Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdagen den 28 Juli Kl. 12 helligholdt det Kjøbenhavnske Universitet en Sørgefest til høist salig Kong Christian den Syvendes Minde, hvortil Professor Thorlacius havde indbudet ved et Program, der i alcaiske Vers skildrede Dannerstatens Held under syvende Chrstians Regiering. De Indbudne forsamledes hos Etatsraad Bugge for derfra tilligemed Professorerne at begive sig til Kirken. Saasnart den talrige Procession, bestaaende af Statsministrene, de fornemste Embedsmænd fra alle Collegier foruden en Deel andre Videnskabsyndere og Lærere var kommen ind i Kirken, ophørte Klokkernes Ringen; og en Sørgemusik begyndte, forfattet af Professor Ridder Kunzen og udført af det Kongel. Kapel. Efter at Kantaten var afsjunget af et Antal akademiske Borgere, fremtraadte Professor Thorlacius paa et Sort behængt Katheder, der var blevet opreist i den midterste Gang paa Kirkegulvet, og udviklede for den store Forsamling i en latinsk Tale Rigets Skjebne under høistsalig Kongens lange Regierung, og de Ideer, som i denne havde ledet Statsstyrelsen. Efter Talen blev afsjunget et Chor, hvorpaa Processionen igjen vendte tilbage til det Sted, hvor den havde samlet sig.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 61
Løverdagen den 30 Julii 1814
Spalte 967-968

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 22de Juli. Til at overbringe høistsalig Kong Christian den Syvendes Liig var allernaadigst bestemt en Brig, som afgik herfra til Kiel i Juni Maaned, for der at imodtage det høie Liig, når det var bragt fra Rendsborg, paa den dertil bestemte Barkasse, som gik op ad Kanalen, og henlagdes paa et til det høie Liigs Imodtagelse beqvemt Sted paa Kanalen ved Rendsborg. Overførelsen af høistsalig Kongens Liig fra Rendsborg til Roeskilde Domkirke var anbetroet Overkammerjunker Buchwaldt, som ledsagedes af Kammerjunker Røepstorff af Garden tilfods, hvilke, saa ofte de havde noget at iagttage ved det høie Liigs Overførelse, vare i dyb Sorg med Sørgekappe. De bleve stedse der hvor Liget befandtes, saavel paa Briggen, der førtes af Capitainlieutenant Kaas, som paa Barkassen, der modtog Liget fra Rendsborg oog bragte det til Briggen ved Kiel, samt igjen førte det fra Briggen til Kjøge, hvor det landsattes. Da Barkassen var ankommet til Rendsborg den 28de Juni, og Alting iøvrigt var færdigt til overførelsen af det høie Liig, aftalte Overkammerjunkeren det fornødne med Hs. Durchlauchtighed Prinds Frederich i Rendsborg, for at bestemme Dagen, paa hvilken det høie Liig skulde udføres fra Rendsborg. Med Briggen fulgte en Bygningsconducteur til Rendsborg og derfra herhid, for at have det mecaniske Tilsyn til Kistens Conservation ved Løsskrueingen og Befæstelsen paa Fartøiet, Udtagelsen deraf igjen og Befæstelse paa Liigvoognen. Udførelsen af det høie Liig i Rendsborg, skete meget tidlig om Morgenen den 8de Juli, udaf Kirken til Barkassen, (som herved commanderedes af tvende Officierer fra Briggen) i al Stilhed og uden videre Følge, end alene Overkammerjunkeren med Overhofmarschalstaven i Haanden, som gik foran, og Kammerjunker Røepstorff som gik bag efter Liget. Det høie Liig bares fra Kirken og til Barkassen af 12 Oberster og Commandeurer, hvilke, saavelsom alle Officierer paa Briggen og Barkassen, bare ved deres Uniform sort nedhængende Skjærf af Flor over Skulderen, og Flor om Armen. Under Udførelsen af Liget fra Kirken til Barkasssen ringedes med Byens Klokker, og da det høie Liig indsattes i Barkassen, som vedvarede saalænge det høie Liig var i Nærheden af Fæstningen. Da Barkassen kom til Udløbet af Kanalen, i Nærheden af Briggen, saluteredes fra Briggen med 27 minutskud,hvornæst deet høie Liig toges op paa Briggen og hensattes i det dertil paa Briggen indrettede Ruf. Briggen tiltraadte strax efter Modtagelsen af det høie Liig Reisen til Kjøge, og Barkassen fulgt med Briggen. Barkassen førte, imedens det høie Liig var deri, et sort Flag fra Campagnen, og et sort Flag med en sort Vimpel ovenpaa en Vimpelstage af Forstavnen; Chalouproerne paa Barkassen vare klædte i hvide Skjorter med sort Skjærf om Livet, sorte Baand om Armene og sort Flor om Hattene. Vagtholdet paa Briggen forrettedes af den paa Briggen commmanderede Soldatesque. Ved Briggens Ankomst til Kjøge den 11te Juli forblev det høie Liig ombord i Briggen indtil Alt Liigprocessionen betræffende var tilbørligen anordnet, til hvilken ende, den paa Briggen høistecommanderende Officier, ved hans Ankomst uden for Kjøge, skrivtligen underretttede Overhofmarschallen om hans Ankomst, for at overkammerjunkeren igjennem Overhofmarschallen kunde modtage Hs. Majestætss nærmere Befaling, naar det høie Liig skulde landsættes. Da Dagen hertil var bestemt landsattes Liget om Eftermiddagen den 15de Juli, henimod Aften, til hvilken Ende det høie Liig udtooges af Briggen og indsattes paa Barkassen, som ved denne Leilighed commanderes af Hs. Majestæts Jagtcapitain, med tvende under sig havende Officierer fra Briggen. Da Liget var indsat paa Barkassenog denne forlod Briggen, saluteredes fra Briggen med Minutskud, som vedvarede saalænge, indtil det høie Liig var sat paa Liigvognen i Kjøge, og denne var ude af Kjøge. I Kjøge udtoges det høie Liig af Barkassen af 6 Oberster og 6 Commandeurer, og sattes paa Liigvoognen, hvorefter disse befordredes fra Kjøge til Roeskilde, for paa den følgende Dag at udtage Liget af Ligvognen igjen og bære det ind i Domkirken. Ved Kjøge Bro befandtes et Detachmend Cavallerie, som eskorterede det høie Liig til Møllen udenfor Roeskilde, hvor det afløstes af Garden til Hest. Der ringedes med alle Klokkerne i de Byer og Kirker, forbi hvilke det høie Liig bragdes fra Kjøge til Roeskilde, saalænge som Liget kunde sees fra ethvert Sted. Saasnart Liigkisten var fastskruet paa Liigvognen, kjørtes det Natten igjennem, uden videre Følge, end alene Overkammerjunkeren og Kammerjunkeren, hvilke kjørre i en Kareth foran Liigvognen; omkring Liigvognen rede 24 Staldkarle i sorte Livreer med Beegfakler og Lanterner. Saasnart det høie Liig den 16de Juli var ankommet til Mølllen uden for Roeskilde, og Overkammerjunkeren havde underrettetOverhofmarschallen derom, samt igjennem ham modtaget Hs. Majestæts Befaling at Processionen skulde begynde, og alle Equipager med Tilbehør, saavelsom de 2de Sørgemarschaller, som vare Majorer, de 4re Kammerherrer og Storkors, som skulde bære Himlen, de 6 Oberster og 6 Commandeurer som skulde bære det høie Liig, de 4re Kammerjunkere (hvoraf Kammerjunker røepstorff var den ene, som stillede sig ved Hovedet paa den høire Side af Kisten) som skulde bære enderne af Lligklædet, tilligemed de 4re Majorer af Landetaten og 4 Capitainer af Søetaten, der skulde føre Hestene for Liigvognen, og de 6 Premierlieutenanter af Landetaten og 6 Secondlieutenanter af Søeetaten, som forrettede Drabanttjeneste, vare indtrufne paa Stedet hvor Processionen skulde begynde, steeg Overkammerjunkeren tilhest, med Overhofmarschalsstaven i Haanden; hans to Tjenere i Sørgelivreer gik foran Hesten; de fire Kammerherrer og Storkors, som skulde bære Himlen over Liget, stege ligeledes til Hest. Toget begyndtee og fortsattes fra Møllen uden for Roeskilde, og lige til Roeskilde Domkirke, i følgende orden [Her følger en detaljeret gennemgang af de 16 opdelinger i ligtoget, samt dernæst en opremsning af tilskuerne i kirken]
Saasnart det høie Liig kom ind i Kirken begyndte Sørgemusikken, hvilken vedvarede indtil det høie Liig var hensat i Capellet; herpaa nedlagde Overkammerjunkeren sin Overhofmarschalsstav ved Fødderne af Kisten, hvorefter Processionen begav sig ud af Kirken hen til Palaiet, saaledes, at de første af rangen parviis fulgte strax efter Hs. Majestæt og Hs. Højhed Prinds Ferdinand, og de ringeste i rangen tilsidst; herved tog Overkammerjunkeren Plads i Følget efter sin Rang.

Der ringedes med alle Klokkerne i Roeskilde By, fra det Øieblik af, at det høie Liig kom til Møllen uden for Roeskilde By, hvor Processionen begyndte, og vedvarede saalænge indtil det høie Liig var bisat i Roeskilde Domkirke, og Processionen var forbi. (Stats-Tid)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 60
Tirsdagen den 26 Julii 1814
Spalte 949-952

Der er tale om en transport af et over 6 år gammelt balsameret lig. Christian 7.s lig havde siden 1808 ligget i Rendsburg, hvor han døde den 13. marts 1808, altså hele 8 år før bisættelsen i Roskilde Domkirke.  Arkitekt C. F. Hansen gik i gang med at designe to kister - en indre og en ydre. På grund af krigen måtte liget midlertidigt opbevares i garnisonskirken i Rendsborg. Det balsamerede lig lå på et bord i en måned, idet kisterne først ankom den 25 april. 25. april-7 maj lå kongen lit de parade. Fortrinsvis besøgt af holstenere. Herefter blev den indre kiste lagt i den ydre og den 14.maj båret til et sidekapel i kirken. Her lå det i over 8 år før det kunne transporteres til Roskilde over Køge efter afslutningen af Englandskrigene. Datidens balsameringskunnen taget i betragtning har det nok ikke været en lugtfri oplevelse midt i sommerheden. Den 28. juni 1814 ankom en barkasse og brig til Rendsburg, som afsejlede 8. juli mod Køge, hvortil det ankom 11. juli. Den 15. juli afgik det mod Roskilde, hvor det ankom den følgende dag og blev bisat i kirken. 

Christian 7.'s Død (Inserat)

Politivennen skrev ikke noget om Christian 7.'s død, men det gjorde til gengæld "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender", 13. juni 1808, altså 3 måneder efter kongens død:

Ved Høistsalig Kong Christian de Syvendens Liigs Bisættelse i Rendsborg, blev følgende Ceremoniel iagttaget:
Efter at alle Foranstaltninger vare trufne, og Lit de Parade for den Høistsaglige Kong Christian den Syvende var bleven fuldkommen indrettet i det Kongelige Palai i Rendsborg, blev det alle og enhver tilladt, fra 25 April til 7 Maji, hver Dag i 2 Timer, at see Allerhøistsamme. Det høie Liig stod i den store med Sort overtrukne Sal paa Palaiet, paa en i Midten anbragt Forhøining af 3 Trin, som med sort Fløil var overtrukken og kantet med Sølvfryndser, hvorover var lagt et hvide Sølvmohrs Kors, som gik ned over Trinene og Reposerne. Paa hvert Hiørne af den midterste Forhøining, saavelsom paa hvert Hiørne ved Fødderne, og ved hvert Hiørne af det Sølvmohrs Kors, vare 12 med sort Fløiel overtrukne og med brede Sølvfryndser udziirede Postamenter anbragte, hvorpaa der stode prægtige Sølvgirandoler. Paa bemeldte Forhøining stod den inderste Kiste, som udvendig var betrukken med sort Fløil og indvendig beklædt med Sølvmohr, i hvilken det Høi Kongelige Liig laae, paa Madratser og Puder af Sølvmohr, rigt ziirede med Guldfryndser og Galoner og var klædt i den i Kiøbenhavn dertil forfærdigede prægtige Salvingsdragt, bestaaende af hvid Drap D'Ors Trøie, opbundne Buxer af samme Tøi, rigt besat med Point d'Espagnes og brede Guldkniplinger, en rød Fløils Kappe, rigt brodereet med Guldkroner,og forret med hvidt Hermelin, hvide Silkestrømper og hvide Skoe, samt Handsker paa Hænderne, hvilke alt var broderet med Guld. Oven over Forhøiningen var ophængt en med sort Fløil overtrukken Baldachin i langagtig Form som Forhøiningen, som med Sølvgaloner, Fryndser og Qvaster var rigt udziret. Alle Gemakkerne vare overtrukne med sort Klæde og oplyste med Lampetter som med sort Flor vare bebundne.

Den 8de Maji blev den Høistsalige Konges Liig isat i den yderste Kiste og denne derpaa tillukket, hvorefter Kisten var for alle og enhver at see indtil den 14de Maji. Kisten var i Form af en antique Sarcophag, indvendig betrukken med Sølvmoer og udvendig med sort Fløil, den hvilede paa 4 syphinxer af Bronze under hvilke var anbragt en orneret Sokkel. Ornamenterne i Gesimsen, som løbe omkring Kanten af Kisten, vare af Bronze, i Ilden forgyldt.

I Frisen ved Hovedet og Fødderne stod Hs. Majestæts Alder, Fødsels- og Dødsdag med Bronze Bogstaver. Under Frisen var ved Hovedet anbragt det Kongel. Vaaben af dreven Sølv, og ved Fødderne en Slange, som bider sig i sin egen Hale, forestilende Evigheden, inden i dens Cirkel var en Taarekrukke af Bronze. Laaget af Kisten havde en flad rund Form, de 4 Hiørnet ziret med opstaaende antique Ornamenter af Bronze. For Enden af Laaget ved Hovedet var anbragt en dalende Sol, ligeledes af Bronze, i Ilden forgyldt, og for fødderne et Sølv-Kors. Siderne af Kisten vare ornerede med Canatûrer og Allegrek, hvilke saavelsom alle Indfatninger, vare forfærdigede af Guldtresser. Omkring Forhøiningen ved det høie Liig stode 5 Piedestaller med den høistsalige Kongens Ordener, paa røde Fløils med Guldkniplinger og Qvaster, udzirede Puder. Foruden Overkammerjunker de la Calmette, som besørgede Overhofmarschals og Kammerherre Revenfeldt, som forrettede Hofmarschals Embeder, paaraderede endnu hver Dag, saalænge det høie Liig blev seet.

[Her følger en liste af over 60 personer]

Foran enhver af disse Herrer gik en Betient med en m()sort Flor behængt hvid brændende Voxfakkel.

Derefter bleve de af hans afdøde Majestæt baarne 5 Ordener paa røde Fløils med Guldgaloner og Qvaster besatte Puder, af efterstaaende Herre baaren foran det høie Liig, saasom:

[Flere navne på de der deltog i processionen]

Den høistsalige Konges Liig blev ved Indgangen til Kirken imodtaget af Hans Magnificence Hr. General Superintendent Adler og Rendsborger Geistlighed, og saasnart det høie Liig var indsat i det for Allerhøistsamme i den ene Ende af Kirken indrettede og ovenfor beskrevne Kapelle, og Obersterne vare udtraadte, gik Hans Høifyrstelige Durchlauchtighed Hertugen af Augustenborg, Hr. Overkammerjunker de la Calmette og Hr. Kammerherre Reverfeldt, samt Hr. General Superintendenten ind i Kapellet, hvorfra de efter et kort Ophold, igien udkom.

Hans Høifyrstelige Durchl. Hertugen af Augustenborg blev derefter af Hr. Over-Kammerjunker de la Calmette geleidet til den Kongl. Stoel, og efter at alle øvrige Herrer vare pladserede i Kirkestolene, blev nedenstaaende Sørge Cantaate, forfattet af Professor Sander, og hvortil Musikken var componeret af Kapelmester Kunzen, under dennes Bestyrelse udført ved 52 Instrumentister og 20 Sangere.

[Her følger kantaten, der er på tysk]

Christian den Syvende. (Efterskrift til Politivennen)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, No. 46, 19 Martii, 1808
Hans Majestæt Kong Christian den Syvendes Dødsfald i Rendsborg Søndagen den 13 Martii om Morgenen Kl. 7, blev Onsdagen den 16 Martii om Formiddagen Kl. 10 offentlig bekjendtgjort fra Altanen i det Kongl. Palais paa Amalienborg, ved hans Exellence Statsministeren Geheimeraad Grev Bernstorff, og tillige blev Hans Majestæt Kong Frederik den Sjette tre Gange udraabt, som af en Mængde forsamlet Folk paa Pladsen, tilligemed den Kongl. Livgarde til Hest, modtoges under Trompeters Lyd med almindeligt tre Gange Hurraraab. Hans Majestæt Kong Frederik behagede derefter at fremtræde paa Altanen og hilsede Folket, og blev Allerhøistsamme med Hejrtets Fryderaab igjen tre Gange hilset af alle Tilstædeværende. Tvende Kongel. Herolder til Hest med en Commando af Livgarden reed derpaa fra Pladsen, for at gjentage paa alle Byens offentlige Pladser det fra Palaiet stedte Udraab. - Embedsmændene af de Kongel. Collegier, tilligemed en stor Deel af de herværende Civile og Militaire, mødte i det Kongel. Palais, for at lykønske Hans Majestæt Kong Frederik den Sjette til Hans Regjerings Tiltrædelse; ligesom Borgerskabet, begge Livgarderne, det Militaire af Lands og Søe-Etaterne, samt Kronprindsens Livcorps, samme Dag aflagde deres allerunderdanigste Troeskabseed. - Kammersorg blev anlagt. - I Byernes og Landets Kirker skal daglig ringes i 4 Timer med Klokkerne.

(Dette nummer af Nyeste Skilderie indeholder desuden en nekrolog over Christian 7.)

Amalienborg, Det Moltiske Palads. Bygget i midten af det 18. århundrede og overdraget kongen i 1794. (Kjøbenhavns Prospecter).

Dagen 18. marts 1808 (Inserat)

I Søndags d. 13 Marts 1808 døde Hs. Maj. Kong Christian VII i Rendsborg om Formiddagen Kl. 7. Efterretningen derom ankom først hid i Onsdags Morges Kl. 4 ved Kammerherre Steman.

Om Festlighederne i Anledning af Kongens Fødselsdag.

Med inderlig fornøjelse må det meldes i dette blad der flere gange har påanket de uordner som er blevet begået i anledning af vores konges fødselsdag hvert år, se side 4, 649, 1502, 1529, 1563, at dette års balpare har været om ikke ganske så dog i en usædvanlig grad frit for uordentligheder.

Hertil har foruden flere især disse to årsager bidraget at en del mennesker der ikke burde ses i skikkelige folks kredse og som denne gang også havde vidst at skaffe sig sedler, blev afskåret indgangen -- og at bassettroldens dyrkere denne gang ikke fandt deres afgudstempel i den fyrstes gæstesal der har fordrevet han endog af sine undersåtters lønkamre.

Med tak for denne forbedring ved ballet, vover man at foreslå en anden, som måske ligeså kraftigt vil bidrage til at skille salen ved en del gæster der mere kommer for den frie beværtnings skyld end af nogen anden årsag: at give hver besøger ved modtagelsen af hans indgangsbillet en eller to skænkebordsedler og en spiseseddel med. Kun mod disses aflevering måtte gives drikke og spise. For den velopdragne balbesøger var denne opvartning tilstrækkelig, og den som kommer blot for at frådse eller beruse sig, er kun til skam og væmmelse for forsamlingen. Også denne nytte ville en sådan foranstaltning have, at om nogen havde fundet vej ind uden billet ville han dog af mangel på drikke- og spiseseddel nødes til at holde sig fra bordene.

Også ved skuespillet i denne anledning var parterret mindre tilproppet end ellers på sådanne aftener er vane.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2321-2323)

Uordener i Anledning af Kongens Fødselsdag

(Fortsat fra No.96)

Vores militær består altså for en stor del af fremmede. For så vidt disse er i officersposter, har man ifølge ovennævnte grund til at vente af dem den sindighed, den agt for nationen som sømmer en udkåren søn. Men er dette tilfældet med de fremmede menige? Langt fra.

Man betænker blot måden hvorpå disse fremmede er kommet i dansk tjeneste. Denne er to slags: Enten ved desertering ud af et andet lands tjeneste, det vil sige ved utroskab og mened, eller ved i Tyskland at være hvervet af danske der på denne menneskehandel liggende, ober- og underofficerer, det vil sige (når man ser hen til ikke hvad vores gode konge eller hans generalitetskollegium har instrueret sine hvervede, men hvad disse ofte og alt for ofte som sande Seelverkopere *) bruger af midler og valg) ved drukkenskab, liderlighed, ulydighed mod forældre og foresatte, dovenskab og andre flere laster.

Man adspørger blot hver af de ankomne rekrutter om tilgangen ved hans hvervning, og man vil finde forudsat at han ikke frygter for at sige sandheden, eller at skammen ikke binder den på hans tunge, at skylden enten ligger i hververlist og vold, eller i hans egne laster. I første tilfælde er han ikke frivillig gået i tjenesten, i sidste er han en person som troskab ikke kan ventes af.

Skummet af den tyske nation udgør således den største del af de de fremmede der som menige skal stride i krigstid for os, vore koner og børn. Det er sandt, nogle af disse forbedrer sig, og det er vel lige så unægtelig at nogle enkelte frivilligt tager tjeneste. Men de idelige tyverier og andre forbrydelser såvel som hver vinters og det Mellemborgske felttogs deserteringer vidner højt om massens kvalitet.

(Fortsættes)

*) Jeg har set alt for megen jammer på forældre hvis børn er faldet i hververklør til nogen tid at kunne tænke uden gysen på hvervning, dette menneskeheden så vanærende og hvis blot regenterne kendte det, vist nok snart afskaffede håndværk. Imidlertid må vores teaterbestyrelse herover være af andre tanker, da man endnu lader opføre den umoralske Stephanies stykke: Hververne, hvori det militære mennesketyveri for et helt publikum udøves og tilklappes som en handling der anstår skønne og brave officerer!

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 98, den 8 Marts 1800, s 1563-1565) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen ender med at det fortsættes, men tilsyneladende sker dette ikke.

Uordner i Anledning af Kongens Fødselsdag.

Jeg ytrede sidst at det militæres medvirkning efter min overbevisning var det skadeligste middel til at holde styr på folkestimler hvor ikke den højeste nødvendighed fordrer det.

Jeg gentager denne ytring og uden at ville afgøre om de tilfælde hvori her i Danmark militæret har været brugt imod en sammenløb af folk har været nødvendighedstilfælde vil jeg fremsætte mine grunde mod dette hos os anvendte middel, og altså imod en vor konges indretning med al den beskedenhed i udtryk, men også med al den frimodighed i tanker, som 7 S af Trykkeforordningen så tydeligt viser at lovgiveren ikke alene tillader, men indbyder enhver redelig mand at benytte sig af.

Forud er det nødigt at undersøge de ingredienser såvel vores folkestimler som vores militær består af.

Vores folkestimler der her som i enhver stor stad har deres oprindelse fra alt hvad der sker på offentlig gade af særsyn, eller fra lydelig eller synlig uorden inde i hus, består naturligvis for størstedelen af dem der kan give nysgerrigheden frit rum, af ørkesløse folk, af arbejdskarle, kuske, tjenere o. lign. og her mere end noget andet sted af læredrenge og anden gadeungdom. *)

Men også folk af en mere dannet, af en mere tænkende og mere for borgerens rettigheder følende klasse, kan findes i sådan stimmel, enten drevne af noget virkeligt seværdigt eller af medynk med en forurettet og medhandlet person, eller af en rosværdig lyst til at skille to trættende personer fra hinanden. Og endnu har vi en gammel lov der byder de omkring boende borgere at holde styr på alt opløb og slagsmål på gaden. En af de mange love der skønt givet i en god hensigt, dog ikke kan holdes, fordi lovgiveren ikke har haft menneskekundskab nok.

Er endelig stimlen tiltaget, så er det naturligt at de roligst og mest ordenselskende personer kan befinde sig i samme, da de ser sig standset midt i deres lovlige ærinde, og ikke engang kan komme tilbage den vej de kom, da stimlen også vokser fra den side.

Endnu ved at ville overtale bekendte som man ser i en stimmel, til at forlade samme er det muligt på den uskyldigste måde for den der mindst ønsker det at befinde sig midt i en stimmel i det øjeblik når den bevæbnede magt rykker løs på den for at skille den ad.

En folkestimmel på Københavns gader kan derfor ikke passende benævnes ved pøbel. Et ord som man måtte ønske såvel som alle hånnavne for evig bandlyst af sproget, i det mindste af embedsmandens sprog.

Efter at have sønderlemmet folkestimlerne, kommer vi nu til militæret.

Det danske militær består vel set for en stor del af indfødte, men også for en stor del af de menige er fremmede. Mange underofficerer er fremmede, nogle af officererne er det.

Vist nok kan ingen god landsindbygger have noget imod at officerposter bortgives til fremmede der har overmåde udmærkede fortjenester, og han bør tro at så vigtige embeder ikke uden på dette vilkår bortgives af en konge hvis hus har haft de stærkeste prøver på indfødte danskes og norskes tapperhed, hvis forfædre har vundet de herligste sejre ved Lykker, Troller, Rantzuer, Gyldenløver, Schacher, Gabeler, Juler, Tordenskjolder og flere, men ikke et eneste stort slag ved fremmede hærførere. Også Christian den 4. vores tore helt af kongestamme, var indfødt.

(Fortsættes)

*) Vore læredrenges og endnu talrigere ulærende drenges gadeliv og gadeherredømme er en af de frugtbareste kilder til usædelighed og trænger til den varmeste anbefaling hos politiet.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 96, den 22 Februar 1800, s 1529-1533) 

Uordner i Anledning af Kongens Fødselsdag.

(Fortsat)

Der lod sig vel tænke adskillige midler til at forebygge nogenledes så mange personers indtrængelse der ikke egentlig er af dem ballet er bestemt for. Men alle disse forebyggelsesmåder ville have deres ulejligheder, og dog ingen fuldkommen virkning. Ikke heller er det vel bevisligt at blot uberettigede *) laver optøjer.

Det ønskeligste var derfor at vores konges fødselsdag højtideligholdtes ved værdigere fester end et balpare der hverken kan more den sædelige eller hædre den gode fyrste.

Et ny teaterstykke er allerede nok til at afstedkomme den afskyeligste uorden med trængsel og slagsmål mellem billetsøgerne og med uhyre fordel eller prygl for billetprangerne. Dette vil altid blive så, så længe et publikum der har fået en rivende hunger efter teaterfornøjelser, og er stort nok til at underholde tre teatre, kun har et. Opføres dette nye stykke i anledning af kongens fødselsdag, så vil dette fordoble uordenernes størrelse og mængde fordi der undertiden forefalder epiloger, prologer eller andet usædvanligt, og endelig fordi dragterne i stykket plejer at være nye og kostbare. En ting som den største del af vores teaterpublikum har mere forstand på end stykkets eget værd der sjældent er stort. 

Med mishag erfarer vist vores gode konge, hvert år, at hans fødselsdag også ved Komediehuset skal frembringe så mange skændige optøjer at mange stakkels sjover, soldat, o. fl. fl. skal fra den datere et fordærvet helbred eller forbankede lemmer. Med inderlig mishag ser den gode borger disse optrin. Med ængstelighed ser han hvert år en ny kamp i møde mellem politiet og mængden, og hvad han endnu mere gruer for, mellem militæret og hvad der til dels er, men alt sammen kalder sig borgere.

Et udøvende politi der uden at bruge strengere midler end den højeste nødvendighed fordrer, adspreder en urolig stimmel der hævder orden med den værdighed, smidighed og kraft der virker så overbevisende endog hos det mest rå menneske, et sådant udøvende politi er et uskaterligt gode. Men det ordnende politi, politiken om man vil, kan endnu gøre mere, kan dræbe sæden til sammenløb. Og det bør den, for at ikke det udøvende politi ved idelig brug imod folket, skal tabe det imponerende som kun det nye eller sjældne besidder. For at årsagerne til opløbet, ifald dette endda sker, kan have desto mindre skin af ret og altså snarere bortjage end tillokke enhver fornuftig indbygger, for endelig det tilsyneladende kraftigste, men efter min overbevisning skadeligste middel til at holde styr, det militæres medvirkning, kan undværes.

(Fortsættes)

*) Skulle der holdes strengt over at uvedkommende blev ude, så måtte der ikke når der er afspist, være så godt som åben indgang for alle og enhver. Det fortjener også at advares imod hvis der oftere holdes balpare, at karlene går på gangene der vrimler af mennesker, med uhyre store kedler fulde af kogende vand, hvorved så let kunne ske ubehageligheder da personer der ingen for kunne begå så store uordner ikke kan være for gode til at løbe karlene på armen.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 95, den 15 Februar 1800, s 1512-1515) 

Uordner i Anledning af Kongens Fødselsdag.

I nr. 1 klagedes over uordner i anledning af kongens fødselsdag i 1798. I nr. 41 fandt man atter årsag til at indrykke uordner i anledning af kongens fødselsdag 1799, og nu er man nødt til at klage over uordner i samme anledning i 1800. Formodentlig bliver dette imod ønske en artikel i hvert kommende års første nummer efter den 29. januar.

Disse uordner som man finder så vanskelige at ende når de er i gang, kan let forebygges.

1) Ved afskaffelse af balpare og 2) ved ikke at give noget fødselsdagsstykke.

Jeg vil næppe fejle når jeg tror at hverken kongen eller nogen af hans hus finder sand moro eller åndsforfriskning i den forunderlige ting som hos os kaldes balpare. Og i sandhed, hvorledes skulle folk af smag og finde sæder kunne mores ved at være vidner til sådanne optrin som efter hvert sådant bal udgør bysnakken og byplatteren de følgende dage. At faststående borde med top og gavl rives overende, at såkaldte damer (hvoriblandt der NB også indløber en ingrediens af tjenestetøser) spiser gele med fingre og vifter, at man tilkaster sig stumper af steg, at en dominoherre (også dansebodsværter osv. sås sidste bal under domino) der tilbageleverer en anden et tabt spænde, begærer findeløn, at der stimles og trænges omkring familien med en mangel af ægt og anstændighed, som 

(Siderne 1504-1505 mangler. Den ufuldendte artikel er imidlertid alligevel medtaget her da den startede en række af artikler. Der mangler formentlig 1-2 sider. s. 1505 er formentlig forsiden på næste nummer hvor artiklen også fortsætter, se der).

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 94, den 8 Februar 1800, s 1502-1503) 

Tillæg til det i No. 88 indrykkede Bøn til Kjøbenhavns Magistrat og til Kronprindsen.

Mod sit ønske har forfatteren af dette stykke erfaret at nogle udladelser i samme kunne anses som pægende til en af stadens handelsmænd i år iværksat, fordyrende udførelse af danske kornvare, især af rugen.

Af en sikker kilde ved han at ingen betragtelig mængde af rug, af dette års afgrøde er udført, af tre meget gyldige årsager: Rugen i Danmark som aldrig står i stor agt på fremmede markeder, er i år ved det våde vejrlig, endnu af dårligere beskaffenhed end sædvanligt. På fremmede steder er rugens pris ikke så høj at det kan betale sig for den danske købmand at henføre en mådelig vare i uhyre dyrt fragtede skibe. Endelig er den desuden ikke rige rughøst endnu ikke udtorsken uden hos den fattigere bonde, da derimod den rigere bønde, men især herremanden, ikke iler med at føre deres betydelige mængder til torvs, der ellers straks ville slå priserne ned, en virkning hvoraf disse landbrugere ønsker netop det modsatte.

Ovenstående viser da at egen fordel, denne afvægtige motiv, har forhindret al betydelig udførsel af dette års danske rug.

Af dansk hvede er noget, ikke meget, blevet udført. Hveden var ikke rig her i år, og fragten desuden så høj at det næsten ikke lønner sig herfra at føre hvede ud, end ikke til England hvor en tønde hvede nu gælder 15 rigsdaler.

Det betydelige som altså er blevet udført i år af disse to slags kornvarer, men især af rugen, har været indført fra fremmede steder. Og denne kan haves langt bedre og for bedre køb fra Østersøen end i landet selv. Den rug som for kongelig regning er købt i år i Østersøen, haves i de kongelige magasiner for ved 28 mark og er fortræffelig. Mens hvad bonden kalder skiden rug koster på torvet 35 mark og den rene sjællandske går over 36 mark.

Dette viser at forrådsoplag når samme er for kongens eller magistratens regning, allerbedst anskaffes ved opkøb i Østersøen og ikke af indenlandske produkter. Hvilken lykke om stadens rugmagasiner nu kunne åbnes med østersøisk fortræffelig rug til 28 mark! Men om den endog kostede mere, så ville det dog straks bringe den indenlandske torverug ned ved rigsdaler.

Men, vil man da sige, hvad gøres nu for øjeblikket da man ikke har østersøisk rug, den som kommer til torvs er dyr, de store kornavlere ikke ville sælge, og kongen måske ikke kan blotte sine magasiner ved at sælge omtalte forråd som han ellers vist ville gøre?

Sikkert vil, svarer jeg, kronprinsen gøre alt hvad der står i hans magt, sikkert vil Magistraten åbne, for ganske uden magasin kan dog staden vel ikke være. En præmie kunne imidlertid gives for de første 1.000 tønder som førtes til torvs (således gøres i sådanne tilfælde udenlands). Endelig er her i staden et stort parti østersøisk rug hvorom ejeren står i køb med de svenske. Dette kunne jo købes enten af kongen eller staden, og vist nok vil ejeren tilsidesætte betragtningen af en lidt større gevinst når fædrelandets tarv forestilledes ham.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 89, den 4 Januar 1800, s 1409-1412)

Ønske for Nestved og Bøn til General-Vej-Kommissionen.

Næstveds og især Lille Næstveds gader, er i vådt vejr uendelig snavset. Dette er egentlig ikke noget særegent onde for Næstved. Man beskuer næsten enhver købstads gader, man erindrer hvad der i dette blad før er skrevet om Kalundborgs, man ser endelig til hovedstadens gader hvis tilstrækkelige renholdelse endnu ikke er opnået. Det ville altså kunne man sige, anses for en alt for stærk prætension om Næstved som en tredjerangsstad, ville have rene gader. Næstved har endog en undskyldning mere end mange andre stæder. Denne at ingen veje kan tænkes dårligere end de som leder til den, især dem fra Korsør og Ringsted der næppe er i bedre stand nu end i Christian I's tider. De vogne som kommer til Næstved og som på vejen er sunket i til akslen i dræk, medfører et betydeligt antal ditto til byen, som forøger stadens egne betydelige produkter.

Næstved ligger ved foden af et sandbjerg. På vejstrækningerne mangler det heller ikke på dette til vejbygning nødvendige emne. Men sandet bliver liggende hvor det ligger, og vejene bliver ved at være halsbrækkende og hestefordærvende i den højeste grad.

Danmark har en vejkommission som besidder nationens agt og tillid. En vejforordning som anses for et mesterstykke. Der er før og efter denne forordning årligt arbejdet på vejene. Men efter de fuldfærdige strækningers størrelse, såvelsom deres varighed (se Roskilde- og Hørsholmsvejen) at dømme, vil Christian den 20. endnu kunne vælte på sin kongevej, uagtet alt hvad Christian 7. har gjort for at forebygge det.

Det var måske muligt at indbyggerne i mange købstæder eller amter blev til sinds selv at anlægge (efter den anviste linje og plan) deres landevej dersom de vidste at turen ellers først om et hundrede år ville komme til dem, og dersom de havde den nødvendige kundskab såvel om bygningsmåden som især om dens omkostninger.

Dette såvel som det ovenfor sagte om de små strækninger som årligt bygges, giver mig føje til at gøre følgende anmodninger til generalvejkommissionen: 1) At den ved hvert års ende underrettede almenheden om hvad der i samme var anlagt af nyt og hvad der var forbedre. Intet kunne tænkes mere behageligt for folket som tager så stor del i disse nyttige arbejder og altså heller intet behageligere for vejkommissionen som må ønske den agt og tiltro den besidder, end mere bestyrket end en sådan meddelelse der sikkert vandt en regents bifald som selv så lidet ønsker kundskab om noget offentligt anliggende tilbageholdt fra folket, at han endog ofte offentlig meddeler sine tanker, hensigter og iagttagelser. *) 2) At den ville udgive en plan over hele kongerigets vejarbejde hvori følgen og tiden for ethvert steds vejes bygning bestemtes, for så vidt dette lader sig gøre når arbejdets gang hidtil lægges til grund. Endelig 3) At den ved trykken bekendtgjorde en kort og tydelig anvisning til grus- og stenvejes bedste anlæg, forsynet med beregninger over omkostningerne af de derved forekommende arbejder. Dette sidste ville tjene mest til at opmuntre til vejanlæg da man nu forestiller sig disse omkostninger som uhyre store og af mangel på sikker underretning ikke ved hvilket man skal holde sig til at de forskellige derom løbende rygter. **)

*) Denne priselige regentadfærd som så ofte har vist sig i indledninger til de kongelige forordninger osv. giver den mest frydende forhåbning at hans majestæt engang vil befale alle sine kollegier årligt ved trykken summarisk at bekendtgøre deres handlinger til det almenes tarv. Dette er mange gode patrioters ivrige ønske, og dets opfyldelse tror de vil have mange herlige følger, vil gøre skatterne mindre tunge, vil bestyrke kærligheden mellem folket og dets regent, vil stoppe munden på kritikere. Kort sagt, vil befordre landets lyksalighed, og give alle andre regeringer det mest glimrende eksempel at efterligne.

**) Disse rygter er så forskellige at milen mellem Roskilde og Korsør efter nogle skal have kostet 80.000 og efter andre 3.000 rigsdaler at anlægge.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1393-1397)

Uordner i Anledning af Kongens Fødselsdag

Atter har kongens fødselsdag i år været signal til ulykke for mange af vores medbrødre. De i dette blads nr. 1, nr. 40 og af så mange andre givne råd er blevet forbigåede fuldstændig, og såvel ved salget af komediebilletterne, som ved uddelingen af entreerne til balpare har man ladet det komme an på, hvem der kunne få den stærkeste soldat eller matros til at hente for sig, og hvem af disse ulykkelige hentere der længst har kunnet udholde de anfald og men på lemmer og helbred, som en trængsel under åben himmel fra kl. 5 om aften til 10 næste dag ikke kan andet end medføre.

Uheldigvis er det denne gang ikke blevet ved de sædvanlige uordner. Den naturlige fortrydelse, som nogle unge mennesker af varmt blod følte over det prang, som mennesker, der slet ikke selv agter at gå på komedie eller bal, driver med billetter, udartede til lovstridige selvtaget ret. De tog billetterne fra prangerne for den ordentlige pris, og have dem hug til profit. Herved kom pøbelen i bevægelse. Hovedvagten blev indrulleret. Her bragte politimesteren stimmelen ved fornuftig og venlig tiltale til at gå bort. Forsalen blev imidlertid om aftenen trængt fuld af uvedkommende mennesker, der af vagten med alvorlige stød og prygl måtte drives ud. For at uordnerne ikke skulle gentages på balaftenen måtte husarerne udkommanderes.

Det er naturligt, at enhver ønsker uskik forebygget. Man hører derfor i alle kredse nogle dage for og efter kongens fødselsdag en mængde af råd og forebyggelsesmidler. Formentlig hører såvel hofmarskallen, som teaterdirektørerne også en del i deres kredse. Da det imidlertid i praksis viser sig, at intet menneskes råd endnu har vundet deres bifald, vil anmelderen vove at fremsætte dette.

Man sætter indgangsbilletterne til komedie på kongens fødselsdag på offentlig auktion hvert teaterårs (for ikke at sige sæsons) begyndelse! Sikkert ville teaterkassen derved vinde en betydelig sum, der kunne anvendes til forfatteres bedre betaling og til spilleres bedre lønning. Logeholderne, der herved tabte en aften, kunne holddes skadesløse, dersom der i samme uge gaves en aften over det sædvanlige tal. Måske var det godt, at de første forestillinger af ethverts nyt stykke ligeledes solgtes til de højstbydende.

Til balpare billetter kunne man også lade sig antegne en rummelig tid forud, de lykkeliges navne af hver klasse kunne da ved lodtrækning på den billigste måde udfindes.

Enhver projektmager anser sit projekt for det bedste. I det mindste er der ingen skade sket ved at fremsætte det. Ja, jeg tror endog at det er enhvers  pligt, at opgive hvad udveje der kan falde dem ind, til at hindre så mange ulykker for vores medmenneskers helbred og sædelighed.

Hvor de samme fødselsdags følger foregår, der kan man vel sige, uden at være parador, at den fyrste skal stå tidlig op, der ved gavnlig dåd skal modveje de mange, søndrede hoveder, forpryglede rygge, ødelagte helbred og usædeligheder på hans fødselsdag, fra hans regerings tiltrædelse til dens ende, uskyldigen fra hans side har været årsag til.

(Politivennen 2. februar 1799, Hæfte 4, nr. 41, side 649-652)

Om Uordener ved Kongens Fødselsdag.

Når Danmark engang bebos af oplyste mennesker der ser tingene fra deres rette side, der finder at fødselsdage mest rigtigt højtideligholdes i et lille vennelag, at letsindige menneskers skrål og tankeløs overbegloen af kostbart klædte skuespillere hverken kan hædre eller more, vil man næppe tro, at der var en tid, da fyrstens fødselsdag hvert år kostede mange mennesker hilsen, og nogle selv livet. Næppe vil det findes troligt at et skuespil der opførtes på denne dags aften enten det passede eller ej, alene i dragter skulle koste flere tusinde rigsdaler, at indgangssedler blev uddelt på en måde der måtte føde uorden og at det var tilladt at nogle hundrede lejede eller vindesyge stakler i næsten 24 timer spillede på byens største torv den mest usædelige, latterlige og tillige ynkeligste rolle, til ære for den fødte!

I sandhed den der for netop på denne aften at få en indgangsseddel til et stykke som han dog ved spilles oftere, vil leje eller lokke en karl til at vove sundhed og lemmer er måske ikke ond men vist nok skyldig i en højst lastværdig letsindighed.

Men når der skal være sådan usædvanlig pragt ved stykker, når der desto værre gives sådanne letsindige, er det på skuespillets foresattes side utilgivelig skødesløshed ikke at gribe alle de midler til orden som tilbyder sig. Sådanne midler kunne være:

• At forhøje priserne på indgangssedler.
• At uddele sedlerne på flere steder.
• At bekendtgøre at det samme stykke vil blive opført de nærmeste 6 eller 8 spilleaftener.
• At forbyde og ved politi overholde at ingen samledes ved uddelingsstederne tidligere end en halv time før åbningen. Endelig
• At forbyde soldater og Holmens matroser at vise sig mellem de købende før åbningen. 

Men vil den oplyst efterslægt finde denne uorden utrolig, hvad vil den da dømme om dem, som balpare endnu mindre undskyldeligt næsten altid giver anledning til. Selv tingen balpare vil hvis den beskrives dem, at det er et dansegilde, som landets øverste embedsmand giver (ikke som embedsmand) sine medborgere, hvori han dog giver de mere fornemme udmærket fortrin, hvor værten pålægger sine gæster at vise sig i en besynderlig dragt som de ved ingen anden lejlighedkan bruge, og som de derfor må leje alene for denne aften for en yderlig overdreven pris, hvor flere hundrede mennesker stimler sammen, uden indbyrdes kendskab, eller omgang enten med værten eller hinanden, hvor det alene denne aften tillades gæsterne at spille et stykke som ellers er strengt forbudt, hvor der af mange gæster der ikke for den fremmede medindbudnes skyld vil gøre tvang på sig selv, må begås mange uordener, hvor kedsomhed hersker da dansen som højtidens hovedsag kun går meget ufuldkomment for sig, dels fordi ikke alle kan tage del i det, dels fordi de alle af vedtægt hører op når værten eller hans familie har endt deres dans - sikkert denne ting vil sætte dem i en temmelig forundring og de vil i denne hoffest der af vort borgerlige hof til lykke kun sjældent gives, og altså næppe nydes, tydelig spore den tids ånd da den blev opfundet. Den stolte og forkælede Ludvig 14.s tid der med umættelig hunger efterjog glæden og aldrig fandt den, fordi han ikke et øjeblik kunne give slip på sin indbildte grandeur.

(Politivennen nr. 1, 1798, s. 4-7. [Estimeret dato: 27. april 1798])

Redacteurens Anmærkning

Christian 7. havde fødselsdag 29. januar. 

Politivennens numre indtil december 1798 er ikke dateret, men kun angivet numre. Det giver en del overvejelser om hvornår de blev udgivet. Ved at tilbagedatere med en uge ad gangen, kommer man frem til at det første nummer skulle være udkommet 27. april 1798. Det passer med begivenheder som er dateret i artiklerne, se fx nr. 3, estimeret til at udkomme 12. maj, hvor der er refereret en begivenhed der fandt sted 27. april.

Det passer måske ikke så godt med at det første nummer først skulle være udgivet 3 måneder efter kongens fødselsdag. Jeg har dog valgt at angive det mekanisk estimerede skøn over hvornår artiklerne er udgivet, idet dette generelt passer med begivenhederne, i hvert fald fra nr. 3.