Fastelavnsløjer i Foreningen "Svalen". (Efterskrift til Politivennen).

Redningsfalck retter et voldsomt Angreb paa Formanden. Saltning af levende Aal. - Skodning af Kaninøren. - Dyrebeskyttelsens Prostitution m.m.m.

Med Sans for det humoristiske havde Dyreværnforeningen "Svalen" berammet sin Generalforsamling til Fastelavnsmandag. Og medens Folk med Papnæser og forlorent Skæg kastede hinanden Konfetti i Ansigtet i "National"s Restaurant, overdængede "Svalen"s Medlemmer hinanden med udsøgte Grovheder oppe i Selskabslokalerne.

Før Stormen.

Alverden véd, at en kongetro Opposition forlanger, at Formanden, Sagfører Dedenroth-Berg, skal gaa, fordi han i sidste Aarsskrift gengav et Billede af Kongen paa en Jagtudflugt og samtidig meddelte, at Kongen er Protektor for en Dyrebeskyttelsesforening. Loyale Damer og Herrer har heri set et Angreb paa H. M. og det var ventet, at Dedenroth-Berg skulde fældes paa sin Formastelighed mod Majestæten.

Men det gik helt anderledes. De mange Kvinder, der fyldte Lokalet, og hvis omfangsrige Hatte smykkedes af smukt udstoppede Fugle, havde lagt en anden Slagplan. Formanden skulde styrtes paa Spørgsmaalet om Vivisektion. For sent opdagede de, at Formanden slet ikke var paa Valg - og dermed løb Mødet ud i det rene Vrøvl, Kaos, Mundhuggeri og Kævl.

Efter at Overretssagfører Salomonsen var valgt til Dirigent, aflagde Dedenroth-Berg Beretning. Han fortalte om militært Dyrplageri ved Væddeløb, om Fuglehandlernes smaa Bure, om Kuske, der mishandler deres Heste, om en Læge, der skyder Hornugler, om en Svane, der hang fast i Hegnet ved Sortedamssøen, og om en Adjunkt i Sorø, der lærer Børnene at bombardere Egern med raadne Æbler. Ogsaa Cirkus Miehes Tigere havde han haft Kig paa, og der var kort sagt ikke meget, der var undgaaet hans Opmærksomhed.

En Forposttræfning.

Saa kom Taleren Ind paa Spørgsmaalet om, hvordan man fremstiller røgede Aal. Det foregaar paa den Maade, at de levende Aal anbringes i Kasser, bestrøs med et godt Lag Salt og forpinte jager rundt i Kasserne, afgnider Hudens Slim og udaander efter 5-15 Minutters smertefuld Dødskamp. At det er et hæsligt Dyrplageri, kan vel de fleste være enige om, men Fiskeridirektøren har ikke villet indrømme det, og Foreningens Klage har derfor ikke hjulpet. Mod den jødiske Schachtning, en Slagtemetode, som ogsaa anvendes i vore offentlige Slagtehuse, har der ogsaa været protesteret - hidtil forgæves. Politiassistent Mellerup skildrer Schachtningen i grelle Farver. Dyret overmandes og svinebindes, dets Hovede tvinges tilbage, og Struben overskæres. Under Krampe forbløder Dyret langsomt. Denne Fremgangsmaade anvendes af Jøder og Muhamedanere, fordi den hellige Skrift siger, at et Dyr, der ikke forbløder sig af sig selv, er urent. Hr. Mellerup finder denne Slagtemetode forraaende, og det gør vist de fleste. Der er nu klaget til Borgerrepræsentationen.

Hr. Dedenroth-Berg sluttede delte Afsnit af sin Tale med at sige, at medens han fandt det ovenfor skildrede afskyeligt, kunde han Ikke gaa med til at modsætte sig Vivisektionen. VIdenskaben maatte have frie Hænder.

Raab: De er valgt paa et Program mod Vivisektionen.

- Ja, men en Præst i Folkekirken behøver ikke at anerkende alle Punkter i Folkekirkens Lære. (Protest, Afbrydelser.)

Stridens Udgangspunkt.

Hr. Dedenroth-Bcrg fortsatte: - Protesten mod Lystjagt er Hovedhjørnestenen i Dyrebeskyttelsen. Den, der morer sig med at skyde til Maals efter et Dyr kan ikke være Dyrebeskytter (Bifald). Men skønt der ikke kan være Tvivl herom er 5 Bestyrelsesmedlemmer fratraadt fordi Aarsskiftet har indeholdt en Artikel mod Lystjagt. Det Aarsskrift, jeg har redigeret, er de bedste, der nogensinde er udsendt (Latter). De gamle var rædselsfulde i Form og Indhold - (Naa Naa). Men jeg skal ikke rose mig selv (Hør, Hør). Oberst Egede-Lund stempler meget rigtigt Oppositionens Optræden som Luskeri og Snobberi, navnlig det sidste (Fy). Jeg har ledet Foreningen som den skal og bør ledes (Meningskamp).

Kampen raser.

Som et af de 5 udtraadte Bestyrelsesmedlemmer indledede Dr. Krabbe Diskussionen. Hans Indlæg var til hvilken Side hver anden Gang og det var umuligt at blive klog paa hans Standpunkt. Han erkendte Imidlertid at Lystjagt er udpræget Dyrplageri.

Saa fik Hr. Falck fra Redningskorpset Ordet. Naadadada. Hans Øjne rullede, og hans Stemme skælvede. Hr. Falck havde med kort Varsel overtaget Rollen som Oppositionens Fører. Han klarede den glimrende. - Ak, udbrød han, det gamle Svalepar (Hr. og Fru Oberst Mehren) hænger med Vingerne, fordi de har overgivet Styret til en Mand, der bare vilde til Magten, og som nu ødelægger Foreningen. De ny Love er umulige. Ganske vist var Oberst Mehren med til at vedtage dem, men da han kom hjem til sin Kone fortrød han det (Jubel). Medlemsantallet er gaaet ned fra 10,000 til 4.600 (Protest). Det er en Skandale at Ledelsen har misrøgtet Foreningen, og at den har stillet Politi ved Dørene i Aften (Uro). Administrationsudgifterne er for store. Der gives 1800 Kr. for et Kontor saa Iille som et Pigeværelse (Raab: Et Fuglebur). Og Formanden har faaet 976 Kr. 75 Øre for at tabe en Proces for Foreningen. Han er ikke Dyreven. 

Raab: Det er en Post fra et gammelt Regnskab som der er givet Decharge for. 

Hr. Falck lukker Øjnene bag Brillerne og gestikulerer vildt: 

- Hele Processen kunde højst have kostet 50-70 Kr. Dedenroth-Berg: Jeg nedlægger indsigelse mod at der rodes op i gamle Affærer.

Dirigenten: Det maa da være dejligt for Formanden at faa Lejlighed til at forsvare sig (Protest).

Er Dyrevenner Bolcheviker?

Hr. Falck talte om et legat paa 50,000 Kr., hvis Renter det ikke engang turde betro Formanden at hæve. Hr. Falck oplæste endvidere Breve fra Provinsen, hvori Kredsformænd bad Vorherre bevare dem for Hr. Derenroth-Berg. Hr. Falck talte direkte og indtrængende ned til Formanden:

- De har benyttet Landets øverste Person i Deres Kampagne. Det er udelikat. Og De har glemt at spørge Bestyrelsen. Vi Dyrevenner er ikke Bolschevikker. Vi behøver Ikke Politi ved Dørene. (De to trivelige Betjente lister stille ud.) Men nu beder jeg Dem bønligt, Hr. Dedenroth-Berg: Gaa, for Sagens Skyld, for Svaleparrets Skyld, for Fædrelandets Skyld.

Dedenroth Berg (stivnakket): Nej.

Falck: Ha! Ha! De vil dø i Deres Rede. Bare De ikke brænder Dem. 

Raab: Hent Falck (Munterhed).

Hornugler m.m.

Forfatteren Orla Boch: Hvad slags Hornugler er der skudt her i Landet. Vi har kun 3 Slags, og de er meget sjældne. Jeg er Æresmedlem i Foreningen, og jeg vil ikke finde mig i at Formanden optræder ligesom Fanatikeren Larsen-Ledet, der ødelægger Afholdsbevægelsen. Det lille Blad, jeg er knyttet til, protesterer. (Bifald.)

Kap. Hauch: Man kan ikke tro Hr. Dedenroth-Berg. Han taler Usandhed.

Formanden: Dirigent, Dirigent.

(Raab og Larm. Fru Dedenroth-Berg kommer i Klammeri med de omkrlngsiddende. Fruen raaber: Gaa ned fra Talerstolen. Dette er for skammeligt. Bevægelse.)

Kap. Hauch: Jeg er Revisor og har faaet Kendskab til grusomme Forhold.

Fmd.: Grusomme?

Hauch (svinger et Brev i Luften): Dette Brev er fra en Dame . , ,

Resten drukner i Larm.

Kaniner m.m.

Gartner Forsberg: Hr. Dedenroth-Berg er ikke ung nok. Han mangler, naa ja, jeg maa vel ikke sige Ramasjang. (Slaar i Pulten.) Vi trænger til en Mand med lidt Fut i. Lad os tage hinanden i Haanden og arbejde for fælles Samkvem Indenfor Dyrevennerne. Jeg har talt med Kong Christian og vil aldrig angribe ham; men han kan ikke staa som Protektor for en Dyrebeskyttelsesforening.

Dirigenten skrider ind.

Taleren: Jeg vil ikke fornærme Kongen. Men de Satans Biler og Chauffører. De er noget Rak. (Under Jubel bliver Taleren hældt ned.)

Professorinde Irminger: Formanden har stukket os Blaar i Øjnene. (Vild Meningskamp. Dirigenten paataler Udtrykket.) Han er gaaet over paa Vivisektorernes Parti. Til Professor August Kroghs (Nobelpristagerens) Hustru har han sagt at det var tilladeligt at skolde Kaniners Øren for at finde et Middel mod Skoldning (Røre). De stakkels, smaa Kaniner --- (Afbrydelser. Dirigenten skrider ind. Fruen protesterer)

Naa, det gode er der sket, at vi nu har faaet en Antivivisektionsforening. Det kan vi takke Hr. Dedenroth-Berg for.

Fru Mehren frygter.

Fabrikant Søderberg talte om Dyrene som Guds Juveler (Raab: Hvad er da Menneskene?). Paa et af Irmingers Malerier ser man Dyrene gaa ind ad Himlens Port. Den gamle St. Peder modtager dem --- (Ballade).

Fru Mehren (sørgeklædt): Hr. Dedenroth-Berg, hør paa os, som tænker paa Dyrene Nat og Dag. Gaa, gaa, gaa. Kære Dedenroth-Berg, ydmyg Dem, jeg beder Dem i Kærlighed om at gaa. Livet er saa kort. Aah, hør mig. (Stærke Klapsalver.)

Dyrlæge Winther: Faar vi ikke en ny Formand, dør Foreningen af Svindsot.

Sagfører A. Andersen: Vær humane. Anstil ikke Klapjagt paa Formanden. Han er god nok. (Bifald.).

Raab: De er i Bestyrelsen og har i 2 Aar aldrig overværet et Bestyrelsesmøde. (Langvarigt Mundhuggeri. Fru Bestyrelsesmedlem Detlefsen bevidner Rigtigheden. Larm).

Fru Schmitto: Sagfører Andersen er Hr. Dedenroth-Bergs Kompagnon. Dyrene er ham ligegyldige. (Dirigenten skrider ind. Fru Schmitto fortsætter, men afbrydes af Formanden. Stemningen har naaet Kogepunktet.)

Orla Boch (til Sagfører Andersen): Er det sandt, at De er Sagfører for en Fiskehandlerforening?

Andersen: Ja (Hyl og Spektakel.)

Orla Boch: Maa jeg faa en Gang Aal. (Skaal! Jubel.)

Formandens Ripost

Endelig fik Hr. Dedenroth-Berg Ordet. I en lang Tale besvarede han de mange Angreb og sluttede med at erklære, at han ikke vilde gaa, ikke paa nogen mulig Maade.

Klokken var nu 11. Og kun - første Punkt paa Dagsordenen var behandlet. Der var 4-5 Punkter tilbage. Hvordan det er gaaet med dem, maa Herren vide. Men det forlød, at Regnskabet vilde volde Kvaler. Og saa kan det forudses, at Generalforsamlingen ikke er slettet naar dette læses. Den vil blive efterfulgt af en anden. Oppositionen vil sammenkalde sine Tropper fra Provinserne.

Alle sande Dyrevenner har med andre ord noget at glæde sig til.

(Social-Demokraten, 13. februar 1923).

Fru Schmitto var på daværende tidspunkt medlem af Foreningen til Værn for værgeløse Dyr, i hvilken hun var formand 1918-24. Foreningen åbnede i 1923 et internat med plads til ca. 100 dyr på Peter Bangsvej. Arbejdet for internatets oprettelse sikrede hende et æresmedlemskab af foreningen. Året efter artiklen (1924) blev hun formand i  Dyreværnsforeningen Svalens formand, indtil  1949. Foreningens stifter Camilla Eegholm og efterfølgeren Malvina Mehrn havde indtil da været formænd, afbrudt af sagfører August Dedenroth-Berg 1920-24. 

Det var i den forbindelse at Poul Henningsen i 1924 til Nørrebros Teater og skuespilleren Osvald Helmuth skrev revyvisen Ølhunden glammer, med stroferne “fru Agnes Schmitto, som beskytter den mindste moskito”.

Dyrehavsbakken. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 15de Juli.) Dyrehavsbakken er iaar som alt i flere Aar kun en Skygge af hvad den var i Trops og Boltisubitos Dage. Den ligner nu en Markedsplads med skingrende Mislyd af Trommer, Trompeter og forstemte Violiner. De fleste Besøgende ere ogsaa kun Folk, som tage tiltakke med slige Fornøielser. Den egentlige Hr. Sørensen med Familie søger nu dybere ind i Skoven til Fortunen, Fileværket, Eremitagen osv. Det fashionable Publicum gjør sin Runde gjennem Vandanstalten, og Kjøbenhavns mere bemidlede Borgere og Borgerinder fortære som før deres Kyllinger enten paa Bellevue eller Klampenborg og Ungdommen ender sin Aften enten paa Dandsepladsen i Charlottenlund eller "over Stalden" sammesteds. Den djærvere Deel af Publicum, især fra Holmen, tager sin sidste Hjertestyrkning i Slukefter. Endskjøndt et Besøg paa Dyrehavsbakken altsaa ikke lader formode, at der er mange Folk i Dyrehaven, vise de lange Rækker Vogne om Aftenen, at desto Flere have nydt Skovens Glæder andetsteds. Det er derfor vist meget fornuftigt, at man lader Sidebanen fra Helsingør udmunde midt imellem Bellevue og den egentlige "Bakke". Derfra vil saa Publicum kunne fordele sig paa sine forskjellige Undlingssteder. Hvad selve Banen angaaer, næres fra flere Sider Tvivl om, hvorvidt der kan lægges Dæmning over Sortedamssø paa Grund af at dennes Underlag er Flyvesand.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1861).

Trommesalen. (Efterskrift til Politivennen)

Trommesalen. Om den uheldige Plads, hvorpaa Trommesalen eller Kreatur-Torvet er beliggende, har der ofte været talt; men hvad Grunden end har været, dette Torv er endnu paa sit gamle Sted. Enhver som passerer der forbi nedad Kongeveien, vil indrømme mig, at det er med Fare for Liv og Lemmer at man kommer der, og det er en forunderlig Ligegyldighed, som vises mod de Passerende, ved at det tillades baade Prangere og deres Drenge i fuld Fiirspring at ride og kjøre over Kongeveien nedad Farimagsveien. Man skulde dog ikke opsætte Forlæggelsen af Torvet indtil der er skeet en Ulykke. Hvad der ogsaa gjør denne Flytning ønskelig er, at Dyreplageriet, som her drives paa et mindre befærdet Sted, ikke blev saa synligt; tilladet og drevet for Alles Øine, maa det have en uheldig Indflydelse paa Moraliteten. - Der er jo heller ikke Mangel paa Plads, da Communen mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro eier en Strækning Jord, hvoraf et Stykke fortrinligt vilde egne sig til dette Brug. - Da jeg nu er kommen paa Vesterbro, maa jeg med det Samme tillade mig at gjøre Vedkommende opmærksom paa, at Grøvterne ved Glaciholm, ved Begyndelsen af Farimagsveien og lands Kjærlighedsstien er i en sørgelig Tilstand, nogle Steder stinkende og næsten overalt ikke lig Grøvter, men tilfældige Fordybninger. Det er et sørgeligt Vidnesbyrd om vort Veivæsens Virksomhed i den Retning, naar en saadan Uorden kan finde Sted umiddelbart ved Byen og saa kort efter at en skrækkelig Epidemi har anrettet sine Ødelæggelser; men det er da sandt, under denne var Tilstanden som nu. Man maa haabe, at en offentlig Paatale vil foraardage en Bedring. -

Ved denne Leilighed maa jeg gjøre en Bemærkning om den Jordstrækning mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro. Dette Terrain er lavt og fugtigt og bestaaer væsentlig af Opfyldning af al Slags Renovation. Naar nu Tilladelsen til at bebygge dette Terrain bliver given, og jeg tvivler ikke paa, at Krigsministeren vil komme til at opgive sin FOrtolkning af Loven 6te Januar 1852, saa vil Communen formodentlig afhænde det til Bebyggelse. Dette maa jeg ansee for en stor Ulykke for Kjøbenhavns Sundhedstilstand, da Erfaringen vel har viist, at en suur Grund giver en usund Byggeplads. Jeg antager derfor, at det vilde være til det Almindeliges Bedste, om dette Terrain blev afhændet med den Betingelse, at det maatte kun afbenyttes til Haver eller andet Brug, som ikke fordrede mange Bygninger. Hvad der allerede er Eiendom maatte naturligviis være udenfor denne Bestemmelse, da Eierne have kjøbt under Forudsætning af at kunne benytte deres Jordsmon som tjener dem bedst. Hvis der anlagdes Hauger, vilde det bidrage til Byens Forskjønnelse, et Hensyn, som altfor lidt hidtil er taget og som har gjort sit til at give Kjøbenhavn sit kjedsommelige Udseende. X

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1854. 2. udgave).

Dyremishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Ikkun faa Meddelelser i offentlige Blade have i den sildigere Tid vakt en saa almindelig Opmærksomhed og saa meget Omtale som en i et af de siste Nummere af Politievennen, indført Artikkel om Mishandling af Dyr. Vist nok vilde ogsaa de "Facta", som heri denounceres, være utrolige, hvis man ikke, desværre! altfor ofte her i Hovedstaden havde havt Anledning til at see (ja, næsten daglig seer) Mishandlinger, udøvede imod Trældyr, der, skjøndt i en ringere grad, dog noksom forraade et oprørende Hang til Grusomhed. Den omhandlede Sag er iøvrigt nu Gjenstand for Undersøgelse, og man tør haabe, at Publikum, igjennem det samme Blad, hvor Udaaden er paatalt, vil blive underrettet om Udfaldet af Undersøgelsen, og Vedkommendes fortjente Afstraffelse, naar de er befundne skyldige.

(Kjøbenhavnsposten, 28. august 1827)

Lauritz Smith (1754-1794). (Efterskrift til Politivennen).

Politivennen omtalte tidligt eksempler på dyremishandling (1799) og udtrykte afsky overfor dette. Dyrebeskyttelsessagen førte i nyere tid ofte sin historie tilbage til Eilschouw - som dog døde ung, og derfor ikke fik nogen indflydelse - og Lauritz Smith som Foreningen til Dyrenes Beskyttelse senere tog til indtægt for at være blandt de første. At han ikke var alene, vidner dog en række artikler i Politivennen om. Nedenfor nogle omtaler af Lauritz Smith fra hans samtid som udelukkende koncentrerer sig om hans karriere, samt nogle artikler fra 1881 og frem hvor dyrebeskyttelsessagen for alvor har bidt sig fast.

Doctor Lauritz Smith (1790). Kobberstikker Johan Christoph Seehusen (1762-1824). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Akademiske forretninger

København. Onsdag den 27. april var 5 kandidater oppe til teologisk eksamen, af hvilke to fik karakteren Haud idaucabilem, og to: Non contemnerdum. Lørdag den 7. maj forsvarede på Regensen hr. Lauritz Smith sin trykte disputats de electione judæorum perfictionibus divines confentanes. Defendens var hr. Joachim Daniel Preisler. Opponenterne var hr. kateket Sinding, og hr. Schouboe, hører ved vor Frue latinske skole.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 9. maj 1774).

Bøger

Hellige taler af Lauritz Smith findes til købs hos bogtrykker Stein i Skidenstræde nr. 171, boghandler Gyldendal i Helliggeiststræde og hos Rothe i nr. 8 på Børsen for 12 sk.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. oktober 1776).

Bøger.

Den naturlige religions første grunde, af Lauritz Smith, lærer i filosofi og de skønne videnskaber ved det kongelige landkadetakademi, er udkommet fra pressen, og sælges hos Gyldendal i Silkegade for 8 sk.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 12. januar 1778).

Copulerede.

Hr. professor Lauritz Smith og jomfr. Christiane Friderica Sperfeldt.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 19. november 1779).

Befordringer.

Den 10. april h. å. er professor Lauritz Smith allernådigst beskikket til informator i historien og geografien m.v. ved det kongelige Søkadetkorps.

(Kongelig privilegerede Odense Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. april 1780)

Aalborg den 10. juni

Hans majestæt har under 3. juni allernådigst beskikket hr. professor Lauritz Smith, rektor ved Trondhjems latinske skole at være sognepræst til Vejle og Hornstrup i Ribe Stift. 

(De Aalborgske allene privilegerede Jydske Efterretninger, 10. juni 1785)

Befordringer.

Den 12.: Doktor og professor Lauritz Smith beskikket at være slotspræst ved Fredensborg Slot samt sognepræst for Asminderød og Grønholt sogne. 

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 5. november 1792).

To år efter døde han, og herefter skrev aviserne ikke noget om ham indtil dyrebeskyttelsesbevægelsen startede i 1875 og havde behov for en historie tilbage i tiden. I Politivennen kunne denne forening have fundet artikler hvori udtryktes afsky for mishandlingen og medfølelse for dyrene. 

Mindesmærket for Lauritz Smith på Holmens Kirkegård. Det stod oprindeligt udenfor kirkegården. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dyrevennen

for februar måned er udkommet og indeholder: "Mustafa", genrebillede af Carl Andersen (med billede). Lauritz Smith (1754-1794) med portræt. Spædekalvens mishandling, af dyrlæge J. Jensen. Orm hos hunde. Foreningen til Dyrenes Beskyttelse. Elise Lisbergs legalt til fremme af dyrebeskyttelsessagen. Fredet vildt.

(Morgenbladet (København), 6. februar 1881).

Foreningen til Dyrenes Beskyttelse

20. nov. 1875-20. nov. 1900

af

Etatsrådinde Benedicte Collin

(uddrag)

Den første stemme der her i Danmark hævede sig til fordel for vore umælende medskabninger, kom fra den lærde magister Fr. Chr. Eilschow....Denne mand døde imidlertid ung, og sagen hvilede i ca. 50 år, indtil provst, dr. teol. Lauritz Smith i 1789 udgav sin bekendte bog: "Forsøg til en fuldstændig lærebygning om dyrenes natur og bestemmelse samt menneskenes pligter imod dyrene". Denne bog er sikkert et af de frøkorn som senere er spirede frem og har beredt vejen for denne sags banebrydere.

(Samfundet (København), 18. november 1900).

Foreningen til Dyrenes Beskyttelse

har som bekendt i sin tid ladet restaurere det foran graverboligen på Holmens Kirkegård henstillede mindesmærke over den bekendte præst Lauritz Smith der i længst forsvunden tid tog ordet for dyrebeskyttelsen her i landet.

En marmortavle ved monumentets fodstykke bærer ved sin inskription vidne om denne pietetshandling.

I dag - jubilæumsdagen for den nævnte forening - er der ved mindestenen henlagt en smagfuld Krans af cycasblade, smykkede med en dekoration af krysantemum. 

(Samfundet (København), 20. november 1900).

Præmieuddelingen i foreningen til Dyrenes Beskyttelse.

Biskop Fr. NIelsen taler

(uddrag)

Uden for graverboligen på Holmens Kirkegård i København står et af foreningen til Dyrenes Beskyttelse istandsat monument over præsten Lauritz Smith der en tid var præst ved Holmens Kirke. Han er en af de første der herhjemme i sin bog "Om dyrene" slog til lyd for at mennesker har pligter over for dyrene. Det skete på en tid da der talte meget om pligter, men der var dengang endnu mange som hyldede den gamle teori som en stor tænker i det 17. århundrede havde gjort gældende at dyrene egentlig kun var maskiner over for hvilke der ikke kunne tales om pligter. Da var det at en engelsk tænker indskærpede at et menneske ikke alene har pligter over for dem der kan tænke og tale, men også over for dem der kan lide. 

(Aalborg Stiftstidende, 10. januar 1901).

Hovedstadsbillede

Et mindesmærke på alfarvej.

På den yderste nordlige spids af Holmens Kirkegård - på en måde adskilt fra "de dødes have" ved den gamle graverbolig, som ligger ud imod Østerbrogade og Farimagsgade - står et enligt mindesmærke, en smuk sandsten med en vase over. Kun få af de utalte tusinder, der mellem år og dag passerer dette stærkt befærdede knudepunkt - hvor to hovedfærdselsårer mødes - skænker det i øvrigt ikke uanselige gravmonument et blik; endnu færre får tid til at standse, og det er vist kun ganske enkelte, som har læst den ikke uinteressante gravskrift:

For 

Lauritz Smith

Den meget oplyste

Mand

Den nidkære og nyttige

Skolelærer

Den sande udmærkede

Prædiker

Den for Almenvellet

utrættelige

Tænker og Arbejder

Den trofaste

Ven

Den til Beundring

Veldædige

Den

Sande Hæderværdige

rejstes

denne Mindesten

af

nogle hans erkiendtlige

Tilhørere

og sørgende

Venner.

Og nede på mindesmærkets fod står som supplement til disse 24 linjer følgende:

I taknemmelig Erindring om den

Afdødes

Birken for Indskjærpelse af

Menneskets Pligter mod

Dyrene

lod Foreningen til Dyrenes Beskyttelse

dette Minde fornye Aar 1878 og

1908.

Man sporer den gammeldags stil fra nogle slægtled tilbage i denne gravskrift. Men den kalder på interessen. Og ikke mindst, når man på den venstre side af monumentet læser:

Han fødtes

den 12. April

1754,

kaldtes til

bedre Liv

den 22. Marts 1794.

Altså ikke engang 40 år, og dog, mand, lærer, prædiker, tænker, arbejder, ven og velgører ... man spørger uvilkårlig sig selv, når man står foran dette mindesmærke ved alfarvej, hvem denne mærkelige mand har været.

Lauritz Smith var søn af en københavnsk toldbetjent og blev student 1772 (altså i en alder af 18 år). Han nærede stor interesse for filosofi og æstetik, og han nåede derfor ikke at tage nogen embedseksamen. Men allerede som student tog han ivrig del i samtidens litterære stridigheder og filosofiske disputatser, og fra 1776 blev han knyttet til Landkadetakademiet som lærer i filosofi og "de skønne videnskaber". Tre år senere blev han titulær professor og ægtede samme år en dame fra Pommern.

Mulig har ægteskabet foranlediget at han har set sig om efter "noget fast". I hvert tilfælde blev han i 1780 rektor ved Latinskolen i Nykøbing på Falster, men forflyttedes, endnu inden der var gået et år til Trondhjem, hvor han ved siden af sin rektorgerning fik tid til at skrive en række - mest litterært polemiske - skrifter og være sekretær i det norske Videnskabernes Selskab

Men uroen sad Smith i blodet. I 1785 dukker han op i Vejle som sognepræst - han var blevet fritaget for at tage teologisk embedseksamen - ; 1786 blev han tillige provst, men allerede 1788 udnævntes han til præst på Frederiksberg, og 1789 blev han residerende kapellan ved Holmens Kirke. Her virkede han i omtrent tre år, og man får et levende Indtryk af, at hans virken har sat spor, når man læser på højre side af hans gravsten :

Tæt

bagved denne

Sten

Hviler Hans Legem

efter Hans

Ønske

blandt

Hans elskede

hensovede

Tilhørere.

Også i en anden henseende blev Smiths Holmens år af betydning. Det var nemlig i disse år, han udgav sit livs hovedværk: "Om Dyrenes Natur og Bestemmelse og Menneskets Pligter imod Dyrene". Dette værk blev på sit område grundlæggende, og derfor vedligeholder Foreningen til Dyrenes Beskyttelse nu Lauritz Smiths mindesmærke. De trofaste tilhørere som for over et hundred år siden rejste monumentet, er jo for længst alle under mulde . . .

Smith var - som nævnt - kun i tre år ved Holmens Kirke. Så forflyttedes han til Asminderød og virkede her som sognepræst og slotspræst ved Fredensborg til sin død. Den 22. marts 1794 afsluttedes dette urolige og rastløse liv.

- At den kun 40-årige mand efterlod mange venner og beundrere, er en historisk kendsgerning. Men lige så vist er det at han havde mange fjender. Hans tunge og pen var alle dage skarpe. Og han skånede ingen. Derfor traf man da også hans uvenner helt op i de højeste kredse - hertugen af Augustenborg var en af dem. Smith havde en gang talt om at kronprinsregenten (den senere Frederik den Sjette) ikke burde bryde sig om "Kong Augustenborg og de andre næssekonger", og det glemte hertugen ikke.

Lauritz Smith havde imidlertid en god støtte i sin mangeårige og nære ven, den senere gehejmekonferensråd Johan v. Bülow til Sanderumgård, som fra 1773 til 1793 hørte til kronprins Frederiks nærmeste omgivelser. Bülow nærede en rodfæstet kærlighed til videnskaben og traf i Smith en beslægtet ånd der tilmed ejede evnen for at give de tanker, der gærede hos hans formående ven, udtryk i tale og skrift. De to mænd som var omtrent jævnaldrende, førte en livlig brevveksling. Og det må vistnok nærmest tilskrives Bülows indflydelse, at det - trods alle skarpe angreb her og der - lykkedes Smith at få sine idelige forflytningsønsker opfyldt og derved dulme den sindets hvileløse uro som han selv har givet udtryk ved at indlede sin levnedsbeskrivelse med en latinsk Sætning, som han selv oversætter i følgende ord: "Mennesket var i nært slægtskab med Jerusalems skomager!"

Cerf.

(Roskilde Avis 1. maj 1911).

Samme mindesmærke, set fra siden. Bagest den gamle graverbolig (nu privat erhvervsejendom). Det var bag denne, ved krydset at mindesmærket oprindelig blev rejst. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Hans Knudsen, dyrebeskytteren

højtærede hr. redaktør!

I disse dage hvor Hans Knudsen af alle med rette hædres som skaberen af det udmærkede "Samfund for Vanføre", som han, den varmhjertede beskytter af samfundets mest forstødte skabninger, stiftede for mange år siden, bør det heller ikke forglemmes at Hans Knudsen tillige var den egentlige stifter af dyrebeskyttelsesbevægelsen i Danmark. Han udgav nemlig i året 1876 et særlig af alle dyrevenner højt skattet værk: "Om skabningens forlængsel og håb (romerbrevet 8., 18.-23.). Et bidrag til at betyde dyrenes stilling, vilkår og udsigter", forlagt af den Gyldendalske Boghandel ( F. Hegel) 1876.

Det må ligeledes af alle dyrevenner erindres at varme tilhængere af den danske dyrebeskyttelsesbevægelse, med afdøde J. C. Lembke og hustru i spidsen, ved Hans Knudsens død rejste et herligt mindesmærke til ære for denne afdøde; dette mindesmærke er den dag i dag at skue på Holmens Kirkegård, hvor det har fundet en smuk og fremtrædende plads lige ud for graverboligen på hjørnet af Østerfarimgsgade og Østerbrogade.

V. C. P.

(Nationaltidende, 14. januar 1913).

Pastor Hans Knudsen.

Et par rettelser.

"Nationaltidende" for 14. januar. morgenudgaven, står der - under mærket V. C. P. - et indsendt stykke, der er ganske vildledende. Det siges deri, at Hans Knudsen er den egentlige stifter af dyrebeskyttelsesbevægelsen i Danmark, og at J. Chr. Lembcke og hans hustru stod i spidsen for en bevægelse, der førte til, at der på hjørnet af Østerbrogade og Østerfarimagsgade rejstes et mindesmærke for Hans Knudsen. Sjældent ser man på tryk fejlagtigere fremstilling.

Det er ikke altid let at sige, hvem der er den egentlige stifter af en bevægelse, men er noget i denne verden sikkert, så er det dette: Hans Knudsen er ikke stifter af dyrebeskyttelsesbevægelsen. Rimeligvis er det den højtbegavede filosof F. C. Eilschov, der levede 1725-1750, der i litteraturen har sat de første betydningsfulde spor til dyrebeskyttelsesbevægelsen. Stor udbredelse fik hans ideer ikke straks, og da professor Lauritz Smith 1789 skrev sin mærkelige bog "Tanker om Dyrenes Natur og Bestemmelse", kendte han slet ikke Eilschovs; men han fik læst den inden 1791, da hans "Forsøg til en fuldstændig forebygning om Dyrenes Natur og Bestemmelse" udkom. Dette arbejde er et forsøg på - efter tidens evne - at fremstille en systematisk ordnet lære om pligterne mod dyrene, og det fik en meget stor udbredelse og en indflydelse, der satte meget dybe spor, og det mindesmærke, "Nationaltidende"s indsender omtaler, er sat over Smith. Dermed havde J. Chr. Lembcke af gode grunde intet som helst at gøre, - han var en moden mand, da andre fortalte ham mindesmærket. At han har sin andel i, at det blev restaureret, da det en gang trængte til det, er en sag for sig.

Hans Knudsen skrev en teologisk afhandling over ordene i Romerbrevets 8. kapitel om skabningens forlængsel. Denne afhandling betragtede han som en hilsen til den af andre stiftede dyrebeskyttelsesforening. I øvrigt er dens betydning for denne bevægelse lig med nul. Meget få bøger er gået så sporløst hen som den. Til Dyrebeskyttelsens bærende kræfter hører filosoffen Eilschov, teologen Lauritz Smith, handelsmanden David Graah, ingeniør Viggo Schmidt, etatsråd J. Chr. Lembcke og fru Julie Lembcke, født Wilster; men absolut ikke Hans Knudsen.

Enghaveplads, 14. januar

R. B. Mortensen.

(Nationaltidende, 15. januar 1913).

Grafik for Lauritz Smith. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Takstræet

Landmænd bør ikke have takstræ hvor deres dyr kommer.

(uddrag)

Første gang dette træs giftige egenskaber omtales herhjemme, er i 1791 da den lærde professor i filosofi og kapellan ved Holmens Kirke Lauritz Smith - en mand der ved siden af at han var præst, levende interesserede sig for alt hvad der angik dyr - fortæller om hvorledes to heste som harvede i Frederiksberg Have, et øjeblik blev overladt til sig selv, og "nu drog de harven med sig hen til nogle takstræer som der stode og åde af bladene som sade på træet; kusken kom tilbage og begyndte at harve igen, men det varede næppe 15 minutter inden de faldt om og døde".

Denne hændelse gav veterinæren Erik Viborg anledning til at anstille nogle fordringsforsøg hvor det bl.a. viste sig at en hest der efter at have sultet i 4 timer, åd 250 gram taksgrene, en time efter styrtede om, brølede og døde.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn,18. september 1914).

Den store ildebrand i Vejle 23. april 1786

(uddrag)

Vi har ligeledes et øjenvidnes beretning om branden, idet byens præst, Lauritz Smith, i en række af breve til gehejmeråd Joh. v. Bülow har givet en beskrivelse af den - ganske vist har Smith ikke overværet selve ulykken, idet han var kørende til annekskirken, Hornstrup, til konfirmation der, men om brandens følger har Smith i brevene givet en række udmærkede oplysninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. januar 1916)

Et slemt Skue paa Christianshavn.

 Hr. udgiver!

Jeg har ofte lagt mærke til en gaderenovationsvogn som næsten daglig kører forbi min bopæl på Christianshavn. Vognen er forspændt med en hvid stumprumpet og en rødbrun hest som går nærmer. Begge disse heste er i en jammerlig tilstand og formår næppe med al anstrengelse at trække den ofte stærkt belæssede vogn. Men desuden får de af kusken en så overvældende mængde prygl at det må skære ethvert aldeles ikke forhærdet menneske i hjertet. Skønt han med grusom betænksomhed anvender slagene på enkelte steder så at disse er aldeles blottet for hår,  kan selv denne straffemetode ikke skaffe hestene flere kræfter. For at blive fri for dette virkelig oprørende skue, beder man Dem om i Deres blad at gøre disse stakkels hestes ukendte ejer opmærksom herpå, med anmodning om enten at lade dem få fornøden hvile og tilstrækkelig foder, eller gøre ende på deres ulykkelige tilværelse ved at sælge dem til en hesteslagter.

(Politivennen nr. 1215, Løverdagen, den 13de April 1839. Side 231)

Anmodning til Hr. Grosserer Sass, som Bestyrer af Færgefarten mellem Aarhuus og Kallundborg.

Indsenderen har flere gange været vidne til de mishandlinger kreaturerne er udsat for ved forskellige færgesteder når de skulle ind- og udskibes for at transporteres til søs. Når de viser sig modvillige for at gå ombord, hvilket især hændes med tyre og stude, har det været tilfældet at 5 til 6 kæppe på en gang er sæt i bevægelse mens en karl drejede halen om indtil op mod rygbenene for at formå dyret dertil, og varer det de pågældende for længe inden de kan bringe det over landbrættet ombord i skibet, slynges et reb om hornene og ved en talje hejses det i vejret så at hele vægten bæres af halshvirvlerne. Er dyret endelig efter at være mørbanket, kommet ombord, viser det i almindelighed atter genstridighed når det skal trækkes ad lejderne ned i rummet, og mishandlingen begynder da på ny for med stød og slag at bringe det ned. Ja, indsenderen har endog engang set at en stud blev væltet ned i rummet, og blev liggende hvor den faldt uden at kunne rejse sig uagtet de skrækkeligste prygl tildeltes den. En karl forsøgte da med en skarp jernrive at formå den dertil, men alt forgæves uagtet huden var sønderrevet var det ikke muligt at bringe den til at rejse sig, og mishandlingen hørte først op da ejeren bød at holde op dermed - fordi ellers huden spoleredes!

Med fornøjelse har indsenderen hørt at De, hr. grosserer har påtaget Dem bestyrelsen af færgefarten mellem Århus og Kalundborg. Han håber nemlig at De blandt de andre forbedringer, De måtte have påtænkt også vil vide at træffe foranstaltninger der måtte gøre ovennævnte dyrenes mishandling unødvendig. Det gode eksempel tør man da vel vente vil finde efterligning ved de andre færgesteder. Og sådanne oprørende for det kulturtrin som vi smigrer os med at stå på så lidt passende scener forebygges. De ville herved fortjener hvert følende menneskes højagtelse. Det er kun på sådan måde at der kan virkes noget for vore lidende medskabninger. I Danmark værner ingen lov om deres mishandling.

(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 22-24)

Oprørende Kattejagt paa Østergade.

Søndag formiddag den 12. december varanmelderen i et ærinde i gården nr. 13 på Østergade, og så at en karl der er i tjeneste hos værten i samme gård, med en jernspade slog en kat for panden således at denne tumlede en 10 til 12 gange omkring i gården og endelig i kraftløs tilstand retirerede ned i en kælder. Opbragt ved skuet af denne barbariske scene, bebrejdede han karlen hans grusomme fremfærd, hvortil svaredes: "at det angik ikke anmelderen." Dog man forundrer sig ikke over at en rå eller udannet karl ikke kender sine pligter mod dyrene, når man erfarer at karlens husbond da han blev underrettet om det passerede, ikke alene billigede karlens adfærd, men erklærede endog at han havde givet ham lov til at ihjelslå alt? hvad der kom i gården. Men hensyn til sådan tænkemåde må gårdens beboere prise sig lykkelige ved at leve i et land hvis retfærdige love ikke alene betrygger menneskers liv og ejendom, men endog hævner uskyldige kreaturers mishandling, hvilke så ofte ustraffet finder sted i banditternes hjem. Skulle det være kattens pæne sorte skind denne barbar eftertragtede, kunne man dog med rimelighed ønske at han havde dræbt den på en mindre oprørende måde ligesom som også at husbonden for eftertiden ville give ham en mere indskrænket ordre i så henseende.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 818-820) 

Huusvilde Ænder i Garnisonshospitalets Gaard.

I forrige vinter lå omtrent 200 ænder i hospitalets gård uden ly og læ, nat og dag, udsat for kulde og det ublide vejrlig. I år findes der omtrent 150 stykker som efter al sandsynlighed vil få samme skæbne. Da disse stakkels dyr som dag og nat må vandre og hvile i en åben gård der er belagt med sne eller isvand, ikke sjældent ytret deres lidelse ved skrig og kvækken, som forstyrrer patienterne i den ro der er dem så gavnlig, og ssom er det eneste dette velindrettede og velbestyrede hospital lader dem til overs at ønske, beder man ændernes ejer, formodentlig spisemesteren, at skaffe dem et skur eller et tørt opholdssted hvilket vist ikke vil være vanskeligt i et så rummeligt lokale som hospitalets.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 701)

Kattejagt i S. T. Herr' Knirsch's Have i Hotel d'Angleterre

Indsenderen af disse linjer og flere beboere fra de huse der støder op til hr. Knirsch' have har med harme og uvilje gentagne gange set hvorledes nogle kåde, rå og ufølsomme umennesker har bidraget deres del til at martre kattene, disse for mennesket så nyttige og uundværlige husdyr, ved at de med et par store hunde har jaget dem om i haven. 

Mandag formiddag var til en sådan forlystelse forsamlet fem af disse umennesker som posterede sig omkring i haven og forholdt sig rolige indtil en kat lod sig se. Så begyndte en klapjagt som varede til de havde fået drevet katten ind på en lille plet hvor de lod en hund angribe den. Det var en temmelig stor kat som værgede sig således at hunden ville forlade den efter at være blevet grundigt forrevet. Men da disse umennesker endnu ikke havde fået deres rå, umenneskelige lyst styret, sparkede en af disse katten så den tumlede omkring mens en anden opmuntrede hunden til på ny at angribe den. Og det skønt beboerne i et tilstødende hus anmodede dem om at løslade katten da det var deres. Efter at katten nu var blevet forbidt og var døende, tog en af disse følelsesløse herrer den i halen og daskede den mod et plankeværk indtil den havde udåndet, for at give den til rov for hundene hvis mod ved kattens glubende modstand var svækket. 

En lignende scene passerede for ikke lang tid siden i samme have hvor en kat blev jaget ned af et træ af disse herrer og prisgivet for to hunde som dræbte og åd den. Idet man forventer at det er havens humane og følsomme ejermand imod at sådanne ublu og for menneskeheden nedværdigende scener finder sted i hans have, henledes det til hans opmærksomhed igennem dette blad, i håb om at han for at skåne sine omkringboende medborgere for flere lignende tyranniske optrin, vil forbyde de herrer der frekventerer haven at ophøre med sådanne jagtforlystelser.

(Politivennen nr. 674. Løverdagen den 29de November 1828, s. 802-804)

Umenneskelighed imod Dyrene.

Mandag den 19. d. m. om formiddagen kl. 10 kom en mand - formodentlig en slagter - og drev i forening med en voksen slagterdreng en flok af henved en snes får og lam ned ad Kannikestræde. Ved Metropolitanskolen kom et af lammene fra de andre og løb ind i Fiolstræde. Manden for derpå som en rasende efter dyret, greb det i ulden, løftede det i vejret og stødte dets hoved flere gange med al sin kraft mod muren af hjørnebygningen så blodet flød ud af hovedet på det, og dyret da han igen slap det, faldt halvt afmægtigt om på gaden. Til denne umenneskelige scene var over en snes mennesker vidner blandt hvilke fem til seks studerende. Da nogle af disse forestillede ham det afskyelige i hans handling, svarede han dem at: "Det kom ikke dem ved, hertil havde han djævlen gale sig lov, da han både havde købt og betalt det". En tilstedeværende pige forsikrede at hun kort i forvejen havde set ham mishandle et af dyrene endnu værre, da han havde løftet det op og kastet det med al sig styrke på hovedet ned i stenbroen, og hertil føjede en anden tilstedeværende at han ligeledes havde set ham lidt før skære rumpen af et lam der var løbet fra ham.

Da indsenderen er overbevist om at en sådan mand efter vores lovgivnings ånd ikke kan undgå at blive belagt med en betydelig straf, og da det må være enhver der ikke har et slagterhjerte i sit bryst, så opfordres herved enhver der måtte kende dette umenneske til at opgive sin plan, for Politivennens udgiver da indsenderen derpå skal drage omsorg for at hans ugerning bliver andraget for vedkommende, og tilstrækkelig bevisgjort.

Signalement: Manden var af middelmådig størrelse, mere fed end mager, og iført en grå kjole.

(Politivennen nr. 547. Løverdagen den 24de Juni 1826, s. 409-411)

Barbarisk Behandling mod Kreaturerne.

Da der i flere lande findes lovsteder hvorefter enhver som mishandler dyrene bliver straffet, så var det også at ønske at samme blev indført her, da vist enhver som har set kalvekuskene køre til byen, vil ønske at mange af disse ufølsomme mennesker på en følelig måde blev erindret om hvor grusomt de behandler de kreaturer der føres på deres vogne til byen.

For nogen tid siden rejste indsenderen heraf til Roskilde og mødte på vejen mellem 20 til 30 sådanne kalvekuske og bønder der på den skændigste måde havde læsset disse umælende dyr på deres vogne. Nogle lå med hovederne ud af vognen så at de slæbte hovederne på hjulene, at blodet både gik ud af næse og mund på dem, andre lå med hovederne på fjældene af vognen så at for hver en stent hjulet kørte over, fik de de smerteligste stød. På andre vogne var de igen pakkede således oven på hinanden at de underste måtte ligge og gispe efter luft.

Det årvågne politi vil sikkert forbinde publikum ved at finde en måde hvorpå dette skændige tyranni kan blive udryddet.

(Politivennen nr. 441. Løverdagen den 12te Juni 1824, s. 8024-8025)

Atter Grusomhed mod Dyrene!!!

Så meget end de ofte gentagne klager over dyrenes mishandling med hensyn til deres ringe virkning, må synes at være kun en røst i ørkenen, så bør der dog råbes og råbes så længe til de vores art så højligt vanærende krænkelser af pligt mod dyret, selv det der villigst yder os hele sin kraft og styrke, i det mindste bliver mindre hyppige end de desværre endnu er.

Torsdag den 22. november havde indsenderen heraf den ubehagelighed at blive vidne til et syn som beboerne af den del af Gothersgade der grænser nærmest Nørreport efter sigende oftere skulle have.

En vogn så tung at den endog tom for at komme ud af stedet syntes at behøve endnu to eller tre kammerater af den hvis pligt det den dag var at skaffe den frem, var belæsset med en mængde rå huder, forspændt med en ussel lille hest hvis hele udvortes nok så meget forkyndt dens snart forestående skæbne. En svær karl som kørte den, havde ikke alene sat sig selv op på vognen med, men hans barmhjertighed mod dyret havde endog intet haft imod at en anden karl af samme drøjde som han selv, fik plads ved hans side. Da nu stenbroens beskaffenhed i den del af Gothersgade især, hvorom talen her er, uden tvivl er tilstrækkelig bekendt, så indses let at en ekvipage som den oven beskrevne, under sådanne omstændigheder ikke er at bringe frem, uden at der anvendes de fornødne overtalelsesmidler på dyret der for at spares for disse, gerne ville hvad det skulle når bare det kunne. - Den arme hest stræbte så godt den kunne at kratte sig frem, fik så drøje slag af de mægtige tykke vognstænger og rigelig tildelte piskerap at indsenderen uvilkårligt bragtes til at standse herved, skønt et sandt bulbiderblik af karlen som kørte og uden tvivl følte sin uret, siden han blev malicieux, skulle have skræmt ham til at gå sin vej.

Da den samme hesteplager oftere skal lade sig se på det angivne strøg af Gothersgade, har man dog villet henvende de ansvarliges opmærksomhed på ham. Ønskeligt var det at der dog engang bestemtes alvorlig straf for sådan grusomhed mod dyrene, og hvad var vel mere rimeligt end at de samme eller lignende overtalelsesmidler som dyrplageren bruger for at bringe dyret til at anstrenge sig over evne, anvendtes på ham selv for dog at formå ham til at vise dyret noget af den barmhjertighed han selv trænger til? Man ved desuden at de lektioner pøbelen i sådanne tilfælde trænger til, ikke let kunne være intuitive nok.

(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4962-4965).

Kudske-Barbarie.

Sidste onsdag den 21. dennes fik en bygherre i nr. 4 i Brogade på Christianshavn en del flensborgmursten tilkørt. De kom på 2 vogne efter hinanden, så at den bagerste måtte holde mens den forreste aflæssede. Da nu den bageste S. W. K. nr. 17 C skulle køre frem, kunne hestene ikke stå på grund af is og sne, hvorover de nu ikke kunne tage læsset. Men desuagtet vedblev kusken omtrent 1/4 time på en grusom måde at piske disse kreaturer i særdeleshed den fjermer. Anmelderen foreholdt ham at det var umenneskeligt således at behandle disse kreaturer, men han svarede at det var hans egne heste og vogn. Hvorvidt dette nu er mere tilladt en ejer end en kørekarl at mishandle kreaturerne, er mig uvist, imidlertid vil jeg ikke undlade at berøre sådant til vedkommendes nærmere omdømme.

(Politivennen nr. 269. Løverdagen den 24de Februarii 1821, s. 4337-4338)

En Hundebøddel i Vimmelskaftet.

Fra grusom handling mod dyrene til en lige adfærd imod medmennesker er kun et meget kort skridt. Flere eksempler bekræfter desværre denne  sandhed.

Såvel efter naturens lov som efter den moralske er det synd at mishandle dyrene. at de fleste politiske love ikkebestemmer straf i så henseende, turde synes en mangel, hvorfra dog de svenskes gør en herlig undtagelse.

Dog også vores fødeland har specielle forbud mod dyrenes mishandling. Således er de barbariske og grusomme lege at flå en levende kat af tønden, at trække halsen af en levende gås osv. aldeles forbudt, og flere forordninger i anledning af dyrenes velfærd er udgivet *). Men endnu savner vi anordninger og lovbud for dyrenes behandling i almindelighed. De som på landevejene der fører til staden, i forstæderne, ja i hovedstaden selv, har været vidne til med hvilken grusomhed heste, køer, kalve og lam behandles af deres bødler, som kalder sig mennesker, vil vist med anmelderen ønske at vor milde regering ville ved lovbud sætte grænser for samme, ligesom det sikkert ikke ville være af vejen om vore skolebøgerne indeholdt et eget kapitel om de pligter mennesket skylder dyrene såvel i almindelighed som i særdeleshed.

Politivennen har før fremstillet eksempler på vilkårlig og skammelig behandling af husdyr, men dog har den ikke fortalt noget så skændigt og grusomt som dette:

Onsdag den 14. februar om formiddagen sås en karl der tjener på Benzonsdal og 3 gange om ugen holder med sin vogn i gården på hjørnet af Vimmelskaftet og Valkendorfsgade, i samme gård mishandle en ung puddelhund på det grusomste. Han tog nemlig hunden med den venstre hånd i nakken, og slog den med den højre knyttede næve således på siden af hovedet at han var sikker for ikke at beskadiges af dens tænder, indtil hunden var blodig. Derpå tog han den ved begge bagbenene og slog dens hoved og forkrop mod stenbroen Denne grusomme behandling vedblev han så længe indtil en karl blandt flere mennesker som hundens ynkelige skrig havde lokket til, rev ham fra hunden der var så forslået at den næppe kunne krybe fra stedet. Da karlen endvidere bebrejdede denne hundebøddel hans slette handlemåde, svarede denne opbragt at hvis han havde kræfter og magt over karlen, som over hunden, så ville han gøre det samme ved ham, det var hans egen hund og den skulle lystre ham, og at den ikke kunne lære med mindre den fik straf. Ville man ellers noget, så kunne man jo klage over ham osv.

Anmelderen der ikke vidste hvordan karlen efter vores love kunne tiltales for den af ham udøvede skammelige dåd, anklagede ham derfor ikke for øvrigheden, men besluttede at bekendtgøre dette for at hans husbond, hr. kaptajn Barfred, ejer af Benzonsdal, når han underrettedes derom, kunne tage sig lidt af karlen og lære ham at han ikke oftere bør mishandle de kreaturer der betros ham af hans herskab eller andre.

*) Således havde vi politiplakater angående for stærk kørsel og for stærk læsning på vognene, men disse har nok mere til hensigt at betrygge broer og gader fra ødelæggelse og mennesker for at blive kørt over end de har sin grund i barmhjertighed mod dyrene.

(Politivennen nr. 268. Løverdagen den 17de Februarii 1821, s. 4323-4326).

Bøn til Commandantskabet.

For få dage siden traf voldskytten en hund på volden. Hans pligt bød ham at skyde den, men vist ikke med to usikre skud at pine dyret, hvilket uden tvivl var tilfældet, da hunden efter det sidste skud, endnu havde kræfter nok til at løbe ned af volden og tage sin kurs op ad Nørregade. Det besynderligste er at skytten gav ham det sidste skud på 2 til 3 skridts afstand og var dog ikke heldig nok til at ende dyrets pinsler. Måske hvis kugler blev brugt i stedet for hagl (som man tror her blev brugt) ville hensigten sikkert også hurtigere opnås, og vores medskabninger som vi tager os den frihed at aflive, ville derved undgå at udstønne deres sidste suk under usigelige kvaler.

(Politivennen nr. 182, Løverdagen den 26de Juni 1819, s. 2933-2934)

Om de barbariske Kalvekudske.

(Indsendt.)

Forleden dag så indsenderen på Roskildevejen en vogn der kom kørende med kalve, og disse ulykkelige dyr var henkastet på vognen i en så umenneskelig grusom stilling at man virkelig af medlidenhed med de mishandlede umælende dyr måtte ønske at politiet ville tage sig lidt af denne sag og søge at forhindre og afskaffe en behandling mod dyrene der er så oprørende for ethvert følende menneske. At denne fremgangsmåde har været drevet i land tid, kan ses deraf at vores fortjente Olufsen allerede for længst har ivret imod den, og da indsenderen intet bedre ved at sige i denne sag, tillader han sig her at udskrive den varme patriots ord i denne anledning. "Kalveopdræt til Københavns slagtere - siger han - er en så forfærdelig sag at vedkommende burde af erkendtlighed mod uskyldige lidende skabninger, bestræbe sig for at finde en mindre kvalfuld måde at føre dem til slagterbænken på end den barbariske henslængen og fastsurren på de væmmelige kalvevogne hvor de ofte ligger med hovederne slæbende på hjulene, med sprængte årer, under de forgæves anstrengelser efter en mindre martrende stilling og i krampetrækninger som ikke sjældent dræber dem." Indsenderen ønsker, hvad vist ethvert følende menneske med ham vil ønske, at vedkommende vil tage disse ord til hjerte, og erindre at de umælende har også rettigheder, lige såvel som de fornuftige jordens beboere.

* * *

Udgiveren som er aldeles enig med indsenderen af ovenstående, at de både efter Guds, naturens og menneskelige love er synd at tilføje dyrene unødvendige pinsler, tror at burde tilføje at han er overbevist om at sådan behandlingsmåde mod dyrene er merkantilisk urigtig. For flere slagtere har beklaget sig over at de ofte ikke uden tab har kunnet sælge kødet af kalve og lam der på en så voldsom måde var transporteret til staden. Ja at det ofte havde givet anledning til kiv og klage fra køberens side som troede sig forurettet af slagterne når deres sendebud hjembragte kød der havde et slemt udseende som dog transporten alene var skyld i. For ved de voldsomme stød og slag som et sådan stakkels dyr må lide, fordærves ikke alene skindet, men kødet bliver blodigt og får et stygt udseende. Måske kunne dette onde forebygges når vedkommende kuskes husbonder ikke sparede alt for meget på den halm som lægges over de kister og kasser hvorpå man snører de arme dyr. Fyldte man vognen med halm, indtil over vognfjællene, så vilde derved forbygges at hovederne og lemmerne af de pålæssede dyr ikke skamsloges derpå.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1669-1672)

Om grusom Behandling med Dyrene og et Ønske i den Anledning

Anmelderen så forleden dag ved Roskilde Kro to forpagtere eller herregårdsvogne der var så overlæssede med lam og kalve at disse ikke alene lå stuvet oven på hinanden i vognene, men nogle hang endog ud over bagsmækken med halvdelen af kroppen og hovederne nedad mod jorden. Andre hængte ud over sideplankerne og stødte hvert øjeblik hovedet mod hjulene. 

De havde efter kuskens sigende ligget læsset sådan i 24 timer, og han havde kørt 3 mil med dem. Forsmægtede, kraftesløse og ude af stand til at udstøde et smertensskrig måtte deres tilstand røre endog den mest følelsesløse. Ejeren til disse kreaturer kunne have sparet den for uudsigelige kvaler ved at have ladet dette antal læsse ordentligt på 3 vogne. 

Hvem har ikke set med hvilken ubarmhjertig hårdhed, drivere, slagterkarle og drenge behandler de kreaturer de har de deres varetægt og som føres ind til staden for at tjene dens beboere som føde?

Anmelderen så engang at en slagter der skulle slagte nogle lam for ham, flettede bagbenene på lammene for at de ikke skulle sprælle. Herved skete ofte at det ene eller begge ben brækkede. I denne smertefulde tilstand måtte de ligge sådan indtil det ene efter det andet var faldet for hans kniv. Vil man endog antage hvortil der dog ikke er tilstrækkelig grund, at dyrene ikke kunne ængstes eller bespændes af dødsangst ved at se sin egen art myrdes og blødende udstønne det sidste suk, så vil man dog aldrig kunne nægte at de må kunne føle de legemlige smerter som tilføjes dem. Hvor grusomt, hvor pligtstridigt handler da ikke de der mishandler dyret, der i stedet for at lindre dyrets kval ofte og unødvendigt forøger samme?

Og nu hesten, dette stolte, dette ædle dyr der tjener os såvel til fornøjelse som til nytte. Hvilken bagvendt eller naturstridig behandling ydes ikke den? I dens unge år plejes den godt og forretter intet arbejde. Siden har den som stads- eller selvejerhest endnu i nogen tid tålelige dage. Men efterhånden som dens alder tiltager og kræfterne svækkes, pålægges den sværere arbejde. Svøben bruges hyppigere. Føden falder knappere, og således bliver dens forfatning stadig mere og mere ynkværdig, indtil den endelig som renovationshest styrter når dens svage ben ikke længere formår at bære det som oftest forsultne og udslæbte legeme. Rigtig er den bemærkning af professor Smidt i hans bog om dyrenes natur og bestemmelse når han siger: "Vognmandshestens almindelige lod er at slæbe og hungre. Og i forhold til sit arbejde fødes den intet indre end vel. Ja, kunne den mætte af igennemtrængelig svøbeslag, da blev intet dyr bedre plejet. Men nu henslæber den, under dybe sukke over menneskets vanartede hårdhed, den sidste rest af sit kummerlige liv. Den styrter og velsigner i dunkle følelser naturens herre, som satte døden til en frelser for sine lidende skabninger".

Anmelderen vover derfor i denne anledning at ytre det ønske at vores lærebøger for ungdommen også måtte indeholde et kapitel om de pligter vi skylder dyrene som vores medskabninger. Eller også at en lille bog over dette emne særskilt måtte udgives og befales brugt i skolerne. Var man rigmand, ville han udsætte præmie for en sådan bogs udgivelse. Men han kan kun ønske den. Inderligt ville det derfor være ham om disse linjer ikke måtte læses uden virkning, om en eller anden dannemand måtte derved bevæges til at forskaffe os en sådan bog, og om den kongelige skolekommission der med så rosværdig iver tager sig af ungdommens dannelse og undervisning, også ville bidrage til dette ønskes opfyldelse.

(Politivennen nr. 23, Løverdagen den 8. juni 1816, s. 345-349)

Redacteurens Anmærkning

Dyremishandling, især mod heste, optræder hyppigt i Politivennen. Se fx Politivennen nr. 690, lørdag den 21. marts 1829, s. 188-190: "Et maaske forlænge tilbageholdt Ønske" og  "Atter et Exempel paa oprørende Dyrplageri.", Politivennen nr. 1145, lørdag den 9. december 1837, side 771-774). 

Heste Tyranni i Kjøbenhavn.

(Efter indsendt).

Der er så ofte med god grund anket over menneskets ufølsomhed mod dyret. Der er så ofte med harme ivret mod dette for mennesket så nedværdigende dyreplageri, men Gud ved hvor lidt dette har virket på dem. Frugten heraf kan man ikke se!

Jeg tror gerne at alt skriveri i den anledning er spildt, fordi ingen autoritet kan komme til at virke her, men jeg finder sindets lettelse i at tolke den mishandledes sag hvad enten det er et menneske eller der der er genstanden. Natten mellem den 28. og 29 d, m. blev jeg vækket ved stærk støjen fra gaden af, ledsaget med nogle skrækkelige slag. Da jeg bor på et sted hvor der om natten er bestandig tummel af passerende renovations vogne, formodede jeg (som også var rigtigt) at det var en af disse der ved de usle hestes træthed var blevet standset i sin fart. Men at noget kristent menneske kunne være så barbarisk om han endog var renovationskarl, at tyrannisere et stakkels kræ så vedholdende som denne har vist, har jeg aldrig drømt om. Fra kl. 3 til kl. 6, i hele 3 timer, vedblev dette tyranni. - Vel hørte jeg karlen anmode sine forbikørende kolleger at hjælpe ham læsset over broen, men dels lod det som om disse ikke hørte det, og dels hjalp de ham ikke på anden måde end ved at piske hestene med piskeskafterne så længe de orkede, og kørte derpå bort. - Skønt karlen havde fuldkommen bevis for at det var umuligt at bringe læsset over broen, blev han dog ved til kl. 6 med største tålmodighed at martre disse ulykkelige dyr, og hvoraf jeg kl. 9 så en næsten død uden for Schimmelmanns sukkerhus. Det er tungt at man skal være roligt vidne til sådant et barbari. Kunne ønske formå noget, da var mit til interessenterne i det lille vognmandslaug at de ville formå køresvendene til at vise sig kristelige imod de umælende. For ved mulkter kunne de vel ikke tvinges til opfyldelsen af en ufuldkommen pligt?

(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8887-8889)

Spørgsmaal til vore gode Mekanikkyndige.

(Efter indsendt).

Man ser hele tiden og ikke uden den rimeligste harme, at uforstandige mennesker driver heste til at trække store læs i trav eller stærkt skidt. Dette er den største uretfærdighed mod dyrene og til største skade for hestenes ejere, eller for den der skal have godset ført. Forunderlig nok er den modsigelse der hos vor almuesmand findes om hans egne og hans dyrs pligter. Den dovneste lømmel af kuske eller vognmandsfart er ikke så snart kommet op på et svingende læs med sin pisk, før han med denne uophørlig minder hestene om at de ikke har lov til at være dovne, fordi han er det. Men her ligger dumhed tillige til grund for hans handlemåde. Tillader man et par heste at gå næsten krybende, eller i det allerlangsomste skridt, vil et 4 gange så stort læs af dem kunne fremtrækkes som når man med pisken jager dem i et stærkt skridt, endsige i trav. For ikke at tale om at ved denne gode fremgangsmåde lider vogntøjet ubeskrivelig mindre og vejen fordærves mindre.

For at nu sådan slyngel ikke skal fordærve heste og vogn, ønskede man at vores mekanikere ville besvare det spørgsmål om man ikke kunne, ved en på vognen anbragt maskine der var under lås og nøgle, efter tykke hindre vognen fra at bevæges fremad med større fart end den der svarede til hestens langsomste skridt. 

(Politivennen nr. 520, 16. april 1808, s. 8349-8351)

Hyrekuske.