Dr. Juris Carl Popp-Madsen Løslades. (Efterskrift til Politivennen)

Tiderne skifter.

I juridiske kredse er det almindeligt samtaleemne at der fra visse sider udfoldes initiativ til indsamling af underskrifter for frigivelse af den tidligere professor, dr. juris. Carl Popp-Madsen, der efter at have fået sin sag for to instanser, fik den for Højesteret som takserede hans adfærd til 12 års fængsel. I øjeblikket har den lærde herre klaret de fire år. Hans venner - sådanne må der vel være tale om - er endog gået så vidt at de har prøvet at interessere universitetskredse for hans frigivelse, men de skal efter forlydende have fået en kølig modtagelse, hvilket vi godt forstår. Netop en person som Popp-Madsens intelligens bør ikke slippe sådan uden videre. Der er mange ting omkring udrensninger som den jævne mand på gaden ikke forstår og som derfor er farlige for retsbevidstheden, og en af disse er at det overhovedet kan tænkes at Popp-Madsen skal slippes ud nu, eller at en mand som Wilfred Petersen kunne slippe som han gjorde. Ja, dette er blot et par tilfælde der er lige fremme i rampelyset i disse dage, men der kunne jo nævnes adskilligt. Tiderne skifter.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 9. maj 1949).

Popp-Madsen fri til julen.

Justitsminister Busch-Jensen der i går nægtede at skride ind over for politiets gentagne grundlovsbrud mod dem der agiterer for freden, har samme dag truffet en anden beslutning: at en af den "danske" nazismes åndelige bagmænd, dr. jur. Carl Popp-Madsen skal sættes på fri fod. Senest i dag åbnes fængselsporten for ham.

Popp-Madsen fik kun 12 års fængsel, men slipper altså ud efter 4½ års forløb. Han dømtes bl.a. for at have arbejdet for Dansk Folkeværn og Schalburgkorpset, han førte forhandlinger med Pancke og andre tyskere, han var designeret justitsminister i en nazistisk regering, kort sagt: Han var en af de farligste.

For et halvt år siden anbefalede syv juridiske professorer Popp-Madsens benådning, men alene meddelelsen herom vakte for stor opsigt til at manden kom fri. Det antydedes i aftes at justitsministeren havde valgt netop dette tidspunkt for løsladelsen, fordi rigsdagen ikke er inde. 

p.

(Land og Folk, 23 december 1949).

Vore egne krigsforbrydere.

At det var magtstræb som var et ledemotiv for dr. jur. Popp-Madsen da han under krigen solede sig i tyskernes bevågenhed, er hævet over enhver tvivl. I særlig grad kom det til udtryk da han efter 29. august 1943 var virksom for dannelsen af en ny dansk regering med sig selv som forgrundsfigur - tyskerne havde jo forud gentagne gange ved deres fremtvungne regeringskonstruktion søgt ham optaget i regeringen - og man vil erindre hvorledes han efter tyskernes forbrydelser mod politiet i september 1944 mødte op i udenrigsministeriet med forslag om at stille si selv i spidsen for et nyt dansk politi i stedet for det politi der vansmægtede i koncentrationslejre.

Som nævnt er denne mand nu løsladt. Fra fængselscellen i Horsens Statsfængsel rykkede han ud til juletræ og gåsesteg og julens andre herligheder. Han var idømt 14 års fængsel af byretten, som landsretten nedsatte til 10, hvorefter Højesteret gik en mellemvej og sagde 12. Straffetiden ville altså være udløbet i 1957, hvilket også var tilfældet for den for nylig løsladte Sehested og et forlydende vil vide at i nær fremtid sættes tyskerhåndlangeren proprietær Hartel på fri fod, og at det samme vil ske for juristen H. C. Bryld, en af de skrækkeligste børste som ledede "Fædrelandet" og var - efter Clausen - førsteviolin i nazisternes "Førerråd".

I dette bundt af forbrydere mod danske nationale interesser var vel Popp-Madsen den mest begavede. I hver fald var han højt anerkendt som jurist. Men om det nu har været magtbrynde eller andre ting, så blev han i terrorperioden den egentlige leder af Schalburgkorpset, og i denne egenskab klæber der sig dyrt og værdifuldt blod ved hans hænder, blod som aldrig vil kunne afvaskes.

Derfor blev han idømt en så hård straf. De andre nævnte som er løsladt eller står til løsladelse, har på anden måde som vil være kendt, gjort sig skyldig i handlinger som flere gange under besættelsen udsatte de nationale værdier i Danmark for den alvorligste fare. Og derfor fik de en længere årrækkes fængselsstraf.

Det spørgsmål der ganske naturligt melder sig, er hvorfor man gav så hårde straffe, når disse alligevel bliver gjort ganske illusoriske ved løsladelse efter et kortere åremål. den almindelige mand i landet vil ikke kunne forstå det. Ingen vil indvende noget imod at der skete en afkortning som tilfældet er med de fleste straffefanger som viser god opførsel, men der er tale om at de slippes løs efter at have afsonet betydeligt under halvdelen af straffen.

Der er intet rimeligt forhold mellem hvor let disse mennesker er sluppet, og hvad andre der er mindre skyldige, og har haft mindre forudsætninger for at forstå hvad anstændigheden krævede, har måttet sone.

*   *   *

Det er os ikke ukendt hvad der anføres som motivering for løsladelserne. Justitsministeren har ubestrideligt ret til at gøre hvad han vil i så henseende, og det anføres at samfundet ingen glæde har af at have disse mennesker på statsunderhold i så og så mange år. Ligeledes anføres det ræsonnement at de alene af selve dommen er ødelagte i bund og grund, og at de aldrig vil komme blot i nærheden af de stillinger de tidligere har beklædt.

Alt dette kan være rigtigt nok. Men på prent står at læse at de har forbrudt sig til 10, 12 eller 14 års soning i fængsel! Når de nu slipper med mindre end halvdelen, giver justitsministeren den del af offentligheden som ikke kender juraen indefra, fornemmelsen af at de har været dømt for hårdt. Og dette er helt forvirrende for hele retsbegrebet. Enten skulle de have sonet en passende del af dommen - og passende kan aldrig være mindre end halvdelen - eller også burde være dømt anderledes. 

Der er intet forhold i at en primitiv mand der stjæler værdier for nogle tusinder kroner, får nogle måneder, der afsones uden afkortning, mens en juridisk doktor der var ved at stjæle hele nationen, slipper med 4-5 år.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. december 1949).

Fra læserne.

Brev fra Popp-Madsen

Dr. juris Carl Popp-Madsen sender "Horsens Avis" Følgende: 

Hr. Redaktør

I rubrikken "Fra læserne har landsretssagfører Aage Jeppesen fået oplaget et indlæg af 28. f. m. betitlet "Vore egne krigsforbrydere" som jeg først nu tilfældigt er blevet bekendt mod.

Mens indsenderens personlige bedømmelse af min handlemåde og dens forhold til vore almindelige straffelov naturligvis må stå for hvad den er værd, er det dog vel rimeligt, særligt for enhver afbalanceret retsbevidst - at den almindelige vurdering sker på et rigtigt grundlag, og jeg vil derfor særligt også under hensyn til at indsenderen er jurist, gerne til berigtigelse meddele:

at jeg absolut ikke faktisk var den der organiserede Schalburgkorpset;

at jeg afgjort ikke medvirkede ved dannelsen af Hipokorpset, og at frifindelsen af mig for min optræden den 19. september 1944 netop bl. a. er begrundet med at jeg "ikke har udvist noget initiativ". 

Deres ærbødelige

Carl Popp-Madsen

Landsretssagfører Aage Jeppesen svarer herpå således:

"Horsens Avis" redaktør har været så venlig af forevise mig foranstående berigtigelse der giver mig anledning til at fremføre følgende fakta vedrørende de af dr. juris Popp-Madsen anførte enkeltheder.

1. Ingen berettiget tvivl kan rejses med hensyn til, at det af dr. juris Popp-Madsen udviste utilbørlige intime samarbejde med tyskerne i tiden efter 29. august 1943, kunne rammes af den almindelige danske straffelovs forræderiparagraffer. Herom kan doktoren godt trøste sig med at have en anden mening.

2. Hvad angår Schalburgkorpset er dr. juris Popp-Madsen i tre instanser dømt for "som særlig rådgiver for K. B. Martinsen (nu henrettet) og som medlem af ledelsen af den politiske dækorganisation "Dansk Folkeværn", at have deltaget i forhandlinger med bl. a. de herværende tyske myndigheder om den fremtidige organisation af Schalburgkorpset der udelukkende blev oprettet i besættelsesmagtens interesse, bl. a. efter aftale med Himmler og som financieredes af "Germanische Leitstelle" og ved at have været bestemmende ved organisationen af korpset, samt i det hele på afgørende måde at have deltaget i ledelsen af korpset såvel indadtil som udadtil overfor besættelsesmagten og efter Martinsens fjernelse med (den senere likviderede) T. I. P. O. Madsen at have fortsat som leder af korpset og haft afgørende indflydelse på dets stilling til besættelsesmagten".

Dette er direkte citat fra dommen og blev godtgjort ved talrige vidneudsagn. Jeg kan glimrende se den nuance, som den formalistiske doktor klynger sig til, idet han vil hævde ikke at have været medstifter, hvilket heller ikke er godtgjort eller påstået; men det er jo langt mere graverende, at have fortsat som særdeles aktiv deltager i organisationen og dens landsforræderiske udbygning, men jeg skal skåne læserne for videre uddybelse af den afslørende dom, der i øvrigt er til disposition.

3. Dr. juris Popp-Madsen er meget rigtig ikke dømt som medvirkende ved dannelsen af Hipokorpset, men derfor kan han udmærket godt have medvirket ved stiftelsen. Han var med alle vegne som bagmand. De frifindelser for enkelte anklagepunkter, han har høstet hjem, skyldes alle mere eller mindre mangelfuldt bevis.

Ifølge dansk ret skal den tiltaltes skyld bevises fuldt ud, og det er kommet den ivrige doktor til gode. Hvis han ikke så så formalistisk på alt, ville han mellem linjerne i dommen kunne læse at næppe nogen af de 16 juridiske dommere, der har deltaget i udformningen, har troet et ord af de ofte horrible undskyldninger han så tappert har fremført til tydeliggørelse af den af ham påståede uskyld; men som nævnt har man af bevisnød ladet ham slippe i nogen tilfælde. Der var såmænd nok alligevel. - for så vidt angår indstillingen overfor Hipokorpset er et i Dommen citeret brev 31. marts 1945 fra doktoren såre karakteristisk. Det lyder bl.a. således: "Kære Obersturmbannführer: "Med Tak tor de hyggelige Timer" o. s. v. Efter min mening kan det De foreslår politimæssigt først nås efter regeringsdannelsen. og hvad der i dag ligger for. synes mig snarere at være en videreudbygning af Hipo tillades egnede SS-førere og "Mænner" at indtræde i rækkerne. På dette punkt tror jeg at der bør sættes ind". Det havde været yndigt, om sligt var realiseret. Om brevets hensigt har dr. juris Popp-Madsen afgivet en højt skruet forklaring, og blev for så vidt frifundet. Brevet taler imidlertid overfor sundt tænkende mennesker ganske for sig selv. og frifindelsen er kun et sølle halmstrå som ingen vil misunde ham.

4. Med Hensyn til doktorens optræden den 19. september 1944 (Aktionen mod det danske politi) slap dr. Popp Madsen der fra den højere Panckes domicil havde telefoneret til udenrigsministeriet; og som var villig til at lade sig konstituere som dansk politis chef, hvad departementscheferne var lamslåede overfor, med følgende lidet glorværdige begrundelse: "Om end det findes yderst forkasteligt, at tiltalte ved sin, også i forskellige henseender strafbare adfærd overfor besættelsesmagten, havde bragt sig i den situation, at Pancke under de foreliggende forhold kunne få den tanke at henvende sig til ham, finder retten dog ikke at kunne anse hans handlemåde i den givne situation for strafbar".

Det gør mig ondt at den juridiske doktor tvinger mig til at citere denne højst ydmygende frifindelseskonklusion; men der må jo mangle visse menneskelige egenskaber når han kan slå sig for brystet  og anføre at han ikke udviste initiativ hvad der begrunder den delvise frifindelse. Han gjorde det der var værre, nemlig at være løbedreng for den højere Pancke, den tyske politigeneral, hvad der efter min mening var meget værre; men ved kun at anses for at være budbringer, blev forholdet ikke anset for strafbart. Men den fordømmelige handling tilgives aldrig her i landet, og var hvad man let kan læse ikke tilgivet af dommerne trods den formelle frifindelse.

Med foranstående moderat holdte kommentarer mener jeg at have belyst dr. juris Popp-Madsens "berigtigelse". Uanset de delvise frifindelser tror jeg, at befolkningen har et klart billede af den mand der så sent som den 15. marts 1945 offentlig krævede politisk chokbehandling af den danske befolkning. 

Billedet er en sørgelig kombination af en afsporet, lidet modig landsforræder, der samtidig er i besiddelse af en fremragende hjerne, hvad der er manifesteret ved at han indehaver en af de største juridiske eksaminer, der er præsteret i kongeriget, højt oppe på den juridiske rangstige, men blottet for menneskelig forståelse; det ovenanførte berigtigelsesforsøg overbeviser netop om at dr. juris Popp-Madsen åbenbart ikke er kommet til den besindelse hvad angår hans gernings karakter, som skulle være en uafviselig og naturlig forudsætning for den klækkelige fritagelse af hele 7 år af den ham ved Højesteret så sent som den 11. september 1947 udmålte straffetid, der uanset enkelte frifindelsespunkter, enstemmigt blev ansat til 12 års fængsel.

Jeg foreslår dr. juris Popp-Madsen i stedet for at fortsætte med sine dybsindige svælgen i de forhold, forhold, han ikke efter beviset stilling kunne straffes for, satte sig at studere lidt historie og fx skrev sig bag øret, hvad den nu aktuelle Herluf Trolle for næsten 400 år siden i spørgsmålsform udtalte:

"Ved I hvorfor vi hedder herremænd. hvorfor vi bærer gyldne kæder, har jordegods og vil være højere agtet end andre?".

I øvrigt var det centrale i "Horsens Avis" oprindelige ledende artikel og mit deraf afledte senere indlæg, betragtninger over det misforhold der ligger i at de små medløbere fik en relativ hård straf, mens de åndelige bagmænd i modstrid med domsafsigelsen får en ekstraordinær kvittance af strafudmålingen (mærkværdigvis nok uden indsigelse fra de herrer dommere). Det berettigede i betragtningerne er nu yderligere dokumenteret

Aage Jeppesen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 17. januar 1950).

Dr. jur. Carl Popp-Madsens gravsten på Garnisons Kirkegård. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen dømt, 1945-1947. (Efterskrift til Politivennen)

V-liste nr. 24.

I dag er der 280 personer på værnemagerlisten. Fra Storkøbenhavn er der den meget omtalte dr. jur. Carl Popp-Madsen, Uppsalagade 18 ....

(Social-Demokraten, 19. juli 1945).

Sommerkorpsets historie

Korpset talte ca. 800 mand.

---

Popp-Madsens 2-3000 mand.

"Dansk Folkeværn", i hvis ledelse ekspeditionssekretær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen (f. 1900, fængslet) havde sæde, var en organisation af nazister der som en art passive medlemmer af Schalburgkorpset støttede dette "Folkeværnet", senere kaldet "Landstormen", hvis chef var tidligere løjtnant i den danske hær Max Arildskov (f. 1896, fængslet) havde til formål at give nazister der på grund af alder eller manglende tid ikke kunne gøre tjeneste i det egentlige Schalburgkorps, en fritidsuddannelse i politik og våbenbrug. Medlemmerne af denne gruppe skulle i givet fald kunne beskytte tyskvenlige danskere, herunder pårørende til Frikorps Danmark-folk, mod overfald. Gruppen havde hovedafdeling i Frimurerlogen og underafdelinger i provinsen, og ca. 2-3000 personer der mødte til uddannelse om aftenen og på søndage, har haft tilknytning til den.

(Lolland-Falster Social-Demokrat-Nakskov. 30. januar 1946).

Sagen mod Popp-Madsen påbegyndt.

Anklageren kræver fængsel på livstid.

København, fredag (RB)

Forræderisagen mod dr. jur Carl Popp-Madsen påbegyndtes fredag formiddag ved Københavns byret. Efter oplæsning af anklageskriftet krævede statsadvokat Kurt Kirchheiner Popp-Madsen idømt fængsel på livstid. Anklagede nægtede sig skyldig i alle forhold og afgav en meget lang forklaring om sit forhold til de forskellige tyske og danske nazistiske organisationer. Man kom bl.a. ind på en omtale af Popp-Madsens forsøg på at danne regering den 28. august 1943, et forsøg der mislykkedes, idet ingen af dem han henvendte sig til, ville sidde i regering med ham. Det menes at sagen vil så på i 4 dage.

(Isefjordsposten, 21. juni 1946).

Popp-Madsen idømt 14 års fængsel.

København.

Dr. jur Carl Popp-Madsen der ved byretten var sat under tiltale for forskellige landsskadelig virksomhed og forræderi idømtes i dag 14 års fængsel og mistede almen tillid for bestandig.

Popp-Madsen ønskede at appellere dommen til Landsretten, idet han erklærede at han var uskyldig dømt.

(Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. juli 1946).

Fra landsdommer til straffefange med 14 års fængsel.

Popp-Madsen ved godt humør og snakkesalig.

Besættelsestidens store i vidnesskranken i dag.

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen.

Når man har set den i sin tid så berømte jurist, ekspeditionssektær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen, Universitetets manuduktør og eksaminator ved juridisk embedseksamen og endvidere beklæde et landsdommersæde, var det unægtelig i går et mærkeligt spil af skæbnen at se ham anbragt på anklagebænken i Østre Landsrets 9. afdeling som straffefange under politibevogtning idømt 14 års fængsel for Iandsforræderi og landsskadelig virksomhed.

Den tungt vejende anklage imod ham omfatter 6 forhold, hvoraf de 2 er frafaldet. Endvidere omfatter anklagen nogle underpunkter. Det er ganske uforstandigt, at en mand med en så skarpt og juridisk trænet hjerne, der rummet en så omfattende viden om alle retsforhold, kan svigte i den grad at han i besættelsestiden kunne optræde som speciel rådgiver for berygtede Schalburgfolk, såsom K. B. Martinsen og konsorter, at han kunne forhandle med Fritz Clausen om at overtage et justitsministerembede, at han kunne medvirke ved et forsøg på at få den danske stat til at afholde udgifterne ved Schalburgkorpset og til yderliger at overtage ledelsen af dette forbryderkorps, også efter det danske politis ophævelse. At han så sent som i foråret 1945 kunne gennemgå et memorandum til blodhunden Himmler.

Man fristes næsten til at antage, at han samtidig med sin store lærdom har været en ganske naiv personlighed som slet ikke har kunnet overse og bedømme almenmenneskelige forhold og derfor har kunnet støtte sig til de forskellige nulliteter. som troede at kunne lave regering i Danmark og organisere retstilstanden i Europa, som nazisterne jo skulle forme.

I dag foregår den store afhøring af de personer, Popp-Madsen har arbejdet sammen med, Martinsen, Birkedahl Hansen, Arildskov, Poul Rasmussen, Sommer, Reitzel Nielsen, Pancke og Fritz Clausen. Også dr. Best var ønsket afhørt, men han kommer vist nok ikke. Der var afsat 5 dage til sagens behandling, men det er muligt, det kan gøres på 3. Popp-Madsen er ved godt humør og har en masse at sige

(Aftenbladet, 11. februar 1947).

Popp-Madsen fik straffen nedsat til 10 års fængsel med et fradrag af 19 måneder for udstået varetægtsarrest. Sagen gik videre til Højesteret. Her blev straffen forhøjet til 12 års fængsel. Dommen var enstemmig blandt de 12 dommere i sagen.

Forhørene i Sagen mod Schalburgkorpsets Leder

Nazisten Popp Madsen havde læst i aviserne om Martinsens beskyldninger

KØBENHAVN (RB)

I eftermiddagsmødet i går i K. B. Martinsen-sagen udtalte kontorchef Krandrup, der havde været administrator for Schalburgkorpset, at dette hver måned af tyskerne havde fået mellem 170,000 og 350,000 kr. til bestridelse af alle udgifterne vedrørende korpset.

Max Arildskov forklarede videre, at han i sin tid af K. B. Martinsen havde fået tilladelse til at oprette Landstormen, der skulle bruges til at beskytte nationalsocialisterne og deres ejendom i tilfælde af et eventuelt overfald fra den danske befolknings side.

Den tidligere leder af Schalburgfonden, dr. jur Carl Popp Madsen, der var næste vidne, udtalte på forespørgsel om han kendte til visse politiske drøftelser. der skulle være ført - omkrind den 29. august:

- Ja. Best havde i dagene umiddelbart efter den 29. august været meget utilfreds med den måde, hvorpå situationen havde udviklet sig, og han var meget ked af det skete. Han måtte forklare dette for nogle ledende, danske politikere, og derfor havde han søgt at få forbindelse med Socialdemokrater, som han ville foreslå at danne en ny regering. Nogle Dage efter at han havde sendt Indbydelsen, blev denne akeepteret, og Best var blevet meget bevæget over, at Socialdemokraterne havde modtaget Indbydlesen efter det, der var sket. Konferencen var derefter kommet i stand, og fra socialdemokratisk side deltog fhv. statsminister V. Buhl, fhv. forsvarsminister Alsing Anderen eller fhv. minister Hans Hedtoft. Hvem af de to sidstnævnte herrer, der havde været med, kunne vidnet ikke med bestemthed sige, men det var en af dem. Man havde dog ikke opnået resultat med det samme, og efter nogle dages forløb havde man fra socialdemokratisk side afvist forslaget.

Vidnet blev her foreholdt et dementi, som Socialdemokratisk Provinspresse gennem Ritzaus Bureau udsendte i tirsdags i anledning af Martinsens udtalelse om samme sag, men han benægtede på det bestemteste rigtigheden af dette dementi som han havde læst i aviserne. 

Uden forbindelse med sandheden

Ritzaus Bureau er onsdag anmodet om at udsende følgende i anledning af dagens forhør i K. B. Martinsen-sagen :

Den forklaring, Popp Madsen har afgivet, er uden enhver forbindelse med sandheden. Som forlængst kendt, havde undertegnede - efter anmodning af direktør Svenningsen - sammen med Alsing Andersen og H. C. Hansen en samtale med dr. Best i begyndelsen af august 1943, umiddelbart efter, at Fibiger og Ole Bjørn Kraft havde havde talt med ham. Der har ingen senere samtale fundet sted, når lige undtages Buhis samtale på partiernes vegne med dr. Best ved Folkestrejkens afslutning i 1944, og spørgsmålet om en ny regeringsdannelse efter 29. August har ikke af os - og os bekendt heller ikke af andre Socialdemokrater - på noget som helst tidspunkt været drøftet med dr. Best.

Popp-Madsens forklaring savner derfor ethvert grundlag.

V. Buhl. H. C. Hansen

(Ny tid (Aalborg), 23. oktober 1947).

København. Dachau-klubbens bestyrelse har på et møde vedtaget indtil videre at afbryde samarbejdet med "Fællesudvalget for Danmarks politiske fanger". Baggrunden for dette skridt er at formanden for udvalget ved udarbejdelsen af tidligere kz-fangers eventuelle erstatningskrav mod Tyskland har modtaget juridisk bistand af dr. jur. Popp-Madsen. 

(Horsens Social-Demokrat, 24. november 1966).

Dr. Juris Popp-Madsen 1944. (Efterskrift il Politivennen)

 

Annonce fra Fædrelandet (København), 9. juni 1944 hvor Popp-Madsen optræder so foredragsholder, med tilmeldelse til Schalburg-Korpset.

Fremtrædende dansk jurist har ordet

Jeg håber at folket vil vende sig fra de falske profeteer.

I dag er det en anset dansk jurist der besvarer dagens spørgsmål: Er De krigstræt. Det er ekspeditionssekretær i Justitsministeriet, dr. jur. C. Popp-Madsen, som siger: 

Det er et af de lidt kedelige spørgsmål, som man ikke kan besvare med et ja eller nej, uden at svaret bliver misvisende, og det er ydermere et spørgsmål som man jo dårligt nok har lov til at svare på, når man hører hjemme i et land, der alle vore bevægede tider til trods dog ikke direkte har taget del i det store opgør. 

Naturligvis længes jeg efter, at besættelsen af de forskellige dele af vort rige må høre op, fortsætter dr. jur Popp-Madsen; naturligvis græmmer jeg mig over tabene af de uerstattelige kulturværdier, og hvorfor nægte det, naturligvis savner man nu og da de små materielle goder, som krigssituationen har berøvet os. Men at dette skulle betyde, at jeg i dag ønsker klagens ophør for enhver pris, er der fornuftigvis ingen tale om

Jeg har aldrig gjort nogen hemmelighed af, at jeg med hensyn til vort lands fremtid ønsker et kommende Europa med endrægtigt samvirkende stater, der med bibeholdelse af deres nationale, folkelige selvstændighed er rede til i forening at arbejde for det fælles tarv. således som tanken har været ført frem fra tysk side.

Dr. jur. Popp-Madsen

Og jeg kan ikke tænke mig, at kampen for at realisere dette ideal skulle opgives 5 minutter før 12, eller at de ofre, som også tusinder at unge danske landsmænd har bragt for at virkeliggøre den tro, der også var deres, skulle have været forgæves.

- Hvad venter De Dem af tiden efter freden?

- Ja, det ligger vel egentlig allerede i det jeg netop har sagt. Jeg ønsker en fremtid, hvor udadtil vort land får lov til at leve en værdig selvstændig tilværelse i frugtbart samarbejde med beslægtede folk, og jeg ønsker, at et rigt udbytte af dette samarbejde må muliggøres derved, at man også indadtil tager de skridt, som er nødvendige Jeg håber aldrig at vende tilbage til en politisk ordning, der førte og måtte føre til de nationale katastrofer den 9. april og den 29. august. Jeg håber aldrig økonomisk at vi skal vende tilbage i et udbytningens og usikkerhedens samfund som det, vi har kendt, hvor landets bærende erhverv rystes af voldsomme kriser, og hvor danske arbejdere lider under arbejdsløshedens og hele den økonomiske utrygheds svøbe.

Jeg tror på, siger ekspeditionssekretæren videre, at det skal lykkes at opbygge et samfund på et sandt folkestyre, hvor ledelsen er i hænderne på mænd der har evne og karakter til at røgte deres kald med deres folk og for deres folk, hvor bonden sidder trygt som herre på sin egen gård, og hvor arbejderen ikke behøver at frygte hvad morgendagen vil bringe, fordi ordnede produktionsforhold ikke blot sikrer beskæftigelse til enhver, der kan og vil tage fat, men gør det muligt for enhver dansk at nå de goder her i livet, som gør dette værd at leve

Dr. Popp-Madsen slutter med at sige: Jeg håber først og fremmest, at det må lykkes en skønne dag at rive bindet fra øjnene på vort vildførte folk, så det med foragt forlader de falske profeter og igen finder ind til sig selv

(Fædrelandet, 23. august 1944).

Claus Christian Heilesen, Modstandsmand (1925-1943). (Efterskrift til Politivennen).

Jordefærden fandt sted onsdag eftermiddag.

Højesteretssagfører C. C. Heilesens jordefærd fandt sted onsdag på Vestre Kirkegård. Højtideligheden foregik i stilhed men en ret betydelig skare af den afdødes venner havde dog givet møde for at sige Heilesen det sidste farvel.

Den radikale rigsdagsgruppe har torsdag ladet henlægge en smuk krans på Heilesens grav.

(Sydvestjylland (Esbjerg), 12. november 1943).

Heilesen er en af de 44 på Vestre Kirkegård som har en medaljon for Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-45.

Claus Christian Heilesen (1925-1943) var tilknyttet flygtningetjenesten. Samme år som han blev student, var han 9. oktober 1943 på vej til Sverige med en transport af jøder fra Tårbæk Havn, men blev opdaget af tysk politi og blev dræbt.

Heilesen ventede sammen med en del jøder på Taarbæk Havn på at blive overført til Sverige, da nogle gestapofolk og danskerne Otto Brenner og Paul Henning dukkede op. De råbte "Halt", og da man ikke reagerede hurtigt nok, faldt de dræbende skud. Henning blev efterfølgende to gange forsøgt likvideret af modstandsbevægelsen. Han søgte til Frøslevlejrens "Stikkergade", beskyttelsesarrest. Begge havde stærkt antijødiske holdninger og aktiviteter.

Den ene gestapo var Fritz Renner (se andetsteds på denne blog). Han døde under bombardementet af Shell-huset i marts 1945. Om det var ham eller Paul Henning der dræbte Heilesen, er ikke fastslået. 

Claus Heilesen, angivet midterst på gravstenen på Vestre Kirkegård i København.

Dr. Juris. Carl Popp-Madsen, 1940. (Efterskrift til Politivennen)

Misbrug af universitetet

En juridisk docent der forsøger at udnytte universitetets opslagstavle til propagandistiske formål.

Den konservative generalkorrespondance skriver: 

I akademiske kredse er man temmelig oprørt over en begivenhed, som er indtruffet på universitetet, hvor en af de docenter, der afholder forelæsninger, har misbrugt sin stilling til politisk propaganda på den opslagstavle, der almindeligvis bruges til mere officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter.

Det drejer sig om dr. jur. Popp-Madsen som holder juridiske forelæsninger. En dag fornylig lod han på den nævnte tavle opslå et opråb fra en politisk fraktion, han er medstifter af, og som kalder sig "National Aktion". Hvad han aktionerer for, fremgår af opråbet, hvor han påkalder den akademiske ungdom til samling om sin bevægelse, som han præsenterer som "klar anti-parlamentarisk", og hvori han bestrider, at den danske forfatningspraksis er i overensstemmelse med national mentalitet. Resten af opråbet kan for så vidt være ligegyldigt. Men ligegyldigt er ikke det grove misbrug, dr. Popp-Madsen har tilladt sig.

Han har naturligvis fuld ret til at have sine egne meninger (som han i øvrigt har proklameret gennem Frits Clausen-Partiets blad), og vil han have anden styreform i landet, har han hver mands ret til at virke derfor i skrift og tale. Blot ikke på universitetet og gennem dets talerør!

Universitetet - som også andre læreanstalter - skal være arnesteder for åndslivets fremme uden iblanding af døgnets politiske strøm, og dr. Popp-Madsen ved meget vel, at det skal være således.

Havde en impulsiv student forløbet sig, lod det sig undskylde, men for en af universitetets egne docenter er tilfældet absolut kompromitterende, ikke mindst, når det som i dette tilfælde førte til demonstrationer mod prorektoren fra studenternes kreds, som vel er forståelige og har en naturlig baggrund, men ikke desto mindre er i strid med den værdighed, som bør præge universitetets virke.

Det er os ikke ukendt, at universitetet ikke har ønsket sagen omtalt, men en sag af denne beskaffenhed kan ikke være et til universitetet lokaliseret anliggende. Hr. Popp-Madsen er ministeriel embedsmand (knyttet til justitsministeriet), og det må være et samfundsmæssigt krav, at der er sikkerhed for, at embedsmændene i administrationen er besindige og ansvarsbevidste mænd, der bevarer ligevægten i en så vanskelig tid som denne og ikke gør sig til part i de uansvarlige kredses forsøg på at bringe splittelse i folket.

Offentligheden har et naturligt krav på at erfare, hvorledes universitetet selv betragter den pågældende docents brud på ånd og tone i landets højeste læreanstalt, hvilke foranstaltninger det har foranlediget, samt om de ministerier, han er tilknyttet, kan tolerere det meget beklagelige tilfælde. 

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 26. september 1940).

Foto af Popp-Madsen fra Fædrelandet, 14. februar 1943.

Hr. Popp-Madsen berigtiger.

Vi har modtaget:

Hr. redaktør!

Til berigtigelse af det faktiske grundlag for artiklen "Misbrugt sin stilling" i Social-Demokraten for den 1. okt. (side 5) skal jeg herved bede Dem meddele:

at opslaget på Studiegården om reorganiseringen af "National Studenter-Aktion" under min medvirken ikke er foretaget af mig, men af nogle af sammenslutningens medlemmer uden forudgående aftale med mig;

at opslaget allerede som følge heraf ikke er fremkommet på den aflåsede opslagstavle, der almindeligvis bruges til officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter, men på det sted hvor meddelelser vedrørende studenterforeningsforhold o. l. publiceres;

at opråbet simpelt hen var en meddelelse om aktionens love, og at historien om det formentlige misbrug af embedsstilling derfor omgående bør placeres blandt de rygter, der absolut ikke egner sig til videre udbredelse.

Deres ærbødige

Carl Popp-Madsen.

(Social-Demokraten, 4. oktober 1940).

Irettesættelse til Popp-Madsen.

København (RB)

Affæren på Københavns Universitet hvor en juridisk docent Popp-Madsen benyttede universitets opslagstavler ti et politisk opråb, har medført at den pågældende har fået en skarp irettesættelse af konsistorium.

(Bornholms Avis og Amtstidende, 7. oktober 1940).

Popp-Madsen optrådte i anden halvdel af 1940 som medlem af rådet for den nationalsocialistiske organisation, National Studenter-Aktion. November 1941 blev Popp-Madsen lektor i retsvidenskab ved Københavns Universitet for et tidsrum af 3 år. Han talte bl.a. i DNSAPs Studenterfraktion den 17. februar 1942 og optrådte hyppigt i radioen. 

Jakob Paludan og Eberlin-familien. (Efterskrift til Politivennen)

Cand. juris Adolf Theodor Conradt-Eberlin (1864-1918) kom til at spille en hovedrolle i flere af forfatteren Jacob Paludans (1896-1975) romaner sammen med sin kone Annette Kirstine (f. Boje, 1875-1957) og især sønnen Eric Conradt-Eberlin (1900-1943). Theodor var bl.a. fuldmægtig ved Aarhus Stiftamt og ved Københavns Amts Nordre Birk, før han i sommeren 1911-1914 kom til Thisted som by- og herredsfoged.

En byfoged var dommer i byretten, skifteretten, fogedretten og auktionsretten. Han fungerede som skifteforvalter, foged og auktionsforvalter. Og som byskriver, dvs. retsskriverforretningerne ved de nævnte retter, herunder tinglysningsvæsenet og notarialvæsenet. Altsammen noget som i dag klares af byretsdommerne. Som politimester førte han tilsyn med lovenes opretholdelse, foretog efterforskning og rejste tiltale i politisager, i større sager rejste amtmanden tiltale. Han ledede arresthuset samt ordens- og sikkerhedspolitiet, og var formand i bygningskommissionen, brandkommissionen, karantænekommissionen og som regel også i sundhedskommissionen, hvor han tillige stod for de daglige forretninger. Endvidere udfærdigede han beviser for navneforandringer og opkrævede forlystelsesskat. Byfogeden var formand for byrådet, og altså borgmester. Først efter hans fratrædelse blev disse embeder adskilt, og borgmesteren blev folkevalgt. I 1917 kommer som nævnt den første folkevalgte borgmester på rådhuset. 

Den kongelige beskikkelse lød:

"Vi Frederik den Ottende (..) Gøre vitterligt: Vi beskikker og forordner hermed aldernaadigst Fuldmægtig ved Kjøbenhavns Amts Nordre Birk, cand. juris. Adolf Theodor Conradt-Eberlin, til herefter at være Byfoged og Byskriver i Thisted samt Herredsfoged og Skriver i Hillerslev Hundborg Herreder".

Ny Byfoged.

Fuldmægtig ved Nordre Birk, cand. jur. Eberlin er bleven udnævnt til Byfoged i Thisted.

Fuldmægtig Eberlin har i de Aar, han har været ansat i Nordre Birk, gjort sig afholdt af alle, han er kommen i Berøring med. En sjælden human og usnobbet Personlighed, som vil blive savnet i Nordre Birk.

(Folkets Avis - København 21. juni 1911).

Kort sagt havde Theodor nok at se til. Og efter ankomsten til Thisted blev han alene med børnene. Annette Kirstine var rejst til Randers for at føde hos en specialist og være i nærheden af moderen. Hun fik fødselspsykose og blev indlagt i 1½ år på statshospitalet i Middelfart. De havde ikke den store tiltro til nødvendige ekspertise i Thy. Kort før jul vendte hun tilbage til Thisted med sønnen Niels.

Thisted Socialdemokrat skrev i 1912: 

"Apropos vor nye Borgmester: Lad os vie ham et par Udtalelser. Vi har faaet det Indtryk – som vistnok holder Stik – at han hader Socialdemokraterne og i Fremtiden med Flid vil lægge sig efter at genere os. Ved det sidste Byraadsmøde fremkom Borgmesteren med nogle Udtalelser, som ikke varsler særligt godt. Socialdemokratiet lader sig imidlertid ikke jage i et Musehul – fordi en kongevalgt Borgmester – der har faaet sin egen Værdighed forkert i Halsen – sammen med et uklogt Højreflertal søger at bekæmpe det på traditionel Vis. Den Tid er heldigvis forbi, da Borgmestrene sad omkring i Købstæderne og bildte sig ind, at Borgerne var skabt til at staa med Hatten i Haanden og vente paa "Naadigherren"s Befalinger. Vi vil betro Borgmesteren, at han gør klogt i at betragte sig selv som Borgernes Tjener og ikke som et højt stillet Væsen, der har den Opgave at byde og befale".

Allerede i 1914 måtte Adolph Theodor pga. Parkinson opgive borgmester-gerningen midt i en valgperiode for de folkevalgte. Han fortsatte med at fungere som politimester, men byrådet konstituerede de Konservatives C. K. Bunch  pga. anciennitet. Efter valget i 1917 blev venstremanden A.M. Aaberg konstitueret som borgmester. Og da ordningen med kongeligt udpegede borgmestre officielt var ophørt, blev borgmesteren folkevalgt, støttet af socialdemokraterne.

Paludan kendte på daværende tidspunkt den tidligere Thisted-borgmester pr. brev. Det handlede om penge som sønnen Eric havde lånt af ham i Aalborg. Paludans fulde navn var Stig Henning Jacob Puggaard Paludan, og i brevet nævntes han som Stig. Jacob Paludans første besøg er kendt fra 1919, året efter Adolph Thedors død. Eric havde lånt penge af Paludan, brugt dem alle, og efter at være blevet rykket for pengene, måtte han bede sin far om penge. Svaret var følgende svada fra den tidligere borgmester i Thisted:

"Hr. exam. Pharm. Stig Paludan.

Min Søn Erik har henvendt sig til mig med Anmodning om at bistaa ham med Tilbagebetaling af et ham af Dem ydet Laan. Forinden jeg tager Standpunkt hertil, beder jeg Dem meddele mig Laanets Størrelse, samt hvilke nærmere omstændigheder, der har været bestemmende for Dem til at forstærke ham, der som Dem formentlig bekendt kun er 18 Aar gl. og underholdes af mig i det omfang, jeg som hans Fader finder rimeligt og passende, med et Laan af en efter hans Forklaring ikke ubetydelig Størrelse. Ærbødigst A. Conradt-Eberlin"

Stig Paludan gjorde meget ud af at understrege, at han "efter bedste skøn" har optrådt som en ven:

"Det er mig bekendt, at Deres Søn er 18 aar, men da hans Udviklingsstadium ligger langt over det 18-aarige, har jeg aldrig kundet betragte ham som en Person, der ikke var sig sine Gerningers fulde Ansvar bevidst".

Lånet blev indløst, men faderen understregede at det var sidste gang. Efter faderens død fortsatte det økonomiske forhold mellem Paludan og Eberlin de næste 20-25 år. 

Dødsfald.

Artiklens foto er erstattet af dette: fotograf Sophus Juncker-Jensen: Adolf Theodor Conradt Eberlin (1864-1918). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Imorges er Byfoged A. Conradt-Eberlin, Thisted, efter længere Tids svagelighed afgaaet ved Døden, 54 Aar gl.

Byfoged Eberlin var født den 21. Juni 1861 i Tranebjerg paa Samsø, hvor hans Fader (den senere Birkedommer paa Frederiksberg), dengang var Birkedommer. Han blev Student fra Shneekloths Skole i 1882, tog juridisk Embedseksamen i 1890, var derefter Fuldmægtig ved Aarhus Stiftamt til 1893 og i de følgende Aar var han Fuldmægtig ved Københavns Amts nordre Birk, indtil han den 16. Juni 1911 udnævntes til Byfoged og Byskriver i Thisted Købstad samt Herreds foged og Skriver i Hillerslev-Hundborg Herreder, hvortil senere kom en Udnævnelse som Borgmester i Thisted Købstad.

Straks, da Conradt-Eberlin kom her til Thisted, tog han kraftig fat paa at bringe Orden i Sagerne, han var en Mand, der vilde have alt paa sin rette Plads. Ogsaa paa sit Arbejde som Byraadsformand tog han fat med stor Energi og Interesse, og hans Ledelse af de offentlige Byraads møder var en ren Fornøjelse, ikke mindst for en Pressemand. Borgmester Eberlin udtalte kort og klart det, der skulde siges og havde den rette Evne til at faa Byraadets Medlemmer til at lade al overflødig Udenomssnak fare. Hvor har man ikke de senere Aar savnet denne dygtige og kyndige Forhandlingsledere i Thisted Byraad.

Borgmester Eberlin, denne høje, smukke Skikkelse og tilsyneladende saa kraftige Mand blev ikke forundt Kraft til nogen lang Arbejdstid i den Gerning, der skulde være hans Manddoms Værk. En snigende Sygdom tog efter nogle Aars Forløb fat paa at nedbryde hans Helbred og Arbejdskraft. Gennem lange Tider maatte Kunstdrejer Bunch ved Konstitution varetage Formandsgerningen i Byraadet indtil Conradt Eberlin til Slut for godt et Aars Tid siden søgte sin Afsted som Borgmester. Sin Gerning som Politimester varetog han dog fremdeles, skøndt det var øjensynlig for enhver, at han var en syg og dødsmærket Mand.

For kort Tid siden forværredes Sygdommen, og Politimesteren maatte lade sig indlægge paa Thisted Sygehus, hvor Døden i Morges er indtraadt som Følge af en tilstødt Lungebetændelse.

Afdøde efterlader sig Enke og 4 Børn, hvoraf et ukonfirmeret.

(Thisted Amtsavis 16. november 1918).

Eric Eberlin var i Thisted til faderens sygeleje, moderen turde ikke være alene med ham og Eric fik ham kørt til Thisted Sygehus. Faderen havde i et af sine sidste lyse øjeblikke genkendt ham. Alle håb om helbredelse var opgivet, og han kom ikke hjem mere.

Paludans betragteligt store arv finansierede ikke så få af de "projekter" der havde givet Eric økonomiske vanskeligheder. Til gengæld leverede Eric litterært stof til gengæld for pengene. I hvert fald ind til Paludans arv svandt ind. Eric ville også være forfatter og kunstner og brød dermed traditionen i Eberlin-familien for at blive jurister: bedstefaderen var birkedommer, oldefaderen højesteretsassessor. 

Erik og Jacob mødtes 1919 i det sommerhus som moderen efter faderens død havde lejet i Hanstholm. De forsøgte sig i 1920'erne med hønseavl, uden det store held. De tog til USA i 1920. Paludan rejste hjem året efter, mens Eric blev til 1924 og mødtes igen med Paludan. Mens Eric anlagde amerikansk livsstil, så Paludan "det forjættede land" som et massesamfund hvor overflade var blevet til indhold. 

I 1924 rejste begge til Napoli. Eric vendte tilbage til New York 1925-1928, hvor en broder til Thisted-borgmesteren har en boghandel. Paludan var på et kortere besøg i 1926. Eberlin havde udviklet sig til playboy med et betydeligt forbrug af whisky og damer, mens Paludan begyndte at udforske virkeligheden uden fiktionens (og Eberlins!) hjælp og især hvad der gemte sig bag det, der blev kaldt virkelighed. I 1925 skrev Eric i et brev:

"De maa endelig skrive hvorledes det gaar med Fuglene der flagrer omkring det hvidmalede Fyr, og De maa altid huske at jeg tror på Dem som den kommende Mand, endvidere må De vide at jeg har mindst 2 Ideer for store tonende Romaner med Figurer og mærkelige Hændelser, naar vi ses skal jeg give nærmere Oplysning og De kan da se om De kan bruge Ideerne". 

Brev af Eric Eberlin fra Amerika 1925 til Jacob Paludan. 

Kort efter udkom "Fugle omkring Fyret" (1925), hvis første linjer næsten er skrevet af efter brevet. Inspirationen fra Eberlin-familien fortsatte i "Markerne modnes" (1927) og især "Jørgen Stein" (1933). Den skildrer bl. a. en amtmandsfamilie, hvor amtmanden akkurat som Adolf Theodor blev syg. Eberlins barndom og familie optræder i romanen sammen med andre thybofamilier. 

Eric Eberlin blev tegner, skiltemaler og engageret i reklame. Som en af de første til Danmark lavede han reklamer efter amerikansk forbillede. 1931 blev han leder af Danske Erhvervs Annonce-Bureau, og hans eget Eberlin Reklamebureau blev et af de største i Danmark. Han udgav også bladet "Mandens Blad" (1936) hvor Paludan bidrog (også økonomisk) med en fast klumme i 8 år indtil Erics død i 1943. Blandt medarbejderne var Peter Olufsen som senere blev en prominent person inden for reklamebranchen. Desuden forfatteren Erik Pouplier. Bo Bojesen startede sin karriere på bladet. Ligesom Henning "Lidenlund" Gantriis. Simon Spies skrev (i 1943) - om vildt natteliv, overskridelse af moralske bud mm.

I 1934 blev Eric Conradt-Eberlin der var glad for whiskey og kvinder, gift tre gange. Sidste gang med Alice Ninon Duvantier (1904-2001), tidligere gift med grosserer Jørgen Klint. Efter Erics død blev hun blev i 1946 gift med Erik Scavenius som hun havde været kæreste med under krigen. Alice Scavenius skrev i et erindringsessay at alle elskede ham, og at når han tog charmen på, kunne ingen modstå ham. Hun var efter besættelsen tiltalt for spionage efter landsforræderiloven, men ikke dømt. 

Erics livsførelse betød at han begyndte at lide af overvægt. Han blev skilt i 1943, og begik kort tid efter selvmord i et hotel i Køge i 1943. Moderen Annette Kirstine fik udover kondolencebreve fra slægt, venner og bekendte, også et fra  Jacob Paludan: 

"Kære Fru Eberlin. I disse Sorgens Dage skulde det ovenikøbet gaa saa galt, at jeg kom til at forsømme Deres Søns Jordefærd. Den Opringning, jeg modtog, lød på Mandag, ialtfald har jeg hørt, opskrevet og i Telefonen gentaget det saadan. Saaledes kom altsaa både min Krans og jeg et Døgn for sent. Jeg skriver skyndsomt dette til Dem, fordi De jo ved, at et varmt og saare sjældent Venskab forbandt Deres Søn og mig i de lidt yngre Dage; jeg vilde, hvordan Øjeblikkets Realiteter end maatte se ud, aldrig kunde glemme, hvilken Berigelse og Inspiration jeg saa ofte har hentet i Ungdommens Samvær med ham. Mine Tanker glider helt tilbage til Aalborg, til "Homelilla" på Hanstholm Strand; jeg husker besøg hos Dem i Bagsværd og på Strandboulevarden, og i denne tunge Uge, hvor man har forsøgt at begribe det skete, har jeg saa ofte måttet tænke på Dem. Min Deltagelse, som jeg altsaa blev afskaaret fra at udtrykke mundtligt, sender jeg Dem hermed. Deres Jacob Paludan. 17.5.43. Birkerød".

Venskabet med Jacob Paludan var imidlertid med tiden blevet mere og mere anstrengt. Efter selvmordet i 1943 lagde Paludan afstand til Eric. Han var blevet en kendt forfatter og havde ikke længere brug for Eric. I senere romaner slørede han Eric Eberlins identitet. 

Reklamefirmaet E. Eberlin Reklamebureau eksisterede i mange årtier efter Erics død. Et halvt hundrede af deres produkter kan ses på foto på Det Kongelige Biblioteks billeddatabase, søg på Eberlin Reklamebureau. I 1952 holdt det til på Nyropsgade 22 og havde 30 ansatte. 1974 på Landemærket 11.

Annette Kirstine overlevede både sin mand og sin søn. Hun døde i 1957.

Adolf Theodor, Annette Kirstine og Eric Conradt-Eberlins gravsted på Vestre Kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Se også: Henrik Oldenburg: Jacob Paludan. historien om et venskab (1984).

Se artiklen: Flemming Skipper: Thy i litteraturens vold. Historisk Årbog for Thy og Hanherred 2007, s. 95-118 som er hovedkilden til dette indslag.

Konferensraad Axel Heide 19. Marts 1861 - 3. Oktober 1915. (Efterskrift til Politivennen)

Af

Nationalbankdirektør I. P. Winther.

Konferensraad Axel Heide er igaar, Søndag, afgaaet ved Døden paa Kommunehospitalet, hvor han havde indlagt sig 10 Dage iforvejen. Han havde i de sidste Tider forinden Indlæggelsen gjort Indtryk paa sine Venner af at være en meget syg Mand, men han vilde ikke være syg. Han haabede indtil de sidste Dage paa, at der skulde forundes ham endnu en Række Aar at virke i, og han blev ved sit Arbejde i Privatbanken indtil Dagen før sin Indlæggelse paa Hospitalet, hans Ophold her var imidlertid kun en Bortebben af det Liv, som ban saa gerne vilde have forlænget for igen at opnaa noget af den Position, som han indehavde i Slutningen af forrige og Begyndelsen al dette Aarhundrede. Dengang var Heide en lykkelig Mand. Det syntes som om Alt lykkedes for barn og Alle, der ønskede at starte et Aktieselskab eller havde en Ide, som de ønskede realiseret, henvendte sig til Heide. Han var i uafladelig Virksomhed for at efterkomme de mange Ønsker og Anmodninger, der rettedes til ham, og uagtet han eIskede Arbejdet for dels egen Skyld og kun hvilede fra det, naar han sov, var det en Umulighed for ham at tilfredsstille alle de Krav, der stilledes til barn. Han fik dog meget udrettet og hans Popularitet var stor, størst maaske da han i 1899 som Mægler i den store Arbejderkonflikt fik denne bilagt.

Da Bankkrakket kom i 1908 og dermed en Standsning i den febrilske Virksomhed, som tidligere var udfoldet i Bankverdenen, kom Heide mere i Baggrunden; og hans Virksomhed maatte fremtidig, ligesom de andre Bankdirektørers, blive at søge at reparere de Skader, som var komne tilsyne ved Bankkrakket. Herpaa har han ivrigt arbejdet, og af hans Udtalelser i den sidste Tid fremgik det. at han mente, at Maalet var nærved at naaes. Det er sørgeligt, at han ikke skulde opleve at se det endelige Resultat.

Heide var cand. jur. og begyndte sin Virksomhed som Fuldmægtig paa Kjøbenhavs Amts søndre Birk, hvorfra han, da dette Embede deltes i 1888, fortsatte Virksomheden paa den Del af det delte Embede, som bærer Navnet Frederiksberg Birk. Da han i 1894 havde undfanget den Tanke, at Frederiksberg var stor nok til a( have sin egen Bank, satte han sig energisk i Virksomhed for at opnaa Oprettelsen af en saadan. Han satte sig i Forbindelse med Tietgen, og da denne med Rette mente, at han i Heide havde fundet en Mand med stærkt Initiativ, støttede han Planen og Banken blev oprettet. Det var Kjøbenhavns Laane- og Diskontobank.

Navnet viser, at den oprindelige Plan om en Bank for Frederiksberg under Arbejdet for den havde undergaaet nogen forandring. Banken skulde ganske vist i særlig Grad regne paa Frederiksbergerne som Kunder, men det ansaas hensigtsmæssigst, at den laa i selve Kjøbenhavn, og Navnet maatte da rette sig efter Beliggenheden.

I 1895 begyndte Banken sin Virksomhed med Heide som Direktør, men allerede Aaret efter, da Tietgen havde trukket sig tilbage fra Privatbanken, blev Heide valgt til Direktør i denne. Han tiltraadte Stillingen den 1ste Januar 1897.

Heide var Formand i Bestyrelsen for en Mængde Selskaber og Medlem af Bestyrelsen i lige saa mange. I alle disse vil ban blive savnet. Ikke alene fordi han i disse Selskaber har ydet et stort Arbejde og ved sit rige Initiativ bidraget til Selskabernes Opblomstring, men ogsaa fordi det for Bestyrelsesmedlemmerne var en Glæde at mødes med ham. De holdt alle af barn og satte Pris paa hans Evne til at oplive et sagligt Bestyrelsesmøde med smaa pudsige Bemærkninger.

Heide havde mange Venner og det med Rette; thi han var et meget godt Menneske, der gjorde sit Yderste for at efterkomme de Ønsker, som rettedes til ham. En Sagfører, der ikke stod i særligt nært Forhold til Heide, bemærkede engang: Jeg véd. at hvis jeg kom til at trænge til en Vennehaand. kunde jeg roligt henvende mig til Heide. Han vilde hjælpe mig og hvad mere er, han vilde gøre det med Glæde. Saadan var han og derfor vil en talrig Skare af Venner sørge dybt ved hans Død.

Om Heide og hans Arbejde.

Konferensraad Heide var ved sin Død ikke den meget omtalte Mand, som for blot en halv Snes Aar siden, da hans Navn var paa alles Læber. Det var paa den Tid, da Heide med den Stilling, han indtog, fik Lejlighed til at give sin Virketrang frit Løb.

Idérig og initiativrig, som han var, blev han Fader til snart det ene, snart det andet Foretagende, og med den enestaaende Arbejdsevne, han var i Besiddelse af, satte han alt ind paa at faa de nye Foretagender i den rette Gænge, og med nidrig svigtende Interesse fulgte han siden Virksomheden. Det faldt i Heides Lod at virke netop i en Tid, hvor Foretagsomheden tog Fart, ganske vist ofte paa hans eget Initiativ, og hvor Tiderne virkelig var gunstige. Men han kom senere, da han allerede havde trukket sig noget tilbage, til at opleve vanskelige Tider, og i de senere Aar var hans Arbejdsevne viet Genrejsningens Arbejde, saa det blev lians Hverv at bøde paa de Fejl, der var begaaet.

Ogsaa her viste han imidlertid, at han havde Evner, og med aldrig svigtende Iver tog han fat paa den vanskelige Opgave, som han fra f'rste Færd - da Bankkrakket kom - havde grebet an med heldig Haand. Vi skal her minde om, at Formanden for Privathankens Bankraad. Fabrikejer Hasselbalch, paa en Generalforsamling ytrede, at Navnet Heide var et omstridt Navn, men Bankraadet ønskede ham bevaret for Banken, da han i Krisens Dage havde vist, hvad han duede til og ved sit Initiativ havde reddet meget, som skulde synes tabt.

Foruden sine Evner som Forretningsmand besad Heide i høj Grad Arbejdsevne, og han har altid været og var til det sidste, uagtet Sygdommen i de senere Aar havde ramt ham, en saare flittig Mand, som man var sikker paa fra tidlig Morgen at træffe i sit Kontor fuldt optaget af sit Arbejde.

Den, der har haft Lejlighed til ret at kende den Afdøde, vil kunne tale med om hans sjældne Hjælpsomhed og om den Forstaaelse, hvormed han kunde sætte sig ind i andres Forhold. Mange Bekymringer har han i Aarenes Løb skabt sig selv blot for at ordne andres Forhold paa bedste Maade, og til Trods for sin Optagethed fik han altid Tid til at arbejde for den, som han omfattede med Interesse. At disse Egenskaber maatte gøre ham afholdt af sine Underordnede, siger sig selv, og afholdt var han ogsaa som faa.

Det Foretagende, hvortil Heides Navn vel i første Række vil være knyttet, er Sammenslutningen af de kjøbenhavnske Sporvejsselskaber. Heide havde i Virkeligheden her et Fremsyn, som i høj Grad maa vække Beundring. Ogsaa Sammenslutningen af de frederiksbergske Sporvejsselskaber skyldes Heides Initiativ.

Det er en Selvfølge, at Heide paa Grund af sin Organisationsevne og sit rige Initiativ og den ledende Stilling han i en Aarrække indtog i Privatbanken fik Sæde i Ledelsen for mange Aktieselskaber. Han var saaledes Formand for Bestyrelserne for Telefonselskabet, Frederiksbergs Sporvejsselskab, Silvan, Bing & Grøndahl, H. F. Gosch' Tændstikfabrik, Aktietændstikfabriken Godthaab, og Christianshavns Oplagspladser og havde Sæde i Bestyrelserne for Kjøbenhavns private Laanebank, Det østasiatiske Kompagni, Det danske Koloniallotteri, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejsaktieselskab, Det kjøbenhavnske Byggeselskab og Kommunekreditforeningcn. Heide var tillige Medlem af Bankkomiteen af 1908 og Afviklingskassen af 1910.

Enhver Kjøbenhavner vil vide, med hvilken Interesse han omfattede Hovedstaden. en Interesse, der i Tidens Løb har givet sig saa mange Udslag, og hvorom bl. a. Absalon-Rytterstatuen paa Højbro og Øhlenschlæger-Statuen paa Frederiksberg staar som Vidne. Derfor vil Navnet Heide ogsaa gennem Tiderne mindes her i Byen, og hvor forskelligt end Bedømmelsen af den Afdøde vil blive, vil dog ingen kunne, benægte, at Heide var en Mand, for hvis Initiativ og Dygtighed man maa bøje sig, en Mand, der ikke alene satte sig store Maal, men ogsaa i mange Henseender formaaede at naa de Maal, han havde sat sig, og som i hvert Fald aldrig sparede sig selv for at naa Maalet.

E. C.

* * *

Noter om Heide.

Konferensraad Heide efterlader sig sin Hustru, født Block, en Adoptivdatter at den forlængst afdøde Købmand og Konsul Frederik Block. En Broder til Fru Heide er den kendte Kaptajn H. Block, en Søster er gift med Øjenlæge Chr. F. Bentzen, en anden med Komponisten Lange-Müller.

Konsul Block var en meget rig Mand og ejede bl. a. Kokkedal, som efter hans og hans Hustrus Død tilfaldt Familien Heide.

*

I Konferensraad Heides Ægteskab var der ingen Børn. Derimod er Fru Dr. Tage Iversen, født Baronesse Bille-Brahe, og Fru Maj Hennings, født Lindegaard, Adoptivdøtre af Ægteparret Heide 

*

Noget stort Hus forte Konferensraad Heide ikke, da hans Hustru altid har været svagelig, og han kom meget lidt ud. Hans nærmeste Omgangsven var Nationalbankdirektør Winther, med hvem han havde bevaret Forbindelsen fra de unge Dage, da de begge var ansatte paa Frederiksberg Birk. Men han var en alsidig interesseret Mand, der foruden at overkomme det store Arbejde, han havde at bestride, ogsaa dyrkede Litteratur og Kunst. Og alle, der har kendt ham, giver ham det smukkeste personlige Eftermæle som en hjælpsom, hjertensgod og nobel Karakter.

*

Konferensraad Heides Karriere betegnedes i Begyndelsen ved en voldsomt stigende Kurve. Som forholdsvis ung Birkefuldmægtig blev han Bankdirektør, først i den nyoprettede Laane- og Diskontobank og meget snart efter i den fornemme Privatbank, hvorover Tietgens berømte Navn kastede sin Glans. Der var noget af en Aladdin over barn i de Dage, hans Navn knyttedes til en Bække nye Foretagender, han blev Etatsraad og siden Konferensraad. Højest stod han vel i sin Prestige, da han i 1899 sammen med Herman Trier og nu afdøde Veksellerer Laur. Bing havde bilagt den store Arbejdskonflikt. - en Virksomhed, der indbragte ham Fortjenstmedaillen i Guid.

En stærk Kontrast til den Straaleglans af Ære, Magt og Guld. der stod om Heide i de Dage, dannede den Stilhed, som nu i de senere Aar var om hans Navn. Han led ved de store økonomiske Krak i det ulykkelige Aar 1908 meget betydelige pekuniære Tab og han var nu ved sin Død, i Forhold til hvad han havde været tidligere, sikkert ikke nogen velhavende Mand.

*

Foruden Fortjenstmedaillen i Guld havde Konferensraad Heide modtaget Dannebrogsordenens Ridderkors og Sølvkors og bar en Række udenlandske Ordener: den franske Æreslegion, den græske Frelserens Orden, den Russiske St, Stanislaus, den siamesiske Hvide Elefant og Krone Orden og den tyrkiske Osmannie Orden.

*

Konferensraad Heides Helbred var i den senere Tid ikke stærkt, og det var tydeligt for alle, som kom i Berøring med ham, at den før saa kraftige Mand ikke mere var sig selv. Det var Nyrerne, det var galt med, og for en lille Uges Tid siden maatte han lade sig indlægge paa Kommunehospitalet. Men lige til det sidste blev han ved at passe sit Arbejde, endnu Dagen før han kom paa Hospitalet, ledede han et Bestyrelsesmøde i Frederiksberg Sporvejsselskab.

Paa Hospitalet, hvor han laa paa 3die Afdeling under Professor Fløystrup, var man hurtigt klar over, at det bar mod Døden. En Lungebetændelse stødte til Nyrelidelsen og gjorde det af med Patientens sidste Kræfter, og igaar Formiddags udaandede han stille og roligt efter at have ligget uden Bevidsthed det meste af et Døgn.

Konferensraad Heide nærede betydelig Interesse for Teatrets Kunst, hvilket t sin Tid gav sig praktisk Udslag i Tilsagn om økonomisk Støtte til Gennemførelsen Nr. 2 af Teaterkommissionens Forslag, der gik ud paa en Udvidelse af Det kongelige Teater hen i Tordenskjoldsgade, med en Talescene for øje.

*

Ogsaa den hildende Kunst støttede Konferensrnaden samtidig med at han ydede væsentlige Bidrag til sin Bys Udsmykning. Absalons Rytterstatue, H. V. Bissens og Marstrands Statuer samt Øhlenschlægers Statue paa Frederiksberg er talende Vidnesbyrd i saa Henseende. Desuden har Heide skænket Monumentet for Modersmaalet i Skibelund Krat

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1915)

Foto af Axel Heide fra Folkets Avis 4. oktober 1915.

Axel Heide blev begravet 7. oktober 1915 fra Holmens Kirke:

Provst Fenger taler ved båren i Holmens Kirke. Illustration fra Dagbladet (København) 8. oktober 1915. .

Han blev begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling C, rk. 6, nr. 6. Gravmælet blev fremstillet af billedhuggeren Kaj Nielsen, og var en bred grå granitsokkel bærende en sørgende kvindeskikkelse. Det blev afsløredes på hans fødselsdag 19 marts 1917:

Axel Heides grav på Vestre Kirkegård. Stenen er designet af billedhuggeren Kai Nielsen som en monumentalisering af en bestemt type jødiske gravsten. Kai Nielsen har erstattet de jødiske stammesymboler med en reliefhugget, siddende kvindeskikkelse, der sorgfuldt støtter hovedet i hånden. I kvindens halvt frontale, halvt profilvendte kropsstilling og i de stiliserede, rundede former liggeren orientering mod den ægyptiske og tidlige græske skulptur. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Seier Malling Emil Holm 1828-1913. 3/3 Overretssagfører og Død. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Højesteretsdommen og efter at være blevet afskediget fra sit embede, fik Malling-Holm den 19. maj 1884 meddelt beskikkelse som overretssagfører. I 1885 flyttede han til Svendborg. På grund af dårligt syn blev han senere klasselotterikollektør i Odense. Han skrev flere lange artikler hvor han titulerede sig som overretssagfører i Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis fx "Vor kriminelle retspleje" 28., 30. september og 4. og 7. oktober 1886. I Svendborg var han med som taler på et politisk møde i marts 1886 for Højre.

En interessant Tvverisag er i Følge Svendb. Av. for nogen Tid siden bleven paadømt ved Sunds Gudme Herreders og Len Birks Extraret.

En Stenhugger var bleven angivet for Tyveri af 24 tilhuggede Brosten, og han tilstod strax under det første Forhør, af egen Drift og uden nogen Pression fra Forhørsdommerens Side, at han havde gjort sig skyldig i det ham paasigtede Tyveri.

Senere tilbagekaldte han vel sin Tilstaaelse, men uden at kunne anføre noget til Bestyrkelse af Tilbagekaldelsen. Han blev derfor tiltalt.

Hans Fader havde imidlertid henvendt sig til Overretssagfører Malling Holm med Anmodning om at paatage sig Sønnens Forsvar, hvad denne da ogsaa efter nogen Betænkelighed gik ind paa, uagtet Sagen maatte synes temmelig haabløs.

Efter at Hr. M. Holm havde faaet Arrestanten løsladt af Arresten, lykkedes det ham ved at underkaste Forklaringerne og de fremkomne Oplysninger en grundig Kritik at godtgjøre, at tiltalte ikke kunde have udført det Tyveri, som han havde tilstaaet. Dels ved at henlede Opmærksomheden paa, hvor umuligt det er af en Bunke paa 3-400 Brosten at gjenkjende 24 Sten som ens egne, og at derfor den bestjaalnes Ed paa, at de udtagne Sten vare hans, ikke kunde have nogen Betydning i Sagen, dels ved at udmaale Vejlængden og paavise, at den formentlige Tyv maatte have gaaet ca. 2 Mil og anvendt ca. 3 Timer for at udføre et ubetydeligt Tvveri, uagtet han vilde have haft større Fordel af at undlade det og anvende Tiden paa sin Arbejdsplads, og dels ved at fremhæve andre Omstændigheder, som bleve oplyste under et nyt Forhør, blev det gjort tilstrækkeligt klart, at Tilstaaelsen maatte være urigtig.

Som Følge deraf blev den tiltalte frifunden.

(Frederiksborg Amts Avis 30. december 1886).

Ved debatten om retsreformen i starten af 1900-tallet blev Malling-Holm flere gange nævnt som et skræmmeeksempel på manglerne i den gamle. Således fx i Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 7. juni 1903, 2. udgave: "Ved omtalen af Retsreformen fremhævede han [Rasmus Nielsen] den Skandale, der var begaaet af Malling-Holm i Præstø. De unge Mennesker, der ved denne Lejlighed blev ødelagt, vilde sikkert være bleven reddede, hvis vi havde haft Mundtlighed og Offentlighed i Retsplejen"

Da han døde i 1913, blev hans rolle i Krigen 1848-1851 fremhævet i flere aviser, skønt han kun havde deltaget i starten, hvorefter han fik tyfus og blev hjemsendt.

Afdød Veteran. Der er ikke ret mange tilbage nu af de gamle Soldater fra Treaarskrigen, det tynder stærkt ud i Rækkerne. Atter har en at dem, der i 1848 med Begejstring meldte sig under Fanerne for at kæmpe for Fædrelandet, lukket sine Øjne, idet fhv. Overretsprokurator Malling-Holm er afgaaet ved Døden Skærtorsdag Aften i sit Hjem i København.

Malling-Holm var en Søn af Herredsfoged, senere Byskriver i Roskilde, Holm, og fødtes paa Langeland den 28. Juni 1828.

Da Oprøret brød ud i Hertugdømmerne og Danmark var i Fare, meldte den knapt 20-aarige unge Mand sig som Frivillig og blev antaget ved Infanteriet. Han kom dog kun med i Begyndelsen af Krigen, idet han fik Tyfus og hjemsendtes. En Broder til Afdøde, som var blandt de frivillige Herregaardsskytter, blev saaret og ligeledes hjemsendt kort efter Krigens Udbrud.

Afdøde kom senere til Københavns Politi, hvorfra han blev Borgmester i Præstø. Han tog dog efter nogle Aars Forløb Afsked fra sit Embede og nedsatte sig som Overretsprokurator i Svendborg. Hans Syn blev imidlertid stærkt svækket, hvorfor hanafstod sin Forretning og overtog en Klasselotterikollektion i Odense.

I de senere Aar boede Afdøde i København; han var nu tilsidst omtrent blind.

Den gamle 85-aarige Veterans Ligbrænding foregaar fra Krematoriet paa Tirsdag Kl. 1.

En Søn af Afdøde er Brænderibestyrer, cand. pharm. Holm de danske Spritfabriker, Roskilde.

(Roskilde Avis 22. marts 1913).

Dødsfald. 

Fhv. Borgmester i Præstø, en Tid Overretssagfører i Svendborg og senere Klasselotterikollektør i Odense Malling Holm er Skærtorsdag afgaaet ved Døden i København, 85 Aar gammel.

I 1883 fik han sin Afsked som Borgmester i Præstø paa Grund af en ham overgaaet Højesteretsdom for Benyttelse af ulovlige Tvangsmidler over for en Person, der var arresteret som mistænkt for Brandstiftelse.

Som Politimester havde Malling-Holm for øvrigt indlagt sig Fortjeneste i Præstøegnen ved at opklare forskellige Brandstiftelser. Den i omtalte Højesteretsdom udtalte han sig meget bittert om, og man forstaar næppe, at denne usædvanlig mildt tænkende Mand skulde have anvendt ulovlige Tvangsmidler over for Arrestanter. Hans øvrige Forhørsvirksomked, hvoraf en Del er offentliggjort, lyder nemlig paa det modsatte.

Han var af udpræget human Tænkemaade og dømte altid ud fra den Betragtning, at Menneskeslægtens Særpræg ikke saa meget er Slethed som Svaghed.

Malling Holm var en livlig, interesseret Mand. og mens han var i Svendborg, deltog han ofte i den offentlige Diskussion gennem nærværende Blad, og han gjorde det altid dygtigt og interessant

I sine sidste Leveaar mistede Malling-Holm Synet, der i flere Aar i Forvejen havde været svagt. Dog vedblev han at være i Stand til at kunne skrive læseligt, og det er ikke mere end et Aarstid siden, vi modtog et egenhændigt Brev fra ham.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 25. marts 1913. 2. udgave).

Malling-Holm blev kremeret på Bispebjerg Kirkegårds krematorium.