Til venstre: Betjent Bøgholm-Larsen med den af ham konstruerede Handske med rødt Lys. I Midten: Den nye Signal-Lanterne, som skal ophænges over Krydsningsstederne. Til højre: Det Indre af Reguleringsskabet. Paa Bagsidens Trin har Færdselsbetjenten Plads ved Haandtager, hvormed Signalerne skiftes.
Antagelig paa Fredag vil Københavnerne, der passerer Frederiksborggade, før de naaer Søerne og begynder at spejde efter Marsvinet, faa noget andet at kigge paa, nemlig det første Færdselssignal af den nye Type, anbragt i Farimagsgade-Krydset, og som nu skal indføres ved alle de stærkt trafikerede Skæringspunkter.
I Gaar havde vi paa Politigaarden lejlighed til at bese den nye Konstruktion, til hvilken Magistraten har bevilget Pengene.
Som forleden omtalt, har Signalet, der anbringes i Kabel over Sporvejenes Ledningsnet, tre Lanterner, øverst den røde "Stop", i Midten det gule Varsel om Kørselsændringen og nederst det grønne "Kør".
Reguleringen sker fra et Skab opstillet inde paa Fortovskanten, og Betjenten faar Plads paa et en halv Meter højt Trin, saaledes at han har fuld Oversigt over Gaden.
For det Tilfælde, han maa forlade Posten, kan han ved blot at trykke paa en knap indstille Signalet til Selvbetjening, saa at Lyset skifter med et efter Trafikforholdene passende Mellemrum; den gule Varselslanterne kan saaledes f. Eks. stilles til at lyse fra 2 til 30 Sekunder.
Skabet rummer ogsaa Telefon med direkte Ledning til den nærmeste Politistation, som derved er i Stand til at underrette Betjenten om Numret paa stjaalne Vogne, som han da eventuelt kan stoppe, hvis de skulde komme forbi. Samtidig kan Posten naturligvis ogsaa tilkalde Assistance i Tilfælde af Ulykker o. I. Hele Signalkonstruktionen er dansk, bygget af Ingeniør Klein, der virkelig synes at have fundet en praktisk Løsning af det vanskelige Trafik-Problem.
Forøvrigt blev vi ved samme Lejlighed præsenteret for en fiks lille Opfindelse, udtænkt af Betjent, Cand. phil. Bøgholm-Larsen. Det drejer sig om et Par hvide Overtrækshandsker, der i Haandfladen bærer et rødt Lys. som dog først tændes, naar Haanden hæves over en bestemt Vinkel. Handskerne vil blive indført til Brug for Betjentene paa de Krydsningssteder, hvor der ikke findes Færdsels-Signaler.
(Aftenbladet 21. november 1928).
Omtalen af et marsvin i starten af artiklen hentyder til at nogen havde sluppet et marsvin ud i Søerne, hvor det tiltrak store mængder af nysgerrie.
I Morges toges det nye Færdsels-Signal i Brug.
I Gaar Morges tog man fat paa Anbringelsen af det nye Færselsignal. Det er, som omtalt, Frederiksborggade-Farimaggade Krydset, der nyder Æren af at være det første Sted. hvor Nyordningen indføres
Arbejdet blev Dagen igennem fulgt med den største Interesse af det forbipasserende Publikum, der navnlig var meget nysgerrigt efter at se, hvad der var inden i Reguleringsskabet.
Selve lanternen har man været nødsaget til at anbringe temmelig højt til Vejrs, nemlig over Sporvejens Ledningsnet. Det vil derfor nok komme til at knibe lidt for Automobilister, navnlig de lukkede, at se, naar Signalet skiftes, men ved Anbringelsen af et lille Spejl eller en Prisme, kommer man over denne Vanskelighed. Paa den anden Side har Lanternens Anbringelse højt til Vejrs den Fordel, at Lyset kan ses langt ned i Gaden, saa at Chaufførerne advares i god Tid.
Kl. 7 i Morges traadte Signalet i Virksomhed, og Starten gik glat. For den trafikledende Betjent betyder det selvfølgelig ogsaa en stor Behagelighed at kunne staa i Sikkerhed inde paa Fotovet og være fri for at blive oversprøjtet af Gadesnavs i sølet Vejr.
(Aftenbladet (København) 24. november 1928).
Vesterbrogade faar sin Trafik-Lanterne.
I Gaar fik Vesterbro Passage sin Trafik Lanterne, som fra i Dag afløser det mere uanselige Stopskilt.
Signalet er anbragt paa Lysmasten ved Bernstorffsgade-Krydset, medens Betjeningsskabet er opstillet ved Standerens Fod og ikke, som i Frederiksborggade, inde paa Fortovskanten. Den posthavende Betjent vilde nemlig ikke kunne have tilstrækkeligt Overblik over Trafiken, hvis han skulde staa ved Fortovet.
løvrigt er Farvetonen i det grønne ændret af Hensyn til de Farveblinde. Mange af disse har nemlig Vanskelighed ved at skelne det røde og grønne Lys fra hinanden i Frederiksborggade-Lanternen, men efter øjenlægers Udtalelser skal den Forandring, der nu er foretaget, ophæve denne Fejl.
Politiet vil nu i nogen Tid se, hvorledes de to Lanterner virker, før man søger yderligere Bevilliger til Anskaffelse af flere ny Lanterner.
(Aftenbladet (København) 29. december 1928).
Lyssignalerne løste ikke problemet. I marts 1929 blev der stadig klaget over at man ikke kunne se farverne, eller om lyset overhovedet var tændt i sollys. Der blev derfor udstationeret folk ved signalerne til at råbe til bilisterne hvornår der var fri bane.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar