Tragedien i Hejlsgade . (Efterskridt til Politivennen)

Frygteligt Familiedrama i Hejlsgade i Nat.

En Fader søger Døden med sine tre Børn. - Børnene er døde, og Faderen kan næppe overleve. - Aarsagen er Fortvivlelse over Hustruens Død.

I Nat har der fundet et trist Familiedrama Sted i Ejendommen, Hejlsgade Nr. 1. 

En Mand og Fader har I Fortvivlelse over sin Hustrus Død besluttet sig til at berøve sig og sine Børn Livet. Og hans Forehavende har medført Døden for Børnene, medens han selv endnu i Nat, da disse Linjer skrives, er i Live.

En Dame, der bor i samme Ejendom, mærkede, at der strømmede Gas ind gennem Entrédøren til hendes Lejlighed, og hun stod straks op for at se, om det var fra hendes Køkken, at Gassen kom; men det viste sig, at det var fra hendes Nabos, Maskinarbejder Jacobsens Lejlighed.

Da hun vidste, at Jacobsen i de sidste Dage havde været meget fortvivlet over, at hans Hustru var afgaaet ved Døden, frygtede hun straks tor, at Manden I sin Fortvivlelse havde gjort en Ulykke paa sig selv og sine Børn.

Hun alarmerede derfor Politiet, som straks mødte med stor Udrykning, og Ambulancen blev tilkaldt, men den kom ikke i Anvendelse, da Politiet forinden standsede 2 Taxa-Vogne, som med det sædvanlige holde Flag hurtigt kørte til Kommunehospitalet med de gasforgiftede Mennesker.

Da Politiet kom ind i Lejligheden.

Da Politiet kom og sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed, mødte der det et uhyggeligt Syn. I Sengene laa tre Børn tilsyneladende i den blideste Søvn. De var afklædt og kun iført Linned. I Værelset ved Siden af laa Jacobsen paaklædt men bevidstløs.

De fire Personer blev fordelt i de to Biler og kørt til Hospitalet. Her kunde man imidlertid kun konstatere, at de tre Børn, der er 16, 13 og 11 Aar gamle, var døde, medens Faderen er meget stærkt forgiftet og maaske Ikke kan leve. Det vil vel ogsaa være det bedste for ham, om han maa følge Hustru og Børn i Graven, da han ellers kan blive sat under Tiltale for Drab.

Inde i Lejligheden fandt Politiet en Gasslange, der var ført fra Køkkenet ttl Værelserne, hvor Børnene og Faderen laa. Der var derimod ikke gjort Forsag paa at lukke for Aabninger I Vinduer og Døre.

Motivet.

Da Lægerne paa Hospitalet havde konstateret Dødsfaldene, blev Politiets Mordkommission alarmeret. Men Kendsgerningerne talte, de tre Børn var døde - og Faderen tilsyneladende haabløs syg.

Det meste Materiale, der forelaa for Opdagerne, var et Brev, hvori Maskinarbejder Jacobsen

meddelte, at Motivet til hans fortvivlede Handling var Sorgen over Hustruens Død.

Mordkommissionen l Arbejde.

Da der foreligger et aabenbart Mord og Selvmordsforsøg, og da der Ikke kunde være Tale om at afhøre Hovedpersonen, blev to Opdagere sendt ud i Ejendommen for at søge nærmere Oplysning. Men de kunde ikke i Nat faa andet at vide end det, vi ovenfor har meddelt.

Den 16-aarlge Ingrid, den 13-aarlge Knud Ove og den 11-aarige Harry var døde, og den ca. 40 Aar gamle Fader var Døden nær.

Hvad det omtalte Brev indeholdt ud over Meddelelsen om, at Aarsagen til den fortvivlede Handling var Sorg over Hustruens Død, kunde man kun meddele Familien.

(Social-Demokraten 21. august 1929).

Huset i Hejlsgade, hvor Dramaet fandt Sted. Krydset viser, hvor Jacobsens Sovekammer er. Døren og Vinduerne er slaaet op for at faa Gaslugten ud. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Nielsen, der sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed og saa, hvad der var sket. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Ejendommen i Heilsgade i København, hvor det rystende Gasdrama, der krævede tre Ofre, fandt Sted. Foroven ses Politiets Segl paa Døren. Foto fra Ærø Venstreblad, 22. august 1922.

Faderen døde to dage efter, den 22. august ved middagstid på hospitalet, efter kun kortvarigt at være ved bevidsthed

Ofrene fra Hejlsgade-Dramaet begraves

En Jordefærd af gribende Virkning.

De fire Kister bæres til Fællesgraven.

En tusindtallig Skare strømmede i Gaar ud til Vestre Kirkegaard, hvor Ofrene for det frygtelige Drama i Hejlsgade, Faderen, der tog sine tre Børn med sig i Døden, skulde sænkes i Graven ved Siden af Moderen der var gaaet forud.

Det store Kapel har vel aldrig været Ramme om en mere gribende Tragedie end denne. Her stod de fire hvide Kister, alle pyntet med en Guirlande af røde Roser, og foran sad de af Sorgen sønderknuste Slægtninge. Jacobsens gamle Forældre, stivnede i Fortvivlelse, hans Broder, Søster og Svigerinde samt andre Paarørende. Bag Kisterne stod to floromhyIlede Faner, Maskinarbejderforbundets og Sygekassens. 

Pastor Charles Nielsen fra Kristkirken havde faaet den uhyre vanskelige Opgave at tale ved Baarerne, og han løste Opgaven smukt. Jævnt og roligt , men saadan at det gik til Hjerterne, skildrede han det smukke Sammenhold mellem Forældrene gennem 17 Aar, Jacobsens Kamp for at holde Hjemmet oppe under Hustruens toaarige Sygeleje og hans fuldstændige Sammenbrud i Sorgen, da hun døde.

- Denne Mand, der elskede sine Børn saa højt, at han aldrig vilde have kunnet lagt Haand paa dem, havde desværre den altfor let tilgængelige Adgang til Gassen, der dræber uden Brutalitet - det var den store Ulykke.

Og derefter udtalte Præsten et Ønske, som alle vil være enige med ham i: Gud give, vore Teknikere kunde gøre det vanskeligere for Folk at aabne for Gassen! Talen sluttede med en Bøn; Forlad ham hans Skyld; han vidste ikke, hvad han gjorde.

Medens Rummet genlød af Hulken, sang man Salmen, der var sunget ved Moderens Baare, og hvis trykte Tekst havde ligget i den lille Iris Hænder, da man fandt hende død: "Jeg er træt og gaar til Ro ..."

Og saa blev de fire Kister baaret ud og sænket i Graven til Moderen. Da brast det for Slægtningene, Jacobsens Moder, Søster og Svigerinde sank bevidstløse sammen og maatte bringes ud til en Droske og køres hjem.

Men længe efter stod der i Hundredvis af Mennesker og stirrede paa Graven, der lukkedes over en Tragedie saa rystende, som vi heldigvis sjældent oplever den.

(Aftenbladet (København) 26.  august 1929)

To af Kisterne bæres til Graven. Foto fra Social-Demokraten 26. august 1929.

Liva Weels Plads. Heilsgade går ind til venstre, man kan se de lige numre. Bygningen med nr. 1 er yderst til venstre. Ud fra fotoet ovenfor virker det som om den lå på hjørnet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Strindberg i Danmark af Axel Lundegård. (Efterskrift til Politivennen)

“Strindberg er kommen”, skrev Victoria Benedictsson i sin notebog den 7de november 1887. Den 14de skrev hun, at hun havde set "Faderen", den 22de at  hun skulde have spist til middag med Strindberg og mig, men var bleven forhindret, og den 29de står der, at jeg havde besøgt hende og fortalt hende, "at Strindberg syntes meget godt om Fru Marianne".

Han havde lånt bogen af mig og “den behagede ham” (således plejede han at sige). Den unge dame, som omvender sig og bliver manden underdanig, vakte behagelige følelser hos ham. Det eneste, som foruroligede ham, var tanken om, at ‘Ernst Ahlgren’, der skrev så fornuftigt, var en kvinde.

Da de mødtes var han genert og nysgerrig. Han vidste ikke, hvordan han skulde være overfor hende. Naturligvis måtte der “være noget” bagved det kammeratskab mellem hende og mig. Selve udtrykket ‘kammerater’ havde i hans øren en foragtelig klang (derfor omdøbte han ogs ‘Griller’ til ‘Kammerater’ efter at han havde gjort sig fri). Venskab mellem mand og kvinde var for ham et unaturligt begreb. Det måtte hvile på løgn og forstillelse. Han troede at vi vilde tage ham og alle andre ved næsen.

Han bad, om han måtte låne romanen ‘Penge’. På titelbladet stod der en tilegnelse, hvor det forkætrede ord gik igen. Og under læsningen af bogen har han sikkert fået alle sine værste mistanker bekræftet. Da jeg fik bogen tilbage, var den forsynet med talrige randbemærkninger. Navnlig i slutningskapitlet, opgørelsen mellem Selma og hendes mand. Det havde åbenbart i den grad forarget Strindberg, at han måtte give udtryk for sin medfølelse med den forfordelte. Dér, hvor det om manden siges, at han, i stedet for at høre efter de alvorsord, som hans hustru henvendte til ham, sidder i tanker “optaget af at pille en hummer”, klapper Strindberg ham forstående på skulderen og skriver udenfor “Bravo!”

Og da manden løfter sit ølglas, føler Strindberg sig i den grad i et med ham, at han i overensstemmelse med sin egen smag retter ordet øl til ‘porter’. Han følger også med henrykkelse ordstriden mellem ægteparret, for det meste lidt vel meget i ægtemandens egen ånd. Således f.eks. da Strindberg til Selmas udtalelse om, at loven burde forandres (hun hævder at ingen kvinde burde have lov til at gifte sig, før hun er blevet myndig) føjer den formodentlig spøgefuldt mente bemærkning “burde ligeledes gælde for drenge, som ønsker at gifte sig i 12 års alderen”. Lige så lidt som ægtemanden vil Strindberg indrømme, at kvinden behøver noget at leve på, udover hvad hendes ægteskab bringer hende. Ægtemanden siger: “Livsindhold! Sludder! Hvor mange kvinder lever ikke, til de bliver 60, uden derfor at få noget livsindhold. Lad dem gifte sig, så kommer livsindholdet nok…” Strindberg stregede ordene under og skriver: “Godt sagt! Udmærket! Bravo!”

Ægtemanden ryger i tavshed sin cigar og gider ikke svare på Selmas efter hans mening urimelige tale om, at den samme moral burde være gældende for kvinder som for mænd. Men Strindberg svarer: “Nej, ikke den samme. 1) fordi manden ikke kan få børn, 2) fordi det er ham, der betaler gildet.” Og mod Selmas udtalelse “Det kan aldrig være en pligt at underkaste sig ømhedsbeviser, mod hvilke hele ens væsen oprøres”, protesterer Strindberg med et understreget “Jo!” Han tager stærkt til genmæle overfor Selmas kætterske meninger. “Vrøvl” er et af hans mildeste udtryk. Da hun gentager sin påstand, at kvinder ikke burde gifte sig, før de var myndige, indvender han: “ved man da så fandens meget bare fordi man bliver 21. Nej, man ved ikke noget, før man bliver gift! Så kommer erfaringerne!” Og han trækker på skuldrene af hendes udtalelse om et indhold i ægteskabet. Indhold? “Was ist das?”

Alligevel var han i udmærket humør, da han lånte ‘Penge’ og skrev sine randbemærkninger. Han frydede sig ved tanken om, at kvinderne har en halehvirvel mere end manden. Det betyder, at de stod dyrene nærmere! Deraf drog han igen den slutning, at de ikke var modne for frihed og selvbestemmelsesret. Hvis han kunde have skabt dem om, vilde han sikkert have udstyret dem med et par halehvirvler til.

Han hævder, at kvindens kamp for menneskelige rettigheder vilde medføre en indskrænkning af mandens rettigheder. Derved vilde for fremtiden millioner af mænd være dømte til den samme kval, som havde ødelagt hans eget liv. Det var dette, han drog i leding for, når han slyngede sine kraftsentenser mod en kvinde, hvis liv var blevet ødelagt af de misforhold, som han forsvarede.

Således stod den datidige nordiske litteraturs stærkest og dybest følende personligheder overfor hinanden uden gensidig forståelse af de lidelser, der hjemsøgte dem.

VIctoria Benedictsson var midt i den krise, som førte til selvmordsforsøget natten mellem den 8de og 9de januar. Tilfældet vilde, at Strindberg var kommet til byen og boede på Leopolds Hotel.

I det samme værelse mod gården, hvor Strindberg nogle uger før havde skrevet sit afskedsbrev til mig, lå nu Victoria Benedictsson og stredes med døden.

Jeg vidste det. Jeg gik den nat op og ned ad gulvet i mit værelse, som lå lige overfor på den anden side af korridoren. Jeg led under den spænding, jeg var i, jeg længtes efter at dele den med en anden. Strindberg kunde jeg sende bud efter! Det var en fristelse, som jeg med sammenbidte tænder værgede mig imod.

Det bankede. Døren gik op. Udenfor stod Victoria Benedictsson i hvid natdragt og så bleg, at ansigtet lyste i skumringen.

Stønnende under sit hjertes uro sagde hun, at hun havde taget gift. (Det var morfin.) Hendes beslutning at dø stod fast, men hun følte en uovervindelig angst og bad, om jeg vilde våge hos hende.

Jeg gik med hende ind i hendes værelse, og hun gik igen til sengs. Jeg husker ikke mere, hvordan tiden gik. Sige noget kunde vel ingen af os. Men jeg kan huske, at mine tanker blandt andet kredsede om det kommende politiforhør. Det straffes med fængsel, hvis man ikke prøver at forhindre et selvmord. I de uger, der var gået forud, havde jeg gjort alt, hvad der stod i min magt for at frelse Victoria Benedictsson. Men at gøre vold på hende var uforeneligt med min retsopfattelse. Efter loven var netop dette min pligt. Men det vilde være at svigte en tillid, som, hvor tung den end var at bære, dog måtte bevares ubrudt, fordi hun havde betroet sig til mig, fordi hun stolede så ubetinget på mig. Her kom samvittigheden i åbenlys konflikt med loven. Der var for mig intet andet at gøre end handle imod loven og tage min straf.

Pludselig mærkede jeg, at der kom en stærk uro over den livstrætte, som jeg troede allerede var døende. Jeg forstod ikke straks, at hun følte, hvad jeg sad og tænkte på. Hun rejste sig op i sengen og bad mig gå. Da jeg afslog det, blev hun ude af sig selv af angst for, at jeg ikke vilde gøre, som hun bad. Jeg hørte hende låse døren efter mig. 

Jeg famlede mig frem i korridoren til Strindbergs dør. Da jeg trådte ind, fo’r han op af søvnen og stirrede vildt på mig. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunde være alene, og hvorfor. Jeg betroede ham mere, end jeg havde ret til, af Victoria Benedictssons lidelseshistorie.

Han hørte på mig med et udtryk, som altid vil stå brændt ind i min erindring, et grumt og ubønhørligt udtryk uden mindste spor af menneskelig medfølelse. Som hos en menneskeæder.

Imens udførte naturen det redningsarbejde, som havde været lægens opgave, hvis han var bleven tilkaldt. Om morgen fortalte pigen, at fru Benedictsson havde været meget syg om natten, og at hr. Strindberg var gået tidlig ud. Få timer efter fik jeg at vide, at han havde forrådt den tillid, jeg havde vist ham.

Jeg sagde til mig selv, at han var utilregnelig netop på dette område, hvor jeg af svaghed havde skænket ham fortrolighed, og jeg fortalte senere alt til Victoria Benedictsson. Hun dømte ingen. Hun frikendte mit hjerte og min forstand; men mine nerver glemte hun aldrig.

Ved middagstid tog Strindberg igen ud til Klampenborg og skrev til mig, som om der ingenting var hændet, at han havde været så heldig at låne 500 kr. hos August Lindberg.

“Axel Lundegård” 

Lindberg kom ind hos Nimb med 500 kr. Han var vred på mig. Jeg tog ud hertil og åndede lettere, da jeg så skoven.

Oh! Og vandet!

Der er åbenbart et gran af sundhed i mit had til kulturen! Storstaden er jo et rudiment af barbariske tider, med de trange gader, byggede til brug under et forsvar, som nu er unødvendigt, fordi vi har et godt politi m.m.

Hvordan har fru Benedictsson det?

Hvad bestiller hun og hvilke planer har hun?

Nu får du fred for mine litanier og analyser.

Lev vel og lad mig høre noget om operationerne med Margit (og fru B-n).

DIn hengivne
August Strindberg
Klampenborg 9de januar 88.

(“Margit” - det var “hr. Bengts hustru” som i dansk oversættelse var indleveret til Det kgl. Teater).

To dage efter var han i endnu bedre humør. Han skrev:

“Sommerluft, Øresundsblåt, vand og måger som parres. VInduet står åbent, hønsene er sluppet ud, kogt oksebryst med peberrodssauce - livet er skønt!

Men ingen “politik” i dag eller i går! Kære, send mig den i korsbånd og klip ud af de andre blade, hvis du ser noget, som jeg kan have nytte af!

Hvordan går det med fru B? Hun burde bo herude hos en eller anden familie - en anden end den, jeg bor hos, for når man er ene, kan man aldrig være så ensom som midt i hoben.

Og fru M(argit)?

Stephensen motiverede sin standsning af tournéen med ‘Faderen’ med, at jeg har “lagt hindringer i vejen” ved at sælge til Lindberg.

“Lagt hindringer i vejen”? ”Sælge”? Har jeg solgt? Hvor er så pengene?

Farvel og lad mig høre noget om fru B, hvis ‘Penge’ jeg har læst med øjnene spærret op af nysgerrighed.

Din
Aug. S-g.
Klampenborg, 11de januar 1888.

(Oddgeir Stephensen havde på Casino spillet ‘Faderen’ og planlagde en tourné med stykket).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juli 1920).

Tragedie i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

Et Drama i Valby.

Valbygaards Villakvarter opskræmmedes i Formiddags ved at erfare, at der i dets fredelige Omgivelser havde fundet et Dobbelt Selvmord Sted. Sagens nærmere Omstændigheder ere følgende! Hos Staldmester paa GI. Carlsberg H. P. Hansen, Valbygaardsvej 30, boede paa 1. sal en enlig Dame, der havde lejet en 2 Værelses Lejlighed af Hr. hansen, og som atter havde udlejet det ene Værelse til en Gartner, der var ansat paa Valbygaard.

I Morges Kl. 5 vækledes Hr. Hansens Hustru ved et Par Skud, og hun kaldte strax paa sin Mand, der øjeblikkelig ilede op i Lejligheden ovenover. Her mødte ham et uhyggeligt Syn. Ved sin Indtræden i Værelset saa han en ung Pige, rimeligvis Gartnerens Kjæreste, ligge fuldt paaklædt paa Sofaen, medens Gartneren laa noget derfra paa Gulvet. Begge vare døde. Øjeblikkelig løb Hr. Hansen efter Læge Durloo og Politibetjent Svendsen. De gave begge strax Møde, men kunde kun konstatere, at Døden var indtraadt.

Gartneren havde sandsynligvis skudt den unge Pige med en Revolver, staaende i nogen Afstand, og herefter rettet denne mod sig selv.

Skuddene havde ramt godt og strax dræbt begge de unge Mennesker.

Motivet synes at være Næringssorg. Gartneren var igaar af sin Principal, Grosserer Petersen, Valbygaard sagt op til Fraflytning i Dag, hvad der vel har trykket ham, og kan have været i ethvert fald medvirkende årsag til dobbeltselvmordet.

Efter hvad vi senere erfarer er den afdøde gartners navn Petersen. Han havde efterladt sig 3 breve, et til den dame han boede hos, og 2 til folk i Valby. Samtlige breve blev taget i forvaring af politiet. Ligene er ført til Valby fattighus.

(Nationaltidende 25. januar 1899. 2. udgave).

Mord og selvmord.

Frygtelig begivenhed i morges.
En ung mand skyder sin kæreste, og bagefter sig selv.
Tvende Dræbte.

Ude i Valby er der tidlig i morges foregået en forfærdelig Begivenhed, idet en ung Mand har dræbt sin unge Kæreste ved et Revolverskud og bageste taget Livet af sig selv

Det forfærdelige Mord og Selvmord er fuldt ud lykkedes, idet de to unge Mennesker var døde og kolde da Læge og Politi tilkaldtes.

Vi skal i det efterfølgende give sammentrængt Skildring af Morgenens sørgelige Drama.

Hovedpersonen er, som sagt, en ung mand

Valdemar Petersen

Han boede paa Valbygårdsvej nr. 24, ikke langt fra Jesus-Kirken. 

Han havde her et lille Værelse i Hus, hvor han boede til Leje hos Staldmester Hansen fra Gamle Carlsberg.

Den unge Mand var Kæreste med en purung Pige, den kun ca. 17-årig Agnes Andresen, Datter af en paa GI. Jernbanevej boende Handelsagent.

Der er ikke Tvivl om, at den unge Mand ikke har næret “alvorlige Hensigter" overfor den unge Pige, med hvem han jævnlig gik ud og morede sig.

Saaledes havde de i Søndags været paa et Bal, hvorfra de først kom hjem langt ud paa morgenen.

Valdemar Petersen var da stærkt beruset.

Hans Principal, Forpagteren Valbygaards Have, Gartner Christiansen, blev gnaven over at se sin Undergivne komme hjem paa den Tid af Dagen, og sagde til ham:

“Jeg vil ikke finde mig i de Slags Narrestreger."

Herover blev Petersen rasende og svarede med nogle mindre behagelige Grovheder.

Christiansen sagde da:

“Ja, saa er De opsagt fra Deres Plads til den første!"

“Jeg kan saamænd gerne gå med det samme," svarede Petersen.

“Naa, ja, det har jeg heller ikke noget imod," var Christiansens svar og herved blev det.

Da Petersen blev ædru, gik det op for ham, at han havde baaret sig galt ad, og han blev i et meget nedtrykt Humør.

Det var forøvrigt i den sidste tid blevet klart at han allerede var ked af sin kæreste. Ofte kom det til stormende Optrin imellem dem, naar hun besøgte ham paa hans Værelse i det lille Hus.

I de sidste Dage havde han ladet sig forlyde med, at han ville rejse til Hamborg da han var blevet led og ked af opholdet herhjemme

I går aftes 

ved nitiden opsøgte Agnes Andresen sin kæreste i hans hjem.

Beboerne i huset mærkede dog ikke til at det gik særligt stormende til mellem de to.

Først ud paa Morgenen kom det uhyggelige drama, der forstyrrede freden i dette lille, idylliske Hjem.

Omtrent kl. 6 vaagnede Familien ved at høre to paa hinanden hurtigt følgende Knald.

Forfærdet sprang de op og ilede op Lejerens værelse.

Det forfærdelige Syn, der mødte dem her, fik dem til at skrige højt af skræk. 

De var en Besvimelse nær og havde i det første Øjeblik helt tabt sans og Samling.

Hvad de saa, var:

Paa Sofaen i Petersens Værelse lå den unge Pige, helt paaklædt udstrakt, øjensynlig død. Hun var ramt af Kuglen i Tindingen, hvorfra en tynd Bloddraabe piblede ned over det blege Ansigt, hvis Mund var aaben og hvis brustne Øjne med et endnu i Døden bevaret Udtryk af rædsel stirrede tomt ud i det dystre lys som Skæret fra de Tililendes lampe kastede derind.

Men, endnu uhyggeligere:

Paa Gulvet laa det unge menneske, vridende sig i de sidste Smerter, rallende og stønnende. Et Skum af hvid fråde stod om hans Læber. Hans ben var krampagtigt trukne sammen, således at knæene stod næsten helt oppe under Hagen. Ved hans Side laa Revolveren, af hvis Løb det dræbende Bly var udgået. Det var let at se, at han var Døden nær. 

Læge og politi.

Da Familiens Medlemmer havde overvundet den første Skrækslagenhed, styrtede de ud i den mørke Nat for at kalde Læge og Politi.

Det varede imidlertid omtrent en times Tid, inden Læge Durloo kom til Stedet, og da var enhver tanke om at redde Livet for de to unge Mennesker udelukket. Der laa to kolde Lig i Værelset. Lægen havde kun at konstatere Døden og Dødsårsagen.

Kort efter ankom Politiet, der hurtigst muligt sørgede for Ligenes Borttagelse. Paa en Vogn kørtes de til byens Fattighus.

Politiet fandt endvidere i værelset 

et brev

hvis Overskrift lød: "Min egen kære moder".

Brevet var fra Selvmorderen, stillet til hans her i Byen boende gamle moder, der er Enke.

I Brevet skildrer Valdemar Petersen sine Ulykker. Han havde opgivet alt Haab om at komme frem i Verden, efter at hans Kæreste havde meddelt ham, at hun var frugtsommelig. Heri maa da den direkte Årsag Selvmordet og Mordet paa den unge Pige søges.

Det fremgår endvidere af Brevet, at de, begge lige fortvivlede over deres forhold, har været enige om at gaa i døden sammen.

Foruden dette Brev laa der Breve både fra ham og hende til deres venner og Slægtninge, og hvori de hver paa sin Vis skildrer de ulykker der har drevet dem i døden. 

Ude i nat.

Det fremgår af de Undersøgelser, vi har anstillet, at Kæresteparret ikke, som man har troet, har tilbragt hele natten i hans Hjem.

Kl. 1 i Nat talte Valdemar Petersen nemlig med en af Medhjælperne i Christiansens Gartneri.

Medhjælperne bemærkede da, at et stykke henne paa Vejen stod Agnes Andresen, men hun holdt sig under hele Samtalen skjult.

Petersen gjorde Indtryk af at være meget nedtrykt, og han talte gentagne gange om, at han vilde rejse til Tyskland. Til Sidst sagde han:

“Ja, nu ses vi ikke mere, Farvel og Lev vel”

Siden er der ingen der har talt med ham. Han er sandsynligvis straks efter gaaet med den unge Pige op paa sit værelse.

Ligsyn.

Endnu i Formiddags, da Redaktionen af "København" sluttedes, var der ikke holdt Ligsyn, men det meddeltes os at det ville finde sted i løbet af eftermiddagen, ligesom der vil blive afholdt forhør over den familie hos hvilken selvmorderen boede.

(København 25. januar 1899.)

(København 26. januar 1899 fulgte op om sagen).

Dobbelt-Selvmord l Valby.

Et Par unge Kærestefolk afliver sig.
Efterladte Breve.

Natten til i Gaar har en ung Gartner Hermann Petersen, der boede hos Staldmester Hansen paa Valbygaardsvej i Valby, dræbt sin Kæreste og sig selv ved et Revolverskud. Den unge Pige, Agnes Andresen, var Datter af en paa Gl. Jærnbanevej i Valby boende Slagtermester.

Hermann Petersen, der er Søn af en i Frederiksberggade boende Enke, havde i Søndags tilligemed sin Forlovede og sine Svigerforældre været til Bal paa "St. Thomas", og dette medførte, at hans Principal, Gartner Petersen paa Valbygaard, straks afskedigede ham, da han mente, Arbejdet ikke blev passet. Hermann Petersen udtalte til sin Familie og sine Venner, at han agtede at rejse til Udlandet, og hans herboende Søster laante ham i den Anledning 10 Kr. Han købte imidlertid i Tirsdags Eftermiddags for disse Penge en Revolver af svær Kaliber, og Selvmordet var altsaa allerede paa dette Tidspunkt besluttet.

Hermann Petersen var Medlem af den socialdemokratiske Forening i Valby samt Bestyrelsesmedlem i den dertil knyttede Sangforening, for hvilken Garver L. P. Pedersen paa Mosedalsvej er Formand. I Tirsdags Aftes havde Sangforeningen Mode i Valby Kro; Hermann Petersen kom til Stede og deltog i Øvelserne, uden at nogen af hans Kammerater og Venner anede, at han rugede paa Selvmordsplaner.

Da Petersen gik, tog han Afsked med Formanden med den Tilføjelse, at han rejste, men den følgende Dag skulde der indtræffe Brev fra ham. Hermann Petersen gik fra Sangforeningen hjem til sine Svigerforældre, hvor han om Aftenen ved 10-11 Tiden hentede sin Forlovede. De to unge Mennesker fulgtes sammen til hans Logi, hvor altsaa Dramaet foregik Kl. 5 i Gaar Morges.

Man er ikke klar over, hvad der har bevæget de unge Mennesker til at søge Døden. Familien mener, at den unge Pige er bleven fortvivlet over, at hendes Kæreste skulde rejse, og at hun har talt om at begaa Selvmord. Hendes mørke og eksalterede Sindsstemning har saa paavirket ham i den Grad, at han har besluttet at følge hende i Døden.

Kl. 5 i Gaar Morges hørte Hermann Petersens Vært et Skud, og efter nogle Minutters Forløb atter et Skud, fulgt af et dumpt Fald. Da Værten gik ind i Petersens Værelse, fandt han ham liggende paa Gulvet og den unge Pige paa Sofaen, begge fuldt paaklædte. De havde begge Skudsaar i Hovedet, hun i den venstre Tinding og han i højre Tinding. Den unge Pige var allerede død, medens Petersen udaandede kort efter. Det formodes, at han først har rettet Vaabenet mod sin Kæreste og dræbt hende, og at han derefter har skudt sig selv.

Paa Bordet laa to Breve, et fra den unge Pige til hendes Forældre, og et fra Hermann Petersen til Sangforeningens Medlemmer. Det sidstnævnte har følgende Indhold:

Til
"Socialdemokratisk Sangkor"
ved Hr. Garver L. P. Petersen,

fra Gartner Herman Petersen.

Kære Partifæller!

Jeg maa forlade Eders Rækker og siger Eder Tak for den tid, vi har arbejdet sammen. Jeg har, som I ved, kun interesseret mig for sangkoret og dettes sociale arbejde og formål, men nu må jeg trække mig tilbage.

Fremad, brødre! Frem til kamp! Vor sang, den giver kraft!
Farvel, I gode kammerater, nu har jeg og min pige det godt!

Den unge piges brev lød således:

Kære Moder?

Tak for alt, hvad Moder har været for mig. Naar jeg skriver disse Linier, saa er jeg lykkelig, thi jeg dør med ham, som jeg har kærest over alt i Verden. Han vilde jo dø, og Moder ved jo nok, at foruden ham kunde jeg ikke leve.

Jeg vil ønske, at Moder med Glæde ser paa os. Nu har vi det jo saa godt. Ej med Sorg maa Øjet skue de to kære Ansigter, thi hellere maa jeg da være død, end at Vanvidets grufulde Spøgelse maa mærke min Pande.

En Ting skal Moder vide: jeg gaar i Døden som en uskyldig ung Pige. Hos Hermann har jeg jo været sikker som hos Moder selv, saa den tanke må moder endelig ikke have.

I min kommodeskuffe ligger en rose - læg den på mit bryst!"

Sammen med Agnes' brev lå en lille skrivelse fra Herman Petersen til hans svigerforældre:

"Kære fader og moder! Ja - det har I været for mig! tilgiv mig og Agnes den sorg vi  nu har gjort eder.

Hjælp till med at skåne min gamle moder, at hun først sent og varsomt får denne sorg at høre. Send først bud til mine brødre i København og i Lyngby.

Farvel og tilgiv os, thi vi vil sammen i graven!"

Vi talte i Aftes med de Afdødes respektive Familier, der selvfølgelig var dybt rystet over det skete, og for hvem hele begivenheden stod som en uløselig gåde. Vor partifælle, garver Petersen udtalte sig i stærke lovord om sin afdøde ven, der trods sin ungdom havde været en trofast støtte i virksomheden for Socialdemokratiet.

Hermann og Agnes får nu deres sidste ønske opfyldt - de kommer til at hvile i en fælles grav på Vestre Kirkegård.

Social-Demokraten 26. januar 1899.

Aftenbladet den 26. januar 1899 bragte et resume over de ovennævnte oplysninger, samt denne tegning. Avisen fortalte at han efter mødet i sangforeningen havde været på besøg hos bager Hansen hvis ene datter han gennem et stykke tid havde "haft et godt øje til ... Men hun ville ikke vide af ham."

De Forlovedes Begravelse.

Pastor Ussing forbyder Fane og Sang.
Præsten hilstes med Hurraraab.

Begravelsen i Gaar paa Vestre Kirkegaard, hvor Ligene af Gartner Herman Petersen og hans Forlovede, Frøken Agnes Andresen, jordfæstedes, formede sig til en Begivenhed, der ret karakteriserer Præsteregimentets Magt.

Som omtalt havde Herman Petersens Venner ønsket at synge et Farvel i Kapellet samt at lade den socialdemokratiske Fane vaje ved de to Baarer - men Præsten Ussing fra Jesuskirken i Valby nægtede rent ud sin Tilladelse hertil. Det er den samme Øl-kirkepræst, som forbød Musik (men ikke Øl) paa Frederiksberg Pinse-Morgen. Præsten Glahn ved Frederiksberg Kirke, der havde konfirmeret den unge Pige, nægtede paa Forespørgsel at tale ved hendes Baare, og de Efterladte var da henvist til Hr. Ussing, der er bekendt for sin Fanatisme og bl. a. har faaet sit Navn i Folkemunde ved den populære Sang i "Sommerrevuen om Pinse-Solen.

Hr. Ussing svarede Familien, at han ikke kunde tillade firstemmig Sang ved denne Lejlighed!!!. Hvad Fanen angik, saa kunde han ganske vist ikke forbyde, at den ledsagede Kisterne, men i saa Fald vilde han ikke tale.

Den afdøde Herman Petersens Broder gjorde opmærksom paa, at Fanerne var floromvundne.

"Det nytter intet", svarede Hr. Ussing. Og han tilføjede: "Jeg skriver for Tiden en Bog om Selvmordere og om Ceremonierne ved deres Begravelse. Denne Bog udkommer om kort Tid, og jeg vilde komme i Modstrid med de Meninger, som jeg fremsætter i Bogen saafremt jeg føjede Dem i Deres Ønsker."

Efter denne Indledning var der Grund til at vente, at Præsten vilde give Anledning til yderligere Forargelse ved selve Begravelsen.

I Kapellet.

Kl. 12 i Gaar Middags var en talrig Skare samlet paa Kirkegaarden, og det lille Kapel blev hurtig fyldt til sidste Plads. Det socialdemokratiske Sangkor fra Valby var mødt med floromvunden Fane, men trods indstændig Anmodning i sidste Øjeblik nægtede Ussing den Adgang til Kapellet.

De to lyse Kister var stillet Side om Side og dækkedes med et overvældende Flor af duftende Kranse og Blomster - den sidste Hilsen fra de Afdødes store Familie og Vennekreds. Blandt Kransene bemærkedes flere med store røde Sløjfer, der var sendt fra de socialdemokratiske Foreninger.

Efter en Ventetid paa en Snes Minuter arriverede Hr. Ussing, bleg og mager, af et asketisk Udseende og med kolde, haarde Øjne; hele Mandens Optræden viser, at han staar uforstaaende og udeltagende overfor de almindeligste menneskelige Følelser. Han har kun et Maal: hensynsløst at pege paa Svovlpølen som det endelige Opholdssted, og man maa lade ham, at han i fuldt Maal benyttede sin Talefrihed, selv om to stakkels Moderhjærter krymper sig derunder.

Hr. Ussing sagde bl. a. følgende :

Vi samles her i en saare alvorlig Anledning. Mørket har overfaldet de to unge Mennesker, ved hvis Baare vi staar. De havde heldigvis ikke gjort sig skyldig i noget, der i Menneskenes Øjne anses for ondt. Aarsagen til deres Død var uforklarlig, og Sorgen bliver da faa meget større for de Efterlevende . . .

Indtil dette Punkt var Hr. Ussings Tale ret moderat. Men havde Præsten klappet med den ene Haand, saa slog han nu til med den anden. Han fortsatte omtrent saaledes :

Men det kan ikke forties, at disse unge Mennesker har overgivet sig til Mørket, de har gjort sig skyldig i en af de store Synder, baade overfor Gud og Mennesker. Der er onde Aander oppe i Tiden, som stiller sig undskyldende overfor Selvmordere og siger, at vi ikke bør dømme disse Stakler. Men Guds Ord skal have Lov til at stemple saadanne Ord som Løgn. Man siger om Selvmord, at det er "at dø i Skønhed". Man kan kun tale om at dø i Skønhed, naar man ser Døden fremstillet paa et Teater eller beskrevet i en Roman, men ikke, naar man staar med Virkeligheden for Lynene. De, der hin Morgen kom ind i Stuen paa Valbygaardsvej og saae de to Lig, kunde ikke paastaa, at det var en Død i Skønhed . . .

Præstens Tale afbrydes her af en stærk Hulken, en krampagtig undertrykt Graad - det er den afdøde Herman Petersens gamle, svagelige Moder, der segnefærdig maa klynge sig til en af sine Slægtninge.

Forsamlingen er stærkt indigneret over Præstens Udtalelser og udtaler sig herom saa højlydt, at det overdøver Talen. Da der atter bliver Ro, fortsætter Hr. Ussing - han er øjensynlig fuldt opsat paa at repetere et Kapitel af sin Selvmorderbog:

Det er pjaltede Mennesker, som ikke ved, hvad Mod er. Der skal mere Mod til at leve end til at dø. Lad os ikke prise det, som ikke er Pris værd. Man har sagt, at det her dog var Kærlighed, som havde ført dem i Døden, og Kærlighedens Kaabe skjuler Syndernes Mangfoldighed. Men det var ikke Kærlighed, men Egenkærlighed, ikke alene at tage sit eget Liv, men ogsaa en andens Liv. Vi ved ikke, hvem af dem der først tog Beslutning om at dø. Men der er ingen Undskyldning for den, der fortvivler og erklærer, at han ikke længer kan leve. Dette siger jeg dog ikke for at dømme disse to Mennesker - dem skal Gud dømme. Sker der en saadan Ulykke, da skal vi efterlevende dømme os selv og det Samfund, der priser en saadan Død, et Samfund, der optager Menneskenes Sind med mange Spørgsmaal, men glemmer Gud ....

Der er ogsaa dem, der har sagt om disse To, at nu har de jo Fred. Ingen Kristen har Lov til at sige dette. Ingen ved, om disse Døde har det godt. Husk vel paa, at Herren siger: Den, der ikke troer, gaar hen til et evigt Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, til et Sted, hvor der er forfærdeligt!

. . .

Atter lyder der Skrig og Graad fra Kvinderne; Situationen bliver et Øjeblik helt uhyggelig; Forsamlingen føler Medlidenhed med den stakkels Familie, mod hvem Præsten har vendt sig og slynger sine sidste truende Ord. Nu er det heldigvis Slut, og man trækker atter lettet Vejret, som befriet fra et uhyggeligt Mareridt. Men det er uforstaaeligt, at Folk i det hele taget anmoder Præsterne om at tale over de Døde.

*

Kisterne bæres ud af Kapellet; den floromvundne Fane føres nu frem og bæres i Spidsen for Toget. Saasnart Hr. Ussing, der bærer lavpullet, bredskygget Kvækerhat, faar Øje paa Fanen, raaber han: Væk med den! Væk med den! Sogneraadsmedlem Therkelsen parlamenterer med Præsten, mens Toget et Øjeblik standser. Det ender med, at Præsten giver sit Samtykke paa den Betingelse, at Fanen bæres sammenrullet!

Ved Graven.

Fællesgraven er gravet helt ude paa det lave, flade Terræn tæt ved Frederiksholms Teglværker, hvor der endnu fuldstændig mangler Beplantning. Fra Gravtuen ses et vidtstrakt Panorama: paa den ene Side Kalveboderne med Amagers Kyst, og langt ude i Horisonten Køgebugt, og paa den anden Side Valby med de lave, landlige Huse, hvor de unge Mennesker boede, og hvor Selvmords-Dramaet foregik.

Efter at Kisterne er sænket i Graven, - Hermans nederst og Agnes' øverst, - og Præsten har udført Jordpaakastelsen, træder Fanebæreren til og svinger det røde Banner tre Gange over Graven. Nu, da Præsten fuldført sin Funktion og er parat til at stige til Vogns, træder Sogneraadsmedlen Therkelsen hen til ham for at saa en Forklaring om, af hvad Grund han stillede sig saa afvisende overfor Fanen. Det store Følge lytter opmærksomt til, men føler sig ikke tilfredsstillet ved Hr. Ussings Argumenter.

Indignationen vokser, og da Præsten tilsidst afbryder Samtalen og kører bort, stormer Folk sammen om hans Vogn og - raaber et demonstrativt Hurra! Tre lange, taktfaste Hurraraab tordner hen over Kirkegaarden og afbryder Gravstilheden, mens Ussings Vogn ruller bort.

Et lignende Optrin er næppe nogensinde tidligere forefaldet i de Dødes Have. Vinder Hr. Ussing mange saadanne Sejre, er det snart ude med ham og Præstevældet.

Men det var jo en god Reklame for hans forventede Værk om Selvmorderne.

(Social-Demokraten 1. februar 1899).

Dramaet.

De Dræbtes Begravelse i Gaar.

Pastor Henry Ussing
Talen
En Kamp om Fanen!
Skandaløse Optrin paa Kirkegaarden

Den Forventning, vi Gaar udtalte om, at man vilde sørge for, at Begravelsen af det unge Kærestepar fra Valby, Herman Petersen og Agnes Andresen, ikke gav Anledning til offenlig Forargelse, har desværre ikke bekræftet stg.

Tværtimod blev Begravelsen Anledning til forargelige og skandaløse Optrin.

I det Efterfølgende vil vi give et tro Referat af denne den uhyggeligste Begravelse, det nogensinde er falden i vor Lod at overvære

Foran Kapellet

paa Vestre Kirkegaard havde der ved Tolvtiden samlet sig en stor Del Mennesker, som afventede Præstens Ankomst.

Foran Indgangen stod Medlemmer af den socialdemokratiske Sangforening med deres røde Silkefaner.

Da Hr. Ussing i sin Landauer kørte op foran Porten - en Snes Minuter over den fastsatte Tid - blev han straks adspurgt af et Bestyrelsesmedlem.

- Maa vi tage Fanen med ind i Kirken?

- Nej!

- Hvorfor? Er det, fordi vi er Socialdemokrater?

- Nej. Jeg er selv Socialdemokrat, det gør Intet. Men, de, der skal begraves, er Selvmordere - dem maa der ikke gøres Stads af! De skal begraves i Stilhed. 

Efter delte Ordskifte gik Præsten ind i Kapellet.

Omkring Kisterne

Det lille Kapel er overfyldt til stuvende Trængsel. Luften er kvælende tung at indaande. Foran de to Egetræskister, der er dækkede med smukke Kranse, sidder de Afdødes Familier, alle klædt i dybeste Sorg. Det øvrige Publikum staar op, saa tæt, at der er ikke Plads til at røre sig en Tomme.

Efter at Præsten er traadt ind, bliver der afsunget en lang Salme. Der er ingen Musik, ligesom der heller ikke er Lys i Kapellet. Kun Faa synger.

Saa træder Præsten frem, beder en kort Bøn og oplæser det Skriftsted, han vil tale over:

"Lyser er endnu en liden Stund hos Eder - vandrer derfor varligen, mens I have Lyset, at Mørket ej skal falde over Eder

Efter at have oplæst dette Skriftsprog, begynder Præsten paa 

Talen,

af hvilken vi paa Stedet nedskrev et omtrent ordlydende Referat, som vi her gengiver med enkelte uvæsenlige Forkortelser.

Han begynder saaledes :

- Lyset er dette Livs Lys. Lad os huske, at Livet er kun en liden Stund. Men, vi ved ikke, hvor længe. Ingen af os har Brev paa, hvor gamle vi skal blive. Derfor gælder det om at bruge den Tid, vi har, og at vandre frem ad den Vej, der fører til Lyset.

Der skinner Lys i denne Verden, men det er omgivet af Mørke.

En alvorlig Anledning

Han sænker nu sin Stemme til en Hvisken, idet han fortsætter:

Det er en alvorlig Anledning, der har kaldt os sammen her.

Mørket har overfaldet to unge Mennesker, og vi er bevægede til den dybeste Medlidenhed med deres Skæbne.

Det var unge, raske Mennesker med Udsigt til et langt og lyst Liv. Men saa faldt Mørket over deres Sind, og de begik denne foriærdelige Gerning.

Enhver, der har lidt Følelse i Hjærtet, maa have Medlidenhed med dem. Vore Hiærter maa bæve af Medlidenhed. Sært vilde det være, dersom vi ikke følte med i den dybe Sorg, der hersker i Hjemmene, som disse To har efterladt sig.

I Stilhed vil vi da følge dem til deres sidste Hvilested.

Familjens Sorg.

Præsten vender sig nu direkte til Familjen, og udtaler med blid Stemme:

- I siger, at det var unge, livfulde, ja, flinke og brave Mennesker. Det er en Trøst, at I kan tale svaaledes om dem, en stor Trøst, at de ikke har forladt Verden, fordi de har gjort noget Ondt i menneskelig Forstand. Men ...

I skal høre Guds Ord!

Her hæver Præsten sin Røst, idel han ligesom retter sig op og næsten raaber. Med en prælatmæssig Myndighed i Tonen fortsætter han:

..... Men, det gør paa den anden Side ogsaa Sorgen ubegribeligere og større. Naar vi nu staar her med mørke Hjærter, saa kan vi ikke glemme, at Guds Ord har noget at sige. Guds Ord maa holdes i Ære! Og det kan da ikke skjules, naar I nu har ønsket Guds Ord talt her - (henvendt til Familjen): "Og det var var jo Eders Ønske?- - saa kan det ikke forties at de, der selv overgiver sig til Mørkets Magt, begaar en stor og forfærdelig Synd.

Et Barn græder.

Paa dette Tidspunkt begynder et Spædebarn at skrige himmelhøjt ude i Forhallen. En Hund gøer, der tysses og støjes, saa det er næsten umuligt at følge Præsten. Han fortsætter:

- Dette skal ikke siges for at dømme de Døde, men for at retlede de Levende.

Del er en Synd, den Merstørste Synd mod Gud at begaa Selvmord, og det er den største Synd mod Menneskene.

Og dette skal siges saa meget des stærkere i vore Dage, fordi det er onde Aander oppe i Tiden, som priser denne Synd. De nøjes ikke med med at undskylde den, men de oplyser den forfærdelige Synd som den skønne og sande Død. Men med Guds Ord vil vi stemple stige Røster som Løgnen? Tale. Nej, det er og bliver en Synd !

Man har talt store og berømte Ord om at dø Skønhed.

Del et en forvirret Hjærnes tale.

Dette er dog ikke at dø i Skønhed - hvem tør sige Sligt ?

Det kan være skønt at se det paa Teatre, eller at læse det i Romanerne, men saaledes er det ikke i det virkelige Liv.

Et stygt Syn!

Pludselig hæver Præsten sin Røst paany, idet han taler ud over Forsamlingen med gennemtrængende og hævet Røst:

Hvad tror I, de Mænd mener, som hin Morgen trængte ind i Værelset paa Valbygaard, hvor disse Mennesker laa døde? De siger sikkert ikke, at det var skjønt, hvad de der saae?

Demonstrationer

Fra Forsamlingens Baggrund lyder der i dette Øjeblik harmfulde Udbrud. "Fy! Fy!" raaber Nogle "Lad os gaa," siger andre. "Vi vil ikke høre mere!" En Del oprørte Mennesker trænger op mod Kapeldøren for at slippe ud. Under den stærke Uro, der opstaar, hører man fortvivlet Hulken og klagende Udbrud fra de Kvinder, der omgiver Kisterne. Herman Petersens Moder græder højt og fortvivlet.

Præsten har forsøgt at fortsætte, han priser den Død, der er efter Salmens Ord "Lær mig o Skov at visne glad," i Modsætning til den stygge Død, der fremkaldes af Lidenskabernes vilde Storm, der river Løvet af Træerne og knækker de tykkeste Skovstammer.

Tilsidst maa han dog holde op. Han ser med lynende Øjne og rynkede Bryn ud over Forsamlingen, i hvilken Uroen er stor. Hans Tavshed og hans af en mægtig Fanatisme lynende Blikke frembringer den Ro, som hans Tale har afbrudt. Efter et Minuts Ophold forsætter han sin Tale.

Var de modige ?

Præsten fortsætter:

- Mange siger at der skal Mod til at give slip paa Livet. Ja, der gives et saa stort Pjatteri hos Folk at de ikke en Gang har Mod til at begaa Selvmord.

Men, lad os tale alvorligt og tilstaa, at der skal mere Mod til at leve Livet end til at dø.

Jeg kalder det ikke modigt, at man render fra det Hele!

Nej, lad os ikke prise Sligt!

Var det Kærlighed?

Saa siger man :

Men, det er Kærlighed!

Ja, Kærlighed er een stor og skøn Følelse. Men her er det ikke den store, skønne Kærlighed, som det saa gerne vil give sig ud for at være. Hvis det var saa, da kunde man bøje sig derfor. Men det er slet ikke Kærlighed - det er kun Egenkærlighed!

Saa forfærdeligt det end er at sige det: Det er lige det modsatte af Kærlighed, at tage en Andens Liv med sig i Graven.

Mellem de to maa Gud dømme, men vi skal have Lov at sige:

Nej, det er ikke Kærlighed!

Samvittigheden!

Der et to Lys : Lyset i Guds skrevne Ord og Lyset i os selv Naar Guds Lys overskygges af Vantroens Sorger, har vi Lyset i vor egen Sjæl, den menneskelige Samvittighed.

Den største Ulykke for et Menneske er at give slip paa sin Samvittighed, saa han glemmer at spørge: Hvad er Ret?

Giver vi efter for øjeblikkelige Stemninger, det kun er halv Sandhed, saa er det en skrækkelig Ulykke. At gøre, hvad der er Uret, gøre, hvad man kun i øjeblikket har mest ulyst til, det er en forfærdelig Utroskab imod Samvittigheden, men en endnu større Synd mod Guds Ord deroppe!

Er man tilmed født i et kristent Land og døbt i Jesu Kirke, saa er det en frygtelig Utaknemlighedens og Vantroens Synd.

Der er ingen Undskyldning for den, der døer i Fortvivlelsens Mørke, naar han har Lyset over sig!

Kan Du ikke andel i Din Ulykke, saa kan Du kaste Tig paa dine Knæ og bede til Gud!

Synd ! Synd !

Præsten vender sig nu mere direkte til hele Forsamlingen, idet han udtaler :

- Saa skal det del da være sagt, at disse Mennesker har sluppet Lyset for at kaste sig ud i Mørket. Det er en grusom Synd! Gid Eders hjærter i denne Stund maatte føle en saadan Frygt og Bæven, at I aldrig vil kunne gøre en saadan Gærning!

Samfund og Kirke!

- Dog - disse to Mennesker bærer ikke hele Skylden for det forfærdelige.

Lad os tilstaa: Samfundet, hvor saadanne onde Selvmordsgjærninger prises i høje Toner, har ogsaa sin Del af Skylden.

Og den Kirke, som har døbt og opdraget dem, bærer ogsaa Skyld, fordi den ikke har mægtet at vække dets Samvittigheder.

Lad kun kirken slaa sig for Brystet hver Gang der sker saadanne Gærninger!

Et Glimt af Haab?

Præsten siger derefter Noget, der vækker Opmærksomhed. Han antyder, at deres Forstand kan have været omtaaget i Gerningsøjeblikket. Derfor maa man ikke dømme dem. Endvidere:

- Ingen ved, hvad der er sket i deres Hjerter i det Øjeblik, de endnu levede, efter at de havde skudt sig! Jesu Kærlighed er umaadelig. Endnu i den sidste Stund kan han gøre et Under med Mennesket, der døer i en Synd!

Præsten forlader imidlertid hurtigt disse mildere, men meget dunkle Antydninger, og nu anslaar han meget kraftige Toner :

- Nogle trøster sig, idet de siger:

"Ja, det var sørgeligt som det gik. Men nu har de Fred, nu er de lykkelige."

Det kan en Kristen ikke sige - det maa han ikke sige.

Vi ved ikke om de er lykkelige. Men vi véd af Guds Ord, at de, der slipper deres Faders Haand, gaar ind i det yderste Mørke, hvor der er evig Graad og Tænders Gnidsel! Hvo, der tror, bliver salig, men hvo, der ikke troer, er fordømt til det evige Mørke

Endelig er Præsten færdig.

Hans sidste Ord er en Bøn om, at de, der har staaet de Afdøde nær, maa finde Trøst i deres dybe Sorg. 

Grennem Præstens Ord lyder uafbrudt fortvivlet Graad og Hulken fra de Kvinder, der sidder nærmest Kisten.

Til Graven!

Kapellets Døre smækkes atter op, og Folk presser sig ud paa Kirkegaardspladsen.

Midt i Skaren kommer de to Kister, baarne af kraftige Mænds Arme, ud af Kapellet.

Sangforeningens Fane er løftet højt foran Toget og smælder i den stærke Blæst paa sin høje Stang.

Pastor Ussing er kommen efter Kisterne. Da han ser Fanen, kalder han ad en Kirkebetjent.

- Sig til dem, at de skal tage den Fane væk !

Betjenten styrter i fuld Firspring ud paa Pladsen, hvor han raaber til de Forreste :

- Væk med Fanen!

Der bliver Uro, og Toget standser.

Paany forsøger Folk fra Sangforeningen at paavirke Pastor Ussing :

- Nej, siger han, hvis Fanen ikke kommer bort, gaar jeg ikke med til Graven!

Saa bæres Fanen til Side, og Toget sætter sig atter i Bevægelse.

Dog, rundt om fra lyder der dæmpede Raad til Fanebæreren :

"Fanen frem!"

Og tilsidst gaar han virkelig frem med Fanen igen og gaar foran Toget. 

Kun løfter han ikke Fanen i Vejret, men sænker den ned mod Jorden.

Jordpaakastelsen

Begravelsespladsen er langt borte, i Kirkegaardens yderste Ende. Man ser Frederiksholms Teglværk tæt foran sig, Kallebodstrands blaa Vandflade sænker sig nær derunder. Man vader

i et frygteligt Søle.

Graven er dyb. De to Kister skal staa ovenpaa hinanden Først sættes Herman Petersens Lig i Jorden, hvorpaa Præsten forretter Jordpaakastelsen, og læser "Fadervor". Derefter drages Agnes Andresens Kiste ned i det sorte Dyb.

Da Præsten ogsaa har kastet Jord paa den unge Kvindes Kiste, tager han Afsked med Familien.

Medens dette foregaar, trænger Fanebæreren sig op til Graven og sænker Fanen tre Gange ned over den - den sædvanlige sidste Hilsen.

Præsten gør intet Forsøg paa at hindre denne Demonstration. Men idet han træder bort fra Graven, hilser han paa et af Valby Sogneraads Medlemmer, Hr. Therkilsen.

En Diskussion.

Og med denne Mand indlader Præsten sig nu i en længere Diskussion, den frembyder et mærkeligt Billede.

Omkring de to Mænd, der hæftigt disputerer om Præstens Kompetence til at forbyde Fanernes Udfoldelse, danner der sig en stor Gruppe Mennesker, der ivrigt trænger og skubber omkring dem.

Latter og spottende Bemærkninger lyder lil Præsten, der siger:

- Her er jeg Herre. Der bliver intet juridisk Spørgsmaal ud af den Ting! 

Tilsidst bliver det dog øjensynligt Præsten for hedt. Hurtigt byder han Therkilsen Farvel og skrider ud gennem Menneskemængden.

Han faar da

Et sidste Farvel!

Det kommer her til et Optrin, der heldigvis er uhørt paa Kirkegaarden, hvis Fred dog altid respekteres.

Ude paa Vejen holder Præstens Landauer, hvis Kusk knalder lystigt med Pisken.

Idet Præsten nu fejer sin Kjole sammen omkring sig for at stige op i Vognen, lyder der ude fra Flokken et spottende Raab :

- Skal vi ikke give Præsten et Hurra !

Just da smækker Præsten Vogndøren i efter sig - og i samme Ojeblik genlyder Luften af høje Skrig :

- Hurrah-h! - Hurrah-h!

Piben og Hyssen og larmende Tilraab forfølger Præstens Vogn, der i flyvende Karriere bag de skræmte Heste piler op ad Kirkegaardsvejen.

Saasnart Øjeblikket er forbi, bliver der en kort, uhyggelig Tavshed blandt de Tilstedeværende. De ser paa hverandre, som om de ikke ret vil tro, hvad de i dette øjeblik har oplevet: at Kirkegaardens Fred brutalt er bleven forstyrret af ubesindige Mennesker, der er komne i en ophidset og irriteret Sindsstemning overfor en Præsts Optræden.

Saa afløses Tavsheden af livlig bevæget Samtale om det forefaldne, mens Flokken langsomt spreder sig mellem Gravene og i en sagte drivende Strøm rækker over mod Udgangene.

Dramaet i Valby har faaet sin dramatiske og triste Afslutning.

Pax

(København 1. februar 1899).

I efteråret 1911 udsendte kultusministeriet et cirkulære til landet biskopper om at ministeriet ikke anså det for stemmende med hverken udviklingen og kirkens tarv at præster modsatte sig faner i kirken, fx våbenbrødrene, fagforeninger eller andre faner ved begravelser. Det samme gjaldt for brug af udsmykning og anden musik end orgelspil. Biskopperne blev pålagt at indskærpe præsterne dette, så man blev forskånet for forargelige optrin ved begravelser hvor præster farer frem mod en socialdemokratisk fane eller en beværterfane.

Buste af Henry Ussing (1855-1943). Jesuskirkens første præst 1891-1915. Af Ludvig Brandstrup (1915). Busten befinder sig allerbagest i kælderen under Jesuskirken i museumssamlingen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mordene i Løngangsstræde 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Frygteligt Drama.

Firedobbelt Mord og Selvmord i Løngangsstræde - En Mand dræber Kone og tre Børn og derpaa sig selv.

Vor by har i det forløbne døgn været skuepladsen for en begivenhed så skrækkelig, som man kun kender fra de store verdensstæder.

Et i Løngangsstræde 14, 1. st. tv. boende ca. 40-årigt bud ved navn Andersen har - rimeligvis i går eftermiddags - hængt sin Kone og tre småbørn og derefter sig selv.

En herre, der i længere tid har boet hos ægtefolkene, fandt det mistænkeligt, at hans værelse ikke var gjort i stand, da han i formiddags ved titiden kom hjem. Lejligheden var aflåset, men ved at se gennem nøglehullet ind i det ene værelse, så han mandens budfrakke, kasket og støvler ligge henslængt på gulvet.

Han alarmerede da gadebetjenten, der fulgte med op. Døren der fører lige ind i køkkenet, blev lukket op, og da man trådte ind, hang Andersen på dørkarmen mellem sovekammeret og køkkenet. Ansigtet var uhyggelig fordrejet, manden har rimeligvis været død siden den foregående eftermiddag.

Hurtig skar betjenten manden ned og med bange Anelser gik han, fulgt af den logerende herre, over tærskelen ind i soveværelset, hvorfra en rådden lugt slog ham i møde.

Et rædselsfuldt syn.

Mistanken bestyrkedes i hver af det lille rums to senge lå to lig! Konen og de tre småbørn var kvalt, i den ene seng lå to af børnene, i den anden konen med et barn på armen, alle havde et reb om halsen, men var meget sirlig anbragt i sengene.

Betjenten skar rebene over, men der var ikke spor af livstegn; den skrækkelige forbrydelse er rimeligvis allerede begået i går eftermiddags.

I morgen skal vi bringe læserne en udtømmende beretning om denne i vor kriminalhistorie sikkert temmelig enestående begivenhed.

(København, 21. august 1895)

Ludvig Frederik Both (1823-1887): Løngangsstræde ved Vandkunsten, 1884. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Tegningen forestiller de huse som lå overfor Gåsegade (ulige numre, ca hvor nutidens nr. 19 ligger). 

Massemordet i Løngangsstræde

Manden der dræbte hustruen og sine 3 børn hvorpå han beår selvmord.

Fem Lig.

"København" bringer den udførligste og i alle enkeltheder nøjagtigste beretning om den rædselsfulde begivenhed.

En frygtelig begivenhed 

har rystet Københavns indbyggere, at alle sind i den største bevægelse.

En hel familie, tilsyneladende lykkelig, om end fattig, er i løbet af få minutter vandret fra livet i den evig dødens mørke verden, hvorfra den aldrig vil vende tilbage

En familiefader, ansét af alle, der kendte ham, for sin solide færd, en hæderlige stræbsomhed og ulastelig vandal, ligger død, med rebet om sin hals, efter at han først har gjort sig skyldig i den skrækkeligste af alle forbrydelser: Hustrumord og barnemord.

En hustru og moder, fattigt begavet uden store evner i nogen retning, men tilsyneladende tilfreds, glad ved sin tarvelige tilværelse i det hyggelige, lille hjem, ligger dræbt i sin seng - og i hendes favn finder man barnet, det mindste, med smil på kind, men kold og død! Hvilket frygteligt skuespil! Og så - i sengen ved siden af, de to andre børn, glade og fornøjede lå de endnu for et par dage siden på husets trappegang og legede med beboernes børn - og her ligger de, stive og kolde, dræbte!

Intet under, at en begivenhed som denne, der synes kun at kunne tilhøre verdensbyernes frygtelige elendighed vækker den største opsigt overalt.

Den nøjagtige Beretning 

om alle enkelthederne i dette frygtelige drama, vil man finde i nedenstående linjer. Vi afholder os fra alle sidebemærkninger, indskrænker os til med den størst mulige korthed og klarhed at fremstille begivenhederne i deres rækkefølge.

I Løngangsstræde 

Nr. 14, 1. Sal, har familien Andersen allerede boet en årrække. Familien består af Lars Andersen, der er bud i manufakturhandler Christensens forretning på hjørnet af Østergade og Integade, endvidere hans kone og tre børn.

Lars Andersen er en mand på 42 år. Han er bondefødt, kommer fra Græsted ved Gilleleje. Hans hustru, født Marrit Knudsen, er datter af en norsk skibskaptajn. Lejligheden består af tre værelser og et køkken.

Af værelserne vender de to ud til gaden, hvert med to fag vinduer. Det ene af disse værelser lejede familien for et par år siden ud til en ung mand, cand. pharm. Poul Christensen, der længe har været knyttet som medarbejder til "København".

I går Formiddags, 

da klokken var omtrent halv elleve, kom hr. P. Christensen hjem for at hvile sig lidt, efter at han om morgenen havde arbejdet på vort blads kontor.

Da han kom på trappen, fandt han en del af husbeboerne samlet ivrig samtale.

- Hvad er der i vejen her? spurgte Christensen, idet han standsede sin gang.

- Ja-h! Det må vi nok spørge Dem om, svarede en af Beboerne, for det er Deres værtfolk, som det gælder om.

- Hvorledes?

- Jo, siden i går morges har vi ikke sét dem et eneste øjeblik. Vi savner børnene, der ellers altid leger her på trappegangen, og hverken manden eller konen har vi set. Og inde i lejligheden er der ikke en lyd, der rører sig. Kan De forstå, hvor de er henne? 

Det var madam Hansen, som bor ved siden af familien Andersen, der afgav denne forklaring, og hun tilføjede, at der fra Christensens forretning på Østergade har været bud efter manden, da man savnede ham i forretningen.

Mistanken er vakt.

Som man kan tænke, blev Hr. Christensen en del bestyrtet over disse meddelelser. Han havde ingen tanke om, at en ulykke kunde være sket. Men var i virkeligheden ikke de omstændigheder, der her fortaltes ham, ret mærkelige?

Til daglig så hr. Christensen kun sjælden sine værtfolk. På grund af, at han hver morgen meget tidlig skulle på bladets kontor, drak han ikke kaffe hjemme, og han havde da ikke stort andet med familien at gøre, end at lade madammen børste sit tøj og sine støvler.

Havde han nu grund til at nære mistanke om, at der var sket noget usædvanligt? Han syntes det næsten ikke.

I løbet af tirsdagen havde han været hjemme flere gange, og rigtigt nok var det, at det da var meget roligt i værelserne ved siden af. Ikke en lyd hørte han derinde, men dette foruroligede ham ikke, for familien gjorde aldrig støj, og ofte gik konen timevis ud med børnene.

Kl. 8 tirsdag aften lå Christensen en times tid på sofaen. Og just, når han nu tænkte ret efter, forekom det ham nok, at han havde syntes, det var mærkeligt, at han ikke havde hørt en lyd inde fra værelset ved siden af, hvor på den tid den hele familie plejede at være samlet.

Han gik imidlertid ud igen, kom hjem sent på aftenen og stod op igen tidlig onsdag morgen uden at ane noget ondt. 

Ak, da lå allerede familiens afsjælede legemer, kolde, stive, i værelset ikke langt derfra

Der gøres alarm!

Altså, uhyggelige anelser opstiger i hr. Christensens sind, og han siger da til husbeboerne :

- Ja, der må sikkert være noget galt på færde! Jeg vil gå ned på gaden for at få fat i en politibetjent! Dog, først går han ind på sit værelse.

Han finder her sengen urørt, således som han havde forladt den om morgenen. Allerede dette er en mistænkelig omstændighed, for madam Andersen var en ordentlig og påpasselig husmoder, der altid holdt huset i den mønsterværdigste orden.

Hr. Christensen bøjer sig da ned og kigger gennem nøglehullet ind i familien Andersens  dagligstue. Hvad han ser, er dette: På et bord ved væggen ligger mandens budeuniform med de gyldne knapper, ved siden af er kasketten, og på gulvet ligger hans flip og støvlerne.

Dette, at manden på dette tidspunkt har sin uniform liggende henslængt på værelset, er i sandhed foruroligende. Hr. Christensen er ikke i tvivl om at der er noget galt i gærde, og han besluttede da straks at gøre alarm.

Politiet tilkaldes.

Hr. Christensen går ud på gaden, hvor det efter nogen søgen lykkes ham at finde en betjent. Det er Nr. 341, hvis borgerlige navn er Tvilum.

Han siger til betjenten: Hør, De må gå med mig op i Nr. 14- Manden synes at være forsvundet tilligemed hele sin familie. Jeg kan ikke tro andet, end at der er sket en ulykke.

Betjenten stiller sig meget tvært og afvisende overfor hr. Christensens opfordring:

- Naah, det er vel ikke så slemt! siger han og vil gå videre.

Hr. Christensen foreslår nu betjenten, at han i hvert fald, ved fra gården at sætte en stige op til familiens køkkenvindue, skafter sig et indblik i lejlighedens udseende.

Betjenten vil på ingen måde gå ind på dette. Men efter nogen snakken frem og tilbage, får hr. Christensen ham dog endelig til at gå med sig op på sit værelse, hvor den trevne ordenshåndhæver gennem nøglehullet ser, at mandens uniform ligger på bordet.

Lejligheden åbnes.

Hidtil havde betjenten vist den største tværhed, det var øjensynligt, at han kun med den største ulyst gik med Christensen. Efter at have set gennem nøglehullet får han imidlertid en følelse af, at der dog måske er noget på færde, og han forsøger da, først med en kniv, så ved hjælp af en saks, at få døren lukket op. Da dette imidlertid ikke vil lykkes ham, går han ud blandt husboerne, hos hvem han hurtigt får en nøgle til den dør, der fra gangen fører ind til lejlighedens køkken.

Med denne nøgle lukker betjenten da op og går ind, fulgt af hr. Christensen.

Et frygteligt Syn.

Det syn, der møder de to mænd, idet de træder ind ad døren, og den forpestede luftbølge, der slår dem i møde, er så skrækkelig, at de begge vender sig om, og i deres bestyrtelse næsten ikke kan gå videre.

Betjenten ryster over hele kroppen, idet han går frem over køkkengulvet - så stærkt har synet taget på ham. Og med bævende stemme udbryder han:

- Ja, nu ser jeg, der er noget forfærdelig galt på færde!

På dørstolpen mellem køkkenet og soveværelset hænger mandens lig, dinglende i en snor. Hans ansigt, der er frygteligt ophovnet, med blå og sorte rande om øjnene, med opsvulmede læber og med tungen rækkende ud af munden, vender halvt ud mod køkkenet, således at betjenten har det ret for sig.

Så hurtig betjenten kan besinde sig, griber han den kniv, han bærer i lommen, og rask oversnitter han snoren, i hvilken mandens lig dingler. Med en dump lyd falder liget til jorden. Og de to mænd træder ind i det nævnte værelse.

Hvilket Syn! Hvilken Gru!

En dødens stilhed hersker der i det fattige rum, gennem hvis lave vinduer solen sender en lille stråle ind over den gule persienne. En rædsom stank opfylder rummet. Et hastigt blik er nok til at se, hvorfra stanken kommer. I sengen nærmest vinduet til gården ligger to småpiger henslængte, kvalte, med reb om halsen, og i sengen tæt ved hustruen, kvalt, ligeledes med rebet om halsen, og med det mindste barn i favnen.

Overvældet af det skrækkelige syn formår betjenten et øjeblik næppe at røre sig. Dog, han fatter sig, og giver sig i lag med at befri de afsjælede legemer for de reb, hvormed manden har kvalt dem.

Dog, ingen nytte er denne gerning til. Her har døden forlængst gjort sit bytte. Alt liv er udslukt, og den tunge stilhed, der hersker i det lille rum, er en kun alt for veltalende illustration til den frygtelige begivenhed, der her er udspillet.

Hvad der siden sker.

Uden at opholde sig alt for længe på dette skrækkelige sted, begiver hr. Christensen og betjenten sig ud på gangen.

Som man kan forstå, er hr. Christensen, således som en ret journalist bør være det, nu kun besjælet af tanken om at bringe meddelelse om den gruelige begivenhed til sit blad - til "København".

Dog - i dette sit forsæt møder han modstand hos betjenten.

- Deres navn? spørger denne Nr. 341, på sin mest studse maner.

Efter at hr. Christensen har opgivet navn og stilling, siger betjenten:

- Ja, De må nu følge mig hen på stationen.

- Ja, det gør jeg gør jeg gerne, svarer hr. Christensen - forudsat at jeg kan få lov til derfra at telefonere til mit blad !

- Aa, bladet! vrænger betjenten - vil De nu bare følge mig! 

På Politistationen

Hr. Christensen går da med betjenten hen til Nørregades politistation, hvor man anmoder ham om at vente i forværelset. Han spørger her en af fuldmægtinge om han må låne telefonen, og da han får tilladelse, giver han sig straks i lag med at telefonere sine meddelelser til "København"s redaktion.

Han er imidlertid næppe begyndt, før assistenten, hr. Niels Jensen, kommer farende og råber: - Vi vil ikke have nogen telefonering her! De må straks holde op!

Få øjeblikke efter kaldes hr. Christensen ind i den telefonfjendtlige assistents private kontor, og efter at nu vor medarbejder har afgivet sin forklaring om hvad han har set og foretaget sig, siger han til assistenten :

- Tillader De nu, at jeg telefonerer ned til bladet?

Meget ophidset svarer assistent Niels Jensen herpå:

- Nej, jeg tillader på ingen måde, at De telefonerer. Det er mig ganske ligegyldigt, om bladet får den nyhed i dag eller i morgen! Det har vel heller ikke så stor hast!

Altså, hr. Christensen får ikke lov at telefonere. Dog, som man kan tænke, opnår hr. Jensen ikke derved at forhindre "København" i at bringe den foreløbige meddelelse om begivenheden - få timer efter er disse meddelelser i tusinder af eksemplarer spredte over den ganske by!

Lægen kommer!

En times tid efter at det fortalte er foregået, ankommer politiassistent Niels Jensen og dr. F. V. Ryder fra Nytorv til lejligheden, hvor ligsynet nu foretages. Lægens udtalelser går ud på, at de fire mord og selvmordet må være foregået tirsdag eftermiddag. Kort efter at politiet og lægen har forladt værelset, aflægger vi det et besøg.

Køkkenet.

Hvad der slår os, idet vi træder ind i det lille køkken med det lave, ludende vindue ud til gården, er den næsten pinlige renlighed, som vi iagttager herinde. Gulvet er blanktskuret, køkkenbordet skinner som sne. På komfuret står en blanktskinnende kobberkeddel, på hylden under loftet står i sirlige rækker de små kaffekander, tepotter, gryder og pander, alt fint pudset, som om det var på udstilling.

Det hele gør et fattigt, men aldeles ikke noget nødlidende indtryk. Man siger sig selv, at således har nogenlunde velstillede mennesker det. Det er ikke den pure fattigdom, der lyser ud fra denne fint skurede tallerkenrække, i hvilken tallerkener og kopper i rigelig antal breder sig. 

Og nu spisekammeret, hvis dør vi lukker op! Der ligger madvarer i fade og skåle, der er et par syltetøjskrukker, fyldt til randen, der er kød og flæsk og smør, og på en stor bakke en rigelig mængde fint og groft brød!

Af sulten er disse mennesker da ikke drevet i døde!

Soveværelset.

Vi går da ind i soveværelset, og her fremtræder familiens fattigdom tydeligere. For møbler er der kun få af, foruden de to jernsenge med de hvidbetrukne dyner og de rene lagner. Det samme indtryk af renlighed og hygge, som man får i køkkenet, bibeholder man i soveværelset.

Men hvor frygtelig er ikke synet af de fem mennesker, der her hviler i dødens søvn! Hvor frygteligt i denne tavse, tomme, triste stilhed. Tæt under vinduet hviler de to ældste børn i sengen. I en lille blå og hvidternet bluse ligger Marry. Med et bedrøvet, forpint, øjensynligt i dødskvalen fortrukket ansigt stirrer den 10 års piges vidtåbne øjne op mod loftet. Benene har hun krampagtig trukket op under sig. Om halsen ser man trykket af den snor, hvormed faderen har kvalt hende.

Ved hendes side ligger den 4 års gamle Fanny. Man skal lede efter et dejligere ansigt. Skønt og blegt, smilende til søsteren ved hvis bryst hun hviler, ligger hun henstrakt så naturligt, som om hun sov. Dette syn af de to børn er næsten skønt i al sin gribende uhygge.

Frygteligere gribes man dog, når man vender blikket til den anden seng.

Med et hæsligt fordrejet, sortrandet og opsvulmet ansigt, over hvis læber der endnu står en slimet fråde, ligger moderen udstrakt på lejet. Hun er nøgen, og hendes krop er svulmet op til et omfang, der ikke er naturligt. Sin venstre arm har hun anbragt under den yngste datters hals.

Det er Ingeborg - det 1 år gamle barn, der her ligger med sin lille mund trykket op mod moderens nøgne skulder. Et rørende og uhyggeligt syn!

Vi vender os bort fra disse dræbte og ser ned på gulvet, hvor manden ligger udstrakt på ryggen. En dyb, blodrød stribe på halsen betegner det sted, hvor rebet har snæret ham ind i døden. Han er i skjorteærmer. Under skjorten ser man en ulden trøje. Han bærer grove blå cheviots benklæder. Hans ansigt er hæsligt fordrejet, og hans øjne stirrer vidtåbne beskueren i møde.

Fra dette uhyggens værelse begiver vi os ind i familiens dagligstue ud til gaden. Her er det endnu fattigere. Der er her næsten slet ingen møbler og på væggene kun et enkelt skilleri. Men som overalt i lejligheden er der rent og vel vedligeholdt. På bordet ligger endnu Lars Andersens uniform med de blanke knapper.

Her en plan af lejligheden

På det sted, hvor den frygtelige handling er foregået, vil man - nederst til højre - se de to senge betegnede. I samme værelse er døren ud til køkkenet, hvor man fandt manden hængende, betegnet med et kors.

Ligene afhentes.

Kun få øjeblikke efter at vi således har aflagt besøg i dette hjem, hvor ulykken har gjort en så rig høst, ankommer de to rustvogne, i hvilke ligene skal føres til Sct. Johannestiftelsen.

Indsvøbt i lagner bæres ligene ud af lejligheden og ned på stueetagens trappegang. Her har man opstillet tre sorte trækister, i hvilke ligene skal anbringes. Moderen og den lille Ingeborg adskiller man ikke, de anbringes i den samme kiste. Sammen i én kiste anbringes dernæst de to søstre, Marry og Fanny, og endelig lægger man manden i den tredje kiste, hvorpå rustvognen kører bort med sin sørgelige last.

På gaden.

har der imidlertid i formiddagens løb samlet sig en uhyre menneskemængde, og især på det tidspunkt, da ligene blev bortkørte, var stimlen stor og voksende, så betjenten kun med megen møje kunne holde passagen fri. Alt, hvad der kunne stå og gå i den ellers så stilfærdige gade, var på benene. Og ved enhver dør og på begge fortove stod folk i tætte klynger, ivrigt diskuterende den sørgelige begivenhed.

Det var et helt bevæget folkeliv. der således foranledigedes af dette drama, det frygteligste vi endnu har oplevet her i København.

Hvad er motivet?

Når man spørger om hvad motivet til denne frygteligt gerning nu også kan være, står man straks aldeles uforstående. Man begriber ikke, at denne tilsyneladende lykkelige og tilfredse familiefader pludselig kan falde på at styrte sig morderisk over den hustru, med hvem han levede et lykkeligt samliv, og de børn som han tilbad.

Man spørger sig selv, om han ikke har gjort ugerningen i et pludseligt anfald af sindsforvirring eller om ikke religionsskrupler, - således som det ofte er tilfældet - har omtåget hans hjerne og berøvet ham fornuftens brug.

Lad os kort fortælle om Lars Andersens daglige, huslige forhold. Som vi allerede har fortalt det, var han bud hos manufakturhandler Herman Christensen på hjørnet af Østergade og Integade. Han havde været ansat her i fulde seks år, og han var en mand, hvem Chefen skænkede hele sin fulde tillid. Solid var han, derom var der ingen tvivl, hr. Christensen nærede den største tillid til sit bud.

En indesluttet mand.

Men Lars Andersen var en mand, hvem man ikke let kom i lag med. Han var meget ordknap, meget indesluttet, næsten uhøfligt afvisende, når man ville give sig i snak med ham. Hvad der da foregik indenfor denne tavse, stilfærdige mands hjerne - derom er det vanskeligt at vide noget. Dog, vi har en udtalelse af ham, som er betegnende. I den sidste tid havde han vist sig mere indesluttet og melankolsk end sædvanligt. Man lagde mærke til det i forretningen, og en dag gav en af damerne, som i mange år havde omgåedes ham, sig i snak med ham. Uden at damen kan sige, hvordan det gik til, kom samtalen til at dreje sig om de frygtelige forbrydelser - mord og selvmord - hvorom bladene fortalte. Der var netop i de dage foregået et par af disse forbrydelser i Wien, og Lars Andersen, der havde læst beretningerne, sagde :

- Det er i grunden ganske godt gjort! Man får respekt for en mand, der således gør rent bord med sin familie. Han bærer sig slet ikke dumt ad!

Damen bebrejdede ham, at han udtalte sig så kynisk, men dertil svarede han intet, virrede kun med hovedet og gik sin vej.

Økonomiske Forbold.

Altså, Lars Andersens kår var små, men dog langt bedre end de kår, hvorunder tusinder af fattige arbejderfamilier lever her i København. Hos Christensen, Østergade, tjente Lars Andersen 62 kroner ved at være bud. Men desuden gjorde han tjeneste i grossererens private hjem, Frederiksholms Kanal, hvorved han yderligere tjente 10 kr. Med drikkepenge og alt har Lars Andersen da sikkert mindst haft 80 kr. om måneden.

Og en kendsgerning er det, at Lars Andersen bragte hjem alt, hvad han tjente. Han soldede ikke, gik overhovedet aldrig ud. Så snart han kom fra forretningen, gik han hjem til sin hustru, med hvem han levede et lykkeligt samliv.

Familieforhold.

Over alt i verden elskede han sine børn. Så snart han kom hjem, gav han sig i leg med disse kønne småpiger, han satte sig med dem ude på trappegangen eller i gadedøren, og utrættelig var han i sin muntre underholdning og leg med dem. Til gengæld elskede også børnene deres fader. Jublende løb de ham i møde, når han kom hjem fra sin dagsgerning, og da forlod han dem ikke, så længe han var hjemme.

Hustruen.

Forholdet til hans hustru er derimod måske noget mere tvivlsomt. Sandt er det imidlertid, at det kom aldrig, aldrig, til heftige scener mellem dem. Tilsyneladende levede de sammen i den allerbedste forståelse. Sandt er det imidlertid også, at siden en halvanden års tid blev hustruen en del svaghovedet som følge af en ualmindelig hård barselfærd.

Hun der for flere år siden havde måttet tage ophold på en sindssygeanstalt, mistede nu næsten fuldstændig hukommelsen, og hendes tilstand blev sådan, at hun måtte indlægges på Kommunehospitalets sjette afdeling. Dog, hun blev der ikke længe; efter et par måneders forløb udskreves hun som helbredt. At hun ikke var helt rask - derom kan der dog næppe være tvivl. 

For kort tid siden søgte manden at overtale sin kone til endnu en gang at lade sig indlægge på hospitalet for at blive fuldstændig helbredet, men det ville hun ikke indlade sig på.

For manden var det utvivlsomt en kilde til stor sorg at hustruens forstand var omtåget. Herom skal vi fortælle følgende

Manden græder 

I tirsdags morges, da man i Herman Christensens forretning savnede det trofaste bud, gik en af forretningens damer, der var en personlig bekendt af familien, op i lejligheden for at spørge efter manden. 

Da hun ved titiden kom op og ringede på, blev hun lukket op af Lars Andersen, der grædende kom hende i møde og fortalte, at hans kone tidligt om morgenen havde haft et ualmindeligt heftigt krampeanfald, og han angav dette som grund til, at han ikke havde mødt i forretningen.

Dette tyder stærkt på, at manden i fortvivlelse over sin hustrus sygelige tilstand har fattet sin frygtelige beslutning.

Hans omsorg for hustruen.

Det kan i forbindelse hermed anføres, at Lars Andersen i lange tider har levet under trykket af sin hustrus sygelighed. Han såvel som hustruen var meget propre, de tålte ingen urenlighed eller forsømmelighed. Efterhånden som hustruens hukommelse svækkedes, måtte imidlertid Lars Andersen meget ofte udrette en del af den husgerning, der  påhvilede konen. Ofte stod han til sent på natten og vaskede skidentøjet, mens konen puslede omkring de små. Og om morgenen børstede han sko og støvler, bankede tøj osv.

Tænkes kan det da, at bedrøvelse over hustruens voksende sygelighed, der efterhånden ville gøre hende ganske unyttig til al husgerning, har modnet Lars Andersens beslutning.

En kendsgerning er det at han alt længe var på det rene med, at hendes sygdom ville føre hende i vanvidets mørke. Udtalelser som han lod falde overfor hr. P. Christensen, viser dette. Han drog nøje omsorg for at Konen ikke fik ting at læse, som kunne ophidse hende. Mens han således selv læste aviserne i forretningen, lod han aldrig en avis komme indenfor sit hjems vægge, og da hr. Christensen en gang tilbød ham at låne konen "København", svarede han barsk at han tillod ikke, hans kone læste aviser.

Hun elsker ham!

Der kan ikke være tvivl om den gode forståelse, hvori disse to mennesker levede med hinanden. Han elskede sin kone, og hun så op til ham som om han var et højere væsen. Alt, hvad "Far" gjorde, var rigtigt for hende. Hun fulgte det mindste af hans vink, og når der skulle udrettes et eller andet, måtte hun altid først spørge "vores fa'er", som hun sagde. 

Vi standser her vore betragtninger over, hvad der formentlig kan være motivet til den skrækkelige begivenhed. Man står overfor en gåde, som man næppe kan løse, og vi skal ikke trætte læserne med flere gisninger. Kun så meget:

Hustruens mørke, åndelige tilstand har sikkert nedbrudt den tavse og indesluttede mand så stærkt, at han yderligere påvirket ved læsning af beretninger om de store selvmords- og mordhistorier i udlandet, - i et pludseligt anfald af fortvivlelse er gået til sin skrækkelige gerning.

Sidste Efterretninger.

Et forhør.

I går eftermiddags ved to-tiden var viceværten i ejendommen nr. 14 Løngangsatræde, hr. sadelmager Grunthmann, tilsagt til forhør på Nørregades Politi station. Forhøret var langt. Assistenten. hr. Niels Jensen, gik især indtrængende ind på spørgsmålet om familien Andersens økonomiske forhold.

- Jeg véd intet om hans formueforhold, sagde hr. Grunthmann - jeg véd kun, at han altid ærligt og redeligt har betalt sin leje, 27 kr. om måneden. Han har aldrig stået i restance for en øre, Dog, tilføjer hr. Grunthmann: - For nogen tid siden klagede Andersen over, at han ikke havde råd til at bo så dyrt, hvorfor han sagde op og bad mig om at give ham lejligheden på anden sal, der kun skulle koste 22 kr. Det blev imidlertid ikke til noget. En skønne dag kom Andersen og sagde, at han havde betænkt sig.

En husundersøgelse

Altså, dette forhør bringer ikke noget nævneværdigt interessant for dagen.

I går aftes ved ottetiden ankom der så to betjente af opdagelsespolitiet og gik ind i lejligheden. De gennemsøgte her alle gemmer, tog papirer med sig og opnoterede, hvad der fandtes i Værelserne.

3000 Kroner!

Hvor stor blev imidlertid ikke politimændenes overraskelse, da de i den fattige lejlighed fandt gemt i en kommodeskuffe, et par sparekassebøger, på hvilke der stod henved 3000 kroner! Politibetjentene tog sparekassebøgerne og de øvrige papirer og bortfjernede sig med dem.

For døren hængte de en stor hængelås.

På gaden.

Indtil sent i går aftes var Løngangsstræde opfyldt af mennesker, der utrættelig debatterede den store begivenhed. Rørende var synet af de små pigebørns små kammerater og veninder, der grædende stod i klynger i gadedørene og først lod sig drive hjem, da forældrene kom og tog dem med sig.

Hermed afslutter vi foreløbig beretningen om den gruelige udåd, der i går satte bevægelse i alles sind. I morgen vil "København" møde med yderligere oplysninger.

(København 22. august 1895)

Johannes Hauerslev (1860-1921): Løngangsstræde ved Vandkunsten. Det Kongelige Bibliotek. Materiale er fri af ophavsret. Fotoet viser de lige numre i Løngangsstræde, Gåsegade forsvinder mod højre. Husrækken er nu nedrevet. Hjørnehuset er i dag erstattet af nutidens nr. 16 (1906). Nr. 14 må i følge tegningen i nedenstående artikel være det lidt mørkere hus hvor der står en person udenfor. Sammenlign også med det nutidige foto nederst i artiklen.

Social-Demokraten havde en lignende reportage den 22. august 1895, med nogle præciseringer, nemlig at manufakturhandler Christensen lå på Østergade 25. at Lars Andersen ar 37 år, konen 33. Han fik plads som 11-årig hos manufakturhandleren, der for 4 år siden havde skiftet ejer. Deres første dreng Hans døde som 4½ årig, Mary var 9 år, Fanny 4 og Ingeborg 17 måneder. Artiklen skriver videre: 

I forgårs morges fik Andersens kone et krampeanfald. Det var så slemt, at hun bed sin tunge i stykker. Om formiddagen kom jomfru Olsen og besøgte dem. Hun havde nogle ting med, som Andersens ældste datter Mary havde glemt ude på den oven nævnte kompagnons, grosserer C. Hansen, landsted "Tusculum" ved Frederiksdal. Her havde Mary været hele sommerferien. I fredags vendte hun hjem til Løngangsstræde.

Jomfru Olsen fandt Andersen sidde grædende ved den syge hustrus seng. Hun spurgte, om hun ikke skulle meddele til forretningen på Østergade, at han ikke kunne komme i dag. Men

dertil svarede han nej.

Senere på dagen gik jomfru Olsen atter derhen, men traf ingen hjemme. Hun tænkte da, at konen var stået op og at Andersen var gået en tur med hende. Kl. 5 kom hun tredie gang; hun undrede sig over, at lejligheden stadig var lukket af. Men hun kunne ikke vente, for hun skulle med 6-toget til Lyngby.

Lidt efter middag, kl. 1, var Mary kommet hjem fra skolen i Vestervoldgade. Hun må være blevet sendt ud igen i et eller andet ærinde, af faderen eller forældrene. Da hun kun hjem mellem kl. 3 og 4, blev hun bemærket af en jomfru Walgreen der boede på 3. sal. Mary gik ind ad køkkendøren. Umiddelbart efter hørte jfr. Walgreen der sad ved vinduet ud til gården, et råb:

"Nej! Nej! Fader!"

og et halvkvalt skrig. Hun tænkte at Mary var blevet straffet for en eller anden forseelse og tillagde det ingen videre betydning.

Social-Demokraten den 23. august 1895 dementerede "Københavns" oplysning om at der skulle have stået 3.000 kr på Andersens sparekassebog. Avisen angav i alt 30 kr på de to bøger. I stedet angav bladet at der jævnligt var indsat småbeløb, men også hævet mindre summer. 

Massemordet.

Huset i Løngangsstræde

Manden der opdagede forbrydelsen

Sidste Oplysninger.

Hustruens svangerskab. - Ægteparrets kærlighedshistorie. - Politiet arbejder. - Forhør. - Morderens broder ankommer hertil.

"København" tror ikke på nogen bedre måde at kunne indlede dagens artikel om det skrækkelige drama i Løngangsstræde end ved at bringe en tegning af det hus, i hvilket begivenheden har fundet sted. 

Indenfor de vinduer på første sal, som vor tegner har fæstet på papiret, er udspillet den frygtelige scene, der i forgårs satte København i den største bevægelse. 

Her er det, den hidtil solide og fuldt ud agtværdige familiefader har styrtet sig som et vildt dyr over sin syge hustru og sine tre småbørn - dræbt dem og lagt dem i sengen. 

Og efter at have udført denne gruelige gerning, har han siddet, skrækslagen over sig selv, men ophidset af sin egen forbrydelse, vanvittig af forpinthed og ulykke, og afventet sin ældste, 10-årige datters hjemkomst. Den ulykkeige mand. 

Og datteren er kommet. Glad er hun sprunget op ad trapperne for efter sædvane at hilse på sine søstre og sin moder, for at få sin mad og dernæst få lov at gå ud på gaden og lege med kvarterets andre børn. 

I stedet for er hun, idet hun er trådt ind ad døren, blevet grebet af faderen, i hvem vildskaben atter er kommet op i al sin frygtelige vælde. Udstødende et skrig, et forskrækket: "Lad mig være, fader", er hun blevet slæbt ind over gulvet, og uden at hun er kommet til sig selv igen, har faderen surret rebet om hendes hals - det reb, der skulle oversnøre hendes livsånde. 

Og så det sidste: den forvildede mand, der binder rebet om sin egen hals og klynger sig op for aldrig at vågne mere. 

Det er, hvad der er foregået bag disse beskedne, grå mure, hvor detailhandleren, rullemanden og skomageren lever deres jævne, rolige liv! 

Men foruden at bringe en tegning af ugerningshuset, finder "København" det rimeligt at bringe et billede af den mand, hvem det skyldtes, at forbrydelsen så hurtigt opdagedes.

Cand. pharm. P. Christensen

"København"s tusinder af interesserede læsere vil ikke synes, det er alt for ubeskedent af os, når vi fremhæver, at det var hr. P. Christensen, der, trods al mulig uvilje fra vedkommende betjents side, fremtvang en undersøgelse af den lejlighed i hvilken de fem afsjælede legemer lå.

Hr. Christensen er imidlertid også en sej vestjyde, der mindst af alt lader sig forbløffe af en københavnsk betjents vrangvilje eller hovmod.

Fra et apotek i Thisted kom Christensen her til byen, hvor han tog den farmaceutiske kandidateksamen med glans. Så drog han over til Vestindien, hvor han en årrække arbejdede på et apotek på St. Croix, og hvorfra han bl. a. sendte en række livlige korrespondancer til danske provinsblade.

Atter hjemkommen her til Danmark kastede hr. Christensen sig med iver over journalistikken, og ikke uden held. Det var således hr. Christensen, der her i "København" førte den udmærkede kamp mod St. Paulsapotekeren, der, som man vil vide, måtte vandre i arresten for sine skammelige meriter, og hvis sag vel snart vil finde retslig afslutning ved dom og straf.

Sidste oplysninger

Hustruens svangerskab.

Som vi allerede i går antydede, var det sikkert hustruens frugtsommelighedstilstand, der fremkaldte de frygtelige mordtanker hos manden.

Følgerne af hustruens sidste svangerskab var disse: svækket hukommelse, sløvede åndsevner.

Hvad under da, at begge ægtefællerne med gru har sét en ny barselfærd i møde? Og læge Ryder har konstateret, at hustruen gik i sit svangerskabs fjerde måned.

Parret historie.

Vi havde i går lejlighed til at tale med en pige, som for 10 år siden tjente sammen med Lars Andersen senere hustru, daværende Marrit Knudsen.

Altså, den senere madam Andersen tjente da i kælderen under det samme hus, i hvilket Lars Andersen senere, indtil sin skrækkelige død, var i tjeneste hos manufakturhandler Christensen.

Allerede den gang kom Lars Andersen daglig i beværtningen. Han gjorde stærk kur til den kønne Marrit, og hun var ikke uimodtagelig. Pigen, med hvem vi taler, fortæller videre:

- Nede i beværtningen kunne vi ellers ikke lide Andersen, han så så skummel og mørk ud. Værtinden holdt ikke af at han kom så ofte og gav sig så meget i snak med Marrit, det kom derfor ofte til skænderier om dette tema. Marrit var en meget proper pige, men hidsig og opfarende var hun, især når der blev sagt et ondt ord om hendes Lars. Tilsidst blev forholdet nede i beværtningen "utåleligt", det kom altid til pinlige scener, når Andersen kom derned, og en skønne dag kom han og fortalte, at nu skulle Marrit gå med ham, nu skulle de vies. De gik - og vi så aldrig mere noget til dem!

Politiet arbejder!

I går har politiassistent Niels Jensen afholdt en række forhør over folk, der bor i Løngangsstræde 14 eller i naboejendommen.

Der er dog i disse forhør ikke fremkommet noget nyt ud over hvad "København" allerede i går kunne meddele. Alle beboerne er enige om, at de kan ikke begribe den skrækkelige dåd, for hvilken de ikke kan finde andet forstandigt motiv end hustruens sygelighed. Alle erklærer de:

- Madam Andersen var lidt småtosset, lidt forstyrret i hovedet. Manden derimod var vist klog nok, men han var en skummel og lidet tiltalende person hvem man ikke gerne talte til og ingen tillid kunne få til.

Grosserer Christensen

fra Østergade 25 var endvidere i forhør. Hr. Christensen erklærede, at han allerede i nogen tid havde bemærket, at Lars Andersen var noget forstyrret i Hovedet. Forøvrigt udtalte han sig kun med ros over den afdøde.

Ved et fornyet besøg i lejligheden lagde Politiet i dag beslag på den forretningsbog, som Lars Andersen førte for forretningen på Østergade.

Efterladenskaberne.

Det var kun få rede penge, der fandtes i lejligheden: På sparekassebogen havde der stået en del penge, men de fleste af dem var forlængst hævet.

Derimod fandt man, som i går meddelt, en obligation, stor 1000 kroner, der står i en ejendom i nærheden af Græsted, og som ejes af den afdødes bror, Anders Andersen, hos hvem den gamle fader lever på aftægt.

Som man kan tænke, sendte politiet straks bud efter Anders Andersen. Dog ikke før en gang i eftermiddag vil broderen kunne komme hertil. Han vil da straks blive stedet i forhør, men på forhånd kan man jo sige sig selv, at broderen, der i mange år ikke har set eller talt med den afdøde, næppe vil kunne give oplysninger af nogen interesse.

Et sidste forhør.

I morges ved titiden blev "København"s medarbejder, cand. pharm. P. Christensen stedet i forhør hos hr. Niels Jensen. Som man kan tænke, fremkom der ikke i dette forhør noget ud over, hvad "København" allerede har meddelt.

Vi indskrænker os derfor til at notere, at assistent Jensen ved denne lejlighed optrådte med den største elskværdighed overfor vor medarbejder, hvem han gjorde en undskyldning, fordi han i onsdags ikke havde tilladt ham at telefonere mordnyheden til "København" fra politilokalet.

(København 23. august 1895).

Massemordet.

Morderens broder. - Et uhyggeligt ligsyn. - Mad. Andersens fortid. - Hun

hader Danmark. - Hendes børn.

Sidste Oplysninger.

Det er ikke særlig store ting, der endnu kan fortælles fra Løngangsstræde 14. Dramaet er spillet helt til ende, og over alle enkeltheder, som det overhovedet er muligt at få klarhed over, har undersøgelsen kastet tilstrækkeligt lys.

Lars Andersens broder.

Som vi allerede i gårsnummeret af "København" har bebudet det, kom Lars Andersens broder, husmand Anders Andersen fra Aggerbo ved Græsted, i går middags her til byen for at stedes til forhør hos politiassistent Niels Jensen.

Anders Andersen er en lille, undersætsig bondemand, med et stærkt rødbrunt ansigt, en krumbøjet skikkelse og en tung, slæbende gang, således som man finder den hos folk, der daglig udfører strengt arbejde.

Han ser solid og rolig ud. Det var øjensynligt, at den skrækkelige begivenhed havde gjort ham noget forknyt, men han bevarede den største ro og koldblodighed.

Forhøret hos hr. N. Jensen var ganske kort, og der fremkom intet af interesse.

Sammen med en kommis i hr. Herman Christensens forretning tog Anders Andersen derpå ud til St. Johannesstiftelsens lighus. Anførte af kvartermesteren her fik de adgang til ligene, der næsten var helt opløste og ukendelige.

Dog erklærede Anders Andersen at han kunne genkende sin brors træk. Et øjeblik mistede han her sin ro. Store tårer perlede ned ad hans kinder og han førte med en tung, sorgfuld bevægelse hænderne op mod panden.

Han aflagde derefter et besøg i Herman Christensens forretning, hvorpå han atter begav sig med toget hjem.

Madam Andersens fortid.

En i nærheden af ægteparrets hjem boende kone udspurgte vi om nærmere detaljer angående madam Andersen. Konen, hvis navn er madam Hansen, fortæller os:

- Marrit Knudsen kender jeg godt. Hun opvoksede i Kristiania under de ulykkeligste familieforhold, og kun 16 år gammel kom hun til Danmark. Men hun blev aldrig dansk. Tværtimod, hun hadede danskerne og fandt altid et ondt ord imod dem, længtes altid efter

at komme tilbage til sit kære fædreland. Således skulle det imidlertid ikke være! Hun tjente

først en tid hos Josty på Frederiksberg, og hun kom derpå i tjeneste i beværtningen på Hjørnet af Østergade og Integade, og her var det, hun lærte sin tilkommende mand at kende. De blev forlovede. Han besvangrede hende, og hun var fire måneder henne, inden han giftede hende. Lars Andersen - ja, det er jeg overbevist om - han havde i virkeligheden slet ikke tænkt at gifte sig med hende. Han var en lystig fætter den gang, han havde mange pigehistorier, og hvis Marrit ikke var bleven frugtsommelig, havde han sikkert ikke giftet hende.

Madam Hansen, der øjensynlig kender familiens forhold ud og ind, fortsætter:

Hendes barn.

Omtrent et halvt år efter giftermaalet fødte Marrit Andersen sin ældste datter, Marry. Senere fødte hun endnu et barn, en dreng, som hun elskede over alt i verden. Fem år gammel fik drengen imidlertid difteritis, og det blev nødvendigt at indlægge ham på Blegdamshospitalet. Her blev han plejet af den senere for sin brutalitet så omtalte Frk. Barnescow, og under denne dames hænder døde den lille dreng. Moderen var fortvivlet, og hun rettede de voldsomste anklager mod sygeplejersken og i det hele mod hospitalet.

Madam Hansen oplyser os derefter om, at hustruen senere har aborteret to gange, inden hun fødte de to børn, som man forgangen dag fandt dræbte i sengene sammen med den 10 års Marry.

Mordsagen 

er henvist til fortsat behandling ved andet kriminalkammer, altså under assessor Ussing. Assessoren har ladet tilsige en lang række personer, der i løbet af dagen vil blive stedte i forhør.

Begravelsen

antages at ville foregå fra kapellet på Vestre Kirkegård. Det vil blive en stor og bevæget

begravelse!

(København 24. august 1895)

Den omtalte sygeplejerske var frk. Julie Barchow. Hun anlagde sagde mod Aftenbladets redaktør Rex. Aftenbladet havde den 13. december 1891 en artikel "En slem sygeplejerske" bl.a. skrevet:

 frøken Barchow havde "slået ret eftertrykkeligt (lussinger) og rusket i håret om middagen samme dag som hun døde om aftenen. Og grunden hertil var den at den lille stakkel kastede maden op, de fik. Senere på dagen, få timer før hun døde, fik barnet atter mælk, og da det mærkede at det atter skulle kaste op, løb det af frygt for at få prygl af sygeplejersken, hvis hun opdagede det, på de bare fødder hen i kakkelovnskrogen og kastede op.

Få timer efter døde hun.

(Et længere referat af sagen stod i Dagbladet (København), 2. maj 1893).

"Aftenbladet" for 13. december 1891 indeholdt en artikel om en sygeplejerske ved Blegdamshospitalet, en frøken Barckow, der sigtedes for at mishandle småbørnene der lå som patienter. Sygeplejersken anlagde sag og forlangte 10.000 kr. i erstatning. "Aftbl." førte adskillige vidner hvorefter frøkenen havde slået børnene når de var urolige, selv børn der var meget syge, og at hun "på en rå måde" havde tvunget børnene til at drikke mælk, ligesom hun overfor underordnede funktionærer optrådte groft med eder og skældsord. Men underlægen forklarede at det ved små difteritispatienter ofte hændte at de ikke ville nyde mad, hvorfor der måtte anvendes passende tvang overfor dem, og en reservelæge forklarede at frøkenen var "strengt retfærdig" og derved måske "kunne misforstås".

"Aftbl." fik en bøde på 200 kr. Derimod fandt retten dog ingen grund til at idømme erstatning til frøkenen. Hun må nøjes med de i dommen refererede vidneforklaringer om hendes virksomhed.

(Kolding Folkeblad, 2. maj 1893).

I juni 1893 behandlede Borgerrepræsentationen en forespørgsel om en artikel fra "Aftenbladet" om en sygeplejerske på hospitalet. Hospitalets bestyrelse skred ind med en undersøgelse. Det viste sig at Aftenbladets beskrivelser på visse punkter var korrekte. En sygeplejerske havde vist råhed og brutalitet overfor børnene. Andre borgerrepræsentanter afviste dog klagerne. Forespørgslen sluttede uden nogen egentlig konklusion. 

Dramaet i Løngangsstræde.

5 ligkister. - Hemmelighedsfuldt politi. - Hvornår skal begravelsen finde sted.

Det skrækkelige drama har i de sidste dage gjort den stille gade ved Vestervold til et valfartssted for københavnerne. Endnu i går stod der på fortovet overfor ejendommen nr. 14 i Løngangsstræde klynger af mennesker, der med gysen så op mod lejligheden på 1. sal. hvor der imidlertid ikke er andet at opdage end 4 fag vinduer med de propre gardiner.

Det drama, der her udspilledes hin formiddag, vil til alle tider have mysticismens slør over sig. Den strikke, der sammensnørede hustru- og barnemorderens hals, har afskåret ethvert  håb om nogensinde at få rede på det grufulde familiedrama. De gisninger, man har fremsat om motiverne og gangen i forbrydelsen, er såre plausible. Men et punkt er og vil vedblive at være dunkelt:

Har Lars Andersen overfaldet og kvalt sin syge kone, eller har det været en fælles overenskomst mellem ægtefolkene at gå sammen i døden?

Et rygte, der er gået om, at Andersens 10-årige datter Mary skulle have anet noget om mordplaner hos faderen, er sikkert grebet ud af luften. Mandag aften så vor medarbejder hende glad legende på trappen, og tidlig den næste morgen gik hun i skole.

I ejendommen, Løngangsstræde 14, er der almindelig forstemthed, familien Andersen var vellidt af husbeboerne, de talte ikke meget med Andersen, men var ofte vidne til den rørende omhu, hvormed han omfattede sine børn, det var fx almindeligt i de varme sommeraftener at se ham stå i gadedøren med den lille, ualmindelig kønne Fanny på armen, hun pludrede løs og trak i faderens store knebelsbart.

Med gysen går husets beboere forbi den med hængelås forsynede køkkendør på 1. sal, og som man nok kan tænke sig, har den uhyggelige begivenhed særlig berørt den familie, der i flere år har boet dør om dør med Andersens, og som daglig var vidne til ægteparrets stille færden.

Sidste akt af dramaet bliver nu begravelsen, der, som vi meddelte i lørdags, skal finde sted på Vestre Kirkegård.

Angaaende denne, der arrangeres af Andersens principal, grosserer Christensen, iagttages der stor hemmelighedsfuldhed - mere end der synes strengt nødvendigt. Vi talte i går med forskellige mennesker, der havde kendt den ulykkelige familie nærmere, men ingen vidste bestemt, når de fem lig skulle stedes til jorden.

Man frygter for, at en alt for stor skare af skuelystne skal indfinde sig for at overvære den sørgelige begravelse.

Vi henvendte os i går på St. Johannes Stiftelse, hvor man erklærede heller ikke at vide det nøjagtige tidspunkt for jordfæstelsen! Vi erfarede, at ligene lørdag eftermiddag var blevet lagt i fem kister. De var i en skrækkelig opløst tilstand, navnlig konen og det næstældste barn.

Portørerne, der besørgede det uhyggelige arbejde, måtte tage med klude på ligene, for at få dem transporteret i kisterne.

I dag til morgen skulle ligene føres til kapellet på Vestre Kirkegård, rimeligvis i morgen tidlig finder begravelsen sted, og familien får plads i en stor fællesgrav. Det forlyder, at stiftsprovst Pauli skal holde ligtalen.

(København 26. august 1895).

Manufakturhandler Christensens forretning hvor Lars Andersen var bud, lå i Østergade 25. Bygningen lå hvor nu Magasins torv er. Parallelt med Niels Hemmingsensgade løb et lille stræde (Integade) med hjørnehuset Østergade 19, se foto. Bygningerne mellem dette og Niels Hemmingsensgade blev nedrevet da Bremerholm blev anlagt, og Magasins Torv blev til. Manufakturhandlen har ligget hvor telttaget står på fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

På vejen til graven.

Morderen og de myrdede føres til graven.

- Et forspil. -

Næsten hver gang man i protestantiske lande står overfor begravelse af en selvmorder, rejses der over liget strid mellem præsterne om, hvorvidt begravelsen kan foregå med Iagttagelse af de kirkelige former.

Indtil for få år siden gjorde man kort proces. Man puttede selvmorderen ned i en afsides liggende plet uindviet jord. Ingen tale, bøn eller sang. Undtagen når selvmorderen var en stor og fin mand, med orden og stjerne - så dækkedes der over faktum, og klokkerne klang, præsten græd.

Meget af denne bornerte præsteånd råder endnu den dag i dag. 

Også over de fem lig, der i onsdags afhentedes fra Løngangsstræde, har præsteskabet rejst strid. 

Præsten på Sct. Johannes Stiftelsen fandt på, at han ikke kunne begrave de fem lig under et. De myrdede - Gud bevares! Men morderen måtte tages afsides! 

Han forhandlede da herom med stiftsprovst Paulli, der indtrængende formanede den hårde præst til kristelig mildhed. Men det hjalp ikke.

Hr. Paulli må da selv tage affære.

På vejen.

Altså, ved titiden i morges begiver vi os ud til Sct. Johannes Stiftelsens lighus på Blegdamsvejen, hvorfra ligene skal føres bort, gennem byens gader til Vestre Kirkegård.

Det øsregner fra en tung, grå himmel. 

Kun få mennesker er forsamlede her, men rygtet om begravelsen har dog bredt sig så vidt, at adskillige af beboerne fra Løngangsstræde er kommet for at overvære højtideligheden.

Hvert øjeblik ankommer det med kranse og blomsterdekorationer. Portneren modtager dem og overgiver dem til kirkebetjenten, der er travlt beskæftiget med at anbringe det overvældende blomsterflor på en passende måde.

Adgangen fra Blegdamsvejen er imidlertid spærret, og vi begiver os over i Ryesgade, hvor der er en del flere mennesker forsamlet. Hvert øjeblik ankommer der nye kranse, bl. a. fra de små afdødes skolekammerater.

Der er et livligt rykind, men folk standses i porten, ingen indlades. Det hedder sig, at stiftsprovst Paulli bestemt har modsat sig, at andre end familien kommer ind i kapellet.

Den afdødes familie ses ikke at være til stede. Kl. 11 åbnes endelig kapellet og den lille forsamling træder ind. Kun de forreste kommer med, da pladsen er meget lille.

Her står de fem kister bedækkede med kranse, bl.a. en fra ejendommenss beboere med inskriptson! Farvel alle I Kære. Nærmest kisten står grosserer Christensen med kommis. 

Der synges ingen salmer.

Stiftsprovst Paulli 

træder frem og siger :

Et ord i skriften siger: Det er os bestemt at dø. Derefter dommen. Det er alvorlige ord. Tanken om, at alt er forbi vækker alvor. Dobbelt alvor er det, når en mand afbryder andres liv og derefter sit eget. Hvor dybt rystede ikke denne begivenhed os. Hvad der er gået forud, ved vi ikke. Var han på fortvivlelsens vej, var han sindssyg eller mangler han troen, som så mange nutildags. Derom véd vi intet. Men derpå kommer det heller ikke an. Det vigtigste er, at vi kan bede om et evigt liv, og derom beder vi Dig, høje Fader, for din Søn, Jesu Christi skyld.

Derefter kastede han jord på de fem kister under den sædvanlige formular og ligene anbringes i 3 rustvogne og føres til Vestre Kirkegård.

(København 27. august 1895). 

St. Johannes Stiftelsen, set fra Øster Søgade (1885). Det Kongelige Bibliotek. Materialet er fri af ophavsret. Stiftelsen var en forsørgelsesinstitution for arbejdsløse i Ryesgade og Sortedams Dossering. Bygningen i Ryesgade findes stadig, mens sydfløjen (på billedet) langs dosseringen er nedrevet.

Massemordet

Dramaets afslutning - På Vestre Kirkegård.

Efter den gribende jordfæstelse i St. Johannesstiftelsens kapel, hvorom "København" i går alene kunde give læserne et referat, blev ligene af den myrdede familie straks kørt til Vestre Kirkegård, hvor den endelige begravelse fandt sted.

Omtrent ved halvtolvtiden bares de fem kister ud af kapellet, blev hver anbragt i en rustvogn og 

det sørgelige tog 

satte sig straks i bevægelse gennem Ryesgade. Skønt begravelsen var holdt så hemmelig som mulig, havde der dog i den regnfulde formiddag samlet sig mange mennesker, der med gysen så efter den lange række ligvogne, der indeholdt de fem med blomster og kranse overhængte kister. Et gribende og sørgeligt optog, en hel familie, brutalt myrdet af dens forsørger, på vejen til det sidste hvilested!

Omtrent ved tolvtiden kørte vognrækken ind 

på Vestre Kirkegård 

ad de opblødte veje til graven Dér var ikke mange mennesker til stede. Regnvejret havde skræmt de skuelystne. Dem, der havde givet møde, var væsentlig beboere af det hus og den gade, hvor den andersenske familie havde boet, og hvor det grufulde drama havde fundet sted.

Foruden Andersens principaler, grossererne Christensen og Hansen, der fulgte deres tro bud til jorden, var til stede nogle få venner af familien, der var trasket den lange vej for at overvære den gribende jordefærd.

Af familjen var til stede 

Morderens fader og broder 

samt dennes hustru, jævne bønderfolk, der ikke synes at have haft noget samkvem med familien i Løngangsstræde og på hvem efterretningen om den frygtelige begivenhed derfor måske ikke har gjort det indtryk, man kunde vente.

Broderen Anders Andersen, hos hvem den gamle Kristen Andersen er på aftægt, syntes ikke at være snarlig afficeret af broderens udåd. Han gør et sløvt indtryk og viste på kirkegården ikke spor af ydre bevægelse. Han er en lille, duknakket mand med et ikke indtagende ansigt, der ligner broderen. Heller ikke hans hustru, Pernille, viste nogen synderlig sindsbevægelse.

Derimod så vi tårer i Kristen Andersens øjne, da det sørgelige tog kom ind på kirkegården. Den gamle, vadmelsklædte bonde havde for anledningen smykket sit bryst med en erindringsmedalje fra krigen.

Hverken han, sønnen eller dennes hustru var til stede ved jordfæstelsen i St. Johannesstiftelsens kapel. Vi spurgte Anders Andersen hvorfor, og tilsyneladende ganske ligegyldig svarede han, idet han drejede cigaren i munden: "Vi kom jo for sent til toget!"

Imidlertid er de 5 rustvogne kørt op for 

den store fællesgrav, 

der skal gemme de jordiske levninger af morderen og hans familie. 

En for en løftes kisterne ud af vognene. Mand og kone sænkes først ned i graven og får plads ved siden af hinanden. De to kister dækkes med et lag jord, hvorefter de tre børn efter alderen placeres ovenover forældrene.

Omkring graven trænger sig ca. 100 mennesker, der er kommen til stede for at overvære den uhyggelige jordefærd. Det er mest kvinder, på hvem den pinlige scene gør et voldsomt indtryk. Mange ansigter er ophovnet af gråd.

Idet det yngste barn, den halvandetårige Ingeborg fires i jorden, trænger en ung, forgrædt pige sig gennem mængden hen til graven og kaster en krans ned på barnets kiste og bortfjerner sig hulkende. Hun var Ingeborgs gudmoder.

Handlingen er forbi. Gravens fred hviler over morderen og den myrdede familie. Langsom og tavs spreder tilskuerne sig, dybt rystet af den begivenhed, der har sat alle sind i så stærk en bevægelse.

I morderens lejlighed,

Løngangsstræde 14, indfandt skifteretten og politiet sig i går eftermiddags ved totiden, ledsaget af familien, Anders Andersen og hustru samt Kristen Andersen. Også vor medarbejder var til stede. I lejligheden så alt ud som hin onsdag formiddag, da de fem lig var blevet transporteret ud. Krogen, som Lars Andersen havde klynget sig op på, sad i dørkarmen, og sengene, hvor morderen omhyggelig havde lagt konen og de tre børn, var urørte, siden den skrækkelige begivenhed fandt sted.

Mens skifterettens folk placerede sig ved bordet i familiens dagligstue, for at indføre boets aktiver i protokollen, så vi os om i køkkenet og sovekammeret, der hvor det rystende drama er udspillet.

Køkkenet henstod akkurat, som md. Andersen havde forladt det hin mandag aften. propert og velordnet så alting ud, lige fra det hvidskurede køkkenbord til de sirlige tallerkenrækker.

Sovekammeret, skuepladsen for Andersens frygtelige gerning, så - hvad ingen vil forundre sig over - noget uordentligt ud. Her var jo fire mennesker blevet kvalt! Møblementet bestod af to stole, sengene, et lille sybord og en kuffert, påmalet Bogstaverne M. J. K. - Marrit Johanne Knudsen, konens navn.

I en krog lå henslængt børnenes tøj og sko, alt lå hulter til pulter. For vinduerne havde Andersen anbragt jalousier - han ønskede ikke, at nysgerrige fra gården skulle forstyrre ham i hans opgør med sin og sine kæres tilværelse.

I dagligstuen ud mod gaden vidnede intet om det rystende drama - med undtagelse af Andersens budfrakke, kasket og støvler, disse ting havde han kastet på gulvet. Ellers bar alt præget af den propre husmoder, de snehvide gardiner, de sirlig anbragte blomster i vinduerne. Man fik indtrykket af, at md. Andersen havde sans for hygge.

Møblerne her var ikke mange, et ovalt bord, en puf, et skab, nogle stole, og en kommode med forskellige nipssager, et par sparebøsser med nogle få penge samt to nydelig udførte kabinetsbilleder af familiens afdøde dreng og den lille kønne Fanny.

Forretningsmæssig noterede skifteretten alting op, forseglede de forskellige fundne papirer i en pakke - og imens sad morderens familie stum og ubevægelig som i en døs og med rystende hånd underskrev de én efter én protokollen.

Så var forretningen forbi, man forlod lejligheden, og politiets hængelås sattes atter for døren. Overretssagfører Damkier har boet til behandling, og effekterne, der næppe indbringer meget, vil i en nær fremtid  blive bortsolgt ved auktion.

(København 28. august 1895). 

Det forfærdelige Løngangsstrædedrama, der i den sidste Uge har beskæftiget sindene så stærkt her i byen, fandt i går sin endelige afslutning, idet morderen Lars Andersen og hans fire ofre, hustruen og de tre småpiger, blev begravede i en stor fællesgrav ude på Vestre Kirkegård.

Af en ganske naturlig frygt for at se lignende kolossale sammenstimlinger af mennesker som da i sin tid Meyer blev begravet, havde man holdt dagen for begravelsen hemmelig. Pressen vidste dog naturligvis besked om, at den skulde foregå fra St. Johannesstiftelsens kapel i formiddag kl. 11, men man føjede familiens ønske og lod det ikke komme til offentlighedens kundskab. I det lille kapel derude på stiftelsen sås der da også kun, foruden journalister fra hovedstadsbladene, morderens principaler, nogle fjernere slægtninge af ham og en lille skare nysgerrige, hvem de mange rosker udenfor stiftelsens port havde lokket til - da stiftsprovst Paulli trådte frem foran de fem kister, der alle var ganske dækkede af kranse og buketter, bl. a. fra beboerne i Løngangsstræde 14, fra den lille Marys skolekammerater o. s. v.

Paulli talte med mild alvor om den forfærdelige udåd, der her havde ført en hel familie i døden - en uløselig gåde, fordi man jo vidste, at han, der havde overskåret de andres og sin egen livstråd, elskede sin hustru og sine små børn over alt andet i verden og levede alene for dem.

Stiftsprovsten bad varmt og inderligt en bøn for de fems sjæle og kastede så jord på de blomstersmykkede kister. Dermed var højtideligheden forbi, og i tre rustvogne kørtes ligene til Vestre Kirkegård, hvor Lars Andersens familie havde købt et stort, fælles gravsted til de fem ulykkelige. Derude stod morderens broder og hans gamle fader, stumme i deres frygtelige sorg. og så den ene kiste efter den anden sænkes ned i den store grav; de var kommen for sent til toget dernede i Græsted og havde ikke kunnet nå ud til den lille sørgehøjtidelighed.

(Bornholms Tidende, 28. august 1895)

Gerningsstedet i 2020. Som det ses er alt nedrevet, fra højre mod venstre Løngangsstræde 16 (hjørnehuset mod Gåsegade) 18, 20 og så længst væk Vartov Kirke. Nr. 14 må el have befundeet sig ud de to hvide kassebiler.