Dr. Juris Carl Popp-Madsen Løslades. (Efterskrift til Politivennen)

Tiderne skifter.

I juridiske kredse er det almindeligt samtaleemne at der fra visse sider udfoldes initiativ til indsamling af underskrifter for frigivelse af den tidligere professor, dr. juris. Carl Popp-Madsen, der efter at have fået sin sag for to instanser, fik den for Højesteret som takserede hans adfærd til 12 års fængsel. I øjeblikket har den lærde herre klaret de fire år. Hans venner - sådanne må der vel være tale om - er endog gået så vidt at de har prøvet at interessere universitetskredse for hans frigivelse, men de skal efter forlydende have fået en kølig modtagelse, hvilket vi godt forstår. Netop en person som Popp-Madsens intelligens bør ikke slippe sådan uden videre. Der er mange ting omkring udrensninger som den jævne mand på gaden ikke forstår og som derfor er farlige for retsbevidstheden, og en af disse er at det overhovedet kan tænkes at Popp-Madsen skal slippes ud nu, eller at en mand som Wilfred Petersen kunne slippe som han gjorde. Ja, dette er blot et par tilfælde der er lige fremme i rampelyset i disse dage, men der kunne jo nævnes adskilligt. Tiderne skifter.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 9. maj 1949).

Popp-Madsen fri til julen.

Justitsminister Busch-Jensen der i går nægtede at skride ind over for politiets gentagne grundlovsbrud mod dem der agiterer for freden, har samme dag truffet en anden beslutning: at en af den "danske" nazismes åndelige bagmænd, dr. jur. Carl Popp-Madsen skal sættes på fri fod. Senest i dag åbnes fængselsporten for ham.

Popp-Madsen fik kun 12 års fængsel, men slipper altså ud efter 4½ års forløb. Han dømtes bl.a. for at have arbejdet for Dansk Folkeværn og Schalburgkorpset, han førte forhandlinger med Pancke og andre tyskere, han var designeret justitsminister i en nazistisk regering, kort sagt: Han var en af de farligste.

For et halvt år siden anbefalede syv juridiske professorer Popp-Madsens benådning, men alene meddelelsen herom vakte for stor opsigt til at manden kom fri. Det antydedes i aftes at justitsministeren havde valgt netop dette tidspunkt for løsladelsen, fordi rigsdagen ikke er inde. 

p.

(Land og Folk, 23 december 1949).

Vore egne krigsforbrydere.

At det var magtstræb som var et ledemotiv for dr. jur. Popp-Madsen da han under krigen solede sig i tyskernes bevågenhed, er hævet over enhver tvivl. I særlig grad kom det til udtryk da han efter 29. august 1943 var virksom for dannelsen af en ny dansk regering med sig selv som forgrundsfigur - tyskerne havde jo forud gentagne gange ved deres fremtvungne regeringskonstruktion søgt ham optaget i regeringen - og man vil erindre hvorledes han efter tyskernes forbrydelser mod politiet i september 1944 mødte op i udenrigsministeriet med forslag om at stille si selv i spidsen for et nyt dansk politi i stedet for det politi der vansmægtede i koncentrationslejre.

Som nævnt er denne mand nu løsladt. Fra fængselscellen i Horsens Statsfængsel rykkede han ud til juletræ og gåsesteg og julens andre herligheder. Han var idømt 14 års fængsel af byretten, som landsretten nedsatte til 10, hvorefter Højesteret gik en mellemvej og sagde 12. Straffetiden ville altså være udløbet i 1957, hvilket også var tilfældet for den for nylig løsladte Sehested og et forlydende vil vide at i nær fremtid sættes tyskerhåndlangeren proprietær Hartel på fri fod, og at det samme vil ske for juristen H. C. Bryld, en af de skrækkeligste børste som ledede "Fædrelandet" og var - efter Clausen - førsteviolin i nazisternes "Førerråd".

I dette bundt af forbrydere mod danske nationale interesser var vel Popp-Madsen den mest begavede. I hver fald var han højt anerkendt som jurist. Men om det nu har været magtbrynde eller andre ting, så blev han i terrorperioden den egentlige leder af Schalburgkorpset, og i denne egenskab klæber der sig dyrt og værdifuldt blod ved hans hænder, blod som aldrig vil kunne afvaskes.

Derfor blev han idømt en så hård straf. De andre nævnte som er løsladt eller står til løsladelse, har på anden måde som vil være kendt, gjort sig skyldig i handlinger som flere gange under besættelsen udsatte de nationale værdier i Danmark for den alvorligste fare. Og derfor fik de en længere årrækkes fængselsstraf.

Det spørgsmål der ganske naturligt melder sig, er hvorfor man gav så hårde straffe, når disse alligevel bliver gjort ganske illusoriske ved løsladelse efter et kortere åremål. den almindelige mand i landet vil ikke kunne forstå det. Ingen vil indvende noget imod at der skete en afkortning som tilfældet er med de fleste straffefanger som viser god opførsel, men der er tale om at de slippes løs efter at have afsonet betydeligt under halvdelen af straffen.

Der er intet rimeligt forhold mellem hvor let disse mennesker er sluppet, og hvad andre der er mindre skyldige, og har haft mindre forudsætninger for at forstå hvad anstændigheden krævede, har måttet sone.

*   *   *

Det er os ikke ukendt hvad der anføres som motivering for løsladelserne. Justitsministeren har ubestrideligt ret til at gøre hvad han vil i så henseende, og det anføres at samfundet ingen glæde har af at have disse mennesker på statsunderhold i så og så mange år. Ligeledes anføres det ræsonnement at de alene af selve dommen er ødelagte i bund og grund, og at de aldrig vil komme blot i nærheden af de stillinger de tidligere har beklædt.

Alt dette kan være rigtigt nok. Men på prent står at læse at de har forbrudt sig til 10, 12 eller 14 års soning i fængsel! Når de nu slipper med mindre end halvdelen, giver justitsministeren den del af offentligheden som ikke kender juraen indefra, fornemmelsen af at de har været dømt for hårdt. Og dette er helt forvirrende for hele retsbegrebet. Enten skulle de have sonet en passende del af dommen - og passende kan aldrig være mindre end halvdelen - eller også burde være dømt anderledes. 

Der er intet forhold i at en primitiv mand der stjæler værdier for nogle tusinder kroner, får nogle måneder, der afsones uden afkortning, mens en juridisk doktor der var ved at stjæle hele nationen, slipper med 4-5 år.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. december 1949).

Fra læserne.

Brev fra Popp-Madsen

Dr. juris Carl Popp-Madsen sender "Horsens Avis" Følgende: 

Hr. Redaktør

I rubrikken "Fra læserne har landsretssagfører Aage Jeppesen fået oplaget et indlæg af 28. f. m. betitlet "Vore egne krigsforbrydere" som jeg først nu tilfældigt er blevet bekendt mod.

Mens indsenderens personlige bedømmelse af min handlemåde og dens forhold til vore almindelige straffelov naturligvis må stå for hvad den er værd, er det dog vel rimeligt, særligt for enhver afbalanceret retsbevidst - at den almindelige vurdering sker på et rigtigt grundlag, og jeg vil derfor særligt også under hensyn til at indsenderen er jurist, gerne til berigtigelse meddele:

at jeg absolut ikke faktisk var den der organiserede Schalburgkorpset;

at jeg afgjort ikke medvirkede ved dannelsen af Hipokorpset, og at frifindelsen af mig for min optræden den 19. september 1944 netop bl. a. er begrundet med at jeg "ikke har udvist noget initiativ". 

Deres ærbødelige

Carl Popp-Madsen

Landsretssagfører Aage Jeppesen svarer herpå således:

"Horsens Avis" redaktør har været så venlig af forevise mig foranstående berigtigelse der giver mig anledning til at fremføre følgende fakta vedrørende de af dr. juris Popp-Madsen anførte enkeltheder.

1. Ingen berettiget tvivl kan rejses med hensyn til, at det af dr. juris Popp-Madsen udviste utilbørlige intime samarbejde med tyskerne i tiden efter 29. august 1943, kunne rammes af den almindelige danske straffelovs forræderiparagraffer. Herom kan doktoren godt trøste sig med at have en anden mening.

2. Hvad angår Schalburgkorpset er dr. juris Popp-Madsen i tre instanser dømt for "som særlig rådgiver for K. B. Martinsen (nu henrettet) og som medlem af ledelsen af den politiske dækorganisation "Dansk Folkeværn", at have deltaget i forhandlinger med bl. a. de herværende tyske myndigheder om den fremtidige organisation af Schalburgkorpset der udelukkende blev oprettet i besættelsesmagtens interesse, bl. a. efter aftale med Himmler og som financieredes af "Germanische Leitstelle" og ved at have været bestemmende ved organisationen af korpset, samt i det hele på afgørende måde at have deltaget i ledelsen af korpset såvel indadtil som udadtil overfor besættelsesmagten og efter Martinsens fjernelse med (den senere likviderede) T. I. P. O. Madsen at have fortsat som leder af korpset og haft afgørende indflydelse på dets stilling til besættelsesmagten".

Dette er direkte citat fra dommen og blev godtgjort ved talrige vidneudsagn. Jeg kan glimrende se den nuance, som den formalistiske doktor klynger sig til, idet han vil hævde ikke at have været medstifter, hvilket heller ikke er godtgjort eller påstået; men det er jo langt mere graverende, at have fortsat som særdeles aktiv deltager i organisationen og dens landsforræderiske udbygning, men jeg skal skåne læserne for videre uddybelse af den afslørende dom, der i øvrigt er til disposition.

3. Dr. juris Popp-Madsen er meget rigtig ikke dømt som medvirkende ved dannelsen af Hipokorpset, men derfor kan han udmærket godt have medvirket ved stiftelsen. Han var med alle vegne som bagmand. De frifindelser for enkelte anklagepunkter, han har høstet hjem, skyldes alle mere eller mindre mangelfuldt bevis.

Ifølge dansk ret skal den tiltaltes skyld bevises fuldt ud, og det er kommet den ivrige doktor til gode. Hvis han ikke så så formalistisk på alt, ville han mellem linjerne i dommen kunne læse at næppe nogen af de 16 juridiske dommere, der har deltaget i udformningen, har troet et ord af de ofte horrible undskyldninger han så tappert har fremført til tydeliggørelse af den af ham påståede uskyld; men som nævnt har man af bevisnød ladet ham slippe i nogen tilfælde. Der var såmænd nok alligevel. - for så vidt angår indstillingen overfor Hipokorpset er et i Dommen citeret brev 31. marts 1945 fra doktoren såre karakteristisk. Det lyder bl.a. således: "Kære Obersturmbannführer: "Med Tak tor de hyggelige Timer" o. s. v. Efter min mening kan det De foreslår politimæssigt først nås efter regeringsdannelsen. og hvad der i dag ligger for. synes mig snarere at være en videreudbygning af Hipo tillades egnede SS-førere og "Mænner" at indtræde i rækkerne. På dette punkt tror jeg at der bør sættes ind". Det havde været yndigt, om sligt var realiseret. Om brevets hensigt har dr. juris Popp-Madsen afgivet en højt skruet forklaring, og blev for så vidt frifundet. Brevet taler imidlertid overfor sundt tænkende mennesker ganske for sig selv. og frifindelsen er kun et sølle halmstrå som ingen vil misunde ham.

4. Med Hensyn til doktorens optræden den 19. september 1944 (Aktionen mod det danske politi) slap dr. Popp Madsen der fra den højere Panckes domicil havde telefoneret til udenrigsministeriet; og som var villig til at lade sig konstituere som dansk politis chef, hvad departementscheferne var lamslåede overfor, med følgende lidet glorværdige begrundelse: "Om end det findes yderst forkasteligt, at tiltalte ved sin, også i forskellige henseender strafbare adfærd overfor besættelsesmagten, havde bragt sig i den situation, at Pancke under de foreliggende forhold kunne få den tanke at henvende sig til ham, finder retten dog ikke at kunne anse hans handlemåde i den givne situation for strafbar".

Det gør mig ondt at den juridiske doktor tvinger mig til at citere denne højst ydmygende frifindelseskonklusion; men der må jo mangle visse menneskelige egenskaber når han kan slå sig for brystet  og anføre at han ikke udviste initiativ hvad der begrunder den delvise frifindelse. Han gjorde det der var værre, nemlig at være løbedreng for den højere Pancke, den tyske politigeneral, hvad der efter min mening var meget værre; men ved kun at anses for at være budbringer, blev forholdet ikke anset for strafbart. Men den fordømmelige handling tilgives aldrig her i landet, og var hvad man let kan læse ikke tilgivet af dommerne trods den formelle frifindelse.

Med foranstående moderat holdte kommentarer mener jeg at have belyst dr. juris Popp-Madsens "berigtigelse". Uanset de delvise frifindelser tror jeg, at befolkningen har et klart billede af den mand der så sent som den 15. marts 1945 offentlig krævede politisk chokbehandling af den danske befolkning. 

Billedet er en sørgelig kombination af en afsporet, lidet modig landsforræder, der samtidig er i besiddelse af en fremragende hjerne, hvad der er manifesteret ved at han indehaver en af de største juridiske eksaminer, der er præsteret i kongeriget, højt oppe på den juridiske rangstige, men blottet for menneskelig forståelse; det ovenanførte berigtigelsesforsøg overbeviser netop om at dr. juris Popp-Madsen åbenbart ikke er kommet til den besindelse hvad angår hans gernings karakter, som skulle være en uafviselig og naturlig forudsætning for den klækkelige fritagelse af hele 7 år af den ham ved Højesteret så sent som den 11. september 1947 udmålte straffetid, der uanset enkelte frifindelsespunkter, enstemmigt blev ansat til 12 års fængsel.

Jeg foreslår dr. juris Popp-Madsen i stedet for at fortsætte med sine dybsindige svælgen i de forhold, forhold, han ikke efter beviset stilling kunne straffes for, satte sig at studere lidt historie og fx skrev sig bag øret, hvad den nu aktuelle Herluf Trolle for næsten 400 år siden i spørgsmålsform udtalte:

"Ved I hvorfor vi hedder herremænd. hvorfor vi bærer gyldne kæder, har jordegods og vil være højere agtet end andre?".

I øvrigt var det centrale i "Horsens Avis" oprindelige ledende artikel og mit deraf afledte senere indlæg, betragtninger over det misforhold der ligger i at de små medløbere fik en relativ hård straf, mens de åndelige bagmænd i modstrid med domsafsigelsen får en ekstraordinær kvittance af strafudmålingen (mærkværdigvis nok uden indsigelse fra de herrer dommere). Det berettigede i betragtningerne er nu yderligere dokumenteret

Aage Jeppesen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 17. januar 1950).

Dr. jur. Carl Popp-Madsens gravsten på Garnisons Kirkegård. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen dømt, 1945-1947. (Efterskrift til Politivennen)

V-liste nr. 24.

I dag er der 280 personer på værnemagerlisten. Fra Storkøbenhavn er der den meget omtalte dr. jur. Carl Popp-Madsen, Uppsalagade 18 ....

(Social-Demokraten, 19. juli 1945).

Sommerkorpsets historie

Korpset talte ca. 800 mand.

---

Popp-Madsens 2-3000 mand.

"Dansk Folkeværn", i hvis ledelse ekspeditionssekretær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen (f. 1900, fængslet) havde sæde, var en organisation af nazister der som en art passive medlemmer af Schalburgkorpset støttede dette "Folkeværnet", senere kaldet "Landstormen", hvis chef var tidligere løjtnant i den danske hær Max Arildskov (f. 1896, fængslet) havde til formål at give nazister der på grund af alder eller manglende tid ikke kunne gøre tjeneste i det egentlige Schalburgkorps, en fritidsuddannelse i politik og våbenbrug. Medlemmerne af denne gruppe skulle i givet fald kunne beskytte tyskvenlige danskere, herunder pårørende til Frikorps Danmark-folk, mod overfald. Gruppen havde hovedafdeling i Frimurerlogen og underafdelinger i provinsen, og ca. 2-3000 personer der mødte til uddannelse om aftenen og på søndage, har haft tilknytning til den.

(Lolland-Falster Social-Demokrat-Nakskov. 30. januar 1946).

Sagen mod Popp-Madsen påbegyndt.

Anklageren kræver fængsel på livstid.

København, fredag (RB)

Forræderisagen mod dr. jur Carl Popp-Madsen påbegyndtes fredag formiddag ved Københavns byret. Efter oplæsning af anklageskriftet krævede statsadvokat Kurt Kirchheiner Popp-Madsen idømt fængsel på livstid. Anklagede nægtede sig skyldig i alle forhold og afgav en meget lang forklaring om sit forhold til de forskellige tyske og danske nazistiske organisationer. Man kom bl.a. ind på en omtale af Popp-Madsens forsøg på at danne regering den 28. august 1943, et forsøg der mislykkedes, idet ingen af dem han henvendte sig til, ville sidde i regering med ham. Det menes at sagen vil så på i 4 dage.

(Isefjordsposten, 21. juni 1946).

Popp-Madsen idømt 14 års fængsel.

København.

Dr. jur Carl Popp-Madsen der ved byretten var sat under tiltale for forskellige landsskadelig virksomhed og forræderi idømtes i dag 14 års fængsel og mistede almen tillid for bestandig.

Popp-Madsen ønskede at appellere dommen til Landsretten, idet han erklærede at han var uskyldig dømt.

(Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. juli 1946).

Fra landsdommer til straffefange med 14 års fængsel.

Popp-Madsen ved godt humør og snakkesalig.

Besættelsestidens store i vidnesskranken i dag.

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen.

Når man har set den i sin tid så berømte jurist, ekspeditionssektær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen, Universitetets manuduktør og eksaminator ved juridisk embedseksamen og endvidere beklæde et landsdommersæde, var det unægtelig i går et mærkeligt spil af skæbnen at se ham anbragt på anklagebænken i Østre Landsrets 9. afdeling som straffefange under politibevogtning idømt 14 års fængsel for Iandsforræderi og landsskadelig virksomhed.

Den tungt vejende anklage imod ham omfatter 6 forhold, hvoraf de 2 er frafaldet. Endvidere omfatter anklagen nogle underpunkter. Det er ganske uforstandigt, at en mand med en så skarpt og juridisk trænet hjerne, der rummet en så omfattende viden om alle retsforhold, kan svigte i den grad at han i besættelsestiden kunne optræde som speciel rådgiver for berygtede Schalburgfolk, såsom K. B. Martinsen og konsorter, at han kunne forhandle med Fritz Clausen om at overtage et justitsministerembede, at han kunne medvirke ved et forsøg på at få den danske stat til at afholde udgifterne ved Schalburgkorpset og til yderliger at overtage ledelsen af dette forbryderkorps, også efter det danske politis ophævelse. At han så sent som i foråret 1945 kunne gennemgå et memorandum til blodhunden Himmler.

Man fristes næsten til at antage, at han samtidig med sin store lærdom har været en ganske naiv personlighed som slet ikke har kunnet overse og bedømme almenmenneskelige forhold og derfor har kunnet støtte sig til de forskellige nulliteter. som troede at kunne lave regering i Danmark og organisere retstilstanden i Europa, som nazisterne jo skulle forme.

I dag foregår den store afhøring af de personer, Popp-Madsen har arbejdet sammen med, Martinsen, Birkedahl Hansen, Arildskov, Poul Rasmussen, Sommer, Reitzel Nielsen, Pancke og Fritz Clausen. Også dr. Best var ønsket afhørt, men han kommer vist nok ikke. Der var afsat 5 dage til sagens behandling, men det er muligt, det kan gøres på 3. Popp-Madsen er ved godt humør og har en masse at sige

(Aftenbladet, 11. februar 1947).

Popp-Madsen fik straffen nedsat til 10 års fængsel med et fradrag af 19 måneder for udstået varetægtsarrest. Sagen gik videre til Højesteret. Her blev straffen forhøjet til 12 års fængsel. Dommen var enstemmig blandt de 12 dommere i sagen.

Forhørene i Sagen mod Schalburgkorpsets Leder

Nazisten Popp Madsen havde læst i aviserne om Martinsens beskyldninger

KØBENHAVN (RB)

I eftermiddagsmødet i går i K. B. Martinsen-sagen udtalte kontorchef Krandrup, der havde været administrator for Schalburgkorpset, at dette hver måned af tyskerne havde fået mellem 170,000 og 350,000 kr. til bestridelse af alle udgifterne vedrørende korpset.

Max Arildskov forklarede videre, at han i sin tid af K. B. Martinsen havde fået tilladelse til at oprette Landstormen, der skulle bruges til at beskytte nationalsocialisterne og deres ejendom i tilfælde af et eventuelt overfald fra den danske befolknings side.

Den tidligere leder af Schalburgfonden, dr. jur Carl Popp Madsen, der var næste vidne, udtalte på forespørgsel om han kendte til visse politiske drøftelser. der skulle være ført - omkrind den 29. august:

- Ja. Best havde i dagene umiddelbart efter den 29. august været meget utilfreds med den måde, hvorpå situationen havde udviklet sig, og han var meget ked af det skete. Han måtte forklare dette for nogle ledende, danske politikere, og derfor havde han søgt at få forbindelse med Socialdemokrater, som han ville foreslå at danne en ny regering. Nogle Dage efter at han havde sendt Indbydelsen, blev denne akeepteret, og Best var blevet meget bevæget over, at Socialdemokraterne havde modtaget Indbydlesen efter det, der var sket. Konferencen var derefter kommet i stand, og fra socialdemokratisk side deltog fhv. statsminister V. Buhl, fhv. forsvarsminister Alsing Anderen eller fhv. minister Hans Hedtoft. Hvem af de to sidstnævnte herrer, der havde været med, kunne vidnet ikke med bestemthed sige, men det var en af dem. Man havde dog ikke opnået resultat med det samme, og efter nogle dages forløb havde man fra socialdemokratisk side afvist forslaget.

Vidnet blev her foreholdt et dementi, som Socialdemokratisk Provinspresse gennem Ritzaus Bureau udsendte i tirsdags i anledning af Martinsens udtalelse om samme sag, men han benægtede på det bestemteste rigtigheden af dette dementi som han havde læst i aviserne. 

Uden forbindelse med sandheden

Ritzaus Bureau er onsdag anmodet om at udsende følgende i anledning af dagens forhør i K. B. Martinsen-sagen :

Den forklaring, Popp Madsen har afgivet, er uden enhver forbindelse med sandheden. Som forlængst kendt, havde undertegnede - efter anmodning af direktør Svenningsen - sammen med Alsing Andersen og H. C. Hansen en samtale med dr. Best i begyndelsen af august 1943, umiddelbart efter, at Fibiger og Ole Bjørn Kraft havde havde talt med ham. Der har ingen senere samtale fundet sted, når lige undtages Buhis samtale på partiernes vegne med dr. Best ved Folkestrejkens afslutning i 1944, og spørgsmålet om en ny regeringsdannelse efter 29. August har ikke af os - og os bekendt heller ikke af andre Socialdemokrater - på noget som helst tidspunkt været drøftet med dr. Best.

Popp-Madsens forklaring savner derfor ethvert grundlag.

V. Buhl. H. C. Hansen

(Ny tid (Aalborg), 23. oktober 1947).

København. Dachau-klubbens bestyrelse har på et møde vedtaget indtil videre at afbryde samarbejdet med "Fællesudvalget for Danmarks politiske fanger". Baggrunden for dette skridt er at formanden for udvalget ved udarbejdelsen af tidligere kz-fangers eventuelle erstatningskrav mod Tyskland har modtaget juridisk bistand af dr. jur. Popp-Madsen. 

(Horsens Social-Demokrat, 24. november 1966).

Dr. Juris Popp-Madsen 1944. (Efterskrift il Politivennen)

 

Annonce fra Fædrelandet (København), 9. juni 1944 hvor Popp-Madsen optræder so foredragsholder, med tilmeldelse til Schalburg-Korpset.

Fremtrædende dansk jurist har ordet

Jeg håber at folket vil vende sig fra de falske profeteer.

I dag er det en anset dansk jurist der besvarer dagens spørgsmål: Er De krigstræt. Det er ekspeditionssekretær i Justitsministeriet, dr. jur. C. Popp-Madsen, som siger: 

Det er et af de lidt kedelige spørgsmål, som man ikke kan besvare med et ja eller nej, uden at svaret bliver misvisende, og det er ydermere et spørgsmål som man jo dårligt nok har lov til at svare på, når man hører hjemme i et land, der alle vore bevægede tider til trods dog ikke direkte har taget del i det store opgør. 

Naturligvis længes jeg efter, at besættelsen af de forskellige dele af vort rige må høre op, fortsætter dr. jur Popp-Madsen; naturligvis græmmer jeg mig over tabene af de uerstattelige kulturværdier, og hvorfor nægte det, naturligvis savner man nu og da de små materielle goder, som krigssituationen har berøvet os. Men at dette skulle betyde, at jeg i dag ønsker klagens ophør for enhver pris, er der fornuftigvis ingen tale om

Jeg har aldrig gjort nogen hemmelighed af, at jeg med hensyn til vort lands fremtid ønsker et kommende Europa med endrægtigt samvirkende stater, der med bibeholdelse af deres nationale, folkelige selvstændighed er rede til i forening at arbejde for det fælles tarv. således som tanken har været ført frem fra tysk side.

Dr. jur. Popp-Madsen

Og jeg kan ikke tænke mig, at kampen for at realisere dette ideal skulle opgives 5 minutter før 12, eller at de ofre, som også tusinder at unge danske landsmænd har bragt for at virkeliggøre den tro, der også var deres, skulle have været forgæves.

- Hvad venter De Dem af tiden efter freden?

- Ja, det ligger vel egentlig allerede i det jeg netop har sagt. Jeg ønsker en fremtid, hvor udadtil vort land får lov til at leve en værdig selvstændig tilværelse i frugtbart samarbejde med beslægtede folk, og jeg ønsker, at et rigt udbytte af dette samarbejde må muliggøres derved, at man også indadtil tager de skridt, som er nødvendige Jeg håber aldrig at vende tilbage til en politisk ordning, der førte og måtte føre til de nationale katastrofer den 9. april og den 29. august. Jeg håber aldrig økonomisk at vi skal vende tilbage i et udbytningens og usikkerhedens samfund som det, vi har kendt, hvor landets bærende erhverv rystes af voldsomme kriser, og hvor danske arbejdere lider under arbejdsløshedens og hele den økonomiske utrygheds svøbe.

Jeg tror på, siger ekspeditionssekretæren videre, at det skal lykkes at opbygge et samfund på et sandt folkestyre, hvor ledelsen er i hænderne på mænd der har evne og karakter til at røgte deres kald med deres folk og for deres folk, hvor bonden sidder trygt som herre på sin egen gård, og hvor arbejderen ikke behøver at frygte hvad morgendagen vil bringe, fordi ordnede produktionsforhold ikke blot sikrer beskæftigelse til enhver, der kan og vil tage fat, men gør det muligt for enhver dansk at nå de goder her i livet, som gør dette værd at leve

Dr. Popp-Madsen slutter med at sige: Jeg håber først og fremmest, at det må lykkes en skønne dag at rive bindet fra øjnene på vort vildførte folk, så det med foragt forlader de falske profeter og igen finder ind til sig selv

(Fædrelandet, 23. august 1944).

Claus Christian Heilesen, Modstandsmand (1925-1943). (Efterskrift til Politivennen).

Jordefærden fandt sted onsdag eftermiddag.

Højesteretssagfører C. C. Heilesens jordefærd fandt sted onsdag på Vestre Kirkegård. Højtideligheden foregik i stilhed men en ret betydelig skare af den afdødes venner havde dog givet møde for at sige Heilesen det sidste farvel.

Den radikale rigsdagsgruppe har torsdag ladet henlægge en smuk krans på Heilesens grav.

(Sydvestjylland (Esbjerg), 12. november 1943).

Heilesen er en af de 44 på Vestre Kirkegård som har en medaljon for Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-45.

Claus Christian Heilesen (1925-1943) var tilknyttet flygtningetjenesten. Samme år som han blev student, var han 9. oktober 1943 på vej til Sverige med en transport af jøder fra Tårbæk Havn, men blev opdaget af tysk politi og blev dræbt.

Heilesen ventede sammen med en del jøder på Taarbæk Havn på at blive overført til Sverige, da nogle gestapofolk og danskerne Otto Brenner og Paul Henning dukkede op. De råbte "Halt", og da man ikke reagerede hurtigt nok, faldt de dræbende skud. Henning blev efterfølgende to gange forsøgt likvideret af modstandsbevægelsen. Han søgte til Frøslevlejrens "Stikkergade", beskyttelsesarrest. Begge havde stærkt antijødiske holdninger og aktiviteter.

Den ene gestapo var Fritz Renner (se andetsteds på denne blog). Han døde under bombardementet af Shell-huset i marts 1945. Om det var ham eller Paul Henning der dræbte Heilesen, er ikke fastslået. 

Claus Heilesen, angivet midterst på gravstenen på Vestre Kirkegård i København.

Dr. Juris. Carl Popp-Madsen, 1940. (Efterskrift til Politivennen)

Misbrug af universitetet

En juridisk docent der forsøger at udnytte universitetets opslagstavle til propagandistiske formål.

Den konservative generalkorrespondance skriver: 

I akademiske kredse er man temmelig oprørt over en begivenhed, som er indtruffet på universitetet, hvor en af de docenter, der afholder forelæsninger, har misbrugt sin stilling til politisk propaganda på den opslagstavle, der almindeligvis bruges til mere officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter.

Det drejer sig om dr. jur. Popp-Madsen som holder juridiske forelæsninger. En dag fornylig lod han på den nævnte tavle opslå et opråb fra en politisk fraktion, han er medstifter af, og som kalder sig "National Aktion". Hvad han aktionerer for, fremgår af opråbet, hvor han påkalder den akademiske ungdom til samling om sin bevægelse, som han præsenterer som "klar anti-parlamentarisk", og hvori han bestrider, at den danske forfatningspraksis er i overensstemmelse med national mentalitet. Resten af opråbet kan for så vidt være ligegyldigt. Men ligegyldigt er ikke det grove misbrug, dr. Popp-Madsen har tilladt sig.

Han har naturligvis fuld ret til at have sine egne meninger (som han i øvrigt har proklameret gennem Frits Clausen-Partiets blad), og vil han have anden styreform i landet, har han hver mands ret til at virke derfor i skrift og tale. Blot ikke på universitetet og gennem dets talerør!

Universitetet - som også andre læreanstalter - skal være arnesteder for åndslivets fremme uden iblanding af døgnets politiske strøm, og dr. Popp-Madsen ved meget vel, at det skal være således.

Havde en impulsiv student forløbet sig, lod det sig undskylde, men for en af universitetets egne docenter er tilfældet absolut kompromitterende, ikke mindst, når det som i dette tilfælde førte til demonstrationer mod prorektoren fra studenternes kreds, som vel er forståelige og har en naturlig baggrund, men ikke desto mindre er i strid med den værdighed, som bør præge universitetets virke.

Det er os ikke ukendt, at universitetet ikke har ønsket sagen omtalt, men en sag af denne beskaffenhed kan ikke være et til universitetet lokaliseret anliggende. Hr. Popp-Madsen er ministeriel embedsmand (knyttet til justitsministeriet), og det må være et samfundsmæssigt krav, at der er sikkerhed for, at embedsmændene i administrationen er besindige og ansvarsbevidste mænd, der bevarer ligevægten i en så vanskelig tid som denne og ikke gør sig til part i de uansvarlige kredses forsøg på at bringe splittelse i folket.

Offentligheden har et naturligt krav på at erfare, hvorledes universitetet selv betragter den pågældende docents brud på ånd og tone i landets højeste læreanstalt, hvilke foranstaltninger det har foranlediget, samt om de ministerier, han er tilknyttet, kan tolerere det meget beklagelige tilfælde. 

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 26. september 1940).

Foto af Popp-Madsen fra Fædrelandet, 14. februar 1943.

Hr. Popp-Madsen berigtiger.

Vi har modtaget:

Hr. redaktør!

Til berigtigelse af det faktiske grundlag for artiklen "Misbrugt sin stilling" i Social-Demokraten for den 1. okt. (side 5) skal jeg herved bede Dem meddele:

at opslaget på Studiegården om reorganiseringen af "National Studenter-Aktion" under min medvirken ikke er foretaget af mig, men af nogle af sammenslutningens medlemmer uden forudgående aftale med mig;

at opslaget allerede som følge heraf ikke er fremkommet på den aflåsede opslagstavle, der almindeligvis bruges til officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter, men på det sted hvor meddelelser vedrørende studenterforeningsforhold o. l. publiceres;

at opråbet simpelt hen var en meddelelse om aktionens love, og at historien om det formentlige misbrug af embedsstilling derfor omgående bør placeres blandt de rygter, der absolut ikke egner sig til videre udbredelse.

Deres ærbødige

Carl Popp-Madsen.

(Social-Demokraten, 4. oktober 1940).

Irettesættelse til Popp-Madsen.

København (RB)

Affæren på Københavns Universitet hvor en juridisk docent Popp-Madsen benyttede universitets opslagstavler ti et politisk opråb, har medført at den pågældende har fået en skarp irettesættelse af konsistorium.

(Bornholms Avis og Amtstidende, 7. oktober 1940).

Popp-Madsen optrådte i anden halvdel af 1940 som medlem af rådet for den nationalsocialistiske organisation, National Studenter-Aktion. November 1941 blev Popp-Madsen lektor i retsvidenskab ved Københavns Universitet for et tidsrum af 3 år. Han talte bl.a. i DNSAPs Studenterfraktion den 17. februar 1942 og optrådte hyppigt i radioen. 

Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger. (Efterskrift til Politivennen)

N. R. Rump var efter sin juridiske embedseksamen 1859 blevet ansat i det slesvigske ministerium. Efter krigen 1864 hvor ministeriet forsvandt, blev han manuduktør. 1866 sorenskriver på Færøerne. 1871-1886 var han borgmester, byfoged og byskriver i Korsør. Rump er omtalt i adskillige andre indslag på Politivennen Live Blogging.

Fra Rumps politimestertid i Korsør før 1871 var han kendt for aktivt at støtte Højre. Korsørvælgere blev transporteret til Slagelse hvor de marcherede med faner og musik ind i byen, drak sig fra sans og samling på Højres regning og indledte slagsmål og spektakler. Rump marcherede i spidsen for disse optog. Hvis oppositionen valgt, indledte Højres vælgere ofte slagsmål og optøjer. Selvom Rump ikke deltog i disse optøjer, skete de i hans politimester tid hvor Korsør var berygtet for fanatisme og brutalitet. I 1876 spiste han belejligt middag med Slagelses politimester på hotel Postgården og forblev ved måltidet mens optøjerne fandt sted. Aviserne som hovedsagelig var partiske til fordel for Højre, berettede ikke om disse hændelser. 

Da de politiske vinde senere skiftede side i Korsør til Socialdemokratiet i 1913, kunne man læse følgende erindring om Rumps storhedstid i Korsør. En lidt bitter Venstre-mand beskriver her hvordan Højres politik overfor Venstre førte til at "socialisterne" i Korsør overtog magten:

Byraadsvalget i Korsør.

---

Saadan skifter Tiderne! Da Tauber i 1872 første Gang for Alvor rejste Venstres Fane i denne Valgkreds, fik han 12 Stemmer fra Korsør. Da T. stillede sig sidste Gang her i Kredsen 1879 var hans Stemmetal i Korsør dalet til 2, en foruden Glarmesteren, om hvis Død der dannede sig vilde Sagn. Med den haardeste og mest brutale Haand, som overhovedet kendtes - og der var mange haarde Hænder i de Tider - blev enhver frisindet Ytring kvalt, enhver Oppositionsmand knækket og knægtet, hvor det var muligt. En uskyldig Jernbaneassislent blev forflyttet mod sin Villie, fordi han var set læsende i en Sociologi, som en af Lederne forvekslede med Socialisme. Naar Oppositionens Førere passerede Byen, var de ikke sjældent Genstand for raa Demonstrationer. Holdt Venstre Møder, blev der først serveret Punch for Arbejderne, og naar saa Hr. Borgmester Rump i Uniform (!) dirigerede, blev Venstres Talere peben ned og maatte være glade til ved at slippe med det. "Referaterne" af deres Udtalelser var lige saa langt fra Virkeligheden som Himmelen fra Jorden. Endnu saa sent som 1892, da Sagfører Bentzen og Redaktør Jensen efter Indbydelse holdt et privat Møde med Aktionærerne i Arbejdernes Fællesbageri Aftenen for Valget, indfandt Politibetjent Vind sig ved dette, først "for at undersøge Bageriet", dernæst pukkende paa "Politiets Ret til at overvære alle Møder"! Kun ved alvorlig Forestilling om. at der vilde blive klaget, hvis han krænkede Foreningsretten, tøflede han hjem til sin Borgmester for at søge Trøst; men han kom dog ikke igen. Det Aar delte Korsørtoget sig for første Gang, idet 40-50 Vælgere rejste for sig selv og stemte paa Venstres Kandidat. Hidtil var disse Fællestog lige saa mange Højrestemmer som der var Mand, og man var meget liberal med at eftergive Fattighjælp foran et Valg. I Spidsen for Toget gik Hr. Rump, og til en Smædevise for Venstre marscheredes der til Frokost i Industriforeningen og senere ned i Ridehuset. Den, der skriver dette, har set Hr. Rump overrække Hr. Tauber et Eksemplar af en saadan paa Valgtribunen. 1876 forsøgte man at banke Bønderne af Raseri over Valgets Udfald; men det gik ikke. Bønderne vendte ikke den højre Kind til; de foretrak at slaa igen. Slagelse Politi (det gamle) forduftede, og Byens Politimester stod netop ved Højres Gilde og talte om et godt Forhold mellem By og Land. Saa han var jo ogsaa forhindret.

Saadan var vore Vilkaar, og saadan var de andres.

Vi er ikke skadefro, og vore Meningsfæller i Korsør har glemt gammelt Nag og stemt og virket for Borgerlisten. Fra et almindeligt Borgerstandpunkt er den skete Udvikling beklagelig. Men - om man havde været mindre haardhændet mod Venstre dengang, da var vist adskilligt anderledes nu. Kolding er et Eksempel herpaa. Man var anderledes hensynsløse overfor dem, man burde have støttet, end man har været det mod Socialdemokraterne. Af den Sæd er der vokset en Høst, som bjergedes i Gaar.

Det gamle Højreregimente i Korsør er færdigt og kommer aldrig mere til Magten. 

---

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. marts 1913. Uddrag).

Bemærkningen om jernbaneassistenten hentyder til en afskediget jernbaneassistent Holst som havde søgt oprejsning pga. begrundelsen for afskedigelsen: at have drevet politisk agitation. Rump skulle som borgmester i Korsør have angivet ham. Herefter var han blevet forflyttet fra Korsør til en ringere stilling i Masnedsund efter angivelse af redaktøren af "Korsør Avis". Sagen kom op i Folketinget i januar 1884. Her afviste indenrigsministeren at Rump havde fremsat anmeldelse, og at han ad andre veje havde fået at vide at Holst agiterede mod forsvarsadressen - hvorved han var "kommet på kant med en del af befolkningen i Korsør". Forflytningen til Vordingborg var blot sket for at beskytte Holst! På trods af det vedtoges indstillingen dog med 64 stemmer mod 8. 

Rump var tilhænger af Estrups gendarmerilov fra 1885 - han mente at kun tiggere, løsgængere, vagabonder og forbrydere kunne være imod. En argumentation som ikke er ukendt i diktaturstater. Venstre påpegede da også den reelle hensigt bag korpset. Og korpset opnåede aldrig at blive populært, tværtimod forbitrelse.

Kort efter Rumps tiltræden som amtmand i Hjørring i 1887 afslørede Social-Demokraten horrible forhold på tvangsarbejdsanstalten i Korsør under Rumps borgmesterperiode. Se de særskilte artikler om dette. Bl.a hans behandling af de fattige på Korsør Tvangsarbejdsanstalt blev beskrevet som brutale, bl.a. med prygl efter borgmesterens ordre, ofte overværet af ham selv. På den lange bane betød det at der kom nye regler for fattiges behandling, således at Folketinget forbød opsynets ret til at give fangerne rotting. Dette beklagede Rump, og udtalte ved den lejlighed at "Sådanne fyre skal have prygl" .

Maler, tegner Alfred Schmidt (18581938). Blæksprutten 1899. "Tror Herren, det kan nytte mere i Dag?" Udslidt trækhest og politikere. Alfred Hage kommer kørende ind i byen på sin hestevogn som trækkes af et gammelt, svedigt og træt øg. Her møder han konseilspræsidenten (Hørring). Undertekst: - - Atter igaar var Konseilspræsident Hörring i travl Virksomhed med at finde den manglende Justitsminister. Resultatet blev desværre det samme som de foregaaende Dage - -

Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.

 

Hvem er Justitsminister Rump?

Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.

Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?

Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :

Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkcarlig Behandling".

Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".

Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.

Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektor paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump anfaae denne Behandlingsmetode for udmcrrket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhaver, diklerede en eller anden Stymper en Dragt Klo og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tojet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa flog man los saa godt som paa den bare Ryg as Hjartens Lyst.

Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforsolgning.

Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynsperfonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.

Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.

Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.

Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.

(Social-Demokraten 8. august 1896).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlaget for Rumps "Pryglelov"

"Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særrlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Amtmand Rump død.

I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.

Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.

Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.

Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.

Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk

Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.

(Dagens Nyheder 17. august 1900).

Amtmand Rump.

Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.

Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.

(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)

Fhv. Justitsminister Rump død.

Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :

Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.

N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.

Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.

Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.

Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.

Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.

Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.

I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.

(Isefjordsposten 18. august 1900).

Et radikalt Venstreblad om

Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :

"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.

Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.

Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)

Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.

I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."

Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".

En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.

Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos (1835-1917), jurist, politiker, professor 1862 med speciale i strafferet, straffeproces og retslære. I 1870'erne blev Goos betragtet som liberal og havde bl.a. tilknytning til brødrene Brandes. Han var tilhænger af nævningeinstitutionen. 

Carl og Amalie Goos blev gift 1864 og fik en del børn hvoraf de fleste var piger: Elisa (f. 1868), Aage (f. 1868), Estrid (f. 1871), Thyra (f. 1872), Henriette (f. 1874), Karen Margrethe (1876), Ingeborg (1878), Agnete 1880).

Fotograf Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Amalie Goos. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Knud Bokkenheuser skriver i bogen "Indre By" om hende at hun var "en aandfuld og livlig Kvinde, for hvem intet menneskeligt var fremmed. Men det var ikke alene Ungdommen, der søgte dette gæstfrie Hjem; blandt andet var gamle Kong Christian den Niende en hyppig Formiddagsgæst. Han yndede at "snakke gammelt" med den livlige Frue og kom altid uanmeldt og kunde blive der i Timevis."

Valgt til Folketinget 1880-1884 for Højre og anset for "de fremskridtsvenlige" i landets største valgkreds, Københavns 5. kreds - en traditionel socialdemokratisk højborg. Han tabte i 1884, bl.a. fordi det blev afsløret at han hemmeligt havde støttet et ultrarevolutionært udbryderparti fra Socialdemokratiet som voldsomt bekrigede dette parti. Fra 1885 til sin død kongevalgt medlem af Landstinget. 

1884-1891 var han overinspektør for og leder af fængselsvæsenet. Kirke- og undervisningsminister (kultusminister) 1891-1894. Nu stod han på den yderste højrefløj, og udtrådte i 1894 af regeringen i protest mod forliget med Det moderate Venstre. Fra 1894 direktør for De Kongelige Døvstummeinstitutter. Justitsminister 1900-1901.

Landstingsudvalget som 1904 behandlede Albertis "Bøllelov", havde Carl Goos som ordfører. Han konkluderede at Albertis forslag var et brud på den historiske udvikling og et kulturelt tilbageskridt. Godt nok med den viden at Alberti kunne regne med et flertal, eftersom Goos var i mindretal.

Han var med til at forberede retsplejereformen gennemført 1919 efter hans død. Goos deltog i forberedelsen af den nye retsplejelov. I udarbejdelsen af en ny straffelov blev hans konservative udkast fra 1912 forbigået til fordel for et udkast af Carl Torp fra 1923, der byggede på nye strafferetlige grundprincipper.

Mange af Carl Goos' værker kan findes i fuld tekst på internettet (Google Books). "Forelæsninger over den almindelige Retslære" (1889-92), "Den danske Strafferets specielle Del" (1895-1896).

Carl Goos er nævnt i forbindelse med flere sager på denne blog. Bl.a. i sagen om Korsør Arbejdsanstalt, forkæmper for lov om ligbrænding og Ryssels kandidatur for Højre i Københavns 5. Kreds. Og som justitsminister i sagen om Alma Bondesen hvor han lod sagen gå til retten.

Se fx Frantz Dahl: Juridiske profiler. Essays med 12 portræter. Gyldendal 1920, s. 11-60. (PDF).

Dansk Kvindesamfund mindedes ham i en nekrolog for hans arbejde med at skærpe straffen for mishandling af hustruer (det faldt dog), for at have villet oprette et statsseminarium for kvinder samt at han var modstander af at retsplejeloven udelukkende kvinder fra embeder og erhverv. (se "Kvinden og samfundet" nr. 1 1918).

Goos havde generelt støttet en forbedring af kvinders retsstilling, og bl. a. behandlet "forbrydelser mod kvindens kønsfrihed". Han mente at kvinden havde ret til frit at råde over sine kønsegenskaber som et særligt retsgode udsondret fra den almindelige handlefrihed af hensyn til "kønsærens ejendommelige betydning for kvinden både som menneske og som medlem af samfundet". Voldtægt og tilsvarende krænkelser indeholdt derfor principielt et angreb på "den gren af den formelle handlefrihed, der kan betegnes som kvindens kønsfrihed". I modsætning til 1866-loven byggede han ikke sin systematik på sædelighedsbegrebet. Det er således ikke længere alene den offentlige moralske opinion, der afgør omfanget af kvindens beskyttelse. Kvinden skal respekteres som menneske og samfundsborger. (citeret fra Inger Dübeck: Voldtægtsforbrydelsen i retshistorisk belysning. )

Goos betragtede dog i lighed med datidens generelle opfattelse sexchikane og seksuelle overgreb som en del af dagligdagen, ligesom hans kvindeopfattelse indebar at de var sexlystne og bærere af arvesynden. 

Professor Carl Goos (1835-1917). Højre-mand, i Folketinget 1880-84. Kongevalgt medlem af Landstinget. Overinspektør (leder) af fængselsvæsnet (1884-1891). Kultusminister (1891-1894) og justitsminister (1900-1901). Public Domain.

Goos!!!

I Fredags Aftes Kl. 9 arriverede Konseilspræsident Estrup fra Bernstorff, hvor han havde spist til Middag hos Kongen Der var noget paa Færde, ti med en, for en saa stræng Husholder som Hr. Estrup usædvanlig Flothed spenderede han en Krones Penge paa en Droske. Han lod holde udenfor BerL Tid.s Redaktionskontor, hvor han aflagde en fransk Visit.

En halv Times Tid efter erholdt den samlede Højrepresse, c: Avisen samt Ferslew I, FersIew II og Ferslew III, følgende Korrekturaftræk tilstillet gennem Berl. Tid.s Bude:

"Under 10de Juli d. A. har det behaget Hs. Maj. Kongen allernaadigst at udnævne Professor ved Universitetet, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris A. H. F. C. Goos, Kmd. af Dbg. og Dbmd. til Minister for Kirke- og Undervisningsvæsnets."

Saa har altsaa Estrup trukket det korteste Straa overfor en mere behændig Modstander som Nellemann, og man kan næsten sige, at fra i Fredags er Ministeriet Estrups Dage talte. Det kan naturligvis gærne være, at den "karakterstærke" Hr. Estrup endnu et Aarstid eller to faar Lov til at agere Topfiguren i Kransekagen, men realiter eksisterer fra nu af intet Ministerium Estrup.

Nu har vi Ministeriet Nellemann. 

Dette Resultat af de sidste Aars hemmelige Kampe indenfor Ministeriet kommer os vel ikke uventet, men derfor er det ikke mindre beklageligt. Vi har ofte, navnlig i den sidste Ugestid, henpeget paa den indre Splid i Højre, men oprigtig talt lige til det sidste havde vi bevaret et svagt Haab om, at Estrup dog til sidst vilde tage sig sammen.

Vi har næret for store Forventninger til Hr. Estrup; vi havde troet, at han var, omend ikke nogen helstøbt Karakter, saa dog i hvert Fald noget af et Mandfolk.

Det har vist sig, at han som Politiker ikke er andet end et sølle halvgammelt Fruentimmer i Mandfolkeklæder, en ren Klud i Hr. Nellemanns sikre Haand.

Naa, Hr. Estrup er altsaa ydmyg gaaet under Aaget og har faaet Syndsforladelse for sine og Fætter Jacobs Synder - det bliver nærmest en Privatsag, som han maa se at forsvare for sin egen Samvittighed og overfor sine Stands- og Meningsfæller.

Os kan det saamænd være komplet ligegyldigt, enten det er en Estrup eller en Nellemann, der staar ved Statsroret.

Hr. Estrups spidsborgerlige Hæderlighed er i Virkeligheden ikke mere tiltalende end Hr. Nellemanns spidsfindige Fortolkningskunst samt hans "fra Fædrene overleverede Tro". Og hvor det gælder borgerligt Frisind og Aandsfrihed, da er det Hip som Hap, enten vi styres af den ene eller den anden.

Det er jo endog muligt, at denne Nellemannske Sejr kan stramme Landstingets sløve Jorddrotter lidt op; muligt, at Folk som Frijs, Ahlefeldt og Danneskjold kan vækkes til Bevidsthed om, at man ikke fyldestgør Ordet: Noblesse oblige ved at stemme paa Kommando.

Og det kan ikke andet end glæde os, at Ministeriet yderligere svækker sin Position ved at acceptere en Mand med Hr. Goos' politiske Fortid. Ti derom turde der dog saavel blandt Højre som blandt Venstre herske Enighed, at ingen, absolut ingen Politiker nyder saa ringe Agtelse og Tillid som Professoren og Landstingsmanden, Kirkeværgen og Fængselsinspektøren - hans Hæderlighed som Privatmand ganske ufortalt.

Det er endnu i frisk Minde, hvorledes denne, Den ny Socialists fhv. Udgiver politisk set fik Dødsstødet af Overretssagfører A. Cantor. Ej heller har vi glemt, at den tidligere Medarbejder ved Det nittende Aarhundrede, at Medunderskriveren af Adressen til Georg Brandes, at den frisindede retsfilosofiske Docent satte sit videnskabelige Ry paa Spil ved for 5000 Kr. aarlig at overtage det moralske Ansvar for Dagbladet i dets Dekadenceperiode.

Og vi mindes tydeligt, hvilken medynkblandet Indignation det vakte, da den ny Udgave af Retsfilosofien udkom, kemisk renset for alt, hvad der lugter af Modernisme, Europæisme eller hvad det nu er for Stikord, den velsindede Presse benytter.

Hr. Goos har som Politiker vist sig blottet for alt, hvad der hedder Overbevisning og Standpunkt, Han er sig sikkert ikke bevidst, hvilken ynkelig Rolle han har spillet i Rigsdagen. Paa ham passer mere end paa nogen anden Betegnelsen politisk Strømpeskaft, ti hans Karakters voksbløde Naturel gør ham til et let Bytte for enhver, der er i Besiddelse af en Smule Viljestyrke.

Han er en fuldlødig Repræsentant for de Klisterpotte Egenskaber, der som en Svamp æder paa det offentlige Liv her hjemme.

Han er en religiøs Fritænker af den Borchsenius-Secherske Slags, og man kan være overbevist om, at hans Udnævnelse til Kultusminister intet Steds er bleven hilst med større Jubel end i Linnésgades politiske Barbérstue.

At en dansk Stuelærds upraktiske Ubehjælpsomhed klæber ved ham, og der er derfor ingen Tvivl om, at det vil lykkes ham at forplumre de administrative Fremskridt, der under Scavenius' Styrelse er bleven indført i de kultusministerielle Regioner.

Han tilfører Ministeriet hverken et politisk Navn, ej heller nævneværdig Arbejdskraft paa Administrationens Omraade, og det er i Grunden ufatteligt, hvad Nellemann - ti i Virkeligheden bliver det dog Nellemann, der for Fremtiden som i de sidste otte Dages Tid bliver den egenlige Leder af Kultusministeriet - hvad Nellemann vil med Goos.

Den bløde Elskværdighed, der i det private Liv gør Goos til en saa behagelig Mand, har som Politiker gjort ham til en komplet Umulighed. Vaklende og ubestemt som han er, modtagelig for ethvert Indtryk, altid rede til at spørge om Raad og lytte efter Raad, vil han blive en Kasteboldt i Nellemanns kloge Haand. Og har Rigsdagsmanden skadet hans videnskabelige Navn og ofte bragt Folk til at glemme hans utvivlsomme Fortjenester og fremragende Evner, saa vil Kultusministeren for bestandig gøre det af med Videnskabsmanden.

Dette er meget beklageligt for den juridiske Videnskab.

Men forøvrigt ønsker vi ret af Hjærte d'Hrr. Hyklere, Dumrianer og Obskurantister til Lykke - Politikeren Goos er dem saamænd velundt.

(København 12. juli 1891)

I 1891 udtalte han i rigsdagen om et nyt lovforslag om alderdomsforsørgelse:

"Tanken er jo den, at samtidig med at man erkender og maa hævde som Grundsætning, at ingen kan forsørges af det offentlige uden at være underkastet afskillige Indskrænkninger med Hensyn til hele sin Væren, en Følge og en Betingelse, som ogsaa Grundloven fremhæver (…), maa man erkende, at der kan være særlige Forhold og særlige Omstændigheder, som medføre, at den Forsørgelse af det offentlige, hvortil en Person bliver trængende, af forskellige Grunde ikke skal medføre lignende Begrænsninger og lignende Indskrænkninger i hans hele Eksistens. (…) Det er en ganske naturlig Tanke, at man fremhæver dette, at en Person, som er bleven gammel og er værdig, har Krav paa Nænsomhed med Hensyn til den Behandling, som i Almindelighed følger med offentlig Forsørgelse (…)” (Rigsdagstidende, 1890/91: sp. 2045)

Hvilket gav "værdigt trængende" ret til visse privilegier. Goos mente at det lå udenfor Grundloven at give "trængende" disse privilegier.