Süstmann Ment (1902-1944). (Efterskrift til Politivennen)

Hovedmanden i kaffe-sagen: Stifter af politifaggruppen.

Undersøgelsen sluttede i går.

STATSADVOKAT Schlegel sluttede i går undersøgelsen i kaffe-affæren indenfor det københavnske politi. Der er ikke fremkommet væsentligt nyt ud over, hvad offentligheden allerede har hørt om. Antallet af implicerede er dog steget til 16-17, men enkelte erklærer, at de kun har købt kaffe gennem de to hovedmænd for rationeringen. Det er ikke lykkedes at få fastslået hvem det er, der har brugt en af de store, lukkede vogne til kaffeafhentning hos Linnet, men derudover skulle sagen være opklaret til bunds.

Først i denne uge vil der ved et møde mellem de højere Myndigheder blive truffet afgørelse om retssag eller disciplinærsag.

Nu, undersøgelsen er afsluttet, er der imidlertid ingen grund til, at hele politikorpset fortsat skal gå rundt med "mistanken" hvilende på sig. Det bør allerede nu siges, hvem hovedmanden er - altså hvem det er, som har købt mellem 500 og 1000 halvpundsdåser kaffe. I sammenligning med hans meriter blegner det øvrige ganske.

Det drejer sig om en politibetjent Robert Sustmann Ment, der indenfor korpset særlig er kendt som en af dem, der stiftede den clausenske faggruppe. Det er ikke normalt at bringe folks politiske overbevisning i forbindelse med deres private gerninger, men i tilfælde, hvor det drejer sig om folk, som vil forandre alt bestående, og selv bringe noget bedre, må man stille særlige krav til deres vandel. Det har vakt megen opmærksomhed indenfor korpset, at også hovedmanden i kaffesagen ligesom den politibetjent, der forleden dømtes for spiritustyveri, er fra "faggruppen", eftersom den kun tæller sytten mand!

Hele politistyrken længes efter at få den ubehagelige sag likvideret. menneskene husker jo nu engang længere de ubehagelige ting, der er at sige om andre, end de gode gerninger, og selv om et par betjentes strafværdige optræden er småting, sammenlignet med det dygtige arbejde, hundreder af betjente udfører hver dag, vejer det tungt i den vægtsskål som hedder den offentlige mening.

Out.

(Nationaltidende 30. marts 1941).

Robert Anders Peter Sustmann Ment, født i København 26. februar 1902. I forsvaret 1923-28, korporal. Herefter politimand. Medlem af DNSAP 24. oktober 1940. Meldte sig til Frikorps Danmark 29. Juni 1941. Han boede da på Jagtvej 87. Overført til Frikorpset til Langenhorn Kaserne i Hamburg. 20. august 1941 udnævnt til Unterscharführer (sergent), i en del af 4. kompagni (Frikorpset havde 4 kompagnier foruden et 5. kompagni, som senere blev Ersatz kompagniet). Deltog på Østfronten i Demjansk (Rusland) fra 8.Maj 1942, og i Welikie Luki/Newel i vinteren 1942/43. 9. november 1943 fratrådt Regiment Danmark (Frikorpset).

Herefter en del af det tyske SD (Sicherheistdienst), tolk på Dagmarhus og Shellhuset, deltog i arrestationer og mishandlinger af fanger. Fx når fangen havde håndjern på, smed han nogle mønter på gulvet og beordrede fangen til at samle disse op. Når fangen dukkede sig ned efter mønterne, sparkede Süstmann Ment ham bagi, så de røg ind i væggen. Andre tilfælde han brugte imod fanger var at holde en tændstik lige under en fanges næse. I starten af 1944, kendte BOPA ham, april 1944 var han på modstandsbevægelsens illegale blad ’De frie Danske’ her blev der bragt en stikker liste, med overskriften ’ Danske stikkere på Dagmarhus der heller ikke overlever freden’. 

Blandt de torterede var bl.a. modstandsfolk herunder Holger Danske medlemmet Preben Hagelin, som blev anholdt af Süstmann Ment og Ib Birkedal Hansen (henrettet efter krigen). 

Det lykkedes medlemmer fra BOPA at likvidere ham 7. august 1944. Han var på vej fra sin bopæl på Jagtvej 87 til Shellhuset, og blev forfulgt af BOPA medlem Søren Levinsen, Süstmann Ment var klar over der var noget galt, han vendte sig om og kiggede søgende efter hver 10 skridt, den ene hånd havde han hele tiden i sin jakke, som man må formodes at have holdt en pistol. På Nørrebrogade tog han Linje 16 Sporvognen, inden vognen kørte, nåede tre fra BOPA at hoppe på vognen. Udenfor Bulgros Cafe i Ravnsborggade stoppede sporvognen, og 20.25 skød BOPA mand Søren Levinsen ham i hovedet. Han var død med det samme. Søren Levinsen og to andre fra BOPA hoppede af vognen og forsvandt.

En officiel tysk meddelelse i danske aviser den 9. august meddelte at medlem af det tyske sikkerhedspoliti Süstmann-Ment var blevet likvideret på linje 16, Nørrebrogade. Danske aviser skrev fx.

Ofret for et snigmord begravet.

Gennem Ritzaus Bureau meddeles:

Den i ugens begyndelse ved et fejt mord dræbte Sustmann-Ment blev i går bisat med militære æresbevisninger og under stor deltagelse fra kammerater, venner og foresatte.

Sustmann-Ment der kun blev 42 år gammel, trådte som unge mand ind i det danske politi hvor han i løbet af sin femtenårige tjenestetid erhvervede sig mange venner. Han deltog som frivillig i kampen mod bolsjevismen og udviste her personligt mod og gode soldateregenskaber. Efter tre års tjeneste i Waffen SS vendte han tilbage til Danmark og var ved sin død ansat i det tyske politi.

(Ribe Stifts-Tidende, 12. august 1944).

Süstmann-Ments mindesten på Vestre Kirkegård. Samme sted som de tyske krigergrave. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efterfølgende likviderede en terrorgruppe ledet af den berygtede Birkedal 11 medlemmer af Holger Danske og BOPA 9. august 1944 ved landsbyen Rorup mellem Roskilde og Ringsted. Det rygtedes hurtigt, og den 15. august 1944 meddelte Pancke (SS- og politifører) at 11 fanger havde forsøgt at løsrive sig fra en fangetransport og efterfølgende var blevet myrdet lidt udenfor Roskilde.

Ifølge nedenstående officielle meddelelse var de på vej til Frøslevlejren i Sønderjylland. De blev beordret ned af lastbilen og skudt, kamoufleret som et flugtforsøg. Nogle af de 11's sager blev efterforsket af Sustmann Ment inden han blev likvideret.

Drabsmændene var tre danskere: Birkedal, Arvid Waltenstrøm og Walter Carl Rasmussen, samt nogle tyskere: Bunke (en overordnet Gestapomand), Tony Thomer, Falkenberg, Käsemodel, Buck og Lautenburg. Waltenstrøm udgav sig for at være fange, og det var ham der skulle fingere et flugtforsøg. Drabene var stærkt medvirkende til den efterfølgende folkestrejke. Mordet på de 11 medførte at Frihedsrådet udsendte en opfordring til en 24 timers strejke for at mindes de myrdede og vise undertrykkerne harme og foragt.

Mytteri i en fangetransport.

Pressekontoret hos den højere SS og politifører i Danmark meddeler:

Den 9. august 1944 skulle et antal personer der var arresteret på grund af voldsforbrydelser, efter afslutning af den politimæssige undersøgelse transporteres fra København (Vestre Fængsel) til en koncentrationslejr i Tyskland. Det drejede sig om følgende:

Jens Jacob Wolf Martens, født den 2.1.1920 i København.
Aksel Jensen, født den 13. 2. 1919 i Fredericia.
Gunnar Mogens Dahl, født den 7.5.1917 i Nykøbing F.
Viktor Bering Mehl, født den 6.2.1911 i Raarup.
Erik Nyemann, født den 6.4.1922 i Østermarie,
Karl Helmuth Preben Berg Sørensen, født den 5.12.1917 i Hillerød.
Knud Erik Henning Gyldholm, født den 9.7.1914 i København.
Peer Sonne, født den 10.4.1921 i Farsø.
Kaj Holger Schiøth, født den 12.3.1921 i København.
Preben Hagelin, født den 15.11.1922 i København.
Edvard Frederik Sommer, født den 12.12.1922 i Lyngby.

Martens var en terrorist der den 9.9.1943 havde skudt den tyske politifunktionær Hans Smok.

Aksel Jensen havde den 2.5.1944 spillet en ledende rolle ved sabotagen på transformatoren i Frihavnen og derunder såret den danske overbetjent Julius Peter Jacobsen.

Gunnar Mogens Dahl var meddelagtig i mordet på den tyske løjtnant Schippmann den 26.12.1943.

De øvrige fanger har tilstået at have begået sabotagehandlinger, Viktor Bering Mehl alene 20 forbrydelser af denne art som leder af en sabotage gruppe.

Transporten foregik i en lastbil. På landevejen kort efter Roskilde forsøgte fangerne med magt at befri sig. Det ledsagende mandskab måtte bruge skydevåben, og derved blev fangerne skudt, dels mens de ydede modstand, dels under flugt.

(Aftenbladet (København), 15. august 1944).

Robert Süstmann Ment blev begravet på på Vestre Kirkegård. Stenen er opsat i den tyske afdeling (A/266-265). Süstmann Ment var gift med Ella Johanne Sofie Süstmann Ment, parret havde ingen børn. Hun arbejdede som telefondame på telefoncentralen. Modstandsfolk mente hun fungerede som stikker for tyskerne, da hun aflyttede telefon samtaler. Den 16. december 1944 blev hun likvideret. Modstandsgruppe ’Lange’ havde siden klokken 06.00 lagt og observeret bopælen(Jagtvej 87), hos en portner på en skole overfor. En lirekasse i nærheden spillede uafbrudt ’ Julen har bragt velsignet bud’. Klokken 11.00 viste Ella Süstmann Ment sig, sammen med sine to hunde som hun skulle lufte. Ved en legeplads gik Poul fra gruppe ’Lange’ frem og skød Ella Süstmann Ment i nakken, hovedet blev knust.

Var mordet på "de 11" hævn for Sustmann-Ment?

Mystikken om en af Gestapos værste voldshandlinger i Danmark ved at hæves.

BLANDT de mange voldshandlinger, som Gestapo forøvede i Danmark under besættelsen, var "Mordet på de 11 i Shellhusets kælder" sikkert en af dem, der gjorde det dybeste indtryk - både fordi det kostede så mange menneskeliv, og fordi det var så skændigt.

Mest af alt vakte det måske harme, fordi "den højere SS og Politifører" Pancke frækt meddelte gennem bladene, at de 11 unge mænd var blevet skudt på grund af mytteriforsøg.

Man var hurtigt klar over, at dette ikke var sandt; men alligevel har voldsdåden lige siden været omgivet af megen mystik, som naturligvis piner de efterladte. Nu ser det imidlertid ud til, at denne er ved at hæves.

Forskellige oplysninger, som er kommet frem, understøtter den formodning, at "de 11" simpelthen er blevet myrdet som hævn for likvideringen af den berygtede gestapomand, Sustman Ment. Dette må naturligvis give anledning til skærpede afhøringer af alle de gestapomænd, som arbejdede i Kriminalrat Bunckes afdeling, under hvilken "sagen" hører.

"Mytteri i en fangetransport"

"I en fangetransport" den 9. august i fjor meddeltes det i bladene, at fem ikke navngivne medlemmer af den tyske værnemagt og det tyske politi var blevet "snigmyrdede" i København. Det sidste af de opregnede tilfælde dateredes til den 7. august; og det er likvideringen af Sustmann-Ment, der her tales om. Han blev om aftenen skudt ned i en linje 16, mens vognen kørte ad Nørrebrogade. Først den 15. fremkom så meddelelsen om et "mytteri i en Fangetransport", hvorved følgende 11 danske, politiske fanger var blevet dræbt: Jens Martens, Aksel Jensen, Gunnar Dahl, Viktor Mehl, Erik Nyemann, Preben Berg-Sørensen, Knud Gyldholm, Peer Sonne, Kai Schiøth, Preben Hagelin og Edvard Sommer. Det blev angivet, at "mytteriet" havde fundet sted på landevejen kort efter Roskilde den 9. august, da de omtalte fanger var på vej fra Vestre Fængsel til en tysk koncentrationslejr.

Myrdede i bilen?

Det blev i de Illegale blade straks skrevet, at det 11-dobbelte mord havde fundet sted i Shellhusets kælder, og nogle vidneudsagn tydede også i den retning, ligesom det kunne fastslås, at ingen politimand eller privatperson den pågældende aften havde hørt hørt skyderi i nærheden af Roskilde.

Et andet vidneudsagn, som den, der skriver disse linjer, personlig har indhentet under påtvunget samvær i Vestre Fængsel med en Gestapo-chauffør, Orla Christiansen, tyder dog på, at de 11 i hvert fald er blevet myrdede, mens de sad i en fangetransportbil.

Fængselsbetjent Kaj Hansen, Vestre Fængsels illegale postmester som er med til at løfte sløret fra mordet på de 11 danske patrioter.

(Nationaltidende, 22. juni 1945).

Gestapo provokerede til flugt og skød 11 patrioter.

Grufuldt blodbad på landevej ved Roskilde sidste sommer.

København (Privat).

Det er nu lykkedes kriminalpolitiet i København i snævert samarbejde med allierede myndigheder at opklare de 11 mord på danske patrioter som blev begået af tyskerne i sommeren 1944 som repressalier for likvideringen af den berygtede fhv. politibetjent Sustmann Ment.

Mens man hidtil har ment at de 11 patrioter blev myrdet i Shell-huset, er det nu gennem afhøring af en af brødrene Birkedal-Hansen fastslået at mordene er foregået under et provokeret flugtforsøg i nærheden af Roskilde.

Det var den berygtede Ib Birkedal-Hansen som arrangerede det hele. Ind blandt de 11 patrioter smuglede han ved borttransporten fra Vestre Fængsel en af tyskernes provokatører som arrangerede flugtforsøget under en natlig køretur, som officielt havde en tysk koncentrationslejr til mål, men i virkeligheden kun havde det formål at muliggøre nedskydningerne.

Ib Birkedal-Hansen menes at opholde sig på falske papirer i den amerikanske zone i Tyskland.

(Randers Dagblad og Folketidende, 8. november 1945)

Ifølge HIPO-manden Carl Walther Rasmussen i 1962 (han sad da i sikkerhed i Hamborg under tysk statsborgerskab), kritiserede Pancke Birkedal og Rasmusen for ikke at have kørt ligene til Ryvangen, men til Shell-huset, hvorfra oplysninger hurtigt tilflød modstandsbevægelsen. 

Mindestenen ved Rorup. Stenen blev rejst i 1946. På stenen er ofrenes navne, samt denne inskription: "Lovløst dræbtes her den 9. august 1944 11 danske mænd, fædrelandets tro sønner. Her skrev med blod de deres troskab ind i danske hjerter og i danske sind." Foto Erik Nicolaisen Høy.

De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).

Hovedstadens fremtidige Færdsels-Signaler. (Efterskrift til Politivennen).

 

Til venstre: Betjent Bøgholm-Larsen med den af ham konstruerede Handske med rødt Lys. I Midten: Den nye Signal-Lanterne, som skal ophænges over Krydsningsstederne. Til højre: Det Indre af Reguleringsskabet. Paa Bagsidens Trin har Færdselsbetjenten Plads ved Haandtager, hvormed Signalerne skiftes.

Antagelig paa Fredag vil Københavnerne, der passerer Frederiksborggade, før de naaer Søerne og begynder at spejde efter Marsvinet, faa noget andet at kigge paa, nemlig det første Færdselssignal af den nye Type, anbragt i Farimagsgade-Krydset, og som nu skal indføres ved alle de stærkt trafikerede Skæringspunkter.

I Gaar havde vi paa Politigaarden lejlighed til at bese den nye Konstruktion, til hvilken Magistraten har bevilget Pengene.

Som forleden omtalt, har Signalet, der anbringes i Kabel over Sporvejenes Ledningsnet, tre Lanterner, øverst den røde "Stop", i Midten det gule Varsel om Kørselsændringen og nederst det grønne "Kør".

Reguleringen sker fra et Skab opstillet inde paa Fortovskanten, og Betjenten faar Plads paa et en halv Meter højt Trin, saaledes at han har fuld Oversigt over Gaden.

For det Tilfælde, han maa forlade Posten, kan han ved blot at trykke paa en knap indstille Signalet til Selvbetjening, saa at Lyset skifter med et efter Trafikforholdene passende Mellemrum; den gule Varselslanterne kan saaledes f. Eks. stilles til at lyse fra 2 til 30 Sekunder.

Skabet rummer ogsaa Telefon med direkte Ledning til den nærmeste Politistation, som derved er i Stand til at underrette Betjenten om Numret paa stjaalne Vogne, som han da eventuelt kan stoppe, hvis de skulde komme forbi. Samtidig kan Posten naturligvis ogsaa tilkalde Assistance i Tilfælde af Ulykker o. I. Hele Signalkonstruktionen er dansk, bygget af Ingeniør Klein, der virkelig synes at have fundet en praktisk Løsning af det vanskelige Trafik-Problem.

Forøvrigt blev vi ved samme Lejlighed præsenteret for en fiks lille Opfindelse, udtænkt af Betjent, Cand. phil. Bøgholm-Larsen. Det drejer sig om et Par hvide Overtrækshandsker, der i Haandfladen bærer et rødt Lys. som dog først tændes, naar Haanden hæves over en bestemt Vinkel. Handskerne vil blive indført til Brug for Betjentene paa de Krydsningssteder, hvor der ikke findes Færdsels-Signaler.

(Aftenbladet 21. november 1928).

Omtalen af et marsvin i starten af artiklen hentyder til at nogen havde sluppet et marsvin ud i Søerne, hvor det tiltrak store mængder af nysgerrie.

I Morges toges det nye Færdsels-Signal i Brug.

Fra venstre: Den ophængte Lanterne. Til højre: Betjenten i Virksomhed ved Skabet paa Fortovskanten udfor Chr. Winthers Hus.

I Gaar Morges tog man fat paa Anbringelsen af det nye Færselsignal. Det er, som omtalt, Frederiksborggade-Farimaggade Krydset, der nyder Æren af at være det første Sted. hvor Nyordningen indføres

Arbejdet blev Dagen igennem fulgt  med den største Interesse af det forbipasserende Publikum, der navnlig var meget nysgerrigt efter at se, hvad der var inden i Reguleringsskabet.

Selve lanternen har man været nødsaget til at anbringe temmelig højt til Vejrs, nemlig over Sporvejens Ledningsnet. Det vil derfor nok komme til at knibe lidt for Automobilister, navnlig de lukkede, at se, naar Signalet skiftes, men ved Anbringelsen af et lille Spejl eller en Prisme, kommer man over denne Vanskelighed. Paa den anden Side har Lanternens Anbringelse højt til Vejrs den Fordel, at Lyset kan ses langt ned i Gaden, saa at Chaufførerne advares i god Tid.

Kl. 7 i Morges traadte Signalet i Virksomhed, og Starten gik glat. For den trafikledende Betjent betyder det selvfølgelig ogsaa en stor Behagelighed at kunne staa i Sikkerhed inde paa Fotovet og være fri for at blive oversprøjtet af Gadesnavs i sølet Vejr.

(Aftenbladet (København) 24. november 1928).

Vesterbrogade faar sin Trafik-Lanterne.

Signalet opsættes paa Lysstanderen ved Bernstorffgade-Krydset.

I Gaar fik Vesterbro Passage sin Trafik Lanterne, som fra i Dag afløser det mere uanselige Stopskilt. 

Signalet er anbragt paa Lysmasten ved Bernstorffsgade-Krydset, medens Betjeningsskabet er opstillet ved Standerens Fod og ikke, som i Frederiksborggade, inde paa Fortovskanten. Den posthavende Betjent vilde nemlig ikke kunne have tilstrækkeligt Overblik over Trafiken, hvis han skulde staa ved Fortovet.

løvrigt er Farvetonen i det grønne ændret af Hensyn til de Farveblinde. Mange af disse har nemlig Vanskelighed ved at skelne det røde og grønne Lys fra hinanden i Frederiksborggade-Lanternen, men efter øjenlægers Udtalelser skal den Forandring, der nu er foretaget, ophæve denne Fejl.

Politiet vil nu i nogen Tid se, hvorledes de to Lanterner virker, før man søger yderligere Bevilliger til Anskaffelse af flere ny Lanterner.

(Aftenbladet (København) 29. december 1928).

Lyssignalerne løste ikke problemet. I marts 1929 blev der stadig klaget over at man ikke kunne se farverne, eller om lyset overhovedet var tændt i sollys. Der blev derfor udstationeret folk ved signalerne til at råbe til bilisterne hvornår der var fri bane. 

Allerede i 1923 eksperimenterede 1. politiinspektorat med ordninger af trafikforholdene. 4. oktober 1923 således med det viste stopsignal. Det var tre meter højt og havde et varselssignal om "Giv Agt". Det blev afprøvet ved daværende Tivoligade. Foto fra Aftenbladet 5. oktober 1923.

Smugkroer og Spillebuler. (Efterskrift til Politivennen)

I 1920'erne vrimlede det med omtaler af ulovlige smugkroer som var blevet afsløret af politiet. Især i Prinsensgade synes det at have gået livligt for sig. Men også på Vesterbro. Smugkroerne opstod især efter at restaurationer måtte lukke tidligt. Fx drev prostituerede ofte natbeværtning til høje priser, disse "damerestaurationer" holdt især til på Nørrebro i skumle baggårde.

Nedenfor et par eksemplariske omtaler, samt et par større sager. 

Fra den lange liste af omtaler, her ganske kort: Fru Winther holdt systue - og smugkro, Søndergade 14, Vesterbro. Fru Oline Hansen, Magstræde 20 i et bagværelse. Tjener Søren Jensen, Borgergade 72 havde indrettet sin lejlighed til smugkro. Johanne Mortensen, Gasværksvej. Spåkonen Johanne Jønsson, Prinsensgade 9 - hun blev idømt 80 dages fængsel. Handelsmand Eklin, Prinsensgade 15. Handelsmand Oluf Mortensen Carlsen, Prinsensgade 12, 1. sal over gården. Fyrbøder Marius Dünweber, Prinsensgade 8, 2. sal over gården. Rebslager Christian Jensen, Prinsensgade 8. "Traver-Valde", translatør Valdemar Petersen, Peder Hvidtfeldtstræde 13. Bøderne blev afsonet i Vestre Fængsel. En "løsagtig kvinde", Martha Larsen, Søndre Boulevard fik december 1922 en bøde for 400 kr. Hun var dømt 4 gange for samme forseelse.

En Smugkro.

To Kvinder, Fruerne Ragna Petersen og Jenny Hansen, som bor paa Søndre Boulevard, har i deres Lejlighed holdt Smugkro. Jenny Hansen, der tidligere har haft en Bøde paa 600 Kr. for samme Forseelse, var mødt, men vilde ikke modtage en Bøde paa 500 Kr. Ragna Petersen var udeblevet: hun vil nu blive efterlyst.

(Nationaltidende, 24. april 1923, 2. udgave).

Meine Tante -deine Tante paa Vesterbrogade Nr. 17.

En Spillebule stormet i Nat.

17 Spillere i et lillebitte Kammer.

Politiet har i længere tid haft sin Opmærksomhed henvendt paa Ejendommen Vesterbrogade Nr. 17. hvor man efter den ordinære Cafe Lukketid om Natten ved 1 -Tiden til Stadighed har kunnet se mystiske Skikkelser forsvinde ind gennem Gadedøren. og derfor snart følte sig overbevist om. et der blev drevet enten Spillebule eller Smugkro.

I Nat mobiliseredes derfor alle Svendsgadestationens civile Betjente. og efter at man havde konstateret. at der i hele Huset kun fandtes Lys i et enkelt Vindue oppe paa 4. Sal, skred man til mandstærkt Angreb paa den paagældende Lejlighed baade fra Hoved- og Køkkentrappen. En af Politimændene, Jørgensen-Rødvig gættede sig til et Rankesignal paa Hoveddøren ; denne blev aabnet paa Klem og i samme Nu stormede Betjentene ind i Stuen med Lyset - saa godt dette da lod sig gøre! 

Thi Stuen var et lillebitte Kammer der under normale Forhold kun var bestemt til Ophold for et Par Mennesker. Men p. t. opholdt der sig ikke mindre end 17 Personer derinde - Værten, en yngre Malermester Schrøder, der bor tilleje hos den Familie, som egenlig har Lejligheden, samt 16 Gæster, af hvilke det overvejende Antal var Kellnere fra de prominente Restaurationer omkring Raadhuspladsen og Tivoli, der her afleverede deres indtjente Dagløn.

Der blev spillet ."Meine Tante - Deine Tante", Hazardspillet med de to Kortbunker, af hvilke den ene tilhører Spilleme, den anden Bankøren. Og Gæsterne hang bogstaveligt taget paa Ryggen af hinanden for at naa Ind til "det grønne Bord".

Af Penge lykkedes det ikke politifolkene at beslaglægge noget nævneværligt af den simple Grund at de slet ikke kunde komme ind i den lille overfyldte Stue, inden Sedlerne var revet væk af Bordet og forsvundne i Lommerne. Men samtlige 17 Spillere maatte i et mægtigt Optog der mindede om en Flok lam paa Vej til Slagtehuset vandre den pinlige Gang hen paa Svendsgades Politistation, hvor de maatte opholde sig, til man havde konstateret Rigtigheden af de af dem opgivne Navne og Adresser.

Senere kommer det endnu pinligere Møde i Politiretten.

(Aftenbladet (København) 15. juni 1923).

En Kelner Hans Olsen, der havde drevet Smugkro i Eskilsgade for Kvarterets letlevende Kvinder, blev i Gaar idømt 300 Kr. i Bøde.

(Nationaltidende 4. juli 1923).

Cigarhandlerskens lille Ølhalle.

Cigarhandlerske Ida Mathilde Groskopt, Hambroesgade 23, der tidligere er mulkteret for Overtrædelse af Næringsloven, stod atter i Gaar i Byretten, sigtet for at have solgt Bajerskøl i sin Butik til Fortæring paa Stedet.

Rapporten oplyste, at der i Forreningen var stillet Kasser og Bænke frem til Kunderne at sidde paa, medens de lod Bajerne løbe ned.

Der var mødt en halv Snes Vidner. Da hun nægtede at afgøre Sagen med en Bøde paa 90 Kroner, gik den til nærmere Undersøgelse.

(Folkets Avis - København 23. december 1926).

Kampagnen imod Smugkroerne.

Tre Anholdelser i Formiddags.

Som vi tidligere har omtalt, findes der i Adelgade- og Borgergade-Kvarteret et Utal af Smugkroer, som Politiet i den senere Tid har slaaet ned paa, hvorefter Indehaverne har faaet alvorlige Bøder.

I Eftermiddag skal der hos Dommer Eide behandles en Saag angaaende en Smugkro i Borgergade 54, som indehaves af Arbejdsmand Thorvald Petersen, Musiker Scheffczik og Skorstensfejer Orla Mathiassen i Fællesskab. 

Det ser ud til, at dette Tilfælde er af en særlig ondartet Karakter, idet Politiet i Formiddags har sat de tre Indehavere under Anholdelse.

Formentlig har man ønsket at sikre sig mere selvstændige Forklaringer, end det mulig blev Resultatet, hvis de tre Herrer havde Lejlighed til at konferere med hinanden.

(Nationaltidende 28. marts 1928, 2. udgave).

Politiets Kamp imod Smugkroerne.

Husassistentens dyre "Sjus"

Politiet fører, som tidligere omtalt, en energisk Kamp imod det Smugkrouvæsen, der dærlig drives omkring Adelgade- og Prinsensgadekvarteret.

For nogen Tid siden anmeldte en Husassistent Ella Sørensen, som havde været natilig Gæst i Repræsentant Holger Christiansens Smugkro, Klerkegade 26, at hun havde købt en "Sjus", som hun havde betalt med 2 Kroner. Politiet rejste paa dette Grundlag Sag imod Christiansen, der i Gaar af Dommer Victor Hansen blev idømt 300 Kr. i Bøde. For ikke længe siden fik han 100 Kr. i Bøde for et lignende Forhold.

Landsretten idømmer en Smugkrovært Fængselsstraf.

I Gaar afholdt Landsretten en anden Sag indenfor samme Kategori.

Den Tiltalte hedder Søren Jensen og har haft Smugkro i Adelgade. For Tiden opholder sig i Vestre Fængsel, hvor han er i Førd med at afsone en Bøde paa 600 Kr.

Under en ny Sag var han ved Byretten idømt en Bøde paa 800 Kr.

Landsretten forhøjede Straffen til simpelt Fængsel i 30 Dage.

(Nationaltidende 1. maj 1928).

"Smugkro" i Absalonsgade.

En "Husassistent" Agnes Jørgensen, der i Absalonsgade 35 driver en Smugkro, var blevet anmeldt af nogle af Gæsterne, hun var blevet Uvenner med.

I Retten hos Dommer Eide har hun nægtet at have modtaget Betaling for de Drikkevarer, hun har serveret.

Frk. Jørgensen blev idømt en Bøde paa 300 Kr. for ulovligt Værtshushold.

(Nationaltidende 15. juli 1928).

Den største Smugkro i Byen ryddet af Politiet.

Et uventet og uvelkomment Besøg. - Automobilvaskeriet paa Halmtorvet viste sig at være Nat-Restaurant.

Om faa Dage vil Dommer Eide faa forelagt en ny Smugkrosag, og denne Gang drejer det sig efter Politiets Mening om den største Smugkro i København.

I nogen Tid havde Opdagerne holdt Øje med et Automobilvaskeri paa Halmtorvet, og undret sig over, at der Natten igennem ankom en Række Automobildrosker til Stedet, fyldte med glade Damer og Herrer.

"Automobilvaskeriet" var installeret l en stor Hal, der tilhørte Belysningsvæsenet.

Ved nærmere Undersøgelse fik man Viden om, at Vaskeriet var meget populært i visse Dele af Vesterbro, hvor Restaurantgæsterne ved Lukketid drøftede, om man skulde tage en lille Tur over til "Gasværket"  hvilket var Stedets Kælenavn - for at se, hvorledes det stod til.

Til sidst blev Politiet klar over, at man nu kunde foretage Afsløringen af en Smugkro, og forrige Nat trængte en større Skare Betjente ind i Lokalet, hvor man fandt et Selskab paa en Snes Personer. De maatte alle med til Politigaarden, medens Betjentene konstaterede, at "Vaskeriet" var omdannet til en moderne Nat-Restaurant.

Inden Politiet forlod Ejendommen, rullede adskillige Automobiler frem, og det ene Selskab efter det andet blev stoppet og ført til Politigaarden, for at Navne og Adresser kunde blive fastslaaet. Det er en Sølvfølge at diaae intetanende Gæster blev højlig forskrækkede ved at blive modtaget af Betjentene. De paaberaabte sig, at de jo intet ulovligt havde foretaget. Men desuagtet kunde de ikke undgaa at komme til at give Forklaring om, hvad Hensigten var med det natlige Besøg. Ogsaa Chaufførerne blev afhørte.

Vaskeriet er lejet af et Par Garagemestre, Hansen og Petersen, i Fællesskab med Restauratør Kai Sørensen fra Lille lstedgade.

3000 Bajere ugentlig.

Mærkeligt nok har ingen af Kuskene, der daglig bragte Øl til den ulovlige Restaurant, fattet Mistanke. Der var omsat 3000 Bajere ugentlig, saa Kuskene maa være gaaet ud fra, at Vaskeripersonalet har været usædvanlig tørstigt, uanset den kølige Sommer.

(Nationaltidende 17. august 1928).

"Vestre Automobil-Vadskeri" var ejet af restauratør Sørensen og lejet til chaufførerne Carl Vilhelm Nielsen og Niels Chr. Petersen. De fik hver 150 kr. i bøde.

Smugkroen på Halmtorvet under dække af en bilvask. Autovask, står der med store bogstaver på siden af bygningen. Foto fra Klokken 5 (København) 14. september 1928.

En Smugkro paa Godsbanegaarden.

Marketenderen sættes under Tiltale - men Statsbanerne siger god for ham!

Gennem Beværterorganisationerne har Politiet faaet Anmeldelse om, at der paa Godsbanegaardens Terræn blev drevet Smugkro, og Politidirektøren har rejst Tiltale mod Marketenderiets Indehaver Anders Jensen, for den 20. August at have solgt Bajere fra en Trækkevogn paa Godsbanegaardens Terræn til fire Mænd fra den nærliggende Flæskehal.

I Gaar var Sagen til Behandling i Byrettens 2. Afdeling, hvor Beværter Jensen mødte med Overrestssagfører Byrdal, der oplyste at Anders Jensen havde Kontrakt med Statsbanerne om ogsaa at have en Vogn staaende inden for POrten paa Godsbanegaarden. Vognen havde staaet der i 27 Aar, ogi Kontrakten havde man af Hensyn til Portærerne forlangt, at Vognen skulde staa der. Desuden havde Jensen Beværterborgerskab.

Dommer Victor Hansen henstillede, at Overretssagfører Byrdal ansøgte Indenrigsministeriet om Tilladelse til at lade Vognen staa paa Terrænet, og Sagen blev udsat for at forvente Ministeriets Svar.

(Nationaltidende 23. september 1928).

Tre Vidner anholdt i Retten.

I Gaar afholdt Dommer Eide Forhør angaaende en Smugkro og Hasardsalon, der skulde findes i Klerkegade 26 hos Tjener Algot Sjøgreen. En Mand havde anmeldt, at han var blevet blanket af i Hasard, og at han havde betalt nogle Drikkevarer, han nød.

 Sjøgreen nægtede at have modtaget Penge, og hævdede ligeledes, at der ikke var spillet Hasard.

 Under den videre Forhandling afgav tre Vidner, Carl Hansen, Georg Andersen og Kristiane Andersen saa vaklende Forklaringer, at Dommeren lod dem sætte under Anholdelse for falsk Forklaring.

 Sagen blev derefter udsat til Mandag.

 (Nationaltidende 26. januar 1929).

En Smugkro i Sct. Pederstræde.

I Politiretten behandledes i Formiddags en Sag, der er rejst mod Handelsmand Brenaa som bag en Cigarforretning i St. Pedersstræde havde etableret en Smugkro. Det var Politibetjent Thybjerg, der havde afsløret Kroen, hvor det gik livligt til, da Politiet kom til.

Der var 27 Mennekser til Stede, og de fortalte, dels at de var til Generalforsamling, dels at de var til Fødselsdagsgilde, og begge Dele var selvfølgelig urigtigt.

Alle disse Mennesker skulde have været afhørt i Retten i Dag; men Breenaa vedtog i Mindelighed en Bøde paa 100 Kr., og Vidnerne blev derefter sendt hjem uden at være bleven afhørt.

(Nationaltidende 5. marts 1929, 2. udgave).

Antoniegades Politistation gennem 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Et Stykke bevæget Historie.

Paa lørdag er det 25 Aar siden, at Antoniegade Politistation toges i Brug. Jubilæet har en vis aktuel Interesse, idet man for Tiden overvejer at nedlægge St. Kongensgades Politistation og overflytte Mandskabet til Antonegade.

2. Kreds' Hovedkvarter fandtes oprindelig i Pilestræde 32. I 1899 flyttede det til Nr. 63 i samme Gade for endelig den 21. April 1903 at flytte hen i Antoniegade, det gamle Antoniestræde, hvor der den Gang fandtes lige saa mange Børstenbindere samlede, som der nu findes Klædehandlere i Kristen Bernikowsgade.

Den første halve Snes Aar i det nye Hus, som Kommunen havde ladet opføre, var af en meget urolig Beskaffenhed. Den Gang stod Brøndstræde-Kvarteret endnu, og den offentlige Prostitution florerede. I saa at sige hvert eneste af de gamle Huse var der en Beværtning. Ikke en Nat gik hen uden Ballade og Anholdelser, det var strenge Tider for Betjentene.

"Peter Saft" som æselridende Politiassistent.

Adskillige af Kvarterets Bøller indlagde sig herostratisk Berømmelse. Gamle Københavnere vil endnu erindre Navnene "Bræddestablen", "Fløjtedrengen", "Peter Saft" og "Den dovne Dreng". "Peter Saft" var den vennesæleste af de nævnte. Naar man bare gav ham noget at drikke, kunde man faa ham til hvad som helst. En Gang havde man klædt ham ud i en gammel Politiassistent-Uniform, og man havde sat ham op paa et Æsel, idet man havde bundet ham forsvarligt fast, for at han ikke i sin Rus skulde glide ned.

Under vild Jubel red han gennem de smaa Gader, straalende af Spiritus og med naadige Haandbevægelser til alle. Det endte med, at en Betjent tog sig af ham. Af praktiske Hensyn lod Betjenten ham blive paa Æslet, og saadan blev han transporteret til Stationen, ledsaget af et mægtigt Følge.

Det er et af Stationens muntre Minder, men den gemmer naturligvis nok saa mange mørke. Det var til Antoniegade, at Morderen Bulotti blev bragt. Ogsaa Mozart Lindberg blev bragt dertil efter hans Drabsforsøg paa Hotel Kongen af Danmark. Et andet Stykke Drama i Stationens Historie er den store Brand paa d'Angleterre.

Da 47 Værtshuse blev revet ned.

Da Byggeriet ryddede op i den indre By, oprandt de stille Tider for Stationen. Brøndstræde-Kvarterets Nedrivning kostede ikke mindre end 47 Værtshuse Eksistensen. Blandt disse fandtes "Guldgruben", "Det lille Apotek", "Nordpolen" og "Transvaal". De urolige Elementer blev fordrevet til Saxogade og Prinsensgade. Prostitutionens Afskaffelse i 1906 gjorde ogsaa sit til at skabe Ro.

Tilbage paa Skansen.

Af det gamle Mandskab, som var med til at flytte ind i Antoniegade, er der endnu 5 tilbage, nemlig Politibetjentene 297 Oreby, 355 Udby, 471 Andersen, 610 Raun og 224 Christensen. Vi havde i Gaar en Samtale med sidstnævnte. Han fremhævede med Stolthed, at Pilestrædes Station og altsaa Antoniegades var den mest kendte i hele Danmark.

- Der er vel stor Forskel paa gamle Dage og saa nu ? spurgte vi.

- Det er slet ikke til at kende igen, lød Svaret.

Hvis Store Kongensgades Politistation bliver indlemmet i Antoniegades, saa vil der imidlertid atter blive Liv af samme Beskaffenhed som før, for saa kommer Nyhavn og Borgergade ind i Kredsen, og saa er det forbi med Stilheden.

Det bør bemærkes, at der, populære Politiassistent With var den, der havde Ledelsen, da Stationen flyttede fra Pilestræde til Antoniegade, og han forblev paa Skansen til 1925, da han gik af. Nu ledes Stationen af Politiassistent Stamm, bekendt fra en Række store Bedragerisager, i hvilke han fungerede som Anklagemyndighedens Repræsentant.

Torrent.

(København 18. april 1928).

Antonigades Politistation lå i nr. 11.

Politiassistent With. Foto bragt i København 29. september 1925 i anledning af hans 70 års fødselsdag, og dermed også tilbagetræden. Han nåede således at fejre 40 års jubilæum. Han blev ansat som politibetjent 1880, 1885 overbetjent og samme år politiassistent i 7. politikreds. 1887 til 2. kreds i Pilestræde. 12. juni 1924 blev han påkørt af en sporvogn, men dog uden med. Han beskrives her som måske lidt gammeldags.

Politiassistent With siddende i lænestolen - gaven ved hans afsked. Bag ham overbetjent Spettrup. Foto fra Aftenbladet (København) 1. oktober 1925. Withs bror Carl With var kommandant på Christiansø. Broderen Olaf With udvandrede 1887 til Argentina og blev apoteker i Resistencia. Han var også ugift og var flere gange borgmester i byen, hvor en gade er opkaldt efter ham (Olaf With). Han vendte aldrig tilbage til Danmark og døde i 1933. Datteren Ebba With var skuespiller.

Den stormede Politistation. (Efterskrift til Politivennen).

Batalje paa Dyrehavsbakken.

Paa Dyrehavsbakken var der i Aftes en større Batalje, idet to unge Knægte, Robert Emil Hansen fra Thorsdage og Knud Andreas Hansen fra Slotsgade, lavede Ballade, bl.a. i Dansesalonen "Figora", hvor de knuste Stortrommen, hvorefter Politiet indsatte dem i Arreesten. Her forsøgte en Bøllesværm at befri dem, og Politibetjentene, 16 i Tallet, maatte have Stavene frem, inden det lykkedes at jage Spektakelmagerne fra hinanden og faa de to Anholdte ført til Blegdamsvejens Arresthus.

(Aftenbladet (København) 1. august 1927).

Træ-Stationen paa Bakken.

Det er jo ikke nogen særlig imponerende Bygning, Politiet har som Station paa Dyrehavsbakken, og dog har den gennem Aarene været Skuepladsen for mangt et Braavallaslag.

Bakkens Gæster er jo ikke alle lige sagtmodige Naturer, og bruser først Blodet, skal der oftest tages et ordentlig Nap, før Temperaturen atter staar paa normale Tilstande.

I Lørdags var ,som omtalt, en Bøllesværm nærmest ved at rive hele Huset ned, men Stationen holdt sig skam, takket være Ankomsten af en Undsætningsstyrke paa 16 Mand med Gummi Haandgranater.

Træ Stationen har altsaa visse Lighedspunkter med Verdun-Fæstningen. Den har hidtil væretuindtagelig, og forhaabentlig holder den sig rank, til den mør af Ælde af sig selv synker i Smuld.

(Aftenbladet (København) 2. august 1927).

Kæmpen, der faldt. (Efterskrift til Politivennen)

En Sørgefest paa St. Hans Torv.

Vor alvise Magistrat, der som alle andre længe har været klar over de vanskelige Trafikforhold, der hersker paa St. Hans Torv paa Grund af de mange sammenstødende Kørselslinier, resolverede forleden, at der ved Udløbet af Elmegade og Guldbergsgade i Torvet skulde rejses en Lysmast, fru hvis Top der skulde udkastes saa stærkt et Lys, at hele dette Hjørne af Torvet fra Mørkets Frembrud vilde være belyst som af den klareste Dag.

Evnerne indenfor vor kommunale Administration staar imidlertid som bekendt ikke altid paa Højde med den gode Vilje. Ordren til Teknikerne lød paa. at der skulde rejses en høj, "en mægtig Mast". Og en skønne Dag - eller rettere en skønne Aften - rejstes der vel den højeste Lysmast, der fandtes i Byen, paa det udpegede Sted en Mast, hvis Lys tillod Beboerne af 4 og 5. Sals Lejlighederne i omliggende Huse at Iæse om Aftenen og den hele Nat, uden at bruge deres egen Elektricitetsmaaler, medens hele Gadekrydset nedenunder, der var det, der skulde belyses, fortsat henlaa i et ægyptisk Mørke, i hvis Midte Masten stod som en undersøisk Klippe til den største Fare for Trafiken og til største Rædsel for Bilkørere og andre kørende Folk.

Nu staar Masten der imidlertid ikke mere. Den blev nedlagt i Aftes.

Ved 18-Tiden kom Taxadroske K 1304 godtronde og intetanende jollende fra Guldbergsgade ind paa Torvet for at hugge sig en af Stadepladserne dér. Og midt I Gadekrydsets Mørke stod Masten høj og fræk og spærrede Kørebanen, saa det var Bilen plat umuligt at slippe udenom.

Den brasede lige løs paa Fodstykket. Og med et Brag, der hørtes over det ganske St. Hans Torv,  væltede Kæmpen og lagde sig til Hvile i hele sin mægtige Længde, medens Bilen, der havde faaet Køleren og hele Forpartiet shinet fladt, stillede sig til Hvile ved Siden af, som en dybtsørgende Paarørende. 

Politiet kom i stort Tal. Man forsøgte at løfte paa den faldne Kæmpe. Men han var urokkelig. Han blev liggende, hvor han Iaa, og Politiet maatte gaa hjem med uforrettet Sag efter, af Hensyn til Nattens kommende Trafik, at have afmærket Pladsen med Lygter og Tovværk og Stakit.

I Morges tidligt, da Politiassistent Vindinge paa sin Inspektionsrunde kom forbi den faldne Kæmpe, standsede han brat ved Synet af en mægtig Halmkrans, der i Nattens Løb var henlagt paa Graven. Og ved Kransen var hæftet et stort Stykke hvidt Karton, paa hvilket der med 4-Tommers Bogstaver var skrevet følgende lidt ubehjælpsomme men uhyre velment

Gravskrift.

Ingen havde paa Dig kaldt,
derfor din Levetid blev kort
Du skal have Tak for alt,
hvad Du gjorde, før Du gik bort.

En, der lykkeligt undgik Dig.

Gravskriften samlede i Løbet af ganske kort Tid en mægtig Sørgeskare omkring Stedet. Og da Trafiken truede med at gaa rent Staa, maatte Politiassistenten til sidst give Ordre til at fjerne Kransen og Plakaten, der foreløbig er bleven taget i Forvaring paa Fælledvejens Station.

Hvornaar Kæmpens Begravelse finder Sted, er endnu ikke bestemt.

Den laa paa Valen endnu i Formiddags ved Redaktionens Slutning.

Svip.

(Aftenbladet (København), 16. december 1926).

Allerede dagen efter blev masten imidlertid rejst igen, så Aftenbladet kunne den 17. december 1926 bringe ovenstående foto af den. Og digteren - bladet antog det var en chauffør eller bilist - var på spil igen: Velkommen tilbage, Du kære Ven. Lad os haabe Du snart bliver væltet igen. Men skulde det ske Du igen vil opstaa. Da vil vi ej køre, langt heller gaa.

Af en københavnsk Overbetjents Erindringer. (Efterskrift til Politivennen).

Overbetjent Johannes Toxværd har i 40 Aar arbejdet i Københavns Politi og har i Halvdelen af dette Tidsrum været Leder af Bevillingskontoret. Gennem dette Arbejde er han blevet Vidne til den Omvæltning i Kobenhavns Forlystelsesliv, som Krigsperioden medferte. Morsomt skildrer den jubilerende Politimand det Tidsafsnit af Byens Historie, da en Kæmpedame i en lejet Butik paa Vesterbrogade og et "Cyklevæddeløb" i en Variété var store Attraktioner, og Filmen betragtedes som en forbigaaende Børnesygdom.

Da jeg blev straffet for at synge Nationalsangen

I Efteraaret 1886 havde jeg indsendt en Ansøgning om Ansættelse i Københavns Politi, og for at undgaa genere Misforstaaelser havde jeg i Ansøgningerne skrevet, at jeg som Soldat havde faaet to Dages lys Arrest.

Gamle Politidirektør Crone sendte Bud efter mig.

- Naa, sagde han, De er nok en oprigtig Natur. Sig mig, unge Mand, hvorfor er De straffet i Militærtjenesten?

- Fordi jeg sang "Kong Christian", svarede jeg.

Politidirektøren lagde sig tilbage i Stolen og lo:

- Hvornaar sang De da Nationalsangen?

- Klokken 10.10 Aften, Hr. Politidirektør! Altsaa 10 Minutter for sent.

Faa Dage efter blev jeg antaget og begyndte straks at stampe ude paa Vesterbro. Det var den ungen Betjents Lod i hine Tider. Først paa Gaden, senere inden for Muren.

Valgslaget i Rømersgade.

Den første større Affære, jeg var med i, var Valgslaget i Rømersgade først i Januar 1887. Afstemningen fandt Sted i Gothersgades Eksercerhus, og gamle Borgmester Hansen var Formand for Valgbestyrelsen i 5. Kreds. Ved Midnatstid var Resultatet klart: Socialdemokraterne havde faaet valgt deres første Mand P. Holm, og af den Grund var Begejstringen uden Grænser. Ved 1-Tiden ryddede vi, 200 Mand under senere Politiinspektør Theodor Petersens Ledelse, Eksercerhuset. Naa, "ryddede", det er maaske for stærkt. "Gaa nu hjem. Folkens", sagde Theodor Petersen, men han talte for døve Øren. I sluttet Trop stormede Vælgerne Forsamlingsbygningen i Rømersgade, de fyldte skiftevis Gaden og Huset. Hver Gang vi var nede, var de oppe - og omvendt. Først langt hen paa Morgenstunden faldt der nogenlunde Ro over Gemytterne -.

Da den kinesiske Legation klagede over en Film og Overbetjenten blev sendt ud for at censurere.

Tiden gik, og fra Gaden var jeg kommet ind i Bevillingskontoret, Stedet hvorfra Politiet kontrolerer Forlystelseslivet.

Filmen var dukket op, og rundt om begyndte Biografteatrene en Række daglige Forevisninger, men endnu betragtede Lovgivningsmagten Filmen som en Børnesygdom. og saa sent som i 1912 eksisterede der hverken Biograflov eller Filmscensur. Vi var et Par Mand oppe paa det gamle Domhus, der tog sig af de Grejer. Og en Morgenstund, jeg tror, det var i 1910, laa der en Ordre paa mit Bord: "Gaa hen og se Filmen i (jeg husker ikke længer Teatrets Navn) .... og aflæg Rapport til Politidirektøren."

Den kinesiske Legation havde gennem Udenrigsministeriet meddelt Justitsministeriet, at den paa den kinesiske Nations Vegne maatte protestere mod den paagældende Film, der, efter Legationens Opfattelse. "var egnet til at nedsætte den kinesiske Nations Ære....".

Jeg gik altsaa derud og stiftede Bekendtskab med en saare indviklet Historie om en gammel Kineser, der holdt en ung europæisk Pige indespærret. Det var Handlingen i Filmen, og jeg skrev i min Rapport, at jeg intet fornærmeligt fandt i den.

Paa Natkafé i islandsk Trøje og Træsko.

Med Krigs-Restriktionernes Indtræden døde hele det smaaborgerlige, humørfyldte Natteliv. Til Gengæld blomstrede det stærkt den første halve Snes Aar efter Aarhundredskiftet. Alene paa Strøget havde 4 Natkaféer til Huse: "Kongens Klub", "Blanchs Kafé", "Klosterhallen" og "Kafé Riise". Her kunde Københavnerne komme og gaa Natten igennem, og jeg tør roligt sige, at Præget af Verdensstad var ikke overvældende. Her sad jævne Folk ved Siden af det København, der morer sig. Jeg har hyppigt paa disse Natkaféer set Mænd i islandske Trøjer og Træsko, de kom fra deres Arbejde og følte Trang til en Hjertestyrkning, inden de gik hjem. Ingen tog Forargelse af denne Tingendes Tilstand. 

Jo, jo. det var Dage! Vel var det sjældent. at Champagnen skummede, men Humøret var ikke af den Grund mindre frodigt. Natteravnene morede sig kongeligt ved en Gammel Carlsberg eller en Romtoddy. Hvad gør de nu? Jeg husker, at da jeg første Gang stiftede Bekendtskab med Begrebet "en Sjus", havde jeg været mere end 20 Aar i Politiets Tjeneste. Det skete under en Nattevagt. En overstrømmende glad Herre var indbragt til Stationen.

- Hvad har De dog drukket. Mand? spurgte jeg.

- Sjusser .... stammede han.

- Sjusser?

- Ja, Whisky og Sodavand blandet sammen.

Den Gang var jeg saa uvidende....

Kæmpedamen paa Vesterbro.

I samme Grad som Restaurantlivet var smaastadsagtigt, var Forlystelserne set med Nutidsøjne naive. I mange, mange Aar fik vi oppe paa Domhuset Besøg af Verdens sværeste Dame, hun kom for at opnaa Tilladelse til at give "Forestillinger" paa Vesterbro. Damen, der den Gang var midt i Trediverne, vejede 380 Pund. og naar hun aabnede sit "Teater", som Regel i et øde Butikslokale, strømmede Publikum til. Man havde intet imod at iagttage en Kvinde, der med tilsyneladende Glæde lod en voksen Mand staa op paa sit Bryst.

Et "Cyklevæddeløb" i White Star i 1913 var ligeledes et af Byens Trækplastre.

En skolepligtig Pige paa 40 Aar.

Dermed være dog ikke sagt. at de rigtige Teatre ikke ombølgedes af Folkets Interesse. Men denne Interesse var nu og da en Smule nærgaaende. En Publikummer havde meddelt Politiet, at der ude paa Nørrebros Teater optraadte to Børn i dens skolepligtige Alder.

Jeg ringede til Anton Melbye og forelagde ham Klagen.

Da han havde leet ud, indrømmede han, at det muligvis var galt med den ene Skolepligtige, men for den andens Vedkommende, sagde han, har jeg en ren Samvittighed. Den lille Pige har i hvert Fald en Søn paa 17 og en Datter paa 13 Aar, og er en lykkeligt gift fyrretyveaarig Dame.

Den nidkære Tilskuer havde altsaa været ude for el optisk Bedrag.

Da Betjentene ogsaa skulde være Lygtetændere.

Den gamle Overbetjent slutter med et lille personligt Minde:

- I Slutningen af Firserne kom Politiets Lønforhold til Behandling i Borgerrepræsentationen. Det kunde nok siges at være nødvendigt, for en ung Betjent lønnedes den Gang med 58 Kroner maanedligt. Alligevel var Byens Raad betænkeligt ved at gaa med til Lønforhøjelser, og denne Betænkelighed fandt Udtryk i et Forslag, der gik ud paa at paalægge Betjentene at tænde Gadelygterne, saafremt de fastholdt Kravet om en linjere Løn. Saa kunde man afskedige Lygtetænderne og give Betjentene det sparede Beløb...

Saaledes saa man den Gang paa Politiets Arbejde. Senere blev ogsaa dette anderledes - som alt fra gamle Dage er blevet det.

(Nationaltidende, 28. november 1926).

Foto fra Aftenbladet (København), 22. oktober 1926 i anledning af Toxværds 40 års jubilæum.

Toxværd blev ansat i politiet i 1886. Han døde i 1933, og hans stilling blev overtaget af Carl Petersen.

Skandale i Opdagelsespolitiet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 2. april 1924 afholdt Dansk Kriminalpolitiforenings 1. kreds et møde i anledning af sagen mod opdageren Plougholt (se sagen om Plougholt andetsteds på denne blog). Her blev vedtaget en resolution som protesterede imod den uensartede anvendelse af straffeloven. Bl.a. at "personer af andre samfundslag trods tilståelse og åbenlys skyld i grovere tilfælde helt har kunnet undgå arrestation, offentligt forhør, dagens fremdragen i pressen, påtale og straf." Skylden måtte lægges på afdelingens leder, Tage-Jensen. Dette svækkede kriminalpolitiets anseelse i befolkningen. Politidirektør Dybdal kritiserede denne resolution.

Skandalen indenfor Opdagelsespolitiet.

Justitsministerens opsigtvækkende Afskedigelse.

De ulovlige Protokoller.

Den Afskedigede som Politimand og Menneske

Justitsminister Steinckes Afskedigelse af Politiinspektør Tage-Jensen har givet et Indblik i vort Opdagerkorps' Arbejsmetoder, et Indblik, der ikke ligefrem kan kaldes smigrende.

Politiinspektør Tage-Jensen, der blev ofret paa de hemmelige Protokollers Alter.

Vi lever i en Tid med Sensationer af en højst beklagelig Art. Forleden blev Biskop Bast arresteret, og nu viser det sig, at der i Opdagelsespolitiet har indsneget sig en højst uheldig Ulighedens Aand, endda i dets øverste Ledelse. Justitsministeren har igaar udsendt en Redegørelse, som tilfulde viser det.

Kimen til den foretagne Undersøgelse ligger i Sagen mod Opdageren Plougholt, der blev arresteret i Anledning af en Sigtelse for Sædelighedsforbrydelse. Dansk Kriminalpolitiforenings 1ste Kreds protesterede mod den Behandling, der blev ham til Del, i Modsætning til den, som var overgaaet andre - underforstaaet af mere velsituerede Samfundsklasser.

Vagtmester Andreas Hansens Angreb.

Politidirektøren søgte at svække Resolutionen, i hvilken Anledning Vagtmester Andreas Hansen i sin Organisations Blad henledte Opmærksomheden paa, at der fandtes en saakaldt P. D. C.-Protokol, som skulde kunne bevise den aabenbare Forskellighed, hvormed Sagerne blev behandlede.

Efter dennes Artikels Fremkomst beordrede Justitsministeren Undersøgelse. Det viste sig, at der fandtes to hemmelige Protokoller: P. D. A.- og P. D. C.-Protokollerne. Forskellen mellem dem bestod blot i, om de for Straf fritagne Personer havde tilstaaet eller ej.

Efter den nye Retsplejelovs Ikrafttræden indskrænkedes Brugen af disse Protokoller betydeligt. Fra 1919 til 1924 findes der i P. D. C.-Protokollen saaledes kun 40 Tilfælde, medens der alene for Aaret 1904 findes 63.

En ulovlig Fremgangsmaade.

Justitsministeren finder, at mange af de henlagte Sager burde være forelagt Statsadvokaten eller endog Rigsadvokaten. Fremgangsmaaden betegnes som ulovlig, men forstaaelig i den første vanskelige Overgangstid til Retsplejeloven. Derimod er det ganske utilstedeligt, naar Politidirektøren har villet fortsætte denne Fremgangsmaade, hvortil han ingen Sanktion havde.

I nogle Tilfælde er der endda gaaet saa skødesløst til Værks, at der har fundet en telefonisk Konference Sted mellem Statsadvokat Gammeltoft og Politiinspektør Tage-Jensen. Ansvaret maa dog i første Række paahvile den  sidstnævnte.

Graverende Henlæggelser.

De omtalte hemmelige Protokoller vil for Fremtiden ophøre at eksistere.

I flere Tilfælde, konstaterer Justitsministeren, har Henlæggelserne været aldeles uforsvarlige, ja, graverende. I denne Forbindelse nævnes 7 Tilfælde, som alle er passeret under Politiinspektør Tage-Jensen. En Skuespiller ved et større Teater havde vist grov Uterlighed, en 23-aarig Dame, Datter af to kendte Personer, havde begaaet Tyveri i et Hjem, en Broder til en Politiassistent havde vist Uterlighed overfor tre Drenge, en Søn af en Dommer havde begaaet Bedragerier og Pensionatstyverier, en Bankassistent, Søn af en Oberst, havde stjaalet for 1300 Kr. Frimærker, en Datter af en Kontorchef havde bedraget et Stormagasin for 350 Kr., og endelig havde en Tjenestepige bedraget sit Herskab og opdigtet en Tyverianmeldelse. Alle disse Personer, som var prædestineret til Straf, var paa Grund af deres gode Forbindelser sluppet fri. Det udtales i Erklæringen, at i nogle af Tilfældene vilde Sagerne end ikke kunne være henlagt af Rigsadvokaten.

Tage-Jensen faar følgende Salut: Han har i sin Egenskab af Chef for Opdagelsespolitiet udvist en saadan Forsømmelighed eller Skødesløshed i Embedsførelsen, baade i formel og reel Henseende, at man ikke kan anse det for rigtigt, at han indtager en ledende Stilling indenfor Politietaten, hvorfor han vil blive opsagt til Fratræden med sædvanligt Varsel.

Ogsaa Politiinspektør Hakon Jørgensen faar et lille Hib. For hans Vedkommende er der dog kun Tale om en enkelt Sag. En Lagerekspedient havde bestjaalet sit Firma for 3000 Kr. Firmaet anmeldte ikke Tyveriet og ønskede hverken Straf eller Erstatning. Ikke desto mindre betalte Sigtedes Fader Erstatning, hvorfor Sagen blev henlagt. Afgørelsen bliver kritiseret, men ikke fordømt.

Lægen, der slap for Tiltale.

End ikke Rigsadvokaten gaar helt Ram forbi. En Læge havde begaaet Uterlighed overfor nogle Drenge. Erklæringerne angaaende hans mentale Tilstand kunde tyde paa, at han ikke var helt normal, og da han tilmed vilde udvandre, blev Tiltalen mod ham frafaldet. Ministeriet mener, at Rigsadvokaten i dette Tilfælde burde have spurgt det til Raads.

At Vagtmester Andreas Hansen i sin Egenskab af Formand for Kriminalpolitiet har følt sig kaldet til at optræde i denne Sag, finder Ministeriet rimeligt, derimod har hans Klagers Form været af en saadan Beskaffenhed, at det er uforeneligt med Orden og Disciplin indenfor enhver Etat. Han modtager derfor en skarp Misbilligelse.

Politiinspektør Tage-Jensen som Opdager og Menneske.

Da Politiinspektør Tage-Jensen for et lille Aarstid siden blev forflyttet fra Stillingen som Opdagelsespolitiets Chef til den mere tilbagetrukne Post som Leder af den saakaldt Opdager-Skole, var det et meget haardt Slag for ham. Som det vil erindres, skete Forflyttelsen paa Grund af hans Deltagelse i Februar-Kontoen.

Man kan om den afskedigede Politiinspektør sige, at han var den fødte Opdager. Han levede og aandede for Opklarelsen af Forbrydelser, han var ikke alene Embedsmand paa det Omraade, han var Sportsmand.

Selv om der maa ske nok var en Del Bluff ved ham - han kunde spille herligt for Galeriet - saa kan ingen frakende ham en udpræget Dygtighed, han var heller ikke opdraget til sin Gerning paa et Kontor, men ude i Marken. Han havde en omhyggelig Træning som Opdager, inden han satte sig paa Inspektørstolen.

Hval han manglede, var Ligevægt. Han kom derfor heller aldrig rigtig i Kontakt med sine Undergivne. Ja, han skabte uden at ville det ikke saa lidt Had rundt øm sig. De gamle Politimænd kunde ikke rigtigt finde sig i den unge, lunefulde Mand. Det var ikke blide Ord, der ofte faldt bag hans Ryg.

Mellem Pressen og Hr. Tage- Jensen bestod der et eget usikkert Forhold. Han yndede at mystificere. Da Professor Nikolaj under Krigen deserterede fra Tyskland i en Flyvemaskine og landede her i Byen, blev han sat under Bevogtning af Politiet. Journalisterne vilde naturligvis gerne tale med Professoren, og der udviklede sig nu en Kispus-Leg, som morede Tage- Jensen utroligt. Han fandt paa alle mulige, ofte temmelig barnlige Fif for at forsvare sit Bytte mød Pressen.

Alle Domhusets Krinkelgange blev benyttede. Det sidste Tric var Benyttelsen af den næsten forglemte Port ud mod Frederiksberggade

En Tid var Politiinspektørens slanke, elegante Skikkelse en hyppig Fremtoning i Selskabslivet. Det var navnlig under Krigen. I de sidste Aar har han levet meget tilbagetrukket.

Tage-Jensen er endnu en ung Mand. Han er født i 1885. Siden 1910 har han været knyttet til Opdagelsespolitiet, hvor han straks efter sin Debut blev "opdaget" af daværende Inspektør Henrik Madsen, som meget hurtigt lærte at sætte Pris paa hans Evner, og som ogsaa fremskyndede hans Karriere, saa at han kunde blive hans Efterfølger.

Det er beklageligt, at Hr. Tage-Jensen skal ud af Politivirksomheden, for hvilken han har saa gode Betingelser, og ingen beklager det sikkert mere end han selv. Havde han mindre Tilknytning til det gode Selskab end han har, saa vilde han sikkert fremtidig være Privatdetektiv - blot for Sportens Skyld.

(B. T. 12. december 1924).

Sigurd Tage-Jensen overvågede under og efter 1. verdenskrig den yderste venstrefløj: Kommunistpartiet og Danmarks venstresocialistiske Parti. Han arbejdede efter sin afsked fra politiet som privat rådgiver for private virksomheder.