Hovedstadens Volde og dens Ødelæggere. (Efterskrift til Politivennen).

Et par artikler beskriver Københavns volde flere årtier før det blev endeligt besluttet at de skulle sløjfes. Heraf fremgår at forfaldet allerede var i gang. Voldene havde ellers været forbeholdt folk med voldtegn, og vagter mm sørgede for at kun disse blev lukket ind. Politivennen beskrev at forbuddet ikke strengt blev overholdt, men dog ikke i en så massiv grad som Kjøbenhavnsposten i tre artikler berettede. 

En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold


Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).

Christianshavns Vold er nok det nærmeste man kommer til noget der ligner voldene i 1840'erne, selv om rester også findes i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Dette skal gøre sig ud for at ligne Kirsebærgangen, der lå på ydersiden af volden, mens Filosofgangen lå på indersiden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc. 

Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne. 

Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede. 

Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne.  Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast. 

De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed. 

De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde. 

De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . . 

Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel. 
- h -

*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk

(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)

Hvad vi ikke i dag kan forestille os, er de enorme møller som lå i alle bastionerne på voldene. Lille Mølle var en af de mindste, og kun "understellet" er bevaret, men giver et indtryk af at selv Lille Mølle var ganske stor. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020).

At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).

Langelinie, Smedelinie, Castellets Volde og Kirsebærgangen. (Efterskrift til Politivennen)

Mange har sikkert følt det savn som jeg - dristigt siger jeg: repræsentant for mange af mine medborgere i denne sag - vil bede må blive ophævet.

Det er kendt, at man for at nyde den fornøjelse at spadsere på ovennævnte steder må punge ud med ca. 4 rbd. til et tegn. Denne skat tror jeg at vedkommende kunne skænke os; for hvorfor ikke? Hvad er i vejen for at ikke hvermand, jeg mener de som ikke have råd til at betale 4 rbd. for at spadsere på et behageligt sted, skulle kunne tillades at gå sådanne steder?  

Hvis at der gives nogen der kan anføre andre gyldige grunde end som de, der her ville blive fremført og besvarede, da beder jeg ham svare mig. Det kan ikke indvendes at det er en skat som regeringen behøver for at vedligeholde disse steder, eller endog sig selv. De eneste grunde som jeg med rimelighed er i stand til at anføre, er: 1) Det er for at sikre de højere klasser en promenade, hvor den ringere klasse eller rettere såkaldte sjofle personer ikke kan komme; 2) for at ikke nævnte personer skulle bevirke uorden. Men disse grunde vil jeg kunne tilintetgøre ved følgende svar: Står der ikke en skildvagt udenfor ethvert af disse steder; han kan altså påse hvem der indlades. At uorden ikke finder sted, kan en patrulje påse; for der findes jo en vagt i nærheden af disse steder, og ydermere tror jeg, at der endog nu går en patrulje. Der er altså ikke vanskeligheder for at opfylde ovenstående af mig fremsatte bøn. I det mindste tror jeg at kunne besvare alle indvendinger til min fordel. 

Dog vil jeg tro, at dette mit andragende vil møde betydelig opposition blandt aristokratiske og egenkærlige personer, Men jeg synes dog at de må have så megen medfølelse for det almindelige bedste, at de opoffrede disse følelser og tilintetgjorde dem. For tænkte de på at de kunne skaffe de andre borgerlige klasser, som sædvanlig må sidde og arbejde hele dagen igennem, og som ikke har råd til at anskaffe et sådant tegn, tænkte de på at de kunne skaffe disse en stor glæde og fornøjelse ved at bevirke, at det blev tilladt dem at spadsere på et så skønt og herligt sted som fx Langelinje, så ville de sikkert intet have derimod. 

Også kunne det blive modstridende i denne sag en samvittighedssag. For når min bøn blev opfyldt, ville de folk som her menes, om aftenen ved anledningen til større og ny afveksling i de nærmeste spadsereveje få en forøget lyst og opfordring til at forfriske sig efter dagens møje i den frie luft, hvilket Københavns indbyggere i særdeleshed mangler; hvorimod de nu, da de ikke ved et passende sted hvor de skal gå den, sidder hjemme, hvorved ofte opstår sygelighed. 

Der er altså intet i vejen for opfyldelse af denne begæring. Men skulle desuagtet høje vedkommende ikke lægge sig disse, jeg kan dristig sige: almenmandens ytringer på hjertet, da var det virkelig en sørgelig mangel på hensyn til den almindelige mening.

En fattig borger.

(Kjøbenhavnsposten, 27. marts 1847).

Udsigt fra Smedelinjen til Kastellet og møllen henover voldgraven. Foran voldgraven lå på den offentlige side "De Elysiske Marker", et område hvor man havde plantet træer. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Adgangstegnet til Kirsebærgangen. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt). Som bekjendt har Tegnet til Kirkebærgangene stedse været at erholde for en fastsat Priis, om man mindes ret 2 Rbd. Skjøndt denne Betaling er temmelig ubetydelig, saa har det dog maaskee været vanskeligt for mangen En, der ønskede at lade sine Børn nyde Godt af den smukke Promenade i Kirsebærgangene, at udrede den, og man maatte derfor sikkerlig være Prinds-Gouverneuren ret megen Tak skyldig, da han forrige Aar foranstaltede, at Borgerne efter Ansøgning til Gouvernementet kunne erholde Kirsebærtegn udleverede uden Betaling. Denne Indrømmelse har imidlertid ikke i Virkeligheden lettet Adgangen, men har tvertimod givet Leilighed til en i lignende Tilfælde ikke ualmindelig Art Misbrug, som Inds. anseer for rigtigst at bringe til offentlig Kundskab. Indgiver man egenhændig eller ved nogen Anden en skreven Ansøgning til Garnisonscontoiret, hvorfra den skal tilstilles Gouvernementet, saa kan man være temmelig vis paa, at den sjeldent eller aldrig bliver opfyldt; lader man derimod Skriveren paa Garnisonscontoiret udfærdige den, hvortil han ogsaa tilbyder sig, og derfor betaler ham et Honorar af 1 Rbd., saa kan man være vis paa sit Ønskes Opfyldelse. Tegnet bliver da tilbragt En, og Buddet som bringer samme, erholder, eller rettere sagt forlanger, 1 Rbd. for sin Uleilighed, idet han vægrer sig for at modtage en mindre Drikkeskilling. Saaledes maa altsaa Borgeren petitionere om og betale, hvad han hidtil har kunnet faae for den blotte Betaling. At Sligt er Gouverneuren ganske ubekjendt er man saameget mere overbeviist om som hans strenge Retfærdighedsfølelse er bekjendt, og disse her fremsatte Linier ville sikkert være nok til at sætte en Skranke derfor.  

(Kjøbenhavnsposten den 1. maj 1842)

Uorden i Kirsebærgangen.

I den senere tid har det været tilladt enhver der besøger den del af Kirsebærgangen der går fra Vesteport til badehuset, idet den der posterede soldat formodentlig efter ordre, åbner porten for enhver der vil ind, uden at der spørges om adgangstegn. Men som ethvert gode misbruges, så også dette. Anmelderen gik nemlig sidste eftermiddag ind i Kirsebærgangen og fandt der en stor del fruentimmere og børn samlede hvoraf nogle bad ham om de måtte følge med ham gennem gangen da de ikke vovede at gå uden mandlig ledsagelse, eftersom fire velklædte, men dårligt opdragne mandspersoner havde lagt sig midt i gangen og insulterede ethvert fruentimmer på håndgribelig måde. Ved at passere vejen, så anmelderen disse fire personer virkelig lå der og hørte deres spotterier over den mængde fruentimmere der gik under en eneste persons konvoj. Dersom altså det høje kommandantskab finder for godt at passagen skal være fri for enhver, ville det være ønskeligt om en af vagtmandskabet måtte patruljere gangen på en tid da den er mest besøgt, for at befri fruentimmere fra insulter.

(Politivennen nr. 910, Løverdagen, den 8de Juni, 1833. Side 405-406) 

Synd mod Øie og Næse!

Så kært det må være enhver af stadens indbyggere der enten er i besiddelse af noglen til Kirsebærgangen eller i andre tilfælde kan passere stadens broer, for i den fri luft at nyde forfriskning, så ubehageligt er det at lugte og se nogle på begge sider straks uden for porten ved indgangen til førnævnte spadseregang pladserede møgvogne, som jævnligt hver formiddag er hensat flere timer forspændte og uden kuske. Foruden det at berørte urenligheder afstedkommer stank, optager disse vogne megen plads og standser passagen for ridende og kørende. Søndag er lige så lidt fritaget for disse mælkesvendes forsamling uden for stadens porte, og navnlig ved Kirsebærgangen, såsom disse i almindelighed holder i flere timer efter at de ved politiet er blevet erindrede om at forføje sig ud af staden før kirketiden. Man har anset det for pligt her offentligt at påanke en uskik der i flere end en henseende er skadelig og stødende mod øjet, såvel som næsen hvorfor man ønsker samme afskaffet ved de sædvanlig veltrufne midler fra politiets side.

(Politivennen nr. 456. Løverdagen den 25de September 1824, s. 9168-9169)

Atter noget om det i No. 432 af Politievennen omtalte Afskum i Kirsebærgangen.

I nævnte blad har man beskrevet et mandligt afskum der viser sig i Kirsebærgangen i en skændig og nederdrægtig stilling som man må blues ved at nævne.

Dette menneskelig afskum har man siden den annonce i Politivennen ikke set. Men i forrige uge har denne person atter indfundet sig i nævnte Kirsebærgang og driver der sin nederdrægtighed så snart han bemærker at intet mandfolk er i nærheden.

Anmelderen erfarede sådant af sit barn, en dreng på henved 8 år, og ilede derfor så hurtigt han kunne for at få fat på denne nederdrægtige. Men det lykkedes ikke denne gang.

Afskummet kan være forsikret om at anmelderen heraf ikke skal ophøre at forfølge ham, indtil han får tag i ham, og får personen afleveret i rettens hænder til velfortjent straf, hvorefter man da ikke skal undlade at lade hans navn bekendtgøre offentligt.

Da straffen for sådan forbryder der træder blufærdighed og sædelighed under fode, ikke er anmelderen bekendt, så kan han ved denne lejlighed ikke undlade at anbefale genindførelse af den for lang tid siden afskaffede gabestok. En sådan maskine tror anmelderen vil virke langt mere på en forbryder af sådan natur, end fængselsstraf eller straf på vand og brød. I øvrigt tror anmelderen at indførelsen af en gabestok placeret på en befærdet plads til brug for forbrydere der er kvalificerede til flere ugers fængsel på vand og brød, ikke var at forkaste, da sådan straf når den ikke bliver anvendt for tit, vil gøre bedre virkning end al anden straf.

Nutidens sæder er vel ikke så ødelagt at der jo må findes glimt af æresfølelse. Gabestokken vil derfor være et afskrækkende middel mod at begå flere forbrydelser. Fængselsstraf ses ikke, men at stå til skam for et helt publikum et par timer og gane i en uge er noget enhver just ikke så gerne vil.

Det pro og contra der kan siges om dette tema overlader anmelderen til sagkyndiges nærmeste omdømme, da rummet her ikke tillader nøjere at afhandle denne genstand.

(Politivennen nr. 451. Løverdagen den 21de August 1824, s. 9096-9098)

Noget mere om Kirsebærgangen.

Meget ofte er med rette i dette blad ført anke over de uordener som i de senere år har fundet sted i Kirsebærgangen. og man har i den sidst forløbne sommer ikke set nogen af alle de uordener hæmmet. Da nu foråret er for hånden, vil snart den gamle og svage, frydende sig ved solens oplivende varme, ty til den lune Kirsebærgang. Men her kan han ikke finde den ro som før, men forstyrres hele tiden ved velklædte og lasede gadedrenges kådhed og stenkastning.

Indsenderen heraf harmedes meget over forrige sommer at se disse drenge med store sten nedslå frugten af træerne, samt at bryde og brække grene af frugttræerne. Mange af de kastede sten ramte de forbigående spadserende.

Da nu denne så behagelige og skyggefulde promenade snart vil blive besøgt af dem der har nøgle og tegn, så var det ikke af vejen om de ansvarlige ved plakat ville strengt forbyde alle og enhver adgang til Kirsebærgangen der ikke havde nøgle og tegn, samt deri indskærpe den der har nævnte tegn og nøgle at lukke efter sig ved ud- og indgangen, og låsene burde i denne henseende smøres og efterses. Dernæst burde en vagtpatrulje eller en dertil beskikket mand stadigt have tilsyn med at denne anordning blev efterlevet. Samt forevise tegn og nøgle og i øvrigt opretholde orden.

Ved påpassenhed vil Kirsebærgangen atter blive en lige så skøn og behagelig promenade som før, hvor man så de galanteste familier spadsere, men ikke som i de sidste år hvor denne promenade kun har været en tumleplads for kåde gadedrenge samt et ophold for ammer og børn. I forventning om at de høje ansvarlige ville tage dette rimelige ønske i overvejelse, er det at indsenderen heraf har fordristet sig til dermed at fremkomme.

(Politivennen nr. 434. Løverdagen den 24de April 1824, s. 7012-7013)

Venlig Advarsel til Forældre som sende deres Børn i Kirsebærgangen, for der at bevæge sig og nyde den fri Luft.

Allerede sidste sommer blev anmelderen på en højst ubehagelig måde gjort opmærksom på et mandligt afskum som ofte indfandt sig i Kirsebærgangen og når han mærkede at ingen mandsperson var i nærheden, viste sig for forbigående kvinder og pigebørn, blottet og i en stilling hvorom den mindste levning af blufærdighed ikke tillader her at ytre sig tydeligere. Så vist som det er at hver dydens ven føler det højst vigtige i at bevare blufærdighed og sædelighed hos den opvoksende ungdom og i at undertrykke enhver spire hos samme til usædelighed, så harmende må det være at forældre eller formyndere nu ikke engang tør vove at sende deres børn eller umyndige personer hen på et sted som Kirsebærgangen uden opsyn af en mandsperson, med mindre de vil udsætte uskyldigheden for giftig kådheds forgiftende pest. 

Kirsebærgangen o. 1840. Væggen, Københavns Bymuseum.

Også i det nu begyndende forår har nævnte afskum ladet sig se i Kirsebærgangen. Og da det vel for det første vil medføre nogen vanskelighed at hæmme hans skamløse adfærd på dette sted, så tror anmelderen at burde advare om ikke at sende børn i Kirsebærgangen uden i følge med mandspersoner. For afskummet holder udkig efter disse for ikke ved sin adfærd at udsætte sig for en velfortjent revselse. Imidlertid tør man vel håbe hvad man inderligt må ønske at en eller anden håndfast ærbarhedens ven kunne holde så godt udkig efter niddingen at dennes kådhed kunne ved en kraftfuld arm og en dygtig stok blive afkølet på en måde som for lang tid ville blive i hans erindring.

Nogle søndage om eftermiddagen har man også set en del drenge, ikke af den lavere klasse, men meget velklædte at drive deres spil i Kirsebærgangen ved Vesterport. De bemægtiger sig helt gangen så at andre spadserende ikke kan komme frem for dem, og kryber op ad volden som endnu p visse steder viser spor af deres øvelser. Sådanne drenge burde nok ikke uden opsigt tillades adgang til aflukkede spadseregange hvor svage personer ønsker at gøre sig en bevægelse og nyde frisk luft.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6988-6990)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 451. 21. august 1824. 

Uorden i Kirsebærgangen

Kirsebærgangene, som er en behagelig promenade for en stor del af Københavns indbyggere, benyttes nu særdeles sjældent, da disse gange især den mellem Vester- og Nørreport, er blevet en tumleplads for drenge og pøblen. Porten til den sidstnævnte gang findes altid åben. Det vides ikke om det er fordi låsen er beskadiget, eller at nogle som har nøgle til den er så magelige at de ved ind- og udgangen ikke tillukker samme. Men bevisligt er det at der foregår mange uordener af personer som ikke er berettigede til at komme der. Drenge og børn bestiger volden og ødelægger samme, og gør ofte en ubehagelig støj. Lurvet klædte personer indfinder sig der dels for at sove, dels for at foretage sig en nødvendig renselsesfest. 

"Der foregår mange uordener af personer som ikke er berettigede til at komme der. Drenge og børn bestiger volden og ødelægger samme, og gør ofte en ubehagelig støj." (Den beskrivelse kunne jo godt passe på Tivoli, hvis sø oprindeligt hørte til voldanlægget og Kirsebærgangen må have ligget nogenlunde ved træerne. Nu som dengang var der kun adgang med adgangstegn!)

Forleden så anmelderen en usselheds kandidat ligger der i græsset. Han sov i det omfang
de bekendte smådyr der mest hjemsøger den urenlige fattige, ville unde ham ro. Anmelderen må tilstå at han aldrig har set et mere ækelt syn. Fra de mange åbninger på den luvslidte blå trøje styrtede utallige skarer frem og marcherede op på den brede ryg for at baldre og bade sig i solens skin. Det er lige så sikkert at en stor mængde ved den sovendes bevægelse måtte falde af og siden hænge ved de spadserende klæder, som at sådanne dyr må falde dem der ikke er vant til sådan indkvartering, til stor besvær. Alene tanken herom kan vække væmmelse. Og man kan derfor ikke at undre sig over at disse skønne spadseregange for tiden findes så lidt benyttet af mennesker der regner sig blandt de bedre klasser. Stadens højtagtede kommandant der så godhedsfuld har forundt så mange adgang til disse spadseregange, anmodes derfor ærbødigst at ville lade undersøge kilden til disse uordener og foranstalte at de ikke mere finder sted.

(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6277-6279).

Kirsebærgangen

Blandt de mange beviser på vores gode regerings humanitet og opmærksomhed for Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelser er det nok også et at den har åbnet adgangen til faussebraien, eller som den almindeligvis kaldes, Kirsebærgangen. Mod en såre ubetydelig kendelse til guvernementets skriver kan anstændige og honette familier få afgangskort ifølge hvilke de kan spadsere i disse behagelige gange der om sommeren yder skygge og frisk luft. Og hvor man formedelst den høje vold endog er dækket for vindens påvirkning fra flere sider. 

"Anstændige og honette familier kan få afgangskort ifølge hvilke de kan spadsere i disse behagelige gange der om sommeren yder skygge og frisk luft. Og hvor man formedelst den høje vold endog er dækket for vindens påvirkning fra flere sider" (Vesterport Ravelin. Kirsebærgangen forløb på ydersiden af volden til venstre ud af billedet, men nogenlunde i samme terræn som det man kan se til højre).

Men ethvert gode kan misbruges og gøres mindre behageligt for andre. Sådan går det også her. Anmelderen har på sine spadsereture ofte set at såvel drenge som voksne personer har besteget kronen af volden og ladet sig glide ned derfra ned i gangen og siden igen listet sig op på samme. Skildvagterne som er posteret på volden, står langt fra hinanden og kan ofte ikke blive opmærksom på dette. Og selv om de observerede det, ville de dog ikke være i stand til at forhindre det. Dog når det blev ved en uskyldig spadseren eller et roligt ophold her, kunne man vel ikke have så meget imod at sådanne uberettigede personer søgte at tilliste sig adgangen. Men ofte støder man på en flok drenge der foretager optøjer som ikke er behagelige for anstændige personer at være vidne til. Og ofte ser man på en vis årstid den til faussebraien vendende dossering af volden belagt med børn, hvoraf endog en del er meget velklædte, som plyndrer violer der sammesteds vist ikke vokser eller er fredet for sådanne høstfolk.

Så gerne anmelderen så sådanne uordener fjernet, så lidt ønsker han vagt, politi eller patruljer på stræder, der besøges af folk for motion eller fornøjelses skyld. For sådant har for den anstændige og tænkende mand dog altid noget ubehageligt ved sig. Men da det falder ham ind om det ikke kan være muligt, at mange af de personer som man træffer der, for at skaffe sig adgang ikke benytter sig af tegn, der er forfaldne og af ejeren bortkastede, så tror han at burde gøre de ansvarlige opmærksom på om det ikke kunne være gavnligt at guvernementsskriveren som dog på vedkommende vegne udsteder tegn, blev beordret til en eller flere gange dagligt at gennemvandre gangene her. Og hvis han stødte på mistænkelige personer, da at afkræve disse deres tegn til eftersyn. Herved ville man efter kort tidsforløb være sikker på at der ingen kom ind gennem de ordentlige veje som ikke havde det rigtige tegn. Og enhver anden som blev fundet uden sådant, burde bortvises eller indbringes i vagten.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6174-6176).

Redacteurens Anmærkning

Mens Filosofgangen lå inden for volden, forløb Kirsebærgangen på den anden side, ydersiden af volden som en snoet promenade udenfor Vestervold fra Langebro til Vesterport. Nogenlunde der hvor i dag H. A. Andersens Boulevard og Tivoli ligger. Skribentens formaninger var forgæves. Fra Georg Brandes' erindringer har vi følgende beskrivelse formentlig fra 1850'erne (forkortet):

Kirsebærgangen og Voldskrænterne (var) Skuepladsen for voldsomme Lege med Kammeraterne. En Dag er uforglemmelig for mig. Jeg havde sammen med mange andre Drenge været indbudt til at møde hos en Klassekamerat i hans Forældres Hjem. Efter at have faaet lidt Smørrebrød var den hele, omtrent tiaarige Flok bleven dirigeret hen i Kirsebærgangen for at lege Røvere og Soldater. Dér blev det en Aftale, at idag betragtedes Intet som forbudt; Legen skulde gaa op og ned ad Voldskrænten, omfatte alle Skjulesteder paa Volden som i Kirsebærgangen, uden Hensyn til nogen Opsynsmand ...  Udrustede med disse vidunderlige Vaaben (dolke) foer vi som Dæmoner med vilde Skrig op og ned ad Volden, rullede i sammenflettede Menneskeknuder, myrdende hinanden skaanselløst, ned ad Grønsværet, ind under Buske, ud paa Gangstien, tidt stærkt udsatte for at falde i Stadsgraven. Det var herligere end herligt; vi var udenfor Virkeligheden, helt inde i Drømmeland.

Fiskere var forment adgang til Kirsebærgangen ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 22. juni 1808:

Til Efterretning ffor Vedkommende bekiendtgiøres herved, at enhver, som har bekommet Tegn til at fiske i Fæstningsgravene, kun kan tilstædes Adgang til samme fra Glaciet, men ingenlunde fra Bastionerne, og at disse Tegn ligesaa lidet berettige Ihændehaveren til at passere igiennem Faussebrayen eller den saa kaldte Kirsebærgang til Stadsgraven, som til at medtage Fruentimmer, Børn eller andre Uvekommende; enhver, som handler herimod, maae tilskrive sig selv de Uleiligheder, som kunne flyde af denne Bekiendtgiørelses Overtrædelse; da Patroller fra Vagterne ere beordrede til at tage Tegnet fra enhver, som forseer sig derimod.

Kiøbenhavns Commandantskab den 22 Juni 1808. 

Døde Fiske i Stadsgraven.

Ved anden påskedag at gøre en spadseretur i Faussebrajen eller den såkaldte Kirkebærgang mellem Vester- og Nørreport, blev anmelderen opmærksom på en stor mængde døde fisk, især ål som flød oven på vandet i Stadsgraven. Men især var de indgående vinkler af samme fra pæleværket lige til Nørrport opfyldt med dem. Om denne store dødelighed blandt fiskene i nævnte stadsgrav stammer fra at man mens graven var belagt med is, har glemt at vække for dem er uvist. Men sikkert er det at mange dejlige ålesupper derved er gået tabt. Og da nu disse fisk allerede begynder at give en fæl lugt fra sig, så var det ønskeligt om de så snart som muligt måtte borttages førr varmen vil gøre stanken endnu mere utålelig og skadelig.

For dm der har med vandvæsenet at bestille fremsættes ved samme lejlighed den bemærkning at en af renderne i omtalte pæleværk har straks ved døren af ækvadukten en læk hvorigennem en del vand unyttigt spildes. Vel er denne læk endnu ubetydelig, men dog var det vist godt om den stoppedes i tide, da ellers nogle af de mange drenge man hyppigt finder i Kirsebærgangen, muligvis kunne finde morsskab i at gøre den større.

(Politivennen nr. 223. Løverdagen den 8de April 1820, s. 3591-3592)

Advarsel til Vedkommende.

(Indsendt)

Ved at passere Kirsebærgangen den 19. august blev der fra bastionen bag den første mølle fra Vesterport (mellem Vester- og Nørreport) af nogle halvvoksne piger kastet med store sten ned i Kirsebærgangen hvilket nær havde truffet nogle børn som gik der. Man vil håbe at deres foresatte ved her at blive gjort opmærksomme på det, vil afværge at det ikke oftere sker, da man i modsat tilfælde må bruge andre forholdsregler.

(Politivennen nr. 35, Løverdagen den 31. aug juli 1816, s. 539)

Noget angaaende Kirsebær-Gangen.

Man giver sig den frihed at bede vedkommende på det indstændigste om i remtiden at befri Kirsebærgangen fra de uordener der for nuværende tid hersker. Næsten hver dag ser man børn snart lege hvor andre skal gå, snart at klatre op og ned af volden for at snige sin ind, hvilket dog er højst utilladeligt og blot af mangel på opsigt. Tillige bedes indgangsdørene efterset, da låsene ikke er i tilbørlig stand, hvilket forårsager at mange tillader sig fri indgang som ikke ved tegn og nøgle er berettigede til det. 

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2579-2580)

Om Kirsebærgangen.

Det synes rimeligt at den eneste spadseretur af sin slags, Københavns indbyggere har, den dyrt betalte Kirsebærgang, var fri for ådsler og stank. For nærværende er der et forråd af døde hunde som forarger øjne og næse. Er det politiets eller militæretatens pligt at afhjælpe dette på behørig måde?

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 53, den 27. april 1799, s  843)