Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet bende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

Kodenhavn, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit. 

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 

I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.

Høiesterets 2den Session.

Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.

Højesteretsdomme.

(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).

1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)

“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.

I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.

Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).

Magdalene Feldthausen. (Efterskrift til Politivennen)

Magdalene Feldthausen blev født 28. november 1847 i Skælskør, og var datter af politibetjent Hans Adler F. og Martha Sophie Hansen. 

Mord. Den 9de Mai d. A. (Christi Himmelfartsdag) om Aftenen imellem Kl. 10 og 11 bemærkede en Mand, der passerede Kjærlighedsstien, udfor Communehospitalet, et Fruentimmer, der gik frem og tilbage med et lille Barn paa Armen. Hendes Adfærd forekom ham noget besynderlig, og han gik derfor hen til hende og spurgte hende, om hun havde noget Ondt isinde. Hun svarede nei og tilføiede, at hun gik og ventede paa sin Mand. De fulgtes derpaa sammen til Nørrebro og samtalede underveis paa en saadan Maade, at Mandens Mistanke forsvandt, og da hun skulde til Nørrebro, han til Byen, skiltes de ad. Fruentimmeret gik imidlertid ikke til Nørrebro, men vendte tilbage til det omtalte Sted paa Kjærlighedsstien, gik nogle Gange frem og tilbage, tog derefter sit Barn, som havde sovet hele Tiden, medens hun bar det paa Armen, lagde det paa Ryggen i Vandet tæt ved Land, og gik derpaa strax bort uden at see efter, om det sank tilbunds eller ei. Barnet sov endnu i det Øieblik, hun lagde det ned i Vandet, og der hørtes intet Skrig fra det, efterat Moderen havde ladet det falde i Vandet. Der var Ingen, der iagttog Gjerningen, og først den følgende Morgen Kl. 4½ fik en Arbejdsmand, der passerede Kjærlighedsstien paa Veien fra sin Bolig, Øie paa Barnets Lig, som laae c. 2½ Alen ude i Sortedamesøen. Han tog det op og bragte det til Politistationen, hvor alle anvendte Oplivelsesmidler viste sig frugtesløse, hvorfor Liget, der viste sig at være Liget af et Drengebarn paa lidt over eet Aar, bragtes til Almindelig Hospital. Nogle Dage efter lykkedes det Politiet efter gjentagne Opfordringer i Adresseavisen, ved en Kones Hjælp at indhente saadanne Oplysninger, at Mistanken for den begaaede Forbrydelse bestemt rettedes imod et Fruentimmer, der blev anholdt, og som ogsaa strax tilstod, at det fundne Barnelig var Liget af hendes Barn, og at hun var den, der efter foregaaende Overlæg og i den Hensigt at stille det ved Livet havde lagt det i Vandet i Sortedamssøen, omtrent paa det Sted, hvor barnet var fundet. Hendes nærmere Forklaringer under forhørerne gik ud paa, at det ommeldte Barn var avlet, medens Arrestantinden i Aaret 1870 tjente i Korsør. Faderen var en Matros, hvem det af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag, men han reiste bort uden at betale Noget. Arretantinden, der havde født Barnet den 2den April f. A. paa Fødselsstiftelsen, fik herfra 4 Mk. ugentlig i Barnets tørste Aar, men andet Bidrag til Barnets Underhold fik hun ikke, og hun havde selv ikke andet, end hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Det lykkedes hende dog, ved at pantsætte saagodtsom Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, indtil Midten af April Maaned d. A., men da vare alle hendes Hjælpekilder ophørte. Efterat den Kone, der havde Barnet i Pleie, ikke havde faaet Betaling i 14 Dage. afleverede hun Barnet, formeentlig den 4de Mai, til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men ingen af disse vilde indlade sig herpaa uden Betaling. Hun vidste vel, at han kunde henvende sig til Fattigvæsenet, men hun kunde ikke bekvemme sig til at gjøre dette, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til sit Hjemsted, hvilket, efter hvad man havde sagt hende, vilde blive Tilfældet, og under disse fortvivlede Omstændigheder var det, at Tanken om at dræbe Barnet opstod hos hende. Hun omgikkes med denne Tanke i nogle Dage, indtil hun den 9de Mai tog den endelige Bestemmelse, som hun derpaa ogsaa udførte. Efter de Oplysninger, der ere fremkomne, maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie, og at hun kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, efterat endog de, som stode hende nærmest, havde nægtet at modtage Barnet, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som Retten ikke fandt nogen Grund til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv at hun iværksatte sit Forsæt. Arrestantinden er født i Aaret 1847 og ikke forhen straffet. Hendes Charakteer skildres som en Blanding af Letsindighed og let Sind; i sine Tjenester viste hun sig til sine Tider ligegyldig for Alt, til andre Tider sang hun fra Morgen til Asien, og kunde hun end en enkelt Gang vise sig studs, saa var hun dog som oftest godhjertet, flink og villig. Det var ikke vanskeligt at faae hende bevæget, men ligesaa hurtigt var hun den Muntre og Letsindige igjen. Trods de til Gunst for hende talende Omstændigheder hjemfaldt hendes Gjerning under Straffelovens § 190, og Criminalrettens Dom lød derfor paa, at Arrestantinden bør straffes paa Livet."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1872)

Senere oplyste aviserne at kvinden var Magdalene Feldthausen. Højesteret stadfæstede dødsdommen den 28. august 1872.

Nr. 208.

Onsdagen den 28de August.

Advocat Nellemann

contra

Magdalene Feldthausen (Defensor Bunzen), der tiltales for Mord.

Criminal og Politirettens Dom af 27de Juli 1872: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen bør straffes paa Livet samt udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Berggreen og Kaas med 6 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde fjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Nellemann og Etatsraad Bunten for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen, der under nærværende Sag tiltales for Mord, er ved egen af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse overbeviist at have gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse ved den 9de Mai d. A. efter foregaaende Overlæg at have i den Hensigt at skille sit den 2den April f. A. fødte Barn Georg Julius Johansen ved Livet lagt det om Aftenen Kl. mellem 11 og 12 i Vandet i Sortedamssø, hvor det den paafølgende Morgen af en Forbigaaende fandtes dødt, efter de obducerende Lægers Slutning omkommet ved Drukning.

Det ommeldte Barn havde Arrestantinden avlet, medens hun i Aaret 1870 tjente i Korsør, efter hendes Opgivende med en Matros Julius Johanssen, kaldet Stjerne, hvem det ogsaa af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag til Barnet, men uden at hun erholdt noget saadant af ham. Da hun, naar undtages det sædvanlige Bidrag fra den kongelige Fødselsstiftelse af 4 Mk. ugentlig i Barnets første Aar, ei heller faa anden Maade fik nogen Bistand til dets Underhold, maatte hun alene sørge for det, og dertil havde hur fun, hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Imidlertid lykkedes det hende dog kun ved efterhaanden at pantsætte saagodt som Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer, hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, lige indtil Midten af April Maaned d. A., da alle hendes Hjælpekilder vare opslupne. En Følge af den sidstommeldte Omstændighed blev, at Barnets daværende Pleiemoder, som ingen Betaling havde erholdt i 14 Dage, afleverede Barnet, formentlig den 4de Mai næstefter til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men da ingen af disse vilde indlade sig derpaa uden Betaling, og hun ikke kunde beqvemme sig til at henvende sig til Fattigvæsenet, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til fit Hjemsted, som det var hende sagt vilde blive Tilfældet, naar bun søgte Hjælp hos Fattigvæsenet, var det, at den Tanke opstod hos hende at dræbe sit Barn.

Med denne Tanke omgikkes hun i nogle Dage, indtil hun den 9de sidstnævnte Maaned tog den endelige Bestemmelse at drukne Barnet i fornævnte Sø, hvilket Forsæt hun derpaa, som ovenommeldt, udførte.

Efter de for saavidt fremkomne Oplysninger maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie og kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som der ingen Grund er til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv, at hun udførte sit Forsæt. Arrestantinden, der er født den 28de November 1847 og ikke funden forhen straffet, vil imidlertid ikke kunne undgaae at dømmes til at straffes paa Livet i Medfør af Straffelovens § 190."

(Højesteretstidende nr. 18, 13. september 1872).

I oktober 1872 blev hun benådet af kongen og livsstraffen forvandlet til forbedringshusarbejde.

Hun blev den 13. maj 1877 gift i Frelsers Kirke, Christianshavn med skibstømrer Herman Peter Hermansen. I Folketællingen for 1890 boede de stadig på Christianshavn med 3-4 børn i Amagergade 33 som andetsteds på denne blog er temmelig indgående beskrevet i 1893. Artiklen kaldte ejendommen for "de fattiges boliger"og forholdene var ganske forfærdelige. I 1890 boede der 255 personer i ejendommen. Manden var indlagt på Kommunehospitalet. I Folketællingen 1921 var de flyttet til Almindeligt Hospital i Ryesgade. De må da have været omkring de 75 år gamle. Forholdene her er beskrevet i en artikel fra 1924 på denne blog.

Straf for at have udsat sit spæde Barn. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved en af Høiesteret i disse Dage paakjendt Sag, hvorunder et Fruentimmer tiltaltes for denne Forbrydelse, vare følgende: Fruentimmeret, der er ugift, men to Gange tidligere, i 1830 og 1838, har født Børn, af hvilke det ene lever, fødte den 8de October f. A. paa Fødselsstiftelsen et Drengebarn, hvorefter hun henvendte sig til Barnefaderen, der tjente paa en Gaard i Jylland, om Hjælp til at faae Barnet anbragt, og da hun ikke fik noget Svar, forlod hun Stiftelsen den 20de f. M. i den Hensigt, at bringe Barnet til hendes Broder ved Helsingør. Først gik hun til en Gaard ved Birkerød, hvor hun tidligere havde tjent, og efter at have overnattet der gik hun til Birkerød Station for med Jernbanetoget at tage til Helsingør, men da hun kom for sildig besluttede hun, da Toget til Kjøbenhavn netop stoppede, at tage med dette her til Staden, uden at hun har kunnet gjøre sig Rede for, hvad der bevægede hende til denne forandrede Beslutning. Efterat være kommen til Kiøbenhavn, gik hun med Barnet om paa Nørre- og Vesterbro uden at tænke paa at gaae nogetsteds ind, idet hun efter sin Forklaring var i en nedtrykt Stemning og kjed af hele Verden, og først under denne Omvanken opstod Tanken hos hende om at sætte Barnet ud. Medens hun en Timestid overveiede denne Tanke, var hun gaaet til Frederiksberg, hvor hun gik ned ad Lampeveien og ind paa en til samme stødende Steenplads; der satte hun sig med Barnet, som hun gav Mælk og Brød samt en frisk Sut, hvorefter hun lagde det ned paa Jorden og forlod Pladsen, idet hun dog fra Gl. Kongevei vendte tilbage for at see, om der kom Nogen, der kunde opdage Barnet, og vil hun efter sin Forklaring, hvis Rigtighed imidlertid ikke har kunnet nærmere oplyses, have bemærket tre Damer, der fra Falkoneeralleen dreiede ind paa Lampeveien, hvorefter hun vendte om og gik her til Staden. Den omhandlede Steenplads ligger, som bemærket, umiddelbart op til Lamveien, men er indhegnet med et 2 Al. høit beplantet Dige, saa at man ikke fra Veien kunde see Barnet; men herom og at det kunde ligge og døe havde Moderen ikke gjort sig nogen Tanke, men blot tænkt, at der nok vilde komme Nogen gaaende, som blev opmærksom paa Barnet, i hvilken Henseende maa mærkes, at det endnu var lyst og Veiret ret godt. Barnet blev omtrent Kl. 4½ om Eftermiddagen fundet ved, at dets Skrig hørtes, og det var i en af Kulde forkommen Tilstand, saa at de Personer, der fandt det, have sluttet, at det havde henligget paa Pladsen omtrent en Time, men ved strax anvendt omhyggelig Pleie kom Barnet sig snart, og efter vedkommende Læges Erklæring befinder det sig nu fuldkomment vel. Høiesteret stadfæstede de foregaaende Instantsers Domme, hvorved Moderen, der er født 1839 og ikke tidligere tiltalt eller straffet, for dette Forhold imod sit Barn var anseet med Straf af 1 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. april 1872).

Lampevejen er nutidens Howitzvej på Frederiksberg som løber parallelt med Smallegade mellem Fasanvej og Falkoneralle.

Socialistiske foredrag. (Efterskrift til Politivennen).

I dette sidste Aftener er der blevet holdt Foredrag i Localet i Kirkestræde, og iaften gjentager Hr. Geleff, "paa Opfordring" sit i Randers og Aalborg og ved Tilbagekomsten fra Jylland her holdte Foredrag. - I Fredags Aftes talte Hr. L. F. Zimmermann "om Midlerne til at forbedre Kvindens Stilling". Det havde ikke været hans Hensigt at holde mere end eet Foredrag over dette Emne, men da han fra forskellige Sider af flere Damer, der ikke havde hørt hans første Foredrag derover, forrige Torsdag, var blevet opfordret til endnu engang at udtale sig derom maatte han naturligviis imødekomme et saadant Ønske. Gaaende ud fra, at vi af Historien lære, hvorledes de Folkefærd, som tilsidesætte og nedværdige Kvinden, gaae deres egen Tilintetgjørelse imøde, og at Manden virkede for sig selv, naar han virkede til Kvindens physiske og moralske bedst mulige Udvikling, da hun var den opvoxende Slægts, den vordende Mands første Opdragerinde og Læremester, gjentog han i Hovedpunkterne det samme Foredrag som forrige Gang, i Fredags, dog en Deel mere udarbejdet og afrundet. Han udtalte sig navnlig mere udførligt om de kvindelige Arbejderes nu saa sørgelige Stilling og Midlerne til at forbedre den. Tjenestepigerne behandledes ofte af Herskaberne mere som Slaver og Lænkehunde end som frie Mennesker. En Forandring i den bestaaende Tyendelov kunde væsentlig bidrage til en Forbedring af disse Forhold. Kunde Tjenestepigen ligesom den mandlige Arbeider i Almindelighed til enhver Tid forlade sin Tjeneste, naar hun var utilfreds med sit Herskab, vilde allerede meget være vundet, da Herskabet da vist vilde vogte mere paa sig selv og den Maade, hvorpaa det behandlede sit Tyende, for ikke at udsætte sig for at miste en ellers flink og dygtig Pige. Bedre end de Anbefalinger, der, som en Omgaaen af Bestemmelsen om at intet Skudsmaal maa meddeles i Skudsmaalsbogen, nu næsten altid forlanges af den Tjenestesøgende, vilde de være, at indrømme Herskabet Ret til strax at afskedige den Tjenestepige, som ikke tilfredsstillende kunde udføre den Gjerning, hun havde paataget sig. En fast Arbeidstid kunde og burde ogsaa indføres for Tjenestepigerne, saa at de fik en bestemt daglig Fritid for sig selv. 

Endnu sørgeligere end Tjenestepigerne vare Sypigerne og Arbeidskonerne stillede. Efter Symaskinernes Indførelse kunde selv en flink Syerske kun tjene fra 9 indtil høist 16 Mk. om Ugen, og Enhver maatte indsee, at det var aldeles utilstrækkeligt til at leve af. De Koner, som gik ud for at vaske og gjøre reent, fik for en Arbeidstid af stundom 17 Timer - 3 Mk. og Kosten, og den var ofte principmæssig daarlig nok. Men for disse to Klasser af kvindelige Arbeidere kunde der vistnok opnaaes en betydelig Forbedring, naar de gjorde Skrue. Det var ikke saa let fra Udlandet at forskrive et Par Hundrede Sypiger, og det vilde vel næsten være umuligt at skaffe Arbeidskoner derfra. Vilde disse Arbeidersker derfor slutte sig fast og ærligt sammen og udsætte sig for et Par Dage maaskee at maatte lide lidt mere end end sædvanlig, saa var det hans Overbeviisning, at de maatte kunne sætte en forbedret Arbeidstaxt igjmnem. 

De Fabriker, der beskjæftige kvindelige Arbeidere fordømte han aldeles, da de, i Regelen slet kontrollerede af Fabrikherrerne, vare Arnestederne for al Slags Fordærvelse og Ødelæggelse baade physisk og moralsk. 

Hvad Kvindens politiske Rettigheder angik, da gjentog og fastholdt han, skjøndt han forleden rigtignok havde "faaet over Nakken af "Berl. Tid." derfor", at Kvinden i samme Udstrækning som Manden burde være ikke blot valgberettiget, men ogsaa valgbar til Rigsdagen, hvor hun vist vilde forstaae at udfylde sin Plads bedre end Fleertallet af vore Rigsdagsmænd. Og da Kvinden efter vore forkeerte Forhold jo i Reglen kun faaer sit Arbejde, selv om det er ligesaagodt, ja bedre end Mandens, halvt betalt mod denne, vilde det vel ogsaa blive Tilfældet i Rigsdagen; og det var dog en stor Gevinst at "kunne have to dygtige Rigsdagskoner til samme Priis som een daarlig Rigsdagsmand". 

Hvad endelig Ægteskabet angaaer, da fremhævede han atter stærkt det ønskelige i en Forandring i Bestemmelserne om Skilsmisse og opstillede ogsaa den Fordring, at Forældrenes Samtykke til Indgaaelsen af Ægtestab skulde være unødvendigt. 

Til Opnaaelsen af disse Forbedringer i Kvindens Kaar og Stilling burde vi Alle virke af al Evne og Magt; men Kvinden burde og kunde selv deeltage i Kampen. Han troede, at Kvinderne ved at slutte sig til "Internationale" vilde fremme deres Sag betydeligt, og han anbefalede derfor alle Damer, der deelte hans i Foredraget udviklede Anskuelser, at følge ham ogsaa i dette Punkt. Det var ikke hans Mening, at Damerne skulde indtræde som Medlemmer her i Foreningen; nei, de kunde danne en egen Afdeling af "Internationale". Han tiltroede sig ikke Indsigt eller Evne nok til selv at bringe denne Tanke til Udførelse; men bleve Damerne først enige om at danne en saadan Afdeling af "Internationale" med egne Sectioner for de forskjellige Klasser af Arbeidersker osv., saa vilde der let findes baade dygtige Organisatorer og Ledere. Han anbefalede indtrængende sit Forslag til Overveielse og Drøftelse. Hermed sluttede han sit egentlige, ofte med stærkt Bifald lønnede Foredrag. 

Han benyttede derefter Leiligheden til at udtale, at den Spaltning, som efter Bladenes Referater havde hersket i Foreningen og truet med at spænge den, var aldeles forsvunden. Paa et Møde i Onsdagaftes var man kommen til fuldstændig Enighed om de Par i Virkeligheden aldeles ubetydelige Punkter, hvorom der havde hersket nogen Meningsforskjel, og de samlede Sectionsformænd havde givet den nuværende Bestyrelse et absolut Tillidsvotum, bekræftet med deres Æresord. Betydelig eller betydende havde Spaltningen aldrig været; det var kun Bladene, der atter en Myg til en Elephant; og det var denne Gang "Berl. Tid.", der bar Prisen i denne Henseende. Navnlig overgik dens Meddelelse om, hvad der var passeret paa Medlemmernes Møde om Løverdagen efter Geleffs Foredrag Alt, hvad der hidtil var præsteret i denne Retning. "Berl. Tid." brugte nemlig den Trafik, at den ikke som de andre Blade nøiedes med at sende en bekjendt Referent til de offentlige Møder; nei, den havde indsmuglet en Person som Medlem i Foreningen, hvorved han fik Ret til ogsaa at deeltage i de private Møder, som han saaledes strax gjorde til Gjenstand for sine Referater. 

Efter derpaa at have udbragt et Leve for Kvinden foreslog han, da han havde Grund til at antage at Nogen ønskede Ordet, Valget af en Dirigent. Valgt blev Snedkersvend Kyhl, der med et Par Ord sluttede sig til Zimmermanns Udtalelser om Pressen. - Ordet blev derefter givet til Murer Grøn, der næst at støtte Zimmermanns Opfordring til Damerne om at danne en Afdeling af "Internationale", som vistnok med Fornøielse vilde erholde Tilladelse til at benytte Foreningens Locale til deres Møder og Forhandlinger endog fritagne for Referenter og andre Vidner, navnlig tilraadede Kvinderne af de forskjellige Arbeidsklasser at slutte sig sammen og ved et ringe ugentlig Pengesammenskud danne smaa særskilte Fonds til fælles Bedste. Hvor let vilde det ikke mm for en halv eller heel Snees Sypiger i kort Tid blot ved en Fireskilling om Ugen at erhverve sig en Symaskine til fælles eller skifteviis Afbenyttelse for dens Ejerinder. Han kjendte og havde talt med flere praktiske og menneskekjærlige Damer om denne Idee, som de havde billiget og gjerne vilde hjælpe til at fremme ved at indsamle de ugentlige Bidrag og hjælpe Deeltagerne videre paa den indslaaede Vei ved at skaffe dem Maskiner paa Afbetaling osv. Han bad de tilstedeværende Damer selv tænke over denne Sag og bringe den videre til deres Bekjendte, saa kunde man senere tale nærmere og afgjørende om den. Der kan virkes Stort ved en saadan socialistisk Sammenslutning og Staaen Last og Brast med hinanden. Det havde vi et nærliggende godt Exempel paa i Grundejerforeningen, hvis Medlemmer for ikke at leie deres Lejligheder ud under en engang fastsat Priis indbyrdes holde hinanden skadesløse for det Tab, de lide, naar en Leilighed staaer ledig. Han anbefalede derfor gjentagende sin Idee til Overvejelse og Antagelse. Han selv saavelsom hans Tale hilsedes med udeelt hjerteligt Bifald. 

- Efter Grøn talte Geleff, der ikke var kommen for at tale om det iaften egentlig foreliggende Spørgsmaal, saameget mindre som han aldeles ikke sympathiserede med den udtalte Tanke om en kvindelig Afdeling af "Internationale", som forekom ham idetmindste for Tiden uhensigtsmæssig og uudførlig. Han skulde ialtfald ikke have Mod til at stille sig i Spidsen for dens Virkeliggjørelse. Han vilde heller ikke udtale sig vidtløftigere mod de gjentagne, ogsaa iaften fremkomne Angreb paa diætopstugende, udygtige Rigsdagsmand, skjøndt han fandt slige Udtalelser baade uheldige og urigtige, navnlig fordi der ved Yttringer om sovende Medlemmer, der idag stemme Nei til det, som de maaskee imorgen ville stemme Ja for, - hvad der tilmed var en aldeles ugrundet Beskyldning - dog navnlig tænkte Paa Rigsdagens Menigmænd, der vare og burde være vore naturlige Forbundsfæller. Han var iaften kun kommen for atter at bede Forsamlingen om ved et lille Pengebidrag at hjælpe et Par Mænd, der som bekjendt have mistet deres Tjenester, fordi de ere Medlemmer af "Internationale". Han tvivlede ikke om, at ogsaa flere af de tilstedeværende Ikke Medlemmer, selv om de ikke deelte de socialistiske Ideer, gjerne vilde give en Skjærv til Mænd, der hellere gav Afkald paa deres Tjeneste og Erhverv end handlede mod deres Overviisning. 

Efter at Zimmermann kortelig havde besvaret Gelefss Udtalelse om Angrebene paa Rigsdagsmændene, sluttedes Kl. 9½ Mødet med et Leve for "Internationale". Et for Brix og Geleff udbragt Leve modtoges ligeledes med gjentagne - eenstemmige Hurraraab. Forsamlingen talte 2-300 Deeltagere.

Til Løverdagaften Kl. 8½ havde Hr. Snedkersvend Berg indbudet Medlemmer og Ikke-Medlemmer til at høre et Foredrag af socialistisk Indhold. Han begyndte med at udtale, at Socialismens Stræben var at bringe Ligevægt mellem de forskjellige Samfundsklasser, og kunde den naae sit Maal, da vilde hele Menneskeheden komme til at leve her paa Jorden i en fuldkommen paradisisk Tilstand. Men mange og store ere de Onder, som hæfte ved og tære paa Samfundet, og som først maae ryddes afveien. Af alle saadanne Samfundsonder er Krig det værste. Den koster Blod og mere Blod, Penge og atter Penge og bringer for mange kommende Aar Nød og Elendighed over Lande og Folk. Og det dog aldrig Folkeslagene, der bekrige hinanden, det er de Store, Kriserne og Kongerne, der slæbe de dem undergivne Folk til Slagterbænken. Det er en af Socialismens vigtigste Opgaver at afskaffe al Krig. Religionen som den nu er og dens Forkyndere ere ogsaa et stort Samfundsonde. Enhver har den bedste Religion i sin Samvittighed: den Religion har været og vil være den samme til alle Tider. Præsterne, der af Keisere og Konger benyttes som villige Redskaber til at holde Folket i Trældom og Uvidenhed, vare en ligefrem "Skamplet paa det civiliserede Samfund. Disse Udtalelser fandt ingen Tilslutning og mødte dog nogen Indsigelse af Forsamlingen. Men det maa de og skulde ved Socialismens Bestræbelser blive anderledes. Vel skreves der netop nu om, at de mægtige Regjeringer i Rusland og Tydskland lagde Raad op om Socialismens Undertrykklse; men lad dem kun det; jo stærkere den forfølges, jo kraftigere vil den voxe og blive, og Seiren vil dog sluttelig blive dens. - Det længste Afsnit i hans Foredrag bestod forresten i Oplæsningen af og Commentar over en Feuilletonartikel i "Folkets Avis". Han kunde ikke finde Ord og Udtryk stærke og hadefulde nok til den Fordømmelsesdom, han fældede over denne Artikel og dens Forfatter. Derpaa sluttede han sit Foredrag og Mødct Kl. 9½.

Igaar Aftes endelig holdt en Hr. Guhl mod fordoblet Adgangspriis for en Forsamling af lidt over hundrede Personer af begge Kjøn i næsten halvtredie Time et Foredrag "om Socialismen, dens Stormester og det amerikanske Demokrati". Saaledes lød Programmet, men overskriften var langtfra udtømmende nok; thi der var neppe nogen mulig eller umulig Ting, om hvilken han ikke talte; men Hr. Guhl har rigtignok ogsaa i sin halvtredsindstyveaarige Levetid været og forsøgt alt Muligt, hvorfor ogsaa Størstedelen af hans Foredrag dreiede sig om hans egne ganske vist ofte ret morsomme Hændelser. 

Han begyndte med en Udsigt over Socialismen, som han oversætter ved "Samfundsorden", fra den allerældste Tid, da Familierne levede hordeviis med Faderen til Overhoved. Det var den rette og skjønneste Socialisme; men den gik til Grunde, da Nimrod opfandt Krig. Siden den Tid havde der levet mange og store Philosopher: Konfucius, Sokrates og flere, og de havde søgt theoretisk at paavise Vejen til Socialismens Gjenfødelse. Endelig havde den største Philosoph, Jesus af Nazareth, skabt en ny Socialisme, og gjennem alle senere og kommende Tider burde Jesus betragtes som Socialismens rette og egentlige Stormester. De moderne Socialister spottede og forkastede Religionen, men det var feil; i Religionen skulde Socialismen som Alt herneden søge sin Støtte og sin Styrke. 

- Oprindelig synes Hr. Guhl at have været Skomager, senere blev han Rebslager, Soldat i den første Krig og Udvandrer i 1861. I  Amerika sluttede han sig til et Selskab Communister, dannet efter spansk Mønster, og det gik fortræffeligt over et Aar; Alt var fælles og Alle enige og tilfredse. Men da Hr. Guhl. der paa dette tidspunkt synes at have havt en geistlig-militair Virksomhed, vilde reformere Mormonismen og staten ved Saltsøen, blev hans Leir i 1862 omringet af flere Tusinde Mand Infanteri og 5 Kanoner, og der blev givet 30 Minutters Tid til at kapitulere. Han var stemt for Modstand, men da den første fjendtlige Kanonkugle dræbte 3 Kvinder - hvoraf dog den ene lever endnu, men uden Hage - og Munitionen slap op, maatte de overgive sig. 

- Vi see ham senere som veltjenende Guldgraver, hvilken Stilling han imidlertid, foranlediget ved en heldig Cuur han, der lige fra Ungdommen havde studeret Planternes Natur og Væsen, anvendte paa en Patient ved Minerne, ombyttede med en sexaarig Virksomhed som Læge. Han var f. Kjærlighed til sit Fædreland reist de 1500 Mile herhjem, fordi han troede muligen at kunne gavne sine Landsmænd ved sin Erfaring og sit Kjendskab til Mormonismens Rænker, hvorfor han ogsaa havde holdt støre Foredrag derover. Han havde imidlertid maattet være glad ved at kunne tjene sit Brød paa Holms Reberbane ; men nu var han afskediget derfra, fordi han havde givet 1 Rd. til nogle skruende Svende. Han havde af gammel Tilbøielighed, strax da "Internationale" begyndte sin Virksomhed her i Landet, sluttet sig til den men for sagens egen Skyld, ikke for derved at skaffe sig et Levebrød. "Internationale" kunde og vilde virke meget godt, men man matte gaae frem med Besindighed og ad Lovlighedens Veie; og det var derfor en stor Feil af den nuværende Bestyrelse at tale om at plante den røde Fane paa Fælleden, og gjennem "Socialisten" bestandig at prædike Oprør og Vold. Bestyrelsen havde for Resten i andre Retninger hans Agtelse, og den maatte ikke i ham see en Prætendent til dens Magt. Saasnart det blev ham muligt reiste han igjen til Amerika, hvis folkelige Institutioner i høi Grad behage ham. Han fralagde sig enhver Forbindelse mcd M. A. Sommer, hvem han igaar for første Gang havde seet, og sluttede sit Foredrag med Tak for den Hjælp, Entreepengene vilde være til 3 trængende Socialister. Efterat han derpaa havde erklæret Mødet sluttet, besteg alligevel Hr. Zimmermann Talerstolen for at fralægge ogsaa sig at staae i nærmere Forhold til Sommer og for at udtale sin Glæde over den lykkelig bilagte Uenighed i Foreningen og det d'Hrr Brix og Geleff givne Tillidsvotum.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. februar 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Peter Henrik Gemzøe (1811-1879). Em. Bærentzen's lithographiske Institut. En tjenestepige i sit køkken. 1874. Statens Museum for Kunst.

Foreningen for vordende Tjenestepigers Uddannelse. (Efterskrift til Politivennen)

Foreningen for vordende Tjenestepigers Uddannelse. At Fattigunderstøttelsen er en Sag, der kræver megen Taalmod og mange Lærepenge, kan ikke benægtes. Det Liv og den Interesse, der i de sidste Aar er vakt her i Staden herfor, har imidlertid efterhaanden paa en glædelig Maade klaret Synet for Fattigdommen og Midlerne derimod, og om der end staar overordentlig meget tilbage at ønske, saa synes det dog, at Sagen stedse bringes ind i mere praktiske Spor. Et nyt Led i denne Udviklingskjæde er den Forening, som vi for kort Tid siden have havt Lejlighed til at omtale, og som synes at være gaaet ud fra den samme Plan, der oprindeligt er udkastet af Tømmerhandler Mottlau. Medens Understøttelsesforeningernes Opgave er at værne imod øjeblikkelig Nød, bevare den borgerlige Selvstændighed, opmuntre Æresfølelsen og stolte Selvvirksomheden, har den nærværende Forening fornemmelig sin Opmærksomhed henvendt paa Fremtiden, paa de Familier, der gjennem Børnene skulle begrunde en ny Slægt. Det maa staae klart for enhver alvorlig Iagttager af Forholdene her i Byen, at de Kaar, de fattige københavnske unge Piger leve under, i høi Grad gjøre dem uskikkede til i sin Tid at blive selvstændige Huusmødre, og at de paa en sørgelig Maade ere blottede for alle de Betingelser, der ere nødvendige for dem til at styre en Huusholdning, hvor Fattigdom kræve den største Orden, Sparsommelighed, Flid og Ihærdighed, for at det ikke skal blive et Liv fuldt af Nød og Elendighed.

Den Maade, hvorpaa Foreningen tænker sig at skaffe disse Betingelser til stede, er følgende: Den søger fattige, opvakte Børn, som i Skolen vise Lyst og Evne til at lære Noget, og sætter sig da i Forbindelse med Familier, hvor Huusmoderen er villig til i Løbet af et Par Aar før Confirmationen at øve Barnet i al Slags Tjenestepigegjerning. Foreningen staaer da som et Mellemled mellem Forældrene og Familierne, saa at disse i alle Sager kun faae med dens Medlemmer at gjøre. Det kan ikke betvivles, at Barnet ved disse Aars Veiledning vil blive skikket til efter Confirmationen at kunne overtage en Tjeneste, og at det Haandelag, der i den Tid kan udvikles, og den Sands for Orden, Reenlighed og Sparsommelighed, der kan bibringes hende, ikke alene vil have en væsentlig Indflydelse paa hendes egen Fremtid, men ogsaa vil være til Gavn for de Huusholdninger, der vil blive hende betroet som Tjenestepige.

Vi ville derfor varmt anbefale elle Huusmødre, for hvem denne Sags store Betydning staaer klart, ikke at skye deres Deel af Arbeidet, men at gjøre Enhver Sit til at støtte deres Fremtid.

Planens Gjennemførelse skyldes væsentlig Justitsraad Boyesen, der som Inspecteur ved Fattigvæsenet har havt rig Leilighed til at erfare, hvor stor Trangen er til Omsorg i denne Retning. Pastor Evaldsen er Foreningens Formand, hos hvem nærmere Oplysninger kunne faaes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. december 1870)

Foreningen blev stiftet 21. juni 1870. Formålet var at få piger af "hæderlige forældre" med gode vidnesbyrd i skolen optaget i huse hvor de ved siden af stadig fortsatte skolegang, under husmoderens tilsyn vænnedes til at tage del i husgerningen. De 12-13 piger viste sig at være så glubende sultne at de familier hos hvem de blev anbragt, havde besvær med at finansiere dette. 

Som nævnt var pastor Ewaldsen formand for bestyrelsen, der desuden bestod af kammerråd Harboe (kasserer) og bankdirektør i Nationalbanken Jakob Christian Fabricius, sekretær (1840-191). Foreningen skal ses i sammenhæng med industrisamfundets gennembrud. Fabricius (1840-1919) var embedsmand, etatsråd, komponist og musikorganisator. Han havde før deltaget i arbejdet med en understøttelsesforening før han sammen med en pastor Ewaldsen. I midten af 1880'erne udkastede ham en plan for finansiering til opførelse af billige arbejderboliger, men da havde socialdemokratiske og radikale politikere allerede gang i tilsvarende projekter. Der blev  vedtaget en lov om byggeri med statstilskud der dog aldrig blev udnyttet, og først efter 1. verdenskrig kom der for alvor gang i opførelsen af almennyttige lejeboliger.