Lad Nielsen forsøge! (Efterskrift til Politivennen)

Naturlægen fra Vejle er stadig rede til offentlig at helbrede en Gigtpatient.

"Jeg er ikke Kvaksalver"

"Aftenbladet" har tidligere henledt Opmærksomheden paa Naturlægen fra Vejle, Massør Chr. Nielsen, der offentlig har tilbudt at helbrede et hvilket som helst Tilfælde af Leddegigt, Lægerne vil præsentere ham. Han betinger sig 8 Dage men mener dog, at han kan gøre det på endnu kortere Tid.

Massør Chr. Nielsen.

Den danske lægeverden har ikke reageret overfor Tilbudet. Den iagttager en fornem, men iøvrigt meget talende Tavshed, og mon nogen havde ventet det anderledes?

Vi skal ikke forsøge at udgranske de Motiver Lægerne kan have til deres sikkert velovervejede Tilbageholdenhed, men blot paapege den Kendsgerning, at d Herrer lader en glimrende Lejlighed gaa fra sig til enten at gøre Manden haabløst til Grin - eller til at fastslaa. at enhver Form for Gigt kan helbredes.

Lad os en Gang antage, at det utrolige skete, at Nielsen faar Held med sit Eksperiment. Ja, om vi blot tænkte os. at hans Forsøg efterlod bare et lille beskedent Fingerpeg om, at han var inde paa den rigtige Vej, burde vi da ikke alle - Lægfolk og Læger i skøn Samdrægtighed - takke ham for hans Indsats? Een ting véd vi i hvert Fald med Bestemthed: Den, der af egen Erfaring kender Gigtens pinefulde Gru, vil græde af Lykke alene ved at skimte en bittelille spinkel Straale af Haab!

Nielsen er fremdeles rede.

- Staar De stadig ved Deres Tilbud? - spørger jeg Massør Chr. Nielsen under hans sædvanlige Fredagsbesøg paa Provinshotellet.

Og den mærkelige Vejlenser, ved hvem der forøvrigt ikke er andet mærkeligt end det usædvanlig friske og djærve Humør, som formelig strutter ud fra hans kraftfulde Personlighed, svarer uden fjerneste Betænkning:

- Ja! Og da De nu engang giver mig Lejlighed til at slaa Spunsen af Tønden, saa lad mig tilføje, at jeg anser Bekæmpelsen af Gigtens Landeplage ved en Komité for det rene Pip. Nu er det altsaa Meningen, at naar der er samlet tilstrækkeligt med Kontanter, skal en Række høje og fine Herrer til Udlandet paa kostbare Studierejser. Det er saftsuseme for galt! I Stedet for burde d'Herrer nøjes med at spadsere en Tur ud ad Landevejen og rode lidt i Grøfternes Urteflor. Dér nemlig, paa Alfarvej, lige til at samle op, gror Midlet mod Gigtens Djævelskab. Men det er jo en gammel Historie, at det, der ligger Lige for Næsen af en, er sværest at faa Øje paa.

Hvorfor skulde Jeg sætte mit Lys under en Skrppe?

- Har De aldrig haft Uheld med Deres Patienter?

- Ih bevares, selvfølgelig har jeg det, svarer Chr. Nielsen Naar Folk ikke nøje vil følge mine Anvisninger, maa de hellere blive borte. Saa bliver jeg gal i Hovedet og lader dem sejle deres egen Sø. Min Tid er for kostbar til at spilde paa kludremikler. Paa den anden Side har jeg ogsaa opnaaet Resultater, som fylder mig med Stolthed og Glæde, saa jeg sommetider er lige ved at staa paa Hovedet ... Ja, hvorfor skulde jeg stille mit Lys under en Skæppe? Et af mine lykkeligste Tilfælde er en ældre Dame, som i 22 Aar har været plaget af en nederdrægtig og indgroet Leddegigt. Hun slæbte sig frem ved to Stokke. Jeg havde nær faaet et Chock, da jeg en 4-5 Dage efter første Behandling besøgte hende og hun selv kom ud og lukkede op for mig, sprælsk og kaad som en Julebuk.

En lykkelig Mand.

- Hvorledes kom De Ind paa Deres nuværende Virksomhed?

- Det maa have ligget mig i Blodet. Min Far var en amerikansk læge, jeg er hans uægte Søn, som man kalder det, men vel lige god for det. Da jeg i 30 Aars Alderen var ansat paa en Fabrik i Vejle, blev jeg angrebet af Ischias i en saadan Grad, at man en skønne Dag kom bærende hjem med mig. Jeg tudbrølede som et lille Barn ved Udsigten til at skulle være Invalid i saa ung en Alder.

I et Aar var jeg langt nede. Jeg humpede af Sted ved 2 Stokke, følte mig som et Vrag - sIaaet ud i Livets Boksekamp! Saa var det, at jeg gjorde et desperat Forsøg paa at blive Menneske igen. Jeg studerede Botanik og gamle Lægebøger, skaffede mig de nødvendige Urter og begyndte at eksperimentere. Resultatet ser De her foran Dem. Jeg er raskere end nogen, kender ikke til Smerter, mine Lidelser er som en fjern, ond Drøm. Og det er mig en inderlig Glæde, at jeg har været i Stand til at hjælpe andre Mennesker paa samme Maade, som jeg har hjulpet mig selv.

Jeg er alt i alt en lykkelig Mand. Hvis De skriver lidt om mig, saa omtal ogsaa min Kone, som har været mig en storartet Medhjælp i min Virksomhed og til uendelig Trøst og Opmuntring for mig i de svære Aar. da alt syntes at tegne til Selvmord.

Jeg er ikke Kvaksalver!

- Har De aldrig haft Vrøvl med Myndighederne?

- Jo, for nogle Aar siden blev der i Horsens rejst en Sag mod mig, efter at en Kreds af Byens Borgere offentlig havde takket mig i en af Aviserne! Men jeg blev frifundet. Jeg er sørenjenseme ikke Kvaksalver! Jeg er Massør! Og ikke en Kat kan forhindre mig i at sige til de gigtlidende Mennesker, som kommer til mig med deres Plager: Jeg har hørt, at det og det hjælper for den Slags! Er der maaske ikke, trods alt, en vis Talefrihed i Landet?

- Hvor mange har De under Behandling i Øjeblikket?

- Kan ikke sige det paa staaende Fod, men alene i København er 206 indskrevet. Desuden besøger jeg i fast Rute en Række andre Ryer. Paa Søndag skal jeg i Vamdrup modtage 3 Mennesker, som kommer rejsende fra Hamborg Da jeg sidst kom hjem til Vejle laa der 52 Breve og ventede paa mig. Saa jeg har nok at gøre! Men jeg er en rastløs Natur, og jeg er glad for mit Arbejde. Hvile ... det har man jo rigeligt af, naar man en Dag ligger med Næsen i Vejret.

G. F.

(Aftenbladet (København) 10. oktober 1928).

Delte Meninger om Nielsen

Er han overbebyrdet?

"Aftenbladet" forsøger at skaffe ham Adgang til et Helbredelsesforsøg under Kontrol.

Vi har modtoget følgende:

Hr Redaktør!

"Aftenbladet" for 10 Oktober d. A. bringer en Artikel med Anbefaling af varmeste Art for Massør Chr. Nielsen fra Vejle og hans Lægedom for Gigtlidende, og jeg slutter mig fuldstændig til Deres Opraab: "Lad Nielsen forsøge!"

Gid det maa lykkes ham at bringe Lindring, ja Helbredelse til de af Gigten plagede stakkels Medmennesker (hvoraf jeg har set flere stærkt Ildende); men - mind ham saa ogsaa om at holde de Løfter, han giver disse, som har Haab og tror paa ham. For nogen Tid siden havde jeg Lejlighed til at se en stækt lidende Gigtpatient (af mit Bekendtskab) sidde sammenkrøben og næsten opløst af Smerte i Armene. Massør Chr. Nielsen (som var konsulteret paa Provinshotellet) havde lovet at sende en Pakke (med Urtemidlet) pr. Efterkrav, men endnu en Maaned efter er Løftet ikke indfriet og Patienten lider stadig og dertil Skuffelsen.

Hvor bliver Pakken af, Hr. Nielsen?

Skyldes mon Udeblivelsen, at Patienten ikke havde de fornødne Kontanter hos sig ved Konsultationen? Send Regningen til mig! Og spar lidt paa de store Ord og gode Løfter, hvis De ikke er mere velmente end i nævnte Tilfælde eller er det som visse Foretagender .... indsend Kr. o. s. v.?

Naturligvis kan Hr. Nielsen tkke arbejde gratis, det siger sig selv, men Forudbetaling for ikke effektuerede Ordrer er et større Fænomen end Gigtens Betvinger.

Altsaa "lad Nielsen forsøge - igen!"

Ærbødigst
Chr. Malm.
Dannebrogsgade 25. Sal, TV.

- - -

Vi vil i Løbet af Dagen forelægge ovenstaaende Indlæg for Massør Chr. Nielsen. Det beror dog paa en Misforstaaelse, naar den ærede lndsender har opfattet vor Artikel om Naturlægen fra Vejle som "en Anbefaling af varmeste Art for Manden." Vi har skildret et Besøg hos Chr. Nielsen og i Samtaleform ladet ham udtrykke, hvad han havde paa Hjerte, men herudover kan vi naturligvis ikke tage Standpunkt i Sagen.

løvrigt har talrige Breve og Opringninger vist os, hvad vi ogsaa ventede, at der er delte Meninger om Chr Nielsens Virksomhed. De Vidnesbyrd, der er kommet os for Øre, svinger fra Harme og Foragt til kogende Begejstring over han Resultater. Vi skal i Løbet af de nærmeste Dage undersøge, om der ikke paa en eller anden Maade kan aabnes Adgang for Chr. Nielsen til under Kontrol at foretage det Helbredelsesforsøg, hvori baade han selv og store Dele af OFfentligheden i allerhøjeste Grad er interesseret.

(Aftenbladet (København) 12. oktober 1928).

Dækningen af Chr. Nielsen fortsatte i de følgende dage i Aftenbladet. Nielsen undskyldte sig med at han havde haft for travlt, og at han kun i undtagelsestilfælde tog forudbetaling. Lederen af Bade- og Massageklinikken på Bispebjerg Hospital Hans Jansen kendte ikke til Chr. Nielsen, men henviste til at læger også helbredte med metoder der kunne synes mirakuløse. Han afviste at Nielsen kunne anstille forsøg på hospitalet. 

Eksempel på en annonce fra Chr. Nielsen, her fra Frederiksborg Amts Tidende, 17. februar 1930.

Den 26. marts 1930 rejstes tiltale mod ham - der på daværende tidspunkt boede på Gamle Mosevej 269 i Kongens Lyngby. Chr. Nielsen var arbejdsmand og sømand, havde altså ingen uddannelse hverken som læge eller massør. Herefter han nedsatte sig som mirakeldoktor i Vejle for iskias, gigt og rheutmatisme med sennepsfrø, bukkeblade, kamilleblomster, græsfrø mv. Retslægerådet udtalte at han manglede alle forudsætninger for at behandle patienter, og Københavns byret mente at hans behandling havde bragt patienter i fare, og idømte ham 14 dages simpelt fængsel.

De Hjemløses Tog. (Efterskrift til Politivennen)

De Hjemløses Tog er nu paa Vandring mod København.

En broget Skare.

En Eks-Bankbogholder som Kassemester og en Husarofficer som Anfører.

Det er Sikkert den største Dag, Stationsbyen Kjellerup nogen Sinde har oplevet. En straalende Sol skinnede I Gaar Morges ned over en højst broget Befolkning, der fyldte Byens Gader, de nu 1000 Hjemløse, der var stævnet sammen fra alle Verdenshjørner, en Del nogenlunde velklædte, mange luvslidte og endnu flere næsten i Pjalter. Men Jydernes berømte Gæstfrihed og gode Hjerter fejrede Triumfer. Byen havde givet Nattelogis i alle til Raadighed staaende Lokaler, nu gav den Morgenkaffe og Morgenøllebrød til alle de Fremmede, alle begyndte Dagen med fuldt mættede Maver. Og saa tog Kjellerupboerne fat paa Udbringen af Paaklædningen - Pjalterne forsvandt og erstattedes med forholdsvis godt Tøj rundt fra Hjemmenes Garderober. Byens Barberere ragede gratis alle dem, de kunde overkomme, og for at sætte Prikken over l'et gik en Bidragsliste rundt for at skaffe Kontanter til Tærepenge paa Vejen. Den indbragte et lille Tusind Kroner. Og en Deltager, der var Eks Bankbogholder, blev valgt til Over-Revisor!

Ved Tolvtiden startede Toget fra Byens Lystanlæg. Det kom til at tælle mellem 3 og 400 Deltagere. I Spidsen saa man en stor Plakat med Indskriften: ."De Hjemløses Tog Kiellerup-København".

Hvad var det for Folk, der dannede dette Tog - En højst broget Skare. En Del virkelige vandrende Svende. Folk der virkelig gerne vil have Arbejde, men mange maa vist betegnes som Vagabonder, Folk, der har levet sig sammen med landevejen, og dernæst en Mængde ganske unge Mennesker, mange kun i 20 Aars Alderen. Men Humøret stod højt. Der jubledes og raabtes Hurra, og Kjellerupboerne jublede igen og ønskede Lykke paa Rejsen.

En festlig Ankomst til Silkeborg.

Kl godt 5 naaede Toget Silkeborg. Her var Byens Borgere aabenbart ogsaa oplagt til at "lave en Dag ud af det". Toget blev modtaget med [ulæseligt] og gemytlige Tilraab og Hilsner, hele Byen var paa Benene og var et stort glad Smil. 

I Borgerskolens Gymnastiksal var der dækket op ved lange Borde, der var pyntet med Blomster, og Menuen lød paa Risengrød og bajerske Pølser, Kaffe og Boller. Fagforbundene havde arrangeret festlig Underholdning, og hele Troppen fik Nattelogis i Gymnastiksalene, hvor der redtes med Halmknipper paa Gulvet.

Flyveren Clauson-Kaas vil føre Toget.

Der kom en ekstra Overraskelse I Aftenens Løb. Man fik et telegrafisk Tilbud fra den unge Flyver-Løjtnant Cløuion-Kaas der gerne vilde anføre Toget fra Skanderborg til København, og, hvis Tilbudet modtoges, vilde møde i Flyvemaskine i Skanderborg i Morgen. Man afsendte straks følgende Svartelegram:

"Alt vel, godt ankommet til Silkeborg. Lover Dem Tillid og absolut Myndighed Indtil Ankomsten til København. VI er i Skanderborg Tirsdag Aften Klokken syv, kom bare, De er velkommen!"

Afmarchen fra Silkeborg i Morges.

Samtale med Politimesteren.

Vi havde Kl. 10 en samtale med Politimesteren i Silkeborg, der meddeler:

- De Hjemløse Besøg her i Byen er forløbet uhyre harmonisk. Toget afmarscherede herfra Kl. 9 1/4, der var ialt ca. 340 Mand, og under drønende Hurraah og et Leve for Politiet og Silkeborg Borgere, med Tak for alt godt, drog de af Sted mod Skanderborg.

Her vil Flokken vokse, idet her ventes en Flok fra Aarhus og en fru Horsens, der vil støde til, og i Morgen tidlig sammen med Stamflokken drage videre syd paa. Her i Silkeborg kan vi kun rose de Hjemløse for fuld korrekt og elskværdig Optræden.

(Aftenbladet (København) 6. marts 1928).

Fotoer fra Aftenbladet (København) 5. marts 1928 som viser Skovpavillonen i Kjellerup hvor de hjemløse bespises. Nedenunder Togets Ledere fra venstre til højre: Chr. Christensen, E. Andersen, Sv. Aage Frederiksen, Chr. Nielsen, siddende: P. Fristenborg, Carl Madsen, C. Nørgaard og Geslin.

Næste dag gik toget fra Silkeborg til Rye hvor Clauson-Kaas stødte til og satte sig i spidsen for toget. Herefter Skanderborg og Horsens. By- og sogneråd undervejs bespiste deltagerne. 

Løjtnant Knud Clauson-Kaas paa Skanderborg Torv. Foto fra Aftenbladet (København), 8. marts 1828. Clauson-Kaas var meget hurtig til at udsende en pjece med sine oplevelser af holdninger. Den blev refereret i Social-Demokraten 23. marts 1928. Af skuffede hjemløse fik han en opfordring til at nedsætte en komite, som blev dannet den 23. marts under navnet "Hjemløsehjælpen i København". Den bestod af skoleinspektør Ernst Philipson, direktør Gottschalck, Clauson-Kaas og to hjemløse.

Nationaltidende havde den 8. marts denne tegning på forsiden med teksten: "Ove Rode til Redaktør Koppel: Lad os nu hellere liste ud af Toget, inden der bliver Spektakler. Det kunde være Borgerskabet ikke fandt Ideen helt saa morsom som vi".

Hjemløsetoget i Horsens. Foto fra Social-Demokraten, 9. marts 1828

Da toget var på vej mod Vejle, fik det besked om at justitsminister Rytter havde givet ordre til at opløse toget, og indenrigsminister Kragh forbudt kommunerne at yde hjælp. Politi blev sat til at vogte tog og færgeovergange. Knud Clauson-Kaas fik besked fra sin far, ritmesteren, at han risikerede at blive slettet af gardehusregimentets officersliste. Clauson-Kaas nægtede, men efter en telefonsamtale med Rytter blev de enige om at han skulle afmønstre toget i Vejle. 

Den 9. march afgik toget fra Horsens kl. 10:30 og var ved Hedensted Station ved 3-tiden. Kl 6 i Vejle. I Hedensted serverede Venstre-sognerådet stik imod forbudet kaffe og wienerbrød for de hjemløse. Til toget sluttede sig en "ret stor" flok kommunister, og en halv snes sønderjyder, måske fra Cornelius Petersens tilhængere. Kommunisterne fra Århus blev sat på en bus og kørt hjem, mens sønderjyderne nægtede og overnattede.

Fotoer fra Vejle station (Aftenbladet (København) 10 marts 1928). Øverst til venstre glade svende der ruller afsted under harmonika- og mandolinmusik. Derunder typer af deltagere, yderst til højre løjtnant Clauson Kaas.

I Vejle var der et opgør mellem den københavnske kommunist og frugthandler Knudsen og løjtnant Clauson-Kaas, som blev kaldt "Rytters betalte kreatur". Det blev aftalt at man skulle mødes på Frederiksberg Bakke den 20. marts, og mens nogen herefter vendte hjem, fortsatte andre i mindre skarer over bæltet

Københavns Politi havde sendt omkring 50 betjente til Vejle. De vendte herefter tilbage til København, i følge dette foto fra Aftenbladet (København) 10. marts 1828. 

Fotoet forestiller den 8 mand store deputation fotograferet om formiddagen den 13. marts 1928 udenfor justitsministeriets bygning. Ordfører var skrædersvend Justenborg fra Skanderborg. Desuden maskinarbejder Geslin. Aftenbladet (København), 13. marts 1928.

Socialdemokraten 13. marts 1828 havde et lidt anderledes foto af de syv af udvalgets medlemmer: Forreste række fra venstre formanden Geslin, København, Søren Christensen, Aarhus, E. M. Andersen, Odder og Charles Nørgaard, Vejle. Bageste Række fra venstre: Svend Aage Frederiksen, København og Charles Nielsen, København.

De Hjemløses Udvalg kom lørdag den 11. marts 1928 til København og fik foretræde hos justitsminister Rytter den 13. marts. Også en deputation studerende mødte op for at protestere mod opløsningen. Indenrigsminister Kragh modtog dem senere på dagen. Clauson-Kaas forelagde Kragh planer om bl.a. at oprette kolonier på heden for fremtidige udvandrere. På samme tid var en del hjemløse nået til Sjælland, nogen blev anholdt for betleri. 

Nationaltidende, 2. udgave bragte dette foto den 20. marts 1828 af hjemløse og nysgerrige samlede på Frederiksberg Bakke.

Nationaltidende berettede den 21. marts 1828 at toget af hjemløse og nysgerrige - de hjemløse i klart mindretal - gik fra Frederiksberg Bakke, anført af en flok kommunister der sang "Internationale". Flankeret af politi. Det tog ½ time for toget at passere Frihedsstøtten. Herfra gik turen ad Tietgensgade og Ny Vestergade til Christiansborg Slots Ridebane. 

Fra de Hjemløses Tog.

Øverst til venstre: Paa Raadhuspladsen. Efter Besøget hos Borgmester Viggo Christensen meddeler Deputationen Resultatet for den lyttede Skare. Overst til højre: Politidirektør Fabricius-Hansen, der siddende paa Muslingskallens Brystværn betragter Begivenhedernes Gang. Nederst til Venstre: Togets Deltagere paa Christiansborg Slots Ridebane. Nederst til højre: De Hjemløses Deputation har efter Besøget hos Indenrigsminister Kragh besteget Fodstykket til Rytterstatuen, og Ordføreren Maskinarbejder Geslin, giver Beretning om Mødets Forløb. 

Roen, Ordenen og Disciplinen var mønsterværdig.

Alle onde Anelser blev gjort til skamme i Gaar. De Hjemløses Tog gennem Byen fortjener at mindes alene for den eksemplariske Ro og Orden, hvormed det hele foregik, og dette tjener i første Række de Hjemløse Togs Udvalg til Ære. Det mærkedes ude paa Frederiksberg Bakke, hvor Deltagerne begyndte at samles ved Halv totiden. Førerne var overalt paa Færde og manede Deltagerne til at tie vare Roen og Værdigheden. "Enhver, der begyndte at lave Ballade, bliver smidt ud" lød Parolen. Og det bar Frugt. 

Lidt efter lidt fandt Afmarchen Sted. I velordnet. Kolonner, 4 Mand i hvert Geled travede man af Sted med frederiksbergske Betjente i Spidsen, saa kom en lille Flok Studenter, mandlige og kvindelige, blandt hvilke man saa to unge adelige, Grev Kaj Moltke og Baron Oluf Rosenkrantz, der vilde vise de Hjemløse Sympati. Saa kom Udvalget og derefter de virkelig Hjemløse, Kærnetruppen, den, der dannede den virkelige Basis for toget. De var ikke til at tage Fejl at, baade deres Ansigter og deres Paaklædning bar Vidne om Savn og Nød - der var vel højst regnet 500; Resten af de tusinder, der dannede Processionen, var københavnske Arbejdsløse og Arbejdere, der var mødt op for at støtte Demonstranterne og saa Nysgerrige. Dem var der naturligvis mange af.

Fotoet stammer ikke fra Aftenbladet, men fra en artikel i Social-Demokraten 21. marts 1828. Det forestiller toget ved indgangen til Vesterbrogade.

Togets Vandring gennem Byen.

Taktfast og roligt gik Toget gennem Vesterbrogade. Paa Grænsen mellem Frederiksberg og København afløstes de frederiksbergske Betjente af københavnske Kolleger. Og Chefen for det ridende Politi, Overbetjent Andersen overtog Førerskabet. Ved Tivoli drejede man nedad Bernstorffsgade og fortsatte ad Tietgensgade til Slotspladsen. Her var opmarcheret en mandstærk Politistyrke under Politiassistent Heibergs Kommando, men den fik en let Opgave. Politidirektør Fabricius-Hansen og Københavns Kommandant Generalmajor Castenskiold saas begge civilklædte færdes omkring blandt Publikum.

Straks etter Togets Ankomst begav Udvalget sig op til Indenrigsminister Krogh. Det blev en lang Ventetid for den store Skare, og Kulden bed gennem de tyndslidte Klæder, forskellige Deltagere forkortede Tiden ved at holde Taler fra Fodstykket til Chr. den 9s Rytterstatue, som man uden Indvending fra Politiet side fik Lov at bestige. Der faldt adskillige stærke Ord, uden at de dog just var udæskende. Saa kom Udvalget efter en Times Forløb tilbage, og Maskinarbejder Geslin, gav Referat - Det var et tyndt Resultat, erklærede han, men vi havde ikke ventet det bedre! Ministeren lovede at undersøge Svendehjem og Herberger og forsøge paa at skaffe Arbejde ved Hedeplantager. Men vi vil selv have Haand i Hanke med Ledelsen - vi vil ikke slaas i Sæk med Tugthusfangerne, der arbejder paa Heden.

En Hjemløs, Michelsen, tog Ordel og opfordrede til at gaa til Raadhuset og forlange Mad og Nattelogis at Borgmester Viggo Christensen, og Skaren fulgte Opfordringen og drog mod Raadhuspladsen.

Hele Muslingeskallen blev fyldt, helt langt ud over Raadhuspladsen stod de nysgerrige Masser, og Udvalget gik op til Borgmesteren. Atter en lang Ventetid og atter et tyndt Resultat.

Borgmesteren stillede sig absolut afvisende overfor Kravet om gratis bespisning og Logi paa Kommunens Regning, han kunde kun henvise til Sundholm - med Fattighjælps Virkning. Meddelelsen virkede ophidsende, der lød heftige Fyraab, men Roen hevaredes alligevel.

Og saa gik Toget i god Orden ud ad Amager Boulevard, ud til Sundholm, og det var, bemærkelsesværdigt nok, uden Politiledsagelse Derimod var en Styrke ridende Politi og et par Politibiler med Mandskab troppet op ude ved Anstalten, men ogsaa de fik en let Opgave.

Udvalget gik ind og fik en Samtale med Inspektør Lutz-Höppermann der meddelte dem, at der

kunde skaffes flere Hundrede Sengepladser - men som Fattighjælp. 

Man var ikke forberedt paa at bespise de mange Mennesker, men det lykkedes alligevel

- de fik alle et Maaltid Vandrisengrød med Øl. 361 Mand fik Natteleje - men der havde været Plads til 700!

Natten paa Sundholm

Morgensamtale med Inspektør Lütz-Hoppermann.

Da vi i Morges ved 6-Tiden kom ud paa Sundholm for at høre, hvorledes det gik med de 360 Hjemløse, lød Svaret: 

- De er saamænd ikke oppe endnu. Da de kom her i Aftes, saa de ærlig talt meget medtagne ud De blev jo fulgt herind af en stor Skare københavnske Kammerater, der raabte de vilde komme og hente dem i Dag til Morgen Men de kommer vist til at vente længe.

Efter Ankomsten fik de Grød og Øl, og saa gik de alle i Seng. De var dødtrætte og ganske udsultede, saa Sengene herude har sikkert været et herligt Leje for dem. 

Godt Humør paa Stuerne.

Vi kiggede derefter over i Bygningen hvor de Hjemløse var indkvarterede. Dørene var laasede, men indenfor syntes Stemningen ikke særlig nedtrykt. Der lød baade Latter og fornøjelig Tale. Man var lige ved Morgenmaaltidet, Margarinebrød og Kaffe. Det var vel ikke mindst det, at de fik Lov til at spise sig mætte, der satte Humøret i Vejret.

Hvad der vil ske.

lnsjiektøi Lutz-Høppermann var allerede paa sit Kontor t travl Virksomhed med at træffe Dispositioner for Dagen.

- Hvorledes er Natten forløbet?

- I fuldstændig Ro og Orden. For en Sikkerheds Skyld har vi i Nat haft en Politivagt paa 15 Mand herude, men der er ikke bleven Brug for dem.

- Hvad sker der til Morgen?

- Ved 9 Tiden tager vi fat paa at undersøge hver enkelt Mands Forhold og Papirer. Det skal vi ifølge Reglementet, selv om Gæsterne vel ikke er særlig glade ved det. De Hjemløse, hvis Papirer er i Orden, det vil sige som kan dokumentere en Hjemsted-kommune eller har Fagforeningsbog, vil i Formiddagens Løb faa udleveret et Fripas til deres Hjemsted, men det ordnes saaledes, at de Ikke kan sælge det til andre, og sendes af Sted i Dagens Løb.

De øvrige bliver overfart til Forsørgelsesafdelingen. Vi maa jo følge Reglementet.

- Det har Gæsterne vel ikke regnet med?

- Det maa de have været forberedt paa. I Aftes, da de kom herud, stod der tre Mand fra Magistraten i Porten og gjorde hver enkelt opmærksom paa Konsekvenserne af, at de gik herind, at det var Fattighjælp. En Del forsvandt saa igen, men 360 Mand gik altsaa alligevel herind.

Nogle københavnere slap med ind, vistnok nogle Smede, for at se, hvorledes det gik. De krævede straks i Morges at blive lukket ud, da de skulde paa Arbejde. Men de maatte blive her sammen med de andre, til deres Forhold kan blive undersøgt. De maatte jo ogsaa vide, hvad de indlod sig paa. Deres Maaltid og Nattelogi er Fattighjælp ligesom de øvriges.

Hvilke Dispositioner, der vil blive truffet I Dagens Løb, kan jeg ikke udtale mig om endnu. Jeg maa naturligvis konferere med Borgmester Christensen. Men foreløbig er her altsaa fuldstændig Fred og Ro, og forhaabentlig sker der heller ingen optøjer, naar de, der ikke straks sendes hjem, faar at vide, at de maa blive her et Stykke Tid, til vi ogsaa faar dem sendt af Sted. 

Foreløbig faar de trøste sig med Middagen: Sulevælling og Flæsk.

60 Hjemløse paa Gæstehjemmene.

I Nat har 60 af de Hjemløse dog sovet i Sct. Johannes Gæstehjem i Ryesgade 28 A, hvor man - efter at have sat sig i Forbindelse med Daghjemmet paa det gamle Jernbaneterræn - modtog de 60 Gæster med aabne Arme.

Der redtes i Spisesalen og tilstødende Lokale med bløde Madrasser og fyredes godt op i Kakkelovnene. Til Morgen beværtedes de 60 Mand med Kaffe og Brød og faar ved Afskeden en solid Frokostpakke med. I Formiddag afholdes inden Afrejsen en lille Morgenandagt hvor Forstander Aagaard holder en lille Tale til de Hjemløse. Saa mødes de derude i Sct Johannes Gæstehjem med 30 Kammerater fra Sct. Jacobs Gæstehjem, og man vil saa se at faa de Hjemløse ud paa Jernhanestationerne og ud paa landet igen.

Forstander Aagaard siger, at da 60 Mand har opført sig mønsterværdigt i alle Retninger. 

Vi udvekslede el Par Ord med et Par af de farende Svende, der var glade for København og den Sympati, der var vist dem fra mange Sider og tilfredse med, at deres Iedere havde forstaaet at holde Orden og forhindre Spektakel-Forsøg af enhver Art fra Udenforstaaende Side.

(Aftenbladet (København), 21. marts 1928).

To fotoer fra Social-Demokraten 21. marts 1828 som forestiller toget på Christiansborg Slots ridebane.

De følgende dage blev hver enkelt sags undersøgt, og det viste sig at der var 133 københavnere mellem de hjemløse som havde ladet sig indlægge, og som enten havde fast bopæl eller var i stand til at klare sig selv. De blev lukket ud. 135 blev sendt til forskellige steder i provinsen. 

Toget er beskrevet i Michael Valeur: "De hjemløses glemte march i 1928"

Den 21. september 1928 forsøgte man sig på ny med et tog af hjemløse fra Randers. Det var  allerede fra starten forbudt, og Randers politis 30 mand var blevet forstærket af 80 mand fra Aalborg. Det blev dog opløst inden det overhovedet kom i gang, og lederen af toget oplyste at man igen ville forsøge sig den 23. oktober 1928.

Skadelidte i Veile. (Efterskrift til Politivennen).

 Veile, 20de April.

Fra over hundrede Landboere er igaar afsendt til Indenrigsministeren en Adresse, hvori der andrages paa snarest muligt at erholde Erstatning for de røvede Heste. Adressen er saalydende: "I Foraaret 1864, under den fjendtlige Occupation af Jylland, fristede de iøvrigt haardt betrængte Jyder den Skjæbne, at Fjenden røvede Heste fra dem, og skete dette navnlig i den travle Driftstid. Fjenden viste ved denne Leilighed, ligesom iøvrigt under sin hele Færd, den største Hensynsløshed, og navnlig maatte Flere af Agerbrugerne afgive deres hele Besætning. Fremgangsmaaden var den, at Fjenden sammendrev hele Byers og Sognes Heste og deraf udsøgte de kostbareste og hvad man kalder egentlige Luxusheste, just den Slags, som man paa Markedet faaer betalt med de høieste Priser. Det behøver ikke at udvikles for det høie Ministerium, hvor nedtrykkende og strængt en saadan Fremgangsmaade af Fjenden maatte ramme; men Ulykken, thi dette var det paa den Tid, rammer i Særdeleshed haardt, naar den træffer den Enkelte, og navnlig Agerbrugeren, saaledes som Tilfældet var her. - Men just fordi Ulykken og Tabet saaledes har ramt den Enkelte, og navnlig Agerbrugeren, mene vi, at det ligefrem er en Fordring, der begrundes paa Billighed, naar vi herved underdanigst, men bestemt og med al Alvor, opfordre det høie Ministerium til at være betænkt paa at mildne det Skete og at oprette Skaden, og kan dette kun nogenlunde skee ved at fuld og contant Betaling gives strax. Vi behøve vist ikke at minde om, at vi alt have tabt et Aars Renter af vort Tilkommende, og at Tiden er trykkende, da der ikke er nogen Handel med Landmandens Producter, der staae i lav Priis, og Udgifter, saasom Skatter, Folkeløn etc., absolut skulle ud, ja, vi kunne gjerne tilføje, at Skatten med Strænghed inddrives og at Udpantning hører til Dagens Orden heri Egnen. Idet vi hengive os til det Haab, at det høie Ministerium vil lade vor billige Fordring skee Fyldest, er det vist ikke urigtigt at lægge Ministeriet paa Sinde, at flere Menneskers Velfærd er afhængig af, at hurtig og tilbørlig Hjælp skaffes. - Vedtaget i en Forsamling af Skadelidende i Veile Amt. - Veile, den 10de April 1865."

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 24. april 1865).

Vejle. Dybbøl. Krigskjørsler. Tønder. 1ste til 3die Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Veile skrives i Byens Av.: Efter det temmelig langvarigt Bekjendtskab, vi her i Vejle nu have stiftet med saavel Preusserne som østerrigerne, ere forhaabentlig de Fleste af os komne til den Erkjendelse, at vi, naar Galt skal være, staae os bedst ved at have østerrigsk Beværtning. De østerrigske Officierer ere nette og opmærksomme Folk og de Menige godmodige og passe sig selv. Forurettes eller forulempes man af Sidstnævnte, da straffe deres Foresatte dem haardt. Og netop fordi vi for Tiden have østerrigsk Militair, derfor forleder ogsaa denne løierlige Vaabenhvile hos os fredeligere og roligere end paa mange andre Steder. Det er en lille Indrømmelse, om man saa vil kalde det, som Tilfældet har skaffet det længe og haardt medtagne Veile. Er der imidlertid Noget, man offentligt skulde føre indtrængende og berettiget Klage over, saa er det Beslaglæggelsen og Tillukningen af de 5 Manufacturboutikker, som har vedvaret siden den 11te, da Marskalk Wrangel ikke kunde faae de 50,000 Rd. Det at standse 5 Borgeres Næringsvej og for en Tid gjøre dem næringsløse, det skal kaldes Repressalier for Opbringelsen af de tydske Skibe! Det er det nu ingenlunde, men derimod kun et slet og ret inhumant Tvangsmiddel, der tilsigter gjennem Folket at udøve et Tryk paa Regjeringen. Forinden Blocaden traadte i Kraft, bekjendtgjordes det nemlig allevegne, at der vilde blive lagt Embargo paa alle tydske Skibe og Havnene blive blokerede; det var altsaa en Foranstaltning, hvis Ikrafttræden var bekjendt for Alverden, og som man kunde tage sig iagt for, men man avertede ikke Publicum om, at man vilde lukke Boutikkerne, saaledes at Kjøbmændene kunde faae Tid til at flytte deres Lagre til Øerne; man gik med et Par Timers Varsel ind til fredelige Borgere i en Provinds, som alt i Forveien har maattet give Millioner til Fjenden, og bemægtigede sig deres Gods. Der er en betydelig Forskjel paa de to Fremgangsmaader - og saa skete endelig Lukningen af Boutikkerne paa en saa tvivlsom Dag som den 11te, da Vaabenhvile-Contracten var afsluttet den 9de og skulde træde i Virksomhed den 12te. Der er talt med Wrangel, der er talt med Gablenz og der er talt med Regjeringscommissairen om den Sag, der er skrevet baade forstaaelige og uforstaaelige Beretninger til kjøbenhavnske Blade, men Kjøbmændene have til Dato ikke faaet deres Boutikker og Lagre til fri Raadighed. Det skulde glæde os, om disse Linier maatte komme den kgl Regjeringscommissair for Øie, for at det muligviis kunde bevirke en snarlig Forandring i disse Kjøbmænds for Øieblikket alt Andet end misundelsesværdige Stilling, der nu vedvarer paa 16de Dag.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 1. juni 1864).

Ærøskjøbing. Paa Fredag afholder Landboforeningen sit Foraarsmøde, der her ligesom andre Foreninger andetsteds har været udsat, paa Grund af Krigen. Da man helst maa ønske, at Alt hvad der angaaer Agerdyrkning o.s.v. maa vedligeholde sin Interesse usvækket, selv under trykkende Tidsforhold, henlede vi Opmærksomheden paa Mødet, Kl. 1.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 1. juni 1864).

Ødelæggelsen i Dybbøl Sogn. Intet Sogn i Landet har lidt saa meget ved Krigen som Dybbøl, der har havt det Uheld at ligge midt imellem de stridende Hære og derfor vexelvis har været Gjenstand for vor og Fjendens Ild. Af et Brev fra Slesvig erfares, at der i Sognet er nedbrændt eller nedskudt 30 Bøndergaarde og større Afbyggersteder, 17 jordløse Huse, 2 Møller og 1 Fabrik. De brave, dansksindede Indvaanere have allerede for længe siden maattet forlade Hus og Hjem og have været udsatte for Nød og Elendighed. Nu begynde de at komme tilbage, men en stor Del af dem savner det Nødvendige til Livets Ophold. Deres Gaarde ere brændte, deres Sæd brændt eller røvet, deres Kvæg for Størstedelen slagtet eller bortkørt, deres Marker ødelagte. Naar noget Sogn har billigt Krav paa Understøttelse, saa er det dette, og vi skulle derfor bringe i Publikums Erindring en Indsamling, som finder Sted til Fordel for Dybbøl Sogns Beboere. Navnlig turde der være Opfordring for Landboerne til at give deres Skjærv til dem, der nu staa tomhændede ved Ruinerne af deres tidligere Velstand og ere udsatte for den bitre Nød. - Paa dette Blads Kontor modtages med Glæde Bidrag til Fordel for Dybbøl Sogns Beboere.

(Ribe Stifts-Tidende 2. juni 1864).

Münchener Punsch, 5. juni 1864. Under titlen "Jedem das Seine, oder wenigstens das, was ihm passt!" (Enhver sit, eller i hvert fald hvad der passer ham). Med kielerhat i hånden står Friedrich overfor mægtige Vilhelm I. Teksten lyder: "Onkel Wilhelm: Lieber Vetter Friedrich, Deinen Rock will ich Dir nicht vorenthalten, der gehört Dir von Gott und Rechts wegen. Aber den Hut da, das siehst Du ein, dass ein solcher Hafen für Dich zu gross ist, den wirst Du mir aufwichsen!" (Onkel William: Kære fætter Friedrich, jeg vil ikke tage din frakke fra dig, den tilhører dig af Gud og med ret. Men den hat, det indser du vel, at sådan en havn er for stor til dig, den vil du give til mig). Tegningen antyder at Preussens Wilhelm ikke så meget var interesseret i Slesvig-Holsten, men snarere den gode krigshavn Kiel.

Under Krigen ere, som bekjendt, Krigskjørselerne en af de tungeste Byrder for Landmanden, og desaarsag bør de, der søge at lette denne Byrde, ikke glemmes. I Hors. Av. fremhæves derfor følg. hæderlige Fremfærd af nogle af Flensborgs Borgere. Den 6te April bleve 65 Vogne, alle af Vejle Amt, fra Veile Vognpark beordrede til at kjøre til Flensborg, hver med 10 Tdr. Rug. En Deel af disse Vogne havde allerede været paa Holdepladsen flere Dage, og vare som Følge deraf blottede for Levnetsmidler og Hestefoder, imedens Kudskene ikke kunde erholde noget udleveret. Deres Forfatning ved Ankomsten til Flensborg, efter 3 Dages Reise, kan derfor nok tænkes. Heldigviis fandtes der i denne By nogle Mænd, som strax og saa godt det lod sig gjøre under disse Omstændigheder søgte at raade Bod herpaa. De brave Mand indsamlede 35 Rt., som uddeeltes til de meest Trængende af Kudskene, og tillige bespiste de i to Dage nogle af Folkene. Kun En af disse Hædersmænd er Inds. bekjendt af Navn, men da det antages kun at kunne skade ham ved i dette Øieblik at fremdrage hans Navn for Offentligheden, ties foreløbigt med det, men i en senere Tid skulle denne og de øvrige Mænds Navne ikke forblive skjulte.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. juni 1864).

- I "Aarhuus Stiftst." skrives der den 31te

"Da preussiske Militairautoriteter have anseet det for nødvendigt at oprette et særskilt Tyfus-Lasareth, saa blev det igaar af den Øverstkommanderende tilkjendegivet Borgermesteren at Friskolebygningen til om Eftermiddagen skulde være ryddet for at kunne benyttes i dette Øiemed. Paa en direkte Forestilling fra Centralkomiteen om det for Byen saare Vanskelige i at skulle afgive et Lokale, hvor 6 a 700 Børn søge Skole, og hvor flere Lærerfamilier have Bolig, gav Generallieutenant v. Falkenstein senere Ordre til, at de nødvendige Lokaler skulde søges i Jernbane-Stationen, hvor, som Følge deraf, idag nogle Lokaliteter ere tagne i Besiddelse af den preussiske Lasarethbestyrelse. Saavidt bekendt, er den tidligere omtalte Bekjendtgiørelse fra den overordenlige Regeringskommissair. hvorefter iblandt Andet Lejeafgift skal erlægges for saadanne Lokaler endnu ikke kommen de herværende preussiske Militairautoriteter tilhænde. 

(Dagbladet (København) 3. juni 1864).

Randers. Slesvig. Veile. 28. Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om hesteauktion i Randers, original følger nedenfor:

Fra Randers (Jylland), 22. maj, skriver N. Pr. Ztg.: Der er kun sket lidt af interesse her siden våbenhvilen trådte i kraft, og det lidet der er sket, er ingenlunde behageligt. Danskerne optræder så brutalt, som om de var sejrherrer og vi de besejrede, og der er et generelt ønske om at den ukærlige våbenhvile snart kan komme til en ende. I går morges skulle de kasserede heste liciteres på markedspladsen. Køberne var samlet i stort tal, men næppe var auktionen begyndt før to personer udsendt af politikommissær Elmquist, forbød køberne at byde på hestene og tilføjede truslen om at den danske regering ville returnere de købte heste ville blive taget væk fra ejerne uden nogen kompensation. Da der som følge af dette ganske uberettigede forbud fra politimesterens side ingen bød mere, men mængden holdt sig sammen, bad stadskommandanten de tilskuere som ikke ville byde, om at gå bort, og da denne begæring ikke blev fulgt, skulle 16 mand kommanderes af vagten. Danskerne var nu så uforskammede at de opfordrede hinanden til at skubbe den officer, der ville tilkalde de 16 militærmænd fra hans hest. Soldaterne formåede ved hjælp af deres kolber hurtigt at sprede mængden og rydde pladsen. Auktionen er nu aflyst, og politimesteren der havde mod på at modarbejde vores ordrer, er foreløbigt anholdt og skal stå for afhøring i morgen. Efter at auktionen var afsluttet, kom flere bønder der var kommet til byen for at købe heste, til general grev von Münster og bad ham sørge for, at hestene blev solgt privat. De blev dog afvist og hestene sendes til Flensborg for at sælges.

Aus Randers (Jütland), den 22. Mai, schreibt man der "N. Pr. Ztg.": Seit dem Eintritt des Waffenstilstandes hat sich hier wenig von Interesse zugetragen und das Wenige ist durchaus nicht erfreutlicher Art. Die Dänen treten jetzt in einer so brutalen Weise aus, als wären sie Sieger und wir die Besiegten, und der Wunsch ist allgemein, dass der unliedsame Waffenstilstand bald eine Ende nehmen möge. Gestern früh sollten auf dem Marktplatze die ausrangierten Pferde licitirt werden. Die Kauflustigen hatten sich sehr zahlreich eingefunden, aber kaum hatte die Auction begonnen, als zwei vom Dänischen Polizeimeister Elmquist abgesendte Individuen den Käufern verboten, auf die Pferde zu bieten, indem die Drohung hinzufügten, dass die Dänische Regierung die gekauften Pferde den Eigenthümern ohne alle Enschädigung wegnehmen würde. Als in Folge dieses ganz ungerechfertigten Verbotes von Seitens des Polizeimeisters niemand mehr bot, die Menge aber beisammen blieb, forderte der Stadtcommandant die Umstehenden, welche nicht bieten wollten, auf, sich zu entfernen, und da diser Aufforderung nicht Folge gegeben wurde, mussten 16 Mann von der Wache requirirt werden. Nun ging die Frechheit der Dänen so weit, dass sie einander aufforderten, den Officer, welcher die 16 Mann Militär herbei holen wollte, vom Pferde zu reissen. Den Soldaten gelang es mit Zurhülfenahme ihrer Kolben bald, die Menge zu zerstreuen und den Platz zu säubern. Die Auction wurde nun aufgehoben und der Polizeimeister, welcher sich erfrecht hatte, unsre Anordnungen zu durchkreuzen, ist vorläufig fiskirt worden und soll morgen verantwortlich vernommen werden. Nach aufgehobener Auction kamen mehrere Bauern, welche wegen Ankaufs von Pferden in die Stadt gekommen waren, zum General Grafen v. Münster und baten ihn, veranlassen zu wollen dass ihnen die Pferde aus freier Hand verkauft würden. Sie wurden jedoch abschläglich nescdhieden und die Pferde werden zum Verkauf nach Flensburg geschickt werden.

Sydslesvig, d. 23de Mai. Jeg kunde berette interessante Ting fra mine nærmeste Omgivelser. men som god, forsigtig Slesviger vover jeg det ikke, da det kunde røbe for meget; jeg skal derfor holde mig til et Par af de sydligste Sogne af de blandede Distrikter. Ialmindelighed maa jeg sige, at Misfornøielse med Tilstanden der er udbredt til Mange, og det maa ikke kaldes Smiger eller Overdrivelse, hvad man erfarer, at En af de forjagne Præster har sagt til H. M. Kongen, at Høisamme vilde blive modtagen i Sydangel med Jubel, naar han kom med de Danske - Men den forsigtige Slesviger yttrer sig kun i Smug om Sligt, saalænge Fjenden staaer i Landet. Dog er det allerede skeet med navngivne Mænd, som for næsten udelukkende talte Tydsk - da "tydsk Sprog" jo saa længe har været det Feltraab, der militairisk lærtes og adlødes - at de have talt Dansk til nu afsatte Embedsmænd, efter at Regjeringscommissairerne havde ophævet Sprogrescriptet. Saadan er nu engang denne egne Menneskerace og - derefter maa den nødvendigviis regjeres! Fornuftige danske Grundsætninger strække ikke til. Men kom man imellem de Tydsksindede med Mishagsyttringer, saa udsatte man sig for alleslags Ulemper.

Hvad den nye Skoleundervisning angaaer, da har jeg hørt Klageraab og seet næsten convulsivist Graad over den ryggesløse Tilstand i Skolerne. Jeg skal staae ved det Ord "ryggesløs". I et Sogn ere tre Skolelærere, L-, A- og L-, til almindelig Foragt, da de kort efter at have aflagt Ed til Kongen, formelig hyldede Knegten der i Kiel. I et andet Sogn sang den nyindsatte Lærer kun Krigssange og Nidviser med Børnene i Sangtimerne, f. Ex, "O. Hannemann, O. Hannemann; Na, pack dich an!" osv., eller: "Nimm das Mäglein bei der Hand, Capitain. Lieutenant!" eller "Schleswigholstein, meerumschlungen!" osv.

Med de nye Præster er man heller ikke tilfreds, Saaledes var der lige fra Begyndelsen af nedlagt Protest fra to Mænd i Ølsbyskov imod Pastor Hinrichsen. som skulde forflyttes til Ølsby og Farensted fra Slesvig; af en gammel forstandig Gaardmand hørte jeg klage over, at Holm, den nye Præst i Tumby, havde holdt en Prædiken, som gik ud paa, at - de Danske burde jages bort fra Dybbøl. En Witt, som kom efter den bortjagne Reiffenstein i Havetoft, var allerede snart borte igjen, og med hans Eftermand Burchardi, var man heller ikke tilfreds. Om Pastor Tuxens Eftermand sige de: den gamle Præst snærrede undertiden ad os (he snirret), men den nye Præst bider (he bet). Af Pastor Mohr i Ølby, Islænder af Fødsel, en christelig og loyal Mand, der først afsattes for en Maanedstid siden, har jeg hørt følgende: "Da jeg suspenderedes, kom Hinrichsen fra Slesvig og skulde overtage Kaldet; jeg gjorde ham opmærksom paa, at baade hans og min Bestalling og aflagte Ed laae ovre i København, men han foer heftigt op og spurgte mig, om jeg maaskee vilde true ham. Jeg svarede hertil Nei, jeg vil kun bringe vor sande Stilling i Deres Erindring; thi husk De nu paa, at De træder i Fjendens Tjeneste ved paa den Maade at overtage et Kald, som Kongen har givet til en Anden, medens De selv ogsaa har et andel Kald. Men han svarede, at hans Loyalitet var uanfægtet, og at han forblev sin Ed tro, hvorpaa han, for at komme bort fra den Materie, begyndte at udskjælde Provst Carstens i Husum, der i 1848 var oprørsk Friskaremand, derefter gav den Dansksindede, ivrede for Brugen af dansk Sprog, blev Provst og Ridder, men saa i Februar Maaned gav sig Preusserne i Vold og indsendte sit Ridderkors. Dette om Carstens er nu vel altsammen sandt, men det forsvarer dog ikke Hinrichsens Handlemaade. Tilmed har Sagen endnu en hæslig Side, da Hinrichsen er hjulpen frem til Studeringer fra den usleste Armod ved vor Regjerings humane Omsorg for Talentet. - Af en anden Geistlig har jeg hørt Følgende: "Før jeg suspenderedes, gik Alt sin vante Gang, og Enhver talte frit til og med mig; men efter den Tid var det mere kun som i Smug, at de Velsindede kunde indlade sig med mig, de vare ligesom bange for Luften, der omgav dem, især naar de yttrede Beklagelse over den lovløse, forvirrede Tilstand, i hvilken der ingen Ret var at faae. - En Maade, hvorpaa man søgte at komme i Besiddelse af de endnu fungerende, troblevne Underofficianters Embeder, var at reise til A. Hansen i Grumby, der stod i Spidsen for hele denne Egns Revolution; saaledes gjorde Peter Thran i Sønderfarensted mangfoldige Reiser til Tolk Sogn, hvor Grumby ligger, inden han opnaaede at faae den trofaste Regnskabsmand Jakob Hock i Stolk og Sandemand Peter Otzen sammesteds afveien. Samme Peter Thran var ogsaa en af Underskriftsamlerne til at stemme paa den folk Frederik den Ottende, men han var just ikke saa ganske veI tilmode ved denne Bestilling og søgte derfor at formaae en anden Bonde til at overtage den; men denne svarede hertil, at naar man af Vedkommende beæredes med et jaadant Hverv, saa udsone man det altid selv.

Ved de diverse Underskrifter, f. Ex. paa at forlange en Embedsmand removeret, gientoges de Talemaader; "I kan ikke slippe for det"; "det gaaer aldeles ikke an at lade være"; "vil I maaskee regnes med til Dänenpack?" osv. Ellers gik det undertiden suurt nok med at faae Folk til at dandse efter Piben. For at samle Penge til "Hertugen", holdt en Degn Taler om, at nu maatte der løses op for Pungen, og en Gaardeier Wildthagen assisterede ham deri, men Bønderne meente dog, at de hellere vilde see Tiden an. Synderligt bedre gik det ikke med den kolossale Deputation til Kiel. Det skulde være "Folket", som paa en grandiøs Maade hyldede ham, men af Bønderne i Strukstrup og Ølsby var der Ingen, som vilde vare Deputeret; endelig fik de i Ølsby en Kaadner, Asmus Hansen, som før har holdt sig til de Danske, men er bleven fordærvet af det Læseselskab, som den bekendte Schleswigholsteiner Hr. Heiberg har oprettet i Slesvig-By, en Halvkaadner, Jakob Otzen, og en halvvoxen Knøs, en Søn af en Fjerdedeels-Gaardmand; denne sidste var Kudsk. Førstningen havde de saadan Rod med at inddrive Reiseomkostningerne, at der endogsaa foresloges at tage dem af Fattigkassen; men siden gik det glattere, og de fik endogsaa en Fane kjøbt for Overskuddet. I Strukstrup fik de en Snedkersvend og en Farver til Deputations-Gratulanter, men Vogn til Farten manglede; saa forbarmede en indflyttet Brandenborger, Proprietær Birkhahn, sig over dem og transporterede dem til det Kieler Eden. Andre Kjørseler, selv de Ægter, som Preusserne tilsagde, forstode derimod de egentlige Tydskere at slippe fra, og Ingen vovede at tage dem ved Vingebenet derfor, saasom: Brandenborgeren Birkhahn, Wurtembergeren Hepp, Brunsvigeren Oehlert, de to første i Boholt, i Strukstrup Sogn, den sidste paa Stade, i Ølsby Sogn. Overhovedet have de indvandrede Tydskere været de argeste Ledere under dette af Preusserne oppustede og vedligeholdte Oprør imod alt Dansk uden Undtagelse. Men værst af alle her paa Egnen har dog Baron Gersdorff paa Farenstedgaard "gewühlt". Han var strax i Flensborg hos Zedlitz for at paaskynde forskjellige Embedsmands Fjernelse . medens han hyklede Venskab for dem hjemme; han vilde overtale den gamle loyale Regnskabsmand Callsen til at kaste Pastor Mohr ud af Præstegaarden, men det lykkedes da ikke, han vilde formaae Møller Carlsen til at træde i Opposition imod Sognepræsten, men det vilde ikke gaae. Af Regjeringen - eller, som de her pleie at sige, af "den danske Regjering" - var det bleven bestemt, at Krigskjørslerne paa Farensted Gods skulde udredes af alle 1300 Bygskjæpper, men Baronen med de andre større Besiddere fik Sagen først skubbet tilside, og dernæst fik de hos Zedlitz udvirket, at de kun for 400 Bygskæpper. d. e. kun saameget som de smaa Besiddere svarede for, skulde udrede Kjørsler. Men det blev dog snart altfor galt, og omsider gik den Fritagelse tilbage, og den lovlige Bestemmelse sattes i Kraft igjen. Saaledes omgaaes der med Lovene i alle Forhold, Gunst og Gave, Magt og Fornemhed, af hvilken sidste der er meget i Slesvig, skjøndt der just ikke ere mange Fornemme der, dreie og vende Loven under dette hykkelske og barbariske Regimente.

Af Smaating vil jeg nævne, at her i Egnen ere mere end een Gang Vinduerne blevne indslagne hos Mand, hvor kun deres Loyalitet og rette Borgersind kan antages for Paaskudet. I Slesvig By sloge de Ruderne ind hos Apotheker Krüger, fordi man blev vred over hans Udmeldelse af Bürgerverein, hvor han bestandigt insulteredes af den plumpe Brygger Detlefsen og dennes politiske Compagnon.

Man forsikkrer, at Kongen af Preussen har viist den raa Gladiatorsmag at lade sig Stormcolonnerne præsentere med blodige Bajonetter og andre tilsvarende Emblemer. De tydsktalende Slesvigere iblandt Fangerne gav man fri, men flere af dem, som jeg har talt med, forsikkrede, at Tornystre og Overfrakker bleve plyndrede fra dem. Overhovedet synes Preusserne at være komne herind med det Forsæt at indpode Hertugdømmets Befolkning alle Slags Laster. Det er ad den Vel man vil gjøre dem til fuldstændige Tydskere; en skrækkelig Vildfarelse.

(Flyveposten 28. maj 1864)

En meget sørgelig Begivenhed indtraf i nogle af Veiles første Occupationsdage. Da Folk midt om Natten purredes ud af deres Senge og toges til Skandsearbeide, var Enhver medrette ængstlig og harmfuld over den Forretning man skulde udføre, og den Behandling, man ventede at blive Gjenstand for. Det rygtedes rundtom og var da ogsaa naaet til Fiskerne ved Bredballe Strand. Nogle af dem belavede sig derpaa i en Baad at flygte. Disse vare: Styrmand Peter Hørup af Veile, samt Fiskerne Th. Andersen, Søren Sørensen, Anders Stephansen og Knud Andersen. De seilede langs med Fjordkysten nedad Rosenvold til for at opholde sig deromkring, men da man kom og fortalte dem, at Egnen der ikke længere var sikker for Opsnapperne, styrede de i et meget haardt Veir over til Bogense, i hvis Nærhed de alle - omkom Søndag Form. den 13de Marts. Man siger, at til Veirets strænge Beskaffenhed kom endnu den Omstændighed, at Baadens Roer var gaaet itu. Fire af de Forulykkede vare Familiefædre, der tilsammen efterlade - omtrent 24 Børn! Og denne haarde Skjæbne fristede de mange af Sorg nedbøiede Familier, fordi de som raske Sømænd ved Flugt vilde unddrage sig Udførelsen af et Arbejde, som hver fri og fædrelandskjærlig Dansk maatte afskye. (Veile Av.) 

- - -

For et Par Dage siden er ved Harlev Mølle begaaet et Overfald af meget graverende Natur imod en svensk Pige, medens to andre Piger, som samtidigt bleve overfaldne, undslap. Gjerningsmandene 3 (hjemforlovede?) Soldater af 18de (?) Reg., ere nu, efter Aarb. Av., opdagede.

- - -

Preusserne have idag, og det endog med en ikke ubetydelig Kommando, arresteret Sognefogden i Hasseriis og ført ham herind til Hovedvagten. Som Foranledning nævnes, at man ikke har kunnet opdage Gjerningsmanden til en ved Telegraphen, der forøvrigt er istand og igang igjen, for nogen Tid siden paa dens Gebeet i Hasseriis Sogn forøvet Beskadigelse, der forgjæves er bleven efterforsket af Politiet. Men til hvad Hensigt og med hvilken Retsgrund under Vaabenhvilen man da fængsler Sognefogden, indsee vi ikke. Savnet af ham i hans Kommune ril desuden i denne Indqvarterings, og Reqvisitionstid vare meget føleligt. Af den civile Øvrighed er, som vi erfare, gjort Forespørgsel om det foretagne Skridt for at der, hvis ikke muligen Frigivelse finder Sted, kan indstilles til vor Regjerings Civilcommissair. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. maj 1864).

O. Günther: Marketender-virksomhed ved Gråsten Slot. Über Land und Meer nr. 6, juni 1864.