Et lidet Bidrag til Kjøbenhavns Skilderie, foranlediget ved det i No. 50 af dette Blad Indsendte om Svømmekonsten. (Efterskrift til Politivennen)

(Meddelt)

Indsenderen af det i Skilderiet No. 50 indrykkede Stykke om Svømmekunsten har neppe, da han skrev det, tænkt paa det ved Langebroe saa beqvemme Svømmested: Køkkenkurven. Dog kunde vel ogsaa dette Sted trænge til adskillige Forbedringer, ved hvilke der kunde blive næsten fuldkomment; thi gives der vel noget Sted ved Kjøbenhavn, hvor Vandet har friere løb end her? eller hvor Lejligheden bedre forener sig for Badere og Svømmere? uden i de tæt derved liggende Badehuse; men disse ere baade kostbare og vanskelige at bekomme, formedelst den Mængde, de besøges af, og desuden er Vandet ikke her saa friskt, da det alt er længere ude mod Broen. Lejligheden til selv at hjelpe sig op af Vandet er paa Køkkenkurven meget god, og naar det forøgedes med een, to eller vel endog tre saadanne Flaader, som den Garderne samme steds have, hvorpaa man kunde lægge sit Tøi, og hvorfra man kunde gaae eller springe ud, skulde vist denne Indretning ikke mangle dem, der vilde betale f. Ex. 4 Rb$ ved indgangen, for at erstatte den Bekostning lidt efter lidt, som Udlægningen af disse Flaader kunde foraarsage, især naar een eller to af Flaaderne forsynedes med smaa Kamre, hvorfor kunde f. Ex. betales 8 Rb$. Dette vilde tillige hæve en Deel af de Spectakler der af den simplere Klasse foraarsages der, da dette Slags Mennesker altid kan finde Svømmested ved at gaae tilbunds efter en Skilling paa Toldboden. Denne Indretning kunde enten Langebroes Bommand paatage sig, som har de andre Badehuse, eller Bekostningen og siden Indtægten gjennem et af Collegierne (Admiralitetet synes bedst at kunne bestride det, saasom det har adskillige gamle Flaader, som ikke bruges mere paa Holmen) kunde blive kongelig. At den vilde glæde mange, er Indsenderen overbevist om.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 55. Tirsdagen den 11 Juli 1815)

Drukneulykke. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1ste Julii d. A. indtraf det Tilfælde, at en Konstabel ved det kongelige Artillerie, som vilde bade sig i den saakaldede Køkkenkurv, vovede sig for langt ud i Dybet, uden at kunne svømme; han sank og forsvandt endelig aldeles. 2de Søekadetter, P. Bang (en Søn af afdøde Professor, Doktor og Borgemester Bang) samt E. F. Evald (Søn af S. T. hr Generalkrigskommissair og Deputeret Evald), som havde været ude at svømme og allerede vare oppe af Vandet og halvt paaklædte, ilede, paa Skriget af de tilstædeværende Tilskuere og andre, som vare ude at svømme, til Stedet, sprang ud, og reddede ikke uden egen Fare for den Druknede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 23. november 1810)

Ønske til Fordeel for uformuende Badegjæster.

I adskillige år og også i denne sommer har den såkaldte Køkkenkurv afgivet et i flere henseender bekvemt badested for de mange hvis omstændigheder gør en besparelse af den udgift nødvendig eller ønskelig som en daglig brug af badehusene medfører. Anmelderen heraf har nogle gange været vidne til at den ved indgangen til samme vagthavende underofficer beredvilligt har tilstedt ældre adgangen efter først at have forvisset sig om at de kunne svømme, og tillige at børn der er overladt til sig selv, er blevet bortvist. Men onsdag den 14. f. m. om eftermiddagen blev alle tilbagevist således som dette også enkelte dage før skal have været tilfældet.

For dem som ønsker at benytte lejligheden der og også i almindelighed blive indladt, er dette ubehageligt, og opvækker tillige den formodning om egenrådighed dersom man ikke vil antage at adgangen beror på de forskellige vagthavendes forgodtbefindende. Men under alle omstændigheder er det vist manges ønske at rette ansvarlige ville udstrække den allerede nu havende tilladelse til alle dage.

(Politivennen nr. 549. Løverdagen den 8de Juli 1826, s. 439-440)

Spørgsmaal til Kommandantskabet.

I mange tider har det været brugeligt og tilladt at sejle ud med både fra Langebro til det såkaldte stakat eller den bekendte række af pæle, for der imellem begge indløbene at binde bådene fast, og frit forlyste sig i det frie og kølige element. Med mangfoldige andre har indsenderen allerede i fler eår besøgt denne fortræffelige bådplads for efter dagens hede og møje om aftenen at søge en velgørende og behagelig forfriskning i det klare og rene vand der findes sammesteds idet strømmen hele tiden fornyr samme og bunden er en sandbund, og da det tillige er af en dybde at såvel den svømmende som den ikke svømmende kan fornøje sig her. Hertil kommer at man der ikke inkommoderes af tilskuere fra landet, og at roningen yder en behagelig og passende motion efter badet. Indsenderen blev derfor meget bedrøvet da den 8. juli, lørdag aften, en båd med nogle soldater af livregimenterne kom ud fra vagthuset og forkyndte i bydende tone, at man straks skulle forføje sig bort derfra og begive sig ind i krogen ved det såkaldte køkkenkurv forbi den udlagte svømmebro hvor vandet er dybt og skident og bunden er mudret. Spørgsmålet om vandet der ikke skulle være dybt, besvarede de benægtende. På denne ordre begav nogle sig tilbage til Langebro og spildte således penge og fornjelse, andre ventede på ordrens eksekution og atter andre begav sig på den befalede plads. Her indtraf nu den ulykke at et ungt menneske der formodentlig også havde fået nævnte forsikring, begav sig i vandet uden at kunne svømme, og da dette var for dybt, så havde han tilsat livet hvis ikke heldigvis en forbisejlende båd havde taget ham op og hvis hans livsfare ikke var blevet bemærket af en af de tilstedeværende.

Det var derfor at ønske at publikum blev underrettet om der virkelig eksisterer en sådan anordning, og i modsat tilfælde at soldaterne blev afholdt fra at eksekvere selvgjorte befalinger.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3831-3833).

Ønske om et beqvemt Badested

Der har ofte været klaget over at vi mangler badesteder i nærheden af staden, da badehusene kun kan rumme en lille del af de mange som ønsker at bade. Det stykke af Kalvebod Strand mellem pælene og Køkkenkurven er fortrinlig egnet til badested, da grunden her er temmelig fri for sten, vandet rent og ikke stillestående, og stedet selv ligger afsides. Men da alle og enhver i de sidste år har haft fri adgang til det, så findes der ofte sådant selskab som intet anstændigt menneske kan og bør være iblandt. Det var derfor ønskeligt om der måtte gøres den indretning at ingen undtagen anstændige personer fik adgang til dette badested. Når man mod en vis årlig betaling, der kunne tilfalde en eller anden offentlig stiftelse, udstedte billetter til det, ligesom til Kirsebærgangene og Christianshavns volde, så ville stedet blive fri for de mange drenge og lurvede personer som nu indfinder sig der i mængde, og en stor del af Københavns indbyggere få bekvem lejlighed til at nyde en sund og velgørende fornøjelse.

 (Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. August 1816, s. 493-494)

Redacteurens Anmærkning.

Køkkenkurven var det sted der i en ret vinkel skød ud i vandet ved udgangen til tømmerpladserne, ikke langt fra det sted hvor badehusene ved Langebro senere blev anlagt. Den blev også kaldt Rysensteen Køkkenkurv. Langebro lå dengang nordligere og forbandt nuværende Vestervoldgade med Langebrogade på Amager. Se kortet fra 1815.

Svar på det i Politivennen af Student Andersen indrykkede, angående Badetvang

Motto:

Se der går L. Andersen! Se, hvor han går og spekulerer. Dersom den knægt ikke var så tåbelig, skulle man tro det var ondskab.
Henrik [ulæseligt]

Dersom forfatteren af det skrevne i Politivennen nr. 381 om badeforbud, student Andersen, havde om ikke andet haft så megen kundskab i naturretten som indeholdes i det velbekendte ordsprog: Den der kommer først til mølle får først malet, så havde han vist som andre skikkelige mennesker fundet sig i at vente på plads i badehusene. Jeg benægter at undertegnede skal have bandet på at der forrige år var en ordre som forbød badning uden for køkkenkurven, og med uhøflighed lod forfatteren vide at om han badede sig der, blev han arresteret. Men det er sandt at det unge menneske blev advaret af den vagthavende underofficer, og at min bekræftede advarsel om at ordren virkelig er til og findes i en bog i vagten. Ligesom det også er en sandhed, at i vagten ligger en ordre om at vise mig assistance, når nogen enten med ord eller gerning vil overfalde mig. Hvilket desværre før har været tilfældet, og som forfatteren vel må være vidende om, da der blandt mængden af unge mennesker findes en del der ikke er velopdragne, og som dog ser lige så vel ud i klæder som de andre og hvoraf nogle kaldes studenter, men burde, som der står i komedien, kaldes studehentere. 

Imidlertid er det averterede mindre fornærmende for mig, end for høje ansvarlige, og ville samme tilgive forfatteren, så vil jeg gerne skænke ham de fornærmelser han dermed har haft til hensigt. Og at han kalder mig bommand, lider min ære intet under. For jeg er hverken mere eller mindre end bommand. Men at gøre mig til skillingsmand formår forfatteren formodentlig ikke. Skulle han ellers have en anden hensigt, da må det tjene ham til behagelig efterretning: At badehusene nu er privat ejendom, omendskønt solgt til en høj pris, da der svares af dem 25 rigsdaler månedlig, og at følgelig forfatteren ikke vil misunde mig 8 skilling for hver badegæst, eller skille mig ved mit lille levebrød, hvorom jeg i al fald på egne, min kones og 5 uopdragne børns vegne beder ham:
Min kære!
Lad kommandanten være,
Deraf har han ære

J. D. Kiær
Bommand

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var et svar på en artikel i Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054.

Om Badeforbud

Jeg kan ikke lade være med at fortælle en historie som hændte mig i går eftermiddags, og som jeg stadig ikke forstår. Jeg kommer med et andet menneske til badehusene ved Langebro for at benytte os af dem. Men da her var så fuldt at vi blev nødt til at vente længe for at få et kammer til brug, gik vi til den såkaldte køkkenkurv, eller det sted der i en ret vinkel skyder ud i vandet ikke langt fra badehusene på venstre side. Vi forespurgte os hos skildvagten om man måtte bade der. Men da denne lod os vide, at for hans skyld kunne vi godt, men vagten og bommanden ville nok ikke tillade det, forføjede vi os straks til den vagthavende underofficer, som heller ikke rigtig vidste rede i denne sag, bortset fra at han for nogle år siden havde haft en ordre om det. Den var nu borte, men talte ellers altid om skillingsmanden eller bommanden som den der var hans mand eller til hvem han henholdt sig. 

Næsten 1805: Rysensten Badeanstalt 1825-1893. Med Langebro og København i venstre side af billedet, Christianshavn i højre. Det giver måske et indtryk af hvordan der kan have set ud i 1805.

Han gik derpå med os til nævnte bommand. Da underofficeren spurgte ham om der ikke var en ordre om at ingen måtte bade sig i køkkenkurven, vidste han intet andet at svare end med hidsighed at bande på, at der i de forrige år i en gud ved hvilken bog stod en ordre som forbød badning på dette sted. Men for i år kunne han ikke fremvise nogen sådan ordre. Endelig lod han os uhøfligt vide, at hvis vi prøvede på at bade der, ville han lade os arrestere.

Denne begivenhed forekommer mig helt besynderlig. Allerede det at soldaten lader enhver gå uhindret ved køkkenkurven, og først når man vil til at kaste klæderne, ganske eftergivende og ubestemt siger: For min skyld må De gerne bade, men så må de takke Dem selv for om bommanden eller vagten kommer og tager klæderne fra dem. Det synes mig lidt underligt, da man ellers er vant til at høre det sædvanlige: Zurück, eller andre platte myndighedsord, som dog i al fald er et tegn til, at de grunder sig på en ekspresordre. Det skete altså ikke her. Man står derimod i tvivl om hvad man skal gøre. Især når man hører at bommanden er ligesom det magnum lumen som overtrumfer både vagtens og den vagthavende soldats ustadige forbud, og man ved at han har sine badehuse i nærheden som da ikke ville skaffe ham 8 skilling fra hver som badede sig i køkkenkurven. 

Selv om al badning også virkelig var forbudt her, altså af gyldige grunde, så var det at ønske, at skildvagten kunne fortælle folk det med bestemthed. For at en vagthavende underofficer på sin post skal spørge skillingsmanden ved Langebro om sine ordrer, det synes mig meget upassende. Og at lade sig fortælle af denne mand, at han vil lade en arrestere ifald man overtræder hans befaling på et offentligt sted hvor der er vagt, det er overmåde ærgerligt.

Mange med mig ønskede sikkert at vide, hvorledes dette i sig selv hænger sammen og må hænge sammen for at kunne forebygge de ubehageligheder, som er den uundgåelige følge af nærværende uvished.

København den 1. august 1805
Anderson
Student, Regensen

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes af bommand Kjær i Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073

Badeanstalterne ved Langebro

Badehusene må være en tidlig forgænger for de badeanstalter, som snart skulle blive opført ved Langebro. En artikel i Berlingske Tidende har historien.Badeanstalterne var inspireret af Rousseaus anbefalinger om at svømme. Området ved Kalvebod for enden af Vestervold og Langebro var øde. Grosserer Larsens Bade blev ikke en succes, Men 1825-1893 lå Rysensteen Badeanstalt sammesteds. Det blev et meget populært udflugtsmål.  

Køkkenkurven omtales flere gange i Politivennen, og var det sted der i en ret vinkel skød ud i vandet ved udgangen til tømmerpladserne, ikke langt fra det sted hvor badehusene ved Langebro blev anlagt. Den blev også kaldt Rysensteen Køkkenkurv. Langebro lå dengang nordligere og forbandt nuværende Vestervoldgade med Langebrogade på Amager. Se kortet fra 1815.

Til Oplysning om det, som i nr. 61 af Kjøbenhavns Nyeste Skilderi er anført om de på Strømmen ved Langebro henlagte Badehuses nærværende Forfatning, er følgende indsendt.

Fattigvæsnets bestyrelse blev i året 1801 anmodet om at overtage badehusene af disses første stiftere, som selv ikke mente sig tilbøjelig længere til at vedligeholde dem, men som dog ønskede at publikum ikke måtte undvære denne velgørende indretning for fremtiden.

Tilbuddet blev modtaget med den tanke at man kunne forbinde dem med en renselsesanstalt for stadens fattige. Men omstændighederne ændrede denne tanke, og man ville desuden formodentlig have fundet det stridende imod den respekt man skylder publikum, når man forbinder en for fattigvæsenet nødvendigt badeanstalt med et offentligt bad.

Fattigvæsenets bestyrelse har imidlertid taget det på sig at vedligeholde den nyttige og for dens første stifter hædrende indretning for så vidt som det kan ske uden tab for fondene til de fattiges forsørgelse, og indtil en anden, mere hensigtsmæssige badeindretning for publikum kan finde sted. Hertil har flere i den senere tid lavet forslag.

I året 1801 medgik til de modtagne badehuses istandsættelse, udlæggelse på strømmen, nye dryppemaskiners anskaffelse mm. : 214 Rd, 4 mrk, 11 sk.

Afgiften som forpagteren betalte var 200

For noget gl. material blev betalt: 9 - 2 -

Altså tabte fattigvæsenet: 5 - 2 - 11 sk

I dette år indrettede man det således, at badegæsterne blev sejlet over til badehusene i både, for ved adskillelsen fra dæmningen, som fører til køkkenkurven, at fjerne badegæsterne fra nysgerrige og uvedkommende personers ophold uden for dørene. Men da mængden ikke var tilfreds med det, så blev badehusene året efter forbundne med dæmningen ved en flydebro.

Til denne bros indretning i året 1802, samt til badehusenes udlæggelse på strømmen og videre fornøden reparation medgik 106 rd. 5 mk. 5 sk.

Forpagteren betalte i dette år kun  : 100 -

Derfor tilflød der et tab til fattigvæsnet på : 6 - 5- 5- sk

Godt nok var forpagteren efter sin kontrakt bundet til at svare afgift for denne sommer på 250 rd. Men enhver som erindrer det dårlige vejr den pågældende sommer, vil finde årsagen til, hvorfor han blev eftergivet 100 rd. Og for de øvrige 50 rd af afgiften blev han forpligtet til at optage vandkasserne og hensætte dem på det anviste sted, og at henlægge badehusene i efteråret 1802 til brændemagasinets bolværk, samt i foråret 1803 igen for egen regning at udlægge dem på strømmen.

I året 1803 indbetalte forpagteren i afgift efter sin kontrakt 200 rd.

Udgiften for de fornødne materialer til reparation beløb sig til    48 - 3 mk. 14 sk

Altså har fattigvæsenet det år haft en indtægt af badehusene på   151 - 2 - 2-

Blandt de ubehageligheder som badegæsterne i året 1803 med god grund kunne besvære sig over, var denne den vigtigste, at de gæster, som fandt fornøjelse i at svømme, også forårsagede ubehageligt ophold for andre, som på samme tid ønskede at betjene sig af badet. For ikke at nævne at synet af nøgne mennesker og undertiden disses munterhed afskrækkede en del af gæsterne.

For at imødekomme denne ubekvemmelighed har forpagteren i sommer 1804 for egen regning henlagt en pram ved en af pælene på strømmens til brug for de af badegæsterne som finder behag i at svømme. Badehusene er for denne sommer overladt til forpagteren for en afgift af 100 rd. imod at han ligeledes for egen regning besørger den fornødne reparation, badehusenes henlæggelse på strømmen og deres borttagelse med videre til efteråret.

De fleste, om ikke alle, mener ved erfaringen at være blevet overbeviste om, at alle almindelige nyttebestemte indretninger bør vedligeholdes for privatmands, og ikke for offentlig kasses regning når det efter dens beskaffenhed og formål kan ske. Fattigvæsnets bestyrelse har derfor ved badehusenes indretning forsøgt at forbinde og ligeledes befordre publikums, forpagterens og sin egen interesser. For således at sikre både publikum og sig selv imod misbrug, som fx kunne være ansættelse af betjente og løn på fattigvæsnets regning til badehusenes varetægt og rengøring, gæsternes opvartning og penges oppebørsel med mere. Hvilket ikke anses for at henhøre til formålet for fattigvæsnet.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 325, 14. juli 1804, s. s. 5170-5174)

Redacteurens Anmærkning

Køkkenkurven omtales flere gange i Politivennen, og var det sted der i en ret vinkel skød ud i vandet ved udgangen til tømmerpladserne, ikke langt fra det sted hvor badehusene ved Langebro senere blev anlagt. Den blev også kaldt Rysensteen Køkkenkurv. Langebro lå dengang nordligere og forbandt nuværende Vestervoldgade med Langebrogade på Amager. Se kortet fra 1815.

Noget om Badning ved Tømmer-Pladsen og Køkken-Kurven samt Skyde-Øvelserne uden for Vester-Port.

(efter meddelt)

At fornøje sig på en lovlig og tilladelig måde uden at enten det offentlige eller private lider derved, tror jeg ikke bør nægtes nogen. Hvorfor jeg også meget ønskede at det måtte undes publikum at benytte sig af de 2 badesteder i nærheden af Langebro, nemlig ved tømmerpladsen og Køkkenkurven, på grund af deres nærhed til København da ikke alle finder behag i badehusene og endnu færre har tid til at gå en lang vej for at komme til at bade i åben sø. At adgangen til disse steder undertiden nægtes, kan vist nok ikke være efter guvernørens befaling, for ellers måtte den vel nægtes hver dag og ikke af og til tillades. Ikke heller kan man indse nogen grund hvorfor guvernøren skulle nægte det københavnske publikum denne så uskyldige fornøjelse. Heller må man altså efter min mening søge grunden dertil i en eller anden underofficers nykkker som ikke har forstået sin ordre rigtigt og dog vil udføre den med yderste strenghed.

Ifølge det før anførte princip antager man det også for meget tilladeligt, ja endog nyttigt, at fornøje sig med skydeøvelser, dog således at ingen derved forstyrres i sin lige så tilladelige fornøjelse, ja endog udsættes for livsfare. Dette kunne let finde sted forleden uge. 

Indsenderen leejde sammen med et par gode venner en båd ved Langebro for at more os ved roning og tillige bade os, da det af føromtalte grund så vidt man ved ikke kan lade sig gøre i nærheden af København. Da vi kom ud for den gamle skydebane, hvor en lang smal pynt forsynet med et slags bolværk og en trappe til at gå i fartøjet, går ud i søen og just ville lægge til for at bade os, da bunden her var renest, kom uformodentlig 2 til 3 kugler pibende forbi og slog kort fra os ned i vandet, omtrent hvor vi nylig var roet forbi skuddene kom fra en af de reberbaner som ligger på denne side af den gamle skydebane. Om dette er tilladeligt eller ikke, således at skyde uden mur bag ved skiven og uden at advare de forbiroende, og derved udsætte dem for unødvendig livsfare, henstiller jeg til de herrers egen bedømmelse som tog del i skydningen, idet jeg anmoder dem på min og fleres vegne at ændre det, og hvis det ikke imod formodning skulle ske, anmodes de ansvarlige som kan have noget at sige i denne sag, at afværge en fornøjeles misbrug, hvorved den almindelige sikkerhed tabes så ganske af syne.

Det føromtalte hændte nu os som kun roede for at fornøje os, men det samme kan ske for enhver fisker eller ålestanger i det nødtørftges erhvervelse, er det ikke ret for egen fornøjelse skyld at udsætte andre i deres fornøjelses nydelse for livsfare, så anser jeg det for endnu mere urimeligt at udsætte disse driftige og nyttige folk derfor i deres nødvendige forretninger.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2791-2793)

Noget til Oplysning angaaende den i No. 60 fortalte sørgelige Tildragelse d. 9 Junii.

Af oven nævnte nummer har jeg med misfornøjelse måttet erfare at man har troet sig beføjet til at føre offentlig anke imod mig i anledning af den behandlingsmåde jeg har brugt ved den underofficer som den 9. juni druknede ved Køkkenkurven.

Skønt fuldkommen overbevist om at enhver der kender min fremgangsmåde ved syge i almindelighed, såvel som i særdeleshed ved de druknede som i de 3 sidste år så hyppigt er indbragt på det Kongelige Artillerikorps' Sygehus, vil have bemærket at jeg mere hælder til den fejl af forsigtighed at gøre for meget, end af ligegyldighed at gøre for lidt, tror jeg dog at skylde mig selv herved at fremsætte sagens sande sammenhæng for dog i mængdens øjne at være uden brøde.

Søndag eftermiddag kl. halv syv kom her kirurg L. Saxtorph på mit værelse og bad mig gå til Køkkenkurven hvor et menneske var druknet. Han beklagede sig over allerede længe forgæves at have anmodet den vagthavendeunderofficer om at sende bud efter mig. Jeg forlod straks mit værelse med ham, og på trappen mødtes os en musketer fra vagten der ligeledes bad mig at komme derhen. Så snart jeg kom på stedet, adspurgte jeg den vagthavende underofficer hvor længe det var siden mennesket var druknet. Han svarede, en halv time. Og da jeg atter spurgte hvorfor nu først var gået bud efter mig, svarede han at han allerede havde skikket 2 gange i forvejen men at de tossede bønderkarle (således udtrykte han sig) var kommet tilbage med den besked ikke at have kunnet finde huset (hr. Saxtorph havde i forvejen gjort det samme spørgsmål, og ham svarede han at han havde sendt bud til nogle amtskirurger). Et andet spørgsmål hvor den druknede ikke var bragt ind i vagtstuen, men endnu lå på underlivet på den blotte jord, blev afvist med grovhed. 

Uden nu på stedet at undersøge den druknede, forhørte jeg mig om der var noget sted i nærheden hvor man kunne foretage forsøg til hans redning. Man viste mig vagtstuen, men da dette var et lille værelse hvor jeg desuden savnede et bekvemt bord, og hvor den mængde ørkesløse tilskuere betydeligt ville have forhindret redningsforsøgene, og da artillerikorpsets sygehus var så nær, forlangte jeg at nogle af vagtmandskabet skulle følge med for at få fat i en stige og et lagen til at transportere ham til sygestuen hvor imidlertid alt til hans redning blev sat i beredskab. Da han var indkommen, blev alle passende forsøg anvendt og i særdeleshed med den i den senere tid så meget anbefalede luftindblæsning i lungerne. At oven meldte forholder sig således, kan med mere end 10 vidner bevises,og om det måtte fornødiges, med ed bekræftes.
Den 18. juni 1799
C. F. Schwatzkopff.
Licentiatus Chirurgiæ et medicinæ.
Compagnie Chirurgus ved det Kongelige Artillerie Corps.

*   *   *

Hr. Schwatzkopff vil undskylde at jeg har udeladt slutningen af hans brev der ikke giver nogen oplysning, og som jeg ellers havde måttet gendrive. Læserne kan nu holde oplysningen og indberetningen sammen. For mig synes de ganske overensstemmende, og det er altså ikke modsigende at begge kan bevidnes og beediges.

Udg.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22 Junii 1799, s 961-964)

Redacteurens Anmærkning

Køkkenkurven omtales flere gange i Politivennen (dette er første gang), og var det sted der i en ret vinkel skød ud i vandet ved udgangen til tømmerpladserne, ikke langt fra det sted hvor badehusene ved Langebro senere blev anlagt. Den blev også kaldt Rysensteen Køkkenkurv. Langebro lå dengang nordligere og forbandt nuværende Vestervoldgade med Langebrogade på Amager. Se kortet fra 1815.

Schwartzkopff optræder ikke i Krak, det gør til gengæld Saxtorph, regimentskirurg ved Arveprinsens Regiment, Borgergade 118.

En sørgelig Tildragelse d. 9 Junii.

Søndag aften gik vi ud at ro i en båd ved Langebro. Omtrent kl 6 hørte vi at folk som stimlede sammen om en person der var trukket op af vandet, skreg om hjælp. Vi roede da derhen og fik at vide at det var en underofficer von Kampt der tillige med en kapperet der også var underofficer og af samme regiment, var gået ud for at bade. Kammeraten kunne svømme, men v. Kampt ikke. Da nu denne sidste (sådan fortalt folkene) var enten af uagtsomhed eller ved strømmens magt kommet for langt ud, råbte han om hjælp, ikke desto mindre ville den anden der endnu var i vandet, ikke gå ud til ham. Men en anden mand som hørte skriget, sprang ud og slæbte ham efter at han allerede var gået under, på land. Da vi kom, så vi ham ligge uden livstegn, og nogle af tilstedeværende rullede ham, vi hentede i vagten nogle børster og forsøgte dermed at bringe ham til live, men forgæves. Fra først af var der gået bud til artilleriets sygestue efter en feltskær, men først en halv time efter kom feltskæren. Denne hverken rørte ham eller foretog sig det ringeste til hans oplivelse, men sagde blot at det var ude med ham og til underofficeren fra den næste vagt, at han skulle bringes på sygestuen, hvilket skete først et korter efter.
København d.13. juni 99.

*  *  *

Udgiveren der har denne beretning under fire vidners underskrift, kan ikke andet end lægge til at denne feltskærs adfærd endnu mere må sætte i ubehagelig forundring når man ved at netop artilleriets sygestue er forsynet af Selskabet for duknede Menneskers Redning med instrumenter til sådanne ulykkeliges oplivelse.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 60, den 15 Junii 1799, s 948-950)