Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Ostre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag v|| han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet bende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

Kodenhavn, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

Under en sidstafvigte Fredag ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret paakjendt Sag havde en paa Ørholm tjenende Pige paastaaet sin Husbond anseet efter Tyendelovens § 44, jfr. § 43, for med en Rem at have tilføiet hende Hug og Slag, samt med Mulkt for det nævnte Forhold og derhos tilpligtet at betale Sagens Omkostninger, hvorimod den Indklagede, næst at paastaa sig frifunden for Klagerindens Tiltale, efter udtaget Kontraklage havde paastaaet hende anseet efter Tyendelovens § 47 for uden Tilladelse at have forladt sin Tjeneste, samt derhos idømt Omkostningerne saavel ved Hoved- som ved Kontrasøgsmaalet. Efter hvad der under Sagen var oplyst, havde Pigen den 2den Juli d. A. uden Opsigelse forladt sin Tjeneste, men ment at være berettiget hertil paa Grund af, at Husbonden umiddelbart iforveien havde mishandlet hende, som er 21 Sar gammel, med Slag af en Rem, til Oplysning hvorom hun havde produceret en Lægeattest, ifølge hvilken der saavel paa hendes Ryg som paa Armene fandtes forskjellige 1½ Tomme brede, røde Striber eller Pletter paa svullen Grund. Et fuldstændigt fyldestgjørende Bevis for, at disse Beskadigelser vare tilføiede Pigen ved Slag af Husbonden, havde hun vel ikke kunnet tilveiebringe; men ved de afhørte Vidners Forklaring om, at hun for dem havde beklaget sig over at være slaaet af Husbonden, samt til dem forevist sin blottede Ryg, som bar Spor af Slag, var der dog i Forbindelse mrd den ovennævnte Lægeattests Udvisende tilveiebragt en saadan Formodning herfor, at Sagers Udfald fandtes at kunne gjøres afhængig af Husbondens Ed, saaledes at han, saafremt denne ikke aflægges, i Medfør af Straffelovens § 200 vil have at betale en Statskassen tilfaldende Mulkt af 10 Rd., der i Mangel af fuld Betaling bliver at afsone med simpelt Fængsel i 5 Dage, samt i Henhold til Tyendelovens § 44 jfr. § 43, at tilsvare Pigen Løn for det løbende Halvaar, som af hende paastaaet, samt Kostpenge for 8 Uger a 2 Mk. daglig , hvorimod hun, saafremt Eden afIægges, maa ansees som havende forladt sin Tjeneste i Utide og uden lovlig Grund og derfor foruden vi have forbrudt den fortjente Løn endvidere vil have at betale Husbonden et Fjerdingaars Løn samt en Bøde til Politikassen af 2 Rd. Med Hensyn til Sagens Omkostninger fandtes disse i sidste Tilfælde at kunne hæves, medens Husbonden, saafremt Eden ikke aflægges, ogsaa fandtes at maatte tilsvare Pigen disse med 5 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 3. september 1868)

Fødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 26de August.

- For nogen Tid siden tildrog der sig heri Egnen en Begivenhed, som vi ikke tidligere have villet omtale for ikke at komme til at gribe forstyrrende ind de optagne Forhører. Sagen dreier sig nemlig om Intet mindre, end om et fuldbyrdet Forsøg paa Fosterfordrivelse, en Forbrydelse, som vel desværre neppe foregaaer saa ganske sjeldent, om den end sjeldent foreligger saa aabenlyst, at vedkommende kunne drages til Ansvar derfor. I dette Tilfalde er det en Tjenestepige, som, efterat være bleven besvangret af sin Huusbond, har søgt og faaet Raad for saadan Fordrivelse af et heri Egnen velbekjendt Fruentimmer, som efter hvad der siges skal have "hjulpet" Mange i lignende Omstændigheder. Pigen fulgte det givne Raad, og kort efter nedkom hun med et neppe Maaneder gammelt Foster, hvilket hun og Barnefaderen nedgravede etsteds paa en Mark. Hvorvidt der ved Fødselen har været Liv i Fosteret, og hvor stor en Andeel det omtalte Fruentimmer har havt i Forbrydelsens Udførelse vides endnu ikke med Vished; men forhaabentlig vil dette, ligesom hele Forholdet, blive nærmere bekjendt, naar Forhørerne ere sluttede. Foreløbig kunne vi meddele, at baade Pigen og Manden, der er frasepareret sin Hustru, have aflagt fuldstændig Bekjendelse, og at det omtalte Fruentimmer vil blive gjort uskadeligt idetmindste for en Tid.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. august 1868).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags Morges fandtes i Kanalen i Frederiksberg Have Liget af et spædt Barn, der imidlertid var i en saa forraadnet Tilstand, at der ikke kunde foretages nogen Obduktion. Liget var imidlertid indsvøbt i et graat og blaatærnet uldent Tørklæde, og de Undersøgelser, som af søndre Birks Politi bleve anstillede for at udfinde Eieren af Tørklædet og derved mulig komme paa Spor efter Gjerningsmanden til den begaaede Forbrydelse, have allerede igaar ledet til det Resultat, at en i Smallegade tjenende 20aarig Pige har tilstaaet, at hun, efterat hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. havde født et levende Pigebarn i Dølgsmaal, havde, da dette begyndte at skrige, kvalt det med egne Hænder, hvorefter hun beholdt Liget under Dynen indtil om Morgenen, da hun, medens hendes Husbond med Familie drak The i et tilstødende Værelse, bar Liget op paa Loftet og lagde det i Tørklædet op under Taget, hvor det blev liggende, indtil hun for omtrent 1 Maaned siden, da hun skulde hente Vand i Kanalen i Frederiksberg Have, tog det med sig og kastede Barnet i Kanalen. Hun har yderligere forklaret, at hun for at skjule sin Skam, strax da hun følte sig svanger, besluttede at føde i Dølgsmaal og at ombringe Barnet, hvis det var levende; uden dog at have lagt nogen bestemt Plan herfor.

(Dags-Telegraphen (København) 1. juli 1868)

P. E. Klæstrup: Smørrebrødsplainen i Frederiksberg Have Pintsemorgen. Illustreret Tidende nr. 453. 31. maj 1868.

Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætligt Barnemord. Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i Torsdags paakjendt Sag var Arrestantinden Maren Kirstine Hansen, som er født den 10de April 1847 og ikke tidligere er tiltalt eller straffet, ved egen med de øvrige oplyste Omstændigheder stemmende Tilstaaelse overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætlig at have dræbt sit uægte Barn strax efter Fødselen. Efter at hun i forrige Sommer havde følt sig besvangret udenfor Ægteskab, besluttede hun nemlig for at skjule sin Skam, at føde i Dølgsmaal, og hvis hun fødte et levende Barn, da at aflive dette. Hun vedblev derpaa at holde sin Tilstand skjult for Enhver, og da hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. i sin Kondition paa Frederiksberg blev angreben af Fødselssmerterne, og hendes Madmoder, som havde hørt hende jamre sig, gik ned til hende for at spørge, hvad der festede hende, foregav hun at have Mavesmerter. Da Fødselen noget efter indfandt sig, og hun nu hørte Barnet skrige og derved forvissede sig om, at det havde Liv, tog Arrestantinden, som ikke tidligere havde fattet nogen Beslutning om Maaden, paa hvilken hun vilde dræbe dette, Barnet med den høire Haand om Halsen og kvalte det, medens det endnu laae under Dynen. Efterat Barnet var hørt op at skrige, og Arrestantinden deraf sluttede, at det var dødt, forblev hun dog, da det endnu var mørkt, efter hvad hun antager, i flere Timer, liggende, og da det omsider var blevet lyst, tog hun Liget op, saae, at det var et Drengebarn, og benyttede derefter Lejligheden, medens hendes Huusbond og Madmoder drak Thee, til at bringe Liget op paa Loftet, hvor hun skjulte det indsvøbt i et Stykke af et uldent Tørklæde. Der lod hun det blive liggende indtil begyndelsen af forrige Maaned, da hun en Aften, paa hvilken hun blev sendt til Frederiksberg Have for at hente Vand, kastede det i en af Kanalerne, hvor det om Morgenen den 29de s. M. blev fundet indsvøbt i det ommeldte Tørklæde, men i en saa forraadnet Tilstand, at det efter Lægens Erklæring var umuligt at opducere det. Arrestantinden blev saaledes at dømme efter Straffelovens § 120, sidste Deel, og § 194. sammenholdt med § 62, og Straffen blev med Hensyn til, at det var blevet oplyst, at hendes Aandsevner vare meget indskrænkede, at hendes tidligere Opførsel havde været god, samt hun, der er født udenfor Ægteskab, har nydt en meget forsømt Opdragelse, fastsat til 4 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1868).

Bortvisning af Tjeneste og Fornærmelse i Ord. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige havde for Retten indklaget en herværende Bagermester, fordi denne den 21de Marts d. A havde tilføiet hende flere Slag, udskældt hende for en "lumpen Tyvekvind" og sigtet hende for at have bestjaalet ham, samt fordi han havde uden lovlig Grund bortvist hende af Tjenesten, hvorfor hun havde paastaaet den Indklagede dels straffet for de verbale og reelle Injurier imod hende, dels tilpligtet at betale hende Løn for Marts Maaned d. A. med 3 Rd. 4 mk.. Kostpenge fra 21de Marts til 1ste April, begge Dage indbefattede, efter Rettens Bestemmelse, samt Sagens Omkostninger, hvorhos hun havde paastaaet de fornærmelige Udladelser mortificerede. Under Sagen var det af begge Parter erkjendt, at Klagerinden havde tjent den Indklagede maanedsvis for en maanedlig Løn af 3 Rd. 4 mk. og Kost og Logis, hvilken Tjeneste efter Opsigelse skulde ophøre den 1ste April d. S. Klagerinden havde imidlertid ikke imod den Indklagedes Benegtelse bevist, at denne havde fornærmet hende i Ord eller Gjerning, ligesaa lidt som der var tilvejebragt en saadan Formodning, at Partsed kunde komme til Anvendelse. Derimod havde den Indklagede erkjendt, at hm den 21de Marts d. A. havde bortvist Klagerinden af Tjenesten; men hertil havde han anseet sig for berettiget, fordi Klagerinden i Tjenestetiden og lige til den sidste Dag havde tilladt sig grove og fornærmelige Ytringer imod den Indklagedes Hustru; og da Klagerinden ogsaa havde indrømmet, at hun den 21de Marts d. A., efterat den Indklagedes Hustru havde kaldt hende "en beskidt Tøs", har sagt til denne "saa maa det være Dem, der er en beskidt Kjælling", skjønnedes den Indklagede i Tyendeloven af 10de Mai 1854, § 41 Nr. 4, at have havt tilstrækkelig Hjemmel til den skete Bortvisning. Som Følge heraf blev den Indklagede ved Kriminal- og Politirettens Dom imod til Klagerinden at betale 2 Rd. 3 mk. iøvrigt frifunden for hendes Tiltale.

(Dags-Telegraphen (København) 18. maj 1868).

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem 1867-1877. (Efterskrift til Politivennen)

En af de almindeligeste klager i vore Dage er vistnok den gjensidige klage, der lyder over Tyendeforholdet. Paa den ene Side anke Herskaberne over, at Tjenestepigerne ikke længer tilfredsstille deres Fordringer, og skifte dem derfor ofte, hyppigst i Utide, og for ringe Aarsagers Skyld; paa den anden Side have Tjenestepigerne faaet Fordringer til Livet, der ikke kunne tilfredsstilles og derfor volde hyppige Skiftninger fra deres Side, for at opnaae noget Bedre. Følgen heraf bliver, at vort gamle halvaarlige Tyendeforhold næsten ikke mere existerer, og at Tjenestepigerne i de fleste Tilfælde fæstes paa en Maaned, uden Hjælp i Sygdom, udsatte for Alt. Ude af sin Tjeneste, uden Støtte, uden Hjem her i Byen, er hun blottet for Alt, udsat for de største moralske Farer og Fristelser.

Vi bør imidlertid mindes, af hvilken Vigtighed denne klasse er for Samfundet. I vort Hjem betroe vi Alt til den, vort hele Liv ligger aabent for den, til den betroe vi det Bedste, vi eie, vore Børn. Og for det store Samfund er det denne Stands Betydning, at det er fra den, at Haandværkeren, Arbejderen, Folkets store Masse henter sig sin Hustru, Moderen til sine Børn, den kommende Slægt! Heri ligger en alvorlig Opfordring for os til at kæmpe mod de Farer, der omgive den unge Tjenestepige i hendes Tjenesteledighed, at søge at bevare hende uskadt for vore Hjem og for Fremtidens Slægt!

Drevne af de sørgelige Erfaringer, vi have gjort, have Undertegnede derfor besluttet, om vi kunde finde Bistand, at oprette el Hjem for Tjenestepiger, hvor de kunde søge hen under deres Tjenesteledighed, blive optagne mod ringe daglig Betaling, og derhos blive sysselsatte, til en ny Tjeneste kunde anvises dem. I dette Hjem vilde der ikke blive taget Hensyn til Religionsbekjendelsen, men der vilde blive strengt vaaget over, at Ingen bliver optaget, der ikke kan fremvise Vidnesbyrd for at have tjent og for sædelig Opførsel. For at lette Pigerne Adgang til at faae Tjeneste, ville vi arbeide for, at Husmødrene kunne fæste dem der.

Vinder dette vort Forehavende Tilslutning og Fremgang, da er det vort Ønske dermed at kunne forene et Sted, hvor Tjenestepigerne, der ønske det, kunde samles om Søndagen, for at arbeide paa deres Klæder og blive underviste ved Samtale eller Oplæsning, der passer for deres aandelige Udvikling, og maaskee en Opdragelsesanstalt for vordende Tjenestepiger fra det 14de Aar.

Med dette for Øie henvende vi os til enhver Moder, der er saa lykkelig at kunne beholde sine Børn i sit Hjem, til enhver Qvinde, der ikke behøver at forlade Hjemmet for at tjene blandt Fremmede, til enhver Mand, der vil modarbeide Fordærvelsen, der griber om sig, - med Bøn om, at de ved deres Bidrag, smaa eller store, een Gang for Alle eller aarlige, ville sætte os istand til at begynde vort Foretagende. Vi bede dem betænke, hvilken Lettelse det vil være for Forældres Sind, der sende deres Døttre ud at tjene, hvilken Betryggelse det vil være for dem at vide, at der vil være et Sted, der kjærligt aabner sig for dem, naar de staae uden Tjeneste, der vil vaage over dem med kjærligt Alvor, til hvilket de altid ville kunne tye i de Timer, der staae til deres Raadighed, og der tinde et Hjem, de saa ofte og dybt maa savne!

Vi henvende os derfor trestig til den christne Menighed og til Enhver i den, der besidder et christeligt Sind og et kjærligt Hjerte, til Enhver, der vil tjene Gud i at kæmpe mod det Onde, Neden og Fordærvelsen, med Bøn om at staae os bi med Bidrag og personlig Hjælp.

Kjøbenhavn den 20de Septbr. 1866.

Elisa Falkenskjold, Hauserpladsen 16.

Josephine Schneider,  Nørrebroes Skolegade 2.

Lauritz H. Schmidt, Præst ved Frederiks Hospital.

(Fædrelandet 28. september 1866).

Hjemmet åbnede den 1. januar 1867 i Østergade 52, mellembygningen og blev senere på året flyttet til Store Kongensgade 90, (Frederiks Kirkeplads). Sidstnævnte bygning er nedrevet, den nuværende er fra 1880.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem 

har i Halvaaret fra den 1ste Januar til 1ste Juli 1867 været benyttet af 42 Piger, der alle derfra have faaet passende Tjenester. 

I samme Tidsrum have Udgifterne været ialt 385 Rd. 1 Mk. 12 Sk., deraf 45 Rd. 5 Mk. 12 Sk. til Indjøb af noget Inventarium.

[Herefter følger en liste over indkomne bidrag]

Idet vi takke for den Hjælp, der alt er ydet os til at fremme Sagen, saavel i Gaver, aarlige Bidrag, Dhrr. Redaktørers velvillige Optagelse as vore Bekjendtgjørelse, som i den Beboelse Indenrigsministeriet har overladt os for en billig Leie, tillade vi os at henledt Opmærksomheden paa, at enhver af undertegnede Bestyrelse med inderlig Tak fremdeles modtager, hvad kjærlige Hjerter ville yde til Anstaltens Udvidelse.

Kjøbenhavn, den 1ste Juli 1867.

Elisa Falkenskjold, Hauserplads 16.

L. H. Schmidt, Præst ved Frederiks Hospital.

G. F. Borch, dr. med., Store Fiolstræde 17.

C. H. Boldt. Kassserer, Dosseringen 8.

(Dags-Telegraphen (København) 23. juli 1867).

Notits i Fædrelandet 6. november 1867 hvori der berettes om de første måneder af hjemmets eksistens.

En gang om ugen fik pigerne vejledning i syning. Og blev ellers sysselsat med vask og anden husgerning.

Beretning om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem

2det Aars Virksomhed.

I det forløbne Aar er en Væsentlig Forandring foregaaet med Hjemmets hele Indretning, en Forandring, ved hvilken vi haabe at være satte istand til paa en fyldigere Maade at naa Anstaltens Formaal, nemlig at yde arbeidsløse, svage og fortabte Tjenestepiger et Tilflugtssted, i hvilket de kunne finde passende Beskjæftigelse, og hvorfra de ved Bestyrelsens Hiælp kunne gaa ud i  Tjenester afpassede efter deres Evner og Anlæg.

Medens Pigerne nemlig tidligere bleve tingede i Kost hos Vadskeribestyrerinde Madam Larsen, hvem Tilsynet med Pigerne og deres Beskjæftigelse paalaa, har Hjemmets Bestyrelse fra den 1ste August 1868 selv overtaget bemeldte Vadskeri samt den hele Økonomi under personlig Ledelse af medundertegnede Frk. Falkenskjold efterat have erhvervet den hertil nødvendige tekniske Assistance samt anskaffet det fornødne inventarium. Fordelen ved denne Forandring har navnlig været den, at det derved er blevet muligt at gjennemføre kontrollen med Pigerne under deres Ophold i hjemmet langt nøiagtigere, at udvikle deres Sands for Orden, Flid og Renlighed og i det hele taget at paavirke dem paa en saadan Maade, at de kunne gaa ud derfra ikke alene styrkede i fysisk Henseende, men ogsaa med en saadan Erindring om deres Ophold i hjemmet, at de ere sig bevidste, at de her ville finde et sikkert Tilflugtssted, hvis de atter skulde blive truede af Nød, som de ikke selv have forskyldt.

Endelig have vi haabet ved Vadskeriet at kunne skaffe hjemmet en Forøgelse i dets Indtægter, en Forøgelse, hvortil det høilig trænger forat kunne udvide sin Virksomhed; vi tillade os derfor ogsaa, idet vi fremsende denne Aarsberetning, paany at anbefale Stiftelsen til Publikums fortsatte og forøgede Velvillie. Bestræbelserne forat modarbeide og formindske den heri Byen overhaandtagende Nød og Elendighed har jo navnlig fundet sit Udtryk i den Sætning, at hjælpen skal komme ikke alene paa rette Sted men ogsaa i rette Tid, saaat man ved hjælpen forebygger en dybere Synken og sætter den Paagiældende istand til at arbeide sig iveiret. Men den som vi søge at yde den fattige Tjenestepige, er netop af denne Beskaffenhed, idet vi stræbe efter at hjælpe hende, medens det endnu er Tid, og herved at forebygge, at hun i sin Nød griber til sørgelige Udveie og synker. Maatte derfor forøget Interesse for Sagen sætte os istand til at udstrække hjælpen til endnu flere.

Hjemmet har i 1868 været besøgt af 182 piger (i 1867 af 95), heraf 14 i januar, 15 i februar, 13 i Marts, 15 i April, 18 i Mai, 14 i Juni, 14 i Juli, 17 i August, 12 i September, 14 i Oktober, 17 i November og 19 i December.

Som Følge af den omtalte Forandring paa Regnskabet for det forløbne Aar nødvendigt falde i 2 Afsnit, før og efter den 1ste Auguft, hvilken Dag Bestyrelsen selv overtog Vadskeriet og Økonomien. 

(Herefter følger regnskab, liste over bidragydere m.v.. Fra beretning om hjemmets første år.

- Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har i 1868 fortsat sin Virksomhed med al yde arbejdsløse, svage og forladte Tjenestepiger et Tilflugtssted, hvor de kunne tinde passende Sysselsættelse, indtil de ved Bestyrelsens Hjælp kunne faae Tjeneste andetsteds. For at naae dette Formaal paa en fyldigere Maade har Hjemmels Bestyrelse fra 1ste Aug. f. A. selv overtaget det Vaskeri, hvori Pigerne sysselsættes; det er derved blevet muligt at føre et bedre Tilsyn med de i Hjemmet optagne Tjenestepiger og bedre at udvikle deres Sands for Orden, Flid og Renlighed. Bestyrelsen nærer tillige det Haab gjennem Vaskeriet at faae forøgede Indtægter, hvorved del kan blive muligt at give denne Virksomhed, der vistnok fortjener den største Paaskjønnelse og kraftig Støtte, et større Omfang. Vaskeriets Ledelse er overtaget af Frk. Elise Falkenskjold. - Hjemmet har 1868 været besøgt af omtrent dobbelt saamange Piger som i 1867, nemlig 182; dets Indtægt har været 2605 Rdl., hvoraf 1382 Rdl. i Aarsbidrag , 426 Rdl. i Bruttoindtægt af Vaskeriet og 711 Rdl. Beholdning fra forrige Aar; dets Udgift har været 1795 Rdl , hvoraf 450 Rdl. til Indkjøb af Vaskeriinventariet; dets eholdning ved Aarets Udgang var derefter omtrent 800 Rdl. Bestyrelsen bestaaer af Frk. Falkenskjold, Pastor L. H. Schmidt, Dr. med. Borch og Kasserer T. P. Thomsen.

(Fædrelandet 27. marts 1869)

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem Det er en Kjendsgjerning, at det er ulige lettere at skaffe Hjælp og Understøttelse til den Faldne end til den, som under Modgangens Tryk har formaaet at holde sit Rygte uplettet, men som omsider i sin Fortvivleise og Nød tyer til Andres Bistand og trygler om en Haandsrækning. De Mange, som med Nidkjærhed virke for at føre den faldne Mand og Kvinde eller det vanartede Barn tilbage paa den rette vei, ville netop allerbedst ofte have havt Leilighed til at sande Rigtigheden af disse Bemærkninger. Det ligger imidlertid i Forholdenes Natur, at det er lettere at fyldestgjøre den Opgave at skaffe Hjælp til de Personer, som vise Anger over et tidligere lastefuldt Levnet, om ikke af den Grund, at en vis sygelig Følelse som oftest er raadende overfor den, der lover Bod og Bedring, medens man synes at glemme den pletfri Svage, som i lige høi Grad trænger til at støttes, - saa dog fordi disses Antal heldigvis altid er langt større, og Midlerne desaarsag ikke strække til at hjælpe Alle dem, der med lige Ret burde hjælpes. Det vundne Resultat kan maaske ogsaa for en overfladisk Betragtning synes bedre, naar man kan meddele, at saa og saa Mange ere ved godgjørende Menneskers Bidrag bragte til at føre et ordentligt, dadelfrie Levnet, end naar Beretningen kort og godt gaaer ud paa, at det er lykkedes at forhindre, at en Flok unge Piger eller forældeløse Børn have skeiet ud, idet man i deres øieblikkelige Nød tog dem under Armene og paa en haandgribelig Maade gav dem Bevis ihænde for, at naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest.

Besjælede af Ønsket om at udrette noget Godt for arbejdsløse, svage og forladte Tjenestepiger, nemlig ved at yde dem et Tilflugtssted, i hvilket de kunde finde passende Beskæftigelse, og hvorefter de kunde gaa ud i Tjenester, afpassede efter deres Evner og Anlæg, udsendte for omtrent 2 Aar siden Frøken Elisa Falkenskjold, Pastor L. H. Schmidt og dr. med. G. F. Borch en Opfordring til at give Bidrag til Oprettelse af et Tjenestepigehjem, og Tanken fandt saa megen Understøttelse, at man kort efter kunde begynde Virksomheden. Man tingede oprindelig Pigerne i Kost hos en Vadskeribestyrerinde, som førte Tilsyn med Pigerne og havde Ret til at benytte dem til sit vaskeri. Paa denne Maade gik det indtil 1ste August f. A. Selskabet hjalp i den Tid 193 Piger, og man havde ingen speciel Grund til at være misfornøiet med Tingenes Gang, men man kom ikke til nogen absolut Klarhed om de forskjellige Individers moralske Forhold, da den Tilsynshavende jo ikke var knyttet til Tanken med de samme Baand som Bestyrelsen. Ved den nævnte Tid fratraadte hun efter eget Ønske, og det gjaldt nu om at finde en Personlighed, til hvem man med Tryghed kunde betro Sagen. Man søgte og søgte, den Ene meldte sig efter den Anden, men Ingen fyldestgjorde de Betingelser, som Bestyrelsen troede at burde stille. De to mandlige Medlemmer af Bestyrelsen vare ligefrem fortvivlede over at skulle opgive Sagen; da gav Frøken Falkenskjold et Tilsagn, som i samme Øieblik bragte Fortrøstningen tilbage. "Skaf mig en passende Leilighed," udbrød Hun, "saa at jeg kan have mine Piger hos mig, og jeg vil selv paa mine gamle Dage overtage Styrelsen." I en Bygning i store Kongensgade, som efter vor Tids Begreber maa kaldes en Rønne, fandt man en Række værelser, hvor Gulvene paa første Sal dannede lutter Skraaplaner, og hvor en voxen Mand ikke kunde staa opret under Bjælkerne, men der var Plads inde og ude, det var nok, og en af de sidste Dage af Juli Maaned f. A. forlod den gamle Dame, som under hele sit tidligere lange Liv havde havt Hygge, Fred og Ro, først i Forældres og siden i sit eget Hjem, sin venlige mangeaarige Bolig og drog ind i den nye. Kun en Betingelse havde hun opstillet, og det var den, at hendes aarlige faste Indtægt skulde indflyde i Tjenestepigehjemmets Kasse; "jeg vil leve med mine Piger, som jeg finder for godt, og agter nu og da som tidligere at glæde mig i Theatret eller paa lignende Maade; bliver her lidt tilovers, skal det være til Gøde for Anstalten, thi jeg har altid brugt, hvad jeg havde at leve for, og særligt Regnskab vil jeg ikke føre"

Hvad har hun, den svage Kvinde, som aldrig tidligere var kommen i Berøring med Omverdenen, udrettet? Spørg hendes Piger og se paa dem, hvor deres Øine lyse af inderlig Kjærlighed, naar de fortælle Dig om den forunderlige, paa engang saa blide og strenge gamle Dame, som kunde skænde over Forsømmelighed, saa det havde baade Fynd og Klem, og som fordrede strengt og vedholdende Arbeide fra den aarle Morgen til den sildig Aften, men som kunde se paa sine Piger med saa milde, eiegode Øine og tale med dem paa en for dem saa forstaaelig Maade - en Gave, som maaske faa eller Ingen besidder som hun - at hun idelig og idelig maatte minde Pigerne om, at de maatte fæste sig bort i Løbet af en Maaned, da Opholdet efter Bestemmelsen ikke maa vare længere. Eller gaa en Dage ud i Hjemmet og se paa de mange tilfredse Ansigter. Det er Vask og Strygning hver Dag, Søndag undtagen; der skal arbeides flittigt, mindre fordi det er dyrt at leve og Indtægterne kan ere smaa, end fordi en af Hovedopgaverne er at vænne Pigerne til Flid og Arbeidsomhed. Hvad faa Husmødre med en mangeaarig Øvelse i at omgaaes Tjenestefolk kunne faa bestilt i en Dag, udrettes her med Liv og Lyst og lidt til endda. Eller se derud en Helligaften, naar den gamle hvidhaarede Dame sidder omgiven af sine Piger, baade nuværende og tidligere, som længes efter al høre hendes Stemme og se hendes kjærlige Ansigt, og Du vil kunne faa et Begreb om Sandheden af de Ord, som findes i Bestyrelsens Beretning: "det er blevet muligt at udvikle Pigernes Sands for Orden, Flid og Renlighed og i det Hele taget at paavirke dem paa en saadan Maade, at de kunne gaa ud herfra ikte alene styrkede i fysisk Henseende, men ogsaa med en saadan Erindring om deres Ophold i Hjemmet, at de ere sig bevidste, at de der ville finde et sikkert Tilflugtssted, hvis de atter skulle blive truede af Nød, som de ikke selv have forskyldt. Men gaa saa ikke bort, før Du har lagt en Sten til værket, og opsæt det ikke, thi det gjælder om at hjælpe ikke alene paa rette Sted, men ogsaa i rette Tid; det lider jo mod Aften og hvem skal engang - det ske sent - være hendes Afløser? m. s.

(Dags-Telegraphen 31. maj 1869)

Ifølge beretningen fra 3. virksomhedsår var hjemmet besøgt af 95 piger i 1867, 182 i 1868 og 200 i 1869.

- Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har i 1869 været besøgt af 200 Piger. De Piger, der ere udgaaede derfra, ere blevne anbragte i passende Tjenester med Undtagelse af 1, der afgik ved Døden, og 1, der bortfjernede sig fra Hjemmet. Vadskeriet har givet Hjemmet det betydelige Overskud af 419 Rdl , idet Indtægten var 1513 Rdl. og Udgiften 1094 Rdl. Tjenestepigehjemmets samlede Indtægt var 1064 Rdl., hvoraf Bidrag een Gang for alle 760 Rdl. og Aarsbidrag for 1869 609 Rdl. Dets Udgift var 961 Rdl. og der fremkom saaledes et Overskud af 913 Rdl. Dets Formue udgjorde ved Aarets Slutning 1710 Rdl.

(Fædrelandet 19. februar 1870 1869)

I 1870 fik hjemmet 1500 rigsdaler af Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i anledning af et jubilæum. Frk. Falkenskjold der efterhånden var en aldrende kvinde, blev i 1871 afløst som forstanderinde af enkefru Lund. Hjemmet blev i 1871 besøgt af 203 piger som i gennemsnit tilbragte seksten dage der.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Denne Stiftelse adskiller sig væsentlig fra de andre saakaldte Tjenestepigehjem og Tjenestepigeskoler derved, at den ikke har sat sig til Formaal at uddanne Tjenestepiger, men snarere maa kaldes et Asyl for Piger, idet den midlertidig optager saadanne Piger, der enten som Rekonvalescenter træde ud af et Hospital eller af anden Grund uden egen Skyld ere blevne tjenesteledige og ikke have noget andet Sted at ty hen. I de 6 Aar, pigehjemmet nu har bestaaet, har det ifølge den nu udgivne Beretning om det 6te Aars Virksomhed modtaget over 1000 Piger, og mange af disse ere vist herved blevne reddede fra Elendighed og Vanære, idet de her have fundet et Tilflugtssted netop paa den Tid, de mest trængte dertil, ligesom god Anvisning og Vejledning har aabnet deres Øine for deres sande Vel og Arbejdets Betydning. Netop i vore Dage, da mange forførende Stemmer, idet de tale om jordisk Nydelse og Herlighed, søge at giøre de lavere Stillede misfornøjede med det ringere Arbeide og afmale det at tjene som noget Tungt og det at lyde som noget Trykkende, og da man mærker de sørgelige Følger af, at Baandene brydes, ikke mindst for de Tjenendes Vedkommende, vil Alt, hvad der kan gjøres for at imødegaae hine Forførere, gavne hele Samfundet. (D.-T )

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 27. februar 1873).

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Blandt de i de senere Aar oprettede Stiftelser, der have til Hensigt at tage sig af de kvindelige Tyende, have nogle stillet sig til Opgave at uddanne Tjenestepiger. I Modsætning til disse har Kjøbenhavns Tjenestepigehjem sat sig til Formaal at skaffe saadanne Piger, der uden egen Skyld ere blevne tjenesteledige og ikke have noget andet Sted at tye hen, et midlertidigt sædeligt Tilflugtssted. Dels for at kunne give de optagne Piger tilstrækkeligt Arbejde, dels ogsaa for at skaffe Anstalten nogen Indtægt, er der med Pigehjemmet forbundet et Vaskeri, der kan regnes at give et aarligt Overskud af c. 400 Rdl. løvrigt bestaae Indtægterne af Renterne af en lille opsparet Kapital og af aarlige Medlemsbidrag. Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har nu bestaaet i 6 Aar, og i den Tid have over 1000 Piger nydt Godt af det der tilbudte Asyl. At denne Stiftelse i forholdsvis kort Tid har kunnet udrette saa Meget, skyldes fornemlig den nys afdøde Frk. Falkenskjold, der var iblandt Stifterne, og som trods sin høje Alder i flere Aar havde overtaget den personlige Ledelse af Pigehjemmet. Hendes Død er et stort Tab for det, ikke blot i pekuniær Henseende, idet hendes betydelige. Bidrag bortfalder, men ogsaa hendes opofrende Interesse og praktiske Sans have gavnet Tjeneste pige hjemmet meget og skallet det mange Velyndere, og Bestyrelsen synes i den nu offenliggjorte Aarsberetning for 1872 at nære nogen Frygt for, at de bidragydende Medlemmer efter Frk. Falkenskjolds Død skulle tabe deres Interesse for Tjenestepigehjemmet. Dette vilde dog være saameget mere uheldigt, som der netop nu fore staaer en betydelig Reparation at Lokalet, hvortil dette alt længe har trængt. Og da Tjenestepigehjemmets ordinære Indtægter, navnlig nu da Priserne paa alle Livsfornødenheder ere i stadig Stigen, ikke ville kunne bære de saaledes forøgede Udgifter, retter Bestyrelsen i Aarsberetningen en indstændig Anmodning til alle dem, der interessere sig for Tjenestepigehjemmet og ønske dets fortsatte Bestaaen i samme Omfang som hidtil, om at hjælpe med Bidrag til Realisationen af Stiftelsens smukke Formaal. Bestyrelsen bestaaer af Fru Stiftsprovstinde Paulli, Frk. E .Zahlmann, Konferenssraad J. P. Holm, Pastor L. H. Schmidt, Dr. med. O. F. Borch og cand. jur. C. T. Bang, Kasserer.

(Dagbladet (København) 11. marts 1873).

Se også nekrologen over frøken Falkenskjold andetsted på denne blog.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Bestyrelsen for denne i et ædelt Formaal oprettede og med en velsignet esrig Nidkjærhed opretholdte Stiftelse har nylig udgivet sin 7de Aarsberetning. Det er glædeligt derigjennem at se den Omsigt, hvormed Stifteliens Anliggender ere ledede, og paa samme Tid at erfare, at det uafviselig nødvendige Tilskud til Forehavendets Fremme heller ikke denne Gang er udeblevet. Medens nemlig nogle uopsættelige Reparationsarbejder og Inventarieanskaffelser bevirkede at den samlede Udgift overskred de regulære Indlægter for 1873 med 600 Rdl., havde Bestyrelsen havt den Glæde til sammes Dækning at være betrygget ved nogle nye Gaver, navnlig fra en unævnt Velgjører en Kjøbenhavns Kommuneobligation paa 600 Rdl., fra Criminal- og Politirettens Fattigkasse 50 Rdl. og fra Vallø Stift 100 Rdl. (med Tilsagn om et lignende Beløb for ethvert af de følgende 4 Aar) samt ved mindre Bidrag for det enkelte Aar af 67 Rdl., i Alt 717 Rdl., hvorved er fremkommet et Overskud for Aaret af over 200 Rdl. Det vil imidlertid let skjønnes, at Stiftelsen vedblivende trænger til et deltagende Publikums Imødekommen. Og naar det betænkes, at de midlertidig tjenesteledige Piger, som i 1873 der have fundet et i materiel og moralsk Henseende lige bensigtssvarende Asyl, udgjorde et Tal af 138, og at Bespisningsdagenes Tal i samme Aar var i Alt 3185, anse vi det for en Pligt at anbefale den til Medborgere eg Medborgerindere fortsatte Velvillie. Bestyrelsen bestaar af Fru Paulli, Frøken Zahrtmann, Konferensraad J. P Holm, Pastor Schmidt, Dr. med. Borch og Kassereren, Cand. jur. C T. Bang.

(Fædrelandet 12. februar 1874).

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem oprettedes for en halv Snes Aar siden og har navnlig i de første Aar virket til megen Gavn ved at yde et midlertidigt Asyl til saadanne Piger, der uden egen Skyld vare blevne tjenstledige. Tallet af Piger, der have varet optagne i Hjemmet, steg i Aarene 1869-71 indtil omtr. 200 aarlig. Senere aftog Tallet af dem, der meldte sig til Optagelse, og Aarsagen hertil maa vel nærmest søges i en voxende Tilbøjelighed hos Tjenestepiger til at føre et mere frit og ubundet Liv og en Ulyst til at underkaste sig den Kontrol og det Tilsyn, som Opholdet i Tjenestepigehjemmet nødvendigvis maatte medføre. Af denne og flere medvirkende Grunde bestemte Bestyrelsen for Tjenestepigehjemmet sig derfor til at ophæve dette fra 1ste Januar 1877, idet den mente, at Udbyttet af Hjemmets Virksomhed nu ikke længere stod i noget rimeligt Forhold til de Pengemidler og Arbejdskræfter, der anvendtes derpaa, og den tog saameget mindre i Betænkning at standse sin Virksomhed, som der i Kjøbenhavn findes et andet Tjenestepigehjem, der arbejder under tildels heldigere Betingelser, og til hvilket endel af Formuen kunde overgaa. Kjøbenhavns Tjenestepigehjem havde nemlig i Aarenes Løb dels ved større Gaver, dels ved Vaskeriets Overskud samlet sig en Kapital, der udgjorde 11900 Kr. i Obligationer. Heraf overgaa 1200 Kr. efter Giverens Ønske til det lille Understøttelseselskab til Oprettelse af 2 Legatportioner for Tjenestepiger; af Resten, som Bestyrelsen havde erholdt Dispositionsret over, er der tildelt Tjenestepigehjemmet i Ryesgade 4000 Kr., Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole 2000 Kr., "Foreningen af 1843", der yder Udstyr til Tjenestepiger, 1000 Kr., Foreningen, der antager sig faldne Piger, 1000 Kr., Magdalenestiftelsen 1000 Kr., Asylet for unge straffede Kvinder 800 Kr. og det lille Understøttelsesselskab 900 Kr. samt den eventuelle Kassebeholdning, ventelig omtrent 100 Kr. Inventariet er overdraget Fru Dreyer til Anvendelse i de af hende oprettede Skoler. (Dagbl.)

(Fædrelandet 18. april 1877)

Det optalte hjem i Ryesgade 28 på Nørrebro var oprettet 1878 under navnet Kjøbenhavns forenede Børne- og Tjenestepigehjem. Dette hjem synes at have eksisteret indtil i hvert fald 1895. Bygningen er nedrevet og den nuværende opført i 1920.

En Mindeartikel om Kong Frederik VIII.

I Diakonissestiftelsens Blad "Føbe" har Førstepræsten, Pastor N. Dalhoff skrevet en køn og sympatetisk Mindeartikel om Stiftelsens nys afdøde Protektor, Kong I rederik den Ottende. Den belyser Træk hos den afdøde Konge, der var karakteristiske for hans Personlighed og fortjener at huskes.

- - -Forstanderinden paa et senere nedlagt Tjenestepigehjem i St. Kongensgade har fortalt mig, hvorledes hun uden at kende sin Gæst havde vist ham om i hele Huset og talt om mange Ting desangaaende, da han afbrød hende med, at han nu skulde hjem og spise til Middag, hvortil hun formanende btmærkede, at det rigtignok var en sen Tid, helt ud paa Aftenen, for saadan en ung Mand at spise til Middag; hun selv havde naturligvis spist Kl. 12!

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 14. juni 1912. Nationaltidende 23. juni 1912. Uddrag).

Mishandling af Tjenestepige. (Efterskrift til Politivennen)

I januar 1861 havde 5 personer, herunder Bagermester J. E. Nielsen, Pilestræde 26 startet en indsamling til morgenmad for fattige og arbejdsløse, hvis bryggere, sukkerraffinadører og bagere ville forsyne dem med øl, sirup og gammelt brød. Bespisningen begyndte 13. januar 1861 med 300 portioner i Borgergade eller Studietrædes dampkøkken. I november 1861 købte bagermester J. E. Nielsen bagergården på hjørnet af Pilestræde og Antonistræde af løjtnant Jørgensen for 23.000 rigsdaler. Den samme godgørenhed gjaldt ikke en tjenestepige hos bagermesteren selv:

Tyendesag. Kjøbenhavns Magistrat havde forlangt Bager Nielsen i Pilestræde tiltalt, fordi han havde vægret sig ved at betale Omkostningerne ved en af hans Tjenestepigers Forpleining paa Kommunehospitalet, medens derimod Bager Nielsen paastod, at han, da hans Tyende selv havde forladt Konditionen hos ham, Intet kunde være pligtig at betale. Da Sagen igaar foretoges ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, forklarede den omtalte Tjenestepige, Marie Christine Hansen, at hun var bleven behandlet paa en saa umenneskelig Maade af sin Madmoder, Bager Nielsens Hustru, at dette Forhold, hvis det befindes at være sandt, maatte paadrage Mad7moderen Straf efter Tyendeloven. Pigen havde nemlig, efter sin Forklaring, i nogle Dage følt sig upasselig og var derfor den 27de September bleven liggende i sin Seng, da hun kun med Møie kunde staae paa Benene. Mad. Nielsen var derpaa kommen op paa Pigens Kammer og havde opfordret hende til at staae op for at lave Mad, "idet hun ikke kunde give sine Tyender Logis og Kost, for at de skulde blive liggende tilsengs". Tjenestepigen paastod, at hun ikke kunde staae op, og Mad. Nielsen truede hende derfor med at lade hende kaste ud af Huset af Karlen, og da Pigen alligevel blev liggende, lod hendes Madmoder alle Vinduer og Døre lukke op i Pigekammeret. Nu stod Pigen op og begav sig hen til den nærmeste Politistation for at klage over denne Behandling, og da hun befandtes at være meget lidende, blev hun kjørt ud paa Kommunehospitalet, hvor hun blev erklæret for at lide af tyfoid Feber, og hvor hun var under Lægebehandling indtil den lade Oktober. Tillige gjorde Pigen Fordring paa 4 Rdl. 16 Sk. i Løn for September Maaned. Den for Bager Nielsens Hustru mødte Fuldmægtig benægtede imidlertid Rigtigheden af Pigens Forklaring, idet Pigen kun skulde have anstillet sig syg og af sig selv var bortgaaet fra Konditionen uden at vare nødt dertil. Af den Grund meente den Tiltalte heller ikke at være pligtig til al betale for Pigens Ophold paa Hospitalet, og hvad endelig Pigens Fordring paa 25 Mark angik, da kunde der kun tilkomme hende 2 Rdl., idet hun var pligtig at erstatte sin Madmoder nogle til 13 Mark vurderede Gjenstande, som hun i sin Konditionstid havde ituslaaet. Sagen kunde som Følge deraf ikke afgjøres i Retsmødet, men udsattes, for at begge Parter kunde føre Vidner for deres Udsagns Rigtighed.

(Dagbladet (København) 7. november 1866).

Tvendesag. Igaar sluttedes ved den offenlige Politiret den af os tidligere omtalte, imod Bagermester Nielsen og Hustru i Pilestræde deels af Magistraten og deels af Kjøbenhavns Politidirekteur anlagte Sag, hvorunder Hr. Nielsen var tiltalt, fordi han havde nægtet at udrede Omkostningerne ved Pigen Marie Christine Hansens Henliggen som Patient paa Kommunehospitalet, og Mad. Nielsen, fordi hun skulde have bortviist den omtalte Pige i syg Tilstand. Bager Nielsen havde udenfor Retsmødet afgjort Sagen ved at betale Pigen hele det Beløb, hun gjorde Fordring paa, nemlig Løn for September og Oktober Maaned a 4 Rdl. 16 Sk. maanedlig og Kostpenge a 24 Sk. daglig fra den Dag, da hun blev bortviist fra Tjenesten. Dette Beløb, der udgjorde 17 Rdl. 32 Sk., tilfaldt imidlertid ikke Pigen, men udbetaltes til Magistraten som Dækning af det Beløb, der skulde udredes for hendes Ophold paa Hospitalet, og derhos betalte Bageren, da hans Kone maatte ansees for at have indrømmet, at hun havde bortviist Klagerinden i syg Tilstand, en Bøde af 5 Rdl. til Rettens Fattigkasse.

(Dagbladet (København) 9. november 1866)

Annonce i Kjøbenhavns Veiviser for Reisende, med en Plan over Kjøbenhavn, Broerne og ... (1862).

J. E. Nielsen annoncerede jævnligt i aviserne fra 1860 til under forskellige bagerinavne: "Franskbageriet" (1862), "Boulagerie francaise" (1866-1867) - da solgte han også fransk syltetøj og italiensk makaroni. I 1870erne fik han & Søn med i navnet. Herefter forsvinder han ud af avishistorien.

Barnefødsel. (Efterskrift til Politivennen)

En Moders uforsvarlige Behandling af sit spæde Barn og Forsog paa at unddrage sig sammes Forsørgelse. Et Bybud blev en Dag i sidstafvigte Mai Maaned paa Vesterbro af en velklædt Dame anmodet om at bringe en Torvekurv, som hun bar, hen til en navngiven Mand i Aabenraa idet kun bad ham om at bære Kurven forsigtigt. Efterat Bybudet havde fuldført dette Ærinde og bragt Kurven til den opgivne Mand i hans Butik i Gothersgaden, og Manden havde modtaget Kurven og ikke lagt Mærke til at der var Andet i den end Pjalter, oa derfor troede, at den ikke var til ham, eller at man drev Spas med ham, leverede han den tilbage med den Besked, at han ikke kunde modtage den. Bybudet bestemte sig derfor til at aflevere den til Politiet. Medens han var i Begreb hermed, hørte han pludselig et Barneskrig fra Kurven, hvorfor han, efterat have overbevist sig om at der virkelig laa et levende Barn i samme, hurtigst muligt bragte dette og Kurven til den nærmeste Politistation, hvorfra Barnet foranstaltedes anbragt paa Fødselsstiftelsens Ammestue. Det efter den herom anstillede Eftersøgelse opdagede Fruentimmer befandtes at være en forhenværende Tjenestepige, der ernærede sig ved Haandgjerning, under det optagne Forhør tilstod hun, at hun i Begyndelsen af Mai Maancd havde bragt et Pigebarn til Verden; men da hun frygtede for, at det Ægteskab, hun stod i Begreb med at indgaa med sin daværende Kjæreste, ikke skulde finde Sted, hvis denne, der ikke var Fader til bemeldte Barn, kom til Kundskab om dets Tilværelse, havde hun, for at skjule denne, og for at befri sig for den hende paahvilende Forsørgelsespligt, afhentet Barnet, der var 14 Dage gammelt, fra den Jordemoder, hos hvem det beroede, idet hun indbildte denne, at hun vilde bringe det til en Familie i Fredensborg og der sætte det i Pleie; men da Jordemoderen, der fulgte hende ud til Jernbanen, forlod hende, inden Toget afgik, vendte hun tilbage og gik ud paa Vesterbro, hvor hun, efterat have laant en Torvekurv af en hende bekjendt, der boende Kurvemager, gik ind i en Port, lagde Barnet indsvøbt i noget gammelt Tøi i Kurven og overleverede denne, som anført, til Bybudet for at bringes til den opgivne Mand. Da hun nemlig havde hørt, at denne Mands Hustru, der var barnløs, oftere skulde have ytret, at hun ønskede at tage et fremmed Barn til sig, ventede hun sikkert, at denne vilde antage Barnet som sit eget. Forsaavidt den Tiltalte under Sagen for dette Forhold var aktioneret for uforsvarlig Behandling af sit spæde Barn, fandtes der ikke tilstrækkelig Anledning til at paalægge hende Strafansvar, idet hendes Forklaring, at hun ikke har tilsigtet Noget til Skade for Barnet eller i saa Henseende næret nogen Frygt, bestyrkedes ved de Omstændigheder, at hun, da hun lagde Barnet i Kurven, omhyggelig havde sikret det imod Luftens Paavirkning, derhos, som anført, paalagt Bybudet at bære Kurven forsigtigt og var fulgt efter ham, saalænge hun turde, ligesom Barnet ikke heller har lidt nogen Skade ved den omhandlede Transport i Kurven. Derimod kunde den Tiltalte ikke undgaa Ansvar for hendes Forsøg paa at unddrage sig den hende paahvilende Forsørgelsespligt, hvorfor hun, der er 24 Aar gammel, ved Kriminal- og Politirettens Dom blev anseet med 14 Dages Fængsel.

(Dags-Telegraphen 23. august 1865).

Tjenestepigen og Præsten. (Efterskrift til Politivennen)

Andreas Henrik Stibolt, født 10 juli 1802 i Hørsholm, 1821 Student, 1829 Cand. theol., 1830 pers. Kapellan for Jelling og Hover, 1831 for Sal og Eising, 1834-35 for Smidstrup og Skjærup, 1837 Sognepræst for Rødding, Løvel og Pederstrup, 1839 for Vorde, Fiskbæk og Romlund, 1852 for Hinge og Vinderslev. I maj 1959 søgte han forgæves stilling i Søllerød. Afsked 1863, død 25. februar 1866 i København, gift 19. oktober 1837 i Aagerup med Rose Ernestine Hjorth, født 13. februar 1815 i Nylars, død 31. dec. 1891 i København.

- I "Vib. Stit." af 5te dennes læses følgende Inserat, dateret H., den 30te December. "Sidst i Oktbr. Maaned f. A, indtraf det ulykkelige Tilfælde i Hinge Præstegaard, at en Tjenestepige, der om Dagen havde været med at optage Kartofler i Marken, ved Hjemkørselen ned ad en Bakke gled af Vognen og fik det ene Ben brækket eller knust. Hun blev liggende i Marken, medens der gik Bud til Præsten om det Passerede, hvorpaa denne sendte en Vogn ud til hende med Ordre at kiøre hende hen til hendes Broder, da han, Præsten, ikke vilde have hende i Præstegaarden; men da Pigen ikke syntes det var mulig for hende at taale at kiøre saa langt, kjørte Vognen hende til Præstegaarden, hvor hun lod spørge, om hun saa ikke maatte komme ind. Derpaa kom Præsten med Frue ud i Gaarden til hende, tiltalte hende haardt og sagde hende, at dersom hun vilde blive, skulde hun ligge i et Herberg i Stalden; i Pigekammeret i Stuehuset vilde de ikke have hende. Ligge i et koldt Kammer uden Tilsyn eller Folk i Nærheden kunde den stakkels Pige ikke; hun var altsaa nødt til at lave sig kjøre hen til sin Broder. En i Nærheden boende Læge blev derefter hentet; men denne fandt Skaden saa farlig, at han ikke ene vilde tage Pigen under Behandling, hvorfor Distriktslægen blev hentet Dagen efter. Han mente det var bedst, at Pigen kom paa Sygestuen i Viborg. Til denne Kjørsel vilde man have laant Præstens Fjedervogn, men denne var ikke til at faa, uagtet Præstens Svigersøn endog gjorde sig Umage derfor. Da Pigen kom til Viborg fandtes Skaden saa stor, at det var nødvendigt at afsætte Benet; men Pigen døde førend dette skete, hvorefter hun blev ført hiem og begravet paa Hinge Kirkegaard, hvor Præsten talte meget og ene og alene om Uforsigtighed. - Medens Pigen laa paa Sygestuen skrev Præsten urigtig til Distriktslægen, at det var imod hans, Præstens, Villie og Vidende, at Pigen var kjørt bort fra Præstegaarden! Rygtet siger nu, at han vil have 10 Rd. fordi hans Vogn gik til Viborg to Gange, først for at hente Lægen og dernæst for at kjøre Pigen derop, og endvidere 5 Rd. for hans Gravtale om Uforsigtighed. Han har endnu ikke villet udbetale hendes Løn, uagtet hendes Broder har forlangt det af ham; han har ikke betalt en Skilling til hendes Kur og Lægehjælp, men vilde endog have havt Vogne i Sognekiørsel efter Lægen.

Man finder Præstens, Pastor Stibolts, Forhold imod denne ulykkelige Pige, der havde tjent ham i flere Aar og var bekendt for sin Dygtighed, i høj Grad udeltagende og ubarmhjertig og det har i Sognet vakt almindelig Misfornøjelse og stor Uvillie imod ham, idet man føler, at enhver anden Mand i Menigheden vilde have viist hende større Deltagelse end Sognepræsten, i hvis Tjeneste hun stod. - Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde."

(Jyllands-Posten 12. januar 1863)

Hinge Kirke er et sjældent eksempel på en teglstenskirke fra romansk tid. Kirken er formentlig opført i første halvdel af 1200-tallet og består af et kor med apsis og skib, samt et tårn fra 1779. Foto: 2006. Hinge Kirke set fra sydøst. Af Bococo. Licens: CC BY SA 3.0

(Forlangt indrykket )

Idet jeg saavidt muligt Punkt for Punkt følger det i Viborg Avisen Nr. 3 indrykkede Stykke, meddeler jeg herved de af mig lovede Oplysninger:

1) Jeg sendte ingen Vogn, thi Vognen var kjørt førend jeg vidste Noget om det Hele, og først et Par Øieblikke før Pigen blev kørt ind i Gaarden fik jeg Underretning om det Passerede. - Saalidet som det altsaa var mig muligt at give nogen Ordre til at køre hende til hendes Broder, saalidet har jeg gjort det. - 2) Der er aldrig kommet noget Spørgsmaal fra Pigen om hun maatte komme ind, selvfølgelig kan det heller ikke være bleven nægtet. - 3) Min Kone var aldeles ikke hos Pigen ved Vognen, hun var paa Veien, fik ondt, maatte vende tilbage og hendes Tilstand var fra nu af hele Tiden saaledes, at hun hverken kunde sandse eller samle. - 4) Naar det hedder at Pigen blev tiltalt haardt, saa bestaaer dette vel i, at jeg skal have sagt til den anden Pige, som havde kjørt med: "I Fandens Tøse kunde have gaaet paa Eders Been, saa var den Ulykke ikke skeet"; at jeg har sagt dette er rimeligt, ja mere end rimeligt, og var vist sagt paa rette Sted, da Kjørselen havde været høist dumdristig og uforsvarlig. - 5) Districtslægen blev ikke hentet Dagen efter; men samme Dags Aften, med mine Heste, der vare spændte lige fra Plougen, og i saadan Hurtighed, at Kudsken, som havde pløiet, ikke engang fik Tid til at faae andre Klæder paa. 6) Af det indrykkede Stykke har jeg først erfaret , at der havde været Tale om min Fjedervogn, og jeg har aldeles ikke havt nogen Samtale med Lægen eller med min Svigersøn om den. Fornuftigviis kunde der heller ikke være Tale om denne, thi medens der fordredes en lang Vogn til en saadan Kjørsel, er, som bekjendt, min Vogn en lille Jagtvogn med faste snævre Sæder, i hvilken man kun kan sidde i opreist Stilling. 7) I min Tale over Pigen berørte jeg vel at Ulykken var afstedkommet ved Uforsigtighed; men jeg berørte det kun, og iøvrigt var Talen, som sædvanlig, afpasset efter forholdene, og, som Alle erklære, passende. - 8) Jeg har lige saalidet tænkt paa som talt om Betaling for mine Kiørseler. - 9) Talen holdt jeg uopfordret, og har altsaa ligeledes her hverken tænkt paa eller talt om Betaling. - 10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens vel hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Serup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens forhold, og nedlagt Protest mod Lønnens Udbetaling til ham. - 11) Sognekjørsel har jeg aldrig tænkt paa eller talt om, derimod bad jeg Sognefogden om velvillig at lægge Befordring til til at hente Lægen, hvilket Sognefogden selv tilstaaer. Disse Punkter ville nu vise, hvor megen Troværdighed man kan tillægge det om mig indrykkede Stykke.

Da Pigen var kommen ind i Gaarden, gik jeg op til hende og sagde, at for det første maatte hun lægges ind i et Karlekammer, da et andet Værelse (min Confirmandstue) først maatte ryddes ud og sættes i Orden; men hun erklærede, at hun vilde føres hjem til sin Broder, og da Gaardens Folk derhos sagde, at det var det Bedste for hende, svarede jeg, at saa maatte hun have sin fri Villie. - Utilfreds med denne Bestemmelse, og da der var bragt lidet Ro tilveie, forsøgte jeg atter paa at faa Pigen til at blive, idet jeg, paa given Foranledning udtrykkelig sagde disse Ord: "Om ogsaa din Tjenestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig. - Da jeg var syg, kunde jeg ikke holde ud at staae hos hende længere, og jeg overdrog nu til min Datter at sørge for at hun blev taget af Vognen, og midlertidig bragt ind i Karlekammeret, medens jeg selv gik ned og sørgede for at faae et andet Værelse bragt istand. Da jeg nu kom ned, traf jeg Skolelærer Rabe fra Maussing, der vil bevidne, at der øieblikkelig blev truffet Foranstaltninger til at sætte et Værelse istand til hende. Da min Kone var i en saadan Tilstand, at hun Intet kunde foretage, og der ingen Folk var i Huset til at hjælpe mig, gaaer jeg atter ud i Gaarden, og da var der hverken Vogn eller Folk at see. Lidt efter træffer jeg min Datter, spørger, hvorledes det hænger sammen og faaer det Svar: "Pigen vilde afsted, og folkene tilskyndede hende", hvilket De selv tilstaae. Her kan muligviis være indløben Feil, ogsaa fra min Side; men naar det betænkes, at i den yderste Ende af den ene Gaard laae den forulykkede Pige, i Stuehuset i Enden af den anden Gaard befandt sig min Kone i en lidende Tilstand, at der var Forvirring og Tummel, at Alt maatte skee i Hurtighed, og at jeg, som skulde styre paa alle Kanter, selv var syg, og ikke havde været udenfor en Dør i flere Dage, saa vil man vel kunne indsee, at her ikke Alt kunde skee med den Betænksomhed, Overvejelse og Rolighed, som havde været ønskelig. Naar det hedder, at min Fremgangsmaade har vakt almindelig Misfornøielse, maa jeg bemærke, at der i disse Dage er viist mig megen Deeltagelse fra alle Sider. Naar det endvidere i det indrykkere Stykke hedder: "Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde", da maa jeg antage, at dette Stykke om mig har til forfatter en Mand, hvis Hovedhensigt er den, at ville mig tillivs, som man siger, og som heller ikke i Fremtiden vil lade mig i Fred, en Mand, der skal have sagt: "Jeg er begyndt med N. N. - , jeg skal ende med Præsten". Jeg idetmindste er personlig overbeviist herom. Jeg opfordrer ham til at kaste Masken og træde frem af sit Skjul.

Flere agtværdige Mænd ville bevidne, at de Dem bekiendte Puncter i det mod mig rettede Inserat ere usandfærdige, og navnlig vil Hr. Skolelærer Rabe fra Maussing bevidne, at der blev beordret et Værelse (min Confirmandstue) istandsat til hendes øieblikkelige Modtagelse.

Dhrr. Redacteurer og Udgivere, der have optaget Inseratet i Viborg Avis mod mig, bedes ogsaa at optage dette mit Svar.

Hinge Præstegaard, den 12te Januar 1863.
Stibolt.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 15. januar 1863)

Pastor Stibolt. (Aalb. Stiststd.) I Anledning af det stærkt misbilligede Forhold af Pastor Stibolt i Hinge ved en hos ham forulykket Tjenestepige, har Pastoren søgt at undskylde sig i et offenlig Forsvar, der synes meget utilstrækkelig, ligesom det Rette i saadanne Tilfælde vel sjældent opklares uden ved en offenlig Undersøgelse af Begivenheden ved Mænd, der staae udenfor Samme. For Pigens Vedkommende læses nu Følg i Vib. Av.: "I Viborg Av. Nr. 9 for d. A. har Hr. Pastor Stibolt i Hinge i et af ham indsendt Stykke om den hos ham forulykkede Pige, som var min Søster, iblandt Andet skrevet saaledes: "10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Seerup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens Forhold og nedlagt Protest imod Lønnens Udbetaling til ham." "Denne Pastor Stibolts Udtalelse er aldeles usandfærdig. Jeg har aldrig forlangt, at han ikke maatte udbetale Lønnen til min Broder, og jeg har heller ikke udtalt nogen Utilfredshed med min Broders Forhold; men jeg yttrede, at det forekom mig, at min afdøde Søster havde gjort en mindre lige Deling af sine Efterladenskaber. Derimod sagde Præsten under Samtalen til mig: "Lad os nu først faae disse Kjørsler til Viborg samt Ligtalen og Doktorregningen betalte, saa mener jeg, at De er nærmest til at faae den Smule, som bliver tilbage." Foranstaaende finder jeg mig foranlediget til at offenliggjøre med Tilføiende, at jeg i høi Grad var misfornøjet med Pastor Stibolts Forhold imod min stakkels ulykkelige Søster. Seerup den 25de Januar 1863. Thomine M Petersen."

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. februar 1863).

(Forlangt indrykket )

I Anledning af Pastor Stibolts Besmykkelser i Viborg Avisen Nr. 9 for dette Aar, af hans uchristelige Forhold mod den i hans Tjeneste forulykkede Pige, erindres:

Præstens Stuepige blev sendt ud i Marken med en Kaabe til den forulykkede Pige, samt med Ordre til at hun skulde kjøres til sin Broder. Stuepigen mødte Vognen med den Forulykkede undervejs, og da denne ikke troede at kunne udholde Kjørslen - circa ½ Miil - til Broderens Bopæl, blev Stuepigen sendt tilbage til Præsten med Begiæring om, at den stakkels Pige maatte blive indlagt i Pigekammeret. Vognen kørte saa bagefter ind i Præstegaarden, hvor Præsten kom op i Gaarden og sagde, at Pigen skulde kjøres til sin Broder eller ogsaa lægges ind i et Karleherberg i et af Udhusene, med Tilføiende, at hvor hun blev lagt, der skulde hun forblive liggende. Dette hørte de tilstedeværende Folk, som da tilraadede hende hellere at kjøre til Broderen end at blive indlagt i et koldt, afsides Kammer, uden Udsigt til der at erholde nogen Pleje. Før Præsten gik bort, gav han Tærskeren Ordre at følge med Vognen, der skulle bortkjøre Pigen; og da han saaledes vidste, at denne allerede var borte, kan hans foregivende om at have givet Ordre til at istandsætte Konfirmandstuen til hendes Modtagelse ikke være rigtig; og han opfordres herved til at godtgiøre, at den er andet end en opdigtet Besmykkelse af hans Forhold. "Om ogsaa din Tienestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig", eller noget Lignende, yttrede Præsten ikke et Ord om! og der mærkedes Intet til, at Præstekonen enten var upasselig, eller at den stakkels Pige fandt større Meddelelse hos hende end hos Præsten. Præsten sagde ikke blot til den anden Pige, som var med i Marken: "I fandens Tøse osv.", men han rettede denne Bemærkning til dem begge. De Heste, med hvilke Distriktslægen blev hentet, havde ikke saaledes som Præsten foregiver, været for Plougen den Dag Ulykken passerede, men stode i Stalden, og det var først 5 Timer derefter, at der kiørtes til Viborg. Gravtalen handlede om Uforsigtighed, og Ingen iblandt familien fandt den passende, hvorimod Familien paaskiønner den Deeltagelse, som vistes den Afdøde af hendes Medtfenerinder og Byens Piger, der lagde Krandse paa hendes Grav.

Hvorledes det forholder sig med Præstens Foregivender deels om, at han ligesaa lidet har tænkt paa som talt om Betaling for hans Kiørsler m. m., om, at den Afdødes Søster skulde have yttret Utilfredshed med Broderens Forhold, og om, at hun skulde have nedlagt Prorest mod Lønnens Udbetaling til ham, henvises til bemeldte Søsters Inserat i Viborg Avis Nr. 17 for dette Aar, med Tilføiende, at Broderen, efter at have modtaget Doctorregningen, bad om til dens Dækning at erholde Pigens Løn, men at Præsten nægtede at udbetale samme, uden at anføre nogen Grund for sin Vægring.

Af det Anførte vil man formeentligen kunne danne sig et Begreb om, hvorledes det forholder sig med Præstens Besmykkelser af Sagen i det Hele.

Da Præsten forøvrigt kjender ligesaa Lidet til Indsenderen af disse Linier, der ikke har nogen anden Hensigt end at bidrage til Sagens Oplysning, som denne til hiin, maa Navnet være en ligegyldig Sag, og jeg finder derfor, idetmindste for Tiden, kun Anledning til at fremstille mig under Navnet

Jeremias.

* * *

De ærede Blade, som have optaget de foregaaende denne Sag vedkommende Inserater, anmodes om ogsaa velvilligen at optage foranstaaende.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 7. februar 1863, 2. udgave)

A. H. Stibolt (dengang 61 år) ansøgte om entledigelse i nåde med pension, hvilket blev ham bevilliget pr. 30. december 1863. Han efterfulgtes af J. Th. Petersen, sognepræst for Frederiks og Karups menigheder i Århus stift.