Tragedien i Hejlsgade . (Efterskridt til Politivennen)

Frygteligt Familiedrama i Hejlsgade i Nat.

En Fader søger Døden med sine tre Børn. - Børnene er døde, og Faderen kan næppe overleve. - Aarsagen er Fortvivlelse over Hustruens Død.

I Nat har der fundet et trist Familiedrama Sted i Ejendommen, Hejlsgade Nr. 1. 

En Mand og Fader har I Fortvivlelse over sin Hustrus Død besluttet sig til at berøve sig og sine Børn Livet. Og hans Forehavende har medført Døden for Børnene, medens han selv endnu i Nat, da disse Linjer skrives, er i Live.

En Dame, der bor i samme Ejendom, mærkede, at der strømmede Gas ind gennem Entrédøren til hendes Lejlighed, og hun stod straks op for at se, om det var fra hendes Køkken, at Gassen kom; men det viste sig, at det var fra hendes Nabos, Maskinarbejder Jacobsens Lejlighed.

Da hun vidste, at Jacobsen i de sidste Dage havde været meget fortvivlet over, at hans Hustru var afgaaet ved Døden, frygtede hun straks tor, at Manden I sin Fortvivlelse havde gjort en Ulykke paa sig selv og sine Børn.

Hun alarmerede derfor Politiet, som straks mødte med stor Udrykning, og Ambulancen blev tilkaldt, men den kom ikke i Anvendelse, da Politiet forinden standsede 2 Taxa-Vogne, som med det sædvanlige holde Flag hurtigt kørte til Kommunehospitalet med de gasforgiftede Mennesker.

Da Politiet kom ind i Lejligheden.

Da Politiet kom og sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed, mødte der det et uhyggeligt Syn. I Sengene laa tre Børn tilsyneladende i den blideste Søvn. De var afklædt og kun iført Linned. I Værelset ved Siden af laa Jacobsen paaklædt men bevidstløs.

De fire Personer blev fordelt i de to Biler og kørt til Hospitalet. Her kunde man imidlertid kun konstatere, at de tre Børn, der er 16, 13 og 11 Aar gamle, var døde, medens Faderen er meget stærkt forgiftet og maaske Ikke kan leve. Det vil vel ogsaa være det bedste for ham, om han maa følge Hustru og Børn i Graven, da han ellers kan blive sat under Tiltale for Drab.

Inde i Lejligheden fandt Politiet en Gasslange, der var ført fra Køkkenet ttl Værelserne, hvor Børnene og Faderen laa. Der var derimod ikke gjort Forsag paa at lukke for Aabninger I Vinduer og Døre.

Motivet.

Da Lægerne paa Hospitalet havde konstateret Dødsfaldene, blev Politiets Mordkommission alarmeret. Men Kendsgerningerne talte, de tre Børn var døde - og Faderen tilsyneladende haabløs syg.

Det meste Materiale, der forelaa for Opdagerne, var et Brev, hvori Maskinarbejder Jacobsen

meddelte, at Motivet til hans fortvivlede Handling var Sorgen over Hustruens Død.

Mordkommissionen l Arbejde.

Da der foreligger et aabenbart Mord og Selvmordsforsøg, og da der Ikke kunde være Tale om at afhøre Hovedpersonen, blev to Opdagere sendt ud i Ejendommen for at søge nærmere Oplysning. Men de kunde ikke i Nat faa andet at vide end det, vi ovenfor har meddelt.

Den 16-aarlge Ingrid, den 13-aarlge Knud Ove og den 11-aarige Harry var døde, og den ca. 40 Aar gamle Fader var Døden nær.

Hvad det omtalte Brev indeholdt ud over Meddelelsen om, at Aarsagen til den fortvivlede Handling var Sorg over Hustruens Død, kunde man kun meddele Familien.

(Social-Demokraten 21. august 1929).

Huset i Hejlsgade, hvor Dramaet fandt Sted. Krydset viser, hvor Jacobsens Sovekammer er. Døren og Vinduerne er slaaet op for at faa Gaslugten ud. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Nielsen, der sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed og saa, hvad der var sket. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Ejendommen i Heilsgade i København, hvor det rystende Gasdrama, der krævede tre Ofre, fandt Sted. Foroven ses Politiets Segl paa Døren. Foto fra Ærø Venstreblad, 22. august 1922.

Faderen døde to dage efter, den 22. august ved middagstid på hospitalet, efter kun kortvarigt at være ved bevidsthed

Ofrene fra Hejlsgade-Dramaet begraves

En Jordefærd af gribende Virkning.

De fire Kister bæres til Fællesgraven.

En tusindtallig Skare strømmede i Gaar ud til Vestre Kirkegaard, hvor Ofrene for det frygtelige Drama i Hejlsgade, Faderen, der tog sine tre Børn med sig i Døden, skulde sænkes i Graven ved Siden af Moderen der var gaaet forud.

Det store Kapel har vel aldrig været Ramme om en mere gribende Tragedie end denne. Her stod de fire hvide Kister, alle pyntet med en Guirlande af røde Roser, og foran sad de af Sorgen sønderknuste Slægtninge. Jacobsens gamle Forældre, stivnede i Fortvivlelse, hans Broder, Søster og Svigerinde samt andre Paarørende. Bag Kisterne stod to floromhyIlede Faner, Maskinarbejderforbundets og Sygekassens. 

Pastor Charles Nielsen fra Kristkirken havde faaet den uhyre vanskelige Opgave at tale ved Baarerne, og han løste Opgaven smukt. Jævnt og roligt , men saadan at det gik til Hjerterne, skildrede han det smukke Sammenhold mellem Forældrene gennem 17 Aar, Jacobsens Kamp for at holde Hjemmet oppe under Hustruens toaarige Sygeleje og hans fuldstændige Sammenbrud i Sorgen, da hun døde.

- Denne Mand, der elskede sine Børn saa højt, at han aldrig vilde have kunnet lagt Haand paa dem, havde desværre den altfor let tilgængelige Adgang til Gassen, der dræber uden Brutalitet - det var den store Ulykke.

Og derefter udtalte Præsten et Ønske, som alle vil være enige med ham i: Gud give, vore Teknikere kunde gøre det vanskeligere for Folk at aabne for Gassen! Talen sluttede med en Bøn; Forlad ham hans Skyld; han vidste ikke, hvad han gjorde.

Medens Rummet genlød af Hulken, sang man Salmen, der var sunget ved Moderens Baare, og hvis trykte Tekst havde ligget i den lille Iris Hænder, da man fandt hende død: "Jeg er træt og gaar til Ro ..."

Og saa blev de fire Kister baaret ud og sænket i Graven til Moderen. Da brast det for Slægtningene, Jacobsens Moder, Søster og Svigerinde sank bevidstløse sammen og maatte bringes ud til en Droske og køres hjem.

Men længe efter stod der i Hundredvis af Mennesker og stirrede paa Graven, der lukkedes over en Tragedie saa rystende, som vi heldigvis sjældent oplever den.

(Aftenbladet (København) 26.  august 1929)

To af Kisterne bæres til Graven. Foto fra Social-Demokraten 26. august 1929.

Liva Weels Plads. Heilsgade går ind til venstre, man kan se de lige numre. Bygningen med nr. 1 er yderst til venstre. Ud fra fotoet ovenfor virker det som om den lå på hjørnet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Strindberg i Danmark af Axel Lundegård. (Efterskrift til Politivennen)

“Strindberg er kommen”, skrev Victoria Benedictsson i sin notebog den 7de november 1887. Den 14de skrev hun, at hun havde set "Faderen", den 22de at  hun skulde have spist til middag med Strindberg og mig, men var bleven forhindret, og den 29de står der, at jeg havde besøgt hende og fortalt hende, "at Strindberg syntes meget godt om Fru Marianne".

Han havde lånt bogen af mig og “den behagede ham” (således plejede han at sige). Den unge dame, som omvender sig og bliver manden underdanig, vakte behagelige følelser hos ham. Det eneste, som foruroligede ham, var tanken om, at ‘Ernst Ahlgren’, der skrev så fornuftigt, var en kvinde.

Da de mødtes var han genert og nysgerrig. Han vidste ikke, hvordan han skulde være overfor hende. Naturligvis måtte der “være noget” bagved det kammeratskab mellem hende og mig. Selve udtrykket ‘kammerater’ havde i hans øren en foragtelig klang (derfor omdøbte han ogs ‘Griller’ til ‘Kammerater’ efter at han havde gjort sig fri). Venskab mellem mand og kvinde var for ham et unaturligt begreb. Det måtte hvile på løgn og forstillelse. Han troede at vi vilde tage ham og alle andre ved næsen.

Han bad, om han måtte låne romanen ‘Penge’. På titelbladet stod der en tilegnelse, hvor det forkætrede ord gik igen. Og under læsningen af bogen har han sikkert fået alle sine værste mistanker bekræftet. Da jeg fik bogen tilbage, var den forsynet med talrige randbemærkninger. Navnlig i slutningskapitlet, opgørelsen mellem Selma og hendes mand. Det havde åbenbart i den grad forarget Strindberg, at han måtte give udtryk for sin medfølelse med den forfordelte. Dér, hvor det om manden siges, at han, i stedet for at høre efter de alvorsord, som hans hustru henvendte til ham, sidder i tanker “optaget af at pille en hummer”, klapper Strindberg ham forstående på skulderen og skriver udenfor “Bravo!”

Og da manden løfter sit ølglas, føler Strindberg sig i den grad i et med ham, at han i overensstemmelse med sin egen smag retter ordet øl til ‘porter’. Han følger også med henrykkelse ordstriden mellem ægteparret, for det meste lidt vel meget i ægtemandens egen ånd. Således f.eks. da Strindberg til Selmas udtalelse om, at loven burde forandres (hun hævder at ingen kvinde burde have lov til at gifte sig, før hun er blevet myndig) føjer den formodentlig spøgefuldt mente bemærkning “burde ligeledes gælde for drenge, som ønsker at gifte sig i 12 års alderen”. Lige så lidt som ægtemanden vil Strindberg indrømme, at kvinden behøver noget at leve på, udover hvad hendes ægteskab bringer hende. Ægtemanden siger: “Livsindhold! Sludder! Hvor mange kvinder lever ikke, til de bliver 60, uden derfor at få noget livsindhold. Lad dem gifte sig, så kommer livsindholdet nok…” Strindberg stregede ordene under og skriver: “Godt sagt! Udmærket! Bravo!”

Ægtemanden ryger i tavshed sin cigar og gider ikke svare på Selmas efter hans mening urimelige tale om, at den samme moral burde være gældende for kvinder som for mænd. Men Strindberg svarer: “Nej, ikke den samme. 1) fordi manden ikke kan få børn, 2) fordi det er ham, der betaler gildet.” Og mod Selmas udtalelse “Det kan aldrig være en pligt at underkaste sig ømhedsbeviser, mod hvilke hele ens væsen oprøres”, protesterer Strindberg med et understreget “Jo!” Han tager stærkt til genmæle overfor Selmas kætterske meninger. “Vrøvl” er et af hans mildeste udtryk. Da hun gentager sin påstand, at kvinder ikke burde gifte sig, før de var myndige, indvender han: “ved man da så fandens meget bare fordi man bliver 21. Nej, man ved ikke noget, før man bliver gift! Så kommer erfaringerne!” Og han trækker på skuldrene af hendes udtalelse om et indhold i ægteskabet. Indhold? “Was ist das?”

Alligevel var han i udmærket humør, da han lånte ‘Penge’ og skrev sine randbemærkninger. Han frydede sig ved tanken om, at kvinderne har en halehvirvel mere end manden. Det betyder, at de stod dyrene nærmere! Deraf drog han igen den slutning, at de ikke var modne for frihed og selvbestemmelsesret. Hvis han kunde have skabt dem om, vilde han sikkert have udstyret dem med et par halehvirvler til.

Han hævder, at kvindens kamp for menneskelige rettigheder vilde medføre en indskrænkning af mandens rettigheder. Derved vilde for fremtiden millioner af mænd være dømte til den samme kval, som havde ødelagt hans eget liv. Det var dette, han drog i leding for, når han slyngede sine kraftsentenser mod en kvinde, hvis liv var blevet ødelagt af de misforhold, som han forsvarede.

Således stod den datidige nordiske litteraturs stærkest og dybest følende personligheder overfor hinanden uden gensidig forståelse af de lidelser, der hjemsøgte dem.

VIctoria Benedictsson var midt i den krise, som førte til selvmordsforsøget natten mellem den 8de og 9de januar. Tilfældet vilde, at Strindberg var kommet til byen og boede på Leopolds Hotel.

I det samme værelse mod gården, hvor Strindberg nogle uger før havde skrevet sit afskedsbrev til mig, lå nu Victoria Benedictsson og stredes med døden.

Jeg vidste det. Jeg gik den nat op og ned ad gulvet i mit værelse, som lå lige overfor på den anden side af korridoren. Jeg led under den spænding, jeg var i, jeg længtes efter at dele den med en anden. Strindberg kunde jeg sende bud efter! Det var en fristelse, som jeg med sammenbidte tænder værgede mig imod.

Det bankede. Døren gik op. Udenfor stod Victoria Benedictsson i hvid natdragt og så bleg, at ansigtet lyste i skumringen.

Stønnende under sit hjertes uro sagde hun, at hun havde taget gift. (Det var morfin.) Hendes beslutning at dø stod fast, men hun følte en uovervindelig angst og bad, om jeg vilde våge hos hende.

Jeg gik med hende ind i hendes værelse, og hun gik igen til sengs. Jeg husker ikke mere, hvordan tiden gik. Sige noget kunde vel ingen af os. Men jeg kan huske, at mine tanker blandt andet kredsede om det kommende politiforhør. Det straffes med fængsel, hvis man ikke prøver at forhindre et selvmord. I de uger, der var gået forud, havde jeg gjort alt, hvad der stod i min magt for at frelse Victoria Benedictsson. Men at gøre vold på hende var uforeneligt med min retsopfattelse. Efter loven var netop dette min pligt. Men det vilde være at svigte en tillid, som, hvor tung den end var at bære, dog måtte bevares ubrudt, fordi hun havde betroet sig til mig, fordi hun stolede så ubetinget på mig. Her kom samvittigheden i åbenlys konflikt med loven. Der var for mig intet andet at gøre end handle imod loven og tage min straf.

Pludselig mærkede jeg, at der kom en stærk uro over den livstrætte, som jeg troede allerede var døende. Jeg forstod ikke straks, at hun følte, hvad jeg sad og tænkte på. Hun rejste sig op i sengen og bad mig gå. Da jeg afslog det, blev hun ude af sig selv af angst for, at jeg ikke vilde gøre, som hun bad. Jeg hørte hende låse døren efter mig. 

Jeg famlede mig frem i korridoren til Strindbergs dør. Da jeg trådte ind, fo’r han op af søvnen og stirrede vildt på mig. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunde være alene, og hvorfor. Jeg betroede ham mere, end jeg havde ret til, af Victoria Benedictssons lidelseshistorie.

Han hørte på mig med et udtryk, som altid vil stå brændt ind i min erindring, et grumt og ubønhørligt udtryk uden mindste spor af menneskelig medfølelse. Som hos en menneskeæder.

Imens udførte naturen det redningsarbejde, som havde været lægens opgave, hvis han var bleven tilkaldt. Om morgen fortalte pigen, at fru Benedictsson havde været meget syg om natten, og at hr. Strindberg var gået tidlig ud. Få timer efter fik jeg at vide, at han havde forrådt den tillid, jeg havde vist ham.

Jeg sagde til mig selv, at han var utilregnelig netop på dette område, hvor jeg af svaghed havde skænket ham fortrolighed, og jeg fortalte senere alt til Victoria Benedictsson. Hun dømte ingen. Hun frikendte mit hjerte og min forstand; men mine nerver glemte hun aldrig.

Ved middagstid tog Strindberg igen ud til Klampenborg og skrev til mig, som om der ingenting var hændet, at han havde været så heldig at låne 500 kr. hos August Lindberg.

“Axel Lundegård” 

Lindberg kom ind hos Nimb med 500 kr. Han var vred på mig. Jeg tog ud hertil og åndede lettere, da jeg så skoven.

Oh! Og vandet!

Der er åbenbart et gran af sundhed i mit had til kulturen! Storstaden er jo et rudiment af barbariske tider, med de trange gader, byggede til brug under et forsvar, som nu er unødvendigt, fordi vi har et godt politi m.m.

Hvordan har fru Benedictsson det?

Hvad bestiller hun og hvilke planer har hun?

Nu får du fred for mine litanier og analyser.

Lev vel og lad mig høre noget om operationerne med Margit (og fru B-n).

DIn hengivne
August Strindberg
Klampenborg 9de januar 88.

(“Margit” - det var “hr. Bengts hustru” som i dansk oversættelse var indleveret til Det kgl. Teater).

To dage efter var han i endnu bedre humør. Han skrev:

“Sommerluft, Øresundsblåt, vand og måger som parres. VInduet står åbent, hønsene er sluppet ud, kogt oksebryst med peberrodssauce - livet er skønt!

Men ingen “politik” i dag eller i går! Kære, send mig den i korsbånd og klip ud af de andre blade, hvis du ser noget, som jeg kan have nytte af!

Hvordan går det med fru B? Hun burde bo herude hos en eller anden familie - en anden end den, jeg bor hos, for når man er ene, kan man aldrig være så ensom som midt i hoben.

Og fru M(argit)?

Stephensen motiverede sin standsning af tournéen med ‘Faderen’ med, at jeg har “lagt hindringer i vejen” ved at sælge til Lindberg.

“Lagt hindringer i vejen”? ”Sælge”? Har jeg solgt? Hvor er så pengene?

Farvel og lad mig høre noget om fru B, hvis ‘Penge’ jeg har læst med øjnene spærret op af nysgerrighed.

Din
Aug. S-g.
Klampenborg, 11de januar 1888.

(Oddgeir Stephensen havde på Casino spillet ‘Faderen’ og planlagde en tourné med stykket).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juli 1920).

Skudt sig paa sin Kones Grav. (Efterskrift til Politivennen)

Et Selvmord paa Vestre Kirkegaard

Han vilde følge sin Hustru i Døden

Ganske tidligt i morges fandt man et lig liggende ved en af gravene på Vestre Kirkegård. Nattevagt Oskar Larsen fra Sofievej 5, fandt ham, da han gik sin runde. Inde på en grav lå den døde med hovedet hvilende mod en lille gravsten hvorpå der stod "Herunder hviler Møbelsnedker J. Petersens Hustru."

Manden havde skudt sig

Hans hoved var gennemboret af en kugle, og hans fingre holdt så krampagtigt fast på revolveren, at man måtte vriste den ud af hans hånd.

Man kørte den døde til St. Johannes Stiftelse, hvor man for øvrigt var klar over, at han allerede havde skudt sig den foregående aften, for hans lig var forlængst stift og koldt.

Et Brev til Familien.

Han håbede på et gensyn med sin unge hustru

Den livstrætte blev også snart genkendt som den døde kvindes mand, møbelsnedker Jens Petersen, Nordre Frihavnsgade 73. Hun var død i januar måned, kun 24 år gammel. Han havde siden da være meget nedtrykt. Han boede hos sin søster, og man gjorde alt for at han skulle glemme sorgen, men for hver dag blev den tungere og tungere. Og til sidst har den taget magten fra ham. Efter at have skrevet et brev til søsteren og hendes mand, et brev som man fandt hos ham, og hvori han fortæller, at han ikke mere kan bære sorgen, og han håber på et gensyn med sin unge hustru hinsides, er han gået ud på kirkegården.

Han har gemt sig for at tilbringe sin sidste nat på sin hustrus grav. Han har set det sidste genskær af den varme sommerdags sol svinde bort mellem kirkegårdens mørke graner og sagte vuggende buske. Og lænet med hovedet op til gravstenen, har han drømt, at han i det sagte nattesus mellem kirkegårdens grave har hørt sin unge hustrus stemme.

Da har der lydt et skud. Der er ingen, der har hørt noget, udover måske et par fugle, der har bygget i en busk; lyden er hurtig døet bort, og han er faldet tilbage, smilende i sin drøm om den lykkelige genforening.

Forhåbentlig kommer han til at hvile i den samme grav. Der burde stå en lille sten over den, der fortalte, at man også i vore dage i en jævn arbejderfamilie kan støde på en følelse, der spænder ud over rum og tid og rækker udover døden og ind i evigheden.

(Aftenbladet, 12. juli 1911)

"Reservebaronen": George Petersen. (Efterskrift til Politivennen).

Den store Retsskandale.

En Fremstilling af Affæren.

Et Gilde paa Gravens Rand.

Af alle de Retsskandaler. der har været fremme i de sidste Aar, inklusive Fru Munthe Morgenstjerne og Vekslerne, er der næppe nogen, der, hvis den blev fuldstændig afsløret, vilde være saa aabenbar og saa vidtrækkende i sit Omfang som Georg Petersen Gernandt-Affæren. Ikke blot giver den os et Indblik i den Raaddenskab og de Perversiteter, der frodigt gaar i Svang i vort højeste Aristokrati, men den viser os tillige, hvorledes visse Myndigheder sætter Kræfter i Bevægelse for at saa Forbrydelsen dysset ned for at redde og dække over nogle højtstaaende Personer.

Det vil derfor ikke være uden Interesse at fremstlle denne Affære saaledes som den har udviklet sig fra første Færd. Samtidig skal vi fremdrage forskellige nye Momenter, som ikke hidtil har været omtalt, men som vi kan dokumentere med Bevis.

En Levemands Selvmordsforsøg.

Det var i Begyndelsen af Januar i Aar, at der indløb Meddelelse hertil fra det svenske Politi om, at en yderst elegant københavnsk Herre havde forsøgt at begaa Selvmord paa det kendte, fashionable Hotel "Mollberg" i Helsingborg. Herren havde boet et Par Aar paa Hotellet og havde Aftenen i Forvejen fejret et stort Gilde sammeen med en Kreds af unge københavnske Venner, og dette Gilde var trukket ud til henad Morgen.

Den næste Dag fandtes han liggende halvt bevidstløs paa sit Værelse. Det var straks klart, at der forelaa et Selvmordsforsøg. Paa Bordet ved Siden af Sengen laa der et halvt hundrede Antifebrinpulver-Omslag, hvis Indhold han havde tømt. 

Selvmordet mislykkedes imidlertid, og det opklaredes hurtigt, at den københavnske Herre var en 32-aarig Kontorist Georg Petersen, kaldet "Reserve Baronen", som havde Ansættelse i det gamle Vekselmæglerfirma Schiøler, Holmens Kanal 22. Han havde været ansat i denne Forretning lige fra sin Konfirmation og indtog nu en ret betroet Stilling.

Hans Fader var en mindre Porcellænshandler i Gothersgade, og den Elegance, som Sønnen udfoldede i sin Klædedragt, stod i intetsomhest Forhold til hans ret beskedne Herkomst og den mere end beskedne Gage, han fik for sit Arbejde.

Selvmordsforsøget og de Omstændigheder, der ledsagede det, var derfor allerede paa Forhaand egnet til at vække Opmærksomhed.

Forøvrigt viste det sig hurtigt, at det havde en nærliggende Begrundelse.

Var Selvmordet fremtvunget?

I de allerførste Dage af Januar var det blevet Vekselmægler Schiøler og hans Søn, der var associeret i Forretningen, paafaldende, at den disponible Kapital paa langt nær ikke svarede til Forretningens Omsætning. Der maatte være noget galt et eller andet Sted. Og de begyndte derfor at indlede en Undersøgelse for at komme til Klarhed over, hvorfra dette Misforhold stammede.

Et Par Dage efter at denne Undersøgelse var begyndt, meldte Georg Petersen sig syg, og den Mistanke, man straks havde fattet til ham, blev derved yderligere bestyrket.

Sporenstregs rejste Georg Petersen af Sted til Helsingborg, traf der - som ovenfor meddelt - sammen med en Kreds af sine meget fine Venner, holdt den store Afskedsfest og foretog sit Selvmordsforsøg.

Selv vidste han selvfølgelig nok, hvorfra den Schiølerske Kassemangel stammede.

Georg Petersen var en udpræget fejg Mand, en slap, ubeslutsom Natur, som aldrig selv vilde kunne have fattet Tanken om at berøve sig sit Liv. Denne Tanke maa være indgivet ham andetsteds fra. Og dette bliver saa mere sandsynligt, som han Aftenen før Selvmordsforsøget er samlet med sine Venner.

Og i hvilken Hensigt kommer disse Venner til Helsingborg? Og hvorledes er det tænkeligt, at de en hel Aften kan være sammen med Georg Petersen som hans Gæster, uden at han - denne af Udsvævelser udmarvede Person, pjattet og pjokket som han var - skulde have indviet dem i, hvorledes Sagerne stod. Snarere end at tænke sig denne Sammenkomst som et Gilde paa Gravens Rand, har den været den sidste Raadslagning, hvor den fortvivlede Georg Petersen har søgt efter Hjælp! Med Kracket hængende over sig har han kaldt Vennerne sammen for at forsøge at redde sig - men Vennerne har set, at der ingen Redning var. De har set, at Bedragerierne ikke kunde skjules, at Flugt var umulig, at en offenlig Undersøgelse var uundgaaelig. Og for ikke selv at blive draget ind i denne Undersøgelse - højtstaaende og højtfornemme som de var - har de nu blot tænkt paa at redde sig selv! De vidste, at hvis denne Sag blev skarpt forfulgt, da var det Forbedringshuset for dem selv det gjaldt! Og kæmpende for selv at holde sig fri for Skandale, er de faldet over Georg Petersen: "Dræb Dig! Dræb Dig! Dette var den eneste Udvej til at faa dysset Sagen ned!

Saa vidt man kan se er det næsten til det haandgribelige sandsynligt, at Georg Petersen ikke frivilligt har søgt Døden, men er blevet tvunget dertil.

Og Vennerne er med lettet Samvittighed Samvittighed rejst tilbage til København - medens Georg Petersen er gaaet op paa sit Værelse for at tømme Antifebrinpulverne ud i sit Glas...

Flugt og Anholdelse

Efter det mislykkede Selvmordsforsøg kom Georg Petersen hertil Byen, og da Vekselmægler Schiøler endnu ikke havde noget Overslag over. hvor meget Bedragerierne androg, men mest var tilbøjelig til at tro, at det kun drejede sig om nogle faa Tusind Kr.. vilde han ikke straks gaa til Politiet og gøre Anmeldelse. Georg Petersen kunde derfor uantastet lade sig indlægge paa Professor Jacobsens Klinik paa Kochsvej for at søge Hvile og Rekreation.

Samtidig fortsatte dog Hr. Schiøler sine Undersøgelser og saa for hver Dag Bedrageriernes Sum vokse. Bedragerierne var udført efter de mest moderne og mest komplicerede Snyderisystemer. En af de Maader, der hyppigst var anvendt, var den, at der var foretaget Fejltællinger i Bøgerne. Talkolonnerne var talt galt sammen, men dog saaledes, at Saldoen paa Indtægts- og Udgiftssiden stadig passede. Selvfølgelig var det umuligt i en saa stor Forretning stadig at se, om hver Side i Kontoristernes Bøger stemmede, og saa man paa de sammentalte Summer, var de hos Georg Petersen al Tid i nøje Overensstemmelse med Kassebeholdningen. Desuden har han flere Gange for at redde sig foretaget Rettelser og Forfalskninger i Bøgerne. 

Efter en Uges Tids Forløb havde man konstateret Bedragerier til et Beløb af over 100,000 Kr.! Georg Petersen, der ude paa Kliniken havde faaet Nys om, hvordan Sagerne stod, og saa, at en Anholdelse var forestaaende, besluttede sig da til et afgørende Skridt. Den 25. Januar flygtede han fra Klinikken, løste i sidste øjeblik Billet til Udlandet og dampede af med Toget til Korsør.

Vekselmægler Schiøler blev imidlertid allarmeret om Flugten og satte straks Politiet i Bevægelse. Der blev telefoneret til Mellemstationerne, og da Toget kom til Roskilde, var allerede det daværende Politi underrettet, og Georg Petersen blev stoppet.

Han førtes her til København under Politibevogtning. Dagen efter afsagdes der Arrestdekret. Sagen henvistes til 6. Kriminalkammer, Assessor Obelitz.

Og hermed begynder den egenlige Affære, som vi nærmere skal omtale i Morgen

(Social-Demokraten 6. september 1908)

Georg Petersen var født 1892 og fra 1891 ansat som kasserer og bogholder hos vekselmægler Schiøler. Det lå Holmens Kanal 22, en adresse hvor Overformynderiet senere blev opført. Fra december 1904 til midt i januar 1908 lykkedes det Georg Petersen at tage 118.000 kr. af vekselmæglerens kasse. Så blev svindlen opdaget, og han blev arresteret. Tiltalen frafaldtes efter at familien havde betalt 6.000 kr i dækning, og han blev løsladt 25. marts 1908. Han flygtede herefter, men blev den 26 februar 1902 arresteret i Buenos Aires. 

Ukendt fotograf (Mariboes Samling): Holmens Kanal og Størrestræde set fra hjørnet af Niels Juels Gade mod Christiansborg ca. 1870. Th. nr. 12, Industriforeningen, senere Landmandsbanken. George Petersen arbejdede i en af de bygninger som blev nedrevet til fordel for Overformynderiet. Omtrent midt i fotoet. Kbhbilleder. Public Domain.

Den store Retsskandale.

Homoseksualisme og Storbedragerier

En Telefonopringing fra Justitsministeriet.

Vi omtale i Gaar de Tildragelser, der var gaaet forud for Storbedrageren Georg Petersens Arrestation. Straks efter at denne var sket, begyndte Forhørene, og de seksuelle Skandalesener, der omtaltes under disse, og de Navne, der nævntes, var af en saadan Art, at de aldrig nogen Sinde før har været nævnt i en dansk Retssal.

Men forinden vi kommer ind paa en Omtale heraf, vil det være paa sin Plads ganske kortelig at give en Karakteristik af Georg Petersens Person.

Som tidligere nævnt, var han en Mand paa 32 Aar. Af Ydre ganske spinkel, bleg, ja næsten hvid, med et lidt sygeligt Udseende og med et Par sky, flakkende Øjne. Hele hans Skikkelse bar Præg af fremskreden Degeneration og var iøjnefaldende ødelagt af kønslige Udskejelser.

Ved en Lægeundersøgelse skulde det desuden være blevet konstateret at han havde en Gren af Tuberkulose.

Han var en Mand uden større Begavelse, snarest under Jævnmaalet. Men hvad der først og fremmest karakteriserede ham, var at han ganske savnede Personlighed. Han var i saa Henseende en fuldendt Type paa de moderne Mennesker, der, udtærede af Udsvævelser, er fuldstændig gennemtrængte af Slaphed, saa de ganske er berøvet Evnen til Selvhævdelse og Initiativ. Han var en Kastebold for sine Indskydelser og Drifter og manglede i særlig Grad Vilien til at staa imod. Derfor blev han ogsaa et let Bytte for den Hob af "Venner" han efterhaanden var kommet sammen med, og som udbyttede ham uden Skamfølelse eller Skaansel.

Hertil kom saa hans grænseløse Forfængelighed. I sin Klædedragt var han en fuldkommen Modedukke. Elehgant lige indtil Lapsethed og altid udstyret efter de mest moderne og mest udfordrende Modejournaler. Naar det drejede sig om Klæder, kendte han ingen Grænser for sin Ødselhed. De kostede ham i Tusindevis af Kroner i de sidste Aar.

Et udpræget Træk hos ham var ogsaa hans Lyst til at ville prale og glimre overalt, hvor der frembød sig en Lejlighed til at stille sin Person til Skue. Der var i saa Henseende noget fuldstændig kvindagtig i hans Natur. Ved Væddeløbene paa Eremitagen og ved de mest fornemme Premierer kunde man være sikker paa at træffe ham paa en fremskudt Plads, hvor Aristokratiet færdedes, og hvor han kunde komme til at stryge sig opad Frakkeærmerne paa dem. Al hans Iver og Interesse var blot at komme til at omgaas dem, der var højest paa Straa og blive indført i Aristokratiets Saloner, og han dyrkede med dette Formaal for Øje de unge Adelsmandspirer med et Snobberi og en ydmyg Tilbedelse, der overalt, hvor han var kendt, omgav ham med det latterligt Skær. Hurtigere og hurtigere droges han af denne Tilbøjelighed ind paa det Skraaplan, der førte til hans Fald. Thi denne Adelsmands-Omgang kostede Penge. Alle blokkede de ham. Og medens han til at begynde med kun stjal i Hundreder, stjal han i Løbet af de sidste tre Maaneder i halve Snese Tusinder!

En Middag paa Phønix.

Allerede i de første Forhør tilstod han, at han var homoseksuel og havde gjort sig skyldig i homoseksuelle Forbrydelser. Den allerstørste Del af de Adelsmænd, han var kommet i Berøring med, led af samme kønslige Abnormitet, og netop dette var det, der havde ført dem sammen. Thi - underligt nok - er det jo et videnskabeligt Faktum, at Homoseksualitet har en meget skarp Evne til straks at kunne vejre de Personer, der er i Besiddelse af samme Følelsesliv.

Som et Barn, der tror at gøre sin egen Forseelse ringere ved at faa inddraget andre i den, plaprede Georg Petersen i Forhørene ud med Navnene paa alle dem, der hørte til hans nærmeste Omgangskreds. Det var Navne, der fik Retsvidnerne til at vaagne af deres Dvale og spile Øjnene op. Det var Navne fra vort allerfineste Aristokrati. Det var den unge Baron Reedtz-Thott. Det var den unge von Holstein-Rathlou. Det var den græske Generalkonsul Thalbitzer. Det var Folk der kom paa selve Slottets Trapper.

Blandt disse Folk gik Georg Petersen under en Masse Kælenavne. Mest anvendt var Betegnelsen "Reservebaronen", men forøvrigt kaldtes han ogsaa "Englebarnet" og "Premiere-Petersen".

Almindeligvis troede man, at han var velhavende, da han al Tid var beslaaet med Hundredkronesedler og slog om sig, som om han var i Familie med selve Rothschild. Selv søgte han, ud fra sin Forfængelighed, at bestyrke denne opfattelse for at veje Manglen af et adeligt Navn op med klingende Guld. Angaaende Oprindelsen til sin Formue fortalte han, at den stammede fra en Gevinst i et tysk Lotteri, men den almindelige Opfattelse blandt hans Venner var, at han havde faaet den som Arv efter en kendt homoseksualistisk Etatsraad, der døde for et Par Aar siden, og som man vidste havde testamenteret en Del af sin svimlende Kapital til forskellige Personer, der havde staaet ham nær.

Officielt beboede Georg Petersen en forholdsvis beskeden Lejlighed i Rømersgade 21. Den var udstyret med en vis yppig Komfort, men dog uden Haremsluksus, som ellers er et Kendetegn for Homoseksualisters Hjem.

Men ved Siden af denne Bolig havde han en Aftrædelses-Lejlighed i Bredgade 63, og her var det, han opførte sine Orgier. Lejligheden var udstyret som Salon med den mest overdådige østerlandske Luksus, med høje Palmer, med dekorative Lamper og bløde, lyddæmpende Draperier. I disse Sale modtog han sin Vennekreds og gav han sine Gæstebud. 

Ved enkelte lejligheder, hvor det særlig drejede sig om at glimre, og hvor hans egen Bolig var for lille til at rumme alle de indbudte, forlagde han Scenen til Hotel Phønix. Mest omtalt af alle hans svimlende Gilder var en saadan Fest paa dette Hotel. Der var over 50 personer til Stede, og Middagen kostede 6000 Kr.! Der blev serveret med Jordbær til 1 Kr. Stykket, og Champagnen flød i Strømme!

Den sidste store Fest, han gav, blev holdt i Salonerne i Bredgade, og der blev ved denne Lejlighed alene drukket Champagne for henved 600 Kr. Tre sorte Tjenere vartede op for gæsterne!

Hvad der iøvrigt er foregaaet i disse Saloner, er det næppe værd at udmale.

Myndighederne sættes i Bevægelse.

Om hele denne Side af Georg Petersens Forhold var hans Principal, Vekselmægler Schiøler, ganske uvidende. For ham var Georg Petersens Adresse Rømersgade 21, og han saa i ham kun Kontoristen, der mødte til sit Arbejde og sad i den reglementerede Tid og knirkede nemt paa Kontorstolen for en alt anden end aristokratisk Gage af 1200 Kr. om Aaret! Han kendte vel nok lidt til sin Kontorists fine Bekendtskaber og flotte Vaner, men blev stadig dysset til Ro ved Forsikringerne om "den store Gevinst" og tænkte vel ogsaa nærmest, at det var Georg Petersen, som udnyttede sin fornemme Omgangskreds til at skaffe sig Penge, i Stedet for at det omvendte var Tilfældet.

Lidt efter lidt, efter at Bedragerierne var kommet for en Dag, afdækkes dog Forholdene. Det begyndte som Rygter, der svirrede i Krogene, men efterhaanden faldt der Slør for Slør, til hele Skandalen laa aabenbar. Og den pegede ikke blot ind til et Rædselskabinet af Perversitet og moralsk Pest i vort allerhøjeste Aristokrati, men den viste tillige en Række højst indviklede og mystiske Transaktioner, der forgrenede sig gennem flere Mellemmænd frem til Navne, som man maatte forstaa det vilde være farligt at kompromittere.

Vekselmægler Schiølers Mistanke om, at denne Sag var af en ganske særlig Natur, bestyrkedes dog først, da han mærkede, at der fra Indflydelsesrige Magter var stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Sagen begrænset og dysset ned. Georg Petersens homoseksuelle Forseelser blev under Fohørerne ganske holdt udenfor Behandling, skønt man ikke mere end et Aars Tid i Forvejen havde skredet ind overfor Tandlæge Aae og hans homoseksuelle Venner med Haard Haand og uden Barmhjertighed. Nu, da det gjaldt Georg Petersen og hans Bande, drejede alt dig  derimod blot om at faa drysset Sand paa!

Georg Petersen selv blev fritaget for det tvangsbundne Fængselsophold og blev overladt til den forholdsvis friere Tilværelse paa 6. Afdeling, hvor han indlagdes til Observation.

Samtidig gjordes der alt for at faa bevæget Vekselmægler Schiøler til at lade Bedragerisagen falde. Hvis han nemlig tog sin Anmeldelse tilbage, var det efter loven ensbetydende med, at Georg Petersen slap fri, de videre Undersøgelser af den kedelige Affære blev indstillet, og Storbedrageren blev sendt ud af Landet!

I denne Hensigt tog endogsaa selve Justitsministeriet Affære og ringede pr. Telefon til Hr. Schiølers Sagfører, Højesteretssagfører P. G. F. Jensens Kontor, og anmodede - selvfølgelig paa en diskret Maade - om at faa Sagen bilagt. Ja, selve Kongens Kabinetssekretær, Geheimeetatsraad Rosenstand, har haft Konferencer med Hr. Schiølers juridiske Konsulent angaaende denne opsigtsvækkende Sag.

Men herom mere i Morgen. 

Gert.

(Social-Demokraten 7. september 1908) 

Georg Petersen-Affæren.

En Erklæring fra Professor Westergaard

I "Kristeligt Dagblad" har Professor H. Westergaard i Gaar offentliggjort en Erklæring angaaende Domstolene og Georg Petersens Sag.

Professoren er Lærer i Statsvidenskab ved Københavns Uiriverfitet og er kendt som en af Indre Missions ledende Mænd.

Erklæringen lyder saaledes:

Som Befuldmægtiget i det Schiølerske Bo har jeg haft rig Anledning til at blive bekendt med Enkelthederne i den sørgelige Affære, som er knyttet til Georg Petersens Navn og fra ham forer opad gennem en uhyggelig Mængde Navne.

Med voksende Forbavselse har jeg faaet Indblik i den Maade, hvorpaa man ansaa sig for forpligtet til at pleje Retten i denne Sag, og den Ugenerthed, hvormed de degenererede, homoseksuelle Individer kunde tilfredsstille deres Triste og brede Smitten i en Grad, som de færreste Vistnok drømmer om.

Den Undersøgelse, som Justitsministeriet har indledet mod Frk. Esche, synes at være løbet ud i Sandet: maaske har den aabnet Øjnene paa Dommeren, men Offenligheden er da ikke bleven delagtiggjort i hans Viden.

Ogsaa Sagen mod "Novemberherrerne" for et Par Aar siden fik jo et ganske ejendommeligt Forløb.

Det er imidlertid paa Tide at der i denne Snobberiets og Ligegladhedens Tidsalder uden Persons Anseelse bliver gjort noget for at vække alle alvorlige Mennesker, og først og fremmest den kristne Menighed, til Kamp mod denne Fare.

Vi kan ikke staa os ved, at Smitten faar Lov at brede sig, og særlig gæld« det at værne Ungdommen derimod.

Man maa derfor være "Kristeligt Tagblad" taknemligt, fordi det har begyndt Kampen ubekymret om Raillerier fra visse Sider, og Ligegyldighed og Sløvhed fra andre.

Jeg vil gærne udtale min Tak derfor og mit Haab om, at det maa lykkes at fore Kampen til Ende til Gavn for vort Folk, saa al Perversitetens Smuds atter kan blive vist tilbage derhen, hvor det hører hjemme.

Harald Westergaard

(Social-Demokraten 8. september 1908)

Thora Esche var forstanderinde for Indre Missions Magdalenehjem for "faldne kvinder". Hun havde i juli 1908 beskyldt Livgarden utugt både mod unge piger og unge mænd. Et udslag af "Missionens" kamp mod "Mørkets Magter" både i Kristeligt Dagblad og bogform. Justitsminister P. A. Alberti beordrede en politiundersøgelse mod Thora Esche, der ikke blev til noget - det var få måneder før han gik af. Kongen var rasende over angrebet og afskedigede en indremissionsk hofmarskal grev Joachim Moltke. Thora Esche blev så skræmt over reaktionen, og holdt siden inde. I 1913 lod hun sig indlægge på en nerveklinik.

Den store Retsskandale

Hvordan man udøver Retfærdighed.

Lovene tilsidesættes!

III

Under de fortsatte Afhøringer i Storbedrager- Affæren viste det sig snart, at der i Georg Petersen ikke var meget af det Stof, som skader den store Forbryder. Han var nærmest et Pjok, en sølle Person, et af de vankelmodige Mennesker, der, naar de kommer ind i tvivlsomme Forhold og sammen med tvivlsomt Selskab, let bliver et Forbrydelsens Redskab. De Anstrængelser, der - som i Gaar omtalt - allerede paa et tidligt Tidspunkt udfoldedes, havde da heller ikke først og fremmest til Formaal at fri Georg Petersen for Straf. Ham var der i Virkeligheden ikke en Sjæl, dere havde noget tilovers for eller brød sig det bitterste om! Men han var farlig, fordi han sad iinde med Oplysninger! Og for at fri visse adelige og højtstaaende Personer fra at blive kompromitterede ved at blive blandede ind i en modbydelig Sædelighedsaffære og blive stemplede som bevidst eller ubevidst delagtige i Bedragerens Forhold, var det, at Himmel og Jord sattes i Bevægelse. 

Man kan tænke sig, hvilken Forfærdelse det vakte, da Georg Petersen lagde de adelige Navne frem paa Forhørsdommerens Bord. - Alle Telefonerne ringede, man hviskede og tiskede, og der holdtes timelange Konferencer mellem Forhørsdommeren, Assessor Obelitz og hans juridiske Foresatte. Samtidig blev der omhyggeligt sørget for, at alt Retspersonale fik syv Segl for deres Mund, at intet af Stanken kom udenfor Dørene, og at Offentligheden intet fik at vide om de Plamager, der sad paa visse af de adelige Vaabenskjolde.

Hvor staar ikke en Fremgangsmande som denne i den mest skærende Modsætning til den, som ellers er den almindelige ved vore Domstole. Det skulde blot have været almindelige Borgere. Sagen havde drejet sig om! Utallige er de Tilfælde, vi i Aarenes Løb har fremdraget, paa, hvorledes Fattigfolk, Arbejdere og Bønder er blevet idømt Vand og Brød og Forbedringshus i Aarevis for Forseelser, der ikke var værd at rejse sig for, og det uden at Justitsmyndighederne har rørt en Finger for at befri dem for Straffen eller forringe deres Skyld!

Forhørene blev fra første Færd drevet med en rentud enestaaende Lemfældighed, og Protokoltilførslerne blev nedskrevet med en Fintfølenhed, som om de havde været bestemt til Læsning for unge Piger i Konfirmationsalderen. Alle de Bemærkninger og Tilstaaelser, der fremkom angaaende Georg Petersens og hans Venners kønslige Forhold, blev omhyggeligt afdæmpede eller ganske udeladte. Skønt Georg Petersen selv havde indrømmet, al han var Homoseksualist, blev dette Forhold ganske ladet udenfor Undersøgelse, og der afhørtes ikke en eneste af de Personer, som han angav som meddelagtige i sine Orgier.

Ligeledes indeholder Forhørsprotokollerne ikke, hvad Georg Petersen har brugt de stjaalne Penge til, skønt det er notorisk, et han overfor Dommeren har navngivet adskillige af sine "fine" Venner som Folk, der har søgt at plyndre ham og har modtaget ret betydelige Laan af de Penge, han stjal. Heller ikke disse Navne er nævnte.

Justitsministeriet har været ihærdigt for at meddele Hr. Schiøler, at en Kapital paa 9000 Kr., som var udsat for Georg Petersen i Overformynderiet, vilde blive udbetalt, hvis Sagen blev bilagt. Disse Penge kunde kun hæves med Ministeriets Sanktion, og Ministeriet tilbød nu at give denne Sanktion, hvis Hr. Schiøler vilde give efter. I den sidste Henvendelse fra Ministeriets Side desangaaende ytrede man endogsaa. at Hr. Schiøler nu "maatte skynde sig med at træffe Bestemmelse", da man ellers ikke turde indestaa for, at Pengene vilde blive udbetalt. Disse 9000 Kr. er altsaa i Virkeligheden blevet brugt som et Slags Middel til at slaa en Tuskhandel af angaaende Ret og Retfærdighed.

Vekselmægler Schiølers Død.

Da Forhørene havde staaet paa et Par Maaneder, indtraf ret pludselig Vekselmægler Schiølers Død.

For den gamle Mand - han var oppe  halvfjerdserne - havde hele Affæren selvfølgelig været et haardt Slag. Først og fremmest havde han mistet 130,000 Kr. Hertil kom, at man rundt om begyndte at svine hans Navn til. Dette stammede netop fra nogle af de Folk, som havde hørt til Georg Petersens nærmeste Omgangsfæller. De tog nu Agressiven og fortalte overalt i Byen, at Hr. Schiøler selv var homoseksuel og havde staaet i Forhold til Georg Petersen! Hr. Schiøler saa sig saaledes ikke blot berøvet sin Formue, men ogsaa sin Ære. Nedbøjet af Bekymring og oprevet af Sorg ramtes han da af en Hjærneblødning og afgik efter et Par Dages Sygeleje ved Døden. 

Georg Petersen slipper fri.

Efter Vekselmægler Schiølers Død indtraadte Overretssagfører Mygind og den afdødes Søn, Hr. Eiler Schiøler, som Testamentseksekutorer, og med disse førtes nu de videre Forhandlinger angaaende Sagens Bilæggelse. I et af Forhørene angav disse, at Georg Petersen havde gjort sig skyldig i Falsk, og at Sagen saaledes ikke kunde sluttes, selv om de samtykkede deri. Efter hvad Hr. Schiøler meddeler, skal Georg Petersen ogsaa selv have tilstaaet at have gjort sig skyldig i Falsknerier. Ligeledes tilbød Hr. Schiøler at føre sine Dokumenter op i Rette, saa Dommeren selv kunde overbevise sig om, at Falsknerierne var foretaget. Alt, hvad han fik til Svar var imidlertid, at Dommeren ikke brød sig om at se disse Dokumenter, og at det vilde være umuligt, hvis Hr. Schiøler fastholdt denne Anklage, at lade Sagen falde. Hvor Hr. Schiøler bemærkede, at det selvfølgelig var noget, som Retten maatte om.

Til Trods for disse Anmeldelser gjordes der dog intet for at opklare Falsknerierne. Tværtimod fortsattes Bestræbelserne fra Myndighedernes Side for at faa Sagen standset, samtidig med at man ret tydelig lod forstaa, at Hr. Schiøler skulde faa alle de stjaalne Penge tilbage. Ud fra denne Forudsætning og tillige fordi de forudsaa, at Myndighederne under ingen Omstændigheder vilde have Sagen undersøgt til Bunds, indvilgede da de to Testamentseksekutorer tilsidst i at frafalde Kravet om Tiltale mod Georg Petersen.

Samme Aften sattes Georg Petersen paa fri Fod og dampede af til et Badested i Pyrenæerne for at søge Rekreation. I Forvejen var der allerede udsat en Sum for ham, saa han kan leve anstændigt Resten af sin Levetid.

Gert.

(Social-Demokraten 8. september 1908).

I juni 1908 antydede nogle aviser antydede, at prins Harald havde haft en homoseksuel forbindelse til Georg Petersen. Med Albertis afgang i september, vaklede tilliden til retsstaten, og Georg Petersens sag blev genoptaget. Georg Petersen undgik ikke sin dom ved at rejse til udlandet. Han blev arresteret i Buenos Aires, Argentina. I februar 1910 blev Georg Petersen idømt et års forbedringshus.

Georg Petersen-Affærens Afslutning

I Gaar fik endelig den saa meget omtalte Georg Petersen-Affære sin Afslutning, idet Georg Petersen eller "Reservebaronen", som han kaldes, fik 1 Aars Forbedringshus.

Georg Petersen er bleven dømt for Bedrageri, og "Kristeligt Dagblad", der som bekendt var draget i Leding mod Assessor Obelitz og krævede Georg Petersen tiltalt for hans homoseksuelle Tilbøjeligheder, har altsaa ikke faaet sin Krig ført igennem.

En anden Sag er det, at de Forhør, der er bleven afholdt efter at Sagen blev taget op igen paa Justitsministeriets Initiativ, kaster et skarpt Lys over det Slæng, der sejlede i den homoseksuelle Levemands Kølvand. De Oplysninger, der er kommen frem, viser, hvilken uhyggelig Raaddenskab, der har hersket i de "fine" Kredse, som det var Georg Petersens Stolthed at komme i.

Han havde jo saa fine Bekendte som Kongens Adjutant, Oberstløjtnant Ipsen, og angaaende denne højtstaaende Officer oplyser Forhørene, at han har modtaget Laan af den homoseksuelle Bedrager. Han har ganske vist senere tilbagebetalt dem - men det gør jo i og for sig ikke Sagen bedre.

Forhørene bringer ogsaa interessante Oplysninger om den nu bortflygtede Generalkonsul Thalbitzers Forhold til Reservebaronen, nemlig angaaende hans store Kup, da han laante Penge af Georg Petersen - efter hvad han sagde, "til Prins Harald".

Ester hvad der foreligger oplyst, er der vel ingen Grund til at tvivle om, at Thalbitzer kun har benyttet Prins Haralds Navn for at faa Georg Petersen til at gaa i Tøjet.

Det hellige Blad "Kristeligt Dagblad" har saaledes ikke faaet meget ud af sin Kamp mod de usædelige, "højere" Steder.

Ganske vist har Forhørene bragt mange uhyggelige Ting frem angaaende Georg Petersen og hans Venners Homoseksuelle Udskejelser, men en egentlig dybtgaaende Undersøgelse i saa Henseende har man ikke indladt sig paa. Og det er heller ikke godt at se, til hvad Nytte skulde være. Homoseksualisterne udryddes jo ikke, fordi nogle enkelte mindre højtstaaende Personer kommer i Forbedringshuset.

"Kristeligt Dagblad" havde ogsaa angrebet Assessor Obelitz, fordi Sagen i sin Tid blev sluttet uden Tiltale.

Herom siger Dommens Præmisser: "Der ses ikke at være nogen retslig Hindring for, at Justitsministeriet i en Sag som den omhandlede, dekreterer Aktion, uanset, at den tidligere Undersøgelse, under hvilken det ikke var konstateret, at Arrestanten havde anvendt urigtige Tilførsler til Kassebogen for at skjule sine Bedragerier - var sluttet med Politidirektøren Samtykke.

(Kolding Social-Demokrat 9. februar 1910).

Af Reservebaronens Memoirer.

Historien om "Forbindelsen" med Hoffet. - Da Bedrageren nær var opdaget.

I disse Tage, da den faa meget omtalte "Reservebaron", Georg Petersen, har været for Højesteret, har man for en Gangs skyld haft Lejlighed til at se lidt bag Kulisserne i den mærkelige Affære.

I Fordørene fra Kriminalretten fortælles saaledes følgende:

Kun en Gang har Georg Petersen været sammen med Prins Harald; det var kort før nu afdøde Prinsesse Louise blev gift med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe. Mødet fandt Sted i Prinsesse Louises Dagligstue i den daværende Kronprins' Palæ paa Amalienborg.

"Reservebaronen" og hans Søster Olga havde i flere Aar af og til været Gæst hos Prinsesse Louises Kammerjomfru, Frøken Holm, som i sin Tid havde haft Tjeneste hos Georg Petersens Bedstemoder, Enkefru Withusen. Igennem de nævnte Besøg havde Georg Petersen og Søsteren igen lært Prinsesse Louise at kende og talt flere Gange med hende. Da Prinsessen nu skulde rejse, havde hun tilsagt de to til at komme op for at tage Afsked med hende.

Medens Peorg Petersen nu sad her i Prinsessens Stue, kom Prins Harald ind og henvendte nogle faa Ord til ham om, at det var sørgeligt, at Prinsessen nu skulde drage bort.

Det er den eneste Gang, Georg Petersen har været i Stue med Prins Harald, og den eneste Gang, han har vekslet noget Ord med Prinsen.

- -

En anden, næsten lige saa karakteristisk Episode:

Ved Juletid 1907 var Georg Petersen og Kontorist Christiansen ved at gøre Kassen op hos Veksellerer Schiøler. Naturligvis tog Georg Petersen "Hensyn" til sine Snyderier - som han havde opført paa en særlig Seddel - og det lykkedes ham at faa det til at stemme paa en halv Snes Kroner nær.

Efter at Georg Petersen var gaaet, søgte Kontoristen endnu en Gang at faa Kassen stemt af, og han opdagede da, at det var rent galt fat. Da han gik fra Kontoret, gik han ud til Georg Petersen og sagde, at efter hans Mening var der en Fejl paa mange Tusind Kroner.

"Reservebaronen" svarede da: "Ganske vist har jeg taget nogle Penge af Kassen, men det skal jeg nok bringe i Orden!"

Næste Dag gjorde han Kassen op, og erklærede overfor Christiansen, at nu stemte den - og saa blev der ikke talt mere om det!

- - -

Som i Gaar telegrafisk meddelt skal "Reservebaronen" 8 Maaneder i Forbedringshuset. Men nu er Spørgsmaalet, om hans Familie ikke har Krav paa Tilbagebetaling af de betydelige Beløb, den i sin Tid betalte Veksellerer Schiøler - netop paa Betingelse af, at Georg Petersen ikke skulde straffes!

(Telegram).

Veksellerer Schiøler har til "Soc. Dem." udtalt, at Georg Petersens Familie kan faa de 14,100 Kr som i sin Tid er indbetalt til Firmaet, tilbage, saa snart Familien maatte ønske det.

Derimod vil Georg Petersen ikke kunne faa de 10,000 Kr. tilbage, som han selv har betalt.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. juni 1910).

Højesteret nedsatte som nævnt straffen til 8 måneder. Kongen benådede ham i juli 1910 under hensyn til den lange varetægtsarrest mod at han rejste 10 år til udlandet. Det skete dog ikke lige med det samme, først da politiet formanede ham at rejse. 

En overlegen Herre. Reservebaronen Georg Petersen blev som bekendt benaadet paa Betingelse af, at han forlod Landet.

Saa meget større Forundring har det derfor vakt, at han stadig - 6-8 Uger efter at Benaadningen er sket - opholder sig i København.

Hver Eftermiddag kan man møde ham paa Strøget, smilende og elegant som i hans Velmagtsdage.

For et Par Dage siden mødte en Overbetjent i Københavns Politi ham og spurgte ham - halvt spøgefuldt:

Tror De nu ogsaa, at den gaar Petersen? hvortil "Reservebaronen" i en let fornærmet Tone svarede :

- Jeg vil nok se den Betjent, der lægger Haand mig"

- Jamen, indvendte Politimanden, der var jo dog Meningen, at De skulde rejse?

- Det var det, svarede Petersen flot, men det er virkelig ogsaa meget muligt at jeg en Tag rejser til - Malmø.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 3. september 1910).

På politikammeret fandt man 24.000 kr i hans tegnebog. Han rejste efterfølgende til Algier i oktober 1910 med 22.000 kr. Hans ødselhed vakte politiets opmærksomhed og han blev arresteret fordi en to år gammel arrestordre ikke var blevet annulleret - det var den der var brugt da han blev taget i Buenos Aires. Efter kontakt til Københavns Politi om fejltagelsen, blev han efter 3 dage løsladt igen. Han puslede ifølge aviser med at åbne en chokoladefabrik - eller forretning som han ifølge Kolding Social-Demokrat 28. juni 1911 havde åbnet. Han forsvandt efter at have formøblet 25.000 kr. som familien havde indsamlet til forretningens start.

Grosserer Albrechtsen (1876-1908) og Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

Mord og Selvmord.

Skudt sin Hustru og sig selv.

I Formiddags noget før Kl. 12 er der i et Pensionat i Ejendommen Vesterbrogade Nr. 16 udspillet et uhyggelig! Drama, idet Grosserer Chr. Albrechtsen, Indehaver af Firmaet Vilh. Nielsen & Co., Gasværksvej 13, har skudt sin Hustru og derefter sig selv. Albrechtsen selv var død paa Stedet, medens Hustruen døde, da Politiet har hende ned i Ambulancevognen, som bragte dem begge paa Hospitalet.

Eller hvad der er oplyst for Politiet, er der Grund til at antage, at Ægtefællerne har været enige om at gaa i Døden. I Formiddags havde Fru Albrechtsen sagt til Indehaversken af Pensionatet, at hun vilde lægge sig til at sove, da hun, der iøvrigt var svagelig, ikke følte sig vel. Hun har sandsynligvis taget et Sovepulver, thi da Pensionatsfruen senere saa ind til hende, laa hun i dyb Søvn i sin Seng.

Lidt efter at Grosserer Albrechtsen ved Halvtolvtiden kom hjem fra Byen, lød der inde fra Ægteparrets Værelse to Skud og derefter hurtigt endnu to. Da man ilede derind, laa Fru Albrechtsen i Sengen i nøjagtig den samme Stilling, hvori hun laa, da Pensionatsfruen sidst havde set hende. Hun var skudt i Tindingen, medens Albrechtsen laa inde i Dagligstuen med Skudsaar i Munden. Hurtigst muligt tilkaldtes Politiet, som rekvirerede Ambulancevogn. En tilkaldt Læge konstaterede, at Albrechtsen øjeblikkelig var død, medens Fru A. endnu aandede. Ved Politiets Foranstaltning bragtes de begge ned i den nedenfor ventende Ambulancevogn, hvori de kortes til Hospitalet.

Efterretningen om den uhyggelige Begivenhed havde hurtigt bredt sig til Ejendommens Beboere, og derfra til Folk paa Gaden, saa at en overordentlig stor Menneskemængde havde samlet sig, da Ambulancevognen kom.

Paa Beboerne af Pensionatet, hvor Grosserer Albrechtsen havde boet i 1½ Aar, gjorde Dramaet et stærkt Indtryk, men man havde Følelsen af, at Ægteparrets fortvivlede Handling maatte være aftalt, derpaa tydede den Maade, hvorpaa Dramaet udspilledes. Fru A. har sandsynligvis ikke haft Mod til at gaa Døden imøde, og hun har derfor først taget et bedøvende Pulver. Dørene til deres Værelser var aflaasede, saa at de maatte sprænges, før man naaede derind.

Ægteparret havde været gift i to Aar, han var 31 Aar gammel, hun kun 20. Fornylig har Albrechtsen, der var nervesvækket, haft Ophold paa en Nerveklinik. Efter hvad man foreløbig kan skønne, maa Aarsagen til Ægtefællernes Beslutning om at berøve sig Livet søges i pekuniære Vanskeligheder. I hvert Fald havde Albrechtsen sidst igaar ladet falde Ytringer om, at det kneb for ham. I August forrige Aar overtog han Firmaet Vilh. Nielsen & Co., der driver Kolonialvarehandel en gros. Han var Eneindehaver af Firmaet.

Paa Kommunehospitalet, hvorhen Ligene kørtes, kunde man kun konstatere, at Døden var indtraadt. Politiet optog naturligvis straks Forhør over de af Pensionatets Beboere, som havde været tilstede, medens Dramaet udspilledes, ligesom det undersøgte Lejligheden og Ligenes Stillinger for deraf at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes alt er gaaet til. Der er neppe Tvivl om, at Grosserer Albrechtsen, efter at have aflaaset Dørene, straks er gaaet ind i Sovekamret og paa nært Hold har skudt sin trygt sovende Hustru. Hurtigt er han derpaa ilet ind i Dagligstuen, har sat Revolveren i Munden og trykket af.

Ved den ved Politiets Foranstaltning foretagne Undersøgelse af Revolveren, viste det sig, at denne var af en meget ejendommelig Konstruktion, saa at man maatte have en Bøssemager til at allade den. Der fandtes endnu 3 skarpe Patroner i den.

Grosserer Albrechtsen, der var Søn af en Proprietær i Giveegnen ved Vejle, efterlader sig ingen Børn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. juli  1908). 

Nutidigt foto af Vesterbrogade 16, på hjørnet til Skt. Jørgensgade. Pensionatet lå ifølge dette indslags artikler på 3. sal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter at være kommet tilbage fra Bangkok, boede Chr. Albrechtsen 9. november 1901 til 1. november 1905 i Studiestræde 51, mezz, 1. november 1905-6. december 1906 Vesterbrogade 67, 4. sal, 6. december 1906 er to adresser opgivet: Gl. Kongevej 85, 3. og Sortedams Dossering 87. Først fra 1. april 1907 opgives adressen til Vesterbrogade 16, 3. sal. Så de i artiklen opgivne 1½ år er en anelse overdrevet.

Skudt sin Hustru og sig selv.

Dobbelt Revolverdrama paa Vesterbro.

En 31-aarig Grosserer skyder sin 18-aarige Hustru og sig selv. - Sygdom og Fallit havde ødelagt deres Lykke.

I et Pensionat paa Vesterbrogade Nr. 16, 3. Sal, har 31aarig Grosserer Chr. Albrechtsen i Gaar Eftermiddags skudt sin 18aarige Hustru og derpaa sig selv.

Grosserer Albrechtsen, der er en Fætter til Brygger Carl Jacobsen, har ført et ret bevæget Liv, lsær før sit Ægteskab. Han havde nu et Kolonialvarelager - Firmaet hed Vilh. Nielsen & Co. - paa Gasværksvej 13 over Gaarden, men Forretningen gik daarligt. Albrechtsen har før faaet megen Hjalp hos sin Tante, den gamle Fru Jacobsen, og ogsaa hos Fætteren, Brygger Jacobsen, men nu havde de nægtet at hjælpe ham mere.

En 10-aarig Brud.

Han giftede sig for to Aar siden med en kun 16aarig ung Pige, Frk. Ellen Howarth, hvis Moder, Enkefru Howarth, indtil April Flyttedag har haft Pensionat i Westend. Fru Howarth var stærkt imod Ægteskabet, og hun og Datteren har siden da ikke haft nogen Omgang med hinanden.

Fru Howarth var skilt fra sin Mand, vinhandler Andersen, Tordenskjoldsgade.

I Vinter blev den unge Fru Albrechtsen syg. og hun kom senere paa Hareskov Kur-Anstalt, som hun først for nylig har forladt. Da hun kom hjem, sandt hun alt ødelagt.

Ægteparret har stadig boet i Pensionat, i ca. ½ Aar i ovennævnte Pensionat, hvor de for Resten var almindelig afholdt. Man havde ondt af den unge, syge Kone, der ikke var stort mere end et Barn. Flere Gange talte hun og Manden ogsaa om, at det var bedst at dø; Katastrofen kom derfor ikke uventet, ja, Pensionatets Værtinde, Fru Bang, raabte endog, da hun hørte ham dreje Nøglen om: Nu skyder han sig.

4 Revolverskud.

Et Øjeblik efter drønede de to første Skud gennem Huset. Nogle af Beboerne løb ned paa Gaden efter Politiet, men imens faldt der endnu to Skud. En Smed, som var bleven tilkaldt, dirkede Døren op, alle Pensionatets Beboere strømmede ind i det første Værelse, men de fleste af dem skyndte sig ud igen, forfærdede over det Syn, de havde mødt.

Paa Sengen laa den unge Kone i Krampetrækninger. Blodet vældede ud gennem to store Skudsaar i Tindingerne og farvede Sengen rød. I Man mente, at der endnu var Liv i hende, men da Lægen et Øjeblik efter traadte ind i Stuen, var hun død.

Inde i det næste Værelse, som Parret havde benyttet til Soveværelse, laa Albrechtsen paa Gulvet i en stor Blodpøl. Han havde slaaet foran Spejlet for at faa rigtigt Sigte. De to Skud var gaaet tværs igennem Hovedet, og Døden er indtraadt øjeblikkelig.

Morfinpulver først.

Paa Natbordet foran Hustruens Seng fandt man en Æske med Morfinpulvere, hvoraf der var taget en Del. Rimeligvis har hun været bange for at dø og har derfor bedøvet sig, men alle var enige om, at hun nok frivillig har valgt Døden.

Om Formiddagen havde hun været stærkt nedtrykt og undertiden helt opløst i Graad. Hun havde ogsaa overfor Fru Bang ladet skimte igennem, at nu skulde det hele være forbi.

Dramaet vakte naturligvis vældig Opsigt i Kvarteret. Folk strømmede til og stormede Huset, saa Politiet maatte rykke mandstærk frem for at rydde Trappegangen. Politiassistent Gyldenfeldt fra Svendsgade, kom straks til og optog et foreløbigt Forhør. Der var jo ikke meget at tilføje til de blodigt Fakta. De talte for sig selv, og Motiverne laa jo klart for alle.

Ambulancen var imens kommen, og den kørte Ligene direkte til Johannes Stiftelsen, hvor der i Morgen vil blive afholdt officielt Ligsyn.

Beboerne i Pensionatet skildrede den unge Frue som en meget indtagende Dame, men hun var overnervøs og ofte saa stærkt ophidset af sin Nervøsitet, at det kom til stormende Scener mellem hende og Manden.

Albrechtsens Forretning varetages nu af Overretssagfører Kalko, der var Ungdomsven af ham.

Albrechtsen selv var Søn af en Proprietær i Give ved Vejle. Han kom som ungt Menneske ind i Østasiatisk Kompagni og var i nogle Aar i Siam, tilsidst avancerede han endog til Filialbestyrer derovre, men Længselen efter København drev ham hjem.

(Folket Avis 4. juli 1908).

 Christian Laurits Ingvar Albrechtsen (1876-1908) var langt ude i familie med brygger Carl Jacobsen: Hans far (Christian Andreas Emil Albrechtsen, 1848-1928) var fætter til brygger Carl Jacobsen. Et foto af hans barndomshjem findes på internettet. Faderens mor var Lyna Marie Holst (1806-1890), og hendes lillesøster var Laura Christine Holst (1819-1911), der i 1839 blev gift 1839 brygger J.C. Jacobsen.

Albrechtsen var født i en tid hvor rollefordelingen ideelt set var som tegningen viser. Teksten lyder: "Hygæa"-Brödet vinder Dag for Dag mere og mere Indgang i alle Hjem hvor den gode Smag er raadend. Dette Rugbröd har haft en kolossal Sukces, alle vil smage det, og hvor det en Gang er prövet, holder man ved det." Af den øvrige lange tekst fremgår at brødet blev fremstillet på "Forstædernes Brødfabrikker" på en "syrefri og bakteriefri Gærsort".(Nationaltidende 28. september 1906, 2. udgave).

Et frygteligt Drama paa Vesterbro.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv.

De fulgtes ad i Døden efter fælles Overenskomst.

---

Sidste Akt.

Straks efter at den blodige Scene var udspillet kom Politiassistent Gyldenfeldt fra Vesterbro til Stede sammen med Opdageren Maden. De aflaasede og forseglede Værelserne efter at de havde taget Forklaring af Pensionatets Folk.

Der fremkom intet udover det, vi her har fortalt om de to Ægtefæller, som fulgtes ad i Døden.

Albrechtsen havde forøvrigt været ansat i Østasiatisk Kompagni og i en Aarrække opholdt sig i Bangkok, hvor han havde paadraget sig den Sygdom, som han senere overførte paa sin Hustru.

Deres Ægteskab var ikke saa lidt af en Roman, Albrechtsen var blevet udnævnt til Værge for den unge Pige, som han med Djævlens Vold og Magt vilde gifte sig med. Hendes Moder satte sig imod Partiet af al Magt, men Kampen endte foreløbig med, at Moderen blev indlagt paa 6. Afdeling, og Albrechtsen giftede sig med Pigen. Nu er Romanen altsaa slut med et Mord og et Selvmord. Albrechtsen var en Nevø af Brygger Jacobsen. Hans Moder var en Søster til Brygger Jacobsens Moder.

(Aftenbladet 4. juli 1908. Uddrag).

Det frygtelige Ægteskabsdrama i København.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv. - Pekuniære Vanskeligheder drev dem i Døden. Dramaets Enkeltheder.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, 3. Juli.

Ejendommen paa Vesterbrogade Nr. 16 har i Middags været Skuepladsen for et frygteligt Ægteskabsdrama, hvorved en af Hovedstadens Yngre kendte Grosserere, Chr. Albrechtsen har berøvet sin Hustru og sig selv Livet.

Det unge Ægtepar boede i Fru Bangs Pensionat paa 3. Sal, hvor de havde lejet et Par Værelser. Fra de blev gift for 2 Aar siden, har de stadig boet i Pensionater, men det var Meningen, at de nu til Efteraaret vilde have stiftet eget Hjem. Nu har de selv med Døden stillet sig i Vejen for denne Beslutning.

(Herefter følger en beretning som følger de ovenstående artikler).

Motivet

til den fortvivlede Handling var ingen af Pensionatets Beboere i Tvivl om. Det fremgik af deres Udtalelser, at de havde ventet, den maatte komme.

Grosserer Albrechtsen havde i lang Tid følt sig stærkt trykket af pekuniære Vanskeligheder. Det faldt mange Gang svært for ham at opfylde sine Forpligtelser, og der ymtedes endog om en nærforestaaende Fallit. Hans Hustru var meget svagelig. Hun havde i længere Tid lidt meget af Nervøsitet og havde gennemgaaet en Kur derfor paa Hareskovens Klinik, men uden synderligt Resultat. Efter at være kommen hjem laa hun næsten altid til Sengs, og det kunde vel næppe være anderledes, end at hendes stadig Sygdom og de evindelige pekuniære Vanskeligheder maatte male Livet sort for det unge Ægtepar, og de har da foretrukket frivilligt at søge Døden.

---

Grosserer Albrechtsen var nylig fyldt 31 Aar. Han var en Søn af Proprietær Albrechtsen i Give ved Vejle og var af alle anset for en usædvanlig flink og dygtig ung Mand. Som ganske ung var han traadt i Østasiatisk Kompagnis Tjeneste og havde i nogen Tid været ansat paa Selskabets Kontor i Bangkok.

Livet i Troperne tilfredsstillede ham dog ikke, og han vendte derfor hjem til Danmark, hvor han giftede sig med en Datter af Vinhandler P. Andersen. Hun var den Gang kun 17 Aar gammel, men led allerede da en Del af Nervøsitet.

Herhjemme overtog Albrechtsen for et Aars Tid siden Grosserer Vilh. Nielsens Forretning i Kolonialvarer, men den synes altsaa ikke at have villet gaa for ham.

Opdager.

Aarhuus Stifts-Tidende 4. juli 1908).

Nemesis?

Skøndt der allerede er gaaet nogle Dage, siden Byen opskræmmedes af de to dystre Revolverskud fra Vesterbrogade, samler denne Begivenhed alligevel stadig Interessen om sig.

Man mærker det, naar man kommer ud paa Caféer eller paa Sporvogne. Hvad og hvorfor drøftes stedse med ikke ringe Iver, og de Gisninger, der opstilles, er hverken faa eller uoriginale!

Københavnerne er af Naturen stemt til at ræsonnere. For det meste er Ræsonnementet lovlig hurtig færdigt, men Lysten til at bestemme og definere enhver Hændelse er der.

Det er nu forøvrigt ogsaa ganske rimeligt, at man ved en Lejlighed som denne giver sig nogen Tid til Filosofi. Thi det horer jo dog til Sjældenhederne hertillands, at et ungt Ægtepar, der tilsyneladende lever lykkeligt sammen, enes om at gaa i Døden og fuldbringer Planen paa en kynisk og opsigtsvækkende Facon.

Adskillige vilde da nok synes, der laa nogen Urimelighed i dette: at Grosserer Albrechtsen havde sin unge, smukke Hustrus Tilladelse til at begaa sin forfærdelige Handling. Der hører nemlig mere til end et Par fede Ord og en romantisk Beslutning i et løftet Øjeblik. Sikkert er det, at det langt overvejende Flertal af de raske Mennesker, der hvisker hinanden et: "I give my life for You" i Øret, meget vilde betakke sig, hvis det en skønne Dag krævedes.

Selv om det skulde være sandt, at Albrechtsens Forretning gik sløjt, og at hans Frue var saa syg, at Livsglæden nødvendigvis maatte være knækket for hende, - ja, der forelaa der vel endda næppe nogen fyldestgørende Forklaring. -

Nej, man maa vist søge Aarsagen dybere end i en uovervejet, omend maaske velment Ytring en Aften, de Unge var i Stemning til Maaneskinslyrik.

Og efter de nu fremkomne Oplysninger at dømme, har Lyrikens Modsætning: den skærende Prosa været Hovedfaktoren i det myrdede Ægtepars Liv.

Albrechtsen kom for 3 Aar siden fra Bangkok, og var blevet Bogholder i Ø. K. Man indlogerede sig hos en Fru Hovarth, der havde Pensionat i Westend, og blev hurtig forelsket i den nydelige, 15-aarige Datter. Fruen ejede et Teaterblad, som A. efterhaanden fik Magt og Raadighed over, - hvorledes det egentlig gik til synes endnu vanskeligt at udrede.

Efterhaanden blev A. meget uklar med Fruen, og han søgte nu at faa hende indlagt paa 6. Afdeling, hvilket ogsaa lykkedes. Saa var han fri for hende i 2 Maaneder, og da hun kom ud, skete der igen noget romantisk: A. "bortførte" den purunge Pige og holdt Bryllup med hende!

Senere fik A. den omtalte Forretning paa Gasværksvej, men det saa ud til, at de utvivlsomt stygge Planer, han havde søgt at realisere, vilde hævne sig. Det gik skævt. Hans lille, stakkels Hustru begyndte at sygne hen, han selv drak til den store Medaille, og den Omstændighed, der havde tvunget ham til at gifte sig med Ellen, formørkede Samlivet.

Hun besluttede tilsidst at ville forlade Manden, og det ser da nu ud til, at Mordet er sket imod hendes Vilje.

Albrechtsen var fortvivlet herover, men Ellen holdt fast ved sit Ønske. Tilsyneladende lykkedes det da ogsaa Albrechtsen at forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes.

Den unge Frue brugte ofte Sovepulvere for at døve Smærterne i det forpinte, lille Legeme.

Hvem véd om den halvt sindsyge Mand ikke har benyttet sig af denne Viden . . .

Stakkels, lille Ellen, blev det Din Lod at undgælde for, hvad Din Mand forbrød?

Kan da Nemesis ramme andre end den Skyldige?

Ja, hvem andre kan vel give Svaret, end den Sfinx, der slog sine skarpe Kløer i Dit hvide Bryst.

Nemesis, - den uløste Gaade!

Th. Borre.

(Adresse-Avisen. Organ for Handel, Industri og Haandværk 6. juli 1908)

I begravelsesprotokollen står der bl.a. at han var død "af selvmord ved skydning efter umiddelbart forinden at have aflivet? sin hustru. Økonomisk vanskelighed". Ellens var født Howarth.

Grosserer Albrechtsen og hans Hustru begraves.

I al Stilhed blev i Gaar Ægteparret Albrechtsen og hans Hustru begravet paa Bispebjærg Kirkegaard.

Der var lige efter Dramaet af Dr. Lund blevet afgivet en Erklæring om at Albrechtsen var sindssyg, da han skød sig selv og sin Kone.

Og til denne Betragtning holdt Pastor Rasmussen fra St. Johannes Stiftelsen sig da ogsaa, da han holdt Talen ved de to Kister. Ingen kunde gaa i Rette med Manden, der havde udført den frygtelige Daad, fordi hans Sind havde været formørket. Vi maa nøjes med at bede for at hans og hans Hustrus Sjæl maa finde Fred.

Det lille Følge, der bestod af Familien og et Par af de nærmeste Paarørende sang Salmerne: "Aldrig er jeg uden Naade", og "Du Herre Krist, min Frelser est", og de to Kister sænkedes i Fællesgraven.

Tæppet gik ned for Tragedien.

(Aftenbladet (København) 7. juli 1908)

Flere aviser oplyser at det var på Bispebjerg Kirkegård. Andre Vestre Kirkegård. Det sidste er forkert, ægteparret blev begravet i samme grav på Bispebjerg.

Ægteskabsdramaet. I gaar blev Grosserer Albrechtsen og hans Hustru i dybeste Stilhed begravet fra St. Johannesstiftelsen.

Til Stede var kun de Afdødes Forældre, Personalet fra Albrechtsens Forretning og Overretssagfører Kalkow, som var Grosserer Albrechtsens Ven og juridiske Konsulent.

Efter at Pastor Rasmussen fra St. Johannes Kirke havde holdt en kort Tale og foretaget Jordpaakastelsen, satte Ligtoget sig i Bevægelse mod Vestre Kirkegaard, hvor Ægteparret nu hviler i en Fællesgrav.

(Holbæk Amts Venstreblad 8. juli 1908).