Claus Christian Heilesen, Modstandsmand (1925-1943). (Efterskrift til Politivennen).

Jordefærden fandt sted onsdag eftermiddag.

Højesteretssagfører C. C. Heilesens jordefærd fandt sted onsdag på Vestre Kirkegård. Højtideligheden foregik i stilhed men en ret betydelig skare af den afdødes venner havde dog givet møde for at sige Heilesen det sidste farvel.

Den radikale rigsdagsgruppe har torsdag ladet henlægge en smuk krans på Heilesens grav.

(Sydvestjylland (Esbjerg), 12. november 1943).

Heilesen er en af de 44 på Vestre Kirkegård som har en medaljon for Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-45.

Claus Christian Heilesen (1925-1943) var tilknyttet flygtningetjenesten. Samme år som han blev student, var han 9. oktober 1943 på vej til Sverige med en transport af jøder fra Tårbæk Havn, men blev opdaget af tysk politi og blev dræbt.

Heilesen ventede sammen med en del jøder på Taarbæk Havn på at blive overført til Sverige, da nogle gestapofolk og danskerne Otto Brenner og Paul Henning dukkede op. De råbte "Halt", og da man ikke reagerede hurtigt nok, faldt de dræbende skud. Hennig blev efterfølgende to gange forsøgt likvideret af modstandsbevægelsen. Han søgte til Frøslevlejrens "Stikkergade", beskyttelsesarrest. Begge havde stærkt antijødiske holdninger og aktiviteter.

Den ene gestapo var Fritz Renner (se andetsteds på denne blog). Han døde under bombardementet af Shell-huset i marts 1945. Om det var ham eller Paul Hennig der dræbte Heilesen, er ikke fastslået. 

Claus Heilesen, angivet midterst på gravstenen på Vestre Kirkegård i København.

Jakob Paludan og Eberlin-familien. (Efterskrift til Politivennen)

Cand. juris Adolf Theodor Conradt-Eberlin (1864-1918) kom til at spille en hovedrolle i flere af forfatteren Jacob Paludans (1896-1975) romaner sammen med sin kone Annette Kirstine (f. Boje, 1875-1957) og især sønnen Eric Conradt-Eberlin (1900-1943). Theodor var bl.a. fuldmægtig ved Aarhus Stiftamt og ved Københavns Amts Nordre Birk, før han i sommeren 1911-1914 kom til Thisted som by- og herredsfoged.

En byfoged var dommer i byretten, skifteretten, fogedretten og auktionsretten. Han fungerede som skifteforvalter, foged og auktionsforvalter. Og som byskriver, dvs. retsskriverforretningerne ved de nævnte retter, herunder tinglysningsvæsenet og notarialvæsenet. Altsammen noget som i dag klares af byretsdommerne. Som politimester førte han tilsyn med lovenes opretholdelse, foretog efterforskning og rejste tiltale i politisager, i større sager rejste amtmanden tiltale. Han ledede arresthuset samt ordens- og sikkerhedspolitiet, og var formand i bygningskommissionen, brandkommissionen, karantænekommissionen og som regel også i sundhedskommissionen, hvor han tillige stod for de daglige forretninger. Endvidere udfærdigede han beviser for navneforandringer og opkrævede forlystelsesskat. Byfogeden var formand for byrådet, og altså borgmester. Først efter hans fratrædelse blev disse embeder adskilt, og borgmesteren blev folkevalgt. I 1917 kommer som nævnt den første folkevalgte borgmester på rådhuset. 

Den kongelige beskikkelse lød:

"Vi Frederik den Ottende (..) Gøre vitterligt: Vi beskikker og forordner hermed aldernaadigst Fuldmægtig ved Kjøbenhavns Amts Nordre Birk, cand. juris. Adolf Theodor Conradt-Eberlin, til herefter at være Byfoged og Byskriver i Thisted samt Herredsfoged og Skriver i Hillerslev Hundborg Herreder".

Ny Byfoged.

Fuldmægtig ved Nordre Birk, cand. jur. Eberlin er bleven udnævnt til Byfoged i Thisted.

Fuldmægtig Eberlin har i de Aar, han har været ansat i Nordre Birk, gjort sig afholdt af alle, han er kommen i Berøring med. En sjælden human og usnobbet Personlighed, som vil blive savnet i Nordre Birk.

(Folkets Avis - København 21. juni 1911).

Kort sagt havde Theodor nok at se til. Og efter ankomsten til Thisted blev han alene med børnene. Annette Kirstine var rejst til Randers for at føde hos en specialist og være i nærheden af moderen. Hun fik fødselspsykose og blev indlagt i 1½ år på statshospitalet i Middelfart. De havde ikke den store tiltro til nødvendige ekspertise i Thy. Kort før jul vendte hun tilbage til Thisted med sønnen Niels.

Thisted Socialdemokrat skrev i 1912: 

"Apropos vor nye Borgmester: Lad os vie ham et par Udtalelser. Vi har faaet det Indtryk – som vistnok holder Stik – at han hader Socialdemokraterne og i Fremtiden med Flid vil lægge sig efter at genere os. Ved det sidste Byraadsmøde fremkom Borgmesteren med nogle Udtalelser, som ikke varsler særligt godt. Socialdemokratiet lader sig imidlertid ikke jage i et Musehul – fordi en kongevalgt Borgmester – der har faaet sin egen Værdighed forkert i Halsen – sammen med et uklogt Højreflertal søger at bekæmpe det på traditionel Vis. Den Tid er heldigvis forbi, da Borgmestrene sad omkring i Købstæderne og bildte sig ind, at Borgerne var skabt til at staa med Hatten i Haanden og vente paa "Naadigherren"s Befalinger. Vi vil betro Borgmesteren, at han gør klogt i at betragte sig selv som Borgernes Tjener og ikke som et højt stillet Væsen, der har den Opgave at byde og befale".

Allerede i 1914 måtte Adolph Theodor pga. Parkinson opgive borgmester-gerningen midt i en valgperiode for de folkevalgte. Han fortsatte med at fungere som politimester, men byrådet konstituerede de Konservatives C. K. Bunch  pga. anciennitet. Efter valget i 1917 blev venstremanden A.M. Aaberg konstitueret som borgmester. Og da ordningen med kongeligt udpegede borgmestre officielt var ophørt, blev borgmesteren folkevalgt, støttet af socialdemokraterne.

Paludan kendte på daværende tidspunkt den tidligere Thisted-borgmester pr. brev. Det handlede om penge som sønnen Eric havde lånt af ham i Aalborg. Paludans fulde navn var Stig Henning Jacob Puggaard Paludan, og i brevet nævntes han som Stig. Jacob Paludans første besøg er kendt fra 1919, året efter Adolph Thedors død. Eric havde lånt penge af Paludan, brugt dem alle, og efter at være blevet rykket for pengene, måtte han bede sin far om penge. Svaret var følgende svada fra den tidligere borgmester i Thisted:

"Hr. exam. Pharm. Stig Paludan.

Min Søn Erik har henvendt sig til mig med Anmodning om at bistaa ham med Tilbagebetaling af et ham af Dem ydet Laan. Forinden jeg tager Standpunkt hertil, beder jeg Dem meddele mig Laanets Størrelse, samt hvilke nærmere omstændigheder, der har været bestemmende for Dem til at forstærke ham, der som Dem formentlig bekendt kun er 18 Aar gl. og underholdes af mig i det omfang, jeg som hans Fader finder rimeligt og passende, med et Laan af en efter hans Forklaring ikke ubetydelig Størrelse. Ærbødigst A. Conradt-Eberlin"

Stig Paludan gjorde meget ud af at understrege, at han "efter bedste skøn" har optrådt som en ven:

"Det er mig bekendt, at Deres Søn er 18 aar, men da hans Udviklingsstadium ligger langt over det 18-aarige, har jeg aldrig kundet betragte ham som en Person, der ikke var sig sine Gerningers fulde Ansvar bevidst".

Lånet blev indløst, men faderen understregede at det var sidste gang. Efter faderens død fortsatte det økonomiske forhold mellem Paludan og Eberlin de næste 20-25 år. 

Dødsfald.

Artiklens foto er erstattet af dette: fotograf Sophus Juncker-Jensen: Adolf Theodor Conradt Eberlin (1864-1918). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Imorges er Byfoged A. Conradt-Eberlin, Thisted, efter længere Tids svagelighed afgaaet ved Døden, 54 Aar gl.

Byfoged Eberlin var født den 21. Juni 1861 i Tranebjerg paa Samsø, hvor hans Fader (den senere Birkedommer paa Frederiksberg), dengang var Birkedommer. Han blev Student fra Shneekloths Skole i 1882, tog juridisk Embedseksamen i 1890, var derefter Fuldmægtig ved Aarhus Stiftamt til 1893 og i de følgende Aar var han Fuldmægtig ved Københavns Amts nordre Birk, indtil han den 16. Juni 1911 udnævntes til Byfoged og Byskriver i Thisted Købstad samt Herreds foged og Skriver i Hillerslev-Hundborg Herreder, hvortil senere kom en Udnævnelse som Borgmester i Thisted Købstad.

Straks, da Conradt-Eberlin kom her til Thisted, tog han kraftig fat paa at bringe Orden i Sagerne, han var en Mand, der vilde have alt paa sin rette Plads. Ogsaa paa sit Arbejde som Byraadsformand tog han fat med stor Energi og Interesse, og hans Ledelse af de offentlige Byraads møder var en ren Fornøjelse, ikke mindst for en Pressemand. Borgmester Eberlin udtalte kort og klart det, der skulde siges og havde den rette Evne til at faa Byraadets Medlemmer til at lade al overflødig Udenomssnak fare. Hvor har man ikke de senere Aar savnet denne dygtige og kyndige Forhandlingsledere i Thisted Byraad.

Borgmester Eberlin, denne høje, smukke Skikkelse og tilsyneladende saa kraftige Mand blev ikke forundt Kraft til nogen lang Arbejdstid i den Gerning, der skulde være hans Manddoms Værk. En snigende Sygdom tog efter nogle Aars Forløb fat paa at nedbryde hans Helbred og Arbejdskraft. Gennem lange Tider maatte Kunstdrejer Bunch ved Konstitution varetage Formandsgerningen i Byraadet indtil Conradt Eberlin til Slut for godt et Aars Tid siden søgte sin Afsted som Borgmester. Sin Gerning som Politimester varetog han dog fremdeles, skøndt det var øjensynlig for enhver, at han var en syg og dødsmærket Mand.

For kort Tid siden forværredes Sygdommen, og Politimesteren maatte lade sig indlægge paa Thisted Sygehus, hvor Døden i Morges er indtraadt som Følge af en tilstødt Lungebetændelse.

Afdøde efterlader sig Enke og 4 Børn, hvoraf et ukonfirmeret.

(Thisted Amtsavis 16. november 1918).

Eric Eberlin var i Thisted til faderens sygeleje, moderen turde ikke være alene med ham og Eric fik ham kørt til Thisted Sygehus. Faderen havde i et af sine sidste lyse øjeblikke genkendt ham. Alle håb om helbredelse var opgivet, og han kom ikke hjem mere.

Paludans betragteligt store arv finansierede ikke så få af de "projekter" der havde givet Eric økonomiske vanskeligheder. Til gengæld leverede Eric litterært stof til gengæld for pengene. I hvert fald ind til Paludans arv svandt ind. Eric ville også være forfatter og kunstner og brød dermed traditionen i Eberlin-familien for at blive jurister: bedstefaderen var birkedommer, oldefaderen højesteretsassessor. 

Erik og Jacob mødtes 1919 i det sommerhus som moderen efter faderens død havde lejet i Hanstholm. De forsøgte sig i 1920'erne med hønseavl, uden det store held. De tog til USA i 1920. Paludan rejste hjem året efter, mens Eric blev til 1924 og mødtes igen med Paludan. Mens Eric anlagde amerikansk livsstil, så Paludan "det forjættede land" som et massesamfund hvor overflade var blevet til indhold. 

I 1924 rejste begge til Napoli. Eric vendte tilbage til New York 1925-1928, hvor en broder til Thisted-borgmesteren har en boghandel. Paludan var på et kortere besøg i 1926. Eberlin havde udviklet sig til playboy med et betydeligt forbrug af whisky og damer, mens Paludan begyndte at udforske virkeligheden uden fiktionens (og Eberlins!) hjælp og især hvad der gemte sig bag det, der blev kaldt virkelighed. I 1925 skrev Eric i et brev:

"De maa endelig skrive hvorledes det gaar med Fuglene der flagrer omkring det hvidmalede Fyr, og De maa altid huske at jeg tror på Dem som den kommende Mand, endvidere må De vide at jeg har mindst 2 Ideer for store tonende Romaner med Figurer og mærkelige Hændelser, naar vi ses skal jeg give nærmere Oplysning og De kan da se om De kan bruge Ideerne". 

Brev af Eric Eberlin fra Amerika 1925 til Jacob Paludan. 

Kort efter udkom "Fugle omkring Fyret" (1925), hvis første linjer næsten er skrevet af efter brevet. Inspirationen fra Eberlin-familien fortsatte i "Markerne modnes" (1927) og især "Jørgen Stein" (1933). Den skildrer bl. a. en amtmandsfamilie, hvor amtmanden akkurat som Adolf Theodor blev syg. Eberlins barndom og familie optræder i romanen sammen med andre thybofamilier. 

Eric Eberlin blev tegner, skiltemaler og engageret i reklame. Som en af de første til Danmark lavede han reklamer efter amerikansk forbillede. 1931 blev han leder af Danske Erhvervs Annonce-Bureau, og hans eget Eberlin Reklamebureau blev et af de største i Danmark. Han udgav også bladet "Mandens Blad" (1936) hvor Paludan bidrog (også økonomisk) med en fast klumme i 8 år indtil Erics død i 1943. Blandt medarbejderne var Peter Olufsen som senere blev en prominent person inden for reklamebranchen. Desuden forfatteren Erik Pouplier. Bo Bojesen startede sin karriere på bladet. Ligesom Henning "Lidenlund" Gantriis. Simon Spies skrev (i 1943) - om vildt natteliv, overskridelse af moralske bud mm.

I 1934 blev Eric Conradt-Eberlin der var glad for whiskey og kvinder, gift tre gange. Sidste gang med Alice Ninon Duvantier (1904-2001), tidligere gift med grosserer Jørgen Klint. Efter Erics død blev hun blev i 1946 gift med Erik Scavenius som hun havde været kæreste med under krigen. Alice Scavenius skrev i et erindringsessay at alle elskede ham, og at når han tog charmen på, kunne ingen modstå ham. Hun var efter besættelsen tiltalt for spionage efter landsforræderiloven, men ikke dømt. 

Erics livsførelse betød at han begyndte at lide af overvægt. Han blev skilt i 1943, og begik kort tid efter selvmord i et hotel i Køge i 1943. Moderen Annette Kirstine fik udover kondolencebreve fra slægt, venner og bekendte, også et fra  Jacob Paludan: 

"Kære Fru Eberlin. I disse Sorgens Dage skulde det ovenikøbet gaa saa galt, at jeg kom til at forsømme Deres Søns Jordefærd. Den Opringning, jeg modtog, lød på Mandag, ialtfald har jeg hørt, opskrevet og i Telefonen gentaget det saadan. Saaledes kom altsaa både min Krans og jeg et Døgn for sent. Jeg skriver skyndsomt dette til Dem, fordi De jo ved, at et varmt og saare sjældent Venskab forbandt Deres Søn og mig i de lidt yngre Dage; jeg vilde, hvordan Øjeblikkets Realiteter end maatte se ud, aldrig kunde glemme, hvilken Berigelse og Inspiration jeg saa ofte har hentet i Ungdommens Samvær med ham. Mine Tanker glider helt tilbage til Aalborg, til "Homelilla" på Hanstholm Strand; jeg husker besøg hos Dem i Bagsværd og på Strandboulevarden, og i denne tunge Uge, hvor man har forsøgt at begribe det skete, har jeg saa ofte måttet tænke på Dem. Min Deltagelse, som jeg altsaa blev afskaaret fra at udtrykke mundtligt, sender jeg Dem hermed. Deres Jacob Paludan. 17.5.43. Birkerød".

Venskabet med Jacob Paludan var imidlertid med tiden blevet mere og mere anstrengt. Efter selvmordet i 1943 lagde Paludan afstand til Eric. Han var blevet en kendt forfatter og havde ikke længere brug for Eric. I senere romaner slørede han Eric Eberlins identitet. 

Reklamefirmaet E. Eberlin Reklamebureau eksisterede i mange årtier efter Erics død. Et halvt hundrede af deres produkter kan ses på foto på Det Kongelige Biblioteks billeddatabase, søg på Eberlin Reklamebureau. I 1952 holdt det til på Nyropsgade 22 og havde 30 ansatte. 1974 på Landemærket 11.

Annette Kirstine overlevede både sin mand og sin søn. Hun døde i 1957.

Adolf Theodor, Annette Kirstine og Eric Conradt-Eberlins gravsted på Vestre Kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Se også: Henrik Oldenburg: Jacob Paludan. historien om et venskab (1984).

Se artiklen: Flemming Skipper: Thy i litteraturens vold. Historisk Årbog for Thy og Hanherred 2007, s. 95-118 som er hovedkilden til dette indslag.

Konferensraad Axel Heide 19. Marts 1861 - 3. Oktober 1915. (Efterskrift til Politivennen)

Af

Nationalbankdirektør I. P. Winther.

Konferensraad Axel Heide er igaar, Søndag, afgaaet ved Døden paa Kommunehospitalet, hvor han havde indlagt sig 10 Dage iforvejen. Han havde i de sidste Tider forinden Indlæggelsen gjort Indtryk paa sine Venner af at være en meget syg Mand, men han vilde ikke være syg. Han haabede indtil de sidste Dage paa, at der skulde forundes ham endnu en Række Aar at virke i, og han blev ved sit Arbejde i Privatbanken indtil Dagen før sin Indlæggelse paa Hospitalet, hans Ophold her var imidlertid kun en Bortebben af det Liv, som ban saa gerne vilde have forlænget for igen at opnaa noget af den Position, som han indehavde i Slutningen af forrige og Begyndelsen al dette Aarhundrede. Dengang var Heide en lykkelig Mand. Det syntes som om Alt lykkedes for barn og Alle, der ønskede at starte et Aktieselskab eller havde en Ide, som de ønskede realiseret, henvendte sig til Heide. Han var i uafladelig Virksomhed for at efterkomme de mange Ønsker og Anmodninger, der rettedes til ham, og uagtet han eIskede Arbejdet for dels egen Skyld og kun hvilede fra det, naar han sov, var det en Umulighed for ham at tilfredsstille alle de Krav, der stilledes til barn. Han fik dog meget udrettet og hans Popularitet var stor, størst maaske da han i 1899 som Mægler i den store Arbejderkonflikt fik denne bilagt.

Da Bankkrakket kom i 1908 og dermed en Standsning i den febrilske Virksomhed, som tidligere var udfoldet i Bankverdenen, kom Heide mere i Baggrunden; og hans Virksomhed maatte fremtidig, ligesom de andre Bankdirektørers, blive at søge at reparere de Skader, som var komne tilsyne ved Bankkrakket. Herpaa har han ivrigt arbejdet, og af hans Udtalelser i den sidste Tid fremgik det. at han mente, at Maalet var nærved at naaes. Det er sørgeligt, at han ikke skulde opleve at se det endelige Resultat.

Heide var cand. jur. og begyndte sin Virksomhed som Fuldmægtig paa Kjøbenhavs Amts søndre Birk, hvorfra han, da dette Embede deltes i 1888, fortsatte Virksomheden paa den Del af det delte Embede, som bærer Navnet Frederiksberg Birk. Da han i 1894 havde undfanget den Tanke, at Frederiksberg var stor nok til a( have sin egen Bank, satte han sig energisk i Virksomhed for at opnaa Oprettelsen af en saadan. Han satte sig i Forbindelse med Tietgen, og da denne med Rette mente, at han i Heide havde fundet en Mand med stærkt Initiativ, støttede han Planen og Banken blev oprettet. Det var Kjøbenhavns Laane- og Diskontobank.

Navnet viser, at den oprindelige Plan om en Bank for Frederiksberg under Arbejdet for den havde undergaaet nogen forandring. Banken skulde ganske vist i særlig Grad regne paa Frederiksbergerne som Kunder, men det ansaas hensigtsmæssigst, at den laa i selve Kjøbenhavn, og Navnet maatte da rette sig efter Beliggenheden.

I 1895 begyndte Banken sin Virksomhed med Heide som Direktør, men allerede Aaret efter, da Tietgen havde trukket sig tilbage fra Privatbanken, blev Heide valgt til Direktør i denne. Han tiltraadte Stillingen den 1ste Januar 1897.

Heide var Formand i Bestyrelsen for en Mængde Selskaber og Medlem af Bestyrelsen i lige saa mange. I alle disse vil ban blive savnet. Ikke alene fordi han i disse Selskaber har ydet et stort Arbejde og ved sit rige Initiativ bidraget til Selskabernes Opblomstring, men ogsaa fordi det for Bestyrelsesmedlemmerne var en Glæde at mødes med ham. De holdt alle af barn og satte Pris paa hans Evne til at oplive et sagligt Bestyrelsesmøde med smaa pudsige Bemærkninger.

Heide havde mange Venner og det med Rette; thi han var et meget godt Menneske, der gjorde sit Yderste for at efterkomme de Ønsker, som rettedes til ham. En Sagfører, der ikke stod i særligt nært Forhold til Heide, bemærkede engang: Jeg véd. at hvis jeg kom til at trænge til en Vennehaand. kunde jeg roligt henvende mig til Heide. Han vilde hjælpe mig og hvad mere er, han vilde gøre det med Glæde. Saadan var han og derfor vil en talrig Skare af Venner sørge dybt ved hans Død.

Om Heide og hans Arbejde.

Konferensraad Heide var ved sin Død ikke den meget omtalte Mand, som for blot en halv Snes Aar siden, da hans Navn var paa alles Læber. Det var paa den Tid, da Heide med den Stilling, han indtog, fik Lejlighed til at give sin Virketrang frit Løb.

Idérig og initiativrig, som han var, blev han Fader til snart det ene, snart det andet Foretagende, og med den enestaaende Arbejdsevne, han var i Besiddelse af, satte han alt ind paa at faa de nye Foretagender i den rette Gænge, og med nidrig svigtende Interesse fulgte han siden Virksomheden. Det faldt i Heides Lod at virke netop i en Tid, hvor Foretagsomheden tog Fart, ganske vist ofte paa hans eget Initiativ, og hvor Tiderne virkelig var gunstige. Men han kom senere, da han allerede havde trukket sig noget tilbage, til at opleve vanskelige Tider, og i de senere Aar var hans Arbejdsevne viet Genrejsningens Arbejde, saa det blev lians Hverv at bøde paa de Fejl, der var begaaet.

Ogsaa her viste han imidlertid, at han havde Evner, og med aldrig svigtende Iver tog han fat paa den vanskelige Opgave, som han fra f'rste Færd - da Bankkrakket kom - havde grebet an med heldig Haand. Vi skal her minde om, at Formanden for Privathankens Bankraad. Fabrikejer Hasselbalch, paa en Generalforsamling ytrede, at Navnet Heide var et omstridt Navn, men Bankraadet ønskede ham bevaret for Banken, da han i Krisens Dage havde vist, hvad han duede til og ved sit Initiativ havde reddet meget, som skulde synes tabt.

Foruden sine Evner som Forretningsmand besad Heide i høj Grad Arbejdsevne, og han har altid været og var til det sidste, uagtet Sygdommen i de senere Aar havde ramt ham, en saare flittig Mand, som man var sikker paa fra tidlig Morgen at træffe i sit Kontor fuldt optaget af sit Arbejde.

Den, der har haft Lejlighed til ret at kende den Afdøde, vil kunne tale med om hans sjældne Hjælpsomhed og om den Forstaaelse, hvormed han kunde sætte sig ind i andres Forhold. Mange Bekymringer har han i Aarenes Løb skabt sig selv blot for at ordne andres Forhold paa bedste Maade, og til Trods for sin Optagethed fik han altid Tid til at arbejde for den, som han omfattede med Interesse. At disse Egenskaber maatte gøre ham afholdt af sine Underordnede, siger sig selv, og afholdt var han ogsaa som faa.

Det Foretagende, hvortil Heides Navn vel i første Række vil være knyttet, er Sammenslutningen af de kjøbenhavnske Sporvejsselskaber. Heide havde i Virkeligheden her et Fremsyn, som i høj Grad maa vække Beundring. Ogsaa Sammenslutningen af de frederiksbergske Sporvejsselskaber skyldes Heides Initiativ.

Det er en Selvfølge, at Heide paa Grund af sin Organisationsevne og sit rige Initiativ og den ledende Stilling han i en Aarrække indtog i Privatbanken fik Sæde i Ledelsen for mange Aktieselskaber. Han var saaledes Formand for Bestyrelserne for Telefonselskabet, Frederiksbergs Sporvejsselskab, Silvan, Bing & Grøndahl, H. F. Gosch' Tændstikfabrik, Aktietændstikfabriken Godthaab, og Christianshavns Oplagspladser og havde Sæde i Bestyrelserne for Kjøbenhavns private Laanebank, Det østasiatiske Kompagni, Det danske Koloniallotteri, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejsaktieselskab, Det kjøbenhavnske Byggeselskab og Kommunekreditforeningcn. Heide var tillige Medlem af Bankkomiteen af 1908 og Afviklingskassen af 1910.

Enhver Kjøbenhavner vil vide, med hvilken Interesse han omfattede Hovedstaden. en Interesse, der i Tidens Løb har givet sig saa mange Udslag, og hvorom bl. a. Absalon-Rytterstatuen paa Højbro og Øhlenschlæger-Statuen paa Frederiksberg staar som Vidne. Derfor vil Navnet Heide ogsaa gennem Tiderne mindes her i Byen, og hvor forskelligt end Bedømmelsen af den Afdøde vil blive, vil dog ingen kunne, benægte, at Heide var en Mand, for hvis Initiativ og Dygtighed man maa bøje sig, en Mand, der ikke alene satte sig store Maal, men ogsaa i mange Henseender formaaede at naa de Maal, han havde sat sig, og som i hvert Fald aldrig sparede sig selv for at naa Maalet.

E. C.

* * *

Noter om Heide.

Konferensraad Heide efterlader sig sin Hustru, født Block, en Adoptivdatter at den forlængst afdøde Købmand og Konsul Frederik Block. En Broder til Fru Heide er den kendte Kaptajn H. Block, en Søster er gift med Øjenlæge Chr. F. Bentzen, en anden med Komponisten Lange-Müller.

Konsul Block var en meget rig Mand og ejede bl. a. Kokkedal, som efter hans og hans Hustrus Død tilfaldt Familien Heide.

*

I Konferensraad Heides Ægteskab var der ingen Børn. Derimod er Fru Dr. Tage Iversen, født Baronesse Bille-Brahe, og Fru Maj Hennings, født Lindegaard, Adoptivdøtre af Ægteparret Heide 

*

Noget stort Hus forte Konferensraad Heide ikke, da hans Hustru altid har været svagelig, og han kom meget lidt ud. Hans nærmeste Omgangsven var Nationalbankdirektør Winther, med hvem han havde bevaret Forbindelsen fra de unge Dage, da de begge var ansatte paa Frederiksberg Birk. Men han var en alsidig interesseret Mand, der foruden at overkomme det store Arbejde, han havde at bestride, ogsaa dyrkede Litteratur og Kunst. Og alle, der har kendt ham, giver ham det smukkeste personlige Eftermæle som en hjælpsom, hjertensgod og nobel Karakter.

*

Konferensraad Heides Karriere betegnedes i Begyndelsen ved en voldsomt stigende Kurve. Som forholdsvis ung Birkefuldmægtig blev han Bankdirektør, først i den nyoprettede Laane- og Diskontobank og meget snart efter i den fornemme Privatbank, hvorover Tietgens berømte Navn kastede sin Glans. Der var noget af en Aladdin over barn i de Dage, hans Navn knyttedes til en Bække nye Foretagender, han blev Etatsraad og siden Konferensraad. Højest stod han vel i sin Prestige, da han i 1899 sammen med Herman Trier og nu afdøde Veksellerer Laur. Bing havde bilagt den store Arbejdskonflikt. - en Virksomhed, der indbragte ham Fortjenstmedaillen i Guid.

En stærk Kontrast til den Straaleglans af Ære, Magt og Guld. der stod om Heide i de Dage, dannede den Stilhed, som nu i de senere Aar var om hans Navn. Han led ved de store økonomiske Krak i det ulykkelige Aar 1908 meget betydelige pekuniære Tab og han var nu ved sin Død, i Forhold til hvad han havde været tidligere, sikkert ikke nogen velhavende Mand.

*

Foruden Fortjenstmedaillen i Guld havde Konferensraad Heide modtaget Dannebrogsordenens Ridderkors og Sølvkors og bar en Række udenlandske Ordener: den franske Æreslegion, den græske Frelserens Orden, den Russiske St, Stanislaus, den siamesiske Hvide Elefant og Krone Orden og den tyrkiske Osmannie Orden.

*

Konferensraad Heides Helbred var i den senere Tid ikke stærkt, og det var tydeligt for alle, som kom i Berøring med ham, at den før saa kraftige Mand ikke mere var sig selv. Det var Nyrerne, det var galt med, og for en lille Uges Tid siden maatte han lade sig indlægge paa Kommunehospitalet. Men lige til det sidste blev han ved at passe sit Arbejde, endnu Dagen før han kom paa Hospitalet, ledede han et Bestyrelsesmøde i Frederiksberg Sporvejsselskab.

Paa Hospitalet, hvor han laa paa 3die Afdeling under Professor Fløystrup, var man hurtigt klar over, at det bar mod Døden. En Lungebetændelse stødte til Nyrelidelsen og gjorde det af med Patientens sidste Kræfter, og igaar Formiddags udaandede han stille og roligt efter at have ligget uden Bevidsthed det meste af et Døgn.

Konferensraad Heide nærede betydelig Interesse for Teatrets Kunst, hvilket t sin Tid gav sig praktisk Udslag i Tilsagn om økonomisk Støtte til Gennemførelsen Nr. 2 af Teaterkommissionens Forslag, der gik ud paa en Udvidelse af Det kongelige Teater hen i Tordenskjoldsgade, med en Talescene for øje.

*

Ogsaa den hildende Kunst støttede Konferensrnaden samtidig med at han ydede væsentlige Bidrag til sin Bys Udsmykning. Absalons Rytterstatue, H. V. Bissens og Marstrands Statuer samt Øhlenschlægers Statue paa Frederiksberg er talende Vidnesbyrd i saa Henseende. Desuden har Heide skænket Monumentet for Modersmaalet i Skibelund Krat

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1915)

Foto af Axel Heide fra Folkets Avis 4. oktober 1915.

Axel Heide blev begravet 7. oktober 1915 fra Holmens Kirke:

Provst Fenger taler ved båren i Holmens Kirke. Illustration fra Dagbladet (København) 8. oktober 1915. .

Han blev begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling C, rk. 6, nr. 6. Gravmælet blev fremstillet af billedhuggeren Kaj Nielsen, og var en bred grå granitsokkel bærende en sørgende kvindeskikkelse. Det blev afsløredes på hans fødselsdag 19 marts 1917:

Axel Heides grav på Vestre Kirkegård. Stenen er designet af billedhuggeren Kai Nielsen som en monumentalisering af en bestemt type jødiske gravsten. Kai Nielsen har erstattet de jødiske stammesymboler med en reliefhugget, siddende kvindeskikkelse, der sorgfuldt støtter hovedet i hånden. I kvindens halvt frontale, halvt profilvendte kropsstilling og i de stiliserede, rundede former liggeren orientering mod den ægyptiske og tidlige græske skulptur. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Peter Gregers Christian Jensen 1840-1911. (Efterskrift til Politivennen)

Peter Gregers Christian Jensen (1840-1911) var højesteretssagfører og politiker fra Nykøbing F. Han blev i 1872 gift med Elisabeth Jensen (1851-1878) datter af birkedommer Erik Peter Pontoppidan (1785-1862) og Hanne Petrine (1818-1904). Et digt findes, skrevet af Dines Pontoppidan, søster til Hanne som også viede dem. De fik to børn Margrete (1875) og Einar (1877). Han blev (1881?) gift med Jensen Anna Cathrine f. Eggertsen 23.8.1858-3.1.1916.

En villa på Frederiksberg Alle 41 skal være opført for P. G. C. Jensen 1866/67 efter tegninger af arkitekt Ove Petersen. Foto på Kbhbilleder. Senere ombygget. Delvis nedrevet 1933,  helt 2010.

1884 flyttede de til København. 1888 blev han højesteretssagfører. I 1891 valgt til landstinget af højre og tilsluttede sig provisoriepolitikken under Estrup. Han stemte imod forliget 1894. Han var modstander af kvinders deltagelse i kommunalvalg, se særskilt afsnit om kvinder og valgretten 1893 og 1895 på denne blog. Da forslaget om personlig myndighed til gifte kvinder var til a. behandling i Landstinget den 8. marts 1899, udtalte P. G. C. Jensen:

"Det er en meget liberal bestemmelse over for hustruen, en overmåde liberal bestemmelse, og det turde være et spørgsmål, om det egentlig er nødvendig at gå så vidt."

I årene før systemskiftet var han landstingets ledende Højrepolitiker, 1900–1902 som formand for højres repræsentantskab. Ved en tale på grundlovsdag i 1902 udtalte han at systemskiftet havde bragt ublide kår for grundloven, og fordømte ”de otte” frikonservative og deres forsøg på samarbejde med Venstre. 

1895 blev han medlem af rigsretten, fra 1910 dens næstformand. Han afslog opfordring til at indtræde i ministeriet Sehested (1900-1901) 

Jacob Benjamin Sidenius (1832-1908): P. G. C. Jensen (1840-1911). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Da han var ordfører for skattereformen 1901 forsøgte han sig med et overbud om  på visse betingelser at foreslå alle de gamle hartkornsskatter afskrevne. Det virkede ikke efter hensigten, Venstre tog ham på ordet og og indgik som et led i skattereformens endelige udformning. Fra 1901 førte de frikonservative forligspolitik med venstreministerierne, og P. G. C. trådte i baggrunden.1905 var han med i straffelovskommissionen og 1909 af kommissionen vedrørende len og stamhuse.

- - -

Men den Omdannelse af vort Skattevæsen og derved af vor hele finansielle Tilstand, man er i Færd med at foretage, berører i den Grad umiddelbart næsten alle Mennesker, at det er umuligt andet, end at den maa udøve en afgørende Indflydelse paa Folks Mening om Regeringen, saa snart man ret opfatter, hvad det er, der foretages.

Herved tænker jeg mindre paa den nuværende Regering, hvis Opgave allerede nu aabenbart nærmest er at blive angrebet. Jeg forudsætter, at der ved Skattelovenes Gennemførelse bliver dannet en ny Regering af dem, der her er de ledende. Dette er øjensynlig Alberti og P. G. C. Jensen, til hvilke to Navne maaske bør føjes Navnet Jacob Scavenius. Saa vidt jeg kan se, er det deres Aand, af hvilken Lovene, hvorledes de nu bliver i Enkelthederne, vil være et Udtryk. Det er en karakteristisk lille Anekdote, der fra paalidelig Kilde er berettet mig her i Udlandet, at det først var efter at have tilbragt en søvnløs Nat, at Estrup gik til at opgive sine Retfærdighedens og den gode Politiks Grundsætninger for at følge P. G. C. Jensens Ledelse. Og det er højst ejendommeligt, at i Folketinget de Ledere af Venstre, der besidder virkelig Indsigt paa dette Omraade, slet ikke har noget at sige for de Forslag, der nu skal gennemføres. Det er aabenbart Kød af Albertis og P. G. C. Jensens Kød og Aand af deres Aand. Men selv om hine nu kun siger lidet eller intet, turde det dog være aldeles uforsvarligt, at de har ladet det komme dertil, at Alberti og P. G. C. Jensen er blevet de ledende, hvor det gælder om at give det danske Folks Tænkemaade og Vilje sit Udtryk i den virkelige Politik.

Lad os altsaa forudsætte, at disse Mænd, der her repræsenterer Folkeviljen, ogsaa kom til at danne den Regering, der skal føre de ny Love ud i Livet. Det forekommer mig sandsynligt, at en saadan Regerings Skæbne ikke vil blive blid. Det er umuligt andet, end at Befolkningen tilsidst tilfulde vil se, hvad det er, der her gaar for sig. Der er Sandhed i Lincolns bekendte Ord, at man for en Gangs Skyld kan narre et Folk i en enkelt Sag, men at man umulig kan narre det helt igennem og altid. P. G. C. Jensen har med et lykkeligt Udtryk selv paavist, hvad det er, man gør, at det er imod al Teori, det vil sige imod al Sandhed. Amerikanerne, der bruger drastiske Udtryk, vilde i deres Sprog ikke have kaldt det et job, de vilde have kaldt det a gigantic steal. Men det er umuligt andet, end at Befolkningen vil se, hvorledes man ved denne saakaldte Skattereform har ladet alle de virkelige Reformer ligge, ikke løser et eneste af de Baand, der binder vort økonomiske Liv og Udvikling, ikke bringer den fjærneste Gavn, kun tager fra mange for at give til nogle. Den ny Skat vil tale et Sprog, der vil være tydeligt og vil blive følt.

For saa vidt skulde det vel synes at være heldigt for de Anskuelser, der er modsat d'Hrr. Alberti og P. G. C. Jensen, om disse Mænd kom til Magten, og deres Anskuelser førtes ud i Livet. Det er ikke let at sige, hvem der repræsenterer de modsatte Anskuelser, saa langt som det hele er trukket ned; men lad os tage som Repræsentant for disse A. P. Køedt, Manden med de klare Tanker og de rene Motiver, der vel nu er sat ud af Spillet, men som har Tilhængere i de forskellige Klasser og i de forskellige Dele af Landet i større Tal og af større Vægt end der anes. Det skulde altsaa være heldigt for disse gode Anskuelsers endelige Sejr, om Modstanderne nu kom til Magten, i Forventning om at det vil gaa som i Amerika, hvor Mac Kinley og Bryan utvivlsomt ved en simpel Reaktion vil blive fulgt af brave Folk, hvad enten det nu bliver Cleveland-Demokrater eller Roosevelt-Republikanere.

Herved er imidlertid adskilligt at bemærke. For det første er der et uhyre Ansvar ved at fordærve hele den finansielle Stilling i et Land som Danmark. I et Land som de Forenede Stater har man kunnet gøre det uden meget ulykkelige Følger; man har kunnet sætte til ved en forskrækkelig Beskyttelsestold og ved uhyre Byrder til slet beregnede og slet udførte offentlige Arbejder og f. Eks. ved den uhyre Pensionsbyrde til Veteranerne fra Borgerkrigen, voteret udtrykkelig for derved at forringe den finansielle Tilstand, saa man ikke kan komme bort fra de høje Toldsatser. Amerikas Kraft er saa stor og saa elastisk, at den kan bære sligt og let igen komme i god finansiel Stilling. Det samme er ikke Tilfældet med Danmark. Dernæst er den Ledelse, der nu finder Sted, den Politik, der følges, den Tænkemaade, der aabenbarer sig, af en saadan Karakter, at man ikke uden Ængstelse maa spørge sig selv, hvad vor hele Selvregering, politiske Frihed og politiske Fremtid skal blive til.

Paris, den 20. Marts.

(Hjemme og Ude. Gads danske magasin, 1901. s. 311-312)

P. G. C. Jensen.

Født 23de April 1840 - Død 19de August 1911.

Atter er et langt og virksomt Liv sluttet. En af de Mand, som staar paa de fremskudte og hæderfulde Pladser i vort Samfund, er atter gaaet bort. Med P. G. C. Jensens Personlighed forsvinder igen en Sum af Erfaring og Overblik over vort offentlige Liv, som vi daarlig har Raad til at miste. Og Mange er de, som med Vemod og Savn vil samles om hans Baare, thi baade som Sagfører ved vor øverste Ret og Medlem af Rigsdagen brugte han sine Evner og Kræfler saaledes, at store Kredse nød Gavn deraf og vidste, at de i ham havde en Raadgiver, som de trygt kunde stole paa.

P. G. C Jensen var af en Lolland-Falstersk Købmandsslægt, han kom til Verden i Nysted, men sin Ungdom tilbragte han i Nykjøbing F., fra hvis Latinskole han blev Student, og hvortil han vendte tilbage i 1869, efter at have absolveret sin juridiske Embedseksamen med en meget fin første Karakter, for at nedsætte sig som Underretsprokurator.

Senere tog han Overretssagførerbestalling, og med Nykjøbing som Centrum skaffede han sig en meget stor og anset Sagførerforretning, tildels i Samarbejde med sin Ven, den for nogle Aar siden afdøde højt ansete Nykjøbing Jurist, Overretssagfører Andresen.

Allerede i P. G. C. Jensens første Sagføreraar begyndte Tillidshvervene at strømme ind til ham. Hans faste Karakter, hans Energi og Dygtighed, naar det gjaldt om at varetage de Interesser, der blev ham betroede, rettede hurtig Opmærksomheden paa ham. Byraadsmedlem, Medlem af Skoleraad, af Købstadsforeningens Bestyrelse, af Næringsovskommissionen m. m. blev han i denne Periode, og flere af vore ledende Finansmænds Opmærksomhed rettedes paa ham. Han knyttedes til Landmandsbankens Filial i Nykjøbing, og i 1884 tilbød man ham Posten som Direktør i Østifternes Kreditforening. Han opgav da sin Sagførerforretning, flyttede til Kjøbenhavn og tog med stor Energi fat i den nye Virksomhed. Efter faa Aars Forløb valgtes han til Formand i Direktionen, men hans kraftige og bestemte Optræden passede ikke det daværende Repræsentantskab, hvori Politik allerede var begyndt at gøre sig gældende. Efter forskellige skarpe Sammenstød tog P. G C. Jensen resolut sin Afsked i 1887, Han korn derved til at staa paa bar Bund, men genoptog straks sin Sagførervirksomhed, og hans sjældne Evner og Energi hjalp ham til allerede i 1888 at blive Højesteretssagfører.

Som Højesteretssagfører grundlagde han et Ry som Jurist, der uanfægtet har staaet sin Prøve i over 20 Aar, og skabte en af vor Bys største og mest søgte Sagførerforretninger, som har kunnet tælle en Række af vore betydeligste offentlige og private Institutioner og Foretagender mellem sit Klientel.

P. G. C. Jensens Styrke som Jurist har været hans Klarhed, hans praktiske Blik for, hvor Kærnepunktet i enhver Sag laa, og hans eminente Udholdenhed i at finde alle de Forhold frem, som var til Støtte for hans Standpunkt. Han ofrede den samme Interesse paa sine smaa som paa sine store Klienters Sager. Han lod intet upaaagtet. Og naar P. G. C. Jensen havde en Sag, vidste man, den var i gode Hænder.

Han var dristig og snarraadig, naar han kæmpede, men han bevarede altid Skjoldet blankt, og mange vil beklage i ham at have tabt en Raadgiver, som ikke svigtede under noget Forhold. Han tog Kampen op for sine Klienter paa alle Omraader. Det er, som det erindres, ikke mange Dage siden, at han skønt svag og lidende, med Skarphed og Klarhed drog i Marken til Fordel for Aktieselskabet "Skandia" her i "Berl. Tid." Det blev vist det sidste offentlige Indlæg fra hans Haand.

I Politik kom P. G. C. Jensen ind i 1891, da han blev valgt til Landstingsmand ved et Suppleringsvalg. Som en Mand, der selv havde kæmpet sig frem Fod for Fod, var han en udpræget Konservativ i sine politiske Anskuelser vel vidende om, hvor stor Betydning det har at kunne bevare een Gang vundet Terræn.

Han sluttede sig fast til Højre, som snart begyndte at trække store Veksler paa hans Arbejdskraft og gav ham den ene Tillidspost efter den anden. Efter Forliget, hvor Vanskelighederne for Højre voksede med hvert Aar, stod P. G. C. Jensen fast og lod sig ikke rokke fra sit en Gang indtagne Standpunkt. Han blev efter Steffensen Ordfører for Finansloven i Landstinget og sit Partis meget raadspurgte juridiske Raadgiver. Formand for Højres Repræsentantskab var han i et Par Aar, men trak sig tilbage samtidig med Systemskiftet.

Under Venstres Regeringer var han fra sin Plads i Landstinget Systemskiftets skarpe men næsten aldrig uretfærdige Kritiker. Hans Sagkundskab og klare, logiske Tale var det ikke let at komme uden om. Han hører til dem, som har gjort sit Land Gavn ved ihærdigt og maalbevidst at bremse den altfor vilde Kørsel nedad Bakke, som endte med Katastroferne i 1908, og som der nu Ira alle ansvarlige Sider møjsommeligt maa raades Bod paa.

P. G. C. Jensen blev ingen Partileder. Han var ikke af dem, der let samlede Mængden omkring sig. Ved strengt Arbejde vandt han sin Autoritet, men til Gengæld ogsaa en Autoritet, der kunde stoles paa, naar det kneb. Derfor vil P. G. C. Jensen blive savnet ogsaa i det politiske Liv.

Biografiske Data.

Peter Gregers Christian Jensen var født i Nysted den 25de April 1842 som Søn af købmand Edinger Kalle Jensen, tilhørte til en paa Lolland Falster anset Købmandsslægt. I 1858 blev P. C. Jensen Student fra Nykjøbing Katedralskole og i 1866 juridisk kandidat 1869 nedsatte han sig som Underretsprokurator i Nykjøbing F. og blev i 1872 Overretssagfører. I 8 Aar, fra 1876-84, havde P. G. C. Jensen Sæde i Byraadet og var tillige Medlem af Maribo Amts Skoleraad. Fra 1880-84 var han Medlem af Repræsentantskabet for købstedernes brandforsikring. Fremdeles blev han, medens han var bosat i Nykjøbing, Medicin af Bestyrelsen før Landmandsbankens filial og Medlem af Købstadforeningens Bestyrelse, hvori han havde Sædet indtil 1889.

I 1884 forlod P. G. C. Jensen Nykjøbing, i hvis offentlige og kommunale Liv han havde indtaget en fremskudt Plads, for at bosætte sig i Kjøbenhavn. da han var bleven valgt til Direktør i Østifternes kreditforening, i 1887 valgtes han tillige til Formand i Direktionen, men allerede samme Aar tog han sin Afsked, da han kom i et skarpt Modsætningsforhold til Repræsentantskabet. 

P. G. C. Jensen, der i Nykjøbing F. havde oparbejdet sig en stor og anset Sagførerforretning. kastede sig nu paany over Sagførervirksomheden her i Hovedstaden og blev allerede i 1888 Højesteretssagfører. Indenfor Sagførerstanden har han, som den dygtige og ansete Sagfører han var, beklædt flere Tillidshverv, fra 1871 75 var han Medlem af Bestyrelsen for den almindelige Sag- førerforening, og i 23 Aar, fra 1883 til 1906, Medlem af Hovedbestyrelsen for den danske Sagførerforening og Næstformand i denne i 16 Aar.

Den afdøde Højesteretssagfører og Landstingsmand har tillige haft Sæde i tre betydningsfulde Kommissioner: Næringslovskommissionen af 1890, Toldkommissionen af 1895 og Straffelovskommissionen af 1905. Fremdeles var han Medlem af "Bikuben"s Repræsentantskab, hvis Formand han har været siden 1889. Fremdeles var han Formand for Repræsentantskabet for Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, for Bestyrelsen for "A/S Magasin du Nord", for A/S C. A. Qwade, Rasmussen & Faber og for A/S The crown butter-export Co.

Den 7de April 1891, ved et Udfyldningsvalg, valgtes P. G. C. Jensen til Medlem af Landstinget og har siden da uafbrudt haft Sæde i Tinget.

Til de to Suppleringsvalg til Folketinget vil der nu komme et Udfyldningsvalg i 2den Landstingskreds, der jo omfatter Frederiksberg, Kjøbenhavns. Frederiksborg og Holbæk Amt. Dette Mandat, der paa Forhaand er sikkert for Højre, vedvarer indtil det ordinære Valg i September 1914, altsaa i 3 Aar.

Af Ordensdekorationer bar den Afdøde Dannebrogsordenens Kommandørkors af 2den Grad og Dannebrogsordenens Hæderstegn.

* * *

P. G. C. Jensen var to Gange gift, første Gang med Charlotte Wilhelmine Elisabeth, født Pontoppidan, Datter af Birkedommer Pontoppidan. der døde 1878, og anden Gang med Anna Cathrine, f. Eggertsen, Datter af Forpagter Eggertsen, Ussinggaard. Fra første Ægteskab efterlader han sig en Datter, der er gift med Højesteretssagfører Moldrup, og en Søn, Overretssagfører Ejnar Falk-Jensen.

I andet Ægteskab havde I. G. C Jensen tro Børn, en Datter, der er gift med Borgmester Find. Skanderborg, og to Sønner, hvoraf den ene er Landmand, den anden juridisk Kandidat.

* * *

P. G. C. Jensen døde inat ved Firetiden efter et heftigt Anfald af den Hjertesygdom hvoraf han havde lidt. siden han for et Par Aar siden gennemgik en heftig og langvarig Lungebetændelse. Ifjor forhindrede Sygdommen ham i at deltage i Rigsrettens Forhandlinger og han gennemgik en Badekur i Nauheim. I det sidste halve Aar var han ret rask, man i de første Dage af August fik han paany et heftigt og faretruende Anfald, Indefter han i nogle Dage maatte holde Sengen, men i de sidste Dage har han været oven Senge og færdedes ude i sin Have.

laftes gik han lidt senere iseng end sædvanlig, men inat fik han pludselig et nyt Anfald. Hans Læge, Dr. Kjærgaard, kom øjeblikkelig tilstede, da dette brød ud, men kunde intet udrette. Ved Firetiden indtraadte Døden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 19. august 1911).

Højesteretssagfører P. G. C. Jensen død.

Højesteretssagfører P. G. C. Jensen, Medlem af Landstinget, er igaar Morges afgaaet ved Døden, 71 Aar gammel. I ham taber Skranken og Tinget en fremragende Mand, der med omfattende Viden, Erfaring og Intelligens forbandt en usædvanlig Arbejdsævne.

P. G. C. Jensen tilhørte som Politiker Højre, indenfor hvis Rækker han ofte gjorde sig gældende med en vis haardhændet Myndighed og vidtgaaende Standpunkter, der mere end een Gang fremkaldte irritation og Splittelse. Han stod som en af Førerne for Partieta yderste højre Fløj, og det beroede ikke paa ham, at Modsætningen mellem hans nærmeste Tilhængere og de umådeholdne Bestanddele ikke tidligere, hyppigere og skarpere fik offenlige Udtryk.

Hverken i Tinget eller for Skranken vandt P. G. C. Jensen Sympati - lagde iøvrigt heller ikke i fjærneste Maade an derpaa. Han var hurtig, klar og skrap, stærkere i Angrebet end i Forsvaret, ligegyldig for Velklange eller anden æstetisk Tilrettelægning, men omhyggelig for Realiteternes Fremhævelse og Belysning. Hvad der ikke sjældent misklædte hans offenlige Fremtræden, var den tørre, næsten haanske Overlegenhed, hvormed han optog Forhandlingen med Modparten. Det umiddelbare Indtryk, hans Indlæg efterlod hos Tilhørere, var i Reglen lidet vindende. Til Gengæld indgød han Respekt. Selv indenfor sit Parti var han mere frygtet end elsket; men han stod i stor Anseelse.

I Landstinget har hans Indflydelse været dalende. Sygdom tvang ham efterhaanden bort baade fra Salen og Udvalgene, hvori han tidligere havde været, et af de hyppigst benyttede og ivrigste Medlemmer. Ogsaa i Højesterets Skranke saae han i de sidste Aar sjældnere og sjældnere. Han blev savnet. Thi hans Personlighed var af dem, der gjorde sig gældende.

Med P. G. C. Jensen ef en af Veteranerne fra den store politiske Brydningstid og en af den danske Sagførerstands ypperste Repræsentanter gaaet bort.

F. v. J.

* * *

Peter Gregers Christian Jensen var født den 25de April 1840 i Nysted, hvor hans Fader var Købmand. Han blev Student i 1858 fra Katedralskolen i Nykøbing F. og i 1866 juridisk Kandidat. Han nedsatte sig som Sagfører i Nykøbing F. i 1869 og blev i 1872 Overretssagfører samme Steds. Fra 1 876-84 var han Medlem af Nykøbing Byraad, 1879-89 af den danske Købstadforenings Bestyrelse og i nogle Aar Udgiver af dens Tidsskrift.

I Aaret 1884 valgtes han til Direktør i Østifternes Kreditforening, hvilket havde til Følge, at han bosatte sig her i Byen. Hans Direktionstid varede dog kun 3 Aar, hvorefter han genoptog sin Sagførervirksomhed. I 1888 blev han Højesteretssagfører og havde i Aarene 1890-1906 Sæde i den danske Sagførerforenings Hovedbestyrelse. I 1890 valgtes han til Medlem af Næringslov-Kommissionen og blev det følgende Aar indvalgt i Landstinget for 2den Landstingskres, hvortil ogsaa Frederiksberg hører. Han beholdt sit Sæde i Landstinget til sin Død. Han var Medlem af Toldkommissionen af 1890 og af Straffelovskomrnissionen af 1905, Ordfører for Landstingets toldudvalg 1899, for dets Finansudvalg 1901-02 og 1904-08, for dets Skatteudvalg i 1901. I mange Aar havde han Sæde i Rigsretten, hvis Næstformand han var ved sin Død.

Af hans mange andre Tillidshverv skal vi nævne, at han var Formand for Repræsentantskabet i "Bikuben" og for Kreditforeningen af Kommuner. Endvidere var han Formand i Bestyrelsen for Akts. C. A. Quade, Rasmussen & Faber, for Akts. The Crown Buffer Export Co. og for Aktieselskabet Th. Wessel & Vett.

P. G. C. Jensen var to Gange gift. I sit første Ægteskab havde han en Datter, der er gift med Højesteretssagfører Møldrup, og en Søn. Overretssagfører Falk-Jensen: I sit andet Ægteskab havde han to Sønner, hvoraf den ene er Landmand og den anden juridisk Kandidat, samt en Datter, der er gift med Borgmester Find i Skanderborg.

*

Noter

Den Sygdom, som dræbte P. G. C. Jensen, var en Forkalkning af Hjertearterierne. Han havde baaret Sygdommen i 1½ Aar. men havde netop nu haft en Periode paa et halvt Aar, hvor han var fri for Anfald. For fjorten Dage siden blev han angrebet af Influenza, men var atter rask, arbejdede ivrigt hjemme havde flere Møder og glædede sig allerede til at komme ud. Men saa fik han ved 3-Tiden igaar Morges et Anfald af sin gamle Sygdom. Nitroglycerinen, som han plejede at tage mod Anfaldene, vilde ikke hjælpe, og der blev sendt Bud efter Dr. Kjærgaard, Familiens mangeaarige Huslæge.

Lægen kunde imidlertid intet udrette, og stille og roligt, uden nogen mærkbar Overgang mellem Liv og Død. sov Højesteretssagføreren hen ved det første Gry.

*

P. G. C. Jensen. der var anden Gang gift, efterlader sig foruden sin Hustru 5 Børn, 3 Sønner og 2 Døtre. Den ene Søn er Overretssagfører og Deltager i farens Forretning, en anden er Forpagter under Vallø, og den yngste Søn studerer. Af Døtrene er den ene gift med Højesteretssagfører Møldrup, den anden med Borgmester Find i Skanderborg.

*

Ingen af Børnene eller Svigerbørnene var til Stede, da Døden indtraadte. Højesteretssagfører Møldrup og Frue laa paa Landet i Tisvilde, og den yngste Søn var paa Besøg hos sin Broder paa Vallø. Først i Løbet af Dagen igaar sandedes de i Villaen i Frederiksberg Allé.

*

Dette Dødsfald er det tredje, som i Løbet af kort Tid har ramt Familien For kort Tid siden døde Enkefru Nathalie Rimestad. Overretssagfører Falk-Jensens Svigermoder, og nogle Dage efter mistede den anden Broder sin Svigerfader, Forstander Gandrup.

Ved begge disse Dødsfald udtalte P G. C. Jensen Ønsket om at faa en let og lykkelig Død - netop en saadan Død som han fik.

*

P. G. C. Jensen var ikke nogen ung Mand - han blev 71 Aar gammel - men han ejede en Arbejdskraft, som Sygdommen kun delvis havde kunnet kue. I det sidste Aar kom han ikke saa meget paa sit Kontor, men tidligere, da han var i fuld vigueur, forbavsede han hver Dag Personalet ved, hvad han kunde præstere. Han kom farende fra Retten, suste gennem Kontorerne som en Stormvind og besørgede i Løbet af en halv Times Tid Bunker af Breve og andre Forretnitnger.

*

I Skranken var P. O. C. Jensen berømt for sin Veltalenhed. Men i Forretningslivet var det ikke altid de mange Ord, der var hans Styrke. En Gang havde han vundet en stor Sag for et tysk Firma og herfor beregnet sig 300 Kr. i Salær. Da Firmaet skrev og beklagede sig over, at Salæret var for højt. svarede P. G. C. Jensen blot paa et aabent Brevkort Undank ist der Welt Lohn.

*

Men det var i Skranken P. G. C: Jensen skulde ses og høres. Her var han paa sit rette Felt, her udfoldede han sine mest udmærkede Egenskaber. Siden Frederik Salomon døde, har man ikke i Højesteret hørt en Taler som P. G. C. Jensen. En Sag kunde være saa kedelig og tør, den vilde, P. G. C. Jensen kunde altid slaa Gnister ud af den. Højesterets Publikum vidste det, og Assessorerne vidste det - naar P. G. C. skulde tale, saa rejste de gamle sig i Sæderne og lyttede.

I de senere Aar viste Advokaten sig sjældnere i Skranken. Den sidste større Sag, han procederede, var Striden mellem Grundejerbanken og Overretssagfører Dreyer, den Sag, som Dreyer til P G. C. Jensens store Overraskelse vandt.

I Højesteret vil P. C. G. Jensen blive savnet, han var en af de Advokater, der satte lidt Farver paa Tilværelsen i de ærværdige Sale.

*

Begravelsen vil sandsynligvis finde Sted paa Fredag fra Frederiksberg Kirke.

(Riget (København) 20. august 1911)

P. G. C. Jensen og Nykøbing By

Peter Gregers Christian Jensen var Søn af Købmand V. Edinger Balle Jensen i Nysted og født den 25. April 1840.

Han blev Student ira Nykøbing Skole 1858 og juridisk Kandidat 1866, hvorefter han rejste til Udlandet og navnlig opholdt han sig i Holland.

Ved sin Tilbagekomst fik han straks Fuldmægtigplads her i den By, hvor han havde hentet sin Skoleviden og var snart fast knyttet til den gennem flere Aar ved forskellige Baand.

Det var jo kendte Vande, han skulde tumle sig i, og han rørte sig i dem med en Lethed og Friskhed, der hurtig vandt alle for ham. I Selskabslivet var alle Døre ham aabne og ikke mindre i Foreningslivet, og han var med utrættelig Frejdighed rede til at medvirke til alle Sider, hvor noget af Interesse eller Værd skulde føres frem; han holdt Foredrag i Industriforeningen om Holland og Skikkene der, og han var med til at lægge Højres Slagplan ved Rigsdagsvalg og var Dirigent ved Møderne; kort sagt: han var snart Potte og Pande for alle. Det var heller ikke fri for, at der med ham var kommet friere Liv og videre Syn til Byen; selv de mest konservative fik Lyst til at skridte lidt frem med ham, der vel selv var konservativ, men dog med Ungdomshigen, Ungdomskraft og Virkelyst.

1869 tog han Plads som selvstændig blandt Byens Sagførere, og vandt sig hurtigt et meget anset Navn som saadan og en udstrakt Virkekreds; men over sin egen, private Forretning glemte han ikke at virke med for det Samsund, i hvis Midte han befandt sig, og hvad han før det fik fat paa, virkede han kor med fuld Kraft og blev let den ledende Aand i det.

Han var saaledes med ved Oprettelsen af Arbejdernes Byggeforening og blev dens Leder; var den, der ved heldigt Arrangement skaffede Byen Svendehjem og Teknisk Skole egen Bygning. Var der end ofte delte Meninger om hans Virksomhed, saa maatte man altid beundre den Energi, han udfoldede.

1872 blev han gift med Birkedommer Erik Pontoppidans ti Aar yngre Datter, Elisabeth, med hvem han fik en Datter og en Søn. - 1876 blev han Medlem af Nykøbing Byraad, og fik derved forøget Lejlighed til at virke for Byens Udvikling. Han tog nemlig alle Forslag under Overvejelse, ogsaa hvad der fremkom fra Modparten i Raadet. og hvad godt han fandt, optog han og støttede igennem, hvad hans klare Veltalenhed og kloge Ledelse oftest fik Held til - undertiden vel ogsaa bistaaet af lidt særlig Prokurator-Dygtighed.

I 1879 blev han Medlem af Købstadforeningens Styrelse og var tillige Medlem af Kommissionen om Næringslovgivningen 1890-93.

1878 døde hans Hustru, og 2½ Aar efter ægtede han en Plejedatter af Pastor Haar, Luna Cathrine Eggertsen, med hvem han har 3 Børn. - 1884 blev han valgt til Direktør i Østifternes Kreditforening, i hvilken Anledning han overdrog fin udmærket indarbejdede Sagførerforretning til en anden og selv flyttede til København, og fra den Tid tilhørte han ikke længere Byen, som han dog altid bevarede særlig Interesse for; men nu tilhørte han mere hele Landet.

G. H.

(Lolland-Falsters Folketidende 20. august 1911).

P. G. C. og Anna Cathrine Jensens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling J, rk. 7, nr. 35. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Kærligheds Drama.(Efterskrift til Politivennen)

Elskerinden og Hustruen strides om Mandens Lig.

København, Tirsdag.

I Søndags begravedes en kendt Sagførerfuldmægtig paa Vestre Kirkegaard under stærkt dramatiske Omstændigheder. Paa den ene Side af Graven stod den dødes Hustru med sine 9 Børn og paa den anden Side af Graven stod den dødes Elskerinde med sit Barn.

Dette er vel næppe saa sjældent i denne By, men sjældnere var de nærmere Omstændigheder ved hele Begravelsen.

Da den døde, der havde været syg i længere Tid, mærkede, at hans sidste Time nærmede sig, rejste han sig fra Sygelejet i sit Hjem og vaklede hen til sin Elskerinde, der er Niece af en Restauratør i Saesgade. Her døde han kort efter Ankomsten i Elskerindens Arme. Den ulykkelige Pige gemte Liget, anmeldte Dødsfaldet til Skiftekommissionen og bestilte Begravelsen.

Da Hustruen, som kendte Mandens Forbindelse, indfandt sig for at høre om sin Mand. fik hun den Besked, at man ikke havde set noget til ham. Elskerinden vilde saaledes have Liget for sig selv og sørge for dets Begravelse.

Dette lykkedes ogsaa, men i sidste Øjeblik fik Konen Oplysning om Begravelsen og saa stod da de to sørgeklædte Kvinder med onde Øjekast til hinanden, medens Præsten kastede de Skuffer Jord paa Kistelaaget.

I Dag har Hustruen anmeldt det passerede for Politiet, saa Striden fortsattes og atter konstateres det, at Hadet og Skinsygen rækker langt ud over Døden.

(Fredericia Social-Demokrat  13. februar 1907)

Gadenavnet er en gåde.

Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger. (Efterskrift til Politivennen)

N. R. Rump var efter sin juridiske embedseksamen 1859 blevet ansat i det slesvigske ministerium. Efter krigen 1864 hvor ministeriet forsvandt, blev han manuduktør. 1866 sorenskriver på Færøerne. 1871-1886 var han borgmester, byfoged og byskriver i Korsør. Rump er omtalt i adskillige andre indslag på Politivennen Live Blogging.

Fra Rumps politimestertid i Korsør før 1871 var han kendt for aktivt at støtte Højre. Korsørvælgere blev transporteret til Slagelse hvor de marcherede med faner og musik ind i byen, drak sig fra sans og samling på Højres regning og indledte slagsmål og spektakler. Rump marcherede i spidsen for disse optog. Hvis oppositionen valgt, indledte Højres vælgere ofte slagsmål og optøjer. Selvom Rump ikke deltog i disse optøjer, skete de i hans politimester tid hvor Korsør var berygtet for fanatisme og brutalitet. I 1876 spiste han belejligt middag med Slagelses politimester på hotel Postgården og forblev ved måltidet mens optøjerne fandt sted. Aviserne som hovedsagelig var partiske til fordel for Højre, berettede ikke om disse hændelser. 

Da de politiske vinde senere skiftede side i Korsør til Socialdemokratiet i 1913, kunne man læse følgende erindring om Rumps storhedstid i Korsør. En lidt bitter Venstre-mand beskriver her hvordan Højres politik overfor Venstre førte til at "socialisterne" i Korsør overtog magten:

Byraadsvalget i Korsør.

---

Saadan skifter Tiderne! Da Tauber i 1872 første Gang for Alvor rejste Venstres Fane i denne Valgkreds, fik han 12 Stemmer fra Korsør. Da T. stillede sig sidste Gang her i Kredsen 1879 var hans Stemmetal i Korsør dalet til 2, en foruden Glarmesteren, om hvis Død der dannede sig vilde Sagn. Med den haardeste og mest brutale Haand, som overhovedet kendtes - og der var mange haarde Hænder i de Tider - blev enhver frisindet Ytring kvalt, enhver Oppositionsmand knækket og knægtet, hvor det var muligt. En uskyldig Jernbaneassislent blev forflyttet mod sin Villie, fordi han var set læsende i en Sociologi, som en af Lederne forvekslede med Socialisme. Naar Oppositionens Førere passerede Byen, var de ikke sjældent Genstand for raa Demonstrationer. Holdt Venstre Møder, blev der først serveret Punch for Arbejderne, og naar saa Hr. Borgmester Rump i Uniform (!) dirigerede, blev Venstres Talere peben ned og maatte være glade til ved at slippe med det. "Referaterne" af deres Udtalelser var lige saa langt fra Virkeligheden som Himmelen fra Jorden. Endnu saa sent som 1892, da Sagfører Bentzen og Redaktør Jensen efter Indbydelse holdt et privat Møde med Aktionærerne i Arbejdernes Fællesbageri Aftenen for Valget, indfandt Politibetjent Vind sig ved dette, først "for at undersøge Bageriet", dernæst pukkende paa "Politiets Ret til at overvære alle Møder"! Kun ved alvorlig Forestilling om. at der vilde blive klaget, hvis han krænkede Foreningsretten, tøflede han hjem til sin Borgmester for at søge Trøst; men han kom dog ikke igen. Det Aar delte Korsørtoget sig for første Gang, idet 40-50 Vælgere rejste for sig selv og stemte paa Venstres Kandidat. Hidtil var disse Fællestog lige saa mange Højrestemmer som der var Mand, og man var meget liberal med at eftergive Fattighjælp foran et Valg. I Spidsen for Toget gik Hr. Rump, og til en Smædevise for Venstre marscheredes der til Frokost i Industriforeningen og senere ned i Ridehuset. Den, der skriver dette, har set Hr. Rump overrække Hr. Tauber et Eksemplar af en saadan paa Valgtribunen. 1876 forsøgte man at banke Bønderne af Raseri over Valgets Udfald; men det gik ikke. Bønderne vendte ikke den højre Kind til; de foretrak at slaa igen. Slagelse Politi (det gamle) forduftede, og Byens Politimester stod netop ved Højres Gilde og talte om et godt Forhold mellem By og Land. Saa han var jo ogsaa forhindret.

Saadan var vore Vilkaar, og saadan var de andres.

Vi er ikke skadefro, og vore Meningsfæller i Korsør har glemt gammelt Nag og stemt og virket for Borgerlisten. Fra et almindeligt Borgerstandpunkt er den skete Udvikling beklagelig. Men - om man havde været mindre haardhændet mod Venstre dengang, da var vist adskilligt anderledes nu. Kolding er et Eksempel herpaa. Man var anderledes hensynsløse overfor dem, man burde have støttet, end man har været det mod Socialdemokraterne. Af den Sæd er der vokset en Høst, som bjergedes i Gaar.

Det gamle Højreregimente i Korsør er færdigt og kommer aldrig mere til Magten. 

---

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. marts 1913. Uddrag).

Bemærkningen om jernbaneassistenten hentyder til en afskediget jernbaneassistent Holst som havde søgt oprejsning pga. begrundelsen for afskedigelsen: at have drevet politisk agitation. Rump skulle som borgmester i Korsør have angivet ham. Herefter var han blevet forflyttet fra Korsør til en ringere stilling i Masnedsund efter angivelse af redaktøren af "Korsør Avis". Sagen kom op i Folketinget i januar 1884. Her afviste indenrigsministeren at Rump havde fremsat anmeldelse, og at han ad andre veje havde fået at vide at Holst agiterede mod forsvarsadressen - hvorved han var "kommet på kant med en del af befolkningen i Korsør". Forflytningen til Vordingborg var blot sket for at beskytte Holst! På trods af det vedtoges indstillingen dog med 64 stemmer mod 8. 

Rump var tilhænger af Estrups gendarmerilov fra 1885 - han mente at kun tiggere, løsgængere, vagabonder og forbrydere kunne være imod. En argumentation som ikke er ukendt i diktaturstater. Venstre påpegede da også den reelle hensigt bag korpset. Og korpset opnåede aldrig at blive populært, tværtimod forbitrelse.

Kort efter Rumps tiltræden som amtmand i Hjørring i 1887 afslørede Social-Demokraten horrible forhold på tvangsarbejdsanstalten i Korsør under Rumps borgmesterperiode. Se de særskilte artikler om dette. Bl.a hans behandling af de fattige på Korsør Tvangsarbejdsanstalt blev beskrevet som brutale, bl.a. med prygl efter borgmesterens ordre, ofte overværet af ham selv. På den lange bane betød det at der kom nye regler for fattiges behandling, således at Folketinget forbød opsynets ret til at give fangerne rotting. Dette beklagede Rump, og udtalte ved den lejlighed at "Sådanne fyre skal have prygl" .

Maler, tegner Alfred Schmidt (18581938). Blæksprutten 1899. "Tror Herren, det kan nytte mere i Dag?" Udslidt trækhest og politikere. Alfred Hage kommer kørende ind i byen på sin hestevogn som trækkes af et gammelt, svedigt og træt øg. Her møder han konseilspræsidenten (Hørring). Undertekst: - - Atter igaar var Konseilspræsident Hörring i travl Virksomhed med at finde den manglende Justitsminister. Resultatet blev desværre det samme som de foregaaende Dage - -

Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.

 

Hvem er Justitsminister Rump?

Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.

Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?

Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :

Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkcarlig Behandling".

Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".

Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.

Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektor paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump anfaae denne Behandlingsmetode for udmcrrket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhaver, diklerede en eller anden Stymper en Dragt Klo og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tojet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa flog man los saa godt som paa den bare Ryg as Hjartens Lyst.

Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforsolgning.

Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynsperfonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.

Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.

Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.

Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.

(Social-Demokraten 8. august 1896).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlaget for Rumps "Pryglelov"

"Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særrlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Amtmand Rump død.

I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.

Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.

Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.

Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.

Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk

Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.

(Dagens Nyheder 17. august 1900).

Amtmand Rump.

Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.

Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.

(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)

Fhv. Justitsminister Rump død.

Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :

Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.

N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.

Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.

Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.

Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.

Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.

Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.

I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.

(Isefjordsposten 18. august 1900).

Et radikalt Venstreblad om

Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :

"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.

Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.

Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)

Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.

I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."

Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".

En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.