Tragedien i Hejlsgade . (Efterskridt til Politivennen)

Frygteligt Familiedrama i Hejlsgade i Nat.

En Fader søger Døden med sine tre Børn. - Børnene er døde, og Faderen kan næppe overleve. - Aarsagen er Fortvivlelse over Hustruens Død.

I Nat har der fundet et trist Familiedrama Sted i Ejendommen, Hejlsgade Nr. 1. 

En Mand og Fader har I Fortvivlelse over sin Hustrus Død besluttet sig til at berøve sig og sine Børn Livet. Og hans Forehavende har medført Døden for Børnene, medens han selv endnu i Nat, da disse Linjer skrives, er i Live.

En Dame, der bor i samme Ejendom, mærkede, at der strømmede Gas ind gennem Entrédøren til hendes Lejlighed, og hun stod straks op for at se, om det var fra hendes Køkken, at Gassen kom; men det viste sig, at det var fra hendes Nabos, Maskinarbejder Jacobsens Lejlighed.

Da hun vidste, at Jacobsen i de sidste Dage havde været meget fortvivlet over, at hans Hustru var afgaaet ved Døden, frygtede hun straks tor, at Manden I sin Fortvivlelse havde gjort en Ulykke paa sig selv og sine Børn.

Hun alarmerede derfor Politiet, som straks mødte med stor Udrykning, og Ambulancen blev tilkaldt, men den kom ikke i Anvendelse, da Politiet forinden standsede 2 Taxa-Vogne, som med det sædvanlige holde Flag hurtigt kørte til Kommunehospitalet med de gasforgiftede Mennesker.

Da Politiet kom ind i Lejligheden.

Da Politiet kom og sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed, mødte der det et uhyggeligt Syn. I Sengene laa tre Børn tilsyneladende i den blideste Søvn. De var afklædt og kun iført Linned. I Værelset ved Siden af laa Jacobsen paaklædt men bevidstløs.

De fire Personer blev fordelt i de to Biler og kørt til Hospitalet. Her kunde man imidlertid kun konstatere, at de tre Børn, der er 16, 13 og 11 Aar gamle, var døde, medens Faderen er meget stærkt forgiftet og maaske Ikke kan leve. Det vil vel ogsaa være det bedste for ham, om han maa følge Hustru og Børn i Graven, da han ellers kan blive sat under Tiltale for Drab.

Inde i Lejligheden fandt Politiet en Gasslange, der var ført fra Køkkenet ttl Værelserne, hvor Børnene og Faderen laa. Der var derimod ikke gjort Forsag paa at lukke for Aabninger I Vinduer og Døre.

Motivet.

Da Lægerne paa Hospitalet havde konstateret Dødsfaldene, blev Politiets Mordkommission alarmeret. Men Kendsgerningerne talte, de tre Børn var døde - og Faderen tilsyneladende haabløs syg.

Det meste Materiale, der forelaa for Opdagerne, var et Brev, hvori Maskinarbejder Jacobsen

meddelte, at Motivet til hans fortvivlede Handling var Sorgen over Hustruens Død.

Mordkommissionen l Arbejde.

Da der foreligger et aabenbart Mord og Selvmordsforsøg, og da der Ikke kunde være Tale om at afhøre Hovedpersonen, blev to Opdagere sendt ud i Ejendommen for at søge nærmere Oplysning. Men de kunde ikke i Nat faa andet at vide end det, vi ovenfor har meddelt.

Den 16-aarlge Ingrid, den 13-aarlge Knud Ove og den 11-aarige Harry var døde, og den ca. 40 Aar gamle Fader var Døden nær.

Hvad det omtalte Brev indeholdt ud over Meddelelsen om, at Aarsagen til den fortvivlede Handling var Sorg over Hustruens Død, kunde man kun meddele Familien.

(Social-Demokraten 21. august 1929).

Huset i Hejlsgade, hvor Dramaet fandt Sted. Krydset viser, hvor Jacobsens Sovekammer er. Døren og Vinduerne er slaaet op for at faa Gaslugten ud. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Nielsen, der sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed og saa, hvad der var sket. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Ejendommen i Heilsgade i København, hvor det rystende Gasdrama, der krævede tre Ofre, fandt Sted. Foroven ses Politiets Segl paa Døren. Foto fra Ærø Venstreblad, 22. august 1922.

Faderen døde to dage efter, den 22. august ved middagstid på hospitalet, efter kun kortvarigt at være ved bevidsthed

Ofrene fra Hejlsgade-Dramaet begraves

En Jordefærd af gribende Virkning.

De fire Kister bæres til Fællesgraven.

En tusindtallig Skare strømmede i Gaar ud til Vestre Kirkegaard, hvor Ofrene for det frygtelige Drama i Hejlsgade, Faderen, der tog sine tre Børn med sig i Døden, skulde sænkes i Graven ved Siden af Moderen der var gaaet forud.

Det store Kapel har vel aldrig været Ramme om en mere gribende Tragedie end denne. Her stod de fire hvide Kister, alle pyntet med en Guirlande af røde Roser, og foran sad de af Sorgen sønderknuste Slægtninge. Jacobsens gamle Forældre, stivnede i Fortvivlelse, hans Broder, Søster og Svigerinde samt andre Paarørende. Bag Kisterne stod to floromhyIlede Faner, Maskinarbejderforbundets og Sygekassens. 

Pastor Charles Nielsen fra Kristkirken havde faaet den uhyre vanskelige Opgave at tale ved Baarerne, og han løste Opgaven smukt. Jævnt og roligt , men saadan at det gik til Hjerterne, skildrede han det smukke Sammenhold mellem Forældrene gennem 17 Aar, Jacobsens Kamp for at holde Hjemmet oppe under Hustruens toaarige Sygeleje og hans fuldstændige Sammenbrud i Sorgen, da hun døde.

- Denne Mand, der elskede sine Børn saa højt, at han aldrig vilde have kunnet lagt Haand paa dem, havde desværre den altfor let tilgængelige Adgang til Gassen, der dræber uden Brutalitet - det var den store Ulykke.

Og derefter udtalte Præsten et Ønske, som alle vil være enige med ham i: Gud give, vore Teknikere kunde gøre det vanskeligere for Folk at aabne for Gassen! Talen sluttede med en Bøn; Forlad ham hans Skyld; han vidste ikke, hvad han gjorde.

Medens Rummet genlød af Hulken, sang man Salmen, der var sunget ved Moderens Baare, og hvis trykte Tekst havde ligget i den lille Iris Hænder, da man fandt hende død: "Jeg er træt og gaar til Ro ..."

Og saa blev de fire Kister baaret ud og sænket i Graven til Moderen. Da brast det for Slægtningene, Jacobsens Moder, Søster og Svigerinde sank bevidstløse sammen og maatte bringes ud til en Droske og køres hjem.

Men længe efter stod der i Hundredvis af Mennesker og stirrede paa Graven, der lukkedes over en Tragedie saa rystende, som vi heldigvis sjældent oplever den.

(Aftenbladet (København) 26.  august 1929)

To af Kisterne bæres til Graven. Foto fra Social-Demokraten 26. august 1929.

Liva Weels Plads. Heilsgade går ind til venstre, man kan se de lige numre. Bygningen med nr. 1 er yderst til venstre. Ud fra fotoet ovenfor virker det som om den lå på hjørnet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Rædselsfuld Familie-Tragedie i Eckersberggade. (Efterskrift til Politivennen)

En Grossererfrue død i Gaar af Fosterfordrivelse.

Grossereren har begaaet Selvmord i Nat.

I Ejendommen Eckersberggade Nr. 38 ude i de smaa Byggeforeningshuse mellem Øster Farimagsgade og Sortedamssøen er der i Gaar og i Nat udspillet et rædselsfuldt Familiedrama af en saa uhyggelig Natur, at der vil staa Gny om det over den hele By og det ganske Land.

I Lejligheden paa 1. Sal har der i en Aarrække boet en 44-aarig Grosserer ved Navn T. Henriksen sammen med sin 39-aarige Hustru. Ægteparret, der sad i nogenlunde gode Kaar, idet Fruen, der var Russerinde af Fødsel, supplerede Mandens Indtægter ved at give Undervisning i Fransk og Russisk, havde kun et Barn, en lille 4-aarig Pige, der var anbragt i Pleje hos nogle Slægtninge. Nu havde det imidlertid vist sig, at Fru Henriksen paany skulde bringe et Barn til Verden. Og hun har i den sidste Tid - uvist egentlig hvorfor - været meget nedtrykt derover.

I Forgaars Aftes blev hun pludselig syg, uden at der blev tilkaldt nogen Læge. Denne

blev først tilkaldt i Gaar Eftermiddags, og

da Lægen kom var Fruen død!

Lægen fandt ved en Undersøgelse Dødsfaldet saa mystisk og mistænkeligt, at han nægtede at udstede nogen Dødsattest og i Stedet for sendte en Meddelelse til Politiet.

Det blev Opdagelse-politiets Mordeksperter, der fik Sagen til Undersøgelse. Og det første, der skete, var, at Fru Henriksens Lig blev beslaglagt og kørt ud paa Retsmedicinsk Institut for at blive underkastet legal Obduktion.

Denne skulde have fundet Sted i Formiddag. Men forinden har Dramaet udviklet sig videre paa en endnu mere tragisk og uhyggelig Maade, idet Ægtemanden, der i Gaar kun havde været Genstand for en ganske kort Afhøring, men i Dag skulde være mødt paa Politigaarden, har

unddraget sig enhver Opgørelse

af sit mulige Ansvar for eller Meddelagtighed i Hustruens Død, idet har har begaet Selvmord!

I Morges tidligt fandt nogle af Huset andre Beboere, der kom ind for at se til ham og trøste ham i hans Sorg over Hustruens Død, ham siddende eller rettere liggende i en Stol inde i sin Dagligstue, hvor han havde skudt sig i Baghovedet med en Revolver af svær Kaliber.

Døden er sikkert indtraadt øjeblikkelig.

Tæppet er saaledes allerede faldet for denne Tragedie, hvis Udvikling ellers næppe havde været til at overse. Der kan jo vel næppe være Tvivl om, at Fru Henriksens Død skyldes et mislykket Forsøg paa Fosterfordrivelse, og at Grossereren har været saa stærkt meddelagtig heri og derigennem i Hustruens Død, at han ikke har turdet tage Ansvaret ved et retsligt Opgør men har valgt at gaa i Døden for egen Haand.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1926).

Obduktionen af fru Henriksens lig viste at der ikke var foretaget nogen forbryderisk operation. Hun var blevet såret under en almindelig udskylning. Udskylning blev på daværende tidspunkt bl. a benyttet efter samleje (fx med antiseptisk opløsning) for at undgå graviditet. I dag ved vi at det ingen effekt havde på sædcellerne og at effekten er meget lav.

Grosserer Henriksen havde ikke nogen andel i konens død, og selvmordet skyldtes formentlig sorgen over hustruens død. Så vidt jeg kan se var der ikke noget dementi i Aftenbladet over den uberettigede beskyldning.

Max Adolph Ballin 1865-1921. (Efterskrift til Politivennen)

Industrimanden Max Adolph Ballin blev i 1890 medlem af ledelsen af adoptivfaderens virksomhed og i 1897 administrerende direktør for det da dannede aktieselskabet. Selskabet udviklede sig hurtigt og opslugte en række mindre garverier, også i Tyskland og Sverige. Da 1. verdenskrig brød ud, beskæftigede virksomheden en tredjedel af den danske garveriindustris samlede arbejdertal. Sammen med ingeniør Alexander Foss prægede han Danmarks økonomiske politik. Om Alexander Foss, se fx indslaget her på bloggen.

Et stort nyanlagt garveri i Valby satte yderligere skub i produktin og indtjening. I 1918 dannedes storkoncernen A/S M. J. Ballins Sønner og Hertz' Garveri- og Skotøjsfabrikker. Max Ballin tjente under krigen i løbet af ganske kort til 27 mill. kr aktieselskab på en skotøjstrust. Han blev anset for dansk industris førstemand. Men efter krigen faldt prisen på huder drastisk og han kom i vanskeligheder. Der var ildebrand et par gange, se fx:

En alvorlig brand i Ballins garverier. En tørrebygning der indeholder bark, i flammer.

I morges ved 8.30-tiden blev brandvæsen og redningskorps på ny alarmeret til Ballins Garverier i Trekronergade i Valby.

Det drejede sig om en alvorlig brand af samme natur som den der fandt sted i efteråret.

Ilden var denne gang opstået i en stor 1 -etages bygning, som indeholdt bark til garveribrug. Dette materiale frembød, som man forstår, en aldeles udmærket næring for ilden, og den bredte sig da også med faretruende hurtighed.

Såvel Københavns som Frederiksberg Brandvæsen mødte med stor udrykning. To motorsprøjter var i brug og en dampsprøjte holdtes i beredskab. Faren ved branden var, at de øvrige bygninger i det store, nye fabriksforetagende skulle antændes. Alle bestræbelser gik da også ud via at hindre dette.

Et vanskeligt slukningsarbejde.

Slukningsarbejdet lededes af vicebrandchef Friis og inspektør Wiese. Branden udviklede en stærkt kvælende røg som bredte sig langt over det omliggende terræn. Og i øvrigt gjorde det vanskeligt for brandvæsenet at udrette sit arbejde. Ved 10-tiden var man dog nået så vidt, at man i al væsentlighed var herre over ilden.

Da taget på den brændende bygning straks var gået i brand og blevet helt omspændt af flammer, var det umuligt for brandfolkene at trænge ind i bygningen. Man måtte komme ilden til livs ved at rejse stiger og derfra sprøjte på bålet.

Tæt ved barklageret lå et stort lagerrum, fyldt med huder og skind. Ilden havde flere gange fat i taget på denne bygning, men brandvæsenet formåede dog hver gang at få standset dens videre udbredelse ad denne kant.

Redningskorpset, som også mødte med stor udrykning under kommando såvel af den gamle som unge direktør Falck, havde travlt op at gøre. Korpsets folk dækkede maskiner til med presenninger, bragte huder og skind i Sikkerhed og sørgede navnlig for at sikre de elektriske kabler der en periode var stærkt truede. Redningskorpset går nu i gang med det store oprydningsarbejde.

Man mener ilden er opstået ved uagtsomhed.

Om brandens opkomst foreligger endnu ikke noget bestemt. Brandforhørene vil blive optagne af Politiassistent Mellerup, som fungerer i stedet for politiassistent Jacobsen i Valby, der ligger syg.

Direktør Max Ballin, med hvem vi i middags havde en samtale, var nærmest tilbøjelig til at mene at branden skyldes uagtsomhed. Der er andre som tror, at ilden er opstået ved selvantændelse. Herom mente direktør Ballin imidlertid at der på grund af forholdenes natur ikke godt kunne være tale.

- Det drejer sig nemlig, forklarer han - om ret lange stykker garvestof af ca. 1 meters længde hvert enkelt stykke. Der har været for megen ventilation mellem de enkelte stykker til, at selvantændelse har kunnet finde sted.

Direktøren oplyser videre, at der har været arbejdet i bygningen til klokken 8. og at branden er udbrudt noget efter, at de sidste arbejdere havde forladt bygningen.

Skadens størrelse.

Direktør Ballin anslår skadens størrelse til omkring 50.000 kr. De ødelagte garvestoffer var kommet hertil fra Sverige og Tyskland mod kompensation. Det har jo hidtil været vanskeligt at skaffe garvestofferne - men situationen har bedret sig noget i den seneste tid. Der ventes således inden længe en damper med en ny ladning garvestoffer, så branden vil næppe komme til at virke stærkt hæmmende på den store virksomhed.

Slukningsarbejdet vedvarer.

Endnu ved 3-tiden var brandvæsenet i arbejde på Ballins Fabrik, travlt optaget af at hindre ilden i at blusse op paa ny og skabe videre ødelæggelse.

Såvel motorsprøjter som stationssprøjterne fra Valby og Vesterbro var på dette tidspunkt til stede. Inspektør Wissing havde nu overtaget kommandoen.

Ved bekæmpelse af ilden havde i alt 5 slanger været i brug.

(Nationaltidende 20. februar 1919, 2. udgave)

Ballins garveri lå i det som oprindelig var beregnet til bryggeriet "Trekroner"

En tyk og kvælende røgsky står op af skuret der er fyldt med den brændende og ulmende granbark. I medaljonen til højre som længst til venstre direktør Hertz, i midten direktør Ballin, længst til højre den unge Ballin. Foto fra Aftenbladet (København) 21. februar 1919.

Det blev ikke bedre af at kritikken af hans virksomhed kom under kritik. Pinstrup (V) kritiserede i 1921 i Folketinget skarpt læderindustrien for under krigen at have tilranet sig et udbytte på indtil 97% mens landbruget havde tabt millioner. I januar 1921 var Ballin ved politiretten blevet underkendt i et spørgsmål om erstatning for en defekt elevator i en af hans ejendomme der havde kostet en døvstum husbestyrerinde Henriette Leth en mindre skade ved et fald. Disse eksempler på mange andre - store som småt - fik måske Ballin til den 10. april 1921 at skyde sig selv i sin villa på Bülowsvej 14B. Han døde et par dage senere:

Max Ballin har skudt sig.

Den økonomiske Depression har opslugt hans formue.

Eu Begivenhed, som vil række Opsigt i vide Kredse, har i Gaar fundet Sted i København. Lederen af N. J. Ballin & Sønners og Hertz' Garverier og Skotøjsfabriker, Direktør Max Ballin har forsøgt at berøve sig Livet - og staar efter Lægernes Udsagn næppe til at redde.

Direktør Max Ballin, som opholdt sig i sit Hjem paa Bülowsvej i København, følte sig i Gaar Formiddag uvel og blev liggende i Sengen. Om Eftermiddagen lidt over Kl. 3 hørte hans Familie, som var samlet i en Stue tæt ved, et Skud. Inde i Badeværelset fandt man Ballin liggende med et Skudsaar i højre Tinding. Den saarede blev straks i en tilkaldt Ambulance bragt til Frederiksberg Hospital. hvor han kom under Lægebehandling. Lægerne mener imidlertid, at hans Tilstand er haabløs, selv om han endnu i Dag til Morgen er i Live.

At Aarsagen til, at Direktør Max ballin har foretaget dette fortvivlede Skridt, er uden Forbindelse med Direktør Ballins Firmas økonomiske Forhold, fremgaar af følgende Meddelelse, som er udsendt Søndag Aften:

I Anledning af, at Direktør Max Ballin i Dag har forsøgt at berøve sig Livet, og det efter Lægernes Udsagn desto værre er sundsynligt, at hans Liv ikke staar til at redde, finder Aktieselskabet Forretningsudvalg Anledning til at meddele, at denne sørgelige Begivenhed ikke bør sættes i Forbindelse mod Selskabets økonomiske eller forretningsmæssige Stilling, idet Selskabets Forhold er i nøje Overensstemmelse nusl den i sin Tid udsendte Meddelelse angaaende Resultatet af det forløbne Driftsaar, saaledes at det Regnskab, som allerede har foreligget i nogen Tid, og i Løbet af faa Dage vil foreligge for Offentligheden, er i fuld Overensstemmelse med den kritiske Revision, der paa det Tidspunkt blev foretaget, og det Tab, der er opstaaet paa Grund af det yderligere Prisfald paa Verdensmarkedet, vil ikke kunne forrykke Selskabets hele Stilling.

Forretningsudvalget maa formene, at Aarsagen til den sørgelige Begivenhed i første Række maa søges i den stærke Overarbejden med deraf følgende aandelige og legemlige Depression, som den store Forretnings Ledelse og de mange Krav, der fra andre Sider stilledes til Direktør Ballins Arbejdskraft, førte med sig.

NogIe Data.

Direktør Max Ballin er født i Hamborg i 1865, er dansk Student og cand. phil. Siden 1897 har han været Medlem af Bestyrelsen og administrerende Direktør for Aktieselskabet M. J. Ballin & Sønner med dets Søsterselskaber i Sverige og Tyskland. Den store Sammenslutning indenfor Skotøjsindustrlen for nogle Aar siden, som den Gang var meget omdisputeret, forøgede i meget væsentlig Grad Max Ballins Magtsfære og gjorde ham i Virkeligheden fuldstændigt eneraadende paa det danske Skotøjsmarked.

Direktør Max Ballin var en umaadelig Arbejdskraft. Sin Races Udholdenhed var han i vid Udstrækning i Besiddelse af. Hans Arbejdsdag var utvivlsomt dobbelt saa lang som hans Arbejderes. Foruden at lede sin store Forretning var han saaledes Bestyrelsesmedlem i Nordisk Livsforsikring, Nordisk Ulykkesforsikring, Nordisk Oversøisk Handelsselskab, Carl Lunds Fabriker og International Emalje Industri. Desuden var hans Tid optaget af en lang Række Foreningshverv og offentlige Hverv. Direktør Ballin var Medlem af den faste Voldgiftsret og af Industriraadet, Formand for Læderfabrikanternes Forening, i Bestyrelsen for Industriforeningen, Fængselshjælpen, Dansk Forening for Socialpolitik og nationaløkonomisk Forening, Formand for Teknologisk Instituts Bestyrelse og Forretningsudvalg og for Skolen for Kunsthaandværk. Og endelig har Direktør Max Ballin under Krigen været stærkt optaget i den radikale Regerings Tjeneste. Han var Medlem af Transportnævnet, Studienævnet, Lædernævnet og Kulfordelingsudvalget - og hertil kom af andet Krigsarbejde hans Virksomhed som Medlem af Erhvervenes Fællesudvalg og Industriraadets Studiekommission og som Formand for Grosserer-Societetets og Industriraadets Udvalg for Kompensationssager og for Dispensationssager. I dette Filter af Hverv bevægede Direktør Max Ballin sig med stor Dygtighed - Forretningsmand til Fingerspidserne, hurtig, ikke altfor hensynsfuld, skarpsindigt beregnende og klog. Max Ballin blev aldrig populær. Ikke blot var han paa ingen Maade sympatisk, men han kunde ogsaa virke udfordrende. Utvivlsomt har det sat ondt Blod, naar han paa Vej til et af sine mange Møder kom kørende midt om Vinteren uden Overtøj i sin opvarmede, lukkede Luksusautomobil, som gerne var oplyst, naar det var mørkt i Vejret, alene henslængt i Vognen med en Orchidé i Knaphullet. Det var derfor heller ikke ham, Sympatien fulgte, da han i sin Tid havde sit berømte Sammenstød med Professor L. V. Birck i Prisreguleringskommissionen. Professor Birck paaviste, at den netop da foretagne Sammenslutning af den danske Skotøjsindustri var en Trust, og Max Ballin fandt da Anledning til at hidse Professor Birck op med Udtalelser som: "Professorvisdom" og lignende for tilsidst, da Prof. Birck gav raat for usødet, at titulere Birck med Ordet Gadedreng. Dette Sammenstød fik en fuldkommen dramatisk Afslutning, idet Prof. Bicek sprang op og med sin Stok løftet til Slag raabte til Ballin: Saadan maa Du ikke tale til en hvid Mand!

Den endelige Afslutning paa dette Mellemværende var karakteristisk for Ballin. Han indfandt sig en Nat sent sammen med sin Sagfører, Levysohn, hos Prof. Birck, som boede paa Hotel Kongen af Danmark og var kendt for at arbejde sent paa Natten. De to Herrer talte derefter med en enestaaende Udholdenhed frem og tilbage med Professoren saalænge, til han segnefærdig af Træthed skrev under paa en delvis Undskyldning! Ikke mindre karakterisk var det, at Professor Birck nogle Dage efter igen trak sin Undskyldning tilbage.

Direktør Max Ballin var Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og Kommandør af Dannebrog. Denne sidste Dekoration modtog han - efter Indstilling af den nuværende Udenrigsminister - som Tak for sine Fortjenester under Krigen, en Udmærkelse, om vakte overordentlig megen Opsigt.

Ballin var en Mand, der aldrig tidligere havde kendt til Modgang, og da den kom, var han ikke i Stand til at bære den. Den dybe Depression, der i den sidste Tid havde præget hans Sindstilstand, medførte, at han lod sig overvinde af sine økonomiske Bekymringer.

Selskabet Max Ballin & Sønners Aktier stod i 1918 i en Kurs omkring 350, men nu i 70; alene denne Kendsgerning er tilstrækkelig til at forklare Motivet til Selvmordet. Ballin var nemlig Storaktionær i Selskabet, og efter In ail et Medlem af Bestyrelsen, Dir. Heilbuth, meddeler, har han ved Kursfaldet paa Selskabets Aktier praktisk talt tabt hele sin private Formue, der under Krigen blev anslaaet til 2-3 Mill. Kr.

Om Enkelthederne

ved Max Ballins Selvmordsforsøg meddeler de københavnske Morgenblade følgende:

Efter Frokost havde Tjenestefolkene forladt Villaen, og Fru Ballin og hendes Datter var gaaet ud at spadsere en Tur. Da Fruen ved 4-Tiden ledsaget af en Slægtning kom tilbage, fandt hun sin Mand liggende i Badeværelset med gennemskudt Tinding.

Der blev straks telefoneret efter Læge og efter Redningskorpsets Sygeautomobil. Skudsaaret i Hovedet var kun lille, da Vaabenet, hvormed det har været tilføjet, har været af meget ringe Kaliber.

Mens man ventede paa Redningskorpsets Automobil, havde der udenfor samlet sig en større Skare nysgerrige, og adskillige af disse var paatrængende nok til at gaa ind i Villaen, hvor de blandede sig mellem de tilkaldte Venner af Huset.

Den saarede, der ikke gav noget Livstegn fra sig, laa halvnøgen i Badeværelset, hvor Blodet fra Saaret i Hovedet flød ud over Gulvet, Forvirringen var almindelig og flere Damer besvimede.

(Aarhuus Stifts-Tidende 11. april 1921).

Max Ballin.

En lang og frygtelig Dødskamp.

Endelig Tirsdag Morgen, efter i omtrent 2 Døgn at have henligget uden Bevidsthed, døde Direktør Max Ballin paa Frederiksberg Hospital, da Klokken var lidt over halv ni.

Hans Familie, der har været til Stede ved Sygelejet lige siden han Søndag Eftermiddag blev indlagt, var ogsaa til Stede i de sidste Minutter.

Indtil ved 8-Tiden laa Direktør Max Ballin stille hen, og hans Død var ventet af Overlæge Kraft hvert Øjeblik, hver Time, men Døden lod vente længe paa sig, og man begyndte saa smaat at haabe, at Direktør Max Ballin vilde overleve Følgerne af sit Selvmordsforsøg.

Dette blev imidlertid ikke Tilfældet.

Kl. 8 begyndte den frygtelige Dødskamp, i en halv Time stred Max Ballin en rasende Kamp med Døden, hans stærke Konstitution vilde ikke bøje sig, han var momentvis ved Bevidsthed, men kunde ikke samle sine Tanker om de tilstedeværende.

Det var som havde han fortrudt sit Skridt og nu stred for at opretholde Livet cg puste fornyet Liv i den sidste Rest af Liv.

Det lykkedes ikke, hverken for Bailins Energi eller Overlæge Krafts Videnskab at fri ham for Døden.

Max Ballins Liv var som et Eventyr.

"Social-Demokraten" skriver:

Der er lidt vældige Tab paa "Ballin", men Flertallet af dem, der har tabt, har enten Raad til det, eller er de selv bedst tjent med at Roen bevares.

Men ét afslører dette Selvmord og det delvise Krack, at det ikke er saaledes, at det kun var "Gullash" eller saakaldte Outsidere, der har taget fejl af Krigens Guldaldertid. Max Ballin var Sjælen i et gammelt solidt Firma. Han var selv en intelligent og energisk Forretningsmand, der ikke veg tilbage for personligt Arbejde. Ved hans Side stod nogle af Landets dygtigste Forretningsmænd. Navne paa Mænd i de mest indflydelsesrige og betroede Stillinger.

De traadte frem og sagde god for ham.

Alligevel er det gaaet ham, den dygtige, paa Bjerget ansete Mand som det er gaaet de Outsidere, der var naive og troede paa, at Krigens Guldaldertid vilde blive ved. 

Det er ikke Prisfaldet herhjemme, der slog Ballin og alle hans Fremtidsdrømme ned. Ak nej. Derouten begyndte langt forinden, der overhovedet var tale om Prisfald herhjemme, og det vi endnu har mærket af den Art er saa mikroskopisk, at det ikke har betydet Krack i en Forretning med de Pengeforbindelser, som Ballin raadede over.

Nej, han tog Fejl. Han havde som saa mange andre i Reflexer fra Krigstiden troet, at man fra Danmark, det lille Land, kunde lave Verdensforretninger i ganske anderledes Stil end hidtil. Krigstiden havde faaet ham og de fremragende Mænd, der sluttede Kreds om ham, til at glemme, at der i Udlandet, naar Depressionen fra Krigstiden var overstaaet, var Konkurrenter, saa store, magtige og dygtige, at selv en Ballin, der var stor blandt de hjemlige Lilleputter, ude i den store Verdenskonkurrence kun var 

en Lilleput blandt Verdens-Storindustriens Mænd.

Det er ikke Prisen paa de hjemlige Støvler og Sko, der slog ham ned. Det var Verdenskonkurrencen og Verdensmarkedet, der tog ham og hans 27 Millioner.

Trist er det, fordi Max Ballins hele Liv indtil Skuddet i Badeværelset var et Æventyr, smukt og rørende som H. C. Andersens Fortælling om den grimme Ælling.

Allerede i Skoletiden viste han sig glimrende begavet. Han blev Student og Kandidat og gik dernæst. da han havde faaet den aandelige Ballast i - Garverlære. Han rejste til Udlandet, lærte mere. Kom hjem, omdannede det gamle Garveri til et Aktieselskab, der endte med Stortrusten paa 27 Millioner Kroner.

Han var samtidigt med, at han tumlede med sine egne Sager, en Mand, der kunde overkomme meget. Han var en smidig Mand, der med smilende Ansigt forhandlede med sine Arbejdere. Fuldblods Kapitalist var han, men en smaatskaaren Mand var han ikke. Han var et fremragende, men ikke noget egentligt særlig afholdt Medlem blandt Arbejdsgiverne. Han ragede i Intelligens op over i hvert Tilfælde de Herrer, der nu giver Tonen an i Arbejdsgiverforeningen.

Ballin har været

et frygteligt Papir.

Det handledes i Sommeren 1918 til Kurs 340, eller 3400 Kr. for en Aktie lydende paa 1000 Kr. Prisen er nu 650 Kr., en uhyggelig Forskel. I 1918 var Ballin et Allemandspapir. "Hele Børsen" laa med det, fordi man vidste, at en formentlig godt underrettet Finansklike købte løs hver Dag. Men da Papiret, trods alt, henad Efteraaret begyndte at dale, sprang de fleste af. Tilbage blev der i alt væsentligt kun en Del Rigmænd, deriblandt Ballin selv, og enkelte Banker, 8 Vexellerere. De holdt fast.

De forsøgte tillige i Perioder at drive Papiret op. Da Kursen var dalet til 190-180, rettede de et stort Fremstød, købte for Millioner, men Baissen solgte - og vandt. Aktierne blev ved at dale. 

- Frygtelige Kampe har raset om dette Papir, hvis uhyre Aktiekapital, 27 Millioner, gav Baissen frit Spillerum.

Da Papiret kulminerede i 340, var Aktiernes Dagspris 92 Millioner, medens den nu er 18 Millioner. Tab 74 Millioner.

Aktiemassens Pris er altsaa blevet reduceret med disse 74 Millioner. Og en stor Del af dette Tab har direkte ramt Spekulanterne og haardest dem, der søgte at holde Papiret oppe.

Dramaet Ballin er da et typisk Sørgespil fra Kapitalismens Verden. Dette ser vi alle; men de Kampe, som har raset bag Kulisserne før Revolveren knaldede, har vi ikke set.

(Fredericia Social-Demokrat 14. april 1921).

Fotograf Doris Julius Folkmann (24.12.1864-29.1.1948): Industridrivende Max Ballin (12.6.1865-12.4.1921) industridrivende. 1887-1921. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Max Ballins Eftermæle.

En Artikel af Ingeniør Foss.

I sidste Numer af "Tidsskrift for Industri" findes nogle Mindeartikler om Direktør Max Ballin, skrevet af Ingeniør Alex. Foss, Direktør H. P. Prior og Direktør Gunnar Gregersen. Med særlig Interesse læser man Ingeniør Foss' Artikel, der er den første offentlige Udtalelse fra ham efter hans langvarige og alvorlige Sygdom.

Ingeniør Foss minder om Max Ballins Indsats i Garveindustrien, der fra Haandværk "er hævet til et Højdepunkt, der fortjener vor Tak og Beundring. Vi vil forhaabentlig komme igennem den vanskelige Periode, vi nu har. Efter Uvejret vil Solen atter skinne, og de Resultater, der paa denne Maade er opnaaet, vil sikkert ikke være spildt Blandt det meget, som Max Ballin fik udrettet, vil hans store og betydningsfulde Virksomhed for den danske Garveindustri utvivlsomt bære rige Frugter."

Efter at have omtalt Direktør Ballins Arbejde i "Industrifagene", Arbejdsgiverforeningens Forretningsudvalg og den faste Voldgiftsret, hvor han var Dommer, skildrer Ingeniør Foss hans Virksomhed i Industriraadet under Krigen, først og fremmest i det af Grosserer-Societetets Komité og Industriraadet nedsatte Fællesudvalg, der skolde give Justitsministeriet Svar paa de mangfoldige Spørgsmaal vedrørende de tilstedeværende Forraad for Danmarks Forsyning. I dette Udvalg overtog Ballin hurtigt den ledende Stilling fra Industriens Side.

"Dispensationsudvalget bestod af to Medlemmer fra Grosserer-Societetet og to fra Industriraadet. Til en Begyndelse og i ganske faa Møder var jeg Formand," skriver Ingeniør Foss, "men bad hurtigt Ballin om at overtage Arbejdet, da andet Arbejde faldt i min Lod. Dette gjorde han da ogsaa fra det første til det sidste med utrættet Arbejdskraft og stort Humør. Denne Udvidelse af Justitsministeriet, som det paa en Maade var, har gjort uendelig Nytte under Krigen og har sjældent grebet fejl. De Raad og Oplysninger, vi paa denne Maade kunde fremskaffe, var af største Betydning for Justitsministeriet under dets Afgørelser."

I Slutningen af Artiklen omtales Max Ballins Arbejde i "Kompensationsudvalget", der, som det vil erindres, var Raadgiver for Udenrigsministeriet. - Det drejede sig her om at veksle danske Varer med tyske og østrigske. Som Suppleant til dette Udvalg og som Formand for Erhvervenes Fællesudvalg og i denne Egenskab ogsaa for Vareudvekslingen sydpaa, har jeg haft rig Lejlighed til at vurdere og sætte Pris paa alle de Raad og den Vejledning, vi fik fra hint Udvalg, hvis praktiske Arbejde, ligesom i de tidligere nævnte Udvalg, var meget stor. Naar derfor Regeringen ønskede at dekorere Ballin med Kommandørkorset, var det dobbelt fortjent, fordi han i høj Grad havde gjort sig fortjent af sit Land.

Hvad Max Ballin saaledes har udrettet i de Udvalg, i hvilke han gjorde et kæmpemæssigt Arbejde, og i Det staaende Udvalg, hvori vi aldrig savnede hans gode Raad og Medarbejde, bør ikke glemmes. I den Tid, som kommer, vil man sikkert se tilbage paa Krigen og dens Begivenheder som afgørende tor Danmarks Skælme i mange Aar. Man vil glemme Modsætningerne og Striden og holde sig til, hvad der er naaet og udrettet under Krigen. For dem, der har haft den store Fordel at tælle Max Ballin blandt Medarbejderne, vil der være dobbelt Grund til at mindes ham. Vi, som har kendt ham godt, beundrer hans utrættelige Arbejdskraft, hans altid redebonne og gode Humør, hans Hjertelighed og hans fremragende Dygtighed. Vi vil savne ham meget.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. maj 1921).

Det satte en stribe af fallitter i gang. Det førte til Landmandsbankens krak og stop for børsspekulationerne. Et kommissionsarbejde afslørede nogle år efter at Ballin havde spekuleret i sine egne selskabers aktier og bl. a. derfor været medvirkende til oppustede værdier.  Ofte havde han fortalt venner på forhånd om aktiestigninger. Rode (R) udtalte i februar 1924 i Folketinget at det var tre mænd, Max Ballin, Benny Dessau og H. P. Prior som havde de nuværende politiske magthavere i lommen og som udnyttede deres magt til at hindre trustlovens vedtagelse.

Gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads: Max Ballin 12 juni 1865 - 12. april 1921. Franziska Ballin 20. septbr 1864 - 12. januar 1951. Max Ballin var født af fattige jødiske forældre og adopteret af garveriejer Jacob Ludvig Ballin (1833–1891. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026). Det er ikke fotoet der er taget skævt, men gravstenen der er sunket i den ene side.

"Reservebaronen": George Petersen. (Efterskrift til Politivennen).

Den store Retsskandale.

En Fremstilling af Affæren.

Et Gilde paa Gravens Rand.

Af alle de Retsskandaler. der har været fremme i de sidste Aar, inklusive Fru Munthe Morgenstjerne og Vekslerne, er der næppe nogen, der, hvis den blev fuldstændig afsløret, vilde være saa aabenbar og saa vidtrækkende i sit Omfang som Georg Petersen Gernandt-Affæren. Ikke blot giver den os et Indblik i den Raaddenskab og de Perversiteter, der frodigt gaar i Svang i vort højeste Aristokrati, men den viser os tillige, hvorledes visse Myndigheder sætter Kræfter i Bevægelse for at saa Forbrydelsen dysset ned for at redde og dække over nogle højtstaaende Personer.

Det vil derfor ikke være uden Interesse at fremstlle denne Affære saaledes som den har udviklet sig fra første Færd. Samtidig skal vi fremdrage forskellige nye Momenter, som ikke hidtil har været omtalt, men som vi kan dokumentere med Bevis.

En Levemands Selvmordsforsøg.

Det var i Begyndelsen af Januar i Aar, at der indløb Meddelelse hertil fra det svenske Politi om, at en yderst elegant københavnsk Herre havde forsøgt at begaa Selvmord paa det kendte, fashionable Hotel "Mollberg" i Helsingborg. Herren havde boet et Par Aar paa Hotellet og havde Aftenen i Forvejen fejret et stort Gilde sammeen med en Kreds af unge københavnske Venner, og dette Gilde var trukket ud til henad Morgen.

Den næste Dag fandtes han liggende halvt bevidstløs paa sit Værelse. Det var straks klart, at der forelaa et Selvmordsforsøg. Paa Bordet ved Siden af Sengen laa der et halvt hundrede Antifebrinpulver-Omslag, hvis Indhold han havde tømt. 

Selvmordet mislykkedes imidlertid, og det opklaredes hurtigt, at den københavnske Herre var en 32-aarig Kontorist Georg Petersen, kaldet "Reserve Baronen", som havde Ansættelse i det gamle Vekselmæglerfirma Schiøler, Holmens Kanal 22. Han havde været ansat i denne Forretning lige fra sin Konfirmation og indtog nu en ret betroet Stilling.

Hans Fader var en mindre Porcellænshandler i Gothersgade, og den Elegance, som Sønnen udfoldede i sin Klædedragt, stod i intetsomhest Forhold til hans ret beskedne Herkomst og den mere end beskedne Gage, han fik for sit Arbejde.

Selvmordsforsøget og de Omstændigheder, der ledsagede det, var derfor allerede paa Forhaand egnet til at vække Opmærksomhed.

Forøvrigt viste det sig hurtigt, at det havde en nærliggende Begrundelse.

Var Selvmordet fremtvunget?

I de allerførste Dage af Januar var det blevet Vekselmægler Schiøler og hans Søn, der var associeret i Forretningen, paafaldende, at den disponible Kapital paa langt nær ikke svarede til Forretningens Omsætning. Der maatte være noget galt et eller andet Sted. Og de begyndte derfor at indlede en Undersøgelse for at komme til Klarhed over, hvorfra dette Misforhold stammede.

Et Par Dage efter at denne Undersøgelse var begyndt, meldte Georg Petersen sig syg, og den Mistanke, man straks havde fattet til ham, blev derved yderligere bestyrket.

Sporenstregs rejste Georg Petersen af Sted til Helsingborg, traf der - som ovenfor meddelt - sammen med en Kreds af sine meget fine Venner, holdt den store Afskedsfest og foretog sit Selvmordsforsøg.

Selv vidste han selvfølgelig nok, hvorfra den Schiølerske Kassemangel stammede.

Georg Petersen var en udpræget fejg Mand, en slap, ubeslutsom Natur, som aldrig selv vilde kunne have fattet Tanken om at berøve sig sit Liv. Denne Tanke maa være indgivet ham andetsteds fra. Og dette bliver saa mere sandsynligt, som han Aftenen før Selvmordsforsøget er samlet med sine Venner.

Og i hvilken Hensigt kommer disse Venner til Helsingborg? Og hvorledes er det tænkeligt, at de en hel Aften kan være sammen med Georg Petersen som hans Gæster, uden at han - denne af Udsvævelser udmarvede Person, pjattet og pjokket som han var - skulde have indviet dem i, hvorledes Sagerne stod. Snarere end at tænke sig denne Sammenkomst som et Gilde paa Gravens Rand, har den været den sidste Raadslagning, hvor den fortvivlede Georg Petersen har søgt efter Hjælp! Med Kracket hængende over sig har han kaldt Vennerne sammen for at forsøge at redde sig - men Vennerne har set, at der ingen Redning var. De har set, at Bedragerierne ikke kunde skjules, at Flugt var umulig, at en offenlig Undersøgelse var uundgaaelig. Og for ikke selv at blive draget ind i denne Undersøgelse - højtstaaende og højtfornemme som de var - har de nu blot tænkt paa at redde sig selv! De vidste, at hvis denne Sag blev skarpt forfulgt, da var det Forbedringshuset for dem selv det gjaldt! Og kæmpende for selv at holde sig fri for Skandale, er de faldet over Georg Petersen: "Dræb Dig! Dræb Dig! Dette var den eneste Udvej til at faa dysset Sagen ned!

Saa vidt man kan se er det næsten til det haandgribelige sandsynligt, at Georg Petersen ikke frivilligt har søgt Døden, men er blevet tvunget dertil.

Og Vennerne er med lettet Samvittighed Samvittighed rejst tilbage til København - medens Georg Petersen er gaaet op paa sit Værelse for at tømme Antifebrinpulverne ud i sit Glas...

Flugt og Anholdelse

Efter det mislykkede Selvmordsforsøg kom Georg Petersen hertil Byen, og da Vekselmægler Schiøler endnu ikke havde noget Overslag over. hvor meget Bedragerierne androg, men mest var tilbøjelig til at tro, at det kun drejede sig om nogle faa Tusind Kr.. vilde han ikke straks gaa til Politiet og gøre Anmeldelse. Georg Petersen kunde derfor uantastet lade sig indlægge paa Professor Jacobsens Klinik paa Kochsvej for at søge Hvile og Rekreation.

Samtidig fortsatte dog Hr. Schiøler sine Undersøgelser og saa for hver Dag Bedrageriernes Sum vokse. Bedragerierne var udført efter de mest moderne og mest komplicerede Snyderisystemer. En af de Maader, der hyppigst var anvendt, var den, at der var foretaget Fejltællinger i Bøgerne. Talkolonnerne var talt galt sammen, men dog saaledes, at Saldoen paa Indtægts- og Udgiftssiden stadig passede. Selvfølgelig var det umuligt i en saa stor Forretning stadig at se, om hver Side i Kontoristernes Bøger stemmede, og saa man paa de sammentalte Summer, var de hos Georg Petersen al Tid i nøje Overensstemmelse med Kassebeholdningen. Desuden har han flere Gange for at redde sig foretaget Rettelser og Forfalskninger i Bøgerne. 

Efter en Uges Tids Forløb havde man konstateret Bedragerier til et Beløb af over 100,000 Kr.! Georg Petersen, der ude paa Kliniken havde faaet Nys om, hvordan Sagerne stod, og saa, at en Anholdelse var forestaaende, besluttede sig da til et afgørende Skridt. Den 25. Januar flygtede han fra Klinikken, løste i sidste øjeblik Billet til Udlandet og dampede af med Toget til Korsør.

Vekselmægler Schiøler blev imidlertid allarmeret om Flugten og satte straks Politiet i Bevægelse. Der blev telefoneret til Mellemstationerne, og da Toget kom til Roskilde, var allerede det daværende Politi underrettet, og Georg Petersen blev stoppet.

Han førtes her til København under Politibevogtning. Dagen efter afsagdes der Arrestdekret. Sagen henvistes til 6. Kriminalkammer, Assessor Obelitz.

Og hermed begynder den egenlige Affære, som vi nærmere skal omtale i Morgen

(Social-Demokraten 6. september 1908)

Georg Petersen var født 1892 og fra 1891 ansat som kasserer og bogholder hos vekselmægler Schiøler. Det lå Holmens Kanal 22, en adresse hvor Overformynderiet senere blev opført. Fra december 1904 til midt i januar 1908 lykkedes det Georg Petersen at tage 118.000 kr. af vekselmæglerens kasse. Så blev svindlen opdaget, og han blev arresteret. Tiltalen frafaldtes efter at familien havde betalt 6.000 kr i dækning, og han blev løsladt 25. marts 1908. Han flygtede herefter, men blev den 26 februar 1902 arresteret i Buenos Aires. 

Ukendt fotograf (Mariboes Samling): Holmens Kanal og Størrestræde set fra hjørnet af Niels Juels Gade mod Christiansborg ca. 1870. Th. nr. 12, Industriforeningen, senere Landmandsbanken. George Petersen arbejdede i en af de bygninger som blev nedrevet til fordel for Overformynderiet. Omtrent midt i fotoet. Kbhbilleder. Public Domain.

Den store Retsskandale.

Homoseksualisme og Storbedragerier

En Telefonopringing fra Justitsministeriet.

Vi omtale i Gaar de Tildragelser, der var gaaet forud for Storbedrageren Georg Petersens Arrestation. Straks efter at denne var sket, begyndte Forhørene, og de seksuelle Skandalesener, der omtaltes under disse, og de Navne, der nævntes, var af en saadan Art, at de aldrig nogen Sinde før har været nævnt i en dansk Retssal.

Men forinden vi kommer ind paa en Omtale heraf, vil det være paa sin Plads ganske kortelig at give en Karakteristik af Georg Petersens Person.

Som tidligere nævnt, var han en Mand paa 32 Aar. Af Ydre ganske spinkel, bleg, ja næsten hvid, med et lidt sygeligt Udseende og med et Par sky, flakkende Øjne. Hele hans Skikkelse bar Præg af fremskreden Degeneration og var iøjnefaldende ødelagt af kønslige Udskejelser.

Ved en Lægeundersøgelse skulde det desuden være blevet konstateret at han havde en Gren af Tuberkulose.

Han var en Mand uden større Begavelse, snarest under Jævnmaalet. Men hvad der først og fremmest karakteriserede ham, var at han ganske savnede Personlighed. Han var i saa Henseende en fuldendt Type paa de moderne Mennesker, der, udtærede af Udsvævelser, er fuldstændig gennemtrængte af Slaphed, saa de ganske er berøvet Evnen til Selvhævdelse og Initiativ. Han var en Kastebold for sine Indskydelser og Drifter og manglede i særlig Grad Vilien til at staa imod. Derfor blev han ogsaa et let Bytte for den Hob af "Venner" han efterhaanden var kommet sammen med, og som udbyttede ham uden Skamfølelse eller Skaansel.

Hertil kom saa hans grænseløse Forfængelighed. I sin Klædedragt var han en fuldkommen Modedukke. Elehgant lige indtil Lapsethed og altid udstyret efter de mest moderne og mest udfordrende Modejournaler. Naar det drejede sig om Klæder, kendte han ingen Grænser for sin Ødselhed. De kostede ham i Tusindevis af Kroner i de sidste Aar.

Et udpræget Træk hos ham var ogsaa hans Lyst til at ville prale og glimre overalt, hvor der frembød sig en Lejlighed til at stille sin Person til Skue. Der var i saa Henseende noget fuldstændig kvindagtig i hans Natur. Ved Væddeløbene paa Eremitagen og ved de mest fornemme Premierer kunde man være sikker paa at træffe ham paa en fremskudt Plads, hvor Aristokratiet færdedes, og hvor han kunde komme til at stryge sig opad Frakkeærmerne paa dem. Al hans Iver og Interesse var blot at komme til at omgaas dem, der var højest paa Straa og blive indført i Aristokratiets Saloner, og han dyrkede med dette Formaal for Øje de unge Adelsmandspirer med et Snobberi og en ydmyg Tilbedelse, der overalt, hvor han var kendt, omgav ham med det latterligt Skær. Hurtigere og hurtigere droges han af denne Tilbøjelighed ind paa det Skraaplan, der førte til hans Fald. Thi denne Adelsmands-Omgang kostede Penge. Alle blokkede de ham. Og medens han til at begynde med kun stjal i Hundreder, stjal han i Løbet af de sidste tre Maaneder i halve Snese Tusinder!

En Middag paa Phønix.

Allerede i de første Forhør tilstod han, at han var homoseksuel og havde gjort sig skyldig i homoseksuelle Forbrydelser. Den allerstørste Del af de Adelsmænd, han var kommet i Berøring med, led af samme kønslige Abnormitet, og netop dette var det, der havde ført dem sammen. Thi - underligt nok - er det jo et videnskabeligt Faktum, at Homoseksualitet har en meget skarp Evne til straks at kunne vejre de Personer, der er i Besiddelse af samme Følelsesliv.

Som et Barn, der tror at gøre sin egen Forseelse ringere ved at faa inddraget andre i den, plaprede Georg Petersen i Forhørene ud med Navnene paa alle dem, der hørte til hans nærmeste Omgangskreds. Det var Navne, der fik Retsvidnerne til at vaagne af deres Dvale og spile Øjnene op. Det var Navne fra vort allerfineste Aristokrati. Det var den unge Baron Reedtz-Thott. Det var den unge von Holstein-Rathlou. Det var den græske Generalkonsul Thalbitzer. Det var Folk der kom paa selve Slottets Trapper.

Blandt disse Folk gik Georg Petersen under en Masse Kælenavne. Mest anvendt var Betegnelsen "Reservebaronen", men forøvrigt kaldtes han ogsaa "Englebarnet" og "Premiere-Petersen".

Almindeligvis troede man, at han var velhavende, da han al Tid var beslaaet med Hundredkronesedler og slog om sig, som om han var i Familie med selve Rothschild. Selv søgte han, ud fra sin Forfængelighed, at bestyrke denne opfattelse for at veje Manglen af et adeligt Navn op med klingende Guld. Angaaende Oprindelsen til sin Formue fortalte han, at den stammede fra en Gevinst i et tysk Lotteri, men den almindelige Opfattelse blandt hans Venner var, at han havde faaet den som Arv efter en kendt homoseksualistisk Etatsraad, der døde for et Par Aar siden, og som man vidste havde testamenteret en Del af sin svimlende Kapital til forskellige Personer, der havde staaet ham nær.

Officielt beboede Georg Petersen en forholdsvis beskeden Lejlighed i Rømersgade 21. Den var udstyret med en vis yppig Komfort, men dog uden Haremsluksus, som ellers er et Kendetegn for Homoseksualisters Hjem.

Men ved Siden af denne Bolig havde han en Aftrædelses-Lejlighed i Bredgade 63, og her var det, han opførte sine Orgier. Lejligheden var udstyret som Salon med den mest overdådige østerlandske Luksus, med høje Palmer, med dekorative Lamper og bløde, lyddæmpende Draperier. I disse Sale modtog han sin Vennekreds og gav han sine Gæstebud. 

Ved enkelte lejligheder, hvor det særlig drejede sig om at glimre, og hvor hans egen Bolig var for lille til at rumme alle de indbudte, forlagde han Scenen til Hotel Phønix. Mest omtalt af alle hans svimlende Gilder var en saadan Fest paa dette Hotel. Der var over 50 personer til Stede, og Middagen kostede 6000 Kr.! Der blev serveret med Jordbær til 1 Kr. Stykket, og Champagnen flød i Strømme!

Den sidste store Fest, han gav, blev holdt i Salonerne i Bredgade, og der blev ved denne Lejlighed alene drukket Champagne for henved 600 Kr. Tre sorte Tjenere vartede op for gæsterne!

Hvad der iøvrigt er foregaaet i disse Saloner, er det næppe værd at udmale.

Myndighederne sættes i Bevægelse.

Om hele denne Side af Georg Petersens Forhold var hans Principal, Vekselmægler Schiøler, ganske uvidende. For ham var Georg Petersens Adresse Rømersgade 21, og han saa i ham kun Kontoristen, der mødte til sit Arbejde og sad i den reglementerede Tid og knirkede nemt paa Kontorstolen for en alt anden end aristokratisk Gage af 1200 Kr. om Aaret! Han kendte vel nok lidt til sin Kontorists fine Bekendtskaber og flotte Vaner, men blev stadig dysset til Ro ved Forsikringerne om "den store Gevinst" og tænkte vel ogsaa nærmest, at det var Georg Petersen, som udnyttede sin fornemme Omgangskreds til at skaffe sig Penge, i Stedet for at det omvendte var Tilfældet.

Lidt efter lidt, efter at Bedragerierne var kommet for en Dag, afdækkes dog Forholdene. Det begyndte som Rygter, der svirrede i Krogene, men efterhaanden faldt der Slør for Slør, til hele Skandalen laa aabenbar. Og den pegede ikke blot ind til et Rædselskabinet af Perversitet og moralsk Pest i vort allerhøjeste Aristokrati, men den viste tillige en Række højst indviklede og mystiske Transaktioner, der forgrenede sig gennem flere Mellemmænd frem til Navne, som man maatte forstaa det vilde være farligt at kompromittere.

Vekselmægler Schiølers Mistanke om, at denne Sag var af en ganske særlig Natur, bestyrkedes dog først, da han mærkede, at der fra Indflydelsesrige Magter var stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Sagen begrænset og dysset ned. Georg Petersens homoseksuelle Forseelser blev under Fohørerne ganske holdt udenfor Behandling, skønt man ikke mere end et Aars Tid i Forvejen havde skredet ind overfor Tandlæge Aae og hans homoseksuelle Venner med Haard Haand og uden Barmhjertighed. Nu, da det gjaldt Georg Petersen og hans Bande, drejede alt dig  derimod blot om at faa drysset Sand paa!

Georg Petersen selv blev fritaget for det tvangsbundne Fængselsophold og blev overladt til den forholdsvis friere Tilværelse paa 6. Afdeling, hvor han indlagdes til Observation.

Samtidig gjordes der alt for at faa bevæget Vekselmægler Schiøler til at lade Bedragerisagen falde. Hvis han nemlig tog sin Anmeldelse tilbage, var det efter loven ensbetydende med, at Georg Petersen slap fri, de videre Undersøgelser af den kedelige Affære blev indstillet, og Storbedrageren blev sendt ud af Landet!

I denne Hensigt tog endogsaa selve Justitsministeriet Affære og ringede pr. Telefon til Hr. Schiølers Sagfører, Højesteretssagfører P. G. F. Jensens Kontor, og anmodede - selvfølgelig paa en diskret Maade - om at faa Sagen bilagt. Ja, selve Kongens Kabinetssekretær, Geheimeetatsraad Rosenstand, har haft Konferencer med Hr. Schiølers juridiske Konsulent angaaende denne opsigtsvækkende Sag.

Men herom mere i Morgen. 

Gert.

(Social-Demokraten 7. september 1908) 

Georg Petersen-Affæren.

En Erklæring fra Professor Westergaard

I "Kristeligt Dagblad" har Professor H. Westergaard i Gaar offentliggjort en Erklæring angaaende Domstolene og Georg Petersens Sag.

Professoren er Lærer i Statsvidenskab ved Københavns Uiriverfitet og er kendt som en af Indre Missions ledende Mænd.

Erklæringen lyder saaledes:

Som Befuldmægtiget i det Schiølerske Bo har jeg haft rig Anledning til at blive bekendt med Enkelthederne i den sørgelige Affære, som er knyttet til Georg Petersens Navn og fra ham forer opad gennem en uhyggelig Mængde Navne.

Med voksende Forbavselse har jeg faaet Indblik i den Maade, hvorpaa man ansaa sig for forpligtet til at pleje Retten i denne Sag, og den Ugenerthed, hvormed de degenererede, homoseksuelle Individer kunde tilfredsstille deres Triste og brede Smitten i en Grad, som de færreste Vistnok drømmer om.

Den Undersøgelse, som Justitsministeriet har indledet mod Frk. Esche, synes at være løbet ud i Sandet: maaske har den aabnet Øjnene paa Dommeren, men Offenligheden er da ikke bleven delagtiggjort i hans Viden.

Ogsaa Sagen mod "Novemberherrerne" for et Par Aar siden fik jo et ganske ejendommeligt Forløb.

Det er imidlertid paa Tide at der i denne Snobberiets og Ligegladhedens Tidsalder uden Persons Anseelse bliver gjort noget for at vække alle alvorlige Mennesker, og først og fremmest den kristne Menighed, til Kamp mod denne Fare.

Vi kan ikke staa os ved, at Smitten faar Lov at brede sig, og særlig gæld« det at værne Ungdommen derimod.

Man maa derfor være "Kristeligt Tagblad" taknemligt, fordi det har begyndt Kampen ubekymret om Raillerier fra visse Sider, og Ligegyldighed og Sløvhed fra andre.

Jeg vil gærne udtale min Tak derfor og mit Haab om, at det maa lykkes at fore Kampen til Ende til Gavn for vort Folk, saa al Perversitetens Smuds atter kan blive vist tilbage derhen, hvor det hører hjemme.

Harald Westergaard

(Social-Demokraten 8. september 1908)

Thora Esche var forstanderinde for Indre Missions Magdalenehjem for "faldne kvinder". Hun havde i juli 1908 beskyldt Livgarden utugt både mod unge piger og unge mænd. Et udslag af "Missionens" kamp mod "Mørkets Magter" både i Kristeligt Dagblad og bogform. Justitsminister P. A. Alberti beordrede en politiundersøgelse mod Thora Esche, der ikke blev til noget - det var få måneder før han gik af. Kongen var rasende over angrebet og afskedigede en indremissionsk hofmarskal grev Joachim Moltke. Thora Esche blev så skræmt over reaktionen, og holdt siden inde. I 1913 lod hun sig indlægge på en nerveklinik.

Den store Retsskandale

Hvordan man udøver Retfærdighed.

Lovene tilsidesættes!

III

Under de fortsatte Afhøringer i Storbedrager- Affæren viste det sig snart, at der i Georg Petersen ikke var meget af det Stof, som skader den store Forbryder. Han var nærmest et Pjok, en sølle Person, et af de vankelmodige Mennesker, der, naar de kommer ind i tvivlsomme Forhold og sammen med tvivlsomt Selskab, let bliver et Forbrydelsens Redskab. De Anstrængelser, der - som i Gaar omtalt - allerede paa et tidligt Tidspunkt udfoldedes, havde da heller ikke først og fremmest til Formaal at fri Georg Petersen for Straf. Ham var der i Virkeligheden ikke en Sjæl, dere havde noget tilovers for eller brød sig det bitterste om! Men han var farlig, fordi han sad iinde med Oplysninger! Og for at fri visse adelige og højtstaaende Personer fra at blive kompromitterede ved at blive blandede ind i en modbydelig Sædelighedsaffære og blive stemplede som bevidst eller ubevidst delagtige i Bedragerens Forhold, var det, at Himmel og Jord sattes i Bevægelse. 

Man kan tænke sig, hvilken Forfærdelse det vakte, da Georg Petersen lagde de adelige Navne frem paa Forhørsdommerens Bord. - Alle Telefonerne ringede, man hviskede og tiskede, og der holdtes timelange Konferencer mellem Forhørsdommeren, Assessor Obelitz og hans juridiske Foresatte. Samtidig blev der omhyggeligt sørget for, at alt Retspersonale fik syv Segl for deres Mund, at intet af Stanken kom udenfor Dørene, og at Offentligheden intet fik at vide om de Plamager, der sad paa visse af de adelige Vaabenskjolde.

Hvor staar ikke en Fremgangsmande som denne i den mest skærende Modsætning til den, som ellers er den almindelige ved vore Domstole. Det skulde blot have været almindelige Borgere. Sagen havde drejet sig om! Utallige er de Tilfælde, vi i Aarenes Løb har fremdraget, paa, hvorledes Fattigfolk, Arbejdere og Bønder er blevet idømt Vand og Brød og Forbedringshus i Aarevis for Forseelser, der ikke var værd at rejse sig for, og det uden at Justitsmyndighederne har rørt en Finger for at befri dem for Straffen eller forringe deres Skyld!

Forhørene blev fra første Færd drevet med en rentud enestaaende Lemfældighed, og Protokoltilførslerne blev nedskrevet med en Fintfølenhed, som om de havde været bestemt til Læsning for unge Piger i Konfirmationsalderen. Alle de Bemærkninger og Tilstaaelser, der fremkom angaaende Georg Petersens og hans Venners kønslige Forhold, blev omhyggeligt afdæmpede eller ganske udeladte. Skønt Georg Petersen selv havde indrømmet, al han var Homoseksualist, blev dette Forhold ganske ladet udenfor Undersøgelse, og der afhørtes ikke en eneste af de Personer, som han angav som meddelagtige i sine Orgier.

Ligeledes indeholder Forhørsprotokollerne ikke, hvad Georg Petersen har brugt de stjaalne Penge til, skønt det er notorisk, et han overfor Dommeren har navngivet adskillige af sine "fine" Venner som Folk, der har søgt at plyndre ham og har modtaget ret betydelige Laan af de Penge, han stjal. Heller ikke disse Navne er nævnte.

Justitsministeriet har været ihærdigt for at meddele Hr. Schiøler, at en Kapital paa 9000 Kr., som var udsat for Georg Petersen i Overformynderiet, vilde blive udbetalt, hvis Sagen blev bilagt. Disse Penge kunde kun hæves med Ministeriets Sanktion, og Ministeriet tilbød nu at give denne Sanktion, hvis Hr. Schiøler vilde give efter. I den sidste Henvendelse fra Ministeriets Side desangaaende ytrede man endogsaa. at Hr. Schiøler nu "maatte skynde sig med at træffe Bestemmelse", da man ellers ikke turde indestaa for, at Pengene vilde blive udbetalt. Disse 9000 Kr. er altsaa i Virkeligheden blevet brugt som et Slags Middel til at slaa en Tuskhandel af angaaende Ret og Retfærdighed.

Vekselmægler Schiølers Død.

Da Forhørene havde staaet paa et Par Maaneder, indtraf ret pludselig Vekselmægler Schiølers Død.

For den gamle Mand - han var oppe  halvfjerdserne - havde hele Affæren selvfølgelig været et haardt Slag. Først og fremmest havde han mistet 130,000 Kr. Hertil kom, at man rundt om begyndte at svine hans Navn til. Dette stammede netop fra nogle af de Folk, som havde hørt til Georg Petersens nærmeste Omgangsfæller. De tog nu Agressiven og fortalte overalt i Byen, at Hr. Schiøler selv var homoseksuel og havde staaet i Forhold til Georg Petersen! Hr. Schiøler saa sig saaledes ikke blot berøvet sin Formue, men ogsaa sin Ære. Nedbøjet af Bekymring og oprevet af Sorg ramtes han da af en Hjærneblødning og afgik efter et Par Dages Sygeleje ved Døden. 

Georg Petersen slipper fri.

Efter Vekselmægler Schiølers Død indtraadte Overretssagfører Mygind og den afdødes Søn, Hr. Eiler Schiøler, som Testamentseksekutorer, og med disse førtes nu de videre Forhandlinger angaaende Sagens Bilæggelse. I et af Forhørene angav disse, at Georg Petersen havde gjort sig skyldig i Falsk, og at Sagen saaledes ikke kunde sluttes, selv om de samtykkede deri. Efter hvad Hr. Schiøler meddeler, skal Georg Petersen ogsaa selv have tilstaaet at have gjort sig skyldig i Falsknerier. Ligeledes tilbød Hr. Schiøler at føre sine Dokumenter op i Rette, saa Dommeren selv kunde overbevise sig om, at Falsknerierne var foretaget. Alt, hvad han fik til Svar var imidlertid, at Dommeren ikke brød sig om at se disse Dokumenter, og at det vilde være umuligt, hvis Hr. Schiøler fastholdt denne Anklage, at lade Sagen falde. Hvor Hr. Schiøler bemærkede, at det selvfølgelig var noget, som Retten maatte om.

Til Trods for disse Anmeldelser gjordes der dog intet for at opklare Falsknerierne. Tværtimod fortsattes Bestræbelserne fra Myndighedernes Side for at faa Sagen standset, samtidig med at man ret tydelig lod forstaa, at Hr. Schiøler skulde faa alle de stjaalne Penge tilbage. Ud fra denne Forudsætning og tillige fordi de forudsaa, at Myndighederne under ingen Omstændigheder vilde have Sagen undersøgt til Bunds, indvilgede da de to Testamentseksekutorer tilsidst i at frafalde Kravet om Tiltale mod Georg Petersen.

Samme Aften sattes Georg Petersen paa fri Fod og dampede af til et Badested i Pyrenæerne for at søge Rekreation. I Forvejen var der allerede udsat en Sum for ham, saa han kan leve anstændigt Resten af sin Levetid.

Gert.

(Social-Demokraten 8. september 1908).

I juni 1908 antydede nogle aviser antydede, at prins Harald havde haft en homoseksuel forbindelse til Georg Petersen. Med Albertis afgang i september, vaklede tilliden til retsstaten, og Georg Petersens sag blev genoptaget. Georg Petersen undgik ikke sin dom ved at rejse til udlandet. Han blev arresteret i Buenos Aires, Argentina. I februar 1910 blev Georg Petersen idømt et års forbedringshus.

Georg Petersen-Affærens Afslutning

I Gaar fik endelig den saa meget omtalte Georg Petersen-Affære sin Afslutning, idet Georg Petersen eller "Reservebaronen", som han kaldes, fik 1 Aars Forbedringshus.

Georg Petersen er bleven dømt for Bedrageri, og "Kristeligt Dagblad", der som bekendt var draget i Leding mod Assessor Obelitz og krævede Georg Petersen tiltalt for hans homoseksuelle Tilbøjeligheder, har altsaa ikke faaet sin Krig ført igennem.

En anden Sag er det, at de Forhør, der er bleven afholdt efter at Sagen blev taget op igen paa Justitsministeriets Initiativ, kaster et skarpt Lys over det Slæng, der sejlede i den homoseksuelle Levemands Kølvand. De Oplysninger, der er kommen frem, viser, hvilken uhyggelig Raaddenskab, der har hersket i de "fine" Kredse, som det var Georg Petersens Stolthed at komme i.

Han havde jo saa fine Bekendte som Kongens Adjutant, Oberstløjtnant Ipsen, og angaaende denne højtstaaende Officer oplyser Forhørene, at han har modtaget Laan af den homoseksuelle Bedrager. Han har ganske vist senere tilbagebetalt dem - men det gør jo i og for sig ikke Sagen bedre.

Forhørene bringer ogsaa interessante Oplysninger om den nu bortflygtede Generalkonsul Thalbitzers Forhold til Reservebaronen, nemlig angaaende hans store Kup, da han laante Penge af Georg Petersen - efter hvad han sagde, "til Prins Harald".

Ester hvad der foreligger oplyst, er der vel ingen Grund til at tvivle om, at Thalbitzer kun har benyttet Prins Haralds Navn for at faa Georg Petersen til at gaa i Tøjet.

Det hellige Blad "Kristeligt Dagblad" har saaledes ikke faaet meget ud af sin Kamp mod de usædelige, "højere" Steder.

Ganske vist har Forhørene bragt mange uhyggelige Ting frem angaaende Georg Petersen og hans Venners Homoseksuelle Udskejelser, men en egentlig dybtgaaende Undersøgelse i saa Henseende har man ikke indladt sig paa. Og det er heller ikke godt at se, til hvad Nytte skulde være. Homoseksualisterne udryddes jo ikke, fordi nogle enkelte mindre højtstaaende Personer kommer i Forbedringshuset.

"Kristeligt Dagblad" havde ogsaa angrebet Assessor Obelitz, fordi Sagen i sin Tid blev sluttet uden Tiltale.

Herom siger Dommens Præmisser: "Der ses ikke at være nogen retslig Hindring for, at Justitsministeriet i en Sag som den omhandlede, dekreterer Aktion, uanset, at den tidligere Undersøgelse, under hvilken det ikke var konstateret, at Arrestanten havde anvendt urigtige Tilførsler til Kassebogen for at skjule sine Bedragerier - var sluttet med Politidirektøren Samtykke.

(Kolding Social-Demokrat 9. februar 1910).

Af Reservebaronens Memoirer.

Historien om "Forbindelsen" med Hoffet. - Da Bedrageren nær var opdaget.

I disse Tage, da den faa meget omtalte "Reservebaron", Georg Petersen, har været for Højesteret, har man for en Gangs skyld haft Lejlighed til at se lidt bag Kulisserne i den mærkelige Affære.

I Fordørene fra Kriminalretten fortælles saaledes følgende:

Kun en Gang har Georg Petersen været sammen med Prins Harald; det var kort før nu afdøde Prinsesse Louise blev gift med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe. Mødet fandt Sted i Prinsesse Louises Dagligstue i den daværende Kronprins' Palæ paa Amalienborg.

"Reservebaronen" og hans Søster Olga havde i flere Aar af og til været Gæst hos Prinsesse Louises Kammerjomfru, Frøken Holm, som i sin Tid havde haft Tjeneste hos Georg Petersens Bedstemoder, Enkefru Withusen. Igennem de nævnte Besøg havde Georg Petersen og Søsteren igen lært Prinsesse Louise at kende og talt flere Gange med hende. Da Prinsessen nu skulde rejse, havde hun tilsagt de to til at komme op for at tage Afsked med hende.

Medens Peorg Petersen nu sad her i Prinsessens Stue, kom Prins Harald ind og henvendte nogle faa Ord til ham om, at det var sørgeligt, at Prinsessen nu skulde drage bort.

Det er den eneste Gang, Georg Petersen har været i Stue med Prins Harald, og den eneste Gang, han har vekslet noget Ord med Prinsen.

- -

En anden, næsten lige saa karakteristisk Episode:

Ved Juletid 1907 var Georg Petersen og Kontorist Christiansen ved at gøre Kassen op hos Veksellerer Schiøler. Naturligvis tog Georg Petersen "Hensyn" til sine Snyderier - som han havde opført paa en særlig Seddel - og det lykkedes ham at faa det til at stemme paa en halv Snes Kroner nær.

Efter at Georg Petersen var gaaet, søgte Kontoristen endnu en Gang at faa Kassen stemt af, og han opdagede da, at det var rent galt fat. Da han gik fra Kontoret, gik han ud til Georg Petersen og sagde, at efter hans Mening var der en Fejl paa mange Tusind Kroner.

"Reservebaronen" svarede da: "Ganske vist har jeg taget nogle Penge af Kassen, men det skal jeg nok bringe i Orden!"

Næste Dag gjorde han Kassen op, og erklærede overfor Christiansen, at nu stemte den - og saa blev der ikke talt mere om det!

- - -

Som i Gaar telegrafisk meddelt skal "Reservebaronen" 8 Maaneder i Forbedringshuset. Men nu er Spørgsmaalet, om hans Familie ikke har Krav paa Tilbagebetaling af de betydelige Beløb, den i sin Tid betalte Veksellerer Schiøler - netop paa Betingelse af, at Georg Petersen ikke skulde straffes!

(Telegram).

Veksellerer Schiøler har til "Soc. Dem." udtalt, at Georg Petersens Familie kan faa de 14,100 Kr som i sin Tid er indbetalt til Firmaet, tilbage, saa snart Familien maatte ønske det.

Derimod vil Georg Petersen ikke kunne faa de 10,000 Kr. tilbage, som han selv har betalt.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. juni 1910).

Højesteret nedsatte som nævnt straffen til 8 måneder. Kongen benådede ham i juli 1910 under hensyn til den lange varetægtsarrest mod at han rejste 10 år til udlandet. Det skete dog ikke lige med det samme, først da politiet formanede ham at rejse. 

En overlegen Herre. Reservebaronen Georg Petersen blev som bekendt benaadet paa Betingelse af, at han forlod Landet.

Saa meget større Forundring har det derfor vakt, at han stadig - 6-8 Uger efter at Benaadningen er sket - opholder sig i København.

Hver Eftermiddag kan man møde ham paa Strøget, smilende og elegant som i hans Velmagtsdage.

For et Par Dage siden mødte en Overbetjent i Københavns Politi ham og spurgte ham - halvt spøgefuldt:

Tror De nu ogsaa, at den gaar Petersen? hvortil "Reservebaronen" i en let fornærmet Tone svarede :

- Jeg vil nok se den Betjent, der lægger Haand mig"

- Jamen, indvendte Politimanden, der var jo dog Meningen, at De skulde rejse?

- Det var det, svarede Petersen flot, men det er virkelig ogsaa meget muligt at jeg en Tag rejser til - Malmø.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 3. september 1910).

På politikammeret fandt man 24.000 kr i hans tegnebog. Han rejste efterfølgende til Algier i oktober 1910 med 22.000 kr. Hans ødselhed vakte politiets opmærksomhed og han blev arresteret fordi en to år gammel arrestordre ikke var blevet annulleret - det var den der var brugt da han blev taget i Buenos Aires. Efter kontakt til Københavns Politi om fejltagelsen, blev han efter 3 dage løsladt igen. Han puslede ifølge aviser med at åbne en chokoladefabrik - eller forretning som han ifølge Kolding Social-Demokrat 28. juni 1911 havde åbnet. Han forsvandt efter at have formøblet 25.000 kr. som familien havde indsamlet til forretningens start.