Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Formanden for Tobaksarbejder- forbundet "Enigheden" har vi modtaget Følgende:

Den langvarige Strejke, der i Aar har fundet Sted i vort Fag, er, som ofte tidligere fremhævet, bleven os paatvungen. Den udbrød den 2den Maj d. A. paa en enkelt Fabrik og Arbejderne fordrede da en Lønningsforhøjelse af 1 Kr. pr. 1600 Cigarer. Vi antog den Gang ikke, at Strejken skulde have faaet det Omfang, som den senere fik, og som gjorde, at vi maatte henvende os til vore Meningsfæller i andre Fag om Hjælp til at føre Kampen. Aarsagen til Strejkens senere store Udvidelse var, at den Fabrikant, hos hvem Arbejdet først blev nedlagt, blev understøttet af flere andre Fabrikanter, og vi indsaa da, at hvis det skulde lykkes os at føre Strejken til et for Arbejderne heldigt Resultat, da maatte Arbejdet nedlægges saa vel paa de Fabriker, hvor fra ovennævnte Fabrikant hentede sin Støtte, som paa alle de Steder, hvor Arbejdet blev betalt med den laveste Løn Dette var saa meget mere nødvendigt, som Cigararbejdernes Lønningssorhold ved gentagne Nedsættelser var blevne saa slette, at mange Arbejdere maatte arbejde til langt ud paa Natten for at skasse det allernødvendigste til sig og Familje, og det havde vist sig, at alle Forsøg paa, ved Hjælp af en mindelig Overenskomst at hæve Lønnen, var strandede paa Fabrikanternes Umedgørlighed.

Da vi saaledes saa os nødsagede til at bruge mere energiske Midler for at tiltvinge os en større Andel i vort Arbejdsudbytte, blev der stillet Fordring om en Lønningsforhøjelse af 2 Kr. pr. 1000 Cigarer. Da vi havde taget dette Skridt, indsaa vi, at Kampen vilde blive Haardere end nogensinde tidligere i vort Fag, og at vi, dersom vi skulde have Udsigt til at føre den sejrrig igennem, maatte sikre os de fornødne Midler til de Strejkendes Underhold ved at appellere til vore Meningsfællers Støtte. Vor Anmodning var ikke forgæves, idet de Løfter, der blev os givet, saa vel om frivillige Bidrag som ogsaa om eventuelle Laan, blev opfyldt ud over de Forventninger, som vi dristede os til at nære. Og denne Støtte har ikke alene virket materielt, men har tillige været en stadig Opmuntring for de Strejkende.

Det gode Sammenhold, der var til Stede blandt Cigararbejderne, og den store Interesse for Sagen, der viste sig hos de øvrige Fags Arbejdere, var selvfølgelig alt andet end velset af Cigarfabrikanterne, og de opbød derfor alt for at sprænge vor Organisation. De indsaa nu, at den tidligere Udbytning, og deraf følgende Fattigdom hos Arbejderne, ikke havde gjort disse modstandsløse, og de forsøgte derfor at undertrykke det, som de kaldte for den "rebelske Aand" hos Arbejderne, og atter faa dem til at gaa ind under Kapitalmagtens Aag, ved at stille dem en stedsevarende Arbejdsløshed i Udsigt. De truede med, at de i Fremtiden ikke vilde beskæftige mandlig Arbejdskraft, og indgik senere en gensidig Forpligtelse, ikke at give Arbejderne en eneste Øre i Lønningsforhøjelse. Medens Fabrikanterne, naar Arbejderne henvendte sig til dem om Lønningsforbedringer, stadig skød sig ind under, at de ikke indbyrdes kunde opnaa Enighed desangaaende, var der dog intet til Hinder for at blive enige om ovennævnte Beslutning, der havde Arbejdernes Undertrykkelse til Formaal, og de fleste Fabrikanter har sikkert fuldt og fast troet, at Sejren nok vilde falde paa deres Side. Men efter at ovennævnte gensidige Løfte var aflagt, indsaa bestandig flere og flere Fabrikanter, at det kneb med at holde det, idet den travle Tid var begyndt, og de derfor ikke kunde undvære deres Arbejdere. Fabrikanterne burde paa den anden Side heller ikke bryde det Løfte, de havde givet deres Kolleger (det er kun overfor Arbejderne, man kan give et Løfte i Dag og bryde det i Morgen), og for at komme ud af Forlegenheden, besluttede de at gaa en Omvej. De sendte da Bud efter deres tidligere Arbejdere, og paatog sig overfor dem en Humanitets-Maske, beklagede deres Nød og opfordrede dem til at genoptage Arbejdet paa de gamle Betingelser. Naar Arbejderne saa havde arbejdet en 14 Tages Tid under de tidligere Forhold, saa skulde Lønnen nok blive forbedret. Dette Forslag, ved hvilket Fabrikanterne stillede sig selv i den rette Belysning, blev selvfølgelig afvist af Arbejderne med Harm og Indignation.

Det viste sig tillige ved denne Fabrikanternes Fremgangsmetode, at der bagved den Fordring, de jævnlig havde stillet, om kun at ville underhandle med deres egne Arbejdere, medens de stadig nægtede at underhandle med Forbundet, skjulte sig et Forsøg paa at undertrykte Arbejderne, og da vi indsaa, at denne Underhandlingsmaade ikke vilde føre til noget som helst for Arbejderne gavnligt Resultat, besluttede Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" at tilstille Cigarfabrikanternes Forening et Forslag, hvori der fordredes en gennemgaaende Lønningsforhøjelse af 1 Kr. pr. 1000 Cigarer, samt at intet Arbejde maatte betales med en lavere Løn end 8 Kr. pr. 1000. Dette Forslag blev antaget af Fabrikanterne, og Strejken blev derved endt paa de fleste Fabriker.

Sejren bragtes saaledes til sidst over paa Arbeidernes Side. Opnaaede vi ikke at føre Fordringen om de 2 Kr. pr. 1000 igennem, saa opnaaede vi dog, dette, at Arbejdet vandt en Sejr over Kapitalmagten. Fabrikanterne har ikke sparet paa Midler for at bringe Arbejderne til at underkaste sig. De har sat deres Efteraarsforretning paa Spil, og det er dog navnlig den, der anses for at være den bedste; de har udtømt deres Lagre, og til Trods for deres idelige Fraser om at ville værne om Indlandets Industri, har de ikke taget i Betænkning at lade en stor Del af deres Kunder forsyne sig i Udlandet. Men til Trods for alt dette har de dog til sidst maattet bøje sig for Arbejdernes Solidaritet og Organisation.

Vi maa derfor aflægge vor dybtfølte Tak til enhver, der har bidraget til vor Strejkes Gennemførelse, thi uden Eders Hjælp vilde vi selvfølgelig have staaet forsvarsløse. Vi takker enhver Bidragydende, hvad enten hans Bidrag har været større eller mindre, og vil vise os værdige til den Hjælp, vi har modtager, ved bestandig at hævde vor Ret overfor Kapitalmagten, og vil tillige af yderste Evne gengælde den os tildelte Støtte ved enhver given Lejlighed, hvor andre Fag maatte komme til at trænge dertil.

I det Hele er nu 33 Fabrikanter gaaet ind paa vore Fordringer, og da vi nu ser os i Stand til selv at kunne bestride Udgifterne ved de eventuelle mindre Arbejdsnedlæggelser, bringer vi herved vor Tak til enhver Bidragyder faavel her i Landet som i Udlandet i Tobakarbeiderforbundet "Enigheden."

Den 4. December 1883.

Paa Bestyrelsens Vegne;

E. Hyller.

F. T. Formand.

(Social-Demokraten 5. december 1883).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter f. Petersen Elfelt (1866-1931): Cigarfabrik m. arbejdere. 1903-1910. Det kongelige Bibliotek.

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af, at Hr. Cigarfabrikant Høy i "Berl. Tid." fra forrige Lordag havde erholdt en Artikel optaget om Cigararbejderstrejken, hvilken Artikel helt igennem indeholdt Urigtigheder, tilsendte Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet det nævnte Blad følgende Tilsvar, som "Berl. Tid."s Redaktion imidlertid nægtede at optage, og vi gengiver derfor Tilsvaret her. Det lyder saaledes:

Hr. Redaktor! I Anledning af Cigarfabrikant L. R. Høys Artikel i "Berlingske Tidende" for Lørdagen den 18de ds., tillader Undertegnede sig at anmode Dem om at optage følgende Gensvar i Deres ærede Blad.

Da Cigararbejdernes Strejke i de første Dage af Maj tog sin Begyndelse paa Hr. Lichtingers Fabrik, skete dette ikke uden at der fra Cigararbejdernes Side ofte var gjort Forsøg paa at bevæge Cigarfabrikanterne til at træde i Underhandling med Arbejderne om en Forhøjelse af Lønnen. Saadanne Forsøg ere i Løbet af de senere Aar atter og atter blevne gjorte af Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", men ere stadig blevne afviste af Fabrikanterne, hvem Skylden for, at en Forhandling ikke har kunnet bringes i Stand, altsaa udelukkende paahviler. Denne Holdning fra Fabrikanternes Side er saa meget mere paafaldende, som de ved en større Lønningsnedsættelse i 1877 afgav Løftet om atter at ville forhøje Lønnen.

Oprindelig blev Strejken foranlediget ved, at Arbejderne af Hr. Lichtinger bleve tvungne til en defensiv Optræden, idet han forlangte en Sort Cigarer forfærdiget for en lavere Betaling, end der tidligere var ydet derfor, og efterhaanden afskedigedes de Arbejdere, der nægtede at udføre Arbejdet for den af Hr. Lichtinger tilbudte Løn. Om dette Spørgsmaal kunde der altsaa ikke forhandles. Arbejderne havde kun Valget imellem enten at tage imod den Løn, Hr. Lichtinger tilbød, eller forlade Fabriken.

Da der derpaa blev stillet et Forlangende til Hr. Lichtinger om en Lønningsforhøjelse, nægtede han at gaa ind derpaa forinden Spørgsmaalet havde været til Forhandling blandt Fabrikanterne, og der blev da atter ytret det Ønske paa Tobaksarbejderforbundcts Side, at en Underhandling med Fabrikanterne maalte komme i Stand. Foranlediget ved de mange lidte Skuffelser nærede Arbejderne dog intet Haab om, at Fabrikanterne nu vilde vise sig villige til at underhandle, og da den Situation, som Hr. Lichtinger havde fremkaldt ved at afskedige flere Arbejdere, tillige var saaledes, at et Svar fra Fabrikanterne ikke kunde afventes, blev Arbejdernes Forlangende fastholdt og Strejken erklæret.

Den Formodning, at Fabrikanterne stod paa samme Standpunkt som tidligere, viste sig at være fuldstændig rigtig. Den 17de Maj afholdt Fabrikanternes Forening en Generalforsamling, paa hvilken det vedtoges, at der for Tiden ingen Forhøjelse af Arbejdslønnen kunde finde Sted. Nogen Forhandling med Arbejderne var der ingen Tale om, kun om et Afslag.

Forinden Strejken for ca. 2 Maaneder siden udvidedes, blev der atter fra Arbejdernes Side gjort et Forsøg paa at komme til en Underhandling, idel Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" personlig henvendte sig til Cigarfabrikant Schiøtz, der i Formandens Fraværelse stod som Fabrikanternes Forenings nærmeste Repræsentant. Endskønt Hr. Schiøtz blev gjort bekendt med, at en Arbejdsnedlæggelse vilde blive Følgen, saafremt en Forhandling nægtedes, udtalte han dog som sin personlige Anskuelse, at Opfordringen til Fabrikanterne vilde blive frugtesløs, og Arbejderne har senere ikke modtaget noget andet Svar.

Naar Hr. Høy derfor saa stærkt fremhæver, at Strejken er bleven Fabrikanterne paatvungen, og beskylder Arbejderne for at have været uvillige til at ville gaa ind paa Forhandlinger, da er denne Fremstilling alddeles ukorrekt, og lige det stik Modsatte af, hvad der virkelig har fundet Sted. Hr. Høy synes iøvrigt selv flere Gange at have været besværet af Fabrikanternes Utilbøjelighed til at forhandle. Da Arbejderne saaledes stillede deres Forlangende til ham, udtalte han, at en Forhøjelse af Lønnen af 1 Kr. pr. 1000 Cigarer for det simplere Arbejde og 2 Kr. for det bedre, meget godt kunde indrømmes; men da det Spørgsmaal blev rettet til ham, om han da vilde gaa ind derpaa, benægtede han det, under Henvisning til, at en Forhandling med de øvrige Fabrikanter maatte gaa forud. Hr. Høy var tillige blandt dem, der ved deres tilsyneladende Villighed til at underhandle, bevirkede, at Tobaksarbejderforbundet fik den Tro, at en Forhandling med Fabrikanterne kunde bringes i Stand, hvilket havde til Følge, at Forbundet i Juli Maaned tog Initiativet til at indbyde Fabrikanterne til et Møde, men ikke desto mindre var Hr. Høy iblandt dem, der nægtede at komme til Stede, og saaledes bidrog til, at Mødet blev resultatløst. Hr. Høy var ligeledes blandt dem, der ved at protestere imod det næste Møde, som blev afholdt den 20de Juli, bevirkede, at ogsaa dette blev uden Resultat, samt at der fra Fabrikanternes Side blev erklæret, at Sagen ikke kunde føres videre. Hr. Høy sigter maaske til, at Arbejderne paa de enkelte Fabriker ikke har villet slaa af paa deres Fordringer, og i saa Henseende kan han til Dels have Ret, thi ligesom Arbejderne har henvendt sig til Fabrikanternes Forening, naar de har søgt at indlede Underhandlinger, og ligeledes al de enkelte Fabrikanter ere blevne henviste dertil, saaledes fordrer Arbejderne ogsaa, at Forhandlingerne skal ske igennem deres Forening. Men Hr. Høy bliver derfor lige uberettiget til at beskylde Arbejderne for ikke at ville underhandle, idet de altid har været villige dertil igennem den Institution, de anerkender som den, hvorigennem deres Interesser skal varetages. Det maa tillige bemærkes, at Tilbøjeligheden til at underhandle med selve Fabrikernes Arbejdere heller ikke har været til Stede hos det langt overvejende Flertal af Fabrikanterne, idet de i Regelen absolut har nægtet at gaa ind paa nogen som helst Forhøjelse af Lønnen. Ogsaa med Hensyn til Lønningssatserne gør Hr. Høy sig skyldig i Forvanskninger af de faktiske Forhold; Arbejderne har ikke forlangt en Minimums-Svendeløn a8 Kroner, men derimod en Minimumsløn saavel for mandlige og kvindelige Arbejdere af dette Beløb. Og denne Løn staar desuden ikke som en oprindelig Fordring fra Arbejdernes Side, men derimod som et Tilbud fra flere Fabrikanter, paa hvilket Arbejderne har vist sig villige til at gaa ind. Det kommer altsaa her ikke an paa, hvad Hr. Høy betaler som den laveste Svendeløn, thi Minimumslønnen hos ham er dog 6½ Kr. pr. 1000, og det spiller ingen Rolle, at det er kvindelige Arbejdere, som modlager denne Løn, lige som del ikke er de mandlige Arbejderes Mening vedblivende at levere Arbejde for 8 Kr. pr. 1000, der nu betales med denne Sum, fordi det nu en Gang tilfældigvis er bleven den laveste Betaling for Mandsarbejdere paa Hr. Høys Fabrik. Med de Fabrikanter, hos hvem Arbejdet er genoptaget, saa vel som hos flere andre, hvor Strejken paa Grund af vedkommende Fabrikants Medgørlighed ikke er kommet til Udbrud, er der truffet den Overenskomst at der intet som helst Arbejde skal udføres for en lavere Løn end 8 Kr. pr. 1000, hverken af Kvinder eller Mænd, samt at der for de øvrige Sorter har fundet en tilsvarende Forhøjelse Sted. Disse Overenskomster, til hvilke Forslaget er udgaaet fra Fabrikanterne, ere atter et Bevis paa Arbejdernes Tilbøjelighed til at underhandle, saa at Hr. Høys Paastand altsaa er fuldstændig grundløs.

Naar Hr. Høy endvidere anfører, at maandlige Arbejderes Løn i Reglen er fra 8-12 Kr. pr. 1000, bør det fremhæves, at en meget stor Del maa udføre Arbejde til 6 Kr. pr. 1000, og at Antallet ikke er større end det er, beror udelukkende paa, at der kan faas kvindelig Arbejdskraft til denne Betaling. Det er heller ikke Arbejdernes mindre Arbejdsdygtigbed, der almindeligvis beskæftiges ved det slettest betalte Arbejde. Paa de fleste Fabriker maa i Reglen enhver nyantaget Arbejder begynde med dette, og som oftest faar han Lov til at vedblive dermed indtil der bliver Plads ledig ved det bedre betalte Arbejde, og dette kan som oftest vare i Maaneder og Aar, hvis det overhovedet indtræffer.

Hr. Høys Paastand om, at den almindelige Fortjeneste for mandlige Arbejdere er fra 15 til 20 Kr. er ligeledes urigtig, hvilket bedst kan bevises ved Eksempler, hentede fra Hr. Høys egen Fabrik. Som anført lader Hr. Høy det Arbejde, der er under 8 Kr.. udføre af Kvinder, hvorved de mandlige Arbejderes Løn bliver fra 8 til 12 Kr. pr. 1000. Men endskønt Hr. Høys mandlige Arbejdere hører til dem, der besidder den største Hurtighed og Færdighed, har deres Gennemsnitsfortjeneste dog kun været lidt over 14 Kr. ugenlig. Lægger man dertil, at de kvindelige Arbejderes Fortjeneste kun har været ca. 8 Kr., bliver Gennemsnitsfortjenesten for Hr. Høys samtlige Arbejdere mellem 11 og 12 Kr. ugenlig. Da nu det Arbejde, der udføres hos Hr. Høy udføres af Kvinder, paa mange andre Fabriker udføres af Mænd, og disses Fortjeneste er mellem 8-9 Kr., bliver Gennemsnitsfortjenesten som oftere af Foreningen anført, imellem 11 og 12 Kr. ugenlig.

Naar Hr. Høy anfører, at de Fabrikanter, der har givet efter for Arbejderne, har gjort dette fordi de har været nødt dertil, maa hertil svares, at dette næppe i højere Grad har været Tilfældet med dem end med de øvrige Fabrikanter. Det, der har bevæget dem, er snarere det større Hensyn, de har taget til deres Arbejdere saa vel som til deres Kunder, hvem de ikke har villet byde de mindre gode Varer, som andre Fabrikanter ikke tager i Betænkning at byde deres.

Hr. Høy henviser endvidere til Konkurrencen som den Faktor, der tvinger Fabrikanterne. Hertil skal der bemærkes, at der næppe er noget Fag, hvori Konkurrencen er mindre, end netop i Cigarfabrikationen. I Udlandet er Arbejdslønnen højere og Varerne dyrere end i Indlandet. Hertil kommer den høje Told, a 83 Øre pr. Pund for det færdige Produkt, en Afgift, som yderligere fordyrer de i Udlandet forfærdigede Varer med 9 a 10 Kr. pr. 1000 Cigarer. Ogsaa i Provinserne er Arbejdslønnen gennemgaaende højere, og det er ikke Provinsfabrikanterne, der ved Hjælp af Konkurrencen trykker de københavnske, men derimod omvendt.

Hr. Høy bemærker endvidere, at Fabrikanternes Modstand ikke skyldes nogen gensidig Overenskomst. Denne Paastand holder kun daarlig Stik over Kendsgerningerne. Vedtagelsen paa Fabrikanternes Forenings Generalforsamling den 17de Maj er allerede omtalt, og siden den Tid er det netop en gensidig Overenskomst mellem flere Fabrikanter , der har forhindret, at Underhandlinger med Arbejderne er komne i Stand, og i denne Overenskomst har Hr. Høy selv taget Del.

Erindrer Hr. Høy ikke, at han og et Antal andre Fabrikanter den 20de Juli besluttede at erklære Mødet for inkompetent, uden at der var nogen egenlig Grund dertil. Erindrer Hr. Høy ikke de 14 Fabrikanters Skrivelse af 14de Juli 1883, der indeholdt en Nægtelse af at træde i Underhandling med Arbejderne, og da denne Skrivelses Indhold staar i absolut Modstrid med 3 af Underskrivernes, deriblandt Hr. Høys, tidligere Erklæringer, er det derved givet, at den netop skyldes en gensidig Overenskomst.

De samme Bemærkninger, der her er rettede til Hr. Høy, ere i Hovedsagen ogsaa gældende for de 13 Fabrikanter, der have tiltraadt Hr. Høys Udtalelser, endskønt Publikum er forbleven uvidende om de Herrers Navne. Da D'hrr. har lagt saa stærk Vægt paa at kaste Skylden for ikke at ville underhandle over paa Arbejderne, og delte nu maa antages for at være modbevist, vilde det være konsekvent handlet af D'hrr. Fabrikanter, om de nu, i Henhold til deres egne Udtalelser, vilde lægge deres Vilje for Dagen ved at træde i Underhandling med Arbejderne. De Sidstnævnte har altid været villige til at forhandle, og vil ogsaa fremdeles være det.

Paa Bestyrelsen for Tobaksarbejdersorbundet "Enigheden"? Vegne

ærbødigst

E. Hyller,

Formand

(Social-Demokraten 25. august 1883).

Tobaksarbejdernes Forbund "Enigheden" blev stiftet i september 1871. Den indmeldte sig i Pios "Internationale" som blev stiftet måneden efter. Blandt lederne var Carl Würtz og P. C. Johnsen. 1874-1884 var N. E. Hyller (?-1915) formand (se ovenstående billede), han var også medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Hyller var 1903-1915 valgt i Valby til Folketinget. Han efterfulgtes af Sigvald Olsen. Strejken der varede et halvt år, endte med bedre Arbejdsbetingelser. Det betød at de mange kvinder indenfor faget også begyndte at komme med i organisationen.

L. R. Høy & Sønners Cigarfabrik var grundlagt 1866 af L. R. Høy (1838-?). Han gik efterhånden mere og mere over til kvindelig arbejdskraft. Hans sønner blev i 1900 optaget som associes, Vald. Høy (f. 1867) og Martin Høy (f. 1873) og i 1903 en yngre Søn, Aage Høy (f. 1876) som Associés under ovenstaaende Firmanavn. I 1890 udskiltes Tobaksfabrikken Amsterdam som selvstændig Forretning med L. R. Høy som Eneindehaver. Adresse: Læssøesgade 14 (senere 28?). 

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Sjældent er en Arbejdsnedlæggelse blevet omfattet med en saa stor og almindelig Interesse fra alle Arbejderes og Arbejdervenners Side som den, der for Tiden udvises mod de for en menneskelig Tilværelse kæmpende Cigararbejdere. Vel maa det siges, at Arbejderne her i Danmark heller ikke tidligere har ladet det Fag i Stikken, der til en given Tid har været nødt til at optage Kampen mod Kapitalens Overgreb, men derimod stadig været rede til at støtte hinanden i denne Kamp. Solidaritetsfølelsen, Følelsen af Alle som en at staa over for en fælles Fjende: Kapitalen, saa længe den er i egoistiske og hensynsløse Privatmænds Hænder, har vel bestandig udviklet sig og gjort sig gældende paa en for Arbejderne ærefuld Maade, men denne Følelse har endnu ikke sat sig et saa smukt Mindesmærke som det, der rejses i disse Dage ved den Enstemmighed, den almindelige Offervillighed, der lægges for Dagen for at yde de strejkende Cigararbejdere en saa kraftig Støtte, at de derved bliver i Stand til at gennemføre deres berettigede Fordringer.

Og denne Støtte er ikke blevet ydet Cigararbejderne paa en nølende eller vankelmodig Maade. Straks da Arbejdsnedlæggelsen antog en saadan Karakter, at Cigararbejderne trods forøgede Anstrængelser ikke længer saa sig i Stand til at bære den ved egne Kræfter, men maatte anmode andre Fags Arbejdere om Støtte, gav Bestyrelserne for Fagforeningerne øjeblikkelig deres. Tilsagn om at tilflyde den manglende Kraft. De vidste, at de kunde gøre det, idet de vor overbeviste om, at de Mænd af Arbejderstanden, de stod som Repræsentanter for, med al den Energi, der stod til deres Raadighed, vilde give deres Tilsagn og Løfter behørig Vægt. Spørgsmaalet drejede sig derfor heller ikke om, hvorvidt der skulde ydes Cigararbejderne Støtte i deres Kamp, dette Spørgsmaal betragtedes som afgjort i samme Øjeblik, som det blev rejst, men ene og alene om, paa hvilken Maade man hurtigst og kraftigst kunde yde dem den fornødne Bistand. I nogle Fagforeninger havde man endog paa Forhaand stillet forholdsvis ikke ubetydelige Summer til Cigararbejdernes Disposition.

Den Støtte, som Bestyrelserne gjorde Regning paa hos deres respektive Foreningers Medlemmer, udeblev heller ikke. Den blev ydet med al den Energi, som er ejendommelig for Mænd, der er sig Sagens Alvor bevidst, og som føler, at det er deres egen Kamp, der kæmpes. Men ikke alene Foreningsmedlemmerne gav Mode med deres Bidrag. Ogsaa de Arbejdere, der staar udenfor deres Fags Organisation, følte sig grebet af Sagens Vigtighed og store Betydning, og strittede sig til de Kæmpendes Rækker, lige som mange udenfor de fysiske Arbejderes snævrere Kreds staaende Arbejdervenner har lagt deres Sympati for Arbejderne for Dagen ved at træde til med deres aktive Støtte.

Det er ikke alene her i København, at Interessen for og Deltagelsen i Cigarbejdernes Kamp gør sig gældende. Hele Danmarks Arbejderstand kan i dette Øjeblik med Rette siges at staa paa Cigarbejdernes Side. Fra henimod en Snes af Landels betydeligste Byer indkommer der nådig Bidrag, og det er ikke alene fra de Strejkendes Fagfæller at disse ydes, men ligesom her i København er Arbejdere af alle Fag traadt til i flere as Landets største og betydeligste Byer. Vi minder saaledes om de aarhusianske Arbejderes Deltagelse, hvilket Eksempel er blevet fulgt i Randers og flere andre Steder.

Ogsaa Arbejderne i Udlandet tager Del i de københavnske Cigararbejderes Kamp. I Sverig indsamles der Bidrag i Stockholm, Gøteborg, Ørebro, Karlskrona, Kalmar, Karlshæmn, Linkøping, Norrkøping, Malmø, Lund, Kristiansstad og Helsingborg. I Malmø blev paa et talrigt besøgt Møde, som for kort Tid siden holdtes paa Almbacken, nedsat en Komite til at foranstalte en Indsamling af Bidrag blandt Arbejdere af alle Fag. Fra følgende Byer i Tyskland sendes der Bidrag: fra Hamborg, Berlin, Bremen, Breslau og Flensborg, og da Flertallet af disse Stæder ere at betragte som Centralpunkter i Cigarfabrikationen, indløber der til disse ogsaa Bidrag fra andre Steder i Tyskland. Ligeledes fra Svejts, Frankrig, ja selv fra Amerika har de Strejkende gentagende Gange modtaget ikke ubetydelige Summer, tilligemed Udsagn om yderligere Bidrag.

Ligeoverfor denne Sammenslutning af Arbejdere staar for Tiden 16 Cigarfabrikanter med deres haardnakkede Vægring mod at gaa ind paa Arbejdernes billige og retfærdige Fordring om en Lønningsforhøjelse, der kan sætte dem i Stand til at føre en noget mere menneskelig Tilværelse, end den de hidtil har kunnet føre. Bortset fra den materielle Kraft, som denne enstemmige Tilslutning forlener de Strejkende med, og som giver dem en bestemt Overbevisning om at kunne føre Kampen sejrrig til Ende, har den enstemmige Sympati for de kæmpende Cigararbejdere tillige en uhyre moralsk Betydning. Det er den offentlige Mening, der fælder sin Fordømmelsesdom over den Udbytning, som Cigararbejderne i Aarrækker har været Genstand for. Efter at denne Dom er afsagt, behøver man ikke længere at spørge om, hvorvidt Cigarfabrikanterne har været inhumane eller ikke. Dommen er tydelig og klar. Den mod Cigararbejderne udviste Hensynsløshed og Inhumanitet staar for den almindelige Bevidsthed som noget givet, noget, der er dybt indprentet i Sjælen, noget, der ikke kan bortdisputeres. Man véd, at Cigararbejdernes Fordringer kun drejer sig om at bevæge Fabrikanterne til at opfylde et for 6 Aar siden givet Løfte, et Løfte, som blev aflagt for at formaa Arbejderne til uden Modstand at gaa ind paa en Lønningsreduktion. Man ved, at Fabrikanterne, i Stedet for at opfylde dette Løfte, tvært imod yderligere har reduceret Lønnen, saaledes at denne, naar Arbejdernes Fordringer gennemføres, ikke en Gang vil naa op til, hvad den tidligere har været. Man har set, at Forholdene i Cigararbejderfaget netop giver et slaaende Billede af den nyere Tids Kapitalophobning Side om Side med Fattigdom. Medens Fabrikanternes i Forvejen store Indtægter i faa Aar i flere Tilfælde ere stegne til det dobbelte og tredobbelte, medens adskillige Fabrikanter har aarlige Indtægter, der gaar op til 10 Gange saa mange Tusinder af Kroner, som en mandlig Cigararbejder har Hundreder i aarlig Indtægt, ikke at tale om de kvindelige Arbejdere, med hvilke der slet ingen Sammenligning kan taales, træller Arbejderne, der skaffer Fabrikanterne disse store Indtægter, for en ussel Sulteløn. Det oprører den almindelige moralske Sans, at Mænd, af hvem Samfundet fordrer en Familjeforsørgers Pligter opfyldte, skal opslides i Kapitalens Tjeneste for en gennemsnitlig ugenlig Løn af ca. 11 Kr., at mange, trods al anvendt Flid ikke formaar at drive Fortjenesten højere op end til 8 a 9 Kr., og at Kvinder skulle sælge deres Arbejdskraft for en ugenlig Løn, der i de fleste Tilfælde varierer fra 3½ til 7 a 8 Kr. og kun i enkelte Tilfælde naar op derover, samt at brutal Behandling oste ledsager disse elendige økonomiske Tilstande. Det er disse Forhold, der ved Strejken ere indankede for den offenlige Menings Domstol, og det er over dem den almindelige Bevidsthed nu fælder sin Fordømmelsesdom.

Strænge Herrer regerer kun kort, siger Ordsproget, og det synes, som om adskillige Cigarfabrikanter har en Følelse af, at det lakker ad Enden med deres og deres Kapitals Herredømme. Dette fremgaar nærmest af den Frygt, de nærer for Sammenslutningen mellem Arbejderne. De ved, at Arbejderne i Sammenslutningen har et mægtigt Vaaben imod dem, og derfor søger de ved alle Midler at forhindre deres Arbejdere i at forene sig, ja selv i at diskutere deres Anliggender. Der kunde fremdrages Rækker af Eksempler paa saadanne Midler, der bringes i Anvendelse overfor Arbejderne, men vi skal indskrænke os til kun at nævne nogle enkelte.

Man vil erindre, at der for nogen Tid siden fandt en mindre Strejke Sted hos Cigarfabrikant Thomsen (Fabriken "Royal"), og at der den Gang hos de kvindelige Arbejdere viste sig en stærkere Tendens end tidligere til at indtræde i Tobaksarbejderforbundet "Enigheden". Den nævnte Fabrikant tvang imidlertid ved Hjælp af Trusler om Afskedigelser sine kvindelige Arbejdere til at udtræde af Forbundet, og sendte deres Medlemskort tilbage med Paaskriften "udmeldt". For ikke længe siden viste samme Fabrikant en lignende Handlemaade. Da Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" forleden ved Hjælp af skriftlige Indbydelser havde indbudt de kvindelige Arbejdere til et Møde blev Indbydelsen taget til Følge af Arbejderne paa saa godt som samtlige Fabriker her i  Byen. Fabrikant Thomsen sendte imidlertid Indbydelsen tilbage med Paategning om, at ingen af hans Arbejdere "vilde" komme til et saadant Møde. Arbejderne har selvfølgelig ikke givet deres Minde til dette Skridt af anden Grund end den, at de i modsat Tilfælde vilde være blevne kastede paa Gaden. Det er Kapitaltyranniet, der søger at forlænge sit Herredømme ved at isolere Arbejderne, idet Kapitalisten ved, at en enig og fælles Optræden af Arbejderne vil tilintetgøre hans Magt. Lignende hensynsløse Midler ere satte i Scene af Firmaet Ree & Bay. En af denne Fabriks Arbejdere søgte ved Samtaler udenfor Fabriken at gøre de kvindelige Arbejdere bekendt med, at et Møde agtedes afholdt. Da dette kom til Fabrikanternes Kundskab, blev vedkommende Arbejder øjeblikkelig afskediget.

Lige over for et saadant Tyranni i Forbindelse med Cigararbejdernes usle Lønningsforhold, er det en Selvfølge, at Strejken griber mere og mere om sig. Den omfatter som bekendt nu talt 16 Fabriker, til hvis Ejere, der er stillet den samme Fordring som til de tidligere, nemlig om en Lønningsforhøjelse af 2 Kr. pr. 1000 Cigarer. Denne sukcessive Udvidelse af Strejken vil imidlertid nu blive opgivet, idet en Generalforsamling har bemyndiget Bestyrelsen for Tobakarbejderforbundet til at indbyde samtlige Fabrikanter til et Møde, for i Forbindelse med Delegerede fra alle Fabriker at underhandle om Gennemførelsen af ovennævnte Lønningsforhøjelse for samtlige Fabrikers Vedkommende.

Dette Møde vil finde Sted førstkommende Tirsdag. Arbejderne vil her forelægge samtlige Fabrikanter Spørgsmaalet om den ovenfor nævnte Forbedring af Lønningsvilkaarene. De vil opfordre dem til at indfri det Løfte, der blev givet, da Arbejdslønnen for 6 Aar siden blev reduceret med det samme Beløb. De vil sige til Fabrikanterne: Vi ved, at I er i Stand til at opfylde vort Forlangende; vi ved, at mange af Eder ere tilbøjelige til at gaa ind derpaa, men at I af forskellige Grunde holdes tilbage. Vil Arbejdsgiverne da paa dette Møde give efter for Arbejdernes Forlangende, vil Strejken selvfølgelig være endt, i modsat Tilfælde vil den sandsynligvis blive gennemgaaende, idet Arbejdet vaa de øvrige Fabriker vil blive nedlagt.

Hvis det sidstnævnte Alternativ skal indtræffe, sker det naturligvis i Henhold til, at Cigararbejderne gøre Regning paa ogsaa i Fremtiden at erholde Støtte hos de øvrige Arbejdere, og de nærer ingen Tvivl om. al denne Støtte ogsaa vil blive dem ydet. Den Iver og Interesse, der hidtil har vist sig for Sagen, borger for, at de fornødne Midler vil blive bragte til Bese. Da Formanden for Tobaksarbejdersamfundet paa det store Møde, der blev Afholdt i Anledning af Bebels Valg, rettede det Spørgsmaal til Forsamlingen, om den billigede, at Cigararbejderne førte Kampen fuldt ud, og stod fast paa deres Ret til det yderste, blev dette Svørgsmaal besvaret med et enstemmigt og begejstret: Ja! Ved samme Lejlighed vedtoges det ligeledes enstemmig at støtte de Strejkende af al Kraft. Det følger af sig selv, at dette Tilsagn endnu staar ved Magt. Det Løsen, der ofte har lydt ved de Møder, hvor denne Sag har været paa Dags ordenen, maa ogsaa være Fremtidens Løsen, saa vil de fornødne Midler ogsaa være til Stede. Alle Arbejdere og Arbeidervenner bør sætte sig det Maal, at CigararbejderneS Strejfe skal og maa føres sejrrig igennem.

(Social-Demokraten 15. juli 1883).

Cigararbejdernes Strejke.

Som Følge af den Udvidelse, Arbejdsnedlæggelsen blandt Cigararbejderne har været Genstand for i Løbet af den sidste Uge, omfatter den nu, paa nogle Fabriker nær, næsten hele det Antal, paa hvilke Arbejdet kan forventes at ville blive nedlagt. Anledningen hertil er nærmest den Holdning, som et Antal Fabrikanter har indtaget, og hvorved de har forhindret, at den paatænkte Underhandling mellem Fabrikanter og Arbejdere kunde paabegyndes, og selvfølgelig altsaa endnu mindre føre til noget Resultat. Som bekendt besvarede de omtalte Fabrikanter Arbejdernes Indbydelse til et Møde med et haanende Afslag, og da endelig deres egne Kolleger søgte at bringe dem til at tage Del i en Forhandling, fandt de under et latterligt Paaskud Lejlighed til ogsaa at gøre dette Forsøg frugtesløst. Under disse Omstændigheder har Arbejderne selvfølgelig intet andet at gøre, end at søge deres Fordringer gennemførte ved Hjælp af Strejken, som derfor nu paa det nærmeste kan anses for at være gennemgaaende.

I Følge de Fremstillinger af de faktiske Forhold, under hvilke Cigararbejderne ere henviste til at leve og arbejde, og i Følge den Sympati, der overalt lægges for Dagen for de Strejkende, tør det antages, at der ikke behøves noget yderligere Bevis for, at deres Fordringer ere billige og berettigede. At de tillige ere gennemførlige og antagelige for Fabrikanterne, fremgaar af, at Arbejdslønnen paa Løbers Cigarfabrik i Store Kongensgade uden Strejke er blevet forhøjet, saaledes at den nu paa det nærmeste er i Højde med, hvad de Strejkende tilstræber. Arbejdslønnen paa den nævnte Fabrik har gennemgaaende været noget højere end paa Flertallet af de øvrige Fabriker. Det lavest lønnede Arbejde blev paa den nævnte Fabrik betalt med 6½ Kr. pr. 1000, medens den almindelige Betaling derfor kun var 6 Kr. I Lighed hermed var Betalingen for det øvrige Arbejde ogsaa en Del højere end almindeligt. Ved den Lønningsforhøjelse, der nu har fundet Sted, er Betalingen for det lavest lønnede Arbejde ansat til 8 Kr. pr. 1000, ligesom Betalingen for de øvrige Sorter er forhøjet med 1½ Kr. pr. 1000.

Medens den her omtalte Lønningsforhøjelse omfatter alt Arbejde, og gælder samtlige Arbejdere paa den nævnte Fabrik, er der samtidig andre Fabrikanter, der for nærværende Tid spekulerer i en Art "Lønningsforhøjelse", som kun har til Formaal at bringe en Del af Arbejderne til at undlade at tage Del i Strejken. Denne Fremgangsmaade anvendes særlig overfor de kvindelige Arbejdere, og ihvorvel det paa denne Maade er lykkedes enkelte Fabrikanter at skaffe sig en mindre Arbejdsstyrke, ved de kvindelige Arbejdere dog i Reglen at undgaa den Snare, der lægges for dem, og tager i Almindelighed ligesaa samvittighedsfuldt Del i Arbejdsnedlæggelsen, som deres mandlige Kolleger.

Fremgangsmaaden bestaar deri, at Fabrikanten forhøjer Lønnen for de kvindelige Arbejdere paa den Del af Arbejdet, som han for nærværende Tid særlig trænger til at faa udført. Idet han da gør Regning paa at finde et tilstrækkeligt Antal kvindelige Arbejdere, der ville hjælpe ham ud over de øjeblikkelige Vanskeligheder, haaber han derved at svække de mandlige Arbejdere i deres Kamp, og at Strejken for disses Vedkommende vil ende med Tab. Hvis dette lykkes, da vod Fabrikanterne, at det vil blive en let Sag atter at nedsætte Lønnen for de kvindelige Arbejdere, og at de muligvis da vil kunne byde disse en endnu ringere Løn end tidligere. At det forholder sig saaledes, og at adskillige Fabrikanter virkelig har gjort ovenanførte Beregning, fremgaar af Udtalelser, som flere af Fabrikanterne har udladt sig med, ligesom det ogsaa fremgaar af, at man i denne Tid jævnlig kan træffe Avertissementer i Bladene, hvori der loves kvindelige Arbejdere en Arbejdsløn af 40 Øre pr. 100 Vikler, medens den hidtilværende Betaling kun har været 20 a 25 Øre. En saadan "Arbejdervenlighed", der bevæger Fabrikanter til at skraale i Aviserne med en Lønningsforhøjelse af 70 til 100 pCt., som ingen har tænkt paa at forlange, medens de samtidig paa en hensynsløs Maade bekæmper de langt rimeligere Fordringer, der stilles af saa godt som alle Fagets Arbejdere, er allerede i og for sig i den Grad mistænkelig, at man vilde kunne gætte sig til Hensigten, selv om ikke de omtalte Fabrikanter havde snakket over sig. Nu har man imidlertid Beviser i Hænde for, at Meningen er den at formaa de kvindelige Arbejdere til at hjælpe Fabrikanterne ud over deres øjeblikkelige Forlegenhed for senere enten at blive kastede paa Gaden eller at komme til at arbejde for en Sulteløn, der er endnu lavere end den, de hidtil har maattet arbejde for.

Som bemærket ser Flertallet af de kvindelige Cigararbejdere den Snare, der her er lagt til Rette for dem, og ved derfor at undgaa den ved at slutte sig til deres Kolleger i Kampen mod Kapitalen. Men der findes dog enkelte, der, som Følge af de "gunstige Tilbud, stiller sig til Kapitalisternes Raadighed. I ethvert Fag findes der jo adskillige Personer, der paa Grund af daarlig Arbejdsevne ikke kunne faa Arbejde under normale Forhold, og hos disse søger Fabrikanterne i Reglen deres Støtte under Strejker. I Cigararbejderfaget er Antallet imidlertid ikke saa betydeligt, at det kan skade synderligt, og hvad Kvaliteten af Arbejdet angaar, da er det en bekendt Sag, at Størstedelen af de Cigarer, der under Strejken ere blevne leverede til de Handlende, har været saa slet forarbejdede, at mange Handlende har foretrukket at købe Raatobakker, og at lade Arbejdet udføre af dertil antagne kyndige Arbejdere, i Stedet for at købe Cigarer paa Fabrikerne.

I hvorvel der saaledes ikke er nogen Fare for, at den Arbejdskraft, som Fabrikanterne har til deres Raadighed, vil kunne forhindre Arbejderne i at sætte deres Fordringer igennem, er der dog tilstrækkelig Anledning til at advare de kvindelige Arbejdere mod at lade sig fange i den Fælde, som Fabrikanterne har opstillet. Ligeledes bør de mange Arbejdere af andre Fag, der understøtter de Strejkende med deres Bidrag, og som har kvindelige Paarørende eller Bekendte, der ernærer sig som Cigararbejdere, advare disse imod at søge Arbejde paa nogen af de Fabriker, hvor Arbejdet er nedlagt, eller at tage Arbejde der under nogen som helst Betingelse.

Ved Opretholdelsen af den Kammerataand, der under hele Strejken kar besjælet Cigararbejderne, og ved at yde de Strejkende Understøttelse med den samme Beredvillighed som hidtil, vil det næppe vare længe inden Fabrikanterne vil blive nødt til at falde til Føje.

(Social-Demokraten 27. juli 1883)

De kvindelige arbejdere ved Høys Cigarfabrik i Fiolstræde nedlagde kort tid efter arbejdet. Se en senere artikel.

Fra Cigarfabrikerne. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Hr. Carlsens Cigarfabrik i Adelgade fungerer der en Cigararbejder C. Dinesen som Mester. Denne Mand er alt andet end human; maaske Grunden dertil er, at der er et gammelt Ordsprog han har indprentet i sin Hukommelse, og som han har vanskeligt ved at faa ud af Hovedet igen, nemlig, at som Herren saa og Tjeneren; ti hans Herre, Carlsen, generer sig slet ikke for at titulere sine Arbejdere som Svin, Laban, Sjover etc. I det Hele taget er han raa og brutal i sin Opførsel. Hvad vi særlig her vil anke over er, at ovennævnte Dinesen søger at skade og fortrædige sine Kolleger, saa at de derved lider et ikke saa ringe pekuniært Tab ved det forud slet lønnede Arbejde, og foruden dette tillige at have en Del Skyld i, at Arbejdets bliver gjort fyrige.

At Hr Dinesen vil have, at Arbejderne skal arbejde økonomisk med Fabrikantens Tobakker, kan vi være enige med ham i, men naar det drives saa vidt, for at berige Fabrikanten, at Arbejderne derved lider et Tab paa 2 a 3 Kr. pr. Uge af en Løn, der forud ikke overstiger 12 Kr. ugenl., da kan vi ikke andet end tilraade Arbejderne, at de selv sætter en Stopper for en saadan Herres Vilkaarlighed. At D. herved søger at slaa sig op paa sine Kollegers Bekostning er tænkeligt, da D.s Fortid hos Hr. Carlsen ikke tyder paa at være den bedste, eftersom Hr. D. for en Tid siden blev af Hr. C. jaget bort, begrundet paa Drik (hvad Hr. C. selv har forklaret), saa at det vel sagtens er vanskeligt for ham at faa Arbejde paa andre Steder, saa maa vi højlig misbillige hans usle Midler her for at holde sig.

Til Slutning skal vi saavel til Hr. Carlsen, som til Hr. Dinesen, bemærke, at det dog kunde være muligt at Arbejderne gjorde omkring og lod dem vide, at de ikke var til for de to Herrers Skyld; maaske Hr. C. saa kunde faa Øjnene op for Hr. D.s Bjørnetjenester.

(Social-Demokraten 7. juli 1881)

Strejkende Arbejderes Raahed overfor Kammerater. (Efterskrift til Politivennen).

Paa Grund af Uenighed om Arbejdslønnens Størrelse nedlagde i April Maaned d. A. Arbejderne paa Tobaksfabrikant Lichtingers Fabrik med en enkelt Undtagelse Arbejdet, men dette optoges derpaa efterhaanden af andre Arbejdere. Herover opstod der Utilfredshed blandt de tidligere Arbejdere, der jævnlig i Hobetal samlede sig udenfor Fabriken om Aftenen paa den Tid, Arbejderne forlod samme, og forulæmpede disse paa forskjellig Maade, dels ved at udskjælde dem, dels ved at angribe dem, for derved at tvinge dem til at nedlægge Arbejdet hos Lichtinger. i Blandt diske Misfornøjede var Arrestanten Nils Jonsson og de Tiltalte Svane, Bengtson, Lund og Hansen. Den 6te Maj traf Arrestanten paa Hjørnet af Kongens Nytorv og Gothersgade Cigarmagersvend Christensen, tiltalte ham, fulgte efter ham igjennem Gothersgade, udskjældte ham og truede ham med Prygl, hvis han ikke ophørte med Arbejdet hos Lichtinger. Da Christensen, stadig efterfulgt af Arrestanten, var kommen hen i Aabenraa, slog Arrestanten ham med Haanden et Slag i Hovedet, hvilket foraarsagede et Saar over højre Øje. De ovennævnte Tiltalte, der ligesom Arrestanten vare Cigararbejdere vaa nævnte Fabrik, havde aftalt at ville prøve at formaa de Svende, der vedblivende arbejdede paa Fabriken, til at nedlægge Arbejdet, og den 2den og 3die Juni - Tittalte Hansen dog alene den førstnævnte Dag - passede de forskjellige af de omtalte Svende op paa Gaden, naar de forlod Arbejdet, fulgte efter dem og opfordrede dem til at nedlægge Arbejdet; for at tvinge dem dertil, udskjældte de dem og truede dem med Prygl, uden dog at udføre denne Trusel, ligesom de ogsaa senere have paastaaet, at det ikke var deres Hensigt at gjøre Alvor af Truselen. Af de Tiltalte havde Svane forladt Landet, inden Stævningen blev ham forkyndt, og Sagen blev derfor for hans Vedkommende afvist. Arrestanten og de øvrige Tiltalte blev for det af dem udviste Forhold, der kun blev tilregnet dem som Forsøg, idet de paagjældende Arbejdere ikke lode sig skræmme til at nedlægge Arbejdet, ved Kriminalrettens Dom ansete efter Straffelovens § 210 jfr. § 40 med Fængsel paa Vand og Brød, Arrestanten i 4 Gange 5 Dage og hver af de Tiltalte i 2 Gange 5 Dage.

(Morgenbladet (København) 16. september 1880).

Det var tobaksarbejderforbundet Enigheden som strejkede. I Social-Demokraten den 18. juni 1880, nr. 138 indrykkede en person der senere viste sig at være E. G. Syndergaard, ind artikel "Firmaet J. Lichtingers Opførsel lige over for dets Arbejdere". Lichtinger sagsøgte efterfølgende bladet og den ansvarshavende redaktør indgik et forlig ved at erklære at han var blevet ført bag lyset. Den 10. juli indrykkedes forliget i Social-Demokraten. 

J. Lichtinger boede i 1877 i Niels Juels Gade 2. I en Adressebog for 1892-1893 står adressen som Nyhavn 42

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen).

Da der nu er udbrudt en Strejke blandt Cigararbejderne, vil det være paa sin Plads at fremstille for Offenligheden Aarsagerne til samme.

Cigararbejdernes Livsvilkaar har, skal forud bemærkes, i alt Væsenligt altid været meget slette, da Fabriksforholdene med stillesiddende Arbejde i dunstfulde Lokaler, hvilket i Almindelighed er Skylden i den mellem Cigararbejderne meget udbredte Sygdom Lungesvindsol, er yderst fordærvelige. Dette vil staa Enhver endnu mere klart, naar man erfarer blandt saa meget Andet, at Cigararbejderne ikke kender til ordenlige Spisetider som andre Fabriksarbejdere, idet Frokosten nydes samtidig med at man udforer sit Arbejde i en Taage af Støv; paa samme Maade med Middagsmaaltidet, da Fabrikerne paa faa Undtagelser nær ikke bliver lukkede om Middagen.

Maaske kan dette se ud som en Humanitet fra Fabrikanternes Side, at Dhrr. lader deres Arbejdere faa Lejlighed til at faa en større Fortjeneste, men saaledes er det ingenlunde Tilfælde, derimod er det udelukkende til Fabrikanternes egen Fordel, ti de opnaar derved at faa en større Mængde Arbejde færdig og kan som Følge deraf med en vis Sikkerhed trykke Arbejdslønnen ned til det mindst mulige, saa at en almindelig dygtig Arbejder kun kan fortjene mellem 10 a 12 Kr. ugenlig.

Vi skal her i korte Omrids meddele Publikum Dhrr. Fabrikanters Adfærd imod deres Arbejdere i de sidste Aar. Fabrikanterne har nemlig for ca. 4½ Aar siden gjort det første Forsøg paa at afkorte Lønnen med 1 indtil 2 Kr. pr. 1000 Cigarer, hvilket ogsaa lykkedes paa Grund af, at de erklærede, at saa snart Tiderne blev bedre, skulde de være beredvillige til igen at lægge samme Beløb paa Lønnen; men Dhrr. har tværtimod siden den Tid systematisk vedblevet at afkorte Arbejdslønnen, saa at den nu staar saaledes, at mangen Arbejder Lørdag Aften efter seks lange Arbejdsdage maa gaa hjem med en Fortjeneste af 7-9 Kr., og dette Tilfælde træffer meget ofte for gifte Arbejdere, der sidder med stor Familje; en saadan Mand maa derfor for at ernære sig og sin Familje, naar han kommer hjem, atter tage fat paa Arbejdet, der da som oftest fortsættes indtil over Midnat, og det i et Værelse, som i Reglen omfatter Familjens hele Lejlighed. Den økonomiske Tilværelse for saaledes stillede Familjer kan lettere tænkes end beskrives, saa videre Fremstilling af Nøden inden dens Kreds vil være overflødig. Endnu dog et lille Træk til Bedømmelse af de fortrykte Forhold iblandt os. En kvindelig Arbejder, som f. Eks. faar 35 Øre for 100 Vikler ar overrulle, lider gennemgaaende det Tilfælde at faa 2-3 St. udskudte pr. 100, og for disse udskudte bliver hendes Løn afkortet med 4 til 5 Øre pr. Stk. Hvad Mændene angaar, da haves Eksempel paa, at der for en Betaling af 8 Kr. pr. 1000 færdige Cigarer er blevet udskudt indtil 100 St., og den forholdsvise Betaling for disse fradrages da de 8 Kr. Naar man nu endvidere hører, at Arbejderne ikke faar det udskudte Arbejde at se, men maa nøjes med, at det simpelthen bliver sagt, vil Enhver forstaa, at der her kan begaas ikke faa Uretfærdigheder.

Der har i det sidste Aar næsten stadig været Efterspørgsel efter Arbejdere, saa man antog, at der nu har været Lejlighed for d'Hrr. Fabrikanter at indfri deres en Gang givne Løfte med at forhøie Lønnen til hvad de i Tidens Lød har afkortet den, men her kan det gamle Ordsprog komme til Anvendelse, som siger: at love er ærligt, at holde besværligt; ti Fabrikanterne har nu tværtimod gjort Skridt til yderligere at afdrage Lønnen med 1 Krone pr. 1000 Cigarer. Enhver maa indrømme os, at dette var umuligt for os at indlade os paa, og som Følge deraf er det at Strejken nu er udbrudt blandt Cigararbejderne.

Idet vi slutter Fremstillingen af de herskende sørgelige Forhold i vort Fag, tror vi at turde paaregne alle rettænkende Menneskers Sympati, og tillader vi os at opfordre Alle og Enhver til at komme os til Hjælp med Bidrag, saaledes at vi kan faa vore Kaar forbedrede til mere humane Tilstande.

Bestyrelsen

for Cigararbejdernes Forening.

(Social-Demokraten 7. april 1880)

Cigarmager Johnsens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Cigarmager Peter Christian Johnsen, vor nu afdøde Meningsfælle, blev født i Horsens 1828, hvor hans Fader, en Islænder af Fødsel, var Hattemagermester; han lærte Cigarmagerprofessionen hos Fabrikant Ludvig Hageman i Horsens og rejste i Aaret 1848 til København, deltog i Krigen 1849-50 og ernærede sig efter Krigen igen som Cigarmager. Han har to Gange været etableret, men har paa Grund af Uheld maattet ophøre med Forretningen og atter arbejde som Cigarmager. Da Louis Pio i 1871 rejste Arbejderbevægelsen her, deltog han meget ivrigt deri og efter Pios Fængsling i 1872 overtog han Ledelsen af "Internationale" efter Würtz, og under hele Retsforfølgningen mod "Internationale" repræsenterede han denne. Han var en ivrig Forkæmper for Centralisationen af Fagforeningerne og var en Tidlang Formand for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", samt stod som Leder for den store Cigarmagerstrejke i 1875, i hvilket Aar han tillige stiftede en Filial af "Enigheden" i Malmø. I 1879 blev han paa Arbejderkongressen valgt ind i Hovedbestyrelsen for det socialdemokratiske Arbejderparti, og virkede deri indtil Pios Afrejse. Derefter deltog han ikke mere af Betydning i Bevægelsen, paa Grund af en tærende Lungesygdom, som i den senere Tid kastede ham paa Sygelejet, fra hvilket han ikke mere rejste sig. Han var til sin sidste Stund en trofast Meningsfælle. Hans Jordfæstelse finder Sted i Dag Kl. 1 1/4 fra Ligkapellet ved Vor Frelsers Kirke paa Kristianshavn.

(Social-Demokraten 30. marts 1879).

Cigarmager Johnsens Jordefærd fandt Sted under stor Tilslutning fra Arbejderpartiets Side; over et Tusind Socialdemokrater med 12 prægtige Fagforeningsfaner fulgte ham til hans sidste Hvilested paa Frelserens Kirkes Begravelsesplads paa Amagerbro. I Ligkapellet, hvor Pastor Holck holdt Talen, saa man, foruden de forskellige Fagforeningers Faner, tillige Vaabenbrødrenes, som, da Johnsen var en af de ældste Vaabenbrødre, skulde være tilstede i Henhold til Foreningens Love; men da Liget bares ud af Kapellet saa man det Særsyn, at nævnte Fane blev indhyllet i et Hylster, i Stedet for at bæres udfoldet med til Graven, hvilket hos Ligfølget fremkaldte en Stemning, der varierede mellem Indignation og Foragt for dem, der havde gjort sig skyldige i denne Mangel paa Sømmelighed, der rimeligvis var foranlediget ved Dumhed fra bemeldte Fanebærers Side; ti det vilde være urimeligt at forudsætte, at Vaabenbrødrenes  Bestyrelse skulde have gjort sig skyldig i den Idiotisme, at forbyde Bæreren af Vaabenbrødrenes Fane at følge med til Begravelsespladsen, fordi den Afdøde ogsaa fulgtes til Jorden af de forskellige socialistiske Fagforeningers Faner. Vi haaber imidlertid, at Vaabenbrødrenes Bestyrelse vil frigøre sig for det Skin af Intolerance, som nævnte Begivenhed har kastet over den; ti ellers faar man Ret til at antage, at Bestyrelsen kun udgør en Klike, som staar paa et i aandelig Henseende primitivt Standpunkt, der stiller dem i Klasse med forblindede Kødhoveder, der tror, at Samfundet holdes paa Benene ved Intriger og Chikanerier i Stedet for ved Broderskab og Sammenhold. Ovennævnte Begivenhed giver os god Anledning til at tro, at Forsvarsbrødrenes og den øvrige Oppositions Kamp mod Bestyrelsen er aldeles berettiget.

(Social-Demokraten 1. april 1879).

Sagen mod Internationale ved cigarmager Peter Christian Johnsen er refereret i Ugeskrift for retsvæsen, nr. 30, dom af 2. februar 1874, 465/1873, samt Juridisk Tidsskrift, sag 465/11873.

Kvindelige Arbejdere i Tobaksindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Mødet for alle kvindelige Arbejdere i Tobaksfaget afholdtes efter Indbydelse i Torsdags Aftes, og var godt besøgt, dog mest af de kvinder uden Arbejde.

Dirigenten oplæste Dagsordenen: "Hvad der bør gøres for at forbedre Kvindens Stilling", og gav derpaa Ordet til Cigarmagerforeningen "Enigheden"s Formand, P. G. Johnsen, som indledede Forhandlingerne med følgende Udtalelse. Hvad der havde bevæget os til at sammenkalde dette Møde, var Kvindens slette Stilling. Det er nemlig en sørgelig Kendsgerning, at de kvindelige Arbejdere i Tobaksfaget er meget usselt lønnede. Fabrikanterne benytter sig af det næsten godkendte Paaskud, at hun ikke har saa store Forvovenheder, idet det hedder, at Manden skal forsørge Familien. Men Sagen er i Virkeligheden den, at Kvinden maa arbejde lige saa vel som Manden for de daglige Fornødenheder, og tilmed, ialfald for en Del, besørge Familiens Husgerning. Nu byder man hende saa ussel en Løn, at det ligefrem er umulig for hende at leve et nogenlunde anstændigt Liv. Det bør derfor være Mændenes Opgave at virke for. at Kvinden kan blive betalt for sit Arbejde i Lighed med hvad der betales den mandlige Arbejder.

Ved et beklageligt Fejlsyn har de kvindelige og de mandlige Arbejdere hidtil staaet ligesom fjendtlig overfor hinanden, og man har betragtet hinanden som Konkurrenter, men ogsaa her havde Socialismen udøvet sin velsignende Virkning, idet man gennem de socialistiske Læresætninger var naaet til Erkendelse om, at alle Arbejdere er solidariske ligeoverfor Kapitalens Overgreb. Af denne Lære er vi ogsaa kommet til Klarhed om Kvindens Ligeberettigelse med Manden, og følgelig maa den kvindelige Arbejder for det samme Arbejde betales efter samme Forhold som Manden.

Vi har i disse Dage set, hvorledes mange kvindelige Arbejdere ved Fabrikanternes Hjerteløshed er blevet brødløse; det viser sig altsaa, at de ikke bekymrer sig om, hvormange Arbejdere de styrter i Ulykke, naar blot de tror at sikkre deres egne Interesser, ti havde de en Gnist af Følelse, da vilde de sige til de stakkels Kvinder, som uden egen Skyld er arbejdsledige: "I er ikke Skyld i, at I ikke kan arbejde, derfor vil vi støtte Eder." Men istedetfor samlede Fabrikanterne sig om deres eneste Gud Guldkalven, og overlod de Brødløse til deres Skæbne. Det er derfor de kvindelige Arbejderes Pligt at slutte sig sammen for i Enighed og Sammenhold at danne en Forening, hvor de kan drøfte og varetage deres Interesser. Naar de da sluttede dem til deres mandlige Fagfæller, da vilde de ogsaa til enhver Tid kunne gøre Regning paa en kraftig Bistand fra disse, og i Forening vilde de da virke for Opnaaelsen af Lønningslighed.

Flere Talere udtalte sig i lignende Retning, og glædede sig over at have havt Lejlighed til at udtale sig overfor Kvinderne om den fælles Sag. Det paavistes, hvorledes Kapitalen anvendtes til Opkøb, og saaledes fremkaldte den fordærvelige Produktionsmaade. Hvorledes Priserne for Arbejdet varierede i den travle og den sløje Tid, uden at Fabrikanterne bekymrede sig om Arbejderne tjente lidt eller mere. Det fremhævedes ligeledes, at mange Fabrikanter holdt kvindelige Arbejdere for Sulteføde, hvorved de blev istand til at levere billigere Varer end de Fabrikanter, som væsenlig havde mandlige Arbejdere; dette var et Misforhold. De kvindelige Arbejdere advaredes mod at lade sig underkøbe; ved nu at lade sig lokke af Fabrikanterne skadede de deres egen og Kammeraternes Sag. En anden Taler var ikke tilfreds med, at Forsamlingen væsenlig kun talte Repræsentanter for de allerede brødløs gjorte kvindelige Arbejdere. Han savnede navnlig dem, der endnu var i Arbejde. Men han kunde nok tænke sig Aarsagen til denne Fraværelse, ti, efter hvad der var bleven ham meddelt, havde Bendix i Vimmelskaftet forbudt sine kvindelige Arbejdere at gaa til Mødet, idet han skulde have betydet dem, at de, der gik til Mødet, vilde faa deres Afsked den næste Dag. Den Maade, hvorpaa nogle af Dhrr. Fabrikanter i del Hele behandlede deres kvindelige Arbejdere, var saa utaalelig, at der nødvendigvis maatte ske en Forandring, ellers vilde den kvindelige Arbejders Stilling tilsidst blive saa fortrykt og nedværdiget, at enhver Oprejsning vilde være umulig.

Johnsen supplerede de foregaaende Udtalelser med at nævne et Par Eksempler fra en Fabrik, der drives hovedsagelig ved kvindelig Hjælp, og som tilhører en Herre, der, saavidt vi mindes, hed Baist. Denne Arbejdsgiver er meget omhyggelig for sine kvindelige Arbejdere, hvorfor han har oprettet en Sygekasse, der bestyres og kontrolleres udelukkende af "ham selv". Kassens Status er dem ligesaa ubekendt som det Regnskab de aldrig har set.

En Taler mente, at naar Bendix havde optraadt saaledes som det var meddelt, saa maatte man søge Grunden deri, at han antog at kunne byde sine Arbejdere Sligt. Saasnart man vilde lade ham forstaa, at man ikke lod sig paavirke af slige latterlige Forbud, men høflig handlede efter sin Overbevisning, saa vide Fabrikanten hurtig forandre sin Opførsel.

En kvindelig Arbejder henvendte nogle opmuntrende og hjertelige Ord til sine Fagfæller. Vi skal ikke, sagde hun, fordi vi er Kvinder være bange for at tale vor Ret. Ligesaa godt som vi har Udsigt til at sulte i længere Tid, naarsomhelst det behager Fabrikanten at stanse sin Bedrift, ligesaa godt kan vi vel sulte en enkelt Uge for vor egen Sag. Vi er af fuld saa stor Vigtighed for Fabrikanten som de mandlige Arbejdere, ti han tror at kunne stole mere paa os. Hun opfordrede til kraftig Støtte og Sammenhold.

En anden kvindelig Arbejder glædede sig over, at en Medarbejderinde saa vel havde talt den fælles Sag, og tilbød at ville i Forening med Flere samle de Bidrag de kunde.

Efterat Dirigenten havde meddelt, at der vilde blive berammet et nyt Møde, paa hvilket der vilde blive dannet en Forening af kvindelige Arbejdere i Tobaksfaget, og efter at han havde bedet Forsamlingen at bringe dette til Underretning for saa Mange som mulig, saavelsom om at give talrigt Møde næste Gang, gjorde "Enigheden"s Formand opmærksom paa, at der vilde blive udstedt en Opfordring til alle kvindelige Arbejdere om at støtte de Brødløse. Mødet hævedes med Leveraab for "Enigheden" og for de kvindelige Arbejdere.

(Social-Demokraten 26. juni 1875).

Tobaksindustri havde ingen fortid i lavene. Produktionen foregik på et par større fabrikker i København og provinsen med den faguddannede cigarmager som omdrejningspunkt. Da Danmarks første egentlige politiske fagforening ”Enigheden” blev stiftet den 1. september 1871 var det igen cigarmagerne, der stod bag. Hensigten var et industriforbund for ufaglærte, arbejdsmænd og gulvpiger. 

Opfordringen blev fulgt: i juli 1875 dannedes en kvindelig afdeling under "Enigheden". Den blev formentlig nedlagt efter et par år. I 1883 stiftedes "De kvindelige Tobaksarbejderes Syge- og Understøttelseskasse", som i 1890 sluttede sig sammen med mændene i "Enigheden". Formand 1884-1896 var Sigvald Olsen. Ved agitationsrejser fik han oprettet eller genrejst afdelinger i provinsen og disse sammensluttet med Enigheden i "Tobaksarbejderforbundet" hvis første formand han var 1887-1899. 83% af tobaksarbejderne var i 1914 medlemmer

Cigarmagernes Strejke i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Om Cigarmagernes Strejke i Fredericia har vi modtaget følgende nærmere Meddelelse: Hr, Redaktør! Ifølge Deres Ønske meddeles Dem herved Strejkens Historie: Fabrikant Schmidt havde i en Skrivelse til Ligningskommissionen indstændig anmodet om at sætte Arbejderne i Stat, og havde samtidig anført, hvormeget han mente, at Arbejderne burde sættes i Skat for - et Forslag, som næsten med det Dobbelte overgik Ligningskommissionens Ansættelse. Da nu Skatten her er omtrent ti Rd. pr. 100 Rd. skattepligtig Indtægt, saa bliver Skatten for hver Arbejder temmelig betydelig, den saadan Optræden af Fabrikanten opvakte naturligvis Arbejdernes Harme. Mesteren tilbød da, at Fabrikanten vilde betale Skatten, naar Arbejderne vilde forpligtige sig til at levere to overtallige Cigarer pr. 100, hvilket Arbejderne gik ind paa; men da Mesteren l Tune efter gik fra sit Ord, brød Stormen løs. Dette foregik i Søndags Formiddag. Arbejderne blev da enige om aldeles at forkaste det nuværende skattesystem, men derimod foreslog de Mesteren, at de skulde betale den dem paalignede Skat, men saa til Gengæld forlange en forhøjelse i Arbejdslønnen. Mandag Formiddag blev da "Skruen" sat igang, og det gik flinkt. Først gik alle Svende, saa alle Drenge og derpaa alle Vikkelmagere. Stemningen er brillant. Her er truffet omfattende Forholdsregler; ingen vil arbejde sammen med den, som bryder Overenskomsten: ikke at begynde Arbejdet førend Fordringerne er opfyldte og kun naar alle Mand tages i Arbejde. Strejkekomiteen, der bestaar af 0 Mand, har skrevet til Hamborg, Flensborg, Aarhus, Aalborg og Kolding, og her er straks truffet Foranstaltninger til en Indsamling. Mesteren har idag bragt den Nyhed tiltorvs, at Fabriken skal hæves, men slige Historier er dog for tydelige. Forbitrelsen hos Storborgerne og Begejstringen hos Arbejderne er stor. Som et Bevis paa Storborgernes latterlige Frygt skal jeg anføre, at Politiet for nylig lod udraabe, at enhver Husbond skulde holde sine Folk hjemme iaften (Nytaarsaften), og igaar Aftes, da Byraadet var sammenkaldt til et ekstraordinært Møde, udtalte Borgermesteren, at her rimeligvis blev Oprør i Byen iaften.

Endnu skal jeg omtale, at Bomuldsfabrikanterne idag har oprettet en Alderdomsforsørgelseskasse, som jeg en af de første Dage skal gøre til Genstand for nogle Betragtninger. Jeg skal nu hver Dag sende Dem, Hr. Redaktør, et Par Ord om Strejkens Gang. X..

Fra Fredericia. Tillad os gennem "Socialisten" at rette en Henvendelse til Politimesteren i vor By angaaende den af ham i den renere Tid udfoldede Virksomhed for at faa Kundskab om Navnene paa Medlemmerne af den herværende internationale Arbejderforening samt for at faa sikker Underretning om, hvem der er Foreningens "egentlige Leder". Hvorvel vi nu ikke kan Andet end glæde os over, at bemeldte vor Politimester, der i Parantes bemærket hverken er mere eller mindre end den for sit i 1864 udviste Heltemod saa bekendte Borger Julius Christian Jørgensen, idet vi altsaa glæder os over, at han er bleven opfyldt af saa stor "Nidkærhed", saa skønner vi dog ikke rettere, end at denne kunde finde en langt mere passende Anvendelse ved at overføres paa andre Omraader end det Socialistiske. For Øjeblikket er her jo Brug for al den "Nidkærhed", som en Politimester overhovedet kan rumme. Vor ærbødige Begæring er derfor, at vi forskaanes for enhver utidig Indblanding i vore Anliggender, og vort Raad til Hr. Jørgensen er dette, at han endelig ikke skal forhaste sig med at komme den eller dem til Livs, som efter hans Formening "leder" Foreningen. Vi kan nemlig forsikre Hr. Jørgensen om, at formegen "Ledelse" fra hans Side ikke vil blive paaskønnet efter Fortjeneste, idet vi derved let kan fristes til at blande os i "Ledelsen" af hans Anliggender. Saaledes kunde det f. Eks. interessere os at erfare Folketingets Mening angaaende, om en Dommers Myndighed strækker sig saavidt, at han er berettiget til, naar Nogen indkaldes som Vidne i en Sag, i Retten al holde Vidnet for Nar til stor Moro saavel for sig selv som for Skriveren og Retsvidnerne. Flere Socialister.

(Socialisten 3. januar 1873).

Julius Christian Jørgensen (1816-1884) var borgmester og byfoged i Fredericia fra 1862 til sin død 1884. Fredericia fæstning blev bombarderet den 20.-22. marts 1864. Byens beboere havde forinden stort set forladt byen. Den 23. marts 1864 blev han suspenderet fra sit hverv, fordi der blev plyndret i stor målestok efter bombardementet. Den 25. marts 1864 blev i stedet indsat den afsatte borgmester og politimester i Slesvig, Thorvald August Brown Jørgensen. Han var konstitueret indtil 21. april 1864. Under krigen 1864 ragede Julius Christian Jørgensen og general Lunding uklar og han forlod byen 21. august 1864. 

Om nytårsaften:

Strejken i Fredericia

---

Jeg skal i al Korthed gengive enkelte Træk fra hin Aften. Vor ærede Politimester havde faaet den fikse Ide, at Cigarmagerne vilde gøre "Oprør"; der fortaltes de forunderligste Historier, som, at de vilde gøre Indbrud hos Folk for at skaffe sig Midler til Livets Ophold og lignende. Under saa kritiske Omstændigheder var det derfor saare naturligt, at Hr. Politimester Jørgensen havde truffet særdeles "omfattende" Forholdsregler. I Byens Avis advarede han saaledes Folk mod at gaa ud om Aftenen, og til Overflod lod han en haltende Vægter raabe sig hæs, gennem Gaderne for at forkynde den samme Nyhed. Til Ordenens Opretholdelse og til Oprørets Undertrykkelse var der udkommanderet Byens 2 Politibetjente og 5 Natvægtere samt "Politikorpset", der stod opstillet paa Raadstuepladsen "for at afvente nærmere Ordre." Desuden fungerede en talrig Skare med Stokke bevæbnede Spidsborgere som Opdagelsespoliti. Vagten var fordoblet, og Militarpatrouiller gennemkrydsede Gaderne, ja Rygtet sagde endog, at Soldaterne havde hver faaet udleveret 10 skarpe Patroner. Det hele Arrangement geraadede vor højtagtede Politimester til megen Ære; hans Optræden denne Aften var "værdig" og tapper og stod saaledes i den mest skærende Modsætning til den Optræden, han udviste her i Byen under sidste Krig. Endskøndt Hr. Politimesteren saavelsom Politifuldmægtig Madsen, Politikorpsets Chef, Hr. Boalth og sammes "Eksercermester", Hr. Købmand Bech, alle udviste stor Bravur, saa var dog Aftenens Helt den Officer, der førte Militærkommandoen, nemlig Hr. Exam. jur., Møllebestyrer og Premierløjtnant Fischer, hvilket utvivlsomt vil blive indrømmet af Enhver, der erfarer følgende af ham udviste kække Optræden: Paa et Gadehjørne stod omtrent en Snes Mennesker; en af disse kastede en saakaldet "Skruptudse" ud paa Gaden, da kommer i det Samme en Patrulje, anført af Hr. Fischer. Ved Synet af Skruptudsen kommer hans Blod ikog, og den gæve Løjtnant kommanderer: "Fald Gevær! jag dem Bajonetten gennem Livet!" Den tapre Skare stormer frem og Mængden (c. 90 Mennesker) for til alle Sider. Jeg skynder mig at tilføje, at denne Optræden af Hr. Løjtnanten kan konstateres ved fuldgyldige Beviser, og jeg tillader mig at henstille, om Hr. Fischer ej for denne Daad burde have Sølvkorset. Endnu kunde der være mangt et lille Træk at berette, men det forekommer mig, at det Anførte maa vidne tilstrækkelig om, at den Omstændighed, at der intet "Oprør" skete, ingenlunde maa tilskrives vore Avtoriteter, ti der var, som man vil se, af disse gjort alt Muligt for at faa et saadant sat i Scene.

(Socialisten 5. januar 1873).

Strejken endte med at mesteren gav svendene et tillæg på 3 Mk. og drengene 2 Mk. for 1000 cigarer. Desuden blev det bestemt at bestyreren ikke mere måtte blande sig i hvad svendene foretog sig i deres fritid. Udfaldet blev set som en sejr for svendene og den internationale Arbejderforening i Fredericia.

Tobaksavl i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 1ste September

- - -

- Man har tidligere her ved Byen gjort Forsøg med Tobaksavl, men dengang kun i det Mindre og af en Enkelt. Iaar derimod have begge de herværende Tobaksfabricanter formaaet flere Avlsbrugere til at lægge sig efter Dyrkningen af Tobak, og uagtet den mindre heldige Sommer synes denne dog at være lykket ret godt. Som Exempel herpaa kan anføres, at der for nogle Dage siden, ved den første Høst eller Afknækning af Blade, af en Avlsbruger alene blev leveret imellem 4- og 5000 Pd. i raae Blade. Til disses Veiring eller Tørring er der af Tobaksfabr. Fr. Obel jun. tæt østen for Byen opført en aaben Bygning, hvor Mange finde Beskjæftigelse ved at trække de afplukkede Blade paa Snore, som da ophænges i Bygningen. Det er at haabe, at Dyrkningen af Tobak her ved Byen dennegang vil blive af længere Varighed og naae en større Fuldkommenhed end tidligere, hvilket er saa meget rimeligere, naar man veed, at der for hvert Pund af den indførte Tobak nu betales en Toldafgift af ikke mindre end ca. 7 sk., saa der altsaa finder en ganske anseelig Besparelse Sted ved Anvendelsen af den her dyrkede Tobak.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. september 1865).

C. W. Obel havde en tobaksfabrik i Aalborg 1787-1971, Klostertorvet. Desuden fandtes Cohen og Kjær 1825-1885, Bispensgade 2-4. Frederik Christian Obel (1832-1913) var efterkommer til Winther Obel som lagde navn til fabrikken.

Tobaksavl i Danmark. Da Prisen paa Tobakker siden den amerikanske Krig er stegen omtrent til det Dobbelte, og Tolden her for Øieblikket er over det Firedobbelte af den tidligere, maa det vistnok undre Enhver, at vore Landmænd ikke forsøge sig i Tobaksavlen. Taler man til En og Anden derom, faaer man sædvanlig det Svar, at Jordbunden her ikke egner sig dertil; men dette er neppe Tilfældet, thi i Skaane, hvor Jordbunden paa ingen Maade er bedre end her, avles der en betydelig Mængde Tobak og paa de Steder, hvor den passes og pleies med den fornødne Omhu, en meget god Tobak. Ved Fredericia dyrkedes tidligere af den derværende reformeerte Menighed en stor Mængde Tobak, men denne Avling er i de senere Aaringer taget betydelig af. Paa de Marker omkring Byen, hvor man tidligere plantede Tobak, seer man nu Korn, uagtet det er en kjendt Sag, at Tobaksdyrkningen lønner sig udmærket. Rundt om i Holland og i Tydskland dyrkes Tobak med stor Fordeel, ja, der er i Tydskland, især i Pfalz, hele Landstrækninger, hvor Befolkningen ene og alene lever af Tobaksdyrkningen. Ifølge "Aalborg Stiftstidende" have Tobaksfabrikanterne i Aalborg iaar formaaet nogle Landmænd til at lægge sig efter Tobaksdyrkningen, hvilket skal være lykkedes saa godt, at en Enkelt af dem skal have høstet 4-5000 Pd. raae Blade, der nu ville blive lagte til Svedning og Tørring i et af Tobaksfabrikant Obel oprettet Etablissement tæt udenfor Aalborg. For at imidlertid Tobakken skal opnaae saa stor Godhed, som vor Jordbund og Klima tillade, saa den dyrkes med Kjendskab og stor Omhu. Især er det nødvendigt, at den dyrkes i større Partier, at Svedningen foregaaer paa selve Stedet, og at der indrettes de nødvendige Tørrehuse. Grunden til, at den svenske Tobak ikke er saa god, ligger ene og alene deri, at den dyrkes af mindre Ejendomsbesiddere, som bringe den paa Torvet som anden Sæd, og først saa underkastes den af Fabrikanterne den fornødne Behandling. Det glæder os derfor at erfare, at en Mand, der er kyndig i Faget, til Vinter agter at forsøge Dannelsen af et Aktieselskab for Dyrkning af Tobak hertillands.

(Folkets Avis - København 14. september 1865)

Tobaksavl. Fra Horsens skrives den 26de September i Byens Av.: Den høie Told paa Tobak, der nu omtrent er det Fiirdobbelte af den tidligere, har bevirket, at man paa flere Steder, hvor Tobak ikke før er bleven dyrket, nu har lagt sig derefter. Dette har saaledes været Tilfældet i Aalborg, hvorfra det fremhæves i Bladene, at en Enkelt har høstet 4-5000 Pd. raa Tobak. Dette er imidlertid for Intet at regne mod hvad der iaar er avlet her ved Horsens, hvor Tobakken lykkes særdeles godt, og hvor Tobaksavlen har været dreven i umindelige Tider af den herværende bekjendte Tobaksfabrik, der i mange Aar har drevet sine Forretninger under Firma "Bønnelyckes Enkes Tobaksfabrik". Denne har iaar avlet c. 566,666 Pd. raa Tobak eller i tørret Tilstand c. 40,000 Pd., og desuden er der af Andre ligeledes paa Byens Marker avlet et lignende Qvantum. Rigtignok har Tobakken ingensinde været dyrket her ved Byen i et saadant Omfang som iaar, men dog har i adskillige Aar ogsaa Andre, end netop selve Tobaksfabriken, lagt sig derefter, da det lønner sig ganske godt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 28. september 1865).

1869 blev der dyrket tobak ved Middelfart (Vejlby sogn). I 1872 havde toldvæsnet fået øjne for tobaksavlen, og ønskede en produktionsafgift for indenlandsk tobaksavl og roesukkerproduktion, bajersk øl m.m. 

I Horsens var Mads Bønnelycke startet 1793 som tobaksspinder. Efter 1843 hvor Hagemann havde købt fabrikken og kørt den i sænk 1848, blev den overtaget af lokale borgere under navnet M. Bønnelyckes Tobaksfabrik. I 1868 likviderede M. Bønnelyckes Tobaksfabrik der blev overtaget og fortsat af tobaksfabrikant C. Anderskou. under andre navne fortsatte fabrikken til 1894.

Tobaksdyrkningen i Danmark. Ifølge Oplysninger, der ere blevne indhentede af Finantsministeriet, var der i 1860 i Odense, Svendborg, Vejle og Aarhus Amter beplantet med Tobak et Areal af omtrent 261 Tdr. Land, som gav et Udbytte af henimod 400,000 Pd. Heraf falder den langt overvejende Del paa Fredericia og dennes Bymarker, idet der af hele det nævnte Areal kommer ca. 154 Tdr. Land med et Udbytte af ca. 250,000 Pd, paa denne Del af Landet. Derefter fandt den største Dyrkning Sted i Veilby Sogn i Odense Amt (ca. 58 Tdr. Land med et Udbytte af 70,000 Pr.) og paa Horsens Bymark, hvor ca. 90 Tdr. Land vare beplantede med Tobak og gav et Udbytte af ca. 54,000 Pd. Forøvrigt fandt Tobaksavl væsenlig kun Sted forsøgsvis eller til eget Brug paa Smaalodder, nærmest af Husmænd. Den Tobak, der dyrkes i Kjøbenhavn, er næsten udelukkende brasiliansk og brandenborgsk, og Prisen paa den har varieret fra 7 Rd. 48 sk til 10 Rd. pr. 100 Pd. Hvad det kvantitative Udbytte af Tobaksavlen i det nævnte Aar angaaer (i Gjennemsnit 1,520 Pd. pr. Td. Land), svarer det omtrent til Gjennemsnitsudbyttet i Baden og i Egnen omkring Magdeburg, men det maa herved bemærkes, al den hertillands dyrkede Tobak er af en overordenlig simpel Beskaffenhed, der staaer ikke lidt under de paa de nævnte Steder dyrkede Sorter cg langt under de simplere Sorter hollandsk Tobak, hvilket synes at have væsenlig Betydning med Hensyn til Udbyttemængden. Ved Forsøg, der ere blevne anstillede i 9 Aar paa Landbohøjskolen med Dyrkning af finere Tobak, har Udbyttet saaledes ikke været lidt ringere end Gjennemsnitsudbyttet af den simple Tobak paa de øvrige Steder her i Landet (kun ca. 1200 Pd. pr. Td. L.) Hvor ringe Beskaffenheden af den her almindelig dyrkede Tobak maa være, sees bedst, naar man sammenligner Prisen paa den 7 Rd 48 sk pr. 100 Pd.) med Tolden paa fremmed Tobak, som udgjør 7 Rd. 28 Sk. pr. 100 Pd., og den anvendes derfor ogsaa kun til de simpleste Sorter Røgtobak og Cigarer. Af det Anførte vil det fremgaa, at Tobaksdyrkningen ikke kan siges at have nogen stor Betydning hertillands for Øjeblikket - hele det i 1809 avlede Kvantum Tobak udgjorde kun ca. 7 pCt. af den i dette Aar her i Landet brugte Tobak - , og om den overhovedet nogensinde vil faa del, er vistnok meget tvivlsomt, da de finere og kostbarere Tobakssorter neppe ville kunne trives i vort Klima, men paa den anden Side kan det ikke nægtes, at denne Anvendelse af Jorden, der selv under de nuværende Forhold giver et ingenlunde daarligt Udbytte (Bruttoindtægten pr. Td. Land udgjorde saaledes i 1869 ca. 150 Rd.). egner sig særdeles godt for Smaalodder, der kunne underkastes en meget omhyggelig Behandling, og det vilde derfor næppe være rigtigt at forbyde Tobaksavl her i Landet og samtidig forhøje Tobakstolden, som man har gjort i England, hvorimod det selvfølgelig vilde være rigtigere at beskatte denne Produktion, paa hvilken der ellers vilde blive sat en altfor stor Præmie.

(Thisted Amtsavis 4. juni 1872).

Rygning var forbudt ved de kongelige og den kongelige Families Palæer. (Efterskrift til Politivennen)

En Person ved Navn Peter Felix Valentin Halck, der den 28de Novbr. f. A. passerede Prindsesse Julianes Palais med en tændt Cigar i Munden, var af de der posterede Soldater bleven anholdt og afleveret til Politiet, for hvilken Autoritet han afgav den Tilstaaelse, at han havde tændt Cigar i Munden, da han passerede forbi Palaiet, hvortil Grunden bag var, at han gik i Tanker. Anmodet af Soldaterne om at tage Cigaren af Munden, da han allerede var kommen 6 Skridt forbi dem, fik han ud paa Gaden, fordi han antog, at Forbudet kun gjalt om at ryge paa Fortouget. I samme Øieblik blev han anholdt af en af Skildvagterne og ført ind i Palaiets Port, ved hvilken Leilighed Tiltale, efter begge Skildvagters afgivne og beedigede Forklaringem, gav den af dem, der anholdt ham, et Slag for Brystet. --- Da Sagen af Justitien var beordret indanket for Høiesteret, bleve nye Forhører optagne, under hvilke Tiltalte vedblev at benegte, at han med Forsæt havde stødt Skildvagten for Brystet, og under hvilke den anden Skildvagt erklærede i Henhold til sin engang aflagte Eed, at han ikke formaaer at afgjøre, hvorvidt det Stød for Brystet, Tiltalte gav hans Kammerat, bibragtes denne tilfældigen eller ikke, og at han ikke af Maaden, hvorpaa Stødet bibragtes, kan afgjøre noget med Hensyn til det Omspurgte.

(Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1842 (uddrag)

Redacteurens Tilføjelse.

I 1840'erne blev der udstedt en guvernementsbefaling om rygeforbud. Peter Felix Valentin Halck blev idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød for efterfølgende at have slået en skildvagt i brystet den 28. november 1841.

Krud i Tobakken. (Efterskrift til Politivennen)

I Mariboe Avis findes følgende originale Avertissement: "I Fredags Aftes var jeg hos Henrich Smed i Selskab med denne, hans Kone, Snedkermester Hansen, Skræddermester Meyer (bekjendt siden Fugleskydningen) og Vævermester Niels Pedersen, for at høre Avisen blive forelæst og forklaret af Karethmager Buch. Under denne Forelæsning, og formedelst Betragtninger over de politiske og andre Begivenheder, dampede jeg, som uvant med at røge Tobak, vel stærkt af min Pibe, hvorover jeg følte Qvalme og maatte, da Forelæsningen var sluttet, begive mig i den fri Luft, efterladende Piben paa Bordet i Stuen. Den Tid var Buch gaaet bort. Da jeg igjen, noget lettet, kom ind til det øvrige Selskab, laae Piben hvor jeg havde lagt den, og jeg blev af den bekjendte Skræder Meyer opfordret til atter at røge. Endskjøndt Piben i min Fraværelse var bleven stoppet, og uagtet jeg virkelig nærede Lyst til at røge, vovede jeg, som ikke endnu, uanset al mulig Flid, har lært at taale Tobakken, ei at befatte mig dermed. Efter et Par Timers Forløb troede jeg mig dog stærk nok og jeg begyndte at røge. Af den Aarsag, at Meyer yttrede Formening om, at jeg ikke kunde taale Tobakken, sigende: "Du røger Spegetobak," tog jeg 3 a 4 meget stærke Drag; men ved det Sidste skeete en frygtelig Explosion fra Piben og Ilden foer ud paa mig og det øvrige hæderlige Selskab. Jeg veed, at Ingen uden forannævnte Personer vare i min Fraværelse i Stuen; thi af visse Aarsager maatte jeg holde mig ved Forstuedøren. Heraf kan altsaa uddrages den Slutning, at enten har Selskabet i Samling, eller en enkelt Person af det, lagt Krudt i Piben. I hvilkensomhelst Tilfælde fortjener Handlingen Prædicat af Tølperagtighed, og den, der har været virksom ved samme eller moret sig over dens Udførelse og den Skræk, jeg sattes i, Navnet Tølper. - Mikkel Hornbek, Borger og Skoemagermester."

(Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, den 7. januar 1829)

Tobaksrygning i Tivoli.

Står det ikke i Tivolibestyrelsens magt at vise den opmærksomhed mod damerne at det indskærpes de mandlige tilskuere når der spilles på teateret, ikke at ryge cigarer i den tætsluttede tilskuermasse. Det er ikke alene den overordentlige mangel på galanteri mod damerne at ryge således at de nærmest stående absolut må nedsynke denne afskyelige røg der bør omtales, men det er også tillige den beskadigelse der tilføjes de personers klæder som står ved et sådant rygende individ. Det synes at være en pligt for Tivolis bestyrelse hvis det ønsker at damer skal betragte de fine forestillinger på teatret, at påse at der lige så lidt ryges cigarer der som i koncertsalen. En opslået anmodning om det og en betjents ansættelse i dette øjemed ville vist ophæve noget af dette onde der hindrer mange damer der ikke kan tåle den nu så gængse cigarrygning fra at overvære forestillingerne. Man håber at Tivolibestyrelsen ikke vil afslå at vise det smukke køn en sådan opmærksomhed.

(Indsendt efter flere damers anmodning.) 

(Politivennen nr. 1489. Fredagen, den 12 Juli 1844. Side 438-439).

Redacteurens Anmærkning

Der klages endvidere over maden i restaurationen i artiklen "Restaurationen i Tivoli." Politivennen nr. 1490, fredag den 19 juli 1844, side 449-450.