Viser opslag med etiketten tysk sprog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tysk sprog. Vis alle opslag

31 maj 2022

Nordslesvig 1884. (Efterskrift til Politivennen)

I 1884, 20 år efter krigen 1864, stod det danske flertal i Nordslesvig i samme situation som det tyske flertal i Sydslesvig og Holsten stod i før og  mellem de to slesvigske. En ting var imidlertid forandret: Pressens beretninger. Mens den danske medieverden over en kam forsvarede var der skete før 1864, var dette ikke tilfældet for de tyske aviser efter 1864: nedenstående artikel vidner om en mere uafhængig presse. Ligeledes synes myndighedernes begrænsninger af valgene at være mindre end ved de tilsvarende danske i mellemkrigsperioden.


Nordslesvig.

J. E. Ligesom en række europæiske stater er også det tyske rige i stand til at have en række stammer af forskellig nationalitet inden for sine grænser. Men mens de forskellige nationaliteter i nogle lande er på de bedste vilkår, er det desværre ikke tilfældet alle steder. En del af de tyske statsborgere, som polakkerne i Vestpreussen og Posen, franskmændene i Lorraine, danskerne i Nordslesvig og endda tyskerne i Alsace-Lorraine, står i det mest fjendtlige forhold til riget og tyskheden. Af disse anti-tyske stammer er Nordslesvigs danskere mindst i antal, men de står ikke tilbage for de andre, når det kommer til had til Tyskland.

Med hensyn til sprog og sindelag er det overvældende flertal af indbyggerne i Nordslesvig danskere. Deres sprog er længe blevet udgivet som en tysk dialekt korrumperet af danske påvirkninger; de blev kaldt "Rabendänisch". Intet er mere forkert end en sådan opfattelse. Den den nordjyske bonde forstår ligeså godt, som mecklenburgeren forstår holsteneren. Den jyske dialekt, som er meget forskellig fra sjællandsk og det skrevne eller "københavnske" dansk, der udsprang af den, hersker fra halvøens nordspids til sydvest for Flensborg. I århundreder var sproget jysk op til Slien og så langt sydpå som Husum - bortset fra den frisiske vestkyst i Slesvig. Først i vort århundrede erobrede plattysk Angeln og byen Flensborg, mens en dansk kile stod tilbage midt i landet mellem Angeln og det frisiske område. Denne trekant med dansk sprog er nu, som en artikel i "Ham. Korr." Som jeg forklarede nærmere, bliver det i syd og øst konstant angrebet og indskrænket af plattysk, således at sproget der i en ikke alt for fjern fremtid vil være tysk, og den sproglige grænse vil være en lige linje fra Flensborg til Tønder. Det danske parti har erkendt den fare som plattysk udgør og stiftede for nogle år siden en "Forening til Bevarelse af det danske Sprog i Nordslesvig", der skønt med meget begrænsede ressourcer, skal have en lignende virkning som den tyske skoleforening og Alliance Francaise. Danskerne skal også kæmpe mod skolerne, da regeringen gør alt hvad den kan, for at udbrede det tyske sprog og den tyske etos blandt de unge. Danskerne protesterede voldsomt, da antallet af tysktimer blev øget markant på alle skoler. Til en vis grad anerkendte de dog nytten af ​​at kunne tysk, hvilket viste sig ved at mange bønder sendte deres halvvoksne sønner til Holsten og Sydslesvig for at lære tysk. I nyere tid er fremmødet på videregående uddannelsesinstitutioner, gymnasier og gymnasier, af børn af dansksindede forældre også steget markant, selvom man heraf ikke kan konkludere at der er sket en holdningsændring. Generelt er beboerne i Nordslesvig stadig meget negative og holder fast i deres danske sprog og deres had til alt tysk, og de forstår at forpurre regeringens bestræbelser på at fortyske gennem skolen. Ordsproget: "Den der har skole, har fremtiden" kan næppe anses for gyldigt her. Tyske sange og tysk-patriotiske læsebøger, bl.a. har til formål at indgyde andre holdninger i den opvoksende generation. Men hjemme hører børnene ikke et ord tysk, kun taler der ånder had og foragt mod tyskerne. Så regeringens bestræbelser på at lære de unge tyske sympatier og det tyske sprog er fortsat mislykkede, især da tysk er og forbliver et fremmedsprog for nogle af de ældre lærere, hvis modersmål naturligvis er dansk. Nord for Flensborg er sproget helt dansk, undtagen helt nord i den lille Herrnhuter-koloni Christiansfeld, som har afværget daniseringen i hundrede år takket være sin stadige forbindelse med Tyskland. Selv i nordlige byer, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Tønder hører man lidt tysk, selvom det tyske parti på disse steder har overvægten ved alle valg, fordi de tysksindede borgere også taler dansk, og mange af de tysksindede kan tale dansk og taler næsten ikke tysk. Da en tysk deputation fra Nordslesvig i begyndelsen af ​​1879 rejste til Berlin for at takke kejseren for ophævelsen af ​​paragraf 5 i Pragfreden, gjorde "Posten" grin med, at en af ​​de fem-seks deputerede ikke talte flydende tysk.

Det danske sprogs territorium falder nogenlunde sammen med det danske parti, men den kile der er trængt ind mellem plattysk og frisisk i syd, skal tages i betragtning - en omstændighed, der naturligvis er gunstig for det tyske sprogs erobrende ekspansion. Danskernes leder siden 1864 var ubestridt H. A. Krüger, en landmand fra Nordslesvig der havde haft stor indflydelse siden 1840'erne, og hvis autoritet var sådan at der i partiet ikke dukkede andre mens han levede. Medlem af landsrepræsentationen siden før 1848 blev han fra 1867 uafbrudt valgt som medlem af landstinget for den første slesvigske valgkreds, men kunne ikke indtage sin plads i huset, fordi han ikke ønskede at aflægge ed, og påberåbte sig artikel 5 i Pragfreden der som bekendt bestemte, at Slesvigs nordlige distrikter skulle afstås til Danmark, hvis deres indbyggere havde stemt for det ved en fri afstemning - en paragraf der udsprang af Napoleons hoved, som derved tvang Preussen og Østrig til at have en slags anerkendelse af nationalitetsprincippet. Krüger hævdede nu at denne bestemmelse gav Nordslesvig en særlig status, at den ikke juridisk var en del af den preussiske stat medmindre en sådan folkeafstemning havde besluttet det, og at den preussiske grundlov derfor ikke var gyldig for Nordslesvig. Også danske repræsentanter fra den anden kreds nægtede altid at aflægge ed, sandsynligvis delvist påvirket af Krüger, således at disse to kredse fra 1867 til sidstnævntes død i 1881 var uden repræsentation i delstatens parlament. Krüger havde også siden 1867 været repræsentant for den første valgmenighed på Rigsdagen, dog uden at tage nævneværdig del i husets arbejde; han plejede kun at holde en protesttale nu og da. Danskerne besatte kun den anden valgkreds i den konstituerende nordtyske rigsdag. Ved at ændre valgkredsene - Haderslev og Sønderborg, Flensborg og Aabenraa blev slået sammen, mens Flensborg og Sønderborg først blev slået sammen til den anden valgkreds - mistede de den anden valgkreds. Partiet fik et stærkt slag gennem ophævelsen af ​​artikel 5 i 1878. Det viste sig at partiet havde begået en stor fejltagelse ved kun at påberåbe sig sine rettigheder og krav fra denne traktat indgået mellem to staters herskere, i stedet for fra den at påberåbe sig en naturlig selvbestemmelsesret. Krüger erklærede, at hans holdning og hans synspunkter forblev uændrede, at selvbestemmelse var en umistelig ret for folk, der ikke kunne ophæves ved nogen traktat; Artikel 5 var dog blevet fremhævet for ofte og for stærkt til at dens ophævelse havde gjort et væsentligt indtryk på befolkningen i Nordslesvig og have rokket ved håbet om forening med Danmark, selv om holdningen ikke blev ændret som følge heraf. Da Krüger døde i sommeren 1881, opstod der en dyb konflikt blandt nordslesvigsdanskerne, som tidligere kun havde vist sig i få udtalelser, såsom ved valgene til landstinget og distriktsrådene. Ultraer og moderate begyndte at kæmpe for lederskab. Moderaterne ønskede at repræsentanterne skulle aflægge ed for at kunne tage plads i delstatsparlamentet og repræsentere partiets interesser dér, mens ultraerne holdt fast i Krügers synspunkter. I det første distrikt (Haderslev), ved halvvejsvalget til delstatsparlamentet i begyndelsen af ​​oktober 1881, vandt ultraernes Hörlyk den vestlige del af distriktet, over den østlige del, hvor nogle af moderaterne skiftede til ultraer da en tyske valgmand stemte på kandidaten i begyndelsen af ​​anden valgrunde, moderate danskere var enige. De vil hellere vælge deres modstander end at få deres kandidat valgt med tyskernes hjælp. Anderledes forholdt det sig ved rigsdagsvalget for anden kreds i 1881. Siden 1867 havde Flensborg-Aabenraa valgkreds stemt i tysk favør. I 1881 udviklede danskerne en meget livlig agitation, så det lykkedes at få deres kandidat, redaktøren Johannsen der var meget populær i Flensborg, til et omvalg hos den nationalliberale landsdommer Francke i Berlin og fik medhold i omvalgsafstemningen. Stor var glæden hos det danske parti såvel som hele den københavnske presse, som forsøgte at udnytte dette og sagde at det tyske folk i Slesvig var begyndt at indse, hvor meget bedre det ville have været under dansk styre, og de nu gradvist var ved at vende tilbage til det danske flag. I Flensborg var det dog velkendt at det danske parti ikke var blevet styrket på denne måde, men at det kun havde opnået sejr med tysk hjælp, hvor en del af de konservative og socialdemokraterne stemte på danskeren ved omvalgsvalget, blændet af partilidenskab. Men hvis de konservative der stemte på Johannsen, mente at de stemte på en mand der stod deres synspunkter nærmere end Francke, så indså de hurtigt at de var blevet bedraget; fordi Johannsen blev praktikant hos Secessionisterne, og det samme gjorde Lassen der blev valgt til Rigsdagen af ​​den første valgkreds efter en bitter kamp mellem ultraer og moderate. Ultraer havde opstillet tobaksproducenten Junggreen i Aabenraa. Lassen, en bonde på Als, havde sin hjemegn Sønderborg helt på sin side, mens der i Haderslev-distriktet foregik særdeles voldsom agitation for og imod ham. Slutresultatet blev at Lassen blev valgt i omløbet mod Junggreen. Den nordslesvigske bonde der i århundreder har siddet på sin gård som selvejer, viser ligesom beboerne i de tyske marskegne en stærk klassebevidsthed og ser ofte ned på beboerne i de små landbyer. En "cigartriller", som det blev sagt, var derfor ikke rigtigt for ham som folketingsmedlem. Ultraerne havde begået en fejl ved at udpege en byboer, der i øvrigt ikke var hjemmehørende i kredsen. Alt arbejdede sammen for at svække indflydelsen fra Ultraerne som havde domineret Haderslev-distriktet ved delstatsvalget få uger tidligere.

Ved delstatsvalget 1882 blev Lassen og Hörlyk genvalgt, uden at striden om eden blev løst; Den ene aflagde ed, den anden nægtede. Ud over edsspørgsmålet adskiller de to retninger sig også i deres adfærd over for tyskerne og regeringen. Ultraerne er langt hårdere og mere fanatiske, de bestræber sig endda på at afbryde forretningsforholdet til tyskere og anser også et personligt venskabeligt forhold til individuelle tyskere for at være af det onde.

I øjeblikket har ultraerne fået ekstra magt. Årsagen ligger i en høj ophidselse der har overtaget befolkningen. Danskerne lavede flere store politiske demonstrationer i sommer; først arrangerede de en tur til det vestlige Jylland, hvor omkring 2.000 mennesker deltog ifølge myndighederne, det var en fornøjelsesrejse, men i virkeligheden var det ikke andet end en politisk demonstration; Så rejste et par hundrede unge piger en lignende tur til København, selvfølgelig som "undertrykte sønderjyske kvinder". Regeringen der i mange år havde behandlet danskerne ekstraordinært mildt, begyndte nu at gribe energisk ind. Danske statsborgere (optanter), der selv eller deres familiemedlemmer deltog i disse demonstrationer, blev udvist i stort antal; andre der arbejdede på protestaviserne, blev bedt om at opgive deres aktiviteter eller forlade landet. Der blev fremsat beskyldninger og domme for at synge forbudte sange, bære danske farver osv. Lærere og samfundsledere der havde gået på kompromis, blev afsat; en svensk konsul som var hovedagitatoren, mistede sin stilling på grund af udenrigsministeriets indgriben. Mens demonstrationsrejserne allerede havde vakt et vist niveau af begejstring blandt befolkningen, blev dette stærkt øget af regeringens hårde foranstaltninger, især udvisningerne. Antallet af optanter er så stort at de fleste danske familier har en del slægtninge og venner iblandt sig; alle disse står nu over for faren for udvisning hvis de ikke har og ikke vil forholde sig politisk helt rolige. Men ikke mindre stor end danskernes irritabilitet er glæden for tyskerne i Nordslesvig, der ofte har måttet lide under danskernes arrogance, men nu endelig indser at regeringen ikke længere er villig til at tolerere den slags.

Den ændrede stemning afspejlede sig også tydeligt i fiaskoen ved dette års rigsdagsvalg. I den anden kreds, Flensborg-Aabenraa, lykkedes det tyskerne at tage kredsen tilbage fra danskerne gennem et enigt møde og enighed fra alle partier om en fælles kandidat. I den første kreds, Haderslev-Sønderborg, begyndte striden mellem ultraer og moderate igen blandt danskerne, mens tyskerne her viste deres gamle sammenhold og for første gang udsendte et større valgopkald med over 500 underskrifter. Befolkningens begejstring kom ultraerne til gode; Lassen mistede en stor del af sine stemmer i Haderslev-distriktet, og Sønderborg-distriktet viste sig også mere gunstigt for Junggreen end i 1881, så sidstnævnte slog Lassen med omkring 200 stemmer mere. Ved omvalgsvalget mellem de to danske kandidater - tyskerne fik kun 25 procent af de afgivne stemmer - blev Junggreen valgt, fordi det før valget mellem de to partier var aftalt at de ved et omvalg kun ville stemme på den kandidat fra første valg der havde fået flest stemmer; Begge parter havde erkendt hvor stor faren for en splittelse var, og forsøgte at forhindre at striden blev dybere.

Den ekstreme retning har altså vundet for øjeblikket; Det er dog ikke tvivlsomt, at den danske befolkning atter vender over på den anden side; Fordi ønsker om repræsentation i delstatsparlamentet af en mand, der ønsker at aflægge loyalitetsed og kan deltage i husets arbejde, vil blive højlydte igen og igen, og mængden vil endelig komme til den konklusion at en protesterende repræsentation er i det mindste mere nyttigt end en protest gennem ikke-repræsentation.

Det tyske partis oprindelse blandt den dansktalende befolkning ligger langt tilbage i tiden. Da den slesvig-holstenske bevægelse begyndte, blev dens kerne i nord dannet af embedsmænd, der havde studeret ved tyske universiteter. I det flade landskab sluttede disse sig i begyndelsen af ​​de kredse, der stod i nærmere berøring med dem, kan man sige, de store godser i det nordlige Slesvig - et udtryk, der dog ikke er retvisende, da der undtagelselsvis i Sundeved og Als næppe findes større godser. Naturligvis var embedsmændenes indflydelse størst i byerne, skolen var også tysk, og handelsforbindelser kan have været medvirkende til, at nogle af købmændene følte sig mere tiltrukket af Tyskland end af Danmark. Mange håndværkere havde også opholdt sig lang tid i Tyskland som svende og var blevet glade for sproget og skikkene der. Alt dette gjorde byerne til tyskhedens omdrejningspunkter. Det faktum at ideen om et selvstændigt Slesvig-Holsten fandt så lidt accept blandt landbefolkningen, skyldes dem der støttede denne idé. Mens sproget i Nordslesvig var dansk, var sproget i domstole og administration tysk. Slesvig-Holstenerne ønskede at fastholde dette forhold, de ville ikke forstå hinandens sproglige lighed, lige så lidt som eiderdanskerne der ville påtvinge tyskerne deres sprog. Embedsmændene mødte landbefolkningen som fremmede, mens danske agitatorer opildnede til had mod tyskerne. Så skete det at en sund partikularisme baseret på lighed mellem nationaliteter ikke kunne udvikle sig dér, og at flertallet af nordslesvigerne allerede før 1848 var fjendtlige over for den slesvig-holstenske bevægelse og dermed tyskheden. Og alligevel havde det været let at vinde norden dengang, fordi de fleste danskere dengang ikke ønskede nogen forening med Danmark, men kun national lighed i et selvstændigt Slesvig eller Slesvig-Holsten. Det var en ulykke for slesvig-holstenerne at kun halvdelen af ​​Slesvig tilhørte dem, fordi Danmark ikke ville og kunne opgive det nordlige Slesvig; Man vidste i København, at denne del af Slesvig var fjendtlig over for bevægelsen og lænede sig op mod Danmark, og der meldte sig hurtigt den overbevisning at hele Slesvig faktisk var dansk. Efter tre års kampe fik Danmark kontrol, og dermed begyndte et hævnsystem der søgte at ødelægge alt tysk i det nordlige Slesvig. Slesvig blev en dansk provins - i gammel romersk forstand - og danske embedsmænd kunne udøve et så vilkårligt styre, at selv mange danskere ikke gik med til det. Slesvigere, og især tyske slesvigere, var næsten helt udelukket fra embeder. Så kom 1864 og frigørelsen fra dansk styre. De tyske følelser i Nordslesvig var augustenburgske, og annekteringen i 1866 ændrede i første omgang kun lidt i følelserne. Danskerne løftede dog nu mere frimodigt hovedet da den femte artikel i Pragfreden gav dem bedre forhåbninger, mens det tyske parti i stadig kamp med danskerne efterhånden vænnede sig til at betragte den preussiske regering som sin allierede. Kun i de områder med blandet befolkning hvor danskerne havde en vis overvægt, opstod politiske partiforskelle; Hvor danskerne var de mere magtfulde, skubbede det nationale modsætningsforhold alle andre hensyn i baggrunden hos tyskerne. Det tyske parti har efterhånden vundet overvægt i alle byer. Antallet af danske stemmer ved valg er konsekvent faldet i byer og på landet, mens antallet af tyske stemmer langsomt men støt er steget. I 1867 blev der afgivet 15.744 danske stemmer i 1. valgkreds, i 1884 kun 8.375, i 1871 i Slesvig 21.143, men i 1884 kun 12.447. Antallet af tyske stemmer i valgkredsen Haderslev-Sønderborg steg fra 1.676 i 1871 til 2.765 ved sidste valg, fra 11 procent af de afgivne stemmer til 25 procent. Det skal bemærkes, at i det dansksprogede område er antallet af stemmeberettigede konstant faldende. Dette fald falder udelukkende på det danske parti. Udvandringen fra Nordslesvig er markant og skyldes især frygten for tre års værnepligt. De unge ved, at i nabolandet er ancienniteten kun 10-16 måneder, hvorimod den her er tre år. Resultatet er, at langt de fleste af de værnepligtige emigrerer til Danmark eller Amerika. Før 1870 og en del år senere rejste de, der var militærpligtige, sædvanligvis til Danmark, aftjente deres tid der eller blev indkaldt og vendte derefter hjem som danske statsborgere. Derfor er antallet af optanter så stort i disse områder.

En sådan fremgansmåde tolereres dog ikke længere af regeringen: Enhver, der forlader landet, skal nu blive uden for landet. Det danske parti mangler derfor en afløser til at udfylde de huller, som død og emigration har efterladt i dets rækker. Årsagen til stigningen i tyske stemmer er for det første at langt færre unge forlader tyskerne, så der rent faktisk sker en naturlig stigning, og også at indvandringen som ikke er stor, kommer helt sydfra. Det sker ikke tit at mænd fra den danske lejr tager til den tyske lejr, men det mest almindelige er at unge fra danske familier der har aftjent deres tid i militæret, viser tyske sympatier, og så tilpasser deres fædre sig også til situationen forenes. Fordi den tre-årige tjenestetid er en væsentlig drivkraft for danskerne. Når først dette er overvundet, er forsoning lettere mulig.

Hvordan forholdene vil udvikle sig dér i nord i fremtiden er svært at sige, og et forsøg på at besvare et sådant spørgsmål er kun muligt under forudsætning af, at Nordslesvig forbliver en del af Tyskland. Danskerne håber dog altid på en adskillelse fra Tyskland gennem en fransk-russisk krig og forsøger ofte i samarbejde med den københavnske presse at henlede Europas opmærksomhed på sig selv, og de er ikke engang bange for at gøre det, når der er mulighed for det. opstår (som i sensommeren 1883 København) for at henvende sig direkte til højtstående personer. Fortsætter den nuværende politiske situation, er det sikkert at plattysk sprog og dermed tyske stemninger med tiden vil erobre hele det nordlige Slesvig; Der vil dog gå for lang tid til, at denne omstændighed kan tages i betragtning. Først og fremmest bliver byerne mere og mere tyske, ikke blot i form af nationale sympatier, men også i sprog; Dog vil ikke plattysk, men højtysk, som det undervises i skolerne og som intelligentsias og embedsmænds sprog, være byernes fremtidige sprog. Der vil gå generationer, før landbefolkningen bliver tysksindet, selvom den vej som regeringen har valgt (germanisering gennem skoler, undertrykkelse af agitation, forebyggelse af yderligere spredning af optanter) er den eneste rigtige. Så længe skolen ikke gør befolkningen tosproget, og så længe frygten for preussisk militærtjeneste ikke overvindes, vil landbefolkningen forblive i opposition.



Nordschleswig.

J. E. Wie eine ganze Reihe europäischer Staaten ist auch das Deutsche Reich in der Lage, innehalb seiner Gränzen eine Anzahl von Volksstämmen anderer Nationalität zu haben; während aber in einigen Staaten die verschiedenen Nationalitäten im besten Einvernehmen sich befindet, ist leider bei uns diess nicht überall der Fall. Ein Theil der deutschen Staatsangehörigen, wie die Polen in WSestpreussen und Posen, die Franzosen in Lothringen, die Dänen Nordschleswigs und sogar die deutschen Elsass-Lothringen, stehen zu dem Reich und dem Deutschthum im feindlichsten Verhältness. Von diesen deutschfeindlichen Stämmen sind die Dänen Nordschleswigs an Zahl der kleinste, an Hass gegen Deutschland geben sie aber den anderen durchaus nichts nach. 

Die Bewohner Nordschleswigs sind nach Sprache und Gesinnung in weir überwiegender Mehrzahl Dänen. Ihre Sprache ist lange Zeit für eine durch dänische Einflüsse verdorbene deutsche Mundart ausgegeben worden; man nannte sie "Rabendänisch". Nichts ist falscher als eine solche Ansicht, der Bauer des nördlichen Jütlands versteht den Bewohner Sundewitts eben so gut wie der Mecklenburger den Holsteiner. Der jütische Dialekt, der alledings vom seeländischen und dem daraus hervorgegangenen Schrift- oder "Kopenhagener" Dänisch sich sehr unterscheidet, herrscht von der Nordspitze der Halbinsel bis südwestlich von Flensburg. Durch Jahrhunderte war auch bis zue Schlei und bis Husum in Süden - von der friesischen Westküste in Schleswig abgesehen - die Sprache jütisch. In unserem Jahrhundert erst hat das Plattdeutsche Angeln und die Stadt Flensburg erobert, während in der Mitte des Landes zwischen Angeln und dem Friesischen Gebiete ein dänischer Keil sich erhielt. Dieses Dreieck dänischer Sprache wird jetzt, wie vor winigen Jahren ein Artikel in "Ham. KOrr." des Näheren ausführte, im Süden und Osten von dem Plattdeutschen fortwährend angegriffen und eingeengt, so dass in nicht gar zu ferner Zeit die Sprache dort deutsch und die Sprachgränze eine gerade Linie von Flensburg nach Tondern sein wird. Die dänische Partei hat die Gefahr, die vom Niederdeutschen droht, wohl erkannt und vor einigen Jahren einen "Verein zur Erhaltung der dänischen Sprache in Nordschleswig" gegründet, der bei allerdings sehr beschränkten Mitteln ähnlich wirken soll wie der deutsche Schulverein und die Alliance francaise. Auch die Schule haben die Dänen zu bekämpfen, indem hier die regierung alles thut, um deutsche Sprache und deutsche Gesinnung unter der Jugend zu verbreiten. Die Dänen protestirten gewaltig, als in allen Schulen die Zahl der deutschen Unterrichtsstunden beträchtlich erhöht wurde. Zum Theil erkannten sie aber doch ganz wohl die Nützlichkeit der Kenntniss des Deutschen, was sich darin zeigte, dass viele Bauern ihre halberwachsenen Söhne nach Holstein und Südschleswig schickten, um Deutsch zu lernen. In neuerer Zeit ist auch der Besuch der höheren Lehranstalten, Gymnasien wie Realschulen, durch die Kinder dänischgesinnter Eltern ein erheblich steigender geworden, ohne dass man indess daraus auf eine Aenderung in den Gesinnungen schliessen darf. Im allgemeinen nehmen die Bewohner Nordschleswigs noch einen ganz ablehnenden Standpunkt ein und halten fest an ihrer dänischen Sprache und ihrem Hass gegen alles Deutsche, und sie wissen die Bemühungen der Regierung, durch die Schule zu germanisiren, wohl zu vereiteln. Das Wort: "Wer die Schule hat, hat die Zukunft," darf hier einsteilen kaum Geltung beanspruchen. Deutsche Lieder und deutsch-patriotische Lesebücher u. a. sollen der heranwachsenden Generatin andere Gesinnungen einflössen. Im Hause aber hören die Kinder kein deutsches Wort, sonder nur Reden, die Hass und Veerachtung gegen die Deutschen athmen. So bleibt das Bestreben der Regierung, der Jugend deutsche Sypathien und deutsche Sprache beizubringen, erfolglos, um so mehr, als einem Theil der älteren Lehrer, deren Muttersprache natürlich dänisch ist, das Deutsche eine fremde Sprache ist und bleibt. Nördlich von Flensburg ist die Sprache durchweg dänisch, ausser ganz im Norden in der kleinen Herrnhuter-Colonie Christiansfeld, die durch ihre stete Verbindung mit Deutschland seit hundert Jahren die Danisirung abgewehrt hat. Auch in den Städten des Nordens, Sonderburg, Apenrade, Hadersleben, Tondern hört man wenig Deutsch, wenn auch in diesen Orten bei allen Wahlen die deutsche Partei das Ueberwicht hat, denn auch die deutschgesinnten Bürger sprechen dänisch, ja viele von ihnen können bei deutschen Gesinnungen kaum deutsch sprechen. Als Anfang 1879 eine deutsche Deputation aus Nordschleswig nach Berlin gereist war, um dem Kaiser für die Aufhebung des Art. 5 des Prager Friedens zu danken, machte sich die "Post" nicht mit Unrecht darüber lustig, dass einer der fünf oder sechs Abgeordneten des Gebrauchs der deutschen Sprache nicht mächtig war. 

Mit dem Gebiete der dänischen Sprache fällt das der dänischen Partei ungefähr zusammen, indess ist der zwischen Niederdeutsch und Friesisch im Süden eindringende Keil abzurechnen - ein Umstand, der einer erobernden Ausdehnung deutscher Sprache natürlich günstig ist. Der führer der Dänen war seit 1864 unbestritten H. A. Krüger, ein nordschleswigischer Bauer, der schon seit den vierziger Jahren grossen Einfluss besass und dessen Autorität eine derartige war, dass, solage er lebte, innerhalb der Partei keine Ansichten, die den seinigen entgegen waren, hervortraten. Schon seit vor 1848 Mitglied der Landesvertretung, wurde er von 1867 an fortwährend zum Landtagsabgeordneten für den ersten schleswigischen Wahlkreis gewählt, konnte jedoch seinen Platz im Hause nicht einnehmen, da er den Eid nicht ablegen wollte, wobei er sich auf den Art. 5 des Prager Friedens berief, der bekanntlich bestimmte, dass die nördischen Districte Schleswigs an Dänemark abgetreten werden sollten, wenn ihre Bewohner in freier Abstimmung sich dafür ausgesprochen hätten - eine Clausel, die dem Kopfe Napoleons entsprungen ist, der Preussen und Oesterreich damit eine Art Anerkennung des Nationalitätsprincips abnöthigte. Krüger behauptete nun, dass Nordschleswig durch diese Bestimmung eine Sonderstellung erhalte, dass er rechtlich kein Theil des preussischen Staates sei, solange nicht ein solches Plebicit darüber bestimmt habe, und dass daher die preussische Verfassung für Nordschleswig keine Gültigkeit habe. Auch des zweiten Wahlkreises dänischer Vertreter verweigerte stets den Eid, zum Theil wohl durch Krüger beeinflusst, so dass von 1867 bis zum Tode des letzteren, 1881, diese beiden Wahlkreise im Landtage ohne Vertretung waren. Auch om Reichstage war Krüger seit 1867 Vertreter des ersten Wahlkreises, jedoch ohne an den Arbeiten des Hauses bedeutenden Antheil zu nehmen; er pflefgte nur dann und wann eine Protestrede zu halten. Den zweiten Wahlkreis besatzen die Dänen nur im constituirenden Norddeutschen Reichstage. Durch Veränderung der Wahldistricte - Hadersleben und Sonderburg, Flensburg und Apenrade wurde verbunden, während zuerst Flensburg und Sonderburg zum zweiten Wahlkreise vereinigt waren - vorloren sie den zweiten Wahlkreis. Einen starken Stoss erhielt die Partei durch die Aufhebung des Art. 5 im Jahre 1878. Es zeigte sich, dass dieselbe einen grossen Fehler begangen, indem sie ihre Rechte und Ansprüche nur aus diesem zwischen den Herrschern zweier Staaten abgeschlossenen Vertrage hergeleitet hatte, statt sich auf ein natürliches Recht der Selbsbestimmung zu berufen. Zwar erklärte Krüger, dass seine Stellung und seine Anschauungen unverändert seien, dass die Selbstbestimmung ein unveräusserliches Recht der Völker sei, welches durch keinen Vertrag aufgehoben werden könne; indess Art. 5 war zu oft und zu stark betont worden, als dass nicht die Aufhebung deselben einen bedeutenden Eindruck auf die Bevölkerung Nordschleswigs hätte machen und die Hoffnung auf eine Vereinigung mit Dänemark hätte erschüttern müssen, wenn auch die Gesinnungen dadurch nicht verändert wurden. Als Krüger nun im Sommer des Jahres 1881 starb, trat unter den Dänen Nordschleswigs ein tiefgehender Zwiespalt zu Tage, der bisher nur in wenigen Aeusserungen wie bei den Wahlen zum Provinciallandtag und zu den Kreistagen, sich gezeigt hatte. Ultras und Gemässigte begannen sich um die Führung zu streiten. Die Gemässigten wollten, dass die Abgeordneten den Eid ablegten, um im Landtage ihre Sitze einnehmen und dort die Interessen der Partei vertreten zu können, während die Ultras an den Anschouungen Krügers festhielten. Im ersten Kreise (Hadersleben) siegte bei der Nachtwahl zum Landtage Anfangs October 1881 der Ultra Hörlyk, der Westen des Kreises über den Osten, indem ein Theil der Gemässigten zu den Ultras überging, als zu Anfang des zweiten Wahlgangs ein deutscher Wahlmann für den Candidaten der gemässigten Dänen stimmte. Lieber wollten sie den Gegner wählen, als ihren Candidaten mit Hülfe der Deutschen durchsetzten. Anders stellte sich die Sache bei den Reichstagswahlen des zweiten Kreises im Jahre 1881. Seit 1867 hatte der Wahlkreis Flensburg-Apenrade in deutschem Sinne gewählt. 1881 entfalteten die Dänen eine sehr rege Agitation, so dass es ihnen gelang, ihren Candidaten, den in Flensburg sehr beliebten Redacteur Johannsen, zur Stichwahl mit dem nationalliberalen Amtsrichter Francke in Berlin zu bringen und in der Stichwahl durchzusetzen. Gross war der Jubel der dänischen Partei wie auch der gesammten Kopenhagener Presse, die hieraus Capital zu schlagen suchte und aussprach, die deutschen Schleswiger hätten angefangen, zu erkennen, wie viel besser es unter der Dänenherrschaft gewesen wäre, und sie kehrten jetzt allmählich zur dänischen Fahne zurück. In Flensburg aber wusste man recht gut, dass eine derartige Stärkung der dänischen Partei nicht stattgefunden, sondern dass dieselbe nur durch deutsche Hülfe den Sieg errungen, indem ein Theil der Conservativen und Socialdemokraten in der Stichwahl, durch Parteileidenschaft verblendet, den Dänen gewählt hatte. Wenn aber etwa diejenigen Conservativen, die für Johannsen gestimmt, geglaubt hatten, einen Mann zu wählen, der ihren Anschauungen näher stand als Francke, so mussten sie bald erkennen, dass sie in einer argen Täuschung befangen gewesen; denn Johannsen wurde Hospitant bei den Secessionisten und ebenso Lassen, den der erste Wahlkreis nach einem erbitterten Kampf zwischen Ultras und Gemässigten in den Reichstag gewählt hatte. Die Ultras hatten den Tabakfabrikant Junggreen in Apenrade aufgestellt. Lassen, ein Bauer auf Alsen, hatte den heimathlichen Kreis Sonderburg ganz auf seiner Seite, während im Kreise Hadersleben eine äusserst heftige Agitation für und gegen ihn stattfand. Das Ende war, dass lassen in der Stichwahl gegen Junggreen gewählt wurde. Der nordschleswigische Bauer, der seit Jahrhunderten als freier Eigenthümer auf seinem Hofe sitzt, wie die Bewohner der deutschen Marsche, zeigt ein stark ausgeprägtes Standesbewusstsein und sieht vielfach auf die Beiwohner der kleinen Landstädte berab. En "Cigarrendreher", wie geradezu gesagt wurde, war ihm daher als Abgeordneter nicht recht. Die Ultras hatten mit der Aufstellung eines Städters, der obendrein im Wahlkreise nicht heimisch war, einen Fehler gemacht. Alles wirkte zusammen, um den Einfluss der Ultras, die noch wenige Wochen vorher bei den Landtagswahlen das Uebergewicht im Kreise Hadersleben gehabt hatte, zu schwächen. 

Bei den Landtagswahlen des Jahres 1882 wurden Lassen und Hörlyk wiedergewählt, ohne dass der Streit über den Eid zum Austrage kam; jener leistete den Eid, dieser verweigerte ihn. Ausser in der Eidesfrage unterscheiden sich auch die beiden Richtungen in ihrem Verhalten zu den Deutschen und der Regierung. Die Ultras sind weit schrosser und fanatischer, sie streben sogar danach, den geschäftlichen Verhehr mit Deutschen abzubrechen und betrachten auch wohl ein persönlich-freundliches Verhältniss zu einzelken Deutschen als vom Uebel.

Augenblicklich haben die Ultras ausserordentlich an Macht gewonnen. Der Grund liegt in einer hochgradigen Aufregung, die sich der Bevölkerung bemächtigt hat. Die Dänen unternahmen diesen Sommer mehrere grosse politische Demonstrationen; zunächst setzten sie eine Tour nach dem westlichen Jütland ins Werk, an der etwa 2000 Personen sich betheiligten, den Behörden gegenüber eine Vergnügungsreise, in Wirklichkeit aber nichts als eine politische Demonstration; dann machten einige hundert junge Mädchen eine ähliche Tour nach Kopenhagen, als "unterdrückte Südjütinnen" natürlich. Die regierung, die lange Jahre die Dänen mit ausserordentlicher Milde behandelt hatte, begann aber nun energisch einzuschreiten. Dänische Staatsangehörige (Optanten), die selbst oder deren Familienmitglieder an diesen Demonstrationen theilgenommen hatten, wurden in nicht geringer Zahl ausgewiesen; andere, die an den Protestzeitungen arbeiteten, erhielten die Aufforderung, ihre Thätigkeit aufzugeben oder das Land zu verlassen. Anklagen und Verurtheilungen erfolgten wegen Singens verbotener Lieder, Tragens dänischer Farben u. dgl. Lehrer und Gemeindevorsteher, die sich compromittirt hatten, wurden abgesetzt; ein schwedischer Consul, der als Hauptagitator thätig war, verlor durch Einschreiten des Auswärtigen Amts seine Stellung. Hatten die Demonstrationsreisen schon eine gewisse Erregung unter der Bevölkerung hervorgerufen, so wurde diese durch das scharfe Vorgehen der Regierung und zwar ganz besonders durch die Ausweisungen ausserordentlich gesteigert. Die Zahl der Optanten ist so gross, dass die meisten dänischen Familien unter diesen eine Reihe von Verwandten und Freunden haben; alle diese sehen sich nun vor der Gefahr der Ausweisung, wenn sie sich nicht politisch gänzlich ruhig verhalten haben und verhalten werden. Nicht minder gross aber als die Gereiztheit der Dänen ist in Nordschleswig die Freude der Deutschen, die oft genug unter den Uebermuth der Dänen haben leiden müssen, jetzt aber endlich erkennen, dass die Regierung derartiges zu dulden nicht mehr gewillt ist.

Die veränderte Stimmung hat sich auch deutlich in dem Ausfall der diessjährigen Reichstagswahlen gezeigt. Im zweiten Kreise, Flensburg-Apenrade, gelang es den Deutschen durch einmüthiges Zesammengehen und einigung aller Parteien auf einen gemeinsamen Candidaten, den Wahlkreis den Dänen wieder abzunehmen. Im ersten Kreise, Hadersleben-Sonderburg, begann unter den Dänen der Streit zwischen Ultras und Gemässigten wieder, während die Deutschen hier ihre alte Einigkeit zeigten und zum ersten Male einen grösseren Wahlaufruf mit über 500 Unterschriften erliessen. Den Ultras kam die Aufregung der Bevölkerung zu gute; Lassen verlor im Kreise Hadersleben einen grossen Theil seiner Stimmen, und auch der Kreis Sonderburg zeigte sich für Junggreen günstiger als 1881, so dass der letztere Lassen mit etwa 200 Stimmen mehr schlug. In der Stichwahl zwischen den beiden dänischen Candidaten - auf den deutschen waren nur 25 Procent der abgegebenen Stimmen gefallen - wurde Junggreen gewählt, indem vor der Wahl zwischen den beiden Richtungen vereinbart war, bei einer Stichwahl nur für den zu stimmen, der in der ersten Wahl die meisten Stimmen erhalten hätte; beide Parteien hatten erkannt, wie gross die Gefahr einer Spaltung sei und suchten auf diese Weise eine Vertiefung des Streites zu verhindern.

Die extreme Richtung hat damit für den Augenblick den Sieg davongetragen; indess ist es wohl nicht zweifelhaft, dass die dänische Bevölkerung nach wieder auf die andere Seite sich hinüberneigen wird; denn Wünsche nach einer Vertretung im Landtage durch einen Mann, der den Treueeid ablegen will und an den Arbeiten des Hauses theilnehmen kann, werden immer wieder laut werden, und die Menge wird endlich zu der Einsicht gelangen, dass eine protestirende vertretung immerhin nützlicher sei, als ein Protest durch Nichtvertretung.

Der Ursprung der deutschen Partei under der dänisch redenden Bevölkerung liegt weit zurück in der Zeit. Als die schleswig-holsteinische Bewegung begann, wurde im Norden der Kern derselben von den Beamten gebildet, die auf deutschen Universitäten studiert hatten. An diese schlossen sich auf dem platten Lande zunächst die Kreise an, die mit ihnen in näherem Verkehre standen, man möchte sagen, der nordschleswigische Grossgrundbesitz - ein Ausdruck, der indess nicht zutreffend ist, da ausser in Sundewitt und auf Alsen grössere Güter sich hier kaum finden. In den Städten war natürlich die Einwirkung der Beamten am grössten, die Schule war ausserdem deutsch, Handelsverbindungen mochten das Ihrige dazu beitragen, dass ein Theil der Kaufleute sich mehr nach Deutschland als nach Dänemark hingezogen fühlte. Mancher Handwerker hatte auch als Geselle lange in Deutschland sich aufgehalten und dort Sprache und Sitte liebgewonnen. Das alles hat die Städte zu den Brennpunkten des Deutschthums gemacht. Dass bei der Landbevölkerung die Idee eines selbstständigen Schleswig-Holsteins so wenig Eingang gefunden das haben die Träger dieser Idee selbst verschuldet. Während die Sprache Nordschleswigs dänisch war, war in Gericht und Verwaltung die Sprache deutsch. Dieses Verhältniss wollten die Schleswig-Holsteiner aufrecht erhalten, zu einer Gleichstellung der Spracnen wollten sich ebenso wenig verstehen wie de Eiderdänen, die den Deutschen ihre Sprache aufdrängen wollten. Als Fremde standen die Beamten der ländlichen bevölkerung gegenüber, während dänische Agitatoren zum Hass gegen die Deutschen reitzten. So kam es, dass sich ein gesunder Particularismus, auf Gleichberechtigung der Nationalitäten basirend, dort nicht entwickeln konnte, und dass der grösste Theil der Nordschleswiger schon vor 1848 der schleswig-holsteinischer Bewegund und damit dem Deutschthum feindlich gegenübertrat. Und doch wäre es damals leicht gewesen, den Norden zu gewinnen, denn die meisten Dänen damaliger Zeit wollten gar keine Vereinigung mit Dänemark, sondern nur nationale Gleichberechtigung in einem selbständigen Schleswig oder Schleswig-Holstein. Es war ein Unglück für die Schleswig-Holsteiner, dass nur das halbe Schleswig ihnen gehörte, denne Dänemark wollte und konnte Nordschleswig nicht aufgeben; man wusste in Kopenhagen, dass dieser Theil von schleswig der Bewegung feindlich gegenüberstand und sich zu Dänemark neigte, und bald brach sich dort die Ueberzeugung Bahn, dass eigentlich ganz Schleswig dänisch sei. Nach dreijährigen Kampfe bekam Dänemark die Herrschaft, und damit begann ein Sysem der Rache, welches alles Deutsche in Nordschleswig zu vernichten suchte. Schleswig wurde eine dänische Provinz - im altrömischen Sinne - un der dänische Beamte eine derartige Willkürherrschaft ausüben konnten, dass sogar viele Dänen nicht damit einverstanden waren. Schleswiger, und vor allem deutsche Schleswiger, waren von Aemtern fast ganz ausgeschlossen. Dann kam 1864 und die Befrieung von der Dänenherrschaft. Was in Nordschleswig deutsche gesinnung hegte, war augustenburgisch, und auch die annexion 1866 veränderte zunächst wenig in den Gesinnungen. Die Dänen jedoch erhoben jetzt wieder kühner ihr Haupt, da der fünfte Artikel des Prager Friedens ihnen bessere Hoffnungen gab, während die deutsche partei im steten Kampf mit den Dänen sich allmählich daran gewöhnte, die preussische regierung als ihren Bundesgenossen zu betrachten. Nur in denjenigen Gegenden gemischter Bevölkerung, wo die Dänen ein sicheres Uebergewicht hatten, kamen politische Partei-Unterschiede zur Geltung; wo die Dänen die Mächtigeren waren, drängte der nationale Gegensatz bei den Deutschen alle anderen Rücksichten in den Hintergrund. In allen Städten hat die deutsche Partei allmählich das Uebergewicht erlangt. Die Zahl der bei den Wahlen abgegebenen dänischen Stimmen hat sich stets vermindert in den Städten wie auf dem Lande, während die deutsche Stimmenzahl langsam, aber fortwährend gewachsen ist. So wurden 1867 im 1. Wahlkreise 15,744 dänische Stimmen abgegeben, 1884 dagegen nur 8375, 1871 in Schleswig überhaupt 21,143, 1884 aber nur 12,447. Die Zahl der deutschen Stimmen im Wahlkreis Hadersleben-Sonderburg stieg von 1676 im Jahre 1871 auf 2765 beit den letzten wahlen, von 11 procent der abgegebenen Stimmen auf 25 Procent. Dabei ist zu beachten, dass im dänischen Sprachgebiet die Zahl der wahlberechtigten überhaupt fortwährend im Sinken ist. Diese Abnahme trifft die dänische Partei allein. Die Auswanderung aus Nordschleswig ist bedeutend und hat ganz besonders ihren Grund in der Furcht vor dem dreijährigen Militärdienst. Die jungen Leute wissen, dass im Nachbarlande die Dienstzeit nur 10-16 Monate beträgt, hier dagegen drei Jahre. Die folge ist, dass der allergrösste Theil der Militärpflichtigen auswandert, nach Dänemark oder Amerika. Vor 1870 und noch eine reihe von Jahren nachher gingen die Militärpflichtigen meist nach Dänemark, dienten dort ihre Zeit ab, oder wurden cassirt, und kehrten dann als dänische Staatsangehörige nach Hause zurück. Daher ist auch in diesen Gegenden die Zahl der Optanten so überaus gross.

Ein derartiges Verfahren wird aber jetzt von der regierung nicht mehr geduldet: wer aus dem Lande geht, muss jetzt ausser Landes bleiben. Es fehlt also der dänischen Partei ein Ersatz zur Ausfüllung der Lücken, die durch Tod und Auswanderung in ihre Reihen gerissen werden. Die Zuhanme der dceutschen Stimmen hat zunächst darin ihren Grund, dass von den Deutschen viel weniger junge Leute fortgehen, so dass wirklich eine natürliche Vermehrung stattfindet, ferner darin, dass die Einwanderung, die zwar nicht gross ist, durchweg von Süden kommt. Dass Männer aus dem dänischen in das deutsche Lager übergehen, kommt nicht oft vor, am häufigsten mag es noch sein, dass junge Leute aus dänischer Familie, die ihre Militärzeit abgedient haben, deutsche Sympathien zeigen, und dass dann auch ihre Väter mit den Verhältnissen sich aussöhnen. Denn die dreijährige Dienstzeit ist ein Hauptanstoss für die Dänen. Ist dieser erst überwunden, so ist eine Versöhnung schon leichter möglich.

Wie nun in der Zukunft dort im Norden die Verhältnisse sich entwickeln werden, das zu sagen ist schwer, und ein Versuch, eine derartige Frage zu beantworten, ist nur unter der Voraussetzung möglich, dass Nordchleswig ein Theil Deutchlands bleibt. Die Dänen allerdings hoffen stets auf eine Abtrennung von Deutschland durch einen französich-russischen Krieg und suchen oft genug im Verein mit der Kopenhagener Presse die Blicke Europa's auf sich zu lenken, ja sie scheuen sich sogar nicht, bei gegebener Gelegenheit (wie om Spätsommer 1883 in Kopenhagen) an hochstehende Personen sich direkt zu wenden. Bei einer Fortdauer der jetztigen politischen Verhältnisse ist es sicher, dass plattdeutsche Sprache und damit deutsche Gesinnung den ganzen Norden schleswigs im Laufe der Zeiten erobern wird; indess würden darüber zu lange Zeiträume vergehen, als dass man diesen Umstand in Betracht ziehen dürfte. Zunächst werden aber die Städte mehr und mehr deutsch, nicht bloss en Bezug auf nationale Sympathien, sondern auch in der Sprache; jedoch nicht plattdeutsch, sonder hochdeutsch, wie es die Schule lehrt und wie es die Sprache der Intelligenz und der Beamten ist, wird die künftige Sprache der Städte sein. Bis die Landbevölkerung aber deutsche Gesinnungen annimmt, darüber werden, obwohl der von der Regierung eingeschlagene Weg (Germanisirung durch die Schule, Unterdrückung der Agitation, Verhinderung weiterer Vermehrung der Optanten) der einzig richtige ist, doch Generationen vergehen. Solange nicht die Schule bewirkt, die Bevölkerung also zweisprachig wird, und solange die Furcht vor dem preussischen Militärdienst nicht überwunden ist, solange wird die Landbevölkerung in der Opposition bleiben.

(Allgemeine Zeitung. 27. december 1884)

Hans Andreasen Krüger (1816-1881) fra Bevtoft Kro, Bevtoft Mølle og et landbrug blev 1847 medlem af den slesvigske stænderforsamling. Siden martsdagene 1848 organiserede han sammen med Laurids Skau nordslesvigske bønders modstand mod slesvig-holstenerne og bistod under Treårskrigen 1848-51 den danske hær. Mellem krigene repræsenterede han de dansksindede i Notabelforsamlingen, stænderforsamlingen og rigsrådet. I 1860 stemte han i stænderforsamlingen for fortsat forbud mod bøger med "statsopløsende" indhold. Senere på året stemte han imod eksklusionen af Thomsen-Oldensworth af Rigsrådet. Han var fængslet under Krigen i 1864 og igen i 1870. I 1867 blev han valgt som repræsentant for Nordslesvig til Den Grundlovgivende Nordtyske Rigsforsamling, senere til Rigsdagen i Berlin og 1867 valgt til den preussiske landdag.

03 februar 2022

Peter Heinsen, Brørup og Lindknud. (Efterskrift til Politivennen)

Tydsk Gudstjeneste i Jylland. Lehmanns Forespørgsel til Kirkeministeren foretoges i Landsthingets Gaarsmøde. Forespørgeren ansaa det for bekjendt, at der i offentlige Blade havde været meddelt, at der i en Kirke i det sydlige Jylland var blevet afholdt fuldstændig tydsk Gudstjeneste. De senere fremkomne Oplysninger havde givet Bekræftelse paa, at der virkelig til Stadighed afholdtes tydsk Altergang, og at der en Paaskedag havde været afholdt fuldstændig Gudstjeneste paa Tydsk for derboende tydske Familier. Han ønskede nu en bestemt Udtalelse fra Ministeren om, at en saadan Handling var utilbørlig og ulovlig. Han troede ikke, at det var skeet for at gjøre tydsk Propaganda, men at det var udgaaet af en lunken Følelse for, hvad der er dansk, og for at gjøre nogle enkelte Familier til Behag. Saaledes som vor Udvikling havde været, maatte dette Faktum ikke betragtes som en Bagatel. Det var ikke blot en Ulovlighed, men en Skandale. Det vilde være af afgjørende Betydning for vor hele Fremtid, hvorledes en saadan Handling i Almindelighed blev opfattet. Vi befandt os endnu midt i vor nationale Kamp, og dersom vi stillede os ligegyldig til den, vilde Tydskheden trænge sig ind i Jylland paa samme Maade som i Slesvig. Kirkeministeren bekræftede Rigtigheden os det anførte Faktum, men erklærede, at det af ham var blevet fuldstændig misbilliget. I en Erklæring af Pastor Heinsen indrømmedes det, at han efter Opfordring af flere tydske Beboere en Paaskedag havde holdt Prædiken paa Tydsk uden dertil at have erholdt Tilladelse, at han enkelte Gange efter forud indhentet Tilladelse havde forrettet Vielse og Konfirmation paa Tydsk, og endelig at han jævnlig havde holdt tydsk Skriftetale ved Altergang. Han benegtede derimod bestemt, at han paa nogen Maade havde fundet Opmuntring hos sin Biskop, ligesom der heller ikke i Aarene 1864 og 65 havde været talt et tydsk Ord i Kirken. Ministeren holdt sig overbevist om, at Præsten ikke havde havt anden Hensigt end at være sine tydske Sognebørn til Hjælp; derfor havde han heller ikke fundet sig foranlediget til at foretage Andet end at tilkjendegive Præsten Ministeriets Misbilligelse og indtrængende opfordre ham til for Fremtiden at afholde sig fra det tydske Sprog. Forespørgeren fandt det overdreven mildt at rette en indtrængende Opfordring til en Embedsmand om ikke at begaa en Ulovlighed. Enhver Dansk maatte betragte det, der var skeet, baade som noget Ulovligt og som en Skandale. Biskoppen havde heller ikke gjort sin Pligt i denne Sag. Han havde i mange Aar været vidende om Præstens Færd uden derom at give Indberetning. Kirkeministeren regnede sig selv for dansk (Lehmann: Ja!), men kunde dog ikke være med til at betegne det, der var foregaaet, som en Skandale; beklageligt var det i ethvert Tilfælde. Biskop Daugaard havde flere Gange indstillet Præsten til Afsked, men rigtignok af andre Grunde. B. Christensen var enig med Ministeren i, at man ikke kunde kalde det en Skandale, men maatte dog udtale sin Erkjendtlighed til de Mænd, der havde draget Sagen frem baade i og udenfor Thinget. Man kunde i Kjøbenhavn finde Forhold, der vare ligesaa fordømmelige som det foreliggende. Han tænkte navnlig paa de tydske Menigheder i Kjøbenhavn, hvis Skoleundervisning foregik paa Tydsk, og som i hele deres Forhold glemte, hvad de skyldte det Folk, i hvis Midte de med Velvillie vare optagne. At Præstens Forhold var draget offentlig frem, og at han havde faaet en officiel Irettesættelse var ingen ringe Straf. Formanden advarede imod al gaa udenfor Forespørgslen. Forespørgeren vidste, at der mange Steder i Landet fandtes Tydskhed i Villie og i Sympathier, og det var netop derfor, at man ikke kunde betragte bet Skete som en Bagatel. Dersom den tydske Smitte skulde udryddes, maatte vi med Alvor vise den tilbage, overalt hvor den viste sig.

Hermed endte Forespørgslen.

(Dags-Telegraphen (København) 31. januar 1866).

Det fulde referat af forespørgsel fremgår af Forhandlinger i Landsthinget, bind 17, spalte 1017-1026. Pastor Heinsen var medlem af Rødding Højskoleforening, i hvert fald i 1857. Rødding Højskole var den første højskole i Danmark (og verden).


København, 31. januar En forespørgsel foranlediget af Orla Lehmann blev i går afholdt om præsten Heinsen i Brørup og Lindknud ved den jyske grænse, han er født friser og kandidat fra Københavns Universitet og har flere gange holdt gudstjenester på tysk i sin kirke, og blev angiveligt behandlet for let af sin biskop Daugard i Ribe. Desværre, sagde Lehmann, er der så mange lunkne danskere her i landet, som er tilbøjelige til at se hele spørgsmålet som yderst ligegyldigt, men det er knyttet til et vigtigt principielt spørgsmål for hele landet. Det er blevet tydeligt i de senere år, at det var landets ulykke, at det blev styret af et tysk dynasti i omkring 400 år, så den danske nationalitet led ekstremt under tysk pres. Og den danske nationalitet er stadig i stor fare sammenlignet med den tyske. Kulturminister Rosenørn-Teilmann bekræftede, at prædikanten havde fået en irettesættelse herfor og allerede af biskoppen var blevet anbefalet afskediget på grund af andre mærkelige ting. 1. påskedag holdt pastor Heinsen tysk gudstjeneste efter anmodning fra nogle tyske skriftefadere. Han arbejdede i øvrigt ikke for at udbrede tyskheden i sin menighed, men derimod, da han var prædikant i Eiderstadt, var han aktiv i dansk ånd. Lehmann beskrev biskop Daugaard som en hæderlig mand, der dog "næppe" havde kunnet udholde de sidste par års begivenheder, hvorfor han "næppe" var egnet til at være biskop i et grænsedistrikt.

Kopenhagen, 31. Jan. Im Landsthing kam gestern eine Interpellation Orla Lehmanns zur Verhandlung, betreffend den Prediger Heinsen in Brörup und Lindknad an der jütischen Grenze, welcher, geborener Friese und Kandidat von der Kopenhagener Universität, mehrfach in seiner Kirche Gottesdienst in deutscher Sprache abgehalten hatte und dafür vermeintlich allzu glimpflich von seinem Bischof Daugard in Ripen behandelt sei. Leider, äusserte Lehmann, gäbe es hier im Lande so viele laue Dänen, welche geneigt seien, die ganze vorliegende Frage als höchst unbedeutend zu betrachten, es knüpfe sich jedoch daran eine wichtige Prinzipienfrage für das ganze Land. Es habe sich hinreichend in den letzten Jahren gezeigt, dass es das Landes Unglück gewesen sei, dass es circa 400 Jahre durch eine deutsche Dynastie regiert sei, so dass die dänisch Nationalität dadurch unter dem deutschen Druck ausserordentlich gelitten habe. Und die dänische Nationalität sei noch in grosser Gefahr gegenüber der deutschen. Der Kultusminister Rosenörn-Teilmann bestätigte die Thatsache, der Prediger habe indess einen Verweis dafür erhalten und sei schon früher wegen anderer Seltsamkeiten vom Bischof als zu entlassen vorgeschlagen worden. Am ersten Ostertage habe Pastor Heinsen auf den Wunsch einiger deutscher Beichtkinder deutschen Gottesdienst gehalten. Uebrigens habe er nicht für Verbreitung des Deutschthums in seiner Gemeinde gewirkt, sondern sei vielmehr, als er im Eiderstädtischen Prediger war, im dänischen Sinne thätig gewesen. Lehmann bezeichnete den Bischof Daugaard als einen ehrenhaften Mann, der jedoch die Begebenheiten, der letzten Jahre "kaum" habe tragen können, weshalb er "kaum" geeignet sei, Bischof in einem Grenzdistrikte zu sein.

(Fürther Tagblatt: General-Anzeiger für Fürth und Umgegend. 7. februar 1866)


Peter Heinsen (1802-1882) var sognepræst i Rødding, Løvel og Pederstrup (Viborg) 1840-1846, i Brørup og Lindknud 1846-1868, med et afbrud 1850-1854 hvor han efter opfordring af ministeriet var konstitueret som præst i Garding og provst i Ejdersted. I 1868 søgte han afsked pga. sygdom. Efter hans afsked boede han hos sin datter i Ærøskøbing. 

Mens han var præst, indvandrede flere tyske familier fra Sydslesvig som foretrak tysk sprog ved kirkelige handlinger. "Dansk Folketidende" fik nys om det og udvirkede at Orla Lehmann rettede den ovennævnte forespørgsel til kirke- og undervisningsministeriet.

Heinsen erklærede at der en (1) gang var holdt prædiken på tysk (1. påskedag 1863 for de nævnte 6-8 sydslesvigske familier) mens han havde været præst. Derudover var et barn blevet konfirmeret på tysk og et ægtepar bestående af en Lippe-Detmolder og en tysk pige var ligeledes foregået på tysk. Derimod havde han ofte holdt skriftetale og uddelt nadveren på tysk. Han erklærede endelig at mellem 1864 og 1865 var der ikke talt tysk i kirken.

Også andre steder blev der talt tysk, fx i Frederiks, en tysk koloni på Alheden. Ifølge artiklen gik der mange rygter om ham, men den udtaler dog også at han var afholdt af en del af sin menighed, især småfolk. Uviljen blandt de større bønder skyldtes bl.a. at han ikke undså sig for at placere småfolks børn forrest i klassen.

(Se J. K. Jensen: Pastor Heinsen (1802-) i Brørup. Fra Ribe Amt, 1939)

I 1879 var der en lignende sag i Ødis (Kolding) hvor pastor Hartnach havde udført en vielse på tysk efter ønske fra en gårdejer der ville have sin plejedatter gift.

10 september 2021

Konfirmation og Censur i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Ministeriet for Slesvig udsendte den 9. januar 1861 et patent, der ophævede forældres pligt til at lade deres børn konfirmere i den sognekirke hvortil de hørte. Det betød at de nu kunne sende børn til forberedelse og konfirmation fra et dansk sogn til et tysk og omvendt. Velsignelsen kunne nu ske i det sprog der ønskedes, men forberedelse og eksaminationen skulle foregå på dansk. Ministeriet Hall fastholdt at Slesvig var dansk land og at det danske sprog skulle have forrang i de blandede distrikter. Patentet blev det sidste den danske regering foretog i sprogsagen før 1864.

Den 7. februar erklærede den tyske forbundsdag overfor den danske regering at den ville foretage en forbundseksekution hvis ikke forbundsbeslutningen af 8. marts 1860 blev efterkommet. 

Uddrag af lord Russells tale i det engelske underhus, den 12. april 1861.

Det forekommer os, at i Stedet for at tilbageføre dette indviklede Forhold, vilde Spørgsmaalets retfærdige Afgjørelse i Virkeligheden bestaae deri, at Kongen af Danmark fuldt og ærlig gjorde, hvad han har lovet, navnlig behandlede begge Nationaliteter, den tydske og den danske, ligelig med Hensyn til Confirmation, Skoler og Gudstjeneste i Kirker, og at der med Hensyn til saadanne Forhold blev en fuldkommen Lighed mellem begge Nationaliteter i Slesvig. Dette vilde ikke alene være ærligt og redeligt imod den tydske Befolkning, men det synes mig ogsaa aabenbart at maatte være Kongen af Danmarks Politik, at hans tydske Undersaatter skulle være lige saa tilfredse med hans Regering, som hans danske. Alle de Underretninger, som have naaet os med Hensyn til Slesvig, bringe mig til at troe, at skjønt der er mange Klager af en egen Art, saasom at man for at blive examineret til Confirmation maa have lært det danske Sprog, samt at Geographi og Astronomi blot læres i dette Sprog - skjønt de tydske Beboere af Slesvig klage over saadanne Ting, saa ønske de dog i Almindelighed ikke at forenes med Tydskland, men at forblive Kongen af Danmarks Undersaatter. Da Forholdet er saaledes, synes det mig snarere at være et Detailspørgsmaal, som kan afgjøres af Kongen af Danmark efter retfærdige og billige Principer, end en Sag, som kunde forvandles til en Kilde til Strid mellem Tydskland og Danmark. Dersom denne Strid opstaaer, kan Ingen sige, til hvad Følger den vil lede, om ikke den Uvished, som hersker med Hensyn til Grændsen, kan lede til en Krig mellem de to Nationer. Jeg har fremstillet Sagen saa upartisk, som jeg kan; jeg troer, der er megen Ret i begge Parters Fordringer, samtidig med, at der er betydelig Overdrivelse og Mangel paa forsonlig Stemning paa begge Sider. Men det vilde være en meget stor Ulykke for Europa, og vilde lede til andre Farer, dersom der som Følge af denne Uenighed skulde opstaae en Strid, der kunde angribe Danmarks Integritet og Uafhængighed. Jeg troer ikke, at dette er et Spørgsmaal, hvorved dette Land kan være ligegyldigt. Jeg har hidtil bestræbt mig for al bruge Hds. Majestæts Regerings Indflydelse til Gunst for Freden, og jeg stoler paa, at Huset vil være af den Mening, at det var en Pligt for Regeringen som Tydsklands og Danmarks Ven at handle saaledes og at bestræbe sig for en venskabelig Afgjørelse af et farligt og ophidsende Spørgsmaal, samtidig med, at den derved befordrede Fredens Interesse i Europa.

(Hør! Hør!).

(Fædrelandet 16. april 1861).


Preussen foreslog i maj 1861 at løse striden ved at dele Slesvig, men det blev afvist fra dansk side.

I distrikterne med blandet kirke- og skolesprog anmodede næsten alle forældre om at deres børns konfirmation foregik på tysk. De er nu berettiget til dette krav som følge af de indrømmelser der er givet på anmodning fra England. Den danske regering og presse ser nu ud til at ville lade deres vrede gå ud over prædikanterne i disse områder som bestemt ikke har skylden. Det blev for nylig sagt om en af ​​dem at han skulle forsvinde eller blive afsat. - Et i Hamborg nyudgivet blad, "Norddeutscher Grenzbote", læses og distribueres uforstyrret i nogle egne af landet, men i andre konfiskeres det uden videre af de underordnede embedsmænd, og det slesvigske ministerium bekræftede disse foranstaltninger. På en af ​​de frisiske øer på Slesvigs vestkyst findes en dansk postmester hvis indsigt endda rækker så vidt at han fornemmer tendenser i Leipziger Illustrirten Zeitung, denne bibelprimer for voksne, til at svække slesvigernes tilknytning til Danmark og deres danske kongen. Derfor synes han det er en god idé at beholde de indkomne eksemplarer for sig selv. Abonnenterne der var fast overbevist om at Illustrirte Zeitung ikke ville indeholde noget højforræderi, og at hvis dette var tilfældet, ikke postmesteren, men politimyndigheden havde ret til at konfiskere, klagede til det slesvigske ministerium. De fik dog det svar fra ham at postmesteren havde handlet helt rigtigt, og at den pågældende avis ikke længere ville blive givet dem i fremtiden.

In den Districten mit gemischter Kirchen- und Schulsprache haben fast alle Eltern verlangt, dass die Confirmation ihrer Kinder in deutscher Sprache geschehe. Zu diesem Verelangen sind dieselben nämlich jetzt in Folge der auf Andringen Englands gemachten Concessionen berechtigt. Ihren Aerger hierüber scheint die dänische Regierung und Presse jetzt an den Predigeern dieser Gegenden auslassen zu wollen, an denen doch wahrlich nicht die Schuld liegt. Von einem derselben hiess es neulich, er werde abgehen müssen oder abgesetzt werden. - Eine in Hamburg neu erschienene Zeitschrift, "Norddeutscher Grenzbote", wird in einigen Theilen des Landes ungestört gelesen und verbreitet, und andern jedoch von den Unterbeamten ohne weiteres confiscirt, und das schleswig'sche Ministerium bestätigte diese Massregeln. Auf einer der friescischen Inseln an der schleswig'schen Westküste ist ein dänischer Postmeister, dessen Scharfsinn sogar soweit geht, dass er in der Leipziger Illustrirten Zeitung, dieser Bibelfibel für Erwachsene, Tendenzen wittert, die geeignet sind die Anhänglichkeit der Schleswiger an Dänemark und ihren dänischen König zu erschüttern. Er findet es desswegen für gut, die ankommenden Exemplare für sich zu behalten. Die Abonennenten, in der festen Ueberzeugung, dass doch die Illustrirte Zeitung keinen Hochverrath enthalten werde, und dass wenn dies dennoch der Fall, nicht der Postmeister, sondern die Polizeibehörde das Recht der Confiscation habe, wandten sich beschwerend an das schleswig'schen Ministerium. Von diesem erhielten sie indessen die Antwort, dass der Postmeister vollständig recht gehandelt habe und dass die gedachte Zeitung ihnen in Zukunft nicht mehr verabfolgt werden würde.

(Die Zeit : Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 10. juli 1861)

8. oktober 1861 udkom en bekendtgørelse for hertugdømmet Slesvig som forbød at holde ugebladet Norddeutscher Grenzbote.

Illustrirte Zeitung udkom 1843-1944 i Leipzig, på linje med The Illustrated London News og L'Illustration (Paris). Forgængere for billedbladene. Det er i dag en vigtig kilde til historie og kultur, ligesom politik og hverdagsliv. Billedarkivet er på over 300.000 illustrationer.


Hvad "Confirmationspatentet" af 4de Jan. for Slesvig angaaer, oplyser Paster Graae i "Fdrl." (Nr. 169), at de "to Acters" Adskillelse i og for sig ikke er Andet end hvad der i mange Aar har fundet Sted i Flensborg, Adelby og flere Steder, hvor Overhøringen skeer om Onsdagen ved Fastegudstjenesten, hvorved der, naar der er mange Confirmanter, vindes mere Tid til Prøven, uden at Menigheden trættes ved for mange Ting paa een Gang, og hvorved Konfirmanderne selv vinde mere Ro og aandelig Frihed til paa selve Confirmationsdagen at kunne hengive sig til den hellige Handling uden at adspredes ved de mange Spørgsmaal eller forstyrres af Frygten for ikke at kunne svare godt nok. Derrimod vil G. ikke lade den Grund for Adskillelsen gjælde, at "Examen" var en Skolesag, konfirmationen en kirkelig Handling; ligesom konfirmationsforberedelsen danner den kirkelige Modsætning til den egentlige Skolegang, saaledes er Konfirmandernes Overhøring i Kirken ligefrem en kirkelig Modenhedsprøve, der for Menigheden, som saadan, aflægges til et Vidnesbyrd om, at de Unge saaledes have hørt om Christus, at de kunne aflægge den gode Bekendelse for mange Vidner, hvorfor ogsaa Konfirmanderne mange Steder og navnlig i Kongeriget i forvejen ere udskrevne af Skolen ved en ordentlig Skoleexamen. G. angriber stærkt Patentets § 2, som bestemmer, at, naar "Vedkommende" (Forældrene) forlange det, skulle Børn, som i Skolen udelukkende ere underviste paa Dansk, til konfirmation forberedte paa Dansk og i Menighedens Nærværelse for konfirmationen overhørte paa Dansk, "confirmeres" paa Høitydsk (hvori de kun have havt Underviisning i høist 4 ugentlige Timer og som de derfor, naar det tales, slet ikke eller kun deist ufuldkomment forstaae) af den samme Præst, som hidtil kun har talt Dansk til dem, og i den samme Kirke, hvor de lige nylig have lagt for Dagen, at de have lært deres Christendom paa Dansk. Det er jo dog Børnene, og ikke deres Forældre, som skulle bekræfte deres Daabspagt og bekræftes i den, og Bevidne skulle paa Confirmationsdagen ikke blot aflægge Løftet med et Ja, men ogsaa høre Evangelium saaledes, at de opløftes derved i Løftets hellige Øieblik; men det kunne de Dansk- eller Danskplattydsktalende Børn ikke, der ere underviste paa Dansk. Patentet har ikke tilfredsstillet de Tydsksindede, men blot givet dem Blod paa Tanden; de fordre nu kun saa meget heftigere, at deres Børn, som nu maae konfirmeres paa Høitydsk, ogsaa i Skolerne skulle undervises og af Præsterne forberedes og overhøres paa Høitydsk, og at Sprogrescriptet, dette Slesvigs nye Dannevirke, skal, sløifes og Høitydsken igjen throne i det danske og plattydske Angels og andre "blandede" Districters Skoler og følgelig ogsaa i deres Kirker. Og de Dansksindede derover Patentet Modet, idet Fodfæstet tages fra dem, saa at de endnu vanskeligere end førhen kunne modstaae Storbøndernes trykkende Terrorisme. Graae klager over, at der ved Patentets Udstedelse er brugt "en meget ukirkelig Fremgangsmaade", idet der ikke forud blev givet den slesvigske Biskop Lejlighed til paa Embedsvegne at afgive sin Erklæring over en i Kirkens indre Liv saa dybt indgribende Foranstaltning med Hensyn til en Handling, som man just vilde hævde Charakteren af "kirkelig". Det saa farlige Agitationsmiddel, som Patentets § 2 har givet det tydsksindede Parti i Hænderne, mener Graae, bør enten igjen betages dem eller, ifald det er umuligt, paa en eller anden Maade paralyseres, da ellers den Grundvold, hvorpaa der i 10 Aar saa heldigt var bygget i Mellemslesvig, let kan blive undergravet, han mener, at de Tydsksindede gjerne kunde lade sig nøie med Patentets § 3, som tillader Enhver, uden Tilladelsesbeviis af Præsten (hvilket iøvrigt bidtik meget sjelden og kun af ganske særegne Grunde er blevet nægtet) at lade deres Børn konfirmere udensogns, i Forbindelse med den nye Tilladelse til at lade Børnene privat undervise paa Tydsk.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 31. juli 1861).

20 juni 2021

Forholdene i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Forholdene i Slesvig. Fra hertugdømmet Slesvig. Jo mere hensynsløst regeringen og dens gejstlige og verdslige embedsmænd i hertugdømmet fortsætter med at presse brugen af ​​det tyske sprog ud fra distrikterne, hvor den har forfatningsmæssig lige rettigheder med det danske sprog, fra kirke, skole og verdslig administration, jo mere øges befolkningens bitterhed, jo mere umuligt er det for forsoning og tilnærmelse mellem begge nationaliteter. Adskillelsen og uenigheden er langt større end i 1850 og 51. Danskerne har gennem deres uretfærdige og skødesløse fremgangsmåder opdraget befolkningen i en anti-dansk ånd, og det betyder også at modviljen mod enhver politisk forbindelse med Danmark vokser. Selv de dansktalende nordslesvigere er trætte af det vilkårlige danske embedsstyre og ønsker kun at forblive i kontakt med syden, hvorfra de tidligere blev styret og fik deres embedsmænd der var fortrolige med de lokale love og skikke, hvoraf de danskerne var lige så uvidende som de var fjendtlige over for dem. Flensborgs sympatier er også i stigende grad på vej mod syd. Dette er tydeligt i alle lag af samfundet. I juni måned tog medlemmerne af Flensborgkoret, mest småborgere og håndværkere, en tur med jernbanen til Slesvig, en gruppe på 400 mennesker af begge køn. På banegården i Slesvig blev de mødt af en søndagsfin klædt skare der ikke har været set her længe. Optoget gik til skoven (Thiergarten), hvor klubben sang en tysk sang, hvor tyske toner blev rost og derefter samledes ved foden af ​​bakken (Stampfmühle) til et måltid i telte. Meningsfulde skåltaler demonstrerede solidariteten mellem Flensborgerne og slesvigerne. Danskerne skulle efter sigende ikke have kunnet skjule deres ærgrelse over at beboerne i Slesvig ved denne lejlighed samledes i så stort tal, mens ingen mødte op når danskerne arrangerede en festival. Sådan er stemningen i Flensborg nu; og det nyttede ikke megen at ansætte en født dansker ved siden af ​​en tysk prædikant ved hver af de tre tyske kirker der; eller at lærere i folkeskolen skal gøre alt for at gøre det danske sprog populært. Det har vakt fuldstændig forargelse i den dannede klasse at lærerne på den lærde skole hvor undervisningssproget er tysk, lærer eleverne det mest præcise kendskab til det danske sprog samt dansk litteratur og poesi og kun så meget tysk som til at undgå fejl, selvom de selv ligesom danskerne på den lærde skole i Slesvig, laver fejl på fejl. På begge skoler får eleverne det gamle og det nye sprog oversat til dansk, også i de lavere klasser, for at undgå tysk. Danskfødte i Angel har det seneste år været ansat som prædikanter selv i kirker hvor kirkesproget udelukkende er tysk. Håbet er at transplantere det danske sprog længere og længere sydpå. Få slesvigere, men slet ingen holstenere, forfremmes til verdslige eller åndelige embeder. En konstant svækkelse af de holstenere der er berettiget til beskæftigelse i Slesvig efter den gældende oprindelige forordning. Så for blot at huske ét eksempel af mange, så meget for beskyttelsen af ​​tysk nationalitet, som det tyske forbund lod sig garantere; så meget for Holstens rettigheder i Slesvig, hvis beskyttelse er en del af forbundsregeringens opgave, hvis den udvikler den vilje og styrke, som fx England henvender sig til sine statslige og nationale interesser. (Fr. N.)

Zustände in Schleswig. Aus dem Herzogthum Schleswig. Je rücksichtsloser die Regierung mit ihren geistlichen und weltlichen Beamten im Herzogthum fortfährt, den Gebrauch der deutschen Sprache aus den Distrikten, wo sie verfassungsmässig gleichberechtigt ist, mit der dänischen, aus der Kirche, Schule und weltlichen Administration zu verdrängen, desto höher steigt die Erbitterung der Bevölkerung, desto unmöglicher ist eine Aussöhnung und Annäherung beider Nationalitäten. Die Scheidung und der Zwiespalt isdt weit grösser als 1850 und 51. Die Dänen haben durch ihr ungerechtes und unbedachtsames Verfahren die Bevölkerung in dänenfeindlichen Sinn erzogen, und begriflich wächst damit auch der Widerwille gegen jede politische Verbindung mit Dänemark. Selbst die dänisch redenden Nordschleswiger sind der willkürlichen dänischen Beamtenherrschaft überdrüssig und wollen nur mit dem Süden in Verbindung bleiben, von wo aus sie früher regiert wurden und ihre Beamten erhielten, die mit den Landesgesetzen und Gewohnheiten bekannt waren, deren die Dänen ebenso unkundig als ihnen feindlich sind. Auch die Sympathien der Flensburger gehen immer entschiedener nach Süden. Dieses zeigt sich in allen SChichten der Gesellschaft. So unternahmen im Juni die Mitglieder des Flensburger Gesangvereins, meistens kleine Bürger und Handwerker, eine Ausfahrt auf der Eisenbahn nach Schleswig, eine Gesellschaft beiderlei Geschlechts von 400 Personen. Am Bahnhofe in Schleswig wurden sie von einer so grossen Menge, wie man hier lange nicht gesehen, im Sonntagsputz empfangen. Der Zug ging nach dem Gehölz (Thiergarten), wo der Verein ein deutsches lied, worin deutsche Weise hochgepreisen ist, absang und sich dann am Fusse des Hügels (Stampfmühle) zu einen Mahle in Zelten vereinigte. Sinnige Trinksprüche bekundeten das Zusammenhalten der Flensburger mit den Schleswigern. Die Dänen sollen ihren Verdruss nicht haben verbergen können, dass bei dieser Gelegenheit sich die Bewohner Schleswigs in so grosser Menge sammelten, während sich Niemand zeige, wenn von Dänen irgend ein Fest veranstaltet werde. So ist jetzt die Stimmung in Flensburg; und es hat wenig gefruchtet, dass man an jeder der dortigen 3 deutschen Kirchen neben einem deutschen Prediger einen geboreren Dänen angestellt; dass in den Bürgerschulen die Lehrer sich alle ersinnliche Mühe geben müssen, die dänische Sprache populär zu machen. Entrüstung hat es vollends in der gebildeten Klasse erregt, dass die Lehrer an der Gelehrtenschule, wo die Unterrichtssprache die deutsche ist, den Schülern die genaueste Kenntniss der dänischen Sprache, wie der dänischen Literatur und Poesie beizubringen, von der deutschen so viel, um Fehler im Schreiben zu vermeiden, obgleich sie selbst, wie die Dänen an der Gelehrtenschule in Schleswig, Schitzer über Schnitzer machen. In beiden Schulen lässt man die Schüler aus den alten und neuen Sprachen in's Dänisce übersetzen, selbst in den unteren Klassen, um deutsch zu vermeiden. In Angeln sind im verflossenen Jahre abermals geborene Dänen selbst an Kirchen als Prediger angestellt, wo die Kirchensprache nur deutsch ist. So hofft man, die dänische Sprache immer weiter nach Süden zu verpflanzen. Wenige Schleswiger, aber gar keine Holsteiner werden zu weltlichen oder geistlichen Aemtern befördert, eine fortwährende Beeinträchtigung der, zufolge geltender Indigenatverordnung, zur Anstellung in Schleswig berechtigten Holsteiner. So steht es, um nur eines Beispiels von vielen zi gedenken, um den Schutz der deutschen Nationalität, die sich der deutsche Bund zusichern liess; so um die Rechte Holsteins in Schleswig, deren Beschützung zum Beruf des Bundes gehört, wenn derselbe den Willen und die Kraft entwickelt, welche z. B. England seinen staatlichen und nationalen Interessen zuwendet. (Fr. N.)

(Augsburger Tagblatt. 18. august 1858)

17 juni 2021

Skolerne i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

I den lærde og Realskolen i Flensborg - hvor disse tvende heelt forskjellige Læreformaal i een og samme Skole ere lige saa uheldigt combinerede som her og ved nogle flere af Kongerigets Latinskoler - undervises i de forskjellige Læregjenstande i nogle paa Dansk og andre paa Tvdsk og kan der ved Religionsunderviisningen frit vælges Dansk eller Tydsk som Underviisningssprog. Dette er den eneste og sande retfærdige Maade ved offentlig Underviisning, og navnlig den religiøse, i blandede Sprogkredse. Havde man fulgt det Samme i de blandede Kredse paa Landet eller særligt ved Konfirmations- forberedelsen og konfirmationen, hvilket ogsaa er overensstemmende med Sproqrescriptets Bud, der i de kirkelige Handlinger for Individet tilsteder frit Valg af Sproget: saa vilde man derved baade have fyldestgjort et billigt Krav og undgaaet megen ikke blot politisk, men ogsaa i Samfunds- og Menighedsforholdene indgribende Tvist; ikke at tale om at man ved Frivilligheden ogsaa bedst leder bort fra sprogligt Stivsind, hvor saadant forudsættes, endskjøndt det i givne Tilfælde altid er vanskeligt at idømme, og vækker lettere Sandsen for den danske Underviisning. At man nu f. Ex. i Flensborg vilde have gjort Skolen og Underviisningsformaalet Skade ved at opstille Sprogtvang ved Religionsunderviisningen i Skolen, samt tillige at det Tydske der endnu er det overvejende hos Befolkningen, kan sees deraf, at i den nævnte Skole have af 180 Borgersønner de 159 valgt Religionsunderviisningen paa Tydsk og 21 paa Dansk og af 33 Sønner af Lærere, Læger, Embedsmænd osv. de 18 valgt dansk og 15 tydsk Underviisning, Flensb. Av. siger: "Alt naturligviis m. H. t. de kirkelige Forhold og (selve) Confirmationsunderviisningen". Men i Flensborg, hvor vel Sproget i de øvrige Kirker er tydsk, er jo ogsaa en reent dansk Menighed, og skulde del ikke staae frit at vælge Kirken, saa vil dette jo lettes ved at løse fra Sognetvangen, hvilket overhovedet ogsaa i Slesvig vilde være en kirkelig Velgjerning og som derfor ogsaa Grundtvig ved Kirkemødet i Kjøbenhavn under Misbilligelse af Konfirmations- Sognetvangen tilraadede. Bliver der først kirkelig Frihed i Slesvig og Frihed ved Valget af Skolesproget for Religions-Underviisningen i de offentlige Skoler, saa vilde ogsaa selve  Slesvigernes Anledning til Klage over Sprogforhold, baade fra den ene og den anden Side, bortfalde. Det er dog fra Sprogtvisten at vore Forviklinger hjemme og udadtil hidrøre.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1858).

22 marts 2021

Skole- og Kirkesprog i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, originalen er nedenfor:

Kiel, den 2. september. På Slesvigs Lærde Skole, hvor undervisningssproget altid har været tysk og ved lov skal forblive det, er alle lærerstillinger, som tidligere var besat af slesvig-holstenere, nu besat af indfødte danskere, som taler så lidt tysk, at man får eleverne til at oversætte fra latin og græsk til dansk. Uddannelse af tysk stil er forståeligt nok slet ikke at forvente af dem. De hader alt tysk. Rektor, en jyde, forklarede eleverne: De burde snart holde op med at tale om deres Schiller og Göthe. Der tilsigtes udryddelse af ethvert tysk element. Flensborg Lærdeskole (i det tyske sprogdistrikt) har alle på nær én danske lærere. Den ifølge fondsbestemmelserne tyske lærdeskole i Haderslev er på tre år forvandlet til en dansk; Husums helt afskaffet. Skoleregimentet under afdelingsleder etatsråd Regenburg, en dansk jurist, ønsker at fremmedgøre de unge studerende i hertugdømmet Slesvig fra enhver tysk uddannelse og om muligt rekruttere dem til Københavns Universitet. I det centrale Slesvig bliver bønderbørn for eksempel kørt i skole bare for at lære dansk. I Gelbings sogn blev den tyske prædikant, der grundlovsmæssigt er skoleinspektør, for nylig suspenderet som sådan og en dansk naboprædikant blev konstitueret med tilføjelsen "for at fremme det danske sprog". Og dog prædikes der også tysk i denne menighed og bør ifølge loven også undervises i skolerne. Om ungdommen i disse egne, hvor der kun tales tysk, lærer det ringeste religionskundskab og det uundværlige tyske skriftsprog, er af underordnet betydning for dette regiment.

Kiel, 2. Sept. An der Gelehrtenschule zu Schleswig, wo die Unterrichtssprache von jeher die deutsche gewesen und gesetzlich bleiben soll, sind nunmehr alle früher von Schleswig-Holsteinern bekleideten Lehrstellen mit geborenen Dänen besetzt, welche der deutschen Sprache so wenig mächtig sind, dass sie die Schüler aus dem Lateinischen und Griechischen in's Dänische übersetzen lassen. Ausbildung des deutschen Styls ist begreiflich gar nicht von ihnen zu erwarten. Alles Deutschthum ist ihnen verhasst. Der Rektor, ein Jütländer, hat den Schülern erklärt: Sie sollten bald aufhören von ihrem Schiller und Göthe zu sprechen. Allem deutschen Element ist hier die Vertilgung zugedacht. Die Flensburger Gelehrtenschule (im deutschen Sprachdistrikt) ist bis auf Einen, mit dänischen Lehrern besetzt. Die nach den Stiftungsakten deutsche Gelehrtenschule in Hadersleben ist seit 3 Jahren in eine dänische verwandelt; die Husumer gänzlich aufgehoben. So will das Schulregiment unter dem Departementschef Etatsrath Regenburg, einem dänischen Juristen, die studirende Jugend im Herzogthum Schleswig aller deutscher Bildung entfremden und sie womöglich für die Kopenhagener Universität heranziehen. So wird im mittleren Schleswig die ländliche Jugend in die Schulen getrieben, nur um dänisch zu lernen. Im Kirchspiel Gelbing ist kürzlich der deutsche Prediger, verfassungsmässig Schulinspektor, als solcher suspendirt und ein benachbarter dänischer Prediger konstituirt mit dem Beifügen "um die dänische Sprache zu fördern." Und doch wird in dieser Gemeinde auch deutsch gepredigt und soll gesetzlich auch in der Schule gelehrt werden. Ob die Jugend in diesen Gegenden, wo nur deutsch gesprochen wird, dir nothdürftigsten Religionskenntnisse und die unenrbehrliche deutsche Schriftssprache erlerne, ist diesem Regiment Nebensache.

(Bamberger Zeitung 9. september 1855)

Om Hadersleben Gelehrtenschules historie, se fx "Abriss der Geschichte der Gelehrtenschule zu Hadersleben." (1828). Skolen i Haderslev havde tre hundrede år på bagen som tysk. Dansk blev undervisningssprog 1850. De seks slesvigske og to holstenske lærere blev erstattet af seks danske. Rektor Thrige udtalte ved den lejlighed at med Guds hjælp skulle det danske væsen genoprettes i det gamle danske land. På tavlen stod der skrevet: "Tod allen Dänen". Skolen begyndte med kun 12 elever, altså 2 pr lærer. Den havde dog allerede fra slutningen af 1840'erne haft svigtende tilgang af elever. (Se Thomas Otto Achelis: Die Lateinschulen in Hadersleben und Ripen. 1959).

Se også indslaget om etatsråd Regenburg her på bloggen.

Husum var i 1850'erne en ganske stor by med knap 5.000 indbyggere. Det fremgår bl.a af I. G. Burman Becker (1802-1880): Gamle huse i Husum 1856. Tegningen viser nogle gamle huse på torvet over for rådhuset. Byen havde også sit egen lærde skole. Men den blev altså nedlagt efter at sprogreskripterne blev gennemført. Den lærde skole (eller gymnasium) blev oprettet omkring 1527. Den eksisterer stadig nu med navnet Hermann-Tast-Schule (efter skolens grundlægger). Skolens bygning er nu hotel Altes Gymnasium. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

16 marts 2021

Slesvig-Holstens indre Tilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holstens indre forhold.

En lille skrift der netop er udkommet, beskriver hertugdømmernes aktuelle indre forhold. Den er skrevet i levende farver, men dens beskrivelser stemmer i det væsentlige overens med hvad der siges om den fra andre kilder. Vi vil begrænse os til at genoptrykke de passager nedenfor der primært vedrører forholdet mellem kirke og skole og til retspleje.

"Hertugdømmerne siges det der, er et erobret, underkuet land, hvor umoral under Moltke-Criminils administration er vokset til det utrolige; en aldrig hvilende disciplinær regel og griskhed disciplinerede det ulykkelige land, afsatte, deporterede, næppe var noget tilbage. Især Slesvig er blevet fuldstændig lovløs, kirken har været udsat for politipres til fordel for det danske sprog, hvilket på det seneste har fået en række godsejere til at udtrykke deres seriøse hensigt om at konvertere til den katolske kirke. Tomme kirker, tomme altre er på dagsordenen, i mange samfund er kirkedøren uge efter uge slet ikke åbnet i ugevis, fordi ingen møder op til gudstjenesten; de danske missionærer i kirken taler dansk, som ingen forstår, eller tysk på en måde der får dem til at grine. De kender ikke Luthers Bibel, Luthers Katekismus, tyske lutherske kirkesalmer på tysk og vil ikke ind i den danske bibel, og Danmark har ikke engang en dansk salmebog, som det hæderligt kunne tilbyde menighederne; så der kan ikke opstå noget åndeligt fællesskab mellem den danske prædikant og det tyske samfund; findes et gammelt, støvet dokument i noget arkiv, hvoraf det kan sluttes at det danske sprog var almindeligt en gang for århundreder siden, anses dette sprog for at have ret til at blive genoprettet; forgæves bestormedes provincialstænder med andragender om tyskernes bevarelse, forgæves støttedes disse varmt af forsamlingen, alt blev afvist; Det kan i hvert fald være tilfældet, råber biskoppen i Slesvig, de danske teologer i København råber til de gamle mennesker der inderligt længes efter deres modersmål, det kan i hvert fald være sådan, at de må opgive dansk forkyndelse, men højere statslige hensyn sikrer almen velfærd det er nu nødvendigt at alderdommen bringer dette offer, at den tyske kirketjeneste opgives. På den måde sikres ligheden mellem det tyske og det danske sprog, som forkyndt i programmet af 1852, på det stærkest mulige. 

Danske aviser er nu tilladt i Slesvig, tyske er stadig forbudte; enhver udgivelse, der fjernt strider mod landets lov, er konfiskeret, Altonaer Zeitung blev for nylig konfiskeret på grund af meddelelsen om at katedralskolen i Slesvig havde mistet den sidste lærer i tysk undervisning på grund af en lærers afgang. Overalt hvor man stadig kan finde noget af den tyske slags, sker afskedigelse for at rense kirken og uddannelsesinstitutionerne for slesvig-holsteinismen, som den københavnske presse jublende forkynder. Hr. v. Scheel er ved at rydde op i Holsten så vidt der stadig er materiale til rådighed. Den mangeårige generalforstander blev fjernet fra sit embede og bispeembedet blev også indført i Holsten efter dansk forbillede der allerede var brugt i Slesvig. En dansk oberstløjtnant forfremmes til kurator for universitetet i Kiel på russisk manér; Dyrkningen af ​​videnskaberne bør øves med sablen, noget uhørt i de tyske forbundsstater! Det tyske universitet i Kiel bliver behandlet på lige fod med København i alle faciliteter, tidspunkt for forelæsninger, eksamener, ferier, for at gøre det sværere for tyskerne at besøge og lettere for danskerne. Militærkuratoren er samtidig præsident for byen Kiel, foged for tre nabokontorer, overkommissær for nogle klostre og godsdistrikter og jernbanekommissær! Embedsmændene i Holsten går som på skrøbeligt glas; postmestre, der officielt skriver et tysk ord, mister deres embede, privat ejendom og lov krænkes; Fordi nogle apotekere beskæftiger assistenter, der er født i Tyskland, men taler dansk, trækkes deres reelle privilegier tilbage, tabet af formue tages ikke i betragtning, uanset alle klager, står de røvede mennesker tilbage med andet end tiggeri. Ministeren tager ikke imod klager over de danske embedsmænd; Efter uendelige personlige anmodninger fik en tysker i Slesvig tilladelse til at lade sine børn modtage privat religionsundervisning i tysk to gange om ugen, al anden undervisning skulle forblive på dansk; seminarister der tilbyder at undervise i privat tysk, vil blive udelukket fra enhver ansættelse som skolelærer; hele herreder og amter hvor ingen forstår dansk, bliver behandlet på denne måde; de slesvig-holstenske annonceaviser, der i et århundrede har været fællesorgan for hertugdømmernes offentlige ret, er blevet omsat til holstenske annoncer i den ængstelige danske omhu for at udrydde enhver offentlig påmindelse om landenes enhed; den højere appeldomstol for de tre hertugdømmer er begrænset til Holsten og Lauenburg; det blev sagt at en anden ånd måtte bringes ind i denne højeste domstol; præsidenten og to rådsmedlemmer, deriblandt rådets fornemste medlem, landets første advokat, en mand af den mest upåklagelige hæder, afskediges fra den ene dag til den anden, og en kammerat til Scheel udnævnes til retspræsident; rådmænd fra den danske Flensborg appelret bør udfylde de resterende huller." (Pr. Wchbl.)

Schleswig-Holsteins innere Zustände.

Eine so eben erschienene kleine Schrift schildert die gegenwärtigen inneren Zustände der Herzogthümer. Sie ist in lebhaften Farben gescrieben, aber ihre Schilderungen stimmen im Wesentlichen ganz mit dem überein, was auch von andern Seiten her darüber verlautet. Wir beschränken uns darauf, nachstehend diejeningen Stellen daraus hier abzudrücken, welche sich vorzugsweise auf die Verhältnisse von Kirche und Schule und auf die Rechtspflege beziehen.

"Die Herzogthümer, heisst es daselbst, sind eben ein erobertes, unterjochtes Land, in welchem unter der Moltke-Criminilschen Vervaltung die Sittenlosigkeit bis ins Unglaubliche gestriegen ist; eine nie ruhende Zuchtruthe und Geitzel massregelte das unglückliche Land, abzusetzen , auszuweisen, blieb kaum noch etwas übrig. Schleswig vor allem ist völlig rechtslos geworden, die Kirche zu Gunsten der dänischen Sprache einem Polizeidruck unterworfen, der neuerdings eine Anzahl Grundbesitzer veranlasste, die ernst Absicht auszusprechen, zur katoloschen Kirche überzutreten. Leere Kirchen, leere Altäre, sind an der Toagesordnung, in vielen Gemeinden wird Woche nach Woche, wochenlang die Kirchentür gar nicht aufgeschlossen, weil Niemand zum Gottesdienst sich einfindet; die dänischen Missionäre sprechen im Gotteshause dänisch, das Niemand versteht, oder deutsch in einer Weise, um dem Gelächter sich preiszugeben. Luthers Bibel, Luthers Katechismus, deutsche lutherische Kirchengesänge kenne sie nicht in deutscher Sprache und wollen sich nicht in die dänische Bibel hineinleben, und Dänemark hat nicht einmal ein dänisches Gesangbuch, das es ehrenhaft den Gemeinden anbieten könnte; so kann kein Band geistiger Gemeinschaft zwischen dem dänischen Prediger und der deutschen Gemeine eintstehen; findet sich in irgend einem Archiv ein altes bestäubtes Aktenstuk, woraus sich schliessen lässt, dass an einem Ort vor Jahrhunderten die dänische Sprache üblich gewesen, so wird dieser Sprache ein Recht beigelegt, wiederhergestellt zu werden; umsonst wurden die Provizialstände mit Bittschriften für die Erhaltung des Deutschen bestürmt, umsonst diese von der Versammlung aufs Wärmste unterstützt, Alles ward abgewiesen; es möge immerhin sein, ruft der Bischof in Schleswig, rufen dänische Theologen in Kopenhagen den alten Leuten zu, die feuszend nach ihrer Muttersprache sich sehnen, es möge immerhin sein, dass sie die dänische Predigt aufgeben müssen, aber höhere Staatsrücksichten, die allgemeine Wohlfahrt machen es nun einmal nothwendig, dass das Alter dieses Opfer bringe, dass der deutsche Gottesdienst aufgegeben werde. In solcher Art wird die Gleichberechtigung der deutschen und der dänischen Sprache, wie das Programm von 1852 verkündet, auf das kräftigste gewährleistet. 

Dänische Zeitungen sind jetzt gestattet in Schleswig, deutsche nach wie vor verboten; konfiszirt wird jede Druckschrift, die im Entferntesten an das Recht des Landes erinnert, die Altonaer Zeitung noch vor Kurzem wegen der Mittheilung, dass durch den Abgang eines Lehrers die Domschule zu Schleswig den letzten Lehrer deutscher Bildung verloren habe. Wo noch etwas Absetzbares deutscher Art sich findet, tritt Amtsentsetzung ein, um Kirche und Lehranstalten, wie die Kopenhagener Presse jubelnd verkündet, von Schleswig-Holsteinismus zu reinigen. Hr. v. Scheel räumt auf in Hosltein, so weit noch Stoff verhanden. Der vieljährige Generalsuperintendent wird seines Amtes entsetzt, nach dänischem Muster, das in Schleswig bereits angewendet, auch in Holstein die Bischofswürde eingeführt. Zum Kuratoer der Universität Kiel wird in russischer Weise ein dänischer Oberstlieutenant befördert; die Pflege der Wissenschaften soll der Säbel führen, in den deutscdhen Bundesstaaten bis hieher unerhört! Die deutsche Universität Kiel wird in allen Einrichtungen, Zeit der Vorlesungen, Prüfungen, Ferien, der Kopenhagener gleichgestellt, um den Besuch von Deutschen zu erschweren, von Dänen zu erleichtern. Der militärische Kurator ist gleichzeitig Präsident der Stadt Kiel, Amtmann drei benachbarter Aemter, Oberkommissär für einige Klöster- und Güterdistrikte und Eisenbahnkommissär! Die Beamten in Holstein wandern wie auf zerbrechlichem Glase; Postmeister, die amtlich ein deutschen Wort schreiben, verlieren ihr Amt, Privateigenthum und Recht wird verletzt; weil einige Apotheker deutschgeborene, obschon der dänischen Sprache mächtige Gehülfen halten, wereden ihnen die Realprivilegien entzogen, der Vermögensverlust wird nicht beachtet, aller Beschwerden ungeachtet, bleibt den Beraubten nur der Bettelstab. Klagen gegen die dänischen Beamten nimmt der Minister nicht an; nach endlosem persönlichen Bitten wurde einem Deutschen in Schleswig die Erlaubniss ertheilt, seinen KIndern zweimal in der Woche privatim Religionsunterricht in deutscher Sprache geben zu lassen, aller andere Unterricht müsste dänisch bleiben; Seminaristen, die sich anbieten, privatim deutsh zu lehren, werden von jeder Anstellung als Schullehrer ausgeschlossen; ganze Landschaften und Aemter, wo kein Mensch dänisch versteht, werden in dieser Art behandelt; die schleswig-holsteinischen Anzeigen, seit einem Jahrhundert das gemeinsame Organ für das öffentliche Recht der Herzogthümer, sind in der ängstlichen dänischen Sorgfalt, jede öffentlige Erinnerung an die Zusammengehörigkiet der Lande auszumerzen, in holsteinische Anzeigen umgetaust; das Oberappellatinsgericht für die drei Herzogthümer ist auf Holstein und Lauenburg beschränkt; ein anderer Geist müsse hineingebracht werden in dieses höchste Tribunal, wurde geäussert; der Präsident und zwei Räthe, unter diesen das ausgezeichnetste Mitglied desselben, der erste Jurist des Landes, ein Mann von der unbescholtensten Ehrenhaftigkeit, werden über Nacht entlassen, zum Präsidenten des Gerichts ein Genosse Scheels ernannt; Räthe aus dem dänisirten Flensburger Appellationsgericht sollen die übrigen Lücken ausfüllen." (Pr. Wchbl.)

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk. 6. juli 1855)

I slutningen af året 1855 bragtes følgende tegning:

Holstein. Man bemüht sich auch hier schon, den heranwachsenden Deutschen Geschmack an der Dänischen Sprache beizubringen. (Holsten. Her arbejdes der allerede på at lære unge tyskere smag for det danske sprog). På kortet i baggrunden ses at Danmark har bredt sig langt sydpå. Kladderadatsch 30. december 1855.