Tragedien i Hejlsgade . (Efterskridt til Politivennen)

Frygteligt Familiedrama i Hejlsgade i Nat.

En Fader søger Døden med sine tre Børn. - Børnene er døde, og Faderen kan næppe overleve. - Aarsagen er Fortvivlelse over Hustruens Død.

I Nat har der fundet et trist Familiedrama Sted i Ejendommen, Hejlsgade Nr. 1. 

En Mand og Fader har I Fortvivlelse over sin Hustrus Død besluttet sig til at berøve sig og sine Børn Livet. Og hans Forehavende har medført Døden for Børnene, medens han selv endnu i Nat, da disse Linjer skrives, er i Live.

En Dame, der bor i samme Ejendom, mærkede, at der strømmede Gas ind gennem Entrédøren til hendes Lejlighed, og hun stod straks op for at se, om det var fra hendes Køkken, at Gassen kom; men det viste sig, at det var fra hendes Nabos, Maskinarbejder Jacobsens Lejlighed.

Da hun vidste, at Jacobsen i de sidste Dage havde været meget fortvivlet over, at hans Hustru var afgaaet ved Døden, frygtede hun straks tor, at Manden I sin Fortvivlelse havde gjort en Ulykke paa sig selv og sine Børn.

Hun alarmerede derfor Politiet, som straks mødte med stor Udrykning, og Ambulancen blev tilkaldt, men den kom ikke i Anvendelse, da Politiet forinden standsede 2 Taxa-Vogne, som med det sædvanlige holde Flag hurtigt kørte til Kommunehospitalet med de gasforgiftede Mennesker.

Da Politiet kom ind i Lejligheden.

Da Politiet kom og sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed, mødte der det et uhyggeligt Syn. I Sengene laa tre Børn tilsyneladende i den blideste Søvn. De var afklædt og kun iført Linned. I Værelset ved Siden af laa Jacobsen paaklædt men bevidstløs.

De fire Personer blev fordelt i de to Biler og kørt til Hospitalet. Her kunde man imidlertid kun konstatere, at de tre Børn, der er 16, 13 og 11 Aar gamle, var døde, medens Faderen er meget stærkt forgiftet og maaske Ikke kan leve. Det vil vel ogsaa være det bedste for ham, om han maa følge Hustru og Børn i Graven, da han ellers kan blive sat under Tiltale for Drab.

Inde i Lejligheden fandt Politiet en Gasslange, der var ført fra Køkkenet ttl Værelserne, hvor Børnene og Faderen laa. Der var derimod ikke gjort Forsag paa at lukke for Aabninger I Vinduer og Døre.

Motivet.

Da Lægerne paa Hospitalet havde konstateret Dødsfaldene, blev Politiets Mordkommission alarmeret. Men Kendsgerningerne talte, de tre Børn var døde - og Faderen tilsyneladende haabløs syg.

Det meste Materiale, der forelaa for Opdagerne, var et Brev, hvori Maskinarbejder Jacobsen

meddelte, at Motivet til hans fortvivlede Handling var Sorgen over Hustruens Død.

Mordkommissionen l Arbejde.

Da der foreligger et aabenbart Mord og Selvmordsforsøg, og da der Ikke kunde være Tale om at afhøre Hovedpersonen, blev to Opdagere sendt ud i Ejendommen for at søge nærmere Oplysning. Men de kunde ikke i Nat faa andet at vide end det, vi ovenfor har meddelt.

Den 16-aarlge Ingrid, den 13-aarlge Knud Ove og den 11-aarige Harry var døde, og den ca. 40 Aar gamle Fader var Døden nær.

Hvad det omtalte Brev indeholdt ud over Meddelelsen om, at Aarsagen til den fortvivlede Handling var Sorg over Hustruens Død, kunde man kun meddele Familien.

(Social-Demokraten 21. august 1929).

Huset i Hejlsgade, hvor Dramaet fandt Sted. Krydset viser, hvor Jacobsens Sovekammer er. Døren og Vinduerne er slaaet op for at faa Gaslugten ud. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Nielsen, der sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed og saa, hvad der var sket. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Ejendommen i Heilsgade i København, hvor det rystende Gasdrama, der krævede tre Ofre, fandt Sted. Foroven ses Politiets Segl paa Døren. Foto fra Ærø Venstreblad, 22. august 1922.

Faderen døde to dage efter, den 22. august ved middagstid på hospitalet, efter kun kortvarigt at være ved bevidsthed

Ofrene fra Hejlsgade-Dramaet begraves

En Jordefærd af gribende Virkning.

De fire Kister bæres til Fællesgraven.

En tusindtallig Skare strømmede i Gaar ud til Vestre Kirkegaard, hvor Ofrene for det frygtelige Drama i Hejlsgade, Faderen, der tog sine tre Børn med sig i Døden, skulde sænkes i Graven ved Siden af Moderen der var gaaet forud.

Det store Kapel har vel aldrig været Ramme om en mere gribende Tragedie end denne. Her stod de fire hvide Kister, alle pyntet med en Guirlande af røde Roser, og foran sad de af Sorgen sønderknuste Slægtninge. Jacobsens gamle Forældre, stivnede i Fortvivlelse, hans Broder, Søster og Svigerinde samt andre Paarørende. Bag Kisterne stod to floromhyIlede Faner, Maskinarbejderforbundets og Sygekassens. 

Pastor Charles Nielsen fra Kristkirken havde faaet den uhyre vanskelige Opgave at tale ved Baarerne, og han løste Opgaven smukt. Jævnt og roligt , men saadan at det gik til Hjerterne, skildrede han det smukke Sammenhold mellem Forældrene gennem 17 Aar, Jacobsens Kamp for at holde Hjemmet oppe under Hustruens toaarige Sygeleje og hans fuldstændige Sammenbrud i Sorgen, da hun døde.

- Denne Mand, der elskede sine Børn saa højt, at han aldrig vilde have kunnet lagt Haand paa dem, havde desværre den altfor let tilgængelige Adgang til Gassen, der dræber uden Brutalitet - det var den store Ulykke.

Og derefter udtalte Præsten et Ønske, som alle vil være enige med ham i: Gud give, vore Teknikere kunde gøre det vanskeligere for Folk at aabne for Gassen! Talen sluttede med en Bøn; Forlad ham hans Skyld; han vidste ikke, hvad han gjorde.

Medens Rummet genlød af Hulken, sang man Salmen, der var sunget ved Moderens Baare, og hvis trykte Tekst havde ligget i den lille Iris Hænder, da man fandt hende død: "Jeg er træt og gaar til Ro ..."

Og saa blev de fire Kister baaret ud og sænket i Graven til Moderen. Da brast det for Slægtningene, Jacobsens Moder, Søster og Svigerinde sank bevidstløse sammen og maatte bringes ud til en Droske og køres hjem.

Men længe efter stod der i Hundredvis af Mennesker og stirrede paa Graven, der lukkedes over en Tragedie saa rystende, som vi heldigvis sjældent oplever den.

(Aftenbladet (København) 26.  august 1929)

To af Kisterne bæres til Graven. Foto fra Social-Demokraten 26. august 1929.

Liva Weels Plads. Heilsgade går ind til venstre, man kan se de lige numre. Bygningen med nr. 1 er yderst til venstre. Ud fra fotoet ovenfor virker det som om den lå på hjørnet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Strindberg i Danmark af Axel Lundegård. (Efterskrift til Politivennen)

“Strindberg er kommen”, skrev Victoria Benedictsson i sin notebog den 7de november 1887. Den 14de skrev hun, at hun havde set "Faderen", den 22de at  hun skulde have spist til middag med Strindberg og mig, men var bleven forhindret, og den 29de står der, at jeg havde besøgt hende og fortalt hende, "at Strindberg syntes meget godt om Fru Marianne".

Han havde lånt bogen af mig og “den behagede ham” (således plejede han at sige). Den unge dame, som omvender sig og bliver manden underdanig, vakte behagelige følelser hos ham. Det eneste, som foruroligede ham, var tanken om, at ‘Ernst Ahlgren’, der skrev så fornuftigt, var en kvinde.

Da de mødtes var han genert og nysgerrig. Han vidste ikke, hvordan han skulde være overfor hende. Naturligvis måtte der “være noget” bagved det kammeratskab mellem hende og mig. Selve udtrykket ‘kammerater’ havde i hans øren en foragtelig klang (derfor omdøbte han ogs ‘Griller’ til ‘Kammerater’ efter at han havde gjort sig fri). Venskab mellem mand og kvinde var for ham et unaturligt begreb. Det måtte hvile på løgn og forstillelse. Han troede at vi vilde tage ham og alle andre ved næsen.

Han bad, om han måtte låne romanen ‘Penge’. På titelbladet stod der en tilegnelse, hvor det forkætrede ord gik igen. Og under læsningen af bogen har han sikkert fået alle sine værste mistanker bekræftet. Da jeg fik bogen tilbage, var den forsynet med talrige randbemærkninger. Navnlig i slutningskapitlet, opgørelsen mellem Selma og hendes mand. Det havde åbenbart i den grad forarget Strindberg, at han måtte give udtryk for sin medfølelse med den forfordelte. Dér, hvor det om manden siges, at han, i stedet for at høre efter de alvorsord, som hans hustru henvendte til ham, sidder i tanker “optaget af at pille en hummer”, klapper Strindberg ham forstående på skulderen og skriver udenfor “Bravo!”

Og da manden løfter sit ølglas, føler Strindberg sig i den grad i et med ham, at han i overensstemmelse med sin egen smag retter ordet øl til ‘porter’. Han følger også med henrykkelse ordstriden mellem ægteparret, for det meste lidt vel meget i ægtemandens egen ånd. Således f.eks. da Strindberg til Selmas udtalelse om, at loven burde forandres (hun hævder at ingen kvinde burde have lov til at gifte sig, før hun er blevet myndig) føjer den formodentlig spøgefuldt mente bemærkning “burde ligeledes gælde for drenge, som ønsker at gifte sig i 12 års alderen”. Lige så lidt som ægtemanden vil Strindberg indrømme, at kvinden behøver noget at leve på, udover hvad hendes ægteskab bringer hende. Ægtemanden siger: “Livsindhold! Sludder! Hvor mange kvinder lever ikke, til de bliver 60, uden derfor at få noget livsindhold. Lad dem gifte sig, så kommer livsindholdet nok…” Strindberg stregede ordene under og skriver: “Godt sagt! Udmærket! Bravo!”

Ægtemanden ryger i tavshed sin cigar og gider ikke svare på Selmas efter hans mening urimelige tale om, at den samme moral burde være gældende for kvinder som for mænd. Men Strindberg svarer: “Nej, ikke den samme. 1) fordi manden ikke kan få børn, 2) fordi det er ham, der betaler gildet.” Og mod Selmas udtalelse “Det kan aldrig være en pligt at underkaste sig ømhedsbeviser, mod hvilke hele ens væsen oprøres”, protesterer Strindberg med et understreget “Jo!” Han tager stærkt til genmæle overfor Selmas kætterske meninger. “Vrøvl” er et af hans mildeste udtryk. Da hun gentager sin påstand, at kvinder ikke burde gifte sig, før de var myndige, indvender han: “ved man da så fandens meget bare fordi man bliver 21. Nej, man ved ikke noget, før man bliver gift! Så kommer erfaringerne!” Og han trækker på skuldrene af hendes udtalelse om et indhold i ægteskabet. Indhold? “Was ist das?”

Alligevel var han i udmærket humør, da han lånte ‘Penge’ og skrev sine randbemærkninger. Han frydede sig ved tanken om, at kvinderne har en halehvirvel mere end manden. Det betyder, at de stod dyrene nærmere! Deraf drog han igen den slutning, at de ikke var modne for frihed og selvbestemmelsesret. Hvis han kunde have skabt dem om, vilde han sikkert have udstyret dem med et par halehvirvler til.

Han hævder, at kvindens kamp for menneskelige rettigheder vilde medføre en indskrænkning af mandens rettigheder. Derved vilde for fremtiden millioner af mænd være dømte til den samme kval, som havde ødelagt hans eget liv. Det var dette, han drog i leding for, når han slyngede sine kraftsentenser mod en kvinde, hvis liv var blevet ødelagt af de misforhold, som han forsvarede.

Således stod den datidige nordiske litteraturs stærkest og dybest følende personligheder overfor hinanden uden gensidig forståelse af de lidelser, der hjemsøgte dem.

VIctoria Benedictsson var midt i den krise, som førte til selvmordsforsøget natten mellem den 8de og 9de januar. Tilfældet vilde, at Strindberg var kommet til byen og boede på Leopolds Hotel.

I det samme værelse mod gården, hvor Strindberg nogle uger før havde skrevet sit afskedsbrev til mig, lå nu Victoria Benedictsson og stredes med døden.

Jeg vidste det. Jeg gik den nat op og ned ad gulvet i mit værelse, som lå lige overfor på den anden side af korridoren. Jeg led under den spænding, jeg var i, jeg længtes efter at dele den med en anden. Strindberg kunde jeg sende bud efter! Det var en fristelse, som jeg med sammenbidte tænder værgede mig imod.

Det bankede. Døren gik op. Udenfor stod Victoria Benedictsson i hvid natdragt og så bleg, at ansigtet lyste i skumringen.

Stønnende under sit hjertes uro sagde hun, at hun havde taget gift. (Det var morfin.) Hendes beslutning at dø stod fast, men hun følte en uovervindelig angst og bad, om jeg vilde våge hos hende.

Jeg gik med hende ind i hendes værelse, og hun gik igen til sengs. Jeg husker ikke mere, hvordan tiden gik. Sige noget kunde vel ingen af os. Men jeg kan huske, at mine tanker blandt andet kredsede om det kommende politiforhør. Det straffes med fængsel, hvis man ikke prøver at forhindre et selvmord. I de uger, der var gået forud, havde jeg gjort alt, hvad der stod i min magt for at frelse Victoria Benedictsson. Men at gøre vold på hende var uforeneligt med min retsopfattelse. Efter loven var netop dette min pligt. Men det vilde være at svigte en tillid, som, hvor tung den end var at bære, dog måtte bevares ubrudt, fordi hun havde betroet sig til mig, fordi hun stolede så ubetinget på mig. Her kom samvittigheden i åbenlys konflikt med loven. Der var for mig intet andet at gøre end handle imod loven og tage min straf.

Pludselig mærkede jeg, at der kom en stærk uro over den livstrætte, som jeg troede allerede var døende. Jeg forstod ikke straks, at hun følte, hvad jeg sad og tænkte på. Hun rejste sig op i sengen og bad mig gå. Da jeg afslog det, blev hun ude af sig selv af angst for, at jeg ikke vilde gøre, som hun bad. Jeg hørte hende låse døren efter mig. 

Jeg famlede mig frem i korridoren til Strindbergs dør. Da jeg trådte ind, fo’r han op af søvnen og stirrede vildt på mig. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunde være alene, og hvorfor. Jeg betroede ham mere, end jeg havde ret til, af Victoria Benedictssons lidelseshistorie.

Han hørte på mig med et udtryk, som altid vil stå brændt ind i min erindring, et grumt og ubønhørligt udtryk uden mindste spor af menneskelig medfølelse. Som hos en menneskeæder.

Imens udførte naturen det redningsarbejde, som havde været lægens opgave, hvis han var bleven tilkaldt. Om morgen fortalte pigen, at fru Benedictsson havde været meget syg om natten, og at hr. Strindberg var gået tidlig ud. Få timer efter fik jeg at vide, at han havde forrådt den tillid, jeg havde vist ham.

Jeg sagde til mig selv, at han var utilregnelig netop på dette område, hvor jeg af svaghed havde skænket ham fortrolighed, og jeg fortalte senere alt til Victoria Benedictsson. Hun dømte ingen. Hun frikendte mit hjerte og min forstand; men mine nerver glemte hun aldrig.

Ved middagstid tog Strindberg igen ud til Klampenborg og skrev til mig, som om der ingenting var hændet, at han havde været så heldig at låne 500 kr. hos August Lindberg.

“Axel Lundegård” 

Lindberg kom ind hos Nimb med 500 kr. Han var vred på mig. Jeg tog ud hertil og åndede lettere, da jeg så skoven.

Oh! Og vandet!

Der er åbenbart et gran af sundhed i mit had til kulturen! Storstaden er jo et rudiment af barbariske tider, med de trange gader, byggede til brug under et forsvar, som nu er unødvendigt, fordi vi har et godt politi m.m.

Hvordan har fru Benedictsson det?

Hvad bestiller hun og hvilke planer har hun?

Nu får du fred for mine litanier og analyser.

Lev vel og lad mig høre noget om operationerne med Margit (og fru B-n).

DIn hengivne
August Strindberg
Klampenborg 9de januar 88.

(“Margit” - det var “hr. Bengts hustru” som i dansk oversættelse var indleveret til Det kgl. Teater).

To dage efter var han i endnu bedre humør. Han skrev:

“Sommerluft, Øresundsblåt, vand og måger som parres. VInduet står åbent, hønsene er sluppet ud, kogt oksebryst med peberrodssauce - livet er skønt!

Men ingen “politik” i dag eller i går! Kære, send mig den i korsbånd og klip ud af de andre blade, hvis du ser noget, som jeg kan have nytte af!

Hvordan går det med fru B? Hun burde bo herude hos en eller anden familie - en anden end den, jeg bor hos, for når man er ene, kan man aldrig være så ensom som midt i hoben.

Og fru M(argit)?

Stephensen motiverede sin standsning af tournéen med ‘Faderen’ med, at jeg har “lagt hindringer i vejen” ved at sælge til Lindberg.

“Lagt hindringer i vejen”? ”Sælge”? Har jeg solgt? Hvor er så pengene?

Farvel og lad mig høre noget om fru B, hvis ‘Penge’ jeg har læst med øjnene spærret op af nysgerrighed.

Din
Aug. S-g.
Klampenborg, 11de januar 1888.

(Oddgeir Stephensen havde på Casino spillet ‘Faderen’ og planlagde en tourné med stykket).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juli 1920).

Skudt sig paa sin Kones Grav. (Efterskrift til Politivennen)

Et Selvmord paa Vestre Kirkegaard

Han vilde følge sin Hustru i Døden

Ganske tidligt i morges fandt man et lig liggende ved en af gravene på Vestre Kirkegård. Nattevagt Oskar Larsen fra Sofievej 5, fandt ham, da han gik sin runde. Inde på en grav lå den døde med hovedet hvilende mod en lille gravsten hvorpå der stod "Herunder hviler Møbelsnedker J. Petersens Hustru."

Manden havde skudt sig

Hans hoved var gennemboret af en kugle, og hans fingre holdt så krampagtigt fast på revolveren, at man måtte vriste den ud af hans hånd.

Man kørte den døde til St. Johannes Stiftelse, hvor man for øvrigt var klar over, at han allerede havde skudt sig den foregående aften, for hans lig var forlængst stift og koldt.

Et Brev til Familien.

Han håbede på et gensyn med sin unge hustru

Den livstrætte blev også snart genkendt som den døde kvindes mand, møbelsnedker Jens Petersen, Nordre Frihavnsgade 73. Hun var død i januar måned, kun 24 år gammel. Han havde siden da være meget nedtrykt. Han boede hos sin søster, og man gjorde alt for at han skulle glemme sorgen, men for hver dag blev den tungere og tungere. Og til sidst har den taget magten fra ham. Efter at have skrevet et brev til søsteren og hendes mand, et brev som man fandt hos ham, og hvori han fortæller, at han ikke mere kan bære sorgen, og han håber på et gensyn med sin unge hustru hinsides, er han gået ud på kirkegården.

Han har gemt sig for at tilbringe sin sidste nat på sin hustrus grav. Han har set det sidste genskær af den varme sommerdags sol svinde bort mellem kirkegårdens mørke graner og sagte vuggende buske. Og lænet med hovedet op til gravstenen, har han drømt, at han i det sagte nattesus mellem kirkegårdens grave har hørt sin unge hustrus stemme.

Da har der lydt et skud. Der er ingen, der har hørt noget, udover måske et par fugle, der har bygget i en busk; lyden er hurtig døet bort, og han er faldet tilbage, smilende i sin drøm om den lykkelige genforening.

Forhåbentlig kommer han til at hvile i den samme grav. Der burde stå en lille sten over den, der fortalte, at man også i vore dage i en jævn arbejderfamilie kan støde på en følelse, der spænder ud over rum og tid og rækker udover døden og ind i evigheden.

(Aftenbladet, 12. juli 1911)

Grosserer Albrechtsen (1876-1908) og Hustru. (Efterskrift til Politivennen).

Mord og Selvmord.

Skudt sin Hustru og sig selv.

I Formiddags noget før Kl. 12 er der i et Pensionat i Ejendommen Vesterbrogade Nr. 16 udspillet et uhyggelig! Drama, idet Grosserer Chr. Albrechtsen, Indehaver af Firmaet Vilh. Nielsen & Co., Gasværksvej 13, har skudt sin Hustru og derefter sig selv. Albrechtsen selv var død paa Stedet, medens Hustruen døde, da Politiet har hende ned i Ambulancevognen, som bragte dem begge paa Hospitalet.

Eller hvad der er oplyst for Politiet, er der Grund til at antage, at Ægtefællerne har været enige om at gaa i Døden. I Formiddags havde Fru Albrechtsen sagt til Indehaversken af Pensionatet, at hun vilde lægge sig til at sove, da hun, der iøvrigt var svagelig, ikke følte sig vel. Hun har sandsynligvis taget et Sovepulver, thi da Pensionatsfruen senere saa ind til hende, laa hun i dyb Søvn i sin Seng.

Lidt efter at Grosserer Albrechtsen ved Halvtolvtiden kom hjem fra Byen, lød der inde fra Ægteparrets Værelse to Skud og derefter hurtigt endnu to. Da man ilede derind, laa Fru Albrechtsen i Sengen i nøjagtig den samme Stilling, hvori hun laa, da Pensionatsfruen sidst havde set hende. Hun var skudt i Tindingen, medens Albrechtsen laa inde i Dagligstuen med Skudsaar i Munden. Hurtigst muligt tilkaldtes Politiet, som rekvirerede Ambulancevogn. En tilkaldt Læge konstaterede, at Albrechtsen øjeblikkelig var død, medens Fru A. endnu aandede. Ved Politiets Foranstaltning bragtes de begge ned i den nedenfor ventende Ambulancevogn, hvori de kortes til Hospitalet.

Efterretningen om den uhyggelige Begivenhed havde hurtigt bredt sig til Ejendommens Beboere, og derfra til Folk paa Gaden, saa at en overordentlig stor Menneskemængde havde samlet sig, da Ambulancevognen kom.

Paa Beboerne af Pensionatet, hvor Grosserer Albrechtsen havde boet i 1½ Aar, gjorde Dramaet et stærkt Indtryk, men man havde Følelsen af, at Ægteparrets fortvivlede Handling maatte være aftalt, derpaa tydede den Maade, hvorpaa Dramaet udspilledes. Fru A. har sandsynligvis ikke haft Mod til at gaa Døden imøde, og hun har derfor først taget et bedøvende Pulver. Dørene til deres Værelser var aflaasede, saa at de maatte sprænges, før man naaede derind.

Ægteparret havde været gift i to Aar, han var 31 Aar gammel, hun kun 20. Fornylig har Albrechtsen, der var nervesvækket, haft Ophold paa en Nerveklinik. Efter hvad man foreløbig kan skønne, maa Aarsagen til Ægtefællernes Beslutning om at berøve sig Livet søges i pekuniære Vanskeligheder. I hvert Fald havde Albrechtsen sidst igaar ladet falde Ytringer om, at det kneb for ham. I August forrige Aar overtog han Firmaet Vilh. Nielsen & Co., der driver Kolonialvarehandel en gros. Han var Eneindehaver af Firmaet.

Paa Kommunehospitalet, hvorhen Ligene kørtes, kunde man kun konstatere, at Døden var indtraadt. Politiet optog naturligvis straks Forhør over de af Pensionatets Beboere, som havde været tilstede, medens Dramaet udspilledes, ligesom det undersøgte Lejligheden og Ligenes Stillinger for deraf at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes alt er gaaet til. Der er neppe Tvivl om, at Grosserer Albrechtsen, efter at have aflaaset Dørene, straks er gaaet ind i Sovekamret og paa nært Hold har skudt sin trygt sovende Hustru. Hurtigt er han derpaa ilet ind i Dagligstuen, har sat Revolveren i Munden og trykket af.

Ved den ved Politiets Foranstaltning foretagne Undersøgelse af Revolveren, viste det sig, at denne var af en meget ejendommelig Konstruktion, saa at man maatte have en Bøssemager til at allade den. Der fandtes endnu 3 skarpe Patroner i den.

Grosserer Albrechtsen, der var Søn af en Proprietær i Giveegnen ved Vejle, efterlader sig ingen Børn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. juli  1908). 

Nutidigt foto af Vesterbrogade 16, på hjørnet til Skt. Jørgensgade. Pensionatet lå ifølge dette indslags artikler på 3. sal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter at være kommet tilbage fra Bangkok, boede Chr. Albrechtsen 9. november 1901 til 1. november 1905 i Studiestræde 51, mezz, 1. november 1905-6. december 1906 Vesterbrogade 67, 4. sal, 6. december 1906 er to adresser opgivet: Gl. Kongevej 85, 3. og Sortedams Dossering 87. Først fra 1. april 1907 opgives adressen til Vesterbrogade 16, 3. sal. Så de i artiklen opgivne 1½ år er en anelse overdrevet.

Skudt sin Hustru og sig selv.

Dobbelt Revolverdrama paa Vesterbro.

En 31-aarig Grosserer skyder sin 18-aarige Hustru og sig selv. - Sygdom og Fallit havde ødelagt deres Lykke.

I et Pensionat paa Vesterbrogade Nr. 16, 3. Sal, har 31aarig Grosserer Chr. Albrechtsen i Gaar Eftermiddags skudt sin 18aarige Hustru og derpaa sig selv.

Grosserer Albrechtsen, der er en Fætter til Brygger Carl Jacobsen, har ført et ret bevæget Liv, lsær før sit Ægteskab. Han havde nu et Kolonialvarelager - Firmaet hed Vilh. Nielsen & Co. - paa Gasværksvej 13 over Gaarden, men Forretningen gik daarligt. Albrechtsen har før faaet megen Hjalp hos sin Tante, den gamle Fru Jacobsen, og ogsaa hos Fætteren, Brygger Jacobsen, men nu havde de nægtet at hjælpe ham mere.

En 10-aarig Brud.

Han giftede sig for to Aar siden med en kun 16aarig ung Pige, Frk. Ellen Howarth, hvis Moder, Enkefru Howarth, indtil April Flyttedag har haft Pensionat i Westend. Fru Howarth var stærkt imod Ægteskabet, og hun og Datteren har siden da ikke haft nogen Omgang med hinanden.

Fru Howarth var skilt fra sin Mand, vinhandler Andersen, Tordenskjoldsgade.

I Vinter blev den unge Fru Albrechtsen syg. og hun kom senere paa Hareskov Kur-Anstalt, som hun først for nylig har forladt. Da hun kom hjem, sandt hun alt ødelagt.

Ægteparret har stadig boet i Pensionat, i ca. ½ Aar i ovennævnte Pensionat, hvor de for Resten var almindelig afholdt. Man havde ondt af den unge, syge Kone, der ikke var stort mere end et Barn. Flere Gange talte hun og Manden ogsaa om, at det var bedst at dø; Katastrofen kom derfor ikke uventet, ja, Pensionatets Værtinde, Fru Bang, raabte endog, da hun hørte ham dreje Nøglen om: Nu skyder han sig.

4 Revolverskud.

Et Øjeblik efter drønede de to første Skud gennem Huset. Nogle af Beboerne løb ned paa Gaden efter Politiet, men imens faldt der endnu to Skud. En Smed, som var bleven tilkaldt, dirkede Døren op, alle Pensionatets Beboere strømmede ind i det første Værelse, men de fleste af dem skyndte sig ud igen, forfærdede over det Syn, de havde mødt.

Paa Sengen laa den unge Kone i Krampetrækninger. Blodet vældede ud gennem to store Skudsaar i Tindingerne og farvede Sengen rød. I Man mente, at der endnu var Liv i hende, men da Lægen et Øjeblik efter traadte ind i Stuen, var hun død.

Inde i det næste Værelse, som Parret havde benyttet til Soveværelse, laa Albrechtsen paa Gulvet i en stor Blodpøl. Han havde slaaet foran Spejlet for at faa rigtigt Sigte. De to Skud var gaaet tværs igennem Hovedet, og Døden er indtraadt øjeblikkelig.

Morfinpulver først.

Paa Natbordet foran Hustruens Seng fandt man en Æske med Morfinpulvere, hvoraf der var taget en Del. Rimeligvis har hun været bange for at dø og har derfor bedøvet sig, men alle var enige om, at hun nok frivillig har valgt Døden.

Om Formiddagen havde hun været stærkt nedtrykt og undertiden helt opløst i Graad. Hun havde ogsaa overfor Fru Bang ladet skimte igennem, at nu skulde det hele være forbi.

Dramaet vakte naturligvis vældig Opsigt i Kvarteret. Folk strømmede til og stormede Huset, saa Politiet maatte rykke mandstærk frem for at rydde Trappegangen. Politiassistent Gyldenfeldt fra Svendsgade, kom straks til og optog et foreløbigt Forhør. Der var jo ikke meget at tilføje til de blodigt Fakta. De talte for sig selv, og Motiverne laa jo klart for alle.

Ambulancen var imens kommen, og den kørte Ligene direkte til Johannes Stiftelsen, hvor der i Morgen vil blive afholdt officielt Ligsyn.

Beboerne i Pensionatet skildrede den unge Frue som en meget indtagende Dame, men hun var overnervøs og ofte saa stærkt ophidset af sin Nervøsitet, at det kom til stormende Scener mellem hende og Manden.

Albrechtsens Forretning varetages nu af Overretssagfører Kalko, der var Ungdomsven af ham.

Albrechtsen selv var Søn af en Proprietær i Give ved Vejle. Han kom som ungt Menneske ind i Østasiatisk Kompagni og var i nogle Aar i Siam, tilsidst avancerede han endog til Filialbestyrer derovre, men Længselen efter København drev ham hjem.

(Folket Avis 4. juli 1908).

 Christian Laurits Ingvar Albrechtsen (1876-1908) var langt ude i familie med brygger Carl Jacobsen: Hans far (Christian Andreas Emil Albrechtsen, 1848-1928) var fætter til brygger Carl Jacobsen. Et foto af hans barndomshjem findes på internettet. Faderens mor var Lyna Marie Holst (1806-1890), og hendes lillesøster var Laura Christine Holst (1819-1911), der i 1839 blev gift 1839 brygger J.C. Jacobsen.

Albrechtsen var født i en tid hvor rollefordelingen ideelt set var som tegningen viser. Teksten lyder: "Hygæa"-Brödet vinder Dag for Dag mere og mere Indgang i alle Hjem hvor den gode Smag er raadend. Dette Rugbröd har haft en kolossal Sukces, alle vil smage det, og hvor det en Gang er prövet, holder man ved det." Af den øvrige lange tekst fremgår at brødet blev fremstillet på "Forstædernes Brødfabrikker" på en "syrefri og bakteriefri Gærsort".(Nationaltidende 28. september 1906, 2. udgave).

Et frygteligt Drama paa Vesterbro.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv.

De fulgtes ad i Døden efter fælles Overenskomst.

---

Sidste Akt.

Straks efter at den blodige Scene var udspillet kom Politiassistent Gyldenfeldt fra Vesterbro til Stede sammen med Opdageren Maden. De aflaasede og forseglede Værelserne efter at de havde taget Forklaring af Pensionatets Folk.

Der fremkom intet udover det, vi her har fortalt om de to Ægtefæller, som fulgtes ad i Døden.

Albrechtsen havde forøvrigt været ansat i Østasiatisk Kompagni og i en Aarrække opholdt sig i Bangkok, hvor han havde paadraget sig den Sygdom, som han senere overførte paa sin Hustru.

Deres Ægteskab var ikke saa lidt af en Roman, Albrechtsen var blevet udnævnt til Værge for den unge Pige, som han med Djævlens Vold og Magt vilde gifte sig med. Hendes Moder satte sig imod Partiet af al Magt, men Kampen endte foreløbig med, at Moderen blev indlagt paa 6. Afdeling, og Albrechtsen giftede sig med Pigen. Nu er Romanen altsaa slut med et Mord og et Selvmord. Albrechtsen var en Nevø af Brygger Jacobsen. Hans Moder var en Søster til Brygger Jacobsens Moder.

(Aftenbladet 4. juli 1908. Uddrag).

Det frygtelige Ægteskabsdrama i København.

Grosserer Albrechtsen skyder sin Hustru og sig selv. - Pekuniære Vanskeligheder drev dem i Døden. Dramaets Enkeltheder.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, 3. Juli.

Ejendommen paa Vesterbrogade Nr. 16 har i Middags været Skuepladsen for et frygteligt Ægteskabsdrama, hvorved en af Hovedstadens Yngre kendte Grosserere, Chr. Albrechtsen har berøvet sin Hustru og sig selv Livet.

Det unge Ægtepar boede i Fru Bangs Pensionat paa 3. Sal, hvor de havde lejet et Par Værelser. Fra de blev gift for 2 Aar siden, har de stadig boet i Pensionater, men det var Meningen, at de nu til Efteraaret vilde have stiftet eget Hjem. Nu har de selv med Døden stillet sig i Vejen for denne Beslutning.

(Herefter følger en beretning som følger de ovenstående artikler).

Motivet

til den fortvivlede Handling var ingen af Pensionatets Beboere i Tvivl om. Det fremgik af deres Udtalelser, at de havde ventet, den maatte komme.

Grosserer Albrechtsen havde i lang Tid følt sig stærkt trykket af pekuniære Vanskeligheder. Det faldt mange Gang svært for ham at opfylde sine Forpligtelser, og der ymtedes endog om en nærforestaaende Fallit. Hans Hustru var meget svagelig. Hun havde i længere Tid lidt meget af Nervøsitet og havde gennemgaaet en Kur derfor paa Hareskovens Klinik, men uden synderligt Resultat. Efter at være kommen hjem laa hun næsten altid til Sengs, og det kunde vel næppe være anderledes, end at hendes stadig Sygdom og de evindelige pekuniære Vanskeligheder maatte male Livet sort for det unge Ægtepar, og de har da foretrukket frivilligt at søge Døden.

---

Grosserer Albrechtsen var nylig fyldt 31 Aar. Han var en Søn af Proprietær Albrechtsen i Give ved Vejle og var af alle anset for en usædvanlig flink og dygtig ung Mand. Som ganske ung var han traadt i Østasiatisk Kompagnis Tjeneste og havde i nogen Tid været ansat paa Selskabets Kontor i Bangkok.

Livet i Troperne tilfredsstillede ham dog ikke, og han vendte derfor hjem til Danmark, hvor han giftede sig med en Datter af Vinhandler P. Andersen. Hun var den Gang kun 17 Aar gammel, men led allerede da en Del af Nervøsitet.

Herhjemme overtog Albrechtsen for et Aars Tid siden Grosserer Vilh. Nielsens Forretning i Kolonialvarer, men den synes altsaa ikke at have villet gaa for ham.

Opdager.

Aarhuus Stifts-Tidende 4. juli 1908).

Nemesis?

Skøndt der allerede er gaaet nogle Dage, siden Byen opskræmmedes af de to dystre Revolverskud fra Vesterbrogade, samler denne Begivenhed alligevel stadig Interessen om sig.

Man mærker det, naar man kommer ud paa Caféer eller paa Sporvogne. Hvad og hvorfor drøftes stedse med ikke ringe Iver, og de Gisninger, der opstilles, er hverken faa eller uoriginale!

Københavnerne er af Naturen stemt til at ræsonnere. For det meste er Ræsonnementet lovlig hurtig færdigt, men Lysten til at bestemme og definere enhver Hændelse er der.

Det er nu forøvrigt ogsaa ganske rimeligt, at man ved en Lejlighed som denne giver sig nogen Tid til Filosofi. Thi det horer jo dog til Sjældenhederne hertillands, at et ungt Ægtepar, der tilsyneladende lever lykkeligt sammen, enes om at gaa i Døden og fuldbringer Planen paa en kynisk og opsigtsvækkende Facon.

Adskillige vilde da nok synes, der laa nogen Urimelighed i dette: at Grosserer Albrechtsen havde sin unge, smukke Hustrus Tilladelse til at begaa sin forfærdelige Handling. Der hører nemlig mere til end et Par fede Ord og en romantisk Beslutning i et løftet Øjeblik. Sikkert er det, at det langt overvejende Flertal af de raske Mennesker, der hvisker hinanden et: "I give my life for You" i Øret, meget vilde betakke sig, hvis det en skønne Dag krævedes.

Selv om det skulde være sandt, at Albrechtsens Forretning gik sløjt, og at hans Frue var saa syg, at Livsglæden nødvendigvis maatte være knækket for hende, - ja, der forelaa der vel endda næppe nogen fyldestgørende Forklaring. -

Nej, man maa vist søge Aarsagen dybere end i en uovervejet, omend maaske velment Ytring en Aften, de Unge var i Stemning til Maaneskinslyrik.

Og efter de nu fremkomne Oplysninger at dømme, har Lyrikens Modsætning: den skærende Prosa været Hovedfaktoren i det myrdede Ægtepars Liv.

Albrechtsen kom for 3 Aar siden fra Bangkok, og var blevet Bogholder i Ø. K. Man indlogerede sig hos en Fru Hovarth, der havde Pensionat i Westend, og blev hurtig forelsket i den nydelige, 15-aarige Datter. Fruen ejede et Teaterblad, som A. efterhaanden fik Magt og Raadighed over, - hvorledes det egentlig gik til synes endnu vanskeligt at udrede.

Efterhaanden blev A. meget uklar med Fruen, og han søgte nu at faa hende indlagt paa 6. Afdeling, hvilket ogsaa lykkedes. Saa var han fri for hende i 2 Maaneder, og da hun kom ud, skete der igen noget romantisk: A. "bortførte" den purunge Pige og holdt Bryllup med hende!

Senere fik A. den omtalte Forretning paa Gasværksvej, men det saa ud til, at de utvivlsomt stygge Planer, han havde søgt at realisere, vilde hævne sig. Det gik skævt. Hans lille, stakkels Hustru begyndte at sygne hen, han selv drak til den store Medaille, og den Omstændighed, der havde tvunget ham til at gifte sig med Ellen, formørkede Samlivet.

Hun besluttede tilsidst at ville forlade Manden, og det ser da nu ud til, at Mordet er sket imod hendes Vilje.

Albrechtsen var fortvivlet herover, men Ellen holdt fast ved sit Ønske. Tilsyneladende lykkedes det da ogsaa Albrechtsen at forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes.

Den unge Frue brugte ofte Sovepulvere for at døve Smærterne i det forpinte, lille Legeme.

Hvem véd om den halvt sindsyge Mand ikke har benyttet sig af denne Viden . . .

Stakkels, lille Ellen, blev det Din Lod at undgælde for, hvad Din Mand forbrød?

Kan da Nemesis ramme andre end den Skyldige?

Ja, hvem andre kan vel give Svaret, end den Sfinx, der slog sine skarpe Kløer i Dit hvide Bryst.

Nemesis, - den uløste Gaade!

Th. Borre.

(Adresse-Avisen. Organ for Handel, Industri og Haandværk 6. juli 1908)

I begravelsesprotokollen står der bl.a. at han var død "af selvmord ved skydning efter umiddelbart forinden at have aflivet? sin hustru. Økonomisk vanskelighed". Ellens var født Howarth.

Grosserer Albrechtsen og hans Hustru begraves.

I al Stilhed blev i Gaar Ægteparret Albrechtsen og hans Hustru begravet paa Bispebjærg Kirkegaard.

Der var lige efter Dramaet af Dr. Lund blevet afgivet en Erklæring om at Albrechtsen var sindssyg, da han skød sig selv og sin Kone.

Og til denne Betragtning holdt Pastor Rasmussen fra St. Johannes Stiftelsen sig da ogsaa, da han holdt Talen ved de to Kister. Ingen kunde gaa i Rette med Manden, der havde udført den frygtelige Daad, fordi hans Sind havde været formørket. Vi maa nøjes med at bede for at hans og hans Hustrus Sjæl maa finde Fred.

Det lille Følge, der bestod af Familien og et Par af de nærmeste Paarørende sang Salmerne: "Aldrig er jeg uden Naade", og "Du Herre Krist, min Frelser est", og de to Kister sænkedes i Fællesgraven.

Tæppet gik ned for Tragedien.

(Aftenbladet (København) 7. juli 1908)

Flere aviser oplyser at det var på Bispebjerg Kirkegård. Andre Vestre Kirkegård. Det sidste er forkert, ægteparret blev begravet i samme grav på Bispebjerg.

Ægteskabsdramaet. I gaar blev Grosserer Albrechtsen og hans Hustru i dybeste Stilhed begravet fra St. Johannesstiftelsen.

Til Stede var kun de Afdødes Forældre, Personalet fra Albrechtsens Forretning og Overretssagfører Kalkow, som var Grosserer Albrechtsens Ven og juridiske Konsulent.

Efter at Pastor Rasmussen fra St. Johannes Kirke havde holdt en kort Tale og foretaget Jordpaakastelsen, satte Ligtoget sig i Bevægelse mod Vestre Kirkegaard, hvor Ægteparret nu hviler i en Fællesgrav.

(Holbæk Amts Venstreblad 8. juli 1908).

Kærlighedsdrama i Skyttegade. (Efterskrift til Politivennen)

Mord og Selvmord.

Et Skinsygedrama paa Nørrebro.

Ved 3-Tiden i Gaar Eftermiddags er der i Ejendommen Skyttegade 21 udspillet et Skinsygedrama , som har kostet to Menneskeliv. Han var en 21-aarig Arbejdsmand, Victor Nielsen, hun en 31-aarig Kvinde, Philippa Spangenberg, Enke efter en ved Nedstyrtning dræbt Telefonarbejder. Skønt hun var Moder til flere Børn og en halv Snes Aar ældre end han, forelskede han sig dog i hende; hun saa nemlig godt ud og syntes ikke nær saa gammel, som hun var. Hun havde desuden kun et Par af Børnene hos sig. Men tillige var hun en god Del koket, var afvexlende opmuntrende og drillende overfor ham, lod sig vel til sidst kalde hans Kæreste, men vedligeholdt stadig en ældre Inklination og gemte Kærestebrevene herfra paa Brystet; en ældre Halvbroder til Victor Nielsen syntes hun ogsaa samtidig at være "god Ven" med. Dette Forhold blev omsider den unge Arbejdsmand for broget, og saa skete Katastrofen.

En Times Tid senere aflagde vi et Besøg paa Gerningsstedet. Skyttegade hører til den Del af Nørrebro, der i Firserne populært hed "Rharbarberkvarleret", og gaar fra Aaboulevarden til Rantzausgade, tidligere Nordvestvej. Husene er byggede i Kasernestil med en lang Korridor gennem hver Etage og med en Række nummererede Døre til Lejlighederne, alle kun bestaaende af 1 Værelse og et lille Køkken. Berusede Mænd er samlede i Gadedøren og opover Trapperne, alle drøftende "Begivenheden". Fattigdommen har mærket Ejendommen, og Luften paa Trapperne og fra de halvt aabne Døre er ubestridelig slet.

Paa 2. Sal er det, at Katastrofen er sket. Døren staar aaben, og man kommer ind i et lille, fattigt Køkken, med Resterne af Middagsmaden paa et Petroleumsapparat. Bag Køkkenet ligger Lejlighedens eneste Værelse, der beherskes af en gammel, laset Sofa under Vinduet langs Længdevæggen, en fattig Seng uden Lagener. Et Bord og et Par Stole, en Kommode - det er Bohavet.

I dette Værelse boede Victor Nielsen og hans Moder. Og her er Mordet og Selvmordet blevet begaaet. Sengklæderne er endnu gennemtrukne af Blod.

Moderen befinder sig i det lille Køkken sammen med en Nabokone.

Det kan ikke undre, at hun kun med Overvindelse besvarer de til hende rettede Spørgsmaal. og vi gør dem da ogsaa saa faa og sa korte som muligt. Men lidt efter lidt fortæller hun dog selv om Katastrofen og dens Aarsag. Og hun siger bl. a.: Ja, vi boede jo Dør om Dør, hun og vi, det er hendes Dør, De ser, her lige overfor. Hun var jo nok en Del ældre end Victor, men saa yngre ud og var meget smuk, med Haaret redt frem over Ørerne. Først i de sidste 14 Dage tog hun Notits af Victor. Han var min eneste Søn og et godt Menneske, som har delt Modgang med mig. Men han var en Del melankolsk, og han kunde blive syg af Sorg over, at hun vedblev at modtage Breve fra en gammel Kæreste, og naar hun fik dem, kyssede hun dem, selv om han saa paa det, og bagefter puttede hun Brevene ned paa Brystet. Han sagde, hun skulde lade være; men hun morede sig med at drille ham. - Ja. og saa gik det galt.

Den Gang, det skete, var jeg gaaet ud Køkkenet for at lav en Taar Kaffe. De sad sammen inde paa Sengen. Og saa kom det frygtelige.

Nabokonen supplerer det med: "Da jeg hørte Braget, sagde jeg til mig selv: Det er Victor! Det kan ikke være andre. Men Gudskelov, at han selv døde.

"Gik han da med Revolver?"

"Nej, den købte han i Gaar."

- En Betjent kommer ind for at meddele Moderen, at Ligene er komne til Johannesstiftelsen, og at Assistenten er parat til at høre hendes Forklaring, om hun vil ulejlige sig hen paa Fælledvejens Station.

Hun tager sin Hat paa, tager den atter af og staar ubeslutsom. Saa glatter hun Haaret, ser sky ind i Stuen, hvor saa kort i Forvejen det tragiske er sket, og følger omsider med den mere resolute Nabokone.

Tilbage i Lejligheden bliver Victor Nielsens Halvbroder, der boer henne i en anden Gade, men tilbringer en Del af sin Tid heroppe. Han er meget meddelsom. "Victor", siger han, "var et ganske flinkt Menneske, men lidt "blød". Han kunde blive rasende, naar hun holdt en Smule Sjov med mig. Naar jeg kom derop, og hun var til Stede, kunde hun smide sig ned paa Skødet af mig, og det ærgrede ham. Hun talte ogsaa om, at hun vilde have en lille Forretning, og saa skulde hun og jeg flytte sammen".

"De og han var altsaa Rivaler?"

"Naa, ikke helt. Men vi holdt af hende begge to. Og jeg tror nu nok, at hun syntes bedst om mig. Men der var jo også, denne tidligere Kæreste, som skrev til hende; han er Stewart."

"Var De til Stede, da Skuddene faldt?"

"Nej, heldigvis, for ellers var jeg da ogsaa bleven skudt. I Dag var hun nemlig helt tosset. Hun plejede ellers at gaa ud og gøre rent, men i Dag blev hun hjemme; thi hun havde faaet Meddelelse fra Telefonselskabet om, at hun kunde hæve 300 Kr. til at aabne en lille Forretning med; en med Cigarer, og dem vilde hun saa gaa op og hente i Eftermiddag.

Victor var saa kommen hjem til Middag, og vi talte sammen om den Forretning og om, at hun og jeg skulde flytte sammen. Omsider gik jeg min Vej, men Victor vilde ikke gaa igen, men foretrak at blive hjemme. Ja, og saa er det altsaa sket, medens jeg var væk - heldigvis."

Han slutter med at sig: "Gud, hvor hun var nydelig! Hun havde nok ogsaa gaaet paa Line i en Cirkus - det sagde hun da."

- - -

Paa Politistationen tog Assistent Lindbæk Forklaring af Victor Nielsens Moder, der indrømmede, at Sønnen først have skudt Philippa Spangenberg og derefter sig sig.

Sagen vil formentlig dermed være sluttet, og Ligene blive jordede i Stilhed midt i den kommende Uge.

(Dagens Nyheder 13. oktober 1907).

Omtrent 3 år tidligere havde der været dødsfald i familien Spangenberg, hvor Philippa stod som medunderskriver: Dødsannonce fra Nationaltidende 23. august 1904. Christian Frederik Spangenberg blev begravet på Vestre Kirkegård. Et par år senere døde Philippas mand ved en ulykke. De havde da 4 børn.

Det sidste Bloddrama

Kærlighedshistorien i det lille Hjem i Skyttegade.

(Specialkorrespondence til "Aarh. Stiftst.")

København, Søndag.

Ude i Skyttegade har der, som telegrafisk meddelt, i Gaar Eftermiddags fundet et Kærlighedsdrama Sted, som i Uhygge langt overgaar Dramaet forleden i Ordrup. Skuepladsen for den blodige Handling er Nr. 21 i en af disse store Arbejderkaserner, hvor Familierne formelig er stuvede ovenpaa hinanden.

Paa 2den Sal boede en 31aarig Enke, Philippa Spangenberg. Indtil for et Aarstid siden var hun gift med en Telefonarbejder; saa en Dag faldt Manden den ude paa Grundtvigsvej og slog sig ihjel paa Stedet, og Konen maatte gaa fra Hjemmet. Hun lejede et Værelse i den nævnte Ejendom og indrettede sig der med sine fire Børn, to Drenge og to Piger. Drengene blev imidlertid hurtigt anbragt paa et Børnehjem; Pigerne sil hun Lov til at beholde, og senere blev den ene af dem anbragt hos hendes Moder.

Ved Siden af hende boede en Madam Nielsen og dennes to Sønner. Nu er det saaledes i disse Arbejderkaserner, at lige saa megen Spektakel, der kan være Beboerne imellem, lige saa opofrende kan de være, naar det gælder at hjælpe hinanden. Her ligeledes. Til Madam Spangenbergs Værelse hørte ikke Køkken; det havde Madam Nielsen derimod, og saa fik hun Lov at lave sin Mad der.

Som Følge deraf kom de to i megen Berøring med hinanden, og Madam Spangenberg lærte ogsaa de to Brødre Nielsen at kende. Den ene, Victor, var en ung, køn Fyr paa 21 Aar. Bagerkusk og vel anskrevet hos sin Principal. Hans stille Væsen var en naturlig Følge af Religiøsitet, og gerne sad han hjemme om Aftenen og passiarede med Moderen og Madam Spangenberg.

Broderen, der er Bud, er Krøbling. Indtil for en Maaned siden havde man ikke mærket noget til. at Madam Spangenberg og Victor havde noget med hinanden at gøre, men Madam Spangenberg, der var køn og yppig, havde lidt efter lidt vakt Kærligheden hos Victor, og de begyndte saa smaat at tale om, at de skulde giftes. Madam Spangenberg skulde netop i disse Dage have nogle Hundrede Kroner i Forsikring efter sin Mand, og naar hun fik dem, vilde hun starte en Cigarforretning, og Bryllupet skulde staa.

Ganske vist - Victor syntes ikke at være "ene Hane i Kurven" - Madam Spangenberg korresponderede bl, a. med en Kelner Juhl, som sejler, og omtalte ogsaa til Tider ham som sin Kæreste. Saaledes stod Sagerne, da Madam Nielsen, Victor og Madam Spangenberg i Dag ved 2-Tiden sad inde i Madam Nielsens Lejlighed og spiste til Middag sammen. Passiaren gik nok saa fornøiet.

Efter Middagen satte Madam Spangenberg sig hen paa Sengekanten og begyndte at læse højt af et Brev fra Juhl; en Gang imellem kyssede hun det. Victor sad i en Sofa og saa stiltiende til. Hans Moder syntes, det var Synd for ham, og sagde til Madam Spangenberg :

"De skulde alligevel betænke Dem paa at holde min Søn for Nar, for det er han for god til. Og er De nu ikke ogsaa lidt for venlig overfor hans Broder? Det er Synd!"

Madam Spangenberg lo bare og læste videre.

Imidlertid gik Madam Nielsen ud i Køkkenet for at lave Kaffe - Gudrun, Madam Spangenbergs ældste lille 9aarige Datter - var bleven sendt efter Fløde. Saa saa' den gamle Kone, at Victor pludselig rejste sig og gik hen til Madam Spangenberg og omfavnede hende, som vilde han kysse hende. I samme Nu lod der et Skud og et Skrig, og i næste Nu igen et Skud. Hun ilede til og saa det forfærdelige der var sket - paa Sengen laa Madam Spangenberg, skudt, med Blodet løbende ud fra et Saar i Tindingen, og paa en Stol sad Sønnen, død, ramt i Hjertet.

Hele Huset kom straks i Oprør, og Politi og Ambulance tilkaldtes, men der var intet at udrette - Victor var død, og Madam Spangenberg døde paa Vejen til Hospitalet. Begge Lig blev da bragt til St. Johannes-Stiftelsen.

Paa Forespørgsel har Madam Nielsen udtalt, at hun ikke anede, at hendes Søn havde nogen Revolver. Sandsynligheden taler for, at han er omgaaedes med Mordplanerne i nogen Tid og i det Øjemed har købt Vaabnet.

Opdager.

(Aarhuus Stifts-Tidende 14. oktober 1907)

Et Skinsyge-Drama

En ung Mand skyder sin Kæreste og dræber sig selv.

Endnu inden Ofret for det uhyggelige Morddrama i Ordrup er bleven jordfæstet, har den Smittefare for ubefæstede Sjæle, saadanne Begivenheder desværre ofte synes at bære i sig, hidført et nyt Drama, hvis Gerningsmand dog har valgt at følge sit Offer i Døden.

Ude i Skyttegade Nr. 21 har en ung Mand i Gaar Middags skudt sin Kæreste og derefter sig selv.

Huset, hvori det sørgelige Drama er udspillet, er et af det gamle Rhabarberkvarters ældste - med hver Etage gennemkrydset af Tvær- og Længdegange, med et Mylder af smaa et- og to-Værelsers Lejligheder, alle beboede af Arbejderfamilier.

Paa anden Sal til Gaden boede en 31-aarig Enke, Philippa Spangenberg, - hvis Mand, der var Telefonarbejder, for omtrent et Aars Tid siden styrtede ned fra et Tagstillads og slog sig ihjel paa Stedet, - sammen med sine to Børn og sin Kæreste, en Skibskok ved Navn Niels Juel.

De var flyttede ind i Huset for halvt Aars Tid siden, men da Beboerne havde faaet Nys om, at Parret ikke var gift, og der i den Anledning var forefaldet forskellige Optrin, tog Juel for et Par Maaneder siden Hyre og gik paa Langfart. Og Fru Spangenberg, der skal have været ret smuk, men meget letsindig, knyttede da Venskab med den kun 21-aarige Bagerkusk Victor Madsen, der boede paa den modsatte Side af Gangen sammen med sin et Par Aar ældre Broder og deres gamle Moder.

Og Forholdet til Victor Madsen, der var en sværmerisk og godhjærtet Natur, antog snart saadanne Former at det fuldstændig forvirrede hans Tanker. Han opgav den gode Plads han havde hos Bagermester Berthelsen i Istedgade Nr. 119, og tilbragte al sin Tid hjemme hos Fru Spangenberg, vistnok i Tillid til, at han sammen med hende skulde aabne en Cigarbutik for en Sum Penge, hun angav endnu at have til Gode hos Telefonselskabet af Ulykkeserstatningen for Mandens Død.

Husbeboerne fortæller, at Fru Spangenberg vakte Victor Madsens Skinsyge. I den sidste Uges Tid har der saaledes gentagne Gange været Rivninger mellem de to Kærestefolk, og i Gaar Middags kom saa den Begivenhed, der fik det unge Menneskes Raseri til at koge over og drev ham til at udføre den frygtelige Gerning, til hvilken han efter det oplyste allerede for flere Tage siden maa have truffet sine Forberedelser.

Ved Totiden sad Philippa Spangenberg og Victor Madsen ovre i Moderens Lejlighed. Moderen gik og gjorde rent ude i Køkkenet, men Døren hertil stod aaben, saa hun stadig havde Parret for Øje og kunde høre hvert Ord, de talte.

Der var atter Uenighed mellem de To. Fru Spangenberg havde faaet Brev fra Kokken Niels Juel, og hun spøgte nu med at læse dette Brev højt for Victor. Moderen saa', hvor hvert Ord pinte Sønnen, og hun vovede sig til den Bemærkning, at naar Fru Spangenberg kun vilde drive Løjer med ham, maatte hun hellere sige ham det rent ud og lade ham fare sin Vej, at han ikke skulde gaa ganske til Grunde.

I samme Øjeblik saa' Moderen Victor rejse sig. Han lagde Armen om Halsen paa den unge Kvinde, bøjede hendes Hoved tilbage, som om han vilde kysse hende, men trak saa lynsnart en Revolver op af Lommen, satte hende den for Panden og trykkede af, inden hun endog fik Tid til at dreje Hovedet eller gøre en eneste afværgende Bevægelse.

Skuddet gav Genlyd i hele Huset. Moderen raabte højt om Hjælp, og Naboerne kom ilende til og fyldte Døraabningen ud til Gangen, men før nogen af dem kunde naa frem i Stuen, havde Victor rettet Revolveren mod sit eget Bryst og skudt sig en Kugle gennem Hjærtet.

Han faldt stendød om paa Gulvet.

Fru Spangenberg gav endnu svage Livstegn, da Politi og Ambulance, der straks var allarmeret, kom til, og hun blev forsigtigt baaret ned og kort til Kommunehospitalet.

Paa Vejen herhen udaandede ogsaa hun, og hendes Lig førtes lige fra Hospitalet til St. Johannes Stiftelsen, hvorhen en Times Tid senere Rustvognen ogsaa bragte Victor Madsens Lig.

Det uhyggelige Drama er saaledes spillet til Ende med det samme. Politiet faar intet mere med Sagen at gøre udover at konstatere Motiverne til den unge Mands fortvivlede Gerning.

Han var en trohjærtet ung Knøs, der ikke kunde staa mod den Sorg, det blev ham, da han troede at opdage, at han ikke var elsket mere. Og hun har været let og flygtig, uden naturligvis noget Øjeblik at tænke sig, at hendes Opførsel mod ham kunde drage saa frygtelige Følger efter sig, som nu er slet.

Fru Spangenberg efterlader sig fire smaa Børn i Alderen fra 5-11 Aar. Men antagelig vil disse ikke komme til at lide Nød. De to mindste af dem blev nemlig kort efter hendes Mands Død anbragte ude paa Børnehjemmet i Bjelkes Alle, der har paataget sig deres Forsørgelse for en Sum, som Telefonselskabet i sin Tid betalte. De to ældste vil sandsynligvis blive taget i Huset hos deres Farmoder.

(København 13. oktober 1907)

Et Kærlighedssrama.

Tragedie fra det virkelige Liv.

I Ejendommen Skyttegade Nr. 21, 2. S., i København har der ved 2-Tiden i Lørdags Eftermiddags fundet et Morddrama Sted.

Paa 2. Sal boede en yngre Kone, Enke efter en Telefonarbejder Spangenberg. Hun havde 4 smaa Børn og var forlovet med en Bagerkusk Madsen, som boede i samme Hus. Han var meget jaloux, og i Lørdags Eftermiddags kom de op at skændes angaaende en Sømand, der gjorde Kur til hende. I Hidsighed affyrede Bagerkusken nu et Skud mod hende, traf hende i Hovedet og dræbte derefter sig selv med et Revolverskud. Konen døde paa Vejen til Hospitalet.

- -

Om dette Drama skriver en af vore Københavner-Korrespondenter :

Den Begivenhed, som i Lørdags Eftermiddags har haft en af Nørrebros Arbejderkaserner til Skueplads, rummer alle Momenter til et virkeligt scenisk Drama: den vanvittigt forelskede Drømmer, den smukke Kokette, som morer sig med at lege med Mændenes Hjærter, den uløselige Konflikt, der tilspidses mere og mere henimod Dramaets sidste Akt, og endelig den voldsomme Slutningseffekt, hvor Spændingen udløses.

Philippa Spangenberg var Enke efter en Telefonarbejder, som faldt ned og slog sig ihjæl for et Aars Tid siden. Hun havde fire Børn med ham; to af dem havde et Børnehjem taget sig af, en lille Pige var hos Bedstemoderen, og en var hjemme hos Moderen.

Denne beboede et Værelse i Skyttegade og havde Køkken fælles med Nabokonen, en Enkemadam Nielsen. Denne havde to Sønner: den 25-aarige Gustav Nielsen og den 21-aarige Victor Madsen, der altsaa havde hver sin Fader. Med disse unge Mennesker koketterede den livslystne Philippa Spangenberg stærkt, uagtet hun var forlovet med en Skibskok Juel, med hvem hun efter Mandens Død havde samlevet, indtil Juel paa Grund af Husbeboernes Forargelse tog Hyre for kort Tid siden.

Den smukke Enke hørte til de Kvinder, der ikke kan blive mæt af Mændenes Smiger. Skønt Juel stadig tilskrev hende glødende Kærlighedsbreve, morede det hende dog samtidig at fordreje Hovederne paa de to Halvbrødre, der saaledes paa en Maade blev Rivaler. Det var en hel Sport for hende at hidse deres Kærlighed. I den sidste Tid havde hun lovet Victor at gifte sig med ham, naar hun havde faaet hævet sin Pension hos Telefonselskabet hvilke Penge hun vilde anvende til en lille Cigarforretning. Og bedst som hun foregøglede den forelskede unge Mand disse Billeder, kande hun pludselig i hans Paasyn kaste sig om Halsen paa Halvbroderen eller tage et Brev fra Juel frem, oplæse hans ømme Ord og kysse Brevet.

Victor Madsen var et meget følsomt Gemyt og let modtagelig for alle Paavirkninger. Han havde en Tid tilhørt Frelsens Hær og tog i det hele taget alt med den største Alvor. Den unge Enkes raffinerede Koketteri bragte ham efterhaanden til Fortvivlelse, og lidt efter lidt modnedes den Tanke hos ham, at de maatte dø sammen; han kunde simpelthen ikke leve uden hende. I Fredags købte han en Revolver af temmelig svær Kaliber, og det kom nu kun an paa et Tilfælde, hvornaar den letsindige Kvinde vilde bringe ham til den Tilstand af Ophidselse, da han gjorde Brug af Mordvaabnet.

Dette Tidspunkt indtraf allerede i Lørdags Middags, da hun kom ind i hans Moders Lejlighed og begyndte at tale om Pensionen, som hun skulde have samme Dag; saa kunde Brylluppet snart staa. Men næppe havde hun paany vakt disse Forhaabninger til Live hos det forelskede Menneske, før hun atter begyndte paa sine farlige Experimenter. Hun havde lige faaet Brev fra Juel, sagde hun, og hans Kærlighed var øjensynlig ikke kølnet; det fremgik tydeligt af hans hæftige Forsikringer, som hun læste op, idet hun som sædvanlig kyssede Brevet.

Moderen advarede hende mod at tirre Sønnen og bebrejdede hende hendes skændige Optræden; men det frugtede ikke. Saa gik den gamle et Øjeblik ud i Køkkenet, og hun saa da Victor nærme sig Enken og lægge Armen om hendes Hals, som om han vilde kysse hende. I det samme lød et Skud; han havde trukket Revolveren frem, sat Mundingen mod hendes Tinding og trykket løs. Medens Moderen løb ud paa Trappegangen og raabte om Hjælp, hørte man endnu et Skud, og da Folkene kom ind i Stuen, laa den unge Mand død paa Gulvet; han havde skudt sig gennem Hjærtet. Philippa levede endnu; men hun døde, inden Ambulancevognen havde naaet Kommunehospitalet.

(Horsens Folkeblad 14. oktober 1907).

Som nævnt i artiklen gik mange af gadens børn gik i søndagsskole hos Frelsens Hær i Gartnergade. Ikke fordi man nødvendigvis skulle have indpodet almindelig dannelse. Men her var der hygge og varme. Om søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade med alle unger efter.

Skinsygedramaet i Skyttegade.

Ofrene begraves.

Fra del lille Kapel paa Vestre Kirkegaard jordedes Kl. 12 ½ i Middags Enken Philippa Spangenberg. Kisten, der var smykket med Kranse fra venner af den afdøde, var henstillet paa den af et sort Tæppe dækkede Forhøjning, og uden om tog det lille Følge Plads. Efter Salmen: "Aldrig er jeg uden vaade" talte Pastor Rasmussen fra Almindeligt Hospital. Han tog sit Udgangspunkt fra Ordet om de to veje her i Livet, den ene trang, men farende til Frelse, den anden bred, men vejen til Fortabelse. Man var, naar man læste om disse Ugerninger, tilbøjelig til at give Samfundet Skylden og tale om vort Folks Fordærv. Det vilde han ikke. Hvert Menneske havde sit eget Ansvar og maatte svare til det. Han vilde ikke fordømme ham, som havde overskaaret hendes Livstraad; hans Handling dømte ham, og desuden stod han jo nu for Guds Domstol og skulde selv gøre Regnskab. Og vel var hans Gerning grufuld og en stor Synd; men som Mennesker kan vi forstaa, om ikke undskylde ham. Denne Kvinde var hans første Kærlighed, siges der. Han vilde eje hende helt og alene, og dette var naturligt; men hun havde leget med hans Følelser og hans Hjerte. Underligt var det; thi man maatte jo tro, at hun var en alvorlig Kvinde, saa megen Modgang og Sorg, hun havde havt. Det var forholdsvis kort Tid siden, at hun havde mistet sin Mand og var bleven sine Børns Forsørger, og Livskampen var ikke let. Men var hun ogsaa et Menneske, der havde fejlet, skulde det huskes, at hun havde Venner, der holdt af hende. Først og fremmest hendes Moder, overfor hvem hun havde været en god Datter, Og hun havde tillige været en god Moder for sine Børn, Nu havde gode Mennesker taget sig af dem og sart dem fra det Hjem, hvor Minderne om den uhyggelige Skæbne prægede alt. Gid det da maa lykkes disse gode Mennesker at faa det blodige Minde til al blegne; helt kunde det vel ikke forsvinde; og gid hendes Børn maatte forskaanes for at kende dets eftervirkninger.

Med en Bøn og Salmen "Dejlig er Jorden" sluttedes den lille Sørgehøjtid, hvorefter Kisten bares hen til Graven. Her skete Jordpaakastelsen, og Pastor Rasmussen bad et Fadervor.

- - 

Kl 1 ½ jordedes Victor Madsen fra Kapellet paa Bispebjerg Kirkegaard. Trods det daarlige Føre og den lange vej havde der dog indfundet sig halvandet Hundrede Mennesker. Kisten bar signerede Kranse fra Bagermester Berthelsen og dennes Personale i "Istedhus", hvor han havde arbejdet, samt fra Blomsterforretningen sammesteds. Desuden saas en Del Kranse af privat Natur. - Hans Moder og nærmeste Slægt var til Stede.

Efter Salmen "Hvordan takker vi vorherre" talte Pastor Høyrup, der tog sit Udgangspunkt fra Apostlen Jakobs Brev, 1. Kapitel, hvori han advarer mod Hjertets Begær, der føder Synd, og hvori han slutter med de advarende Ord: "Farer ikke vild!"

Men en Bøn sluttede han sin Tale, hvorefter Venner af den afdøde bar Kisten ud.

(Nationaltidende 18. oktober 1907, 2. udgave)

Skyttegadedramaet.

De to Begravelser i Gaar. Præstevaas.

Skyttegade Dramaets to Ofre Enken Philippa Spangenberg og det unge Menneske Victor Madsen, blev altsaa begravede i Gaar Middags, den ene paa Vestre, den anden paa Bispebjerg Kirkegaard

Regnbygen, der faldt paa denne Tid, var utvivlsomt skyld i, at kun et halvt Hundrede Mennesker havde vovet sig ud til Vestre Kirkegaard. Victor Madsens Begravelse paa Bispebjerg Kirkegaard var adskilligt bedre besøgt, - selv om det er langt ude er det dog nærmere det Bykvarter hvor Parret havde Venner og Bekendte boende.

I Følget ved Fru Spangenbergs Begravelse saas blandt andet den Afdødes gamle Moder et af hendes Børn - en lille Pige - hendes Svigermoder Møbelhandler Christiansen fra Laksegade og adskillige Beboere fra skyttegade.

Ved Begravelsen paa Bispebjerg Kirkegaard lagde man særlig Mærke til Victor Madsens Moder der var omgivet af en Del Slægtninge. Til kisten havde den Afdødes Principal, Bagermester Berthelsen i "Istedhus", dennes Personale og Blomsterforretningen samme Sted sendt smukke Kranse.

Selvfølgelig skulde el Par Præster ved denne Lejlighed frem med deres uforgribelige Mening om de to Mennesker, der her stedtes til Hvile,

Over Fru Spangenberg talte Pastor Rasmussen fra Almindeligt Hospital. Han var ikke særlig slem, men det mærkelige var, at han nærmest dadlede den dræbte, Fru Spangenberg, hvis Familie han skulde trøste, og - roste Morderen.

Det er jo sagt til en smule Undskyldning for den forhenværende Frelsersoldat Victor Madsen, at Fru Spangenberg havde leget med hans Hierte og derved ophidset ham. Det er en Omstændighed som er fremhævet, for at man bedre kan forstaa hans grusomme Gerning. Men selvfølgelig kan man ikke gaa hen og myrde et Menneske, fordi dette Menneske driver Iidt Spot med Ens Følelser, og en Præst kan ikke lægge dette til Grund for en Anklage med Morderens Offer.

Men Pastor Rasmussen undskyldte Victor Madsen paa denne Konto. Det var naturligt, sagde han at den unge Mand havde villet eje hende helt men hun havde leget med hans Følelser, -  mærkeligt nok for man skulde tro, at hun var bleven en alvorlig Kvinde efter den Livets Modgang hun havde haft. Altsaa nærmest en Fordømmelse fordi hun ønskede at være Herre over sit eget Legeme.

Han maatte dog indrømme at hun havde været en god Moder for sine Børn, og at hun havde været sin Moder en god Datter.

Men samtidig stod Pastor Højrup ved Morderens Kiste ude paa Bispebjerg Kirkegaard og rasede paa lndremissionsk Vis om Ungdommen, som falder for erotiske Fristelser i Stedet for at søge Frelse hos Jesus. - altsaa en Fordømmelse over Victor Madsen fordi han i det hele taget havde givet sig sin Kærlighed i Vold!

Hvornaar bliver vi dog saa modne, at vi kan undvære præstelige Sandhedsvidner ved vore Begravelser?

(Aftenbladet (København) 19. oktober 1907).

Dramaet i Skyttegade.

Morderen og hans Offer begraves.

I Gaar Middags jordedes fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard den myrdede Philippa Spangenberg, en Times Tid for den Mand, der havde dræbt hende, stededes til Hvile ude paa Bispebjerg Kirkegaard.

St. Johannes Stiftelsens Præst, Pastor Rasmussen, holdt Talen over den dræbte Kvinde og gjorde det saa dybtfølt og smukt, at intet Øje forblev tørt hos det lille Hundrede Mennesker, der havde givet Møde af Nysgerrighed, sammen med de faa, der ved Venskabs- eller Slægtskabsbaand var knyttet til den Døde:

Livet har, som vi alle ved, sine to Veje, den ene trang og snæver, førende til den evige Frelse, den anden bred, førende til den evige Fortabelse. Man var sikkert, da man hørte om den grufulde Gerning, der havde kostet de to Mennesker - Kvinden her og ham, der havde dræbt hende og sig selv - Livet, tilbøjelig til at lægge det hele og fulde Ansvar over paa ham. Dette var dog ikke rigtigt. Man skulde huske, at ethvert Menneske havde sit Ansvar. Og man havde ikke Ret til at lægge hele Ansvaret for, hvad der her var sket, over paa Victor Madsen.

Han var ung, et Menneske med stærke Følelser og en Mand, hvis Kærlighed havde krævet alt eller intet. Hun havde leget med hans Hjærte. Der var i denne Henseende saa mange Vidnesbyrd, at det ikke nyttede at nægte det. Og hun skulde derfor heller ikke gaa fri for det Ansvar, der faldt paa hende, ikke mindst fordi de Begivenheder, hendes Mands pludselige Død og andre triste Budskaber, der havde ramt hende ikke saa længe i Forvejen, burde have lært hende, at Livet ikke er nogen Leg, men rummer saa megen bitter Alvor.

Og dog, - var hun et Menneske, der havde gjort Fejl, saa havde det ved hendes bratte og forfærdelige Død vist sig, at hun efterlod sig saa mange Venner. at hun maatte kunne finde Tilgivelse for, hvad hun havde fejlet. De Børn. for hvem hun trods de vanskelige Forhold, under hvilke hun havde haft at opdrage dem, havde været en god Moder, havde jo nu fundet andre Forsørgere. Sad os da bede til Vorherre, at Livet maa lade dem glemme de sørgelige Begivenheder, der kostede deres Moder Livet, og at den Skygge, hendes Død kaster over deres Fremtid, ikke maa række alt for langt."

Saa bad Præsten Fadervor, og Følget sang "Dejlig er Jorden", hvorefter Kisten blev baaret ud til Graven.

Paa Bispebjerg Kirkegaard

fandt, som nævnt, en Timestid senere Bagerkusk Victor Madsens Begravelse Sted. Pastor Høyrup holdt her Talen og undlod ikke stærkt at udtale Fordømmelsen over de Forvildelser, der havde ført den unge Mand til hans fortvivlede Handling.

Et Følge paa et halvt Hundrede Mennesker, blandt hvilke saas mange af den Dødes Arbejdskammerater, havde indfundet sig, og paa Kisten laa Kranse baade fra Kammeraterne og fra hans Mester, Bager Berthelsen i Istedgade.

Kammeraterne bar Kisten til graven, hvor Præsten bad Fadervor.

(København 19, oktober 1907)

Dramaet i Skyttegade.

I Dag begravedes Bagerkusk Madsen og Enkefru Spangenberg. Den førstnævnte paa Bispebjerg Kirkegaard og den sidstnævnte paa Vestre Kirkegaard.

Begge Steder var der mødt et halvt hundrede Mennesker, og Fru Spangenbergs Begravelse var virkelig smuk og stemningsfuld.

Ude paa Bispebjerg Kirkegaard talte den unge Missionspræst, Hr. Højrup, over Verdens Letsindighed og Vellyst.

Tilhørerne var ilde berørt af disse Udtalelser ved den unge Mands Grav. De passede forøvrigt ogsaa darligt, thi Madsen var jo langt borte fra Letsindighed og Vellyst. Tværtimod var han en stille, alvorlig og tungsindig Fyr, der ikke forstod Koketten.

Forøvrigt kom der i Gaar et Brev fra Styrmand Juul til Fru Spangenberg. I Brevet beder den forelskede Styrmand Fru Spangenberg om endelig at ordne alt til Brylluppet, saa det kan holdes, naar han kommer hjem.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 19. oktober 1907).

Dramaet fra Skyttegade.

Philippa Spangenberg og Victor Madsen begraves.

København, Fredag.

I Dag begravedes fra et Kapel paa Vestre Kirkegaard Enken Philippa Spangenberg, den ulykkelige Kvinde, der forleden blev skudt af sin Kæreste, Victor Madsen.

I Følget saas den myrdedes gamle Moder, hendes Svigermoder, en Del andre Slægtninge, flere af Beboerne af Huset i Skyttegade, hvor Dramaet sandt Sted. og et af Philippa Spangenbergs Børn, en lille Pige, der ikke syntes at forstaa, hvad der foregik.

Efter Salmen "Aldrig er jeg uden Vaade", talte Johannesstiftelsens Præst, Pastor R. Rasmussen, der bl. a. udtalte, at han ikke kunde finde, at den myrdede var uden Skyld. Han havde villet eje hende helt. Det var Forklaringen paa Udaaden, hun havde leget med hans Kærlighed, og det var en farlig Sag. Hun var en haardt prøvet Kvinde. Hendes Mands bratte Død var dog en Advarsel fra Vorherre.

Tilslut udtalte Pastoren Haabet om, at det skete ikke maatte lægge sig som en mørknende Skygge over hendes Børns Liv. Og lad os saa bede Gud vise Barmjærtighed mod hendes Sjæl.

Efter at endnu en Salme var sunget, blev Kisten baaret til Graven.

Paa Bispebjerg Kirkegaard jordedes omtrent samtidig den unge Victor Madsen. Der var mødt henved halvhundrede Mennesker, de fleste Venner og paarørende. Blandt Kransene fandtes et Par signerede fra Bagermester Berthelsen, den afdødes Principal o. fl. Pastor Høyrup holdt en kort Tale, i hvilken han advarede Ungdommen mod erotiske Fristelser.

Unio.

(Kallundborg Avis 19. oktober 1907).

En episode fandt sted en månedstid efter i samme ejendom:

Anholdt for Mishandling af sin Kone.

I Skyttegade 21 bor en Arbejdsmand Lundquist. Hans Kone har forstaaet at holde sammen paa Stumperne og med de ringe Midler, der stod til hendes Raadighed, skabt et hyggeligt og net lille Hjem .

Ikke desto opildne har Lundquist, der er en ualmindelig raa og ondsindet Karakter, i længere Tid mishandlet Konen, der er højt frugtsommelig, paa den modbydeligste Maade. Han baade slog og sparkede den ulykkelige Kvinde, saa hendes Skrig lød ud over hele Ejendommen.

Tilsidst blev det dog Husets andre Beboere for broget, og de henvendte sig i en Deputation til Politiassistent Leerbeck paa Fælledvejens Station og klagede over Banditten.

Politiet tog sig straks af Sagen, og i Gaar er Lundquist bleven anholdt. Forhaabentlig er den raa Fyr gjort uskadelig for længere Tid.

(Morgenbladet Adresse-Avisen 16. november 1907).

Hele vejsiden med ulige numre i Skyttegade er nedrevet og erstattet af nyere byggeri i 1980'erne. Et par boligblokke mod Rantzausgade med lige numre er stadig bevaret.