Kvindelige Arbejdere i Tobaksindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Mødet for alle kvindelige Arbejdere i Tobaksfaget afholdtes efter Indbydelse i Torsdags Aftes, og var godt besøgt, dog mest af de kvinder uden Arbejde.

Dirigenten oplæste Dagsordenen: "Hvad der bør gøres for at forbedre Kvindens Stilling", og gav derpaa Ordet til Cigarmagerforeningen "Enigheden"s Formand, P. G. Johnsen, som indledede Forhandlingerne med følgende Udtalelse. Hvad der havde bevæget os til at sammenkalde dette Møde, var Kvindens slette Stilling. Det er nemlig en sørgelig Kendsgerning, at de kvindelige Arbejdere i Tobaksfaget er meget usselt lønnede. Fabrikanterne benytter sig af det næsten godkendte Paaskud, at hun ikke har saa store Forvovenheder, idet det hedder, at Manden skal forsørge Familien. Men Sagen er i Virkeligheden den, at Kvinden maa arbejde lige saa vel som Manden for de daglige Fornødenheder, og tilmed, ialfald for en Del, besørge Familiens Husgerning. Nu byder man hende saa ussel en Løn, at det ligefrem er umulig for hende at leve et nogenlunde anstændigt Liv. Det bør derfor være Mændenes Opgave at virke for. at Kvinden kan blive betalt for sit Arbejde i Lighed med hvad der betales den mandlige Arbejder.

Ved et beklageligt Fejlsyn har de kvindelige og de mandlige Arbejdere hidtil staaet ligesom fjendtlig overfor hinanden, og man har betragtet hinanden som Konkurrenter, men ogsaa her havde Socialismen udøvet sin velsignende Virkning, idet man gennem de socialistiske Læresætninger var naaet til Erkendelse om, at alle Arbejdere er solidariske ligeoverfor Kapitalens Overgreb. Af denne Lære er vi ogsaa kommet til Klarhed om Kvindens Ligeberettigelse med Manden, og følgelig maa den kvindelige Arbejder for det samme Arbejde betales efter samme Forhold som Manden.

Vi har i disse Dage set, hvorledes mange kvindelige Arbejdere ved Fabrikanternes Hjerteløshed er blevet brødløse; det viser sig altsaa, at de ikke bekymrer sig om, hvormange Arbejdere de styrter i Ulykke, naar blot de tror at sikkre deres egne Interesser, ti havde de en Gnist af Følelse, da vilde de sige til de stakkels Kvinder, som uden egen Skyld er arbejdsledige: "I er ikke Skyld i, at I ikke kan arbejde, derfor vil vi støtte Eder." Men istedetfor samlede Fabrikanterne sig om deres eneste Gud Guldkalven, og overlod de Brødløse til deres Skæbne. Det er derfor de kvindelige Arbejderes Pligt at slutte sig sammen for i Enighed og Sammenhold at danne en Forening, hvor de kan drøfte og varetage deres Interesser. Naar de da sluttede dem til deres mandlige Fagfæller, da vilde de ogsaa til enhver Tid kunne gøre Regning paa en kraftig Bistand fra disse, og i Forening vilde de da virke for Opnaaelsen af Lønningslighed.

Flere Talere udtalte sig i lignende Retning, og glædede sig over at have havt Lejlighed til at udtale sig overfor Kvinderne om den fælles Sag. Det paavistes, hvorledes Kapitalen anvendtes til Opkøb, og saaledes fremkaldte den fordærvelige Produktionsmaade. Hvorledes Priserne for Arbejdet varierede i den travle og den sløje Tid, uden at Fabrikanterne bekymrede sig om Arbejderne tjente lidt eller mere. Det fremhævedes ligeledes, at mange Fabrikanter holdt kvindelige Arbejdere for Sulteføde, hvorved de blev istand til at levere billigere Varer end de Fabrikanter, som væsenlig havde mandlige Arbejdere; dette var et Misforhold. De kvindelige Arbejdere advaredes mod at lade sig underkøbe; ved nu at lade sig lokke af Fabrikanterne skadede de deres egen og Kammeraternes Sag. En anden Taler var ikke tilfreds med, at Forsamlingen væsenlig kun talte Repræsentanter for de allerede brødløs gjorte kvindelige Arbejdere. Han savnede navnlig dem, der endnu var i Arbejde. Men han kunde nok tænke sig Aarsagen til denne Fraværelse, ti, efter hvad der var bleven ham meddelt, havde Bendix i Vimmelskaftet forbudt sine kvindelige Arbejdere at gaa til Mødet, idet han skulde have betydet dem, at de, der gik til Mødet, vilde faa deres Afsked den næste Dag. Den Maade, hvorpaa nogle af Dhrr. Fabrikanter i del Hele behandlede deres kvindelige Arbejdere, var saa utaalelig, at der nødvendigvis maatte ske en Forandring, ellers vilde den kvindelige Arbejders Stilling tilsidst blive saa fortrykt og nedværdiget, at enhver Oprejsning vilde være umulig.

Johnsen supplerede de foregaaende Udtalelser med at nævne et Par Eksempler fra en Fabrik, der drives hovedsagelig ved kvindelig Hjælp, og som tilhører en Herre, der, saavidt vi mindes, hed Baist. Denne Arbejdsgiver er meget omhyggelig for sine kvindelige Arbejdere, hvorfor han har oprettet en Sygekasse, der bestyres og kontrolleres udelukkende af "ham selv". Kassens Status er dem ligesaa ubekendt som det Regnskab de aldrig har set.

En Taler mente, at naar Bendix havde optraadt saaledes som det var meddelt, saa maatte man søge Grunden deri, at han antog at kunne byde sine Arbejdere Sligt. Saasnart man vilde lade ham forstaa, at man ikke lod sig paavirke af slige latterlige Forbud, men høflig handlede efter sin Overbevisning, saa vide Fabrikanten hurtig forandre sin Opførsel.

En kvindelig Arbejder henvendte nogle opmuntrende og hjertelige Ord til sine Fagfæller. Vi skal ikke, sagde hun, fordi vi er Kvinder være bange for at tale vor Ret. Ligesaa godt som vi har Udsigt til at sulte i længere Tid, naarsomhelst det behager Fabrikanten at stanse sin Bedrift, ligesaa godt kan vi vel sulte en enkelt Uge for vor egen Sag. Vi er af fuld saa stor Vigtighed for Fabrikanten som de mandlige Arbejdere, ti han tror at kunne stole mere paa os. Hun opfordrede til kraftig Støtte og Sammenhold.

En anden kvindelig Arbejder glædede sig over, at en Medarbejderinde saa vel havde talt den fælles Sag, og tilbød at ville i Forening med Flere samle de Bidrag de kunde.

Efterat Dirigenten havde meddelt, at der vilde blive berammet et nyt Møde, paa hvilket der vilde blive dannet en Forening af kvindelige Arbejdere i Tobaksfaget, og efter at han havde bedet Forsamlingen at bringe dette til Underretning for saa Mange som mulig, saavelsom om at give talrigt Møde næste Gang, gjorde "Enigheden"s Formand opmærksom paa, at der vilde blive udstedt en Opfordring til alle kvindelige Arbejdere om at støtte de Brødløse. Mødet hævedes med Leveraab for "Enigheden" og for de kvindelige Arbejdere.

(Social-Demokraten 26. juni 1875).

Tobaksindustri havde ingen fortid i lavene. Produktionen foregik på et par større fabrikker i København og provinsen med den faguddannede cigarmager som omdrejningspunkt. Da Danmarks første egentlige politiske fagforening ”Enigheden” blev stiftet den 1. september 1871 var det igen cigarmagerne, der stod bag. Hensigten var et industriforbund for ufaglærte, arbejdsmænd og gulvpiger. 

Opfordringen blev fulgt: i juli 1875 dannedes en kvindelig afdeling under "Enigheden". Den blev formentlig nedlagt efter et par år. I 1883 stiftedes "De kvindelige Tobaksarbejderes Syge- og Understøttelseskasse", som i 1890 sluttede sig sammen med mændene i "Enigheden". Formand 1884-1896 var Sigvald Olsen. Ved agitationsrejser fik han oprettet eller genrejst afdelinger i provinsen og disse sammensluttet med Enigheden i "Tobaksarbejderforbundet" hvis første formand han var 1887-1899. 83% af tobaksarbejderne var i 1914 medlemmer

Cigarmagernes Strejke i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Om Cigarmagernes Strejke i Fredericia har vi modtaget følgende nærmere Meddelelse: Hr, Redaktør! Ifølge Deres Ønske meddeles Dem herved Strejkens Historie: Fabrikant Schmidt havde i en Skrivelse til Ligningskommissionen indstændig anmodet om at sætte Arbejderne i Stat, og havde samtidig anført, hvormeget han mente, at Arbejderne burde sættes i Skat for - et Forslag, som næsten med det Dobbelte overgik Ligningskommissionens Ansættelse. Da nu Skatten her er omtrent ti Rd. pr. 100 Rd. skattepligtig Indtægt, saa bliver Skatten for hver Arbejder temmelig betydelig, den saadan Optræden af Fabrikanten opvakte naturligvis Arbejdernes Harme. Mesteren tilbød da, at Fabrikanten vilde betale Skatten, naar Arbejderne vilde forpligtige sig til at levere to overtallige Cigarer pr. 100, hvilket Arbejderne gik ind paa; men da Mesteren l Tune efter gik fra sit Ord, brød Stormen løs. Dette foregik i Søndags Formiddag. Arbejderne blev da enige om aldeles at forkaste det nuværende skattesystem, men derimod foreslog de Mesteren, at de skulde betale den dem paalignede Skat, men saa til Gengæld forlange en forhøjelse i Arbejdslønnen. Mandag Formiddag blev da "Skruen" sat igang, og det gik flinkt. Først gik alle Svende, saa alle Drenge og derpaa alle Vikkelmagere. Stemningen er brillant. Her er truffet omfattende Forholdsregler; ingen vil arbejde sammen med den, som bryder Overenskomsten: ikke at begynde Arbejdet førend Fordringerne er opfyldte og kun naar alle Mand tages i Arbejde. Strejkekomiteen, der bestaar af 0 Mand, har skrevet til Hamborg, Flensborg, Aarhus, Aalborg og Kolding, og her er straks truffet Foranstaltninger til en Indsamling. Mesteren har idag bragt den Nyhed tiltorvs, at Fabriken skal hæves, men slige Historier er dog for tydelige. Forbitrelsen hos Storborgerne og Begejstringen hos Arbejderne er stor. Som et Bevis paa Storborgernes latterlige Frygt skal jeg anføre, at Politiet for nylig lod udraabe, at enhver Husbond skulde holde sine Folk hjemme iaften (Nytaarsaften), og igaar Aftes, da Byraadet var sammenkaldt til et ekstraordinært Møde, udtalte Borgermesteren, at her rimeligvis blev Oprør i Byen iaften.

Endnu skal jeg omtale, at Bomuldsfabrikanterne idag har oprettet en Alderdomsforsørgelseskasse, som jeg en af de første Dage skal gøre til Genstand for nogle Betragtninger. Jeg skal nu hver Dag sende Dem, Hr. Redaktør, et Par Ord om Strejkens Gang. X..

Fra Fredericia. Tillad os gennem "Socialisten" at rette en Henvendelse til Politimesteren i vor By angaaende den af ham i den renere Tid udfoldede Virksomhed for at faa Kundskab om Navnene paa Medlemmerne af den herværende internationale Arbejderforening samt for at faa sikker Underretning om, hvem der er Foreningens "egentlige Leder". Hvorvel vi nu ikke kan Andet end glæde os over, at bemeldte vor Politimester, der i Parantes bemærket hverken er mere eller mindre end den for sit i 1864 udviste Heltemod saa bekendte Borger Julius Christian Jørgensen, idet vi altsaa glæder os over, at han er bleven opfyldt af saa stor "Nidkærhed", saa skønner vi dog ikke rettere, end at denne kunde finde en langt mere passende Anvendelse ved at overføres paa andre Omraader end det Socialistiske. For Øjeblikket er her jo Brug for al den "Nidkærhed", som en Politimester overhovedet kan rumme. Vor ærbødige Begæring er derfor, at vi forskaanes for enhver utidig Indblanding i vore Anliggender, og vort Raad til Hr. Jørgensen er dette, at han endelig ikke skal forhaste sig med at komme den eller dem til Livs, som efter hans Formening "leder" Foreningen. Vi kan nemlig forsikre Hr. Jørgensen om, at formegen "Ledelse" fra hans Side ikke vil blive paaskønnet efter Fortjeneste, idet vi derved let kan fristes til at blande os i "Ledelsen" af hans Anliggender. Saaledes kunde det f. Eks. interessere os at erfare Folketingets Mening angaaende, om en Dommers Myndighed strækker sig saavidt, at han er berettiget til, naar Nogen indkaldes som Vidne i en Sag, i Retten al holde Vidnet for Nar til stor Moro saavel for sig selv som for Skriveren og Retsvidnerne. Flere Socialister.

(Socialisten 3. januar 1873).

Julius Christian Jørgensen (1816-1884) var borgmester og byfoged i Fredericia fra 1862 til sin død 1884. Fredericia fæstning blev bombarderet den 20.-22. marts 1864. Byens beboere havde forinden stort set forladt byen. Den 23. marts 1864 blev han suspenderet fra sit hverv, fordi der blev plyndret i stor målestok efter bombardementet. Den 25. marts 1864 blev i stedet indsat den afsatte borgmester og politimester i Slesvig, Thorvald August Brown Jørgensen. Han var konstitueret indtil 21. april 1864. Under krigen 1864 ragede Julius Christian Jørgensen og general Lunding uklar og han forlod byen 21. august 1864. 

Om nytårsaften:

Strejken i Fredericia

---

Jeg skal i al Korthed gengive enkelte Træk fra hin Aften. Vor ærede Politimester havde faaet den fikse Ide, at Cigarmagerne vilde gøre "Oprør"; der fortaltes de forunderligste Historier, som, at de vilde gøre Indbrud hos Folk for at skaffe sig Midler til Livets Ophold og lignende. Under saa kritiske Omstændigheder var det derfor saare naturligt, at Hr. Politimester Jørgensen havde truffet særdeles "omfattende" Forholdsregler. I Byens Avis advarede han saaledes Folk mod at gaa ud om Aftenen, og til Overflod lod han en haltende Vægter raabe sig hæs, gennem Gaderne for at forkynde den samme Nyhed. Til Ordenens Opretholdelse og til Oprørets Undertrykkelse var der udkommanderet Byens 2 Politibetjente og 5 Natvægtere samt "Politikorpset", der stod opstillet paa Raadstuepladsen "for at afvente nærmere Ordre." Desuden fungerede en talrig Skare med Stokke bevæbnede Spidsborgere som Opdagelsespoliti. Vagten var fordoblet, og Militarpatrouiller gennemkrydsede Gaderne, ja Rygtet sagde endog, at Soldaterne havde hver faaet udleveret 10 skarpe Patroner. Det hele Arrangement geraadede vor højtagtede Politimester til megen Ære; hans Optræden denne Aften var "værdig" og tapper og stod saaledes i den mest skærende Modsætning til den Optræden, han udviste her i Byen under sidste Krig. Endskøndt Hr. Politimesteren saavelsom Politifuldmægtig Madsen, Politikorpsets Chef, Hr. Boalth og sammes "Eksercermester", Hr. Købmand Bech, alle udviste stor Bravur, saa var dog Aftenens Helt den Officer, der førte Militærkommandoen, nemlig Hr. Exam. jur., Møllebestyrer og Premierløjtnant Fischer, hvilket utvivlsomt vil blive indrømmet af Enhver, der erfarer følgende af ham udviste kække Optræden: Paa et Gadehjørne stod omtrent en Snes Mennesker; en af disse kastede en saakaldet "Skruptudse" ud paa Gaden, da kommer i det Samme en Patrulje, anført af Hr. Fischer. Ved Synet af Skruptudsen kommer hans Blod ikog, og den gæve Løjtnant kommanderer: "Fald Gevær! jag dem Bajonetten gennem Livet!" Den tapre Skare stormer frem og Mængden (c. 90 Mennesker) for til alle Sider. Jeg skynder mig at tilføje, at denne Optræden af Hr. Løjtnanten kan konstateres ved fuldgyldige Beviser, og jeg tillader mig at henstille, om Hr. Fischer ej for denne Daad burde have Sølvkorset. Endnu kunde der være mangt et lille Træk at berette, men det forekommer mig, at det Anførte maa vidne tilstrækkelig om, at den Omstændighed, at der intet "Oprør" skete, ingenlunde maa tilskrives vore Avtoriteter, ti der var, som man vil se, af disse gjort alt Muligt for at faa et saadant sat i Scene.

(Socialisten 5. januar 1873).

Strejken endte med at mesteren gav svendene et tillæg på 3 Mk. og drengene 2 Mk. for 1000 cigarer. Desuden blev det bestemt at bestyreren ikke mere måtte blande sig i hvad svendene foretog sig i deres fritid. Udfaldet blev set som en sejr for svendene og den internationale Arbejderforening i Fredericia.

Tobaksavl i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 1ste September

- - -

- Man har tidligere her ved Byen gjort Forsøg med Tobaksavl, men dengang kun i det Mindre og af en Enkelt. Iaar derimod have begge de herværende Tobaksfabricanter formaaet flere Avlsbrugere til at lægge sig efter Dyrkningen af Tobak, og uagtet den mindre heldige Sommer synes denne dog at være lykket ret godt. Som Exempel herpaa kan anføres, at der for nogle Dage siden, ved den første Høst eller Afknækning af Blade, af en Avlsbruger alene blev leveret imellem 4- og 5000 Pd. i raae Blade. Til disses Veiring eller Tørring er der af Tobaksfabr. Fr. Obel jun. tæt østen for Byen opført en aaben Bygning, hvor Mange finde Beskjæftigelse ved at trække de afplukkede Blade paa Snore, som da ophænges i Bygningen. Det er at haabe, at Dyrkningen af Tobak her ved Byen dennegang vil blive af længere Varighed og naae en større Fuldkommenhed end tidligere, hvilket er saa meget rimeligere, naar man veed, at der for hvert Pund af den indførte Tobak nu betales en Toldafgift af ikke mindre end ca. 7 sk., saa der altsaa finder en ganske anseelig Besparelse Sted ved Anvendelsen af den her dyrkede Tobak.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. september 1865).

C. W. Obel havde en tobaksfabrik i Aalborg 1787-1971, Klostertorvet. Desuden fandtes Cohen og Kjær 1825-1885, Bispensgade 2-4. Frederik Christian Obel (1832-1913) var efterkommer til Winther Obel som lagde navn til fabrikken.

Tobaksavl i Danmark. Da Prisen paa Tobakker siden den amerikanske Krig er stegen omtrent til det Dobbelte, og Tolden her for Øieblikket er over det Firedobbelte af den tidligere, maa det vistnok undre Enhver, at vore Landmænd ikke forsøge sig i Tobaksavlen. Taler man til En og Anden derom, faaer man sædvanlig det Svar, at Jordbunden her ikke egner sig dertil; men dette er neppe Tilfældet, thi i Skaane, hvor Jordbunden paa ingen Maade er bedre end her, avles der en betydelig Mængde Tobak og paa de Steder, hvor den passes og pleies med den fornødne Omhu, en meget god Tobak. Ved Fredericia dyrkedes tidligere af den derværende reformeerte Menighed en stor Mængde Tobak, men denne Avling er i de senere Aaringer taget betydelig af. Paa de Marker omkring Byen, hvor man tidligere plantede Tobak, seer man nu Korn, uagtet det er en kjendt Sag, at Tobaksdyrkningen lønner sig udmærket. Rundt om i Holland og i Tydskland dyrkes Tobak med stor Fordeel, ja, der er i Tydskland, især i Pfalz, hele Landstrækninger, hvor Befolkningen ene og alene lever af Tobaksdyrkningen. Ifølge "Aalborg Stiftstidende" have Tobaksfabrikanterne i Aalborg iaar formaaet nogle Landmænd til at lægge sig efter Tobaksdyrkningen, hvilket skal være lykkedes saa godt, at en Enkelt af dem skal have høstet 4-5000 Pd. raae Blade, der nu ville blive lagte til Svedning og Tørring i et af Tobaksfabrikant Obel oprettet Etablissement tæt udenfor Aalborg. For at imidlertid Tobakken skal opnaae saa stor Godhed, som vor Jordbund og Klima tillade, saa den dyrkes med Kjendskab og stor Omhu. Især er det nødvendigt, at den dyrkes i større Partier, at Svedningen foregaaer paa selve Stedet, og at der indrettes de nødvendige Tørrehuse. Grunden til, at den svenske Tobak ikke er saa god, ligger ene og alene deri, at den dyrkes af mindre Ejendomsbesiddere, som bringe den paa Torvet som anden Sæd, og først saa underkastes den af Fabrikanterne den fornødne Behandling. Det glæder os derfor at erfare, at en Mand, der er kyndig i Faget, til Vinter agter at forsøge Dannelsen af et Aktieselskab for Dyrkning af Tobak hertillands.

(Folkets Avis - København 14. september 1865)

Tobaksavl. Fra Horsens skrives den 26de September i Byens Av.: Den høie Told paa Tobak, der nu omtrent er det Fiirdobbelte af den tidligere, har bevirket, at man paa flere Steder, hvor Tobak ikke før er bleven dyrket, nu har lagt sig derefter. Dette har saaledes været Tilfældet i Aalborg, hvorfra det fremhæves i Bladene, at en Enkelt har høstet 4-5000 Pd. raa Tobak. Dette er imidlertid for Intet at regne mod hvad der iaar er avlet her ved Horsens, hvor Tobakken lykkes særdeles godt, og hvor Tobaksavlen har været dreven i umindelige Tider af den herværende bekjendte Tobaksfabrik, der i mange Aar har drevet sine Forretninger under Firma "Bønnelyckes Enkes Tobaksfabrik". Denne har iaar avlet c. 566,666 Pd. raa Tobak eller i tørret Tilstand c. 40,000 Pd., og desuden er der af Andre ligeledes paa Byens Marker avlet et lignende Qvantum. Rigtignok har Tobakken ingensinde været dyrket her ved Byen i et saadant Omfang som iaar, men dog har i adskillige Aar ogsaa Andre, end netop selve Tobaksfabriken, lagt sig derefter, da det lønner sig ganske godt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 28. september 1865).

1869 blev der dyrket tobak ved Middelfart (Vejlby sogn). I 1872 havde toldvæsnet fået øjne for tobaksavlen, og ønskede en produktionsafgift for indenlandsk tobaksavl og roesukkerproduktion, bajersk øl m.m. 

I Horsens var Mads Bønnelycke startet 1793 som tobaksspinder. Efter 1843 hvor Hagemann havde købt fabrikken og kørt den i sænk 1848, blev den overtaget af lokale borgere under navnet M. Bønnelyckes Tobaksfabrik. I 1868 likviderede M. Bønnelyckes Tobaksfabrik der blev overtaget og fortsat af tobaksfabrikant C. Anderskou. under andre navne fortsatte fabrikken til 1894.

Tobaksdyrkningen i Danmark. Ifølge Oplysninger, der ere blevne indhentede af Finantsministeriet, var der i 1860 i Odense, Svendborg, Vejle og Aarhus Amter beplantet med Tobak et Areal af omtrent 261 Tdr. Land, som gav et Udbytte af henimod 400,000 Pd. Heraf falder den langt overvejende Del paa Fredericia og dennes Bymarker, idet der af hele det nævnte Areal kommer ca. 154 Tdr. Land med et Udbytte af ca. 250,000 Pd, paa denne Del af Landet. Derefter fandt den største Dyrkning Sted i Veilby Sogn i Odense Amt (ca. 58 Tdr. Land med et Udbytte af 70,000 Pr.) og paa Horsens Bymark, hvor ca. 90 Tdr. Land vare beplantede med Tobak og gav et Udbytte af ca. 54,000 Pd. Forøvrigt fandt Tobaksavl væsenlig kun Sted forsøgsvis eller til eget Brug paa Smaalodder, nærmest af Husmænd. Den Tobak, der dyrkes i Kjøbenhavn, er næsten udelukkende brasiliansk og brandenborgsk, og Prisen paa den har varieret fra 7 Rd. 48 sk til 10 Rd. pr. 100 Pd. Hvad det kvantitative Udbytte af Tobaksavlen i det nævnte Aar angaaer (i Gjennemsnit 1,520 Pd. pr. Td. Land), svarer det omtrent til Gjennemsnitsudbyttet i Baden og i Egnen omkring Magdeburg, men det maa herved bemærkes, al den hertillands dyrkede Tobak er af en overordenlig simpel Beskaffenhed, der staaer ikke lidt under de paa de nævnte Steder dyrkede Sorter cg langt under de simplere Sorter hollandsk Tobak, hvilket synes at have væsenlig Betydning med Hensyn til Udbyttemængden. Ved Forsøg, der ere blevne anstillede i 9 Aar paa Landbohøjskolen med Dyrkning af finere Tobak, har Udbyttet saaledes ikke været lidt ringere end Gjennemsnitsudbyttet af den simple Tobak paa de øvrige Steder her i Landet (kun ca. 1200 Pd. pr. Td. L.) Hvor ringe Beskaffenheden af den her almindelig dyrkede Tobak maa være, sees bedst, naar man sammenligner Prisen paa den 7 Rd 48 sk pr. 100 Pd.) med Tolden paa fremmed Tobak, som udgjør 7 Rd. 28 Sk. pr. 100 Pd., og den anvendes derfor ogsaa kun til de simpleste Sorter Røgtobak og Cigarer. Af det Anførte vil det fremgaa, at Tobaksdyrkningen ikke kan siges at have nogen stor Betydning hertillands for Øjeblikket - hele det i 1809 avlede Kvantum Tobak udgjorde kun ca. 7 pCt. af den i dette Aar her i Landet brugte Tobak - , og om den overhovedet nogensinde vil faa del, er vistnok meget tvivlsomt, da de finere og kostbarere Tobakssorter neppe ville kunne trives i vort Klima, men paa den anden Side kan det ikke nægtes, at denne Anvendelse af Jorden, der selv under de nuværende Forhold giver et ingenlunde daarligt Udbytte (Bruttoindtægten pr. Td. Land udgjorde saaledes i 1869 ca. 150 Rd.). egner sig særdeles godt for Smaalodder, der kunne underkastes en meget omhyggelig Behandling, og det vilde derfor næppe være rigtigt at forbyde Tobaksavl her i Landet og samtidig forhøje Tobakstolden, som man har gjort i England, hvorimod det selvfølgelig vilde være rigtigere at beskatte denne Produktion, paa hvilken der ellers vilde blive sat en altfor stor Præmie.

(Thisted Amtsavis 4. juni 1872).

Rygning var forbudt ved de kongelige og den kongelige Families Palæer. (Efterskrift til Politivennen)

En Person ved Navn Peter Felix Valentin Halck, der den 28de Novbr. f. A. passerede Prindsesse Julianes Palais med en tændt Cigar i Munden, var af de der posterede Soldater bleven anholdt og afleveret til Politiet, for hvilken Autoritet han afgav den Tilstaaelse, at han havde tændt Cigar i Munden, da han passerede forbi Palaiet, hvortil Grunden bag var, at han gik i Tanker. Anmodet af Soldaterne om at tage Cigaren af Munden, da han allerede var kommen 6 Skridt forbi dem, fik han ud paa Gaden, fordi han antog, at Forbudet kun gjalt om at ryge paa Fortouget. I samme Øieblik blev han anholdt af en af Skildvagterne og ført ind i Palaiets Port, ved hvilken Leilighed Tiltale, efter begge Skildvagters afgivne og beedigede Forklaringem, gav den af dem, der anholdt ham, et Slag for Brystet. --- Da Sagen af Justitien var beordret indanket for Høiesteret, bleve nye Forhører optagne, under hvilke Tiltalte vedblev at benegte, at han med Forsæt havde stødt Skildvagten for Brystet, og under hvilke den anden Skildvagt erklærede i Henhold til sin engang aflagte Eed, at han ikke formaaer at afgjøre, hvorvidt det Stød for Brystet, Tiltalte gav hans Kammerat, bibragtes denne tilfældigen eller ikke, og at han ikke af Maaden, hvorpaa Stødet bibragtes, kan afgjøre noget med Hensyn til det Omspurgte.

(Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1842 (uddrag)

Redacteurens Tilføjelse.

I 1840'erne blev der udstedt en guvernementsbefaling om rygeforbud. Peter Felix Valentin Halck blev idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød for efterfølgende at have slået en skildvagt i brystet den 28. november 1841.

Krud i Tobakken. (Efterskrift til Politivennen)

I Mariboe Avis findes følgende originale Avertissement: "I Fredags Aftes var jeg hos Henrich Smed i Selskab med denne, hans Kone, Snedkermester Hansen, Skræddermester Meyer (bekjendt siden Fugleskydningen) og Vævermester Niels Pedersen, for at høre Avisen blive forelæst og forklaret af Karethmager Buch. Under denne Forelæsning, og formedelst Betragtninger over de politiske og andre Begivenheder, dampede jeg, som uvant med at røge Tobak, vel stærkt af min Pibe, hvorover jeg følte Qvalme og maatte, da Forelæsningen var sluttet, begive mig i den fri Luft, efterladende Piben paa Bordet i Stuen. Den Tid var Buch gaaet bort. Da jeg igjen, noget lettet, kom ind til det øvrige Selskab, laae Piben hvor jeg havde lagt den, og jeg blev af den bekjendte Skræder Meyer opfordret til atter at røge. Endskjøndt Piben i min Fraværelse var bleven stoppet, og uagtet jeg virkelig nærede Lyst til at røge, vovede jeg, som ikke endnu, uanset al mulig Flid, har lært at taale Tobakken, ei at befatte mig dermed. Efter et Par Timers Forløb troede jeg mig dog stærk nok og jeg begyndte at røge. Af den Aarsag, at Meyer yttrede Formening om, at jeg ikke kunde taale Tobakken, sigende: "Du røger Spegetobak," tog jeg 3 a 4 meget stærke Drag; men ved det Sidste skeete en frygtelig Explosion fra Piben og Ilden foer ud paa mig og det øvrige hæderlige Selskab. Jeg veed, at Ingen uden forannævnte Personer vare i min Fraværelse i Stuen; thi af visse Aarsager maatte jeg holde mig ved Forstuedøren. Heraf kan altsaa uddrages den Slutning, at enten har Selskabet i Samling, eller en enkelt Person af det, lagt Krudt i Piben. I hvilkensomhelst Tilfælde fortjener Handlingen Prædicat af Tølperagtighed, og den, der har været virksom ved samme eller moret sig over dens Udførelse og den Skræk, jeg sattes i, Navnet Tølper. - Mikkel Hornbek, Borger og Skoemagermester."

(Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, den 7. januar 1829)

Tobaksrygning i Tivoli.

Står det ikke i Tivolibestyrelsens magt at vise den opmærksomhed mod damerne at det indskærpes de mandlige tilskuere når der spilles på teateret, ikke at ryge cigarer i den tætsluttede tilskuermasse. Det er ikke alene den overordentlige mangel på galanteri mod damerne at ryge således at de nærmest stående absolut må nedsynke denne afskyelige røg der bør omtales, men det er også tillige den beskadigelse der tilføjes de personers klæder som står ved et sådant rygende individ. Det synes at være en pligt for Tivolis bestyrelse hvis det ønsker at damer skal betragte de fine forestillinger på teatret, at påse at der lige så lidt ryges cigarer der som i koncertsalen. En opslået anmodning om det og en betjents ansættelse i dette øjemed ville vist ophæve noget af dette onde der hindrer mange damer der ikke kan tåle den nu så gængse cigarrygning fra at overvære forestillingerne. Man håber at Tivolibestyrelsen ikke vil afslå at vise det smukke køn en sådan opmærksomhed.

(Indsendt efter flere damers anmodning.) 

(Politivennen nr. 1489. Fredagen, den 12 Juli 1844. Side 438-439).

Redacteurens Anmærkning

Der klages endvidere over maden i restaurationen i artiklen "Restaurationen i Tivoli." Politivennen nr. 1490, fredag den 19 juli 1844, side 449-450.

Havaneser Boutiken.

Det hører til tidens tone at efterabe fremmed, enten ved at radbrække gamle huse for i store vinduer at stille sin kram til skue, eller opfinde nye navne for derved at vække mængdens opsigt og tiltrække sig kunder. Sådant er sket med det nye tobaksudsalg på Østergade nr. 67 der er givet navn af Havaneser Boutik. Da der nu i samme ikke alene sælges havanna-cigarer, men butikken efter avertissementet i nr. 236 af Kommissionstidende altid vil være forsynet med samtlige til tobaksfabrikationen henhørende artikler, så ses ikke mere grund til at give butikken omhandlede navn end om enhver urtekræmmer ville kalde sit udsalgssted: Kineser-butik, fordi han blandt sine mange forskellige handelsartikler også solgte kinesisk te. 

Dog navnet gør intet til sagen, men da man meget betvivler at der i tidsrummet af et år er kommet tobakker hertil fra Havanna, og man aldeles ikke kender noget til hr. agent C. F. Capello, men vel en hamborgsk cigarmager af samme navn der måske før blev kaldt Koppel, så ønskede man at hr. Salomon ville opgive når og med hvilken lejlighed de fortræffelige såkaldte havanna-cigarer som han lader sig betale med 6-10 skilling pr. styk er ankommet hertil. Man har så meget mere grund til at fremsætte dette spørgsmål for som køber at sikre sig for at disse havanna-cigarer ikke er af samme beskaffenhed som den af ham i foråret fra Østergade nr. 70, 3. sal solgte ægte Laguayra Kanaster der var en muggen ildelugtende tobak som ingen uden væmmelse kunne ryge eller som de "fortræffelige Manilla-cigarer som sælges 100 procent under prisen" hvilke begge dele er omtalt i dette blads nr. 1221.

(Politivennen nr. 1242, Løverdagen, den 19de October 1839. Side 663-664)  

Redacteurens Anmærkning

Datidens Østergade 67 blev 1859 til Østergade 26. Bygningen eksisterer ikke længere og har i dag indgang fra Kresten Bernikowsgade 2. Ifølge Allgemeine Encyclopädie für Kaufleute und Fabrikanten so wie für Geschäftsleute überhaupt (1841) var kanaster var et andet navn for Barinas (sydamerikansk provins) som var kendt for at være noget af det bedste tobak. Tobakken blev udskibet fra La Guayra.

Hvor skal man stikke Piben ind?

Hr. Udgiver!

Ved en befaling udstedt af stadens høje guvernement i afvigte efterår skal det bud som pålagde skildvagterne at forbyde enhver forbipasserende tobaksrygning i almindelighed, være blevet ophævet. Indsenderen som påskønner det humane i ophævelsen af det tidligere bud, har bragt i erfaring at der dog findes nogle steder hvor tobaksrygning endnu altid er forbudt. I den anledning anmodes De, højtærede hr. udgiver om at ville, hvis sådant er Dem muligt, tilvejebringe en udskift af den befaling og indføre samme i deres almennyttige blad for at enhver kan komme til kundskab om hvad han i denne henseende har at rette sig efter. 

* * *

Det forbud mod at ryge tobak i nærheden af en skildvagt indskrænkede sig til de steder hvor skildvagterne er forsynet med ladte geværer, til arsenaler, krudttårne og hvor ildsantændelse kan befrygtes. At dette forbud skulle være hævet, betvivler udgiveren og han har ved forespørgsel heller ikke kunnet få nogen pålidelig efterretning om det, hvorfor han ikke kan opfylde den ærede indsenders ønske om nærmere oplysning  denne anledning. Muligt er det at der i stedet for den formentlige parolebefaling blot er givet vedkommende ordre til ikke at være så nøjeregnende med tobaksrygere på steder hvor ingen fare er at befrygte.

(Politivennen nr. 1051, Løverdagen, den 20de Februar 1836. Side 119-120)

Ønske om Forbud mod Salget af Knaldsølv-Bonbons, dito Fidibusser etc.

Motto: Homines nihil agendo, male agere discunt.
 
Vist nok i den forudsætning at ovennævnte knaldartikler og deres slægtning er uskadelig, har man yndet dem som stof til spøg i vores bedrøvede tid. Skal elskerinden have lidt slik, må der nødvendigvis være knald i. Og skal hun fænge elskerens pibe, rækker hun ham - en knaldfidus. Ligesom cronique scandaleuse omtaler ægteskaber, hvori kærlighedsstoffet er fordampet og i dets sted er opstået ligegyldighed, trættekærhed og anden kærligheds forgift der bragte eksplosion som også har afgivet knald og smæld, således bringer man ligeledes kun sølvet til at knalde ved at tilsætte det gift, nemlig skedevand foruden stødt glas der når det kommer i øjnene, er meget skadeligt, hvorpå hr. Dominico Capozzis fysiske blindhed er et meget sørgeligt bevis.

For nogle dage siden blev i et selskab en mands øjne (såvidt indsenderen ved en løjtnants) ilde tilredt ved det at der blandt de til pibernes tænding henlagte fidibusser fandtes en med knaldsølv i. For at forebygge lignende ulykker i fremtiden ønskes at et forbud mod salget af nævnet knaldartikler måtte ske *). Skønt besparelsen af det dertil medgående sølv vel ikke vil bidrage til at man ser mere sølv i omløb end nu for tiden, eller at kvartalskursen omsider sættes al pari, håber man dog at vedkommende overvejer dette ønske.

*) et sådant forbud eksisterer visseligen. Udg.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 848-849) 

Redacteurens Anmærkning

Domenico Capozzi (1792-1862) var en italiensk født hofviktualiehandler der mistede synet ved et ulykkestilfælde. Han kom til København i 1816 som kammertjener hos den italienske charge d'affaires. Han var formentlig kendt fordi han handlede med makaroni, ost, tørrede frugter mm. Og som sådan ragede han uklar med urtekræmmerne. 

Kort Proces.

Søndag den 26. dennes blev 2 drenge som udenfor Østerport drev handel med cigarer uden at være berettiget til det, af en civilklædt person grebet og ført til det ved vejen til Classens Have værende bomhus. Ved ankomsten hertil forkyndtes drengene af nævnte person at de her skulle indespærres i 14 dage. En straf der dog kunne formidles til en tid af 24 timer hvis de ville bekvemme sig til at udlevere ham alle de penge de havde, sammen med resten af deres handelsvarer. De uberettigede handlende bed naturligvis efter kort betænkning i det sure æble og udleverede deres penge, henimod 1 rigsbankdaler, sammen med resten af cigarerne og de øvrige tilderes handel hørende småsager. Hvorefter de indespærredes i det aldeles tomme og mørke bomhus hvor de forsynet med et stykkebrød og en skål vand, blev liggende på gulvet til næste dag da personen atter indfandt sig, lukkede op for dem, bød dem at gå og med nogle ørefigner kraftigt indprentede dem den advarsel ikke oftere at indlade sig i uberettiget handel.

Det vil vist være kært for de udenfor byen spadserende der så ofte overhænges af pjaltede cigarhandlere at erfare at man søger at indskrænke denne handel, om end ikke måden hvorpå det sker i enhver henseende kan billiges.

C. C. Olsen.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 570-572.)  

Redacteurens Anmærkning.

Sagen viste sig at være pure opspind, og dementeres i Politivennen nr. 872, 15. september 1832, s. 615-616.

Venskabelig Anmodning til Vedkommende.

Det er nu omtrent 5 fjerdingår siden man fra min stue i min bopæl borttog to sølvbeslagne merskumspibehoveder med rør som tilhørte mig. Hidtil har jeg ikke villet berøve den mig velbekendte person brugen af nævnte piber, især da jeg har været forsynet med et ikke ubetydeligt antal. Men da en del af disse nu på grund af tid og ælde er blevet ubrugelige og eftersom enhver dog vistnok vil billige at man med hensyn til tilbageleveringen gør mig tiden vel lang, så tillader jeg mig herved i al venskabelighed at anmode vedkommende om at tilbagelevere de nævnte piber.

"En del af disse nu på grund af tid og ælde er blevet ubrugelige" (Pibe fra Politivennens tid. Nationalmuseet. Eget foto, 2015).

For imidlertid at overtyde enhver om at kun en øjeblikkelig mangel på piber har foranlediget dette avertissement, erklærer sig herved at jeg er vel tilfreds når man blot vil have den godhed at tilbageleverede den ene pibe. Og må jeg dertil tilføje at jeg som tak skal betale enhver mulig udgift pibernes nuværende besidder måtte have haft som fx med at sætte hovederne i voks eller ved at lade beslaget reparere.

Frederiksberg den 10. august 1826
Lars Mathiesen

(Politivennen nr. 554. Løverdagen den 12te August 1826, s. 518-519)

Redakteurens Anmærkning

Lars Mathiesens specielle ironiske stil over for langfingrede gæster er en gang før blevet nævnt i Politivennen 6. april 1822. Her er også i anmærkningen lidt om Lars Mathiesen.

Spørgsmaal.

Lørdag den 4. marts da indsenderen ud på eftermiddagen stod og røg af sin pibe uden for porten til sin bolig på vejen fra Vesterbro til Tømmerpladsen, kom en underofficer fra Vesterports vagt for at lukke tømmerpladsen. - I forbigående behagede underofficeren at sige mig i den strenge kommandotone: Hør, men kære ven, vil De se at få piben af munden, hvis ikke, da skal jeg se at kunne hjælpe Dem dertil. Som fredselskende tav jeg til dette uventede herresprog. Men jeg gad dog vide hvorvidt en sådan patruljefører er berettiget eller bemyndiget til at forbyde nogen mand at ryge af sin pibe på egen grund?

(Politivennen nr. 535. Løverdagen den 1ste April 1826, s. 220-221)

Et godt Tilbud,

Tobakkens brug er ikke alene meget udbredt i hovedstaden og i købstæderne, men den er endog i de sidste 20 år blevet temmelig almindelig på landet. Imidlertid har man ikke søgt at dyrke denne plante hos os med nogen fremgang, og dog ville det være særdeles gavnligt for landmandens økonomi, især under nærværende omstændigheder, om han endog kun i sin have dyrkede så meget han selv forbrugte. En mand der er født i en egn hvor tobaksavlen drives med megen held og som i 24 år har været dansk borger, havde i året 1827 aftalt med provst Krarup at han ville berejse en del af Jyllands egne for uden betaling at lære landmanden at dyrke tobak og behandle den således at den kunne være tjenlig til eget brug. Men krigen kom og forstyrrede, som så meget også denne plan. Denne mand der nu er fri for andre forretninger, gentager herved sit tilbud om nogen godsejer, præst eller landmand måtte ønske hans vejledning såvel i tobakkens avl og tilberedning som i andre særdeles nyttige foderurters dyrkningsmåde. Hans navn og adresse kan erfares hos Politivennens udgiver.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9524-9525)

En væsentlig Mangel og Uorden ved 2den Plads-Loge paa det Kongelige Theater.

Det hænder ikke sjældent for damer der går i 2. pladsloge på det Kongelige Teater, at deres kåber og hatte som de må tage med sig ind i logen og hænge omkring hvor de kunne blive af med dem, enten bliver forbyttede eller undertiden også rent forsvinde. Således kender indsenderen en dame der sidste aften da skuespillerselskabet opførtes, når kunne have mistet sin kåbe derved, at en anden dame som det siden erfaredes, selv ingen kåbe havde, fik lyst til at prøve hendes og ville ufejlbarlig have taget den med sig, så snart man ikke heldigvis var kommet efter dette krigspuds. Sådant rapseri eller forbytning ville let forebygges når den indretning skete her som ved de andre loger, at man kunne levere tøjet til kontrolløren udenfor på gangen, imod at få et nummer derpå, og siden igen få det udleveret af ham. Samme aften fandt også den anden uorden sted i nævnte pladsloge at en kavaler (vor herre ved hvad det var for en personage) sad og smøgede tobak, hvorved han ikke alene generede damerne med røgen, men var endog så uforskammet at overspytte deres klæder. Vel stak han piben til sig hver gang kontrolløren nærmede sig, men aldrig så snart denne bortfjernede sig, før personagen igen begyndte at patte på sin pibe. Det var derfor at ønske at kontrolløren engang kunne komme over sådanne tobakshelte og jage dem ud i fri luft hvor de kunne tilfredsstille denne lyst, uden herved at falde andre til besvær.

(Politivennen No. 470, Løverdagen den 1ste Januar 1825, Side 9404-9405)

Skal der nu ogsaa ryges Tobak i Kongens Have?

En del folk - især af gammeldags tro - står i den uden tvivl forkerte mening at det er en lovstridig handling at gå med tændte tobakspiber og cigarros på gader og stræder, hølofter og hørkræmmerkældre, forbi skildvagter og krudttårne, etc. etc. Item imod anstand og god levemåde, på offentlige spadseregange og i dameselskab, for ikke at stikke ild i deres klæder - med hjerterne er det en anden sag - tilryge dem som ål eller makrel osv. Men, som sagt det må være en forkert tro. For ellers kunne politi og vægtere vel ikke så langmodigt som almindeligt tolerere sådan uskik både nat og dag. At de stakkels skildvagter søger at overholde deres instruks og den agt man skylder deres post, er forgæves. For som oftest får de gnubbede ord til løn og kan ikke tage til genmæle da de ikke må forlade posten, og skælderen i tilstrækkelig afstand udpumper sine grovheder. Det har anmelderen nogle gange set og hørt, og herved nogle gange taget sig den frihed at tilråde den arrige smøger at lade sin lumpenhed fare.

At nu så almindeligt endog enhver bonde, matros, soldater, dreng, tjenestekarl, ja moxen skoledrenge og de som nylig var det, skal have en cigarros i munden eller løbe med en pibe, er et i flere henseender vist ikke ligegyldigt dansebod- og krostueuvæsen. At tobakssmøgen for sømanden og enkelte personer kan være af medicinsk nytte, vil anmelderen gerne tilstå. Men følger deraf at hele folkeklasser, unge og gamle, skal æde medikamenter efter moden?

At lapsene nu også begynder i Kongens Have at udføre denne pøbelgemenhed, tilligemed mere andet charlottenlundsk uvæsen, forekommer anmelderen virkeligt alt for janhagelmæssigt. Og han tror derfor i tide at burde gøre opmærksom på at vedkommende sørger for at man i denne Københavns herlighed der nu smykkes of forskønnes, må kunne udånde sin skønsomme erkendelse af kongens nåde og de agtværdige bestræbelser til at udføre samme - uden at blive tilrøget. Eftersom det rimeligste er en ren luft og ikke tobaksrøg, der skal søges på dette sted.

(Politivennen nr. 445. Løverdagen den 10de Julii 1824, s. 8083-8085)