Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Ostre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag v|| han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet bende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

Kodenhavn, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit. 

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 

I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.

Høiesterets 2den Session.

Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.

Højesteretsdomme.

(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).

1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)

“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.

I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.

Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).

Nyfødt dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

Tiltale imod en Moder for at have dræbt sit uægte, nyfødte Barn. En Dag i afvigte Vinter blev en praktiserende Læge tilkaldt af en herværende Grosserer for at se til dennes Tjenestepige, Arrestantinden Johanne Bøøk, der for sin Husbond havde foregivet at være angreben af kopper. Efterat Lægen var kommen op til hendes Værelse, fandt han Døren aflaaset, og da den efter gjentagen Anmodning endelig blev aabnet, saa han Arrestantinden liggende paa Sengen og en Spand Vand staaende paa Gulvet, der bar Spor af betydelige Blodpletter, hvoraf Lægen strax formodede, hvad der var passeret; han spurgte da, hvor Barnet var. Efterat Arrestantinden først havde negtet at have noget Barn, pegede hun hen paa et Skab, hvor man endelig fandt Noget indsvøbt i en Avis, der viste sig at være et nyfødt, men dødt - skjøndt endnu ganske varmt - Drengebarn. De sædvanlige Oplivningsmidler bleve strax forsøgte, men uden Virkning. Under det i den Anledning foretagne Forhør tilstod Arrestantinden, at hun, der den 21de September f. A. var kommen hertil fra Sverige for at søge Tjeneste, og hvis Kjæreste boede i Malmø, var, efter at hun var kommen til Kundskab om sin Frugtsommelighedstilstand, men ikke havde omtalt denne for Nogen her, den 21de December sidstleden om Morgenen Kl. 5½ i sin Tjeneste staaet op i det Værelse, hvor hun laa alene. Da Fødselen hm pludselig paakom hende, og hun havde født et Drengebarn, der efter Fødselen gav Lyd fra sig, svøbte hun det ind i sin Klokke og søgte derpaa forgæves Hjælp i Huset, men fandt alle Døre lukkede. I Fortvivlelse herover opstod den Tanke hos hende, da hun atter kom tilbage til Værelset, at skjule Fødselen. Efterat hun derpaa havde seet til Barnet og fundet det levende, svøbte hun det paany ind i Klokken i den Tanke, at det mstder vilde dø, og at hun saa vilde skjule Fødselen. Da hun omtrent 10 Minuter derefter igjen saa til Barnet, fandt hun, at det nu var dødt, hvorfor hun tog det ud af Klokken og lagde det indsvøbt i et Stykke Papir ind i et Skab under Vinduet. Ifølge den foretagne Obduktionsforretning har det omhandlede Barn været fuldbaaret, levedygtigt og nyfødt, har trukket vejr og har altså levet efter Fødselen; dets Død var antaget bevirket ved Kvælning, hvorhos den vedkommende Læge efterat Arrestantinden i Retten havde paavist, hvorledes hun navnlig anden Gang havde indsvøbt Barnet i Klokken, havde erklæret, at dette ved en saadan Indsvøbning upaatvivlelig af Mangel paa Luft omsider har maattet dø. Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og ikke før straffet, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 192, 1ste Led, med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København)_20. april 1869).

Julie Olsen. (Efterskrift til Politivennen).

Forsøg paa at dræbe sin Husbond og Madmoder m. M. En paa Christianshavn boende Skrædermester havde i den senere Tid om Morgenen, naar han stod op, savnet mindre Pengebeløb af sin Portemonnaie, der laa i hans Benklæder, hvilke han om Aftenen, inden han gik tilsengs, lod ligge i et Værelse ved Siden af sit Sovekammer. I den Anledning fattede han Mistanke til sin Tjenestepige Julie Olsen, der ogsaa for sin Madmoder tilstod, at hun tre forskjellige Gange havde frastjaalet ham, de to første Gange 1 Mark ad Gangen og den sidste Gang 2 Mark. Da hendes Husbond senere henad Aften samme Dag , da det omtalte Tyveri blev opdaget, kom hjem eg tilligemed sin Kone vilde drikke en Kop Kaffe, som Pigen havde tillavet og sat paa Kakkelovnen i Stuen, fandt man ved at nyde et Par Mundfulde af den, at dens Smag var syrlig og modbydelig. Pigen, der imidlertid var gaaet i Seng, blev nu tilkaldt, men hun negtede at vide af, at der var kommet Noget i Kaffen, hvorpaa hun atter gik i Seng uden nærmere at forklare Sandheden. For at komme til vished herom lod hendes Husbond den i Kaffekanden tilbageblevne Del af Kaffen helde i en Flaske og bragte den selv til Undersøgelse paa et Apothek, hvor det blev erklæret, at der var blandet Svovlsyre i den. Paa Grund af den herved imod Pigen opstaaede Mistanke blev Sagen anmeldt for Politiet, og hun blev arresteret. Arrestantinden tilstod nu, at hun, der paa Grund af det af hende tilstaaede Tyveri ønskede at skifte fra sin Tjeneste, havde i Harme og af Hævngjerrighed over, at hendes Madmoder havde negtet at udlevere hende hendes Skudsmaalsbog, men henvist hende til Manden, hvis hun vilde skifte, samt - hvad dog hendes Madmoder har nægtet - truet hende med at give hendes Skudsmaalsbog Paategning om Utroskab, besluttet at forgive sin Husbond og Madmoder og i denne Hensigt blandet en Theskefuld Polervand i den af hende tillavede Kaffe, der var bestemt til at nydes af dem. Arrestantinden vidste vel, at Polervandet kunde medføre Døden, men ikke, hvor stor en Mængde der behøvedes for at fremkalde en saadan Virkning. Efter vedkommende Læges Erklæring indeholdt Blandingen foruden Vand og Kaffe væsentlig kun Svovlsyre, og dette sidste Stof i en saa ringe Mængde, at Vædsken ikke kunde have nogen giftig Virkning og ikke heller, selv nydt i større Mængde, saasom en Kop, fremkalde nogetsomhelst sygeligt Symptom, hvilket den ikke heller antoges at have medført for Nogen af dem, der smagte paa den. Ved Kriminal og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 28 Aar gammel og 2 Gange straffet for Tyveri, anseet efter Straffelovens § 231, 1ste Led, og § 190, jfr. § 46, med 8 Aars Tugthusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 6. april 1869).

Højesteret stadfæstede dommen den 4. maj 1869. Herefter forsvinder hun ud af avishistorien.

“Julie Olsen; hjh: i Frederikshavn; str: 2 Gange for Tyveri og 1 Gang med 8 Aars Tugthusarb: her for Tyveri og attent: Giftmord af Hævnlyst. Mist: Prot: K. Pag 323. 156”. [1876/1877] Forbryderalbum 1874-1882. Genealogisk Forlag.

Om det kvindelige Tyende i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den sørgelige Begivenhed, som et Dagblad fornylig meddeelte sine Læsere om en stakkels 18aarig Pige fra Jylland, der, efter i en otte Dages Tid forgjæves at have søgt Tjeneste i Kjøbenhavn, af Nød og Elendighed blev syg, fik Koldbrand i Fødderne, og - efter haarde Lidelser døde! har en æret Indsender i Berl. Tid.'s Nr. 12 blandt Andet yttret, at den stakkels Pige, for at finde hvad hun søgte, blot havde behøvet at banke paa en af de tvende Stiftelsers Døre, der i den senere Tid under Navn af Tjenestepigehjem ere opstaaede hos os og have til Øiemed at yde netop saadanne ærbare Piger, der ere uden Tjeneste, "et midlertidigt Tilflugtssted, hvor de imod en yderst ringe Betaling, 6 sk, daglig, og mod at arbeide for Stiftelsen, kunne erholde Kost og Logis samt nyttig Beskjæftigelse under kyndig og kjærlig Opsigt og Veiledning, indtil de derfra kunne blive anbefalede til at erholde Tjeneste eller selv forskaffe sig den".

Indsenderen af disse Linier seer sig imidlertid istand til fra paalidelig Kilde at meddele, at medens begge de nævnte Stiftelser endnu kun have et meget indskrænket Omfang (der er i begge tilsammen kun Plads til 24 Piger), er Søgningen til dem saa stor, at de kun altfor ofte af absolut Mangel paa Plads maae afvise ærbare Piger, der bede om Optagelse, og det under Forhold, der egne sig til at vække den inderligste Medlidenhed. Ligeledes søge Herskaber og Huusmødre, der trænge til Piger, meget flittigt til disse Stiftelser, og Vaske-Arbeide, hvormed Pigerne der væsentligt skulle beskæftiges, er der ogsaa fuldt op af - om det saa var til mange flere Piger. Skulde nu Nogen være saa velvillig at spørge, hvorfor disse Stiftelser da ikke udvide sig, naar Alt lyder paa, at der er saa stor Trang til dem, saa er svaret let at give: Det er ene og alene fordi de mangle de dertil nødvendige Pengemidler! Det er saaledes hverken til Tjenestepiger trængende Herskaber eller de til Tjenester trængende Piger, nei, det er Velgjørenheden, hvis Opmærksomhed det gjælder om at henlede paa, at saadanne Tjenestepigehjem nyligt ere oprettede, at de virke mod Held, men at deres Udvidelse, saa paatrængeude ønskelig som den er, kun er mulig ved en rigeligere Tilstrømning af saadanne Pengegaver, som de skylde deres Oprindelse.

"Saa! - skal der der nu atter indsamles og bidrages til noget Nyt; naar skal det dog faae Ende!" ville maaskee Nogle udbryde. Nei, Ende faaer det vist aldrig, og en vis Anerkjendelse vil der dog forhaabentlig heller aldrig blive nægtet dem, der paatage sig at tilbyde Andre deres Tjeneste til Anvendelsen af Penge, som disse ofte nok og gjerne bortgive, men som i deres for den nødvendige særlige Erfaring, Sagkundskab og Tid og Leilighed blottede Hænder, og derhos adsplittede i en Mængde større eller mindre Dele, umuligt kunne udrette det Samme som større samlede Pengesummer, naar de betroesen i det særlige Øiemed dannet Forening af flere i Besiddelse af de fornævnte nødvendige Qvalificationer værende Mænd eller Kvinder.

Noget "Nyt" er det forøvrigt ingenlunde, hvorom her handles; thi allerede for henved 6 Aar siden gjordes den til Gjenstand for Omtale bl. A. i "Berlingske Tidende" for 5te Marts 1863 og i "Folkets Avis" for 2den Novbr. s. A., og det var altsaa først henved 4 Aar derefter, at en lille Begyndelse gjordes dermed i vort gode Kjøbenhavn. Det turde derfor ikke være ubetimeligt, her at gjenkalde i Erindringen den klare men sørgelige Fremstillig, som der dengang - ud af en offentlig Meddelelse om den, af "Foreningen for ulykkelige Pigers Frelse i Kjøbenhavn" udøvede Virksomhed - blev givet af, hvor ulykkeligt en Tjenestepige i Kjøbenhavn er stillet, saasnart hun kommer til at ligge ledig.

Hun kan nemlig ikke faae det simpleste Logis under 3 a 4 Mk. om Ugen og den simpleste Føde under 1 Mk. om Dagen, hvilket for en Maaned udgjør 7 Rd. 3 Mk., medens hun af sin tarvelige Fortjeneste - 2 a 3 Rd. om Maaneden - sjelden er istand til at kunne opspare Noget, saa at hun strax maa gribe til at pantsætte sin Garderobe. Seer hun sig da efter i nogen Tid at have betalt de ublue Renter, som i Almindelighed ere l sk af l Mk. hver ottende eller fjortende Dag - ude af Stand til at indløse Pantet og imidlertid har opslidt sine faa tilbageblevne Klæder og Skotøi, saa er det intet Under, at hun snart - aldeles hjælpeløs - synker ned i Nød og Elendighed. Mange af de 193 Piger, der henvendte sig til ovennævnte Forenings Bestyrelse, vare i den Grad fattige og blottede for det Nødvendige, at de ikke engang eiede et eneste Sæt Klæder, men indfandt sig hos Bestyrelsen med laant Overtørklæde og Skotøi og saa godt som blottede for Undertøi, fordi de omtrent ikke eiede Andet end den Kjole, som de havde paa. - Lader os - hedder det sammesteds videre, takke og prise de hæderlige Mænd, der have paataget sig at samle og anvende veldædige Medborgeres Bidrag til at afhjælpe denne Nød og Elendighed, et Hverv, hvis ikke mindst besværlige og sørgelige Side det turde være at blive Vidne til langt mere Nød og Elendighed, end Midlerne kunne strække til at afhjælpe; og lader os ikke undre os over, at naar af 193 kun 72 kunne hjælpes, der da vel gives Fortrinnet til dem, der ere nærmest ved at fortabes, uanseet at de øvrige egentlig kun have en noget fjernere Udsigt til samme Elendighed, men - lader os dog heller ikte undladt at spørge og at undersøge, om det virkelig skulde være det Rette, det Retteste og det eneste Gjørlige, at vedblive med saaledes kun at række en hjælpende Haand, naar Ulykken er aldeles overvældende. Lader os tænke os, hvad saadan en Pige har maattet gaae igjennem baade i legemlig og i sjælelig Henseende inden hun kommer saa vidt, at hun indfinder sig hos Bestyrelsen for fornævnte Forening med laant Overtyrklæde og Skotøi og saa godt som blottet for Undertøj, fordi hun omtrent ikke eier Andet end den Kjole hun har paa. Er dette dog ikke en rædsom Beskrivelse, lsær da det vel bør bemærkes, at her slet ikke er Tale om aldeles faldne Piger, hvilke nemlig ere udelukkede fra "Foreningens" Virksomhed.

Derefter henvises i nævnte Nr. af "Folkets Avis" til. hvad der i "Berl. Tid." af 5te Marts f. A. meddeeltes om de paa flere Steder i Udlandet i de senere Aar oprettede "Pigeherberger", d. e. Huse særligt indrettede til paa kortere eller længere Tid at optage ærbare Piger uden Tjeneste, hvor disse imod en billig daglig Betaling ikke alene erholde Kost, Logis og Beskæftigelse, men tillige under en kyndig og kjærlig Veiledning uddannes og undervises i den rette Udførelse af de forskjellige Arbeider, der forlanges af kvindeligt Tyende, hvorefter de anbefales til Familier, der behøve deres Tjeneste; en Indretning, der i en af Fastlandets store Stæder i 8 Aar har faaet en saadan Fremgang og viist sig i den Grad lige nyttig for dem, der søge Tjeneste, og dem, der søge Tyende, at Antallet af Herbergets Senge er steget fra 8 til over 80, og at i 1862 Antallet af dem, der i Herberget søgte velanbefalede Piger, var mere end dobbelt saa stort som Antallet af de Piger, der kunde tilbydes. 

Den Indflydelse, som et saadant Herberg udøver, udmærker sig fremfor den blotte Uddeling af Pengegaver i følgende væsentlige Henseender :

1) Den Hjælp, Herberget tilbyder, er ingen Almisse, ligner ikke engang en saadan, der saa ofte virker demoraliserende, idet den meer eller mindre udelukker den Hjælpsøgendes Selvvirksomhed, hvilken Herberget derimod baade fordrer, ansporer og leder.

2) Herbergets Hjælp indskrænker sig ikke til materielle Midler alene, som altid ere meer eller mindre snevert begrændsede saavel i Omfang som i Indflydelse, men bestaaer tillige i saadanne moralske Midler, paa hvilke christelig Kjærlighed er uudtømmelig, og hvis Frugter Tyvehaand ikke kan stjæle og Møl og Rust ikke kunne fortære.

Med Hensyn til begge de hos os bestaaende Tjenestepigehjem kunne vi forøvrigt henvise til Kjøbenhavns Vejvisers Realregister fer 1869, hvoraf det bl. A. vil sees, at Begge bestaae ved frivillige Gaver. Og hermed tillade vi os saaledes paa det Varmeste at anbefale denne Sag, det kvindelige Tyendes Sag, hvis Tjeneste vi Alle behøve, hvis Indflydelse paa vore huuslige Familieforhold er saa stor, hvis sædelige Tilstand der klages noksom over, men som der hidtil gjøres saa Lidt for at forbedre.

* * *

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. marts 1869).

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

Under en sidstafvigte Fredag ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret paakjendt Sag havde en paa Ørholm tjenende Pige paastaaet sin Husbond anseet efter Tyendelovens § 44, jfr. § 43, for med en Rem at have tilføiet hende Hug og Slag, samt med Mulkt for det nævnte Forhold og derhos tilpligtet at betale Sagens Omkostninger, hvorimod den Indklagede, næst at paastaa sig frifunden for Klagerindens Tiltale, efter udtaget Kontraklage havde paastaaet hende anseet efter Tyendelovens § 47 for uden Tilladelse at have forladt sin Tjeneste, samt derhos idømt Omkostningerne saavel ved Hoved- som ved Kontrasøgsmaalet. Efter hvad der under Sagen var oplyst, havde Pigen den 2den Juli d. A. uden Opsigelse forladt sin Tjeneste, men ment at være berettiget hertil paa Grund af, at Husbonden umiddelbart iforveien havde mishandlet hende, som er 21 Sar gammel, med Slag af en Rem, til Oplysning hvorom hun havde produceret en Lægeattest, ifølge hvilken der saavel paa hendes Ryg som paa Armene fandtes forskjellige 1½ Tomme brede, røde Striber eller Pletter paa svullen Grund. Et fuldstændigt fyldestgjørende Bevis for, at disse Beskadigelser vare tilføiede Pigen ved Slag af Husbonden, havde hun vel ikke kunnet tilveiebringe; men ved de afhørte Vidners Forklaring om, at hun for dem havde beklaget sig over at være slaaet af Husbonden, samt til dem forevist sin blottede Ryg, som bar Spor af Slag, var der dog i Forbindelse mrd den ovennævnte Lægeattests Udvisende tilveiebragt en saadan Formodning herfor, at Sagers Udfald fandtes at kunne gjøres afhængig af Husbondens Ed, saaledes at han, saafremt denne ikke aflægges, i Medfør af Straffelovens § 200 vil have at betale en Statskassen tilfaldende Mulkt af 10 Rd., der i Mangel af fuld Betaling bliver at afsone med simpelt Fængsel i 5 Dage, samt i Henhold til Tyendelovens § 44 jfr. § 43, at tilsvare Pigen Løn for det løbende Halvaar, som af hende paastaaet, samt Kostpenge for 8 Uger a 2 Mk. daglig , hvorimod hun, saafremt Eden afIægges, maa ansees som havende forladt sin Tjeneste i Utide og uden lovlig Grund og derfor foruden vi have forbrudt den fortjente Løn endvidere vil have at betale Husbonden et Fjerdingaars Løn samt en Bøde til Politikassen af 2 Rd. Med Hensyn til Sagens Omkostninger fandtes disse i sidste Tilfælde at kunne hæves, medens Husbonden, saafremt Eden ikke aflægges, ogsaa fandtes at maatte tilsvare Pigen disse med 5 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 3. september 1868)

Fødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 26de August.

- For nogen Tid siden tildrog der sig heri Egnen en Begivenhed, som vi ikke tidligere have villet omtale for ikke at komme til at gribe forstyrrende ind de optagne Forhører. Sagen dreier sig nemlig om Intet mindre, end om et fuldbyrdet Forsøg paa Fosterfordrivelse, en Forbrydelse, som vel desværre neppe foregaaer saa ganske sjeldent, om den end sjeldent foreligger saa aabenlyst, at vedkommende kunne drages til Ansvar derfor. I dette Tilfalde er det en Tjenestepige, som, efterat være bleven besvangret af sin Huusbond, har søgt og faaet Raad for saadan Fordrivelse af et heri Egnen velbekjendt Fruentimmer, som efter hvad der siges skal have "hjulpet" Mange i lignende Omstændigheder. Pigen fulgte det givne Raad, og kort efter nedkom hun med et neppe Maaneder gammelt Foster, hvilket hun og Barnefaderen nedgravede etsteds paa en Mark. Hvorvidt der ved Fødselen har været Liv i Fosteret, og hvor stor en Andeel det omtalte Fruentimmer har havt i Forbrydelsens Udførelse vides endnu ikke med Vished; men forhaabentlig vil dette, ligesom hele Forholdet, blive nærmere bekjendt, naar Forhørerne ere sluttede. Foreløbig kunne vi meddele, at baade Pigen og Manden, der er frasepareret sin Hustru, have aflagt fuldstændig Bekjendelse, og at det omtalte Fruentimmer vil blive gjort uskadeligt idetmindste for en Tid.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. august 1868).

Hanne Louise Buusmann. (Efterskrift til Politivennen)

Bedrageri. En Dag i Slutningen af Juni Marned d. A. indfandt en ung Dame sig i Butiken hos en paa Østergade boende Uhrmager og udbad sig udleveret det af Hansen til Reparation indleverede Uhr. Da Uhrmageren, der netop 14 Dage forinden havde modtaget et Sølv Cylinder-Lommeuhr til Reparation af en Løitnant Hansen, spurgte, om det var til denne, og Damen hertil svarede Ja tog han, der antog hende for et Sendebud fra Hansen, ikke i Betænkning at udlevere Uhret til hende, der for dets Reparation betalte 14 Mk. Da Eieren senere indfandt sig for at afhente sit Uhr og erfarede, at det var udleveret, erklærede han, at han ikke havde sendt Nogen for at hente det, og Uhrmageren indsaa nu, at han havde været Gjenstand for et Bedrageri, hvorfor han anmeldte Sagen for Politiet. Dagen efter anmeldte en Uhrmager i Vognmagergade, at en Dame, hvis Udseende betegnedes som aldeles stemmende med den ovennævntes, paa samme Maade hos ham havde faaet et af ham til Reparation modtoget Uhr udleveret, idet hun først opgav, at Eierens Navn var Petersen, men paa Uhrmagerens Erklæring, at han ikke havde noget Uhr til Nogen af dette Navn, senere forandrede Navnet til Nielsen, hvilket passede paa en Værtshuusholder Nielsen, der netop havde et Uhr hos ham til Reparation. Da Damen paa det Spørgsmaal, om hun vidste, hvad det skulde koste, svarede, at hun havde 7 Mk. med hjemmefra til at betale det med. hvilket netop var Prisen for Uhrets Reparation, fik hun det ogsaa udleveret til ikke liden Forundring for dets herom uvidende Eier, da denne senere indfandt sig for at hente sit Uhr. Efterat den ommeldte Dame saaledes under det svigagtige Foregivende, at hun af de vedkommede Eiere var berettiget til at modtage be omhandlede til Reparation leverede Gjenstande havde faaet udleveret 6 Uhre til en Værdi af 51 Rd. hos forskjellige Uhrmagere, af hvilke hun endog havde havt den Frækhed at indfinde sig 3 Dage itræk hos en og samme Uhrmager for paa denne Maade at faa et Uhr, der endnu ikke var færdigt, udleveret, blev hun, hvis Navn er Hanne Louise Buusmann, omsider, efterat forskjellige Anmeldelser om disse og lignende Bedragerier vare indløbne til Politiet, anholdt hos en Uhrmager paa Nørrebro. hvor hun ligeledes forsøgte paa den anførte Maade at faa et Uhr udleveret. Arrestantinden, der tilstod de ommeldte Bedragerier og derhos indrømmede at have paa lignende svigagtig Maade forsøgt at faa Uhre udleverede hos en stor Mængde Uhrmagere, forklarede, at hun ved i Reglen at hilse fra Hansen ikke sigtede til nogen bestemt Person, men i Almindelighed ved Bedrageriernes Udførelse brugte dette Navn, da det var saa almindeligt, idet hun ventede at der nok vilde findes et Uhr under dette Navn. De saaledes hende tilvendte Uhre pantsatte hun strax for herved at forskaffe sig Penge til at leve for, da hun ikke kunde tjene Tilstækkeligt ved at sy Handsker og ikke kunde faa nogen Tjeneste. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 18 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri, nu anseet efter Straffelovens § 251 og § 46 jvfr. den nysnævnte Paragraf, med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Dags-Telegraphen_(København) 6. august 1868)

“Hanne Louise Buusmann, født og hjemmeh: i Kbhvn:; Boutikstyv og Bedragerske ved at Pantsætte Andres Tøi og ved at henvende sig til Uhrmagere og erholde Andres Uhre udleveret. Mist: Prot: G. Pag 334”. Under billedet i protokollen er noteret: “49 død i Straffeanst:” Fotograf: “P. Th. Olsen’s Fotografiske Atelier, Fælledveien 9.” [1869]. Genealogisk Forlag.

Tyveri. En Formiddag i Slutningen af forrige Maaned indfandt et Fruentimmer sig i en Guldsmedboutik i St. Kongensgade og forlangte at see paa nogle Guldkjæder. Da den derværende Guldsmed af en Collega paa Østergade var bleven underrettet om, at et ungt Fruentimmer for nogle Dage siden havde været i dennes Boutik for at see paa Guldkjæder og ved samme Leilighed havde stjaalet en saadan, var han ifølge det ham opgivne Signalement overbeviist om, at det ovennævnte tilstedeværende Fruentimmer var den samme Person, hvorfor han passede nøie paa, at hun ikke tilvendte sig nogen af de Guldkjæder, han foreviste hende, og aflaasede tilsidst Boutiksdøren for at forsikkre sig hendes Person; men i det Samme sprang Fruentimmeret, der anede Uraad, i en Fart over Boutiksdisken og løb igjennem flere Værelser, indtil hun fandt et til Gaarden aabentstaaende Vindue, hvorigjennem hun i største Hast sprang ud og ilede op i Sidehuset, hvor hun skjulte sig. Guldsmeden fik imidlertid Øie paa en Politibetjent, der paa Opfordring søgte Fruentimmeret i Sidehuset, hvorfra hun blev transporteret til Politistationen.

Den Anholdte var det samme Fruentimmer, Hanne Louise Buusmann, som for nylig paa bedragerisk Maade havde tilvendt sig flere Uhre hos forskjellige Uhrmagere heri Staden, hvorfor hun ved Kriminalrettens Dom var bleven anseet med 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvilken Straf hun endnu ikke havde udstaaet, men havde Tilladelse til at være ude i Mellemfristen af Straffetiden.

Arrestantinden vedgik, at hun om Eftermiddagen den 27de f. M. var gaaet ind hos Juveller Christesen paa Østergade for at see Leilighed til at stjæle og lod sig i denne Anledning forevise nogle Guldkjæder under Foregivende af at ville kjøbe saadanne, hvorved hun fik Leilighed til, medens Boutiksjomfruen vendte sig om, at tilvende sig en til 25 Rd. vurderet Guldkjæde, som hun endnu samme Aften pantsatte paa Assistentshuset for 15 Rd.

De paafølgende Dage indfandt Arrestantinden sig i to andre Guldsmedboutiker, hvor hun ved at lade sig førerne Ringe og Kiæder ogsaa søgte Leilighed tll at stjæle, men uden at det lykkedes hende. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 18½ Aar gl. og som ommeldt før straffet, nu anseet efter Straffelovens §§ 228 og 46 atter med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1868)

Den 29. oktober 1869 anmeldtes for skifteretten straffefangen Hanne Louise Buusmann, så hun må være død. Notitsen melder ikke noget om hvordan hun døde.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags Morges fandtes i Kanalen i Frederiksberg Have Liget af et spædt Barn, der imidlertid var i en saa forraadnet Tilstand, at der ikke kunde foretages nogen Obduktion. Liget var imidlertid indsvøbt i et graat og blaatærnet uldent Tørklæde, og de Undersøgelser, som af søndre Birks Politi bleve anstillede for at udfinde Eieren af Tørklædet og derved mulig komme paa Spor efter Gjerningsmanden til den begaaede Forbrydelse, have allerede igaar ledet til det Resultat, at en i Smallegade tjenende 20aarig Pige har tilstaaet, at hun, efterat hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. havde født et levende Pigebarn i Dølgsmaal, havde, da dette begyndte at skrige, kvalt det med egne Hænder, hvorefter hun beholdt Liget under Dynen indtil om Morgenen, da hun, medens hendes Husbond med Familie drak The i et tilstødende Værelse, bar Liget op paa Loftet og lagde det i Tørklædet op under Taget, hvor det blev liggende, indtil hun for omtrent 1 Maaned siden, da hun skulde hente Vand i Kanalen i Frederiksberg Have, tog det med sig og kastede Barnet i Kanalen. Hun har yderligere forklaret, at hun for at skjule sin Skam, strax da hun følte sig svanger, besluttede at føde i Dølgsmaal og at ombringe Barnet, hvis det var levende; uden dog at have lagt nogen bestemt Plan herfor.

(Dags-Telegraphen (København) 1. juli 1868)

P. E. Klæstrup: Smørrebrødsplainen i Frederiksberg Have Pintsemorgen. Illustreret Tidende nr. 453. 31. maj 1868.

Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætligt Barnemord. Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i Torsdags paakjendt Sag var Arrestantinden Maren Kirstine Hansen, som er født den 10de April 1847 og ikke tidligere er tiltalt eller straffet, ved egen med de øvrige oplyste Omstændigheder stemmende Tilstaaelse overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætlig at have dræbt sit uægte Barn strax efter Fødselen. Efter at hun i forrige Sommer havde følt sig besvangret udenfor Ægteskab, besluttede hun nemlig for at skjule sin Skam, at føde i Dølgsmaal, og hvis hun fødte et levende Barn, da at aflive dette. Hun vedblev derpaa at holde sin Tilstand skjult for Enhver, og da hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. i sin Kondition paa Frederiksberg blev angreben af Fødselssmerterne, og hendes Madmoder, som havde hørt hende jamre sig, gik ned til hende for at spørge, hvad der festede hende, foregav hun at have Mavesmerter. Da Fødselen noget efter indfandt sig, og hun nu hørte Barnet skrige og derved forvissede sig om, at det havde Liv, tog Arrestantinden, som ikke tidligere havde fattet nogen Beslutning om Maaden, paa hvilken hun vilde dræbe dette, Barnet med den høire Haand om Halsen og kvalte det, medens det endnu laae under Dynen. Efterat Barnet var hørt op at skrige, og Arrestantinden deraf sluttede, at det var dødt, forblev hun dog, da det endnu var mørkt, efter hvad hun antager, i flere Timer, liggende, og da det omsider var blevet lyst, tog hun Liget op, saae, at det var et Drengebarn, og benyttede derefter Lejligheden, medens hendes Huusbond og Madmoder drak Thee, til at bringe Liget op paa Loftet, hvor hun skjulte det indsvøbt i et Stykke af et uldent Tørklæde. Der lod hun det blive liggende indtil begyndelsen af forrige Maaned, da hun en Aften, paa hvilken hun blev sendt til Frederiksberg Have for at hente Vand, kastede det i en af Kanalerne, hvor det om Morgenen den 29de s. M. blev fundet indsvøbt i det ommeldte Tørklæde, men i en saa forraadnet Tilstand, at det efter Lægens Erklæring var umuligt at opducere det. Arrestantinden blev saaledes at dømme efter Straffelovens § 120, sidste Deel, og § 194. sammenholdt med § 62, og Straffen blev med Hensyn til, at det var blevet oplyst, at hendes Aandsevner vare meget indskrænkede, at hendes tidligere Opførsel havde været god, samt hun, der er født udenfor Ægteskab, har nydt en meget forsømt Opdragelse, fastsat til 4 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1868).

Bortvisning af Tjeneste og Fornærmelse i Ord. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige havde for Retten indklaget en herværende Bagermester, fordi denne den 21de Marts d. A havde tilføiet hende flere Slag, udskældt hende for en "lumpen Tyvekvind" og sigtet hende for at have bestjaalet ham, samt fordi han havde uden lovlig Grund bortvist hende af Tjenesten, hvorfor hun havde paastaaet den Indklagede dels straffet for de verbale og reelle Injurier imod hende, dels tilpligtet at betale hende Løn for Marts Maaned d. A. med 3 Rd. 4 mk.. Kostpenge fra 21de Marts til 1ste April, begge Dage indbefattede, efter Rettens Bestemmelse, samt Sagens Omkostninger, hvorhos hun havde paastaaet de fornærmelige Udladelser mortificerede. Under Sagen var det af begge Parter erkjendt, at Klagerinden havde tjent den Indklagede maanedsvis for en maanedlig Løn af 3 Rd. 4 mk. og Kost og Logis, hvilken Tjeneste efter Opsigelse skulde ophøre den 1ste April d. S. Klagerinden havde imidlertid ikke imod den Indklagedes Benegtelse bevist, at denne havde fornærmet hende i Ord eller Gjerning, ligesaa lidt som der var tilvejebragt en saadan Formodning, at Partsed kunde komme til Anvendelse. Derimod havde den Indklagede erkjendt, at hm den 21de Marts d. A. havde bortvist Klagerinden af Tjenesten; men hertil havde han anseet sig for berettiget, fordi Klagerinden i Tjenestetiden og lige til den sidste Dag havde tilladt sig grove og fornærmelige Ytringer imod den Indklagedes Hustru; og da Klagerinden ogsaa havde indrømmet, at hun den 21de Marts d. A., efterat den Indklagedes Hustru havde kaldt hende "en beskidt Tøs", har sagt til denne "saa maa det være Dem, der er en beskidt Kjælling", skjønnedes den Indklagede i Tyendeloven af 10de Mai 1854, § 41 Nr. 4, at have havt tilstrækkelig Hjemmel til den skete Bortvisning. Som Følge heraf blev den Indklagede ved Kriminal- og Politirettens Dom imod til Klagerinden at betale 2 Rd. 3 mk. iøvrigt frifunden for hendes Tiltale.

(Dags-Telegraphen (København) 18. maj 1868).

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem 1867-1877. (Efterskrift til Politivennen)

En af de almindeligeste klager i vore Dage er vistnok den gjensidige klage, der lyder over Tyendeforholdet. Paa den ene Side anke Herskaberne over, at Tjenestepigerne ikke længer tilfredsstille deres Fordringer, og skifte dem derfor ofte, hyppigst i Utide, og for ringe Aarsagers Skyld; paa den anden Side have Tjenestepigerne faaet Fordringer til Livet, der ikke kunne tilfredsstilles og derfor volde hyppige Skiftninger fra deres Side, for at opnaae noget Bedre. Følgen heraf bliver, at vort gamle halvaarlige Tyendeforhold næsten ikke mere existerer, og at Tjenestepigerne i de fleste Tilfælde fæstes paa en Maaned, uden Hjælp i Sygdom, udsatte for Alt. Ude af sin Tjeneste, uden Støtte, uden Hjem her i Byen, er hun blottet for Alt, udsat for de største moralske Farer og Fristelser.

Vi bør imidlertid mindes, af hvilken Vigtighed denne klasse er for Samfundet. I vort Hjem betroe vi Alt til den, vort hele Liv ligger aabent for den, til den betroe vi det Bedste, vi eie, vore Børn. Og for det store Samfund er det denne Stands Betydning, at det er fra den, at Haandværkeren, Arbejderen, Folkets store Masse henter sig sin Hustru, Moderen til sine Børn, den kommende Slægt! Heri ligger en alvorlig Opfordring for os til at kæmpe mod de Farer, der omgive den unge Tjenestepige i hendes Tjenesteledighed, at søge at bevare hende uskadt for vore Hjem og for Fremtidens Slægt!

Drevne af de sørgelige Erfaringer, vi have gjort, have Undertegnede derfor besluttet, om vi kunde finde Bistand, at oprette el Hjem for Tjenestepiger, hvor de kunde søge hen under deres Tjenesteledighed, blive optagne mod ringe daglig Betaling, og derhos blive sysselsatte, til en ny Tjeneste kunde anvises dem. I dette Hjem vilde der ikke blive taget Hensyn til Religionsbekjendelsen, men der vilde blive strengt vaaget over, at Ingen bliver optaget, der ikke kan fremvise Vidnesbyrd for at have tjent og for sædelig Opførsel. For at lette Pigerne Adgang til at faae Tjeneste, ville vi arbeide for, at Husmødrene kunne fæste dem der.

Vinder dette vort Forehavende Tilslutning og Fremgang, da er det vort Ønske dermed at kunne forene et Sted, hvor Tjenestepigerne, der ønske det, kunde samles om Søndagen, for at arbeide paa deres Klæder og blive underviste ved Samtale eller Oplæsning, der passer for deres aandelige Udvikling, og maaskee en Opdragelsesanstalt for vordende Tjenestepiger fra det 14de Aar.

Med dette for Øie henvende vi os til enhver Moder, der er saa lykkelig at kunne beholde sine Børn i sit Hjem, til enhver Qvinde, der ikke behøver at forlade Hjemmet for at tjene blandt Fremmede, til enhver Mand, der vil modarbeide Fordærvelsen, der griber om sig, - med Bøn om, at de ved deres Bidrag, smaa eller store, een Gang for Alle eller aarlige, ville sætte os istand til at begynde vort Foretagende. Vi bede dem betænke, hvilken Lettelse det vil være for Forældres Sind, der sende deres Døttre ud at tjene, hvilken Betryggelse det vil være for dem at vide, at der vil være et Sted, der kjærligt aabner sig for dem, naar de staae uden Tjeneste, der vil vaage over dem med kjærligt Alvor, til hvilket de altid ville kunne tye i de Timer, der staae til deres Raadighed, og der tinde et Hjem, de saa ofte og dybt maa savne!

Vi henvende os derfor trestig til den christne Menighed og til Enhver i den, der besidder et christeligt Sind og et kjærligt Hjerte, til Enhver, der vil tjene Gud i at kæmpe mod det Onde, Neden og Fordærvelsen, med Bøn om at staae os bi med Bidrag og personlig Hjælp.

Kjøbenhavn den 20de Septbr. 1866.

Elisa Falkenskjold, Hauserpladsen 16.

Josephine Schneider,  Nørrebroes Skolegade 2.

Lauritz H. Schmidt, Præst ved Frederiks Hospital.

(Fædrelandet 28. september 1866).

Hjemmet åbnede den 1. januar 1867 i Østergade 52, mellembygningen og blev senere på året flyttet til Store Kongensgade 90, (Frederiks Kirkeplads). Sidstnævnte bygning er nedrevet, den nuværende er fra 1880.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem 

har i Halvaaret fra den 1ste Januar til 1ste Juli 1867 været benyttet af 42 Piger, der alle derfra have faaet passende Tjenester. 

I samme Tidsrum have Udgifterne været ialt 385 Rd. 1 Mk. 12 Sk., deraf 45 Rd. 5 Mk. 12 Sk. til Indjøb af noget Inventarium.

[Herefter følger en liste over indkomne bidrag]

Idet vi takke for den Hjælp, der alt er ydet os til at fremme Sagen, saavel i Gaver, aarlige Bidrag, Dhrr. Redaktørers velvillige Optagelse as vore Bekjendtgjørelse, som i den Beboelse Indenrigsministeriet har overladt os for en billig Leie, tillade vi os at henledt Opmærksomheden paa, at enhver af undertegnede Bestyrelse med inderlig Tak fremdeles modtager, hvad kjærlige Hjerter ville yde til Anstaltens Udvidelse.

Kjøbenhavn, den 1ste Juli 1867.

Elisa Falkenskjold, Hauserplads 16.

L. H. Schmidt, Præst ved Frederiks Hospital.

G. F. Borch, dr. med., Store Fiolstræde 17.

C. H. Boldt. Kassserer, Dosseringen 8.

(Dags-Telegraphen (København) 23. juli 1867).

Notits i Fædrelandet 6. november 1867 hvori der berettes om de første måneder af hjemmets eksistens.

En gang om ugen fik pigerne vejledning i syning. Og blev ellers sysselsat med vask og anden husgerning.

Beretning om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem

2det Aars Virksomhed.

I det forløbne Aar er en Væsentlig Forandring foregaaet med Hjemmets hele Indretning, en Forandring, ved hvilken vi haabe at være satte istand til paa en fyldigere Maade at naa Anstaltens Formaal, nemlig at yde arbeidsløse, svage og fortabte Tjenestepiger et Tilflugtssted, i hvilket de kunne finde passende Beskjæftigelse, og hvorfra de ved Bestyrelsens Hiælp kunne gaa ud i  Tjenester afpassede efter deres Evner og Anlæg.

Medens Pigerne nemlig tidligere bleve tingede i Kost hos Vadskeribestyrerinde Madam Larsen, hvem Tilsynet med Pigerne og deres Beskjæftigelse paalaa, har Hjemmets Bestyrelse fra den 1ste August 1868 selv overtaget bemeldte Vadskeri samt den hele Økonomi under personlig Ledelse af medundertegnede Frk. Falkenskjold efterat have erhvervet den hertil nødvendige tekniske Assistance samt anskaffet det fornødne inventarium. Fordelen ved denne Forandring har navnlig været den, at det derved er blevet muligt at gjennemføre kontrollen med Pigerne under deres Ophold i hjemmet langt nøiagtigere, at udvikle deres Sands for Orden, Flid og Renlighed og i det hele taget at paavirke dem paa en saadan Maade, at de kunne gaa ud derfra ikke alene styrkede i fysisk Henseende, men ogsaa med en saadan Erindring om deres Ophold i hjemmet, at de ere sig bevidste, at de her ville finde et sikkert Tilflugtssted, hvis de atter skulde blive truede af Nød, som de ikke selv have forskyldt.

Endelig have vi haabet ved Vadskeriet at kunne skaffe hjemmet en Forøgelse i dets Indtægter, en Forøgelse, hvortil det høilig trænger forat kunne udvide sin Virksomhed; vi tillade os derfor ogsaa, idet vi fremsende denne Aarsberetning, paany at anbefale Stiftelsen til Publikums fortsatte og forøgede Velvillie. Bestræbelserne forat modarbeide og formindske den heri Byen overhaandtagende Nød og Elendighed har jo navnlig fundet sit Udtryk i den Sætning, at hjælpen skal komme ikke alene paa rette Sted men ogsaa i rette Tid, saaat man ved hjælpen forebygger en dybere Synken og sætter den Paagiældende istand til at arbeide sig iveiret. Men den som vi søge at yde den fattige Tjenestepige, er netop af denne Beskaffenhed, idet vi stræbe efter at hjælpe hende, medens det endnu er Tid, og herved at forebygge, at hun i sin Nød griber til sørgelige Udveie og synker. Maatte derfor forøget Interesse for Sagen sætte os istand til at udstrække hjælpen til endnu flere.

Hjemmet har i 1868 været besøgt af 182 piger (i 1867 af 95), heraf 14 i januar, 15 i februar, 13 i Marts, 15 i April, 18 i Mai, 14 i Juni, 14 i Juli, 17 i August, 12 i September, 14 i Oktober, 17 i November og 19 i December.

Som Følge af den omtalte Forandring paa Regnskabet for det forløbne Aar nødvendigt falde i 2 Afsnit, før og efter den 1ste Auguft, hvilken Dag Bestyrelsen selv overtog Vadskeriet og Økonomien. 

(Herefter følger regnskab, liste over bidragydere m.v.. Fra beretning om hjemmets første år.

- Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har i 1868 fortsat sin Virksomhed med al yde arbejdsløse, svage og forladte Tjenestepiger et Tilflugtssted, hvor de kunne tinde passende Sysselsættelse, indtil de ved Bestyrelsens Hjælp kunne faae Tjeneste andetsteds. For at naae dette Formaal paa en fyldigere Maade har Hjemmels Bestyrelse fra 1ste Aug. f. A. selv overtaget det Vaskeri, hvori Pigerne sysselsættes; det er derved blevet muligt at føre et bedre Tilsyn med de i Hjemmet optagne Tjenestepiger og bedre at udvikle deres Sands for Orden, Flid og Renlighed. Bestyrelsen nærer tillige det Haab gjennem Vaskeriet at faae forøgede Indtægter, hvorved del kan blive muligt at give denne Virksomhed, der vistnok fortjener den største Paaskjønnelse og kraftig Støtte, et større Omfang. Vaskeriets Ledelse er overtaget af Frk. Elise Falkenskjold. - Hjemmet har 1868 været besøgt af omtrent dobbelt saamange Piger som i 1867, nemlig 182; dets Indtægt har været 2605 Rdl., hvoraf 1382 Rdl. i Aarsbidrag , 426 Rdl. i Bruttoindtægt af Vaskeriet og 711 Rdl. Beholdning fra forrige Aar; dets Udgift har været 1795 Rdl , hvoraf 450 Rdl. til Indkjøb af Vaskeriinventariet; dets eholdning ved Aarets Udgang var derefter omtrent 800 Rdl. Bestyrelsen bestaaer af Frk. Falkenskjold, Pastor L. H. Schmidt, Dr. med. Borch og Kasserer T. P. Thomsen.

(Fædrelandet 27. marts 1869)

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem Det er en Kjendsgjerning, at det er ulige lettere at skaffe Hjælp og Understøttelse til den Faldne end til den, som under Modgangens Tryk har formaaet at holde sit Rygte uplettet, men som omsider i sin Fortvivleise og Nød tyer til Andres Bistand og trygler om en Haandsrækning. De Mange, som med Nidkjærhed virke for at føre den faldne Mand og Kvinde eller det vanartede Barn tilbage paa den rette vei, ville netop allerbedst ofte have havt Leilighed til at sande Rigtigheden af disse Bemærkninger. Det ligger imidlertid i Forholdenes Natur, at det er lettere at fyldestgjøre den Opgave at skaffe Hjælp til de Personer, som vise Anger over et tidligere lastefuldt Levnet, om ikke af den Grund, at en vis sygelig Følelse som oftest er raadende overfor den, der lover Bod og Bedring, medens man synes at glemme den pletfri Svage, som i lige høi Grad trænger til at støttes, - saa dog fordi disses Antal heldigvis altid er langt større, og Midlerne desaarsag ikke strække til at hjælpe Alle dem, der med lige Ret burde hjælpes. Det vundne Resultat kan maaske ogsaa for en overfladisk Betragtning synes bedre, naar man kan meddele, at saa og saa Mange ere ved godgjørende Menneskers Bidrag bragte til at føre et ordentligt, dadelfrie Levnet, end naar Beretningen kort og godt gaaer ud paa, at det er lykkedes at forhindre, at en Flok unge Piger eller forældeløse Børn have skeiet ud, idet man i deres øieblikkelige Nød tog dem under Armene og paa en haandgribelig Maade gav dem Bevis ihænde for, at naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest.

Besjælede af Ønsket om at udrette noget Godt for arbejdsløse, svage og forladte Tjenestepiger, nemlig ved at yde dem et Tilflugtssted, i hvilket de kunde finde passende Beskæftigelse, og hvorefter de kunde gaa ud i Tjenester, afpassede efter deres Evner og Anlæg, udsendte for omtrent 2 Aar siden Frøken Elisa Falkenskjold, Pastor L. H. Schmidt og dr. med. G. F. Borch en Opfordring til at give Bidrag til Oprettelse af et Tjenestepigehjem, og Tanken fandt saa megen Understøttelse, at man kort efter kunde begynde Virksomheden. Man tingede oprindelig Pigerne i Kost hos en Vadskeribestyrerinde, som førte Tilsyn med Pigerne og havde Ret til at benytte dem til sit vaskeri. Paa denne Maade gik det indtil 1ste August f. A. Selskabet hjalp i den Tid 193 Piger, og man havde ingen speciel Grund til at være misfornøiet med Tingenes Gang, men man kom ikke til nogen absolut Klarhed om de forskjellige Individers moralske Forhold, da den Tilsynshavende jo ikke var knyttet til Tanken med de samme Baand som Bestyrelsen. Ved den nævnte Tid fratraadte hun efter eget Ønske, og det gjaldt nu om at finde en Personlighed, til hvem man med Tryghed kunde betro Sagen. Man søgte og søgte, den Ene meldte sig efter den Anden, men Ingen fyldestgjorde de Betingelser, som Bestyrelsen troede at burde stille. De to mandlige Medlemmer af Bestyrelsen vare ligefrem fortvivlede over at skulle opgive Sagen; da gav Frøken Falkenskjold et Tilsagn, som i samme Øieblik bragte Fortrøstningen tilbage. "Skaf mig en passende Leilighed," udbrød Hun, "saa at jeg kan have mine Piger hos mig, og jeg vil selv paa mine gamle Dage overtage Styrelsen." I en Bygning i store Kongensgade, som efter vor Tids Begreber maa kaldes en Rønne, fandt man en Række værelser, hvor Gulvene paa første Sal dannede lutter Skraaplaner, og hvor en voxen Mand ikke kunde staa opret under Bjælkerne, men der var Plads inde og ude, det var nok, og en af de sidste Dage af Juli Maaned f. A. forlod den gamle Dame, som under hele sit tidligere lange Liv havde havt Hygge, Fred og Ro, først i Forældres og siden i sit eget Hjem, sin venlige mangeaarige Bolig og drog ind i den nye. Kun en Betingelse havde hun opstillet, og det var den, at hendes aarlige faste Indtægt skulde indflyde i Tjenestepigehjemmets Kasse; "jeg vil leve med mine Piger, som jeg finder for godt, og agter nu og da som tidligere at glæde mig i Theatret eller paa lignende Maade; bliver her lidt tilovers, skal det være til Gøde for Anstalten, thi jeg har altid brugt, hvad jeg havde at leve for, og særligt Regnskab vil jeg ikke føre"

Hvad har hun, den svage Kvinde, som aldrig tidligere var kommen i Berøring med Omverdenen, udrettet? Spørg hendes Piger og se paa dem, hvor deres Øine lyse af inderlig Kjærlighed, naar de fortælle Dig om den forunderlige, paa engang saa blide og strenge gamle Dame, som kunde skænde over Forsømmelighed, saa det havde baade Fynd og Klem, og som fordrede strengt og vedholdende Arbeide fra den aarle Morgen til den sildig Aften, men som kunde se paa sine Piger med saa milde, eiegode Øine og tale med dem paa en for dem saa forstaaelig Maade - en Gave, som maaske faa eller Ingen besidder som hun - at hun idelig og idelig maatte minde Pigerne om, at de maatte fæste sig bort i Løbet af en Maaned, da Opholdet efter Bestemmelsen ikke maa vare længere. Eller gaa en Dage ud i Hjemmet og se paa de mange tilfredse Ansigter. Det er Vask og Strygning hver Dag, Søndag undtagen; der skal arbeides flittigt, mindre fordi det er dyrt at leve og Indtægterne kan ere smaa, end fordi en af Hovedopgaverne er at vænne Pigerne til Flid og Arbeidsomhed. Hvad faa Husmødre med en mangeaarig Øvelse i at omgaaes Tjenestefolk kunne faa bestilt i en Dag, udrettes her med Liv og Lyst og lidt til endda. Eller se derud en Helligaften, naar den gamle hvidhaarede Dame sidder omgiven af sine Piger, baade nuværende og tidligere, som længes efter al høre hendes Stemme og se hendes kjærlige Ansigt, og Du vil kunne faa et Begreb om Sandheden af de Ord, som findes i Bestyrelsens Beretning: "det er blevet muligt at udvikle Pigernes Sands for Orden, Flid og Renlighed og i det Hele taget at paavirke dem paa en saadan Maade, at de kunne gaa ud herfra ikte alene styrkede i fysisk Henseende, men ogsaa med en saadan Erindring om deres Ophold i Hjemmet, at de ere sig bevidste, at de der ville finde et sikkert Tilflugtssted, hvis de atter skulle blive truede af Nød, som de ikke selv have forskyldt. Men gaa saa ikke bort, før Du har lagt en Sten til værket, og opsæt det ikke, thi det gjælder om at hjælpe ikke alene paa rette Sted, men ogsaa i rette Tid; det lider jo mod Aften og hvem skal engang - det ske sent - være hendes Afløser? m. s.

(Dags-Telegraphen 31. maj 1869)

Ifølge beretningen fra 3. virksomhedsår var hjemmet besøgt af 95 piger i 1867, 182 i 1868 og 200 i 1869.

- Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har i 1869 været besøgt af 200 Piger. De Piger, der ere udgaaede derfra, ere blevne anbragte i passende Tjenester med Undtagelse af 1, der afgik ved Døden, og 1, der bortfjernede sig fra Hjemmet. Vadskeriet har givet Hjemmet det betydelige Overskud af 419 Rdl , idet Indtægten var 1513 Rdl. og Udgiften 1094 Rdl. Tjenestepigehjemmets samlede Indtægt var 1064 Rdl., hvoraf Bidrag een Gang for alle 760 Rdl. og Aarsbidrag for 1869 609 Rdl. Dets Udgift var 961 Rdl. og der fremkom saaledes et Overskud af 913 Rdl. Dets Formue udgjorde ved Aarets Slutning 1710 Rdl.

(Fædrelandet 19. februar 1870 1869)

I 1870 fik hjemmet 1500 rigsdaler af Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i anledning af et jubilæum. Frk. Falkenskjold der efterhånden var en aldrende kvinde, blev i 1871 afløst som forstanderinde af enkefru Lund. Hjemmet blev i 1871 besøgt af 203 piger som i gennemsnit tilbragte seksten dage der.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Denne Stiftelse adskiller sig væsentlig fra de andre saakaldte Tjenestepigehjem og Tjenestepigeskoler derved, at den ikke har sat sig til Formaal at uddanne Tjenestepiger, men snarere maa kaldes et Asyl for Piger, idet den midlertidig optager saadanne Piger, der enten som Rekonvalescenter træde ud af et Hospital eller af anden Grund uden egen Skyld ere blevne tjenesteledige og ikke have noget andet Sted at ty hen. I de 6 Aar, pigehjemmet nu har bestaaet, har det ifølge den nu udgivne Beretning om det 6te Aars Virksomhed modtaget over 1000 Piger, og mange af disse ere vist herved blevne reddede fra Elendighed og Vanære, idet de her have fundet et Tilflugtssted netop paa den Tid, de mest trængte dertil, ligesom god Anvisning og Vejledning har aabnet deres Øine for deres sande Vel og Arbejdets Betydning. Netop i vore Dage, da mange forførende Stemmer, idet de tale om jordisk Nydelse og Herlighed, søge at giøre de lavere Stillede misfornøjede med det ringere Arbeide og afmale det at tjene som noget Tungt og det at lyde som noget Trykkende, og da man mærker de sørgelige Følger af, at Baandene brydes, ikke mindst for de Tjenendes Vedkommende, vil Alt, hvad der kan gjøres for at imødegaae hine Forførere, gavne hele Samfundet. (D.-T )

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 27. februar 1873).

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Blandt de i de senere Aar oprettede Stiftelser, der have til Hensigt at tage sig af de kvindelige Tyende, have nogle stillet sig til Opgave at uddanne Tjenestepiger. I Modsætning til disse har Kjøbenhavns Tjenestepigehjem sat sig til Formaal at skaffe saadanne Piger, der uden egen Skyld ere blevne tjenesteledige og ikke have noget andet Sted at tye hen, et midlertidigt sædeligt Tilflugtssted. Dels for at kunne give de optagne Piger tilstrækkeligt Arbejde, dels ogsaa for at skaffe Anstalten nogen Indtægt, er der med Pigehjemmet forbundet et Vaskeri, der kan regnes at give et aarligt Overskud af c. 400 Rdl. løvrigt bestaae Indtægterne af Renterne af en lille opsparet Kapital og af aarlige Medlemsbidrag. Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har nu bestaaet i 6 Aar, og i den Tid have over 1000 Piger nydt Godt af det der tilbudte Asyl. At denne Stiftelse i forholdsvis kort Tid har kunnet udrette saa Meget, skyldes fornemlig den nys afdøde Frk. Falkenskjold, der var iblandt Stifterne, og som trods sin høje Alder i flere Aar havde overtaget den personlige Ledelse af Pigehjemmet. Hendes Død er et stort Tab for det, ikke blot i pekuniær Henseende, idet hendes betydelige. Bidrag bortfalder, men ogsaa hendes opofrende Interesse og praktiske Sans have gavnet Tjeneste pige hjemmet meget og skallet det mange Velyndere, og Bestyrelsen synes i den nu offenliggjorte Aarsberetning for 1872 at nære nogen Frygt for, at de bidragydende Medlemmer efter Frk. Falkenskjolds Død skulle tabe deres Interesse for Tjenestepigehjemmet. Dette vilde dog være saameget mere uheldigt, som der netop nu fore staaer en betydelig Reparation at Lokalet, hvortil dette alt længe har trængt. Og da Tjenestepigehjemmets ordinære Indtægter, navnlig nu da Priserne paa alle Livsfornødenheder ere i stadig Stigen, ikke ville kunne bære de saaledes forøgede Udgifter, retter Bestyrelsen i Aarsberetningen en indstændig Anmodning til alle dem, der interessere sig for Tjenestepigehjemmet og ønske dets fortsatte Bestaaen i samme Omfang som hidtil, om at hjælpe med Bidrag til Realisationen af Stiftelsens smukke Formaal. Bestyrelsen bestaaer af Fru Stiftsprovstinde Paulli, Frk. E .Zahlmann, Konferenssraad J. P. Holm, Pastor L. H. Schmidt, Dr. med. O. F. Borch og cand. jur. C. T. Bang, Kasserer.

(Dagbladet (København) 11. marts 1873).

Se også nekrologen over frøken Falkenskjold andetsted på denne blog.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Bestyrelsen for denne i et ædelt Formaal oprettede og med en velsignet esrig Nidkjærhed opretholdte Stiftelse har nylig udgivet sin 7de Aarsberetning. Det er glædeligt derigjennem at se den Omsigt, hvormed Stifteliens Anliggender ere ledede, og paa samme Tid at erfare, at det uafviselig nødvendige Tilskud til Forehavendets Fremme heller ikke denne Gang er udeblevet. Medens nemlig nogle uopsættelige Reparationsarbejder og Inventarieanskaffelser bevirkede at den samlede Udgift overskred de regulære Indlægter for 1873 med 600 Rdl., havde Bestyrelsen havt den Glæde til sammes Dækning at være betrygget ved nogle nye Gaver, navnlig fra en unævnt Velgjører en Kjøbenhavns Kommuneobligation paa 600 Rdl., fra Criminal- og Politirettens Fattigkasse 50 Rdl. og fra Vallø Stift 100 Rdl. (med Tilsagn om et lignende Beløb for ethvert af de følgende 4 Aar) samt ved mindre Bidrag for det enkelte Aar af 67 Rdl., i Alt 717 Rdl., hvorved er fremkommet et Overskud for Aaret af over 200 Rdl. Det vil imidlertid let skjønnes, at Stiftelsen vedblivende trænger til et deltagende Publikums Imødekommen. Og naar det betænkes, at de midlertidig tjenesteledige Piger, som i 1873 der have fundet et i materiel og moralsk Henseende lige bensigtssvarende Asyl, udgjorde et Tal af 138, og at Bespisningsdagenes Tal i samme Aar var i Alt 3185, anse vi det for en Pligt at anbefale den til Medborgere eg Medborgerindere fortsatte Velvillie. Bestyrelsen bestaar af Fru Paulli, Frøken Zahrtmann, Konferensraad J. P Holm, Pastor Schmidt, Dr. med. Borch og Kassereren, Cand. jur. C T. Bang.

(Fædrelandet 12. februar 1874).

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem oprettedes for en halv Snes Aar siden og har navnlig i de første Aar virket til megen Gavn ved at yde et midlertidigt Asyl til saadanne Piger, der uden egen Skyld vare blevne tjenstledige. Tallet af Piger, der have varet optagne i Hjemmet, steg i Aarene 1869-71 indtil omtr. 200 aarlig. Senere aftog Tallet af dem, der meldte sig til Optagelse, og Aarsagen hertil maa vel nærmest søges i en voxende Tilbøjelighed hos Tjenestepiger til at føre et mere frit og ubundet Liv og en Ulyst til at underkaste sig den Kontrol og det Tilsyn, som Opholdet i Tjenestepigehjemmet nødvendigvis maatte medføre. Af denne og flere medvirkende Grunde bestemte Bestyrelsen for Tjenestepigehjemmet sig derfor til at ophæve dette fra 1ste Januar 1877, idet den mente, at Udbyttet af Hjemmets Virksomhed nu ikke længere stod i noget rimeligt Forhold til de Pengemidler og Arbejdskræfter, der anvendtes derpaa, og den tog saameget mindre i Betænkning at standse sin Virksomhed, som der i Kjøbenhavn findes et andet Tjenestepigehjem, der arbejder under tildels heldigere Betingelser, og til hvilket endel af Formuen kunde overgaa. Kjøbenhavns Tjenestepigehjem havde nemlig i Aarenes Løb dels ved større Gaver, dels ved Vaskeriets Overskud samlet sig en Kapital, der udgjorde 11900 Kr. i Obligationer. Heraf overgaa 1200 Kr. efter Giverens Ønske til det lille Understøttelseselskab til Oprettelse af 2 Legatportioner for Tjenestepiger; af Resten, som Bestyrelsen havde erholdt Dispositionsret over, er der tildelt Tjenestepigehjemmet i Ryesgade 4000 Kr., Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole 2000 Kr., "Foreningen af 1843", der yder Udstyr til Tjenestepiger, 1000 Kr., Foreningen, der antager sig faldne Piger, 1000 Kr., Magdalenestiftelsen 1000 Kr., Asylet for unge straffede Kvinder 800 Kr. og det lille Understøttelsesselskab 900 Kr. samt den eventuelle Kassebeholdning, ventelig omtrent 100 Kr. Inventariet er overdraget Fru Dreyer til Anvendelse i de af hende oprettede Skoler. (Dagbl.)

(Fædrelandet 18. april 1877)

Det optalte hjem i Ryesgade 28 på Nørrebro var oprettet 1878 under navnet Kjøbenhavns forenede Børne- og Tjenestepigehjem. Dette hjem synes at have eksisteret indtil i hvert fald 1895. Bygningen er nedrevet og den nuværende opført i 1920.

En Mindeartikel om Kong Frederik VIII.

I Diakonissestiftelsens Blad "Føbe" har Førstepræsten, Pastor N. Dalhoff skrevet en køn og sympatetisk Mindeartikel om Stiftelsens nys afdøde Protektor, Kong I rederik den Ottende. Den belyser Træk hos den afdøde Konge, der var karakteristiske for hans Personlighed og fortjener at huskes.

- - -Forstanderinden paa et senere nedlagt Tjenestepigehjem i St. Kongensgade har fortalt mig, hvorledes hun uden at kende sin Gæst havde vist ham om i hele Huset og talt om mange Ting desangaaende, da han afbrød hende med, at han nu skulde hjem og spise til Middag, hvortil hun formanende btmærkede, at det rigtignok var en sen Tid, helt ud paa Aftenen, for saadan en ung Mand at spise til Middag; hun selv havde naturligvis spist Kl. 12!

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 14. juni 1912. Nationaltidende 23. juni 1912. Uddrag).