Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet bende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen (som eneste kvinde) på Social-Demokratens redaktion efter Højesteretsdommen. Foto fra H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg. Fremad, 1943, side 55.

Alma Bondesen led psykisk under den falske, og fængselsopholdet svækkede og nedbrød hende også fysisk: Den reglementerede kost var utilstrækkelig, og da broderen, snedker Bondesen tilbød ekstraforplejning, blev det afslået. Hun blev meget syg, men i stedet for sund mand, fik hun noget medicin af fængselslægen. Da hun blev løsladt, var hun afmagret og afkræftet og tog ophold hos sine forældre

for at komme lidt til kræfter igen. Under fængselsopholdet havde hun ridset et Navn i muren og derfor idømt 8 dages strengt fængsel, uden lys og beskæftigelse. Ved forhørene blev hun indsat i et af de berygtede "skabe" indtil hendes sag om for. En betjent skal have trukket hende i ørene og kaldte hende "mær". Assessor Finsen brugte ord som "tyvetøs" og "hold kæft. Om broderen som han mistænkte for at være medskyldig, anvendte han betegnelser som "skurk og Laban". Sidste gang Alma Bondesen var i forhør, truede Finsen hende med at hvis hun ikke tilstod, beholdt de broderen. 

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

København, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit. 

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 

I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.

Høiesterets 2den Session.

Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.

Højesteretsdomme.

(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).

1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)

“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.

I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.

Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).

En skandaløs Historie. (Efterskrift til Politivennen)

En skandaløs Historie er i Følge Korrespondanse til "Aftenp." for nogle Dage siden foregaaet i Hjerm ved Holstebro. Hos en Gaardmand i nævnte Sogn tjente næmlig to Piger, hvoraf den yngste, der lige var konfirmeret, havde paadraget sig det mandlige Tyendes særlige Unaade. Men da man ikke ved almindelige Midler var i Stand til at faa den atraaede Hævn over hende fuldbyrdet, overtalte Karlene den ældre Pige til at lokke hende op til en Mergelgrav, under Foregivende af at vilde bade. Den lille Pige gik ogsaa ganske rigtig i Fælden og afførte sig, uden at ane Uraad, sine Klæder, skønt hendes Ledsagerinde under forskellige Paaskud vægrede sig ved at afføre sig sine. Da den lille Pige var kommen ud i Vandet, greb hendes Ledsagerinde Tøjet og ilede afsted dermed, idet Karlene, der i Skjul havde iagttaget det Hele, pludselig kom frem og overfaldt Pigen, hvem de oversmurte med Dynd og Snavs over hele Legemet, hvorefter de dukkede hende under Vandet saa længe, til hun var lige ved at tabe Bevistheden, hvorpaa de under vilde Glædeshyl forlod Skuepladsen for deres alt Andet end hæderlige Bedrifter. Pigen kom snart herefter op af Mergelgraven, men hun maatte nu finde sig i at begive sig i en aldeles nøgen Tilstand til sit Hjem, indtil hendes Madmoder tilsidst bekvemmede sig til at lade hendes Tøj bringe ud til hende, lidt før hun ankom til Gaarden. Karlenes Glæde over den efter deres Mening særdeles vellykkede Hævn varede imidlertid kun meget kort, ti Pigen gjorde snart Anstalter til at faa dem tiltalt og afstraffede. Overfor denne Eventualitet, der laa aldeles udenfor deres Beregning, blev de nu paa engang ligesaa modløse og forknytte, som de før var glade; men skønt de tilbød Pigen store Summer for at lade Sagen falde, fastholdt hun dog sin Beslutning, og Sagen verserer derfor i disse Dage for Retten, hvis Dom rimeligvis vil blive af en temmelig ubehagelig Natur, især da Sagen paa flere Punkter er af meget graverende beskaffenhed.

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Lolland-Falster. (Efterskrift til Politivennen)

"Vi skulle elske vor Næste, saa at vi ikke alene komme ham til Hjælp i Sygdom og anden Legemsfare, men i det Hele søge at fremme hans Vel til Legem og Sjæl." Saaledes lyder til os Alle et af de store Bud i vor Religionslov, men hvor lidet der bliver agtet derpaa og handlet derefter, derom have vi mange og store Beviser. Vi skulle herved tillade os at fremføre et af de meest gjennemgribende, vi kjende, og som er passeret i den senere Tid.

Hos Gaardeier Hans Christoffersen Myssen i Bruntofte tjente en ung Pige. I Midten af forrige Maaned klagede hun gjentagne Gange over Ildebefindende, især om Natten, navnlig Værk i Siderne og i Ryggen. Natten mellem den 17de og 18de f. M. tog det Onde i den Grad Overhaand, at hun fandt sig nødsaget til at gaae ind i Stuen, hvor Manden og Konen sov, for at spørge, om de ikke vilde lade hente en Doktor, for hun kunde ikke nære sig for Værk og Pine. Hertil svarede Hans Myssen, at det kunde han ikke, for han skulde først til Smeden med Hestene og have dem skjærpede. Pigen maatte gaae med den Besked og tilbringe Natten som hun selv bedst kunde. I Løbet af Natten, Kl. 4, fødte hun et Barn uden nogen Menneskers Hjælp. Derefter gik hun atter ind i Stuen og spurgte, om de da ikke nu vilde hente Jordemoderen, for nu havde hun født et Barn. Denne Gang svarede Konen saaledes: "Saa skal Du bort herfra, og det skal være strax; vi kan ikke have Dig her i denne Tilstand og vil heller ikke." Pigen, der kjendte den faste og bestemte Mening, der laae i Konens Ord, og hørte med hvilket Eftertryk, de bleve udtalte, tænkte ved sig selv: "Vil dog Vorherre hjælpe mig, jeg kan komme herfra!" Manden, paa hvem Konens Ord formodentlig heller ikke saa ganske have været uden Virkning, var staaet op af Sengen og kommet ud og spandt et Par Heste for en Vogn, for i den Mellemtid havde Forholdene forandret sig saaledes, at Hans Myssens Heste nu ikke trængte til at blive skjærpede; nei, det gjaldt kun at komme afsted i en Hast. Vognen var nu forspændt; Pigen svøbte sit Barn ind i et Forklæde og tog det saaledes med sig til Vogns, Alt med egen Hjælp; en Dreng eller Karl kjørte saa Pigen fra Bruntofte til Sognets Fattighuus ved Tingsted, en Vejstrækning af en omtrent 3/4 Miil. Naar man nu husker paa, i hvilken Frost og Kulde og Blæst, uden nogen Indpakning, i den Tilstand, - for en rig Bonde at skille sig paa den Maade af med et fattigt Tjenestetyende, som han og Kone vare godt fornøjede med, hvordan mon de da vilde behandlet den, de mulig vare misfornøjede med! - Dersom Hans Myssens Kone havde, istedetfor at blive inde i sin Stue, taget et gammelt Lagen, en Pude eller et Hestedækken og gaaet dermed ud til Pigen og ladet hende benytte det til lidt Indpakning, saa havde hun dog dermed kommet hende lidt tilhjælp; men derimod paa den Maade, de have handlet, har Hans Myssen og Kone overladt deres Tjenestetyende til sig selv i hjælpelos Tilstand, og derved udsat baade Pigens og Barnets Liv og Lemmer og Helbred for en betydelig Fare.

Det skal bemærkes, at efter Anmodning til Pigen om at forklare sig om Sagen overeensstemmende med Sandheden, har hun afgivet Forklaring, som det her er nedskreven.

Til Advarsel for Andre, navnlig for dem, der ere blottede for Kjendskab til Tyendeloven, skal vi tillade os at meddele Følgende. Tyendeloven af 10de Mai 1854 siger i § 36: "Bliver et Tvende sygt og sengeliggende eller angreben af smitsom Sygdom, maa dets Flytning ikke finde Sted, om end Fardag er kommen, eller Tjenesten paa anden Maade er ophørt, førend i Kjøbstæderne en Læge og paa Landet enten en Læge eller, hvor en saadan ikke er tilkaldt, Sognepræsten, Sognefogden eller en Sogneforstander, erklærer at formene, at Flytningen kan skee uden Fare for Tyendets Helbred eller for Smittes Udbredelse. Hvis Husbonden, overtrædende denne Forskrift, skaffer den Syge ud af Huset, skal han straffes paa samme Maade, som i § 31 et bestemt, og desuden bare alle Omkostninger paa den Syges Pleie og Helbredelse." Slutningen af § 31 siger: "Derhos bør han efter Omstændighederne straffes med Bøder fra 5 til 100 Rdl. eller med simpelt Fængsel i indtil 4 Uger, saafremt han ikke efter andre Lovbestemmelser har forskyldt en større Straf." - Men saa kommer almindelig borgerlig Straffelov af 10de Februar 1866; dens § 107 siger: "Den, som udsætter et spædt Baen eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshuusarbeide eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthuusarbeide i 12 Aar."

Saasnart som det nu hos Pigen og Barnet kan vides, om de ved den ovenfor skildrede Handling bare faaet nogen Legemebeskadigelse eller ikke, saa ville vi haabe at det ærede Sogneraad, hvem det nærmest tilkommer at tage den Fattige i Forsvar, vil træffe Foranstaltninger til Sagens Paatale, saa Lovens strænge Retfærdighed kan gjøre sig gjældende.

Kraghave og Bruntofte, den 2den Marts 1875.
P. Ladefoged. Ole Andersen.

Bedes godbedsfuldt oplaget i "Stubbekjøbing Avis" og "Loll-Falst. Folketidende",

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. marts 1875).

Bruntofte, Tingsted Hans Christoffersen Myssen og Kirsten Christiansdatter

Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes?

I "Lollands-Falsters Stifts-Tidende" for 11te Marts findes indrykket et Inserat, hvori ankes over, at Gaardeier H. C. Myssen i Bruntofte har hjemkjørt en Pige, der var i hans Tjeneste, umiddelbart efter at hun havde født et Barn, og hvori til Slutning findes en Henstilling til Sogneraadet om at indanke Sagen for Retten.

Det er som Formand i dette Sogneraad og paa dettes Vegne, jeg finder mig tvungen til følgende Udtalelse.

Jeg skal forudskikke et Par Bemærkninger.

Først skal jeg aldeles ikke drage de 2 hæderlige Mænds ædle Bevæggrunde, som have underskrevet Inseratet, i Tvivl; og dernæst er det meget langt fra, at jeg eller noget Medlem af Sogneraadet billiger H. Myssens Adfærd, hvilket bestemt blev udtalt i Mødet den 10de ds.

Jeg skal dernæst bemærke, at Inseratet lider af adskillige Unøiagtigheder, sandsynligviis foraarsagede ved Pigens upaalidelige Forklaring. Efter H. Myssens gjentagne Erklæring vidste han intet af, at Pigen havde født Barnet, før hun med dette var sprungen op paa Vognen, og da han saae, hvorledes Sagen stod sig og sagde "I den Stilling kan Du ikke tage bort", erklærede hun: "Jo, det kan jeg godt, og jeg vil hjem nu."

Det var dernæst ikke Pigen formeent at benytte de Sengeklæder, der vare i hendes Kammer, hvilke hun ogsaa tildeels tog i Brug.

Endelig er det meget langt fra, at de vare fornøiede med Pigen, hvortil der nok heller ikke har været Grund.

Det burde dernæst ikke forties, at Pigen paa det meest Haardnakkede og lige til det sidste Øieblik benægtede at være frugtsommelig, hvilket som bekjendt berettiger Husbonden til uden Varsel at jage Tyendet af Tjeneste, men at hun saaledes har bedraget sin Husbonde og holdt ham for Nar, lige til Barnet var født, indeholder vel ingen Retfærdiggørelse, men en stor Undskyldning for Manden. Havde han vidst det, var hun forinden bleven fjernet.

Disse Bemærkninger ere Resultat af flere Samtaler baade med Manden og med Pigen,

Vil man sige, at H. Myssens Handlemaade kun vidner lidt om Hjerte for Tjenestepigen, skal jeg ikke benægte det; men jeg skal henstille, om det sørgelige og bittre Forhold, som desværre paa den senere Tid saa almindeligt har afløst det smukke og hjertelige Forhold mellem Husbonde og Tyende, ikke for en meget væsentlig Deel hidrører fra sidstnævnte.

Jeg skal dernæst henstille, om de, der med saa stor Sikkerhed fordømme Mandens Adfærd, ere ganske sikkre paa ikke under lignende Forhold at begaae en lignende Uret. Man tænke sig Manden uden Forestilling om, hvad der var hændet, netop kommen paa det Rene med, at Pigen skulde føde, med Vognen forspændt for nu at hente Jordemoderen, for det var nok nu Bestemmelsen, seende Pigen springe op paa Vognen med det nyfødte Barn, idet hun erklærer, at nu vil hun hjem - er det utilgiveligt, at han i Øieblikkets Forvirring ikke med sikker Raadsnarhed har formaaet at klare sig Faren og Ansvaret? Saasnart han var kommen til Besindelse, gik han ud for at kalde Vognen tilbage, men forsilde.

Foreløbig skal bemærkes, at Straffelovens § 197 er aldeles uanvendelig paa dette Tilfælde, der efter min Mening aldrig kunde fremkalde høiere Straf end Bøde. 

Disse Bemærkninger maae forudskikkes for Fremstillingen af Sogneraadets Forhold til Sagen.

Saasnart jeg modtog Underretning om Sagen, skrev jeg H. Myssen et meget alvorligt Brev til, hvori jeg vel venskabeligt, men bestemt foreholdt ham hans store Uret og uhyre Ansvar, og opfordrede ham til saa vidt muligt gjøre sin Uret mod Pigen god igjen.

Saavel han som hans Kone have siden været meget urolige og nedslaaede og have paa enhver Maade søgt at gjøre deres Uret mod Pigen, som vel at mærke ingen ulykkelige Følger har havt, god igjen. Han indrømmer uforbeholdent, at han har baaret sig urigtigt ad.

I Sogneraademødet den 10de ds. bragtes Sagen paa Bane af Formanden.

Efter at Alt, hvad der var foretaget i Sagen, var bleven meddeelt, deriblandt ogsaa, at Sagen var bleven fremstilt for Herredsfogden, og at H. Myssen for ham havde afgivet sin Forklaring, og efterat Sagen var udførlig debatteret, besluttede Sogneraadet med 7 Stemmer mod 1, idet een afholdt sig fra at stemme, at medens man maatte udtale sin Misbilligelse med H. Myssens Fremgangsmaade, og i Betragtning af, at Paatale intet kunde gavne Pigen, fandt man ikke Opfordring til at paaanke den omtalte Sag for Retten.

Hermed er Sogneraadets Forhold til nærværende Sag afgjort. Den offentlige Mening maa nu billige eller misbillige denne Afgørelse.

Taaderup, den 12te Marts 1875. Blicher.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 15. marts 1875).

Poul Høy Blicher (1822-1901) var præst på Femø 1860, Thingsted 1872 og Kjettinge (Maribo) 1879. Sammen med Thora Eudoxia Schwarts (1828-1912) havde han  på daværende tidspunkt 11 børn, hvoraf alle var født på Femø. 

Tyendeloven. (Efterskrift til Politivennen)

Første artikel fra 2. december 1874 skrev om baggrunden: Rigsdagens diskussion af en ny tyendelov, samt især folketingsmand Jagd som ønskede tyendeloven endnu mere restriktiv overfor tyendet. Herefter går artiklen over til at beskrive tyendets faktiske forhold:

---

Hvad de faktiske Forhold angaar, da er disse gennemgaaende baade i By og paa Land saaledes, at Lovgivningen absolut bør gribe reformerende ind deri. Mon der f. Eks. skulde findes mange ret Personer i Danmark, der ikke kender idetmindste nogle af de mange Tilfælde, hvor Husbonden byder sit Tyende el Nattelogi, der er saa uhyggelig og elendig som muligt og som desuden er absolut helbredsnedbrydende. Man kan tage Forholdene hvor man vil overalt i hele Landet, og man vil finde, at det gennemgaaende er saa temmelig ens allevegne. Man finder den samme Hensynsløshed mod og Ringeagt for Tyendet repræsenteret i nogenlunde lige høj Grad baade i København, Provinsbyerne og omkring paa Landet. Talrige "Herskaber" i København anviser deres Tjenestepiger et Nattelogi, der ofte bestaar af en Baas under en Trappe eller et "Værelse" (!) oppe under Taget, hvor der kun er Plads til en Seng og ikke engang til en Kommode eller et Klædeskab, og hvor der naturligvis ingen Kakkelovn findes. Ingen af Stederne, hverken i "Baasen" eller i "Værelset" kan Pigen opholde sig undtagen den Tid hun sover, og derfor maa hun tilbringe de enkelte Timer, som hun engang imellem "har fri", siddende i Køkkenet, mange Gange i en haard Vinter uden Spor af Varme. Dersom Pigen har Bekendte, der ønsker at besøge hende, til Trods for et saa ubehageligt Modtagelsesværelse som et koldt Køkken, skal "Fruen" naturligvis have at vide, "hvad det er for Bekendtskaber Pigen har". En saadan Tilværelse fører en meget stor Mængde af københavnske Piger, og denne Tilværelse forskønnes ved at de paagældende "Herskaber" i Reglen er ligesaa fordringsfulde i de Krav, de stiller til Pigens Arbejdsydelser, som de er ligegyldige med Hensyn til at opfylde deres egen Pligt. De københavnske Tjenestekarle har det maaske gennemgaaende noget bedre, men stor Forskel er der ikke for en større Del af disses Vedkommende.

Paa Landet og i Provinsbyerne er Forholdene i Mangt og Meget ikke bedre end i København, medens de dog i enkelte Henseender er noget heldigere for Tyendet. Det landlige Tjenestetyendes natlige Opholdssted, respektive "Pigekammere" og "Karlekammere", hvor Tyendet naturligvis ogsaa maa opholde sig, naar de en enkelt Gang modtager Besøg af en Bekendt, giver ikke de københavnske "Værelser" noget efter. Kakkelovne er i disse "Kammere" en aldeles ukendt, ja næsten utænkelig Luksus, og det er meget almindeligt, at der i Karlekamrene ikke bliver fejet Gulv - Gulvet er naturligvis af Ler - 10 Gange om Aaret. Hvor der bliver fejet en Gang om Ugen er Kulturen i den Retning overordenlig vidt fremskreden! At Husbonden ikke er uvidende om, i hvilken nedværdigende Tilstand Tyendets natlige Opholdssted befinder sig, fremgaar blandt Andet deraf, at det anses for den mest ubetingede Ringeagt, der kan vises en fremmed Gæst, dersom man anviser en saadan at sove i Karle- eller Pigekammeret. Det kan næsten bedre gaa an, naar der ikke findes andet Logi i Huset, da at anvise Gæsten Nattelogi i Høgulvet! Vi har ovenfor sagt, at Forholdet paa Landet i enkelte Henseender er heldigere for Tyendet end i Byerne. Vi sigter dermed til, at det landlige Tyende indtager sine Maaltider og tilbringer sine Aftenfritimer, enten i opvarmede saakaldte "Folkestuer" eller - i en Del Bøndergaarde - i Familiens Dagligstue. I sidste Tilfælde er det dog Tyendet indirekte forment at modtage Besøg af Bekendte og underholde sig med samme. Finder saadanne Besøg Sted fjerner begge Parter, nemlig det besøgende og det Besøg modtagende Tyende sig, og den Samtale, som de ønsker at føre med hinanden, maa føres udenfor Stuen i Kulde og Mørke. Der gives vel Undtagelser i nævnte Retning, men Forholdene, som de er anført, er i hvert Fald Reglen. Det eneste Sled, hvor Tyendet kan komme sammen og færdes ugenert med hverandre, uden at være generet af Madmoderens og Husbondens meget skarpe Kritik, er Dansestuerne.

Saaledes som her anført ser Tjenestetyendets borgerlige Stilling ud for det her omhandlede Omraades Vedkommende. Hvad Kosten og Lønnen angaar er der ligeledes megen Grund til Utilfredshed med de bestaaende Tilstande. Navnlig har Kosten paa de saakaldte Herregaarde, paa Knaldproprietærgaardene og paa forfinede Bøndergaarde, hvor "Folkene" spiser særskilt, i hvert Fald indtil den nyeste Tid, mange Steder været meget slet, og er ganske vist endnu meget hyppigt aldeles utilfredsstillende. Paa Landet kan Karlens og Pigens Løn jo nok strække til Klæder og øvrige Udgifter i Forhold til de Fordringer, der stilles, men i Byerne er det derimod langtfra Tilfældet. Hvorledes skal f. Eks. en Tjenestepige i København kunne holde sig vedlige med Klæder, Fodtøj, Vask osv., for en Løn af 3 a 5 Rd. maanedlig, naar man tager Hensyn til hvormeget Fodtøj og Klæder en Pige under sin rastløse Virksomhed maa forbruge. Beregner man 1 Rd. maanedlig til Vask, 2 Rd. til Fodtøj og 1 Rd. til Smaaudgifter, bliver der af en Løn paa 4 Rd. slet Intet tilovers til Klæder, og af en Løn paa 5 Rd. bliver der kun 1 Rd. maanedlig tilovers dertil, og 12 Rd. aarlig er det dog umuligt at klæde sig nogenlunde ordenlig for. Ikkedestomindre raaber alle Spidsborgerne i Kor, at det er forfærdeligt som Tjenestetyendet nu skummer Fløde gennem de høje Lønninger.

Tjenestetyendets Stilling er i de fleste Tilfælde og i de fleste Henseender saa slet, at den uden Overdrivelse kan kaldes demoraliserende i høj Grad. Hr. Jagd kan, som Jordarbejdsentreprenør ikke være ukendt med, at der gives en Del Arbejdere, der er endnu slettere stillet end det almindelige Tjenestetyende, nemlig de saakaldte Jordarbejdere. Den Tilstand, der hersker paa mange af slige Arbejdspladser, f. Eks. ved Udtørringer, er saa demoraliserende of fysisk uforsvarlige, at der absolut fra Lovgivningens Side burde træffes meget strænge Bestemmelser for at hæmme det paa mange slige Steder herskende mangesidige Uvæsen.

De sociale Forhold, saaledes som de er, medfører uundgaaelig, at der i særdeles mange Tilfælde maa herske et uvenligt Forhold mellem Husbonde og Tyende, men Husbonden har oftere end Tyendet Skyld i de deraf opstaaede Ubehageligheder. Humane Husbonde, der søger at gøre Forholdet mellem sig og Tyendet saaledes som det bør være, klager meget sjældent over sit Tyende, men Klager kommer fra dem, der ved deres egen fordringsfulde, hovmodige og hensynsløse Opførsel fremtvinger Ligegyldighed og Uvenlighed fra Tyendets Side.

Som ægte spidsborgerlig Storborger finder Hr. Jagd sig naturligvis kaldet til at optræde som de i Forvejen stærkt Begunstigedes Forsvarer og Talsmand. De Ulemper, der opstaar ved at Forholdene nu er slette og uretfærdige, tror han at kunne fjerne ved at gøre dem endnu slettere og uretfærdigere. Dersom Hr. Jagd var født for et Hundrede Aar siden i et Land, hvor Slaverisystemet blomstrede, vilde han formodenlig være bleven en stor Mand, medens han derimod her i Danmark vistnok bliver til Ingenting, i hvert Fald som Politiker og Reformator betragtet. Der er en Del Mennesker, der, som man siger, er forud for deres Tid, og det kan være meget slemt; Hr. Jagd er derimod kommen for sildig til Verden og det er endnu værre, ti ham levnes der ikke engang det Haab, at Tidsudviklingen kan naa ham.

Hvad Realiteten af Hr. Jagds Forespørgsel angaar, da er det vanskeligt at se, hvad det egenlig er for prakliske Reformer i Tyendelovgivningen, som han tror kan gennemføres til Fordel for Husbonden. Man vil ikke være istand til i Tyendeloven af 10de Maj 1854 at finde en eneste Paragraf, der giver Tyendet en fortrinsvis Ret overfor Husbonden, hvorimod en stor Mængde af nævnte Lovs Paragrafer og Stykker giver Husbonden en fortrinsvis Ret over Tyendet. Dette er saaledes Tilfældet med Lovens § 14, § 15, første, andet og tredje Stykke, §§ 16, 21, 22, 24, 26, 27, 28, 20, 31, 36, cg 41, fjerde, femte, tolvte og femtende Stykke, 43, tredje, fjerde og sjette Stykke, § 51 og § 66. Alle de her nævnte Paragrafer og Stykker stifter ulige mellem Husbond og Tyende med Hensyn til disses Rettigheder og Pligter overfor hinanden, idet de Rettigheder, der gives Husbonden, er større og mere omfattende end Tyendets tilsvarende Rettigheder, medens det omvendte Forhold er tilstede med Hensyn til Forpligtelserne.

Det vilde blive for vidtløftig her at citere og kritisere alle de nævnte Paragrafer, men den Ulighed som de skaber i de tvende Parters Rettigheder og Pligter, er ved en nogenlunde grundig Gennemlæsning iøjnefaldende nok. Dog skal vi fremhæve et Par Eksempler paa Tyendelovens Karakter. § 24 lyder saaledes : "Heller ikke maa Tyendet uden Husbondens Tilladelse forlade Huset i egne Anliggender, eller blive borte længere end tilladt". Denne Paragraf behøver ingen Kommentar: den taler for sig selv som et slaaende Bevis paa gennem hvilke Briller Lovgivningen i 1854 betragtede Tyendet. I § 31 hedder det: "Paaføres Tyendet en Legemsskade eller anden Sygdom som Følge af utilbørligt Forhold fra Husbondens Side, saasom naar han paalægger det overanstrængende eller noget med særegen Fare forbundet usædvanligt Arbejde, bør han bekoste Helbredelsen og kan desuden tilpligtes at give Tyendet en billig Erstatning for det Næringstab som det lider, efter at Tjenesten er ophørt. Denne Paragraf, der forudsætter, al Tyendet skal udføre et hvilketsomhelst Arbejde, der paalægges det, selv om det er overanstrengende eller forbundet med særegen Fare, er ligefrem barbarisk.

I § 51 befales "at ethvert Tyende bør vøre forsynet med Skudsmaalsbog". Hvorfor skal ikke ligeledes enhver Husbond være forsynet med en saadan? Er det ikke ligesaa nødvendigt og af ligesaa stor Vigtighed for Tyendet at vide noget om Husbonden, som omvendt? Ofte lader f. Eks. en Pige i Kjøbenhavn sig bortfæste til en Plads, som hun paa ingen Maade ville være traadt ind i, dersom hun af en Skudsmaalbog kunde have set, at det paagjældende "Herskab" skiftede Pige et Par Gange om Maaneden.

Vi har nu givet et lille kortfattet Omrids af Tjenestetyendes Stilling, saavel overfor de borgerlige Forhold som overfor Pengemagten, og vi finder, at Lejligheden, der gives ved Hr. Jagds Forespørgsel, burde benyttes til at forberede nogle af de Reformer, der i dette Anliggende er i saa høj Grad paatrængende nødvendige. Hr. Jagd kan da have den Tilfredsstillelse, idetmindste en Gang i sit Liv - om det endog sker mod hans Villie - at have været Banebryder for noget Gavnligt.

(Social-Demokraten 3. december 1874).

Legestuer og Gadegang. (Efterskrift til Politivennen).

Herom skriver "Foreningsbaandet": Det var unaturligt, om nogen vilde finde paa at spærre vor Ungdom inde eller nægte den Adgang til Fornøjelser; den legemlige Beskjæftigelse, hvormed den største Del af vor Landsbyungdom tilbringer Dagene, gjør Krav paa Afvexling, for at Sindet kan opmuntres og Livsvirksomheden forfriskes. Aandsadspredelse er nødvendig for ethvert Menneske, der ikke vil falde sammen til en blot og bar Arbejdsmaskine, og Mangel paa Omgang med andre Mennesker og den uafladelige Hjemmesidder danner menneskesky og kejtede Særlinge. Derfor er den Ængstelse, hvormed saa mange Forældre vaage over ethvert af de opvoxende Børns Skridt ofte utidig, hvorvel man maa agte de Grunde, hvorpaa den er grundet. Men det er en Selvfølge, at Ungdommen ikke altid i Valget af de livsforfriskende Midler vælger de rette. Den søger ofte sin Glæde i sin Skjændsel, tumler sig i Lidenskabernes vilde Rus og glemmer sig selv i ungdommelig Letsind, naar den syndige Verden med dens forføreriste Tillokkelser vinker det svage Hjerte til sig. Under saadanne Forhold trænger den unge til en Støtte og Vejleder for ikke at bukke under; og ere Forældrene da de, som nærmest maa føle sig kaldede til at træde til med Bistand, Formaning og Raad. Men enhver, som har Følelse for Menneskeværd og Medmenneskers Livslykke, særdeles enhver Ungdomsopdrager og Vejleder, enhver Husbond og Madmoder, paahviler det at vaage over Ungdommens Livsgang der, hvor Forældrenes Øjne ej kunne naa den. Dog er desto værre vore Tyendeforhold i Almindelighed af en saadan Natur, at der ikke længere ses hen paa, hvorledes den tjenende Ungdom tilbringer Fritimerne, men nærmest paa, at den opfylder Tyendekontraktens Forpligtelser. Derfor føler saa mangt et Fader- eller Moderhjerte en velgrundet Bekymring, naar det skal stilles fra Børnene i deres farligste Livsalder, og lykkelig er den Søn eller Datter, som da falder i gode Hænder, der med Velvillie og i Kjærlighed ville lede deres Gang.

De lange Vinteraftener paa Landet ere trivielle for den mandlige Ungdom; de skulle slaaes ihjel, som det hedder, med noget, og er intet andet for Haanden, saa maa Løjbænken holde for, at de udstrakte Lemmer kunne finde Hvile, og Søvnen vinde Magt over det døsige Hoved; men ellers er Bygang en kjær Adspredelse, hvor Lejlighed gives til Kortspil med Nabotyende, og er der Kro eller Spiritusudsalg i Nærheden, da kommer Spiritussen til at spille sin ulyksalige Rolle i Forbindelse med. Haandgjerning og Aftenskolegang, som vi tidligere udførlig have omhandlet, ere velkomne Midler mod Vinterafteners Udskejelser, og var det at ønske, at begge, alt efter de stedlige Vilkaar, understøttedes ad offentlig som privat Vej, dog saaledes, at Aftenskolerne har Forrangen, og at Forældre, Husbonder og Madmødre bidrog deres til at vække Lysten hos de unge til gavnlig Aftensyssel. Men foruden den daglige eller rettere aftenlige Adspredelse, som Landsbyungdommen søger, gives der mere tilfældige, som finde deres Udtryk i de saakaldte Legestuer. Her skulde vel Dandsen udgjøre Hovedmomentet; men desværre, Kortene og de fyldte Glas spille deres betydningsfulde Roller for ikke at tale om noget andet eller værre. Nu er det vel saa, at Dands i og for sig er en uskyldig Fornøjelse saa vel som Musiken, og den unge, som har Lyst og Sands herfor, kan ingenlunde bebrejdes, at han finder Fornøjelse i "at staa op" en Gang imellem til en Afvexling i den ensformige Dagligdagsgjerning, og selv om han nød et Glas i Forbindelse med, var det ikke til at forarge sig over, naar Maadehold og Sømmelighed var forenet i det hele; men det uheldige ved dette Legestuevæsen eller rettere Uvæsen er de Uskikke og den Mangel paa Maadehold, navnlig i Nydelsen af Spirituosa, som her indsniger sig, og som til sine Tider forvolder hovne Kinder og forrevne Klæder og bringer mangen en ellers brav Yngling paa slibrige Afveje. Legestuernes demoraliserende Virkning maa for en stor Del tilskrives de Forhold, under hvilke de i Almindelighed trives. Ingen Mand aabner gjerne sit Hus for Offentligheden til at lege i. Hvor det sker, kan man nok gjøre Regning paa, at Udsigten til Fortjeneste er den drivende Fjeder. Altsaa, jo mere der drikkes, jo mere der konsumeres, og jo dyrere alt betales, desto bedre for Værten eller Legestueholderen. Om et Tyende sætter hele sin Løn overstyr en Legestueaften, svækker sit Helbred, gjør sig uskikket til Arbejde, ikke blot for næste Dag, men i en længere Tid, bliver vedkommendes egen Sag og er Værten den ligegyldigste Ting af Verden. 

For Ungdommens eget Vel og dermed ogsaa for Samfundets Vel var det ønskeligt, om de saakaldte Legestuer i deres nuværende Skikkelse modtoge en lille Ændring, uden at de unge skulde savne Legen og Dandseglæden. Gaardmændene i en By kunne skiftes til at afgive Dandselokale, som ikke vil mangle hos ret mange, da almindeligvis en saakaldet Storstue hos de fleste staar ledig. I manglende Fald kunde den, som havde Plads, mod en lille Godtgjørelse indrømme en saadan, indtil de, som ikke havde passende Lokale, fik det indrettet. Naar nu vedkommende Gaardmænd efter Tur paatoge sig at skaffe de fornødne Føde- og Drikkevarer tilveje mod en passende Godtgjørelse for hver Deltager, der forøvrigt afholdt Udgiften ved Musiken, vilde Ungdomslystigheden finde Sted under Betingelser, der gav en mere betryggende Borgen for, at Nydelserne ej bleve overdrevne, eller utilbørlig forlængede. Naar tillige Deltagerne indskrænkede sig tit en vis Kreds, en enkelt Byes Ungdom eller dens Paarørende, alt efter de lokale Forhold, og Adgangen ej stod aaben for Kreti og Pleti, og desuden Husbonden og Madmoder var tilstede og Vidner til Begivenhedernes Gang, tør det forudsætles, at mange af de Udskejelser, som klæbe ved det bestaaende Legestuevæsen paa Landet, vilde ændres til Gavn for vor Ungdom. 

- Men saa var det Gadegangen. Gjentagne Gange have vi set Bladene omtale det forargelige i den Maade, hvorpaa vor Landsbyungdom tilbringer Sommeraftenerne eller denne Aarstids korte Nætter. Ungdommen af begge Kjøn, fuldvoxne som halvvoxne Karle, Piger og Drenge flokkes, naar den saakaldte "Natter" eller "Nætter" er sat tillivs, i mange Landsbyer paa Gaden, trække undertiden massevis om, hujende og skrigende, forstyrrende tilstødende Beboeres Nattero, genere ofte den Vejfarende eller skræmme de sky Heste, han kan have forspændt sin Vogn. Det er klart, at slige Nattevandringer udøve og maa udøve en sørgelig Virkning paa Ungdommens Livssæder, og plette Uskyld og alt, hvad elskeligt og godt kunde være. Og ikke nok hermed, men Hvilen og den styrkende Søvn gaar tabt, saa Uskikkethed til den næste Dags Gjerning indtræder, hvad selvfølgelig maa volde en Sinkelse heri, som imidlertid er for lidet at regne mod den Svækkelse af Livskraften, den aandelige som den legemlige, der er en naturlig Følge af Nattesværmeriet, under hvilken Skikkelse den end viser sig. Mangen en Rose er falmet og henvisnet for Nætternes Storm og Kulde, men ogsaa mangen en rødmosset Kind er blegnet og mangt et livsglad Gemyt er nedstemt, mangt et kraftigt Helbred svækket under de stormfulde Nætter, vore unge tilbringe under hvirvlende Dands, bag de fyldte Glas, eller Sværmeriet i Krat og Hegn, paa Veje og Stier. Naar Vismanden siger: "Glæd Dig i Din Ungdom", og vi have vor ophøjede Frelsers Gang, til Glædens Hus som Vidnesbyrd om, at den er tilladelig og maa søges, da er det Skinhellighed og farisæisk Hykleri, naar nogen under den paatagne Helligheds Maske korse sig, naar Musikens Toner lyde eller Glasset viser, det har Klang. Det er først, naar der ytrer sig Tegn til, at det rette Maadehold i Livsnydelserne ikke iagttages, at der er Grund til Bekymring, og enhver, som har Følelse for, hvad Sømmelighed og Velanstændighed fordrer, maa da ønske, at der i slige Øjeblikke stod en advarende Engel ved de unges Side. Men det er sørgeligt, at de ældre under i saa mange Forhold vise, at de mangle Selvbeherskelse i Nydelsen af Livsglæden; ti Exemplet, smitter, og det maa beklages, at der i vore Dage gives saa rig Anledning til Svir og Sværm ved den Frihed, som er indrømmet til Spirituosasalg, da samvittighedsløs Forhandlere, som blot se paa Fortjenesten, benytte sig af Letsindigheden og Daarskaben, uændset at manges surt erhvervede Løn, og hvad værre er, Sundhed, Ære og Dyd gaa uerstattelig tabt herved. Agtelsen for sig selv, og Følelsen af, hvad der er elskeligt, dydigt og priseligt, er det bedste Værn mod Udskejelser, og vi komme her til at minde om, hvad vi saa oste have gjentaget, at en god Opdragelse, en fortsat Oplysning i kristelig Aand er det Materiale, hvoraf et saadant betryggende Værn dannes. 

Men for at komme tilbage igjen til de unges udskejende Nattevandringer, da kjende vi nok, at der hvor Gensdarmer regere eller Politistokkene hæves, spredes Flokkene og de høje Røster maa forstumme; men det var beklageligt, hvis vi skulle komme dertil, at et saadant Regimente blev nødvendigt for at holde Orden og Tugt, i Særdeleshed paa Landet, hvis Befolkning hidtil har vist sig mere rolig og fredelskende end en stor Del af Bybefolkningen. Forældre, Husbonder og Madmødre kunne bidrage i deres til at holde Skik paa Ungdommen, naar de alvorligt viste, det var dem magtpaaliggende, og ved at indrømme den, t. Ex. maanedsvis, en Aftens sømmelig Fornøjelse i deres eget Hus, vilde maaske mangen en Nattevandring fjernes, som netop bliver saa fordærvelig, fordi den foretages paa egen Haand og uden Deltagelse og Tilsyn af ældre og mere forsagte, af hvilke man kan fordre en mere alvorlig Betragtning af Livet, end den, man kan vente at finde hos den livsglade Ungdom. Det er sagt, at det er bedre at gaa til Sorgens end til Glædens Hus. Det er noget, som den unge Alder har saa tungt ved at fatte. Men som det har sit Gode, at den unge lærer at betragte Livet fra den alvorlige Side, saa vilde det være en Miskjendelse af Ungdommens Karakter om den spærredes Vejen til Glædens Hus - men kun til et saadant, hvor skyldfri Glæde og Munterhed hersker, og hvor Maadehold udgjør Hovedtrækket i Nydelsen. Gid yngre og ældre alvorligt maatte mærke sig dette, da randt færre Taarer i Verden.

(Aarhus Amtstidende 18. september 1874. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).