Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

I december 1920 gjorde Socialdemokraten Fornæs i forbindelse med Frederiksbergs Kommunes bevillinger opmærksom på at mens Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole fik penge, så gjaldt det samme ikke Husassistenternes Fagskole, selv om denne havde langt større tilslutningen.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole.

Aldrig har nogen Maler malet dette Billede, og det vilde dog være et anderledes Sujet end Pakkasserne: Et stort lyst Køkken af Størrelse som en mindre Dansesal med Køkkenborde langs Vinduerne, opfyldt med Fade, Skaale og Krukker med Mad under Tilberedning. Midt paa Gulvet et mægtigt Komfur, hvor en lystig Ild brænder. Der er 8-9 Huller med Pander og Gryder, og foran hver staar en lille Kokkepige i Bomuldskjole med blaat Forklæde og et hvidt Tørklæde om Hovedet og rører med en Slev andægtigt og opmærksomt. Bagved dem en Dame ivrig belærende med et Øje paa hver Finger.

Eller et andet Billede: En nydelig Dagligstue med Fløjlsmøbler. To smaa Stuepiger flytter Møblerne bort fra Væggen, ruller Tæppet sammen, børster, banker, tørrer af, vasker Gulv, mens en Lærerinde nøje vaager over deres Færd.

Eller et lille Pjevs med to lange lyse Fletninger ned ad Nakken manøvrerende med et Par mægtige Herrestøvler, som hun lærer at børste saa blanke som et Spejl.

Vi kan give et Billede endnu: En Vaskekælder med en Klynge Smaapiger, der staar og skyller og vrider Tøj. I dette tætte Slør af Damp ser de ud som smaa legende Alfer.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole skabtes for 47 Aar siden efter svensk Mønster af vor nuværende Enkedronning, daværende Kronprins Frederiks Gemalinde. Den blev, hvad der var Hensigten: praktisk. Den nuværende udmærkede Bestyrerinde, Frk. Blichfoldt, er et Menneske paa sin rette Plads. Dygtig, energisk, selv foran i alt Arbejde ejer hun det rette Haandelag og den fulde Forstaaelse af den grønne Ungdom, der er betroet hende.

Paa Skolen kan der optages 31 Børn. De antages i Fjortenaarsalderen og bliver i to Aar. De betaler for Undervisning i al Huslighed og fuldt Ophold 25 Kroner Maaneden. De arbejder i Hold, to Maaneder skiftevis ad Gangen i hvert Fag. Det ser ud, som om de gaar med Lyst til deres Arbejde, og naar de er udlærte, er der Rift om dem, som de flinke Husterner de er.

Men hvorfra kommer nu de Støvler, de lærer at blanke, den Mad de laver, og Vasken, der vaskes? Jo, det er ligesaa simpelt som praktisk indrettet. Tjenestepigeskolen har Pensionat. Sytten Damer og Herrer, mest ældre, og; det er disse Menneskers Tjenerinder, Pigebørnene er.

Ja, det koster jo lidt, Læretiden herinde, men de Forældre, der kan ofre Pengene, giver deres Børn en Uddannelse, der ikke blot kan blive et godt Levebrød for dem, men ogsaa komme dem tilgode, naar de engang selv faar Hus og Hjem.

Fru Rosalie.

(Folkets Avis (København) 27. januar 1921).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen

Et mærkeligt Pigebarn.

Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.

Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.

Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.

- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis, 

Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.

- Men er den Pige da gal!  udbrød Dommeren.

Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.

Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.

(Aftenbladet (København) 6. december 1920).

Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.

Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.

En uhyggelig Sag i København.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.

Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.

For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).

Herredsfoged Knud Nielsen Seith 1858-1917. (Efterskrift til Politivennen)

K. N. Seith blev kandidat 1888, herefter fuldmægtig (amtsrådssekretær) hos amtmand, baron Wedell i Frederiksborg indtil 1891. Amtsfuldmægtig hos grev Brockenhuus-Schach i Svendborg 1891-1905 (Brogade 25). Birkedommer i Faaborg 1905-1911. 1911-1917 herredsfoged i Kalundborg.

En Tjenestepige faar 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest.

Fra Herredsfoged Seiths Virksomhed.

Den uskyldige Pige nedbrydes fuldstændig af Arrestopholdet.

Der er i Gaar ved Hof- og Stadsretten faldet en Dom, der har mere end almindelig Interesse, 

Den stiller nemlig vore Underdommeres Maade at behandle Fattigfolk paa i det skarpeste Lys - et Emne, der netop i disse Dage, hvor Jespersen-Affæren vækker saa stor Opsigt, har Krav paa Offenlighedens Opmærksomhed.

Det drejer sig om en 22aarig Tjenestepige Marie Sørensen, der er født i Kallundborg og er Datter af en derboende Enke.

Marie kom i Tjeneste hos den kendte Godsejer Lawaetz paa Kallundborg Slots Ladegaard. Nogen Tid efter viste det sig, at der blev stjaalet nogle Penge - ialt en Snes Kroner - fra Pigerne paa Gaarden og en Mejerielev. Ogsaa fra Marie forsvandt der 6 Kroner, som hun gjorde Anmeldelse om sammen med de andre Piger.

Herredsfoged Knud Seith i Kallundborg arresterede efter nogle Dages Forløb Marie Sørensen som mistænkt for Tyveriet.

I Forvejen havde Statsbetjent Nansen optaget Rapport og havde som sin uforgribelige Mening udtalt, at det var Marie, der var den Skyldige.

Da hun protesterede herimod, sagde Statsbetjenten: Jeg behøver ingen Forklaring. Jeg kan bare tage Dem med!

Herredsfoged Seith beholdt Marie fængslet i 18 Dage - fra den 18. Januar til 6. Februar 1913.

Marie hævdede stadig sin Uskyldighed, men Herredsfogden vilde ikke høre Tale herom.

Fængselsopholdet nedbrød ganske den unge Pige. Hun blev nervesyg, og der maatte vaages over hende i Arresten. Senere flyttedes hun til Arrestens Sygehus.

Herredsfogden fortsalte endog her sine Forhør over den stærkt lidende Vige og udtalte meget overlegent, at Pigens Sygdom var "Skaberi"!

Endelig maatte Herredsfogden løslade Marie Sørensen - selvfølgelig uden nogen Art af Undskyldning eller Beklagelse.

Den stakkels Pige vilde formodentlig vedblevet at have Mistanken hæftet paa sig, hvis ikke kort efter den virkelige skyldige var bleven sat fast.

I selve Kallundborg arresterede Politiet nemlig en ung Pige for Tyveri. Under Forhørene tilstod hun - der havdo været ansat hos Godsejer Lawaetz - at hun havde stjaalet Penge fra Mejerieleveri og de 5 Kr. fra Marie Sørensen.

Marie Sørensens Uskyldighed var dermed bevist, og ved Hof- og Stadsrettens Dom tilkendtes der hende i Gaar 300 Kr. i Erstatning.

I Rettens Præmisser hedder dit bl. a.:

Efter Sagens Omstændigheder gik Retten ud fra, at Citantinden ogsaa var uskyldig i da andre hende paa.sigtede Tyverier, og da Citantinden paa Grund af en hende ved Arrestationen tilføjet Nervelidelse endnu i Midten af April Maaned havde været ude af Stand til at tage en Plads i Stedet for den paa Kallundborg Slots Ladegaard, som hun havde mistet, og hvori hun havde været siden 1. Novbr. 1911, blev Erstatningen tilkendt hende som ovennævnt.

Til 300 Kroner vurderes altsaa denne stakkels Piges Lidelser, hendes deraf opstaaede Sygdom og det Tab, hun har lidt.

Men det drejer sig jo ogsaa "kun" om en Tjenestepige!

(Social-Demokraten 15. juli 1913).

Retspleje.

Herredsfoged Teith og den uskyldige Pige.

Endnu et Blad af det danske Retssystems Historie.

Oprørende Enkeltheder.

Vi meddelte forleden, at en ung Pige - Tjenestepige Laura Sørensen - var bleven tilkendt 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest, som hun havde udstaaet under Herredsfoged Seith i Kallundborg. Laura var beskyldt for at have stjaalet ca. 15 Kr. fra sine Medtjenerinder. og først da den rigtige Tyv blev opdaget, kom Laura Sørensens fuldstændige Uskyldighed for Dagens Lys.

Vi skal anføre nogle interessante Eksempler paa, hvorledes den stakkels Pige blev behandlet i Arresten.

Efter at Statsbetjent Hansen i en 14 Dages Tid havde drevet sine Undersøgelser i Sagen, indfandt han sig en skønne Dag paa Kallundborg Slots Ladegaard, hvor Pigen tjente, og tog hende i Forhør. Han sigtede hende for at have begaaet Tyveriet, og da Pigen forfærdet bad ham give en Grund til sin Mistanke, svarede han: "Jeg kan bare tage Dem i Nakken og sætte Dem over - jeg skylder ingen Forklaring."

Pigen blev derefter anholdt og fra første Færd behandlet som overbevist Forbryder.

Laura hævdede hele Tiden sin Uskyldighed, men Herredsfogden og Betjenten sagde til hende, at hun var "fuld af Løgn", og Herredsfogden tilføjede, at hun "kunde ligesaa godt tilstaa straks - for der var jo ingen anden."

Det eneste Grundlag for Herredsfogdens Mistanke var, at Laura med en Tjenestepiges Løn næppe kunde være saa velklædt.

Statsbetjenten sigter Laura for at staa i Forhold til de mandlige Elever.

Maden i Arresten kunde Laura omtrent intet spise af. Hun bad Arrestbetjenten om at skære Brødet lidt tyndere, da hun ikke var rask, men han sagde, at det maatte ikke være tyndere end - ½ Tomme! Han tilføjede haanligt: "Hun lærer s'gu nok at spise!"

Slotsbetjenten har aabenbart udført den samme Rolle som Betjent Jensen overfor Gaardejer Jespersen. Han sagde stadig til Pigen i Arresten:

"Tilstaa De bare! De faar en betinget Dom!"

Da Laura stadig nægtede, blev Betjenten vred og erklærede, at hun havde staaet i Forhold til de mandlige Elever paa Gaarden. Pigen var forlovet, og det var derfor en utrolig Sjofelhed af Slotsbetjenten at udtale sig saaledes.

Paa Grund af de sjælelige og legemlige Lidelser blev Laura Sørensen syg og maatte paa Sygehuset. Men end ikke her fik hun Lov til at være i Fred.

Herredsfoged Seith fo'r en Dag rasende hen imod hendes Seng, som om han vilde slaa Pigen, og brugte ganske ubeherskede Ord.

"Det er mig ganske ligegyldigt, om De tilstaar", raabte han. "Jeg er overbevist om, at De er den skyldige. Men De er proppet af Løgn! De skal nok komme i Arresten igen, og selv om De bliver syg, skal De nok faa Lov at blive der - - -"

Nu staar Laura Sørensen fuldstændig renset. Men hvad har hun faaet som Erstatning for alle de udstaaede Lidelser, for den hende tilføjede Tort og Skam, for Sygdommen, hvis Efterveer hun endnu sporer? 300 Kr. har Retten tilkastet hende og mener vel, at hun skal sige Tak til!

Men man tænke sig Muligheden af, at den virkelige skyldige aldrig var bleven fundet. Selv om Laura var undgaaet Fængslet, havde hun t hvert Fald for Resten af sin Levetid haft Mistanken hæftet paa sig. Og Erstatning havde hun heller ikke faaet.

Og hvad sker der den Herredsfoged, der optræder saaledes som vi ovenfor har skildret det?

Intet! Han sidder uantastet i sit Embede. Han forfremmes maaske oven i Købet!

I alle andre Livets Forhold bliver en Mand fjærnet fra sin Plads, naar han begaar graverende Fejlgreb. En dansk Dommer af Hr. Seiths Slags bliver siddende til sin Dødsdag - hvis han da ikke som Hr. Seiths Forgænger i Embedet, Borgmester Stricker, begaar ligefremme Forbrydelser.

(Bornholms Social-Demokrat  22. juli 1913).

Om forgængeren Robert Stricker se afsnit 2/3 (Byfoged i Kalundborg 1903-1908) om denne

Chefen for 8. bataljons 2. kompagni kaptajn Kruse var indlogeret hos Seith i november 1914. Seith blev i december 1915 underkastet en operation i København og blev udskrevet ved juletid. Han tog herefter på rekreation. Han beklædte igen sin post i starten af marts 1916.

Dødsfald

Herredsfoged K. N. Seith.

Efter længere Tids tiltagende Svaghed er Herredsfoged i Arts og Skippinge Herreder K. N. Seith i Formiddags afgaaet ved Døden.

Forsaavidt kom Døden pludseligt som Herredsfogden endnu, de allersidste Dage særdedes ude.

Men hans Helbred var svagt; i de sidste 2 a 3 Aar har han været syg og uarbejdsdygtig. Det var Tarmlidelser, han plagedes af, og gentagne Gange maatte han underkaste sig Operationer uden dog at opnaa den tilsigtede Helbredelse

Herredsfoged Seith, der blev 59 Aar gl., kom her til Kallundborg i Oktober 1911 fra Faaborg, hvor han beklædte Embedet som Birkedommer i Brahetrolleborg og Muckadell Birker.

Kun 6 Aar blev altsaa Herredsfoged Seiths Virksomhed her. Egentlig kendt af Egnens Befolkning kunde han ikke naa at blive i de faa Aar, særlig da Sygdommen jo tvang ham til at være saa hyppigt borte fra sit Embede. Men han var en dygtig og human Embedsmand og en elskværdig Personlighed med stor national Følelse.

Blandt Personalet paa Herredskontoret var han meget afholdt.

(Kalundborg Avis 3. september 1917).

- Højesteret afsagde i Gaar Dom i en Sag mellem Bregninge Bjergsted Sogneraad og Gartner O. P. Sørensen, der i 1912 efterfulgte Proprietær Omøe som Formand og Kasserer for Sogneraadet. Der var da noget Underskud i Kassen, som Omøe dækkede. Snart efter fratraadte Sørensen, og der var da et Underskud paa ca. 2750 Kr., hvoraf Sørensen dækkede de 750 Kr., medens han hævdede, at de 2000 Kr, ikke hidrørte fra hans Formandstid. Sogneraadet anlagde Sag mod ham, og ved Arts-Skippinge Herreds Ret blev han dømt til at betale de 2000 I Kr. Overretten kom paa Grundlag af en af Revisions- og Forvaltningsinstitutet foretagen Opgjørelse til det Resultat, at der ved Sørensens Tiltræden havde været et udækket Beløb paa 2000 Kr., hvorfor Overretten frifandt Sørensen og paalagde Sogneraadet Sagens Omkostninger med 300 Kr. samt idømte Herredsfoged Seith, Overretssagfører Aage Schultz og Underretssagfører Th. Werner Bøder paa henholdsvis 40, 50 og 25 Kr. for Forhaling af Sagen.

(Jyllandsposten 12. oktober 1918).

Seith var i mellemtiden afgået ved døden, så hans bøde bortfaldt.

Herredsfoged Knud Seith 30.10.1858-3.9.1917. Sønnen Aage Seith 4.10.1890-?.11.1920. Hustru Jane Cecilie Seith (4.11.1862). Derudover var der to døtre: Edith og Jane samt sønnen, inspektør John Knox-Seith (1894-1959) som da han var ansat i ØK i 1922 blev  gift med forfatteren Estrid Ott (1900-1967). De boede et år i Finland og senere ti år i USA. I 1933 flyttede familien til Danmark. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet hende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen (som eneste kvinde) på Social-Demokratens redaktion efter Højesteretsdommen. Foto fra H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg. Fremad, 1943, side 55.

Alma Bondesen led psykisk under den falske anklage, og fængselsopholdet svækkede og nedbrød hende også fysisk: Den reglementerede kost var utilstrækkelig, og da broderen, snedker Bondesen tilbød ekstraforplejning, blev det afslået. Hun blev meget syg, men i stedet for sund mand, fik hun noget medicin af fængselslægen. Da hun blev løsladt, var hun afmagret og afkræftet og tog ophold hos sine forældre for at komme lidt til kræfter igen. Under fængselsopholdet havde hun ridset et Navn i muren og derfor idømt 8 dages strengt fængsel, uden lys og beskæftigelse. Ved forhørene blev hun indsat i et af de berygtede "skabe" indtil hendes sag om for. En betjent skal have trukket hende i ørene og kaldte hende "mær". Assessor Finsen brugte ord som "tyvetøs" og "hold kæft. Om broderen som han mistænkte for at være medskyldig, anvendte han betegnelser som "skurk og Laban". Sidste gang Alma Bondesen var i forhør, truede Finsen hende med at hvis hun ikke tilstod, beholdt de broderen. 

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

København, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Kristian IX stilles overfor Resultatet af Valgene den 3. april 1901. Alma Bondesens sag var formentlig en af talrige andre som førte til systemskiftet i 1901. Illustration fra Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921.

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. I det forløbne Regnskabsaar (1ste Mai 1891 til 30te April 1892) har Skolen gjennemsnitlig havt 25 Elever i en Alder af mellem 14 og 18 Aar. 21 af disse Elever vare fra Kjøbenhavn og Frederiksberg. Eleverne vare særlig Døttre af Arbeidsmænd og Haandværkere; 6 vare forældreløse. Skolen er i det forløbne Aar ligesom tidligere bleven ledet af en Forstanderinde, for Tiden Fru Antonia Rodian, og tre Medhjælperinder, der alle boe paa Skolen. Paa Hds. kgl. Høihed Kronprindsessens Fødselsdag den 31te October fejrede Skolen som sædvanlig sin Aarsfest med Sang og Tale. Bestyrelsens Formand er Kammerherre Generalmajor Krieger. Den maanedlige Betaling for Underviisning og fuldstændig Forpleining er 10 Kr. Det hedder i Slutningen af Aarsberetningen, efterat der er ydet en hjertelig Tak til Alle, som hidtil have hjulpet: "Skolen trænger vedvarende til Bistand og Velvillie. Det er vort Haab, at den fremdeles maa gjøre sig værdig dertil." Indtægten har ifjor udgjort 21,482 Kr. 46 Ore. Pensionatet indbragte 3571 Kr., Skolepigernes Contingenter 2550 Kr., Middagsabonnenter 3708 Kr. 77 Øre og Vadsk 3749 Kr. 17 Øre. Statskassens Bidrag udgjorde 1000 Kr. Afdøde Kammerherre, Generalmajor Rægler har ydet et extraordinairt Bidrag af 1000 Kr. Der er i sidste Regnskabsaar afbetalt af Prioritetsgjælden 1200 Kr. ; den er derved gaaet ned til 34,700 Kr., medens Skolens Eiendom i Emiliegade Nr. 3 er taxeret til 60,000 Kr. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1892).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm. (Efterskrift til Politivennen)

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Hørsholm har i den sidste Uges Tid været stærkt optaget af en Begivenhed med en Tjenestepiges pludselige Dødsfald. Byens Præst, Pastor Barfods, og dennes Huslæge, Dr. Scheuermanns, Navne har paa en mere eller mindre smigrende Maade været i Cirkulation i Forbindelse med denne Historie, og i selve Hørsholm By verserer der de mest forskellige Gisninger og Formodninger om Begivenheden.

Efter de Oplysninger, der er kommet os i Hænde, ser vi os i Stand til at meddele følgende Fakta.

Paa Præstegaarden i Hørsholm hos Pastor Barfod tjente en ung Pige ved Navn Marie, der udførte sine Ting til Tilfredshed og var særdeles afholdt.

I Søndags fjorten Dage var hun rask og frisk og foretog en Udflugt til et Bal i Nærheden. I Løbet af Ugen klagede hun over Ildebefindende, og Søndagen efter - altsaa i Søndags otte Dage - kom der om Formiddagen Kl. 9½ Bud til Distriktsjordemoderen i Hørsholm, Fru Jensen, med Anmodning om hun hurtig vilde komme til Præstegaarden, da Pigen var syg.

Marie havde aborteret, og ved sin Ankomst fandt Fru Jensen et ufuldbaaret Foster - et Pigebarn - paa 5-6 Maaneder, der var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.

Fru Jensen udførte sin Forretning, hjalp Pigen og gav en tilstedeværende Kone tilligemed Præstens Hustru, Fru Barfod, de fornødne Anvisninger til den videre Behandling af Patienten, idet hun bad om Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.

Paa en Forespørgsel af Fru Barfod, om Pigen kunde flyttes til Sygehuset i Usserød, da Præsten ønskede hende fjærnet, svarede Jordemoderen bestemt, at det kunde ikke lade sig gøre. Fruen vidste nok selv fra sine egne Barseltider, hvor nødvendig Forsigtighed var i saadanne Tilfælde, ogsaa ved en Abortering; Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselkvinde.

Dermed gik Jordemoderen. Hun fik intet Bud og hørte ikke videre om Sagen, før hun to Dage efter, Tirsdag Formiddag, til sin Bestyrtelse erfarede, at Pigen var død om Natten paa Sygehuset i Usserød.

I Mellemtiden var Følgende passeret:

Pastor Barfod, der ganske vist selv har Børn, men dog er bekendt i Hørsholm som en Sjælesørger, der strængt indprænter sine Sognebarn Afholdenhedens Velsignelser, har ikke kunnet sove rolig ved Tanken om at ligge under Tag sammen med den stakkels Pige. Den store Præstegaard syntes ham nu for lille, én af dem maatte vige Pladsen. Han, den stærke, raske, kristelige Sjælehyrde, følte sig ikke opfordret til at øve Samaritanergærningen - det blev besluttet, at Barselskvinden skulde forsvinde.

Og trods Fru Barfods egne Erfaringer fra Barselfærd, trods Distriktsjordemoderen, Fru Jensens bestemte Forbud mod Flytningen, og trods den ganske almindelige Humanitet og Medfølelse, man forudsætter hos en ivrig Kristi Tjener og Guds Mand, der fordrer saa meget af andre, - trods alt forlangte Pastor Barfod Pigen flyttet til Sygehuset i Usserød Dagen efter, at hun havde aborteret! 

Og Præstens Huslæge, Dr. med. Scheuermann, bøjede sig for dette Forlangende. Endskønt han som Læge vel maa indse det Ønskelige i, at Barselpatienter som Regel har den nødvendige Ro, gav han dog her sit Samtykke til Flytningen!

Nu kommer et sørgeligt Mellemspil. Vognmand Petersen i Hørsholm, der Mandag Eftermiddag mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede paa Fru Barfods Anmodning at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikke bare over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret nedad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner synes at have været mindre blodhjærtede: de greb den Syge, trods hendes Jamren, og bar hende i Sengelagenet ned til Vognen, der førte hende den lange Vej.

Kl. 4 Mandag Eftermiddag ankom hun til Usserød Sygehus, hvor man blev overrasket mod saa hovedkulds at modtage Patienten, uden at der i Forvejen var saa meget som sket den almindelige Melding og Forespørgsel om Plads.

Kl. 4 Tirsdag Morgen døde hun.

Fra Præstegaarden var opstaaet et Rygte om, at hun havde taget Gift (noget i Kælderen henstaaende Rottekrudt?). Liget blev nu obduceret af Distriktslæge Hansen i Overværelse af Stiftsfysikus, Sygehuslægen Dr. Lindegaard, Birkefuldmægtigen og Præstens Huslæge, Dr. Scheuermann. Der kunde dog ved Undersøgelsen ikke konstateres mindste Spor af Forgiftning.

Nu i Lørdags blev Liget begravet. Kun en af hendes Slægtninge, hendes Broder, kunde komme til Stede. De omboende unge Piger bekransede den ulykkelige Maries Grav. Men i Hørsholm er Stemningen i højeste Grad opbragt mod de to Samfundsstøtter, Præsten Barfod og Lægen Scheuermann. 

(Social-Demkraten 8. august 1888).

Ifølge Vejle amts Folkeblad 4. januar 1912 (pastor Barfod var da omkring 64 år) havde han dengang været omtrent 20 år i Brøndbyvester og Brøndbyøster, altså ca 1892-1912. Han var efter sin uddannelse kateket ved Garnisonskirken og dernæst 13 år i Hørsholm, dvs. formentlig 1879-1892. Hørsholm Præstegård lå Søndre Jagtvej 1.

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

I Anledning af vor Artikel i Onsdags under ovenstaaende Overskrift har en af de paagældende Personer, Læge Scheuermann, offenliggjort følgende Erklæring i "Hørsholm Avis".

I "Social-Demokraten" for 8. Avgust d. A. findes et Referat af Hr. Pastor Barfoeds og Undertegnedes Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen, som gaar ud paa at angribe og nedsætte vor Humanitetsfølelse og Takt. Til Oplysning om de sande Forhold og bedre Forstaaelse bedes Redaktionen af "Hørsholm Avis" at modtage følgende Redegørelse:

Angrebet falder i tre Punkter: 1) Motiverne til Flytningen, 2) selve Flytningen og 3) Følgerne. 

1) I de faa Dage, Pigen var syg før Aborten, havde jeg det Indtryk af hendes Tilstand, at der forelaa en Forgiftning, hvilket hun dog stedse benægtede, og efter Aborten en til Vished grænsende Sandsynlighed. Umuligheden af at beregne dennes Forløb og Indflydelse paa Aborten var den væsentligste Grund til Behandling paa herværende Sygehus. Under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient, men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse. Familjen forespurgte forinden Aborten om Muligheden for en Flytning, og efter denne stod den for mig som tilladelig, hvad mere er, tilraadelig. Der blev ikke anvendt Overtalelse, tværtimod erklærede Familjen, at hvis Pigen kunde lide under Flytningen, skulde hun forblive i Hjemmet. Undertegnede bærer saaledes det fulde Ansvar for Flytningen, som

2) foregik nøjagtig efter min Anvisning. Under det første Forsøg, af Vognmand Petersen paa at bære Patienten alene følte hun Smærte, hvorfor hun lagdes tilbage i Sengen i Lagenet og blev derpaa i dette bragt ned af to Koner med Understøttelse af Vognmanden, som tilsidst selv løftede hende op i Vognen. Efter Udsagn af Fru Barfoed, Vognmanden og Konen, som ledsagede hende under Kørselen til Sygehuset, ytrede Pigen ingen Smærte under hele denne Transport, og paa Forespørgsel derom af Konen under Kørselen rystede Pigen paa Hovedet. Indlæggelse paa Sygehuset sker, i Følge Sygehusets Love, som efter forudgaaet Anmeldelse, og denne var besørget af Undertegnede personlig til Sygehusets Læge samme Dags Morgen.

3) At Døden indtraadte et halvt Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse. Sygehuslægen erklærede sig ligeledes for Sandsynligheden for en Forgiftning, trods Pigens Benægtelse ogsaa til ham.

Efter Henstilling til Øvrigheden foranstaltedes legal Obduktion. Denne udviste, at der i og omkring Livmoderen hverken var Blødning eller Betændelse, og at Flytningen altsaa ikke har havt Indflydelse paa Abortens Forløb. Det øvrige Fund i Organerne bestyrkede Formodningen om Forgiftning, nærmest Fosfor-Forgiftning, men Undersøgelserne herom er endnu ikke afsluttede.

Hørsholm, den 10. Avgust 1888.
Scheuermann.
Læge.

Det særlige iøjnefaldende ved Læge Scheuermanns Erklæring er, at han paatager sig det fulde Ansvar for Pigens Flytning; han indrømmer saaledes paa dette Punkt Korrektheden af vor Fremstilling af Sagen.

Han tilstaar endvidere, at Præstefamiljen allerede forinden Aborten har forespurgt om Muligheden af en Flytning.

Umiddelbart efter Aborten stillede Præstefruen den samme Forespørgsel til Jordemoderen, der imidlertid bestemt protesterede derimod.

Dagen efter var Præsten endnu saa opsat paa Flytningen, at han rettede et Forlangende mmmangaaende til Lægen, hvilket saa denne endelig efterkom.

Endskøndt Lægen paatager sig det fulde Ansvar for Flytningen, har Pastor Barfod efter ovenstaaende ogsaa sin Del af Ansvaret i hvert Fald det moralske.

Hr. Scheuermann skriver endvidere i Overensstemmelse med vor Fremstilling, at "under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient" og fortsætter: "men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse".

Da Formodning om denne Lidelse efter Lægens Udsagn allerede forelaa før Aborteringen, af hvilken Grund blev Flytningen da udsat til det mest uheldige Tidspunkt: Dagen efter Aborteringen?

Vi tror næppe, at Præstefruen under lignende Omstændigheder var bleven flyttet.

Endvidere skriver Hr. Scheuermann: Flytningen "foregik nøjagtig efter min Anvisning".

Man faar en vis Respekt for denne Læges "Anvisninger" til den Syges Flytning, naar man erindrer (efter hans egen Fremstilling), at Vognmand Petersen nægtede at udføre den, da den Syge jamrede sig, at hun selv maatte anmode om at blive baaret læmpeligt og i Lagenet, og at to .ikoner tilsidst maatte paatage sig Arbejdet!

"At Døden indtraadte Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse", skriver dernæst Hr. Scheuermann, endskøndt han lige forud har erklæret at "Ro ganske vist er ønskelig for en Abortpatient", og altsaa har maattet indse, at en Flytning kan have farlige Følger for den Syge.

Hr. Scheuermann forbigaar fuldstændig vor Meddelelse om Distriktsjordemoderen, Fru Jensens Optræden i Sagen.

Vi skal derfor paa ny anføre vor Gengivelse deraf.

Fru Jensen fandt ved sin Tilstedekomst, at Pigen - hvis Værelse laa i Stueetagen - var ført ad en stejl Trappe op til et Loftsværelse og havde aborteret. Fosteret - et 5-6 Maaneder gammelt ufuldbaaret Pigebarn - var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.

Paa en Forespørgsel af Fru Barfod om Pigen kunde flyttes til Usserød Sygehus, gav Jordemoderen det bestemte Svar, at det kunde ikke lade sig gøre. Idet hun gik ud fra, at Fruen selv har aborteret, og saaledes maatte være vidende om det farlige ved denne Tilstand, erklærede hun, at Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselskvinde.

Hun gav endvidere Anvisning til Patientens Behandling, idet hun anmodede om at faa Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.

Jordemoderen blev imidlertid, som meddelt, ikke tilkaldt, end ikke ved Flytningen. Hun havde sandsynligvis sat sig imod denne, i hvert Fald i den Form, hvori den foregik.

Hr. Scheuermann Redegørelse stiller hverken han selv eller Præstefamiljen i noget andet eller bedre Lys end det, hvori de to Parter stod i Forvejen.

(Social-Demokraten 14. august 1888).

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Læge Scheuermann har atter i "Hørsholm Avis" indrykket en Erklæring. Pastor Barfod har bedet os optage den. Den lyder saaledes:

"Social- Demokraten" har gengivet mine Oplysninger om min Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen og ledsaget dem med en Kommentar, som godtgør, at der fra Bladets Side foreligger en fuldstændig Misforstaaelse af mine Meddelelser, i hvert Fald et fejlagtigt Brug af dem, som jeg nødes til at imødegaa. Misforstaaelsen er den, at Aborten er Hovedsagen og Forgiftningen en Biting, medens jeg netop min Erklæring bestemt hævder, at Forgiftningen er Hovedsagen og Aborten et underordnet Led i Flytningen. Til Støtte for min Opfattelse har jeg Sygehuslægens skriftlige Erklæring før Obduktionen og efter denne Sektionens Fund, hvad der bevises ved, at flere af Organerne af de overordnede Læger, Distriktslægen og Fysikus, er afleverede til kemisk Analyse grundet paa Sandsynligheden af en Forgiftning, nærmest Fosforforgiftning. I hvert Fald var Forgiftningen for mig Hovedpunktet, da der toges Bestemmelse om Flytning. Jordemoderen har fra sit Synspunkt fraraadet en Flytning; men hvor meget jeg anerkender vor Jordemoders Dygtighed, kunde der under disse særlige Forhold ikke tillægges hendes Paalæg om ikke at flytte Patienten, nogen Betydning. Hendes Avtoritet er ingen Overret i lægekyndige Spørgsmaal. Naar nemlig en Patient med en saadan Forgiftning overlever 2den Dag, er der et Tidsrum af et Par Uger, hvori Legemet er alvorligt lidende og paa Grund af sin fuldstændige Hjælpeløshed fordrer en Pleje, som aldeles ikke knude ydes under de forhaandenværende Forhold. Af denne Grund tilraadede jeg Flytningen, og derfor kunde Familiens Tilbud om at beholde Pigen hjemme ikke benyttes. Hvorfor Patienten ikke blev flyttet straks, spørges der. Ganske simpelt, fordi der paa det Tidspunkt kun var et Symptom, Brækningen, og mit Blik for hendes Tilstand. Da hun vedholdende benægtede at have "taget Noget", vel vidende, at Tilstaaelsen var en Selvanklage, kunde jeg ikke overbevise hende derom. Derfor blev hun ogsaa behandlet blot symptomatisk og afventende; Brækning i et Par Dage indicerer virkelig ikke straks Indlæggelse paa Sygehus. Først da Fosteret i utide var udstødt Søndag og hun Mandag Morgen var gul i Øjet og paa Brystet, kunde jeg med Sikkerhed, trods hendes Benægtelse, gennemskue Tilstanden. 

Flytningen foregik efter min Anvisning og er i Virkeligheden hverken mere eller mindre end en dagligdags Begivenhed. Kvinder, som har født i en Vogn, bæres op i Fødselsstiftelsen lige efter Fødselen, Kvinder med Barselseler flyttes til Hospitalerne og Kvinder flyttes fra Fødselslejet efter svære Forløsninger og Blodtab, altsaa under langt vanskeligere Forhold. I det foreliggende Tilfælde var der ikke et eneste Symptom, som kunde vække Betænkeligheder, og Flytningen foregik da ogsaa uden Skade for Patienten, idet Sektionen har bevist, at Døden ikke kan være en Følge af Aborten og Transporten (Organerne viste hverken indvendig Blødning eller Betændelse, og der var ingen Blødning under hele Transporten), men maa søges i Forgiftningen. Jeg tilføjer, at det er en Kendsgerning, at Vognmanden hjalp til at bære Patienten til Vognen.

Støttende sig til Jordemoderens Udsagn og "Social-Demokraten"s Referat hedder det sig stadig: Pigen har aborteret, derfor er hun flyttet og af Flytningen er hun død, medens Sandheden og Lægernes Anskuelse er den, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift; derfor har hun aborteret og deraf er hun død.

Hørsholm, den 17de Avgust 1888.

Scheuermann,

Læge.

Vi skal ikke gaa nærmere ind paa Lægens lange Udvikling og vi forstaa ikke hvad han egenlig vil med den, da den slet intet Nyt indeholder, men kun gentager tidligere fremsatte Paastande.

Hr. Scheuermann paastaar atter, at Flytningen foregik efter hans Anvisning, skønt dette aldeles bestemt ikke er Tilfældet. Han siger, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift og at hun er død som Følge deraf, skønt dette ikke er konstateret. Han siger, at den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes i Præstegaarden, men han siger ikke hvorfor.

Hr. Scheuermann anerkender Jordemoderens Dygtighed, men kan dog ikke tillægge hendes Paalæg om ikke at flytte Pigen nogen Betydning. Det er flot sagt af Hr. Scheuermann.

Vi spørger Hr. Scheuermann: Hvorfor kunde der i Præstegaarden ikke ydes Pigen den fornødne Pleje? Kan Hr. Scheuermann ikke besvare dette Spørgsmaal tilfredsstillende, kan det ikke hjælpe han om andre Ting væver op ad Vægge og ned ad Stolper.

(Social-Demokraten 24. august 1888).

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Fra Pastor Barfod modtog vi i Gaar følgende Erklæring med Anmodning om Optagelse:

"I Følge Anmodning skal jeg herved bevidne, at saavel Sygdomssymptomerne som Obduktionsfundet bestemt tyder paa, at Tjenestepige Marie Larsen af Hørsholm er død af Gift, og at der ikke er nogen som helst Grund til at antage, at hendes Flytning til Sygehuset har været medvirkende Aarsag til hendes Død.

Holbæk, den 21. Avgust 1888.

Tolderlund,

Fysikus."

Det er altsaa ikke bleven konstateret ved Undersøgelsen, at den afdøde Pige har taget Gift, idet Hr. Tolderlund ikke gaar videre end til det noget svævende Udtryk: "bestemt tyder paa".

Men det, om Pigen har taget Gift eller ikke, er ikke Hovedsagen, men Hovedsagen er, om Hr. Scheuermann, naar han formodede, der forelaa en Forgiftning, maatte tilraade Pigens Flytning. At han maatte tilraade det, vil jo efter hans gentagne Erklæringers hele Indhold sige, at han vilde have Pigen flyttet for at bevare hendes Liv, "da den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes hende i Præstegaarden".

Hr. Scheuermann gaar endog saa vidt, at han siger, at han af ovennævnte Grund "ikke kunde modtage Præstefamiliens Tilbud om at beholde hende".

Hvad vil "Familiens Tilbud" sige? Naturligvis har Pastor Barfod været nødt til at "tilbyde" at beholde Pigen, dersom baade Jordemoderen og Lægen erklærede, at hun ikke maatte flyttes.

For dette "Tilbud", sammenholdt med Familiens tidligere Standpunkt til Flytningen, giver vi ikke meget, og hvad Hr. Scheuermann angaar, gentager vi vor Forespørgsel af i Gaar: Hvorfor kunde der i Præstegaardcn ikke ydes den fornødne Pleje?

(Social-Demokraten 25. august 1888)

I oktober måned 1888 anlagde Chr. R. Barfoed sag mod Aftenbladets redaktør K. P. Korsgaard for samme artikel den 8. august 1888 for injurier. Korsgaard blev stævnet, men mødte ikke op til nogen af retsmøderne. Han blev i starten af december 1888 dømt til 2 måneders simpelt fængsel. Efter denne dom rejste Barfod sag mod Social-Demokraten.

En Præst, som har sundet sig.

Vor Redaktør har modtaget Tilsigelse til at møde i Hof- og Stadsretten i Morgen, "efter Begæring, som det hedder i Tilsigelsen, af Sognepræst for Hørsholms Menighed E. C. R. Barfod, hvem der er meddelt fri Proces", og "i Anledning af tvende i "Social-Demokraten" Nr. 183 og 193 for den 8. og 14. Avgust indrykkede Artikler med Overskrift "Den barmhjærtige Samaritan i Hørsholm".

De fornærmelige Artikler er altsaa 5 Maaneder gamle. I 5 Maaneder har Hr. Barfod vendt og drejet vore Artikler og har prøvet sin Samvittighed for at se, om det var os eller ham, der havde Uret. Solen er gaaet ned over hans Vrede, og den er staaet op igen over hans Vrede, uden han har turdet bestemme sig til Søgsmaal. Høst er fulgt paa Sommer, og Vinter er fulgt paa Høst, og han har bestandig vaklet. Saa endelig vovede han Springet ind i Hof- og Stadsretten. Vi fejler næppe ved at formode, at naar han endelig springer, er det, fordi han er blevet puffet i Ryggen af en ministeriel Skrivelse med Ordre til at anlægge Sag. Men er dette rigtigt, kan det vel ikke være saa farligt mcd Fornærmelserne. Han maa nok selv have ment, at vore Angreb paa ham var ganske berettigede.

Da hele Historien er 5 Maaneder gammel, har vore Læsere vel glemt, hvad den Sag drejer sig om.

Præstens Pige hed Marie. Hun blev syg og aborterede. Fra sit Kammer i Stueetagen blev hun lagt op paa Loftet, og Præsten rettede efter Aborten den Forespørgsel til Jordemoderen, om Pigen maatte flyttes til Usserød Sygehus, men Jordemoderen protesterede bestemt mod en saadan Flytning og henviste til, at Præstens Frue, som selv havde aborteret, nok vidste, hvor lidende Patienten maatte være. Derefter stillede Præsten en lignende Forespørgsel om Pigens Flytning til sin Læge, Hr Scheuermann, og han gav sit Samtykke. Vognmand Petersen i Hørsholm, der mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikte bære over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret ned ad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner greb da den Syge trods hendes Jamren og bar hende i Sengelagnet ned til Vognen, der førte hende til Usserød. Den næste Morgen døde hun paa Hospitalet.

Rigtigheden af denne Meddelelse blev senere bekræftet saavel af Hr. Scheuermann som af Hr Barfod ved Skrivelser til os. Kun fastholdt de, at Præsten ikke havde forlangt, at Pigen skulde flyttes, og Lægen paatog sig hele Ansvaret for Flytningen. Disse Erklæringer har vi beredvillig givet Plads her i Bladet; men de svækkede ikke vor Fremstilling Hr. Barfod har overfor Jordemoderen udtalt som sit Ønske, at den døende Pige blev revet ud af Sengen og skrumplet med henover Landevejen til Hospitalet i en anden By. Alene det viser, at han ikke i dette Tilfælde har handlet som den barmhjærtige Samaritan. En Behandling, som denne Pige blev tildelt, vilde han ikke have ønsket over sin Hustru eller sin Datter.

Vi møder med god Samvittighed Hr. Barfod i Morgen i Hof- og Stadsretten. Maaske faar han os dømte! Dertil er vi vante. Men hvis vore Vidner i Hørsholm ikke paa en eller anden Maade er forsvundne i Løbet af de 5 Maaneder, som den ærede Præst har brugt til at sunde sig i, saa kan det være, at den offenlige Menings Dom ikke bliver i Hr. Barfods Favør.

(Social-Demokraten 13. januar 1889).

Såvel Aftenbladets redaktør Korsgaard som Social-Demokratens redaktør Wiinblad blev idømt 3 måneders fængsel ved Højesteret. Korsgaard anmodede om at få straffen forvandlet til vand og brød, idet 1 dag på vand og brød var lig 6 dages simpelt fængsel.

Barfod opsagde sin stilling i 1912 fordi han ikke længere delte folkekirkens tro på jomfrufødsel, på Jesus Kristus som guds søn og verdens forsoner, født af jomfru Maria og undfanget af den hellige ånd. Han var blevet nyrationalist. I hans afskedsprædiken nævnte han ikke Jesus en eneste gang.