Eckernförde ligger i Slesvig mellem byen Slesvig og Kiel ved en fjord. I perioden før, under tre-årskrigen 1848-1851 var den skiftevis på slesvig-holstenernes og danskernes hænder. Efter krigen og op til krigen 1864 blev der fra dansk side stillet stadig kraftigere krav om at fremme danskheden.
Som et eksempel på hvor vanskeligt det kunne være for borgmester og embedsmænd - der måske ville være på god fod med befolkningen i byen - er Casper Conrad Langheim. Han blev borgmester i byen i september 1841. Den tidligere borgmester Claudius var omkommet i 1840 ved en ulykke da en kanon sprang i forbindelse med et fakkeltog for kongen. Borgmesteren var udpeget af kongen, og byens styrelse bestod af ham og en magistrat i samarbejde med en folkevalgt forsamling kaldet de deputerede borgere. Formanden for magistraten (borgmesteren) havde desuden 3 rådmænd (senatorer)
Gennem sin embedskarriere til 1860 blev han skydeskive for begge parter og anklaget af begge parter for at stå med modstanderne. Desværre kender vi for lidt til hvordan det alligevel lykkedes for ham at blive siddende, og hvordan de almindelige indbyggere i byen egentlig mente om ham. Hvordan borgerskabet generelt stillede sig til omvæltningerne under treårskrigen, er der ikke bevaret udtalelser om. Selv om de fra begge sider blev taget til indtægt for deres egne synspunkter. Men embedsmændene måtte melde ud. Langheim anerkendte de nye magthavere og han formåede stort set at beholde sine embeder under hele treårskrigen, samt helt op til 1860.
Om tiden op til treårskrigen ikke så meget på denne blog. Men i september 1849 var byen ved at falde i slesvig-holstenernes hænder, ligesom Husum var det. Før det skete, findes nedenstående notitser som synes at antyde at han var tro mod kongen, idet penge blev sendt nordpå. Det modsatte borgerne sig.
Den 12 ds. har der været temmelig betydelige Spektakler i Eckernførde. Da Oppebørselsbetjentene ville sende deres Kasser til Flensborg, satte Borgerne sig der imod, og om Aftenen bleve vedkommende Embedsmænds Vinduer, navnlig Borgemester Langheims, slaaede ind under Kattemusik og Charivari. Ifølge "N. Fr. Pr." er Centralcasserer Boldt paa en reise gjennem Byen Slesvig bleven modtaget af Folket paa en "følelig" Maade. Det er vel altsaa rimeligt, at Eckernførde og Slesvig ville lide Husums Skjæbne.
(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 18. september 1849)
Grunden til kattemusikken skulle ifølge tyske aviser være at de danske embedsmænd ville sende penge til Flensburg:
Fra øjenvidner i Eckernförde hører vi, at der var et ret betydeligt tumult der i går aftes. Embedsmændene der skal have gjort en indsats for at sende penge til det centrale kassekontor i Flensborg. Borgerne modsatte sig dette, og om aftenen blev ruderne hos de relevante embedsmænd, herunder borgmester Langheims, smadret under akkompagnement af kattemusik.
Aus Eckernförde hören wir von Augenzeugen, dass daselbst gesten Abends ein ziemlich bedeutender Krawall gewesen ist. Die dortigen Hebungsbeamten sollen Miene gemacht haben, Gelder an die Centralkasse in Flensburg einzusenden. Die Bürger haben sich dem widersetzt, und Abends wirden unter Katzenmusik den bezüglichen Beamten, unter andern auch dem Bürgermeister Langheim die Fenster eingeworfen.
(Landshuter Zeitung. Niederbayerisches Heimatblatt für Statt und Land 20. september 1849).
I Th. Lüders: "Denkwürdigkeiten zur neuesten Schleswig-Holsteinischen geschichte" bd. 3 om året 1849 antydes de da også at han var upopulær blandt slesvig-holstenerne. Her fik Langheim følgende skudsmål (s. 375):
Borgmester Langheim var en personlighed sammensat af forfængelighed, snavset egeninteresse og uvidenhed, som i krigens tre år altid blæste efter vinden. Regeringen udviste den svaghed at han kunne blive siddende og ikke trådte tilbage.
Bürgermeister Langheim, eine aus Eitekkeit, schmutzigen Eigennutz und Unwissenheit zusammengesetze Persönlichkeit, welcher während der drei Kriegsjahre den Mantel stets nach dem Winde trug. Es war eine Schwäche der Regierung, dass sie im Amte beliess und nicht absetzte.
I oktober 1849 tog Langheim tilsyneladende sin afsked. Men dette synes ikke at have blevet ham tilstået. Og i en dansk avis blev han ved årsskiftet 1849/1850 skældt ud for at være for venligsindet overfor slesvig-holstenerne, i stedet for at støtte de kongetro borgere i byen:
- Fra Eckernførde erfare vi, at Nytaarsnatten dersteds, som paa mange andre Steder i Slesvig, har været meget urolig. Man maa nemlig ingenlunde troe, at Troskabsfølelsen mod Kongen og Kjærligheden til Danmarks Sag i denne lille, men dog efter den 5. April 1849 saa navnkundige By, er ganske slukt eller undertrykt. Tværtimod har der allerede siden Krigens Begyndelse ifjor bestaaet en loyal Klub af meget agtede og formuende Borgere, Muurmester S., Hattemager D., Guldsmed P., Bogbinder L., Reebslager B. og flere, omtrent 10 i Tallet, hvilket ikke er en ganske ringe Mængde for en By som Ekernførde, hvor saagodtsom hele Embedsstanden og Magistraten er færdig at sprække af Tydskhed. Men i Ekernførde haves aldeles det samme mærkelige Særsyn, som i Flensborg; det er ikke og kan ikke være Danskhed, eller Kjærlighed til det Danske, der driver disse Folk til at udsætte sig for Vold og Forfølgelse, for Spot og Haan, men det er den sunde, jævne Borgeraand, der reiser sig mod det lærde slesvig - holsteenske Løgne- og Udsugelses-System, mod Fordærvelsen og Nederdrægtigheden iblandt den slesvig - holsteenske Embedsstand, og mod dette uhyggelige Spil med Eed og hellige Løfter. Foruden hine Borgere er i Ekernførde største Delen af Fiskerne og og Skipperne (der udgjorde 1/4 Deel af Statens Beboere), som stadig have staaet i Forbindelse med Danmark og danske Sømænd, yderst kjede af det oprørske Væsen, og lægge ikke mindste Skjul paa deres Sindelag. Saaledes ere Forholdene i Ekernførde. I den sidste Tid var den loyale Forening trængt frem med større Bestemthed og Ugeneerthed, end før, hvilket da vakte alvorlige Bekymringer blandt de tyske "Patrioter". Nytaarsaften pleier man i denne By, som overalt, at more sig med Smaadrillerier og Karnevalsoptøier, om de end tidt ere lidt plumpe. Den Frihed, som denne Aften syntes at yde, blev af Slesvig-Holstenerne benyttet til en Demonstration mod de troe Slesvigere. Især var det Muurmester S., som var dem en Torn i Øiet. Han havde endog med sine Meningsfæller i Sommer holdt et Gilde i Anledning af Slaget ved Fredericia, hvorfor han rigtignok blev stævnet til Raadstue, men vidste dog at undgaae videre Tiltale ved at foregive, at han havde høitideligholdt sin Kones Fødselsdag. Kl. henimod 9 paa Nytaarsaften rykkede da en Pøbelhob, som iforveien var trakteret af Kjøbmændene H. og M. med ægte Kartoffelbrændeviin, ind paa Muurmesterens Huus og tvang denne til at flygte. Han retirerede til den prøisiske Vagt, midt i Byen, men da denne ikke i mindste Maade vilde yde ham Hjælp, henvendte han sig til Borgemester Langheim, for at bevæge denne til energiske Forholdsregler. Benævnte Borgemester L. er ikke yndet i Ekernførde paa Grund af sit sære Væsen, og, naar der er en eller anden Skandal, saa pleier Gade-Ungdommen altid at betænke hans Vinduer med nogle Steenkast. Da denne Mand saaledes bestandig lever i Angst for at faae sine Vinduet ituslagne, turde han naturligviis ikke yde den flygtede Borger nogen Hjælp, fordi dette vilde have kostet ham alle sine store og dyre Ruder. Muurmester S. maatte altsaa begive sig hjem og fandt da største Delen af sit Indbo aldeles ødelagt. Den vilde Skare var imidlertid draget videre, for at fortsætte sit Arbeide i slesvig-Holsteens Tjeneste. Hos Guldsmed P. paa Torvet søgte de at opbrække Vinduesskodderne, for at aabne sig Adgang til nogle Sølvskeer og Ringe, hvilket dog ikke lykkkedes. Under bestandig Brølen af deres yndede "Meerum-schlungen" opsøgte de nu alle de "Dansksindedes" Huse (ialt 16) og regalerede Vinduerne med Steen samt Beboerne med Trusler og Skjældsord. Omsider Kl. 1 var Runden gjort og alle "Forrædere" afstraffede. Hverken Politiet eller Prøiserne have gjort det Mindste for ar forhindre dette Uvæsen. Hvad vil nu følgen blive af disse Exesser? De velsindede Slesvigere ville slutte sig end tættere sammen, de ville end klarere føle og erkjende, hvad det slesvig-holsteenske Væsen er og tilsigter, de ville med Trofasthed og Taalmodighed oppebie den Stund, da deres Konge atter bliver Herre i Landet - og frelser dem fra videre Undertrykkelse.
(Dannevirke 7. januar 1850)
Året efter var slesvig-holstenerne ved at blive nedkæmpet, og Langheim fik i september 1850 også dømmende politimyndighed. I september måtte han dog flygte fra slesvig-holstenerne, "und hoffentlich kehrt er nicht wieder", som mange tyske aviser skrev da de igen indtog byen. Danske skibsbatterier havde skudt plejehuset i brand. "Gefion" var slesvig-holstensk:
Danskerne som var smidt ud af Eckernförde, forsøgte at sætte ild til Gefion. En dansk bombe ramte Gefion. Borgmester Langheim fra Eckernförde er flygtet til danske skibe. Men hans kone, der er født i København, vil gerne holde med tyskerne.
Die Dänen, die aus Eckernförde geworfen wurden, machten den Versuch, die Gefion in Brand zu stecken. Eine Dänische Bombe hat die Gefion getroffen. Der Bürgermeister Langheim aus Eckernförde hat sich auf dänische Schiffe geflüchtet. Seine Frau aber, aus Kopenhagen gebürtig, will's mit den Deutschen halten.
(Die Volksbötin 20. september 1850.)
En tysk avis skrev tilbageskuende om denne affære:
Borgmesteren Langheim, måske den eneste i Eckernförde, der sympatiserede med danskerne, blev tvunget til at svare på Paludans brev på vegne af byen Eckernförde om at borgerne overlod beslutningen om at fortsætte eller stoppe kampen til de militære myndigheder. Umiddelbart efter parlamentarikerens ankomst havde Jungmann og de øvrige befalingsmænd besluttet ikke at lukke skibene ud af havnen igen. De svarede derfor, efter at de heroiske borgere i Eckernförde udelukkende havde lagt beslutningen i deres hænder:
"Vi ser ingen grund til at skåne dine skibe. Skulle du udføre din trussel om at beskyde en åben by, ville et sådant hærværk blive en forbandelse for Danmark, hvis repræsentant du er her. Jungmann, kaptajn og chef for kystbatteriet. Irminger, kaptajn og bataljonschef. Wiegand, bychef".
Der bürgermeister Langheim, der Einzige vielleicht in Eckernförde, der dänischen Sympathien hatte, sah sich gezwungen, auf Paludans Schreiben im Namen der Stadt Eckernförde zu erwidern, dass de Bürger die Entscheidung über Fortsetsung oder Einstellung dess Kampfes den Militärbehörden überliessen. Jungmann war mitt den übrigen Kommandeurs gleich nach dem Eintreffen des Parlamentärs entschlossen gewesen die Schiffe nicht wieder aus dem Hafen zu lassen. Sie erviderten daher, nachdem die heldenmüthigen Bürger Eckernförde's die Entscheidung ausschliesslich in ihre Hand gelegt:
"Wir sehen uns nicht veranlasst, Ihre Schiffe zu schonen. Sollten Sie Ihre Drohung, eine offene Stadt zu beschiessen, verwirklichen, so, würde ein solcher Vandalismus der Fluch Dänemarks werden, dessen Repräsentant Sie hier sind. Jungmann, Hauptmann und Kommandeur der Küstenbatterie. Irminger, Hauptmann und Batallionskommandeur. Wiegand, Stadtkommandant".
(Der Kamerad: militärisch-belletristisches Wochenblatt. 19. februar 1864).
Hans kone havde åbenbart slesvig-holstenske sympatier, og dette blev efter krigens afslutning i 1852 lagt borgmester Langheim til last: hans kone havde hyldet Bonin efter hans sejr ved Fredericia:
---
For ikke mange Dage siden holdt Omegnens galante Folk et Bal i Blumthal Kro, hvor ogsaa den berygtede Kiøbmand Martini var tilstede; en dansk Officier, som paa anden Haand ønskede Entré, blev afvist. Her levedes høist gemytligt med Schleswig-Holstein meerumschlungen og Hochs for Staten Schleswigholstein. Advocat Lübbes er ogsaa Justitsembedsmand paa Godset Maasleben, hvorunder Kroen sorterer. For faa Dage siden gav Hr. Cordes paa Hohenstein, tal Norden for Eckernförde, et Selskab for sine Naboer, Venner og Troesforvandte, og blandt disse navnes ogsaa Advocai Lübbes. Her sang man ved Bordet "Schleswig-Holstein mcerumschlungen", holdt patriotiske Taler til Bedste for det Land Schleswig-Holstein og udbragte Vivat og Hochs for samme, og der i Lübbes's Overværelse, der netop er Justitsembedsmand paa Godset. Vi kunne naturligviis ikke sige, om Lübbes raabte med, ja vi kunne ikke engang forsikkre, at han hørte derpaa - vi vare nemlig ikke iblandt Gæsterne - men vi opfordre ham herved at fralægge sig denne for en Embedsmand høist graverende Beskyldning ved at bevise sit Alibi; thi han skal, saafremt Regjerlngen giør Noget ved Sagen, undersøge Criminalia og dømme sine Medskyldige. Hvad nu Eckernförde angaaer, da befinder man sig der efter Beleiringstilstandens Ophør ret vel, er tilsyneladende rolig og tillader sig blot i Udkanterne af Byen at give sig Luft i den skiønne "Meerumschlungen", men dette kommer nu formodenlig hverken til Borgemesterens eller Kommandantens Kundskab; man er ikke saa ufornuftig eller ubeskeden at besvære Vedkommendes Øren. Forresten lever Schleswigholsteinismen der i fuldt Velgaaende, og det er visselig ei uden Grund, Eckernförde har feiret den eneste virkelige Triumph, Oprørerne have havt over deres retmæssige Landsherre; d. 5. April 1849 er et uomstødeligt, et blivende historisk Factum.
Vi have kjendt Eckernførde i en Række af Aar og tør derfor frit udtale den Formening, at denne By af det hele Land, som har været insurgeret, sidst vil forandre sig til det Bedre. Blandt flere Grunde er den for os den vigtigste, at Borgemester Langheim er forbleven og mulig fremdeles bliver i sit Embede. Denne Mand, saaledes som vi fjende ham, er af ret gode Evner, men af en svag Charakteer; han er som et Siv for Vinden. Hvad Under da, at han i en Række af Aar har været Schleswigholsteinismens Tilhænger og er mere tilbøielig til det Onde end til det Gode. Vi have kjendt hans Færd, saavel da han udførte Kongens Bud, som da den provisoriske Regjering var hans Afgud; nu er han maaskee igien den retmæssige Fyrstes tro Tjener, forsaavidt en utro Tjener nogensinde igjen kan blive tro. Dersom vi tør meddele nogetsomhelst Raad, da bør han forflyttes; thi han har formeget compromiteret sig til, at han atter kan handle selvstændig som Embedsmand, og det fjendlige Parti tvinger ham netop derved til at handle saavidt gjørligt i sin Aand. Vi ville kun levere eet Beviis, men det er ogsaa slaaende. Efter Schleswigholsteinernes moralske Seir ved Fredericia, efterat Vaabenstilstanden var proclameret og Slesvig altsaa regieredes, om end af Fremmede, dog altid i Kongens Navn, blev Bonin inviteret til Eckernførde og der bekrandset, med al den Pomp, Høie og Lave, Embedsmænd og Borgere, kunde udvise, som Seirherre ved Fredericia, af Borgermester Langheims ægteviede Hustru. Man lægge Mærke til Sagen. Den fungerende øverste Magistratspersons Kone bekrandser offenlig Landsherrens Fjende, fordi han har kjæmpet mod hans Armee; om den gode Langheim eller Fruen tillige holdt Talen, som naturligvis blev holdt, erindre vi ei længer. Kan der vel tænkes større Forhaanelse mod Landsherren! Og denne Fru Langheim er født dansk, vi troe i Kjøbenhavn. I danske Hædersqvinder, hvis Sønner have blødt for os, Eders betrængte og mishandlede Brødre, hvis Gaver have qvæget saavel den saarede Oprører som den hæderkronede Kriger, beklage med os, at en dansk født Qvinde er falden saa dybt! Om Advocat Lübbes ville vi denne Gang ikke tale mere, uagtet vi ubetinget ansee ham for en af Partiets Koryphæer; vi ville først see, om han agter at frigjøre sig for, hvad vi ovenfor have debiteret, og forbeholde os da fremdeles Ordet om ham, naar vi dertil finde os foranledige.
---
(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 22. maj 1852).
I hvert fald ser det ud til at de danske myndigheder var utilfredse med ham, for i august 1853 blev Langheim degraderet til stadssekretær, mens den 23-årige cand. juris. Hammerich blev borgmester, byfoged og politimester. Nogen stor ændring synes det dog ikke at have medført, Langheims linje blev videreført.
Efter krigen blev alle de slesvig-holstenske embedsmænd afskediget. Langheim måtte godt nok opgive posten som borgmester i 1853, men han fik lov til at fortsætte som bysekretær, auktionsforvalter og rådmand. Han afløstes af premierløjtnant Louis Hammerich (1830-1919) som havde deltaget i krigen som frivillig på dansk side. Han fungerede 1853-1856.
Fra hertugdømmet Slesvig, 20. februar. (Schw. M.) Den efter det slesvigske ministeriums befaling anlagte sag af magistraten i Eckernförde by mod den tidligere borgmester i Langheim, nu bysekretær der, for tilbagebetaling af pengene fra bykassen i årene 1849-1850 til statskassen i Rendsborg i statholderskabets regeringstid indbetalte skatter til indretning af krigsskat og og de renter, der betales til private, der låner byen penge til dette formål, er fra appelretten i Flensborg den 22. december v. J. besluttet, at tiltalte kun skal tilbagebetale 301 og 44 1/4 FRM i stedet for de krævede 4250 og 82 FRM, og sagsomkostningerne.
Aus dem Herzogthüme Schleswig, den 20. Februar. (Schw. M.) Die auf Befehl des Schleswigschen Ministeriums von dem Magistrate der Stadt Eckernförde wider den vormaligen Bürgermeister Langheim, jetzt Stadtsecretär daselbst, erhobene Klage auf Ersatz der aus der Stadtkasse in den Jahren 1849-1850 an die Landeskasse in Rendsburg während der Regierung der Statthalterschaft einbezahlten Termine der zur Entrichtung der Kriegssteuer ausgeschribenen gezwungen Anleihe und der an Privaten, welche der Stadt dazu Gelder angeltehen, dafür bezahlten Zinzen ist von Appelationsgerichte zu Flensburg den 22. December v. J. dahin entschieden, dass der Beklagte statt der geforderten 4250 und 82 F. R. M. nur 301 und 44 1/4 F. R. M. zu erstatte habe, under Vergleichung der Prozeskosten.
(Magdeburgiscxhe Zeitung: Anhalter Anzeiger 1. marts 1858.)
- Undersøgelserne mod Dr. Heiberg i Slesvig i Anledning af Udbredelsen af Stænder-Majoritetens Adresse have lfølge "R. E." ført til den Oplysning, at de Stænderdeputerede Raadmønd Marquardsen, Hansen-Grumby og Ahlefeldt-Sehested imellem 10. og 11. Febr. begav sig til Slesvig og medbragte den i Forsamlingens Bureau trykte Rumohrske Adresse. Disse tre Herrer konfererede derpaa med Dr. Heiberg, udlagte Texten i Klubbens "Museum" samt oplæste Adressen for en Forsamling; samtidigt bestilte Dr. Heiberg 2000 Aftryk af Adressen hos Bogtrykker Pfingsten i Itzehoe og denne havde allerede den 14. Februar Arbeidet færdig. Af Alt dette fremgaaer saaledes, at hele Arrangement ved den oprørske Adresses Offentliggiørelse er udgaaet fra Majoritetens 26 Medlemmer. Da Dr. Heiberg den 16. modtog Exemplarer af Adressen, lod han den uopholdelig uddele i Slesvig, Kiel, Hamborg og Flensborg. I den sidste By anholdt man samtlige Adresser i Herzbruchs Boghandel og der skal ikke være forsendt Exemplarer Nord for Flensborg (?). da der ikke har været taget Aftryk af Adressens danske Text. - Med Hensyn til den oprørske Adresse fra Byen Slesvig have Undersøgelserne vist. at dens oprindelige Text er forfattet af Kjøbmand og deputeret Borger Berseck og i Aafskrift meddeelt Brygger Detlefsen og Korkfabrikant Esch, der paatoge sig at forlokke smaaborgere til at underskrive Adressen. Det lykkedes dem dog kun at samle 80 Underskrifter, da mange Borgere vægrede sig ved at underskrive en saa oprøst Text; Adressen blev derfor omredigeret, og Kjøbmand Herting og den Deputerede Langheim satte sig derpaa i Bevægelse for at samle Underskrifter. Den saaledes modificerede Adresse synes dog endnu at have været Slesvigs Borgere for skarp, thi Berseck, Esch og Brødrene Detlevsen forenede sig senere om at redigere en endnu mildere Text, der blev udført i Steentryk af Lithograph Eckener i Slesvig. Disse Adresser bleve samtlige leverede til Byens Stænderdeputeret, Raadm. Marquardsen, der medtog dem til Flensborg. Efterhaanden have samtlige Underskrivere nu indrømmet, at de ere blevne opfordrede til kun at sætte deres Navn under Adressen, uden at kjende eller i ethvert Fald at forstaae dens Indhold: "thi en Takadresse er jo dog en uskyldig Ting!" - De deputerede Borgere Berseck, Langenheim, Arlitz og Myohl ere suspenderede som saadanne og Raadmand Marquardsen udelukket fra Majoritetens Forhandlinger indtil Undersøgelserne have givet et bestemt Resultat for hans Nedkommende. - Ifølge en Korresp. til "I. R." have Stadssekretairerne (Byskriverne) i Slesvig og Ekernførde erholdt Vink om at søge deres Afskeed, og Hr. Langheim er som Følge heraf afreist til Kjøbenhavn, hvor han skal have havt flere Audientser hos den slesvigske Minister,
(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 13. april 1860)
Efter den affære synes det som de danske myndigheder havde fået nok af Langheim, tommelskruerne skulle skrues på mod oppositionen, og det anså man ikke Langheim for manden til. Den 16. april 1860 blev C. C. Langheim afskediget i nåde og med pension. Han var da stadssekretær, auktionsforvalter og rådmand. Samtidig meddeltes at justitsråd Leisner var bogmester, stadssekretær, byfoged og auktionsforvalter. Se andetsteds på denne blog.
I oktober 1860 fik C. C. Langheim, nu forhenværende stadsekretær i Eckernförde bestalling til at drive advokatforretning i hertugdømmet Slesvig mod at tage bopæl i byen Slesvig. I december 1860 fik C. C. Langheim af kongen bestalling til at drive advokatforretning ved underretterne i hertugdømmet Slesvig med forpligtelse til at tage bopæl i byen Slesvig. Han døde kort efter krigens slutning i oktober 1864, ca. 58 år gammel efter længere tids sygdom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar