Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).

Casper Conrad Langheim (1806-1864), Eckernförde. (Efterskrift til Politivennen)

Eckernförde ligger i Slesvig mellem byen Slesvig og Kiel ved en fjord. I perioden før, under tre-årskrigen 1848-1851 var den skiftevis på slesvig-holstenernes og danskernes hænder. Efter krigen og op til krigen 1864 blev der fra dansk side stillet stadig kraftigere krav om at fremme danskheden. 

Som et eksempel på hvor vanskeligt det kunne være for borgmester og embedsmænd - der måske ville være på god fod med befolkningen i byen - er Casper Conrad Langheim. Han blev borgmester i byen i september 1841. Den tidligere borgmester Claudius var omkommet i 1840 ved en ulykke da en kanon sprang i forbindelse med et fakkeltog for kongen. Borgmesteren var udpeget af kongen, og byens styrelse bestod af ham og en magistrat i samarbejde med en folkevalgt forsamling kaldet de deputerede borgere. Formanden for magistraten (borgmesteren) havde desuden 3 rådmænd (senatorer)

Gennem sin embedskarriere til 1860 blev han skydeskive for begge parter og anklaget af begge parter for at stå med modstanderne. Desværre kender vi for lidt til hvordan det alligevel lykkedes for ham at blive siddende, og hvordan de almindelige indbyggere i byen egentlig mente om ham. Hvordan borgerskabet generelt stillede sig til omvæltningerne under treårskrigen, er der ikke bevaret udtalelser om. Selv om de fra begge sider blev taget til indtægt for deres egne synspunkter. Men embedsmændene måtte melde ud. Langheim anerkendte de nye magthavere og han formåede stort set at beholde sine embeder under hele treårskrigen, samt helt op til 1860.

Om tiden op til treårskrigen ikke så meget på denne blog. Men i september 1849 var byen ved at falde i slesvig-holstenernes hænder, ligesom Husum var det. Før det skete, findes nedenstående notitser som synes at antyde at han var tro mod kongen, idet penge blev sendt nordpå. Det modsatte borgerne sig. 

Schleswig-Holsteinische Städtebilder, Eckernförde. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den 12 ds. har der været temmelig betydelige Spektakler i Eckernførde. Da Oppebørselsbetjentene ville sende deres Kasser til Flensborg, satte Borgerne sig der imod, og om Aftenen bleve vedkommende Embedsmænds Vinduer, navnlig Borgemester Langheims, slaaede ind under Kattemusik og Charivari. Ifølge "N. Fr. Pr." er Centralcasserer Boldt paa en reise gjennem Byen Slesvig bleven modtaget af Folket paa en "følelig" Maade. Det er vel altsaa rimeligt, at Eckernførde og Slesvig ville lide Husums Skjæbne.

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 18. september 1849)

Grunden til kattemusikken skulle ifølge tyske aviser være at de danske embedsmænd ville sende penge til Flensburg:

Fra øjenvidner i Eckernförde hører vi, at der var et ret betydeligt tumult der i går aftes. Embedsmændene der skal have gjort en indsats for at sende penge til det centrale kassekontor i Flensborg. Borgerne modsatte sig dette, og om aftenen blev ruderne hos de relevante embedsmænd, herunder borgmester Langheims, smadret under akkompagnement af kattemusik.

Aus Eckernförde hören wir von Augenzeugen, dass daselbst gesten Abends ein ziemlich bedeutender Krawall gewesen ist. Die dortigen Hebungsbeamten sollen Miene gemacht haben, Gelder an die Centralkasse in Flensburg einzusenden. Die Bürger haben sich dem widersetzt, und Abends wirden unter Katzenmusik den bezüglichen Beamten, unter andern auch dem Bürgermeister Langheim die Fenster eingeworfen.

(Landshuter Zeitung. Niederbayerisches Heimatblatt für Statt und Land 20. september 1849).

I Th. Lüders: "Denkwürdigkeiten zur neuesten Schleswig-Holsteinischen geschichte" bd. 3 om året 1849 antydes de da også at han var upopulær blandt slesvig-holstenerne. Her fik Langheim følgende skudsmål (s. 375):

Borgmester Langheim var en personlighed sammensat af forfængelighed, snavset egeninteresse og uvidenhed, som i krigens tre år altid blæste efter vinden. Regeringen udviste den svaghed at han kunne blive siddende og ikke trådte tilbage.

Bürgermeister Langheim, eine aus Eitekkeit, schmutzigen Eigennutz und Unwissenheit zusammengesetze Persönlichkeit, welcher während der drei Kriegsjahre den Mantel stets nach dem Winde trug. Es war eine Schwäche der Regierung, dass sie im Amte beliess und nicht absetzte.

I oktober 1849 tog Langheim tilsyneladende sin afsked. Men dette synes ikke at have blevet ham tilstået. Og i en dansk avis blev han ved årsskiftet 1849/1850 skældt ud for at være for venligsindet overfor slesvig-holstenerne, i stedet for at støtte de kongetro borgere i byen:

- Fra Eckernførde erfare vi, at Nytaarsnatten dersteds, som paa mange andre Steder i Slesvig, har været meget urolig. Man maa nemlig ingenlunde troe, at Troskabsfølelsen mod Kongen og Kjærligheden til Danmarks Sag i denne lille, men dog efter den 5. April 1849 saa navnkundige By, er ganske slukt eller undertrykt. Tværtimod har der allerede siden Krigens Begyndelse ifjor bestaaet en loyal Klub af meget agtede og formuende Borgere, Muurmester S., Hattemager D., Guldsmed P., Bogbinder L., Reebslager B. og flere, omtrent 10 i Tallet, hvilket ikke er en ganske ringe Mængde for en By som Ekernførde, hvor saagodtsom hele Embedsstanden og Magistraten er færdig at sprække af Tydskhed. Men i Ekernførde haves aldeles det samme mærkelige Særsyn, som i Flensborg; det er ikke og kan ikke være Danskhed, eller Kjærlighed til det Danske, der driver disse Folk til at udsætte sig for Vold og Forfølgelse, for Spot og Haan, men det er den sunde, jævne Borgeraand, der reiser sig mod det lærde slesvig - holsteenske Løgne- og Udsugelses-System, mod Fordærvelsen og Nederdrægtigheden iblandt den slesvig - holsteenske Embedsstand, og mod dette uhyggelige Spil med Eed og hellige Løfter. Foruden hine Borgere er i Ekernførde største Delen af Fiskerne og og Skipperne (der udgjorde 1/4 Deel af Statens Beboere), som stadig have staaet i Forbindelse med Danmark og danske Sømænd, yderst kjede af det oprørske Væsen, og lægge ikke mindste Skjul paa deres Sindelag. Saaledes ere Forholdene i Ekernførde. I den sidste Tid var den loyale Forening trængt frem med større Bestemthed og Ugeneerthed, end før, hvilket da vakte alvorlige Bekymringer blandt de tyske "Patrioter". Nytaarsaften pleier man i denne By, som overalt, at more sig med Smaadrillerier og Karnevalsoptøier, om de end tidt ere lidt plumpe. Den Frihed, som denne Aften syntes at yde, blev af Slesvig-Holstenerne benyttet til en Demonstration mod de troe Slesvigere. Især var det Muurmester S., som var dem en Torn i Øiet. Han havde endog med sine Meningsfæller i Sommer holdt et Gilde i Anledning af Slaget ved Fredericia, hvorfor han rigtignok blev stævnet til Raadstue, men vidste dog at undgaae videre Tiltale ved at foregive, at han havde høitideligholdt sin Kones Fødselsdag. Kl. henimod 9 paa Nytaarsaften rykkede da en Pøbelhob, som iforveien var trakteret af Kjøbmændene H. og M. med ægte Kartoffelbrændeviin, ind paa Muurmesterens Huus og tvang denne til at flygte. Han retirerede til den prøisiske Vagt, midt i Byen, men da denne ikke i mindste Maade vilde yde ham Hjælp, henvendte han sig til Borgemester Langheim, for at bevæge denne til energiske Forholdsregler. Benævnte Borgemester L. er ikke yndet i Ekernførde paa Grund af sit sære Væsen, og, naar der er en eller anden Skandal, saa pleier Gade-Ungdommen altid at betænke hans Vinduer med nogle Steenkast. Da denne Mand saaledes bestandig lever i Angst for at faae sine Vinduet ituslagne, turde han naturligviis ikke yde den flygtede Borger nogen Hjælp, fordi dette vilde have kostet ham alle sine store og dyre Ruder. Muurmester S. maatte altsaa begive sig hjem og fandt da største Delen af sit Indbo aldeles ødelagt. Den vilde Skare var imidlertid draget videre, for at fortsætte sit Arbeide i slesvig-Holsteens Tjeneste. Hos Guldsmed P. paa Torvet søgte de at opbrække Vinduesskodderne, for at aabne sig Adgang til nogle Sølvskeer og Ringe, hvilket dog ikke lykkkedes. Under bestandig Brølen af deres yndede "Meerum-schlungen" opsøgte de nu alle de "Dansksindedes" Huse (ialt 16) og regalerede Vinduerne med Steen samt Beboerne med Trusler og Skjældsord. Omsider Kl. 1 var Runden gjort og alle "Forrædere" afstraffede. Hverken Politiet eller Prøiserne have gjort det Mindste for ar forhindre dette Uvæsen. Hvad vil nu følgen blive af disse Exesser? De velsindede Slesvigere ville slutte sig end tættere sammen, de ville end klarere føle og erkjende, hvad det slesvig-holsteenske Væsen er og tilsigter, de ville med Trofasthed og Taalmodighed oppebie den Stund, da deres Konge atter bliver Herre i Landet - og frelser dem fra videre Undertrykkelse.

(Dannevirke 7. januar 1850)

Året efter var slesvig-holstenerne ved at blive nedkæmpet, og Langheim fik i september 1850 også dømmende politimyndighed. I september måtte han dog flygte fra slesvig-holstenerne, "und hoffentlich kehrt er nicht wieder", som mange tyske aviser skrev da de igen indtog byen. Danske skibsbatterier havde skudt plejehuset i brand. "Gefion" var slesvig-holstensk: 

Danskerne som var smidt ud af Eckernförde, forsøgte at sætte ild til Gefion. En dansk bombe ramte Gefion. Borgmester Langheim fra Eckernförde er flygtet til danske skibe. Men hans kone, der er født i København, vil gerne holde med tyskerne.

Die Dänen, die aus Eckernförde geworfen wurden, machten den Versuch, die Gefion in Brand zu stecken. Eine Dänische Bombe hat die Gefion getroffen. Der Bürgermeister Langheim aus Eckernförde hat sich auf dänische Schiffe geflüchtet. Seine Frau aber, aus Kopenhagen gebürtig, will's mit den Deutschen halten.

(Die Volksbötin 20. september 1850.)

En tysk avis skrev tilbageskuende om denne affære:

Borgmesteren Langheim, måske den eneste i Eckernförde, der sympatiserede med danskerne, blev tvunget til at svare på Paludans brev på vegne af byen Eckernförde om at borgerne overlod beslutningen om at fortsætte eller stoppe kampen til de militære myndigheder. Umiddelbart efter parlamentarikerens ankomst havde Jungmann og de øvrige befalingsmænd besluttet ikke at lukke skibene ud af havnen igen. De svarede derfor, efter at de heroiske borgere i Eckernförde udelukkende havde lagt beslutningen i deres hænder:

"Vi ser ingen grund til at skåne dine skibe. Skulle du udføre din trussel om at beskyde en åben by, ville et sådant hærværk blive en forbandelse for Danmark, hvis repræsentant du er her. Jungmann, kaptajn og chef for kystbatteriet. Irminger, kaptajn og bataljonschef. Wiegand, bychef".

Der bürgermeister Langheim, der Einzige vielleicht in Eckernförde, der dänischen Sympathien hatte, sah sich gezwungen, auf Paludans Schreiben im Namen der Stadt Eckernförde zu erwidern, dass de Bürger die Entscheidung über Fortsetsung oder Einstellung dess Kampfes den Militärbehörden überliessen. Jungmann war mitt den übrigen Kommandeurs gleich nach dem Eintreffen des Parlamentärs entschlossen gewesen die Schiffe nicht wieder aus dem Hafen zu lassen. Sie erviderten daher, nachdem die heldenmüthigen Bürger Eckernförde's die Entscheidung ausschliesslich in ihre Hand gelegt:

"Wir sehen uns nicht veranlasst, Ihre Schiffe zu schonen. Sollten Sie Ihre Drohung, eine offene Stadt zu beschiessen, verwirklichen, so, würde ein solcher Vandalismus der Fluch Dänemarks werden, dessen Repräsentant Sie hier sind. Jungmann, Hauptmann und Kommandeur der Küstenbatterie. Irminger, Hauptmann und Batallionskommandeur. Wiegand, Stadtkommandant".

(Der Kamerad: militärisch-belletristisches Wochenblatt. 19. februar 1864).

Hans kone havde åbenbart slesvig-holstenske sympatier, og dette blev efter  krigens afslutning i 1852 lagt borgmester Langheim til last: hans kone havde hyldet Bonin efter hans sejr ved Fredericia:

--- 

For ikke mange Dage siden holdt Omegnens galante Folk et Bal i Blumthal Kro, hvor ogsaa den berygtede Kiøbmand Martini var tilstede; en dansk Officier, som paa anden Haand ønskede Entré, blev afvist. Her levedes høist gemytligt med Schleswig-Holstein meerumschlungen og Hochs for Staten Schleswigholstein. Advocat Lübbes er ogsaa Justitsembedsmand paa Godset Maasleben, hvorunder Kroen sorterer. For faa Dage siden gav Hr. Cordes paa Hohenstein, tal Norden for Eckernförde, et Selskab for sine Naboer, Venner og Troesforvandte, og blandt disse navnes ogsaa Advocai Lübbes. Her sang man ved Bordet "Schleswig-Holstein mcerumschlungen", holdt patriotiske Taler til Bedste for det Land Schleswig-Holstein og udbragte Vivat og Hochs for samme, og der i Lübbes's Overværelse, der netop er Justitsembedsmand paa Godset. Vi kunne naturligviis ikke sige, om Lübbes raabte med, ja vi kunne ikke engang forsikkre, at han hørte derpaa - vi vare nemlig ikke iblandt Gæsterne - men vi opfordre ham herved at fralægge sig denne for en Embedsmand høist graverende Beskyldning ved at bevise sit Alibi; thi han skal, saafremt Regjerlngen giør Noget ved Sagen, undersøge Criminalia og dømme sine Medskyldige. Hvad nu Eckernförde angaaer, da befinder man sig der efter Beleiringstilstandens Ophør ret vel, er tilsyneladende rolig og tillader sig blot i Udkanterne af Byen at give sig Luft i den skiønne "Meerumschlungen", men dette kommer nu formodenlig hverken til Borgemesterens eller Kommandantens Kundskab; man er ikke saa ufornuftig eller ubeskeden at besvære Vedkommendes Øren. Forresten lever Schleswigholsteinismen der i fuldt Velgaaende, og det er visselig ei uden Grund, Eckernförde har feiret den eneste virkelige Triumph, Oprørerne have havt over deres retmæssige Landsherre; d. 5. April 1849 er et uomstødeligt, et blivende historisk Factum.

Vi have kjendt Eckernførde i en Række af Aar og tør derfor frit udtale den Formening, at denne By af det hele Land, som har været insurgeret, sidst vil forandre sig til det Bedre. Blandt flere Grunde er den for os den vigtigste, at Borgemester Langheim er forbleven og mulig fremdeles bliver i sit Embede. Denne Mand, saaledes som vi fjende ham, er af ret gode Evner, men af en svag Charakteer; han er som et Siv for Vinden. Hvad Under da, at han i en Række af Aar har været Schleswigholsteinismens Tilhænger og er mere tilbøielig til det Onde end til det Gode. Vi have kjendt hans Færd, saavel da han udførte Kongens Bud, som da den provisoriske Regjering var hans Afgud; nu er han maaskee igien den retmæssige Fyrstes tro Tjener, forsaavidt en utro Tjener nogensinde igjen kan blive tro. Dersom vi tør meddele nogetsomhelst Raad, da bør han forflyttes; thi han har formeget compromiteret sig til, at han atter kan handle selvstændig som Embedsmand, og det fjendlige Parti tvinger ham netop derved til at handle saavidt gjørligt i sin Aand. Vi ville kun levere eet Beviis, men det er ogsaa slaaende. Efter Schleswigholsteinernes moralske Seir ved Fredericia, efterat Vaabenstilstanden var proclameret og Slesvig altsaa regieredes, om end af Fremmede, dog altid i Kongens Navn, blev Bonin inviteret til Eckernførde og der bekrandset, med al den Pomp, Høie og Lave, Embedsmænd og Borgere, kunde udvise, som Seirherre ved Fredericia, af Borgermester Langheims ægteviede Hustru. Man lægge Mærke til Sagen. Den fungerende øverste Magistratspersons Kone bekrandser offenlig Landsherrens Fjende, fordi han har kjæmpet mod hans Armee; om den gode Langheim eller Fruen tillige holdt Talen, som naturligvis blev holdt, erindre vi ei længer. Kan der vel tænkes større Forhaanelse mod Landsherren! Og denne Fru Langheim er født dansk, vi troe i Kjøbenhavn. I danske Hædersqvinder, hvis Sønner have blødt for os, Eders betrængte og mishandlede Brødre, hvis Gaver have qvæget saavel den saarede Oprører som den hæderkronede Kriger, beklage med os, at en dansk født Qvinde er falden saa dybt! Om Advocat Lübbes ville vi denne Gang ikke tale mere, uagtet vi ubetinget ansee ham for en af Partiets Koryphæer; vi ville først see, om han agter at frigjøre sig for, hvad vi ovenfor have debiteret, og forbeholde os da fremdeles Ordet om ham, naar vi dertil finde os foranledige.

---

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 22. maj 1852).

I hvert fald ser det ud til at de danske myndigheder var utilfredse med ham, for i august 1853 blev Langheim degraderet til stadssekretær, mens den 23-årige cand. juris. Hammerich blev borgmester, byfoged og politimester. Nogen stor ændring synes det dog ikke at have medført, Langheims linje blev videreført.

Efter krigen blev alle de slesvig-holstenske embedsmænd afskediget. Langheim måtte godt nok opgive posten som borgmester i 1853, men han fik lov til at fortsætte som bysekretær, auktionsforvalter og rådmand. Han afløstes af premierløjtnant Louis Hammerich (1830-1919) som havde deltaget i krigen som frivillig på dansk side. Han fungerede 1853-1856.  

Fra hertugdømmet Slesvig, 20. februar. (Schw. M.) Den efter det slesvigske ministeriums befaling anlagte sag af magistraten i Eckernförde by mod den tidligere borgmester i Langheim, nu bysekretær der, for tilbagebetaling af pengene fra bykassen i årene 1849-1850 til statskassen i Rendsborg i statholderskabets regeringstid indbetalte skatter til indretning af krigsskat og og de renter, der betales til private, der låner byen penge til dette formål, er fra appelretten i Flensborg den 22. december v. J. besluttet, at tiltalte kun skal tilbagebetale 301 og 44 1/4 FRM i stedet for de krævede 4250 og 82 FRM, og sagsomkostningerne.

Aus dem Herzogthüme Schleswig, den 20. Februar. (Schw. M.) Die auf Befehl des Schleswigschen Ministeriums von dem Magistrate der Stadt Eckernförde wider den vormaligen Bürgermeister Langheim, jetzt Stadtsecretär daselbst, erhobene Klage auf Ersatz der aus der Stadtkasse in den Jahren 1849-1850 an die Landeskasse in Rendsburg während der Regierung der Statthalterschaft einbezahlten Termine der zur Entrichtung der Kriegssteuer ausgeschribenen gezwungen Anleihe und der an Privaten, welche der Stadt dazu Gelder angeltehen, dafür bezahlten Zinzen ist von Appelationsgerichte zu Flensburg den 22. December v. J. dahin entschieden, dass der Beklagte statt der geforderten 4250 und 82 F. R. M. nur 301 und 44 1/4 F. R. M. zu erstatte habe, under Vergleichung der Prozeskosten.

(Magdeburgiscxhe Zeitung: Anhalter Anzeiger 1. marts 1858.)

- Undersøgelserne mod Dr. Heiberg i Slesvig i Anledning af Udbredelsen af Stænder-Majoritetens Adresse have lfølge "R. E." ført til den Oplysning, at de Stænderdeputerede Raadmønd Marquardsen, Hansen-Grumby og Ahlefeldt-Sehested imellem 10. og 11. Febr. begav sig til Slesvig og medbragte den i Forsamlingens Bureau trykte Rumohrske Adresse. Disse tre Herrer konfererede derpaa med Dr. Heiberg, udlagte Texten i Klubbens "Museum" samt oplæste Adressen for en Forsamling; samtidigt bestilte Dr. Heiberg 2000 Aftryk af Adressen hos Bogtrykker Pfingsten i Itzehoe og denne havde allerede den 14. Februar Arbeidet færdig. Af Alt dette fremgaaer saaledes, at  hele Arrangement ved den oprørske Adresses Offentliggiørelse er udgaaet fra Majoritetens 26 Medlemmer. Da Dr. Heiberg den 16. modtog Exemplarer af Adressen, lod han den uopholdelig uddele i Slesvig, Kiel, Hamborg og Flensborg. I den sidste By anholdt man samtlige Adresser i Herzbruchs Boghandel og der skal ikke være forsendt Exemplarer Nord for Flensborg (?). da der ikke har været taget Aftryk af Adressens danske Text. - Med Hensyn til den oprørske Adresse fra Byen Slesvig have Undersøgelserne vist. at dens oprindelige Text er forfattet af Kjøbmand og deputeret Borger Berseck og i Aafskrift meddeelt Brygger Detlefsen og Korkfabrikant Esch, der paatoge sig at forlokke smaaborgere til at underskrive Adressen. Det lykkedes dem dog kun at samle 80 Underskrifter, da mange Borgere vægrede sig ved at underskrive en saa oprøst Text; Adressen blev derfor omredigeret, og Kjøbmand Herting og den Deputerede Langheim satte sig derpaa i Bevægelse for at samle Underskrifter. Den saaledes modificerede Adresse synes dog endnu at have været Slesvigs Borgere for skarp, thi Berseck, Esch og Brødrene Detlevsen forenede sig senere om at redigere en endnu mildere Text, der blev udført i Steentryk af Lithograph Eckener i Slesvig. Disse Adresser bleve samtlige leverede til Byens Stænderdeputeret, Raadm. Marquardsen, der medtog dem til Flensborg. Efterhaanden have samtlige Underskrivere nu indrømmet, at de ere blevne opfordrede til kun at sætte deres Navn under Adressen, uden at kjende eller i ethvert Fald at forstaae dens Indhold: "thi en Takadresse er jo dog en uskyldig Ting!" - De deputerede Borgere Berseck, Langenheim, Arlitz og Myohl ere suspenderede som saadanne og Raadmand Marquardsen udelukket fra Majoritetens Forhandlinger indtil Undersøgelserne have givet et bestemt Resultat for hans Nedkommende. - Ifølge en Korresp. til "I. R." have Stadssekretairerne (Byskriverne) i Slesvig og Ekernførde erholdt Vink om at søge deres Afskeed, og Hr. Langheim er som Følge heraf afreist til Kjøbenhavn, hvor han skal have havt flere Audientser hos den slesvigske Minister,

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 13. april 1860)

Efter den affære synes det som de danske myndigheder havde fået nok af Langheim,  tommelskruerne skulle skrues på mod oppositionen, og det anså man ikke Langheim for manden til. Den 16. april 1860 blev C. C. Langheim afskediget i nåde og med pension. Han var da stadssekretær, auktionsforvalter og rådmand. Samtidig meddeltes at justitsråd Leisner var bogmester, stadssekretær, byfoged og auktionsforvalter. Se andetsteds på denne blog. 

I oktober 1860 fik C. C. Langheim, nu forhenværende stadsekretær i Eckernförde bestalling til at drive advokatforretning i hertugdømmet Slesvig mod at tage bopæl i byen Slesvig. I december 1860 fik C. C. Langheim af kongen bestalling til at drive advokatforretning ved underretterne i hertugdømmet Slesvig med forpligtelse til at tage bopæl i byen Slesvig. Han døde kort efter krigens slutning i oktober 1864, ca. 58 år gammel efter længere tids sygdom.

Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvig. "Dv." meddeler følgende fra Husum den 31te October:

- Af væsentligt Nyt haves intet. Tre herværende Tjenestepiger, hvoraf to staa i Condition hos den bortflygtede Amtsforvalter Getzer, ere af vor Commandant ikjendte 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, fordi de, trods skærpede Advarsler, have smykket herværende faldne Insurgenters Grave med symboliske Krandse. man undrer sig over, at de, som have bundet Krandsene og ledet Demonstrationen, nemlig Fru Klincke (Beselers Søster), hendes to Frøkendøtre og Gartnerdatteren Jomfru Thegen, ikke ere satte paa Vand og Brød, men at de stakkels afhængige Tjenestepiger ene skulle undgjælde.

Forleden Dag vendte paa et Dampskib en Mængde Husum-Indvaanere, som i Sommer vare flygtede, fra Hamborg tilbage hertil, tilsyneladende i en Stemning, der sagde, at de mistvivlede paa deres Sag og nnu vilde føie sig i Forholdene. De bleve satte under Politiets Opsyn. Ved en Visitation, som foretoges hos dem, inden de kom iland, fandtes en saadan Mængde forseglede Breve hos dem, at de Multker, de herfor have at udrede til Postkassen, skal beløbe sig til circa 100 Mrk. Blandt disse hjemkomne Flygtninge findes ingen Embedsmænd. Disse udeblive, og at de i det Fjerne lide Savn nok, kan man tænke sig, da de fik bort, uden at modtage enten Vinterklæder eller Andet, fordi de antoge, at deres Undvigelse til Holsteen kun vilde vare nogle Dage. Tilliden dengang til Willisen og hans Hær var endnu usvækket. Nu har Amtsforvalter Setzer skrevet hertil og bedet om faae sin Garderobe udleveret, hvilket er blevet ham tilstedet. Medens Bombardementet og Stormen af Frederikstad den 4de Octbr. stod paa, opholdt henved 80 bortflygtede embedsmænd sig sønden for Staden og Eideren paa Holsteensk Grund, afventende det Øieblik, da Holsteinerne indtoge Byen og fordreve de Danske, for derpaa at gaae tilbage til deres embeder her og i det øvrige sydvestlige Slesvig. Frederikstad, som ved en kanonade, der ille tillod Nogen at tælle til Fem mellem hvert Skud, borgede for et heldigt Udfald. At det desuagtet kom anderledes, vakte stor Fortvivlelse, og bestemte Setzer til nu at see at faae sine Vinterklæder tilsendte.

Under Frederikstads Bombardement viste Husums Indvaanere sig fra en smuk Side, idet baade de tydsk- og dansksindede i to Dage, den 4de og 5te sendte, rigtignok paa Borgermester Davids Bøn, hver Dag mange Læs Føde- og Drikkevare til den kjæmpende danske Besætning i den brændende By. Alle, Fattige og Rige, søgte at overgaae hverandre i at levere skaaret Smørrebrød, Skinke, Steg, Viin, Rum, Brændeviin, Øl osv. Vor Byes Stortydsker, Hr. Apotheker Paul (en Broder til Oberst St. Paul, der den 27de April 1849 tog Orla Lehmann tilfange ved Kolding, men faldt i Begyndelsen af Juni ved Fredericia, truffen af en dansk Kanonkugle) erklærede, at nu gik det for vidt med Husums Indvaanere, thi at sende "Fjenden" Levnetsmidler og styrke ham i de Øieblikke, der kjæmpedes mod ham, var aabenbar Vanvid.

Det er virkelig ikke langt fra, at Husum om føie Tid kan i det Smaa lægge samme gode Aand for Dagen, som Flensborg saa længe har gort i det Store, og blive et Støttepunkt for Troskab og Loyalitet her i Egnen. Endog vore Drenge paa Gaderne synge nu: "Dengang jeg drog afsted" osv., hvortil de afvexlende nynne Melodien: "Dansken har Seier vundet" etc. Nu er et stort Antal indvaanere i Begreb med at anskaffe et Monument for de her begravede danske militaire. Disses fælles Grav paa Kirkegaarden vrimler af smaae danske Faner, og hver dansk Soldats Kiste prydes af de trosindede Damer, i hvis Spidse den fædrelandsksindede Fru Ebert staaer, med to Krandse,ligesom ogsaa Graven hver gang udsmykkes af dem. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. november 1850, 2. udgave. Uddrag).

Der blev senere opsat et monument for de faldne danske. Et krigsmonument for de faldne slesvigholstenere blev først opsat i marts 1865. En navneliste for de danske, østrigske og slesvigholstenske soldater findes her.

I Frederikstad findes en 3 m høj obelisk for de 53 danske soldater, der faldt under Frederiksstads belejring fra 29. september til 4. oktober 1850. Monumentet blev indviet den 13. januar 1853 af feltprovst Høyer Møller. Oberst Helgesen var indbudt, men kom ikke. Angiveligt pga. gigt, sandsynligvis dog pga. hans afsky for offentlig fremtræden. Der er også et mindesmærke for de slesvig-holstenske soldater. 

Slesvig den 4de Novbr. I tydske Blade opfordrer under 18de f. M. en "Humanitets-Forening i Osnabruck" til Pengebidrag for at understøtte de Familiefætre, der i Juli d. A. frivilligen have forladt Slesvig og derved skal være geraadede i stor Trang. Nu kan det vel være enhver dansk Mand ligegyldigt, om, hvorledes og hvormeget de Ligesindede vilde af Humanitets- eller andre Hensyn bidrage til at forbedre disse bortflygtede Insurgenters nuværende uheldige, men i ethvert Tilfælde selvvalgte Stilling; dog Opfordringen indeholder endeel Præmisser, hvis Usandhed Indsenderen ikke kan undlade at fremhæve neget. Naar der saaledes anføres, at "flere tusinde tydske Familiefædre" have rnaattet forlade deres Hjem i det Slesvigske, hører dette Tal vistnok til de sædvanlige Overdrivelser; thi deres Antal udgjør dog næppe mere end i det høieste "flere hundrede". Var det i Virkelighed flere "tusende", navnligen "tydske" Familiefædre, der havde forladt deres herværende Domicil, da var dette iøvrigt et yderligere Beviis for Nødvendigheden af en Forandring i de hidtil bestaaende Forhold, og ikkun billigt, at disse Mange snarest forlode et Land, der er mere dansk end tydsk, for at vende tilbage til deres oprindelige Hjem: Tydskland, der burde kunne brødføde sine egne Sønner. Dernæst siges, at de have forladt Slesvig for at undgaae "Fangenskab og Mishandling af de Danske". Hvoraf vide de dette? Naar de ikke vare sig brødefulde Handlinger bevidste og havde en god Samvittighed, kunde de bestemt have forblevne uanfægtede hjemme, og fra et upartisk Standpunct maa det erkjendes, at Mange iblandt dem, der stode i Spidsen for en Menighed og en Familie, samt forvaltede et dem anbetroet Embede, burde have have moralsk Mod til at blive paa deres Post og opfylde deres Pligt, ogsaa som - Familiefædre. Der anføres, "at Statholderskabet ikke tilsteder dem at tage Deel i Kampen for Hertugdømmernes Sag." Er dette sandt, er da Grunden nok ene den, at de ansees for at være uskikkede dertil; thi det er en Kjendsgjerning, at en stor Mængde af disse bortflygtede Familiefædres kampdygtige Sønner tjene i Insurgenternes Hær, og flere af disse ere allerede faldne eller fangne i denne Kamp. Endelig anføres, vel for at vække større Medlidenhed for disse Flygtninge, at de ere "i Angst og Sorg for deres Tilbageblevne, om hvis Skjebne de ere i fuldkommen Uvidenhed". Hertil kan bemærkes, at Mange vel have stor Grund til at nære Sorg for dem, de saa ubetænksomt og uskaansomt have forladt i deres politiske Ruus, men at Ingen behøver at leve og at næppe Mange leve uvidende om deres Skjebne, og en flittig Correspondence uhindret finder Sled imellem de Bortflygtede og deres Tilbageblevne.

Hertugdømmet Slesvig. ("Officiel Tidende)", Entledigelse. Under 24de October er den constituerede Borgermester og Politimester i Staden Slesvig, Etatsraad Scrader, fritaget for Bestyrelsen af Borgermesterembedet.

Under f. D. er Pastor Carstens entlediget fra sit Embede, som Sognepræst ved St- Johannis Menighed paa Föhr.

Under 25de f. M. er Etatsraad Thielsen entlediget fra sit Embede som Directeur ved Døvstummeinstitutet i Slesvig.

Under 20de f. M. er Rector og 1ste Lærer ved Borgerskolen i Tønder, Petersen, entlediget.

Under 28de f. M. ere entledigede: Pastor T. L. Bjørnsen, efter Ansøgning, fra sit Embede, som Sognepræst i Skodborg under Haderslev Provsti; og Pastor Kühl, fra sit Embede, som Sognepræst ved den nye Kirke paa Pellworm.

Udnævnelser. Under 24ee October er Justitsraad og Committeret i Finantsministeriet, Feddersen, constitueret som Borgermester i Staden Slesvig.

Under 25de s. M. ere konstituerede: Pastor Mørck-Hansen, som Sognepræst i Feldsted under Apenrade Provsti; og const. Borgemester i Slesvig, Justitsraad Feddersen, som Directeur ved Døvstumme-Institutet sammesteds.

Under 28de f. M. er hidtilværeude constitueret Sognepræst i "Gross"- og "Klein" - Solt, under Flensborg Provsti, lic. thieol. E. H. Hagerup, udnævnt til Sognepræst sammesteds.

Under 29de f. M. er Capellan ved Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn, Pastor H. P. Kofoed-Hansen constitueret som Sognepræst ved Mariekirken i Haderslev.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1850, 2. udgave)

Friedrichstadt 1850. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig den 7. oktober. I går vovede et dansk rekognosceringskorps sig ret langt og blev angrebet af vort infanteri, hvorpå det hastigt trak sig tilbage og efterlod nogle få døde og sårede. Stillingen foran Friedrichstadt blev i dag frivilligt opgivet; Batterierne er revet ned, og de tunge kanoner er allerede ved at blive transporteret til Rendsburg-fæstningen. Kanonbådene vil også gå op ad Ejderen, og infanteriet vil forblive for at dække stillingen indtil slutningen og indtage deres gamle forpoststilling ved Sydstapel. Stillingen i Friedrichstadt, som vi nu har haft lejlighed til at se klart, er nu uacceptabel; Terrænet, der er gennemfuret af grøfter og vandløb og mest består af mose og Tørvemose, kan ikke passeres, kun hovedvejen og et dige mellem Seeth og Husum; Disse veje er dog så beskyttet af et betydeligt antal fæstningsværker, at det er praktisk talt umuligt at komme frem ad dem. Men intet kunne opnås med bombardementet; selve byen ligger i ruiner bortset fra 14 huse, der bliver stående, og i forgårs satte danskerne selv ild til husene ved Wollersum tæt ved byen. Danskerne opkaster hele tiden lervolde, hvori vore batteriers kugler sætter sig fast uden at volde nogen skade, og bag sådanne dobbelte og tredobbelte lervolde står deres skanser, forsynet med pallisader og brede grøfter, mod hvilke den stærkeste ild, vi holder, ville ude af stand til at bekæmpe dem. På grund af de mange pionerer og arbejdere, de til enhver tid kan trække på, var de i stand til at bygge nye fæstningsværker hver dag i en række forskellige retninger, som vi ikke kunne observere; I løbet af aftenen og natten, når solen går ned, stiger en tung tåge og tåge fra sumpene og den fugtige jord, som gør det umuligt at se noget nøjagtigt i en afstand af 40 skridt; Derfor var danskerne i stand til at rette en frygtelig kardæsk-ild mod det fremstormende infanteri, fra områder og skanser, hvor de mindst havde forventet det. Desuden indbragte de en brigade, så deres koncentrerede styrke dér udgjorde 8-10.000 mand, som alle var i bivuac en halv mil fra Friedrichstadt i området ved Schwabstedt. Hvis vore soldater var kommet til Friedrichstadt, ville de så af denne grund så have haft at gøre med massevis af fjender, som det lille antal der stormede ind, ikke kunne have trodset. Med hensyn til selve stormen erfare vi af en preussisk officer, der deltog i den som amatør, at vores troppers mod og hurtige, glædelige præstation oversteg alle krav; de angreb med sandt mod og tog de første skanse på ingen tid, indtil den morderiske krydsild fra de maskerede batterier tvang dem til at vende om.

Nu er man i almindelighed ret enige om, at et gunstigt angreb først kan finde sted med begyndelsen af ​​den kolde årstid, så snart der er frostvejr, da er alle de fordele, som fjenden nu har, illusoriske. Marskene og tørvebrudene kan krydses som jævne marker, grøfter og flodarme eller broer kan også krydses med lethed, og fjenden kan ikke gøre meget med deres skibe.

Ved angrebet på Friedrichstadt skal man foruden de mange ofre sørge for byens beboere, som alle mistede deres ejendele; Lad os dog håbe, at så snart området kommer tilbage i vores hænder, vil der blive gjort alt for at kompensere de fattige.

Aus Schleswig, 7. Okt. Nachdem gestern ein dänisches Recognoscirungscorps sich ziemlich weit vvowagte und von unserer Infanterie angegriffen wurde, worauf dasselbe sich eiligst zurückzog, und einige Todte und Verwundete zurückliess, ist heute die Stellung vor Friedrichstadt freiwillig aufgegeben worden; die Batterien werden abgebrochen, die schweren Geschützebefinden sich bereits auf dem Transport nach der Festung Rendsburg. Die Kanonenboote werdengleichfalls die eider heraufgehen und die Infanterie wird bis zuletzt als Deckung der Position verbleiben, und ihre alte Vorpostenstellung bei Süderstapel einnehmen. Die Position bei Friedrichstadt ist, wie man nun Gelegenheit hatte, genau zu sehen, für jetzt eine unnehmbare; das durch Gräben und Flüsse durchfurchte Terrain, meistens aus Marschboden und Torfmoor bestehend, ist nicht zu passieren, sondern nur die Chaussee und ein Deich von Seeth und Husum; diese Strassen sind aber durch eine bedeutende Anzahl von Werken so geschützt, dass ein Vorschreiten darauf geradezu unmöglich ist.  Mit dem Bombardement ist aber auch nochts zu erreichen gewesen; die Stadt selbst ist bis auf 14 Häuser, die stehen geblieben, ein Schutthausen, und noch vorgestern haben die Dänen die in der Nähe der Stadt befindlichen Häuser bei Wollersum selbst in Brand geschossen. Die Dänen werfen fortwährend Wälle von Lehmerde auf, worin die Kugeln unserer Batterien stecken bleiben, ohne zu schaden, und hinter solchen doppelten und dreifachen Lehmwällen stehen ihre mit Pallisaden und breiten Gräben versehenen Schanzen, gegen welche das stärkste von uns unterhaltende Feuer nichts vermöchte. Durch die vielen Kräfte, die sie jederzeit an Pionieren und Arbeitern heranziehen können, war es ihnen möglich, täglich neue Werke nach den verschiedensten Richtungen hin zu errichten, welche von uns nicht beobachtet werden konnten; während des Abends und der Nacht, sowie die Sonne untergeht, steigt aus den Sümpfen und dem feuchten Boden ein heftiger Dunst und Nebel empor, der schon auf 40 Schritte Entfernung nichts mehr genau erkennen lässt; deshalb konnten die Dänen auch auf die heranstürmende Infanterie ein furchtbares Kartätschenfeuer richten, aus Gegenden und Schanzen, wo man es gerade am wenigsten erwartete. Zudem haben sie noch eine Brigade herangezogen, so dass ihre dort concentrirte Macht sich auf 8-10,000 Mann belief, die alle eine halbe Meile von Friedrichstadt im Umkreis bei Schwabstedt im Bivuac lagen. Wären deshalb auch unsere Soldaten bis Friedrichstadt gekommen, so hätten sie es alsdann mit einem in Masse aufgestellten Feinde zu thun bekommen, dem die kleine dearnstürmende Zahl nicht hätte Trotz bieten können. Ueber den Sturm selbst erfahren wir von einem preussischen Offizier, der denselben als Amateur mitgemacht, dass der Muth und das schnelle, freudige Vorgeben unserer Truppen alle Voraussetzungen übertroffen habe; mit wahrer Muth griffen sie an und nahmen die ersten Schanzen im Nu, bis das mörderische Kreuzfeuer der maskirten Batterien sie zum Umkehren nöthigte.

Jetzt ist man allgemein darüber ziemlich einig, dass ein günstiger Angriff nur mit dem Eintreten der kalten Jahreszeit, sobald es Frostwetter gibt, geschehen kann, alsdann sind alle die Vortheile, die jetzt der Feind hat, illusorisch. Die Marschlande und Torfbrüche sind wie ebne Felder zu passiren, die Gräben und Flussarme gleichfalls oder doch Brücken mit Leichtigkeit herüberzuschlagen und der Feind kann ausserdem mit seinen Schiffen auch nicht viel operiren. 

Bei dem Angriff auf Friedrichstadt sind neben den vielen Gefallenen die Einwohner der Stadt zu beklagen, welche ohne Ausnahme ihre Habe eingebüsst haben; hoffen wir jedoch, dass, sobald die Gegend wieder in unsere Hände gelangt, man Alles thiun wird, um jene Armen zu entschädigen.

(Regensburger Zeitung. 13. oktober 1850)

Carl Warnberg (1822-1875): Friedrichstadt. Før ødelæggelsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Musketeren Heinrich Claussen fra 3. kompagni af 11. infanteribataljon blev dræbt den 4. i år. M. skød gennem benet under sit kompagnis angreb på Friedrichstadt. Hans kammerater kunne ikke længere få ham væk, fordi broen over grøften var knækket, og de trak sig tilbage. Claussen tog sin sabel og riffel af, kastede dem begge til sine kammerater og kastede sig i voldgraven med ordene: "De forbandede danskere skal ikke få mig" og druknede. Der er mange vidner til denne handling.

Der Musketier Heinrich Claussen der 3. Compagnie des 11. Infanteriebattaillons wurde am 4. d. M. bei der Angriff seiner Kpmpagnie auf Friedrichstadt durch's Bein geschossen. Seine Kameraden konnten ihn nicht mehr fortschaffen, da die Brücke über den Graben gebrochen und sie auf dem Rückzuge begriffen waren. Claussen nahm Säbel und Gewehr ab, warf beides den Kameraden zu und stürzte sich mit den Worten: "Der verdammte Däne soll mich doch nicht haben", in den Treenegraben und ertrank. Der Zeugen dieser That sind viele.

(Regensburger Zeitung.  15. oktober 1850)

Fra Slesvig den 10. oktober Operationerne mod Friedrichstadt er nu fuldstændig opgivet, tropperne er stationeret på denne side af Ejderen og kun en kæde af forposter er stationeret nær landsbyen Sydstapel på den anden side af Ejderen. Danskerne synes dog at vente et nyt angreb på denne side og have gjort alt for yderligere at befæste deres allerede stærke stilling; I vest arbejdes der på nye fæstningsværker bestående af skanser og blokhuse ved mundingen af ​​Ejderen nær Ramstedt og Colligbüttel, således at denne position vil få virkelig kolossal styrke i den nuværende årstid. General von Willisen blev beskyldt for hurtigt at opgive denne yderst vigtige stilling kort efter slaget ved Isted, uden en egentlig kamp, ​​især da den nuværende generobring af dette rige og værdifulde område er blevet umulig og selv med de største ofre intet er blevet opnået i menneskers forhold og tabet af byen Friedrichstadt. Denne anklage er meget let at fremsætte og virker ret plausibel for enhver, der er forudindtaget; Men dengang var det umuligt at vide, om ikke danskerne snart ville foretage endnu et angreb mod vores nuværende hovedstilling ved Rendsburg, hvorfor hæren måtte koncentreres direkte foran denne vigtige fæstning og ikke tillod nogen omfattende udvidelse til den vestlige del af landet. Dette er også behørigt anerkendt af alle, der er nærmere bekendt med pmstændighederne.

Aus Schleswig, 10. Okt. Die Operationen gegen Friedrichstadt sind nunmehr gänzlich aufgegeben, die Truppen sind diesseit der Eider stationirt und nur eine Vorpostenkette steht bei dem Dorfe Süderstapel jenseits der Eider. Die Dänen scheinen jedoch einen neuen Angriff auf dieser Seite zu erwarten, und haben alle Anstalten getroffen, um ihre schon so fest Position noch mehr zu befestigen; es werden im Westen hart an der Eidermündung bei Ramstedt und Colligbüttel neue Befestigungswerke, aus Schanzen und Blockhäusern bestehend, gearbeitet, so dass diese Position während der jetzigen Jahreseit wine wirklich kolossale Stärke erhält. Man hat aus dem schnellen Aufgeben dieser so überaus wichtigen Position kurz nach der Schlacht bei Idstedt, ohne einen eigentlichen Kampf, dem Obergeneral von Willisen einen Vorwurf gemacht, zumal die jetzige Wiedereroberung dieser so reichen und werhtvollen gegend zur Unmöglichkeit geworden und selbst mit den grössten Opfern an Menschen und dem Verlust der Stadt Friedrichstadt nichts erreicht worden ist. Es ist dieser Vorwurf sehr leicht zu machen und erscheint auch jedem Befangenen recht plausibel; allein zu jener Zeit konnte man nicht wissen, ob die Dänen nicht sehr bald einen weitern Angriff gegen unsere dermalige Hauptposition bei rendsburg unternehmen würden, desshalb musste die Armee unmittelbar vor dieser wichtigen Festung concentrirt werden und gestattete keine weitläufige Ausdehnung bis nach dem Westen des Landes. Dies findet denn auch bei allen mit den Verhältnissen näher Betrauten seine richtige Würdigung. 

(Regensburger Zeitung. 16. oktober 1850)

Adelbert Heinrich von Baudissin (1820-1871): Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Sturm auf Friedrichstadt. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Husum den 12. oktober "Hamb. N." skrives herfra: "Byen Friedrichstadt eksisterer ikke mere, den består kun af huse af murbrokker; fordi de få bygninger hvoraf nogle stadig står, og som ilden ikke nåede, er så ødelagt af kugler, granater og bomber, fyldt med huller og nedrevet, så de også kun ligner murbrokker og ruiner. Den østlige del af byen er fuldstændig brændt ned, ligesom den sydlige del op til markedspladsen, kun noget af den såkaldte Hinterstadt er tilbage stående; men færgehuset, hele øen (beliggende tæt på byen), rådhuset, kirker, prædikanthuse og skolebygninger, alt er blevet ødelagt af flammer. Ingen indbygger er der længere. Også de 3 store sluser, i midten af ​​hvilken Treene vides at være afvandet i Ejderen, som det er kendt siger, er totalt sønderskudt og ødelagt, ligesom kornmøllerne og Borkmøllen er blevet ødelagt. Med et ord: Friedrichstadt er ophørt med at eksistere.

Husum, 12. Okt. Den "Hamb. N." wird von hier aus geschrieben: "Die Stadt Friedrichstadt exisitirt nicht mehr, selbige besteht nur noch aus einem Schutthausen; denn sie wenigen Gebäude, die zum Theil noch stehen geblieben und die das Feuer nicht erreicht hat, sind von Kugeln, Granaten und Bomben so zerschossen, durchlöchert und zugerichtet, dass sie gleichfalls nur wie Trümmer und Ruinen aussehen. Der östliche Theil der Stadt ist gänzlich niedergebrannt, gleichfalls der südliche Theil bis an den Marktplatz, nur etwas von der sogenannten Hinterstdadt ist stehen geblieben; aber das Fährhaus, das ganze Eiland (hart an der Stadt liegend), Rathhaus, Kirchen, Predigerhäuser und Schulgebäude, Alles istd ein Raub der Flammen geworden. Kein Einwohner ist mehr da. Ebenfalls sind die 3 grossen Schleussen, mittelstd deren die Treene bekanntlich in die Eider abgeleitet wird, wie man sagt, total zerschossen und ruinirt, wie auch die Kornmühlen, nebst der Borkmühle vernichtet sind. Mit einem Worte: Friedrichstadt hat zu existiren aufgehört.

(Regensburger Zeitung. 19. oktober 1850)

Fra Slesvig-Holsten, 15. oktober (Stemningen i hertugdømmerne). - - -Tordenen af ​​kanoner foran Friedrichstadt er stilnet, og den offentlige mening har haft tid til at afklare og gøre opmærksom på, hvad der sker der. Men den første nyhed om det uheldige fiasko af forehavendet, som kostede så mange af vores modige sjæle livet, havde en chokerende effekt; efter alle de tidligere nyheder var folk ikke forberedte på en sådan fiasko, og de så frem til succes med endnu større selvtillid, da de vidste, at v. d. Tann, som stadig har både befolkningens og hærens tillid og kærlighed, kommanderede der. Et særligt og dybt sørgeligt indtryk gjorde nyheden om at de hjemløse i Friedrichstadt som følge af byens afbrænding blev tvunget til at gøre brug af andres gæstfrihed, og derfor var den generelle sorg endnu større end efter de tabte. slaget ved Istedt. Men snart dukkede vort folks særlige karakter frem, som så længe og især i år var blevet prøvet så strengt gennem en næsten uafbrudt række ulykker, men som var blevet bevist desto dygtigere. Den første øjeblikkelige forfærdelse gav snart plads til øget beslutsomhed, en fast vilje blev udtrykt til at anstrenge alle ens kræfter endnu mere for at opnå den endelige sejr, ikke at opgive den hellige kamp for frihed, retfærdighed og for fremtidens ære som man en gang havde fået smag for det store fædreland.  - - -

Aus Schleswig-Holstein, 15. Okt. (Die Stimmung in den Herzogthümern). - - -Der Kanonendonner vor Friedrichstadt istd verhallt, und die öffentliche Meinung hat Zeit gehabt, sich über die dortigen Vorgänge abzuklären und kund zu geben. Die erste Kunde des unglücklichen Ausfalls der Unternehmung, die so vielen unserer Braven das Leben gekostet, wirkte allerdings erschütternd, man war nach allen vorhergegangenen Nachrichten auf einen solchen Ausfall nicht gefasst, man sah dem Erfolg mit um so grösserer Zuversicht entgegen, als man wusste, dass v. d. Tann, der immer noch das Zutrauen und die Liebe sowohl der Bevölkerung als des Heeres in hohem Grade besitzt, dort kommandirte. Einen besonders und tief betrübenden Eindruck machte die Kunde, dass in Folge der Einäscherung der Stadt die Friedrichstädter obdachlos die Gastfreundschaft Anderer in Anspruch zu nehmen genötigt waren, und so war die allgemeine Trauer grösser noch, als nach der verlornen Schlacht bei Idstedtd. Bald aber trat der eigenthümliche, so lange und namentlich in diesem Jahre durch eine fast ununterbrochene Reihe von Unfällen so schwer geprüfte aber um so tüchtiger bewährte Charakter unseres Volkes hervor. Der ersten augenblicklichen Bestürzung machte alsbald eine gesteigerte Entschlossenheit Platz, der feste Wille sprach sich aus, um so mehr alle Kräfte anzuspannen, um den endlichen Sieg dennoch zu erringen, nicht zu lassen von dem heiligen Kampfe für Freiheit, Recht und für die Ehre des dermal einst sicher aus der augenblicklich auf ihm lastenden Schmack sich erhebenden grossen Vaterlandes. - - -

(Regensburger Zeitung. 20. oktober 1850)

Isaac Wilhelm (1815-1893), Johann Adolp Kittendorph (1820-1902): Scene fra Frederikstad (1850). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Friedrichstadt spurgte tyske håndværkere i et værtshus under belejringen Arndt sunget: "Hvad er det tyske fædreland?". Danskerne havde hørt det, soldater indtog huset, skød sangerne sammen og placerede dem på de punkter, der med størst sandsynlighed ville blive ramt af kuglerne. De fleste blev dræbt og kun få undslap, deriblandt reporteren, der løb ind i den holstenske lejr i en regn af kugler og dermed lykkeligt flygtede til Altona og Hamborg. Er sådan en procedure ikke det mest forfærdelige barbari? (N. Kur.)

In Friedrichstadt hatten während der Belagerung deutsche Handwerksbursche in einem Wirtshause Arndts: "Was ist des deutschen Vaterland?" gesungen. Dänen hatten es gehört, Soldaten besetzen das Haus, schossen die Sänger zusammen und stellten sie an den Punkten auf, welche von den Kugeln am meisten heimgesicht wurden. Die meisten wurden getödtet und nur wenige entkamen, unter ihnen auch der Berichterstatter, welche im Kugelregen in's holsteinisher Lager lief und so glücklich nach Altona und Hamburg entkam. Ist ein solches Verfahren nicht die fürchterlichste Barbarei? (N. Kur.)

(Regensburger Zeitung. 24. oktober 1850)

Frivillige meldte sig efterfølgende til den slesvig-holstenske hær. Denne kontrollerede stadig Rendsburg. Den danske hær mobiliserede ligeledes, og i det dansk-kontrollerede Slesvig begyndte en udrensning af tysksindede som blev udvist eller selv udvandrede af frygt for repressalier. Regensburger Zeitung opgav antallet af de sidste til 4.000. I oktober kunne superintendent Nielsen således berette om at 77 gejstlige var blevet fjernet fra deres embeder i Slesvig. General Hahn blev i slutningen af oktober 1850 sendt til statholderskabet for at udvirke en våbenstilstand, men forgæves.

Preussen blev presset militært af Rusland og Østrig: Østrig skulle overtage ledelsen af det genoprettede tyske forbund, Preussen skulle opgive planen om at dele den danske stat og aktivt bekæmpe det slesvig-holstenske oprør. Ellers ville Østrig og Rusland erklære Preussen krig. En russisk hær var allerede sendt mod grænsen til Preussen som herefter beordrede det slesvig-holstenske statholderskab til at nedlægge regeringen. Alvoren blev understreget af en hær på 50.000 østrigere og preussere. Sat over for det overgav slesvig-holstenerne sig  den 11. januar 1851. Holsten kom under de tyske stormagters kontrol som pant for en acceptabel løsning.

Afsættelse af Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de seneste embedsbesættelser i hertugdømmet Slesvig - hedder det i Kolding Avis - nævnes også at pastor P. Heinsen i Brørup og Lundsund er blevet konstitueret som provst for Eiderstedt provsti og hovedpræst og diakonus i Garding. Det er os vel ubekendt hvad der særlig har foranlediget at kirkeprovst Feddersen og diakonus Scholtz i Garding er blevet afsatte. Naturligvis er deres almindelige renitens fuldkommen tilstrækkelig til at fjerne dem fra deres embeder. Men ubegribeligt forekommer det os på den anden side hvad der kvalificerer hr. pastor Heinsen til at konstitueres i 3 så vigtige embeder på en gang. Vi har vel hørt at han skal have stillet sig til regeringskommissærens disposition med det tilføjende at han er en født ditmarsker, men der må da visselig være stor trang på pålidelige og dygtige præster når en sådan tilfældig omstændighed skal have forskaffet pastor Heinsen disse embeder. Dersom det gælder om Adelby sogn, hvad "Fl. Corr." forleden dag bemærkede, at der er kommet af aften og i aften ved at blive af med Lorenzen og få pastor Jespersen, så gælder dette til visse i lige så høj grad om Garding. - Ikke alene er meningen om hr. Heinsen som præst her på egnen alt andet end fordelagtigt. Men uagtet han i en række af år har været præst i Jylland (tidligere i nærheden af Viborg), skal det tillige være langtfra at han lægger sympatier for Danmark for dagen. Ja det hedder endog almindeligt at han skal have åbenbaret sit tyske sindelag ved at have givet penge til et bestemt øjemed for at hædre en velbekendt tysk koryfæ.

Ribe Stifts-Tidende, 30. september 1850.

I de følgende uger beskrev Ribe Stifts-Tidende hvordan andre embedsmænd end præster fx lærere, rodemestre, blev afsat, flygtede eller fjernet, og erstattet af "dansksindede". Begejstringen over de sidste, og skadefryden over de første blev der ikke lagt skjul på. Hvis befolkningens reaktion var positiv, blev det fremhævet, mens modvilje enten ignoreret eller betegnet som vildfarelse.

Krigen 1848-1851: September 1850. (Efterskrift til Politivennen)

12. september 1850 Slaget ved Mysunde. 

Efter at toldforskellen mellem kongeriget og hertugdømmet er ophævet, og toldafgifterne for et væsentlig antal varegenstande af alle arter er blevet forhøjet i det slesvigske, har naturligvis købmændene måttet forhøje deres varepriser og i de fleste tilfælde stillet dem lige med dem i kongeriget. Men det vil nu også være højst nødvendigt at mål og vægt ved en lovbestemmelse bliver gjort lige med kongerigets, fordi køberen ellers for de samme priser som i kongeriget kun får målt og vejet efter det slesvigske, ringere mål og vægt. Det danske lispund har 16, det slesvigske kun 14 pd., den slesvigske alen er en sekstendedel kortere end den danske. Det ville derfor være at ønske at regeringen snarest muligt lod indtræde en udjævning i denne henseende.

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850.

Fra Flensborg skrives under 18. septbr. I Eidersted er omtrent en snes bønder og karle blevet

arresteret, fordi de med høstforke etc. har overfaldet tre danske soldater som kom i deres egn for at indkøbe noget smør til kompagniet. De tre soldater havde forsvaret sig godt mod overmagten og bragte et af disse forrykte mennesker med ind til kvarteret. Denne person angav de øvrige som derpå blev afhentede af dragoner. - Ellers er man i Tønning og i Eidersted ikke utilfreds med det nye (danske) regimente og glæder sig ved udførselstoldens afskaffelse på kvæg, en foranstaltning der nu kommer tilpas ved den atter åbnede direkte forsendelse til London. Hovedsagen er for disse mennesker at landet får fred. De er ligesom i andre egne inderlig kede af krigen. (Dvk.)

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850

Notitser begyndte nu at antyde repressalier mod modstandere af danskernes tilstedeværelse, og en egentlig dæmonisering af disse opsætsige kan man læse i Ribe Stifts-Tidende:

Fra Slesvig skrives i "Nieders. Zeit." af 14. ds.: "Bortsendelsen af et antal fruentimmer og børn herfra over Flensborg og København og Holsten synes at være en hård forholdsregel; men vedkommende må virkelig alene tilskrive sig selv denne hårdhed. Når fruentimmerne ikke under belejringstistanden kunne lægge bånd på deres tunge, men udskældte soldaterne, ja endog (som man påstår) spytte efter dem, og overhovedet te sig som om de ikke var ved deres fem, så er det vist det bedste at de bliver bortsendt i nogen tid for at lære verden at kende. Opsætsighed bør ikke tåles. Armeens disciplin er fortræffelig og den har allerede vundet en stor del af befolkningen. Det gælder blot om at forjage oprørets dæmon; Sydslesvigerne er loyale; men beboerne er meget uvidende og læser for det meste dårlige ugeblade, på hvilke de trods de håndgribelige løgne, tror som på et evangelium. Går man blot nogenlunde godt klædt, tager enhver hatten af for en, om han også ser ham første gang. Deres bortløbne embedsmænd havde tyraniseret dem forfærdeligt; det var dem forment at være af anden mening end de ordførende advokater, eller i alt fald umuligt, når de ikke ville betegnes som "danske" og stå i fare for at miste deres borgerlige næring. Den der desuagtet opponerede, blev gjort latterlig og derved tvungen til at tie, og tav han desuagtet ikke så blev han erklæret for forrykt eller købt af de danske. 

Beseler der var advokat her, befandt sig tidligere i meget slette omstændigheder, så at han tit forgæves måtte sende bud hele byen om for at opdrive 100 daler; det var først kollekten i Tyskland og siden revolutionen, der bragte ham paa benene. Han var oppe at kives med sine medsammensvorne om de sammenbetlede penge; de ville have dem betragtede som slesvig-holstensk nationalejendom; men han påstod at de tilhørte ham. Endelig kom man til et forlig; han fik en del af kapitalen for at betale sin gæld og renterne af det øvrige. Man spekulerede allerede dengang i stilhed på de kongelige kasser i Rendsborg. Før så Slesvigs højere embedsmænd med foragt ned på advokaten Beseler; da regenten Beseler viste sig så standsede de i seks skridts afstand og gjorde front for den forrige advokat. (Vejle Avis).

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850.

29. september-6. oktober 1850 belejrede den slesvig-holstenske hær forgæves Friedrichstadt, hvorved byen led omfattende ødelæggelser af bombardementet og de efterfølgende kampe. Allerede på dette tidspunkt var det slesvig-holstenske nederlag dog forudsigeligt, aviserne beskæftigede sig nu med "oprydningen" af embedsmænd.

"Surprise of Holstein patrol", illustration fra Illustrated London News, 19. oktober 1850.