Mange har sikkert følt det savn som jeg - dristigt siger jeg: repræsentant for mange af mine medborgere i denne sag - vil bede må blive ophævet.
Det er kendt, at man for at nyde den fornøjelse at spadsere på ovennævnte steder må punge ud med ca. 4 rbd. til et tegn. Denne skat tror jeg at vedkommende kunne skænke os; for hvorfor ikke? Hvad er i vejen for at ikke hvermand, jeg mener de som ikke have råd til at betale 4 rbd. for at spadsere på et behageligt sted, skulle kunne tillades at gå sådanne steder?
Hvis at der gives nogen der kan anføre andre gyldige grunde end som de, der her ville blive fremført og besvarede, da beder jeg ham svare mig. Det kan ikke indvendes at det er en skat som regeringen behøver for at vedligeholde disse steder, eller endog sig selv. De eneste grunde som jeg med rimelighed er i stand til at anføre, er: 1) Det er for at sikre de højere klasser en promenade, hvor den ringere klasse eller rettere såkaldte sjofle personer ikke kan komme; 2) for at ikke nævnte personer skulle bevirke uorden. Men disse grunde vil jeg kunne tilintetgøre ved følgende svar: Står der ikke en skildvagt udenfor ethvert af disse steder; han kan altså påse hvem der indlades. At uorden ikke finder sted, kan en patrulje påse; for der findes jo en vagt i nærheden af disse steder, og ydermere tror jeg, at der endog nu går en patrulje. Der er altså ikke vanskeligheder for at opfylde ovenstående af mig fremsatte bøn. I det mindste tror jeg at kunne besvare alle indvendinger til min fordel.
Dog vil jeg tro, at dette mit andragende vil møde betydelig opposition blandt aristokratiske og egenkærlige personer, Men jeg synes dog at de må have så megen medfølelse for det almindelige bedste, at de opoffrede disse følelser og tilintetgjorde dem. For tænkte de på at de kunne skaffe de andre borgerlige klasser, som sædvanlig må sidde og arbejde hele dagen igennem, og som ikke har råd til at anskaffe et sådant tegn, tænkte de på at de kunne skaffe disse en stor glæde og fornøjelse ved at bevirke, at det blev tilladt dem at spadsere på et så skønt og herligt sted som fx Langelinje, så ville de sikkert intet have derimod.
Også kunne det blive modstridende i denne sag en samvittighedssag. For når min bøn blev opfyldt, ville de folk som her menes, om aftenen ved anledningen til større og ny afveksling i de nærmeste spadsereveje få en forøget lyst og opfordring til at forfriske sig efter dagens møje i den frie luft, hvilket Københavns indbyggere i særdeleshed mangler; hvorimod de nu, da de ikke ved et passende sted hvor de skal gå den, sidder hjemme, hvorved ofte opstår sygelighed.
Der er altså intet i vejen for opfyldelse af denne begæring. Men skulle desuagtet høje vedkommende ikke lægge sig disse, jeg kan dristig sige: almenmandens ytringer på hjertet, da var det virkelig en sørgelig mangel på hensyn til den almindelige mening.
(Kjøbenhavnsposten, 27. marts 1847).
Udsigt fra Smedelinjen til Kastellet og møllen henover voldgraven. Foran voldgraven lå på den offentlige side "De Elysiske Marker", et område hvor man havde plantet træer. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.
Det er kendt, at man for at nyde den fornøjelse at spadsere på ovennævnte steder må punge ud med ca. 4 rbd. til et tegn. Denne skat tror jeg at vedkommende kunne skænke os; for hvorfor ikke? Hvad er i vejen for at ikke hvermand, jeg mener de som ikke have råd til at betale 4 rbd. for at spadsere på et behageligt sted, skulle kunne tillades at gå sådanne steder?
Hvis at der gives nogen der kan anføre andre gyldige grunde end som de, der her ville blive fremført og besvarede, da beder jeg ham svare mig. Det kan ikke indvendes at det er en skat som regeringen behøver for at vedligeholde disse steder, eller endog sig selv. De eneste grunde som jeg med rimelighed er i stand til at anføre, er: 1) Det er for at sikre de højere klasser en promenade, hvor den ringere klasse eller rettere såkaldte sjofle personer ikke kan komme; 2) for at ikke nævnte personer skulle bevirke uorden. Men disse grunde vil jeg kunne tilintetgøre ved følgende svar: Står der ikke en skildvagt udenfor ethvert af disse steder; han kan altså påse hvem der indlades. At uorden ikke finder sted, kan en patrulje påse; for der findes jo en vagt i nærheden af disse steder, og ydermere tror jeg, at der endog nu går en patrulje. Der er altså ikke vanskeligheder for at opfylde ovenstående af mig fremsatte bøn. I det mindste tror jeg at kunne besvare alle indvendinger til min fordel.
Dog vil jeg tro, at dette mit andragende vil møde betydelig opposition blandt aristokratiske og egenkærlige personer, Men jeg synes dog at de må have så megen medfølelse for det almindelige bedste, at de opoffrede disse følelser og tilintetgjorde dem. For tænkte de på at de kunne skaffe de andre borgerlige klasser, som sædvanlig må sidde og arbejde hele dagen igennem, og som ikke har råd til at anskaffe et sådant tegn, tænkte de på at de kunne skaffe disse en stor glæde og fornøjelse ved at bevirke, at det blev tilladt dem at spadsere på et så skønt og herligt sted som fx Langelinje, så ville de sikkert intet have derimod.
Også kunne det blive modstridende i denne sag en samvittighedssag. For når min bøn blev opfyldt, ville de folk som her menes, om aftenen ved anledningen til større og ny afveksling i de nærmeste spadsereveje få en forøget lyst og opfordring til at forfriske sig efter dagens møje i den frie luft, hvilket Københavns indbyggere i særdeleshed mangler; hvorimod de nu, da de ikke ved et passende sted hvor de skal gå den, sidder hjemme, hvorved ofte opstår sygelighed.
Der er altså intet i vejen for opfyldelse af denne begæring. Men skulle desuagtet høje vedkommende ikke lægge sig disse, jeg kan dristig sige: almenmandens ytringer på hjertet, da var det virkelig en sørgelig mangel på hensyn til den almindelige mening.
En fattig borger.
(Kjøbenhavnsposten, 27. marts 1847).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar