Lars Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

(Skizze af G. C.)

Ja hvem kender ikke den gamle Kludesamler, Lars Sommer? Denne høje, velvoksne Mand, som man ikke skulde tro, behøvede at staa paa Hovedet i Folks Skarnbøtter for at bringe en Stykke muldent Brød, nogle gamle Klude eller Glasskaar frem for Dagens Lys. - Og saa denne Syndflod af Forbandelser, hvormed han regalerede Alt og Alle, medens han puttede de værdifulde fundne Genstande i sin Sæk, ja de havde ogsaa deres Publikum, Lars havde ogsaa sin "Suite" og det var Københavns Gadeungdom, der jublede af Henrykkelse, naar de i det Fjerne opdagede deres kære Lars. "Hurra - a der er Lars! Lars Sommer kommer, det rimer Hurra - a !" skreg Drengene, medens de dog holdt dem i ærbødig Afstand fra Lars's Stok, som de vidste, han ikke var bange for at lade danse paa deres Rygstykker. Og saa kom Lars, høj og bredskuldret som han var, med Sækken over Skulderen, den tykke Egestok i Haanden og en gammel udtjent Felthue paa det store Hoved, med de taktfaste Skridt som en gammel Underofficer; han havde noget ved sin hele Fremtræden, som mindede om de gamle Jættesagn. - En gammel Sækkelærreds-Bluse, hvis Ærmer glindsede paa Grund af deres hyppige Rejser op til hans Lugteorgan, hængte løst ned over en Mave, der en Gang i Fortiden havde indtaget et langt større Rumfang end nu, et Par Benklæder, der vistnok hørte til Lars's fundne Sager, samt et Par solide jernbeslaaede Træsko, hvormed han syntes at vilde træde Alt under Fødder, fuldstændiggjorte hans Paaklædning. Men af hele Lars Sommers Person var hans Hoved dog det interessanteste, det lignede fuldstændig en mosgroet Ruin, hvor enkelte Steder en Tot Græs havde vovet sig frem for at hygge lidt paa sine forsømte Omgivelser. Et Menneske, der kun havde betragtet Lars flygtigt, vilde komme i en slem Forlegenhed, naar han nærmere skulde beskrive hans Hoved; ti han vilde kun have bemærket, at Lars ligesom andre Mennesker havde et Hoved, og at der paa dettes øverste Del befandt sig en Masse jordede, sammenfiltrede, haaragtige Legemer, hvis Farve var smudsigt brun; disse Legemer havde Tid efter anden forplantet sig til den mod Tilskuerne vendte Del, hvor de optraadte i større og mindre Hobe. Denne "Sammenrottelse" bragte en Gang en skarp Iagttager til at fremkomme med den Paradoks, at naar Lars vilde tage de mindre Hobe bort med en Ragekniv, og vaske de større godt igennem med Sæbespiritus, kunde han erholde et meget net Rocamboleskæg ud af det. Naa, det var en meget dristig Paastand, og Lars har aldrig gjort ham den Ære at bevise Sandheden deraf, saa foreløbig vil vi lade det staa hen. Hvad der derimod faldt Enhver i Øjnene var hans kolossale Næse, der mærkværdig lignede et Stykke flækket Tagrende, ja Ligheden var endog saa stor, at end ikke Tagdryppet manglede; naar jeg nu hertil føjer, at Lars Sommers Øjne vare smaa og af ubestemmelig Farve, tror jeg at have givet et nogenlunde anskueligt Billede af hans personlige Fortrin.

Lars Sommer var en indfødt Københavner, og blev efter en meget stormfuld Barndomstid, i hvilket hans Fritid var delt mellem Slagmaal paa Voldene og smaa gemytlige Schavspartier paa en eller anden Trappe i Peder Madsens Gang, sat i Lære hos en Snedker. Lars var af Naturen en opvakt Dreng og lærte hurtig sin Profession, men især var han agtet af sine Lærekammerater; ti Ingen kunde som han drikke en "Skalle", og heller Ingen var saa velkommen i Drengenes Drikkelag Lørdag Aften som "den gemytlige Københavner", saaledes kaldte han sig alt den Gang. Efter 5 Aars Forløb blev han Svend, og nu begyndte der et lystigt Liv, som han nød i fulde Drag. I "Stjernen" eller "Klodsen" kunde man være temmelig sikker paa at træffe Hr. Sommer, naar der var Dans, og Ingen kunde som han smække en "Forkert". Lars var kommet i Vælten, men han passede endnu sit Arbejde, og naar han havde vedblevet med det kunde han vedblevet at være en anset Svend; men snart fandt han det særdeles svært at holde Øjnene aabne ved Høvlebænken efter en ved Orgier tilbragt Nat. Naturen krævede Lars til Regnskab, han maatte opgive enten Høvlebænken eller Kæresterne, og da Lars sandt de sidste ulige mere tiltrækkende end den første, saa valgte han dem, og forlod sin Profession, for at vedblive at være den gemytlige Københavner. Nu gik det rask ned ad Bakke med Lars; snart kunde man træffe ham som en Mand, der levede af sin Pige, og hvad hun levede af, ja det vovede Ingen at spørge om, som kendte Lars Sommers propre Næve. Snart traf man ham som Indehaver af den noble Beskæftigelse at være Udsmider i et af de elendigste Huller i Peder Madsens Gang, Værtshuset "Pommerinken". Lars var her i sit Es, og det var vel ogsaa her, at han uddannede sig til sit nuværende Kald. - Han begyndte at blive stædig, og vilde sandsynligvis have været der endnu, hvis "Pommerinken", som var hans vigtigste Tilflugtssted, ikke var blevet jevnet med Jorden. En Ulykke kommer sjeldent alene, og det blev da ogsaa Lars's Lod at prøve dette. Han havde aldrig været nogen Skønhed, og nu begyndte der paa hans i Forvejen uformelige Næse, at fremkomme visse smaa røde Udvækster, som man plejer at kalde Tulipaner, sandsynligvis fordi de kun ere til Stads. Disse Prydelser, tilligemed hans Væsen, der blev mere og mere plumpt, syntes ikke at falde i Folks Smag. Alle hans Venner lod ham blive tilbage som et gammelt Stykke Inventar, Tidens Tand havde gnavet saa haardt paa, at det var blevet ubrugeligt. Og saa var Lars ikke mere i Vælten; men da han endnu var i Verden, maatte han have noget at leve af, noget der passede nogenlunde til hans forrige Levevis, og saa tog han fat i Kludesamleriet, det giver kun lidt af sig; men det koster heller ikke meget Arbejde. Den gemytlige Københavner er rigtignok forsvundet, og i Stedet for er der kommet en gammel, knarvoren Hypokondrist, der dog endnu er i Stand til at fremkalde Gemytlighed; thi naar han holder en af sine sædvanlige Tordentaler for sit ungdommelige Publikum, naar han med et Grin, der ender i noget usigeligt komisk, viser dem de Rariteter, han har fundet i Skarnbøtten, saa ler de og tænker: den Lars er dog en Pokkers Karl; men naar en alvorlig Mand, der kender Lars Sommers Historie, ser ham i hans nuværende Forhold, da beklager han, at hans gode Evner ere gaaede til Grunde, og da vender han sig fra ham, ikke med Foragt, men med Medlidenhed. Og hvem kender ikke Lars Sommers Historie.

(Social-Demokraten 23. september 1881).

Pommerinken lå på hjørnet af Adelgade og Prinsensgade. I en del kilder (fx Bo Bramsen) benævnes den en spækhøkerforretning.

Fra Cigarfabrikerne. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Hr. Carlsens Cigarfabrik i Adelgade fungerer der en Cigararbejder C. Dinesen som Mester. Denne Mand er alt andet end human; maaske Grunden dertil er, at der er et gammelt Ordsprog han har indprentet i sin Hukommelse, og som han har vanskeligt ved at faa ud af Hovedet igen, nemlig, at som Herren saa og Tjeneren; ti hans Herre, Carlsen, generer sig slet ikke for at titulere sine Arbejdere som Svin, Laban, Sjover etc. I det Hele taget er han raa og brutal i sin Opførsel. Hvad vi særlig her vil anke over er, at ovennævnte Dinesen søger at skade og fortrædige sine Kolleger, saa at de derved lider et ikke saa ringe pekuniært Tab ved det forud slet lønnede Arbejde, og foruden dette tillige at have en Del Skyld i, at Arbejdets bliver gjort fyrige.

At Hr Dinesen vil have, at Arbejderne skal arbejde økonomisk med Fabrikantens Tobakker, kan vi være enige med ham i, men naar det drives saa vidt, for at berige Fabrikanten, at Arbejderne derved lider et Tab paa 2 a 3 Kr. pr. Uge af en Løn, der forud ikke overstiger 12 Kr. ugenl., da kan vi ikke andet end tilraade Arbejderne, at de selv sætter en Stopper for en saadan Herres Vilkaarlighed. At D. herved søger at slaa sig op paa sine Kollegers Bekostning er tænkeligt, da D.s Fortid hos Hr. Carlsen ikke tyder paa at være den bedste, eftersom Hr. D. for en Tid siden blev af Hr. C. jaget bort, begrundet paa Drik (hvad Hr. C. selv har forklaret), saa at det vel sagtens er vanskeligt for ham at faa Arbejde paa andre Steder, saa maa vi højlig misbillige hans usle Midler her for at holde sig.

Til Slutning skal vi saavel til Hr. Carlsen, som til Hr. Dinesen, bemærke, at det dog kunde være muligt at Arbejderne gjorde omkring og lod dem vide, at de ikke var til for de to Herrers Skyld; maaske Hr. C. saa kunde faa Øjnene op for Hr. D.s Bjørnetjenester.

(Social-Demokraten 7. juli 1881)

Agnes Marie Lind. (Efterskrift til Politivennen)

En Plattenslagerske. (Kbh. Bl.) For nogle Aftener siden kom en Dame op til en paa en Kvist i Adelgade i Kjøbenhavn boende Enke og spurgte hende, om hun vilde modtage en ung 15-aarig Pige i Kost og Logis mod en Betaling af 30 Rd. maanedlig. Det var en meget rig og høitstaaende Mand, der beskyttede og understøttede den unge Pige, sagde Damen, og da han vilde blive meget vred, hvis han fik at vide, at Nogen havde faaet Underretning om, hvem hans Protegee var, skulde denne bestandig bære en sort Maske for Ansigtet, hvilken Enken maatte forpligte sig til aldrig at prøve paa at faae hende til at tage af, ligesom Enken heller ikke paa anden Maade maatte søge at udforske, hvem hun var. Da Enken gik ind paa disse Betingelser, blev det en Aftale, at Damen skulde komme igjen den næste Formiddag med en Wienervogn, hvorpaa de i Forening skulde hente den unge Pige, der for Tiden var hos en Jordemoder. Damen vilde nu gaae, men paa Enkens Anmodning blev hun og spiste til Aften tilligemed en tilstedeværende Veninde af Enken. Efter Aftensmaaltidet, under hvilket det var Enken og hendes Veninde paafaldende, at Damen spiste saa overordentlig meget, klagede denne over Ildebefindende, hvorfor hun fik Tilladelse til at blive der Natten over. Næste Morgen, efterat hun havde drukket Kaffe, sagde hun, at da hun nu var rask, vilde hun gaae ud at hente de 30 Rd. til Forudbetaling for den første Maaned og samtidigt kjøbe nogle Levnetsmidler, som hun vilde bringe til Gjengjæld for det, hun havde nydt. Til at bære Fødemidlerne i laante hun en Voxdugstaske, men senere har hun ikke ladet høre fra sig, og da man derhos efter hendes Bortgang har savnet Adskilligt, har hun formeentlig tillige benyttet Lejligheden til at gjøre sig skyldig i Tyveri.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 12. december 1866)

Det "dameklædte" Fruentimmer. Der er nu aflagt Dom i Sagen imod det "dameklædte" Fruentimmer, der i Begyndelsen af Vinteren under Foregivende af at hun skulde anbringe i Kost og Logis en ung Pige paa 15 Aar, der skulde være ukjendt og derfor bestandig bære en sort Maske for Ansigtet, skaffede sig Adgang til en Enke i Adelgade i Kjøbenhavn, som hun bestjal. Efter det opgivne Signalement blev den ommeldte Dame eftersporet og anholdt og befandtes at være Agnes Marie Lind, der ved Kriminal- og Politirettens Dom af 20te Novbr. f. A. for Bedrageri var bleven anseet med 13 Maaneders Forbedringshusarbeide, men endnu ikke afleveret til Straffeanstalten. Imedens hun nemlig, efter at denne Dom var overgaaet hende, endnu var paa fri Fod og, efter at være bortgaaet fra sit Logis i Gothersgade, drev omkring paa Gaden uden Penge og Tilholdssted, fattede hun den Idee, under det ovennævnte urigtige Foregivende foreløbigt at skaffe sig Logis og Ophold. Efter at være anholdt og fængslet, blev det ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og ved det iøvrigt Oplyste beviist, at hun ikke alene efter den hende overgaaede Dom havde gjort sig skyldig i det anførte Bedrageri, men ogsaa fra det Logis, hun som anført havde forladt i Gothersgade, havde medtaget de hende til Brug i et af hende i ugevis leiet Værelse overladte Sengeklæder af Værdi 17 Rd. og uden Vedkommendes Samtykke pantsat disse. Tiltalte vedgik ligeledes, at hun, forinden den foranførte Dom blev afsagt, havde frastjaalet en Jernhandlers Kone noget Linned samt uden Vedkommendes Vidende og Villie solgt nogle hende laante og lejede Klædningsstykker. Ved Kriminal- og Politirettens Dom er, ifølge "B. Td.", den Tiltalte, der er 35 Aar gammel og flere Gange straffet, bleven anseet med i det Hele 18 Maaneders Forbedringshusarbeide.

(Thisted Amtsavis 21. marts 1867)

“Agnes Marie Jensen eller Lind, et affekteret forskruet Fruentimmer, der er straffet ofte og gjentagne Gange med Forbdh: for Tyveri og Bedrageri, nemlig for Pantsætning af leiede og laante Ting; see mist: Prot: C: Pag 316.” [1869/1870]. Genealogisk Forlag.

Pleiebørn. (Efterskrift til Politivennen)

Der er i denne Tid i Kjøbenhavn indledet Undersøgelse i en Sag, som blotter en af det civiliserede Livs mørkeste Sider: den Samvittighedsløshed, hvormed Forældre overlade deres Børn til Fremmede, og den Vanrøgt eller endnu værre Behandling, disse ulykkelige Pleiebørn ere voldgivne. De Vedkommende ere en Mand og Kone i Adelgaden, som tog spæde Børn i Pleie for Betaling af 40 Rd. eengang for alle. Det er beviist, at der hos disse Folk i de sidste 8 Aar er død 23 Børn, som vare givne dem i Pleie; saavidt vides, er det derimod ikke oplyst, at noget Plejebarn i dette Tidsrum har forladt dem levende. Det er ligeledes forklaret, at Manden oftere har yttret Ønske om, at et eller andet af Børnene snart maatte faae Ende paa det, og at han har slaaet de ganske spæde Børn saaledes, at de havde tydelige Spor af Mishandlingen. Ved den hygiejniske Congres's Forhandlinger her i 1858 om den store Dødelighed iblandt Pleiebørnene blev den daarlige Beskaffenhed af de saakaldte Pleieforældre erkjendt som et væsentligt Moment, men om en saa gruopvækkende Tilstand, at Børnene næsten med den Udsættendes Vidende udsættes hos Folk for at døe, havde sikkert selv de meest Erfarne ingen Forestilling. (Fædrelandet).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849).

Frederik Gottlieb Sultan (1816-1854). (Efterskrift til Politivennen)

Ved Proclama af 31te f. M. som er tinglyst i Bytingsretten og vil blive tinglæst i den Kongelige Lands-Overret i Wiborg ere Alle og Enhver som maatte have nogen Fordring paa Dødsboet efter afgangne Arrestforvarer Christian Phillip Sultan, i Overeensstemmelse med Pl. 2den Juni 1819 indkaldte med 12 Ugers Varsel, til for undertegnede Skifteret at anmelde og beviisligjøre deres Fordringer paa dette Boe. De fraværende Arvinger Carl Philip Anthon Sultan og Frederik Gottlieb Sultan, ere indkaldte med lovligt Varsel til at anmelde og legitimere deres Arveret. - Hvilket herved endvidere bekjendtgjøres. 

Aarhus Skifteret, den 22de Februar 1836.
Fleischer. Engelsted.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 27. februar 1836).

I marts 1838 var Frederik Gottlieb Sultan i Højesteret i en sag hvor han havde forladt Ladegården m.m.

Ved folketællingen i 1840 angives hans bror Carl Philip Anton Sultan (f. 1811) som indsat i Rasp- og forbedringshuset på Christianshavn. Han optræder tilsyneladende ikke i folketællingen i 1845?

I februar 1842 fik han 1 års forbedringshusarbejde for fornærmelser mod politiets betjente. Han betegnedes ved den lejlighed som oftere straffet.

Ved Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom 24. marts 1844 blev han idømt 2 års forbedringshusarbejde sammen med en anden (Viingaard), sidstnævnte fik 18 måneder. Tiltalen var tyveri, opsætsighed mod og forgribelse på fattigvæsnets betjente samt for løsgængeri. Den 6. maj 1845 kom sagen for Højesteret som stadfæstede dommen, dog fik Viingaard 1 år.

Ved folketællingen i 1845 opholdt Frederik Gottlieb Sultan sig i forbedringshuset for mandsfanger på Christianshavn.

Faretruende Adfærd. I Tirsdags Aftes Kl. mellem 10 og 11 anmeldtes paa Politidirecteurens Bopæl, at endeel Bohave var henstaaende udenfor Stedet Nr. 213 i Adelgade, og at dette Steds Eier ikke vilde modtage samme, der skulde være hensat der af den forhen straffede og til Politiprotocollen over mistænkelige Personer henhørende Frederik Gotlib Sultan. Bemeldte Bohave blev derpaa bragt til fornævnte Bopæl, hvor kort efter Enken Johanne Svendsen, boende i det ovenfor angivne Sted paa Qvisten i Baghuset, indfandt sig og forklarede, at Sultan, hvis Kone siden i Torsdags havde logeret hos hende, samme Aften var kommen flyttende med sit Tøi fra et Sted, kaldet Hvideros, og havde forlangt det indsat hos hende, hvilket saavel hun som Værten havde modsat sig, idet denne tillige forbød ham at komme ind i Huset. Han var imidlertid senere desuagtet kommen i beskjænket Tilstand op paa hendes Bolig, hvor han havde kastet hendes Meubler omkring i Værelset og med en Kniv, som han tog fra Bordet, truet med at ville stikke Enhver, der nærmede sig ham. Konen Svendsen havde derpaa taget Flugten og begjerede en Assistence af Politiet. Ved dettes Ankomst til det paagjeldende Sted fandtes Sultan beruset liggende paa Gulvet i Værelset, hvorfra han førtes som Anholdt til Politiarresten. For at søge nærmere Oplysning om den under Bevogtning hensatte Sultans Adfærd, indfandt en Politibetjent sig næste Morgen i det førommeldte Sted i Adelgade, hvor det af flere af Huusbeboerne blev udsagt, at Sultan havde opført sig saaledes, at Enhver, ved at komme ham nær, maatte befrygte at blive lemlæstet. Hans Kone, der Aftenen i Forveien ikke var bleven antruffen, forklarede nu, at da hendes Mand var kommen op til hende og Enken Svenden i beskjænket Tilstand og under Støi og Spektakel med en Kniv i Haanden havde truet med at ville slaae hende ihjel, havde hun, efterat Enken Svendsen var flygtet, i sin Fortvivlelse, og for at unddrage sig sin Mands Raseri, aabnet Vinduet til det paa 5te Sal værende Qvistværelse, sprunget ud paa Taget, klattret op paa Ryggen af Huset og var gjennem Skorsteensrøret falden ned paa Skorstenen i 2den Etage. Da hun ved Faldet var bleven saaledes forslaaet, at hun ikke kunde gaae, blev en Barbeer hentet, der, efterat have undersøgt hende, erklærede det nødvendigt, at hun bragtes paa Hospitalet, hvor hun derefter blev indlagt til Behandling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1849, 2. udgave).

Ved Kriminal- og politiretten den 20. juli 1850 blev Sultan dømt for 4. gang for løsgængeri, og fik 2 års forbedringshus.

Han døde i august 1854 i Trinitatis Sogn med titel af arbejdsmand, 39. år gammel. Dødsårsagen blev angivet til delirium tremens.

Ildebrand i Adelgaden (Efterskrift til Politivennen)

En i går udbrudt ildløs hos en brændevinsbrænder på hjørnet af Adelgade og Hjortelængen afgav et nyt bevis på nødvendigheden af at Københavns Brandvæsen snart indrettes på en mere hensigtsmæssig måde. Det er nemlig om dagen, - og især søndag eftermiddag, når de fleste indbyggere er uden for byen - meget vanskeligt at samle det tilstrækkelige mandskab af brandkorpset, fordi der ikke som om natten gives et så almindeligt over hele byen udbredt tegn til at underrette dem om at der er udbrudt ild. Det kan derfor ske, at der hengår temmelig lang tid inden slukningen kan begynde. 

Langt mere hensigtsmæssig end den almindelige larm over hele staden, med klokkeklemten og trommer om dagen, og vægternes råb og piben om natten, ville det derfor vist nok være, at der et sted i byen, fx hos brandmajoren, indrettedes en stadig brandvagt, hvor en eller flere sprøjter, med alt tilbehør, samt officer og mandskab, bestandig var beredte til at begive sig til brandstedet, efter derom modtaget anmeldelse, som kunne ske uden straks at alarmere hele byen, hvilket var tids nok, når ilden gjorde større hjælp fornøden. Således er brandvæsenet indrettet i de fleste store stæder, og de fleste ildebrande slukkes der uden almindelig alarm, som her, i det mindste ikke om dagen, er tilstrækkelig til at skaffe hurtig og kyndig hjælp. 

Det kan ikke forlanges, at alle til brandvæsenet henhørende personer skal bestandig være på rede hånd; men når der var indrettet brandvagter, så ville enhver efter sin vagttur altid vide når det var hans pligt at være til stede. I går skal det på grund heraf have været temmelig længe inden nogen brandofficer indfandt sig. H k. H kronprinsen var derimod til stede og opmuntrede ved sin nærværelse til slukningen og redningen. Et par mennesker skal være kommet til skade ved denne ildebrand, der ødelagde baghuset,

(Kjøbenhavnsposten, 21. juni 1847)

Hjortelængen eksisterede indtil 1869 og er nu en del af Klerkegade. I den tredje artikel oplyses at adressen var Adelgade 255, fra 1859 Adelgade 107, i dag "Borgergården" (1961)

København, den 28. juni 1847
Berlingske meddelte i fredags, at det er blevet oplyst at en af de i den sidste tid så hyppige ildebrande her i staden har været påsat. Det er en tøjmagermester, der med kone og tre
børn beboede en kvist på 6. etage i et baghus i Adelgade, som har gjort sig skyldig i denne forbrydelse, ifølge den tilståelse han skal have afsagt i de forhør, der er optaget over ham ved kriminal- og politiretten. Det hedder i beretningen i Berl., at "da han ikke tilbørlig havde passet sit arbejde, var han kommet i fortrykte omstændigheder, og nogen dog ubetydelig gæld; af sorg over sin stilling var han aftenen før den nat (d. 27 f. m.) ilden opkom, gået til Peblingesøen for at drukne sig, men havde betænkt sig og besluttet at sætte ild på sit værksted for at tilvende sig en assurance, han nogen tid i forvejen havde tegnet til et betydeligt højere beløb end han ejede valuta for, idet han længe havde ventet, at der ville opstå vådeild ved en i hans værksted daglig afbenyttet kamin, som var i en uforsvarlig stand. 

Kl. 11 bemeldte aften lukkede han sig ubemærket ind i  sit værksted, og efter at have indrettet alt der til ildens hurtige udbredelse, antændte han den, aflåsede værtstedet og gik i
seng i den tilstødende stue, hvor hans kone og børn allerede sov. Han vil straks have fortrudt sin gerning, da han hørte ilden udbrede sig, og ville slukke den, men kunne ikke finde nøglen til værkstedet. Dettes dør blev imidlertid sprængt af en anden tilkommen person, og ilden sås da at brænde i lys lue mellem kaminen og en ved denne stående væv, så at den kun ved fleres anstrengelse kunne slukkes. Arrestanten vil ikke have tænkt på den fare, hvorfor han udsatte de 24 familier, som boede i samme baghus, idet han antog at ilden ville blive slukket inden den forplantede sig dybere ned i huset. Hans kone, der også var arresteret, er blevet løsladt". 

Det er vistnok hverken den første eller sidste forbrydelse af denne art, som er foranlediget ved den fristelse, der fremkaldes ved den i øvrigt så højst gavnlige brandassurance. Men der er heller ingen tvivl om, at denne fristelse endnu mere kan forøges ved omstændigheder, der kunne og bør forebygges. Det hedder vel i denne beretning om den afsagte tilståelse, at den pågældende ikke "tilbørlig har passet sit arbejde," men der tilføjes ikke nøjere hvad man forstår ved en sådan tilbørlig pasning af arbejdet, hvori dette arbejde bestod og hvorvidt det var muligt for en familie på fem personer at ernære sig derved. Vi fremsætter ikke disse bemærkninger til nogen undskyldning enten for forbrydelsen eller forbryderen, der vistnok bør rammes af lovens arm. Men vi ledes kun dertil ved det i disse dage blandt borgerrepræsentanternes forhandlinger offentliggjorte referat af et svar fra direktionen for den herværende straffeanstalt, hvori tøjmagernes klager over den konkurrence, de i deres arbejde er udsat for ved de i straffeanstalterne anlagte bomuldsvæverier, afvises som grundet og ubeføjet.

Men vil nu ikke den forbryder, efter at være blevet dømt, komme til at arbejde i straffeanstalten på sin profession og det under bedre og sikrere vilkår, end han hidtil har arbejdet for at ernære en familie? Vistnok må den moralske følelse være sunket dybt
hos et menneske, der kan tænke på et sådant valg, men den fortvivlelse, der kan beslutte selvmord, kan vel også lede dertil - og i ethvert tilfælde bliver det en sammenstilling mellem frie arbejdere og straffefanger, der aldrig burde udgå fra det offentlige under noget som helst påskud.

(Kjøbenhavnsposten, den 28. juni 1847)

Sagen blev også fremhævet i forbindelse med en lignende ildspåsættelse:

- Et nyt eksempel er i disse dage opdaget, idet en anden af de i den senere tid her i staden forefaldne ildebrande også har ledt til bekendelsen af forsætlig ildspåsættelse, naturligvis af samme grund for at tilvende sig den højere assurancesum. Noget af det værste derved er måske endnu, at det netop er de mere dumme og mindre hårdnakkede forbrydere af denne art, der bringes til bekendelse, mens de raffinerede og mest forstokkede kunne være langt sikrere på at gå fri. Til de temmelig dumme eller plumpe ildspåsættelser hører netop den her omhandlede, ved hvilken armod har været årsagen til at den offentlig tilbudte fristelse har sejret over Elendigheden. Det også i så henseende mærkelige referat af sagen lyder som følger:

"Arrestanten, der var tøjmagermester, 23 Aar gammel, gift og havde 3 Born, hvoraf det ældste var 6 og det yngste lidt over 1 år gammel, samt levede i små omstændigheder, tilstod, at han natten mellem den 27. og 28. maj sidstleden havde, drevet dertil af næringssorger, anlagt ild i sit værksted, der lå ved siden af hans beboelseslejlighed på kvisten i baghuset til stedet nr. 255 i Adelgaden. Efter hans forklaring var han den foregående aften i en fortvivlet tilstand over at han intet ejede og intet havde at leve af gået ud på Østerbro. Her havde han først villet drukne sig, men ved tanken om sin Kone og sine børn, havde han opgivet dette forsæt og derimod fattet den beslutning at stikke ild på sit værksted, for således at tilvende sig den assurancesum af 900 rbd., for hvilken han havde forsikret handelsvarer, møbler og håndværksredskaber og som oversteg det forsikredes værdi med næsten det firedobbelte. 

Med denne beslutning gik han hjem og lige op til sit værksted. Klokken var da omtrent 11. Her flyttede han fra 2 skabe 2 kurve med garn samt en i værkstedet stående feltseng, hvorpå ligeledes lå noget garn, hen imellem kaminen og en i værkstedet stående væv og gav den en sådan stilling, at ilden måtte forplantes fra den ene til den anden op til væven. På bunden af den ene kurv lagde han alle de fyrrepinde og andet brænde, deriblandt slukkede brande som hans kone havde i kaminen til at lave mad ved, og for det skulle brænde bedre, lagde han noget garn ovenpå. Ved hjælp af friktionssvovlstikker antændte han dernæst brændet og da han havde fået dette til at brænde i lue, forlod han værkstedet, som han aflåsede efter sig og begav sig ind i sin derfra kun ved et bræddeskillerum adskilte beboelseslejlighed, hvor han klædte sig af og gik i seng. Hans kone og børn, der lå i samme værelse, var allerede til sengs og sov. Hvad klokken dengang var, vidste han ikke, men han var temmelig længe om at anlægge ilden, da han gjorde det i mørke. 

Kort efter at han havde lagt sig i sengen, hørte han, at ilden bredte sig i værkstedet og nu, sagde han, fortrød han sin gerning, hvorfor han stod op og, som han påstod, gjorde anskrig i huset samt vækkede beboerne. Denne sidste del af arrestantens forklaring bestyrkedes imidlertid ikke af de øvrige under sagen oplyste omstændigheder, hvorimod disse meget mere talte imod samme, navnlig forklarede hans kone, at hun omtrent kl. 1 var vågnet og havde da lugtet røg samt hørt knagen af ilden fra værkstedet, hvorefter hun havde kaldt på sin mand, som da stod op, ligesom et fruentimmer, der tilligemed hendes barn beboede et kammer tæt op til værkstedet, forklarede, at hun var vågnet og havde bemærket røg, hvorefter hun var stået op og havde banket på hos arrestanten, idet hun underrettede ham om, at der var ild, hvorpå der var blevet svaret at ilden var i kaminen. Også havde arrestanten, da en i huset boende snedker var kommen til og med sin økse havde åbnet døren til værkstedet, igen slået denne i lås, fordi, som han angav, at luen steg ud af døren og han frygtede for, at ilden skulle nå hans børn, der endnu lå i sengen. 

Mens arrestanten derpå selv var gået til politidirektøren for at melde ilden, var en i stuen boende brolægger kommet til og havde med en jernstang stødt værkstedsdøren ind, hvorefter ilden af husets egne beboere var blevet slukket. - Ved den senere foretagne undersøgelse af værkstedet blev det befundet, at endestykkerne af 2 af gulvbrædderne var forkullede og på et par steder endogså aldeles gennembrændte, ligesom træbeklædningen under taget nærmest kaminen såvel som loftet fandtes noget forkullet. Med hensyn til de gennembrændte steder forklarede imidlertid arrestanten, at der allerede før branden var åbninger i gulvet på disse steder, hidrørende dels fra, at brædderne var gamle og forslidte, og dels fra ild, som i tidens løb var faldet ned på dem fra kaminen. Chefen for Københavns Brandkorps ytrede at denne forklaring ikke var usandsynlig, hvortil han erklærede, at det vanskelig kunne afgøres med bestemthed, om selve huset kunne antages at have været antændt, idet den ommeldte forkulning af gulvet og loftet vel tydede hen på at ilden havde haft fat i disse dele og begyndt at antænde dem, men i en meget ubetydelig grad. 

Da det således ikke med vished kunne statueres, at der havde været ild i nogen del af bygningen, og forbrydelsen som en følge deraf ikke kunne betragtes som fuldbyrdet, ansås arrestanten, der ikke tidligere var straffet, alene for attenteret brandstiftelse, idet straffen i henhold til fordng. 26. marts 1841 § 13, sammenholdt med § 4, bestemtes til 6 års fæstningsarbejde, hvorved han tillige afsonede den straf, han havde forskyldt for den ham overførte assurancesvig. Derimod fandtes betingelserne for anvendeligheden af den citerede fordng. § 1 ikke at være til stede, for vel blev det oplyst, at det fruentimmer, der som ommeldt beboede et kammer i nærheden af værkstedet, kunne tilligemed sit barn have været udsat for livsfare, dersom ilden havde udbredt sig, men arrestanten påstod imidlertid, at han ikke havde erindret, at der lå nogen på bemeldte kammer. Aktor og defensor tillagdes hver 8 rbd. i salær".

(Kjøbenhavnsposten 6. oktober 1847).

Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Snedker i Adelgade. (Efterskrift til Politivennen)

I denne Krigstid, da mangen ædel Færdrelandets Forsvarer besegler sit Krav paa dets Taknemmelighed med Tabet af dyrebare Lemmer, da vi have med en glubsk og lumsk Fjende at gjøre, hvis Feltherrer ønske Kvinder og Børn sammenproppede i de Byer de belejre, for at kunne lemlæste dem med Bomber o.s.v. er det en sand Glæde at erfare, at vi ogsaa hos os selv kunne faae saadanne Redskaber gjorte, der paa den bedste Maade lindre Tabet af en Arm eller Fod, og gjøre det ukiendeligt. Hr. Snedker J. Wulf, boende i Linden i Adelgaden, forfærdiger overmaade velgjorte mekaniske Arme og Fødder, og for en taalelig Pris. Ogsaa mekaniske Stole for Apoplektiske forstaaer han at forfærdige til største Tilfredshed.

(Dagen, 30. august 1808)

Gadepatrol.

1) Ved det gamle bindingsværkshus på hjørnet af Farver- og Gåsegade står en afviser på fortovet i sidstnævnte gade. Da fortovet her er meget smalt, og afviseren er til ingen nytte, men tværtimod kan bevirke mange farlige fald på mørke aftener, ønskes den borttaget.

2) Det skilderhus som er placeret på hjørnet af gennemgangen i Domhusbygningen (før kaldet Slutterigade) og Kattesundet, findes næsten dagligt at være besudlet med ækle ekskrementer og vil snart oprådne da det synes som om mængden har valgt den krog hvori det står, til urinsted. Skildvagten som har sin post inde i gangen, kan i regnvejr ikke søge ly i skilderhuset hvor det nu står, da han ikke derfra kan have tilbørlig opsyn med arrestvinduerne. Det synes derfor mere rigtigt om det flyttedes ind i gangen selv, hvorved de her nævnte ulemper ville forebygges.

3) Så vidt vides er det befalet at de handlende eller andre som vil have at vægteren skal vække dem tidligt om morgenen, skulle anskaffe sig en klokke i deres værelse for at vægteren ikke ved støjende banken skal forstyrre syge eller andre der bor i nærheden, og som ikke behøver at være så tidligt på færde, i deres morgensøvn. Er dette sådan, da overtrædes denne befaling af nogle handlende i Adelgade neden for Dronningens Tværgade hvor vægteren ved stærk banken på vinduesskodder og kælderdøre om morgenen kl. 5 vækker mange som på den tid ønskede at sove.

4) Landkadetakademiet der i det hele taget trænger til afpudsning, mangler påmalingen af begge gadernes navne. En sådan mangel burde mindst finde sted ved en offentlig bygning.

5) I den senere tid har natvognskuskene behaget at holde med deres skidne vogne straks indenfor Amagerport indtil kl. 6 om morgenen mens de efter endt nattefart, tager sig frokost i en kælder der findes der. Dette synes ikke at burde tillades, da disse vogne afgiver en væmmelig stank, hvormed Christianshavns indbyggere desuden plages fra mere end en side.

6) De skure som er anbragt over lærredsbutikkerne ved Helligåndskirken, er i en sådan tilstand at de skæmmer kirken og mispryder gaden. De som er halvt oprådnede, burde fjernes og nye, smagfuldere anskaffes, hvis sådant findes nødvendigt. Man mener butikkerne afgiver så meget i leje at dette nok kunne ske uden videre udgift for den i andre henseender ret godt doterede kirke.

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning.

Skilderhuset blev borttaget og et nyt placeret samme sted ifølge en bekendtgørelse i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143.

Spørgsmaal, angaaende Arbeidstiden for Muursvendene i Danmark.

Det er bragt i erfaring at der fx på Nørregade og på bager Pipers bygning i Adelgade arbejdes af tyske mursvende, for en tysk mester fra kl. 5 til 12 formiddag og fra kl. 1 til 9 eftermiddag, hvorimod de danske mursvende kun arbejder i den en gang bestemte tid fra 6 til 12 og 1 til 8. Om dette er en ny opfindelse af mesteren. Om disse svende ikke i den reglementerede arbejdstid skulle kunne tjene deres dagløn, eller om det er et frit tilbud af svendene selv, for fortrinligt at få arbejde, om dette dette ønskes gennem dette blad underretning behageligst meddelt. For mens mange danske mursvende - deriblandt flere med talrig familie - går ledige, får udlændinge arbejde hvorimod det i Tyskland er en regel at den indfødte først kommer i arbejde. Taler ikke også rimelighed for at landets børn fortrinligt burde nyde landets brød?

Nogle danske mursvende.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 387-388.)

Farlige Smedesvende eller Smededrenge i Adelgaden Nr. 236.

Lørdag den 26. i forrige måned omtrent klokken halv ni om aftenen gik indsenderen gennem Adelgade. Men måtte pludselig standse uden for nævnte sted da hans vens karl der just passerede forbi samme hus, uden mindste skyld fra hans side blev overfaldet af nævnte smedesvende. Ved anmodning om at få fri passage som den der havde fortovsretten, blev han af disse slået i ansigtet så voldsomt at blodet styrtede ud af hans næse og mund. Indsenderen anmoder derfor indstændigt vedkommende smed at han vil pålægge sine kåde svende eller drenge at holde sig fra sådan voldsom adfærd hvis han ikke vil pådrage sig ubehageligheder.

(Politivennen nr. 719, Løverdagen den 10de Oktober 1829, s. 662-663)

Redacteurens Anmærkning

Adelgade 236 blev 1859 til Adelgade 66. Nummeret eksisterer ikke længere.

Svar fra Eieren af Huset Nr. 282 i Adelgaden.

Skønt det i bladet nr. 662 i dette år indrykkede stykke mod mig ikke fortjener svar, vil jeg dog for mine medborgeres skyld og for at oplyse indsenderen om alle hans vildfarelser, svare ham denne gang. De klager over at min gård ikke er ryddelig og at De tabte Deres nye hat i rendestenen, hvilket gør mig hjertelig ondt at De skulle være så uheldig. Men da der er 3/4 alen fra murstenene til rendestenen, finder jeg og vist enhver at De må have plads nok med mindre De var svimmel. Murstenene er opstablet fordi den foregående ejer af stedet var befalet af Bygningskommissionen at sætte tre stivere til sidehuset. Og da disse finder sted på fortovet, har jeg ladet sætte mursten eller om De vil murbrokker for derved at hindre folk fra at komme til skade i mørke. 

Hvad det mig tilhørende "Ros" angår, da er jeg ikke så dårlig at formode at De ville løfte eller flytte et stykke på grund af at Deres gode klæder og fine hat vist ville blive tilsmudset. Men derimod tror jeg at De må være af temmelig svagt syn, især når spiritussen har forstyrret Deres hoved. Desuden underretter jeg Dem om at når der bygges i en gård, så kan den ikke befindes så ryddelig som andre gårde. 

Jeg må også lade Dem vide at De har sonderet fejl på lokummet, for der var ingen mur at bryde ud. At jeg lod grave til et større lokale, behøver jeg vel ikke at aflægge Dem regnskab for. Når De havde set nøjere til, ville De erfaret at sammes udvidelse var en nødvendighed. Skulle hestegødningen endnu forårsage stank for Dres næse, da vil jeg lade Dem vide at i de fleste gårde hvor der holdes heste, finder det samme sted. Men da jeg har hørt at hestegødning skal være tjenlig for nogle sygdomme, ønskede jeg (skønt De synes at være min uven) at De ville hvis De havde et tilfælde som kunne kureres med samme, benytte min gødning til det. 

At to lokummer altid er i den orden de bør være, har jeg sørget for. Og dersom De behøver at benytte lokummet når De igen besøger Deres familie som bor i sidehuset, vil De finde at det forholder sig rigtigt. Jeg forventer, højtærede hr. Ven, når De igen kommer, at De vil først besøge mig, da jeg med glæde vil ledsage Dem frem og tilbage. Det øvrige De anfører er usandheder og fortjener intet svar, lige så lidt som jeg værdiger Dem at svare flere gange.

R. Knudsen.

(Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 603-605)

Redacteurens Anmærkning.

Adelgade 282 eksisterer ikke længere. Det blev i 1856 til Adelgade 57 og i 1945 udlagt til offentlig gade. Det må have ligget omtrent på højde med Sølvgade.

Til Eieren af "hvide Ros" i Adelgaden.

Jeg tager mig den frihed at spørge ejeren af gården nr. 292 i Adelgade om det ikke var muligt for ham at holde sin gård en lille smule mere ryddelig. For da jeg forleden aften besøgte en af min familie som boede i sidehuset, skete det da jeg ville gå derfra at jeg fik ødelagt en ny hat. Man advarede mig at jeg skulle tage mig i agt, da gården lå fuld af grus og murbrokker. Men deres advarsel hjalp mig kun lidt, for straks da jeg kom ned, løb jeg imod en af de stivere der understøtter sidehuset, så hatten fløj i rendestenen. For det andet måtte jeg gå langs ad rendestenen i skarnet. Måske vil man spørge hvorfor? Og jeg skal da fortælle årsagen. Langs med sidehuset er opstablet en mængde murbrokker lige ud til rendestenen. Og de stiver der understøtter huset, står udenfor rendestenen, tillige med en mængde gammelt ros. Altså var jeg nødsaget til at passe rendestenen, hvilket de af sidehusets beboere som bor længst oppe i gården, ligeledes nødes til.

Når man kommer fra gaden ind ad porten i gården, står der to vogne. Ved den ene side af vognene er der pakket med gammelt tømmer og pumpetræ. Men ved dagens lys kan man dog med møje trænge sig igennem skønt man må risikere at få sine klæder iturevne eller besudlede. Men når man kommer længere fremad, træffer man på en mængde gammel kalk og en mængde grus som er meget besværlig at overstige. Nu må man tage sig i alt for ikke at nærme sig lokummet, da ejeren har taget sig den frihed at lade en kule blive gravet ved enden af samme og gennembrækket muren således at skarnet kan løbe fra lokummet i kulen. 

Det forstår sig han har ladet kulen blive dækket med gamle brædder. Men dog skete det den forgangne vinter at en velklædt person var så uheldig at falde deri og måtte gøre anskrig om hjælp for at blive reddet. Kommer man ind på lokummet, da er der atter opstablet med murbrokker og gamle brædder. Hvilket dog er nødvendigt, for ellers ville det være umuligt at gå derind fordi det for det meste løber over og forårsager en uudholdelig stank såvel i gården som i de omliggende huse. 

Endelig når man har tumlet sig frem og kommer op i enden af gården, møder man en mængde hestegødning, hvilket også forårsager en meget ubehagelig lugt for gårdens beboere.

(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 582-585)

Redacteurens Anmærkning

Adelgade 292 blev senere til Adelgade 37. Den blev formentlig revet ned ved de store saneringer i 1940'erne. Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 603-605 .

Gjordemoder-Færd.

Onsdag den 18. dennes om morgenen mellem kl. 4 og 5 kom et fruentimmer i barnsnød i Gothersgade midt på gaden. Vægteren i nævnte gade søgte ufortøvet hjælp hos en jordemor i Adelgade nr. 205 straks ved Gothersgade, men blev svaret ud af et vindue på første sal at noget længere henne i gaden boede en anden jordemor til hvem han måtte henvende sig, en anvisning han med il fulgte. Mens vægteren røgtede sit hverv hos maden C. M. Buchardt i nr. 216 i Adelgade, ringede en pige på den føromtalte klokke for at få hjælp til samme fruentimmer som vægteren var beskæftiget for, men blev også bortvist, dog til en anden jordemor som skulle bo i Gothersgade ved siden af Hjortapoteket i nr. 337. Men nævnte pige forlod den anvistes bopæl uden at nogen fulgte hende, og var sandsynligvis også derfra blevet afvist. Imidlertid så anmelderen madam Buchardt i største il, og ordnende sin påklædning på gaden i færd med at begive sig til det sted hvor hendes hjælp behøvedes. - Idet anmelderen i den lidende menneskeheds navn yder denne vakre kone den tak som opfyldelsen af hendes pligt vist nok allerede har skænket hende, tror han at måtte fremsætte det spørgsmål: er ikke enhver jordemor der anmodes om hjælp i et tilfælde som det her fremsatte, pligtig at yde samme? Og besvares dette spørgsmål med ja, bør da ikke den eller de overhørige anses for pligtstridigt forhold.

(Politivennen nr. 652, Løverdagen den 28de Juni 1828, s. 415-417)

Redacteurens Anmærkning.

Hjorteapoteket lå i en historisk bygning, Gothersgade 35. Forhuset blev opført 1800-1801 for Apoteker Nicolai Tychsen. Oprindelig var der over tre fag af tredje etages vinduer en fordybning med gipsornamenter. Hjorteapoteket lukkede i 1967.

Bekendtgørelser

2. Man gør sig en fornøjelse af herved at bekendtgøre at kommandantskabet efter den i nr. 549 indførte anke over nyt slavebesøg i Adelgade har grebet de til dette uvæsens standsning fornødne og hensigtsmæssige forholdsregler, idet man med sand erkendtlighed påskønner den derved udviste opmærksomhed.

(Politivennen nr. 552. Løverdagen den 29de Juli 1826, s. 491)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følger op på nr. 547, 24. juni 1826, s. 407-409, og nr. 549, 8. juli 1826, s. 438-439. Den følges op i nr. 556, 26. august 1826, s. 567-568.

"En slave overladt til sig selv gik ned i kælderen under hjørnehuset af Vestergade og Store Larsbjørnsstræde nr. 13 hvor han opholdt sig omtrent et halvt kvarter og traskede da videre uden nogen som helst opsyn med noget legetøj under armen." (Hjørnet Vestergade og Larsbjørnsstræde 1. Eget foto, 2017)

I Adelgaden er en Høker end saa fæl, at han mon' Slaverne beværte med en Pæ'l.

Netop den samme spækhøker i Adelgade nr. 227 hos hvem en del slaver ifølge bladets næstforrige nummer spiste frokost den 20. i forrige måned, har atter ageret slavevært mandag den 3. i denne måned mellem kl. 6 og 7 om morgenen. 

En slaveunderofficer sammen med 4 slaver stod ganske fortrolige indenfor den åbne butiksdør og tømte et ølglas fyldt med finkel.

Skulle nævnte høker endelig ikke være i stand til at undvære et sådant slaveselskab, så vil man herved give ham det råd at ansøge tilladelse til at være privilegeret slavevært, og han vil da trygt og uforstyrret kunne underholde sig med disse personer.

Man slutter denne anmeldelse i det visse håb at vedkommende autoritet der med så megen beredvillighed søgte at sætte skranker for sådanne slavebesøg, vil gribe ind mod ovennævnte slaveunderofficer fornødne forholdsregler. Bladets udgiver opgiver om fornødent flere øjenvidner.

(Politivennen nr. 549. Løverdagen den 8de Juli 1826, s. 438-439)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følger op på nr. 547, 24. juni 1826, s. 407-409. Artiklen følges op i nr. 552, 29. juli 1826, s. 491 og nr. 556, 26. august 1826, s. 567-568.

Adelgade 227 blev i 1859 til Adelgade 48, og i 1943 indbefattet i matrikel 650 "Dronningegården", dvs. det store byggekompleks Borgergade/Dronningens Tværgade.

Slavebesøg i Adelgaden.

Man har før - og det med rette - anket over den besværlige og farlige uskik at slaver aflagde husbesøg hos stadens beboere, dels for at købe, dels for at sælge, ja rimeligt endog i et tredje øjemed. Og til ære for vedkommende autoritet bør man ikke lade ubemærket at sådanne besøg i lang tid ikke har været så hyppige som før.

Men man mener at have bemærket at dette uvæsen atter begynder at gribe om sig. Og man holder det derfor rigtigt i tide at henlede de ansvarliges opmærksomhed på det.

Således har anmelderen tirsdag den 20. juni om morgenen kl. 5 været vidne til at kommandøren over en med slaver forspændt kærre gjorde holdt uden for huset nr. 227 i Adelgade og gik selv tillige med en del af mandskabet ind til den spækhøker som bor sammesteds, hos hvem de opholdt sig omtrent 10 minutter. Det tidsrum benyttede de blandt andet til at spise frokost og muligt til mere. Om kærrekommandøren trakterede eller lod sig traktere er anmelderen ubekendt. Anmelderen er af den mening at der eksisterer forbud mod sådanne besøg. Skulle han imidlertid tage fejl i i det, så tillader han sig at bringe i forslag at privilegerede slaveværter måtte etablere sig i forskellige gader. Det ville da i det mindste forebygge et så ubehagelig sammentræf som den at anstændige folk indfinder sig for at købslå i en butik fyldt med slaver.

Det er uden for anmelderens hensigt at udvikle de mangeartede misbrug sådanne slavebesøg kan foranledige. Kun tør han mene at de ikke sjældent har undvigelse til følge. For ikke at tale om den skræk de indjager personer af det andet køn.

Således hændte det sig for omtrent 14 dage siden at en slave hvem kommandøren rimeligt også havde tilladt for en kort tid, skjulte sig i et andet sted af Adelgade, og først blev fundet efter gentagen undersøgelse og efter at naboer og genboer havde udstået en mere end tilstrækkelig skræk. *)

Måtte disse velmente ytringer have den tilsigtede virkning så er anmelderens hensigt opnået.

*) Efter en senere indkommet anmeldelse havde brændevinsbrænderen i nr. 230 i Adelgade fredag den 23. i denne måned et besøg af en slaveunderofficer og 4 slaver.
Udgiveren.

(Politivennen nr. 547. Løverdagen den 24de Juni 1826, s. 407-409)

Dronningegården, Adelgade. Det var i dette område det hele fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følges op i nr. 549, 8. juli 1826, s. 438-439, i nr. 552, 29. juli 1826, s. 491 og nr. 556, 26. august 1826, s. 567-568.

Adelgade 227 blev i 1859 til Adelgade 48, og i 1943 indbefattet i matrikel 650 "Dronningegården", dvs. det store byggekompleks Borgergade/Dronningens Tværgade. Adelgade nr. 230 er nu nr. 54. Ingen af disse huse eksisterer længere.

En farlig Port paa Hjørnet af Adel- og Gothersgaden.

Denne som hører til urtekræmmerens pakhus på nævnte hjørne, er forskellig fra alle andre porte i København deri at den går udad til fortovet, hvilket har den følge at når urtekræmmerens karle indefra med stærk fart støder halvportene op eller trækker dem i, går det især i første tilfælde udover de forbigående som derved får frygtelige puf enten i ansigtet eller på andre legemsdele. Således traf den ene halvpart forrige onsdag en stakkels frugtsommelig kone som gik forbi. Man håber ejeren er så veltænkende på en eller anden måde at forebygge denne farlige ulempe.¨

(Politivennen nr. 459. Løverdagen den 16de October 1824, s. 9214)

Marschandiser Unoder.

Det var ønskeligt at enhver i sit fag ville komme autoriteterne til hjælp hvad angår ordens opretholdelse på ethvert sted og især i hovedstaden som bør være mønster for andre steder. Men desværre er dette langt fra ikke tilfældet. Så mange hoveder, så mange sind, heriblandt en stor del som ikke alene undlader at gøre det gode, men finder fornøjelse i at gøre det modsatte når de derved blot får blot det fjerneste hån om at vinde. Man ler ad orden og gode skikke, ja endog trodser og handler lige imod love og befalinger givet af regenten og øvrigheden når man finder den allermindste lejlighed til det og tror sig unddraget fra vægten af den svøbe som altid bør svinges over dem som ikke selv besidder følelse for orden og lovenes efterlevelse.

Eksempler herpå er mange. Og her vil jeg blot henvise til Adelgade, Borgergade, på lille og store Købmagergade og flere steder i hovedstaden hvor nogle af d'herrer marskandisere ikke alene vansirer de bygninger som de bor i ved at hænge alskens smudsige ting ud hvoraf man meget let kan få et godt klædemon ødelagt, men de opfylder endog fortovet med alle mulige skrammel således at disse til dels hindrer passagen.

Dersom såvel ovennævnte handlende som flere næringsdrivende der også fører samme uskik, ville vedblive at forøge samme i den grad som de i den senere tid har begyndt, så vil vist mange af hovedstadens gader få et helt underligt udseende der just ikke vil være anbefalelsesværdigt, og hele fortovene til sidst spærres for fodgængere og tjene til oplagspladser for mange slags produkter. At disse lovovertrædere muligvis undskylder sig med at de ikke kender lovenes bestemmelse, kunne man for et øjeblik låne øre til, især når lovbestemmelserne var noget gamle. Men da det som herimod er anordnet såvel ved kabinetsresolutionen af 15. oktober 1771 som plakaten af 14. februar 1810, så viseligt er gentaget ved plakaten af 22. september 1815, så gælder en sådan undskyldning intet, og så meget desto mindre som enhver er pligtig at kende og adlyde lovens bestemmelse.
 
Hertil kommer at der i alle samtlige marskandisere meddelte borgerbrev og borgerattester udtrykkeligt er anført at de ikke må udhænge deres varer uden på de huse hvor de bor, naturligvis af den gode grund for derved at forebygge den vansir og ulempe som i almindelighed afstedkommes ved det, og nu på forannævnte steder som meldt forvolder ulempe og er til betydelig vansir i en hovedstad når kun dens prydelser stemmer overens med lovene vedligeholdes.

Da anmelderen længe med væmmelse har set denne uskik der næsten hver dag synes at tiltage, så har man for at få dette onde fjernes ikke villet undlade at gælde de ansvarlige opmærksom på det.

(Politivennen nr. 440. Løverdagen den 5te Juni 1824, s. 8005-8008)

(Sidetallet springer fra 7099 til 8000, dvs. siderne 7100-7999 mangler)

Spildt Natterenovation.

I forhold til nuværende priser på fourage og havre synes den betaling 1 rigsbankdaler 5 skilling, foruden drikkepenge for et læs natterenovation at være så tilstrækkelig at man vel kunne forlange at de vognmænd som har denne kørsel, burde sørge for at holde tætte vogne til dette brug så at der intet spildtes der siden både forårsager en afskyelig stank på vores gader, og atter koster penge for at sammenfejes og bortkøres om dagen. Torsdag nat den 8. april var så meget spildt i Adelgade, Helsingørs- og Borgergade at man er vis på at når disse vogne var kommet til Børsen, var der så lidt i dem at kørekarlene gerne kunne have vendt om igen og sagt at de havde været på Amager. En sådan mængde skarn, spildt på gaderne hvorfra en del siden ved fodgængere føres videre, ja ind i værelserne selv, bidrager ikke så lidt til at fordærve luften inden for stadens volde, og man kan derfor ikke undlade at ønske at der måtte rådes bod på det hvilket formentlig ville ske når de ansvarlige vognmænd i sådanne tilfælde blev pålagt en klækkelig mulkt, og den vægter der greb sådanne ligegyldige personer i gerningen, fik en god belønning for sin gavnlige opmærksomhed.

Ved denne lejlighed tror forfatteren heraf at det ikke er upassende at anføre en § af Christian IV forordning udgivet 1547:

"5) Vognmændene skal holde gode stærke og tætte vogne med gode gavlfjæle for og bag, så at møget som de påtager inden eller uden for byen ikke tabes og strøs langs gaden, før det på sin tilbørlige sted henlægges. Findes efter denne dag nogen vognmand udi store eller lille laug med falske og ulovlige vogne, skulle samme vogne uden al forskånelse af brofogden eller af portneren i porten sønderhugges, og ejermanden desforuden bøde første gang to mark, anden gang tre mark, tredie gang dobbelt, til tre skifter, kongen, byen og brofogden med sine tjenere som dermed opsigt haver. Findes han selv eller hans tyende med nogen at se gennem fingre, straffes selv lige med vognmændene sig forset have."

Den heru anførte mulkt synes vel kun ringe. Men betalingen for et læs med de store vogne var dengang også kun 10 skilling og med de mindre vogne 5 skilling.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7031-7033)