Patruljebåd V 701 Forlis 21. Oktober 1939. (Efterskrift til Politivennen)

Tyskerne udlagde efter udbruddet af 2. verdenskrig 1. september 1939 miner for at forhindre englænderne i at gå ind i Østersøen. Minerne begyndte at drive rundt, og drev bl. a. i land på Møn. Den 21. oktober 1939 ramte den tysk patruljebåd V 701 (en tidligere fiskerbåd ved navn "Este") en af minerne. Måske tyskernes første skibstab i krigen. Af besætningen på 55 mand reddede en sig selv, mens 4 blev reddet af danske vandfly og skibe. 28 blev fundet omkomne og 23 savnet. 

En af de omkomne var i følge en internetside "Estes" oprindelige kaptajn, Karl Mewes (1895-1939, Vestre Kirkegård B 434-433) som var ombord som matros:

Hej, jeg er meget overrasket og rørt over at finde så meget om "Este" her. Min bedstefar, Karl Martin Hinrich Mewes, som jeg desværre aldrig nåede at møde, var blandt ofrene. Jeg vil gerne bemærke, at han i fredstid var kaptajn på trawleren "Este". I besætningslisten er Karl Mewes opført som matros. Uanset hvad, død er død.

Han efterlod sin kone Marie Mewes og 9! børn, 7 piger og 2 drenge - den næstældste er min mor Edith (født 1922). Min mor døde i november 2018 i en alder af 96 år. Jeg kan sige, at det indtil hendes død (og i stigende grad i hendes alderdom) generede min mor meget at hendes far måtte forlade dem så tidligt. Endnu i sommeren 1939? fik hun lov til at tage på fisketur med en veninde som hun ofte fortalte mig om. Kvinder var faktisk tabu om bord. Det bringer ulykke! Ja, hvad kan man sige...

Jeg vil gerne lave en lille rettelse - min bedstefar er ikke født i Puttgarden, men på Elben-øen Finkenwerder (som sagt den 11. november 1895).

Det er tragisk at hans far, kaptajn Kai Johannes Hinrich Mewes, døde på samme måde i Første Verdenskrig. Den 2. juli 1917 ramte han også en mine med sin trawler "Altona". Intet medlem af besætningen overlevede. Han efterlod sin kone og 11! børn.

Fra nutidens perspektiv er det ikke overraskende at min mor, der dengang ofte som et mantra for os unge, blev ved med at sige: Aldrig mere krig! I dag vil jeg gerne gentage min mors ord af hele mit hjerte. Jeg ville elske at have mødt min bedstefar!

Desværre kan jeg ikke sige noget om andre medlemmer af Estes besætning. Jeg kan godt forstå, at børnebørn gerne vil vide mere om deres bedstefars skæbne. Da hun blev pensioneret, lavede min mor en masse slægtsforskning og efterlod os meget præcise slægtsbøger. Det takker jeg min mor for!

Hallo, ich bin ganz überrascht und gerührt hier soviel über die "Este" zu finden. Mein Großvater, Karl Martin Hinrich Mewes, den ich leider nie kennenlernen durfte, war unter den Opfern. Anmerken möchte ich, dass er in Friedenszeiten Kapitän des Fischdampfers "Este" war. Hier in der Liste der Besatzung wird Karl Mewes als Matrose aufgeführt. Was soll's, tot ist tot.

Er hinterließ seine Frau Marie Mewes und 9! Kinder, 7 Mädchen und 2 Jungen - als zweitälteste meine Mutter Edith (geb. 1922). Meine Mutter verstarb im November 2018 im Alter von 96 Jahren. Ich kann sagen, dass es meine Mutter bis zu ihrem Tod (und im hohen Alter zunehmend) sehr beschäftigt hat, dass ihr Vater so früh von ihnen gehen musste. Noch im Sommer des Jahres 1939? durfte sie mit einer Freundin an einer Fangreise teilnehmen, von der sie mir oft erzählt hat. Eigentlich waren Frauen an Bord ein Tabu. Das bringt Unglück! Ja, was soll man da sagen...

Ich möchte noch eine kleine Korrektur anbringen - mein Großvater ist nicht in Puttgarden geboren, sondern auf der Elbinsel Finkenwerder (am11.11.1895 wie angegeben).

Tragisch ist, dass sein Vater, Kapitän Kai Johannes Hinrich Mewes im ersten Weltkrieg auf gleiche Weise ums Leben kam. Am 02.07.1917 lief er mit seinem Fischdampfer "Altona" ebenfalls auf eine Mine. Kein Mitglied der Besatzung überlebte.Er hinterließ seine Frau und 11! Kinder.

Aus jetziger Sicht nicht verwunderlich, dass meine Mutter, für uns Junge damals oft gebetsmühlenhaft, immer wieder sagte : Nie wieder Krieg! Heute möchte ich mich den Worten meiner Mutter aus vollem Herzen anschließen. Sehr gerne hätte ich meinen Großvater noch kennengelernt!

Zu anderen Mitgliedern der Besatzung der Este kann ich leider nichts sagen. Ich kann gut nachvollziehen, dass Enkel mehr über das Schicksal ihres Großvaters erfahren möchten. Meine Mutter hat sich im Rentenalter sehr mit Ahnenforschung beschäftigt und uns sehr genaue Ahnentafeln hinterlassen. Ich danke meiner Mutter dafür!

Skibet var en del af 7. Vorpostenflottille som var blevet dannet 22. september 1939. Den bestod af 8 tidligere fiskerdampere. Dens første chef var korvettenkapitän Erich Schuster (1888-1939) som omkom under ulykken (Vestre Kirkegård B 461-462). Flotillen blev opløst i september 1944. 

Kaptajn på V 701 var kaptajnløjtnant Bruno Wilhelm Ferdinand Kindt (1896-1939). Han deltog i 1. verdenskrig som officer på torpedobådene S18 og V1. I mellemkrigstiden tog han PhD i kemi, og blev i 1930erne en højtstående person i Vereinigte Lausitzer Glaswerke AG (VLG). Hans villa var tegnet af den berømte arkitekt Ernst Neufert - selskabets interne arkitekt. Neufert var fra Bauhaus-skolen og assistent for Walter Gropius. Nazisterne forfulgte Bauhausfolkene og lukkede højskolen. Neufert fortsatte i en privat skole der blev tvunget til at lukke 1934, og blev samme år han arkitekt for VLG:

Flere glasværker, en porcelænsfabrik og et brunkulsudvindingsanlæg forblev i Weisswasser. Designekspertisen kom også fra AEG. Efter 1933 byggedes under ledelse af dr. Bruno Kindt i samarbejde med forskellige kunstnere som Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz en moderne industrifacilitet med en forskningsfacilitet, centrallager og det stadig eksisterende hjem for dr. Kindt med farvede glasvinduer af Crodel som er tegnet af Ernst Neufert, VLGs fabriksarkitekt. Indtil udbruddet af 2. Verdenskrig var Vereinigte Lausitzer Glaswerke den største producent af bægerglas i Tyskland. I 1935 ansatte bestyrelsen Karl Mey Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) som virksomhedens kunstneriske leder. Han havde stor indflydelse på udformningen af ​​produkterne i de følgende år. Det skete gennem hans egne designs og ved at bestille eksterne designere, men frem for alt gennem tæt samarbejde med de glaspustere og glasmagere, der motiverede Wagenfeld til at opnå toppræstationer.

Fra 1936 til 1944 var Ernst Neufert VLGs interne arkitekt. Han tegnede direktørboligen Dr. Kindt (med farvet glas af Charles Crodel) overtog design og byggeledelse af bosættelser, kontorbygninger og fabrikker i Weißwasser, Tschernitz og Kamenz. Bogen Building Design Theory udsprang også fra denne aktivitet. En håndbog for byggespecialister, bygherrer, lærere og studerende fra 15. marts 1936, som stadig er et standardværk.

In Weisswasser verblieben mehrere Glaswerke, eine Porzellanmanufaktur und ein Werk zum Abbau von Braunkohle. Von der AEG stammte auch die Designkompetenz. Nach 1933 entstand unter der Leitung von Dr. Bruno Kindt in Zusammenarbeit mit verschiedenen Künstlern wie Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz[3] eine moderne Industrieanlage mit Forschungsstätte, Zentrallager und dem erhaltenen Wohnhaus Dr. Kindt mit Farbglasfenstern von Crodel, die von Ernst Neufert als Werksarchitekt der VLG entworfen wurden.[4] Bis zum Ausbruch des Zweiten Weltkrieges waren die Vereinigten Lausitzer Glaswerke der größte Kelchglasproduzent in Deutschland. Aufsichtsrat Karl Mey[5][6] stellte 1935 Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) als künstlerischen Leiter der Firma ein, der das Design der Produkte in den folgenden Jahren maßgeblich prägte. Dies geschah durch eigene Entwürfe und durch Beauftragung externer Gestalter, vor allem aber durch enge Kooperation mit den ausführenden Glasbläsern und Glasmachern, die Wagenfeld zu Höchstleistungen motivierte.

Von 1936 bis 1944 war Ernst Neufert Hausarchitekt der VLG. Er entwarf das Direktorenwohnhaus Dr. Kindt (mit Farbglas von Charles Crodel), übernahm den Entwurf und Bauleitung von Siedlungen, Bürohäusern und Fabrikanlagen in Weißwasser, Tschernitz und Kamenz. Aus dieser Tätigkeit ging auch das Buch Bauentwurfslehre. Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden vom 15. März 1936 hervor, das bis heute als Standardwerk.

Indtil i dag betragtes den berømte "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38. udgave, 2005) af den tyske arkitekt Ernst Neufert, blot kaldet "The Neufert", som benchmark for tysk arkitektur. Ernst Neufert var også arkitekten bag Kindt-huset. Han studerede på Bauhaus-universitetet, arbejdede i den berømte Walter Gropius' studie og var lærer ved akademiet Bauhochschule Weimar. Hans arbejde i Øvre Lausitz er dog langt mindre kendt. I 1930'erne blev Neufert fast arkitekt for glasværket i Weißwasser, hvor han arbejdede sammen med glasdesigneren Wilhelm Wagenfeld. De to kendte hinanden fra deres dage på Bauhaus. I 1936 tegnede Neufert det private hjem for direktøren for fabrikken, dr. Bruno Kindt. Huset er ret simpelt i stilen, men det var oprindeligt udstyret med nogle ret sofistikerede detaljer, såsom de udtrækbare vinduer i stuen. Det er et eksempel på hr. Neuferts udvikling af yderst teknisk og funktionel arkitektur. Under nationalsocialismens æra blev han udnævnt til "kommissær for standardisering ved den generelle bygningsinspektør for rigshovedstaden Albert Speer". Efter krigen tegnede Neufert postordrelageret Quelle i Nürnberg (1955) blandt andre meget andet.

Up to the present day, the famous "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38th edition, 2005) by the German architect Ernst Neufert, simply called "The Neufert", is considered the benchmark of German architecture. Ernst Neufert was also the architect of the Kindt House. He studied at the Bauhaus university, worked in the studio of the famous Walter Gropius, and was a teacher at the academy Bauhochschule Weimar. His work in Upper Lusatia, however, is far less known. In the 1930s, Neufert became the resident architect for the glassworks in Weißwasser, where he worked together with the glass designer Wilhelm Wagenfeld. The two knew each other from their days at Bauhaus. In 1936, Neufert designed the private home for the director of the factory, Dr. Bruno Kindt. The house is rather simple in style, yet it was originally equipped with some rather sophisticated details, such as the retractable windows in the living room. It is an example of Mr. Neufert's development of highly technical and functional architecture. During the era of National Socialism he was appointed as »Commissioner for Standardization at the General Building Inspector for the Reich Capital Albert Speer«. After the war, Neufert designed the Quelle mail order warehouse in Nürnberg (1955) among other many others.

Neufert lod sig i 1938 hyre som rådgiver af Hitlers "byplanlægger" Albert Speer og udtænkte standarder som under krigen blev brugt til at anlægge byer for den "ariske" befolkning, bl.a. i de besatte områder. Omkring 25.000 boliger blev opført efter disse. Han blev dog ikke stillet til ansvar for disse projekter.

Kindt blev ansat på I. G. Farben som var blevet etableret i 1925 og hurtigt blev verdens førende kemikoncern og Tysklands største virksomhed. I 1933 knyttede selskabet tætte bånd med nazisterne, bl.a. blev alle jødiske funktionærer afskediget.  En kilde antyder at Kindt var involveret i nazistisk virksomhed. Om rigsdagsbranden 27. februar 1933:

Eksistensen af ​​et SA-brandhold, der udførte brandattentater ved hjælp af en meget brandfarlig væske et stykke tid før Rigsdagsbranden, er bevist af andre hidtil ukendte kilder og vidneudsagn. Forfatternes forskning understøtter mistanken o, at den daværende SA-leder Hans Georg Gewehr, en ven af ​​Berlin SA-gruppelederen Karl Ernst som blev skudt den 30. juni 1934, også tilhørte denne kommando. Gewehr blev i 1946 nævnt af den tidligere Gestapo-medarbejder og senere medsammensvorne af 20. juli 1944, Hans Bernd Gisevius, som teknisk leder af ildspåsættelsen. Ifølge hans egne udsagn (som blev overleveret af den kendte Bauhaus-designer prof. Wilhelm Wagenfeld) var den senere leder af Vereinigte Lausitzer Glaswerke (VLG), dr. Bruno Kindt involveret i forberedelserne. Den kvalificerede kemiker krediterede Wagenfeld for korrekt at have beregnet den nødvendige mængde brandmateriale.

Die Existenz eines SA-Brandstifterkommandos, das einige Zeit vor dem Reichstagsbrand Brandanschläge mittels einer leichtentzündlichen Flüssigkeit durchgeführt hatte, wird durch weitere bisher unbekannte Quellen und Zeugenaussagen belegt. Recherchen der Autoren stützen den Verdacht, daß zu diesem Kommando auch der damalige SA-Führer Hans Georg Gewehr gehörte, ein Freund des am 30. Juni 1934 erschossenen Berliner SA-Gruppenführers Karl Ernst. Gewehr war 1946 von dem früheren Gestapo-Mitarbeiter und späteren Mitverschwörer des 20. Juli 1944 Hans Bernd Gisevius als technischer Leiter der Brandstiftung genannt worden. In die Vorbereitungen der Brandstiftung verwickelt war nach seinen eigenen Aussagen (die von dem bekannten Bauhaus-Designer Prof. Wilhelm Wagenfeld überliefert wurden) auch der spätere Betriebsführer der Vereinigten Lausitzer Glaswerke (VLG) Dr. Bruno Kindt. Der studierte Chemiker rechnete es sich gegenüber Wagenfeld als Verdienst an, die benötigte Menge an Brandmaterial richtig vorausberechnet zu haben.

Han omtales  af Otto Riesser (1882-1949), en tysk farmakolog af jødisk afstamning som i 1934 blev afskediget efter Nürnberglovene. Han emigrerede først til Schweiz, i 1939 til Holland. Efter krigen vendte han tilbage til sin familie i Tyskland. I Riessers erindringer omtaltes Kindt således:

Riesser mødte doktor i kemi Bruno Kindt (1896-1939) og beskrev ham som en "særlig behagelig og respekteret medarbejder". Han var en uorganisk videnskabsmand der arbejdede sammen med ham på instituttet fra 1926 til 1927 og primært undersøgte silicametabolismens fysiologi. Efter et par vellykkede studier flyttede Kindt til Osram glasværk i Weißwasser, hvor han overtog ledelsen af ​​værkerne som direktør: "Hans energiske, klare natur, hans organisatoriske talent og hans evner forudbestemte ham til en lederstilling." Ved krigsudbrud meldte Kindt der allerede havde været løjtnant til søs under 1. Verdenskrig, sig frivilligt til flåden og blev dræbt i en af ​​sine første missioner: ”Jeg ville have givet meget for igen at stå ansigt til ansigt med denne fremragende mand som jeg kun så igen en gang efter tiden i Greifswald.” Samtidig med Pels-Leusden og Kindt kom også kemikerne Fritz Lehmann og Walter Stamm der havde doktorgrader, til hans laboratorium. Ingen af ​​dem blev længe, ​​og mens Lehmann flyttede til Sächsische Serumwerke i Dresden, blev Stamm ansat hos I.G. Farben.

Mens Riesser skrev disse linjer, vidste han allerede om Kindts død. Ifølge oplysninger fra "det tyske kontor for underretning af pårørende til faldne soldater fra den tidligere tyske Wehrmacht" døde Kindt som kaptajnløjtnant og besætningsmedlem på forpostbåden "Vp 701", da den sank i Nordsøen i oktober 21, 1939. En måned senere blev hans lig skyllet i land ud for Atlandshage, Danmark.

Als einen "besonders angenehmen und geachteten Mitarbeiter“ lernte Riesser den promovierten Chemiker Bruno Kindt (1896-1939) kennen. Dieser war Anorganiker, arbeitete von 1926 bis 1927 bei ihm am Institut und untersuchte vor allem die Physiologie des Kieselsäure-Stoffwechsels. Nach einigen erfolgreichen Studien wechselte Kindt zu den Osram-Glaswerken nach Weißwasser, wo er als Direktor die Leitung der Werke übernahm: „Seine energische, klare Art, sein Organisationstalent und sein Können prädestinierten ihn zu einer leitenden Stellung.“ Mit dem Ausbruch des Krieges meldete sich Kindt, der schon im Ersten Weltkrieg Leutnant zur See war, freiwillig bei der Marine und er fiel direkt bei einem seiner ersten Einsätze: „Ich hätte viel drum gegeben, diesem trefflichen Mann, den ich nach der Greifswalder Zeit nur einmal noch wiedersah, nochmals in die Augen zu sehen.“ Zum gleichen Zeitraum wie Pels-Leusden und Kindt kamen in sein Labor noch die promovierten Chemiker Fritz Lehmann und Walter Stamm hinzu. Beide blieben aber nicht lange und während Lehmann zu den Sächsischen Serumwerken nach Dresden wechselte, wurde Stamm bei der I.G. Farbenindustrie tätig. 

---

Während Riesser diese Zeilen schrieb, wusste er bereits von Kindt’s Tod. Laut Auskunft der „Deutschen Dienststelle für die Benachrichtigung der nächsten Angehörigen von Gefallenen der ehemaligen deutschen Wehrmacht“ fiel Kindt als Kapitänleutnant und Besatzungsangehöriger des Vorpostenbootes „Vp 701“ bei dessen Untergang in der Nordsee am 21.10.1939. Einen Monat später wurde sein Leichnam vor Atlandshage (Dänemark) ans Land getrieben.

(Biographie des Pharmakologen Otto Riesser. Aus dem Universitätsklinikum Münster Institut für Ethik, Geschichte und Theorie der Medizin-Direktor: s. 42)

Som nævnt meldte Kindt sig ved krigsudbruddet som frivillig og blev kaptajn på patruljebåden V 701 (et tidligere fiskerfartøj med navnet "Este"). 

Bruno Kindts gravsted på Vestre Kirkegård. Han skyllede senere i land ved Amagers Aflandshage. Kindts gravsten står på Vestre Kirkegård (B 378). Bag ham ud mod Sjælør Boulevard ligger stort set resten af besætningen, se listen nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under krigen profiterede I. G. Farben på sprængstoffer og fremstillede bl.a. giftgassen Zyklon som blev benyttet til massedrab af jøder og andre koncentrationslejrfanger.

Fra begravelsen i Stege af de fundne omkomne efter V 701's forlis ud for Møn.

Danske aviser skrev en del om ulykke, ligesom der blev optaget en film om begravelsen af 28 af de døde. Wiki. med dramatisk underlægningsmusik. Til stede var også gesandt von Renthe-Finck. "Hele Stege fulgte ligtoget til den store fællesgrav". Tyske flag med hagekors vajer sammen med dannebrog på kirkegården og på kransene, og de fire overlevende tyskere viste nazihilsen ved gravens rand. 28 af de fundne besætningsmedlemmer blev begravet i Stege. De blev i juli 1944 flyttet til Vestre Kirkegård i København (se listen nederst).

Foto taget fra begravelsen af 28 af de omkomne i Stege, 29. oktober 1939: "8 deutsche Seeleute in dänischer Erde bestattet. Associated Press (1846-) amerikansk nyhedsbureau. Unser Bild zeigt vier der Geretteten (in Regenmänteln) mit der Besatzung des dänischen Flugzeuges, die diese Vier retteten, während der Beisetzungsfeierlichkeit. 29.10.39". Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Der findes endnu et par fotoer på Det kongelige Bibliotek.

En polsk side giver nogle oplysninger (i bearbejdet Google Translates udgave):

- Oplysningerne om forliset af det lille tyske patruljeskib V 701 den 21. oktober 1939 i Østersøen spredte sig næsten over hele verden. Den opmærksomhed i datidens aviser som denne i det væsentlige mindre hændelse, skyldtes utvivlsomt det store antal ofre og en vis grad af mystik omstændigheder, og især det danske kongehofs involvering i det efterfølgende begivenhedsforløb. 

***

Patruljefartøj ("Vorpostenboot") V 701 blev bygget i 1934 som dampfisketrawler med navnet "Este", 426 BRT og en længde på 48 meter. Det blev armeret i august 1939 med en 88 mm kanon og antiluftskytskanoner i lille kaliber artillerivåben (20 og 40 mm) og maskingeværer. Patruljeringen begyndte den 22. september 1939 i 7. "Vorpostenbootflotille" med base i Kiel. Flotillen bestod af seks tidligere trawlere hvis opgave var at patruljere Øresund og de omkringliggende farvande hver dag med tilsyn defensive minefelter placeret der og detonering af løsrevne ankerminer.

Krigsmarinekommandoen meddelte den 22. oktober 1939 at patruljefartøjet V 701 var forsvundet i Østersøen, idet den ikke var vendt tilbage til basen til den dato. Senere kom nyheder fra Danmark om en kæmpeeksplosion på havet nær Møn den 21. oktober 1939. Et dansk Heinkel HE8-vandfly fra basen på Amager lykkedes trods meget dårlige vejrforhold at finde en tømmerflåde der drev i det barske hav. Piloten trodsede faren fra de høje bølge, og landede ved siden af ​​flåden som fire overlevende desperat klamrede sig til. De blev herefter overflyttet til flyets flydere. En anden Heinkel ledte en redningsenhed til dette sted som fik de overlevende op af vandet ti timer efter eksplosionen. 

Et andet overlevende medlem af V 701-besætningen nåede den danske kyst på egen hånd og i en tilstand af ekstrem udmattelse. Dagen efter at danske fiskere de fiskede syv lig af tyske sømænd ud. Den 24. september blev der fundet yderligere 50 lig på strandene.

Af de 76 besætning overlevede kun 5. Ofrenes begravelse fandt sted i Danmark under overværelse af regeringsrepræsentanter dansk og ambassadør for Det Tredje Rige. De faldne blev begravet i en fælles grav, og deres minde blev hædret med et monument. Begge vandflyvepiloter modtog rosende breve fra kongen af ​​Danmark, Christian X.

Kommandanten for den uheldige V 701 var en erfaren søofficer, kaptajnløjtnant dr. Bruno Kindt (født 1896). Under 1. Verdenskrig han gjorde tjeneste med rang af søløjtnant som vagtofficer på torpedobådene S 18 og V 1. Han trak sig tilbage til det civile liv den 31. marts 1919 og afsluttede derefter sine studier universitet og opnåede en doktorgrad i kemiske videnskaber. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde han en direktørstilling i virksomheden OSRAM, men meldte sig frivilligt til at tjene i Krigsmarinen. Hans lig blev fundet en måned efter katastrofen, skyllet ud af havet Amagers sydlige bred.

Tyskerne gav den officielle årsag til sænkningen af ​​V 701 som at gå ind i deres eget minefelt. Danskerne antydede uofficielt, at eksplosionen var meget kraftig tydede tydeligt på en mineeksplosion om bord på fartøjet.

Lister over øvrige døde og savnede udover Mewes og Kindt.

Først de 27 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Det er formentlig dem (og Mewes) som oprindelig blev begravet på Stege Kirkegård. De øvrige ligs skæbne har jeg ikke oplysninger om:

Martin Helmut Schütze. Matrose der reserve. 5.1.1915-21.10.1939 B 432-431.  Erich (Georg Walter) Helmecke. Matrose der Reserve. 26.5.1906-21.10.1939. B 317-318. Richard Barnekow. Matrose der Reserve. 28.1.1900-21.10.1939 B 488-487. Kurt Oskar Hilpmann. Signalgefreiter. 7.12.1898-21.10.1939. B 436-435. Wilhelm (Karl Fritz) Teske. Matrose der Reserve. 8.10.1914-21.10.1939. B 405-406. Johann Klein. Ober-Schreibfeldwebel. 9.6.1898-21.10.1939. B 486-485. Gustav Schulze. Matrosen-Obergefreiter. 16.12.1914-21.10.1939. B 459-460. Uwe (Peter Saul) Erichsen. Maat. 26.6.1913-21.10.1939. B 407-408. Johannes Janzen. Matrose der reserve. 24.10.1910-21.10.1939. B 490-489. Leopold Frischmann. Matrosen-Gefreier. 13.11.1900-21.10.1939 B 492-491. Gustav Werber Kühnau. Maschinen-Gefreiter der Reserve. 25.3.1915-21.10.1939 B 432-431. Walter Bresslein. Matrose der Reserve. 4.12.1915-21.10.1939. B 403-404. Willi Erdmann. Obergefreiter der Reserve. 26.11.1897-21-10.1939. B 317-318. Johann Gusek. Matrosen-Hauptgefreiter der Reserve. 20.10.1910-21.10.1939. Vestre: Obergefreiter.  B 519-520. Richard (Benne) Trenkler. Signalmeister (der Reserve). 30.10.1897-21.10.1939. B 403-404. Johannes Heinrich Plath. Matrose. 21.6.1895-21.10.1939. B 380-379. Willy (Walter Hans) Selow. Matrosen-Hauptfegreiter. 11.2.1905-21.10.1939. B 457-458. Wilhelm Vierboom. Bootmannsmaat der Reserve. 16.2.1907-21.10.1939.  B 463-464. Hans-Joachim Kettler. Leutnant zur See. 9.6.1914-21.10.1939. B 459-460. Karl Heringslake. Maschinist. 30.9.1905-21.10.1939. B 405-406. Emil Hinkfuss. Funkgefreiter. 25.5.1909-21.10.1939. B 490-489. Johann Linden. Maschinen-Hauptgefreiter. 22.1.1915-21.10.1939. B 513-514. Karl Johann Wenzel Hoffmann. Mechannikermaat. 31.5.1898-21.10.1939. B 434-433. Erwin Willi Drewes. Matrose. 20.1.1917-21.10.1939. B 515-516. Rudolf Heinrich Friedrich Stephan. Oberfunkmaat. 5.5.1913-21.10.1939 B 488-487. Konrad Fiedler. Maat. 30.8.1901-21.10.1939 B 461-462. Helmuth Peters. Gefreiter. 9.9.1904-21.10.1939 B 515-516.

Yderligere 18 (udover Schuster) som ikke er begravet på Vestre Kirkegård:

Wilhelm Anton Ochmann. Matrose der Reserve. 18.4.1917-21.10.1939. Peter Lutzebeck. Matrose der Reserve. 25.8.1914-21.10.1939. Paul Gustav Olle. Matrosen-Hauptgefreiter. 26.12.1913-21.10.1939. Hermann Sembrowski. Leutnant zur See. 31.12.1889-21.10.1939. Heinrich Friedrich. Matrose der Reserve. 6.4.1913-21.10.1939. Horst-Siegfried Jänicke. Leutnant der Reserve. 1.1.1906-21.10.1939. Peter Bauer. Matrosen-Stabsgefreitet. 19.9.1905-21.10.1939. Heinrich Wilhelm Scharnetzky. Matrose deer Reserve. 4.1.1915-21.10.1939. Erich Karl Wilhelm Rogowski. Stabsmatrose. 31.12.1913-21.10.1939. Albert Tesch. Matrose der Reserve. 28.2.1888-21.10.1939. Richard Grabzinsky. Matrose der Reserve. 19.8.1913-21.10.1939. Heinrich Urban. Overleutnant zur See. 10.1.1895-21.10.1939. Hermann Gottlieb Graaf. Matrose-Gefreiter. 23.5.1914-21.10.1939. Alfred Wohlert. Matrose. 7.3.1900-21.10.1939. Karl Eberhard. Maschinen-Hauptgefreiter. 5.6.1903-21.10.1939. Willi Otto Berger. Matrosen Hauptgefreiter. 27.10.1914-21.10.1939. Karl Hartig. Matrose der Reserve. 4.7.1914-21.10.1939. Ewald Hans Werner Wittford. Matrose-Hauptgefreiter der Reserve. 20.12.1916-21.10.1939. 

Ulykke på Kirkegården. (Efterskrift til Politivennen)

På Assistens Kirkegård i København er en ældre dame, fru Ane Kirstine Olsen, Charlottegade 9, i formiddags i en af hovedallerne blevet kørt ned af et af kirkegårdens hestekøretøjer.

Den gamle dame blev så alvorligt kvæstet, at der er fare for hendes liv. Hun er meget tunghør og havde af den grund ikke observeret vognen.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 5. august 1929).

En 70-årig dame livsfarlig kvæstet.

En 70-årig dame, Anna Kirstine Olesen, Charlottegade 19, blev i formiddags da hun kom gående på en køregang på Assistens Kirkegård, påkørt af et hestekøretøj. Vognen gik over den gamle dames hoved og ben, men skønt hun var stærkt kvæstet, var hun dog ved bevidsthed da hun førtes til Rigshospitalet.

Her mener man dog ikke at hendes liv kan reddes.

(Demokraten (Århus), 5. august 1929).

Direktør Anton Pedersen. (Efterskrift til Politivennen)

Direktør Anton Pedersen død.

En sørgelig Følge af Automobilulykken forleden.

Wivels Ejer, Direktør Anton P edersen er i Gaar Morges, 61 Aar gammel, afgaaet ved Døden paa Københavns Amtssygehus af en Blodprop.

Direktør Anton Pedersen kom, som man véd, forleden alvorligt til Skade efter en Automobilulykke, og man var klar over, da han stærkt lidende bragtes paa Hospitalet, at der var Fare for den ikke unge Direktørs Liv. Hans Læsioner var betydelige, men alligevel lød Meddelelserne om hans Tilstand ret beroligende i de første Dage. Saa sent som i Forgaars modtog han Besøg ved Sygesengen, og Haabet stod til, at han vilde komme over Krisen.

Natten til i Gaar forværredes Tilstanden imidlertid, og i en tidlig Morgentime afgik Anton Pedersen ved Døden paa Grund af en Blodprop. Den evnerige og i alle Kredse meget afholdte Direktør var født paa Vejle-Egnen den 25. Oktober 1868. Han voksede op i jævne Forhold. Hans Fader var Tjener, og han selv gik samme Vej. Han lærte sit Fag herhjemme og i Udlandet og ansattes i 1890 hos Wivel, der dengang ejedes af Kammerraad Wivel. Her blev han Overtjener og Inspektør, blev senere Medindehaver og fra 1918 Eneindehaver. Han ledede Storrestauranten efter de bedste Principer og gjorde "Wivel" til en europæisk kendt Restaurant.

Foruden sit Arbejde i den store Forretning havde Direktør Anton Pedersen mange Interesser. Han var en stor Sprogmand og en varm Fædrelandsven. Personlig var han en indtagende og alvorlig Person, der havde mange Venner baade her og i Udlandet.

Noter:

Anton Pedersen var Katolik. For nogle Aar siden gik han over til denne Religion, fordi han, som han sagde, følte en større Tilfredsstillelse derved. Som med alt. hvad han foretog sig, var det Alvor. Han levede efter Religionen i sit daglige Liv og agiterede paa sin personligt vindende og fine Maade for Katolicismen. Til alle, der kom ham nær, talte han om sin Glæde ved al være Katolik, og han forærede mange et Eksemplar af Thomas a Kempis' "Kristi Efterfølgelse", som han altid havde liggende i sin Skrivebordsskuffe.

*

Hvert Aar foretog Anton Pedersen en lang Rejse, gerne til Frankrig og England. Han lærte stadig paa disse Ture, og naar han kom hjem, var han ladet med Planer til yderligere Modernisering af Wivel. Han naaede ikke at se den største af sine Planer: Wivels Udvidelse ind i Tivoli ført ud i Livet, men den var hans Hjertebarn i det sidste Aar. Med denne Udvidelse kunde Wivel med Rette kaldes "Nordens største Restaurant".

*

Anton Pedersens Fader var Broder til den kendte Restauratør Rasmus Petersen, kendt af alle Københavnere under Navnet "Kaffe-Petersen". Faderen selv var Tjener og døde som Portner i Tivoli.

*

Anton Pedersen begyndte som Lærling paa Angleterre, brød af her efter en Tids Forløb og tog Hyre som Skibsdreng. Han sejlede i mange Aar, blev Messedreng og Kok og Tjener, lærte Engelsk og Fransk, og da han kom hjem, kunde han ogsaa straks beklæde en overordnet Stilling hos Kammerraad Wivel Wivel. Senere havde han Hotel "Skandinavien" i Nakskov, som han drev op til en stor Forretning. Efter 6 Aars Forløb blev Anton Pedersen Kammerraad Wivels Kompagnon og fra 1928 Eneindehaver.

(Nationaltidende, 11. juni 1929).

Direktør Anton Pedersens Jordefærd

 En stemningsfuld og storstilet Højtidelighed.

Processionen gennem Byens Gader til Formiddag.

Den blomstersmykkede Kiste ved St. Ansgars Kirken.

Fra tidlig Morgen har mange travle Hænder været i Virksomhed for at udsmykke Ansgarkirken til Direktør Anton Petersens Begravelse. Fra Kirkens egen Side er alt gjort for at vise den Afdøde, der var et virksomt Medlem af Menigheden, og ved mange lejligheden Kirkens offervillige Velgører, den sidste Ære paa saa smuk en Maade som vel mulig.

Et mægtigt Væld af Blomsterkranse og store Dekorationer strømmede ustandselig ind. fyldte Kirkerummet op og blandede sin Duft med Røgelseskarrene. Kirkens Sangkor og Præsteskab mødte fuldtalligt, og Katolikernes Overhoved i Danmark. selve Biskop Brems, har selv anmodet om at maatte tale ved Baaren.

Hele Tjenerskabet og de offentlige Funktionærer, 75 i Tallet, nogle af dem tjenstgør som Marchaller og Æresvagt ved Kisten, og de vil derefter, alle Kjoleklædte, følge umiddelbart efter den afholdte Chefs Kiste, og følge den gennem Bredgade og Strøget helt ud til Kirkegaarden. Foran Restauranten gør Ligtoget holdt, og alle Forretningens andre Funktionærer, de yngste Tjenere og Piccolooer samt hele Køkkenpersonale ca. 350 Mennesker, har her taget Opstilling og slutter sig til Følget. Højtideligheden i Kirken ventes at ville vare en 2 Timer. 

Wivels Orkester havde ønsket at spille i Kirken, men dette var uforeneligt med Kirkens Regler, og der vil derfor kun blive Musik ved Graven.

Allerede ved 9½ Tiden var Kirken fyldt til sidste Plads af en sørgeklædt Skare, blandt hvilke man saa alle kendte Navne indenfor Københavns Restauratørstand og en Mængde kendte Københavnere. Paa Kisten blev henlagt en meget smuk Sølvkrans fra Wivels samlede Personale, og der saas flere store Blomsterdekorationer fra Udlandet.

I Følget bemærkede vi Kammerherre Krieger, Orlogskaptajn Godfred Hansen, Direktør Benne Dessau, Professor Ehlers, Direktør Vagn Jacobsen, Direktør Sander, Direktør Andreasen, Tivolis samlede Direktion m. fl. Enkefru Wivel kom som en af de første, ført op af Kirkegulvet af sin Svigersøn, Premierløjtnant Justesen. 

Fruen udskrevet fra Hospitalet.

Frode Pedersens Tilstand alvorlig.

Den afdøde Direktør Anton Pedersens Hustru blev i Gaar udskrevet fra Hospitalet. Fruen er endnu ret svag, men vilde gerne ud for at deltage i Begravelseshøjtideligheden.

Den unge Direktør Frode Pedersens Tilstand er derimod saa daarlig, at man endogsaa maa betegne den som "højst alvorlig". Man har af Hensyn til hele den store Forretning været nødt til at meddele ham, at Faderen er død. Meddelelsen rystede ham saa dybt, at den slog ham fuldstændig ned.

I bedste Tilfælde venter der i alle Fald den unge Direktør et tungt Sygeleje.

(Aftenbladet (København) 14. juni 1929).

Fotoer fra begravelsen, Aftenbladet (København), 15. juni 1929. Øverst: Venstre side ligvognen foran Wivel. Overtjenerne lægger Kranse på båren. Til højre: Personalet der har ventet udenfor Wivel, slutter sig til sørgeprocessionen.

Derunder sønnen, direktør Frode Petersen på sin sygebåre. Ved siden af en diakonisse og pastor Gamel.

Anton Pedersens gravsted på Vestre Katolsk Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kammerråd Carl Christian Wivel (1844-1922) grundlagde 1880 Restaurant Wivel. I 1890 lejede han hjørnet af Tivolis facadebygning. Anton pederen (1868-1929) der var slægtning til Wivel, blev medejer af restauranten i 1910, fra 1919 som eneejer. Sønnen Frode Stauby Pedersen (1901-1967) efterfulgte ham. Restauranten ændrede i 1931 navn til Wivex. Den blev landskendt da Danmarks Radio i 1930'erne til 1950'erne transmitterede middagskoncerter. Bl.a. spillede Teddy Petersens Orkester, Bror Kalles Kapel og Hans Peder Åses Orkester her.

Flyulykke Juli 1928. (Efterskrift til Politivennen).

De tre forulykkede flyvere. Fra venstre til højre: Kadet Poetzold, dækskonstabel Balsgaard og kadet Gudmundsson.

Efter ulykken.

Militær flyvning over byen forbydes!

Det er for sent at kaste brønden til. Ja, det er ingenlunde militærets skyld, at katastrofen i forgårs ikke fik et endnu langt frygteligere omfang. En nedstyrtning som denne måtte komme en gang, og træffes der ikke nu virkelige effektive foranstaltninger, vil det vel før eller senere komme til en lignende katastrofe, eller rettere en katastrofe af langt frygteligere virkninger.

Endelig synes de høje militære nu at være blevet betænkelige, hvilket fremgår af forskellige fremsatte udtalelser. Direktør i Krigsministeriet, Glærst Wilkenschildt, erklærer således, at der nu vil komme et forbud mod militære flyvninger over København, hvilket vil sige, at mititære flyvninger over København skal være forbudt, når de ikke er absolut nødvendige. Et sådant forbud vil komme til at gælde såvel land- som vandflyvemaskiner.

Han udtaler endvidere, at den militære flyveplads ved Kløvermarksvej vil blive flyttet så snart som muligt. Man har besigtiget 5 forskellige steder på Sjælland, men endnu er der ikke truffet nogen afgørelse. Det vil dog også tage tid at anlægge en ny militær lufthavn. Foreløbig har hærens Flyvere som bekendt fået lov til at benytte en del af Kastrup Lufthavn. Endnu er dette arrangement dog ikke gået helt i orden.

- I går eftermiddags blev de to forulykkede kadetters bårer ført fra Retsmedicinsk Institut til Holmens Kirkes kapel. Den ene af kisterne var svøbt i dannebrog, den anden i det islandske flag. I dag føres Dalsgaards kiste til Holmens Kirkes kapel. Alle tre dræbte vil antagelig tirsdag blive jordet på Holmens Kirkegård

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 15. juli 1928).

Var det en skypumpe?

Fra den svenske kyst observerede man en skypumpe som muligvis har forårsaget flyveulykken.

København.

Den svenske skuespiller Anders de Wahl, som i aftes kom hertil fra et besøg i Skåne, udtaler til "Pol." den formodning at den store flyveulykke skyldes en skypumpe. Han havde på det pågældende tidspunkt opholdt sig hos nogle venner i Saltvik ved Barsebäk og bemærkede dér en skypumpe, som fra den danske kyst trak over mod den svenske, hvor den anrettede forskellig småravage.

Forbud med militære flyvninger over byen.

Om ulykken i øvrigt meddeles, at forsvarsminister Brorsen og trafikminister Stensballe i går har haft en konference med lederne af vort militære flyvevæsen, og denne konference førte til det resultat, at der allerede i dag vil blive udstedt forbud mod, at militære flyvemaskiner går ind over byen, når det ikke er strengt nødvendigt.

Direktør i krigsministeriet, oberst Wilkenchildt, udtaler, at den militære flyveplads ved Kløvermarksvej vil blive flyttet så snart som mulig. Man har besigtiget 5 forskellige steder på Sjælland, men endnu er der ikke truffet nogen afgørelse. Det vil dog også tage tid at anlægge en ny militær lufthavn. Foreløbig har hærens flyvere som bekendt fået lov til at benytte en del af Kastrup Lufthavn. Endnu er dette arrangement dog ikke gået helt i orden.

De forulykkedes begravelse.

I går eftermiddags blev de to fordykkede kadetters bårer ført fra Retsmedicinsk Institut til Holmens Kirkes kapel. Den ene af kisterne var svøbt i dannebrog, den anden i det islandske flag. I dag føres Balsgaards kiste til Holmens Kirkes kapel. Alle tre dræbte vil antagelig tirsdag blive jordet på Holmens Kirkegård.

(Bornholms Social-Demokrat, 15. juni 1928).

Lystturen i Rustvognen. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg, d. v. s. det meste af vor skattede Naboby har Natten til i Gaar været skuepladsen for en vist temmelig enestaaende Automobilkørsel, der paa de Folk, der var saa uheldige eller heldige at komme ud for et Møde med den maa have virket noget nær pa samme Vis som Mødet med "Den flyvende Hollænder" virker paa Havets fredeligt farende Sømænd.

Den flyvende BiI var Ligvognen Rustvogn k. 10717, der tilhører Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade Nr. 14. Vognmanden har en Chauffør, Viggo Thorsen hedder han, og han boer privat i Tømrergade Nr. 1 - der til daglig har det Hverv at køre døde Mænd til Kirkegaardenes Kapeller i den pæne bil, hvori der som man véd, yderligere er Plads til en enkelt eller to af den Dødes nærmeste Efterladte, der ønsker at være ham nær paa den sidste triste Køretur, for Graven tager ham.

Ved 11-Tiden i Forgaars Aftes da Dagens Transporter var til Ende, fik Viggo Thorsen Besked om at køre Bilen hen i Garagen paa dan gamle Ladegaards Terræn hvor den plejer at staa opstaldet. Han kørte imidlertid ikke direkte til Ladegaarden, idet han havde lovet at køre en Kammerat, der ogsaa er ansat hos Vognmand Jørgensen, ud til hans Bolig paa Peter Bangsvej.

Dette har Thorsen ogsaa gjort. Men hermed glipper ogsaa det officielle Kendskab til hans Gøren og Laden i de nærmest følgende Timer. Man har, trods ihærdige Undersøgelser fra Politiets Side, kun kunnet fremskaffe højst mangelfulde og ufuldstændige Oplysninger om hans Færden i de stille Nattetimer Men disse Oplysninger viser ham ogsaa jagende rundt paa det ganske Frederiksberg, ligesom den flyvende Hollænder ude paa det vildene Hav.

Han har omkring Ettiden været ved "Aahuset" med et levende Lig i Vognen, d. v. s. med en aabenbart ganske tilfældig Mand, han havde samlet op et eller andet Sled og faaet anbragt inde i Bilen paa den Efterladtes Plads. Lidt senere har han været ved en Café paa Fasanvejen, og endnu senere ved "Raadhuscaféen" i Falkoneralléen. hvor han forgæves har tryglet Jørgen Bras om at komme ind og faa sig en Tuborg sammen med sin Passager i Ligvognen.

Kl 1½ præcis er Dødsbilen set ude i Godthaabskrydset, hvor den jog tværs over Gaden i en rasende Fart men dog ikke værre end, at det gennem Bilens Glas tydeligt kunde ses at det ene levende Lig var bleven til en hel Bunke. Deri sad, siger fuldgode Vidner, paa dette Tidspunkt mindst seks Personer, to Damer og fire Herrer, inde i Bilen, et Selskab der ganske aabenbart var i alt andet end Begravelsesstemning, at dømme efter den Sang og støjende Adfærd, der lød inde fra Vognens Dyb.

Saa gaar der en halv eller en hel Time, hvor Havet eller de frederiksbergske Sideveje har slugt den flyvende Hollænders Spor. Men da Klokken slog 2½, dukkede den frem igen i Natten.

Da kom Chauffør Thorsen kørende med sin Rustvogn henad Grundtvigsvej - fuld sped, alt hvad den stønnende Motor kunde orke, køre fremad, lige ind paa den lille Grundtvigs Plads som en Krigstankbus paa Gitteret og Hækken, der omgiver den lille kønne Græsplæne, saa Gærdestavene knækkede som Tændstikker og Hækkens Blade og Kviste sank, som var de mejede ned under en Kæmpe-Le eller trampede til Døde under en Kæmpetromle.

Paa dette Tidspunkt var der, siger de forskrækkede Beboere, der kaldtes til alle de omliggende Vinduer ved Larmen, da Bilen vendte Næsen mod det gamle Træ midt paa Plænen, to Mennesker i Rustvognen. En Mand og Kvinde inde paa den Dødes Plads, tæt omslyngede i svimmel Kærlighedsrus, øjensynligt slet ikke opfyldt af Tanken paa Døden eller alt det, der dens er.

Tværtimod.

Saa kom Politiet. Men da tog Fa'en ved de to Elskende - ud af Ligvognen ned i Grønsværet og væk - bort i Natten, mens Pigebarnet hulkede, saa det var en Ynk at høre, og Manden sang: "Giv mig et Kys og lad det være glemt - "!

Tilbage var kun den molesterede Rustvogn, der nu var tømt for baade Levende og Døde, og saa to Chauffører, af hvilke den ene ædru og ganske sagesløs, og den anden gnistrende fuld. Den anden var Viggo Thorsen, og da han var Foretagendets ansvarshavende Redaktør, halede Politiet ham ud af Plæneanlægets Ruiner og kørte ham op paa Politistationen, hvor man, mere for en Forms Skyld end fordi det skønnedes paakrævet, lod ham underkaste den obligate Spiritusprøve.

Han dumpede med Glans - Ug mod Kryds og Slange - og fik som Følge deraf Æresbolig paa Stationen for Resten af Natten, medens der blev telefoneret efter Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade, for at han kunde komme ud og hente sin Ligvogn og faa den gjort ren efter den vildsomme Nattefærd.

- Sikket Held, sagde han, da han trillede af med Omnibussen: Sikket Held, at der ikke var et rigtigt Lig i den, da Thorsen startede i Aftes. For ellers var han vel endt paa Kirkegaarden med baade den Døde og alle sine levende Gæster!

Og Hr. Thorsen havde aabenbart ikke været bange for nogetsomhelst.

Svip.

(Aftenbladet (København) 2. juni 1924)

Helge Andersen (1895-1923). (Efterskrift til Politivennen).

En ung Arbejder dræbt i Gasværkshavnen.

Havnearbejder Helge Andersen, der blev et Offer for Orkanen.

I Gaar Eftermiddags,ved 4 ½ -Tiden er der ombord i Damperen "Romø" i Gasværkshavnen sket en Ulykke, der har kostet en ung Arbejder Helge Andersen, Dybbølsgade 46, Livet.

Andersen havde netop endt sit Arbejde med at losse og vilde gaa fra Borde, da en Kammerat bad ham efter, om der ikke var noget i Vejen mod Hejseværket. I det samme kom et mægtigt Orkanstød, der rev Halvtaget af er Motor paa en af Kul-Kranerne og slyngede dette ned paa Skibets Dæk.

Halvtaget ramte Andersen og slyngede ham ned i Lasten. Og da man fik ham op, var han saa frygtelig tilredt, at det stod klart for alle, at der ikke var langt tilbage.

Andersen udaandede da ogsaa, før Ambulancen naaede Kommunehospitalet.

Den afdøde Havnearbejder, der var en flink og afholdt ung Mand, blev kun 27 Aar gammel og efterlader sig en ung Hustru og en 5-aarig Søn.

Han havde - efter længere Tids Arbejdsløshed - nu fornylig faaet Arbejde hos Kampmann & Herskind.

(Aftenbladet (København) 17. november 1923)

Kullosning i Gasværkshavnen. Dampskibet i baggrunden er dampskibet ROLF (I) (1871-1902) tilhørende Dampskibsselskabet Danmark A/S, som var et af De Carlske Rederier. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

En Storm-Ulykke i Gasværkshavnen.

En ung Arbejder kunst mod Skibslastens Gulv.

Den stærke Storm i Fredags foranledigede en Ulykke i Gasværkshavnen. En 29-aarig Maskinist, Helge Hjalmar Andersen, mistede Livet ved at blive slynget ned i Lasten paa Damperen "Romø", der losser Kul ved Kampmann & Herskinds Plads.

Andersen var ved 4 Tiden beskæftiget paa Dækket ved Lugen. Stormen rev Overdelen af en stor Svingkran, og den tunge Indretning ramte Andersen i Ryggen og slyngede ham ud over Lugekarmen ned i den 18 Fod dybe Last.

I Faldet blev han fuldstændig knust. Hovedet var en blodig og ukendelig Masse, og de fleste Lemmer var blevet brudt. Alt Liv var straks udslukt.

Hans Kammerater alarmerede Brandvæsenets Ambulance, der kørte den dræbte til Kommunehospitalet.

Ulykken gjorde et uhyggeligt Indtryk paa alle Arbejderne, der standsede Arbejdet. Dobbelt smærteligt virkede Ulykken ved, at den dræbtes gamle Fader, der ogsaa deltog i Losningen, var Vidne til sin Søns uhyggelige Død, og han maatte bringe Ulykkesbudskabet til sin Svigerdatter og lille Sønnesøn, der bor i Dybbølsgade 46.

Politiet, der har foretaget en nøje Undersøgelse af Ulykken og dens Aarsag, kan kun fastslaa, at den er foregaaet som ovenfor meddelt, og at det altsaa er Stormen der har krævet et Offer.

(Social-Demokraten 18. november 1923)

Kranfører H. Andersens Jordefærd.

En stemningsfuld Højtidelighed.

I Gaar begravedes den 28-aarige Kranfører Henry Andersen, som i Fredags mistede Livet under sit Arbejde i Gasværkshavnen.

Jordefærden havde en gribende Karakter. I det store Kapel paa Vestre Kirkegaard samledes Afdødes Venner og Arbejdsfæller sammen med Familien, hvis Midtpunkt var den unge sørgende Hustru med sit Barn ved Haanden. Firmaet Kampman & Herskind var repræsenteret ved Direktør Kampmann og Prokurist Schmidt.

Fra Afdeling II af Smede- og Maskinarbejdernes Forbund var mødt Formanden og Sekretæren Kisten var prydet med talrige signerede Kranse, fra Fagforeningen, fra Firmaet og fra mange Private.

Pastor Rlchard Thomsen, Gladsakse, holdt en dybt bevæget Tale baaret oppe af Kærlighed til Arbejdets Udøvere, der røgter deres Kald under Livsfare, skønt Lønnen ofte kun er ringe.

Koncertsanger Adolf Samuelsen sang et stemningsfuldt Farvel, og det store Følge samledes om Graven, der dækkedes af hvide Sneflokke.

Den stilfulde Jordefærd gjorde et stærkt Indtryk paa alle.

(Social-Demokraten 23. november 1923).

Ulykken paa Muddermaskinen "Jupiter II". (Efterskrift til Politivennen)

 En frygtelig Eksplosions-Ulykke i Sydhavnen i Formiddags.

Ombord paa Muddermaskinen "Jupiter II" eksploderede en Kedel.
5 Mand blev saaret, og de to af disse er afgaaet ved Døden
Ulykkens Aarsag kendes endnu ikke.

Et Billede fra Fyrrummet, hvor Eksplosionen fandt Sted, som Rummet fyldtes med Damp og kogende Vand, der skoldede 5 saa frygteligt, at der efter Ulykken laa tilbage en fuldstændig Hud-Haand og to Hud-Fødder i Rummet.

Der er i Formiddags ved 10½-11 Tiden sket en særlig uhyggelig Ulykke i Sydhavnen ved Monbergs Plade: En Kedel ombord i Uddybningssmaskinen "Jupiter II" er eksploderet, og 5 Mand, som arbejdede nede i Maskinen, er bleven haardt forbrændt - de to er allerede i Formiddags afgaaede ved Døden.

Maskinen er lige repareret.

"Jupiter II" har lige været under Reparation, og den er endnu ikke taget i Brug. For kun et Par Dagc siden, 25de Juli, er Kedlen ombord paa Maskinen bleven trykprøvet, og nu idag blev der for føite Gang fyret op under den. Ikke længe efter fandt Eksplosionen Sted, og endnu ved man intet om, hvordan det er gaaet til. Politiassistent Jacobsen fra Valby Politistation kom straks tilstede med nogle Betjente, men det var ikke muligt at konstatere Aarsagen, og i Eftermiddag aflægger Politiassistenten pany sammen med Statens Skibsinspektør et Besøg ombord paa Maskinen for at konstatere, hvorledes Ulykken er sket.

Foreløbig har man kun kunnet konstatere, at der ved Eksplosionen er sprængt 14 Damprør.

Ulykken.

Da disse 14 Damprør blev sprængt, er det kogende Vand og Damp fra Maskinen trængt ud i Fyrrummet, og dette er sket saa rask, at det ikke har været muligt for de Folk, som var beskæftigede dernede, at komme bort, før de var haardt medtagne af Ulykken. Noget nærmere om Ulykkesøjeblikket har man ikke kunnet faa oplyst, fordi alle de fire af de Tilskadekomne var saa haardt medtagne, at de slet ikke kunde oplyse nogetsomhelst.

De frygtelige Skoldninger,

som de fire af de Tilskadekomne har faaet, fik man et stærkt Indtryk af, naar man efter Ulykken kom ned i Fyrrummet, hvor iøvrigt alt saa nogenlunde uforandret ud - bortset derfra, at alt var vaadt, og at Fyret var dødt. Efter at de Tilskadekomne var førte bort i de tilkaldte Ambulancer, de to til Kommunehospitalet, de tre til Rudolph Bergs Hospital, laa der tilbage l Fyrrummet en fuldstændig Haand af Hud. Denne frygtelige Handske var Huden af den ene af de Saarede, som var skoldet saa forfærdeligt, at Huden helt var gaaet af. Og der laa to Hud-Fødder, der ganske paa samme maade var trukket af de rædselsfuldt skoldede Ben, da man fjernede Tøjet. Det var et Syn, som gjorde et voldsomt Indtryk.

De Døde og Saarede.

Som allerede meddelt, er de to af de fem Tilskadekomne allerede døde. Det var de to, om hvilke man var klar over, at de var haardest tilredte - den ca 50-aarige Værkfører Rasmussen, som var en udmærket dygtig Arbejder, der længe har været i Ingeniørfirmaets Tjeneste, samt den noget yngre Arbejdsmand Christian Hansen. Rasmussen var gift og havde Børn. Begge de to Døde var bleven ført til Kommunehospitalet, hvor Døden hurtigt indtraadte.

Af de tre andre Saarede er de to haardt medtagne. Det er Arbejdsmand Sørensen og Tømrer Behrens, og det er disse, der, ligesom den let saarede Smed Pløger, er kommet paa Rudolph Berghs Hospital. Der er stadig Politivagt på Ulykkesstedet.

Et Billede af Muddermaskinen, hvor Ulykken fandt Sted. Krydset betegner Ulykkesstedet.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 28 juli 1923)

Grufuld Kedeleksplosion i Sydhavnen.

Kedlen i en Muddermaskine eksploderer. 3 Arbejdere dræbes. 1 svæver mellem Liv og Død. - 2 Arbejdere frelses som ved et Vidunder.

Maskinrummet, hvor Ulykken skete.

Ved 10½-Tiden i Gaar Formiddags er der paa Ingeniør- og Entreprenørfirmaet N. C. Monbergs Arbejdsplads i Vestre Teglgade ved Sydhavnen sket en frygtelig Eksplosionsulykke, hvorved to Mennesker blev dræbte og to saaredes haardt.

De to dræbte er den nogle og fyrretyveaarige Værkfører Rasmussen, boende Røddinggade 9, 3. Sal, og Arbejdsmand Chr. Hansen, Frederik VII's Gade 8, over Gaarden. De to haardt saarede er Arbejdsmand Anton Wilhelm Sørensen, Rantzausgade 37, 2. Sal, og Tømrer C. Behrends, Viborggade 81 A, 8. Sal.

Da Ulykken skete, var de fire nævnte Arbejdere beskæftigede i Maskinrummet paa Uddybningsdamperen "Jupiter II", som tilhører Firmaet Monberg. Værkfører Rasmussen befandt sig nogle Meter fra Kedlen, Arbejdsmand Hansen, befandt sig i dennes umiddelbare Nærhed, medens Sørensen arbejdede ovenpaa Kedlen. Tømrer Behrends opholdt sig i Rummets anden Ende.

Ulykken sker

Pludselig uden forudgaaende Larm eller Uregelmæssighed fra Kedlen skete Ulykken.

Henimod 20 af dens mange Ildrør rev sig løs af dens Lejer, og 18 af Rørene styrtede med voldsom Kraft løs paa de to saakaldte Porte, der danner Kedlens Forside, som sprængtes under det mægtige Tryk.

Chr. Hansen.

I et Nu fyldtes Maskinrummet med skoldende Vand og koghed Damp. De fire Arbejdere kastedes hl Jorden, Rasmussen fik af en af Gulvplankerne et dybt Saar i Hovedet, medens Hansen styrtede ned under de oprevne Gulvbrædder og opslugtes fuldstændig af det kogende Vand.

De fire ulykkelige Mennesker mistede selvsagt straks Bevidstheden.

Den første Hjælper forulykker.

Eksplosionen havde ikke foraarsaget større Detonationer; der hørtes kun et svagt Skrald, Luften opfyldtes i det samme af mægtige Dampskyer. En af Arbejderne, Maskinarbejder J. Pløger, der paa Land var beskæftiget nærmest Uddybningsdamperen, bemærkede først Ulykken. Han Ilede straks ombord i Damperen og naaede ned i det dampfyldle Rum; uden at ane nogen Fare satte han Foden paa Maskinrummets Gulv, men styrtede i det samme om med forbrændte Ben. Vandet styrtede højt op ad Væggene.

Værkfører Rasmussen.

Imidlertid var der blevet sendt Bud til Falcks Redningskorps og Politiet, og tre Ambulancer indfandt sig paa Ulykkesstedet. Redningsarbejdet var uhyre vanskeligt. Dampen, der ikke kunde slippe væk, stod stadig tæt i det lave Rum.  Først da al Dampen gennem Luftslanger, der blev ført ned gennem Koøjne og Skylight, var pumpet ud, kunne man trænge ned i Kedelrummet

Et grufuldt Skue.

Der mødte de indtrædende et frygteligt Syn. Paa Gulvet laa de fire forulykkede, skrækkeligt forbrændte. Deres skoldede Legemer var berøvet enhver Trevl af Hud. Store Partier af Huden havde løsnet sig fra de forbrændte Lemmer. Paa Gulvbrædderne laa en fuldstændig "Hud-Haand" og to "Hud-Fødder", der af det hede Vand var flaaet af de ulykkelige Ofre, hvis Legemer fra Top til Taa sad i blodigt Kød.

Da de fire Mand var blevet bragt ud af Ufykkesskibets Indre, førtes de til Hospitalet. 

De to værst medtagne, Værkfører Rasmussen og Arbejdsmand Chr. Hansen, til Kommunehospitalet, medens Sørensen, Behrends og Pløger blev bragt til Rudolph Bergs Hospital.

En Time efter Indlæggelsen døde Rasmussen uden at være kommet til Bevidsthed. Hansen vaagnede af sin Bevidstløshed kort efter sin Ankomst til Hospitalet. Han led frygtelige Smerter, og afgik ved 12-Tiden ved Døden.

I Løbet af Eftermiddagen krævede Døden sit tredie Bytte. Det var Arbejsmand Sørensen, der ved 6-Tiden udaandede paa Rud. Berghs Hospital. Han havde lige siden Indlæggelsen været ved fuld Bevidsthed.

Ale tre forulykkedes Hustruer var til Stede i Dødsøjeblikket

De Døde.

Værkfører Rasmussen, der som nævnt var en Mand i Midten af Fyrrerne, havde været ansat i Firmaets Tjeneste siden Efteraaret 1907. Han faar af baade Kammerater og Overordnede det bedste Skudsmaal. Ingeniør Gustav Monherg, der er Lederen af den af Firmaets Afdelinger, hvor Rasmussen arbejdede, betegner ham som en meget dygtig og usædvanlig samvittighedsfuld Mand. Han havde u saa at sige den daglige Ledelse paa Arbejdspladsen i Sydhavnen. Han efterlader sig Hustru og en Dreng paa 3 Aar.

Arbejdsmand Chr. Hansen var født 11. Juni 1884 og saaledes nu 39 Aar gammel; han havde været ansat hos Monberg 14-15 Aar, og har i den forløbne Tid erhvervet sig mange Venner blandt sine Kolleger og megen Paaskønnelse fra sine Overordnede. Han efterlader sig Hustru og en Søn paa 13 Aar.

Sørensen blev kun 28 Aar. Han efterlader sig kun sin unge Hustru, idet Ægteskabet var barnløst

Sørensen havde iøvrigt kun været ansat nogle faa Dage i Firmaet Monberg. 

Indtrykket paa Arbejdspladsen. 2 Arbejderes mirakuløse Frelse.

VI aflagde kort efter Katastrofen et Besøg paa Arbejdspladsen. Alt Liv var som lammet. Arbejdet gik ikke med den vante Fart. Det var som lagde Bevidstheden om den sørgelige Tildragelse sin tunge Haand over alles Sind. Alle Tanker var vendt mod Døden, der saa uventet havde besøgt den travle Arbejdets Plads, hvor Livets Gerning har sit Hjem. De stærke Mænd bevægedes ved det skete. Af fire Kammerater, der for faa Øjeblikke siden havde været levende og friske, var nu de to Dødens Bytte, medens to laa lidende i Hospitalets Senge.

Mand og Mand Imellem drøftedes den vidunderlige Frelse, som var blevet to Arbejdere, der ligesom de forulykkede var beskæftigede paa Uddybningsdamperen, til Del. I et Rum, der støder op til Kedelrummet, udførte de nogle Reparationer; til Kedelrummet førte en aabentstaaende Dør.

Pludselig hører de Ekpiosdonen, og i samme Nu smækker Døren i. Ad Sprækker og Aabninger i Dørfyldingen siver Dampen ind, men den er ude af Stand til at gøre dem nogen Skade. Hurtigt entrer de ad Stigen op i det fri, ser hvad der er sket, og forstaar, at den dræbende skoldhede Damp netop er blevet deres Frelse. Dampens Tryk har lukket den lille Dør, stoppet den eneste Udvej og standset sin egen dødbringende Fremtrængen

Ulykkesdamperen "Jupiter II".

Skibet hvorpaa Ulykken skete, var en almindelig Muddermaskine, eller som det tekniske Udtryk lyder, en Uddybningsdamper. Den er købt i Holland 1900 og har i de forløbne 23 Aar med større og mindre Mellemrum været i Brug forskellige Steder i Landet, hvor N. C. Monberg har haft Uddybningsarbejder i Entreprise. I det sidste Aar har den ikke været benyttet, men har henligget i Sydhavnen til Reparation. For nogle Dage siden blev Reparationen tilendebragt I Forgaars Aftes begyndte man saa Opfyringen under den nyreparerede Kedel, lidet anende de frygtelige Følger det skulle faa.

Ulykkens Aarsag

Hvad Skibssynsmand, Ingeniør Thastum forklarer.

I Onsdags foretog Slribssynsmand Ingeniør J. Thastum som Udsending fra Statens Skibstilsyn, en Trykprøve om Bord. Efter Ulykken i Gaar kom han til Stede og tog den eksploderede Kedel i Øjesyn. I Aftes forelagde han Social-Demokraten Resultatet af sin Besigtigelse.

- Maa jeg begynde med at alge, at Skibssynsmand Hansen i Juni Maaned foretog den Indgaaende Besigtigelse af Kedlen. Han blev Imidlertid syg, og jeg maatte derfor foretage den afsluttende Kedeltrykprøve. Der var Intet som helst i Vejen. Sikkerhedsventilerne prøvedes og fungerede udmærket. Manometret blev sammenlignet med Skibstilsynets Kontrolmanometer og viste en lille Divergens i Kedlens Favør. Der var altsaa Intet for mig at udrette.

C Behrens.

- Hvorfor er Eksplosionen da sket?

- Efter at have set Ruinerne, er det min Opfatelse, at der Ikke er sket nogen Kedeleksplosion. Toppladen i Forbrændingskammeret er af en eller anden Grund, som endnu er uoplyst, trykket ned. Derved er Rørpladen i Forbrændlngskammeret trykket fremefter og har presset den øverste Rørrække ud af Rørplademe. Vand og Damp er derved strømmet ud gennem Rørene, ud paa Fyrpladsen. Kedlen maa gaa med 6 Kilogram pr. Kvadratcentimeter. Dersom Damptrykket bliver for stærkt, letter Sikkerhedsventilerne. Den 26. Juli fungerede de udmærket. Vi satte Trykket op til 9 Kilogram og alt gik, som det skulde. Og i Dag har jeg igen efterset Ventilerne. Intet tyder paa, at de har svigtet. Ulykken er derfor næppe sket som Følge al for stærkt Damptryk. 

- Det paastaas, at Manometret Ikke har vist, hvor stærkt Damptrykket var?

- Paastanden er rigtig. Paa Kedlen sidder en lille Hane. Ved at dreje paa den kan Manometre afspærres fra Kedlen, der var drejet paa denne Hane, og Manometret var ude af Funktion. Men, fortsætter Ingeniøren understregende, denne Omstændighed har absolut ingen Betydning i dette Tilfælde, eftersom Sikkerhedsventilerne har fungeret.

- Hvem har lukket for Hanen ved Manometret?

- Rimeligvis afdøde Værkfører Rasmussen. Han skulde i hvert Fald paase, at Manometret stod i Forbindelse med Kedlen, men jeg gentager, at det ikke har Influeret paa Ulykken. Han har rimeligvis skruet Hanen fra efter Trykprøven den 25., og har derefter glemt at aabne den igen. Det var første Gang efter Prøven, at der fyredes op under Kedlen.

- Er det ikke muligt, at der Ikke har været Vand nok paa?

- Hvis der har manglet Vand, er det ogsaa afdøde Værkfører Rasmussen, der bærer Skylden. Jeg har gennem Aar kendt ham som en pligtopfyldende og dygtig Mand, og jeg vil ikke fremsætte Formodninger, før jeg i Morgen har foretaget et nyt Eftersyn.

- Kan Vandstandsglasset have været i Uorden?

- Det er muligt, at der har været Snavs i det. Men det er jo ikke bevist, at der var for lidt Vand paa Kedlen. Ulykken kan ogsaa skyldes andre Aarsager. Hvis f. Eks. Kedjen paa Topplademe har haft Brodragere - hvad jeg ikke ved, før jeg har talt med den syge Skibssynsmand - kan det tænkes, at en af disse Brodragere er knækket, hvorved Afstivningen er blevet for svag. Dette maa selvfølgelig undersøges. Maa jeg slutte med at sige, at jeg tror Værkfører Rasmussen har gjort sin Pligt.

Overskibsinspektoratets Indberetning til Handelsministeriet

Statens Skibstilsyn ledes af Overskibsinspektør E. Haack. Endnu inden Politiinspektør Jacobsen, Valby, der leder den politimæssige Undersøgelse, og Ingeniørerne, der leder den tekniske, har dannet sig nogen bestemt Opfattelse, har Hr. Haack sat sig i Forbindelse med Handelsministeriet, under hvilket denne Art Sager sorterer. Fuldmægtig Ove Nielsen i Ministeriet meddeler herom:

- Af Overaklbsinspektørens mundtlige Beretning fremgaar, at det lovbefalede Tilsyn har fundet Sted for faa Dage siden, og at Synsrapporterne er afsendt til Ministeriet inden Ulykken skete. De er Imidlertid endnu Ikke kommet os i Hænde. Overskibsinspektøren meddeler, at Rapporterne erklærer, at ingen Mangler er fundet ved Kedlen. Trykprøven forløb tilfredsstillende. Der foreligger en Sammenklapning af Kedelrørene, og den maa foreløbig antages at skyldes, at der har været for lidt Vand paa Kedlen. Kedlen har nylig været renset, og der kan da muligvis have sat sig Urenhed i Vandstandsglasset, saa Vandmængden Ikke kunde maales. Dette er dog kun en Hypothese. 

- Før paa Mandag, slutter Hr. Nielsen, faar Handelsministeriet ikke Rapporterne til Eftersyn, og det er derfor umuligt allerede nu at sige noget bestemt. Men saa meget er givet, at var der fundet Fejl ved Kedlen, vilde disse Fejl straks være blevet rettede.

Det maa kræves, at Ministeriet handler hurtigt og bestemt i denne Sag. Det skulde nødigt gaa, som efter Katastrofen paa Spritfabriken Fortuna i Hobro. Det tog Maaneder, om ikke halve Aar, før Offentligheden fik den rette Forklaring, og den var endda vanskelig nok at blive klog paa.

Aarsagen til Eksplosionsulykken i Gaar maa kunne forklares uden Omsvøb, og uden Tøven. I modsat Fald vil de Paastande, der allerede nu fremsættes Mand og Mand imellem, have let ved at vinde Tiltro og forøge Uhyggen

Sidste.

Sent i Nat, kort Tid før Bladet skulde gaa i Trykken, var vi sidste Gang i Forbindelse med Rudolph Berghs Hospital, hvor den sidste af de fire forulykkede henligger. Han var da endnu i Live, men den vagthavende Læge turde intet bestemt udtale om, hvorvidt hans Liv stod til at redde, eller om han vil følge sine Kammerater i Døden.

Tømrer Behrends er den af alle de forulykkede, der længst har været ansat hos Firmaet Monberg, idet det er godt og vel et Par og tredive Aar siden, han traadte i Firmaets Tjeneste. Han blev for et Par Aar siden Enkemand, og i Tilfælde af, at ogsaa han som Ulykkens fjerde Offer skulde gaa bort, efterlader han sig kun voksne Børn. Siden Hustruens Død bor han hos en Søn. Han er en Mand paa henimod 60 Aar.

(Social-Demokraten 29. juli 1923).

Ingeniør Thastum lagde ansvaret på værkfører Rasmussen: Der havde været for lidt vand i kedlen og han havde belastet sikkerhedsventilerne således at det sidste værn mod faren var fjernet. Arbejdsmand Chr. Hansen, Frederik VII's Gade 8 blev begravet på Assistens Kirkegård den 1. august. Arbejdsmand A. W. Sørensen den 2. august på Assistens Kirkegård. Værkfører Axel Rasmussen og skibstømrer Bærens blev begravet på Bispebjerg.

Eksplosionen paa Muddermaskinen.

Maskinmestrenes Forening retter Anmodning til Politidirektøren om en yderligere Undersøgelse.

I Anledning af Kedeleksplosionen paa "Jupiter II" forleden Dag, har Maskinmestrenes Forening rettet en Henvendelse til Politidirektøren om en yderligere udvidet Undersøgelse. Foreningen anfører dets, at Kedlen er fra 1890, altsaa 33 Aar gammel, og at den da maaske har været for gammel, det af Statens Skibstilsyns Undersøgelse den 23de Juli maaske ikke har været tilstrækkeligt effektivt, saa muligvis en Del af Ansvaret for Ulykken kan lægges over paa dette Tilsyn. Endelig ønskes det undersøgt, om de Mænd, som passede Kedlen, har været berettigede ti! at forestaa Pasningen af Kedelanlægget, eller om de, som det formodes, har været ganske ukendt med saadan Pasning.

Vi erfarer, at Ingeniør Thastum, der har foretaget Undersøgelsen af Kedlen efter Ulykken, og som formodede, at Bundhanen havde været utæt, i Gaar undersøgte Bundhanen, og at det viste sig, at den var tæt. Hvad Kedlens Alder angaar, har man ved Undersøgelsen den 25de Juli konstateret, at Kedelmateriellet var fri for Tæring eller anden paaviselig Følge af Alder - men iøvrigt har Ingeniør Thastum i sin Indberetning til Overskibstilsynet henstillet, at der udtages Plader af Kedlen til Materiel prøve, for at det kan blive undersøgt, om Materiellet dog har været medtaget af Alderen.

Hvad endelig Spørgsmaalet om Pasningen af Kedlen angaar, da er der, saa vidt vi har kunnet faa det oplyst, vistnok Tale om, at ingen af de ved Kedlen beskæftigede havde den i Sønæringslovens § 5 foreskrevne Uddannelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. august 1923).

Maskinmesterforeningen Og Ulykken paa "Jupiter II".

En Henvendelse til Politidirektøren.

Som meddelt er den al Statens Skibstilsyn foretagne Undersøgelse at Aarsagen til Ulykken paa Uddybnings-damperen "Jupiter II" afsluttet, og Sagens Akter er tilstillet Handelsministeriet.

Maskinmestrenes Forening, hvis Protektor er Prins Valdemar, og hvis Formand er Hr. K. Rasmussen, er imidlertid utilfredse med Undersøgelsens Karakter, og de har derfor i Gaar rettet en skriftlig Henvendelse til Politidirektør Dybdal. Det hedder i denne Skrivelse:

Enhver, der har Erfaring med Pasning af Dampkedler, vil uvilkaarligt rette følgende Spørgsmaal: Var Kedlen, der er 33 Aar gammel, l forsvarlig Stand? Hvorledes kunde Skibstilsynet, der foretog Trykprøven den 25. Juli, undgaa at lægge Mærke til den utætte Bundhane? Har Tilsynet i det hele taget været tilstrækkeligt effektivt, sadledes at der ikke kan lægges noget Ansvar for Ulykken over paa Statens Skibstilsyvn?

Umiddelbart efter Ulykken blev Kedlen besigtiget af Skibsinspektør, Kapt. Grue, der er Navigatør, og ikke ansat som maskinkyndig Skibsinspektør. Senere har Ingeniør Thastrum sammen med Politiets Repræsentant foretaget en yderligere Undersøgelse. Ved denne Undersogelse er det konstateret:

1) at Hanen til Manometret har været lukket;

2) at Kedlen har manglet Vand;

3) at Sikkerhedsventilerne har været overbelastede;

4) at Bundhanen har været utæt, og dette sidste opgives som en af Grundene til Vandmagien.

Der rejser sig uvilkaarlig det Spørgsmaal: Har de Mænd, der passede Kedlen, været berettigole til at forestaa Pasningen af Kedeianlæget i Henhold til Sønæringslovens Par. 5? Eller har de, som det maa formodes, været fuldstændig ukendte med Pasningen af Dampkølelanlæg?

Den af Statens Skibstilsyn nu af sluttede sagkyndige Undersøgelse er resulteret i, at Ansvaret for Ulykken lægges paa en af de forulykkede Mænd. Men i et Forhold, hvor der med Føje kan rejses Tvivl om, hvorvidt Statens Tilsyn har været tilstrækketigt effektivt, bør man efter vor Opfattelse Ikko overlade Statens Tilsyn som Sagkyndige at konstatere Ulykkens Aarsager, og Undersøgelsen bør ikke sluttes, før der er skabt fuld Klarhed over saavel Ulykkens umiddelbare som medvirkende Aarsager.

Vi tillader os derfor at rette en ærbødig Anmodning til Hr. Politidirektøren om, at der maa blive foretaget en fornyet gennemgribende Undersøgelse, og at den sagkyndige Del af denne Undersøgelse maa blive foretaget af to udenfor Skibsinspektoratet staaende sagkyndige Mænd, der helst maa være Mænd med saavel praktisk som teoretisk Uddannelse og have lang Erfaring med Pasningen og vedligeholdelse af Dampanlæg.

Politidirektør Dybdal er for Tiden bortrejst, og Vicpolitidirektør V. D. Christensen, der varetager Embedet, havde endnu i Aftes ikke set Maskinmestrenes Skrivelse. Paa vor Forespørgsel erklærede han. at han i Dag vil sætte sig Ind i Sagen.

(Social-Demokraten 1. august 1923).

Formanden for Søfyrbødernes Forbund i Danmark, E. Jacobsen indrykkede den 2. august 1923 en lang artikel i Social-Demokraten hvori han gjorde opmærksom på at de arealer i Sydhavnen der hørte under uddybningsdamperen "Thames", foregik noget lignende. Søfyrbøderne var nu gået i land af frygt for eksplosionsfare. Revner var blevet svejset sammen, rørene lækkede da man brugte havvand med salt. Thastum slog fast at bundhanen ikke var læk, ligesom han var enig i at det var nødvendigt med en uafhængig undersøgelse.

Politimester Buch anmodede om en ny undersøgelse. Handelsministeriet foretog herefter en undersøgelse med deltagelse af bl.a. Statsprøveanstalten. Ved denne kunne det ikke endegyldigt fastslås at der var mangel på vand på kedlerne. Sagen blev herefter overladt til rigsadvokaten. Maskinarbejder Pløger forklarede under sagen at værkfører Rasmussen var blevet advaret om at fyre op. Rasmussen havde forlangt at manometret blev afsprosset, trods advarsel om at det var farligt.

Der findes flere fotoer af muddermaskiner i Kbhbilleder fra perioden. Bl.a. i Frihavnen og Islands Brygge.

Monberg, København: Jupiter Nr. I ved anlægget af ny Knippelsbro. Kbhbilleder.