Christopher Leisner (1813-1868) fik embedseksamen i 1839. Konstitueret landfoged på Østerland (Før), konstitueret herredsfoged i Slogs Herred, Nybøl Herred. 1848-1851 konstitueret borgmester, bysekretær og politimester i Sønderborg. I et brev dateret Flensborg 27. december 1850 skrev gehejmeråd F. F. Tillisch til Zahrtmann: "Leisner maa jeg have fra Sønderborg, men desværre maa han anbringes enten i Husum eller Tønder; begge Steder kunne man ønske en dygtigere personlighed, men der haves ingen" (Personalhistorisk tidsskrift 1961, 14. række, 3. bind.) 1851- borgmester og politimester i byen Schleswig. Gift med Alba Petræa Mathilde Cathinka Wildenrath (1823-1875) - ingen børn.
Leisner var borgmester og politimester i Eckernförde 1860-1864. Under hans styre faldt der domme over tyskere som udviste tysk sindelag. Det kunne fx være en landmand som kaldte sine heste "Schleswig" og "Holstein" så han kunne råbe dette højt (han fik en bøde og 5 dage på vand og brød). Mest opmærksomhed og politisk betydning vakte imidlertid afstraffelsen af en 9-årig dreng.
Han var ikke den eneste, også Slesvigs senere borgmester Thorvald August Brown Jørgensen (1825-1910) blev berygtet blandt slesvig-holstenerne. Han nedskrev i 1906 sine erindringer for perioden 1856-1864. Heraf fremgår at han i 1859 havde besluttet sig for en fastere hånd over for den slesvig-holstenske bevægelse, og i den anledning havde han lukket Heibergs boghandel og anholdt en ung urmager Gerke som var sigtet for medvirken ved omdeling af adresser. Gerke hængte sig i sin celle og begravelsen udviklede sig til omfattende demonstrationer på kirkegården. Jørgensen splittede hårdhændet demonstranterne. Hans fremgangsmåde vakte sympati i Danmark, og Leisner blev forflyttet til Eckernförde, mens Jørgensen blev udnævnt til hans efterfølger - og beholdt samtidig posten som politimester. Se også det særskilte afsnit om Jørgensen her på bloggen.
Leisner fungerede i Eckernförde som borgmester, politimester, senator og auktionarius Efter krigsudbruddet rejste Leisner den 2. februar 1864 mod Danmark. Telegrafen havde afsløret hans rute, og han blev mødt af rasende menneskemængder i de større byer. Også Jørgensen måtte forlade stillingen, og han var 23. marts-21. april 1864 konstitueret byfoged i Fredericia. Han valgtes senere til rigsrådets folketing i Hillerød.
Dette indslag handler om episoden med afstraffelsen af den 9-årige dreng. Kort fortalt legede en 9-årig dreng i januar 1863 på gaden i Eckernförde. Han viftede med en gren foran baron Hugo Scheel Plessens hest der blev sky. Drengens far slagtermester Büschel gik til baron Plessen for at anmode denne om at tilgive drengen, han skulle nok afstraffe drengen. Politiet insisterede på en offentlig afstraffelse, og Büschel bad baronen om at lægge et ord ind for ham. Men Leisner opfattede handlingen som en patriotisk ytring, og han indfandt sig med 2 retsbetjente og stadsfysikus i hjemmet. Drengen kastede sig på knæ foran borgmesteren og bad: "Jeg har for kort tid siden mistet min mor, sorgen over mig kan også føre til min fars død. Jeg beder Dem om at forbarme Dem". Hertil svarede borgmesteren noget i retning af: "Du skal piskes, sådan er det". Drengen blev så pisket så blodet flød ned ad ryggen og han fik varige skader. Drengen blev lagt over to stole, munden fastholdt så han ikke kunne skrige. Sagen blev fremsendt til Berlin, bl.a. til lord John Russel. I hele Tyskland blev sagen kendt og bekræftede opfattelsen af danskerne som hensynsløse barbarer mod den tyske befolkning i Slesvig-Holsten.
Gennem de tyske aviser blev affæren også kendt i Danmark. I starten citerede man mest disse aviser og forsøgte at nedtone voldsomheden. Herefter citeredes affæren mest som at drengen selv havde været ude om det og nedtonede skaderne efter piskningen. Lidt som en almindelig røvfuld.
Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:
(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 25. april. De foranstaltninger til undertrykkelse af oppositionsbevægelserne, som længe har været varslet, og som har gjort sig kendt blandt hertugdømmet Slesvigs befolkning, synes nu at blive gennemført. Foreløbig er der sat gang i ændringer i embedsværket kombineret med en tilsvarende fjernelse af alle elementer, der ikke passer til landspartiets intentioner. I Slesvig har den kendte revisor og politimester Jörgensen, hvis sag mod den ulykkelige Gercke, der blev tortureret til døde, og mod boghandleren dr. Heiberg blevet belønnet med Ridderkorset af Dannebrogsorden, nu erstattet justitsråd Leisner som borgmester, en forfremmelse, som Jörgensen sikkert vil vide at vise sin taknemmelighed for gennem nye heltegerninger. Leisner er blevet forflyttet til Eckernförde, hvor borgmester Lorenzen og bysekretær Langheim har skullet give plads til ham. Langheim, som ved undersøgelserne i Eckernförde stadig ved forskellige lejligheder ønskede at handle efter loven, blev af sine overordnede foranlediget til at indgive sin ansøgning om løsladelse; da han nægtede, blev han simpelthen afskediget.
(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 25. April. Die bereits seit längerer Zeit in Aussicht gestelten Massregeln zur Unterdrückung der oppositionellen Bewegungen, welche sich unter der Bevölkerung des Herzugthums Schleswig kund gegeben haben, scheinen nunmehr zur Ausführung gebracht werden zu sollen. Mit Veränderungen im Beamtenstande, verbunden mit einer entsprechenden Ausscheidung aller den Absichten der nationalen Partei nicht zusagenden Elemente, hat man einstweilen den Anfang gemacht. In Schleswig tritt der bekannte Auditeur und Polizeimeister Jörgensen, dem sein Verfahren wider den unglücklichen, zu Tode gepeinigten Gercke, sowie gegen den Buchhändler Dr. Heiberg bereits das Ritterkreuz des Danebrogordens eingetraten hat, nunmehr als Bürgermeister an des Justitzraths Leisner Stelle, eine Beforderung, für welche Jörgensen sich voraussichtlich durch neue Heldenthaten dankbar zu erweisen wissen wird. Leisner ist nach Eckernförde versetzt worden, woselbst Bürgermeister Lorenzen und Stadtsekretär Langheim ihm haben Platz machen müssen. Langheim, der bei den Untersuchungen in Eckernförde verschiedentlich noch nach Recht und Gesetzt hat verfahren wollen, ist in Veranlassung dessen von seinem Vorgesetzen aufgefordert worden, sein Entlassungsgesucch einzureichen; da er sich dessen geweigert, ist er einfach verabschiedet worden.
(Regensburger Tagblatt: Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerectigkeit 5. maj 1860).
Casper Conrad Langheim var borgmester siden 1841 og var vellidt også blandt tyskerne. Selv om han blev tvunget væk fra posten nogle år efter afslutningen af treårskrigen 1848-1851, fulgte de efterfølgende borgmestre dog hans linje. Det var først med Leisner, og især med Jørgensen at dette ændrede sig. Se også det særskilte indslag om Langheim her på bloggen.
Syd for Dannevirke, den 30. September. Saa samvittighedsfuldt som muligt har jeg nu i henved et halvt Aar givet Dem Meddelelser om, hvad der tildrog sig hernede, og hvad der rører sig i Gemytterne. Jeg vil ikke nægte, at før jeg kom hertil, troede jeg, at det dog nok lod sig gjøre at indføre Grundloven, og at Stemningen var os mindre fjendsk i Svan-Sø og Danske-Skov; efterhaanden kom jeg dog til at sande, at man maa hævde Nationaliteten fremfor Alt, og at de, som ville erobre Befolkningens Stemning ved den videste Frihed, igrunden kjøbe Katten i Sækken. Man har det ogsaa paa Fornemmelsen hernede, at foruden den aabne Modstand gives der en anden og farligere, nemlig en vidt dreven hemmelig Agitation fra Tydskland, en Agitation, som benytter sig af de skændigste og nederdrægtigste Midler, for at naae et forbryderisk og røverisk Maal. Og naar man saa engang læser rigtigt sande og slaaende Artikler som den om "de slesvigske Provindsialstænder" nys i "Fædrelandet", og man ret puster disse Sandheder udbredte blandt Befolkningen, sa saa maa man sige til sig selv, at saadanne *Ønsker høre til dem, som ikke kunne opfyldes, thi Befolkningen faaer alle Efterretninger fra Danmark gjennem tydske Aviser. Man har ingen Anelse om, hvorledes vi Danske betragte slesvigske Forhold, men man har sat Befolkningen paa et Standpunkt at betragte os fra, der er saa forkeert og Danmark saa ugunstigt, som det vel er muligt. Man troer, at specielt Kjøbenhavnerne ville Slesvig tillivs paa alle mulige Maader. Om vore politiske Partier er man meget uvidende, man skærer dem alle over een Kam, saadanne politiske Personligheder som J. A. Hansen, A. L. de Coninck o. Fl. ere aldeles ubekjendte Størrelser, og af Ministrene er det kun den slesvigske og den holsteenske, man kjender Noget til. Hall forestiller man sig som et Uhyre, Gud veed hvorfor; thi en tammere Minister, der mere lader Alt skjøtte sig, som det kan bedst, kunne dog selv de meest Misfornøiede ikke godt forlange. Det maa derfor være alle gode danske Mænds Opgave at virke hen til, at Sydslesvig faaer et nøiere og bedre Kjendskab til vore Forhold, og blandt Andet kunde smaa Pjecer paa Tydsk, uddeelte blandt Befolkningen, gjøre god Virkning. Hyppige Reiser til denne Deel af Landet vilde ogsaa være at anbefale. Kjendte man os blot rigtigt, vilde man skamme sig ved at bedømme os og vore Forhold paa en saa ravgal ! Maade, som man gjør.
Hvad der har bedrøvet mig mest hernede, er det isandhed frygtelige Had, som Ungdommen I nærer til Danmark; det er Noget, hvorom de ikke kan gjøre Dem Begreb, og Wühlere sige med stolthed: "Ja, Ungdommen er meget værre end vi!" Jeg vil blot hidsætte en lille Begivenhed til Bekræftelse paa det her Anførte. Som De veed, vrimler det her af Skyttegilder, og det gaaer saa i vidt, at Børnene ogsaa have deres Gilde, hvor der skydes med Flitsbue. Nu skulde der da denne Sommer være stor Gildefest for Børnene i Ekernförde; to røde Faner skulde bæres foran Optoget gjennem Byen, men Justitsraad Leisner, Byens dygtige Borgemester, fandt det passende, at et Dannebrogsflag ogsaa kom med. Denne Fane vilde ingen af Drengene bære! der maatte derfor trækkes Lod, og dette faldt paa en Dreng, der hørte til den derværende Garnison; saaledes blev den Knude overhugget. En haabefuld Yngling skal imidlertid have gjort sig syg, fordi han ikke vilde gaae i et Optog, hvor Dannebrog bæres i Spidsen. Kald det Drengestreger, om De vil, men husk paa det sande Mundheld: Hvad man i Ungdommen nemmer, man ei i Alderdommen glemmer.
Det er Underviisningen, det er Skolevæsenet, som maa og bør controleres langt alvorligere end hidtil. Som De veed, er Kiel Slesvigholstenernes Hovedstad, og alligevel lader man et Skoleseminarium vedblive at bestaae i Ekernførde, Kiels Naboby. De kan tænke Dem, at Dhrr. Seminarister gjerne ville spille Kielerstudenter i det Smaa; de have kun to Timer dansk Underviisning om Ugen, og Læreren er ikke det danske Sprog mægtig. Herre, hvad skal Enden blive? Bestyreren. Prof. Bahnsen, er en gammel Mand af en retsindig Charakteer; men jeg troer, at han har overlevet sin Tid, og at han er en ivrig Modstander af Sproggrændsen.
Hvorfor behøves der overhovedet to Seminarier i Slesvig? Vilde det i Tønder, naar det blev udvidet, ikke være tilstrækkeligt? To saadanne Skoler maae mere end nogetsomhelst Andet virke til Adsplittelse.
Til Slutning vil jeg tage Maleriets lysere side frem, og den er, at den lavere Middelstand og den uafhængige Bonde nære et indgroet Had til en Opgaaen i Tydskland og specielt i Preussen, og at man ikke mere uden ydre Tvang vil tage sin Tilflugt til Oprør som sidste Gang: det er kun den "videnskabelige Intelligents", der vil sælge Fædrelandet til dets værste Fjender. Svansø, Danske-Skov og Hütten Amt er kun en lille Deel af Slesvig, og om den ogsaa raaber høiest, er det dog nok Nord- og Mellemslesvigerne og Friserne, som i Afgjørelsens Time faae det vægtigste Ord at sige.
(Flyveposten 4. oktober 1861).
Fra Eckernførde skrives de forskjellige holsteenske Blade Følgende, hvorpaa vi ikke undlades at henlede Vedkommendes Opmærksomhed: Hr. Baron v. Plessen red en Dag henimod Slutningen af December ved Jungfernstieg, hvor en Deel Bern legede. En af disse, en Søn af Slagtermester Büschel, kastede - hvad enten det nu skete af Vanvare eller forsætligt - en nedfalden Green i saaledes, at den traf Baronen paa Armen, hvorved dennes Hest blev noget sky. Faderen, som fandt Sønnens Adfærd meget strafværdig, begav sig strax til Baronen for at gjøre Undskyldninger og for at forsikre ham om at Barnet skulle blive alvorligt revset. Baronen tilgav ikke alene det Skete, men bad Faderen om ikke at være alifor streng. Glad over saaledes at have bilagt Sagen, gik Fader, nu hjem og straffede sin Søn til Advarsel for Familien. Men kort efter erholdt han en Tilsigelse til at møde paa Politikammeret, hvor man underrettede ham om, at hans svagelige 9 Aars Barn skulde pidskes. Alle Faderens Bønner og Forsøg paa at faae Justitsraad Leisner til at tage Dommen tilbage vare forgjæves, og Baron Plessens Forbøn frugtede ligesaa Iidt. En Eftermiddag indfandt Justitsraaden sig tilligemed Physikus Dr. Wasmer, Overpolitibetjent Kold og Vagterne Reimers og Rhode, den sidste med et Bundt Riis, for at pidske Drengen. Faderen bortfjernede sig for ikke at høre Drengens Jamren og for ikke at lade sig henrive lil en overilet Handling. Da han kom tilbage, var Exekutionen forbi, og Inqvisitionen fjernede sig med den Advarsel, at han i Fremtiden maatte see at passe bedre paa sin Søn. Drengens Ryg var sønderflænget, og Barnet maalte bringes tilsengs.
(B. T )
(Østsjællandsk Avis (Køge) 19. januar 1863)
Berliner Gerichts-Zeitung 15. januar 1863 kommenterede affæren på følgende måde: Die Dänen und deutschen Renegaten a la Leisner mussten einen deutschen Rücken prügeln, noch dazu einen neunjahrigen! Senere referedes sagen således (oversættelse først):
Drengepiskningen i Eckernföde som en af vore ambitiøse forfattere hurtigt brugte til at friske sit navn op med en lille europæisk aura, vækker stadig den mest almindelige forargelse i Slesvig, især når man hører at den stakkels dreng der blev ramt af den, led virkelig alvorlig skade på helbredet. Politimesteren Leisner der optrådte på en så slem foged- og fogedmanér, er genstand for almindelig afsky. Det viser sig også senere gennem udtalelserne fra den 9-årige Carl Büschels legekammerater at han ganske utilsigtet kastede en gren efter baron Plessen. Under alle omstændigheder bør hændelsen få den konsekvens at politiet i Eckernförde bliver frataget den barbariske overlegehed offentligt at straffe børn af respektable forældre for simpel gadestreger. Andre steder bliver selv unge tyve og vagabonder ikke længere pisket, men bliver behørigt stillet for retten og straffet. Spørgerne vil højst give dem håndjern der ikke overholder kravene, men hvis disse har sundhedsskadelige konsekvenser, risikerer de at blive straffet. Og det forekommer os fint.
Die Knabenpeitcschung in Eckernföde, die einer unser strebsamen Literaten rasch benutzt hat, um seinen Namen durch etwas europäischen Nimbus aufzufrischen, erregt noch immer in Schleswig die allgemeinste Eintrüstung, besonders da man hört, dass der arme davon betroffene Knabe wirklich ernstlichen Schaden an seiner Gesundheit gelitten hat. Der Politzeimeister Leisner, der in so gemeiner Schergen- und Büttelmanier gehandelt hat, ist Gegenstand des allgemeinen Abscheu's. Auch stellt es sich nachträglich durch dis Aussagen der Spielkameraden des 9jähringen Carl Büschel heraus, dass derselbe ganz unabsichtlich den Baron Plessen mit einem Zweige geworfen. jedenfalls dürfte der Vorfall die Folge haben, dass in Eckernförde der Polizei die ganz barbarische Besugnitz entzogen wird, Kinder achtbarer Eltern wegen einfacher Strassenungezogenheiten öffentlich zu züchtigen. Anderwärts werden ja selbst junge Diebe und Vagabonden nicht mehr gepeitscht, sondern ordnungsmässig vor Gericht gestellt und bestraft. Höchtens erhalten sie von den Inquirenten nicht vorschriftsmäasige Manischellen, sollten diese aber gesundheitswidrige Folgen haben, so laufen jene Gefahr, bestraft zu werden. Und das scheint uns auch in der Ordnung.
(Berliner Gerichts-Zeitung 29. januar 1863).
Da Leisner og hans håndlangere havde pågrebet drengen i faderens hus, faldt det svage barn for hans fødder, omfavnede hans knæ og tryglede: "Jeg har for nylig mistet min mor, sorgen over mig vil også slå min far ihjel; Vis derfor barmhjertighed." Politimesterens svar lød: "Du skal piskes, og det er så vidt det rækker." ... Så fem danske mænd ydmyger sig selv så dybt, at de straffer et fattigt, svagt, men samtidig flittigt og godt tysk barn der lige har mistet sin mor på en grusom og uhyrlig måde, fordi faderen er tysker! ... - Beskrivelsen af denne hidtil usete handling blev sendt til de herboende ambassadører i Berlin; en redegørelse er blevet udfærdiget og præsenteret for Lord John Russel, og sorgens budskab er fejet gennem Tyskland fra ende til anden. Vil Tyskland affinde sig med denne nye kendsgerning, uhørt selv i Bombas', Don Miguels og Nikolaus' årbøger? Måske kan det svage barn blive anstødssten for at styrke det tyske folk, for endelig at sone for den lange skam.
Als Leisner mit seinen Schergen den Knaben im Hause seines Vaters ergriffen hatte, fiel ihm das schwächliche Kind zu Füssen, umfasste seine Knie und flehte: "Ich habe erst kürtzlich meine Mutter verloren, der Kummer über mich möchte auch meinen Vater tödten; deswegen haben Sie erbarmen." Die Antwort des Politizeimeister lautete: "Du sollst gepeitscht werden, und dabei hat es sein Bewenden." ... Also fünf dänische Männer, erniedrigen sich so tief, dass sie ein armes, schwaches, dabei auch fleitziges und braves deutsches Kind, das eben seine Mutter verloren hat, aug eine grausame und empörende Art züchtigen, weil der Vater ein Deutscher ist!... - Die Schilderung dieses beispiellosen Acten ist an die residierenden Gesandten nach Berlin geschickt; es ist eine Urkunde aufgenommen und Lord John Russel eingehändigt worden, und die Trauerbotschaft durchliegt Deutschland von einem Ende bis zum anderen. Wird Deutschland sich diese neue, selbst in den Jahrbüchern eines Bomba, Don Miguel und Nikolaus unerhörte Thatsache gefallen lassen? Vielleicht kan das schwache Kind der Anstoss werden zum Ermannen des deutschen Volks, zur endlichen Sühne der langen Schmach.
(Allgemeine deutsche Arbeiter-Zeitung 1. februar 1863. Uddrag. Afsnit som forekommer i de øvrige artikler er udeladt).
I marts 1863 blev justitsråd Leisner frikendt ved en dansk ret. Dette blev flittigt citeret i tyske aviser som endnu et eksempel på dansk barbari.
Et Trudselsbrev. Et af de anonyme Trudselsbreve, der fra Frankfurt ere sendte til Justitsraad Leisner i Eckernförde i Anledning af den verdenshistoriske Begivenhed med Slagtermester Büschels Sønneke, lyder saaledes:
"Elender, niederträchtiger Schurke! nimm Dich wohl in Acht! Du sollst Deinen verdienten Lohn für Deine ruchlose That an einem unschuldigen deutschen Kinde empfangen! Wir Deutschen werden Euch lumpigen Dänen und elenden Diebe unseres Vaterlandes noch beweisen, dass in unserer Brust nock edle deutsche Herzen schlagen, deren einziges Streben ist, Euch Dieben das geraubte, edle Schleswig-Holstein wieder zu entreissen, und die Zeit wird bald herannahen, wo Ihr sehen sollt, was es heisst für das Vaterland ins Feld zu ziehen.
Ein Deutscher."
(Flyveposten 2. marts 1863.)
Flyvepostens artikel blev flittigt citeret i tyske aviser.
De tyske hertugdømmer. Slagtermesteren Büschel i Eckernförde stævnede den danske dommer Leisner i Eckernförde, fordi han på grund af en patriotisk udtalelse barbarisk lod sagsøgerens lille søn slå. Som man hører, blev Büschel afvist, fordi Leisner henviste til, at hans forgængere pryglede tyske skolebørn.
Deutsche Herzogthümer. Der Metzgermeister Büschel in Eckernförde ist seiner Zeit gegen den dänischen Justitzrath Leisner in Eckernförde klagend aufgetreten, weil derselbe das Söhnlein des Klägers einer patriotischen Aeusserung wegen hatte barbarisch prügeln lassen. Wie man hört, ist Büschel aus dem Grunde abgewiesen worden, weil Leisner nachgewiesen hat, dass schon seine Amtsvorgänger die deutsche Schuljugend haben prügeln lassen.
(Straubinger Tagblatt 29. april 1863.)
Preussiske og østrigske tropper overskred Ejderen 1. februar 1864. Der kom til en kort kamp i skoven ved Friedrichstadt syd for Eckernförde og derefter rykkede preusserne ind i Eckerförde by. Her blev de beskudt af to danske krigsskibe, men de fortrak da preusserne havde opstillet tre feltbatterier der begyndte at beskyde skibene.
Leisner måtte opgive sin stilling og begive sig nordpå mod Danmark. Det gik ikke stille af, for telegrafisk (nogen kilder angiver Büschel som den der foranledigede det) var der givet besked til stationsbyerne om at Leisner var på vej med preussisk eskorte.
Nachdem Bürgermeister Leisner in Eckernförde gezwungen worden die Stadt zu verlassen, hat der Bürgermeister Stegelmann den Herzog Friedrich proclamiert.
(Leipziger Zeitung 4. februar 1864)
Schl.-H. Bl. skriver: "Hr. Leisner havde den frækhed at blive i Eckernförde, efter at danskerne havde trukket sig tilbage. Han følte sig imidlertid meget usikker og anmodede om en sikkerhedsvagt hos chefen for de preussiske tropper, som beredvilligt blev bevilget ham. Derpå gik borgerdeputationen til ham og fik ham til at forstå, at han ikke kunne fortsætte med at fungere som borgmester i denne tid. Det var ikke let for hr. Leisner at træde tilbage fra sin lukrative post. Den kommende preussiske oberst forklarede, at han ikke behøvede at bekymre sig om fælles anliggender. Der var ikke andet tilbage for den adelige drengeprygler end at forlade stedet under eskorte af preussisk kavaleri." [Fra en privat kommunikation ved vi, at den preussiske kommandant sagde, at han kunne beskytte personen, men i sit embede var han nødt til at beskytte sine medborgeres respekt. D. red.]
Die Schl.-H. Bl. schreiben: "Herr Leisner hatte die Keckheit, nach dem Abzug der Dänen noch in Eckernförde zu bleiben. Er fühlte sich indessen sehr unsicher, und erbat sich von dem Befehlshaber der preussischen Truppen eine Sicherheitswache, die ihm bereitwilligst gemährt wurde. Darauf begaben sich die Bürger-Deputation zu ihm und machten ihm begriflich, dass er in dieser Zeit nicht noch ferner als Bürgermeister fungiren könnte. Herrn Leisner mochte das Aufgeben seines einträglichen Postens nicht leicht werden. Er machte noch einen Versuch, sich durch Militär in seinem Amte zu erhalten, indess vergeblich, denn der angegangene preussische Oberst erklärte, dass er sich um Communalsachen nicht zu kümmern habe. Da blieb dem edlen Knabenzüchtiger denne nichts übrig, als unter Escorte preussischer Reiter das Feld zu räumen." [Einer Privatmittheilung entnehmen wir, die Aesserung des preussischen Truppenführers habe dahin gelautet, die Person zu schützen könne er übernehmen, in seinem Amte aber müsse ihm die Achtung seiner Mitbürger schützen. D. Red.]
(Süddeutsche Zeitung 6. februar 1864).
Tilstande i Holsteen og Slesvig. Om de skandaleuse Demonstrationer mod Justitsraad Leisner skriver en Altonaerkorrespondent til "Kreuzzeitung" Følgende under 3die Februar: . . . . Selv om det Meste af, hvad der fortaltes om Leisner, skulde være sandt, saa havde dog Ingen i Holsteen Ret til at forulempe hans Person, endsige mishandle den Flygtende og behandle ham som et Stykke jaget Vildt. Og dette skete paa en oprørende Maade baade i Nemünster og Kiel og vilde her i Altona maaske have antaget de meest betænkelige Dimensioner, dersom de preussiske Officerer, som ledsagede Leisner, ikke havde brugt den Forsigtighed, at lade Toget holde omtrent ti Minutter for Ankomsten til Altona, for at de ad en Sidevei kunde bringe Leisner til Hamborg udenom Altonas Forstad. Saa vidt er det allerede kommet hos os, at der ikke mere existerer nogen Garanti for Folks personlige Sikkerhed! Allerede om Formiddagen var der til forskjellige Herværende ankommet Telegrammer om, at Leisner vilde indtræffe til Altona med Aftentoget. Mere behøvedes der ikke, for den skandalelystne Del af vor Befolkning for atter at sætte en Demonstration i Scene, som dennegang kunde have draget de sørgeligste Følger efter sig. Hvem der saae de Pøbelmasser, som fyldte Ventesalen paa Banegaarden, og som vare ophidsede ved Taler og Brændeviin - hvem der hørte deres raab og truende Udraab, kunde ikke Andet end befrygte det Værste, dersom ikke en Indskriden fra Myndighedernes Side forebyggede Faren, hvilket vel ikte var at vente af vor forbundskommissariatiske Styrelses laxe og fuldkomne passive Holdning. Det var forfærdeligt at see den Lidenskabelighed, hvormed Pøbelen, da Toget kjørte frem for Perronen, kastede sig over Vognene for at faae fat i den "bebudede" Flygtning, at see, hvorledes man trængte ind Koupeerne og overfaldt fremmede, sagesløse Folk, knyttede Næverne og med dyrisk Raseri skreg paa Leisner. En Herre, der ved en Misforstaaelse blev betegnet som Leisner, faldt i Hænderne paa en Pøbelhob og kunde kun beskyttes mod Mishandlinger derved, at en af den herværende "Slesvig-Holstenske Forenings" Ledere gav sit Æresord paa, at en Forvexling fandt Sted. Endnu længe efter vedblev den ophidsede, rasende Pøbel at gjennemsøge Vognene, puffe, støde og skjælde, og alt dette mod en Mand, en Flygtning, en Forfulgt, som idetmindste ikke i Holsteen har forbrudt sig ved det Allermindste, og som, dersom han virkelig i sin Hjemstavn maaskee har begaaet noget Uretfærdigt, allerede er haardt nok straffet ved Forjagelse og ved Tab af Embede og Indtægter. Vore ellers saa stortalende Blade omtale dette beklagelige Tilfælde kun med faa Linier; om en Misbilligelse er der naturligviis ikke Tale.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. februar 1864).
2. Borgermester Leisner (Ekernførde).
den 19de Februar 1864. For Retten mødte Justitsraad Christoffer Leisner, 51 Aar gammel, født i Haderslev, Kandidat fra Universitetet i Kiel, Borgermester i Ekernførde. Komparenten forklarede under Eds Tilbud Følgende.
Den 1ste dennes henad Middag rykkede de første preussiske Tropper ind i Ekernførde, efterfulgte af en Mængde Studenter fra Kiel, kjendelige paa deres Huer og forsynede med Baand af de oprørske Farver. Til disse sluttede sig nu Byens Pøbel og en Deel af Borgerne, og denne Mængde foretog sig nu rundt i Byen allehaande Excesser under Afsyngelsen af Sangen "Schleswigholstein“. Tilsidst samlede Mængden sig udenfor Komparentens Huus og nedrev Politiskiltet, hvorefter Komparenten bevægede en af Byens Senatorer, N. n., til at gaae til den Øverstkommanderende paa Stedet, en preussisk Major, for at udbede Beskyttelse for Komparentens Person. Senatoren kom imidlertid tilbage og erklærede, at Majoren, hvis Navn iøvrigt var Komparenten ubekjendt, havde nægtet at yde nogen Beskyttelse. Efterhaanden indfandt sig flere preussiske Underofficerer i Anledning af Rekvisitioner hos Komparenten; ogsaa til disse erklærede han, at han for at præstere det Forlangte maatte have personlig Beskyttelse, og disse Underofficerer lovede at forebringe Vedkommende dette Forlangende, men han fik intet Svar, og Uordnerne vedbleve uforstyrret. Henimod Kl. 5 indfandt sig hos Komparenten Adjutanten hos den Øverstkommanderende og erklærede ham, at han ikke kunde vente nogen Beskyttelse fra Militairets Side for sin Person, samt betydede ham at reise, hvilket Tilhold Komparenten erklærede at ville efterkomme, hvorpaa denne Officeer lovede ham den fornødne Escorte til at komme ud af Byen. Han steg kl. 7 tilvogns tidligemed sin kone og Pleies dater og kjørte nu ud af Byen ad Kiel til, med Vognen escorteret til udgangen af Byen af to preussiske Uhlaner. Omtrent 1. Miil fra Byen stødte Vognen paa en preussisk Patrouille, hvis Fører, en Underofficeer, efterat en tilstedeværende civil Person havde erklæret, at Komparenten var en Dansk, rev Vogndøren op og holdt Komparenten en Karabin for Brystet, hvorefter han lod en af Patrouillens Mandskab stige op paa Bukken og kjøre vognen under Eskorte af to Mænd tilfods til det preussiske Hovedkvarteer paa Hohenlied. Ankommen hertil maatte Komparenten stige ud af Vognen, men fik, efterat have foredraget Sagen for de preussiske Officerer, der her vare forsamlede, af en ham iøvrigt ubekjendt Major, hvis Navn han dog troer var v. Roos af Generalstaben, Tilladelse til at kjøre til Kiel, hvor han ankom samme Aften. Komparenten tilføier, at han paa Veien til Hohenlied blev behandlet brutalt af de preussiske Soldater, der escorterede Vognen, og som blandt Andet lode begge Vogndøre staae aabne for, som de sagde, at kunne høre, hvad han talte med sine Damer. Paa Reisen fra Kiel til Altona næste Dag blev han først paa Banegaardene i Kiel og Neumünster forhaanet af der forsamlede Hobe, - i Kiel vare disse Hobe blandede med preussisk Militair. Da han endelig paa Banegaarden i Pinneberg atter saae en Hob forsamlet og frygtede for, hvad der kunde skee i Altona, stod han ud fra den modsatte Side af Roupeen og begav sig bagom Toget ind i Pinneberg, hvorfra han paa Foranstaltning af den derværende Øvrighed blev kjørt til Hamborg. Hans Kone, der var kjørt videre med Toget, har fortalt ham, at en Masse, flere Tusinde Mennesker, ved Togets Ankomst til Altona var samlet derstede, tildeels forsynet med Knipler og søgende efter ham. Leisner var især bleven forhadt formedelst de slesvigholstenske Journalisters falske Fremstillinger af den Tugtelse, han som Politimester havde tilkjendt Slagter Büschels Søn.
(Claus Manicus: Den dansk-tydske Strid. Bidrag til en Characteristik af de mod Danmark rettede tydske Partibevægelser, 1864. s. 194-196. Se også Det Kongelige Bibliotek)
Såvel Jürgensen som Leisner optrådte i tyske aviser sammen med mange andre som eksempler på de danske myndigheders brutalitet og fremfærd mod tyskerne i hertugdømmerne.
Affæren blev også husket i danske aviser, i hvert fald 8. juni 1885 i Kallundborg Avis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar