Christian Sophus Christiansen døde den 13. juni 1919. Han var da borgmester i København. Landstingsmand, medlem af borgerrepræsentationen fra 1912, formand for Københavns Borgerrepræsentation, borgmester 1917-1919.
Christensen var udlært møbelsnedker. Fra 1884 deltog han i det faglige organisationsarbejde, 1885 som medlem af bestyrelsen for Snedkernes og stolemagernes fagforening hvor han var formand 1893-98. Han stod i 1896 sammen med en kollega for fagets første priskurant for møbelarbejde. 1898-1901 var han forretningsfører for Snedkerforbundet i Danmark. Under den store arbejdskamp 1899 spillede han en fremtrædende rolle.
1901-10 var han snedkermester. 1910-17 forretningsfører for den socialdemokratiske presse. 1902-17 medlem af Københavns borgerrepræsentation: 1903 ordfører budgetudvalget og 1913 formand. Han blev 1917 borgmester for den nye 5. afdeling under magistraten (belysningsvæsenet, vandforsyningen, sporvejene, kørsel m.m. Han nåede altså kun at have denne post i 2 år før han døde.
Han var siden 1891 gift med Hedevig Sophie Christine Lauritzen (1865-1950).
Borgmester Chr. Christiansen paa Dødslejet.
Med virkelig Sorg vil Københavns Borgere modtage Meddelelsen om, at Borgmester Chr. Christiansen henligger paa Dødsleiet.
Borgmester Christiansen vil blive yderst vanskelig at erstatte.
En saa dygtig, rettænkende og gennemnobel Mand er ikke let at finde.
Allerede som Borgerrepræsentsaionens Formand fik Christiansen Lejlighed til at lægge sine fremragende Evner og Egenskaber for Dagen, og de kom til fuld Udfoldelse, da han for nogle faa Aar siden blev valgt til Borgmester.
Dette vigtige Embede bestred Christiansen med den største Dygtighed, og han vil ved sin Bortgang blive haardt savnet.
Københavns offentlige Liv bliver en sjælden Personlighed fattigere.
- - -
Borgmester Christiansen er født her i København den 17. Juli 1865. Faderen var Snedkermester, og Sønnen kom i 14- Aar Alderen i lære hos Møbelsnedkerne Severin & Andreas Jensen.
I 84 blev han Svend, og den unge Mand, der allerede i en ung Alder lagde Førerevner for Dagen, blev kort efter indvalgt i sin Organisations Bestyrelse, for hvilken han var Formand fra 1860 til 98. Omtrent i den samme Periode var han iøvrigt leder af Skibssnedkernes Fagforening; og fra 98 til 1901 bestred han Hvervet om Forretningsfører for Snedkerforbundet i Danmark.
I 1901 grundede Christiansen sin egen Forretning; men han opgav den i 1910 for at overtaget Hvervet som Socialdemokratiets Forretningsfører, og han blev saa endelig i 1917 valgt til Borgmester for Magistratens 5 Afdeling.
Iøvrigt var Christiansen fra 1902 til 1917 Medlem af Borgerrepræsentationen og i de sidste fire Aar af denne Periode dens Formand. Sin politiske Virketrang nedlagde han i Aarene 1906-18 i Landstinget; og til det sidste var C. Medlem baade al Bestyrelsen for Arbejderne Fællesbageri og Bryggeriet Stjernen.
(Folkets Avis (København) 13. juni 1919).
Borgmester Chr. Christiansen død.
Vi maa i Dag bringe vore Læsere det Sorgens Budskab, at Borgmester S. Chr. Christiansen Dag er afgaaet ved Døden kun 54 Aar gammel.
Meddelelsen vil vække dyb Sorg i vide Kredse, og den vil ogsaa vække Overraskelse for de fleste, thi Chr. Christiansen stod endnu for faa Maaneder siden i sin fulde Kraft, og alle troede, at der endnu var beskaaret ham et langt og daadrigt Liv.
For et Par Uger siden maatte han imidlertid lade sig indlægge paa Kommunehospitalet, Grundlovsdagen blev han opereret, og her konstaterede man den haabløse Sygdom, som vor gode Ven og Kammerat nu er bukket under for.
Christiansens Død vil vække dyb Sorg hos alle, der kendte denne fortræffelige og højtbegavede Mand, og enhver Socialdemokrat vil føle Smerte, fordi Partiet her har mistet en af sine allerbedste og dygtigste Forkæmpere, af hvem man ventede sig saa meget i det Opbygningsarbejde, som Fremtiden maa bringe.
Christiansen tilhørte Socialdemokratiet fra sin tidligste Ungdom, og han vandt tidlig sine Kammeraters Tillid.
I en ganske ung Alder valgtes han 1885 ind l Bestyrelsen for Snedker- og Stolemagernes Fagforening, og l 1893 valgtes han til Formand, hvilken Stilling han beklædte til 1908. Han var Formand for Skibssnedkernes Fagforening fra 1890 til 95, og i 1898 valgtes han til Forretningsfører for Snedkerforbundet.
Det var i Fagorganisationens haardeste Kamptid, at man betroede den rolige, klare og handlekraftige Mand denne vanskelige Opgave, og Christiansen ledede saaledes Snedkerforbundet under den store Lock'out, i hvilken Tid Arbejdsgiverne beærede ham med særlig voldsomme Angreb.
I 1902 valgtes Christiansen ind i Borgerrepræsentationen, hvis Formand han var i 4 Aar. I 1906 valgtes han til Medlem af Landsthinget, og 1 1910 overtog han den vigtige Stilling som finansiel Leder af den socialdemokratiske Presse.
Denne Stilling forlod han 1. Juli 1917, da han valgtes til Borgmester for Magistratens 5. Afdeling.
Kun 54 Aar gammel er Christiansen gaaet bort, og dog har han saaledes haft en stor og glimrende Arbejdsperiode.
Paa de faglige og de politiske som de kommunale Felter har han tjent den Samfundsklasse, han repræsenterede, og alle Vegne er hans Arbejde kendt og skattet.
Han kunde ikke nøjes med at fungere, nej, han maatte reformere og skabe.
Han havde ringe Interesse for det deklamatoriske, thi hans Hjerte og Forstand hang med Realiteterne. Han elskede sin Barndomsby, og hans højeste Lyst var at skaffe denne By fine Parker, Asfalt og engelsk Brolægning, gode Kloaker, fine Sporvogne og moderne Bygninger med alle Nutidens Bekvemmeligheder.
Tidens Opfindelser og Teknik begejstrede Christiansen, og han havde den Lykke at blive Borgmester netop for den tekniske Afdeling.
Med al sin Manddoms Kraft og Energi gik han ind til denne Stilling, og han ofrede al sin Tid paa det Embede, der var ham betroet, og som han havde saa kær, ja, han tog sig ikke en Gang en Ferie.
Overgivent sagde han i Fjor til den, der skriver disse Linjer: Hvad skal jeg have Ferie for. Jeg har aldrig haft Ferie, og jeg kan ikke være borte fra København i 4 Uger.
I Sommer talte han for første Gang om Ferie, og han traf Forberedelser til at rejse bort fra Byen naar han kom ud fra Hospitalet.
Christiansen var Inderst inde en ægte københavnsk Haandværkssvend. Han var altid i godt Humør, og det var hans Glæde at samles med gode Venner og Kammerater.
Han var da den første til Skæmt og Sang, og hans jævnaldrende vil aldrig glemme hans Haandværksviser og glade Sange, der altid kastede Glans og Livsglæde over Vennekredsen.
Vor gode Ven og Partifælle er ikke mere. Et flittigt og smukt Liv er afsluttet. En kær Kammerat og et ejegodt Menneske har forladt os alt for tidlig.
VI bøjer os i Sorg og takker ham for alt det gode, han gav os.
-X
(Klokken 5 (København) 13. juni 1919)
Borgmester Chr. Christiansen død.
Borgmester Chr. Christiansen er i Eftermiddags afgaaet ved Døden paa Kommunehospitalet, hvor han for godt 14 Dage siden lod sig indlægge paa Grund al en Mavelidelse, for hvilken han allerede i længere Tid havde søgt Helbredelse, Grundlovsdagen blev han underkastet en Operation af Overlæge P. N. Hansen Det stod imidlertid lægerne klart, at Sygdommen - en Kræftlidelse vilde medføre Døden der nu er kommen som en Befrielse.
Borgmester Christiansen blev omtrent 54 Aar gammel, han var født heri Kjøbenhavn den 17 Juli 1865 lærte Møbelsnedkeriet hos Severin og Andreas Jensen og kom hurtig til at indtage en ledende Stilling indenfor sit Fag, i 1898 valgtes han til Forretningsfører for Snedforbundet i Danmark, hvilken Stilling han beklædte under den store Lock out i 1899.
Siden 1902 har Christiansen været Medlem af Kommunalbestyrelsen, i 15 Aar Medlem af Borgerrepræsentationen, hvis Formand han var fra 1913-17, og siden Sommeren 1917 Borgmester for Magistratens 5te Afdeling. I Borgerrepræsentationen udførte Christiansen et stort Arbejde for sit Parti baade i Udvalgene og i Salen, gennem en længere Aarrække havde han Sæde i Budgetudvalget hvis Ordfører og Formand han var. Med det indgaaende Kendskab, han herigennem erhvervede sit til Kommunens Anliggender, og den Interesse, han stadig lagde for Dagen for disse, var han selvskreven til at Indtræde i Magistraten som Repræsentant for sin Gruppe, da den partielle Forfatningsforandring gennemførtes i 1917. Allerede tidligere, efter Borgmester Knudsen Død i 1910, var han sit Parti Kandidat til Embedet som Borgmester for 3die Afdeling.
Det er et stort Arbejde, der har hvilet paa Christiansens Skuldre, navnlig i Krigsaarene, baade som Medlem af Kommunalbestyrelsen og som Medlem af Prisreguleringskomrnissionen og Velfærdsudvalget. Hans store Arbeidsevne og praktiske Dygtighed fandt Anerkendelse fra alle Sider.
Personlig var Christiansen en imødekommende og rolig Mand, behagelig fri for al Bureaukratisme; han var tillige en rettænkende Mand, paa hvis Ord man kunde stole, og som hans politiske Modstandere satte Pris paa at forhandle med. Og han var en Mand som ogsaa kunde optræde med Myndighed overfor sine egne politiske Meningsfæller,
Fra alle sider indenfor Kommunalbestyrelsen - det samme gælder hans store Stab af Medarbejdere indenfor Administrationen - vil man beklage, at det ikke blev ham forundt fuld Arbejdsdygtig at vende tilbage til sin Gerning.
Fra 1906-18 var Christiansen Landstingsmand for Kjøbenhavn og fra 1910-17 Forretningsfører for "Social-Demokraten", endvidere var han Medlem af Bestyrelsen for Arbejderne Fællesbageri og for Bryggeriet "Stjernen".
Borgerrepræsentationen, eller rettere sagt, den socialdemokratiske Gruppe, hvoraf han var indstillet, staar altsaa nu overfor Valget af en ny Borgmester, og Valget vil sikkert her komme til at staa mellem Borgerrepræsentationens Formand, Hr. Anthon Andersen, Budgetudvalgets Ordfører, Sekretær Hedebol, og Ingeniør Rump.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. juni 1919).
Borgmester Chr. Christiansen død.
f en forholdsvis tidlig Alder - endnu ikke fyldt 54 Aar - er Borgmester Chr. Christiansen, i Dag afgaaet ved Døden.
Christiansen var saa at sige groet op med det danske Socialdemokrati. Hans Barndomsaar - han blev født her i København 1865 - faldt sammen med de første Forsøg paa at omplante "Internationale" paa dansk Grund. Da han i 1884 var blevet Snedkersvend - ligesom Faderen - var ogsaa Socialdemokratiet vokset til Selvstændighed; netop det Aar valgtes de to første socialdemokratiske Rigsdagsmænd. Og den unge Haandværkssvend kastede sig med Iver ud i Arbejdet for Partiet. Kun 20 Aar gammel blev han Bestyrelsesmedlem i sin Fagforening, og han virkede her - tilsidst som Snedkerforbundets Formand da han selv blev Mester.
Aaret efter blev Christiansen valgt til Borgerrepræsentationen. Og efterhaanden som det tyndede ud i Rækkerne af de gamle Førere, var hans Vej givet. I 1906 blev han Landstingsmand, i 1913 Formand for Borgerrepræsentationen, i 1917 endelig Borgmester for Magistratens 5. Afdeling. Fra 1910 til 1917 var han tillige Forretningsfører ved "Social-Demokraten".
I denne korte Angivelse af Borgmester Christiansens Livsbane ligger allerede et tydeligt Vidnesbyrd om hans Dygtighed og Paalidelighed som Tillidsmand. Og dette understreges yderligere derved, at han ingen Sinde var de store Ords og Fagters Mand. Han vandt frem, fordi man havde Tillid til hans Evner og Karakter. Og han vandt altsaa langt frem.
Der var hos Christiansen saa lidt som muligt af Popularitetsjageri eller Bestræbelser for at agere ved sin ydre Fremtræden. Tværtimod mindede han mest af alt om Typen paa den jævne, velsituerede Borger. Men netop derved har han i særlig Grad egnet sig til ad Forhandlingens Vej at varetage sit Partis og sine Partifællers Interesser baade i det politiske og det kommunale Liv.
Christiansen har udført et stort Arbejde baade i Borgerrepræsentationen og Rigsdagen. Han var desuden medlem af Bestyrelsen for Arbejdernes Fællesbageri og Overformynderiels Laanebestyrelse, og han var ligeledes Medlem af den kommunale Skattekommission af 1910.
Som Formand ledede Chr. Christiansen Borgerrepræsentationen paa en Maade, der vandt Anerkendelse, og her og i Borgmestervirksomheden kom hans repræsentative Tilsnit ham til stor Nytte.
(Nationaltidende 13. juni 1919).
Chr. Christiansen.
Han var det prægtigste Menneske, den redeligste Karakter, den braveste Kammerat.
Han hadede Vrøvl. Veltalende i den store Stil - en Bebels eller en Jaures' - var han ikke. Han holdt heIler ikke af at holde store eller lange Taler. Man maatte presse ham stærkt for at faa ham ud til et Møde en sjælden Gang. Men hørte man ham i Landsthing eller Borgerrepræsentation - altid om et hestemt Anliggende, altid positivt beskæftiget med det foreliggende Stof - eller i Kontrahentforsamlingen, altid ladet med Tal, beundrede man den stringente, præcise Form, han gav sine klare Tanker.
I en ligesom forbigaaende Bemærkning, eller i en rap Replik kunde han med en mærkværdig Klarhed og Skarphed feje Vrøvlet til Side. Sarkasmen, som Marx haandterede saa mesterligt, var ogsaa Christiansens Yndlingsvaaben i Polemiken, men dog iklædt dansk Godmodighed. Han ramte Vrøvlet, men undgik saa vidt muligt at saare den personligt, der gjorde sig skyldig deri.
Hans ligefremme Udtryksmaade skabte ham alligevel en Del Fjender. Alt Demagogi, al Bejlen til Bifald laa ham fuldkomment fjærnt. Hvor underligt det end lyder var det derfor under megen Modstand og til sidst nærmest ved et Tilfælde, at han kom ind i Borgerrepræsentationen for snart en Snes Aar siden. Det var Vennerne, som kendte ham, der førte ham frem, og de fortrød det ikke. Thi hvor fyldte han ikke sin Plads, da han først havde Sæde derinde. Og de, der havde modarbejdet ham ved det første Valg, stemte alle paa ham ved de næste.
Kom man til ham i en eller anden Sag og begyndte med Betragtninger, tog han hurtigt sin lille Lommebog frem og omsatte Almindelighederne i Tal. Disse tørre Krabater forekom nu ham at være det bedste Grundlag for en Diskussion.
Han har vist aldrig selv holdt Ferie og arbejdede selv for en meget beskeden Løn. Hans Gage som Forretningsfører for "Socialdemokraten", der dog er et Millionforetagende, var lavere end Faktorens og de bedst lønnede Typografers. Kan man undre sig over, at han var lidt reserveret, naar Medarbejderne kom med deres Løn- og Feriekrav? Lommebogen frem. Nogle Tal. Nogle flere Tal. Hvad betyder de for Budgettet? Men han undte alle sine Medarbejdere det bedste, og Forhandlingerne endte da ogsaa altid tilfredsstillende.
Han var et Arbejdsmenneske. Saa lidt som til Ferie kendte han til 8-Timers-Dagen for sit eget Vedkommende, hvor ivrig han end var baade i sin Tid som Fagforeningsmand, derpaa som Bladets Forretningsfører, som Borgerrepræsentant og sidst som Borgmester for at faa Arbejdsvilkaarene forbedret for alle Kammeraterne. Han indsaa jo, at Chefstillingen med dens Ansvar og ringe Adgang til egenlig Hvile, bærer en særlig Løn i Glæden ved Initiativet og Ledelsen.
Praktisk var han, født Administrator. Hvor sørgeligt, at denne Mand kun skulde beklæde det Borgmesterembede, der var som skabt for ham, i to Aar. Sjælden var et Dødsfald forekommet den, der skriver disse Linjer, saa tragisk som Chr. Christiansens. Ikke for hans egen Skyld. Han var jo ingenlunde rask indtil for et halvt Aar siden, og selv i den sidste Tid vidste han ikke selv, hvilken Sygdom han bar paa. Da Lægerne foretog Operationen, viste det sig straks, at Kræften var for langt fremskreden til at der var noget Haab. Men for hans Partis Skyld, for den danske Arbejderklasses Skyld, for hvilken han var en fuldgod Repræsentant. Og for hans Families Skyld, thi smukkere Familieliv end Christiansens er sjælden at se. Han elskede sin Hustru og sine Børn mod en stille, mandig Kærlighed, og de elskede og agtede ham med ubegrænset Tillid.
Han døde efter et lykkeligt, arbejdsomt og resultatrigt Livsarbejde - men hvilken Tomhed er der ikke blevet i Familien, i hans Vennekreds og i vort Parti. Og man spørger, men uden Svar, hvorfor saa ofte de bedste og braveste skal gaa bort saa altfor tidligt.
Arbejde kunde han, og det var hans Lyst. Men glædes over Nuet i muntert Vennelag kunde han ogsaa - Kammeraterne kaldte ham en Gang den glade Høvl. Der blev festligt i Stuen, naar han sang de Drachmann'ske Haandværkersange eller Overbyes Proletarvise eller nogle - som oftest ret forældede - Revyvers, der imidlertid paany blev friske, naar Christiansen foredrog dem. Megen Tid til at gaa i Teater havde han ikke, heller ikke særlig stor Lyst. Men han huskede godt - ogsaa de Sange, han havde hørt i Ungdommen.
Chr, Christiansen havde det bedste af den gamle Tids Haandværkssvend i sig og havde forenet det med Socialismen, der for ham i første Linje var Respekt for det ærlige Arbejde og dets Mænd. At forme et smukt Stykke Bohave havde i Svendedagene været ham en virkelig Glæde. Propert, retskaffent Arbejde skulde det være At lave et Stykke fagligt, politisk eller kommunalt Arbejde blev ham en lignende Glæde. Han vilde se Resultat af Arbejdet - propert og retskaffent skulde Resultatet være smukt og solidt paa én Gang.
Hans eget Livsløb blev smukt og redeligt Arbejde. Den danske Arbejderklasse vil længe mindes det i Taknemlighed. Vor By, som han holdt saa meget af, har mistet en af sine bedste Borgere, det danske Samfund en af sine bedste Sønner.
F. J. B.
(Social-Demokraten 19. juni 1919).
Chr. Christiansen blev bisat fra krematoriet i overværelse af en menneskemængde som fyldte pladsen foran kapellet. Mindetalen blev hioldt af minister Thorvald Stauning.
Minister Th. Stauning:
Det Dødsfald, der har samlet os om denne Baare, minder os om den Utryghed, hvori vi Mennesker lever.
For faa Maaneder siden betragtede vi Chr. Christiansen som en Mand, der vilde staa urokkeligt langt frem i Tiden og saa kom den snigende Sygdom, der paa saa kort Tid lagde vort Haab og hans Liv øde.
Dot er nu blevet mig, der skal udtrykke de manges Farvel.
Det er med Smerte, jeg her skal sige vor døde Kammerat Farvel og jeg kan kun fattigt udtrykke min Sorg og bringe hans nærmeste den Trøst, hvortil de trænger. Mange Minder om Chr. Christiansen har i disse Dage passeret vor Erindring og alle Minderne har Lysets og Solens og Godhedens Glans, over sig.
Personlig har jeg mange Aars Samarbejde og Venskab med den Afdøde at se tilbage paa, Aar i hvilke Christiansen udfoldede sine Evner, Aar i hvilke han ikke trættedes af et brydsomt Arbejde, men tog sin Part til Fordel for den Klasse, hvorfra han udgik.
Vi har virket sammen i Rigsdag, Borgerrepræsentation, Partibestyrelse og vi har gaaet sammen 1 Livets Skole.
Jeg har de bedste Minder om Christiansen som Raadgiver for andre.
Han tog med Glæde det Arbejde op som skulde gøres i Arbejderklassens eller det hele Samfunds Tjeneste, men stod han ude i Livets Strid, glædede han sig atter til Hjemkomsten, kan hænde, som Bjørnson har udtrykt i et Digt ved en Vens Død,
"han kendte en eneste Havn Familielivets Forsoner."
De af os som stod ham nær, ved, st han elskede sit Hjem, sin Familie, at han længtes til sin Hustru og sine Børn. Og vi husker ham, naar nan sad i Hjemmets Ro, naar Venner samledes, vi husker hans straalende Øjenpar, der udtrykte Glæde over Hjemmets og Familielivets Lykke - saa sang han sine gladeste Viser, saa delte han Glæden over Livet mod alle, der samledes ved hang Bord.
Men han ejede Hjertets Rigdom og derfor var han Ikke en ensom Mand udenfor Hjemmet. Alle lærte at vurdere Chr. Christiansens Bravhed og Troskab, fra alle Sider lød Deltagelsens Ord, da han forlod os, thi alle vidste, at Chr. Christiansen var loyal og ærlig, grundmuret hæderlig og opfyldt af levende Sans for Almenvellet.
Tabet ramte derfor vidt, men smerteligst ramte det hans Hjem og dernæst den Klasse og det Parti, han tilhørte.
Snedkersvenden, der i de unge Aar blev Kammeraternes Tillidsmand, misbrugte aldrig Tilliden og glemte aldrig det Ansvar han bar.
Trygt lagde hans Klassefæller og hans Parti Opgaver i hans Hænder - vi vidste altid, at de da var i gode Hænder.
Trygt betroedes der vor Ven store Hverv i Samfundets Tjeneste, alle vidste de blev røgtet godt og ikke mindst i de ulykkelige Krigsaar, der stillede saa store Krav til vort lille Land, laste han med praktisk Sans en Række Problemer, der havde den største Betydning for hele vor Bys Befolkning.
Haandværkssvenden fra det lille Arbejderhjem var nu i Kraft af solide Evner og sine Klassefællers Tillid naaet frem til den støre Poet som Borgmester i den By, hvori han var født.
Med aldrig svigtende Interesse varetog han denne Gærning med den dygtige, praktiske Mands Erfaring stod han i Spidsen for væsentlige Dele af Byens Administration, og alle vidste, at han med Hæder vilde magte, hvad der var betroet ham.
Endnu saa ung, endnu saa livsglad, tilsyneladende saa kraftig, stod han midt i sin Gærning, da Sygdommen ligesom et giftigt Slangebid berøvede ham Ungdom, Livsglæde og Kraft - ja ogsaa Livet.
Med dybtfølt Sorg samles Hustru og Børn, Arbejdsfæller og Venner, ved denne Baare, og Sorgen deles af Titusinder, som tillidsfuldt betroede vor djærve Kammerat Varetagelse af deres vigtigste Interesser.
Ingen Trøst evner jeg at yde i Sergen, selv opfyldt af Sorg over det store Tab.
Mindet om Christian vil leve langt ud i Tiden hos os, Mindet om en oprigtig Talsmand for Arbejderklassen vil blive bevaret af det Parti og den Klasse, han tilhørte, og Mindet om en brav Borger i Landets Hovedstad vil leve til sene Tider.
Paa de mange Tusinders Vegne udtrykker jeg da en Tak for vor afdøde Kampfælle Borgmester Christiansens Virken her 1 Livet og en Tak til hans Hustru og Børn for den Lykke, de skænkede ham til Styrkelse af hans Kraft og Vilje.
Nu sover han her i Fred, men udenfor vil den Sæd vokse, som han saaede i sit rige, men altfor korte Liv.
Æret være Christiansens Minde!
Efter en sang af A. C. Meyer talte:
Valdemar Friis er Formand for Snedker og Stolemagernes Fagforening og har som saadan i mange Aar arbejdet sammen med den Afdøde. Han træder nu op paa Talerstolen og siger:
Chr. Christiansen! Her ved din Baare, hvor vi skal sige Farvel til Dig, skal der lyde en Tak fra de danske Snedkere. Du kom til os med din fulde Arbejdskraft og dine store Ævner, og vi trængte til dem.
Vi udnyttede Dig, men Du var lykkelig over, hvad Du evnede at udrette, og vi var glade for alt det, Du gav os.
Du tog fra os for at gaa til Løsningen af større Opgaver, men Du glemte os ikke. Vi danske Snedkere glemte heller ikke Dig, og vi vil altid mindes Dig med Tak og Ærbødighed. Hvil i Fred!
*
Koncertsanger Max Freuler synger nu: Dejlig er Jorden, og derefter bærer københavnske Snedkere Kisten ud af Kapellet, og til Tonerne af Chopins Sørgemarsch defilerer den gennem Fanealléen og forbi hele Følget til den store Ventesal i Stuen, medens alle blotter Hovedet.
Ligbrændingen vil senere Sted. Hans Legeme vil blive Flammernes Bytte, men Mindet om hans Livs Gerning vil vi bevare i [ord mangler, måske trofast?] fast Minde. G. C.
(Social-Demokraten 20. juni 1919. Uddrag).
Chr. Christiansens efterfølger blev socialdemokraten Anthon Andersen. (1869-1936). Han var husmandssøn og udlært bødker, forretningsfører i Bødkerforbundet 1902-1917 hvorefter han var sekretær i De samvirkende Fagforbund 1917-1919. Han blev valgt til Borgerrepræsentationen i 1910, 1917 formand. Han var borgmester 1919-1936 og ligeledes begravet på Vestre Kirkegård.
En gade i Sydhavnen er opkaldt efter ham: Borgmester Christiansens Gade
Ingen kommentarer:
Send en kommentar