Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Ostre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet bende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

Kodenhavn, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit. 

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 

I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.

Høiesterets 2den Session.

Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.

Højesteretsdomme.

(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).

1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)

“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.

I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.

Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).

Foreningen for vordende Tjenestepigers Uddannelse. (Efterskrift til Politivennen)

Foreningen for vordende Tjenestepigers Uddannelse. At Fattigunderstøttelsen er en Sag, der kræver megen Taalmod og mange Lærepenge, kan ikke benægtes. Det Liv og den Interesse, der i de sidste Aar er vakt her i Staden herfor, har imidlertid efterhaanden paa en glædelig Maade klaret Synet for Fattigdommen og Midlerne derimod, og om der end staar overordentlig meget tilbage at ønske, saa synes det dog, at Sagen stedse bringes ind i mere praktiske Spor. Et nyt Led i denne Udviklingskjæde er den Forening, som vi for kort Tid siden have havt Lejlighed til at omtale, og som synes at være gaaet ud fra den samme Plan, der oprindeligt er udkastet af Tømmerhandler Mottlau. Medens Understøttelsesforeningernes Opgave er at værne imod øjeblikkelig Nød, bevare den borgerlige Selvstændighed, opmuntre Æresfølelsen og stolte Selvvirksomheden, har den nærværende Forening fornemmelig sin Opmærksomhed henvendt paa Fremtiden, paa de Familier, der gjennem Børnene skulle begrunde en ny Slægt. Det maa staae klart for enhver alvorlig Iagttager af Forholdene her i Byen, at de Kaar, de fattige københavnske unge Piger leve under, i høi Grad gjøre dem uskikkede til i sin Tid at blive selvstændige Huusmødre, og at de paa en sørgelig Maade ere blottede for alle de Betingelser, der ere nødvendige for dem til at styre en Huusholdning, hvor Fattigdom kræve den største Orden, Sparsommelighed, Flid og Ihærdighed, for at det ikke skal blive et Liv fuldt af Nød og Elendighed.

Den Maade, hvorpaa Foreningen tænker sig at skaffe disse Betingelser til stede, er følgende: Den søger fattige, opvakte Børn, som i Skolen vise Lyst og Evne til at lære Noget, og sætter sig da i Forbindelse med Familier, hvor Huusmoderen er villig til i Løbet af et Par Aar før Confirmationen at øve Barnet i al Slags Tjenestepigegjerning. Foreningen staaer da som et Mellemled mellem Forældrene og Familierne, saa at disse i alle Sager kun faae med dens Medlemmer at gjøre. Det kan ikke betvivles, at Barnet ved disse Aars Veiledning vil blive skikket til efter Confirmationen at kunne overtage en Tjeneste, og at det Haandelag, der i den Tid kan udvikles, og den Sands for Orden, Reenlighed og Sparsommelighed, der kan bibringes hende, ikke alene vil have en væsentlig Indflydelse paa hendes egen Fremtid, men ogsaa vil være til Gavn for de Huusholdninger, der vil blive hende betroet som Tjenestepige.

Vi ville derfor varmt anbefale elle Huusmødre, for hvem denne Sags store Betydning staaer klart, ikke at skye deres Deel af Arbeidet, men at gjøre Enhver Sit til at støtte deres Fremtid.

Planens Gjennemførelse skyldes væsentlig Justitsraad Boyesen, der som Inspecteur ved Fattigvæsenet har havt rig Leilighed til at erfare, hvor stor Trangen er til Omsorg i denne Retning. Pastor Evaldsen er Foreningens Formand, hos hvem nærmere Oplysninger kunne faaes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. december 1870)

Foreningen blev stiftet 21. juni 1870. Formålet var at få piger af "hæderlige forældre" med gode vidnesbyrd i skolen optaget i huse hvor de ved siden af stadig fortsatte skolegang, under husmoderens tilsyn vænnedes til at tage del i husgerningen. De 12-13 piger viste sig at være så glubende sultne at de familier hos hvem de blev anbragt, havde besvær med at finansiere dette. 

Som nævnt var pastor Ewaldsen formand for bestyrelsen, der desuden bestod af kammerråd Harboe (kasserer) og bankdirektør i Nationalbanken Jakob Christian Fabricius, sekretær (1840-191). Foreningen skal ses i sammenhæng med industrisamfundets gennembrud. Fabricius (1840-1919) var embedsmand, etatsråd, komponist og musikorganisator. Han havde før deltaget i arbejdet med en understøttelsesforening før han sammen med en pastor Ewaldsen. I midten af 1880'erne udkastede ham en plan for finansiering til opførelse af billige arbejderboliger, men da havde socialdemokratiske og radikale politikere allerede gang i tilsvarende projekter. Der blev  vedtaget en lov om byggeri med statstilskud der dog aldrig blev udnyttet, og først efter 1. verdenskrig kom der for alvor gang i opførelsen af almennyttige lejeboliger. 

Johanna Pedersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord. Den 30te Juni d. A. bemærkede to Personer, der passerede Kirsebærgangen, at der ude i Stadsgraven udfor St. Pederstrædes Mølle flød et Barnelig, som skjønnedes at være i en forraadnet Tilstand. De gjorde Anmeldelse herom til Politiet, der besørgede Liget bragt til Almindeligt Hospital, hvor der blev foretaget en legal Sektion af det, hvis Resultat bragte Lægerne til den Slutning, at Barnet havde været 2 Aar eller noget derover gammelt, og at det ca. 1 eller 2 Uger iforveien var kastet i Vandet som Lig, uden at det dog var muligt paa Grund af dets forraadnede Tilstand at iagttage noget Tegn paa Kvælning eller anden voldsom Dødsmetode. Da der var bundet et Tørklæde med 2½ Pd. Jord om Ligets Lænder for at tynge det md under Vandets Overflade, maatte det antages, at Barnet med Forsæt var kastet ud i Stadsgraven. Politiet satte sig derfor i Bevægelse for at finde den Skyldige, og det bragtes efter 10 Dages Forløb i Erfaring, at en svensk Pige, der formodedes at være Barnets Moder, var kommen i Tjeneste i "Skomagerkroen". Denne Pige, hvis Navn er Johanna Pedersdatter eller Pehrsson, blev nu anholdt og arresteret og afgav strax en aabenhjertig Tilstaaelse om, at hun var den Skyldige, idet hun den 24de Juni d. A. havde med Overlæg skilt sit den 7de November 1868 udenfor Ægteskab fødte Barn, Anne Sophie Pedersen, ved Livet. De nærmere Omstændigheder, hvorunder Forbrydelsen blev begaaet, ere i det Væsentlige følgende: Arrestantinden, der, som bemærket, er født i Sverige, efter Opgivende den 3die April 1843, altsaa 22 Aar gammel, ankom hertil Landet i Slutningen af April Maaned 1866 og tjente derefter forskjellige Steder paa Sjælland. I en af disse Tjenester blev hun besvangret af sin Kjæreste, en Tjenestekarl, der senere er udvandret til Amerika. Det ved denne Forbindelse avlede Barn anbragte hun efter dets Fødsel i Pleie, for Størstedelen paa egen Bekostning, hos Forskjellige, senest i Begyndelsen af afvigte Juni Maaned hos en Husmandskone i Landsbyen Ordrup under Leire Herred. Til denne Kone skulde Arrestantinden strax betale 2 Rd. for Barnets Pieie, og da hun ikke var i Besiddelse af dette Beløb, anmodede hun, efter hvad hun under Sagen har paastaaet, sin daværende Madmoder om et Forskud paa sin Løn, hvad denne dog vedblivende har benegtet. Da hun fik Afslag, gik hun til en Nabo. hvor det lykkedes hende at faa Pengene tillaans, men da hun kom tilbage, blev hun af Madmoderen bortvist af Tjenesten, fordi hun uden hendes Tilladelse var gaaet dette Ærende. I sin Fortvivlelse over denne Bortvisning, hvorved hun blev uden Erhverv og som Følge deraf ude af Stand til at betale for sit Barns Underhold, besluttede hun at dræbe Barnet for saaledes baade at befri sig selv fra en tung Byrde og Barnet sin fremtidige Savn af Livets Goder. For at undgaa Mistanke vilde hun udføre sit Forsæt her i Staden, og den 23de Juni hentede han derfor sit Barn hos den omtalte Husmandskone, for hvem hun foregav, at hun vilde sætte Barnet i Pleie hos sine Forældre i Sverige; hun kjørte tilligemed Barnet med en Bekjendt her til Staden, hvor hun ankom den næste Dags Morgen Kl. mellem 5 og 6. Umiddelbart efter Ankomsten begav hun sig op paa Volden og bemærkede fra den udenfor St. Pederstræde liggende Bastion, at der var Vand nedenfor Volden. Hun havde fra Begyndelsen af ikke tænkt paa, hvorledes hun skulde iværksætte sit Forehavende, og først paa Veien til Kjøbenhavn havde hun taget dette Moment under Overvejelse. Ved Synet af Vandet bestemte hun sig til at kvæle Barnet med Haanden og derefter kaste det ud i Vandet. Hun krøb derfor med Barnet, som hun stadig bar hos sig, ad Voldskrænten ned til Fæstningsgraven, hvor hun gav det en Bolle og noget Mælk, som hun havde havt med paa Reisen. Efterat det havde fortæret disse Fødemidler, lagde hun sin høire Haand paa Barnets Mund og Næse, hvilke hun trykkede saa tæt sammen, at Barnet umulig kunde drage Aande. I denne Stilling holdt hun Barnet i 2 til 3 Minuter, indtil det blev aldeles blaat i Ansigtet og lukkede Øinene uden senere at aabne dem, og da hun var fuldstændig overbevist om, at Barnet var dødt, afførte hun det nogle af dets Klæder, fyldte et Tørklæde, som det havde havt om Hovedet, med Jord og bandt dette Tørklæde om Laarene paa Barnet, hvorefter hun kostede Liget ud i Vandet, i hvilket det strax sank tilbunds. Efterat have fuldbragt denne Gjerning opholdt Arrestantinden sig her i Staden indtil Aften og tog da paany ud i Sjælland, hvor hun fik den omtalte Tjeneste i Skomagerkroen. Under Sagen har Arrestantinden, der overalt har erhvervet sig gode Vidnesbyrd, og som har holdt meget af sit Barn, og hvis Gjerning - for at bruge Defensors Ord - skyldes hendes ved de foreliggende fortvivlede Forhold for en Tid misledede Dømmekraft, udtalt, at hun oprigtig har angret sin Forbrydelse og ønsket, at den ikke var skeet, og skjøndt hun efter Udførelsen for ikke at vække Mistanke har maattet vise sig munter og glad, paastod hun dog, at hun siden hint Øieblik ikke har havt Ro i sit Hjerte. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden dømt efter Straffelovens § 190 til at straffes paa Livet.

(Dags-Telegraphen (København) 30. september 1870).

Højesteret stadfæstede dommen den 8. november 1870. Ved kongelig resolution af 26. november 1870 blev hun benådet med at hensættes til tugthusarbejde på livstid. 

Skoemager Kroen ved Dyvelslyst og Ordrup i Lejre Kommune. Efter sigende Danmarks ældste post- og diligencekro. Efter artiklens oplysninger må det være her hun var tjenstepige. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen).

Bedrageri. En Tjenestepige anmeldte i Midten af forrige Maaned, at hun havde været Gjenstand for et Bedrageri, idet hun af et Avertissement i Adresseavisen havde ladet sig forlede til at henvende sig til en Fæstemand i Toldbodgade for at faae en Plads i et Hotel i Sjælland. Fæstemanden affordrede hende 2 Rd. i Godtgjørelse for sin Uleilighed, idet han sagde, at den Plads, han havde at tilbyde hende, var saameget værd, og efterat Pigen havde gjort Udvei for dette Beløb, modtog hun af ham en Seddel, ifølge hvilken hun angaves at være fæstet til en Restaurateur i Nærheden af Hovedstaden. Hun tog derefter om Aftenen ud til denne, men da hun havde foreviist Restauratenten den medbragte Seddel, erklærede han, at han hverken havre fæstet hende eller anmodet Fæstemanden om at fæste nogen Pige til ham. Restaurateuren lod Pigen overnatte paa Stedet og sendte hende den følgende Morgen med en Seddel til Fæstemanden, hvori han bebreidede denne, at han for tredie Gang havde sendt Piger ud til ham som fæstede i hans Tjeneste, uagtet han ikke var bleven anmodet om at fæste nogen.

Allerede forinden det Passerede foregik, var der til Politiet indløbet flere forskjellige Anmeldelser om, at den paagjældende Fæstemand af Andre havde ladet sig udbetale Gebyrer for opdigtet Tjenesteforhold, men hvergang Politiet havde blandet sig i Sagen, meget ydmygt erkjendt at have handlet urigtigt og tilbagebetalt Pengene, hvorfor de Bedragne havde frafaldet deres Klager, men da Anmeldelserne vedbleve, blev der indledet Undersøgelse imod ham ved Criminal- og Politiretten. Efter nogen Tids Nægtelse, erkjendte Tiltalte at have handlet i svigagtig Hensigt ikke alene overfor den omtalte Pige, men ogsaa i Forhold til 9 andre Personer og derved tilvendt sig Douceurer til et samlet Beløb af 64 Rd. 

For dette Forhold, der faldt ind under Straffelovens § 251, blev Tiltalte anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, samt tilpligtet at betale i Erstatning til 5 af de besvegne Personer et samlet Beløb af 40 Rd. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juni 1870).

Mary Ann Maloon. (Efterskrift til Politivennen)

Denne sag startede med en politianmeldelse på St. Thomas den 8. juni 1870:

Ved Høiesterets Dom af 16de Januar d. A., der stadfæster den kongelige vestindiske Landsoverrets Dom af 3die Oktober f. A., er Mary Ann Maloon for attenteret Mord dømt til at have sit Liv forbrudt.

Omstændighederne i denne Sag have ifølge den af Høiesterets Protokolsekretærer affattede Relation efter det Oplyste i det Væsentlige været følgende:

Onsdagen den 8de Juni 1870 anmeldte en paa St. Thomas bosiddende Enke, Madam Brixen, for det derværende Politi, at hendes Tjenestepige Mary Ann Maloon havde gjort sig skyldig i et Forgiftningsforseg, hvorfor Pigen strax blev anholdt. Under det i denne Anledning optagne Forhør forklarede Madam Brixen, at, da hendes 8-aarige Datter samme Morgen efter Sædvane vilde til at drikke den Kaffe, som Anmelderindens hos hende boende Moder, Madam Maria Benedetti, havde levnet i sin Kop, var Barnet blevet opmærksomt paa, at Kaffen, skjøndt den var kold, gav Dampe fra sig, hvorfor Barnet kaldte paa Madam Brixen, der strax fik den Tanke, at der var Phosphor i Kaffen. Madam Benedetti, der en Timestid i Forveien havde nydt Kaffekoppens øvrige Indhold, klagede nu ogsaa over Ilde befindende, og flere Omstændigheder henledede strax Mistanken paa Tiltalte.

Denne tilstod, saasnart hun var stillet for Retten, at hun, i den Hensigt at dræbe Madam Benedetti, havde kommet Gift dels Dagen forud (Tirsdagen den 7de Juni) i hendes Sukkerskaal, dels samme Morgen i hendes Kaffe. Giften havde Tiltalte taget af en hendes Madmoder tilhørende og i et Bagværelse henstaaende Krukke, der bar Paaskrift om at inde holde ufeilbarlig Gift imod Rotter osv.

Om Motivet til Gjerningen har Tiltalte forklaret, at hun Dagen før det første Forgiftningsforsøg hørte Madam Benedetti sige til sin Datter, at hun ikke kunde begribe, hvorfor Datteren vilde beholde en saa slet Tøs som Tiltalte i sin Tjeneste. Dels af Forbittrelse herover og dels for derved at gjøre sin Tjeneste lettere og behageligere besluttede hun at forgive Madam Benedetti. Sidstnævnte, der er 60 Aar gammel, tog Tirsdag Eftermiddag det i hendes Sukkerskaal værende Sukker i hvilket Tiltalte, som anført, havde blandet noget af Rottegiften - og tillavede sig dermed et Glas Sukkervand, hvis Lugt og Smag vare hende paafaldende, men udenat Nydelsen deraf voldte hende nogen anden Ulempe end at fremkalde Opstod. Da Tiltalte saae, at hendes første Plan ikke var lykkedes, besluttede hun Onsdag Morgen at gjøre et nyt Forsøg ved Hjælp af Madam Benedettis Kaffe, og, for at være sikker i sin Sag, bragte hun selv Kaffekanden, hvis Indhold hun havde forgiftet, op paa Madam Benedettis Værelse, idet hun med en Høflighed, der var baade denne og Madam Brixen paafaldende, underrettede Madam Benedetti om, at Kaffen var færdig.

Det Ildebefindende, der paakom Madam Benedetti, efterat hun havde drukket Kaffen, og som foranledigede hende til at tage et afførende Middel, synes ikke at have været af nogen videre Betydning. I en Erklæring af 11te Juni har Landphysikus udtalt, at hendes Helbred ikke har lidt synderlig ved den af hende nydte Gift, at hun vel klagede over en almindelig Mathedstilstand, men at denne uden Tvivl maatte tilskrives en utilstrækkelig Ernæring i de sidste Dage, fordi hun ved det Passerede var bleven saaledes paavirket i sit nervøse System, at hun frygtede for atter at blive forgiven. Heller ikke foreligger der Noget om, at hun, der har givet Møde under Sagen, senere skulde have mærket skadelige Virkninger af Giften.

Ved en foretagen chemisk Undersøgelse viste det sig, at saarel Sukkeret som Kaffen indeholdt Phosphor, Sukkeret dog i saa ringe Mængde, at Procentforholdet ikke kunde bes stemmes. Kaffen og Kaffegrumset, der veiede ialt 220 Grammer, befandtes at indeholde 16 Centigrammer Phosphor, hvilket svarer til 640 Centigrammer af den af Tiltalte benyttede Rottegift, der tilberedes paa St. Thomæ Apothek af 1 Del Phosphor og 40 Dele Mel, Sukker m. v. Selv har Tiltalte ikke givet nærmere Forklaring om, hvormeget af Rottegiften hun anvendte, end at hun begge Gange tog „lidt" af Krukkens Indhold.

Ifølge Landphysici Erklæring maa de mindre betydelige Følger for Maria Benedettis Helbred anses at bero paa, at hun kun har nydt en ringe Mængde Gift. Den nævnte Embedsmand antager, at Phosphormængden har været ringere i den tynde Del af Kaffekandens Indhold end i Grumset, da Nydelsen af en Kontorkop fuldt tilsat med Phosphor i samme Forhold som det analyserede Giftstof vilde have hart langt alvorligere Følger, end Tilfældet har været. Endelig bemærker han, at 16 Centigrammer Phosphor neppe tor antages for at være en absolut dødelig Dosis, skjøndt en saadan, navnlig for Børn, maa anses for at afstede komme en betydelig Livsfare.

Denne sidste Bemærkning har Hensyn til, at Tiltalte havde tilstaaet at være bekjendt med, at Madam Brixens lille Datter pleiede at nyde Resten af sin Bedstemoders Kaffe. Tiltaltes Forklaring gaar imidlertid ud paa, at hun ikke gjorde sig nogen Tanke om, at Barnet saaledes ogsaa kunde komme til at nyde Giften.

Tiltalte er født paa St. Thomas den 18de Marts 1855 og er af en forsømt Opdragelse. I det Aar, hvori hun har tjent Madam Brixen, har hendes Forhold været slet, idet hun har stjaalet Penge ud af sin Madmoders Kommode og tilvendt sig Varer ved at tage dem paa Kredit i hendes Navn, ligesom hun ved flere Leiligheder har begaaet Smaatyverier. Hun har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Under Forhørerne har hun angivet at have fortrudt det af hende begaaede Mordattentat, siden hun blev arresteret.

Da det af Sagens Oplysninger fremgik, at Tiltalte med Overlæg havde søgt at ombringe Madam Benedetti, blev hun saavel ved Underrettens som ved Overrettens Dom i Henhold til Forordningen af 4de Oktober 1833 § 14, 2det Membrum, dømt efter Danske Lovs 6-6-22 til at have sit Liv forbrudt.

Under et efter Overretsdommens Assigelse optaget Forhør har Tiltalte fragaaet den af hende afgivne Tilstaaelse, idet hun har paastaaet, at en hos Madam Brixen arbeidende Sypige havde bevæget hende til at indblande et fremmed Stof i Sukkeret og Kaffen under Foregivende af, at dette var et Middel til at holde Myrerne borte.

Til denne af Intet bestyrkede Tilbagekaldelse, som derhos i Enkelthederne lider af indre Usandsynlighed, kunde der i Henhold til Danske Lovs 1-15-1 intet Hensyn tages, hvorimod Høiesteret med Overretten maatte finde de anførte Lovbestemmelser anvendelige paa Tiltalte, og, da Overretsdommens Bestemmelser om Udredelsen af Aktionens Omkostninger Itgeledes billigedes, blev denne Dom af Høiesteret stadfæstet, hvorhos det paalagdes Tiltalte at udrede i Salarium til Aktor og Defensor for Høiesteret 10 vestindiske Dalere til hver.

Men, skjøndt Tiltalte ikke kunde undgaa at anses som foranført, formente dog samt lige i Høiesteret voterende Tilforordnede at burde indstille hende til ved Hans Majestæts Naade at faae Livsstraffen eftergiven, i hvilken Henseende blev anført, at Attentat paa Mord, navnlig udført af en Person i Tiltaltes unge Alder, efter den i Moderlandet gjældende Lovgivning anses med langt mildere Straf, at Tiltaltes Gjerning objektivt har været uden Følger, og at hun er af en forsømt Opdragelse.

Ifølge heraf indstillede de Tilforordnede, at Tiltalte maa forskaanes for at lide efter Dommen imod at hensættes til Forbedringshusarbeide: efter 8 af de Voterendes Formening i 3 Aar, efter 3 Voterendes Formening i 4 Aar.

Ogsaa Finantsministeriet maatte være af den Formening, at der efter det Anførte var Føie til at eftergive Tiltalte Livsstraffen, og, da den af Flertallet af Høiesterets Tilforordnede til hvilket Justitsministeriet, der havde oversendt Sagen til Finantsministeriet, havde sluttet sig foreslaaede Straf af Forbedringshusarbeide i 3 Aar maatte anses for passende, nedlagde Ministeriet i Overensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling.

Sagen er derpaa bleven foretagen i Statsraadet, og ved allerhøieste Resolution af 28de Januar sidstleden har det behaget Hans Majestet Kongen allernaadigst at eftergive Tiltalte Livsstraffen, imod at hun hensættes til Forbedringshusarbeide i 3 Aar.

(Ministerialtidende for Kongeriget Danmark. 1871, s. 35-37)

Nyfødt dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

Tiltale imod en Moder for at have dræbt sit uægte, nyfødte Barn. En Dag i afvigte Vinter blev en praktiserende Læge tilkaldt af en herværende Grosserer for at se til dennes Tjenestepige, Arrestantinden Johanne Bøøk, der for sin Husbond havde foregivet at være angreben af kopper. Efterat Lægen var kommen op til hendes Værelse, fandt han Døren aflaaset, og da den efter gjentagen Anmodning endelig blev aabnet, saa han Arrestantinden liggende paa Sengen og en Spand Vand staaende paa Gulvet, der bar Spor af betydelige Blodpletter, hvoraf Lægen strax formodede, hvad der var passeret; han spurgte da, hvor Barnet var. Efterat Arrestantinden først havde negtet at have noget Barn, pegede hun hen paa et Skab, hvor man endelig fandt Noget indsvøbt i en Avis, der viste sig at være et nyfødt, men dødt - skjøndt endnu ganske varmt - Drengebarn. De sædvanlige Oplivningsmidler bleve strax forsøgte, men uden Virkning. Under det i den Anledning foretagne Forhør tilstod Arrestantinden, at hun, der den 21de September f. A. var kommen hertil fra Sverige for at søge Tjeneste, og hvis Kjæreste boede i Malmø, var, efter at hun var kommen til Kundskab om sin Frugtsommelighedstilstand, men ikke havde omtalt denne for Nogen her, den 21de December sidstleden om Morgenen Kl. 5½ i sin Tjeneste staaet op i det Værelse, hvor hun laa alene. Da Fødselen nu pludselig paakom hende, og hun havde født et Drengebarn, der efter Fødselen gav Lyd fra sig, svøbte hun det ind i sin Klokke og søgte derpaa forgæves Hjælp i Huset, men fandt alle Døre lukkede. I Fortvivlelse herover opstod den Tanke hos hende, da hun atter kom tilbage til Værelset, at skjule Fødselen. Efterat hun derpaa havde seet til Barnet og fundet det levende, svøbte hun det paany ind i Klokken i den Tanke, at det mstder vilde dø, og at hun saa vilde skjule Fødselen. Da hun omtrent 10 Minuter derefter igjen saa til Barnet, fandt hun, at det nu var dødt, hvorfor hun tog det ud af Klokken og lagde det indsvøbt i et Stykke Papir ind i et Skab under Vinduet. Ifølge den foretagne Obduktionsforretning har det omhandlede Barn været fuldbaaret, levedygtigt og nyfødt, har trukket vejr og har altså levet efter Fødselen; dets Død var antaget bevirket ved Kvælning, hvorhos den vedkommende Læge efterat Arrestantinden i Retten havde paavist, hvorledes hun navnlig anden Gang havde indsvøbt Barnet i Klokken, havde erklæret, at dette ved en saadan Indsvøbning upaatvivlelig af Mangel paa Luft omsider har maattet dø. Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og ikke før straffet, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 192, 1ste Led, med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København)_20. april 1869).

Julie Olsen. (Efterskrift til Politivennen).

Forsøg paa at dræbe sin Husbond og Madmoder m. M. En paa Christianshavn boende Skrædermester havde i den senere Tid om Morgenen, naar han stod op, savnet mindre Pengebeløb af sin Portemonnaie, der laa i hans Benklæder, hvilke han om Aftenen, inden han gik tilsengs, lod ligge i et Værelse ved Siden af sit Sovekammer. I den Anledning fattede han Mistanke til sin Tjenestepige Julie Olsen, der ogsaa for sin Madmoder tilstod, at hun tre forskjellige Gange havde frastjaalet ham, de to første Gange 1 Mark ad Gangen og den sidste Gang 2 Mark. Da hendes Husbond senere henad Aften samme Dag , da det omtalte Tyveri blev opdaget, kom hjem eg tilligemed sin Kone vilde drikke en Kop Kaffe, som Pigen havde tillavet og sat paa Kakkelovnen i Stuen, fandt man ved at nyde et Par Mundfulde af den, at dens Smag var syrlig og modbydelig. Pigen, der imidlertid var gaaet i Seng, blev nu tilkaldt, men hun negtede at vide af, at der var kommet Noget i Kaffen, hvorpaa hun atter gik i Seng uden nærmere at forklare Sandheden. For at komme til vished herom lod hendes Husbond den i Kaffekanden tilbageblevne Del af Kaffen helde i en Flaske og bragte den selv til Undersøgelse paa et Apothek, hvor det blev erklæret, at der var blandet Svovlsyre i den. Paa Grund af den herved imod Pigen opstaaede Mistanke blev Sagen anmeldt for Politiet, og hun blev arresteret. Arrestantinden tilstod nu, at hun, der paa Grund af det af hende tilstaaede Tyveri ønskede at skifte fra sin Tjeneste, havde i Harme og af Hævngjerrighed over, at hendes Madmoder havde negtet at udlevere hende hendes Skudsmaalsbog, men henvist hende til Manden, hvis hun vilde skifte, samt - hvad dog hendes Madmoder har nægtet - truet hende med at give hendes Skudsmaalsbog Paategning om Utroskab, besluttet at forgive sin Husbond og Madmoder og i denne Hensigt blandet en Theskefuld Polervand i den af hende tillavede Kaffe, der var bestemt til at nydes af dem. Arrestantinden vidste vel, at Polervandet kunde medføre Døden, men ikke, hvor stor en Mængde der behøvedes for at fremkalde en saadan Virkning. Efter vedkommende Læges Erklæring indeholdt Blandingen foruden Vand og Kaffe væsentlig kun Svovlsyre, og dette sidste Stof i en saa ringe Mængde, at Vædsken ikke kunde have nogen giftig Virkning og ikke heller, selv nydt i større Mængde, saasom en Kop, fremkalde nogetsomhelst sygeligt Symptom, hvilket den ikke heller antoges at have medført for Nogen af dem, der smagte paa den. Ved Kriminal og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 28 Aar gammel og 2 Gange straffet for Tyveri, anseet efter Straffelovens § 231, 1ste Led, og § 190, jfr. § 46, med 8 Aars Tugthusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 6. april 1869).

Højesteret stadfæstede dommen den 4. maj 1869. Herefter forsvinder hun ud af avishistorien.

“Julie Olsen; hjh: i Frederikshavn; str: 2 Gange for Tyveri og 1 Gang med 8 Aars Tugthusarb: her for Tyveri og attent: Giftmord af Hævnlyst. Mist: Prot: K. Pag 323. 156”. [1876/1877] Forbryderalbum 1874-1882. Genealogisk Forlag.

Om det kvindelige Tyende i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den sørgelige Begivenhed, som et Dagblad fornylig meddeelte sine Læsere om en stakkels 18aarig Pige fra Jylland, der, efter i en otte Dages Tid forgjæves at have søgt Tjeneste i Kjøbenhavn, af Nød og Elendighed blev syg, fik Koldbrand i Fødderne, og - efter haarde Lidelser døde! har en æret Indsender i Berl. Tid.'s Nr. 12 blandt Andet yttret, at den stakkels Pige, for at finde hvad hun søgte, blot havde behøvet at banke paa en af de tvende Stiftelsers Døre, der i den senere Tid under Navn af Tjenestepigehjem ere opstaaede hos os og have til Øiemed at yde netop saadanne ærbare Piger, der ere uden Tjeneste, "et midlertidigt Tilflugtssted, hvor de imod en yderst ringe Betaling, 6 sk, daglig, og mod at arbeide for Stiftelsen, kunne erholde Kost og Logis samt nyttig Beskjæftigelse under kyndig og kjærlig Opsigt og Veiledning, indtil de derfra kunne blive anbefalede til at erholde Tjeneste eller selv forskaffe sig den".

Indsenderen af disse Linier seer sig imidlertid istand til fra paalidelig Kilde at meddele, at medens begge de nævnte Stiftelser endnu kun have et meget indskrænket Omfang (der er i begge tilsammen kun Plads til 24 Piger), er Søgningen til dem saa stor, at de kun altfor ofte af absolut Mangel paa Plads maae afvise ærbare Piger, der bede om Optagelse, og det under Forhold, der egne sig til at vække den inderligste Medlidenhed. Ligeledes søge Herskaber og Huusmødre, der trænge til Piger, meget flittigt til disse Stiftelser, og Vaske-Arbeide, hvormed Pigerne der væsentligt skulle beskæftiges, er der ogsaa fuldt op af - om det saa var til mange flere Piger. Skulde nu Nogen være saa velvillig at spørge, hvorfor disse Stiftelser da ikke udvide sig, naar Alt lyder paa, at der er saa stor Trang til dem, saa er svaret let at give: Det er ene og alene fordi de mangle de dertil nødvendige Pengemidler! Det er saaledes hverken til Tjenestepiger trængende Herskaber eller de til Tjenester trængende Piger, nei, det er Velgjørenheden, hvis Opmærksomhed det gjælder om at henlede paa, at saadanne Tjenestepigehjem nyligt ere oprettede, at de virke mod Held, men at deres Udvidelse, saa paatrængeude ønskelig som den er, kun er mulig ved en rigeligere Tilstrømning af saadanne Pengegaver, som de skylde deres Oprindelse.

"Saa! - skal der der nu atter indsamles og bidrages til noget Nyt; naar skal det dog faae Ende!" ville maaskee Nogle udbryde. Nei, Ende faaer det vist aldrig, og en vis Anerkjendelse vil der dog forhaabentlig heller aldrig blive nægtet dem, der paatage sig at tilbyde Andre deres Tjeneste til Anvendelsen af Penge, som disse ofte nok og gjerne bortgive, men som i deres for den nødvendige særlige Erfaring, Sagkundskab og Tid og Leilighed blottede Hænder, og derhos adsplittede i en Mængde større eller mindre Dele, umuligt kunne udrette det Samme som større samlede Pengesummer, naar de betroesen i det særlige Øiemed dannet Forening af flere i Besiddelse af de fornævnte nødvendige Qvalificationer værende Mænd eller Kvinder.

Noget "Nyt" er det forøvrigt ingenlunde, hvorom her handles; thi allerede for henved 6 Aar siden gjordes den til Gjenstand for Omtale bl. A. i "Berlingske Tidende" for 5te Marts 1863 og i "Folkets Avis" for 2den Novbr. s. A., og det var altsaa først henved 4 Aar derefter, at en lille Begyndelse gjordes dermed i vort gode Kjøbenhavn. Det turde derfor ikke være ubetimeligt, her at gjenkalde i Erindringen den klare men sørgelige Fremstillig, som der dengang - ud af en offentlig Meddelelse om den, af "Foreningen for ulykkelige Pigers Frelse i Kjøbenhavn" udøvede Virksomhed - blev givet af, hvor ulykkeligt en Tjenestepige i Kjøbenhavn er stillet, saasnart hun kommer til at ligge ledig.

Hun kan nemlig ikke faae det simpleste Logis under 3 a 4 Mk. om Ugen og den simpleste Føde under 1 Mk. om Dagen, hvilket for en Maaned udgjør 7 Rd. 3 Mk., medens hun af sin tarvelige Fortjeneste - 2 a 3 Rd. om Maaneden - sjelden er istand til at kunne opspare Noget, saa at hun strax maa gribe til at pantsætte sin Garderobe. Seer hun sig da efter i nogen Tid at have betalt de ublue Renter, som i Almindelighed ere l sk af l Mk. hver ottende eller fjortende Dag - ude af Stand til at indløse Pantet og imidlertid har opslidt sine faa tilbageblevne Klæder og Skotøi, saa er det intet Under, at hun snart - aldeles hjælpeløs - synker ned i Nød og Elendighed. Mange af de 193 Piger, der henvendte sig til ovennævnte Forenings Bestyrelse, vare i den Grad fattige og blottede for det Nødvendige, at de ikke engang eiede et eneste Sæt Klæder, men indfandt sig hos Bestyrelsen med laant Overtørklæde og Skotøi og saa godt som blottede for Undertøi, fordi de omtrent ikke eiede Andet end den Kjole, som de havde paa. - Lader os - hedder det sammesteds videre, takke og prise de hæderlige Mænd, der have paataget sig at samle og anvende veldædige Medborgeres Bidrag til at afhjælpe denne Nød og Elendighed, et Hverv, hvis ikke mindst besværlige og sørgelige Side det turde være at blive Vidne til langt mere Nød og Elendighed, end Midlerne kunne strække til at afhjælpe; og lader os ikke undre os over, at naar af 193 kun 72 kunne hjælpes, der da vel gives Fortrinnet til dem, der ere nærmest ved at fortabes, uanseet at de øvrige egentlig kun have en noget fjernere Udsigt til samme Elendighed, men - lader os dog heller ikte undladt at spørge og at undersøge, om det virkelig skulde være det Rette, det Retteste og det eneste Gjørlige, at vedblive med saaledes kun at række en hjælpende Haand, naar Ulykken er aldeles overvældende. Lader os tænke os, hvad saadan en Pige har maattet gaae igjennem baade i legemlig og i sjælelig Henseende inden hun kommer saa vidt, at hun indfinder sig hos Bestyrelsen for fornævnte Forening med laant Overtyrklæde og Skotøi og saa godt som blottet for Undertøj, fordi hun omtrent ikke eier Andet end den Kjole hun har paa. Er dette dog ikke en rædsom Beskrivelse, lsær da det vel bør bemærkes, at her slet ikke er Tale om aldeles faldne Piger, hvilke nemlig ere udelukkede fra "Foreningens" Virksomhed.

Derefter henvises i nævnte Nr. af "Folkets Avis" til. hvad der i "Berl. Tid." af 5te Marts f. A. meddeeltes om de paa flere Steder i Udlandet i de senere Aar oprettede "Pigeherberger", d. e. Huse særligt indrettede til paa kortere eller længere Tid at optage ærbare Piger uden Tjeneste, hvor disse imod en billig daglig Betaling ikke alene erholde Kost, Logis og Beskæftigelse, men tillige under en kyndig og kjærlig Veiledning uddannes og undervises i den rette Udførelse af de forskjellige Arbeider, der forlanges af kvindeligt Tyende, hvorefter de anbefales til Familier, der behøve deres Tjeneste; en Indretning, der i en af Fastlandets store Stæder i 8 Aar har faaet en saadan Fremgang og viist sig i den Grad lige nyttig for dem, der søge Tjeneste, og dem, der søge Tyende, at Antallet af Herbergets Senge er steget fra 8 til over 80, og at i 1862 Antallet af dem, der i Herberget søgte velanbefalede Piger, var mere end dobbelt saa stort som Antallet af de Piger, der kunde tilbydes. 

Den Indflydelse, som et saadant Herberg udøver, udmærker sig fremfor den blotte Uddeling af Pengegaver i følgende væsentlige Henseender :

1) Den Hjælp, Herberget tilbyder, er ingen Almisse, ligner ikke engang en saadan, der saa ofte virker demoraliserende, idet den meer eller mindre udelukker den Hjælpsøgendes Selvvirksomhed, hvilken Herberget derimod baade fordrer, ansporer og leder.

2) Herbergets Hjælp indskrænker sig ikke til materielle Midler alene, som altid ere meer eller mindre snevert begrændsede saavel i Omfang som i Indflydelse, men bestaaer tillige i saadanne moralske Midler, paa hvilke christelig Kjærlighed er uudtømmelig, og hvis Frugter Tyvehaand ikke kan stjæle og Møl og Rust ikke kunne fortære.

Med Hensyn til begge de hos os bestaaende Tjenestepigehjem kunne vi forøvrigt henvise til Kjøbenhavns Vejvisers Realregister fer 1869, hvoraf det bl. A. vil sees, at Begge bestaae ved frivillige Gaver. Og hermed tillade vi os saaledes paa det Varmeste at anbefale denne Sag, det kvindelige Tyendes Sag, hvis Tjeneste vi Alle behøve, hvis Indflydelse paa vore huuslige Familieforhold er saa stor, hvis sædelige Tilstand der klages noksom over, men som der hidtil gjøres saa Lidt for at forbedre.

* * *

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. marts 1869).