv Iisbaade (der forresten ganske see ud som andre Baade) ventede os der og Schalburg stod med sin Sydvest og med sin Søfrakke og de lange Iisstøvler nede ved Færgen for at give Ordre til Afsejlingen. Han haabede, at vi vilde komme vel over og ønskede os en lykkelig Reise.

Isbådestationen på Knudshoved, set fra søsiden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pakkeposten var med og vi bleve nu fordeelte omkring i de forskjellige Baade; vi kunde ingen Seil føre og Matroserne grebe derfor til Aarerne. Det var et ganske smukt Syn at see vor lille Roflotille stikke igjennem Aabningen i Isen, den ene Baad i Kjølvandet efter den anden; men Taagen blev tykkere og tykkere og vi havde kun Compasset at rette os efter. Matroserne sang medens de roede og Alting gik nok saa godt, da Isen ikke var videre sammenskruet og vi intet Sted havde nødigt at "brække igjennem", som de kalde det. Efter en halvanden Times Forløb saae vi ganske nær ved os en stor Kost, som er Mærket ved det sydlige Rev og paa samme Tid hørte vi Skriget af Ænder og Edderfugle under Sprogø. Vi havde holdt en god Cours i den tykke Taage og lykønskede os selv til allerede saa hurtigt at have fuldendt Halvdelen af vor Overfart. Kort efter at vi havde seet Kosten begyndte Matroserne at tude i et Kohorn paa de forskjellige Baade, og efter et Qvarteers Tids Forløb lod et og dernæst et andet Kanonskud ud til os igjennem Taagen fra Øen. Strax derefter hørte vi en Tromme røres og under Kanonsalut og krigersk Musik nærmede vi os nu med stærke Aareslag den lille fredelige Ø, hvis Omrids vi snart skimtede gjennem den tykke Luft. Vort Ophold paa Øen skulde ikke vare længere end fornødent til at indtage nogle Forfriskninger, sagde Styrmanden, men den Gang tog han rigtige nok Feil. Vi landede saa Skridt fra Gaarden og stege, nok saa veltilfredse, i Land, for at faae en Kop Caffe eller hvad Huset formaaede

Vi erholdt en meget god kold Frokost og efter en halv Times Forløb bleve vi anmodede om at begive os ned til Baadene, da Alt nu igjen var færdigt til Afreisen. Taagen havde lettet og Styrmanden havde været oppe paa Øens høieste Punkt for at see hvorledes Farvandet var beskaffent. Vi gik altsaa atter ombord og styrede Coursen mod Sjælland; men det var kun af kort Varighed, Taagen satte ind paa ny. Hornene løde fra Baadene, Trommen og Kanonerne fra Sprogø, ja, vi hørte endogsaa Skud baade fra Halskov og Knudshoved. Vind var der ingen af, og vi maatte hele Tiden bruge Aarerne. Efter at vi i over en stiv Time havde roet omkring imellem Isen , der paa nogle Steder havde taarnet sig op til en ganske anseelig Høide, kom vi endelig til syvende og sidst til en uhyre stor Iisflade af den saakaldte "Graaiis" - Men længere kunde vi heller ikke komme. Her mødte vi en Barriere, kold og uvenlig og ikke god at give sig i Kast med. Styrmanden talte om at "brække igjennem", men det havde vistnok været et fortvivlet Stykke Arbeide og efter Raadslagning med Matroserne afstod han derfra, gjorde omkring og nu gik det atter tilbage. Flere Steder forsøgte vi at komme igjennem de smalle Aabninger, der, liig smaa Canaler, løb imellem Isen, men vi maatte overalt vende tilbage med uforrettet Sag, og see igjen at naae Sprogø. Nu tudedes der atter og fjernt fra Øen løde de bekjendte Signaler sig ligeledes høre. Efter temmelig Anstrængelse fra vort Mandskabs Side kom vi endelig iland igjen paa den nordlige Ende af Øen, hvor Gjæstgiveren, der stod i den Formening, at det var Baadene fra Sjælland, modtog os. I Haanden havde han en stor Conchylie, hvilken han brugte som Tudehorn. Vi maatte nu tradske et temmelig langt Stykke over Øen til Gjæstgivergaarden, temmelig silker paa at forblive der Natten over, skjøndt Klokken kun var lidet over Eet.

Vi gjorde os det nu saa beqvemt som muligt, fik snart et Whistparti istand og havde allerede spillet flere Rubberter, da pludselig en af Matroserne kom ind i Stuen, lettede paa Huen og bad Passagererne, om de "ikke vilde være saa artige at komme ned, for nu skulde vi paa'et igjen!" Naar man ligger under Iistransport maa man lystre Commando, og vi fik derfor snart Pestsene og de lange Støvler paa. Pakkeposten fra Sjælland var imidlertid med tre Baade ankommen til Sprogø og Styrmanden raisonerede som saa: "Kan de komme igjennem, kan vi sgu ogsaa", og vi begave os derfor igjen paa Veien.

Igjennem Aaer og Canaler, Krumninger og Bugtninger, imellem Sjapiis og Miniatur- Iisbjerge roede vor lille Flotille nu nok saa muntert; for lang Tid havde vi ganske godt Farvand, og det eneste, der foraarsagede os Hovedbrud var den stemme Taage. Vi pjadskede vist omkring i et Par Timers Tid, da vi med Eet bemærkede, at den forreste Baad (vor var den syvende og sidste, skjøndt Færgefolkene sagde, at det var et ganske mageløst Fartøj) vendte om, og det var i Sandhed intet godt Tegn "Tilbage! Tilbage!" lød det nu fra Baad til Baad, "vi kan ikke komme længere" .... Det var en deilig Historie! Der vare vi igjen indklemte af Isen paa alle Sider og vi Stakler, der troede, at vi nu vare lykkelige og vel ude af al Nød og var ved den sjællandske Kyst, maatte nu finde os i at vende om. Matroserne bandede, men det hjalp slet ikke - vi maatte under Sprogø igjen, og da vi endelig kom nær Land - takket være Tudningen og Kanonskuddene! - hvor stor var da ikke vor Forbauselse og Ærgrelse ved at erfare, at Personposten - i Alt sex Baade - ogsaa var kommen over fra Sjælland paa samme Tid, som vi havde forsøgt en "nordlig Gjennemsart".

- "Det manglede blot!" udbrød vor Styrmand, idet vi paany forlode Øen for at gaae ud paa vor tredie Expedition - og sandt er det, Skjæbnen var os grum, men hvad hjælper det at stampe imod Braaden ... Og jeg kom ved en naturlig, men i Storebelt dog temmelig latterlig, Ideeassociation til at tænke paa Ross, Peny og Franklin . ...

Atter roede vi omkring en Times Tid eller mere, men det var ikke mulig at finde nogen Gjennemfart; det var nu engang bestemt, at vi skulde tilbringe Natten paa Sprogø, og henad Mørkningen landede vi da ogsaa ganske rigtig paa det samme Sted, som vi om Middagen vare gaaede fra.

Men da vi nu igjen ere paa Sprogø, ville vi dog lidt nøiere beskrive Beqvemmelighederne der, og det saamegel mere, som De, der ikke have været der, gjøre sig et ganske forkeert Begreb om Livet og Opholdet paa denne omtrent en Miil store Ø. Gjestgivergaarden ligger omtrent midt paa Øen nær ved Strandbredden *), og det er et smukt, saa vidt jeg mindes, grundmuret Huus med en stor Stald og meget nette eenetages Side- og Bagbygninger. Til Gaarden, der tilhører Generalpostdirectionen, er flere Marker, og var det ikke for Eensomhedens Skyld og den isolerede Beliggenhed, maatte Beboerne kunne føre et meget hyggeligt Liv der. I Stalden stode 10 a 12 Køer, nogle fede Stude og Faar, medens Gaardspladsen vrimlede af Gjæs, Kalkuner, Høns og Ænder. Harer gives der ikke saa faa af paa Øen og om Sommeren indsamles en uhyre Mængde Maageæg, der i Smagen fuldkommen skulle kunne maale sig med de delicate Vibeæg.

Da vi, som sagt, kom tilbage fra vor tredie og sidste forgjæves Expedition, fandt vi hele Huset fuldt af Mennesker, der var ankomne med Pakke- og Personposten. Sultne vare vi naturligviis Alle, men først og fremmest tænkte vi dog paa at faae vort Natteleie anviist. Her gik det efter det Nummer man havde paa sin Diligence-Billet, og Verten, der nu mødte med Guldtresse om Kaskjetten, opraabte os nu og anviiste os vor Soveplads. Vi vare i Alt henved 50 Passagerer og vi bleve fordeelte efter Diligence-Rangforordningen, saaledes at omtrent de Halve af os fik Værelser med to Senge i og for de Øvrige bleve enten Hængekøier reserverede, eller man redte for dem paa Stole, Sophaer og - Gulvet. Efter at denne Sag var bragt i Orden, forkyndte Værten os, at vor Middags- eller Aftensmad, hvad man nu vilde kalde det, vilde være færdig Klokken syv, og hermed vare vi tilfredse.

Spillebordene kom atter frem og de, der ikke ønskede aet more sig paa denne Maade, fordrev Tiden, som de selv fandt for godt. Men ovre i Side- og Bagbygningen - ikke at tale om Kjøkkenet - kan man troe, at der ogsaa var Liv. - Lidt efter at vi vare komne, marscherede de sexten Iisbaades Mandskab, bestaaende af 80 Personer, op to og to med Tromme og Fløite i Spidsen; de gjorde en Rundmarsch i Gaarden og sang "Holmens faste Stok", samt et Par andre temmelig saftige Viser. Derpaa raabte de Hurra for alle Passagerer, men det vidste de Skjælmer nok hvorfor de gjorde. Senere hen paa Aftenen dandsede, sang og spillede de ovre i deres Stuer, og først hen paa Morgenstunden søgte de deres Køier. En Deel Haandværkersvende og Soldater, der ligeledes var med Iisbaadene, gjorde fælles Sag med Matroserne, og Alt løb nok saa fredeligt og gemytligt af. - I Alt vare vi over 150 Mennesker indqvarteerde paa Gjæstgivergaarden hiin Aften; blandt Passagererne var der kun en eneste Dame, og hende sørgede naturligviis Vertinden for paa det Bedste.

I Gjæstestuen og det tilstødende Værelse vare imidlertid Bordene bleve dækkede og det saa net, som man kunde ønske det; Vi vare som sagt henved 50 Mennesker og hele Arrangementet geraadede Værten til Ære. Der ar Sølvskeer til os Alle, Krystal Assietter og Fade med Syltetøi og "pickles" prydede de sneehvide Duge og hvad Maden selv angaaer, da har den Vidne om en dygtig Huusmoders Flinkhed. En kraftig Kjødsuppe med Boller og Rødder, Kalkunsteg og Oxesteg med sjelden gode Kartoftler, hollandsk Ost og Smør, godt Rug- og Sigtebrød og fortrinlig Rødviin fra Schalburg i Nyborg - see det var Opdækningen paa Sprogø, og Skam faae Den, der vilde kaste Vrag herpaa. Vi bleve temmelig længe ved Bordene, men trods flere Rigsdagsmænds Nærværelse blev der dog ikke holdt en eneste Tale eller udbragt nogen Skaal.

Efter Bordet forføiede de Fleste sig tilsengs, for tidlig den næste Morgen at være beredt til Opbrud.

Taagen var næsten ganske forsvunden om Morgenen og Klokken lidt over sex vare alle Mand paa Benene. Baadene blev nu gjort klare og efterat have betalt vor Regning - der langtfra var høi eller overdreven - toge vi Afsked med vor vakkre Vært Hr. Bencke, og de syv Baade gik nu mod Sjælland, da vi kom ud og vi havde alle Seil oppe, men maatte dog roe alligevel. Der var imidlertid ikke ubetydelig Iis omkring os og for en stor Deel af Touren stod vor Styrmand øverst oppe i Masten paa den forreste Baad, for at holde Udkig efter de Iis-Aabninger, hvilke vi maatte passere. Alt gik forøvrigt i bedste Orden, og vi kom Gudskeelov hverken til at "brække" gennem Isen, eller marschere langs med Baaden og skyde til - som man ofte maa gjøre - med Udsigter til et koldt Fodbad gjentagne Gange. Paa vor Overfart saa vi Tusinder af Vildænder og Edderfugle, og i henved halvanden Time naaede vi Halskov, hvor Matroserne maate bære os iland, da Baadene ikke kunde lægge lige til Broen.

- - Og saaledes slap vi da nok saa godt fra vor Iisbaadsfart; men, rent ud sagt, behagelig er den ikke, og trods Beqvemmelighederne paa Sprogø, trods Værtens Forekommenhed og hans Konges fortrinlige Mad, er jeg dog vis paa, at ikke en Eneste af dem, der gjorde hiin Tour med, ønsker at gjæste Øen oftere ved Vintertid eller i det Hele taget gaae med Iisbaad over Storebelt.

A. B.

*) En Interimsbygning findes paa den sydlige Ende af Øen, i Tilfælde af en mulig indtræffende Ildebrand skulde ødelægge den ovennævnte Gaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1853, 2. udgave)

Bern. Olsen: En Istransport over Store Belt i Februar 1870. Illustreret Tidende nr. 545, 1870.

Sprogø blev købt af postvæsnet i 1814, hvorefter der blev bygget en firlænget gård der kunne huse 100 mennesker. Til bespisning havde gården 2 heste, 12 køer, 7 svin, 16 – 18 får og som regel nogle kalve og anden ungkvæg foruden fjerkræ. 36 tønder land var under plov og 36 tønder land eng. Man slagtede i december måned, saltbaljerne blev fyldt og der blev provianteret hos urtekræmmerne, og så var fuldt beredt til at modtage eventuelle istransporter. Betjeningen bestod af 2 karle, 2 piger samt en husjomfru, og desuden var der i reglen husholdningselever samt under istransporter extra hjælp. Telegrafen var optisk. Familien Bencke styrede øen i 63 år:

Gæstgiver Johann Friedrich Schalburg (1801-1862) var søn af Johan Henrich Schalburg og Sophie Henriette Villaume som i 1817 grundlagde et vinfirma i Nyborg senere Joh. Fr. Schalburgs Vinhandel som i 1870 flyttede til Stormgade 8, København. Johann Friedrich var gift med Martine Sophie Jespersen, og var i 1834 gæstgiver og vinhandler i Nyborg efter at han i 1830 havde erhvervet borgerskab som købmand og vinhandler. Han solgte Postgården, det såkaldte Schalburgske Hotel september 1857 i Kongegade, Gammeltorv 2 til en Husted som overtog det i 1858. Husted solgte Postgaarden i 1874. Parret fik 6 børn i Nyborg. 

Carl Conrad Bencke (1789-1844) blev i en alder af 17 år styrmand og tjente mest ved flåden i København, fra 1812 også i Korsør hvor han traf Christiane Egholm, datter af skipper Hans Christophersen Egholm og Marie Hansdotter Strandrider. Efter endt tjeneste ved marinen, blev han gift med Christiane og blev fyrinspektør på Lygtebanken ved Korsør. De fik mange børn, og i 1825 kom han til Sprogø, som han bestyrede til sin død i 1844, hvorefter den ældste søn Jørgen Henrich overtog embedet:

Jørgen Henrich Bencke (1814-1887) overtog ved faderens død 1844 Sprogø, og det må være ham som er omtalt i artiklen. Øens to kanoner på hhv. nord- og sydsiden skød for at isbådene kunne høre hvor de skulle lande. Om sommeren var der op til 30 gæster. Jørgen Henrich var gift med Georgine Albrechtsine Jørgensen (1809-1886). Andre kilder beretter at hun var en enestående husmoder og forstod at oplære de unge piger der kom til Sprogø. Jørgen Henrich omtales som opsynsmand og telegrafbestyrer på Sprogø. 

Vinter 1850. Krigen 1848-1851. (Efterskrift til Politivennen)

 København den 14. januar 1850.

- Vinterens strenghed har nu standset forbindelsen mellem Danmarks hovedstad og provinserne hinsides bæltet, og det er nu kun ved magre telegraf-efterretninger man her får nogen underretning om hvad der sker i den øvrige verden, derunder indbefattet Slesvig-Holsten. Hvad dette sidste land angår, så har man naturligvis fra dansk side forberedt sig på at en sådan afbrydelse kunne indtræde, og dersom det derfor skulle falde fjenden ind at benytte sig deraf, således som der oftere har været truet med, vil han sikkert blive modtaget med tilbørligt eftertryk. Men på den anden side vil det heller ikke være muligt under denne afbrydelse at understøtte fredsværket, og udførelsen deraf må derfor så længe ganske overlades til de kræfter og midler, som til den hensigt allerede befinder sig på fastlandet. Diplomaliske forespørgsler og underhandlinger kan ikke godt besørges ved telegrafen. Heller ikke vil den forventede ankomst af de længe omtalte tillidsmænd kunne finde sted så længe isen forhindrer den frie fart over bæltet. 

De sidste efterretninger lader rigtignok formode, at den hele sendelse er opgivet, hvilket dog turde anses for beklageligt, såfremt det ikke er andet end formaliteter der har forhindret denne tilnærmelse, hvorved der muligvis dog kunne være vundet et fast tilknytningspunkt. Tilbøjeligheden til en forsonende politik stiger og falder hos det herskende parti i Holsten alt eftersom udsigterne til en eller anden slags tysk enhed, om der også kun er en preussisk bundesstat, forøges eller formindskes, og der er i så henseende den mindst pålidelige del af folket, med hvem man kan underhandle. Demokraternes fordringer kunne måske for tiden være større, nærmest vel fordi de er mere oprigtige, men det had de nærer til Preussen og den tyske reaktion, måtte snarere, hvis de skulle få overmagt i Holsten, kunne benyttes af en klog dansk politik til opnåelsen af en fredelig afgørelse, især når man fra dansk side ville opgive noget af den formelle strenghed. Hvor stærk det demokratiske parti i øvrigt er, fremgår tydeligt mok af valget i Rendsborg. Begge partierne står lige over for hinanden i skarpe modsætninger; det er kun mod Danmark de foreløbig er enige, og det er kun den ukloge danske politik der kan befæste denne enighed. Men det demokratiske parti i hertugdømmerne knytter sine forhåbninger ikke så meget til en tysk enhedspolitik som til en ny europæisk revolution, hvori demokratiet måtte sejre. Enhver efterretning om et nyt udbrud vil opflamme det, først mod dets eget reaktionsparti og dernæst mod Danmark. At det slesvig-holstenske demokrati ser en fjende i Danmark, hvor dog de demokratiske grundsætninger har vundet sejr i grundloven, er da nærmest en sørgelig følge af den i en række af år fra begge sider nærede og ansporede nationalitetssyge.

Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1850.

Isvinteren Marts 1844. (Efterskrift til Politivennen)

Isen. I "Hels. Av." af 29de Febr. hedder det: I Søndags Aftes kom Isen i Nivaabugt i Drift, og skruede sig pludseligt ind deels ved Humlebek, hvor den gik over Havnemolen og fyldte Basinet, deels ved Esbergærde og imellem Skotterup og Snekkersteen, hvor den skruede op over Kjøreveien og lagde sig flere Strækninger 2 a 3 Al. høie. Flere Fiskerhuse bleve truede med den største Fare, saa at Beboerne i al Hast maatte rømme den; og kun med den største Anstrængelse bleve de langs Stranden liggende Baade reddede ved at trækkes længer op paa Land. Ved regvireret Mandskab er Veien imidlertid igjen giort passabel. - Farvandet er endnu aabent midtsunds imellem Helsingør og Helsingborg, men syd efter øines intet aabent Vande. I "Fædrelandet" for i Tirsdag berettes Følgende: Østerstormen Natten imellem sidste Søndag og Mandag har ført Isen op paa den sjællandske Kyst. I Torbek have Isflader af uhyre Omfang skudt sig op et Par Hundrede Alen fra Bredden; hvor der var Modstand, har Isen sammenskruet sig i maleriske Dynger, høie som Huse, frembydende et Skue, som vel sjeiden haves hertillands, og som seet under en gunstig Belysning, lønner en Tour derud. Men desværre har Ulykken ogsaa her bidraget til at gjøre Phænomenet mere interessant. I et Par Huse har den fremskydende Masse trykket Væggene ind, bogstavelig fyldt Husene med Is og optaarnet sig omkring dem; en stor Baad er løftet op mod Taget af et tredie, og har ved halvt at indtrykkes i Gavlen, frelst det fra Indstyrtning. Indbruddet skete med en saadan Voldsomhed og Hurtighed, at Beboerne maatte flygte halv paaklædte, og først Dagen efter lykkedes det dem at redde Stumper af deres Bohave. Intet Menneske er kommet til Skade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1844).

Isen. Under Dags Dato er en preussisk Brig, kommende fra Pillau, ladet med Hør og Hamp, sat ind i Isen omtrent 1 Miil Sønden for Dragø med Signal for Lods. Lodserne ere med en lille Jolle gaaede over Isen til ham og vare heldige nok, efter megen Anstrengelse og Besværlighed, at komme til Briggen forinden Middag. Om Ladningen kan der naturligviis ei være Tale saalænge Briggen sidder fast i Isen. Endeel af de unge Lodser, som fulgte med Jollen, bleve ombord i Briggen for at yde Assistance. Hele Farvandet N. og S. for Dragø er tillagt med Iis. Der hvor Briggen sidder fast i Isen, har Strømmen saamegen Magt, at den sætter denne noget N.og Ø. efter, men den presses med Seil for at komme vestligere i Farvandet for at undgaae Holmetunge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. marts 1844).

Isen. Red. har modtaget følgende Efterretning fra Helsingør af 2den ds.: I Aftes mellem Kl. 10 og 11 satte Isen med frisk Kuling af S. O. saa heftigt ind paa Land, at den paa tre Steder omstyrtede Bolværket ved den søndre Arm, og endeel deraf gled jevnt og langsomt ned i selve Havnen her, dog uden at gjøre synderlig anden Skade; men Dampskibet laa temmelig farligt med Hensyn til det ene Sted, hvor den skjød ind, ved Færgelaugets Flagstang. Det har i Dag ladet ise et Stykke og er forhalet lidt fra dets sædvanlige Liggeplads. De to andre Steder, hvor Isen gik over, vare ved Lodseriets Flagstand, og noget udenfor det lille Træskuur, der staaer ligefor den saakaldte Prindsesseklap. Man er idag ifærd med at rydde Broarmen for den opskruede Is, og den frie Passage var alt i Middags tilveiebragt. Isen ligger over hele Farvandet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1844).

Skibsefterretning. Den i vor Nr. 60 omhandlede Skonnertbrig er ikke den man har formodet, men derimod er det Skonnert "Birthe Ulla", af og fra Rostock, 58½ norske Com.-Læster drægtig, ført af Skipper H. C. Peters, kommende fra Trondhjem, lastet med Tran og saltet Sild. Denne Skonnert har henligget i Iis deels ved Hunnested og deels paa det almindelige Sætteri ved Spodsbjerg, indtil den 3die Marts, da Spodsbjerg Lodse og Fiskere fik Skonnerten indiset og bragt i Havn i Skadsekrogen i Nærheden af Toldstedet ved Rørvig. Skibsbesætningen bestod af 7 Mand, Skipperen iberegnet, samt 1 Passager, der alle ere bjergede. Skipperen havde paa Touren til Rørvig mistet sit Storanker paa den svenske Kyst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende nr. 63, 6. marts 1844).

Veiret. Om de besværlige Reiser i Slutningen af forrige Uge paa Grund af den stærke Sneefald, hedder det i "O.TH. Av." af4. d.M: Af Reisende, som i forrigelige færdedes paa Veien hertil fra Kjøbenhavn, have vi modtaget forskjellige Beretninger om Besværligheder, hvormed de paa Grund af den faldne Sneemasse i Forbindelse med Frosten og Stormen, have havt at kæmpe. Saaledes naaede f. Ex. Personposten, som i Mandags Aftes Kl. 9 afgik fra Kjøbenhavn, først Roeskilde Kl. 4 næste Dags Eftermiddag. Diligencen var kørt fast i Sneen, Hestene bleve spændte fra, og Passagererne, hvoriblandt en høit frugtsommelig Dame og smaae Børn, maatte sidde i Diligencen fra Kl. 11 om Aftenen til Kl. 10 næste Formiddag uden at kunne komme ud igiennem Sneen. En Bivogn var væltet i Sneen imellem Damhuset og Røde Veirmøllekro. Fire af Passagererne, hvoriblandt en ung Dame fra Fyen, begave sig uden nogen Veiviser om Natten paa Veien til bemeldte Kro, som de endeligen naaede efter 4 Timers høist besværlige Vandring i Mørket den dybe Snee. Saaledes fortsattes Reisen med stor Besværlighed, tildeels paa Slæder, og i Bivogne igjennem Sjælland. En Passageer fra Odense kunde ikke udholde Besværlighederne og maatte blive tilbage i Slagelse, Andre forbleve i Korsør. (Passagererne vare især utilfredse med at man havde ladet Posten afgaae fra Kjøbenhavn uden forud at erkyndige sig om Veien var fremkommelig). Fra Halskov naaede man endelig Torsdag Aften til Sprogø, hvor der overnattedes. (General Krusenstern havde da allerede været der i fire Døgn tilligemed en Handelsreisende fra Lübeck). De Reisende kunne, som sædvanligt, ikke noksom rose den ypperlige og billige Beværtning og den yderst forekommende Behandling paa Sprogø, samt Søfolkenes Liv, Mod og Conduite ved Transporten med Iisbaadene. Efter en besværlig Overfart fra Sprogø, - man var dreven med Isen heelt ned under Kjerteminde, - naaede man endeligen Fyen Fredag Aften og kom i Land ved Stjerneskandsen i Nærheden af Nyborg. Iisbaadene fra denne Side havde ogsaa havt en farlig Overfart. Isen og Strømmen havde drevet de heelt ud imod Kattegattet, da tillykke Vind og Strøm forandrede sig og de naaede lykkeligen over.

Paa Reisen hertil havde bemeldte Personpost mødt Pakkeposten fra Hamborg, der ligeledes havde havt en yderst besværlig Reise igjennem Sjælland. Fra Kl. 11 om Aftenen den 25te til Kl. 3 om Morgenen havde den naaet de to Miil fra Sorøe til Ringsted. En Vogn som var væltet, maatte efterlades paa Landeveien og Godset fordeles paa de øvrige Vogne. Først Kl. 9 Formiddag kunde man forlade Ringsted; i ti Timer avanceredes med største Besværlighed 3 Miil, men nu kunde Hestene at Mathed ikke gaae længere. De ser Vogne maatte kjøre sammen ved et Bomhuus, hvor alle Passagererne maatte opholde sig hele Natten, og Postføreren maatte holde Vagt ved Vognene fra Kl. 7 om Aftenen til Kl. 9 om Morgenen. Tirsdag Aften Kl. 9½ (d. 27.) naaedes endeligen Kjøbenhavn.

- Fra Frederikshavn hedder det under 29de Febr. i "Aalb. Av."af 4.d.M.: Havisen har nu desværre i de senere Dage lagt sig saa langt ud tilsøes som man kan øine fra Landet, og saaledes er Søfarten for Syd og Nordgaaende op til vor Havn for det Første aldeles ophørt, og Gud veed, hvor længe det vil vare, inden man igjen vil faae aaben Vand at see og komme i Berørelse med Søfarten, thi Frosten vedbliver at være overordentlig streng. Isen er endog saa stærk, at fra Øen Hirtsholmen, 1 Miil herfra tilsøes, ere igaar og idag Beboere komne gaaende hertil og ere gaaede tilbage, efter at have forsynet sig med Fødemidler.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. marts 1844).

Isen lettede i slutningen af marts, men avisen vedblev dog at melde om vanskeligheder enkelte steder i landet.