Pastor Hansen-Lavind. (Efterskrift til Politivennen)

En alvorlig Anklage mod Pastor Hansen-Lavind, Aagerup.

"Social-Demokraten" bringer i Dag en Sag frem, som i længere Tid har været kendt Mand og Mand imellem, og hvis ene Hovedperson er Pastor Hansen-Lavind, Aagerup-Kirkerup.

Sagens Forhistorie er kort fortalt denne: I Sommer søgte en gammel Dame i Sognet, den 89-aarige Enkefru Birthe Willumsen, Aldersrente. I Ansøgningen var der skrevet, at hun kun havde en Formue paa ca. 2000 Kr., og denne, som de andre Oplysninger i Skemaet, var attesteret af Sognets Præst, Pastor Hansen-Lavind og Sogneraadsmedlem, Gaardejer Oluf Petersen.

Da Sogneraadet blev bekendt med gamle Dame ofte sultede, og da de opfaldt i Forundring over, at den gamle Dame kun havde en saa ringe Formue. Almindeligvis blev Fru Willumsen betragtet som en efter Forholdene velstillet gammel Dame.

Da det imidlertid blev fortalt, at den gamle Dame ofte sultede og da de Oplysninger, der var givet i Skemaet, var attesteret af Præsten og et Sogneraadsmedlem, blev man enige om, at bevilge hende Aldersrente.

Resultatet af en Undersøgelse, foretaget af Gaardejer Olaf Petersen, Aagerup, blev det opsigtvækkende, at Enkefru Willumsen havde forklaret ham, at hun havde givet Pastor Hansen-Lavind en Sparekassebog, hvorpaa der indestod 12,000 Kr. Disse Penge havde Præsten faaet mod at forsørge den gamle Dame hele Resten af hendes Liv.

Endvidere oplyste Olaf Petersen, at den gamle Dame var blevet meget forundret, da hun første Gang havde faaet udbetalt Aldersrente. Da hun havde skrevet under paa Ansøgningen, havde Præsten nemlig ikke gjort hende bekendt med, at det var en Ansøgning om Aldersrente, hun skulde sætte sit Navn under.

Endelig havde den gamle Dame meddelt Olaf Petersen, at hun meget ofte var gaaet sulten i Seng.

Pastor Hansen-Lavind havde saaledes ikke overholdt den Overenskomst, han var gaaet ind paa, at sørge for den gamle Dame for Resten af hendes Liv.

Sogneraadets Undersøgelse.

Herefter gav Sogneraadsformand, Gaardejer Nørhave sig paa Sogneraadets Vegne til at undersøge Sagen, og der kom meget overraskende Ting frem.

Pastor Hansen-Lavind har nemlig overfor Sogneraadsformanden tilstaaet ikke blot, at han har faaet de 12,000 Kr. for at sørge for den gamle Dame, men ogsaa at han tidligere har modtaget store Laan af hende. I 1920 har Pastor Hansen-Lavind saaledes laant 4200 Kr. til en Bil og senere har han laant 1100 Kr. til en Udenlandsrejse.

Disse Penge er ikke blevet betalt tilbage. Præsten har end ikke betalt Renter deraf, og da han udfyldte Skemaet om Aldersrenten, har han "glemt" at opgive den gamle Dames Tilgodehavende hos sig selv - til Trods for, at dette Tilgodehavende skal paaføres Skemaet som Formue.

Under Forhandlingerne mellem Sogneraadsformanden og Præsten om denne Sag havde Pastor Hansen-Lavind ved en enkelt Lejlighed den omstridte Sparekassebog med, men han vilde ikke give nogen som helst Oplysning om, hvor mange Penge, der endnu indestod paa Sparekassebogen.

Det vilde ellers være rart at faa at vide, om der er hævet nogle af disse 12,000 Kr., hvem der har hævet dem - og hvad Pengene i saa Fald er brugt til, skriver Bladet.

Under en Forhandling med Sogneraadsformanden, sagde Pastoren: Naar der skal være saa meget Vrøvl om denne Sag, skal jeg hilse fra Enken og sige, at hun ikke længere ønsker at faa Aldersrente!

Sogneraadet, der har faaet alle de Oplysninger, vedtog selvfølgelig at inddrage Aldersrenten til Birthe Willumsen og vedtog samtidig at meddele hende Grunden til, at Aldersrenten blev inddraget.

Paa Egnen er der ualmindelig Sympati for den 89-aarige Fru Willumsen, Men samtidig med, at der er Sympati for den gamle Kvinde, er der, skriver "Social-Demokraten" Harme mod Pastor Hansen-Lavind.

Interview med Sogneraadsformand Nørhave.

En Bebrejdelse mod Pastor Hansen-Lavind.

Ved en Henvendelse til Sogneraadsformand Nørhave, udtaler denne: Sagen er ordnet mellem den gamle Kone og Sogneraadet. Det forholder sig saadan, at vi i August Maaned fik Enkefru Willumsens Anmodning om Aldersrente, som Pastor Hansen-Lavind havde hjulpet hende med at udfylde; men senere kom det Sogneraadet for Øre, at hun, da hendes Mand døde for 14 Aar siden, ejede Ejendommen, hvor hun boede, og havde en 10-12,000 Kr. endda.

Pastor Hansen-Lavind har ikke tilstaaet noget overfor mig om de 12,000 Kr., men derimod er det rigtigt, at han har laant 4200 Kr. til en Bil og faaet Penge som Gave. Kendsgerningen er, at hendes Kapital er smuldret hen.

Pastoren har oplyst, at Fru Willumsen selv tilbød at betale et Sygehusophold for Fru Hansen-Lavind og ligeledes selv tilbød Pengene til en Pariserrejse for Hr. Hansen-Lavind og Frue- Det var for 2-3 Aar siden. Rejsepengene var en Gave, hævder Pastoren meget bestemt, ligesom han erklærer at have haft Bemyndigelse til at hæve paa den gamle Kones Sparekassebog.

Sagen er ordnet paa den Maade, at Pastor Hansen-Lavind paa Enkens Vegne har indgaaet paa snarest at betale den Aldersrente tilbage, hun har faaet.

- Jeg synes, slutter Sogneraadsformand Nørhave, at man kan bebrejde Pastor Hansen-Lavind, at han har gjort Forsøg paa at faa det offentlige til at yde Enkefru Willumsen Understøttelse, efter at han selv har faaet Penge til Laans - og til Gave - af hende.

Pastor Hansen-Lavind tilbageviser Angrebet

"B. T." har haft en Samtale med Pastor Hansen-Lavind. Pastoren, der endnu ikke var bekendt med det voldsomme Angreb, der er rettet mod ham, bliver yderst bestyrtet ved at erfare derom.

- Hvorledes stiller De Dem over for de Beskyldninger, der rettes imod Dem?

- Jeg er aldeles stum over for den Artikel, som De her har skitseret for mig. Jeg fatter slet ikke noget af det hele.

- Hvorledes forholder det sig med de 12,000 Kr.?

- Jeg kender intet til de 12,000 Kr. Jeg har ikke laant de Penge af den gamle Enke.

- Vil De da tilbagevise det hele?

- Jeg kan ikke udtale mig i Detailler, før jeg har nøje gennemlæst de Beskyldninger, der rettes imod mig. Jeg stod paa en overordentlig god Fod med den gamle Dame og jeg skal ikke lægge Skjul paa, at hun i sin Tid laante mig 4000 Kr. til en Bil. Hun har bedt mig om at være sig behjælpelig med forskellige Ting, og det har jeg været.

- De vil ikke foretage Dem noget i Sagen?

- Nej, det maa jeg lade andre om. Jeg vil roligt afvente Begivenhederne Udvikling.

- Det paastaas, at Enken nærmest har sultet de sidste Aar?

- Det er rent hen i Vejret.

(Roskilde Avis 14. december 1929)

Pastor Hans Peder Hansen-Lavind (1885-1964). Foto fra Social-Demokraten 17. december 1929. .

Mærkelig Præsteaffære ved Roskilde.

Pastor Hansen-Lavind i ejendommelig Belysning.

Laan eller Gave?

I Aagerup-Kirkerup Sogn ved Roskilde er man I disse Dage optaget af en Aflære, der kaster et mindre flatterende Lys over Sognepræsten den landskendte Foredragsholder Hansen-Lavind.

I Sommer søgte den 89-aarige Enkefru Birthe Willumsen Aldersrente. Hun var anset for at være velsitueret, men i Ansøgningen opgav hun kun at eje en Formue paa ca 2000 kr. Oplysningerne om hendes pekuniære Forhold var attesteret al Sognepræsten og et Sogneraadsmedlem.

Imidlertid kom det frem, at den gamle Dame ofte sultede, og efter en Del Forhandling bevilgede Sognerandet hende Aldersrente.

Men nu gav et af Sogneraadets Medlemmer sig til at undersøge, hvordan det egentlig forholdt sig med Birthe Willumsens Formueforhold. og han kom til det Resultat, at Sogneraadet var blevet ført bag Lyset.

Pastorens Opfordring.

Enkefru Willumsen forklarede ham, at hun ikke anede, at det var en Ansøgning om Aldersrente, hun havde skrevet under paa. Præsten havde lagt Papiret for hende og opfordret hende til at skrive under, uden at gøre hende bekendt med, hvad Skrivelsen drejede sig om. 

Hun fortalte endvidere, at hun tidligere havde givet Pastor Hansen-Lavind 12.000 kr.. mod at han forpligtede sig til at forsørge hende Resten af hendes Liv.

Siden har Pastor Hansen-Lavind overfor Sogneraadsformanden tilstaaet. at han ikke blot har faaet de 12,000 kr.. men i 1920 tillige 4200 Kr til en Bil og senere 1100 Kr. til en Udenlandsrejse.

Disse Penge har Præsten hverken betalt tilbage eller forrentet, og i den gamle Dames Ansøgning om Aldersrente har han undladt at opføre dem, skønt de naturligvis skulde have været nævnt som Tilgodehavende, svarende til Formue.

Sogneraaadsformand Nørhave om Sagen.

Præsten vil nu betale Pengene tilbage.

Under en Samtale i Morges med Formanden for Aagerup-KirkerupSogneraad, Gaardejer Nørhave, udtaler denne til os, at Præsten overfor Sogneraadet har erklæret, at han snarest vilde betale Pengene tilbage.

Og samtidig har han paa den gamle Dames Vegne trukket Ansøgningen om Aldersrente tilbage ... Og saa er Sogneraadet jo ikke interesseret i Sagen mere.

Præsten opbevarede Fru Willumsens Penge.

Sogneraadsformanden fortæller endvidere, at Præsten havde været Birthe Willumsens Raadgiver og opbevaret hendes Penge, siden hendes Mand for en halv Snes Aar siden døde.

- Hvordan er Præstens Forhold til Befolkningen? spørger vi.

- Han er ret afholdt. Han har været her i 14 Aar ... Jo, man kan godt sige, at Folk her syntes om ham. Men man har længe snakket om, at han brugte Birthes Penge. For Resten er Præsten jo en landskendt Mand. Foruden at være Foredragsholder, har han optraadt som Forfatter. En af hans Bøger hedder "De Gamles Ønsker og de Unges Maal".

- Hvor gammel er Pastor Hansen-Lavind ?

- Omkring de 43.

Den angrebne Præst nægter at udtale sig.

"Jeg agter intet at foretage mig!"

Vod Redaktionens Slutning i Formiddags lykkedes det os at faa Telefonforbindelae med den angrebne Sognepræst.

Pastor Hansen-Lavind syntes meget pinlig berørt over Sagens Fremkomst. men var iøvrigt stærkt utilbøjelig til at udtale aig.

- Vil De afkræfte, at De har modtaget Pengene?

- Nej!

 Hvad agter De at foretage Dem i Sagen? spørger vi.

- Intet, svarer Sognepræsten. Alle, som kender mig, véd. at den almindelige Fremstilling af Sagen er ganske ved Siden af.

- Sender De ikke Ministeriet en Redegørelse ?

- Nej!

- Er det rigtigt, at De har været den gamle Dames økonomiske Raadgiver?

- Nej.

Trods Pastorens Ordknaphed kan man dog vist med Sikkerhed gaa ud fra, at denne mere end mærkelige Affære ikke hermed er afsluttet, idet Ministeriet selvfølgelig vil forlange en Indberetning.

(Aftenbladet (København) 14. december 1929).

Menighedsrådets næstformand, gårdejer Søren Jensen forsvarede pastoren:

Birthe Willumsen og Pastor Hansen-Lavind.

Til Karl Petersen.

Det glæder mig at se Karl Petersens Underskrift saa véd man da, hvem man skriver til. Jeg tænkte det nok, men var ikke helt sikker; men kom bare, jeg skal nok besvare.

Jeg skrev for at give en Forklaring af de Forhold, da jeg kunde se, at du ikke vidste rigtig Besked. Birthe Villumsen har personlig takket mig for Artiklen, at den var rigtig; saa maa din Artikel altsaa være gal. For hvad der angaar Præstens Forsørgelsespligt, saa har jeg i Dag set i Testamentet, at han ingen har. Du skriver, at efter den Livsførelse, den gamle Birthe brugte, kunde Renterne godt slaa til. Det vilde være helt umuligt i Krigsaarene og vel ogsaa siden

Du kaster den første Sten. Men du kommer udenfor dette og tror, du kan plette mit Navn ved at skrive, at jeg ogsaa har forsørget og arvet en gammel Kone (Birthe Karls). Hertil skal jeg svare, at det er rigtigt, at jeg fik Lov til tildels at sørge for hende, da det gik galt med Bondestandens Sparekasse, og hun blev af med 5000 Kr., for ellers vilde hun have faaet brugt alle Pengene, saa der ikke var blevet noget at give til de 13 Søskendebørn. Men jeg indgav det hele til Roskilde Skifteret, da hun var død, og den delte Arven. Saa hvis du tror, der er noget galt, saa henvend dig dér; jeg tænker nok, den klarer sig.

Men da du er saa klog, hvorfor brugte du saa ikke din Klogskab, da du reviderede Sygekassens Regnskab og underskrev det som rigtigt, endskønt der bagefter blev konstateret Fejl for over 1000 Kr. Er dit Navn saa lige godt? Du skulde have skrevet: "Ovenstaaende Regnskab har jeg ingen Forstand paa. Karl Petersen." Saa tror jeg, dit Navn vilde have haft en bedre Klang.

Jeg har givet dig et Raad før, da du blokerede mig, da jeg var Formand for Dampmaskinen. Det var: Pas dig selv, for vi skal nok passe os! Dette har du ikke rettet dig efter. Men jeg vil alligevel give dig et Raad til, som jeg selv har brugt og bruger endnu. Det var, da jeg kom ud over Lømmelalderen, af jeg vilde gøre alle Folk de Tjenester, jeg kunde, og skade dem saa lidt som muligt. Om jeg har naaet dette, vil jeg lade andre bedømme.

Aagerup, den 17. december 1929.

Søren Jensen.

(Roskilde Avis 18. november 1929)

Kendsgerningerne i Pastor Hansen-Lavind-Affæren

Det er ikke Enken, der har ønsket Aldersrente. - Præstens modstridende Udtalelser og Erklæringer. - Oplysningerne i Sogneraadet

Som vi skrev i Gaar, er Præstemanden fra Aagerup ved at blive Indfiltret I et saadant Væv af Erklæringer, at Sagens Realitet et ved at komme lidt i Baggrunden, men de mange Erklæringer har to utvlvlsomme Fordele, nemlig 

1) at de ikke har rokket en Tøddel ved de Angreb, vi har rettet mod Præsten,

2) at Præstens Udtalelser og Erklæringer staar i Indbyrdes Modstrid. 

Og det er ikke svært at paapege denne Uoverensstemmelse i Præstens Erklæringer.

Straks efter, at vore Angreb kom frem, udtalte han:

- Jeg kender intet til de 12,000 Kr.!

Efter at have faaet refereret vort Angreb, spørges Præsten direkte:

- Vil De afkræfte, at De har modtaget Pengene?

Hertil svarer Præsten:

- Nej!

Og paa Spørgsrnaalet, om det er rigtigt, at han har været den gamle Dames økonomiske Raadgiver, svarer han ligeledes:

- Nej!

Endelig blev Pastor Hansen-Lavind i Lørdags spurgt om, hvor meget han har laant af den gamle Dame, og hertil svarer Præsten:

- Det husker jeg ikke!

Efter at have fremsat det første Virvar af Udtalelser skrev Præsten 2 Erklæringer.

I den første hævder han, at den udbetalte Aldersrente var blevet betalt tilbage - og denne Erklæring blev omgaaende dementeret af Sogneraadsformand, Gaardejer Jacob Nørlund.

I den anden Erklæring gaar Præsten ind paa vore Angreb, men hævder, at det "kun" drejer sig om 10,26 Kr. 48 Øre og ikke som vi skrev: ca. 12,000 Kr., og han indrømmer, at han har givet falske Oplysninger i Aldersrenteskeamet, men han undskylder sig med - Tankeløshed.

- - - 

Saaledes er Udviklingen af Præstens Stilling.

Sagen udvikler sig stadig. Den er Genstand for en embedsmæssig Undersøgelse - og den vil forhaabentlig for alle Parter snart være tilendebragt.

Men for at vende tilbage til Sagen om Præsten og hans Erklæringer er det maaske tilstrækkeligt - særligt med Henblik paa Prajstens Erklæring om, at det er den 89-aarige Enke, der er kommet til ham og har bedt ham om at sørge for, at hun fik Aidersrente - at slaa fast, at det i Sogneraadet er blevet oplyst:

1) at Birthe Willumsen ikke vidste, det var en Aldersrentebegæring, hun havde skrevet under paa,

2) at Birthe Willumsen i det hele taget ikke vidste, at hun skulde have Aldersrente, før Præsten gjorde hende opmærksom derpaa.

Det vilde være rart, om enhver, der yderligere beskæftiger sig med Sagen - og ganske specielt for Præsten - at holde sig disse Kendsgerninger efterrettelige!

(Social-Demokraten 19. december 1929)

Biskop Fonnesbech-Wulff besluttede i januar 1930 at indsende hele materialet som fremkom under undersøgelser, til Kirkeministeriet. Den 6. marts mødte pastor Hansen-Lavind hos Kirkeminister Dahl for at indgive sin ansøgning om orlov indtil 1. september, eller afsked hvis han da ikke havde fået et nyt job. Det blev straks bevilliget. Pastoren havde da været præst i 15 år i sognet. I august 1930 blev han sognepræst i Enderslev-Vraaby (Roskilde), indtil 31 august 1939. Så blev han afskediget med pension på grund af svagelighed. Allerede året efter blev han sognepræst i Snøde på Langeland, og døde marts 1964, 78 år gammel.

Hvor Svinene spiser Østers, Hummer, Gaasesteg og Dyreryg. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i et af Danmarks største Svinestutterier.

Til venstre: Manden for det hele, Sognefoged Chr. Christensen. Øverst: Midtergangen i en af Staldene. Nederst: Fem glade Grise.

Det er sikkert kun de allerfærreste Københavnere, der aner, at vi her i Byens umiddelbare Nærhed har et af Landets allerbedst - maaske det bedste - Svinestutteri, - en ren Mønsterbedrift, der stadig besøges af baade inden- og udenlandske Interesserede, der her høster Belæring.

Det er Sognefoged Chr. Christensen, "Stevnsbogaard", Avedøre, der ejer denne Mønsteranstalt der fra en ganske ringe Begyndelse er basret frem af sin Ejers Energi, Dygtighed og glødende Interesse til at blive førende i sin Art.

Københavnernes fineste Levninger.

Vi staar i Porten til den store smukke og yderet velholdte Gaard for at begynde en Rundgang gennem de store Svinestalde. da en mægtig Lastbil, fyldt med store Zinktønder, ruller op. "Vær saa god." siger Hr. Christensen, "der skal De se "Dinér transportable"! Der kommer Maden serveret fra Hotel d Angleterre, Phønix, Wivel, Paraplyen m. fl. første Klasses Københavner-Kaféer. - Vær saa god og kig - det er vel nok Kram"

Vi kigger i tønderne og skimter de lækreste Sager, ganske vist i en mindre appetitlig Sammenblanding, end den serveres inde paa d'Angleterre, - men Sagerne er gode nok. Der ligger et Gaaseskrog, der ikke er pillet særlig rent, der ligger Østers, hele Portioner Majonaise, en Bøf, lækre Grøntsager, Laks etc. m. m. m.

- Ja, fortæller Christensen, det er jo ikke hel almindelig Svinemad; - jeg aftager alt Affald fra alle de bedste Restauranter, og det er noget, Svinene kan lide! Jeg har gjort flere pudsige Iagttagelser, Resterne af Hummer er Grisene f. Eks. helt tossede efter, - der maa være et Stof baade i Dyrene og Skallerne, som smager særlig godt. Og Østersskæg laber de ogsaa i med stort Velbehag. Men de faar ikke en Stump, før alt er godt gennemkogt !

Og vi gaar ind i det stor Dampkøkken. hvor Affaldet koges i store Beholdere, hvorfra det føres ned i vældige Svalekar, hvor det staar, indtil det næste Morgen serveres i Foldene.

- Her koges det hele for at undgås ethvert Sygdomskim. Maden er selvfølgelig god nok, men der er dog Ting imellem, overfor hvilke man maa sikre sig, f. Eks. alle Indvolde, der er renset ud fra Fjerkræ og Vildt. De kan nemlig godt indeholde Bakterier og Tuberkler, uden at Dyret derfor har været sygt. - og det maa vi gardere os overfor. Men mine Svin trives storartet af Københavnernes Levninger. - og af den Tilsætning, jeg selv giver dem. Foruden Levningerne faar de nemlig ca. 5000 Tønder Korn, Hvede, Byg og lidt Majs. plus Mælk til et Beløb af omkring 10,000 Kroner om Aaret.

Det er Menneskene, der har vænnet Svinene til Svineri!

Saa træder vi ind i en af de store Stalde, der er afdelt i Folde, der hver rummer 10 a 12 store Svin. Her er ikke Spor af daarlig Luft eller Lugt, tværtimod friskt og luftigt, og overalt ser man den mest gennemførte Renlighed. 

- Det er en ren Misforstaaelse, at Svin skal leve i Svineri, - siger Hr. Christensen, det er kun et menneskeligt Paafund. Svin er, ligesom de fleste andre Dyr, renlige af Naturen. og de trives bedst i Renlighed. I hver Fold er Halvdelen af Gulvpladsen indrettet til Liggeplads. Over et Betonunderlag er et Lag af Molér, overtrukket med syrefrit Asfalt, der holder paa Varmen, - der ligger Svinene lunt, mens den øvrige Gulvplads bestaar af Mursten, der altid er koldere. Og Svinene undgaar selv at smudse deres Liggeplads til.

Ventilationen her i Staldene er den bedste, der overhovedet kan etableres. Her er et Kanalsystem, der ved Hjælp af en Thermostat virker ganske automatisk. Naar Luften her I Rummet naar en bestemt Varmegrad, sætter Thermostaten selv Ventilationen i Gang. og den pumper, inde fra Gulvet, hvor den daarlige Luft, som jo er den tungeste, lægger sig, alt ud gennem lange Kanaler, og samtidig strømmer den friske Luft ind ad Ledninger, der ligger langs Loftet. Man kan komme henad tidlig om Morgenen, og Luften er lige saa frisk, som om alle Vinduer havde været aabne hele Natten. Her bliver pumpet 2200 Kubikmeter Luft ind i Timen.

Vinduerne kan forresten slet ikke aabne, og det behøves heller ikke. De er alle forsynet med "Vita-Glas ", der ikke som andet Vinduesglas opsuger de ultraviolette Straaler, men lader dem frit passere, og det forhøjer i betydelig Grad Dyrenes Velbefindende.

Og ser man paa Grisene her rundt omkring, bekræfter deres Udseende Hr. Christensens Ord. Hvert Dyr er saa buttet og forbavsende rent over hele Kroppen, at det mest af alt minder om de Marcipangrise, man ser i Konfektureforretningerne. 

- Hvor stor er Svinebestanden ? spørger vi.

- Her er Plads til 700, og der gaar omkring 2000 Svin gennem mine Stalde aarlig. Jeg opdrætter ikke selv, men køber Grisene, naar de er ca. 6 8 Uger gamle, og naar de saa er fedet op til den rette Form, gaa de til Roskilde Slagteri, og derfra videre til England, - eller ind til Københavnerne, hvis Madrester de har levet af.

Her er ikke noget for Jeppe Aakjær at gøre!

Og saa gaar vi en lille Rundgang paa Ejendommen, der er en Mønstergaard helt igennem. Den har sit eget Mølleri, hvor alt Kornet males, og i Hestestalden, der rummer en halv Snes pragtfulde Dyr, præsenteres vi for et automatisk virkende Anlæg, der sørger for, at baade Foder og Vand tilføres Krybberne til bestemte Tider.

- Ja, Dyrene har det godt her paa Gaarden, - siger Hr. Christensen med berettiget Stolthed, - men derfor glemmer vi ikke Menneskene!

Og vi bliver ført ind i Tjenestefolkenes Kamre. - eller rettere Stuer - store, smukt møblerede VæreIser med baade elektrisk Lys og Centralvarme.

- Jeg tror ikke selv Jeppe Aakjær vilde finde noget at kritisere her, - siger Ejeren med et glad Smil.

Og det har han Ret i. Et Besøg paa "Stevnsbogaard" indgyder kun Stolthed over dansk Landbrugs nuværende høje Standard.

(Aftenbladet (København) 10. december 1929).

Christen Christensen døde i oktober 1936, 65 år gammel efter længere tids svaghed. August 1943 faldt en 18-årig medhjælper (Axel Hansen) ned i karret med svineføde. Han fik alvorlige forbrændinger i ansigt, bryst, ben og arme. Gården var 1972-1994 produktionsskole, og den forfaldt stille og roligt.

Spædbørnshjemmet i Aalsgaarde. (Efterskrift til Politivennen).

Graverende Klager over Spædbørnshjem i Aalsgaarde.

Kredslæge Jastrau i Helsingør er forundret over, at Hjemmet ikke forlængst er blevet lukket.

Helsingør, Torsdag.

Der er i Dag blevet rettet en ny og meget graverende Klage over Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" i Aalsgaarde, der ledes af Intendant Ibsen og Frue, og om hvilket der i de sidste Par Aar har hersket en Del Uro. Det vil bl. a. erindres, at der har været en Del Rygter fremme om forskellige betænkelige Dødsfald blandt Hjemmets Børn; men en Politiundersøgelse, der iværksattes for over et halvt Aar siden, er endnu ikke afsluttet, og det saa ud, som om det hele iikke vilde bidve til noget.

Nu er Sagen imidlertid blusset op med fomyet Kraft.

Klagen stammer fra 5 unge Piger, der er jaget bort fra Hjemmet.

I Gaar fik Social-Demokratens Kontor Besøg af fem unge Piger her fra Egnen, der tjener paa Hjemmet. De har i længere Tid været oprørt over den Behandling, baade Børnene og de selv fik, og dette sad de og talte om forleden Eftermiddag under et Maaltid. Fru Ibsen, der paahørte Samtalen fra et Sideværelse, tilkaldte sin Mand, og i Fællesskab overdængede de Pigerne med Skældsord og bad dem til Slut om at "rejse ad Helvede til".

De unge Pigers Klager, som de ogsaa har fremsat overfor Kredslæge Jastrau, gaar ud paa, at Børnene faar utilstrækkelig og daarlig tillavet Mad og ikke bliver tilstrækkeligt passet med Tøj, saaledes at de til Tider maa ligge hele Dage i vaadt og snavset Tøj. Desuden er der 33 Børn paa Hjemmet, medens der kun maa være 28, og de 5 Børn, der er for meget, ligger i et Rum, som kun maa benyttes til Gennemgang, og de er her udsat for Kulde og Træk

Endeling findes der ingen uddannet Personale paa Hjemmet, og naar Lægen eller Tilsynet kommer, tvinges Pigerne til at give fejlagtige Oplysninger om Forholdene paa Hjemmet - "ellers er der ikke til at være."

Kredslsægen har flere Gange indstillet til Sundhedsstyrelsen, at Hjemmet burde lukkes.

Deres Korrespondent bar haft en Samtale med Kredslæge Jastrau. der fandt det forfærdende, hvad de unge Piger havde fortalt ham, 

Kredslægen udtalte endvidere:

- Spædbørnshjemmet, over hvilket der gentagne Gange har været ført Klager, som har givet Anledning til Undersøgelser, sorterer under Overtilsynet for Børnehjem. Tilsynet udøves af Hr. Schierbeck, København, og Hr. Eskesen. Birkerød.

Hver Gang der har været Klager, har der ogsaa vist sig at være noget i Vejen; men paa min Indstilling til Sundhedsstyrelsen om, at Hjemmet skulde lukkes, er der blevet svaret, at der ikke forelaa Bestemmelser, der tillod en saadan Lukning, selv om Forholdene var daarlige.

Nu foreligger der imidlertid Bestemmelser, der tillader Lukning, og jeg er forbavset over. at Hjemmet ikke er lukket.

Det er forfærdende - fortsætter Kredslægen - , at der til 33 Spædbørns Pleje ikke findes én uddannet Plejerske. Disse fem unge Piger, som har været derude, er i Alderen fra 15 til 19 Aar, og ingen af dem er uddannede til Børnepleje.

Læge Teisen, Hellebæk, der har været Hjemmets Læge, har opsagt sin Stilling og har overfor mig hævdet, at han hverken kunde eller vilde tage Ansvaret for dette Hjem, og det er kun paa min Anmodning, at han endnu tilser Hjemmet, fordi jeg fandt det uforsvarligt at lade Børnene være helt uden Lægetilsyn, men - som sagt - Hjemmet burde forlængst have været lukket.

Kredslægen slutter med at udtale en Forundring over, at Politiundersøgelsen endnu ikke var sluttet efter over et halvt Aars Forløb. Der bør i denne Sag handles hurtigt; det drejer sig om Spædbørn, der ikke selv kan fremføre deres Klage.

Undersøgelsen vil nu blive ført grundigt igennem.

- Deres Korrespondent har endvidere forelagt Sagen for Politimester Petri, der udtaler, at Sagen stadig undersøges. men at den jo skulde passere mange forskellige Autoriteter. Den har saaledes været baade hos Sundhedsstyrelsen og hos Overtilsynet, som paa Grundlag af det, der foreiaa, ikke fandt Anledning til at foretage sig mere i Sagen.

Men nu kan det jo se ud til - saafremt de unge Pigers Udtalelser er rigtige - , at det, der forelaa, hviler paa falskt Grundlag; men jeg kan love Dem, at Undersøgelsen ikke skal vare længere end nødvendigt. Forøvrigt er en retslig Undersøgelse maaske nødvendig

ph

Socialminister Borgbjerg tager straks til Aalsgaarde for at undersøge Sagen.

Umiddelbart efter, at vi havde faaet disse Oplysninger fra vor Helsingør-Korrespondent, henvendte vi os til Socialminister Borgbjerg og gjorde ham bekendt med Klagepunkterne. Ministeren følte sig foranlediget til allerede i Gaar at foretage en personlig Undersøgelse paa Stedet og tog straks op til Børnehjemmet. Først sent i Aftes vendte Ministeren tilbage, og vi havde da en indgaaende Samtale med ham om Forholdene, og han gav os en Redegørelse for Sagen, som den foreligger.

I Fjor Sommer, indledede Borgbjerg. fremførtes en Kritik i Pressen mod Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" ved Aalsgaarde i Anledning af 3 Dødsfald ret kort efter hinanden. Fra anden Side i Pressen fremkom der dog ogsaa Moderklæringer, der tog Hjemmets Forstanderinde,

Fru Ibsen i Forsvar, og det kunde ikke konstateres, at de tre Dødsfald skyldtes Vanrøgt.

Sagen gav dog Anledning til, fortsætter Borgbjerg, at jeg efter en Undersøgelse af Tilstanden paa Spædbørnshjemmene i Almindelighed i Fjor Efterår fremsatte et Lovforslag, som gik ud paa et skærpet Tilsyn og Bemyndigelse fra Ministeriet til at nedlægge uheldige Børnehjem, hvilket der efter den hidtidige Lovgivning ikke var Hjemmel til. Lovforslaget blev gennemført den 31. Marts, og efter dette kan Socialministeriet efter Indstilling af det stedlige Værgeraad og Overinspektøren nedlægge et Børnehjem, naar Tilstanden ikke er tilfredsstiilende.

Klagerne stammer fra sidste Vinter.

Klagerne stammer, siger Ministeren, fra sidste Vinter. Allerede da  havde Læge Theisen. der er Børnehjemmets Læge, skrevet til Kredslæge Jastrau i Helsingør med Klage over Hjemmet. Klagen gik ud paa, at Børnene ikke fik Sødmælk nok, at fem Børn havde Udslet paa Ryg og Sæde, hvilket tilskreves daarlig Hudpleje og Mangel paa Renlighed, og han ønskede ikke at fungere længere og have Ansvar som Hjemmets Læge. Efter Opfordring af Kredslæge Jastrau indvilgede han dog i foreløbigt at blive som Læge.

Sundhedsstyrelsen anmodede nu Politimester Petri i Helsingør om at foretage en retslig Undersøgelse. Af Rapporterne synes det at fremgaa, at Børnene ikke har faaet tilstrækkelig Sødmælk, og at de Klude, hvormed de blev vaskede, ikke var mærket for hvert enkelt Barn. (Jeg tør dog sige, at jeg ved mit Besøg i Dag saa, at Kludene nu blev kogt hver Gang efter Brugen). Endvidere var et nyt Rum taget I Anvendelse, hvorved Antallet af Børn er udvidet fra 28 til 38, uden at der er foretaget den i Reglementet foreskrevne Anmeldelse til Overinspektøren. Dog paastaar Fru Ibsen, at hun personligt meddelte det til Overinspektøren under dennes Besøg paa Hjemmet.

Borgbjergs uanmeldte Besøg i Gaar.

Hidtil havde Ministeriet ikke haft nogen Bemyndigelse til Nedlæggelse af Børnehjem. Da den nye Lov vedtoges, forlangte Overinspektøren en retslig Undersøgelse, og han har længe afventet dens Resultat.

Da jeg i Dag blev bekendt med de nye Klager, tog jeg selv sammen med en af Socialministeriets Embedsmænd til Hjemmet for ved et uanmeldt Besøg at sætte mig personligt ind i Forholdene.

Fru Ibsen, der er gift med pensioneret Overintendant Ibsen, har drevet Spædbørnshjemmet i ca. 2 Aar. Hendes Mand købte Ejendommen Bobakkegaard ret dyrt og drev først Pensionat, men da det ikke gik, indrettede de et Spædbørnshjem. Ejeren og hans Hustru maa aarligt forrente Ejendommen med et ret anseligt Beløb. De faar 50 Kr. om Maaneden for hvert Barn, og de modtager ofte et Barn umiddelbart efter Fødselen. Hjemmet hører til de saakaldte ikke-anerkendte Børnehjem, men staar, som alle, under offentligt Tilsyn og kan altsaa nedlægges, hvis Forholdene er utilfredsstillende

Politiet i Helsingør her trukket Sagen i Langdrag.

Jeg gjorde mig bekendt med Hjemmets Indretning, Børnenes Udseende, Vugger og Senge, Sengetøj, Vaskeri og Madkøkken. Jeg havde dernæst en indgaaende Samtale med den tilsynsførende Læge Theisen, og sluttelig med Politimester Petri i Helsingør om Sagen - Den sidste beklagede, at Sagen var trukket meget i langdrag. Hvad der hidtil er fremkommet er de tidligere nævnte tre Punkter: For lidt Sødnnetk, Vaskekludene og Udvidelsen af Hjemmet uden Anmeldelse.

Da de afskedigede Pigers Klager fremkom, havde Politimesteren givet Ordre til retslig Undersøgelse. Jeg anmodede Politimesteren om at bede Dommer Prahl, der leder Undersøgelsen, om at fremskynde Sagen mest mulig. Politimesteren lovede mig det og erklærede, at Undersøgelsen maatte kunne afsluttes paa ca. 14 Dage.

Saa snart dette er sket, vil Resultatet blive tilstillet Overinspektøren, som derpaa afæsker det stedlige Værgeraad en Erklæring. Hvis denne gaar ud paa at nedlægge Hjemmet. og Overinspektøren slutter sig hertil, træffer Socialministeriet sin Afgørelse.

- - Saa vidt Socialministeren, som ved sin Indgriben har fremskyndet Sagens Behandling, saaledes at der snarest kan træffes en Afgørelse og Ro biive tilvejebragt.

(Social-Demokraten 30. juli 1926).

Sagen blev dog aldrig afsluttet til bunds, idet fru Constance Ibsen valgte at lukke hjemmet i september 1926, med den begrundelse at hun ikke havde kunnet få inddraget betalingerne som følge af sagen.

Annonce fra "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", 11. marts 1921 som bekræfter at stedet blev forsøgt drevet som pensionat.Så sent som 12. august 1924 meddelte Dagbladet (København), at sanginspektør, professor J. H. Nebelong og frue havde taget ferieophold på "Bobakkegård".

Sommerbrev fra Tisvildeleje. (Efterskrift til Politivennen)

 Af Tubal den Enøjede.

"Se Neapel og dø!" - lyder den berømte men fejlagtige Version af den begejstrede Formaning til at besøge det skønne Neapel og dens lille naboby Mori.

Se Tisvildeleje og - lev! (naturligvis underforstaaet: paa Minderne),

Tisvilde er en lille Verden for sig - en lille Skønhedtsverden med vide udsyn mod andre Skønhedsverdener, der omgiver den. "Sjællands Skagen" kalder den sig - ganske med Urette, thi Skagen, den flade, tørre sandørk, der Ikke ejer et Træ, hvis grønne Løvhat kan skænke skærmende Skygge mod Solens sviende Stik til den mødige Vandrer, - Skagen med sin støvede Strøgpromenade ned gennem en Spidsrod af SommerhotelIer og Garniture af uskønne Huse, - nej Skagen og Tisvildeleje kan hverken sammenlignes eller kappes; thi de er saa forskellige som et Blomsterbed og en - Kartoffelmark.

Som om vældige Naturkræfter i Jordens Indre pludselig i en svunden Tidsold havde skudt Ryg, saa at Klodens tynde Skorpe var bleven sprængt og puklet op - i en vild Uendelighed af fantastiske Tuer og gigantisk-overnaturlige Muldvarpeskud - geologiske Kuppelformationer, skarpt afhugne Brinker, Skrænter og stejle Kløfter, dybe Grydeforsænkninger med tætte, uredte Lavkratvesetationcr som Haarbuskene under en Jættehug - og udenom alt dette som Rammen om et storslaaet Naturmakird Havet, - Kattegat - snart i oprørsk brølende og skummende, stormpisket Vælde linder sorts jagende Natskyer, hvis Mulm glimtvis gennembores af Hesselø-Fyrets hvide Blink, - snart døsigt hvilende i apathisk Blaanen under en solglitrende Sommerhimmel, som ikke findes skønnere ved Capri.

Saaledes og ikke anderledes er Tisvildeleje, - i Tidernes Morgengry et lidet bjærgsomt og vanligt Fiskerleje uden Havn; nu findes der intet mere, thi det er en mageligere Dont at leve af Landliggere fra det københavnske Sodoma, lidt Smaahandeel og Haandtusk. Og Fiskene faaes fra Hundested, hvis Rødspætter smager som indfødte Frederikshavnere! Men for et uindviet Øje er der noget tosset i at se alle de store tykke seks punds Rødspætter staa i Søen og vente udfor Tisvildeleje og saa drage til Hundested for at blive fanget og atter hjem til Tisvildeleje - for at blive spist;

Vindskibeligheden i Tisvildeleje er helbefaren, thi der raader en sund og driftig Aand over dem sorgløse Idyl i det lille Leje. Der er ikke noget, der hedder at stænge Butiken og slukke bag Disken, naar Klokken er seks, eller det falder ind med en af disse kedelige og meningsløse Helligdage, der standser alt borgerligt Ørke til stor Gene for mange Mennesker: nej, saalænge der er Købere og Skub i Omsætningen, holder Fatter sin Bod aaben, lige til han er mødig af Dagens Møje, og det baade Hellig og Søgn. Endelig en Plet paa Jorden, hvor sund Fornuft i Handel og Vandel beholder det sidste Ord, endelig en Plet paa Jorden, hvor Kræmmeren begriber, at det er hans Gevinst, naar han giver sin Biks Skin af at være til for Godtfolks Skyld!

"Tisvildeleje Kiosk har alt" staar der at læse over Detailhandler Bønnelyckes hyggelige lille Krambod ved Foden af Badepensionen Højbohus, Verdens bedste Madsted. Men Far Bønnelycke, der er en kedelig (men til Held for ham ikke aandelig) Fætter til Digteren, har ingen Skam af sit fanfareskingrende Motto; thi han har virkelig alt! Første Gang jeg traadte ind til ham, havde han f. Eks. - Snue. Man søger intet forgæves hos Bønnelycke; han er omnipotent! Vine og Cigarer fra de sletteste til de bedste. Slikkepinde og Moderbind, Galoscher og Flygeler, Solbriller og Høreror, Vækkeure og Morgensko, Natpotter eg Salmebøger, Lakrits og Knojern, Tandbørster og Konserves, Straahatte og Bolsjer, Klosetpapir og Kristeligt Dagblad, Syltetøj og Undertøj, Alpestokke og Briketter, Hængekøjer og Mundharper, Fyldepenne og Narresutter, Skydebomuld ag Tyggegummi, Ingeborg Vollquartz og Bertha Ruck, Giletteblade og Ugeblade, Forlovelsesringe og Skohorn, Sygevat og Brevkasse (uden paa Muren).

Kun een Gang lykkedes det  mig at gribe ham paa fersk Gerning; det var, da jeg en Søndag Aften bed om 3 Kilo af hans Fætters Digte. Da rystede den smarte og elskværdige lille Mand sit ydmyge Hoved og sukkede: Nej Tak, et Sted maa der siges Stop; min Fætter "gaar" ikke paa Landet! Kan Herren ikke bruge tre Ruller Tagpap i Stedet for?«

"Ak." tænkte jeg ved mig selv, da jeg vandrede bort med Tagpappen, "en Digters Lod er tung I dette Land, de vil allesammen have Stene for Brød og Tagpap for Lyrik og Penge for Tagpap! Hvorlænge mon Lyriken vil kunne udholde denne Smudskonkurrence?"

Oppe paa sin svimle, knejsende Brink, der skarpt luder ned med Havet, ligger Badehotellet som en Rhinborg fornemt isoleret med skønne Udsyn over det blaadisede Kullen i Øst og nogle Solnedgange i Nord (Nord Vest), som hverken Carl Lund eller P. S. Krøyer nogensinde har overfløjet.

Men som et hæsligt Vartegn midt paa Rundbakken ses en høj skidden Fabrikskorsten som en sort Pegefinger af en underjordisk Kæmpetrold, ragende op af Grønsværen. Det er Badehotellets Elektricitetsværk, der med denne Skamstøtte har spoleret Udsigten for mange af de sraaa sommerglade Villabyggere paa Pladsen. 

Paa den anden Side Hulvejen, der skiller mellem to store mægtige Terrænkupler, ligger den berømte Badepension Højbohus, hvor Far Sylvander under barnlige Kælenavne som f. Eks. "Plejefader" eller "den falske Victor Wulff" færdes blandt sine henrykte Gæster som en Alfader i sit Gimle. Han er en herlig Type, hjælpsom og gemytlig, gammel helbefaren Jordomsejler og Hovmester paa store oversøiske Baade.

Der er baade Sjælsstyrke og koloristisk Fantasi over hans Kæmpehummere og smaa kvikke Lammestege, men naar han i sin hvide nystrøgne Kirurgkittel staar foran det kolde Frokostbord og svinger sin Forskærerkniv, som var det Sværdet Skræp hen over Skinker og Duer og røgede, ferske Randerslax, da gyser det sødt i Gæsterne, og det hulker ef Vellyst fra den gamle vellagrede Ementhaler og den isede Klukflaske med ægte Hulstkampgenever, Jo jo, Far Sylvander er som Nervelæge tusindfold bedre end Professor Daniel Jacobsen! Han ved, hvordan de stakkels terminsoprevne Københavner-nerver skal kureres, og saa er hans "Klinik" ikke nær saa dyr!

Lige bag Højbohus gear man ind til det store og vildsomme Tisvilde Hegn, som Skovrider Fabricius freder mod en ganske illusorisk Brandfare med ægte preussisk Jernnæve og efter russisk Knut-System. Det er under hårde Bøder, subsidiært Fængselsstraf, forbudt at ryge, spytte, nyse, bande eller køre med Bil paa de to Kvadratmil, som Hegnet dækker.

For at demonstrere den strenge Bogstavelighed i dette idiotiske Reglement har man tilsvinet det skønne Hegn med en Sværm af grimme Opslag, hvis barske Tone kunde tyde paa, at Hr. Fabricius er en underskudt Tvilling til Mussolini!

Ved alle Hovedindgange til Hegnet er der rejst høje Galger med haandmalede Dødstrusler mod Tobaksrygere. Det gør et venligt Indtryk pas Intetanende Vejfarende.

I det lille Leje hedder hele den indfødte Befolkning enten Gudmandssen eller Corneliussen. Der findes kun disse to Familienavne paa Pladsen, og den, der Ikke lyder et af disse Navne, kan Ikke blive indgiftet i en indfødt Familje men maa hente sig en Ægtemage i Nabosognet. Her var en smuk Opgave for Genealogen Hauch-Fausbølt at finde Rede i det indfiltrede Sammengifte mellem Husene Gudmandssen og Corneliussen.

Gør man en Køretur paa Egnen, faar man ret et Indtryk af, hvor beundret og fængslende den er. Navnkundig fra hine Dage, hvor Stakler og Krøblinger i tætte Stimer valfartede til Helens Kilde, hvor Asserbo, det engang saa stolte Herreslot, nu kun er en mosgroet og lav Ruin, som Kong Frederik VII forgæves spildte sine arkæologiske Interesser paa, idet han 5 Dage efter Grundlovens Underskrift lod Udgravninger under eget Tilsyn foretage fra 10. Juni 1849-27. Juli. Men da han lod alt det udgravede Fyld anbringe netop der, hvor Borggraven skulde være, og der saaledes blev Vold, hvor der skulde være Grav, blev det hele planløst og forvirret og uden Resultat. Alligevel er der 1874 rejst en Mindesten, som virker mod sin Hensigt, idiet dem holder Erindringen levende om, hvad den joviale Konge ikke udrettede der paa Stedet med sine pseudovidenskabelig Anstrengelser.

Der er den morsomme gamle historiske Sandkro, Troldeskoven og det smukke Sandflugtsmonument, som rejstes til Minde 1738 om den Storbedrift, som ved travle Menneskehænders og -Viljers Kamp gjorde Egnens Befolkning til Herre over den store Sandflugt, der bl a. begravede hele Tibirke By og dens Omegn. Mere end 150 Aar, fortæller en Indberetning fra 1704 os, har denne frygtelige Plage raset paa denne Kant af Nordsjælland. Nu hør det menneskelige Snille ved Beplantning vundet Sejr over denne Fare for stedse.

Paa den skønne gamle Tibirke Kirkegaard ses den udmærkede Skuespillerinde Ellen Pindoms Navn med næppe læselig Skrift i en gammel Graasten paa hendes Grav, der er lagt op under Kirkegardsmuren, ganske som hun ønskede det, mens hun færdedes 1 Tibirke om Sommeren. Men Graven er vanrøgtot og forsømt, og maner til Eftertanke for Venner af hende selv og hendes Kunst.

- - -

Holger Drachmann skrev engang:

»Nu har jeg skuet saa mangen en Egn
med Søer og mægtige Skove,
men ingen saa skøn som Tisvilde Hegn
ved Kattegats brusende Vove.

Alene om sin Naturbegejstring for denne Egn har Digteren Ikke været. Thi her har Nobelpristageren Professor Niels Bohr bygget sig et Hus med tilhørende Laboratorium, Konservatoriets Direktør, Professor Anton Svendsen, ligesaa sit eget Hus, Professor-Maleren Julius Poulsen, Borgmester Kaper, Digteren Johs. V. Jensen og Hans Hartvig Seedorff, afd. Billedhugger Kai Nielsen, Malerne Kyhnert, Scharff og Herman Vedel, men Carl Alstrups lille røde Bondegaard, som nu staar til Leje, er ganske gyseligt forfalden, hvad man lykkeligvis ikke kan sige om dens gæve Ejermand.

I sin store gamle Mølle oppe i Tibirke bor Tonemesteren Jacob Gade med sin lille søde og huslige Fru Mimi; men oppe i selve Tisvildeleje færdes Teatermaleren Chr. Andersen med sin Samvittighedsbrod og tilkommende Frue (C. E. Jensens smukke Datter), Skuespillerinden Fru Ingeborg Gandrup og Fru Chefredaktør Helweg-Larsen. Ogsaa Departementschef i Indenrigsministeriet Fr. Martensen-Larsen nyder den kølige Forsommer hernede.

Her er vidunderligt, stille og fuld af Skt. Hans-Stemning og Midsommerpoesi; men naar Højsæsonen holder sit hujende Indtog, og hele den jazz-dansende Sværm af Sommergæster tørner ud fra Hovedstaden, Farvel og paa Gensyn, du tause drømmende Skov, du vilde urolige Hav! Saa bliver her ikke til at aande.

Jeg gad se hele Sværmen hænge i Hr. Fabricius' hæslige Galger!!

(Social-Demokraten, 15. juni 1926)

Mor skal paa Landet - . (Efterskrift til Politivennen).

Hver Uges Rekonvalescens forlænger Livet i et Aar. - Husmoderlejren i Horserød.

Det nye Hold Husmødre, som ankom i Tirsdags, nyder Eftermiddagskaffen foran Huset.

Der var to, som forleden stod ude i Solen, i Horserødlejrens regnmætte grønne Græs og talte varme Ord for en god Sag - de københavnske Husmødres. Og det var to Mennesker, der vidste, hvad de talte om: Professor, Dr. med., Overlæge Bie fra Blegdamshospitalet og Formanden for De danske Husmoderforeninger Fru Carla Meyer.

- En Uges længere Rekonvalescens forlænger Livet et Aar - sagde Professoren. Et Ord, der passende kunde være Motto for det Arbejde. som Komitéen for ubemidlede Husmødres Rekonvalescens har taget op. I Aar sender den for syvende Gang sine skiftende Hold af trætte Husmødre ud til Fred og Frihed og frisk Luft, 15 paa hvert Hold med 3 Ugers Ferie, med fri Rejse ud og hjem og med fast ansatte Hushjælpere til at tage sig af Hjemmene og Børnene under deres Fraværelse, der, hvor det ønskes.

Tre Ugers fuld Frihed - fra Uger, hvor man kan kaste sine daglige Bekymringer over Bord - tre Uger, hvor Husmoderen pludselig er bleven Hovedpersonen, den, hvis Appetit og Søvn og Hvile og Vægt og Humør det hele drejer sig om - er det ikke et Eventyr for de smaa Hjems Husmødre!

Og De skulde se, hvor de nyder det, hvor hurtigt de lærer at sove, og, hvad der falder de fleste endnu sværere - at hvile. De to Timers Hvile - i Liggestolene i godt Vejr, paa Sengene i daarligt -, der ubarmhjertigt kræves af hvert af de store ! Feriebørn, er ofte til at begynde med en Pine for den, der kun kender at i være i Trav hele Dagen. Men saa kommer Belønningen bagefter i oget Velbefindende baade fysisk og psykisk - i styrket Mod til atter at tage Livets Byrde op.

Alle Aldre og alle Klasser er repræsenterede herude i Horserødlejren, hvor to fortrinlige Barakker er lejede til delte Brug. Den tidligere Officersbarak til Opholdsværelser, Spisestue, Køkken og Forraadsrum, den anden til Beboelsesværelser. Og fornøjeligt er det Aar efter Aar at erfare, hvor hurtigt disse Husmødre rystes sammen til en hyggelig Feriekreds, og hvor meget godt Humør, der bare har ventet paa en Lejlighed til at bryde igennem, og som nu faar Udslag i Leg og Latter og forbudte Aftenslabberaser rundt om paa Værelserne.

Vægtforøgelsen er gennemsnitlig henved syv Pund for hver i Løbet af de tre Uger. - Og - siger Professor Bie - da Hjemmet drives saa økonomisk, at hver Patient alt iberegnet (undtagen Huslejen, der beløber sig til 400 Kr.) kan holdes derude for 4 Kr. 50 Øre om Dagen, koster hvert Gram Fedt, de kan lægge paa sig, kun 2 1/3 Øre.

Er det ikke udmærket udgivne Penge?

Frk. Annie v. d. Aa Kühle staar i Spidsen for den daglige Ledelse - en glad og god Moder for de trætte Mødre, der synes de bliver Børn igen under hendes Omsorg. 

Arbejdet begyndte smaat med beskedne Pengemidler, og hele Indboet er Gaver. Siden er Kommunen traadt til med et Tilskud paa 4000 Kr. Hds. Maj. Dronningen har atter i Aar ydet Komitéen et Bidrag, ligesom den har modtaget Hjælp fra den Raben-Levetzauske Fond og De Spannjerske Legater.

Men derved kan Arbejdet ikke blive staaende. Det maa udvides til at omfatte mange flere, thi alle de Mennesker, der taler om Hjemmenes Betydning for Samfundet, om Moderkaldets Hellighed og Værdighed og om den huslige Kvinde i Modsætning til den Kvinde, der arbejder i Konkurrence med Manden - hvis alle disse Mennesker blot hver vilde tegne sig for saa lavt et Aarsbidrag som 5 Kr., saa vilde Masser - Masser af smaa, slidte Husmødre kunne faa en aarlig Hvile eller et Rekonvalescensophold efter eu Sygdom.

Vis i Gerning, at De mener, hvad, De siger. Meld Dem med Deres Aarsbidrag nu, naar De har læst dette. Der er flere Barakker at faa til Leje derude endnu, hvis det kan ske straks. Enhver af Komitéens Medlemmer er villig til og glad for at i modtage Deres Indmeldelse. Foruden de ovennævnte bestaar Komitéen af Overkirurg ved Kommunehospitalet, Dr. med. P. N. Hansen, Kontorchef i Hospitalsdirektoratet, Otto Falster, som er Foreningens Formand og Kasserer, Læge Fru Johanne Klein, Østersøgade 32, Oberstinde Julie Ramsing, Ribegade 8, Kommunehospitalets Inspektor la Cour Andersen og Redaktør Fru Charlotte von Osten, De Ferslewske Blade.

(Nationaltidende, 1. august 1925).