Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

I december 1920 gjorde Socialdemokraten Fornæs i forbindelse med Frederiksbergs Kommunes bevillinger opmærksom på at mens Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole fik penge, så gjaldt det samme ikke Husassistenternes Fagskole, selv om denne havde langt større tilslutningen.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole.

Aldrig har nogen Maler malet dette Billede, og det vilde dog være et anderledes Sujet end Pakkasserne: Et stort lyst Køkken af Størrelse som en mindre Dansesal med Køkkenborde langs Vinduerne, opfyldt med Fade, Skaale og Krukker med Mad under Tilberedning. Midt paa Gulvet et mægtigt Komfur, hvor en lystig Ild brænder. Der er 8-9 Huller med Pander og Gryder, og foran hver staar en lille Kokkepige i Bomuldskjole med blaat Forklæde og et hvidt Tørklæde om Hovedet og rører med en Slev andægtigt og opmærksomt. Bagved dem en Dame ivrig belærende med et Øje paa hver Finger.

Eller et andet Billede: En nydelig Dagligstue med Fløjlsmøbler. To smaa Stuepiger flytter Møblerne bort fra Væggen, ruller Tæppet sammen, børster, banker, tørrer af, vasker Gulv, mens en Lærerinde nøje vaager over deres Færd.

Eller et lille Pjevs med to lange lyse Fletninger ned ad Nakken manøvrerende med et Par mægtige Herrestøvler, som hun lærer at børste saa blanke som et Spejl.

Vi kan give et Billede endnu: En Vaskekælder med en Klynge Smaapiger, der staar og skyller og vrider Tøj. I dette tætte Slør af Damp ser de ud som smaa legende Alfer.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole skabtes for 47 Aar siden efter svensk Mønster af vor nuværende Enkedronning, daværende Kronprins Frederiks Gemalinde. Den blev, hvad der var Hensigten: praktisk. Den nuværende udmærkede Bestyrerinde, Frk. Blichfoldt, er et Menneske paa sin rette Plads. Dygtig, energisk, selv foran i alt Arbejde ejer hun det rette Haandelag og den fulde Forstaaelse af den grønne Ungdom, der er betroet hende.

Paa Skolen kan der optages 31 Børn. De antages i Fjortenaarsalderen og bliver i to Aar. De betaler for Undervisning i al Huslighed og fuldt Ophold 25 Kroner Maaneden. De arbejder i Hold, to Maaneder skiftevis ad Gangen i hvert Fag. Det ser ud, som om de gaar med Lyst til deres Arbejde, og naar de er udlærte, er der Rift om dem, som de flinke Husterner de er.

Men hvorfra kommer nu de Støvler, de lærer at blanke, den Mad de laver, og Vasken, der vaskes? Jo, det er ligesaa simpelt som praktisk indrettet. Tjenestepigeskolen har Pensionat. Sytten Damer og Herrer, mest ældre, og; det er disse Menneskers Tjenerinder, Pigebørnene er.

Ja, det koster jo lidt, Læretiden herinde, men de Forældre, der kan ofre Pengene, giver deres Børn en Uddannelse, der ikke blot kan blive et godt Levebrød for dem, men ogsaa komme dem tilgode, naar de engang selv faar Hus og Hjem.

Fru Rosalie.

(Folkets Avis (København) 27. januar 1921).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet hende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen (som eneste kvinde) på Social-Demokratens redaktion efter Højesteretsdommen. Foto fra H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg. Fremad, 1943, side 55.

Alma Bondesen led psykisk under den falske anklage, og fængselsopholdet svækkede og nedbrød hende også fysisk: Den reglementerede kost var utilstrækkelig, og da broderen, snedker Bondesen tilbød ekstraforplejning, blev det afslået. Hun blev meget syg, men i stedet for sund mand, fik hun noget medicin af fængselslægen. Da hun blev løsladt, var hun afmagret og afkræftet og tog ophold hos sine forældre for at komme lidt til kræfter igen. Under fængselsopholdet havde hun ridset et Navn i muren og derfor idømt 8 dages strengt fængsel, uden lys og beskæftigelse. Ved forhørene blev hun indsat i et af de berygtede "skabe" indtil hendes sag om for. En betjent skal have trukket hende i ørene og kaldte hende "mær". Assessor Finsen brugte ord som "tyvetøs" og "hold kæft. Om broderen som han mistænkte for at være medskyldig, anvendte han betegnelser som "skurk og Laban". Sidste gang Alma Bondesen var i forhør, truede Finsen hende med at hvis hun ikke tilstod, beholdt de broderen. 

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

København, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Kristian IX stilles overfor Resultatet af Valgene den 3. april 1901. Alma Bondesens sag var formentlig en af talrige andre som førte til systemskiftet i 1901. Illustration fra Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921.

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen

Et mærkeligt Pigebarn.

Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.

Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.

Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.

- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis, 

Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.

- Men er den Pige da gal!  udbrød Dommeren.

Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.

Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.

(Aftenbladet (København) 6. december 1920).

Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.

Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.

En uhyggelig Sag i København.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.

Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.

For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).

Herredsfoged Knud Nielsen Seith 1858-1917. (Efterskrift til Politivennen)

K. N. Seith blev kandidat 1888, herefter fuldmægtig (amtsrådssekretær) hos amtmand, baron Wedell i Frederiksborg indtil 1891. Amtsfuldmægtig hos grev Brockenhuus-Schach i Svendborg 1891-1905 (Brogade 25). Birkedommer i Faaborg 1905-1911. 1911-1917 herredsfoged i Kalundborg.

En Tjenestepige faar 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest.

Fra Herredsfoged Seiths Virksomhed.

Den uskyldige Pige nedbrydes fuldstændig af Arrestopholdet.

Der er i Gaar ved Hof- og Stadsretten faldet en Dom, der har mere end almindelig Interesse, 

Den stiller nemlig vore Underdommeres Maade at behandle Fattigfolk paa i det skarpeste Lys - et Emne, der netop i disse Dage, hvor Jespersen-Affæren vækker saa stor Opsigt, har Krav paa Offenlighedens Opmærksomhed.

Det drejer sig om en 22aarig Tjenestepige Marie Sørensen, der er født i Kallundborg og er Datter af en derboende Enke.

Marie kom i Tjeneste hos den kendte Godsejer Lawaetz paa Kallundborg Slots Ladegaard. Nogen Tid efter viste det sig, at der blev stjaalet nogle Penge - ialt en Snes Kroner - fra Pigerne paa Gaarden og en Mejerielev. Ogsaa fra Marie forsvandt der 6 Kroner, som hun gjorde Anmeldelse om sammen med de andre Piger.

Herredsfoged Knud Seith i Kallundborg arresterede efter nogle Dages Forløb Marie Sørensen som mistænkt for Tyveriet.

I Forvejen havde Statsbetjent Nansen optaget Rapport og havde som sin uforgribelige Mening udtalt, at det var Marie, der var den Skyldige.

Da hun protesterede herimod, sagde Statsbetjenten: Jeg behøver ingen Forklaring. Jeg kan bare tage Dem med!

Herredsfoged Seith beholdt Marie fængslet i 18 Dage - fra den 18. Januar til 6. Februar 1913.

Marie hævdede stadig sin Uskyldighed, men Herredsfogden vilde ikke høre Tale herom.

Fængselsopholdet nedbrød ganske den unge Pige. Hun blev nervesyg, og der maatte vaages over hende i Arresten. Senere flyttedes hun til Arrestens Sygehus.

Herredsfogden fortsalte endog her sine Forhør over den stærkt lidende Vige og udtalte meget overlegent, at Pigens Sygdom var "Skaberi"!

Endelig maatte Herredsfogden løslade Marie Sørensen - selvfølgelig uden nogen Art af Undskyldning eller Beklagelse.

Den stakkels Pige vilde formodentlig vedblevet at have Mistanken hæftet paa sig, hvis ikke kort efter den virkelige skyldige var bleven sat fast.

I selve Kallundborg arresterede Politiet nemlig en ung Pige for Tyveri. Under Forhørene tilstod hun - der havdo været ansat hos Godsejer Lawaetz - at hun havde stjaalet Penge fra Mejerieleveri og de 5 Kr. fra Marie Sørensen.

Marie Sørensens Uskyldighed var dermed bevist, og ved Hof- og Stadsrettens Dom tilkendtes der hende i Gaar 300 Kr. i Erstatning.

I Rettens Præmisser hedder dit bl. a.:

Efter Sagens Omstændigheder gik Retten ud fra, at Citantinden ogsaa var uskyldig i da andre hende paa.sigtede Tyverier, og da Citantinden paa Grund af en hende ved Arrestationen tilføjet Nervelidelse endnu i Midten af April Maaned havde været ude af Stand til at tage en Plads i Stedet for den paa Kallundborg Slots Ladegaard, som hun havde mistet, og hvori hun havde været siden 1. Novbr. 1911, blev Erstatningen tilkendt hende som ovennævnt.

Til 300 Kroner vurderes altsaa denne stakkels Piges Lidelser, hendes deraf opstaaede Sygdom og det Tab, hun har lidt.

Men det drejer sig jo ogsaa "kun" om en Tjenestepige!

(Social-Demokraten 15. juli 1913).

Retspleje.

Herredsfoged Teith og den uskyldige Pige.

Endnu et Blad af det danske Retssystems Historie.

Oprørende Enkeltheder.

Vi meddelte forleden, at en ung Pige - Tjenestepige Laura Sørensen - var bleven tilkendt 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest, som hun havde udstaaet under Herredsfoged Seith i Kallundborg. Laura var beskyldt for at have stjaalet ca. 15 Kr. fra sine Medtjenerinder. og først da den rigtige Tyv blev opdaget, kom Laura Sørensens fuldstændige Uskyldighed for Dagens Lys.

Vi skal anføre nogle interessante Eksempler paa, hvorledes den stakkels Pige blev behandlet i Arresten.

Efter at Statsbetjent Hansen i en 14 Dages Tid havde drevet sine Undersøgelser i Sagen, indfandt han sig en skønne Dag paa Kallundborg Slots Ladegaard, hvor Pigen tjente, og tog hende i Forhør. Han sigtede hende for at have begaaet Tyveriet, og da Pigen forfærdet bad ham give en Grund til sin Mistanke, svarede han: "Jeg kan bare tage Dem i Nakken og sætte Dem over - jeg skylder ingen Forklaring."

Pigen blev derefter anholdt og fra første Færd behandlet som overbevist Forbryder.

Laura hævdede hele Tiden sin Uskyldighed, men Herredsfogden og Betjenten sagde til hende, at hun var "fuld af Løgn", og Herredsfogden tilføjede, at hun "kunde ligesaa godt tilstaa straks - for der var jo ingen anden."

Det eneste Grundlag for Herredsfogdens Mistanke var, at Laura med en Tjenestepiges Løn næppe kunde være saa velklædt.

Statsbetjenten sigter Laura for at staa i Forhold til de mandlige Elever.

Maden i Arresten kunde Laura omtrent intet spise af. Hun bad Arrestbetjenten om at skære Brødet lidt tyndere, da hun ikke var rask, men han sagde, at det maatte ikke være tyndere end - ½ Tomme! Han tilføjede haanligt: "Hun lærer s'gu nok at spise!"

Slotsbetjenten har aabenbart udført den samme Rolle som Betjent Jensen overfor Gaardejer Jespersen. Han sagde stadig til Pigen i Arresten:

"Tilstaa De bare! De faar en betinget Dom!"

Da Laura stadig nægtede, blev Betjenten vred og erklærede, at hun havde staaet i Forhold til de mandlige Elever paa Gaarden. Pigen var forlovet, og det var derfor en utrolig Sjofelhed af Slotsbetjenten at udtale sig saaledes.

Paa Grund af de sjælelige og legemlige Lidelser blev Laura Sørensen syg og maatte paa Sygehuset. Men end ikke her fik hun Lov til at være i Fred.

Herredsfoged Seith fo'r en Dag rasende hen imod hendes Seng, som om han vilde slaa Pigen, og brugte ganske ubeherskede Ord.

"Det er mig ganske ligegyldigt, om De tilstaar", raabte han. "Jeg er overbevist om, at De er den skyldige. Men De er proppet af Løgn! De skal nok komme i Arresten igen, og selv om De bliver syg, skal De nok faa Lov at blive der - - -"

Nu staar Laura Sørensen fuldstændig renset. Men hvad har hun faaet som Erstatning for alle de udstaaede Lidelser, for den hende tilføjede Tort og Skam, for Sygdommen, hvis Efterveer hun endnu sporer? 300 Kr. har Retten tilkastet hende og mener vel, at hun skal sige Tak til!

Men man tænke sig Muligheden af, at den virkelige skyldige aldrig var bleven fundet. Selv om Laura var undgaaet Fængslet, havde hun t hvert Fald for Resten af sin Levetid haft Mistanken hæftet paa sig. Og Erstatning havde hun heller ikke faaet.

Og hvad sker der den Herredsfoged, der optræder saaledes som vi ovenfor har skildret det?

Intet! Han sidder uantastet i sit Embede. Han forfremmes maaske oven i Købet!

I alle andre Livets Forhold bliver en Mand fjærnet fra sin Plads, naar han begaar graverende Fejlgreb. En dansk Dommer af Hr. Seiths Slags bliver siddende til sin Dødsdag - hvis han da ikke som Hr. Seiths Forgænger i Embedet, Borgmester Stricker, begaar ligefremme Forbrydelser.

(Bornholms Social-Demokrat  22. juli 1913).

Om forgængeren Robert Stricker se afsnit 2/3 (Byfoged i Kalundborg 1903-1908) om denne

Chefen for 8. bataljons 2. kompagni kaptajn Kruse var indlogeret hos Seith i november 1914. Seith blev i december 1915 underkastet en operation i København og blev udskrevet ved juletid. Han tog herefter på rekreation. Han beklædte igen sin post i starten af marts 1916.

Dødsfald

Herredsfoged K. N. Seith.

Efter længere Tids tiltagende Svaghed er Herredsfoged i Arts og Skippinge Herreder K. N. Seith i Formiddags afgaaet ved Døden.

Forsaavidt kom Døden pludseligt som Herredsfogden endnu, de allersidste Dage særdedes ude.

Men hans Helbred var svagt; i de sidste 2 a 3 Aar har han været syg og uarbejdsdygtig. Det var Tarmlidelser, han plagedes af, og gentagne Gange maatte han underkaste sig Operationer uden dog at opnaa den tilsigtede Helbredelse

Herredsfoged Seith, der blev 59 Aar gl., kom her til Kallundborg i Oktober 1911 fra Faaborg, hvor han beklædte Embedet som Birkedommer i Brahetrolleborg og Muckadell Birker.

Kun 6 Aar blev altsaa Herredsfoged Seiths Virksomhed her. Egentlig kendt af Egnens Befolkning kunde han ikke naa at blive i de faa Aar, særlig da Sygdommen jo tvang ham til at være saa hyppigt borte fra sit Embede. Men han var en dygtig og human Embedsmand og en elskværdig Personlighed med stor national Følelse.

Blandt Personalet paa Herredskontoret var han meget afholdt.

(Kalundborg Avis 3. september 1917).

- Højesteret afsagde i Gaar Dom i en Sag mellem Bregninge Bjergsted Sogneraad og Gartner O. P. Sørensen, der i 1912 efterfulgte Proprietær Omøe som Formand og Kasserer for Sogneraadet. Der var da noget Underskud i Kassen, som Omøe dækkede. Snart efter fratraadte Sørensen, og der var da et Underskud paa ca. 2750 Kr., hvoraf Sørensen dækkede de 750 Kr., medens han hævdede, at de 2000 Kr, ikke hidrørte fra hans Formandstid. Sogneraadet anlagde Sag mod ham, og ved Arts-Skippinge Herreds Ret blev han dømt til at betale de 2000 I Kr. Overretten kom paa Grundlag af en af Revisions- og Forvaltningsinstitutet foretagen Opgjørelse til det Resultat, at der ved Sørensens Tiltræden havde været et udækket Beløb paa 2000 Kr., hvorfor Overretten frifandt Sørensen og paalagde Sogneraadet Sagens Omkostninger med 300 Kr. samt idømte Herredsfoged Seith, Overretssagfører Aage Schultz og Underretssagfører Th. Werner Bøder paa henholdsvis 40, 50 og 25 Kr. for Forhaling af Sagen.

(Jyllandsposten 12. oktober 1918).

Seith var i mellemtiden afgået ved døden, så hans bøde bortfaldt.

Herredsfoged Knud Seith 30.10.1858-3.9.1917. Sønnen Aage Seith 4.10.1890-?.11.1920. Hustru Jane Cecilie Seith (4.11.1862). Derudover var der to døtre: Edith og Jane samt sønnen, inspektør John Knox-Seith (1894-1959) som da han var ansat i ØK i 1922 blev  gift med forfatteren Estrid Ott (1900-1967). De boede et år i Finland og senere ti år i USA. I 1933 flyttede familien til Danmark. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mordforsøg og Selvmord! (Efterskrift til Politivennen)

En ung Pige, Astrid H., har i Forgaars Aftes skudt paa en i Turesensgade boende Bogholder uden at træffe ham og derpaa skudt sig selv en Kugle gennem Brystet.

Hun har indtil for 2 Maaneder siden været Tjenestepige, men var nu hjemme hos Moderen, der har Middagsabonnement. Hun gjorde Bogholderens Bekendtskab en Aften paa Gaden og har i den senere Tid, navnlig tilskyndet af Moderen, søgt at holde Bogholderen fast i Forholdet. Moderen forfulgte Bogholderen paa Gaden, satte Sedler med lidet smigrende Indhold paa hans Dør og tilskrev ham Truselsbreve. Tilsidst meldte han hende til Politiet.

Dette undersøgte Sagen og gav Fru H. en skarp Advarsel om at lade Bogholderen være i Fred. Fra den Tid forsøgte hun at føre Datteren i Ilden og i Forgaars Aftes Kl. 6½ kom denne hjem i Bogholderens Bopæl, var overordenlig ophidset og stillede nogle Krav, nærmest af pekuniær Natur, som hendes Kontrapart ikke vilde opfylde. I samme Øjeblik hun fik hans Svar, trak hun en Revolver op af Lommen og fyrede et Skud af imod ham. Kuglen foer tæt forbi hans ene Arm og ind i en Dragkiste. Med et Udraab vendte hun derpaa Vaabnet imod sig selv og trykkede løs. Kuglen trængte ind i den nederste Del af Brystet og har gennemboret Leveren, hvor den sandsynligvis sidder endnu.

Der blev straks hentet en Læge, som lod hende indlægge paa Kommunehospitalet. Hun var ved Indlæggelsen i stærk lidende Tiland, men efter en kraftig Morfinindsprøjtning sov hun om Natten, og ved Lægeundersøgelsen i Gaar mentes det, at hun kunde være helbredet om tre Uger.

(Social-Demokraten 21. december 1892).

Astrid blev udskrevet fra hospitalet i slutningen af januar 1893. Kuglen lykkedes det ikke at fjerne. Ved samme lejlighed bemærkede Social-Demokraten at hendes mor sagde at hun hverken havde forsøgt pengeafpresning på ham eller skudt på ham.

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Barnemord i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnemord for Højesteret.

Den 31. Oktober i Fjor foregik der ved Randers et Barnemord, som vakte en Del Opsigt. En 24-aarig Tjenestepige, Christiane Pedersen, der var forlovet med en Tjenestekarl Simon Andersen, havde med denne to Børn, hvoraf det ene var sat i Pleje hos Simons Forældre.

Da Simon rejste ud som Sømand, kom hun, der var noget løs paa Traaden, i Forhold til en anden Mandsperson, med hvem hun fik et Barn der - for at Simon ikke skulde faa noget at vide - blev sat i Pleje hos en konduktør Poulsen i Randers. Det var Christiane Pedersens Mening at aabenbare Sagen for Simon, naar hun en Gang, som hun haabede, blev gift med ham.

Den nævnte Oktober Aften kom hun imidlertid til Konduktør Poulsen og hentede Barnet; hun vilde have det tilbage, sagde hun. Poulsens Kone opfordrede hende meget indtrængende til ikke at gaa saa sent ud med Barnet der laa og sov; men hun fastholdt sin Beslutning. Hun troede, at Poulsens Kone vilde tilbyde at tage Barnet til sig, hvad denne ogsaa nok havde Lyst til; hun undsaa sig imidlertid ved at fremkomme med noget Tilbud, fordi Christiane Pedersen al Tid havde giort sig ud for at sidde godt i det.

Hun gik nu ud af Byen omtrent en halv Times Vej og kom til et Vandhul, Saa vaklede hun i sit Forsæt og gik rundt en Times Tid, men da var hendes Beslutning moden. Hun klædte Barnet af og kastede det tre Alen ud i Pandet; det gik til Bunds, kom lidt efter op igjen, men gik saa til Bunds for sidste Gang. Mordersken gik nu tilbage til Randers, boede paa en Gjæstgivergaard og besøgte næste Morgen sine to andre Børn. Det sidste Sted, hun var, blev hun anholdt. Dagen efter Mordet blev Liget fundet af nogle unge Mennesker.

Medens hun sad arresteret, døde Simon Andersen af Kulosforgiftning i Bergen paa samme Tid, som hans Kæreste fik sin Dom ved Randers Kjøbstads Extraret. Den lød paa Dødsstraf og blev stadfæstet af Overretten.

Ved Sagens Behandling for Højesteret var Oct. Hansen Aktor. Han giennemgik Begivenheden, som den ovenfor er skildret, berørte hendes pekuniærs Forhold, der ikke var saa gunstige, som hun vilde give dem ud for, og hævdede iøvrigt, at hun efter alt, hvad der forelaa havde begaaet Mordet med Overlæg.

Naar Dokumentationen i Morgen tidlig er endt, vil Højesteretssagfører Salomon saa Ordet som Morderskens Defensor.

(Aarhus Amtstidende 2. december 1892).

Barnemordssagen fra Randers.

X Kjøbenhavn, den 2. Decbr.

Efter endt Dokumentation blev Proceduren i Barnemordssagen fortsat i Morges.

Som Defensor for den Tiltalte mødte Højesteretssagfører Salomon, der først henpegede paa Christiane Pedersens ulykkelige Horhold, idet Sømanden Simon Andersen slet ikke vilde hjælpe hende med at underholde de Børn, han var Fader til: han lod hende endog betale til det ene af dem hos hans egne Horældre. Hun nærede derfor heller ikke saa kærlige Følelser for ham, som Aktor syntes at mene. Forøvrigt var der Grund til at nære Tvivl om, at Christiane Pedersen var ganske normal. Hendes Forhold overfor Dragonerne tydede paa et meget let Sind, og man maa desuden erindre, at hun var frugtsommelig, da hun begik Forbrydelsen. Det er jo en bekjendt Sag, at Svangerskabet kan have Indflydelse paa de intellektuelle Evner. Selv om hun forud har været noget abnorm, kan dette desuden godt have været skjult for de Folk, hun havde været i Tjeneste hos. Sikkert er det, at der ikke i hendes tidligere Liv foreligger noget som helst, som kan give Tilknytning til en saadan moralsk Depravation, som maatte til for at myrde sit ½ Aar gamle Barn, uden at hun først havde gjort noget Skridt for at faa det anbragt.

Defensor havde foranlediget, at der for Højesteret kunde foreligge en Erklæring fra Sundhedskollegiet om Christiane Pedersens mentale Tilstand. Hun blev indlagt til Observation paa et Hospital, men Lægerne erklærede, at hun i mental Henseende var normal. Der er saaledes ikke mere for Desensionen at gjøre i denne Henseende.

Spørgsmaalet er nu, om det med Rette kan siges, at Mordet er begaaet med Overlæg. Det kunde ikke nægtes, at hun alt i nogen Tid havde syslet med det Fantasteri, om hun skulde tage Livet af sig selv eller dræbe sit Barn. Med disse Overvejelser gik Tiden indtil den 31. Oktober, idet hun med den formentlige Snedighed, som Fruentimmerne ynder at betjene sig af, søgte at faa konduktør Poulsen - hos hvem Barnet var i Pleje, og som holdt meget af det - til at tage den Lille til sig. Først den 31. Oktober om Morgenen fattede hun den Beslutning, at hun vilde dræbe Barnet, hvis Poulsens ikke af sig selv tilbød at tage Barnet til sig. Da dette ikke skete, besluttede hun sig til at begaa Mordet, men en Times Tid efter blev hun dog bange for sit Forehavende, og først efter nogen Vaklen udførte hun den skæbnesvangre Handling. Defensor vilde henstille, om man under disse Omstændigheder kunde sige, at Forbrydelsen var begaaet med Overlæg og saaledes krævede Dødsstraf.

Endnu vilde Defensor fremhæve, at der var al mulig Grund til at nære den største Medlidenhed med Christiane Pedersen. Hun havde stærke Følelser, Drifter, som hun ikke kunde betvinge; det blev hendes Ulykke. Hvis hun var bleven gift med sin Simon, var alt gaaet godt. Hun vilde rimeligvis have født ham en Mængde Børn, hvilket man i Bondestanden anser for en Velsignelse. Hun var, hvad man kalder et reelt Fruentimmer, der ikke vilde lyve; hun vilde ikke bilde Poulsen ind, at hun kunde betale for Barnets fortsatte Pleje, naar hun ved sig selv vidste, at dette var umuligt. I det hele fortjente hun Sympati, og Desensor vilde derfor indstille hende til Rettens mildeste Straf.

Efter en Times Votering faldt Dommen, der lod paa Stadfæstelse af Overretsdommen (Dødsstraf) i Henhold til de deri anførte Grunde. Højesteret begrundede dog yderligere sin Dom deri, at Lægesynet havde erklæret Mordersken for fuldstændig normal.

(Aarhus Amtstidende 3. december 1892).

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. I det forløbne Regnskabsaar (1ste Mai 1891 til 30te April 1892) har Skolen gjennemsnitlig havt 25 Elever i en Alder af mellem 14 og 18 Aar. 21 af disse Elever vare fra Kjøbenhavn og Frederiksberg. Eleverne vare særlig Døttre af Arbeidsmænd og Haandværkere; 6 vare forældreløse. Skolen er i det forløbne Aar ligesom tidligere bleven ledet af en Forstanderinde, for Tiden Fru Antonia Rodian, og tre Medhjælperinder, der alle boe paa Skolen. Paa Hds. kgl. Høihed Kronprindsessens Fødselsdag den 31te October fejrede Skolen som sædvanlig sin Aarsfest med Sang og Tale. Bestyrelsens Formand er Kammerherre Generalmajor Krieger. Den maanedlige Betaling for Underviisning og fuldstændig Forpleining er 10 Kr. Det hedder i Slutningen af Aarsberetningen, efterat der er ydet en hjertelig Tak til Alle, som hidtil have hjulpet: "Skolen trænger vedvarende til Bistand og Velvillie. Det er vort Haab, at den fremdeles maa gjøre sig værdig dertil." Indtægten har ifjor udgjort 21,482 Kr. 46 Ore. Pensionatet indbragte 3571 Kr., Skolepigernes Contingenter 2550 Kr., Middagsabonnenter 3708 Kr. 77 Øre og Vadsk 3749 Kr. 17 Øre. Statskassens Bidrag udgjorde 1000 Kr. Afdøde Kammerherre, Generalmajor Rægler har ydet et extraordinairt Bidrag af 1000 Kr. Der er i sidste Regnskabsaar afbetalt af Prioritetsgjælden 1200 Kr. ; den er derved gaaet ned til 34,700 Kr., medens Skolens Eiendom i Emiliegade Nr. 3 er taxeret til 60,000 Kr. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1892).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Sædelighedsforbryder: Bagermester Thorendal. (Efterskrift til Politivennen)

Sædelighedsforbrydelser

Bagermester Thorendal idømt 3 Aars Tugthusarbejde.

Bagermester Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal, der har havt Forretning i Falkoneralleen Nr. 12, er ved Højesteret idømt 3 Aars Tugthusarbejde for Forbrydelser mod Sædeligheden.

Sagen mod Thorendal paabegyndtes for ca. 1½ Aar siden ved Frederiksberg Birk, foranlediget oprindelig ved Alimentationssag fra en ung Tjenestepige, som han havde forført og som havde faaet et Barn ved ham. Under denne Sag fremkom der saa graverende Oplysninger, at det foranledigede Retten til at arrestere Bageren, og nu kom der en Mængde Forbrydelser for Dagens Lys.

Frederiksberg Birk idømte ham 8 Aars Tugthusarbejde; Straffen blev af Overretten nedsat til 3 Aar, og Højesteret stadfæstede forleden denne Dom.

Af det i Sagen oplyste fremgaar det, at Thorendal har forbrudt sig mod en Række af Straffelovens Paragrafer for paa sædelige Omraade, nemlig §§ 170, 174, 176 og 185. Han har øvet Vold, Utugt med mindreaarrige Piger, Uterlighed, samt Krænkelse af Blufærdigheden og og under Sagen er fremført ikke mindre end 9 Kvinder, der har staaet i hans Tjeneste, og som har været Ofre for hans brutale Lyster.

* * *

Forbryderens 9 Ofre.

Thorendals 1ste Offer var Pigen A. (Dette og de følgende Bogstaver er kun anonyme Mærker paa de vedkommende forurettede Kvinder, hvis virkelige Navne selvfølgelig ikke nævnes for Offenligheden.) Hun var 21 Aar, da hun 4. Februar 1889 kom til at tjene Thorendal som Butiksjomfru i en Forretning, han den Gang havde i Slotsgade. Han fordulgte at han var gift, og han boede alene i Lejligheden med Pigen. Han forsøgte straks de første Dage at tiltvinge sig Kys hos hende og at tage hende om Livet, og den 19. Februar forsøgte han i et til Butiken stødende Beboelsesværelse at tiltvinge sig Samleje med hende. Men hans Forsøg lykkedes ikke, dels paa Grund af hendes Modstand, dels fordi der kom Folk i Butiken. Otte Dage senere lukkede han hende ind i sit Soveværelse, hvor han trods hendes Graad og Bønner kastede hende om paa Sengen og tumlede saa længe med hende, at hendes Modstand blev brudt og han fik sin Vilje. Han havde senere flere Gange Samleje med hende indtil hun midt i Marts mærkede, at hun var besvangret ham, og han lejede da et Værelse til hende, hvor de mødtes til fornyet Samleje. Grund til, at Pigen ikke straks forlod Tjenesten efter Thorendals Voldtægtsforsøg, men senere endog hengav sig til ham, har hun forklaret, at hun længe havde gaaet arbejdsløs og ikke turde meddele sin Familie det Passerede.

Thorendals 2det Offer, den 16aarige Pige B, kom i hans Tjeneste 29. November 1889, da han havde Forretning i Falkoneralleen. Straks den første Nat, hun opholdt sig i hans Hus, blev hun vækket ved at Dynen i hendes Seng blev smækket op over hendes Hoved, og Thorendal, der kun var iført Skjorte og Underbenklæder, lagde sig op i Sengen hos hende. Hun skreg om Hjælp, men Skrigene kvaltes under Dynen. Hun kæmpede af al Magt for at værge sig, men Thorendal, der er en stor og kraftig Person, kunde sagtens overvinde den unge Piges Modstand, og han tiltvang sig Samleje med hende. En Morgen, et Par Dage derefter, kom han atter ind til hende, der laa afklædt i Sengen. Hun gjorde al tænkelig Modstand, men han tiltvang sig paany Samleje med hende, og han truede hende med, saafremt hun skreg, at han vilde angive hende som den Skyldige overfor hendes Forældre. Ved Juletid 1889 kom han paany en Morgen tidlig ind til hende, der laa i Sengen, og tiltvang sig igen ved Vold Samleje med hende, uagtet hun paany gjorde al den Modstand hun kunde. Der hengik ved denne Lejlighed omtrent et Kvarter, inden han overvandt hende, og i den Tid skreg hun uophørlig i sin Angst: "Lad være, Thorendal!" En Kone, der sov i et Værelse i Nærheden havde hørt Skrigene, der gjorde Indtrykket af at være udstødt af et Menneske, der er i fortvivlet Sindsstemning, og senere paa Dagen, da Pigen græd, spurgte Konen om Aarsagen hertil, og Pigen erklærede da, at Thorendal havde været grov mod hende, uden nærmere at forklare Beskaffenheden af hans Opførsel, og hun bad Konen ikke omtale til nogen hvad hun havde hørt. Hun blev i Tjenesten til September 1890, og i dette Tidsrum har Thorendal omtrent 20 Gange Vold tiltvunget sig Samleje med hende, dels paa hendes Kammer, dels i et Værelse ved Butiken. Hun modsatte sig stedse af yderste Magt hans Voldshandlinger, bl. a. ved at rive ham i Haar og Skæg og bide ham i Armen. Hun blev besvangret og fødte i Januar 1891 et Barn. Som Grund til, at hun trods Thorendals Opførsel blev saa længe i hans Tjeneste, angav hun dels, at hun var i høj Grad uvidende paa det kønslige Omraade og derfor, omend hans Behandling var hende i højeste Grad modbydelig, ikke tilfulde forstod dens Betydning, dels at hendes Forældre havde strængt forbudt hende at løbe af Tjenesten, dels endelig, at Thorendal havde truet hende paa forskællig Maade, hvis hun røbede Forholdet. Hendes Forældre og daværende Forlovede har bekræftet, at hun, da hun kom i Thorendals Tjeneste, var temmelig uvidende om alt, vedrørende det kønslige Forhold mellem Mand og Kvinde, og Forældrene har udsagt, at efter at deres Datter var kommet i Thorendals Tjeneste, var hun ofte forknyt og gik og græd, men de anede ikke Grunden og forbød hende at forlade Tjenesten i Utide.

Det 3dje Offer, Pigen C. var 19 Aar, da hun 1. December 1889 kom i Thorendals Tjeneste, altsaa samtidig med forannævnte Pige. Straks den anden Morgen, hun var i Tjenesten, vækkede han hende i Sengen med et Kys, og han vedblev derefter næsten daglig med at frarøve hende Kys og førte slibrig Tale til hende. Bl. a meddelte han hende, at han havde staaet i Forhold til en tidligere i hans Tjeneste værende norsk Bagerjomfru, og han opfordrede hende til at rejse bort med ham og lovede hende et Bageriudsalg at bestyre, hvor han da vilde komme og besøge hende. Misfornøjet med hans Behandling forlod hun Tjenesten efter 9 Dages Forløb den 9. December. Forannævnte Pige B. har forklaret, at hun en Dag saa Pigen C. komme grædende ned fra sit Kammer og hele Dagen gik og græd, uden at hun til nogen beklagede sig over Thorendal. 

Det 4de Offer, Pigen D, var 18 Aar, da hun fra 1 Septbr til 1. Oktbr 1890 tjente hos Thorendal, der straks begyndte at føre letsindig Tale til hende og opfordrede hende til at gaa ud med ham, hvilket hun bestemt vægrede sig ved. En Nat i Slutningen af Maaneden vaagnede hun ved at han stod bøjet over hendes Seng og forsøgte at tiltvinge sig et Kys, hvilket dog ikke lykkedes ham, da hun gav sig til at skrige og gjorde stærk Modstand. Da Svenden hørtes komme, tyssede Thorendal paa hende og forlod Værelset. Svenden har forklaret, at Pigen til ham grædende har beklaget sig over Thorendals Adfærd mod hende. Hun forlod Tjenesten nogle faa Dage derefter.

Det 5te Offer, den 21aarige E. kom den 1. Oktober 1890 i Thorendals Tjeneste. Paa sin sædvanlige Maade begyndte Thorendal straks at føre slibrig Tale til hende og at opfordre hende til at tilstaa ham Samleje. En Nat, da hun laa afklædt i sin Seng, vaagnede hun ved, at han liggende paa Knæ ved hendes Seng og kun iført Skjorte, overgramsede hende. Hun forlangte, at han straks skulde forlade Værelset, men han blev desuagtet en hel Time hos hende og vedblev med sine Opfordringer. Da hun ogsaa senere ikke kunde være i Fred for hans idelige Anmodninger om at tilstaa ham Samleje, forlod hun Tjenesten efter 10 Dages Forløb, den 10. Oktober.

Det 6te Offer, den 18aarige F, kom i Tjeneste hos Thorendal den 13 Oktober 1890. En Eftermiddag kom han ind i hendes Kammer, hvor hun stod blottet; han tog fat i hendes nøgne Skuldre og bad hende om at "elske" ham. Hun afviste ham forbitret og beklagede sig over hans Opførsel til hans Hustru. Da han vedblev at føre stibrig og liderlig Tale til hende under Tjenesten, forlod hun sin Plads den 1. November.

Det 7de Offer. Pigen G., var ikke fyldt 16 Aar, da hun den 1ste November 1890 kom i Thorendals Tjeneste, og da hun lod sig fæste fik han Oplysning om hendes Mindreaarighed. Nogle Dage efter, da hun og Thorendal sad alene og spiste til Middag og hun græd over sin Madmoders Behandling af hende, tog han hende om Livet og søgte at tvinge hende ned paa sit Skød, hvilket dog ikke lykkedes ham. Da hun derefter satte sig ned for at spise færdig, kom han bagfra og tog hende om Halsen, lagde sin skind op mod hendes og bad om et Kys. Hun afviste ham, men han gentog sin Opfordring, idet han foreslog hende, at de skulde indgaa "en Alliance", hvilket hun forstod som et Forslag om at hun skulde træde i utugtigt Forhold til ham. Nogle Dage derefter lovede han at skaffe hende en Plads til 40 Kr. om Maaneden, og tilføjede, at det vilde han kun gøre paa visse Betingelser, og at hun jo nok kunde forstaa, at han havde sine Hensigter dermed, samt at hendes Indvendinger intet havde at betyde, og at det hele kun var en Sag paa 5 Minuters Forglemmelse, og at han, hvis han var et Fruentimmer, ikke vilde betænke sig. Disse Udtalelser, tilligemed nogle andre Yttringer. som hun ikke kunde forstaa paa anden Maade end som sigtende til at forføre hende til Utugt, bevirkede at hun, der følte sig ulykkelig over hans Optræden overfor hende og ofte græd og beklagede sig til sin Moder og Medtjenerinde, forlod Tjenesten efter 2 Ugers Forløb, den 10. November. Pigens Fader begærede Thorendal tiltalt.

Det 8de Offer. Pigen H, var ikke fyldt 15 Aar, da hun den 10. Novbr 1890 tiltraadte Tjenesten hos Thorendal, der var vidende om hendes Mindreaarighed. Han begyndte straks at føre slibrig Tale til hende, bl. a. fortalte han om sit Forhold til den fornævnte norske Bagerjomfru, med hvem han havde levet sammen, medens han anbragte sin Familie andetsteds. Han foreslog hende, at han vilde sende sin Familie til en anden Forretning og spurgte hende, om hun saa vilde blive alene med ham i den oprindelige Forretning. Senere kom han med et lignende Forslag, som hun maatte forstaa som sigtende til at forføre hende til Utugt. Han vedblev med sin slibrige Tale, og efter først forgæves at have bedt hende om et Kys, tiltvang han sig en Ugestid senere nogle Kys, trods hendes Modstand. Paa Grund af disse Efterstræbelser forlod hun Tjenesten efter li Dages Forløb, den 1. Decbr. Pigens Moder har forlangt Thorendal tiltalt. 

Det 9de og sidste Offer. Pigen I., var knapt 18 Aar, da hun den 1. Decbr. 1890 begyndte at tjene hos Thorendal. Han begyndte straks, trods hendes Modstand, at ville kærtegne og kysse hende samt at tage hende om Livet, hvorved han engang iturev hendes Forklæde. Og han tog hende op under Klæderne. En Aften, 5 Dage efter at hun var kommen i Tjenesten, da hun laa og sov i sin Seng, vaagnede hun ved at han laa afklædt ved Siden af hende. Da han begyndte at skrige, kvalte han hendes Skrig ved Hjælp af Hænderne og Dynen. Og han søgte ved Anvendelse af Magt at tiltvinge sig Samleje. Det lykkedes ham dog ikke paa Grund af hendes Modstand, men i 10 Minuter varede Kampen før han forlod hende. En Formiddag, da hun bragte Mad op til ham, der laa afklædt i sin Seng, befalede han hende at komme hen til ham, og da hun vægrede sig herved og flygtede ud paa Trappen, sprang han ud af Sengen, trak hende med Magt tilbage ind i Værelset og slæbte hende hen til en der staaende Chaiselongue, hvor han paany søgte at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde energisk Modstand, og heller ikke denne Gang lykkedes det ham at opnaa sin Hensigt. Den 14. December fulgte han efter hende op i Beboelseslejligheden, hvor der ingen andre var til Stede. Han paastod, at han havde opdaget, at hun havde stjaalet 85 Øre af Butiksskuffen, og han truede hende med at anmælde Tyveriet for Politiet, hvis hun ikke tilstod ham Samleje. Da hun bestemt vægrede sig herved, trak han hende hen paa en Chaiselongue, hvor han tumlede saalænge med hende, at hun udmattet maatte opgive al Modstand, og det lykkedes ham da at tiltvinge sig Samleje. Juleaften 1890, da Thorendal og Pigen befandt sig alene i et Værelse, der støder op til Nabolejligheden, greb han sat i hende og kastede hende om paa en i Værelset staaende Chaiselongue, og tumlede med hende for at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde imidlertid al mulig Modstand og skreg højt: "Lad mig være, Thorendal, lad mig komme op!" Hendes Skrig hørtes af Nabofolkene, der gentagne Gange bankede paa Væggen, og han maatte derfor slippe hende. I den Maaned, Pigen var i Tjenesten, har Thorendal i alt l0 Gange forsøgt med Vold at opnaa Samleje med hende, uagtet hun tydelig tilkendegav ham, at hans Tilnærmelser var hende i højeste Grad imod, og uagtet hun hver Gang gjorde al den Modstand, hun formaaede. Efter Voldtægtsforsøgene beklagede hun sig gentagne Gange til sin Madmoder, til de omtalte Nabofolk og flere andre Personer og fortalte dem, at Thorendal søgte at tiltvinge sig Samleje med hende. Som Grund til, at hun ikke straks forlod Tjenesten, men forblev Maaneden ud, har hun angivet, at hun, der er hjemmehørende i Sverig, vilde staa ganske forladt og ene, hvis hun forlod Tjenesten i Utide. Endvidere forklarede hun, at hun en Aften, efter at Thorendal havde søgt at voldtage hende, havde henvendt sig paa Frederiksberg Politistation om Beskyttelse. Den Besked, der her blev givet hende, forstod hun saaledes, at der ikke var andet for hende at gøre, end at blive Tjenesten ud.

Bagermester Thorendal, der er født 18. December 1852, er en kraftig bygget, stærk Mand af et lidenskabeligt og meget sanseligt Temperament; han har lige fra Barndommen været hengiven til kønslige Udskejelser, og saavel inden som under sit Ægteskab har han staaet i Forhold til mangfoldige Kvinder. Navnlig har han i de sidste Aar forsøgt at komme i Forhold til de ham tjenende Piger, og er overfor dem optraadt som en brutal og samvittighedsløs Forfører.

Thorendal har ofte været straffet, bl. a. ved 14. Bataillons Krigsretsdom af 30. December 1874 for Uterlighed osv. med simpelt Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage; ved Aarhus Købstads Ekstrarets Dom af 13. April 1882 for Forbrydelser mod den offenlige Myndighed og for Uterlighed med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage; ved Kriminal- og Politirettens Dom af 6. Novbr. 1886 for Uterlighed med 4 Gange 5 Dages Vand og Brød; ved samme Rets Dom af 16. April 1887 for Forbrydelser mod Sædeligheden med Forbedringshusarbejde i 1 Aar; og senest er han ved Frederiksberg Birks Ekstrarets Dom af 26. Februar 1889 for Vold paa Person og Legemsbeskadigelse idømt fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Nu kan hertil føjes Højesteretsdommen, hvorved han er tilkendt 3 Aars Tugthusarbejde.

(Social-Demokraten 15. maj 1892).

Thorendals Sædelighedsforbrydelser

Vi bragte i Søndags et udførligt Referat af Bagermester Thorendals mange Sædelighedsforbrydelser. Vi gjorde det, fordi disse Forbrydelser vel sagtens havde gaaet i Svang den Dag i Dag, hvis vor Sagfører ikke havde trukken dem frem for Lyset, og fordi hele denne Sag er et nyt Bevis paa, hvor megen Raaddenskab der kan saa Lov til at trives her i Landet, hvis Socialdemokratiet ikke ryddede op.

Vor Sagfører opdagede under en Alimentations-Sag, at den unge Pige, han førte Sagen for, var bleven voldtaget af Bager Thorendal. Dette gav Anledning til, at Politiet maatte tage sig af Thorendals Affærer, der snart viste sig at vare i høj Grad kriminelle.

Havde Politiet da forud ingen Anelse om, at Bager Thorendal aspirerede til Tugthuset? Jo saamænd havde det saa. I Forhørene er det konstateret, at en knapt 18aarig Tjenestepige en Aften efter at Thorendal havde forsøgt at voldtage hendes, flygtede til Frederiksberg Politistation og bad om Beskyttelse. Det utrolige skete. Politiet lod hende gaa hjem igen med den Besked, at hun skulde blive sin Tjeneste ud. Og en Tid efter, da vor Sagfører havde holdt Politiet disse Forbrydelser under Rasen, dømte den samme Øvrighed Forbryderen til 8 Aars Tugthus. Foruden Politiet havde i længere Tid en hel Del Mennesker været vidende om, hvorledes Hr. Thorendal behandlede sine Tjenestepiger og Butiksjomfruer. Bagersvenden, Pigernes Mødre, Medtjenerinder, Nabofolkene og flere andre Personer havde dels hørt Pigerne skrige, naar Principalen var i Lag med dem, dels havde Pigerne beklaget sig og rent ud sagt, at han øvede Voldtægt imod dem. Der kan have været mange Grunde for disse Mennesker til at tie, men en af dem er absolut den, at Thorendal var en velsitueret Samfundsstøtte og Klagerinden kun en fattig Tjenestepige. Der hører altid et vist Mod til i dette Samfund at angribe de Store for at forsvare de Smaa. Og desuden, naar Politiet med oprørende Ligegyldighed kunde sende Pigen hjem til Forbryderen igen, saa kan man forklare sig, om end ikke undskylde, at Privatpersoner er for ængstelige og for forsigtige til at gribe ind i slige Affærer. Politiet er saa meget stærkere at dadle i denne skandaløse Sag, som det jo maatte vide, hvad for en Person Thorendal var. Han er tidligere straffet mindst 5 Gange for beslægtede Forbrydelser, deriblandt Forbedringshusarbejde, og det mest graverende er, at han i 1889 er bleven straffet netop under Frederiksberg Birk og har siddet paa Vand og Brød hos den samme ivrighed, som nu viser det 18aarige Barn, der kommer og klager over Voldtægt og beder om Beskyttelse, hjem til Forbryderen med den Besked, at hun maa blive sin Tjenestetid ud.

Vi spørger, om ikke selv den mest reaktionære Højremand, der da har Gnist af Følelse for sine Børn, med dette for Øje maa være Socialdemokratiet taknemligt for, at der dog er nogen, som ikke bliver troet af at rode op i al denne Raaddenskab, om vi end kun høster Had og Forfølgelse til Løn derfor? Nu koster Politiet Stat og Kommune Tusinder og atter Tusinder om Aaret og i hvor ringe Grad er alle Statsborgere saa ikke betryggede til Gengæld. Vi derimod, som man hellere saa undertrykte i Dag end i Morgen, vi har gennem Aarenes Løb skaffet mange den Retsbeskyttelse, alle har fuldt Krav paa. Vi skal blot erindre om de beslægtede Skandaler fra Stolpegaarden og Næstved Fattiggaard, som kom frem under vor Razzia gennem Fattiganstalterne.

Vi er nødt til at afdække alle disse Uhumskheder og holde dem frem for Publikum i deres fulde Vederstyggelighed. Det er vor Pligt at advare de unge Piger, at gøre dem forsigtige og klartseende, hvor deres Uvidenhed kunde bringe dem i Ulykke. Det viser sig atter her i hvilken sørgelig Grad disse Kvinder skjuler og dækker over Forbrydelsen og vedblivende udsætter sig for at den gentages i Stedet for straks at melde Forbryderen. Grundene hertil er dog i nogle af Tilfældene det sørgeligste af alt.

Thorendal havde disse pur unge Piger, halve Voxne i sin Magt, dels fordi han var dem langt overlegen i fysiske Kræfter, dels fordi de alle var økonomisk afhængige af ham. To af Pigerne forklarer i Forhøret, at de ikke meldte ham efter den første Voldtægt, men fandt sig i at være udsat for hans gentagne Forsøg, fordi de ikke turde risikere at miste deres Plads. Den ene siger, at hun længe havde gaaet arbejdsløs for hun kom i Thorendals Tjeneste som Butiksjomfru. Man kan begribe, hvor haard denne Arbejdsløshed har været hende, hvilken Angst hun har haft for dens Sult og Fortvivlelse, siden hun hellere udsatte sig for de forfærdelige Vilkaar i Thorendals Hus, end for atter at blive gjort brødløs. Den anden Pige, hjemmehørende i Sverig, fandt sig kun i hans mange brutale Angreb, fordi hun vilde staa ganske forladt og ene i det fremmede Land, hvis hun forlod sin Tjeneste i Utide. Hvilken Illustration er disse to Tilfælde ikke til vore privatkapitalistiske Samfundsforhold, hvor den fattige al Tid er prisgiven den første den bedste Slyngel med Penge paa Lommen.

For de ganske unge Pigers Vedkommende er der en Omstændighed, som ogsaa fortjener at fremhæves. Det er deres Uvidenhed. En 16-aarig Pige havde ikke Begreb om, hvad Thorendal tilsigtede, uagtet hans Opførsel var hende i højeste Grad modbydelig. Hendes Forældre har i Retten bekræftet, at hun var temmelig uvidende om alt vedrørende Forholdet mellem Mand og Kvinde. Dette Barn blev voldtaget, besvangret og fødte, selv kun 16 Aar gammel.

Hendes Forældre forbød hende at forlade sin Plads, da hun bad derom; de anede ikke, hvad hun udsatte sig for, fordi hun af Uvidenhed intet havde fortalt dem. Hvis hun under sin Opdragelse eller i Skolen havde lært lidt Anatomi, saa vilde hun have været klar over hvilken Rækkevidde Principalens Tilnærmelser kunde faa for hende, og Ulykken kunde maaske have været afværget. Vi fremhæver dette til Belysning af vor Tids forløjede og forhyklede Opdragelse. Man skjuler under et falsk Skin af Anstændighed den simple og naturlige Sandhed for de Unge og de styrter let i de uanede Faldgruber, som Livet lægger for dem. Erfarer de trods Skjulenet Sandheden, saa faar de den at vide ad usunde og umoralske Veje, som netop lægger Spiren til Fordærvelsen hos dem.

Uslere Moral end den, som raader i det nuværende privatkapitalistiske Samfund, kan ikke godt tænkes. Det viser tilfulde denne Retssag. Her er en Ridder af det hellige Ægteskab, som har været mindst 6 Gange straffet for Utérlighed, Forbrydelser mod Sædeligheden, Vold og Legemsbeskadigelse, men desuagtet er der fra Samfundets Side intet til Hinder for, at han vedblivende sidder som en Ædderkop i sit Næt, spundet af Penge, en god Bedrift og borgerlig Anseelse, og lokker den ene unge Pige til sig efter den anden.

Hvilken Fader og Moder er sikker paa, naar de sender deres Barn ud i Verden for at tjene det daglige Brød, at det ikke falder i Kløerne paa en saadan Ædderkop? Samfundet yder dem ikke Spor af Garanti derfor. Slyngelen kan have været i Tugthuset for at have voldtaget en Snes unge Piger, men der er intet i Vejen for, at han i en anden By eller en anden Gade kan etablere sin Bedrift paany. Han averterer blot i "Berlingske", at han har Brug for en ung Pige til sin Butik eller sit Køkken, og Kampen for Tilværelsen driver Skarer af unge, brave Piger ind i hans Ædderkoppenæt uden at Statens Love, dens Øvrighed eller dens Præster fortrækker en Mine derved. Vi lever i den frie Konkurrences Samfund paa alle Omraader, hvor det da ikke gaar ud over de Besiddendes Privilegier, og ingen uden Socialdemokratiet har for Alvor vist Vej ud af denne Mudderpøl.

I et socialistisk Samfund, hvor hvert Menneskes Vel er en Samfundsfag, var sligt utænkeligt. Lige saa lidt som det her vilde tillades unaturlige, tyranniske eller moralsk fordærvede Forældre at opdrage deres Børn selv, lige saa lidt vil det blive tilladt en Mand, der i den Grad er brændemærket af Straffeloven som Bager Thorendal, at faa nogen som helst Slags Hals- og Haandsret over andre Mennesker, naar det kunde føre til disse Menneskers Ulykke.

I det nuværende Samfund har man endog flere Gange været Vidne til, at Kommuner for at spare en Kronespenge har bortliciteret deres Plejebørn til Hjem, hvor Konen var eller havde været Skøge og Manden var en straffet Forbryder. Saa samvittighedsløst gaar endog offenlige Myndigheder frem over for den opvoksende Slægt - er det saa underligt, at de roligt ser paa, at der rundt i Landet sidder Hundreder af straffede Forbrydere og under Lovens Beskyttelse strækker deres Fangarme ud efter nyt Bytte? Og dog lever vi i et kristeligt Samfund, der anvender store Summer paa Hævdelse af Religion og Moral. I vort Fremtidssamfund har vi tænkt at spare de fleste af disse Penge, men i Stedet derfor lægge det Heles Grundvold saaledes, at Befolkningen ikke ogsaa i den Forstand faar Stene for Brød.

(Social-Demokraten 18. maj 1892).

Sagen ses ikke omtalt i nogen andre aviser, hverken Venstre, Højre eller Radikale Venstre. Især Højreaviserne som fx Dagens Nyheder var ellers flittige til at citere sager af den karakter hvis der var tale om arbejdere.

Niels Thorendahl blev gift med Mathilde Mariane Thorendahl (født Knudsen 1857) i 1878, i en alder af 25. De fik sønnen Edvard Viggo Kristian Olaf Vilhelm Thorendahl.

Stambog fra Statsfængslet i Horsens 1885-1892 for Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal:

Fange nr. 263. Tugthusarbejde 3 år. Indsat 10. maj 1892. Født 18. december 1852. Gift.

Forsøgt forførelse § 174 jvf. § 45, Uterlighed § 176 jvf. 170 og voldtægt §§ 168 og 169 jvf. § 46

Yderligere tekst: 7 tidligere straffe. Værnepligt: Fodfolket 1874. Ægte født. - Søn af afdøde bagermester Thorendal i Silkeborg, senere i Aarhus og efterlevende enke. Forældrene, der levede godt sammen, havde 8 børn, hvoraf 1 død. Ingen af familien drikfældig, 1 broder straffet for opsætsighed mod politi og en anden broder sindssyg. Opdraget hjemme i gode kår og har gået i real- senere latinskole, dog ikke i ?? latinklasser (gode kundskaber, men angiver han, at hans hukommelse siden er sløvet). Efter konfirmationen stod han 3 år i bagerlære hos faderen, var derpå svend på mange forskellige bagerier rundt om i landets købstæder og København og etablerede sig som bager i 1878 i Aarhus. I 1880 gik han fallit og flyttede da til Horsens, ?? ?? ½ år, senere har han været etableret forskellige steder i Aarhus, Jyderup, København og i de sidste 4 år på Frederiksberg. Gift i 1878, mindre godt samliv, ret gode kår, navnlig i de senere år. Er ikke drikfældig. Har haft periodiske anfald af sindssygdom (sløvhed), hvilket han antager er mindelser fra ungdommen, da han var hengiven til onani. 1. straf - 22 år. Har nu forsøgt af forføre et pigebarn på 15 år til utugt, samt forsøgt at voldtage en uberygtet pige, som han tillige har behandlet uterligt. Begge pigebørn var i hans tjeneste. Anfører sanselighed som grund til sin opførsel, men ?? forøvrigt at denne har været strafbar.