Mord m. m. Under en ved Kriminolog Politiretten d. 1. ds. paadømt Sag var Arrestantinden Olsen tiltalt for ovennævnte Forbrydelse samt Forsøg derpaa og Tyveri. Sagens Omstændigheder vare følgende:
Arrestantinden var fra 1. Oktober f. A. fæstet som Enepige af Handelsfuldmægtig Søren Bredal og dennes Hustru og tjente hos dem, indtil hun i Slutningen af Januar d. A. anholdtes under nærværende Sag. I nævnte Tidsrum har hun i 5 forskjellige Gange fra Steder i Ledigheden, hvortil hun havde uhindret Adgang, stjaalet kontante Beløb af ialt 3 Kr. 69 Øre samt en til 25 Øre vurderet Portemonnæe.
Endvidere har hun tilstaaet, at hun i November f. A. 2 Gange har forsøgt at skille sit Herskabs den 14. Oktober f. A. fødte Barn Else Bredal ved Livet, hvilke Forsøg dog mislykkedes, og at hun derefter i December f. A. forsætlig har ombragt Barnet. Omstændighederne herved have ifølge Arrestantindens Forklaring og det iøvrigt Oplyste været følgende :
Om Eftermiddagen d. 25. Novbr. besluttede Arrestantinden at ombringe Barnet ved at indgive hende Opiumsdraaber og samme Eftermiddag Kl. 3½ iværksatte hun Beslutning, idet hun gik ind i sit Herskabs Sovekammer, hvor hun af en Medicinkasse fremtog en Flaske med Opiumsdraaber, som, hun vidste, beroede sammesteds. Af disse Draaber heldte hun 3 a 4 i en Theske, hvilken hun først kom lidt Vand, hvorefter hun, der antog, at en saadan Dosis vilde virke dræbende paa et Barn i Elses Alder, gik ind i Spisestuen, hvor Else laa og sov og heldte Skeens Indhold i Munden paa Barnet, som sank Indholdet. I Løbet af Eftermiddagen blev Else døsig og om Aftenen Kl. 8 a 9 blev hun blaa i Ansigtet og gav nogle Suk fra sig, hvorfor Moderen troede, at hun skulde dø; men efter at have faaet nogle Hofmannsdraaber og noget Portvin kom hun sig i Løbet af Natten. Arrestantindens Forklaring gaaer ud paa, at Tanken om at skille Barnet ved Livet, opstod hos hende den nævnte Eftermiddag ved Ettiden at hun saa at sige strax besluttede at ombringe Barnet ved at indgive det Opiumsdraaber, naar Leilighed dertil gaves, at hun i den Tid, der forløb, indtil hu i iværksatte Beslutningen, ikke tænkte paa at opgive samme, og at hun, da hun indgav Barnet Draaberne var ret rolig, om hun end rystede lidt paa Haanden. Angaaende Motivet til dette Drabsforsøg ligesom ogsaa til det lignende Forsøg, hun to Dage efter foretog og til det fuldbyrdede Drab, hun begik i Decbr. f. A har Arrestantinden oprindelig forklaret, at hun har handlet som skeet fordi hun vidste, at Barnets Forældre ikke levede i god Forstaaelse med hinanden, at hun derfor mente at det Bedste, der kunde ske, var, at Barnet døde. Hendes seneste Forklaring gaaer imidlertid ud paa, at Tanken om at ombringe Barnet vaktes hos hende derved, at hun mente at kunne mærke, at ingen af Forældrene brød sig synderligt om Else, og at Øiemedet, hun tilsigtede ved at handle som skeet, var ved Elses Død at blive befriet for en Del af den Byrde, der i Tjenesten hvilede paa hende, i hvilken Henseende hun nærmere har forklaret, at hun ved Siden af sin øvrige Gjerning i Huset om Dagen skulde passe baade Else og hendes ældre Søster, Karen, og hun en halv Snes Dage efter Elses Fødsel tillige havde paataget sig om Natten at passe Else, hvilket sidstnævnte Hverv hun nødigt vilde frasige sig, da hun selv havde paataget sig at besørge det. Denne sidste Forklaring blev lagt til Grund ved Paadømmelsen.
Tidligt om Eftermiddagen den 27. November besluttede Arrestantinden paany, naar hun i Dagens Løb fandt Leilighed dertil, at indgive Else Opiumsdraaber, for at hun skulde dø deraf, og samme Eftermiddag Kl 5 a 6 iværksatte hun uden Sindsbevægelse denne Beslutning, idet hun, der i Mellemtiden stadig vil have fastholdt samme, benyttede en ganske lignende Fremgangsmaade som ved det første Forsøg. Ud paa Aftenen blev Else syg, og en sent paa Aftenen tilkaldt Læge fandt Barnet som den Gang tillige havde Bronchitis, kortaandet, hostende, af blaalig Ansigtsfarve og meget lidende. Han ordinerede et varmt Bad men hverken han eller Familiens Huslæge der den følgende Morgen tilsaae Else og fandt hende liggende med kølige Extremiteter, blaalig Farve, kontraherede Pupiller, tør Tunge, hurtig Puls og rallende Lyd i Lungerne, stillede Diagnosen Opiumsforgiftning. Da Huslægen om Aftenen den 28. November tilsaae Else, som foruden med det omtalte Bad var bleven behandlet med Hofmannsdraaber og Vin, var hendes Tilstand imidlertid bedret, og efterhaanden kom hun sig fuldstændigt.
Ved Synet af de Lidelser, Else gjennemgik som Følge af den hende den 27. November indgivne Gift, vil Arrestantinden have lovet sig selv aldrig oftere at gjentage Forsøget, og efter sin Forklaring bortkastede hun Flasken med Opiumsdraaberne for ikke at komme i Fristelse. I den følgende Tid vil hun heller ikke forinden den 21. December have tænkt paa at ombringe Else; men sidstnævnte Dag besluttede hun atter at gjøre dette og har herom afgivet følgende Forklaring; Den 21. December havde Bredals Hustru faaet Diarrhoe, og i den Anledning medtog hun, da hun engang i Dagens Løb gik i Byen, den Recept, hvorefter hendes Mand i sin Tid havde faaet de ovenfor omtalte Opiumsdraaber udleverede. Da Arrestantinden nu forudsaae, at der paany vilde komme Opiumsdraaber i Huset, begyndte hun atter at beskjæftige sig med Tanken om at ombringe Barnet. Ved sin Tilbagekomst havde Bredals Hustru imidlertid ingen Opiumsdraaber med sig hjem, og Arrestantinden tænkte, at det var godt, da hun ellers vilde styrte sig i Ulykke; men om Aftenen mellem Kl. 8 og 8½ da Bredals Hustru, der atter havde været i Byen, kom hjem, gav hun Arrestantinden Ordre til samtidigt med, at hun besørgede et andet Ærinde, at gaa hen paa Apotheket paa Kultorvet for at hente de Opiumsdraaber hun havde bestilt efter ovennævnte Recept. Da Arrestantinden havde hentet Draaberne, opstod den Tanke hos hende, at hun nu alligevel vilde give Else nogle af Draaberne, for at hun skulde dø deraf; men strax efter syntes hun, at det var Synd, og paa Hjemveien tænkte hun snart, at hun vilde give Barnet af Draaberne, og snart at hun ikke vilde. Ved sin Hjemkomst afleverede hun strax Draaberne til Bredals Hustru som tog nogle af dem og derpaa satte Flasken fra sig i det lille Værelse, hvor Arrestantinden og Else pleiede at sove om Natten, og hvor Else nu laa i sin Seng. Da Arrestantinden saae dette, besluttede hun at ombringe Barnet, saa snart hun blev ene med det, og, da Bredals Hustru efter nogle Minuters Forløb forlod Værelset, iværksatte Arrestantinden sin Plan, idet hun, der, efter at hun havde fattet Beslutningen, uden Vaklen astholdt samme og ikke var i nogen stærk Sindsbevægelse, tog Flasken og af dens Indhold heldte omtrent 10 Draaber i en Theske, om hun hentede i Spisestuen, og hvori hun først kom lidt Vand. Hun, der ansaae det for sikkert, at Else vilde dø af den nævnte Dosis, gik derpaa hen til Else, der laa vaagen i Sengen, og aabnede hendes Mund, og, idet hun holdt paa hendes Hoved, hældte hun Skeens Indhold ind i Munden paa Else, der sank Indholdet, idet hun samtidig udstødte et Skrig. I den Tid, der forløb, fra hun indgav Barnet Giften, og indtil den virkede, var hun tilmode som særvanlig, hvad hun ogsaa havde være da hun de to forrige Gange forsøgte at forgive Else.
Bredals Hustru har forklaret, at hun hverken mindes, at hun den 21. December har afleveret den ommeldte Recept paa Apotheket, eller at hun samme Dag har sendt Arrestant inden hen paa Apotheket for at hente Opiumsdraaber, saalidt som hun mindes den Aften selv at have indtaget saadanne Draaber hvorfor hun er mere tilbøielig til at tro, at Arrestantinden paa egen Haand har hentet Draaberne. Hun har imidlertid tillige erklæret, at den Mulighed ikke er udelukket, at hun kan have glemt de nævnte Begivenheder, idet hun nemlig den paagjældende Dag var i høi Grad nervøs som Følge af et Brev, hun havde modtaget og hvori hendes Mand beskyldtes for ægteskabelig Utroskab paa hvilken Beskyldning hun den Gang troede, medens det senere viste sig, at Beskyldningen var Opspind, og at det var Arrestantinden, som havde skrevet og afsendt Brevet, hvad Arrestantinden ogsaa under Sagen har erkjendt, idet hun som Grund til denne Handling har anført, at hun troede, at Bredals Hustru ønskede at stilles fra sin Mand, men ikke havde nogen gyldig Skilsmissegrund. Da Bredals Hustru saaledes ikke bestemt kunde modsige Arrestantindens Forklaring, blev den lagt til Grund.
Strax, efter at Else havde faaet Draaberne kom hendes Moder, der havde hørt hendes Skrig, tilstede, og, da Barnet efter en halv Snes Minutters Forløb blev blaa i Ansigtet, og hendes Tilstand efterhaanden forværredes, skjøndt hun fik Hofmannsdraaber og Portvin, gik Moderen efter Huslægen. Hun traf ham imidlertid ikke, og efter sin Tilbagekomst lod hun Else faae et varmt Bad. Da Huslægen den følgende Morgen tilsaae Barnet, fandt han det liggende i en lignende Tilstand som den 28. November, navnlig og paa med kontraherede Pupiller, tør Tunge og rallende Lyd i begge Lunger, og han, der heller ikke denne Dag fattede Mistanke om, at der forelaa en Opiumsforgiftning, skjønnede, at Barnet var døende. Da han samme Dags Aften atter tilsaae Else, fandt han hendes Tilstand uforandret. Natten mellem den 22. og 23. December laae Bredals Hustru hos sine Forældre, medens en af hendes Søstre opholdt sig i hendes Lejlighed for at være Arrestantinden behjælpelig med at vaage hos Else. Faderen gik tilsengs Kl. 3, og Arrestantinden vaagede derefter alene indtil Kl 5, da Bredals nævnte Svigerinde vaagnede og vækkede Bredal. De gav nu Else, hvis Tilstand syntes yderligere forværret, et varmt Bad, hvorefter hun atter blev lagt tilsengs. Om hvad der derefter passerede, har Arrestantinden forklaret, at hun syntes, at hun ikke længere kunde udholde at see Else lide, og hun besluttede da, for hurtigere at gjøre Ende paa hendes Lidelser, at indgive hende nogle Opiumsdraaber. Hun havde tidligere om Natten tænkt derpaa, idet hun gik ud fra, at Else dog vilde dø, selv om hun ikke fik mere Opium, og, da Bredals Svigerinde vel en halv Snes Minutter efter, at Arrestantinden havde fattet Beslutningen, forlod Værelset, hvor Else laa, og Bredal, der sad i en Lænestol, sov, iværksatte Arrestantinden Beslutningen, idet hun hentede Opiumsflasken i Herskabets Soveværelse, og deraf gav Barnet en lignende Dosis som den 21. Dcbr. Da Else nu blev mat, tog Arrestantinden hende op af Sengen og sad med hende paa Skjødet, og efter en Times Forløb troer hun, at Barnet døde.
Bredal og hans Svigerinde have udtalt, at de ere tilbøjelige til at tro, at Arrestantinden har indgivet Else den sidste Dosis, forinden de vaagnede Kl. henad 5, da Bredal ikke troer, at han har blundet, fra Else var i Bad og til Arrestantinden tog hende op af Sengen, og hans Svigerinde betvivler, at hun i det ommeldte Tidsrum har været saa længe borte fra Værelset, at Arrestantinden kan have faaet Tid til at udføre, hvad hun under hendes Fraværelse vil have udført; men da Urigtigheden af Arrestantindens Forklaring ikke kunde bevises, maatte den lægges til Grund. I Dødsattesten betegnede Huslægen Dødsaarsagen som Bronchupneumonia duplex (Betændelse i begge Lunger) men efterat Liget, som den 27. December var bleven begravet, den 10. Februar atter var opgravet, oplystes det ved en den følgende Dag foretagen legale Sektion, at Dødsaarsagen ikke havde været den nævnte. Ved en derefter paa Forhørsdommerens Foranledning foretagen kemisk Analyse af Ligets Mave og Tarmkanal paavistes vel ikke Bestanddele af opium i Indvoldene, men Retslægen har under Sagen erklæret, at Opiumsforgiftning, der i Reglen er temmelig langvarig, ofte medføre, at Giften absorberes fra Tarmkanalen og ikke længere lader paavise, at der, da det maa antages, at Barnet har levet mindst en Timestid, efterat det om Morgenen den 23. Decbr. ved 5-Tiden har faaet en halv Snes Opiumsdraaber, intet paafaldende er i, at den kemiske Analyse ikke har kunnet paavise Opium, og at Arrestantindens Forklaring om til den angivne Tid at have givet Barnet et saadant Kvantum Opiumsdraaber finder Bekræftelse i de Paagjældendes Bestrivelse af Barnets Tilstand.
Retslægen har derhos erklæret, at de sygelige Tilstande, som Else har frembudt Natten mellem den 25. og 26. Novbr. samt Natten mellem den 27. og 28. f. A. maa antages at have været foraarsagede ved de Opiumsdraaber, som Arrestantinden har erkjendt at have givet Barnet den 25. og 27. November, og at herfor taler Sygdommens Forløb samt Oplysningerne om de indtrufne Symptomer, at den Mængde Opium, et 1 Maaned gl. Barn kan taale, er noget forskjellig, idet der haves Exempler paa, at 3-4 Draaber tinctura thebaica har foraarsaget Død eller alvorlige Forgiftninger i denne Alder medens der ogsaa haves Exempler paa, at denne Dosis kan taales uden Livsfare, at en saadan Dosis Opiumsdraaber, som Arretantinden har forklaret at have indgivet Barnet om Aftenen den 21. December, ansees for livsfarlig for et 2 Maaneders Barn, at et saadant Barns Modstandsevne overfor Forgiftning er meget forskjellig, at Barnet i nærværende Tilfælde synes at have Havt megen Modstandsevne, da det har levet til om Morgenen den 23. December, uden at man dog deraf kan slutte, at Barnet vilde have levet, hvis der ikke var kommet Mere til, og at det, da Barnet om Morgenen den 23. December har faaet en fornyet Dosis Gift, let forklares, at det paavirket af den første Dosis døer temmelig hurtigt efterat have faaet den sidste Dosis.
Efterat Arrestantinden har næret indlagt til Observation under Overlæge Pontoppidan, har denne erklæret, at der mangler Holdepunkter for at erklære hende som sjælelig abnorm i lægevidenskabelig Forstand.
I Henhold til Ovenstaaende blev Arrestantinden der er født den 26. November 1873 og tidligere 4 Gange straf et dels for Tyveri, dels for Bedrageri, anseet efter Straffelovens § 190, jfr. tildels § 46, med Livsstraf, hvorved den forskyldte Straf for de af hende begaaede Tyverier absorberedes.
(Dagens Nyheder 2. august 1896).
Clara Olsen og Røntgenstraalerne.
Ude paa Kommunehospitalet foretog man forleden en helt moderne Undersøgelse ved Hjælp af Røntgenstraalerne.
Den dødsdømte Barnemorderske Clara Olsen, der som bekendt ligger paa Hospitalet lidende af en Underlivssygdom, har i de sidste Dage fortalt Politilægen, at der sad en Naal inde i hendes Bryst. Lægen troede først, det var en fiks Ide hos den meget hysteriske Kvinde, men hun holdt paa, at hun en Dag i vestre Fængsel var kommet til at stikke en Naal i Brystet, den var brækket over og havde nu efterhaanden arbejdet sig dybere ind i Kødet.
Hvad var nu naturligere end at anvende de alsidige Røntgenstraaler for at finde Naalen!
Der blev altsaa taget et Billede af Barnemorderskens Bryst ved Hjælp af det mærkelige Kathodelys, og det lykkedes at konstatere, at der virkelig sad en Metalspids i Brystet. Foreløbig har man dog ikke kunnet fjærne Naalen.
Paa Hospitalet udspredte der sig selvfølgelig allehaande Rygter om, al Clara havde stukket en lang Naal i Brystet for at berøve sig Livet. Sandheden er dog vist, som hun har forklaret, at Naalen efterhånden selv har boret sig ind i hendes Bryst.
(København 2. december 1896).
Højesteretsbehandlingen stod i Ringsted Folketidende 9. december 1896. Den stadfæstede dødsdommen over den 23-årige tjenestepige Clara Olsen i december 1896 og indstillede samtidig enstemmigt til benådning. Hun blev udskrevet fra Kommunehospitalet den 10 december 1896 og fik dommen forkyndt i fængslet på Christianshavn. Benådningen kom ved statsrådsmødet 21. december 1896 hvorefter straffen var tugthus på livstid i Christianshavn.
