Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

I december 1920 gjorde Socialdemokraten Fornæs i forbindelse med Frederiksbergs Kommunes bevillinger opmærksom på at mens Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole fik penge, så gjaldt det samme ikke Husassistenternes Fagskole, selv om denne havde langt større tilslutningen.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole.

Aldrig har nogen Maler malet dette Billede, og det vilde dog være et anderledes Sujet end Pakkasserne: Et stort lyst Køkken af Størrelse som en mindre Dansesal med Køkkenborde langs Vinduerne, opfyldt med Fade, Skaale og Krukker med Mad under Tilberedning. Midt paa Gulvet et mægtigt Komfur, hvor en lystig Ild brænder. Der er 8-9 Huller med Pander og Gryder, og foran hver staar en lille Kokkepige i Bomuldskjole med blaat Forklæde og et hvidt Tørklæde om Hovedet og rører med en Slev andægtigt og opmærksomt. Bagved dem en Dame ivrig belærende med et Øje paa hver Finger.

Eller et andet Billede: En nydelig Dagligstue med Fløjlsmøbler. To smaa Stuepiger flytter Møblerne bort fra Væggen, ruller Tæppet sammen, børster, banker, tørrer af, vasker Gulv, mens en Lærerinde nøje vaager over deres Færd.

Eller et lille Pjevs med to lange lyse Fletninger ned ad Nakken manøvrerende med et Par mægtige Herrestøvler, som hun lærer at børste saa blanke som et Spejl.

Vi kan give et Billede endnu: En Vaskekælder med en Klynge Smaapiger, der staar og skyller og vrider Tøj. I dette tætte Slør af Damp ser de ud som smaa legende Alfer.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole skabtes for 47 Aar siden efter svensk Mønster af vor nuværende Enkedronning, daværende Kronprins Frederiks Gemalinde. Den blev, hvad der var Hensigten: praktisk. Den nuværende udmærkede Bestyrerinde, Frk. Blichfoldt, er et Menneske paa sin rette Plads. Dygtig, energisk, selv foran i alt Arbejde ejer hun det rette Haandelag og den fulde Forstaaelse af den grønne Ungdom, der er betroet hende.

Paa Skolen kan der optages 31 Børn. De antages i Fjortenaarsalderen og bliver i to Aar. De betaler for Undervisning i al Huslighed og fuldt Ophold 25 Kroner Maaneden. De arbejder i Hold, to Maaneder skiftevis ad Gangen i hvert Fag. Det ser ud, som om de gaar med Lyst til deres Arbejde, og naar de er udlærte, er der Rift om dem, som de flinke Husterner de er.

Men hvorfra kommer nu de Støvler, de lærer at blanke, den Mad de laver, og Vasken, der vaskes? Jo, det er ligesaa simpelt som praktisk indrettet. Tjenestepigeskolen har Pensionat. Sytten Damer og Herrer, mest ældre, og; det er disse Menneskers Tjenerinder, Pigebørnene er.

Ja, det koster jo lidt, Læretiden herinde, men de Forældre, der kan ofre Pengene, giver deres Børn en Uddannelse, der ikke blot kan blive et godt Levebrød for dem, men ogsaa komme dem tilgode, naar de engang selv faar Hus og Hjem.

Fru Rosalie.

(Folkets Avis (København) 27. januar 1921).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen

Et mærkeligt Pigebarn.

Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.

Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.

Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.

- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis, 

Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.

- Men er den Pige da gal!  udbrød Dommeren.

Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.

Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.

(Aftenbladet (København) 6. december 1920).

Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.

Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.

En uhyggelig Sag i København.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.

Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.

For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet bende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen (som eneste kvinde) på Social-Demokratens redaktion efter Højesteretsdommen. Foto fra H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg. Fremad, 1943, side 55.

Alma Bondesen led psykisk under den falske anklage, og fængselsopholdet svækkede og nedbrød hende også fysisk: Den reglementerede kost var utilstrækkelig, og da broderen, snedker Bondesen tilbød ekstraforplejning, blev det afslået. Hun blev meget syg, men i stedet for sund mand, fik hun noget medicin af fængselslægen. Da hun blev løsladt, var hun afmagret og afkræftet og tog ophold hos sine forældre for at komme lidt til kræfter igen. Under fængselsopholdet havde hun ridset et Navn i muren og derfor idømt 8 dages strengt fængsel, uden lys og beskæftigelse. Ved forhørene blev hun indsat i et af de berygtede "skabe" indtil hendes sag om for. En betjent skal have trukket hende i ørene og kaldte hende "mær". Assessor Finsen brugte ord som "tyvetøs" og "hold kæft. Om broderen som han mistænkte for at være medskyldig, anvendte han betegnelser som "skurk og Laban". Sidste gang Alma Bondesen var i forhør, truede Finsen hende med at hvis hun ikke tilstod, beholdt de broderen. 

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

København, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. I det forløbne Regnskabsaar (1ste Mai 1891 til 30te April 1892) har Skolen gjennemsnitlig havt 25 Elever i en Alder af mellem 14 og 18 Aar. 21 af disse Elever vare fra Kjøbenhavn og Frederiksberg. Eleverne vare særlig Døttre af Arbeidsmænd og Haandværkere; 6 vare forældreløse. Skolen er i det forløbne Aar ligesom tidligere bleven ledet af en Forstanderinde, for Tiden Fru Antonia Rodian, og tre Medhjælperinder, der alle boe paa Skolen. Paa Hds. kgl. Høihed Kronprindsessens Fødselsdag den 31te October fejrede Skolen som sædvanlig sin Aarsfest med Sang og Tale. Bestyrelsens Formand er Kammerherre Generalmajor Krieger. Den maanedlige Betaling for Underviisning og fuldstændig Forpleining er 10 Kr. Det hedder i Slutningen af Aarsberetningen, efterat der er ydet en hjertelig Tak til Alle, som hidtil have hjulpet: "Skolen trænger vedvarende til Bistand og Velvillie. Det er vort Haab, at den fremdeles maa gjøre sig værdig dertil." Indtægten har ifjor udgjort 21,482 Kr. 46 Ore. Pensionatet indbragte 3571 Kr., Skolepigernes Contingenter 2550 Kr., Middagsabonnenter 3708 Kr. 77 Øre og Vadsk 3749 Kr. 17 Øre. Statskassens Bidrag udgjorde 1000 Kr. Afdøde Kammerherre, Generalmajor Rægler har ydet et extraordinairt Bidrag af 1000 Kr. Der er i sidste Regnskabsaar afbetalt af Prioritetsgjælden 1200 Kr. ; den er derved gaaet ned til 34,700 Kr., medens Skolens Eiendom i Emiliegade Nr. 3 er taxeret til 60,000 Kr. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1892).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. Den 11te Aarsberetning omfatter Tidsrummet fra 1ste Maj 1883 til 30e April 1884. Skoleaaret begyndte med et Antal af 20 Piger. I Aarets Løb tilkom 11 og udgik 10, saa at Aaret endte med et Antal af 21. Skolen har fortsat sin Virksomhed uforandret og med samme Held som tidligere. Pensionatet har været besat næsten hele Aaret, og Vaskeriet har været benyttet i samme Omfang som forrige Aar. Indtægten af betalende Skolepiger og Elever er aftagen med circa 2800 Kr. En af de væsentlige Aarsager hertil er den, at Skolen i det forløbne Aar har været meget lidet benyttet af private Elever, hvortil Grunden vistnok hovedsagelig maa søges i Oprettelsen af flere saakaldte Husholdningsskoler, hvor man er istand til at gjøre Undervisningen baade lettere og behageligere, end Tilfældet kan være i den praktiske Tjenestepigeskole. Skolen har ved denne Mangel paa højt betalende Elever lidt et ikke ringe pekuniært Tab, men paa den anden Side fremhæves i Beretningen, at saadanne Elever ofte stille Fordringer, der ikke kunne opfyldes. Regnskabet udviser et Deficit af 283 Kr., men det maa derved bemærkes, al der paa Skolens Prioritetsgjæld er blevet afbetalt 1204 Kr. 75 Øre.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole er anlagt som en Slags Normalskole for hele Landet. Den optager unge Piger af tarvelige Kaar strax efter deres Konfirmation og oplærer dem i et toaarigt Kursus i Madlavning, Vask, Strygning og al Pigegjerning. Der er udgaaet efterhaanden circa 150 Piger fra Skolen til Tjeneste baade i fornemme og borgerlige Huse og saa godt som alle have vist i Gjerning, at Skolen havde løst sin Opgave med dem. Af dens nuværende 22 Elever ere 14 fra Kjøbenhavn og Frederiksberg og 8 fra Provindserne. Skolen fik paa Udstillingen i Bryssel en hædrende Anerkjendelse og er i Norge bleven benyttet som Forbillede. Den virker for Tiden desværre under trange Forhold, og Bestyrelsen har for ikke ret lang Tid siden rettet en Opfordring til Medborgere og Medborgerinder om at komme Skolen til Hjælp ved hver i sin Kreds al vække Interesse for Sagen og skaffe Skolen Hjælp enten ved aarlige Bidrag eller en Gang for alle. Skolen har sin Bygning i Emiliegade Nr. 8.

(Ribe Stifts-Tidende 24. oktober 1884).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Der foreligger 9de Aarsberetning, som omfatter Tidsrummet fra 1ste Mai 1881 til 30te April 1882. Skoleaaret begyndte med 20 Piger. I Aarets Løb afgik 13 og tilkom 18, saa at Antallet den 1ste Mai 1882 udgjorde 25 Piger. Af de 13 afgik 8 som fuldt uddannede Tjenestepiger i et toaarigt Cursus med anvist Condition; 5 forlode Skolen uden fuld Uddannelse. I Løbet af afvigte Mai er Grev Holstein til Holsteinborg udtraadt af Bestyrelsen, og i hans Sted indtraadt Khrr. Johannsen, som er valgt til Formand. Ved Aarsfesten, der som sædvanlig afholdtes paa Kronprindsessens Fødselsdag, modtog 3 af Skolens tidligere Piger, der siden deres Udgang uafbrudt have tjent i 5 Aar hos det samme Herskab, en Præmie af 20 Kr. Ved Skoleaarets Begyndelse havdes en contant Beholdning af 1939 Kr. 75 Ø., og ved Aarets Slutning var den 275 Kr. 41 Ø. større. Det er det første Aar, i hvilket Skolen har virket med et Overskud. En Sammenstilling for de 3 sidste Aar viser, at Skolens Indtægter hvert Aar have været i Stigning, der ikke alene hidrører fra Gaver og Medlemsbidrag, men tillige fra Skolens Driftsindtægter. Udgifterne have ligeledes været i Stigning, hvilket forsaavidt er en Selvfølge, som de større Indtægter af Pensionatet og Middagsabonnementet, som Skolen især i det sidste Aar har bragt tilveje, betingede dermed forbundne Udgifter. I dette sidste Aar ere de samlede Udgifter imidlertid kun stegne ud over Udgiften i det foregaaende Aar med ca. 139 Kr., medens Indtægten paa samme Tid er stegen med ca. 2733 Kr. Naar al Indtægt og Udgift medregnes, have 21 Piger og Elever i Regnskabsaaret kostet Skolen 9553 Kr. eller 454 Kr. pr. Pige. Naar Skolen skal holde fast ved sin philanthropiske Bestemmelse, kunne Contingenterne ikke sættes høiere, end de for Tiden ere, nemlig for Pigerne mellem 100 Kr., dog i et begrændset Antal, og 20 Kr. maanedlig uden Beklædning, og for Eleverne 40 Kr. maanedlig, hvorfor Gaver og aarlige Bidrag fremdeles maa bibeholdes. Hds. kgl. H. Kronprindsesse Louise betaler, foruden et aarligt Contingent af 400 Kr., endvidere for tvende Fripladser a 240 Kr. Skolen agter ligeledes i Aarets Løb at oprette 2 Fripladser, der skulde vedblive at bestaae, saalænge Skolens pecuniaire Forhold tillade det. Skolen vil saaledes ved dette Aars Udgang have 4 Fripladser. De 9553 Kr. for Piger og Elever vare i det sidste Aar bestridte saaledes: Contingenterne 5145 Kr., Gaver og aarlige Bidrag 4375 Kr. og en extraordinair Indtægt 33 Kr. Skolens Eiendom i Emiliegade er taxeret til 60,000 Kr. og Inventariet assureret for 6000 Kr. Prioritetsgjælden er 47,029 Kr. Der er i Aarets Løb paa samme afdraget 789 kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. juni 1882. 2. udgave)

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Hansine Rasmine Rasmussen. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Barnemord. Høiesteret paakjendte igaar en Sag, hvorunder Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen tiltaltes for denne Forbrydelse, idet hun den 1ste Juni d. A. havde, efter først at have kvalt sit udenfor Ægteskab fødte 7 Maaneders Drengebarn, kastet det i den saakaldte Ladegaardssø tæt udenfor Nyborg. Arrestantinden, der tjente paa en Gaard i Fyen, var den 31te Mai d. A., da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bleven bortviist af Tjenesten og havde begivet sig til Odense. Herfra tog hun samme Aften til Nyborg, hvor hun tidligere havde tjent, og hvor Barnet var anbragt i Pleie. Hos den Familie, hvor Barnet var, tilbragte hun Natten, og i Løbet af samme fik hun, der vel tidligere havde følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads, enten til sig selv eller Barnet, skulde kunne komme ud af det. Den næste Morgen begav hun sig bort med Barnet og paatænkte, da hun i Mellemtiden havde opgivet Tanken om at dræbe sig og Barnet, at faae Barnet anbragt et andet Sted. Hun opgav imidlertid sidstnævnte Bestemmelse om Barnets Anbringelse og besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning. Efter at have siddet lidt i et Krat tæt ved Ladegaardssøen, fattede hun den Beslutning først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun kvalte derpaa Barnet og blev derpaa siddende et Par Timer med Liget i sit Skjød uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind, at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efterat have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendcs paa Klæderne, naar det blev fundet, kastede det nøgent ud i Ladegaardssøen paa det Sted, hvor det samme Dag blev fundet, og reiste samme Dag tilbage til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos cn Gaardmand, hos hvem hun den 6te Juni blev anholdt.

Overretten havde fundet Betænkelighed ved at statuere som af Underretten gjort, at Arrestantinden - der er ca. 30 Aar gl. og ugift og som skildres som hengiven til Drik - havde med Overlæg skilt Barnet ved Livet, hvorimod Retten havde anseet hende efter Straffelovens § 186 med Tugthuusarbejde i 12 Aar, og dette Resultat stadfæstedes af Høiesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1881).

Underdommeren, herredsfogden i Vinding Herred havde idømt hende dødsstaf. 

Sagen Nr. 306/1881.

Advokat Nellemann Aktor

contra

Hansine Rasmine Rasmussen (Def. Adv. Halkier).

(Afsagt den 6 December 1881).

Spørgsmaal om et Fruentimmer, der havde dræbt sit c. 7 Maaneder gamle, uægte Barn, derved havde handlet med Overlæg. Straffelovens § 186 anvendt.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 25 Oktober 1881 er saalydende:

Den 1 Juni d. A. hen paa Eftermiddagen blev der paa Vinding Herreds Grund tæt udenfor Nyborg i den saakaldte Ladegaardssø paa 2 a 3 Alens Dybde fundet det nøgne Lig af et flere Maaneder ammelt Drengebarn, og gav den den næste Dag foretagne legale Obduktion af samme det Resultat, at Døden ikke var bevirket ved Drukning, men at den sandsynligste Dødsaarsag var Kvælning af Barnet, førend det var kastet i Vandet. Samme Dag oplystes det nævnte Barn derhos at være den af Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen den 2 November f. A. udenfor Ægteskab fødte Dreng Niels Peder Rasmussen. Ved den i Anledning heraf mod Arrestantinden indledede Undersøgelse er der ved hendes egen Tilstaaelse og det iøvrigt Fremkomne blevet oplyst Følgende:

Arrestantinden, der aldrig har været gift, og som i 1871 havde født et uægte Barn, der dog døde Aaret efter, kom, efter at hun den 2 November f. A. hos en Slægtning i Nyborg havde født det ovenfor nævnte Drengebarn med hvis Fader hun ikke havde staaet i Forbindelse siden ifjor Foraar, saa han end ikke anede hendes Frugtsommelighed eller dets Fødsel til at tjene paa en Gæstgivergaard i Nyborg, medens hun fik Barnet anbragt i Pleje hos en Familie lige udenfor den nævnte By, hvorfra det imidlertid den 1 Maj d. A. kom til en Skomager i Nyborg for en Betaling af 10 Kr. om Maaneden, som skulde erlægges forud. Samtidig maatte Arrestantinden paa Grund af, at hun var hengiven til Drik, hvad hun har været fra hun blev voxen, skifte fra den omtalte Gæstgivergaard og kom nu til at tjene paa Søndergaarde i det vestlige Fyn.

Derfra blev hun imidlertid, da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bortvist den 31 Maj d. A., og hun, der da var i Besiddelse af ca. 10 Kr., begav sig derpaa strax til Odense, hvor hun skaffede sig yderligere 4 Kr. ved Pantsætning af sit Uhr, og tog, efter at have kjøbt en Pægl Brændevin, hvoraf hun drak henved Halvdelen, inden hun forlod Odense, med Jernbanen til Nyborg for at se til sit Barn og betale Plejeløn for det for Juni Maaned. Ved Ankomsten til Nyborg Kl. 10% Aften gik hun hen til den ovenfor nævnte Skomager, der dog ikke havde kunnet beholde Barnet hos sig. men midlertidig havde anbragt det hos en Nabofamilie, og hun erklærede da først, at hun endnu samme Nat vilde rejse tilbage medtagende Barnet, som hun ved denne Lejlighed opgav at kunne faa billigere i Pleje i Nærheden af hvor hun tjente, men lod sig dog af den nævnte Skomager, der ansaa hende for beskænket, og af den Kone, hos hvem Barnet var, overtale til at blive Natten over hos Skomageren, siddende paa en Stol og med Barnet i en Vugge ved Siden af sig. Løbet af Natten fik hun, der vel tidligere har følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads enten til sig eller Barnet skulde komme ud af det. Kl. ca. 5 1/2 om Morgenen gik hun alene hen til en Familie i Nyborg, hvor hun havde et Stykke [Tag berende], og paa Vejen derfra tilbage laa hun i nogen Tid og sov paa Voldskrænten. Efter derpaa hos den Familie hvor Barnet i den sidste Tid imidlertid havde været, at have faaet Noget at spise og drikke og noget Mælk til Barnet, [samt] efter at have faaet Lejlighed til at drikke Resten af det Brændevin, hun havde medbragt fra Odense, lidt over ½ Pægl, begav han sig mellem Kl. 8 og 9 Morgen bort med Barnet, idet hun angav, at hun, inden hun rejste tilbage med Jernbanetoget, vilde gaa ud til den Familie udenfor Nyborg, hvor Barnet havde været anbragt indtil den 1 Maj. Dette var efter hendes Forklaring virkelig ogsaa hendes Hensigt, idet hun, der i Mellemtiden havde opgivet sin om Natten fattede Tanke at dræbe sig og Barnet, vilde forsøge, om den nævnte Familie ikke mulig atter vilde modtage Barnet. Paa Vejen opgav hun imidlertid atter denne Bestemmelse, uden at hun har kunnet angive anden Grund dertil, end at hun tvivlede om at kunne komme ud af det, og hun besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning og gik derfor ad en anden Vej uden om Byen hen til et tæt Krat lige ved Ladegaardssøen, hvor hun satte sig. Efter at have siddet lidt efter hvad Arrestantinden antager henved et Kvarterstid og grædt fattede hun, idet hun blev bange for, at Barnet ikke skulde komme af Dage eller dog pines længe, naar hun sprang i Vandet med det levende, den Beslutning. først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun tog derfor nu, medens Barnet laa i hendes venstre Arm, med sin højre Haand og trykkede stærkt om dets Hals, hvorved det døde i mindre end et Par Minuter.

Hun blev derpaa siddende et Par Timer med Barnet i sit Skjød, uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind. at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efter at have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendes paa Klæderne, naar det blev fundet, og begav sig lidt efter Middag med Klæderne skjulte i sin Kurv, tilbage til Skomageren og Nabofamilien i Nyborg, hvor hun fortalte, at hun havde været hos en Pige i den Gjæstgivergaard, hvor hun havde tjent indtil den 1 Maj, at Barnet laa og sov der, til hun skulde kjøre med Jernbanetoget, og, efter at have tilbageleveret et laant Shavl og betalt Noget for sin Fortæring, gik hun atter bort og rejste Kl. 2½ med Toget til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos en Gaardmand, hos hvem hun den 6 Juni blev anholdt.

Den omtalte Skomager har - som allerede ovenfor berørt - forklaret, at Arrestantinden ved sin Ankomst til Nyborg den 31 Maj om Aftenen var beruset og i saa Henseende nærmere ndsagt, at baade hendes Tale og Udseende dengang viste, at hun var fuld, medens den Kone, hos hvem Barnet var, har forklaret, at hun, der ikke tidligere har kjendt Arrestantinden, nok fandt hende noget underlig den nævnte Aften, men ikke bestemt kunde skjønne, om hun var fuld. Med Hensyn til Arrestantindens Tilstand den næste Morgen har den nævnte Kone derhos forklaret, at hun vel ogsaa da fandt Arrestantinden noget underlig og sær, men dog ikke fattede nogen Betænkelighed, da Arrestantinden talte fornuftigt om, hvor Barnet skulde hen, medens Skomagerens Forklaring gaar ud paa, at Arrestantinden, den Gang hun Kl. ca. 5½ om Morgenen gik hen til den ovenfor omtalte Familie, hvor hun havde et Stykke Tøj beroende, vel var mindre fuld end den foregaaende Aften, men ikke ædru, samt at hun, da hun omtrent Kl. 9 gik bort med Barnet, vel var noget forstyrret og sær, men dog ikke anderledes, end at de nok mente at kunne lade hende gaa med Barnet, idet hun talte meget fornuftigt om, hvor hun vilde hen, og tilsyneladende var ved Sans og Samling. Hos den Familie, til hvilken Arrestantinden Kl. 5½ eller 6 kom hen for at hente det ovenomtalte Stykke Tøj, og hvor hun opholdt sig et Kvarters Tid, traf hun to Personer, der. have forklaret, den Ene, at Arrestantinden kjendelig var noget beruset, den Anden, at hun var beruset og i en meget fortvivlet Stemning, hvilket Indtryk dog navnlig fremkaldtes ved hendes sære Fagter, medens hendes Tale var sammenhængende og fornuftig. Endelig have to Personer, der saa Arrestantinden paa den Vold, hvor hun paa Tilbagevejen fra nysnævnte Familie var faldet i Søvn, forklaret, at hendes Gang, da hun, efter at være vaagnet, gik videre, var rolig og sikker, hvorhos den Ene, der ved nævnte Lejlighed talte med hende, har tilføjet, at hun vel gjorde et underligt Indtryk paa ham, men at han dog slet ikke fik det Indtryk, at hun var fuld.

Arrestantinden har selv bestemt fastholdt, at hun hverken var beruset om Aftenen den 31 Maj eller den paafølgende Nat eller den 1 Juni og at hun godt vidste, hvad hun gjorde, den Gang hun besluttede og udførte den af hende begaaede Forbrydelse.

Det er derhos i en af Distriktslægen i Nyborg i Anledning af Sagen afgiven Erklæring udtalt, at hun, der i de sidste Aar hyppigt skal have nydt Spiritus i Overmaal, ikke i legemlig Henseende frembyder noget Sygeligt, men synes upaavirket af Spirituosa, og at hun vel i sin hele Fremtræden er noget langsom og træg og synes i noget mere end almindelig Grad at være lidet aandelig udviklet og saavel tidligere at have været som nu at være tilbøjelig til Tungsind, men at det dog ikke kan siges, at hun i nogen Henseende frembyder saadanne Abnormiteter, at hendes Tilregnelighed derved skulde være bleven paavirket. Endelig har Sundhedskollegiet, hvis Erklæring er bleven indhentet af Overretten, udtalt, at der efter de foreliggende Oplysninger ikke er tilstrækkelig Grund til at antage, at Arrestantinden paa den Tid, da hun begik den omhandlede Forbrydelse, ikke skulde have været i Besiddelse af den Tilregnelighed. der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Medens det efter det Anførte maa antages, at Arrestantinden har været fuldt tilregnelig, den Gang hun bestemte sig til og udførte Forbrydelsen, maa Retten derimod efter samtlige foreliggende Omstændigheder finde Betænkelighed ved at statuere, at hun - som i Straffelovens § 190 krævet - med Overlæg har skilt sit Barn ved Livet, og hendes Gjerning findes derfor at maatte henføres under Straffelovens § 186. Arrestantinden, der er født den 4 Februar 1852 og ved nærværende Rets Dom af 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned, vil derfor nu efter bemeldte Lovbestemmelse være at anse med en Straf, som findes passende at kunne bestemmes til Tugthusarbejde i 12 Aar.

I Overensstemmelse hermed vil den inden Vinding Herreds Extraret af Underretsdommeren med tiltagne Meddomsmænd den 14 Juli d. A. afsagte Dom, hvorved Arrestantinden ifølge Straffelovens § 190 er ifunden Livsstraf, være at forandre.

Thi kjendes for Ret: Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen bør hensættes til Tugthusarbejde i 12 Aar. I Henseende til Aktionens Omkostninger bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Prokuratorerne Alberti og Nissen betaler Arrestantinden 25 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1882).

Fra voldgraven om Nyborg Slot med vandtårnet i baggrunden til højre. Her på volden et eller andet sted overnattede Hansine og overvejede at dræbe barnet og begå selvmord. Og senere aflivede hun sit barn i Ladegårdssøen som ligger bag træbræmmen til venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ladegårdsåen blev for at indvinde rent drikkevand opstemmet, hvorefter Ladegård Sø opstod. Den gik helt ind til borgen.

I Højesteretsafgørelsen står at Hansine Rasmine Rasmussen den 20. april 1869 var blevet straffet med 1 måned efter 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned. Endvidere oplyses at hun er født 1852. Dette kunne være identisk med en Hansine Rasmine Rasmussen som omtales i "Forbryderbilleder 1867-1870" (1989) side 38. Dette stemmer med at der under nedenstående foto står at hun i 1869 var 17 år. Fotoet er optaget af fotograf E. Rye i Odense:

Hansine Rasmine Rasmussen -17 år, tjenestepige, født på Sødinge Mark, "uægte" datter af Ane Rasmussen og krokarl Jeppe Nielsen. "Middel af Væxt, stærk af Bygning, blondt Haar, blaa Øine og noget tykhovedet."

Som 13-årig var Hansine ude og tjene. Hendes stedfader besøgte hende beruset og fik hende med på en spadseretur. I en græsmark forsøgte han samleje, men afstod fra at fuldbyrde. Samme sommer blev hendes lidt yngre brødre tvunget til at stille stedfaderens kønsdrift nogle gange, hvor han var fuld og derfor "ikke tænkte videre over", hvad han gjorde. Både Hansine og brødrene fortalte det til deres mor; men hun gjorde ikke noget ved det. Hansine blev konfirmeret og fik en ny plads. Hun var flink, men tilbøjelig til brændevinsdrik. 16 år gammel mistede hun pladsen og kom hjem at bo. Hun sov på gulvet i forældrenes værelse. Så blev det koldt, og på moderens forslag kom Hansine op i sengen. Stedfaderen lå i midten. Tre morgener stod moderen tidligt op og gik i byen. Og så skete det, som hun var advaret om. - Var det også meningen? - Hun havde mistanke og kom uventet hjem. Nu meldte hun ham og kom af med manden. Han fik 5 års forbedringshusarbejde. Hansine måtte også have sin straf. Ved overretten blev den fastsat til 1 måneds fængsel på sædvanlig kost. Hun sad fængslet 134 dage. Hendes mindre brødre slap for tiltale.

Stedfaderens overgreb udløste også straf til Hansine, hvilket var mere reglen end undtagelsen. Se fx Mette Seidelin: "Da børn var medskyldige - lovgivning og straffepraksis i blodskamsager før 1933." Af denne artikel fremgår at kvinderne i et blodskamsforhold blev anset for skyldige i uterlighed, selvom det drejede sig om mindreårige kvinder/piger. Også af familiens omgivelser var der ringe forståelse for den yngre parts situation, selv når det drejede sig om forældreløse. Anmeldelser af blodskamsforhold skete på samfundets og/eller sædelighedens vegne, uden at tage hensyn til barnet Kvinders seksualitet og adfærd var underlagt strenge normer, mens mænds blev undskyldt med deres manglende evne til at kontrollere deres drifter. Hvilket endog afspejledes i domstolenes afgørelser. At Hansine fik en efter den tids normer mild straf skyldes, at forholdet ikke var fuldbyrdet, og altså "kun" var uterligt.

Ved folketællingen november 1925 ses hun at bo Prinsessegade 12D (opslag 156-157). Det synes at fremgå at hun da havde boet 13 år i København efter at være kommet fra St. Hans (formentlig hospitalet i Roskilde. Hansine døde på Bispebjerg Hospital den 7. maj 1928, 75 år gammel, ugift og stadig med bopæl Prinsessegade 12D på Christianshavn (Se Christians sogns kirkebog, opslag 129).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretten har i Lørdags paakjendt en Sag imod en 21aarig Tjenestepige, Birthe Marie Pedersen, for Barnemord. Hun var forlovet med en Tjenestekarl og fik ved Juletid Formodning om, at hun var frugtsommelig, men hendes Kjæreste, til hvem hun talte herom, beroligede hende gjentagne Gange med Forsikringen om, at det ikke kunde være Tilfældet, og da hun ikke mærkede andre Tegn paa Svangerskab, end at hun blev svær, følte hun sig efterhaanden forvisset om, at hun ikke var frugtsommelig, og nægtede saadant over for sin Madmoder, da denne bestemt foreholdt hende det. Den 8de Maj d. A. befandt hun sig imidlertid ikke vel, og omtalte sin Tilstand for sin Madmoder, der paalagde hende at lægge sig tilsengs, medens hun selv gik efter Læge, men over for Madmoderen og Andre, som noget senere saa til hende paa Sengen og som foreholdt hende, at hendes Lidelser tydede paa en forestaaende Fødsel, nægtede hun, at det kunde være Tilfældet. Efter at hun derpaa var bleven alene, fødte hun pludselig et Barn, uden at hun senere har kunnet erindre nøjagtigt de dermed forbundne Omstændigheder Efter Barnets Fødsel følte hun sig strax højst ulykkelig, og i sin fortvivlede Sindsstemning besluttede hun at ombringe og skjule Barnet Uden at undersøge, om Barnet var levende eller dødfødt, tog hun en Sax og klippede eller stak Barnet i Halsen for at dræbe det, uden at hun nærmere har kunnet forklare, hvorledes hun brugte Saxen eller hvor mange Saar hun tilføjede det, og uden derefter at forvisse sig, om Barnet nu var dødt, lagde hun det i en Trækasse i Værelset og tildækkede det med Tøj. Der var imidlertid, da Lægen ikke kunde kamme, hentet en Jordemoder, og ved hendes Ankomst fandtes Pigen blodig paa Hænder og Arme, og den blodige Sax laa paa Gulvet, men hun nægtede alligevel lige over for Jordemoderen at have født, og denne Nægtelse fastholdt hun ogsaa paa Fødselsstiftelsen, hvor hun strax efter indlagdes; først da Politiet 2 Dage derefter afhørte hende, erkjendte hun at have født og dræbt sit Barn. Som Grund til at hun tidligere bestandig havde nægtet at have født, angav hun til Rapporten, "at hun ikke vilde være den Skam bekjendt." Af den over Barnets Lig foretagne Syns- og Obduktionsforretning fremgik det, at Barnet havde været et fuldbaaret, levedygtigt Drengebarn, der havde levet efter Fødselen, men kun ganske kort Tid, samt at Saaret i Halsen, der havde aabnet Halskarrene og overskaaret Rygmarven, var tilføjet det i levende Live og havde foraarsaget dets Død, da denne Læsion er ubetinget dødelig. Retten erklærer i Dommen, at Pigens Forklaring om, at hun indtil det Sidste havde været uvidende om sin frugtsommelige Tilstand, ikke kunde forkastes, og Straffen bestemtes efter Omstændighederne til Forbedringshusarbejde i 3 Aar.

(Morgenbladet (København) 9. august 1881).