Spædbørnshjemmet i Aalsgaarde. (Efterskrift til Politivennen).

Graverende Klager over Spædbørnshjem i Aalsgaarde.

Kredslæge Jastrau i Helsingør er forundret over, at Hjemmet ikke forlængst er blevet lukket.

Helsingør, Torsdag.

Der er i Dag blevet rettet en ny og meget graverende Klage over Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" i Aalsgaarde, der ledes af Intendant Ibsen og Frue, og om hvilket der i de sidste Par Aar har hersket en Del Uro. Det vil bl. a. erindres, at der har været en Del Rygter fremme om forskellige betænkelige Dødsfald blandt Hjemmets Børn; men en Politiundersøgelse, der iværksattes for over et halvt Aar siden, er endnu ikke afsluttet, og det saa ud, som om det hele iikke vilde bidve til noget.

Nu er Sagen imidlertid blusset op med fomyet Kraft.

Klagen stammer fra 5 unge Piger, der er jaget bort fra Hjemmet.

I Gaar fik Social-Demokratens Kontor Besøg af fem unge Piger her fra Egnen, der tjener paa Hjemmet. De har i længere Tid været oprørt over den Behandling, baade Børnene og de selv fik, og dette sad de og talte om forleden Eftermiddag under et Maaltid. Fru Ibsen, der paahørte Samtalen fra et Sideværelse, tilkaldte sin Mand, og i Fællesskab overdængede de Pigerne med Skældsord og bad dem til Slut om at "rejse ad Helvede til".

De unge Pigers Klager, som de ogsaa har fremsat overfor Kredslæge Jastrau, gaar ud paa, at Børnene faar utilstrækkelig og daarlig tillavet Mad og ikke bliver tilstrækkeligt passet med Tøj, saaledes at de til Tider maa ligge hele Dage i vaadt og snavset Tøj. Desuden er der 33 Børn paa Hjemmet, medens der kun maa være 28, og de 5 Børn, der er for meget, ligger i et Rum, som kun maa benyttes til Gennemgang, og de er her udsat for Kulde og Træk

Endeling findes der ingen uddannet Personale paa Hjemmet, og naar Lægen eller Tilsynet kommer, tvinges Pigerne til at give fejlagtige Oplysninger om Forholdene paa Hjemmet - "ellers er der ikke til at være."

Kredslsægen har flere Gange indstillet til Sundhedsstyrelsen, at Hjemmet burde lukkes.

Deres Korrespondent bar haft en Samtale med Kredslæge Jastrau. der fandt det forfærdende, hvad de unge Piger havde fortalt ham, 

Kredslægen udtalte endvidere:

- Spædbørnshjemmet, over hvilket der gentagne Gange har været ført Klager, som har givet Anledning til Undersøgelser, sorterer under Overtilsynet for Børnehjem. Tilsynet udøves af Hr. Schierbeck, København, og Hr. Eskesen. Birkerød.

Hver Gang der har været Klager, har der ogsaa vist sig at være noget i Vejen; men paa min Indstilling til Sundhedsstyrelsen om, at Hjemmet skulde lukkes, er der blevet svaret, at der ikke forelaa Bestemmelser, der tillod en saadan Lukning, selv om Forholdene var daarlige.

Nu foreligger der imidlertid Bestemmelser, der tillader Lukning, og jeg er forbavset over. at Hjemmet ikke er lukket.

Det er forfærdende - fortsætter Kredslægen - , at der til 33 Spædbørns Pleje ikke findes én uddannet Plejerske. Disse fem unge Piger, som har været derude, er i Alderen fra 15 til 19 Aar, og ingen af dem er uddannede til Børnepleje.

Læge Teisen, Hellebæk, der har været Hjemmets Læge, har opsagt sin Stilling og har overfor mig hævdet, at han hverken kunde eller vilde tage Ansvaret for dette Hjem, og det er kun paa min Anmodning, at han endnu tilser Hjemmet, fordi jeg fandt det uforsvarligt at lade Børnene være helt uden Lægetilsyn, men - som sagt - Hjemmet burde forlængst have været lukket.

Kredslægen slutter med at udtale en Forundring over, at Politiundersøgelsen endnu ikke var sluttet efter over et halvt Aars Forløb. Der bør i denne Sag handles hurtigt; det drejer sig om Spædbørn, der ikke selv kan fremføre deres Klage.

Undersøgelsen vil nu blive ført grundigt igennem.

- Deres Korrespondent har endvidere forelagt Sagen for Politimester Petri, der udtaler, at Sagen stadig undersøges. men at den jo skulde passere mange forskellige Autoriteter. Den har saaledes været baade hos Sundhedsstyrelsen og hos Overtilsynet, som paa Grundlag af det, der foreiaa, ikke fandt Anledning til at foretage sig mere i Sagen.

Men nu kan det jo se ud til - saafremt de unge Pigers Udtalelser er rigtige - , at det, der forelaa, hviler paa falskt Grundlag; men jeg kan love Dem, at Undersøgelsen ikke skal vare længere end nødvendigt. Forøvrigt er en retslig Undersøgelse maaske nødvendig

ph

Socialminister Borgbjerg tager straks til Aalsgaarde for at undersøge Sagen.

Umiddelbart efter, at vi havde faaet disse Oplysninger fra vor Helsingør-Korrespondent, henvendte vi os til Socialminister Borgbjerg og gjorde ham bekendt med Klagepunkterne. Ministeren følte sig foranlediget til allerede i Gaar at foretage en personlig Undersøgelse paa Stedet og tog straks op til Børnehjemmet. Først sent i Aftes vendte Ministeren tilbage, og vi havde da en indgaaende Samtale med ham om Forholdene, og han gav os en Redegørelse for Sagen, som den foreligger.

I Fjor Sommer, indledede Borgbjerg. fremførtes en Kritik i Pressen mod Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" ved Aalsgaarde i Anledning af 3 Dødsfald ret kort efter hinanden. Fra anden Side i Pressen fremkom der dog ogsaa Moderklæringer, der tog Hjemmets Forstanderinde,

Fru Ibsen i Forsvar, og det kunde ikke konstateres, at de tre Dødsfald skyldtes Vanrøgt.

Sagen gav dog Anledning til, fortsætter Borgbjerg, at jeg efter en Undersøgelse af Tilstanden paa Spædbørnshjemmene i Almindelighed i Fjor Efterår fremsatte et Lovforslag, som gik ud paa et skærpet Tilsyn og Bemyndigelse fra Ministeriet til at nedlægge uheldige Børnehjem, hvilket der efter den hidtidige Lovgivning ikke var Hjemmel til. Lovforslaget blev gennemført den 31. Marts, og efter dette kan Socialministeriet efter Indstilling af det stedlige Værgeraad og Overinspektøren nedlægge et Børnehjem, naar Tilstanden ikke er tilfredsstiilende.

Klagerne stammer fra sidste Vinter.

Klagerne stammer, siger Ministeren, fra sidste Vinter. Allerede da  havde Læge Theisen. der er Børnehjemmets Læge, skrevet til Kredslæge Jastrau i Helsingør med Klage over Hjemmet. Klagen gik ud paa, at Børnene ikke fik Sødmælk nok, at fem Børn havde Udslet paa Ryg og Sæde, hvilket tilskreves daarlig Hudpleje og Mangel paa Renlighed, og han ønskede ikke at fungere længere og have Ansvar som Hjemmets Læge. Efter Opfordring af Kredslæge Jastrau indvilgede han dog i foreløbigt at blive som Læge.

Sundhedsstyrelsen anmodede nu Politimester Petri i Helsingør om at foretage en retslig Undersøgelse. Af Rapporterne synes det at fremgaa, at Børnene ikke har faaet tilstrækkelig Sødmælk, og at de Klude, hvormed de blev vaskede, ikke var mærket for hvert enkelt Barn. (Jeg tør dog sige, at jeg ved mit Besøg i Dag saa, at Kludene nu blev kogt hver Gang efter Brugen). Endvidere var et nyt Rum taget I Anvendelse, hvorved Antallet af Børn er udvidet fra 28 til 38, uden at der er foretaget den i Reglementet foreskrevne Anmeldelse til Overinspektøren. Dog paastaar Fru Ibsen, at hun personligt meddelte det til Overinspektøren under dennes Besøg paa Hjemmet.

Borgbjergs uanmeldte Besøg i Gaar.

Hidtil havde Ministeriet ikke haft nogen Bemyndigelse til Nedlæggelse af Børnehjem. Da den nye Lov vedtoges, forlangte Overinspektøren en retslig Undersøgelse, og han har længe afventet dens Resultat.

Da jeg i Dag blev bekendt med de nye Klager, tog jeg selv sammen med en af Socialministeriets Embedsmænd til Hjemmet for ved et uanmeldt Besøg at sætte mig personligt ind i Forholdene.

Fru Ibsen, der er gift med pensioneret Overintendant Ibsen, har drevet Spædbørnshjemmet i ca. 2 Aar. Hendes Mand købte Ejendommen Bobakkegaard ret dyrt og drev først Pensionat, men da det ikke gik, indrettede de et Spædbørnshjem. Ejeren og hans Hustru maa aarligt forrente Ejendommen med et ret anseligt Beløb. De faar 50 Kr. om Maaneden for hvert Barn, og de modtager ofte et Barn umiddelbart efter Fødselen. Hjemmet hører til de saakaldte ikke-anerkendte Børnehjem, men staar, som alle, under offentligt Tilsyn og kan altsaa nedlægges, hvis Forholdene er utilfredsstillende

Politiet i Helsingør her trukket Sagen i Langdrag.

Jeg gjorde mig bekendt med Hjemmets Indretning, Børnenes Udseende, Vugger og Senge, Sengetøj, Vaskeri og Madkøkken. Jeg havde dernæst en indgaaende Samtale med den tilsynsførende Læge Theisen, og sluttelig med Politimester Petri i Helsingør om Sagen - Den sidste beklagede, at Sagen var trukket meget i langdrag. Hvad der hidtil er fremkommet er de tidligere nævnte tre Punkter: For lidt Sødnnetk, Vaskekludene og Udvidelsen af Hjemmet uden Anmeldelse.

Da de afskedigede Pigers Klager fremkom, havde Politimesteren givet Ordre til retslig Undersøgelse. Jeg anmodede Politimesteren om at bede Dommer Prahl, der leder Undersøgelsen, om at fremskynde Sagen mest mulig. Politimesteren lovede mig det og erklærede, at Undersøgelsen maatte kunne afsluttes paa ca. 14 Dage.

Saa snart dette er sket, vil Resultatet blive tilstillet Overinspektøren, som derpaa afæsker det stedlige Værgeraad en Erklæring. Hvis denne gaar ud paa at nedlægge Hjemmet. og Overinspektøren slutter sig hertil, træffer Socialministeriet sin Afgørelse.

- - Saa vidt Socialministeren, som ved sin Indgriben har fremskyndet Sagens Behandling, saaledes at der snarest kan træffes en Afgørelse og Ro biive tilvejebragt.

(Social-Demokraten 30. juli 1926).

Sagen blev dog aldrig afsluttet til bunds, idet fru Constance Ibsen valgte at lukke hjemmet i september 1926, med den begrundelse at hun ikke havde kunnet få inddraget betalingerne som følge af sagen.

Annonce fra "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", 11. marts 1921 som bekræfter at stedet blev forsøgt drevet som pensionat.Så sent som 12. august 1924 meddelte Dagbladet (København), at sanginspektør, professor J. H. Nebelong og frue havde taget ferieophold på "Bobakkegård".

Sommerbrev fra Tisvildeleje. (Efterskrift til Politivennen)

 Af Tubal den Enøjede.

"Se Neapel og dø!" - lyder den berømte men fejlagtige Version af den begejstrede Formaning til at besøge det skønne Neapel og dens lille naboby Mori.

Se Tisvildeleje og - lev! (naturligvis underforstaaet: paa Minderne),

Tisvilde er en lille Verden for sig - en lille Skønhedtsverden med vide udsyn mod andre Skønhedsverdener, der omgiver den. "Sjællands Skagen" kalder den sig - ganske med Urette, thi Skagen, den flade, tørre sandørk, der Ikke ejer et Træ, hvis grønne Løvhat kan skænke skærmende Skygge mod Solens sviende Stik til den mødige Vandrer, - Skagen med sin støvede Strøgpromenade ned gennem en Spidsrod af SommerhotelIer og Garniture af uskønne Huse, - nej Skagen og Tisvildeleje kan hverken sammenlignes eller kappes; thi de er saa forskellige som et Blomsterbed og en - Kartoffelmark.

Som om vældige Naturkræfter i Jordens Indre pludselig i en svunden Tidsold havde skudt Ryg, saa at Klodens tynde Skorpe var bleven sprængt og puklet op - i en vild Uendelighed af fantastiske Tuer og gigantisk-overnaturlige Muldvarpeskud - geologiske Kuppelformationer, skarpt afhugne Brinker, Skrænter og stejle Kløfter, dybe Grydeforsænkninger med tætte, uredte Lavkratvesetationcr som Haarbuskene under en Jættehug - og udenom alt dette som Rammen om et storslaaet Naturmakird Havet, - Kattegat - snart i oprørsk brølende og skummende, stormpisket Vælde linder sorts jagende Natskyer, hvis Mulm glimtvis gennembores af Hesselø-Fyrets hvide Blink, - snart døsigt hvilende i apathisk Blaanen under en solglitrende Sommerhimmel, som ikke findes skønnere ved Capri.

Saaledes og ikke anderledes er Tisvildeleje, - i Tidernes Morgengry et lidet bjærgsomt og vanligt Fiskerleje uden Havn; nu findes der intet mere, thi det er en mageligere Dont at leve af Landliggere fra det københavnske Sodoma, lidt Smaahandeel og Haandtusk. Og Fiskene faaes fra Hundested, hvis Rødspætter smager som indfødte Frederikshavnere! Men for et uindviet Øje er der noget tosset i at se alle de store tykke seks punds Rødspætter staa i Søen og vente udfor Tisvildeleje og saa drage til Hundested for at blive fanget og atter hjem til Tisvildeleje - for at blive spist;

Vindskibeligheden i Tisvildeleje er helbefaren, thi der raader en sund og driftig Aand over dem sorgløse Idyl i det lille Leje. Der er ikke noget, der hedder at stænge Butiken og slukke bag Disken, naar Klokken er seks, eller det falder ind med en af disse kedelige og meningsløse Helligdage, der standser alt borgerligt Ørke til stor Gene for mange Mennesker: nej, saalænge der er Købere og Skub i Omsætningen, holder Fatter sin Bod aaben, lige til han er mødig af Dagens Møje, og det baade Hellig og Søgn. Endelig en Plet paa Jorden, hvor sund Fornuft i Handel og Vandel beholder det sidste Ord, endelig en Plet paa Jorden, hvor Kræmmeren begriber, at det er hans Gevinst, naar han giver sin Biks Skin af at være til for Godtfolks Skyld!

"Tisvildeleje Kiosk har alt" staar der at læse over Detailhandler Bønnelyckes hyggelige lille Krambod ved Foden af Badepensionen Højbohus, Verdens bedste Madsted. Men Far Bønnelycke, der er en kedelig (men til Held for ham ikke aandelig) Fætter til Digteren, har ingen Skam af sit fanfareskingrende Motto; thi han har virkelig alt! Første Gang jeg traadte ind til ham, havde han f. Eks. - Snue. Man søger intet forgæves hos Bønnelycke; han er omnipotent! Vine og Cigarer fra de sletteste til de bedste. Slikkepinde og Moderbind, Galoscher og Flygeler, Solbriller og Høreror, Vækkeure og Morgensko, Natpotter eg Salmebøger, Lakrits og Knojern, Tandbørster og Konserves, Straahatte og Bolsjer, Klosetpapir og Kristeligt Dagblad, Syltetøj og Undertøj, Alpestokke og Briketter, Hængekøjer og Mundharper, Fyldepenne og Narresutter, Skydebomuld ag Tyggegummi, Ingeborg Vollquartz og Bertha Ruck, Giletteblade og Ugeblade, Forlovelsesringe og Skohorn, Sygevat og Brevkasse (uden paa Muren).

Kun een Gang lykkedes det  mig at gribe ham paa fersk Gerning; det var, da jeg en Søndag Aften bed om 3 Kilo af hans Fætters Digte. Da rystede den smarte og elskværdige lille Mand sit ydmyge Hoved og sukkede: Nej Tak, et Sted maa der siges Stop; min Fætter "gaar" ikke paa Landet! Kan Herren ikke bruge tre Ruller Tagpap i Stedet for?«

"Ak." tænkte jeg ved mig selv, da jeg vandrede bort med Tagpappen, "en Digters Lod er tung I dette Land, de vil allesammen have Stene for Brød og Tagpap for Lyrik og Penge for Tagpap! Hvorlænge mon Lyriken vil kunne udholde denne Smudskonkurrence?"

Oppe paa sin svimle, knejsende Brink, der skarpt luder ned med Havet, ligger Badehotellet som en Rhinborg fornemt isoleret med skønne Udsyn over det blaadisede Kullen i Øst og nogle Solnedgange i Nord (Nord Vest), som hverken Carl Lund eller P. S. Krøyer nogensinde har overfløjet.

Men som et hæsligt Vartegn midt paa Rundbakken ses en høj skidden Fabrikskorsten som en sort Pegefinger af en underjordisk Kæmpetrold, ragende op af Grønsværen. Det er Badehotellets Elektricitetsværk, der med denne Skamstøtte har spoleret Udsigten for mange af de sraaa sommerglade Villabyggere paa Pladsen. 

Paa den anden Side Hulvejen, der skiller mellem to store mægtige Terrænkupler, ligger den berømte Badepension Højbohus, hvor Far Sylvander under barnlige Kælenavne som f. Eks. "Plejefader" eller "den falske Victor Wulff" færdes blandt sine henrykte Gæster som en Alfader i sit Gimle. Han er en herlig Type, hjælpsom og gemytlig, gammel helbefaren Jordomsejler og Hovmester paa store oversøiske Baade.

Der er baade Sjælsstyrke og koloristisk Fantasi over hans Kæmpehummere og smaa kvikke Lammestege, men naar han i sin hvide nystrøgne Kirurgkittel staar foran det kolde Frokostbord og svinger sin Forskærerkniv, som var det Sværdet Skræp hen over Skinker og Duer og røgede, ferske Randerslax, da gyser det sødt i Gæsterne, og det hulker ef Vellyst fra den gamle vellagrede Ementhaler og den isede Klukflaske med ægte Hulstkampgenever, Jo jo, Far Sylvander er som Nervelæge tusindfold bedre end Professor Daniel Jacobsen! Han ved, hvordan de stakkels terminsoprevne Københavner-nerver skal kureres, og saa er hans "Klinik" ikke nær saa dyr!

Lige bag Højbohus gear man ind til det store og vildsomme Tisvilde Hegn, som Skovrider Fabricius freder mod en ganske illusorisk Brandfare med ægte preussisk Jernnæve og efter russisk Knut-System. Det er under hårde Bøder, subsidiært Fængselsstraf, forbudt at ryge, spytte, nyse, bande eller køre med Bil paa de to Kvadratmil, som Hegnet dækker.

For at demonstrere den strenge Bogstavelighed i dette idiotiske Reglement har man tilsvinet det skønne Hegn med en Sværm af grimme Opslag, hvis barske Tone kunde tyde paa, at Hr. Fabricius er en underskudt Tvilling til Mussolini!

Ved alle Hovedindgange til Hegnet er der rejst høje Galger med haandmalede Dødstrusler mod Tobaksrygere. Det gør et venligt Indtryk pas Intetanende Vejfarende.

I det lille Leje hedder hele den indfødte Befolkning enten Gudmandssen eller Corneliussen. Der findes kun disse to Familienavne paa Pladsen, og den, der Ikke lyder et af disse Navne, kan Ikke blive indgiftet i en indfødt Familje men maa hente sig en Ægtemage i Nabosognet. Her var en smuk Opgave for Genealogen Hauch-Fausbølt at finde Rede i det indfiltrede Sammengifte mellem Husene Gudmandssen og Corneliussen.

Gør man en Køretur paa Egnen, faar man ret et Indtryk af, hvor beundret og fængslende den er. Navnkundig fra hine Dage, hvor Stakler og Krøblinger i tætte Stimer valfartede til Helens Kilde, hvor Asserbo, det engang saa stolte Herreslot, nu kun er en mosgroet og lav Ruin, som Kong Frederik VII forgæves spildte sine arkæologiske Interesser paa, idet han 5 Dage efter Grundlovens Underskrift lod Udgravninger under eget Tilsyn foretage fra 10. Juni 1849-27. Juli. Men da han lod alt det udgravede Fyld anbringe netop der, hvor Borggraven skulde være, og der saaledes blev Vold, hvor der skulde være Grav, blev det hele planløst og forvirret og uden Resultat. Alligevel er der 1874 rejst en Mindesten, som virker mod sin Hensigt, idiet dem holder Erindringen levende om, hvad den joviale Konge ikke udrettede der paa Stedet med sine pseudovidenskabelig Anstrengelser.

Der er den morsomme gamle historiske Sandkro, Troldeskoven og det smukke Sandflugtsmonument, som rejstes til Minde 1738 om den Storbedrift, som ved travle Menneskehænders og -Viljers Kamp gjorde Egnens Befolkning til Herre over den store Sandflugt, der bl a. begravede hele Tibirke By og dens Omegn. Mere end 150 Aar, fortæller en Indberetning fra 1704 os, har denne frygtelige Plage raset paa denne Kant af Nordsjælland. Nu hør det menneskelige Snille ved Beplantning vundet Sejr over denne Fare for stedse.

Paa den skønne gamle Tibirke Kirkegaard ses den udmærkede Skuespillerinde Ellen Pindoms Navn med næppe læselig Skrift i en gammel Graasten paa hendes Grav, der er lagt op under Kirkegardsmuren, ganske som hun ønskede det, mens hun færdedes 1 Tibirke om Sommeren. Men Graven er vanrøgtot og forsømt, og maner til Eftertanke for Venner af hende selv og hendes Kunst.

- - -

Holger Drachmann skrev engang:

»Nu har jeg skuet saa mangen en Egn
med Søer og mægtige Skove,
men ingen saa skøn som Tisvilde Hegn
ved Kattegats brusende Vove.

Alene om sin Naturbegejstring for denne Egn har Digteren Ikke været. Thi her har Nobelpristageren Professor Niels Bohr bygget sig et Hus med tilhørende Laboratorium, Konservatoriets Direktør, Professor Anton Svendsen, ligesaa sit eget Hus, Professor-Maleren Julius Poulsen, Borgmester Kaper, Digteren Johs. V. Jensen og Hans Hartvig Seedorff, afd. Billedhugger Kai Nielsen, Malerne Kyhnert, Scharff og Herman Vedel, men Carl Alstrups lille røde Bondegaard, som nu staar til Leje, er ganske gyseligt forfalden, hvad man lykkeligvis ikke kan sige om dens gæve Ejermand.

I sin store gamle Mølle oppe i Tibirke bor Tonemesteren Jacob Gade med sin lille søde og huslige Fru Mimi; men oppe i selve Tisvildeleje færdes Teatermaleren Chr. Andersen med sin Samvittighedsbrod og tilkommende Frue (C. E. Jensens smukke Datter), Skuespillerinden Fru Ingeborg Gandrup og Fru Chefredaktør Helweg-Larsen. Ogsaa Departementschef i Indenrigsministeriet Fr. Martensen-Larsen nyder den kølige Forsommer hernede.

Her er vidunderligt, stille og fuld af Skt. Hans-Stemning og Midsommerpoesi; men naar Højsæsonen holder sit hujende Indtog, og hele den jazz-dansende Sværm af Sommergæster tørner ud fra Hovedstaden, Farvel og paa Gensyn, du tause drømmende Skov, du vilde urolige Hav! Saa bliver her ikke til at aande.

Jeg gad se hele Sværmen hænge i Hr. Fabricius' hæslige Galger!!

(Social-Demokraten, 15. juni 1926)

Mor skal paa Landet - . (Efterskrift til Politivennen).

Hver Uges Rekonvalescens forlænger Livet i et Aar. - Husmoderlejren i Horserød.

Det nye Hold Husmødre, som ankom i Tirsdags, nyder Eftermiddagskaffen foran Huset.

Der var to, som forleden stod ude i Solen, i Horserødlejrens regnmætte grønne Græs og talte varme Ord for en god Sag - de københavnske Husmødres. Og det var to Mennesker, der vidste, hvad de talte om: Professor, Dr. med., Overlæge Bie fra Blegdamshospitalet og Formanden for De danske Husmoderforeninger Fru Carla Meyer.

- En Uges længere Rekonvalescens forlænger Livet et Aar - sagde Professoren. Et Ord, der passende kunde være Motto for det Arbejde. som Komitéen for ubemidlede Husmødres Rekonvalescens har taget op. I Aar sender den for syvende Gang sine skiftende Hold af trætte Husmødre ud til Fred og Frihed og frisk Luft, 15 paa hvert Hold med 3 Ugers Ferie, med fri Rejse ud og hjem og med fast ansatte Hushjælpere til at tage sig af Hjemmene og Børnene under deres Fraværelse, der, hvor det ønskes.

Tre Ugers fuld Frihed - fra Uger, hvor man kan kaste sine daglige Bekymringer over Bord - tre Uger, hvor Husmoderen pludselig er bleven Hovedpersonen, den, hvis Appetit og Søvn og Hvile og Vægt og Humør det hele drejer sig om - er det ikke et Eventyr for de smaa Hjems Husmødre!

Og De skulde se, hvor de nyder det, hvor hurtigt de lærer at sove, og, hvad der falder de fleste endnu sværere - at hvile. De to Timers Hvile - i Liggestolene i godt Vejr, paa Sengene i daarligt -, der ubarmhjertigt kræves af hvert af de store ! Feriebørn, er ofte til at begynde med en Pine for den, der kun kender at i være i Trav hele Dagen. Men saa kommer Belønningen bagefter i øget Velbefindende baade fysisk og psykisk - i styrket Mod til atter at tage Livets Byrde op.

Alle Aldre og alle Klasser er repræsenterede herude i Horserødlejren, hvor to fortrinlige Barakker er lejede til delte Brug. Den tidligere Officersbarak til Opholdsværelser, Spisestue, Køkken og Forraadsrum, den anden til Beboelsesværelser. Og fornøjeligt er det Aar efter Aar at erfare, hvor hurtigt disse Husmødre rystes sammen til en hyggelig Feriekreds, og hvor meget godt Humør, der bare har ventet paa en Lejlighed til at bryde igennem, og som nu faar Udslag i Leg og Latter og forbudte Aftenslabberaser rundt om paa Værelserne.

Vægtforøgelsen er gennemsnitlig henved syv Pund for hver i Løbet af de tre Uger. - Og - siger Professor Bie - da Hjemmet drives saa økonomisk, at hver Patient alt iberegnet (undtagen Huslejen, der beløber sig til 400 Kr.) kan holdes derude for 4 Kr. 50 Øre om Dagen, koster hvert Gram Fedt, de kan lægge paa sig, kun 2 1/3 Øre.

Er det ikke udmærket udgivne Penge?

Frk. Annie v. d. Aa Kühle staar i Spidsen for den daglige Ledelse - en glad og god Moder for de trætte Mødre, der synes de bliver Børn igen under hendes Omsorg. 

Arbejdet begyndte smaat med beskedne Pengemidler, og hele Indboet er Gaver. Siden er Kommunen traadt til med et Tilskud paa 4000 Kr. Hds. Maj. Dronningen har atter i Aar ydet Komitéen et Bidrag, ligesom den har modtaget Hjælp fra den Raben-Levetzauske Fond og De Spannjerske Legater.

Men derved kan Arbejdet ikke blive staaende. Det maa udvides til at omfatte mange flere, thi alle de Mennesker, der taler om Hjemmenes Betydning for Samfundet, om Moderkaldets Hellighed og Værdighed og om den huslige Kvinde i Modsætning til den Kvinde, der arbejder i Konkurrence med Manden - hvis alle disse Mennesker blot hver vilde tegne sig for saa lavt et Aarsbidrag som 5 Kr., saa vilde Masser - Masser af smaa, slidte Husmødre kunne faa en aarlig Hvile eller et Rekonvalescensophold efter en Sygdom.

Vis i Gerning, at De mener, hvad, De siger. Meld Dem med Deres Aarsbidrag nu, naar De har læst dette. Der er flere Barakker at faa til Leje derude endnu, hvis det kan ske straks. Enhver af Komitéens Medlemmer er villig til og glad for at i modtage Deres Indmeldelse. Foruden de ovennævnte bestaar Komitéen af Overkirurg ved Kommunehospitalet, Dr. med. P. N. Hansen, Kontorchef i Hospitalsdirektoratet, Otto Falster, som er Foreningens Formand og Kasserer, Læge Fru Johanne Klein, Østersøgade 32, Oberstinde Julie Ramsing, Ribegade 8, Kommunehospitalets Inspektor la Cour Andersen og Redaktør Fru Charlotte von Osten, De Ferslewske Blade.

(Nationaltidende, 1. august 1925).

Plankeværkskrigen i Holte. (Efterskrift til Politivennen).

Grosserer Jorck, ejer af "Rudegaard" hvorfra der i sin tid var udstykket en grund (Kongevej 104) ned til en lille sø som maleren Hugo V. Pedersen ("Rajah-Maleren") havde købt, mente at have ret til en passage til søen. Det mente maleren imidlertid ikke. Ved at opstille plakater i sin have gjorde han opmærksom på sin holdning. Som modtræk opførte Jorck et plankeværk som dækkede udsigten til plakaterne. En strid som varede i 5 år:  

Vilde Rajahmaleren skyde Grosserer George Jorck?

En højst mærkelig Retssag under Opsejling.

Plankeværket, der fuldstændig gemmer Skovsøens Idyl.

Det er snart en Snes Aar siden, Rajahmaleren Hugo V. Pedersen var Forgrundsfigur i Københavnerlivet. Da han vendte hjem fra Indien efter at have malet ca. et Par Hundrede Rajaher i Gala og Krigsmaling, strøede han Glans og Festglæde om sig. Det saa pompøst ud, naar hans høje Skikkelse, prydet med et enormt, kulsort Fuldskæg, blev trukket gennem Byen af to snehvide Heste. Det var i Hestenes Tid, hvor Daimler og Rolfs Royce var ukendte Begreber, meden Landaueren repræsenterede Luksus i Køretøjet.

Rajahmaleren købte senere en lille Villa Hegnstoft ved Rude Skov, og netop denne Omstændighed er Skyld i, at Maleren bliver en af Hovedpersonerne i en af de mærkeligste Retssager, man endnu har oplevet herhjemme.

Ufredelige Naboer. - Gartneren troede sig i Livsfare. - Hvad der senere skete.

Hans nærmeste Nabo er den lige saa kendte Grosserer George Jorck, Ejeren af Rudegaard, en Villaejendom, der er omgivet med en meget stor Park, hvis smukkeste Plet er en idyllisk Skovsø.

For nogen Tid tilbage stillede Jorck Krav om, at Rajahmaleren skulde afstaa 1 Alen bred Passage langs Rude Skov, hvortil Villa Hegnstofts Grund støder op. Han motiverede dette ved, at der fra gammel Tid var den Bestemmelse, at Rude Skovs Areal omfattede en Alens Bredde udenfor Skoven, af Hensyn til, at Arbejderne skulde have Plads til at studse Træerne. Og han ræsonnerede nu: at naar Skoven ikke gjorde Krav paa denne Landstrimmel - maatte den være hans.

Men Rajahmaleren sagde Nej, og Retten i Nordre Birk sagde ogsaa Nej.

Dermed var Fjendskabet indledet. En Sommerdag var en Gartner Jensen fra Holte ude at sejle paa Skovsøen, og han hørte nu til sin Rædsel Kuglerne synge om sine Øren. Hurtigst roede han hjem og meddelte Grosserer Jorck det skete, og der blev straks indgivet Anmeldelse til Politiet.

Da Politiet kom, svarede Rajahmaleren, at Klagen var hen i Vejret. Forholdet var det, at han havde været ude i sin Have - der gaar ned til den stadig idylliske Sø - for at skyde Spurve med en Salonbøsse. For det første kan Bøssen kun skyde 24 Alen - og Gartneren havde været 100 Alen borte -, og for det andet havde han skudt den modsatte Vej!

Et uhyggeligt og bekosteligt Bygningsværk. - Et Plankeværk paa 119 Alen spærrer det hele af.

En Morgen, da Rajahmaleren vaagnede, mødte der ham et Syn, der forfærdede. Ude paa Søen laa nogle Tømmerflaader, og en Arbejdsstyrke var i Færd med at ramme Pæle ned i Søens Grund. Dag efter Dag faldt de mekaniske Hammerslag: Bang! Bang!

Han anede, at noget frygteligt forestod, og Anelsen veg snart for en brutal Virkelighed. Arbejderne flikkede tilsidst et Plankeværk sammen, ialt 119 Alen langt og paa sine Steder 7-8 Alen højt. Formaalet var ganske utvivlsomt at afskære Rajahmaleren fra enhver Udsigt til Søen, der nu ikke mere var Idyl. Det kunde ikke en Gang nytte at tænke paa at forskønne Plankeværket ved at male det. Med ét log det Rajahmaleren, at Villa Hegnstoft nu bar sit Navn med Rette.

Plankeværkets Grimhed understregedes ved dets uregelmæssige Bygning. Der findes en Servitut, i Følge hvilken Rajahmaleren ska! have Adgang til at faa Vand fra Søen. Denne Bestemmelse opfyldtes ved, at Plankeværket nogle Steder er hævet 2-3 Alen over Vandfladen, saaledes at man kan komme til med en Spand med et Reb i.

Landsdommerne paa Gerningsstedet

Det er forstaaeligt, at den skønhedselskende Rajahmaler var en Fortvivlelse nær. Han anlagde Sag, og i denne Ud har Jorcks juridiske Konsulent, Overretssagfører Sachs, og Overretssagfører Anker-Jensen paa Rajahmalerens Vegne vekslet Indlæg.

I Gaar aflagde Landsdommerne Bærentsen, Krabbe og Skadhauge, der skal paadømme Sagen, Besøg paa Gerningsstedet. De høje Dommere sagde intet, men de har næppe fundet, at Plankeværket pyntede.

Grosserer Jorck, der har ladet Bygningsværket opføre under stor Bekostning, hævder, at han Rat dertil er uomtvistet, da alle Pælene staar paa hans Grund. Han tilføjer, at han paa Søen har Lov at bygge, hvad han vil: Danseestrade, Bure til Svømmefugle eller alt andet.

Overretssagfører Anker-Jensen fremhæver heroverfor, at Byggeriet skal have en fornuftig Mening, og at Plankeværket kun har den Hensigt at virke som Chikane.

J o r c k s Svar gaar ud paa, at han i hvert Fald har Lov at sikre sig imod at blive skudt!

Hele Retssagen svæver imidlertid i Luften - ligesom Plankeværket - thi der findes ingen Lovbestemmelser om et saa specielt Forhold.

Paa Mandag kommer Sagen til Behandling i Landsrettens 4. Afdeling, hvor bl. a. et righoldigt Billedmateriale, visende Før og Nu, vil blive fremlagt.

(København, 20. november 1924).

Statsskovvæsnet havde i mellemtiden givet afkald på den såkaldte skovalen overalt i landet

Grosserer Jorck skal inden 6 Uger nedrive Plankeværket om Skovsøen.

Efter en bevæget Procedure i Landsretten fik Retsformand Bærentzen tilvejebragt Forlig mellem Grossereren og Rajahmaleren.

Det var Hensigten, at den opsigtvækkende Sag mellem Rajahmaleren Hugo V. Pedersen og Grosserer George Jorck i Gaar skulde være behandlet i Landsrettens 4. Afdeling, men Tilstrømningen af Publikum var saa stærk, at det blev nødvendigt at flytte ind i den større Sal i 5. Afdeling.

Her mødte Parterne med deres juridiske Konsulenter, og Retten, Landsdommerne Bærentzen, Krabbe og Skadhauge, fik en 4 Timer lang Fremstilling af Plankeværkskrigen.

Jorck tilbyder Forlig. - Hvor højt maa man tale?

Retsmødet blev rigt paa livlige Episoder. Overretssagfører Anker Jensen lagde for ved paa Rajahmalerens Vegne at kræve Plankeværket omkring Skovsøen ved Rudegaard fjernet, hvorefter Overretssagfører Sachs paastod Jorck frifundet.

- Det er saare langt fra, at Jorck har tænkt at chikanere Maleren, sagde Hr. Sachs. Plankeværket er tværtimod rejst som Værn imod Chikane. Og jeg skal straks bemærke, at Jorck vil fjerne eller formindske Plankeværket i samme Omfang som Maleren forpligter sig til ikke at anbringe Plakater paa sin Grund, ikke at skyde i den nederste Del af Haven og ikke at føre højrøstet Tale til Gene for Jorck og hans Gæster.

Retsformanden: Skal det bestemmes, hvor højt man maa tale?

Sachs: Retten vilde nok kunne finde en Form. 

Anker-Jensen: Hvorfor skal Manden dog forpligte sig til ikke at gøre noget, han aldrig har tænkt paa at gøre?

Rajahmaleren: Jeg synes, at Forslaget er lige saa urimeligt, som hvis jeg krævede, at Overretssagfører Sachs i Morgen skulde rejse til Amerika.

Retsformanden: Det vil han vist ikke.

Al Glæde er taget fra Rajahmaleren. 

Overretssagfører Anker-Jensen fik derefter Ordet for at procedere.

Han hævdede, at det gyselige Plankeværk helt tilintetgjorde Rajahmalerens Glæde ved at bo i de landlige Omgivelser. Noget tilsvarende er ikke set her i Landet.

- Jeg vil hævde, sagde Hr. Anker Jensen, at Plankeværkets Opførelse ikke tjener noget Formaal. Hensigten er alene at fortrædige og forulæmpe Hugo V. Pedersen. Men kommer Retten til det Resultat, at her kun foreligger Chikane, maa Plankeværket erkendes for retsstridigt. 

Der skal være tre Motiver fra Jorcks Side: Rajahmaleren har opslaaet nogle Plakater, bl. a. med: Adgang forbudt! Jorck vil sikre sig imod at blive skudt, og endelig mere generelt: han hævder at være generet med Tale og Gestus.

Overretssagføreren refererede den gamle Sag, under hvilken Jorck var begyndt at forberede en Passage gennem Rajahmalerens Have, idet Jorck hævdede, at en Jordstrimmel paa 1 Alens Bredde udenfor Rude Skov tilhørte ham. Da Dommen gik ham imod, begyndte Fjendskabet at blusse op.

En veldresseret Hund -

Hvorledes man bar sig ad, viser et Eksempel: Fru Jorck roede hyppigt paa Søen og havde en Hund med. Hun satte nu Hunden i Land paa Hugo V. Pedersens Grund, for at den kunde udrette et højst nødvendigt Ærinde.

Retsformanden: Kunde Hunden se og forstaa Plakaten?

Anker-Jensen: Det vilde i hvert Fald være tilstrækkeligt, at dens Herskerinde forstod Situationen. Med Hensyn til Skydningen maa jeg sige, at jeg ikke forstaar, at man i fuldt Alvor vil sigte Maleren for Drabsforsøg.

Sachs: Voldsforsøg ...

Anker-Jensen: Nej, Drabsforsøg. Forholdet er imidlertid det, Jorck allerede for mere end et Aar siden har spekuleret paa at faa Adgang rundt om Søen. Han satte Plankeværket op I Haab om, at Maleren skulde blive ked af at bo derude. Saa kunde Jorck faa hele Omraadet. For et Aar siden var der ingen Tale om Skydningen.

I dette Tilfælde har man bidt Hovedet af al Retsfølelse; en Mand har ikke Lov at foretage et saadant Angreb paa en Mands Tilværelse.

Min Modpart har hævdet, at Plankeværket ogsaa ser stygt ud, set fra Jorcks Grund. Hvis Maleren vinder, gaar man da ingens Interesser for nær da Jorck saa faar sin smukke Sø tilbege!

Om Vejrmøller, Plakater og Kultur

Overretssagfører Sachs: Det er Vejrmøller, Hr. Anker-Jensen har kæmpet imod.

Anker-Jensen: Nej, imod Plankeværket.

Sachs: Naar Plankeværket ser saa stygt ud, er det, fordi det ikke er fuldført. Det er blevet standset ved denne Retssag. Jeg fastholder, at der foreligger Grunde for dets Tilstedeværelse, men jeg gentager, at Jorck vil fjerne Plankeværket, hvis der bliver stillet Garantier.

Hugo V. Pedersen satte nogle Plakater op, som virkede generende, set fra Jorcks Ejendom, og vi talte da om at bygge et Plankeværk udfor det Stykke hvor Plakaterne stod. Men vi var klar over, at vi kun vilde blive til Latter, da Plakaterne jo kunde flyttes.

Retsformanden: Ja, og sættes højt op i Luften.

Sachs: Jeg finder, at Plakaten, hvor Ordet Tævehunde er sat med vældige Typer, er et Bevis for Maleren Kultur.

Retsf.: Lad os ikke komme ind paa det!

Sachs: For adskillige Maaneder siden, da nogle Arbejdere var ved at sætte et Hegn op ude i Søen, skete den meget omtalte Episode, at de hørte Maleren bruge kraftige Udtryk, og at Kuglerne derefter suste om Ørene paa dem.

Retsf.: Kuglerne?

Sachs: Haglene. For at komme tilbage til Plankeværket: Hvis Maleren vil lade være at genere - bl. a holde op med demonstrativ Spytten, naar han ser Jorck, vil vi, som sagt fjerne Plankeværket. Imidlertid er det min Opfattelse, at en Mand, der bor paa en fri og ubeheftet Grund, har Lov at spærre sig af fra Omverdenen.

Retsformanden mægler.

Retsformand Bærentsen udsatte nu Retsmødet for at prøve at faa Parterne forligte. Forhandlingerne var meget langvarige, men Bestræbelserne lykkedes, og Overretssagfører Sachs' gentagne Gange nævnte Forligstilbud var saaledes ikke forgæves.

Under den største Opmærksomhed dikterede Retsformanden, da Retten paany blev sat, følgende til Protokollen:

Der er mellem Parterne sluttet Forlig paa følgende Betingelser:

Grosserer Jorck forpligter sig til at fjerne Plankeværket inden 6 Uger paa en saadan Maade, at Søbredden udfor Maler Hugo V. Pedersens Ejendom ikke lider Skade, samt tilbagekalder herved den fremsatte Sigtelse imod Hugo V. Pedersen for forsætlig at have skudt ud over Jorcks Ejendom.

Maler Hugo V. Pedersen forpligter sig til ikke at opsætte Plakater, der vender ud imod Jorcks Ejendom, og erklærer, at han ikke for Fremtiden vil skyde ud over Naboens Ejendom - ligesaa lidt som han tidligere har gjort det! Han erklærer i det hele at ville stræbe at fremme et i alle Henseender fredeligt Naboforhold.

Til disse sidste Erklæringer slutter Grosserer Jorck sig ogsaa for sit Vedkommende. Retten ophævede Sagens Omkostninger.

(København, 25. november 1924)

Forliget holdt imidlertid kun ganske få dage, hvorefter grossereren begyndte at opfylde en del af søen for at anlægge en sti.

Plankeværkskrigen i Holte for Højesteret.

Sagen om de fjendtlige Nabofamiliers gensidige Drillerier og Chikanerier.

Forliget, der blev brudt Dagen efter, at det var indgaaet. 

Maleren Hugo V. Pedersen.

Højesteret genoptog efter Paaskeferien, og begyndte med Bohandlingen af den ofte omtalte Sag mellem "de fjendtlige Naboer i Holte". Grosserer G. Jorck og Kunstmaler Hugo V. Pedersen. Læserne vil erindre, at Sagen drejer sig om en Række Drillerier og Chikanerier fra begge Sider, og man maa forbavses over. at det skal være nødvendigt at ulejlige Landets højeste Domstol med Stridigheder af den Art.

Plakaterne og Plankeværket.

Højesteretssagfører Henriques, der mødte for Grosserer Jorck, gav i sit Foredrag en udførlig Redegørelse for Sagens forskellige Faser. Han omtalte de Plakater. Hugo V. Pedersen havde ladet opsætte ind mod Jorcks Ejendom, og hvorledes denne havde svaret med at rejse et Plankeværk "et særdeles grimt Plankeværk", indrømmede Højesteretssagføreren; han indrømmede ogsaa. at det hele var Drilleri og at Forholdet mellem de to Nabofamilier efterhaanden blev særdeles pinligt.

Saa kom det til Retssag, men der faldt ikke Dom, idet Parterne var fornuftige nok til at slutte Forlig, saaledes at Plakater og Plankeværk skulde fjernes og i Dag Arbejde, i fremtidig skulde være et fredeligt naboforhold mellem de to Familier.

Striden blusser op paany.

Freden varede imidlertid kun fra Høns fløj op, til de fløj ned. Thi allerede Dagen efter Forligets Indgaaelse begyndte Grosserer Jorck at lade opføre en 2 Alen bred Dæmning udfor Hugo V. Pedersens Ejendom, saaledes at Adgang fra denne til Søen forhindredes. Kunstmaler Pedersen stævnede saa Jorck igen, idet han gjorde gældende, at Opreisen af Dæmningen var i Strid med det indgaaede Forlig og udelukkende skyldtes Chikane, idet Jorck ikke havde

nogen som helst Nytte af den.

Østre Landsret gav Hugo V. Pedersen Medhold. Grosserer Jorck dømtes I 1 at fjerne Dæmningen og betale 300 Kr. i Sagsomkostninger samt til at betale en Bøde paa 400 Kr. for .uden rimelig Grund at have sat Hugo V. Pedersen i den Nødvendighed at anlægge Sag".

Denne Dom forekommer mig bygget paa Hysteri,

fortsatte Højesteretssagfører Henriques. Men jeg forstaar udmærket Situationen, landsretten er bleven led og ked af alt Vrøvlet, og dette har antagelig ikke været uden Indflydelse paa Dommen. Men jeg maa hævde, at min Klient har været i sin gode Ret til et lade Dæmningen opføre, og jeg skal derfor slutte med at paastaa ham frifundet.

Derefter foretoges Dokumentationen, som varede til Frokost pausen. Efter denne fik Højesteretssagfører Holten-Bechtelsheim Ordet for at tale Hugo V. Pedersens Sag.

Højesteretssagføreren gennemgik særlig de efter Afsigelsen af Landsrettens Dom optagne Vidneforklaringer, og afgivne Erklæringer, blandt hvilke er en Udtalelse af Naturfredningsforeningens Formand, Kunstmaleren Erick Struckmann, der gaar ud paa. at det resterende Plankeværk og den over 200 Fod lange Dæmning i meget væsentlig Grad har forringet det smukke landskabelige Billede ud over Søen. Endvidere foreligger der en Tillidserklæring til Hugo V, Pedersen, hvori 47 Beboere af Rudegaard Villakvarter udtaler, at de gennem en Aarrække har lært ham at kende som en nobel, retliniet og absolut hæderlig Mand, og at de i Striden mellem ham og Grosserer Jorok ubetinget yder ham deres fulde Sympati. De udtaler Haabet om, at det vil lykkes ham at tilbagevise de Overgreb, hen ganske uden Grund har været Genstand for fra Hr. Jorcks Side.

Højesteretssagfører Holten gjorde med Styrke gældende, at Grosserer Jorcks Optræden var et eklatant Brud paa det indgaaede Forlig og nedlagde til Slutning Paastand paa, at Landsrettens Dom stadfæstedes.

Efter at begge Advokater havde haft Ordet for Replik og Duplik, indlodes Sagen. Højesterets Dom ventes afsagt i Morgen. 

(Nationaltidende, 7. april 1926, 2. udgave).

Højesteretssagfører Henriques. Tegning fra Dagbladet (København), 8. april 1926.

Højesteret stadfæstede april 1926 Landsrettens dom. Jorck blev dømt til at fjerne dæmningen. Bøden bortfaldt, og Jorck skulle betale sagens omkostninger med 600 kr.

Aftenbladet (København) 11. maj 1926 kunne meddele at Højesteretsdommen endnu ikke var blevet eksekveret. På fotoet Hugo V. Pedersen i sin have, til højre dæmningen og det opsatte pigtrådshegn som altså ikke var blevet fjernet som det skulle på daværende tidspunkt. Jorck selv opholdt sig i Nizza. 

Foto af Hugo Vilfred Pedersen (1870-1959) fra et interview i Aftenbladet (København), 25. januar 1945 i anledning af hans 75 års fødselsdag. Heri erklærede han sig som den lille mands forsvarer, trods hans levemåde og malerier af rajaher. Det lykkedes ham aldrig at afkaste sit renomme som rajahmaler, af hvilken grund han følte sig miskendt. Han døde maj 1959, 90 år gammel. Han er begravet på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte.

George Jorck (1865-1955) var konsul og fondsstifter, bror til Knud Jorck. Dansk kon­sul for Monaco 1931. Grundlægger af Konsulinde Jorcks Feriehjem for børn i Liseleje 1945 og af et feriehjem for børn "Parcelgaarden" i Rågeleje. Han solgte ejendommen til P. M. Daell på Nørregade, og indboet blev sat til salg i oktober 1926. Han meddelte at han ville tage fast ophold i udlandet hvor han allerede i nogen tid havde boet. Inden han flyttede, nåede han dog at true et par naboer med processer, bl.a. pastor Grunnet, Nordsjællands Elektricitetsværk. De fem år han førte processer kostede ham 200.000 kr. Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Den kloge Mand i Pederstrup. (Efterskrift til Politivennen)

En landskendt Mand, Jens Pedersen i Pederstrup ved Sorø. ogsaa kaldet "Den kloge Mand i Pederstrup". er, som forleden kort omtalt, afgaaet ved Døden efter et Par Aars Sygeleje.Den kloge Mand, der særlig var kendt som Kvaksalver, havde ført en omtumlet Tilværelse. I sin Tid ejede han en Gaard ved Skelskør og da den brændte - det var i Sylow-perioden - blev han anholdt som mistænkt for at være Brandstifteren, men man maatte løslade ham uden Tiltale. Senere flyttede han til Pederstrup, hvor han i mange Aar ejede "Vebjerggaard"

Her begyndte han at kvaksalverere og fik snart et stort Klientel, hvoraf Mange kom langvejs fra Da Amtslæge Kaarsberg i Halvfemserne kom til Sorø, anmeldte han Jens Pedersen for Kvaksalveri, og han blev idømt Fængselsstraf. Allerede den Gang var hans Popularitet stor paa Egnen, og da han blev løsladt fra Sorø Arrest, mødte et Tog paa over 30 Vogne med Musik i Spidsen for at byde ham Velkommen tilbage.

Gennem Aarene havde han behandlet flere Tusinde Patienter, hvoraf mange mærkeligt nok mener at skylde ham deres Helbredelse. For nogle Aar siden solgte han ifølge "Berl. Tid " "Vejbjerggaard" og byggede et Hus i Nærheden "Klinken" kaldte han det. og her er han nu død, 84 Var gammel

(Social-Demokraten 17. oktober 1924).

Mon der er tale om Pedersborg ved Sorø?

Læge og forfatter Hans Sophus Kaarsberg (1854-1929) var bror til Johannes Kaarsberg og Ellen Reumert f. Kaarsberg, og nevø til Japetus Steenstrup, der var gift med Kaarsbergs faster. Han er kendt fra sit forfatterskab. Han skrev senere desuden rejsebeskrivelser. Han blev dr. med. 1889, og blev efter adskillig landpraksis distrikts- og 1899 amtslæge i Sorø. 

Tjenestepigen Signe Gundersen død af Sult i Esbønderup. (Efterskrift til Politivennen)

Da tjenestepigen Signe Gundersen der havde tjent i 27 år hos enken Petrea Larsen, blev fundet død under elendige forhold, vakte det opstandelse i de fleste aviser i hele landet:

Den gamle Tjenestepiges mystiske Død.

Politiet optager Rapport paa Esbønderup Sygehus.

HILLERØD, Lørdag (Privat)

En 58-aarig Pige, Sofie Gundersen, der tjente hos Enkefru Larsen paa Villerødegnen, blev den 15. ds. indlagt paa Esbønderup Sygehus, og her afgik hun i Dag ved Døden under saadanne Omstændigheder, at Politiet blev underrettet og optog Rapport.

Sofie Gundersen havde for en 14 Dages Tid siden skrevet til en Broder og fortalt ham, at hun var syg og trængte til Hjælp. Sygehuslæge Dahl, Esbønderup, tog da ud til det afsides liggende Sted, og her fandt han Pigen i en elendig Forfatning, liggende i en gammel Lo, hvor der var mørkt og hundekoldt. Sengen var en gammel Slagbænk og Sengetøjet en smule Pjalter. Den ulykkelige Pige var tilsyneladende i høj Grad underernæret, og hun var fyldt med Utøj. Hun blev naturligvis straks ført til Sygehuset, men Hjælpen var kommet for sent.

Sofie Gundersen havde tjent hos Fru Larsen i ikke mindre end 27 Aar. Hun var saa indskrænket, at hendes rette Plads egentlig havde været paa en Anstalt. At hun af sin Madmoder har faaet en uforsvarlig Behandling, synes efter det hidtil oplyste at være en given Sag. Fru Larsen havde selv en 4 Værelses Lejlighed, og Penge havde hun ogsaa. Hun skal saaledes til Skattevæsenet have opgivet en Formue paa 70,000 Kr.

Sofie Gundersens Lig blev i Dag obduceret af Amtslæge Hansen, Hillerød, og en Assistent fra Retsmedicinsk Institut, men Politimesteren havde endnu ikke i Aften modtaget det officielle Dokument om Resultatet.

(København 27. april 1924).

Frederiksborg Amts Avis 27. april 1924 tilføjede at stedet var øst for Villingerød, i området "Rusland" hvor Rudolf Tegner har opstillet Ødipus og Antigone.

Det store Sulte-Drama.

I Gaar aflagde en af "Klokken 5"s Medarbejdere Besøg paa Ejendommen, hvor den gamle Pige, Sofie Gundersen, blev plaget, pint og sultet ihjel.

En Samtale med den Afdødes uhyggelige Plageaand.

Sophie Gundersens Broder fortæller "Klokken 5" om sin Søster og hendes gerrige, velhavende Madmoder.

Vor Medarbejder tog i Gaar dette Billede af den hovedrige Petrea Petersens Ejendom i "Rusland". I Skuret til højre havde den syge Tjenestepige sit Opholdsrum.

"Klokken 5"s Omtale af Sultedramaet i Nordsjælland har vakt den største Opsigt. Flere Morgenblade beskæftiger sig i Dag med Affærens Enkeltheder.

Dramaet var i Gaar Samtaleæmne overalt i København. Vi fortsætter i Dag med at bringe nye opsigtsvækkende Enkeltheder.

Hvor Dramaet foregik.

En af vore Medarbejdere paa den uhyggelige Gaard.

For rigtig at kunne give vore Læsere et Indtryk af, hvad der er foregaaet, hvad den stakkels Kvinde har maattet gennemgaa, suste en af "Klokken 5" s Medarbejdere i Gaar Eftermiddags paa Motorcykle til Villingerød, for paa selve Aastedet for Dramaet at samle de Oplysninger, der foreligger og give vore Læsere en Skildring af den uhyggelige Tilværelse den ulykkelige Kvinde har levet det sidste Aarstid.

Villingerød ligger midt imellem Hornbæk-Villingerød og Esrom knap ½ Times Gang fra Kysten. Ca. 15 Minutters Gang fra Byen Nordøst paa ligger

Petra Larsens Hus,

hvor Dramaet udspillet. I Nærheden ligger to andre Boelsmandshuse; men ellers er der langt til Mennesker herude, øde og tomt. De store Sand- og Lyngbakker har da ogsaa faaet Navnet Rusland.

Her ligger som sagt det Hus, hvor den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen i Vinter har

gennemgaaet de frygteligste Pinsler.

Huset er en lang Længe med en Sidebygning, et typisk dansk Boelsmandsted. Værtinden Petrea Larsen sidder inde bag Vinduet og stirrer os i Møde; hun rejser sig op og skygger med Haanden for Øjnene, da vi nærmer os Huset, og før vi endnu er indenfor Hørevidde, har hun lukket Døren op og placeret sig i den.

En uhyggelig Kvinde.

Vi blev advaret.

Hos den 80-aarige.

Hun er 80 Aar og ser nærmest uhyggelig ud. I hele sit Liv har hun sparet og spinket for at samle Penge sammen. Vi holder os i behørig Afstand fra den noble Kvinde, der lod sin gamle Tjenestepige dø af Sult. En Gaardejer nede I Byen havde advaret os mod at komme hende for nær, da vi ellers risikerede ikke at komme til at gaa alene derfra, men i Selskab med en skrækkelig Mængde Utøj.

- Hvor var det, De lod Deres gamle Tjenestepige ligge syg og hjælpeløs hele Vinteren? spurte vi.

Den Gamle mumler noget uhørligt og peger over mod det Træskur, der udgør Ejendommens Sidebygning.

- Hvorfor hjalp De hende ikke da hun blev syg og ikke kunde klare sig?

Paa dette Spørgsmaal fik vi intet Svar. Petrea Larsen smækkede skyndsomt Døren i for os og forsvandt, medens hendes lille Hund halsende efter os ned gennem Lyngbakkerne.

Børnene døde og Manden hængte sig.

Men der er andre end Petrea Larsen, der ved noget om hendes Liv og Levned; der er Naboens og Genboens, og her gaar vi ind.

- Jo se, siger Manden, hun har jo saa rædsom mange Penge. Der er dem, der siger 200.000 Kr., og det skal ogsaa nok passe, idet hun sidste Aar 70,000 Kr. til Skattevæsenet i Formue. Og herude bruger man kun at opgive en Tredjedel af det vi virkelig ejer.

- Kommer De aldrig sammen med hende?

- Nej, nej. Man risikerer jo at blive fyldt med Utøj, og forøvrigt nænner hun ikke engang at spise sig selv mæt, langt mindre at give andre Mennesker en Bid Brød.

- Hvor har hun faaet sine mange Penge fra?

- Hun og Manden har haft to store Gaarden inde i Byen, hvor Jorden er god; men den sidste Gaard solgte hun for nogle Aar siden, da Manden hængte sig.

- Hvorfor hængte han sig.

Han havde da ikke økonomiske Sorger.

- Nej - nej. Saa langt fra, men jeg tænker mig, og det gør vi alle herude, at hun har gjort ham ked af Livet ved daglige Pinsler, og for at blive hende kvit har han søgt Døden ....

- Har hun ingen Børn?

- Nej. Hun har haft to, men de døde lægge som mindreaarige. Den Gang fortalte Rygtet, at de var døde af Mangel paa Pasning, og det kan synes meget troligt nu, da man ser den Behandling, hun har givet.

Hun er en arrig Kvinde, der sikkert en skønne Dag dør af Mangel paa Næring. Hun nænner Ikke selv at spise sig mæt bare for at pude Penge sammen. Alt, hvad hun faar ind af sine Høns, lægger hun til Side for engang, naar hun kommer til Byen, at sætte dem i Sparekassen. - Ja, det maa være en underlig Tilværelse, slutter vor Hjemmelsmand.

Hos den døde Kvindes Broder.

Fra Villingerød kørte vi over Esrum til Harritshøj, hvor den afdøde Tjenestepige har en Broder. I et lille Hus udenfor Byen bor han, der af Profession er Murer, men forøvrigt dyrker en halv Snes Tdr. Land, der hører til Huset.

- Det er jo en meget kedelig Historie, siger Gundersen, men hvad skal man gøre. Jeg har hele Vinteren ligget meget syg, og er først for et Par Dage siden kommet op, saa jeg har ikke kunnet se over til min Søster - jeg har heller ikke vidst at hun var syg, før at hun skrev til mig, og da tog min Kone ogsaa øjeblikkelig derover for at hjælpe hende - men det var altsaa for sent. Havde hun bare skrevet noget før, saa var det nok ikke sket.

- Fru Gundersen, der var i Villigerød hin Aften for at hente Svigerinden, kommer frem i Døren.

- Ja,

De kan tro, at den stakkel Kvinde har lidt meget. 

Hun har sikkert aldrig faaet Mad nok, men har dog ikke beklaget sig til os, fordi hun frygtede, at vi skulde tage hende bort fra Pladsen. Petrea Larsen havde nemlig fortalt hende, at hvis hun vilde blive, saa skulde hun - Petrea - hvert Aar sætte nogle Penge ind paa en Sparekassebog til hende.

- Har hun gjort det?

- Nej - nej. Det er bare noget, hun har bildt den stakkels, svagt begavede Kvinde ind for at beholde hende - saa længe hun var rask, var hun jo til stor Nytte i Huset.

Liget i Pjalter

Hun laa derinde i den mørke Lo.

Ingen Mennesker gør sig Forestilling om, i hvilken Forfatning den stakkels Kvinde laa, da vi den Aften kom ind for at hente hende herhjem. Hun var mere død end levende og sagde selv, at hun ikke kunde flyttes. Hun laa derinde i den mørke Lo med Lergulvet - i en slags Slagbænk. Hendes Sengeklæder var Pjalter og uden ringeste Varmeevne. Her har hun syg og sulten tilbragt den Vinter, der nu ligger bag os. Et rask Menneske kunde ikke holde det ud, langt mindre et sygt.

Det vrimler med Utøj paa Hende,

da de nogle Dage senere fik hende op paa Sygehuset og tog Klæderne af hende, viste det sig, at 

Utøjet havde gravet store Huller rundt om paa hendes Krop.

Hvad hun i denne Vinter har gennemgaaet uden at Petrea Larsen har gjort det ringeste for at hjælpe hende, gør man sig ingen Forestilling om.

- Hvad sagde hendes Madmoder, da De kom for at hente hende?

- Jeg bebrejdede hende, at hun ikke havde tilkaldt en Læge til det syge Menneske, saaledes at hun kunde komme paa Hospitalet.

- Ja - sagde hun saa - men jeg synes nu

at hun ligesaa godt kan ligge og dø derude som paa Hospitalet.

I Morgen skal den Ihjelsultne Kvinde begraves fra Tikøb Kirke. Broderen havde foreholdt hendes Madmoder det rimelige i, at hun betalte Begravelsen, der dog kun vilde være et yderst beskedent Afdrag paa den Løn, som den Afdøde efter 27 Aars Arbejde har fortjent. Men nej, det vilde hun ikke. Skal hun begraves, ja, saa maa enten Familien eller Sognet betale det, siger hun. Selv Døden kan ikke gøre hende mere rundhaandet.

25 Øre om Ugen.

- Fik hun ikke anden Løn for sit Arbejde end den, der skulde indsættes paa Sparekassebogen?

- Jo, 25 Øre om Ugen, som hun købte Sigtebrød for, da hendes Madmoder ikke vilde give hende andet end Rugbrød.

- - -

Saaledes lyder Familiens Beretning om Dramaet og om den Kvinde, der i sin sygelige Gerrighed sulter et andet Menneske ihjel.

Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst.

Døden maa antages at skyldes Underernæring.

Liget af den afdøde Sofie Gundersen blev i Gaar obduceret paa Hillerød Sygehus under Medvirkning af en Læge fra Retsmedicinsk Institut. - Ved Obduktionen konstateredes det, at Sofie G., der er 58 Aar gammel og 138 cm. høj, kun vejede 22½ kg.

Iøvrigt meddeler den officielle Rapport om Obduktionen følgende konklusion:

"Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst ved Obduktionen, men der er ved den paavist en Afmagring i saa udpræget Grad, at Døden maa antages at skyldes en udtalt Underernæring, idet der ikke er paavist andre Tegn til Sygdommen, ejheller Vold".

Nu vil Sagens Akter blive tilstillet Statsadvokaten, der skal træffe Afgørelse om, i hvilket Omfang der skal rejses Tiltale mod den uhyggelige Madmoder.

(Klokken 5 29. april 1924)

Den omtale artikel var blevet bragt dagen før, 28. april 1924.

En Gaardmandsenke i Nordsjælland sulter sin Tjenestepige ihjel.

[Første del af artiklen minder om artiklen i Klokken 5]

Drevet sin Mand i Døden.

Men Petrea Larsen, der skildres som en sand Djævel i Menneskeskikkelse, har allerede for 17 Aar siden forvoldt et andet Menneskes Død - nemlig sin egen Mands. Han var en velstaaende Gaardejer i Horneby ved Hornbæk. Gaarden solgte han, fordi Konen vilde se rede Penge, og han nøjedes nu med et Parcelliststed i Villingerød. Men en Dag hængte han sig, Enken solgte Ejendommen og købte det Hus, hun nu bebor i "Rusland". Om Grunden til, at Manden tog sig af Dage. fortæller Sognefoged Johansen følgende:

- Hun pinte og mishandlede sin Mand, som hun har pint og mishandlet Sofie Gundersen. Skønt hun ejer over 100,000 Kr., nænner hun ikke at købe ordentlige Klæder til sig selv, langt mindre har hun nænnet at give sin Tjenestepige Føde. Medens Manden endnu levede og boede i Hornbæk, tvang hun ham en Dag til at bære Hovedet og Indvoldene af en Ko 1 1/4 Mil i en Sæk. Manden mødte en Bekendt, der spottede ham og opfordrede ham til at gaa hjem og spænde en af Hestene for en Vogn. Det var dog en nemmere Maade at transportere Koresterne paa. Det gjorde Larsen ogsaa, men da han kom hjem, modtog Konen ham med Hug og Slag og tvang Iram til at gaa tilbage med Sækken.

Medens de to boede i Villingerød, tvang Konen sin Mand til at tage et Aag paa Nakken og bære to tunge Beholdere med Frugt til Markedet i Helsingør. Det var tre Mil frem og tilbage, men der stod 4 Heste i Stalden, som ikke maatte benyttes, fordi de i saa Fald aad for meget.

Dette er blot nogle faa Exempler paa Petrea Larsens Sind og Karakter. Alt, hvad hun foretager sig, udspringer af Begærlighed og Havesyge, og hendes Ringeagt for Hensynet til andre er uden Grænse. Naar hun ikke allerede i Lørdags blev anholdt, skyldes det udelukkende hendes høje Alder. Saaledes viser Politiet dette Umenneske større Hensyn, end hun nogensinde har vist sine Omgivelser.

Bliver Straffen en Bøde?

Men selv om den gamle Pengepugerske ikke er fængslet, vil hun, efter Obduktionen af Sofie Gundersens Lig, ikke kunne undgaa, at der rejses Tiltale. Spørgsmaalet er blot, om vor humane Tidsalder, som navnlig Storagrarerne saa hidsigt angriber, kan tillade, at en 75-aarige Kvinde anbringes bag Laas og Slaa. Paa Egnen er der dem, der mener, at en meget høj Bøde tor uforsvarlig Adfærd vil ramme den gerrige Gamling haardede end en kort Fængselsstraf.

I Morgen vil der finde nyt Forhør Sted, og først da faar Statsadvokaten til Opgave at bestemme, paa hvilket Grundlag Anklagen skal rejses.

Dette er maaske til syvende og sidst underordnet Men den uhyggelige Tildragelse giver Indseende med sociale Forhold af saa rystende og oprørende Art, at end ikke Hovedstadens skumleste Baggaarde kender dem værre. Gang paa Gang har "Bondekulturen" rejst sig mod Tidens Humanisme. Og Gang paa Gang har det vist sig, at Humanismen forgæves søger at trænge ind i "Bondekulturens" Allerhelligste, dér hvor Egoisme og Raahed trives, medens Underklassen holdes nede i Snavs, Elendighed, Sult og Raaddenskab.

Begivenheden i Villingerød vil ogsaa for Efterslægten blive staaende som et Udtryk for, hvilke skjulte Forbrydelser der endnu i 1924 kunde udøves af de rige mod de fattige.

(Social-Demokraten 29. april 1924).

En Samtale med Sultedramaets Hovedperson

DET LILLE HUS, der beboes af den rige Enke. Bag det lille Vindue (x) boede Pigen.

DET UHYGGELIGE HUL, hvori Sofie boede.

Enken fra Villingerød fortæller om den døde Pige, "Jeg har behandlet hende godt, men hun truede med at slaa mig ihjel."

Naar man taler med Beboerne paa den smukke Egn omkring Villingerød om det Sulte-Drama, der er udspillet i den gamle Enkes Hus, saa rystes der uforstaaende poa Hovedet. Man kan ikke begribe, at noget saadant kan passére. Men paa den anden Side hor man alligevel længe varet klar over Forholdet, uden at man har fundet det nødvendigt at skride ind.

GAARDMANDSENKEN Enke Petrea Larsen, der beskyldes for at have sultet sin Pige, Sofie Gundersen, ihjel.

Enken paastaar, at Pigen har sultet sig selv.

Den gamle Enke, om hvem der gaar saa mange Rygter i disse Dage, tager sig det hele ganske let. Trods de 80 Aar er hun en robust og kraftig Kvinde, der mere end alt andet ligner en af de gamle Kulsvierkoner. Hun fortæller om den afdøde Pige at det var hende selv, der ikke vilde have Mad.

- Tænk, siger hun, jeg kunde saamænd ikke faa hende til at spise Kalvesteg, eller Syltetøj eller Pandekager. Hun tog sin Bitterflaske, sit Stykke Rugbrød, en Kop The med Sirup. Hun blev taget med fra Gaarden i sin Tid.

Det var hende selv, der vilde. Hvis hun var misfornøjet, saa kunde hun jo være gaaet for længe siden.

Jeg gaar ikke til Politiet.

skal De jo i Forhør en af Dagene?

- Jeg i Forhør? Det vil sige hvis Politiet vil tale med mig, maa Politiet komme her. Jeg flytter mig ikke herfra.

- Fik den gamle Pige nogen Løn

- Ja. hun fik 6 Kr. om Maaneden og saa fik hun Klæder og Kost.

Naar man har set de Pjalter, som Signe Gundersen har gaaet med, forstaar man, at den gamle Enkes Udgifter til Klæder ikke har været særlig store.

Petrea Larsen gør alt, hvad hun kan, for at sværte den Afdøde. Hun var en Gris. Det var umuligt at faa hende til at vaske sig. Og saa var hun tilmed ond. En Gang truede hun med at slaa mig ihjel. Og det havde hun saamænd ingen Grund til. Men det kan nok være, at jeg fik hende til at bede om Forladelse. Det skal ogsaa nok vise sig ved Undersøgelsen, siger den Gamle, at jeg intet har gjort. Jeg har passet mig selv, og bare alle andre Mennesker vilde gøre det samme, saa var der ikke saa meget ondt til.

Jeg skal ikke slaas ihjel -

Vi spurgte Enken, hvordan hendes Forhold var til Manden, der døde for nogle Aar siden.

Der kom ligesom et Glimt i den Gamles kolde Øjne.

- Naa, ja, ham. Jo, Sagen er den, at jeg i mine unge Dage holdt af en anden Mand. Jeg vilde have ham for alt i Verden. Men min Fader og en anden, satte sig derimod. De tvang mig den Mand paa, som jeg saa senere blev gift med. Men baade han og vore to Børn er døde ....

- Har De mange Penge?

- Jeg har ca. 60,000 Kroner og saa Ejendommen. Der er saa mange Mennesker, der har søgt at faa fat i de Penge paa forskellige Maade. Da det blev vanskelige Tider for Bankerne var der flere, der sagde til mig, at jeg skulde tage Pengene ud af Banken, for den var ikke sikker. Men saadan et Fjols var jeg dog ikke. Jeg skal ikke slaas ihjel for mine Penges Skyld.

- Har De været i Forhør?

- Nej, det har jeg ikke, men der kom en Mand her for nogen Tid siden og talte med mig om Pigens Død. Da han havde faaet en Del Oplysninger, spurgte han mig, om jeg vilde laane ham 3000 Kr. Del vilde jeg naturligvis ikke. Saa spurgte han mig, om ogsaa vilde kautionere for ham, men det fandt jeg heller ingen Grund til.

- - -

Som man ser af det hele, tager Petrea Larsen sig Sagen let.

Nu har Politimesteren i Hillerød modtaget de Rapporter som Sognefogden og Politiet har udarbejdet, og Sagen vil derefter gaa til Statsadvokaten. Antagelig vil Enken komme Forhør en af Dagene.

Ad sandede Hedeveje kommer man over et smukt lyngklædt Terræn til Enke Petrea Larsens Gaard.

(B. T. 30. april 1924, 2. udgave).

Sulte-Dramaets sidste Akt.

Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard.

Den rige Enke havde 200,000 Kroner paa sin Bankbog. - Alligevel sultede hun sin trofaste Pige og gik Tiggergang.

Gaardmandsenken Petrea Larsen.

Den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard. Vor Omtale af denne Affære har fremkaldt den største Indignation mod den dødes rige Plageaand og den største Medfølelse med hendes ulykkelige Offer.

De tavse Naboer

Hjælpen der kom for sent.

Men det er for sent at vise Sympati, naar Hjælpen og Sympatien er overflødig. Den skulde selvfølgelig være ydet den Gang, der var Haab om at redde Sofie G.s Liv - redde hende ud af den hjerteløse Kvindes Vold. Vi kan ikke tro andet end at de to Nabofamilier har vidst, hvorledes det var fat derovre I Nabohuset, og de har ogsaa til Betjenten udtalt, at de har set den stakkels Kvinde slæbe sig hjælpeløs og afkræftet hen over Gaardspladsen. Det vilde derfor ikke have været mere end deres Pligt at underrette Familien eller Sogneraadet om, at der var noget, som ikke var rigtigt. Det er et tungt Ansvar, der hviler paa alle dem, der bar forsømt deres Pligt som Mennesker.

Samvittighedens Røst! 

SIipper den rige Enke fri for Straf?

Tilsyneladende gaar Undersøgelsen af Sagen meget Langsom fremad. Politibetjent Hviid. Gilleleje, har foretaget de foreløbige Forhør saavel over Madmoderen som den afdødes Familie og de to Nabofamilier, men den gamle ondsindede Kvinde, der ganske følelsesløst lod sin gennem 27 Aars Tjeneste veltjente Pige ligge og da af Sult, synes ikke engang at være ramt af Samvittigheden. Hun er saa sygelig karrig, at hun end ikke begriber det forfærdelige hun har gjort. Det anfægter hende ikke. Hun mente, at den syge Kvinde lige saa godt kunde dø i sine Pjalter paa Loens Lergulv som paa et Hospital. Og hvis Sofie Gundersen iikke havde samlet Kræfter til at tilkalde sin Broder - ja, saa vilde Døden have Indhentet hende i Loen, og den stenrige Enke vilde ikke fælde nogen Taare af den Grund. Nu mærkede den gamle ulykkelige Pige et Strejf af Venlighed i Dagene før sin Død. Hvis det stod til hendes Madmoder, skulde Sofie Gundersen være begravet i Fattigjord paa Sognets Regning

Den rige Enke i Pjalter.

Tiggersken med en Formue paa 200,000 Kroner.

Den rige Enkes Gerrighed var grænseløs. Om Sommeren klædte hun sig i Pjalter og vandrede til Hornbæk, hvor hun tiggede hos Landliggerne. Hun gik med Tiggerstaven, medens der stod 200,000 Kroner paa hendes Bankkonto. Ofte har Naboerne set hende komme hjem med sin Kurv fuld af Mad. Og de kontante Beløb, hun tiggede sammen, vandrede lige l Sparekassen. Maden nænnede hun ikke at spise, den stod ofte og blev fordærvet, medens hendes Tjenestepige langsomt sultede ihjel.

Skal den 80-aarige straffes?

Petra Larsen - den rige Enke - er 80 Aar. Et Menneske, der har handlet saaledes, som hun har gjort det, mod et af sine Medmennesker, kan ikke være tilregnelig. Det er Ikke vor Sag at dømme. Det maa Samfundet om. Men naar den stakkels forpinte Sofie Gundersen i Dag er sænket i Jorden paa den Lille Kirkegaard, saa vil vi huske, at hendes Plageaand lever. Vi maa forlange, at denne Sag undersøges til Bunds, og at der gives klar Besked om Sultedramaets Enkeltheder.

Sagen er først i Gaar af Politibetjent Hviid afsendt til Politimester Hutzen i Hillerød. En Gang i Løbet af Dagen i Dag eller maaske først i Morgen vil Statsadvokaten træffe sin Afgørelse med Hensyn til Tiltaltes Ansvar. En Ting er givet: Befolkningen paa Egnen har Intet højere Ønske, end at den gamle hjærteløse Gnierske maa komme til Erkendelse af, at hun har begaaet en Forbrydelse mod sin Tjenestepige. Ikke en Røst vil rejse sig til Petra Larsens Forsvar, dersom Politimyndighederne forlanger hende straffet.

(Klokken 5 (København) 30. april 1924).

Dødsannonce fra Frederiksborg Amts Avis 30. april 1924. Begravelsen foregik stilfærdig, præsten var provst Petersen. 

Den gamle Tjenestepiges Død.

Hun var sær og aandsløv; hendes Føde bestod af Rugbrød, Sirup og The.

Politimester Hutzen i Hillerød har igaar fra Statspolitiet faaet Indberetning om de nærmere Omstændigheder, der har foraarsaget den 57aarige Tjenestepige Sofie Gundersens Død paa Esbønderup Sygehus, hvor hun blev indlagt for 14 Dage siden.

Paa vor Henvendelse udtalte Politimesteren iaftes:

- Den gamle Pige er utvivlsomt død af Mangel paa Næring og som Følge af Forsømmelse og Vanrøgt, selv om der ikke ved Obduktionen er fremkommet egentligt Bevis for, at hun er død af Sult.

Hun har i mange Aar tjent bos den næsten 80aarige Enkefrue Petrea Larsen, og de to Kvinder levede meget isoleret.

Sofie Gundersen var noget aandssløv, og Fru Larsen, som er bleven afhørt, har til en Politirapport forklaret, at Pigen var meget sær med, hvad hun vilde have at spise. Hun vilde saaledes aldrig have Kød, men kun Rugbrød, Sirup og The.

Denne Forklaring af Fru Larsen bekræftes for saa vidt af Sygeplejersken paa Sygehuset, overfor hvem hun. medens hun laa syg, stadig forlangte de tre mærkelige Retter. Det er jo ikke helt sandsynligt, at den gamle Pige, som i saa mange Aar har boet hos sin paaholdende Madmoder, har levet sig saaledes ind i de usle og elendige Forhold, at hun aldrig har savnet noget, men hun var meget uhyggelig at se paa og vejede kun ca. 50 Pund.

- Vil der blive rejst Tiltale mod Fru Larsen?

- Naar jeg er færdig med Undersøgelsen, vil Sagen blive indsendt til Statsadvokaten, der skal træffe Bestemmelse derom, men det kan jo blive vanskeligt nok at finde nogen Paragraf i Straffeloven, der rammer et saadant Tilfælde, naar man ikke ligefrem vil anvende Paragraferne om Manddrab. Der er formentlig ikke øvet nogen Tvang mod den gamle Pige, saa jeg kan ikke i Øjeblikket se, hvad Tiltalen mod den 80aarige Fru Larsen skulde gaa ud paa. Det er jo saadan, at man har Straffebestemmelser om Vanrøgt af Dyr, men ikke af Mennesker.

- Er der noget om, at Fru Larsen skulde have været Skyld i sine Børns Død?

- Det er vist kun Fantasi, og jeg har ikke tænkt mig at undersøge det. Saa vidt jeg véd, er hendes to Børn døde i den spæde Alder, men da hun nu er omtrent 80 Aar, maa det jo ligge mindst 40 Aar tilbage i Tiden, og den Undersøgelse kan vist ikke give noget Resultat.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. april 1924)

Storbonde-Enken forsøger at forsvare sin Optræden mod Tjenestepigen Signe Gundersen.

Politimester Hutzen slutter i Morgen Undersøgelsen og sender Sagen til Statsadvokaten.

I en Del nordsjællandske Aviser har Storbonde-Enken Petrea Larsen, Villingerød, faaet optaget et Forsvar for den uhørte Hjærteløshed, hun har lagt for Dagen overfor sin gamle Tjenestepige Signe Gundersen. Vi gengiver her Petrea Larsens Indlæg, som bærer tydeligt Præg af at være formet af en velnæret Storbonde-Journalist:

Undertegnede Enke Petrea Larsen, Villingerød Mark, skal i Anledning af de i Bladene Indrykkede Angreb paa mig m. H. t. Signe - ikke Sofie - Gundersens Død bemærke, at det absolut ikke forholder sig rigtigt, hvad der er anført om, at jeg skulde være Aarsag i nævnte Signe Gundersens Død ved at sulte hende ihjel. Signe Gundersen har, lige til hendes Sygdom Indtraf, haft samme Adgang som jeg selv har til at gaa ud i Spisekammeret og der tage Føde til sig.

Da hun blev syg, laa hun i en Stue op til Køkkenet Der var flere Ting, som hun ikke vilde spise. Derimod brugte hun en Del forskellig Medicin. Med Hensyn til Utøj, da har hun haft det i den Tid hun har været hos mig, og da jeg sagde til hende, at hun skulde tage til et Sygehus og lade sig rense, svarede hun, at det vilde hun ikke, saa vilde hun hellere... - . , ,. gaa paa Hovedet i en Tørvegrav. Hun sagde, at hun kunde pille sig. Da jeg i sin Tid tog ophold i "Rusland", vilde Signes Moder, at jeg skulde tage Signe med, og jeg gjorde det, idet jeg sagde, at hun kunde følge med for Føden og Klæderne, hvilket Moderen og Signe indgik paa. Noget almindeligt Fæstemaal blev ikke indgaaet. Signes Broder og dennes Hustru er flere Gange kommet til mig og har set til Signe. Det vilde være mærkeligt om de, hvis der havde været noget forkert i mm Behandling af Signe, Ikke havde skredet ind og forlangt at Signe skulde flytte fra mig. De har aldrig udtalt sig om noget saadant for mig.

At ovenstaaende er i Overensstemmelse med Sandheden, kan jeg edelig bekræfte.

Petrea Larsen.

Her foreligger Tilstaaelse for, at den uhyggelige "Mad"moder i 27 Aar har ladet sin aandssvage Tjenestepige plage af Utøj. Og man søger forgæves en Benægtelse af, at Petrea Larsen har ladet den dødssyge Stakkel ligge i Loen i en Kasse fyldt med skidne, stinkende Klude. Hvor vidt denne Kasse stod i Nærheden af Spisekammeret eller ej er komplet ligegyldigt, eftersom den syge Kvinde hverken kunde gaa eller staa og altsaa heller Ikke slæbe sig hen til Spisekammeret. Men selv om hun havde været i Stand dertil, havde det nyttet hende lidet. Spisekammeret Indeholdt nemlig kun, hvad den robuste Petrea Larsen kunde taale, ikke hvad den svagelige Tjenestepige turde spise.

Men medens hun laa i den mørke Lo, dækket af Pjalter, som krøb mød Utøj, var der én, som glemte hende og forsømte hende. Det var Petrea Larsen, Storbonde-Enken med de 100,000 Kr. paa Kistebunden. Overfor disse kendsgerninger virker alle Forsvarsskrifter som en Krænkelse af de simpleste Sømmelighedshensyn. Der er for Petrea Larsen kun et Standpunkt at tage, nemlig dybt at angre sin grænseløse Ondskab overfor et Medmenneske, der i 27 Aar har været en trofast Tjenerinde. Men her er det, at Offentligheden staar allermest uforstaaende: End ikke efter Signe Gundersens ynkelige Død har "Mad"moderen antydet Gnist af Medfølelse eller lagt mere Deltagelse for Dagen, end om det var en skabet Rotte, der var død i sit Hul. Selvbebrejdelser havde man næppe ventet fra en Storbonde-Enke af denne Type. Men at hun Uskyldighed, er dog et Numer for groft.

Iøvrigt var Politimester Hutzen, Hillerød, i Gaar i Villingerød for personlig at sætte sig Ind i Sagen. Han meddeler, at Signe Gundersen for 30 Aar siden led af Tyfus, og siden den Gang den Gang var hun ikke blot aandssløv, men led ogsaa af daarlig Mave. Dr. Krieger advarede hende mod at spise saltholdig Mad, og denne Advarsel har hun omhyggelig respekteret i 30 lange Aar, ligesom hun ogsaa stadig brugte den Medicin, som der blev anvist hende. Hun vilde gerne have Fisk eller Mælkemad og allerhelst Sødsuppe. Men det fik hun bare ikke. Det var Petrea Larsen, der fastsatte Spisesedlen, og hun havde - mærkeligt nok - en Forkærlighed netop for Saltmad.

Politimester Hutzen indrømmer, at den Afdødes Opholdsrum var et Menneske uværdigt, og han erkender at her foreligger grov Vanrøgt.

- Men, siger Politimesteren, skulde jeg træffe Beslutning, vilde jeg ikke rejse Tiltale, for der findes, saa vidt jeg kan se, ingen Lovbestemmelse, der straffer Petrea Larsens Adfærd.

Politimesteren har tidligere udtalt, at drejede Sagen sig om et Dyr, var han ikke i Tvivl om. at Petrea Larsen skulde sættes under Tiltale. Nu er det kun et fattigt Menneske, der er død paa Grund af Vanrøgt.

Politimester Hutzen slutter Undersøgelsen i Morgen, og Sagens Akter sendes derpaa til Statsadvokaten, der dog maaske kan finde en Paragraf, hvorefter Storbonde-Enken kan drages til Ansvar. Det er maaske ogsaa tænkeligt, at Justitsministeriet vil Interessere sig for denne Sag, der brutalt afslører Underklassens elendige Kaar ude i Landets mørke Egne.

(Social-Demokraten 3. maj 1924).

Storbonde-Enken tilbyder 3000 Kr. i Bestikkelse

Affæren i Villingerød tager en sensationel Vending.

Sagen skulde dysses ned.

Et Blad bragte forleden i forblommede Udtryk den Meddelelse, at Storbonde-Enken Petra Larsen, Villingerød, havde været udsat for Pengeafpresning. En Person havde henvendt sig til hende og sagt, at dersom hun vilde betale ham 3000 Kr., eller kautionere for et saadant Beløb, skulde han drage Omsorg for, at Offentligheden intet fik at vide om Tjenestepigen Signe Gundersens frygtelige Behandling.

Efter den Form Bladmeddelelsen havde, kunde det se ud som om det var en Øvrighedsperson, der saaledes havde misbrugt sin Stilling, og Sagen har da ogsaa givet Anledning til, at der paa Egnen verserer Rygter af den Art. Politimester Hutzen, Hillerød, har derfor ladet iværksætte en grundig Undersøgelse, og den har givet et ret forbløffende Resultat. Herom meddeler Politifuldmægtig Gemzøe.

- Efter at Signe Gundersen havde tilskrevet sin Broder i Harritsø, at hun laa syg og hjælpeløs, tog en Bekendt af Familien til Villingerød Mark for at undersøge hvordan Sagen egentlig forholdt sig. Han fandt den døende, udsultede Kvinde liggende i sin skidne Kasse, dækket af stinkende Pjalter, og oprørt over dette Syn bebrejdede han nu den rige Enke, Petrea Larsen, at hun bød sin fattige Tjenestepige saa dyriske Kaar. Den gamle, gridske Bondekone blev ængstelig og bød Manden 3000 Kr. for at tie med, hvad han havde set. Manden tog ikke mod Tilbudet, men efter at være kommet hjem, tænkte han over sin Situation, og da han var i Forlegenhed, henvendte han sig paany til Enken, idet han opfordrede hende til at yde ham et Prioritetslaan paa 3-4000 Kr. Nu var Enken imidlertid kommet paa andre Tanker og afslog at yde Laanet. Først derefter kom den uhyggelige Sandhed for Dagen, og Signe Gundersen førtes til Sygehuset, hvor hun døde.

Det forekommer os, at denne grimme Tilføjelse til den i Forvejen saa hæslige Affære, stiller Storbonde-Enken i et endnu mere uheldigt Lys. Hun har overfor en konservativ Presse besvoret, at hun har en god Samvittighed, men den der tilbyder en anden Penge for at dække over noget, røber netop en meget befængt Samvittighed. At den nærige Enke i sidste Øjeblik fortrød sit Tilbud ændrer intet ved Sagen.

De her tilvejebragte Oplysninger vil antagelig bidrage til, at Statsadvokaten kræver kriminel Undersøgelse indledet.

(Social-Demokraten 4. maj 1924).

Den gamle Tjenestepiges ynkelige Død.

Politimesteren tvivler om, at der kan rejses Tiltale mod Madmoderen.

Politimester Hutzen i Hillerød har nu afsluttet Undersøgelserne i sagen om den gamle Tjenestepige, Signe Gundersen, der døde af Underernæring.

Gaardmandsenken, Petrea Larsen, Villingerød, har været i indgaaende Forhør, og har forklaret og godtgtort, at hun virkelig har købt Medicin til Pigen, senest den 3. Marts, men om denne "Omsorg" for Pigen er af nogen Værdi, er vist meget tvivlsomt, eftersom man stadig har brugt Medicin efter en Recept, der er udstedt for 15 Aar siden.

løvrigt dækker Gaardmandsenken sig under det Forhold at, den afdøde Kvinde var aandsløv og "sær" og tildels selv Skyld i de ynkelige Forhold, under hvilke hun levede - hun nægtede for Eksempel bestemt at tage Ophold paa Sygehuset for at blive renset for den utrolige Masse Utøj, hun var befængt med, og af den Grund havde Enken ikke villet have hende ind i Stuerne.

De to Kvinder boede meget afsides og alene, og der er ingen, der tilfulde kender dette Forhold, og der er derfor kun Enkens Forklaring at holde sig til.

Politimoster Hutzen erklærer, at han ikke nærer Tvivl om, at den gamle Pige er blevet frygteligt vanrøgtet, men det er dog meget tvivlsomt, om der paa det foreliggende Grundlag kan rejses Tiltale mod Enken.

Statsadvokaten vil nu komme til at sige det afgørende Ord i denne uhyggelige Sag.

(Aftenbladet 5. maj 1924)

Den gamle Tjenestepiges Død.

Ingen Tiltale mod Madmoderen?

Politiet i Hillerød har foretaget en Række Afhøringer i Anledning af den 58-aarige Tjenestepige Sigrid Gundersens Død, og Sagen vil en af de første Dage blive indsendt til Statsadvokaten, som skal tage Bestemmelse om, hvorvidt der skal rejses Tiltale mod den gamle Piges Madmoder, Enkefru Petrea Larsen i Villingerød. "Berl. Tid." har spurgt Politimester Hutzen, om der var kommen noget Nyt frem i de sidste Dage.

- Jeg var i Fredags i Villingerød for at afhøre Fru Larsen, udtalte Politimesteren, og hun gav mig en lang Forklaring om sit Forhold til Pigen. Jeg nærer ikke Tvivl om, at Signe Gundersen er bleven vanrøgtet; men jeg saae dog, at der stod flere Medicinflasker med Pigens Navn paa, og dem maa Fru Larsen have betalt, da Pigen ingen Penge havde. Den sidste var fra 5. Marts i Aar, og der stod en anden Flaske med Kinaroborans, som ogsaa var kjøbt fornylig. Pigen har for 15 Aar siden søgt Dr. Krieger, som gav hende Recept paa noget Medicin, og den gamle Recept er hun vedbleven at kjøbe efter. Dr. Krieger havde sagt, at hun ikke maatte faa Salt, derfor levede hun mest af The, Mælk, Honning, Sirup og andre søde Sager. Hun havde efter Fru Larsens Udsagn ikke villet spise Kjød, men ellers faaet "almindelig Bondekost". Før hun kom paa Sygehuset, laa hun til Sengs paa Gaarden i 8 Dage, og i de første Dage havde hun spist normalt, medens hun intet nød i de sidste Dage. Hun var dog ikke mere syg, end at hun kunde skrive til sin Broder om at komme over og se til hende.

- Har man det Brev?

- Nej, det har Broderen brændt; men efter hvad man siger, indeholdt det ingen Beklagelser eller Bebrejdelser mod Fru Larsen.

- Hvorfor har Familien ikke tidligeretaget sig af Pigen?

- Ja, det er jo ogsaa mærkeligt, at Broderen, der boer i Nærheden, ikke har set til hende i det sidste Aar. For Resten blev der jo ikke øvet nogen Tvang mod hende; hun kunde være gaaet sin Vej, hvis hun syntes, hun blev daarligt behandlet.

- Men de Forhold, hun levede under, var dog meget usle og elendige? 

- Ja, de var nærmest frygtelige. Hun var jo bl. A. fyldt med Utøj, og det var Grunden til, at Fru Larsen ikke vilde have hende inde i Stuen, men lod hende ligge ude i Rummet ved Loen. Fru Larsen forklarede, at hun havde tilbudt Pigen at komme paa Sygehuset for at blive renset for Utøj; men saa havde hun svaret, at hun hellere vilde springe i en Tørvegrav end ind paa Sygehuset. Dette er jo kun Fru Larsens Forklaring; og at den gamle Pige i betydelig Grad har lidt under Mangel paa ordentlig Behandling og Pleje, er der ikke Tvivl om; men hun har jo nok været sær og har maaske ikke ønsket det anderledes.

- Det siges, at Fru Larsen har tilbudt en Mand 3000 Kr. for at hindre, at der kom noget offentligt frem om Pigens Død.

- Ja, det hører jeg i Dag, men det vidste jeg ikke i Fredags. Hun fortalte selv, at en Mand havde villet laane 3000 Kr. af hende, men ikke, at hun selv tidligere havde tilbudt Pengene.

- Vil der kunne rejses Tiltale?

- Jeg tror det næppe; men det bliver jo Statsadvokaten, der skal afgjøre det. Vi har jo i Grunden ikke andet end Fru Larsens Forklaring at holde os til. da Ingen paa Egnen og heller ikke Pigens Familie kom paa Gaarden; og Pigen kunde skrive, hvis hun havde haft noget at beklage sig over; men det har hun altsaa ikke gjort.

(Jyllandsposten 7. maj 1924).

Kinaroborans var en bitter med påståede styrkende egenskaber. Formentlig en slags mirakelmiddel. 

Petrea Larsen blev i slutningen af maj 1924 indkaldt til retten. Dommeren havde stillet et køretøj til rådighed for hende, men hun mødte ikke op. Statsadvokaten rejste ikke tiltale. Politimesteren rejste efterfølgende tiltale efter tyendelovens §§ 7 og 8. Hun blev efterfølgende frifundet for tiltalen efter §7, men fik en bøde på 100 kr. for at have overtrådt tyendelovens § 8 angående natteophold i et uhyggeligt rum m.m., idet det var enkens pligt at drage omsorg for at pigen blev renset for utøj.

Politimester Harry William Hutzen (f. 1872 i Vejle, cand. jur. 1896) var blevet politimester i Hillerød Købstad m. v. fra 24. marts 1921. Hans embedsbolig var i slotsgartnerboligen på Batzkes Bakke.

Vandringsløse Tidende har en nutidig beskrivelse af egnen hvor disse begivenheder fandt sted.