Hjemlige Retstilstande. (Efterskrift til Politivennen)

Det synes, som om man i den sidste Tid indenfor Opdagelsespolitiet og ved Kriminalkamrene er ifærd med at komme ind paa den Praxis rask væk at foretage Anholdelser, selv for ubetydelige Forseelser, naar en Tiltalt ikke strax vil indrømme Rigtigheden af den Rapport, en eller anden Politibetjent har indgivet over ham eller hende.

Vi have saaledes i Øieblikket liggende for os en Udskrift af en Retssag, under hvilken en gift Kone, Madam B., har været tiltalt for at have brugt fornærmelige Udtalelser mod en Politibetjent, Udtalelser, som hun ikke vilde vedkjende sig overfor Overbetjent Klein, som optog Rapport i Sagen paa Politikamret. Ikke desto mindre, eller maaske rettere just derfor, lod Politiinspektør Henrik Madsen Konen anholde, og ved det senere afholdte Grundlovsforhør blev hun arresteret.

Sagens Sammenhæng er i Korthed følgende. Den omtalte Madam B., der boer paa Vesterbro sammen med sin Mand, hvor de have en Cigarforretning, havde taget en Pige i Huset, hvem de kendte fra tidligere Tid, men som i den senere Tid havde ført et saae letsindigt Liv, at hun var kommen i Konflikt med Politiets 3. Afdeling. For atter at faa den unge Pige ind paa et bedre Liv, havde B. og hans Kone taget sig af hende.

En Dag i afvigte Juni Maaned kom imidlertid en Herre ind i B.s Cigarforretning og forlangte at komme til at tale med vedkommende Pige. Hans Optræden var meget brøsig, men Madam B. var dog ikke strax paa det Rene med, at det var en Politimand fra 3. Afdeling, hun havde for sig, hvilket senere viste sig at være Tilfældet.

Hun gik imidlertid ind i et Værelse ved Siden af, og da hun var bleven klar over Mandens Hensigt, at afhente den unge Pige, for at hun kunde afsone en Straf, hun var ifalden for en fra hendes Side viist Forsømmelighed, laa blev Madam B. noget hidsig og lod falde Udtalelser om, at selv om en ung Pige øjerne vilde føre et ordentligt Liv, saa gjorde Politiet, hvad det kunde, for atter at trække hende ned i Skidtet.

Denne Udtalelse blev af Betjenten, som stod udenfor Værelset, opfattet, som om Madam B. havde sagt, at Politiet var noget Skidt osv. Paa Basis heraf indgav han Rapport over det Passerede.

En skjøn Dag fik B. og hans Kone saa en Tilsigelse til at møde paa Politikammeret. Her toges først Madam B. og senere hendes Mand i Forhør af Overbetjent Klein, der, særlig overfor Madam B. langtfra optraadte med udsøgt Høflighed. Efterat Rapporten var optagen til hvilken Madam B. ikke vilde tilstaa, at hun havde betegnet Politiet som noget Skidt, blev hun erklæret for anholdt efter en Konference mellem Politiinspektør Henrik Madsen og Overbetjent Klein.

Hun blev nu sat hen i en Krog paa Politikammeret, hvor hun sad indtil henad Kl 4 - Kl. 10 havde hun givet Møde - uden at faae hverken Vaadt eller Tørt, udsat for de Tilstedeværendes haanende Bemærkninger.

Ved 4-Tiden kom Madam B. i Grundlovsforhør hos Assessor Birch, som oplæste Rapporten for hende. Da hun vedkjendte sig det af hende Forklarede, erklæredes hun for Arrestant. Derefter førtes hun over i Arresten ved Raadhuset for al afvente Transporten til Christianshavns Kvindefængsel. Da hun i Arresten bad om Noget at spise, hun havde Intet nydt hele Dagen, fik hun et Stykke tørt Rugbrød paa 2 Pund, hvilket hun ikke kunde taale at spise. Da hun græd over den megen Modgang, udtalte Opsynskonen, at hun havde ikke Noget at græde over, nu skulde hun jo snart ud at kjøre med Salatfadet; det var en Fornøielse, hun næppe før havde havt.

I Christianshavns Fængsel sad Madam B. saa fra Onsdag til Lørdag. Hun kan ikke noksom rose den elskværdige Forekommenhed, hvormed Arrestvagtmesteren her optraadte. Iøvrigt led hun, der er af en svagelig Konstitution, meget i Arresten, og hun besluttede her, at naar hun kom i Forhør, vilde hun sige Ja til Alt, hvad man forlangte, blot hun kunde komme paa fri Fod.

Om Lørdagen kjørtes hun atter til Raadhuset. Her forhørtes hun ved 2. Kriminalkammer af Assessor Finsen, overfor hvem hun indrømmede, at hun maaske i Hidsighed kunde have brugt de paaklagede Udtryk - Madam B. fastholder imidlertid nu, at hun aldrig har brugt dem - Efter en Konference med Politidirektøren spurgte Assessoren hende derefter, om hun vilde afgjøre Sagen i Mindelighed med en Bøde paa 150 Kr. at betale inden 14. Dage. Madam B. gik ind herpaa, da det lovedes hende, at hun saa strax vilde blive løsladt.

Umiddelbart efter, at hun var kommen ud af Arresten, indgav hun Ansøgning til Kongen om Eftergivelse af den hende idømte Bøde, idet hun fremstillede Sagens Sammenhæng. Paa denne Ansøgning fik hun imidlertid aldrig noget Svar. En Dag fik hun Tilsigelse til igjen at møde ved 2. Kriminelkammer, hvor en underordnet Betjent en passant oplyste hende om, at Ansøgningen var afslaaet. Iøvrigt blev hun spurgt om hun havde de 150 Kr. med. Da hun naturligvis ikke havde det, blev hun Dagen efter ført ud til Christianshavns Fængsel, hvor hun afsonede Bøden med 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Vi have refereret denne Sag saa udførligt for at vise, hvorledes man fra Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.

Men selv om Madam B. havde sagt om Politiet, at det var noget Skidt saa var dette dog næppe tilstrækkeligt til at belægge hende med Arrest Der var ingen Fare for, at hun, som er gift og har Børn, ikke skulde være tilstede under Sagen her i Byen. Og Hensigten med Varetægtsarrest er jo særlig at sikre sig Folks Tilstedeblivelse.

(Dagens Nyheder 23. september 1896).

Hjemlige Retstilstande.

Under denne Overskrift har Deres ærede Blad refereret en Sag mod en Mdm B., der var sigtet for at have sagt om Politiet, at det var noget Skidt, og Artiklen ender med, at denne Sag er refereret saa udførligt for at vise, hvorledes man fru Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk, der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.

Det er meget fortjenstligt af Pressen, om den til Stadighed vilde referere alle de Tilfælde, hvor der fra Politiets Side fares uforsvarlig frem mod uberygtede Folk. Det er den eneste Maade, hvorpaa man kan vække Folk til Handling, saa at der tilsidst hæver sig et enstemmigt Raab: Vi ville ikke have et brutalt Politi. Politiet skal ikke være en Svøbe for Folket, men dets gode Hjælper overfor Forbrydere. 

Men - hvorfor er det kommet saa vidt med Politiet? Det har jo dog at staa Dommerne til Ansvar. Ja det er netop Ulykken. Forhørsdommerne vise saa ofte den samme uforsvarlige Adfærd. Og i dette Tilfælde oplyser Artiklen, at Forhørsdommeren Assessor Birch ved Grundlovsforhøret erklærede hende for Arrestant. Hvor er nu det muligt, spørger mangen Lægmand. Det er jo en aabenbar Krænkelse af Grundlovens § 80, "hvorefter Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel"; thi Mdm. B. kunde da i det Høieste straffes efter § 101 med Fængsel eller Bøder. Men Lægmanden overseer det lille Ord "simpel" i Grundlovens 80, og at der i Strf. § 101 kun staaer "Fængsel". Herved har Dommeren Ret til ogsaa at idømme Fængsel paa Vand og Brød, og saa slutter han ganske ugenert, at saa har han ogsaa Ret til i saadant Tilfælde at afsige Arrestdekret.

Dette er nu aldeles galt. Højesteret har nogle Gange udtalt at det er en uforsvarlig Maade at gaa frem paa. Et Exempel som ligner Mdm. B. 's Tilfælde, findes i H. R. Tid. i for 1882 p. 141 og i Ugeskr. f. R. p. 682. En i Holstebro bosiddende 72-aarig Mand vilde en Dag afhente sin Plejedatter i den offenlige Skole, men da Barnet skulde sidde over, svarede Læreren, at han ikke kunde faae Barnet med. Herover blev den gamle Mand hidsig og kaldte Læreren for en Skidager. Underdommeren afsagde Arrestdekret over ham og holdt ham fængslet i 4 Dage.

Overretten udtalte i den Anledning: "Det maa alvorlig misbilliges, at Tiltalte under Sagen har været belagt med Arrest, ligesom hans Anholdelse efter Beskaffenheden af den mod ham reiste Sigtelse ei heller kan ansees at have været begrundet." Se dette er meget godt, men nu kommer det Sørgelige, det Demoraliserende. I Steden for at Dommeren burde have været straffet med mindst lige saa mange Dages Fængsel, som han havde ladet den 72-aarige Mand lide, saa hedder det i Dommen: "Der findes dog ikke tilstrækkelig Føie til at paalægge Underdommeren Ansvar".

Men nu Høiesteret? Ja Høiesterets Dom billiger fuldstændig i Et og Alt Overretsdommen og statuerer "at der burde ikke være afsagt Fængslingskendelse over ham og at end ikke den efter det første Forhør iværksatte og i 2 Dage fortsatte Anholdelse var tilstrækkelig begrundet, hvorved bemærkes at Tiltalte ikke tidligere var tiltalt eller straffet og var en i Byen bosiddende Mand". Men - mirabile dictu - saa tilføier H. Ret. "at Overrettens Misbilligelse af Fængslingsksendelsen er udtalt noget skarpere end nødvendigt".

Efter denne Udtalelse af H. Ret vil det kunne forstaaes, at Politi og Forhørsdommere ikke ere forknytte for at anholde og fængsle. Thi det Høieste, der risikeres, er en  Misbilligelse. Men den personlige Frihed, hvor bliver den af? Den er = Nul her i Danmark. Der er ikke En her i Danmark der er beskyttet i sin personlige Frihed. Medens vi Borgere ellers med Tryghed kunne gaa til Høiesteret og faae en saa retfærdig Afgjørelse for vore Sager, som menneskelig Skrøbelighed og Ufuldkommenhed kan give, saa staa vi uden Værn for vor personlige Frihed.

Idag mig, imorgen Dig. Her er et Punkt i vor Lovgivning, som trænger til at blive taget under alvorlig Behandling. Kunde dog Høire og Venstre, Radikale og Socialdemokrater for en Gangs Skyld mødes og være enige om dette: den personlige Frihed staaer over Alt, den maa vi værne saa godt, som det er muligt.

Den 23. September 1896.

H. F. Møller.

(Dagens Nyheder 25. september 1896).

Den omtalte B var Berendt. Flere indlæg - nu mere på det mere overordnede plan - fulgte i Dagens Nyheder den 26. september 1896 (underskrevet "Jurist"). Et referat af den officielle forhørsprotokol Dagens Nyheder 28. og 29. september 1896, med redaktionens kritiske kommentar. "Den liberale Vælgerforening" afholdt et møde den 30. september i protest mod politiovergreb. med 3-4.000 deltagere i Lørups Ridehus. Ligeledes havde "Det unge Høire" i "Kongen Klub" et diskusionsmøde om retstilstandene og politiet. 

Et uheldigt Svar af Politiet.

Hr. Redaktør !

Som en af dem, der - uden Opfordring fra den endog modstræbende Madam Behrendts Side - har bidraget til at bringe hendes Sag frem for Offentligheden, er jeg saa fri at bede om Tilladelse til at give Gjensvar paa en Artikel i "Berlingske Tidende", for saa vidt den vedrører Madam B. Det vil vist allerede være Enhver paafaldende, at ud af de 54 Linier, som omhandle hendes Sag, ere de 36 Linier helligede Pigen Bettys Forhold, hvilke jo ere Sagen ret uvedkommende. Dog fremgaaer det af den lange Indledning, at Pigen Betty, saa længe hun var under Madam B.s Tag, ikke har forsyndet sig mod Straffelovens § 180.

Hvad vi ville protestere mod, var Politiets Optræden mod Madam B. (dette Punkt ofrer Berlingske 15 Linier). Den første Rapports Ufuldstændighed (ignoreres af Bladet), Assessor Birchs Arrestdekret (der begrundes i Artiklens sidste tre Linier), Assessor Finsens enorme Bøde, trods Betjent Larsens nye og berigtigende Erklæringer, Madam B.s Behandling i Arresten endelig Justitsministeriets Afslag - motiveret ved Politidirektørens Skrivelse - af det til Kongen stilede Benaadningsandragende. At "Berlingske Tidende" ikke finder et eneste Ord til Forsvar for disse Hovedanker, er i dets stumme Sprog talende nok: Alt Forsvar opgivet! Og nu de 18 Linier, der behandle Sagens Realitet:

"Berlingske Tidende" skriver Da Betjenten afhentede det nævnte Fruentimmer hos Madam B., lod denne sig henrive (efter Betjentens Rapport) til nogle grove Skjældsord og Beskyldninger.

Ved at læse dette paa Tryk, er jeg i høi Grad forbavset, thi i de sidste otte Dage er det jo Gang paa Gang blevet gjentaget med Politibetjent Nr. 150 Larsens egne Ord ud af hans egne om end sildige Erklæring til Assessor Finsen i Retten, at de nævnte - og omstridte - Ytringer ikke var henvendte til ham (Betjenten), men til Madam B.s Mand og til Betty. Her er altsaa ikke Tale om Overfald paa Politiet. Hertil kommer, at Madam B. aldeles bestemt hævder, at Betjenten ikke var i Stuen, men udenfor i en lille Korridor. "Berlingske Tid." skriver: Betjenten opholdt sig i samme Rum. Den opmærksomme Læser vil her spørge, hvorfor Ordet Rum bruges og ikke Værelse. Ja her ligger en lille "Snedighed" gjemt.

Madam B. har Ret: Betjenten var ikke i det samme Værelse. Betjenten har Ret: Han var i samme Rum. Sagen er den, at et større Rum var skildret af til Butik, Værelse, Korridor. Men kan Politidirektører, virkelig være bekjendt i en saa alvorlig Sag og om et af dens Kjernepunkter offentlig at skrive "Betjenten opholdt sig i samme Rum", naar han faktisk ikke var i samme Værelse.

Naar Betjent Larsen selv i Retten erklærer, at ytringerne ikke vare henvendte til ham, og naar han samtidig opholdt sig udenfor Værelset, hvor bliver da Forsyndelsen mod § 101 (Overfald med Skjældsord paa Politiet) af?

Har Konen da ikke Ret, naar hun ligeoverfor Assessor Birch nægter at have overfaldet Politiet med Skjældsord, og har Assessor Birch ikke dekreteret Arrest for at aftvinge Tilstaaelse om en Forbrydelse, der ikke var begaaet?

"Berlingske Tidende" skriver: "Der er ikke fjerneste Sandsynlighed for, at hun ikke har brugt disse Ytringer". Det er der jo netop, da alle tre Tilstedeværende nægte det, og den angivende Betjent, der har staaet i Korridoren, næppe tydeligt har kunnet skjelne mellem de opbragte Kvinders Stemmer. "Berlingske Tidende" skriver: "og der er ikke mindste Tvivl om, at Ytringerne ere strafbare efter Straffeloven". Atter er her en kjedelig Lakune, thi Bladet glemmer at sige, efter hvilken Paragraf i Lovens selvfølgelig er en injurierende Omtale af Politiet strafbar efter Straffeloven, men at § 101 skulde kunne anvendes, er mere end usandsynligt.

Selvfølgelig har Bladet Ret i, at man ikke maa gjøre Politiet ansvarligt for den nuværende Retsforfatnings Mangler, med andre Ord lad Assessor Birch klare for sit Arrestdekret og Finsen for sine 150 Kroner og Justitsministeriet for sit Afslag paa Benaadningsandragendet.

Men saa Meget tør man dristig paastaa i denne Sag, at hvis Betjenten hin 11. Juni var kommen ind og havde sagt: jeg er Politibetjent Larsen, jeg har Ordre til al afhente Pigen Betty, der har undladt at give Møde, som hun burde, da vilde Madam B. og Hr. B. ikke have knyet, men saa var der jo heller ingen Rapport bleven ud deraf.

Deres ærbødigste

Borger.

(Dagens Nyheder 3. oktober 1896).

Atter en Sag paa Politistationen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Torsdag til Mandag i Kaschotten.

Fra Torsdag i forrige Uge til Mandags har et sygt Menneske, Cigararbejderske Josefine Rasmussen, siddet i Kaschotten, sigtet af Politiet paa Fælledvejens Station for at have været beruset  den Syge er endvidere i den offenlige Politiret bleven idømt en Mulkt af 10 Kr. og har afsonet Bøden ved to Dages Fængsel i Kristianshavns Arresthus.

Denne Tildragelse er et meget sørgeligt Supplement til alle de Eksempler, som vi tidligere flere Gange har fremdraget om fattige syge Menneskers Behandling paa Politistationerne, hvor Politiet indlægger dem som formentlig berusede. Vi har derfor meget nøje undersøgt de nærmere Omstændigheder ved denne Affære og kan her meddele følgende Fakta.

Josefine Rasmussen, der er ca. 30 Aar og ugift, har i de sidste 1½ Aar arbejdet i Julius Adlers Cigarfabrik i Vimmelskaftet 36. Hun havde her det bedste Ry paa sig baade fra Kollegers og fra Fabriksmestrenes Side som skikkelig og stilfærdig, noget svagt begavet i aandelig Henseende, men ikke i mindste Maade drikfældig. Derimod var det alle bekendt, at hun led af en Slags Krampetilfælde eller Ligfald, der indfandt sig med Aars Mellemrum, og at hun, saalænge disse Anfald stod paa, gik som en Søvngængerske fuldstændig aandsfraværende, indtil hun styrtede om og slog sig.

Det sidste Tilfælde indtraf for 2 Aar siden, mens hun arbejdede hos Tobaksfabrikant Løber i Pilestræde 59. Da hun om Eftermiddagen forlod Fabriken faldt hun om paa Boulevarden og blev her fundet af et Par medfølende Betjente, der straks saae at det var en Syg og bragte hende til Kommunehospitalet.

Vimmelskaftet 38-34. Den smalle bygning i midten er nr. 36. Tobaksfabrikken har formentlig befundet sig i den lange, smalle gård som strækker sig helt til Skindergade. Foto Erik Nicolaisen Høy (2022). Kbhbilleder.

I Torsdags i forrige Uge havde Arbejderne hos Julius Adler nok bemærket, at Josefine var noget underlig aandsfraværende, men de lagde dog ikke videre Vægt herpaa, og de anede mindst, at denne aparte Sindsstemning var Forløberen for et nyt Anfald. Hun havde heller ikke selv nogen som helst Forudfølelse af, at Sygdommen nærmede sig, og da Klokken var 6 om Eftermiddagen forlod hun Fabriken med den Bemærkning til Mesteren, Hr. Th. Petersen, at hun ikke følte sig rigtig vel tilpas.

Fra dette Øjeblik forsvandt hun fuldstændig og sporløst. Baade paa Fabriken og i hendes Logi, - hun boede i Baggesensgade 25, 1. Sal, hos Berthelsen, - blev man urolig over denne pludselige og mystiske Forsvinden, man frygtede der var skel hende en Ulykke, og Fabriken lod forhøre paa Hospitalerne, lige som Logiværtinden henvendte sig paa Politistationen paa Fælledvejen og opgav den forsvundnes Signalement. Men alt var uden Resultat; Politiet erklærede bestemt, at de hverken havde hørt eller set noget til den forsvundne.

Endelig i Mandags Eftermiddags dukker Josefine op igen - altsaa efter næsten 4 Døgns Forløb - og fortæller sine forbavsede Veninder og Arbejdskammerater, at hun i hele den forløbne Tid har siddet i Kaschotten som sigtet for at have været beruset paa Gaden, og at hun lige er sluppen ud af Arresten. Hun var slemt forslaaet i Ansigtet efter et Fald, men kunde for Resten ikke erindre det mindste om, hvad der i øvrigt havde tildraget sig i dette lange Tidsrum - hele Begivenheden stod som en taaget og utydelig Drøm.

Ved vore Efterforskninger har vi faaet konstateret, at Josefine, da hun Torsdag Aften Kl. 6 forlod Fabriken i Vimmelskaftet, efterhaanden under Sygdommens Fremadskriden er bleven saa aandsfraværende og sanseløs, at hun har vandret om paa maa og faa, indtil hun en Time senere, ved 7-Tiden, passerede gennem Pilestræde. Da hun kom i Nærheden af Fabrikant Løbers Fabrik tæt ved Klareboderne, naaede Anfaldet sin Kulmination, hun tabte Bevidstheden, styrtede næsegrus mod Jorden og tilføjedes herved flere blødende Saar i Ansigtet. Der samledes hurtig en stor Tilskuermængde, flere medlidende Personer søgte at rejse hende op og en nærboende Handlende bragte en Stol ud paa Fortovet, hvor hun bragtes til Sæde.

To Politibetjente fra Pilestrædes Station kom straks efter til Stede og søgte at erfare hendes Bopæl, men forgæves, hun kunde ikke afgive nogen forstaaelig Forklaring, og de lod hende saa sidde ganske rolig mens de ryddede Gaden.

Paa dette Tidspunkt indtraf imidlertid to Damer og en Herre, der kendte Josefine. Det var Frøknerne Marie Therkelsen og Brun samt Fabriksmester Johnsen, der alle er ansat i Løbers Fabrik. De fordrede indtrængende, at Betjentene enten skulde bringe det syge Menneske hjem i en Droske, og opgav hendes Bopæl, eller at hun ligesom tidligere skulde bringes til Hospitatet, men Betjentene nægtede at efterkomme Anmodningen.

Hr. Johnsen trængte paa og forestillede Politimanden, at man da ikke kunde lade det syge Menneske ligge der paa Gaden, men heller ikke dette nyttede. Betjenten havde nøje undersøgt den Syge og fundet, at hun ikke var beruset, i saa Fald skulde han nemlig øjeblikkelig, i Henhold til sin Instruks, have bragt hende paa Stationen. Men nu, da hun kun var syg, (efter hans Formening var det kun et ganske almindeligt Krampetilfælde), saa ansaa han det ikke for sin Pligt at tage sig af hende.

Damerne, der var mere resolut, tog saa selv Affære. Saasnart Josefine kunde støtte paa Benene ledsagede de hende op til Nørreboulevard og anbragte hende i en Sporvogn, og da hun vedblivende var helt omtaaget og ikke kunde klare for sig, betalte de Konduktøren 10 Øre og bad ham sørge for, at hun kom af ved Blaagaardsgade.

Men hun naaede ikke hjem. Saasnart hun steg ud af Sporvognen paa Nørrebrogade var det, at Politibetjenten fra Fælledvejens Station kom til, og han anholdt hende og erklærede hende for beruset - altsaa lige stik imod sine to Kollegers Erklæring en halv Time tidligere. Saa var det altsaa at det syge Menneske blev puttet i Kaschotten, og hun tilbragte den første Nat paa Træbuksen i Politistationens Rum for berusede.

Vi vil ikke rette nogen Bebrejdelse mod den Nørrebro-Betjent, der har udvist en saadan Malkonduite. Han er maaske ny Mand i Tjenesten og han er i hvert Fald i Følge sin ravgale Instruks stillet overfor den ubehagelige Pligt, at skulle bedømme hvorvidt et Menneske er beruset eller syg. Man maa forudsætte, at han ikke har handlet af Hensynsløshed overfor den tarvelig klædte, syge Kvinde, da han stemplede hende som en Drukkenboldt i Stedet for at føre hende til Hospitalet. Men det forefaldne viser her atter skarpt, at i den Slags Tilfælde burde altid en Læge afgive sit Skøn, ikke ukyndige Lægmænd.

For at vise, hvor elendigt og hjælpeløst et stakkels sygt Menneske er stillet, der under saadanne Forhold beskyldes for Beruselse, er det tilstrækkeligt at anføre, at ikke en eneste af alle de mange Politiembedsmænd, som den syge Kvinde præsenteredes for i de 4 Dage, fik Øje for, at hun var syg. Der er til en Begyndelse baade Overbetjent Menige paa Stationen (Assistenten har antagelig ikke taget hende i Øjesyn), saa er der Fængselsbetjentene paa Nytorv, hvor hun tilbragte Fredagen (Fængselslægen har sandsynligvis heller ikke undersøgt hende), endvidere er der selve Dommeren i din offenlige Politiret, Assessor Lunn, der i Mødet i Lørdags idømte Josefine en Mulkt paa 10 Kr. til Afsoning straks, og tilsidst kommer Personalet i Kristianshavns Fængsel, hvor hun tilbragte Resten af Tiden fra Lørdag til Mandag Middag.

Naar ingen af alle disse Lægmænd kunde se, at det var et sygt Menneske, de havde før sig, saa viser dette bedst, hvor nødvendigt det er at have tvungen Lægekontrol ved Stationerne.

Man forestille sig den absurde og bagvendte "Rets"-Pleje i den offenlige Politiret, hvor Betjentens ensidige Rapport læses op og staar til Troende ... Truffen paa Gaden i beruset Tilstand .... erhvervsløs .... uden Logi ....

Foran Skranken staar saa en syg og aandssvag Kvinde, der ikke formaar at forsvare sig, ikke har Evner til at raabe: Det er Løgn altsammen, hvad I siger om mig: jeg er ikke beruset, men syg, jeg er ikke erhvervsløs, men har Arbejde, jeg er ikke uden Logi, men har mit Hjem!. . . 

Og selv om hun kunde forsvare sig, saa er jo Praksis i den offenlige Ret denne, at hun ingen Lejlighed faar dertil.

Assessoren raaber: "Ti Kroner i Mulkt" og saa er hun færdig.

Taalmodig lader hun sig alter indespærre i Arresten, og her sidder altsaa det syge og uskyldige Menneske i to Dage og Nætter og skal afsone Mulkten - Bøden for den Overtrædelse af Politivedtægten, som hun ikke har begaaet!

*

Josefines Bekendte og Venner blev naturligvis meget oprørt, da de erfarede den Behandling, hun havde været udsat for. Vi har bl. a. talt med hendes tidligere Principal, Tobaksfabrikant Løber i Pilestræde. Han forklarede, at hun har arbejdet hos ham i 6 Aar, og han kunde kun omtale hende fordelagtigt. Han havde i dette Tidsrum aldrig set hende beruset og troede ikke at hun nød Spiritus. Derimod havde hun flere Gange havt sit Sygdomsanfald paa Fabriken, saa at han og Personalet maatte tage sig af hende, og han havde da i Reglen ladet hende besørge hjem i en Droske. Saa vidt ham bekendt havde hun flere Gange ligget paa Kommunehospitalet efter saadanne Anfald. Han udtalte sluttelig sin dybeste Indignation over den Maade, hvorpaa Politiet denne Gang havde behandlet dette beklagelsesværdige Menneske.

Og lige saa rosende og indigneret udtalte alle de øvrige sig.

*

Som omtalt henvendte Josefines Værtinde, Fru Berthelsen, sig paa Fælledvejens Politistation for at forespørge om den forsvundne Josefine Rasmussen, samt opgav hendes Signalement, i Fald hun skulde antræffes. 

Politiet svarede, at de vidste intet om hende, de havde hverken hørt eller set noget til den forsvundne!!

Naar man nu erindrer, at Josefine kort i Forvejen havde været indbragt som anholdt netop til den selvsamme Station, og at hun ovenikøbet havde tildragt en hel Nat der sovende paa Briksen, ligesom der var afgivet Rapport over hende fra samme Station, og at til Overflod hendes Navn stod indført i Stationens Politi-Journal - saa faar man herved et ganske karakteristisk Indblik i den Forretningsorden og Konduite, der raader i den nye Politiassistent Lindbæks Kontorer.

Og at Hr. Lindbæk personlig just heller ikke kan regnes for noget Lys fik vi Erfaring for, da vi ved en Henvendelse til til ham kun fik det Svar, at han holdt sig til Rapportens Ord: beruset . . . erhvervsløs . . . uden Logi ! Han viste sig altsaa lige saa ukyndig som sin Betjent og søgte iøvrigt at dække over Fadæsen med den naive Erklæring, at han efter Politidirektørens Ordre ikke maattet meddele Bladene noget!

Hans Overbetjent optraadte ligesaa kostelig. Han paastod uden videre og med et bredt Grin, at da Josefine i Mandags efter Løsladelsen henvendte sig paa Stationen for efter Politiets Ordre at give Meddelelse om sin Tilbagekomst fra den formentlige Forsvinding, saa var hun - efter Overbetjentens Mening - atter beruset! En ny og aldeles løs og ubegrundet Beskyldning. Det er saadanne Funktionærers Skøn, at Publikum er underkastet. 

D'Hrr. Politimænd følte sig øjensynlig noget trykket af Situationen, da vi efterhaanden Punkt for Punkt gendrev Rapportens Ukorrektheder, og navnlig virkede den Meddelelse ubehageligt paa Hr. Assistent Lindbæk, at to andre Ordenshåndhævere kort i Forvejen hin Torsdagaften havde erklæret om Josefine, at hun ikke var beruset. Da han mærkede, at Sagen ikke længere stod til at klare, saa sluttede han hidsigt af med følgende mindre vel overvejede Ord :

"Ja, har hun lidt Uret, saa er det i hvert Fald paa urette Sted at hun har henvendt sig med sin Klage ved at gaa til "Social-Demokraten". Ovenstaaende Fremstilling viser tvært imod, at det eneste urette Sted, hvor den syge Kvinde har været, netop er i Hr. Lindbæks Politikaschot. Iøvrigt var hans Udtalelse en ligefrem Uartighed mod vort Blad og vore Partifæller, der udgør Hovedmassen af Befolkningen i den Politikreds, hvori han er ansat - en Kreds, der sender ikke mindre end tre socialdemokratiske Repræsentanter til Rigsdagen.

Vi overlader hermed Sagen til Politidirektørens behagelige Overvejelse og nærmere Undersøgelse. Vi haaber, at Resultatet maa blive en klækkelig Erstatning til Josefine Rasmussen for den hende ved Arrestationen tilføjede Tort og Lidelse.

(Social-Demokraten 24. august 1895).

Gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads: Thea Adler født Monies 4. octbr 1842-20. april 1889. Julius Adler 1835- 1902. Tobaksfabrikanten hvor Josefine Rasmussen var ansat. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Julius Adlers Tobaksfabrik var grundlagt 1854 af Julius Adler (1835-1902). Gift med Dorothea “Thea” Monies Adler (1842-1889). Den lå først på Kongens Nytorv 26, København. Han grundlagde i 1878 Danmarks første cigaretfabrik med en beskeden bemanding på fem personer. Ellers havde man importeret dem. Først i 1900-tallet begyndte cigaretter at vinde indpas for alvor. Efter hans død overgik Forretningen til Albert Jacobsen (f. 1861). Han er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Hensynsfuldhed paa Statsbanernes 3dje Klasse. (Efterskrift til Politivennen)

Da man paa de sjællandske Jærnbaner indførte, at der i hvert Tog skulde være Plads for 10 (ti) Ikke-Rygere af 3dje Klasse, hilste jeg dette med stor Glæde, dels fordi der nu var Mulighed for, at ikke-rygende og særlig svage Mandfolk kunde være saa heldige at saa Plads i dette ene Rum, før det blev fyldt, og dels fordi jeg tænkte, at naar der først var gjort en om end nok saa lille Indrømmelse, saa vilde man snart nødes til at gaa videre, indtil der paa denne Klasse var indført en passende Fordeling som paa 2den Klasse. Siden den Tid har jeg rigtignok selv ofte forgjæves søgt om Plads i det ene Rum for Ikke-Rygere; og den Udvidelse, jeg haabede skulde komme, er bleven helt borte. Jeg har tidt tænkt paa at henlede Jærnbanebestyrelsens Opmærksomhed paa denne Sag, men dels rejser sig mindre end før, og dels har jeg i Almindelighed fundet Imødekommenhed hos Konduktørerne, saa jeg personlig ikke har døjet saa meget derved, og saa er der noget, der hedder at lade enhver hytte sig. I Dag (d. 19de April), da jeg skulde rejse fra Frederiksberg til Taastrup med Toget fra Kjøbenhavn 12,40, fik jeg dog paa ny Lejlighed til at mærke, hvordan man under de nuværende Forhold er givet Vilkaarligheden i Vold. Jeg søgte strax ved Togets Komme til Døren med Mærket "Ikke-Rygere" ovenover, men kom dog saa sent, at Pladsen var optaget. Ved Siden af var der 3 Rum ud i ét; Dørene stod aabne til de 2 af disse, men da jeg lige saa daarligt kan taale Træk som Tobaksrøg, og her var udsat for begge Dele, bad jeg Konduktøren, om han ikke vilde aabne Døren til det 3dje Rum og lade min Hustru og mig komme derind. Han henviste til de aabne Døre, og jeg gjorde ham da opmærksom paa, at det var, fordi vi ikke kunde taale Træk. at vi ønskede at kjøre baglængs i det forreste Rum. Han nægtede desuagtet at aabne, og Togføreren, som stod i Nærheden, sagde: De skal tage Plads, hvor Konduktøren anviser. Jeg gjentog da for Togføreren, at det var af Helbredshensyn og for at undgaa Træk, jeg bad derom. Ikke desto mindre fastholdt han Vægringen, hvorover jeg udtalte min Forundring med den Tilføjelse, at jeg troede dette uberettiget og vilde klage derover. Jeg havde før gjort opmærksom paa, at der manglede Plads for Ikke-Rygere, men nu paastod Konduktøren det modsatte, og jeg fulgte ham derhen, hvor han dog maatte give tabt overfor Protesten fra de 10, som var der i Forvejen. Imidlertid var Døren, jeg ønskede aabnet, kommet paa Klem fordi en derindefra havde faaet Ærende ud, og jeg tog mig saa den Frihed uden videre at gaa derind. Der viste sig da kun at være ialt 2 derinde, saa der var da i det mindste Husrum nok. Hvorfor disse to skulde været ene netop om dette Rum, vil jeg lade staa hen; de fleste rejsende af 3dje Klasse behøver næppe Forklaring, havde der været flere enkelte Rum paa Toget, havde de vel nok raaet et saadant. Jeg undres heller ikke saa meget over, at mangen Konduktør kan have Lyst til paa den ene Side at hygge lidt om enkelte rejsende og paa den anden pakke de andre sammen saa godt som muligt, thi det er ikke noget fornøjeligt for ham til enhver Tid paa hans farlige Vandring at banke paa altfor mange Steder. Men jeg tænkte, at en Togfører holdt sig til almindelig Imødekommenhed overfor alle de rejsendes billige og høflige Forlangender. Jeg henstiller til den høje Jærnbanestyrelse, om der ikke maatte blive rigeligere Plads for Ikke-Rygere, og jeg tør forsikre, at en saadan Ordning vilde blive i høj Grad paaskjønnet af mangfoldige rejsende, selv om en Del Konduktører muligvis kunde føle sig opfordret til at sige, at vi har nok i det ene Rum, saa andre Enkeltrum kunde staa til mere fri Raadighed. At 3dje Klasses rejsende har Krav paa en hensynsfuldere Ordning, skal jeg ikke komme ind paa, da Jærnbanestyrelsen jo bedst maa vide, hvad der saa ofte er fremsat, at det er denne Klasse, der trods lavere Billetpriser betaler sine Vogne bedst, fordi Udstyrelsen er simplere. Udfyldningen af de enkelte Pladser grundigere og disse oven i Kjøbet meget mindre.

P. L.

(Morgenavisen (København) 21. april 1891).

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Formanden for Tobaksarbejder- forbundet "Enigheden" har vi modtaget Følgende:

Den langvarige Strejke, der i Aar har fundet Sted i vort Fag, er, som ofte tidligere fremhævet, bleven os paatvungen. Den udbrød den 2den Maj d. A. paa en enkelt Fabrik og Arbejderne fordrede da en Lønningsforhøjelse af 1 Kr. pr. 1600 Cigarer. Vi antog den Gang ikke, at Strejken skulde have faaet det Omfang, som den senere fik, og som gjorde, at vi maatte henvende os til vore Meningsfæller i andre Fag om Hjælp til at føre Kampen. Aarsagen til Strejkens senere store Udvidelse var, at den Fabrikant, hos hvem Arbejdet først blev nedlagt, blev understøttet af flere andre Fabrikanter, og vi indsaa da, at hvis det skulde lykkes os at føre Strejken til et for Arbejderne heldigt Resultat, da maatte Arbejdet nedlægges saa vel paa de Fabriker, hvor fra ovennævnte Fabrikant hentede sin Støtte, som paa alle de Steder, hvor Arbejdet blev betalt med den laveste Løn Dette var saa meget mere nødvendigt, som Cigararbejdernes Lønningssorhold ved gentagne Nedsættelser var blevne saa slette, at mange Arbejdere maatte arbejde til langt ud paa Natten for at skasse det allernødvendigste til sig og Familje, og det havde vist sig, at alle Forsøg paa, ved Hjælp af en mindelig Overenskomst at hæve Lønnen, var strandede paa Fabrikanternes Umedgørlighed.

Da vi saaledes saa os nødsagede til at bruge mere energiske Midler for at tiltvinge os en større Andel i vort Arbejdsudbytte, blev der stillet Fordring om en Lønningsforhøjelse af 2 Kr. pr. 1000 Cigarer. Da vi havde taget dette Skridt, indsaa vi, at Kampen vilde blive Haardere end nogensinde tidligere i vort Fag, og at vi, dersom vi skulde have Udsigt til at føre den sejrrig igennem, maatte sikre os de fornødne Midler til de Strejkendes Underhold ved at appellere til vore Meningsfællers Støtte. Vor Anmodning var ikke forgæves, idet de Løfter, der blev os givet, saa vel om frivillige Bidrag som ogsaa om eventuelle Laan, blev opfyldt ud over de Forventninger, som vi dristede os til at nære. Og denne Støtte har ikke alene virket materielt, men har tillige været en stadig Opmuntring for de Strejkende.

Det gode Sammenhold, der var til Stede blandt Cigararbejderne, og den store Interesse for Sagen, der viste sig hos de øvrige Fags Arbejdere, var selvfølgelig alt andet end velset af Cigarfabrikanterne, og de opbød derfor alt for at sprænge vor Organisation. De indsaa nu, at den tidligere Udbytning, og deraf følgende Fattigdom hos Arbejderne, ikke havde gjort disse modstandsløse, og de forsøgte derfor at undertrykke det, som de kaldte for den "rebelske Aand" hos Arbejderne, og atter faa dem til at gaa ind under Kapitalmagtens Aag, ved at stille dem en stedsevarende Arbejdsløshed i Udsigt. De truede med, at de i Fremtiden ikke vilde beskæftige mandlig Arbejdskraft, og indgik senere en gensidig Forpligtelse, ikke at give Arbejderne en eneste Øre i Lønningsforhøjelse. Medens Fabrikanterne, naar Arbejderne henvendte sig til dem om Lønningsforbedringer, stadig skød sig ind under, at de ikke indbyrdes kunde opnaa Enighed desangaaende, var der dog intet til Hinder for at blive enige om ovennævnte Beslutning, der havde Arbejdernes Undertrykkelse til Formaal, og de fleste Fabrikanter har sikkert fuldt og fast troet, at Sejren nok vilde falde paa deres Side. Men efter at ovennævnte gensidige Løfte var aflagt, indsaa bestandig flere og flere Fabrikanter, at det kneb med at holde det, idet den travle Tid var begyndt, og de derfor ikke kunde undvære deres Arbejdere. Fabrikanterne burde paa den anden Side heller ikke bryde det Løfte, de havde givet deres Kolleger (det er kun overfor Arbejderne, man kan give et Løfte i Dag og bryde det i Morgen), og for at komme ud af Forlegenheden, besluttede de at gaa en Omvej. De sendte da Bud efter deres tidligere Arbejdere, og paatog sig overfor dem en Humanitets-Maske, beklagede deres Nød og opfordrede dem til at genoptage Arbejdet paa de gamle Betingelser. Naar Arbejderne saa havde arbejdet en 14 Tages Tid under de tidligere Forhold, saa skulde Lønnen nok blive forbedret. Dette Forslag, ved hvilket Fabrikanterne stillede sig selv i den rette Belysning, blev selvfølgelig afvist af Arbejderne med Harm og Indignation.

Det viste sig tillige ved denne Fabrikanternes Fremgangsmetode, at der bagved den Fordring, de jævnlig havde stillet, om kun at ville underhandle med deres egne Arbejdere, medens de stadig nægtede at underhandle med Forbundet, skjulte sig et Forsøg paa at undertrykte Arbejderne, og da vi indsaa, at denne Underhandlingsmaade ikke vilde føre til noget som helst for Arbejderne gavnligt Resultat, besluttede Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" at tilstille Cigarfabrikanternes Forening et Forslag, hvori der fordredes en gennemgaaende Lønningsforhøjelse af 1 Kr. pr. 1000 Cigarer, samt at intet Arbejde maatte betales med en lavere Løn end 8 Kr. pr. 1000. Dette Forslag blev antaget af Fabrikanterne, og Strejken blev derved endt paa de fleste Fabriker.

Sejren bragtes saaledes til sidst over paa Arbeidernes Side. Opnaaede vi ikke at føre Fordringen om de 2 Kr. pr. 1000 igennem, saa opnaaede vi dog, dette, at Arbejdet vandt en Sejr over Kapitalmagten. Fabrikanterne har ikke sparet paa Midler for at bringe Arbejderne til at underkaste sig. De har sat deres Efteraarsforretning paa Spil, og det er dog navnlig den, der anses for at være den bedste; de har udtømt deres Lagre, og til Trods for deres idelige Fraser om at ville værne om Indlandets Industri, har de ikke taget i Betænkning at lade en stor Del af deres Kunder forsyne sig i Udlandet. Men til Trods for alt dette har de dog til sidst maattet bøje sig for Arbejdernes Solidaritet og Organisation.

Vi maa derfor aflægge vor dybtfølte Tak til enhver, der har bidraget til vor Strejkes Gennemførelse, thi uden Eders Hjælp vilde vi selvfølgelig have staaet forsvarsløse. Vi takker enhver Bidragydende, hvad enten hans Bidrag har været større eller mindre, og vil vise os værdige til den Hjælp, vi har modtager, ved bestandig at hævde vor Ret overfor Kapitalmagten, og vil tillige af yderste Evne gengælde den os tildelte Støtte ved enhver given Lejlighed, hvor andre Fag maatte komme til at trænge dertil.

I det Hele er nu 33 Fabrikanter gaaet ind paa vore Fordringer, og da vi nu ser os i Stand til selv at kunne bestride Udgifterne ved de eventuelle mindre Arbejdsnedlæggelser, bringer vi herved vor Tak til enhver Bidragyder faavel her i Landet som i Udlandet i Tobakarbeiderforbundet "Enigheden."

Den 4. December 1883.

Paa Bestyrelsens Vegne;

E. Hyller.

F. T. Formand.

(Social-Demokraten 5. december 1883).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter f. Petersen Elfelt (1866-1931): Cigarfabrik m. arbejdere. 1903-1910. Det kongelige Bibliotek.

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af, at Hr. Cigarfabrikant Høy i "Berl. Tid." fra forrige Lordag havde erholdt en Artikel optaget om Cigararbejderstrejken, hvilken Artikel helt igennem indeholdt Urigtigheder, tilsendte Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet det nævnte Blad følgende Tilsvar, som "Berl. Tid."s Redaktion imidlertid nægtede at optage, og vi gengiver derfor Tilsvaret her. Det lyder saaledes:

Hr. Redaktor! I Anledning af Cigarfabrikant L. R. Høys Artikel i "Berlingske Tidende" for Lørdagen den 18de ds., tillader Undertegnede sig at anmode Dem om at optage følgende Gensvar i Deres ærede Blad.

Da Cigararbejdernes Strejke i de første Dage af Maj tog sin Begyndelse paa Hr. Lichtingers Fabrik, skete dette ikke uden at der fra Cigararbejdernes Side ofte var gjort Forsøg paa at bevæge Cigarfabrikanterne til at træde i Underhandling med Arbejderne om en Forhøjelse af Lønnen. Saadanne Forsøg ere i Løbet af de senere Aar atter og atter blevne gjorte af Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", men ere stadig blevne afviste af Fabrikanterne, hvem Skylden for, at en Forhandling ikke har kunnet bringes i Stand, altsaa udelukkende paahviler. Denne Holdning fra Fabrikanternes Side er saa meget mere paafaldende, som de ved en større Lønningsnedsættelse i 1877 afgav Løftet om atter at ville forhøje Lønnen.

Oprindelig blev Strejken foranlediget ved, at Arbejderne af Hr. Lichtinger bleve tvungne til en defensiv Optræden, idet han forlangte en Sort Cigarer forfærdiget for en lavere Betaling, end der tidligere var ydet derfor, og efterhaanden afskedigedes de Arbejdere, der nægtede at udføre Arbejdet for den af Hr. Lichtinger tilbudte Løn. Om dette Spørgsmaal kunde der altsaa ikke forhandles. Arbejderne havde kun Valget imellem enten at tage imod den Løn, Hr. Lichtinger tilbød, eller forlade Fabriken.

Da der derpaa blev stillet et Forlangende til Hr. Lichtinger om en Lønningsforhøjelse, nægtede han at gaa ind derpaa forinden Spørgsmaalet havde været til Forhandling blandt Fabrikanterne, og der blev da atter ytret det Ønske paa Tobaksarbejderforbundcts Side, at en Underhandling med Fabrikanterne maalte komme i Stand. Foranlediget ved de mange lidte Skuffelser nærede Arbejderne dog intet Haab om, at Fabrikanterne nu vilde vise sig villige til at underhandle, og da den Situation, som Hr. Lichtinger havde fremkaldt ved at afskedige flere Arbejdere, tillige var saaledes, at et Svar fra Fabrikanterne ikke kunde afventes, blev Arbejdernes Forlangende fastholdt og Strejken erklæret.

Den Formodning, at Fabrikanterne stod paa samme Standpunkt som tidligere, viste sig at være fuldstændig rigtig. Den 17de Maj afholdt Fabrikanternes Forening en Generalforsamling, paa hvilken det vedtoges, at der for Tiden ingen Forhøjelse af Arbejdslønnen kunde finde Sted. Nogen Forhandling med Arbejderne var der ingen Tale om, kun om et Afslag.

Forinden Strejken for ca. 2 Maaneder siden udvidedes, blev der atter fra Arbejdernes Side gjort et Forsøg paa at komme til en Underhandling, idel Bestyrelsen for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" personlig henvendte sig til Cigarfabrikant Schiøtz, der i Formandens Fraværelse stod som Fabrikanternes Forenings nærmeste Repræsentant. Endskønt Hr. Schiøtz blev gjort bekendt med, at en Arbejdsnedlæggelse vilde blive Følgen, saafremt en Forhandling nægtedes, udtalte han dog som sin personlige Anskuelse, at Opfordringen til Fabrikanterne vilde blive frugtesløs, og Arbejderne har senere ikke modtaget noget andet Svar.

Naar Hr. Høy derfor saa stærkt fremhæver, at Strejken er bleven Fabrikanterne paatvungen, og beskylder Arbejderne for at have været uvillige til at ville gaa ind paa Forhandlinger, da er denne Fremstilling alddeles ukorrekt, og lige det stik Modsatte af, hvad der virkelig har fundet Sted. Hr. Høy synes iøvrigt selv flere Gange at have været besværet af Fabrikanternes Utilbøjelighed til at forhandle. Da Arbejderne saaledes stillede deres Forlangende til ham, udtalte han, at en Forhøjelse af Lønnen af 1 Kr. pr. 1000 Cigarer for det simplere Arbejde og 2 Kr. for det bedre, meget godt kunde indrømmes; men da det Spørgsmaal blev rettet til ham, om han da vilde gaa ind derpaa, benægtede han det, under Henvisning til, at en Forhandling med de øvrige Fabrikanter maatte gaa forud. Hr. Høy var tillige blandt dem, der ved deres tilsyneladende Villighed til at underhandle, bevirkede, at Tobaksarbejderforbundet fik den Tro, at en Forhandling med Fabrikanterne kunde bringes i Stand, hvilket havde til Følge, at Forbundet i Juli Maaned tog Initiativet til at indbyde Fabrikanterne til et Møde, men ikke desto mindre var Hr. Høy iblandt dem, der nægtede at komme til Stede, og saaledes bidrog til, at Mødet blev resultatløst. Hr. Høy var ligeledes blandt dem, der ved at protestere imod det næste Møde, som blev afholdt den 20de Juli, bevirkede, at ogsaa dette blev uden Resultat, samt at der fra Fabrikanternes Side blev erklæret, at Sagen ikke kunde føres videre. Hr. Høy sigter maaske til, at Arbejderne paa de enkelte Fabriker ikke har villet slaa af paa deres Fordringer, og i saa Henseende kan han til Dels have Ret, thi ligesom Arbejderne har henvendt sig til Fabrikanternes Forening, naar de har søgt at indlede Underhandlinger, og ligeledes al de enkelte Fabrikanter ere blevne henviste dertil, saaledes fordrer Arbejderne ogsaa, at Forhandlingerne skal ske igennem deres Forening. Men Hr. Høy bliver derfor lige uberettiget til at beskylde Arbejderne for ikke at ville underhandle, idet de altid har været villige dertil igennem den Institution, de anerkender som den, hvorigennem deres Interesser skal varetages. Det maa tillige bemærkes, at Tilbøjeligheden til at underhandle med selve Fabrikernes Arbejdere heller ikke har været til Stede hos det langt overvejende Flertal af Fabrikanterne, idet de i Regelen absolut har nægtet at gaa ind paa nogen som helst Forhøjelse af Lønnen. Ogsaa med Hensyn til Lønningssatserne gør Hr. Høy sig skyldig i Forvanskninger af de faktiske Forhold; Arbejderne har ikke forlangt en Minimums-Svendeløn a8 Kroner, men derimod en Minimumsløn saavel for mandlige og kvindelige Arbejdere af dette Beløb. Og denne Løn staar desuden ikke som en oprindelig Fordring fra Arbejdernes Side, men derimod som et Tilbud fra flere Fabrikanter, paa hvilket Arbejderne har vist sig villige til at gaa ind. Det kommer altsaa her ikke an paa, hvad Hr. Høy betaler som den laveste Svendeløn, thi Minimumslønnen hos ham er dog 6½ Kr. pr. 1000, og det spiller ingen Rolle, at det er kvindelige Arbejdere, som modlager denne Løn, lige som del ikke er de mandlige Arbejderes Mening vedblivende at levere Arbejde for 8 Kr. pr. 1000, der nu betales med denne Sum, fordi det nu en Gang tilfældigvis er bleven den laveste Betaling for Mandsarbejdere paa Hr. Høys Fabrik. Med de Fabrikanter, hos hvem Arbejdet er genoptaget, saa vel som hos flere andre, hvor Strejken paa Grund af vedkommende Fabrikants Medgørlighed ikke er kommet til Udbrud, er der truffet den Overenskomst at der intet som helst Arbejde skal udføres for en lavere Løn end 8 Kr. pr. 1000, hverken af Kvinder eller Mænd, samt at der for de øvrige Sorter har fundet en tilsvarende Forhøjelse Sted. Disse Overenskomster, til hvilke Forslaget er udgaaet fra Fabrikanterne, ere atter et Bevis paa Arbejdernes Tilbøjelighed til at underhandle, saa at Hr. Høys Paastand altsaa er fuldstændig grundløs.

Naar Hr. Høy endvidere anfører, at maandlige Arbejderes Løn i Reglen er fra 8-12 Kr. pr. 1000, bør det fremhæves, at en meget stor Del maa udføre Arbejde til 6 Kr. pr. 1000, og at Antallet ikke er større end det er, beror udelukkende paa, at der kan faas kvindelig Arbejdskraft til denne Betaling. Det er heller ikke Arbejdernes mindre Arbejdsdygtigbed, der almindeligvis beskæftiges ved det slettest betalte Arbejde. Paa de fleste Fabriker maa i Reglen enhver nyantaget Arbejder begynde med dette, og som oftest faar han Lov til at vedblive dermed indtil der bliver Plads ledig ved det bedre betalte Arbejde, og dette kan som oftest vare i Maaneder og Aar, hvis det overhovedet indtræffer.

Hr. Høys Paastand om, at den almindelige Fortjeneste for mandlige Arbejdere er fra 15 til 20 Kr. er ligeledes urigtig, hvilket bedst kan bevises ved Eksempler, hentede fra Hr. Høys egen Fabrik. Som anført lader Hr. Høy det Arbejde, der er under 8 Kr.. udføre af Kvinder, hvorved de mandlige Arbejderes Løn bliver fra 8 til 12 Kr. pr. 1000. Men endskønt Hr. Høys mandlige Arbejdere hører til dem, der besidder den største Hurtighed og Færdighed, har deres Gennemsnitsfortjeneste dog kun været lidt over 14 Kr. ugenlig. Lægger man dertil, at de kvindelige Arbejderes Fortjeneste kun har været ca. 8 Kr., bliver Gennemsnitsfortjenesten for Hr. Høys samtlige Arbejdere mellem 11 og 12 Kr. ugenlig. Da nu det Arbejde, der udføres hos Hr. Høy udføres af Kvinder, paa mange andre Fabriker udføres af Mænd, og disses Fortjeneste er mellem 8-9 Kr., bliver Gennemsnitsfortjenesten som oftere af Foreningen anført, imellem 11 og 12 Kr. ugenlig.

Naar Hr. Høy anfører, at de Fabrikanter, der har givet efter for Arbejderne, har gjort dette fordi de har været nødt dertil, maa hertil svares, at dette næppe i højere Grad har været Tilfældet med dem end med de øvrige Fabrikanter. Det, der har bevæget dem, er snarere det større Hensyn, de har taget til deres Arbejdere saa vel som til deres Kunder, hvem de ikke har villet byde de mindre gode Varer, som andre Fabrikanter ikke tager i Betænkning at byde deres.

Hr. Høy henviser endvidere til Konkurrencen som den Faktor, der tvinger Fabrikanterne. Hertil skal der bemærkes, at der næppe er noget Fag, hvori Konkurrencen er mindre, end netop i Cigarfabrikationen. I Udlandet er Arbejdslønnen højere og Varerne dyrere end i Indlandet. Hertil kommer den høje Told, a 83 Øre pr. Pund for det færdige Produkt, en Afgift, som yderligere fordyrer de i Udlandet forfærdigede Varer med 9 a 10 Kr. pr. 1000 Cigarer. Ogsaa i Provinserne er Arbejdslønnen gennemgaaende højere, og det er ikke Provinsfabrikanterne, der ved Hjælp af Konkurrencen trykker de københavnske, men derimod omvendt.

Hr. Høy bemærker endvidere, at Fabrikanternes Modstand ikke skyldes nogen gensidig Overenskomst. Denne Paastand holder kun daarlig Stik over Kendsgerningerne. Vedtagelsen paa Fabrikanternes Forenings Generalforsamling den 17de Maj er allerede omtalt, og siden den Tid er det netop en gensidig Overenskomst mellem flere Fabrikanter , der har forhindret, at Underhandlinger med Arbejderne er komne i Stand, og i denne Overenskomst har Hr. Høy selv taget Del.

Erindrer Hr. Høy ikke, at han og et Antal andre Fabrikanter den 20de Juli besluttede at erklære Mødet for inkompetent, uden at der var nogen egenlig Grund dertil. Erindrer Hr. Høy ikke de 14 Fabrikanters Skrivelse af 14de Juli 1883, der indeholdt en Nægtelse af at træde i Underhandling med Arbejderne, og da denne Skrivelses Indhold staar i absolut Modstrid med 3 af Underskrivernes, deriblandt Hr. Høys, tidligere Erklæringer, er det derved givet, at den netop skyldes en gensidig Overenskomst.

De samme Bemærkninger, der her er rettede til Hr. Høy, ere i Hovedsagen ogsaa gældende for de 13 Fabrikanter, der have tiltraadt Hr. Høys Udtalelser, endskønt Publikum er forbleven uvidende om de Herrers Navne. Da D'hrr. har lagt saa stærk Vægt paa at kaste Skylden for ikke at ville underhandle over paa Arbejderne, og delte nu maa antages for at være modbevist, vilde det være konsekvent handlet af D'hrr. Fabrikanter, om de nu, i Henhold til deres egne Udtalelser, vilde lægge deres Vilje for Dagen ved at træde i Underhandling med Arbejderne. De Sidstnævnte har altid været villige til at forhandle, og vil ogsaa fremdeles være det.

Paa Bestyrelsen for Tobaksarbejdersorbundet "Enigheden"? Vegne

ærbødigst

E. Hyller,

Formand

(Social-Demokraten 25. august 1883).

Tobaksarbejdernes Forbund "Enigheden" blev stiftet i september 1871. Den indmeldte sig i Pios "Internationale" som blev stiftet måneden efter. Blandt lederne var Carl Würtz og P. C. Johnsen. 1874-1884 var N. E. Hyller (?-1915) formand (se ovenstående billede), han var også medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Hyller var 1903-1915 valgt i Valby til Folketinget. Han efterfulgtes af Sigvald Olsen. Strejken der varede et halvt år, endte med bedre Arbejdsbetingelser. Det betød at de mange kvinder indenfor faget også begyndte at komme med i organisationen.

L. R. Høy & Sønners Cigarfabrik var grundlagt 1866 af L. R. Høy (1838-?). Han gik efterhånden mere og mere over til kvindelig arbejdskraft. Hans sønner blev i 1900 optaget som associes, Vald. Høy (f. 1867) og Martin Høy (f. 1873) og i 1903 en yngre Søn, Aage Høy (f. 1876) som Associés under ovenstaaende Firmanavn. I 1890 udskiltes Tobaksfabrikken Amsterdam som selvstændig Forretning med L. R. Høy som Eneindehaver. Adresse: Læssøesgade 14 (senere 28?). 

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Sjældent er en Arbejdsnedlæggelse blevet omfattet med en saa stor og almindelig Interesse fra alle Arbejderes og Arbejdervenners Side som den, der for Tiden udvises mod de for en menneskelig Tilværelse kæmpende Cigararbejdere. Vel maa det siges, at Arbejderne her i Danmark heller ikke tidligere har ladet det Fag i Stikken, der til en given Tid har været nødt til at optage Kampen mod Kapitalens Overgreb, men derimod stadig været rede til at støtte hinanden i denne Kamp. Solidaritetsfølelsen, Følelsen af Alle som en at staa over for en fælles Fjende: Kapitalen, saa længe den er i egoistiske og hensynsløse Privatmænds Hænder, har vel bestandig udviklet sig og gjort sig gældende paa en for Arbejderne ærefuld Maade, men denne Følelse har endnu ikke sat sig et saa smukt Mindesmærke som det, der rejses i disse Dage ved den Enstemmighed, den almindelige Offervillighed, der lægges for Dagen for at yde de strejkende Cigararbejdere en saa kraftig Støtte, at de derved bliver i Stand til at gennemføre deres berettigede Fordringer.

Og denne Støtte er ikke blevet ydet Cigararbejderne paa en nølende eller vankelmodig Maade. Straks da Arbejdsnedlæggelsen antog en saadan Karakter, at Cigararbejderne trods forøgede Anstrængelser ikke længer saa sig i Stand til at bære den ved egne Kræfter, men maatte anmode andre Fags Arbejdere om Støtte, gav Bestyrelserne for Fagforeningerne øjeblikkelig deres. Tilsagn om at tilflyde den manglende Kraft. De vidste, at de kunde gøre det, idet de vor overbeviste om, at de Mænd af Arbejderstanden, de stod som Repræsentanter for, med al den Energi, der stod til deres Raadighed, vilde give deres Tilsagn og Løfter behørig Vægt. Spørgsmaalet drejede sig derfor heller ikke om, hvorvidt der skulde ydes Cigararbejderne Støtte i deres Kamp, dette Spørgsmaal betragtedes som afgjort i samme Øjeblik, som det blev rejst, men ene og alene om, paa hvilken Maade man hurtigst og kraftigst kunde yde dem den fornødne Bistand. I nogle Fagforeninger havde man endog paa Forhaand stillet forholdsvis ikke ubetydelige Summer til Cigararbejdernes Disposition.

Den Støtte, som Bestyrelserne gjorde Regning paa hos deres respektive Foreningers Medlemmer, udeblev heller ikke. Den blev ydet med al den Energi, som er ejendommelig for Mænd, der er sig Sagens Alvor bevidst, og som føler, at det er deres egen Kamp, der kæmpes. Men ikke alene Foreningsmedlemmerne gav Mode med deres Bidrag. Ogsaa de Arbejdere, der staar udenfor deres Fags Organisation, følte sig grebet af Sagens Vigtighed og store Betydning, og strittede sig til de Kæmpendes Rækker, lige som mange udenfor de fysiske Arbejderes snævrere Kreds staaende Arbejdervenner har lagt deres Sympati for Arbejderne for Dagen ved at træde til med deres aktive Støtte.

Det er ikke alene her i København, at Interessen for og Deltagelsen i Cigarbejdernes Kamp gør sig gældende. Hele Danmarks Arbejderstand kan i dette Øjeblik med Rette siges at staa paa Cigarbejdernes Side. Fra henimod en Snes af Landels betydeligste Byer indkommer der nådig Bidrag, og det er ikke alene fra de Strejkendes Fagfæller at disse ydes, men ligesom her i København er Arbejdere af alle Fag traadt til i flere as Landets største og betydeligste Byer. Vi minder saaledes om de aarhusianske Arbejderes Deltagelse, hvilket Eksempel er blevet fulgt i Randers og flere andre Steder.

Ogsaa Arbejderne i Udlandet tager Del i de københavnske Cigararbejderes Kamp. I Sverig indsamles der Bidrag i Stockholm, Gøteborg, Ørebro, Karlskrona, Kalmar, Karlshæmn, Linkøping, Norrkøping, Malmø, Lund, Kristiansstad og Helsingborg. I Malmø blev paa et talrigt besøgt Møde, som for kort Tid siden holdtes paa Almbacken, nedsat en Komite til at foranstalte en Indsamling af Bidrag blandt Arbejdere af alle Fag. Fra følgende Byer i Tyskland sendes der Bidrag: fra Hamborg, Berlin, Bremen, Breslau og Flensborg, og da Flertallet af disse Stæder ere at betragte som Centralpunkter i Cigarfabrikationen, indløber der til disse ogsaa Bidrag fra andre Steder i Tyskland. Ligeledes fra Svejts, Frankrig, ja selv fra Amerika har de Strejkende gentagende Gange modtaget ikke ubetydelige Summer, tilligemed Udsagn om yderligere Bidrag.

Ligeoverfor denne Sammenslutning af Arbejdere staar for Tiden 16 Cigarfabrikanter med deres haardnakkede Vægring mod at gaa ind paa Arbejdernes billige og retfærdige Fordring om en Lønningsforhøjelse, der kan sætte dem i Stand til at føre en noget mere menneskelig Tilværelse, end den de hidtil har kunnet føre. Bortset fra den materielle Kraft, som denne enstemmige Tilslutning forlener de Strejkende med, og som giver dem en bestemt Overbevisning om at kunne føre Kampen sejrrig til Ende, har den enstemmige Sympati for de kæmpende Cigararbejdere tillige en uhyre moralsk Betydning. Det er den offentlige Mening, der fælder sin Fordømmelsesdom over den Udbytning, som Cigararbejderne i Aarrækker har været Genstand for. Efter at denne Dom er afsagt, behøver man ikke længere at spørge om, hvorvidt Cigarfabrikanterne har været inhumane eller ikke. Dommen er tydelig og klar. Den mod Cigararbejderne udviste Hensynsløshed og Inhumanitet staar for den almindelige Bevidsthed som noget givet, noget, der er dybt indprentet i Sjælen, noget, der ikke kan bortdisputeres. Man véd, at Cigararbejdernes Fordringer kun drejer sig om at bevæge Fabrikanterne til at opfylde et for 6 Aar siden givet Løfte, et Løfte, som blev aflagt for at formaa Arbejderne til uden Modstand at gaa ind paa en Lønningsreduktion. Man ved, at Fabrikanterne, i Stedet for at opfylde dette Løfte, tvært imod yderligere har reduceret Lønnen, saaledes at denne, naar Arbejdernes Fordringer gennemføres, ikke en Gang vil naa op til, hvad den tidligere har været. Man har set, at Forholdene i Cigararbejderfaget netop giver et slaaende Billede af den nyere Tids Kapitalophobning Side om Side med Fattigdom. Medens Fabrikanternes i Forvejen store Indtægter i faa Aar i flere Tilfælde ere stegne til det dobbelte og tredobbelte, medens adskillige Fabrikanter har aarlige Indtægter, der gaar op til 10 Gange saa mange Tusinder af Kroner, som en mandlig Cigararbejder har Hundreder i aarlig Indtægt, ikke at tale om de kvindelige Arbejdere, med hvilke der slet ingen Sammenligning kan taales, træller Arbejderne, der skaffer Fabrikanterne disse store Indtægter, for en ussel Sulteløn. Det oprører den almindelige moralske Sans, at Mænd, af hvem Samfundet fordrer en Familjeforsørgers Pligter opfyldte, skal opslides i Kapitalens Tjeneste for en gennemsnitlig ugenlig Løn af ca. 11 Kr., at mange, trods al anvendt Flid ikke formaar at drive Fortjenesten højere op end til 8 a 9 Kr., og at Kvinder skulle sælge deres Arbejdskraft for en ugenlig Løn, der i de fleste Tilfælde varierer fra 3½ til 7 a 8 Kr. og kun i enkelte Tilfælde naar op derover, samt at brutal Behandling oste ledsager disse elendige økonomiske Tilstande. Det er disse Forhold, der ved Strejken ere indankede for den offenlige Menings Domstol, og det er over dem den almindelige Bevidsthed nu fælder sin Fordømmelsesdom.

Strænge Herrer regerer kun kort, siger Ordsproget, og det synes, som om adskillige Cigarfabrikanter har en Følelse af, at det lakker ad Enden med deres og deres Kapitals Herredømme. Dette fremgaar nærmest af den Frygt, de nærer for Sammenslutningen mellem Arbejderne. De ved, at Arbejderne i Sammenslutningen har et mægtigt Vaaben imod dem, og derfor søger de ved alle Midler at forhindre deres Arbejdere i at forene sig, ja selv i at diskutere deres Anliggender. Der kunde fremdrages Rækker af Eksempler paa saadanne Midler, der bringes i Anvendelse overfor Arbejderne, men vi skal indskrænke os til kun at nævne nogle enkelte.

Man vil erindre, at der for nogen Tid siden fandt en mindre Strejke Sted hos Cigarfabrikant Thomsen (Fabriken "Royal"), og at der den Gang hos de kvindelige Arbejdere viste sig en stærkere Tendens end tidligere til at indtræde i Tobaksarbejderforbundet "Enigheden". Den nævnte Fabrikant tvang imidlertid ved Hjælp af Trusler om Afskedigelser sine kvindelige Arbejdere til at udtræde af Forbundet, og sendte deres Medlemskort tilbage med Paaskriften "udmeldt". For ikke længe siden viste samme Fabrikant en lignende Handlemaade. Da Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" forleden ved Hjælp af skriftlige Indbydelser havde indbudt de kvindelige Arbejdere til et Møde blev Indbydelsen taget til Følge af Arbejderne paa saa godt som samtlige Fabriker her i  Byen. Fabrikant Thomsen sendte imidlertid Indbydelsen tilbage med Paategning om, at ingen af hans Arbejdere "vilde" komme til et saadant Møde. Arbejderne har selvfølgelig ikke givet deres Minde til dette Skridt af anden Grund end den, at de i modsat Tilfælde vilde være blevne kastede paa Gaden. Det er Kapitaltyranniet, der søger at forlænge sit Herredømme ved at isolere Arbejderne, idet Kapitalisten ved, at en enig og fælles Optræden af Arbejderne vil tilintetgøre hans Magt. Lignende hensynsløse Midler ere satte i Scene af Firmaet Ree & Bay. En af denne Fabriks Arbejdere søgte ved Samtaler udenfor Fabriken at gøre de kvindelige Arbejdere bekendt med, at et Møde agtedes afholdt. Da dette kom til Fabrikanternes Kundskab, blev vedkommende Arbejder øjeblikkelig afskediget.

Lige over for et saadant Tyranni i Forbindelse med Cigararbejdernes usle Lønningsforhold, er det en Selvfølge, at Strejken griber mere og mere om sig. Den omfatter som bekendt nu talt 16 Fabriker, til hvis Ejere, der er stillet den samme Fordring som til de tidligere, nemlig om en Lønningsforhøjelse af 2 Kr. pr. 1000 Cigarer. Denne sukcessive Udvidelse af Strejken vil imidlertid nu blive opgivet, idet en Generalforsamling har bemyndiget Bestyrelsen for Tobakarbejderforbundet til at indbyde samtlige Fabrikanter til et Møde, for i Forbindelse med Delegerede fra alle Fabriker at underhandle om Gennemførelsen af ovennævnte Lønningsforhøjelse for samtlige Fabrikers Vedkommende.

Dette Møde vil finde Sted førstkommende Tirsdag. Arbejderne vil her forelægge samtlige Fabrikanter Spørgsmaalet om den ovenfor nævnte Forbedring af Lønningsvilkaarene. De vil opfordre dem til at indfri det Løfte, der blev givet, da Arbejdslønnen for 6 Aar siden blev reduceret med det samme Beløb. De vil sige til Fabrikanterne: Vi ved, at I er i Stand til at opfylde vort Forlangende; vi ved, at mange af Eder ere tilbøjelige til at gaa ind derpaa, men at I af forskellige Grunde holdes tilbage. Vil Arbejdsgiverne da paa dette Møde give efter for Arbejdernes Forlangende, vil Strejken selvfølgelig være endt, i modsat Tilfælde vil den sandsynligvis blive gennemgaaende, idet Arbejdet vaa de øvrige Fabriker vil blive nedlagt.

Hvis det sidstnævnte Alternativ skal indtræffe, sker det naturligvis i Henhold til, at Cigararbejderne gøre Regning paa ogsaa i Fremtiden at erholde Støtte hos de øvrige Arbejdere, og de nærer ingen Tvivl om. al denne Støtte ogsaa vil blive dem ydet. Den Iver og Interesse, der hidtil har vist sig for Sagen, borger for, at de fornødne Midler vil blive bragte til Bese. Da Formanden for Tobaksarbejdersamfundet paa det store Møde, der blev Afholdt i Anledning af Bebels Valg, rettede det Spørgsmaal til Forsamlingen, om den billigede, at Cigararbejderne førte Kampen fuldt ud, og stod fast paa deres Ret til det yderste, blev dette Svørgsmaal besvaret med et enstemmigt og begejstret: Ja! Ved samme Lejlighed vedtoges det ligeledes enstemmig at støtte de Strejkende af al Kraft. Det følger af sig selv, at dette Tilsagn endnu staar ved Magt. Det Løsen, der ofte har lydt ved de Møder, hvor denne Sag har været paa Dags ordenen, maa ogsaa være Fremtidens Løsen, saa vil de fornødne Midler ogsaa være til Stede. Alle Arbejdere og Arbeidervenner bør sætte sig det Maal, at CigararbejderneS Strejfe skal og maa føres sejrrig igennem.

(Social-Demokraten 15. juli 1883).

Cigararbejdernes Strejke.

Som Følge af den Udvidelse, Arbejdsnedlæggelsen blandt Cigararbejderne har været Genstand for i Løbet af den sidste Uge, omfatter den nu, paa nogle Fabriker nær, næsten hele det Antal, paa hvilke Arbejdet kan forventes at ville blive nedlagt. Anledningen hertil er nærmest den Holdning, som et Antal Fabrikanter har indtaget, og hvorved de har forhindret, at den paatænkte Underhandling mellem Fabrikanter og Arbejdere kunde paabegyndes, og selvfølgelig altsaa endnu mindre føre til noget Resultat. Som bekendt besvarede de omtalte Fabrikanter Arbejdernes Indbydelse til et Møde med et haanende Afslag, og da endelig deres egne Kolleger søgte at bringe dem til at tage Del i en Forhandling, fandt de under et latterligt Paaskud Lejlighed til ogsaa at gøre dette Forsøg frugtesløst. Under disse Omstændigheder har Arbejderne selvfølgelig intet andet at gøre, end at søge deres Fordringer gennemførte ved Hjælp af Strejken, som derfor nu paa det nærmeste kan anses for at være gennemgaaende.

I Følge de Fremstillinger af de faktiske Forhold, under hvilke Cigararbejderne ere henviste til at leve og arbejde, og i Følge den Sympati, der overalt lægges for Dagen for de Strejkende, tør det antages, at der ikke behøves noget yderligere Bevis for, at deres Fordringer ere billige og berettigede. At de tillige ere gennemførlige og antagelige for Fabrikanterne, fremgaar af, at Arbejdslønnen paa Løbers Cigarfabrik i Store Kongensgade uden Strejke er blevet forhøjet, saaledes at den nu paa det nærmeste er i Højde med, hvad de Strejkende tilstræber. Arbejdslønnen paa den nævnte Fabrik har gennemgaaende været noget højere end paa Flertallet af de øvrige Fabriker. Det lavest lønnede Arbejde blev paa den nævnte Fabrik betalt med 6½ Kr. pr. 1000, medens den almindelige Betaling derfor kun var 6 Kr. I Lighed hermed var Betalingen for det øvrige Arbejde ogsaa en Del højere end almindeligt. Ved den Lønningsforhøjelse, der nu har fundet Sted, er Betalingen for det lavest lønnede Arbejde ansat til 8 Kr. pr. 1000, ligesom Betalingen for de øvrige Sorter er forhøjet med 1½ Kr. pr. 1000.

Medens den her omtalte Lønningsforhøjelse omfatter alt Arbejde, og gælder samtlige Arbejdere paa den nævnte Fabrik, er der samtidig andre Fabrikanter, der for nærværende Tid spekulerer i en Art "Lønningsforhøjelse", som kun har til Formaal at bringe en Del af Arbejderne til at undlade at tage Del i Strejken. Denne Fremgangsmaade anvendes særlig overfor de kvindelige Arbejdere, og ihvorvel det paa denne Maade er lykkedes enkelte Fabrikanter at skaffe sig en mindre Arbejdsstyrke, ved de kvindelige Arbejdere dog i Reglen at undgaa den Snare, der lægges for dem, og tager i Almindelighed ligesaa samvittighedsfuldt Del i Arbejdsnedlæggelsen, som deres mandlige Kolleger.

Fremgangsmaaden bestaar deri, at Fabrikanten forhøjer Lønnen for de kvindelige Arbejdere paa den Del af Arbejdet, som han for nærværende Tid særlig trænger til at faa udført. Idet han da gør Regning paa at finde et tilstrækkeligt Antal kvindelige Arbejdere, der ville hjælpe ham ud over de øjeblikkelige Vanskeligheder, haaber han derved at svække de mandlige Arbejdere i deres Kamp, og at Strejken for disses Vedkommende vil ende med Tab. Hvis dette lykkes, da vod Fabrikanterne, at det vil blive en let Sag atter at nedsætte Lønnen for de kvindelige Arbejdere, og at de muligvis da vil kunne byde disse en endnu ringere Løn end tidligere. At det forholder sig saaledes, og at adskillige Fabrikanter virkelig har gjort ovenanførte Beregning, fremgaar af Udtalelser, som flere af Fabrikanterne har udladt sig med, ligesom det ogsaa fremgaar af, at man i denne Tid jævnlig kan træffe Avertissementer i Bladene, hvori der loves kvindelige Arbejdere en Arbejdsløn af 40 Øre pr. 100 Vikler, medens den hidtilværende Betaling kun har været 20 a 25 Øre. En saadan "Arbejdervenlighed", der bevæger Fabrikanter til at skraale i Aviserne med en Lønningsforhøjelse af 70 til 100 pCt., som ingen har tænkt paa at forlange, medens de samtidig paa en hensynsløs Maade bekæmper de langt rimeligere Fordringer, der stilles af saa godt som alle Fagets Arbejdere, er allerede i og for sig i den Grad mistænkelig, at man vilde kunne gætte sig til Hensigten, selv om ikke de omtalte Fabrikanter havde snakket over sig. Nu har man imidlertid Beviser i Hænde for, at Meningen er den at formaa de kvindelige Arbejdere til at hjælpe Fabrikanterne ud over deres øjeblikkelige Forlegenhed for senere enten at blive kastede paa Gaden eller at komme til at arbejde for en Sulteløn, der er endnu lavere end den, de hidtil har maattet arbejde for.

Som bemærket ser Flertallet af de kvindelige Cigararbejdere den Snare, der her er lagt til Rette for dem, og ved derfor at undgaa den ved at slutte sig til deres Kolleger i Kampen mod Kapitalen. Men der findes dog enkelte, der, som Følge af de "gunstige Tilbud, stiller sig til Kapitalisternes Raadighed. I ethvert Fag findes der jo adskillige Personer, der paa Grund af daarlig Arbejdsevne ikke kunne faa Arbejde under normale Forhold, og hos disse søger Fabrikanterne i Reglen deres Støtte under Strejker. I Cigararbejderfaget er Antallet imidlertid ikke saa betydeligt, at det kan skade synderligt, og hvad Kvaliteten af Arbejdet angaar, da er det en bekendt Sag, at Størstedelen af de Cigarer, der under Strejken ere blevne leverede til de Handlende, har været saa slet forarbejdede, at mange Handlende har foretrukket at købe Raatobakker, og at lade Arbejdet udføre af dertil antagne kyndige Arbejdere, i Stedet for at købe Cigarer paa Fabrikerne.

I hvorvel der saaledes ikke er nogen Fare for, at den Arbejdskraft, som Fabrikanterne har til deres Raadighed, vil kunne forhindre Arbejderne i at sætte deres Fordringer igennem, er der dog tilstrækkelig Anledning til at advare de kvindelige Arbejdere mod at lade sig fange i den Fælde, som Fabrikanterne har opstillet. Ligeledes bør de mange Arbejdere af andre Fag, der understøtter de Strejkende med deres Bidrag, og som har kvindelige Paarørende eller Bekendte, der ernærer sig som Cigararbejdere, advare disse imod at søge Arbejde paa nogen af de Fabriker, hvor Arbejdet er nedlagt, eller at tage Arbejde der under nogen som helst Betingelse.

Ved Opretholdelsen af den Kammerataand, der under hele Strejken kar besjælet Cigararbejderne, og ved at yde de Strejkende Understøttelse med den samme Beredvillighed som hidtil, vil det næppe vare længe inden Fabrikanterne vil blive nødt til at falde til Føje.

(Social-Demokraten 27. juli 1883)

De kvindelige arbejdere ved Høys Cigarfabrik i Fiolstræde nedlagde kort tid efter arbejdet. Se en senere artikel.

Fra Cigarfabrikerne. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Hr. Carlsens Cigarfabrik i Adelgade fungerer der en Cigararbejder C. Dinesen som Mester. Denne Mand er alt andet end human; maaske Grunden dertil er, at der er et gammelt Ordsprog han har indprentet i sin Hukommelse, og som han har vanskeligt ved at faa ud af Hovedet igen, nemlig, at som Herren saa og Tjeneren; ti hans Herre, Carlsen, generer sig slet ikke for at titulere sine Arbejdere som Svin, Laban, Sjover etc. I det Hele taget er han raa og brutal i sin Opførsel. Hvad vi særlig her vil anke over er, at ovennævnte Dinesen søger at skade og fortrædige sine Kolleger, saa at de derved lider et ikke saa ringe pekuniært Tab ved det forud slet lønnede Arbejde, og foruden dette tillige at have en Del Skyld i, at Arbejdets bliver gjort fyrige.

At Hr Dinesen vil have, at Arbejderne skal arbejde økonomisk med Fabrikantens Tobakker, kan vi være enige med ham i, men naar det drives saa vidt, for at berige Fabrikanten, at Arbejderne derved lider et Tab paa 2 a 3 Kr. pr. Uge af en Løn, der forud ikke overstiger 12 Kr. ugenl., da kan vi ikke andet end tilraade Arbejderne, at de selv sætter en Stopper for en saadan Herres Vilkaarlighed. At D. herved søger at slaa sig op paa sine Kollegers Bekostning er tænkeligt, da D.s Fortid hos Hr. Carlsen ikke tyder paa at være den bedste, eftersom Hr. D. for en Tid siden blev af Hr. C. jaget bort, begrundet paa Drik (hvad Hr. C. selv har forklaret), saa at det vel sagtens er vanskeligt for ham at faa Arbejde paa andre Steder, saa maa vi højlig misbillige hans usle Midler her for at holde sig.

Til Slutning skal vi saavel til Hr. Carlsen, som til Hr. Dinesen, bemærke, at det dog kunde være muligt at Arbejderne gjorde omkring og lod dem vide, at de ikke var til for de to Herrers Skyld; maaske Hr. C. saa kunde faa Øjnene op for Hr. D.s Bjørnetjenester.

(Social-Demokraten 7. juli 1881)

Strejkende Arbejderes Raahed overfor Kammerater. (Efterskrift til Politivennen).

Paa Grund af Uenighed om Arbejdslønnens Størrelse nedlagde i April Maaned d. A. Arbejderne paa Tobaksfabrikant Lichtingers Fabrik med en enkelt Undtagelse Arbejdet, men dette optoges derpaa efterhaanden af andre Arbejdere. Herover opstod der Utilfredshed blandt de tidligere Arbejdere, der jævnlig i Hobetal samlede sig udenfor Fabriken om Aftenen paa den Tid, Arbejderne forlod samme, og forulæmpede disse paa forskjellig Maade, dels ved at udskjælde dem, dels ved at angribe dem, for derved at tvinge dem til at nedlægge Arbejdet hos Lichtinger. i Blandt diske Misfornøjede var Arrestanten Nils Jonsson og de Tiltalte Svane, Bengtson, Lund og Hansen. Den 6te Maj traf Arrestanten paa Hjørnet af Kongens Nytorv og Gothersgade Cigarmagersvend Christensen, tiltalte ham, fulgte efter ham igjennem Gothersgade, udskjældte ham og truede ham med Prygl, hvis han ikke ophørte med Arbejdet hos Lichtinger. Da Christensen, stadig efterfulgt af Arrestanten, var kommen hen i Aabenraa, slog Arrestanten ham med Haanden et Slag i Hovedet, hvilket foraarsagede et Saar over højre Øje. De ovennævnte Tiltalte, der ligesom Arrestanten vare Cigararbejdere vaa nævnte Fabrik, havde aftalt at ville prøve at formaa de Svende, der vedblivende arbejdede paa Fabriken, til at nedlægge Arbejdet, og den 2den og 3die Juni - Tittalte Hansen dog alene den førstnævnte Dag - passede de forskjellige af de omtalte Svende op paa Gaden, naar de forlod Arbejdet, fulgte efter dem og opfordrede dem til at nedlægge Arbejdet; for at tvinge dem dertil, udskjældte de dem og truede dem med Prygl, uden dog at udføre denne Trusel, ligesom de ogsaa senere have paastaaet, at det ikke var deres Hensigt at gjøre Alvor af Truselen. Af de Tiltalte havde Svane forladt Landet, inden Stævningen blev ham forkyndt, og Sagen blev derfor for hans Vedkommende afvist. Arrestanten og de øvrige Tiltalte blev for det af dem udviste Forhold, der kun blev tilregnet dem som Forsøg, idet de paagjældende Arbejdere ikke lode sig skræmme til at nedlægge Arbejdet, ved Kriminalrettens Dom ansete efter Straffelovens § 210 jfr. § 40 med Fængsel paa Vand og Brød, Arrestanten i 4 Gange 5 Dage og hver af de Tiltalte i 2 Gange 5 Dage.

(Morgenbladet (København) 16. september 1880).

Det var tobaksarbejderforbundet Enigheden som strejkede. I Social-Demokraten den 18. juni 1880, nr. 138 indrykkede en person der senere viste sig at være E. G. Syndergaard, ind artikel "Firmaet J. Lichtingers Opførsel lige over for dets Arbejdere". Lichtinger sagsøgte efterfølgende bladet og den ansvarshavende redaktør indgik et forlig ved at erklære at han var blevet ført bag lyset. Den 10. juli indrykkedes forliget i Social-Demokraten. 

J. Lichtinger boede i 1877 i Niels Juels Gade 2. I en Adressebog for 1892-1893 står adressen som Nyhavn 42

Cigararbejdernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen).

Da der nu er udbrudt en Strejke blandt Cigararbejderne, vil det være paa sin Plads at fremstille for Offenligheden Aarsagerne til samme.

Cigararbejdernes Livsvilkaar har, skal forud bemærkes, i alt Væsenligt altid været meget slette, da Fabriksforholdene med stillesiddende Arbejde i dunstfulde Lokaler, hvilket i Almindelighed er Skylden i den mellem Cigararbejderne meget udbredte Sygdom Lungesvindsol, er yderst fordærvelige. Dette vil staa Enhver endnu mere klart, naar man erfarer blandt saa meget Andet, at Cigararbejderne ikke kender til ordenlige Spisetider som andre Fabriksarbejdere, idet Frokosten nydes samtidig med at man udforer sit Arbejde i en Taage af Støv; paa samme Maade med Middagsmaaltidet, da Fabrikerne paa faa Undtagelser nær ikke bliver lukkede om Middagen.

Maaske kan dette se ud som en Humanitet fra Fabrikanternes Side, at Dhrr. lader deres Arbejdere faa Lejlighed til at faa en større Fortjeneste, men saaledes er det ingenlunde Tilfælde, derimod er det udelukkende til Fabrikanternes egen Fordel, ti de opnaar derved at faa en større Mængde Arbejde færdig og kan som Følge deraf med en vis Sikkerhed trykke Arbejdslønnen ned til det mindst mulige, saa at en almindelig dygtig Arbejder kun kan fortjene mellem 10 a 12 Kr. ugenlig.

Vi skal her i korte Omrids meddele Publikum Dhrr. Fabrikanters Adfærd imod deres Arbejdere i de sidste Aar. Fabrikanterne har nemlig for ca. 4½ Aar siden gjort det første Forsøg paa at afkorte Lønnen med 1 indtil 2 Kr. pr. 1000 Cigarer, hvilket ogsaa lykkedes paa Grund af, at de erklærede, at saa snart Tiderne blev bedre, skulde de være beredvillige til igen at lægge samme Beløb paa Lønnen; men Dhrr. har tværtimod siden den Tid systematisk vedblevet at afkorte Arbejdslønnen, saa at den nu staar saaledes, at mangen Arbejder Lørdag Aften efter seks lange Arbejdsdage maa gaa hjem med en Fortjeneste af 7-9 Kr., og dette Tilfælde træffer meget ofte for gifte Arbejdere, der sidder med stor Familje; en saadan Mand maa derfor for at ernære sig og sin Familje, naar han kommer hjem, atter tage fat paa Arbejdet, der da som oftest fortsættes indtil over Midnat, og det i et Værelse, som i Reglen omfatter Familjens hele Lejlighed. Den økonomiske Tilværelse for saaledes stillede Familjer kan lettere tænkes end beskrives, saa videre Fremstilling af Nøden inden dens Kreds vil være overflødig. Endnu dog et lille Træk til Bedømmelse af de fortrykte Forhold iblandt os. En kvindelig Arbejder, som f. Eks. faar 35 Øre for 100 Vikler ar overrulle, lider gennemgaaende det Tilfælde at faa 2-3 St. udskudte pr. 100, og for disse udskudte bliver hendes Løn afkortet med 4 til 5 Øre pr. Stk. Hvad Mændene angaar, da haves Eksempel paa, at der for en Betaling af 8 Kr. pr. 1000 færdige Cigarer er blevet udskudt indtil 100 St., og den forholdsvise Betaling for disse fradrages da de 8 Kr. Naar man nu endvidere hører, at Arbejderne ikke faar det udskudte Arbejde at se, men maa nøjes med, at det simpelthen bliver sagt, vil Enhver forstaa, at der her kan begaas ikke faa Uretfærdigheder.

Der har i det sidste Aar næsten stadig været Efterspørgsel efter Arbejdere, saa man antog, at der nu har været Lejlighed for d'Hrr. Fabrikanter at indfri deres en Gang givne Løfte med at forhøie Lønnen til hvad de i Tidens Lød har afkortet den, men her kan det gamle Ordsprog komme til Anvendelse, som siger: at love er ærligt, at holde besværligt; ti Fabrikanterne har nu tværtimod gjort Skridt til yderligere at afdrage Lønnen med 1 Krone pr. 1000 Cigarer. Enhver maa indrømme os, at dette var umuligt for os at indlade os paa, og som Følge deraf er det at Strejken nu er udbrudt blandt Cigararbejderne.

Idet vi slutter Fremstillingen af de herskende sørgelige Forhold i vort Fag, tror vi at turde paaregne alle rettænkende Menneskers Sympati, og tillader vi os at opfordre Alle og Enhver til at komme os til Hjælp med Bidrag, saaledes at vi kan faa vore Kaar forbedrede til mere humane Tilstande.

Bestyrelsen

for Cigararbejdernes Forening.

(Social-Demokraten 7. april 1880)