"Hellig Hansen" død. (Efterskrift til Politivennen)

Portræt fra hans sidste Leveaar.

Natten til Lørdag lukkede den 74-aarige Snedkermester Hans Hansen sine trætte Øjne ude paa Almindelig Hospital, hvor han tilbragte de sidste otte Aar af sit Liv.

"Hellig-Hansen" - som han kom til at hedde paa Grund af sit fromme Ydre - var i 80'erne Københavns hædrede Byggekonge.

Han kom som Haandværkersvend fra Fødebyen Kirkerup, energisk af Sind, med stærke Hænder og med en brændende Lyst til at arbejde sig i Vejret.

Heldet fulgte ham i en lang Tid. Han fik "Nap" i et Par Byggeforetagender, der rakte en vis Opsigt ved en den Gang ukendt Flothed, og opførte ti store Ejendomme, dels i Farimags- og Frederiksborggade-Kvarteret, dels - og navnlig - Dagmarteater-Komplekset og "National". 

Disse to Byggeforetagender vakte den Gang den allerstørste Opsigt, og Københavnerne valfartede til "National" og beundrede Salens brede Arkitektur, de svære Søjler og de flotte forgyldte Kvindeskikkelser og Engle 

Endnu den Dag i Dag ser man med nogen Velbehag paa den Elegance, der ligger i disse Bygningsværkers Linier, og Dagmarteatret og det tilhørende Hotel bærer i sit Ydre og i nogen Grad ogsaa i sit Indre Vidnesbyrd om sin Bygherres Fantasi og stort anlagte Form.

Men, som ofte omtalt, stak der jo en Del "forgyldt Elendighed" i Foretagendet. Det saa ud som Marmor og var Kalk og gemene Sten, og Herman Bang gennemskuede Herligheden og fandt Stof til sin dengang saa stærkt omtalte Roman "Stuk".

Hans Hansen i sin Velmagtsperiode 

Men "Hellig Hansen" stod i sin Berømmelses Straaleglans og naaede sit Livs stolteste Øjeblik, da Christian den 9. fæstede Ridderkorset paa den tidligere Kirkerup-Bondes Kjoleopslag.

Saa kom Nedgangsperioden med Knald og Fald, og Hansen mistede hurtigt hele sin betydelige Formue - og dermed sin Prestige.

Fattig og nedslaaet maatte han tllsidst ty ind bag Almindelig Hospitals beskyttende Mure, og her levede han stille og beskeden, drømmende om den store Tid, da han var Københavns mest omtalte og feterede Mand

(Social-Demokraten, 17. juni 1923).

Detalje med Hans Hansens krummelurer, Rømersgade 3-5. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De fleste af de bygninger som Hans Hansen var bygherre for, findes stadig:

Kastanievej 1, Frederiksberg (1874), Mynstersvej 10, Frederiksberg (1877), Rømersgade 1-5 (1879 af Julius Bagger), Ahlefeldtsgade 16 (1879), Dag Hammarskjölds Allé 3-5 (1879-80), Nørre Farimagsgade 13-15 (1880-81 af C. Knudsen), National Scala (1880-83 af H.V. Brinkopff), Dagmarteatret (1881-83 Ove Petersen efter forlæg af Charles Abrahams, finansieret af Isak Glückstadt), Cirkusbygningen (1885-86 af H.V. Brinkopff, forberedt af Hansen, færdiggjort af andre bygherrer)

Martin Olsen (1853-1926). (Efterskrift til Politivennen)

"En Snedker maa lime og lirke sig frem",
man lærte i Fortidens Skole,
men Standsfæller rundt i de Tusinde Hjem
Du lærte en bedre Parole.
Som Spaanerne føg fra den flittige Høvl,
som Træet fra Saven kan falde,
Martin Olsen gik løs paa Væv og paa Vrøvl:
Skal selv vi da Slaver os kalde?

Du brugte Din Passer og mærked vor Vej,
som en kyndig og snild Diplomat.
Helst fo'r Du med Læmpe, men nytted det ej,
var Du Kampenes bedste Soldat.
Hvor lidt har Du mærket, at Dagene gaar;
Dit Arbejde var jo en Glæde.
Om Din Alder Ærværdigheds-Tegnene staar,
skønt selv Midtpunkt i Ungdommens Kæde.

Martinus Kristensen

ATTER holder en af Gennembrudets Mænd Rast ved en af de store Milepæle. Det er ikke en udaset, træt Vandringsmand, som tørrer Sveden af Tanden. Det er en glad Haandværkssvend, der nynner en Vise om skønne Egne, han saa, og rige Minder, han vandt, - det er nemlig Martin Olsen, der fylder de 70. Den glade Snedkersvend føler ikke Tiden inde til blot at pudse efter, hvad han fik fra Haanden; han har meget, meget mere, han skal have færdig før Fyraften, og han har ikke blot Kræfterne, Haandelaget og Værktøjet i Orden; han har ogsaa det sprudlende Humør, der forvandler Høvlens Fart gennem fygende Spaaner og Savens Brummen til en rytmefast Sang om Arbejdets Glæde.

Vi taler uvilkaarligt om Snedkersvenden Martin Olsen, skønt han i mange Herrens Aar har været Thingmand, Kommunemand og Forgrundsfigur paa saa mange andre Omraader. Men Sagen er den, at han altid er vedblevet at være Haandværkssvenden. Hans anerkendte Noblesse er Arbejderkultur Arbejdet adler Manden, naar Manden selv føler sit eget og Arbejdets Værd. Martin Olsen er det typiske Udtryk for en adlet, en selvhævdet, en ranket Arbejderstand. Naar han træder frem i offentlige Sale, føler han, at han er Arbejder, men ikke i den gamle Tids Aand, der bød Underklassens Mænd at træde varsomt og sænke Stemmen paa de ophøjede Steder; han træder myndigt og værdigt frem som alles Ligemand, fordi han er en frigjort Arbejderstands kaarne Mand.

Martin Olsen er født 1863 i Vejle. Han blev udlært som Snedker Aaret efter, at Louis Pio havde tændt Socialismens første Gnist i Danmark. Den ny Tids Tanker fængede i Martin Olsens livlige Sind. Men han drog i 1873 udenlands og blev borte i 6 Aar. Under større Forhold udvidede han sine Kundskaber og sin Menneskekundskab. Han vendte tilbage, just som den første glansfulde Periode for den danske Arbejderbevægelse var ved at ebbe ud i Skuffelser og Modløshed. Han havde set det bryde og gære udenfor vort Land og følte maaske derfor den hjemlige Modgang mindre knugende, hvortil vel ogsaa bidrog det sprudlende Humør, som Guderne gav ham i Vuggegave. Han var som selvskreven til at være blandt dem, der skulde bane ny Vej for den danske Arbejderbevægelse.

Efter mange Aars livlig Deltagelse i den politiske Bevægelse og Fagforeningernes Liv blev han i 1889 Formand for Bygningssnedkernes Fagforening, hvilken Post han beklædte til 1896. I 1892 blev han Formand for Snedkerforbundet, og da De samvirkende Fagforbund dannedes i 1898, traadte han til som Sekretær og som J. Jensens højre Haand. Ved Jensens Valg til Borgmester i 1903 rykkede han op paa Formandspladsen, en Tid tvang Sygdom ham til at søge Hvile, men han beklædte Formandspladsen, indtil han i 1909 valgtes til Kommunalrevisor.

Jævnsides med hans store og betydelige Indsats i den faglige Bevægelse gik hans politiske og kommunale Virksomhed. Allerede i 1897 rykkede han ind i Borgerrepræsentationen, hvori han uafbrudt havde Sæde til 1909, og i 1901 erobrede han 8. Kreds, som han med et Aars Afbrydelse (1909-10) repræsenterede, indtil han i 1918 gik over 1 Landsthinget

Som Fagforeningsmand kom Martin Olsens personlige Egenskaber ham til uvurderlig Nytte. Han er en dristig Mand, men han er ikke letsindig. Han undviger ikke Kampen, men han søger den heller ikke uden Grund, han har Ævnen til hurtigt at finde Realiteten i et indviklet Problem, og han ejer en sjælden Ævne til at fremstille sine Synspunkter klart og overbevisende. Hans grundige Kendskab til Fagforeningernes Maal og Veje gav sig Udtryk i den Bog, han i 1901 skrev sammen med J. Jensen, men hans egenartede Stil finder man bedst i hans senere Skrift: "Ned med De samvirkende Fagforbund". Det er ikke et Agitationsskrift i almindelig Forstand. Læser man det, er det, som saa man Martin Olsen staa paa Talerstolen og hørte ham i en kammeratlig og gemytlig Tone tage mod Angrebene og Misforstaaelserne en for en og imødegaa dem til sidste Trævl, hvast, hvor det er fornødent, overbærende og skæmtende, hvor det strækker til, men aldrig saarende, fordi det jo er en Kammerat, der taler til Kammerater.

Politisk stod der gennem mange Aar Kampgny om Martin Olsens Navn. Han var jo Manden fra 8. Kreds, for den Kreds maaske, der havde den mest ægte københavnske Kolorit, Nyboders Folk, Holmens faste Stok og de gamle Gyders brogede Vrimmel, men ogsaa med typiske Overklassekvarterer. Det var en vanskelig Kreds, som næppe nogen anden end Martin Olsen kunde have skabt sig en saa sikker Position.

Fra gammel Tid sad Militæraanden i Kødet paa store Dele af de Vælgere, der rettelig hørte Arbejderklassen til. Martin Olsen fusede ikke frem imod dem. Han begyndte sindigt med at tale om deres egne Interesser og Hverdagsbekymringer; af Finansloven pillede han taalmodigt hver enkelt lille Post ud og viste, hvorledes Administrationen begik Uret og Overgreb, og han arbejdede med sine Sager, intet Spørgsmaal, om det saa blot drejede sig om en enkelt Vælgers Kaar, syntes ham for ringe. Saadan skabte han Tillid om sig og banede Vejen for Socialdemokratiets Ideer.

Martin Olsen er en stor Taler, men med smaa og fine Virkemidler. Hans Tale er gennembroderet af smaa fine Pointer, et sindrigt Billede, en velturneret Spydighed, en talende Sammenstilling, men føret og fremmest blinker gennem Ordene det samme lune Blink, som altid sidder parat bag hans Brilleglas. Mange og store Sager har Martin Olsen ført frem paa Rigsdagen, naturligvis først og fremmest Sager, der havde Tilknytning til den faglige Bevægelse: 8-Timersdagen, Fabrikstilsyn, Arbejdsløshedslove etc. Han er nu i Landsthinget Ordfører i sine gamle Sager fra Folkethinget, og han er i den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Raadslagninger en kyndig Raadgiver i saadanne Sager.

Som Medlem af Arbejdsløshedsnævnet og Udvalgene om Arbejdsløshedslovene har han i de seneste Aar udført et Kæmpearbejde. Trods Aarenes Slid er han fremdeles den gemytlige Svend. Der vil blive sunget mange Viser til hans Pris i Dag, men vi skal tage meget fejl, om ikke sent i Aften den bedste Vise viser sig at være af en 70-aarig Forfatter.

Vi møder som Gratulant paa utalte Skarers Vegne

(Social-Demokraten, 5. februar 1923).

Christian Martin Olsen (1853-1926) var medlem af De samvirkende fagforbunds repræsentantskab og forretningsudvalg ved oprettelsen i 1898, sekretær og Jens Jensens højre hånd. Medlem af Københavns borgerrepræsentation 1897-, Valgt til Folketinget i 8. kreds 1901-1918, Landstinget (1. kreds) 1918. Da Jensen blev valgt til borgmester 1903, overtog Martin Olsen hans formandsstilling i De samvirkende Fagforbund. Arbejdet var udmattende, og han måtte træde tilbage pga. sygdom  1909, hvorefter han var kommunalrevisor i Københavns kommune til 1923. 

Martin Olsen er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling 5, rk. 21, nr. 14. 

Christian Sophus Christiansen død. 1865-1919. (Efterskrift til Politivennen)

Christian Sophus Christiansen døde den 13. juni 1919. Han var da borgmester i København. Landstingsmand, medlem af borgerrepræsentationen fra 1912, formand for Københavns Borgerrepræsentation, borgmester 1917-1919.

Christensen var udlært møbelsnedker. Fra 1884 deltog han i det faglige organisationsarbejde, 1885 som medlem af bestyrelsen for Snedkernes og stolemagernes fagforening hvor han var formand 1893-98. Han stod i 1896 sammen med en kollega for fagets første priskurant for møbelarbejde. 1898-1901 var han forretningsfører for Snedkerforbundet i Danmark. Under den store arbejdskamp 1899 spillede han en fremtrædende rolle. 

1901-10 var han snedkermester. 1910-17 forretningsfører for den socialdemokratiske presse. 1902-17 medlem af Københavns borgerrepræsentation: 1903 ordfører budgetudvalget og 1913 formand. Han blev 1917 borgmester for den nye 5. afdeling under magistraten (belysningsvæsenet, vandforsyningen, sporvejene, kørsel m.m. Han nåede altså kun at have denne post i 2 år før han døde.

Han var siden 1891 gift med Hedevig Sophie Christine Lauritzen (1865-1950).

Christian Sophus Christiansen (1865-1919). Ukendt fotograd. Wikipedia. Public Domain. Fotoet figurerer i flere af de nedenstående nekrologer.

Borgmester Chr. Christiansen paa Dødslejet.

Med virkelig Sorg vil Københavns Borgere modtage Meddelelsen om, at Borgmester Chr. Christiansen henligger paa Dødsleiet.

Borgmester Christiansen vil blive yderst vanskelig at erstatte.

En saa dygtig, rettænkende og gennemnobel Mand er ikke let at finde.

Allerede som Borgerrepræsentsaionens Formand fik Christiansen Lejlighed til at lægge sine fremragende Evner og Egenskaber for Dagen, og de kom til fuld Udfoldelse, da han for nogle faa Aar siden blev valgt til Borgmester.

Dette vigtige Embede bestred Christiansen med den største Dygtighed, og han vil ved sin Bortgang blive haardt savnet.

Københavns offentlige Liv bliver en sjælden Personlighed fattigere.

- - -

Borgmester Christiansen er født her i København den 17. Juli 1865. Faderen var Snedkermester, og Sønnen kom i 14- Aar Alderen i lære hos Møbelsnedkerne Severin & Andreas Jensen.

I 84 blev han Svend, og den unge Mand, der allerede i en ung Alder lagde Førerevner for Dagen, blev kort efter indvalgt i sin Organisations Bestyrelse, for hvilken han var Formand fra 1860 til 98. Omtrent i den samme Periode var han iøvrigt leder af Skibssnedkernes Fagforening; og fra 98 til 1901 bestred han Hvervet om Forretningsfører for Snedkerforbundet i Danmark.

I 1901 grundede Christiansen sin egen Forretning; men han opgav den i 1910 for at overtaget Hvervet som Socialdemokratiets Forretningsfører, og han blev saa endelig i 1917 valgt til Borgmester for Magistratens 5 Afdeling.

Iøvrigt var Christiansen fra 1902 til 1917 Medlem af Borgerrepræsentationen og i de sidste fire Aar af denne Periode dens Formand. Sin politiske Virketrang nedlagde han i Aarene 1906-18 i Landstinget; og til det sidste var C. Medlem baade al Bestyrelsen for Arbejderne Fællesbageri og Bryggeriet Stjernen.

(Folkets Avis (København) 13. juni 1919).

Borgmester Chr. Christiansen død.

Vi maa i Dag bringe vore Læsere det Sorgens Budskab, at Borgmester S. Chr. Christiansen  Dag er afgaaet ved Døden kun 54 Aar gammel.

Meddelelsen vil vække dyb Sorg i vide Kredse, og den vil ogsaa vække Overraskelse for de fleste, thi Chr. Christiansen stod endnu for faa Maaneder siden i sin fulde Kraft, og alle troede, at der endnu var beskaaret ham et langt og daadrigt Liv.

For et Par Uger siden maatte han imidlertid lade sig indlægge paa Kommunehospitalet, Grundlovsdagen blev han opereret, og her konstaterede man den haabløse Sygdom, som vor gode Ven og Kammerat nu er bukket under for.

Christiansens Død vil vække dyb Sorg hos alle, der kendte denne fortræffelige og højtbegavede Mand, og enhver Socialdemokrat vil føle Smerte, fordi Partiet her har mistet en af sine allerbedste og dygtigste Forkæmpere, af hvem man ventede sig saa meget i det Opbygningsarbejde, som Fremtiden maa bringe.

Christiansen tilhørte Socialdemokratiet fra sin tidligste Ungdom, og han vandt tidlig sine Kammeraters Tillid.

I en ganske ung Alder valgtes han 1885 ind l Bestyrelsen for Snedker- og Stolemagernes Fagforening, og l 1893 valgtes han til Formand, hvilken Stilling han beklædte til 1908. Han var Formand for Skibssnedkernes Fagforening fra 1890 til 95, og i 1898 valgtes han til Forretningsfører for Snedkerforbundet.

Det var i Fagorganisationens haardeste Kamptid, at man betroede den rolige, klare og handlekraftige Mand denne vanskelige Opgave, og Christiansen ledede saaledes Snedkerforbundet under den store Lock'out, i hvilken Tid Arbejdsgiverne beærede ham med særlig voldsomme Angreb.

I 1902 valgtes Christiansen ind i Borgerrepræsentationen, hvis Formand han var i 4 Aar. I 1906 valgtes han til Medlem af Landsthinget, og 1 1910 overtog han den vigtige Stilling som finansiel Leder af den socialdemokratiske Presse.

Denne Stilling forlod han 1. Juli 1917, da han valgtes til Borgmester for Magistratens 5. Afdeling. 

Kun 54 Aar gammel er Christiansen gaaet bort, og dog har han saaledes haft en stor og glimrende Arbejdsperiode.

Paa de faglige og de politiske som de kommunale Felter har han tjent den Samfundsklasse, han repræsenterede, og alle Vegne er hans Arbejde kendt og skattet.

Han kunde ikke nøjes med at fungere, nej, han maatte reformere og skabe.

Han havde ringe Interesse for det deklamatoriske, thi hans Hjerte og Forstand hang med Realiteterne. Han elskede sin Barndomsby, og hans højeste Lyst var at skaffe denne By fine Parker, Asfalt og engelsk Brolægning, gode Kloaker, fine Sporvogne og moderne Bygninger med alle Nutidens Bekvemmeligheder.

Tidens Opfindelser og Teknik begejstrede Christiansen, og han havde den Lykke at blive Borgmester netop for den tekniske Afdeling.

Med al sin Manddoms Kraft og Energi gik han ind til denne Stilling, og han ofrede al sin Tid paa det Embede, der var ham betroet, og som han havde saa kær, ja, han tog sig ikke en Gang en Ferie.

Overgivent sagde han i Fjor til den, der skriver disse Linjer: Hvad skal jeg have Ferie for. Jeg har aldrig haft Ferie, og jeg kan ikke være borte fra København i 4 Uger.

I Sommer talte han for første Gang om Ferie, og han traf Forberedelser til at rejse bort fra Byen naar han kom ud fra Hospitalet.

Christiansen var Inderst inde en ægte københavnsk Haandværkssvend. Han var altid i godt Humør, og det var hans Glæde at samles med gode Venner og Kammerater.

Han var da den første til Skæmt og Sang, og hans jævnaldrende vil aldrig glemme hans Haandværksviser og glade Sange, der altid kastede Glans og Livsglæde over Vennekredsen.

Vor gode Ven og Partifælle er ikke mere. Et flittigt og smukt Liv er afsluttet. En kær Kammerat og et ejegodt Menneske har forladt os alt for tidlig.

VI bøjer os i Sorg og takker ham for alt det gode, han gav os.

-X

(Klokken 5 (København) 13. juni 1919)

Borgmester Chr. Christiansen død.

Borgmester Chr. Christiansen er i Eftermiddags afgaaet ved Døden paa Kommunehospitalet, hvor han for godt 14 Dage siden lod sig indlægge paa Grund al en Mavelidelse, for hvilken han allerede i længere Tid havde søgt Helbredelse, Grundlovsdagen blev han underkastet en Operation af Overlæge P. N. Hansen Det stod imidlertid lægerne klart, at Sygdommen - en Kræftlidelse vilde medføre Døden der nu er kommen som en Befrielse.

Borgmester Christiansen blev omtrent 54 Aar gammel, han var født heri Kjøbenhavn den 17 Juli 1865 lærte Møbelsnedkeriet hos Severin og Andreas Jensen og kom hurtig til at indtage en ledende Stilling indenfor sit Fag, i 1898 valgtes han til Forretningsfører for Snedforbundet i Danmark, hvilken Stilling han beklædte under den store Lock out i 1899.

Siden 1902 har Christiansen været Medlem af Kommunalbestyrelsen, i 15 Aar Medlem af Borgerrepræsentationen, hvis Formand han var fra 1913-17, og siden Sommeren 1917 Borgmester for Magistratens 5te Afdeling. I Borgerrepræsentationen udførte Christiansen et stort Arbejde for sit Parti baade i Udvalgene og i Salen, gennem en længere Aarrække havde han Sæde i Budgetudvalget hvis Ordfører og Formand han var. Med det indgaaende Kendskab, han herigennem erhvervede sit til Kommunens Anliggender, og den Interesse, han stadig lagde for Dagen for disse, var han selvskreven til at Indtræde i Magistraten som Repræsentant for sin Gruppe, da den partielle Forfatningsforandring gennemførtes i 1917. Allerede tidligere, efter Borgmester Knudsen Død i 1910, var han sit Parti Kandidat til Embedet som Borgmester for 3die Afdeling.

Det er et stort Arbejde, der har hvilet paa Christiansens Skuldre, navnlig i Krigsaarene, baade som Medlem af Kommunalbestyrelsen og som Medlem af Prisreguleringskomrnissionen og Velfærdsudvalget. Hans store Arbeidsevne og praktiske Dygtighed fandt Anerkendelse fra alle Sider.

Personlig var Christiansen en imødekommende og rolig Mand, behagelig fri for al Bureaukratisme; han var tillige en rettænkende Mand, paa hvis Ord man kunde stole, og som hans politiske Modstandere satte Pris paa at forhandle med. Og han var en Mand som ogsaa kunde optræde med Myndighed overfor sine egne politiske Meningsfæller,

Fra alle sider indenfor Kommunalbestyrelsen - det samme gælder hans store Stab af Medarbejdere indenfor Administrationen - vil man beklage, at det ikke blev ham forundt fuld Arbejdsdygtig at vende tilbage til sin Gerning. 

Fra 1906-18 var Christiansen Landstingsmand for Kjøbenhavn og fra 1910-17 Forretningsfører for "Social-Demokraten", endvidere var han Medlem af Bestyrelsen for Arbejderne Fællesbageri og for Bryggeriet "Stjernen".

Borgerrepræsentationen, eller rettere sagt, den socialdemokratiske Gruppe, hvoraf han var indstillet, staar altsaa nu overfor Valget af en ny Borgmester, og Valget vil sikkert her komme til at staa mellem Borgerrepræsentationens Formand, Hr. Anthon Andersen, Budgetudvalgets Ordfører, Sekretær Hedebol, og Ingeniør Rump.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. juni 1919).

Borgmester Chr. Christiansen død.

f en forholdsvis tidlig Alder - endnu ikke fyldt 54 Aar - er Borgmester Chr. Christiansen, i Dag afgaaet ved Døden.

Christiansen var saa at sige groet op med det danske Socialdemokrati. Hans Barndomsaar - han blev født her i København 1865 - faldt sammen med de første Forsøg paa at omplante "Internationale" paa dansk Grund. Da han i 1884 var blevet Snedkersvend - ligesom Faderen - var ogsaa Socialdemokratiet vokset til Selvstændighed; netop det Aar valgtes de to første socialdemokratiske Rigsdagsmænd. Og den unge Haandværkssvend kastede sig med Iver ud i Arbejdet for Partiet. Kun 20 Aar gammel blev han Bestyrelsesmedlem i sin Fagforening, og han virkede her - tilsidst som Snedkerforbundets Formand da han selv blev Mester.

Aaret efter blev Christiansen valgt til Borgerrepræsentationen. Og efterhaanden som det tyndede ud i Rækkerne af de gamle Førere, var hans Vej givet. I 1906 blev han Landstingsmand, i 1913 Formand for Borgerrepræsentationen, i 1917 endelig Borgmester for Magistratens 5. Afdeling. Fra 1910 til 1917 var han tillige Forretningsfører ved "Social-Demokraten".

I denne korte Angivelse af Borgmester Christiansens Livsbane ligger allerede et tydeligt Vidnesbyrd om hans Dygtighed og Paalidelighed som Tillidsmand. Og dette understreges yderligere derved, at han ingen Sinde var de store Ords og Fagters Mand. Han vandt frem, fordi man havde Tillid til hans Evner og Karakter. Og han vandt altsaa langt frem.

Der var hos Christiansen saa lidt som muligt af Popularitetsjageri eller Bestræbelser for at agere ved sin ydre Fremtræden. Tværtimod mindede han mest af alt om Typen paa den jævne, velsituerede Borger. Men netop derved har han i særlig Grad egnet sig til ad Forhandlingens Vej at varetage sit Partis og sine Partifællers Interesser baade i det politiske og det kommunale Liv.

Christiansen har udført et stort Arbejde baade i Borgerrepræsentationen og Rigsdagen. Han var desuden medlem af Bestyrelsen for Arbejdernes Fællesbageri og Overformynderiels Laanebestyrelse, og han var ligeledes Medlem af den kommunale Skattekommission af 1910.

Som Formand ledede Chr. Christiansen Borgerrepræsentationen paa en Maade, der vandt Anerkendelse, og her og i Borgmestervirksomheden kom hans repræsentative Tilsnit ham til stor Nytte.

(Nationaltidende 13. juni 1919).

Chr. Christiansen.

Han var det prægtigste Menneske, den redeligste Karakter, den braveste Kammerat.

Han hadede Vrøvl. Veltalende i den store Stil - en Bebels eller en Jaures' - var han ikke. Han holdt heIler ikke af at holde store eller lange Taler. Man maatte presse ham stærkt for at faa ham ud til et Møde en sjælden Gang. Men hørte man ham i Landsthing eller Borgerrepræsentation - altid om et hestemt Anliggende, altid positivt beskæftiget med det foreliggende Stof - eller i Kontrahentforsamlingen, altid ladet med Tal, beundrede man den stringente, præcise Form, han gav sine klare Tanker.

I en ligesom forbigaaende Bemærkning, eller i en rap Replik kunde han med en mærkværdig Klarhed og Skarphed feje Vrøvlet til Side. Sarkasmen, som Marx haandterede saa mesterligt, var ogsaa Christiansens Yndlingsvaaben i Polemiken, men dog iklædt dansk Godmodighed. Han ramte Vrøvlet, men undgik saa vidt muligt at saare den personligt, der gjorde sig skyldig deri.

Hans ligefremme Udtryksmaade skabte ham alligevel en Del Fjender. Alt Demagogi, al Bejlen til Bifald laa ham fuldkomment fjærnt. Hvor underligt det end lyder var det derfor under megen Modstand og til sidst nærmest ved et Tilfælde, at han kom ind i Borgerrepræsentationen for snart en Snes Aar siden. Det var Vennerne, som kendte ham, der førte ham frem, og de fortrød det ikke. Thi hvor fyldte han ikke sin Plads, da han først havde Sæde derinde. Og de, der havde modarbejdet ham ved det første Valg, stemte alle paa ham ved de næste.

Kom man til ham i en eller anden Sag og begyndte med Betragtninger, tog han hurtigt sin lille Lommebog frem og omsatte Almindelighederne i Tal. Disse tørre Krabater forekom nu ham at være det bedste Grundlag for en Diskussion.

Han har vist aldrig selv holdt Ferie og arbejdede selv for en meget beskeden Løn. Hans Gage som Forretningsfører for "Socialdemokraten", der dog er et Millionforetagende, var lavere end Faktorens og de bedst lønnede Typografers. Kan man undre sig over, at han var lidt reserveret, naar Medarbejderne kom med deres Løn- og Feriekrav? Lommebogen frem. Nogle Tal. Nogle flere Tal. Hvad betyder de for Budgettet? Men han undte alle sine Medarbejdere det bedste, og Forhandlingerne endte da ogsaa altid tilfredsstillende.

Han var et Arbejdsmenneske. Saa lidt som til Ferie kendte han til 8-Timers-Dagen for sit eget Vedkommende, hvor ivrig han end var baade i sin Tid som Fagforeningsmand, derpaa som Bladets Forretningsfører, som Borgerrepræsentant og sidst som Borgmester for at faa Arbejdsvilkaarene forbedret for alle Kammeraterne. Han indsaa jo, at Chefstillingen med dens Ansvar og ringe Adgang til egenlig Hvile, bærer en særlig Løn i Glæden ved Initiativet og Ledelsen.

Praktisk var han, født Administrator. Hvor sørgeligt, at denne Mand kun skulde beklæde det Borgmesterembede, der var som skabt for ham, i to Aar. Sjælden var et Dødsfald forekommet den, der skriver disse Linjer, saa tragisk som Chr. Christiansens. Ikke for hans egen Skyld. Han var jo ingenlunde rask indtil for et halvt Aar siden, og selv i den sidste Tid vidste han ikke selv, hvilken Sygdom han bar paa. Da Lægerne foretog Operationen, viste det sig straks, at Kræften var for langt fremskreden til at der var noget Haab. Men for hans Partis Skyld, for den danske Arbejderklasses Skyld, for hvilken han var en fuldgod Repræsentant. Og for hans Families Skyld, thi smukkere Familieliv end Christiansens er sjælden at se. Han elskede sin Hustru og sine Børn mod en stille, mandig Kærlighed, og de elskede og agtede ham med ubegrænset Tillid.

Han døde efter et lykkeligt, arbejdsomt og resultatrigt Livsarbejde - men hvilken Tomhed er der ikke blevet i Familien, i hans Vennekreds og i vort Parti. Og man spørger, men uden Svar, hvorfor saa ofte de bedste og braveste skal gaa bort saa altfor tidligt.

Arbejde kunde han, og det var hans Lyst. Men glædes over Nuet i muntert Vennelag kunde han ogsaa - Kammeraterne kaldte ham en Gang den glade Høvl. Der blev festligt i Stuen, naar han sang de Drachmann'ske Haandværkersange eller Overbyes Proletarvise eller nogle - som oftest ret forældede - Revyvers, der imidlertid paany blev friske, naar Christiansen foredrog dem. Megen Tid til at gaa i Teater havde han ikke, heller ikke særlig stor Lyst. Men han huskede godt - ogsaa de Sange, han havde hørt i Ungdommen.

Chr, Christiansen havde det bedste af den gamle Tids Haandværkssvend i sig og havde forenet det med Socialismen, der for ham i første Linje var Respekt for det ærlige Arbejde og dets Mænd. At forme et smukt Stykke Bohave havde i Svendedagene været ham en virkelig Glæde. Propert, retskaffent Arbejde skulde det være At lave et Stykke fagligt, politisk eller kommunalt Arbejde blev ham en lignende Glæde. Han vilde se Resultat af Arbejdet - propert og retskaffent skulde Resultatet være smukt og solidt paa én Gang.

Hans eget Livsløb blev smukt og redeligt Arbejde. Den danske Arbejderklasse vil længe mindes det i Taknemlighed. Vor By, som han holdt saa meget af, har mistet en af sine bedste Borgere, det danske Samfund en af sine bedste Sønner.

F. J. B.

(Social-Demokraten 19. juni 1919).

Borgmester Chr. Christiansens blomstersmykkede Baare. Foto fra Folkets Avis (København) 20. juni 1919.

Chr. Christiansen blev bisat fra krematoriet i overværelse af en menneskemængde som fyldte pladsen foran kapellet. Mindetalen blev hioldt af minister Thorvald Stauning.

Minister Th. Stauning:

Det Dødsfald, der har samlet os om denne Baare, minder os om den Utryghed, hvori vi Mennesker lever.

For faa Maaneder siden betragtede vi Chr. Christiansen som en Mand, der vilde staa urokkeligt langt frem i Tiden og saa kom den snigende Sygdom, der paa saa kort Tid lagde vort Haab og hans Liv øde.

Dot er nu blevet mig, der skal udtrykke de manges Farvel.

Det er med Smerte, jeg her skal sige vor døde Kammerat Farvel og jeg kan kun fattigt udtrykke min Sorg og bringe hans nærmeste den Trøst, hvortil de trænger. Mange Minder om Chr. Christiansen har i disse Dage passeret vor Erindring og alle Minderne har Lysets og Solens og Godhedens Glans, over sig.

Personlig har jeg mange Aars Samarbejde og Venskab med den Afdøde at se tilbage paa, Aar i hvilke Christiansen udfoldede sine Evner, Aar i hvilke han ikke trættedes af et brydsomt Arbejde, men tog sin Part til Fordel for den Klasse, hvorfra han udgik.

Vi har virket sammen i Rigsdag, Borgerrepræsentation, Partibestyrelse og vi har gaaet sammen 1 Livets Skole.

Jeg har de bedste Minder om Christiansen som Raadgiver for andre.

Han tog med Glæde det Arbejde op som skulde gøres i Arbejderklassens eller det hele Samfunds Tjeneste, men stod han ude i Livets Strid, glædede han sig atter til Hjemkomsten, kan hænde, som Bjørnson har udtrykt i et Digt ved en Vens Død, 

"han kendte en eneste Havn Familielivets Forsoner."

De af os som stod ham nær, ved, st han elskede sit Hjem, sin Familie, at han længtes til sin Hustru og sine Børn. Og vi husker ham, naar nan sad i Hjemmets Ro, naar Venner samledes, vi husker hans straalende Øjenpar, der udtrykte Glæde over Hjemmets og Familielivets Lykke - saa sang han sine gladeste Viser, saa delte han Glæden over Livet mod alle, der samledes ved hang Bord.

Men han ejede Hjertets Rigdom og derfor var han Ikke en ensom Mand udenfor Hjemmet. Alle lærte at vurdere Chr. Christiansens Bravhed og Troskab, fra alle Sider lød Deltagelsens Ord, da han forlod os, thi alle vidste, at Chr. Christiansen var loyal og ærlig, grundmuret hæderlig og opfyldt af levende Sans for Almenvellet.

Tabet ramte derfor vidt, men smerteligst ramte det hans Hjem og dernæst den Klasse og det Parti, han tilhørte.

Snedkersvenden, der i de unge Aar blev Kammeraternes Tillidsmand, misbrugte aldrig Tilliden og glemte aldrig det Ansvar han bar.

Trygt lagde hans Klassefæller og hans Parti Opgaver i hans Hænder - vi vidste altid, at de da var i gode Hænder.

Trygt betroedes der vor Ven store Hverv i Samfundets Tjeneste, alle vidste de blev røgtet godt og ikke mindst i de ulykkelige Krigsaar, der stillede saa store Krav til vort lille Land, laste han med praktisk Sans en Række Problemer, der havde den største Betydning for hele vor Bys Befolkning.

Haandværkssvenden fra det lille Arbejderhjem var nu i Kraft af solide Evner og sine Klassefællers Tillid naaet frem til den støre Poet som Borgmester i den By, hvori han var født.

Med aldrig svigtende Interesse varetog han denne Gærning med den dygtige, praktiske Mands Erfaring stod han i Spidsen for væsentlige Dele af Byens Administration, og alle vidste, at han med Hæder vilde magte, hvad der var betroet ham.

Endnu saa ung, endnu saa livsglad, tilsyneladende saa kraftig, stod han midt i sin Gærning, da Sygdommen ligesom et giftigt Slangebid berøvede ham Ungdom, Livsglæde og Kraft - ja ogsaa Livet.

Med dybtfølt Sorg samles Hustru og Børn, Arbejdsfæller og Venner, ved denne Baare, og Sorgen deles af Titusinder, som tillidsfuldt betroede vor djærve Kammerat Varetagelse af deres vigtigste Interesser.

Ingen Trøst evner jeg at yde i Sergen, selv opfyldt af Sorg over det store Tab.

Mindet om Christian vil leve langt ud i Tiden hos os, Mindet om en oprigtig Talsmand for Arbejderklassen vil blive bevaret af det Parti og den Klasse, han tilhørte, og Mindet om en brav Borger i Landets Hovedstad vil leve til sene Tider.

Paa de mange Tusinders Vegne udtrykker jeg da en Tak for vor afdøde Kampfælle Borgmester Christiansens Virken her 1 Livet og en Tak til hans Hustru og Børn for den Lykke, de skænkede ham til Styrkelse af hans Kraft og Vilje.

Nu sover han her i Fred, men udenfor vil den Sæd vokse, som han saaede i sit rige, men altfor korte Liv.

Æret være Christiansens Minde!

Efter en sang af A. C. Meyer talte:

Valdemar Friis er Formand for Snedker og Stolemagernes Fagforening og har som saadan i mange Aar arbejdet sammen med den Afdøde. Han træder nu op paa Talerstolen og siger:

Chr. Christiansen! Her ved din Baare, hvor vi skal sige Farvel til Dig, skal der lyde en Tak fra de danske Snedkere. Du kom til os med din fulde Arbejdskraft og dine store Ævner, og vi trængte til dem.

Vi udnyttede Dig, men Du var lykkelig over, hvad Du evnede at udrette, og vi var glade for alt det, Du gav os.

Du tog fra os for at gaa til Løsningen af større Opgaver, men Du glemte os ikke. Vi danske Snedkere glemte heller ikke Dig, og vi vil altid mindes Dig med Tak og Ærbødighed. Hvil i Fred!

*

Koncertsanger Max Freuler synger nu: Dejlig er Jorden, og derefter bærer københavnske Snedkere Kisten ud af Kapellet, og til Tonerne af Chopins Sørgemarsch defilerer den gennem Fanealléen og forbi hele Følget til den store Ventesal i Stuen, medens alle blotter Hovedet.

Ligbrændingen vil senere Sted. Hans Legeme vil blive Flammernes Bytte, men Mindet om hans Livs Gerning vil vi bevare i [ord mangler, måske trofast?] fast Minde. G. C.

(Social-Demokraten 20. juni 1919. Uddrag).

Chr. Christiansens efterfølger blev socialdemokraten Anthon Andersen. (1869-1936). Han var husmandssøn og udlært bødker, forretningsfører i Bødkerforbundet 1902-1917 hvorefter han var sekretær i De samvirkende Fagforbund 1917-1919. Han blev valgt til Borgerrepræsentationen i 1910, 1917 formand. Han var borgmester 1919-1936 og ligeledes begravet på Vestre Kirkegård.

En gade i Sydhavnen er opkaldt efter ham: Borgmester Christiansens Gade

Borgmester Chr. Christiansen *17. juli 1865. + 13. juni 1919. Hedvig Chrisiansen *18. december 1865. + 31. marts 1950. Rejst af Partifæller. Gravsten på Vestre Kirkegård. Det var ved denne mindesten som Thorvald Stauning i april 1921 skulle have holdt en tale for da hans kone blev påkørt og dræbt af en taxa på Nørresøgade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Snedkermester Anny Berntsen (1894-1982). (Efterskrift til Politivennen).

Anny Christiane Millior Berntsen (1894-1982) (Anny Berntsen-Bure, mens hun var gift) var en dansk snedkermester (uddannet i 1913),  datter af Klaus Berntsen, der var statsminister i perioden 1910-1913 for Venstre.

Danmarks første kvindelige snedkermester var Sophy A. Christensen. Hun lavede sit svendestykke i 1893. Senere blev også Cathrine Horsbøl, Anny Berntsen og Helga Bramsaa snedkermestre. 

Konsejlspræsidentens Datter.

Snedkerlærling Anny Berntsen ved Høvlebænken.

Konsejlpræsident Klaus Berntsens Datter, Anny Berntsen, har, som meddelt, indgaaet Forlovelse med Kommunelærer Hr. Bure i Kalundborg.

Den unge Dame er Snedkerlærling og staar i Lære hos Snedkermester, Frk. Horsbøl. Hendes Læretid var fastsat til 5 Aar. Nu tør man maaske, mener "Pol." tro, tro, at den bliveer afkortet noget, og at Frk. Berntsen har opgivet sine Planer om at blive veritabel Snedkersvend.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. august 1912).

Anny Berntsen blev senere gift med Kristjan Bure og de fik to børn. 

Snedkermester, Fru Anny Berntsen-Bure.

Folketingsmand Klaus Berndtsens Datter, gift med den kendte Kommunelærer Hr. Bure, var, inden hun giftede sig, uddannet som Snedker. Hun har nu i Kompagni med Snedkermester Glob, en Broder til Maleren Johannes Glob, aabnet et stort Snedkerværksted paa Vennemindevej.

Vi har bedt hende nu og da give Husmødrene nogle praktiske Vink indenfor sit Fag, og den unge Snedker har indledt det ved at forestille sig selv.

"Kom, Charles, ska' du se, der er en Kælling, der er Snedker" - saadan lød en rigtig Drengestemme ind i Værkstedet til mig forleden Dag. Og da jeg vendte mig, saa jeg to flade Næser mod Ruden. 

Næsernes Ejermænd diskuterede højlydt mine Kvalifikationer som Arbejder. Og idet de forsvandt, sagde den ene tvivlende: Men kan hun ogsaa save?

Naa, det er forresten ikke alene Drenge, der falder i Forundring over "Kællingen, der er Snedker."

Da jeg gik i Lære, vakte det jo en uforholdsmæssig Opsigt, vel sagtens fordi min Fader den Gang var Konseilspræsident.

Mit Billede gik vist hele Jorden rundt - jeg fik i hvert Fald sendt Billeder og Udklip fra de fleste Verdensdele.

Snedkerværksted i Toronto, Canada.

Og morsomt var det at se, hvorledes Teksten forvandledes, jo flere Gange den var oversat og omskrevet. Et parisisk Blad giftede mig straks med en ung - og Bladet bemærkede selv udtrykkeligt - meget intelligent Snedkersvend, med hvem jeg i flere Aar skulde have været hemmelig forlovet.

Og morsomt var det ogsaa at se, hvor mange forskellige Ansigter Aviserne udstyrede mig med. Lighed var der i Reglen ikke Tale om.

Og saa kom jo Ægteskabstilbudene, dog ingen her fra Landet. Men særlig Amerikanerne var ihærdige. En Mineingeniør fra Peru giver en lang Beskrivelse af sit Liv og sender mig et Billede med et par smægtende Øjne. Og han slutter i dybeste Alvor:

"Jeg kan forsikre Dem, at jeg et "all right" i moralsk Henseerde. Der er ikke noget usædvanlig stygt ved mig undtagen det, at jeg er meget høj."

"Jeg kan forsikre Dem, at jeg er "allright" i moralsk Henseende."

Han havde det nu i Højden; der var andre, der havde det i Bredden. Der kom lange Breve til mig med alle mulige fantastiske Forslag. En sender mig dette smukke Billede af et Værksted og beder mig at komme til Toronto, hvor Vedkommende "er i Færd med at lave en Dragkiste til sin Moders Værelse."

Til de brede - ja for den Sags Skyld ogsaa de vrede - hører en dansk Kvinde, der var meget indigneret over, at jeg kunde finde paa at ville være Haandværker. Hun foreholder mig i bitre Ord, at jeg kunde gaa i Snedkerlære: "Ungdommen maa være og skal lære i Hjemmene," skriver hun, "lad saa Mandfolkene besørge Haandværk og Industri som førhen, det vil være det bedste for Efterslægtens huslige Bevarelse."

Den velmenende Dame har vel nok i det store og hele Ret.

"Efterslægtens huslige Bevarelse" er et stort Spørgsmaal. Men at der skulde ske nævneværdig Skade heri, fordi jeg har forladt den lige huslige Vej, er dog at tillægge min ringe Person for stor Betydning.

Naa, men den brede Vrede fortsætter: "Nej, der hører mere til Ploven end at kunne sige Hyp. Husgerning er lige saa nødvendig i Nutid som i Fortid." Og heri er vi ganske enige. Husgerningen er overordentlig vigtig. Men den kan jo ikke more alle lige meget. Og saa har Husgerningen jo saa mange Sider, at man næsten kan regne Snedkeriet med dertil.

Møblerne spiller jo dog en meget stor Rollo i et Hjem, de giver tildels Hjemmene deres Præg. Og at lave Møbler, er jo paa en Maade at være med til at bygge Hjem op.

Men lad mig nu tage et Spring fra Efterslægtens Bevarelse til Møblernes Bevarelse, som er det, Redaktionen har bedt mig om. Det har jo sin Interesse i disse Flyttedags- og Hovedrengøringstider, hvor der tidt vanker Skrammer.

Det kan ikke tilraades nogen at prøve paa selv at reparere, hvor der er meget i Vejen, hvis det da er nogenlunde gode Møbler, der er Tale om. Det betaler sig ikke. Og særlig polerede Møbler skal der udvises stor Forsigtighed med. Jeg kender en Frue, der guider polerede Møbler af med Pudsepomade. Det er rentud sagt Griseri, selv om det er udsprunget af Renlighedstrang. Andre bruger et vaadt Vaskeskind; det tager i Længden for meget af Glansen. Det bedste er et Vaskeskind og et Par Draaber Benzin. Fruen, der brugte Pudsepomaden, har her Forklaringen paa, at den virkede. Det var nemlig Benzinen i Pomaden, der tog de olieagtige Lag af Møblerne; men alle de andre faste Stoffer sætter sig selvfølgelig i Møblerne og vil med Tiden ødelægge dem.

Bonede Møbler kan gnides paalangs af Træet med en lille Smule Bonevoks, hvis de da iforvejen er bonede med Voks. Er de bonede med Politur, kon do gnides af med Benzin ligesom polerede Møbler.

Malede Møbler kan vaskes i meget mildt Sæbevand og skal tørres godt efter med en tør Klud.

Om alle egentlige Buler, Rifter og Skrammer kan jeg kun sige: Undgaa dem. Men har De uheldigvis faaet dem, saa er de absolut uhelbredelig for Lægfolk.

- - -

Forloden Dag kom der en Herre ind paa Værkstedet og spurgte, om det var her, Snedkermester Pral boede.

"Ja, det kan De godt kalde mig," sagde jeg.

Han saa imidlertid ganske uforstaaende paa mig.

Det havde han sikkert ikke gjort, hvis han havde læst ovenstaaende.

Anny Berntsen Bure.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 15. oktober 1916. Teksten i midt forkert brudt, men jeg har tilladt mig at omsætte teksten så den er korrekt).

Manglende Tro.

Velmeriteret Snedkermester Anny Bure i København er, som ikke faa ved, Datter af Folketingsmand Kl. Berntsen. Hun har nylig sagt et Ord, der vil vække Opstandelse i en vis Kvindekreds. Hun "tror ikke, Kvinder egner sig til Politik".

Snedkermester Bure er en modig Kvinde. Der skal nemlig Mod til at bekende den manglende Tro saa rent og lige ud. som hun gør det. Og helt hen i Flandern taler hun jo ikke, denne Datter af en af vore allerfornemste Grundlovsfædre.

Vi har ikke været Modstander af Kvindens politiske Valgret. Langtfra. Det er Snedkermester Anny Berntsen vel heller ikke. Men vi forstaar hende saa godt. Dog vil vi foretrække at udtrykke os saaledes: Det skal vise sig, om Kvinden egner sig. Vi har jo ikke endnu, kan ikke have, den tilstrækkelige Erfaring.

At der er Kvinder, der "egner sig til Politik", er der jo ikke Tvivl om. Kendsgerninger taler baade her og der. Men det er kun et meget beskedent Mindretal. Og det, at Kvinderne vist i en meget lang Aarrække kun undtagelsesvis kommer ind i de repræsentative Stillinger (Minister, Rigsdagsmand. Redaktør osv.) vil føre med sig, at det vil tage Tid, megen Tid, inden vi kan fælde en afgørende Dom.

Men det kommer jo nok en Gang, selv om de ældre af os ikke oplevere at se det.

(Vejle Amts Folkeblad, 30. november 1916).

Folketingets nye Talerstol.

Folketingets nye Talerstol er - som vi tidligere har omtalt - leveret af Folketingsmand Klaus Berntsens Datter, Snedkermester Fru Anny Berntsen-Bure, der er Indehaver af en stor Snedkerforretning i Borgergade i København. Billedet viser den næsten helt færdige Talerstil, som er forarbejdet af et eneste Stykke Træ fra den berømte Rødkilde-Eg. I Ovalen ses Fru Berntsen-Bure, der nitten Aar gammel begyndte sin egen Forretning og nnu beskæftiger fjorten Svende og Lærlinge.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 5. september 1918).

Fru Anny Berntsen-Bure ved sit Tegnebræt. Foto fra Aftenbladet (København) 30. august 1918.

I oktober 1917 blev Anny Berntsen udvalgt til at lave Folketingets nye talerstol. Hun lavede også stole mm. til Højesteret. Stolen var tegnet af slotsarkitekt Thorvald Jørgensen. Og Anny Berndtsen kunne starte arbejdet i slutningen af januar 1918. Buerne blev slebet med håndkraft - der fandtes ikke maskiner til den slags den gang. Grundlovsforslaget om kvinders stemmeret var blevet fremsat at hendes far, Klaus Berntsen, medlem af Venstre og tidligere statsminister (1910-13).

Annonce fra Nationaltidende 10. september 1924. Værkstet fremstillede bl.a. palisandermøbler. Hun annoncerede helt op til 1927.

Anny Berntsen Bure & Co

Dette Firma, der ogsaa bærer Snedkermester Erhard Rasmussens Navn, gør sig fordelagtig bemærket paa Bohave-Udstillingen gennem en ualmindelig smagfuld kombineret Opholds- og Spisestue, der mere og mere synes at vinde frem i vore boligfattige Tider. Det er derfor ogsaa meget paaskiønelsesværdigt. at vor moderne Møbelkunst synes at lægge et stort Arbejde i Forsøgene paa at skabe smukke Typer for saadanne Stuer. Konkurrencen om den

bedste kombinerede Opholds- og Spiseetue, som er arrangeret paa Udstillingen, har i alle Tilfælde vundet stor Tilslutning, og det bliver ikke let for Publikum, der skal være Dommer, at fælde en retfærdig Dom.

Vi har allerede nævnt det kombinerede Værelse fra L. C. Jensen & Hansen, men den Stue, Anny Berntsen Bure hr Co, har udstillet, fortjener ikke mindre Opmærksomhed og beundring. Den repræsenterer en Forening af et hyggeligt Herreværelse og en rolig Spisestue Totalindtrykket er Hygge, og alt er skabt med en sikker Smag

Det gælder baade Møblerne selv og Betrækket og Gardinerne. Det hele er passet sammen, saa det danner en Enhed, og alligevel har man en Stue, der baade er ideel til Spisebrug som Opholdsværelse.

(Nationaltidende 10. september 1924.)

Ægteskabet med Bure gik i opløsning, han mistænkte hende for utroskab, og de blev skilt i 1927. Bure giftede sig igen. Hendes far døde samme år marts 1927, hun nåede ikke selv ind til dødslejet fra Fredensborg. Anny Berndtsen blev frataget navnet Bure, og opgav sit arbejde som snedker. 

I 1935 blev hun set med en ladt revolver hjemme hos sin tidligere ægtefælles nye hustru og dennes datter. Den 17. oktober 1935 blev hun indlagt på Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland med diagnosen skizofreni. På hospitalet delte hun sovesal med 23 andre kvinder med diagnosen “kronisk urolige”. Hun døde som patient 4.791 juledag 1982 efter 47 års indlæggelse. Hverken børn, søskende eller eks-mand skal efter sigende nogensinde have kontaktet hende.

Carl Gran (1872-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Fagforeningsmanden Carl Gran er et eksempel en nu glemt, men i samtiden kendt og afholdt person begravet på Vestre Kirkegård. Graven stod i enden med Frederiksholms Teglværker. Helt ekceptionelt for den tid blev han optaget i Kraks Blå Bog. Året efter blev der opsat en mindesten på hans grav, med tilhørende indvielse. Men senere gik han i glemmebogen. Stenen er tilsyneladende væk. Minderne skal man søge i samtidens aviser. 

Carl Grans Jordefærd

Der var folkevandring i går til Vestre Kirkegård, hvor kisten med Carl Grans lig var opstillet på en katafalk udenfor det store kapel. Her under et væld af blomster lå liget af den unge mand, et helt lands organiserede arbejdere så op til som en af de mest lovende kræfter.

Hvor døden kan være ubarmhjertig og fordringsfuld! Den tager de bedste fra og gemmer dem hen i den stille fred, netop når de står i den kraftigste manddom og med den bedste vilje til at gøre mands gerning.

Således var det med vor afdøde kammerat Carl Gran. Han stod midt iblandt os med sit glade smil, der opmuntrede til at tage fat på de foreliggende opgaver. Og så slog døden ham ned, så at han kun blev et dyrebart minde om en travl arbejdstid, hvor hans strålende livsglæde ligesom lagde solglød over kontorerne i Farimagsgade.

Derfor den travle færd af de myldrende skarer ud til Vestre Kirkegård i går eftermiddags. Tiden var valgt så sent  - Kl. 2 3/4 - for at den stærke tilstrømning ikke skulle genere andre begravelser. Alle ønskede at vise den afdøde kammerat den sidste ære.

Carl Gran. Johannes Hauerslev (1860-1921). Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Materialet er fri af ophavsret

Foran Kapellet.

Lige foran det store kapel var der rejst en improviseret talerstol dækket med rødt, og foran den var kisten anbragt på kirkegårdens ny rullevogn. Socialdemokratisk Forbunds banner og samtlige snedkerforeningers faner dannede en æresvagt omkring kiste og talerstol.

Af den masse signerede kranse nævner vi fra "De samvirkende Fagforbund", Snedker-forbundet i Danmark, Socialdemokratisk Forbund, Lohgarverforbundet, Malerforbundet Drejerforbundet, Dansk Tekstilarbejderforbund, Fabriksarbejderforbundet. Social-Demokratens Redaktionspersonale, Social-Demokraten, Murerforbundet, Arbejdsløshedsinspektoratet, Arb. Fællesbageri, Papirindustriarbejderne, Social-Demokraten, Ekspeditionspersonale, Lager- og Pakhusarbejderforbundet, Bryggeriet Stjernen, Murernes Fagforening, Dansk Elektrikerforbund, Hovedbestyrelsen for Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Slagteriarbejderforbundet, Forsamlingsbygningen Rømersgade 22, Arbejdernes Fællesorganisation, Træindustriarbejderforbundet, Kommunalt Arbejderforbund, Arbejdsgiver- og Mesterforeningen, Prokurator Voght, Direktør Hauberg, Skotøjsarbejderforbundet, Ligkistesnedkernes Fagforening, Modelarbejdernes Fagforening, Centraltrykkeriets Personale, Gustav og Nina Bang, Martin Olsen og Hustru, Skorstensfejersvendenes Fagforening, Bogbinder-forbundet, Snedkerlavets faglige Afdeling, Pianosnedkernes Fagforening, Bygningssnedkernes Fagforening, Snedkermester Jakob Petersen, Vesterbrogade, Chr. Christiansen, Landsthingsmand, Fællesorganisationen i Hørsholm, Frihavnsarbejderne, Skolebetjentenes Organisation, Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe, Kobbersmedenes Forbund, Cyklefirmaet "Adler", Bygningssnedkernes Lokalforening, Bygningssnedkernes Aktieselskab, Jernbaneforbundets Hovedbestyrelse, Snedkernes Fagforening, Fredericia, Snedkernes og Stolemagernes Fagforening, Billedskærer- og Dekorationsbilledhugger - Forbundet, 12. Kreds, Dansk Formerforbund, Skibssnedkerne hos Burmeister og Main, Social-Demokratens Personale, skræderforbundet, Oliemøllernes Fagforening, Kedel- og Maskinarbejderforbundet, Carl Weitemejer, Snedkerforbundets Afdeling, Slagelse, Generalkommission der Gewerkschaften Deutschlands (med Indskriften: Dem treuen Mitkämpfer der internationalen Gewerkschaftsbewegung) og Brødkuskenes faglige Afdeling.

Fra Social-Demokraten 28. april 1913, "Den blomstersmykkede kiste, flankeret af faner og bannere, udenfor kapellet på Vestre Kirkegård. På talerstolen i baggrunden de Samv. Fagforbunds Formand, C. F. Madsen.

En del af snedkerforbundets afdelinger i provinsen og flere københavnske organisationer har i stedet for kranse indsendt et beløb til familien.

I kæmpefølget af utalte tusinder sås forligsmanden, direktør Kofoed i embedsunifom, direktør Max Ballin og snedkermester Victor Henriksen som repræsentanter for Arbejdsgiverforeningen, direktør Gregersen (teknologisk Institut), snedkermestrene Chr. Christensen, H. Bunch og Jacob Petersen som repræsentanter for Snedkerlavet, så godt som samtlige delegerede fra "De samvirkende Fagforbund"s generalforsamling og en mængde kendte partifæller.

Koret sang stående i Forhallen:

". . . Han, som har hjulpet hidindtil",

hvorefter præsten besteg Talerstolen.

Pastor Rannow:

Kunne man se ind i disse tusinders hjerter, ville man i dem alle finde det lille ord: Tak skrevet. Ja, I har mistet en god ven, og I er kommet her af taknemlighed, fordi han ofrede sig helt og fuldt for sin livsgerning.

Der var en præst, som i går sagde til mig: "Den mand er faldet på slagmarken. Han har bogstavelig slidt sig selv op". Ja, Gran var en retlinet personlighed, der ud fra et redeligt sind røgtede sin opgave og aldrig gik på akkord med uretten. Jeg fik, mens han var indlagt på Kommunehospitalet, indtrykket af en helstøbt personlighed. I går da jeg bragte dødsbudskabet til dem, der havde plejet ham, blev de forunderligt betagne og priste hans noble væsen. Den tak, der klinger i de kraftigste toner, kommer naturligvis fra hans hustru og børn, hvem han elskede usigeligt højt.

Taleren fremførte derefter nogle almindelige religiøse betragtninger.

Koret og følget afsang nu

»Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred«,

og derefter besteg formanden for De samvirkende Fagforbund talerstolen.

C. F. Madsen:

Efter et rigt og dådfuldt liv ligger vor ven Carl Gran nu død i denne kiste. De forstår måske bedst mine følelser i dette øjeblik og den dybe vemod, der besjæler mig, når De erindrer, at jeg i en række år har ført et intimt samarbejde med ham. Hans kæreste gerning var at forhandle med arbejdsgiverne for at formå dem til at give en lille smule mere løn til hans venner de danske arbejdere, for hvem enhver lønforbedring kunde bringe en smule mere velvære i de fattige hjem.

Da jeg blev valgt til formand for fagforbundene, var det mig magtpåliggende at sikre mig denne udmærkede arbejdskraft som min medhjælp, en god mand ved min side i farens stund.

Det var på vejen hjem fra Budapest, at sygdommen ramte ham. Han blev tilsyneladende rask igen, og Carl Gran selv var meget fortrøstningsfuld. Hans gamle vid var vendt tilbage, og vi måtte ofte smile af hans muntre, harmløse spøgen.

Forunderligt nok, at han ikke er mere. Han syntes altid om nye opgaver. Han syntes aldrig, at han fik arbejdet nok, at han fik spredt lykke nok omkring sig.

Om han var her eller i udlandet, var hans tanker altid ved det hjem, han havde så kært.

Jeg føler trang til at bringe dig, Carl Gran, en tak fra det danske arbejderparti for, hvad du har udrettet. Om en kort stund vil vi sænke dig ned i det sidste hvilested. Du selv og dine sange vil altid leve i vor Erindring.

Koret afsang nu:

»Kirkeklokker ej til Hovedstæder«, og derefter spillede et orkester en sørgemarsch, medens kisten gennem en pragtfuld fanealle, som stod prægtigt til det jomfruelige grønne, kørtes til graven, der var gravet helt ude ved Frederiksholms Teglværker.

Her sang Snedker og Stolemagernes Sangforening

Dejlig er Jorden, 

hvorefter orkestret blæste en koral: 

"Tænk, når engang den tåge er forsvunden".

Formanden for Snedker-Forbundet i Danmark, 

Martin Petersen

der har trukket de største veksler på hans Arbejdsevne. Vi har taget hans ungdoms morgengrøde. Tak, Carl Gran, fordi du altid var vort lysende eksempel. Tak for det lyse smil, som fik bitterheden til at vige vore hjerter. Selv et lykkebarn, stræbte du at bringe lykke til det størst mulige antal mennesker. Du var gladest i kampen, og du havde ingen fjender, for selv dine modstandere vandt du for dig. Du havde altid travlt. Måske havde du selv en følelse af, at din livstråd snart vilde briste.

Du har sat dig et minde hos de end kunst formår at gøre det! Tak for dit arbejde og ære være dit Minde!

Fanerne kom nu op holdvis for at bringe den afdøde den sidste hilsen, og efter at en slægtning havde takket på familiens vegne, var den storstilede højtidelighed forbi. Det varede dog timevis før kæmpefølget havde forladt den smukke kirkegård, der netop nu står i spirende forårspragt.

(Socialdemokraten 28. april 1913).

Foto fra Forsiden af Folkets Avis den 28. april 1913. Udenfor Nordre Kapel da kisten førtes ud.

Året efter blev der rejst en mindesten på hans grav:

Et minde for Carl Gran

Martin Petersens smukke Tale.

København. Søndag.

I overværelse af en meget talrig forsamling afsløredes i dag en mindesten på Carl Grans

gravsted ude på Vestre Kirkegård. Højtideligheden foregik kl. 3. og de mange mennesker,

der mødtes her i det strålende varme majvejr, viste, at Carl Gran ikke er glemt.

Afdødes ven og mangeårige kammerat og senere efterfølger som forretningsfører for snedkerforbundet, Martin Petersen, holdt en smuk og beåndet tale om den så brat bortrevne ven.

Den lære - sagde han - vi kan drage af Grans død, er at bruge tiden vel. Vi må, som han gjorde, røgte de opgaver, der ligger foran os, og samtidig ikke forsømme at sprede så megen tilfredshed og kærlighed omkring os og vise hensynsfuldhed både opad og nedad, hvor vi færdes. Når vi har gjort det, mens vi levede, er det vel nok til syvende og sidst ikke så trist at dø. Når vi har udfyldt vor plads i samfundet, været hjælpsom i vor vennekreds og god i vor familiekreds, efterlader vi os også en kreds af venner, der vil dele vore nærmestes sorg over os.

Vi har samtidig med, at vi har røgtet vor gerning, været med at bygge et nyt samfund op, hvor der er den størst mulige beskyttelse for de unge. I den retning kan vi lære meget af den mand om  hvis grav vi er samlede. Hans livs bane gik henover den store livets kampplads. Han var midt i kampen - ikke fordi det var hans temperament at gå imod, hvad andre ville, men fordi han havde fattet kærlighed til sine kammerater og ville hjælpe dem fremad, han havde rige evner, og dem brugte han i vor tjeneste. Men selv om han var en stridens mand, havde han dog alligevel ingen fjender. Dette skyldtes vel det brus af varme, der gik igennem de anskuelser, han forfægtede. Den varme bevarede han, indtil døden så skånselsløst klippede tråden over, så Carl Gran kun fik en kort arbejdsdag.

Indenfor den kreds af kammeraler som først benyttede ham, fik han udrettet meget. Det husker vi. Det glemmes aldrig Der var sorg i danske snedkersvendes hjem, da det rygtedes, at Carl Gran var død, for han var ikke alene afholdt - han var elsket af os allesammen.

Som et ringe udtryk herfor har vi rejst denne sten (dækket falder) og den skal stå som vor taknemmelighed over Carl Grans arbejde for os. Når I, hans efterladte! i fremtiden går de mange fjed herud til Grans grav, er I ikke alene. Det som I føler, det føler vi, det føler mange og det er vel lettest at bære sorgen, når der er flere om at bære den.

Hans barnlige sind glemmer vi aldrig, selv om hans arbejde også er hørt op for os. Det

arbejde han gjorde må vi fortsætte - vi vil ligesom ham søge at sprede lys ud til de mange

kammeraters hjem, således som han var med til at gøre. Ære være hans minde!

Formanden for de samvirkende Fagforbund, hr. C. P. Madsen, trådte derefter frem og ridsede i korte træk det arbejde, som afdøde havde gjort for centralisationen.

En stor opgave lå foran ham, men det var desværre ikke så længe vi havde ham. Vi så snart, at vi havde ikke taget fejl af manden, da vi fik ham over til os. Det var derfor med stor sorg, vi mærkede, at han blev syg. Han elskede arbejdet, og det syntes også, som det et øjeblik lykkedes ham at trodse døden. Han ville leve og han begyndte igen på kontoret, hvor vi forberedte arbejdet med revisionen af den store centralisation. Han var lykkelig ved at samles med os den første dag, vi havde vort repræsentantskabsmøde, men så kunne han heller ikke mere. Om natten blev han syg og døde dagen efter. Vi holdt af ham og vil altid huske ham som en god kammerat. Ære være hans minde!

Efter at et kor havde sunget en sang, trådte afdødes svoger, blikkenslager Richter, frem og

takkede på søsterens, hendes børns og Grans gamle forældres vegne for den smukke sten.

Den smukke granitsokkel er forarbejdet på E. Nielsens mekaniske Stenhuggeri på Vesterfælledvej, og foroven er hugget en opgående sol, under hvilken der staar :

CARL GRAN

* Marts 1872

+ 13. April 1913.

På foden af Stenen står:

Danmarks Snedkersvende rejste i 

Taknemlighed dette Minde.

På graven var henlagt friske blomster og buketter og et par store signerede kranse fra "Dansk Træarbejder-Sekretariat" og fra "De samvirkende Fagforbund".

Fyns Social-Demokrat, 18. maj 1914.

Nutidigt foto (2020) af pladsen foran Nordre Kapel hvor talerne blev afviklet, sammenlign med fotoet ovenfor. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

En Mindesten

for

Sekretær Carl Gran.

En højtidelig Afsløring.

Søndag eftermiddag foregik der en gribende højtidelighed på Vestre Kirkegård, idet snedkerforbundet i Danmark afslørede en smuk mindesten for dets tidligere forretningsfører, den altfor tidligt afdøde sekretær for De samvirkende Fagforbund, Carl Gran.

Der er til denne sten kun indsamlet bidrag fra snedkere over hele landet, da de alene ønskede at have æren af at hædre hans minde. Graven var overdådigt smykket med blomster, og der henlagdes signerede kranse fra De samvirkende Fagforbund og fra Dansk Træarbejder-sekretariat.

Lidt over kl. 3 stod forretningsfører Martin Petersen op på den improviserede talerstol:

Denne lille kreds af venner er kun at betragte som en ringe repræsentation for de mange venner og beundrere afdøde Carl Gran havde og endnu har. Vi er komne til stede for at bevidne hans slægtninge og efterladte den store sympati vi vedblivende nærer for ham og for den gerning, han har udrettet iblandt os.

I vor rastløse tid har vi kun tid til at beskæftige os med løsningen af de store problemer, men vi stejlede dog, da denne mand så pludselig blev fejet bort midt i sin fejreste manddom. Det spørgsmål måtte rejse sig for os: Hvorfor skulle den bitre død netop ramme ham? Dog det kan gå os lige sådan, og det må vel være så, at når vi er så mange om sorgen, må det være lettere at bære den, og når man véd, at ens gerning bliver fortsat af trofaste venner, må det vel heller ikke være så svært at dø. Om Carl Gran kan man sige, at han havde ingen fjender, og at han gav sit liv hen for sine venner, for trods hans elskelige væsen levede han altid ude i kampgnyet. Der var altid nogen, der led uret, og vor kammerat hadede uretten. Derfor elskede vi ham alle. Ja selv den mest kortsynede kunne ikke stå for det brus af varme, der lige som gennemsyrede hele hans væsen.

Så kom døden og klippede livstråden over. For os snedkere var han i 8 år vor første mand og en utrættelig forkæmper, og der blev sorg i vore hjerter, da han døde. Derfor har vi rejst ham dette minde som et udtryk for vore følelser.

Taleren afslører nu den 3 alen høje mindesten af rødligt bornholms granit. Foroven ser man

en nedgaaende sol og derunder kun ordene:

CARL GRAN.

* 5te Marts 1872.

+ 23de April 1913,

Helt nede ved fodstykket står så:

Danmarks Snedkersvende

rejste i Taknemlighed dette Minde.

Martin Petersen fortsatte: Når I, hans hustru og børn, kommer ud for at se til eders mands og faders grav, skal dette minde vise eder, at der er tusinder, der føler som I overfor denne mand og gerne ville hjælpe eder med at bære sorgen, og vi lover alle her, at vi efter evne skal fortsætte hans gerning. Ære være Carl Grans minde!

Formanden for De samvirkende Fagforbund, Carl F. Madsen, står nu frem ved siden af mindestenen og taler:

Da Carl Gran forlod snedkerne for at gå over til sin ny stilling som Fagforbundenes sekretær, var det ikke uden alvorlige betænkeligheder. Han var jo vokset op med Snedkernes Organisation og var af sine kolleger hævet op til den mest betroede stilling indenfor forbundet.

Betænkelighederne blev dog overvundet. Han forstod at store opgaver ventede på ham i den ny stilling, og at der var brug for alle hans kræfter.

Med stor energi kastede Gran sig ud i kampen for at skaffe arbejderne af de forskellige fag bedre og lysere kår, og mange arbejdere skylder ham tak for de gode resultater, han i så mange forhold har skaftet dem.

Gran havde et åbent øje for, at den eneste måde, hvorpaa arbejderne kunne opnå menneskeværdige vilkår, var gennem den faglige sammenslutning, og hans ord lød ikke forgæves.

Det var med dyb sorg, vi erfarede hans sygdom, og dyb vemod greb os alle, da vi fik fuld besked om sygdommens karakter og vidste, hun indenfor en meget kort frist var viet døden.

Med den største beundring så vi, med hvilken kraft han kæmpede, i mod døden, og hvorledes han klyngede sig til livet og til sine kære, stadig i håb om at kunne overvinde sygdommen.

Med en utrolig energi gik Gran midt under sin sygdom i gang med arbejdet, han ønskede at være med til generalforsamlingen i De samvirkende Fagforbund. Dette ønske blev ikke opfyldt. Døden kaldte ham bort netop i de dage.

Allerede er over et år hengået, siden vi modtog det sørgelige budskab om hans død, men hans gerning er fremdeles i frisk minde og står for os som et lysende eksempel til efterfølgelse.

Snedker-Forbundet har nu sat Carl Glan dette minde, hans hustru og børn vil ofte dvæle herude og med vemod mindes samlivets lykkelige dage, men også hans tusinder af venner vil valfarte herud og altid mindes Gran som den trofaste kammerat, om hvis rastløse virksomhed mindet altid vil stå levende for os.

Ære være hans Minde!

 

Snedker og Stolemagernes Sangforening intonerede nu: I flugt går tiden over livets bølge, og den smukke højtidelighed, der havde samlet en meget stor skare af vor afdøde partifælles venner, var nu forbi.

Social-Demokraten 19. maj 1914.

Foto af mindestenen fra Social-Demokraten 19. maj 1914, side 3.

Uddrag af Dansk Biografisk Leksikon, 2. udgave:

Carl Frederik Ferdinand Gran, 5.3.1872-23.4.1913, fagforeningsformand. Født i Kbh. (Pauls), død sst., begravet sst. (Vestre). G. stod i lære i Kbh. hos snedkerlavets oldermand Jul. Carstensen, blev udlært 1891 og kom straks ind i bygningssnedkernes fagforenings bestyrelse. Han var fra ungdommen opladet med energi. Med sit lyse sind og gode humør vandt han let venner. I det politiske agitationsarbejde og i diskussionsklubben Karl Marx skoledes han som organisationsmand. Allerede som lærling var han blevet bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk vælgerforening for 5. kreds. 1898 fik han sæde i Snedkerforbundets hovedbestyrelse, og 1901-09 var han efter Christian Christiansen (1865-1919) forbundets forretningsfører. Hans formandstid betegnede en fortsat ekspansion for Snedkerforbundet, som nu efter den store arbejdskamp 1899 fik betydelig tilgang i provinsen. Han arbejdede også utrætteligt og med godt resultat for forbedring af fagets lønforhold, for den fulde udnyttelse af overenskomsternes muligheder, for akkordprincippets anerkendelse. Trods store anstrengelser lykkedes det ham ikke at få tilvejebragt nogen genforening mellem hans egne fagfæller, de københavnske bygningssnedkere, og forbundet som de var udtrådt af i maj 1899; den fandt først sted 1910. – 1909 valgtes G. til sekretær i De samvirkende fagforbund. Han var medlem af det af disse 1907 nedsatte udvalg, der udarbejdede de første mønstervedtægter for arbejdsløshedskasserne, og medlem af arbejdsløshedsnævnet. Med betydeligt journalistisk talent behandlede han fagligt stof i fag- og dagspressen. Efter opfordring.af snedkerforbundet skrev han dettes historie til 25-års-jubilæet 1910 (Snedkersvendenes Organisationshistorie, 1910). Gennem årene skrev han også adskillige, både alvorlige og muntre sange, bl.a. til majfester og partistævner; et udvalg af dem er udgivet af Snedkerforbundet (snedkersange, prologer og kantater af C. Gran og Martin Olsen, 1928).

Kraks Blå Bog: Bopæl: Nørrebrogade 114 (1900).