En i går udbrudt ildløs hos en brændevinsbrænder på hjørnet af Adelgade og Hjortelængen afgav et nyt bevis på nødvendigheden af at Københavns Brandvæsen snart indrettes på en mere hensigtsmæssig måde. Det er nemlig om dagen, - og især søndag eftermiddag, når de fleste indbyggere er uden for byen - meget vanskeligt at samle det tilstrækkelige mandskab af brandkorpset, fordi der ikke som om natten gives et så almindeligt over hele byen udbredt tegn til at underrette dem om at der er udbrudt ild. Det kan derfor ske, at der hengår temmelig lang tid inden slukningen kan begynde.
Langt mere hensigtsmæssig end den almindelige larm over hele staden, med klokkeklemten og trommer om dagen, og vægternes råb og piben om natten, ville det derfor vist nok være, at der et sted i byen, fx hos brandmajoren, indrettedes en stadig brandvagt, hvor en eller flere sprøjter, med alt tilbehør, samt officer og mandskab, bestandig var beredte til at begive sig til brandstedet, efter derom modtaget anmeldelse, som kunne ske uden straks at alarmere hele byen, hvilket var tids nok, når ilden gjorde større hjælp fornøden. Således er brandvæsenet indrettet i de fleste store stæder, og de fleste ildebrande slukkes der uden almindelig alarm, som her, i det mindste ikke om dagen, er tilstrækkelig til at skaffe hurtig og kyndig hjælp.
Det kan ikke forlanges, at alle til brandvæsenet henhørende personer skal bestandig være på rede hånd; men når der var indrettet brandvagter, så ville enhver efter sin vagttur altid vide når det var hans pligt at være til stede. I går skal det på grund heraf have været temmelig længe inden nogen brandofficer indfandt sig. H k. H kronprinsen var derimod til stede og opmuntrede ved sin nærværelse til slukningen og redningen. Et par mennesker skal være kommet til skade ved denne ildebrand, der ødelagde baghuset,
(Kjøbenhavnsposten, 21. juni 1847)
Hjortelængen eksisterede indtil 1869 og er nu en del af Klerkegade. I den tredje artikel oplyses at adressen var Adelgade 255, fra 1859 Adelgade 107, i dag "Borgergården" (1961)
København, den 28. juni 1847
Berlingske meddelte i fredags, at det er blevet oplyst at en af de i den sidste tid så hyppige ildebrande her i staden har været påsat. Det er en tøjmagermester, der med kone og tre
børn beboede en kvist på 6. etage i et baghus i Adelgade, som har gjort sig skyldig i denne forbrydelse, ifølge den tilståelse han skal have afsagt i de forhør, der er optaget over ham ved kriminal- og politiretten. Det hedder i beretningen i Berl., at "da han ikke tilbørlig havde passet sit arbejde, var han kommet i fortrykte omstændigheder, og nogen dog ubetydelig gæld; af sorg over sin stilling var han aftenen før den nat (d. 27 f. m.) ilden opkom, gået til Peblingesøen for at drukne sig, men havde betænkt sig og besluttet at sætte ild på sit værksted for at tilvende sig en assurance, han nogen tid i forvejen havde tegnet til et betydeligt højere beløb end han ejede valuta for, idet han længe havde ventet, at der ville opstå vådeild ved en i hans værksted daglig afbenyttet kamin, som var i en uforsvarlig stand.
Kl. 11 bemeldte aften lukkede han sig ubemærket ind i sit værksted, og efter at have indrettet alt der til ildens hurtige udbredelse, antændte han den, aflåsede værtstedet og gik i
seng i den tilstødende stue, hvor hans kone og børn allerede sov. Han vil straks have fortrudt sin gerning, da han hørte ilden udbrede sig, og ville slukke den, men kunne ikke finde nøglen til værkstedet. Dettes dør blev imidlertid sprængt af en anden tilkommen person, og ilden sås da at brænde i lys lue mellem kaminen og en ved denne stående væv, så at den kun ved fleres anstrengelse kunne slukkes. Arrestanten vil ikke have tænkt på den fare, hvorfor han udsatte de 24 familier, som boede i samme baghus, idet han antog at ilden ville blive slukket inden den forplantede sig dybere ned i huset. Hans kone, der også var arresteret, er blevet løsladt".
Det er vistnok hverken den første eller sidste forbrydelse af denne art, som er foranlediget ved den fristelse, der fremkaldes ved den i øvrigt så højst gavnlige brandassurance. Men der er heller ingen tvivl om, at denne fristelse endnu mere kan forøges ved omstændigheder, der kunne og bør forebygges. Det hedder vel i denne beretning om den afsagte tilståelse, at den pågældende ikke "tilbørlig har passet sit arbejde," men der tilføjes ikke nøjere hvad man forstår ved en sådan tilbørlig pasning af arbejdet, hvori dette arbejde bestod og hvorvidt det var muligt for en familie på fem personer at ernære sig derved. Vi fremsætter ikke disse bemærkninger til nogen undskyldning enten for forbrydelsen eller forbryderen, der vistnok bør rammes af lovens arm. Men vi ledes kun dertil ved det i disse dage blandt borgerrepræsentanternes forhandlinger offentliggjorte referat af et svar fra direktionen for den herværende straffeanstalt, hvori tøjmagernes klager over den konkurrence, de i deres arbejde er udsat for ved de i straffeanstalterne anlagte bomuldsvæverier, afvises som grundet og ubeføjet.
Men vil nu ikke den forbryder, efter at være blevet dømt, komme til at arbejde i straffeanstalten på sin profession og det under bedre og sikrere vilkår, end han hidtil har arbejdet for at ernære en familie? Vistnok må den moralske følelse være sunket dybt
hos et menneske, der kan tænke på et sådant valg, men den fortvivlelse, der kan beslutte selvmord, kan vel også lede dertil - og i ethvert tilfælde bliver det en sammenstilling mellem frie arbejdere og straffefanger, der aldrig burde udgå fra det offentlige under noget som helst påskud.
(Kjøbenhavnsposten, den 28. juni 1847)
Sagen blev også fremhævet i forbindelse med en lignende ildspåsættelse:
- Et nyt eksempel er i disse dage opdaget, idet en anden af de i den senere tid her i staden forefaldne ildebrande også har ledt til bekendelsen af forsætlig ildspåsættelse, naturligvis af samme grund for at tilvende sig den højere assurancesum. Noget af det værste derved er måske endnu, at det netop er de mere dumme og mindre hårdnakkede forbrydere af denne art, der bringes til bekendelse, mens de raffinerede og mest forstokkede kunne være langt sikrere på at gå fri. Til de temmelig dumme eller plumpe ildspåsættelser hører netop den her omhandlede, ved hvilken armod har været årsagen til at den offentlig tilbudte fristelse har sejret over Elendigheden. Det også i så henseende mærkelige referat af sagen lyder som følger:
"Arrestanten, der var tøjmagermester, 23 Aar gammel, gift og havde 3 Born, hvoraf det ældste var 6 og det yngste lidt over 1 år gammel, samt levede i små omstændigheder, tilstod, at han natten mellem den 27. og 28. maj sidstleden havde, drevet dertil af næringssorger, anlagt ild i sit værksted, der lå ved siden af hans beboelseslejlighed på kvisten i baghuset til stedet nr. 255 i Adelgaden. Efter hans forklaring var han den foregående aften i en fortvivlet tilstand over at han intet ejede og intet havde at leve af gået ud på Østerbro. Her havde han først villet drukne sig, men ved tanken om sin Kone og sine børn, havde han opgivet dette forsæt og derimod fattet den beslutning at stikke ild på sit værksted, for således at tilvende sig den assurancesum af 900 rbd., for hvilken han havde forsikret handelsvarer, møbler og håndværksredskaber og som oversteg det forsikredes værdi med næsten det firedobbelte.
Med denne beslutning gik han hjem og lige op til sit værksted. Klokken var da omtrent 11. Her flyttede han fra 2 skabe 2 kurve med garn samt en i værkstedet stående feltseng, hvorpå ligeledes lå noget garn, hen imellem kaminen og en i værkstedet stående væv og gav den en sådan stilling, at ilden måtte forplantes fra den ene til den anden op til væven. På bunden af den ene kurv lagde han alle de fyrrepinde og andet brænde, deriblandt slukkede brande som hans kone havde i kaminen til at lave mad ved, og for det skulle brænde bedre, lagde han noget garn ovenpå. Ved hjælp af friktionssvovlstikker antændte han dernæst brændet og da han havde fået dette til at brænde i lue, forlod han værkstedet, som han aflåsede efter sig og begav sig ind i sin derfra kun ved et bræddeskillerum adskilte beboelseslejlighed, hvor han klædte sig af og gik i seng. Hans kone og børn, der lå i samme værelse, var allerede til sengs og sov. Hvad klokken dengang var, vidste han ikke, men han var temmelig længe om at anlægge ilden, da han gjorde det i mørke.
Kort efter at han havde lagt sig i sengen, hørte han, at ilden bredte sig i værkstedet og nu, sagde han, fortrød han sin gerning, hvorfor han stod op og, som han påstod, gjorde anskrig i huset samt vækkede beboerne. Denne sidste del af arrestantens forklaring bestyrkedes imidlertid ikke af de øvrige under sagen oplyste omstændigheder, hvorimod disse meget mere talte imod samme, navnlig forklarede hans kone, at hun omtrent kl. 1 var vågnet og havde da lugtet røg samt hørt knagen af ilden fra værkstedet, hvorefter hun havde kaldt på sin mand, som da stod op, ligesom et fruentimmer, der tilligemed hendes barn beboede et kammer tæt op til værkstedet, forklarede, at hun var vågnet og havde bemærket røg, hvorefter hun var stået op og havde banket på hos arrestanten, idet hun underrettede ham om, at der var ild, hvorpå der var blevet svaret at ilden var i kaminen. Også havde arrestanten, da en i huset boende snedker var kommen til og med sin økse havde åbnet døren til værkstedet, igen slået denne i lås, fordi, som han angav, at luen steg ud af døren og han frygtede for, at ilden skulle nå hans børn, der endnu lå i sengen.
Mens arrestanten derpå selv var gået til politidirektøren for at melde ilden, var en i stuen boende brolægger kommet til og havde med en jernstang stødt værkstedsdøren ind, hvorefter ilden af husets egne beboere var blevet slukket. - Ved den senere foretagne undersøgelse af værkstedet blev det befundet, at endestykkerne af 2 af gulvbrædderne var forkullede og på et par steder endogså aldeles gennembrændte, ligesom træbeklædningen under taget nærmest kaminen såvel som loftet fandtes noget forkullet. Med hensyn til de gennembrændte steder forklarede imidlertid arrestanten, at der allerede før branden var åbninger i gulvet på disse steder, hidrørende dels fra, at brædderne var gamle og forslidte, og dels fra ild, som i tidens løb var faldet ned på dem fra kaminen. Chefen for Københavns Brandkorps ytrede at denne forklaring ikke var usandsynlig, hvortil han erklærede, at det vanskelig kunne afgøres med bestemthed, om selve huset kunne antages at have været antændt, idet den ommeldte forkulning af gulvet og loftet vel tydede hen på at ilden havde haft fat i disse dele og begyndt at antænde dem, men i en meget ubetydelig grad.
Da det således ikke med vished kunne statueres, at der havde været ild i nogen del af bygningen, og forbrydelsen som en følge deraf ikke kunne betragtes som fuldbyrdet, ansås arrestanten, der ikke tidligere var straffet, alene for attenteret brandstiftelse, idet straffen i henhold til fordng. 26. marts 1841 § 13, sammenholdt med § 4, bestemtes til 6 års fæstningsarbejde, hvorved han tillige afsonede den straf, han havde forskyldt for den ham overførte assurancesvig. Derimod fandtes betingelserne for anvendeligheden af den citerede fordng. § 1 ikke at være til stede, for vel blev det oplyst, at det fruentimmer, der som ommeldt beboede et kammer i nærheden af værkstedet, kunne tilligemed sit barn have været udsat for livsfare, dersom ilden havde udbredt sig, men arrestanten påstod imidlertid, at han ikke havde erindret, at der lå nogen på bemeldte kammer. Aktor og defensor tillagdes hver 8 rbd. i salær".
(Kjøbenhavnsposten 6. oktober 1847).
Langt mere hensigtsmæssig end den almindelige larm over hele staden, med klokkeklemten og trommer om dagen, og vægternes råb og piben om natten, ville det derfor vist nok være, at der et sted i byen, fx hos brandmajoren, indrettedes en stadig brandvagt, hvor en eller flere sprøjter, med alt tilbehør, samt officer og mandskab, bestandig var beredte til at begive sig til brandstedet, efter derom modtaget anmeldelse, som kunne ske uden straks at alarmere hele byen, hvilket var tids nok, når ilden gjorde større hjælp fornøden. Således er brandvæsenet indrettet i de fleste store stæder, og de fleste ildebrande slukkes der uden almindelig alarm, som her, i det mindste ikke om dagen, er tilstrækkelig til at skaffe hurtig og kyndig hjælp.
Det kan ikke forlanges, at alle til brandvæsenet henhørende personer skal bestandig være på rede hånd; men når der var indrettet brandvagter, så ville enhver efter sin vagttur altid vide når det var hans pligt at være til stede. I går skal det på grund heraf have været temmelig længe inden nogen brandofficer indfandt sig. H k. H kronprinsen var derimod til stede og opmuntrede ved sin nærværelse til slukningen og redningen. Et par mennesker skal være kommet til skade ved denne ildebrand, der ødelagde baghuset,
(Kjøbenhavnsposten, 21. juni 1847)
Hjortelængen eksisterede indtil 1869 og er nu en del af Klerkegade. I den tredje artikel oplyses at adressen var Adelgade 255, fra 1859 Adelgade 107, i dag "Borgergården" (1961)
København, den 28. juni 1847
Berlingske meddelte i fredags, at det er blevet oplyst at en af de i den sidste tid så hyppige ildebrande her i staden har været påsat. Det er en tøjmagermester, der med kone og tre
børn beboede en kvist på 6. etage i et baghus i Adelgade, som har gjort sig skyldig i denne forbrydelse, ifølge den tilståelse han skal have afsagt i de forhør, der er optaget over ham ved kriminal- og politiretten. Det hedder i beretningen i Berl., at "da han ikke tilbørlig havde passet sit arbejde, var han kommet i fortrykte omstændigheder, og nogen dog ubetydelig gæld; af sorg over sin stilling var han aftenen før den nat (d. 27 f. m.) ilden opkom, gået til Peblingesøen for at drukne sig, men havde betænkt sig og besluttet at sætte ild på sit værksted for at tilvende sig en assurance, han nogen tid i forvejen havde tegnet til et betydeligt højere beløb end han ejede valuta for, idet han længe havde ventet, at der ville opstå vådeild ved en i hans værksted daglig afbenyttet kamin, som var i en uforsvarlig stand.
Kl. 11 bemeldte aften lukkede han sig ubemærket ind i sit værksted, og efter at have indrettet alt der til ildens hurtige udbredelse, antændte han den, aflåsede værtstedet og gik i
seng i den tilstødende stue, hvor hans kone og børn allerede sov. Han vil straks have fortrudt sin gerning, da han hørte ilden udbrede sig, og ville slukke den, men kunne ikke finde nøglen til værkstedet. Dettes dør blev imidlertid sprængt af en anden tilkommen person, og ilden sås da at brænde i lys lue mellem kaminen og en ved denne stående væv, så at den kun ved fleres anstrengelse kunne slukkes. Arrestanten vil ikke have tænkt på den fare, hvorfor han udsatte de 24 familier, som boede i samme baghus, idet han antog at ilden ville blive slukket inden den forplantede sig dybere ned i huset. Hans kone, der også var arresteret, er blevet løsladt".
Det er vistnok hverken den første eller sidste forbrydelse af denne art, som er foranlediget ved den fristelse, der fremkaldes ved den i øvrigt så højst gavnlige brandassurance. Men der er heller ingen tvivl om, at denne fristelse endnu mere kan forøges ved omstændigheder, der kunne og bør forebygges. Det hedder vel i denne beretning om den afsagte tilståelse, at den pågældende ikke "tilbørlig har passet sit arbejde," men der tilføjes ikke nøjere hvad man forstår ved en sådan tilbørlig pasning af arbejdet, hvori dette arbejde bestod og hvorvidt det var muligt for en familie på fem personer at ernære sig derved. Vi fremsætter ikke disse bemærkninger til nogen undskyldning enten for forbrydelsen eller forbryderen, der vistnok bør rammes af lovens arm. Men vi ledes kun dertil ved det i disse dage blandt borgerrepræsentanternes forhandlinger offentliggjorte referat af et svar fra direktionen for den herværende straffeanstalt, hvori tøjmagernes klager over den konkurrence, de i deres arbejde er udsat for ved de i straffeanstalterne anlagte bomuldsvæverier, afvises som grundet og ubeføjet.
Men vil nu ikke den forbryder, efter at være blevet dømt, komme til at arbejde i straffeanstalten på sin profession og det under bedre og sikrere vilkår, end han hidtil har arbejdet for at ernære en familie? Vistnok må den moralske følelse være sunket dybt
hos et menneske, der kan tænke på et sådant valg, men den fortvivlelse, der kan beslutte selvmord, kan vel også lede dertil - og i ethvert tilfælde bliver det en sammenstilling mellem frie arbejdere og straffefanger, der aldrig burde udgå fra det offentlige under noget som helst påskud.
(Kjøbenhavnsposten, den 28. juni 1847)
Sagen blev også fremhævet i forbindelse med en lignende ildspåsættelse:
- Et nyt eksempel er i disse dage opdaget, idet en anden af de i den senere tid her i staden forefaldne ildebrande også har ledt til bekendelsen af forsætlig ildspåsættelse, naturligvis af samme grund for at tilvende sig den højere assurancesum. Noget af det værste derved er måske endnu, at det netop er de mere dumme og mindre hårdnakkede forbrydere af denne art, der bringes til bekendelse, mens de raffinerede og mest forstokkede kunne være langt sikrere på at gå fri. Til de temmelig dumme eller plumpe ildspåsættelser hører netop den her omhandlede, ved hvilken armod har været årsagen til at den offentlig tilbudte fristelse har sejret over Elendigheden. Det også i så henseende mærkelige referat af sagen lyder som følger:
"Arrestanten, der var tøjmagermester, 23 Aar gammel, gift og havde 3 Born, hvoraf det ældste var 6 og det yngste lidt over 1 år gammel, samt levede i små omstændigheder, tilstod, at han natten mellem den 27. og 28. maj sidstleden havde, drevet dertil af næringssorger, anlagt ild i sit værksted, der lå ved siden af hans beboelseslejlighed på kvisten i baghuset til stedet nr. 255 i Adelgaden. Efter hans forklaring var han den foregående aften i en fortvivlet tilstand over at han intet ejede og intet havde at leve af gået ud på Østerbro. Her havde han først villet drukne sig, men ved tanken om sin Kone og sine børn, havde han opgivet dette forsæt og derimod fattet den beslutning at stikke ild på sit værksted, for således at tilvende sig den assurancesum af 900 rbd., for hvilken han havde forsikret handelsvarer, møbler og håndværksredskaber og som oversteg det forsikredes værdi med næsten det firedobbelte.
Med denne beslutning gik han hjem og lige op til sit værksted. Klokken var da omtrent 11. Her flyttede han fra 2 skabe 2 kurve med garn samt en i værkstedet stående feltseng, hvorpå ligeledes lå noget garn, hen imellem kaminen og en i værkstedet stående væv og gav den en sådan stilling, at ilden måtte forplantes fra den ene til den anden op til væven. På bunden af den ene kurv lagde han alle de fyrrepinde og andet brænde, deriblandt slukkede brande som hans kone havde i kaminen til at lave mad ved, og for det skulle brænde bedre, lagde han noget garn ovenpå. Ved hjælp af friktionssvovlstikker antændte han dernæst brændet og da han havde fået dette til at brænde i lue, forlod han værkstedet, som han aflåsede efter sig og begav sig ind i sin derfra kun ved et bræddeskillerum adskilte beboelseslejlighed, hvor han klædte sig af og gik i seng. Hans kone og børn, der lå i samme værelse, var allerede til sengs og sov. Hvad klokken dengang var, vidste han ikke, men han var temmelig længe om at anlægge ilden, da han gjorde det i mørke.
Kort efter at han havde lagt sig i sengen, hørte han, at ilden bredte sig i værkstedet og nu, sagde han, fortrød han sin gerning, hvorfor han stod op og, som han påstod, gjorde anskrig i huset samt vækkede beboerne. Denne sidste del af arrestantens forklaring bestyrkedes imidlertid ikke af de øvrige under sagen oplyste omstændigheder, hvorimod disse meget mere talte imod samme, navnlig forklarede hans kone, at hun omtrent kl. 1 var vågnet og havde da lugtet røg samt hørt knagen af ilden fra værkstedet, hvorefter hun havde kaldt på sin mand, som da stod op, ligesom et fruentimmer, der tilligemed hendes barn beboede et kammer tæt op til værkstedet, forklarede, at hun var vågnet og havde bemærket røg, hvorefter hun var stået op og havde banket på hos arrestanten, idet hun underrettede ham om, at der var ild, hvorpå der var blevet svaret at ilden var i kaminen. Også havde arrestanten, da en i huset boende snedker var kommen til og med sin økse havde åbnet døren til værkstedet, igen slået denne i lås, fordi, som han angav, at luen steg ud af døren og han frygtede for, at ilden skulle nå hans børn, der endnu lå i sengen.
Mens arrestanten derpå selv var gået til politidirektøren for at melde ilden, var en i stuen boende brolægger kommet til og havde med en jernstang stødt værkstedsdøren ind, hvorefter ilden af husets egne beboere var blevet slukket. - Ved den senere foretagne undersøgelse af værkstedet blev det befundet, at endestykkerne af 2 af gulvbrædderne var forkullede og på et par steder endogså aldeles gennembrændte, ligesom træbeklædningen under taget nærmest kaminen såvel som loftet fandtes noget forkullet. Med hensyn til de gennembrændte steder forklarede imidlertid arrestanten, at der allerede før branden var åbninger i gulvet på disse steder, hidrørende dels fra, at brædderne var gamle og forslidte, og dels fra ild, som i tidens løb var faldet ned på dem fra kaminen. Chefen for Københavns Brandkorps ytrede at denne forklaring ikke var usandsynlig, hvortil han erklærede, at det vanskelig kunne afgøres med bestemthed, om selve huset kunne antages at have været antændt, idet den ommeldte forkulning af gulvet og loftet vel tydede hen på at ilden havde haft fat i disse dele og begyndt at antænde dem, men i en meget ubetydelig grad.
Da det således ikke med vished kunne statueres, at der havde været ild i nogen del af bygningen, og forbrydelsen som en følge deraf ikke kunne betragtes som fuldbyrdet, ansås arrestanten, der ikke tidligere var straffet, alene for attenteret brandstiftelse, idet straffen i henhold til fordng. 26. marts 1841 § 13, sammenholdt med § 4, bestemtes til 6 års fæstningsarbejde, hvorved han tillige afsonede den straf, han havde forskyldt for den ham overførte assurancesvig. Derimod fandtes betingelserne for anvendeligheden af den citerede fordng. § 1 ikke at være til stede, for vel blev det oplyst, at det fruentimmer, der som ommeldt beboede et kammer i nærheden af værkstedet, kunne tilligemed sit barn have været udsat for livsfare, dersom ilden havde udbredt sig, men arrestanten påstod imidlertid, at han ikke havde erindret, at der lå nogen på bemeldte kammer. Aktor og defensor tillagdes hver 8 rbd. i salær".
(Kjøbenhavnsposten 6. oktober 1847).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar