Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

I december 1920 gjorde Socialdemokraten Fornæs i forbindelse med Frederiksbergs Kommunes bevillinger opmærksom på at mens Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole fik penge, så gjaldt det samme ikke Husassistenternes Fagskole, selv om denne havde langt større tilslutningen.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole.

Aldrig har nogen Maler malet dette Billede, og det vilde dog være et anderledes Sujet end Pakkasserne: Et stort lyst Køkken af Størrelse som en mindre Dansesal med Køkkenborde langs Vinduerne, opfyldt med Fade, Skaale og Krukker med Mad under Tilberedning. Midt paa Gulvet et mægtigt Komfur, hvor en lystig Ild brænder. Der er 8-9 Huller med Pander og Gryder, og foran hver staar en lille Kokkepige i Bomuldskjole med blaat Forklæde og et hvidt Tørklæde om Hovedet og rører med en Slev andægtigt og opmærksomt. Bagved dem en Dame ivrig belærende med et Øje paa hver Finger.

Eller et andet Billede: En nydelig Dagligstue med Fløjlsmøbler. To smaa Stuepiger flytter Møblerne bort fra Væggen, ruller Tæppet sammen, børster, banker, tørrer af, vasker Gulv, mens en Lærerinde nøje vaager over deres Færd.

Eller et lille Pjevs med to lange lyse Fletninger ned ad Nakken manøvrerende med et Par mægtige Herrestøvler, som hun lærer at børste saa blanke som et Spejl.

Vi kan give et Billede endnu: En Vaskekælder med en Klynge Smaapiger, der staar og skyller og vrider Tøj. I dette tætte Slør af Damp ser de ud som smaa legende Alfer.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole skabtes for 47 Aar siden efter svensk Mønster af vor nuværende Enkedronning, daværende Kronprins Frederiks Gemalinde. Den blev, hvad der var Hensigten: praktisk. Den nuværende udmærkede Bestyrerinde, Frk. Blichfoldt, er et Menneske paa sin rette Plads. Dygtig, energisk, selv foran i alt Arbejde ejer hun det rette Haandelag og den fulde Forstaaelse af den grønne Ungdom, der er betroet hende.

Paa Skolen kan der optages 31 Børn. De antages i Fjortenaarsalderen og bliver i to Aar. De betaler for Undervisning i al Huslighed og fuldt Ophold 25 Kroner Maaneden. De arbejder i Hold, to Maaneder skiftevis ad Gangen i hvert Fag. Det ser ud, som om de gaar med Lyst til deres Arbejde, og naar de er udlærte, er der Rift om dem, som de flinke Husterner de er.

Men hvorfra kommer nu de Støvler, de lærer at blanke, den Mad de laver, og Vasken, der vaskes? Jo, det er ligesaa simpelt som praktisk indrettet. Tjenestepigeskolen har Pensionat. Sytten Damer og Herrer, mest ældre, og; det er disse Menneskers Tjenerinder, Pigebørnene er.

Ja, det koster jo lidt, Læretiden herinde, men de Forældre, der kan ofre Pengene, giver deres Børn en Uddannelse, der ikke blot kan blive et godt Levebrød for dem, men ogsaa komme dem tilgode, naar de engang selv faar Hus og Hjem.

Fru Rosalie.

(Folkets Avis (København) 27. januar 1921).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet hende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen (som eneste kvinde) på Social-Demokratens redaktion efter Højesteretsdommen. Foto fra H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg. Fremad, 1943, side 55.

Alma Bondesen led psykisk under den falske anklage, og fængselsopholdet svækkede og nedbrød hende også fysisk: Den reglementerede kost var utilstrækkelig, og da broderen, snedker Bondesen tilbød ekstraforplejning, blev det afslået. Hun blev meget syg, men i stedet for sund mand, fik hun noget medicin af fængselslægen. Da hun blev løsladt, var hun afmagret og afkræftet og tog ophold hos sine forældre for at komme lidt til kræfter igen. Under fængselsopholdet havde hun ridset et Navn i muren og derfor idømt 8 dages strengt fængsel, uden lys og beskæftigelse. Ved forhørene blev hun indsat i et af de berygtede "skabe" indtil hendes sag om for. En betjent skal have trukket hende i ørene og kaldte hende "mær". Assessor Finsen brugte ord som "tyvetøs" og "hold kæft. Om broderen som han mistænkte for at være medskyldig, anvendte han betegnelser som "skurk og Laban". Sidste gang Alma Bondesen var i forhør, truede Finsen hende med at hvis hun ikke tilstod, beholdt de broderen. 

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

København, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Kristian IX stilles overfor Resultatet af Valgene den 3. april 1901. Alma Bondesens sag var formentlig en af talrige andre som førte til systemskiftet i 1901. Illustration fra Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921.

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen

Et mærkeligt Pigebarn.

Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.

Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.

Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.

- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis, 

Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.

- Men er den Pige da gal!  udbrød Dommeren.

Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.

Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.

(Aftenbladet (København) 6. december 1920).

Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.

Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.

En uhyggelig Sag i København.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.

Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.

For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).

Herredsfoged Knud Nielsen Seith 1858-1917. (Efterskrift til Politivennen)

K. N. Seith blev kandidat 1888, herefter fuldmægtig (amtsrådssekretær) hos amtmand, baron Wedell i Frederiksborg indtil 1891. Amtsfuldmægtig hos grev Brockenhuus-Schach i Svendborg 1891-1905 (Brogade 25). Birkedommer i Faaborg 1905-1911. 1911-1917 herredsfoged i Kalundborg.

En Tjenestepige faar 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest.

Fra Herredsfoged Seiths Virksomhed.

Den uskyldige Pige nedbrydes fuldstændig af Arrestopholdet.

Der er i Gaar ved Hof- og Stadsretten faldet en Dom, der har mere end almindelig Interesse, 

Den stiller nemlig vore Underdommeres Maade at behandle Fattigfolk paa i det skarpeste Lys - et Emne, der netop i disse Dage, hvor Jespersen-Affæren vækker saa stor Opsigt, har Krav paa Offenlighedens Opmærksomhed.

Det drejer sig om en 22aarig Tjenestepige Marie Sørensen, der er født i Kallundborg og er Datter af en derboende Enke.

Marie kom i Tjeneste hos den kendte Godsejer Lawaetz paa Kallundborg Slots Ladegaard. Nogen Tid efter viste det sig, at der blev stjaalet nogle Penge - ialt en Snes Kroner - fra Pigerne paa Gaarden og en Mejerielev. Ogsaa fra Marie forsvandt der 6 Kroner, som hun gjorde Anmeldelse om sammen med de andre Piger.

Herredsfoged Knud Seith i Kallundborg arresterede efter nogle Dages Forløb Marie Sørensen som mistænkt for Tyveriet.

I Forvejen havde Statsbetjent Nansen optaget Rapport og havde som sin uforgribelige Mening udtalt, at det var Marie, der var den Skyldige.

Da hun protesterede herimod, sagde Statsbetjenten: Jeg behøver ingen Forklaring. Jeg kan bare tage Dem med!

Herredsfoged Seith beholdt Marie fængslet i 18 Dage - fra den 18. Januar til 6. Februar 1913.

Marie hævdede stadig sin Uskyldighed, men Herredsfogden vilde ikke høre Tale herom.

Fængselsopholdet nedbrød ganske den unge Pige. Hun blev nervesyg, og der maatte vaages over hende i Arresten. Senere flyttedes hun til Arrestens Sygehus.

Herredsfogden fortsalte endog her sine Forhør over den stærkt lidende Vige og udtalte meget overlegent, at Pigens Sygdom var "Skaberi"!

Endelig maatte Herredsfogden løslade Marie Sørensen - selvfølgelig uden nogen Art af Undskyldning eller Beklagelse.

Den stakkels Pige vilde formodentlig vedblevet at have Mistanken hæftet paa sig, hvis ikke kort efter den virkelige skyldige var bleven sat fast.

I selve Kallundborg arresterede Politiet nemlig en ung Pige for Tyveri. Under Forhørene tilstod hun - der havdo været ansat hos Godsejer Lawaetz - at hun havde stjaalet Penge fra Mejerieleveri og de 5 Kr. fra Marie Sørensen.

Marie Sørensens Uskyldighed var dermed bevist, og ved Hof- og Stadsrettens Dom tilkendtes der hende i Gaar 300 Kr. i Erstatning.

I Rettens Præmisser hedder dit bl. a.:

Efter Sagens Omstændigheder gik Retten ud fra, at Citantinden ogsaa var uskyldig i da andre hende paa.sigtede Tyverier, og da Citantinden paa Grund af en hende ved Arrestationen tilføjet Nervelidelse endnu i Midten af April Maaned havde været ude af Stand til at tage en Plads i Stedet for den paa Kallundborg Slots Ladegaard, som hun havde mistet, og hvori hun havde været siden 1. Novbr. 1911, blev Erstatningen tilkendt hende som ovennævnt.

Til 300 Kroner vurderes altsaa denne stakkels Piges Lidelser, hendes deraf opstaaede Sygdom og det Tab, hun har lidt.

Men det drejer sig jo ogsaa "kun" om en Tjenestepige!

(Social-Demokraten 15. juli 1913).

Retspleje.

Herredsfoged Teith og den uskyldige Pige.

Endnu et Blad af det danske Retssystems Historie.

Oprørende Enkeltheder.

Vi meddelte forleden, at en ung Pige - Tjenestepige Laura Sørensen - var bleven tilkendt 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest, som hun havde udstaaet under Herredsfoged Seith i Kallundborg. Laura var beskyldt for at have stjaalet ca. 15 Kr. fra sine Medtjenerinder. og først da den rigtige Tyv blev opdaget, kom Laura Sørensens fuldstændige Uskyldighed for Dagens Lys.

Vi skal anføre nogle interessante Eksempler paa, hvorledes den stakkels Pige blev behandlet i Arresten.

Efter at Statsbetjent Hansen i en 14 Dages Tid havde drevet sine Undersøgelser i Sagen, indfandt han sig en skønne Dag paa Kallundborg Slots Ladegaard, hvor Pigen tjente, og tog hende i Forhør. Han sigtede hende for at have begaaet Tyveriet, og da Pigen forfærdet bad ham give en Grund til sin Mistanke, svarede han: "Jeg kan bare tage Dem i Nakken og sætte Dem over - jeg skylder ingen Forklaring."

Pigen blev derefter anholdt og fra første Færd behandlet som overbevist Forbryder.

Laura hævdede hele Tiden sin Uskyldighed, men Herredsfogden og Betjenten sagde til hende, at hun var "fuld af Løgn", og Herredsfogden tilføjede, at hun "kunde ligesaa godt tilstaa straks - for der var jo ingen anden."

Det eneste Grundlag for Herredsfogdens Mistanke var, at Laura med en Tjenestepiges Løn næppe kunde være saa velklædt.

Statsbetjenten sigter Laura for at staa i Forhold til de mandlige Elever.

Maden i Arresten kunde Laura omtrent intet spise af. Hun bad Arrestbetjenten om at skære Brødet lidt tyndere, da hun ikke var rask, men han sagde, at det maatte ikke være tyndere end - ½ Tomme! Han tilføjede haanligt: "Hun lærer s'gu nok at spise!"

Slotsbetjenten har aabenbart udført den samme Rolle som Betjent Jensen overfor Gaardejer Jespersen. Han sagde stadig til Pigen i Arresten:

"Tilstaa De bare! De faar en betinget Dom!"

Da Laura stadig nægtede, blev Betjenten vred og erklærede, at hun havde staaet i Forhold til de mandlige Elever paa Gaarden. Pigen var forlovet, og det var derfor en utrolig Sjofelhed af Slotsbetjenten at udtale sig saaledes.

Paa Grund af de sjælelige og legemlige Lidelser blev Laura Sørensen syg og maatte paa Sygehuset. Men end ikke her fik hun Lov til at være i Fred.

Herredsfoged Seith fo'r en Dag rasende hen imod hendes Seng, som om han vilde slaa Pigen, og brugte ganske ubeherskede Ord.

"Det er mig ganske ligegyldigt, om De tilstaar", raabte han. "Jeg er overbevist om, at De er den skyldige. Men De er proppet af Løgn! De skal nok komme i Arresten igen, og selv om De bliver syg, skal De nok faa Lov at blive der - - -"

Nu staar Laura Sørensen fuldstændig renset. Men hvad har hun faaet som Erstatning for alle de udstaaede Lidelser, for den hende tilføjede Tort og Skam, for Sygdommen, hvis Efterveer hun endnu sporer? 300 Kr. har Retten tilkastet hende og mener vel, at hun skal sige Tak til!

Men man tænke sig Muligheden af, at den virkelige skyldige aldrig var bleven fundet. Selv om Laura var undgaaet Fængslet, havde hun t hvert Fald for Resten af sin Levetid haft Mistanken hæftet paa sig. Og Erstatning havde hun heller ikke faaet.

Og hvad sker der den Herredsfoged, der optræder saaledes som vi ovenfor har skildret det?

Intet! Han sidder uantastet i sit Embede. Han forfremmes maaske oven i Købet!

I alle andre Livets Forhold bliver en Mand fjærnet fra sin Plads, naar han begaar graverende Fejlgreb. En dansk Dommer af Hr. Seiths Slags bliver siddende til sin Dødsdag - hvis han da ikke som Hr. Seiths Forgænger i Embedet, Borgmester Stricker, begaar ligefremme Forbrydelser.

(Bornholms Social-Demokrat  22. juli 1913).

Om forgængeren Robert Stricker se afsnit 2/3 (Byfoged i Kalundborg 1903-1908) om denne

Chefen for 8. bataljons 2. kompagni kaptajn Kruse var indlogeret hos Seith i november 1914. Seith blev i december 1915 underkastet en operation i København og blev udskrevet ved juletid. Han tog herefter på rekreation. Han beklædte igen sin post i starten af marts 1916.

Dødsfald

Herredsfoged K. N. Seith.

Efter længere Tids tiltagende Svaghed er Herredsfoged i Arts og Skippinge Herreder K. N. Seith i Formiddags afgaaet ved Døden.

Forsaavidt kom Døden pludseligt som Herredsfogden endnu, de allersidste Dage særdedes ude.

Men hans Helbred var svagt; i de sidste 2 a 3 Aar har han været syg og uarbejdsdygtig. Det var Tarmlidelser, han plagedes af, og gentagne Gange maatte han underkaste sig Operationer uden dog at opnaa den tilsigtede Helbredelse

Herredsfoged Seith, der blev 59 Aar gl., kom her til Kallundborg i Oktober 1911 fra Faaborg, hvor han beklædte Embedet som Birkedommer i Brahetrolleborg og Muckadell Birker.

Kun 6 Aar blev altsaa Herredsfoged Seiths Virksomhed her. Egentlig kendt af Egnens Befolkning kunde han ikke naa at blive i de faa Aar, særlig da Sygdommen jo tvang ham til at være saa hyppigt borte fra sit Embede. Men han var en dygtig og human Embedsmand og en elskværdig Personlighed med stor national Følelse.

Blandt Personalet paa Herredskontoret var han meget afholdt.

(Kalundborg Avis 3. september 1917).

- Højesteret afsagde i Gaar Dom i en Sag mellem Bregninge Bjergsted Sogneraad og Gartner O. P. Sørensen, der i 1912 efterfulgte Proprietær Omøe som Formand og Kasserer for Sogneraadet. Der var da noget Underskud i Kassen, som Omøe dækkede. Snart efter fratraadte Sørensen, og der var da et Underskud paa ca. 2750 Kr., hvoraf Sørensen dækkede de 750 Kr., medens han hævdede, at de 2000 Kr, ikke hidrørte fra hans Formandstid. Sogneraadet anlagde Sag mod ham, og ved Arts-Skippinge Herreds Ret blev han dømt til at betale de 2000 I Kr. Overretten kom paa Grundlag af en af Revisions- og Forvaltningsinstitutet foretagen Opgjørelse til det Resultat, at der ved Sørensens Tiltræden havde været et udækket Beløb paa 2000 Kr., hvorfor Overretten frifandt Sørensen og paalagde Sogneraadet Sagens Omkostninger med 300 Kr. samt idømte Herredsfoged Seith, Overretssagfører Aage Schultz og Underretssagfører Th. Werner Bøder paa henholdsvis 40, 50 og 25 Kr. for Forhaling af Sagen.

(Jyllandsposten 12. oktober 1918).

Seith var i mellemtiden afgået ved døden, så hans bøde bortfaldt.

Herredsfoged Knud Seith 30.10.1858-3.9.1917. Sønnen Aage Seith 4.10.1890-?.11.1920. Hustru Jane Cecilie Seith (4.11.1862). Derudover var der to døtre: Edith og Jane samt sønnen, inspektør John Knox-Seith (1894-1959) som da han var ansat i ØK i 1922 blev  gift med forfatteren Estrid Ott (1900-1967). De boede et år i Finland og senere ti år i USA. I 1933 flyttede familien til Danmark. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. I det forløbne Regnskabsaar (1ste Mai 1891 til 30te April 1892) har Skolen gjennemsnitlig havt 25 Elever i en Alder af mellem 14 og 18 Aar. 21 af disse Elever vare fra Kjøbenhavn og Frederiksberg. Eleverne vare særlig Døttre af Arbeidsmænd og Haandværkere; 6 vare forældreløse. Skolen er i det forløbne Aar ligesom tidligere bleven ledet af en Forstanderinde, for Tiden Fru Antonia Rodian, og tre Medhjælperinder, der alle boe paa Skolen. Paa Hds. kgl. Høihed Kronprindsessens Fødselsdag den 31te October fejrede Skolen som sædvanlig sin Aarsfest med Sang og Tale. Bestyrelsens Formand er Kammerherre Generalmajor Krieger. Den maanedlige Betaling for Underviisning og fuldstændig Forpleining er 10 Kr. Det hedder i Slutningen af Aarsberetningen, efterat der er ydet en hjertelig Tak til Alle, som hidtil have hjulpet: "Skolen trænger vedvarende til Bistand og Velvillie. Det er vort Haab, at den fremdeles maa gjøre sig værdig dertil." Indtægten har ifjor udgjort 21,482 Kr. 46 Ore. Pensionatet indbragte 3571 Kr., Skolepigernes Contingenter 2550 Kr., Middagsabonnenter 3708 Kr. 77 Øre og Vadsk 3749 Kr. 17 Øre. Statskassens Bidrag udgjorde 1000 Kr. Afdøde Kammerherre, Generalmajor Rægler har ydet et extraordinairt Bidrag af 1000 Kr. Der er i sidste Regnskabsaar afbetalt af Prioritetsgjælden 1200 Kr. ; den er derved gaaet ned til 34,700 Kr., medens Skolens Eiendom i Emiliegade Nr. 3 er taxeret til 60,000 Kr. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1892).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Pastor Heskjær om Forholdene i Lyngby. (Efterskrift til Politivennen)

Under vor Samtale med Proprietær L. Jørgensen, som vi omtalte i Gaar, om hans afdøde Tjenestepige, faldt der en ejendommelig Udtalelse fra Hr. Jørgensen. Vi havde i vor Artikel anført, at hvis det havde været en Hest eller en Ko, som havde været syg, saa var den ikke bleven spændt for Ploven eller jaget ud i Marken, men der var straks bleven hentet Dyrlæge og gjort alt for at skaane dens Sundhed og frelse dens Liv. Og vi anførte sluttelig, at der var mange Huse, hvori Dyret er kostbarere og bliver bedre og omhyggeligere behandlet end Mennesket. Denne Udtalelse var især Hr. Jørgensen ubehagelig, fordi den faldt saa nøje sammen med deres Præsts Høstpræken i Lyngby Kirke sidste Efteraar.

Dette havde vi ingen Anelse om, men det var selvfølgelig Anledning nok for os til at søge nærmere Bekendtskab med baade Præsten og hans Høstprædiken.

Der er først det særegne at lægge Mærke til, at Pastor Heskjær boer i selve Proprietær Jørgensens Gaard. Hans Vinduer vender lige ud til Gaardspladsen, hvor Arbejdere og Tjenestefolk færdes, og han har saaledes ypperlig Lejlighed til at saa et Indblik i deres Behandling og hele Vilkaar.

Vi aflagde Præsten et Besøg og spurgte ham straks om, hvad han havde sagt i den omtalte Høstpræken. Det var let at dokumentere, svarede han, thi hele Præknen var aftrykt i "Den indre Missions Tidende" for 18. Oktober. Efter dette Blad skal vi da anføre de Udtalelser, som er faldet ikke alene Hr. Jørgensen, men alle Lyngbys Storbønder saa haardt for Brystet. Der staar: 

"- jeg tror, der er ikke mangen en Landmand, uden at han maa bekende, der i hans Hjærte bor en naturlig Tilbøjelighed til at bære Omsorg for sine Dyr og tilsidesætte Pligterne over for sine Tjenestefolk. Hvor ømt vaages der ikke over, at Dyrene ikke bliver overanstrængte, hvor tidt stilles der derimod store eller overdrevne Fordringer til Folkenes Arbejdsævne, fordi Folkeholdet er for lille, og der maa spares det mest mulige; hvor omhyggeligt vaages der over, at Dyrene har deres bestemte Hviletid, hvor uvillig stiller man sig ikke tidt over for sit Tyendes berettigede Krav paa Frihed og Udgangstilladelse; hvor meget kostes der ikke paa, at Dyrene staar i en god og lys og varm Stald, og i Modsætning dertil, hvad er det saa for uhyggelige og kolde Rum, man tidt indretter til Folkestuer, hvor baade Piger og Karle faa anvist Opholdssted de lange Vinteraftener."

"Den Ting trænger vi i Sandhed Alle til at lægge os paa Hjærte, at vi skylder vore Folk ligefrem Ære og Agtelse, de der bærer Arbejdets Slid og Byrde for os, tidt for en ussel Løn og tidt under Skældsord og Foragt. Bæst! Køter! saaledes hørte jeg en Dag en Landmand tiltale en af sine Tjenestefolk her i dette vort Sogn."

Hr. Jørgensen var saa frimodig at fortælle os, at der med Hensyn til sidste Halvdel af Citatet maatte være sigtet til ham. Grunden var, mente han, at han det Aar havde bygget sig en ny flot Hestestald. Men, føjede han til, han havde ogsaa forbedret sine Karlekamre. Hvorledes de var forud, omtalte han ikke.

Vi anfører endnu et Par Udtalelser af Præstens Høstpræken.

"Men hvor ligegyldige er Menneskene ikke tit i saa Henseende, og hvor kold deres Kærlighed, fordi de elske deres Okse eller Asen for højt, ligesom Farisæerne. Jeg erindrer en Gang som Barn - Pastor Heskiær er en ganske ung Mand -, at jeg hørte en Gaardmand fortælle min Fader om den store Sorg han havde haft ved at miste et af sine Børn, og saa sagde han da blandt andet: "ja. det var en stor Sorg; jeg tror, jeg vilde næsten hellere have mistet en af mine bedste Heste". - - - - - -

"Man er saa bange for at blive fornedret, at komme længere ned i Indtægt, naar man ofrer lidt af sine Midler paa Andre og hjælper sine Fattige eller sit Tyende til mere Hygge og Selvstændighed; man er saa bange for at komme længere ned paa Rangstigen, at tabe noget af sin Ære ved at stige ned til de Smaa og løfte dem opad - - - - - - - - 

"Man skal lede længe her i Danmark for at finde et Sted som Lyngby, hvor Hjærterne er saa kolde og ligegyldige for Menneskesjælenes evige Frelse og for Guds Riges store Sag, og hvor ethvert Forsøg i den Retning mødes med saa lidt Paaskønnelse, her hvor dog Markerne bære den rigeste Afgrøde i Kongeriget Danmark, og hvor saa store Formuer er samlede, og hvorfra saa megen Tak derfor burde stige op til Gud."

Vi spurgte i vor Samtale Pastor Heskjær om alle disse Udtalelser særlig var møntede paa Hr. Jørgensen. Pastoren svarede ikke noget klart Nej, men gav os derimod et Svar, som for os har langt større Værdi end om han havde lagt alt dette paa den ene Mand. Han sagde: "Saaledes er det hos alle Storbønderne her paa Lyngby Egnen. Jeg kommer jo i alle Gaarde og kender Forholdene saa nøje, det er skrækkeligt som Tjenestefolkene har det her omkring."

Ingen skal mistænke Pastor Heskjær for at være Socialist, og at han af den Grund angriber Kapitalisterne i Lyngby Sogn. Han er alt andet, thi han angriber netop Socialismens Lære i den samme Høstpræken, vel nærmest fordi vi ikke gør kristelig Propaganda ved Siden af vor Virksomhed for Menneskehedens økonomiske Frigørelse.

Pastoren angriber Kapitalisternes haardhjærtede Behandling af deres Arbejdere ud fra sit kristelige og menneskekærlige Synspunkt, og det maa da være Offenligheden et dobbelt gyldigt Bevis paa Sandheden af en Kritik, naar Resultatet bliver det samme set fra to saa modsatte yderpunkter som Socialismen og en af den indre Missions Højrepræster.

Hvis Arbejderne og den besiddelsesløse Mellemstand ude i Lyngby Sogn af dette ikke kan indse, hvor lidt de kan vente, at disse Kapitalister og Storbønder vil gøre for deres Vel og Forbedringen af deres slette Kaar, saa er det enten fordi de er blinde eller forbi de ikke vil se.

En anden stor Ejendomsbesidder i Lyngby, Hr. Jørgen Lund, fik for ikke saa lang Tid siden den Besked af Lægen, Dr. Lembcke, at denne brød sig ikke om at saa noget Lægehonorar et helt Aar, hvis blot Hr. Lund vilde sørge før, at hans Karle fik et ordenligt Kammer. Det maa have staaet meget slet til med Hr. Lunds Karlekammer, naar en Læge af Medfølelse med de stakkels Mennesker, som vel var udsatte for der at ødelægge deres Helbred, tilbyder at give Slip paa et Aars Indtægt. Og hvor maa det ikke fylde ethvert retskaffent Menneske med Harme, at der skal saadanne Midler til for at saa Folk til at opfylde den simpleste Pligt mod deres Medmennesker. Men saa sammengroede og sammenfiltrede er Kapitalismens Tilhængere, at det siet ikke skal undre os, om baade Pastor Heskjær og Op. Lembcke offenlig støtter og billiger den Storbondeklasses Politik, som de i enkelte Tilfælde saa skarpt kritiserer.

Det blev os fra mange Sider sagt at Kosten rundt om paa Egnens større Gaarde var meget slet. Som Eksempel skal vi anføre, hvad vi hørte om Kosten hos Proprietær L. Jørgensen. Om Morgenen faar Karle og Arbejdere kogt Mælk med noget bart Rugbrød til samt en Skive Rugbrød med lidt Madfedt paa, men uden Paalæg. Til Vesperkost fik de 1½ Skive Rugbrød, hvoraf der skulde være Paalæg paa noget.

Men dels var Smørret skrabet tyndt, dels var Paalæget ringe. Det skal oftere hænde at Folkene selv køber Brød hos Bageren, fordi der ikke gives dem tilstrækkelig Kost.

En af de Husjomfruer, som tjente i Gaarden i November Maaned, vilde ikke smøre saa tyndt Smør øg lægge saa lidt Paalæg paa Maden, som Fruen forlangte. Men hun maatte ogsaa saa at sige fra Morgen til Aften høre Bebrejdelser derfor af Fruen.

Hver Dag har Gaardene der paa Egnen Vogn i København efter Gødning, og det er da almindelig Skik, at Kusken faar sin Frokost med samt 35 eller 40 Øre til Fortæring i København. Ogsaa her er Hr. Jørgensen i bagerste Række. Hans Kuske faar ingen Frokost med og kun 25 Øre i Penge. Heraf skal de oven i Købet betale 8 Øre i Bompenge og for Resten, 17 Øre, skal de saa købe Frokost og Te eller hvad de nu vil drikke i København. Her midt om Vinteren, naar Kusken skal sidde paa en aaben Vogn i al Slags Vejr, danner disse 17 Øre en talende Illustration til Hr. Jørgensens Paastand om, at han behandlede sine Folk som sine egne Børn.

Vi skrev, at Hr. Jørgensen havde nægtet at tage en Mand igen i sit Arbejde, forbi denne havde været Dirigent ved et socialdemokratisk Mode i Virum. Første Gang, vi talte med Hr. Jørgensen, paastod han, at der var ikke et sandt Ord i den Historie. Manden, hvis Navn han godt kendte, havde aldrig arbejdet hos ham, aldrig nogensinde.

Vi tog til Lyngby for at tale med Manden selv og fik ikke alene af ham, men af 4 andre Mænd som Vidner bekræftet, at Manden for nogle Aar siden havde arbejdet et Efteraar og en hel Vinter hos Hr. Jørgensen. Næste Gang, vi talte med Proprietæren, sagde vi ham dette, og Hr. Jørgensen turde nu selvfølgelig ikke benægte det, men - "havde glemt det".

Episoden er ikke saa lidt instruktiv og er gaaet saaledes til: Manden havde været Dirigent ved Mødet i Virum og arbejdede samtidig ved en Tærskemaskine, der gik paa Omgang blandt Egnens Gaarde. En Dag kom den ogsaa til Hr. Jørgensens Gaard. Om Morgenen inden det endnu var bleven lyst, kom Hr. Jørgensen ud til de mødte Arbejdere og spurgte: "Er Peter Bernhardt med i Dag?" Der blev svaret benægtende og dertil føjede Hr. Jørgensen, at det havde heller ikke nyttet ham noget, thi det var besluttet, at han ikke mere fik Arbejde paa nogen af Lyngbys Gaarde. Peter Bernhardt, som hørte dette, vilde skaffe sig at vide, om det ogsaa var sandt, og gik til en Gaardmand, der ogsaa skulde have Tærskemaskinen, og som han vidste var ham venligsindet, trods at han var Socialdemokrat. Gaardejeren indrømmede Rigtigheden af Beslutningen og tilføjede, at P. B. da heller ikke behøvede at optræde paa en saa udfordrende Post som at være Dirigent ved et socialistisk Møde.

Naar vi har skrevet, at det kun var Hr. Jørgensen, som udelukkede denne Arbejder, saa har vi altsaa gjort ikke ham, men alle de andre Storbønder, Uret. De er alle enige om at dele den Hæder, at gøre en fattig Arbejder brødløs for hans politiske Overbevisnings Skyld. Mon en eneste af dem vilde lade sig forbyde at være Dirigent paa et af Højres Møder? Sikkert ikke! Men har Arbejderne ikke den samme politiske Frihed, den samme Forenings- og Forsamlingsret som deres Arbejdsledere. Jo paa Papiret, men desværre aldrig i Virkeligheden. Og de faar det heller aldrig, før de selv skaffer sig det. Det første Skridt dertil og til overhovedet at komme i Besiddelse af deres Menneskerettigheder er, at de organiserer sig, slutter sig ubrydeligt sammen i det eneste Parti, som fuldt ud vil sætte hvert Menneske paa sin retmæssige Plads her i Livet. Og dette Parti er Socialdemokratiet!

(Social-Demokraten 19. december 1891).

Herman Heskjær (1862-1931) var kaldskapellan i Lyngby 1890-1905. Han var stærkt indremissionsk. Han blev dereefter sognepræst i Horsens, Krummerup Fuglebjerg fra 1905.

Der var valg i Lyngbykredsen på det tidspunkt, og resten af december stod der en del om valgkampen i aviserne. I slutningen af december lavede Højre en underskriftindsamling i protest mod pastor Heskjær og Social-Demokraten og fremhævede Jørgensen for at være en prægtig person.

Kun en Tjenestepige! (Efterskrift til Politivennen)

Atter har et Dødsfald fat Sindene i Bevægelse i Lyngby, og skønt det denne Gang ikke er nogen Kammerherre, men kun en fattig Tjenestepige der er død, saa er der sikkert for Lyngbys Beboere mindst ligesaa stor Anledning til Samfunds-Betragtninger, som da de mistede deres Folkethingsmand.

Hos en af Lyngbys rigeste og flotteste Storbønder, Gaardejer eller Proprietær L. Jørgensen, tjente der en Pige ved Navn Mary Schrøder Hun havde ikke tjent der saa længe, thi der skiftes forbavsende ofte Piger i Hr. Jørgensens Hus. For kort Tid siden blev hun alvorlig syg og ønskede som Følge deraf at ligge i Sengen. Det var der imidlertid ikke Tale om at hun kunde faa Lov til, og Husfruen var ikke øm i sine Udtryk om Pigen Sygdom.

En Nat var hun meget daarlig, lønnede og klagede sig uafbrudt og havde stærk Feber. Om Morgenen kunde hun ikke staa op, og den anden Pige, om hun delte Kammer med, gik til Fruen, fortalte som det var og bad om hun maatte blive liggende. Men Fruen vilde ikke høre Tale om nogen Sygdom, sagde at hun fejlede ingen Ting og sendte den anden Pigen tilbage med den Besked, at den Syge øjeblikkelig skulde staa op og gaa til sin Gerning. Pigen forrettede sit Ærinde, men havde saa megen Medfølelse, at hun tilraadede den Syge at blive liggende og tilbød at gøre hendes Arbejde. Derpaa gik hun i Stalden, og da hun om tilbage havde Fruen selv været inde i Pigeværelset og faaet den Syge op

Kort efter erklærede denne imidlertid, at hun ikke kunde udholde hverken at arbejde eller at være oppe, og at hun derfor ingen anden Redning saa end i al Hemmelighed at flygte ind til København og mælde sig til Optagelse paa et Hospital.

Der gik et Tog inden ret længe, og Pigen blev saa hjulpen i Tøjet og kom ogsaa op paa Banegaarden. Men pludselig savnede Fru Jørgensen hende, anede Uraad og fik sin Mand til at ente hende tilbage fra Banegaarden. Da Hr Jørgensen kom derop, havde Pigen løst Billet og stod lige i Begreb med at tage afsted. Dette fik hun dog ikke Lov til, men hun forlangte saa at komme ind til Læge Brodersen, hvis Bolig de gik forbi. Heri maatte Jørgensen føje hende, og næppe havde Lægen set hende, før han gav Ordre til, at hun øjeblikkelig skulde hjem i Seng og plejes omhyggelig, hun var meget stærkt angreben af Lungebetændelse.

En af Husjomfruerne har sagt os, at i de første Dage var hendes Pleje just ikke den fineste, men saa blev der paa Grund af Læge Brodersens Sygdom hentet en anden Læge, og han drog Omsorg for, at den Syge i al Fald blev ordenlig passet af det øvrige Tyende og fik det han foreskrev.

I Lørdags Aftes døde hun!

Hr. Jørgensen bor i en Gaard, hvis Størrelse og Elegance vidner om hans Rigdom. Vi tvivler ikke om, at havde det været en Hest eller en Ko, som havde været syg, saa var den ikke bleven spændt for Ploven eller jaget ud i Marken, men der var straks bleven hentet Dyrlæge og gjort alt for at skaane dens Sundhed og frelse dens Liv. Men en ny Hest og en ny Ko koster ogsaa Penge, medens en ny Pige kun er et Menneske, der ikke koster en Øre at faa fat i. Derfor gives der i Verden mangfoldige Huse, hvori Dyret er kostbarere og bliver bedre og omhyggeligere behandlet end Mennesket.

Af de Bidrag, vi fik til Fru Jørgensens Karakteristik som Madmoder, skal vi kun anføre, at hun alene af Husjomfruer har haft 3 siden 1. November, altsaa i ca. 1 Maaned. Hendes Pigers Tal er mangfoldig. Forleden Dag rejste der to paa en Gang, Husjomfruen og en Pige.

Om Hr. Jørgensen som Arbejdskøber skal vi bemærke, at han øjeblikkelig gav en Mand Afsked fra sit Arbejde alene af den Grund, at Manden havde været Dirigent ved et socialdemokratisk Møde i Virum. Hr. Jørgensen er en af Højres sikreste Støtter, som han er Sognets største Gaardbesidder. Ved sidste Valg blev han sat ind i Sogneraadet.

Mon der er nogen af Arbejderne eller de øvrige besiddelsesløse Vælgere derude, som tager fejl af de "Forbedringer" i deres slette Kaar, som de kan vente sig fra den Kant, hvor disse Storbønder holder til?

(Social-Demokraten 10. december 1891).

Episoden fandt sted i Lyngbys Bondeby. Her fra Gammel Lundtoftevej, tæt på den daværende Lyngbygård. Foto Erik Nicolaisen Høy (2025).

Der er formentlig tale om proprietær Lars Jørgensen (Lyngbygård) som 1886-1934 ejede Lundtoftevej 21 og 34, Peter Lundsvej 6. Lyngbygård var en af de gamle gårde i Bondebyen i Lyngby. Den lå på hjørnet af Høstvej og Toftebæksvej ved der hvor beredskabet senere kom til at ligge.

Kun en Tjenestepige.

I Anledning af vor Artikel med denne Overskrift har vi to Gange haft Besøg af den ene Part i Sagen, Hr. Proprietær L. Jørgensen, Lyngby. Den anden Part, den fattige Tjenestepige, døde - som fortalt - forrige Lørdag.

Det turde være ret lærerigt for Lyngby Sogns Smaakaarsfolk at blive bekendt med de Samtaler, vi har haft med Hr. Jørgensen, og de yderligere Undersøgelser, de har draget efter sig.

Det første, Hr. Jørgensen fortalte, var, at han og hans Frue behandlede deres Tjenestefolk som deres egne Børn, der var ingen Steder de kunde have det bedre.

Vi spurgte, om hans Frue da ikke først gennem den anden Pige havde befalet den Syge at staa op, uagtet denne havde været meget daarlig hele Natten, og dernæst selv var gaaet ind i Pigekamret, faaet Pigen op og givet hende Ordre til at arbejde som sædvanlig.

Det er nemlig Hovedpunktet i hele Sagen.

Hr. Jørgensen turde ikke benægte det, men vidste slet ikke noget om, hvorledes det var gaaet til, hvad der var passeret mellem hans Frue og Pigen. Det forekom os lidt mærkeligt, at Hr. Jørgensen skulde være taget til København et Par Dage efter, at Artiklen var offenliggjort, uden forud at have talt med sin Hustru om, hvorledes det var gaaet til. Det lykkedes da ogsaa efter en kort Forhandling at saa Hr. Jørgensen til at indrømme, at hans Frue havde været opbragt og maaske nok brugt lidt skarpe Ord, samt at det var kedeligt, hun ikke havde ladet Pigen tilse af en Læge, før hun tvang hende til at staa op as Sengen. "Men", føjede Hr. Jørgensen til, "selv om min Hustru virkelig har forløbet sig, saa er det da tilgiveligt og ikke noget at sætte os i Bladet for." Det kan der vel være delte Meninger om. 

Efterhaanden var vi altsaa kommen bort fra det, at Hr. Jørgensens Tjenestefolk blev behandlet som hans egne Børn, og Proprietæren fandt det da ogsaa fornødent at komme med Undskyldninger, hvorfor dette idylliske Forhold ikke fandt Sted i saa fuld Udstrækning, som vi først havde opfattet det. De havde en Husjomfru - den første af de 3 i November Maaned - som for at slippe derfra havde spillet den Komedie at simulere syg, og saa mente de det samme var Tilfælde med den Pige som døde. Denne Husjomfru havde slet ikke fejlet noget, hvad hun ogsaa fluide have sagt til de andre Folk. men desuagtet havde Hr. Jørgensen ladet hende køre til København 2. Klasse paa Jærnbanen og senere i Droske til hendes Hjem. Han var ikke rigtig villig til at opgive os hendes Adresse, men senere fik vi dog at vide, at hendes Fader var Overbetjent i Politiet.

Vi sagde straks, at vi selvfølgelig ogsaa vilde lade den Del af Sagen undersøge, hvilket øjensynlig berørte Hr. Jørgensen meget ilde. Det kom nu lidt efter lidt frem, at Lægen har sagt, at Husjomfruen havde Feber af tyfoid Karakter og at hun efter "først at have simuleret" senere følte sig virkelig syg, hvilket Hr. Jørgensen valgte at gengive i den Form, at Husjomfruen skulde have sagt til en af Pigerne: "Nu tror jeg, at jeg bliver rigtig syg".

Vi gik Dagen efter til denne Husjomfrus Hjem, talte med hende selv, hendes Moder og Broder. Deres enslydende Forklaring lød saaledes: Tjenesten i Hr. Jørgensens Hus var overordenlig stræng, de maatte ikke alene arbejde Dagen lang, men ofte tage Natten til Hjælp, saa de fik altfor lidt Hvile og Søvn. Deraf blev Husjomfruen syg. Hun var saa daarlig af Underlivsbetændelse, at hun gik krumbøjet ved sit Arbejde, hun kastede al Føde - endog Diætkosten Mælk og Franskbrød op - , og havde dertil meget stærk Feber. Lægen gav Ordre til at hun skulde i Seng straks og benytte varme Omslag samt en Medicin, han skrev op. Da hun ikke kunde taale at spise, sagde Lægen, at hun i den første Tid skuide, saavidt muligt, undgaa at nyde noget. Hun laa i Sengen i Hr. Jørgensens Hus i 2-3 Dage, og blev saa, som sagt, transporteret til København.

Det kalder Hr. Jørgensen at simulere Sygdom! Ja, vi skal ikke føje yderligere Kommentar til den "Komedie", - jo, ét! Hr. Jørgensen sagde til os, da han hørte, vi nærmere vilde undersøge denne Sag: "Ja, nu mener De maaske det ser ud som jeg staar og lyver for Dem, vil bilde dem noget ind."

Paa ingen Maade, det ser ikke saaledes ud!

Vi tog ogsaa til Lyngby for at indhente yderligere Oplysninger, og fik der atter fuld Bekræftelse paa, at hvert Ord i vor Artikel var korrekt. Pigen var, trods hun var meget syg, bleven befalet at staa op og passe sin Gærning, var flygtet til Jærnbanestationen for at komme paa et Hospital i København, bleven hentet tilbage af Hr. Jørgensen og beordret i Seng øjeblikkelig af Lægen, da han fik hende at se. Doktor Lembcke gav Ordre til at hun skulde have Vin. Hr. Jørgensen fremhævede overfor os som noget storariet, at hun havde endog faaet Vin, nu viser det sig, at det ikke var ganske frivilligt. Desuden har Fruen flere Gange i Køkkenet jamret sig over, at nu havde Pigen drukket saa meget Vin og nu saa meget. Baade til Sygeplejersten og til Jomfruen og Pigerne sagde hun gentagende: "Herregud, det er da kun en Tjenestepige!"

Ja, dér er Kærnepunktet, den fuldblods kapitalistiske Opfattelse, at det kun er en Tjenestepige. Det er da hverken et Herskabsindivid eller en kostbar Hest eller Ko.

Det blev os sagt, at en af de Koner, som vaagede over den Syge, ikke havde været omhyggelig for hende, og at Patienten havde beklaget sig stærkt til Lægen, som i den Anledning udspurgte den anden Sygeplejerske.

Hvad der hændte efter Pigens Død giver dog maaske det bedste Billede af, hvor højt Herskabet vurderede hende og hvilken Grad af Agtelse de havde for hendes Lig. Efter Fru Jørgensens Ordre og Anvisning blev Liget klædt i en blaa- og hvidstribet Kjolenederdel og et graat Jersey Liv, alt af Pigens eget Tøj. Vi har aldrig hørt nogen pynte et Lig saaledes ud, som om det skulde til Maskerade, men det forstaar sig, det er jo billigt Ligtøj. Ovenpaa Spaanerne i Kisten blev der lagt ét enkelt gammelt Lagen med Huller paa og saa kort, at Ligets Fødder laa i de bare Spaaner, og en af Vaagekonerne, som forargedes over hele den Maade at klæde et Lig paa, søgte da noget Linned op i Pigens Kommode, rev et Stykke af og lagde det over Spaanerne. En Hovedpude var der ikke Raad til at lægge den Døde under Hovedet.

Da Kisten skulde bringes bort, blev den sat ud i Opvaskerkøkkenet - det Rum, hvor Pigerne vafler Mælkebøtter, Spande og Kar osv. - , og den Dødes tidligere Medtjenere bandt en grøn Ranke af lidt Blade fra Haven, som de lagde paa Kisten, del var hele den Pynt den fik. Præsten, som bor tilleje i Hr. Jørgensens Gaard, kom over og holdt en Tale, der nok ikke var helt fri for Hentydninger, og saa tog Mændene Kisten og bar den ad en Markvej udenom Byen ned til Ligkapellet.

Det Værelse, hvori Pigen laa syg. Pigekammeret, er i en ret dyb og sikkert ikke fugtfri Kælder. Det har ingen Kakkelovn, og Konen, som plejede den Syge, maatte en Dag, hun frøs, lægge i Kakkelovnen i Strygeværelset, der ligger ved Siden af. Der er Jærnstænger for alle Vinduer og om Aftenen bliver alle Døre omhyggeligt aflaasede af Hr. Jørgensen, saa Gud maa vide, hvorledes det vilde gaa Pigerne i Tilfælde af en Ildebrand.

Under vort Ophold i Lyngby var vi ogsaa inde at tale med Præsten, og dennes Karakteristik af Storbøndernes Forhold til deres Tyende og Arbejdere burde staas op paa hver en Port i alle Lyngbys Gaarde. Den og meget andet, der levende belyser det Forhold vi her har bragt paa Omtale, skal vi i Morgen komme ind paa i en følgende Artikel.

(Social-Demokraten 18. december 1891).

Proprietær Jørgensen anlagde i januar 1892 sag mod Social-Demokratens redaktør Wiinblad i anledning af artiklerne, inklusive den med pastor Heskjær (se andetsteds). I april 1893 blev Wiinblad ved Hof- og Stadsretten idømt en bøde på 100 kr. for krænkende indgreb i Jørgensens private livsforhold og ubeføjede og ærekrænkende udtalelser. Da retten mente at artiklerne gjorde det vanskeligt for Jørgensen at få tjenestetyende, fik han også en erstatning på 100 kr.