Peter Hougaard: Død og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Hougaards Begravelse.

Vor Partifælle P. Hougaards Begravelse foregaar i Morgen Kl. 1 fra Vestre Kirkegaards store Kapel.

Deltagelsen bliver stor, thi følgende Foreninger meddeler, at Fanerne kommer til Stede: Tobaksarbejderforbundet, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 10. Kreds, Snedkernes og Stolemagernes Fagforening og Sygekassen "Alderstrøst".

Cigararbejderne, Cigarsortererne og Tobakspinderne anmodes om at møde ved vor afdøde Kammerat, P. Hougaards Begravelse i Morgen.

Fanerne kommer til Stede.

P. Nielsen. Th. Stauning. F. Larsen.

Er Kommunehospitalet overfyldt?

Vi har meddelt, at afdøde Hougaard, Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", døde Tirsdag Nat, efter at han Tirsdag Eftermiddag var afvist fra Kommunehospitalet, skønt han med bragte Indlæggelsesseddel.

Vi ser os i Dag i Stand til at bringe Indlæggelsessedlens Ordlyd:

Ugift Cigarmager Peter Thomsen Hougaard, 41 Aar, Trepkasgade 2, 2. Sal, lider af Seguælae pneumoniæ og trænger paa Grund af Mangel paa Pasning i Hjemmet meget til hurtig Indlæggelse paa Hospitalet.

D. 7/11 99.

F. Møller.

Hr. F. Møller er Sygekassen "Alderstrøst"s Læge i det Distrikt, hvori Hougaard boede. Skønt Hougaard foreviste ovenstaaende Lægeerklæring, blev han dog afvist med den haardhjertede Erklæring, at der var ikke Plads. Han gik bedrøvet bort. Den stille alvorlige Mand, hvem saa mange højagtede lige saa meget for hans solide Dygtighed som for hans mandige Optræden, var syg til Døden. Han gik hjem til sin ensomme Ungkarlebolig i Trepkasgade, hvor der ikke var et Menneske, der kunde række ham en hjælpende Haand. Han havde sikret sig igennem mange Aar i Sygekasser, og man havde lovet ham, at han skulde faa Hjælp, naar han trængte, og da Sygdommen saa meldte sig, alle Cigararbejderes Arvefjende, Lungebetændelsen, maatte han gaa hjem og dø uden Hjælp. Husbeboerne hørte underlige Skrig og Raab, men de ændsede ikke, at netop deres Hjælp var fornøden for at redde et Menneske fra Døden.

Under saadanne Omstændigheder paatrænger det Spørgsmaal sig: Er Kommunehospitalet overfyldt? og hvem er det, Kommunen overdrager at raade over Liv og Tov ved at afvise Patienter ?

Vi har undersøgt disse Forhold, og ved fra paalidelig Kilde, at der hver Dag melder sig fra 15 til 20 Patienter til Indlæggelse paa Hospitalet. Af dem optages kun 3 a 4. Nu vil nogle Skumlere vide, at det er pur unge Kandidater, som denne overmaade vigtige Plads betros, og P. Hougaards Skæbne tyder derpaa. Man behøver imidlertid ikke at være Læge for at vide, hvor farligt det er, at lade en Patient med stærk Lungebetændelse henligge uden Hjælp, da han i saa Fald næsten altid bliver kvalt.

Hvis det altsaa er en dygtig og erfaren Læge, der har afvist Hougaard, hvis Forholdene paa Kommunehospitalet er saaledes, at en Læge maa lade en dødssyg Patient gaa bort fra Hospitalet, skønt Vedkommende har Ret til at fordre Indlæggelsen, saa har Københavns Borgere ogsaa Ret til med stor Styrke at forlange, at Magistraten uopholdelig skal træffe Foranstaltninger til at skaffe Plads nok. Ude paa Øresundshospitalet er der Plads nok til at rejse interimistiske Sygestuer, som kan fungere, indtil det ny store Hospital bliver færdigt.

Det er ikke alene den nuværende Trang, det gælder at afhjælpe. Til næste Aar har vi maaske allerede Sundbyerne, Valby, Utterslev og Brøndshøj. Hvad vil man gøre ved Patienterne fra disse ny Bydele?

Imidlertid sidder der et kommunalt Fællesudvalg og overvejer Hr. Borups Plan om at bygge for en Million Kroner til Kommunehospitalet. Dette Udvalg har endnu kun holdt 1 (et) Møde, og alle er endda enige om, at Hr. Borups Plan ikke duer, da den ikke i nogen nævneværdig Grad vil afhjælpe Trangen til Pladser for Patienter. Forholdene har nemlig udviklet sig saaledes paa Hospitalet, at en meget betydelig Del af Pladsen i den projekterede Tilbygning vil blive optaget af Sygeplejersker og andre Hospitalsfunktionærer.

Der er altsaa intet andet at gøre, end at gaa til foreløbige Forholdsregler for at afhjælpe den øjeblikkelige Trang og straks at skride til Opførelsen af et nyt stort Hospital, der kan optage Patienter ogsaa fra de ny Bydele. Hvis Hr. Borup kunde vente at komme til at ligge saa hjælpeløs paa Dødslejet, som P. Hougaard gjorde det, vilde han vistnok skynde sig med det ny Hospital. Skønt han nu er salveret i den Retning, bør han gøre det alligevel.

(Social-Demokraten 11. november 1899).

P. Hougaard havde afløst P. Madsen i "Enigheden". Han førte først forhandlingerne i 1898, men fik som skrevet en kort formandstid. Han blev angrebet af en heftig Lungebetændelse og døde kort efter.

Præst Nyborg forbyder Arbejdernes Faner.

Hougaards Jordefærd.

Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", P. Hougaard, begraves i Dag Kl. 1 paa Vestre Kirkegaard.

Hougaard boede i St. Johannes Sogn, og da han ikke var udmældt af Statskirken, skal han have en Præst med i Kapellet. Han hører ind under Pastor C. J. Holt, men da denne ikke har Tid, blev Begravelsen henvist til en saakaldt "ordineret Medhjælper", en vis A. T. Nyborg, boende Blegdamsvejen 70.

Denne "Medhjælper" har nu med utaalelig Dristighed nægtet bl. a. Fagforbundets Faner Adgang til Kapellet. I sin "Naade" tillader denne underordnede Kirke-Funktionær Sygekassens Fane at hædre den Afdøde, men den Fagforening, som Hougaard var Repræsentant for og har viet en stor Del af sit Liv, maa ikke repræsenteres ved Baaren i Kapellet. 

Hr. Nyborg er endnu en ung Mand og langt nede paa Kirkens Stige. Det er da lidt tidlig for ham allerede nu at lægge sig ud med det overvejende Flertal i sit Sogn.

Ved Mødet i Bethesda talte Præsterne fordømmende Ord om Kirken som de Riges Institution, der sælger sine Goder til de Højstbydende. Er nu denne "Medhjælper" Nyborg en af de sorte Faar, som handler saaledes? Vi kender ham ikke tilstrækkelig til at vide noget derom. Men naar Hr. Nyborg i Dag taler over den Afdøde, saa burde han samtidig sige et Par oplysende Ord om sig selv. Vi spørger ham da: Kunde det tænkes, at han t. Eks. vilde nægte Krigerforeningen "Vaabenbrødrene"s Fane Adgang til Kapellet? Der staar i Skriften, at man ikke maa slaa ihjæl. - Eller vilde han spærre Vejen for de kgl. Skydebrødres Fane? Bibelen forbyder Drik og Vellevnet. - Nej, han vilde ikke vove noget saadant Forbud. Enhver Kapitalistforening, ethvert Grossererselskab kan møde med Fane i Kapellet, ogsaa naar "Medhjælper" Nyborg fører Ordet; - kun Arbejdernes Foreninger er han hoven imod. Deres Faner viser han udenfor! Hvor i Biblen staar der, at Arbejderne skal behandles paa den Maade? Jesus siger tværtimod: Kommer til mig, alle, som arbejder og er besværede!, og dermed har han aabenbart hverken tænkt paa Skydebrødrene eller paa Rangklasserne.

Hvad hjælper da alle Præsternes angrende Taler i "Bethesda". En eneste af dem, som nu Nyborg, vælter ved en brutal Handling alt, hvad de andre har villet bygge op med Ord.

Nyborg kan ikke i Dag ødelægge den sorgfulde Stemning og den hjærtelige Deltagelse, som vil blive vist ved P. Hougaards Baare; men han kan yderligere ødelægge ethvert godt Forhold mellem den danske Arbejderstand og Slotskirken.

Og denne Ødelæggelse afstedkommer han, hvis han i Dag haardnakket fastholder sit taabelige Forbud mod Arbejdernes Faner.

(Social-Demokraten 12. november 1899).

Anders Therkelsen Nyborg. (1863-). Kandidat 1892. Ansat på Fur. I 1905 i Fredens Kirke. Sognepræst Rødding Krejberg 1915.

Peter Hougaards Begravelse.

Præsten betænkte sig.

Der er mere Glæde over en Synder, der omvender sig, end over 99 Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov.

Pastor Nyborg havde en daarlig Dag i Søndags. Han havde pustet sig op til en stor Mand, men han var bitte lille, da han i Søndags mødte i det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Han havde i Lørdags forbudt de røde Faner Adgang til Kapellet, men allerede Dagen efter havde han omvendt sig til det gode. Straks ved sin Ankomst til Kirkegaarden lod han sende Bud efter Folkethingsmand Sigvald Olsen og meddelte denne, at det var tilladt de røde Faner at komme ind i Kapellet.

Det var velgjort, men Hr. Nyborg burde alligevel ikke være saa vankelmodig. Det er ikke ret længe siden, at han bad sine Konfirmander sørge for, at visse Oppositionsblade, deriblandt "Social-Demokraten" ikke blev holdt i deres Forældres Hjem. Den Gang opgav han det ogsaa, da de flinke unge Mennesker protesterede imod politisk Paavirkning under Forberedelser til Konfirmationen.

I Søndags var han imidlertid mere end raadvild. Han stolede ikke paa sin Gud, der skulde holde Haanden over sin Tjener, han stolede end ikke paa Virkningen af sin Omvendelse fra den umotiverede Nidkærhed, og han mødte saa - med en Betjent i Drosken.

Da han saa den store Forsamling, lod han dog klogelig Betjenten liste af. Nogle Hundrede af de 4 a 5 Tusinde Mennesker, der var mødt, havde imidlertid set det snurrige Optog og tog sig en hjærtelig Latter deraf.

I Kapellet.

Kisten var næsten fuldstændig dækket af de røde Silkebaand, der var hæftet til Kransene. Foruden Kranse fra samtlige Fabriker her i Byen, noterer vi følgende Navne paa Baandene: Tobaksarbejderforbundet i Danmark, Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", Socialdemokratisk Forbund, Cigarsorterernes Understøttelsesforening, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Fra Venner og Partifæller, Tjenere i Forsamlingsbygningen i Rømersgade, "Alderstrøst", Tobaksspindernes Fagforening, fra kvindelige Kolleger og "Von Freunden og Genossen in Ottensen". Paa den sidste Krans var Baandene rigt broderet med Guld. Den Afdøde havde nemlig været en meget betroet Tillidsmand, da han opholdt sig Ottensen under Undtagelsesloven. Ved begge Sider af Kisten stod Espalier Faner fra Socialdemokratisk Forbund, Bygningssnedkerne, Skomagerne, Tobaksarbejderne (mandlige og kvindelige), Snedkere og Stolemagerne, "Alderstrøst" og Sangforeningen af 1872.

Midt i al denne røde Flagdug saae man Pastor Nyborgs Skikkelse, da han traadte frem for Kisten. Den unge Mand er en hel Junkertype med sit velplejede Overskæg og Fip, og med Kinder, der svulmer som Æbleskiver. I Søndags var han imidlertid meget nervøs.

Han mindede om, at Slægt efter Slægt blev baaret til Graven. Døden spurgte ikke om Ung eller Gammel eller om Rig eller Fattig. Den kommer som ubuden Gæst og siger: "I denne Nat skal Din Sjæl kræves af Dig!" Paa den Maade kom der Bud til ham, som ligger her, og nu maa der stilles to Spørgsmaal: Hvordan var han, og hvordan er I, der skal bære ham til Graven? Jeg kendte ikke den Afdøde, men I kendte ham. Hvordan var han? (Kunstpause. Ingen svarer). Ja, vi ser jo paa dette store Følge, at han var afholdt, og vi ved jo, at Arbejderne kun vælger et dygtigt, hæderligt og retskaffent Menneske til deres Tillidsmand. Det store Spørgsmaal er imidlertid:

Var han et Guds Barn, og er I Guds Børn. som skal bære ham ud ? - - -Husk paa, at ogsaa I skal dø, og lad denne Mands pludselige Bortgang være et kærligt Kald fra ham, der har sagt: Jeg er Livet og Sandheden.

Cigararbejdersangforeningen af 1872 synger fra Pulpituret et stemningsrigt Farvel, og det vældige Følge forlader langsomt Kapellet. Udenfor staar en Menneskemængde, der er endnu talrigere end den, der har hørt Præstens Tale. Helt ude ved  Frederiksholms Teglværker var der gravet en Grav, og her sænkedes Hougaards Kiste ned i Jorden. 

Da Præsten havde forrettet Jordpaakastelsen, traadte vor Partifælle, Sigvald Olsen frem:

Som fleraarig Medarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De skal være korte, thi vi kender ham jo alle. Vi ved, at han var en Partifælle, der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skal De have Tak Peter Hougaard. Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at vi alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!

Endnu synger Sangforeningen et Farvel, og den højtidelige Handling var forbi, men Mand og Mand imellem besluttedes det, at naar Præsterne for Fremtiden ikke vilde taale vore røde Faner i Kapellet, saa skulde de ogsaa komme til at tale for tomme Bænke.

(Social-Demokraten 14. november 1899).

Præst Nyborg forsvarer sig.

Præsten Nyborg, som først forbød og bagefter tillod Fagforenings-Faner ved Hougaards Begravelse, har udtalt sig om sagen til et Blad.

Præsten siger, at den Mand der besørgede Begravelsen, nemlig Undertegnede, har handlet i høj Grad skammeligt, og han tillægger mig Æren for, at der mødte mange Mennesker ved Begravelsen. Hvis denne Udtalelse er rigtig refereret, hvad jeg ikke tror, skal jeg bemærke dertil, at min Optræden ikke er en skammelig Handling, ikke engang overfor Præsten, thi han fik derved mange Tilhørere, hvad der ikke al Tid er Tilfældet.

Det, som jeg imidlertid særlig vil protestere imod, er følgende, som Præsten har udtalt:

"Den Mand, der Dagen i Forvejen gik fra mig, som jeg troede, og som han sagde: i fuld Forstaaelse af mine Motiver til mit Afslag, - har ikke undset sig ved at gøre mig denne Fortræd."

Indholdet af dette Citat er ikke i fuld Overensstemmelse med Sandheden. Jeg har absolut ikke sagt, at jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver til hans Afslag, og det maa iøvrigt ogsaa fremgaa af den Omstændighed, at jeg t Gange henvendte mig til Præsten om den samme Sag, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde gjort, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med hans Motiver til Afslaget. Endvidere vil lidt af vor Samtale, som jeg skal citere, ogsaa bevise det modsatte.

Præsten sagde straks Nej paa Spørgsmaalet, om Fanerne maatte føres ind i Kapellet, og jeg svarede dertil omtrent følgende: "Det var da mærkeligt, at Fanen fra Fagforeningen, som han (Hougaard) var Formand for, ikke maa komme til Stede".

Dette havde jeg selvfølgelig ikke sagt, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver, og endelig havde Præsten, hvis det var Tilfældet, at vi havde været enige, heller ikke haft nødig at fortælle mig, at hans Afslag ikke just var begrundet i personlig Uvillie, men at det skete, fordi Biskoppen og de øvrige kirkelige Myndigheder ikke ønskede politiske Faner i Kapellerne ved Begravelser.

Iøvrigt skal jeg tilføje, at vore Samtaler har været ganske korte. Jeg har ikke fundet Anledning til at udøse mit Hjerte for Præsten, og det er derfor højst tvivlsomt, om Hr. Nyborg har været i Stand til at bedømme mig saa meget, at han var klar over, hvad jeg tænkte.

Th. Stauning.

(Social-Demokraten 19. november 1899).

Præst Nyborg angiver Sigvald Olsen

Man vil endnu erindre den unge Præst Nyborg, der nedlagde Forbud mod, at Fanerne mødte ved Peter Hougaards Begravelse forrige Søndag, og som bag efter betænkte sig og tog Forbudet tilbage, da han mærkede, hvor stor Antipati hans Forbud mødte hos den Afdødes Venner og Kammerater.

Hr. Nyborg har nu atter bragt sit Navn i Erindring ved at gøre Anmeldelse til Politiet om, at Folkethingsmand Sigvald Olsen udtalte et Par Afskedsord ved Graven. Sigvald Olsen har modtaget en Tilsigelse til at møde paa Fredag i Københavns Amts søndre Birks Politiret hos Birkedommer Høst, og han er sigtet for Overtrædelse af 5 i Ordensreglementet for Vestre Kirkegaard.

De Udtalelser, som Sigvald Olsen nu skal dømmes for, lyder saaledes :

"Som fleraarig Modarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De flot korte, thi vi kender ham jo alle.

Vi ved, at han var en Partifælle der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skat Du have Tak, Peter Hougaard Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at or alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!

Efter Pastor Nyborgs kolde og tørre Ligtale, virkede Olsens jævne og hjærtelige Afskedsord helt velgørende og gav Genklang i de Tilstedeværendes Hjærter. Formodenlig er det Følelsen heraf, der har bragt Hr. Nyborg til at paatage sig Anmælderrollen og pudse Politiet paa Olsen.

Det er nemlig ikke første Gang, at der af andre end Præster er holdt Taler ved Begravelser, og det er altid sket uhindret. De vedkommende Præster har ikke, saavidt vides, anset sig for beføjede til at paakalde Politiets Indskriden.

Vi faar nu at se, hvorvidt det lykkes Pastor Nyborg at høste Lavrbær ved denne Affære.

(Social-Demokraten 22. november 1899).

Justitssagen imod Sigvald Olsen

Den offentlige undersøgelse der indledes imod vor partifælle, folketingsmand Sigvald Olsen, fordi han tog ordet på Vestre Kirkegård ved P. Hougaards begravelse, sluttede i fredags.

Til retsmødet var tilsagt journalist G. Chr. Olsen og forretningsfører Vilhelm Nielsen der også afgav forklaring som vidner. Det blev konstateret at Sigvald Olsen havde præstens tilladelse til at tale, mens inspektør Bahnson havde nedlagt forbud derimod før præstens tilladelse blev givet.

Hr. Bahnson indrømmede at det lige til den seneste tid havde været præsten der gav andre tilladelse til at tale ved begravelser, men at begravelsesvæsnets bestyrelse nu ville have dette forandret, så at kun den kunne give en sådan tilladelse. Endelig indrømmede Bahnson at han overfor vores medarbejder havde udtalt sin tilfredshed over at Sigvald Olsen kun ville tale ganske kort.

Efter at disse forklaringer var afgivet, sluttede den konstituerede birkedommer undersøgelsen og erklærede at sagen ville blive forelagt begravelsesvæsnets bestyrelse på ny, for at denne kunne afgive erklæring om den efter de oplyste omstændigheder ønskede dom i sagen.

(Social-Demokraten, 24. december 1899).

Om udfaldet af denne sag, se indslaget Justitssagen imod Sigvald Olsen.

Strejke paa Augustinus' Tobaksfabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Strejkende Børn

50 Drenge nedlægger Arbejdet i Augustinus' Tobaksfabrik.

I Gaar Middags har ca. 50 Drenge, der arbejder i Augustinus' Tobaksfabrik paa Gl. Kongevej Nr. 5, nedlagt Arbejdet samt stillet Krav om en ugenlig Lønforhøjelse af 50 Øre.

I Fabriken beskæftiges ialt ca. 50 Drenge. Størsteparten Skolebørn i 10-14 Aars Alderen og fordelt saaledes, at de 30 møder om Formiddagen og den anden Halvpart om Eftermiddagen.

Arbejdstiden er i Sommerhalvaaret fra Kl. 6 Morgen til Kl. 12 Middag, og for Eftermiddagsholdet til Kl. 6 Aften, med en Pavse paa en halv Time; i Vintertiden mødes der Kl. 7 Morgen.

Ugelønnen er 1 Kr. 50 Øre - en Betaling, som Drengene mente var for lav for 6 Dages Arbejde. Det bliver jo ogsaa kun 25 Øre for den halve Dag, tilbragt ved et særlig for Børn usundt Arbejde.

Drengene blev derfor enige om at forlange et ugenligt Løntillæg af 50 Øre; i Gaar Formiddags holdt de i Frokostpavsen fra Kl. 8½- 9 Møde i Fabrikens Gaard, og her besluttedes det enstemmig, at Arbejdet skulde nedlægges ved Middagstid, og at man skulde søge at faa Kammeraterne i Eftermiddagsholdet til at gøre fælles Sag med de Strejkende. Størsteparten af Forsamlingen havde mest Lyst til at gaa med det samme, og i det Øjemed bavde de taget deres Overtøj og Huer med ned til Gaardmødet, men Fabrikporten var aflaaset, og de blev af Bestyreren atter sendt op til Arbejdet.

Imidlertid havde Fabrikanten meddelt Politiet det forefaldne, og ved Middagstid, da Drengene i sluttet Trop forlod Fabriken, stod et Par Betjente (deriblandt en civilklædt Opdager) paa Post udenfor Fabriksporten og ryddede i en Fart Gaden for at hindre Drengene i at træffe Aftaler med Eftermiddagsholdet.

Drengene bragte Fabrikanten et rungende Hurra og forsvandt derpaa i de tilstødende Gader, hvor det hurtigt lykkedes dem at komme i Rapport med det nu mødende Eftermiddagshold. Resultatet blev, at disse sluttede sig til de Strejkende med Undtagelse af en halv Snes Stykker, der gik ind paa Fabrikken og fortsatte Arbejdet.

Folgen af Strejken var, at i Gaar Eftermiddags de paa Fabriken beskæftigede Kvinder maatte overtage Drengenes Arbejde. I Aftes, da de 10 Smaafyre, der havde svigtet deres Kammerater, forlod Fabriken, var der atter posteret Politi, der skulde "beskytte" dem mod mulige Forulempelser af de udstillede "Strejkevagter". Og rundt om i Porte og Gadedøre saas de Strejkende i ivrig Diskussion med jævnaldrende Kammerater, særlig Mælkeforsyningsdrenge, for at drøfte Strejkens Udfald og Kammeratskabets og Sammenholdets Nytte.

(Social-Demokraten 3. februar 1898).

De strejkende Drenge.

Drenge-Strejken paa Augustinus' Tobaksfabrik vedvarede endnu i Gaar. Om Formiddagen samledes Drengene paa "Svineryggen", hvorfra de sendte en Deputation, bestaaende af to af de flinkeste Drenge, til Fabrikanten, for hvem de fremsatte deres Fordring om et ugenligt Løntillæg af 50 Øre.

De fik imidlertid et afslaaende Svar. Efter hvad vi erfarer, har de paa Fabriken beskæftigede Kvinder nægtet at udføre Drengenes Arbejde.

*

Forøvrigt hidrører Drengenes Misfornøjelse fra et Løste om Lønforhøjelse, som Hr. Augustinus formentlig gav dem den 1ste December f. A., men som ikke er bleven opfyldt.

Ved nævnte Tidspunkt skete der nemlig en Lønrevision for Fabrikens voksne Arbejderes Vedkommende, og Drengene forstod den Gang Sagen saaledes, at Hr. Augustinus lovede dem et Tillæg af 50 Øre ugenlig, dog saaledes, at disse 50 Øre skulde tilbageholdes af Fabriken og først udbetales Drengene ved deres Konfirmation. 

Skønt Drengene just ikke var fornøjet med den Ordning, at Pengene skulde tilbageholdes, blev de dog glade over Forhøjelsen og glædede tillige deres Forældre med denne Efterretning.

I Henhold til Løftet gik i Lørdags en af Drengene, der skal konfirmeres til Paaske, ind til Hr. Augustinus og bad om at faa udbetalt sin Part af det formentlig opsparede Løntillæg, da han nu trængte til Konfirmationshjælp. Drengen fik ganske vist udbetalt et Par Kroner, men iøvrigt gav Hr. Augustinus ham det Svar, at det Hele beroede paa en Fejltagelse; det eneste Løntillæg, der kunde være Tale om, at de fik, var 18 Øre om Ugen eller 3 Øre pr. Dag!

Efter dette Svar var det, at Drengene ansaa sig forurettede og besluttede at nedlægge Arbejdet.

Der lader forøvrigt til at være godt Sammenhold mellem Drengene, og det er kun lykkedes Fabriken at faa antaget en ny Dreng. Under Mødet paa "Svineryggen" opmuntredes Drengene af de Forbipasserende til at holde sammen, og en Herre fordelte et mindre Beløb som "Strejkepenge" mellem dem.

(Social-Demokraten 4. februar 1898).

Rekrutskole.

- - -

Nu har en Flok Drenge gjort Strike paa Augustinus' Tobaksfabrik, og atter refererer Socialdemokraten dem med en Udførlighed, som stod man her over for en Strike af myndige Individer. Vi faa at vide, at Drengene have sendt en "Deputation", bestaaende af 2 af de flinkeste Drenge til Fabrikanten, for hvem de fremførte deres "Fordring" om Lønningsforhøjelse. "Fordringen" blev afvist, og derefter have Kvinderne paa Fabriken nægtet at udføre de strikende Drenges Arbejde Drengene havde "forstaaet", at en foretagen Lønrevision ogsaa skulde komme dem til Gode, og "skjønt Drengene just ikke var fornøjet med den Ordning", som de formente skulde gjælde dem, saa vare de dog gaaede ind derpaa. Da de nu opdager deres Fejltagelse, striker de. De fik rigtignok en Løn forhøjelse, men da Fabrikantens Holdning og Svar ikke tilfredsstillede dem, "ansaa de sig forurettede og nedlagde Arbejdet". Fremdeles hedder det, at "der lader til at være godt Sammenhold mellem Drengene, og det er kun lykkedes Fabrikanten at faa antaget en ny Dreng. Under Mødet paa "Svineryggen" opmuntredes Drengene af de Forbipasserende til at holde sammen, og en ældre Herre fordelte et mindre Beløb som "Strikepenge" mellem dem".

Se det er et Referat, som nok skal gjøre sin Virkning baade paa Drengene og de i Forvejen opfanatiserede socialistiske Forældre, som ikke kunne indse, at de ved Opmuntring til Sligt sætte den sidste Rest af Forældremyndigheden til over for Knægtene. Der manglede kun, at Socialdemokraten skulde have navngivet den "ældre Herre", som fordelte "Strikepengene".

Samtidig med slige Referater serverer Bladet dramatiske Situationer, hvor Tobaksdrengene og deres Paarørende fremstilles som lidende og af de nedrige Kapitalister udbyttede Skabninger. Disse dramatiske Smaating sluges naturligvis af det store ukritiske Publikum, især Kvinderne, som i disse Lag ofte maa trække langt det tungeste Læs for Udkommet, da en betydelig Del af Mandens Ugefortjeneste gaar til Strikekassen, Fagforeningen og Bajerskøllet osv. og hvis eneste Læsning og dermed aandelige Næring er Socialdemokraten. Og Virkningerne vil ikke udeblive, men det er heller ikke Skribenternes Mening.

Det kunne være paa Tide, at der fandtes Midler til at sætte en grænse for denne - den mest ondartede - Art af socialistiske Agitation.

(Jyllandsposten 8. februar 1898. Uddrag).

Ole Augustinus grundlagde i 1750 et tobaksspinderi i Frederiksborggade i København. Hans ældste søn Christian Augustinus lagde navn til virksomheden og drev virksomheden videre efter farens død i 1779. I 1942 stiftede Ludvig Augustinus Chr. Augustinus Fabrikkers Fond (Augustinus Fonden) som ejer Chr. Augustinus Fabrikker. I 1961 fusionerede tre af landets ældste tobaksspinderier til Skandinavisk Tobakskompagni, heriblandt Chr. Augustinus Fabrikker.

Hjemlige Retstilstande. (Efterskrift til Politivennen)

Det synes, som om man i den sidste Tid indenfor Opdagelsespolitiet og ved Kriminalkamrene er ifærd med at komme ind paa den Praxis rask væk at foretage Anholdelser, selv for ubetydelige Forseelser, naar en Tiltalt ikke strax vil indrømme Rigtigheden af den Rapport, en eller anden Politibetjent har indgivet over ham eller hende.

Vi have saaledes i Øieblikket liggende for os en Udskrift af en Retssag, under hvilken en gift Kone, Madam B., har været tiltalt for at have brugt fornærmelige Udtalelser mod en Politibetjent, Udtalelser, som hun ikke vilde vedkjende sig overfor Overbetjent Klein, som optog Rapport i Sagen paa Politikamret. Ikke desto mindre, eller maaske rettere just derfor, lod Politiinspektør Henrik Madsen Konen anholde, og ved det senere afholdte Grundlovsforhør blev hun arresteret.

Sagens Sammenhæng er i Korthed følgende. Den omtalte Madam B., der boer paa Vesterbro sammen med sin Mand, hvor de have en Cigarforretning, havde taget en Pige i Huset, hvem de kendte fra tidligere Tid, men som i den senere Tid havde ført et saae letsindigt Liv, at hun var kommen i Konflikt med Politiets 3. Afdeling. For atter at faa den unge Pige ind paa et bedre Liv, havde B. og hans Kone taget sig af hende.

En Dag i afvigte Juni Maaned kom imidlertid en Herre ind i B.s Cigarforretning og forlangte at komme til at tale med vedkommende Pige. Hans Optræden var meget brøsig, men Madam B. var dog ikke strax paa det Rene med, at det var en Politimand fra 3. Afdeling, hun havde for sig, hvilket senere viste sig at være Tilfældet.

Hun gik imidlertid ind i et Værelse ved Siden af, og da hun var bleven klar over Mandens Hensigt, at afhente den unge Pige, for at hun kunde afsone en Straf, hun var ifalden for en fra hendes Side viist Forsømmelighed, laa blev Madam B. noget hidsig og lod falde Udtalelser om, at selv om en ung Pige øjerne vilde føre et ordentligt Liv, saa gjorde Politiet, hvad det kunde, for atter at trække hende ned i Skidtet.

Denne Udtalelse blev af Betjenten, som stod udenfor Værelset, opfattet, som om Madam B. havde sagt, at Politiet var noget Skidt osv. Paa Basis heraf indgav han Rapport over det Passerede.

En skjøn Dag fik B. og hans Kone saa en Tilsigelse til at møde paa Politikammeret. Her toges først Madam B. og senere hendes Mand i Forhør af Overbetjent Klein, der, særlig overfor Madam B. langtfra optraadte med udsøgt Høflighed. Efterat Rapporten var optagen til hvilken Madam B. ikke vilde tilstaa, at hun havde betegnet Politiet som noget Skidt, blev hun erklæret for anholdt efter en Konference mellem Politiinspektør Henrik Madsen og Overbetjent Klein.

Hun blev nu sat hen i en Krog paa Politikammeret, hvor hun sad indtil henad Kl 4 - Kl. 10 havde hun givet Møde - uden at faae hverken Vaadt eller Tørt, udsat for de Tilstedeværendes haanende Bemærkninger.

Ved 4-Tiden kom Madam B. i Grundlovsforhør hos Assessor Birch, som oplæste Rapporten for hende. Da hun vedkjendte sig det af hende Forklarede, erklæredes hun for Arrestant. Derefter førtes hun over i Arresten ved Raadhuset for al afvente Transporten til Christianshavns Kvindefængsel. Da hun i Arresten bad om Noget at spise, hun havde Intet nydt hele Dagen, fik hun et Stykke tørt Rugbrød paa 2 Pund, hvilket hun ikke kunde taale at spise. Da hun græd over den megen Modgang, udtalte Opsynskonen, at hun havde ikke Noget at græde over, nu skulde hun jo snart ud at kjøre med Salatfadet; det var en Fornøielse, hun næppe før havde havt.

I Christianshavns Fængsel sad Madam B. saa fra Onsdag til Lørdag. Hun kan ikke noksom rose den elskværdige Forekommenhed, hvormed Arrestvagtmesteren her optraadte. Iøvrigt led hun, der er af en svagelig Konstitution, meget i Arresten, og hun besluttede her, at naar hun kom i Forhør, vilde hun sige Ja til Alt, hvad man forlangte, blot hun kunde komme paa fri Fod.

Om Lørdagen kjørtes hun atter til Raadhuset. Her forhørtes hun ved 2. Kriminalkammer af Assessor Finsen, overfor hvem hun indrømmede, at hun maaske i Hidsighed kunde have brugt de paaklagede Udtryk - Madam B. fastholder imidlertid nu, at hun aldrig har brugt dem - Efter en Konference med Politidirektøren spurgte Assessoren hende derefter, om hun vilde afgjøre Sagen i Mindelighed med en Bøde paa 150 Kr. at betale inden 14. Dage. Madam B. gik ind herpaa, da det lovedes hende, at hun saa strax vilde blive løsladt.

Umiddelbart efter, at hun var kommen ud af Arresten, indgav hun Ansøgning til Kongen om Eftergivelse af den hende idømte Bøde, idet hun fremstillede Sagens Sammenhæng. Paa denne Ansøgning fik hun imidlertid aldrig noget Svar. En Dag fik hun Tilsigelse til igjen at møde ved 2. Kriminelkammer, hvor en underordnet Betjent en passant oplyste hende om, at Ansøgningen var afslaaet. Iøvrigt blev hun spurgt om hun havde de 150 Kr. med. Da hun naturligvis ikke havde det, blev hun Dagen efter ført ud til Christianshavns Fængsel, hvor hun afsonede Bøden med 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Vi have refereret denne Sag saa udførligt for at vise, hvorledes man fra Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.

Men selv om Madam B. havde sagt om Politiet, at det var noget Skidt saa var dette dog næppe tilstrækkeligt til at belægge hende med Arrest Der var ingen Fare for, at hun, som er gift og har Børn, ikke skulde være tilstede under Sagen her i Byen. Og Hensigten med Varetægtsarrest er jo særlig at sikre sig Folks Tilstedeblivelse.

(Dagens Nyheder 23. september 1896).

Hjemlige Retstilstande.

Under denne Overskrift har Deres ærede Blad refereret en Sag mod en Mdm B., der var sigtet for at have sagt om Politiet, at det var noget Skidt, og Artiklen ender med, at denne Sag er refereret saa udførligt for at vise, hvorledes man fru Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk, der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.

Det er meget fortjenstligt af Pressen, om den til Stadighed vilde referere alle de Tilfælde, hvor der fra Politiets Side fares uforsvarlig frem mod uberygtede Folk. Det er den eneste Maade, hvorpaa man kan vække Folk til Handling, saa at der tilsidst hæver sig et enstemmigt Raab: Vi ville ikke have et brutalt Politi. Politiet skal ikke være en Svøbe for Folket, men dets gode Hjælper overfor Forbrydere. 

Men - hvorfor er det kommet saa vidt med Politiet? Det har jo dog at staa Dommerne til Ansvar. Ja det er netop Ulykken. Forhørsdommerne vise saa ofte den samme uforsvarlige Adfærd. Og i dette Tilfælde oplyser Artiklen, at Forhørsdommeren Assessor Birch ved Grundlovsforhøret erklærede hende for Arrestant. Hvor er nu det muligt, spørger mangen Lægmand. Det er jo en aabenbar Krænkelse af Grundlovens § 80, "hvorefter Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel"; thi Mdm. B. kunde da i det Høieste straffes efter § 101 med Fængsel eller Bøder. Men Lægmanden overseer det lille Ord "simpel" i Grundlovens 80, og at der i Strf. § 101 kun staaer "Fængsel". Herved har Dommeren Ret til ogsaa at idømme Fængsel paa Vand og Brød, og saa slutter han ganske ugenert, at saa har han ogsaa Ret til i saadant Tilfælde at afsige Arrestdekret.

Dette er nu aldeles galt. Højesteret har nogle Gange udtalt at det er en uforsvarlig Maade at gaa frem paa. Et Exempel som ligner Mdm. B. 's Tilfælde, findes i H. R. Tid. i for 1882 p. 141 og i Ugeskr. f. R. p. 682. En i Holstebro bosiddende 72-aarig Mand vilde en Dag afhente sin Plejedatter i den offenlige Skole, men da Barnet skulde sidde over, svarede Læreren, at han ikke kunde faae Barnet med. Herover blev den gamle Mand hidsig og kaldte Læreren for en Skidager. Underdommeren afsagde Arrestdekret over ham og holdt ham fængslet i 4 Dage.

Overretten udtalte i den Anledning: "Det maa alvorlig misbilliges, at Tiltalte under Sagen har været belagt med Arrest, ligesom hans Anholdelse efter Beskaffenheden af den mod ham reiste Sigtelse ei heller kan ansees at have været begrundet." Se dette er meget godt, men nu kommer det Sørgelige, det Demoraliserende. I Steden for at Dommeren burde have været straffet med mindst lige saa mange Dages Fængsel, som han havde ladet den 72-aarige Mand lide, saa hedder det i Dommen: "Der findes dog ikke tilstrækkelig Føie til at paalægge Underdommeren Ansvar".

Men nu Høiesteret? Ja Høiesterets Dom billiger fuldstændig i Et og Alt Overretsdommen og statuerer "at der burde ikke være afsagt Fængslingskendelse over ham og at end ikke den efter det første Forhør iværksatte og i 2 Dage fortsatte Anholdelse var tilstrækkelig begrundet, hvorved bemærkes at Tiltalte ikke tidligere var tiltalt eller straffet og var en i Byen bosiddende Mand". Men - mirabile dictu - saa tilføier H. Ret. "at Overrettens Misbilligelse af Fængslingsksendelsen er udtalt noget skarpere end nødvendigt".

Efter denne Udtalelse af H. Ret vil det kunne forstaaes, at Politi og Forhørsdommere ikke ere forknytte for at anholde og fængsle. Thi det Høieste, der risikeres, er en  Misbilligelse. Men den personlige Frihed, hvor bliver den af? Den er = Nul her i Danmark. Der er ikke En her i Danmark der er beskyttet i sin personlige Frihed. Medens vi Borgere ellers med Tryghed kunne gaa til Høiesteret og faae en saa retfærdig Afgjørelse for vore Sager, som menneskelig Skrøbelighed og Ufuldkommenhed kan give, saa staa vi uden Værn for vor personlige Frihed.

Idag mig, imorgen Dig. Her er et Punkt i vor Lovgivning, som trænger til at blive taget under alvorlig Behandling. Kunde dog Høire og Venstre, Radikale og Socialdemokrater for en Gangs Skyld mødes og være enige om dette: den personlige Frihed staaer over Alt, den maa vi værne saa godt, som det er muligt.

Den 23. September 1896.

H. F. Møller.

(Dagens Nyheder 25. september 1896).

Den omtalte B var Berendt. Flere indlæg - nu mere på det mere overordnede plan - fulgte i Dagens Nyheder den 26. september 1896 (underskrevet "Jurist"). Et referat af den officielle forhørsprotokol Dagens Nyheder 28. og 29. september 1896, med redaktionens kritiske kommentar. "Den liberale Vælgerforening" afholdt et møde den 30. september i protest mod politiovergreb. med 3-4.000 deltagere i Lørups Ridehus. Ligeledes havde "Det unge Høire" i "Kongen Klub" et diskusionsmøde om retstilstandene og politiet. 

Et uheldigt Svar af Politiet.

Hr. Redaktør !

Som en af dem, der - uden Opfordring fra den endog modstræbende Madam Behrendts Side - har bidraget til at bringe hendes Sag frem for Offentligheden, er jeg saa fri at bede om Tilladelse til at give Gjensvar paa en Artikel i "Berlingske Tidende", for saa vidt den vedrører Madam B. Det vil vist allerede være Enhver paafaldende, at ud af de 54 Linier, som omhandle hendes Sag, ere de 36 Linier helligede Pigen Bettys Forhold, hvilke jo ere Sagen ret uvedkommende. Dog fremgaaer det af den lange Indledning, at Pigen Betty, saa længe hun var under Madam B.s Tag, ikke har forsyndet sig mod Straffelovens § 180.

Hvad vi ville protestere mod, var Politiets Optræden mod Madam B. (dette Punkt ofrer Berlingske 15 Linier). Den første Rapports Ufuldstændighed (ignoreres af Bladet), Assessor Birchs Arrestdekret (der begrundes i Artiklens sidste tre Linier), Assessor Finsens enorme Bøde, trods Betjent Larsens nye og berigtigende Erklæringer, Madam B.s Behandling i Arresten endelig Justitsministeriets Afslag - motiveret ved Politidirektørens Skrivelse - af det til Kongen stilede Benaadningsandragende. At "Berlingske Tidende" ikke finder et eneste Ord til Forsvar for disse Hovedanker, er i dets stumme Sprog talende nok: Alt Forsvar opgivet! Og nu de 18 Linier, der behandle Sagens Realitet:

"Berlingske Tidende" skriver Da Betjenten afhentede det nævnte Fruentimmer hos Madam B., lod denne sig henrive (efter Betjentens Rapport) til nogle grove Skjældsord og Beskyldninger.

Ved at læse dette paa Tryk, er jeg i høi Grad forbavset, thi i de sidste otte Dage er det jo Gang paa Gang blevet gjentaget med Politibetjent Nr. 150 Larsens egne Ord ud af hans egne om end sildige Erklæring til Assessor Finsen i Retten, at de nævnte - og omstridte - Ytringer ikke var henvendte til ham (Betjenten), men til Madam B.s Mand og til Betty. Her er altsaa ikke Tale om Overfald paa Politiet. Hertil kommer, at Madam B. aldeles bestemt hævder, at Betjenten ikke var i Stuen, men udenfor i en lille Korridor. "Berlingske Tid." skriver: Betjenten opholdt sig i samme Rum. Den opmærksomme Læser vil her spørge, hvorfor Ordet Rum bruges og ikke Værelse. Ja her ligger en lille "Snedighed" gjemt.

Madam B. har Ret: Betjenten var ikke i det samme Værelse. Betjenten har Ret: Han var i samme Rum. Sagen er den, at et større Rum var skildret af til Butik, Værelse, Korridor. Men kan Politidirektører, virkelig være bekjendt i en saa alvorlig Sag og om et af dens Kjernepunkter offentlig at skrive "Betjenten opholdt sig i samme Rum", naar han faktisk ikke var i samme Værelse.

Naar Betjent Larsen selv i Retten erklærer, at ytringerne ikke vare henvendte til ham, og naar han samtidig opholdt sig udenfor Værelset, hvor bliver da Forsyndelsen mod § 101 (Overfald med Skjældsord paa Politiet) af?

Har Konen da ikke Ret, naar hun ligeoverfor Assessor Birch nægter at have overfaldet Politiet med Skjældsord, og har Assessor Birch ikke dekreteret Arrest for at aftvinge Tilstaaelse om en Forbrydelse, der ikke var begaaet?

"Berlingske Tidende" skriver: "Der er ikke fjerneste Sandsynlighed for, at hun ikke har brugt disse Ytringer". Det er der jo netop, da alle tre Tilstedeværende nægte det, og den angivende Betjent, der har staaet i Korridoren, næppe tydeligt har kunnet skjelne mellem de opbragte Kvinders Stemmer. "Berlingske Tidende" skriver: "og der er ikke mindste Tvivl om, at Ytringerne ere strafbare efter Straffeloven". Atter er her en kjedelig Lakune, thi Bladet glemmer at sige, efter hvilken Paragraf i Lovens selvfølgelig er en injurierende Omtale af Politiet strafbar efter Straffeloven, men at § 101 skulde kunne anvendes, er mere end usandsynligt.

Selvfølgelig har Bladet Ret i, at man ikke maa gjøre Politiet ansvarligt for den nuværende Retsforfatnings Mangler, med andre Ord lad Assessor Birch klare for sit Arrestdekret og Finsen for sine 150 Kroner og Justitsministeriet for sit Afslag paa Benaadningsandragendet.

Men saa Meget tør man dristig paastaa i denne Sag, at hvis Betjenten hin 11. Juni var kommen ind og havde sagt: jeg er Politibetjent Larsen, jeg har Ordre til al afhente Pigen Betty, der har undladt at give Møde, som hun burde, da vilde Madam B. og Hr. B. ikke have knyet, men saa var der jo heller ingen Rapport bleven ud deraf.

Deres ærbødigste

Borger.

(Dagens Nyheder 3. oktober 1896).

Atter en Sag paa Politistationen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Torsdag til Mandag i Kaschotten.

Fra Torsdag i forrige Uge til Mandags har et sygt Menneske, Cigararbejderske Josefine Rasmussen, siddet i Kaschotten, sigtet af Politiet paa Fælledvejens Station for at have været beruset  den Syge er endvidere i den offenlige Politiret bleven idømt en Mulkt af 10 Kr. og har afsonet Bøden ved to Dages Fængsel i Kristianshavns Arresthus.

Denne Tildragelse er et meget sørgeligt Supplement til alle de Eksempler, som vi tidligere flere Gange har fremdraget om fattige syge Menneskers Behandling paa Politistationerne, hvor Politiet indlægger dem som formentlig berusede. Vi har derfor meget nøje undersøgt de nærmere Omstændigheder ved denne Affære og kan her meddele følgende Fakta.

Josefine Rasmussen, der er ca. 30 Aar og ugift, har i de sidste 1½ Aar arbejdet i Julius Adlers Cigarfabrik i Vimmelskaftet 36. Hun havde her det bedste Ry paa sig baade fra Kollegers og fra Fabriksmestrenes Side som skikkelig og stilfærdig, noget svagt begavet i aandelig Henseende, men ikke i mindste Maade drikfældig. Derimod var det alle bekendt, at hun led af en Slags Krampetilfælde eller Ligfald, der indfandt sig med Aars Mellemrum, og at hun, saalænge disse Anfald stod paa, gik som en Søvngængerske fuldstændig aandsfraværende, indtil hun styrtede om og slog sig.

Det sidste Tilfælde indtraf for 2 Aar siden, mens hun arbejdede hos Tobaksfabrikant Løber i Pilestræde 59. Da hun om Eftermiddagen forlod Fabriken faldt hun om paa Boulevarden og blev her fundet af et Par medfølende Betjente, der straks saae at det var en Syg og bragte hende til Kommunehospitalet.

Vimmelskaftet 38-34. Den smalle bygning i midten er nr. 36. Tobaksfabrikken har formentlig befundet sig i den lange, smalle gård som strækker sig helt til Skindergade. Foto Erik Nicolaisen Høy (2022). Kbhbilleder.

I Torsdags i forrige Uge havde Arbejderne hos Julius Adler nok bemærket, at Josefine var noget underlig aandsfraværende, men de lagde dog ikke videre Vægt herpaa, og de anede mindst, at denne aparte Sindsstemning var Forløberen for et nyt Anfald. Hun havde heller ikke selv nogen som helst Forudfølelse af, at Sygdommen nærmede sig, og da Klokken var 6 om Eftermiddagen forlod hun Fabriken med den Bemærkning til Mesteren, Hr. Th. Petersen, at hun ikke følte sig rigtig vel tilpas.

Fra dette Øjeblik forsvandt hun fuldstændig og sporløst. Baade paa Fabriken og i hendes Logi, - hun boede i Baggesensgade 25, 1. Sal, hos Berthelsen, - blev man urolig over denne pludselige og mystiske Forsvinden, man frygtede der var skel hende en Ulykke, og Fabriken lod forhøre paa Hospitalerne, lige som Logiværtinden henvendte sig paa Politistationen paa Fælledvejen og opgav den forsvundnes Signalement. Men alt var uden Resultat; Politiet erklærede bestemt, at de hverken havde hørt eller set noget til den forsvundne.

Endelig i Mandags Eftermiddags dukker Josefine op igen - altsaa efter næsten 4 Døgns Forløb - og fortæller sine forbavsede Veninder og Arbejdskammerater, at hun i hele den forløbne Tid har siddet i Kaschotten som sigtet for at have været beruset paa Gaden, og at hun lige er sluppen ud af Arresten. Hun var slemt forslaaet i Ansigtet efter et Fald, men kunde for Resten ikke erindre det mindste om, hvad der i øvrigt havde tildraget sig i dette lange Tidsrum - hele Begivenheden stod som en taaget og utydelig Drøm.

Ved vore Efterforskninger har vi faaet konstateret, at Josefine, da hun Torsdag Aften Kl. 6 forlod Fabriken i Vimmelskaftet, efterhaanden under Sygdommens Fremadskriden er bleven saa aandsfraværende og sanseløs, at hun har vandret om paa maa og faa, indtil hun en Time senere, ved 7-Tiden, passerede gennem Pilestræde. Da hun kom i Nærheden af Fabrikant Løbers Fabrik tæt ved Klareboderne, naaede Anfaldet sin Kulmination, hun tabte Bevidstheden, styrtede næsegrus mod Jorden og tilføjedes herved flere blødende Saar i Ansigtet. Der samledes hurtig en stor Tilskuermængde, flere medlidende Personer søgte at rejse hende op og en nærboende Handlende bragte en Stol ud paa Fortovet, hvor hun bragtes til Sæde.

To Politibetjente fra Pilestrædes Station kom straks efter til Stede og søgte at erfare hendes Bopæl, men forgæves, hun kunde ikke afgive nogen forstaaelig Forklaring, og de lod hende saa sidde ganske rolig mens de ryddede Gaden.

Paa dette Tidspunkt indtraf imidlertid to Damer og en Herre, der kendte Josefine. Det var Frøknerne Marie Therkelsen og Brun samt Fabriksmester Johnsen, der alle er ansat i Løbers Fabrik. De fordrede indtrængende, at Betjentene enten skulde bringe det syge Menneske hjem i en Droske, og opgav hendes Bopæl, eller at hun ligesom tidligere skulde bringes til Hospitatet, men Betjentene nægtede at efterkomme Anmodningen.

Hr. Johnsen trængte paa og forestillede Politimanden, at man da ikke kunde lade det syge Menneske ligge der paa Gaden, men heller ikke dette nyttede. Betjenten havde nøje undersøgt den Syge og fundet, at hun ikke var beruset, i saa Fald skulde han nemlig øjeblikkelig, i Henhold til sin Instruks, have bragt hende paa Stationen. Men nu, da hun kun var syg, (efter hans Formening var det kun et ganske almindeligt Krampetilfælde), saa ansaa han det ikke for sin Pligt at tage sig af hende.

Damerne, der var mere resolut, tog saa selv Affære. Saasnart Josefine kunde støtte paa Benene ledsagede de hende op til Nørreboulevard og anbragte hende i en Sporvogn, og da hun vedblivende var helt omtaaget og ikke kunde klare for sig, betalte de Konduktøren 10 Øre og bad ham sørge for, at hun kom af ved Blaagaardsgade.

Men hun naaede ikke hjem. Saasnart hun steg ud af Sporvognen paa Nørrebrogade var det, at Politibetjenten fra Fælledvejens Station kom til, og han anholdt hende og erklærede hende for beruset - altsaa lige stik imod sine to Kollegers Erklæring en halv Time tidligere. Saa var det altsaa at det syge Menneske blev puttet i Kaschotten, og hun tilbragte den første Nat paa Træbuksen i Politistationens Rum for berusede.

Vi vil ikke rette nogen Bebrejdelse mod den Nørrebro-Betjent, der har udvist en saadan Malkonduite. Han er maaske ny Mand i Tjenesten og han er i hvert Fald i Følge sin ravgale Instruks stillet overfor den ubehagelige Pligt, at skulle bedømme hvorvidt et Menneske er beruset eller syg. Man maa forudsætte, at han ikke har handlet af Hensynsløshed overfor den tarvelig klædte, syge Kvinde, da han stemplede hende som en Drukkenboldt i Stedet for at føre hende til Hospitalet. Men det forefaldne viser her atter skarpt, at i den Slags Tilfælde burde altid en Læge afgive sit Skøn, ikke ukyndige Lægmænd.

For at vise, hvor elendigt og hjælpeløst et stakkels sygt Menneske er stillet, der under saadanne Forhold beskyldes for Beruselse, er det tilstrækkeligt at anføre, at ikke en eneste af alle de mange Politiembedsmænd, som den syge Kvinde præsenteredes for i de 4 Dage, fik Øje for, at hun var syg. Der er til en Begyndelse baade Overbetjent Menige paa Stationen (Assistenten har antagelig ikke taget hende i Øjesyn), saa er der Fængselsbetjentene paa Nytorv, hvor hun tilbragte Fredagen (Fængselslægen har sandsynligvis heller ikke undersøgt hende), endvidere er der selve Dommeren i din offenlige Politiret, Assessor Lunn, der i Mødet i Lørdags idømte Josefine en Mulkt paa 10 Kr. til Afsoning straks, og tilsidst kommer Personalet i Kristianshavns Fængsel, hvor hun tilbragte Resten af Tiden fra Lørdag til Mandag Middag.

Naar ingen af alle disse Lægmænd kunde se, at det var et sygt Menneske, de havde før sig, saa viser dette bedst, hvor nødvendigt det er at have tvungen Lægekontrol ved Stationerne.

Man forestille sig den absurde og bagvendte "Rets"-Pleje i den offenlige Politiret, hvor Betjentens ensidige Rapport læses op og staar til Troende ... Truffen paa Gaden i beruset Tilstand .... erhvervsløs .... uden Logi ....

Foran Skranken staar saa en syg og aandssvag Kvinde, der ikke formaar at forsvare sig, ikke har Evner til at raabe: Det er Løgn altsammen, hvad I siger om mig: jeg er ikke beruset, men syg, jeg er ikke erhvervsløs, men har Arbejde, jeg er ikke uden Logi, men har mit Hjem!. . . 

Og selv om hun kunde forsvare sig, saa er jo Praksis i den offenlige Ret denne, at hun ingen Lejlighed faar dertil.

Assessoren raaber: "Ti Kroner i Mulkt" og saa er hun færdig.

Taalmodig lader hun sig alter indespærre i Arresten, og her sidder altsaa det syge og uskyldige Menneske i to Dage og Nætter og skal afsone Mulkten - Bøden for den Overtrædelse af Politivedtægten, som hun ikke har begaaet!

*

Josefines Bekendte og Venner blev naturligvis meget oprørt, da de erfarede den Behandling, hun havde været udsat for. Vi har bl. a. talt med hendes tidligere Principal, Tobaksfabrikant Løber i Pilestræde. Han forklarede, at hun har arbejdet hos ham i 6 Aar, og han kunde kun omtale hende fordelagtigt. Han havde i dette Tidsrum aldrig set hende beruset og troede ikke at hun nød Spiritus. Derimod havde hun flere Gange havt sit Sygdomsanfald paa Fabriken, saa at han og Personalet maatte tage sig af hende, og han havde da i Reglen ladet hende besørge hjem i en Droske. Saa vidt ham bekendt havde hun flere Gange ligget paa Kommunehospitalet efter saadanne Anfald. Han udtalte sluttelig sin dybeste Indignation over den Maade, hvorpaa Politiet denne Gang havde behandlet dette beklagelsesværdige Menneske.

Og lige saa rosende og indigneret udtalte alle de øvrige sig.

*

Som omtalt henvendte Josefines Værtinde, Fru Berthelsen, sig paa Fælledvejens Politistation for at forespørge om den forsvundne Josefine Rasmussen, samt opgav hendes Signalement, i Fald hun skulde antræffes. 

Politiet svarede, at de vidste intet om hende, de havde hverken hørt eller set noget til den forsvundne!!

Naar man nu erindrer, at Josefine kort i Forvejen havde været indbragt som anholdt netop til den selvsamme Station, og at hun ovenikøbet havde tildragt en hel Nat der sovende paa Briksen, ligesom der var afgivet Rapport over hende fra samme Station, og at til Overflod hendes Navn stod indført i Stationens Politi-Journal - saa faar man herved et ganske karakteristisk Indblik i den Forretningsorden og Konduite, der raader i den nye Politiassistent Lindbæks Kontorer.

Og at Hr. Lindbæk personlig just heller ikke kan regnes for noget Lys fik vi Erfaring for, da vi ved en Henvendelse til til ham kun fik det Svar, at han holdt sig til Rapportens Ord: beruset . . . erhvervsløs . . . uden Logi ! Han viste sig altsaa lige saa ukyndig som sin Betjent og søgte iøvrigt at dække over Fadæsen med den naive Erklæring, at han efter Politidirektørens Ordre ikke maattet meddele Bladene noget!

Hans Overbetjent optraadte ligesaa kostelig. Han paastod uden videre og med et bredt Grin, at da Josefine i Mandags efter Løsladelsen henvendte sig paa Stationen for efter Politiets Ordre at give Meddelelse om sin Tilbagekomst fra den formentlige Forsvinding, saa var hun - efter Overbetjentens Mening - atter beruset! En ny og aldeles løs og ubegrundet Beskyldning. Det er saadanne Funktionærers Skøn, at Publikum er underkastet. 

D'Hrr. Politimænd følte sig øjensynlig noget trykket af Situationen, da vi efterhaanden Punkt for Punkt gendrev Rapportens Ukorrektheder, og navnlig virkede den Meddelelse ubehageligt paa Hr. Assistent Lindbæk, at to andre Ordenshåndhævere kort i Forvejen hin Torsdagaften havde erklæret om Josefine, at hun ikke var beruset. Da han mærkede, at Sagen ikke længere stod til at klare, saa sluttede han hidsigt af med følgende mindre vel overvejede Ord :

"Ja, har hun lidt Uret, saa er det i hvert Fald paa urette Sted at hun har henvendt sig med sin Klage ved at gaa til "Social-Demokraten". Ovenstaaende Fremstilling viser tvært imod, at det eneste urette Sted, hvor den syge Kvinde har været, netop er i Hr. Lindbæks Politikaschot. Iøvrigt var hans Udtalelse en ligefrem Uartighed mod vort Blad og vore Partifæller, der udgør Hovedmassen af Befolkningen i den Politikreds, hvori han er ansat - en Kreds, der sender ikke mindre end tre socialdemokratiske Repræsentanter til Rigsdagen.

Vi overlader hermed Sagen til Politidirektørens behagelige Overvejelse og nærmere Undersøgelse. Vi haaber, at Resultatet maa blive en klækkelig Erstatning til Josefine Rasmussen for den hende ved Arrestationen tilføjede Tort og Lidelse.

(Social-Demokraten 24. august 1895).

Gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads: Thea Adler født Monies 4. octbr 1842-20. april 1889. Julius Adler 1835- 1902. Tobaksfabrikanten hvor Josefine Rasmussen var ansat. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Julius Adlers Tobaksfabrik var grundlagt 1854 af Julius Adler (1835-1902). Gift med Dorothea “Thea” Monies Adler (1842-1889). Den lå først på Kongens Nytorv 26, København. Han grundlagde i 1878 Danmarks første cigaretfabrik med en beskeden bemanding på fem personer. Ellers havde man importeret dem. Først i 1900-tallet begyndte cigaretter at vinde indpas for alvor. Efter hans død overgik Forretningen til Albert Jacobsen (f. 1861). Han er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Hensynsfuldhed paa Statsbanernes 3dje Klasse. (Efterskrift til Politivennen)

Da man paa de sjællandske Jærnbaner indførte, at der i hvert Tog skulde være Plads for 10 (ti) Ikke-Rygere af 3dje Klasse, hilste jeg dette med stor Glæde, dels fordi der nu var Mulighed for, at ikke-rygende og særlig svage Mandfolk kunde være saa heldige at saa Plads i dette ene Rum, før det blev fyldt, og dels fordi jeg tænkte, at naar der først var gjort en om end nok saa lille Indrømmelse, saa vilde man snart nødes til at gaa videre, indtil der paa denne Klasse var indført en passende Fordeling som paa 2den Klasse. Siden den Tid har jeg rigtignok selv ofte forgjæves søgt om Plads i det ene Rum for Ikke-Rygere; og den Udvidelse, jeg haabede skulde komme, er bleven helt borte. Jeg har tidt tænkt paa at henlede Jærnbanebestyrelsens Opmærksomhed paa denne Sag, men dels rejser sig mindre end før, og dels har jeg i Almindelighed fundet Imødekommenhed hos Konduktørerne, saa jeg personlig ikke har døjet saa meget derved, og saa er der noget, der hedder at lade enhver hytte sig. I Dag (d. 19de April), da jeg skulde rejse fra Frederiksberg til Taastrup med Toget fra Kjøbenhavn 12,40, fik jeg dog paa ny Lejlighed til at mærke, hvordan man under de nuværende Forhold er givet Vilkaarligheden i Vold. Jeg søgte strax ved Togets Komme til Døren med Mærket "Ikke-Rygere" ovenover, men kom dog saa sent, at Pladsen var optaget. Ved Siden af var der 3 Rum ud i ét; Dørene stod aabne til de 2 af disse, men da jeg lige saa daarligt kan taale Træk som Tobaksrøg, og her var udsat for begge Dele, bad jeg Konduktøren, om han ikke vilde aabne Døren til det 3dje Rum og lade min Hustru og mig komme derind. Han henviste til de aabne Døre, og jeg gjorde ham da opmærksom paa, at det var, fordi vi ikke kunde taale Træk. at vi ønskede at kjøre baglængs i det forreste Rum. Han nægtede desuagtet at aabne, og Togføreren, som stod i Nærheden, sagde: De skal tage Plads, hvor Konduktøren anviser. Jeg gjentog da for Togføreren, at det var af Helbredshensyn og for at undgaa Træk, jeg bad derom. Ikke desto mindre fastholdt han Vægringen, hvorover jeg udtalte min Forundring med den Tilføjelse, at jeg troede dette uberettiget og vilde klage derover. Jeg havde før gjort opmærksom paa, at der manglede Plads for Ikke-Rygere, men nu paastod Konduktøren det modsatte, og jeg fulgte ham derhen, hvor han dog maatte give tabt overfor Protesten fra de 10, som var der i Forvejen. Imidlertid var Døren, jeg ønskede aabnet, kommet paa Klem fordi en derindefra havde faaet Ærende ud, og jeg tog mig saa den Frihed uden videre at gaa derind. Der viste sig da kun at være ialt 2 derinde, saa der var da i det mindste Husrum nok. Hvorfor disse to skulde været ene netop om dette Rum, vil jeg lade staa hen; de fleste rejsende af 3dje Klasse behøver næppe Forklaring, havde der været flere enkelte Rum paa Toget, havde de vel nok raaet et saadant. Jeg undres heller ikke saa meget over, at mangen Konduktør kan have Lyst til paa den ene Side at hygge lidt om enkelte rejsende og paa den anden pakke de andre sammen saa godt som muligt, thi det er ikke noget fornøjeligt for ham til enhver Tid paa hans farlige Vandring at banke paa altfor mange Steder. Men jeg tænkte, at en Togfører holdt sig til almindelig Imødekommenhed overfor alle de rejsendes billige og høflige Forlangender. Jeg henstiller til den høje Jærnbanestyrelse, om der ikke maatte blive rigeligere Plads for Ikke-Rygere, og jeg tør forsikre, at en saadan Ordning vilde blive i høj Grad paaskjønnet af mangfoldige rejsende, selv om en Del Konduktører muligvis kunde føle sig opfordret til at sige, at vi har nok i det ene Rum, saa andre Enkeltrum kunde staa til mere fri Raadighed. At 3dje Klasses rejsende har Krav paa en hensynsfuldere Ordning, skal jeg ikke komme ind paa, da Jærnbanestyrelsen jo bedst maa vide, hvad der saa ofte er fremsat, at det er denne Klasse, der trods lavere Billetpriser betaler sine Vogne bedst, fordi Udstyrelsen er simplere. Udfyldningen af de enkelte Pladser grundigere og disse oven i Kjøbet meget mindre.

P. L.

(Morgenavisen (København) 21. april 1891).

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Formanden for Tobaksarbejder- forbundet "Enigheden" har vi modtaget Følgende:

Den langvarige Strejke, der i Aar har fundet Sted i vort Fag, er, som ofte tidligere fremhævet, bleven os paatvungen. Den udbrød den 2den Maj d. A. paa en enkelt Fabrik og Arbejderne fordrede da en Lønningsforhøjelse af 1 Kr. pr. 1600 Cigarer. Vi antog den Gang ikke, at Strejken skulde have faaet det Omfang, som den senere fik, og som gjorde, at vi maatte henvende os til vore Meningsfæller i andre Fag om Hjælp til at føre Kampen. Aarsagen til Strejkens senere store Udvidelse var, at den Fabrikant, hos hvem Arbejdet først blev nedlagt, blev understøttet af flere andre Fabrikanter, og vi indsaa da, at hvis det skulde lykkes os at føre Strejken til et for Arbejderne heldigt Resultat, da maatte Arbejdet nedlægges saa vel paa de Fabriker, hvor fra ovennævnte Fabrikant hentede sin Støtte, som paa alle de Steder, hvor Arbejdet blev betalt med den laveste Løn Dette var saa meget mere nødvendigt, som Cigararbejdernes Lønningssorhold ved gentagne Nedsættelser var blevne saa slette, at mange Arbejdere maatte arbejde til langt ud paa Natten for at skasse det allernødvendigste til sig og Familje, og det havde vist sig, at alle Forsøg paa, ved Hjælp af en mindelig Overenskomst at hæve Lønnen, var strandede paa Fabrikanternes Umedgørlighed.

Da vi saaledes saa os nødsagede til at bruge mere energiske Midler for at tiltvinge os en større Andel i vort Arbejdsudbytte, blev der stillet Fordring om en Lønningsforhøjelse af 2 Kr. pr. 1000 Cigarer. Da vi havde taget dette Skridt, indsaa vi, at Kampen vilde blive Haardere end nogensinde tidligere i vort Fag, og at vi, dersom vi skulde have Udsigt til at føre den sejrrig igennem, maatte sikre os de fornødne Midler til de Strejkendes Underhold ved at appellere til vore Meningsfællers Støtte. Vor Anmodning var ikke forgæves, idet de Løfter, der blev os givet, saa vel om frivillige Bidrag som ogsaa om eventuelle Laan, blev opfyldt ud over de Forventninger, som vi dristede os til at nære. Og denne Støtte har ikke alene virket materielt, men har tillige været en stadig Opmuntring for de Strejkende.

Det gode Sammenhold, der var til Stede blandt Cigararbejderne, og den store Interesse for Sagen, der viste sig hos de øvrige Fags Arbejdere, var selvfølgelig alt andet end velset af Cigarfabrikanterne, og de opbød derfor alt for at sprænge vor Organisation. De indsaa nu, at den tidligere Udbytning, og deraf følgende Fattigdom hos Arbejderne, ikke havde gjort disse modstandsløse, og de forsøgte derfor at undertrykke det, som de kaldte for den "rebelske Aand" hos Arbejderne, og atter faa dem til at gaa ind under Kapitalmagtens Aag, ved at stille dem en stedsevarende Arbejdsløshed i Udsigt. De truede med, at de i Fremtiden ikke vilde beskæftige mandlig Arbejdskraft, og indgik senere en gensidig Forpligtelse, ikke at give Arbejderne en eneste Øre i Lønningsforhøjelse. Medens Fabrikanterne, naar Arbejderne henvendte sig til dem om Lønningsforbedringer, stadig skød sig ind under, at de ikke indbyrdes kunde opnaa Enighed desangaaende, var der dog intet til Hinder for at blive enige om ovennævnte Beslutning, der havde Arbejdernes Undertrykkelse til Formaal, og de fleste Fabrikanter har sikkert fuldt og fast troet, at Sejren nok vilde falde paa deres Side. Men efter at ovennævnte gensidige Løfte var aflagt, indsaa bestandig flere og flere Fabrikanter, at det kneb med at holde det, idet den travle Tid var begyndt, og de derfor ikke kunde undvære deres Arbejdere. Fabrikanterne burde paa den anden Side heller ikke bryde det Løfte, de havde givet deres Kolleger (det er kun overfor Arbejderne, man kan give et Løfte i Dag og bryde det i Morgen), og for at komme ud af Forlegenheden, besluttede de at gaa en Omvej. De sendte da Bud efter deres tidligere Arbejdere, og paatog sig overfor dem en Humanitets-Maske, beklagede deres Nød og opfordrede dem til at genoptage Arbejdet paa de gamle Betingelser. Naar Arbejderne saa havde arbejdet en 14 Tages Tid under de tidligere Forhold, saa skulde Lønnen nok blive forbedret. Dette Forslag, ved hvilket Fabrikanterne stillede sig selv i den rette Belysning, blev selvfølgelig afvist af Arbejderne med Harm og Indignation.

Det viste sig tillige ved denne Fabrikanternes Fremgangsmetode, at der bagved den Fordring, de jævnlig havde stillet, om kun at ville underhandle med deres egne Arbejdere, medens de stadig nægtede at underhandle med Forbundet, skjulte sig et Forsøg paa at undertrykte Arbejderne, og da vi indsaa, at denne Underhandlingsmaade ikke vilde føre til noget som helst for Arbejderne gavnligt Resultat, besluttede Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" at tilstille Cigarfabrikanternes Forening et Forslag, hvori der fordredes en gennemgaaende Lønningsforhøjelse af 1 Kr. pr. 1000 Cigarer, samt at intet Arbejde maatte betales med en lavere Løn end 8 Kr. pr. 1000. Dette Forslag blev antaget af Fabrikanterne, og Strejken blev derved endt paa de fleste Fabriker.

Sejren bragtes saaledes til sidst over paa Arbeidernes Side. Opnaaede vi ikke at føre Fordringen om de 2 Kr. pr. 1000 igennem, saa opnaaede vi dog, dette, at Arbejdet vandt en Sejr over Kapitalmagten. Fabrikanterne har ikke sparet paa Midler for at bringe Arbejderne til at underkaste sig. De har sat deres Efteraarsforretning paa Spil, og det er dog navnlig den, der anses for at være den bedste; de har udtømt deres Lagre, og til Trods for deres idelige Fraser om at ville værne om Indlandets Industri, har de ikke taget i Betænkning at lade en stor Del af deres Kunder forsyne sig i Udlandet. Men til Trods for alt dette har de dog til sidst maattet bøje sig for Arbejdernes Solidaritet og Organisation.

Vi maa derfor aflægge vor dybtfølte Tak til enhver, der har bidraget til vor Strejkes Gennemførelse, thi uden Eders Hjælp vilde vi selvfølgelig have staaet forsvarsløse. Vi takker enhver Bidragydende, hvad enten hans Bidrag har været større eller mindre, og vil vise os værdige til den Hjælp, vi har modtager, ved bestandig at hævde vor Ret overfor Kapitalmagten, og vil tillige af yderste Evne gengælde den os tildelte Støtte ved enhver given Lejlighed, hvor andre Fag maatte komme til at trænge dertil.

I det Hele er nu 33 Fabrikanter gaaet ind paa vore Fordringer, og da vi nu ser os i Stand til selv at kunne bestride Udgifterne ved de eventuelle mindre Arbejdsnedlæggelser, bringer vi herved vor Tak til enhver Bidragyder faavel her i Landet som i Udlandet i Tobakarbeiderforbundet "Enigheden."

Den 4. December 1883.

Paa Bestyrelsens Vegne;

E. Hyller.

F. T. Formand.

(Social-Demokraten 5. december 1883).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter f. Petersen Elfelt (1866-1931): Cigarfabrik m. arbejdere. 1903-1910. Det kongelige Bibliotek.

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af, at Hr. Cigarfabrikant Høy i "Berl. Tid." fra forrige Lordag havde erholdt en Artikel optaget om Cigararbejderstrejken, hvilken Artikel helt igennem indeholdt Urigtigheder, tilsendte Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet det nævnte Blad følgende Tilsvar, som "Berl. Tid."s Redaktion imidlertid nægtede at optage, og vi gengiver derfor Tilsvaret her. Det lyder saaledes:

Hr. Redaktor! I Anledning af Cigarfabrikant L. R. Høys Artikel i "Berlingske Tidende" for Lørdagen den 18de ds., tillader Undertegnede sig at anmode Dem om at optage følgende Gensvar i Deres ærede Blad.

Da Cigararbejdernes Strejke i de første Dage af Maj tog sin Begyndelse paa Hr. Lichtingers Fabrik, skete dette ikke uden at der fra Cigararbejdernes Side ofte var gjort Forsøg paa at bevæge Cigarfabrikanterne til at træde i Underhandling med Arbejderne om en Forhøjelse af Lønnen. Saadanne Forsøg ere i Løbet af de senere Aar atter og atter blevne gjorte af Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", men ere stadig blevne afviste af Fabrikanterne, hvem Skylden for, at en Forhandling ikke har kunnet bringes i Stand, altsaa udelukkende paahviler. Denne Holdning fra Fabrikanternes Side er saa meget mere paafaldende, som de ved en større Lønningsnedsættelse i 1877 afgav Løftet om atter at ville forhøje Lønnen.

Oprindelig blev Strejken foranlediget ved, at Arbejderne af Hr. Lichtinger bleve tvungne til en defensiv Optræden, idet han forlangte en Sort Cigarer forfærdiget for en lavere Betaling, end der tidligere var ydet derfor, og efterhaanden afskedigedes de Arbejdere, der nægtede at udføre Arbejdet for den af Hr. Lichtinger tilbudte Løn. Om dette Spørgsmaal kunde der altsaa ikke forhandles. Arbejderne havde kun Valget imellem enten at tage imod den Løn, Hr. Lichtinger tilbød, eller forlade Fabriken.

Da der derpaa blev stillet et Forlangende til Hr. Lichtinger om en Lønningsforhøjelse, nægtede han at gaa ind derpaa forinden Spørgsmaalet havde været til Forhandling blandt Fabrikanterne, og der blev da atter ytret det Ønske paa Tobaksarbejderforbundcts Side, at en Underhandling med Fabrikanterne maalte komme i Stand. Foranlediget ved de mange lidte Skuffelser nærede Arbejderne dog intet Haab om, at Fabrikanterne nu vilde vise sig villige til at underhandle, og da den Situation, som Hr. Lichtinger havde fremkaldt ved at afskedige flere Arbejdere, tillige var saaledes, at et Svar fra Fabrikanterne ikke kunde afventes, blev Arbejdernes Forlangende fastholdt og Strejken erklæret.

Den Formodning, at Fabrikanterne stod paa samme Standpunkt som tidligere, viste sig at være fuldstændig rigtig. Den 17de Maj afholdt Fabrikanternes Forening en Generalforsamling, paa hvilken det vedtoges, at der for Tiden ingen Forhøjelse af Arbejdslønnen kunde finde Sted. Nogen Forhandling med Arbejderne var der ingen Tale om, kun om et Afslag.

Forinden Strejken for ca. 2 Maaneder siden udvidedes, blev der atter fra Arbejdernes Side gjort et Forsøg paa at komme til en Underhandling, idel Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" personlig henvendte sig til Cigarfabrikant Schiøtz, der i Formandens Fraværelse stod som Fabrikanternes Forenings nærmeste Repræsentant. Endskønt Hr. Schiøtz blev gjort bekendt med, at en Arbejdsnedlæggelse vilde blive Følgen, saafremt en Forhandling nægtedes, udtalte han dog som sin personlige Anskuelse, at Opfordringen til Fabrikanterne vilde blive frugtesløs, og Arbejderne har senere ikke modtaget noget andet Svar.

Naar Hr. Høy derfor saa stærkt fremhæver, at Strejken er bleven Fabrikanterne paatvungen, og beskylder Arbejderne for at have været uvillige til at ville gaa ind paa Forhandlinger, da er denne Fremstilling alddeles ukorrekt, og lige det stik Modsatte af, hvad der virkelig har fundet Sted. Hr. Høy synes iøvrigt selv flere Gange at have været besværet af Fabrikanternes Utilbøjelighed til at forhandle. Da Arbejderne saaledes stillede deres Forlangende til ham, udtalte han, at en Forhøjelse af Lønnen af 1 Kr. pr. 1000 Cigarer for det simplere Arbejde og 2 Kr. for det bedre, meget godt kunde indrømmes; men da det Spørgsmaal blev rettet til ham, om han da vilde gaa ind derpaa, benægtede han det, under Henvisning til, at en Forhandling med de øvrige Fabrikanter maatte gaa forud. Hr. Høy var tillige blandt dem, der ved deres tilsyneladende Villighed til at underhandle, bevirkede, at Tobaksarbejderforbundet fik den Tro, at en Forhandling med Fabrikanterne kunde bringes i Stand, hvilket havde til Følge, at Forbundet i Juli Maaned tog Initiativet til at indbyde Fabrikanterne til et Møde, men ikke desto mindre var Hr. Høy iblandt dem, der nægtede at komme til Stede, og saaledes bidrog til, at Mødet blev resultatløst. Hr. Høy var ligeledes blandt dem, der ved at protestere imod det næste Møde, som blev afholdt den 20de Juli, bevirkede, at ogsaa dette blev uden Resultat, samt at der fra Fabrikanternes Side blev erklæret, at Sagen ikke kunde føres videre. Hr. Høy sigter maaske til, at Arbejderne paa de enkelte Fabriker ikke har villet slaa af paa deres Fordringer, og i saa Henseende kan han til Dels have Ret, thi ligesom Arbejderne har henvendt sig til Fabrikanternes Forening, naar de har søgt at indlede Underhandlinger, og ligeledes al de enkelte Fabrikanter ere blevne henviste dertil, saaledes fordrer Arbejderne ogsaa, at Forhandlingerne skal ske igennem deres Forening. Men Hr. Høy bliver derfor lige uberettiget til at beskylde Arbejderne for ikke at ville underhandle, idet de altid har været villige dertil igennem den Institution, de anerkender som den, hvorigennem deres Interesser skal varetages. Det maa tillige bemærkes, at Tilbøjeligheden til at underhandle med selve Fabrikernes Arbejdere heller ikke har været til Stede hos det langt overvejende Flertal af Fabrikanterne, idet de i Regelen absolut har nægtet at gaa ind paa nogen som helst Forhøjelse af Lønnen. Ogsaa med Hensyn til Lønningssatserne gør Hr. Høy sig skyldig i Forvanskninger af de faktiske Forhold; Arbejderne har ikke forlangt en Minimums-Svendeløn a8 Kroner, men derimod en Minimumsløn saavel for mandlige og kvindelige Arbejdere af dette Beløb. Og denne Løn staar desuden ikke som en oprindelig Fordring fra Arbejdernes Side, men derimod som et Tilbud fra flere Fabrikanter, paa hvilket Arbejderne har vist sig villige til at gaa ind. Det kommer altsaa her ikke an paa, hvad Hr. Høy betaler som den laveste Svendeløn, thi Minimumslønnen hos ham er dog 6½ Kr. pr. 1000, og det spiller ingen Rolle, at det er kvindelige Arbejdere, som modlager denne Løn, lige som del ikke er de mandlige Arbejderes Mening vedblivende at levere Arbejde for 8 Kr. pr. 1000, der nu betales med denne Sum, fordi det nu en Gang tilfældigvis er bleven den laveste Betaling for Mandsarbejdere paa Hr. Høys Fabrik. Med de Fabrikanter, hos hvem Arbejdet er genoptaget, saa vel som hos flere andre, hvor Strejken paa Grund af vedkommende Fabrikants Medgørlighed ikke er kommet til Udbrud, er der truffet den Overenskomst at der intet som helst Arbejde skal udføres for en lavere Løn end 8 Kr. pr. 1000, hverken af Kvinder eller Mænd, samt at der for de øvrige Sorter har fundet en tilsvarende Forhøjelse Sted. Disse Overenskomster, til hvilke Forslaget er udgaaet fra Fabrikanterne, ere atter et Bevis paa Arbejdernes Tilbøjelighed til at underhandle, saa at Hr. Høys Paastand altsaa er fuldstændig grundløs.

Naar Hr. Høy endvidere anfører, at maandlige Arbejderes Løn i Reglen er fra 8-12 Kr. pr. 1000, bør det fremhæves, at en meget stor Del maa udføre Arbejde til 6 Kr. pr. 1000, og at Antallet ikke er større end det er, beror udelukkende paa, at der kan faas kvindelig Arbejdskraft til denne Betaling. Det er heller ikke Arbejdernes mindre Arbejdsdygtigbed, der almindeligvis beskæftiges ved det slettest betalte Arbejde. Paa de fleste Fabriker maa i Reglen enhver nyantaget Arbejder begynde med dette, og som oftest faar han Lov til at vedblive dermed indtil der bliver Plads ledig ved det bedre betalte Arbejde, og dette kan som oftest vare i Maaneder og Aar, hvis det overhovedet indtræffer.

Hr. Høys Paastand om, at den almindelige Fortjeneste for mandlige Arbejdere er fra 15 til 20 Kr. er ligeledes urigtig, hvilket bedst kan bevises ved Eksempler, hentede fra Hr. Høys egen Fabrik. Som anført lader Hr. Høy det Arbejde, der er under 8 Kr.. udføre af Kvinder, hvorved de mandlige Arbejderes Løn bliver fra 8 til 12 Kr. pr. 1000. Men endskønt Hr. Høys mandlige Arbejdere hører til dem, der besidder den største Hurtighed og Færdighed, har deres Gennemsnitsfortjeneste dog kun været lidt over 14 Kr. ugenlig. Lægger man dertil, at de kvindelige Arbejderes Fortjeneste kun har været ca. 8 Kr., bliver Gennemsnitsfortjenesten for Hr. Høys samtlige Arbejdere mellem 11 og 12 Kr. ugenlig. Da nu det Arbejde, der udføres hos Hr. Høy udføres af Kvinder, paa mange andre Fabriker udføres af Mænd, og disses Fortjeneste er mellem 8-9 Kr., bliver Gennemsnitsfortjenesten som oftere af Foreningen anført, imellem 11 og 12 Kr. ugenlig.

Naar Hr. Høy anfører, at de Fabrikanter, der har givet efter for Arbejderne, har gjort dette fordi de har været nødt dertil, maa hertil svares, at dette næppe i højere Grad har været Tilfældet med dem end med de øvrige Fabrikanter. Det, der har bevæget dem, er snarere det større Hensyn, de har taget til deres Arbejdere saa vel som til deres Kunder, hvem de ikke har villet byde de mindre gode Varer, som andre Fabrikanter ikke tager i Betænkning at byde deres.

Hr. Høy henviser endvidere til Konkurrencen som den Faktor, der tvinger Fabrikanterne. Hertil skal der bemærkes, at der næppe er noget Fag, hvori Konkurrencen er mindre, end netop i Cigarfabrikationen. I Udlandet er Arbejdslønnen højere og Varerne dyrere end i Indlandet. Hertil kommer den høje Told, a 83 Øre pr. Pund for det færdige Produkt, en Afgift, som yderligere fordyrer de i Udlandet forfærdigede Varer med 9 a 10 Kr. pr. 1000 Cigarer. Ogsaa i Provinserne er Arbejdslønnen gennemgaaende højere, og det er ikke Provinsfabrikanterne, der ved Hjælp af Konkurrencen trykker de københavnske, men derimod omvendt.

Hr. Høy bemærker endvidere, at Fabrikanternes Modstand ikke skyldes nogen gensidig Overenskomst. Denne Paastand holder kun daarlig Stik over Kendsgerningerne. Vedtagelsen paa Fabrikanternes Forenings Generalforsamling den 17de Maj er allerede omtalt, og siden den Tid er det netop en gensidig Overenskomst mellem flere Fabrikanter , der har forhindret, at Underhandlinger med Arbejderne er komne i Stand, og i denne Overenskomst har Hr. Høy selv taget Del.

Erindrer Hr. Høy ikke, at han og et Antal andre Fabrikanter den 20de Juli besluttede at erklære Mødet for inkompetent, uden at der var nogen egenlig Grund dertil. Erindrer Hr. Høy ikke de 14 Fabrikanters Skrivelse af 14de Juli 1883, der indeholdt en Nægtelse af at træde i Underhandling med Arbejderne, og da denne Skrivelses Indhold staar i absolut Modstrid med 3 af Underskrivernes, deriblandt Hr. Høys, tidligere Erklæringer, er det derved givet, at den netop skyldes en gensidig Overenskomst.

De samme Bemærkninger, der her er rettede til Hr. Høy, ere i Hovedsagen ogsaa gældende for de 13 Fabrikanter, der have tiltraadt Hr. Høys Udtalelser, endskønt Publikum er forbleven uvidende om de Herrers Navne. Da D'hrr. har lagt saa stærk Vægt paa at kaste Skylden for ikke at ville underhandle over paa Arbejderne, og delte nu maa antages for at være modbevist, vilde det være konsekvent handlet af D'hrr. Fabrikanter, om de nu, i Henhold til deres egne Udtalelser, vilde lægge deres Vilje for Dagen ved at træde i Underhandling med Arbejderne. De Sidstnævnte har altid været villige til at forhandle, og vil ogsaa fremdeles være det.

Paa Bestyrelsen for Tobaksarbejdersorbundet "Enigheden"? Vegne

ærbødigst

E. Hyller,

Formand

(Social-Demokraten 25. august 1883).

Tobaksarbejdernes Forbund "Enigheden" blev stiftet i september 1871. Den indmeldte sig i Pios "Internationale" som blev stiftet måneden efter. Blandt lederne var Carl Würtz og P. C. Johnsen. 1874-1884 var N. E. Hyller (?-1915) formand (se ovenstående billede), han var også medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Hyller var 1903-1915 valgt i Valby til Folketinget. Han efterfulgtes af Sigvald Olsen. Strejken der varede et halvt år, endte med bedre Arbejdsbetingelser. Det betød at de mange kvinder indenfor faget også begyndte at komme med i organisationen.

L. R. Høy & Sønners Cigarfabrik var grundlagt 1866 af L. R. Høy (1838-?). Han gik efterhånden mere og mere over til kvindelig arbejdskraft. Hans sønner blev i 1900 optaget som associes, Vald. Høy (f. 1867) og Martin Høy (f. 1873) og i 1903 en yngre Søn, Aage Høy (f. 1876) som Associés under ovenstaaende Firmanavn. I 1890 udskiltes Tobaksfabrikken Amsterdam som selvstændig Forretning med L. R. Høy som Eneindehaver. Adresse: Læssøesgade 14 (senere 28?).