Kuglen paa Spidsen af vor Frelsers Kirkes Taarn. (Efterskrift til Politivennen)

Kuglen paa Spidsen af vor Frelsers Kirkes Taarn. Til en Tid, da Mange frygte for, at den danske Nationalitet tilsidst ganske skal gaae op i den tydske, er det ikke uden Interesse at see, hvorvidt Tydskheden tidligere har gaaet hos os, og hvor langt større Grund til Frygt l denne Henseende man endnu for 200 Aar siden kunde have havt. Den Reparation, som vor Frelsers Kirkes Taarn paa Christianshavn i denne Tid undergaaer, har ledet til et nyt Beviis herpaa. Ved at aabne den paa sammes Spidse værende Kugle er nemlig fundet adskillige trykte Sager, der angaae Kirkens Historie, og deriblandt den Tale, som holdtes den 25de April 1750, efterat Kuglen - som angives at veie 12,000 Pd. - i Frederik den Femtes og hans Ministres Nærværelse var bleven heiset op. Denne Tale er nemlig holdt paa Tydsk; og hvad enten det nu har været Sognepræsten eller Kirkepatronen, der har holdt den, - rimeligviis den første, - er det dog mærkeligt, at der i Danmarks Hovedstad, i den danske Konges Nærværelse, og til Indvielse af en dansk Kirke endnu for 100 Aar siden er holdt en tydsk Tale. Christianshavn synes overhovedet fra Begyndelsen af at have været tydsk. Den af Christian den Fjerde opbyggede tidligste Kirke - et Brædehuus, som laae i St. Annægade, hvor nu Assistents-Kirkegaarden er - var en tydsk Kirke. Først 1682 lagdes Grundvolden til den nuværende Kirke, som under Lambert von Havens Bestyrelse fuldendtes 1694. Under de følgende Konger forsynedes den lidt efter lidt med Prædikestol, Orgel, Døbefont. Alteret opreistes 1732. Endelig opbyggedes i 1740 under Lauritz de Thurah det bekjendte Taarn, som altsaa til næste Foraar vil kunne feire sit første Hundredaars Jubilæum. Denne Kirke var fra Begyndelsen af bestemt til at være dansk Kirke, saaledes som den endnu ofte af Menigmand paa Christianshavn benævnes. Men hvorledes det har seet ud med dens Danskhed, kan man slutte sig til af den Omstændighed, at dens første danske Præst var sen samme, der i 23 Aar havde været tydsk Præst i samme Menighed. Ogsaa vidner de ældste Kirkebøger stærkt om det tydske Sprogs Almindelighed; thi baade en stor Mængde Ord og hele Stilen er aabenbart tydsk, saa at man paa mange Steder i Tankerne maa oversætte det paa Tydsk, for at forstaae det. Som en Erstatning for den nedlagte tydske Kirke er formodentlig senere Frederiks tydste Kirke opført. Men imedens Kirken endnu staaer der, er Menigheden efterhaanden uddød, saa den nu kun tæller nogle saa Familier og ikke vilde være istand til at vedligeholde sin særskilte Gudstjeneste uden Hjælp af Legater og Bidrag af den danske Garnisonsmenighed. Del er saaledes kjendeligt, hvilke Tilbageskridt Tydskheden, der endnu for 100 Aar siden dominerede i København, har gjort, og hvorledes den danske Aand i en forholdsviis kort Tid har vidst at gennemtrænge de her domicilierede tydske Familier. Dette skyldes upaatvivleligen fornemmelig Danskheden hos Kongen og i Literaturen. Og saalænge Danmark beholder Konger saa danske som den, der nu sidder paa Thronen, og har en saa indholdsriig dansk Literatur at støtte sig til som den, hvis Dobbeltstjerner er Holberg og Oehlenschlæger, har det ingen Grund til mismodig Frygt for at blive opslugt af Tydskland.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. september 1849, 2. udgave).

Haandverker-Krisen. (Efterskrift til Politivennen)

I denne trange tid, da levnedsmidlerne er så dyre og arbejdet for en stor del er standset, må håndværksstanden mest føle trykket af de forandrede tidsforhold. Det vil derfor vist forundre enhver ædeltænkende mand, at ingeniørkorpset anvender slaver til at udføre arbejder, som efter de bestående laugsforhold tilkomme håndværkeren. 

Sagen er denne: Profilmurene i Vesterports ravelin bliver nedbrudt for at udvide passagen og dertil bruges 10 til 12 slaver daglig. Om nu ingeniørkorpset er berettiget til at lade arbejder, som sorterer under murlauget, udføres af slaver, uden at komme i kollision med laugsloven, er os ubekendt, men så meget ved vi, at der går 2 til 300 arbejdsløse murersvende, og hvornår skulle disse mange mennesker kunne blive beskæftigede, når selv de offentlige arbejder bliver udført af slaver? 

Har ingeniørkorpset måske ladet slaverne foretage bemeldte arbejder for at spare, da tror vi, at man ligefrem kan kalde det en utidig sparsomhed, for det kan vist ikke være i regeringens interesse at lade en del af den talrige håndværksstand uden erhverv, blot fordi man kan have slaver billigere. - x

(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1848).

Anmodning

Herved er man så fri at anmode vedkommende om at adgangen til Frelsers Kirkegård udenfor Amagerport måtte finde sted ligesom til det øvrige kirkegårde, da man nu kun kan komme ind på samme nogle timer om søndag eftermiddag, og på de ubestemte tider når lig jordes. Anmelderen, der er håndværker såvel som andre, der ønsker at se til sine afdødes grave, - en trang eller attrå som upåtvivlelig enhver føler, men vistnok især den ringere stand, -  har med ligeså megen beklagelse som indignation ofte måttet gå denne lange vej forgæves og således set sig den glæde berøvet at kunne dvæle nogle øjeblikke blandt sine afdødes hvilesteder, en tilbøjelighed, som kirkens tjenere, under hvis tilsyn kirkegårdene må høre, vist snarere burde fremkalde end standse. Da der på denne kirkegård næsten udelukkende jordes lig af den ringere stand, turde man også håbe, at gravenes oplægning, mulig også vedligeholdelse, blev udført for mindre betaling og i ethvert filfælde forsvarligere end nu. 

En betaling af 8 sk for at glatte, oplægge eller danne en gravhøj og strø noget sand derpå, er upåtvivlelig nok for et arbejde, som selv en graverkarl kan udføre i en halv time. 
Den 11. juni 1848.
R.....

(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1848).

En Opfordring

Nærmest til sogneforstanderskabet for Taarnby Sogn på Amager.

Mens det gøres beboerne af Sjælland muligt til enhver tid igennem Nørreport at komme ind og ud af København er al forbindelse mellem byen og Amagerlands beboere hævet i den største del af natten, når undtages for de få, der kunne og ville bære den udgift, som er forbundet med et porttegns løsning og årlige fornyelse. At dette medfører store ulemper for de pågældende (indsenderen tænker dog ikke på Tivoli og Dyrehaven, hvad læseren måske, alt gør med et smil) kan godtgøres med mange eksempler, hvoraf man blot tillader sig at anføre enkelte. Vi har som bekendt er, intet apotek herude, og indsenderen har været i den sørgelige situation, at skønt recepten, han en nat havde at bringe, var påtegnet "haster", blev det ham først muligt at nå apoteket efter beden i vagterne og tidsspilde, mens ethvert øjeblik var kostbart, ligesom frygten for at blive nægtet tilladelse at passere porten var ubeskrivelig pinlig. 

Senere skal efter rygtet distriktstegn, har fået et par porttegn, men disse er vel nærmest kun erholdelige af dem, der søger ham, og må tillige antages at være langtfra tilstrækkelige, især under en smitsot. 

Adskillige arbejdsmænd, især i Sundbyerne, skal om vinteren give møde ved arbejde i byen, forinden passagen gennem porten om morgenen er fri. Disse må, altså bære førberørte udgift ved porttegns løsning og fornyelse, mens flere andre, som lidt senere skulle møde ved arbejde, slippe med ofte at vente nogen tid ved bommen. 

Når hertil kommer, at næstem al tørv og en del af brændet, som forbruges på Amager, må hentes ofte langt ude i Sjælland, så er det indlysende, at omtalte bånd på færdselen gennem byen om natten må, også i dette tilfælde, være til særdeles ulejlighed for beboerne her. 

At vi skulle behøve denne indskrænkning for at jage vores voksne børn og tjenestetyende hjem fra forlystelserne i eller på den anden side af byen, kan indsenderen ikke tro; ligesom han heller ikke heri ser et betryggelsesmiddel mod tyveri og uorden herude. Fra vort standpunkt set, vil der altså være anledning for dem, der forestår Amagerlands kommuner, at andrage på en mod portpenges erlæggelse uhindret færdsel i og ud af byen til enhver tid, og det skulle gøre indsenderen med mange ondt om regeringen ikke kunne komme et almindeligt, rimeligt og med tiden overensstemmende ønske i møde.
På manges vegne i Taarnby

(Kjøbenhavnsposten, 21. juni 1848).

- HS. M. Kongen har under 8. maj d. å. allern. reskriberet Rentekammeret således: "I et til Os indkommet allerund. andragende har en del håndværksmestere i København anholdt om, at det bygningsarbejde, som udføres for kongelig og offentlig regning, må blive fordelt mellem flere af hovedstadens håndværksmestere end tilfældet nu er, for at derved også de fattigere håndværksmestere måtte kunne skaffes en fortjeneste, hvortil de under nærværende omstændigheder er trængende. 

I denne Anledning vil Vi allern. have Vort Rentekammer pålagt, for så vidt de offentlige arbejder angår, der er henlagt under kollegiets virkekreds, at tage alt det hensyn til dette andragende, som de angående udførelsen af sådanne arbejder allerede indgåede kontrakter, i forbindelse med de Omstændigheder, som i øvrigt kunne være at tage i betragtning, måtte tillade." - Lignende allerh. reskripter er under f. d. udfærdigede til Justitsministeren, Handelsministeren, Krigsministeren og Marineministeren". (Dep. Tid.)

Det i ovenstående reskript omtalte andragende har været meddelt i dette blad, og var nærmest udgået fra en talrig del interessenter i malerlauget, som i år især har været berøvet en stor del af deres sædvanlige private arbejdsfortjeneste på Grund af de standsede bygningsarbejder. Så vidt vides er der imidlertid ikke ved de offentlige arbejder, der henhører til dette fag, sket noget til at efterkomme reskriptets allerh. bestemmelse, idet alt dette arbejde endnu bestandig er overdraget til een eller to mænd. Om grunden hertil er at søge i "allerede indgåede kontrakter" eller andre "omstændigheder", kan man vel ikke vide, men til disse sidste tør naturligvis hverken henregnes den større bekvemmelighed ved kun at have med en enkelt at bestille, eller hensyn til personer. Reskriptet må tværtimod anses som en begyndende anerkendelse af princippet for arbejdets organisation, ved at anerkende statsborgernes lige ret til at fordre del i de offentlige arbejder. Men til at gennemføre og videreudvikle sådant vil det først og fremmest være nødvendigt at oprette et særeget arbejdsministerium.

(Kjøbenhavnsposten, 10. juli 1848).

Svineri i Dronningensgade paa Christianshavn.

På Christianshavn hvor sordida paupertas især har opslået sit sæde, finder mange uordener sted. Man vil ikke omtale de mange pjaltede lazaroner og ditto gadedrenge der synes at have gjort sig til herre af volden, så at intet ordentligt menneske, langt mindre fruentimmer tør vove at spadsere der, heller ikke om det grænseløse svineri som findes især henimod nedgangen af volden ikke langt fra Amagerports vagt da sådant før er påanket. Men i den senere tid har man i den nordre ende af Dronningensgade set fortovet langs kirkens gitter besat med menneskeekskrementer så at man skulle tro at intet lokum findes der i nærheden. At sådanne sager kan henligge til stads i flere dage, er virkelig forunderligt. For påligger det ingen anden at borttage samme, så mener man dog at graverkarlen burde feje for kirkens dør.

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 343-344)

Et Par Bemærkninger ved Hr. Provst og Ridder Schaks Svar paa en Fortælling i Politievennen Nr. 960.

I Politivennen nr. 960 er fremsat en fortælling om en dåbshandling i Frelser Kirke på Christianshavn den 8. maj og hvad der i sammes anledning er passeret. Hr. provst og ridder Schack har i et lille svar på samme anført et brev han dagen efter dåbshandlingen skal have tilskrevet hr. professor Brorson, hvori sagen fortælles på en kort og undskyldende måde og således at hele skylden for det passerede falder på mig. Men da medborgeres dom om mit forhold ikke kan være mig ligegyldig som embedsmand, nødes jeg til at fremsætte nogle bemærkninger i anledning af nævnte svar:

Jeg er født og opvokset på Christianshavn, er døbt og konfirmeret i Frederiks tyske kirke hvor jeg også har ladet mine to første børn døbe. Men da min hustru ikke behersker det tyske sprog, har jeg siden forrige efterår kommunikeret i Frelser Kirke under hr. pastor Visby. Af den årsag og da min kone skønt svag selv ønskede at holde sit barn over dåben, valgte jeg at lade dette blive døbt af hr. Visby i denne kirke, idet jeg ikke formodede der kunne være nogen hindring da jeg ved at børn ofte er døbt såvel i denne som i andre kirker uagtet forældrene hørte til anden menighed. Hindret ved andre forretninger bad jeg jordemoderen madame K. om at bestille dåben og afgøre det fornødne med kirkebetjentene, hvorhos jeg pålagde hende at bede hr. provst Schack om at hr. pastor Visby måtte foretage den hellige handling. 

Jeg tvivlede ikke på at jordemoderen havde udført sit ærinde som det var hende pålagt. Men da jeg om torsdagen just som vi var færdige at tage til kirken, fik en skrivelse fra hr. pastor Visby hvori han underrettede mig om at han ikke måtte døbe barnet, spurgte jeg hende om hun ikke havde bedt hr. provsten om tilladelse til at hr. Visby måtte foretage dåbshandlingen, hvorpå hun svarede at hun havde forsømt dette. Desuagtet tog vi til kirken i den tanke at hr. provsten selv ville døbe barnet såsom intet afbud var indløbet. Kort efter vores ankomst blev jeg kaldt op i sakristiet. Havde hr. provsten her på en sømmelig og præstelig måde talt med mig, ville den indløbne uefterrettelighed af jordemoderen let være opdaget og alle ubehageligheder undgået. Men den måde hvorpå jeg blev modtaget og tiltalt bragte mit blod i et sådant oprør at jeg forlod sakristiet og forlangte at min kone tillige med jordemoderen med barnet skulle tage hjem. At min kone først efter at have nærmet sig udgangen af kirken i temmelig eksalteret forfatning som beskrevet i Politivennen, vendte om og ilede op i sakristiet er vitterligt såvel for mit barn som de flere børns faddere der var i kirken. Altså kan jeg ikke takke for den kompliment som hr. provsten i sit svar pag. 7 er så artig at gøre min kone.

Det er altså uefterrettelighed af jordemoderen der har forvoldt hele denne hurlumhej og tjener hr. provsten som middel til at få skylden væltet over på mig idet han hele tiden råber på at han ikke er anmodet om eller har givet tilladelse til at hr. pastor Visby måtte døbe barnet. Men uden at opholde mig længere ved hr. provstens svar, vil jeg blot søge kort at besvare det spørgsmål han fremsatte i slutningen.

Hr. provsten spørger: Hvor har jeg forset mig?

Mon deri:

1) At jeg spørger hvorfor faderen ikke selv bestiller sit barns dåb, en forpligtelse som forordningen af 30. maj 1828 § 13 pålægger ham?

Svar: Hertil må jeg svare: Dersom jeg absolut skulle møde personligt, så har hr. provsten selv overtrådt forordningen ved at modtage bestillingen af en anden, og ved ikke at beordre mig at møde til en anden tid, da jeg var fri for embedsforretninger. Men forordningen kræver ikke dette ubetinget. *)

2) At jeg ikke giver en tilladelse som aldrig er forlangt?

Svar: At tilladelsen var ønsket, men af jordemoderen forsømt at forlanges er ovenfor nævnt. Men hr. provsten blev dog samme dag i tide af hr. pastor Visby underrettet om mit ønske og kunne jo i selve kirken have givet denne tilladelse ifald det stod i hans magt.

3) At jeg vægrer mig ved at døbe et barn i en kirke hvortil det ikke henhører efter faderens eget vidnefaste erklæring?

Svar: Om tirsdagen da dåben bestilles, blev mit navn og min charge opgivet skriftlig og af mig selv . Hr. provsten såvel som hr. klokker Petersen kunne da deraf se om jeg var berettiget til at få mit barn døbt i Frelsers Kirke eller ikke. I sidste tilfælde burde betaling ikke have været modtaget og jeg været underrettet om hindringen forinden det øjeblik da dåbshandlingen skulle foretages. Havde jeg vidst det jeg nu ved, da ville jeg uden at ulejlige hr. provsten have henvendt mig til hr. professor Brorson som vist ikke ville have nægtet mig at lade mit barn døbe af hr. pastor Visby.

4) At jeg ikke meddeler faderen en underretning ikke var mig mulig?

Svar: Det, hr. provsten vidste om torsdagen, vidste han allerede om tirsdagen. For øvrigt er dette spørgsmål besvaret i foregående svar.

5) At jeg i samtale med min kollega tilkendegav mit mishag med hr. Kruses hele forhold imod mig, således som dette nu er fremsat og opklaret?

Svar. Jeg kan ikke indse hvorledes jeg har kunnet pådrage mig hr. provstens mishag fordi jeg lod jordemoderen bestille dåben på en tid jeg ikke selv kunne møde. For det stod jo til ham at kræve at jeg selv personligt skulle møde til en anden tid, hvis dette var aldeles nødvendigt, eller den medfulgte seddel samt jordemoderen ikke kunne give tilfredsstillende oplysning. Men måske var det fordi jeg kun betalte hr. provsten 1 rigsbankdaler sølv, hvilket han behager at kalde uanstændigt. Jeg gad vide hvor meget hr. provsten vel ville have for at kalde betalingen anstændig. Mig syntes at 1 rigsbankdaler for intet at foretage var anstændig nok.

6) At jeg alligevel døber barnet i en kirke hvortil det ikke hører?

Svar: Dette spørgsmål behøver intet svar, eftersom hr. provsten selv har besvaret det. Imidlertid kan eg ikke nægte at det er mig temmelig uklart hvori hr. provstens ved denne lejlighed udviste embedskonduite består. Mon den skulle bestå deri:

At han lader mig komme i kirken. Der gør mig heftige bebrejdelser og nægter mig at få barnet døbt og først  døber det efter at nægtelsen har frembragt heftige sindsbevægelser hos mig og min hustru?

Hvad endelig hr. provstens påstand, pag. 6 angår: "at hr. pastor Visby om begge de anførte bevæggrunde skal have erklæret at han i hr. provstens sted ville have handlet ligeså" da er det mig bekendt at hr. provsten har vist den påfaldende mangel på sømmelighed ikke at underrette sin kollega om den måde hvorpå han agtede at indblade hans navn i sagen og at hr. Visby aldeles benægter at have brugt dette udtryk med hensyn til den betaling der af hr. provsten kaldes uanstændig.

H. C. Kruse.

*) Nævnte forordnings § 13 lyder således:

To til tre dage før et barn skal døbes i kirken eller dets dåb sammesteds bekræftes, skal forretningen bestilles hos sognepræsten. Ordentligvis bør, når det er et ægte barn, faderen selv møde hos præsten i foranførte henseende. Men er det en bekendt mand, kan begæringen og anmelderen ske skriftlig, ligesom også hvis faderen ikke selv kan møde, samt når det er et uægte barn, en pålidelig person kan sendes til præsten for at foranstalte og meddele  det fornødne."

(Politivennen nr. 963, Løverdagen den 14de Juni 1834, s. 426-433)  

En halvttvungen Daabshandling af Hr. Dr. Schack, Provst etc. etc.

En mand hvis embeds forretninger medfører at han ofte må være ude og ikke altid råder over klokkeslættet, anmodede sin hustrus jordemor, madame K. at besørge det fornødne hos hr. provst Schack og kirkens øvrige betjente for at få sit barn døbt sidste kristi himmelfartsdag. Efter at have betale over- og undergraver samt klokker, modtog hun fra denne sidste en seddel til hr. provst Schack hvori mandens og hans hustrus navn og borgerlige stilling stod anført, såvel som hvad der for resten plejer at indføres i kirkebogen ved dåbshandling. Hun leverede sedlen tilligemed 1 rigsbankdaler r. S. til hr. provsten der modtog den med det spørgsmål "hvorfor faderen ikke var kommet selv?" Da hun herpå forklarede at mandens forretninger ikke havde tilladt ham at komme til det klokkeslæt da hr. provsten plejede at være hjemme, gjorde provsten ingen videre indvendinger og sendte heller ikke fra tirsdag til torsdag noget bud til manden for at underrette ham om at nogen fejl var begået. 

Manden havde tillige anmodet jordemoderen om at begære at hans barn måtte døbes af hr. Visby, hvilket han vidste at hr. provsten oftere havde tilladt. Dette påstår imidlertid hr. provsten at hun ikke har gjort. Torsdag morgen modtog manden en billet fra hr. pastor Visby hvori hr. pastoren beklager at han ikke kan døbe barnet, da hr. provst Schack havde erklæret at han aldeles ikke tillod det, hvortil hr. provsten udtrykkeligt havde bedt ham anføre at grunden hertil var at manden ikke havde betalt ham anstændigt nok. Hvor ubehageligt det nu også var for familien at lade barnet døbes af en præst der ved en sådan opførsel lige meget syntes at overtræde høfligheden mod sin kollega som mod den, kørte man dog da alting desværre var berammet kl. 11 til kirken, hvor moderen, jomfrufadderen og jordemoderen blev lukket ind med nogle andre i dåbssalen, mens en af kirkebetjentene kom hen til faderen og bad ham komme op i sakristiet til hr. provsten. 

Ved hans indtræden kom hans højærværdighed ham i møde med korslagte arme og udbrød: "er De en mand og kender ikke bedre Deres pligter!" Da manden derpå svarede at han kendte sine pligter der hører til hans embede og stilling, men at han ikke kendte de kirkelige love, vedblev provsten: "Og De ved ikke at når De vil have Deres barn døbt, da skal De henvende Dem selv til mig?" Da manden hertil svarede nej, sagde provsten "når de ikke kender de kirkelige love lige så godt som de borgerlige, kan De ikke være nogen god embedsmand! Og nu døber jeg slet ikke Deres barn! De kan gå til den kirke hvortil De hører, og Deres rigsdaler skal De få tilbage." 

I højeste grad indigneret over denne opførsel, vendte manden sig straks om for at gå ned i kirken igen. Men hr. klokker Petersen, som var til stede under hele denne samtale, søgte at tysse hr. provsten og da nu barnet engang var kommet i kirken, bad ham dog at døbe det. Det syntes han nu at være villig til. Men manden fandt sig ikke beføjet til nogen videre underhandling, og med ordene: "Nej, nu skal De ikke døbe mit barn!" gik han ned i kirken, hvor såvel fadderne til hans barn som til flere andre børn stod, tog sin kone under armen og førte hende ud af kirken. Ved udgangen af kirken brast hun der er meget nervesvag, i en heftig krampegråd og sagde hun ikke ville tage ud af kirken før hendes barn var døbt. Og uden at manden kunne eller ville forhindre det, ilede hun tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from, svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete.

Anmelderen har i flere henseender anset det for sin pligt at bekendtgøre denne passage. For da den foregik i mange vidners nærværelse, kan der dels udbredes urigtige forestillinger om faderen og hans forhold,  dels forekommer hr. provst Schacks adfærd ham værdig den daddel hvormed almenhedens dom vist nok vil ramme den. I to dage vidste hr. provsten at manden ventede at få sit barn døbt til den bestemte tid da betalingen var modtaget for det. Det er bevisligt at hr. provsten i mange lignende tilfælde har ladet sig nøje med jordemoderens forklaring. Og der findes i sandhed ingen lov for at faderen selv skal indfinde sig hos præsten for at forlange dåbshandlingen foretaget. Desuagtet sendte provsten intet bud til manden der bor så godt som lige over for ham, for at underrette ham om en formalitetsfejl i fald en sådan her skulle være indløbet. Han tøver derimod indtil manden med kone, barn og faddere er kommet i kirken. Der nægter han at døbe barnet for ikke at overtræde anordningerne, og dog gør han det alligevel få minutter efter. Anmelderen vil ikke indlade sig i videre refleksion over denne hr. provstens opførsel, men  overlader dette til menighedens og publikums dom.

(Politivennen nr. 960, Løverdagen den 24de Mai 1834, s. 380-385) 

"Hun ilede tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete." (Døbefonten i Frelser Kirke, 2015. Den skulle stamme fra Frederik 4.s tid. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen nævner ikke Kruses embede, men i Krak 1834 er han anført som: Kruse, H. C., Bataill. Chirurg ved Artillerie Corpset, Chvn. Overgade n. V. 165. 

Nicolai Clausen Schack (1781-1844) benævnes provst men såvel den Store Danske som Wikipedia angiver hans titel som sognepræst, udnævnt året før. På artiklens tid var han præst ved Vor Frelser Kirke. Han var i øvrigt far til Hans Egede Schack.

Carl Holger Visby (1801-1871) angives både af den Store Danske og Wikipedia som kapellan ved Vor Frelser Kirke på daværende tidspunkt. Salmonsens Leksikon bemærker interessant nok at han som student i 1820'erne var stærkt kritisk til "tyskheden". I 1838 var han igen i pressen i en helt anderledes opsigtsvækkende sag om morderen Worm.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 963, 14. juni 1834, s. 426-433.

En nyttig Advarsel i vor Frelsers Kirke.

Det er vist nok meget nødvendigt at der til enhver tid holdes god orden i kirkerne og især ved konfirmationerne da der i almindelighed er stærkest tilløb. Men når iveren i denne henseende går så vidt at kirkebetjentene tillader sig at prygle børn der befinder sig i kirken med deres forældre, da drives nidkærheden så vidt at de fleste ville finde sådant utroligt. Og dog er dette virkelig sket sidste konfirmationssøndag i Vor Frelsers Kirke. Graver Lystrup tillod sig nemlig der en meget uartig behandling mod flere, og for det ene barn synes følgerne heraf at blive ret alvorlige og sørgelige for forældrene, da det dels af skræk og dels af slaget, øjeblikkelig blev sygt og hidtil endnu er uden bedring. Det er derfor indsenderen velmente råd til enhver som søger nævnte kirke, eller der lader børn konfirmeres, at vogte sig for nævnte hr. Lystrups næver. I øvrigt synes kirken at være det sted hvor man burde være aldeles sikker for en sådan behandling, hvis følger kunne være så betydelige for børn der ligesom det her omhandlede, ikke hjemme er vant til sådant.

Petersen
Kontorist.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 641-642) 

En Uskik i en af Byens Hovedkirker.

Den andægtige sindsstemning hvormed det sædelige menneske træder ind i Guds hus for at deltage med sine medkristne i religionens opbyggelsesmidler, er det så vigtigt at vedligeholde. Og når den engang er forsvundet, er den så vanskelig at kalde tilbage at man med rette harmes over selv alt som i kirken forstyrrer den hos sig og andre. Dette er en af årsagerne til hvorfor jeg gennem Politivennen anmelder en uskik som jeg ikke ved hvor længe har fundet sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, men som jeg ikke har bemærket i nogen anden kirke. Midt i denne måske hovedstadens skønneste kirke i den brede korsgang er på gulvet fremsat en slags lænestol, vel forsynet med puder for at kunne give et ret sybaritisk sæde, men som ellers har megen lighed i formen med de velkendte såkaldte kommoditetsstole. 

Da jeg for nogle uger siden overværede gudstjenesten, faldt mit øje på denne stol som noget usædvanligt og jeg troede i begyndelsen at der fandt en eller anden kirkehøjtidelighed sted den dag, og at stolen var fremsat for en særdeles vigtig mand som man derved ville vise en udmærket respekt. Men jeg kom snart ud af vildfarelsen. For midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget anstandsfuldt frem for lænestolen, og efter at han betænksomt og roligt havde løftet først det ene og så det andet kjoleskød op over hofterne, nedlod han sig langsomt i det magelige sæde. At den ideforbindelse som dette syn uvilkårligt opvakte, ikke var gunstig for andagten, behøver jeg vel ikke at bemærke. Tydeligt blev adspredelsen og misfornøjelsen var hos den del af menigheden som var scenen nærmest. Da undergraveren formodentlig har sin bestemte stol i kirken, såvel som de øvrige kirkebetjente, gjorde han efter mine tanker bedst i at betjene sig af denne og ikke føre sin huslige magelighed over i Guds hus. For formodentlig er lænestolen hans egen og ikke bekostet til ham af kirken. Man tør vel vente at de ansvarlige hvis pligt det er at våge over sømmelighed ved gudstjenesten, vil besørge denne dårligt placerede stol taget bort fra et sted hvor den næppe er fremsat med tilladelse.

(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 799-801) 

"Midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget gravitetisk frem for lænestolen, og nedlod sig langsomt i det magelige sæde." (Korsgangen, men om det var præcis her melder historien ikke noget om. Frelser Kirke, 2015. Eget foto.)

Upassende Opførsel af en Kirkebetjent.

Sidste søndag fandt et optrin sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn som er upassende på ethvert sted, især i en kirke. Da nemlig en lille hund havde indsneget sig i kirken, forsøgte en af kirkebetjentene med spark og slag atter at drive den ud, i stedet for at lokke eller kyse den bort. Ved denne eksekution udstødte hunden et hyl der var så højt og vedholdende at de kommunicerendes andagt blev helt forstyrret af det. 

Dette optrin var indsenderen så meget mere påfaldende som samme person for nyligt havde gjort sig latterlig ved at irettesætte et par unge mennesker der ved deres tilfældige møde vekslede enkelte ord. Da de var udtalt meget sagte og stor afstand fra alteret, kunne det umuligt forstyrre de kommunicerende. Ved denne sin utidige irettesættelse fortalte han blandt andet hvad hans navn var og hvor han boede, og ville man ham ellers noget, kunne man opsøge ham. Disse og lignende ytringer ledsagede han med en støj der forstyrrede de tilstedeværende langt mere end ordene fra dem han irettesatte. Indsenderen beder deres vedkommende foresatte at indprente de kirkebetjente der er underordnet dem, en opførsel der er mere passende for deres embede.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 682-683).

En Bemærkning i vor Frelsers Kirke paa Christianshavn.

Anmelderen kan erindre i sin ungdom at have været i Sankt Nikolaj Kirke juledags morgen til froprædiken, og da var kirken smukt oplyst og messinglysekronerne vel afpudsede. Det samme var tilfældet i de andre hovedstadens kirker, såvel til froprædiken som til aftensang. Det var ham derfor meget påfaldende da han første juledags morgen hørte froprædiken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn at finde lysekronerne i en temmelig urenlig tilstand, mens de dog var forsynede med lys. Til en så høj helligdag plejer man og allevegne at udrydde den gamle surdej, og nu da kirken i den senere tid besøges af en meget talrig mængde, kunne man ønske at en mere renlighed og properhed også her måtte finde sted. Kirken lønner jo betjente som sådant vel påligger som pligt, og deres forretninger er vist nok ikke af det omfang at de jo kunne levne dem tid at påse at sådant ikke oftere fandt sted.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5920).

Spørgsmaal til Hr. Holtz.

Motto: Ist es vernünftig und christlich von dem herrn Holtzen,

zu schiessen auf den Gottes Mann dergliechen Bolzen?

I sidste nummer af Politivennen har en vis hr. Holtz fortalt at hr. pastor Grundtvig ved sin indsættelse i Vor Frelsers Kirke, da hans arbejde ved den hellige nadver var færdig, ilede fra alteret, inden hans medhjælpers forretning var til ende. Da det modsatte af en sådan bortilen ellers er skik og brug, formoder hr. H., at hr. pastor måske har fået ondt. Denne formodning er sikkert velbegrundet, da man ikke kan forudsætte ukendskab med embedsforretninger som grund til mandens bortilen. 

"Ved sin indsættelse i Vor Frelsers Kirke og da hans arbejde ved den hellige nadver var færdig, ilede pastor Grundtvig fra alteret, inden hans medhjælpers forretning var til ende." (Alteret og prædikestolen i Vor Frelser Kirke 2015. Eget foto).

Men hvorfor skal manden trækkes fra alteret ind i Politivennen? Var det sømmeligt at hr. Grundtvig bekendtgjorde sit onde eller lod det bekendtgøre for menigheden på stedet eller siden i de offentlige tidender? Og er det passende at hr. H. trækker den stakkels mand, nolens volens (enten han vil eller ikke) fra Guds hus ind i et offentligt blad, midt blandt hunde, gravere, bagere, murersvende og rendestensbrætter? Hvorfor har De gjort det, højtærede? Er det for lade deres vittighed spille og stille manden i et forargeligt lys? Eller er det for at give manden et godt råd og bidrage til hans bedste? Er det videbegærlighed der har frembragt Deres såkaldte kirkespørgsmål? 

Jeg vil tro at De besvarer de to sidste spørgsmål med ja, og de andre med nej. Uden at have den ære at kende Dem, vil jeg forudsætte at De har spurgt i en god hensigt. Men jeg vil igen spørge Dem om det ikke havde været klogere og høfligere af Dem at have henvendt Dem personligt til hr. Grundtvig og skriftligt eller i hans stue fremsat Deres spørgsmål til ham, eller også at politivennen spurgte i almindelighed uden at nævne manden? For selv den der kun ynder ham som digter og oldgransker, men ikke som åndelig taler, kan ikke billige denne handlemåde.

H. C. Wosemose.

(Politivennen nr. 363. Løverdagen den 14de December 1822, s. 5881-5882).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 362. 7. December 1822

Kirkespørgsmaal.

Hvad var årsagen til at hr. professor Grundtvig sidste søndag (som var hans tiltrædelsesdag som præst i Vor Frelsers menighed) ilede så overmåde meget med at forlade alteret ved kommunionen. Spørgeren og mange med ham frygtede at hr. pastoren kunne være tilstødt noget ondt. For i modsat tilfælde byder skik og brug at den præst som uddeler brødet, forbliver så længe ved alteret indtil den anden præst er færdig med vinens uddeling samt ønske og bøn for kommunikanterne.

Holtz.

(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5877).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 363. 14. december 1822.

Graverdespotisme

Forleden tirsdag begav jeg mig i selskab med to bekendte hen til Vor Frelsers Kirke for at overvære oldingen biskop Fabricius' højtidelige begravelse, og havde den lykke sammen med flere andre uforstyrret at forundes en uhindret indgang i kirken. Da nu vores fornemste hensigt var at høre de taler som skulle holdes, så valgte vi os en hertil passende plads i den sidste stol på gulvet ved korsgangen hvor flere personer allerede var placeret. Men efter en halv times forløb nærmede sig en sortklædt mand med haltende fod som lod os forstå at vi skulle rømme stolen da - som han tilføjede - den var bestemt for ligfølget. Da man nu nok kunne skønne at den sorte mand havde befalingen her og at stolens bestemmelse havde for øjeblikket nogen grund, så adlød vi alle meget villigt denne hans ordre. 

"Vi valgte os en hertil passende plads i den sidste stol på gulvet ved korsgangen hvor flere personer allerede var placeret ... Enhver af os søgte nu en anden plads, og min ulykkelige stjerne ville at jeg og mine to kendte valgte koret. Men næppe var vi kommet der før atter freden var brudt." (Kirkestole i Vor Frelsers Kirke. Eget foto).

Enhver af os søgte nu en anden plads, og min ulykkelige stjerne ville at jeg og mine to kendte valgte koret. Men næppe var vi kommet der før atter freden var brudt. For den samme sorte mand indfandt sig straks, tog mig temmelig håndfast i armen og i en højrøstet bydende tone befalede han mig at gå herfra, da koret var for ham. Jeg som imidlertid ikke følte mig forpligtet så ubetinget atter at adlyde denne kirkedespot, svarede ham at jeg mente her lige så lidt som de øvrige tilstedeværende at stå nogen til hinder. Dog ville jeg ufortøvet forføje mig bort når også de andre personer gik. Dermed følte manden sig ikke tilfredsstillet, men gentog endnu engang i en alvorligere tone at jeg skulle gå hvis ikke da ville han hente politiet. Hertil svarede jeg at jeg ville overlade det til ham. Jeg ville blive hvor jeg nu var indtil han kom med politiet. 

Den gode sorte mand for nu med lange og korte galopperende skridt ned ad kirkegangen og kom efter kort tid tilbage med en betjent til hvilken han sagde: "Brug deres myndighed! Denne mand (pegende på mig) skal bort." Betjenten som let indså at anvendelse af hans myndighed her ville være misbrug, ønskede i det mindste først at vide hvad jeg havde gjort. Her var nu min lille ivrige befalingsmand i en slem forlegenhed. Dog en nødløgn er jo ingen synd, er det endog i kirken. Min anklager rykkede derfor frem med et helt batteri beskyldninger: Jeg havde været grov og uartig mv. Men uheldigvis var den hele actus mellem ham og mig opført i overværelse af over hundrede mennesker og iblandt disse en del agtede mænd, hvis ytringer lød som således: "Beskyldningen fra den sorte mands side er usand". 

Enden på dette højst forargelige optrin i guds hus, hvor så mange var forsamlet med vemodsfulde følelser og i stille rolighed ventede på liget og dets udmærkede hæderlige følge, var at den sorte mand forsvandt. Og politibetjenten som viste at han var en mand der bedre forstod at gøre sin stand ære, skønt han der havde myndighed end denne sorte myndighedsløse herre, den stand hvortil han henhører, gik tilbage til sin post.

Måtte nu manden som ved sit eget inhumane forhold har foranlediget disse linjer (ifald han læser dem), fatte den beslutning at holde sine lidenskaber i tømme da kunne han også muligvis høste nogen nytte deraf.

Holst

(Politivennen nr. 335. Løverdagen den 1ste Juni 1822, s. 5380-5383).

Forundring over Viserne paa Frelsers Kirketaarn.

På en for publikum aldeles ubegribelig måde må de ansvarlige vide antagelig undskyldning for at urviserne på Vor Frelser Kirketårn på Christianshavn ikke i et tidsrum af  mere end 6 måneder, har opfyldt deres hensigtsmæssige pligt, for vel eksisterer de på skiven, men drejes hid og did uvilkårligt, ligesom de kunne være underkastede vindens indflydelse i stedet for at styres af et vel organiseret urværk til hvis vedligeholdelse denne kirkes indtægter  når deraf som altid må formodes indtil det modsatte er bevist, sker vedbørlig anvendelse, absolut må være fuldkommen tilstrækkelige.

(Politivennen nr. 330. Løverdagen den 27de April 1822, s. 5294-5295).

Frelserens Kirke paa Christianshavn.

Enhver som ser gitterporten der vender ud til St. Annægade, ønsker vist at den snart må afløses af en ny, da den er aldeles uskikket til længere at gøre tjeneste som port. Den er ganske rådden, og en del af sprosserne er borte hvorved der forneden er fremkommet en stor åbning hvorigennem børn og kreaturer kan have fri passage, selv om proten er lukket. Kommer man indenfor porten, savner man ligeledes en stor del af stakitværket omkring kirkegården hvorfor den nu ofte benyttes til legeplads for børn der nedtræder gravene og foretager sig hvad det lyster dem. Anmelderen har hørt en mand forsikre at det ikke var ham muligt at vedligholde en begravelse han har der, for uagtet han lod graven oplægge hver 14. dag, fandt han den dog nedtrådt enten af børn eller hunde. Tænker man sig endvidere at de fleste fremmede som kommer til København, tager denne kirke og dens tårn i øjesyn, så opstår cist nok det ønske at kirkens værge eller foresatte ville forskaffe den en ny port og få bragt gitterværket i sådan stand at det kunne frede om kirkegården.

(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3684-3685)

Et Par Ord om Frelsers Kirketaarn paa Christianshavn.

Et selskab af tre personer lod sig en dag i forrige uge forevise Frelser Taarn, og gik lige op af omgangen til det øverste hvor der er anbragt en stige som går oven på kuglen. Men de blev ikke så lidt forundrede da den forevisende spurgte om vi ikke havde lyst til at bestige kuglen. På en tid da man hører så megen ulykke, tror man at det burde strengt forbydes dem som foreviser tårnet, at lade nogen bestige kuglen, inden det kom så vidt at sikkert en eller anden måtte betale sin nysgerrighed med livet.

(Politivennen nr. 96, Løverdagen den 1ste november 1817, s. 1591-1592)